indholdsfortegnelsepovldr.dk/pdf/fra isoleret neutralitet til nato.pdf · årsagsforklaringer på,...

5. Semester FRA ISOLERET NEUTRALITET TIL NATO. Efterår 2003

1Aalborg Universitet

INDHOLDSFORTEGNELSE:

1. INDLEDNING OG PROBLEMFORMULERING .................................................................3

2. FORSKNINGSOVERSIGT .......................................................................................................3

2.1 POUL VILLAUME........................................................................................................................4

2.2 BENT JENSEN ..............................................................................................................................5

2.3 THORSTEN BORRING OLESEN....................................................................................................6

2.4 NIKOLAJ PETERSEN....................................................................................................................7

3. RIDS OVER DANSK SIKKERHEDSPOLITIK FRA 1920 TIL 1940..................................7

3.1 MELLEMKRIGSTIDENS NEUTRALITETSPOLITIK ........................................................................8

3.2 DANSK SIKKERHEDSPOLITIK FRA HITLERS INDTOG OG FREM TIL 9. APRIL 1940 ...............10

4. FRA NEUTRALITET TIL ALLIANCEPOLITIK ...............................................................12

4.1 DANMARKS OPTAGELSE I FN ..................................................................................................12

4.2 BROBYGNINGSPOLITIKKKEN ...................................................................................................15

4.3 PÅSKEKRISEN OG DENS BETYDNING FOR BRUDDET MED NEUTRALITETEN............................18

4.4 SAMMENFATNING ....................................................................................................................23

5. DET NORDISKE FORSVARSFORBUND...........................................................................25

5.1 SVENSK INVITATION .................................................................................................................25

5.2 DE FORSKELLIGE STANDPUNKTER...........................................................................................26

5.3 FORLØBET FREM TIL SEPTEMBER 1948 ...................................................................................27

5.4 GENNEMBRUD VED UDENRIGSMINISTERMØDET I STOCKHOLM? ...........................................27

5.5 BROERNE TIL VESTEN SKULLE VÆRE INTAKTE ......................................................................29

5.6 DE SIDSTE NORDISKE FORHANDLINGER I JANUAR 1949 ..........................................................31

5.7 KONSEKVENSEN AF DEN NORSK-SVENSKE UENIGHED.............................................................34



5.8 SAMMENFATNING .....................................................................................................................35

6. ATLANTPAGTEN ...................................................................................................................36

6.1 KONTAKTEN TIL VESTEN FRA PÅSKEKRISEN TIL FEBRUAR 1949 ...........................................37

6.2 ATLANTPAGTEN KOMMER PÅ DAGSORDENEN .........................................................................37

6.3 USA ØNSKER DANMARK I ATLANTPAGT.................................................................................38

6.4 DET SPINKLE NORDISKE HÅB ...................................................................................................39

6.5 DEN INDRE DIMENSION.............................................................................................................40

7. KONKLUSION .........................................................................................................................42

8. LITTERATURLISTE ..............................................................................................................45

8.1 ARTIKLER OG BØGER ..............................................................................................................45

8.2 PRIMÆR LITTERATUR...............................................................................................................45

NB. Reelt set er der dog kun tale om 40 normalsider jf. studieordningens regel om 2400 anslag per side.



1. Indledning og problemformulering Som det fremgår af projektets titel, er temaet i dette projekt Danmarks skifte fra isoleret

neutralitet til alliancepolitik. I den forbindelse vil vi i projektets første del forsøge at finde

årsagsforklaringer på, hvorfor den danske regering besluttede at gøre op med en mere end et

hundrede år gammel neutralitetstradition1 til fordel for en alliancepolitik.

Da der forud for Danmarks indtræden i NATO den 4. april 1949 var blevet ført forhandlinger

om indtrædelsen i flere forskellige alliancer/forbund, vil vi i projektets anden del fokusere på,

hvorfor man fra dansk side endte med at indtræde i NATO, frem for i eksempelvis det nordiske

forsvarsforbund, som der blev ført forhandlinger om.

Som skitseret ovenfor er vores undersøgelsesmål derfor følgende:

• Hvorfor skiftede Danmark fra isoleret neutralitetspolitik til alliancepolitik?

• Og hvorfor endte man med at blive medlem af NATO og ikke et andet forsvarsforbund?

2. Forskningsoversigt Da dette projekt primært er bygget op omkring anden forskning, finder vi det nyttigt kort at

præsentere de centrale forfattere, som vi har valgt at benytte i projektet. Endvidere vil vi i dette

afsnit kort skitsere, hvad vi ser som værende styrker og svagheder ved de enkelte forfattere, samt de

forskellige forfatteres kildemateriale. På trods af, at den anvendte litteratur repræsenterer forskellige

synspunkter/opfattelser om/af emnet, har vi valgt ikke at bringe dette på bane i dette afsnit, i stedet

vil dette være inkorporeret i de efterfølgende afsnit.

De fire forfattere er Poul Villaume, Bent Jensen, Thorsten Borring Olesen og Nikolaj

Petersen. Grunden til, at vi har valgt at tage udgangspunkt i disse fire, er, at disse er nogle af de

mest iøjnefaldende, når man ser på litteraturen omhandlende dansk sikkerhedspolitik i perioden

omkring Danmarks allianceforhandlinger sidst i 1940’erne. Som vi kommer ind på i det følgende så

ser vi både en række svagheder og styrker ved de enkelte forfattere. Netop det faktum, at de hver

især synes at have specialiseret sig indenfor et bestemt område af emnet, ser vi som en fordel, da vi

derved er blevet bevidste omkring flere aspekter, end hvis vi kun havde taget udgangspunkt i en 1 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 24



række forfattere som havde et fælles udgangspunkt. Det fælles karakteristika for de værker/artikler,

som vi har valgt at bruge af de ovenstående forfattere, er, at de alle er skrevet indenfor de seneste 15

år og derved må formodes at repræsentere en del af den nyere forskning på området.

Udover de fire forfattere, som vi nævner i dette afsnit, har vi ligeledes gjort brug af

supplerende litteratur om emnet. Dette har vi gjort for at få en bredere forståelse for problematikken

omkring skiftet fra neutralitets- til alliancepolitik, samt for forhandlingerne omkring indgåelse af

både det nordiske forsvarsforbund samt NATO.

2.1 Poul Villaume

I dette projekt har vi valgt primært at benytte værket Allieret med forbehold2, der udkom i

1994. Værket er et studie i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i perioden 1945-1961, dermed er

bogen relevant for vores problemstilling. Det er dog reelt set kun fire kapitler i bogen, der direkte

beskæftiger sig med den relevante periode, set i forhold til vores problemstilling.

Poul Villaumes hovedtese for udarbejdelsen af sin doktordisputats (Allieret med forbehold)

er, at Danmark, trods det formelle brud med neutralitetspolitikken ved indtrædelsen i Atlantpagten,

reelt set ikke førte til en ændring i den førte udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derved må det siges, at

Villaume er tilhænger af kontinuitetstankegangen omkring dansk sikkerheds- og udenrigspolitik i

perioden efter Den Anden Verdenskrig og frem3. Denne kontinuitetstankegang medfører efter vores

mening imidlertid, at han undervurderer/nedtoner en række skelsættende begivenheders betydning

for et eventuelt brud med neutraliteten. Dette vil blive uddybet nærmere i afsnit 4, som omhandler

skiftet fra neutralitets- til alliancepolitik.

Vi finder det bemærkelsesværdigt, at Villaume har gjort mere brug af udenlandske og især

amerikanske kilder i forhold til danske. Dette formoder vi skyldes den skrappe danske

arkivlovgivning.

2 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; 3 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 22



2.2 Bent Jensen

Det næste værk, som vi har valgt at bruge i forbindelse med besvarelsen af vores

problemformulering er Bent Jensens Bjørnen og haren fra 1999. Denne beskæftiger sig primært

med Danmarks relationer til Sovjetunionen i perioden 1945-1965. Bogen fokuserer meget på,

hvordan man fra dansk side måtte tilpasse sin udenrigspolitik efter 1945 i forhold til Sovjetunionen,

en rolle som supermagten havde overtaget fra Tyskland efter dets store nederlag.

Bent Jensen anser Danmark for at være et land, der tilpassede sin udenrigs- og

sikkerhedspolitik i forhold til Sovjetunionen og kun modvilligt indgik alliance med USA (se afsnit

4.3 for nærmere uddybning). At han betragter Danmark som et land, der tilpasser sin politik i

forhold til Sovjetunionen skyldes formentlig, at han netop er specialiseret i Sovjetunionens historie.

Hans viden er derfor indenfor rammen Danmark og Sovjetunionen, derfor kommer hans

historieskrivning til at bære præg af, at det er forholdet mellem disse to lande, der er kernen i

Danmarks sikkerhedspolitiske overvejelser i 1948-49.

Bent Jensen har i forbindelse med udarbejdelsen af sin bog gjort brug af sovjetisk

kildemateriale, hvilket både er aviser og sovjetiske udenrigsministerielle arkiver. Dette må

naturligvis opfattes som værende en styrke, da man umiddelbart skulle mene, at dette giver et mere

nuanceret billede af det dansk-sovjetiske forhold, end hvis der kun var tale om brug af vestlige

kilder. Det er dog bemærkelsesværdigt, at Bent Jensen i adskillige afsnit har anvendt sovjetiske

aviser som kilder, hvilket efter vores opfattelse kan være et tveægget sværd, da det i den forbindelse

er værd at bemærke, at de sovjetiske aviser var en del af statsapparatet. I nogle tilfælde virker det

som om, at Bent Jensen har betragtet disse aviser som den officielle sovjetiske holdning overfor

Danmark (blandt andet i forbindelse med eksemplet vedrørende forhandlingerne om et nordisk

forbund4). Dette er muligvis tilfældet, men han glemmer efter vores mening nogle gange at lægge

vægt på den uofficielle holdning, som ikke må undervurderes. En tese kan være, at Sovjetunionen

udadtil kan have haft behov for at sende et signal til befolkningen om, at vestlige tilnærmelser er et

skridt mod fjendens lejr. Men det er ikke sikkert, at den sovjetiske linie udadtil er den samme som

den interne. Her skal man være opmærksom på, at de sovjetiske aviser må formodes at henvende sig

til to typer læsere. På den ene side var der de danske kommunister, for hvem de sovjetiske aviser

udtrykker mere eller mindre officielle kommunistiske synspunkter. For det andet må man fra

4 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 305-306



sovjetisk side have været klar over, at disse aviser blev tolket af bl.a. den danske

efterretningstjeneste, og derved var der vel grænser for, hvad de kunne skrive. Endvidere kan man i

nogle tilfælde have en vis skepsis overfor avisernes troværdighed, da aviser kan have en tendens til

at overdramatisere.

Vi synes i øvrigt, at det er vigtigt at nævne, at Bent Jensen i nogle af sine afsnit (for eksempel

afsnittet omhandlende det nordiske forsvarsforbund) primært bygger på anden forskning på

området, og derved ikke repræsenterer decideret ny forskning på disse områder.

2.3 Thorsten Borring Olesen

Det tredje forfattervalg er Thorsten Borring Olesen, der har været involveret i adskillige

værker omkring de nordiske forhandlinger og selve indtrædelsen i Atlantpagten. I vores projekt har

vi anvendt de tre artikler i værkerne Temaer og brandpunkter i dansk politik efter 19455, Hvor fører

du mig hen? – Jeg går ej længere6 og De Nordiske Fællesskaber7. Fælles for dem alle er, at de er

udgivet i 1994.

Det karakteristiske for de tre artikler er, at de alle direkte omhandler de nordiske eller specifikt

de danske udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold. Vi mener dog imidlertid, at Borring kan have

en tendens til at fokusere for meget på indenrigspolitikken og derved undervurdere Danmarks rolle i

international sammenhæng. Et eksempel herpå er Borrings tese om, at det danske socialdemokrati

med Hedtoft i spidsen ønskede at konsolidere sin position med det nordiske forsvarsprojekt. Dette

kan naturligvis være en del af en forklaring, men denne tese overser betydningen af Danmarks plads

i den polariserede verden.

Thorsten Borring Olesen har baseret sine artikler på primært nordiske kilder, og i særdeleshed

på socialdemokratiske arkiver, hvilket har været medvirkende til at give et godt indblik i periodens

socialdemokratiske partipolitik. Samtidig synes Borring Olesens ihærdige brug af

socialdemokratiske kilder til tider at være medvirkende til, at han overvurderer socialdemokratiets

betydning i forhold til andre faktorer i de danske allianceforhandlinger.

5 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”6 Olesen, Thorsten Borring; ”Udenrigsminister i indenrigspolitisk klemme” i ”Hvor fører du mig hen? – Jeg går ej længere”7 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”



Ligesom Bent Jensen er Borring Olesens artikler også bygget op omkring anden forskning på

området. Således henviser han en del til Nikolaj Petersens påvisning af de danske kontakter til

USA.

2.4 Nikolaj Petersen

Vi har i projektet valgt at bruge følgende værker/artikler af Nikolaj Petersen: Denmark and

NATO 1949-19878, Grønland i global sikkerhedspolitik9 og Danmark Norden og NATO 1948-

196210, hvoraf vi vurderer, at sidstnævnte er mest brugbar i forhold til vores problemformulering.

Fælles for dem alle er, at de omhandler vores emne og den for vores vedkommende relevante

tidsperiode. De tre tekster er fra henholdsvis 1987, 1991 og 1991.

Nikolaj Petersen arbejder med international politik, og hans tilgangsvinkel er derfor, at

Danmark skal finde sin plads som småstat i den bipolare verden. Her kan problemet naturligvis

være, at han nedtoner nogle indenrigspolitiske forhold.

