grænser · 2017. 1. 4. · michael hüssen. “alting var lige og præcist. romerne havde meget...

26 national geo graphic • 9 /2012

holdt romerrigets mure virkelig barbarerne ude? timgad, algeriet Denne triumfbue må have imponeret besøgende i byen Thamugadi, der blev grundlagt af den romerske kejser Trajan ca. 100 e.Kr. som en civil bebyggelse nær fortet Lambaesis . Kærrer og stridsvogne har slidt dybe furer, som stadig ses i den brolagte vej.

romernes grænserNGM_DK_200030-09_5335_ROMAN_WALLS.indd 26-27 31/08/12 12.22

danMaRk

Denne PDF er til privat brug, derfor må du ikke printe kopier til andre eller dele linket på nettet (f.eks. i mails eller på Facebook) © Copyright National Geographic Danmark danMaRknatgeo.dk

DK.indd 1 22/03/12 16.53

28 national geo graphic • 9 /2012george steinmetz (foregående opslag); robert Clark

hadrians mur, england Barbarer må have gjort store øjne ved synet af muren, der her følger en skrænt nær den nordlige by Once Brewed. I sin storhedstid var muren 4,5 m høj og 118 km lang, og en dyb voldgrav forstærkede dele af den. I dag løber der en vandresti langs med muren.

NGM_DK_200030-09_5335_ROMAN_WALLS.indd 28-29 31/08/12 12.22

danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53


Med øjnene på jorden krydser Claus-Michael Hüssen fra det tyske arkæologiske institut vejen og vader ind i den tætte underskov. 50 m fra vejen er han lige ved at gå forbi en lav jordhøj, der er ca. 1 m høj, 6 m bred og er overstrøet med flade, hvide sten. Den løber i en unaturligt lige linje hen over skovbunden.

For næsten 2000 år siden var dette linjen, der skilte Romerriget fra resten af verden. På dette sted i Tyskland er den lave forhøjning alt, hvad der er tilbage af en mur, som engang var godt 3 m høj, hundredvis af kilometer lang og under årvågent opsyn af romerske soldater i vagttårne.

Den må have været et opsigtsvækkende syn i den vilde ødemark 1000 km nord for selve Rom. “Muren her var pudset op og malet,” siger Claus-Michael Hüssen. “Alting var lige og præcist. Romerne havde meget klare ideer om, hvordan tingene skulle være.” Ingeniørstuderende, der opmålte en anden strækning af muren, fandt en 50 km lang sektion, som blot krummede 92 cm.

Claus-Michael Hüssen vender ryggen til Ro-merriget og ser mod nord. 200 m derfra rejser den næste høj sig som en grøn mur. “Her var grænsen,” siger han, “og på den anden side er der en vidunderlig udsigt ud over intetheden.”

Et formidabelt netværk af mure, floder, ør-kenforter og bjergtårne markerer Romerrigets grænser. Ved sin største udstrækning i det 2. århundrede sendte Rom soldater ud for at afpa-truljere en front, der strakte sig fra Det Irske Hav til Sortehavet og tværs over det nordlige Afrika.

Hadrians mur i England, der nok er den bedst kendte af disse grænsestrækninger, blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 1987. I 2005 kombinerende UNESCO den med den 550 km

lange grænse i Tyskland. Bevaringseksperter håber på at kunne knytte lokaliteter i 16 andre lande til dette kulturmindesmærke. Det inter-nationale fokus kan bidrage til at besvare et overraskende vanskeligt spørgsmål: Hvorfor byggede romerne disse mure? For at beskytte et regime, der var belejret af barbarer, eller var det blot for at markere rigets fysiske grænse?

Det er ikke bare et akademisk spørgsmål. At definere og forsvare grænser er også en moder-ne problematik. Ligesom politikere har debat-teret opførelsen af en mur mellem USA og Mex-ico, og hærene står over for hinanden ved den minerede stribe ingenmandsland mellem Nord- og Sydkorea, er den virkelighed, som de romer-ske kejsere stod over for, stadig aktuel. Hvis vi kan forstå, hvorfor romerne lagde så mange kræfter i deres grænsedragning – og hvilken rolle det spillede for rigets undergang – kan vi måske bedre forstå os selv.

FRA ca. 500 F.KR. og 600 år frem udvidede Romerriget sig konstant og forvandlede sig fra at være en lille italisk bystat i et barsk nabolag til det største rige, Europa endnu har set.

