GLOBAL FN-forbundets medlemsblad

NR. 3 APRIL 2012

MED FOKUS PÅ

FN i Danmark

+ Dommen over Charles Taylor en sejr for international strafferet og meget mere

2

REDAKTION: Henrik Døcker, Torleif Jonasson, Anne Marie Wium-Andersen og Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE:

UN Photo/ KB

ISSN: 2245-0017

GLOBAL udkommer næste gang: Juni 2012

Artikler, der er underskrevet med navn, er ikke nødvendigvis udtryk for FN-forbundets holdning.

FN-forbundet blev dannet i 1970, da Den Danske FN-forening blev sam-mensluttet med Dansk Samråd for de Forenede Nationer og Een Ver-den.

Forbundet går dog helt tilbage til Foreningen til Danmarks Neutrali-sering, der blev stiftet af den dan-ske modtager af Nobels Fredspris, Frederik Bajer, i 1882.

GLOBAL’s rødder kan føres tilba-ge til 1885 til Dansk Fredsfor-enings skrift Freden. Siden 1892 er bladet jævnligt udkommet. Forma-tet og navnet er skiftet, fra Freds-bladet til FN-orientering til FN-bladet til FN-forbundets Nyheds-brev. Men ambitionen har altid væ-ret den samme: at udgive et skrift til støtte for en bedre verden, for

mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet er en medlemsorga-nisation, uafhængig af FN, der har til formål at styrke interessen for FN og forståelsen for nationernes gensidige afhængighed og fælles ansvar.

Du kan vise din støtte til vores ar-bejde ved at blive medlem af FN-forbundet. Se mere på vores hjem-meside www.fnforbundet.dk FN-forbundet

Store Kongensgade 36, 4.th

1264 København K.

Tlf.: 3346 4690

fnforbundet@fnforbundet.dk

Vi har i FN-forbundet netop indgivet vores høringssvar til udkastet for den nye strategi for dansk udviklingsarbejde, Retten til et bedre liv, der skal ‘sætte kur-sen for Danmarks bidrag til at bekæmpe fattigdom og fremme folks rettigheder i verdens fattigste lande’. Det er positivt at se, hvordan udkastet understreger, hvordan den danske udviklingspolitik skal bygge på multilaterale aftaler som 2015 Målene og FN’s menneskerettighedskonventioner, standarder, normer og instrumenter.

FN er ikke perfekt, men verdensorganisationen har gang på gang demonstre-ret, hvordan den er i stand til at sætte den globale dagsorden og få verdens stater, civilsamfund og i stigende grad også erhvervsliv til at investere tid og politisk prestige i at konfrontere problemerne. Vi har set det med 2015 Målene, og vi ser det lige nu i optakten til Rio+20-mødet, der afholdes i juni, hvor bære-dygtig udvikling er på dagsordenen.

Men vejen fra dagsordenen til politiske kompromisser og brugbare løsnin-ger kan være lang, og i sidste ende er det medlemslandenes vilje til samar-bejde og deres evne til at finde brugbare politiske kompromisser og løsninger, som bestemmer, om FN kan levere resultaterne.

Når man tænker på FN, tænker man ikke nødvendigvis på organisationen som en del af hverdagen herhjemme. Der er trods alt et stykke vej fra Danmark til forhandlingsbordene og de bonede gulve i New York eller Rio – og endnu læn-gere til de konflikter og katastrofer, vi må forholde os til gennem nyhedsstrøm-men.

Men med næsten 1.100 medarbejdere fordelt på seks FN-organisationer er København den 6. største FN-by i verden. Her ligger UNDP, FN’s Udviklings-program; UNFPA, FN’s Befolkningsfond; UNICEF, FN’s Børnefond; UNOPS, der blandt andet koordinerer indkøb for FN; WHO, FN’s Sundhedsorganisati-on; og WFP, FN’s Fødevareprogram; der alle har til huse her og næste år kan samles under ét tag på de 45.000 m2, der kommer til at udgøre den nye FN By på Marmormolen i København.

Vi har inviteret tre af organisationerne til at give os et indblik i, hvordan deres arbejde med FN’s globale virkefelt tager sig ud – lige her fra hjørnet af Dan-mark .

God fornøjelse!

Trine Marqvard Nymann Jensen

Næstformand i FN-forbundet

3

Nyt fra FN-forbundet

En sejr for den internationale strafferet

UNDP: Klar til at styrke samarbejdet med Dan-

mark om bæredygtig udvikling

WFP: En stemme til verdens sultne

UNFPA: Når kondomer er hverdagskost

Tung opgave at få Danmark til at kompensere of-

re for racediskrimination

Internationalt overblik

Bøger

SIDE 4

SIDE 5

SIDE 6

SIDE 7

SIDE 9

SIDE 11

SIDE 12

SIDE 13

Indhold

4

Nyt fra FN-forbundet

FN-forbundets Repræsentantskab

vedtog på deres møde lørdag den 21. april 2012 tre udtalelser: > FN-forbundet efterlyser en samlet dansk handlingsplan for menneskerettighederne > Den syriske regering skal stoppe volden og acceptere en reel demokratisering af landet > Danmark skal sikre folkeligt forankrede, globale løsninger i forbindelse med Rio+20

Klik eller find dem på www.fnforbundet.dk

Karriere i FN— sådan gør du Har du en drøm om at gøre karriere internationalt, så kom til dette arrangement, hvor vi i samarbejde med Djøf og Udenrigsministeriet sætter spot på karrierevejene inden for FN-systemet. Oplægsholderne er Birgitte Møller, UM, Tyge Lehmann, FN-forbundets Venner og Jean-Luc Marcelin, UNDP. Det er tors-dag den 24. maj, kl. 17—20 i Djøfs mødecenter, Gothersgade 133, 1123 København K.

For program og tilmelding, se mere på Djøfs hjemmeside >> www.djoef.dk

”Drop by Drop—

The Future We want”

Nordisk Ministerråd, UNRIC og UNEP (FN’s Miljøprogram) inviterer til prisoverrækkelse, når vinderen af årets reklamekonkurrence Drop by Drop.

Blandt talerne er udviklingsminister Christian Friis Bach, og vinderen får overrakt prisen af hans kongelige højhed kronprins Frederik.

Overrækkelsen finder sted den 5. juni 2012 i København. For mere information om arran-

gementet, se www.nordenifokus.dk

DEBAT: Svigter EU palæstinenserne og israelerne? Især når det gælder folkeretten og menneskeret-

tighederne? Sammen med Human Rights March inviterer vi til oplæg & debat mandag den 7. maj 2012

kl. 16.30—19.00. Tilmelding skal ske senest den 6. maj kl. 12 til Ole Olsen: olsenroskilde@hotmail.com

Mathildeprisen 2012

Dansk Kvindesamfund inviterer til prisuddelingen af Mathildeprisen 2012 den 13. maj 2012 kl. 14—17 i Huset KBH (i Magstræde), Rådhusstræde 13, 1466 Købenahvn K.

Arrangementet er gratis. Tilmelding skal ske til mail: sekretariat@danskkvindesamfund.dk

92-gruppen afholder Rio+20konference om bæredygtig udvikling

Kom og hør den danske miljøminister, udviklingsminister, repræsentanter fra danske og internationale NGO’er diskutere status for den globale bæredygtige udvikling samt hvilke beslutninger, der skal tages på Rio+20topmødet for at ændre udviklingen i en mere bæredygtig retning.

Tid & Sted: Den 16. maj 2012, kl. 9-15.30, Borups Højskole, Frederiksholms Kanal 24, 1220 Kbh. K For program og tilmelding, se 92-gruppens hjemmeside >> www.92-grp.dk

Kom og find os på Folkemødet på Bornholm

Den 14.—17. juni er der igen Folkemøde på Bornholm—og FN-forbundet er selvfølgelig med! Hold øje med vores hjemmeside og Facebook for updates!

5

Af Henrik Døcker

Det særlige Internationale Straffedomstol vedrøren-de Sierra Leone skrev international retshistorie, da den den 26. april kendte den tidligere liberianske præsident Charles Taylor skyldig i krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden ved at støtte den brutale fremfærd, som oprørere i naborepublik-ken Sierra Leone udøvede i perioden 1991-2002. Hans betaling: ”Bloddiamanter”. Han blev det første tidligere statsoverhoved i verden, der dømtes af en international domstol.

