kære onkel hitler

Kære onkel Hitler.indd 1 05/10/12 11.41

Henrik Eberle

Kære onkel Hitler – udvalg af breve til Adolf Hitler

fra det tyske folk i perioden 1925 til 1945

På dansk vedAnn-Claire Olsen


Kære onkel Hitler– udvalg af breve til Adolf Hitler fra det tyske folk i perioden 1925 til 1945

Copyright © 2007 by Bastei Lübbe GmbH & Co. Kg, Köln Copyright denne udgave © People’sPress

På dansk ved Ann-Claire OlsenOmslag: © Rasmus Funder

Sats og grafisk tilrettelægning: LymiTryk: Clausen & Bosse

ISBN: 978-87-7108-91651. udgave, 1. oplag

Printed in Germany 2012

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Ministeriet for Børn og Undervisning og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress ∙ Ørstedhus ∙ Vester Farimagsgade 41 ∙ DK-1606 København Vwww.artpeople.dk


Indhold

I Forord 9II Hitlers karisma vokser: Brevene fra 1924 til 1932 21 1. 1925: Nydannelsen af NSDAP 21 2. 1930:Tilbedelse og gode råd 54 3. December 1931: Ønsker for det kommende år 74 4. Sommer 1932: Vrede og håb 80

III På vej til toppen: kult, protest og gode råd 125 1. Anerkendelse, tak og tilbedelse: årene 1933 og 1934 125 2. 1933/34: Private ansøgninger og politiske anmodninger 163 3. Betænkeligheder, indsigelser og åben protest 180 4. 1935/36: Naiv og beregnende hyldest 207 5. 1938: Hitlers popularitet topper 222

IV Førerens fødselsdage 1932 – 1945: Hyldest med undertoner 241 1. Lykønskning som massefænomen 241 2. En jævn strøm af beundring: årene 1935 til 1939 292 3. Årene 1939 til 1945: mindre folk, mere institution 302

V Kriser og krig 1938 til 1945: Popularitetsnedgang 329 1. Jubel og betænkelighed: blandede følelser ved

Sudeterlandets indlemmelse 329 2. Den begivenhedsløse sommer 1939: Stilhed før storm 346 3. I krig: krav og anmodninger 368 4. Slutningen: Forslag 1944/45 405


9

I

Forord

Min Fører”, “Ærede hr. Rigskansler”, “højtærede hr. Hitler” eller “Elskede Fører” – der var mange måder, man kunne begynde et brev til Hitler på. Tiltalen “Kære Adolf”

findes kun i de breve, som Hitlers søster, Angela Raubal, skrev til ham. Fra 1934 ville det formelt korrekte for partimedlemmer være “Min fører” eller “Ærede fører og Rigskansler”. Men de breve, som blev modtaget i Hitlers privatkancelli, var for det meste alt andet end formelle. Det drejede sig om lykønskninger og bønskrif-ter, velmenende forslag og rasende protestbreve. Lærere og elever, nonner og præster, arbejdsløse og handelsfolk, admiraler og simple SA-mænd, alle skrev de til Hitler.

Afsenderne ville frem for alt udtrykke deres følelser. Der var mænd, kvinder og børn, som faktisk mente, de elskede Hitler. Nog-le forgudede ham som den genfødte Messias, mens andre så den skinbarlige ondskab i ham.

De mindre følelsesladede bedømte Hitler på baggrund af hans politiske præstation. De understøttede ham, men vendte sig fra ham, da krigslykken forlod ham.

Antallet af breve, som Hitler modtog, viser hans popularitets-kurve. I 1925 kunne brevene være i én mappe. Fra januar til april 1933 blev der sendt flere end 3000 breve, som man kan se af mod-tagelsesstemplet fra privatkancelliet. Ved årets udgang var det ble-vet til 5000. I 1934 blev der modtaget mindst 12.000 breve, og i 1941 var der flere end 10.000. Der var færre end 100 personer, der lykønskede Hitler med hans fødselsdag i 1945.

“


10

Også brevenes indhold ændrede sig. I 1932 havde mange men-nesker tiltro til, at Hitler var den eneste, der kunne finde en løsning på deres problemer, og de ønskede, at han blev diktator. De mente, at demokratiets æra var forbi. Den første succesfulde afskaffelse af arbejdsløsheden forbandt folk med Hitlers person og de takkede ham for det. Men allerede i 1933 og 1934 var der kritiske breve. Jø-der klagede over deres isolering i samfundet, præster klagede over indblanding i kirkernes selvforvaltning og den højreekstremistiske krigshelt fra 1. verdenskrig Erich Ludendorf beklagede endda ind-skrænkelsen af den åndelige frihed.

Men i takt med at Hitlers diktatur konsolideredes, ebbede også kritikken ud. Mellem 1935 og 1938 udgjorde posten fra befolk-ningen en ensartet strøm af tilbedelse. I løbet af 2. verdenskrig æn-drede brevenes karakter sig igen. En gymnasielærer krævede f.eks. jødernes udryddelse. Ikke helt få ønskede at udnytte andres elen-dighed, som f.eks. prins Friedrich Christian zu Schaumburg-Lippe der spurgte Hitler, om han ikke kunne få andel i noget af det, der var blevet røvet fra jødiske eller polske besiddelser.

Efter krigslykken var vendt ved Stalingrad, var der godt nok ikke flere af den slags breve. Nu blev der bare forlangt af Hitler, at han skulle forhindre det værste med sine nye “vidundervåben”.

Tonefaldet i nogle af brevene giver grund til at formode, at det handlede om “gale” personer. I papirerne som tilhører ministerråd Konrad Ehrich, der var ansvarlig for post fra befolkningen i kancel-liet, kan man kun finde 13 anmærkninger i brevene fra 1945, der angiver, at afsenderen bliver kategoriseret som sindssyg.

I betragtning af de mange tusinde breve til Hitler er det et lil-le antal. Det er betegnende for nazi-bureaukraties isnende kulde, hvordan ministerråden ordnede sådanne skrivelser. D. 24. septem-ber henvendte han sig, i første omgang tilbageholdende, til amt-manden i Calau og informerede ham om brevet fra “en vis Martha” fra Senftenberg:


11

I et stykke tid har “en vis Martha” sendt breve til

Føreren, hvis indhold tyder på, at afsenderen ikke

er helt normal i hovedet. Jeg sender hermed det sidst

ankomne brev fra d. 8. september 1942 og beder om,

at brevskriveren, hvis man kan finde frem til hende,

bliver påvirket til for fremtiden at undlade sine

meningsløse breve.

På foranledning

Ehrich

Efter at kvinden, som kaldte sig Martha Hitler, i november 1942 havde skrevet endnu to breve til Adolf Hitler, underrettede mi-nisterråden chefen for SS-sikkerhedstjenesten. Man må antage, at man fik kvinden anbragt på et statshospital for psykisk syge. Om hun blev dræbt ligesom mere end hundredetusind andre psykisk udviklingshæmmede, har det ikke været muligt at få bekræftet.

