jazzhouse / global magasin #005 septem

ber/oktober 2015

magasin #005 / september/oktober 2015 / gratis /

MATANA ROBERTS

RICHARD YOUNGSCTM & PHONO PRESENT: BERLIN CURRENT

CÉU

EKKOZONE

PETER BRÖTZMANN

EMBRYO

숨[SU:M]

KHAIRA ARBY

MATANA ROBERTS SIDE 32

KALENDER SIDE 22

RICHARD YOUNGS SIDE 12

ART FREQ TAKEOVER SIDE 07

BERLIN CURRENT SIDE 10

SONIDO GALLO NEGRO SIDE 20

EKKOZONE SIDE 28

PETER BRÖTZMANN SIDE 04

DANSKE JAZZGUITARISTER SIDE 26

ED ASKEW SIDE 40

EMBRYO SIDE 08

숨[SU:M] SIDE 24

KHAIRA ARBY SIDE 16

CÉU SIDE 38

XENIA KRIISIN + ALICE B SIDE 42

dn oldi h

INFORMATIONAdresser:

Jazzhouse: Niels Hemmingsens Gade 101153 København K, +45 3315 4700

Global: Nørre Allé 72200 København N, + 45 5058 0841

Billetter: Til koncerter på Jazzhouse købes via Jazzhouse.dk eller Billetlugen.dk. Billetter til Global købes via Globalcph.dk. For begge steders vedkommende gælder det, at der normalt vil være billetsalg i døren, men vi anbefaler at man køber i forsalg til de store koncerter. Billetterne er unummererede pladser - også ved siddekoncerter.

Åbningstider: På Jazzhouse og Global åbner dørene en time inden koncertstart. Baren holder åben efter koncerterne.

Grupperabat:

Global har fast studierabat på 20 kr ved køb af billet i døren. Tag kontakt til info@globalcph.dk for information om grupperabat.Jazzhouse yder rabat til uddannelsesinstitutioner og grupper på mere end 15 personer. Tag kontakt til info@jazzhouse.dk for mere information.

Red.: Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer, Andreas K. Rasmussen

Skribenter: Camilla Garby-Dreyer, Neli Iwasa Weiss Hansen, Martin Hornsleth, Laura Berivan Nilsson, Lau Kjerstein, Kasper Stougaard Andersen, Mathias Nielsen, Rasmus Steffensen, Michael Lakjer Meyer

Grafik: Andreas K. Rasmussen Tryk: Strandbygaard Grafisk A/S

Forsidebillede: The Getty (www.getty.edu)

Sommeren har været rig på festivaler - både i metropoler og på marker har hundredetusinder været samlet til koncerter landet over. Festivalerne giver staffetten videre til spillestederne, der har ligget i dvale hen over sommeren.

På Global og Jazzhouse ser vi frem mod et efterår, der byder på adskillige store koncertoplevelser. Der vil både være gensyn med skattede artister og mulighed for at stifte bekendtskab med en række artister, der gæster Danmark for første gang.

Jazzhouse og Global er nok to forskellige institutioner med hvert sit kunst-neriske opdrag. Men vi deler det til trods et opdrag om at rette publikums blik og ører mod musik, der virker i randområderne af den musikjournalis-tiske opmærksomhedsradius, men hvis kunstneriske niveau er uangribeligt. Hvilket også anerkendes af landets store festivaler, hvor artister, som har spillet Global og Jazzhouse i løbet af det seneste år, var at finde på festivaler som Roskilde Festival, Copenhagen Jazz Festival osv.

I efteråret iværksætter Jazzhouse og Global et samarbejde om Multiple Tap, der er en to-dagesfestival med artister fra den japanske avantgardescene, der præsenterer alt fra harsk impronoise til mere folkemusikbetonede udtryk. Festivalen afvikles én dag på Global og én dag på Jazzhouse.

Jazzhouse og Global er også begge partnere i CPH:DOX, hvor vi har kvindelige artister med et stærkt politisk engagement på programmet. På Jazzhouse kan man opleve Matana Roberts i et audiovisuelt show, der sæt-ter fokus på den amerikanske historie - særligt race og køn -, mens Global præsenterer Khaira Arby fra Mali. I forbindelse med hendes koncert er der forpremiere på dokumentarfilmen They Will Have To Kill Us First. Khaira Arby fortæller inden filmen, i hvilken hun selv er en af hovedpersonerne, om situationen i hjemlandet. Filmen omhandler malinesiske musikeres kamp for frihed efter belejringen af det nordlige Mali, hvor oprørerne med brutale midler blandt andet har forbudt al musik. Du kan iøvrigt læse uddybende artikler om både Matana Roberts og Khaira Arby her i magasinet.

Så er du nysgerrig og vil du opleve artister i intime rammer, før de spiller på de store scener på festivalerne næste sommer, så er det efterårsvejret du skal trodse for at indfinde dig på Global og Jazzhouse.

Bjarke SvendsenDaglig leder på Global og Jazzhouse

oee

åo

to k

h-c

en

lr

rrpl

rl

te

ue

desv

nt

edg e

en introduktion tilö ape t nz ne r mrt b

SIDE 4

Den tyske saxofonist Peter Brötzmann var en af dem, der gik forrest, da freejazzen i 1960’erne for alvor bredte sig i Europa. I dag er han 74, men alderen har ikke forhindret ham i fortsat at afsøge grænser i selskab med scenens yngre musikalske kræfter. Til oktober gæster han Jazzhouse sammen med den engelske trom-meslager, Steve Noble. Samme aften kan man opleve Peter Sempels skæve dokumentarfilm “Rohschnitt Peter Brötzmann”. Vi bringer et portræt.

Af Mathias Nielsen

Peter Brötzmann var ikke meget mere end 20 år gammel, da han droppede sine kunststudier og kastede sig over saxofonen. Den frie jazz blomstrede i USA, anført af blæserfællerne Cole-man og Coltrane, men hovedinspirationen var Albert Aylers løsrevne tilgang til instrumentet. Brötzmann samlede hurtigt en trio med sin landsmand, bassisten Peter Kowald, og den svenske trommeslager Sven-Åke Johansson. De turnerede først fra 1965, inden de i 1967 ud-sendte en hæsblæsende hyldest til saxofonens opfinder, ‘For Adolphe Sax’ (på Brötzmanns eget selskab, BRÖ), og samtidig blev trioen en del af Alexander von Schlippenbachs store Globe Unity Orchestra, hvilket gav Brötzmann blod på tanden udi at ekspandere og udvide både band og format.

Således lagde han kort efter navn til milepælen ‘Machine Gun’, et instrumentalt protestalbum, der blev indspillet i maj 1968, sideløbende med ungdomsoprøret i Paris og resten af Europa. Hér havde Brötzmann udvidet sin trio til en euro-oktet med flere medlemmer af Globe Unity-kollektivet; en ekstra trommeslager (hollandske Han Bennink), en ekstra bassist (tyske Buschi Niebergall), og en belgisk pianist, Fred van Hove, mens han selv spillede op mod saxofonkollegaerne, engelske Evan Parker og hollandske Willem Breuker. Navnlig titelnum-meret var en rasende intens atonal eksplosion, der på én og samme tid stod som et aggressivt og oprørsk statement, som gennemhullede alle former for melodi og struktur.

Ingen grænser

Der var ingen grænser for Peter Brötzmann. Hans improvisationer og kompositioner strakte

sig ofte mellem 15 og 20 minutter, han gav dem bizarre titler, og han fandt på at give sine plader titler som ‘Nipples’ (1969) og ‘Balls’ (1970). Sidstnævnte indspillet i trio med Van Hove og Bennink, med hvem han nåede nye dadaistiske højder i 1972, da de tre indspillede dobbelt-albummet ‘Free Jazz und Kinder’ i selskab med 15 meget vokale børn! Fem år senere tog Brötzmann og Bennink desuden på skovtur i Schwarzwald og indspillede af musikhistoriens mest sælsomme værker, ‘Schwarzwaldfahrt’, hvor Bennink spiller på træstamme, skovbund og sø, mens saxofonen også kom en tur under-vands.

I 80’erne gjorde Brötzmann sig bemærket som medlem af Last Exit med trommeslager Ronald Shannon Jackson (Ornette Coleman, Albert Ayler og Cecil Taylor) og guitarikonet Sonny Sharrock (blandt andre Miles Davis og John Coltrane), der havde dannet gruppen sammen med den eksperimenterende bassist, Bill Laswell. I grænselandet mellem freejazz og heavy metal lagde kvartetten navn til et par studieudgivelser samt især liveplader, der doku-menterede heftige improkoncerter i Europa og Asien. Siden gik Brötzmann tilbage til at skabe kunstværker og stod for pladeomslag til sin søn, noise-guitaristen Caspar Brötzmanns første udgivelser, og i 90’erne indspillede han pladen ‘Last Home’ med sønnen. Men han fortsatte også den intense omgang med freejazzen i sin nye Die Like a Dog-kvartet (med bassist William Parker, trommeslager Hamid Drake og trompe-tist Toshinori Kondo). Og han indspillede med legender som Rashied Ali og Anthony Braxton, samarbejdede med den danske bassist Peter Friis Nielsen i blandt andet The Wild Mans Band, samt ikke mindst spillede med den japanske noise-mager og guitarist, Keiji Haino, der netop har gæstet Jazzhouse. Alt sammen inden han kort før årtusindeskiftet sammensatte et kæmpe ensemble, Chicago Octet/Tentet, der pegede tilbage mod Globe Unity-dagene.

Travlere end nogensinde

Alt dette til trods har Peter Brötzmann tilsynela-dende aldrig haft i sinde at skrue ned for akti-vitetsniveauet, selvom han forlængst har rundet pensionsalderen. Tværtimod er han travlere end nogensinde. I 2013 gav han eksempelvis hele tre koncerter i Danmark, og han har især optrådt

SIDE 5

med de allestedsnærverende nordboer, Mats Gustafsson og Paal Nilssen-Love. Senest har han indspillet med den engelske trommeslager, Steve Noble, der begyndte karrieren som tour-medlem af Neneh Cherrys 80’er-foretagende, Rip Rig & Panic. Noble har gjort sig bemærket på hjemlandets improvisationsscene og har spillet med både Derek Bailey og den elektroniske duo, Spring Heel Jack, med eksperimentalguitaristen Stephen O’Malley fra Sunn O))) og i jazzen med blandt andre Matthew Shipp og Joe McPhee.Sammen med Brötzmann har Noble lagt navn til ‘I Am Here Where Are You’ (2013) og sidste års ‘Soulfood Available’ med kontrabassist John Edwards. Om sidstnævnte – hvis titelnummer strækker sig over 43 minutter (!) – skrev All-AboutJazz.com, “Brötzmann blows an untamed saxophone, b-flat clarinet, or taragato, as if it were the first notes ever sent forth. But he also crafts his improvisations not unlike a Duke El-lington suite”.

Edwards er ikke med på Jazzhouse, men det lyder bestemt som om, der er noget stort i vente, når Brötzmann og Noble tørner sammen i fri im-provisation i Jazzhouse, når den tyske veteran vender tilbage for første gang siden sin koncert sammesteds med Paal Nilssen-Love i 2013.