Kejser Trajan videreførte ivrigt sine forgæn-geres aggressionspolitik. Mellem år 101 og 117 førte han erobringskrige i vore dages Rumænien, Armenien, Iran og Irak, og han nedkæmpede brutalt jødiske oprør. Romerske mønter bar vidne om hans triumfer og erobringer.

Da han døde i 117 e.Kr., strakte hans territo-rium sig fra Den Persiske Golf til Skotland. Han overdrog riget til sin adoptivsøn – en 41-årig spansk senator, selvbestaltet digter og amatør-arkitekt ved navn Publius Aelius Hadrianus.

Arkæologen holder øjnene klinet til skovbrynet på venstre

hånd, mens han bumper af sted ad en støvet skovvej i

Bayern og leder efter et genkendeligt pejlemærke i den

tætte skov. Pludselig holder han ind til siden, stiger ud og

tjekker et generalstabskort i målestoksforholdet 1:50.000.

En bronze- og sølvbeklædt jernmaske fundet i Holland har siddet fast på en kavalerists hjelm med et hængsel. Den blev båret ved parader – og måske i slag.

af andrew curryfoto robert clark

ValkHof mUseUm, niJmegen, Holland; fotograferet Ved tUllie HoUse mUseUm and art gallerY trUst, Carlisle, storbritannien

, lige over en smal eng, der er rodet op af vildsvin og en brusende bæk


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53


K A R P A T E R N E

A T L A S - B J E R G E N E

V e s t l i g e Ø r k e n

G r a n d E r gO c c i d e n t a l

A r a b i s k eØ r k e n

K A U K A S U S

Do

na

u

D o n a

u

Eu

f ra

t

S o r t e h a v e t

M i d d e l h a v e t

E n g e l s k e K a n a l

N o r d -s ø e n

Rø d e H

a v

A T L A N T E R -H AV E T

R h i n

en

Asovske Hav

E u f r a t

I r s k e H a v

Ni l e n

MARITIM HANDELSRUTE

Main

SERBIEN

STOR-BRITANNIEN

PORTUGAL

SPANIEN

ØSTRIG

BELGIEN

FRANKRIG

GRÆKENLAND

SCHWEIZ

LIBANON

SYRIA

TYRKIET

ISRAEL

ALGERIET

LIBYEN

TUNESIEN

ITALIEN

EGYPTEN

TYSKLAND

UNGARN

KROATIEN

MAROKKO

CYPERN

BULGARIEN

IRLAND

HOL-LAND

SLOVAKIET

TJEK-KIET

DANMARK

ARMENIEN

GEORGIEN

RUSLAND

JORDAN

IRAN

IRAK

UKRAINE

RUMÆNIEN

Roma(Rom)

Hierosolyma, Aelia Capitolina(Jerusalem)

Philadelphia (Amman)

Damaskus

Qasr Bshir

Londinium(London)

Thamugadi(Timgad)

Gerasa (Jarash)

Mogontiacum (Mainz)

Vindobona(Wien)

Aquincum(Budapest)

Singidunum(Beograd)

Tunes(Tunis)

Becheln

Lutetia(Paris)

Athenae(Athen)

Byzantium(Istanbul)

Carthago(Karthago)

Gades(Cádiz)

Corduba(Córdoba)

Tarraco(Tarragona)

Massilia(Marseille)

Ostia

Thessalonica(Thessaloniki)

Tomis(Constanţa)

AlexandriaClysmaCyrene

(Shahhat)

Antiochia(Antakya)

Trapezus(Trabzon)

Olbia(Parutyne)

Gaza

Efesos

Petra

Theben

Tingis(Tanger)

Caesarea(Cherchell)

Tarsus

Brigantium(A Coruña)

Narbo Martius(Narbonne)

Burdigala(Bordeaux)

AugustaVindelicorum(Augsburg)

H I S P A N I A

G A L L I A( G A L L I E N )

BRITANNIAHIBERNIA

CALEDONIA

A L P E R N E

S A H A R A

ARABIA

L I L L E A S I E N

(Dakien)

I L

L Y R I C U

M

GERMANIAE U R O P A

ASIEN

AFRIKA

AEGYPTUS

JUDAEA

A RMEN I A

S C Y T H I A

S A R M A T I A

DACIA

Legio(León)

