Interview med Katrine Lilleør: Størst af alt er

kærligheden Kærligheden er livets motor. Det er kærligheden, der får os til at glemme os

selv i et andet menneske, mener præsten og debattøren Kathrine Lilleør. Men vi snyder os selv, når vi på datingsites desperat søger magien mellem én mand og én kvinde. For kærlighedens mirakel kan hverken planlægges

eller tvinges til at ske.

●●●

Af Helle Lho Hansen, januar 2013

2

03 Størst af alt er kærligheden

04 Blå Bog: Kathrine Lilleør

3

Størst af alt er kærligheden

Der er så stille ude på landet. Tågen har lagt en tung, grå dyne over gadekæret i Slagslunde. På gårdspladsen foran den gulkalkede præstegård er alt tyst. Ikke et øje er at se i miles omkreds.

Af Helle Lho Hansen

Eneste synlige liv er de to hunde, der for længst har opgivet at gø hoveddøren åben, og i stedet har lagt sig til at sove på den anden side af glasset.

Stilheden flænges af en mørkeblå Morris Mascot med sportsvognshvidt tag, der forcerer den enorme vandpyt ved indkørslen til præstegården. Og der bliver liv.

Iført klokkehat, høje støvler og vinterfrakke stiger sognepræst Kathrine Lilleør ud af bilen.

- Der er syv sving mellem Ganløse og Slagslunde. Jeg tog den på to hjul, griner hun og låser hoveddøren op. I ét tag lægger hun frakken, lukker hundene ud og laver kaffe, mens hun med energiske skridt viser rundt i præstegårdens stuer.

Hun er præst, forfatter til flere bøger, foredragsholder og politisk kommentator på Berlingske. Med det lyse hår, de højrøde negle og den spinkle figur har Kathrine Lilleør noget sart over sig, men hun er ikke sådan en, man skal tage varsomt på, tværtimod.

Hun larmer, griner højt og mener noget om meget, men er langtfra højtråbende på havnearbejdermåden. Hendes engagement er båret af en omhyggelighed og alvorlighed omkring det, hun synes er vigtigst. Jobbet som forkynder af det kristne budskab.

- Det er det skønneste, hver eneste gang jeg tager min præstekjole på. Hver eneste kirkelige handling er vidunderlig, siger hun.

Og hun tager det ikke let, hvis andre ikke tager hendes prædikener lige så alvorligt.

4

Derfor døber hun f.eks. aldrig børn om søndagen, for småbørnsforældre har ‘sutter i ørerne og bleer på hjernen’ og kan ikke slå sig til ro på en kirkebænk.

I kirker landet over sidder de faste menigheder, der lige er stået op til en fredsommelig søndag, side om side med dåbsfølger, der for deres part har været tidligt oppe, er trukket i det pæne tøj på, og som har både gaver, børn og festforventninger med i kirke.

- Dåbsgæster er i et helt andet gear. De er på besøg. De aner ikke, hvornår de skal rejse sig og sætte sig, og griner lidt forlegent til hinanden. Men lige ved siden af sidder de kræftramte og dem, hvis hus lige er brændt. Det er et sammenstød af behov, siger hun.

Hver søndag lader præster i den situation som ingenting og taler lidt højere. Men for Kathrine Lilleør er det vigtigste ikke at gøre et dåbsselskab tilpas. For hende er det livsvigtigt at få forkyndt Jesu ord.

Det har kostet dyre lærepenge at komme frem til den konklusion.

- Vi havde en ulykkelig dåbssag for en del år siden, hvor jeg ikke fik døbt et barn, fordi familien blev vred over, at jeg bad dem bære barnet ud under min prædiken. Det var en slem oplevelse, ikke mindst for familien, men jeg lærte også meget den søndag. Det er jo helt forkert at vise nogen ud af kirken. Når folk endelig er kommet, skal de jo helst blive - gerne resten af livet. Omvendt var der folk, der var kommet i kirke for at få ro, refleksion og fordybelse, og det er altså svært ved

siden af den glade ballade, der udgår fra et dåbsselskab.

Konsekvensen er blevet, at børn i Ganløse og Slagslunde sogne nu bliver døbt om lørdagen, mens søndage er helliget voksengudstjenester. Sådan har det været de sidste ti år, og Kathrine Lilleør tror, at det er en del af forklaringen på, at hendes kirker er fyldte både lørdag og søndag.

