gud er bare hund stavet bagfra

Gud er bare hund.indd 2 10/07/14 15.29

G U DER BARE HUND

STAVET B A G F R A

CHR IS T I A N F R O S T

P E O P L E ’ S P R E S S

K R I M I

Gud_er_hund_titelsider.indd 2 10/07/14 12.18Gud er bare hund.indd 3 10/07/14 15.29

Gud er bare hund stavet bagfraCopyright © 2014 Christian Frost

Copyright denne udgave © 2014 People’sPress, KøbenhavnOmslag: Christian Frost med foto fra Polfoto

Forfatterfoto: Suste BonnénSats og tilrettelægning: LYMI

Bogen er sat med Adobe GaramondISBN 978-87-7159-053-1

1. udgave, 1. oplagPrinted in EU 2014

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget

herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

People’sPress · Ørstedhus · Vester Farimagsgade 41 · DK-1606 København VForfatterbooking: www.artpeople.dk

Til Pia Mortensen – min hårdt prøvede bogholder!


Dette siger Herren:Selv om de er mange og stærke,Skal de gå til grunde og forsvinde.Har jeg plaget dig før,Vil jeg ikke plage dig mere.

– Nahums bog, 1:12


7

21. februar, 2007

Tidligere premierløjTnanT Finn Ove Eriksen så på sit ur i mørket uden at kunne se andet end måneskinnet fra vinduet spejle sig i kransen om urskiven. Teoretisk set burde de selvlysende tal have lyst op, men det sagde sig selv, at det ikke fungerede. Ingenting fungerer, hvis ikke man får det til at fungere. Det var en læresætning, han havde hørt sig selv gentage mere end en gang.

I de sidste minutter af sit liv ville han derfor ikke vide, hvad klokken var. Hans indre ur sagde ham, at den var tre om natten, plus minus et kvarter. Forberedelserne havde taget længere tid, end han havde regnet med. Det tager sin tid at sige farvel til livet, som Marx Augustin sikkert ville have sagt dengang i 1679.

Eriksen havde altid holdt af historien om Augustin og fortalt den flere gange under sin tid som befalingsmand på Balkan til knægtene, der knap havde forladt puberteten og nu pludselig stod ansigt til ansigt med deres egen dødelighed. Når mørket faldt på, var det eneste, de så, de sorte opsvulmede lig, de havde passeret i løbet af dagen. Kvinder med spædbørn i favnen, der lå smidt i grøftekanten. Unge mænd og store drenge bagbundet og i intet andet end de møgbeskidte underbukser, de havde pisset i, før de blev skudt ned som hunde på halvanden meters afstand. Oldinge med udspilede øjne og indsunkne kinder, der lå med åbne munde, så man kunne se de tandløse gummer. Af og til havde der været sat ild til dem, hvilket sjældent var lykkedes, fordi der ikke var brugt tilstrækkelig med petroleum. Ahmici, Tuzla, Srebrenica, Markale – det var kun de massegrave og massakrer, som nåede nyhederne. Erik-sen kunne på stående fod tilføje et par hundrede bynavne til den liste,


8

der aldrig var nået ud til kakkelbordene i de varme stuer, hvor enhver massakre alligevel var glemt det øjeblik, der ikke var mere kaffe.

Hvis han havde lært én ting på Balkan, så var det, at de alle sammen var sindssyge, uanset om de var bosniere eller kroater, serbere eller slove-nere, kristne eller muslimer. Krig er altid værst for dem, der endnu ikke har mistet troen på menneskeheden. Som de unge menige i starten af tyverne, der bildte sig ind, at de var mænd, fordi nogen havde bildt dem ind, at de nu var professionelle soldater.

Han sukkede for sig selv i mørket. Der var intet af det, de kunne se på film, som kunne forberede dem på krigens grusomme ligegyldig-hed. På et eller andet tidspunkt løb de tør for kvikke bemærkninger. Med stilheden kom frygten, med frygten kom fejltagelserne, og med fejltagelserne kom opløsningen af gruppen. Den, der kun tænker på at overleve, tænker først og fremmest på at redde sin egen røv.

“Kender I sangen om Augustin?” ville han sige, når de sad der i det begsorte nattemørke, indtil der var en, der ville nævne H.C. Andersen og eventyret om svinedrengen, hvilket var den version, alle kendte.

Ach, du lieber Augustin, alles ist weg, weg, weg

“H.C. Andersen?” ville han sige, mens han kiggede på dem, rystede let på hovedet og lod to fingre køre gennem det overskæg, som ingen befalingsmand kan klare sig uden. “Nej, nej, nej, det er ikke den rigtige historie om Augustin.”

Derefter ville han fortælle dem om Marx Augustin, der i 1679 turne-rede rundt på Wiens værtshuse og underholdt med sin særlige galgen-humor og sin sækkepibe, mens byldepesten rasede udenfor, og ligene flød i gaderne. Augustins ukuelige humør gjorde, at han aldrig blev kaldt andet end Lieber Augustin, og hvor han end kom frem, kunne han være helt sikker på, at der ventede adskillige krus skummende øl. En aften endte han med at blive så døddrukken, at han faldt om på vejen hjem og blev liggende i rendestenen. Da ligvognen kom forbi, troede de na-turligvis, at Augustin var død, og smed ham op i bunken af kadavere. De overvejede sikkert, om det var muligt at få noget for den sækkepibe, Augustin havde i favnen, men lod den nu alligevel være, da den jo nok også var fuld af pest. Ligvognen tømte de i en af de store massegrave uden for byen, og det var der, i bunken af lig, at Marx Augustin kom til sig selv næste morgen, ude af stand til at komme fri ved egen hjælp.


9

Her holdt Eriksen en pause, mens han stoppede sin pibe, indtil en af de menige mistede tålmodigheden.

“Jamen, hvad så, hr. Premierløjtnant?”“Hvad så?” svarede han eftertænksomt med en røgsky fra den ene

mundvig. “Ja, efter at den første panik ligesom var overstået, så tog Augustin en beslutning. Hvis han alligevel skulle dø, så ville han dø, som han havde levet. Derfor begyndte han at spille på sin sækkepibe, ja, så godt han kunne altså. Heldigvis var der nogen, som hørte ham – sikkert nogle gravrøvere på udkig efter det, som folkene med ligvognen måtte have overset. Under alle omstændigheder overlevede Augustin både at blive levende begravet og at tilbringe natten sammen med ofre-ne for byldepesten.”

“Jamen, hvad så med H.C. Andersen?” kom det, mens Eriksen med en vis tilfredshed kunne konstatere, at de var så opslugte af historien, at de for en stund havde glemt formaliteterne.

“H.C. Andersen?” sagde han, mens han tog piben ud af munden og kastede et blik ned i gløderne. “Mjah, det er vist det, vi i forsvaret kalder et eventyr fra en selvpolerende bøssepoet!”

Den bemærkning resulterede altid i et godt grin fra hele gruppen. Som befalingsmand skal du i bund og grund kunne to ting. Du skal kunne få gruppen til at holde kæft, når du beder dem om det – og du skal være i stand til at få dem til at grine, når du prøver at være morsom. Ikke mindst på Balkan, hvor du hvert øjeblik risikerede at blive ramt af en snigskytte eller træde på en landmine.

Derefter ville Eriksen lære dem den sang, som Marx Augustin skrev, efter at han var blevet reddet op af massegraven. De tog den strofe for strofe, vers for vers, indtil de kunne synge den alle sammen.

O, du lieber Augustin, Augustin, AugustinO, du lieber Augustin, alles ist hin

For den, der skal sige farvel til livet, er tvivlen uundgåelig. Men det øje-blik, han tænkte tanken, var det som en forløsning – som om en skygge forsvandt fra solen. Kunne han gøre det? Skulle han gøre det? At han kunne, var han aldrig i tvivl om. Eriksen ville ikke ligefrem være den første veteran, som havde valgt den vej. Det var en ting, de civile aldrig ville lære at forstå. En krig er ikke slut, når de stridende parter skilles, og freden bliver erklæret. En krig er først slut, når den ikke længere


10

kræver ofre. Han havde tænkt på, hvordan han så ofte havde kaldt det kujonens udvej, men nu så han anderledes på det. Pludselig forstod han samuraiernes seppuku, det rituelle selvmord, der bragte æren tilbage til den, der var blevet vanæret – den, der var blevet besejret.