Retten var af sikkerhedsgrunde sat i Haag. Den har tidligere dømt otte oprørere fra Sierra Leone for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskehe-den ved tvangsudskrivning af børnesoldater, slave-ri, plyndring, sex-slaveri, amputeringer og gennem-førelse af tvangsægteskaber - til fængselsstraf fra 50 til seks års fængsel. Oprørerne var med i hhv. Det væbnede Revolutionsråd (ARFC), Civilforsvars-styrkerne (CDF) og Den Forenede Revolutionsfront (RUF).

Det bemærkelsesværdige er, at den nu 64-årige Taylor aldrig satte sin fod på Sierra Leones jord i den periode, hvor befolkningen blev terroriseret ved alle former for fysisk vold, herunder voldtægt, sex-slaveri, fornedrelse, drab…, som blev støttet og iscenesat af Taylor. Men han solgte oprørerne i det-te land, særlig RUF, våben, som blev betalt med di-amanter, de nævnte bloddiamanter, fordi det koste

de blod, sved og tårer at udvinder de ædle stene. RUF havde sat sig i besiddelse diamantminerne. Forholdene, hvorunder det skete, er en særlig gru-vækkende historie – af de mange, som både Sierra Leone og Liberia er så rig på. De eftertragtede dia-manter kunne Sierra Leone i borgerkrigsperioden ikke eksportere på grund af internationale sanktio-ner. Anklageskriftet mod Taylor var sammenfattet i 11 punkter, som han alle fandtes skyldig i. Dommen over ham, der højest kan blive livsvarigt fængsel, falder den 30. maj. Afsoningen vil finde sted i Stor-britannien.

Taylor har et broget generalieblad. I 1987 styrtede han ved et militærkup Liberias daværende præsi-dent Samuel Doe (som selv var kommet til magten ved kup). Som andre militærdiktatorer trak Taylor i civil og blev endog valgt til sit lands præsident i 1997 – for så selv at blive styrtet et par år senere. Hans eksil i Nigeria, påbegyndt 2003, blev afbrudt, da han ville søge tilflugt i Cameroun, fordi nigeria-nerne angiveligt ville efterkomme en udleveringsbe-gæring fra Liberia. Han blev nemlig pågrebet ved en grænseovergang.

Men hvorfor har liberianerne ikke iværksat et rets-ligt opgør med den mand, som blev indbegrebet af mange uhyrligheder under den liberianske borger-krig, herunder mange amputationer af arme og ben. De militære opgør i Liberia har været langt blodige-re end i Sierra Leone – fordelt på to borgerkrige 1989-96 og 1999-2003, begge bragt til afslutning ved indgriben fra andre afrikanske stater og FN.

I alt 250.000 mennesker omkom under disse to kri-ge, mens Sierra Leones krævede 50.000 dødsofre. Men Liberia valgte – ligesom Sydafrika – at ned-sætte en sandheds- og forsoningskommission, hvis endelige rapport kom i 2009. Det blev anbefalet af ca. 150 personer blev stillet for retten, men endnu er der ikke iværksat nogen retssager.

Mere konkret fandt Sierra Leone-straffedomstolen, at Taylor sammen med den frygtindgydende oprørs-leder af RUF, Sam Bockarie havde planlagt angreb på byer i Sierra Leone, nærmere betegnet hoved-staden Freetown foruden Kono og Makenine i 1998. Taylor var så at sige Sierra Leones ”onde ånd”, som ligefrem stod fadder til RUF, baseret på Sierra Leone-borgere, der havde ophold i nabolan-det.

Han hjalp nemlig analfabeten Bockarie med at op-rette og bevæbne RUF. Bockarie blev i en alder af 40 år skudt i kamp med liberianske styrker i 2003. Det var ham, kendt som diamant- og heroinhandler m.m.m., der havde lanceret de frygtelige amputatio-ner af arme, ben, ører og læber på sine lands-mænd.

En sejr for den internationale strafferet

Dommen over Liberias tidligere diktator er en milepæl i retshistorien

Charles Taylor venter på domsafsigelsen

UN

Ph

oto

/ S

CS

L/ A

P P

oo

l/ P

ete

r D

ejo

ng

Find domsafsigelsen her>> www.sc-sl.org

6

”FN er en hjørnesten i Danmarks udenrigs- og ud-viklingspolitik. FN vil altid være velkommen i Dan-mark. Og vi vil fortsætte med at støtte FN’s arbej-de”. Med disse ord lancerede den danske statsmini-ster, Helle Thorning Schmidt i november sidste år, sammen med UNDP’s chef, Helen Clark, UNDP’s Human Development Report i København.

At København var valgt som byen for den globale lancering af rapporten ’Bæredygtighed og Social Retfærdighed’ var ikke en tilfældighed. Med en ny ’rettighedsminister’, som udviklingsminister Christi-an Friis Bach ynder at kalde sig selv, har den dan-ske regering cementeret, at de bakker stærkt op om at sikre en mere retfærdig verden.

At statsministeren valgte at stille op til den globale lancering var heller ikke helt tilfældigt. Danmark er stærkt engageret i FN og international udvikling, og den seneste Human Development Report er et vig-tigt indspark i debatten om bæredygtig udvikling og til den kommende FN-konference om bæredygtig udvikling i Brasiliens hovedstad Rio de Janeiro til juni. En konference som emnemæssigt ligger Dan-mark, og ikke mindst den nye regering, tæt på sin-de, og som Danmark, som følge af EU-formandsskabet i 2012, skal lede de europæiske forhandlinger omkring.

Samtænkningens betydning

Bæredygtig udvikling er fundamentet for UNDP’s mandat og virke. Som FN’s største udviklingsorga-nisation har UNDP det bredeste udviklingsmandat og mest omfangsrige globale netværk i verden. Med programsamarbejder i mere end 170 lande ar-bejder UNDP med nationale regeringer, civilsam-fund og privatsektoren for at reducere fattigdom og forbedre levevilkårene for de 1,3 milliarder menne-sker, der i dag lever under den officielle fattigdoms-grænse på 1,25 dollars (7 kr.) om dagen.

”Vores mål er at skabe holdbare samfundsforan-dringer, forbedre betingelserne for social, økono-misk og miljømæssig udvikling, og øge modstands-kraften i fattige lande og blandt de mest sårbare og udsatte grupper i samfundet” siger Camilla Brück-ner, som for nyligt tiltrådte som chef for UNDP’s nordiske kontor i København.

Det kræver, at udviklingsaktiviteter tænkes i sam-menhæng, hvilket UNDP’s brede mandat med fat-tigdomsbekæmpelse og bæredygtig menneskelig udvikling, netop giver god mulighed for. ”UNDP ar-bejder med en bred vifte af strategiske ’udviklingsværktøjer’. Vi hjælper blandt andet med at skabe flere jobs gennem kompetenceudvikling og iværksætterstøtte, vi bidrager til at forbedre re-geringer og statslige institutioners ansvarlighed og kapacitet til at servicere borgerne, og vi arbejder for bedre miljø. Desuden er kriseforebyggelse og gen-opretning og ikke mindst forbedring af kvinders ret-tigheder blandt vores prioriteter.

Det er netop dette brede mandat, og samtænknin-gen mellem forskellige sektorer og institutioner, der er helt afgørende, når vi taler bæredygtig udvikling. Udfordringen er at tilpasse og prioritere vores man-ge ’værktøjer’ ud fra den udviklingskontekst vi be-finder os i,” siger Camilla Brückner, der desuden forklarer, at det er begrundelsen for, at UNDP i de fleste lande har ansvaret for at koordinere FN orga-nisationernes udviklingsaktiviteter.

UNDP ser dermed ikke isoleret på fattigdomsbe-kæmpelse, økonomisk vækst og miljøforbedringer. Tingene hænger sammen, og skal løses i sammen-hæng for at sikre bæredygtig udvikling og eksem-pler viser, at det kan lade sig gøre.

