magasin #006 / november/december 2015 / gratis /

CHARLEMAGNE PALESTINE

JEMEEL MOONDOC QUARTETPATTY WATERS

OLCAY BAYIR

BABA COMMANDANT & THE MANDINGO BAND

artFREQ. TAKES OVER JAZZHOUSE

NOVALIMALIGHTNING BOLT

NOVALIMA 34

KALENDER 22

BABA COMMANDANT & THE MANDINGO BAND 07CHARLEMAGNE PALESTINECUKUNFT & PAWEŁ SZAMBURSKISIMON FINNSPJÄRNSVALLET

141820

PATTY WATERS 30

LIGHTNING BOLT 04

ART FREQ. TAKES OVER JAZZHOUSE 28

10

JEEMEEL MOONDOC QUARTET 24

OLCAY BAYIR 36

dn oldi h

INFORMATIONAdresser:

Jazzhouse: Niels Hemmingsens Gade 101153 København K, +45 3315 4700

Global: Nørre Allé 72200 København N, + 45 5058 0841

Billetter: Til koncerter på Jazzhouse købes via Jazzhouse.dk eller Billetlugen.dk. Billetter til Global købes via Globalcph.dk. For begge steders vedkommende gælder det, at der normalt vil være billetsalg i døren, men vi anbefaler at man køber i forsalg til de store koncerter. Billetterne er unummererede pladser - også ved siddekoncerter.

Åbningstider: På Jazzhouse og Global åbner dørene en time inden koncertstart. Baren holder åben efter koncerterne.

Grupperabat:

Global har fast studierabat på 20 kr ved køb af billet i døren. Tag kontakt til info@globalcph.dk for information om grupperabat.Jazzhouse yder rabat til uddannelsesinstitutioner og grupper på mere end 15 personer. Tag kontakt til info@jazzhouse.dk for mere information.

Red.: Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen

Skribenter: Camilla Garby-Dreyer, Anders Lund, Laura Berivan Nilsson, Mads Peder Lau Pedersen, Kasper Kirkegaard, Martin Leonard Böttcher Messell, Sandra S. Borch, Kasper Stougaard Andersen, Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer

Grafik: Andreas K. Rasmussen Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S

Forsidebillede: The Getty (www.getty.edu)

Global og Jazzhouse er begge genre-specifikke regionale spillesteder. Det betyder, at de koncerter vi præsenterer konkret eller abstrakt skal forholde sig til enten verdens-musikken eller jazzen.

Regionale spillesteder støttes i en fireårig periode af stat og kommune, og inden længe udløber vores bevillingsperiode, og vi skal derfor til at ansøge om igen at være regionale spillesteder i perioden 2017 - 2020.

Og mere end nogensinde har København brug for genrespecifikke spillesteder. To modsatrettede bevægelser præger nemlig musiklandskabet. På den ene side synes mediernes dækning af musik mere og mere båret af ensidig fokus på de kendte, de sikre, de nye og sensationerne, mens det publi-kum, der vokser op i et demokratiseret og pluraliseret mediebillede, ubesværet lytter til musik på tværs af genrer og finder masser af musik, der undslår sig mediernes søgelys.

Det er det publikum, Global og Jazzhouse tjener. De selvstændige, nysgerrige og opsø-gende personer, der ved, at musikken er så meget rigere og mere mangfoldig, end den kommer til udtryk i musikmedierne.

Jazzhouse har hovedfokus på radikal samtidsmusik og kan forstås som en art laboratorium, hvor der er fokus på musikalsk grundforskning. Programmet på Global demonstrerer vedholdende, hvor mangfoldig

musikken er, når man - helt som man burde - medregner musik, der er skabt uden for en vestlig kulturkreds og tradition. En musik, der engang var fremmed, men som på grund af den ændrede adgang til musik samt den ændrede demografi i Danmark i videre ud-strækning end nogensinde, er at forstå som en lokalmusik. Også for københavnere.

At den radikale musik og verdensmusikken mangler kvalificeret dækning herhjemme, kan man kun begræde. Med dette magasin, du sidder med i hånden, yder vi vores lille bidrag til at sætte fokus på musik, der ellers havde undslået sig klik- og annoncesultne mediers interesse. Fordi musikken og dens publikum fortjener det.

Til sidst skal der lyde en tak til jer læsere og gæster på Global og Jazzhouse. En tak fordi I er jeres egne, modige, opsøgende, engagerede og trodser det monokulturelle mediebillede, der desværre er et vilkår i tiden. En tak fordi I opsøger musik på musikkens præmisser og ikke markedets. Det gør det muligt for Jazzhouse og Global at gøre, det vi elsker, nemlig at præsentere koncerter. Og forhåbentlig gør det jeres verden større, rigere og mere mangfoldig.

Peter Hvalkof, kunstnerisk leder på GlobalBjarke Svendsen, kunstnerisk leder på Jazzhouse

Siden 1997 har de udgivet syv regulære album, en enkelt dokumentar og spillet et væld af koncerter på både scener, fortove, i køkkener og sågar på den legendariske radiovært John Peels dørtrin. Nu er trom-meslager Brian Chippendale og bassist Brian Gibson klar til at efterlade Jazzhouse i sønderbombet tilstand med duoen Light-ning Bolt d. 1. december.

Af Kasper Stougaard Andersen

Lyden af den amerikanske noiserock-duo Lightning Bolt er lyden af en virkelig mærkelig morgen – nogen har koblet din blender på 400V kraftstik, skiftet bananer og blåbær ud med grus og spiket blandin-gen med psykoaktive stimulanser. Chip-pendale og Gibson er berygtede for at tage lige præcis nul gidsler under deres altid hyperintense live-optrædener – faktisk kan det være svært at beskrive duoens særegne lyd uden at forfalde til bedagede rockklichéer, men det er sigende for deres strubegribende overfald, at de både kort-slutter og omgår hjernens pandelapper.

g

dd

t t t

bn n

ke

dey

i i il

yr

rn

et in rr

o oud k

g bh n n tt ii ll o

SIDE 4

Sun Ra, Philip Glass og grindcore

Med Gibsons delvist banjoopstrengede elbas og Chippendales frenetiske trommespil krydret med ekkomaskerede vokalanfald pløjer duoen sig nådesløst ind i vores alles indre krybdyr. Selv mener de to bandmed-lemmer, at de særligt lader sig inspirere af Philip Glass og Sun Ra – så kan man jo kun driste sig til at overveje, hvordan de ville lyde, hvis inspirationen primært kom fra grindcore og hardstyle. Lightning Bolt rammer under alle omstændigheder, når de er bedst, en overbevisende balance mellem det hyste-risk maksimale og repetitionens bundtunge groove. En balance der foreløbig er lykkes dem på syv regulære studiealbums og et væld af eksklusive vinyl-singler. Grundkimen til bandets langtidsholdbarhed blev, som hos så mange andre, lagt på en kunstskole. I 1994 fik trommeslager Chip-pendale nys om Gibsons evner på bassen, mens de begge gik på den lokale designskole i hjembyen Providence, Rhode Island. En enkelt optræden nåede de at give, før duoen blev til en trio med tredjemanden Hisham Bharoocha på guitar og vokal. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en ustabil blanding – Bharoocha røg efter et par år videre til noise-gruppen Black Dice og kan nu i Lightning Bolt-sammenhæng kun opleves på et enkelt indspillet nummer på opsamlingen Repopula-tion Program.

Fort Thunder

Duoens selvbetitlede debut udkom i 1999 på det nu vidt berømmede noise- og alterna-sel-skab Load Records, der også har lagt hus til så forskelligartede navne som støjkunstneren Prurient, de dommedagsspående metalpro-feter Khanate og udsyrede Excepter. Ikke, at bandet selv havde megalomaniske planer om livet som storsælgende rockstjerner – faktisk blev pladen kun en realitet, da pladeboss Ben McOsker henvendte sig direkte og rev duoen ud af en travl kalender som evigt turnerende improband.

Det var også her, i bandets tidlige, tumul-tariske år, at Brian Chippendale i samarbejde med den musikalske samarbejdspartner og ven Matt Brinkman (Mindflayer, Forcefield)

SIDE 5

Besøget med bandkammeraten Brian Gibson bliver dog duoens første på Jazzhouse, og vi har glædet os helt afsindigt til endelig at kunne byde denne musikalske tordenstorm velkommen.

omdannede et nedlagt lager i hjembyen til et af områdets mest drivende og eksperimenterende kunstnerkollektiver og spillesteder, Fort Thunder. Selv om stedet sandsynligvis er forholdsvis ukendt for størstedelen af gruppens europæiske publikum, så er det svært at overvurdere dets betydning for mange af de lokale støjnavne, der udsprang fra byen i løbet af 1990’erne – for ikke at tale om scenen for skæve tegneserier og ditto grafisk kunst, der var en mindst lige så stor del af stedets output. Ikke så underligt når man bliver mindet om, at det er Chippendale selv, der har stået for al grafik på duoens udgivelser.

I 2001 mødte Fort Thunder sin skæbne for enden af en bulldozer og blev omlagt til parke-ringsareal for to nyopførte lokale butikskæder, der dog, som var de ramt af en indiansk forban-delse, måtte dreje nøglen om kort efter.