Peter Brötzmann på film

På koncertaftenen vil der inden koncerten blive vist en spritny dokumentarfilm om aftenens hovedperson. “Rohschnitt Peter Brötzmann” er

instrueret af landsmanden Peter Sempel, der har fulgt saxofonisten rundt på verdensturné gennem det meste af 2014; fra hjemmet i Wuppertal til et hurtigt visit i Kina i selskab med trioen Full Blast.

Som seer får man et blik ind i veteranens ekso-tiske privatbolig, der både tæller en urskovsagtig have og et kunstværksted, hvor han efter eget udsagn nyder at være alene (han virker synligt generet af at have den nærgående instruktør rendende), kort inden han på turné i lige så høj grad nyder at spille med sine kollegaer.

Med håndholdt kamera og en frenetisk klip-pestil, der er freejazzet på Godard-måden, følger den ene Peter den anden Peter på nært hold, mens der er musikalsk medvirken fra blandt andre nærværende Steve Noble, de mangeårige legekammerater Han Bennink og Hamid Drake, Paal Nilssen-Love samt sågar den dengang 91-årige avantgardefilminstruktør, Jonas Mekas.

Mathias Nielsen er kulturskribent og driver musik- og filmsitet anmelderen.dk.

Koncerten præsenteres i samarbejde med Goethe Institut Dänemark

TORSDAG 08/10 / 20:00 / 90 DKK / JAZZHOUSEBRÖTZMANN/NOBLE DUO (DE/UK)+ “ROHSCHNITT PETER BRÖTZMANN” (INSTR. PETER SEMPEL)

Radical High Culture artfreq.com

ArtFreqAnnonce_270815.indd 2 27/08/15 12.06

SIDE 6

Radical High Culture artfreq.com

ArtFreqAnnonce_270815.indd 2 27/08/15 12.06

Tyske Embryo er et af de centrale bands fra den såkaldte krautrockscene, der tæller skelsæt-tende grupper som Can og Neu!. Embryos særkende er kolorit fra store dele af Afrika, Mel-lemøsten og Asien.

Af Martin Hornsleth

Fra 60’erne og 70’ernes Vesttysklands gyldne musikalske åre kommer Embryo. München-gruppen placeres oftest i krautrock-kategorien, som stilistisk spænder vidt og er en fælles-betegnelse for eksperimenterende, progressiv musik fra en gylden periode i tysk rockhistorie. Genremæssigt når krautrocken omkring både rock, jazz og tidlig elektronica. Grupperne for-grenede sig yderligere i et hav af stilarter. Mange vil nikke genkendende til krautrocknavne som Neu!, Can, Faust og Amon Düul, hvis indflydelse stadig høres i dag – og ikke kun i forbindelse med den revival, som krautrocken har fået i de senere år. Embryo er måske ikke det mest kendte af orkestrene, men til gengæld ét af de

mest eventyrlystne, og krautrockfans er helt sikkert bekendte med gruppen.

Den spæde begyndelse i München

Embryo udsprang ligesom en anden kendt krautrockgruppe, Amon Düül, fra München. Embryos absolutte frontfigur og til dato det eneste oprindelige medlem af gruppen, Chris-tian Burchard (vibrafon, marimba, keyboard m.m.) dannede sammen med den ligesind-ede saxofonist og fløjtist Edgar Hoffmann Em-bryo i 1969. Godt i tråd med den blomstrende krautscene gik der kun et år, før Embryos debutplade, Opal, blev udsendt i 1970. Opal er en psykedelisk rockplade, som er mere straight rocket end senere udgivelser.Embryo føjede hurtigt flere farver til paletten. Gruppen hørte til i den mere eksotiske afdel-ing af krautrocken. De begyndte tidligt at blande spacy rock med toner og rytmer fra bl.a. afrikanske og indiske musiktraditioner. På den måde var de forbundet med 70’ernes

lato

a cl

r ob

u kg

k roybm re

SIDE 8

progressive rock, som ofte smeltede rock sammen med jazz. Foruden the usual suspects som guitar og trommer tog gruppen et hav af in-strumenter i brug, hvoraf det er svært at komme uden om Buchards vibrafon og marimba, to af gruppens særkender.Op igennem 70’erne eksperimenterede og vi-dereudviklede Embryo deres udtryk og opnåede en vis popularitet i midten af årtiet. Deres mest succesfulde album, We Keep On (1973), er vital jazzrock krydret med globale toner og rytmer. Med albummene Surfin’ (1974) og Bad Heads and Bad Cats (1975) fortsatte populariteten på den internationale scene for jazz- og progressiv rock. Hos Embryo hører vi også et slægtskab med 70’ernes britiske Canterbury-scene, hvor grupper som The Soft Machine og Caravan huserede.

Verden rundt

Men frontfigur Christian Burchard følte midt i 70’erne, at Embryo havde bevæget sig i en for

kommerciel retning og søgte derfor inspira-tion fra fjerne himmelstrøg. Gruppen tog på en måneder lang ekskursion til Indien for at møde lokale musikere og indsamle ny inspiration. Det betød bl.a., at Embryo samarbejdede med den indiske sanger Shoba Gurtu. Sammen med sangeren udgav de det glimrende album Apo Calypso i 1979.

Embryo turnede i det hele taget jordkloden flit-tigt. De samlede ikke kun musikalsk inspiration, men optrådte også i blandt andet Indien. Filmen Vagabunden-Karawane (1981) dokumenterer gruppens rejse med bus gennem Mellemøsten, Pakistan, Afghanistan og Indien. Rejsen var med øget spænding undervejs, da bandbussen brød sammen i Teheran midt under en borgerkrig. Lyden af geværsalver runger i gaderne, mens Embryo holder sig indendørs på hotellet. De vidste, at det ikke kunne gå hurtigt nok med at komme ud af Iran. Gruppen fortsatte dog med at turnere Mellemøsten, og i 80’erne begyndte de at rejse i Afrika. Der indledte de blandt andet et samarbejde med det nigerianske Yorupa Dun Dun Ensemble.I slut-80’erne betød interne konflikter, at Embryo i den oprindelige konstellation gik i opløsning. Christian Burchard samlede hurtigt et nyt band under navnet Embryo, mens en anden del grup-pen dannede et nyt band med det sigende navn Embryo Dissidenten.

Embryo i dag og live

Christian Burchards Embryo fortsatte op igen-nem 90’erne og 00’erne med at turnere og udgive flittigt. Kaster man et blik på gruppens diskografi, mister man hurtigt overblikket. Alverdens udgivelser, samarbejder og liveopta-gelser er tilgængelige. Det er et godt billede af en gruppe, der altid er i bevægelse og gerne bevæger sig i nye retninger. På gruppens hjem-meside kalder de meget rammende musik-ken for ”free flowing world music”. Embryo er nærmest antitesen til The Rolling Stones: En rockgruppe af ældre dato, der ikke desto mindre konstant udvider deres musikalske udtryk og ikke blot lirer greatest hits af på scenen. Forvent derfor fritflydende progressiv rock, krautrock og verdensmusik, når Embryo træder ind på scenen på Global.FREDAG 25/09 / 22:00 / 100 DKK / GLOBALEMBRYO (DE) + THE LAKE DJS (DK)

SIDE 9

C T M F E S T I VA L & P H O N O F E S T I VA L P R E S E N T

Tag et dyk ned i Berlins mangfoldige elektroni-ske musikscene, når Jazzhouse i samarbejde med Club Transmediale, PHONO Festival og Goethe Institut Dänemark præsenterer Berlin Current, hvor man over to aftener i oktober kan opleve i alt otte vigtige navne Berlin-baserede kunstnere.

Af Kasper Stougaard Andersen

Den metaforiske beskrivelse af Tysklands reelle, kulturelle og historiske hovedstad Berlin som en by i rivende udvikling har aldrig været mere aktuel. Mens Murens fald indvarslede begyn-delsen på en omvæltende og endnu ufærdig helingsproces, både åndsligt og i konkret fysisk forstand, åbnede fraværet af den symboltunge inddæmning samtidig op for tilkomsten af alskens musikalske strømninger. Især den på daværende tidspunkt stadig primært amerikan-ske house- og techno-musik fandt hurtigt fod-fæste i den nedbrudte tyske undergrund – ikke mindst takket være de senere så legendariske ikoner som pladebutikken Hard Wax og klubben og pladeselskabet Tresor og deres selvetable-rede forbindelser hinsides Atlanten.

I dag er de to elektroniske genrer snart sagt hvermandseje og har spredt sig som elementer i et bredt spektrum af hoved- og undergenrer og sågar i den traditionelt lyttervenlige popmusik. Lyden af Berlin er altså på én og samme tid utroligt nærværende og ufatteligt svær at defi-nere, ikke mindst i kraft af den stadig stigende tilstrømning af kunstnere og udtryk, der ser ud til konstant at vælte ind over byens bredder.

Det er afsættet for den Berlin-baserede musikfestival Club Transmediales (CTM) nyeste satsning med det sigende navn Berlin Current. Siden sin begyndelse i sommeren 2013 har projektet gennem en række samarbejder med veletablerede spillesteder og festivaler forsøgt at afdække og fremvise, hvad den nutidige lyd af byen helt præcis er for en mangeartet størrelse – frigjort fra traditionelle parametre som genre og nationalitet.

Berlin Current har på den vis indfanget en flydende kerne af kunstnere, hvis samlede hele mere end af noget andet holdes sammen af deres virke i byen. Nu er turen så kommet til København og Jazzhouse. I samarbejde med den odenseanske musikfestival, PHONO Festival og Goethe Institut Dänemark, har CTM medku-rateret to aftener med i alt otte elektroniske kunstnere fra Berlin Currents omfangsrige por-tefølje den 22. og 23. oktober.

Første aften kan indkapsles under det noget løse paraplybegreb ”post-internet” – her er gen-reopbruddet næsten fuldstændigt hos de fire kunstnere, der på hver deres måde giver udtryk for den digitaliserede og samplende hyper-verden, som internettet og dets medfølgende strøm af information og ikke mindst inspiration har tilvejebragt. Anderledes dystert bliver det den 23. oktober, hvor blandt andre libanesisk-fødte Rabih Beaini, tidligere kendt under navnet Morphosis, optræder med italienske Daniele De Santis (også kendt som Grün) på trommer. Her er nøgleord som atmosfærisk og mørke centrale og fælles for de fire kunstnere.

At den elektroniske musik i den grad er et aktivt felt, er medkurator PHONO Festival et levende bevis på. Festivalen, der i september i år kan fejre sit 10. leveår, har siden 2006 insisteret på at præsentere det danske publikum for et væld af mere eller mindre velkendte elektroniske navne – altid med sigte på et program, der både tilgodeser eftertænksomheden og danse-skoene, det kunstneriske og det festlige. De sidste mange år har den odenseanske festival desuden holdt stædig fast i næsten udelukkende at programsætte kunstnere, som fremfører de-res musik live – ikke som en modsætning, men som et alternativ til den allestedsnærværende DJ-kultur.

Ægteskabet mellem CTM, PHONO Festival og Jazzhouse virker derfor oplagt, og vi glæder os meget til at byde disse to grænseafsøgende in-stitutioner og selvfølgelig de udvalgte kunstnere indenfor.