Eksempler på UNDP’s indsats

Mette Fjalland fra UNDP’s nordiske kontor forklarer: ”Vi ved, at energisektoren er afgørende for udvik-ling. 1.4 milliarder mennesker har ikke adgang til moderne energiformer, hvilket fastholder dem i en fattigdomscirkel, der er vanskelig at bryde. Vi arbej-der i flere lande med at forbedre fattiges adgang til energi med det, vi anser for at være en tredobbelt udviklingsgevinst”.

”Som i Peru for eksempel, hvor UNDP har sikret, at 150.000 gammeldags brændekomfurer er erstattet med nye og mere moderne komfurer. Det har for-bedret levevilkårene for 750.000 mennesker blandt Perus allerfattigste. De nye komfurer kræver kun halvt så meget brænde som de gamle og reducerer CO2 udslippet med 41.000 tons om året. Desuden leder de ikke livsfarlig røg og sod ud i husene, som de gamle gjorde, og bidrager dermed til bedre

UNDP: Klar til at styrke samarbejdet

med Danmark om bæredygtig udvikling

”Fra nu af skal ordet udvikling altid associeres med bæredygtig”

Brasiliens Præsident Dilma Rousseff

UNDP blev oprettet i 1965 med hovedsæde New York.

UNDP’s overordnede mål er bæredygtig menne-skelig udvikling, som UNDP søger at fremme gen-nem fattigdomsbekæmpelse, ansvarlig regeringsfø-relse, kriseforebyggelse og genopretning, miljø og klimaforbedringer samt ligestilling. UNDP er til stede i over 170 lande

Danmark er UNDP’s 9. største donor et årligt ker-nebidrag på 320 millioner kroner i 2011.

UNDP er repræsenteret i Danmark gennem

UNDP’s nordiske repræsentations kontor. Desuden

er flere af UNDP’s hovedkontorsfunktioner placeret

i København, såsom personale administration, IT

support samt del af UNDP’s vareindkøbsafdeling; i

alt ca. 160 medarbejdere, som alle flytter med ud til

den nye FN by på Marmormolen, når den står klar i

starten af 2013.

FOKUS

7

sundhed for hele husstanden. Det er vigtigt, for vi ved, at indendørs luftforurening koster omkring 2 millioner menneskeliv på verdensplan hvert år. Og en betydelig sideeffekt har i øvrigt været, at de nye komfurer har bidraget til mulighederne for kvinder og piger. Den tid kvinder og børn tidligere brugte på at samle brænde, kan nu i stedet bruges på ind-komstskabende arbejde og lektier.”

UNDP’s brede mandat og erfaringsbaserede viden om bæredygtig udvikling gør UNDP til en yderst re-levant partner for Danmark i implementeringen af Danmarks nye udviklingsstrategi. Udkastet til den ny strategi blev sendt til høring i slutningen af marts og indebærer bl.a. et stærkt fokus på grøn vækst og udvidet adgang til moderne energi. Strategiud-kastet lægger da også op til et styrket samarbejde med FN’s udviklingsorganisationer, som tillægges en ”afgørende global rolle for bekæmpelse af fattig-dom, fremme af menneskerettigheder og vækst”.

Udkastet fremhæver bl.a. FN-organisationernes og Verdensbankens større legitimitet i udviklingslande i forhold til bilaterale donorer i kraft af deres univer-selle medlemskab og mandat, en legitimitet som er helt grundlæggende for nationalt ejerskab.

Danmark og UNDP har altid haft et tæt samarbejde.

Vi står overfor store globale udfordringer, og der er brug for at intensivere kampen for bæredygtig ud-vikling de kommende år. Det kræver et tæt samar-bejde med alle relevante udviklingsaktører herun-der ikke kun de multi- og bilaterale organisationer, men også større inddragelse af privatsektoren, civil-samfundet og forskningsmiljøet. UNDP står klar. (UNDP).

FOKUS

Human Development Report

UNDP’s Human Development Report (HDR) inde-holder dybdegående analyse indenfor forskellige temaer i udvikling, samt en komparativ måling på menneskelig udvikling i verdens lande – det så-kaldte Human Development Index, som måler et lands udvikling ikke kun ud fra indkomst men også levealder, uddannelsesniveau, ligestilling og lighed i samfundet.

I 2011 lå Norge som nr. 1 og Danmark som nr. 16. I bunden ligger den Demokratiske Republik Con-go, Niger og Burundi. Rapporten har været udgivet årligt siden 1990 og er blevet et højt respekteret og i flere tilfælde dagsordensættende bidrag til ud-viklingsdiskussionen i verden.

Find den her >> www.undp.org/hdr

WFP: En stemme til verdens sultne

Chaboun Ag Omar er landmand og bor i landsbyen Tin-Ediar i Burkina Fasos Sahel region.

Ligesom millioner andre i den vestafrikanske Sahel-region er Chaboun Ag Omar ramt af den altødelæg-gende tørke, der lige nu trækker sit katastrofale spor igennem en stor række lande som Niger, Mau-retanien, Mali, Tchad, Senegal, Gambia, Burkina Faso og Cameroun. Områder, hvor de fleste men-nesker lever som småbønder og af de afgrøder, som de selv kan dyrke.

Tørke rammer stadig oftere i Sahel, og vilkårlig og sen regn betyder, at millioner af mennesker i regio-nen nu står over for konsekvenserne af den tredje tørke siden 2005.

For Chaboun Ag Omar, far til seks, betød det, at han kun fik en tredjedel af det normale udbytte un-der årets høst i november. Og at hans forråd allere-de i januar løb tør. Dermed stod han – ligesom milli-oner andre i regionen – overfor det smertefulde valg; at tage nogle af sine børn ud af skole eller at se dem sulte.

UN

Ph

oto

/ S

op

hia

Pa

ris

8

Ét ansigt, én historie

Bag hver eneste af de 925 millioner mennesker, som hver aften går sultne i seng, gemmer der sig et an-sigt, en historie. Problemet for Chaboun Ag Omar og for de 8,8 millioner i Sahel regionen, som lige nu er afhængige af humanitær fødevarehjælp for at klare sig igennem sultkrisen frem til næste høst i oktober/november, er, at deres historie blot er endnu én i den tilsyneladende uendelige strøm af død, nød og lidel-se.

De daglige problemer, de er konfronteret med, bliver ikke til breaking news på TV-stationerne eller havner på forsiden af aviserne, endsige som en af døgnets øvrige i den uendelige strøm af nyheder. I hvert fald ikke før end billederne er blevet stærke nok.

En vigtig del af FN’s Fødevareprograms (WFP) op-gave er derfor at give stemme til nogle af de 925 mil-lioner mennesker, der almindeligvis ikke har nogen stemme. Det gør vi også for at mobilisere den støtte, som skal gøre det muligt for os at hjælpe nogle af verdens mange sultne. I gennemsnit når vi årligt ud til omkring 100 millioner mennesker – i mere end 70 lande.

Arbejdet i København

Fra København arbejder WFP's nordiske forbindel-seskontor på at udbrede kendskabet til og viden om konsekvenserne af sult og underernæring. Vi hen-vender os bredt til privatpersoner, studerende, medi-er, tænketanke, samarbejdspartnere, politikere og andre beslutningstagere. Vi kanaliserer informatio-nen dels igennem vores egne medieplatforme – vi har hjemmesider, Facebook-sider og Twitter-profiler på hvert af de nordiske sprog.

Desuden deltager vi i møder, workshops og konfe-rencer, arrangerer forelæsninger og præsentationer,

giver interviews, gennemfører studieture med meget mere. WFP's nordiske kontor fungerer desuden som forbindelseskontor mellem WFP's hovedkontor i Rom og til repræsentanter for donerer og andre samarbejdspartnere i de nordiske lande.