Hitlers privatkancelli var mere afslappet i forhold til sindssyges breve. Her blev der lavet et “arkiv A” til den slags post, hvor også de såkaldte “hyppigt skrivende” kvinder blev opbevaret. De kvinder fik ikke svar. Først hvis afsenderen anmeldte sin ankomst til Berlin for at kunne omfavne Hitler, underrettede lederen af privatkancel-liet, Albert Bormann, politimyndigheden på stedet. Man anså og ikke med urette en mulig stalking fra euforiske Hitler-tilhængere for en sikkerhedsrisiko.

Hitler brød sig ikke om totalt uhæmmede breve, som vidnede om en ret abstrakt “kærlighed” eller ubegrænset tilbedelse, men han anså generelt brevene fra befolkningen for at være et “stemnings-barometer”, som havde en vigtig rolle. Indtil krigens begyndelse var han glad for at blive informeret om befolkningens bekymringer og problemer. Derfor havde den til enhver tid stående leder af privat-kancelliet altid direkte adgang til Føreren, og det var et privilegium, som både ministre og endda Rigsbankens præsident misundte ham. Bortset fra få undtagelser læste Hitler naturligvis ikke selv brevene.


12

Det var Rudolf Hess, der tog sig af befolkningsposten indtil 1931, og derefter var det Albert Bormann, der foretog uddrag eller fremlagde for Hitler, hvad de mente at kunne læse ud af brevene om “folkestemningen”.

F.eks. blev spørgsmålet om Hitlers forhold til religionen, som ofte blev stillet, taget alvorligt. Privatsekretær Hess henviste i den sammenhæng som regel “på foranledning af Hitler” til dennes be-mærkninger i bogen Mein Kampf. Undertiden svarede han også kryptisk med et bibelcitat. F.eks. skriv han til en af deltagerne i kupforsøget i 1923, der var gået hen og blevet meget religiøs: “Hr. Hitler ytrer sig ikke om sådanne helt personlige spørgsmål, som De stiller. Men hvis De vil bruge følgende sætning: “På deres handlin-ger skal I kende dem”, så er der slet ikke brug for noget svar.”

Ofte blev privatkancelliet nødt til at henvise til, at NSDAP ikke var en evangelisk-luthersk, men en overkonfessionel politisk bevæ-gelse. Og det var udelukkende pga. befolkningens religiøse følelser, at Hitler under sine valgkampe lod sig fotografere ved gudstjene-ster.

I dag er teksterne, deres indhold og form endnu mere interessant. For i de halvfjerds år gamle rustne brevmapper med befolknings-posten kan man både finde kærlighedsbreve og vidnesbyrd om pro-test og modstand.

Alene det faktum, at der blev skrevet tusindvis af sådanne breve, viser en tillid til regeringen, som der ikke har været magen til hver-ken før eller siden. I deres breve åbnede menneskene deres hjerte for Hitler, som de accepterede som Fører. De fortalte om det, som berørte dem. Bare synet af den strålende hersker kunne fremkalde store følelser.

Der er både tilbedelse og vrede, og heller ikke så sjældent også ydmygt tiggeri i disse breve. Ofte var de private bekymringer, som både parti-medlemmer og ikke-medlemmer ulejligede “deres fører og Rigskansler” med, subjektivt vigtigere end politiske beslutninger. Brevene fra fortvivlede modtagere af understøttelse, som ikke vid-ste, hvordan de skulle klare sig med deres kummerlige socialhjælp,


13

er i tilbageblik bevægende. Men man berøres også af de småhand-lende, som var gået bankerot pga. den økonomiske verdenskrise.

Nogle af brevene fortæller om kærligheden til en mand eller kvin de, som var blevet umulig pga. økonomiske problemer eller lov reguleringer. Tit overskred ansøgeren på den måde en usynlig skillelinje, som foranledigede privatkancelliet til at udfærdige føl-gende standardsvarskrivelse:

Ærede hr./ærede frue!

Jeg bekræfter, at Deres brev til Føreren er blevet mod -

taget og meddeler Dem, at Føreren principielt ikke

blander sig i private sager.

Med tysk hilsen

Albert Bormann

Man kan inddele brevene i to kategorier. På den ene side er der tak-ke-, lykønsknings-, og hyldestskrivelser fra befolkningen, der ikke er skrevet i en bestemt hensigt. Folk, der igen havde fået et arbejde, takkede f.eks. for, at de atter havde nok at spise. Andre hyldede nærmest euforisk Hitler for hans politiske succeser, f.eks. for ind-lemmelsen af Østrig i Det Tyske Rige. Først når det drejer sig om en afsender med en højere position, kan sådanne skrivelser anses for at være en loyalitetstilkendegivelse, som er blevet sendt med en særlig hensigt.

F.eks. kan en fødselsdagshilsen fra Admiral Erich Raeder fra 1933 nævnes. Raeder havde været leder af flåden fra 1928 og var altså blevet indsat af Weimarrepublikkens demokratisk valgte poli-tikere. Ud fra hans synspunkt var det derfor nødvendigt at lykønske Hitler og takke ham for, at det forhadte sort-rød-gylden flag var blevet afskaffet, og de gamle farver sort-hvid-rød igen blev hejst.

Den anden kategori kan man beskrive som anmodninger. “Helt nor male mennesker” håbede, at Hitler kunne forbedre deres si tua- tion. Bl.a. var der dem, der faktisk levede et usselt liv under


14

fattigdomsgrænsen. Men der var også nogle, der følte sig deklasse-ret eller havde fornemmelsen af at blive marginaliseret af jødiske forretningsfolk.

Den stadigt stigende statsterror foranledigede også et større antal ansøgninger om benådning. Men enhver bøn om at frigive den ar-resterede mand, søn, svoger eller onkel, som nåede Hitlers kan celli, blev enten arkiveret uden svar eller blev sendt videre til Reichs-führer SS Heinrich Himmler. De forskellige kancellier, som på dette tidspunkt var Rigskancelliet (under hans Heinrich Lammers’ ledel-se), privatkancelliet (Albert Bormann) og partikancelliet (Martin Bormann) havde samme fremgangsmåde, så en formodning om en intern aftale er nærliggende.

I alle disse tilfælde blev den institution, som havde foretaget repressalierne, bedt om at finde ud af, om det var sket retfærdigt eller ej. Den fremgangsmåde var internt til diskussion, hvilket man kan se af en note fra Reichsleiter Philipp Bouhler til Martin Bor-mann. I 1941 krævede Bouhler af chefen for partikancelliet, at i det mindste en uafhængig instans skulle bibeholdes i benådningssager, nemlig Førerens kancelli.