Vindolanda

Pons Aelii(Newcastle)

Saalburg

Caledonier

Hibern

ier

Maurere GaetulerMusulamier

Garamanter

Roxol a

n

e r

Skyter

S a rm a t e r

I azyger

Quadi

Hermun

durer

Daker

B a r s t a m e r

Markomanner

Goter

Dak

er

N a b a t æ e r

Saracener

PARTHER-RIGET

0 km 100

Mur (Limes)kun en brøkdel af rigets kilo-meterlange grænse bestod af mure, der forseglede huller mellem naturlige barrierer.

flod

Ørken

Hav

Fort

Tårn eller fort

tropperne blev koncentreret i disse grænsebygninger, der i sidste ende gjorde ind landet mere sårbart.

Virginia W. mason, mattHeW tWomblY, og amanda Hobbs, ngmkilder: daVid J. breeze, international Congress of roman frontier stUdies; simon James, UniVersitY of leiCester, storbritannien; miCHel Janon og Jean-marie gassend, LAMBÈSE: CAPITALE MILITAIRE DE L’AFRIQUE ROMAINE

sTorrIgeTs grænserVed midten af det 2. århundrede var romerrigets århundredlange, uafbrudte ekspansion bremset op og siden stoppet helt (se kortet). rom var afhængig af sit netværk af forter, mure og naturskabte barrierer til at adskille riget fra bar barerne – som de kaldte alle, der boede uden for rigets grænser. en blanding af diplomati, handel og vold holdt grænserne intakte. med tiden førte barbarernes invasioner til, at den vestlige del af riget faldt i det 5. århundrede.

NATURLIGE BARRIERER

KONSTRUEREDE BARRIERER

Den Antoninske Volddenne mur af sten, tørv og træ fra 142 e.kr. skubbede grænsen længere nordpå fra Hadrians mur i hen ved 20 år.

Lambaesisdette militærfort blev grundlagt ca. 81 e.kr. senere fungerede det som hærens hovedkvarter i nordafrika.

Dura Europosromerne erobrede denne by, der lå på en klippetop ved floden eufrat, fra partherne i det 2. århundrede e.kr.

de moderne politiske grÆnser og naVne er Vist. nUtidige bYnaVne er angiVet i parentes.

BEFÆSTNINGSTYPERmure, militære forposter og grænsebyer var alle en del af roms system til at afgrænse og forsvare sit enorme rige.

Romerriget, midten af 2. årh. e.Kr.

Barbarer (omtrentlig lokalitet)

Politisk region

bjerg

FOLK OG REGIONER

DEN ANTONINSKE VOLD 60 km

HADRIANS MUR118 km

GERMANSK LIMES(Mure i Tyskland)550 km

LIMES TRANSALUTANUS(Mure i Rumænien)100 km

FOSSATUM AFRICAE(Barrierer i Algeriet) 245 km

romerrigets største ud - stræk ning, ca. 114-117 e.kr.

dura europos

lambaesis

Daker

GALLIEN


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53

34 national geo graphic • 9 /2012 romerrigets mure 35

Stillet over for et landområde, der var større, end Rom havde råd til at kontrollere, og under pres fra politikere og generaler om at følge i sin adop-tivfars fodspor slog den nyudnævnte kejser Hadrian bremserne i. “Den første beslutning, han tog, var at forlade de nye provinser og der-med begrænse tabene,” siger Anthony Birley, der har skrevet Hadrians biografi. “Hadrian indså klogeligt, at hans forgænger havde gabt over mere, end han kunne klare.”

Den nye kejsers politik faldt ikke i god jord hos en hær, der var vant til at angribe og kæmpe på åben mark. Og værre endnu: Den ramte lige i hjertet af Roms selvforståelse. Hvordan skulle et rige, der var skæbnebestemt til at herske over verden, acceptere, at noget landområde var uden for dets rækkevidde?

Hadrian havde måske blot erkendt, at Roms umættelige appetit gav et stadig ringere afkast. De mest værdifulde provinser som Gallien eller Hadrians fædreland, Spanien, var fulde af byer og gårde. Men nogle kampe var bare ikke ind-satsen værd. “Idet de behersker de rigeste dele af jorden og havet, har romerne stilet efter at bevare deres rige ved at udøve forsigtighed, frem for at udstrække deres herredømme uendeligt over fattige og ikke profitable barbariske stam-mer,” skrev den græske forfatter Appian.