Mens mad er menneskets mest grundlæggende be-hov, må det konstateres, at én ud af syv mennesker ikke, véd hvor deres næste måltid skal komme fra. De fleste af dem er kvinder og børn. Sult dræber, forkrøbler, hæmmer intelligensen, reducerer delta-gelse i skolegang, sænker lønninger og undermine-

rer økonomisk vækst. Sult er verdens største sund-hedsrisiko. Sult dræber hvert år flere mennesker end hiv, malaria og tuberkulose kombineret. Andre udvik-lingsbehov kan ikke opfyldes uden først at tackle det mest grundlæggende menneskelige behov. Sult gør medicin mindre effektiv. Sult forhindrer elever i at læ-re. Sult gør voksne mindre produktive og hæmmer derfor de enkelte landes økonomiske udvikling..

Verdens største humanitære organisation

WFP er verdens største humanitære organisation, som bekæmper sult globalt. Under katastrofer sikrer WFP, at nødhjælpen kommer ud til dem, der har mest brug for den - hvad enten det er ofre for krig, borgerkrige eller naturkatastrofer. Når den umiddel-bare katastrofefase er overstået, bruger WFP føde-varer til at hjælpe mennesker med at genopbygge deres liv og deres samfund.

WFP blev etableret i 1962 og forfølger visionen om en verden, i hvilken hver mand, kvinde og barn til enhver tid har adgang til de fødevarer, de har brug for for at leve et sundt og aktivt liv. WFP er en del af FN-systemet og er udelukkende finansieret via frivil-lige bidrag. Sultens problem er stort, men det kan afhjælpes. Ressourcerne er der – det er den lige ad-gang til dem, man skal få tilvejebragt.

FOKUS

WFP blev etableret i 1962 med hovedsæde i Rom. I dag er WFP verdens største humanitære organisation.

Hvert år sikrer WFP fødevarehjælp til mere end 90 millioner mennesker i omkring 75 lande.

WFP arbejder ud fra en vision om en verden, i hvilken hver mand, kvinde og barn til enhver tid har adgang til de fødevarer, de har brug for, for at leve et sundt og aktivt liv.

Omkring 15.000 mennesker arbejder for WFP. Langt størstedelen af dem i felten. WFP har desuden syv re-gionale kontorer og 9 forbindelseskontorer.

WFP i Danmark er repræsenteret igennem et forbindelseskontor, som arbejder på at udbrede kendskabet til og viden om konsekvenserne af sult og underernæring.

Danmark støttede i 2011 WFP med knap 260 millioner kroner, hvilket placerer Danmark som nr. 18 på listen over WFP’s samlede donorlande og som den 5. største donor målt per indbygger.

UN

Ph

oto

/WF

P/P

hil

Be

han

9

20.000.000 kvindekondomer, tak!

Marta Cucala har lige lagt røret på efter et opkald fra sundhedsministeriet i Brasilien, som har bestilt 20 millioner kvindekondomer. De skal leveres hurtigst muligt, så nu skal Marta i gang med at forhandle en god aftale på plads med leverandør til FN’s Befolk-ningsfond (UNFPA), som derefter leverer bestillin-gen til Brasilien. Når bestillingen er nået frem, er UNFPA’s landekontor i samarbejde med landets sundhedsministerium ansvarlig for den lokale distri-buering.

Det er et eksempel på en almindelig hverdag for Marta, som har arbejdet i UNFPA Procurement Branch i København i tre år. Kontoret er verdens største offentlige indkøber af prævention. Indkøbs-kontoret udgør i sig selv et mini-FN med ca. 50 an satte fra omkring 30 forskellige lande.

Marta har tidligere arbejdet for kontorets Afrika-afdeling og sidder nu i den afdeling, der dækker La-tinamerika og Caribien. Derfor kan hun fortælle, at kvindekondomer og spiraler er populære i Sydameri-ka, mens bestillinger fra afrikanske lande ofte lyder

på mandekondomer, som er det præventionsmiddel, der indkøbes mest til det afrikanske kontinent.

Kondomer til OL og VM Det er en menneskeret selv at kunne bestemme hvor mange børn, man gerne vil have, og hvornår man vil have dem. Desværre har 215 millioner kvin-der i verden, som på nuværende tidspunkt ønsker at undgå graviditet, ikke mulighed for at bruge moder-ne prævention. Grunden til dette kan være mangel på information, begrænset adgang til prævention el-ler kulturelle barrierer. Derfor arbejder UNFPA ikke bare med indkøb. UNFPA’s ca. 120 landekontorer arbejder også med information og oplysningsvirk-somhed og med at skabe større ligestilling mellem mænd og kvinder, hvilket bidrager til at skabe efter-spørgsel på moderne prævention. ”Hvis vi ikke rammer folks behov, gør vores arbejde jo ikke den store forskel”, siger Monica Lay, som er teamleder i den afdeling, der dækker Latinamerika og Caribien. Derfor er en af de opgaver, der priorite-res i indkøbskontoret også at skræddersy produkter, når der er specielle ønsker. Eksempelvis undersøgte kontoret muligheden for at levere ’fodboldkondomer’

FOKUS

UNFPA: Når kondomer er hverdagskost

På Midtermolen på Østerbro i København handler hverdagen om prævention – det er nem-her, at FN’s Befolkningsfonds (UNFPA) indkøbskontor har til huse

Lykkeligvis har WFP en lang række dedikerede og gavmilde donorer, som på forskellig vis støtter kampen mod sult og underernæring. En af dem er Danmark. Danmarks støtte til WFP beløb sig i 2011 til knap 260 millioner kroner. Det placerede Danmark som nr. 18 på listen over WFP’s samle-de donorlande samt som den 5. største donor målt per indbygger. Desuden ligger Danmark kon-sekvent i toppen blandt de multilaterale bidrags-

ydere til WFP.

De multilaterale bidrag har især stor betydning for organisationen på grund den fleksibilitet, der er forbundet med dem. De tillader nemlig WFP at for-dele ressourcerne i forhold til operationelle priori-teringer og dermed sikre en effektiv og præcis ind-sats i de områder, hvor behovet er størst. (WFP).

Ny chef for WFP: Den amerikanske jurist Ertharin Cousin afløser Josette Sheeran

Den 55-årige amerikanske jurist tiltrådte i april som WFP’s 12. eksekutivdirektør. Hun afløste den ligeledes amerikan-ske Josette Sheeran, som havde haft lederposten siden 2007. Cousin har 25 års erfaring, både nationalt og internatio-nalt, i varetagelse af initiativer til fordel for nødlidende og hungerramte. Som leder af verdens største humanitære orga-nisation står hun nu i spidsen for en stab på 15.000 personer, der skønnes at formidle hjælp til omkr. 100 mio. menne-sker spredt over 78 lande.

Hun blev i 2009 af præsident Barack Obama nomineret til USA’s ambassadør ved FAO, FN-særorganisationen for lev-nedsmidler og landbrug, og amerikanske missionschef ved FN’s andre institutioner i Rom. Som sådan blev hun den amerikanske FN-diplomat, som bestandig talte de hungerramtes sag og foreslog løsninger på deres problemer. Heri indgik initiativer til at bygge bro mellem nødhjælp og udviklingshjælp, herunder bistanden til det jordskælvsramte Haiti, og til landbrugsprogrammer efter de voldsomme oversvømmelser i Pakistan samt tørkekatastrofen på Afrikas Horn i 2011.

Hun har gjort en betydelig indsats for fremme af kønslig ligestilling som repræsentant for FN-organerne i Rom, der for-uden FAO omfatter Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling og WFP. Andet af hendes arbejde var helliget Ko-miteen for Internationale Fødevaresikkerhed.

Før denne internationale post havde hun en ledende funktion i en amerikansk organisation til lindring af sult, ligesom hun ledede hjælpearbejde til personer og familier, som var ramt af orkanen Katrina. Hun virkede endvidere en tid som organisator af filantropisk virksomhed for to store supermarkedskæder. Hun stammer fra Chicago og har en grad i jura fra universitetet i Georgia.

10

til Sydafrika, da landet udtrykte interesse for dette i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold tilbage i 2010. Også andre lande diskuterer muligheden for at benytte store sportsarrangementer til at sætte fokus på prævention eksempelvis i forbindelse med OL.

