1

GLOBAL FN-forbundets medlemsblad

NR. 1 MARTS 2014

Hvad vil Rusland? Og

hvorfor brænder det i Ukraine?

+ interview med

Jakob Ellemann-Jensen

2

REDAKTION:

Henrik Døcker, Torleif Jonasson,

Anne Marie Wium-Andersen, Trine

Marqvard Nymann Jensen og

Jørgen Estrup (ansvarshavende)

FORSIDE:

UN Photo/ Eskinder Debebe

ISSN:2245-0017

GLOBAL udkommer næste gang:

April 2014

Artikler, der er underskrevet med

navn, er ikke nødvendigvis udtryk

for FN-forbundets holdning.

GLOBAL’s rødder kan føres tilba-

ge til 1885 til Dansk Fredsfor-

enings skrift Freden. Siden 1892 er

bladet jævnligt udkommet. Forma-

tet og navnet er skiftet, fra Freds-

bladet til FN-orientering til FN-

bladet til FN-forbundets Nyheds-

brev. Men ambitionen har altid væ-

ret den samme: at udgive et skrift

til støtte for en bedre verden, for

mellemfolkelig fred og forståelse.

FN-forbundet blev dannet i 1970,

da Den Danske FN-forening blev

sammensluttet med Dansk Sam-

råd for de Forenede Nationer og

Een Verden.

Forbundet går dog helt tilbage til

Foreningen til Danmarks Neutrali-

sering, der blev stiftet af den dan-

ske modtager af Nobels Fredspris,

Frederik Bajer, i 1882.

FN-forbundet er en medlemsorga-

nisation, uafhængig af FN, der har

til formål at styrke interessen for

FN og forståelsen for nationernes

gensidige afhængighed og fælles

ansvar.

Du kan vise din støtte til vores ar-

bejde ved at blive medlem af FN-

forbundet. Se mere på vores hjem-

meside www.fnforbundet.dk

FN-forbundet

Store Kongensgade 36, 4.th

1264 København K.

Hvad vil Rusland?

Efter Sovjetunionens opløsning var det store riges arvtager, Rusland, et land tæt på opløsning, institutionelt og økonomisk. Landets rolle i FN og på den internatio-nale scene i øvrigt var tæt på det usynlige.

Dette har ændret sig markant. Med en kombination af politisk stabilitet og økono-misk fremgang er Rusland nu en stat, der er svær at komme udenom. Landets interessesfære synes større og større, og ydmygheden er kastet væk, hvilket Vinter-OL, gennemført i en næsten altid frostfri by, også vidner om.

Det er principielt godt, at lande med styrke engagerer sig og øver indflydelse, men det kan i tilfældet Rusland være svært at se, hvilke mål der forfølges og hvil-ke værdier, der eventuelt måtte ligge til grund for engagementet.

Jeg opfattede det som positivt, da Rusland i efteråret var med til at forhindre for-hastede angreb i Syrien fra flere vestlige lande og efterfølgende bidrog til fælles planer i FN’s Sikkerhedsråd om at gøre noget ved borgerkrigen, herunder at få bragt de kemiske våben væk.

Siden har det imidlertid været svært at få øje på positiv russisk indflydelse i Syri-en og effekten af, at Rusland formentlig er et af de få lande som Assad i Dama-skus lytter til. Ruslands engagement har knapt rakt til at få stoppet humanitære katastrofer i f.eks. Homs og i Yarmouk-forstaden i Damaskus, hvor over 100.000 palæstinensere i månedsvis har været på hungersnødens rand.

Rusland har også været direkte fraværende på møder i FN om situationen i Syri-en, og i de aktuelle forhandlinger i Geneve synes FN-mægleren Lakdar Brahimi ikke at få megen hjælp af det stærke Rusland. Internationalt ansvar rækker altså længere end at forhindre det, man ikke vil.

I Ukranie er det svært at gennemskue, hvad der er foregået bag kulisserne, men det synes som om, Rusland (og muligvis også EU-landene) har givet de ukrain-ske ledere et valg om at vælge enten Rusland eller EU som partner, selv om det politisk eneste mulige valg for Ukraine er at vælge begge.

Opdelingen i ”dem eller os” synes i det hele taget at styre Putin-regeringen, også på russisk grund. De, som ikke på alle måder følger flertallet, har ikke meget plads. Det uanset om det er politisk opposition, lokale NGO-aktive, Greenpeace-aktivister eller udfordrende sanggrupper. Pluralisme er ikke velset i Rusland – og slet ikke i Kreml.

Ole Olsen

Medlem af FN-forbundets bestyrelse

3

Indhold

Nyt fra FN-forbundet SIDE 4

3 spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen SIDE 6

Putins russere eller russernes Putin? SIDE 7

Det brændende Ukraine SIDE 9

Sværere at retsforfølge menneskehedens fjender SIDE 11

Internationalt overblik SIDE 13

Henrik Døcker anmelder SIDE 15

4

Nyt fra FN-forbundet

Kom med til Generalforsamling i FN-forbundets Københavnskreds

Københavnskredsen er lige nu i gang med at planlægge en række arrangementer og tiltag, der skal sætte fokus på

at markere udløbet på 2015 Målene og se frem mod og engagere os i udviklingen af nye bæredygtighedsmål i ar-

bejdet for verdens udvikling.

Generalforsamlingen vil derfor starte med et kort oplæg om de emner og aktivitetsformer, som vi planlægger at be-

skæftige os med i kredsen i 2014 og 2015.

Det er mandag den 31. marts 2014 kl. 19.00 på FN-forbundets sekretariat, St. Kongensgade 36, 4.th. København

Se mere på www.fnforbundet.dk

TAK til de, der har bidraget

til dette nummer af GLOBAL:

Ole Olsen, FN-forbundets

Menneskerettighedsudvalg,

Karsten Fledelius &

Kim Frederichsen fra Dansk-

Russisk Forening,

& Jakob Ellemann-Jensen,

Venstre

Forsiden denne gang: En fotograf har taget et

smugkig ind i den russiske tolkeboks under et mø-

de i Sikkerhedsrådet. Alle officielle møder og doku-

menter oversættes fra og til de officielle arbejds-

sprog for verdensorganisationen: Engelsk, fransk,

arabisk, kinesisk, russisk og spansk. Næsten 460

tolke arbejder hver dag i FN-sekretariatet.

Velkommen til vores nye kreds i

Aalborg!

Efter en nylig stiftende generalfor-

samling kan vi nu sige tillykke og

velkommen til vores nye kreds i Aal-

borg. Formand blev Bjarke Zinck

Winther.

Næsten 90 dukkede op til deres før-

ste offentlige møde om FN, udvik-

ling og fredsbevarende missioner v/

Finn Reske Nielsen, medlem af FN-

forbundets Venner og nu næstfor-

mand i Aalborg-kredsen.

Find dem på Facebook og følg med

i deres arbejde eller skriv direkte til

FN-forbundetnordjylland@outlook.dk

5

”We must all raise our voices

against attacks on lesbian, gay, bisexual,

transgender or intersex people.

We must oppose the arrests,

imprisonments and discriminatory

restrictions they face.”

Så klar i mælet var generalsekretær Ban

Ki-moon, da han talte til Den Olympiske

Komité aftenen inden åbningen af Vinter-

legene i Sochi.