På den måde kom Eriksen til den uundgåelige konklusion, at han som officer ikke havde andet valg. Lidt efter lidt vænnede han sig til tanken og lærte endda at sætte pris på det privilegium, det var at kende slutningen på sin egen livshistorie. Det gav ham fornyet styrke, det var hans valg og ingen andres. Han mærkede, hvordan han genfandt den autoritet, han huskede fra Balkan. Det var, som om tidligere premier-løjtnant F.O. Eriksen i døden fandt meningen med livet.

Geld ist weg, Mensch ist weg,Alles hin, AugustinO, du lieber Augustin, Alles ist hin

Han nynnede sangen for sig selv i mørket. Alles ist hin. Alt er tabt. Det var ironisk, men på mange måder havde Eriksen aldrig følt sig

så levende, som mens han forberedte sig på døden. Frygten var for-svundet, akkurat som de flashbacks, hallucinationer og mareridt, der havde plaget ham så længe, han kunne huske. Siddende der i mørket mærkede han stadig irritationen over, at han ikke vidste, hvad klokken var. Så rystede han på hovedet over sig selv. Det var trods alt det sidste, han nogensinde ville blive irriteret over i hele sit liv. Hans fingre fandt det lille spænde på urremmen, åbnede det forsigtigt og lod uret glide af håndleddet. Han mærkede vægten af det for sidste gang, inden han lagde det fra sig på det lille bord ved siden af lænestolen, som han ple-jede, med urkassen hvilende på lænken i stål, og klokken 12 pegende stik nord. Han smilede for sig selv over de vaner, han holdt fast i til det sidste. Som den gallauniform, han havde iført sig, selv om den som alt andet ville blive pulveriseret. Alligevel havde det stor betydning. Tidli-gere premierløjtnant F.O. Eriksen ønskede at dø, som han havde levet, akkurat som Marx Augustin.


11

Rock ist weg, Stock is weg,Augustin liegt om Dreck,O, du lieber Augustin,Alles ist hin

Det vanskelige havde nu ikke været ham selv. Det vanskelige havde væ-ret hende. Han var blevet gift med Britta for to år siden, selv om det stadig var, som om han ikke helt havde vænnet sig til tanken endnu. Krigen på Balkan havde været hans liv, så længe han kunne huske. Kri-gen var på en eller anden måde det første i hans liv, der gav mening. Hvor meget han end ville, kunne han ikke forlade den. Krigen ville ikke slippe ham. Han blev nødt til at tage tilbage, igen og igen, uden at han kunne forklare hvorfor. Det var, som om han ved at rejse hånede dem, der blev tilbage. Som når han stod over for et nedbrændt hus, hvor en far var blevet tvunget til at overvære sin søn blive henrettet, datteren voldtaget og konen brændt – ikke af soldaterne, men af den nabofami-lie, de havde levet dør om dør med i generationer. Det var krigens enkle natur. Du kan være bøddel eller offer. Men du bliver nødt til at vælge.

Det forandrede noget i ham, selv om han troede, han kunne holde det på afstand. Han kunne ikke forlade krigen, før han havde forstået den, selv om han vidste, at krigen kan ingen begribe. Krigen er menings-løs, tåbelig – det mest meningsløse og tåbelige, mennesket kan præstere. Krig er forudsigelig og uundgåelig. Krig er frygtelig og fascinerende. Krigen gør dig afhængig. For krigen slipper dig aldrig. Han havde siddet tilbage med fornemmelsen af, at ingen havde brug for ham, ud over den krig, alle mente var slut, og som han derfor ikke kunne tage tilbage til. Til sidst havde han opgivet at finde en, der kunne fylde tomrummet i hans liv. Det var, indtil han traf Britta, den mest hjælpeløse kvinde, han nogensinde havde mødt.

På det tidspunkt var ensomheden ved at drive ham til vanvid. Hun ringede til ham på den telefon, der stort set aldrig ringede. At det var forkert nummer, det sagde næsten sig selv. Det var typisk Britta, som han senere skulle finde ud af. Hun skulle ringe til en advokat, han bad om hendes nummer, ringede til oplysningen og derefter til hende – computeren og internettet var endnu en af de ting, der blev opfundet, mens han var på Balkan, og som han derfor aldrig havde fået sat sig ind i. Hun var taknemmelig for hans hjælp. Han havde sagt, det ikke var noget at tale om, men givet hende sit nummer og fortalt hende, at hun


12

altid kunne ringe, hvis der var noget, han kunne gøre. Han huskede den summende fornemmelse i kroppen, mens han havde tænkt, at han nok aldrig ville høre fra hende igen. Hun ringede næste dag, de faldt i snak. Det gik så let på en eller anden måde.

Hun havde fortalt om sin skilsmisse, der havde været en voldsom oplevelse.

“Ja, det tror fanden!” havde han udbrudt, da hun fortalte om, hvor-dan hendes mand var blevet fængslet for at have forgrebet sig på en elev på den skole, hvor han arbejdede. De aftalte at mødes på Hovedbane-gården en uge senere.

“Jeg er lille og sort,” havde hun grinet, hvilket han ikke helt havde forstået. Han havde troet, hun mente, at hun ikke var særlig høj og klædt i sort.

Britta var ikke særlig høj, men hun var ikke klædt i sort, hun var ... Han smilede, da han huskede sin egen forvirring over, hvad han

skulle kalde det. Han var ret sikker på, at man ikke sagde ‘neger’, men ‘afrikaner’ syntes at indikere, at der var tale om en person fra Afrika, hvilket naturligvis også var forkert, da hun, så vidt han lige havde været i stand til at huske, var født i Værløse.

“Jeg sagde jo, jeg var sort,” havde hun grinet. “Ja,” havde han sagt. “Og jeg er vel nærmest lyserød!”“Eller grøn!” havde Britta svaret, hvorefter det gik op for ham, at han

var iklædt den uniform, der altid havde givet ham en vis tryghed. Britta gav ham et formål med tilværelsen. Hun gav ham den familie,

han aldrig havde haft, han betragtede snart hendes to sønner som sine egne, og de blev hans et og alt. Han tog orlov fra kasernen i Sønder-borg og flyttede ind hos hende i Rødovre, hjalp hende med skilsmissen, Statsamtet og forældremyndigheden og fik styr på banken og bodelin-gen. De blev gift på rådhuset, bare de to og drengene. Han troede, det var løgn, da han så den bugnende opsparing, hvilket, så vidt han kunne forstå, var penge, hendes mand havde tjent som musiker – og som Britta af en eller anden grund, han aldrig helt havde forstået, var fast besluttet på skulle bruges til et hus i Humlebæk. Men det var en velsignelse, der blev til en forbandelse.

Det havde været så nemt, for pengene stod der jo bare. Jo, vel havde de levet lidt over evne, men det var jo til at forstå, deres situation taget i betragtning. Britta arbejdede ikke, det havde hun aldrig gjort, hun fik ikke engang kontanthjælp. Det eneste, forsvaret kunne tilbyde ham, var


13

at blive udstationeret i den anden ende af landet, men han ville ikke sendes ad helvede til blot for at opdage, at der ikke var noget, når han kom tilbage. Han ville ikke miste alting endnu en gang. Han havde be-sluttet sig for at forlade forsvaret og starte i det civile som, ja, hvad som helst egentlig. Som officer havde han en lederuddannelse, hvis der blot var nogen, som var i stand til at forklare, hvordan han kunne anvende den i praksis. Indtil da var det nemmere at leve af opsparingen og læg-ge udbetalingen på det lille hus, de købte i Rønnede. Vel var det ikke Humlebæk, men det var en start.

Han havde aldrig spurgt hende direkte om pengene, for at spørge Britta om den slags var formålsløst. Desuden havde han nok at gøre med at dæmme op for de regninger, der blev ved med at ankomme i en lind strøm, uanset hvor meget han forsøgte at spare. Han kæmpede for at finde et job, et hvilket som helst job, men blev ved med at løbe panden mod en mur.

