hoejere end alle himle

Louise Boije af Gennäs

ROMAN

Højere end alle himle

7

1

Nytårsaften 1999

Der lå et glitrende tæppe af is over Riddarfjärden, det lå som et tyndt glaslåg på Mälarens iskolde vand. Under isen fandtes søens stillestå-ende, søvnige beboere, og de var fulde af drømme om hedengangne og fremtidige somre, og i det kulsorte mørke fandtes også for længst glemte skibsvrag og slamdækkede møntsamlinger mellem tangklædte skråninger og kvælstofmættede stenblokke. Rødfinnede aborrer og blegmavede gedder ventede med halvt åbne munde nede i dybet, de ventede på nyt lys og på forandring i vandets temperatur.

Oppe på land, i byen Stockholm, var kulden krøbet ned til minus femten grader på denne årtusindets sidste nytårsaften, den 31. decem-ber 1999. Definitionen beroede ganske vist på, hvis kalender man gik ud fra. Hvis man regnede med den vestlige verdens gregorianske ka-lender, var det 2.000 år efter Jesu påståede fødsel, mens man ifølge den muslimske kalender i virkeligheden kun var nået til år 1420 efter Muhammeds flugt fra Mekka til Medina, og de muslimske lande hav-de dermed ikke nogen særlig anledning til at fejre årsskiftet. Men der er nu altid noget magisk over et århundredskifte, uanset hvis kalender man går ud fra, og desto mere magisk er et årtusindskifte. Stockholm holdt vejret.

På deres egen lille måde forberedte alle stockholmere sig på at gøre sig fine, på at spise og drikke, på at få deres kærlighedsforventninger indfriet eller gjort til skamme, og de forberedte sig på at møde både de indre drømme, der tog pludselig og uventet form, når det nye år nær-mede sig, og de gamle, sædvanlige dæmoner, som altid havde lettere ved at stikke deres grimme hoveder frem på en aften, hvor maskerne i nettet udvidede sig.

En skybanke bag Vaxholm fyldte sine kinder og sendte en let vind fra Värtan i øst ind over hovedstaden, og vinden passerede forbi de høje, ranke funkishuse på Gärdet. Derinde var i hundredvis af mænd

AlleHimle_3.korrektur.indd 7 12-05-2011 13:24:21

8

og kvinder i alle aldre i færd med at føntørre håret, hælde chips i skåle og kontrollere den mousserende vin ude på altanen. Hundeejere hil-ste på hinanden ude i det store, åbne område og trak derefter kraverne op imod den isnende kulde. Vinden trak spor i pelsen på ryggen af de varme dyrekroppe, hvis stakåndede, skarpe tunger dampede af ophid-selse og fysisk anstrengelse, og derefter legede den forbi dem ned til Östermalm, hvor levende lys og krystallysekroner glitrede ud gennem vinduerne.

I Diplomatstaden lå de store, tunge villaer på rad og række som søvnige hundehvalpe med poterne vendt mod den forfrosne Djurgårdsbrunnsvik, og de gloede gispende og sløvt i retning af Skansens kødbensagtige, røde vandtårn. Mod vest tårnede Nordiska Museet sig op som et mørklagt spøgelsesslot, men langs med hele Strandvägen skinnede det af liv og røre inde bag altandørene og spisestuevinduerne. Man forberedte aftenen: Hummere blev placeret side om side med majonæse og citroner inde i de forkromede, tyskproducerede køleska-be. Champagnen blev forsigtigt vendt i de tempererede vinskabe, og de nedarvede krystalglas blev tørret af og holdt op imod lyset for bedre at kunne afsløre, om de mælkeagtige hinder skyldtes støv eller glaspest.

Nede i alléen var nogle begyndt at fejre nytåret tidligt og vandrede vakkelvorne af sted omgivet af dirrende, lysende lyskugler, der som ufoer ledsagede dem på deres vej mod Stureplans lysende restauranter. Vinden fejede forbi dem og berørte de lakerede hårlokker og pudrede kindben, de nybarberede kinder og de fine halstørklæder af ren kash-mir, den hvirvlede et par sekunder rundt i den løse sne på Dramatens trappe og løftede sig så igen over hustagene langs Hamngatan, og med sig bar den et blandet støv af sminke, hudceller og iskrystaller, som langsomt dalede ned over Kungsträdgården. NK-uret drejede rødt og grønt rundt og rundt, stille og trygt i en evig solrotation og med sin påmindelse om forbrugets evindelige, men forgæves kamp mod tidens og livets gang. En ensom bilist parkeret højt oppe på Parkadens tag kiggede blindt på urets bevægelse, mens han trommede med fingrene på rattet, som søgte han indsigt i tilværelsens mening, mens han inha-lerede den kolde aftenluft og slap den langsomt ud igen.

Lige oven for gadekrydset drejede vinden impulsivt til bagbord og


9

styrede direkte mod kongens slot, fortrød halvvejs, standsede brat midt på Gustaf Adolfs torv på linje med det nybyggede operahus, og det virkede, som om det hele tiden havde været dens hensigt at svinge til højre for dernæst adspredt at stryge langs den nyrenoverede facade på Arvfurstens palads. Så fik den igen fart på, susede tilbage op ad Malmskillnadsgatan, og den smækkede med vilje alle vinduer i langs det afskyeligt moderne Galleri, og med vindstød, der fik ruderne til at klirre, hvorefter den for sjov dykkede ind under den tunnelagtige overbygning ved teatrets sceneindgang, og til sidst spredte den sig ud højt oppe over hele Sergels Torg. Vinden strøg den forfrosne fontænes blinde projektørøjne og glassøjlernes ensomme, vagthavende fallos, berørte jorden med nogle hurtige, lette skridt hen over Plattans sort-hvide trekantsmønster og løftede sig igen elegant for at hvirvle rundt højt over Centralstationen og videre imod rådhuset. Der legede den, som sædvanlig, et stykke tid ved månesegl og stjerner, legede med de stivnede skulpturer og med de tre gyldne kroner i Östbergs værk, mens den mindedes den samme leg, bare af en mildere karakter og med lune sommerbriser under den pompøse indvielse midsommeraften 1923, og så satte den farten op igen og for videre ud over Riddarfjärden.

Ovre på Södermalm lyste og blinkede det i mørket fra de mange vinduesruder, der vendte imod indre by, og det så ud, som om ruderne spejlede en nedgående sol. Tagterrasser og altanrækværk langs Söder Mälarstrand strålede med oplyste juletræer og lyskæder og mindede på den måde om, at julen netop var afsluttet. En vildfaren, forpju-sket krage løftede sig fra Mosebacke, fangede vinden med vingerne og lod sig hurtigt føre af sted mod Högalid, hvor tvillingetårnene Alfa og Omega – altings begyndelse og afslutning opkaldt efter Ansgar og Olaus Petri – vågede over Tengboms mægtige murstensmonument og byen som sådan. Brisen ignorerede korset og snoede sig i stedet et par gange rundt om den forgyldte hane, hvilket fik den til at kagle forskræk-ket, og så dalede vinden ned over Långholmens trætoppe og løb i siksak langs Västerbrons slanke bue, hvinede i bilisternes vinduesviskere på broens højeste punkt for derefter at vende om og blødt dykke ned mod Rålambshovsparken, hvor forhåbningsfulde nytårsmennesker allerede stod i spredte klynger og diskuterede aftenens begivenheder, mens ånde-


10

drættet stod som flygtige røgtåger ud i luften. En ensom vandrer, der var på vej ned ad broen, mærkede, hvordan vinden snappede efter hans pelshue, men han tog fat i de to øreklapper med sine store handsker og holdt således huen på plads, mens han bevægede sig ned mod parken med taktfaste skridt i den tynde, knirkende sne. Stockholm lå udstrøet som glitrende lys og farver til højre for ham, og den mindede ham om et smykkeskrin med legetøjsperler, der var væltet ud over et midnats-blåt fløjlsklæde i en himmelsk børnehave. Vinden standsede et øjeblik i tavs beundring over dette håndværk, dykkede så brat igen, bremsede, og i den ophuggede våge længst inde i vigen purrede den let op i hav-fugle og svaners fjerdragter, løftede sig så igen med lethed og begyndte at piske sig vej gennem snedriverne, som lå på tagene på de værdige, nikkende huskroppe ved Norr Mälarstrand. Det var huse med hund-redårige historier om vold og mord, og deres intakte facader lyste af stil-fuldt borgerskab. Inde bag de sprossede altandøre og salonvinduer med messingbeslag, inde bag de nyrenoverede lejligheders panoramavin-duer, inde bag de små toiletvinduer – overalt blev der fejet og prydet forud for aftenen. Den store nytårsfest ville snart begynde. Vinden løf-tede sig igen, satte retningen mod Rådhusets dybe, melankolske alvor og fortsatte så i store, bløde hvirvler tilbage over Kungsholmstorg. Den rundede hjørnet, mistede balancen og ramte ind en altandør, der var udsmykket med frostroser og indrammet af sne.

»Hold op, hvor sidder den godt fast!« udbrød Sanna inde bag døren og tog et nyt, fast tag om champagneflaskens hals. »Er I parate med glassene?«

En stor terrasse med store panoramavinduer i en af de højest belig-gende lejligheder ved Norr Mälarstrand. En tynd vinduesrude mel-lem mørk kulde og lys varme. En blød sofagruppe i en smukt indram-met dagligstue, en grønlig bordplade af glas, en flok venner, der havde kendt hinanden i mange år.