TORSDAG 22/10 / 21:00 / 130 DKK / JAZZHOUSEAMNESIA SCANNER + PHOEBE KIDDO

+ J.G. BIBERKOPF + KUEDOFREDAG 23/10 / 21:00 / 130 DKK / JAZZHOUSE

RABIH BEAINI/DANIELE DE SANTIS + KATHY ALBERICI + OAKE + MILES

SIDE 11

vi s sg

e et

o

n l

ya

æa

r

d g

e

h

o he

n

btt

c

i

i

lr rg

rr

ru

u

s

s

v

Til oktober byder Jazzhouse og spillestedet Mayhem sammen på to dages besøg fra den særegne engelske musiker Richard Youngs. En sjælden mulighed for at stifte nærmere bekend-tskab med en original kunstner, der har mere end 100 udgivelser bag sig, men som sjældent spiller koncerter, og som gæster København for første gang. Vi introducerer her til Richard Youngs’ univers.

Af Rasmus Steffensen

Det siger en del, at Richard Youngs’ første album udkom på et selskab ved navn No Fans - et selskab, han selv drev, og som siden har været udgivelseskanal for en lang række af hans mest obskure udgivelser. Obskur er i det hele taget et ord, man kan bruge om hele hans karriere. Fra starten har der været en skyhed over englæn-derens musikalske virke. De første mange år spillede han stort set ikke live, og selvom han er kommet efter det, er det stadig sjældent at opleve ham på en scene. Han har heller ingen officiel hjemmeside, Facebook eller lignende. Til gengæld har produktiviteten været i top, og Youngs har siden debutalbummet “Advent” (1990) udsendt over 100 udgivelser spredt ud på adskillige selskaber, både som solo-kunstner og i samarbejde med musikere som Alex Neilson, Jandek, Acid Mothers Temple’ Makoto Kawabata, Simon Wickham-Smith m.fl. Og så har han desuden udgivet en vegansk kogebog.

I år kan Richard Youngs altså markere 25 års jubilæum for debutalbummet (allerede i 80’erne udsendte han dog en række kassettebåndudgi-velser i forskellige konstellationer), og tidligere på året udsendte han også den retrospektive boks “No Fans Compendium”, indeholdende syv cd’er med musik fra hans eget label. Det meste af denne musik har tidligere kun været udsendt i ekstremt små oplag på ned til 10 eksemplarer, mens en del aldrig har været udgivet før. Tidligere på året udsendte han også protestpladen “Unicorns Everywhere” i et lidt større oplag på 250 eksemplarer på Sonic Oyster.

SIDE 13

På albummet “Like A Neuron” - udsendt på det tyske elektroniske label Dekorder i 2009 - udfor-sker han et rent instrumentalt keyboard-univers, andre plader har været helliget båndeksperi-menter eller ren a capella-sang. Endelig finder man i hans katalog værker, som bevæger sig ind i performancekunst af et absurdistisk tilsnit. Her kan fremhæves en performance fra 1990, også udsendt på plade, med titlen “171 Used Train Tickets”. Med vanligt underspillet engelsk humor, har Youngs om dette besynderlige værk forklaret: “For reasons that escaped me now, I’d hoarded 171 used train tickets. It felt like a cool idea to read them out. So I did. Not in the privacy of my own home, but to an audience. They seemed to enjoy it.”Men skønt Youngs er optaget af langstrakte ritu-aler, klang, minimalisme og sære performances, har han også en stærk melodisk åre, som bl.a. folder sig ud på smukke folkhymner som “Soon It Will Be Fire” fra albummet “Sapphie” (1998). Og da en ven gav Youngs den udfordring at lave en rigtig popplade, tog han uden videre udfordringen på sig og skabte en finurlig sam-ling af spacede popperler med den kække titel “Beyond the Valley of Ultrahits” (2009).

Live ved man heller aldrig helt, hvad man får fra Youngs. Som på plade kan han være indad-vendt og skrøbelig, men han kan også udforske mere støjende territorier eller udforske selve koncertsituationen med absurde happenings. I oktober får man rig mulighed for at opleve forskellige facetter af Youngs, idet han over to dage optræder i både Jazzhouse og på Mayhem i Ragnhildgade. På Mayhem lægges der op til et mere støjende sæt med elektrisk guitar, trommemaskine og vokal, mens Jazzhouse-koncerten som nævnt bliver et langstrakt ritual til at synge vinteren ind.

Ritualer til årstiderne

Det er ikke nemt at holde styr på rækken af udgivelser, ligesom det er særdeles svært overhovedet at placere Youngs’ musik i et gen-remæssigt landskab. Han henter inspiration fra såvel engelsk progressiv rock og minimalisme, ligesom hans musik ofte har et folkemusikalsk præg over sig. Musikken kan fremstå enkel - ofte er sangene bygget op af et lille tema eller en simpel frase, som gentages igen og igen i 20 minutter - men også med en uudgrundelighed og mystik, som man allerede finder på førom-talte “Advent”. Et både smukt og gådefuldt værk, der med klaver, obo og guitar bygger bro mel-lem lo-fi hjemmeoptagelse og klassisk minima-lisme. Som titlen betoner, så er pladen indspillet i juledagene, og der hviler da også en frostklar, vinterlig stemning over albummet, der nok kan betegnes som en af verdens særeste (men også smukkeste) juleplader.

Richard Youngs’ musik er i det hele taget ofte som en slags ritual eller besværgelse, der påkalder årstider og naturfænomener. Andre plader bærer titler som “Summer Wanderer”, “Autumn Response”, “Summer Through My Mind” og “River Through Howling Sky”. Kon-certen i Jazzhouse bliver ligeledes et ritual til påkaldelse af vinteren, nemlig én lang kompo-sition bestående af zither og vokal med titlen “Parallel Winter”. En komposition, der også udgives på vinterens første dag af det polske selskab Populista.

Undersøgelser af musikkens mikroelementer

Skønt instrumenteringen ofte er enkel og til forveksling kan ligne et standard singer/song-writer set-up med guitar/vokal eller piano/vokal, så ligger Richard Youngs’ tilgang til arrange-menter langt fra klassisk singer/songwriter-musik. Snarere er hans tilgang præget af en tydelig interesse for at udforske instrumentet, dets klanglige muligheder, og ikke mindst, hvor meget man kan skære ind til benet og stadig have et stykke musik. Både plader og koncerter er således ofte en udforskning af ét bestemt instrument - som i tilfældet “Parallel Winter” - eller en undersøgelse af én enkelt vokal eller instrumental frase.

SØNDAG 25/10 / 20:00 / JAZZHOUSE / 70 DKKRICHARD YOUNGS (UK) + SUPPORT

LØRDAG 24/10 / 20:00 / MAYHEM / 70 DKKRICHARD YOUNGS (UK) + SUPPORT

PARTOUTBILLET: 100 DKK

SIDE 14

En af Malis stærkeste kvindelige kunstnere slår vejen forbi Global den 29 oktober, hvor hun vil lyse salen op med lækkerier fra sit seneste album, Gossip, produceret af det amerikanske pladeselskab Clermont Music. Vi ser frem til at tage imod den ukronede dronning af desert blues, der har kæmpet mod hårde odds i en mere end 20 år lang karriere.

Af Camilla Garby-Dreyer

nk

ah

lr

rt

it

aa

ny

u

ra

aa

k

er

g

tmif

bt u

eb

SIDE 16

Med en blanding af vestlige og afrikanske instrumenter, komplekse rytmer og rullende melodier skaber Khaira Arby og hendes sublime ensemble en ganske særlig lyd. De bevæger sig inden for et bredt spektrum, og musikken kan måske bedst karakteriseres som desert blues med et twist af rock, jazz og reggae. Et mix af traditionelt og progressivt der bare fungerer! Ifølge Khaira Arby kender musikken ingen grænser, og hun bygger bro mellem forskellige generationer og kulturer med temaer fra både fortid og nutid. Hun synger eviggyldige sange om kærlighed, familie og ægteskab og fortæller historier om Malis mangfoldige kultur og historie til en stadigt voksende international fanskare. Iført smukke traditionelle klædedragter og smykker udstråler denne midaldrende skønhed en sjælden tilstedeværelse og ægthed, når hun træder på scenen. Akkompagneret af lækre guitarriffs, der stedvis kan drage associationer til den salige Jimi Hendrix, fortryller hun publikum med sin klare og inderlige røst.

Dronningen af desert blues

Arby blev født i 1959 i landsbyen Abaradjou i Saraha ørkenen nord for Timbuktu. Moren var songhai og faren berber, og de forskellige etni-ske baggrunde høres tydeligt i hendes musiks bredde og dybde. Hun synger på næsten alle de sprog, der tales i Mali; songhai, fula, tamasheq,

bambara, arabisk og fransk. Dette har i høj grad bidraget til at hendes succes har spredt sig over hele landet; fra Sahara i nord, gennem Sa-helbæltet og Sudansavannen til foden af Fouta Djalon-bjergene i syd vest. Allerede fra barnsben elske Khaira Arby at synge, og det var fra en tidlig alder tydeligt at hun besad en særlig evne, som hun selv har kaldt en gave fra Gud. Hun tilmeldte sig derfor en sangkonkurrence i skolen og vandt, hvorefter rygtet spredtes om denne unge sangfugl, som hurtigt blev efterspurgt til bryllupper, dåber og omskæringsceremonier i byen. I 1972 blev hun rekrutteret af grup-pen Orchestre De Tomboctou med hvem hun lavede sin første indspilning, og senere blev hun inviteret til at synge med det berømte Orchestre Badema i Bamako.

Til trods for Arbys ubestridelige talent ople-vede hendes karriere en vanskelig start. I en dokumentar produceret af Afropop Worldwide fortæller hun således, at hendes far forbød hende at synge og giftede hende bort, da hun var bare 16 år gammel. I en årrække måtte hun lægge sine drømme på hylden, da også hendes mand forbød hende at synge og krævede at hun blev hjemme og passede parrets børn. Pas-sionen for musikken vejede imidlertid tungere end familiens krav og forventninger, og hun valgte derfor at forlade sin mand. I førnævnte dokumentar fortæller hun således med et smil, at hun elskede sangen for meget og ikke har lavet andet end at synge lige siden skilsmissen.