Når prævention bliver hverdagskost Arbejdet med indkøb og distribution af prævention er hverdagskost for medarbejderne på UNFPA’s ind-købskontor. Derfor trækker folk heller ikke på smile-båndet, når snakken falder på prævention. ”Hos os dur det ikke, at man rødmer, hver gang ordet ’kondom’ bliver nævnt”, siger Monica og fortsætter med at forklare, hvordan hun nemt glemmer, at det er et lidt særligt område, hun arbejder med. Således oplever hun ofte sjove reaktioner fra sin omgangs-kreds, når hun eksempelvis fortæller om, hvordan hun inspicerer kondomfabrikker i Kina.

UNFPA har hovedkontor i New York og landekonto-rer i ca. 120 lande. I København ligger både UNF-PA’s indkøbskontor og organisationens nordiske kontor, som arbejder med at oplyse om organisatio-nens mandat i alle de nordiske lande. UNFPA arbej-der i mere end 150 lande for at sikre, at enhver gra-viditet er ønsket, og at alle fødsler er sikre. Dette in-volverer forbedret adgang til prævention, til jorde-mødre og til akut hjælp som for eksempel kejsersnit. Desuden arbejder organisationen med forebyggelse, diagnose og behandling af seksuelt overførte syg-domme samt hjælper lande med at foretage befolk-ningstællinger og –fremskrivninger.

Alene i 2011 år sørgede UNFPA for, at 615 millioner kondomer til mænd og 29 millioner kvindekondomer kom frem til udviklingslande. Dertil kom diverse an-dre former for prævention. Samlet set brugte UNFPA

87 millioner dollar på prævention i år 2011. Dette svarer til cirka 496 millioner kroner. Indkøbsafdelin-gen står også for indkøb af alle andre artikler, der ef-terspørges af landekontorerne – fra kontorartikler til hospitalsudstyr. (UNFPA).

FOKUS

UNFPA blev oprettet i 1969 med hovedsæde New York.

UNFPA har kontorer 119 lande og aktiviteter i mere end 150 lande.

Danmark er UNFPA’s 5. største donor med et kernebidrag i 2012 på 230 millioner kroner.

UNFPA arbejder for at sikre: At enhver graviditet er ønsket; At alle fødsler er sikre; Og at enhver sek-suel handling er frivillig og uden risiko for seksuelt overførte sygdomme inklusiv HIV/AIDS.

UNFPA støtter seksualundervisning og information til både unge og voksne; forbedret adgang til prævention, til jordemødre og til akut hjælp ved komplikationer under graviditet og fødsel; diagnose og behandling af seksuelt overførte sygdomme; samt ligestilling mellem mænd og kvinder.

UNFPA hjælper lande med at foretage befolkning-stællinger og –fremskrivninger.

UNFPA er repræsenteret i Danmark gennem or-ganisationens nordiske kontor og UNFPA’s ind-købskontor, som er verdens største indkøber af prævention for offentlige midler. I København arbe-jder ca. 55 af de i alt godt 1100 ansatte i UNFPA.

UN Photo/ Louise Gubb

11

Af Henrik Døcker

Danmark har endnu engang afvist at give økonomisk kompensation til ofre for racediskrimination. Den af-gørelse, som FN’s racediskriminationskomité i marts traf i sagen Imhali Dawas & Yousef Sahava mod Danmark giver endnu et eksempel på, at det ligger tungt med at få domstolene med på, at racistiske motiver til forbrydelser skal regnes med og yderlige-re belaste de tiltalte i en retssag.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Race-diskrimination (DRC) finder desværre lidt af et møn-ster i denne type sager, eftersom Danmark i flere an-dre tilfælde har afvist at yde kompensation for ikke-økonomisk skade. Det gælder således sagerne Mo-hammed Gelle (2004), Murat Er (2007) og Saada Adan (2008).

Centret har opfordret justitsminister Morten Bødskov til at indgå i en dialog om passende erstatning til de forulempede personer af udenlandsk herkomst, som har oplevet Danmark fra den særlig ugæstmilde må-de. Folketingsmedlem Johanne Schmidt-Nielsen (Enhedslisten) har også stillet spørgsmål om dette emne. Det er ingen hemmelighed, at politiet ikke of-rer voldsomme ressourcer på at efterforske de muli-ge racistiske motiver til den slags krænkelser.

Den aktuelle sag – om 35 unge danskere, der for-ulempede en irakisk familie i Sorø groft – går helt til-bage til 2004. Danskerne gik til angreb på familien i dennes hus, angiveligt med påstand om, at et fami-liemedlem havde stjålet noget fra én af danskerne; de ødelagde husets hoveddør, slog familiefaderen ned og begik forskellige former for hærværk. Fire af danskerne fik betingede straffe. Familien måtte tage flugten og sidenhen flytte til en anden kommune.

De psykiske langtidsvirkninger og andre voldsomme gener hos irakerne udløste altså kun straf over de aggressive hærværksfolk, men ingen form for kom-pensation med statslig opbakning. FN’s komité fin-der, at Danmark har svigtet sine forpligtelser efter FN’s antiracismekonvention til at beskytte borgere mod sådanne handlinger.

Under den type omstændigheder, hvor familien blev udsat for voldeligt angreb af 35 personer, deraf nog-le bevæbnede, er der tilstrækkelig grund til at foreta-ge en gennemgribende efterforskning om det mulige racistiske motiv, hedder det i FN-komiteens me-ningstilkendegivelse. (Der er i FN-systemet ikke her nogen domslignende afgørelse). ”Det er [i en sådan situation] statens opgave at iværksætte en effektiv kriminalefterforskning i stedet for at give ofrene be-visbyrden i et civilt søgsmål”. Det er dette, sagen nemlig i realiteten er mundet ud i.

I lyset af denne sag har komiteen opfordret Danmark til at revidere retningslinjer og procedurer i straffesa-ger om racediskrimination eller racemotiveret vold. Det korte af det lange i disse sager er, at en del dan-skere i forskellige grader nærer uvilje mod ”fremmede”, hvad enten disse nu er flygtninge eller indvandrere, eller om de har midlertidig eller varig opholdstilladelse. Når disse negative følelser udvik-ler sig til aggressioner – som i Sorø, hvor smædeord og skilte tilkendegav fremmedhadet – tegner sig konturerne af en ”sag”.

Det vanskelige ligger i, at staten Danmark her ikke som sådan har igangsat krænkelsen af den internati-onale forpligtelse. Det er ikke danske myndigheder, som optræder racistisk eller krænker private borge-re. Men det er danske myndigheder, som svigter den forpligtelse, der ligger i at beskytte menneskerettig-hederne, dvs. at bistå/kompensere borgere, der er blevet udsat for krænkelser af deres medborgere. Mængder af afgørelser fra Den Europæiske Menne-skerettighedsdomstol har vist dette.

Men det er også sket, at enkelte medlemsstater af FN har fulgt afgørelser fra FN’s såkaldte kontrolko-miteer, herunder racediskriminationskomiteen, op ved at følge en FN-anbefaling om kompensation og godtgøre et offer for menneskeretskrænkelser øko-nomisk. Makedonien har således gjort det i en del sager om krænkelser af sigøjnere. Den mulighed fo-religger også, at de danske sager, som er kørt fast i FN-systemet fortsætter i form af en klage til Menne-skeretsdomstolen i Strasbourg.

Læs mere om komitéen og dens arbejde på FN’s Menneskerettighedskommissærs hjemmeside HER

Tung opgave at få Danmark til at

kompensere ofre for racediskrimination

En afgørelse fra FN’s anti-racediskriminationskomité påtaler det

12

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker

Bedre beskyttelse af FN-personel påkrævet

Generalsekretær Ban Ki-moon har opfordret FN’s medlemslande til i større omfang at tilslutte sig 1994-konventionen om sikkerhed for FN-personel og dertil knyttede personer på baggrund af den alarmerende statistik, der beretter, at folk i denne kategori blev tilbageholdt eller anholdt i 189 tilfælde i 2011. Foreløbig har 90 stater ratificeret konventionen. 18 personer blev bortført og holdt som gidsler. Appellen faldt på den særlige dag, den 25. marts, hvor FN hvert år min-des tilbageholdte eller savnede stabsmedlemmer.