»Du skal dreje flasken, ikke korkproppen,« sagde Liv og overtog. »Lyt til en person med restaurationserfaring.«

»Tsk,« sagde Victor. »Mit mellemnavn er restaurationserfaring! Hele mit væsen damper af dybe erfaringer fra dette lands fineste etab-lissementer.«


11

»Ja ja, men du plejer ikke selv at åbne dine flasker. Det har sådan nogle som mig jo altid gjort for dig.«

Proppen smuttede ud i Livs hånd, og hun løftede den væk fra fla-sken uden at spilde så meget som en dråbe.

»Bravo, Livan!« sagde Sanna på sin syngende värmlandsdialekt og smilede forsagt til hende.

I det samme ringede det på døren, tre hurtige klemt efterfulgt af tre lange og så tre hurtige igen.

»Åh, men herregud,« sagde Victor og sprang op. »SOS! Et men-neske i nød.«

Jalle ankom nu ude fra hallen iklædt en mørkeblå ulster, men uden hue. Han og Victor så på hinanden.

»My God, you’re lovely,« sagde Jalle lavmælt.»Ikke her,« svarede Victor med forstilt uro. »Ikke nu. Vi er nødt til

at finde et sted, hvor vi kan være alene. Hvor de ikke vil opdage os.«»Et sådan sted findes ikke,« sagde Jalle. »Det ved du lige så godt

som jeg. Vores kærlighed er forbudt.«»Og hvad så?« sagde Victor. »Intet betyder noget, når bare vi er

sammen!«Han hængte Jalles frakke op.»Uanset hvad der sker,« sagde Victor, »så vil vi altid have Paris.«De slog armene om hinanden.»Gør I også sådan der, når I er alene?« spurgte Sanna, mens hun

skænkede op i glassene. »Kom ind, Jalle, de andre er her lige om lidt.«

Et par raketter oplyste himlen over Söder.»Fantastisk,« sagde Liv. »Det kommer til at buldre og brage hele

natten, og vi sidder på første parket!«»Sanna og jeg lever på første parket,« sagde Victor. »Det burde du

også gøre! Du, der er som skabt til det.«Han borede sin næse ind i hendes nakke.»Og du lugter også godt. Som sædvanlig.«Liv trak sig væk fra ham og gav Jalle et knus.»Hej med dig, tykke,« sagde hun ømt og klappede ham på maven.

»Hvordan går det?«


12

»Jo tak,« sagde Jalle. »På en aften som denne er det svært ikke at være i godt humør. Og hvad med dig?«

Liv lavede en grimasse.»Vi kører nogle forestillinger til i januar,« sagde hun. »Og så har

jeg absolut ingenting at lave. Jeg bliver nødt til at begynde at servere igen.«

»Og kærligheden, hvad med den?«»Tal ikke om den. Men du er glad, har jeg hørt! Hvorfor er han

her ikke?«»Fordi han bor i New York og ikke syntes, at nytårsaften i Stockholm,

Sweden lød som et lokkende alternativ. Jeg tager derover i næste uge.«»Jalle er ikke rigtig bøsse,« råbte Victor ude fra mellemgangen.

»Han kan ikke engang teksten til ‘Gimme, gimme, gimme’.«»Jeg kan flere sangtekster udenad, end du kommer til at lytte til

resten af dit liv!« skreg Jalle.Liv ignorerede Victor og rynkede panden i forstilt alvor.»I næste uge? Så må vi håbe, at der stadig findes et New York!«»Hvis der overhovedet findes noget til den tid, ja. Hvis vi ikke går

op i røg på denne ildevarslende millenniumsaften.«»På grund af vores synder.«»Ja, næppe på grund af dine,« sagde Jalle og smilede. »Men måske

på grund af mine.«Victor holdt Stefan i hånden, da han kom ind i stuen.»‘Gimme, gimme, gimme, a man after midnight’,« sang han og

snurrede Stefan rundt foran sig. »Her ser I en rigtig fyr! ‘Take me through the darkness to the break of the day’!«

»Stefano,« sagde Jalle. »Fedt at se dig!«De gav hinanden hånden. Bag Stefan kom Pella ind i stuen fulgt

af børnene.»Hej, Tessan og Philip,« råbte Liv. »Hvor skal vi bare have det sjovt

i aften! Nu skal vi kigge på fyrværkeri!«»Vi får chips, når I spiser hummer,« sagde Tessan. »For vi har al-

lerede spist.«»Og vi må blive oppe, så længe vi vil!« sagde Philip. »Og jeg vil

danse!«


13

»Perfekt,« sagde Jalle. »Det vil jeg også.«»Hej, min ven,« sagde Pella og gav ham et kram. »Hvor har du

gjort af kærligheden?«»Men gud fri mig vel, hvor I snakker!« sagde Jalle med et stort smil.

»Han er i New York.«»Vi er bare nysgerrige,« sagde Pella. »Hvornår kommer han her-

over?«»Er det en partyfyr oppe i det store gear, siden han ikke kan løsrive

sig fra festlighederne en enkelt nytårsaften?« spurgte Liv.»Det kan man måske godt sige,« sagde Jalle og lo.Liv lænede sig konspiratorisk ind mod ham og viftede med pege-

fingeren.»You be careful, man,« sagde hun med sløret stemme, »not gettin’

mixed up in shit on da otha’ side o’ town, where’s you don’t belong!«Pella lo.»Jeg fatter ikke, at de ikke står i kø for at få fat i dig,« sagde hun.»Jeg ser bare for meget fjernsyn,« sagde Liv, »nøjagtig ligesom alle

andre arbejdsløse skuespillere.«Sanna kom ud fra køkkenet med en stor skålfuld chips.»Har alle fået champagne?« sagde hun. »Tessan og Philip, kom

med ud og vælg jer en sodavand.«Børnene hoppede efter hende.»Nu nærmer tiden sig,« sagde Victor og purrede op i gløderne i

den åbne pejs. »Nu skal jeg saftsuseme love for, at tiden nærmer sig!«»Åh, skal vi spå i tin?« sagde Pella. »Det elsker jeg! Kan du huske

hos mormor, da du væltede baglæns og kom til at træde op i span-den?«

»Det har jeg ingen erindring om,« sagde Victor uskyldigt. »Og det her, min lille Pella-puttehøne, handler ikke om at spå i barndommens gamle, afdankede tin. Nej, minsandten! Mine venner: I aften går vi ind i et nyt årtusinde.«

»Er det sandt?« sagde Stefan med hævede øjenbryn. »Hvorfor er der ingen, der har sagt noget til mig om det?«

»Og det betyder,« fortsatte Victor, »at for en gang skyld spår vi ikke et år fremad. Nej, i aften spår vi ti år fremad! Alle koncentrerer sig, så


14

meget de kan, om hvad der vil ske i deres liv de næste ti år!«»Hvorfor ikke hundrede?« sagde Liv. »Eller tusinde?«»Plastikkirurgien gør godt nok store fremskridt,« sagde Victor, »men

du er nødt til alligevel at sætte overlæggeren på et rimeligt niveau. Vi tæller ti år frem i aften. Koncentrer jer! Inden I bliver berusede, kalder jeg samtlige tilstedeværende herover i mit særligt indrettede spådoms-hjørne!«

»Madame Victor?« sagde Jalle. »I never knew you had it in you.«»Damerne først,« sagde Victor. »Min elskede Liv. Vil du begynde?«Liv satte sig på hug foran den åbne pejs og lagde et stykke tin i den

lille smeltedigel, der var placeret over gløderne.»Hvad skal jeg så gøre nu?«»Det samme som altid,« sagde Victor. »Vent og se!«»Det er mit livs motto. Vent og se.«»Alt godt kommer til den, der venter,« sagde Victor.Tinnet smeltede, og Liv hældte det flydende tin ud i den blikspand

med vand og sne, som Victor havde stillet frem. Hun rodede rundt med armen i det iskolde vand og fik så fat i sin stivnede tinklump.

»Fantastisk!« råbte Victor, da han holdt den op til offentlig besku-else. »Mine damer og herrer, Livs kommende tiår! Kan I ikke se, at det er en teatermaske? Sådan en, som griner på den ene side og græder på den anden?«

»Sludder,« sagde Stefan og overtog tinklumpen. »Det her er bare en stor omgang rod.«

»Det er i hvert fald dejligt, at du tror på mig,« sagde Liv.»Ja, men hvad synes du så selv?«Liv rynkede panden.»Det ligner mest en pølle. Mit liv er en pølle.«»Hold nu op,« lo Pella. »Må jeg se. Det er jo en fuglevinge, ikke?

