konfliktråd - det samfundsvidenskabelige fakultet,...

D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T

K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

Konfliktråd - en kritisk teoretisk udforskning af

konfliktrådsforskningen og forurettedes oplevelse

af genopretning i mødet med gerningspersonen

Julie-Astrid Galsgaard

Nr. 302

Projekt- & Karrierevejledningen

KONFLIKTRÅD

Julie-Astrid Galsgaard Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 302/2013 ISBN: 978-87-92677-29-7

Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Øster Farimagsgade 5 1014 København K Tlf. 35 32 30 99 Mail: [email protected]

www.samf.ku.dk/pkv

http://www.samf.ku.dk/pkv

Abstract

When a person becomes a victim of a crime his/her life often changes dramatically. The victim can try to restore justice by reporting the crime to the police, and/or the victim can try to overcome the violation by seeking help from a clinical psychoterapist. These two interventions benefit the victimʼs sense of justice, and a personal need to talk things through and learn how to deal with the victimisation. But the victimʼs need for actual confrontation, blaming, getting answers, settle the injustice, and regaining trust in other people in general - are unresolved. To respond to these needs conventionel restorative justice-programs (RJ-programs) are organized all over the world.

To gain knowledge about the RJ-programsʼ effect on the victimʼs psychological state, I have initiated a temporary co-operation with the Danish Police authority, Rigspolitiet, who is in charge of the RJ-programs made permanent and nationwide in January 2010. The RJ-program involves a meeting between victim and offender fascilitated by a professional mediator. Together they can work on restoring justice by addressing harms, needs, obligations, and interests. (Zehr, 2002). The RJ-programsʼ main principle is to accommodate the needs of the victim, but only as a supplement, not as an alternative, to the traditional criminal justice system.

When researchers want to make an empirical evaluation of a RJ-programsʼ quality, they consider a set of social and psychological notions from particulary social psychology, psychotraumatology, jurisprudence and criminology. From research all over the world it is presented, that victims more or less benefit from participation in RJ-programs - a conclusion build on the fact that victims report experiencing less fear, anger, felings of revenge, and a number of post traumatic stress-symptoms, after having confronted the offender. But the outcome is not only positive. A small number of studies show, that RJ-programs also can have negative effects on the victimʼs psychological state in terms of more fear and anger, if the offender does not appear to regret his/hers actions. Also a victimʼs frustration can increase if he/she is not able to fulfill the expectations of the surroundings to forgive or reconciliate with the offender during the restorative meeting.

In general, the RJ-research reflects the fact that it is a new research field containing many different designs, research methods, foci, and theroretical backgrounds. These facts raise a need for the development of a fundamental research design unique for RJ-research, that focuses on this specific aggrieved group of people and their need for justice, reduction of posttraumatic conduct and symptoms, as well as recognition of and relief from their victimisation. A common design will enable a comparison between research results and thereby RJ-programs in order to develop the Danish RJ-program.

Speciale i konfliktråd, foråret 2013

1

1. Indledning! 51.1. Retssystemets genopretning af retfærdigheden! 5

1.2. Et nyt syn på genopretning af retfærdighed! 5

1.3. Konfliktrådet! 6

1.4. En optimal intervention?! 7

Problemformulering! 81.5. Præsentation af speciale! 8

2. Fra principper til praksis! 92.1. Principper for genoprettende ret! 9

2.2. konfliktråd versus konfliktmægling - og mæglers rolle! 10

2.3. Konfliktrådets arena versus terapiens rum! 11

3. Præsentation af relevant forskning! 123.1. Procedural justice som fokusområde! 18

3.2. Traumeadfærd og -symptomer som fokusområde! 19

3.3. Reintegrative Shaming - skam og undskyldning som fokusområde! 20

3.4. Opsamling af forskningens begrebsmæssige fokus og resultater" 21

4. Kvaliteten af konfliktrådsforskningen - en metodisk diskussion! 23

4.1. Forskningsidealer! 23

4.2. Forskellige niveauer af begrebsafklaring! 24

4.3. Reliabilitet og Validitet! 25

4.4. Opsamling på metodisk diskussion" 27

5. Konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand - en teoretisk diskussion! 28


2

5.1. Retfærdighed! 28

5.1.1. Oplevelsen af retfærdighed i den genoprettende retspraksis ! 28

5.1.2. Et filosofisk begreb om retfærdighed! 29

5.1.2.1. Sammenfatning af filosofiens begreb om retfærdigheden" 31

5.2. Krænkelsen! 31

5.2.1. Den Formelle og den uformelle krænkelse ! 32

5.2.2. Et psykologisk begreb om krænkelse ! 32

5.2.3. Et socialkonstruktionistisk begreb om krænkelse ! 33

5.2.4. Krænkelse forårsaget af manglende anerkendelse ! 33

5.2.5. sammenfatning af forbrydelsen som en krænkelse" 34

5.3. Angst i kølvandet på krænkelsen! 34

5.4. Resiliens og viljen til Mening! 35

5.5. Et asymmetrisk magtforhold i kølvandet på krænkelsen! 36

5.6. Forsoning og tilgivelse ved konfliktråd?! 37

5.7. Psykotraumatologi! 38

5.7.1. Posttraumatiske Stress-Symptomer! 39

5.8. Frygt i kølvandet på krænkelsen! 40

5.9. Skam i kølvandet på krænkelsen! 42

5.10. Offerrolle og selvbebrejdelse! 43

5.11. Risiko for gen-krænkelse og re-traumatisering i konfliktråd! 43

5.12. Opsamling på teoretisk diskussion" 44

6. Konklusion! 456.1. Forskning og Forskningskvalitet! 45

6.2. Konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand! 46

6.2.1. Forbrydelsen som en krænkelse ! 46


3

6.2.2. Oplevelse af retfærdighed! 46

6.2.3. Reduktion af traumeadfærd og -symptomer! 46

6.2.4. Behandling af offergørelsen! 47

6.2.5. Meningsdannelse og genvindelse af kontrol! 47

7. Perspektivering! 497.1. Videre udforskning! 49

7.1.2. Metodiske overvejelser! 49

7.2. Samarbejde mellem konfliktrådet og psykologien! 50

8. Litteraturliste opdelt efter fagområder! 52

9. Bilag! 61


4

1. IndledningJeg har igennem de sidste par år af min studietid interesseret mig for hvordan det forurettede, evt. traumatiserede, menneskes psykiske tilstand kan betragtes i lyset af begreber som krænkelse, retsfølelse og skam. Denne interesse skyldes også en nysgerrighed efter at vide hvorvidt psykotraumatologiens forståelse af det traumatiserede menneske, kan nuanceres igennem inddragelse af andre fagområders forståelsesrammer omkring hvad der er i spil specifikt i det menneske, der har været udsat for en alvorlig interpersonel krænkelse. Min nysgerrighed herefter har ført mig ud i frivilligt arbejde inden for organisationen Amnesty International, samtaletjensten Sct. Nikolai Tjenesten og rådgivningscentret Albahus, hvor folk henvender sig fordi de på forskellig vis er enten krænkede, krænkere eller på anden vis nødlidende. " Mødet med mennesker i psykisk pressede situationer har affødt spørgsmål om hvordan mennesket kommer videre i livet efter at have oplevet sig krænket i alvorligere grad, og videre hvad det vil sige “at komme videre” og genoprette den brudte retfærdighed. Igennem et speciale-samarbejde med Rigspolitiet og deltagelse i Konfliktrådsmægleruddannelsen (se bilag 1 og 2), har jeg stiftet bekendskab med politiets og retssystemets intervention over for forbrydelser, herunder forskellige tiltag til at imødekomme forurettede og gerningspersonens behov. Jeg sidder nu tilbage med overvejelser om hvorvidt og hvordan et samarbejde mellem psykologien, politiet og retssystemet kan supplere hinanden i arbejdet med at hjælpe det alvorligt krænkede menneske ud af en ofte psykisk belastende tilstand.

1.1. Retssystemets genopretning af retfærdigheden

I det gældende retssystem er der akkusatorisk strafferetspleje dvs. anklagemyndighed, som er statens repræsentant, står over for tiltalte og deres forsvarere. Her bliver gerningspersonen stillet til ansvar direkte over for en juridisk dommer, og inddirekte over for retssamfundet. Retssystemet sætter rammerne for hvordan den strafferetslige procedure forløber, hvem der taler, hvad der lægges vægt på, hvilke ord og betegnelser der anvendes. Retssystemets fastlagte procedure bevirker at forurettede, gerningsperson og øvrige involverede parter er nødsaget til at tale det sprog og se på deres situation igennem den optik som retssystemet stiller til rådighed, modsat at have mulighed for at skabe deres egne eller en fælles forståelse for hvordan deres virkelighed ser ud. (Zehr, 2005)." Såvel retspraksis som forskning har begge i lang tid haft sit primære fokus på gerningspersonen i interventionen af kriminalitet. Når gerningspersonen straffes er det et udtryk for samfundets hævn overfor den borger, som bryder samfundets love, og dermed hvad der konventionelt betragtes som retfærdigt. Samfundets motiv for hævn bygger på et retfærdighedsparadigme om gengældelse (retributive justice) med tilbagevirkende kraft, foruden at hævnen skal have en forebyggende effekt ved at sikre imod fremtidige forbrydelser. Herved bliver straffen altså en sanktion, der skal fordre samfundets velfungeren, primært akut i form af støtte af borgernes retsfølelse, og sekundært ved at sikre den langsigtede frihed fra kriminalitet. Forskning viser endvidere, at straffen af gerningsperson giver en psykologisk tilfredsstillelse og genoprejsning for forurettede og pårørende. (Carlsmith et al. 2002; Goldberg et al. 1999).

1.2. Et nyt syn på genopretning af retfærdighed

Som reaktion på det udprægede fokus på gerningspersonen i retsprocessen, har en række jurister og politifolk de seneste årtier rettet en kritik mod retssystemet for dets


5

fejlprioritering og negligering af de faktiske involverede parter, særligt den forurettede. (Christie, 1978; Gromet, 2012; Zehr, 2002). Denne kritiske røst har også lydt i Danmark siden midten af 1990ʻerne, men er først for alvor blevet hørt indenfor de seneste par år. Det drejer sig om en kritik, der har rod i en grundlæggende anden opfattelse af mennesket og menneskelige relationer, end den det traditionelle retssystem bygger på. For mens det traditionelle retssystems retfærdighedsopfattelse lægger sig op ad et gengældelse/hævn-paradigme med primære varetagelse af samfundets orden, har det nye retfærdighedsparadigme om genopretning igennem inddragelse (restorative justice) forurettede og gerningspersonen i fokus. (Stutzman Amstutz ved Webinar, 14. nov. 2012, Eastern Mennonite University). " Zehr (2008) (The Zehr Institute of Restorative Justice) hævder, at kriminalitet altid skal betragtes at have en samfundsmæssig, en lokal og en personlig dimension. Retsvæsnet varetager især den offentlige dimension igennem overholdelse af forpligtelser over for borgerne, hvilket ofte har den konsekvens at de personlige og interpersonelle aspekter negligeres. (Zehr, 2008). Zehrʼs vurdering bygger på en overordnet kritik af det traditionelle retssystem gående på, at gerningspersonen her fratages muligheden for at opleve de egentlige konsekvenser af sine handlinger og dermed for at ændre sin adfærd. Når gerningspersonen er meldt til politiet, har han/hun ikke længere herredømme over sin lovbrydende handling eller mulighed for aktivt at gøre forbrydelsen “god igen”. Den opgave er nu overladt til den juridiske forsvarer. I en lignende situation sidder den forurettede, som så at sige er “pillet ud af” retsproceduren, idet han/hun ligeledes er frataget sit ejerskab over forbrydelsen, når forbrydelsen først er anmeldt til politiet. (Christie, 1978). Retsstaten overtager sagsførelsen mod gerningspersonen, hvorved forurettede reduceres til vidne i egen sag og kun må udtale sig under ed. En sådan statistrolle har som naturlig konsekvens at forurettede fratages muligheden for at træde ind på scenen under retsmødet og udtrykke sine oplevelser og eventuelle frustration, frygt og vrede overfor gerningspersonen. Netop en sådan reduktion til statist er hvad de kritiske røster påpeger kan bevirke at forurettede efter retsmødet ikke går hjem med en følelse af at have fået retfærdigheden genoprettet, men i stedet bebyrdet med yderligere frustration og vrede. (Grothe Nielsen, 2006). På den vis kan det foreslås, at forurettede part bliver en dobbelt taber; først overfor gerningsmanden, dernæst overfor retsstaten." Såvel Zehr (2008) som den norske sociolog og kriminolog Christie (1978) peger på vigtigheden af at rette fokus på den personlige dimension af forbrydelsen, og argumenter for, at retsstaten bør give konflikten tilbage parterne, hvis de skal genvinde en oplevelse af retfærdighed. De tre aktører - gerningsperson, forurettede og retsstaten/lokalsamfundet - indtræder automatisk i forskellige positioner i forhold til forbrydelsen. Såvel forurettede som retsstat står begge som krænkede parter og har derfor behov for genopretning, mens gerningsmanden har brug for at genvinde sin position som et værdigt samfundsmedlem ved at forpligte sig til at gøre sin gernings “god igen”. (Zehr, 2008). " Herudfra kan der argumenteres for, at en genopretning af retfærdigheden kræver en til retsmødet supplerende intervention, hvor forurettedes og gerningspersonens behov for genopretning er i centrum. (Vindeløv, 2008; Zehr, 2008).

1.3. Konfliktrådet

Konfliktråd er betegnelsen for en sådan intervention og realiseres ved et møde mellem forurettede og gerningsperson fasciliteret af en mægler. Pårørende, socialrådgiver eller andre støttende personer kan sidde med som bisiddere og enten inddrages eller ignoreres, alt efter hvilken konfliktrådsorden mægler sætter. (se bilag 3 for fakta om den Danske Konfliktrådsordning). " Studier i oprindelige folkefærds kulturer og alverdens religioner viser, at der findes og har fandtes omfattende og effektive traditioner for praktisering af mægling mellem


6

samfundets medlemmer. Her inddrages hele lokalsamfundet i mæglingsceremonien, som oftest bliver styret at samfundets kloge ældste medlemmer. (Zehr, 2008). Denne traditionelle mæglingsform er stadig at se i lande i Afrika, i Grønland og visse lokalsamfund i Kina. " I dag er det 38 år siden der første gang blev gennemført et officielt Victim Offender Reconciliation Program (konfliktråd) i Ontario, Canada, som siden hen har dannet grundlag for en voksende genoprettende retfærdigheds-bevægelse over hele verden. (Zehr, 2004). I såvel Canada som USA er det meget udbredt at samle en såkaldt circle, som består af en udvidet kreds omkring gerningsperson og offer, der skal støtte parterne i deres videre liv efter forbrydelsen. Hvis konfliktrådet ikke gennemføres, tildeles gerningspersonen en anden form for samfundstjeneste/socialtarbejde/genoprettende arbejde eller lign. (Wemmers & Cyr, 2006). I New Zealand i 1989 blev de såkaldte group conferencings (specifikt tilrettelagte familiegruppemøder) standardprocedurer i de fleste sager ved ungdomskriminalitet, mens det traditionelle retssystem fortløbende skulle kunne tages i brug, hvis der var problemer med gennemførelsen af de genoprettende gruppemøder. (Zehr, 2008)." Norge er blandt de lande i Europa hvorfra Danmark henter sin inspiration til konfliktråd, og som allerede i 1981 oprettede det første konfliktråd på forsøgsbasis og i 1991 gjorde ordningen gjort landsdækkende og permanent. Formålet med konfliktrådene var at styrke lokalsamfundene og have mulighed for på et tidligt stadie at gribe ind i unge kriminelles løbebane. På samme vis som i Danmark kræver mægling i konfliktråd begge parters samtykke, og enighed om de overordnende forhold i tvisten. Men i Norge har parterne, efter at have givet samtykke, nu mødepligt og kan medbringe en rådgiver. En aftale indgået mellem parterne er retslig bindende, hvilket vil sige parterne skal videre til mægling i Forlisrådet i tilfælde af retslig inddrivelse, og altså ikke til et egentligt retsmøde. (Vindeløv, 2008). I lande som Norge og Danmark er det primært det direkte konfliktråd der gøres brug af, dvs. et ansigt-til-ansigt-møde mellem forurettede og gerningsperson.

1.4. En optimal intervention?

Hvordan den optimale intervention overfor en krænkede person tager form, er svær at sige noget endegyldigt om, og kræver omfattende forskning og begrebsafklaring at sige noget gyldigt om. Men måske ligger svaret dér hvor psykologien og retssystemet med konfliktrådet, mødes. Begge fagområder opererer med begrebet krænkelse, men lægger vægt på to meget forskellige betydninger heraf. Indenfor juraen betragtes krænkelsen som et brud på den konventionelle lovgivning, hvorimod krænkelsen indenfor psykologien, særligt tilknytningsforskningen, forstås som forskellige grader af emotionelle, fysiske eller seksuelle overgreb, hvis følger ofte får en gennemgribende virkning på personens senere liv. (senere gennemgang). Mellem de to perspektiver på krænkelse er afstanden stor, hvorfor et samarbejde mellem de to fagområder kan tænkes at kræve et tredje perspektiv, skabt ved udforskning og teoretisk rammesætning om hvordan og hvorfor en forbrydelse kan opleves som en krænkelse." Psykologien er repræsenteret i konfliktrådslitteraturen ved at konfliktrådsforskerne i deres udforskning af konfliktrådets virkning, inddrager visse af psykotraumatologiens begreber for det traumatiserede menneskes psykiske tilstand. Herudover inddrages psykologien kun sjældent i den egentlige konfliktrådsforskning og tilrettelæggelse af konfliktrådsprogrammer. Ligeledes er konfliktrådet, som konkret tiltag til varetagelse af behovet for genopretning efter en krænkelse, så vidt vides helt fraværende i psykotraumatologi-litteraturen, hvilket synes bemærkelsesværdigt, eftersom en stor del af denne litteratur omhandler mulige interventionsformer overfor det traumatiserede, evt. krænkede, menneske.


7

" Hvis vi i Danmark ønsker at avancere og udvikle den danske konfliktrådsordning, bør vi tage den efterhånden omfattende forskning i betragtning. Kendskab til konfliktrådsforskningen er ikke udbredt herhjemme og vurdering af forskningens fund er ikke direkte implementeret i udarbejdelsen af den danske konfliktrådsordning, som derimod er en praksis, der bygger på praktisk erfaring hentet i USA. (Lin Adrian, telefonsamtale dec. 2012). For at ansvarlige for den danske konfliktrådsordning kan vurdere kvaliteten af konfliktrådets intervention overfor forbrydelsen og dets potentiale til at indgå i en overordnede intervention overfor det krænkede menneske, finder jeg det nødvendigt at afsøge hvad der er af forskning i konfliktrådets virkning på den forurettedes psykiske tilstand. " Før konfliktrådsforskningen inddrages i planlægningen af de danske konfliktrådsprogrammer, bliver en vurdering af om forskningen overhoved er værd at tage i betragtning, nødvendig. En afsøgning af forskningen fasciliterer vurderinger på to niveauer. For det første kan forskningens metodiske kvalitet og overordnede validitet vurderes, og for det andet kan kvaliteten af det udforskede konfliktrådsprogram vurderes ud fra om de efterlever principperne bag genoprettende retfærdighed. Med en diskussion af principperne følger naturligt en diskussion af hvad der vil sige at opleve at retfærdigheden genoprettes og hvorfor dette er efterstræbelsesværdigt i arbejdet for at forbedre forurettedes psykiske tilstand. " På baggrund af ovenstående introduktion til konfliktrådet og overvejelser om dets virkning på det krænkede menneskes psykiske tilstand, lyder dette speciales problemformulering således:

ProblemformuleringHvad findes der af forskning i forurettedes oplevelse og udbytte af konfliktrådet, hvad er kvaliteten heraf, og hvordan virker konfliktrådet på forurettedes psykiske tilstand?

1.5. Præsentation af speciale

Problemformuleringens temaer vil løbende igennem specialet blive præsenteret og diskuteret, for til sidst at danne grundlag for en opsamlende konklusion. Efter den her introducerende indledning vil følge en redegørelse af principperne bag genoprettende ret og hvordan praktikere overkommer springet fra princip til praksis. Dernæst vil følge en præsentation af den del af konfliktrådsforskningen, jeg har fundet relevant for at kunne diskutere problemformuleringen. Forskningspræsentationen vil følges op af en metodisk diskussion af kvaliteten af forskningen i forhold til metodologiske begreber og forskningsvidenskabelige idealer. Herved har jeg grundlag for at diskutere konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand ud fra forskningens resultater og andet inddraget forskning og teoretiske forståelsesrammer fra psykotraumatologien, kognitions- , neuro- og eksistentielpsykologien, eksistentielfilosofien og socialfilosofien, samt fra socialkonstruktionismen. Efter den opsamlende konklusion følger en perspektivering til videre udforskning af det danske konfliktråd og muligt samarbejde mellem konfliktrådsordningen og psykologien. En oversigt over hyppigt brugte termer er at finde i bilag 4.


8

2. Fra principper til praksisNår der ønskes en forståelse af hvordan principper for genoprettende retfærdighed (også genoprettende ret) bliver til praksis i form af konfliktråd, er det væsentligt at inddrage en af grundlæggerne af det danske konfliktråd Lin Adrians pointering om, at konfliktråd er en i udgangspunktet a-teoretisk praksis, der bygger på andre praksisser. (telefonsamtale, dec., 2012) Det danske konfliktrådsprogram bygger fx. på Adrians erfaring med amerikanske konfliktrådsprogrammer, og de teorier om hvad der sker under konfliktrådet, er skabt i kølvandet herpå. Når jeg i dette kapitel alligevel ønsker at redegøre for overgangen fra principper til praksis, er det for at forstå hvordan konfliktrådsforskerne tilrettelægger deres empiriske studier i henhold til at undersøge om konfliktrådet efter netop foreskrevne principper bag genoprettende ret. Videre er det i en vurdering af hvorvidt praksis efterlever princippet, væsentligt at have in mente at mange (forstyrrende) faktorer kan virke ind herpå og på de interpersonelle dynamikker under konfliktrådet." En konflikt kan forstås at forløbe på flere niveauer. Et er det praktiske og strategiske plan, som ofte kan løses ved at tale konflikten igennem eller sætte ind med sanktioner som fx. straf. Noget andet er det plan hvor ofte antipartiske følelser overfor den anden part er til stede - et plan som er mindre overskueligt at intervenerer overfor. Det er et vilkår der er væsentlig at være opmærksom på når retfærdigheden søges genoprettet hvad enten interventionen består af et traditionelt retsmøde og/eller et konfliktråd. " Med disse indledende overvejelser vil jeg i dette kapitel tage teten fra Indledningen op og introducere og diskutere principperne for genoprettende ret, og videre hvordan efterlevelsen forsøges implementeret i forskellige modeller for konfliktmægling/konfliktråd.

2.1. Principper for genoprettende ret

Når noget skal tilrettelægges og fungere i praksis, er det nærliggende at tænke, at det kan blive på bekostning af de grundlæggende principper. " Zehr (2002) foreslår, at genoprettende ret er et kontinuum af grader af genoprettende retspraksis, som kan løbe over stadier fra ʻfuldt genoprettende retʼ til ʻpseudo/ikke genoprettende retʼ. (Zehr, 2002). Zehr definerer videre genoprettende ret som:

...a process to involve, to the extent possible, those who have a stake in a specific offense and to collectively identify and address harms, needs and obligations, in order to heal and put things as right as possible. (Zehr, 2002, p. 37).

Realiseringen af principperne bag genoprettende retfærdighed skal altså ske ved at de involverede parter sammen afklarer hvilken skade forurettede har lidt, og sammen fastsætte og anerkender aktuelle behov og forpligtelser parterne imellem. Den forurettede skal have mulighed for at konfrontere gerningspersonen med sine oplevelser, mens gerningspersonen skal have mulighed for at tage ansvar for sine handlinger. På den vis får begge parter mulighed for at tage del i en fredelig handling for at overkomme den ubalance, der er opstået i kølvandet på forbrydelsen. " For netop at holde de to ender - principper og praksis - sammen og have mulighed for at vurdere om den konkrete konfliktrådsmodel sætter nogle fordrende rammer for efterlevelse af de grundlæggende principper, bør seks nøglespørgsmål overvejes:

- 1. forholder modellen sig til skader, behov og årsager?- 2. er der tilstrækkelig orientering omkring forurettede?- 3. opfordres gerningspersonen til at tage ansvar?


9

- 4. bliver alle relevante parthavere involveret?- 5. er der mulighed for dialog, og involveres parthaverne i beslutningerne?- 6. tilgodeser modellen, at der udvises respekt for alle parter? (Zehr, 2008, p. 77).

" Disse principielle nøglespørgsmål vil jeg løbende i de næste kapitler diskutere op imod udvalgt konfliktrådsforskning. " Endvidere pointeres frivillighed som et afgørende princip i gennemførslen af konfliktråd. (Vindeløv, 2008; Konfliktrådskoordinator Charlotte Skou-Nielsen Wegener, Helsingør Politikreds). For at konfliktrådet kan forløbe efter hensigten og begge parter kan have tillid til oprigtigheden af den andens ord og vilje til genopretning, må der være en sikring om at begge parter deltager frivilligt. Men ét er princip, noget andet er praksis. Karin Sten Madsen (2011) fra Center for voldtægtsofre kunne ud fra i sit studie af partnervold-udsatte kvinders holdninger til konfliktråd konkludere, at kvinderne her, på trods af frygt for deres tidigere partnere, sandsynligvis ville indvillige i at deltage i konfliktråd, fordi de følte sig presset hertil for at fremstå samarbejdsvilllige eller håbede på at deres parforhold genskabtes. Her kan der altså diskuteres hvorvidt kvinderne deltager frivilligt eller føler sig inddirekte tvunget hertil. " Videre er jeg i gennemlæsningen af konfliktrådslitteraturen stødt på forskningsstudier, som påviser, at deltagernes manglende forståelse for hvad konfliktråd indebærer, har resulteret i en dårlig oplevelse af konfliktrådet. Fx. kommer Tränkle (2007) (kriminolog og sociolog) i sit kvalitative studie frem til, at mægler, gerningsperson og forurettede ikke har de samme fundamentale idealer for konfliktråd, såsom at forsoning er bedre end straf og selvafgjorte beslutninger er bedre end domstolens. Endvidere hævder Tränkle (2007), at selvom deltagerne er introduceret til principperne bag genoprettende ret og til dagsordnen for konfliktrådet, viser det sig ofte at være uforenelighed mellem idealerne bag genoprettende ret og de to parters hver især behov og interesser. " På denne baggrund bør et princip om Afklaring af formål også indtænkes i principperne for genoprettende retfærdighed.