Nikolaj Petersens hovedtese om Danmarks rolle som småstat i en bipolar verdensorden

afspejles til dels også i hans valg af kildemateriale. Her gør han primært brug af

udenrigsministerielle og amerikanske arkiver. I den forbindelse er det i øvrigt vigtigt at nævne, at

Nikolaj Petersen som en af de eneste (efter vort kendskab) har haft eksklusiv adgang til danske

udenrigsministerielle arkiver, hvilket gør at han fremdrager en række pointer ud fra disse arkiver(et

eksempel på dette er kontakten til den amerikanske ambassadør Marvel) som man ikke

nødvendigvis finder hos nogle af de andre forfattere.

3. Rids over dansk sikkerhedspolitik fra 1920 til 1940

Baggrunden for dette afsnit er, som overskriften antyder, at beskrive den førte danske

sikkerheds- og udenrigspolitik fra mellemkrigstiden og frem til den tyske besættelse af Danmark.

Derved har vi valgt i dette projekt, at se bort fra den førte sikkerhedspolitik under besættelsestiden.

Dette har vi gjort på grundlag af, at vi mener, at det primært var fra tysk side man bestemte, hvilken

politik der skulle føres i Danmark og at den førte politik derved ikke afspejler en reel dansk 8 Petersen, Nikolaj; ”Denmark and NATO 1949-1987” 9 Petersen, Nikolaj; ”Grønland i global sikkerhedspolitik” 10 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”



sikkerhedspolitik. Grunden til, at vi i dette projekt har valgt at gå tilbage til mellemkrigstidens

sikkerhedspolitik og ikke blot starte ved selve bruddet med neutraliteten, er, at vi mener, at det er

nødvendigt først at skabe en forståelse af, på hvilket grundlag neutralitetspolitikken blev ført før vi

kan analysere, hvorfor man fra dansk side besluttede at bryde med neutraliteten.

3.1 Mellemkrigstidens neutralitetspolitik

Ser man overordnet på den førte danske sikkerhedspolitik i 1920’erne og 30’erne, havde

denne to overordnede mål. Punkt et var at føre en neutralitetspolitik, som skulle holde Danmark

uden for stormagternes indbyrdes stridigheder. Punkt to var primært møntet på Tyskland, der siden

1860’erne havde tjent som det primære ”objekt” i udformningen af dansk sikkerhedspolitik11. I

forholdet til Tyskland var der samtidig flere aspekter, som gjorde sig gældende. For det første var

Tyskland Danmark overlegent på næsten alle punkter. Endvidere var der et dansk mindretal syd for

grænsen, som den danske regering ligeledes måtte tage med i sine udenrigspolitiske betragtninger.

Og slutteligt kunne Danmarks strategiske placering ved Østersøen have afgørende betydning i

tilfælde af en væbnet konflikt i Europa12.

Ved oprettelsen af det såkaldte Folkeforbund13 var den danske regering i stor tvivl om,

hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig dette eller ej. På den ene side så den danske regering en stor

fordel i en ”civilisering” af den internationale orden via Folkeforbundet. På den anden side var

forbundets medlemmer, i kraft af pagtens artikel 16, forpligtede til at yde angrebne medlemmer

assistance på forskellig vis. Og da bl.a. Tyskland ikke var medlem af Folkeforbundet, frygtede den

danske regering, at Tyskland ville opfatte tilslutningen til forbundet som en tilslutning til Tysklands

fjender14, hvorved man ville opnå en væsentlig indskrænkelse af neutraliteten. På trods af disse

betænkeligheder blev Danmark medlem af Folkeforbundet den 8. marts 192015.

På trods af skiftende regeringer i perioden 1920 og frem til 1940, synes der at have været bred

enighed om at føre en neutralitets- og ikke provokationspolitik kombineret med en aktiv deltagelse i

11 Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”; side 18 12 Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”; side 18-19 13 Folkeforbundet blev oprettet d. 25/01-1919, i forbindelse med fredsslutningen i Versailles, mere eller mindre på opfordring af den amerikanske præsident Woodrow Wilson. Ideen bag Folkeforbundet var at der skulle opstå en kollektiv sikkerhed imod aggressioner imellem medlemslandene. 14 Dette problem løste dog sig selv i 1926, da Tyskland blev optaget i Folkeforbundet. 15 Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”, side 19-21



Folkeforbundet16. Trods udpræget enighed om den sikkerhedspolitiske diskurs de forskellige partier

imellem, blev sikkerhedspolitikken alligevel genstand for en del strid i 1930’erne. Således ønskede

oppositionen, og Det Konservative Folkeparti i særdeleshed, en stærkere militær udbygning. Den

socialdemokratiske og radikale koalitionsregering modsatte sig dette. Thorsten Borring Olesen

skriver i sin artikel, at Stauning uofficielt ikke ytrede så stor uvilje imod at acceptere større

forsvarsudgifter i forbindelse med en udbygning af det danske forsvar, men af hensyn til den

radikale del af regeringen, som bestemt ikke havde intentioner om stigende forsvarsudgifter, skete

der ikke den fra oppositionens side ønskede oprustning på det militære område17. Med denne

beslutning var retningslinjerne for et nationalt forsvar blevet defineret til at omhandle det som

Borring Olesen beskriver som værende et dansk forsvar indrettet på at imødegå tilfældige og

begrænsede neutralitetskrænkelser18.

Ser man på den førte sikkerhedspolitik i mellemkrigsårene, virker det som om de skiftende

regeringer i denne periode har fortsat den neutralitetspolitik, som landet ligeledes havde ført forud

for og under Den Første Verdenskrig, som resulterede i, at det lykkedes at holde sig udenfor

krigshandlingerne. Om dette så var den førte neutralitetspolitiks skyld eller ej, vil vi lade forblive

usagt. Ikke desto mindre virker det som om, at den førte udenrigs-/sikkerhedspolitik i høj grad var

rettet mod Tyskland, og mere eller mindre bestemt af dets ageren. Frem for alt virker det som om,

at de skiftende danske regeringer i denne periode, var meget bevidste om ikke unødigt at provokere

denne mægtige nabo mod syd. Som et eksempel herpå var der store betænkeligheder forud for

indtrædelsen i Folkeforbundet, som tidligere nævnt i dette afsnit. En af betænkelighederne ved

Folkeforbundet var bl.a., som tidligere skitseret, pagtens artikel 16, som kunne have en afgørende

betydning i retning af en indskrænkning af den førte neutralitetspolitik. Via intense forhandlinger

lykkedes det dog i 1921 for Danmark og en række andre småstater at få ændret artikel 16, således at

man ikke længere var militært forpligtet til at gribe ind over for eventuelle aggressorer. I stedet blev

der nu åbnet mulighed for at dette kunne ske via økonomiske sanktioner19.

16 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 19-20 17 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 19-20 18 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 20 19 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 12


10

Aalborg Universitet

Da den Socialdemokratiske og Radikale koalitionsregering efter regeringsskiftet i 1929

besluttede, ikke at ville øge de i forvejen indskrænkede bevillinger til landets forsvar, virker det

som om, at man fra regeringens side officielt set satte sin lid til neutraliteten og diplomatiet (det

være sig både nationalt som internationalt) frem for et forsvar, som efter Det Konservative

Folkepartis mening skulle være i stand til at udkæmpe en egentlig eksistenskamp20.

3.2 Dansk sikkerhedspolitik fra Hitlers indtog og frem til 9. april 1940

Efter Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933, ændredes den tyske udenrigspolitik næsten

med øjeblikkelig virkning i en mere ekspansiv retning. Som en af følgevirkningerne af denne politik

kan bl.a. nævnes, at Tyskland i oktober 1933 meldte sig ud af Folkeforbundet21. Denne ændrede

politiske kurs fra tysk side blev fulgt nøje af den danske regering, hvilket bl.a. resulterede i, at man

fra dansk side var særligt opmærksom på at være på god fod med Tyskland. Dette kom blandt andet

til udtryk den 8. marts 1938 i Lund, hvor Statsminister Stauning i en tale skrinlagde planerne om et

muligt nordisk forsvarsforbund, dette på trods af, at han tidligere havde set positivt på ideen22. I

denne tale, som senere er blevet kaldt ”lænkehundstalen”, sagde han blandt andet;

”Et nordisk forsvarsforbund er efter min mening utopi. At sysle alvorligt dermed vil skabe en

ny farezone, fremkalde en mistænksomhed, som nu næppe findes, og som i hvert fald er ubegrundet

[…]”23.

Tyskland indgik i 1935 en såkaldt ”flådeoverenskomst” med England, som i realiteten

indebar, at England indvilgede i ikke at gribe ind i Østersøområdet, og derved overlod det i tysk

varetægt. Denne situation førte til, at Danmark var nødsaget til at tage sin sikkerhedspolitiske

situation op til genovervejelse. Dette medførte, at Stauning i april 1937 henvendte sig til England i

håb om at skaffe Danmark et vist politisk rygstød overfor Tyskland. Dette lod sig dog ikke gøre, for

som Churchill udtalte i januar 1940; ”at man i London ikke så nogen mulighed for at hjælpe

Danmark mod et tysk angreb. Hvis Tyskland gik nordpå, ville Danmark uhjælpelig komme mellem

20 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 20 21 Sørensen, Søren; ”Dansk Alliancepolitik 1762-1972”; side 93 22 I 1933 udtalte Stauning ”at Danmarks grænse mod syd var også Nordens grænse, og et overgreb her vil være Nordens, hele Nordens sag”. Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”; side 26. 23 Frederiksen, Peter; ”Danmark besat og befriet”; side 17-18


11

Aalborg Universitet

tigerens klør”24. Ifølge Søren Sørensen var Danmark uden denne politiske rygdækning fra engelsk

side nødsaget til i 1939 at godtage et tysk forslag om en ikke-angrebspagt25.

Da Tyskland 1. september 1939 invaderede Polen, erklærede Danmark sig straks herefter

neutralt. Den danske neutralitetserklæring virker som et forsøg på at undgå et tysk pres på

Danmark. På denne måde virker det som om den danske regering forsøgte at bruge samme taktik,

som man gjorde brug af under Første Verdenskrig. Et eksempel på, at Danmark satte sin lid til, at

denne neutralitetserklæring ville afholde Tyskland fra at krænke dansk suverænitet, er det faktum,

at regeringen i månederne op til besættelsen i 1940 undlod at mobilisere den danske hær. Efter Peter

Frederiksens overbevisning undlod regeringen at gøre dette, for at vise, at den danske neutralitet

blev administreret til fordel for Tysklands interesser26.

På trods af, at man fra den danske regerings side satte sin lid til, at neutralitetspolitikken ville

afholde Tyskland fra at angribe Danmark, skete dette alligevel den 9. april 1940. Og dermed må det

siges, at den danske neutralitetspolitik i realiteten var brudt sammen, eftersom den ikke havde

kunnet sikre rigets uafhængighed.

Var den danske sikkerhedspolitik i tiden efter Første Verdenskrig primært styret af forholdet

til Tyskland, så var den det i særdeleshed efter Hitlers magtovertagelse i 1933. Dette kom bl.a. til

udtryk i 1935, hvor Danmark i Folkeforbundsrådet undlod at stemme for en resolution, som

fordømte den tyske oprustning og indførelse af almindelig værnepligt. Dette tager vi som et

eksempel på, at Danmark i højere grad var interesseret i ikke at støde Tyskland fra sig, end at følge

de diplomatiske spilleregler, som man havde sagt ja til, da Danmark var indtrådt i Folkeforbundet i

1920. Søren Helstrup mener, at fra det tidspunkt, hvor Tyskland meldte sig ud af Folkeforbundet,

kunne der igen fra tysk side stilles spørgsmålstegn ved den danske neutralitet27. Hvilket efter

Helstrups mening bevirkede, at den danske regering indledte en proces tilbage imod den klassiske

neutralitet28. Dette er vi dog ikke helt enige i, for som tidligere beskrevet rettede Stauning i 1937

henvendelse til England i håb om at få engelsk rygdækning i tilfælde af tysk aggression rettet imod

Danmark. Ikke derved sagt at Danmark ønskede at indgå i en slags alliance med England, dog

mener vi, at det er et bevis på, at man fra dansk side var usikker på, om neutralitetspolitikken kunne

24 Hækkerup, Per; ”Danmarks udenrigspolitik”; side 28 25 Sørensen, Søren; ”Dansk Alliancepolitik 1762-1972”; side 93 26 Frederiksen, Peter; ”Danmark besat og befriet”; side 22 27 Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”; side 24 28 Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”; side 24


12

Aalborg Universitet

sikre, at dansk suverænitet ikke blev krænket. Men da dette blev afvist, virker det som om, man var

nødt til at sætte sin lid til neutralitetspolitikken samt ikke provokationspolitikken overfor Tyskland,

hvilket den såkaldte ”lænkehundstale” må siges at være et eksempel på.

4. Fra neutralitet til alliancepolitik I dette afsnit vil vi behandle den førte danske sikkerheds- og udenrigspolitik fra afslutningen

af Anden Verdenskrig og frem til tidspunktet, hvor den danske regering indledte deciderede

forhandlinger om indtrædelsen i et forsvarsforbund. Således vil det primære formål med dette

afsnit være, at få stadfæstet baggrunden for et skridt væk fra den isolerede neutralitet. Således vil vi

i dette afsnit ikke komme nærmere ind på selve problematikken omkring valget af allianceforbund,

da dette vil blive behandlet i de følgende afsnit. I stedet vil vi, som overskriften til dette afsnit

antyder, primært beskæftige os overordnet med skiftet fra neutralitets- til alliancepolitik.

4.1 Danmarks optagelse i FN

Den første markante begivenhed efter Anden Verdenskrigs afslutning, som spillede en rolle

for udarbejdelsen af dansk sikkerhedspolitik, var, da USA, England og Sovjet i februar 1945 indbød

alle de lande, der var på de allieredes side i kampen mod Aksemagterne, til at deltage i en

konference i San Francisco. Her skulle den endelige udformning af en ny international

fredsorganisation (FN) ske. I første omgang var Danmark dog ikke inviteret med til denne. Fra

sovjetisk side ville man ikke anerkende Danmark som en krigsførende nation. Dette skete på grund

af, at man fra dansk side i 1941 bl.a. havde forbudt det danske kommunistparti, samt at Danmark

samme år tiltrådte Antikominternpagten, hvor man forpligtede sig til at deltage i et politimæssigt

samarbejde mod den Moskva-ledede internationale kommunisme. På trods af, at disse tiltag var

blevet gennemført under et hårdt pres fra tysk side, så holdt man fra sovjetisk side den danske

regering ansvarlig for denne antikommunistiske politik.

