Fredag 30-10-15

Af: Caia Nielsen og Kamilla Knudsen.

Da Maja og Benny Rand i 2011 ventede deres

datter Rebekka, viste en nakkefoldsscanning at

der var en 1:18 risiko for at deres barn havde

Downs. Parret følte at lægen pressede hårdt på,

for at få dem til at få foretaget en abort, eller i

det mindste vælge en moderkagebiopsi. Men

parret takkede nej, da der er en forhøjet risiko,

for spontan abort i forbindelse med en sådan

prøve. En abort var ikke en mulighed for dem, så

de valgte at gennemføre graviditeten. I dag er

de lykkelige og stolte forældre til Rebekka på 4

år. Rebekka har Downs, men det betyder ikke at

deres kærlighed til hende er mindre end til

deres to andre børn på henholdsvis 6 og 1 år.

Men det kræver meget mere energi og over-

skud, at have et barn med Downs. Parret havde

fra starten aftalt at de ikke kun ville være op-

mærksom på Rebekka, de skulle også huske

deres andre børn.

Forståelsen for frygt og fare

Det fylder rigtig meget at have et barn med

Downs syndrom. Fordi det tager ekstra tid at

lære Rebekka at gøre ting, ”hun har ikke forstå-

else for frygt og fare, hun ville kunne klatre helt

op på toppen på bakken, eller hvis der er en dør,

som hun kan nå så ville hun gå ud af døren lige

meget om der er en vej udenfor. Hun ville ikke

kunne forstå at det altså er farligt det hun gør.”

Forklare Maja.

Læs resten af interviewet og andre historier om Downs syndrom på vores webavis imprimt-news.weebly.com

Alt bliver registreret

”Annoncerne på din facebookprofil

kan målrettes meget præcist”. Orde-

ne kommer fra Mikael Lemberg, Di-

rector of Product Management hos

Falcon Social, som siden 2009 har

levet af at rådgive virksomheder i at

målrette deres annoncekampagner

på Facebook.

Af :Nökkvi Már Kristófersson Carl Fyhn-Mortensen, Niklas Johansen

”Alt hvad du gør på Facebook, bliver registre-ret og gemt på en server under din profil. Oplysningerne bliver krypteret på en sådan måde, at maskinerne selv kan læse, hvad der ligger af oplysninger om dig. Det kan være oplysninger om, hvad du synes godt om, og hvilke sider du ofte besøger. Derudover ved de, hvem der er dine bedste venner. På den måde kan annoncerne som popper op på skærmen målrettes meget præcist”, forklarer Mikael Lemberg.

Målrettede annoncer Han forklarer endvidere, at Facebook derud-over registrerer, når man ”liker” noget på en side, som har likeknapper implementeret, endvidere bliver det også registreret, hvor længe man befinder sig på det pågældende site. Alt dette benyttes til at udfylde den en-keltes profil. Oplysningerne er dog ikke synli-ge. ”Andre mennesker kan kun se det, som den enkelte selv har valgt at gøre offentligt

tilgængeligt, ” beroliger Mikael Lemberg, ”de mere skjulte oplysninger ligger i krypteret form på en server”. Ifølge Mikael Lemberg gør Facebook dette, for at blive bedre til at tjene penge på annoncer fra firmaer, der er interes-seret i at have en målrettet annoncekampag-ne. For Facebook giver dette en kæmpestor fortjeneste. ”Også myndighederne kan have glæde af disse oplysninger, ” fortsætter Mika-el Lemberg, ”i tilfælde af efterforskning af mord eller terror o.l., kan der være tilfælde, hvor et lands myndigheder anmoder Face-book om at få adgang til en bestemt persons profil”. Dette kræver dog en dommerkendelse

Privat browsing Er dette noget, der vækker bekymring så råder Mikael Lemberg til at man sørger for at benytte sig af det der hedder ”privat browsing” når man surfer på nettet. ”Privat browsing betyder, at din browser siger nej tak til at lagre cookies og nej til JavaScript-

anmodninger. Det blokerer et hav af forskelli-ge tracking-tjenester. For det er ikke kun Facebook, som har en trackingtjeneste. Det har mange andre firmaer også, og disse”, mener Mikael Lemberg, ”er langt mindre åbenmundede om hvad de gemmer af oplys-ninger, og hvad de bruger dem til”.

Alle mennesker har værdi

Rebekka er fuld af liv Foto: Privat

Jeg fortrød, at jeg havde brugt penge på pulver til næsen

Som 18-årig tog Louise Babis Nielsen til en indflytterfest hos en af hendes veninder. Den fest kom til, at ændre hendes liv.

Af Cecilia Schou Det begyndte ”harmløst” De var alle blevet lidt fulde, og sam-men med nogle andre festdeltagere besluttede hun og en veninde at ryge lidt hash ude i en bil. Da hashen ikke rigtig havde nogen effekt på grund af alkoholen, besluttede de sig for at gøre det igen en anden dag. ”Det begyndte lidt harmløst, syntes vi, for vi mente som så mange andre, at hash ligesom er lidt okay at ryge. Men hurtigt nåede vi dertil, at vi prøvede amfetamin (speed), kokain og MDMA,” fortæller Louise.