Helt forgæves var ønsket ikke, men de fleste af disse breve blev efter sommeren 1941 behandlet af Rigs- eller partikancelliet, som så handlede som beskrevet. Et forslag fra justitsminister Franz Gürtner, om at Hitler engang ved lejlighed måske kunne “overveje en besigtigelse af Papenburger-lejren”, blev arkiveret ubesvaret.

Der er naturligt nok en direkte sammenhæng mellem antal og indhold i brevene og de politiske begivenheder. Umiddelbart efter magtovertagelsen og efter indlemmelsen af Østrig fik Hitler særligt mange entusiastiske skrivelser.

I 1934, som var et succesfuldt år, var der også kritiske stemmer. Blandt dem var der breve fra jøder, som følte deres ære krænket og opfordrede Hitler til at rette op på det. Under krigen fik Hitler langt færre breve, hvilket taler for at tilliden til hans person blev mindre. Denne opdagelse er ikke ny. Allerede i 1980’erne gjor-de Ian Kershaw i sin detaljerede analyse af stemningsberetninger


15

opmærksom på Hitler-mytens forfald. Götz Aly underbyggede for nyligt undersøgelsen med nogle pålidelige indikatorer, f.eks. tilba-gegangen i opsparinger eller det mindre antal af børn, der fik for-navnet Adolf.

Denne bogs samling af breve fra arkiverne i Moskva giver dog, på en anden måde end de filtrerede stemningsberetninger, et direk-te indblik i tanker og følelser hos “forbryderne”, “de medskyldige” og “profitmagerne” – eller hos de “forførte” – i det nationalsociali-stiske regime. De viser i hvilket omfang diktaturets sande karakter igennem længere tid blev misopfattet. Der kan ikke være nogen tvivl: Tyskerne så i Hitler en ny “Messias”, “frelser” og “redningen” fra skam og skændsel. De forstod ham som føreren, der ville brin-ge dem til en ny uhørt storhed oven på den dybtfølte skandale i forbindelse med Versailles-traktaten og “Skændselsfreden i 1919”. Men også Hitlers egen forståelse af den tyske folkekarakter var en misforståelse. Han betragtede tyskerne som et brugbart materiale til virkeliggørelsen af sin personlige vision om herredømme og stor-hed. Fra hans synspunkt var det tyske folk ganske vist degenereret pga. “raceblanding”, men kunne stadig anses for “arisk”.

Under påvirkning af forskellige racistiske filosoffer så han i arie-ren en ny civilisations krigeriske skabelse. I sin bog Mein Kampf mente han i tilbageblik at “arieren som erobrer underkastede sig de lavere mennesker” og siden “regulerede deres praktiske arbejde un-der sin befaling i overensstemmelse med sin vilje og sit mål”. I det særligt tyske mente han at finde “det handlekraftige herremenne-ske, som kunne realisere hans fantasier om verdensherredømmet. Det er helt sikkert, at der var millioner, der frivilligt underordnede sig for siden at kunne herske over andre. De fulgte ham, fordi de kunne identificere sig med hans mål.

Men Hitler var også klar over, at han ikke kunne vinde alle. Det medgav han allerede åbenlyst i Mein Kampf. “Det første fundament til at skabe autoritet er popularitet. Den bliver på sin side skabt gennem propaganda, som bliver mere og mere virkningsfuld, jo mere den udelukkende tager hensyn til massernes følelser”.

Magtens anden søjle derimod var ifølge Hitler “vold”. Spørgsmålet


16

om hvilke faktorer, der efter Hitlers magtovertagelse har været de afgørende, har man indtil videre ikke kunnet besvare, og det vil heller ikke blive besvaret. Med vold eller propaganda kunne hver enkelt person efter Hitlers mening “integreres” i folkefællesskabet.

Og alligevel var der mennesker, som afviste regimet totalt eller trak en personlig grænse og mente, at “hertil og ikke længere”. Man-ge af dem gjorde modstand. Modstanden rakte fra indre emigration til total afvisning. Nogle anstrengte sig i hverdagen for at beholde anstand og ære, hvilket ikke altid lykkedes. Andre forsøgte at dræbe Hitler.

Regimet havde utallige tilbud klar til dem, der ønskede at inte-grere sig. Med NSDAP’s magtovertagelse fik tilhængerne chancen for en samfundsmæssig opstigning og individuel berigelse. Men selv dem, der troede, at de var upolitiske, var udsat for “ufrihedens fri-stelser”, som filosoffen Ralf Dahrendorf udtrykker det. Ifølge ham hører løftet om “tilknytning” og om “sammenholdsfølelse” med til nazisternes afgørende løfter. Netop denne længsel efter “at høre til”, og så er det lige meget om det drejer sig om national begej-string eller om tilhørsforholdet til en partiorganisation, kan man finde i mange breve.

Psykologen Stephan Marks forbandt i sin undersøgelse af den psykiske profil hos nazistiske forbrydere og medløbere denne læng-sel efter ufrihed og tilknytning med en typisk “menneskelig lyst til regression”. Ifølge ham overdrog mange mennesker frivilligt ansva-ret for personlige beslutninger til en højere instans, fordi den “ma-giske verden”, hvor “storhedsvanvid bliver sandhed”, var den mest attraktive. Når de forholdt sig sådan, forsøgte de med vilje, “at være uden ansvar, små, barnlige, uskyldige”.

Det forklarer også det ofte naive tonefald i brevene til Hitler. Mange skrev til ham, som om han var et familiemedlem, patriarken og familiefaderen, som man viste ærbødighed. Atter andre benyt-tede religiøst farvede formuleringer og forbandt hans person med “frelse”.

En del forskere har defineret nazismen som en “politisk religion” pga. dette religiøst-mytiske element. Det er dog omstridt, hvorvidt


17

denne antagelse virkelig giver nogen forklaring. Brevene til Hitler viser, at denne religiøse dimension faktisk fandtes. I et brev fra en nonne, som i forbindelse med mordene på SA-ledelsen d. 30. juni 1934 lykønskede ham med den succesfulde “tempelrensning”, kan man ud fra ordvalget se en sidestilling mellem Hitler og Jesus. Hit-ler selv nævnte tit “forsynet”, som havde sat ham på denne plads. Disse Hitler-troende så overhovedet ikke, eller først for sent, at virkeligheden bestod af realpolitik og magtudøvelse.

Det metafysiske i nationalsocialismen tjente det altid forhån-denværende behov for mening og passede godt sammen med øn-sket om “tilknytning”. For i forbindelse med at den tilsyneladende orden i kejserdømmet gik i opløsning, forsvandt også den tilvante gudstro, og sådan blev Hitlers diffuse verdensbillede langt mere attraktivt. Netop fordi der var tale om en stærkt fragmenteret og ikke særligt sammenhængende ideologi, så mange mennesker det som et tilbud, som man kunne vælge og vrage fra, som man ønske-de. Kun politisk tænkende og opvakte mennesker forstod allerede før 1933, at kernen i denne verdensanskuelse bestod i hadet mod jødedommen og jøderne.