Så han besluttede sig for at investere. Det var en gammel soldater-kammerat, der kendte til det. En stensikker fidus, som han sagde. Erik-sen havde startet forsigtigt og det var gået godt. 100.000 kroner var blevet til 131.000 kroner på kun fire måneder. Så satsede han mere og mere. Snart var den halve million, han havde investeret, godt på vej til at blive til en hel million. Han havde ikke sagt noget til Britta, men blot gået omkring og smilet for sig selv, mens han tænkte på den dag, han skulle vise hende det hus, de kunne købe i Humlebæk. Selvfølgelig ville hun spørge, hvordan han turde, og han ville forklare hende, at der var en risiko – der er altid en risiko, når man handler med aktier. Men han havde fuld tillid til de folk, han havde med at gøre. Selvfølgelig havde han set det efter i sømmene, og besøgt deres kontor i Vedbæk, hvor de kaldte ham hr. Eriksen. Churchill Invest hed det, hvilket havde en betryggende militær klang. Det vidnede om orden i sagerne, som han havde tænkt og smilet ved tanken om, at han sgu snart havde tjent mere på aktierne, end han nogensinde havde gjort ved at rende rundt og råbe ad de uduelige rekrutter på kasernen. Og han kunne jo altid komme ud af det igen, hvis det begyndte at gå den forkerte vej. Det var der ingen problemer i, det havde de selv fortalt ham.

Så kom brevene fra hendes eksmands advokat, men selv det kunne han klare. Det behøvede han ikke fortælle Britta. Jo, det var ærgerlige penge, hele hans gevinst faktisk, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Han huskede stadig det skæbnesvangre telefonopkald. Skammen


14

og ydmygelsen havde været det værste. Næsten værre end at miste pen-gene.

“Det ser sgu’ ikke så godt ud, Finn,” havde de sagt, uden at han havde været i stand til at forstå, hvad de mente. “Ja, det har været nogle hårde måneder på aktiemarkedet – katastrofale, faktisk. Vi har jo for-søgt at sprede os, men finanskrisen, du ved ...”

Hvordan kunne det hele være væk fra det ene øjeblik til det andet? Han havde spurgt igen og igen, men ikke fået noget svar – det kunne da ikke være rigtigt, havde han forsøgt. Der måtte da være noget, nogen kunne gøre? Men det var der ikke. Til sidst holdt de op med at tage tele-fonen, når han ringede. Derefter havde han forsøgt politiet, men de sag-de, han skulle ringe til sin bank, som dog sendte ham tilbage til politiet igen. Og pludselig var det for sent. Pludselig var det tid til at betale til-bage. Stævningen fra advokaten, som han havde ladet blive i postkassen sammen med alle de andre breve, han heller ikke ønskede, hun skulle se. Den kvalmende fornemmelse af intet at kunne gøre. Deres liv blev som sand mellem hænderne på ham. Pludselig vidste han, at han ville miste både hende og drengene. Det var galt nok, at de var begyndt at se deres far igen. Samvær under opsyn kunne han til nød leve med, men at de ligefrem skulle overnatte – hans drenge – hos en forpulet pæderast?

Han hørte, hvordan de snakkede om deres far, som ikke var ham, som aldrig blev ham. Forstod de ingenting? Forstod de ikke alt det, han havde gjort for dem? Var han bare et stop på vejen, inden de forlod ham? Hvad skulle der blive af dem uden ham? Britta var så hjælpeløs som en fugleunge, der var faldet ud af reden i de fleste af livets spørgsmål, mens drengene ville være fanget hos deres far. Når den første gensynsglæde var overstået, var det kun et spørgsmål om tid, så ...

Tanken gjorde ham syg og gav ham de migræneanfald, der efterlod ham hjælpeløs på gulvet, og som han frygtede ville ende med at tage livet af ham. Det var bedre, han tog dem med sig. Det var bedre for dem alle sammen, uanset hvor meget det smertede ham – uanset hvor forkert han vidste, det var. Han forsøgte at berolige sig selv med, at det var krigens pris, selv om han godt vidste, det ikke var rigtigt.

De lå i deres senge nu. Stefan havde spurgt, om han måtte sove hos sin storebror, da de kyssede godnat. Han havde puttet dynen om dem og set dem ligge der, side om side, mens Daniel havde kigget på ham, som om han var klar over, hvad der skulle ske.


15

“Godnat, fars drenge,” havde han sagt og tænkt på, hvordan han havde taget sig mod til hele dagen for at sige den sætning. Der var gået et sug igennem ham, da han sagde det, og han havde lyttet efter deres svar.

“Godnat, Finn,” havde de svaret, så han måtte gemme sig bag døren, så de ikke så de tårer, der var ved at flyde over bag hans øjenlåg.

Han havde ventet, indtil fjernsynet havde lullet Britta i søvn, hvor-efter han havde vækket hende, som han plejede, og hun var gået ind i seng. Han følte, han elskede hende, selv om han aldrig havde været helt sikker på, hvad det med at elske nogen indebar.

Hun var den eneste, han havde fortalt om Balkan, og hun havde lyt-tet, selv om han følte sig overbevist om, at det mest var, fordi hun ikke ville risikere at såre ham. Brittas paratviden var ikke skæmmet af nogle pludselige toppe af nogen art. Hun levede i nuet som ingen anden, han nogensinde havde mødt. Det, der skete lige foran dig, det kunne du snakke med Britta om. Fortiden og fremtiden spillede ingen rolle. Hvis han havde forsøgt at forklare hende, at det var sidste gang – sidste gang for alting – ville hun sandsynligvis ikke have været i stand til at forstå, hvad han mente. Den impulsive måde, hun levede sit liv på, var både det, han holdt mest af ved hende, og det, han frygtede. Før eller siden måtte han vise hende brevet fra advokaten og forklare hende, at de blev nødt til at sælge huset. Før eller siden blev han nødt til at forklare hende, at der intet var tilbage – at han havde tabt det hele. Selvfølgelig ville hun forlade ham, hun og drengene. Selvfølgelig ville hun det.

Han var gået rundt i det mørke hus en sidste gang for at sikre sig, at alle var faldet til ro. Derefter havde han slukket strømmen på hoved-afbryderen og hentet gasflaskerne i skuret. En burde egentlig være nok, men han havde taget fire for en sikkerheds skyld. Den svage hvæsende lyd af gassen var som en slange i et buskads. Han havde placeret en i stuen, en i gangen og en i Daniels værelse. Den, der skulle have stået i Stefans værelse, satte han i soveværelset ved siden af Britta, vel vidende, at hun sov ubegribelig tungt, når hun først var faldet i søvn.

Derefter havde han sat sig i mørket og ventet. Lugten af gas var ty-delig nu. Han havde regnet med den kvalmende fornemmelse, da han skruede sikringen af granaten, en M/54 af den slags, ingen kaserne no-gensinde har helt styr på, hvor mange de ligger inde med. I skødet lå den 9mm Heckler & Koch, som havde fulgt ham siden Balkan. Han tog en dyb indånding og mærkede pulsen dunke i tindingerne på den


måde, der fortalte ham, at migrænen var på vej, hvilket han var taknem-melig over for første og eneste gang i sit liv.

Eriksen tog pistolen i hånden, afsikrede den og lagde den tilbage i skødet. Derefter tog han granaten, trak sikringen ud og lagde den på bordet. Granaten ville udløse gaseksplosionen, hvis mundingsflammen fra pistolen ikke var nok. Han tog pistolen op med en bestemt bevægel-se og mærkede mundingens metal mod sin tinding. Hans åndedræt blev tungere. Det var, som om hans lunger hvæsede efter luft, skreg efter luft, mens fingeren på aftrækkeren dirrede, strittede imod, fortalte ham, at der var håb – at der altid var håb. Han mærkede sin venstre hånd række ud efter granaten i mørket, men fik i stedet fat i lænken til uret, så gra-naten røg på gulvet. Den landede med en lyd, der var som en eksplosion i mørket, og trillede hen ad gulvet, mens han forsøgte at rejse sig, selv om han vidste, at det var meningsløst.

