FORESPØRGSLER I JORD OG KUNST er en udstilling og et seminar der finder sted på gården Sønderholm nord for Aarhus. Landbrugsmaskinerne er rykket ud på marken. Mediale maskiner, fotografier, tekster og objekter er flyttet ind i laden.

Vi har inviteret kunstnere, forfattere, landmænd, musikere og akademikere til at arbejde med emner som ruralitet, urbanitet, økologi, kartografi, fællesskaber, vidensdeling, utopi, jord og kunst.

Nærværende udgivelse rummer de inviteredes besvarelser af de spørgsmål, vi den 31. juli sendte dem med deadline den 13. august.

MC, RG, ETK, MKSønderholm 27. august 2014

FRISK FLUGT [FF]:OU NING [ON]:

LASSE KROG MØLLER [LKM]:NEW MEDIA [NM]:

MIA EDELGART [ME]:– DELTAGERE I SAMTALEN: MAJA MOESGAARD, RASMUS

PEDERSEN, ESKIL HALBERG, DEIRDRE HUMPHRYS, EVA LA COUR, MALTE STARCK, MIA EDELGART

KASPER OPSTRUP [KO]:LEA PORSAGER [LP]:

LISBETH HERMANSEN [LH]:

1. HVAD ER FÆLLESSKAB? 2. HVORDAN PÅVIRKER OMVERDENEN DIT ARBEJDE? 3. HVORDAN DRAGER DU NYTTE AF HISTORIEN?4. HVAD FORBINDER DU LANDET MED?5. HVAD BETYDER JORD FOR DIT ARBEJDE? 6. HVAD BETYDER STED FOR DIT ARBEJDE?7. HVORDAN FORESTILLER DU DIG PENGE?8. HVORDAN TILEGNER DU DIG VIDEN?9. HAR DU SPØRGSMÅL TIL EFTERTIDEN?

6

1. HVAD ER FÆLLESSKAB?

FRISK FLUGT [FF]: Til dels dette: tilblivelse og gøren-andet. At blive fælles i en aldrig tilendebragt proces, at lade forskelle vokse fra neden uden at forsøge at syntetisere dem oppefra, at dele og delagtiggøre, at gøre fælles, at gen-forene og hele det som civilisationen har adskilt og brudt ned, at samle og bevæge sig i nye aldrig-før-sete formationer.

OU NING [ON]: Normalt oversætter man på kinesisk community til nabofællesskab. I planøkonomiens æra brugte man slet ikke begrebet “nabofællesskab” i Kina, men istedet “beboelseskvarter”, “boligområde”, “arbejdsbeboelse”, “gård” osv. til at betegne områder i byen der er bestemt til beboelse; man brugte “landsby” til at betegne de naturlige bosættelser i landområderne, og man brugte “landsbydistrikt” til at beskrive de forskellige nabolandsbyers fælles administrative organisering; og over “landsbydistrikt” ligger “købstad”. Mellem 1958 og 1984 blev produktionsmidlerne og arbejdskraften koncentreret i landområderne for at fremskynde landbrugsproduktionen, og på samme tid blev en semi-militariseret administration implementeret. “Købstad” skiftede navn til “[folke-]kommune”, “landsbydistrikt” blev til “produktionsbrigade”, og “landsby” blev til “produktionshold”. Først med markedsøkonomien opstod der i byerne fragmenterede handels- og beboelsesområder med adgangskontrol, hvor beboerne ikke længere udgjorde en administrativ enhed og blev frit allokeret af markedet, og først da begyndte folk at kalde det “nabolag” eller “nabofællesskab”. Efter 1984 genindførte Kina i landområderne den administrative organisering med “landsby”, “landsbydistrikt” og “købstad”. Den oprindelige betydning af community på engelsk peger formentlig på et specifikt stykke jords gruppe af beboere og deres beboelse, det er en samfundsenhed der er større end familien. Ud fra det kan man sige, at inden for det kinesiske sprogområde kan vi fortsætte med at kalde byens beboelseskvarterer for “arbejdsenhedsbeboelse” og “gårde”, og landsbyerne i landområderne kan vi kalde for “nabofællesskaber”.

“Gongtongti” (fællesskab) er et begreb der lægger særligt vægt på at beskrive de mellemmenneskelige forhold. Det peger på en gruppe af mennesker med enslydende appeller inden for interesser og standpunkter og andre områder. Hvis folks interesser er enslydende kan de forme et interessefællesskab; hvis standpunkterne er enslydende kan de forme et tankemæssigt fællesskab. Hvis de øvre og nedre lag i et land har et fælles centrum og beslægtede interesser, så udgør landet et fællesskab; det samme gælder et nabofællesskab. Men “fællesskab” begrænser sig ikke nødvendigvis til et geografisk eller administrativt område: folk kan forme fællesskaber på tværs af territorier og landegrænser. I denne betydning kan et lands indbyggere, selv om de lever på det samme stykke jord, ikke komme til at udgøre et fællesskab, hvis folkestemningen er splittet og modsætningerne vokser. Selv om masserne i et nabofællesskab bor op og ned af hinanden, kan de ikke blive et fællesskab, hvis de ikke gør en samlet indsats og passer på og hjælper hinanden. At oversætte community med gongtongti, kan kun afspejle et ideal. Bishan Kommunes kinesiske navn tager også udgangspunkt i idealismen. Det udtrykker hvordan udefrakommende tilflyttere og lokale landsbyboere lever sammen på et stykke jord, gør fælles fremskridt og tilbagegang, ønskescenariet om at være der for hinanden.

Det engelske navn Bishan Commune tager betydning fra Pariserkommunen af 1871 og rummer også konnotationer til det forrige århundredes eksperimentelle kommuner som hippierne

7

grundlagde som en del af back-to-the-land movement, der begyndte i 1960’erne. Den førstnævntes autonome principper repræsenterer en anden form for politisk drøm, sidstnævntes principper handler om beskyttelsen af det økologiske miljø og bør kraftigt argumenteres for i nutidens Kina. Det er allerede bevist at folkekommunebevægelsen fra 1958 og 1984 gjorde en alvorlig ødelæggelse af Kinas rurale samfund. På kinesisk repræsenterer ordet “kommune” en smertefuld erindring for Kinas landområder, derfor hedder Bishan Commune ikke “Bishan Kommune” på kinesisk, men bliver kaldt Bishan Fællesskabet (Bishan Gongtongti). Gongtong (fælles) har konnotationer i retning af common, og henviser til når man gennem reel praksis realiserer en overskridelse af ideen om traditionel ejendomsret og faciliterer faktisk fælles brug og deling. Det drejer sig ikke kun om det Lawrence Lessig kalder Creative Commons, men i endnu højere grad Michael Hardt og Antonio Negris ide om Commonwealth som foregår gennem deling i gaderne, historisk arv og fællesområder osv. For at lave langsigtet arbejde i landområderne er der nødt til at være et mål, og selv om jeg kan forudsige de vanskeligheder man kommer til at stå overfor, så skammer jeg mig stadig ikke over at fortælle om mit eget ønskescenarie her.

LASSE KROG MØLLER [LKM]:

NEW MEDIA [NM]:en dualisme: i historisk perspektiv altid en eksklusion, i utopisk perspektiv altid en inklusion

MIA EDELGART [ME]: Ordrunde? Hvem starter? Hmmm, ansvar, okay så nødvendighed, noget abstrakt, støtte, solidaritet, umulighed, fiktion… Øhmm lige nu er fællesskab vel først og fremmest noget der peger på mit behov for at vende de her ting med jer? At ville tænke sammen istedet for at bare at spille bold med mig selv. Men man tænker vel aldrig alene? Nej, altså, men det kan vel gøres mere direkte i fællesskab? Jeg kan faktisk finde det meget ubehageligt og kedeligt at producere alene, både tekst, dimser eller altså. Aha så du tørrer den ligesom af på os, på fællesskabet, altså de der spørgsmål dér, ha ha. Nej jo… Okay, jeg kan godt lide ideen om at tage parti, at det er det der definerer hvem man holder med. At fællesskabet ligesom opstår udfra en begivenhed – så det kan ændre sig. Det får en mere dynamisk karakter på en anden måde – mere end det der enten inde eller ude. Klart.. Hmmm. Fællesskab er måske også det ord, der har det største modsætningsforhold til den mest udbredte ideologi? Er det ik et det mindst neoliberale ord, man kan komme på?

8

Uhh og derfor så udsat samtidig, ik? Der findes jo mange individualiserende projekter forklædt som fællesskab-skabende... Sådan så man kan ende med både at føle skyld på egne og fælleskabets vegne. Det er vel en eller anden form for dobbeltbinding, der måske er lidt symptomatisk i dag? Det der i dag, jeg ved ik… Men der må jo være en grund til at man i dag spørger så meget ind til hvad fællesskab er, og ikke fx hvad ensomhed er? Eller forstår I? Det virker bare som om der i tiden er en meget stor gransken af hvad det der fællesskab egentlig er. Jeg har i alt fald bemærket det inden for kunst, og måske gælder det også andre steder. Altså jeg tænker bare, hvad er det i vores tid, der gør at spørgsmålet stilles igen og igen. Er det en eller anden form for krise? Hmmm ja… Men der er også noget ved det der ord, som jeg forbinder med norm – derfor er fællesskab altid lidt uldent for mig. Det er noget man gerne vil være en del af, men det er også, altså det her er en ret banal sociologisk pointe, men det er jo også bare normer og vaner, noget som man tit er imod eller vil bekæmpe eller sådan. Altså fællesskabet vil også gerne bestemme, fx at det er for dyrt for fællesskabet at der bliver røget cigaretter. Ja præcis, det bliver også tit brugt som argument for at man ikke må dette eller hint. Hvad vil jeg egentlig, ik? Gå på arbejde, bidrage, føde børn og blive kærester med en af det modsatte køn? Det vil fællesskabet i alt fald gerne have. Men det sjove er jo at det der gør at man kan finde mod til at gøre noget andet, jo netop også er fællesskab, bare nogle andre fællesskaber. Man kan ligesom ik rigtigt gøre det alene, og det er derfor at jeg tænker at fællesskab kan være at hive fat i sine venner, hvis man har sådan nogle og med dem forsøge at skabe det der rum, som så bliver ja jo et modstandsdygtigt rum, men ja at det også kan være at række ud eller række tilbage i tiden og på den måde skabe nogle lidt virtuelle fællesskaber med andre positioner eller tankemåder. Ja hmm… Så noget man kan lave på kryds og tværs af tider og distancer… Spørgsmålet er så om fællesskab fordrer en gensidighed? Altså kan jeg godt være i et fællesskab med dig, uden at du er i et med mig? Ja, det synes jeg. Okay. Synes du ik? Altså hvis man kan være i et fællesskab med afdøde personer, så må det jo være sådan. Jeg ved ik, jo hvis fællesskab er en følelse, så, altså så behøver det vil ik være gensidigt – ligesom med kærlighed, ik? Det er noia. Men de der slags fællesskaber er jo ofte baseret på ens egen idé og en eller anden konstruktion af fx en person eller en bevægelse, som et forbillede eller idé. Men det er jo præcis dét der kan være hel fantastisk ved at lave fællesskaber med fortiden, det kan være at skide hul i alle mulige grænser… Altså fællesskab er vel også for fanden bare noget meget praktisk indimellem, ik? Sådan vi deles om denne her tjans, dette her ansvar eller denne her køkkenhave… Vi er gået langt over tid.