Nyt album på Thrill Jockey

Det høje energiniveau kunne nedrivningsfirmaet dog ikke tage fra dem. I årene fra debuten til nu er det, udover Lightning Bolts egne plader, blevet til et væld af udgivelser i en række mangeartede konstellationer – Chippendale blandt andet i den førnævnte duo Mindflayer med Matt Brinkmann, mens Brian Gibson har slået sine folder i så forskelligartede grupper som noisepop-gruppen Wizardzz og som trommeslager i doom-kvar-tetten Megasus.Senest har de to herrer udgivet pladen Fantasy Empire, som markerer deres første udgivelse på det anerkendte indie-selskab Thrill Jockey. Albummet adskiller sig en smule fra gruppens tidligere bedrifter ved at være indspillet under forholdsvis fornemme hi-fi forhold. Hvilket ikke er hverdag for duoen, der ellers har gjort lidt af en dyd ud af at udforske grænserne for objektivt set ”dårlig” lyd. Den tekniske opgradering har dog ikke mindsket tætningsgraden i Lightning Bolts udtryk, der stadig står akkurat så neu-tronstjernekompakt, som det har gjort siden begyndelsen.Koncerten til december bliver da heller ikke første visit fra trommeslager Brian Chippendale. Det spruttende stortalent har både tidligere lagt vejen forbi med free jazz-trioen Brian Chip-pendale/Massimo Pupillo/Mats Gustafsson og som den altovervindende enmandshær Black Pus, der også var aktuel på sidste års Roskilde Festival.

TIRSDAG 01/12 / 20:00 / 160 DKKLIGHTNING BOLT (US) + DAN FRIEL (US)/ JAZZHOUSE

SIDE 6

Forvent tranceskabende afrobeat-rytmer med elementer fra både traditionel vestafri-kansk Mandingo-musik og mere moderne genrer som jazz, funk og rock, når Baba Commandant & The Mandingo Band gæster Global d. 27 November.

Af Martin Leonard Böttcher Messell

Med sit anmelderroste debutalbum Juguya i ryggen kommer bandet fra Burkina Faso for første gang til Danmark for at levere hvad alle efterårskolde danskere trænger til: en solid omgang varme rytmer og en mulighed for at drømme sig væk til et støvet Vestafrika.Alene instrumenteringen i bandet viser ty-deligt den genre- og kulturpotpourri, der er med til at skabe deres lyd: Baba Comman-dants rå vokal bakkes op af det vestafrikan-ske strenginstrument ngoni, to elektriske

guitarer, trommesæt og bas. Resultatet er et insisterende, medrivende sound med pumpende afrobeat-rytmer og lange tran-ceagtige improvisationspassager. Det nævnte mix mellem traditionelt og moderne træder tydeligt frem når man lytter til Juguya. Åbningsnummeret, “Tilé”, læner sig meget op af den afrobeat, Fela Kuti & Africa 70 er kendte for, hvor den tra-ditionelle vestafrikanske musik fusionerede med jazz og funk. Nummeret “Folon” er nærmest decideret ørkenrock, hvor vokalen leder tankerne hen på den malinesiske Moussa Doumbia og Jim Morrison i unison kraftsang, mens leadguitaren lyder som en underfundig blanding af Kirk Hammett og Santana. I “Wasso”, derimod befinder man sig pludselig i et dub-univers med masser af rumklang og lidt delay på trommerne over en trancelignende bas i bedste King Tubby-stil.

o

ou

n

n

n naa

aa

ear

sr

mmk

kb

df

f

t

i

SIDE 8

På pladens næstsidste nummer, “Siguisso”, indtager ngonien en hovedrolle og slår fast, at Baba Commandant & The Mandingo Band stadigvæk har kontakt med deres famøse rødder i Mandingo-musikkens tra-ditionelle lyd. Det er en dejlig varieret plade, som heldigvis er svær at putte i en kasse - afrobeat med afstikkere bagud og vestpå er laveste fællesnævner.Den excentriske og originale frontmand Baba Commandant blev født Sanou Mamadou i Burkina Fasos næststørste by, Bobo-Dioulasso. Han er i dag et veletableret navn på Burkina Fasos musikscene, og har tidligere spillet med en anden berømt musiker fra samme by, Victor Démé, der døde af et malariaudbrud i september i år. Tilnavnet “Commandant” er meget sigende for Babas liveoptrædener: han er scenens general, der pisker resten af bandet frem med sin hidsige energi.

Debutpladen Juguya udkom i marts i år på pladeselskabet Sublime Frequencies - et label, der tidligere mest har udgivet lo-fi “feltopta-gelser” og samlet gamle, obskure lydklip fra Vestafrika, Mellemøsten og Asien. Blandt andre legendariske indspilninger har de udgivet en liveplade med den nigerianske guitarist Kou-dede optaget i Malis hovedstad Bamako i 2012, hvor Koudede ellers var blevet tilrådet at flygte, da det som følge af voldelige sammenstød mel-lem tuareger og bambara’er i det nordlige Mali var blevet varslet, at det ikke længere var sikkert for tuareg’er at opholde sig i Bamako. Koudede er måske et ubeskrevet blad for mange vestlige lyttere, men han har været en stor inspirations-kilde for Baba, der i 2013 dedikerede en hel koncert til minde om Koudede på festivalen Rock á Ouaga.Med udgivelsen af Baba Commandants & The Mandingo Bands debut får Sublime Frequencies præsenteret en spændende gruppe i velprodu-ceret format. Pladen er siden udgivelsen blevet rost højt på forskellige anmeldersites verden over. Blandt andet skriver Pat Padua for sitet Spectrum Culture: ”The production elevates their dense sound without making it slick. If you ever wondered what the music of Konono No. 1 and other Con-gotronics artists might sound like without the lo-fi trappings, get this album”. Inden koncerten vises filmen Vodoun Gods on the Slave Coast produceret i 2011 af en af grundlæggerne af Sublime Frequencies, Hisham Mayet, der også vil være til stede på Global. Fil-men er optaget i Benin, og viser vodoun-religio-nens traditionsrige danse- og musikceremonier i et impressionistisk lys. Mellem filmen og kon-certen vender Hisham Mayet endvidere plader, og at dømme ud fra selskabets udgivelser de sidste mange år kan dét kun blive interessant. Der er altså god grund til ikke bare at komme, men også at møde op tidligt på Global den 27. November.

FREDAG 27/11 22:00 100 DKK BABA COMMANDANT & THE MANDINGO BAND (BFA)/ GLOBAL

SIDE 9

Charlemagne Palestine er pianist, organist, performer, resonant og fremfor alt nysgerrig. En nysgerrighed, der har gjort hele verden til hans legeplads, i en søgen efter egen æstetik. Histo-rien om Palestines æstetik er en lang rejse, der på nomadisk vis strækker sig fra Brownsville til Bruxelles. I slutningen af november lægger Pa-lestine vejen forbi København, i en konstellation med Grumbling Fur Time Machine Orchestra. Vi introducerer til den særprægede komponist.

Af Sandra S. Borch

Charlemagne Palestine er et navn, der klinger godt i ørene på eksperimentallystne musik- og lydfanatikere. Gennem det seneste halve år-hundrede har Palestine skabt et farverigt uni-vers, der inkluderer alt fra gigantiske tøjbam-seskulpturer til klangrige klaverstykker. Han har samarbejdet med blandt andre Tony Conrad, Rhys Chatham og Pan Sonic og nævnes ofte i sammenhæng med minimalistiske komponister såsom Steve Reich, Terry Riley, Philip Glass og La Monte Young - dog befinder Palestine sig helt udenfor kategori.

Hellige klokker og oversvømmelse af Fifth Avenue

Der er nok aldrig nogen, som har fortalt Pales-tine, at noget ikke kan lade sig gøre, for historien om Palestine er en historie om det ukonventio-nelle. For at tage historien fra sin start, skal vi til Brownsville, en del af Brooklyn, hvor Palestine voksede op - kun få gader fra stedet, hvor tøjbamsen blev opfundet i 1902, hvilket siden-hen skulle vise sig at være af stor betydning for den Charlemagne’ske verden.

I begyndelsen af 1960’erne arbejdede Palestine som carillioner i en synagoge på Manhattan. Det betyder, at det var Palestines ansvar at ringe med synagogens enorme klokkeværk, og det var her Palestines musikalske stil begyndte at svinge mellem det klanglige og hvad han selv beskriver som rene naturkatastrofer. En beskriv-else, som er meget sigende for hans musikalske stil, der er så umulig at kategorisere.

s

s

a

a a

ao

ooøg

ydj

ft t

t

llk

kk

kke

ee

r

r

r

rr,

SIDE 10

cp

aa

am gnn

lhtl i

ese

ee

r

SIDE 11

For om nogen går Palestine sine egne veje. Hver dag oversvømmede Palestine Fifth Avenue med dissonans, resonans og konsonans. Hans (u)ortodokse kirkeklokker vakte en del opmærksomhed i nabolaget og inden længe havde Palestine en fanskare, der bestod af blandt andre Tony Conrad og Moondog, som på daglig basis kom forbi til klokkespil.

De meditative og transformerende kvaliteter ved den kontinuerlige repetition af de hellige klokker tiltalte Palestine. Senere flyttede han til Los Angeles, hvor han grundlagde en særlig spilleteknik for orgel. Koncerterne varede gerne flere timer, hvor publikum frit kunne komme og gå undervejs. Indtil en naturkatastrofe i 1971 rystede jorden og ødelagde orglet. De efterfølgende år fortsatte han med at udvikle og finpudse sin teknik, der senere hen er blevet kendt under betegnelsen ’strumming’. En teknik, hvor hurtig vekslen mellem enkelte toner og akkorder forlænger lydfladen og konstruerer ren akustisk trance.