Kathrine Lilleør

Født 1964.

Sognepræst ved Slagslunde og Ganløse

kirker, forfatter og samfundsdebattør.

Fra 2002 til2006 medlem af Etisk Råd.

Formand for en række udvalg nedsat af

Undervisningsministeriet.

Har udgivet debatbogen ’Tro mod tro’

sammen med Naser Khader. I 2009

udkom hendes bestseller ’Kvinde,

hvorfor græder du’, der har solgt

46.000 eksemplarer. Hun skriver på

opfølgeren ’Kærlighed er’. I 2011

udkom bogen ’Liv og ledelse’ om

erhvervsmanden Lars Nørby Johansen.

Lilleør er fast kommentator i

Berlingske.

Fraskilt og mor til tre piger, Klara Lilleør

Petri (20 år), Cordelia Lilleør Petri (17

år), Cecilia Lilleør Petri (13 år).

5

- Jeg glemmer aldrig den søndag, hvor den dreng ikke blev døbt, og er stadig ked af, at det gik som det gik. Men mennesker, der er kommet for at høre evangeliet, skal ikke være til grin, fastslår hun.

Er du skrap?

- Nej, det tror jeg ikke, man vil sige om mig, men jeg er en alvorlig præst. Det, der bliver forkyndt i kirken, er det fineste, det stærkeste og det mest følsomme, man kan tale om. Kirken er et hjerterum. Jeg har meget lidt overbærenhed med folk, der søger kirken og ikke viser den respekt. Det handler ikke om at larme (vi har nogle skønne og ret højlydte børnegudstjenester) men om at man er vendt mod det fælles budskab. Er

man ikke det, bliver jeg tosset. Så synes jeg hellere, man skal blive væk, siger hun.

Det perfekte liv

Hun ser det tit. At vi i forsøget på at indfri vores forventninger til det perfekte liv, uforvarende kommer til at jokke på hinanden. Vi ordner, arrangerer og planlægger ned til mindste detalje, om det er dåben, brylluppet eller ’gud-hjælpe-mig’ begravelsen. Det beklager Kathrine Lilleør.

- For det kan kun gå galt, når man, inden brylluppet overhovedet er planlagt, ved præcis, hvilken hvid kjole man vil have, hvordan buketten skal se ud, hvad han skal sige, hvilke børn man skal have, og hvordan man skal bo. Jamen lille skat, siger Kathrine Lilleør med bekymring i stemmen. For med sådan en dosmerseddel er livet dømt til at blive en katastrofe.

- Jo mere klart vi definerer målet, des mere galt kan det gå, og des mere skuffede kan vi blive, siger præsten, der mener, at de skuffede forventninger er noget af det, der fylder mest mellem mennesker.

- Det er en af de største ødelæggere, at vi ikke får rettet forventningerne rigtigt. Den sande kristne forventning er at glæde sig lige nu. Eller glæde sig til den glæde, der kommer, uden at vide præcis hvor den slår ned. Glæde kan ikke regnes med eller planlægges, man kan kun håbe på, den indfinder sig. Men den kommer, når Gud vil, ikke når vi vil.

6

I sofaen med gravhunden på skødet. Gravhunden ser ofte sit snit til at stikke af, men Kathrine Lilleør har besluttet, at livet er for kort til at jage bortløbne hunde. Foto: Morten Juhl

Gider ikke være Askepot

- Når jeg kigger tilbage på mit liv, har lykken så mange gange ligget et helt andet sted, end jeg havde regnet med. Jeg er f.eks. et bymenneske og er meget mere til mursten end marker. At jeg skulle blive så lykkelig over at være landsbypræst, det havde jeg da aldrig set komme. Mens ting, jeg havde håbet på, slet ikke er sket.

Heller ikke hun kan sige sig fri for at lægge planer. Kunsten er at kunne navigere i skuffelserne, når planerne brister.

- Jeg forsøger til stadighed ikke at blive forsmået over skuffelsen. Jeg vil ikke være offer for den. For jeg kan se, hvordan skuffelse over alt det, der ikke blev, som man forventede, ødelægger meget for mange.