KASPER OPSTRUP [KO]: En hallucination, et drømmebillede, et ideal, en myte, en følelse, en fortælling, et paradoks. Noget temporært og relativt, der måske kun er absolut i døden, eller før vi blev født. Et relationelt netværk bestående af individer, grupper, halvthuskede minder, associationer og objekter.

Måske er det en tændstik, der stryges og flammer op for så at brænde ud.

Nogle gange er svovlet vådt. Som regel er der en til.

9

LEA PORSAGER [LP]:

LISBETH HERMANSEN [LH]: Fællesskab er det der opstår og er imellem mennesker og det de kan gøre sammen. At man mødes og finder fælles interesser og vil arbejde for samme sag. At man møder mennesker som man har lyst til at være sammen med. At være sammen om at opbygge noget,

at skabe og udvikle.

2. HVORDAN PÅVIRKER OMVERDENEN DIT ARBEJDE?

FF: Som noget, der trænger sig på, trænger ind. Som noget man kan kaste sig ud i, indtager, kaster op i enuundgåelig cirkulation.

Som tåregas og gummikugler. Som åbninger og åbenbaring.

ON: I Bishan bor der nærved 3000 landsbyboere med følsomt selvværd, jeg er en af dem. Hver dag skal man møde folk med et smil, være overopmærksom på alle handlinger og ord, selv påklædning og arbejde og fritid skal man bestræbe sig på at gøre på samme måde som dem. I mit arbejde her har jeg aldrig forsøgt at forklare dem de store principper, der i deres øjne er svært tilgængelige og svære at forstå, jeg har skjult mine egne tanker og har kun undersøgt teorierne inde i mit eget “tankefællesskab”. Hvis man vil opnå landsbyboernes anerkendelse skal man gennem handling sætte et eksempel. At udføre en enkelt handling er langt mere effektivt end hvilken som helst sproglig propaganda. Før i tiden satte landsbyboerne slet ikke pris på de tidligere generationers gamle huse, de lod dem forfalde og kollapse. Hvis de havde muligheden for det, så byggede de alle nye huse der stemte overens med deres forestilling om moderniserede. At bo i gamle huse man har arvet fra forfædrene blev anset for at være et symbol på at livet var mislykket. Da jeg købte et gammelt hus, der allerede havde stået tomt længe i landsbyen, brugte jeg et år på at restaurere det og flyttede derefter herned fra Beijing for at bo her permanent. Hver dag stod hoveddøren åben, så når landsbyboerne kom forbi kunne de se resultatet af restaureringen. Det er meget muligt at de tænkte at denne tilflytter fra byen behandlede deres forfædres arv så godt at de derfor forandrede deres syn på de gamle huse.

Men forandring i synet på de gamle huse har på ingen måde gjort bønderne i stand til selv at igangsætte restaureringen. Størstedelen af bønderne har ikke særlig meget kapital, de

10

håber bare at de kan sælge det gamle hus til en udefrakommende og tjene masser af penge på det. Dette gør måske at jeg har været endnu mere på vagt over for fremkomsten af fænomenet gentrificering. Der er flere og flere udefrakommende der køber gamle huse i Bishan, hvilket er noget landsbyboerne byder velkommen, og som har skabt en slags markedsvirkelighed på grund af forskellene i ideer om livet mellem landsbyboerne og de udefrakommende. Byboerne flytter på landet på grund af miljøforurening og forværring af luften; landsbyboerne ønsker at komme ind til byen som følge af arbejdsmuligheder og den såkaldte forestilling om det moderne. Denne vekselvirkning har defineret den øgede differentiering af forholdet mellem land og by i Kina. Det kan være en fordel for den historiske bevarelse i landområderne at byboere køber huse på landet, men hvis de kun køber huset for at bruge det til lejlighedsvis ferie, og ikke slår rod på landet over en længere periode og vier dem selv til arbejdet i landsbyen, så bliver landområderne bare forvandlet til byboernes baghave og ikke andet, og det vil være til meget lidt hjælp for genoplivningen af landområdernes økonomi og kultur.

Ydermere er man, uanset hvor man vælger at arbejde og leve i Kina, underlagt systemets kontrol. Uanset folkets evne til at tilslutte sig udviklingen af landområderne rundt omkring i Kina, er vi alle nødt til at indrømme, at i virkeligheden så findes de bærende skuldre i udviklingen af landområderne stadig på de forskellige regeringensniveauer. Landområdernes økonomiske udvikling, infrastruktur, hospitalsvæsen, kulturuddannelse, miljøbeskyttelse, socialsikring og mange andre forpligtelser ligger alle hos regeringen. Den folkelige tilslutning kan kun fra sidelinjen afhjælpe regeringens utilstrækkelige arbejde. Selv om regeringensførelsen og -udførelsen nogle gange bliver kritiseret, så tillader systemet ikke en overskridelse af autoriteten i dets funktionerne. Udover systemet, så har den offentlige mening stor indflydelse på arbejdet i landområderne. Kinas medier, uanset om det drejer sig om den traditionelle presse eller internetmedier inklusive nye græsrodsmedier, så vil de først og fremmest tiltrække øjet. I forhold til spørgsmålet omkring den måde hvorpå udviklingen af landområderne opildner folkelige følelser, så er folk hurtige til at kontrollere dem som navngiver og okkupere højere moralsk grund og har sjældent tålmodigheden til at lave dybdegående undersøgelser og analyser. Praktikere bliver ofte kidnappet moralsk af den offentlige mening, det er derfor blevet sværere at gennemføre arbejdet på landet.

LKM:

11

NM: for i sig at tilintetgøre den i sig den er

ME: Men hvad er en omverden? Situation, tid, pas, nej, reality, hverdag, pas. Det er jo så så stort et spørgsmål… Måske er det meget henvendt til én der sidder alene og arbejder. Eller altså hvordan kan man tænke arbejde uden en omverden? Hverdag er måske spændende at nævne i denne her forbindelse – måske fordi jeg stadig er lidt i tvivl om hvad det er, har nærmest et lidt nostalgisk forhold til den. Ja det er lidt sådan en de andre har, ik? Jo præcis… Altså jeg har en hverdag og det er ik fedt. Hvordan det? Jeg har jo bare et lønarbejde. Kan der ik nogle gange være noget ansvarsfralæggelse i det, der må være rart? Altså det må være afslappende nogle gange? Jo altså når man ik har hverdag, så er det måske noget man gerne vil have, fordi det putter ens aktiviteter ind i en form for stabilitet, sætter en selv inden for nogle grænser, men for mig og når den er der, så er stabiliteten rigid, ikke nice. Øhhm men jo på en eller anden måde, jo som du sagde før, så kan jeg slappe af, fordi jeg gør de andre er glade. Ja, det er det. Så er fællesskabet glad… Ha ha, ja og så må jeg gerne få penge, det føles som et privilege. Men det skal du da have… Jo. Ja for fanden. Okay men hvis man skal forbinde spørgsmålet med hverdag, så ville jeg sige at hverdag er, at der kommer en kontinuitet ind i ens dage og arbejde. Noget der gør at man kan gentage nogle ting, opdage noget over længere tid, og dermed opstår der nogle andre lag i ens arbejde. Dér hvor, ja det er måske meget banalt, men det hele ikke afhænger af den der afkrævning og hurtige skift og stimulation, måske der man nogle gange kan finde ud af noget mere spændende. Ja og en sådan hverdag kalder jo på nogle meget praktiske omstændighede, der vel kræver en omverden der muliggør dette? Altså at man fx har en seng, en bolig, tid og penge eller i alt fald at man får dækket nogle behov… Jo eller jeg er stadig i tvivl om det der omverden, hvad det egentligt betyder, som sådan en verden der ligger udenom ens eget liv? Eller egne erfaringer eller en lidt fiktiv ide om en helhed i en verden udenfor? Men omverdenen er vel både institutioner, relationer, strukturer osv.? Ja og jeg synes det ord kan være få mig til at tænke på mange ting. Man måske kan man forsøge at gå til det lidt mere konkret og tale om det i forhold til hvordan det føles at arbejde meget abstrakt eller immaterielt, som jeg gør, og dermed indimellem have svært ved at definere hvad det egentlig er jeg laver. Jeg tænker bare hvad det egentlig gør ved mig og min egen forståelse af mit arbejde, at jeg ofte sidder i situationer, hvor folk er skeptiske og hvor man hele tiden skal argumentere for hvorfor man gør som man gør, eller det at det faktisk er arbejde… Jeg bliver virkelig stadig selv i tvivl. Altså jeg kan virkelig godt genkende det der med at blive genkendt eller ikke genkendt. Jeg har fx lige været til et bryllup, hvor det hele tiden var det der – hvad var det du sagde at du lavede? Sig det lige igen... – så altså i forhold til omverdenen, som et sted for genkendelse eller fremmedgørelse. Apropos det der med om man er indenfor eller udenfor en eller anden form for abstrakt fælllesskab… Eller også da du lige talte om det før, fik jeg ordet vold eller voldsomt, øhmm at et møde med den der omverden kan være meget voldsomt. Det kan få mig til at føle at jeg lever i en anden virkelighed eller en meget lille én… Ugenkendt – i alle de der systemer. Det vel også det med at arbejdet er dit, istedet for noget du går hen til… Ja fx med a-kasse-systemet, hvor du har tegnet en forsikring som én der går på en bestemt slags arbejde, men du kommer derned, som en der har et andet slags arbejde, et der er dit, og havner i en eller anden spænding mellem to meget forskellige måder at have en hverdag på. Altså der skal man sgu manøvrere ret

12

meget oppe i hovedet mellem disse måder. Især fordi at man måske så har øvet sig på at forklare, hvordan man netop har et arbejde på en bestemt måde og så når man kommer derned, så skal man pludselig forklare hvordan det arbejde også passer ind i det store fællesskab, hvorfor det er vigtigt. Det er jo i grunden nogle ret store spørgsmål, altså omkring kunst, praksis og samfund, der bliver stillet dernede på a-kassen eller jobcenteret… Ha ha. Det må man sige… Ja – en måde jeg tænker at omverdenen meget konkret har indflydelse på mit arbejde, er i form af penge. Super basalt, altså systemer, der er svære at få ting at hænge sammen i. Kunst og økonomi. Jeg tror at jeg har en hverdag, selv om jeg ik helt genkender den i det du for eksempel beskriver, og det er måske netop i min hverdag at jeg møder omverdenen og samtidig der jeg møder min mulighed for arbejde. Så omverdenen ligger i det jeg gør, de små ting jeg gør, når jeg vælger hvordan jeg spiser eller hvordan jeg bruger medierne, forholder mig til dem eller for eksempel nu, hvordan jeg, ja, møder et a-kasse-system – små og store strukturer, der presser sig ind i min hverdag, som jeg skal forholde mig til og som jeg derfor også kommer til at arbejde med… Altså jeg vælger at arbejde med hverdagen, måske med en vis nostalgi, men at arbejde med den på en måde, der trækker på en lang feministisk tradition, som jeg putter lidt et anker i, et sted at holde fast, fordi jeg tænker den som en uundgåelig stor indflydelse på mit arbejde, ifht. hvilke muligheder der bliver stillet op.

KO: Omverdenen er et skvulpende lag af feromoner og uforudsigelig kemi, gøren og laden, der lader os op og dræner os. Vi er en del af den. Den påvirker os, og vi påvirker den. Der foregår altid en udveksling med omverdenen, kropsligt såvel som mentalt. På den måde er alt, hvad jeg laver, stedsspecifikt.