*Tidligere premierløjtnant F.O. Eriksen nåede aldrig at kaste sig ned i mørket efter granaten. Han omkom sandsynligvis øjeblikkeligt. Eks-plosionen var så kraftig, at den fjernede samtlige vægge i huset. Den gigantiske ildkugle og trykbølgen, som fulgte efter, pulveriserede på en brøkdel af et sekund al mørtel mellem murstenene og blæste fragmenter flere hundrede meter væk i alle retninger. Det, der var tilbage af tagkon-struktionen, faldt ned i kælderen, hvor et glødende inferno, hvis midte var flere tusinde grader celsius, fortærede alt organisk materiale på få sekunder, mens et ildevarslende rødt skær bredte sig over nattehimlen.


December, 2010


19

1

eT eller andeT havde vækket ham. Han vidste bare ikke, hvad det var. Det var, som om han kunne høre en lyd, der netop var forsvundet. Erik Otto Falster kastede et blik på clockradioens røde digitaltal, der insisterede på at vise, hvad klokken var, med samme stædighed alle døg-nets 24 timer, uanset om nogen kiggede på det eller ej. Lige nu sagde den 04:11. Han sukkede for sig selv og lyttede, men det eneste, han kunne høre, var lyden af Lenas åndedræt. Han plejede at sige, at hun sov vintersøvn. Om sommeren vågnede hun, så snart solen stod op, men om vinteren sov hun som en sten. Det tog mindst ti minutter med de morgenfriske radioværter, før hun vågnede, og altid med et dybt suk som for at understrege, hvordan hun godt vidste, at den dag, der truede, på alle måder ville blive en urimelig prøvelse.

I samme øjeblik hørte han den syntetiske xylofon, der var ringetonen på hans mobiltelefon, og som han huskede blev kaldt Grande Valse, hvilket han altid havde ment var en anelse ambitiøst. Hans blågrå No-kia var, efter hans kollega Lars Hedes mening, sandsynligvis den sidste i aktiv tjeneste og burde derfor overdrages til teknisk museum, som uden tvivl ville gøre den til en del af deres permanente udstilling. Falster brød sig ikke om mobiltelefoner – specielt ikke den måde, hvorpå de kunne få enhver samtale til at gå i opløsning på et øjeblik, fordi folk altid skulle svare, uanset hvem der ringede. For slet ikke at nævne dem, der svarede telefonen for at fortælle, at de ikke kunne svare telefonen, i stedet for blot at lade være med at svare til at begynde med.

På den ene side brød Falster sig ikke om mobiltelefoner, men på den anden side var han godt klar over, at han ikke kunne undvære en. Så


20

som en stille protest havde han beholdt den første, han havde købt, hvis funktioner begrænsede sig til at ringe og sende sms’er. Det sidste havde han stædigt afvist at benytte sig af i mange år, men gjorde det nu af og til, selv om det stadig var en anelse modvilligt.

Mobiltelefonen havde sin faste plads enten i jakkelommen eller på natbordet, men denne aften havde han åbenbart glemt den i jakkelom-men. Han kiggede på Lena, der sov, som om intet var hændt, og skulle lige til at vække hende, da telefonen holdt op med at ringe. Han lagde sig tilbage i sengen, sukkede for sig selv og stod så op igen.

Mobiltelefonens forbandelse. Han blev nødt til at se, hvem det var, der havde ringet. Af en eller anden grund irriterede det ham, at Lena ikke var vågnet.

Faktisk irriterede det ham endnu mere, at han godt vidste, det ikke var noget, han kunne tillade sig at være irriteret over.

Han gik ud i gangen og følte sig vej i mørket langs knagerne. Det lille display lyste op med sit insisterende irgrønne lys. Han kendte ikke nummeret, der havde ringet to gange med få minutters mellemrum. Skulle han ringe tilbage? Det ville få ham til at føle sig som endnu en af mobiltelefonens mange slaver, der lystrede dens mindste vink, uanset hvornår folk måtte føle behov for at ringe, sende ligegyldige sms’er eller tåbelige billeder af sig selv.

I stedet lagde han telefonen tilbage i jakkelommen og havde egentlig besluttet sig for at glemme alt om den, da den ringede igen. Han tog den op af lommen og kiggede på displayet. Det var det samme nummer. Falster trykkede på svar og tog mobiltelefonen op til øret. Et eller andet sagde ham, at han i virkeligheden burde have slukket for den og blot være gået tilbage i seng igen, men det var for sent nu, naturligvis.

“Hallo?” sagde han med en stemme, der var en hel del mere grødet, end han lige havde regnet med.

I den anden ende var der en, som rømmede sig. “Du kender mig ikke, men du må ikke lægge på. Det er meget vig-

tigt, at du ikke lægger på!”Stemmen lød, som om den var ved at bryde sammen. “Hvem taler jeg med?” “Det kan jeg ikke sige, men det er meget vigtigt, at du ikke lægger

på!”“Sig mig, ved du, hvad klokken er?” sukkede Falster, og fortrød den

bemærkning i samme øjeblik, den passerede over hans læber. Det var


21

den slags, sure gamle mænd sagde, hvilket naturligvis var præcis, hvad han var i det øjeblik.

“Nej,” kom det fra stemmen i den anden ende af røret, mens Falster ikke kunne lade være med at tænke på, at der var en påfaldende ærlighed over det enkle svar. Det lød rent faktisk, som om den person, han talte med, ikke var klar over, at klokken var kvart over fire om natten – eller morgenen, lidt afhængigt af hvordan man så på det.

“Jeg skal ... læse noget for dig,” sagde en anstrengt stemme, “Læse noget? Det er midt om nat–”Stemmen i den anden ende af røret afbrød ham. “Du bliver nødt til at høre på mig. Hvis ikke, så sker der noget slemt.”“Noget slemt?” prøvede Falster. “Hvad er det helt præcist, du mener?”“Med mig, okay?” kom det. Falster kunne fornemme desperationens tårer i den anden ende af

røret, hvilket fik ham til at tænke på, at ingen har lyst til at blive ringet op midt om natten af en grædende mand, man ikke kender, og da slet ikke en, der er pinligt ædru.

“Hvad er det, der foregår?”“Det kan jeg ikke sige. Jeg skal – jeg skal bare læse noget for dig!”Falster nikkede, som han havde for vane at gøre, når han snakkede i

telefon, hvilket Lena altid morede sig over. Det lyder, som om du nik-ker, ville hun sige, mens Hede havde påpeget, hvordan han glædede sig til at videotelefonen blev opfundet, så de sammen kunne nyde Falsters nikken.

Stemmen i den anden ende af røret rømmede sig. “Tag et træ, enten er det godt, og så ... er dets frugt også god, eller det

er dårligt, og så er dets frugt også dårlig, for et træ kendes på frugten ...”Falster tog telefonen væk fra øret og kiggede på displayet, som om

det på forunderlig vis kunne hjælpe ham med at forstå, hvad det var, der foregik. Bag ham tændte Lena den lille lampe på natbordet.

“Øgleyngel! Hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem fra sit forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem fra sit onde forråd!”

Det lød, som stemmen fik stadig sværere ved at få luft. Lena var kommet ud til ham i gangen. I det svage lys kunne han se, hvordan hun kneb øjenbrynene spørgende sammen. Han trak på skuldrene og ryste-de let på hovedet, da stemmen vendte tilbage.


22

“Men jeg siger jer, på dommens dag skal mennesker aflægge regn-skab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du ... fordømmes.”