Hun mener, at rollen som den, det er synd for, passer lidt for mange lidt for godt. Smerten over at blive forsmået i kærlighed, ikke få de børn, man ønsker sig, det job, man drømmer om,

være for tyk eller blive fyret, bliver for mange mennesker deres identitet.

- Ofte har jeg siddet med kvinder, der har oplevet, at deres mand fandt en yngre kvinde. De fortæller om det, som om det skete i går. Men når jeg opdager, at det er ti år siden, og tillader mig at sige: ’Hvad så, er det ikke ved at være længe siden?’ er flere af dem blevet meget vrede på mig. For folk, der dyrker deres offer-smerte, vil ikke af med den. For hvad er de, hvis smerten forsvinder, spørger hun.

Når sognebørn livslangt synes, det er synd for dem, er præstens irriterende svar altid:

Kahtrine Lilleør er både præst og samfundsdebattør med fast klumm ei Berlingske. Hun kan godt finde på at prædike 'en anelse' i avisens spalter, men hun taler ALDRIG politik fra prædikestolen.

- Det kan være lidt trist lige nu, men synd i længden er det ikke. Der kommer en dag, hvor glæden pirker sig ind i dit sind, tag imod den, rejs dig og kom videre.

For Kathrine Lilleør selv er faren for at blive offer størst, når hun bliver taget for givet.

7

- Jeg vil gerne hjælpe, men jeg kan blive ude af mig selv, når det er mig, der er Askepot for længe. Så bliver jeg ked af det.

Det gælder både i forhold til børn, venner og kollegaer. Slagslunde ligger langt ude på landet, og hun kører f.eks. gerne sine børn frem og tilbage. Men det kan blive for meget.

- Der går faktisk busser herud, jeg har selv set det, siger hun og haster ud for at finde den DSB-kasket, hun har fået af sin datter, og som hun tager på, når hun vil signalere til de tre døtre, at nu er grænsen lige ved at være nået. I flere år lå kasketten fast i bilen, og hun tog den på, når hun ’kørte bus’. Det var sjovt, men også alvor, for hun vil ikke finde sig i at blive degraderet til serviceorgan.

Plads til kærligheden

Det lyder så let, når hun siger det, men hun er ikke selv gået gennem livet i evigt solskin og medvind. Det med at forvente ét og blive alvorligt skuffet har hun lært på den hårde måde.

For 13 år siden flyttede hun på landet og blev landsbypræst i den røde kirke, der ligger få hundrede meter fra præstegården, fordi hun troede, det ville bringe lykke til hendes familie, der bestod af mand og tre piger.

- Men vi flyttede fra hinanden fire måneder efter, at vi var flyttet herud, og jeg blev enlig mor. Det forventede jeg ikke, da jeg blev gift.

Man kunne tro, det som præst var svært at se i øjnene, at det blev livet og

ikke døden, der skilte hende og hendes eksmand.

- Men netop pga. min gudstro har jeg altid været meget rolig med, at hvis Gud ikke længere ville den velsignelse, så er der ikke noget at gøre ved det. Jeg har da grædt og været ulykkelig i årevis over, at det ikke kunne gå, men det har jeg også været over andre kærester siden, siger hun og hvirvler ud for at lukke hundene ind.

Den store lyse labrador Rococo lunter ind og lægger sig i sin kurv, mens gravhunden Kastania har set sit snit til at lufte sig uden for præstegårdshaven. Men vi skal ikke ud at lede.

Kathrine Lilleør har for nylig lavet en dogmeregel om, at livet er for kort til at jagte løse hunde.

Kathrine med hendes tre døtre, Klara Lilleør Petri (20 år), Cordelia Lilleør Petri (17 år), Cecilia Lilleør Petri (13 år) til premiere på forstillingen 'Hey Jude'. Foto: Uffe Weng

- Jeg har ikke sagt det til mine døtre, men jeg har det sådan med Kastania, at der må ske det, der sker, siger hun. Dogmeregler eller ej, helt rolig er hun ikke, så mobilen bliver hentet, ’hvis nu nogen skulle finde den lille hund’.

8

Hun har det på samme måde med kærligheden, den kan man heller ikke jagte.

- Man kan ikke stampe kærlighed op af jorden. Min forventning om, hvordan den rigtige mand skal være, er 100 pct. forkert. For jeg kan ikke tænke mig frem til det mysterium, at et menneske mirakuløst kan vække følelser i mig, der er større end dem, jeg føler for alle andre.