I 1944 anerkendte USA og England, at Danmark igennem modstandskampen havde

solidariseret sig med de nationer, der bekæmpede Aksemagterne, hvorved Danmark fra amerikansk

og britisk side blev anerkendt som allieret. Det var først, da den danske statsminister Vilhelm Buhl i

en tale den 9. maj 1945 erklærede Antikominternpagten for ugyldig, og hævdede, at den var

underskrevet efter hårdt tysk pres, at man fra sovjetisk side genoptog den diplomatiske kontakt til


13

Aalborg Universitet

Danmark, hvorefter Sovjet endeligt accepterede Danmarks status som allieret og indvilgede i at lade

Danmark deltage i den førnævnte San Francisco-konference29.

Den danske regerings begejstrede holdning over for FN-pagten, tilkendegjorde man allerede

forud for den officielle indbydelse til San Francisco-konferencen. Således udsendte den danske

regering en erklæring d. 8. maj. Afslutningen på denne lød;

”Det har stadig været Danmarks Ønske ogsaa formelt at blive en af De Forenede Nationer,

saasnart der atter fandtes en dansk Regering, som kunde underskrive De Forenede Nationers

Erklæring. Den danske Regering, der er dannet efter Danmarks Befrielse, bekræfter herved som sin

første Regeringshandling dette Ønske.”30

På trods af de ovenstående diplomatiske besværligheder, underskrev den danske delegation

den 26. juni 1945 FN-pagten, sammen med 49 andre nationer31.

Både Thorsten Borring Olesen og Hans Branner er af den opfattelse, at med Danmarks

indtræden i FN, gjorde man fra dansk side op med den isolerede neutralitetspolitik, som havde

kendetegnet den danske sikkerhedspolitik i tiden frem til Anden Verdenskrigs udbrud. Olesen

begrunder det han ser som et brud med neutraliteten, med, at FN var en verdensomfattende

fredsorganisation, som hvilede på kollektive sikkerhedsprincipper32. Hans Branner begrunder dette

påståede brud med, at FN i begyndelsen var en videreførelse af den vindende krigstidsalliance. Og i

forbindelse hermed var Danmark med medlemskabet af FN officielt blevet en allieret nation, hvilket

man, som tidligere beskrevet, havde kæmpet så hårdt for efter Anden Verdenskrigs afslutning33.

Det, der kan tale imod, at man kan se FN-medlemskabet som værende et brud med neutraliteten,

kan være, at FN kan betragtes som værende en videreførelse af Folkeforbundet og derved ikke

udgør et markant skifte væk fra den hidtil førte sikkerhedspolitik. På den anden side mener Hans

Branner, at Danmark opfattede FN’s sanktionsforpligtigelse mod eventuelle aggressorer som

værende mere forpligtende, end man tidligere havde gjort overfor den tilsvarende i

29 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 15-16 30 Pedersen, Ole Karup og Eriksen, Gerhardt; ”Fra Neutralitet til Nato”; side 9 31 Bonnén, Preben; ”De Forenede Nationer – fra vision til virkelighed?”; side 29-30 32 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 20-24 33 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 21


14

Aalborg Universitet

Folkeforbundet34. Der er dog også en indikation af, at man fra dansk side var mere villig til at følge

de forpligtigelser, der fulgte med FN-medlemskabet, end man havde været over for dem, der var i

Folkeforbundet. Som et eksempel herpå kan nævnes, at Danmark fra 1947 havde udstationeret en

brigade på 4000 mand i den engelske zone i Tyskland35.

Ser man på motiverne bag dette skifte væk fra den isolerede neutralitet, så giver litteraturen

forskellige bud herpå. Thorsten Borring Olesen nævner i sin artikel, at der var flere grunde til dette

sikkerhedspolitiske skifte. For det første mener han, at læren af den 9. april 1940 var, at den førte

neutralitetspolitik klart havde forfejlet sit mål og at det derfor var nødvendigt at ændre

sikkerhedspolitisk ståsted. For det andet mener han, at opgivelsen af neutraliteten var den pris,

Danmark måtte betale, dels som et afdrag på gælden til de allierede, dels som et bidrag til oprettelse

af fred i fremtiden36.

Hans Branner mener ligeledes, at læren af den 9. april lå til grund for beslutningen om at

skrinlægge den isolerede neutralitet. For det andet mener han, at de ydre omstændigheder

muliggjorde en omlægning af dansk sikkerhedspolitik. Og med disse ydre omstændigheder mener

han bl.a. Tysklands nederlag i den netop overståede krig. Samt en tiltro til, at krigstidsalliancen

mellem USA, Storbritannien og Sovjetunionen ville fortsætte og derved skabe stabilitet i Europa37.

Der synes ikke at herske den store tvivl om, at de sikkerhedspolitiske efterdønninger fra den

tyske besættelse af Danmark spillede en fremtrædende rolle i udarbejdelsen af den danske

sikkerhedspolitiske diskurs efter besættelsestiden. Som et eksempel herpå kan man bl.a. nævne Det

Konservative Folkepartis velkendte slogan ”Aldrig mere en 9. april”38 . Således skriver Thorsten

Borring Olesen da også, at begrebet neutralitet var blevet forvist fra det sikkerhedspolitiske

vokabularium siden krigen39. Det virker for os som om, at den danske regering med indtrædelsen i

FN ønskede at skifte fra en sikkerhedspolitik, hvor man baserede landets sikkerhed på en

tilpasnings- og ikke provokationspolitik overfor en aggressiv stormagt (Tyskland), til en

34 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 21 35 Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; side 33 36 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 24 37 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 20-21 38 ”Det konservative Folkepartis Program - Med kommentarer 1945”; side 14 39 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 24


15

Aalborg Universitet

sikkerhedspolitik baseret på et internationalt sikkerhedsnetværk, hvor medlemslandene var garanter

for hinandens sikkerhed.

4.2 Brobygningspolitikkken

På trods af, at der havde været næret store forventninger til FN-samarbejdet, skulle det hurtigt

vise sig, at FN ikke var den garant for verdensfreden, som man havde håbet på. Således skriver

Niels Jørgen Haagerup, at allerede efter Yalta-aftalens40 indgåelse i februar 1945, begyndte de

sejrende stormagtsnationer i hastigt tempo at glide fra hinanden41.

Som et resultat af denne tiltagende Øst-Vest-konflikt, som var under opsejling, begyndte

dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik mere og mere at minde om et skridt tilbage i retning af den

neutralitetspolitik, som man synes at have gjort op med i forbindelse med indtrædelsen i FN.

Thorsten Borring Olesen ser dette som ”et resultat af småstaternes afmagt i konsekvens af FN’s

stormagtsprovokerende handlingslammelse”42.

I forbindelse med den danske tilbagevenden til neutraliteten er det i øvrigt interessant at

nævne, at Hartvig Frisch i en folketingsdebat i forbindelse med underskrivelsen af FN-pagten

skitserede den situation, som Danmark senere befandt sig i. Han udtalte således:

”Samtidig maa man ogsaa erkende, at den Dag, Hvor en Konflikt vilde udbryde imellem de

Magter, som netop er Grundlaget for denne Pagt, vilde jo ganske automatisk i samme Øjeblik hele

det gamle Neutralitetsproblem dukke op for de smaa Stater”43.

Efterhånden som det danske håb til FN svandt ind, virker det som om, at man fra dansk side

mere og mere satte sin lid til, at en tilbagevenden til den isolerede neutralitet ville holde Danmark

udenfor stormagtskonflikten. Således udtalte Hans Hedtoft i en tale i udenrigspolitisk nævn, at

blokpolitikken gav Danmark mulighed for at holde sig ude af en kommende stormagtskonflikt44.

40 Roosevelt, Churchill og Stalin mødtes på Yalta. Her vedtog de bl.a. Tysklands deling i besættelseszoner, størrelsen af erstatningsbetalingerne, krigsforbryderprocesserne og hovedlinjerne i det senere FN. 41 Haagerup, Niels Jørgen; ”De forenede nationer og Danmarks sikkerhed”; side 27 42 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 24-25 43 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 24 44 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 98


16

Aalborg Universitet

Et af de mest tydelige eksempler på, at den officielle danske sikkerhedspolitik fra 1945 og

frem til 1948 stod i ikke-blok-politikkens tegn, var, da statsminister Hans Hedtoft den 31. januar

1948 i radioen, besvarede en række spørgsmål fra lytterne. Et af disse spørgsmål lød således:

”Tør Statsministeren aabent sige sin Mening om, hvor Danmark i Dag skal placere sig – i Øst

– eller Vest?” Hvortil Hedtoft svarede følgende: ”Ja! Vi skal overhovedet ikke placere vort Land i

nogen Blok. Vi er Medlem af de forenede Nationer og skal der gøre vores Pligt som nordisk Land.

[…] Maa jeg tilføje at det efter min Mening ikke kan være en dansk eller nordisk Interesse at

uddybe de alt for aabenbare Modsætninger mellem Øst og Vest. Et endeligt brud mellem de

Stormagter, der stod sammen for at vinde Krigen, vil være en Katastrofe for os alle – ikke mindst

for Norden”45.

Det synes dog ikke kun at være håbet om, at den isolerede neutralitet ville holde landet uden

for stormagtskonflikten, der lå til grund for den danske udenrigspolitik i perioden 1945-48. Således

synes der at være to aspekter, som efter vores overbevisning spillede en væsentlig rolle i

udformningen af den danske sikkerhedspolitik i tiden efter Anden Verdenskrig. For det første var

der den sovjetiske besættelse af Bornholm i perioden 1945-46. På trods af, at man fra sovjetisk side

havde lovet at forlade Bornholm så snart den sidste tyske soldat havde forladt øen, så skete dette

ikke, tværtimod blev den sovjetiske militære tilstedeværelse styrket46. På trods af, at man fra dansk

side var interesseret i, at de sovjetiske styrker forlod Bornholm, fremsatte den danske regering ikke

nogen deciderede krav herom. I stedet kom det sig til udtryk i forsigtige udtalelser, som for

eksempel da statsminister Buhl under et besøg på Bornholm i oktober måned 1945, sagde følgende;

”Vi danske hylder og takker den russiske hær og flåde og Ruslands leder Marskal Stalin for,

hvad de har gjort for vort lands befrielse […] Vi ved at den tid snart vil komme, da vi skal sige

farvel til alle repræsentanter for de allierede styrker, og vi har også ret til at sige, at den danske

hær og de danske stridskræfter nu selv kan løse de opgaver, der foreligger”47.

Selve problematikken omkring den sovjetiske okkupation af Bornholm gjorde, at den danske

udenrigspolitik bringer minder tilbage om den politik, som den danske regering førte i forhold til

Tyskland i mellemkrigsårene. Det virker, som om man for alt i verden ikke ville støde

45 Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; side 29 46 Dau, Mary; ”Danmark og Sovjetunionen 1944-49”; side 177 47 Dau, Mary; ”Danmark og Sovjetunionen 1944-49”; side 125


17

Aalborg Universitet

Sovjetunionen fra sig, og derved risikere en yderligere forlængelse af deres tilstedeværelse på dansk

territorium.

I marts 1946 forlod de sovjetiske styrker Bornholm til gengæld for danske garantier om, at

Bornholm ikke blev anvendt i fjendtligt øjemed overfor Sovjetunionen48.

Det andet punkt, som den danske regering måtte tage med i sine overvejelser, var, at den

danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, i 1941 havde indgået en basetraktat, som gav USA

lov til at have baser på Grønland. Siden havde den danske regering og Rigsdag i 1945 godkendt

denne aftale. Efter denne godkendelse blev baserne udbygget i de første efterkrigsår, og efterhånden

som Øst-Vest-konflikten spidsede til, blev baserne opfattet som værende vitale for forsvaret af det

amerikanske kontinent49. Man var fra dansk side klar over, at den amerikanske tilstedeværelse på

Grønland kunne opfattes som et knæfald for den amerikanske regering, hvilket bevirkede, at den

danske regering i 1947 forsøgte at få ophævet traktaten. Hans Branner skriver i sin bog, at man fra

dansk side var klar over, at dette var en umulighed, men at man udadtil ville give indtrykket af at

den amerikanske tilstedeværelse på Grønland ville blive afsluttet og derved sende et signal til

Sovjetunionen om, at man fra dansk side ikke havde valgt side50. Dette understreges af Marvels

telegram til Washington hvori han skriver, at udenrigsminister Rasmussen havde understreget

overfor ham, at en ophævelse af den amerikanske tilstedeværelse på Grønland ikke ville blive

aktuel, men udadtil ville man kunne blive nødsaget til at sende et signal om, at man fra dansk side

ønskede USA’s tilstedeværelse afsluttet af hensyn til forholdet til Sovjetunionen51.

Generelt set havde Sovjetunionen også gjort klart, at man var imod, at Danmark skulle

indtræde i nogen form for blokdannelse, hvilket bevirkede at man fra dansk side forsøgte at bevare

både politiske og handelsforbindelser til både Øst og Vest52.

På trods af, at man fra dansk side hævdede, at man ikke var partisk, synes det dog klart, at

Danmark var mere vestligt end østligt orienteret i både ideologiske og økonomiske henseender.

Dette kom i særdeleshed til udtryk, da Danmark i 1948 valgte at tage imod tilbuddet om Marshall-

48 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 22 49 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 22 50 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 22 51 Telegram fra Marvel til Secretary of State, 12. feb., 1947 i ”Grønland under den kolde krig - Bilag”; DUPI, side 45 52 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 95.