2.2. konfliktråd versus konfliktmægling - og mæglers rolle

Udarbejdelsen af konfliktrådets principper, modeller og praksis, er inspireret af en udbredt konfliktmæglingstradition. (Vindeløv, 2008). Der findes derfor både en række ligheder mellem de to felter, men også afgørende forskelle. " Fælles er værdier som frivillighed, fortrolighed og neutralitet, hvor sidstnævnte vil sige, at mægler ikke stræber efter at komme frem til et forudbestemt resultat, men søger at opfylde parternes dagsorden. (ibid., p. 126). " Derimod kan konfliktmæglingen forstås at omhandle to “lige” parter som fx. naboer og kollegaer, mens konfliktrådet omhandler to “ulige” parter som en forurettede og en gerningsperson, som per se står i et asymmetrisk forhold til hinanden. Derfor bliver en værdi som upartiskhed afgørende ved konfliktmægling, men ikke i samme grad ved konfliktråd eftersom, at konfliktrådsmæglerens primære opgave er at varetage forurettedes interesser og behov, og ikke gerningspersonens. (ibid.). Graden af partiskhed ved konfliktråd er derfor en hårfin balance, der kan tænkes at blive sat af den enkelte konfliktrådsmægler evt. i samarbjede med konfliktrådskoordinator." Endvidere er en konflikt omdrejningspunktet i en konfliktmægling, mens forbrydelsen er det i konfliktrådet. Derfor er betegnelsen konfliktråd misvisende, idet den fejlagtigt indikerer at der er tale om en konflikt. Omvendt kan man forsvare at de to parter, efter forbrydelsen, kan komme til at befinde sig i en konflikt, ved at de, frivillig eller ej, nu er involverede i hinandens liv, noget de skal forholde sig til. (se gennemgang af de to mest udbredte konfliktrådsmodeller i Danmark i bilag 5).


10

2.3. Konfliktrådets arena versus terapiens rum

Såvel de bagvedliggende principper og konfliktrådsmodeller, pålægger alle mægleren en afgørende rolle i mødet mellem parterne. Mæglers opgave består i at identificere skade, behov og forpligtelser (Zehr, 2002), varetage parternes behov og interesser (Vindeløv, 2008), og fascilitere transformation og helings-potentiale (Umbreit, 1997) - opgaver, der kan betragtes at dreje sig om at forbedre parternes psykiske velvære. Spørgsmålet er nu, hvor mæglers ansvar for parternes psykiske velvære stopper og psykologens starter. " Da jeg i september 2012 deltog i Rigspolitiets Konfliktrådsmægleruddannelse, blev jeg bekendt med, at der blandt såvel de nye som erfarne mæglere forekom uenighed og usikkerhed omkring hvordan de i praksis skulle forholde sig til bagvedliggende psykologiske faktorer, hvis disse kom til udtryk under konfliktrådet. " Mæglerne opmærksomhed på problematikken i at skulle varetage parternes behov bedst muligt, bekræftes endvidere af konfliktrådsforskning, som viser at de involverede parter ofte har et behov for at få afklaret hvad der egentlig skete under hændelsen og hvorfor. (fx. Wemmers & Cyr, 2005; Choi & Severson, 2009). " Vindeløv (2008) (Juridisk fakultet, KU) beskriver at mæglerne kan virke til at fremme de to parters forståelse for hinandens oplevelse af hændelsen, ved at rette fokus på deres hver i sær ...subjektive, objektive og eksistentielle sandheder. (Vindeløv, 2008, p. 98f). En sådan afsøgning lyder til at kunne berøre det terapeutiske arbejde, på trods af at Vindeløv slår fast at ...grænsen til terapi overskrides ikke dér, hvor væsentlige punkter berøres, men dér hvor mægleren begynder at blande sig i noget, der ikke har med mæglingen at gøre, såsom en parts relation til andre uden for mæglingen, tidligere erfaringer fra andre sammenhænge osv. (ibid., p. 99). Vindeløv pointerer altså, at mæglers opgave er at finde ud af hvad personen skal gøre, mens psykologens opgave er at finde ud af hvordan personen er - en opstilling, der kan udfordres af flere terapeutiske retninger, især inden for den kognitive tilgang, der orienterer sig mod handling og løsning, og altså mod hvad klienten kan gøre. (fx. Ehlerts & Clark, 2000; Foa & Rothbaum, 1998; Levine, 2006). Endvidere distingverer Umbreit (1997) (Center for restorative Justice and Peacemaking) mellem mægling og terapi, ved at foreslå at, mægler skal have viden om de psykiske lidelser (brokenness, hurt), som kan opstå i kølvandet af en forbrydelse, men ikke arbejde med de af fortidens følelsesmæssige problemer, som kan have medvirket til udviklingen af pågældende psykiske lidelser. Sidstnævnte er psykologens opgave. Hertil kan der igen rejses kritik af en for simpel forståelse af hvad psykiske lidelser er. Psykologen bruger mange år på at tilegne sig viden om menneskets psykiske lidelser, for at kunne intervenere heroverfor og for at kunne udtale sig herom. Derfor er det også lettere sagt end gjort at lade mægler stå med ansvaret for at vurdere hvad der er psykiske lidelser, hvad der er lidelsernes ophav og om de skal frem i lyset eller forblive mørklagt. !


11

3. Præsentation af relevant forskningI dette kapitel vil jeg præsentere den forskning i konfliktråd som omhandler især forurettedes tilfredshed med og udbytte af konfliktråd og dermed besvare Problemformuleringen første del: Hvad findes der af forskning i forurettedes oplevelse og udbytte af konfliktråd? " De her præsenterede forskningsstudier er den del af den samlede konfliktrådsforskning, som jeg har fundet relevant i forholdt til at belyse problemformuleringen. Fordi der er så stor spredning i forskningens foci, metode og teoretiske ståsted, har jeg ikke fundet det muligt at lave et egentlig systematisk forskningsreview. Derfor lægger jeg i stedet vægten på en præsentation af den relevante forsknings resultater og forskernes tolkning heraf inden for bestemte begrebslige sammenhænge. " Den inddragede forskning er fundet ved søgning på ord som “restorative justice”, “victim offender mediation”, “reconsiliation programme” og “konfliktråd” på det Kongelige Biblioteks og Bibliotek.dkʼs e-ressource-adgang til artikelbaserne: PsychInfo (575 opslag fra 1987 til 2012), PsychCritique (7 opslag fra 2007-2012). Videre ved opslag på GoogleScholar (konfliktråd: 123.000 opslag, restorative justice: 83.000 opslag)) og via vedrørende forskningsenheders hjemmesider (se litteraturliste). Forskningen falder indenfor fagene retsvidenskab/kriminologi, sociologi, socialarbejde, psykologi - omfang i nævnte rækkefølge, og stammer hovedsageligt fra landene Australien, Canada, England og USA. # Jeg er med gennemlæsningen kommet frem til at forskningen vedrørende deltagernes oplevelse af konfliktråd overordnet set falder indenfor to kategorier: 1. deltagernes tilfredshed med konfliktrådet, og 2. deltagernes udbytte af konfliktråd. Nogle studier omhandler både undersøgelse af tilfredshed og udbytte, men andre kun beskæftiger sig med den ene kategori. Derudover findes en række studier specifikt rettet mod at undersøge konfliktrådets opbygning og mægler rolle (Tränkle, 2007; Zernova, 2007; Szmania, 2006; Madsen, 2005, 2011; Urban, 2011; Kenney & Clairmont, 2009), som jeg har valgt at inddrage i foregående kapitel Fra principper til praksis. " Fordi jeg retter mit fokus mod forurettede og ikke gerningspersonen i dette speciale, kommer forskningspræsentationen også til hovedsageligt at omfatte forskning, der har forurettedes deltagelse i centrum. Denne forskning omfatter eller inddrager ofte også forskning i gerningspersonens deltagelse eftersom, at gerningspersonens adfærd ofte spiller en afgørende rolle i forurettedes oplevelse af og påvirkning fra konfliktrådet. (fx. Hansen, 2012; Strang 2002; Strang et al., 2006; Harris, 2006). En stor del af forskningen med gerningspersonen i centrum retter sig udelukkende mod at undersøge konfliktrådets forebyggende virkning på kriminalitetsrecidiv (McGarrell et al, 2000; Miers et al, 2001; McCold & Wachtel,1998; Sherman & Strang, 2009)." Forskningen i tilfredshed og udbytte bygger hovedsageligt på forståelsesrammer hentet i juraens, psykologiens og sociologiens verden, og jeg vurderer, at den overordnet falder inden for tre fokusområder: a. procedural justice, b. traumeadfærd og -symptomer og c. reintegrative shaming. (redegørelse følger). At kategorisere b. psykisk heling som et fokusområde i sig selv, er en tilsnigelse, og skal i højere grad forstås som den del af konfliktrådsforskningen, hvor der ikke tages højde for hvilket design, der ligger til grund for pågældende konfliktrådsprogram. " Herunder opstiller jeg en tabelarisk oversigt over den præsenterede forskning og derefter vil en egentlig gennemgang af de enkelte studier følge.


12

Tabel 1. Oversigt over tilfredsheds - og udbyttestudier med forurettede i fokus

(jeg har inddraget de resultater, som jeg fandt hovedsagelige for studiet og relevante for min problemstilling. Ved ønske om kendskab til øvrige resultater, henvises læser til pågældende forskningsartikel).

land reference kategori deltagere og intervention

metode resultat

Canada Wemmers & Cyr, 2005

tilfredsheds- og udbyttestudie- procedural justice

ofre for personlig kriminalitet (fornærmelse trussel) eller ejendomskriminalitet (tyveri, hærværk). begået af unge gerningsp.

gr. A: *39 deltagere i direkte konfliktråd (ansigt-til-ansigt-møde)

gr.B: gr. A. plus 7 deltagere i indirekte konfliktråd (brev, via mægler, telefon-møde)

gr. C: gr. A plus gr. B plus 13 deltagere som ikke ville deltage i konfliktråd N = 59 forurettede (alle som blev interviewet over telefon)

kvantitativt telefoninterview

Konflr er et godt initiativ (gr.C):ja: 90%, nej: 5%ved ikke: 5%frygt ved telefonkontakt (gr.C): ja: 24%, nej: 76%oplevelse af tryghed under konflr: ja: 100%frygtreduktion (gr.A):ja: 97,5%nej: 2,5% (= pga. manglende anger fra gerningspʼs side)Well-being:1. lægge forbrydelsen bag sig (gr.B): ja: 54%, nej: 45%2. oplevelse afoffergørelse (gr.A): reduktion: 64,1%øgning: 5,1%samme: 30,8%oplevet udbytte ved konflr. (gr.B): ja: 74% (heraf 62% psyk.udbytte)pos. korr. mel. deltageres well being og procedural justice (1.p=0,003/2.p=0,000)


13


metode resultat


tilfredsheds- og udbyttestudie- afsøgning af årsag til og ønske med deltagelse

ofre for trussel, sædelighedskrænkelser (personlig kriminalitet) begået af unge gerningsp.

gr. A: *44 (46?) forurettede i direkte eller indirekte konfliktråd

gr.B: 15 (13?) forurettede ikke i konfliktråd

N = 59 forurettede

kvalitativt telefoninterview

Ja til at deltage fordi(gr.A)hjælp gerningsp: 29,5%stille spm: 13,6%gøre gerningsp. ansvarlig: 15,9%løse konflikten: 18,2%nej til at deltage fordi(gr.B)ingen tro på oprigtighed i gerningspʼs angren: 13,3%ingen mulighed for at indvillige: 20%ingen tid eller interesse: 26,7%intet ønske om kontakt til gerningsp: 13,3%ønskede rolle i strafferetsproces (gr. A og B): ja: 76,3%. i form af: udtrykke oplevelser, blive hørt, ankerkendt, respekteret, medinddraget, få støtte.ønskede afgørende rolle i domsfældelse (gr. A og B):nej: 89% det skal være domstolens ansvar.


tilfredsheds-studie - afsøgning af procedural justice værdier

ofre for trussel, sædelighedskrænkelser (personlig kriminalitet) begået af unge gerningsp.

* i direkte konfliktråd

N = 39 forurettede

kvantitativt telefoninterview

afgørende værdier for oplevelsen af procedural justice: voice (blive hørt)trust (have og få tillid)respect (få respekt)neutrality (resultat-neutra mægler)


14


metode resultat

Danmark Hansen, 2012 tilfredshedsstudie - CASAʼs evaluering

forurettede og gerningsp. involverede i personlig kriminalitet (vold, sædelighed, trusler) og ejendoms-kriminalitet (røveri, tyveri, indbrud).

gr. A. forurettede gr. B. gerningsp

(plus personale)

* i direkte konflitkråd

N = 68 konfliktråd

kvantitativ spørgeskema med mulighed for kvalitativ uddybning

(plus kvalitative interviews af personale)

tilfredshed:gr. A: 85%, gr. B: 90%specifikt for gr.A og gr. B: forståelse for den anden, sagt hvad ønsket, udtrykt oplevelse, følt sig hørt, tid nok.

Canada Rugge & Scott, 2009

tilfredsheds- og udbytte-studie - afsøgning af psykisk heling

program A: 32 ofre for alvorlig personlig kriminalitet plus 26 gerningsp.

program B: 18 ofre for mild personlig kriminalitet plus 16 gerningsp.

heraf: * gr. 1 77 forurettede og gerningsp. i enten direkte eller åbent konfliktråd med pårørede

* gr. 2. 15 forurettede og gerningsp. i indirekte konfliktråd (brev, via mægler)

N=92 forurettede og gerningspersoner

kvantitativ spørgeskema -Psychological Health Checklist (PsC)

(& Physical Health Checklist, PhS)

Resultater for forurettede:pos. korr. mel. tilfredshed og ændringer på PsC (~reduktion af psyk.sympt.)(p < 0,01)(ingen signifikans ved korr. mel tilfredshed og ændring på PhC).genm. reduktion i psykiske sympt. på 84,4%.specifikke før/efter-ændr. i melding om ʻno problemsʼ på PsC-score (for forurettede): frygt: 44% ->74%vrede: 36% -> 84%skam: 86% ->98%angst: 38% ->76% selvværd: 92% -> 96%ingen sig. forskel på ændr. i PsC-score mel. gr. 1 og gr. 2


15


metode resultat

England Angel, 2005 udbytte-studie- psykisk heling, (PTS-sympt.)

ofre for alvorlig ejendomskriminalitet

gr. A * i åbent konfliktråd m. pårørende og nærmiljø

gr. B * i traditionel retsproces

N = 216 forurettede

kvantitativ spørgeskema - Impact of Event Scale-Revised

score på IES-R 6 mdr. efter konfliktr.: gr. A: 9, gr. B: 14~ gr. A viser 30% lavere forekomst af symptomer som angst, irritabilitet, vedvarende invaderende tanker, flashbacks, søvnbesvær, vrede, fysiske symptomer,( p < 0,01).

pos. korr. mel. spm. ʻhvorfor mig?ʼ og forekomsten af PTS-symptomer.

6 mdr.ʻs opfølgningsstudie:uændret forekomst af PTS-symptomer.

England &Australien

Strang et al., 2006

tilfredsheds- og udbytte-studie- reintegrative

shaming

program A. London og Thames Valley: ofre for alvorlig personlig kriminalitet (fængselsstraf)* i direkte konfliktråd

program B. Canberra og Northumbria: ofre for mild personlig- og ejendoms-kriminalitet (ikke fængselsstraf)* i direkte konfliktråd

N=210 forurettede og gerningspersoner

retrospektiv kvantitativ interview

genm. tilfredshed ved de to programmer: 94%genm. reduktion i frygtniveau: 75%genm. reduktion i vrede-niveau:60%genm. øgning i medfølelse: 374% ~ 3,7 gange så høj eft.genm.reduktion i neg. opl. af spm. ʻhvorfor mig?: 77%pos. korr. mel. forbrydelsens alvorlighedsgrad og frygtniveau (ved program A)pos. korr. mel. tilfredshed og reduktion i vrede og frygt, og øgning i sympati (alle med p =/< 0,05)


16


metode resultat

England & Australien

Sherman et al., 2005

udbytte-studie- reintegrative shaming

ofre for personlig og ejendomskriminalitet: program 1. vold og 2. hærværk (Australien), program 3. tyveri og 4. røveri (England)

gr. A * i direkte konfliktråd

gr. B * i traditionel retsproces

N= 445 forurettede )614 sager)

kvantitativ post intervention-interview

højere forekomst af undskyldning i gr. A end i gr. Bstørre tiltro til oprigtighed af undskyldning i gr. A end i gr. B mindre omfang af hævngerrighed i gr. A. end i gr. B for pr. 1 - mandelige voldsofrestørre omfang tilgivelse i gr. A end i gr. B for pr. 3 - kvindelige tyveriofre(alle med p =/< 0,05)ingen sig. forskel i selvbebrejdelse mel. gr. A og gr. B, trods tilfredshed på hhv.: gr. A: 97%, gr. B: 61%

Australien Strang, 2002 tilfredsheds-studie - reintegrative shaming

ofre for personlig og ejendomskriminalitet

gr. A.* i direkte konfliktråd

gr. B.* i traditionel retsproces

N = 232 forurettede

kvantitativt interview

vrede i fbm retsproces: gr. A: 18%, gr. B: 32%ønske om at skade gerningsp.:gr. A: 7%, gr. B: 20%tilfredshed:gr. A: 60%, gr. B: 48%(alle med p =/< 0,05)

USA Choi & Severson, 2009

udbytte-studie

(naturalistisk case-studie)

sag 1. butikstyveri:3 deltagere (gerningsp., 16 år)sag 2. hærværk:10 deltagere (3 gerningsp., 16-17år)sag 3. hærværk9 deltagere (3 gerningsp., 13-14år) sag 4. uagtsomt manddrab:4 deltagere (1 gerningsp., 17år)

N = 26 deltagere (plus 10 mæglere og 3 øvr. konfliktrådsansatte)

passiv observation og semi-struktureret kvalitativ interview

temaer: 1. Konfliktråd er ikke en let straf at få for en ung gerningsp.2. Konfliktråd er en god straf fordi det giver mulighed for: a. indblik i konsekvenser af egne handlinger, b. forståelse for forurettedes situation.gerningspersons opl. af at give undskyldning: meget svært, skamfuldt, skyldbetynget & en lettelse, retfærdig, få ejerskab over forbrydelsen.forurettedes gennemgående opl.: uoprigtig, kunstig, bortforklarende, for lang/kort, utroværdig.


17

3.1. Procedural justice som fokusområde

Særligt ét felt varetager forurettedes interesser og oplevelse af retsprocessen: procedural justice (processuel retfærdighed) inden for teoriudviklingen og forskningen i terapeutisk retspraksis (Therapeutic jurisprudence). Procedural Justice skal forstås som en målestok, der viser om retssystemet intervenerer retfærdigt, det vil sige om forurettede og gerningsperson oplever retfærdighed under retsprocessen. Ræsonnementet er, at når processen opleves som retfærdig, har den en positiv og terapeutisk virkning på de involverede parter, hvorimod når processen opleves uretfærdig, har det en negativ og anti-terapeutisk virkning. (Umbreit, 1994). Denne målestok blev som koncept introducerede i 1975 med det formål at virke som supplement til den eksisterende retfærdighedskoncept om fordeling (distributive justice), hvor forurettedes vurdering af retfærdighed menes at være baseret på omfanget af straf, som gerningspersonen idømmes. (Thibaut & Walker, 1975). " Wemmers & Cyr (2004, 2005, 2006) har foretaget et omfattende forskningsstudie, der overordnede omhandler forurettedes oplevelse af procedural justice. Studiets tre dele er udgivet i tre artikler, der vil blive præsenteret herunder.

Wemmers og Cyr (2005) undersøgte forholdet mellem forurettedes deltagelse i konfliktråd og forbedringen i deres psykiske tilstand (recovery from victimizing). Forskerne foretog kvantitative telefoninterviews med spørgsmål om 1. hvorvidt konfliktrådet havde hjulpet dem til at lægge forbrydelsen bag sig (put behind), 2. hvorvidt de havde oplevet processen retfærdig (fair), og 3. hvorvidt de var tilfredse med hvordan deres sag var blevet ført. Se Tabel 1 for oplysninger om deltagere, art af kriminalitet samt resultater. " Overordnet kan forskernes fund af en reduktion i frygt-niveauet efter konfliktråd, tolkes som et psykologisk udbytte. Dog fremgår det ikke tydeligt i artiklen hvad forskerne mener med, at de forurettede har lagt forbrydelsen bag sig og har fået det bedre, andet at de betegner det som psychological benefits. Videre kan studiet kritiseres for ikke at inddrage en egentlig kontrolgruppe, bestående af forurettede som hverken interviewes eller deltager i konfliktråd.

Wemmers & Cyr (2004) præsenterer i en anden artikel deres undersøgelse af hvorfor de samme 59 forurettede havde indvilligede/ikke indvilligede i at deltage i enten direkte eller indirekte konfliktråd, og i hvilket omfang de ønskede at blive inddraget i retsprocessen. Forskerne stillede tre open-ended spørgsmål til kvalitativ besvarelse: Hvorfor valgte forurettede at deltage/ikke at deltage i konfliktråd? hvilken rolle ønskede forurettede at have i strafferetsprocessen? og hvilken rolle skulle forurettede have i forhold til domsfældelse? Se Tabel 1 for resultater.

Wemmers og Cyr (2006) undersøgte endvidere hvilke specifikke værdier, der var afgørende for forurettedes oplevelse af procedural justice og om konfliktrådet kunne foreslås at virke therapeutic. Deltagerne var den samme gruppe 59 forurettede, som blev stillet en række kvantitative spørgsmål såsom: følte du dig forhindret i at stille alle de krav du ønskede at stille? respekterede mægler din position? havde du tillid/tiltro til mægler? var mægler mere favoriserende overfor enten dig eller gerningspersonen? Se Tabel 1 for resultater. " Ud fra ræsonnementet om at genopretningen af retfærdigheden igennem inddragelse virker therapeutic på forurettede, konkluderer forskerne at det inddragende konfliktråd virker therapeutic. På den baggrund kan studiet tilskrives begrebsvaliditet. Tilsyneladende tager andre forsker udgangspunkt i lignende værdier i deres udforskning af tilfredshed og udbytte. Disse tværgående værdier vil jeg tegne op i opsummeringen af dette kapitel.


18

Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) (Hansen, 2012) har netop offentliggjort en omfattende evaluering af det danske konfliktråd som landsdækkende ordning i alle Danmarks politikredse (fra primo 2010 til medio 2012). Evalueringen falder i tre dele: a. en evaluering af det organisatoriske, administrative og faglige arbejde, b. en evaluering af udviklingsmuligheder og -forbedringer, og c. en evaluering af såvel forurettedes som gerningspersonens tilfredshed med og udbytte af konfliktråd. Sidstnævnte er hvad denne præsentation vil omhandle. Se Tabel 1 for oplysninger om deltagere, art af kriminalitet samt resultater. # Det har ikke været mig muligt at finde ud af på hvilket teoretisk grundlag Hansenʼs spørgeskema bygger, andet end at det i store træk er en gengivelse af Henriksenʼs (2003) CASA-evaluering af konfliktrådet som prøveordning i 2003. (forgæves mailhenvendelse til Hansen (2012)). Dog virker spørgeskemaer til indholdsmæssigt at være inspireret af Thibaut & Walkerʼs (1975) teori om procedural justice, men intet teoretisk grundlag et eksplicit beskrevet i rapporten, andet end henvisninger til Justitsministeriets Betænkningen om Konfliktråd (2008). Endvidere inddrages der ikke kontrolgrupper, hvilket skaber grundlag for tvivl om undersøgelsens eksterne validitet, på trods af at en sammenligning af Hansenʼs resultater med andet tilsvarende tilfredshedsforskning, givet et tilsvarende billede. (fx. McGarrell et al (2000).

3.2. Traumeadfærd og -symptomer som fokusområde

Forskning, der retter fokus på forurettedes psykiske udbyttet af konfliktråd og ikke tager udgangspunkt i et givent konfliktrådsdesign, er hvad jeg kategoriserer som forskning i ændring af forurettedes traumeadfærd og -symptomer efter deltagelse i konfliktråd.

Rugge og Scott (2009) undersøgte forurettedes og gerningspersoners overordnede velvære (wellness) i form af psykiske og fysiske helbred (psychological and physical health) før og efter deltagelse i et konfliktråd. # Forskerne gjorde brug af interviews bestående af 33 spørgsmål, som var en kombination af a. kvalitative spørgsmål, b. kvantitative spørgsmål til besvarelse på en likert-skala (no problem, some problem, major problem) og c. kvantitative enten/eller spørgsmål (no problem, some problem). To spørgeskemaer var designet - ét til forurettede part med fokus på traumatisering/offergørelse (victimizing) og ét til gerningspersonen med fokus på anger og skyld. Deltagernes svar på de enkelte indikatorer blev opsummeret og kodet via en udarbejdet Psychological Health Checkliste (PsC) i 17 punkter. (Rugge & Scott, 2009). En tilsvarende procedure, som jeg ikke vil uddybe videre her, blev foretaget i forbindelse med udforskning af ændringer i deltagernes fysiske tilstand (kodet via en Physical Health Checklist (PhC)). Se Tabel 1 for deltagere, art af kriminalitet og resultater. # Rugge og Scott (2009) formår at undersøge både tilfredshed og udbytte og dette på et velfunderet psykologi-teoretisk grundlag. Endvidere gør forskerne brug af standardiserede måleinstrumenter i deres metodetriangulering bestående af såvel kvalitative som kvantitative udforskning. Beklageligvis præsenterer forskerne ikke hvilke specifikke spørgsmål de stiller (andet end at det var ...questionnaires as well as standardized instruments), og jeg har ikke fået tilbagemelding på en mailhenvendelse herom.