Du vil løfte dig.«»Næste levende billede!« sagde Victor. »Pella, det er din tur. Alle

tager deres tinklumper med til middagsbordet, og når vi har spist, kommer sandhedens time.«

*


15

Den lækre, knaldrøde hummer var spist, kløerne var knust og kødet pillet ud, halerne var blevet gennemblødt af friskpresset citronsaft og dyppet i ny, hjemmelavet majonæse. Smørklumper var smeltet på ny-ristet brød, krydderostens kommensfrø knust mellem stærke kindtæn-der og skyllet ned med kølig chablis, og dildkvistenes duft var blevet indåndet og havde vækket barndomsminder til live. Alle var mætte og veltilpasse. Tallerkenerne var taget af bordet og puttet i opvaskemaski-nen, bordets brødkrummer var blevet fejet ned af den skinnende dug, og det arvede sølvtøj med monogram lå pænt placeret ved siden af hin-anden foran glassene. Man ventede på desserten. Alle havde været en tur ude på gæstetoilettet for at få vasket skaldyrslugten af fingrene, man havde skrubbet neglene rene med den neglebørste, som var blevet stjå-let på Hotel Ritz i Paris, og man havde tørret hænderne i de tykke stofhåndklæder, som var fint ophængt på de gammeldags håndklæ-debøjler ved siden af vasken. Børnene havde med liv og lyst deltaget i måltidet, prøvesmagt lidt af hvert, og det var alt sammen blevet skyllet ned med en blanding af sodavand og slik. Nu var de midlertidigt par-keret foran en film inde på Sanna og Victors soveværelse. De sad hver med en skål popkorn og deres uformelige tinklumper ved siden af sig, gennemanalyserede: Philips forestillede helt sikkert et rummonster, der når som helst kunne angribe jorden, mens Tessans umuligt kunne tydes som andet end hendes egen pony. Den høje islagkage omgivet af grønt, spundet sukker stod placeret i køleskabet for langsomt at smelte lidt, inden den skulle bæres ind prydet af gnistrende isfakler. Det var Sanna og børnene, der skulle bære den ind, mens alle sang »Happy New Year«. En midlertidig, men tiltrængt pause i nytårsmiddagen var indtrådt.

»Så er det nu!« sagde Victor og lænede sig tilbage. »Det er nok bedst, at jeg begynder?«

»Utvivlsomt,« sagde Stefan. »Hvem ellers?«Der blev stille omkring bordet. Victor så sig omkring.»Lad mig først fortælle lidt om tinnets egenskaber,« sagde han med

lav stemme. »Det har nemlig en nærmest magisk natur.«»Og det har absolut intet at gøre med, hvor meget champagne man

har drukket,« sagde Liv alvorligt.


16

»Ikke en snus,« sagde Victor. »Det forholder sig i stedet sådan, at tinnet, ligesom alle andre her omkring bordet, er meget følsomt. Hvis man bøjer tin, skriger det det såkaldte tinskrig.«

»Det er ikke dit alvor,« sagde Pella.»Det er faktisk sandt,« sagde Stefan. »Victor har for en gangs skyld

læst ordentligt på lektien.«»Det gør han nogle gange,« sagde Sanna. »Men man bliver over-

rasket, når det sker!«»Tinnet er et meget undervurderet metal, nogenlunde som del-

tagerne i dette selskab,« fortsatte Victor ubekymret, »og det på trods af at tinnet har spillet en vigtig rolle op gennem historien i alt lige fra bronze – som man får, hvis man blander tin og kobber – til stanniol. Tin er endda nævnt i Bibelen sammen med guld, sølv, kobber, jern og bly. Seks metaller.«

De andre så på hinanden.»Sanna er guld,« sagde Jalle. »Hun er vores Golden girl. Livan er

sølv, uberegnelig og blændende og med en kobling til Tolkiens alfer.«»Jalle er bly, tungere og mere tungsindig, end man tror,« sagde

Pella smilende.»Så er Pella kobber,« sagde Liv. »Rød og skinnende og på en eller

anden måde konstant.«»Og Stefan er jern,« sagde Pella. »Stædig som selveste grundfjel-

det.«Stefan sendte et luftkys til Pella.»Nuvel,« sagde Victor, »det sidste, jeg vil sige om tinnet og dets

egenskaber og dets lighed ikke bare med mig, men med alle i dette gudsforladte land, er, at det har en meget stor følsomhed over for kul-de. Hvis man udsætter tinnet for temperaturer under 13 plusgrader, bliver det sygt og må før eller siden samle kræfter i varmen.«

»Har du siddet med konversationsleksikonet hele dagen?« spurgte Liv forsigtigt, »mens Sanna har måttet dække bord og lave mad helt alene.«

»Og derfor,« fortsatte Victor uanfægtet, »skal I nu alle sammen tage tinnets budskab så alvorligt som muligt! Tinnet er beslægtet med os. Det er ganske enkelt et metal fyldt med menneskelige egenskaber.«


17

»Gå i gang med analyserne,« sagde Jalle. »Isen smelter!«»Godt,« sagde Victor. »Så starter vi.«Han løftede sin uformelige tinklump op og betragtede den med

hovedet på skrå.»Jeg vidste det: en skatkiste,« sagde han. »Jeg vil i løbet af de næste

ti år blive usandsynligt formuende på grund af mit hårde arbejde med at forvalte andre menneskers kapital.«

»Det tror jeg ikke,« sagde Stefan. »Kom lige med den. Føj da, tværtimod: Det her er en celle set oppefra. Aha, økonomisk krimi-nalitet. Isolationsfængsling, desværre. Og her ser jeg dig, Victor. Du sidder på lokum inde i cellen. Og det eneste læsestof, du har, er Turistforeningens årbog!«

»Det er da mere, end han plejer at læse, er det ikke?« sagde Liv uskyldigt – »altså hvad angår skønlitteratur?«

»Helt sikkert,« sagde Sanna. »Financial Times er hans eneste bi-bel. Og kun ude på toilettet.«

»Og så konversationsleksikonet«, sagde Pella.Stefan fløjtede lydløst.»Det her bliver en udfordring for Victor,« sagde han. »En intel-

lektuel kraftanstrengelse og renselsesproces i én og samme bevægelse. En skånselsløs prøvelse, ganske enkelt.«

»Nå, ser man det,« sagde Victor. »Så må vi hellere kigge på Stefans med det samme.«

»Jeg ser ud til at have fået en flyvemaskine,« sagde Stefan. »Åbenbart skal jeg ud og redde verden fra truende katastrofer i Naturrådets navn. Og den her lille tingest, som stikker ud, ja, det forekommer jer usand-synligt, men det er faktisk Nobels Fredspris!«

»I den grad usandsynligt,« sagde Pella. »Jeg synes mere, det ligner vores garage. Tror du, at du når at rydde op i den, hvis du får ti år til det?«

»Den der lille tap, som du taler om,« sagde Jalle og overtog tinstyk-ket. »Lad mig nu se … hele denne tinklump skal ses i et langt mere al-legorisk lys. Den store del af den er Stefans ambitioner, og de er gode. Den lille tap er derimod hans forfængelighed. I har godt hørt, at liden tue kan vælte stort læs, ikke? Av!«


18

»Hvad så med dig, Jalle?« sagde Sanna.»Her får I del i et sandt kunstværk«, sagde Jalle og holdt sin tinstump

op. »Se det amerikanske kontinent. Se, hvordan det underlægges mig. Se, hvordan udenrigsministeriet sender mig på en fredsmæglende op-gave, der slutter med, at jeg får USA til at skrive under på samtlige klima- og fredsaftaler. Og se her i hjørnet, hvordan man tydeligt aner, at posten som FN’s generalsekretær pludselig bliver ledig.«

»Ha!« sagde Liv. »Se i stedet lige, hvordan Jalle lægger Carlos, og kun Carlos, under sig.«

»Nu har I vist brug for terapeutens mere holistiske syn,« sagde Pella. »Hit med den der, Jalle.«

»Hit med den der? Taler du sådan til dine klienter? ‘Hit med pro-blemerne, for fanden, så skal jeg nok løse dem’?«

»Klienten bliver defensiv,« sagde Pella ind i sin tomme knytnæve. »Symptomerne er patologiske, det kan blive nødvendigt med en for-øget indsats.«

»Vær ikke bange, Pella, vi står bag dig,« sagde Victor. »Tag ham!«Pella kiggede på Jalles tinstykke.»Et betydeligt stort overjeg,« sagde hun, »og det undertrykker og

holder alting nede. Og så er der et lidt opadstrittende ego her ved siden af. Konflikten mellem de to er åbenlys.«

»Hvad betyder det der?« sagde Jalle.»På almindeligt svensk betyder det, at du lider af såkaldt blandede

følelser. På den ene side vil du gerne gøre karriere i udenrigsministe-riet. På den anden side vil du bare …«

Pella sænkede stemmen og så sig uroligt omkring.»… kneppe rundt i Soho.«»Bingo!« sagde Victor. »Pella er et geni. Men det ligger jo til fami-

lien.«»Det og så beskedenheden,« sagde Sanna.»Og hvad så med dig selv, Pella?« sagde Liv. »Må vi høre analysen

af dig selv!«Pella tog sin tinklump i øjesyn. »I kan se, hvordan den ligesom stritter som et træ, ikke?« sagde

hun. »Den her gren er ungerne. Den her er jobbet. Her er Stefan. Og


19

den her krogede gren med de små knolde på, det må jo så være jer.«»Jeg kan ikke se Alexandra noget sted,« sagde Stefan med et skævt

smil.»Hun er inderliggjort,« sagde Pella. »Man kan ikke se hende uden-

på.«»Træ?« sagde Jalle. »Vås! Det er jo en stor gulvmoppe. Du kom-

mer til at bruge de næste ti år af dit liv på at rydde op efter Stefan og børnene og alle dine besværlige klienter. Men hvor rodet der er inde i dig selv, det må guderne vide!«

»Var det ikke lige præcis det, jeg sagde for lidt siden?« sagde Pella smilende.