Forholdet mellem den amerikanske

og den russiske FN-ambassadør,

Samantha Power og Vitaly Churkin,

har længe været køligt.

Efter Power havde mødtes med

medlemmer fra gruppen Pussy Ri-

ot, fik temperaturen sig dog endnu

et hak nedad - denne gang på

Twitter.

Sæt i kalenderen allerede nu til, når vi holder Landsmøde 2014 den 25.-26. oktober i København!

6

Hvilke udfordringer ser du for forholdet mellem Danmark og Rusland i spillet omkring

grænsedragningen og ressourcefordelingen af Arktis?

Den største udfordring bliver at sikre en fredelig udvikling i Arktis, hvor både grænsedragning og ressourcefor-deling sker ved forhandlingsbordet, frem for ved (trusler om) brug af rå magt.

Derfor er jeg meget glad for, at Per Stig Møller som udenrigsminister for VK-regeringen tog initiativ til at fremsætte Ilulissat-erklæringen, hvor de fem arktiske kyststa-ter forpligtede sig til at løse alle politiske uoverensstemmelser igennem forhandlinger.

Det betyder bl.a., at spørgsmålet om grænsedragning skal afklares ved den særlige FN-kommission for kontinentalsoklens grænser, og i sidste ende ved en international domstol.

Barack Obama, David Cameron, Angela Merkel valgte ikke at deltage i Vinterlegene i Sochi, hvad der af flere betragtes som et boykot i protest mod Ruslands noget blakkede ry på

menneskerettighedsfronten. Skulle Danmark også have boykottet?

Som hovedregel bør man gøre en indsats for at undgå at blande politik og sport sammen. Men det er ofte nemmere sagt end gjort. Nogle gange er det derfor på sin plads at sende et klart signal gennem en politisk boykot af en sportsbegivenhed som f. eks. OL.

Hver gang skal man dog spørge sig selv, om man tror en boykot vil kunne have en positiv effekt og vil kunne rykke noget politisk. Det tror jeg ikke på ville være tilfældet med en boykot af OL i Rus-land. Et ikke uvæsentligt parameter, man må forholde sig til, er naturligvis, hvor mange lande, der støt-ter en boykot. For det er klart, at hvis Danmark boykotter alene, vil det ikke have nogen større ef-fekt. Så bliver det bare indenrigspolitisk symbolpolitik.

Der har været meget fokus på Rusland og Kina og deres brug af vetoretten i forbindelse med konflikten i Syrien, men når man kigger på afstemningerne i Sikkerhedsrådet siden 1991, da Sovjetunionen blev til Rusland, er det faktisk USA, der flest gange har nedlagt veto (14 i alt i mod Ruslands 9 og Kinas 7). Hvad er din holdning til Ruslands diplomatiske adfærd under Syri-en-konflikten? Og er vetoretten sådan helt generelt et problem for FN’s legitimitet, som den or-

ganisation, der skal varetage international fred og sikkerhed?

Vetoretten er både FN-systemets styrke og svaghed. Det gør det vanskeligt at nå til enighed, men når det så rent faktisk lykkedes, står FN også med et virkeligt stærkt mandat til at handle på vegne af verdenssamfundet. Der er ingen tvivl om, at der er en risiko for, at FN’s legitimitet kan blive svækket, hvis systemet sander fuldstændig til på grund af gentagne vetoer.

Vi så et frygteligt eksempel på det omkring konflikten i Kosovo. Selvom jeg er særdeles skuffet over Ruslands adfærd i forhold til Syrien-konflikten, hvor den russiske modstand har lammet FN og dermed verdenssamfundet, mener jeg ikke, at man skal kritisere FN og selve vetoretten for det. Ansvaret ligger alene hos Rusland.

”

3 spørgsmål til Jakob Ellemann-Jensen

”

”

Venstres EU-ordfører og udviklingsordfører og ikke mindst

formand for FN-forbundets Folketingsgruppe, Jakob Ellemann

-Jensen, har været medlem af Folketinget siden 2011.

Her ses han til Christiansborg-konferencen om bæredygtig

udvikling og post2015-processen i september sidste år.

7

Af Kim Frederichsen

Næstformand Dansk-Russisk Forening

Ph.d. stipendiat, Institut for Tværkulturelle og Regiona-le Studier, Københavns Universitet

Som oplæg til et foredrag om Rusland på Seniorhøj-skolen i Odense blev jeg spurgt: ”Hvorfor finder russer-ne sig i det?” Min umiddelbare tanke var: Gør de da det?

I denne artikel skal vi forsøge at besvare ovenstående spørgsmål. For at give et fyldestgørende svar må vi dele det op i to tidsperioder; før og efter de seneste Duma- og præsidentvalg. Vi skal se på, hvad der har ændret sig, hvordan magthaverne har reageret på æn-dringen, og hvor pilen for Ruslands fremtidige udvikling peger hen.

Den ukendte Putin

Den 31. december 1999 trådte præsident Boris Jeltsin tilbage og overlod magten til den dengang nærmest ukendte premierminister Vladimir Putin. Allerede sam-me dag offentliggjorde russiske aviser et dokument, der siden er blevet kendt som ”Putins manifest”. Pro-grammet indeholdt 5 hovedomdrejningspunkter for den politik, Putin ønskede at føre:

1: En afvisning af kommunismen som samfundsmodel.

2: Den stærke stat med statsmagten og med monopol på at iværksætte og gennemføre samfundsreformer.

3: Patriotisme og national stolthed som et plusord.

4: En stærk økonomi, der ikke var et eksperimentarium for vestlige økonomer. Rusland skulle finde sin egen vej til modernisering og især satse på forskning, udvik-ling af avanceret teknologi og udnyttelse af ressourcer-ne.

5: Endemålet var at se Rusland genrejst som den stor-magt, ikke bare magthaverne men mange almindelige borgere mener, Rusland rettelig er og altid har været.

Der var tale om et meget langsigtet program. Det gav et behov for at kunne fastholde magten i meget lang tid for at kunne føre de politiske målsætninger ud i livet. Konkret udmøntede det sig i, at Putin tog magten over økonomien og medierne tilbage fra oligarkerne ved hjælp af Gazprom. Samtidig indførte Putin ”Magtens vertikal”, der via direkte udpegning af guvernørerne i regionerne, skulle sikre, at Kremls politik rent faktisk blev ført ud i livet, hvilket fjernede mange små fyrster, der kun havde arbejdet i egen økonomisk vindings in-teresse. Medaljens store bagside var bestræbelserne på at monopolisere medierne og særligt fjernsynet, der er russernes vigtigste informationskilde, samt oprettel-sen af partiet Forenet Rusland for at monopolisere den politiske og parlamentariske magt.

Den populære Putin

I den første periode blev der afholdt 3 præsidentvalg og 3 parlamentsvalg. Valgresultaterne viste en over-vældende støtte til Putin og derpå Medvedet samt til Forenet Rusland. Mest markant i 2007 hvor partiet fik 64 % af stemmerne, mens Medvedev (ligesom Putin) blev valgt til præsident i første valgrunde. Når man gennemgår valgresultaterne springer 5 forhold i øjne-ne:

1: Valgresultaterne afspejlede reelt folkestemningen.

2: 1/3 af de stemmeberettigede stemte ikke.

3: I modsætning til Jeltsin havde Putin ikke et flertal imod sig i parlamentet.