Stofferne var nemme at få fat i En af de festdeltagere, de første gang havde prøvet at ryge hash sammen med, solgte også hash, og han fortal-te dem, hvordan man fik fat i amfeta-minen. Numre på dealere blev for-midlet, og hun og veninden tog chan-cen og mødtes med dem. På denne måde fik de bekendtskaber. Dealerne var meget flinke; hvis han eller hun ikke havde varen, som de efterspurg-te, så fik de bare nummeret på en anden dealer. I starten føler man sig uovervindelig Louise fortæller, at hun følte, at en ny verden havde åbnet sig. ”Man er fuld af energi og mod. Man blev også me-get mere åben når man var i byen. Mere selvsikker,” husker hun, ”men med tiden blev jeg også mere og mere sur, indebrændt, deprimeret, irriteret og ligeglad”. I hendes teen-ageår fik hun konstateret angst, og med tiden blev angsten fremprovoke-ret. ”Jeg følte, at jeg havde behov for at tage stoffet, jeg blev helt rastløs , men når jeg så tog det, fortrød jeg egentlig bare. Fortrød at jeg havde

brugt alle de penge på noget pulver til næsen, jeg blev bange for at ende på hospitalet og for at skuffe mine forældre ved at komme galt afsted, ” erkender hun. Jeg blev flov over mig selv ”I starten fortrød jeg ikke, men det gjorde jeg med tiden, for det hele tog overhånd. Efterhånden blev jeg mere og mere træt af situationen og flov over mig selv og det, jeg var endt ud i. Det blev også et problem for mig, at jeg kunne finde på at gøre det bag mine forældres ryg. De ville blive så ulykkelige, hvis der skete mig noget, det var jo åndssvagt,” fortæller hun. Louise fik det værre og værre psykisk, nedturen føltes større og større for hver dag, folk i vennekredsen var ikke så fantastiske, som hun synes i star-ten, og angsten blev værre. Nu ville hun bare gerne ud af det. Et nyt kapitel Det endte med, at Louise valgte, at flytte helt væk fra byen, fra alle ven-nerne og dagligdagen. I dag snakker jeg slet ikke med nogle af de menne-sker fra dengang, ingen anden end min veninde som jeg gik igennem det med. Det havde ingen negative føl-ger, for det var jo aldrig mine rigtige venner,” erkender hun. Skynd dig at stoppe Louises råd er, at man skal skynde sig at stoppe, hvis man begynder på stoffer. ”Jeg har været heldig, men jeg har set folk kaste blod op, og end-da oplevet at en fik hjertestop og døde efter en vild weekend. Han blev heldigvis genoplivet. ”Det kan godt være at det er spændende i starten, måske endda lidt sejt, men det synes du ikke, når du ser tilbage og gerne

ville have haft et helt andet liv” fast-slår hun. Hukommelsen har huller ”Jeg har været så heldig, Jeg kunne lægge venner og bopæl fra mig og starte på et nyt kapitel. Den mulighed er det ikke alle der har,” slutter hun taknemmeligt. I dag har hun et godt og efter egne ord skønt liv. Næsen er lidt ødelagt på næsevæggen og hu-kommelsen er der også problemer med. Men Louise er godt klar over, at hun er en af de heldige. ”Hvis jeg tænker på hvilket spor, stofferne har sat i mig, så må det være et sort spor, for det er en tid jeg kun husker i små klip; hjernecellerne har taget skade af stofferne.”

Læs hele historien om Louise på imprint-

news.weebly.com

Louise endte i et misbrug, hvor hun tog kokain, amfetamin, MDMA og hash Foto: Niklas Johansen

Fakta

Sundhedsstyrelsen har beregnet, at ca.

33.000 mennesker i Danmark har et

stofmisbrug.

Omkring 275 personer dør om året direk-

te på grund af stoffer, fx ved forgiftning

eller en ulykke.

På hospitaler og skadestuer behandles

årligt 15-2000 forgiftninger med stoffer

På psykiatriske hospitaler behandles ca.

5.000 personer årligt for en psykisk syg-

dom, der har forbindelse med brug af

stoffer

På behandlingsinstitutioner for stofmis-

brugere behandles ca. 14-15.000 perso-

ner årligt for deres misbrug.

Kilde: stofinfo.dk

Livet på standby

Morten på 18 år har kræft, og be-handles med kemoterapi. Allige-vel har Morten appetit på livet.

Se side 2

Mikael Lembergs færdselsråd til Facebook:

Tænk over hvad du liker

Lad være med at like noget, du ikke synes om

Del ikke oplysninger, som du ikke vil have

offentliggjort

Sørg for, at du forstår dine privatindstillinger

Lad være med at dele din privatadresse, tele-

fonnummer med hele verden

Klogest er det kun at blive venner med folk,

som man fysisk har mødt og trykket i hånden

eller som man på anden måde ved, hvem er.

Vær helt sikker på, at den ven du får på Face-

book er den, han/hun også udgiver sig for at

være

Facebook er populært blandt de unge. Foto: Nökkvi Már Kristófersson

Gaderæs er ikke

for tøsedrenge Da NN var 18 begyndte han på det sjove og ulovlige gade-ræs. Se side 3

Det er sejt at bo

på et slot Lærke er 15 år og bor på et slot, men er ikke prinsesse. Se side 4

Livet på standby 2 Fredag 30-10-15

Hun har lært mig at se det betydningsfulde i de små ting Da Malene Thomsen var 6 år blev hun og hendes to søstre store-søstre til Majbritt. Men det var ikke kun fryd og gammen. Maj-britt havde Downs syndrom og en hjertefejl. Det kom til at påvir-ke hele familien. I dag er Malene uddannet sundhedsplejerske og hun bruger sine erfaringer som storesøster til et barn med Downs syndrom til at hjælpe an-dre børn som er søskende til et barn med Downs syndrom. Af: Kamilla Knudsen Trine Sieling Caia Nielsen

Majbritt har præget mit liv Da Malene var yngre havde hun den tanke, som enhver søskende til en handicappet har eller har haft. –Årh nej gid hun dog var nor-mal. Den tanke har Malene Thomsen aldrig mere i dag, hun er glad for den søster hun har i dag, og ville aldrig nogensinde erstatte hende. Det blev meget turbulent for Malenes familie dengang Majbritt blev født. Majbritt havde en hjertefejl, og hun blev først opere-ret da hun var 2 år. Hver eneste gang Maj-britt skulle spise, var det en kamp. ”Vi sad en hel time, og vi måtte agere pauseklovne, og gøre alt muligt for at få hende til at spise bare en lille smule. Jeg husker den første tid som en stor kamp, for mine forældre og for os søskende, hvor meget fokus som var rettet på hende og, hvor meget opmærk-somhed og energi vi brugte på hende. Og det blev vi også meget involveret i som søstre. ”Men jeg har aldrig følt mig tilside-sat,” og i dag har hun det sådan at hun ikke kan forestille sig et liv uden Majbritt. ”Nu kan vi ikke undvære hende. Vi meget glade og taknemmelige for hende i dag,” fastslår hun.