Musik i eksil

Med en brændende passion og en god portion fandenivoldskhed blev Khaira Arby den første kvinde i Timbuktu-området til at udgive en plade – eller i første omgang et kassettebånd - i eget navn. Moulaye fra 1990 var først og fremmest en reaktion på aktuelle begivenheder i regionen - en opfordring til fred. Start 90’erne var en tid præget af tuareg-oprør, etniske konfronta-tioner og massiv udvandring fra Mali. Arby var altid meget bevidst om landets situation, og hele hendes kunstneriske karriere har fulgt de politiske og sociale begivenheder i regionen; oprør, statskup, korruption, invasion og islamisk fundamentalisme. Mali og musik hænger uløseligt sammen, og op igennem et relativt stabilt politisk landskab i slut 90’erne og 00’erne oplevede landets rige

SIDE 17

islamister prøvede at gøre musikken tavs og gemme Timbuktus kvinder bort i sorte burkaer, men Malis kvinder lader sig ikke kue. Khaira Arby spiller stadig sin musik og Aziza Mint Mo-hamed vandt valget. Kært barn har mange navne. Khaira Arby er således også blevet kaldt Malis svar på Aretha Franklin takket være hendes gudesmukke stemme og storslåede person, og hun er i årenes løb blevet anerkendt med en række prestigefyldte musikpriser. Blandt andet har hun, som en blandt ganske få kvinder, modtaget Malis svar på Grammyen, Tamani d’Or (den gyldne tromme). Denne pris er tidligere blevet uddelt til prominente kunstnere som Bassekou Kouyaté, Toumani Diabaté og legenden Ali Farka Touré, kendt som Kongen af desert blues. Arby havde et ganske nært forhold til sidstnævnte, som var hendes fætter, mentor og gode ven. De turnerede sammen i Europa og optrådte til Grammyuddelingen i Los Angeles i 1995. I 2002 udgav Arby mesterværket Ya Rassoul, hvorefter hun som solokunstner for alvor blev stor på den verdensmusikalske scene. I 2010 turnerede hun for første gang i USA og Canada, hvor hun i årenes løb har opbygget en betydningsfuld fan-skare, og New York Times har beskrevet hende som ”one of Africa’s best singers”. Det er svært at være uenig her, og vi er mange, der glæder os til at høre sangfuglen live!

Inden for koncerten på Global introducerer Khaira Arby til dokumentaren They Will Have to Kill Us First: Malian Music in Exile, der bliver

musikalske traditioner en opblomstring og en skabekraft uden lige. Men i 2012 ændrer alt sig. Seperatistiske oprørere ledet af den nationale bevægelse for Azawads frigørelse (MNLA) overtager de tre største byer i det nordlige Mali; Kidal, Gao og Timbuktu støttet af den islamis-tiske gruppe Ansar Dine. Efter at have fordrevet den maliske regeringshær fra regionen og erklære uafhængighed overtager Ansar Dine og al-Queda udbryddergruppen Bevægelsen for tro og jihad i Vestafrika (MOJWA) fuldstændig kon-trollen over regionen. Med indførelse af streng sharia-lovgivning blev alle former for musik for-budt, hvilket kvalte Timbuktus ellers storslåede og mangeartede musikscene. Instrumenter og forstærkere blev beslaglagt og brændt, og straffen for at spille og lytte til musik lød på pis-keslag, fængsel og i visse tilfælde en afhugget hånd. I et interview fra 2013 med den austral-ske avis The Australian fortæller Khaira Arby, at det lokale religiøse politi dukkede op i hendes studie og smadrede udstyr for flere hundrede tusinde kroner og truede med at skære hendes tunge ud. Ligesom tusindvis af andre var hun derfor nødt til at forlade sit hjem i Timbuktu og flygte med sine børn til hovedstaden Bamako i det sydlige Mali. Situationen er blevet bedre i regionen, men mange malinesiske kunstnere er som Arby stadig utrygge ved at vende hjem og spiller fortsat deres musik i eksil.

Politisk indflydelse

Som en vigtig ambassadør for sit hjemland har Khaira Arby i tyve år sunget for fred og sammen-hold mellem de mange malinesiske etniciteter, og siden 2010 er hun regelmæssigt blevet inviteret til FNs generalforsamling for netop at synge om fred. Herudover er Arby en vigtig talsperson for kvinders rettigheder i Mali og har blandt andet stillet skarpt på kvindelig om-skæring, som desværre fortsat er almen praksis i store dele af landet. Hun spillede desuden en afgørende rolle i valget til Malis National-forsamling i 2013, da den eneste kvindelige kandidat Aziza Mint Mohamed inviterede hende til at optræde ved sit afsluttende valgmøde i Timbuktu. Mohameds afgørende rival afholdte sit valgmøde ikke langt derfra, men da ordet spredtes om, at Nordens Nattergal var taget hele vejen fra Bamako for at støtte Aziza Mint Mohamed, stod den uheldige modkandidat pludselig uden publikum. De fundamentalistiske

SIDE 18

vist i Empire Bio. Sammen med blandt andre Moussa Sidi og Songhoy Blues medvirker hun i filmen, der følger Malis musikalske helte i deres kamp for retten til at synge under besættelsen af de islamiske ekstremister. Den prisvindende amerikanske fotograf og filmskaber Johanna Scwartz står bag denne enestående film, der vandt prisen for bedste feature dokumentar ved forårets CIMMFest Awards i Chicago.

TORSDAG 29/10 / 22:00 / 120 DKK / GLOBALKHAIRA ARBY (MLI)

Præsenteres i samarbejde med CPH:DOX og Empire Bio

SIDE 19

Lyden fra den sorte hane: Forvent en aften med psykedelisk cumbia og kutteklædte skeletter når ni-mandsbandet Sonido Gallo Negro fra Mexico City gæster Global for første gang.

Af Laura Berivan Nilsson

Bandet er kendt for at fortolke den peruvianske cumbia fra 70erne, også kendt som chicha. Det gør de ved hjælp af både theremin, skingre orgeltemaer, surfguitar og realsamples. Sidste år udgav bandet deres andet album ”Sendero Mistico”, som fik en fremragende modtagelse af blandt andet britiske The Wire og jazzmagasinet UK Vibe, som foreslår, at bandet burde stå for lydsporet til en film af Jim Jarmusch eller Pedro Almodóvar.

Inden Sonido Gallo Negros ankomst til Danmark fik vi mulighed for at stille et par spørgsmål til guitarist og Farfisa orgelspiller Gabriel Lopez om det latinamerikanske kultbands musikalske in-spirationer, visuelle performances og interesse i Mexicansk mysticisme.

Kan du beskrive de forskellige musikalske genrer I er inspireret af? Vi har to vigtige musikalske indflydelser i Sonido Gallo Negro: Den ægte tropiske rootsmusik, fordi den bevarer den originale kulturelle essens. Latinamerika er fyldt med tropiske lyde, men de fleste af dem er meget kommercialiserede:

de er komponerede, nemme at spille og lyder simple, og de er derfor ikke som de virkelige lyde. Den anden betydningsfulde ingrediens i vores musik er selvfølgelig rock’n roll; vi er musikere, som har spillet en masse rock’n roll gennem tiden.

Jeres musik er meget inspireret af den peruvi-anske cumbia fra 70erne. Hvorfor er I særligt interesseret I denne genre?

Vi har med en særlig interesse lavet research og spillet peruviansk musik fra 70erne, som er ble-vet indspillet med elektriske guitarer, elektrisk bas og med orgel. Det endelige produkt afspe-jler en meget psykedelisk rock- og rootslyd.

Hvad synes I er interessant ved at fusionere forskellige genrer i jeres musik?

Faktisk mixer vi ikke så mange forskellige genrer. Vi er ikke interesseret i at ændre den originale cumbia-lyd. Vi har blot tilføjet nogle lyde for at skabe et virkelig dystert univers til hvert show såsom samples omkring den mexicanske hedenske kultur, theremin, fuzz og rumklangseffekter.

Hvilken indflydelse har livet i Mexico City på jeres musik?

Jeg tror det mest berygtede ved byen er dens lydniveau, dens råhed og alle de “freaky” ting, som du oplever dagligt ved at bo i byen. Du kan

n nll rao o o oggis d e

SIDE 20

klart mærke stemningen af Mexico City til vores koncerter.

I har nogle stærke visuelle performances og art-work. Hvilken betydning tillægger I det visuelle?

Vores visuals er en vigtig del af vores show; de komplementerer det, vi gerne vil dele til vores koncerter. Da vi er et instrumentalbaseret band, skaber vores visuals en form for musikalsk og visuel trance blandt vores publikum.

Hvorfor har I valgt navnet ”Sonido Gallo Negro” (Sort hane lyd)? Hvad betyder dette navn for jer? Gallo Negro (Sort Hane) bliver brugt i hedenske spirituelle ceremonier i Mexico. Den sorte hane er en del af disse hedenske traditioner. I visse gamle traditionelle nabolag ville man kunne finde sorte haner med afhuggede hoveder liggende foran en dør eller midt ude på en gade. Det ville klart være et dårligt tegn. Den sorte hane er for os et stærkt billede på, at der i Mexico foregår en masse vanskelige eller ube-hagelige begivenheder, både i løbet af dagen og om natten. Og vi kender for det meste ikke til, hvad der foregår rundt omkring.

Min nysgerrighed blev vakt, da jeg så jeres musikvideo lavet til sangen “Cumbia Espan-tamuertos”, (fra albummet“Cumbia Salvaje”, 2011). I videoen fortæller en mexicansk mand om heksekunst og sort magi, mens han arbejder på en kirkegård. Kan du fortælle, hvad der ligger bag temaet til musikvideoen og sangen? Vores instruktør og ven Gustavo Gamou, der er dokumentarist, har lavet videoen. Han filmede nogle arbejdere, mens de gjorde rent i en meget berømt pantheon kaldet “Panteon Dolores” (Smerternes kirkegård). Det er meget almin-deligt, at arbejderne finder rester af sort magi såsom dukker med søm og ofrede dyr omkring gravene. “Espanta-Muertos” betyder: Forsvind onde ånder fra døde mennesker.

Med disse ord fra Gabriel Lopez kan vi altså for-vente os en aften på Global fyldt med psykedel-isk cumbia, transcenderende oplevelser, tropical sounds, moderne grafiske visuals og mexican-ske okkulte ritualer. Det skal nok blive godt

FREDAG 18/09 / 22:00 / 80 DKK / GLOBALSONIDO GALLO NEGRO (MEX)

SIDE 21

TIRSDAG 15/09 / 20:00 / 195 DKKOSCAR DANIELSON SOLO (SE)

FREDAG 18/09 / 20:00 / GRATIS“HAMBURG ON TOUR” : HEARTBEAST + ROLF KÜHN UNITLØRDAG 19/09 / 20:00 / GRATIS“HAMBURG ON TOUR” : ENSEMBLE RESONANZ

LØRDAG 05/09/ 21:00 / 160 DKKEKKOZONE PLAYS REICH, CRUMB M.FL.