Særligt for aktivisterne i NSDAP var antisemitismen, som Ian Ker-shaw fremhæver, det afgørende bindeled. Programmet for NSDAP fra d. 24. februar 1920 var kun radikalt på dette punkt, mens alle de andre krav svarede til tidsånden og endda lignede Weimar-for-fatningen.

Mange historikere har overbevisende fremstillet, at det var de manglende økonomiske opstignings- og udfoldelsesmuligheder om -kring Weimarrepublikkens afslutning, som førte de mange millio -ner væl gere i armene på nazisterne (NSDAP). Herfra stammer også argumentet om, at antisemitismen skulle have været en erstat nings-religion for dem, der ikke kunne klare sig.

Forfatteren Edgar Hilsenrath lagde en nazi-lærer følgende ord i munden for at forsøge at forklare en tidligere elev om NSDAP’s opstigning: “Her er alle forsamlet, som engang har fået en på hatten – af Gud eller af menneskene”. Han lader ham også sige: “Her er de strandede eksistenser forsamlet […] og også dem, der er for tynde


18

og dem, der er for tykke, folk med for korte ben og folk med for lan-ge, dem der er for gamle, og dem der er for unge, de perverse uden partner og de impotente, folk med kvælerhænder, som hidtil ikke har måttet kvæle, fordi man sagde til dem, at de kun måtte ae …”

Men jødehadet voksede også pga. den nazistiske propaganda. Elsa Walter, som beskrev sine politiske følelser i et 80 sider langt brev til Hitler i 1930, havde kun en foragtelig beklagelse tilovers for jøderne. Heinrich Ritter, som i 1942 sendte Hitler et fødsels-dagsdigt, krævede jødernes udryddelse og en udmugning af denne “augiasstald”. Det er åbenlyst, at denne radikalisering var ledsaget af en udvanding af moralske standarder. Hitler bevirkede selv den-ne forandring i den traditionelle moral ved at udgrænse bestemte dele af befolkningen. Han bestyrkede flertallet i deres samhørighed ved at fremelske en nationalistisk begejstring. Som også andre skri-velser end de to ovennævnte breve viser, havde han stor succes med den strategi.

Alle brevene, der er gengivet i denne bog, er fundet i et specialarkiv i Moskva, og har ikke tidligere været offentliggjort. Hvordan breve-ne til Hitler endte i Moskva er egentlig ikke så vanskeligt at svare på, selvom det ikke er muligt at udrede alle detaljerne.

Det var medarbejdere fra den Røde Hærs “trofæ-kommission”, der samlede materiale til denne special-enhed i arkiverne, der blev dannet i 1943 efter slaget ved Kursk, og som skulle sikre det, som man fandt interessant i de erobrede områder. I Berlin fik de sov-jetiske soldater et særligt rigt udbytte. De fandt tusindvis af sager, som kunne bruges til at bevise ansvaret for de talrige massakrer, som tyske tropper havde udført. Anklagerne i Nürnberg-processen benyttede dette materiale til at få de værste krigsforbrydere dømt. Dokumenterne blev også brugt som bevismateriale ved processer i Sovjetunionen.

Man kunne ikke rigtig stille noget op med brevene fra Hitlers privatkancelli. De kunne ikke bruges til fastlæggelse af skyld el-ler uskyld, og de indeholdt hverken befalinger eller beretninger. Derfor overlod man mapperne med brevene fra befolkningen til et


specialarkiv, der var lukket for adgang, hvor de blev arkiveret som Beholdning 1355. Overleveringen er dog ikke fuldstændig. Nogle begyndelsesbogstaver findes slet ikke, og nogle årgange er bedre bevaret end andre.

Der findes også breve til Hitler i de beslaglagte beholdninger fra Rigskancelliet (Fond 1235) og fra præsidentkancelliet (Fond 1413). Yderligere dokumenter er anbragt i en samlebeholdning om NSDAP, bl.a. nogle håndskrevne dokumenter af Rudolf Hess. Ef-tersom ikke alle dokumenter har været opført korrekt, bragte en mere omhyggelig undersøgelse materiale frem, som kun var note-ret i afleveringslisterne, og som hverken “vestlige” historikere eller deres russiske hjælpere havde fået indsigt i.

I alt indeholder særarkivet i det russiske forsvarsministerium i Ulitza Makarowa i Moskva mange hundredetusinde dokumenter fra Det Tyske Rige i tiden frem til 1945. Eftersom det næsten ude-lukkende drejer sig om tilfældigt samlede beholdninger, er det ikke udelukket, at historikerne også i fremtiden kan støde på ukendt materiale, f.eks. i de personlige efterladenskaber fra forfattere, poli-tikere eller bankierer.

Forfatterens bemærkninger:

For at gøre nogle af dokumenterne mere tilgængelige er ord og ord-grupper undertiden indføjet i firkantede klammer. Mange forkor-telser er blevet skrevet helt ud. Stilistiske ejendommeligheder og ordskabelser er forblevet uændret ligesom også sætningsopbyg-ningen.

I brevene er børns navne blevet anonymiseret, da man ikke, i modsætning til ved voksne, kan gøre dem eneansvarlige for deres ytringer. Derfor blev også navnene på de forældre, som bad Hitler om at stå fadder for det nyfødte barn, anonymiseret. Børnene selv blev jo ikke spurgt.


21

II

Hitlers karisma vokser:Brevene fra 1924 til 1932

1. 1925: Nydannelsen af NSDAP

I juli 1924 fortalte Rudolf Hess fra sit fængselsophold i Landsberg en gammel partifælle, at “hr. Hitler på nuværende tidspunkt in- tet ønsker at vide om de aktuelle politiske spørgsmål”. Han havde

præsenteret Hitler for partifællens ønsker, men Hitler kunne hverken mægle eller ordne noget, mens han sad i fængsel. Også officielt havde Hitler trukket sig fra ledelsen af NSDAP. Grunden skulle være, at han ikke kunne overtage ansvaret “for det, der foregik udenfor uden hans viden og til dels også imod hans vilje”. Derfor så han sig ude af stand til at bilægge de stadige skænderier i bevægelsen, “i hvert fald ikke herfra”. På den anden side var Hitler absolut overbevist om, at han “straks efter, at han igen var fri, kunne få styret det hele ind på den rigtige bane.” Først og fremmest “vil han få afsluttet det, som på en eller anden måde førte til partimodsætninger, og han vil samle kræfterne til kamp mod kommunismen.” For netop den kampvilje kunne give anstødet til en enhed i den folkelige bevægelse “ud over enhver betænkelighed.” I bre-vet udtrykte Hess selv følgende overbevisning: “Uafhængig af alle hans tilhængeres dumheder vil Hitlers personlighed – hvis store betydning jeg først nu vel helt har forstået – sætte sig igennem.” Og næsten profe-tisk lyder det fra Hess: “Fra oven trykker han sit stempel ind i sit folk og overfører sin ånd, som igen får gjort kål på vildskuddene.”