18

Aalborg Universitet

hjælpen53. På trods af, at tilslutningen til Marshall-hjælpen må siges at være en mere eller mindre

direkte stillingtagen i Øst-Vest-spørgsmålet, så afviste man blandt andet fra socialdemokratisk side,

at der var tale herom. Således afviste Hans Hedtoft, ved 1. maj arrangementet i Fælledparken i

1948, at man med modtagelsen af Marshall-hjælpen havde brudt med ikke-blok-politikken. Han

understregede, at tilslutningen til Marshall-planen udelukkende var af økonomisk karakter54.

At den danske tilslutning til Marshall-planen skabte et dilemma for den danske regering, synes

der ikke at herske den store tvivl om, da tilslutningen til Marshall-planen, fra sovjetisk side, kunne

opfattes som en tilslutning til den vestlige blok, hvilket man fra dansk side tilsyneladende var

ganske klar over. Men landets trængte økonomi, og derved behovet for dollars bevirkede, at der var

behov for at gå på kompromis med brobygningspolitikkens idealbillede.

4.3 Påskekrisen og dens betydning for bruddet med neutraliteten

I 1947, og i særdeleshed 1948, skete en række begivenheder i udlandet, som fik en række

følgevirkninger for den fremtidige udformning af den danske sikkerheds- og udenrigspolitik.

I 1947 lancerede den amerikanske præsident Harry S. Truman den såkaldte Truman-doktrin.

Heri tilkendegjorde Truman, at det centrale i udformningen af den amerikanske udenrigspolitik var

at inddæmme og stoppe den kommunistiske ekspansion verden over55.

I februar 1948 fandt det kommunistiske kup i Tjekkoslovakiet sted. Landet havde forud for

kuppet haft et stort kommunistparti, men befolkningens tilslutning til kommunistpartiet var på retur,

hvilket må formodes at kunne have influeret på det kommende valg, som skulle løbe af stabelen

senere på året. Via den kommunistiske indenrigsminister forsøgte kommunistpartiet at få kontrol

over politiet, som lå inde under dennes embede. I forbindelse hermed udnævnte indenrigsministeren

otte nye kommunistiske politikommissærer, hvilket bevirkede, at samlingsregeringens konservative

medlemmer trådte tilbage i protest. Ifølge Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensen var motivet for

denne handling at fremprovokere hele regeringens fald. Dette resultat udeblev dog, i stedet svarede

53 Marshall-hjælpen var en økonomisk plan der skulle hjælpe Europa med at få gang i den anstrengte efterkrigstidsøkonomi. Dette skete med økonomiske lån og gaver fra USA, mod at amerikanerne fik indsigt i, og kontrol med pengenes disponering: Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 30 54 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 31-32 55 Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; side 29-30


19

Aalborg Universitet

kommunisterne igen ved at postere vagter ved alle ministerier. Ligeledes blev der iværksat

massedemonstrationer, hvilket tvang præsident Eduard Benesj til at acceptere de 12 borgerlige

ministres afgang. Dermed var det overladt til den tjekkoslovakiske kommunistleder,

premierminister Klement Gottwald, at danne en ny regering. Officielt var denne nye regering

ligeledes en samlingsregering, men i realiteten sad kommunisterne solidt på hele magten i

Tjekkoslovakiet56.

Få dage efter kuppet i Prag kom også Norden i søgelyset. Således henvendte Stalin sig til den

finske præsident med en forespørgsel om en indgåelse af en såkaldt venskabs-, samarbejds- og

bistandspagt. Hans Branner er af den opfattelse, at Finland i realiteten ikke havde noget andet valg

end at underskrive denne pagt, hvorved Finlands hidtil førte neutralitetspolitik blev gjort mere eller

mindre illusorisk57.

Prag-kuppet, og dernæst Finlands pagt med Sovjetunionen, synes at have gjort et stort indtryk

på den danske regering. Som en følgevirkning af begivenhederne i Tjekkoslovakiet blev

ambassaderåd Povl Bang Jensen, som var ved den danske ambassade i USA, sendt til København

for at overbringe en mundtlig analyse, som var blevet udarbejdet på et ønske fra den danske

regering. Analysen havde han udarbejdet i samarbejde med marineattaché Frits Hammer Kjølsen.

Denne analyse var en vurdering af den internationale situation, som var blevet udarbejdet på

baggrund af møder med forskellige fremtrædende personer indenfor det amerikanske

udenrigsministerium og flådens efterretningstjeneste. Bang Jensen fastslog i sin rapportering, at han

mente begivenhederne i Tjekkoslovakiet og Finland var indikatorer for en forøget fare. Endvidere

argumenterede han for, at i tilfælde af en yderligere sovjetisk ekspansion, ville denne kunne vende

sig imod Danmark58.

På baggrund af begivenhederne i Tjekkoslovakiet og Finland, samt Bang Jensens analyse, tog

den danske regering en række konkrete forsvarspolitiske initiativer. Den 1. marts udsendte

forsvarsminister Rasmus Hansen et direktiv til værnscheferne om at udarbejde forslag til en ny

forsvarsordning. Heri skulle de godtgøre, på hvilken måde det danske forsvar skulle kunne imødegå

56 Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; side 37-38 57 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 24 58 Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; side 94-96


20

Aalborg Universitet

et angreb på dansk suverænitet med højst et døgns varsel. Endvidere blev der iværksat en række

militære foranstaltninger, som skulle kunne imødegå eventuelle kupforsøg59.

Den 17. marts 1948 indgik Storbritannien, Frankrig og Benelux-landene et formelt

forsvarssamarbejde i form af den såkaldte Bruxelles-pagt60.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt påskekrisen og de begivenheder, som fandt sted

omkring den, var den primære grund til skiftet fra neutralitetspolitik til alliancepolitik, giver

litteraturen forskellige bud på. Som Hans Branner redegør for i sin bog, synes der primært at være

to forskellige tolkninger herom. Ifølge tolkning et var det i forbindelse med påskekrisen, at det

afgørende brud med neutraliteten fremkom. Allerede i foråret 1948 skulle alliancetankegangen have

slået afgørende igennem i regeringen og socialdemokratiet. Ifølge tolkning to skulle ikke-blok-

politikken have ”overlevet” begivenhederne i februar-marts 1948 og være fortsat helt frem til sidste

halvdel af februar 1949, blot i en ny iklædning. Det afgørende for bruddet med den isolerede

neutralitet skulle i stedet være omsvinget i Socialdemokratiet, der førte til beslutningen om at

indtræde i NATO61.

En af de forfattere, som synes at argumentere for tolkning to, er Poul Villaume. Han skriver

således i sin bog følgende omkring påskekrisens betydning for bruddet med neutraliteten:

”Selv om Nikolaj Petersen – på linje med bl.a. den norske historiker Magne Skodvin – givetvis

med rette fremdrager 9. april-traumets baggrund som en vigtig forklaringsfaktor for de ledende

politikers optræden i marts 1948, tyder noget på, at der ikke er fuldt belæg for den vurdering, at

påskekrisen psykologisk set betød ”det endelige farvel til den neutralitetstankegang, der indtil kort

forinden havde behersket den officielle politik.”62

Det, der ifølge Villaume er med til at bevise, at det afgørende brud ikke kom i forbindelse med

påskekrisen, er, at den danske regerings holdning fra sommeren 1948 og frem til februar 1949, såvel

59 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 98-99 60 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 32 61 Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; side 24-25 62 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 100


21

Aalborg Universitet

internt som i det offentlige rum, lå i retning af et fritstående neutralt nordisk forsvarsforbund med

kun forholdsvis løse bånd til vestmagterne63.

Bent Jensen synes at være enig med Poul Villaume i, at påskekrisen ikke direkte var forbundet

med bruddet med neutraliteten. Han skriver således;

”Påskekrisen kom ikke til at betyde, at Danmark nu opgav neutralismen som bærende

sikkerhedspolitisk ideologi. Det skete først et år senere, da danske politikere under angst og bæven

valgte at gå med i den atlantiske alliance under ledelse af Sovjetunionens hovedmodstander, USA –

og selv da kun halvhjertet.”64

På trods af, at Bent Jensen på sin vis afskriver påskekrisens betydning i forbindelse med

bruddet med neutraliteten, så synes han dog flere gange i sin bog at mene det modsatte. Således

skriver han på samme side som ovenstående citat er hentet fra følgende:

”Men Tjekkoslovakiets skæbne, Kremls pres på Finland samt rygterne om sovjetiske hensigter

over for Danmark og Norge medførte en rystelse af ledende danske politikere. De begyndte nu at

forlade troen på det ønskelige og mulige i en isoleret neutralitet.”65

Således skriver han også på side 269, at der blev sat en proces i gang i marts 1948, som senere

resulterede i, at både Norge og Danmark tilsluttede sig Atlantpagten året efter66. Dermed må det

siges at være ret svært at fastslå med sikkerhed, hvad Bent Jensens syn på påskekrisens direkte

indvirkning på den danske sikkerhedspolitik er.

Hvor Bent Jensen og Poul Villaume synes at hælde mest til tolkning to, så synes Nikolaj

Petersen og Thorsten Borring Olesen, at repræsentere tolkning et. Således skriver de følgende:

”Beslutningskæden startede med skærpelsen af den europæiske og nordiske situation i

februar-marts 1948, hvor den fundamentale beslutning om for fremtiden at søge dansk sikkerhed

løst i samarbejde med andre blev truffet”67

63 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 100 64 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 294-295 65 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 295 66 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 269 67 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 17


22

Aalborg Universitet

”Det ville sprænge alle rammer her at rekapitulere gangen i de skandinaviske

forsvarsforhandlinger og processen frem mod det danske Atlantpagtmedlemskab. Det må være nok

at fastslå, at hele processen blev igangsat af intensiveringen af den kolde krig og ikke mindst af den

tilspidsning, der skete efter kuppet i Tjekkoslovakiet og det sovjetiske tilbud om en ”venskabspagt”

med Finland i februar 1948.”68.

Nikolaj Petersen begrunder blandt andet sin teori med, at både statsminister Hans Hedtoft og

udenrigsminister Gustav Rasmussen flere gange havde haft møder med den amerikanske

ambassadør Josiah Marvel, hvor de havde givet udtryk for, at der forelå en mulighed for, at

Danmark ville knytte sig til en alliance med USA. Ligeledes nævner Nikolaj Petersen, at Danmark i

forbindelse med påskekrisen havde forsøgt at få våbenleverancer fra USA69.

Ovenstående mener vi ligeledes er et bevis på, at påskekrisen og begivenhederne omkring

denne har været medvirkende til, at man fra dansk side begyndte at søge alternativer til den hidtil

førte neutralitetspolitik. Godt nok har både Poul Villaume og Bent Jensen ret i, at dette ikke fremgår

af de officielle udmeldinger i tiden omkring påskekrisen. Som eksempel herpå kan man bl.a. tage

Hans Hedtofts tale ved 1. maj (1948) arrangementet i Fælledparken. Her talte han stadig om, at

ikke-blok-politikken fortsat skulle være landets forsvarspolitiske ledestjerne mellem Øst og Vest70.

Disse udmeldinger er efter vores mening et udtryk for en slags politisk dobbeltspil, da man samtidig

med den erklærede ikke-blok-politik uofficielt forsøgte at få sikkerhedsgarantier fra Vesten. Det

danske forsøg på at få amerikanske sikkerhedsgarantier må være et tegn på, at man fra dansk side

ikke stolede hundrede procent på, at neutralitetspolitikken alene kunne sikre landets suverænitet.

Det, der ligeledes kan indikere, at den danske regering allerede fra 1948 synes at have gjort op

med den isolerede neutralitet, er det faktum, at man dette år indledte forhandlingerne om indgåelsen

af et nordisk forsvarsforbund. Derved mener vi, at der er bevis for, at den danske regering allerede i

1948 synes at have gjort op med den isolerede neutralitet, og ikke først i 1949 eller senere, som

Villaume og Jensen mener.

68 Olesen, Thorsten Borring; ”Udenrigsminister i indenrigspolitisk klemme” i ”Hvor fører du mig hen? – Jeg går ej længere”; side 37 69 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 19-20 70 Olesen, Thorsten Borring; ”Udenrigsminister i indenrigspolitisk klemme” i ”Hvor fører du mig hen? – Jeg går ej længere”; side 33


23

Aalborg Universitet

Det, der må formodes at ligge til grund for dette skridt væk fra den isolerede neutralitet, er

blandt andet, at den internationale konflikt tilspidsedes i foråret 1948, blandt andet i form af Prag-

kuppet. Det faktum, at Tjekkoslovakiet forud for kuppet ligeledes havde ført en

brobygningspolitik71, må have været en indikation på, at på trods af en ført neutralitetspolitik, var

man stadig ikke sikret imod enten kup eller invasion. Endvidere må den danske regering have været

opmærksom på, at det var særdeles tvivlsomt, om landets forsvar ville være i stand til at afvise et

eventuelt kup, endsige et decideret angreb, hvilket også må betragtes en af grundene til, at man fra

dansk side forsøgte at få sikkerhedsgarantier fra USA. Men da amerikanerne havde givet udtryk for,

at dette ikke var muligt uden en formel aftale72, synes den eneste vej til en amerikansk

sikkerhedsgaranti at have ligget i en fra amerikansk side godkendt alliance. Endvidere kan det,

Villaume tidligere i projektet har omtalt som 9. april-traumet, udgøre en del af forklaringen på

opgøret med den isolerede neutralitet.

4.4 Sammenfatning

Det første betydningsfulde skifte i dansk sikkerhedspolitik efter Anden Verdenskrigs

afslutning kom, da Danmark den 26. juni 1945 kunne indtræde i FN sammen med 49 andre

nationer. Vejen hertil havde imidlertid ikke været uden problemer. For Sovjetunionen ville ikke

anerkende Danmark som en decideret krigsførende nation, som var gået imod nazi-Tyskland. Dette

skyldtes blandt andet, at den danske regering under den tyske besættelse var blevet tvunget til at

underskrive den såkaldte Antikominternpagten. Først efter at statsminister Wilhelm Buhl havde

erklæret denne for ugyldig, var vejen banet for dansk optagelse i FN.