Hun har ændret mine synpunkter Malene Thomsen har valgt at bruge sine egne erfaringer som søskende til et barn med Downs. I dag holder hun kurser for søskende til børn med Downs. Kurserne handler om det at have et handicappet fami-

liemedlem, og hvad det har gjort ved hende. På den måde håber hun at hjælpe søskende til at forstå situationen. ”Der er ingen, der rigtig forstår, hvad det vil sige at have et handicappet medlem i familien, med mindre de har prøvet det på egen krop.” På kurser-ne fortæller Malene om sine egne oplevel-ser. Om hvordan man kan føle sig anderle-des når man har en søster eller bror der skiller sig ud. ”Det er helt normalt at tænke: `Hvorfor skal det også lige ramme mig´. Jeg tror, at det er vigtigt at få at vide at den følelse er okay og helt normal. ”Det er helt i orden at ønske at ens bror eller søster ikke var blevet født, eller at det er en irriterende byrde at have i sit liv.” Malene hjælper de involverede sø-skende til at have modet til at sige fra også overfor ens forældre og bede om, at det også nogle gange er en selv og ikke den handicappede der bliver taget særlige hen-syn til. Malenes erfaring er, at de problem-stillinger børn og unge har i dag med en handicappet søskende i høj grad er de sam-me som dem hun selv har skullet

igennem.

Jeg ville aldrig vælge en abort Malene har selv tre børn. Da lægerne sagde at der var en forhøjet risiko for at hendes tredje barn ville have Downs syndrom, var Malene og hendes mand helt afklarede: De ville have barnet under alle omstændighe-der. Abort var ikke en mulighed for dem. ”Det har bestemt noget at gøre med at jeg selv har en lillesøster som har Downs, og derfor vidste jeg, at jeg selvfølgelig ville have barnet”, siger Malene Thomsen og fortsætter, ”for mig er det at være handicap-pet noget helt specielt. Jeg tror faktisk, at det kan være svært at have syn for værdien i det ,den handicappede er og kan, hvis ikke man selv har et handicappet familiemedlem. En handicappet kan nogle ting, som norma-le mennesker ikke kan. Hun har lært mig at stoppe op og se det betydningsfulde i de små ting”. Malenes barn havde dog ikke Downs syndrom, men det ville stadig ikke have ændret på hendes beslutning. Læs vores artikler om Down syndrom på Imprintnews.weebly.com

For Morten er livet og benet på standby Foto: Privat

Morten Skjølstrup gik på idrætsefterskole, da han mærkede, at det gjorde ondt i højre ben, når han sprang. Det viste sig, at det var kræft. Kræften sad i skinnebenet, og Morten be-gyndte at få kemoterapi hver tredje uge. Siden har livet været sat på standby - foreløbig indtil februar. Så er behandlingerne færdige, og Morten håber på at få at vide, at kræften er væk. Af: Caia Nielsen Trine Sieling Cecilia Schou Forberedt på, det var kræft "Da jeg fik stillet diagnosen, gjorde jeg ikke andet end at græde. Jeg græd og jeg græd og jeg græd. Det tror jeg, at jeg gjorde i 10 minutter. Jeg var forbe-redt på, at det kunne være kræft. Det var hårdere for min familie, end det var for mig," fortæller Morten. Modnet med raketfart "Jeg synes selv, at jeg er modnet med raketfart. Når man har mødt mennesker med en hjernesvulst, som ligger i sen-gen og er en grønsag, eller mennesker som har haft kræft i 6 år, så begynder man at tænke over livet og tingene. For kræft giver et ar på den måde, at man tager tingene mere seriøst. Jeg tænker mere nu, synes jeg selv. Før var jeg bare en normal teenager, nu kan jeg se, at der er konsekvenser her i livet." "Jeg tænker desuden mere over, hvad jeg gør. Man brækker sig i lange baner Kræften sidder i det højre skinneben. Så længe kræften ikke breder sig til blodårerne eller til lysken, er den ikke dødelig, men den skal væk, for ellers æder den sig længere ind i

benets knogle. Derfor får Morten be-handlinger med kemoterapi. Det, mener Morten selv, er det vær-ste ved kræftsygdommen."Kemo gi-ver mig en kvalme som man ikke kan forestille sig. Det værste er lugten – det er jo gift man får ind i kroppen,

så man lugter dårligt, man får det elendigt, og man brækker sig i lange baner. I det hele taget bliver man syg på alle måder, men det me-ste af det er kvalme. Jeg spiste en pizza, den første dag jeg fik kemo, og så kunne jeg ikke lide pizza i et halvt år, for det mindede mig om ke-mo og alt, hvad der følger." Håret er væk "Kemoen gør, at jeg har mistet håret. Man taber hår overalt, når man får ke-mo. Derfor valgte jeg at klippe mit hår af, jeg begyndte at miste det, for det var både pænere og mere praktisk at tage det hele af på én gang. Der er også mange piger, som barberer håret af," afslører han. Begrænsninger en del af hverdagen Der er mange ting, som Morten ikke kan gøre i dag. Ikke på grund af kemoen, men på grund af kræften.