22

Faktisk gjorde Hitler som Hess havde bebudet: Han trykkede sit stempel ind på folket, han forsøgte igen og igen at fjerne de politiske stridigheder fra den politiske dagsorden. Men Hess ville ikke indse, at det var Hitlers antijødiske ideologi der var “vildskud-dene.” Han delte nemlig Hitlers jødehad. Han forgudede partiføre-ren over alt andet, og han fulgte også sin “tribun” i alle ideologiske ændringer. Hele tiden stolede han på, at Hitler ville gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt.

Da Hitler var kommet ud af fængslet, blev Hess hans privatse-kretær. Han besvarede post, koordinerede det stadigt større antal besøgende og førte kalender (en reklamegave fra et apotek). Af-talerne blev indskrevet præcist dag for dag, og senere planlagde Rigskancelliet Førerens dage ned til hvert enkelt minut.

I 1925 bestod posten fra befolkningen til Hitler kun af en en-kelt mappe med ca. 420 ark. Her befinder sig, i alfabetisk orden, om kring 300 breve til Hitler og lige ved 50 svar, derudover nogle flyve blade eller avisudklip. Senere er det mere end halvdelen af brevene, der har kvindelige afsendere, men i 1925 fik Hitler ikke engang 10 breve fra kvindelige ukendte beundrere. Den “folkelige bevægelse”, dvs. den ekstremt overdrevne nationalisme, var på det tidspunkt kun noget for mænd. Konvolutten fra 1925 indeholder ikke en eneste børnetegning, først fra 1933 og frem kan man finde massevis af dem i posten. Af alt dette kan man slutte, at Hitler end-nu var langt fra at være massernes idol, men snarere kun var en lille gruppe ekstremisters og politiske fantasters forbillede.

Men heller ikke i brevene fra disse mænd er der kun bifald. En hel række af aktivister, forkæmpere og politiske virrehoveder send-te ham også påmindelser, brochurer og ultimative krav. Ikke helt få giver Hitler råd om at tage kontakt til den ene eller anden, el-ler tilbyder at knytte kontakt til et netværk. Bl.a. filosoffen Arnold Ruge, der optog Hitler i kredsen af dem, der modtog hans betænk-ninger. D. 11. juli 1925 rundsendte han sådan et brev. Ved valget af Hindenburg havde Ruge håbet på “en udrensning af de ansvarlige førerkredse i riget”, men troede, at “et system af hemmelige forbin-delser havde slået fast rod” og lagt sig som en uigennemtrængelig


23

“ring” om Hindenburg. Derfor havde han selv indleveret en klage til Rigspræsidenten, for at gøre ham opmærksom på “de sande driv-kræfter” i Det Tyske Rige. Ruge formulerede sig endnu tydeligere: Man blev jo nødt til at kæmpe mod et system, “som har overdraget al magt og alle værdier til den organiserede jødedom, og som har bragt den bolsjevistiske elendighed nærmere.”

På brevet står kun med håndskrift “modt.(aget).” Hitler selv ser ikke ud til at have plejet nogen omgang med Ruge. Hvorfor skulle han også det? Han delte Ruges antisemitisme, men så ellers ikke nogen forbindelsespunkter mellem dem. Anderledes var det med Reichsführer SS Heinrich Himmler. I 1920’erne drev han sammen med Ruge et forlag for propagandaskrifter, og i 30’erne udarbejde-de Ruge historiske dokumenter for Himmler om den katolske kirke og dens andel i hekseforfølgelserne.

Ca. halvdelen af brevene og postkortene fra 1925 er troskabsløfter eller erklæringer om tilslutninger til NSDAP’s program. Et eksem-pel er dette brev fra Dresden, som d. 8. juni 1925, kl. 9. 45 blev overbragt til “hitler, thierscherstr. 41, muenchen”:

nationalsocialister samlet fra alle distrikter i

stor tyskland til den femte germanske bondehøjskole-

uge hilser i uforanderlig troskab og urokkelig tro

deres fører adolf hitler

med fuldmagt walter zickler, dresden, johannesstr 9

Privatsekretæren Rudolf Hess besvarede ikke sådanne skrivelser, formentlig fordi han ikke mente, at de landbrugsstuderende for-ventede en reaktion. Bifald blev indtil 1933 bare taget til efterret-ning og arkiveret. På dette tidspunkt var det vigtigere med aktivi-ster, som ønskede at engagere sig og ofre sig, om det så skulle være. Hitler talte næsten udelukkende i små kredse og skaffede sig først og fremmest klarhed over, hvordan vejen til magten kunne se ud. Ved reorganiseringen af NSDAP gik han forsigtigt frem. Han valgte


24

omhyggeligt kadre ud, som var ham personligt hengivne og ikke selv havde politiske ambitioner. De blev helt igennem beærede over hans tillid og takkede ham for den. F.eks. matematikprofessor og nationalsocialistisk Rigsdagsmedlem Theodor Vahlen, der skrev d. 6. april 1925:

Højtærede hr. Hitler,

Jeg takker Dem for udnævnelsen til Gauleiter for

Pommern og håber at kunne påbegynde mit hverv ved

månedens slutning. Indtil da vikarierer Dr. Zejenne,

Greifswald. De kan være forsikret om min ubetingede

troskab, og jeg håber snart at få lejlighed til på en

Rigsførerkonference at bekræfte dette løfte med et

håndslag. Ludendorffs kandidatur skal også nok skil-

le fårene fra bukkene i Frihedspartiets lejr.

Heil

Deres trofast hengivne

Vahlen

Når det drejede sig om den tidligere general for infanteriet, Lu-dendorff, skiltes vandene. Ikke engang de ekstremistiske højrepar-tier kunne han forene bag sig. Hitler betragtede roligt, hvordan hans tidligere kammerat fra kuppet i 1923 mislykkedes, og selv arbejdede han stille i kulisserne på at genoprette sin egen politiske betydning. Han undgik offentlige optrædener. På den ene side fordi det var blevet forbudt ham at tale i store dele af riget, på den an-den side fordi han ønskede at undersøge situationen nøjere. Derfor forblev indbydelsen til “Hr. Adolf Hitler, tyskfødt, fra München, d. 9. april 1924” fra Ewald Oppermann, som var Ortsgruppenführer for “frontringen” i Königsberg, ubesvaret.

Vores landsfører, overløjtnant von Görschen med-

delte os efter hjemkomsten fra sin rejse, at vi i


25

begyndelsen af juli måned her i Königsberg må have

lov til at hilse på Hans Excellence General for in-

fanteriet Erich Ludendorff, vores øverste leder.

I betragtning af den store sympati, som store

kredse af den østpreussiske befolkning nærer for

Dem, mener vi, at det er ubetinget nødvendigt med

henblik på en højnelse og styrkelse af vores folke-

lige bevægelse i landets østlige dele, at de led sager

vores øverste leder på rejsen hertil og lige ledes

taler her til os og store dele af den øst preus siske

befolkning, såvel i byerne som på landet.