Angel (2005) undersøgte posttraumatiske stress-symptomer (PTSS) i forurettede seks uger efter intervention og igen seks måneder efter. Deltagernes PTSS blev afklaret ved brug af det psykometrisk måleinstrument Impact of Event Scale-Revised (IES-R), som består af en række kvantitative spørgsmål. Se Tabel 1 for deltagere, art af kriminalitet og resultater.


19

" Angel studie er interessant fordi hun har gjort brug af et psykometrisk måleinstrument (IES-R), som direkte sætter fokus på konfliktrådets psykologifaglige dimension. Oplysninger om studiets procedure og metode er dog svært tilgængelige eftersom studiet ikke er publiceret i sin helhed, (de fleste oplysninger er indhentet via mail-kontakt med forsker Heather Strang, pga. manglende tilbagemelding på mailhenvendelse til Caroline Angel). Af den grund er det endvidere svært at vurdere undersøgelsens egentlige validitet. Dog taler undersøgelsens påvisning af langtidseffekt for en vis reliabilitet af det anvendte måleinstrument, og inddragelsen af de to randomiserede kontrollerede grupper for en sikring af ekstern validitet.

3.3. Reintegrative Shaming - skam og undskyldning som fokusområde

En teori om Reintegrative shaming (reintegrerende udskamning) ligger bag en del af programmerne for genoprettende retfærdighed, hvoraf konfliktråd er ét tiltag. Reintegrative shaming betyder, at mægler og evt. pårørende på en respektfuld og ikke-stigmatiserende måde direkte fordømmer gerningspersonens gerning. (Braithwaite, 1989). Denne udfordrende opgave, støttes af et solidt teoretisk grundlag udviklet af kriminologen Braithwaite (1989). Braithwaite ræsonnerer, at social misbilligelse, optegning af forventninger, direkte fordømmelse af tidligere adfærd, virker til at (gen)skabe en social bevidsthed i gerningspersonen således at denne skammer sig over at have forårsaget forbrydelsen. Hvis forurettede nu bevidner gerningspersonens skamfuldhed, kan han/hun opleve at blive sat fri af sin offergørelse. Videre foreslår Braithwaite (1989), at udskamningen vil bevirke, at gerningspersonen ikke begår samme eller lignende kriminalitet igen, og altså kan forhindre kriminalitetsrecidiv.

Strang og kollegaer (2006) undersøgte hvordan reintegrative shaming spiller ind på konfliktrådsdeltagers tilfredshed og udbytte. Studiet bestod af tre dele: 1. undersøgelse af uskamningens effekt på gerningspersonens adfærd. 2. retrospektive interviews med kvantitative spørgsmål om oplevelse af før-efter-ændring i frygt, vrede og medfølelse samt i opfattelsen af at være offer for en personrettet forbrydelse i form af at stille spørgsmålet hvorfor mig? Og 3. måling af tilfredshed i form af kvantitative spørgsmål om deltagerens overordnede oplevelse af konfliktråd. Se Tabel 1 for deltagere, art af kriminalitet og resultater." Strang og kollegaer (2006) vurderer deres resultater om en sammenhæng mellem tilfredshed og udbytte ud fra et velfunderet teoretisk kognitionspsykologisk og sociologisk grundlag, hvilket taler for en begrebsvalid undersøgelse. Forskerne gør endvidere brug af to forskellige kvantitative måleinstrumenter: 1. Canberra-spørgeskemaet, som er udarbejdet under første bølge af reintegrating shaming-programmerne (Strang, 2002) (mailkorrespondance med Heather Strang, nov. 2012), og består af spørgsmål til scoring på tre PTSD-symptom-underskalaer, hvis sum scores på IES-R. Og 2. London, Northumbria og Thames Valley-spørgeskemaet, som er udarbejdet af Shapland og kollegaer i 2004, men hvis oprindelse ikke er videre beskrevet. Det har ikke været muligt at finde ud af i hvilket omfang de inddragede skalaer i de to overordnede måleinstrumenter er standardiserede.

Sherman og kollegaer (2005) undersøgte hvordan gerningpersonens moral og undskyldning virker på forurettedes selvbebrejdelse og hævngerrighed/villighed til tilgivelse. Forskerne gennemførte kvantitative interviews på alle deltagerne efter hhv. konfliktrådet og retsmødet. Se Tabel 1 for deltagere, art af kriminalitet og resultater. # Forskernes interviewspørgsmål og tolkning af deltagernes svar udspringer af hypoteser om moral og undskyldning, selvbebrejdelse og tilgivelse, der bygger på et uddybet kognitionspsykologisk og sociologisk grundlag, hvilket taler for begrebsvaliditet.


20

Videre taler inddragelsen af de fire randomiserede kontrollerede grupper (vold, hærværk, tyveri, røveri) med ʻkønʼ som undergruppe, for en ekstern validitet. Forskerne pointerer selv, at andre undersøgelsesmetoder end et kvantitativt post-intervention interview bør tages i brug hvis konfliktrådets virkning ønskes afsøgt på validt grundlag. Dog taler det for ekstern validitet at studies resultater stemmer overens med Strangʼs (2002) grundlæggende studie af reintegrating shaming-programmer, som ligeledes inddragede en kontrolgruppe.

Choi og Severson (2009) undersøgte hvordan gerningspersonens undskyldning bliver opfattet og virker på forurettede. Forskerne foretog et naturalistisk kvalitativt case-studie hvor de udforskede deltagernes oplevelse af retfærdighed ud fra gerningspersonens angren i a. deltagernes normale livsomgivelser (natural life settings), b. igennem observation og c. ved kvalitative interviews. Det kvalitative interview bestod af semi-strukturerede spørgsmål omhandlende gerningspersonernes oplevelse af at formulere og “aflevere” undskyldningen, og forurettede og pårørendes oplevelse af “modtagelse” heraf. Se Tabel 1 for deltagere, art af kriminalitet og resultater. " Choi og Severson (2009) foretager en grundig teoretisk gennemgang af begrebet undskyldning og rapporterer på uddybende vis deltagernes oplevelse af at give/modtage undskyldningen. Endvidere viser der sig et entydigt billede af deltagernes oplevelse af at give/modtage undskyldningen, hvorfor forskernes konklusion om, at undskyldningen ikke nødvendigvis har en lindrende virkning på forurettedes psykiske tilstand, kan betragtes at være funderet på reliable resultater. Dog er præsentationen af den bagvedliggende ramme for tolkning af den observerede og kvalitative mængde information begrænset (Lincoln & Guba (1985) og ATLAS.ti, Muhr (2005) i Choi et al., 2011)), hvilket omvendt kan gøre det svært at vurdere reliabiliteten af forskernes tolkninger.

3.4. Opsamling af forskningens begrebsmæssige fokus og resultater

Overordnede viser forskningen, at 80 til 90% af konfliktrådsdeltagerne melder at de er tilfredse med deres deltagelse i konfliktråd, sammenlignet med 40 til 60% blandt retsmødedeltagerne. (Hansen, CASA, 2012; McGarrell et al., 2000; Sherman et al., 2005; Strang, 2002; Strang et al., 2006; Wemmers & Cyr, 2005).

Den første del af forskningen retter sit fokus mod at afsøge hvad forurettede forstår ved en retfærdig retsproces (procedural justice), og hvilke faktorer der her spiller ind. Her viser det sig, at de forurettedes oplevelse af processeul retfærdighed - målt på om de oplever sig hørt og respekteret og har tillid til de intervenerende myndigheders retfærdighed og neutralitet - har en vægtig betydning i forhold til om de er tilfredse med konfliktrådet eller ej. (Hansen, CASA, 2012; McGarrel et al., 2000; Wemmers & Cyr, 2005; Zernova, 2007; Tränkle, 2007). " Den næste del af forskningen retter fokus mod at måle reduktionen af traumeadfærd og -symptomer og påviser at, der sker en reduktion i forurettedes hævngerrighed, vrede og skam, frygt, foruden de typiske post traumatiske stress-symptomer flashbacks, angst, stress, invaderende tanker, søvnbesvær og forskellige fysiske symptomer - efter deltagelse i konfliktråd sammenlignet med før. Endvidere viser denne reduktion sig at være større for konfliktrådsdeltagere end for retsmødedeltagere. (Angel, 2005; Rugge & Scott, 2009; Sherman et al., 2005; Strang, 2002; Strang et al., 2006; Wemmers & Cyr, 2005). Derimod er der ikke nogen signifikant forskel på det overordnede psykologisk udbytte ved de forurettede, der deltager i direkte konfliktråd (ansigt-til-ansigt møde), sammenlignet med de forurettede, som deltager i indirekte konfliktråd (brevveksling, gerningspersonens forsonende handlinger mm.). (Rugge og Scott, 2009). Yderligere kan forskerne påvise, at forurettede i mindre grad oplever, at


21

forbrydelsen er rettet mod hans/hendes person efter at have deltager i konfliktråde sammenlignet med før. (Angel, 2005; Sherman et al., 2005). Derimod viser der sig ikke en betydelig før-efter-ændring i forurettedes selvbebrejdelse (Sherman et al., 2005) eller oplevelse af selvværd (Rugge & Scott, 2009). " Den tredje del af forskningen retter fokus mod hvordan moralsk udskamning i form af reintegrative shaming af gerningsperson virker på såvel kriminalitetsrecidiv som på forurettedes psykiske tilstand. Jeg har valgt kun at inddrage den del af denne forskning, som vedrører forurettedes oplevelse og udbytte af konfliktrådet og ikke gerningspersonens, fordi mit undersøgelsesfelt primært vil være forurettede. Her kommer forskerne frem til, at gerningspersonens angren, skam og undskyldning kan betragtes som en afgørende faktor for reduktion af vrede, frygt og hævngerrighed - hvis forurettede tror på oprigtigheden heraf. (Strang et al., 2006; Sherman et al., 2005). Tror forurettede derimod ikke på gerningspersonens angren, viser undskyldningen sig at kunne virke til yderligere frustrationer i forurettede og pårørende. (Choi & Severson, 2009).


22

4. Kvaliteten af konfliktrådsforskningen - en metodisk diskussionI problemformuleringen spørger jeg hvad der findes af forskning inden for konfliktråd, og hvad kval i teten er af denne forskning. Ef ter en gennemlæsning af konfliktrådsforskningen er jeg kommet frem til, at den består af mange forskellige designs, måleinstrumenter, forskningsidealer og især et forskelligeartede teoretiske grundlag og begrebsanvendelse. På trods af disse forskelligheder vil jeg forsøge at optegne de overordnede videnskabsteoretiske linier og derefter påpege problematikker ved forskningens ofte uafgrænsede begrebsinddragelse set i forhold til metodologiske begreber.

4.1. Forskningsidealer

En forudsætning for, at kunne vurdere forskningens kvalitet er at forskningsidealet er defineret. I konfliktrådsforskningen gør flere forskningsidealer sig gældende, hvilket kommer til udtryk i de forskellige måleinstrumenter der anvendes til måling af deltagerens tilfredshed med og udbytte af konfliktråd. De forskellige præsenterede forskningsstudier lægger med deres brug af kvantitative måleinstrumenter både op til et nomotetisk forskningsideal, og med deres kvalitative interviews og naturalistiske observationer op til et ideografisk forskningsideal. (Kjørup, 2000). " Det nomotetiske (naturvidenskabelige) ideal udspringer af den positivistiske erkendelsesteori, der anerkender at absolut viden om noget ikke er mulig, hvorfor formålet med forskning fastsættes til at være at opnå sand viden. Sand viden opnås a posteriori, hvilket betyder, at der ud fra iagttagelse af og erfaring med fænomener kan vedtages genere l le lovmæssigheder. Ti l denne udforskn ing er den kvant i ta t ive undersøgelsesmetode udviklet. (Fuglsang, 2003). Det nomotetiske ideal optræder ved såvel de typiske naturvidenskaber som fx. psykiatriens og psykologiens klassifikationssystemer DSM og ICD, og må foreslås at være velrepræsenteret i konfliktrådsforskningen i form af kvantificering af deltageres oplevelser og psykologiske symptomer." Herudover findes der også en mindre del af konfliktrådsforskningen, der må formodes at stile efter et ideografisk (humanistisk) ideal. Igennem analyse af dialoger, semi-strukturerede kvalitative interviews eller af observationer, efterstræber forskerne her at beskrive den enkelte forurettedes oplevelse af konfliktrådet, unikke psykiske tilstand eller interaktionen mellem forurettede, gerningsperson og mægler under konfliktrådet. Det ideografiske ideal udspringer af en hermeneutisk videnskabsteori som omhandler fortolkning og forståelse af det fortalte eller af de observerede fænomener. (Føllesdal et al., 1992). Konfliktrådsforskningen og tilrettelæggelse af konfliktrådsprogrammer er mestendels foretaget af kriminologer med juridisk uddannelse - et fag, der ligeledes grunder i en hermeneutisk videnskabsteori, hvilket kommer til udtryk i en praksis af fortolkning af love i forhold til menneskelige ytringer og handlinger. (Kemp, 1989). " Med forskellige forskningsidealer, muliggøres for det første en belysning af aktuelle fænomener og deltagerens oplevelser, behov og interesser, og for det andet generelle tendenser under konfliktrådet, fastsættelse og overholdelse af målsætninger ud fra de bagvedliggende principper. Kombinationen af de to forskningsidealer er altså ikke et problem. Derimod opstår et problem inden for de kvantitative studier fordi der for det første ikke hersker en entydig afklaring af forståelsen af aktuelle psykologiske og sociale fænomener, og for det andet ikke altid gøres brug af randomiserede kontrollerede deltagergrupper (RCT). Videre er der ikke overensstemmelse mellem de anvendte


23

måleinstrumenter, og forsker gør sjældent brug af standardiserede måleinstrumenter. Af de her listede årsager forringes muligheden for replikation af og sammenligning imellem studierne. " Som de eneste har Bradshaw og Umbreit (2003) udviklet et standardiseret instrument - Victim Satisfaction with Offender Dialogue Scale (VSODS) - specifikt til måling af forurettedes tilfredshed med konfliktråd. Dog er ikke stødt på andre studier der gør brug af VSODS.

4.2. Forskellige niveauer af begrebsafklaring

Som det fremgår af kapitlet Præsentationen af relevant forskning forsøger flere forskere at finde frem til hvorvidt deltageren er tilfreds med konfliktrådet, idet tilfredshed indirekte betragtes som en indikator på et effektivt konfliktråd. (Hansen, 2012; Wemmers & Cyr, 2005; Rugge & Scott, 2009; Sherman et al., 2005; Strang, 2002; Strang et al., 2006). Men hvad dækker denne tilfredshed over?" Forskere tager endvidere en række begreber i brug i deres begrundelse af hvorfor konfliktrådet er effektivt. Konfliktrådet virker med ...intrinsic transformation and healing potentials (Umbreit, 1997, p. 202), har en therapeutic effect (Wemmers & Cyr, 2005, p.1), fordrer wellbeing (Wemmers & Cyr, 2005), foruden ...wellness through psysical and psychological health (Rugge & Scott, 2009, p.1). På baggrund af en kritik af, at der sættes lighedstegn mellem tilfredshed og effektivitet, foreslår Zehr (2002) at konfliktrådets effektivitet bør måles på hvorvidt det formår at sætte behov, skade og forpligtelser på dagsordenen. Men også her synes at opstå et afklaringsproblem, for hvordan måles efterlevelse af disse principielle? " Som gennemgået kan forskningen foreslås at omhandle tre fokusområder. En gruppe forskere (Wemmers & Cyr, 2005, 2006) opererer med en hypotese, der især henter sine begreber i juraens verden, og lyder på at, oplevelsen af retfærdighed under den genoprettende retfærdighedsproces (procedural justice) er et udtryk for tilfredshed med konfliktrådet, hvorfor det kan foreslås at oplevelsen af retfærdighed, involvering og indsigt gøres til effektivitetskriterier for konfliktråd. " Andre forskere (Sherman et al., 2005; Strang, 2002; Strang et al., 2006) opererer med en hypotese, der inddrager begreber fra såvel juraen/kriminologien som sociologien, og går på, at integrering af skam i gerningsperson (reintegrative shaming) virker anerkendende af forurettede som offer, hvilket igen hjælper forurettede ud af den psykisk ubehagelige tilstand. En måling af om gerningspersonen foretager videre kriminalitet efterfølgende konfliktrådet er ligetil, sværere er det at måle hvorvidt forurettede oplever genoprejsning og anerkendelse for sin offergørelse, og om denne oplevelse skyldes gerningspersonens skam. Derfor bør forurettedes oplevelse af anerkendelse, behandling af offergørelse, forståelse for gerningspersonen, sættes om kriterier for det konfliktråd der skal efterleve princippet om at sætte forurettede i centrum." Herved kommer jeg frem til den sidste hypotese, hvor forskerne (Angel, 2005; Rugge & Scott, 2009) henter deres begreber fra psykotraumatologien og den kliniske psykologi. Her kan reduktion af symptomer som angst, stress, depression, konfusion, forringet selvværd, skam, frygt osv., betragtes som kriterier for en en ønskelig effekt af konfliktrådet. " Forskerne overfører altså, i mere eller mindre velbegrundede omfang, begreber fra andre fagområder i deres forsøg på at forstår og forklare hvad der sker under konfliktrådet. Det kan blive problematisk i det tilfælde hvor forsker ikke tager højde for at de forskellige fagområders aktører befinder sig i meget forskelligartede situationer og sammenhænge. Sidstnævnte gruppe forskere overfører fx. en forståelsesramme fra ét teoretisk terapeutisk felt hvis deltagere er klienter, der befinder sig en psykisk traumatiserede tilstand, til et


24

andet a-teoretisk og a-terapeutisk felt hvis deltagere er forurettede, der ikke nødvendigvis befinder sig i en psykisk traumatiserede tilstand. " Endvidere risikerer konfliktrådsforskerne med begrebsoverføringen at inddrage psykologiske fænomener og interpersonelle mekanismer, som ikke er relevante for konfliktrådsdeltagerne. " På denne baggrund kan konfliktrådsforskningen kritiseres for at mangle såvel udforskning i som teoretisk redegørelse for deres personelle omdrejningspunkt - det krænkede menneske udsat for en forbrydelse. En sådan forståelsesramme må gerne tage udgangspunkt i psykologiske teorier og forskning i det kriseramte menneske, men bør ikke være en “overføring” heraf.

4.3. Reliabilitet og Validitet

Den kvantitative forsknings kvalitet vurderes bl.a. ud fra måleinstrumentets reliabilitet og undersøgelsens validitet på forskellige niveauer. " Reliabilitet refererer til måleinstrumentets pålidelighed. (Cooligan, 2004). Reliabilitet kan vurderes på fire måder: 1. test-retest, som betyder at én person foretager samme test/måles med samme instrument to gange, hvorefter forsker kan beregne reliabilitetskoefficienten (på en score fra 0 til 1), som definerer i hvilken udstrækning der er internt konsistens i de to målinger (koefficient >/= 0,8). 2. parallelle versioner, hvilket vil sige at testen foretages på to ens grupper parallelt. 3. split-half, hvor testens dele (items) deles op i to sammenlignelige halvdele (fx. a: lige numre og b: ulige numre) hvorved der kan foretages korrelationsberegning mellem resultaterne for de to halvdele af items. Og 4. intern konsistens, som ofte udtrykkes med Cronbachʼs alfa, som groft sagt er en kommulation af alle korrelationer indbyrdes mellem de enkelte items. (Cooligan, 2004). Ved kendskab til et måleinstruments reliabilitet, kan man også forudse hvor stor en variation man kan forvente sig på testresultatet, hvorved forsker får mulighed for at beregne om den målte forskel (fx. på før-efter-ændring af symptombillede, undersøgelsesgruppe sammenlignet med kontrolgruppe) er statistisk signifikant og dermed kan siges at være en reel forskel. " Den kvantitative konfliktrådsforsknings inkonsistente brug af standardiserede måleinstrumenter, kan som sagt skabe ugunstige forhold for replikation og sammenligning af studierne, og dermed problemer i forhold til at betragte måleinstrumentet som reliabelt og i sidste ende resultaterne som valide. Dermed ikke sagt, at kvantitativ forskning, som ikke anvender standardiserede mål, skal betragtes som uværdige videnskilder, hvorfor jeg også inddrager sådan forskning. (fx. Madsen, 2005; Hansen, 2012; Strang, 2002; Wemmers & Cyr, 2004, 2005, 2006). Nogle konfliktrådsforskere formår som nævnt dog at gøre brug af standardiserede måleinstrumenter hentet fra psykotraumatologien og foretage en grundig teoretisk begrebsafklaring af forskningens effektivitetskriterier. (Angel, 2005; Rugge og Scott, 2009; Strang et al., 2006). " Yderligere inddrager nogle kvalitative studier, der gør brug af naturalistisk casestudie (Urban et a., 2011), observationsstudie, (Kenney & clairmont, 2009), analyse af videooptagelser af konfliktråd (Rossner 2011), semi-struktureret interviews, analyse af ikke-deltagende observation og dokumentationsanalyse (Zernova, 2007), semi-struktureret interviews over telefon og e-mails (Herman, 2005) og observation af mæglers indledende tale ved konfliktrådet (Szmania, 2006). Reliabiliteten af den kvalitative forskning kan undersøges ved, at flere personers oplevelse af et fænomen sammenfattes fx. vha. semi-struktureret interviews, eller ved at observatørers notater sammenlignes. Endvidere forstærkes reliabiliteten af metodetriangulering, som illustreret ved Strang og kollegaerʼs (2006) studie, hvor der gøres brug af enten flere kvalitative analyseformer eller af en kombination af både kvalitative analyse og kvantitative måleinstrumenter, i belysningen af samme problemstilling.


25

"Validitet hentyder til undersøgelsens gyldighed (Cooligan, 2004) og opstilles på tre planer. " En 1. ekstern validitet vurderes ud fra hvorvidt effekten af den uafhængige variable (fx. konfliktråd) kan generaliseres til at gælde for a. andre personer (population validitet), b. andre steder (økologisk validitet) og c. over tid og sammenhæng. " Videre vurderes undersøgelsens 2. interne validitet, som går på hvorvidt den målte effekt på afhængige variabel (fx. frygt, oplevelse af retfærdighed, skam) i det hele taget skyldes påvirkning fra den uafhængige variabel. Endvidere kan intern validitet vurderes ud fra om der er gjort brug af de rigtige statistiske analyser og om behandlingen af data ellers er foretaget korrekt. (Cooligan, 2004). Denne interne validitet kan yderligere vurderes ved at betragte a. indholdsvaliditet, som vedrører hvorvidt instrumentet indeholder de rette spørgsmål (items) til at belyse pågældende undersøgelsesfelt og om spørgsmålene stilles til de rette personer. Og b. kriterievaliditet, som udtrykker sammenhængen mellem testscoren og dét, forsker ønsker at konkludere noget om (fx forekomsten af psykiske symptomer før-efter konfliktråd som udtryk for konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand). " Herudover kan undersøgelsens 3. begrebsvaliditet bestemmes ud fra en vurdering af om undersøgelsens resultater på de undersøgte fænomener korrelerer med andre studiers resultater af samme fænomen. Herved fås adgang til viden om forskernes begrebsliggørelse af fænomenerne kan betragtes som valide. (Cooligan, 2004). Begrebsvaliditet kan altså være svækket ved såvel problemer med intern validitet som med en mangelfuld eller forfejlet begrebsafklaring." Konfliktrådsforskerne gør ofte brug af sammenligningsgrupper, men hvor eneste kontrol er den retsprocessuelle intervention - konfliktråd vs. retsmøde (Angel, 2005; Strang, 2002), direkte konfliktråd vs. indirekte konfliktråd vs. ikke konfliktråd (Wemmers & Cyr, 2005) - for derved at få grundlag for at vurdere konfliktrådets effekt i forhold til retsmødet. Sammenligningen kan også ske på baggrund af forbrydelsens karakter; mild personlig vs. alvorlig personlig (Rugge & Scott, 2009, Strang et al., 2006), hvilket giver forsker grundlag for at vurdere om forbrydelsens karakter spiller ind på den målte effekten. Derimod foretager forskere som Sherman og kollegaer (2005) en randomisering af såvel forbrydelsens karakter, nationalitet, interventionsform og med køn som undergruppe. " Trods forskernes inddragelse af sammenlingningsgrupper randomiserede i forskellige grad, kan forskningen kritiseres for at mangle intern validitet, fordi forskerne ofte mangler enten at udforske eller på et teoretisk plan overveje andre faktorer end konfliktrådet, der kan tænkes at influere konfliktrådsdeltagerens psykiske tilstand. Det er tænkeligt, at faktorer som familieopbakning, ændret bopæl, samtalegrupper, psykologhjælp, domsfældelse over gerningsperson, kognitive strategier, personlige ressourcer også kan have en afgørende betydning på forurettedes forbedring. Dog kan Rugge og Scott (2009) fremhæves for at overveje hvorfor nogle forurettede indvilliger i at deltage mens andre ikke gør det. Forskerne foreslår, at den gruppe forurettede, der indvilliger i at deltage også har et større ønske om psykisk forbedring, end de forurettede, der ikke ønsker at deltage. Videre diskuterer nogle få forskere hvorvidt forskellighed i personlighed og holdning til konfliktråd kan være en vægtig faktor for om forurettede oplever psykisk forbedring. (Strang et al., 2006; Sherman et al., 2005). " De her fremhævede forskere kan med deres overvejelser om hvorvidt de faktisk måler dét de tror de måler, foreslås at være opmærksomme på vigtigheden af intern validt." Derimod kan et studie som Wemmers og Cyr (2006) kritiseres for at mangle intern validitet, idet forskerne udvikler deres undersøgelsesspørgsmål på et ensidigt teoretisk grundlag og derefter slutter deres fire værdier for forurettedes oplevelse af procedural justice på baggrund af selvsamme teoretiske grundlag. Det kan i yderste konsekvens føre til overseelse af andre afgørende værdier.