TORSDAG 03/09 / 20:00 / 90 DKKAYUMI TANAKA TRIO (JP/NO)

TIRSDAG 22/09 / 20:00 / 100 DKKMUSIK FÖR HEMLÖSA (DK/SE) + GABRIEL COBURGER POCKET BAND (DE)

FREDAG 25/09 / 21:00 / 120 DKKED ASKEW (US)/FANØ FREE FOLK FESTIVAL

LØRDAG 26/09 / 12:00 / 50 DKKARISTOCATS + SIX CITY STOMPERS (DK)/BUSTER 2015

LØRDAG 26/09 / 20:30 / 180 DKKPIERRE DØRGE & NEW JUNGLE ORCHES-TRA FEAT. KIRK KNUFFKE (DK/US)

TORSDAG 01/10 / 20:00 / 140 DKKKASPER SPEZ (DK)

TIRSDAG 29/09 / 20:00 / 170 DKKJAKOB BRO TRIO (DK/US)

FREDAG 02/10 / 21:00 / 200 DKKJØRGEN LETH & REVERSE (DK)

LØRDAG 03/10 / 21:00 / 200 DKKJØRGEN LETH & REVERSE (DK)

SØNDAG 04/10 / 20:00 / 200 DKKYOUTH LAGOON (DK)

TORSDAG 08/10 / 20:00 / 90 DKKBRÖTZMANN/NOBLE DUO (DE/UK)+ “ROHSCHNITT PETER BRÖTZMANN” (INSTR. PETER SEMPEL)

LØRDAG 10/10 / 21:00 / 160 DKKEKKOZONE PLAYS XENAKIS, SØRENSEN, RUDERS

FREDAG 09/10 / 21:00 / 160 DKKWIRE (UK)

TIRSDAG 13/10 / 20:00 / 50 DKKYOUNG DINOSAUR (DK)

FREDAG 16/10 / 21:00 / TBAGROUP A (JP)/ PROTON

TORSDAG 15/10 / 20:00 / TBAMULTIPLE TAP (JP)/ JAZZ CLUB LOCO

LØRDAG 17/10 / 21:00 / 120 DKKMATANA ROBERTS (US)/ CPH:DOX

MANDAG 19/10 / 20:00 / 80 DKKA TRIBUTE TO HORACE SILVER (DK/SE/US)/ UNICORN

TORSDAG 22/10 / 21:00 / 130 DKKAMNESIA SCANNER + PHOEBE KIDDO + J.G. BIBERKOPF + KUEDOCTM FESTIVAL & PHONO FESTIVAL PRESENT: BERLIN CURRENT

FREDAG 23/10 / 21:00 / 130 DKKRABIH BEAINI/DANIELE DE SANTIS + KATHY ALBERICI + OAKE + MILESCTM FESTIVAL & PHONO FESTIVAL PRESENT: BERLIN CURRENT

SØNDAG 25/10 / 20:00 / 70/100 DKKRICHARD YOUNGS (UK)

TORSDAG 29/10 / 21:00 / 340 DKKTHE SAVAGE ROSE (DK)

FREDAG 30/10 / 21:00 / 340 DKKTHE SAVAGE ROSE (DK)

TORSDAG 24/09 / 20:00 / 90 DKKMARK SOLBORG TRIO FEAT. HERB ROBERTSON (DK/NO/US)

Kommende koncerter på Jazzhouse: TRANBERG/MELBYE/SCOTT/YOSHIGAKI (JP/UK/DK), THE NECKS (AU), KENTAUR (DK), OFFPISTE GURUS (DK), CHOIR OF YOUNG BELIEVERS (DK), JEMEEL MOONDOC QUARTET (US), CHARLEMAGNE PALESTINE & GRUMBLING FUR TIME MACHINE ORCHESTRA (US/UK), LIGHTNING BOLT (US), CASA FUTURO (PO/SE), BRUTTER (NO) + SPILL (DE/AU), COMMUNIONS (DK) og mange flere...

e ra delk n

SIDE 22

FREDAG 04/09 / 23:00 / 80 DKKALO WALA (US/DK) + RIOT (BURAKA SOM SISTEMA) (PT)/TROPICAL BASS

LØRDAG 05/09 / 22:00 / 80 DKKJAWHAR (TUN/BEL) /ARABIC FOLK

FREDAG 11/09 / 22:00 / 70 DKKTHE ORIGINAL FIVE (SE) /BLUEGRASS

LØRDAG 12/09 / 22:00 / 80 DKKRECOVECO (MEX) /NEW MEXICAN FOLK

FREDAG 18/09 / 22:00 / 80 DKKSONIDO GALLO NEGRO (MEX) /PSYCHEDELIC CUMBIA

LØRDAG 19/09 / 22:00 / 80 DKKXENIA KRIISIN (SE) + ALICE B (SE)/SWEDISH INDIE-POP

FREDAG 25/09 / 22:00 / 100 DKKEMBRYO (DE) + THE LAKE DJS (DK)/KRAUTROCK & WORLD

LØRDAG 26/09 / 22:00 / 120 DKKTERAKAFT (MLI)/DESERT ROCK

FREDAG 02/10 / 22:00 / 80 DKKBASCO (DK/SE)/NORDIC FOLK

LØRDAG 03/10 / 22:00 / 80 DKKBLACK FLOWER (BEL)/PSYCHEDELIC ETHIO-JAZZ

FREDAG 09/10 / 22:00 / 100 DKKSAMBA TOURÉ (MLI)/PSYCHEDELIC ETHIO-JAZZ

LØRDAG 10/10 / 22:00 / 80 DKKVÄRLDENS BAND (SE) + KOLONIEN (SE)/WORLD FUSION

FREDAG 16/10 / 22:00 / 80 DKKSAHRA HALGAN (SOM) /SOMALILAND ROOTS

LØRDAG 17/10 / 22:00 / 100 DKKJEWISH MONKEYS (ISR) /KLEZMER MADNESS

FREDAG 23/10 / 22:00 / 120 DKKCÉU (BRA) /SAMBA & URBAN GROOVES

LØRDAG 24/10 / 22:00 / 80 DKKTRAVELLING TRIBES (DK) /BORDERLESS INDIE

TORSDAG 29/10 / 22:00 / 120 DKKKHAIRA ARBY (MLI) / CPH:DOX/MALI BLUES

FREDAG 30/10 / 22:00 / 100 DKKVASSVIK (NO) /SAMI JOIK

LØRDAG 31/10 / 22:00 / 100 DKK숨[SU:M] (KOR) /CONTEMPORARY KOREAN MUSIC

Kommende koncerter på Global: FORRÓ DE REBECA & MAGA BO (BRA), ISLAM CHIPSY (EGY), OLCAY BAYIR (TUR/UK), NOVALIMA (PER), THE TOASTERS (US), OMAR SOULEYMAN (SYR), BAZZOOKAS (NL) og mange flere...

ONSDAG 14/10 / 21:00 / TBAMULTIPLE TAP (JP)/ JAZZ CLUB LOCO

SIDE 23

숨[su:m]e

e

ip

f

h kk

k

o

oa

a

ts

s

s

n

rr

y

y

ut

dDuoen 숨[Su:m] leverer en dragende blanding af moderne og traditionel koreansk musik. Lørdag den 31. oktober kan man opleve dem på Global.

Af Neli Iwasa Weiss Hansen

Man kalder det for ’hallyu’, eller ’the ko-rean wave’, strømmen af ny k-kultur, der siden 1990’erne har fundet vej til vesten fra den sydkoreanske halvø. Udover eksempelvis kommerciel k-pop, som Psys “Gangnam style” fra 2012, eller de mere seriøse støjrockere i Jambinai, der har været i Danmark et par gange, er det ikke meget vi har hørt til sydkore-ansk musik herhjemme.

SIDE 24

Men nu har man en spændende mulighed med duoen 숨[su:m bestående af de to musikere Jiha Park og Jungmin Seo. Som det ligger i navnet 숨[su:m], der betyder ’åndedræt’ på ko-reansk, formår de at tage pusten fra publikum. Det gør de ved hjælp af et deres mesterlige spil på en række traditionelle koreanske instru-menter. Jiha spiller piri, (en obo-agtig bambus fløjte), saenghwang, (et lodret mundorgel) og yanggeum, (et dulcimer-agtig strengeinstru-ment), mens Jungmin spiller på gayageum, (et 25- strenget zither-lignende instrument).Lyden af de gamle instrumenter giver associa-tioner til storslåede koreanske templer, idylliske rismarker og hyggelige fiskerbyer. Men de ekso-tiske lyde udfordres også af nye melodier, toner og rytmer i en utraditionel urban indpakning. 숨[su:m] er suveræne til at skabe hypnotise-rende, pulserende lydhvirvler, der i gentagende mønstre minder om deres hektiske hjemby Seoul, og mere rolige passager, der giver plads til selvfordybelse og roligere vejrtrækning.

Åndedrættet

Og netop vejrtrækningen spiller en central rolle for 숨[su:m]. Åndedrættet er et vigtigt musikalsk princip i traditionel koreansk musik og kan forstås som et suk, et gisp eller en tavs pause i musikken. ’Tomheden’ udfyldes ikke af overflø-dige elementer, men æres som meningsfuld i musikken. 숨[su:m] udvikler musikken ud fra et ’minima-listisk udgangspunkt med maksimal effekt’, der kan associere til komponisterne Steve Reichs og Philip Glass’ minimalistiske musikprincipper. 숨[su:m] adskiller sig fra disse komponister ved at frembringe instrumenternes skjulte poten-tialer i lyduniverser, der for vesterlændinge er eksotisk fremmedartede. I 숨[su:m]s udvikling af musikken søger de stilfuldt udenom enhver musikalsk kategori og regel til fordel for en følt musikalsk ’logik’. Dette udtaler Jiha Park og Jungmin Seo i et interview med det britiske musikmagasin Songlines. Her fortæller de videre, at “Traditionelle musikere var førhen ikke uddannet til at improvisere, så vores musik er banebrydende. Indtil for nylig har koreansk musik handlet om konservering snarere end improvisation og komposition”. Jiha og Jungmin begyndte at spille sammen og eksperimentere med musikken på Korea National University of Arts, hvor de studerede

klassisk koreansk musik og kreativitet i 2007.

Isolation i bjergene

Lytter man til 숨[su:m], er man garanteret en op-levelse af fængende meditative stemninger og følelsesflow, der strækker sig mellem melankoli og drama. Jiha og Jungmin tager en gang om året en tur op i bjergene for at indspille deres musik. ” Vi tager derop med vores instrumenter og tilbringer flere dage i isolation bare for at spille musik” (rythmpassport.com). Efter opholdet gennemlytter de musikken og arbejder videre med de mest interessante styk-ker. Deres mål er at kommunikere oplevelser fra naturen, samt deres følelser og erfaringer fra det moderne liv. I større format drømmer 숨[su:m] om at føre tra-ditionel koreansk musik ind i en moderne æra. Blandt deres inspirationer er jazz, irsk folke-musik, indisk og vestlig klassisk musik. Jiha er særlig fan af det indiske jazz-fusionsband Shakti og guitaristen John McLaughlin og drømmer om at spille sammen med den indiske fløjtenist Hariprasad Chaurasia. Hun fortæller ”Jeg kan godt lide traditionel koreansk musik, men når jeg spiller det, føler jeg mig lidt underlig […]. Jeg lever i det 21. århundrede, så jeg ønsker at lave min egen musik” (숨[su:m]s Facebook).

På 숨[su:m]s to albums Rhythmic Space: A Pause for Breath fra 2010 og 2nd fra 2014, er det muligt at høre Jihas selvudviklede spilleteknik på piri og Jungmins formidable leg med jazzakkorder, spillet på den gayageum, hun til tider har stemt i utraditionelle toner. 숨[su:m]s musikalske evner er vokset med årene og deres musik er begyndt at inspirere andre kunstarter som teater og dans i Sydkorea.숨[su:m] fik rosende ord for deres optræden på Womex 2013 i Cardiff og er godt i gang med at indtage verden med deres igangværende turné. De har spillet koncerter i Brasilien, Hongkong, Canada, USA og Europa, og der er uden tvivl en medrivende og intens koncertaften i vente, når de gæster Global.