Sikkerhedsrådet har forlænget FN-mandatet for Afghanistan

FN’s Sikkerhedsråd har forlænget mandatet for FN’s Afghanistan-mission (UNAMA) med ét år, så det nu løber til 23. marts 2013. Styrken støtter de såkaldte ’nationale støtteprogrammer’, som skal værne om afghansk ’suverænitet, leder-skab og ejerskab’, hvori ligger respekt for retsstaten, samt sikkerhed og funktions-dygtighed for de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) til afløsning af den internati-onale, FN-støttede, sikkerhedsbistandsstyrke (ISAF). Det kommende år vil så bli-ve en prøve på, om afghanerne i virkeligheden kan bære ansvaret for sikkerhe-den, kombineret med styring af regeringen og stimulering af landets udvikling. (UN Photo/ Aurora Alambra)

FN-støttet massevaccination af 111 mio. afrikanske børn på blot 4 dage

Med FN’s støtte blev der i marts – på blot fire dage – gennemført vaccination af ikke mindre end 111 mio. børn i 20 for-skellige afrikanske lande. Det gjaldt polio, som Verdenssundhedsorganisationen WHO hermed søger at få helt udryd-det i denne del af verden. Nigeria er det eneste land, hvor sygdommen er blevet endemisk. De andre 19 lande var Be-nin, Burkina Faso, Den Centralafrikanske Republik, Cameroun, Congo (Kinshasa), Cap Verdiske Øer, Elfenbensky-sten, Gambia, Ghana, Guinea-Bissau, Liberia, Mali, Mauretanien, Niger, Senegal, Sierra Leone, Tchad og Togo. Siden 1988, da et globalt initiativ til udryddelse af polio blev sat i gang, er udbredelsen af polio blevet reduceret med 99 pct. Dengang var 350.000 børn på verdensplan lammet af sygdommen, sidste år rapporteredes blot 650 tilfælde. Der er nu kun tre lande tilbage, hvor sygdommen er endemisk: Nigeria, Afghanistan og Pakistan.

Ikke-vestlige lande yder nu betydelig u-landsbistand

I over et halvt århundrede har vestlige lande været de betydeligste donorer af bistand til udviklingslandene, men i dag yder de såkaldte BRIC-lande, dvs. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika også megen hjælp til disse lande. Rusland eksempelvis 500 mio. $ om året. BRIC-landene har også forøget bistanden med mellem 10 og 20 pct. inden for de sidste ca. fem år, mens USA kun har øget sin med 1,6 pct. BRIC-banken skal ses som et sags modstykke til Ver-densbanken, den vestlige verdens bank, der netop atter har fået en amerikansk præsident, Jim Young Kim.

Første dom fra Den Internationale Straffedomstol vedrørte børnesoldater

Den Internationale Straffedomstol i Haag har afsagt sin første dom – den fandt den congolesiske krigsherre Thomas Lubanga Dyilo skyldig i krigsforbrydelser ved i årene 2002-2003 at have tvunget en mængde drenge og piger under 15

Retsopgøret efter De Røde Khmerer slæber sig af sted

FN har med bekymring noteret, at den anden internationale dommer ved det quasi-internationale straffetribunal vedr. Cambodja, den schweiziske advokat Laurent Kasper-Ansermet, har trukket sig tilbage, fordi han ikke har kunnet røgte sit hverv ”ordentligt og frit”. Han har blot fungeret siden november 2011, da han afløste den tyske jurist Siegfried Blunk, som forlod tribunalet af nøjagtig samme grund. Det er den cambodjanske undersøgelsesdommer You Bunleg, som vedholdende har udøvet ”aktiv sabotage”, som det hedder. Efter livstidsdommen over lederen af tortur- og dødscentret Tuol Sleng i Phnom Penh, Kaing Guek Eav (alias ’Duch’) gælder det nu politiske topfolk fra De Røde Khmerer, den 85-årige ’chefideolog’ Nuon Chea, den 80-årige tidl. præsident Khieu Samphan og den 86-årige tidl. udenrigsminister Ieng Sary. Den nuværende statspræsident Hun Sen afviste sidste år, at retssagen ville komme til at omfatte disse tre. Han – der selv var med i De Røde Khmerer – frygter, at processen med tiden vil inddrage ham og mange andre, som havde et eller andet ansvar for massakrerne, der i 1970’erne tog livet af omkr. 1,5 mio. cambodjanere.

Guatemalansk soldat idømt 6060 års fængsel for deltagelse i massakre

Den 55-årige tidligere soldat Pedro Pimentel Rios er ved Guatemalas højesteret idømt i alt 6060 års fængsel for delta-gelse i en massakre, der i 1982 krævede 201 menneskeliv. Han er den femte guatemalanske soldat, der er blevet dømt for massedrabet i landsbyen Dos Erres, den blodigste i Guatemalas 36 år lange borgerkrig, der sluttede ï 1996. En særlig militær enhed, kaldet Kaibiles, stormede landsbyen, fordi den mistænkte dens indbyggere for at hjælpe lan-dets venstre-orienterede guerillaer. Pimentel flygtede siden hen til Californien, USA, men blev udleveret derfra i 2010. Pimentels symbolsk høje straf havde rod i 30 års fængsel for hver dræbt landsbyboer plus 30 år, fordi det hele katego-riseredes som en forbrydelse mod menneskeheden. I alt 200.000 mennesker omkom under borgerkrigen.

13

år til at indgå i sin oprørshær, der var i kamp mod regeringsstyrkerne i Congo. Det var den første dom i verden vedrø-rende de såkaldte børnesoldater – et fænomen, der er udbredt en del andre steder i verden, men er særlig udbredt i Af-rika. Det samlede antal af børnesoldater anslås at andrage langt over 100.000. Ved redaktionens slutning var straffen over ham endnu ikke blevet udmålt.

Renoveringen af FN’s hovedkvarter vil komme til at koste 2 mia. $

Den igangværende renovering af FN’s hovedkvarter på Manhattan i New York ven-tes nu at være afsluttet før Generalforsamlingen i efteråret 2014. De samlede om-kostninger vil beløbe sig til 2 milliarder $, hvilket er 4 pct. mere end oprindelig bud-getteret. De omfattende arbejder på FN-skyskraberen, de første gennemgribende i mere end 60 år, er blevet noget forsinket af stadig nødvendige ekstrahensyn til sik-kerheden. Terrorister er også gået efter fredens forkæmpere – i august 2011 blev 12 FN-stabsfunktionærer således dræbt ved et attentat mod FN’s kontor i Abuja, Nigeria. Denne ugerning har sammen med andre – i f.eks. Bagdad og Alger – skærpet sikkerhedsforanstaltningerne for FN’s repræsentationer. De oprindelig 5200 vinduer, som kunne åbnes i den 39 etager høje skyskraber, bliver for fremti-den, netop af sikkerhedsgrunde, forseglet og derfor konstant lukkede.

(UN Photo/ Rick Bajornas)

Hjemstavnsfordrevne Darfur-flygtninge vender nu hjem

Over 100.000 mennesker, som har deres hjemstavn i Sudans vestlige provins Dar-fur, er i løbet af det sidste år vendt hjem til deres landsbyer. Men i alt tre millioner skønnes at være såkaldte hjemstavnsfordrevne, en del fordi deres landsbyer gan-ske enkelt er blevet jævnet med jorden af sudanske regeringsstyrker. Sudan har for nylig sluttet fred med nabolandet Tchad, og det betyder også tilbagevenden fra landflygtighed for mange. Dog vil en del darfurere slet ikke hjem til en provins, som da også har ændret sig væsentligt siden konflikten brød ud i 2003: Dengang levede 18 pct. af Darfurs befolkning i byer mod 50 pct. i dag. (UN Photo/ Gonzales Farran)

Også Guinea-bugten har brug for en strategi for at modvirke pirateriet

Det er ikke kun i Aden-bugten, at pirater huserer: Den internationale Maritime Organisation (IMO) modtog i 2011 64 ind-beretninger om angreb på skibe i denne bugt mod 45 i 2010. Heri indgår altså en del forsøg på kapring, som ikke førte til noget. I de første måneder af i år har der været ti tilfælde af pirateri her: ud for Benin, Congo, Elfenbenskysten, Gha-na og Nigeria. Ifølge FN-undergeneralsekretær B. Lynn Pascoe mister Nigeria omkr. syv pct. af sine olieressourcer på grund af pirateri. Det anbefales de berørte kyststater at samles til et topmøde for at opnå enighed om en strategi for pi-rateribekæmpelse. Ligesom i Aden-bugten har de vestafrikanske stater ikke nogen fælles pirateri-definition endsige en fælles holdning til, hvordan ondet bekæmpes og de skyldige straffes. Der findes heller ikke fælles folkeretlige regler om bevæbning af skibe (mod piraterne), men det anslås, at omkr. 40 pct. af de skibe, der besejler de farlige farvande, har bevæbnede vagter ombord.