Vi er af den mening, at det vil være muligt for Dem

her under Deres besøg at omvende flertallet af dem,

der står kritiske og tvivlende over for bevægelsen,

til vores verdensanskuelse.

Heller ikke ved denne lejlighed vil vi undlade at

henvise til den særligt svære situation i vor hjem-

provins. Særligt her østpå er det i den kommende tid

særdeles nødvendigt at højne og styrke alle folke-

lige kræfter, som skal og må opstilles som værn mod

den jødiske bolsjevisme og den polske anmasselse.

Der planlægges følgende begivenheder i den kommen -

de tid:

1. Den 2. juli: Offentlig bekendtgørelse i Königs -

berg ved Frontringen for Frihed, Ret og Ære,

2. Den 4. juli: Bekendtgørelse fra Königsberger-

værnene, foranstaltet af værnet Wehrwolf,

3. Den 5. juli: Stor-tysk dag på Galtgarben, det

højeste punkt i Samland, ved foden af Bismarks -

tårnet

Vi beder om, at De så hurtigt som muligt vil lade

Deres stillingtagen til vores indbydelse kende, så

at vi, ifald De giver os Deres tilsagn, hvilket vi


26

ubetinget regner med denne gang, kan træffe de pas-

sende forberedelser i god tid.

Med tysk hilsen

Ewalds Oppermann

Lokal gruppeformand

Hitler blev i München og undgik også at optræde offentligt ved kom mende stævner, som var foranstaltet af andre. I stedet lagde han kræfter i den organisatoriske omstrukturering af partiet. Og han holdt fast ved München som hjemsted for – den stadigt tem-melig lille – bevægelse. Det irriterede Fritz Vogel fra Neudietendorf ved Erfurt, der af samme grund skrev til ham d. 24. april:

Højtærede Hr. Hitler

Jeg vil egentlig ikke plage Dem, men jeg tillader mig

at meddele Dem følgende.

Man er i almindelighed forundret over, at De så

stædigt holder fast ved det ugæstfri og utaknemme-

lige Bayern. Hvis man ikke vil lade Dem tale dér,

hvad der vil forblive en skændsel og en skam til alle

tider, så ville det dog være bedre, at De afholdt

forsamlinger uden for Bayern, for at gøre bevægelsen

stor og stærk dér. Det næste aktivitetsområde kunne

f.eks. være Oldenburg, hvor der finder nyvalg sted

d. 24. maj. Dér skulle De tage hen og tale på alle

de større steder, så ville bevægelsen blive stor og

stærk, den ville vokse til det kæmpemæssige. Imid-

lertid vil der så være nyvalg i en anden landsdel, og

så skal man tage derhen osv.

Frem for alt skulle De tjene tyske statsborgere.

Det er ganske vist en stor nederdrægtighed, at man

ikke anerkender Dem som tysker, men kan man forlange

mere af de nuværende magthavere. Men præcis derfor


27

skulle de tage at blive tysk statsborger, og hvis

det ikke går i Bayern, så kom dog til Thüringen og

indgiv en ansøgning. De nuværende magthavere glæder

sig jo bare over, at De endnu ikke har erhvervet

statsborgerskab.

Med højagtelse

Deres hengivne

Fritz Vogel

Sådanne råd anså Hitler for noget, han kunne undvære og derfor blev skrivelsen arkiveret uden besvarelse. Heller ikke H. Ockel fra Kiel fik noget svar, og derfor henvendte han sig d. 15. maj 1925 igen til Hitler:

Højtærede Hitler

Mit brev af d. 3. april er ifølge kvittering blevet

overrakt Dem personligt, men desværre har De indtil

videre ikke haft tid eller lejlighed til at svare.

Det beklager jeg oprigtigt, for jeg var af den me-

ning, at når1 en tysk mand, der hverken er officer

eller akademiker, men trods alt har bevaret sin

troskab til Føreren igennem svære tider og endda er

blevet generet for det, skulle have svar fra netop

denne fører, som han har skrevet til af sit ganske

hjerte.

Jeg henviste i mit brev til det faktum, at en for-

nyelse af Tyskland aldrig vil kunne komme fra det

jesuitisk forurenede Bayern, og at det derfor er

nødvendigt, at De, højtærede Hitler, flytter Deres

aktivitet fra Bayern til Nordtyskland, hvor der ikke

blæser nær så sorte vinde. Desuden havde jeg tilladt

1 Syntaksen er fejlagtig (oversætternote)


28

mig, at henvise til, at det så ud som om nazi-

bevægelsen øjensynligt befandt sig i en krise, og om

det ville være muligt at forny vores folk med kun

økonomiske og nationale mål. Jeg havde henvist til

den åndeligt religiøse fornyelse, som folket selv

længes efter. Jeg var kun kommet med disse antydning-

er i forventningen om, at De på en eller anden måde,

hvad enten det var med bifald eller af visning eller

med mere fyldestgørende fremstillinger, ville skrive

til mig. Disse problemer er af en sådan vigtighed

og ophøjethed, at det vel ville være det værd, at De

tilegnede det en skrivelse.

Forbindtligst med tro, tysk hilsen

Deres hengivne

H. Ockel

Rudolf Hess svarede på Hitlers vegne d. 29. maj 1925 og gjorde det klart, hvad de egentlige mål for NSDAP skulle være. Der kunne under ingen omstændigheder være tale om en religiøs fornyelse:

Højtærede Hr. Ockel!

Jeg bekræfter hermed modtagelsen af Deres brev af d.

15. maj. De synes ikke at gøre Dem noget begreb om

det antal af breve, som til stadighed modtages: Breve

med forslag, med klager, med ideer osv., når De me-

ner, at hr. Hitler burde – endsige overhovedet ville

være i stand til – at besvare dem alle udførligt.

Hvis han gjorde det, ville der ikke være tid tilovers

til virkelig handling.

Om man er officer eller akademiker eller ej, det

spiller ingen rolle. Det har De forhåbentlig ikke

selv antaget! Og at de har bevaret troskaben, det

har de heldigvis til fælles med tusinde andre, hvad


29

dog ikke forhindrer, at hr. Hitler glæder sig over

hver enkelt.

Hvad nu angår aktiviteterne, de økonomiske og de

nationale mål, så vil hr. Hitlers bog, som udkommer i

nærmeste fremtid, giver Dem svar. Hr. Hitler forener

al sin kraft i arbejdet på vores folks politiske og

åndelige fornyelse. Arbejdet på en religiøs fornyel-

se må han overlade til en anden. Han kan ikke dele

sig op.

Med tysk hilsen

På vegne af (uden signatur)

Elisabeth Zander, grundlægger af Deutsche Frauenorden (DFO), var en af de få kvinder, som skrev til Hitler i 1925. Hun fortalte ham om organisationens opbygning og om den politiske stemning i Nordtyskland. Hendes brev fra d. 19. maj 1925 havde et rødt ha-gekors på forsiden.