Hærens respekt for Hadrian hjalp. Den tidli-gere soldat anlagde som den første romerske kejser et skæg i militær stil, endda på officielle portrætter. Han tilbragte mere end halvdelen af sin 21-årige regeringsperiode i provinserne og besøgte tropper på tre kontinenter. Enorme landområder blev forladt, og hæren gravede sig ned langs nye og tilbagetrukne grænsedragnin-ger. Hvor Hadrian kom, sprang der mure op. “Han sendte et budskab til de ekspansionslystne medlemmer i riget om, at der ikke ville være flere erobringskrige,” siger Anthony Birley.

Da den rastløse kejser døde i 138, var et net-værk af forter og hærveje, der oprindeligt havde været tænkt som forsyningsveje til marcherende legioner, blevet til en grænse, der strakte sig tu-sinder af kilometer. “En indlejret hær omslutter som en fæstningsvold den civiliserede verden i en ring, fra de beboede dele af Etiopien til Pha-

sis, og fra Eufrat inde i landet til den store, yder-ste ø mod vest,” bemærkede den græske taler Aelius Aristides stolt kort efter Hadrians død.

Den “yderste ø” var dér, hvor Hadrian byg-gede det monument, som bærer hans navn, et fæstningsværk af sten og tørv, der delte Britan-nien i to. I dag er Hadrians Mur en af de bedst bevarede og dokumenterede strækninger af Ro-merrigets grænser. Brudstykker af den 118 km lange barriere løber gennem saltmarsker, over grønne fåregræsgange og – for en enkelt trøstes-løs stræknings vedkommende – langs en fire-sporet motorvej nær Newcastle. Kilometervis af den er bevaret mellem klipperne, der rager højt op over det regnfulde landskab.

Mere end et århundredes studier har givet arkæologerne en enestående indsigt i Hadrians Mur. Den blev måske tegnet af Hadrian selv un-der et besøg i Britannien i 122 og var det ulti-mative udtryk for hans forsøg på at definere rigets udstrækning.

De fleste steder var stenmuren 4,5 m høj og 3 m bred. Spor af en 3 m dyb voldgrav, der løb langs hele muren, ses stadig i dag. De seneste årtier har udgravninger afdækket faldgruber med pæle imellem graven og muren: endnu en forhindring for fjender. En tilhørende vej satte soldaterne i stand til at reagere på trusler. Porte, der var anlagt med regelmæssige mellemrum, blev understøttet af vagttårne for hver 500 m.

Nogle få kilometer bag muren lå en række forter med en halv dagsmarch imellem. Hvert fort kunne huse mellem 500 og 1000 mand, som var i stand til at rykke hurtigt ud mod ethvert angreb. I 1973 opdagede arbejdere, der var i færd med at grave en afvandingsgrøft ved Vindolan-da – der er et typisk frontlinjefort – bunker af romersk affald under et tykt lerlag. Det våde lag indeholdt alt fra 1900 år gammelt bygningstøm-mer til klæde, trækamme, lædersko og hunde-lorte, alt sammen bevaret i de iltfrie forhold.

Da arkæologer gravede dybere, fandt de hund red vis af skrøbelige, papirstynde trætavler dækket af håndskrift. De giver øjebliksbilleder af dagliglivet ved Hadrians Mur: arbejdsforde-ling, vagtlister, anmodninger om forsyninger, personlige breve. Der er tilmed en invitation til

en fødselsdagsfest fra én officerskone til en an-den – det allertidligste eksempel på en kvindes håndskrift på latin.

Tavlerne viser, at overvågningen af de “for-bandede små briter”, som en brevskriver fra Vindolanda kalder de lokale, ikke var nogen dans på roser, men samtidig var fortet heller ikke nogen straffelejr. Nogle soldater boede der sam-men med deres familier – mængder af børnesko, endog babyfutter, er fundet blandt det bevarede fodtøj. Og murens vogtere spiste godt: bacon, skinke, vildt, kylling, østers, æbler, æg, honning, keltisk øl og vin var på menuen. Der var endda garum, et gæret fiskesammenkog, der var den romerske udgave af worcestersovs. Soldater med hjemve fik også tilsendt pakker. “Jeg har sendt dig ... sokker ... to par sandaler og to par under-bukser,” skrev en bekymret afsender.