Maksimalistiske udvidelser

På ”Sliding Fifths for Piano” fra 1974 kan man tydelig spore disse trancelignende lydflader, hvor den simple form er udfyldt med et bredt spektrum af nuancer, der viser forskel i kon-trasterne. Det er således med stærke referencer til den amerikanske, abstrakte ekspressionisme og dens pionérer som Mark Rothko, at Pal-estine udvider sin æstetik. Det er det samme stramme kompositionsformat med åben struktur - hvormed Palestine ophæver adskil-lelsen mellem musik og kunst. Han ønsker da heller ikke at se sig selv som hverken musiker eller kunstner, men derimod som en nomade, der bevæger sig i et land, hvor grænserne mellem kunst og musik er sløret. Ved brugen af resonans giver Palestine mulighed for at lave en mere kompleks variation af tonerne og sætter grænsen mellem del og helhed til forhandling

og efterlader et monumentalt mix af overtoner og elementer i en udvidet tekstur.

Noget, der også kendetegner Palestine, er hans afsky for genrebetegnelser. Særligt er improvi-sation og minimalisme begreber, som Palestine distancerer sig fra, selvom begge betegnelser virker oplagte at anvende. Hans afsky for disse genrebegreber betyder dog ikke, at han ikke selv opfinder genrebetegnelser for sin musik. Palestine beskriver selv sin musik som maksi-malistisk. Her betoner han, at det er en frem-visning af udvidede toner, han arbejder med, hvilket hverken kan betegnes som minimalisme eller improvisation, men derimod altså som maksimalistisk.

Senest er et af Palestines mest anerkendte værker ”Four Manifestations on Six Elements” fra 1973 genoptrykt hos det italienske plade-selskab Alga Marghen. Den dobbelte LP er kun trykt i 180 eksemplarer, hvor coveret er en original tegning af Palestine selv. For øjne og ører er denne udgivelse lidt af en godbid. Værket blev bestilt af Sonnabend galleriet i New York i 1973, som på det tidspunkt var bedst kendt for at præsentere New Yorks mest radikale konceptkunst. Der blev ikke gjort en undtagelse med Palestines ”Four Manifestations on Six Elements”, hvor han tog udgangspunkt i gal-leriets fysiske format og opstillede sit værk efter samme princip med fire sider. Således blev hver side af værket udstillet på en af galleriets fire vægge.Siden den originale udgivelse af ”Four Manifes-tations on Six Elements” skulle der gå knap 25 år, før Palestine gav lyd fra sig igen i pladeform. Denne gang var det sammen med Mika Vaino og Peter Rehberg i 1997 på ”Three Composi-tions For Machines” udgivet på det hollandske label Staalplaat. Palestine er nu bosat i Bruxelles og har en disk-ografi på over 40 udgivelser bag sig.

SIDE 12

Lydalkymist i kælderen

Sidst Palestine lagde sin vej forbi København, var det i forbindelse med Festival of Endless Gratitude i 2014. Her var Palestine flankeret af tøjbamser i massevis, cognac og et filmisk selvportræt i slowmotion.

Denne gang foregår Palestines koncert i samar-bejde med Grumbling Fur Time Machine Orches-tra. Denne konstellation blev etableret i 2013, hvor Palestine blev inviteret på et residency af Grumbling Furs Daniel O’Sullivan. Grumbling Fur havde gået med et ønske om at udforske lang-strakte droner og lydflader, og her var Palestine en ideel samarbejdspartner. En fælleskoncert på Café OTO blev indfanget og udsendt på Impor-

tant Records, og nu gør denne skæve konstella-tion sig klar til at gentage succesen i kælderen på Niels Hemmingsens Gade.

Der kommer nok aldrig til at eksistere et stort kryds, der markerer Palestines æstetiks konkrete beliggenhed. Men søgen efter den vil fortsætte, for der er uden tvivl masser af guld at hente, hvor end en lydalkymist som Palestine går hen og d. 28. november kan guldet og dron-erne altså hentes i Jazzhouse.

LØRDAG 28/11 / 21:00 / 120 DKKCHARLEMAGNE PALESTINE & GRUMBLING FUR TIME MACHINE ORCHESTRA/ JAZZHOUSE

SIDE 13

Klarinettisten Paweł Szamburski er en af de mest innovative skikkelser på den nutidige pol-ske musikscene. Den 11. december besøger han Global med det psykedeliske jazz- og klezmer-band Cukunft og giver ved samme lejlighed en solokoncert baseret på det liturgisk-inspirerede album Ceratitis Capitata.

Af Michael Lakjer Meyer

Kvartetten Cukunft, der betyder “fremtid” på jiddisch, spiller en moderne fortolkning af Østeuropas jødiske musiktraditioner. Bandet har været bannerførere inden for det, der kaldes “den ny jødiske musik” i Polen, hvor traditionelle genrer som klezmer møder jazz, psykedelisk rock og alskens andre inspirationer. Cukunfts egne kompositioner såvel som fortolkninger af numre fra mellemkrigstiden viderefører den jødiske musiks karakteristiske melankoli, men formidler den gennem et nyt instrumentalt sprog. Eksempelvis er de musikalske dialoger mellem klarinetten - den jødiske traditions signaturinstrument - og den elektriske guitar indbegrebet af det møde mellem fortid og nutid, som er bandets udgangspunkt.

Koncerten på Global er som nævnt en dob-beltkoncert, hvor Paweł Szamburski udover at optræde med Cukunft vil fortolke stykker fra sit soloalbum Ceratitis Capitata, der er inspireret af musikken fra forskellige religiøse traditioner. Vi har interviewet Szamburski over email om Cukunfts tilgang til den jødiske musik, inspira-tionerne til soloalbummet og den uafhængige musikscene i Warszawa:

Cukunft bliver beskrevet som del af den nye jødiske musikscene i Polen. Hvordan vil du kara-kterisere denne scene?

Det er et komplekst og meget omtalt emne i Polen. Det hele startede for omkring ti år siden,

da Raphael Rogiński (guitarist i Cukunft, red.) og et par andre musikere begyndte at arbejde med traditionel jødisk musik og skabe noget nyt heri-gennem. Basalt set prøvede vi at opbygge vores eget fortolkningssprog og en ny måde at spille de gamle numre på. Vi ønskede at præsentere musikken, som den kunne have lydt i dag uden holocaust og anden verdenskrigs tragedie: Hvor ville den jødiske musik have bevæget sig hen, hvis den havde fået lov til at udvikle sig naturligt?

u uu

nk

n

nj

yee

eosød

aazs s

er

r

i

i

&m

wcb k

k

p łt

t

f

Mange bands begyndte at spille traditionel jødisk musik på deres egne moderne måder og blande den med rock, dub, surf, psykedelisk, hiphop og hvad man ellers kan forestille sig. Der er selvfølgelig mange traditionelle jødiske bands, der spiller musikken ud fra en konser-vativ tilgang, men jødiske festivaler begyndte også at samarbejde med avantgardescenen og musikere som os. Betegnelsen “new jewish music”, opfundet af Alan Bern og hans Brave New World (amerikansk musikensemble, red.) for 20 år siden, begyndte at finde sin egen form i Polen.

Har du selv jødisk baggrund, eller hvor stammer din interesse for musikken fra?

Nej, jeg har ikke jødisk baggrund - men igen,

SIDE 14

SIDE 16

hvem ved? Den jødiske kultur var en integreret del af Polen gennem århundreder, og dens indflydelse er meget synlig i polsk kultur, musik, sange - ja, over det hele. Vores interesse stam-mer fra mange forskellige steder: New Yorks musikscene og John Zorns “radical Jewish culture”, traditionel sefardisk musik fra Spanien og Maghreb, gamle tyrkiske sange og Østeuro-pas musiktraditioner, der også er blevet påvirket meget af jøder gennem historien.

Musikalsk research og en oprigtig interesse for musikken gav os vores grundlag, og vi arbej-der med smukke numre fra mange forskellige kulturelle sammenhænge. Med Cukunft har vi for eksempel fortolket traditionelle bryllups-sange fra Moshe Beregovskys samling, men også jødisk “bymusik”, hvor komponisterne var inspireret af livet i storbyen og skrev sange om tyve, bordeller og fordrukken kærlighed. Derud-over har vi arbejdet med liturgisk musik, Nigns hellige sange, hvilket gav os endnu en dimen-sion i vores musikalske studier.

Hvad er Cukunfts tilgang til at spille live? Impro-viserer I meget?

Ja. Basalt set har vi et grundlag - traditionelle jødiske melodier og vores egne kompositioner - og en plan for hvert nummer, men ja, vores tilgang er improvisatorisk, og vi fortolker musik-ken ud fra de følelser, vi har til den givne koncert. Det er meget vigtigt for os. For nylig har vi tilføjet nogle effekter på blæserne, der gør vores lyd mere skæv og psykedelisk, men det vigtigste for Cukunft er musikkens flow og energien - det er også hårdt fysisk arbejde; vi sveder, når vi står på scenen!

Dit soloalbum Ceratitis Capitata er baseret på musikalske stykker fra forskellige religiøse tradi-tioner. Hvordan startede den ide? Og hvor fandt du inspiration?