Antallet af datingprofiler vidner om, at mange aktivt søger lykken, men ifølge Kathrine Lilleør kan vi lige så godt lukke profilerne.

- Vi tror, vi kan opfinde kærligheden. Men det bliver kun til noget, om Gud vil. Det er et mirakel, når kærlighed opstår. Det gør den ikke altid, heller ikke nødvendigvis, når man står foran alteret, siger hun, der mere end en gang har oplevet, at en bryllupssamtale endte som parterapi.

- Vi kan ikke opfinde den særlige kontakt, der gør, at man bærer over med hinanden og tilgiver hinanden alt. Netop dét er kærlighed. Det er så underskønt og komplet uforklarligt, når kærligheden slår ned mellem to, at det virkelig er værd at fejre.

’Far-til-fire-naive’

Men parforholdet har trange kår i en tid, hvor vi efter Kathrine Lilleørs mening henter alt for meget inspiration i 50erne.

- Bag al vores frisindethed, ’Paradise Hotel’ og pornofisering, er vi så bonerte. Vi har en ’Far til fire’-naiv

forestilling om, at livet kan leves uskyldsrent og regelret, og efter dydige parametre. Det er ikke godt at blive skilt, der er stadig folk, der ikke synes, homoseksuelle skal vies i kirken, og der er en enorm fordømmelse forbundet med at være utro. Men mennesket er i sin lidenskab og sine følelser langt større end de til enhver tid gældende love, om det er færdsels- eller morallove, siger hun.

Vi vil så gerne inddæmme alle de ukontrollerede følelser, lidenskaben, hadet og uretfærdighedsfølelsen. Men ofte ender det i ’en kæmpe løgn’.

- Selvom vi lever i nydelige hjem, med en pæn ægtefælle og smukke børn, så bliver der jo raset og bandet bag

9

hækken, for kærligheden kan ikke styres, og det kan drifterne heller ikke, siger hun, der altid bliver mistænksom, hvis tingene er for pæne.

- Har man behov for at signalere ro, regelmæssighed og renlighed, så er det fordi, der underneden er kaos. Des mere en bordherre langt ind i desserten beretter om, hvor underskøn hans kone er, des mere overvejer jeg, hvornår jeg skal hjælpe med at udrede deres skilsmisse. Det ‘over-ordentlige liv’ fører så meget skam med sig. Man tror ikke, andre har de lyster og følelser, man selv har, og skammer sig over at være et menneske.

Talestrømmen afbrydes af klokkespil på mobilen. Hun må tage den, for måske er det om hunden. Det er det nu ikke, men pludselig er der puslen ved hoveddøren. Kathrine Lilleør springer op:

- Der er du jo, lille hund, råber hun glad og lukker ind til klap og lun kurv.

Det er ren, uforfalsket kærlighed, og den slags er der ifølge Lilleør masser af, hvis man ikke kun søger kærligheden i tosomheden.

- Det er en meget stor synd at gøre kærligheden mellem mænd og kvinder til det væsentligste i tilværelsen. Eller for den sags skyld kærligheden til sine børn. Tror man, at man skal have hele livet udfyldt af de kærlighedsrelationer, lægger man for meget pres på. Det er der ingen mennesker, der kan bære, siger hun bestemt.

Hun kan ikke komme i tanker om noget større i tilværelsen end de øjeblikke, hvor man ’glemmer sig selv i et andet menneske’.

- Det er vidunderligt at være sammen og glemme sig selv. Man kan gøre det i sin eneste ene. Men man kan også gøre det i sin elskede ven, sine dejlige piger eller i samarbejdet med gode kollegaer, siger hun.

Selv har hun haft kærester siden børnenes far, men forholdet til menigheden, læserne, embedet, døtrene, venner og familie er mindst lige så vigtige for hendes lykke.

- Kærligheden er mangfoldig, den er

ikke kun fuldbyrdet, hvis man føler

kærlighed til ét andet menneske. Mine

veninder og venner har i perioder låst

sig fast i en desperat søgen efter

kærligheden i form af ét andet

menneske. Det forstår jeg slet ikke, for

der ligger så meget smerte i at forvente

kærligheden, og så ikke møde den, at

man risikerer at blive blind for al den

kærlighed, man har, og den glæde man

får.