I dag stiller forskerne sig et centralt spørgs-mål, som også må have strejfet de romerske sol-

dater, mens de stod og klaprede tænder under lange vagter i den engelske regn: Hvad lavede de egent lig her? Murens dimensioner og dens an-læg af voldgrave, befæstninger og veje tyder på, at fjenden kunne være livsfarlig.

Alligevel giver vidnesbyrdene fra Vindolanda ikke et billede af en garnison under pres. Bortset fra nogle få spredte spor – som grav stenen over den uheldige centurion Titus Annius, der blev “dræbt i krigen” – er der ingen direkte omtale af kampe noget sted ved den britiske grænse. Det store byggeprojekt i nord er end ikke nævnt. “Man får en fornemmelse af, at der er noget i gære. Enorme mængder forsyninger bliver be-stilt,” siger Andrew Birley, der leder udgravnin-gerne ved Vindolanda og er nevø af Anthony Birley, der skrev Hadrians biografi. “Men de siger intet om selve muren.”

Men hvis murene ikke var konstant truet, hvad var de så til for?

becheln, tyskland Kun nogle enkelte stenfundamenter er tilbage af de mere end 800 vagttårne, som romerske soldater byggede langs en 550 km lang grænse, der forbandt floderne Rhinen og Donau.

hvIs murene Ikke vAr TrueT, hvAd vAr de så TIl for?


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53

romerrigets mure 37 36 national geo graphic • 9 /2012

Lige siden de første britiske udgravninger langs Hadrians Mur i 1890’erne har historikere og arkæologer forestillet sig, at Romerrigets mure var militære befæstninger, konstrueret til at modstå barbarhære og fjendtlige invasioner.

I årtier har argumenterne fokuseret på takti-ske detaljer: Stod soldaterne på muren for at sende en regn af spyd og pile ned over angri-berne, eller styrtede de frem for at møde fjenden på åben mark? Skyttegravene fra 1. verdenskrig og de tabstunge slag, der bølgede frem og til-bage under 2. verdenskrig, har ikke bidraget stort til at ændre den herskende opfattelse af den antikke grænse som et solidt bolværk, der skilte Romerriget fra horder af fjendtlige barbarer.

Arkæologer der studerede grænserne i 1970’-erne og 80’erne, har siden erkendt, at jerntæppet, der delte Europa i to under den kolde krig, skyg-gede for deres opfattelse af den fjerne romerske fortid. I dag har en ny generation af arkæologer indtaget en anden holdning. Den dramatiske, ubrudte linje, som Hadrians Mur udgør, kan være en 118 km lang undtagelse, der bekræfter en helt anden regel. I Europa udnyttede romer-ne de naturlige barrierer, som floderne Rhinen og Donau udgjorde, og de patruljerede disse farvande med en stærk flådestyrke. I Nordafrika og i de østlige provinser Syria, Judaea og Arabia udgjorde ørkenen selv en naturlig grænse.

Militærbaser var ofte improviserede instal-

lationer, der var anlagt for at kunne overvåge floder og andre centrale forsyningsveje. Det la-tinske ord for græn se, limes, betød oprindeligt en patruljeret vej eller sti. (Ordet er stadig i brug i dag i det engelske ord limits, der kommer fra limites, den latinske flertalsform af limes).

Ved floder som Rhinen og Donau og i ørkener på Romerrigets østlige og sydlige flanker minder forposterne ofte om politi- eller grænsevagt-stationer. De ville have været nytteløse mod en invaderende hær, men højst effektive for solda-ter, der skulle nappe smuglere, jagte mindre bander eller måske indkassere grænsetold. De tyndt bemandede mure i England og Tyskland fungerede på samme måde.

en berejsT kejserHadrian tilbragte mere end halvdelen af sit 21-årige styre på farten for at inspicere opførelsen af nye byer og grænsefæstninger. Her er han vist til hest med udstrakt arm foran sin prætorianergarde på et besøg på saal-burg-fortet under en rejse langs den germanske grænse omkring år 121.

0 m 100

1234

HovedkvarterKommandantens residensBarakker Værksteder

Saalburg Fort, ca. 121 e.Kr.