26

" En vurdering af ekstern validitet er i første omgang ikke presserende, eftersom den uafhængige variabel (konfliktrådet) umiddelbart ikke er aktuel i andre sammenhænge end for netop de involverede parter i en forbrydelse. Omvendt kan der argumenteres for, at netop en forbrydelse kan blive aktuel for alle mennesker, hvorfor generaliserbarheden af konfliktrådets effekt og den anvendte konfliktrådsmodel, bør vurderes. " Endvidere bliver et spørgsmål om konfliktrådsforskningen begrebsvaliditet aktuel, når der som her rejses en kritik af en uafklaret “overføring” af psykotraumatologiens begreber til konfliktrådsforskningen.

4.4. Opsamling på metodisk diskussion

Konfliktrådet er en praksis, der bygger på praksis, hvorfor principper og konfliktrådsmodeller er formuleret i kølvandet herpå eller sideløbende hermed. På den baggrund fremstår konfliktrådsforskningen umiddelbart mangelfuld i forhold til at udføre en teoretisk funderet operationalisering af de fra psykotraumatologien indhentet begreber, således af disse bliver aktuelle for netop den situation konfliktrådsdeltagerne befinder sig i. Med en afklaring af aktuelle begreber skabes mulighed for kritisk at diskutere den eksisterende forskning og på den baggrund videreudvikle forskningsdesigns med enten standardiserede måleinstrumenter eller afklarende kvalitative tolkningsrammer, specifikt til udforskning af konfliktrådets effekt. Herved skabes der sammenligningsgrundlag studier og resultater imellem, hvilket genererer viden til optimering af eksisterende konfliktrådsprogrammer. "


27

5. Konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand - en teoretisk diskussion Som præsenteret i de foregående kapitler, beskriver konfliktrådsforskerne og teoretikerne bredt set at konfliktråd skal have en forbedrende virkning på forurettedes psykiske tilstand. " Jeg har foreslået, at tre hypoteser lægger til grund for udforskningen af konfliktrådets virkning, og dermed danner rammen om tre forskningsmæssige fokusområder: a. procedural justice, b. ændring i traumeadfærd og -symptomer, og c. reintegrative shaming. Den teoretiske ramme omkring hypoteserne stammer fra bl.a. juraens/kriminologien, psykologiens og sociologiens begrebsverdner, hvorfor en grundigere diskussion af nogle af disse begreber bliver nødvendig, hvis der ønskes en forståelse for hvordan konfliktrådet kan virke forbedrende på forurettedes psykiske tilstand. " Derfor vi jeg med inddragelse af såvel kognitions-, neuro- og eksistentielpsykologisk , social-og eksistentielfilosofisk samt socialkonstruktionistisk litteratur diskutere hvordan fænomener, oplevet i forbindelse med forbrydelser og konfliktråd, kan tænkes begrebsliggjort og virke som forståelsesrammer omkring konfliktrådets gang og virkning. Videre finder jeg det nødvendigt fra et psykologfagligt perspektiv at vurdere hvordan det påvirker et menneske at blive gjort til offer for en forbrydelse, og hvordan personen overkommer denne lov-brydende krænkelse og eventuelle psykiske traumatisering. En sådan diskussion vil danne grundlag for en diskussion og besvarelse af Problemformuleringens anden del: Hvordan påvirker konfliktråd forurettedes psykiske tilstand?"5.1. Retfærdighed

En afklaring af forurettedes oplevelse af og behov for retfærdighed, kræver en afklaring af begrebet retfærdighed. For at begribe hvad retfærdighed er og hvordan den opleves finder jeg det nødvendigt også at bringe begreberne krænkelse og anerkendelse på banen.

5.1.1. Oplevelsen af retfærdighed i den genoprettende retspraksis

Som præsenteret tyder forskning i procedural justice på, at oplevelsen af retfærdighed under retsprocessen spiller en vægtig rolle i forurettedes generelle oplevelse af at deltage i en genoprettende retfærdighedsproces. Oplevelsen af at blive hørt (voice), få respekt (respect), opleve tillid til og fra myndighederne (trust) foruden at betragte mægleren som neutral (neutrality), er hvad forskerne Wemmers og Cyr (2006) konkluderer er fire væsentlige ingredienser i procedural justice. (ibid.). Hvad angår forurettedes ønskelige rolle i den genoprettende ret-proces, ses et tvetydigt billede. På den ene side pointerer Herman (2005), at deltagerinddragelse er afgørende for om forurettede har en god oplevelse af retsprocessen, og ikke føler sig ydmyget, marginaliseret og fremmedgjort. Videre konkluderer Wemmers & Cyr (2005), at forurettede ønsker at blive inddraget i retsprocessen ved at blive hørt, informeret, få mulighed for at stille spørgsmål, drage gerningspersonen til ansvar mm.. Men på den anden siden kommer Wemmers og Cyr (2005) også frem til, at forurettede ikke ønsker at have medansvar i domsfældelsen over gerningspersonen. " Så ønsket om ejerskab over konflikten igennem inddragelse i retsprocessen, har altså sine grænser, når det kommer til de forpligtelser der følger hermed.


28

5.1.2. Et filosofisk begreb om retfærdighed

Når filosoffer og teologer gennem tiden har forsøgt at få begreb om retfærdigheden, må det foreslås at have været med udgangspunkt i ét grundlæggende spørgsmål - Kan retfærdighed betragtes som 1. en naturlig præ-social værdi i mennesket? Eller som 2. en post-social værdi skabt af mennesket for at fordre vilkår til samfundsliv? Et sådan spørgsmål rejser flere spørgsmål end svar, hvorfor jeg ikke vil begive mig ud i en besvarelse heraf, men i stedet blot præsentere to forskellige tilgange til retfærdighed og herunder menneskesyn, moral og konventioner." Den kristne fænomenologiske teolog Løgstrup (2010/1956) mente, at mennesket i udgangspunktet møder omverden med tillid, barmhjertighed og oprigtighed. (ibid., p. 14f. og 17f.). Den mellemmenneskelige relation er ifølge Løgstrup en handling på en umiddelbar tillidsfølelse, som eksisterer uafhængigt af skabte diskurser for adfærd, holdninger og følelser. Den naturlige kærlige handling skal ikke ses som en moralsk handling, eftersom moralske handlinger er rationelt styret og ofte motiveret mod et mål. Når den naturlige kærlighed, på grund af tillidsbrud, alligevel svigter, bliver, hvad Løgstrup kalder, den etiske fordring et grundvilkår for det etiske menneskeliv. Fordringen, som ikke er skabt af mennesket men med mennesket, går på, at individet ensidigt skal varetage og forvalte den tillid, som er givet af medmennesket - hvad der med det Nye Testamente forstås som næstekærlighed. Denne etiske handling kan karakteriseres som en moralsk handling, eftersom der findes et motiv med handlingen, nemlig medmenneskets lykke, og fordi handlingen nu kan vurderes i forhold til den etiske fordring. (ibid.). " Ud fra Løgstrupʼs filosofi kan det foreslås, at der med stadfæstelsen af moralen i menneskets bevidsthed opstår et begreb om retfærdighed, som på den vis grunder på og lægger grunden til den samfundsmæssige konvention om socialt adfærd. " Fordi mennesket kan blive forbeholdent med sin tillid til andre efter at have oplevet tillidsbrud eller blot ønsker uafhængighed af andre, er det nødvendigt at ...en nedskrivning finder sted, både af tilliden, der vises, og af fordringen om at tage vare på den andens liv. (ibid., p. 28). Det er uklart om Løgstrup mener, at den naturlige kærlighed og den etiske fordring er indskrevet i en egentlige formel juridisk lov, eller om der er opstået en sociale konvention om etisk samvær, som kan forstås som en uformel lov. I hvert fald mener Løgstrup, at mennesket bruger denne systematisering af tilliden og fordringen om tillid til at holde afstand til, undgå at blotte sig for og tage vare på den anden. Formålet med at gøre den naturlige kærlighed og den etiske fordring til en konvention, er at fordre samfundslivet, få sociale relationer til så at sige at glide nemmere, for som Løgstrup også siger ...uden de konventionelle normers beskyttelse ville ethvert samvær blive ulideligt. (ibid., p. 29). " Menneskets liv bliver altså umiddelbart nemmere, men ifølge Løgstrup også mindre autentisk, ved at en tredje neutral part - konventionen - fritager mennesket for at tage stilling til og vælge mellem alternative adfærdsformer overfor andre mennesker. Herudfra kan det foreslås, at det netop er valget, der er den ubærlige byrde for mennesket, hvorfor voksne mennesker unddrager sig valget med hjælp fra de retningsgivende formelle og uformelle konventioner. Løgstrup pointerer, at det lille barn ikke kan underlægges eller underlægge sig konventionen om tillid, da det altid vil nære tillid uden forbehold, indtil en hvis grænse. En sådan tilgang støttes af psykologiens tilknytningsteoretikere, hvis teori jeg vil komme nærmere ind på i næste afsnit om krænkelse."Den ateistiske eksistentialistiske filosof Nietzsche (1993/1887) havde en diamentralt modsat opfattelse af menneskets natur end Løgstrup (2010/1956). Han mente, at ethvert menneske møder andre mennesker med en naturlig mistillid, egoisme og frygt, og derfor står alene overfor omverden og med ansvaret for værdisættelse af eget liv og af verdens fænomener, uafhængigt af andre mennesker og fænomenerne selv. (Nietzsche, 1993/1887). Mennesket former sin moral således at denne begunstiger opretholdelse af


29

individets værdier, hvorfor det vil udvikle en beregnende socialadfærd. Nietzsche betragtede det civiliserede menneske som et tæmmet dyr, rettet ind af samfundets nedskrevne love, som i yderste tilfælde omskriver naturlig præ-social adfærd til kriminel adfærd. Med loven i hånden kan samfundet bedømme menneskets handlinger mod andre mennesker og eftersom, at enhver social handling har fået værdi i henhold til loven, bliver den forbrydende handling også et brud på loven, og ikke den enkelte borger. Hermed ophæves også den enkelte borgers ret til at hævne sig - som Nietzsche skriver ... forbryderen er først og fremmest én, der “bryder”, én kontrakt- og ord-bryder mod helhedenʼ (ibid., p. 74). Ved brud på loven, sætter forbryderen de goder overstyr, som denne ellers har fået del i i kraft af sin underkastelse for samfundets love. " Altså kan det foreslås, at borgeren med sin overholdelse af landets love, investerer i en forsikring mod fx. udelukkelse, isolation, ydmygelse, utryghed, umyndiggørelsen, dehumanisering, institutionalisering (såsom fængsling eller anden straf)." Forurettedes umiddelbare reaktioner på krænkelsen af hævn, sorg og lidelse gøres med loven til fælleseje, hvormed den forurettede fritages (fratages?) retten over den interpersonelle handling, som forbrydelsen udgør. (ibid., p. 79). " Med loven, opstår ifølge Nietzsche begrebet om retfærdighed, der kan udøves/oprettes igennem tre forskellige akter: 1. hævn (ressentiment), 2. bekrigelse, eller 3. udligning ved at ...ophøje skade-ækvivalenter til en norm. (ibid., p. 79). Sidstnævnte akt er hvad Nietzsche hævder det moderne samfunds strafferetssystem, med indføring af loven, bygger på. Som nævnt værdisættes menneskets handlinger i henhold til loven, hvorved et brud på loven ligeledes tillægges en vis værdi, og en skade-ækvivalent straf bestemmes til at virke genoprettende af retfærdigheden. Ifølge Nietzsche er logikken bag det moderne strafferetssytem, at nytten af straf skyldes borgernes tro på straf (fx. udelukkelse af fællesskabet), hvilket vidner om at også straffen er værdisat. " Straffen skulle nu vække en skyldfølelse i gerningspersonen i form af en sjælelig reaktion som dårlig samvittighed. Nietzsche kritiserer denne logik ved at hævde, at kun få gerningspersoner og indsatte har dårlig samvittighed, og at fængsler og tilsvarende institutioner, ikke har den effekt myndigheder foreskriver dem at have. Fængsler virker derimod forhærdende og fremmedgørende, foruden at de styrker gerningspersonens modstandskraft mod netop den dårlige samvittighed. (ibid., p. 85f.). Nietzsche giver ingen begrundelse for sin kritiske holdning til fængsler, men et bud kan være at fængsler, både i slutningen af 1800-tallet og i dag, sætter rammerne om et både fysisk og psykisk hårdt liv hvor den dårlige indflydelse kun er et par celler væk. Ligeledes udtaler flere forskere og fagfolk der arbejder med indsatte, at fængsler kan betragtes som forbryderskoler eller kriminalitetsfabrikker, hvilket vidner om at en tilsvarende holdning til afstraffelsessystemet florerer i dag. (Christie i Information 14. sept., 2005; Grothe-Nielsen, 2006; politifolk på konfliktrådsmægleruddannelsen, sept., 2012). " Endvidere hævder Nietzsche (1993/1887), at det ikke fordrer gerningspersonens dårlige samvittighed at bevidne, at myndighederne selv fra tid til anden udøver handlinger med lidelse som konsekvens (straf, restriktioner, mm.), og at disse handlinger betegnes at være i retfærdighedens tjeneste. Med straf kan der givet vis opnås forøget frygt, skærpelse af frie tanker, beherskelse af begær, tæmning af dyret i mennesket, men mennesket bliver ifølge Nietzsche ikke et bedre væsen af at blive straffet, snarere tværtimod (ibid., p. 88). " Væsentlig i en redegørelse af hvordan konfliktrådet virker på forurettede, er også at inddrage Nietzscheʼs kritik af at det moderne retssystem ikke bare “fritager” forurettede sin ret over forbrydelsen, men også tager ansvaret fra gerningspersonen. Nietzsche skriver, at når gerningspersonen deltager i en Ret- og Eksekusions-procedure (ibid., p. 86) - tilsvarende nutidens juridiske retsmøde - forhindres gerningspersonen i at fornemme sin handling som forkastelig i sig selv. Igen giver Nietzsche ingen begrundelse for sin provokerende holdning, men det kan foreslås, at når gerningspersonen stilles for den


30

juridiske domstol, får han/hun ikke mulighed for at modtage forurettedes umiddelbare reaktion og fortælling om forbrydelsens konsekvens. "5.1.2.1. Sammenfatning af filosofiens begreb om retfærdigheden

Løgstrupʼs (2010/1956) teori om menneskets grundlæggende evne til imødekommenhed og sameksistens, må stemme overens med grundtanken om et konventionelt tiltag om genopretning af retfærdigheden igennem konfliktråd. Med konfliktrådet gives retten til at tage ansvar for sine handlinger tilbage til gerningspersonen, hvormed han/hun får mulighed for at gøre op med den fratagelse af ansvar til at vælge, som Løgstrup mener sker med indføringen af konventionen. " Nietzsche (1993/1887) pointerer, at gerningpersonens mulighed for at blive et mere socialt bevidst og ansvarligt menneske, spoleres ved at gerningspersonen skal deltage i et retsmøde. Dette skyldes, at gerningspersonen hermed ikke får mulighed for at tage ansvar for sin handling, opleve forurettedes reaktioner og blive betragtet som et moralsk og samvittighedsfuldt menneske. Disse elementer er derimod alle indhold i de præsenterede principper om genoprettende ret og forsøgt praktiserede i konfliktråd med især reintegrative shaming-programmerne. " Nietzscheʼs kritik af den akkusatoriske strafferetspleje, støttes af moderne forskning, der viser at har en person været i fængsel én gang er der stor sandsynlighed for at han/hun ender i fængsel igen (fx. Rugge og Scott, 2009) og videre at den forurettede har svært ved at lægge forbrydelsen bag sig selvom myndighederne har grebet ind og interveneret på vegne af forurettede (fx. Herman, 2005). På den baggrund kan det foreslås at det moderne samfunds intervention overfor retfærdighedsbrud ikke er optimal, hvorfor et tiltag som konfliktråd bliver relevant. " Jeg finder det interessant at principperne bag genoprettende ret rummer to så oppositionelle menneskesyn som Løgstrupʼs og Nietzscheʼs. Det kan skyldes at de to teoretikere overordnede er fælles om en fordring om, at individets interesser og behov altid skal sættes i centrum og inddrages i ethvert socialt tiltag og intervention. Videre betragter begge mennesket som en moralsk agent, hvilket de dog forklarer med forskellige motiver.

5.2. Krænkelsen

Forud for forurettedes deltagelse i konfliktråd, er vedkommende blevet krænket ved at gerningspersonen har brudt den juridiske lovgivning. Men ét er at blive uretfærdigt behandlet på det juridiske plan, noget andet er hvordan dette mellemmenneskelige tillidsbrud opleves som en personlig krænkelse. Her bliver de intervenerende myndigheders - sagsbehandlere, psykologer, konfliktrådsmæglere, politi, jurister - forståelse for og forholdelse til forurettedes oplevelser og psykiske velvære, særligt aktuel. " En forståelse af forurettedes oplevelse af forbrydelsen som en krænkelse på et psykologisk plan, kan give et grundlag for forståelse af hvad der sker i konfliktrådet og hvordan det virker i henhold til de grundlæggende principper. " Jeg vil i det følgende afsnit redegøre for og diskutere begrebet krænkelse, fordi jeg mener, at oplevelsen af at blive krænket kan have en tungtvejende indflydelse på hvorvidt og i hvilket omfang en forurettede overkommer den psykisk belastede tilstand, evt. traumatisering, der følger en interpersonel forbrydelse." Forudsætningen for en krænkelse er det interpersonelle møde mellem minimum to parter, som under eller efter mødet får/tager rollen som hhv. krænkede part (forurettede) og krænkende part (gerningspersonen). Socialfilosoffen Joel Feinberg (1984) skriver

...harm is a relativistic notion: whether one is harmed by an event is determined by reference to where one was before, and whether his position has improved


31

or regressed (...) one is harmed only when oneʼs interest is brought below the centerlineʼ . (Feinberg, 1984, p. 54).

Feinbergʼs definition kan tolkes at betyde, at en person lider og bliver krænket, når denne hindres i at få sine interesser og rettigheder opfyldt i tilstrækkelig grad, hvorfor krænkelsen altså kan ske på baggrund af overtrædelse af rettigheder på forskellige niveauer.

5.2.1. Den Formelle og den uformelle krænkelse

Jeg vil foreslå at krænkelse overordnet set kan betragtes at optræde på tre niveauer. Mest udtalt er 1. det juridiske niveau, hvor individets rettigheder i henhold til den konventionelle lovgivning overtrædes. De juridiske rettigheder forstår jeg som formelle rettigheder, der, ved brud herpå, kan føre til en formel krænkelse. Dernæst kan krænkelse siges at befinde sig 2. på grænsen mellem at være formel og uformel, afhængigt af hvordan de involverede parter oplever situationens karakter og alvor. Krænkelsen kan fx består i at blive løjet overfor, blive skubbet til i køen eller råbt efter på gaden. Sidst og nok mindst udtalt men mest udbredt, kan krænkelsen optræde på 3. det personlige niveau. Her er der ikke tale om brud på lovgivning, men om situationer hvor individet oplever at andre mennesker ikke anerkender, værdsætter eller respekterer det, hvorfor det altså oplever at få brudt en række uformelle rettigheder og dermed blive uformelt krænket. Denne krænkelsesform kan fx. være aktuel når forurettedes sag behandles af de intervenerende myndigheder, hvor forurettede ofte oplever sig udelukket eller negligeret i retsprocessen.

5.2.2. Et psykologisk begreb om krænkelse

Begrebet krænkelse bruges som omtalt mestendels i forbindelse med overtrædelse af juridisk love (contravention, breach) og ved overtrædelse af menneskerettigheder (violations). Men der findes også en udbygget udviklingspsykologisk forståelsesramme om fænomenet med særligt tilknytningsforskningen. (Ainsworth, 1978; Main, 1986; Bowlby, 1988/1994). " Bowlby (1988/1994) foreslog, at det stærke emotionelle bånd mellem det lille barn og dets primære omsorgsperson falder i tre mønstre: 1. sikkert, 2. usikkert afvisende, 3. usikkert ambivalent (sidenhen tilføjede Main (1986) endnu et mønster; 4. usikker disorganiseret tilknytning). Tilknytningsteorien danner grundlag for bølgen af kognitive tilknytningsteoretikere og forskere, der ræsonnerer, at barnets tilknytningsmønster er afgørende i dets udvikling af kognitive arbejdsmodeller, samt for dets evne til at indgå i andre nære relationer senere i livet. (Fonagy et al. 1997). Det betyder at individet, der kan beskrives at have haft en usikker tilknytning, risikerer at udvikle en generel mistillid til andre mennesker og egen dømmekraft, foruden at være særlig sårbar over for krænkelsers potentielt nedbrydende virkning. (Bowlby, 1988/1994; Ainsworth, 1978)." Videre v iser forskning i incest- og voldtægtsofres oplevelser, at sædelighedsforbrydelsen i udpræget grad virker krænkende på forurettede, som rammes af risikoen for længerevarende traumatisering, hvis gerningspersonen forinden overgrebet stod i relation med forurettede. (Elklit & Christiansen, 2009; Madsen, 2005). På den baggrund argumenterer Madsen (2011) i sin seneste rapport imod brugen af konfliktråd ved grove krænkelser som vold og voldtægt blandt nære relationer. " Kognitionspsykologien er også repræsenteret med en forklaringsmodel for hvordan oplevelsen af krænkelse almindeligvis kan forstås at opstå i også “almindelige” (sikkert tilknyttede) mennesker. Fx. opleves forbrydelsen som en krænkelse fordi der opstår en kognitiv dissonans mellem 1. forurettedes forventninger til andre mennesker, skabt i relationen med de nære omsorgspersoner, og 2. forurettedes reelle oplevelse af fx. at blive udsat for en forbrydelse. For at genskabe en stabil psykisk tilstand, må forurettede da groft


32

sagt enten a. justere sine forventninger i forhold til sine reelle oplevelser, b. forsøge at ændre på andre menneskers (gerningspersonens, myndighedernes) adfærd, eller c. vende sig imod omverden. (Thrane & Elklit, 2002; Wright et al., 2009).

5.2.3. Et socialkonstruktionistisk begreb om krænkelse

Krænkelsen kan også betragtes som en social konstruktion, som skabes i et samspil mellem det givne samfunds formelle og uformelle konventioner for socialisering. " Den socialkonstruktionistiske filosof og psykolog Harré (i Finkel & Moghaddam, 2005) foreslår, at en udredning af krænkelsens påvirkning af individets psykiske tilstand, kan ske ved bl.a. en afklaring af individets oplevelse af at have rettigheder og pligter. Ifølge Harré har alle mennesker en række enten tilegnede eller medfødte ressourcer at råde over - fx omfanget af selvværd, sociale relationer, fysiske og psykiske færdigheder, udseende, materielle goder. Bestemmelsen af disse ressourcers værdi sker indenfor det enkelte samfunds kulturelle og psykologiske diskurs. Hvis en person fx. er svagtseende, da er det særligt sårbart når det færdes i trafikken, hvorfor det “tildeles” en række uformelle rettigheder til støtte fra andre mennesker. (ibid.). " En sådan konvention kan foreslås også at gøre sig gældende når en persons sårbarhed vurderes til at være psykisk udsathed fx. i kølvandet af en forbrydelse. " Ansvaret for varetagelsen af forurettedes formelle rettigheder til juridisk retfærdighed og fysisk tryghed, er tildelt det juridiske retssystems intervention. Derimod hviler opretholdelsen/generhvervelsen af ressourcer som selvværd og livskvalitet på familiens, venners og øvrige intervenerende myndigheders varetagelse af forurettedes uformelle rettigheder til opmærksomhed, anerkendelse, forståelse og inkludering. Supplerende viser andet forskning, at forurettede oplever sig krænket hvis han/hun i mødet med de intervenerende myndigheder oplever ikke at få varetaget hvad han/hun oplever som sine uformelle rettigheder. (Aks, 2010; Elklit & Brink, 2003; Herman, 1992; Kunst et al., 2010; McLaughlin & Johansen, 2002; Wright, 2002).

5.2.4. Krænkelse forårsaget af manglende anerkendelse

Tränkle (2007) konkluderer ud fra sit empiriske studie, at forurettede kan opleve sig krænket under konfliktrådet hvis mægler fremstår amoralsk eller for passiv overfor gerningspersonen, evt. svarende til hvad Vindeløv (2008) hentyder til som upartisk. Til at forstå hvorfor mægleren her kan virke krænkede vil jeg inddrage den tyske socialfilosof Axel Honneth (2003/1999), der opererer med tre former for anerkendelse: kærlighed, agtelse og værdighed. (ibid., p.85f.). Honneth mener, at hvis individet anerkendes med kærlighed for sin væren, agtelse for sine færdigheder og værdighed for sit borgerskab, opbygges dets følelse af selvværd, som er en forudsætning for et sundt selvforhold og en velfungerende handledygtighed. # Honnethʼs anerkendelsesformer kan foreslås at blive særligt aktuelle når individet er hvad Harré (i Finkel & Moghaddam, 2005) kalder særligt sårbart, hvorfor anerkendelse får status af hvad jeg kalder en uformelle rettighed. Oplever individet derimod ikke at blive anerkendt på disse områder kan det ifølge Honneth miste følelsen af selvværd og opleve sig krænket. Hermed støtter Honnethʼs teori som tidligere nævnt tilknytningsforskningens teori om de nære relationers omsorgs betydning for individets selvopfattelse og -værd. " Et lignende mønster kan foreslås at gøre sig gældende når myndighederne intervenerer overfor den forurettede i retsprocessen. Her fungerer myndighederne - politi, jurister, sagsbehandlere, psykologer - som den ansvarlige “nære” relation, hvis forpligtelse er at varetage forurettedes behov, således at denne kan reetablere en vis form for velvære. Anerkendelsensformerne bliver her hvad der rettes fokus på med procedural


33

Justice-hypotesen, som lyder på at forurettede får det bedre hvis han/hun oplever retfærdighed, hvilket igen sker med oplevelsen af at blive hørt, få respekt og opleve tillid fra myndighederne. (Wemmers & Cyr, 2005, 2006; Hansen, 2012).