»Sanna!« råbte Stefan. »Din tur.«Sanna sad i tavshed og vendte tinstykket i sin hånd. Så holdt hun

det op.»Jeg ved ikke rigtig,« sagde hun på sit syngende värmlandsk, »men

for mig ser det ud som en stjerne. Synes I ikke også det? Jeg har altid elsket stjerner. Det gjorde Fröding også for den sags skyld.«

»Kom så, din Fröding-lover!« sagde Victor og fyldte glassene op. »Må vi så høre noget.«

»Nej, jeg begynder ikke at recitere strofer endnu. Det tager vi klokken tolv, ikke også, Jalle? Du tager vel som sædvanlig ‘Nyårsklockan’?«

»Selvfølgelig!« sagde Jalle. »Men klap lige hesten, du, så let slipper du ikke. Hvilken stjerne taler du om?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Sanna og betragtede sin tinklump igen. »Men den er smuk.«

»Selvfølgelig er det en stjerne,« sagde Stefan. »Det her er jo klok-keklart. Din næste roman bliver en absolut bestseller.«

»Nej, stjernen er Sanna selv,« sagde Liv. »Hun kommer til at ende i rampelyset de næste ti år, formodentlig på grund af sine skriverier, og hun vil kaste lys over os alle.«

»Skål, elskede!« sagde Victor og hævede sit glas imod hende. »My star.«

Pella pillede ved tinstykket.»Men er det virkelig en stjerne?« sagde hun. »Er det ikke dig,

Sanna, derinde i midten, som navet for os alle fem?«


20

»Jeg kan da ikke være navet,« sagde Sanna. »Jeg er jo den sidst tilkomne i slænget.«

»Sidst ind, først ud,« sagde Jalle med forstilt alvor. »Det er sandt, du har jo kun kendt os i ti år.«

»Du er selve navet, fordi du står for roen,« sagde Pella. »Se dig rundt om bordet. Vi er en flok urolige sjæle. Du er den mest fattede af os alle sammen. Og du er den ders redning.«

Hun pegede på Victor.»Moi?« sagde Victor. »Det er mig, der er jeres alle sammens red-

ning! Fik jeg nævnt, at jeg har et helt bånd kun med club music? Som en cd fra Buddha Bar, Paris, sammensat af den legendariske discjockey Claude Challe, far til Bains-Douches.«

»Slap nu af, du er ikke den eneste her, som har været i Paris,« sagde Jalle. »Men vi er nødt til at presse noget Prince ind også. ‘And tonight we’re gonna party like it’s 1999’ …«

»Man må godt ønske,« sagde Victor. »Men det er ikke sikkert, at sangen bliver spillet. Jeg er så hård.«

»Jeg ser i hvert fald stjerner,« sagde Liv. »En virkelig og en af tin. Og det skyldes ikke kun vinen. Skål, Sanna.«

De så på hinanden og drak.»Kom nu, skat,« sagde Victor. »Bare en enkelt strofe! Du kan tage

den der ‘Nytårsvise’, eller hvad den nu hedder, den kan du da udenad! Lad det være et budskab om de næste ti år for os alle.«

Sanna så på de andre rundt om bordet.»Nej,« sagde hun, »ikke ‘En Nytårsvise’. Jeg tager i stedet den

her.«Så læste hun med lavmælt stemme og blikket fæstet i rigtig ræk-

kefølge for hver og en af dem.»‘Hvor Gral er, ved ingen, men længst inde i tingene bor gnisten,

efterladt af det lys, som i livsdrikken var …’«Alle lyttede opmærksomt. Sanna fortsatte.»‘Gral er hos spillefuglen i det modige terningekast om fremtidens

skæbne, kvinder og slotte at skaffe sig, bortsløse, eller selv at give sig døden …’«

»Det handler om mig,« sagde Victor tilfreds. »Kvinder og slotte!«


21

»Og at bortsløse,« sagde Liv. »Ti nu stille. Fortsæt, Sanna!«»‘Gral er i det dristige, Gral er i det fri, Gral er i det barske, Gral er

i det blide. Gral er i glæden, Gral er i sørgesang, Gral er i latter, Gral er i gråd.’«

Sanna holdt en pause. Da ingen sagde noget, tog hun en dyb ind-ånding og fortsatte.

»‘Men vil du selv klenodiet finde, så vær ikke bange for færden ud over flodsengen, der kun betrædes af de dødes fjed, vær ikke bange for at svæve højt til det højeste og bæv ikke for mægtige væsners hellige lysmajestæt …! Vær ikke bange for den svære prøve, som alene kan kåre dig til frihedens konge, prøven, hvor du skal smage den dybeste kval og forsage livslykkens dejligste honning.’«

Sanna holdt inde og så på dem alle. Ingen sagde noget. I hver og en af dem sank ordene ind på forskellig måde. Hos nogle nåede de ikke længere end til overfladen, men fungerede blot som et forspil til den kommende midnatsklokke og de lyse planer for fremtiden. Hos andre sank de ned gennem de mørkere lag – lag, der mindede om dem, som blev dannet i den store, frosne indsø derude. Ordene landede i et ube-stemt, grumset bundsediment og bevægede sig videre. Der bølgede usynlige, navnløse undervandseksistenser mellem de seks mennesker, som sad omkring bordet. Disse usagte størrelser ville enten blomstre op og slå ud i fuldt flor som truende, vajende slyngplanter, eller også ville de så småt krympe sammen og synke ned i en bund af glemsel.

Så stod Tessan pludselig i stuen, hun var i strømpesokker og havde en tom skål i den ene hånd og håret snoet mellem tommel- og pege-finger i den anden. Hun så spørgende på dem, mens hun tog stilheden og den usædvanlige alvor til sig.

»Må vi få flere popkorn?« spurgte hun usikkert. »Hvad laver I?«»Selvfølgelig,« sagde Sanna og rejste sig. »Vi leger bare lidt.«

*

Middagen var afsluttet, og klokken nærmede sig midnat. Hele byen dirrede i spændt forventning, og den tåge, der havde ligget ind over Riddarholmen, var endelig lettet og havde blottet en klar, kold himmel,


22

som egnede sig perfekt til fyrværkeri. Erhvervsmanden Jan Stenbeck havde lovet at overgå sig selv med fyrværkeri nede på Skeppsbron, og Stockholm by havde al mulig grund til at forsøge at matche den gamle kapitalist med sin egen opvisning af lys- og lydeksplosioner. Overalt var mennesker i færd med at bevæge sig; man gik på byens kajer og broer, i parker, eller også var man ude på altanerne. Med jævne mel-lemrum blev enkelte raketter sendt af sted, og de virkede som for tid-lige udløsninger. Forventningerne var nu så store, at det ikke længere var muligt at holde dem tilbage. Dette skulle blive det nye årtusinde, det gode årtusinde. Efter et par øl, en flaske vin eller nogle glas cham-pagne føltes fremtiden kun løfterig og lovende. Man kunne nu endelig glemme 1900-tallet med alle dets skuffelser og verdenskrige, dets stor-ladne drømme, der en efter en var blevet kværnet imellem »ismernes« tænder: fascismen, kommunismen og den hæmningsløse kapitalisme. Det nye årtusindes mennesker ville være meget klogere, meget mere indsigtsfulde og fyldt af et indre lys, der parret med den samlede be-gavelse og erfaring, man nu sad inde med, ganske enkelt måtte bane vej for menneskeligheden og lede frem til en klarere, rigere og mere sofistikeret indstilling til tingene.

Hos Sanna og Victor på Norr Mälarstrand samlede man sig ude på den store terrasse, der vendte ud mod Riddarfjärden. Liv stod i sin slidte parkacoat med det mørke hår hængende løst i den kølige brise, Pella var i dynejakke med en strikket hue på hovedet og Sanna i en koket pelshue og med et stort sjal svøbt om kroppen. Fyrene ekspone-rede lige så varierede stilarter: Victor i engelsk kashmirfrakke, Stefan i sin gamle, elskede dunjakke og Jalle i mørkeblå ulster og ternet hals-tørklæde, og ingen af dem havde noget på hovedet. Der var ingen i selskabet, der så meget som et sekund tænkte over, hvor forskellige de tog sig ud. De kendte hinanden for godt, og desuden var de forud for midnatsklokkens ringen så opfyldt af egne hemmelige drømme og personlige forpligtelser i forbindelse med det nye år, at de ikke havde overskud til at give de andres overtøj nogen opmærksomhed.

Victor stod med armen omkring Liv og betragtede folkemængden nede på gaden.

»Har du ikke din egen pige, du kan kramme nytårsaften?« spurgte


23

Stefan og nikkede i retning af Sanna, som stod et stykke derfra og kig-gede ud over byen sammen med Philip.

»Jeg må fordele min gunst retfærdigt, så ingen går foruden,« sagde Victor. »Desuden er Liv så lækker, at hun er lige til at spise.«

Han bed Liv i halsen, og hun skreg.»Det er meget muligt,« sagde Stefan. »Men nu vil jeg gerne have

min søster lidt for mig selv.«Han tog fat om Liv og trak hende til side. Victor gik over til

Sanna.»Hvad har du gang i?« spurgte Liv. »Det der kan du ikke mene

alvorligt!«»Jeg synes, du skal tage det lidt roligt med Victor,« sagde Stefan.

»Sanna er mere følsom, end du tror.«»Hold så op!« sagde Liv og rystede ham af sig. »Det dér hørte jeg

ikke engang, at du sagde. Du må jo ikke være rigtig klog!«»Du ved godt, at Victor er komplet umulig,« sagde Stefan. »Og

han har altid haft et lige lovlig godt øje til dig.«»Og du skal som sædvanlig agere verdens samvittighed,« sagde Liv

irriteret. »Gå ud og red en eller anden udryddelsestruet plante i stedet for.«

Hun forlod ham og gik over til Pella og Jalle, som stod sammen med Tessan og pegede ud over Riddarfjärden.