12

3

3

4

Tårn

Palisade

Hovedport

Landsbyhuse

Illustrationens synsvinkel

TYSKLANDSaalburg

Frankfurt

Berlin

fernando g. baptista og amanda Hobbs, ngm. illUstration: Jaime Joneskilder: Carsten amrHein, rÖmerkastell saalbUrg arCHÄologisCHer park; Jon C.n. CoUlston, st. andreWs UniVersitet, skotland


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53

38 national geo graphic • 9 /2012george steinmetz

timgad, algeriet Rom påtvang alle inden for riget sin ordenssans. Byen Thamugadi blev udlagt efter en retvinklet byplan og omfattede et marked (i centrum), processionsporte, mere end en halv snes badeanlæg, et bibliotek og et teater med plads til 3500 tilskuere.


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53


“Grænserne havde et praktisk formål,” siger historiker Benjamin Isaac fra Tel Avivs univer-sitet. “De modsvarede vore dages pigtråd – for at holde enkeltpersoner eller små grupper ude.”

Benjamin Isaac mener, at grænserne minde-de mere om nutidens anlæg end middelalder-borge med tykke mure: “Se bare, hvad Israel er ved at bygge for at mure Vestbredden af. Den er ikke bygget til at modstå en iransk hær, men til at holde folk ude, der vil sprænge sig selv i luften i busser i Tel Aviv.” Beskyttelse mod terrorister har nok ikke tilskyndet romerne, men der var masser af andre faktorer – ligesom der er i dag. “Det, USA er i færd med at planlægge mellem sig selv og Mexico, er betragteligt,” siger Benja-min Isaac, “og det er bare for at holde folk ude, som gerne vil feje gaderne i New York.”

Flere arkæologer slutter nu op om det syns-punkt. “Isaacs analyse er blevet fremherskende,” siger David Breeze, der er forfatter til en bog om Romerrigets grænser. Menneskeskabte grænser handler ikke nødvendigvis om at standse hære, men om at kontrollere folks bevægelser.” Romer-rigets grænse skal med andre ord ikke ses som en uigennemtrængelig spærring, der forsegler Fort Rom fra resten af verden, men som et red-skab, romerne brugte til at udstrække deres ind-flydelse, gennem handel og lejlighedsvise plynd-ringstogter, dybt ind i barbaricum – som var deres betegnelse for alt uden for riget.

I ÅRHUNDREDER anvendte kejserne en blanding af trusler, afskrækkelse og direkte bestikkelse for at sikre freden. Rom forhandlede konstant med stammer og kongedømmer uden for dets græn-ser. Diplomati skabte en bufferzone af klient-konger og loyale høvdinge, der skærmede græn-sen fra fjendtlige stammer længere væk. Begun-stigede stammer opnåede retten til at krydse grænsen frit; andre måtte kun sælge deres va rer på romerske markeder under væbnet opsyn.

Loyale allierede blev også belønnet med gaver, våben, militærassistance og træning. Venligtsin-dede barbarer tjente nogle gange i den romerske hær; efter 25 års tjeneste kunne de trække sig tilbage som romerske borgere og bosætte sig frit i hele riget. Eksempelvis var Vindolanda hjem-

Dette skår af et håndmalet drikkeglas blev fundet i to stykker nær ved Hadrians Mur i England. Glasset er blevet tilskrevet værksteder i Tyskland – et vidnesbyrd om tidens udbredte handel.

hævn vAr også en yndeT udenrIgspolITIsk TAkTIk

sted for enheder rekrutteret fra vore dages Nord-spanien, Frankrig, Belgien og Holland. Engang sejlede irakere med pramme på de engelske floder under Roms banner, og syriske bueskytter overvågede det forblæste landskab.

Handel var også et udenrigspolitisk redskab: Den romersk-germanske kommission i Frank-furt under det tyske arkæologiske institut har en database med mere end 10.000 romerske gen-stande, der er fundet på den anden side af græn-sen. Våben, mønter, glas og keramik er dukket op så langt væk som i Norge og Rusland.

Romersk udenrigspolitik var imidlertid ikke kun gulerods-taktik. Hævn var også en yndet taktik, og legionerne tog gerne en kamp på den anden side af grænsen.

Rom brugte syv år på at hævne et vanærende nederlag i år 9 e.Kr. i Germanien. Da den romer-ske feltherre Germanicus sejrede på slagmarken, beretter historikeren Tacitus, at “han tog hjel-men af og tilskyndede sine mænd til at fortsæt-te nedslagtningen, da de ikke ønskede nogen fanger, og den totale tilintetgørelse af fjenden var den eneste måde at ende krigen på”.