4: De borgerlige-liberale politikere var stærkt upopulæ-re, da de i vælgernes øjne bar hovedansvaret for den kaotiske situation i 1990’erne.

5: Derimod var der en overvældende støtte til den poli-tik, Putin førte.

Denne støtte gik igen i en række meningsmålinger fra perioden. Når russerne blev spurgt svarede et klart flertal, at Rusland var et demokrati, og at landet udvik-lede sig i en demokratisk retning. Men med demokrati forstod de ikke demokrati i ”vestlig forstand”, men en unik russisk model med en stærk stat og leder og øko-nomisk vækst som de vigtigste punkter. I 2008 mente næsten 50 % af de adspurgte, at det var legalt, at Putin selv udpegede sin efterfølger, mens næsten 66 % fandt det rigtigt eller meget rigtigt, at Putin blev premi-erminister.

Baggrunden for Putins succes var de stærkt stigende råstofpriser. Rusland bevægede sig fra at være den 22. til den 6. største økonomi. Blandt BRIC landene har det den hurtigst voksende middelklasse og den største vækst i BNP pr. capita.

I Vesten har vi en tendens til (med rette) at betragte 1990’ernes Rusland som det frieste tidspunkt i landets historie. Men for russerne var det en tid med økono-misk kaos, hvor reallønnen blev udhulet, priserne ek-sploderede, værdien af pensionerne forsvandt i den voldsomme inflation, og offentlige lønninger eller over-førselsindkomster kunne udeblive i månedsvis. Putin blev belønnet for at skabe stabilitet og sikkerhed.

Den upopulære Putin

Når man ser på de seneste valgresultater ser det umid-delbart ud som business as usual. Putin og Forenet Rusland vandt overvældene sejre. Men går man tætte-re på ser man, at Forenet Rusland gik tilbage ved val-get, og selvom Putin selv ifølge oppositionens exit polls ville have vundet, skulle han sandsynligvis havde væ-ret ud i en anden valgrunde. Allerede op til valgene vi-

Putins russere eller russernes Putin?

Forholdet mellem stat og borger i dagens Rusland

8

ste meningsmålinger folkelig utilfredshed ved udsigten til valgsvindel, og da den blev dokumenteret førte det til – efter russiske forhold – store demonstrationer, der dels tiltrak folk, der ikke normalt har tilhørt den svage og fragmenterede opposition, dels kom bag på såvel magthaverne som udenlandske iagttagere.

Der er blevet skabt en middelklasse i Rusland, der er begyndt at ønske indflydelse, og som er dybt utilfredse med f.eks. det ukontrollable korruption, som de udsæt-tes for i daglige, og som for nylig indbragte Rusland en tredjesidsteplads på en europæisk liste over, hvilke lande, det er godt at drive forretning i.

Den trængte Putin

Putin har reageret med både pisk og gulerod. Først-nævnte er ikke mindst kommet til udtryk ved vedtagel-sen af ”loven om fremmede agenter”, der påbyder alle NGO’er, der har modtaget støtte fra udlandet, at lade sig registrere som fremmede agenter (hvilket på rus-sisk lyder fuldstændig som ”spion”), og ”loven om for-bud mod homoseksuel propaganda rettet til mindreåri-ge”, idet Putin i sin retorik sætter direkte lighedstegn mellem homoseksualitet og pædofili.

Med lovene såvel som dommen over Pussy Riot øn-sker Putin at appellere til de konservativt indstillede kernevælgere og bevare støtten fra den stærkt konser-vative ortodokse kirke ved at fremstille sig selv som bolværket og beskytteren mod skadelig vestlig påvirk-ning af traditionelle russiske samfundsværdier og -normer.

På den anden side er der efter års pause blevet gen-indført valg til guvernørposterne – mest af alt ud fra et ønske om at legitimere udpegningerne. Men det kan

vise sig at give bagslag – f.eks. fik oppositionslederen Aleksandr Navalnyj (der er dømt til 5 års fængsel for at stjæle en skov) 32 % af stemmerne ved borgmester-valget i Moskva. Samtidig er der trods skiftende udmel-dingerne stadig ikke sket indskrænkninger i friheden på Internettet, som over 50 % af russerne i dag har ad-gang til, og som spiller en stadig større rolle som pri-mært informationsmedie i forhold til de statsstyrede TV kanaler.

Putins Rusland hvorhen?

Det er meget vigtigt at holde sig for øje, at Putin stadig har opbakning fra over halvdelen af den russiske be-folkning, der støtter hans politik om traditionelle værdi-er, har en stærk negativ opfattelse af Vesten og mener, Rusland har krav og ret til en stormagtsplads i solen. Det virker ikke sandsynligt, at han vil blive afsat ved det førstkommende valg, selvom der så småt er ved at vokse en opposition til Putin frem i den russiske mid-delklasse, det er langt mere interessant, hvad der kom-mer til at ske efter hans 2. valgperiode.

Vi bør derfor følge kulturminister Marianne Jelveds ek-sempel om en fortsat kritisk dialog med magthaverne. Men samtidig skal vi støtte det spirende, men stadig meget skrøbelige russiske civilsamfund, der er stærkt fragmenteret og stort set ikke er enige om andet end at være imod Putin.

I Rusland er der tradition for, at reformforsøg kommer fra oven – fra magthaverne – men de virkelige omvælt-ninger i russisk historie – februar 1917 og august 1991 – er altid kommet fra neden, og Rusland nærmer sig et vadested mellem disse to strømninger.

Kim Frederichsen er cand.mag. i Russisk , og pt. ansat som ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, hvor han forsker på et pro-jekt om sovjetisk kulturdiplomati under Den Kolde Krig. Han er næstformand i Dansk-Russisk Forening og formand for afdelingen i Re-gion Syddanmark. Han er foredragsholder og forfatter til flere artikler om historiske og aktuelle russiske samfundsforhold.

Videre læsning:

Materialerne fra de årlige Ruslandskonferencer på Christiansborg, herunder det statistiske materiale, der ligger til grund for denne arti-kel, kan ses på Dansk-Russisk Forenings hjemmeside: dkrus.dk, hvor man også kan finde aktuelle nyhedsklip om Rusland fra danske og udenlandske medier.

Desuden findes der en række gode hjemmesider med aktuel information:

Russian Analytical Digest: http://www.isn.ethz.ch/Digital-Library/Publications/Detail/?id=17933

Johnson’s Russia List: http://russialist.org

Russia Beyond the Headlines: http://rbth.co.uk

Intet nyt fra Vestfronten podcast: http://intetnytfravestfronten.dk

9

Af Karsten Fledelius

Formand for Dansk-Russisk Forening og medlem af FN-forbundets bestyrelse

Hvad drejer den voldsomme og langvarige konflikt i Ukraine sig om? En genopvækning af den Kolde Krig, hvor vest og øst kæmper om den største rent europæi-ske stat i Europa? Et forspil til en deling af dette store land efter etniske linier? En drøm hos en stor del af ukrainerne om at blive en del af den europæiske uni-on? Eller en rent politisk kamp mellem en befolkning som er dødtræt af korrupte politikere og elendig social standard og ønsker nye ledere til magten?