Jeg har studeret Musikvidenskab og Kul-turantropologi på universitetet, og selv i gymnasiet var jeg fascineret af traditionel folkemusik, herunder rituel og hellig musik. Liturgi, hellige sange, sunget af monofoniske kor er den ældste måde at udtrykke kulturen og

musikken inden for en bestemt tradition. Det er veldokumenteret i mange manuskripter fra Middelalderen. Hvad angår musikalsk materiale, besluttede jeg at fokusere på Middelhavsregionen og begyndelsen på de vigtigste religiøse tradi-tioner; Kristendommen, den ortodokse tradition, jødedommen, islam og bahai. For mig var det vigtigste - hvilket jeg også fandt ud af under arbejdet - at finde de dybdegående ligheder mellem de forskellige traditioner og liturgier. Musikalske skalabevægelser, artikulation og ornamenter var forskellige, men tonebevæ-gelse og den grundlæggende tidsstruktur var næsten ens for disse traditioner. Det er, hvad jeg forsøger at vise i fremførelserne af Ceratitis Capitata. Jeg spiller ofte denne musik i kirker og synagoger, hvor man har en særlig akustik og en naturlig rumklang, der er meget vigtig i liturgisk musik, men for mig er det endnu mere interessant at fremføre musikken på klubber og verdslige steder.

Du er også en af grundlæggerne af pladeselska-bet Lado ABC. Kan du fortælle lidt om filosofien bag Lado ABC? - i relation til den bredere musik-scene i Warszawa og resten af Polen.

Lado ABC er en gruppe venner, vi er nærmest som en familie. Musikken spreder sig, og vi vok-ser os større og større. I elleve år har vi udgivet vores musik med en “do-it-yourself”-tilgang hele vejen igennem uden sponsorer, økonomisk støtte, eller hvad man nu kunne forestille sig. Det er ren punk-stil. Vi tror på, at det er den rigtige måde at gøre det på og håber, at vores arbejde har en vigtig dokumentarisk værdi for Warsza-was uafhængige musikscene. Musikken bliver mere og mere synlig i Polen og er ligeledes begyndt at få opmærksomhed i verden udenfor gennem festivaler og spillesteder åbne overfor ny og anderledes musik. Så forhåbentlig vil folk engang i fremtiden lægge mærke til, at der fra 2004 til 2044 - for eksempel - var en særlig avantgardescene i Warszawa, hvor der blev produceret spændende musik.

FREDAG 11/12 22:00 80 DKK CUKUNFT (POL) + PAWEŁ SZAMBURSKI (POL) / GLOBAL

SIDE 17

Til januar optræder britiske Simon Finn iJazzhouse. Manden har længe været sagnoms-punden, siden han forsvandt i kølvandet på det psykedeliske folk-mesterværk Pass the Distance fra 1970. De senere år er Finn dog vendt tilbage til musikscenen, bl.a. takket være stor indsats fra Current 93’s David Tibet. Vi introducerer til legenden.

Af Mads Peder Lau Pedersen

Når man taler om acid folk og psykedelisk folk, er det nærmest umuligt at komme udenom den britiske singer/songwriter Simon Finn. Hans debutalbum, Pass the Distance, indspillet da han var kun 19 år i 1970, er et hovedværk i genren, og det er meget få, der har nået den mareridt-sagtige, maniske intensitet, som Simon Finn når på sange som ”Jerusalem” og ”Big White Car”, der ikke lader nogen noget efter i udknaldethed. Men albummet er ikke kun mørke og voldsom-hed og et mareridtstrip, selvom det især er det. Det indeholder også blidere kærlighedssange og stille stunder. Som sådan er Simon Finn en musiker, der – lig Syd Barrett, Bill Fay eller Pearls Before Swine – bygger bro mellem de psykede-liske mareridtsvisioner i acid folken, som grup-per som Comus og Jan Dukes de Grey dyrkede, og de mere introspektive og romantiske folkede singer/songwriters som Nick Drake eller sågar Leonard Cohen, som Politiken engang sammen-lignede Simon Finn med.

Simon Finn forsvandt omtrent sporløst i be-gyndelsen af 1970’erne, fordi Pass the Dis-tance blev trukket tilbage på grund af juridiske problemer med coveret. Han var træt af at sove på parkbænke og flyttede til Canada, hvor han arbejdede som karatelærer, skaklærer og økolo-gisk landmand, mens fortiden som musiker gled i hans personlige glemmebog. Til gengæld vok-

sede myten om den forsvundne kunstner, der havde lavet ét rasende forstyrret album, før han forsvandt. Der gik rygter om en Syd Barrett-agtig nedtur, om psykiatriske hospitaler, om selvmord.

I 00’erne var der fornyet interesse for acid folkens glemte hovedværker. David Tibet fra den eklektiske, hallucinatoriske avantgardegruppe Current 93 – der også har gjort en stor indsats for at fremhæve idoler som Bill Fay, Comus og folksangerinden Shirley Collins – sørgede for en genudgivelse af Pass the Distance i 2004 og også for at genoplive Finns musikalske karriere.

Og det ville være en skam at reducere Simon Finn til Pass the Distance, for alle udgivelserne, men især et album som Accidental Life (2007), viser ham som en fremragende sangskriver og guitarist og som en kunstner, der fuldt ud er i stand til at nå samme intensitet som dengang, nu tilføjet en bitter, lakonisk humor.

”Intens” er en kliché, når man taler om sce-neoptrædener, men Simon Finns koncerter er usædvanligt intense; det er, som om hans arm smelter sammen med guitaren og i samklang med hans dybtrustne røst rammer en rå, ekspressiv nerve, som kun få andre formår at nærme sig. Især hans koncert på Fanø Free Folk Festival i 2012 med det dansk/amerikanske psykedeliske dronefolk-band Blood on a Feather var mindeværdig. Til koncerten på Jazzhouse vil Simon Finn igen spille sammen med Blood on a Feather, der består af Sarah Hepburn og Mikkel Elzer. En duo, der har varmet op for kapaciteter i genren som Vashti Bunyan, Linda Perhacs, In Gowan Ring og A Silver Mt. Zion.

u

n nnnn

n nkk hk o

ogo

oa

a

sss

se e

r

iil

i iii

mm

mt t t

f

FREDAG 29/01 / 21:00 / 100 DKKSIMON FINN (UK)/ JAZZHOUSE

SIDE 18

SIDE 19

Spjärnsvallets debutalbum fra 1975 er en klassiker inden for fusionen af jazz og stilarter fra den store verden. Efter 40 års pladepause er bandet - der har undervist jazzlegenden Don Cherry - klar med opfølgeren, og den 12. decem-ber kan man opleve dem på Global.

Af Kasper Kirkegaard

Hva’ for en størrelse? Svenske Spjärnsvallet er ikke ligefrem et musikalsk navn, der bipper i ens langtidshukommelse, særligt ikke når man er en “jävla danska” med et rødbedefarvet pas. Det er nok noget lidt andet, hvis ens dåbsattest er på syngende svensk, gerne af ældre dato, for Spjärnsvallets historie går tilbage til 1970’ernes første halvdel, hvor de gjorde sig mycke bemær-ket med en egenartet bastardmusik.

Musikken kan i mangel af bedre betegnes som ethno-jazz, men prædikater klipper og hugger de berømte tæer og hæle lidt for flittigt af og til, hvilket da også er tilfældet her, for Spjärnsval-let er et balstyrigt genrebæst, der nægter at overgive sig til genredogmatik. Så ja, en fusions-

musik af en art, selvom det nok klinger lidt klægt i nogles øregange.

Oprindeligt var Spjärnsvallet en kvartet, men et dødsfald i besætningen har på det seneste forvandlet gruppen til et gråskimlet trekløver bestående af Christer Bothén, Bengt Berger og Nikke Ström. Det af naturen frafaldne fjerde medlem, multiinstrumentalisten Kjell Westling, mødte de andre bandmedlemmer tilbage i 1973. Alle var de optaget af at sende jazzmusikken ud ad nye æterbårne baner med ikke mindst verdensmusikken som en vigtig katapult. Verdensmusik som i indisk og ikke mindst nordafrikansk musik, for Christer Bothén var optaget af blandt andet musik fra Marokko og Mali, mens Bengt Berger var dybt optaget af indisk og ghanesisk musik.

I de år spillede begge flittigt sammen med selveste Don Cherry, der var en afgørende inspi-rationsgenerator for de to unge jazzmusikere, blandt andet fordi verdensmusikken spillede en afgørende rolle hos den indflydelsesrige amerikaner. Men det gik også vice versa, for de

n vä a ergenreoverskridendekultbandgør comeback

s s llj tp

SIDE 20

havde et “take” på tingene, som tiltalte Cherry, ja, faktisk ‘underviste’ de ham, som det lyder i den pressemeddelelse, der ligger til grund for denne artikel. Så bliver det næsten ikke større!

Da gruppen havde etableret sig, begyndte indspilningen af debuten, der slet og ret hedder Spjärnsvallet. Albummet udkom i 1975 og er en klassiker inden for crossover-feltet. Pladen er et charmerende bekendtskab, hvor den mere fritbetonede jazzmusik slynger sig ind og ud af “etniske” inspirationer med klare referencer til afrikansk og indisk folkemusik, ligesom svensk folkemusiktradition titter frem på et par af pladens i alt ti kompositioner. Det genre- og stilmæssige udsyn kommer da også til udtryk i de mange forskellige instrumenter på pladen, fra “rene” jazzinstrumenter som sax og klaver, til de eksotiske af slagsen, herunder afrikanske håndtrommer, balafon og indiske fløjter.