Lige nu må jeg ikke løbe, og det er ikke så lang tid siden, at jeg endelig fik at vide, at jeg måtte gå. Jeg tror godt, jeg må cykle, men jeg må ikke springe, ligesom jeg heller ikke må udsætte mig for hårde stød, for brækker jeg mit ben, skal de starte forfra med mine knogler i benet". Lige nu ligger valg af uddannel-se langt ude i fremtiden for Morten, "for det er lidt svært at starte på en uddan-nelse, når man skal ind hver tredje uge til kræftbehandling, men et højskoleop-hold er måske en mulighed", håber Morten. Ikke bange for at dø Morten er ikke bange for at dø. "Min kræft er ikke dødelig. Jeg er under be-handling, og jeg tror, at så længe jeg får min kemo og får skannet både hjerte og nyrer, så tror jeg, der er styr på det. Det, der bekymrer mig ved døden, er mere hvordan mine forældre og lillesøster skulle komme videre uden mig, for de holder af mig. Selv er jeg ikke bekymret for døden. Men jeg er bekymret for, hvordan min kræft udvikler sig, og om jeg har kræft, som lægerne ikke kan se. Hvis bare min kræft bliver i skinnebenet, så er det ikke en dødelig kræft. Men kræften kan selvfølgelig brede sig til lysken og blodårerne, og så er det far-ligt – dødsensfarligt. Jeg er bange for, at de siger at kræften måske er væk, for så får jeg ikke et ordentligt svar. " Nu spiser jeg, hvad jeg vil. "Kræft ændrer spisevaner ved næsten alle mennesker. Men på dét punkt er jeg anderledes. Jeg æder alt. Jeg har ligefrem taget på, mens jeg har haft kræft – det er en rekord på min afdeling. Det drejer sig om at overbevise sin hjer-ne om, at det ikke er så slemt. Lige nu har jeg det sådan med en bøf. Den kon-fronterer mig, hver gang jeg åbner for køleskabet", siger Morten der bestemt ikke har mistet appetitten på livet. Læs hele Mortens historie på

Imprintnews.weebly.com

Malene (th) sammen med datteren Thea og søsteren Majbritt (tv) Foto: Privat

At klappen går ned under en eksamen er en helt forfærdelig følelse. For Anne Mette Toft medfører klappen, at hun ikke er i stand til at holde den samtale gående, som en eksamen jo er. ”Jeg føler mig næsten helt lammet, og jeg har rigtig svært ved at komme i gang igen”, siger sygeplejer-skestuderende Anne Met-te Toft på 22 år, som lider af eksamensangst. Af Lydia Jensen Julie Rasmussen

Hjælp til at styre angsten Rigtig mange unge mennesker lider i dag af eksamensangst. Det er forskelligt fra person til person, hvornår angsten kom-mer. Før Anne Mette Toft fik hjælp, kunne angsten indfinde sig et par uger inden en eksa-men. Første gang hun oplevede det var i forbindelse med en af-gangsprøve i 10. klasse. Rigtig slemt blev det i slutningen af 2. g. Det blev så slemt, at hun blev tilbudt psykologhjælp, som hun gik til i halvandet år. Her fik hun en masse gode råd og hjælp til at styre angsten. Hun lærte blandt andet at ”Grounde”. – Det vil si-ge, at plante fødderne solidt i jorden og få jordforbindelse. Hun lærte også at trække vejret ”rigtigt”. Men det hun fik aller-mest hjælp til. Var at forstærke sin selvtillid.

Når tankerne myldrer frem Anne Mette mister altid appetit-ten og spiser sjældent meget på

en eksamensdag, men ellers har hun ikke de fysiske symptomer, som mange andre slås med op til en eksamen; såsom anspændt-hed, indre uro, ondt i maven, hjertebanken, tørhed i munden og vejrtrækningsproblemer. For Anne Mettes vedkommende sid-der angsten i psyken. ”Der kom-mer en masse negative tanker,” fortæller hun, ”tanker, hvor jeg spørger mig selv, om jeg overho-vedet kan klare min eksamen. Om jeg er god nok, og hvad mon læreren tænker. Jeg går helt i sort. Ligesom jeg også har haft en del søvnbesvær.” Værktøjerne giver ro I dag læser Anne Mette til syge-plejerske. Hun har stadig en del eksamener, hun skal igennem. Nu anvender hun de værktøjer, hun har fået til at bearbejde sin eksamensangst. Når Anne Mette i dag skal forberede sig til en eksamen, kan hun derfor godt lide at gøre det sammen med andre. Det giver hende en helt anden ro til selve eksamen, og hun stoler mere på sig selv. Når hun læser sammen med andre i en gruppe, lytter de til hinanden. Selve samværet gør noget godt for hende, mener hun. Læs Anne Mettes 6 gode råd på Imprintnews.weebly.com

Når klappen går ned

Klokken er 9:33, og der er en frisk morgenluft og so-len skinner med et varmt lys. Vi bliver mødt i døren med et varmt smil og et fast håndtryk af Peter Kiel Niel-sen, som er flyverpræst. Efter at have taget imod, fører han ind på kontoret, hvor der en behagelig kølig-hed. En præstekjole hæn-ger bag døren på et stativ. Af: Anna Brøchner Ida Larsen Charlotta Ólafsdóttir Peter Kiel Nielsen præciserer med det samme: ”Jeg er flyver-præst. Det er vigtigt for mig at pointere. En flyverpræst svarer lidt til at være feltpræst. Forskel-len er, at feltpræsten opholder sig i felten, og flyverpræsten op-holder sig i flyvevåbenet. Peter Kiel Nielsen har været vidt om-kring i verden i sin egenskab af flyverpræst. Her taler han med soldaterne om alt muligt fra hjemve og afsavn, til kristendom og religion, til tanker om døden, der måske ligger lige om hjørnet. For at være ude i felten som sol-dat sætter dybe spor i den enkel-te, Peter Kiel Nielsens opgave er at hjælpe soldaterne med at sæt-te ord på disse og give livsmod.