5.2.5. sammenfatning af forbrydelsen som en krænkelse

Alle mennesker i en retsstat er beskyttet af landets juridiske love, hvorfor én persons lovbrydende handling mod en anden person, bliver en krænkelse af den forurettedes formelle rettigheder til et fri og trygt liv. " Forbrydelsen kan også betragtes som en krænkelse på et psykologisk plan, idet der ved forbrydelsen sker et alvorligt tillidsbrud, der med rette forårsager vrede, frygt, skam og selvbebrejdelse. (jf. konfliktrådsforskningen). Når individets tillid til andre mennesker svigter, kan der ud fra en kognitiv teori opstå en ubehagelig dissonans mellem forventninger og faktiske oplevelser, en spænding individet altid vil forsøge at komme ud af ved at justere på enten sine forventninger, adfærd eller omverdens tilstand." Med inddragelse af Honneth (2003/1999) kan krænkelsen forstås opstået pga. manglende anerkendelse, mens krænkelsen med inddragelsen af Harré (i Finkel & Moghaddam, 2005) kan foreslås at opstå når omgivelserne ikke overholder deres diskursivt konstruerede pligter til at overholde den ressourcefattige sårbare persons diskursivt konstruerede rettigheder. " Med Harré som inspiration er det værd at spørge om det er retfærdigt at give den forurettede ret til inddragelse i retsprocessen, og samtidig lade ham/hende stå uden pligter i forhold til domsafgørelsen over gerningspersonen, sådan som Wemmers & Cyr (2004) i deres studie kommer frem til at de her inddragede forurettede ønsker. For kan man kræve at have rettigheder uden tilsvarende pligter? At tage ansvar og forpligte sig over for andre mennesker, er som nævnt hvad Løgstrup (2010/1956) ser som den etiske fordring i den menneskelige sameksistens for at bevare samfundets stabilitet og orden foruden egen integritet." Med denne teoretiske diskussion fremgår det at såvel den psykodynamiske tilknytningsforskning samt kognitionspsykologien er repræsenteret med en mere eller mindre udbygget forståelsesramme omkring fænomenet krænkelse. Dog finder jeg det interessant og nødvendigt også at inddrage andre perspektiver på krænkelsen, som fx. den her introducerede socialkonstruktionistiske og moralfilosofiske tilgang. Hermed sagt at jeg savner en mere udbygget forståelsesramme fra psykologiens side, som har fokus rettet mod den akut psykisk belastede (evt. også traumatiserede) person udsat for en livstruende hændelse forårsaget af en interpersonel krænkelse.

5.3. Angst i kølvandet på krænkelsen

Gerningspersonens misbrug eller neglekt af forurettedes formelle og uformelle rettigheder samt mellemmenneskelige tillid, kan endvidere tænkes at virke som en trussel mod forurettedes selvopfattelse og hele eksistensgrundlag. " Den danske teolog og eksistentielfilosof Kierkegaard (1991/1844) mente, at hvis mennesket trues på dets fysiske overlevelsen eller på sin status, autonomi, loyalitet, integritet, identitet, oplever det at blive truet på sit eksistensgrundlag - en oplevelse der i yderste instans kan føre til angst. (ibid.). Frygten har ifølge Kierkegaard en genstand - fx gerningspersonen - mens angsten er genstandsløs og kun fremkaldes af tanken om intetheden. Angst for intetheden opstår når personen indser, at han/hun ikke kan kontrollere, planlægge, forstå og mægte livet eller elementer af livet. Trods denne grundlæggende forskel i årsagen til hhv. frygt og angst, er der ifølge Kierkegaard ingen forskel i hvordan frygten og angsten opleves, idet det er de samme fysiologiske mekanismer og adfærdsmæssige reaktioner, der er i spil. Kierkegaards filosofi kan


34

betragtes som et fundamentalt element i den eksistentielpsykologiske forståelse af det trussel-oplevende menneske. " Irving Yalom (1999) er en blandt de eksistentielpsykologiske teoretikere, som den eksistentielle filosofi, med blandt andre Kierkegaard, Satre og føromtalte Nietzsche, har født. Yalom foreslår, at der findes fire grundvilkår i livet: døden, friheden, ensomheden/den eksistentielle isolation og meningsløsheden (Yalom, 1994). Mennesket påmindes disse fire vilkår når det konfronteres med sin fysiske eller psykiske sårbarhed i en alvorlig truende situation - en såkaldt grænsesituation (Yalom, 1999, p. 173). For at undgå angsten “indretter” mennesket sine tanker, følelser og handlinger efter at kunne undgå at skulle forholde sig til disse vilkår. Situationen er paradoks - for vejen ud af angsten går igennem erkendelsen af angsten og accepten af de fire vilkår. Denne erkendelsesproces beskrives som svær og ubehagelig men i sidste ende til at virke helende og afbalancerende på menneskets psykiske tilstand. (ibid.). " I dette arbejde bliver den eksistentielpsykologiske terapeut aktuel. Terapeuten og klienten udforsker sammen klientens værdiggrundlag og herigennem hvordan klienten kan (gen)opleve at have mening i sit liv. (Spinelli, 2008). En sådan udforskning kræver selverkendelse og forståelse af sine spontane følelser, tanker og reaktioner på en given livssituation i lyset af sine grundlæggende antagelser om sig selv, livet og omverden. (Spinelli, 1998). Ved at terapeuten møder klienten og hans/hendes oplevelser så fordomsfrit og anerkendende som muligt, oplever klienten at have en sikker ramme hvorindenfor han/hun kan forholde sig til den enten fastlåste situation eller truende hændelse. " Afsøgningen af klientens antagelser om omverden og sig selv kan ske med en afklaring af hvor klienten befinder sig i forhold til en række såkaldte eksistensspændinger som: accept-forkastelse, harmoni-kaos, apati-bekymring, forandring-stilstand, magt-afmagt, tillid-mistro. (Spinelli om Wahlʼs teori, 2008). Også de konfliktrådsdeltagende forurettede oplevelser i forbindelse med forbrydelsen - af uretfærdighed og frygt (bl.a. Wemmers & Cyr, 2005), skam, skyld, lavt selvværd (Rugge, 2009), angst/stress, depression (Angel, 2005; Rugge, 2009), behov for at forstå hvorfor forbrydelsen skete (Angel, 2005; Strang et al., 2006; Sherman et al., 2005) - kan betragtes i lyset af disse eksistensspændinger, som samtidigt kan give et indtryk af i hvilken grad klienten/forurettede oplever mening-meningsløshed, tryghed-utryghed, åbenhed-lukkethed. (Spinelli om Wahlʼs teori, 2008). " Det kan foreslås, at gerningspersonens overtagelse af kontrollen over forurettede, forplanter en permanent oplevelse af kontroltab i forurettede. Oplevelsen af kontroltab vil fra et eksistentielpsykologisk perspektiv føre til, at forurettedes forestilling om at være urørlig, fri, uafhængig og værdsat (de fire vilkår) falder til jorden og angsten trænge igennem. Angsten kommer ofte til udtryk i form af vrede enten på den direkte årsag til hvorfor forsvarsmekanismerne er faldet - gerningspersonen - eller på den indirekte årsag - det omgivende samfund. " " Kierkegaard (1991/1844) skriver endvidere i værket Begrebet Angest, at mennesket, udover at være angst for intetheden, kan være angst for det onde eller det gode. Det kan i forbindelse med forbrydelsen tolkes som, at gerningspersonen nu kommer til at stå for det onde, der findes “derude” og virker som en trussel mod forurettedes eksistensgrundlag. (ibid.).

5.4. Resiliens og viljen til Mening

Når forurettede indvilliger i at deltage i konfliktråd, til trods for en oplevelse af trussel fra gerningspersonen, aktualiseres endvidere forurettedes resiliens (Cyrulnik, 2002). Resiliens er et nyere psykologisk begreb, der kan betragtes og bruges som forståelsesramme om individets psykiske modstandskraft og robusthed over for truende hændelser. Neurolog,


35

psykiater og psykoanalytiker Cyrulnik (2002) forklarer, at resiliens skabes og formes ud fra individets fysiske og intellektuelle evner og færdigheder, ud fra omgivelsernes reaktioner og ud fra mestringsstrategier udviklet på baggrund af individets tidligste emotionelle tilknytning til nære relationer. (ibid.). Han pointerer ligeledes, at individets psyke og handledygtighed til en vis grad altid vil blive påvirket at en truende hændelser, men hvor alvorlig og hvor gennemgribende denne påvirkning er, afhænger af om individet kan mobilisere tilstrækkelig resiliens herimod. Cyrulnik foreslår, at den traumatiserede personlighed udvikles ved at individet oplever en stor skyldfølelse over hændelsen og en angst for aggression herover, hvorfor individet oplever en selvbebrejdelsen, der virker som drivkraft til at overkomme den ubehagelige psykiske tilstand. " Cyrunikʼs forståelse af resiliens kan foreslås at svare til hvad psykiater og eksistentialistiske psykoterapeut Frankl omtalte som den indre styrke. (Frankl, 1993/1947, p. 74). Frankl foreslog, at når mennesket befinder sig i en fysisk og psykisk truende situation, formår det at modstå døden, hvis det tror på, at der er en mening med dets lidelser, og at det trods en næsten total underlæggelse af en andens magt, stadig oplever at have sin ...mennskelige frihed til at forholde sig sådan eller sådan til omstændighederne (ibid., p. 70). Her bliver det den åndelige frihed, der skal bane vejen for følelsen af et meningsfyldt liv. Frankl konkluderede, at hvis livet overhovedet kan tilskrives at have mening, så må lidelsen, som er omsluttet af livet, også have det - og når lidelsen får mening, ophører den med at være en lidelse. (Frankl, 1993/1959, p. 116). Derimod er det (livs)farligt for individet hvis det forfalder til ...selvopgivelse og laden stå til-indstillingens og tabet af fremtidsoplevelse. (Frankl, 1993/1947, p. 79). Forskellen på om personen oplever sig fri eller ej, ligger i måden hvorpå individet forholder sig til såvel livet som lidelsen på. " Når forurettede forsøger at forstå gerningspersonen og forbrydelsen under et konfliktråd kan det i et eksistentielfilosofisk perspektiv tolkes som, at forurettede forsøger at skabe mening med sin lidelse ved at se denne i lyset af sine værdier (fx. frihed, rettigheder, retfærdighed, medmenneskelighed). Videre kan forurettedes vrede, krænkelse og foragt for gerningspersonen (fx. Choi & Severson, 2011; Strang, 2002) være et udslag for, at forurettede bruger sin indre styrke i bevarelsen af sin åndelige frihed til at holde fast i sine værdier og undgå selvopgivelse og tab af meningsfølelse. " Når jeg betragter forurettedes psykiske tilstand ud fra Cyrulniks (2002) teori om resiliens, finder jeg konfliktrådsmæglerens kendskab til forurettedes styrke og sårbarhed, afgørende. Mægleren skal både være opmærksom på hvordan forurettedes resiliens med fordel kan bringes i spil under konfliktrådet, men også på hvordan forurettede kan være særlig sårbar over for forskellige niveauer af pres fra såvel mægler som gerningsperson.

5.5. Et asymmetrisk magtforhold i kølvandet på krænkelsen

Ifølge Løgstrup (2010/1956) er det en kendsgerning ...at vort liv med og mod hinanden består i, at den ene er udleveret den anden, betyder, at vore indbyrdes forhold altid er magtforhold. Den ene har mer eller mindre den andens liv i sin magt. (ibid., p. 65). Således vil der også i et konfliktråd altid være et asymmetrisk forhold, hvad jeg tidligere omtaler som “ulige”, mellem de to parter, alene af den grund, at den ene er forurettede og den anden gerningsperson, som har gennemtvunget sig magten. Herudover kan der være betydelige skævvridninger i magtforholdet afhængigt af forskellige ressourcer som status, køn, uddannelse, sociale relationer og personlige egenskaber og kompetencer. (Vindeløv 2008, p. 261)." Som gennemgået konkluderer forskning i forurettedes oplevelse af procedural justice under konfliktrådet, at inddragelse, informering, at blive hørt og få sin oplevelse af forbrydelsen anerkendt, kan have en lindrende virkning på forurettedes frygt og vrede (Wemmers & Cyr, 2005; Harris et al. 2006).


36

" På den baggrund kan det foreslås, at lindringen af forurettedes frygt og vrede skyldes at konfliktrådet med deltagerinddragelsen i vis udstrækning virker afbalancerende på det asymmetriske magtforhold, hvormed forurettede oplever at generhverve magten i eget liv. " Da jeg i september 2012 deltog i konfliktrådsmægleruddannelsen, overhørte jeg flere drøftelser omkring hvordan det asymmetriske magtforhold mellem de to parter blev afbalanceret bedst muligt. En udbredt holdning var, at forurettede skulle ankomme først til konfliktrådslokalet således at han/hun kunne føle sig tryg og falde ned før mødet. Denne holdning blev udfordret af et eksempel fra virkeligheden. Det drejede sig om en kvinde, der havde været udsat for flere væbnede røverier i den butik hun arbejdede i, hvorefter hun have udviklet en PTSD-lignende tilstand. Hun fortalte, at det havde været afgørende for hendes oplevelse af konfliktrådet, at det var hende, der var ankommet sidst til det lokale, hvor konfliktrådet blev afhold således, at hun ikke igen fik rollen som den, der blev overrasket af røveren. Hun sagde at situationen nu blev vendt, fordi hun ikke længere blev betragtet som det lille offer. " Som tidligere nævnt kan offerrollen virke stigmatiserende og en god vilje om at tage hensyn, kan have den modsatte virkning. Den forurettede kvindes oplevelse vidner om, at forurettede ikke altid skal behandles som et offer, men hjælpes til at genvinde en følelse af kontrol i eget liv, ved at opleve at kunne mægte omstændighederne omkring forbrydelsen.

5.6. Forsoning og tilgivelse ved konfliktråd?

Leer-Salvesen (2009) konkluderer på baggrund af årelangt arbejde med såvel gerningspersoner som forurettede, at forurettede langt oftere ønsker genopretning og respekt, end hævn. Denne konklusion støttes af Grothe Nielsen (2006) (Juridisk fakultet, AU og AAU), som rejser en kritik af det moderne straffesystem for at være et resultat af elementær hævngerrighed, og kun virke til at øge konfliktniveauet i samfundet ved at skabe sociale, økonomiske og psykologiske problemer for de involverede parter. (ibid.). " Jeg har ikke kunnet finde beskrivelser af den genoprettende proces, der direkte indeholder forsoning og tilgivelse, men ofte på beskrivelser om imødekommenhed, fælles indsats for genopretning og forsøg på forståelse for den anden parts situation. (Umbreit, 1997; Vindeløv, 2008; Zehr, 2008) - aktiviteter der kan foreslås at fordre forsoning. " Enright (2001) har foretaget forskningsstudier i tilgivelses- og forsoningsprocesser i såvel psykoterapien som under mægling, og foreslår, at det første trin henimod en forsonings- og helingsproces er at erkende og acceptere at livet er uretfærdigt. Han mener, som tidligere omtalte Nietzsche (1993/1887), at retfærdighed er et sociale og politisk begreb og til for samfundets og gerningspersonens skyld, ikke forurettede. Når forurettede forsoner sig med den tanke, kan han/hun forsone sig med sig selv og med gerningspersonen. (Enright, 2001). " En distinktion mellem tilgivelse og forsoning er væsentlig i denne sammenhæng. Tilgivelse har moralsk karakter og er en individuel følelse og ensidig handling fra forurettedes side. Derimod forstås forsoningen altid som en tosidig handling, idet genskabelsen af den brudte tillid kræver begge (alle) parters samarbejde og velvilje. (North 1998). " Sherman og kollegaerʼs (2005) forskningsstudie viser, at der er en større villighed til tilgivelse blandt kvindelige konfliktrådsdeltagende forurettede end blandt kvindelige forurettede, der deltager i et traditionelt retsmøde. Og videre at, der er en sammenhæng mellem stigning i villighed tilgivelse, reduktion af hævngerrighed og tillid til gerningspersonens oprigtighed i sin angren. (ibid.). Supplerende påviser Strang og kollegaer (2006) at der er en signifikant stigning i forurettedes medfølelse for gerningspersonen fra før til efter konfliktråd.


37

" Men er det nødvendigvis en fordel at tilgive sin gerningsperson, hvis man ønsker at få det bedre psykisk? " Ja, konkluderer en række forskere, som bl.a. kommer frem til, at der er en negativ sammenhæng mellem forurettedes vredesfølelser og tilgivelse, hvilket foreslås at skyldes, at forurettede med tilgivelsen overkommer negative og invaderende tanker om forbrydelsen og gerningspersonen. (Pemberton et al., 2008; Barbar et al., 2005). Videre viser forekomsten af tilgivelse at korrelere positivt med reduktionen af depression og angst (Enright et al., 1998, Enright, 2001) og med øget selvværd og livskvalitet. (Karremans et al., 2003). Ud fra denne forskning kan det foreslås, at en måde at ophæve det føromtalte asymmetriske magtforhold, kunne være igennem tilgivelse. " Men trods forskernes pointering af de positive følger af tilgivelse, rejses der fra humanistisk psykologisk og filosofisk side også en kritik af en for ivrig opfordring til såvel forsoning som tilgivelse. Tilgivelse betragtes her at kunne være forurettedes svar på samfundets negligering og i værste fald patologisering af forurettedes umiddelbare følelser af fx. vrede, apati og hævngerrighed. (Brudholm & Cushman, 2009). Hvis tilgivelsen betragtes som en patologisk handling, fordi den tilgivende herved indvilliger i at negligere og krænke egne værdier om retfærdighed. (Haaken i Lamb & Murphy, 2002). Den negative virkning af en fejlplaceret opfordring til tilgivelse, kan endvidere forstås i lyset af den tidligere gennemgået anerkendelsesteori af Honneth (2003/1990), hvor ud fra det kan foreslås, at forurettede vil opleve omgivelsernes pres om tilgivelse som et svigt, idet de ikke formår at sætte forurettedes behov for anerkendelse i centrum. (ibid.). Endvidere viser den præsenterede forskning af Choi og Severson (2009), at gerningspersonens undskyldning kan fremkalde yderligere vrede i forurettede og pårørende, pga. manglende tiltro til oprigtighed. " Det kan altså foreslås, at hvis forurettede ikke tror på oprigtigheden i gerningspersonens undskyldning, men alligevel oplever et pres fra lokalsamfund, pårørende, moralske autoriteter eller mægler om at tilgive, vil forurettede bliver den, der føler sig mest skyldig i forhold til forbrydelsen. Ikke fordi forurettede er skyld i selve forbrydelsen, men fordi han/hun med sin offergørelse indirekte er skyld i, at der er opstået uorden i den givne samfundsorden/familieorden og nu ikke vil/kan gøre sit til at genskabe denne orden. (Herman, 1992; Lamb, 2002). I en sådan situation må retfærdigheden betragtes kompromitteret i stedet for genoprettet. " Med et pres om tilgivelse, kan “pseudo-tilgivelser” foreslås at finde sted. Betegnelsen pseudo-tilgivelse bruger Nietzsche (1993/1887) i sin forklaring af hvordan den svagt stillede person (fx. forurettede) igennem en pseudo-tilgivelse underkaster sig den stærkt stillede person (fx gerningsperson), således at den svagt stillede person enten sikrer sin overlevelse eller/og efterkomme en given autoritær diskurs. (ibid.

5.7. Psykotraumatologi

Som præsenteret i kapitlet Præsentation af relevant forskning og problematiseret i kapitlet Konfliktrådsforskningens kvalitet - en metodisk diskussion, inddrager forskerne en række begreber og termer fra psykotraumatologiens begrebsverden om den posttraumatiske stresstilstand PTSD. Det drejer sig fx om brugen af begreber og termer som depression, suicidalt adfærd, angst, stress, konfusion, forstyrrende tanker, flashbacks, søvnbesvær. (Angel, 2005; Rugge, 2009; Strang, 2002, Strang et al., 2006; Wemmers & Cyr, 2005). " På trods af at, en forbrydelse ikke nødvendigvis opleves som en egentlig traumatisk hændelse, og ikke nødvendigvis fører til en traumatiserede psykisk tilstand, anvender konfliktrådsforskerne disse begreber og termer i såvel udarbejdelsen af deres måleinstrumenter - spørgeskemaer, interviewguides - som i deres efterfølgende konklusioner om forurettedes oplevelse og udbytte af konfliktråd. For at forstå baggrunden


38

for og konsekvensen af brugen af disse begreber og termer, finder jeg det nødvendigt kort at introducere denne begrebsverden. " En psykisk traumatisering forklares at være forårsaget af enten oplevelse eller bevidnelse af en voldsom fysisk, psykisk eller emotionel truende hændelse. (Allen, 2005). En strafferetslig forbrydelse kan i mange tilfælde kategoriseres som en sådan hændelse. Hvorvidt og i hvilket omfang psykiske lidelser opstår i kølvandet af en traumatisk hændelse, er hvad forskningen indenfor psykotraumatologien og visse grene af neuropsykologien med udredning, diagnosticering og behandling, beskæftiger sig med.

5.7.1. Posttraumatiske Stress-Symptomer

Den trussel-ramte persons psykiske tilstand vurderes i forhold til en række gængse stress-symptomer oplistede i en af de psykiatriske kategoriale diagnosemanualer. Herved kan personen fx. få diagnosticeret angstlidelsen posttraumatisk stress-forstyrrelse PTSD. (DSM-IV-TR, APA, 2000). " Et udbredt PTS-symptom betegnes Hyperarousal. Det kan forstås som befindende sig i den ene ende af et traumerespons-kontinuum, hvor personen befinder sig i en tilstand af forhøjet stress-niveau med ængstelse som følge, ofte har imaginære oplevelser i form af flashbacks til den traumatiske hændelse, hvilket bevirker at personen undgår traumelignende situationer eller helt socialisering. I den anden ende af traumerespons-kontinuumet kan personen forstås at befinde sig i hvad der betegnes som en dissociativ tilstand. Her kan personen bl.a. have sanse-neglekt som funktionel reaktion eller andre perceptuelle forstyrrelser, amnesi for traumet, numbing (følelsesløshed), derealisation og depersonalisation. (Bremner & Vermetten i Dorathy & Spiegel, 2007; Nijenhuis et al. 2004; Lanius et al., 2010). Herudover er irritabilitet, humørsvingninger og koncentrationsbesvær hyppige reaktioner i tiden umiddelbart efter den traumatiske hændelse. (Ehlerts, & Clark, 2000; Foa & Rothbaum, 1998). " Forskerne har igennem de sidste ti år gjort et enormt fremskridt i forsøget på at finde den neurale korrelation med PTS-symptomerne. (fx. Lanius et al., 2010; Hopper et al., 2005; Williams et al., 2006). Denne udforskning sker ofte ved hjælp af det såkaldte symptom-provokations-paradigme, hvor forskerne via metoden script-driven imagery får mulighed for at måle den cerebrale blodgennemstrømning (rCBF) netop når undersøgelsesdeltageren befinder sig i en posttraumatiske stress-tilstand. (Lanius et al., 2010). Når deltageren oplever symptomet hyperarousal, viser der sig generelt at være et fald af rCBF til Medial Præfrontale Kortex og Rostrale Anterior Cingularis, men en stigning af rCBF til Amygdala og højre Anterior Insula. Denne ændring i rCBF foreslås at bevirke en emotional undermodulation hvor de kortikolimbiske regioner ikke hæmmes, hvorfor personen får symptomerne hyperarousal og genoplevelse af hændelsen. Et omvendt mønster viser sig når deltageren befinder sig i en dissociativ tilstand, hvilket bruges som forklaring på den generelle emotionelle overmodulering og passive adfærd. (Lanius et al., 2010)." Det cerebrale aktivitetsmønster tages endvidere i brug som forklaringsramme for en endokrin og fysiologisk korrelation med PTS-symptomer. De ofte invaliderende PTS-symptomer, foreslås at være kroppens reaktion på at have perciperet en truende hændelse. Under og lige efter perceptionen bevirker det Sympatiske nervesystem en øjeblikkelig frigivelse af hormoner som adrenalin fra binyremarven og lidt efter kortisol fra binyrebarken, hvilke bevirker at hjerterytmen øges og blodtrykket stiger. (Shin et al. i Vasteling & Brewin, 2005; Kalat, 2007). Videre virker det Sympatiske nervesystem til leverens frigivelse af oplagret sukker og fedtstoffer til blodet, samtidigt med at fordøjelsen sænkes. De frigivende stoffer fra leveren optages og forbrændes af de store muskelgrupper hurtigere end normalt således at personen får abnormt meget energi til at reagere fysisk på den truende hændelse. Personen bliver nu i stand til enten at kæmpe


39

mod hvad der truer personens liv, eller til at løbe væk fra den farefulde situation, denne del af traumeresponsen er hyperarousal-reaktionen, som også kaldes fight or flight reaction (kæmp eller flygt). ( Shin et al. i Vasteling & Brewin, 2005; Kalat, 2007). En tredje reaktion er freeze (fryse), hvor personen så at sige “fryser” eller “spiller død” imens den truende hændelse står på.(Nijenhuis et al., 2004; Levine, 2006). Denne reaktion er hvad der beskrives som peri-traumatisk dissociation, og menes at skyldes det omtalte fald af rCBF til Amygdala og Anterior Insula, hvorfor der ikke sker en aktivering af det sympatiske nervesystem, og frigivelsen af “energihormonet” adrenalin tilbageholdes. " Denne hormonelle og kropslige reaktion på en truende hændelse er hensigtsmæssig så længe den forbliver akut og normaliseres igen når faren er ovre. Problemet opstår når responsen forbliver kronisk og bevirker en kronisk tilstand af PTSD. Der florerer en række teorier om hvorfor PTSD opstår. En grundlæggende teori er, at afslapningsresponsen (relaxation response) ikke formår at genskabe en normal og stabil neural aktivitet og hormonfrigivelses-niveau. (Shin et al. i Vasteling & Brewin, 2005; Kalat, 2007). Herved er der risiko for at kortisol-frigivelsen ikke falder til normalt, men forbliver forhøjet eller latent forhøjet. Det bevirker at efterfølgende situationer, som minder personen om den truende hændelse eller mindre stressfulde situationer, aktiverer det Sympatiske nervesystem, hvorved personen oplever sin krop gå i beredskab til at kæmpe eller flygte. Nogle forskere hæfter sig ved, at den gennemsnitslige PTSD-ramte person viser sig at have en mindre Hippocampus end ikke-PTSD-ramte personer. En teori herfor går på at et forhøjet kortisol-niveau har en skadelig virkning på den PTSD-ramtes hippocampus. (Kalat, 2007). Dog kan en neural forskel i sig selv ikke sige noget om hvorvidt det er den traumatiske hændelse der er årsag til denne forskel eller om den PTSD-ramte person er født med en mindre Hippocampus. (Shin et al. i Vasteling & Brewin, 2005). Endvidere henviser Kalat (2007) også til forskningsresultater, der tegner et billede af, at kortisol-niveauet umiddelbart og noget tid efter hændelsen faktisk er lavere for PTSD-ramte end ikke-PTSD-ramte. Derfor opstiller han en anden hypotese, som lyder på, at folk med et generelt lavt kortisol-niveau er dårligere rustet til at klare truende og stressfulde hændelser, og derfor er mere sårbare overfor at udvikle PTSD. En anden forklaring på PTSD gives af Levine (2006) (biofysik og psykologi). Levine foreslår, at PTSD opstår når personen ikke formår/har mulighed for at reagere på den farefulde situation, hvorfor den hertil frigivne energi i stedet ophober sig i kroppen, for så at stadfæste sig som en kronisk tilstand af “alarmberedskab”. " Om den forurettede har posttraumatiske stress-symptomer eller ej, vil der ofte være en vis form for fysiologisk reaktion når han/hun møder gerningsperson første gang efter forbrydelsen som ved konfliktråd. Det kan komme til udtryk ved at forurettede sveder voldsomt, ryster, har problemer med at tale, se, høre, oplever sig svimmel eller er frygtsom i forhold til at være i nærheden af gerningspersonen. Videre kan forurettede reagere med at forsvare sig verbalt eller fysisk med vrede og fjendtlighed, eller være ukontaktbar og have flashbacks til forbrydelsen, og efterfølgende have problemer med at huske hvad der skete under konfliktrådet. (Angel, 2005; Rugge, 2009; Konfliktrådsmæglere ved Rigspolitiets Konfliktrådsmægleruddannelse, sep. 2012). De her nævnte tilstande relaterer sig alle til de posttraumatiske tilstande af hyperarousal og dissociation.