LØRDAG 31/10 / 22:00 / 100 DKK / GLOBAL숨[SU:M] (KOR)

SIDE 25

September bliver en god måned for elskere af godt guitarspil. Jazzhouse byder på koncerter med Mark Solborg, Jakob Bro og Pierre Dørge. Alle i stærke opsætninger med internationale gæster.

Danmark kan prale af flere fremragende guitar-ister med en unik tone og international anerk-endelse. I september er der rig mulighed for at opleve dette i Jazzhouse, hvor vi byder på tre meget forskellige guitarister, der på hver deres måde har præget den danske jazz. Da den danske guitarist Mark Solborg i 2013 udsendte albummet “Trees” var det til stor international anerkendelse, ligesom de danske anmeldere var begejstrede over det på én gang poetiske og avantgardistiske bud på moderne jazz og improvisationskunst. Bemærkelses-værdig var ikke blot den frodige skovbund af fri

improvisation og søgende kompositioner, men også det tætte ensemblespil mellem danske og internationale kapaciteter. 24. september optræder Solborg i Jazzhouse med det meste af holdet fra “Trees”, nemlig den skandinaviske rytmegruppe Peter Bruun (trommer) og Mats Eilertsen (bas) samt den garvede amerikanske trompetist Herb Robertson. Garvet kan man også roligt kalde Pierre Dørge, der om nogen er en institution i dansk jazz med sit New Jungle Orchestra. Orkestret har spillet i mere end 50 lande, på en lang række velrenom-merede spillesteder og for flere legendariske personligheder - fra Damaskus i Syrien til Carnegie Hall i New York, fra Nelson Mandela på National Teatret i Pretoria til den japanske kejser på Akasaka Palace i Tokyo. Det skal nu fejres med nye optagelser af NJO’s seneste optrædener, herunder koncerten på Jazzhouse,

p

n

re ee m m

or k

b d

d

t

t

s

s

e

a s ee

SIDE 26

g iit tzz r rj sua asom skal blive til et nyt album. Det 26. i rækken. Til koncerten i Jazzhouse får orkestret besøg af den fremadstormende New York-improvisator, kornettisten Kirk Knuffke. Endelig rundes september af med Jakob Bros smukke og lyriske univers. Jakob Bro udsendte i starten af året det meget roste værk “Gefion” og gav i den forbindelse også en udsolgt koncert i Jazzhouse under Vinterjazz. 29. september gæster han Jazzhouse med en lidt anden trio-opsætning, hvor den vidunderlige bassist Thomas Morgan (der også medvirker på “Ge-fion”) suppleres af Joey Baron - én af den nyere moderne jazz’ betydeligste trommeslagere med et ualmindeligt lydhørt, iderigt og fleksibelt spil. Kort sagt - tre store aftener, hvor poetiske danske guitartoner møder stærke internationale gæster.

eLØRDAG 26/09 / 20:30 / 180 DKK / JAZZHOUSE

PIERRE DØRGE & NEW JUNGLE ORCHES-TRA FEAT. KIRK KNUFFKE (DK/US)

TIRSDAG 29/09 / 20:00 / 170 DKK / JAZZHOUSEJAKOB BRO TRIO (DK/US)

TORSDAG 24/09 / 20:00 / 90 DKK / JAZZHOUSEMARK SOLBORG TRIO

FEAT. HERB ROBERTSON (DK/NO/US)

SIDE 27

Interview med Mathias Reumert fra Ekkozone

Ifølge slagtøjsspiller og dirigent Mathias Reumert trives den moderne kompositions-musik godt i Danmark. Selv er han da også en af musikkens fremmeste ambassadører. For nylig modtog han Musikanmelderringens Kunstnerpris for sit virke, og hans eget en-semble Ekkozone har formået at bringe den nye kompositionsmusik ud til et stort publikum på bl.a. Roskilde Festival, ligesom de har modtaget ekstatiske anmeldelser fra både den klassiske og den rytmiske musikverden. I 2014 begejst-rede de også et talstærkt publikum i Jazzhouse, og successen følges nu op af en hel koncer-trække bestående af fire koncerter, der skydes i gang 5. september. Hen over efteråret opfører Ekkozone værker af navne som Steve Reich, Iannis Xenakis, Poul Ruders m.fl. Vi bringer interview med Mathias Reumert i anledning af koncertrækken.

Af Rasmus Steffensen

Du har været aktiv i forskellige musikalske sammenhænge, men har nok især markeret dig gennem arbejdet med Ekkozone. Hvad tiltalte dig ved at samle dit eget ensemble? Og hvad var den større vision bag Ekkozone?

Når jeg som studerende på University of California i San Diego blev bossy under kam-mermusikprøver, sagde min lærer typisk: “it’s Mathias’ way or the highway”. Så jeg har ofte en meget klar idé om hvordan musik - i det mindste klassisk og såkaldt partiturmusik - skal fortolkes. Derudover har jeg næse for at finde de instru-mentalister og sangere, som har den sound, jeg har i hovedet. Disse to ting er den væsentligste grund til at jeg dannede Ekkozone, og det er selvfølgelig også grunden til at ensemblet lyder, som det gør. Ligeledes er den vigtigste vision med ensemblet af snæver musikalsk karakter.

Med Ekkozone har jeg ikke været optaget af at lave noget, som aldrig er set eller hørt før, om det så handler om at blande kunstarter sammen eller at optræde alternative steder - altså ting som genererer gode overskrifter og er oppe i tiden. Jeg håber derimod, at essensen af Ekkozone er selve måden vi spiller på, og måske til dels det faktum at vi både kan spille hardcore avantgardemusik, så du tror det er løgn og kaste os ud i en improvisation og slippe godt fra det. Når dette er sagt, kan vi dog godt kaste os ud i mere ud-af-boksen-projekter, f.eks. ét hvor komponisten Lars Kynde komponerer et crazy værk for Ekkozone og professionelle klatrere, som planlægges opført i klatrehallen Blocs & Walls på Refshaleøen i marts 2016.

Noget af det, der synes at kendetegne Ekkozone, er en lyst til at optræde med ny kompositions-musik uden for de institutionelle rammer, den normalt præsenteres i. Hvorfor er det vigtigt? Og gør det noget ved jeres fremførelse af musikken, om I spiller for et rockpublikum, et jazzpublikum etc.?

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg kender de vante, institutionelle rammer for ny kompo-sitionsmusik. Er det DR? Min opfattelse er, at ny kompositionsmusik bliver præsenteret alle mulige interessante steder i disse år, og det er entydigt godt og vigtigt: dels for komponisterne at blive eksponeret bredere, dels for de lyttere som ellers ikke havde opsøgt denne musik, men som måske bliver hooked.Jeg er ret sikker på, at det ikke gør en forskel på selve opførelsen, om Ekkozone spiller for det ene eller det andet publikum. Dog, når det handler om improvisation, tror jeg at sommer-fugleeffekten hersker, og at publikum og andet i rummet spiller en stor rolle for musikkens retning.

Hvad tænker du, at et moderne jazzpublikum

o

o

r

r rr

rii

iil

l

m æu

ny g

g

ts s ekk

ak d

vk

kf

rre e ee

SIDE 28

ez nokk oe

SIDE 30

kan få ud af at blive præsenteret for denne type musik?

Hvad de kan få ud af ny kompositionsmusik som genre, tør jeg ikke spå om. Men mht. Ekkozones konkrete koncertrække på Jazzhouse kan jeg garantere stor musik, som ikke kræver yder-ligere forklaringer.

Da Ekkozone spillede i Jazzhouse i 2014, var det bl.a. med musik af Steve Reich. Reich er også på repertoiret, når I vender tilbage, og i 2016 ud-sender i cd med musik af Reich. Han virker til at være en komponist, du bliver ved med at vende tilbage til. Hvad fascinerer så meget ved Reich?

De stykker af Reich, jeg er opslugt af, er ganske enkelt genial, klingende musik. Det ved Steve Reich udmærket selv, men det gør ikke glæden ved at spille dem mindre.

I har modtaget begejstrede anmeldelser og pub-likumsreaktioner. Både da I spillede i Jazzhouse og tidligere på Roskilde Festival. Har det overras-ket dig, at der har været så stor lydhørhed disse steder for musikken?

Jeg er enig i at koncerterne på Jazzhouse og Roskilde Festival har været højdepunkter i Ekkozones korte levetid. Jeg ved ikke om jeg er overrasket, men jeg er ihvertfald meget glad, når publikum får en stor oplevelse - og skam også glad for gode anmeldelser. Enhver musiker eller anden slags kunstner, som hævder at være ligeglad med anmeldelser, lyver.

I efteråret får I mulighed for at præsentere en hel række koncerter i Jazzhouse. Hvad tiltaler dig ved på den måde at kunne skabe et større forløb?

I hver koncert præsenterer vi mindst ét kolos-salt hovedværk af en af de allerstørste moderne komponister. Dét tiltaler mig. Og jeg håber først og fremmest, at koncerterne vil gøre en forskel for de som indløser billet.

De fleste af de komponister, I præsenterer i Jazzhouse, kan siges at høre til de helt store navne inden for det 20. århundredes komposi-tionsmusik. Reich, Xenakis, Berio m.fl. Men der har også sneget sig et enkelt værk fra det 21. århundredes musik med, nemlig David Langs

“the so-called laws of nature”. Hvordan synes du kompositionsmusikken trives i det 21. århund-rede, og er der andre yngre komponister, du lader dig inspirere af?

Jeg kunne nævne adskillige unge komponister, hvis musik ikke alene er “spændende” men fak-tisk virkelig god. Ekkozone har for nyligt udgivet en CD med nye værker af komponisten Karsten Fundal - og han er bare én ud af mange danske komponister, man bør holde øje med. Jeg synes skam, at kompositionsmusikken lever og har det godt… it just smells funny.

PROGRAM:

05/09, kl. 21.00 (Dørene åbner kl. 20.00)EKKOZONE PLAYS REICH, CRUMB, SØRENSEN

Steve Reich: “Drumming” (1970-71)Steve Reich: “Music for Mallet Instruments, Voices, and Organ” (1973)George Crumb: “An Idyll for the Misbegotten (I-mages III) (1986)

10/10, kl. 21.00 (Dørene åbner kl. 20.00)EKKOZONE PLAYS XENAKIS, SØRENSEN, RUDERS

Iannis Xenakis: “Eonta” (1964)Iannis Xenakis: “Okho” (1989)Iannis Xenakis: “Mists” (1981)Bent Sørensen: “The Birds of Lament” (1997)Poul Ruders: “Regime” (1984)Poul Ruders: “Break-Dance” (1984)- samt andre værker

26/11, kl. 20.00 (Dørene åbner kl. 19.00)EKKOZONE PLAYS BERIO, LANG M.FL.