At dræbe kan være nødvendigt For Peter Kiel Nielsen drejer krig sig om at redde liv. Hans vigtig-ste funktion som flyverpræst me-ner han er at få soldaterne sik-kert hjem igen, også i den for-stand at de kan leve med deres rolle og oplevelser fra felten ”Vi har ikke noget mod de menne-sker vi er i krig imod, og det er ikke rart at slå andre mennesker ihjel. Det kan kun forsvares fordi de slår andre ihjel. Nogle gange er det nødvendigt at dræbe for at redde andre mennesker fra at blive dræbt”, fastslår PKN. Læs mere på Imprintnews.weebly.com

De skal kunne leve med deres oplevelser

At klokken går ned under eksemen er en helt forfærdelig følelse Foto: Niklas Johansen

Det er vigtigt for mig at de kommer godt hjem Foto: Charlotta Ólafsdóttir

3 Fredag 30-10-15

Af: Cecilia Schou Chefredaktør.

Denne avis hedder Imprint. Det gør den fordi alle de indtryk vi får, sætter aftryk i vores liv. Det kan være gode aftryk, som gør en dag lysere. De gode aftryk er vi glade for at dele med andre - måske endda på Facebook. Vi har valgt at dele vores avis op i sektioner som hedder Livsspor, vildspor og sidespor. I livsspor møder man bl.a. Mor-ten, som har fået konstateret kræft i skinnebenet, og Anne Mette, som har eksamensangst, men fået hjælp til at bearbejde det. I Vildspor fortæller Louise om sit stofmisbrug. Det er hun heldigvis ude af i dag, for hun var stærk og havde en familie, som var der for hende og bakkede

hende op. I dag lever hun med de eftervirkninger hun har af sit misbrug. At være på vildspor

har vi valgt at tolke bredt i den-ne avis – under sektionen kan man også læse om det at slå sig løs til et gaderæs. Sidespor for-tæller bl.a. om hvordan der på Burger King hver dag sættes mange fedtede spor, og derfor er der store krav til hygiejnen. Men mød også Lærke som bor på Gram Slot, hun er en helt al-mindelig pige som er blevet be-boer på et sted med en flere hundrede år gammel historie. Så sporene er mange, men vi håber altid på, at de spor vi sætter i andres liv er de positive. Jeg hå-ber, at folk vil opmuntre andre mennesker til at sætte gode aftryk i andres liv.

Udgivet af: 8. & 9. Klasse, Brændstrup Kristne Friskole Ramsherred 13, 6630 Rødding Chefredaktør: Cecilia Schou. Redaktion: Frederik Hirtius, Tiemen Van De Belt, Alexander Jensen og Christoffer Jacobsen. Journalister: Lydia Jensen, Anna Brøchner, Lykke Hansen, Emma Fredensborg Schmidt, Julie Ibsen, Lena Jacobsen Julius, Ida Larsen, Charlotta Ólafsdóttir, Jonas Thorø, Nökkvi Mar, Julie Rasmussen, Andreas Lund, Jens Kaarsholm Møller, Caia Nielsen, Trine Sieling, Carl Fyhn Mortensen, Niklas Johansen, Lene Lassen Schmidt, Julie Appel, Matihilde Hansen, Kamilla Knudsen, Mia Rosenkrands og Cecilia Schou. Fotografer: Andreas lund, Niklas Johansen. Tiemen van de Belt og Charlotta Ólafsdóttir. Layout: Frederik Hirtius. Tegneserie: Trine Sieling og Lena Jacobsen Julius. Lærere: Elisabet Lund og Peter Thorsen. EL@bkfri.dk PT@bkfri.dk

Af: Carl Fyhn Mortensen, Niklas Johansen, Nökkvi már og Anna Brøchner Ftwi Weldeab flygtede i maj 2014 fra Eritrea i det østlige Afrika. Efter en tur, der tog 2 måneder nåede han endelig sit mål. Danmark. Han flygtede på grund af diktatur og krig.

Flugten fra Eritrea Ftwi har været i fængsel på grund af, at han sagde nej til at modtage en pistol. Efter to år i fængslet blev han tvunget til at være med i hæren. Han blev auto-matisk leder af en enhed, fordi de så vidste at han ville have svært ved at flygte derfra. Det lykkedes dog for ham at slippe væk. Han flygtede til Sudan til fods. Han gik i tre døgn. Derefter flyg-tede han over ørkenen til Libyen, så med båd fra Libyen til Italien, til Tysk-

land med fly og fra Tyskland til Dan-mark. Båden han flygtede med fra Libyen til Italien, var en gammel og dårlig båd. "På den lille båd var vi 300 mennesker. Vi stod som sild i en tøn-de. Det var ikke særlig behageligt.

Uden familien "Ftwi har altid ønsket at komme til de Skandinaviske lande. Han har altid gerne villet til et land uden krig. Han valgte Danmark, fordi vi ligger væk fra krig og, fordi han vidste mere om Danmark end andre lande i Euro-pa. Ftwi kendte ingen af de menne-sker han flygtede sammen med. Ftwi's søskende flygtede ikke med. Ftwi har seks brødre og en sø-ster. Ingen af dem flyttede med. Ftwi har nogen gange kontakt til nogle af hans søskende. Nogle gange har han mulighed for at snakke med dem over mobil, så han ved ikke altid præcis, hvor de er.