FN-mandatet over Libyen forlænget

FN’s Sikkerhedsråd har forlænget sin mission i Libyen (UNSMIL) med ét år med det formål at sikre overgangen til de-mokrati, herunder få fremmet retsstaten, sikret menneskerettighederne og styrket sikkerheden i landet. Men nærer for-håbning om frie og retskafne valg i juni, således at der kan nedsættes en forfatningsgivende forsamling. Situationen skal opsummeres i en rapport hvert halvår.

BØGER anmeldt af Henrik Døcker

Fra udenrigsreporterens ”rejsestald”

Ulla Terkelsen er sandsynligvis Dan-marks mest rejsende journalist, så en selvbiografisk beretning fra hendes hånd vækker vid interesse. Hvordan trives man med at leve i en kuffert? Har en sådan person et privatliv? Gi-

ver det ikke rodløshed?

Bogen svarer ikke direkte herpå, den er ikke præget af refleksioner i egentlig forstand, men udstråler journali-stens stærke identifikation med sin metier og en stor ny-delse ved det. Der er fuld fart på øjebliksbilleder fra nær og fjern. Hun er på det nærmeste altid på vej.

Tættest er på en måde beskrivelsen af hendes barndom og ungdom i Århus, hvor hun trivedes med nogle liberale forældre. Fascinationen af den store verden uden for Danmark blev befordret ved et kortvarigt medlemskab af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), der gav mu-ligheden for at komme udenlands sammen med sin ha-stigt erhvervede akademiker-ægtemand og blive en slags

Ulla Terkelsen & Andreas Fugl Thø-gersen: Vi kan sove i flyvemaskinen, 256 sider, Politikens Forlag

14

ungkommunistisk udsending til Polen – her hjalp de bl.a. med dansksprogede radioudsendelser, som forkyndt kom-munismens velsignelser.

Afsavn led hun uden ophævelser for oplevelsernes skyld, og sådan må man tro, at hun også i dag er indstillet. Ellers kunne hun vel ikke have udviklet sig til en så inkarneret kosmopolit, der bor snart her, snart der, ja indimellem så-gar et helt år i Afghanistan. Efter hjemkomsten fra Polen tumlede hun nærmest ind i journalistikken, nærmere be-tegnet det hedengangne socialdemokratiske dagblad De-mokraten i hendes fødeby Århus – dér hvor også journali-ster som Jørgen E. Petersen og Ole Sippel har arbejdet. Fra begyndelsen grebet af journalistjobbet, måtte hun rela-tivt hurtigt kvitte det ikke særlig velovervejede ægteskab.

Tidligt blev hun optaget af Storbritannien – og så var det bare om at få pakket kufferten og tage til London! Tilværel-sen gik siden videre til Nordirland og USA. De perioder hvor hun – trods alt – har boet sammenhængende år i Danmark, har tilsyneladende været uharmoniske. Endnu en ægtemand (brite) skilles hun fra. Det skyldtes, så vidt man kan forstå, ikke så meget rejseriet som en impulsiv holdning til tilværelsen som sådan. Det gik især ud over hendes søn – hvad man forstår, hun ikke har det godt med.

Men en så – i bogstaveligste forstand – forfløjen person må nødvendigvis bringe mange ofre, hvad angår traditio-nelt privatliv. Hun er overvejende affabel i beskrivelsen af personer, fx hendes chef Jørgen Schleimann. Men ofte fly-ver navne blot lettere ukommenterede ”gennem luften ” i hendes bog. Den er fyldt med mere eller mindre muntre oplevelser, afbrudt af gedigne bidder nutidshistorie. Det er ikke synderlig logisk præsenteret, der er vældige tanke- og tidsspring og megen tilfældighed over det hele. Hvorfor hun i en periode har boet i Paris forklares fx ikke. Men der kan naturligvis heller ikke være megen (reflekteret) ro over en person, der er parat til at bryde op og tage ud i verden (hvor som helst hen) med ultrakort varsel.

Et indisk torturoffers ukuelige kamp for retfærdighed

Kun få af verdens torturofre opnår nogen godtgørelse eller andet udtryk for retfærdighed, efter hvad de har gået igennem. Denne bog er så at sige undtagelsen, der bekræfter reg-len. Den usbekiske Dina Yafasova, selv torturoffer med asyl i Danmark, har i denne bog beskrevet det indi-ske torturoffer Archana Guhas grum-

me skæbne. Nuvel, helt korrekt er der tale om en form for gendigtning af den indiske kvindes liv, både før og efter hun blev maltrakteret af indisk politi, fordi hendes bror an-giveligt var en farlig marxistisk separatist i delstaten Vest-bengalen.

Journalisten Yafasova, der i 2006 udgav bogen Dagbog fra Sandholm om egne oplevelser som asylsøger her, måt-te selv flygte fra sit hjemland efter en række kritiske artikler om Usbekistans sundhedssystem. Hun har skrevet sine to bøger på russisk og fået dem oversat til dansk af Sten Ja-kobsen. Der er grund til at komplimentere ham for en dyb indlevelse i Yafasovas udsøgte udtryksform.

Hun har på sin side realiseret en meget stærk identifice-ring med den indiske kvinde. Bogens titel hentyder til, at

Yafasova foretrækker, at mennesker, der har været torte-ret, snarere skal betegnes som torturoverlevere. Med den-ne bog har hun beskrevet, hvordan de danske læger Inge Genefke og Bent Sørensen samt deres internationale net-værk i torturbekæmpelsens og torturofferbehandlingens tjeneste blev Archana Guhas redning fra følgerne af grov tortur mod hendes fødder. Yafasova har dedikeret de to læger sin bog, ledsaget af hendes varme tak for deres ind-sats for hende selv såvel som et utal af torturofre verden over.

Men bogen handler altså om den indiske lærerinde Archa-na Guha, som havde det held at få kontakt med dansker-ne, at komme til behandling på Rigshospitalet i Køben-havn og dertil, efter næsten 20 år, at få dømt den indiske politimand, som var skyldig i hendes invaliditet. Yafasova har på basis af nøje kendskab til denne lange lidelseshi-storie lavet, hvad hun kalder en ”dokumentarroman”, der indfanger en mænge atmosfære fra Guhas beskedne hjem i Kolkata (Calcutta), indbefattet hendes søskende og øvri-ge familie. Men også om kvindens forhold til en dansk sy-geplejer, som fattede mere end almindelig sympati med hende, ja som forelskede sig i hende og blev hendes mand. Et forhold med mange problemer, præget af langva-rige adskillelser, og af Archanas tids- og pengekrævende kamp for retfærdighed.

Det hele er indfanget med mobilisering af hvad jeg vil kal-de opfindsom fantasi. Bogen slutter med gengivelse af en indholdsrig samtale, Dina Yafasova havde med Genefke og Sørensen, hendes to ”gode ånder”, som har viet deres liv til målrettet indsats mod tortur og dennes forfærdende følger. En bog, der må gøre dybt indtryk på enhver, der har fulgt dette årelange og yderst fortjenstfulde arbejde.

De bitre frugter af dansk krigsdeltagelse på Bal-

kan og i Irak

Læge Sven Birkeland har siden 2007 skrevet hele tre bøger om forskellige kriges ”lange køl-vandsstriber”, de mange tragiske følger, ofte langtidsfølger, som væbnede opgør udgør. Han har samlet megen vigtig viden og på formidabel vis registreret de store ofre, ikke mindst familierne til krigsdeltagere, har måttet bringe.