I samme øjeblik blev forbindelsen afbrudt. “Hallo?” sagde Falster. “Er der nogen?”Lena stod ved siden af ham. “Hvem var det?”Han trak på skuldrene. “Jeg ved det ikke, det ...”“Var det forkert nummer?” spurgte hun med et forvirret blik.“Ja, nej – jeg er ikke sikker. Det var en, som læste noget op,” prøvede

han, men kunne godt høre, hvor besynderligt det lød. “Læste noget op? Læste hvad op?”“Noget med et træ og dets frugt – og øgleyngel ...”“Øgleyngel?!?”Falster nikkede for sig selv. Det var trods alt forholdsvis sjældent, at

man sagde ‘øglegyngel’ klokken fire om morgenen. “På dommens dag skal mennesket aflægge regnskab for deres tomme

ord. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes,” sagde han med en højtidelig mine, som nu nok var spildt på Lena på denne tid af døgnet.

“Hvad snakker du om?” spurgte hun og rynkede brynene endnu mere.

“Det var noget af det, han læste op.”“Det lyder som noget fra Bibelen.”Han nikkede. “Så var det godt, han ikke skulle læse den hele!” sagde Falster og

rystede på hovedet. Hun satte hænderne i siden, mens hun kneb øjnene sammen og

stirrede ned i gulvet. Så kiggede hun op på ham igen. “Hvorfor er der nogen, som ringer til dig klokken fire om natten for

at læse højt af Bibelen?!?” “Ingen anelse,” svarede han med et dybt suk. “Tro mig, hvis jeg vid-

ste hvorfor, så ville jeg få det stoppet omgående.”“Men hvad så?”“Ja, så ikke noget, så blev forbindelsen afbrudt.”“En dårlig joke?”“Det lød, som om den, jeg talte med, nærmest blev tvunget til det,”


23

sagde han og kiggede på den grå Nokia, mens han i sit stille sind føjede endnu en side til anklageskriftet om mobiltelefonens forbandelse.

“Altså, en eller anden blev tvunget til at ringe og læse Bibelen højt for dig midt om natten?”

“Hvis det var Bibelen, naturligvis,” svarede han med et træk på skuldrene.

“Har du prøvet at ringe tilbage?”“Nej,” sagde han opgivende. “Jeg gider ikke gøre mere ved det nu.

Lad os gå i seng, jeg får sikkert ikke sovet, men så har jeg da i hvert fald forsøgt.”

“Bliver du ikke nødt til at finde ud af ...” forsøgte hun, mens de gik tilbage til soveværelset. Dynen føltes akkurat lige så varm og behagelig, som han huskede den. Han lagde sig om på siden, mærkede, hvordan hun lagde sig ind til ham, vel vidende, at han umuligt kunne sove nu.

“Fandens,” mumlede han så for sig selv, tog mobiltelefonen fra nat-bordet, fik det lille display til at lyse op med nummeret, han ikke kend-te, og trykkede på knappen med det grønne telefonrør. Der var en en-kelt ringetone. Så lyste et orange skær stuen op, mens et hult drøn fra en eksplosion rungede mellem husmurene, hvilket fik dem begge til instinktivt at dukke sig i sengen.

“Det er nede på gaden!” råbte han, mens han sprang ud af sengen, væltede gennem gangens halvmørke og rev hoveddøren op.

“Jamen, Erik?!?”“Ring 112!”“Men Erik! Du kan da ikke –”“Nu, for helvede!” råbte han til hende fra trappen, mens han selv ta-

stede nummeret ind på mobiltelefonen, som han stadig havde i hånden. Han mærkede den intense varme, allerede inden han havde åbnet

gadedøren, mærkede det kolde fortov og asfalten under sine nøgne fød-der, da han nærmede sig den brændende bil og så, hvordan de store fede flammer væltede ud gennem det sted, hvor sideruderne havde siddet få øjeblikke forinden. Han så skikkelsen i det brændende tøj, der hang halvvejs ud af bilen og på den ene side lignede en, der havde forsøgt at undslippe, men på den anden side stadig holdt krampagtigt fast i rattet.

Falster tog armene op for sig i et forsøg på at skærme for flammerne og forsøgte at få fat i skikkelsens ben, men måtte opgive. Allerede nu var varmen for intens. En ung mand, som virkede lettere beruset, stoppede på sin cykel.


“Hold da kæft,” mumlede han. “Har du ringet til politiet?”“Jeg er fra politiet,” sagde Falster. Den unge mand lænede sig tilbage og sendte ham et mistroisk blik. “Er du fra politiet?”“Ja,” svarede Falster. “Jeg er fra politiet.”“Er det dér så sommeruniformen eller hva’?”I samme øjeblik, de hørte de første sirener, gik det op for Erik Otto

Falster, at han ikke var iklædt andet end den T-shirt, han sov i om nat-ten.


25

2

min morgenfriske muse, min trofaste discipel, du fryd for øje og sjæl!” triumferede Jørgensen, da han bragede gennem dobbeltdørene til Retsmedicinsk den morgen, hvorefter han, uden at stoppe de lange ben helt, tog Amanda Dinesens hånd og kyssede den blidt, så hun kunne mærke den kildende fornemmelse af hans overskæg.

“Jamen, hr. Jørgensen dog!” sagde hun med et smil og lagde hovedet på skrå.

“Åh, jeg ved det, min lidenskabelige sjæl har endnu en gang bragt mig på kanten af sexchikane, men bare rolig – ingen vil nogensinde tro på, at den slags er forekommet på Retsmedicinsk!”

Hun behøvede blot at se på papirsposen med den traditionelle crois-sant for at vide, at han havde haft en lang nat, hvilket betød, at en eller flere personer var kommet af dage på dramatisk vis. Et andet sikkert tegn var de to kriminalbetjente, der havde ventet på hans kontor den sidste halve time.

Jørgensen satte kursen mod kølerummet, stoppede, vendte sig om i en enkelt hurtig bevægelse og holdt begge pegefingre op foran sig.

“Ah! Traditioner. Vi mennesker er intet uden vore vaner, og for os er ingen vigtigere end dagens ord!” udbrød han.

Dagens ord var en tradition, de havde, og en disciplin, Jørgensen mestrede. Det gjaldt om at finde et ord, alle kendte, men havde glemt betydningen af. Alternativt at opfinde et, der ikke fandtes, men som in-gen af dem var i tvivl om, hvad betød. Det kunne også være et ord med en særlig historie. Under alle omstændigheder var dagens ord helligt for


26

Jørgensen. Jo mere umuligt ordet var, desto mere begejstret blev han. Gennem årene havde hun fundet ord som ufortøvet, djærv, halsstarrig og spæge, som Jørgensen havde kastet sig over med en altopslugende entusiasme. For som han plejede at sige, var der ingen større fryd end at blive imponeret over sin egen uvidenhed.

“Ja, det er din tur,” sagde hun.“Heureka!” triumferede han.“Heureka?” “Som Archimedes sagde, da han løb nøgen gennem gaderne i

Siracusa,” svarede Jørgensen med det, der selv for ham var et usædvan-ligt tilfreds smil.

“Archimedes?”“Efter at han sænkede sit legeme ned i badevandet og så vandstanden

stige, hvormed det gik op for ham, at han nu vidste, hvordan man målte størrelsen på irregulære objekter, hvilket gjorde ham så begejstret, at han sprang ud af badet og løb nøgen gennem gaderne, mens han råbte ...”

“Heureka?” svarede hun. “Og det betyder, du verbernes Venus?” nikkede Jørgensen højtideligt

med lukkede øjne.“Er det græsk for, ja – bingo?” sagde Amanda.“Åh, kunne jeg dog blot obducere det fortryllende sind en dag, for

naturligvis er det fra græsk, og bingo vil jeg godt acceptere. Heúreka betyder: Jeg har fundet det!”

Hun kiggede på ham, rystede let på hovedet og gjorde, hvad hun kunne for ikke at se Archimedes løbe nøgen gennem gaderne i Siracusa for sit indre blik – ikke mindst, fordi hun mistænkte, at han sikkert ville minde en del om Jørgensen. Den uregerlige manke, det kridhvide overskæg, de runde briller og de lange travle ben havde altid mindet hende om en besynderlig blanding mellem en målrettet trane og en genial, men lidt utilregnelig tysk atomfysiker. Der var dog ingen, som holdt så meget af de døde som han. Jørgensens lidt specielle stil blev ofte misforstået som en akut mangel på empati. Men Jørgensen ville når som helst på døgnet sætte sig ind i sin bil og køre af sted til et gerningssted for at sikre de nødvendige spor, selv om det betød, at han skulle kravle på knæene gennem en kloak. Hun mistænkte, at han sandsynligvis kun havde været hjemme for at skifte tøj og tage et bad, for “den, der arbejder med de døde, kan ikke bade ofte nok,” som han plejede at sige.