»Børnechampagne!« råbte Philip og gik hen til dem med sit glas Pommac højt hævet.

»Den er ret ulækker,« sagde Tessan verdensvant, »men det er jo nytårsaften.«

»Har I nogen nytårsforsætter?« spurgte Jalle. »Kom nu, unger!«»Jeg vil være sød mod Philip og mor,« sagde Tessan.»Og hvad så med mig?« sagde Stefan, idet han sluttede sig til dem.»Dig er jeg allerede sød mod,« sagde Tessan.»Jeg vil ikke love noget,« sagde Philip. »For hvad nu hvis jeg for-

tryder.«»Smart,« sagde Jalle og pegede på ham. »Du ville kunne holde dig

på ret kurs i vores rigsdagsbygning. Men lad os i stedet spørge sådan her: Hvem vil I så gifte jer med?«


24

»Hold op,« sagde Tessan og smilede, så man kunne se mellemrum-met mellem tænderne i overmunden. »Der er laaaaang tid til, at vi gør det!«

»Desto større grund til at tænke sig om i tide,« sagde Jalle alvorligt. »Det er vigtigt med langtidsplanlægning.«

Philip stod stille et øjeblik og stirrede frem for sig med rynket pan-de.

»Hun skal være sød,« sagde han til sidst. »Og være helt vild med fodbold. Og have nogle fine prinsessekjoler, som jeg kan få lov at låne.«

»Udmærket,« sagde Jalle. »Det er præcis de egenskaber, enhver hustru bør have. Tessan?«

»Min mand skal bære mine ting,« sagde Tessan. »Og rede min seng, ligesom far gør.«

»Der har vi dit nytårsløfte,« sagde Jalle og smilede bredt til Stefan. »At holde op med at rede Tessans seng!«

Stefan lo. Jalle vendte sig om mod Sanna og Victor, der skænkede champagne op ved et lille bord. Han råbte til dem.

»Hør lige efter, folkens! Det er tid til nytårsløfterne! Spyt så ud!«Sanna og Victor kom hen til dem og begyndte at dele fyldte cham-

pagneglas ud.»Er det ikke nok med spådomme? Skal man nu også til at love

ting?« sagde Sanna smilende. »I så fald lover jeg at løbe Riddarfjärden rundt tre gange om ugen.«

»Snyd!« protesterede Victor. »Det gør du jo allerede!«»Det er derfor, jeg ved, at jeg kan love det!«»Jeg lover og sværger,« sagde Victor med hånden på hjertet, »at

blive et endnu bedre menneske.«»Men er det overhovedet muligt?« spurgte Pella vantro. »Kan man

virkelig blive bedre, end du allerede er?«»Jeg bevæger mig konstant ude ved den menneskelige bevidstheds

grænser,« sagde Victor. »Nogen er jo nødt til at ofre sig. Jeg er altid parat til at trænge ud på den anden side af det kendte og række ud mod nye verdener for at få dem til at underlægge sig mig.«

»Det lyder som en science fiction-film,« sagde Philip.


25

»Godt, Philip, for det er nemlig præcis, hvad det er,« sagde Jalle. »Et rigtigt eventyr. Selv lover jeg at finde ud af, om jeg i virkeligheden ønsker at bo i New York.«

Han mødte et kor af protester. »Hold nu op!« sagde Pella. »Mener du det alvorligt? Hvor lang tid

har du kendt den fyr?«»Du må ikke flytte,« sagde Liv. »Vi kan jo ikke alle sammen flytte

med!«Jalle så på sine venner. Han betragtede Livs skinnende, mørkeblå

øjne. Fyrværkeriet spejlede sig i dem som pludseligt opflammende følelser, der hurtigt slukkedes igen. Han betragtede Pellas velvillige, stumpnæsede ansigtsudtryk under den lidt for store hue, og han så hendes tænder skinne, da hun sagde noget venligt til ham gennem mørket, samtidig med at hun klemte hans arm. Han betragtede, hvor-dan Sannas smil lyste imod Stefan, da hun rakte ham champagneglas-set, og han så, hvordan hun forsigtigt børstede nogle snefnug af hans dynejakke, ligesom han så Stefans venlige og tilfredse ansigtsudtryk, da han greb Sannas hånd og hurtigt kyssede hende på de nøgne fingre til tak. Han hørte Victors gavflabede kommentar til noget, Tessan lige havde sagt, og han så, hvordan Victor løftede hende op imod himlen under bedårende protester. Et øjeblik hang pigen i den frie luft op imod nattehimlen, skrigende af grin med hullet efter den tabte tand, sit flyvende hår og sine strittende fingre op imod en baggrund af eksploderende raketter. Lugten af krudtrøg var næsten som et varsel. Jalle skuttede sig og gøs kort indvendig: Denne dejlige, lille unge, så fuld af tanker, idéer og selvstændig vilje havde Jalle kendt hele hendes liv, og han ville formodentlig få lov at følge hende langt ind i fremtiden. Han fyldtes af en blanding af glæde, forventning og skræk over, hvor komplekse relationerne i denne gruppe af hans nære ven-ner var, og han spekulerede over, hvilken uvis fremtid de gik i møde og de gigantiske udfordringer, som verden stod over for på tærsklen til det nye årtusinde. Sekundet efter landede Tessan i Victors arme, og hun havde ansigtet så tæt på Jalles øre, at han kunne lugte de pop-korn, hun havde spist, og samtidig føle hendes varme åndedræt mod sin kind.


26

»Hvem kan forlade jer?« sagde Jalle. »Så er det din tur, Pella!«Pella rynkede eftertænksomt på næsen. »Jeg lover,« sagde hun »at prøve at lade være med at tage mig af

ting, som ikke vedkommer mig. At holde op med at tage ansvaret for andres problemer og gøre deres hovedpine til min egen.«

»Hear, hear,« sagde Stefan og klinkede sit glas mod hendes. »Det støtter jeg et hundrede procent op om.«

»Nu skal du passe på,« sagde Pella. »Der bliver også forandringer på din banehalvdel.«

»Det ved jeg godt,« sagde Stefan. »Men jeg er villig til at gå et langt stykke for at se dig sætte rygsækken fra dig.«

De så lidt i stilhed på hinanden. Det var en tryg stilhed, som smit-tede af på de andre. Kun Liv bevægede sig uroligt.

»Og mig,« sagde hun, »jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal love. Det føles, som om alt det, der betyder noget, er ude af min kontrol. Hvad skal jeg sige – at jeg vil møde en fyr i år? Eller at jeg lover at få nogle gode roller på de bedste teatre?«

»Du, mit smukke barn,« sagde Jalle strengt og lagde armen om hende, »skal love at fjerne den der rynke mellem øjenbrynene og le lidt mere.«

»Le lidt mere,« sagde Liv ikke uden en vis foragt. »Så er du vel nødt til at tage mig med til noget stand-up-comedy.«

»Det gør jeg gerne,« sagde Jalle. »Hvis du til gengæld inviterer mig med til nogle af dine forestillinger.«

»Glem det,« sagde Liv. »Det er privat.«»Der er ingen, der nogensinde får lov til at se de forestillinger,«

sagde Stefan. »Man må uvægerligt spørge sig selv: Spiller hun faktisk teater? Eller er det bare en drøm?«

»Hele livet er en drøm, drømt af en kæmpe med dårlig fordøjelse,« sagde Liv. »Du har vel styr på dine filosoffer?«

»Og hvad så med dig, skat?« sagde Pella til Stefan og holdt ham i hånden. »Hvad lover du?«

»Stefan skal love at lade være med at blande sig i ting, der ikke kom-mer ham ved,« sagde Liv, »og at bruge sit krudt på vigtigere ting.«

»Det lover jeg gerne,« sagde Stefan. »Jeg vil bruge mit krudt på de


27

vigtige ting. Og fortsætte med at blande mig i ting, som faktisk angår mig.«

Stefan og Liv så på hinanden. Deres intense, mørkeblå øjne under det mørke hår lignede hinanden. Til sidst kiggede Stefan væk.

»Jeg lover også,« sagde han, »at færdiggøre arbejdet med vores hus. Rydde op i garagen og få ordnet alt det, som stadig mangler.«

»Det er jo det, du i virkeligheden allerhelst vil,« sagde Pella. »Han elsker at gå og tulle rundt derhjemme, og det i en grad, så I ikke fatter det.«

»Hvordan vil du så redde verden?« spurgte Victor. »Når det eneste, du dybest set har lyst til, er at rydde op i garagen?«

»Der findes overhovedet ingen modsætning mellem at gøre det godt både i det store og i det små!« sagde Liv eftertrykkeligt.

»Jeg vidste, at du ville begynde at forsvare ham, så snart han lod dig være i fred,« sagde Victor og lo. »Tænke sig, at du gik på krogen!«

»Det kaldes loyalitet,« sagde Liv. »Svært ord, Victor. Fire stavelser og det hele.«

Victor svarede ikke. Han holdt ivrigt øje med klokken og så på sit armbåndsur.