Uanset hvilken forklaring man byder ind med: Mens disse linjer skrives, aner vi ikke, hvordan det hele vil ende. For 25 år siden rejste folket sig mod magthaver-ne i Kina – men tabte efter et par måneders demonstra-tioner. 5 måneder senere rejste folket sig mod DDR’s (Østtysklands) regering og system – og fejede dem re-elt væk. Begge udgange har været mulige i Ukraine. Men også en tredje: En eller anden form for kompro-mis, magtdeling eller overgangsordning. Og det var det, man nåede frem til den 21.2. Efter 80 dødsofre. Men selvfølgelig kunne kampene bryde ud igen, hvis imple-menteringen af aftalen gik i fisk. Og det var lige præcis det, der skete den 22.

Det var ikke præsidenten, som sprang fra aftalen, heller ikke oppositionspolitikerne. Det var oprørerne i Kiev, som ikke accepterede det indgåede kompromis. Så flygtede præsidenten, parlamentet afsatte ham, og ny-valg til præsidentposten er udskrevet til maj. Oppositio-nens mere moderate politikere, som stod bag aftalen, er også blevet desavoueret. Og Rusland, som ikke brød sig om aftalen, kræver nu dens overholdelse. Samtidig med at det opbygger en militær trussel mod Ukraine og helt klart understøtter kampen mod det nye regime i Kiev, bl.a. ved at puste til lokale etnisk-russiske ønsker på Krim om at løsrive halvøen fra Ukraine og genforene den med Rusland, som situatio-nen var indtil 1954.

Bliver det næste en russisk militær invasion af Ukraine, eller forsøg på en sådan? Bliver det et måske vellykket forsøg på at løsrive områder som Krim og Donetsk-området, som er nært knyttet til Rusland, fra resten af landet? Ender det hele i en borgerkrig som det heden-gangne Jugoslavien i 1991? Eller er det, der vil ske, Af-ghanistan-scenariet fra 1979, hvor en slagen eksilpoliti-ker, der havde søgt sikkerhed i Moskva, vendte tilbage støttet på de russiske våben og oprettede en Moskva-styret marionet-regering i sit hjemland?

Både Ruslands og EU’s forsøg på at gribe ind i konflik-ten er indtil videre strandet. Man skal ikke umiddelbart tro, at alle er enige om de næste skridt i Moskva – det var man heller ikke i 1979 før invasionen i Afghanistan. Fornuftige stemmer i Rusland fraråder, at landet forsø-ger at overtage ansvaret for det ukrainske fallitbo, som den flygtede præsident har så stort et medansvar for.

Og i EU er der stærk uenighed mellem de central-østeuropæiske medlemmer, ikke mindst det nye med-lem Kroatien, som ønsker at Ukraine nu skal have et løfte om EU-medlemskab engang ud i fremtiden, og de EU-stater, herunder Danmark, som finder det meget klogere ikke at udæske Rusland med noget tiltrædel-sestilbud til Ukraine, men finde frem til en samarbejds-struktur mellem Rusland og Vesten, som kan få den ukrainske krise nedtrappet og forholdene normaliseret ved et fredeligt magtskifte, herunder præsidentvalg, og så koncentrere sig om det, der burde ses som det al-vorligste problem i dagens Ukraine: den katastrofale økonomiske situation. Men her ved udgangen af febru-ar er det, som om retorikken bliver stadig mere aggres-siv, og bevæbnede militsgruppers besættelser af nøgle-bygninger og lufthavne på Krim er med til at optrappe den igangværende psykologiske krigsførelse.

Denne voldsomme konflikt, som er den alvorligste trus-sel mod freden og sikkerheden i Europa siden den ge-orgisk-russiske krise i 2008, foregår tilmed, i modsæt-ning til den langtrukne syriske borgerkrig, lige uden for EU’s hoveddør: 5 EU-lande grænser op til Ukraine. Landet er transitland for naturgas fra Rusland til Cen-traleuropa, som det kulturelt har tætte forbindelser med. Samtidig er dets største handelspartner Rusland. Ukraine er således afhængigt til begge sider. Og har rigtig gode muligheder for at agere som økonomisk og kulturel formidler. Hvis landet da havde en ordentlig re-gering, administration og retsvæsen og et retfærdigt og velfungerende politisk system. Men ingen af disse for-hold har været til stede indtil nu. Og det store spørgs-mål er, om de uenige oppositionspolitikere, som nu har den formelle magt, sammen med medlemmerne af den folkelige opstand kan sikre skabelsen af et sådant, i en situation, hvor staten er på randen af bankerot og sam-fundet i høj grad holdes i gang af den sorte økonomi.

Der har været spekuleret en del på muligheden for en opsplitning af landet i et russisk-venligt Østukraine og et EU-venligt Vestukraine, men så enkelt er det ikke. Hovedstaden Kiev er i høj grad præget af oprørsbevæ-gelsen, som også er stærk i flere store byer mod øst. I østområderne er der naturligvis større geografisk nær-hed til Rusland, og ukrainske gæstearbejdere findes i betydeligt tal i dettes vestlige egne. Men der har ikke hidtil været noget stærkt ønske hos hverken de etniske østukrainere eller den store russiske minoritet (omkring 35 %) om en løsrivelse fra Ukraine. Mange indbyggere i Ukraine føler sig først og fremmest knyttet til deres hjemby eller hjemegn, og hvad der i stigende grad bin-der dem sammen er en fælles skæbne. Sprogligt ligger ukrainsk og russisk ikke langt fra hinanden, og i dag er de to sprog i praksis ligestillede.

Men et helt særligt område er Krim, hvor den domine-rende befolkningsgruppe, som også præger halvøens hjemmestyre, er russerne. Men uden for flådebyen Se-vastopol, som er klart russisk domineret, forekommer ukrainsk sprog ofte, hertil kommer det igen voksende tatariske mindretal, som taler et med tyrkisk nært be-slægtet sprog og gennemgående støtter oprørsbevæ-gelse i Kiev – i hvert fald ønsker de ikke en tilbageven-den til Rusland. Det var Sovjetunionens stærke mand

Det brændende Ukraine

10

efter Stalin, Nikita Khrustjov, som 1954 forærede halv-øen til Ukraine, som han havde været partichef for, i anledning af 300-året for de ukrainske kosakkers frivilli-ge tilslutning til Rusland i stedet for Polen. Krim fik imidlertid efter kommunismens fald en ganske vidtgå-ende hjemmestyre-ordning, som stadig består, som det eneste territorium i Ukraine i dag med en speciel poli-tisk status. Og kommunismens fald åbnede op for tilba-gevenden i større omfang af den 1944 fordrevne tatari-ske befolkningsgruppe, hvis ejendom fra før fordrivel-sen dog stadig ikke er tilbagegivet.

Der er naturligvis en indbygget risiko i et sammensat land for en ”eksjugoslavisk” udvikling som den, der ramte det vestlige Balkan i 1990’erne efter at have væ-ret under udvikling gennem 1980erne. Men Ukraine er ikke på sammen måde som det gamle Jugoslavien op-bygget af etnisk forskellige republikker, dels går den sociale og økonomiske vrede på tværs af etniske skel. Hvad der virkelig skiller i Ukraine, er skellet mellem rig og fattig. Præsidenten og hans kreds, og disses famili-er, er utrolig rige og øger deres rigdom ved korruption og nepotisme. Det snakker man helt åbent om i sam-fundet. Og myndighedernes misbrug af retssystemet til at jagte oppositionspolitikere under dække af korrupti-onsbekæmpelse (!) synes uudryddeligt, trods protester fra Europarådet. Det virker grotesk at høre den ukrain-ske ambassadør i København fremhæve, hvor godt det går med økonomien under præsident Janukovitj, når det er åbenbart, at landet i dag befinder sig på græn-sen til statsbankerot.