David Lang (Bang on a Can): “the so-called laws of nature” (2002)Luciano Berio: “Linea” (1974)- samt andre værker

12/12, kl. 21.00 (Dørene åbner kl. 20.00)EKKOZONE PLAYS … (TBA)

Entré: 160 dkk pr. aften

Præsenteres i samarbejde med SNYK

SIDE 31

Med dybe rødder i jazzen og hele den amerikan-ske historie er Matana Roberts en enestående stemme i ny amerikansk musik. En musiker, hvis kunst rummer elementer af storytell-ing, etnografi og aktivisme, og som med sit monumentale projekt i 12 dele, Coin Coin, fletter adskillige lag af afro-amerikansk historie og identitet sammen i et samtidsværk, der består af både musik, film, spoken word mm. 17. oktober gæster hun Jazzhouse med opførelsen af tredje kapitel, Coin Coin Chapter Three: River Run Thee. En koncert, der samtidig bliver hendes første på dansk jord.

Af Lau Kjerstein

I coveret til Matana Roberts’ seneste plade, Coin Coin Chapter Three: River Run Thee, finder man en collage indeholdende fragmenter af et maleri af slaver, der hiver en båd i land, dele af et billede af en rig, hvid kvinde fra begyndelsen af 1900-tallet og en billedestump med Harriet Tubmans gravsten. Tubman blev født slave i 1820’erne, men flygtede og blev sidenhen et ikon for mod og borgerrettigheder ved at hjælpe masser af slaver mod frihed op til afskaffelsen af slaveriet med vedtagelsen af den 13. forfat-ningsændring. Det er herfra Matana Roberts’ ambitiøse og dristige musik skal forstås, nemlig på skuldrene af den amerikanske historie på godt og ondt.

De seneste fire år har Roberts udgivet de første tre dele af et proklameret 12-dels mastodont-projekt, der allerede har katapulteret hende fra at være en talentfuld og yderst interessant jazzmusiker til en samtidskunstner, der meget vel kan blive husket som en af vor tids vigtigste.

Eksperimentel nerve fra Chicago

Hun blev født i slutningen af 1970’erne og voksede op i Chicago, hvor hun for alvor be-gyndte at interessere sig for musik som 16-årig. Det var saxofonen og improvisationen, der trak i Roberts, hvilket efterhånden er blevet en naturlighed, når man kommer fra Chicago. Byen har siden AACMs (Association of Advancement of Creative Musicians) etablering i 60’erne fos-tret jazzlegender som Anthony Braxton, Roscoe Mitchell, Lester Bowie, Wadada Leo Smith og talenter som Joshua Abrams, Rob Mazurek og Chad Taylor. Matana Roberts trådte ind på scenen sammen med førnævnte Abrams og Taylor i form af bandet Sticks And Stones, der bød på smukke improvisationer i et lydbillede fordelt ligeligt mellem de tre vordende musikere gennem to albums - det første i 2002 og det sidste i 2006, som blev udgivet på det alsidige og ikoniske pladeselskab Thrill Jockey. Roberts arbejdede videre med saxofonen på egen hånd og udgav i 2006 første plade i eget navn, Lines for Lacy, en cadeau til mentoren Steve Lacey, med en håndfuld standarder, som hun giver et personligt, dekonstruerede præg. I 2008 udgiv-er hun den Vijay Iyer-producerede The Chicago Project som for alvor vækker interessen for den unge, kvindelige altsaxofonist, der tør gå egne veje, alt imens hun svæver på historiske vinge-sus, der giver mindelser til Albert Ayler og den sene John Coltrane. Pladen viser Roberts som en musiker, der kan spille hulens sjælfuldt og blueset i en ramme, der er både velstruktureret og fri på samme tid og med plads til traditionelle swing- og bop-elementer. Nogle år inden The Chicago Project flyttede Roberts fra fødebyen til fordel for New York, og det vil nok

på skul e enr af

his od

t rien

SIDE 32

b sma

era

o tnat

r

SIDE 34

ikke være helt ved siden af at kalde pladen for det første spadestik til en af de tematikker, der præger hendes nuværende Coin Coin-projekt, nemlig fordybelsen i hendes egen personlige historie. For på Chicago-pladen genfinder hun sine gamle kumpaner Joshua Abrams, Frank Rosaly, Jeff Parker og AACM-grundlæggeren Fred Anderson og spiller sig med dem tilbage ind i byens vibrerende, eksperimenterende miljø.

Panoramisk lydtæppe

I 2011 udkom første del af Coin Coin-projektet, der er en kunstnerisk historieskrivning og fordybelse i nogle af de helt store og stadig betændte emner i amerikanske historie som sla-ver, borgerrettigheder, kønspolitik og klasse. At åbne op for sådan et projekt er i sig selv enormt ambitiøst og vovet, men Roberts’ tilgang er befriende alternativ og rækker milevidt ud over jazzen, ja, ud over musikken. I et interview med Bomb Magazine fra 2015 fortæller hun, at hun ikke er jazzmusiker, da der er kræfter i hende, som hun ikke kan forene med det alene at være jazzmusiker. Det er disse kræfter, der får taletid på Coin Coin-pladerne i form af lyd- og billedcol-lager, spoken-word, samples og vokaleksperi-menter - hvis ikke hun er jazzmusiker, så er hun i hvert fald lydeventyrer.

Den første Coin Coin-plade, Chapter One: Gens de couleur libres, starter som lyn og torden med et skrig fra saxofonen, og man kastes ud i en bølgedal af energisk, vild freejazz og smukke, lyriske passager. Som sådan ikke noget, der ikke er set før i jazzhistorien, men så begynder en vokals mumlen, der bliver til et smertefuldt og flænsende skrig akkompagneret af en musik, spillet af Roberts’ 15-mands orkester, der er tættere på postrocken end på jazzen. At Roberts læner sig op af postrocken, kommer egentlig ikke som nogen overraskelse da hun tidligere har arbejdet sammen med Godspeed You! Black Emperor og Thee Silver Mt. Zion Memorial Orchestra. “I was born a child of the moon in the year 1742” halvsynger Roberts og dét er startskuddet til projektet da hun påtager sig stemmen af Marie Thérèse Metoyer også kaldet Coincoin, som var en kvindelig slave, der blev købt fri og derefter var med til at stifte

et lille samfund for frie afro-amerikanere i Louisiana. Gens de couleur libres er en plade, hvor Roberts, til trods for, at hun ikke vil kalde sig for jazzmusiker, viser et fantastisk overblik over jazzhistorien, som hun med elegance vandrer rundt i, når hun aktiverer forskellige stilarter som benhård improvisation, freejazz, New Orleans- og vokaljazz og meget mere. Roberts kalder selv sin metode for “panoramic sound quilting”, hvor jazzen lægges lag på lag med fortællinger om slavevilkår, om Roberts’ mor, om vold, om frihed og frihedsforkæmpere. Især nummeret “Liba-tion for Mr. Brown: Bid Em In” står som pladens mest slagkraftige nummer, hvor Roberts antager en slaveauktionarius’ stemme i en gåsehuds-fremkaldende a cappella gospel-blues. Slaver bliver vist frem, vendt og drejet og solgt i løbet af sangen og så skifter fortællerrollen til slaven, mens gospelen udvikler sig med klap og flerstemmig sang, og til sidst en afslutning, der først lader bluesen herske, før et jazzet kaos smadrer alt. På de 10-minutter, sangen varer, formår Roberts at afdække et kæmpemæssigt spænd i afro-amerikansk musikhistorie side om side med en kunstnerisk historiefremstilling, der ikke bare vil rode i gamle sår, men i kraft af Roberts’ placering i samtiden trækker en paral-lel mellem datidens slavehandel og nutidens menneskehandel.

Historien er cirkulær

Anden plade i Coin Coin-rækken er Chapter Two: Mississippi Moonchile, hvor Roberts går lige så radikalt tilværks. Denne gang dog med en mindre besætning bestående af en no-genlunde traditionel kvintet med bas, piano, trommer og Roberts selv på altsaxofon - og en operasanger! Efter at have taget favntag med slavefortiden bevæger Roberts sig etnografisk videre og centrerer kapitel 2 om sin bedstemors liv med fattige kår under Depressionen, Anden verdenskrig og borgerrettighedskampene. Igen mimer Roberts den amerikanske historie gen-nem sit førnævnte panorama-lydtæppe, hvor Count Basie, Mahalia Jackson og John Coltrane spilles frem og flettes sammen med traditionelle amerikanske folk- og bluessange - uden det bliver pastiche eller søgt. Til trods for, at Roberts’ fortællinger tager udgangspunkt i hendes egen families historie, formår hun at fortælle en

SIDE 36

almenmenneskelig historie om det at prøve at forstå, hvordan man er kommet dertil, hvor man er, og hvor man kommer fra og hvordan den his-torie, man er født ind i, hænger sammen. Hele projektet er en slags kunstnerisk påmindelse - ikke en påduttelse af dårlig samvittighed - om en fælles, forfærdelig fortid, der desværre kan afspejles i nutiden.

Matana Roberts spiller sig ind i lang historie af politisk og socialt bevidste afro-amerikanske kunstnere som Gil Scott-Heron, Wadada Leo Smith, Toni Morrison og Ishmael Reed. Tidligere har afro-amerikanske kunstneres kritiske ståsted været udenfor det politiske system, men med Obama som præsident er de nu blevet inkluderet i det system - man er kommet tættere på magten så at sige. Og det har uden tvivl påvirket det kulturelle og politiske landskab og den amerikanske selvopfattelse, at landet har fået sin første afro-amerikanske præsident. Men problemer som immigration, racisme, menneskehandel og LGBT-rettigheder har tiden og mennesket endnu ikke har fået bugt med. Populært sagt kan man tale om, at historien gentager sig selv med disse cirkulære proble-mer, og det er denne cirkel, Roberts sætter lyd til med sit Coin Coin-projekt. Ideen om kunsten som samfundskritiker kan virke klichétung, men Roberts viser, hvordan kunsten faktisk kan være et fremragende talerør for en skarp og vedkom-mende samfundskritik.

Énkvindeshær

Den seneste plade Chapter Three: River Run Thee er en solo-plade, hvor Roberts tilføjer field recordings og støjende elektroniske elementer til sin efterhånden overbevisende musikalitet. Pladen placerer sig ikke i den kronologiske ræk-kefølge, de to første pladers narrativer skabte, derimod arbejder den med al tid på samme tid i et lag-på-lag-fletværk af lyde og stemmer. Un-derlæggende droner af udstrakte akkorder og elektronik og saxofonskrig skaber en slags urtid før mennesket, hvor naturen står frem som en modsætning til byen med dens mange kulturelle filtre. Oveni ligger et lag af forskellige vokaler og fortællinger, der sætter et nutidigt perspektiv i spil alt imens samples fra en Malcolm X-tale, lyden af et hektisk New York og bidder af “Star

Spangled Banner” og vuggevisen “All The Pretty Horses” titter frem. Det er én lang, smertefuld sonisk feberdrøm baseret på en 25-dages rejse, som Roberts drog på i Sydstaterne i 2014, hvor mange af pladens field recordings også stam-mer fra. De to første plader havde en tydelig jazzet æstetik, men denne har et udtryk, der frem for alt er ultra-eksperimenterende og vo-kalbaseret, og det uden, at det bliver et overdrev for Roberts ved præcis, hvad hun gør, når hun arbejder med loops, samples og effekter - hun er ikke bare en musiker, der er blevet nysgerrig og benovet over, hvad det ikke-akustiske kan gøre ved ens lyd.