Der er bred enighed i litteraturen om, at den danske optagelse i FN var lig med et brud med

den isolerede neutralitet, som havde kendetegnet dansk sikkerhedspolitik i tiden frem til Anden

Verdenskrigs udbrud. Et af argumenterne herfor er, at FN i begyndelsen var en videreførelse af den

vindende krigstidsalliance. Samtidig var FN en verdensomfattende fredsorganisation, som, hvilede

på kollektive sikkerhedsprincipper medlemslandene imellem. Hvad angår motivet for dette skifte,

så synes læren af den 9. april 1940 at spille en væsentlig rolle heri. Således må man sige, at den

isolerede neutralitet ikke havde formået at sikre landets suverænitet, hvilket så resulterede i, at man

71 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 33 72 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 20-21


24

Aalborg Universitet

fra dansk side i stedet baserede landets sikkerhedspolitik på et internationalt sikkerhedsnetværk,

hvor medlemslandende var garanter for hinandens sikkerhed.

På trods af, at man havde næret store forventninger til FN og dennes rolle som garant for den

danske sikkerhed, så skulle det hurtigt vise sig at dette håb hurtigt svandt ind, efterhånden som

konflikten mellem de to tidligere allierede nationer USA og Sovjetunionen skærpedes. Som et

resultat af denne konflikt, synes man nu at bevæge sig tilbage i retning af den isolerede neutralitet.

Nu gik den blot under betegnelser som ikke-blok-politik og brobygningspolitik. Som Borring

Olesen beskriver det, så skete dette som ”et resultat af småstaternes afmagt i konsekvens af FN’s

stormagtsprovokerende handlingslammelse”73.

Endvidere var der en række forhold, som ligeledes må formodes at ligge til grund for den

danske regerings ageren. For det første var der den sovjetiske besættelse af Bornholm, og for det

andet var der den amerikanske tilstedeværelse på Grønland, som måtte formodes at have været en

torn i øjet på den sovjetiske regering. På trods af, at ikke-blok-politikkens erklærede mål var at

holde landet udenfor den voksende stormagtskonflikt, så synes der ikke at herske nogen tvivl, om at

Danmark var tættere knyttet til vest end til øst. Dette understregedes da også af at Danmark fra 1948

valgte at tage imod den amerikanske Marshall-hjælp.

I begyndelsen af 1948 skete en række begivenheder i både ind og udland, som fik afgørende

betydning for den kommende udformning af dansk sikkerhedspolitik. Disse begivenheder var

henholdsvis lanceringen af den såkaldte Truman-doktrin, Prag-kuppet, Finlands indgåelse af en

mere eller mindre påtvungen venskabspagt med Sovjetunionen, og sidst men ikke mindst den

såkaldte påskekrise. I litteraturen synes der at være delte meninger om, hvorvidt disse begivenheder

faktisk medførte at den danske regering gjorde op med den isolerede neutralitet. Vi mener dog, at

der er en række indicier, som peger i retning af, at dette faktisk var tilfældet. Således synes den

internationale konflikt at være skærpet i en sådan grad, at det ville være for risikabelt at basere

landets sikkerhedspolitik på den isolerede neutralitet og derved mere eller mindre lade landet

henligge som et militært tomrum. Derfor begyndte man nu i stedet at lede efter mulige

alliancepartnere som kunne være medvirkende til at sikre landets suverænitet.

73 Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”; side 25


25

Aalborg Universitet

5. Det nordiske forsvarsforbund Det følgende afsnit omhandler de nordiske forhandlinger om et neutralitetsforbund set primært

ud fra et dansk perspektiv. Ligeledes vil vi i dette afsnit forsøge at udrede, hvilke forskellige

tilgangsvinkler de tre lande havde. Slutteligt har vi forsøgt at finde årsagsforklaringer på planerne

om et nordisk forbunds forlis.

Som vi nåede frem til i det forrige afsnit, bevirkede påskekrisen, og de internationale

begivenheder i perioden omkring denne, en opgivelse af den hidtil førte neutralitetspolitik. Den

danske regering revurderede nu sine sikkerhedspolitiske muligheder, og man sonderede nu – mere

eller mindre skjult – terrænet for alliancemuligheder.

Når spørgsmålet faldt på den fremtidige danske sikkerhedspolitik, var der flere muligheder i

marts 1948. Man kunne tilslutte sig et vestligt forbund, et nordisk forbund (med eller uden

tilknytning til Vesten) eller bevare den isolerede neutralitet med en tilpasningspolitik i form af

brobygningspolitikken. Overvejelserne om indtrædelse i et nordisk forsvarssamarbejde havde

allerede været diskuteret i 1947, der var dog ikke tale om et decideret forsvarsforbund, men Norge

og Sverige var på daværende tidspunkt ikke interesserede, og dermed blev planerne sat i bero74. En

understregning af, at Danmark i marts 1948 sonderede terrænet for alliancepartnere, var, da Gustav

Rasmussen, som tidligere nævnt, den 11. marts henvendte sig til ambassadør Marvel og sagde, at

det var within possibilities Denmark would be forced to seek military alliance with US. Hedtoft tog

fem dage senere kontakt til Marvel og sagde, at there is a possibility that Denmark and Norway may

join west even though Sweden insists on strict neutrality75. Det er Nikolaj Petersen, der har

fremhævet denne dialog, og på trods af, at det ikke blev til konkrete forhandlinger, beviser det, at

tanken om dansk tilknytning til en vestlig alliance ikke var fjern.

5.1 Svensk invitation

Det nordiske forsvarssamarbejde skulle dog blive diskuteret igen det efterfølgende år, da

svenskerne den 30. april 1948 indbød Danmark og Norge til forhandlinger om et nordisk

forsvarsprojekt76. Der er givet flere forklaringer på, hvorfor Sverige inviterede sine to naboer til

forsvarsforhandlingerne om et fælles forbund. Bent Jensen mener, at da den norske 74 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 303 75 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 19 76 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 152


26

Aalborg Universitet

udenrigsminister Halvard Lange nævnte muligheden for en tilknytning til Vesten, valgte man fra

svensk side at skride ind med forsvarsinitiativet. Det skyldtes ifølge Bent Jensen, at svenskernes

position som den dominerende magt i Skandinavien ville blive truet, hvis Norge og senere Danmark

ville indtræde i en vestlig alliance, imens Sverige ville stå udenfor77.

Thorsten Borring Olesen mener, at svenskerne inviterede sine naboer til forhandlingsbordet,

fordi den skandinaviske ikke-blok-politik var ved at bryde sammen. Svenskerne frygtede, at hvis

Danmark og Norge tiltrådte den vestlige alliance, så kunne et sovjetisk modsvar blive en besættelse

af Finland, hvorefter Sverige ville blive en bufferzone78.

De to forfattere er altså enige om, at svenskerne inviterede til forhandling for at undgå, at

Danmark og Norge endte som medlemmer af en vestlig alliance. Jensen lægger dog vægt på, at

Sveriges position som Skandinaviens stormagt ville blive truet af en vestlig alliance, hvorimod

Borring lægger vægt på den ubehagelige situation, som Sverige ville komme i som bufferzone.

Værd at bemærke ved begge forklaringer er, at svenskerne inviterede til forhandlinger på grund af

hensynet til den nationale sikkerhed. Det var ikke af hensyn til en samling af de tre nordiske lande

på grund af fælles værdier.

5.2 De forskellige standpunkter

Norge, Danmark og Sverige havde dog alle forskellige ideer om, hvordan et sådant

forsvarsforbund skulle udformes, hvilket problematiserede forhandlingerne. Det skyldtes

formentlig, at de tre lande havde opnået vidt forskellige resultater med deres neutralitetspolitik

under Anden Verdenskrig. Norge og Danmark var besat i fem år, hvorimod svenskerne klarede

frisag. Dermed havde neutralitet en dårlig klang i Danmark og Norge, hvorimod det ikke blev anset

som noget negativt i Sverige.

Norge og Sverige anses for at være modpoler i litteraturen, hvorimod Danmark ofte nævnes

som den mæglende part. De bitre norske erfaringer med neutralitetspolitikken medførte, at man

ønskede garantier fra Vesten. Det var dog ikke den generelle norske holdning, men det var den

holdning, der kom til udtryk igennem udenrigsminister Langes udtalelser79. Svenskerne ønskede,

77 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 306 78 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 154 79 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 157


27

Aalborg Universitet

modsat Lange, at forbundet skulle være helt fritstående uden nogen form for tilknytning til

Vesten80. Danmark kunne acceptere begge dele, men foretrak den svenske løsning, skriver Poul

Villaume81. Det sidste fremgik også af Undéns dagbog, hvor han i september 1948 skrev, at den

danske mæglerrolle var misvisende, da Danmark aldrig havde fremlagt et synspunkt, der afveg fra

det svenske82. Hvad Undén ikke vidste var, at danskerne samtidigt forsøgte at sikre forbundet

garantier fra USA, hvilket vi kommer ind på senere.

5.3 Forløbet frem til september 1948

Trods den svenske invitation sidst i april, så skete der ikke betydelige fremskridt i

forhandlingerne de efterfølgende måneder. Månederne efter den svenske invitation drejede sig for

danskerne meget om, at man ikke ville brænde broerne til Vesten. Det var langt fra sikkert, at de

nordiske forhandlinger ville munde ud i en konkret aftale, så det var derfor vigtigt at have en mulig

tilknytning til Vesten i baghånden. USA og Storbritannien forsøgte også at påvirke de

skandinaviske forhandlinger, da det ikke var i deres interesse, at forbundet stod helt neutralt, som

svenskerne urokkeligt ønskede. Derfor henvendte de sig til Danmark og Norge, da disse to lande på

grund af deres oplevelser fra Anden Verdenskrig var nemmere at påvirke i vestlig retning83.

Forholdet til Sovjetunionen blev dog ikke bedre af forhandlingerne om et nordisk

forsvarsforbund. I Moskva anså man det ikke for realistisk, at et fritstående skandinavisk forbund

ville kunne bevare sin neutralitet, derimod anså man det internt i Moskva for at blive en nordisk

filial af en anti-sovjetisk blok84.

5.4 Gennembrud ved udenrigsministermødet i Stockholm?

Efter længere tids stilstand kom endelig, hvad der kunne ligne et gennembrud på

forhandlingerne ved det skandinaviske udenrigsministermøde den 8.-9. september 1948. Det blev

besluttet, at man skulle nedsætte en forsvarskomite (Den skandinaviske Forsvarskomite), der skulle

undersøge mulighederne for et nordisk forsvarsforbund85. Samtidigt med at denne komite blev

nedsat, blev det også besluttet, at der for de tre landes vedkommende ikke måtte forhandles til 80 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 31 81 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 100 82 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 161 83 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 23 84 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 307 85 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 309


28

Aalborg Universitet

anden side om indtrædelse i en anden alliance. Man satte 1. februar som deadline, og hvis en aftale

ikke var nået på plads på dette tidspunkt, så kunne hvert land forhandle frit til anden side86.

På trods af, at de pågældende lande ikke måtte forhandle til anden side, så kunne de ikke

undgå at blive påvirket af nyhederne om den kommende Atlantpagt. Allerede den 24. september

modtog regeringen et telegram sigende, at Danmark og Norge om nogen tid ville blive opfordret til

at tilslutte sig en Atlantpagt87. Dette telegram lagde naturligvis pres på forhandlingerne om et

skandinavisk forbund, men det viste sig, at en beslutning ikke skulle tages i dette år.

Nedsættelsen af en forsvarskomite betød, at der nu blev pustet nyt liv i de nordiske

forsvarsforhandlinger. Det store problem var dog, at Sverige og Norge stadig havde vidt forskellige

opfattelser af, hvordan forbundet skulle udformes. Norge havde stadig planer om en vestlig

tilknytning, og Sverige fortsatte deres ønske om et frit forbund. Danmarks præferencer mindede

officielt mest om Sveriges, hvilket Undén som tidligere nævnt også mente. Vi er imidlertid uenige i

dette, hvilket fremgår af det efterfølgende afsnit omhandlende den danske dialog med

amerikanerne.

For at bringe ro over forhandlingerne, så bad Hedtoft i slutningen af september derfor

nordmændene om ikke at love vestmagterne noget, før de nordiske muligheder var udtømte.

Samtidigt ønskede Hedtoft garantier fra Sverige om, at de virkelig ønskede, at et nordisk forbund

skulle realiseres, og hvilke garantier Sverige ville udstede for sine to militært svage naboer88. Disse

handlinger fra Hedtoft beviser, at han udadtil forsøgte at være mægler.

I november 1948 kom udenrigsministeriets analyse om Danmarks mellemfolkelige

forpligtelser, der også indeholdt en redegørelse for Danmarks forsvars- og neutralitetspolitik89. Bent

Jensen har fokuseret på denne redegørelse, hvor udenrigsministeriet hellere ville tilslutte sig en

skandinavisk neutralitetsblok end en vestblok, da en neutralitetsblok ville blive modtaget mere

positivt af Sovjetunionen90. Det man skal læse ud af dette er, at Bent Jensen anser den danske

politik i efterkrigstiden som en tilpasningspolitik, hvor man ikke ønskede at provokere

Sovjetunionen. Han mener bl.a., at politikken i efterkrigsårene var så godt som den samme politik

86 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 25 87 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 23 88 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 25 89 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 311 90 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 313


29

Aalborg Universitet

fra 30’erne, nu var det bare russere i stedet for tyskere, hvilket han finder tankevækkende91. Når han

skriver tankevækkende, er det fordi, at han anser 30’ernes tilpasningspolitik som værende en fiasko

og forbinder den med noget negativt. Det kan desuden virke på os som om, at Bent Jensen netop har

udvalgt denne analyse, da den stemmer overens med hans tese.

