21

Indre Mission

artikel · Historie · 2014 · # 4 · TIL TRO 21

Fortidens byrde og fremtidens mulighed

Indre Mission har blandt mange et blakket ry. Et ry som bygger på både løgn og sandhed. Det gælder om at se fortiden i øjnene, stå ved den og kigge fremad – for Gud handler og virker gennem uperfekte mennesker.

Af Thomas Bjerg Mikkelsen, generalsekretær i Indre Mission, tbm@imh.dk

En rig historieIndre Mission har en lang og rig historie. Vi har haft afgørende betydning for dansk kirkeliv, og mange kirkelige og diakonale organisationer, herunder KFS, havde sand-synligvis ikke set dagens lys, hvis ikke Indre Mission havde eksisteret. Og Indre missions bestræbelser på at holde fast i klassisk og livsnær bibelforståelse har haft afgørende betydning for folkekirkens liv og lære gen-nem årene.

Endelig har et utal af mennesker i In-dre Mission mødt et fællesskab, som havde overskud til at tale om de største spørgsmål i livet og række en hjælpende hånd.

En historisk byrdeMen Indre Missions historie har også sine mørke pletter, som vi ikke kan lyve os fra. Selv om meget af det, der er sagt og skrevet om Indre Mission, er fordomme uden hold i virkeligheden, så er der tilfælde, hvor der rent faktisk er noget om snakken.

Jeg tænker på den til tider strenge mo-ral. Ofte handlede det mere om at leve op

til fællesskabets normer end om at udleve sund bibelsk teologi. Jeg tænker også på de mennesker, som bærer rundt på en smertelig erfaring, som kunne være undgået, hvis de havde mødt større forståelse og kærlighed fra mennesker i Indre Mission. Vi må også

nævne kulturforskrækkelsen og berørings-angsten over for det verdslige, den usunde autoritetstro og persondyrkelse. Og de usun-de og omklamrende fællesskaber, hvor der ikke herskede en ægte åndsfrihed. Kunne man spole tiden tilbage og ændre historien, var der nok af steder at begynde.

Kulturelitens stereotype billedeAlligevel taler billedet af Indre Mission med helvedesprædikanter, fordømmelser af van-tro, skinhellighed, seksual- og livsforskræk-

kelse ikke sandt. De mange negative konno-tationer, som op gennem historien er blevet knyttet til Indre Missions navn, er mere et udtryk for fordomme end noget andet.

Ikke mindst Hans Kirks roman Fiskerne (1928) og tv-serien Matador (1978) har bidra-

get til, at klichéerne stadig hænger ved. For-fattere, som ikke konkret har kendt til Indre Mission, har ukritisk anvendt de tendentiøse fremstillinger af Indre Mission som en slags dokumentar. Desuden har mange gymnasie-lærere helt frem til i dag inkluderet Fiskerne som en del af pensum, selv om romanen åbenlyst ikke har litterære kvaliteter til at kunne betragtes som en klassiker.

Også fra kirkelig side har der været et uri-meligt forsøg på at nedgøre Indre Mission. Det har været helt legitimt i både grundtvig-

Vi får gjort op med historien på en mere relevant måde ved at tale åbent om historien

og erkende det, som gik galt.

???

?

??

?

"Perfektion

22 TIL TRO · # 4 · 2014 · Historie · artikel

ske, tidehvervske og kulturradikale sammen-hænge at håne Indre Mission uden konse-kvenser. Det bidrog dengang til udviklingen af fordomme og skabte vrede og indignation i befolkningen.

I dag fylder Indre Mission langt mindre i de fleste menneskers bevidsthed, og vi op-lever en anden form for nysgerrighed fra mange sider. Alligevel er der af og til men-

nesker med kærlighed til bevægelsen, der foreslår et navneskifte. For er Indre Missions navn, som engang var et stærkt brand, trods alt ikke gået hen og blevet en byrde? Kan det ikke tænkes, at mennesker fravælger Indre Mission alene på grund af navnet?

Kristen identitetHvis vi vil bevare vores integritet som krist-ne, må vi stå ved, hvem vi er – også når det ikke fører popularitet med sig. Samtidig må vi stå ved den smertefulde del af historien, som kan opleves som en byrde.