27

“Hvad er der sket?” spurgte hun, mens hun måtte tage et par skridt i løb for at følge med ham ind i kølerummet.

“Lad mig se, hvor har vi vor unge ven?” mumlede Jørgensen, mens han ledte efter den rigtige båre. Hun smilede. Den afdøde var sandsyn-ligvis hverken ung eller deres ven. Det var en bemærkning, Jørgensen brugte om alle, der endte på Retsmedicinsk, også selv om de var betyde-ligt ældre end ham selv. Den, der var kommet af dage i utide, var altid ‘vor unge ven’.

“Ah! Her er han,” kom det begejstret fra Jørgensen, mens han hev båren frem med den sædvanlige lyd af koldt metal mod koldt metal, der bar vægten af et nedkølet kadaver. “Lad os nu se, lad os nu lige se ...”

De to politifolk havde rejst sig fra venterummet og gik nu frem mod dem, men den ene stoppede brat, da Jørgensen som en tryllekunstner hev lagenet til side og afslørede det forkullede lig af en mand i halvtred-serne.

“Årh, for helvede ...” mumlede den ene betjent, sandsynligvis ved synet af de nedre regioner, hvor huden var smeltet sammen med noget tekstil af en art, som Amanda mistænkte måtte være et kraftigt møbel-stof.

Den anden betjent var mere dreven, hvilket var tydeligt på hans tone fald, der usentimentalt remsede de faktuelle oplysninger op.

“Thomas Troels-Smith, 56, advokat fra Hvidovre, en mand, der ikke er – eller rettere var – spektakulær på nogen måde. Ingen forkerte for-bindelser og ingen lortesager, som vi kalder det,” begyndte han og holdt en kort pause, mens han kastede et overbærende blik på sin kollega. “Alarmcentralen bliver alarmeret klokken 04:21 om en brændende bil, og da brandvæsenet når frem, finder de en midaldrende mand hængen-de ud af bilen, som på det tidspunkt er omspændt af flammer. Da de har slukket branden, opdager de, at han er lænket med håndjern til rattet. Vi fandt det, der ligner resterne af en 20-liters benzindunk af den slags, militæret bruger bag førersædet. Ja, sådan nogle kan du jo få i ethvert byggemarked, naturligvis.”

Jørgensen nikkede. “Umiddelbart er der intet, som tyder på, at han ikke var i live, da det

skete, ingen stiksår, ingen skudhuller, ingen traumer ...”“Så han er med andre ord blevet brændt levende, eller rettere har

brændt sig selv,” konstaterede kriminalbetjenten og kiggede op på Jør-gensen. “Hvad siger det dig?”


Jørgensen satte sin tommelfinger på hagen og slog let med sin pege-finger på den ene kind, mens han så eftertænksom ud.

“Det siger mig, at nogen har været af den opfattelse, at han var en virkelig dårlig advokat,” svarede han så, mens Amanda gemte et lille smil bag sin hånd, fordi det kun var Jørgensen og hende, der forstod den særlige humor, som eksisterede i kølerummet.

“En dårlig advokat?” sukkede betjenten. “Du tror ikke, der er tale om selvmord?”

“Selvmord?” sagde Jørgensen og kiggede op. “Synes du, det ligner et selvmord?”

Betjenten trak på skuldrene. “Folk gør sgu’ de mest besynderlige ting mod sig selv. Det sidste, han

gør, er at ringe op til en af vore kolleger og læse højt af Bibelen – ja, vi har ikke umiddelbart kunnet finde nogen forbindelse mellem dem, så måske var det blot et tilfælde, og håndjernene var for at sikre, at han kunne gennemføre det?”

“Eller måske nærmere for at sikre, at han ikke kunne slippe væk!” sagde Jørgensen.

“Hvem fanden gør sådan noget?” kom det fra betjentens blege kol-lega, mens Jørgensen fandt sin croissant frem fra papirsposen og tog en bid. Det fik tydeligvis kvalmen til at vende tilbage med uformindsket styrke hos den allerede svækkede repræsentant fra ordensmagten.

“Det var hurtigt og voldsomt i hvert fald,” konstaterede Jørgensen, mens en erfaren finger fandt et stykke butterdej, som havde forvildet sig ind i overskægget, og derefter pegede på den afsvedne hud på ad-vokatens brystkasse med den halvspiste croissant. “Han er forholdsvis gennemstegt, hvis man kan sige det sådan ...”

“Jeg fatter ikke, du kan stå og spise, mens du ser på det dér,” mum-lede betjenten med den anstrengte ansigtsfarve.

“Jeg har ikke fået morgenmad!” sagde Jørgensen og så indigneret ud, hvorefter han lagde hovedet på skrå og kiggede på Amanda. “Sig mig, er det frisk kaffe, jeg kan dufte?”


29

3

lars Hede snørede sine løbesko, lynede fleecetrøjen op og stak hove det ind ad døren fra bryggerset.

“Jeg løber en tur,” sagde han i det, der var en unfair kamp mod mobiltelefonerne, MP3-afspillerne, computerne og alt det andet elek-tronik, intet barn kan være foruden i dag, og hvis primære funktion, så vidt han lige kunne gennemskue, var at frembringe forskellige former for infernalsk larm.

Else vendte sig om fra den anden side af kogeøen. “Hvad siger du?” råbte hun. “Jeg siger, jeg –” forsøgte han, mens Else vendte sig mod Rikke. “Rikke? RIKKE!”Girls! We run this motha (yeah!)Girls! We run this motha (yeah!)Girls! We run this motha (yeah!)Girls! We run this motha (yeah!)Who run the world? Girls!Rikke afbrød Beyoncé og kiggede forvirret på dem.“Tak, skat,” sagde Else, smilede overdrevet til sin datter og sendte

ham et kærligt blik. “Du løber ud og får en stram røv til mor?”“Eew, mor!” kom det fra Rikke. Der var dømt ethundrede procent

teenage-alert, hvis han nogensinde var i tvivl. Alting var enten ‘Cool’ eller ‘Eew!’ lige for tiden. Det var en fase, som Else havde påpeget. Han bildte ikke sig selv ind, at han vidste det første, der var at vide, om teen-agepigers forskellige faser. Kun, at når den ene fase var overstået, ventede der en ny fase, som uden tvivl var værre.


30

“Bare vent, til hun bliver seksuelt aktiv,” havde Else sagt, så han blev nødt til at knibe øjnene sammen det meste af et kvarter.

Hvem siger, hun ikke er det allerede, havde han tænkt, men det, havde de heldigvis aftalt, var Elses afdeling.

“Bare du siger til hende, at hun altid skal nævne, at hendes far har en pistol,” som han havde påpeget.

Det var muligvis derfor, at løbeturen var opfundet. “Vi spiser om en halv time,” hørte han Else sige, lige inden han luk-

kede døren bag sig.

Han så sneen, som forsvandt under hans fødder. De tynde trevler, der var blevet klemt sammen under de mange såler, som havde gået på for-tovet den dag. Han havde altid været i god form. Det var nødvendigt med et job, hvor du aldrig vidste, om du skulle jage en eller anden gal-ning gennem det halve af Nørrebros baggårde og bagefter overmande ham i et skralderum. I sådan en situation vidste Hede godt, at han ikke kunne regne med den store hjælp fra Falster. Sidste gang, Falster havde løbet mere end 100 meter, var med stor sandsynlighed til optagelsesprø-ven på Politiskolen – som Hede stadig ikke helt kunne begribe, Falster havde udsat sig selv for, endsige bestået. Den eneste logiske forklaring måtte være et akut anfald af ungdommeligt overmod.