Det er netop det brede musikalske vingefang, som gør albummet fra 1975 interessant og relevant, også her i 2015, hvor Spjärnsvallet giver lyd fra sig igen, en hel del klogere på livet

og musikken. Her, efter en lang mellemliggende periode, hvor verden har ventet forgæves på nye gnistrende toner fra svenskerne, sender de endelig album nummer to på gaden - efter 40 år! Det kan næsten kun gå galt, tænker man, men bundniveauet er overraskende højt henover pladens otte skæringer, der dels er “extended versions” af numre fra debuten – det lyder kedeligt, men er det bestemt ikke! - dels kompositioner, der er ikke kom med på samme (på grund af pladsmangel) samt en enkelt ny komposition, “Again”, som er en over 14 minut-ter lang hyldest til det bortgangne medlem Kjell Westling.

Er man jazz-interesseret med verdensmusik i blodet, vil man næppe gå forgæves til Spjärns-vallets koncert på Global den 12. december.

LØRDAG 12/12 22:00 80 DKKSPJÄRNSVALLET (SE) / GLOBAL

SIDE 21

e ra delk nTIRSDAG 03/11 / 20:00 / 110 DKKTRANBERG / MELBYE / YOSHIGAKI/ SCOTT (DK/JP/UK)

TORSDAG 05/11 / 20:00 / 280 DKKMICHAEL ROTHER (DE) +HANS-JOACHIM ROEDELIUS (DE)/ART FREQ.

FREDAG 06/11 / 21:00 / 200 DKKJAMES CHANCE & LES CONTORTIONS (US/FR) + OKKYUNG LEE (KR/US)/ART FREQ.

LØRDAG 07/11 / 21:00 / 360 DKKKIKU WITH BLIXA BARGELD & BLACK CRACKER (CH/DE/US)/ART FREQ.

SØNDAG 08/011 / 20:00 / 220 DKKPATTY WATERS (US/NL)/ART FREQ. / G((O))NG TOMORROW

TIRSDAG 29/12 / 20:00 / 190 DKKMIKKEL NORDSØ BAND JULESHOWT0RSDAG 21/01 / 21:00 / 90 DKKLISS + SUPPORTFREDAG 22/01 / 21:00 / 200 DKKANNA VON HAUSSWOLFF (SE)

FREDAG 29/01 / 21:00 / 100 DKKSIMON FINN (UK)

MANDAG 09/11 / 20:00 / 120 DKK THE NECKS (AU)

TIRSDAG 10/11 / 21:00 / UDSOLGTKENTAUR + IRAHONSDAG 11/11 / 21:00 / UDSOLGTKENTAUR + IRAHFREDAG 13/11 / 21:00 / UDSOLGTTOTAL CONTROL (AU) + ICEAGE + LOWERLØRDAG 14/11 / 21:00 / 120 DKKOFFPISTE GURUSONSDAG 18/11 / 20:00 / 180 DKKDORTE GERLACHTORSDAG 19/11 / 20:00 / 265 DKKCHRIS MINH DOKY ACOUSTIC TRIO FEAT PETER ROSENDAL & JONAS JOHANSENFREDAG 20/11 / 21:00 / UDSOLGTCHOIR OF YOUNG BELIEVERSSØNDAG 22/11 / 19:30 / GRATISDANISH MUSIC AWARDS WORLD 2015TIRSDAG 24/11 / 20:00 / UDSOLGTCHOIR OF YOUNG BELIEVERS

TIRSDAG 08/12 / 20:00 / 200 DKKCHOIR OF YOUNG BELIEVERS: STØTTEKONCERT

ONSDAG 25/11 / 20:00 / 140 DKKJEMEEL MOONDAC QUARTET (US) + HOLGERSEN & CHRISTENSEN (DK)/CPHJAZZ

TORSDAG 26/11 / 20:00 / 160 DKKEKKOZONE PLAYS BERIO, LANG M.FL.

LØRDAG 12/12 / 20:00 / 160 DKKEKKOZONE PLAYS PER NØRGÅRD M.FL.

LØRDAG 28/11 / 21:00 / 120 DKKCHARLEMAGNE PALESTINE & GRUMBLING FUR TIME MACHINE ORCHESTRASØNDAG 29/11 / 20:00 / 120 DKKTHE NEW SONGS (SE/NO/FR) + PHIL MINTON & AUDREY CHEN (UK/US)

TIRSDAG 01/12 / 20:00 / 160 DKKLIGHTNING BOLT (US) + DAN FRIEL (US)

ONSDAG 02/12 / 20:00 / 70 DKKCASA FUTURO (PT/SE)

TORSDAG 03/12 / 21:00 / 50 DKKJEPPE JUST INSTITUTTET / WE LIKE WE / NILS GRÖNDAHL/KAJA MANAGEMENT

TORSDAG 03/12 / 21:00 / 50 DKKJEPPE JUST INSTITUTTET / WE LIKE WE / NILS GRÖNDAHL/KAJA MANAGEMENT

LØRDAG 05/12 / 21:00 / 60 DKKJOANNE ROBERTSON (UK) + HOCKEYSMITH (UK) + CARIBISK (DK)

MANDAG 07/12 / 20:00 / 80 DKKMARTIN ROY WADE SINGS FRANCIS ALBERT SINATRA /UNICORN

TORSDAG 10/12 / 20:00 / 90 DKKBRUTTER (NO) + SPILL (DE/AU)

TORSDAG 17/12 / 20:00 / UDSOLGTCOMMUNIONS + GUEST TIRSDAG 22/12 / 22:00 / 135 DKKLUST FOR YOUTH + FRIENDS TBA.

FREDAG 6/11 22.00 80 DKKFORRÓ DE REBECA + MAGA BO (INT) /BRAZILIAN FOLK MEETS URBAN

LØRDAG 7/11 22:00 90 DKKFLAVIA COELHO (BRA)/BOSSA & REGGAE

FREDAG 13/11 22:00 80 DKK BAZZOOKAS (NL) + LARICA (DK) /SKA-PUNK

LØRDAG 14/11 22:00 120 DKKOLCAY BAYIR (TUR/UK)/TURKISH FOLK

FREDAG 20/11 22:00 90 DKK NOVALIMA (PER)/AFRO-PERUVIAN DUB

LØRDAG 21/11 22:00 100 DKKNAHAWA DOUMBIA (MLI)/MALI ROOTS

LØRDAG 5/12 22:00 120 DKKTHE TOASTERS (US)/2 TONE SKA

LØRDAG 12/12 22:00 80 DKKSPJÄRNSVALLET (SE) /WORLD JAZZ

FREDAG 11/12 22:00 80 DKK CUKUNFT (POL) + PAWEŁ SZAMBURSKI (POL) /NEW JEWISH MUSIC

FREDAG 27/11 22:00 100 DKK BABA COMMANDANT & THE MANDINGO BAND (BFA)/AFROBEAT

FREDAG 4/12 22:00 70 DKK ADDISABABABAND (DK) + DEBRE DAMO DINING ORCHESTRA (DK) /ETHIO-JAZZ & AFROBEAT

FREDAG 18/12 22:00 150 DKKX-MAS 2015: DREAMERS’ CIRCUS & MAMES BABEGENUSH - EKSTRAKONCERT/NORDIC FOLK & KLEZMER

LØRDAG 19/12 22:00 150 DKKX-MAS 2015: DREAMERS’ CIRCUS & MAMES BABEGENUSH/NORDIC FOLK & KLEZMER

LØRDAG 28/11 22:00 120 DKKJORGE CORDERO & LOS GRAN DANESES (INT)/CUBAN SALSA

e e

e

ec

quarnm

m dl

t t

joo o

SIDE 24

ån nn

rfftl

NYdee eo c-

a ss

Efter en del år i obskuritet og glemsel, er den nu 64-årige altsaxofonist Jemeel Moondoc endelig begyndt at opnå fortjent anerkendelse som en af den moderne jazz’ væsentlige musikere. En musiker, der har formået at føre arven videre fra både Cecil Taylors visionære univers og New Yorks eksperimenterende loft-scene. Til novem-ber kan han opleves i Jazzhouse med stærk kvartet. Koncerten præsenteres i samarbejde med CPHJazz.

Af Anders Lund

Arven fra Cecil Taylor og og Black Music En-semble

Den amerikanske altsaxofonist Jemeel Moon-doc har i det meste af sin lange karriere lidt den tort at være forbigået og undervurderet på avantgarde-scenen. Men der har nu ikke været nogen grund til at betvivle Moondocs kvaliteter. Han er en musiker, komponist og orkesterleder, som alle dage har struttet af originalitet og kreativitet. Moondoc mestrer hele udtrykspaletten med et vågent øre til traditionen understøttet af en blændende teknik og med en forkærlighed for melodik og den store lyd. Ja, selv i de mest radikale udflugter skinner den stærke melodiske åre igennem i Moondocs udtryk, som han har skabt med inspirationer i baggagen fra navnlig Ornette Coleman, Marion Brown, Jimmy Lyons og Cecil Taylor. Sidstnævnte har spillet en afgørende rolle i Jemeel Moondocs karriere. Det var nemlig free jazz-giganten Cecil Taylor, der i begyndelsen af

1970’erne tændte en ung Moondocs interesse for den moderne jazz. Det skete på det progres-sive Antioch College i staten Ohio knap fem tim-ers kørsel fra Chicago, hvor Moondoc stammer fra. På Antioch var han med i Cecil Taylors store Black Music Ensemble, hvorefter hans skæbne som eksperimenterende musiker var beseglet.