Et begreb som psykogeografi giver meget god mening, hvis man holder det op og ryster det for associationer. Jeg tænker det ikke som en stringent situationistisk teoretiseren over det urbane hverdagsliv fra 1960’erne, men mere i forlængelse af den populærkulturelle psykogeografi, der er fulgt i kølvandet på kunstnere og forfattere som f.eks. Iain Sinclair, Stewart Home og Laura Oldfield Ford, samt identiteter som Association of Autonomous Astronauts og London Psychogeographical Association.

Hos disse betegner begrebet en løs, men betydningsfuld relation mellem individet og dets kontekst eller, sagt med andre ord, omhandlende den omkringliggende arkitekturs indflydelse på og prægning af sjælelivet. Det åbner op for en diskussion af subjektivitet, og hvordan mennesket ikke bare producerer sine umiddelbare omgivelser, men også produceres af dem, om så det er et betonhjørne, en gruppe personer eller et bøgetræ.

Inden for den logik handler det at undslippe en given mental tilstand måske i lige så høj grad om at finde et sted, man kan leve på en anden måde.

LH: Det er jo en stor del af projektet “Nybygger” at der kommer folk til byen og at folk har lyst til at tage del i det. En stor del er at opbygge “byen”, og det hænger jo netop sammen med at der foregår forskellige fælles aktiviteter, hvor vi håber at der vil komme nogle og deltage og synes om ideen. Når man starter et projekt som henvender sig til mennesker, der vil bevæge sig fra by til land og være med til at starte nye fællesskaber på landet, så er det jo en konsekvens af centralisering og hele den monumentale tankegang, ensretning og stigmatisering i samfundet. En forudsætning

for at det kan lykkes er, at folk er villige til at tage del i det.

13

LP:

3. HVORDAN DRAGER DU NYTTE AF HISTORIEN?

FF: Den tjener som afdækket og afdækkende grundlag for udformningen af et radikalt teater, et teater, der tager form som en uafladelig kollektiv og helkropslig erindring (helt bogstaveligt som ‘inderliggørelse’) og udfoldelse, en konstant kommen i hu, vækken til live og forvandling af forudgående ‘forsøg’ i en evig konstituerende proces.

ON: Grunden til at jeg flyttede på landet for at bo og arbejde var i begyndelsen fordi jeg var påvirket af den følelsesmæssige appel fra intelligentsiaen under republik-tiden, der engagerede sig i udvikling af landområderne, og jeg identificerede mig med deres tænkning. På grund af dette blev studier af denne periodes historie i forhold til udviklingen af landområderne i lang tid mit obligatoriske hjemmearbejde. Som for eksempel er Yan Yangchu (James Yen), Liang Shuming og den slags pionerer inden for udvikling af landområderne, deres tanker og handlinger, eksempler jeg ofte konsulterer og studerer. Men fordi tiderne er forskellige og hvert menneskes evner er begrænsede, så føler jeg selv at det er svært at nå deres højder. I deres mest aktive år inkluderede deres virke alle aspekter af arbejdet i landområderne. Selv om de også mødte meget hård kritik, så fik de, sammenlignet med i dag, meget mere støtte fra republikkens regering, personer med reel politisk magt, intelligentsiaen og sågar fra udlandet. Deres ambitioner stemte overens med graden af realisering, og de har med sikkerhed bidraget til fremskridt for Kinas rurale samfund. Deres fortsatte indsats blev forhindret af Japans invasion, men i nutidens Kina kom problemerne i landområderne op til overfladen igen, og så blev deres historiske erfaringer en skattet arv i arbejdet i landområderne.

Jeg har tidligere også forsket i 1960’ernes back-to-the-land-bevægelsen der startede i Nordamerika og spredte sig til Stillehavsområderne og videre til den østlige del af Amerika og New Zealand, hvor jeg på nordøen besøgte nogle hippiesamfund der stadig eksisterer den dag i dag. Denne bevægelse havde en meget stærk karakter af afsondrethed, hvilket er fuldstændig forskelligt fra den situation som den kinesiske bevægelse for udvikling af landområderne udsprang af, men deres udforskning af miljøbeskyttelse, bæredygtigt landbrug, kollektiv livsførelse, selvforsyning og sågar konsensusbeslutningsproces og den slags autonome metoder har stadig referentiel betydning for arbejdet i landområderne i nutidens Kina. Selv om jeg anser

14

Yan Yangchu, Liang Shuming og andre eksperimenter gennem Kinas historie for at være en “ortodoksi”, så mener jeg stadig at nutidens bevægelse for udvikling af landområderne skal forny sig. Vi er nødt til at inkludere forskellige lande og områders vidensarv, og endnu mere er vi nødt til at lære af deres nutidige praksis. Det er grunden til at jeg tog til Japans Echigo-Tsumari Art Field, til Thailand i landområderne omkring Qiang Mai og til Taiwan og lavede feltarbejde forskellige steder.

I processen omkring at flytte permanent til Bishan og forsøge at smelte ind i lokalsamfundet undersøgte jeg stedets historie og foretog dybdegående og vidstrakte feltundersøgelser, hvilket også er blevet et vigtigt, vedvarende og langsigtet arbejde for mig. Et aspekt er at vi bliver ved med at interviewe den lokale landsbyintelligentsia, og ud fra det de siger og skriver samler vi materialer om landsbyens historie. Samtidig har vi gennemgået statstidender fra forskellige perioder, og har fra lokale kulturcentre indsamlet historiske billeder fra Bishan for at holde dem op imod den folkelige, uofficielle historie. Da vi spurgte ind til landsbyens historie opdagede vi bedrifterne af en gammel lærd mand, Wang Dazhi, fra landsbyen. For mange år siden fulgte han Tao Xingzhi på Nanjing Xiaozhuang Seminarium, senere accepterede han at blive leder af Xin’an-skolen, hvor han organiserede Xin’an-rejsegruppen. Han var en alternativ undervisningspraktiker under republikken. Vi har doneret en statue af Hr. Wang og rejst den ved indgangen til landsbyen. På den ene side er det for at udtrykke vores respekt for denne lærde fra landsbyens ambitioner, og på den anden side ønsker vi at landsbyboerne får mere viden om landsbyens lærde mænd gennem historien. Det efterhånden tre år lange forskningsprojekt “Kunsthåndværk i Yi-amtet ”, som Zuo Jing er ansvarlig for, er en undersøgelse af de traditionelle kunsthåndværk der findes i Yi-amtet hvor Bishan ligger. Projektet har indsamlet store mængder primærkildemateriale der dybdegående organiserer det lokale livs historie, inviterer designere og kunstnere til at samarbejde med lokale kunsthåndværkere for derved at fornye og aktivere det lokale kunsthåndværk. Alle disse materialer om historien og kunsthåndværket vil til sidst udgøre indholdet i længevarende udstilling på det lokalhistoriske museum, som jeg planlægger at etablere for egne midler.

ME: Historien med stort H og i ental? Ja. Hmmm støtte. Alliance, inspiration, provokation, pas, jeg synes historie er meget vigtigt, forskel, destruktion. Hvordan destruktion? Altså det konstante arbejde, der er med altid at destruere historien, en form for afdækning af fundamenter, eller at komme af med historien. Man finder jo selvfølgelig ud af at tingene smuldrer jo nærmere man kigger på dem, hvilket er meget frisættende… Men altså kan du sidde og gøre det alene, sådan destruere historien? Haha jo eller nej, men der er noget med at læse og fejllæse, læse om… det er som om at jeg først skal opgive den, eller ideen om den, for at prøve at kunne gå til den eller mærke den på en anden måde. Eller dem… Dem? Ja altså den skal vel først og fremmest ud af ental… Jo men nu taler vi jo om den store, ik? Men bliver du så ik provokeret over at historien samtidig virker? Det der apparat, der virker så kraftfuldt, altså man kan være nok kritisk og skeptisk og dekonstruere tingene, men den virker stadig … Undskyld men hvem er den? Nåh altså den store historie…? Ja, en eller anden form for sandhedsfortælling om hvordan vi er noget hertil. Men man taler vel hele tiden med den, ik, altså det gør jeg – forsøger at bringe den i tale og få den til at modsige sig selv… Jeg tror jeg sagde støtte, ifht. det at kunne læne sig lidt tilbage op ad historien, digte på den og lade

15

sig føle forbundet på en anden måde, man kan lave om på den jo, måske en måde at lege med en egen subjektforståelse. Men er det ik det alle gymnasielærerne siger at man ikke må? Lave om på historien? At det er der fascismen starter? Det gider jeg ik svare på. Man kan jo ikke ændre den alene, men det er vel værd at eksperimentere med det alligevel? Det kommer vel an på hvilken status man har. Der er da masser af mennesker med stor nok status, der har omskrevet historien. Jeg har fx lige læst et essay om Eileen Gray og Le Corbusier… Men historien er også noget jeg bruger for at kunne skubbe magten væk, ik? Altså hvad man må og ikke må i dagligdagen, hvad der er naturligt og unaturligt. Historien er noget man bruger til at stjæle liv fra magten. En måde at kunne sige gå væk, gå lige lidt væk… Altså den er jo er arbitrær, så man kan på en eller anden måde bruge en kikkert bagud og forbinde nogle forskellige punkter, skabe en linie, ikke nødvendigvis en lige én. Det er vel en genealogi, at forstå at man er en del af noget. Det kan der være noget rart i, en kraft i, det kan give en vektor mere kraft. Det er vel det der med fællesskabet. Noget man kan skrive sig ind. Hmmm. Jo, men altså hvis man skal bruge sin historiske alliance i en politisk virkelighed, så bliver det jo implicit en måde at foreslå at den er sand? Eller i alt fald i nogle sammenhænge, og sker der ikke et kollaps her, fordi vi allesammen ved det er en konstruktion eller et nedslag eller en medieret begivenhed? Jo men faktisk er det lidt samme alliance, som den jeg laver med fiktive figurer eller historier, der har haft ligeså stor betydning for mig og de fællesskaber jeg er en del af. Historier man kan bruge som et afsæt for noget kommende...? Det er jo en underlig idé – den der om historiens progressivitet. Den forekommer mig at være en virkelig stor løgn. Derfor kan vi godt gå tilbage og fx hente noget hos munkene i sekstenhundredetallet. Det er jo også det der med at ikke ville gentage, fordi man hele tiden skal gøre noget nyt. Det er en irriterende bivirkning på den der slags historie. Min gamle professor havde altid det der med at ting skulle kontekst-testes. Altså hvis noget går galt kan man prøve det igen i en ny kontekst. Istedet for at sige: Man kan ik flytte på landet i et kollektiv, fordi det har vist sig at folk bliver skide uvenner.

KO: Jeg prøver at holde den op som et kritisk spejl til samtiden efter Benjaminsk forbillede (jf. hans teori om det dialektiske billede fra Arkade-projektet, hvor han argumenterer for, at det øjeblik, man genkender fortiden i nutiden, er en slags ‘opvågnen’). Samtidig ser jeg også historien som et slags trolddomsspejl a la John Dees sorte sten, udstillet på British Museum, hvorigennem Ed Kelly kommunikerede med de Enokianske engle, og hvor man, hvis man stirrer vedholdende nok, kan ane ikke bare de forvredne konturer af en fremtid, men også parallelle dimensioner og alternative historieforløb. Som led i min forskning ser jeg endvidere historien som et gigantisk arkiv, der kan plyndres. I det perspektiv er det måske især blindgyderne og det, der ikke umiddelbart var en success, som er interessant, eller som kan afprøves empirisk i forhold til nutiden.

Forholdet mellem nutid, fortid og fremtid ændrer sig uophørligt. Det er i den forbindelse min påstand, at for personer, der levede i starten af 1980’erne, var 1960’erne mentalt længere væk i tid og rum, end de er for vores samtid.