Danske soldaters indsats på Balkan og i Irak er mere eller mindre historie, men står dog stadig nogenlunde klart i manges erindring. For at udforske psykiske og fysiske føl-ger af danskeres krigsdeltagelse til denne seneste bog har Birkeland interviewet 200 personer, spredt over Danmark, og omhyggelig fået nedskrevet deres mange beretninger.

Han har haft base på Rehabiliterings- og Forskningscent-ret for Torturofre (RCT), som derved er blevet tilført gedi-gen supplerende viden om krigens traumer. I perioden 1992-2010 var der 30.440 udsendelser til Balkan og 6426 til Irak. Medregnes de 7844 udsendelser til Afghanistan, var der i dette lange tidsrum tale om ca. 25.000 udsendte soldater, idet mange har været udsendt flere gange. Det er blandt de 20.500 Balkan- og Irakveteraner, Birkeland har samlet stof til den foreliggende bog. Men også civile ofre fra det borgerkrigshærgede Eksjugoslavien får mæle.

Det er yderst fortjenstfuldt og beundringsværdigt hvor

Dina Yafasova: Kald mig ikke offer! 352 sider, Gyldendal

Sven Arvid Birkeland: Danmark i krig, 400 sider, Gyldendal.

15

mange informationer, Birkeland har indsamlet. Han har gjort et omfattende stof med mange detaljer om krigenes psykiske skadevirkninger tilgængeligt for offentligheden. Det er også beretningen om, at danske myndigheder kun langsomt forstod, at der burde iværksættes psykologisk efterkrigsbehandling af en del af de hjemvendte soldater.

Når jeg alligevel ophobede en god portion irritation under læsningen af bogen, skyldtes det brugen af striber af en-gelske udtryk, militære betegnelser, forkortelser mv., som ikke er umiddelbart forståelige for en gennemsnitslæser. Omkring 30 steder bemærkede jeg dette. Begyndende med rapelle (s. 62) og ved tro gengivelse af militære do-kumenter, hvad der udvikler sig sig til den rene militære hjernegymnastik: ”IED har varieret fra avancerede syste-mer som EFP- og PIR-udløste til primitive bomber med kabel… Senere blev anvendt ”Command Wire”, ’daisy chain’ IED med 2 EFP..” osv. (side 278).

Man spørger sig selv om bogens autencitet ville have lidt ved at gengive leave med orlov, small arms med små vå-ben eller head quarters med hovedkvarter – for nu blot at nævne nogle af de få, denne anmelder umiddelbart kunne oversætte. Det hele kunne være klaret ved en forkortelses- og ordforklaringsliste!

Kampen for et samlet Italien

Italien har stået i fokus på grund af 150-året for landets samling i 2011, så derfor kort vue over to vægtige bøger om Italien. Den danske historiker, tidl. folkeskole-lærer Sv. Lundberg har bl.a. udre-det et væld af indviklede tråde om Italiens samling og udvikling op til 1948, og den britiske historiske forfatter David Gilmour går både længere tilbage og op til det 21. årh. med påvisning af megen hul-hed og megen mytedannelse i storladne proklamationer om nuti-dens Italien.

I betragtning af at Italien sammen med Tyskland var 2. Verdenskrigs to store europæiske tabermagter, og at disse to lande var blevet samlet på nogenlunde samme tidspunkt i det 19. årh., er det ri-meligt at foretage en kort sam-menligning mellem dem. Først og fremmest stod Italien i første halv-del af det 20. årh. ganske lang tid i skyggen af Tyskland, det var ikke i tide kommet med i kapløbet om kolonierne i Afrika, efter 1945 op-levede begge et såkaldt ”økonomisk mirakel”, men det ty-ske forekom nok det mest impone-rende.

Italien kom, som Lundberg beskri-ver, modsat Tyskland til at under-skrive en egentlig fredstraktat efter 2. Verdenskrig og blev pålagt at betale krigsskadeserstatninger til lande, som det havde besat. Silvio Berlusconi, som har forladt mini-sterpræsidentposten efter bogens

udgivelse, indførte den 10. februar som en særlig ”mindedag”, fordi traktaten stammer fra denne dag i 1947,

hvor så også nogle italienske områder blev afstået til det daværende Jugoslavien. Sådanne tanker kan man dog antage, at det økonomisk hårdt trængte Italien af i dag har lagt bag sig – såvel som visse politikeres spredte applaus til Mussolini.

Det er bemærkelsesværdigt, at kun 2 pct. af regionen Pie-montes befolkning havde stemmeret, da den i januar 1861 gennemførte det første valg til kongeriget Italiens parla-ment. Lundberg, der trækker på mange italienske kilder, redegør omhyggeligt for de mange personer og magtinte-resser, der gjorde sig gældende, og for det svælg, der var mellem det højtudviklede kongedømme Piemonte (og Sardinien) og Syditalien, hvor Norditaliens politiske elite blev betragtet som fremmede og med mistro. Piemonte blev så at sige skabelon for det samlede Italien, ligesom det leverede dette riges første konge.

Et blødende sår i den italienske ”selvforståelse” var ne-derlaget til Etiopien i Adwa i 1896, hvor 6000 italienere omkom. Med så megen større iver kastede Italien sig si-den hen over Libyen i årene efter 1910, da dets hersker, det Osmanniske Rige, var svækket. Men libyerne bed godt fra sig, selv om Italien med brug af bl.a. giftgas udfol-dede stor brutalitet: omkr. 100.000 libyere blev drevet ud i ørkenen, hvor omkr. halvdelen skulle finde døden på grund af sult eller tørst i løbet af blot fem år. Erobringen af Etiopien i 1936 – som indledning til skabelsen af et Itali-ensk Østafrika - blev kortlivet, den varede kun til 1941, da de allierede under 2. Verdenskrig befriede landet.

Lundberg har rigtig mange detaljer med i sin flotte bog, der tillige bringer et væld af relevante illustrationer, hvoraf kun et fåtal tidligere har været gengivet i danske bøger. Han kommer kort ind på det interessante spørgsmål, om Italien så også reelt er blevet samlet, om det fremviser sammenhængskraft. Han giver ikke noget fyldestgørende svar, men betegner det generelt som splittet. Ikke mindst på grund af fortsatte og store forskelle i indkomstniveau mellem nord og syd.

Den facts-spækkede historiebog levner ikke plads til en nøjere beskrivelse af nutidens sociale og økonomiske til-stande, herunder ej heller om mafiaens magt skulle være styrket eller reduceret. Gilmour finder, at bekendelsen til en italiensk identitet er gået fløjten. Men i virkeligheden kræver det en dybere gående sociologisk undersøgelse at finde kernen i denne problematik. Den italiener, der måtte erkende sandheden i de mange udtryk for italiensk ufor-måenhed, som især Gilmour fremlægger, har unægtelig heller ikke meget at vær stolt af: I 1930’erne, da Mussolini hævdede at kunne tilintetgøre Storbritanniens Middel-havsflåde ”på én dag”, fremstillede Italiens lige så mange fly på et år, som USA gjorde på én uge.

Da krigslykken vendte under 2. Verdenskrig, ville en del italienere gerne (som fx også i Danmark) give det indtryk, at rigtig mange sluttede sig til modstandsbevægelsen (ofte kaldet partisanerne), men det var, som Gilmour oply-ser, kun omkring en tredjedel af en 1 pct., der greb til vå-ben – eller i forholdstal nogenlunde det samme antal som i 1848 havde gjort oprør mod Italiens østrigske besættel-sesmagt. Han har mange andre skarpe og træffende iagt-tagelser, som ikke overraskende munder ud i at, de fleste italienere stadig synes at identificere sig med deres hjem-egn eller måske region, og at Italien som nation ikke er slået ordentlig igennem.

Svend Lundberg: Kampen om Italien -1789-1948, 336 sider, Forlaget Broen.

David Gilmour: The Pursuit of Italy. History of a Land, its Regions and their Peoples, 447 sider, Allen Lane, London.

16

Fordi vi tror på et globalt ansvar

Bliv medlem — se hvordan på www.fnforbundet.dk

Og følg os på facebook.com/FNforbundet.dk