5.5 Broerne til Vesten skulle være intakte

På trods af de skandinaviske forhandlinger, så ønskede de danske regeringsledere at bevare et

godt forhold til Vesten (primært USA). Det var endnu ikke sikkert, hvilken type alliance Danmark

ville tilslutte sig, der var derfor løbende kontakt imellem de involverede danskere og den

amerikanske ambassadør i Danmark, Marvel. Således sendte Hartvig Frisch og H. C. Hansen sidst i

september et telegram til Marvel, hvor de reagerede på historien om Danmarks snarlige invitation til

forhandlingerne om Atlantpagten. De gjorde opmærksom på, at hvis Danmark skulle blive tvunget

til en beslutning uden rimelig tid til rådighed, kunne man blive nødsaget til at takke nej92. De var

altså ikke afvisende overfor et medlemskab af Atlantpagten, samtidigt sikrede de sig ekstra tid til at

forhandle om det skandinaviske forbund via den svage formulering, rimelig tid.

Gustav Rasmussens dialog i denne periode viser også, hvordan han forsøgte at søge forståelse

hos USA. Udenrigsministeren garanterede den 12. november overfor ambassadør Marvel, at

Danmark aldrig ville indgå i et forbund, der var conditioned on neutrality93. Dette taler for, at

Danmark rent faktisk klart foretrak et vestligt orienteret forbund frem for et neutralt. Gustav

Rasmussen var desuden meget fokuseret på at sikre forbundet garantier fra Vesten, og han sagde på

det udenrigspolitiske nævns møde den 12. november, at man arbejdede for, at USA skulle gå i krig,

hvis Danmark blev angrebet af Sovjetunionen. Dette skal ses i den sammenhæng, at

udenrigsministeren den 5. oktober havde en samtale med den amerikanske udenrigsminister,

George Marshall, hvor Gustav Rasmussen gjorde opmærksom på, at amerikanerne kunne nå det

samme mål ved at give den skandinaviske blok en garanti som ved en egentlig alliance94. Den

danske regering forhørte sig desuden løbende om, hvad et medlemskab af en Atlantpagt ville

indebære, på trods af dens tilsyneladende sekundære placering i de danske allianceplaner95.

91 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 171 92 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 24 93 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 21 94 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 22 95 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 103


30

Aalborg Universitet

Et ganske interessant telegram er Marvels telegram fra den 12. november 1948, hvor han

meddeler Washington, at den danske regering nu har indset, at det ikke er muligt at opnå nogen

form for garanti fra USA96. I begyndelsen af november havde den danske regering tilsyneladende

indset, at en amerikansk garanti var umulig at opnå. Telegrammet er fra den samme dag, hvor

Gustav Rasmussen meddeler, at et skandinavisk forbund conditioned on neutrality ikke var

interessant for Danmark. Det var også dagen, hvor Gustav Rasmussen overfor udenrigspolitisk

nævn meddelte, at man stadig arbejdede for en amerikansk garanti. Marvels telegram til

Washington bevidner desuden, at det ikke var i amerikansk interesse, at forbundet blev realiseret.

Der var altså stadig dialog mellem Danmark og USA, imens de nordiske forhandlinger stod

på. Det var ganske vist ikke konkrete allianceforhandlinger, men de beviste alligevel, at man hele

tiden ønskede et forbund accepteret af Vesten. Endvidere bekræftede det, at Atlantpagten hele tiden

blev holdt i live som en alternativ løsning på allianceproblemet.

Det er kun Nikolaj Petersen, der har inddraget disse kontakter mellem Danmark og USA på

grund af hans eksklusive adgang til udenrigsministeriets arkiver. Samtidigt er disse kontakter en

vigtig del af Nikolaj Petersens vurdering af de danske allianceforhandlinger i 1948-49, da han

betragter påskekrisen som værende et brud med den førte danske udenrigspolitik. Nikolaj Petersen

gør meget ud af, at man fra dansk side løbende har kontakt med USA efter påskekrisen. Specielt

Gustav Rasmussens kommentar om, at Danmark aldrig ville indgå i et forbund, der var conditioned

on neutrality er værd at bemærke. For det første viser den, at Danmark løbende holder USA

informeret om, hvilke præferencer Danmark har i de nordiske forsvarsforhandlinger, og for det

andet gør den klart, at Danmark efter alt at dømme ikke kunne acceptere et forbund, der var

neutralt. Når man fra dansk side ikke kunne acceptere et nordisk forsvarsforbund, der var fast

besluttet på neutralitet, og der samtidigt ikke kunne opnås garantier fra amerikansk side, så kunne

det ligne dødsstødet til det nordiske forsvarsforbund i november 1948.

Vi mener under alle omstændigheder, at den manglende garanti fra amerikansk side til et

nordisk forsvarsforbund havde stor betydning for den resterende del af de nordiske

forsvarsforhandlinger. USA var det land, der om nogen kunne garantere den danske sikkerhed alene

i form af afskrækkelse. Sverige og Norge havde langt fra den samme afskrækkende effekt, og de

ville desuden have svært ved at komme Danmark til hjælp på grund af landets geografi. Med dette

96 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 20-21


31

Aalborg Universitet

mener vi, at Danmark ikke er så nemt at forsvare som for eksempel Norge og Sverige, grundet at

landet stort set kan angribes fra alle sider, hvilket gør det svært at forudse, hvor et eventuelt angreb

ville kunne finde sted, og dermed formoder vi, at muligheden for at kunne imødegå et eventuelt

angreb med sin samlede styrke på en gang, er forringet.

At forhandlingerne om et nordisk forsvarsforbund fortsatte de næste måneder, skal ses i det

lys, at den danske dialog med amerikanerne var tophemmelig, og dermed var offentligheden

uvidende om denne. Det samme var nordmændene og svenskerne. Vi mener derfor, at man fra

dansk side fortsatte de nordiske forhandlinger for at tilfredsstille opinionen i Danmark, der foretrak

en nordisk løsning. Det var vigtigt for de danske forhandlere at vise, at man forsøgte at finde en

skandinavisk løsning til det sidste. Der var dog endnu et spinkelt håb, som Gustav Rasmussen

nævnte på det udenrigspolitiske nævns møde den 12. november, hvor han sagde, at der blev arbejdet

på at sikre en garanti fra USA, selvom Marvel i et telegram til Washington samme dag nævnte, at

den danske regering havde indset umuligheden af amerikanske garantier.

5.6 De sidste nordiske forhandlinger i januar 1949

Da man havde sat 1. februar 1949 som deadline for, hvornår man skulle have fundet en

nordisk løsning, så blev januar en hektisk måned for de nordiske forhandlere. Gustav Rasmussen

bad USA og Storbritannien om ro til at forhandle et skandinavisk forbund på plads med 1. februar

som deadline, hvilket de to lande accepterede97.

Dermed var der lagt op til, at der skulle forhandles på højtryk måneden ud, hvilket resulterede

i tre møder mellem de skandinaviske regeringsledere. Det første møde i januar måned var Karlstad-

mødet den 5.-6. januar, det blev efterfulgt af København-mødet den 22.-24. januar og Oslo-mødet

den 29.-30. januar. Disse tre møder vil blive behandlet samlet, da en kronologisk gennemgang vil

komme til at fokusere for meget på datoer frem for pointer.

Karlstad-mødet lignede en succes, da svenskerne opgav deres krav om først at give Danmark

og Norge garantier, når disse to lande var fuldt oprustede98. Dette havde hidtil være et problem, da

disse to lande var langt mere mærket af krigen end Sverige. Dette var dog kun en løsning på et af

mange problemer. Det helt store problem var forbundets placering i konflikten mellem øst og vest.

97 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 103 98 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 27-28


32

Aalborg Universitet

Norge med udenrigsminister Lange i spidsen ønskede at blive tilknyttet Vesten, hvorimod Sverige

var fast besluttet på et fritstående forbund. Danmark kunne, ifølge de fire forfattere, acceptere begge

løsninger. Villaume mener, at Danmark hældte mest til den svenske model, dog med løse bånd til

Vesten99. Det samme mener Nikolaj Petersen, hvilket også fremgår af hans figur (figur 1). Her

erklærer vi os dog uenige; vi anser kun et forbund med tilknytning til Vesten som værende

realistisk. Den danske regering forsøgte igennem forhandlingerne at få garantier fra USA, og hvis

ikke USA ville give disse garantier, så ville forbundet blive et neutralt forbund, hvilket ikke var

acceptabelt, jævnfør Gustav Rasmussens udmelding om, at Danmark ikke ville være i et forbund,

der var conditioned on neutrality.

Årsagen til, at forhandlingerne brød sammen, skal dog findes hos de svenske og norske

forhandlere, der var uenige om forbundets udformning. Som man kan se af Nikolaj Petersens figur

(figur 1), så havde disse to lande ingen sikkerhedspolitiske løsninger til fælles, hvorimod begge

lande kunne nå til enighed med Danmark Ifølge figuren. Her mener vi dog, at Danmark gemte sig

bag den norsk-svenske uenighed, og dermed slap for at fremstå som landet, der forhindrede et

nordisk forbund i at blive realiseret.

Den danske målsætning var, ifølge Borring Olesen, at holde Skandinavien samlet via dette

forbund. Det var derfor ikke acceptabelt for Danmark at tilslutte sig et nordisk forbund kun med

Danmark og Norge eller med Danmark og Sverige. Det vigtigste for Danmark var at forene disse to

nationer, hævder Borring100. Vi ser det også som ganske sandsynligt, at det havde høj prioritet for

Danmark at forene disse lande, men ikke for en hvilken som helst pris. Garantierne fra USA havde

derimod første prioritet, og uden denne garanti var det nordiske forsvarsforbund ikke interessant for

Danmark, på trods af at man udsendte andre signaler til offentligheden og sine nordiske

forhandlingspartnere. Som tidligere nævnt, så følte Undén, at Danmark var af samme holdning som

Sverige; han var ikke bekendt med Danmarks signaler til USA.

99 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 100 100 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 160


33

Aalborg Universitet

Figur 1: De pågældende lande kunne acceptere et forbund over den stiplede linie, hvorimod et forbund under

linien var uacceptabelt. (Nikolaj Petersen101)

Det lykkedes dog ikke Norge og Sverige at nå til enighed; deres indgangsvinkler til forbundet

var for forskellige. Norges dårlige erfaringer fra Anden Verdenskrig medførte, at landet ønskede

garantier i tilfælde af krig. Norges syn på dette var, at disse garantier måtte sikres i fredstid102.

Nordmændene ønskede altså garantier fra Vesten før en eventuel konflikt, og dermed kunne

forbundet ikke være neutralt. De norske atlantister anså ikke et nordisk forbund for at kunne

garantere Norges sikkerhed, hvilket Thorsten Borring Olesen ser som den afgørende grund til, at

Norge ikke kunne acceptere et fritstående nordisk forsvarsforbund103. Der var dog andre punkter,

hvor Norge og Sverige ikke kunne nå til enighed. Sverige (og Danmark) ønskede, at man oprettede

forbundet først, og derefter fik en vestlig accept af forbundet, hvorimod Norge ønskede, at

forbundet blev forhåndsaccepteret af Vesten104. Dette har Nikolaj Petersen fremhævet som en af

flere forklaringer på, hvorfor forbundet ikke blev en realitet. Hvorfor Danmark stod sammen med

Sverige i dette krav kan, måske forklares med, at Danmark allerede havde indset, at Norge og

Sverige ikke ville nå til enighed.

Poul Villaume giver også en række forklaringer på, hvorfor forbundet ikke blev til noget. Han

nævner, at den svenske regering havde strakt sig maksimalt i retning af de norske (og danske)

standpunkter, de ønskede ikke at gå længere, hvilket Norge stadig krævede. Villaume fremhæver

også den tidligere nævnte tese om, at Sverige ønskede forbundet oprettet uden vestlig accept,

hvorimod Norge ønskede accepten før oprettelsen. Disse forklaringer minder meget om de tidligere,

men desuden har Villaume og Nikolaj Petersen en yderligere forklaring. De mener, at amerikanerne

bar et vist ansvar for, at forhandlingerne sidst i januar brød sammen. Amerikanerne gjorde under 101 Petersen, Nikolaj; ”Dansk og norsk alliancepolitik 1948-49: en komparativ analyse” i Politica; side 76 102 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 159 103 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 159 104 Petersen, Nikolaj; ”Dansk og norsk alliancepolitik 1948-49: en komparativ analyse” i Politica; side 82


34

Aalborg Universitet

januar-forhandlingerne de nordiske lande opmærksomme på, at de ikke ville stå blandt de første i

køen til våbenleverancer, det ville derimod de lande, der gik med til et forsvarssamarbejde efter

Vandenberg-resolutionen105 106. Dette ville blive et stort problem, hvis Norge og Danmark skulle

oprustes til Sveriges niveau, men vi mener ikke, at dette var dødsstødet til forhandlingerne.

Dødsstødet fandt reelt sted i november 1948, hvor USA ikke ville give Danmark, og dermed

forbundet, garantier. Men skulle der stadig være en chance for at opnå et nordisk forsvarsforbund,

så blev chancen marginaliseret med denne amerikanske udmelding. Desuden beviser udmeldingen,

at amerikanerne ikke ønskede, at et nordisk forsvarsforbund skulle blive en realitet. Slutteligt

beviser det også, at det var udefrakommende faktorer, der var skyld i, at forbundet ikke blev

realiseret.

Den sidste af de fire anvendte hovedforfattere til dette afsnit, Bent Jensen, mener, at det var

den norske modstand mod et neutralt forbund og Sveriges ønske om dette, der medførte, at

forbundet ikke blev en realitet. Denne forklaring er også den gængse, hvilket fremgår af det

tidligere. Han tilføjer desuden, at man fra norsk side tidligere havde arbejdet sammen med de

vestallierede107, hvilket må være en hentydning til Norges situation under krigen, hvor man bl.a.

havde en eksilregering i Storbritannien. Bent Jensens forklaring tyder på, at han også betragter

Danmark som værende i den uskyldige mæglerrolle. En rolle, som vi ikke er enige i, da Danmark

selv havde præferencer, hvilket Undén, som tidligere nævnt, også kritiserede. At Danmark samtidigt

forhørte sig hos USA er en anden side af sagen, som Undén ikke var informeret om.