Han havde brug for løbeturen. Sådan var det altid, når der var no-get, han ikke kunne få til at passe sammen. Den foreløbige rapport om, hvad der var sket natten før, havde han efterhånden læst så mange gange, at han kunne den udenad. Problemet var bare, at det ikke fik den til at give mere mening. De to kollegaer, som efterforskede sagen, havde til at begynde med været overbeviste om, at det var selvmord, hvilket Hede mistænkte, den tekniske rapport ville modbevise. Der er vel ingen, som var vanvittig nok til at brænde sig selv levende på den måde – jo, en religiøs galning måske, men en midaldrende advokat fra Hvidovre?

Desuden var der det indlysende problem med, hvordan advokaten kunne nå at antænde en 20-liters benzindunk og derefter lænke sig selv til rattet. Hede kneb øjnene sammen, så hårdt han kunne, og rystede hurtigt på hovedet, som om det var muligt at få tankerne til at forsvinde ud af hovedet på den måde.

Egentlig burde han være ligeglad. Det var ikke en sag, hverken Fal-ster eller han selv kom til at efterforske, selv om han godt vidste, at det


31

ikke blev nemmere af den grund. Hvorfor havde denne Thomas Troels-Smith valgt at parkere sin bil foran Falsters gadedør? Hvorfor havde han ringet til Falster og læst højt af Bibelen som sin sidste handling, inden han havde taget livet af sig selv – hvis det var det, der var sket, hvilket Hede efterhånden tvivlede på.

Men hvis der var en gerningsmand, hvor var han så henne? Og hvor-dan antænder man en benzinbombe i en bil uden selv at komme til skade? Det kunne ganske enkelt ikke lade sig gøre, det havde Teknisk allerede konkluderet, selv om de endnu ikke var færdige med den en-delige rapport. Desuden havde døren i passagersiden været lukket, og vinduerne rullet op. Det havde været tydeligt på de sortsvedne glasskår, der lå spredt i alle retninger. Men hvordan så?

Hede var alvorligt bange for, at denne sag ville ende med at drive ham til vanvid. Han havde brug for at mærke endorfinerne i kroppen, efterhånden som kilometerne forsvandt under fødderne på ham. Han havde brug for at tænke på noget andet – hvad som helst andet end den døde advokat.

Der kom to piger løbende den modsatte vej. Han kunne mærke, hvordan de tjekkede ham ud. Det skete mere og mere efterhånden. Iføl-ge Else var det, fordi ældre mænd var blevet in.

“Se bare på George Clooney,” havde hun sagt. “Ja ja,” havde han svaret. “Det er bare at gemme tingene længe nok,

så bliver alting moderne!”Han huskede, hvordan han engang havde spurgt hende, hvad det

var, der skabte en lækker mand. En fremtrædende brystkasse, brede håndled og en god røv, havde hun svaret. Det havde han, men først og fremmest så havde årene været nænsomme mod ham. Han så fak-tisk bedre og bedre ud, jo ældre han blev. De grå tindinger og rynkerne fik ham til at se mere ud som en mand end en dreng, akkurat som hårene på armene, der ganske vist blev mere og mere buskede, men også mere og mere gyldne, hvilket var en optisk illusion, for de var faktisk grå.

Han tænkte tilbage på dengang, han mødte Else. Hun var en drenge- pige, som man vist kaldte det, selv om hun også kunne være utrolig fe-minin. Gode stænger, en god røv, atletisk – der var ikke noget, som sad forkert. Faktisk havde han aldrig helt forstået, hvorfor det lige blev ham, hun sagde ja til. Hun havde, så vidt han vidste, ret stor erfaring i at sige nej. Den dag i dag havde han svært ved at se billeder af det småbumsede dejansigt, han havde dengang. Hun plejede at sige, at han havde lignet


32

en drengerøv, men at hun havde set et vist potentiale. Måske er det, hvad kvinder ser i mænd.

Et vist potentiale. Da Else blev gravid første gang, tog hun på i et tempo, han havde

svært ved helt at begribe. Efter fødslen kunne hun ikke slippe af med vægten igen. Så blev hun gravid en gang til og tog endnu mere på. Hun havde kæmpet en brav, men forgæves kamp mod sin vægt de sidste ti år, men det var kun blevet værre. Han vidste godt, det gjorde hende ulykkelig, mest fordi hun ikke troede på ham, når han sagde, at det jo for fanden ikke var det, som alting kom an på. Det var gået så vidt som til, at han ikke måtte se hende nøgen, når de var på badeværelset om morgenen for eksempel.

“Gå nu ud!” hvæsede hun, sandsynligvis så ungerne ikke skulle høre det – god fornøjelse med at skjule det for en teenagedatter, tænkte han for sig selv.

“Hvorfor?” spurgte han. “Fordi jeg er fed! Forstår du det? Jeg hader min krop. Det er nok, jeg

hader den, du behøver ikke også ...”“Jeg er da ligeglad,” forsøgte han, vel vidende, at der ikke var noget,

nogen mand kunne sige i den situation, som ikke ville være forkert. “Som om du ikke hellere ville have en kone med en lille pariserrøv i

stedet for en med hofter så brede som dine egne!”“Det er ikke det, det handler om, Else.”“Selvfølgelig er det da det – tror du ikke, jeg kan se, hvordan de kig-

ger på dig og tænker: Hvorfor er han sammen med den fede ko?”“Jeg er da ligeglad. Du er kvinden, jeg valgte at gifte mig med, du er

kvinden, der har givet mig mine børn – du er min bedste ven. Så er alt andet da lige meget, for helvede!”

Tårerne. Kom bare med dem.“Men jeg så ikke sådan her ud, da du giftede dig med mig, vel?”Det havde været trodsige tårer den morgen. “Jeg er en fed ko, og jeg er træt af at være en fed ko – kan du ikke

forstå det?”“Jo, det kan jeg godt forstå,” havde han sagt, selv om han vidste, at

det slag ikke engang var i nærheden af at være inden for baglinjen.“Så det, du siger, er, at du hellere vil have en kone, der ikke er fed?”Han havde ikke gidet mere. “Ja, det ville jeg hellere,” havde han sagt. “Og ved du hvorfor? Fordi


33

en eller anden dag, så risikerer du at dø af det, og så mister mine børn deres mor, og jeg mister kvinden, jeg elsker. Kan du forstå det?”

Parti Hede, havde han tænkt. Men tenniskampe afgøres som be-kendt i sæt.

Else havde ret i, at folk kiggede på dem, og at de sikkert tænkte deres, som folk jo gør, hvilket man desværre ikke kunne forbyde dem. Når de var til fest, var der altid nogle kvinder, som var sikre på, at det blot krævede, de forbarmede sig over ham. Hede hadede dem lidenskabeligt. De fornærmede ikke bare ham, de fornærmede også Else – og gæt, hvem det gik ud over, når de kom hjem. Men det værste var, at han ikke kunne sige noget til nogen uden at gøre alting værre. Som til familiefesten, da det, der vist var den lidt for unge kone til en af hans forældres venner, havde forsøgt sig.

Han var gået ned i den bagerste del af haven, hvor der havde været tændt en bålkurv, og sat sig for sig selv. Hun havde sat sig ned noget usikkert og alt for tæt på ham. Der var ingen tvivl om, at hun havde fået et par drinks. Det var tydeligt på den måde, hun fnisede på, allerede inden hun havde sagt et ord. Han huskede, hvordan han allerede dér havde syntes, hun var pisseirriterende.

“Lars, ikke?” havde hun sagt. “Sig mig, har du nogensinde været i en swingerklub?”

“En swingerk... – nej, det har jeg sgu ikke!” havde han svaret for-bløffet. Det havde han faktisk aldrig, ikke engang for at arrestere nogen. Hede mistænkte, at det nok ville være lidt som med nudisme, for som Falster så rigtigt havde påpeget engang, så havde politik og nudisme det samme grundlæggende problem: Det tiltrak de forkerte mennesker.

“Det er bare, fordi jeg går i en klub inde i byen en gang imellem sammen med min veninde – ja, altså, vores mænd er ikke med, hvis du forstår,” havde hun sagt og prøvet at blinke frækt til ham, selv om det mest af alt havde set ud, som om hun havde fået noget i øjet.