Af: Mia Rasmussen, Lydia Jensen og Emma Schmidt

”Jeg hører den flere gange hver aften og hver nat.” Sagt af Åse Svendsen, som er fåreavler og plaget af ulve, der går på rov blandt hendes får. Jeg troede at det var en hund. Med vinden i håret og kolde kinder suser Åse Svendsen afsted på sin ATV. Hun er ude at lede efter ulvespor. Der går ikke lang tid, før hun finder nogen. Ulvesporene går i begge retninger på markvejen mellem Åse Svendsens hus og den mark, hvor nogle af fårene går. Åse fik første gang mistanke om, at der var en ulv på færde i august 2013. I starten troede hun, at det var en hund, der spiste hendes får. Men da hun mistede nogle store, stærke og raske får, blev hun klar over, at det var en meget stor hund eller en ulv, der havde spist dem. Hun fortæller, at hun en-

gang havde sat sig ind i sin lagerhal for at se, hvilken af naboernes hunde, der gik rundt og spiste hendes får. Mens hun sad i lagerhallen, gik det pludselig op for hende, at det nok ikke var en god idé at sidde derude helt alene, hvis det viste sig, at der ikke var tale om en hund, men en ulv. Først efter at der blev taget en DNA-prøve på de skamfe-rede fårelig, blev det endelig be-kræftet, at der var tale om en ulv.

Mistet over 50 får. Åse fortæller, at hun ikke tog nogen forholdsregler overfor ulven i begyn-delsen. Men det har vist sig, at det har været nødvendigt at forbedre sikkerhe-den, for at undgå, at ulven(e) ikke mæ-sker sig alt for meget i lammesteg. Gennem de sidste år har Åse mistet over halvtreds får. Dog ved hun kun med bestemthed, at de 11 er taget af ulven, da kun disse er blevet fundet med ulve-dna. Åse har anskaffet sig nogle Maremma Abruzzese hunde, der beskytter fårene fra ulvene. Ulvene holder sig fra de marker, som hundene er på. Derudover er Åse Svendsen en

del af et pilotprojekt, hvor de eksperi-menterer med tråde, der er bundet stofstrimler på; man er ved at undersø-ge, hvor mange tråde der skal til for at holde ulven væk. For nylig mistede Åse et lam. Det var på en mark med fem tråde. På de øvrige marker er der tre eller fire tråde. Åse har erfaret, at mar-ker med kun tre tråde kun holder ulve-ne væk, hvis der også går en af hendes hunde sammen med fårene. ”Det er uansvarligt, at man freder ulven. Man burde fra dag et af finde ud af, hvor mange ulve vi kan have her i landet, ” mener Åse Svendsen.

Ulvesporene går i begge retninger på markvejen. Foto: Mia Rasmussen

Af: Niklas Johan-sen, Carl Fyhn mor-tensen, Nökkvi Kristóferson og Anna Brøchner

NN er 21 år og har deltaget i gaderæs, siden han var 18½. Dengang var der tale om lov-ligt ræs på en lukket bane med ordentlige forhold. Si-den har det grebet om sig. Normalt er NN afsted 2-3 gange om måneden,  og ræ-set er sjældent lovligt. ”Stemningen er helt vild til et ræs. Det er dejligt at møde så mange forskellige menne-sker med den samme passi-on for biler.” En lukket gruppe med et særligt fæl-lesskab ”Invitationen til et ræs foregår over net-tet i en lukket Facebookgruppe, hvor der gives besked om tid og sted for næste

ræs,” fortæller NN. Der er mange med til arrangementerne. På en varm sommer-aften er der rigtig mange, og NN anslår, at der kan være omkring 600-700 biler på sådanne aftner. Med tilskuere kan antallet endda komme op på omkring 2500 i alt. Det giver et særligt fælles-skab, og NN har da også for det meste sine venner med til ræset. ”Vi er tit af-sted i 3-4 biler med 2-3 personer i hver bil. Det gør det hele meget sjovere,  end at køre selv afsted, og det er også hyg-geligere at sidde og snakke sammen i bilen på vej derop end bare sidde selv og høre lidt musik.” Det ulovlige giver spænding ”Det er meget spændende at køre ulov-ligt ræs. Det er noget helt andet end at køre lovligt. Der er masser af spænding i det. Folk hyper det rigtig meget. Det er også det, der gør det sjovt,” griner NN. "Politiet laver som sådan ikke kontrol på bilerne, de kommer bare for at vise, at de er der og for at sige, at der er kom-met klager over løbet, som de så stop-per," fortæller NN som ikke helt kan skjule et smil i ansigtet. "Det er ikke som i filmene, hvor de kommer med blå blink,  og der lige pludselig fræser 90 biler væk

fra mødestedet. Det  foregår stille og roligt." Ikke helt ufarligt Helt ufarligt er det ikke at være ”racerkører”. ”Der var en gang for nogle år siden hvor en baghjulstrukket bil mi-stede herredømmet og ramte 3 tilskue-re, hvor den ene mistede livet,” mindes NN med et dybt suk og kigger ned i jorden. ”Jo hurtigere jeg kører på en bane om aftenen, hvor der er forholdsvis styr på det, des langsommere kører jeg på en landevej, hvor der kan komme dyr, børn og modkørende bilister,” fast-holder NN.  "Adrenalinkicket efter et løb er utroligt højt. Når man kommer tilbage i køen, ryster ens ben, man er lidt forpu-stet, og man sidder med et kæmpesmil på læben - især hvis man har vundet. Man har også bare en superfed fornem-melse i kroppen," fortsætter han. NN har kørt op til hele 245 km/t. Motorcykler er også en del af ræsene. De kører dog ikke mod bilerne, fordi der næsten ikke er nogen bil i Danmark, der kan følge med en forholdsvis stor motorcykel. Så motorcyklerne  er der for det meste bare for sjov og for at køre mod andre motor-cykler.