5.7 Konsekvensen af den norsk-svenske uenighed

De sidste forhandlinger omhandlende et treparts nordisk forbund fandt sted den 29.-30. januar

i Oslo. Norge og Sverige havde fra starten af forhandlingerne været placeret på hver deres fløj, og

sådan endte det også; det var ikke lykkedes at forene standpunkterne. Tværtimod sagde Lange den

3. februar i det norske storting, at hvert af de tre lande måtte løse deres sikkerhedsproblem på den

måde, de fandt rigtigt108. Det norske arbejderparti arrangerede desuden et landsmøde den 17.-20.

februar, hvor et stort flertal vedtog, at Norge må løse sitt sikkerhetsproblem i et solidarisk og

105 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 106 106 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 32 107 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 327 108 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 111


35

Aalborg Universitet

forpliktende samvirke på det sikkerhetspolitiske området med de vestlige demokratier109. Dermed

var Norge nu helt sikkert ude af et eventuelt forsvarsforbund, og forbundet kunne ikke realiseres.

Hedtoft tog dog kontakt til Sverige om et eventuelt forbund imellem Danmark og Sverige, men

dette forbund blev aldrig aktuelt. Erlander meddelte Hedtoft den 23. februar 1949, at Sverige ikke

ville støtte et dansk-svensk forsvarsforbund110. Hedtoft kunne nu sige, at alle muligheder for at

etablere et skandinavisk forbund havde været prøvet.

5.8 Sammenfatning

Da Sverige indbød til forhandlinger om et nordisk forsvarsforbund i maj 1948, var det for at

sikre sin egen sikkerhed. Hvis Danmark og Norge indtrådte i et vestligt forsvarsforbund, så ville

Sverige ligge som bufferzone i konflikten mellem øst og vest. Pladsen som bufferzone kunne endda

blive værre, hvis Sovjetunionen besatte Finland som modtræk til den dansk-norske indtrædelse i et

vestligt forsvarsforbund. Svenskerne ønskede at komme denne situation i forkøbet med et neutralt

nordisk forsvarsforbund.

De deltagende lande havde dog alle hver deres ideer om forbundets udformning, hvor specielt

den svenske tanke om et fritstående forbund kolliderede med nordmændenes ide om en vis

tilknytning til Vesten. Det skal ses i lyset af, at de eneste der kunne hjælpe Norge under krigen var

Storbritannien, hvorimod Sverige overhovedet ikke blev involveret rent militært. Norge så dermed

Vesten som den bedste garanti for sikkerhed, hvorimod Sverige i skikkelse af Undén ønskede at

videreføre den - for Sveriges vedkommende - succesfulde neutralitet. Danmark fremstod under

forhandlingerne mere som tilhænger af et fritstående forbund end af et forbund tilknyttet Vesten. Vi

mener dog, at Danmark reelt set ønskede et vestligt tilknyttet forbund, hvilket vi underbygger med

Danmarks søgen efter amerikanske garantier, og Gustav Rasmussens kommentar om, at Danmark

aldrig ville være medlem af et ubetinget neutralt forbund. Desuden afviste Danmark ikke tanken om

indtrædelse i Atlantpagten, da den første forespørgsel blev modtaget.

Der blev dog fortsat forhandlet om et nordisk forbund, imens dialogen med USA fandt sted,

men vi mener, at forbundet blev uaktuelt for Danmarks vedkommende i november 1948. Dette

baserer vi på Marvels telegram, hvori han rapporterer til Washington, at den danske regering har

indset, at det ikke er muligt at få garantier. De amerikanske garantier anser vi for at være 109 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 39 110 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 39


36

Aalborg Universitet

altafgørende for forbundets etablering, og dermed var forhandlingerne efter november mest af alt et

spil for galleriet, hvor de danske forhandlere skulle tilfredsstille opinionen i Danmark, der ønskede

et nordisk forbunds etablering.

De sidste nordiske forhandlinger fandt sted i januar 1949, og den danske regering har efter

vores vurdering kun haft et meget spinkelt håb om forbundets realisering på dette tidspunkt. Det

sidste håb Danmark havde blev efter vores mening elimineret, da USA udsendte meddelelsen om, at

de ikke ville prioritere et eventuelt skandinavisk forsvarsforbund højt, når der skulle leveres våben.

USA sendte med denne meddelelse endnu engang et signal om, at det ikke var i deres interesse, at et

nordisk forbund blev etableret.

De nordiske forhandlinger gik dog i stå af andre årsager. Norge og Sverige havde fra

begyndelsen af forhandlingerne været uenige om forbundets udformning, Norge ønskede et

samarbejde med Vesten, hvorimod Sverige urokkeligt ønskede neutralitet. Det er vores mening, at

Danmark lå i ly af denne strid og dermed ikke kom til at fremstå som landet, der var skyld i det

nordiske forbunds forlis. Hvis Norge og Sverige nåede til enighed om et neutralt forbund, så mener

vi ikke, at Danmark ville acceptere dette. Det var afgørende for Danmarks tilslutning til forbundet,

at forbundet var sikret garantier fra USA, hvilket aldrig skete.

6. Atlantpagten I dette afsnit vil vi rette mere fokus på selve beslutningen om at indtræde i Atlantpagten. Først

vil vi behandle de dansk-amerikanske kontakter, der opstod efter påskekrisen 1948 og frem til

februar 1949. Denne del vil bære præg af, at det især er Nikolaj Petersen (hvilket vi formoder

skyldes, at han er den eneste som har haft adgang til de tidligere omtalte udenrigsarkivalier), der

indgående behandler disse, derfor har vi netop anvendt hans materiale meget. Desuden vil afsnittet

bære præg af repetition af den tidligere nævnte dialog mellem USA/Vesten og Danmark. Og

slutteligt vil vi behandle det vi kalder den indre dimension. Med dette mener vi den interne politik i

Socialdemokratiet. Fælles for disse to punkter er, at de ikke vil blive behandlet ligeså minutiøst som

de foregående afsnit, dette skyldes primært dette projekts begrænsede omfang.


37

Aalborg Universitet

6.1 Kontakten til Vesten fra påskekrisen til februar 1949

Som Nikolaj Petersen skriver i sin artikel Atlantpagten eller Norden? Den danske

alliancebeslutning 1949, så startede den danske beslutningskæde i forhold til indgåelse af en

alliance i foråret 1949. Nikolaj Petersen skriver i indledningen af sin artikel følgende om den

danske beslutning om at søge alliancemuligheder: Ganske vist kan en egentlig formel beslutning

herom ikke påvises, men danske beslutningstageres adfærd under den såkaldte påskekrise i marts

1948 og deres senere tilkendegivelser og handlinger viser, at den isolerede neutralitet fra da af

opfattedes som absolut uacceptabel, som noget man ville gøre alt for ikke at havne i111. Det

interessante ved Nikolaj Petersens iagttagelse er, at han ser de danske beslutningstagere ændrer

adfærd efter påskekrisen i forhold til det sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Tidligere i projektet kan det læses, at både Hans Hedtoft og Gustav Rasmussen nævnte en

mulig alliance med USA i starten af marts 1948. Det var dog langt fra formelle handlinger, men

Marvel fik alligevel det indtryk om Hedtoft i marts 1948, at military guarantees are foremost in his

mind112. Allerede i marts 1948 var det ikke en fjern tanke for de danske beslutningstagere at indgå

en formel aftale med USA.

At Danmark i denne tid forsøgte at bevare et godt forhold til USA kan underbygges med den

danske beslutning i marts 1948 om at udskyde en beslutning om Grønlands-spørgsmålet113.

Situationen ændrede sig dog, da Sverige indbød til de nordiske forhandlinger den 30. april

1948. Fra dette tidspunkt måtte man fra dansk side prioritere et nordisk forbund højt på grund af

dets brede appel til den danske befolkning. Der blev dog, som tidligere beskrevet i projektet, efter

vores mening, arbejdet hen imod et nordisk forbund tilknyttet Vesten. Der skulle dog gå et pænt

stykke tid, før der skete noget yderligere i de nordiske forhandlinger.

6.2 Atlantpagten kommer på dagsordenen

Den 24. juni 1948 modtog den danske ambassadør i USA, Henrik Kauffmann, en besked

omhandlende Atlantpagt-forhandlingerne. Det fremgik af denne besked, at USA snart ville indbyde

Bruxelles-pagtens medlemmer og Canada til forhandlinger om en alliance. Desuden skulle

111 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 17 112 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 20 113 Olesen, Thorsten Borring og Petersen, Nikolaj, m.fl.; Grønland under den kolde krig; side 91


38

Aalborg Universitet

forhandlingerne også involvere de skandinaviske lande, men man undlod fra dansk side at reagere

på dette114.

I starten af september 1948 diskuterede USA, Canada og Bruxelles-pagtens medlemmer

udformningen af Atlantpagten. På mødet nåede deltagerne frem til, at det var vigtigt at få Danmark

og herunder Grønland med i et atlantisk samarbejde115. Danmark var altså et vigtigt land at få

indlemmet på grund af kontrollen over Grønland, der må tildeles en stor strategisk betydning. Den

amerikanske udenrigsminister i 1945, James Byrnes, havde i december 1945 fremlagt tre forskellige

løsninger på Grønlands-problemet:

1. Danmark gav USA baserettigheder i 99 år

2. En dansk-amerikansk forsvarsaftale for Grønland om baserettigheder

3. Amerikansk køb af Grønland

USA fremlagde altså ikke en rømning af Grønland som løsning i 1945, øen var altså en vigtig del af

USA’s forsvarsplanlægning116.

Det var dog også i september 1948, at den skandinaviske forsvarskomite var blevet nedsat,

men dette forhindrede ikke Hans Hedtoft i at holde dørene til et vestligt samarbejde åbne. Han

sagde således til Marvel den 6. oktober, at den skandinaviske løsning skulle prøves først, men hvis

Sverige var fast besluttet på neutralitet, så ville Danmark følge Norge ind i Atlantpagten117. Denne

udtalelse beviser både, at Danmark kun ville indtræde i et vesttilknyttet nordisk forsvarsforbund, og

at man bestemt overvejede indtrædelse i en atlantisk alliance. En af grundene til, at han har talt

positivt for et samarbejde med USA, kan have været, at USA måneden forinden gav Danmark et

uacceptabelt tilbud om våbenleverancer118. Hvis Danmark skulle oprustes, så skulle det ske med

USA’s hjælp.

6.3 USA ønsker Danmark i Atlantpagt

Som tidligere nævnt i projektet, så blev november måned 1948 en afgørende måned for det

danske alliancevalg. Hans Hedtoft og Gustav Rasmussen havde håbet på, at USA ville udstede

garantier for Danmarks og Nordens sikkerhed, men det var ikke lykkedes at opnå disse garantier.

114 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 23 115 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 24 116 Petersen, Nikolaj; Grønland i global sikkerhedspolitik; side 15 117 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 26 118 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 21


39

Aalborg Universitet

Således skrev Marvel den 12. november, at den danske regering nu havde indset, at der ikke var håb

om garantier119. Det var den samme dag, hvor Gustav Rasmussen meddelte Marvel, at Danmark

ikke ville indgå i et forbund, der var conditioned on neutrality. Desuden sagde Gustav Rasmussen,

at han havde forsøgt at overbevise Undén om, at et neutralt forbund ikke var muligt. Denne

udtalelse kom måneden efter Undéns dagbogstekst, hvori han hævdede, at Danmark ikke havde

holdninger, der afveg fra de svenske120. Gustav Rasmussen har altså angiveligt efterfølgende forsøgt

at overbevise svenskerne om, at et vestligt forbund var den rette løsning. Dette beviser igen,

hvordan der fra dansk side blev arbejdet imod en Vestløsning frem for den neutrale. Det hænger

muligvus også sammen med, at danskerne prioriterede et vestvendt nordisk forbund over

Atlantpagten, og løsningen skulle samtidigt være acceptabel for amerikanerne, da et nordisk

forbund havde behov for både amerikanske våben og en amerikansk garanti.

USA gav dog hverken Danmark lovning på våbenleverancer eller garantier i perioden

september til november. Danmark fik derimod et uacceptabelt våbentilbud, og regeringen måtte

indse, at garantier ikke virkede realistiske. Dette giver et billede af, at USA ikke ønskede, at det

nordiske forbund blev realiseret, men tværtimod gerne så Danmark (og Norge) som en del af

Atlantpagten.

6.4 Det spinkle nordiske håb

Perioden december 1948 frem til februar 1949 var stadig præget af håbet om realiseringen af

et nordisk forsvarsforbund, på trods af de triste udsigter for de danske forhandlere i de foregående

måneder. Den 17. december fortalte højtstående socialdemokrater (Buhl, H. C. Hansen og Krag)

ambassadør Marvel, at hvis de nordiske forhandlinger ikke kunne effektueres, så ville Danmark

tilslutte sig Atlantpagten121. Der var dog som sådan ikke noget nyt ved denne melding, det havde

igennem længere tid stået klart, at Atlantpagten var alternativet til det nordiske forbund, den

isolerede neutralitet var fortid.

Ligesom det er nævnt tidligere i projektet, så lignede Karlstadet-mødet den 5.-6. januar en

succes, da svenskerne lovede at udstede garantier for Danmark og Norge, inden disse to lande var

fuldt oprustede. Hvis den norske og danske oprustning skulle finde sted, så krævede det

119 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 20-21 120 Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber”; side 161 121 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 26


40

Aalborg Universitet

våbenleverancer fra USA, men amerikanerne ville det anderledes. Den 14. januar meddelte USA, at

de nordiske lande ikke ville stå forrest i køen om våbenleverancer122. Dette må siges at tage livet af

de sidste forhåbninger, man måtte have haft om et nordisk forbund. De signaler USA sendte i

perioden september til november det foregående år blev gentaget, amerikanerne ønskede ikke at

hjælpe et nordisk forbund.