»Nu må vi lige holde øje … Den er ti i. Men tjek lige raketterne! Er det Stenbeck?«

»Jep, et mindre lands BNP går op i røg,« sagde Liv. »Man må håbe, at han pådrog sig noget ubehageligt i Afrika.«

»Åh, din gamle kommunist!« sagde Victor. »Nyd nu det hele lidt, for fanden! Hør, alle sammen, nu er det afgang!«

»Er du klar, Jalle?« spurgte Sanna.»Selvfølgelig!« sagde Jalle, rettede frakken og tog et stykke papir op

af lommen og foldede det ud. »I skal bare sige til.«For hvert minut tiltog fyrværkeriet over byen. Store farveduske

sprang ud på himlen, snurretoppe eksploderede under højlydte knald, og glimtende stjerneregn faldt langsomt til jorden. Det var allerede tydeligt, at denne nytårsaftens fyrværkeri ville overgå alt, hvad man før havde set i Stockholm. Temperaturen krøb langsomt, men sikkert, nedad, men stockholmernes egen temperatur var stadigt stigende. De stuvede sig sammen med blussende ansigter og stivfrosne tæer på by-


28

ens kajer og rettede forventningsfuldt blikkene mod himlen. Deres ansigtskulør syntes at skifte fra rødt til grønt til hvidt i takt med, at fyrværkeriets farvepragt skiftede. Øjne skinnede, munde åbnedes halvt i henførte smil, og iskolde glas og flasker hævedes. På taget af Stockholms slot stod kongen af Sverige, let beruset og med vinterhuen trukket godt ned over hovedet, mens han kiggede ud over sin hoved-stad. I hånden holdt han et glas ægte champagne, der stammede fra det samme land, som hans forfader engang havde forladt for at blive ophøjet til rang af konge i det afsidesliggende og kolde Norden, og han løftede sit glas imod folkemængden under ham for i sin majestætiske – om end lidt vakkelvorne – værdighed sammen med familien at ønske folket et rigtig godt, nyt årtusinde.

»Ti, ni, otte …« talte Victor, mens han kiggede på sit ur.»Hjælp så til, børn!« sagde Pella.»… syv, seks, fem, fire, tre, to, en … godt nyt årtusinde!«Jublen steg op fra folkemasserne langs Norr Mälarstrands kaj, og

grupperne af mennesker på altanerne rundt omkring dem jublede med. Fyrværkeriet bragede og afløste i en uafbrudt strøm hinanden, og lyset fra himlen over dem var så blændende stærkt, at man næsten oplevede det som dagslys. Det nye årtusinde var her. Det var kommet i et blændende lysskær og, som det hører sig til efter en længe ventet nedkomst, til lyden fra en bragende fanfare. Hvorfor Moder Jord, den-ne rutinerede flergangsfødende, ønskede at slippe endnu et årtusinde løs til den forførende og gennemperverterede art homo sapiens – som konstant gjorde sit til at ødelægge og fordærve sig selv og hinanden såvel som hende med krige og miljøforurening og terroristangreb og ved at udbytte hendes ressourcer og krænke alle tænkelige og utænke-lige rettigheder – kom heller ikke til at stå klart denne aften. Moder Jord hvilede under deres fødder langt dernede under byens bund, og træt efter nedkomsten omsluttede hun bulder og brag og lysskær med sit vældige mørke, og hvad hun egentlig syntes om dette spektakel, fik man ikke at vide.

Pella gav Stefan et knus.»Og så vil jeg have et barn til,« hviskede hun med sin varme ånde

ind imod hans øre. »Skal vi ikke have et barn til?«


29

Stefan så på hende og nikkede, smilede bredt og krammede hende.»Det skal vi,« hviskede han lige så tæt på hendes øre. »Godt nytår,

min elskede.«Alle krammede og kyssede hinanden. Stefan og Pella dannede

en firkant med Tessan og Philip og lavede et familieknus. Victor gav Pella, sin yndlingskusine, et kram, og Sanna fotograferede dem, som de stod der med armene om hinanden. De lignede hinanden med deres brune øjne og lyse hår. Philip sad på skulderen af Jalle og dan-sede og råbte for fuld hals godt nytår til folk på de andre altaner, som derefter skålede og skrålede tilbage. Liv betragtede et øjeblik Sanna i profil, hun så hendes lyse hår under pelshuen blive oplyst af fyrvær-keriet, betragtede hendes venlige smil, da hun bøjede sig ned og gav Tessan et knus, og mærkede duften af hendes eksklusive parfume gen-nem krudtrøgen.

»Godt nytår, smukke,« sagde en stemme ind i Livs øre.Hun vendte sig om og mødte Victors smilende, brune øjne. I næste

sekund havde han kysset hende lige midt på munden.»Kære venner,« råbte Jalle og viftede med det papir, han havde haft

i lommen, »så er tiden inde. Må vi få ro på settet! Nu er det alvor!«En for en tav de alle og samledes omkring Jalle. Han så på dem, og

så begyndte han:»Ring, klokke, ring …«Med højstemt betoning og den ene hånd inden for frakkereverset

læste Jalle Tennysons »Nytårsklokken«, så det rungede for dem alle. Han læste den for sine venner og for sine venners naboer og for hvem som helst, der ville – eller måske i virkeligheden ikke ville – høre den.

*

»Hvad skete der så nu, er alt gået i sort?« spurgte Jalle og hang ude over altanens rækværk med champagneglasset i hånden og åndedræt-tet som en hvid sky om ansigtet. »Det ser mørkt ud nede hos Karlssons! Men det giver sig selv – der er jo også mørkt hjemme hos mig.«

»Se her! Aaah!« skreg Victor med forstilt rædsel og pegede ned på gaden.


30

»Hvad?« spurgte børnene nysgerrigt.»Den der store loppe, som kommer kravlende!« skreg Victor. »Rød

og grøn, helt dækket af skæl og med ildsprudlende mund! Det er Millennium-buggen!«

»Du skal ikke være så kry,« sagde Sanna, »du har jo ikke åbnet din com puter endnu. Men lamperne fungerer da i hvert fald. Jeg tror såmænd det meste er overstået nu. Skal vi ikke gå ind og få lidt mere kaffe?«

Man samledes igen inde i stuen, og Victor fik mere ild i pejsen.»I ved godt, hvem de store vindere er, ikke?« sagde Jalle. »Konsulenterne. Over hele verden er der blevet brugt milliardbe-

løb på at blive klar til det her. Og så ved man ikke engang, om det var nødvendigt. I Udenrigsministeriet har vi brugt enorme summer alene på at sikre vores computere, selvom ingen rigtig vidste, hvad vi sikrede dem mod.«

»Klokken er kun halv syv i New York,« sagde Pella. »Vi må vente og se, hvad der sker, når klokken slår tolv i Amerika.«

»Den slår tolv på mange forskellige tidspunkter derovre,« sagde Jalle. »Hvilket klokkeslag skal vi vælge?«

»Jeg er enig med Jalle,« sagde Liv. »Jeg tror, det har været en stor storm i et glas vand. Smart for dem, som har tjent kassen. Dyrt for os andre. Og ganske givet helt unødvendigt.«

»Hvad så?« sagde Stefan. »Så er vi gået ind i et nyt årtusinde. Føles det anderledes?«

»Totalt!« sagde Victor. »Jeg føler mig allerede stærkere, smukkere og endnu mere fremragende.«

»Hvordan skruer du ned for ham?« spurgte Pella Sanna.»Jeg løber en tur rundt om Riddarfjärden,« sagde Sanna. »Men det

er selvfølgelig også mit held, at han har et arbejde, han skal passe.«»Hvad bliver vigtigst?« spurgte Jalle. »Hvilke spørgsmål?«»Miljøet,« sagde Stefan. »Nu er folk nødt til at begynde at høre

efter.«»Kulturen,« sagde Liv. »At vi får en samtale i gang mellem forskel-

lige kulturer og grupperinger i verden – og gerne med kunstens, lit-teraturens og teatrets hjælp.«

»Kommunikation,« sagde Pella. »Både mennesker imellem og trans-


31

portmæssigt. Vi er nødt til at skabe øget bevægelighed på alle planer.«»I hvert fald ikke med fly,« sagde Stefan. »Fly sviner hele planeten

til.«»Nogle gange virker du mere konservativ end progressiv,« sagde

Victor.»Vi er kun lige begyndt at forstå, hvor omfattende miljøproblemer-

ne er,« sagde Stefan. »Bare vent.«»Du lyder som en dommedagsprofet.«»Jeg tror, at I begge to har ret,« sagde Jalle. »Men jeg tror, kom-

munikationen kommer til at se anderledes ud. Jeg tror i den grad på internettet.«

»Gud, hvor kedeligt!« sagde Liv. »Det er da rigeligt, at man skal svare på breve og aflytte telefonsvareren. Er det nødvendigt at have endnu en ting at holde øje med og stå til rådighed over for?«

»Jeg syntes, du sagde, at du aldrig blev inviteret til noget,« sagde Jalle. »Nu lyder det pludselig, som om du bliver kimet ned.«

»Du ved godt, hvad jeg mener,« sagde Liv. »Tag nu bare en helt al-mindelig dag med post. Reklamer, udsendt materiale, spørgeskemaer og fanden og hans pumpestok, som man skal besvare og forholde sig til. Og nu vil man så også få hele lortet ad elektronisk vej!«

»Jeg fatter stadig ikke, hvordan internettet fungerer,« sagde Sanna. »Men det er godt at bruge, når man skal researche til bøger.«

»Jeg forstår ikke, hvordan jeg nogensinde har klaret mig uden,« sagde Jalle. »Okay – hvad så med politikken? Hvad tror I, der kommer til at ske?«

»Der er ikke valg før om to år,« sagde Pella. »Socialdemokraterne har situationen i et jerngreb. Det er svært at forestille sig, hvordan de borgerlige skulle kunne komme til fadet. De er så splittede.«

»Göran Persson kan ikke blive siddende i al evighed,« sagde Jalle. »Jeg tror på Anna Lindh. Hun ville kunne gøre det enormt godt.«

»Er hun så klog, som hun lyder?« spurgte Liv. »Eller er hun bare socialt kompetent?«

»Bedre endnu,« sagde Jalle. »Hun er ligesom os.«Alle jublede over den påstand, bortset fra Victor, som rystede på

hovedet.