Hadrian slog også hårdt ned på oprørske folk. I år 132 nedkæmpede han et jødisk oprør i et skånselsløst, langvarigt felttog. En romersk hi-storiker hævdede, at kampene kostede en halv million jøder livet, og tilføjede: “Hvad angår dem, der døde af sult, sygdom eller brand, var antallet umuligt at opgøre.” Overlevende blev enten gjort til slaver eller udvist. Provinsens navn blev ændret fra Judaea til Syria Palæstina for at udslette alle spor efter oprøret.

Rygterne om en sådan brutalitet fik sikkert Roms fjender til at overveje det en ekstra gang, inden de krydsede grænsen. For romerne var nedslagtning og folkemord et vigtigt led i at sikre riget. Pax Romana – den romerske fred – “var ikke bare vundet efter nogle slag”, siger ar-kæ olog Ian Haynes fra Newcastle University. “Den blev slået brutalt fast igen og igen.”

HADRIANS MUR viser måske nok den romerske grænsebefæstning, da den var stærkest, mens et forladt fort ved Eufrat-floden levende udtrykker det øjeblik, hvor grænserne begyndte at forfalde.

Dura Europos var en befæstet by på grænsen mellem Romerriget og dets største rival, Persien. I dag ligger Dura ca. 40 km fra den syriske græn-se til Irak. Den blev først fundet i 1920, da bri-tiske tropper, som bekæmpede arabiske oprø-rere, tilfældigt afdækkede en bemalet mur af et romersk tempel.

Et hold fra Yale University og det franske aka-demi satte hundredvis af beduiner i gang med skovle og hakker og flyttede titusindvis ton sand ved hjælp af minevogne på skinner. Ti års ener-gisk udgravning afdækkede en romersk by fra 3. århundrede, der var som frosset i tid. Flager af puds klæber stadig til mure af soltørret tegl og sten, og paladser og templer – inklusive ver-dens ældste kendte kristne kirke – er høje nok til, at man kan gå oprejst igennem og forestille sig, hvordan de så ud, da de var tagdækkede.

Dura blev grundlagt af grækere omkring 300 f.Kr. og erobret af romerne næsten 500 år se-

nere. Dens høje, tykke mure på et klippefrem-spring højt over Eufrat gjorde den til en perfekt grænsestilling. Den nordlige ende var sikret af en omkransende mur og husede barakker, et imponerende hovedkvarter til garnisonskom-mandanten, et badeanlæg i rødsten stort nok til at vaske støvet af tusindvis af soldater, Romer-rigets østligst beliggende amfiteater og et 60- værelsers palads til personer af rang, der måtte “udstå det hårde liv” her i udørkenen.

Vagtlister viser, at mindst syv forposter rap-porterede til Dura. En af dem var bemandet med blot tre soldater; end anden lå ca. 150 km læn-gere nede ad floden. “Dette var ikke en by, der konstant var truet,” fortalte arkæolog Simon James fra University of Leicester, før den politi-ske situation i Syrien blev forværret og umulig-gjorde udgravninger. “Soldaterne her havde nok mere travlt med at overvåge de lokale end med at forsvare sig mod overfald og angreb.”

genstand fra Vindolanda CHaritable trUst, bardon mill, storbritannien

”Nogle gange føltes det som scenen med Sjælenes Brønd fra Indiana Jo-nes,” siger arkæolog Simon James fra Leicester Universitet.


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53


Qasr bshir, jordan Denne kavaleriforpost på randen af ørkenen blev opført omkring 300 e.Kr. og er i dag et af verdens bedst bevarede romerske forter. Mellem 70 og 160 ryttere på fortet afholdt ara-biske nomader fra at angribe karavaner, der transporterede røgelse og myrra.


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53


corbridge, england Corbridge var oprindeligt et fort, som senere blev en civil bebyggelse, der var med til at forsyne soldater-ne udstationeret ved Hadrians Mur. I dag er resterne af Romer-rigets pragt en legeplads for otte-årige Angus Buchanan.