På en måde er vores opgave at re-mobilisere en marginaliseret historie, få den til at marchere gennem nutiden og åbne op for produktionen af alternative fremtidigheder og nye mulighedsrum.

16

LP:

NM: Erkenden er erindren (men om det er nytte?)

LH: Når jeg kalder projektet “Nybygger”, er det jo netop med udgangspunkt i fortællingen om “det vilde vesten”, hvor folk drager ud og skaber sig et liv på landet, i en mindre, forladt by. Den ensomme ridder, og den som kommer til byen for at skabe retfærdighed. Lovløsheden og friheden og begyndelsen. I høj grad legen og musikken og stemningen som jeg fornemmer at der er mange

der gerne vil være en del af.

LKM:

17

4. HVAD FORBINDER DU LANDET MED?

FF: Det rurale findes i dag ikke som andet end Metropolens negativ. Som tom-rum. Men som sådan udgør denne forladte geografi samtidig et potentiale – som grænseland, som tilflugtssted for alt afvigende og lyssky. Udkantens ruiner tjener således i dag både som zoner for overvintring og bevarelse og som fundamenter for etableringen af en ny potentielt ‘uregerlig’ autonomisering.

ON: Udefrakommende intellektuelle der tager på landet for at arbejde, står over for en meget stor udfordring med at mobilisere og smelte sammen med landsbyboerne. Republikkens bevægelse for udvikling af landområderne stod over for samme udfordring. I foredraget “Vores to store problemer” fra 1935 giver Liang Shuming to eksempler på svære situationer for dem: “at prædike for social forandring men den afhænger af den politiske magt” og “at hævde at være en bevægelse for udvikling af landområderne, men landområderne flytter sig ikke”. Disse to situationer hænger sammen: De intellektuelle håber gennem en afpolitiseret social bevægelse at forbedre landområderne, men hvis man ikke har regeringsmagtens tilladelse og støtte, så er det svært at komme et skridt videre. Bønderne vil have nedsat deres skat og få del i jorden, men de intellektuelle har ikke nogen mulighed for at løse problemet politisk, så der er ikke nogen mulighed for at tage hånd om landsbyboernes problemer, og endnu mindre hvad angår at stræbe efter folkelige følelser. Bønderne er meget passive og mener ikke at man kan sammenligne “en ting mere at gøre” med “en ting mindre at gøre”; intelligentsiaen er meget aktiv og ivrig efter handling, så Liang Shuming begræd dette: “Vores natur har ingen identiske sider med folket på landet, og dette problem er det mest smertefulde!” Der er simpelthen ingen måde at udjævne forskellen mellem intelligentsiaen og bønderne hvad angår tænkning og alle aspekter af livsførelsen, og hvis man skal arbejde og tale sammen kan det give problemer. Den mest indflydelsesrige periode af republiktidens bevægelse for udvikling af landområderne var to nationale udvekslingsmøder i Zouping i Shandong-provinsen og Dingxian i Hebei-provinsen. På møderne så man kun intellektuelle men ingen bønder. Mao Zedong, der i samme periode var meget opmærksom på landområderne, valgte den politiske løsnings vej. Bønderne fulgte alle hans kald om revolution og i sidste ende kaprede han regeringsmagten i Kina.

Grunden til at fraktionerne for udvikling af landområderne under republikken tabte – ud over at det også var en af konsekvenserne af den japanske invasion af Kina – var først og fremmest at de ikke havde varetaget forholdet til regeringen tilstrækkeligt. Bevægelsen for udvikling af landområderne i nutidens Kina er på samme måde nødt til at varetage dette forhold. Når de politiske forhold tilllader det kan man gennem de intellektuelles engagement hjælpe bønderne med at etablere et fællesskab på landet ud fra deres egne interesser og derigennem opildne bøndernes entusiasme. Det lader til at være den mest effektive metode i dag. Grunden til at folk lovpriser eksperimentet i landsbyen Haotang, Xinyang by, Henan-provinsen, er fordi Li Changping og Zun Jun grundlagde en uafhængig, lovmæssigt kvalificeret skole til udvikling af landområderne i Kina. Gennem deres hjælp og mobilisering har bønderne etableret et økonomisk kooperativ, der bruger interne midler som løftestang til at lirke landsbyfællesskabets økonomi op. Udviklet på baggrund af bøndernes ønsker og æstetiske smag etablerede de infrastruktur, miljøforvaltning, kulturel uddannelse, pensionsordninger og andre ydelser.

18

“Få landområderne til at ligne landområderne mere”, gøre landområdernes subjekter synlige. Skolen for udvikling af landområderne har opnået fortjeneste gennem landplanlægnings- og konstruktionstjenester, hvilket landsbyen også har vundet på. De kan stadig ordne deres egne problemer og er ikke afhængige af udefrakommende kapital. På samme tid kan de udbrede deres arbejdsmetode ved at tilbyde tjenester til andre landsbyer. Sammenlignet med republiktidens bevægelse for udvikling af landområderne kan man sige at det under nutidens omstændigheder er en form for fornyelse. Det er et succesfuldt eksempel på udefrakommende intellektuelle der former et fælleskab sammen med landet.

Mit arbejde i Bishan begyndte med at forsøge at genoplive landområdernes fælles liv gennem organisering af en årlig stort anlagt kunst- og kulturfestival, udvekslingsaktiviteter for udvikling af landområderne og landbrugsmarkedsaktiviteter. Vi inviterede kunstnere, designere, arkitekter, filmfolk, musikere, forfattere, akademikere og folk involverede i udvikling af landområderne fra hele verden til at komme til Bishan, for med basis i feltarbejde at udfolde værker, diskussioner, performances og udstillinger med forbindelse til landområdernes historie og virkelighed. Samtidig opfordrede vi bønderne til at sælge deres landbrugs- og kunsthåndværksprodukter på et marked. Dermed skabte vi samfundsindflydelse, og på grund af dette kan vi i endnu højre grad tiltrække flere og mere fuldstændige resourcer til vores længerevarende genopbygningsarbejde. Selv om det lykkedes med at mobiliseres en stor del af bønderne til at deltage i dem i aktiviteterne, så er mentaliteten dybest set at gå derhen hvor der er liv: efter aktiviteten vendte de meget hurtigt tilbage til hverdagen igen. Fordi tilførslen af resourcer ikke er stabil, og ydermere fordi vores egen vidensstrukturer og faglige resourcer er for simplificerede, så har vi ikke mulighed for at give landsbyboerne en reel indkomst, og på grund af dette er bøndernes følelse af identifikation med projektet ikke særlig stærk. Senere har vi trukket Nanjing-boghandlen Librarie Avant-Garde med ind i projektet og omdannet et gammelt forfædretempel til Bishan Boghandel, der har åbent dagligt. Boghandleren har tiltrukket mange udefrakommende gæster, og landsbyboerne har et fællesrum hvor de kan læse bøger og slappe af. Selv om landsbyboerne føler at der er kommet mere liv i landsbyen, så har hele boghandlen kun skabt to jobmuligheder, den har ikke skabt mere profit.

I forhold til at forme et interessefællesskab med landsbyboerne er vi helt magtesløse. På det åndelige niveau – til trods for at vi har svært ved tilbundsgående at forandre virkeligheden i forskellene mellem os selv og landsbyboerne – har vi ikke bevidst forstørret afstanden til deres tænkning og æstetiske smag. Vi er meget på vagt over for dette, og også meget forsigtige. Min familie og jeg bor i landsbyen, og vi er ivrige efter at blive en del af landsbyboerne og vi prøver vores bedste for at indgå i den naturlige kontakt med landsbyboerne i hverdagen. Men så længe man i arbejdet ønsker at mobilisere og forbinde sig til bønderne, så har jeg opdaget at vi falder ned i de samme svære situationer som Liang Shuming nævnte. Og vi har på samme måde heller ikke varetaget forholdet til det politiske ordentlig. Men heldigvis er vi ikke en eller anden organisation, vi har ikke skabt et hold på en lønningsliste, vi har heller ikke engageret os i nogen forretningsaktiviteter, så vi gør ikke det samme som Chen Xujing kritiserer republiktidens bevægelse for udvikling af landområderne for at have gjort. For at understøtte arbejdet for projektets stab er vi uafbrudt på udkig efter resourcer; når man vajer udvikling af landområdernes flag, så er det for at forsørge folk på vores side.

19

LKM:

NM:Hø, mark, ko, sø, traktor, stille, mælk, bondepige, æg, rasp, stor himmel, alene

ME: Hjemme, pas, ude, pas, ej pas, svineproduktion, byen. Hmmm, maybe another word I could say kunne være I don’t know like a sort of a mangel, som om det er noget der er væk, noget jeg ik helt kan nå hen til, det der landet, måske fordi det er barndom, something about past… Jeg kommer i tanke om mange samtaler jeg har været en del af i løbet af de sidste par år om muligheden for at have delte kollektiver både i by og land og faktisk kræve at man kunne have begge dele, eller forsøge at skabe mulighed for det. Ja jeg har også haft de samtaler, og om at flytte på landet, ikke så meget ud fra en eller anden ide om noget autenticitet eller en romantisk ide, men udfra en nødvendighed omkring at kunne overleve – lidt stærkt ord måske – men landet simpelthen som et sted, der kunne tilbyde nogle muligheder, der ikke er herinde i byen, pladsmæssigt, jordmæssigt og prismæssigt. Jeg tænker det ikke som noget med autenticitet, men dog som noget andet. Det er noget andet at leve der. Jeg mærker en forskel. Ja jo helt klart, det er jeg enig i. For me it’s something about a wish of trying to simplify. Et behov jeg har, at der kunne være færre muligheder, at det går langsommere. But there is also… noget med den der isolation og ensomhed. Den forbinder jeg også med landet. Ja og noget hardcore venstre og svineavl. Venstre? Ja partiet. Arhh sure. Altså udgangspunktet for den der diskussion om hvorvidt landet har noget eller ikke har noget, er at man har en opfattelse af at samfundet eller byen er noget fremmedgjort, at den har for meget, går for hurtigt, men der er jo mange der ligesom har det der med at det der hurtige, det er det gode, fordi det er knyttet til mangfoldighed eller byen er et flertal af muligheder – her kan du møde en du ellers aldrig ville møde. Som om den der diskussion om landet tager udgangspunkt i en diagnose af hvad problemet er i byen… Jeg tænker også på noget med at være bundet til et sted, hvis man har dyr. For eksempel en ged, der bør man ik kan tage væk. Arh men det er jo en meget bestemt form man har organiseret sig under så. For eksempel en lille familieenhed eller noget. Man kunne jo være mange der delte geden.

KO: Barndom.En form for vild frihed.

20

Back to the Land-bevægelsen og dens efterkommere. Excentrisk konformitet. Biler, traktorer og svin. Ro, provins, hjemmerøverier og stills fra en række film.

Straw Dogs, Mad Max, Funny Games og Deliverance klippet sammen med De røde heste eller Vagabonderne på Bakkegården.

LP:

LH: Jeg forbinder landet med muligheder “at gå tilbage til”. Men jeg har oplevet en historisk centralisering i Danmark som er på vej til affolkning af landdistrikter. En udvikling af større og større monopoler og enheder hvor der kun er få ansatte. De fleste flytter til storbyerne i Danmark og i udlandet, og typisk er det kun en lille gruppe, ofte ufaglærte, der bliver tilbage på landet, samt de mennesker som er stavnsbundet økonomisk. Jeg forbinder landet med en kulturkonservativ politisk styring. Der har været kørt en katastrofalt politik som jeg ikke tror holder nogen steder. At der er meget store interesser i fødevare- og landbrugsorganisationer som styrer landområderne.