Ukraine var en relativt velstående republik i Sovjetti-den. Det er et særdeles vigtigt landbrugs-om-råde med masser af frugtbar jord, og fik i Sovjettiden en udbygget minedrift (i øst) og en stærk industriel sektor. Men lan-det mangler de råstoffer, det i sovjettiden importerede til meget lave priser fra Rusland, først og fremmest olie og gas. Det er forbi efter Sovjetunionens opløsning, og opvejes ikke af transitafgifterne fra de russiske pipe-lines til Centraleuropa. Og de nye pipelines for natur-gas er blevet trukket uden om Ukraine. Det er en poli-tik, som Rusland og EU faktisk har været fælles om. Der var derfor en vis logik i Janukovitj’s forslag om tre-partsforhandlinger mellem Ukraine, EU og Rusland. Et anstrøg af det så man i februar, da udenrigsministrene fra Tyskland, Frankrig og Polen med en russisk bisid-der forhandlede med præsident og parlamentarisk op-position i Ukraine. Men den aftale, som den folkelige opstand så ikke ville acceptere, stillede man sig ikke officielt bag fra russisk side. Og de regeringssty-rede medier i Rusland har hele tiden udtalt sig skrapt mod den folkelige opstand og støttet den tidligere ukrainske regerings retfærdiggørelse af opstandens blodige ud-vikling med, at specialstyrkerne kun havde skudt med skarpt ”i selvforsvar”.

Foreløbig synes alle at være tabere i Ukraine, undta-gen den folkelig opstand. Som sagtens kan ende med at være den, der taber til sidst. Spørgsmålet er, i hvor høj grad opstanden fremover vil være præget af dens radikale højrefløj, som både vender sig mod Rusland og EU og ønsker et helt ”frit” Ukraine for Ukrainerne. Det er denne fløj, man fra Janukovitj’s tilhængere og Rusland side har gjort alt for at betegne som nyfascisti-ske kræfter. Og det er klart, at den folkelige opstands foreløbige sejr i virkeligheden hviler på et særdeles skrøbeligt fundament.

Det er ikke første gang, Viktor Janukovitj har måttet gi-ve køb over for en stærk folkelig bevægelse. Sidste gang var i 2004, ved den såkaldte ”Orange Revoluti-on”. Denne var baseret på et samarbejde mellem flere utilfredse fløje, med Jusjtjenko og Tymosjenko som de ledende toppolitikere. Men deres indbyrdes uenighed og manglende evne til at løse landets problemer førte til den orange koalitions opløsning og Janukovitj’s magtovertagelse i 2010. Vil den folkelige opstands le-dere kunne holde bedre sammen end de ”orange” le-dere, og vil de kunne samarbejde konstruktivt med lan-dets øvrige politiske grupperinger? Og vil de få lov til det af en hær, som hidtil har holdt sig i ro, men som kunne tænkes at ville gribe ind, hvis situationen bliver endnu mere kaotisk, og et politi, som hidtil i høj grad har været kontrolleret af de gamle magthavere?

Der er også store sociale forskelle i Rusland, og meget korruption. Men Putin-regimet er dygtigere, og Rus-lands bruttonationalprodukt pr. indbygger er næsten tre gange så højt som Ukraines. Ukraine var økonomisk på linje med Polen i 1992, i dag er Polen målt i brutto-nationalprodukt pr. indbygger tre gange rigere! Faktisk er Ukraine i dag en af Europas allerfattigste stater, med større nød end selv det fattigste EU-land, ja selv end lande som Serbien, Albanien og Bosnien-Hercegovina. I sidstnævnte land synes man i øvrigt at have ladet sig inspirere af den månedlange ukrainske opstand, om end ikke så velorganiseret som i Ukraine. Blandt andet fordi man i Bosnien har svært ved at finde en fælles hadefigur. Det er det gået helt fint med i Ukraine, med den ærlig talt ikke udpræget charmerende præsident Janukovitj og hans familie og venner, herunder hans hovedrige tandlægesøn med den store ejendom tæt på Sevastopol på – Krim.

Taktiske evner har man ikke kunnet frakende den (tidligere) ukrainske præsident: her har han ofte været mere snu end sine modstandere. Hans folks færdighed i at bruge juridiske spidsfindigheder til at sætte politiske modstandere ud af spillet har været stor. Og det er og-så juraen, hans russiske støtter i dag forsøger at køre på, sammen med en massiv mistænkeliggø-rende pro-panda i de regeringskontrollerede russiske medier, som forstørrer betydningen af de højreradikale grup-pers rolle under opstanden ud over al rimelighed. Men Janukovitj har i det mindste for øjeblikket mistet støtten fra sin eget parti, Regionernes Parti. Spørgsmålet er, hvor længe man fra russisk side fortsat vil satse på denne taber fra både 2004 og 2014.

Det er nemt nok at kritisere EU’s ledere for ikke at have udvist nok ”fasthed” over for Janukovitj-regimet. Men det kombinerede pres af de pinlige og stadig mere blo-dige kampe og EU’s sanktionstrusler fik trods alt Janu-kovic til at søge sammen med de mere moderate oppo-sitionsledere under mægling fra tre af de største EU-lande, Tyskland, Frankrig og Polen, med deltagelse af en repræsentant for Rusland. Fredag 21.2. faldt for-handlingerne på plads med vedtagelse af aftalen om en begrænsning af Janukovic’s magt og præsidentperi-ode, ophør af kampene, amnesti og løsladelse af bl.a. Julija Tymosjenko. Denne aftale kan næppe genoplives i dag. Men en fredelig udgang af krisen forudsætter en eller anden lignende proces, hvor EU, USA og Rusland virker sammen med konstruktive kræfter i den ukrain-ske politiske verden for at skabe en form for demokra-tisk normalitet i det hårdt prøvede land.

11

Af Henrik Døcker

FN-pagten forudsætter, at dens medlemsstater ikke gri-ber ind i, hvad der i det væsentlige hører under én stats herredømme (’jurisdiktion’) – men næsten lige siden 1945 har verdensorganisationen ”blandet sig” på den ene eller anden måde. Ganske enkelte stater har taget FN’s konventioner så seriøst, at de har forsøgt retssa-ger anlagt mod politiske lederskikkelser, som har haft ansvar for folkedrab, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden eller tortur. I den forbindelse og-så at få dem anholdt på fremmed territorium. Belgien og Spanien, eller enkeltpersoner fra disse lande, er de eneste, som har forsøgt sig med iværksættelse af den såkaldt universelle jurisdiktion.

Det appellerer til retfærdighedssansen hos verdensbor-geren anno 2014, at en præsident, en general, en lokal magtherre må kunne undgælde for meget alvorlige, po-litisk betonede forbrydelser overalt i verden, hvor ved-kommende måtte befinde sig. Men politiske, ind imel-

lem sågar storpolitiske hensyn spænder ben for at få anholdt fx en kinesisk statsadvokat, en iransk udenrigs-minister, en cubansk præsident, en tidligere israelsk ef-terretningschef – som alle tilfældigvis har besøgt Dan-mark – selv om de har haft ansvar for nogle af de nævnte politisk motiverede delikter.