32

»Umuligt,« sagde han. »Jalle mener, at hun næsten er som en af os. Desuden er hun socialdemokrat, så jeg betakker mig for alt for mange dybere paralleller.«

»Tal for dig selv,« sagde Liv. »Jeg stemmer stadig på Gudrun Schyman.«

»Og det er det, der gør dig så charmerende!« sagde Victor. »Du er sådan en fantastisk salonkommunist, som nipper til din tørre cham-pagne fra en altan med udsigt over Norr Mälarstrand.«

»Det var dig, der sagde, at jeg burde leve livet på første parket,« sagde Liv.

»Det synes jeg skam også,« sagde Victor. »Bare du ikke slipper dit tag i Gudrun! Inviter hende med engang, for fanden, hun virker, som om hun morer sig over den her slags miljøer.«

»Du er et gammel borgerdyr, Victor,« sagde Jalle. »Du har vel altid stemt på Moderaterna?«

»Altid,« sagde Victor.»Hvor fantasiløst,« sagde Sanna.»Og hvad med dig, Sanna?« spurgte Stefan. »Hvordan ser dine po-

litiske rødder ud?«»Jeg er jo en sand bondeknold,« sagde Sanna, »og så er det Cen-

terpartiet, som tæller.«»Du er i hvert fald borgerlig,« sagde Victor, trak Sanna ind til sig og

tog hendes manicurerede hånd i øjesyn. »Når engang vi har fået jorden væk under hendes negle, skal vi nok få et menneske ud af hende.«

Alle buhede højt af den bemærkning.»Og jer derovre, hvad med jer?« fortsatte Victor ubekymret. »Dig,

kære kusine, med din flotte, miljøbevidste naturbeskytter af en mand. Hvordan stemmer man på Lidingö nu om dage?«

»Man stemmer på Miljøpartiet,« sagde Stefan. »De er hestehove-der foran alle andre.«

»Brækmiddel,« sagde Victor. »Birger Schlaug giver mig galdesten. Hvad med dig, Pella?«

»Folkpartiet,« sagde Pella. »Jeg er liberal. Det kan ikke være ander-ledes.«

»Der kan man bare se,« sagde Victor. »Vi repræsenterer næsten


33

hele skalaen. Er her ingen kristendemokrater? Men du er sgu da tro-ende, Pella!«

»Ja. Men alligevel mere liberal,« sagde Pella.»Faktisk forholder det sig sådan, at jeg er lidt interesseret i

Kristdemokraterna,« sagde Jalle. »Men som kristen bøsse føler man sig ikke rigtig velkommen, om jeg så må sige. Uanset de øvrige syns-punkter. Så jeg gør nok, som jeg plejer, og stemmer på Anna Lindh i stedet.«

»Og det selvom Alf Svensson nok er en af de rareste fyre, vi har,« sagde Victor. »Jeg synes, han virker gennemsympatisk.«

»Det synes jeg også,« sagde Jalle. »Hvis vi nu siger sådan her: I den bedste af alle verdener ville man kunne sammensætte sit eget Dream Team, og så ville jeg tage Anna Lindh, Alf Svensson og et par folk her og der, som jeg har tillid til. Men sådan fungerer det jo ikke.«

»Du mener altså ikke, at det handler om personvalg?« spurgte Liv skeptisk.

Tessan kom ind, stillede sig foran dem med hænderne i siden og trampede med fødderne i gulvet.

»Du har helt ret, Tessan. Nu må vi holde op med al den tørvetril-lersnak,« sagde Victor og skyllede sin cognac ned. »Okay, unger! Gæt & Grimasser!«

»Jeg vil være sammen med Liv!« skreg Tessan.»Og jeg vil være sammen med Tessan,« sagde Liv. »Hun er nemlig

verdens bedste guddatter.«»Philip,« sagde Jalle og vinkede med pegefingeren, mens Philip

skævede over til ham.»Og så splitter vi ægteparrene op,« sagde Liv. »Du kan tage min

bror, så tager jeg Pella.«»Godt,« sagde Jalle. »Så bliver det pigerne mod drengene, for jeg

tør ikke slippe Victor løs sammen med tre damer. Vi tager Victor. I får Sanna.«

»Pigerne mod drengene,« sagde Liv. »Klasseforskel, altså.«»Du kommer til at æde dine ord i dig igen, kvinde,« sagde Jalle

og rejste sig. »Vi fortrækker til køkkenet for at lægge taktik, drenge. Hvilket emne tager vi, Philip?«


34

»Film!« sagde Philip. »Men kun film, som vi børn har set.«»Udmærket,« sagde Jalle. »Jeg glæder mig allerede til at se Liv

spille de syv små dværge.«»Ingen problemer,« sagde Liv. »Dem spiller jeg hver eneste dag.«

*

De var færdige med at lege Gæt & Grimasser. Begge hold havde skrevet filmtitler ned på sedler til modstanderne, og så havde de på tid og uden brug af ord forsøgt at mime titlen til holdkammeraterne. Hvis man gæt-tede det inden for tre minutter, fik ens eget hold et point. Hvis det ikke lykkedes, gik pointet til modstanderne. Philip havde været en strålende Peter Pan og på den måde skaffet drengene point. Tessan havde haft succes med en lige så fin Tornerose, og sådan havde pigerne fået point. Derefter var Victor blevet totalt til grin i sit forsøg på at gengive Chip og Chap juleaften, og han var blevet rasende, fordi hans hold gættede forkert, mens han lå på alle fire og lod, som om han gøede.

»En drage,« sagde Philip.»Jægerne?« sagde Stefan til Jalle. »Victor tænker vel konstant på

jagt. Selvom den film jo godt nok er forbudt for børn.«»Millennium-buggen,« sagde Jalle.»Det er sgu da ingen film!« sagde Victor irriteret.»I må ikke snakke!« sagde Liv. »Hvis I gør det igen, får I et straf-

point.«Victor prøvede fra en anden vinkel og stillede sig ved siden af ilden

og pustede kinderne op.»Stormen,« sagde Stefan. »Men det er vel heller ikke en børne-

film.«»Vorherre til hest, hvor er I dumme,« sagde Victor.»Nu snakkede I igen – minuspoint til drengene,« sagde Liv. »I blev

advaret. Og nu er tiden gået.«Pella tog hurtigt point ved at svinge sig som Tarzan gennem daglig-

stuen. Og selv Stefan fik point, da han tydeligt illustrerede Gandalf i Ringenes Herre. Liv havde derimod startvanskeligheder som Prinsesse Leia i Star Wars, men det lykkedes hende i sidste øjeblik at få point ved


35

at skyde voldsomt og samtidig sætte håret i frikadeller ved ørerne. Jalle gik til gengæld fuldstændig bet på Junglebogen.

»Aladdin?« sagde Victor. »Hvad ligger du og vrider dig på gulvet for?«

Jalle rystede voldsomt på hovedet og fortsatte med spastisk at vride sit korpulente legeme hen over tæppet, samtidig med at han gjorde sig skeløjet.

»Han ser ud, som om han er tosset,« sagde Philip.»Gøgereden,« sagde Stefan.»Tiden er gået,« sagde Sanna og gav Liv high five.»Kan I da ikke se, at jeg er slangen Kaa?« skreg Jalle fra liggende

position. »Det er jo Junglebogen!«»Tag dig sammen,« sagde Victor. »Hvorfor lavede du ikke bare

Baloo? Med din kropsform havde vi gættet rigtigt med det samme.«Sanna havde heller ikke held til at tage point, da hun skulle spille

Snehvide, og efter tre minutters forgæves gætteri var pigerne nødt til at give op.

»Hvad var det, du bed efter i luften, samtidig med at du så helt vildt ond ud?« spurgte Tessan.

»Det var den ækle heks med æblet,« sagde Sanna. »Jeg er elendig til sådan noget her.«

»Overhovedet ikke,« sagde Victor. »Men du er alt for sød til at spille den rolle. Og vi vandt, gjorde vi ikke?«

»In your dreams,« sagde Liv. »Med den overlegne stilling tre-ét er drengeholdet blevet udraderet af pigeholdet!«

Alle pigerne jublede, og Tessan slog vejrmøller hen over stuegul-vet.

»Skal børnene ikke i seng?« spurgte Stefan. »Den er kvart i to.«»Vi må være oppe, lige så længe vi vil!« sagde Tessan med skin-

nende øjne og hev ud i sin kjole. »Det har I lovet!«»Hende der om ti år …« sagde Liv til Pella.»Så sender jeg hende hjem til dig,« sagde Pella.»Hun skal være så evigt velkommen,« sagde Liv tilfreds.