5. HVAD BETYDER JORD FOR DIT ARBEJDE?

FF: Adskillelsen af mennesker fra den jord, der understøtter deres eksistens, er den absolut mest ekstreme og voldelige, der præger den for-sen-kapitalistiske epoke. Vi indtager en militant position, der kæmper for en genetablering af jordforbindelsen, for indstiftelsen af en ny fuldstændig udveksling med dette skrøbelige støv, der ikke bare giver, men er liv.

ON: Kinas jordsystem foreskriver at jorden i landområderne er kollektivt ejet. Et sådant system er designet for at sikre kollektiv ejerskab under forudsætning af statsapparatet, og opfylder revolutionstidens løfte til bønderne. Hvis man vil købe eller sælge jorden på landet, skal man først gennemgå statslig ekspropriering og have tilladelse fra alle landsbyboerne, og så kan jorden ændre status til byggegrund og komme ud på markedet. Beboelsesjord [det jordstykke dit hus er bygget på] kan kun handles mellem dem som er registreret som beboere i landsbyen, og kan derfor ikke sælges til udefrakommende med indregistrering i byen. Det gamle hus jeg har købt

21

i Bishan, er handlet privat med landsbyboerne, ejendomsrettighederne kan ikke overføres til mig, og jeg er nyder derfor heller ikke lovmæssig beskyttelse. Men fordi der på det seneste er blevet handlet flere og flere af disse gamle huse, så har lokalregeringen – for at støtte denne slags handel der sætter skub i den historiske bevarelse – forberedt en ny politik der tillader overførsel af ejendomsrettighederne. Jeg har kaldt mit hus i Bishan Buffalo Institute og gjort det til mit hjem og samtidig gjort det til base for mit arbejde i Bishan. Nogle gange bliver det også brugt som fællesrum for landsbyboere og andre besøgende der kommer for at snakke, studere og holde møder. Med offentliggørelsen af den nye politik kan ejendomsrettighederne beskyttes, og den kan også sikre et længevarende, stabilt liv og arbejde for mig i Bishan. For nylig har landsbykomiteen foreslået at jeg købte landsbyens oprindelige kornudleveringslade. I fremtiden vil jeg lave en plan for et lokalhistorisk museum der, og så vil jeg også være beskyttet af denne politik.

Der har løbende været en intens diskussion i forhold til jorden på landet der bliver en del af markedet. Tilhængerne mener at de seneste års heftige urbaniseringsbevægelse og fremkomsten af en “jordøkonomi” har udplyndret bøndernes jordrettigheder og -interesser. Regeringen har brugt administrative metoder såvel som lave kompensationsbeløb til at ekspropriere bøndernes kollektivt ejede jord. Når de har ændret jordens status til byggegrund, så sælger de den videre til udviklere og tjener stort på det, hvilket har medført en stigning i ejendomspriserne, men det giver stadig bønderne et ekstremt lavt udbytte. Hvis landbrugsjord kan gå direkte ind på markedet uden om lokalregeringerne, så kan bønderne frit forhandle om prisen og købe og sælge, og markedskræfterne kan justere sig automatisk. Ellers skaber den administrative indblanding et uretfærdigt samfund. Modstanderne mener derimod at den voksende reducering af Kinas landbrugsjord allerede alvorligt har påvirket Kinas landbrugsindustri og fødevaresikkerhed. Hvis det bliver tilladt at landbrugsjord kan komme direkte ud på markedet, så vil denne krise blive intensiveret. Og oveni dette så forlader bønderne allerede jorden for at tage ind til byen og arbejde. Når byernes fabrikker bliver påvirket af faktorer som den internationale finanskrise – og der bliver færre ordrer, og bønderne mister deres arbejde på fabrikken – så kan arbejdsløse bønder i byerne stadig tage tilbage til landområderne og dyrke jorden, som de ejer. Hvis de ikke havde denne mulighed, ville de blive i byen og blive til en “ustabil befolkningsgruppe”. Så at bevare denne jordpolitik kan give Kina evnen til at modstå og undgå de negative konsekvenser af globaliseringen, og kan bevirke at det kinesiske samfund ikke falder fra hinanden på grund af det alvorlige slag fra internationale finansstorme og lignende.

Ud fra mine observationer fra de sidste par års liv og arbejde på landet, så er jeg mest på modstandernes side. Hvis vi bruger landsbyen Bishan som eksempel, så er landbrugsindustriens forfald meget tydelig. Selv om der stadig er bønder der plukker the, avler silkeorme og dyrker ris og rapsblomster, så er indkomsten så godt som ingenting. Alle sætter de deres lid til at Bishan kan blive en turistattraktion ligesom nabolandsbyerne Xidi og Hongcun. Og præcis fordi Bishan er et økonomisk underudviklet sted, så byder de udefrakommende kapital særligt velkommen. For nylig er der blevet solgt et stort stykke jord til en forretningsudvikler som vil udvikle stedet til en turistattraktion og åbne et luksus ferieresort. Sammenlignet med spredt køb og salg af gamle huse så vil storkapitalens omorganisering af jorden meget hurtigt eskalere gentrificeringen af Bishan. Hvis man åbner landbrugsjordsmarkedet fuldstændigt, så vil følgerne være 100 gange større i en landsby som Bishan. Jeg er ikke imod udvikling af

22

landområderne, men jeg ønsker at de udvikler sig til “at ligne landet mere”, og ikke bliver mere og mere urbaniseret. Jeg er heller ikke imod turisme i landområderne, men jeg ønsker at de også skal vinde på det, så det ikke bare er en udplyndring. På grund af dette er vi virkelig forsigtige når en stor investor kommer til Bishan og vil investere, så vi kan fortsætte med at afholde omfattende kultur- og kunstaktiviteter. Vi skal som det mindste sikre at deres investeringsplan ikke inkluderer jord der stadig bliver dyrket, og først da kan vi begynde at snakke om samarbejde. Jord og landbrug er fundamentet for landområderne, men desværre værdsætter bønderne i dag ikke jorden på samme måde som deres forfædre gjorde. Så da jeg så den nye generations universitetsstuderende og landsbyadministrator Zhang Yus ambitioner om at oprense jorden for forurenende pesticider, bruge økologiske metoder til at dyrke jorden og etablere “Unge Landsbyadministratorers Køkkenhave”, så blev jeg virkelig glad. Jeg har præsenteret hende for og hjulpet hende med at besøge et landbrug i Beijing der opererer med Community Supported Agriculture (CSA) [samfundsunderstøttet landbrug] og hjulpet hende til at deltage i et nationalt CSA-møde i Shanghai. Og jeg har sågar hjulpet til på hendes landbrug. I arbejdet med jorden, udover landbrug, så er vi stadig nødt til at studere Japans Echigo-Tsumari Art Fields måde at gøre tingene på, invitere kunstnere til at udvikle stedsspecifikke jordkunstværker i Bishan. Det vigtigste er at vi gør ideen om miljøbeskyttelse for hele jorden (The Whole Earth) velkendt, på samme måde som Stewart Brands arbejde i 1960’erne, med ideen om at trække Bishans jord ind i den globale jords fællesskab.

LKM:

NM:diamanterne i vores computere er gravet ud af jorden af en lille sort dreng, han gør vores

arbejde lettere

ME: Snavs, materiale, kartofler, pas, jeg eksotiserer jord, gift, jordforbindelse. Hmm, ikke vildt meget lige umiddelbart. Desværre. Det var da i alt fald en samtale vi havde der forleden, om at man skal huske at spise jord en gang imellem. Det sagde de dengang vi var børn og så slap vores forældre for at kigge efter os. Men altså er det jordbakterier eller gift i jorden, der gør den farlig at indtage? Min mor siger fx der i persille er nogle bakterier, der særligt trigger nogle bestemte jordbakterier,

23

der så bliver farlige altså… Åhh jeg ved tydeligvis ikke noget om det… Danmark vandt forresten en konkurrence for nyligt om at have den mest forurenede natur. Her er 100 pct forurenet jord. Uha det var mange point. Men det handler om hvad man egentlig regner for at være natur. Er der mere kaffe? Nogle gange kan jeg faktisk godt få lidt dårlig samvittighed over ikke at have mere med jord at gøre. Sådan føle en eller anden form for skyld. Altså over at du burde vide mere om den? Ja eller pløje nogle kartofler eller noget. Pløje kartofler? Ja eller hvad hedder det, grave dem op. Hyppe kartofler. Hmmm skyld, det er lidt det modsatte af jordforbindelse. Ja... Jordskyld. Det er et meget godt ord. Er det ik også et juridisk begreb?… Jeg skal faktisk til Silkeborg og hente noget jord i forbindelse med mit arbejde om Mars. Nåh spændende. Ja de bruger det på Århus Universitet i forbindelse med deres marsstudier. Det er rød jord.

KO: Jord er et element, der er meget materielt. Snakker man jord, snakker man værdi, penge, noget der giver udbytte, privat ejendomsret og så videre. Jord under neglene og den protestantiske arbejdsmoral. Måske begræder man den dag, de kom og satte hegn op om landsbyens overdrev.

En fællesnævner mellem jord og fællesskab er, at begge skal dyrkes, hvis man vil have andet end et tilfældigt udbytte. På mange måder udgør jord altså også et ideal. Ideen om jord, land, et sted til udfoldelsen af en idiosynkratisk reterritorialisering spiller helt sikkert ind i min forestillingsverden og præger derigennem altid mit arbejde i større eller mindre grad.

LP:

LH: Jord betyder rigtig meget. At der er jord der kan dyrkes og jord som man frit kan bevæge sig på. Jord er muligheder og rettigheder til at kunne dyrke sine egne grøntsager.

6. HVAD BETYDER STED FOR DIT ARBEJDE?

FF: Sted forstået som en radikalt åben proces, en geografisk kastetsammenhed, interesserer os mindre end den afgrænsede og kollektivt villede ‘zone’, der til trods for at udgøre et mere afgrænset geografisk afsnit til stadighed indgår i det man kunne betegne en ‘rumlig osmose’ med sin omverden.

24

ON: Ifølge Marc Auge peger sted (place) på det fysiske rum og den sociale kontekst hvor folk har boet gennem generationer, hvor de sociale relationer bliver koncentreret, hvor dyb samtale kan udfolde sig og hvor der på samme tid kan foregå en fortætning af folks erindring til at etablere en grundlæggende følelse af identifikation. For eksempel har mange historiske nabolag og landsbyer alle denne funktion. Omvendt er der ikke-steder (non-place) som bare er en passage for menneskestrømme og cirkulation af materialer, her har folk måske bare et “nikke-bekendtskab” og har ikke mulighed for at etablere dybe relationer, det gælder for eksempel lufthavne, busstationer, havne, gangbroer, indkøbscentre osv. De løser kun rummet for cirkulation af materialer og mennesker, men kan ikke kondensere social kontakt. Kinas landområder er et meget klassisk “sted”, folks forfædre har levet deres liv her, folk mødes tidligt på dagen og sent om aftenen, og forbinder sig til hinanden gennem slægtslinjer. Gennem en hierarkisk struktur bestemmes tilhørsforhold der støtter sig til forfædredyrkelsen i udformningen af erindringen. De baserer sig på det officielle klanstamtræ til at nedskrive historien, og folk bruger disse klanregler og principper til at forvalte samfundet og til at udforme takt og tone og kontrollere de folkelige følelser. Ud fra vejret planlægger de produktionen og stoler på at landadelen udøver selvdisciplin, derfor kan den landlige hjemstavns samfund bestå mange 1000 år endnu. Denne slags “sted” – selv under moderniseringsbølgens ustoppelige nedslag gennem snart 100 år som allerede har skabt meget store forandringer – er fundamentet, og grundtonen der stadig.