Freden varede ikke ved. Persien udviklede sig til en alvorlig trussel langs Romerrigets østlige grænse, et halvt århundrede efter at romerne havde erobret Dura. Fra år 230 rasede krigen mellem rivalerne hen over Mesopotamien. Det stod snart klart, at den grænsestrategi, som havde tjent Rom godt i mere end et århundrede, ikke kunne stå mål med en beslutsom og til-strækkelig stor modstander.

Det blev Duras tur i 256. Simon James har brugt 10 år på at optrevle den befæstede bys sid-ste timer. Han siger, at romerne må have vidst, at et angreb var nært forestående. De havde tid til at forstærke den massive vestmur ved at be-grave en del af byen – inklusive kirken og en smukt udsmykket synagoge – under en skrå-nende fæstningsvold.

Den persiske hær slog lejr på byens gravplads, få hundrede meter fra Duras hovedport. Mens katapulter slyngede sten mod romerne, byggede perserne en angrebsrampe og gravede sig ind under byen i håb om at få forsvarsværkerne til at bryde sammen. Duras garnison slog tilbage med deres egne tunneler.

Mens kampen rasede på overfladen, fortæller Simon James, brød en deling på 19 romere igen-nem til en persisk tunnel. En giftsky, der blev pumpet ind i det underjordiske kammer, kvalte straks dem alle. Deres levn er et af de ældste eksempler på kemisk krigsførelse. Simon James mener, at ligene, der blev fundet stablet i en snæ-ver tunnel 1700 år senere, blev brugt til at spær-re tunnelen, mens perserne satte ild til den.

Det lykkedes ikke perserne at vælte Duras mur, men til sidst indtog de byen, der senere blev overladt til ørkenen. Overlevende forsva-rere blev enten dræbt eller ført bort som slaver. De persiske hære trængte dybt ind i det, der havde været Romerrigets østlige provinser, plyndrede stribevis af byer og overvandt to kej-sere, inden de tog en tredje til fange i 260, den uheldige kejser Valerian. Den persiske kong Shapur skal angiveligt have brugt Valerian som fodskammel et stykke tid, før han blev flået og hans skind sømmet op på en mur.

Krisen var et vendepunkt. På det tidspunkt Dura faldt, smuldrede den hårfine balance mel-

lem forsvar, angreb og undertrykkelse langs grænsen. Igennem næsten 150 år havde grænsen fået Rom til at ignorere en bitter realitet: Verden uden for murene havde fulgt med, delvist takket været romerne selv. Barbarer, som tjente i den romerske hær, tog romersk viden, våben og mi-litærstrategi med sig hjem, siger arkæolog Mi-chael Meyer ved Berlins frie universitet.

Mens Rom kiggede den anden vej, voksede barbarernes stammer sig større, mere aggressive og mere koordinerede. Da tropper blev hentet ind fra hele riget for at slå perserne tilbage, blev de svage stillinger i Tyskland og Rumænien nær-mest øjeblikkeligt angrebet.

“Det skæbnesvangre ved romernes strategi var, at de koncentrerede deres militære styrke ved grænserne,” siger Michael Meyer. “Da ger-manerne angreb grænsen og kom ind bag ved de romerske tropper, lå hele riget åbent.”

En indskrift på et 1,5 m højt alter, der blev fundet af tyske arbejdere i Augsburg i 1992, er en slags gravskrift over Hadrians store ide. Den beretter, at romerske soldater den 24. og 25. april 260 stødte sammen med barbarer fra den anden side af den germanske grænse. Romerne sejrede – med nød og næppe. Deres hærfører opstillede et alter til sejrsgudinden. Læser man mellem linjerne, træder et andet billede frem: Barba-

rerne havde i månedsvis hærget langt nede i Italien og var på vej hjem med tusindvis af ro-merske fanger. “Det viser, at grænsen allerede var ved at bryde sammen,” siger Claus-Michel Hüssen fra det tyske arkæologiske institut.

Romerriget var fra da af aldrig mere sikker bag sin skal. Presset på grænserne blev til sidst for stort. Byer over hele riget begyndte at bygge deres egne mure; kejserne havde travlt med at afværge regelmæssige invasioner. Omkostnin-gerne og det medfølgende kaos var nedbryden-de. Inden for to århundreder var et rige, der engang beherskede et område større end vore dages EU, forsvundet. j


danMaRk


DK.indd 1 22/03/12 16.53

grænser · 2017. 1. 4. · michael hüssen. “alting var lige og præcist. romerne havde meget...

Documents