Gustav Rasmussen indrømmede på mødet i København den 22.-24. januar, at man ikke skulle

regne med amerikansk eller britisk forståelse for et nordisk forbund123. De resterende nordiske

forhandlinger sidst i januar og ind i februar medførte heller ikke noget resultat. Det var dermed

klart, at Atlantpagten var den næste mulighed, der skulle afprøves. USA havde gentagne gange, i

form af sine handlinger, bevist, at det var et dansk medlemskab af Atlantpagten, som supermagten

ønskede, det var ikke et nordisk forbund. De amerikanske signaler om dette bestod i, at man

hverken ville love det nordiske forsvarsforbund garantier eller våbenleverancer, hvilket var et krav

for forbundets realisering.

Målet for Hedtoft måtte nu være, at overbevise sine partifæller i socialdemokratiet om, at

Atlantpagten nu var den rigtige løsning, nu hvor de sidste nordiske muligheder havde været

afprøvet.

6.5 Den indre dimension

Som tidligere nævnt, stod det efterhånden klart i starten af 1949, at planerne om et nordisk

forsvarsforbund med vestlige garantier ikke længere var realiserbare. På trods af dette hævder Poul

Villaume, at flertallet i den socialdemokratiske rigsdagsgruppe undlod at forpligte sig til et dansk

Atlantpagt-medlemskab. Dette flertal var flankeret af to ret små mindretalsgrupper. Den ene gruppe

præfererede neutraliteten, imens den anden foretrak en tilslutning til Atlantpagten124.

Det var ikke blot hos den socialdemokratiske rigsdagsgruppe, at der var delte meninger, om

hvorvidt Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten. Således var der også i Retsforbundet delte

meninger. Hos Venstre og de konservative var holdningen midlertidig klar, her var man klart for, at

122 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 106 123 Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; side 32 124 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 114


41

Aalborg Universitet

Danmark skulle tilslutte sig Atlantpagten. Imens der hos de radikale og kommunisterne var en klar

afstandtagen hertil125.

Reelt set stod og faldt den danske beslutning om indtrædelse i Atlantpagten med en bred

socialdemokratisk accept heraf.

Udadtil erklærede Hans Hedtoft, at der på trods af det nordiske forsvarsforbunds forlis ikke

ville blive tale om ”en hurtig afgørelse af Danmarks stilling”126, hvilket ville sige en optagelse i

Atlantpagten. I stedet mente han, at en sådan afgørelse først kunne træffes efter en række

omhyggelige overvejelser. Baggrunden for Hans Hedtofts forsigtige udmelding skyldtes, ifølge

Poul Villaume og Bent Jensen, at undervisningsminister Hartvig Frisch på et ministermøde dagen

forinden havde talt stærkt imod en dansk optagelse i Atlantpagten127 128.

På trods af denne forsigtige udmelding fra Hans Hedtoft til offentligheden, så henvendte han

sig til den socialdemokratiske hovedbestyrelse de kommende dage og uger. Her talte han varmt for,

at Danmark fulgte Norges eksempel og tilsluttede sig Atlantpagten. Et af hovedbudskaberne hos

Hedtoft var, at Danmark reelt set valgte imellem en isoleret og hjælpeløs neutralitet eller en

tilslutning til Atlantpagten129. Endvidere fremhævede Hedtoft, at den internationale situation var så

alvorlig, at Danmarks sikkerhed krævede en undersøgelse af mulighederne for en alliance med

andre demokratiske lande130, hvilket må formodes at hentyde kraftigt til Atlantpagtsamarbejdet.

Ifølge Poul Villaume var Hans Hedtofts pro-Atlantpagt redegørelser dog også udslagsgivende

for, at den socialdemokratiske hovedbestyrelse tre dage senere så godt som enstemmigt vedtog

tilslutningen til Atlantpagten.

I kølvandet på denne beslutning blev udenrigsminister Gustav Rasmussen, i marts 1949, sendt

til USA for at undersøge vilkårene for et eventuelt dansk medlemskab af Atlantpagten nøjere.

Under opholdet i USA garanterede man fra amerikansk side, at USA under ingen omstændigheder

ville acceptere et angreb på et pagtmedlem. Såfremt dette skete ville USA gå i krig. Modsat ville

Danmark ikke automatisk være forpligtet til at erklære krig. Endvidere godtgjorde amerikanerne, at

125 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 38 126 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 115 127 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 115 128 Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; side 335 129 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 116 130 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 38


42

Aalborg Universitet

der ikke ville blive stillet krav om baser i det egentlige Danmark, det ville dog forholde sig

anderledes med Grønland131.

Efter disse amerikanske garantier forsvandt den socialdemokratiske regerings betænkeligheder

ved den atlantiske alliance. Således fremlagde udenrigsministeren den 22. marts et forslag til

rigsdagsbeslutning om dansk tilslutning til Atlantpagten, hvilket blev vedtaget med stort flertal.

Stemmerne fordelte sig på følgende måde: 119 stemmer for, 23 imod, en undlod at stemme og 7 var

fraværende132. Dermed var vejen banet, for at Gustav Rasmussen den 4. april 1949, på Danmarks

vegne, kunne skrive under på Atlantpagten.

Ser man på hovedmotiverne for dette skifte i Socialdemokratiet, som blev tungen på

vægtskålen, så virker det som om, at de stort set er de samme som motiverne for et skifte væk fra

isoleret neutralitet til alliancepolitik efter påskekrisen, som vi har været nærmere inde på i afsnit 4.

Skal man finde et motiv ud over dette, må det formodes at være, at det nordiske forsvarsforbund

med en vestlig garanti ikke længere var en mulighed, da var der reelt kun to muligheder tilbage,

hvilket var den isolerede neutralitet eller Atlantpagten. Og dette kan opfattes som det den senere

kulturminister, Julius Bomholt, karakteriserede som et valg mellem to onder133. Og da vi er af den

opfattelse, at den isolerede neutralitet ikke var en acceptabel løsning på Danmarks

sikkerhedsproblem for flertallet i Socialdemokratiet, da var der stort set kun en mulighed tilbage,

hvilket var indtrædelsen i Atlantpagten.

7. Konklusion Det første markante skifte i den danske sikkerhedspolitik efter Anden Verdenskrig skete i

forbindelse med den ikke-problemfri indtrædelse i FN. I stedet for at bygge landets

sikkerhedspolitik på den isolerede neutralitet, så overgik man nu til at basere landets sikkerhed på et

kollektivt sikkerhedsnetværk. Baggrunden for dette skifte skyldtes til dels, at man ikke længere

skulle tilpasse sikkerhedspolitikken Tyskland grundet dets nederlag, samt det Villaume omtaler som

9. april-traumet.

131 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 38 132 Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; side 38 133 Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; side 115


43

Aalborg Universitet

På trods af de danske forhåbninger til FN, så svandt dette håb hurtigt ind på grund af det, som

Borring omtaler som FN’s stormagtsprovokerede handlingslammelse, hvilket resulterede i at den

danske sikkerhedspolitik bevægede sig mere og mere tilbage i retning af 30’ernes neutralitetspolitik

nu blot i form af den såkaldte ikke-blok-politik. Selvom den danske regering forsøgte at føre en

blokfri udenrigspolitik, så var Danmark reelt set mere vestligt orienteret, hvilket bl.a. kom til udtryk

i form af tilslutningen til Marshall-hjælpen.

I starten af 1948 skete der en række skelsættende begivenheder i både ind- og udland. Disse

begivenheder var henholdsvis lanceringen af Truman-doktrinen, Prag-kuppet, den sovjetisk-finske

venskabspagt og den såkaldte påskekrise. Efter vores mening medførte disse hændelser et

holdningsskifte i den danske sikkerhedspolitik. Vi mener således, at der er indicier for, at

skærpelsen af den internationale storkonflikt medførte, at det ville være for risikabelt at basere

landets sikkerhedspolitik på den isolerede neutralitet og derved mere eller mindre lade landet

henligge som et militært tomrum. Et bevis for dette var, at man fra dansk side forsøgte at sikre

garantier og våbenleverancer fra amerikanerne og senere indledte deciderede allianceforhandlinger

med både Norden og senere Vesten.

De første egentlige allianceforhandlinger fandt sted i maj 1948, da Sverige indbød Danmark

og Norge til forhandlinger om et nordiske forsvarsforbund. De tre lande havde hver især

særinteresser, der komplicerede forhandlingerne. Sverige ønskede, at forbundet skulle være neutralt

uden tilknytning til Vesten, hvorimod Norge ønskede en formel vestlig-aftale. Udadtil fremstod

Danmark som et land, der kunne acceptere begge løsninger, men vi mener, at Danmark reelt set kun

kunne acceptere et nordisk forbund med amerikanske garantier. Dette mener vi bliver bevist af

Hans Hedtoft og Gustav Rasmussens hemmelige dialog med amerikanerne.

Det viste sig dog, at forbundets realisering uden en formel vestlig tilknytning ikke var i

amerikansk interesse, hvilket kom til udtryk i form af USA’s afvisning af at udstede garantier til det

nordiske forbund, på trods af de danske ønsker om sådanne garantier. Vi mener, at Danmark reelt

set mistede interessen for et nordisk forbund i november 1948, da det ikke var lykkedes at få

amerikanske garantier, hvilket understreges af Marvels telegram fra samme måned, hvor han

meddeler, at Danmark ikke længere nærede håb om amerikanske garantier.

Skulle de danske beslutningstagere herefter have næret et spinkelt håb om det nordiske

forbund stadig var realiserbart, så forliste det endeligt, da USA den 14. januar 1949 meddelte de


44

Aalborg Universitet

nordiske forhandlere, at de nordiske lande ikke ville være blandt de første lande til at modtage

våbenleverancer, hvilket var af afgørende betydning for forbundets realisering. Dette blev dog ikke

fremstillet af forhandlingslandene som værende det officielle forlis, dette kom efter sigende først i

februar 1949, hvor Norge og Sverige stadig ikke var blevet enige, og hvor den tentativt fastsatte

deadline for forbundets indgåelse udløb. Vi mener, at Danmark lå i ly af dette, og derfor ikke kom

til at fremstå som andet end mægleren, en rolle som vi finder misvisende.

Som tidligere nævnt, så havde Danmark løbende dialog med amerikanerne. Man forhørte sig

fra dansk side i al hemmelighed om, hvad en mulig indtrædelse i en atlantisk pagt ville indebære.

Samtidigt understregede Gustav Rasmussen, at man ikke var interesseret i en neutral løsning,

derimod ønskede man amerikanske garantier. Desuden var man fra dansk side klar over, at

Danmark indgik i de atlantiske planer – ikke mindst på grund af Grønlands betydning for USA.

På trods af, at planerne om indgåelsen af et nordisk forbund forliste, var der i

Socialdemokratiet ikke flertal for en tilslutning til Atlantpagten. Dette ændredes dog efter, at Hans

Hedtoft havde talt stærkt imod at falde tilbage til den isolerede neutralitet, især set i lyset af det

seneste års intensivering af stormagtskonflikten. Dermed var der reelt set grønt lys for tilslutningen

til Atlantpagten.


45

Aalborg Universitet

8. Litteraturliste

8.1 Artikler og bøger • Branner, Hans; ”Danmark i en større verden: Udenrigspolitikken efter 1945”; København, 1995

• Bonnén, Preben; ”De Forenede Nationer – fra vision til virkelighed?”; Aarhus, 1999

• Dau, Mary; ”Danmark og Sovjetunionen 1944-49”; Aarhus, 1969

• Frederiksen, Peter; ”Danmark besat og befriet”; Aarhus, 2000

• Hansen, Peer Henrik og Sørensen, Jakob; ”Påskekrisen 1948”; København, 2000

• Helstrup, Søren; ”Truslen mod Danmark, Regeringen og de militære chefers trusselsopfattelse 1938-40”;

København, 2000

• Haagerup, Niels Jørgen; ”De forenede nationer og Danmarks sikkerhed”; København, 1956

• Hækkerup, Per; ”Danmarks udenrigspolitik”; Aarhus, 1965

• Jensen, Jack W. og Pedersen, Søren H.; ”Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik 1945-49”; København, 1978

• Jensen, Bent; ”Bjørnen og haren”; Odense, 1999

• Olesen, Thorsten Borring; ”Brødrefolk, men ikke våbenbrødre” i ”De Nordiske Fællesskaber: Den jyske historiker

69-70 – december 1994”; Aarhus, 1994

• Olesen, Thorsten Borring og Petersen, Nikolaj, m.fl.(DUPI); Grønland under den kolde krig; København, 1997

• Olesen, Thorsten Borring; ”Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted. Socialdemokratiet og holdningerne til

sikkerhedspolitikken 1945-1948” i ”Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945”;Odense, 1994

• Olesen, Thorsten Borring; ”Udenrigsminister i indenrigspolitisk klemme” i ”Hvor fører du mig hen? – Jeg går ej

længere: Vandkunsten 9/10 juni”; København, 1994

• Pedersen, Ole Karup og Eriksen, Gerhardt; ”Fra Neutralitet til Nato”; København, 1970

• Petersen, Nikolaj; ”Atlantpagten eller Norden?” i ”Danmark, Norden og NATO 1948-1962”; København, 1991

• Petersen, Nikolaj; ”Dansk og norsk alliancepolitik 1948-49: en komparativ analyse” i Politica, 11. årgang, nr. 1

1979; Aarhus, 1979

• Petersen, Nikolaj; ”Denmark and NATO 1949-1987” Oslo, 1987

• Petersen, Nikolaj; Grønland i global sikkerhedspolitik; København, 1992

• Sørensen, Søren; ”Dansk Alliancepolitik 1762-1972”; Lyngby, 1989

• Villaume, Poul; ”Allieret med forbehold”; København, 1994

8.2 Primær litteratur

• ”Det konservative Folkepartis Program - Med kommentarer 1945”; København, 1945

• ”Fremtidens Danmark – Socialdemokratiets politik”; København, 1945

• ”Grønland under den kolde krig - Bilag”; DUPI, København 1997

indholdsfortegnelsepovldr.dk/pdf/fra isoleret neutralitet til nato.pdf · årsagsforklaringer på,...

Documents