Et betydningsfuldt navn på New Yorks loft-scene

Senere i 1970’erne rykkede Jemeel Moondoc til New York, hvor han blev tilknyttet den legen-dariske eksperimenterende loft-scene. Det var ikke mindst med hans gruppe Muntu, som talte de nære samarbejdspartnere bassisten William Parker og trompetisten Roy Campbell. Muntu var et disciplineret, vovelysten og tæt samspillet ensemble med egen lyd. Det blev et markant indslag på loft-scenen i de godt 10 år det bestod, og står som én af Moondocs mest frem-trædende konstellationer på egen boldgade. Det næste væsentlige udspil fra Jemeel Moondoc kom mere eller mindre i forlængelse af Muntu i starten af 1980’erne: The Gus Grew Orchestra. Et orkester, som eksisterede periodevis frem til omkring 2000, og hvor vægten blandt andet lå på den mere struktur- og traditionsbevidste jazz-avantgarde. Obskuritet og genopdagelse

Selv med Jemeel Moondocs flotte indsatser i de første årtier kneb det med at få omverdens bevågenhed og anerkendelse. Det havde blandt andet den konsekvens, at han i en årrække frem til midten af 1990’erne levede en temmelig

SIDE 25

obskur tilværelse på jazz-scenen uden mulighed for at indspille. Moondoc måtte derfor side-løbende ernære sig som arkitektassistent for at få tingene til at løbe rundt. I midten af 1990’erne blev han dog hevet ud af glemslen, da et lille nystartet, grænsesøgende pladeselskab Eremite, begyndte at indspille hans musik. Heriblandt live-kvintetudgivelsen ”Revolt of the Negro Lawn Jockeys”, som regnes for én af Moondocs fineste, med en mindre besætning. Fra de seneste år skiller ”The Zoo-keeper’s House” fra 2014 sig ud. Her udforsker Moondoc henholdsvis trio-, kvartet- og kvin-tetformaterne i forskellige musikalske vinkler i selskab med en perlerække af andre fritænkere og ældre som nyere bekendtskaber til Moondoc: Roy Campbell, Steve Swell, Hilliard Green, New-man Taylor Baker og Matthew Shipp. Et album som i et af de seneste numre af New York Jazz Record for eksempel fik følgende ord med på vejen: ”The Zookeeper’s House is an excellent view of Moondoc’s art where it stands now, as well as a fertile slice of contemporary New York Improvised Music”.

Når Jemeel Moondoc indtager Jazzhouse er det med et line-up, der tæller bassist Hilliard Green og trommeslager Newman Taylor Baker. To erfarne og alsidige herre, der har indgået i utallige sammenhænge igennem årene, og som da også er gennemgående musikere på netop ”The Zookeeper’s House”. Sidste medlem er pianist Lafayette Gilchrist. Hans dristige og alsidige spil kan blandt andet nydes i hans egen gruppe New Volcanoes, men derudover kendes han især fra sit mangeårige samarbejde med saxofonisten David Murray.

Der er således lagt op til en aften med intuitiv, intens og flertydig avantgarde-jazz fyldt med overraskelser og forvandlinger leveret af fire musikere, som forstår at komme ud i krogene af musikken uden at kæden hopper af.

ONSDAG 25/11 / 20:00 / 140 DKKJEMEEL MOONDAC QUARTET (US) + HOLGERSEN & CHRISTENSEN (DK)/CPHJAZZ/ JAZZHOUSE

SIDE 26

SIDE 28

Fra 5-8. november har koncertarrangøren artFREQ. sat sig i stolen som gæstebooker i Jazzhouse. Over fire dage kan man opleve sjældne koncerter med internationale kunstne-re, der alle har været med til at skubbe musik-historien fremad gennem dristige eksperi-menter. artFREQ. har gennem flere år markeret sig stærkt som en visionært tænkende arrangør, der har bragt markante legender til København og ofte præsenteret dem i særprægede og unikke omgivelser under mottoet ”radical high culture”. Det er dog første gang, at de overtager et spillested til en længere koncertrække, og der præsenteres både jazz, krautrock, no wave mm., når de rykker ind i Jazzhouse’ smukke lokaler.

Dobbeltkoncert i krautrockens tegn

Det musikalske maraton lægger ud med en aften i den tyske krautrocks tegn, hvor man kan opleve to af genrens hovedarkitekter: Michael Rother (Neu!, Harmonia) og Hans-Joachim Roedelius (Cluster, Harmonia, Brian Eno). Her er tale om musikere, der ikke alene er pionérer indenfor tysk musik, men som også har spillet en enorm rolle for hele eftertidens rock og elektroniske musik. Netop i disse dage færdig-gøres det ultimative bokssæt med Harmonias samlede værker. Dermed er Rother og Roe-delius aktuelle med deres betydningsfulde, fælles bidrag til musikhistorien, og til dobbelt-koncerten på Jazzhouse. Saxofon, cello og legendarisk No Wave

Lyden af New Yorks kompromisløse no wave-scene tegner fredagens program. Saxofonisten James Chance byder på lige dele Ornette Coleman-farvet jazz, funky James Brown-rytmer og punket nerve, mens koreanske Okkyung Lee optræder med sit uafrystelige cello-spil.

Tysk avantgarde-ikon i møde med New Yorker-rap, litteratur og jazz

Lørdag præsenteres et helt nyt samarbejde mellem det tyske avantgarde-ikon Blixa Bargeld (Einstürzende Neubauten), New York-rapperen Black Cracker og den schweiziske avant-jazz gruppe KiKu. Sammen tager de favntag med Herman Hesses udødelige lit-teratur. Sensationel koncert med free jazzens vokal-dronning

Programmet rundes af med sensationel kon-cert fra sangerinden Patty Waters. Hun revo-lutionerede vokaljazzen i 60erne og har siden inspireret navne som Patti Smith, Diamanda Galás, Thurston Moore m.fl. Det bliver hendes første koncert nogensinde på det europæiske kontinent og må således siges at være en helt unik begivenhed. Feat. Burton Greene (Albert Ayler), Tjitze Vogel & Barry Altschul (Paul Bley, Anthony Braxton, Chick Corea). Læs portræt af Patty Waters på de følgende sider.

TORSDAG 05/11 / 20:00 / 280 DKKMICHAEL ROTHER (DE) +HANS-JOACHIM ROEDELIUS (DE)/ART FREQ.

FREDAG 06/11 / 21:00 / 200 DKKJAMES CHANCE & LES CONTORTIONS (US/FR) + OKKYUNG LEE (KR/US)/ART FREQ.

LØRDAG 07/11 / 21:00 / 360 DKKKIKU WITH BLIXA BARGELD & BLACK CRACKER (CH/DE/US)/ART FREQ.

SØNDAG 08/011 / 20:00 / 220 DKKPATTY WATERS (US/NL)/ART FREQ. / G((O))NG TOMORROW

h hi ill

rrt

degc

cu ua a

SIDE 29

Hun blev opdaget af Albert Ayler og har siden været en kæmpe inspiration for bl.a. Patti Smith, Thurston Moore og Diamanda Galás. Som afslutning på artFREQ. Takes Over Jazzhouse giver den legendariske sangerinde Patty Waters sin første koncert på det europæiske kontinent nogensinde. Vi introducerer til den unikke sangerinde.

af Rasmus Steffensen

Da den bemærkelsesværdige græske sanger-inde Diamanda Galás, kendt for sine ekstreme

sangteknikker, i 1998 blev spurgt om hvem hendes primære vokale inspiration var, var hun ikke i tvivl:

“People ask me (about) my influences, I would have to say Patty Waters. They say other people and I say, Nahh, Patty Waters, listen to Patty Waters. I listened to her twice. That’s all it took for some grain of inextricable influence.”

Den oplevelse, som Galás beskriver, er én, som mange andre, der er stødt på Patty Waters, vil nikke genkendende til. Enten flygter man

SIDE 30

forfærdet, eller man bliver dybt betaget. Uanset hvad kan mødet med hendes stemme være en sjælerystende oplevelse.

Det er blevet sagt om Patty Waters, at hun på mange måder gjorde for vokaljazzen, hvad Al-bert Ayler gjorde for den instrumentale freejazz i 60’erne. Det lå ellers ikke i kortene, at dette vokale oprør ville komme fra den stille og sky pige, der var vokset op på en farm i Iowa. Alle-rede inden hun var fyldt 18 år, var hun begyndt at optræde med diverse danseorkestre. Men hendes store idol Billie Holiday havde allerede

sporet hende ind på en mere personlig måde at bruge stemmen på. I Holidays stemme gen-fandt hun noget af ensomheden og smerten, der hjemsøgte hende, efter at hun som ung og usikker pige mere eller mindre var blevet sendt hjemmefra og gled spøgelsesagtigt fra by til by. Hun opdagede, at stemmen kunne bruges til at udtrykke disse følelser. Samtidig fortalte Holidays stemme en historie om de lidelser, som den sorte del af den amerikanske befolkning måtte udholde. Det var ikke noget den hvide pige havde været meget i kontakt med på farmen i Iowa, men på jazzklubberne i San

jj

yg

aæn

ntl

i

ss

dk

ss

rr

zzee-ee

SIDE 31

Francisco og New York, som hun frekventerede i 60’erne, og hvor hun bl.a. lærte Miles Davis at kende, var bevidstheden om de racemæssige spændinger anderledes præsent. Og Waters var ikke sen til at tage de sortes parti. I det hele taget hang hun primært ud på steder, der mest var frekventeret af sorte, og snart blev hun kærester med jazztrommeslageren Clifford Jarvis - som på det tidspunkt var en del af Sun Ras band. Sammen med ham fik hun et barn, ligesom hun også skrev sangen “Song of Clif-ford” til ham. Men familien var ikke begejstrede for forbindelsen og sagde til hende, at hun ikke skulle drømme om at besøge dem, så længe den stod på, hvilket afskar hende endnu mere fra sine egne rødder.