En del af nutidens arbejde for udvikling af landområderne er præcis nødvendigheden af at genopbygge det rurale samfund, hvis fremtoning er blevet udvisket af den altfortærende modernisering. I Bishan opretholder vi et tæt forhold til landsbyens “Forening for ældre mennesker”, der for tiden er landsbyens eneste organisation. Den blev formet af nogle gamle regeringsansatte, der er vendt tilbage til deres hjemby, af nogle pensionerede lærere og nogle ældre landsbyintellektuelle. Til en vis udstrækning er de landadelen i nutidens landsbysamfund. De har arrangeret forskellige aktiviteter for gamle mennesker, de propaganderer for ideen om respekt for de ældre, de rådgiver landsbykomiteen om fællesanliggender, tiltrækker resourcer og har opstartet danseaktiviteter for kvinderne i Bishans store mødehal, hvilket allerede er blevet landsbyens mest populære fritidsaktivitet. Vi inviterer ofte disse ældre mennesker fra landsbyen til at deltage i vores møder, og afholder endda læsegrupper sammen med dem, hvor vi primært læser de kinesiske klassikere. Vi undersøger drikkeceremonier, landsbybueskydningskonkurrencer og andre traditionelle ceremonier, og kodekser der allerede er forsvundet fra det moderne liv. I 2011 samarbejdede vi med det lokale kulturcenter om at genopstarte Bishans gamle høstritual i Wang-klanens forfædretempel.

At være en tilflytter og leve og arbejde i Bishan, dette lillebitte, tætte samfund, kræver at man tager modgang med et smil. Da jeg var på politistationen i amtssædet for at få lavet min opholdstilladelse, opdagede jeg at den politimand som havde ansvaret for opholdstilladelserne oprindelig var fra Bishan; og da en kulturfond kom til Biyang-skolen for at tale om et kunstuddannelsesprojekt for ungdommen på landet, så opdagede jeg at skolelederen også oprindeligt var fra Bishan; da jeg på posthuset i amtssædet skulle sende en pakke, lærte jeg en mellemniveau-kadre fra Bishan at kende… Da de hørte at jeg boede i Bishan, så var alle ting nemmere at tale om. I landsbyen, fra at landsbyboerne kiggede væk, til at vi begyndte at hilse på hinanden, til at vi langsomt begyndte at lære hinanden at kende og de indimellem inviterer mig

25

på middag. Til festmåltider hælder de godt med alkohol på mig, jeg blev engang så fuld at jeg, på vej hjem, kommer til at køre ud på marken med elscooteren. Da jeg flyttede fra Beijing til Bishan hjalp ca. 10 landsbyboerne mig med at flytte mere end 200 bøger fra flyttebilen og op på anden sal. Hver gang der bliver vist en dokumentarfilm eller afholdt læsegruppe i landsbyen, inviterer vi den pensionerede lærer Yao Lilan til at hjælpe os med at lave plakater med sin pensel, og det gør han med glæde. En søn fra Bishan, Wang Chenglong, der lavede forretninger i Beijing, vendte tilbage til Bishan for at engagere sig i uddannelsesarbejdet, fordi han havde hørt om Bishan-projektet. Da han hørte at vi manglede midler, gav han os hjælp… Nu er vi naboer, det er den bedste måde at blive medlem af stedet Bishan.

LKM:

NM:vi kan bedst med åbne vidder

ME: Ingen ordrunde. Nej? Nej… Så kan man tale om at arbejde site-specific og altid tage udgangspunkt i det lokale... Jo men man ku også tale om det at have et arbejdssted, ligesom det der atelier-fællesskab... Altså jeg tænker meget på det der med at ens mood altid forandrer sig alt efter hvor man er, og at det altid vil afspejle sig i hvordan man læser, skriver eller tænker noget. Så ligesom at man aldrig træder neutral ind i et rum, så er et rum heller aldrig neutralt at træde ind i. Det handler måske om stemninger så... Ja og meget praktiske ting som – er der ro, er der for roligt, er du sulten, er der mad, måske børn, andre der afbryder, er der overhovedet en stol du kan sidde godt i? Og hvis der ik er plads, betyder det så at du laver meget små ting? At have et sted man kan arbejde kan på en eller anden måde være et kæmpe privilegium og nogle gange svært at finde, ik? Jo fordi at det man har behov for faktisk kan skifte, men det er svært at arrangere rum for. Ligesom vi har denne her idé om det her sted, som et arbejdssted, men fuck hvor er her tomt indimellem, og jeg tror ikke det er fordi vi ikke arbejder. Eller altså jeg kan for eksempel have svært ved at arbejde derhjemme, fordi der hele tiden er noget andet jeg kan gøre. Kan ikke huske om det er Jørgen Nash eller hvem det er, der har sagt at det er så meget lettere at komme til at tage opvasken end at komme igang med at lave kunst. Ha ha har nu svært ved at forestille mig det gælde lige præcis for ham... men ja, sted betyder vel altså i sidste ende også om du overhovedet får arbejdet.

26

KO: Sted har enorm betydning ikke bare for hvilke tanker, der kan tænkes, og hvor bæredygtige de er, men også for, hvad der er muligt at producere: hvilke materialer, der er til rådighed hvor, og hvor svært det er at komme i besiddelse af dem, osv.

Jeg tror, det har enorm betydning for folk, hvor man opholder sig, at der hele tiden er en både ind- og udvortes relation til det sted, hvor man befinder sig, på samme måde som det også har betydning for hvilke sociale relationer, man indgår i. Der finder konstant en form for udveksling og subliminal prægning sted, og jeg er ret bevidst om, at jeg begynder at tænke anderledes i perioder, hvor jeg er meget mobil alt afhængig af hvilke personer, jeg snakker med. På den måde er sted noget, der påvirker ikke bare sundhed og livskvalitet, men også intelligens, temperament og værdier. Igen har det at gøre med relationen mellem omgivelser og tilstande, der udgør et psykogeografisk lag af aflejringer på tingene bestående af en masse brudte billeder, historier og fortællinger – historiske og fiktive – som individet eller gruppen kan sammenklippe i forbifarten til forskellige former for tilhør og fællesskab.

LP: WWWLH: Det er netop beliggenheden langt ude på landet der er det specielle i “nybyggerprojektet”, og det er helt afgørende at det er langt ude på landet. Også Hygum Kunstmuseum er beliggende langt ude på landet, netop for at gøre op med “store museer beliggende i et centrum” til et lille

museum langt ude på landet, hvor selv landskabet er en del af helheden.

7. HVORDAN FORESTILLER DU DIG PENGE?

FF: Som et fravær.

ON: Penge er en neutral ting, men i cirkulationsprocessen bliver det tildelt en moralsk konnotation. Når penge bruges til kapital, når de bliver investeret i produktion for at skabe endnu mere profit, så afslører de sin udnyttende natur. På grund af dette sagde Marx: “Hvis penge kommer ind i verden vil hver pore fra top til tå dryppe blod og snavs.” Men penge kan også bruges til ædle formål, for eksempel velgørenhed, hjælp folk i nød, balancere den sociale fordeling osv. De intellektuelles foragt for penge handler om at de allerede dominerer alle værdier og er knyttet til alt for mange menneskers profitdrevne grådighed. Men i virkeligheden er penge uskyldige, det onde er i menneskenes hjerter. Penge er bare et praktisk middel til at værdisætte en udveksling, og det er det. Bevægelsen for udvikling af landområderne, som blev grundlagt af de intellektuelle, indikerer alle at de er non-profit, men non-profit betyder ikke at man ikke har brug for penge. I virkeligheden er det penge som udvikling af landområderne har brug for. Hvis man ikke har nogen penge, så kan man kun snakke om idealerne, og slet ikke udføre nogen handlinger.

I Bishan bekymrer vi os ofte om penge. I 2011, da jeg besluttede at organisere den første

27

Bishan Høstfestival, havde jeg lige fået jobbet som kurator for Chengdu International Design Biennale. Jeg havde et udstillingsbudget på 8 mill RMB [7,3 mill dkk]. Jeg gjorde Bishan-projektet til en del af udstillingen og afsatte 200.000 RMB til aktiviteterne i Bishan, men det var ikke nok. Så fik vi yderligere 100.000 RMB i støtte fra Landbrugsbanken i Yi-amtet, to venner donerede 200.000 RMB, og først da kunne vi gennemføre det års aktiviteter. Det næste år, da vi ikke havde nogen ide om, hvor vi skulle få penge fra til at gennemføre aktiviteterne, spurgte lokalregeringen i Yi-amtet om vi ikke ville afholde den allerede planlagte sjette Yixian International Photo Festival og gav os et budget på 1,5 mill RMB. Af dem tog vi 500.000 RMB ud for samtidigt at kunne afholde den anden Bishan Høstfestival. De var ikke direkte imod det, men gav på samme tid heller ikke noget klart samtykke. Uheldigt at skulle planlægge to events på samme tid. Da der var alt for meget kritisk indhold på fotofestivalen, og fordi åbningsdagen var alt for tæt på magtskiftet under den 18. Nationalkongres for Det Kommunistiske Parti, blev lokalregeringen i Yi-amt, under pres fra højere niveauer, tvunget til at aflyse Yixian International Photo Festival. Den anden Bishan Høstfestival blev heller ikke gennemført. Siden da har lokalregeringens holdning til Bishan-projektet ikke været helt klar, og det i en sådan grad at vi ikke tør handle ubesindigt og arbejdet er stagneret.

Når man opererer på det praktiske plan er penge et svært område og de politiske restriktioner er et andet svært område. Men det hindrer os på ingen måde i at forestille os det kommende arbejde i Bishan. For eksempel hvad angår penge. Jeg har forestillet mig at distribuere “Bishan Tidskuponer” [Bishan Hours] som erstatning for penge i Bishan. På grund af dette tog jeg til Philadelphia for at besøge Paul Glover, den amerikanske opfinder af de mest effektive fællesskabspenge i 90’erne, Ithaca Timer, for at forstå hvordan det blev gjort i praksis. Jeg tog også til Hong Kong for at se projektet “Fællesskabsorienteret Gensidig Økonomi” (C.O.M.E., Community Oriented Mutual Economy), som St. James Settlement satte i værk, hvor de i nabolaget omkring Wanchai har distribueret tidskuponer. Tidskuponer blev tidligst opfundet af nogle amerikanske anarkister i 1900-tallet, i nutiden er de blevet brugt til at aktivere små fællesskabers økonomiske eksperimenter. I nogle underudviklede nabolag, hvor folk har forældede arbejdsfærdigheder og derfor ikke kan finde arbejde, og på grund af dette ikke har mulighed for at tjene penge nok til dagen og vejen i det dominerende forbrugssystem. Men denne arbejdskraft kan organiseres og bruges til at omdanne nabolagets genbrugsmaterialer til forbedrede produkter, der kan cirkulere og udveksles internt i nabolaget. De kan så opnå tidskuponer i forhold til den arbejdstid de bruger, som så kan veksles til fødevarer og andre nødvendigheder i butikkerne i nabolaget. Baggrunden for tidskuponer ligger i gensidig hjælp og samarbejde. Det er en slags “hjemstavnspenge” (Hometown Money), der er rig på menneskelighed og som aktiverer udveksling af arbejdskraft og materialer i nabolaget. Jeg har udformet fire kategorier af Bishan Tidskuponer (60 min, 30 min, 15 min og 10 min), som kom i cirkulation på udstillingen af Bishan-projektet på Taipei Fine Arts Museum gennem de tre måneder udstillingen varede. Publikummet og museets medarbejdere og frivillige blev opfordret til at bruge tidskuponerne til udveksling af arbejdskraft og materialer. Om det bliver muligt at implementere det i Bishan afhænger af vores indsats.