5.8. Frygt i kølvandet på krænkelsen

Som tidligere gennemgået kan en voldsom truende hændelse som en forbrydelse føre til en gennemgribende længerevarende traumatiserede psykisk tilstand. Om en konfliktrådsdeltagende forurettede er traumatiserede eller i risiko for at blive det, kan ikke vurderes ud fra en overordnede betragtning, men konfliktrådsforskningen viser, at forurettede ofte oplever frygt og de tidligere gennemgåede PTS-symptomer i kølvandet på forbrydelsen. (Angel, 2005; Rugge & Scott, 2009; Strang, 2002; Strang et al., 2006).


40

" Forurettedes frygt kan optræde på flere niveauer, i forskellige afskygninger og med flertallige konsekvenser. Måden hvorpå forurettede oplever forbrydelsen foreslås af kognitionspsykologiske teoretikere at have en vægtig betydning for i hvilket omfang og hvordan personen udvikler frygt. (Ehlers & Clark, 2000). Den posttraumatiske frygt ræsonneres at skyldes en over-generalisering af forbrydelsen, hvilket vil sige at personen antager, at krænkelsen kan ske når-som-helst og for hvem-som-helst. Forurettede bliver derfor generelt frygtsom og indrettet sin adfærd efter at undgå situationer, der minder om den oprindelige truende hændelse. En sådan undgåelsesadfærd virker ofte kun til at fastholde og forlænge frygten og øvrige PTS-symptomer. (Ehlers & Clark, 2000; Dunmore et al., 2001). Kognitionsteoretikerne Ehlers og Clark (2000) beskriver denne overgeneraliserende frygt-genererende undgåelsesadfærd som en maladaptive cognitive processing style (dårligt tilpassende kognitiv bearbejdningsstil). (ibid., p. 330). Den kognitionspsykologisk tilgang til individets frygt kan sammenlignes med Kierkegaards (1991/1844) teori om at individets angst for intetheden kan afløses af en angst for det onde, der findes “derude” og kan true individets eksistensgrundlag." Ikke sjældent er konfliktrådsforskerne ude for, at forurettede ikke ønsker at deltage i konfliktråd. (Rugge & Scott, 2009). Forskerne foreslår, at denne vægring mod deltagelse kan skyldes, at netop disse forurettede har befundet sig i en særlig belastede psykisk tilstand, hvorfor de ikke har villet udsætte sig for endnu mere belastning i form af at møde gerningspersonen. Med kognitionsteoretikernes pointering af undgåelsesadfærd som et PTS-symptom, kan det hertil foreslås, at forurettedes vægring kan grunde i en frygt for at blive krænket igen. Omvendt kommer Wemmers og Cyr (2005) frem til, at der ikke er nogen positiv sammenhæng mellem deltagernes vægring mod deltagelse og grad af frygt, og skriver at forurettede begrunder deres vægring med, at de ikke tror på oprigtigheden af gerningspersonens undskyldning. " Mens succeskriteriet for den eksistentielpsykologisk terapi kan siges at være klientens refleksion over hændelsen og over sine reaktioner herpå, kan den kognitionspsykologiske terapis succeskriterie sættes til klientens kognitive bearbejdning af hændelsen og ændring af sine antagelser og adfærd heromkring. Ehlers og Clark (2000) fremlægger tre områder, som den kognitive terapeut tager fat på i behandlingen af den traumatiserede: 1. Mindet, fx forbrydelsen, skal optages og integreres i personens præ- og post-traumatiske liv, hvis invaderende imaginære oplevelser af den truende hændelse skal ophøre. 2. Der skal ske en modificering eller korrigering af eventuelle problematiske/ fejlagtige vurderinger af hændelsen eller følgerne heraf, hvis personen skal overkomme en antagelse af at verden er fuld af gerningspersoner. 3. Ændring af dysfunktionelle kognitive bearbejdnings-strategier, hvis forurettedes skal have en reel hukommelse om hændelsen. (ibid.). " En række træk fra den kognitive terapi går igen i konfliktrådet. Begge interventionsformer lægger vægt på grundig informering om sagsproceduren og på at fordre klientens/forurettedes forståelse af hvad, der præcist skete under den pågældende hændelse/forbrydelse. Endvidere er et redskab som eksponering for traumerelaterede faktorer (in vivo exposure) (Ehlers & Clark, 2000) hyppigt brugt i den kognitive terapi, mens det er en egentlig præmis i konfliktrådet." Ved in vivo exposure skal klienten genopleve fx. det sted hvor hændelsen foregik, en tilsvarende situation, aktivitet eller sanseoplevelser for på så autentisk vis som muligt at konfrontere sin umiddelbare reaktion af undgåelse af hvad han/hun frygter. Eksponeringen kan på den vis hjælpe klienten til at få klarlagt hvad der reelt skete og til at ændre problematiske og korrigere forkerte antagelser, der kan lægge til grund for fastholdelsen af den posttraumatiske tilstand. (ibid.). " Forurettedes møde med gerningspersonen må tænkes at være den mest ekstreme form for eksponering, idet forurettede her konfronteres med hvad denne tænkeligt frygter mest af alt - gerningspersonen. Dette møde er naturligvis meget anderledes end de to


41

parters første “møde” - forbrydelsen eller tiden hvor krænkelserne stod på. I konfliktrådet er relationen mellem parterne også anderledes i og med at forurettede har mulighed for at afbryde mødet. Endvidere er det asymmetriske magtforhold enten vendt eller forsøgt vendt ved at mægler påtager sig ansvaret for at kommunikationen fungerer under kontrollerede og respektfulde forhold. Forurettede kan derved i trygge omgivelser, få mulighed for at dvæle ved de følelser og tanker, der opstår under eksponeringen. Herudover får forurettede mulighed for at ændre sine evt. problematiske/forkerte antagelser om forbrydelsen og gerningspersonen, hvorfor reduktionen af vrede, frygt og hævngerrighed og stigning i medfølelse kan foreslås at finde sted. (Angel, 2005; Rugge & Scott, 2009; Sherman et al., 2005; Strang et al., 2006)." På den baggrund kan det tænkes, at konfliktrådet giver forurettede mulighed for at betragte gerningspersonen som et menneske og ikke monster, hvilket ud fra et kognitionspsykologisk perspektiv menes at virke lindrende på forurettedes psykiske tilstand.

5.9. Skam i kølvandet på krænkelsen

En begrebsliggørelse af skammen kan ske på flere niveauer og fra flere perspektiver. Jeg har valgt at inddrage en socialpsykologi-inspireret opdragelsesteori fra kriminologiens verden og en kognitionspsykologisk teori om selvbebrejdelse. Der findes adskillig psykodynamisk litteratur om skammens oprindelse, men i forbindelse med dette speciale bliver oplevelsen og virkning af skammen - herunder offerrollen og selvbebrejdelsen - særlig aktuel. " Braithwaiteʼs (1989) teori om reintegrative shaming (reintegrerende udskamning) har to formål. Myndighedernes udskamning af gerningspersonen skal dels 1. fordre at gerningspersonen opfører sig mere prosocialt og moralsk, hvorfor risikoen for kriminalitetsrecidiv mindskes. (ibid.). Forskning viser dog, at udskamningen har størst effekt når den kommer fra en for gerningspersonens bekendt - fx. kontaktperson, familie, venner, lærer - modsat hvis den kommer fra en anonym kilde som de juridiske myndigheder. (Harris, 2006). Yderligere kan udskamningen af gerningspersonen føre til skyldpåtagelse, hvilket 2. af forurettede kan opleves som en anerkendelse af hans/hendes offergørelse og dermed virke lindrende på en belastede psykisk tilstand. Braithwaiteʼs (1989) teori støttes foruden af Nietzscheʼs (1993/1887) påpegning af vigtigheden af at lade gerningspersonens tage ansvar for sin handling, også af flere af de inddragede forskningsstudier (Strang, 2002; Strang et al., 2006; Sherman et al., 2005). Dog stiller andre forskere sig kritiske over for brugen af reintegrative shaming ved konfliktråd, da gerningspersonens skamfuldhed og undskyldning viser sig også at kunne fremprovokere yderligere vrede og hævngerrighed i forurettede. (Choi & Severson, 2009; Kenney & Clairmont, 2009). " Når gerningspersonens skam kan forstås så modsatrettede, indikerer det, at skammen har en dobbelt betydning. Skam kan både betragtes som en ubehagelig følelse, samtidigt med at den kan betragtes at være en højt agtet egenskab. Denne dobbelthed illustreres fx. ved, at der både findes udtryk som ʻskam digʼ og som ʻhar du ingen skam i livetʼ, hvilket vidner om at skammen værdisættes som både noget negativt og positivt. Fx. forstår jeg det ʻat være skamløsʼ, som at man vurderes at være umoralsk og derfor ikke bør agtes socialt, mens det ʻat have skamʼ, må betyde at man er moralsk og samvittighedsfuld. Skammens virkning kan derfor også tænkes at være dobbelt. For det første kan skammen have en nedbrydende virkning på individets selvbillede som agtet og værdig borger. (Budden, 2009; Smith, 2009). Mens skamme også kan have en opbyggelig virkning på individets moral og selvopfattelse og følelse af tilhørsforhold. (Budden, 2009). Den opbyggelige virkning kan foreslås at være hvad der efterstræbes i det konfliktråd, der tilrettelægges efter den præsenterede (gen)opdragende reintegrative shaming-tilgang.


42

5.10. Offerrolle og selvbebrejdelse

Kenney og Clairmont (2009) mener, at der i en konflikt ofte udspiller sig en “kamp” om offerrollen, fordi offerrollen kan fungere som både sværd til at opnå interesser og som skjold til at aflede kritik. (Kenney & Clairmont, 2009). Denne og Braithwaiteʼs (1989) teori om, at forurettede drager fordel af offerrollen, udfordres af bl.a. Herman (2005), som kommer frem til, at forurettede ofte oplever at blive stemplet som svag og hjælpeløs med tildelingen af offerrollen. (ibid.). " Konfliktrådsforskningens påvisning af de modsatrettede reaktioner på gerningspersonens undskyldning, tyder på at offerrollens værdi sættes meget forskelligt. Hvis offerrollen er eftertragtet og falder ud til gerningspersonens fordel, kan det virke yderligere krænkende på forurettede. Ligeledes kan det virke krænkende hvis offerrollen falder ud til forurettedes fordel, men ikke er eftertragtet. Under alle omstændigheder vidner sådanne komplikationer om at tildelingen af offerrollen skal ske med nænsom hånd. " Videre viser konfliktrådsforskningen, at forurettede ikke sjældent spørger sig selv om han/hun selv er skyld i være gjort til offer for en forbrydelse (Sherman et al., 2005; Strang et al., 2006; Wemmers & Cyr, 2005) - et spørgsmål hvis forekomst korrelerer positivt med en række post traumatiske stress-symptomer. (Angel, 2005). Selvom gerningpersonen skammer sig og siger undskyld under konfliktrådet, reduceres forurettedes selvbebrejdelse ikke nødvendigvis. (Sherman et al., 2005)." Når der ønskes en forståelse af forurettedes selvbebrejdelse kan Janoff-Bulmanʼs (1992) kognitionsteoretiske forståelse inddrages. Her karakteriseres selvbebrejdelse som en enten personligheds-relateret selvbebrejdelse (PS) eller en adfærds-relateret selvbebrejdelse (AS). Ved PS tillægger forurettede sin konkrete offergørelse til ikke-kontrollerbare aspekter ved sig selv - såsom personlighed, race, køn, seksuel orientering - hvilket ifølge Janoff-Bulman ofte fører til en traumatiseret personlighed. Anderledes forholder det sig ved AS, hvor forurettede knytter forbrydelsen til kontrollerbare aspekter af sig selv, såsom adfærd og handlinger. Ved AS antager forurettede at hvis han/hun indretter (adapts) sin adfærd og handlinger anderledes, falder risikoen for at blive udsat for en lignende forbrydelse i fremtiden. (Janoff-Bulman, 1992; Ehlers & Clark, 2000). " Når sagen er en forbrydelse, må der foreslås, at det ikke er entydigt hensigtsmæssigt at opfordre forurettede til at indrette sin adfærd og handlinger anderledes, idet det kan anspore forurettede til uberettigede (at opleve) af få pålagt en del af ansvaret for konfliktens kerne - forbrydelsen - hvis denne tillægges forurettedes adfærd. " Når de forurettedes selvbebrejdelse ikke altid reduceres efter gerningspersonens undskyldning, kan det skyldes, at han/hun stadig tror at forbrydelsen var personrettet, på trods af at gerningspersonen undskylder og fortæller at forurettede blev offer ved et tilfælde. Det kan også tænkes, at forurettede ikke kan bære tanken om at være gjort til offer ved et tilfælde, fordi offergørelsen da er uden for forurettedes magt, jf. den eksistentielpsykologiske tilgang om tab af kontrolfølelse. "5.11. Risiko for gen-krænkelse og re-traumatisering i konfliktråd

En krænkelse kan føre til en traumatisering, men gør det ikke par tout. Dog kan der på baggrund af den her inddragede teori og forskning foreslås, at der er en risiko for gen-krænkelse og re-traumatisering, i såvel terapeutens arbejde med eksponering som i konfliktrådets eksponering af forurettede for gerningspersonen." Det er ikke nemt at fastsætte en grænse for “hvor oprørt” forurettede må blive før konfliktrådet skal afbrydes, fordi hvad der virker oprørende på nogle, virker ikke nødvendigvis oprørende på andre. Vigtigt er, at mægler er opmærksom på at forurettede også kan opleve sig krænket i mødet med ham/hende og de øvrige intervenerende


43

myndigheder, hvis mægler ikke formår at efterleve forurettedes forventninger til at få varetaget sine behov (Hill, 2004), fx i forhold afbalancering af det føromtalte ofte asymmetriske magtforhold eller overholdelse af neutralitetsbegrebet. " Endvidere kan forurettedes evt. uhensigtsmæssige og urealistiske antagelse om egen rolle i forbrydelsen, være kilde til at forurettede befinder sig i en særlig sårbar psykisk tilstand, hvor kun en relativ let modstand - som fx. at blive sagt imod, ikke føle sig anerkendt eller hørt, opleve sig truet eller negligeret kan bevirke at konfliktrådet virker yderligere krænkende evt. traumatiserende. Inden for den kognitive eksponerings-tilgang opereres der med et vindue for optimal arousal, indenforhvilket pågældende klient får mest muligt ud af den udfordrende eksponering. (Ogden & Minton, 2000). Bliver udfordringen for stor risikerer klienten at blive hyperarousal eller dissociativ (hypoarousal), mens der ved for lille udfordring, ikke fremprovokeres tilstrækkelig kognitiv dissonans og dermed vilje/evne til bearbejdning. (ibid.)."5.12. Opsamling på teoretisk diskussion

For at skabe grundlag for at kunne besvare problemformuleringens anden del om konfliktrådet virkning på forurettedes psykiske tilstand, har jeg fremhævet en række begreber hentet i konfliktrådsforskningen og diskuteret deres betydning set fra nogle opstillede kognitions- og eksistentielpsykologiske, eksistentiel- og socialfilosofiske samt socialkonstruktionistiske forståelsesrammer. Jeg har fremhævet begreberne retfærdighed, krænkelse og traumatisering, angst og frygt, magtasymmetri og forsoning/tilgivelse, skam, selvbebrejdelse og offergørelse, som i mere eller mindre grad kan betragtes at være aktuelle for den forurettede der skal møde sin gerningsperson i et konfliktråd. Med en diskussion af begrebers aktualitet og betydning, håber jeg på at have fået et grundlag hvorpå jeg kan vurdere konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand. " En opsamling og konklusion på baggrund af de her fremlagte teoretiske diskussioner vil jeg foretage i det efterfølgende kapitel Konklusion og videre i kapitlet Perspektivering.


44

6. Konklusion6.1. Forskning og Forskningskvalitet

I Problemformuleringen spørger jeg for det første hvad der findes af forskning i forurettedes oplevelse og udbytte af konfliktråd, og dernæst hvad kvaliteten er af denne forskning. ! Med mit teoretiske studie af konfliktrådsforskningen kan jeg nu konkludere, at den hovedsageligt foretages af kriminologer med især jura som baggrund, samt af sociologer og professionelle inden for socialarbejde. Mestendels tager forskerne deres metodiske afsæt i det nomotetiske forskningsideal og gør brug af kvantitativ metode med enten til-lejligheden-udarbejdet måleinstrumenter eller standardiserede måleinstrumenter hentet fra den psykotraumatologiske forskning. Ligeledes, men i mindre grad, udføres forskningen ud fra det ideografiske forskningsideal med brug af kvalitativ metode hvor de semi-strukturerede interviews og observationer tolkes ud fra forskellige analyseredskaber. " Forskerne henter deres teoretiske forståelsesrammer og begrebsapparater fra især juraens, psykologiens og sociologiens verden, hvilket bevirker at forskningen placerer sig inden for de tre fokusområder a. procedural justice med succeskriterier inden for juraens begrebsverden i form af retfærdighed, retsprocessuel involvering og indsigt, b. traumeadfærd og -symptomer med succeskriterier hentet fra psykotraumatologiens begrebsverden i form af reduktion af traumeadfærd og -symptomer, og c. reintegrative shaming med succeskriterier hentet delvis fra juraens/kriminologiens og delvis fra sociologiens verden i form af anerkendelse af offergørelse, interpersonel forståelse og social udskamning." Betragtes forskningens kvalitet i forhold til metodologiske principper og videnskabelig tradition, kan der rejses en række kritikpunkter. For det første kan forskningen kritiseres for ikke at bygge på en grundig udforskning og afklaring af de inddragede begreber om forurettedes oplevelser i forbindelse med forbrydelsen og nu konfliktrådet. Det mangelfulde / forskelligartede begrebsapparat bevirker, at forskerne designer deres forskning på forskellige vis, hvilket besværliggør sammenligning af såvel forskningens resultater som designs. Sammenligning indenfor den kvalitative forskning besværliggøres ligeledes, fordi der ikke findes en overensstemmelse omkring hvordan de undersøgte fænomener skal tolkes. Videre kan det bevirke, at forsker sætter sig for at undersøge noget som ikke er aktuelt for konfliktrådsdeltagerne, hvorfor forsker ikke kun risikerer at konkludere ud fra ikke-valide resultater, men også virke til at forværre forurettedes psykiske tilstand. " Konfliktrådsforskningens kvalitet kan overordnet set vurderes at bære præg af, at være et ungt forskningsfelt som er inspireret af flere videnskabelige idealer og forskelligartede faglige udgangspunkter. Hermed ikke sagt at konfliktrådsforskningen ikke kommer frem til mange interessante og rigtige resultater, men hvis vi også i Danmark vil have et forskningsbaserede konfliktrådsprogram, der med tiden kan sammenlignes med andre konfliktrådsprogrammer verden over, behøver vi at udvikle et egentligt forskningsdesign hertil. Et sådan design skal bygge på såvel metodologiske overvejelser og bevidstgørelse af videnskabsidealer som på et uddybet teoretisk grundlag og kendskab til global forskning. Herved får vi mulighed for at avancere og udvikle det danske konfliktråd, således at vi sikrer i endnu højere grad at efterleve de opstillede principper for genoprettende ret.


45

6.2. Konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand

Problemformuleringens anden del går på konfliktrådets virkning på forurettedes psykiske tilstand. Hertil kan jeg nu konkludere, at der tegner der sig et billede af, at konfliktrådet har en forbedrende virkning på forurettedes psykiske tilstand. " Den tre-delte forskning begrunder overordnede konfliktrådets virkning med de tre begreber a. retfærdighed, b. frygt(-reduktion) og c. skam, hvortil jeg har føjet en række andre tænkeligt aktuelle og uddybende begreber værende krænkelse, posttraumatisk stress-tilstand, resiliens, angst, offergørelse, selvbebrejdelse, asymmetrisk magtforhold, tilgivelse, forsoning samt gen-krænkelse og re-traumatisering. Betydningen af disse begreber i forhold til konfliktrådets virkning, har jeg diskuteret ud fra forståelsesrammer hentet fra konfliktrådsforskningen samt fra inddragede psykotraumatologisk, kognitions-, neuro- og eksistent ie lpsykologisk, social- og eksistent ie lfi losofisk samt socialkonstruktionistisk litteratur.

6.2.1. Forbrydelsen som en krænkelse

I forståelsen af forurettedes behov og interesser og generelle psykiske tilstand efter forbrydelsen, kan forurettedes psykisk belastede tilstand betragtes at være et udslag for, at forurettede oplever at være blevet/blive krænket. Forbrydelsen som krænkelse kan ske på to niveauer. For det første er forbrydelsen selvsagt en krænkelse af landets formelle lovgivning, hvilket af forurettede kan opleves som et brud på hans/hendes formelle rettigheder til handlefrihed og beskyttelse mod overgreb. Endvidere kan forbrydelsen betragtes som en krænkelse af forurettedes uformelle rettigheder til at blive behandlet med tillid, respekt og værdighed. En sådan krænkelse kan få alvorlige nedbrydende konsekvenser for forurettedes selvopfattelse, mellemmenneskelige tillid, samt bevirke at forurettede udvikler en række posstraumatiske symptomer.

6.2.2. Oplevelse af retfærdighed

For at forurettede kan overkomme krænkelsen kræver det ofte en oplevelse af, at den brudte retfærdighed genoprettes. Til det formål er konfliktrådet skabt. Konfliktrådet kan danne ramme om opfyldelsen af forurettede behov for at opleve at blive behandlet retfærdigt under retsprocessen, ved at forurettede i konfliktrådet oplever at blive inddraget, hørt og informeret og dermed anerkendt som part i forbrydelsen. Når forurettede inddrages i, uden at gøres ansvarlig for, forbrydelsen, oplever forurettede at blive behandlet som et berettigede menneske, der har andel i fortællingen om forbrydelsen og ret til værdigelse og respekt. De intervenerende myndigheders anerkendelse af forurettede kan i sidste ende bevirke at forurettedes tillid til egen dømmekraft, til myndighederne og andre mennesker genoprettes, hvilket kan betragtes at være et skridt på rette vej til en forbedret psykisk tilstand.

6.2.3. Reduktion af traumeadfærd og -symptomer

Videre er en reduktion af frygt og andre traumerelaterede symptomer og adfærd en vægtig faktor i overkommelsen af oplevelsen af krænkelse. Når forurettede møder gerningspersonen i et konfliktråd får forurettede mulighed for at afklare eventuelle problematiske eller forkerte antagelser om hvad der præcist skete under forbrydelsen og hvorfor. Videre kan forurettede ændre et eventuelt uhensigtsmæssigt tankemønster af over-generalisering af forbrydelser og andre trusler, for i stedet at indse at forbrydelsen var et enkeltstående tilfælde, eller af gerningspersonen få lovning på, at han/hun ikke vil


46

krænke igen. Omvendt hvis forurettede oplever gerningspersonen som ligeglad, uoprigtig i sin anger eller direkte ondsindet, risikerer forurettede at blive yderligere bekræftet i sin frygt for gerningspersonen og/eller fremtidige forbrydelser.