Spanien bøjede sig for politisk pres fra Kina

Det spanske parlament vedtog i februar en lovændring, som begrænser spanske undersøgelsesdommeres ret til at rejse sådanne sager mod ikke-spaniere vedrøren-de forbrydelser begået i andre lande. Det var foranledi-get af forsøg på at ’brændemærke’ Kinas 87-årige tidli-gere præsident Jiang Zemin og andre kinesiske politi-ske spidser for deres ansvar for blodig undertrykkelse i Tibet år tilbage. En form for international ’anholdelsesbegæring’ à la Interpols for almindelige kri-

Sværere at retsforfølge

menneskehedens fjender

Ny spansk lov begrænser spanieres brug af universel jurisdiktion

Indgangen til Fredspaladset, der huser Den Internationale Domstol i Haag UN Photo/ Sudhakaran

12

minelle sigtelser er hermed nærmest lagt død.

Man kan formentlig heraf udlede, at et initiativ, som den daværende undersøgelsesdommer Balthazar Garzón i 1998 udviste, for at få den tidligere chilenske præsident Augusto Pinochet bragt for retten for tortur og henrettelser 1973-90, ikke kan gentages. Garzón fik Pinochet anholdt under dennes ophold i Storbritannien, men i sidste ende lod den britiske højesteret ham slip-pe, dvs. løsladt og udleveret til Chile, hvor han døde, inden en retssag blev afviklet. For fremtiden skal selv en folkedrabssigtet person, set fra Spaniens officielle synspunkt, enten være spanier eller bosiddende i Spa-nien på tidspunktet for forbrydelsen, hvis en anklage skal nyde fremme.

Sådan ser da næsten alle andre i lande på dette. Straf-feret og –kompetence er meget bundet til en national-stat, idet vi her ser bort fra Den Internationale Straffe-domstols (ICC’s) ret så nye kompetence, og de særlige regler, der gælder for tiltale i medfør af, den for dom-stolen gældende, Rom-statut (et emne, som i flere fo-regående numre af GLOBAL har været indgående om-talt). Der er jo det ved det, at en del vigtige stater, så som USA og Kina ikke har tiltrådt ICC. Og her kan man godt bruge et nationalt initiativ.

USA’s kamæleonagtige rolle i folkeretten

På den anden side er det værd at opholde sig en smu-le ved USA i denne forbindelse. Dette land anerkender nemlig, at straffesager hidrørende fra andre lande eller vedrørende ikke-amerikanere, pådømmes ved USA’s domstole. I 1980 blev en politiofficer fra Paraguay i sa-gen Filartiga mod Peña-Irala ved en amerikansk dom-stol dømt til at betale en bøde på 10 mio. $ for drabet på en paraguayansk læge Joel Filartiga på Paraguays territorium. Lægens bror anlagde sagen mod politiman-den under begges ophold i USA.

Sagens symbolske betydning – fordi der intet foreligger om beløbets betaling, og Paraguays myndigheder ikke anholdte Peña-Irala, efter at denne var udvist til sit hjemland fra USA – er måske symptomatisk for et land som USA. Et land, som igen og igen forarges over an-dre landes menneskeretskrænkelser, men ikke selv sørger for lukning af Guantanamo-fængslet. USA’s no-get inkonsekvente holdning til folkeretten og de forplig-telser, den også pålægger en stormagt, illustreres også ved at USA, som det eneste land i verden, har erklæret Sudans overgreb i Darfur for folkedrab.

Andre lande har ’nøjedes med’ at kalde det forbrydelse mod menneskeheden, fordi det ikke er godtgjort, at præsident al-Bashir har haft til hensigt at udrydde hele befolkningen dér.

Universel jurisdiktion eller universalprincippet blev ud-formet ud fra den tanke, at visse former for forbrydelser er af en sådan karakter, at de vender sig mod det inter-nationale samfund eller menneskeheden som sådan, og derfor bør kunne pådømmes af enhver domstol i verden. I folkeretten var det en tid lang ’god latin’ at ta-le om sådanne personer som hostes humani generis, ’menneskehedens fjender’. Til dem regnedes pirater, falskmøntnere og i moderne tid nok også torturbødler. Sidstnævnte efter at FN’s antitorturkonvention var kommet til verden.

Svælg mellem folkerettens idealer og virkeligheden

Det har vist sig, at internationalisters og idealisters tro på, hvad man kunne kalde den internationale rets lyk-saligheder er blegnet. For det første må det betegnes som erfaringsviden, at ansvarlige for menneskerets-krænkelser sjældent straffes – selv om der dog efter-hånden findes en del eksempler på, at særlig voldelige politifolk er blevet fritaget fra tjeneste og idømt fæng-selsstraf. I Strasbourg tilkender Den Europæiske Men-neskerettighedsdomstol ofre for menneskeretskrænkel-ser alene erstatning eller godtgørelse, som udredes af den krænkende stat. Derimod sørger ICC for, at der kan fældes straf for krænkere af den humanitære folke-ret (folkedrab, krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden), mens der her ikke er tale om erstat-ninger.

Senest fik en gruppe danskere ikke særlig meget ud af deres forsøg på at få anholdt den tidligere israelske ef-terretningschef Carmi Gillon under dennes nylige be-søg i Danmark. Som tidligere ansvarlig for tortur af pa-læstinensiske fanger er Gillon fremdeles af den opfat-telse, at den særlige form for rystelser, fanger i israel-ske fængsler har været udsat for, er berettiget (Den is-raelske Højesteret har siden erklæret dem ulovlige). Gillon afkortede sit besøg, før end dansk anklagemyn-dighed overhovedet fik behandlet danskernes anmod-ning.

Meningerne om denne form for aktivisme er delte i den danske befolkning. Hvad man end mener om det, må det erkendes, at forholdet til andre nationer berøres i en sådan grad, at der kan blive tale om diplomatiske kriser, ligesom den ’krænkede’ stat let bringes til at true med vanskeligheder for samhandelen (det skete i for-holdet mellem Kina og Belgien). Dertil kommer den omstændelige tilvejebringelse af det nødvendige bevis-materiale, før en statsadvokat kan mobiliseres. Og han/hun må som bekendt i kraft af opportunitetsprincip-pet ikke rejse en sådan sag, hvis man ikke kan forven-te, at anklagemyndigheden vinder den ved en domstol.

Der er – måske i grunden ikke overraskende – også her lang vej mellem teori og praksis. Eller, om man vil, idealer og realiteter.

13

FN afsætter 86 mio. $ som humanitær hjælp til 10 nødlidende stater

FN har afsat 86 mio. $ til nødhjælpsoperationer i ti lande med behov og elendig økonomi. Pengene kommer fra den centrale nødhjælpsfond (UN Central Emergency Fund, CERF), der blev oprettet i 2006 med det mål at fordele omkr. 500 mio. $ om året til nødlidende, hvad enten det skyldtes naturkatastrofer, udbrud af fjendtligheder eller kro-niske kriser med underernæring, sult og sygdomme i sit følge. 11,5 mio. $ går til det stadig volds- og urohærgede Mali, 55 mio. $ går til Myanmar, nærmere bestemt Kachin- og Rakhin-områderne, hvor buddhister og muslimer stri-des voldeligt, og tusinder af familier har måttet tage flugten. Resten af pengene fordels på Colombia, Djibouti, Haiti, Nordkorea, Uganda og Yemen. CERF har hidtil uddelt 3,2 milliarder $ til hjælpeoperationer i 88 stater og territorier.