“Og hvad så?” På det tidspunkt havde han endnu ikke helt forstået, hvor hun ville hen. “Hvad så?” havde hun sagt og rømmet sig. “Jamen, jeg tænkte bare,

om du ville med?”“Med?”“Ja, med os, ikke? Du er velkommen til at prøve nogle af de andre,

bare du gemmer lidt til os!”


34

“Os? I en swingerklub? Os?” Hede havde lige skullet være helt sikker på, at han havde forstået, hvad det var, der foregik.

“Ja, altså mig og min veninde. Hun er pivfræk!”“Pivfræk?”“Ja, vi kan da også gå et sted hen nu, hvis du vil,” havde hun grinet,

mens hun havde lagt en hånd på hans lår. “Nej tak, du!” havde han svaret, hvilket havde fået hende til at se

forbløffet ud, som han huskede det. “Jamen er det ikke dig, der er gift med ...” Hun havde været lige ved at pege, men taget sig selv i det, hvilket

han havde været taknemmelig for, da han ikke havde lyst til at tænke på, hvad der så kunne være sket.

“Og derfor skulle jeg have lyst til at gå i swingerklub med dig?”“Nå ja, bevares, hvis du er til den slags,” havde hun mumlet og for-

søgt at se såret ud. Hede havde bukket sig frem mod hende. “Ved du hvad? Jeg tror, det ville være en rigtig god idé, hvis du skri-

der nu og ikke bare væk fra mig, men helt væk, så jeg kan være helt sikker på, at jeg ikke ser dig igen nogensinde,” havde han sagt med det, Else plejede at kalde hans strømerstemme.

Han fortalte det aldrig til Else eller til nogen andre for den sags skyld. Det var uden tvivl bedst sådan. Der var ikke kommet andet ud af det, end at hun var blevet såret, samt at det allerede temmelig tyndslidte forhold, de havde til hans familie, var imploderet.

Af og til var han heldig og kunne nå at vende det til noget humoris-tisk, så hun selv kunne se det absurde i sine argumenter.

“Du vil bare have en anden end mig,” kunne hun finde på at sige. “Hvad tænker du på?”“Du gider ikke din fede kone!”“Kan man få en ny, bare sådan – er du sikker på det?”“Årh, hold kæft!”Hun kunne ikke selv lade være med at grine. Som regel blev det sat i gang af noget, der lige var sket. Som hvis

Falster og Lena havde været på besøg. “Indrøm det nu, du ville hellere have haft en kone som Lena – tror

du ikke, jeg ved det?” Det var et tilbagevendende tema. I virkeligheden var det meget nemt.

Ifølge Else ville han gerne have en hvilken som helst anden kone end


35

den, han havde. Lena var en flot pige, ingen tvivl om det. Alt for flot til det gamle gummiansigt, havde Hede ofte tænkt, hvilket betød, at hun måtte være faldet for hans særlige charme. Men der er altid en slange i paradis. Udefra ser du kun det, folk gerne vil have, du skal se. Det vidste Lars Hede kun alt for godt. Alle har deres problemer at slås med, hvis du kradser lidt i overfladen. Det var trods alt det, Falster og ham gjorde hver eneste dag.

For Lena og Falster var det, at de ikke kunne få børn, en sorg, der overskyggede alt andet. Hede vidste ikke hvorfor, han vidste bare, at de havde opgivet. Eller rettere, at hun havde opgivet. Han kunne se, hvor svært Lena havde det, når de var på besøg, specielt da Rikke og Matthias var mindre og derfor altid var i nærheden og altid gjorde noget, man skulle se på og tale om. Det er ikke nemt at sidde i alt det, du drømmer om, og vide, at det aldrig kan blive dit.

Det blev naturligvis ikke bedre af, at Falster faldt så naturligt ind i faderrollen. Som da Matthias på et tidspunkt var kommet hen til ham med en tegning. Dengang børn lavede tegninger i det, fremtidens arkæo loger en dag vil betegne som præ-iPad-tiden.

“Den har jeg tegnet,” havde Matthias sagt. “Det er en blå bil!”“Den er fed!” havde Falster svaret. Ikke nej-hvor-er-du-dygtig eller

ih-hvor-er-den-flot, men bare: “Den er fed!”Derefter gik de i gang med at diskutere, hvad det var for en. Falster

havde spurgt om motoren, og Matthias havde forklaret, at den havde hundrede hestekræfter. Det havde fået Falster til at sige, at den lignede noget, der godt kunne trække lidt mere. Hede huskede, hvordan det var som at se to gode venner snakke sammen og ikke et barn og en voksen. I løbet af et øjeblik havde den fået firehjulstræk og tredobbelt turbo eller noget i den retning. Falster endte med at få tegningen af Matthias, og de to lagde den forsigtigt i hans taske og helt naturligt overholdt det, Hede vidste var den vigtigste regel med børn: aldrig vente – hvis du skal gøre noget, så gør det med det samme. Da Else og han spiste middag hos Lena og Falster flere måneder senere, så Hede, hvordan tegningen hang over hans skrivebord i deres lejlighed på Frederiksberg.

“Han har bare hængt den op, fordi han vidste, vi kom,” havde Hede sagt til Lena, da de passerede hinanden i gangen. Det var ment som en spøg, men hun smilede ikke.

“Nej,” sagde hun blot. “Der har den hængt, siden han fik den.”


Hede løb de sidste skridt op ad havegangen og stoppede, mens han bukkede sig frem med en hånd på hvert knæ. I kulden lavede hans ånde hvide skyer, mens han mærkede varmen inde under fleecetrøjen og for-søgte at koncentrere sig om sin puls og det hurtige bad han skulle have.

“Pis!” mumlede han. Den døde advokat fra Hvidovre vendte atter tilbage til hans tanker.

Der måtte være en forbindelse mellem Thomas Troels-Smith og Falster. Det var den eneste logiske forklaring. Et eller andet bandt dem sammen. Problemet var bare, at Falster ifølge eget udsagn ikke anede, hvem man-den var. Det gav, som alt andet i denne sag, et nyt problem. Det lignede ikke Falster at glemme den slags – manden havde en hukommelse som en elefant og holdt aldrig op med at overraske med sin evne til at huske navne og detaljer fra sager, som alle andre for længst havde glemt. Han var trods alt manden, som foretrak at lære alle telefonnumre udenad – selv om Hede vidste, det nok mest var for at undgå at skulle sætte sig ind i, hvordan man gemte folks navne på sin mobiltelefon.

Teknologi var Falsters kryptonit, smilede Hede.“Der må være en forbindelse,” sagde han så med et suk, mens han

begravede sit hoved i hænderne i havegangen og mærkede svedperlerne, der løb ned ad panden. “Det er den eneste logiske forklaring.”

Der var også en anden mulighed. Nemlig, at der var noget, Falster ikke fortalte. Var der en mørk side af Falster? Hede havde ofte spekuleret på det. Det burde ret beset være et ansættelseskrav i denne branche, hav-de han tænkt. Det tog sin tid, før han besluttede sig for at læse Falsters sager igennem. Sådan er det med efterforskere, som Falster selv havde påpeget på et tidspunkt. De kan ikke finde ro, før de tror, de ved alting. Selv når de ikke finder noget, er de overbevist om, at det er, fordi der er noget, de har overset. Men der var ingenting i rapporterne. Der var ingen hemmeligheder. Det hed sig på Gården, at alle mindst har én sag, de gerne havde været foruden, og hvor de havde ønsket, at de havde gjort tingene anderledes – eller slet og ret ikke været på arbejde den dag. Men ikke med Falster, så vidt Hede kunne se. Alt var efterforsket, rapporteret, eksekveret og afsluttet helt efter bogen.

Alligevel var der noget, som manglede, og Hede vidste kun alt for godt, at han ikke ville være i stand til at lægge det fra sig, før han fandt ud af, hvad det var.

“Erik Otto Falster,” mumlede han for sig selv, mens han åbnede ho-veddøren. “Hvad er det, du ikke fortæller mig?”


gud er bare hund stavet bagfra

Documents