6.2.4. Behandling af offergørelsen

Begrebet skam tildeles ligeledes en vægtig rolle i forurettedes psykiske forbedring som resultat af deltagelse i konfliktråd. Hvis forurettede bevidner gerningspersonens skam, anger og skyldpåtagelse over forbrydelsen, er der rig mulighed for, at forurettede indser at han/hun er uden skyld, oplever at blive anerkendt som offer og derfor kan blive fri for sin skam, vrede og hævngerrighed. Dog kan gerningspersonens skyldpåtagelse også have den modsatte virkning idet forurettede oplever tildelingen af offerrollen som en stigmatisering og derfor oplever yderligere vrede og skam. Den tvetydige opfattelse af offerrollen, bliver derfor mæglers opgave at være opmærksom på under konfliktrådet. " Med offergørelsen følger ofte en selvbebrejdelse, som er en antagelse af egen-skyld som forurettede kan rette enten mod sin personlighed eller mod sin adfærd. Graden af selvbebrejdelse kan ligeledes afhænge af i hvilket omfang forurettede er overbevidst om egen uskyld og gerningspersonens fulde ansvar for forbrydelsen, hvilket ikke nødvendigvis er hyppigere tilfældet ved konfliktråd end ved et traditionelt retsmøde.

6.2.5. Meningsdannelse og genvindelse af kontrol

En udfoldelse af begrebet angst kan også danne ramme om forståelsen af den forurettedes psykisk udsatte tilstand og vejen ud heraf. Ofte oplever forurettede, at han/hun med forbrydelsen har mistet suveræniteten i og kontrollen over eget liv, og dermed at være truet på sit eksistensgrundlag. Forurettede indser herved, at han/hun er sårbar, fri til at vælge sin livsretning og alene om at give sit liv mening - alle erkendelser der kan føre til eksistentiel angst. Vejen ud af angsten sker igennem erkendelse af og forholdelse til angsten og de vilkår den belyser, hvorved generhvervelse af følelsen af kontrol over eget liv muliggøres. Konfliktrådet kan danne ramme om en sådan generhvervelse, idet forurettede her får mulighed for at 1. opnå forståelse for gerningspersonens situation og motiv for forbrydelsen, og dermed 2. give den ellers meningsløse forbrydelse mening i samtalen med gerningspersonen, for til sidst at 3. få mulighed for at skabe en sammenhæng mellem sit liv før forbrydelsen og sit liv efter. # Konfliktrådet kan endvidere virke til at styrke forurettedes oplevelse af kontrol over eget liv, ved at det ofte opståede asymmetriske magtforhold forurettede og gerningsperson imellem, kan afbalanceres ved mæglers styring. Afbalancering sker bl.a. ved, at mægler fasciliterer en dialog, der fordrer imødekommenhed, anerkendelse, respekt, evt. forståelse og forsoning parterne imellem. På trods af, at tilgivelse ikke er indhold i principperne for genoprettende ret, kan tilgivelsen også tænkes at virke afbalancerende på det asymmetriske magtforhold og dermed styrkende af forurettedes psykiske tilstand - hvis tilgivelsen ikke sker som resultat af et oplevet pres herom. " Oplever forurettede sig pressede ind i mødet med gerningspersonen, opstår risikoen for såvel gen-krænkelse som re-traumatisering. Forurettede sættes i en yderligere sårbar situation vis mægler ikke har tilstrækkelig kendskab til såvel forurettedes som gerningspersonens psykiske tilstand og dermed eksponerings-potentiale herunder kognitive strategier og resiliens, motiver for deltagelse samt vilje og evne til at indgå i en imødekommende samtale.

De her gennemgåede sociale og psykologisk begreber kan alle foreslås at være aktuelle i og bevirke at konfliktrådet overordnet set virker forbedrende på forurettede psykiske


47

tilstand. En egentlig vurdering af konfliktrådets virkning bør ske på baggrund af et udbygget forskningsmæssigt grundlag og velfunderet teoretiske forståelsesrammer.


48

7. Perspektivering7.1. Videre udforskning

For at avancere og udvikle et allerede godt fungerende konfliktrådsprogram kræver det udforskning på flere niveauer. Den eksisterende forskning bør ikke stå alene. For det førte fordi forskningen er foretaget i lande hvor konfliktråd fungerer enten som alternativ til det traditionelle retsmøde (og straf) eller som en standardprocedure sideløbende hermed, mens konfliktrådet i Danmark kun fungerer som supplement hertil. Og for det andet er konfliktrådsforskningens begreber i mange tilfælde ikke tilstrækkeligt afklaret i forhold til at skabe en fyldestgørende forståelsesramme omkring forurettedes psykiske tilstand og behov." Konfliktrådsforskernes brug af begreber er som nævnt hentet fra især psykologien, sociologien og kriminologien/juraen, hvorfor udviklingen af et unikt begrebsapparat for konfliktrådet kræver udforskning af hvorvidt og hvordan konfliktrådspraktikere og konfliktrådsdeltagere anvender og forstår de enkelte begreber. Fx. kan det vise sig at den måde praktikeren anvender begrebet krænkelse på under konfliktrådet ikke svarer til den måde forurettede oplever krænkelse på, og i sidste ende den måde forsker tolker krænkelse på. Tilsvarende forskelle kunne forestilles at gøre sig gældende for en lang række andre aktuelle begreber. Forskellene i begrebsliggørelse af fænomener er i sidste ende afgørende for, hvilken intervention praktikerne sætter ind med.

7.1.2. Metodiske overvejelser

En udforskning af begrebsanvendelsen inden for konfliktrådet kunne ske igennem eksplorerende kvalitative semi-strukturerede interviews af hhv. de professionelle praktikere og forurettede om deres forståelse, anvendelse og erfaring med de forskellige inddragede begreber. En sådan afklaring ville også kunne sige noget om hvorvidt de anvendte begreber dækker de psykologiske fænomener, der er i spil ved en forbrydelse og under et konfliktråd, eller om andre begreber bør inddrages i stedet. " Hermed får forsker på et begrebsvalidt grundlag, mulighed for at udforske hvordan konfliktrådet virker på forurettedes psykiske tilstand fx. ved en kvantitativ måling af forurettedes oplevelse af før-efter-ændringer i forekomsten af sociale og psykologiske fænomener og en måling af posttraumatiske stress-symptomer på fx. Impact of Event Scale -Revised (IES-R) (Weiss & Marmar, 1997). Eller forsker kan udføre effektstudiet kvalitativt ved fx. at gøre brug af Elliott og kollegaers kvalitative Change Interview (Elliot, 2010), som overordnede handler om hvordan psykiske forandringer optræder i forbindelse med psykoterapeutisk intervention. " Når forsker bygger sin effektforskning på en grundig udforskning af anvendte begrebsapparat, mindskes risikoen også for, at forsker falder i “Satisfactionsfælden“ ved at antage, at når forurettede er tilfreds med sin deltagelse er det lig med at forurettede får udbytte heraf. (Zehr, 2005)." En kvalitative udforskning af konfliktrådets begrebsapparat, kan tage udgangspunkt i såvel en 1. fænomenologisk tilgang hvor forsker går ud fra at, deltagerens beskrivelse af sin opfattelse af fænomenet giver...den afgørende virkelighed. (Kvale, 1997, p. 61), en 2. hermeneutisk tilgang hvor deltagerens beskrivelse tolkes inden for den aktuelle sammenhæng og vice versa, eller en 3. socialkonstruktionistisk tilgang, hvor forsker går ud fra at, deltageren konstruerer viden med sin beskrivelse om fænomenet. " Et særligt relevant kvalitativt forskningsdesign er bygget op omkring en kombination af den fænomenologiske og den hermeneutiske tilgang. Dette design kaldes Interpretative Phenomenological Analysis (IPA) og er primært skabt ud fra en psykologisk interesse i at


49

forstå deltagernes ...relatedness to the world (...) through the meanings that they make (Larkin & Thomson i Harper & Thomson, 2012). Ved IPA udarbejder forsker et interview på a-teoretisk baggrund (fænomenologisk), men tolker deltagerens svar inden for en relevant forståelsesramme (hermeneutisk). I kodningen af interviewet findes temaer på tværs af interviewet, og der fremhæves beskrivelser af for informanten særligt betydningsfulde eller meningsfulde begivenheder og betragtninger. IPA er endvidere særlig velegnet til at udforske et/flere fænomener fra flere involverede personers perspektiv, hvorfor deltagergruppen skal være målrettet (purposive) og ikke randomiseret.

En afklaring af praktikeres, forurettedes anvendelse og forståelse af de inddragede begreber, vil give et grundlag for at forberede praktikerne bedst muligt på hvilke psykologiske fænomener der er i spil omkring konfliktrådet og vigtigst hvordan disse skal tolkes og imødekommes. På samme vis kan forurettede og gerningsperson forberedes på hvad konfliktrådet kan indebærer således at misforståelse og dårlige oplevelser i videst muligt omfang undgås. Endelig vil en afklaring af begrebsforståelse kunne skabe grundlag for videre udforskning af effekten af det danske konfliktråd for de forurettedes psykiske tilstand.

7.2. Samarbejde mellem konfliktrådet og psykologien

Min oplevelse er, at mæglere, koordinatorer, sagsbehandlere og jurister, der dagligt arbejder med genoprettende ret, er dedikeret til deres arbejde med at forbedre forholdene for de to parter i forbrydelsen. Endvidere har de professionelle opbygget en uvurderlig viden om hvordan konfliktråd fungere i praksis - hvad der virker godt og hvad der ikke gør. Men uanset hvor stor en ekspertviden professionelle inden for et givent fag har udviklet, vil en målsætning om forbedring og videreudvikling altid kalde på, at der åbnes op for nye faggruppers ekspertise således, at det enkelte fags begrænsninger brydes og det pågældende tiltag belyses fra alle nødvendige sider. Hermed også sagt at Rigspolitiets konfliktrådsordning i deres bestræbelse på at gøre konfliktrådet så godt som muligt burde inddrage et fag som psykologien, som beskæftiger sig med emner, der er særdeles aktuelle i konfliktrådet - menneskets sociale adfærd, følelsesliv og kognition. Konfliktrådspraktikere og psykologiforskere vil kunne indlede et forskningsmæssigt samarbejde om fx. ovenfor foreslåede udforskning, som det er set gjort med gode resultater i fx. Canada (Rugge & Scott, 2009)." Et samarbejde med psykologien vil endvidere befordre en større sikkerhed for, at vurderinger af udvælgelse og forberedelse af parterne til deltagelse i konfliktråd bygger på et velfunderet fagligt grundlag. Fx. findes der en række kriterier, som skal være opfyldt for at gerningspersonen må/opfordres til at deltage i konfliktråd, primært fordi denne ikke skal kunne krænke forurettede igen, hvorimod der ikke i samme grad findes oplistede kriterier for forurettedes deltagelse. Det kan være kritisk fordi forurettede ofte befinder sig i en yderst belastede tilstand og derfor balancerer på en knivsæg mellem sammenbrud og overvindelse. " Som diskuteret i dette speciale kan såvel en manglende som forkert intervention, virke mere skadende end gavnende, hvorimod en fra starten hensigtsmæssig intervention må foreslås at afkaste et positivt udbytte til forurettede. For at arrangere en god intervention kan det være en fordel at afsøge og indtænke såvel forurettedes som gerningspersonens unikke psykologiske, sociale og kulturelle ressourcer og andre faktorer som fx køn, alder, baggrund, risikoniveau, behov, intelligens, læringsstrategier, empati, selvindsigt og -erkendelse. En sådan afsøgning kan tage form af en psykologisk udredning ud fra udveksling af viden mellem konfliktrådspraktikeren og psykologen inden for konfliktrådets regi.


50

" Yderligere kan psykologen assistere konfliktrådspraktikeren i dennes afsøgning af risikoen for, at gerningspersonen vil virke videre krænkende under konfliktrådet, samt i hvordan konfliktrådspraktikeren generelt skal “aflæse” og administrere gerningspersonens krænkede adfærd. Viden udvundet af et sådan samarbejde vil kunne virke til at forberede gerningspersonen på konfliktrådet, tilrettelægge konfliktrådet således at gen-krænkelse ikke muliggøres, eller virke som støtte i afgørelsen om, at et konfliktråd bør aflyses.


51

8. Litteraturliste opdelt efter fagområder

KonfliktrådArtikler og rapporter:

Angel, C. (2005). Crime Victims Meet their Offenders: Testing the Impact of Restorative " Justice Conferences on Victimsʼ Post-Traumatic Stress Symptoms. Unpublished " doctoral dissertation, University of Pennsylvania, U.S.A. http://www.iirp.edu/" article_detail.php?article_id=NTM2

Bradshaw, W., & Umbreit, M. (2003). Assenssing satisfaction with victim services: the " development and use of the victim satisfaction with offender dialoque acale " (VSODS). International review of victimology, 2003, 10, pp. 71-83

Carlsmith, K. M., Darley, J. M. & Robinson, P. H. (2002). Why do we punish? Deterrence " and just deserts as motives for punishment. Journal of Personality and Social # Psychology, 83, pp. 284–299.

Choi, J. & Severson, M. (2009) “What! What kind of apology is this?”: The nature of " apology in victim offender mediation. Children and Youth Services Review, 31, pp. # 813–820

Christie, N. (2005) i artiklen Dansk narkopolitik har spillet fallit. Dagbladet Information 14. " september 2005. http://www.information.dk/112214

Goldberg, J. H., Lerner, J. S. & Tetlock, P. E. (1999). Rage and reason: The psychology of " the intuitive prosecutor. European Journal of Social Psychology, 29, pp.781–795.

Gromet, D.M. (2012). Restoring the Victim: Emotional Reactions, Justice Beliefs, and " Support for Reparation and Punishment. Crit Crim, 20, pp.9–23

Hansen, F. K. (2012). Evaluering af Konfliktråd - den landsdækkende ordning. Center for " Alternativ Samfundsanalyse. København

Harris, N. (2006). Reintegrative Shaming, Shame, and Criminal Justice. Journal of Social # Issues, 62 (2), pp. 327--346

Henriksen, C. S. (2003). CASA, Evaluering af Konfliktråd. Center for Alternativ " Samfundsanalyse. København

Herman, J. (2005). Justice From the Victim's Perspective. Violence Against Women 11, # pp.571.

Justitsministeriets udvalg om konfliktråd. (2008). Betænkning nr. 1501 ‐ om Konfliktråd. " Retsudvalget.

Kenney, J.S. & Clairmont, D. (2009). Using the Victim Role as Both Sword and Shield : " The Interactional Dynamics of Restorative Justice Sessions. Journal of " Contemporary Ethnography, 38 (3), pp. 279-307


52

http://www.iirp.edu/article_detail.php?article_id=NTM2




http://www.information.dk/112214

http://www.information.dk/112214

Madsen, K.S: (2005). Hvor ku ́ du gøre det? Center for Voldtægtsofre Afsnit 4073 " Rigshospitalet. København.

Madsen, K. S. (2011). Går det an? Gør det gavn? - En undersøgelse af konfliktmægling " ved vold i nære relationer. Center for Voldtægtsofre. Rigshospitalet. København.

McCold, P & Wachtel, B. (1998). Restorative Policing Experiment: The Bethlehem " Pennsylvania " Police Family Group Conferencing Project. Pennsylvania: Pipers " Press.

McGarrell, E., Olivares, K., Crawford, K. & Kroovand, N. (2000). Returning Justice to the " Community: The Indianapolis Restorative Justice Experiment Hudson Institute.

Miers, D., Maguire, M., Goldie, S., Sharpe, K., Hale, C., Netten, A., Uglow, S., Doolin, K., " Hallam, A., Enterkin, J. & Newburn, T. (2001). An Exploratory Evaluation of " Restorative Justice " Schemes. Crime Reduction Research Series, 9.

Pemberton, A., Winkel, F.W. & Groenhuijsen, M.S. (2007). Tak- ing victims seriously in " restorative justice. International Perspectives in Victimology, 3 (1), pp. 4-14.

Rossner, M. (2011). Emotional and Interaction ritual - A Micro Analysis of Restorative " Justice. British journal of crimonology. 51, pp. 95-119

Rugge, T. & Scott, T. (2009). Corrections Research: User Report" Restorative Justiceʼs Impact on Participantsʼ Psychological and Physical Health" Public Safety Canada.

Shapland, J., Atkinson, A., Colledge, E., Dignan, J., Howes, M., Johnstone, J., Pennant, " R., Robinson, G. and Sorsby, A. (2004) Implementing restorative justice schemes " (Crime Reduction Programme): a report on the first year. Home Office Report 32/04. " London

Sherman, L., Strang, H., Angel, C., Woods, D., Barnes, G. Bennett, S. & Inkpen, N. (2005). " Effects of face-to-face restorative justice on victims of crime in four randomized, " controlled trials. Journal of Experimental Criminology, 1, pp. 367–395#

Sherman, L. W., & Strang, H. (2009). Crime and reconciliation: Experimental criminology " and the future of restorative justice. Acta Criminologica, 22, pp. 1–14.

Strang, H., Sherman, L., Angel, C., Woods, D., Bennett, S., Newbury-Birch, D., & Inkpen, " N. (2006). Victim Evaluations of Face-to-Face Restorative Justice Conferences: A " Quasi-Experimental Analysis. Journal of Social Issues, 62 (2), pp. #281-306

Szmania, S.J. (2006). Mediatorsʼ Communication in Victim Offender Mediation/Dialogue " Involving Crimes of Severe Violence: An Analysis of Opening Statements. " Conflict resolution quarterly, 24 (1)

Tränkle, S. (2007). In the shadow of penal law : Victim−−offender mediation in Germany " and France. Punishment & Society, 9(4), pp. 395–415


53

Umbreit, M. S. (1994). Crime Victims Confront Their Offenders: The Impact of a " Minneapolis Mediation Program. Journal of Research on Social Work Practice, 4 # (4), pp. 436-447.

Umbreit. M. (1997). Humanistic Mediation: A Transformative Journey of Peacemaking.# Mediation quarterly, 14 (3).

Urban, L.S., Markway, J. & Crockett, K. (2011). Evaluating Victim–Offender Dialogue " (VOD) for Serious Cases Using Umbreitʼs 2001 Handbook: A Case Study. " Conflict resolution quarterly, 29 (1). "

Wemmers, J. & Cyr, K. (2004). Victimsʼ perspektive on restorative justice: How much " involvement "are victims looking for? International review of Victimology, 11, pp. # 259-274

Wemmers, J. & Cyr, K. (2005). Can Mediation Be Therapeutic for Crime Victims? An " Evaluation of Victims' Experiences in Mediation with Young Offenders. Canadian # Journal of Criminology & Criminal Justice, July 1st.

Wemmers, J. (2006). What fairness means to crime victims: a social psychological " perspective on victim-offender mediation. Psychology in Criminal Justice, 2(2). pp. # 102-128

Zehr, H. (2004). Commentary: Restorative Justice: BeyondVictim-Offender Mediation# Conflict resolution quarterly, 22 (2)

Zernova, M. (2007). Aspiration of resporative justice proponents and experiences of " participants in family group conferences. British journal of criminology, 47, pp. # 491–#509

Bøger:

Braithwaite, J. (1989). Crime, shame and reintegration. New York: Cambridge University " Press.

Christie, N. (1978) Konflikt som eiendom. I Som folk flest. Artikler. Oslo: " Universitetsforlaget.

Grothe Nielsen, B. (2006) Straf - hvad ellers? København: Forlag Tiderne Skifter.

Strang, H. (2002). Repair or Revenge: Victims and Restorative Justice. Oxford: Clarendon " Press.

Thibaut, J.W. & Walker, L. (1975). Procedural Justice: A psychological Analysis. L. " New York, HIllsdale: Erlbaum Associates,.

Vindeløv, V. (2008). Konfliktmægling - en refleksiv model. 2ed. København: Jurist- og " Økonomforbundets Forlag.

Wexler, D. (2008). Rehabilitating Lawyers: Principles of Therapeutic Jurisprudence for " Criminal Law Practice (Carolina Academic Press)


54

Zehr, H. (2002) The Little Book of Restorative Justice. Intercourse, Canada: Good Books. "

Zehr, H. (2005). Changing Lenses - A new focus for crime and justice. Canada: Herald " Press."Zehr, H. (2008). Genoprettende Ret - en lille bog om ret, uret og retfærdighed. København: " Akademisk Forlag.

Psykologi og Krænkelse

kognitionspsykologi

Artikler og rapporter:

Ask, K. (2010). A Survey of Police Officersʼ and Prosecutorsʼ Beliefs About Crime Victim " Behaviors. Journal of Interpersonal Violence, 25(6), pp.1132–1149

Dunmore E., Clark D. M., Ehlers A. (2001). A prospective investigation of the role of " cognitive factors in persistent posttraumatic stress disorder (PTSD) after physical or " sexual assault. Behaviour Research and Therapy. 39, pp.1063–1084.

Ehlers, A. & Clark, D.M. (2000). A cognitive model of posttraumatic stress disorder. " Behaviour Research and Therapy 38, pp. 319-345

Elklit, A & Brink, O. (2003). Acute Stress Disorder in PhysicalAssault Victims Visiting a " Danish Emergency Ward. Violence and Victims, 18 (4).

Elklit, A, Due, L, Christiansen, D. M. (2009). Predictors of acute stress symptoms in rape " victims. Traumatology, 15(2), pp.38-45. Kunst, M.J.J., Winkel, F.W., & Bogaerts, S. (2010). Prevalence and predictors of " posttraumatic stress disorder among victims of violence applying for state " compensation. Journal of Interpersonal Violence, 25, pp. 1631-1654

McLaughlin, E. & Johansen, A (2002). A force for change? The Prospects for Applying " Restorative Justice to Citizen Complaints against the Police in England and Wales. " British Journal of Criminology, 42 (3), pp. 635-653.

Wright, C., Collinsworth, L. & Fitzgerald, L (2009). Why Did This Happen to Me? Cognitive " Schema Disruption and Posttraumatic Stress Disorder in Victims of Sexual Trauma. " Journal of Interpersonal Violence, 25(10), pp. 1801–1814.

Bøger:

Foa, E. B., & Rothbaum, B. O. (1998). Treating the trauma of rape. Cognitive-behavior " therapy for PTSD. New York: Guilford.


55

Janoff-Bulman, R. (1992). Shattered assumptions: Towards a new psychology of trauma. # New York: Free Press.

Trane, J. & Elklit, A. (2002). Den traumatiserede personlighed – et studie af " Personlighedens betydning for krisetilstandens udtryk og behandling. København: " Dansk krise- og katastrofepsykologiske selskab.

Biologisk & Neuropsykologi

artikler:

Hopper, J., Frewen, P., van der Kolk, B. & Lanius, R. (2005). Neural Correlates of " Reexperiencing, Avoidance, and Dissociation in PTSD: Symptom Dimensions and " Emotion Dysregulation in Responses to Script-Driven Trauma Imagery. Journal of # Traumatic Stress, 20(5), pp. 713–725.

Lanius, R., Vermetten, E., Loewenstein, R., Brand, B., Schmahl, C., Bremner, J. & Spiegel, " D. (2010). Emotion Modulation in PTSD: Clinical and Neurobiological Evidence for a " dissociative subtype. Am J Psychiatry, 167. pp. 640-647.

Nijenhuis, E.R., Van der Hart, O., Kruger, K. & Steele, K. (2004). Somatoform dissociation, " reported abuse and animal defence-like reactions. J of Traumatic Stress, 38(9), #p p . # 678-686.

Ogden, P., & Minton, K. (2000). Sensorimotor Psychotherapy: One Method for Processing " Traumatic Memory. Traumatology, 6(3).

Bøger:

Allen, J.G. (2005). Coping with Trauma. Hope through understanding. (2.ed.) USA: " American Psychiatric Publishing. kap 1 og 13.

American Psychiatric Association. (2000). Diagnostic and statistical manual of mental " disorders (DSM-IV), (4.ed.). Washington DC: American Psychiatric Press, APA.

Bremner, J.D. & Vermetten, E. (2007). Psychiatric approaches to dissociation: Integrting " history, biology, and clinical assessment. Ed. Vermetten, E., Dorathy, M. & Spiegel, " D. Traumatic Dissociation - Neurobiology and treatment. Washington DC: APA.

Kalat, J. W. (2007). Biological psychology. (9.ed). USA: Thomson Wadsworth. kap. 12

Levine, P. (2006). Helbredelse af traumer. oversat af Gormsen, K. Valby: Borgens Forlag.

Shin, L. M., Rauch, S. L. & Pitman, R. K. (2005). Structural and Functional Anatomy of " PTSD. ed. Vasteling, J. J. & Brewin, C. R. Neuropsychology of PTSD - Biological, " Cognitive, and Clinical perspective. New York - London: The Guilford Press.


56

Eksistentelpsykologi & Humanistisk psykologi

Cyrulnik, B. (2002). De grimme ællinger - resiliens og traumer. Oversat af Byrckel, T: " (2002). København: Rosinante.

Herman, J.L. (1992). I Voldens Kølvand - Om psykiske traumer og deres heling. " København: Hans Reitzels Forlag.

Hill, J. K. (2004). Working with victims of crime: A manual applying research to clinical " practice. Ottawa: Department of Justice Canada.

Spinelli, E. (2008). Eksistentiel psykoterapi i praksis. transl: Havemann, T. " København: Hans Reitzels Forlag.

Yalom, I. (1994). Kærlighedens Bøddel og andre psykoterapeutiske fortællinger. " København: Hans Reitzels Forlag.

Yalom, I. (1999). Eksistentiel psykoterapi. København: Hans Reitzels Forlag. kap 2-5.

Udviklingspsykologi

Artikler:

Fonagy P., Redfern S., & Charman T. (1997). The relationship between belief-desire " reasoning and a projective measure of attachment security (SAT). British Journal of # Developmental Psychology, 15, pp.51-61.

Bøger: Ainsworth, M., Blehar, M., Waters, E. & Wall, S. (1978). Patterns of Attachment. New York, " Hillsdale: Erlbaum Associates.

Bowlby, J. (1988/1994). Tilknytningens rolle i personlighedsudviklingen. I: Bowlby, J. " En sicker base. København: Det Lille Forlag.

Main, M., & Solomon, J. (1986). Discovery of an insecure-disorganized/ disoriented" attachment pattern. I ed: T. B. Brazelton & M. W. Yogman. Affective " development in infancy, Norwood, NJ: Ablex.