Det er Chapter Three: River Run Thee, som Roberts tager med til Jazzhouse og opfører i en solooptræden, der også vil inkludere en visuel side i form af film og grafisk materiale. Roberts er så meget mere end en musiker, hun er en etnograf og historiker, men også en storyteller og en aktivist. Men ikke skiftevis, hun er alle disse ting på en og samme tid. Det virker ikke til at være roller, som Roberts kan træde ind i, når hun har lyst, det virker som om det er en nødvendighed for hende at stable alle disse discipliner lag på lag for at være den samtids-kunstner, hun er.

Hun spreder sit kunstneriske virke så bredt ud, at appellen er nået langt uden for de jazzkredse, som hun er rundet af og har vundet respekt i. Coin Coin-pladerne, som i øvrigt udkommer på det superskarpe canadiske pladeselskab Constellation Records, har høstet fantastiske anmeldelser hos Pitchfork, The Guardian, The Quietus, The New York Times og mange flere udenlandske medier. De hjemlige medier har endnu ikke slået øjnene op for Matana Roberts, men mon ikke hendes første koncert på dansk jord i Jazzhouse ændrer på det.

Præsenteres i samarbejde med CPH:DOX

LØRDAG 17/10 / 21:00 / 120 DKK / JAZZHOUSEMATANA ROBERTS (US)

/ CPH:DOX

Sangerinden Céu har markeret sig som en af de lysende stjerner på Brasiliens musikscene gen-nem de sidste ti år. Hendes jazzede sangstil kan lede tankerne hen på legender som Elis Regina og Astrud Gilberto, mens hun musikalsk forener Brasiliens rige traditioner med urbane inspira-tioner fra hjembyen São Paulo, hvilket indbefat-ter alt fra samba over reggae til trip hop.

Af Michael Lakjer Meyer

Céu, hvis navn betyder “himmel” eller “himlen” på portugisisk, udgav sit debutalbum i 2005 på pladeselskabet Urban Jungle, der er et af São Paulos trendsættende pladeselskaber. Albummets tilbagelænede samba-electronica fik hurtigt et stort publikum i Brasilien, og Céu begyndte samtidig at tiltrække sig opmærksom-hed internationalt. Blandt de interesserede var kaffekæden Starbucks, der fik en aftale i stand om at genudgive albummet på deres Hear Mu-sic Label, i øvrigt som den første udgivelse med en ikke-amerikansk kunstner. Dette sikrede Céu stor eksponering, og i 2007 var hun den bedst sælgende brasilianske kunstner internationalt, ligesom hun blev nomineret til en Grammy for “Best Contemporary World Music Album”.

Céus ambition var dog ikke at lave loungemusik for kaffedrikkere, og på sine to efterfølgende al-bums har hun fortsat med at videreudvikle den musikalske nysgerrighed, som også var at finde på debuten. Hendes far er en kendt komponist og musikprofessor, og Céu er vokset op med både klassisk musik, jazz og afro-brasilianske rytmer. Hendes hjemby São Paulo har ikke tilknytning til en særlig lokal musiktradition, som det er tilfældet med sambaen i Rio de Janeiro og maracutu i Recife i det nordøstlige Brasilien. Til gengæld kan byen ifølge Céu ses som sam-lingssted for de mange forskellige stilarter, der eksisterer rundt om i landet. I et interview med britiske The Telegraph udtaler hun “Brasilien er som et kontinent. Hvis du tager til nord, vest eller syd er det som forskellige lande med helt forskel-lig musik. Alle disse musikalske kulturer er her i

São Paulo, fordi folk kommer her for at arbejde. Og alt dette inspirerer mig.”

I 2009 udgav Céu sit andet album Vagarosa, og året efter optrådte hun første gang i Danmark på Roskilde Festival, en koncert der af Gaffas Torben Holleufer blev kaldt en “Nyskabende og aldeles forførende brasiliansk drømmerejse”. Hvor hendes to første albums trak meget på in-ternationalt berømte genrer som samba og bos-sanova, rettede Céu på sin tredje plade, Cara-vana Seraia Bloom fra 2012, opmærksomheden mod andre dele af Brasiliens musikalske arv, herunder musikken fra det nordlige Brasilien og 60’ernes psykedeliske tropicalia-bevægelse. Sidstnævnte høres ikke mindst på albummets åbningsnummer “Falta de Ar”, hvor orgel og gennemtrængende fuzzguitar dominerer det retro-lydende akkompagnement. Céus vokal svæver drømmende på toppen af “Retrovisor”, der bevæger sig fra et minimalistisk rytmespor til spacey guitar-psychedelia.

Caravana Seraia Bloom er et konceptalbum om at være på vejen og er ligeledes inspireret af hvad Céu betegner som brasiliansk cowboy-musik, calypsoer og lambadaer, der står i kon-trast til bossanovaens tilbagelænede coolness. Céus vokal lyder stadig cool og elegant hele vejen igennem, men albummet understreg-er, at hun på trods af at være en af Brasiliens mest succesfulde nutidige kunstnere, på ingen måde står tilbage fra at udfordre sig selv og sit publikum.

Siden Caravana Seraia Bloom har der på album-fronten været stille omkring Céu. På det brasi-lianske marked udkom dog sidste år livealbum-met Ao Vivo - der kan høres på YouTube - og at dømme herudfra, er der en stor aften i vente, når Céu og hendes band besøger Global.

s s

serão o op

ga

a al i i

isv

vdn

næucéu

FREDAG 23/10 / 22:00 / 120 DKK / GLOBALCÉU (BRA)

Kultfiguren og folk-legenden Ed Askew vender tilbage til Jazzhouse med sin englelignende stemme og sine smukke sange fra bl.a. mes-terværket “Ask The Unicorn”. Det sker 25. sep-tember, og der venter en helt særlig oplevelse.

Tilbage i 2013 gav den gamle folk-sanger Ed Askew koncert i Jazzhouse. Egentlig var han

“blot” annonceret som support til Destroyer, men han endte med at tryllebinde publikum i et fyldt Jazzhouse med sine skrøbelige sange. Så imponerende var koncerten, at flere talte om, at han overskyggede det egentlige hovednavn. Anmelderen.dk endte ligefrem med at tage supportkoncerten med som en af årets koncertoplevelser i 2013 og skrev:

ss

aa

ng geee

kkd

lin vumw

sto o

SIDE 40

“Veteranen Ed Askew gav en af de sjældne opvarmningskoncerter, der fik hovednavnet til at blegne.”

Det er derfor også en særlig glæde for Jazzhouse, at vi nu kan byde den skæve stemme og fremragende sangskriver Askew tilbage i huset - denne gang som hovednavn. At dømme efter reaktionerne fra forrige koncert, kan det blive en oplevelse af de helt store.

Ed Askew er en skjult skat fra 1960ernes folk-undergrund, hvor han udgav syre-folk albummet “Ask The Unicorn”, men Askew og albummet forsvandt hurtigt i tidens syndflod af folkmusik. I dag bliver det med rette betrag-tet som et overset mesterværk, hvor Askews rørende, gennemtrængende og desperat romantiske vokal kun akkompagneres af en obskur 10-strenget korthalset guitar, som mere lyder som en autoharpe end en guitar. Efter de-buten forlod Askew musikverdenen (eller måske var det egentlig omvendt), men han fortsatte med at skrive sange. Sange, som verden først nød godt af i 2003, hvor hans materiale fra alle årene begyndte at blive udgivet.

Med de musikalske spøgelsesår bag sig bygger Askew nu for alvor videre på det, han startede i 1968 med “Ask The Unicorn”. Det er næsten en menneskealder siden, men hans stemme er perfekt velbevaret, faktisk er den blevet blidere, mere rummelig og omfavnende med årene, mens ungdommens nerve stadig mærkes. Hans tekster er små finurlige fortællinger og reflek-sioner over kunst, musik og tid. Askew spiller nu med band og er ikke bange for at blande folk-klicheer som mundharpe ind i sine sange. Han gør det så naturligt, at man skulle tro, at det var ham, der lærte koryfæer som Dylan og Young at spille på instrumentet.

I september 2013 udgav han “For The World”, hvor prominente navne som Marc Ribot og Sharon Van Etten medvirker. Albummet fik en glimrende modtagelse og genudgives da også i forbindelse med Askews tour. Samtidig vil der givetvis blive anledning til at nyde sange fra Askews kommende album, “Art and Life”, som udkommer kort tid efter koncerten i Jazzhouse.

FREDAG 25/09 / 21:00 / 120 DKK / JAZZHOUSEED ASKEW (US)/FANØ FREE FOLK FESTIVAL

Den 19. september kan man på Globalopleve to af Sveriges mest roste unge sanger-inder

Xenia Kriisin forener sin baggrund som jazz-sangerinde med inspirationer fra pop, folk og indie. I 2013 udgav hun debutalbummet Hymn, der blev kaldt “Trollbindande magiskt i all sin enkelhet” og tildelt de maksimale seks stjerner af den svenske udgave af musikmagasinet Gaffa.

I september udkommer opfølgeren Flood/Bleeding produceret af Philip Leyman (Temple, Trio Gordon, Anna von Hausswolff). Musikken har bevæget sig i en mørkere og mere rå retning end på Hymn, dog uden at miste sin intime og følelsesmæssige karakter. En instrumentpark der tæller dulcimer, hammondorgel, synths, ele-ktrisk guitar og trommer opbygger i samklang med Xenias vokal storslåede lydlandskaber. Live har Xenia og hendes band en stærk improvisa-torisk tilgang til musikken, og hvordan hendes

koncerter udvikler sig er aldrig helt til at vide.Singer-songwriteren Alice B spiller iørefaldende pop med svenske tekster. Alice begyndte som teenager at udgive digte med musikalsk akkom-pagnement på nettet, og blev hurtigt et kendt navn på musikscenen i hjembyen Göteborg. I 2012 udsendte EMI hendes selvbetitlede debutalbum, der fik glimrende anmeldelser i de svenske medier. Aftonbladet kaldte blandt andet pladen for “en knuten näve i fickan” og skrev, at Alice Bs musik har en nerve, som man kun oplever hos meget få svenske debutanter.

Alice B spillede sidste år support for en af Sveri-ges helt store sangskrivere, Håkan Hellström, til hans koncert på Göteborgs Ullevi Stadion foran 70.000 publikummer. For tiden er hun i gang med at skrive og indspille sange til sit længe ventede andet album.

LØRDAG 19/09 / 22:00 / 80 DKK / GLOBALXENIA KRIISIN (SE) + ALICE B (SE)

mmlæe en

eni otk vn ny

SIDE 42

YOUR STAFF IS THE BEST...... skrev Dianne Reeves i Hotel Kong Arthurs gæstebog, da hun var her sidst. Det blev vi selvfølgeligt rigtigt glade for. Vi har stadigvæk åbne arme og gæstfrihed

24 timer i døgnet - for jazzmusikere og for alle vores andre dejlige gæster.

jazzhouse / global magasin #005 septem

ber/oktober 2015