28

LKM:

NM: Everybody up, Everybody down, Everybody going all around

ME: Hvordan forestiller, hvorfor mon forestiller? Fordi de på en måde er fiktive? Altså at de allerede er afhængige af at vi forestiller os dem som værdifulde. Jeg tror penge er, altså det er gået op for mig at penge er, eller penge er, nej ik noget for fanden ha ha shit. Det jeg ville sige er at folk, der har penge, det er ik så vildt, synes jeg, men derimod alle de folk der ejer ting af værdi, det er noget andet. En ting er at få et legat, så har man nogle penge, men de forsvinder jo. Jeg er begyndt at forstå at det måske ikke er selve pengene, der er så vilde, men de der andre måder de er til stede på… forstår I? Ja selvfølgelig altså det der potentielt kan blive til penge… eller? Ja, eller jeg bliver bare super forvirret nogle gange, når folk taler om penge, for så kommer jeg til at tænke på pengene, som noget meget fysisk, stadig, istedet for deres effekt. Ja ligesom den mønt dér, man ikke måtte putte i munden som barn fordi den var beskidt. Den slags penge. Ja. Det må du stadig ik. Ha ha, nej, men jord til gengæld. Nej men også sådan dem der står på en konto, dem kan jeg også lige komme omkring, men det er bare meget tydeligt at det ikke er de der penge man tjener, der gør om man er rig eller fattig, det er mange andre ting... Hmmm og hvor mange ejer et eller andet, ik? For eksempel med vores forældres generation, med dem begyndte alle at eje noget. Men før det, jeg mener… Man kan finde gamle gravsten på kirkegårde, hvor der står indhugget “-parcelist”. Altså det at man ejede en grund, skulle stå dér, som noget af det vigtigste under ens navn. Øhh sådan er det sgu ik mere. Det er for almindeligt. Men hvorfor “forestiller”, der et subjektivt moment her? Altså forestiller man sig for eksempel penge som noget, der kommer til at være til stede, som en mangel i ens liv. Jeg har jo taget mig selv i nu her, hvor jeg falder ud af dagpengesystemet, at hæve de tre tusinde ekstra jeg havde på min konto og gemme dem herude et sted. Totalt paranoia, fordi jeg ved at lige om lidt kommer jeg til ikke have nogle penge. Men de 3000 kr altså… Ja ja de er jo super symbolske og jeg siger ik hvor de ligger. Men det var som om deres materialitet gjorde en forskel, skabte noget kontrollerbart. Men det giver jo ingen mening. Så har man de der kontanter i en krukke og samtidig en kæmpe gæld. Ja mine tre tusinde over for de 185.000 jeg skylder staten. Det er da simplethen så abstrakt… Ved ik, jeg forestiller mig vel at det at have penge er ikke at skulle bekymre sig… Altså for det gør jeg. Nu er jeg lige kommet fra den der festival på Makværket

29

og der talte vi meget om det, økonomi, fællesøkonomi og så videre og det var ekstremt klart i alle de her samtaler, at altså ja, jeg tror hvis jeg skulle svare på spørgsmålet, så ville jeg sige: følelser. Og så på et andet plan forestiller jeg mig bare penge som tid. Hele min tid på akademiet var jeg afhængig af en indkomst jeg havde fra et lønarbejde ved siden af skolen, og på den måde blev mine penge direkte oversat til tid. De var den tid jeg brugte for at kunne købe mig fri til at kunne lave kunst på et andet tidspunkt… Jeg tænker simpelthen at der er ret mange frynsegoder ved at være kunstner, alle mulige privilegier, selv om man måske har taget en uddannelse, der statistisk set meget vel kan ende i en masse ufaglært, prekært arbejde, så er der altså mange muligheder – residencies, støtteordninger og så videre. Så hvis man indimellem kan veksle mellem begge verdener, så er jeg sgu egentlig meget glad. Det er vel også noget med at komme helt tilbage til spørgsmålet om hvem der har ret til pengene, hvis er de egentlig? Og hvorfor? Helt basic.

KO: Jeg har generelt svært ved at forestille mig penge, der er et eller andet ved konceptet, der undviger sig min erkendelse. Som kviksand sænker det alle tanker i sig. Ifølge de kristnes bibel er de roden til alt ondt, og det er sværere for en rig mand at få adgang til himlen, end det er for kamelen at komme igennem det berømte nåleøje.

Jeg ved ikke, om jeg tror, ophævelsen af pengeøkonomien medfører, at alting bliver ejet i fælleskab og et deraf følgende harmonisk samfund, hvor man kan jage om morgenen, fiske om eftermiddagen, opdrætte kvæg om aftenen og være en kritisk kritiker efter aftensmaden. Selv om jeg tror, det er vigtigt at kritisere fremmedgørelse og apati og langt hen ad vejen kan følge den marxistiske analyse, er der også et tidspunkt, hvor man må sætte af ud i det ukendte på eksperimentel vis. Ellers bliver det lynhurtigt blot en form for positionering, der er en variant over det samme tema som pengeøkonomien: En tilstand af konstant borgerkrig, hvor den bedst bevæbnede ofte vinder over det gode argument.

LP:

LH: Jeg forestiller mig en stor grad af selvstændighed og frihed og autonomi, og der stiller jeg større og større spørgsmål til støtteordninger som gør os afhængige af systemet. Men på den anden side er penge alt, og det kræves at der er overskud for at det kan overleve. Det er vigtigt at der netop

kan genereres et overskud som giver nye muligheder.

30

8. HVORDAN TILEGNER DU DIG VIDEN?

FF: I samtale, samtænkning, sam-spil; gående, gravende og ikke mindst gennem konstante kollisioner med alverdens mure.

ON: Læsning er den vigtigste vej til at tilegne sig viden. I forhold til Bishan-projektet, så læser jeg i stort omfang blandt andet antropologisk teori, sociologisk teori, samfundvidenskabelig teori, kulturforskningsteori, økonomisk teori, landbrugsteori, studier i anarkisme, studier i praktisk utopi, globaliseringsstudier, urbane studier, studier af Kinas rurale områder, Kinas historiske bevægelse for udvikling af landområderne, folkearkitekturhistorie, historisk folkekunst, folkeskikke, statstidender, litteratur fra landområderne, samtidskunst, dokumentarfilm og meget mere. Bøger og internettet er de to slags medier jeg oftest bruger, bøger mere end internettet.Rejser og feltarbejde er en anden måde at tilegne sig viden. Feltarbejde er valideringen af læsning, det kan ofte korrigere de forståelsesforskydninger jeg har fået gennem læsningen, på samme tid kan man gennem direkte erfaring opdage nogle af løsningerne på de problemer, som læsningen ikke berører. Jeg bruger ofte muligheden for at rejse forskellige steder hen til feltarbejde i de ting og problematikker jeg interesserer mig for. Inden jeg påbegyndte Bishan-projektet besøgte jeg landområder i Ding-amtet i Hebei-provinsen, Lankao i Henan-provinsen og Anxi i Fujian-provinsen for at forstå arbejdet med udvikling af landområderne disse steder. Jeg har studeret bevægelsen for udvikling af landområderne under Wen Tiejuns lederskab dybdegående. Jeg besøgte Yilan, Zhanghua, Meinong, Tainan og Nantou på Taiwan for at undersøge deres eksperimenter i fællesskabsunderstøttet landbrug (CSA Community Supported Agriculture), samfundsgenopbygning og rurale bevægelser. Og jeg har besøgt landsbyen Sanbathong, Baanmuang-amtet ved Chiang Mai, for at undersøge de to kunstnere Kamin Lertchaiprasert og Rirkrit Tiravanijas “The Land Project”. Under udfoldelsen af Bishan-projektet har jeg været ude på landet i Japan ved Niigata-området for at besøge Echigo-Tsumari Art Field. Og jeg har besøgt Paul Glover og St. James Settlement i Hong Kong for at studere de praktiske foranstaltninger omkring tidskuponer. Af de fire mest kendte lande i verden i forhold til alternative samfund har jeg allerede besøgt nogle fællesskaber i USA og New Zealand. Marts næste år skal jeg besøge flere fællesskaber i Australien, og hvis jeg får mulighed for det tager jeg til Israel derefter. Af anarkistiske fællesskaber har jeg besøgt Metelkova Autonomous Culture Center i Ljubljana i Slovenien, denne gang i Danmark skal jeg besøge Fristaden Christiania, og derefter vil jeg gerne besøge Tiqquns base i Tarnac i Frankrig.

Min praksis i Bishan giver også god mulighed for at studere. Vi har haft inviteret designerne Xiao Ma og Chengzi til, som en del af projektet “Kunsthåndværk i Yi-amtet”, at redesigne de lokalt producerede Yuding-kagers forme og indpakning. Til denne slags kage udvælges omhyggeligt lokalt produceret sesam, ris, majs, jordnødder, duft-osmanthus, maltsukkerslik med mere, og skal gennem en produktionsproces over omtrent ti trin før den er færdig. Mønstret i kageformene har mere end 100 års historie, de bruger næsten alle de gamle træudskårede billeder på Hui-arkitekturen som model for mønstret, der afbilder jadekunsthåndværk, overflødighedshorn, kinesiske fabeldyr, lykkebringende løver, de tolv kinesiske stjernetegn, de tre symboler for lykke, velstand og langt liv og meget mere. Vi ønskede på basis af disse traditionelle kageforme at lave

31

nogle forbedringer gennem nutidige karakteristika, men de nydesignede kageforme havde to fejl: den ene var at billedudskæringerne var alt for detaljerede, så når kagerne blev taget ud af formene, var mønstret helt udvisket. Den anden var at man havde vendt kanten på billederne den gale vej, hvilket gjorde at det var svært at få kagerne ud af formene. Vi var ikke opmærksomme på at de traditionelle kageforme alle er groft udskåret, på den måde kan mønstret nemt ses på kagerne, der er formet så de er små foroven og brede forneden. Denne fejltagelse fik os til at studere det traditionelle kunsthåndværks raffinement. Og da vi istandsatte de huse vi havde købt, blev vi nødt til fuldt ud at forstå principperne for konstruktionen af Huizhou-stilens gamle huse.

At samtale med mennesker er også en måde at studere på. Jeg har fra ikke få landsbykadre på laveste niveaus arbejdsmetoder fået meget viden om bøndernes mentalitet. Da jeg organiserede landbrugsmarkedet i Bishan, opdagede jeg at de frivillige universitetsstuderendes evne til at mobilisere bønderne var meget svag. Derfor søgte jeg råd hos landsbykadrene. De analyserede bøndernes mentalitet for mig og forklarede at bønderne skal kæmpe for hver en centimeter og ikke ønsker at blive ladt tilbage, de har denne her flokmentalitet. Så længe at du får dem til at tro at der ikke er så mange boder tilbage på landbrugsmarkedet, at det er en sjælden mulighed for at tjene penge, så vil de helt sikkert komme. Landsbykadrene brugte administrative metoder til at hjælpe os med at sprede information om at der var høj efterspørgsel i forhold til markedet, og så blev boderne hurtigt fyldt med bønder.