Langt fra standard "Min bil er langt fra standard. Den har over 240 HK, som er mere end 30% fra standard. Her i Danmark må man kun tune sin bil med 30% fra standard, så jeg kan køre meget stærkt," erkender NN.

NN har ønsket at være anonym, men navnet er kendt af redaktionen. Se hele artiklen på Imprint-news.weebly.com

Gaderæs er ikke for tøsedrenge

240 HK gemmer der sig under denne motor-

hjelm. Foto: Niklas Johansen

Mobning er ikke nødvendigvis fysisk, og kan føre til alvorlige psykiske problemer. Det kan være svært at se hvor meget smerte der er indeni, på et ansigt der altid smiler. Og ingen tænker over, hvor meget man egentlig kan gemme bag et smil. Man siger man ikke skal kaste med sten, men sten kan kun give skram-mer og blå mærker. For det der egentlig skader er ord. Det er ord der gør ondt, ord der efterla-der ar på sjælen, men nogle gange også på kroppen. Når en person bliver nedgjort, mob-bet eller udsat for andet psykisk overgreb er det ikke altid kun deres sind, tankegang og selvtillid det går ud over. Hvis du fortæller et barn der er et monster under sengen vil det tro dig. Hvis du siger til det at du er en superhelt er det sandt. Og hvis du fortæller en person de ikke kan, ikke burde eller ikke er gode nok, vil de til sidst også tro dig. Og det er forkert. Ingen skal føle sig mindre værd end andre ingen fortjener at have det dårligt hver dag, bare fordi de er den de er. Og selv hvis man ikke er som alle andre betyder det ikke man er forkert. Man kan være smuk på sin egen måde. Og hvis man nogensinde kommer i tvivl om det skal man bare huske at selv djævelen kan være smuk. Han var jo trods alt engang en engel, og endda Guds yndlings.

Mathilde Lyngsøe Hansen Tangvej 72 Ribe Følg debatten på Imprintnews.weebly.com

I sporet på en flygtning - fra Eritrea til Danmark

På sporet af ulven Læserbrev

Leder

Ftwis rejse har været lang. Foto: Niklas Johansen

4 Fredag 30-10-15

En sur smiley betyder dårlig omtale

Af Julie Ibsen

Leila Schou er 44 år og mane-ger på Burger King i Rødekro. Inden hun startede på Rødekro for to år siden arbejdede hun i Ribe. For Leila er det meget vigtig, at de får en elite-smiley.

Vi ved aldrig, hvornår de kommer På Burger ing ved de aldrig, hvor-når fødevarestyrelsen kan komme, dog får de besked en måneds tid før. Det skyldes at de har en elite-smiley på stedet. Den eneste måde, de kan forberede sig på er at holde restauranten pæn og ren hele tiden. Det gør de ved at medarbejderne vasker hænder hver gang de skifter ”station” hvil-ket vil sige når de går fra kasse til køkken, eller når de klør sig forskel-lige steder på kroppen. Hvis perso-nalet skal ryge, skal de gå helt ud i gården. Neglelak og kunstige negle er bandelyst. Medarbejdere må ikke have armbånd, ringe eller ure på.

Bakterierne skal ikke kunne spores Der gøres rent hver dag og der ta-ges en ekstra runde så snart der er lidt stilhed. Toiletterne på Burger King bliver rengjort hver dag. ”Gæstetoilettet bliver rengjort flere gange om dagen, men vores perso-naletoilet bliver kun rengjort en gang om dagen,” fortæller Leila. Vi vasker gulv i køkkenet flere gange om dagen, afhængigt af travlhed og hvorvidt der er noget, der er blevet spildt. Ved frituren er der ofte nog-le, som spilder olie. ”I lobbyen bli-ver der vasket gulv en gang om da-gen afhængigt af om der bliver spildt.” fortæller Leila Schou mana-ger på Burger King i Rødekro. Made to order Cheeseburgere må ligge i 10 mi-nutter, mens nogle burgere f.eks. whoppere er ”made to order” og kun bliver lavet på bestilling. Ren-gøring af frituren er omsætningsbe-stemt. ”Hver morgen tester vi med en shortening color test, hvor vi tager lidt af frituren og ser på far-ven af olien.” Bøffer, nuggets og pomfritter opbevares i et fryserum. Dip og dressing opbevares derimod i et kølerum. Sodavandsdispense-ren er delt i to dele, som består af såkaldte ”nossels” og isterningma-skinen. Nossels bliver rengjort hver aften og ligger i blød hver nat. Ister-

ningmaskinen bliver rengjort hver fjortende dag. Coca cola kommer hver tredje måned og skiller den af og ser om kalibreringen er god nok. Det vil sige om mængden af sirup og vand er blandet rigtigt. Sur smiley skal undgås Hvis man får en sur smiley, betyder det dårlig omtale for alle. På Bur-ger King i Rødekro har de aldrig haft en sur smiley. De går meget op i rengøring. ”Her hos os går vi meget op i hygiejne og rengøring.” Siden 2008 har stedet haft en elite-smiley. Leila Schou siger, at der er meget vundet ved at overholde kravene fra fødevarestyrelsen. ”Når man har en elite-smiley får man kun besøg en gang om året, ellers kommer de fire gange om året.” Fødevarestyrelsen tjekker rengø-ring, oprydning og ting, der er gået i stykker. Elite-smileyerne skal hænge ved hver indgang og i drive-in. Leila fortæller at det betyder dårlig omtale for alle BK-restauranter, hvis en anden BK får en sur smiley. ”Vi mister omsætning. Gæsterne har ikke lyst til at komme. Når en an-den Burger King får en sur smiley, går hun derfor ind og tjekker rap-porten for at se, om der er noget de også skal være opmærksomme på.