Ærede hr. Hitler!

Jeg bliver spurgt fra alle kanter, hvornår De mon

endelig kommer til Berlin. De sagde til mig, sidst

vi mødtes, at der ikke længere stod noget i vej en for

Deres rejse til Berlin. I øjeblikket er alt gået i

stå her i Berlin, fordi alle venter på, at De dukker

op. Jeg vil indtrængende bede Dem om meget snart at

give mig meddelelse om det, så jeg ved, hvad jeg skal

svare. Det er uhyre nødvendigt, at De skynder Dem.

Samtidig ville jeg gerne vide, hvilke dage De vil-

le kunne tage til Halberstadt, eftersom der skal gø-

res forberedelser der, eller ville de hellere videre

til Magdeburg?

Ifølge aftale minder jeg Dem om vores Rigsordens-

dag d. 6. og 7. juni i Magdeburg.


30

Kunne De måske meddele, hvornår De kan være i Magde-

burg. Vi kunne evt. også forberede, at De allerede

nu kunne møde førerne fra Harz-området. Hr. og fru

Kricheldorf, og Derenburg (dem med pengene) er be-

stemt til stede, og jeg tror, at der kommer rigtig

mange af NSDAP-førerne fra Harz og den nærmeste om-

egn. Fru Bech stein lovede mig faktisk også, at hun helt bestemt vil komme til Magdeburg. Prinsesse Lui-

se af Altenburg og frøken Lenz har også givet mig

deres tilsagn. Nu vil jeg indtrængende bede Dem om

at skrive til mig, på hvilken dag vi kan vente Dem.

Hans Excellence Ludendorff kommer søndag d. 7. 6. til

fejring af Den Tyske Dag. Det ville dog glæde mig,

hvis De allerede kunne være i Magdeburg om lørdagen

for at tage del i det egentlig møde.

Så vil jeg også gerne minde om bidraget til fest-

skriftet. Det er ved at være på høje tid at sende

det i trykken. Jeg ville være Dem meget taknemmelig,

hvis De ville sende manuskriptet direkte til fru Emma

Wittchen, Magdeburg, Arndtstr. 44, senest fredag d.

22. Lørdag er jeg i Magdeburg, og så vil vi redigere

avisen. Men jeg beder Dem, ærede hr. Hitler, giv os

for Guds skyld ikke et afbud. Vi har gjort, hvad vi

kunne, for at skaffe alt det til veje, som De finder

værdifuldt.

I Breslau, hvor jeg var forrige fredag, går vores

sag strålende fremad. Der har alt udviklet sig til

fordel for NSDAP, og Frihedspartiet med alle dets

løgne er sakket agterud. Også der ønsker man sig i

høj grad Deres ankomst, fordi man ved, at tingene så

først kommer rigtig i gang. Det samme er tilfældet

i Liegnitz.

Førerskabet er vældig godt både i Liegnitz og i

Breslau. Jeg hører, at der skal være en Tysk Dag

d. 21. juni i Breslau, og man forventer og håber i


31

al almindelighed, at også De vil deltage der. Ja,

man ser først i en sådan tilstedeværelse den fulde

succes. Jeg anser det for meget vigtigt, hvis det-

te vigtige knudepunkt bliver “taget”. Det vil lukke

hele Schlesien op for Dem. Alle deres venner er en

smule lammede, fordi alle venter på Dem og håber på

Deres ankomst.

Ærede hr. Hitler, lad os ikke vente for længe her

i Berlin, men kom så hurtigt som muligt.

Man har fortalt mig, at de ville tale her d. 24.

maj, men i går hørte jeg, at der ikke var kommet no-

gen meddelelse fra Dem. Mon der er gået et brev tabt,

eller er der tale om andre vægtige grunde til, at De

endnu ikke har kunnet kommer hertil? I hvert fald

har vi brug for en opklaring her, for at vi kan vide,

hvad vi skal svare på spørgsmålene.

I håbet om et snarligt svar og i særdeleshed om et

bidrag til festskriftet

forbliver jeg

med tysk hilsen

Deres

Elisabeth Zander

På vegne af Hitler svarede Rudolf Hess den Deutsche Frauenorden (DFO), præsenteret ved fr. Zander d. 22. maj 1925:

Til svar på Deres skrivelse af 19. maj lader hr. Hit-

ler Dem sige, at han vil komme til Magdeburg d. 6.

juni og formodentlig igen vil tage af sted den samme

aften. Han vil under ingen omstændigheder tale of-

fentligt. Han vil heller ikke have, at hans tilstede-

værelse bliver kendt.

Derimod beder han om, at der bliver sørget for,

at han i løbet af lørdagen kan tale med de personer,


32

som de har nævnt. Dog bør en mindre kreds af vigtige

mennesker ikke overskride [sic!]

Hr. Hitler vil formentlig komme tidligere til Berlin

for at tage videre til Magdeburg derfra. I nærmeste

fremtid kommer han ikke til Halberstadt. Afdelingen

er blevet underrettet om, at Rigsordensdagen finder

sted. Der vil lokalgrupperne blive underrettet.

Hr. Hitler beklager, at han i øjeblikket ikke er i

stand til at sende et bidrag til festskriftet.

Med tysk hilsen

På vegne Rudolf Hess

P.S. Jeg er ked af, at måtte give Dem en negativ ef-

terretning på mange punkter. Men hovedsagen må vel

være, at hr. Hitler overhovedet kommer. Hr. Hitler

har aldrig lovet, at han ville tale i Breslau d. 24.

maj. Det blev meddelt på herrernes forespørgsel, at

hr. Hitler selv først ville se forholdene deroppe,

før han talte.

Bedste hilsner

Deres

R. Hess

Zander var alligevel ikke den organisator, som NSDAP kunne bru-ge. I 1933 blev hun fortrængt fra ledelsen, og hendes orden blev indlemmet i den nazistiske kvindeorganisation NS-Frauenschaft.

Den lokale Ortsgruppenführer i Lutherbyen Wittenberg steg opad i partiets hierarki, indtil han blev Kreisleiter og Rigsdagsmedlem i 1936. I 1941 døde han som soldat i Sovjetunionen. I 1925 fik han dog ikke noget svar på sit indignerede brev. I München var man formentlig forbløffet over, at nogen kunne protestere mod at få et fotografi af Hitler med hans autograf tilsendt.


33

Ærede hr. Hitler!

Jeg takker Dem for det tilsendte billede med under-

skrift fra Völkischer Beobachters forlag. Det havde

dog ikke været nødvendigt med forlagets hentydning

om, at jeg fortsat skal gøre mig gældende, eller med

påskønnelsen. Jeg følger Dem blindt og til det sidste

åndedrag og er klar til alt.

Heil!