LKM:

ME: Det gør jeg vel hele tiden, i hverdagen. Men okay, hvad er viden? Kan kunsten skabe en form for viden, som kan noget andet end en eller anden form for videnskabenlig viden. Det er jo den hotte diskussion. Men hvorfor skal det være viden, eller hvad med livserfaring og erfaring? Ej tænker du ikke det som viden? Det ved jeg ikke, for mig er begrebet viden totalt knyttet til historie og magt og videnskab, til institutioner… Men det er vel lige præcis det kunsten forsøger at indvirke på? Altså at udvide begrebet for at viden netop også er følelser, noget sanseligt, noget uoversætteligt og erfaring? Jo, men inden for bestemte institutioner… Men i det mindste i et felt hvor man positionerer sig selv, hva…? Men kan det også være for at give kunsten en værdi, der gør at den kan omsættes i et større økonomisk system? Ej men det er ik det der er spørgsmålet,

32

det er: hvordan tilegner du dig viden? Nåh jo. Jeg ved ikke hvordan jeg præcist tilegner mig viden. Nogle gange forsøger jeg overlagt, altså læser bøger, aviser, studerer, interviewer, men andre gange vågner jeg fra en drøm og synes pludselig at jeg ved et eller andet på en ny måde... Jeg synes jeg laver mange undersøgelser, hvor jeg ikke ved hvad det er jeg leder efter og hvor jeg tænker at det er en anden form for, ja netop erfaringsbaseret retningsløs viden jeg finder derigennem, noget som ikke nødvendigvis kan omsættes. Men altså viden som begreb indebærer vel at det er noget som på en eller anden måde kan deles, oversættes, for at det kan valideres? Det er vel det man gerne vil gøre op med. Men skal det hedde viden så? Altså jeg ved ik, det skal det vel, hvis det skal pege tilbage på vores opfattelse af hvad viden er. Jeg er interesseret i at viden ikke nødvendigvis er det der bliver genkendt som viden, men samtidig er der noget ved det der antividen, der irriterer mig en smule, jeg ved ikke om jeg synes det er så væsentligt at argumentere for at noget ikke er viden og alligevel viden. Måske vil jeg hellere stille nogle andre spørgsmål… ja eller komme uden om denne der anti-tankegang. Altså kunst skal vel ikke være det samme som videnskab, være måleligt på de samme parametre… Men det er fjollet at sætte sig op imod at kunst skulle kunne genere viden, det er da selvklart det kan det. Men ikke en med samme målelighed og instrumentalisering, og det kan vel netop fungere som en kritik tilbage på denne målbarhed.

KO: Ved at læse, se, høre, føle, smage og opleve. være sammen med folk og være alene. fare vild i arkivet og finde, hvad jeg søger.gå og stoppe op. sove og være vågen. være kræsen og være altædende. huske og glemme.

På et tidspunkt undersøgte jeg historien om en engelsk forløber for halvfemsernes tactical media-scene, nemlig Thee Temple of Psychick Youth, som de kaldte sig, selv om de fokuserede mere på popkultur end på religion. I den forbindelse læste jeg en del interviews med templets selvbestaltede ypperstepræst, Genesis Breyer P-Orridge, og en af de ideer han gav udtryk for, jeg kan huske, jeg spekulerede over, var, at visdom overføres ved direkte, personlig kontakt. P-Orridge havde selv hørt om ideen fra de to modkulturelle ikoner William Burroughs og Brion Gysin. I al sin simpelhed handler det om, at man for at lære af andre mennesker, er nødt til at opnå en form for direkte fysisk kontakt med dem. Set i det lys lærer man ved at opsøge den eller det, man vil lære af, og røre eller lade sig berøre.

NM: det ved vi ik

LH: Jeg tilegner mig hovedsalig viden ved at analysere mine omgivelser. Jeg er meget observerende og analyserende i min dagligdag. Jeg er nærtagende, og som regel kan jeg mærke på min krop, hvad der er godt eller skidt. Jeg fordyber mig i emner og forsøger at sætte mig ind i tingene. Men hovedsagelig lærer jeg af at prøve ting af og starte stille op fra bunden. Jeg forsøger at lytte til mig

33

selv først og fremmest, og se hvad jeg selv har lyst til og behov for. Mine behov og ønsker falder som regel i tråd med mange andres ønsker og behov. Men det er vigtigt at jeg selv helt kan gå ind for det og brænder for det og tror på det, ellers kan jeg ikke overbevise andre om det. Mine projekter bliver netop opbygget som en proces, og viden og handling er noget der sker undervejs.

LP:

9. HAR DU SPØRGSMÅL TIL EFTERTIDEN?

FF: Hvordan overlevede I dette?

ON: Tessa Morris-Suzuki har fremført begrebet om Informal Life Politics, som hun bruger i Japan for at forstå de lokale bønders genopbygning efter jordskælvet i Fukushima, og i Korea for at forstå samarbejdet med det sorte medicinmarked efter det nationale hospitalssystem brød sammen. Menneskene disse to steder gjorde sig ikke afhængige af regeringen, NGO’er eller medierne, men brugte deres egen formåen til at reagere på det “uformelle liv” som naturkatastrofer og totalitære samfund medfører. Hendes grund til at tage Bishan-projektet med ind i denne forskningsramme har at gøre med vores standpunkt og at vi bruger bøndernes formåen til at engagere os i udvikling af landområderne. I det mere og mere alvorlige “uformelle liv” der er fyldt med politiske restriktioner, traditionernes deroute og presset fra urbaniseringen, er landområdernes genoplivning, hvis den er båret af folkets viden og styrke, den ideelle tilstand. Bønderne bygger deres hjem ved egen kraft og bliver derved til de egentlige subjekter i landområderne. Hvis vi antager at folkets viden og folkets styrke er en latent energi, så er den udefrakommende intelligentsia bare gnisten der antænder tændstikken, en katalysator for eksplosionen. Hvad angår bønderne, så har folk haft en meget polariseret forestillingen om denne gruppe. Enten synes de at bønderne er håbløst dumme, eller også synes de, at de er snu og udspekulerede. Dette har medført to meget forskellige holdninger, hvor bønderne enten anses for at være en flok myrer, eller også idylliseres de. Fra mit synspunkt er bønderne magen til intelligentsiaen, de har på samme tid svagheder og styrker. Intelligentsiaen ønsker på landet at kurere deres elitære sygdom og realisere deres egne idealer og drømme. Bønderne ønsker at tage hurtigtoget til moderniseringen og veksle deres jord og forfædrenes ejendom til rigdom. Hver side har deres krav, men kun hvis der er lighed og gensidig hjælp kan de leve sammen på samme stykke jord. Så de intellektuelles redning af bønderne

34

eksisterer ikke, og ej heller bøndernes afhængighed af de intellektuelle. Selv hvis der i fremtiden ikke opstår interessekonflikter mellem de to sider, og der ikke er nogen gensidig hån og skade, så er det stadig meget svært.

Efter at lokalregeringen lukkede vores høstfestival i 2012 har deres holdning til Bishan-projektet været meget uklar. Vi mistede en kanal til at kommunikere i dybden med regeringen, og det følgende år turde vi slet ikke at lave nogen som helst aktiviteter, og vores sindstilstand var meget mørk. Den politiske flaskehals, den svære situation omkring økonomiske midler, problemet med at få landsbyboerne til at deltage og ydermere vores egen selvkontrol, gjorde at Bishan-projektet næsten stagnerede. Det var svære omstændigheder. Allerede inden vi startede Bishan-projektet havde jeg allerede forestillet mig det sådan. Jeg har hele tiden sagt: At flytte på landet er ikke at undgå verden, det er ikke en paradisisk, bekymringsfri måde at tilbringe sine dage, men en velkomst til en endnu mere brutal virkelighed sammenlignet med byen. Den såkaldte utopi er på ingen måde en flugt ud i en ubetydelig landsby, hvor man lever et frit og ubekymret liv, men peger på det at gøre det umulige muligt, gøre forestillingerne til praksis, realisere idealerne. Vi må ændre de svære ting vi møder, til en slags drivkraft, som kontinuerligt får os til at gentænke os selv, justere den vej tankerne går og perfektionere vores handlinger. I vores forhold til regeringen bliver vi ved med at lede efter muligheder for at gå i dialog med dem. I forhold til at rejse midler vil vi også udforske nye metoder, som ikke udelukker at oprette en non-profit organisation som uafhængig juridisk enhed, såvel som at tiltrække forretninger som vi mener ønsker at udvikle landområderne og give vinding til begge sider. I forhold til landsbyboernes deltagelse, så vil vi lytte opmærksomt til deres krav og finde endnu flere omdrejningspunkter for deres mobilisering. Vi er også nødt til at justere vores egne ideer og ødelægge de ufleksible ideers lænker og frisætte vores tanker, for at løsne båndet på vores handlinger og være fleksible i vores interaktion med virkeligheden på landet. Medierne og offentligheden er vandt til at bedømme ud fra success og fiasko og bruger de samme termer til at kritisere Bishan-projektet, det er man nødt til at oparbejde immunitet overfor. Fremtiden er helt sikkert ikke en lige vej, og kun så længe vi tror på vores egen værdi og går fuldt ind i projektet, har vi ren samvittighed.

LKM:

NM: ja

ME: Altså eftertiden må være når vi er døde ik? Jo men hvad er forskellen på den og fremtiden? At fremtiden er afmeldt. Ha ha nåh ja. Men din eftertid kommer. Ja til nogen der måske laver denne her kikkert bagud på os, ik, hvad ville vi spørge dem om? Eller også gør de ikke. Puha… Altså jeg kan ikke komme på noget. Der er selvfølgelig en masse oplagte og meget selvrefleksive spørgsmål… Jeg kan også let glide over i en eller anden ironi og det vil jeg egentlig ikke. Denne der eftertiden klinger underligt i mig. Det er pludselig langt fra alt det der med alliancer. Men ja det er sgu lige så vigtigt at lave alliancer med eftertiden som med fortiden. Hmmm så spørger jeg altså for at zoome helt ind: “Hedder det stadig du? og i så fald hvad er så det første du tænker på, når du vågner om morgenen?”

KO: Er der nogen?

LP: ja

LH: Hvordan overlever vi. Hvordan har man tænkt sig at vi kan få rent vand. Hvordan kan vi være så mange mennesker på jorden. Hvordan kan vi undgå krige og undertrykkelse. Hvordan kan vi få mere bæredygtighed. Hvordan kan vi få mere økologi og diversitet. Hvordan kan vi skabe

nye fællesskaber.

FORESPØRGSLER I JORD OG KUNSTSønderholm2014

Frisk Flugt, Ou Ning, Lasse Krog Møller, New Media, Mia Edelgart, Kasper Opstrup, Lea Porsager og Lisbeth Hermansen

omslag af: Ferdinand Ahm Kragkurateret af: Mai Corlin, Rasmus Graff, Elise Trøllund Kokholm og Mathias Kokholmoversættelse fra kinesisk af Ou Nings besvarelse: Mai Corlintilrettelagt af: Mathias Kokholmtrykt hos: Godsbanen Grafisk

Antipyrine OVO pressisbn 978-87-93108-14-1 isbn 978-87-997654-1-6www.antipyrine.dk www.ovopress.net

udstilling22. august - 14. september 2014Lea Porsager, Ferdinand Ahm Krag, Ou Ning og Lasse Krog Møller

seminar29. - 31. august 2014Frisk Flugt, New Media, Anders Abildgaard, Kasper Opstrup, Ou Ning, Lisbeth Hermansen, Lasse Krog Møller, Mia Edelgart og Asger Overgaard

www.soenderholm64.blogspot.dk

projektet er støttet af Kulturstyrelsen