Medierne har gidseltaget en hel nations politiske bevidsthed

Det står mig pludselig klart hvor usmagelig politik er. Og hvor langt det efterhånden har

bevæget sig væk fra de tanker der lå bag folkestyret som det fandt sin form op igennem

det 19.århundrede.

1

Top-styrede politiske despotier og reklamefolk - for det er hvad det er - manipulerer

med offentligheden hjulpet af en mediemaskine der mangler både vilje og -

tilsyneladende - evne, til selv at sætte dagsordenen.

Politikerne selv - som de er flest - er en nærmest komisk afsløring af påtagenhed og

selvhøjtidelighed. Søren Pind stiger ud af en flyvemaskine og vifter med hatten som en

anden Dag Hammerskjöld efter - må det underforstås - en farlig mission for at redde

verden. Og i tv-studiet -som selv iscenesat udenrigsminister kandidat - med sin fine lille

røde nål - som kendere ved - er hans tegn på medlemskab af den franske ‘legion

d’honneur’.

I små biler, sat til rådighed af en TV station, tøffer folketingskandidater rundt - og når

de ikke er i veltilrettelagte interview situationer - fremstår som en gang rablende og

uinteressante amatører.

Og for dem der sætter den politiske dagsorden - de politiske ledere - udspiller der sig en

gang ‘musical chairs’, hvor de i et ræs mod bunden af almindelig anstændighed,

desperat kæmper for hele tiden at nå en plads omkring bordet før et ‘nyt’ synspunkt er

optaget.

Søren Kierkegaard var fraværende i processen omkring Grundlovens tilblivelse. Også i

de forudgående folkesamlinger og debatmøder med deputationer til Kongen, var han

fraværende: Han troede ikke på folkestyret, og af den grund vi har set udspille sig i

denne valgkamp. Og så nærede han en mistro til enhver der søger embede, som

betingelse for at formidle sin holdning.

Politik er blevet en konkurrence mod den laveste fællesnævner. Det samme skete fra

starten under den franske revolution. Rousseau idiologien som bar ‘les montagnards’

(Robespierre, Saint-Just, Hébert, Danton mv.) til magten i rædselsregimet 1793-1794

faldt sammen under sin egen vægt: Jacobinernes forsamlinger i jagten på en revolution

baseret på ‘det naturlige’ og ‘det rette’ (Rousseau), udviklede sig til folkedomstole hvor

kultur, kirke og udsyn blev offer for det impulsive, det uigennemtænkte og det

meningsløse. Det oplyste og visionerne endte i guilliotinen. Det er en misforståelse at

det kun var adlen der mistede hovedet. Det gjorde selve grundlaget for revolutionen i

langt større omfang (kun 1.158 af de officielt ca. 17.000 dødsdømte var fra adlen resten

var ‘modrevoultion’).

Man kan roligt sige at ‘kultur, kirke og udsyn’ er ofret i denne valgkamp. Jagten har

været sat ind på børnefamilier på kontanthjælp, asylsøgende, små-kriminelle,

2

udlandsbistand og ‘fremmedarbejdere’. Etnicitet er nemlig blevet en ny normal - en

‘stueren’ debatform - i en debat der genopvækker minderne om det Tyske ‘beruf verbot’

der dengang i 70‘erne blev karrikeret i Danmark: Dengang Danmark stadig var Dansk.

Med få undtagelser har valgkampen rejst et monument over hvor meget embedssøgende

politikere vil prostituere sig, for at beholde deres embede. Man kan sige at politik er

blevet upolitisk: Valget til folketinget er blevet en usmagelig servicering af introvert

fremmedhad, lurende små-racisme og selvpromovering af middelstandens - kortsigtede

og uoplyste - økonomiske egeninteresse.

På mange måder har det top-styrede partisystem hijacked demokratiet og den folkelige

holdningsskabelse. De folkevalgte repræsentanter og medierne har gidseltaget en hel

nations politiske bevidsthed i kampen om at fylde 175 arbejdspladser i det arbejdende

folkestyre. Det sørgelige er, at det er lykkes at få hele landet og pressen til at hoppe på

denne pseudo-begivenhed.

Det hele afgøres af de vel ca. 150-160.000 førstegangsvælgere. De unge mennesker

prøver at finde deres indre politiske bevidsthed, da de endnu ikke er ødelagt af andre

hensynd de føler de skal varetage. De er stadig sig selv, og vil stemme som sådan. De er

politiske naivister der har en barnetro på, at det faktisk betyder noget hvor de sætter

deres kryds. Den mere kyniske valgdeltager ved det intet har at sige: Når stemmerne er

talt op går det hele på politisk auto-pilot. Man lader passere hvad der blot ikke kan

kritiseres.

De unge søger så mod forhåbninger, drømme og illusioner i Liberal Alliance og

Alternativet. Design-politiske projekter uden mening: Det første fordi der intet nyt

bidrages med udover lidt macro-økonomiske om-posteringer. Og det sidstnævnte fordi

meningen sådan set er, at der ikke skal være nogen mening. Om de kommer ind med det

ene eller andet antal mandater er ligegyldigt: Begge partier har deponeret deres

handlekraft i politiske alliancer hvor deres bidrag er kosmetisk.

Jeg gider ikke spilde tiden på at opliste alt det der burde være diskuteret. Og jeg gider

heller ikke spilde tiden med at forklare hvorfor det er gået så galt. Når jeg ikke vil bruge

tiden er det fordi befolkningen sådan set er skide ligeglad. De har en intuition om at

noget ikke er godt. En krybende fornemmelse. Men en debat og en politisk

holdningsændring bliver det aldrig til. Slet ikke i valgkampen.

3

De virkelige tabere i denne valgkamp er journalismen. Intetsigende politiske

kommentatorer gentager det indlysende, og studieværter der ikke har muligheden for at

gribe om materien i det der bør udfordres, har omskabt det hele til et politisk reality

show.

Befolkningens repræsentanter i debatudviklingen har ikke hjemtaget

kerneproblematikker og tvunget de politiske agenter til at forholde sig til dem.

Politikerne kan ånde lettet op. De slap uden at være stillet til regnskab. De slap igennem

med en snes politiske ligegyldigheder, uden at være tvunget ud i der hvor der er en

forskel.

Hvor er jeg taknemmelig for at det ikke lykkedes mig at blive opstillet til dette valg. Jeg

var aldrig blevet valgt ind: Kun blevet til grin som demokratisk romantiker.

Til gengæld vil jeg skynde mig tilbage til den mere kyniske Søren Kierkegaard.

København d. 16 Juni 2015

Klaus Riskær Pedersen

4