ESP-årene

Patty Waters oplevede en stigende interesse for den mere frie jazz, der var ved at bryde frem i 60’erne. Hun var optaget af navne som Ornette Coleman, Pharoah Sanders og Sonny Rollins. Men det var en anden af freejazzens store navne, den førnævnte saxofonist Albert Ayler, der for alvor opdagede hendes talent en aften, hvor hørte han hende synge på en klub. Grebet af hendes stemme introducerede han hende til pladeproduceren Bernard Stollman. Et møde, der skulle vise sig at være afgørende for Waters.

Stollman var grundlægger af pladeselskabet ESP, der i 60’erne udsendte en lang række af tidens mest radikale udgivelser. ESP havde i 1965 udsendt Albert Aylers milepæl Spiritual Unity, og skulle de kommende år udsende pla-der med navne som Ornette Coleman, Sun Ra, Bud Powell og andre af tidens centrale progres-sive jazznavne. Men de udsendte også plader med f.eks. særegne og psykedeliske folkkunst-nere som Pearls Before Swine og Ed Askew samt syrehoveder som Timothy Leary, William S. Burroughs og The Fugs. Selvom pladerne i reglen blev udsendt i små niche-oplag, har en

lang række af ESP’s udgivelser opnået kultstatus og inspireret kommende generationer, ligesom ESP havde en fantastisk evne til at indfange den eksperimenterende nerve i samtiden og dokumentere den. Og Bernard Stollman havde da også øje for Waters’ særlige udtryk.

Selv blandt de flippede outsidere på ESP var Patty Waters dog en outsider. I december 1965 udsendte hun på ESP sit korte debutalbum Patty Waters Sings. Her blev hun akkompag-neret af freejazz-pianisten Burton Greene, der også havde spillet sammen med Ayler. Første side indeholdt en række sorgfulde klaverbal-lader skrevet af Waters selv, mens hele anden side af LP’en blev udgjort af en lang og radikal fortolkning af den gamle folk-ballade “Black Is the Color of My True Love’s Hair”. Og det var via denne 14 minutter lange fortolkning, hvor Wa-ters improviserede en række smertefulde skrig hen over den ellers så uskyldsrene ballade, at hun for alvor blev kendt som avantgarde-jazzens store stemme.

Som forventet delte pladen vandene. Down-beats anmelder gav den en særdeles negativ anmeldelse, men rygtet om Waters voksede i alternative kredse i både jazz-, folk- og rock-miljøet. Patti Smith var en af de tidlige beund-rere, og mange har sluttet sig til efterfølgende med navne som Thurston Moore, Blixa Bargeld, Lydia Lunch og altså Diamanda Galás samt den unge sangerinde Circuit des Yeux, der har optrådt i Jazzhouse flere gange.

Patty Waters Sings blev i 1966 fulgt op af udgiv-elsen College Tour, hvor man havde muligheden for at høre Patty Waters synge med et helt ensemble. Udgivelsen blev undfanget under en tour arrangeret af ESP, hvor Patty Waters sammen med Sun Ra Arkestra, Burton Greene, Giuseppi Logan og Ran Blake besøgte en række amerikanske colleges, og ensemblet på pladen bestod af et all-star hold af musikere fra touren.

SIDE 32

På albummet videreudviklede Waters de radi-kale vokalteknikker, skrig, hvisken og hyl, som “Black Is the Color of My True Love’s Hair” havde introduceret. Teknikker, der her blev stærkt understøttet af nogle af tidens bedste freejazz-musikere.

Arven fra Billie Holiday

Skønt Patty Waters af mange blev modtaget som et avantgarde-ikon - en ny stemme, der favnede den amerikanske angst og smerte - droppede hun kort efter College Tour musikerkarrieren. I 1969 blev hun mor, og hun trak sig helt tilbage fra offentligheden for at opdrage sin søn i rolige omgivelser nær San Francisco. Mens rygterne om hendes voldsom-me stemmeudskejelser voksede og dannede inspiration for mange yngre kunstnere, levede hun et stille liv, og i de få interviews hun har givet siden, har hun værnet meget tydeligt om privatlivet.

Det er dog blevet til meget sporadiske live-op-trædener. Og i 1996 kom så endelig en opfølger til de to legendariske ESP-udgivelser, nemlig ud-givelsen Love Songs udsendt på Jazz Focus. Her blev Waters akkompagneret af Jessica Williams på klaver på en række nedbarberede ballader, der vendte tilbage til den oprindelige inspiration fra Billie Holiday. Den vilde og ekspressive stil var lagt på hylden, men Waters viste sig 30 år efter ESP-pladerne fortsat som en dybt original sangerinde, der nu havde tilføjet nogle mere skrøbelige sider til sin vokal.

Arven fra Billie Holiday var også udgangspunkt for live-albummet Happiness Is a Thing Called Joe: Live in San Francisco 2002 (der udkom 2005). En regulær tribute til Billie Holiday, hvor Waters fortolkede standards som “Don’t Explain”, “I Loves You, Porgy” og “Loverman”, ligesom hun også genbesøgte sin egen tidlige komposition “Moon, Don’t Come Up Tonight”.

Om udgivelsen skrev Allmusic:

“Like Holiday she approaches the songs as if they were secret texts whose truths could be revealed by careful emotive investigation. Her reading of “Willow Weep for Me” is simply breathtaking. It’s so frail and vulnerable, and full of a brokenness and desire whose name can only be acknowledged, not spoken let alone touched. She digs deep into the blues vocabu-lary for the expression necessary and comes up with it, communicating the cracked-heart blues of unrequited love with accuracy, verve, and raw tension.”

Første europæiske koncert nogensinde

Skønt disse sporadiske genkomster, er Patty Waters dog forblevet en særdeles sjælden og fortsat sky fugl på musikscenen. Således har Patty Waters aldrig tidligere optrådt på det eu-ropæiske kontinent. Det rådes der nu bod på, da det endelig er lykkedes for artFREQ. at få hende til København, hvor hun 8. november giver kon-cert i Jazzhouse. Dialogen om at få Patty Waters til København har stået på i årevis før koncerten blev en realitet og Jazzhouse bliver eneste stop i Europa.

Det er således en mildt sagt sensationel be-givenhed, når Patty Waters gæster København. Det bliver tilmed med et stærkt line-up, hvor hun bl.a. ledsages af pianist Burton Greene fra de to ESP-udgivelser, bag trommerne sidder Barry Altschul, der især har gjort sig bemærket som trommeslager for Chick Corea, Paul Bley og Anthony Braxton, mens bassen håndteres af den hollandske musiker Tjitze Vogel.

Gå ikke glip af denne helt unikke chance for at høre en af jazzens mest særprægede vokalister!

SØNDAG 08/011 / 20:00 / 220 DKKPATTY WATERS (US/NL)/ART FREQ. / G((O))NG TOMORROW/ JAZZHOUSE

Med moderne fortolkninger af folkloristiske afro-peruvianske rytmer blandet med reggae, dub, salsa, hiphop, afrobeat, electronica og cu-bansk son tager Novalima publikum med på en rytmisk jordomrejse. Kom og få varmen, når det pionerende peruvianske musikkollektiv spiller på Global fredag den 20. november.

Af Camilla Garby-Dreyer

Musikalsk langdistance forhold

Ramón Perez Prieto, Grimaldo Del Solar, Rafael Morales og Carlos Li Carrillo har spillet sammen siden gymnasietiden, hvor de eksperimenter-ede med 80’ernes hardcore punk og 90’ernes psychedelic/acid rock på Perus undergrunds-musikscene. De fire venner, som er børn af kunstnere og intellektuelle, delte en passion for traditionel afro-peruviansk musik og global DJ-kultur og etablerede Novalima i 2001. På dette tidspunkt var drengene spredt for alle vinde, bosat i henholdsvis Lima, Barcelona, London og Hongkong. I hver deres havn udforskede og eksperimenterede de med forskellige musikal-ske udtryk, udvekslede ideer og sendte tracks til hinanden via e-mail. Dette musikalske lang-distance forhold resulterede i 2002 i gruppens første plade Novalima, som blev en kæmpe succes i hjemlandet, hvor det solgte platin.

På gruppens andet album, Afro, inviterede den oprindelige kvartet flere afro-peruvianske musikere med og gruppen voksede, da cajón

spilleren Juan “ Cotito “ Medrano og sang-erinden Milagros Guerrero med sin varme og inderlige vokal blev en integreret del af Novalima. Siden hen er de vokset til et otte medlemmer stort liveband. På dette tidspunkt var samtlige medlemmer flyttet tilbage til Perus hovedstad, og deres stigende succes i hjem-byen gav dem mulighed for at samarbejde med nogle af landets mest fremtrædende traditio-nelle kunstnere, herunder guitarlegenden Félix Casaverde og den afro-peruvianske sangfugl Rosita Guzman.