På ny 10 mio. $ fra FN’s Nødhjælpsfond til Den Centralafrikanske Republik

FN’s Nødhjælpsfond (CERF) har for anden gang inden for to måne-der afsat 10 mio. $ til bistand for nogle af de i alt 2,5 mio. mennesker, der er ofre for voldshandlingerne i Den Centralafrikanske Republik. Tusinder af landets borgere blev dræbt, da overvejende muslimske oprørere, betegnet Séléka, i december 2012 slog ned på kristne landsmænd. Disse, betegnet anti-Balaka, har siden grebet til våben. Sikkerhedsrådet har forlænget mandatet for FN’s fredsskabende kontor (BINUCA) i landet til 31. januar 2015. Denne, bestående af 5000 afrikanske og 1600 franske soldater, anses af mange for alt for lille – den skal mindst op på 10.000 mand. FN har også pålagt sine medlemsstater at fastfryse alle økonomiske midler hidrørende landet, ligesom der er dekreteret ét års embargo vedr. forsyninger af våben,

militært udstyr og dermed beslægtet materiel til ikke-statslige aktører i republikken. (UNHCR / S. Phelps)

FN forlænger sin mission i Burundi til december

FN’s Sikkerhedsråd har forlænget sin mission i Burundi (BNUB) til december for at få neddæmpet tendenser til poli-tisk inspireret vold, selv om landets regering havde ønsket missionen bragt til ophør i midten af året. Men landet skal have parlamentsvalg i 2015 og har under alle omstændigheder brug for uvildige observatører før og efter den-ne handling. Der er ligesom i nabostaten Rwanda bestandig modsætninger mellem hutuerne, hvorfra den siddende præsident Pierre Nkurunziza kommer, og tutsierne, som står bag manglen på stabilitet. Det har vakt utilfredshed hos tutsierne, at præsidenten vil søge at blive valgt for en tredje periode.

Nedgang i pirateri verden over

Antallet af kapringer faldt drastisk i 2013 til kun 264 angreb på skibe. Det er det laveste niveau i seks år, fremgår det af årsrapporten fra Det Internationale Maritime Bureau (IMB). I alt 300 mennesker blev taget som gidsler, hvoraf 21 blev såret under gidseltagningen. De fleste skibe blev angrebet, mens de lå for anker. Særlig mærkbar var faldet i angreb på skibe i Aden-bugten til kun 15 (mod 237 i 2011). Her har den internationale flådepatruljering, bevæbne-de vagter på skibene og andre afværgeforanstaltninger haft virkning. Mellem 2005 og 2012 lykkedes det pirater at skaffe sig løsesummer for tilfangetagne besætninger på 400 mio. $. I Guinea-bugten steg angreb på skibe betyde-ligt, ifølge IMB var der 48 i 2013, men Nigerias regering har indberettet 15 om måneden, så statistikken er mildest talt upålidelig! I Sydøstasien var pirater på færde med angreb 126 gange, overvejende i det indonesiske ørige.

Et af tre børn eksisterer ikke officielt i denne verden

Op mod 230 mio. børn under fem år er ikke blevet officielt registeret i deres fødeland – og har dermed ikke ret til at modtage undervisning, få lægehjælp eller blive plejet gennem et socialt sikkerhedssystem, fremgår det af en rapport fra UNICEF, FN’s Børnefond. Det svarer til én ud af tre børn. Sagt på en anden måde blev kun 60 pct. af alle fødsler i verden registreret. Værst så det ud i Sydasien og i Afrika syd for Sahara. Men selv når de er registreret, er det kun hver syven-de, der modtager et fysisk bevis på registreringen. UNICEF har i åre-vis drevet på for at forbedre disse forhold i forskellige lande. Bedst er et gået i Uganda og Kosovo, hvor et system med mobil-baserede re-gistreringsenheder har kunnet reducere den tid, der går med regi-streringen fra måneder til minutter. (UN Photo/ Tobin Jones)

Uruguays legalisering af marihuana i strid med folkeretten

FN’s narkotikakontrolnævn (International Narcotics Control Board – INCB) har stemplet Uruguays nylige legalise-ring af marihuana til personer over 18 år som folkeretsstridigt. Herved overtrædes nemlig 1961-traktaten med inter-

INTERNATIONALT OVERBLIK ved Henrik Døcker

14

nationalt forbud mod marihuana. Efter denne lov kan en voksen uruguayaner købe op til 40 kg. marihuana om må-neden. Formålet skulle være at bekæmpe narko-karteller. Andre lande har ophævet forbud mod at besidde marihu-ana, i Holland er det således tilladt at sælge marihuana på cafeer. Rwandisk borgmester dømt for folkedrab – ved tysk domstol En domstol i Frankfurt har dømt den tidligere rwandiske borgmester Onesphore Rwabukombe 14 års fængsel for deltagelse i folkedrabet på Rwandas tutsi-befolkning i 1994. Den nu 56-årige mand blev fundet skyldig i at have be-ordret drab på hundreder af mennesker i en kirke i byen Kiziguru, hvor de havde søgt tilflugt. Han har boet som po-litisk flygtning i Tyskland siden 2002. Forud for dommen blev over 100 vidner afhørt, ligesom tyske embedsmænd foretog kriminel efterforskning i Rwanda. Fastfrysning af bistand til Malawi Storbritannien har fastfrosset al britisk bistand til Malawi efter beretninger om korruption på højt plan med betydelig skadevirkning for sundhedsvæsnet og undervisningen i landet. Skandalen blev udløst tilbage i september efter et fejlslagent drabsforsøg på regeringens budgetdirektør Paul Mphwiyo, som antoges at ville afsløre systematisk kor-ruption i selve regeringen. Efterfølgende fandt politiet store pengebeløb skjult hos højtstående embedsmænd og der blev foretaget en del anholdelser. Uofficielt forlyder det, at det drejer sig om 250 mio. $. Der er dog ikke direkte tegn på at britiske midler er blevet misbrugt. Fortsat britisk hjælp er afhængig af en nøjere undersøgelse af forhol-dene. Fortsat stigning i verdensturismen Trods finanskrisen fortsatte turismen med at stige i 2013, nemlig med fem pct., således at tæt ved en milliard sidste år kunne kategoriseres som turister. Anderledes udtrykt havde året 52 mio. flere end året før, fremgår det af tal fra ’Verdensturismebarometret’, der offentliggøres af FN’s Verdensturismeorganisation (UNWTO). Stigningen var mest markant i Sydøstasien (+10 pct.); derefter fulgte Central- og Østeuropa (+7 pct.). Blandt enkeltlande med store stig-ninger var Kina og Rusland.

Eftertragtet – men ikke let – at få et job hos FN

Hver gang, der er et ledigt job i FN, kommer der omkring 800 ansøgninger. Mange ad disse job slås op på databa-sen Inspira, som omfatter i omegnen af 100 FN-institutioner. I stedet for at søge her, kan man også – hvis man er under 32 år og ikke har mindst fem år professionel arbejdsindsats bag sig – melde sig til UN Young Professionals Program (YPP). Under alle omstændigheder er det lettest at udfylde en ansøgning online, hvorefter man må påreg-ne ti måneders ventetid. Flydende engelskkundskaber plus et andet sprog er ofte en forudsætning. Til en del jobs fordres også universitetsgrad.