Navn: Joline Pedersen, 36 år. Hvad har sat de stør-ste spor i dit liv? At jeg har set verden, og har oplevet den med egne øjne. Hvad tænker du, når du hører ordet spor? Jeg tænker på dyre-spor. Hvilke spor vil du gerne selv sætte? At jeg har kunne rumme meget. Navn: Linda Hansen, 53 år. Hvad har sat de største spor i dit liv? At jeg har skiftet job, og min datter er flyttet til Austra-lien. Hvad tænker du, når du hører ordet spor? Jeg tænker på påvirkninger og ændrin-ger. Hvilke spor vil du gerne selv sætte? At jeg har været en rar person og har hjulpet andre. Navn: Dorte Jacobsen, 45 år Hvad har sat de største spor i dit liv? Mine forældre har sat de største spor i mit liv. Hvad tænker du, når du hører ordet spor? Jeg tænker på dyre spor. Hvilke spor vil du gerne selv sætte?

OM SMILEYS

Sur smiley: Bødeforlæg, politian-

meldelse eller registrering frata-

get.

Mellem smiley: Påbud eller for-

bud.

Mellemglad smiley: Indskærpel-

se.

Glad smiley: Ingen anmærknin-

ger.

Elite smiley: ingen anmærkninger

på de seneste kontrolrapporter og

i de seneste 12 måned

Vox-pop

Vi går efter at beholde vores eli-tesmiley. Foto: Julie Ibsen

15-årige Lærke bor et sted, som tidli-gere husede grever og grevinder. Lærke er ikke hverken komtesse eller grevinde. Alligevel bor hun på et slot. Gram Slot, som ligger i Sønderjyl-land. Her har Lærke boet siden hun var 7 år. Hun føler sig ikke speciel af den grund, og til hverdag tænker hun heller ikke over at hun bor et sted med en lang historie. "Jeg er mest optaget af slottets historie om Den grå dame,” fortæller Lærke. Af Ida Larsen og Charlotta Olafsdottir

Ikke mere speciel end andre Mange tænker, man er speciel, når man bor på et slot, men det behøver man ikke være. Lærke føler sig ikke særlig speciel. Nogen behandler hende anderledes især ældre mennesker. Da Lærke var yngre, var der nogen, der kun ville tage med hende hjem, fordi hun boede på et slot, men det har ændret sig gennem årene, mener hun. Den del af slottet som Lærke og hendes familie bor i, er mere normal indrettet end resten af slottet. "Det første, jeg siger til nye venner, er ikke, at jeg bor på et slot, for der kan være nogen, der dømmer mig for det," erken-

der Lærke, Lærke ved ikke om hun vil arve slottet efter sine forældre, Lærke fortæller dette; "Jeg har lært af mine forældre, hvis jeg vil noget skal jeg ville det 100% ellers skal jeg ikke gøre det," fortæller hun.

Lidt overvældende at flytte ind Lærke flyttede ind på slottet som 7-årig. Hun syntes, det så gammelt ud og lugtede gammelt, husker hun. At flytte ind på et slot var overvældende og det var sejt. Nu har hun vænnet sig til det.

Sted med historie Et stykke tid efter de flyttede ind, var der mange der spurgte hende om hun havde set spøgelset. Slottet har som alle andre slotte et spøgelse der huserer. ”Jeg havde ikke hørt om det, men nu kender jeg historien om tjenestepigen, som blev slået ihjel af grevinden”, for-tæller Lærke, ”kom og se blodpletten som ikke vil gå af i vask”. Lærke fortæller endvidere, at hun har sovet i den seng som var den dræbte tjenestepiges, men da hun fandt ud af, hvis seng det var, stoppede hun med det.. En god hjælper Der er mange ting at gøre på et slot, og derfor er Lærke en god hjælper. Hun malker køer, planter kartoffelmarker og engang imellem

viser hun rundt på slottet.

Det er sejt at bo på et slot Den største seværdighed på stedet er den store lergrav på museets grund. Lån et par gummistøvler og en spade, og gå ud og grav efter gamle forhistoriske tænder og muslinger, eller måske noget andet helt specielt. Gram Lergrav er det perfekte sted til folk i alle aldre absolut et egnet udflugtsmål for familien. Man kan sagtens bruge et par timer på ste-det, og hvis man vælger at fordybe sig i lergraven, kan man let være der i længere tid.

Af Jonas Thorø,

Andreas Lund og

Anna Brøchner

Det første man ser, når man ankom-

mer til stedet er en evolutionssti,

som fortæller om evolutionen gen-

nem mange millioner år.

Personalet er venligt svarer på alle

dine spørgsmål om stedet og de

udstillede knogler.

Nogle gange afholdes events, som

kan handle om et specielt emne

som fx forhistoriske dyr eller dyrs

udvikling til at kunne gå på jorden.

Størstedelen af de udstillede gen-

stande fundet af gæster. Alene i

2015 er der blevet fundet 3 ting,

hvor en af dem er en knogle. Knog-

len er i så god stand, at man kan se,

at det er fra en søpapegøje.

Bestemt et besøg værd

Om gram slot

Gram Slot har eksisteret siden 1200-tallet.

Gram Slot var i 1664-2006 i familien schacks

eje.

Gram Slot stod tomt i 25 år.

Sanne og Svend Brodersen købte slottet i

2006.

Der er 20 fuldtidsansatte og 25 deltidsan-

satte.

Lærkes hjem er fyldt med historier. Foto: Charlotta Olafsdottir

Der er gode muligheder for at fordybe sig

i lergraven. Foto: Andreas Lund

Sniffer på sporet

Af Trine Sieling og Lena Julius