Den afro-peruvianske sjæl

Mens Novalimas lyd er moderne og til tider endda futuristisk, så går musikkens rødder flere hundrede år tilbage til de vestafrikanske slaver, der blev bragt til Peru af de spanske conquista-dorer for at arbejde i minerne langs Stillehavets kyst i 1500-tallet. Perus internationale image er primært bundet i arven fra Inkariget, til Machu Picchu og den indfødte befolkning, og hvad angår musikken forbinder de fleste Peru med salsa, cumbia og rock. Dette billede ignorerer desværre mangfoldigheden og kompleksiteten i landets befolkningssammensætning og ude-lader den store minoritetsgruppe afro-peruvi-anerne, efterkommerne af de sorte slaver. Deres unikke kultur og musik, der blander vestafri-kansk og spansk musik, har været ignoreret og undervurderet i århundreder indtil et par visionære pladeselskaber begyndte at støtte en vækkelse i 1950’erne.

revolutionerende afro-peruviansk fusionsmusik fra lima

novalima

SIDE 34

Den afro-peruvianske musik, der også går un-der navnene música negra og música criolla, er karakteriseret af flamenco-rytmer, traditionelle perkussionsinstrumenter og unikke polyrytmer. Beatet af den firkantede trætromme cajón skaber med komplekse arrangementer af den spanske guitar en selvstændig lyd, og musikken er på samme tid sørgmodig - tænk peruviansk blues – livsbekræftende og dansabel. På trods af at den er dybt forankret i en fjern fortid, har musikken ingenlunde mistet sin vitalitet og spilles i dag som et nutidigt udtryk og ikke som en historisk artefakt. Novalima har spillet en vigtig rolle i moderniseringen af den afro-peruvianske musik i Peru. De fire oprindelige medlemmer, som voksede op med traditionel peruviansk folkemusik på gaden og til familie-fester, formår at gøre musikken mere tilgæng-elig for især de unge peruvianere, der ikke tid-ligere har interesseret sig for den afro-peruvian-ske kultur.

Fremsynede brobyggere

Novalima revolutionerer den peruvianske musikscene ved at sammenflette fortid og frem-tid, tradition og innovation. De formår at bygge bro mellem kulturer og generationer, og anerk-endes i dag verden over for deres enestående evne til at forene tilsyneladende uforenelige genrer. I 2006 vandt gruppen derfor en IMA (Independent Music Award) for bedste album i kategorien World Fusion, mens albummet Coba Coba fra 2009 blev nomineret til en Latin

Grammy for bedste alternative album. Karimba fra 2012 tog Novalimas lyd i nye retninger, da de på dette - deres femte album - indførte traditionelle peruvianske rytmer som Panalivio, Zamacueca og Tondero, dog uden at opgive deres karakteristiske afro og dub lyd.

I mere end ti år har Novalima blandet den afro-peruvianske genre med inspiration fra øst og vest og en god portion electronica, og de har op-trådt på klubber og anerkendte festivaler verden over, bl.a. Roskilde Festival, WOMAD og Montreal Jazz Festival. Særligt for deres senest album Planetario, der udkom i juni i år, er at store dele af pladen er indspillet mens gruppen var på verdensturne. På pladen er gæsteoptrædender fra store lokale såvel som internationale kunst-nere, herunder Panko fra den spanske hiphop/flamenco gruppe Ojos de Brujo, den colombi-anske sangerinde Eka Muñoz og den cubanske rapper Kumar. Novalima besidder en helt særlig energi og overrasker til stadighed fans og an-meldere over hele verden med nye spændende kompositioner og kollaborationer. Gruppens livekoncerter afspejler mange års tæt samarbe-jde, en stor kærlighed til musikken og en særlig smittende energi. Vi er mange, der glæder os til at blive revet med, når peruvianerne slår vejen forbi Global og lyser op i efterårsmørket med deres lækre fusionsrytmer.

FREDAG 20/11 22:00 90 DKK NOVALIMA (PER)/ GLOBAL

Den tyrkisk-kurdiske sangerinde og sangskriver Olcay Bayir, som er bosat i London, gæster Global d. 14. november. Olcay Bayir bliver af The Guardian omtalt som en imponerende newcom-er til Londons pulserende globale musikscene og avisen giver Olcays debutalbum Neva - som betyder “harmoni” – en fremragende an-meldelse. Med sit debutalbum har hun markeret sig som en af de nye store stemmer inden for den tyrkiske folkemusik.

Af Laura Berivan Nilsson

Eklektiske arrangementer

Olcay Bayir, som er opvokset i byen Antep i det sydøstlige Tyrkiet, rejste til London som syt-tenårig for at tage en uddannelse som opera-sangerinde. Med sin klassiske baggrund og med sin kærlighed til hjemlandets folkemusik har hun skabt et stærkt personligt udtryk, der skin-ner igennem både i hendes originale komposi-tioner og fortolkninger af traditionelle sange fra Middelhavet, Anatolien og Mesopotamien.

Ligesom Olcay Bayirs musik er sammensat af forskellige musikalske traditioner, er hendes band sammensat af musikere fra henholdsvis Tyrkiet, Albanien, England og Venezuela. Instru-menteringen tæller klarinet, violin, strenginstru-menterne saz og lut samt daf. Med sit debut-album formår Olcay at skabe harmoni mellem tyrkiske makam og vestlige tonalharmonier. Dette er den armenske folkesang ’Mer Dan’ et fascinerende eksempel på, hvor det instrumen-tale ensemble er bundet sammen af tætvævede akkordfigurationer og vandrende melodiske linjer, der danser i sømmene af dissonans.

Datter af en anatolsk aşık

”Jeg komponerede min første sang, da jeg var seks år gammel, og den fik min skolelærerinde til at græde. Det blev starten på min musikalske rejse og mit liv som sanger og sangskriver.”

Olcay beskriver, hvordan hun voksede op i en meget musikalsk familie, hvilket har lagt grund-stenen for hendes musikalske virke. Særligt faderen har haft en stor betydning for hende, da han er folkesanger inden for den tyrkiske aşık-traditionen. Aşık’ere er troubadourer, som tra-ditionelt set rejser rundt i Anatolien og fortæller historier gennem sange. Disse sange bliver ofte akkompagneret af strengeinstrumentet saz, som har en religiøs betydning for alevierne i Anatolien.

Olcay uddyber om sin barndom: “En ting jeg husker fra min barndom var alle de aşıks, som var samlet i vores hus. De plejede at synge disse smukke fortællinger og sange, og jeg plejede også at synge med dem. Alle disse forsamlinger af musikere, fortællinger samt min far har haft den største indflydelse på mit musikalske liv.”

En symbiose skabt af mange dele

Olcay Bayir beskriver sig selv som et produkt af sin mangefarvede musikalske opvækst. Med sit band fortolker hun traditionelle sange, som repræsenterer den etniske diversitet i Tyrkiet. Ifølge Olcay overlapper og ebber de forskellige kulturer, der findes i Anatolien ind i hinanden. Formålet med hendes album er at fejre anatolsk kultur som en helhed, en symbiose, der består af mange dele. Dette formål er tydeligt i hendes

o il rby yca aanatolsk sangerinde møder londons globale musikscene

SIDE 36

valg af sange og arrangementer: åbningsnum-meret “Jarnana” er en albansk kærlighedssang, “Mer Dan” er armensk, “Penceresi Yola Karsi” er en sang fra Balkan og “Min Bêriya Te Kiriye” er en kurdisk sang. Med det formål at hylde Anatoliens kulturelle rigdom spiller Olcay sig ind i en nyere tendens i den tyrkiske folkemusik sammen med bands som Kardes Türküler, (løst oversat som broderlige/søsterlige folkesange) og gademusikerne Kara Günes (“Sort Sol”) som begge er bosiddende i Istanbul. Fælles for disse bands er, at de hylder en multikulturel samek-sistens i Tyrkiet.

Særligt pladeselskabet Kalan spiller en stor rolle i promoveringen af en alsidig tyrkisk folkemusik - en alsidighed der ikke altid har været plads til hos det nationale tyrkiske TV- og Radioselskab (TRT), som er i besiddelse af det største natio-nale arkiv af folkemusik. Selvom Olcay Bayir ikke selv omtaler sin musik som politisk, så vil der uundgåeligt være politiske implikationer for-bundet med at fortolke folkesange fra Anatolien tilhørende forskellige etniske grupper, da vi til stadighed ser konflikter mellem disse i Tyrkiet.

Harmoni på tværs af nationale grænser

Olcay giver udtryk for, at hendes egen person-lige historie har en stor betydning for hendes

musik. Som hun udtaler: “Jeg laver musik inspireret af min hjemby, hvor jeg voksede op med forskellige kulturer, sprog og liv. Jeg tror på, at den musik jeg laver nu, reflekterer min opvækst og min egen personlige musikalske rejse. Jeg laver min egen musikalske fusion baseret på min personlige identitet. Musik er et universelt sprog og særligt det at synge, er den bedste måde for mig at kommunikere på. Det er gennem sang, at jeg udtrykker mig bedst. Det at synge og skrive sange er en meget følelsesmæssig proces for mig. Alle de sange, jeg synger, har noget af mig i dem. Noget som er forbundet til mig”

Med debutalbummet, er Olcay Bayir trådt i fa-derens fodspor og blevet, hvad man måske kan kalde en moderne aşık, som fortæller historier på tværs af landegrænser.

Glæd jer til hendes koncert på Global, som bliver et klart lyspunkt i de mørke efterårsmåneder.

LØRDAG 14/11 22:00 120 DKKOLCAY BAYIR (TUR/UK)/ GLOBAL

SIDE 38

YOUR STAFF IS THE BEST...... skrev Dianne Reeves i Hotel Kong Arthurs gæstebog, da hun var her sidst. Det blev vi selvfølgeligt rigtigt glade for. Vi har stadigvæk åbne arme og gæstfrihed

24 timer i døgnet - for jazzmusikere og for alle vores andre dejlige gæster.