*


36

Klokken var fire. Man havde danset til Victors Buddha Bar-cd og til »1999« med Prince, til E-Types »This is the Way« og Eagle-Eye Cherrys »Save Tonight« og til Mariah Careys »Without You«, og Liv og Victor havde hengivet sig til sidstnævnte i en mellemting mellem en jitterbug og en kinddans. Synet havde fået Stefan til at gå ud i køk-kenet og ryge sin første cigaret i ti måneder. Pella og Tessan havde danset hele Los del Rios »Macarena«-dans, mens de andre i en cirkel omkring dem havde klappet højlydt. Til gengæld havde Philip, Jalle og Sanna ude på altanen afsluttet med at danse voldsomt til Madonnas »Ray of Light«, og de dansede, indtil en nabo ved halvfiretiden rin-gede på døren og klagede. Nu sov børnene – Tessan på Livs skød og Philip under et tæppe foran pejsen, og Stefan sad og nikkede med øjne, der blev ved at falde i. Jalle gik rundt med telefonrøret i hånden og rapporterede om situationen hos Taxi Stockholm: Ingen biler le-dige. Overhovedet.

»I må alle sammen gerne overnatte,« sagde Sanna. »Jeg kan rede op til jer i sofaerne.«

»Jeg spadserer hjemad om lidt,« sagde Liv. »Det er ret hyggeligt.«»Hvis jeg ikke boede på Östermalm, ville jeg kunne gøre dig sel-

skab,« sagde Jalle.»Hvis du ikke var så lad, ville du kunne gøre hende selskab,« ret-

tede Victor ham. »Uanset hvor du bor.«»Jeg tror, jeg er nødt til at smøre mig en mellemmad,« sagde Jalle

bedrøvet. »Jeg bliver så sulten, når du skælder mig ud.«Han forsvandt ud i køkkenet.»Tag, hvad du vil!« råbte Sanna efter ham. »Du kan selv finde

rundt, ikke?«»Som i min egen bukselomme!« råbte Jalle tilbage fra køkkenet.»Jeg tror, jeg vil tage mig en cognac,« sagde Pella og trak fødder-

ne op under sig i sofaen. »Familien sover allerede, og det er bare et spørgsmål om at vente. Taxierne bliver vel ledige efterhånden.«

»God idé,« sagde Liv og hældte en cognac op til sig selv også. »Sanna?«

»Ja, så skidt da,« sagde Sanna. »En lille en.«»Hvor har det været en dejlig aften,« sagde Pella. »Det er skønt, når


37

børnene er med, og at I godt kan lide, at vi leger sammen.«»Leger,« gryntede Victor. »Hvad mig angår, så var det dér blodigt

alvor.«»Det kunne jeg godt se,« sagde Liv. »Vuf-vuf-vuf-vuf!«Hun gøede præcis som Pluto. Victor kastede en pude i hovedet på

hende. Så gabte han højt og sank tilbage i stolen. Sanna virkede deri-mod mere og mere frisk.

»Ved I hvad – når vi nu alligevel sidder her ...« sagde hun med et lille smil. »Jeg har et spørgsmål i forbindelse med mit skrivearbejde.«

»Lad os høre,« sagde Pella og snusede nydelsesfuldt til cognacen.»Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det …« sagde Sanna.»Prøv bare at sige det, som det er,« sagde Liv. »Vi er lutter øren.«»Er det rigtigt at observere andre mennesker og anvende det, man

observerer, i det, man skriver – i sin kunst eller i sit skuespil?« sagde Sanna. »Eller er det umoralsk at gøre det?«

»Alle skabende mennesker bruger sig selv og deres eget liv i arbej-det. Det er en del af det,« sagde Liv.

»Ja, de bruger sig selv,« sagde Sanna. »Jeg taler om at bruge andre i den kunstneriske skabelse. Hvis jeg nu for eksempel tydeligt kan se, at du lider, har jeg så ret til at anvende den følelse i min tekst? Eller stjæler jeg fra dig på en utilstedelig måde?«

»Interessant spørgsmål,« mumlede Victor med lukkede øjne og pege fingeren stukket i vejret. »Tillad mig at vende tilbage til det se-nere.«

»Killing Me Softly,« sagde Pella smilende. »Roberta Flack, om-kring 1973.«

Med fingrene pegende dramatisk i luften foran sig slog Liv tonen an.

»I heard he sang a good song … I heard he had a style,« sang hun følelsesfuldt. »And so I came to see him and listen for a while …«

Jalle stak hovedet ud fra køkkenet.»And there he was, this young boy, a stranger to my eyes …«Så trådte han ind i stuen, mens han bandt et viskestykke om ho-

vedet, så det lignede et tørklæde. Liv rejste sig og gik hen imod ham med åbne arme.


38

»Strumming my pain with his fingers,« sang de sammen. »Singing my life with his words … Killing me softly with his song, killing me softly with his song, telling my whole life with his words, killing me softly …«

Jalle tog fat i Liv og snurrede hende rundt.»I felt all flushed with fever,« sang de begge, mens Liv lænede sig

baglæns ind mod Jalle og lukkede øjnene, »embarrassed by the crowd … I felt he found my letters and read each one out loud … I prayed that he would finish, but he just kept right on strumming my pain with his fingers …«

Jalle snurrede Liv rundt en gang til. Så slap han hende brat og gik tilbage til køkkenet.

»Jeg er nødt til at holde øje med taxierne,« sagde han over skul-deren, »og spise min mad. Sig til, hvis der er noget andet, I skal have sunget.«

»De ringer, vi spiller,« sagde Liv, sank ned i sofaen og gabte høj-lydt.

»Det var da heldigt, at emnet ikke var kampsport,« sagde Pella til Sanna.

»Eller kønslig omgang mellem mennesker og dyr,« sagde Sanna.»Det er faktisk et ret godt spørgsmål, du stiller,« sagde Liv. »Og

man kan vel svare på det dels som menneske og dels som kunstner. Som menneske ville jeg måske nok sige ja, det er forkert. Men som kunstner ville jeg altid svare nej. Det er deri, konflikten består – ikke mindst inde i én selv. Jeg stiller mig selv det samme spørgsmål hele tiden.«

De tænkte lidt over det i stilhed. Fra Victor lød der dybe snorke-lyde.

»Men når jeg nu er både kunstner og menneske, hvordan skal jeg så vælge?« spurgte Sanna.

»Det afhænger af, hvem af de to du sætter højest,« sagde Pella. »Hvis du spørger mig, så ville jeg vælge mennesket, for sådan ser mit arbejde og min tilværelse ud. Men hvis du spørger Liv eller dig selv, får du måske et andet svar. Så går kunsten antagelig forud.«

»Eller i hvert fald side om side med,« sagde Liv. »Kunsten er des-uden nødvendig, for at vi overhovedet kan udvikle os som mennesker.


39

Det er måske igennem det ‘tyveri’, som du anvender i din tekst, at jeg som læser kommer til en bedre forståelse af mig selv og derved bliver i stand til at gå videre med mit eget liv. Dit tyveri hjælper mig fremad. Det menneske, som oplevede følelsen, har ikke ordet i sin magt, men det har du.«

»Jeg vil tro, at du har ret,« mumlede Sanna. »Men jeg ved ikke rigtig.«

»Taxier i området!« råbte Jalle fra køkkenet. »Hvor mange har vi brug for?«

Og så blev samtalen afbrudt, børnene blev vækket, ejendele samlet sammen, og overtøj blev glemt og afleveret ved elevatoren, som alle, undtagen Jalle, der havde elevatorskræk, klemte sig ind i. Man gik ud til de ventende taxier. Sanna og Victor stod stadig oppe på terrassen. De råbte ned til de andre på gaden og kastede Jalles ternede halstør-klæde og Philips vanter ned. Dernede gav alle hinanden knus og råbte et sidste »Godt nytår!« og »Tak for i aften, det var skønt!« op mod terrassen, og så fik de udkørte taxichauffører endelig mulighed for at sætte bilen i gear og køre væk.

Taxierne kørte ned ad Norr Mälarstrand i retning af rådhuset og mødte af og til nattevandrere på vej hjem efter nytårsfesten, nogle på mere usikre ben end andre. Gaden var flankeret af tomme flasker og øl-dåser og afbrændte kinesere og fyrværkeriemballage. Taxichaufførerne bandede inderligt over menneskenes sjuskeri i almindelighed og nyt-årsaften i særdeleshed, og de forsømte ikke at lufte deres forbehold over for menneskehedens generelle forfald og det nye årtusindes po-litik, som jo ikke ville blive en dyt bedre end det forrige årtusindes, når man så den samling klokkefår, der også for fremtiden skulle sidde og bestemme både i Rigsdagen, på Rosenbad og nede i Bruxelles. Og hele tiden – lige til højre for vejbanerne – hvilede den tavse, dybe indsø med sit kolde vand og sit tynde, men hårde låg af is, for foden af den smukke hovedstad.

Langt dernede i dybet, ikke kun i søens, men også inden i de mennesker, der sad i taxierne, stod tavse væsner med blege buge og forsigtigt svirrende finner og ventede på nyt lys og mere ilt. De ven-tede på en chance for igen at kunne svømme og leve, efter så småt at


40

komme tilbage op i lyset. Og det var tidlig nytårsdag under en kulsort nattehimmel i 15 graders kulde. Det nye gregorianske årtusinde var begyndt, og på trods af alle dommedagsprofetier og advarsler om mil-lennium-buggen så det ud til, at både mennesker og arkitektoniske og tekniske vidundere havde klaret skærene, og at verden over den frosne, gennemsigtige overflade, såvel som verden under den, stadig var intakt og lignede sig selv.


hoejere end alle himle

Documents