Som kristne har Gud sat os til at leve i verden, men ikke af verden. Det betyder, at vi på den ene side aldrig kan tilfredsstille den verden, vi lever i, hvis vi vil fastholde en kristen etik, et kristent livssyn og en dag-ligdag, hvor vi er forpligtet på vores kristne overbevisning. På den anden side må vi ikke vende verden ryggen, og vi må være villige til at fjerne anstødssten, som kan virke frem-medgørende på moderne mennesker.

At leve i denne spænding er ikke et spørgsmål om at have det rette image, men et spørgsmål om kristen integritet. Det handler om, at vi lader os drive af bibelske motiver og ikke af vores egne.

Bibelen taler stærkt om at tage ansvar for hinanden og for menigheden. Det indebærer

trofasthed – også i forhold til den menighed, der set udefra kunne ligne en fiasko. Den uperfekte menighed er nemlig Guds.

Et stærkt eksempel er menigheden i Ko-rinth. Paulus indleder sit første brev til me-nigheden med at slå fast, at han skriver til ”Guds menighed”. Når man læser videre i brevet, opdager man imidlertid hurtigt, hvor galt det står til i denne ”Guds menighed”.

Der er tale om et splittet fællesskab, hvor medlemmerne fører retssager mod hinan-den. Nogle af medlemmerne lever endda i incestuøse forhold.

Alligevel fastholder Paulus, at menighe-den er Guds – og i stedet for at vende den ryggen forsøger Paulus at lede den ind på Guds vej.

Det uperfekte fællesskab Historien er ofte en byrde. Det gælder også i Indre Mission, hvor mange gennem tiderne har oplevet svigt fra fællesskabet side.

Vi kan imidlertid ikke gøre op med smer-tepunkterne i vores historie ved at udskifte facaden. Der er punkter i vores historie, som vi må tage et opgør med. Det kan føre til brud, og jeg har stor respekt for de men-nesker, der har måttet forlade Indre Mis-sion eller et andet kristent fællesskab, fordi de er har oplevet et svigt eller ikke kan føle sig hjemme i kulturen. Men grundlæggende tror jeg, at vi får gjort op med historien på en mere relevant måde ved at tale åbent om historien og erkende det, som gik galt.

Spoler vi tiden tilbage, fremgår det også tydeligt, at fordommene mod Indre Mission sjældent opstod som følge af principielle udtalelser fra Indre Missions formand eller Hovedbestyrelse. Når mennesker havde og

stadig kan have dårlige oplevelser med Indre Mission, skyldes det i næsten alle tilfælde, at de møder mennesker, som ikke formår at omsætte evangeliet til oprigtig omsorg og kærlighed. Menneskers synd og utilstrække-lighed vil altid skabe et misforhold mellem, hvad kristendom er, og hvad kristne siger og gør. Det er i dette misforhold, alle fordomme opstår og trives. Det gælder i Indre Mission, men det gælder også i alle andre menigheds-sammenhænge.

Det uperfekte fællesskabSom mennesker henter vi en god bid af vo-res sociale identitet i det fællesskab, som vi har valgt at være en del af. Vi definerer os i forhold til omgivelserne, og det er i denne spejling og i samværet med andre, vores identitet dannes.

Min drøm er derfor, at vi både i Indre Mission, KFS og andre kristne fællesskaber vil holde op med at fokusere så meget på den ydre facade, men anvende kræfterne på at skabe varme og rummelige fællesskaber for uperfekte mennesker. Frem for at spejle os i det perfekte skulle vi hellere spejle os i det uperfekte fællesskab, som giver os en dybere og mere realistisk måde at anskue vores liv på. Mange mennesker længes jo netop efter fællesskaber, der levner plads til virkelige, uperfekte mennesker.

Der er mennesker, som forlader Indre Mission, fordi de ikke kan identificere sig med det meget værdiladede navn. Der er også mennesker, der aldrig bliver en del af fællesskabet, fordi de tror på den traditionel-le kulturelites fordomsfulde og stereotype billeder af Indre Mission.

Men frem for at gøre op med navnet vil jeg hellere gøre op med den fristelse, der lig-ger i tiden til, at vi bestandigt skal forsøge at udskifte de uperfekte billeder med de per-fekte. Ingen af os har jo en perfekt historie, og vi kommer aldrig til at udgøre en positiv modkultur til det sekulære samfund, hvis vi ikke vil stå ved de mørke pletter i min egen historie – og dermed også i Indre Missions historie.

Frem for at spejle os i det perfekte skulle vi hellere spejle os i det uperfekte fællesskab,

som giver os en dybere og mere realistisk måde at anskue vores liv på.