Cypern-mandatet forlænget et halvt år

FN-styrken på Cypern (UNFICYP) er blevet forlænget til 31. juli med en efterhånden velkendt påmindelse fra FN-Sikkerhedsrådet til såvel græsk- som tyrk-cyprioterne om at tilvejebringe tillidsskabende forhold og at åbne ”den grønne linje”, som adskiller republikken Cypern fra den løsrevne tyrkiske del. FN-styrken har været på ø-republikken siden 1964. Det videre sigte er, at de to parter indgår i en forbundsregering. Tyrk-cyprioterne og de tyr-kiske militærstyrker på øen opfordredes til at vende tilbage til den militære status i området Strovila før 30. januar 2000.

Den Internationale domstol afgør strid om søgrænser mellem Chile og Peru

Den internationale Domstol i Haag har afgjort en strid om de maritime grænser mellem Chile og Peru, som tilken-der sidstnævnte 21.000 kvadratkilometer ud af et 38.000 kvadratkilometer omstridt område – en strid, der går om-kring 30 år tilbage. Men den har rødder endnu længere bagud: til en konflikt, der i 1879-83 på grund af Atacama-ørkenens nitratforekomster rasede mellem Chile og Peru/Bolivia, hvor Chile endte med at erobre dele af de to an-dre lande. Den helt præcise søgrænsedragning overlod Haag-domstolen til parterne at forhandle sig til rette om.

FN: Nordkoreas Kim Jong-un bør anklages ved Den Internationale Straffedomstol

En særlig FN-undersøgelseskommission har efter et års afhøringer af nordkoreanske flygtninge konkluderet, at Nordkoreas styre har gjort sig skyldig i forbrydelser mod menneskeheden. Der foreligger klare beviser på vilkårlige anholdelser, tortur, udsultning og henrettelser i et omfang og under omstændigheder, der bringer det nazistiske Tyskland i erindring, sagde tre-mands kommissionens formand, den tidligere australske dommer Michael Kirby. Det bør den nordkoreanske præsident Kim Jong-Un, som øverste ansvarlige for uhyrlighederne, personligt stilles til regnskab for i Haag.

Sikkerhedsrådet: Parterne i den syriske borgerkrig bør lad nødhjælp komme frem

FN’s Sikkerhedsråd har i en sjælden, enstemmig resolution pålagt parterne i den syriske borgerkrig at standse de-res blokering af hjælpeforsyninger til befolkningsgrupper i nød. 250.000 mennesker antages at være i desperat mangel på forsyninger udefra, men så mange som 9,5 mio. mennesker eller halvdelen af Syriens befolkning er iføl-ge FN i nød. FN vil løbende kontrollere om påbuddet efterleves, og senest i slutningen af marts skal FN’s general-sekretær aflægge rapport herom. Siden borgerkrigen brød ud i 2011 har over 100.000 mennesker mistet livet, mens millioner er blevet drevet på flugt til nabolandene.

15

Henrik Døcker anmelder…

For at læse anmeldelserne i deres helhed, klik på titlen eller find dem på vores

hjemmeside: www.fnforbundet.dk/fn-forbundets-nyhedsbrev/boeger. Du kan også klikke lige HER

Beretning om menneskelig trofasthed og styrke, der trodsede GULAG

Orlando Figes: Lov mig, at du kommer tilbage, 370 sider, Kristeligt Dagblads Forlag

...en enestående kærlighedshistorie gennem otte brydsomme år, hvor den ene af parterne var indsat i en af GULAG’s lejre i delrepublikken Komi i det nordøstlige Rusland. Takket være den russiske menneskeretsorganisati-on Memorial, fik Figes adgang til den totale korrespondance - 1.250 breve - mellem de to sovjetborgere, Lev og Svetlana, der var blevet gennemført på trods af den ellers strenge censur i Sovjetunionen. Deres brevveksling er sammenlagt på flere tusinde sider og afdækker utrolig meget om livet i straffelejrene

Når politisk undertrykkelse må vige for privates indsats

Steve Crawshaw & John Jackson: Det stille oprør, 221 sider, Forlaget Vindelsti.

De to forfattere beretter her succeshistorier, men også de historier, der alene illustrerer enkeltpersoners mod og betydning, fordi de har sat noget i gang.

Denne udmærkede lille bog viser, at det i kampen mod uretten gang på gang har vist sig, at hvad meget rationali-stiske mennesker anså for umuligt, alligevel ved snarrådighed kunne lade sig gøre. Så som at vælte en diktator!

Kina – magtfuld eller farlig, eller begge dele?

Kinas sikkerhedspolitik – stabilitet og spændinger, redigeret af Bertel Heurlin, 341 sider,

Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Med titlen på denne bog sigtes til en beskrivelse af giganten Kinas position og interesser i en verden under foran-dring. Selv om Kina i dag ikke længere er et autoritært regime, så udøver det kommunistiske parti fremdeles en ud-strakt meningskontrol med den offentlige debat. Her indgår den knæsatte forståelse af Kina som ”en ansvarlig og fredelig stormagt”.

Som illustration heraf har det påtaget sig internationale forpligtelser, som iflg. bogen rækker ud over, hvad man kun-ne forvente af et land på Kinas udviklingsniveau. Mest iøjnefaldende i form af deltagelse i FN’s fredsbevarende styr-ker (hvor Kina har bidraget med 2000 personer til logistik-, observatør-, læge- og politiopgaver).

Tortur og henrettelser florerede under den kinesiske ’kulturrevolution’

Torbjørn Færøvik: Maos rige – en lidelseshistorie, 573 side, Sohn.

Mao Zedong er i dag historie – men en historie, hvis rædsler ikke står nær så skarpt i bevidstheden hos omverde-nen som med hans to diktatorkolleger Hitler og Stalin. Den norske historiker og journalist Torbjørn Færøvik har i denne store bog kastet et meget skarpt lys på Kina i perioden under Mao, dvs. årene 1949-1976.

På flugt alene med frygt i sin bagage

Mahtob Mahmoody: Forfulgt, 350 sider, Gads forlag.

Denne bog er strengt taget ikke nogen politisk bog, men en levnedsbeskrivelse, som illustrerer vældige konse-kvenser af et transnationalt ægtepars skæbne i skyggen af storpolitikken. Og ikke mindst den frygt hos et barn, som en forælders magtfuldkommenhed kan udløse. Forfatteren er nemlig den datter, hvis amerikanske mor i 1985 med hende flygtede ud af Iran – væk fra en iranske ægtemand, der ville tvinge dem til at blive boende i Iran mod deres vilje. Nu få vi hele historien én gang til, men ”set fra børnehøjde”.

Det psykologiske nærvær, atmosfæren, de modstridende følelser, alt dette og mere til er gengivet med en sådan nerve, at læseren hele tiden ”er med”, man fristes til at sige at stilen bringer Stefan Zweig i erindring. Og det selv om ”spændingen” kun er i fantasiens rige.

16

Som medlem af FN-forbundet kan du

Støtte vores arbejde og være med til at sikre, at

Danmark lever op til sine forpligtelser gennem FN

Deltage i kurser, konferencer og fyraftensmøder

Møde andre, der også interesserer sig for FN

Blive aktiv i dit lokalområde

Bliv medlem på fnforbundet.dk/bliv-medlem

- fordi vi tror på globalt ansvar.