Skam- og tilgivelseslitteraturArtikler:

Barber, L., Maltby, J. & Macaskill, A. (2005). Angry memories and thoughts of revenge: " The relationship between forgiveness and anger rumination. Personality and # Individual Differences, 39, pp.253-262.


57

Budden, A. (2009). The role of shame in posttraumatic stress disorder: A proposal for a " socio-emotional model for DSM-Vq. Social Science & Medicine, 69, pp.1032–1039.

Karremans, J. C., Van Lange, P. A. M., Ouwerkerk, J. W., & Kluwer, E. S. (2003). When " forgiving enhances psychological well being: The role of interpersonal commitment. " Journal of Personality and Social Psychology, 84, pp.1011–1026.

Pemberton, Antony and Winkel, Frans-Willem and Groenhuijsen, Marc S. (2008). " Evaluating Victims Experiences in Restorative Justice. British Journal of Community # Justice, 6 (2), pp.98-119.

Smith, A. H. (2009). Distinguishing the Holistic Context of the Inferiority-Superiority !" Striving: Contributions of Attachment and Traumatic Shame Studies. The Journal # of Individual Psychology, 65(3).

Bøger:

Brudholm, T. & Cushman, T. (2009). The religious in responses to mass atrocity -" interdisciplinary perspectives. Cambridge: University press.

Enright, R.; Freedman, S. & Ricque, J. (1998) The psychology of interpersonal " forgiveness. I Enright, R & North, J. (1998). Exploring forgiveness. Madison: " Wisconsin University press.

Enright, R. (2001) Forgiveness is a choice. Madison: Wisconsin University press.

Haaken, J (2002). The good, the bad, and the ugly: psychoanalytic and cultural " perspectives on forgiveness. I ed: Lamb,S. & Murphy, J. Before forgiving. New " York: Oxford "University Press.

Lamb, S. (2002). Reasons to be caution about forgiveness ind psychotherapy. I ed: " Lamb,S. & Murphy, J. Before forgiving, New York: Oxford " University Press.

Filosofi og TeologiFeinberg, J. (1984). Harm to Others - The Moral Limits of the Criminal Law. New York: " Oxford University Press.

Frankl. V. (1993/1947). Psykologi og Eksistens - første del. En psykolog oplever " koncentrationslejren. Gyldeldalske Boghandel, Nordisk Forlag, København

Frankl. V. (1993/1959). Psykologi og Eksistens - anden del. Logoterapiens grundbegreber. " København: Nordisk Forlag.

Harré, R. (2005). An ontology for duties and rights. I ed.: Finkel, N.J. & Moghaddam, " F.M. The psychology of rights and duties. Washington DC: American " Psychological Association.


58

http://www.restorativejustice.org/articlesdb/authors/4882






Honneth, A. (2003/1999). Behovet for anerkendelse. red. og transl: Willig, R. " København: Reitzels Forlag.

Kierkegaard, S. (1991/1844), Begrebet Angest, København: DLS/Borgen.

Leer-Salvesen, P. (2004). Tilgivelse. København: Hans Reitzels Forlag.

Leer-Salvesen, P. (2009). Forsoning etter Krenkelser. Bergen: Fagbokforlaget Vigmostad " & Bjørke.

Løgstrup, K. E. (2010/1956). Den Etiske Fordring. (4.ed). Århus. Forlaget Klim.

Nietzshce, F. (1993/1887). Moralens Oprindelse. Frederiksberg: Det Lille Forlag.

Metodeartikel:

Kemp, P. (1989). Hermeneutik, Etik og Ret. Retfærd, 44(12)

Bøger:

Cooligan, H. (2004). Research methods and statistics in psychology. (4.ed.). England: " Replika Press. kap. 2 og 4.

Elliot, R. (2012). Qualitative Methods for Studying Psychoterapy Changes processes. I ed: " Harper, D. & Thomson, A. Qualitative Research Methods in Mental Health and " Psychotherapy: A Guide for Students and Practitioners. John Wiley & Sons, Ltd. " Publiceret online. kap. 6.

Fuglsang, L. "& Olsen, P. B. (Red.) (2003). Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. " Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Føllesdal, D. (1992) Introduktion til moderne filosofi og videnskabsteori. København: " Politikkens Forlag.

Kjørup, S. (2000). Menneskevidenskaberne – Problemer og Traditioner i Humanioras " Videnskabsteori. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Kvale, S. (1997). Interview - En introduktion til del kvalitative forskningsinterview. " København: Hans Reitzels Forlag. kap. 5, 9, 11

Larkin, M & Thomson, A. (2012). Interpretative Phenomenological Analysis in Mental " Health and Psychotherapy Research. I: Ed: Harper, D & Thompson, A." Qualitative Research Methods in Mental Health and Psychotherapy: A Guide for " Students and Practitioners. John Wiley & Sons, Ltd. Publiceret online. kap. 8.


59

Weiss, D.S., & Marmar, C.R. (1997). The Impact of Event Scale-Revised. I Ed: Wilson, " J.P & Keane, T.M. Assessing Psychological Trauma and PTSD: A Practitionerʼs " Handbook. New York: Guilford Press.

AndetWebinar, 30. Januar 2013. Eastern Mennonite University, Virginia. Center for Justice and " Peacebuilding. Mødenummer: 20130130 2130-1. Does Restorative Justice Need # Forgiveness? afholdt af Sujatha Baliga | Watch this webinar now!

Webinar, 5. december 2012. Eastern Mennonite University, Virginia. Center for Justice and " Peacebuilding. Mødenummer: 20121205 2145-1. Trauma and Restorative Justice. " afholdt af Elaine Zook Barge | Watch this webinar now!

Webnar November 14th 2012. Eastern Mennonite University, USA. Center for Justice and " Peacebuilding. Mmødenummer: 665 306 344. Setting up a restorative justice # program in your community. Afholdt af Carl Stauffer, Lorraine Stutzman Amstutz & " Howard Zehr. I | Watch this webinar now!

Rigspolitiets Konfliktrådsmægleruddannelse, Assens sept. 2012.

Telefonsamtale med grundlæggeren af den danske konfliktrådsordningph.d. jur. Lin Adrian, dec. 2012.

Rigspolitiets Konfliktrådsordnings hjemmeside: http://www.konfliktraad.dk


60

https://restorativejustice-cjp.webex.com/ec0606l/eventcenter/recording/recordAction.do?theAction=poprecord&AT=pb&renewticket=0&isurlact=true&recordID=6335127&apiname=lsr.php&rKey=1be801006ae9f2df&format=short&needFilter=false&&SP=EC&rID=6335127&siteurl=restorativejustice-cjp&actappname=ec0606l&actname=%2Feventcenter%2Fframe%2Fg.do&rnd=8065261880&entappname=url0108l&entactname=%2FnbrRecordingURL.do

https://restorativejustice-cjp.webex.com/ec0606l/eventcenter/recording/recordAction.do?theAction=poprecord&AT=pb&renewticket=0&isurlact=true&recordID=6335127&apiname=lsr.php&rKey=1be801006ae9f2df&format=short&needFilter=false&&SP=EC&rID=6335127&siteurl=restorativejustice-cjp&actappname=ec0606l&actname=%2Feventcenter%2Fframe%2Fg.do&rnd=8065261880&entappname=url0108l&entactname=%2FnbrRecordingURL.do

https://restorativejustice-cjp.webex.com/restorativejustice-cjp/lsr.php?AT=pb&SP=EC&rID=6124457&rKey=c7be0906ac9e3a0a

https://restorativejustice-cjp.webex.com/restorativejustice-cjp/lsr.php?AT=pb&SP=EC&rID=6124457&rKey=c7be0906ac9e3a0a

https://restorativejustice-cjp.webex.com/restorativejustice-cjp/lsr.php?AT=pb&SP=EC&rID=6041207&rKey=7168c6845c0a87d4

https://restorativejustice-cjp.webex.com/restorativejustice-cjp/lsr.php?AT=pb&SP=EC&rID=6041207&rKey=7168c6845c0a87d4

http://www.konfliktraad.dk

http://www.konfliktraad.dk

9. Bilag Bilag 1


61


62


63

Bilag 2

Samarbejde med Konfliktrådet i Nordsjællands Politikreds, og processuelle oversigt

Kontakt. april 2012. - mailkorrespondance med lederen fra Sekretariat for Konfliktråd Henning Maigaard - jeg får grønt lys for at kontakte konfliktrådskoordinatorer i landets politikredse. - Konfliktrådskoordinator Charlotte Skou-Nielsen Wegener, Nordsjællands Politikreds i

Helsingør, responderer med imødekommenhed.

1. møde. maj 2012- 3 ugers intensiv gennemlæsning af forskningsartikler, teori, rapporter og håndbøger før

første møde med Charlotte Wegener på Helsingør Politigård.- Præsentation af mine tanker om fire hovedtemaer og flere underliggende

problemstillinger, illustreret med en figur af fire cirkler som alle overlapper hinanden og indeholder mindre problemstillinger. Foruden om mine tanker angående teoretisk baggrund, praktiske forhold ved samarbejdet, samt metodeovervejelser ved eventuelt empirisk studie.

- Koordinator fortæller om hendes arbejde og baggrund, Nordsjællands Konfliktråds procedurer ved planlæggelse af mediation.

- Samtale om mulighed for min tilstedeværelse ved mediations-møder og evt. opfølgende interviews af forurettede, samtale med mæglerne, overhøring af koordinators telefoniske samtale med parterne (offer-gerningsperson).

- Samtale om eventuel mulighed for deltagelse i mægler-uddannelsen til september. " Aftale: - Charlotte vil gå videre til Nordsjællands politidirektør og Konfliktrådslederen og forhøre

sig om muligheden for min deltagelse i ovenstående tiltag. - Jeg vil fortsætte med læsning, skabelse af overblik over mulige temaer og formulering af

problemstillinger.

2. møde. juni 2012- ʻMed Charlotte Wegener på arbejdeʼ- Grønt lys til deltagelse i mægleruddannelse i september, mæglinger, mæglerseminarer,

interview af deltagere.- Overhøre koordinators præsentation af sag og forberedelse af mægler over telefonisk

samtale. - Overhøre koordinators telefonisk kontakt til forurettede part med henblik på at

præsentere og opfordre denne til deltagelse i konfliktråd, efter at gerningsperson selv har rettet henvendelse om ønske om at møde sitoffer.

- Jeg møder forskellige ansatte ved MSP over frokosten.- Koordinator præsenterer videre aspekter ved og betingelse for konfliktrådet såvel som

den overordnede struktur i NSP. Aftale: - Jeg skal med til Mæglerseminar den 27 august. - Koordinator vil kontakte mig hvis et egentligt konfliktråd er åbent for min deltagelse over

sommeren. Ellers er aftalen at jeg skal med til nogle mæglinger i efteråret, efter min deltagelse i konflitkrådsmægleruddannelsen.

* Jeg melder mig ind i Netværk for Genoprettende Ret, via internettet. Et Netværk af fagfolk, som mailkorresponderer og arrangerer 4 årlige møder. "


64

3. Møde/Mæglerseminar. august 2012- Konfliktrådskoordinator Charlotte Wegener og 3 nye mæglere drøfter overordnede

retningslinier og procedurer ved konfliktråd, foruden forberedelse til Konfliktrådsmægler-uddannelsen i uge 36 i Assens, som også jeg har fået grønt lys til at deltage i, som ʻobservatør og debattørʼ. " Aftale: - Fået kontakt med mægler Birgitte på 65år , som har været mægler i 2 år (jan 2010),

uddannet kultursociologer og har arbejdet med bl.a. sociale medier og formidling af filosofi.

Rigspolitiets konfliktrådsmæglerudannelse. september 2012.- jeg følger den landsdækkende uge-uddannelse i Assens på Fyn med oplæring af nye

mæglere fra hele landet igennem praktiske øvelser, oplæg, diskussioner og undervisning af jurist, mæglere, psykolog.

- kontakt til flere mæglere og koordinatorer om videre informationsudveksling.

4. Møde, oktober- samarbejdsaftale til godkendelse og underskrivning, koordinator medbringer til poltiets

jurist til godkendelse. - opfølgning på min deltagelse i mægleruddannelsen uge 36.- jeg præsenterer mit ståsted og retning på speciale- Charlotte afklarer det praktiske forløb fra forurettede kontaktet telefonisk til mægler

foretager opfølgende telefonopkald 14 dage efter konfliktrådet. " Aftale: - tjek samarbejdsaftale (godkendes ultimo oktober)- jeg sender det speciale-afsnit, som handler om Nordsjællands Konfliktråds håndtering af

procedure for planlægning og udvælgelse af sager (information jeg har fået mundtligt overleveret ved møder med Charlotte wegener), til godkendelse hos Charlotte Wegener, før aflevering.

* Jeg deltager i to webinars ved Minnonite Unversity, USA i november og december 2012 om genoprettende ret og opretning af konfliktråd i lokalsamfund.

Resterende kontakt sker via e-mail.- Samarbejdsaftale underskrives af vejleder, studerende og koordinator. - jeg spørger ind til det danske konfliktrådsmodel i forhold til udenlandske.- jeg sender bilag med oplysninger fra koordinator til godkendelse hos koordinator.

* Jeg tager kontakt til forskerne Strang (2006), Scott (2009), og Angel (2005) og Rugge (2009) (to sidste forgæves) for at få videre oplysninger om deres studier. - Endvidere kontakt til den danske konfliktrådsordnings grundlægger Lin Adrian for

opklarende spørgsmål om hvad det danske konfliktråd bygger på. - endvidere kontakt til ph.dʼer i konfliktråd ved juridisk fakultet Ida Helene Asmussen som

afleverer ph.d til april, om spørgsmål til hvor hun kunne forestille sig videre udforskning af konfliktrådet, samt oplysninger om hendes forskning. Hun tilbød videre dialog om forskningsmuligheder inden for konfliktrådets efter hendes aflevering.


65

Bilag 3

Fakta om den Danske Konfliktrådsordning

Den første forsøgsordning med konfliktråd i strafferetssager blev iværksat i 1994. (Justitsministeriets Betænkning om Konfliktråd, nr. 1501, 2008). Den næste i 1998 med ændringer i retsplejeloven, straffeloven og erstatningsansvarsloven (lov nr. 349 af 23., 1997) således at disse nu også skulle virke til ...styrkelse af retsstillingen for ofre for forbrydelser mv.. Først i januar 2010 skulle den første permanente og landsdækkende konfliktrådsordning se dagen lys i Danmark. Et centralt spørgsmål i debatten om konfliktråd såvel under de første lovforslag som i dag efter godt to års anvendelse af konfliktråd, er hvorvidt straffesager i konfliktråd udelukkende bør virke som et supplement til et traditionelt retsmøde, eller om det i visse sager burde kunne stå i stedet for retsmødet. Endnu fungerer konfliktråd “kun” som supplement, og altså ikke som et alternativ som det gør i mange andre lande. " Administration og organisering af konfliktråd hører under Rigspolitiet, og fungerer ud fra hver at landets 12 politikredse. I hver politikreds er ansat en Konfliktrådskoordinator (dog er der tre koordinatorer tilknyttet Politikredsen Københavns tre stationer), som står for kontakten til 1. politiet, der overdrager de sager, som juridisk set opfylder de krav der skal være opfyldt for at konfliktrådet kan gennemføres 2. gerningspersonen og 3. ofret (kontakten foregår i nævnte rækkefølge). " Konfliktrådskoordinatoren har en række mæglere “på stald”, som i større eller mindre grad arrangerer og har ansvaret for den egentlige mægling mellem parterne." Mæglerne er civilt uddannede og får ved optagelse som mægler Rigspolitiets konfliktrådsmægleruddannelse. Konfliktråd kan forløbe på forskellige måder og med forskellig vægtning, men fælles for alle konfliktråd i Danmark er efterstræbelse af overholdelse af en række overordnede principper for genoprettende ret." Politiet evalueres af Justitsministeriets og National Forsknings Center ud fra en række punkter, hvoraf en vurdering af pågældende politikredsʼ konfliktråd indgår. Herunder er dr et minimum krav om 50 sager skal gennemførte Konfliktråd.

En række betingelser skal være opfyld før gennemførelse af Konfliktråd

(kilde: koordinator Charlotte Skou-Nielsen Wegener, 2012)1. forbrydelsen skal være en straffelovsovertrædelse (kapitel 23-28, https://

www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=142912). 2. gerningspersonen skal være over 15 år og må ikke være psykotisk eller

rusmiddelafhængig.3. der skal forefinde en hel eller delvis tilståelse4. der skal forefinde et definerbart offer (forurettede)5. der skal være frivillighed fra begge parters side

Et eksempel på hvordan den første kontakt til de involverede parter kan forløbe

(kilde: koordinator Charlotte Skou-Nielsen Wegener, 2012)- Koordinator tager telefonisk kontakt til parterne, efter at have tjekket dem i politiets

datasystem.- Koordinator finder i denne samtale ud af om parten er interesseret i at deltage i

konfliktråd, og vurderer herefter om parten er i stand til at deltage i et konfliktråd (taleevner, åndsevner, imødekommenhed). I telefonsamtale stiller koordinator et par opklarende spørgsmål til partens interesse og behov for konfliktråd og lader herefter


66

https://www.retsinformation.dk/Forms/r0710.aspx?id=142912




parten svare og fortælle hvad denne nu vil. Hvis parten er konsekvent i sin afvisning, accepterer koordinator det uden videre indvendinger, og på samme vis hvis parten umiddelbart takker ja. Koordinator understreger at hun stoler på folks egen fornemmelse for hvad de har brug for. Ofte afsøger koordinator pårørendes og øvrige nære omgivelsers holdning til partens deltagelse og taler med parten herom.

NB: Charlotte Wegener vurderer selve telefonkontakten som et led i den genoprettende rets-procedure, ved at den sætte gang i nogle tanker, reaktioner, også uden at der nødvendigvis kommer et konfliktråd ud af det i sidste ende.

Et eksempel på koordinators og mæglers opfølgning på et konfliktråd

(kilde: koordinator Charlotte Skou-Nielsen Wegener, 2012)- efter end konfliktråd ringer mægler til konfliktrådskoordinator og fortæller hvordan det er

gået. Mægler deler sine fornemmelser for deltagernes oplevelse af konfliktrådet og fortæller om sin egen oplevelse heraf.

- Hvis der under konfliktrådet har været nogle uklareheder eller misforståelse i forhold til fx. den retsmæssige procedurer, tager konfliktrådskoordinator telefonisk kontakt til parterne og afklarer tvivlen.

- Mægler foretager et opfølgende opkald til parterne ca. 14 dage efter konfliktrådet. Her stilles åbne spørgsmål til deres oplevelse af konfliktrådet, hvortil deltagerne selv bestemmer hvad de vil lægge vægt på. En sådan form for opfølgningssamtale er hvad koordinatoren omtaler som den kognitive afhøringsmetode, hvor ræsonnementet er at når den adspurgte selv bestemmer vægtningen i sine svar, vil han/hun fortælle hvad der umiddelbart falder denne ind, hvilket også vil være det meste væsentlige ved den givne situation (konfliktrådet).

- Herefter melder mægler igen tilbage til koordinator, som, i så fald deltagerens svar ʻstikker udʼ, noterer det til senere revision.


67

Bilag 4

Hyppigt brugte termer i konfliktrådsforskningen:

• Genoprettende ret(færdighed): er en proces eller handling inden for et retfærdighedsparadigme, som ofte stilles over for et paradigme om gengældende ret(færdighed) - en distinktion, som ikke er rigtig. Begge paradigmer stræber efter at genoprette retfærdigheden, men forskellen ligger i vejen dertil. Mens den gengældende retfærdighed udøves med retsstatens hævn i form af straf af forskellige art, efterstræbes den genoprettende retfærdighed udøvet igennem inddragelse af de involverede parter og deres samarbejde. (Zehr, 2008).

• Konfliktråd: er et møde mellem forurettede, gerningsperson og en professionel mægler.• direkte konfliktråd: som ovenfor• indirekte konfliktråd: er når forurettede og gerningsperson er i kontakt med hinanden

via brevudveksling, mail, telefon eller mægler.• åbent konfliktråd: er det samme som circles og conferencing, hvor familie, andre

nære relationer, lærere fra skole, kollegaer fra arbejdsplads også deltager i konfliktrådet, for at virke støttende, udskammende, resocialiserende (oftest af gerningspersonen). (Vindeløv, 2008).

• Procedural justice: oversættes til processuel retfærdighed, og bliver aktuel med retsmyndigheders intervention over for forbrydelsen. Når konfliktrådsforskerne inddrager procedural justice i deres udforskning af konfliktrådets effekt, er det ud fra hypotesen om at oplevelsen af processeul retfærdighed har en forbedrende virkning på forurettedes krænkede retsfølelse. (Vindeløv, 2008).

• Reintegrative shaming: oversættes til reintegrerende udskamning, og skal forstås som en systematisk indsats fra de intervenerende myndigheder eller pårørendes side for på moraliserende vis at skabe skam og skyldpåtagelse i gerningspersonen. (Braithwaite, 1989). Hypotesen bag Reintegrative shaming er at gerningspersonens skam og skyld vil virke til at ændre hans/hendes kriminelle løbebane, hvormed samfundet slipper for flere forbrydelser, og sekundært at forurettede får vished om at gerningspersonen ikke vil krænke igen. Videre ræsonneres det at forurettedes bevidnelse af gerningspersonens skam og skyldpåtagelse virker til at genoprette en brudt retsfølelse.


68

Bilag 5

Modeller for konfliktmægling og -råd

Forskellige konfliktmæglingsmodeller danner som nævnt grundlag for senere udviklet konfliktrådsmodeller. Af disse er Humanistic Mediation model (Humanistiske mæglingsmodel) (Umbreit, 1997), og den Refleksive model (Vindeløv, 2008) to udbyggede og teoretiske velbegrundede modeller. Modellerne supplerer hinanden på afgørende punkter som fx. mæglers opgave og parternes indbyrdes position, men træder også i karakter med forskellige fokus på mæglingens målsætning. De to modeller kan forstås som en teoretisk ramme indenfor hvilken de udforskede konfliktrådsprogrammer kan forstås at tage form. " Umbreits (1997) Humanistiske Mæglingsmodel kan danne grund for især direkte konfliktråd (victim offender dialogue), og har til formål at muliggøre en fra mæglers side målrettet indsats for at skabe en dialog med ...intrinsic transformative and healing potential mellem de to parter. Mægler har fuld handlefrihed i forhold til at planlægge hvor, hvordan og hvornår konfliktrådet skal stå. Ræsonnementet bag modellen er, at hvis de involverede parter ser, oplever og taler til hinanden opnår de en gensidig forståelse, hvilket er nøglen til den psykiske heling og eventuelle forsoning. (Umbreit, 1997). Hermed bliver det mæglers rolle at fascilitere kontakten mellem de to parter, ved at gå foran med empati, varme og autencitet, og vigtigst af alt at agere med kongruens i sine ord og kropsudtryk/handlinger. (Umbreit, 1997). Umbreits model støttes af en række forskningsstudier, der bl.a. viser at, visse faktorerer vigtige for at deltagerne er tilfredse med konfliktrådet, såsom 1. Fleksibilitet, i forhold til møde-tid, -sted og -omstændigheder, 2. Samarbejde mellem retssystem og konfliktrådsansvarlige igennem udveksling af viden og ensretning af etiske retningslinier, og 3. Frivillighed fra begge parter til ansvarstagen, oprigtighed og villighed til dialog. (Urban et al., 2011). Yderligere viser mæglerens indledende udtalelser samt anerkendende kommunikation ved konfliktrådet at være afgørende for hvordan deltagernes indbyrdes kommunikation tager form. (Szmania, 2006). "" Vindeløv (2008) indtænker i en overordnet Refleksiv model for konfliktmægling en række andre modeller, værende a. den Kognitive model: igennem intellektuel refleksion og forståelse nås der frem til løsning som fordrer fremtidig relation, b. den Organiske model: igennem eksplicitte værdier skabes ro mellem parterne for samfundets ordens skyld, c. den Narrative model: igennem fælles narrativer skabes relation uden konflikter, og d. den Transformative model: igennem styrkelse af selvrespekt og -tillid, transformeres parternes opfattelse af sig selv i konflikten. (Vindeløv, 2008). Den Refleksive model kan betragtes at repræsentere den Danske konfliktrådsmodel, om hvilken der ikke findes noget egentlig teoretiske grundlag eller præsentation. (Lin Adrian, telefonsamtale, dec 2012). Ræsonnementet bag denne model er, at kun de involverede parter ved hvordan “deres” konflikt bør håndteres, fordi kun de ved hvad de har brug for for at få løst konflikten. Derfor skal konflikten løses på deres præmisser i et muligt samarbejde mellem dem, for at nå frem til en gensidig tilfredsstilende løsning. Mægler skal her virke som filter for og spejling af den enkelte parts adfærd og følelser, for på den vis at virke som stødepude, så ingen af parterne kommer til at sidde med hele ansvaret for den andens og eget velbefindende under mæglingen.


69

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Denne rapport er udgivet af Projekt- & Karrierevejledningen, der formidler kontakt mellem universitetsstuderende og virksomheder/organisationer. Gennem projektforslag i Projekt- & Karrierevejledningens projektkatalog kan studerende beskæftige sig med konkrete problemstillinger, der har relevans for organisationer, myndigheder og virksomheder udenfor universitetet. De færdige projekter udgives efterfølgende i Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie og offentliggøres på www.samf.ku.dk/pkv under færdige projektopgaver og kan søges online på www.bibliotek.dk. Find ud af mere om Projekt- & Karrierevejledningen og se vores online projektkatalog på vores hjemmeside:

www.samf.ku.dk/pkv


http://www.bibliotek.dk/


PROJEKT- & KARRIEREVEJLEDN INGEN

DET SAMFUND SV IDENSK ABE LIG E FAKULTET

KØBENHAVN S UNIVERSITET

ØSTER FAR IM AG SG ADE 5

1353 KØBENHAVN K

konfliktråd - det samfundsvidenskabelige fakultet,...

Documents