H. Groine

Ortsgruppenführer

D. 25. maj 1925 skrev Alfred Berg Kohlfurt i Neder Schlesien (i dag Wegliniec) til Hitler. Han dekorerede sit brev med hagekors. Berg havde kigget sig omkring i det højreorienterede landskab og bestemt sig for NSDAP. I sit brev nævnte han Richard Kun-ze, kaldet knippel-Kunze, hvis Deutsch-soziale Parti fik 0,15 pro-cent af stemmerne ved Rigsdagsvalget i 1928. Derudover beder han om en afgrænsning angående de konservative højreradikale fra det Deutschvölkische Freiheitspartei, som Rigsdagsmedlemmerne Reinhold Wulle og Albrecht von Graefe-Goldebee stod i spidsen for. (Begge integrerede deres parti i NSDAP, men blev fortrængt af Hitler). Han nævnte også antisemitterne Julius Streicher, Artur Dinter og Herman Esser. Den schlesiske metalarbejder var altså velinformeret og alt i alt meget politisk. Fra Hitler håbede han at få en afklaring af, hvilken fagforening han skulle melde sig ind i:

Med nationalfolkelig hilsen først

Før jeg kommer til mit egentlige anliggende og grun-

den til, at jeg skriver, vil jeg fortælle Dem lidt

om mig selv.

Jeg blev født i Kohlfurt-Dorf, Kreds Görlitz, d. 23.

december 1907 som søn af jernbanearbejder Reinhold


34

Barg og hans hustru Selma. Sammesteds gik jeg i den

evangeliske folkeskole, til jeg blev 14. Derefter

arbejdede jeg et stykke tid inden for landbruget.

Siden 15. maj 1922 har jeg været i lære som maskinar-

bejder. Jeg arbejder på Görlitzer maskinfabrik “Kos-

mos”, ejeren er Rudolf Pawlikowski. Derfor kører jeg

hver dag fra Kohlfurt-Dorf til Görlitz. Jeg har ingen

udgifter i den forbindelse, fordi min far er ansat

ved jernbanen, og jeg derfor får fribillet. Siden d.

11. december 1922 har jeg været medlem af Deutscher

Guttemplerorden, dvs. alkoholmodstander. Desuden er

jeg som protestant med i Evangelischer Bunde. Jeg er

også medlem af Wandervogel Jungfolk i Kohlfurt-Dorf.

For to år siden, altså sommeren 1923, hørte jeg om

den nationalsocialistiske bevægelse. Lige siden har

jeg båret hagekorset med overbevisning, og jeg har

iagttaget alt i bevægelsen nøje. Redningsforsøget

Nebelung (november) ’23 (som desværre slog fejl),

stigningen ved majvalget 1924, Hitlerprocessen, ti-

den i fængslet, Kurzes tale i Rigsdagen, “prøveti-

den”, splittelsen Dinter-Esser-Streicher-Wulle-Grae-

fe, Ludendorffs opstilling til Rigspræsident (som

jeg kun kunne bifalde) og endelig frækheden fra det

bayriske Volkspartei, som ikke tillod ham at tale

foran Hindenburg!!

Desuden har jeg læst Richard Ungewitters bog Nack-

heit u. Aufstieg, som jeg er helt enig med. Jeg har

også gennemskuet alle partier, lige fra kommuni-

sterne til de tysknationale. Af alt dette har jeg

indset, hvor jeg hører til som tysk arbejder: nemlig

i nationalsocialisternes lejr, og det vil sige hos

NSDAP. Deres målsætninger og deres mål kender jeg

fra: Grossdeutscher, Nationalsoz. og Beobachter, som

jeg ofte har købt. Fire af mine kolleger deler mine

holdninger. De fleste er socialdem(okrater). Jeg har


35

allerede vakt opsigt i Kohlfurt-Dorf som “ham med

hagekorset”. Men mange fjender, megen ære! Jeg bærer

hagekors og sort-hvid-rødfane.

Nu kommer jeg til selve sagen.

1. Eftersom jeg siger, som Han jo også selv siger

(Mein Kampf), at der skal eksistere fagforenin-

ger, så vil jeg gerne organisere mig som me-

talarbejder (bare ikke i “frie”, “Hirsch-Dunck-

erschen” eller kristelige). Jeg beder Ham altså

om, at meddele mig, hvilke nationalsocialister

jeg kan henvende mig til i denne sag.

2. Hvad mener Han om alkoholspørgsmålet?

3. Er NSDAP-partiet (hvis vi engang får et na-

tionalsocialistisk Stortyskland) for farverne

sort-hvid-rød med hagekorset? Hvordan fore-

stiller det sig løsningen nu?

4. Jeg håber, at Han forstår mig og sender mig et

svar, så snart tiden tillader det.

Med nationalsocialistisk Heil-hilsen

Deres nationalsocialistiske meningsfælle

Alfred Barg

(Porto til svarbrev er vedlagt)

Se billede 1 og 2 i 1. indstik.

Rudolf Hess svarede d. 4. 6. 1925 “på Førerens ordre”. Eftersom Hess var meget omhyggelig med denne angivelse under Hitlers brevhoved, må man gå ud fra, at hans svar faktisk gengiver Hit-lers mening. NSDAP’s holdning til “de Hirsch-Dunkerschen fag-foreninger”, dvs. de arbejdsgivervenlige – “gule” – fagforeninger var temmelig omstridt i partiet, og af den grund forekommer den


36

anbefalede infiltrationsstrategi bemærkelsesværdig. Alt andet var Business as usual, indøvet og afprøvet i dets virkning udadtil.

Ærede Hr. Barg!

Hr. Hitler beder mig takke Dem mange gange for De-

res Brev, og jeg vil nu besvare Deres spørgsmål som

følger:

Ang. 1: Desværre har vi ingen fagforeninger. I øje-

blikket føres der forhandlinger og samtaler ang.

muligheden for en oprettelse. Men det kræver mange

penge: Dem har bevægelsen ikke. I hvert fald skal

de ikke gå med i de “gule” fagforeninger. Så skal de

hellere blive i de marxistiske fagforbund og forsøge

at vinde tilstrækkeligt med meningsfæller, så at De

kan få indflydelse ved rådsvalgene og på den måde

med tiden kan gennemsyre de nuværende fagforbund med

nat.soc. og kan vinde dem for os. Det var sådan det

gik i Tjek[o-]Slovakiet.

Ang. 2: Hr. Hitler drikker ikke alkohol, undtagen et

par dråber ved helt særlige lejligheder. Han ryger

overhovedet ikke.

Ang. 3: Hvordan vi forholder os til farverne sort-

hvid-rød ligesom også til hagekorset, nemlig at vi

aldrig vil fornægte dem, det burde være Dem bekendt.

I øvrigt er hovedsagen altid ånden, der er forbundet

med disse farver og tegnet. Den vil vi indeslutte og

fanen følger efter!

Med tysk hilsen

Efter ordre R. Hess


kære onkel hitler

Documents