domino januar 2016

Nabokrigen i Tarmside 12-15

Da nabofreden brød ud i Vonsildside 26-31

Teolog: Af natur er jeg ateistside 34-39

TRO - ÅND - LIV Nr. 1 Januar 2016ISSN: 1604-6528

Vejl. udsalgspris: 24,95

Ida Gammelmark Bøgh:

Gud var hos mig i smertens stilhedside 4-9

Side 2 domino · Udgives af FrikirkeNet - et netværk af danske frikirkerdomino · Udgives af FrikirkeNet - et netværk af danske frikirkerSide 2

For mig er selve gudstroen en kampplads, og flere gange er der sket noget i mit liv, hvor Gud simpelthen har været helt umulig for mig at få øje på. Det skete blandt andet, da vores søn pludselig døde for nogle år siden. Uden forklaring. Han blev kun 32 år.Leif Andersen, teologside 34-39

Jeg havde en fornemmelse af, at det sagde klik inden i mig, og jeg følte, at jeg var kommet hjem. En enorm fred over-vældede mig. Det varede kun nogle minutter, men jeg følte, at der var gået en evighed.Ida Gammelmark Bøgh, teologistuderendeside 4-9

Kunsten er at acceptere andre, hvor de er, og engang imellem gå fjenden i møde med en buket blomster eller

en kold øl. Igen noget jeg selv kan være dårlig til.Christian Sønderby Jepsen, filminstruktør

side 12-15

Side 3domino · Læs kirkenyt på www.domino-online.dk

Administration: Lykkegårdsvej 98, 1, 6000 Kolding, tlf. 75 50 02 00, [email protected]: Østergade 57-59, 5000 Odense C, tlf. 31 50 62 30, [email protected]. domino udgives af FrikirkeNet. Se mere om organisationen på frikirkenet.dk, og læs mere om domino på domino-online.dk. Annoncer i domino udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Alle bibelcitater er, med mindre andet er anført, fra Bibelselskabets autoriserede oversæt-telse fra 1992.

Redaktion: Johnny Hansen, ansvarshavende redaktør - [email protected] Elkjær Larsen - [email protected] Linde, redaktionssekretær - [email protected] er tilknyttet en lang række dygtige medarbejdere, der bidrager med artikler og fotos ad hoc.

Produktion: Layout/ombrydning: Janie Conrad Riisager - [email protected]: Erik Damm - [email protected]: Martin GravgaardTryk: Jørn Thomsen Elbo, KoldingOplag: 4.500 stk.

Gaver til domino kan indbetales på konto: 1569 4795057102

domino · Nr. 1 Januar 2016

Gud var hos mig i smertens stilhedside 4-9

TEMA: Næste! side 10-31

Temaintroside 10-11

Nabokrigen i Tarmside 12-15

Præsten, der følte sig forpligtet til at bryde lovenside 16-19

Næste(n)kærlighedside 20-25

Da nabofreden brød ud i Vonsildside 26-31

Teolog: For mig er selve gudstroen en kampplads side 34-39

Bøger side 40-41

Klumme:På mellemhåndside 42-45

Hvad er en frikirke?side 46

Leder: Næsten for meget?side 47

Bagside: Hovedbrud til politietside 48

4-9

16-19

26-3120-25


>>

domino · Læs kirkenyt på www.domino-online.dk Side 5

Et særligt lys i øjnene hos nogle gymnasiekammerater fik Ida Gammelmark Bøgh til at opsøge ungdomsgudstjenester i en frikirke. Her oplevede hun en mærkbar følelse af Gud og valgte efterfølgende at lade troen definere hele sit liv. Da hun efter et par år som troende pludselig knækkede helt sammen, opdagede hun, at Gud også var hos hende i smertens stilhed

Ida Gammelmark Bøgh:

Gud var hos mig i smertens stilhed

Fotos: Martin Gravgaard

Side 6 domino · Udgives af FrikirkeNet - et netværk af danske frikirker

>>

Da Ida Gammelmark Bøgh i august 2010 begyndte på gymnasiet, lagde hun mærke til, at to af hendes klas-sekammerater var anderledes end resten af klassen.- Det var to drenge, som havde no-get, jeg ikke rigtigt kunne beskrive. Det var, som om deres øjne lyste på en eller anden måde, fortæller hun. - Først da der var gået tre måneder,

og en fra klassen råbte til dem: Hvad fanden, er I pinse? gik det op for mig, at de var kristne og kom i en pinsekirke.Ida havde også bemærket, at hendes to klassekammerater gik sammen med elever fra andre klasser, som havde noget af det samme over sig. Elever, der også var kristne.- Jeg undrede mig over det fælles-skab, de havde, og på et tidspunkt inviterede jeg mig selv og tre ven-inder til en ungdomsgudstjeneste i Mariagerfjord Frikirke, som er den kirke, de kristne fra min klasse kom i.- Til at begynde med var jeg over-rasket over at komme til en moderne og nybygget kirke. Jeg havde fore-stillet mig noget med en baggård og en trestrenget guitar, men der var fuldt blus på både lyd og lys og et band til at føre an i nogle såkaldte lovsange, hvor folk stod op og sang med.- Aftenens prædikant talte om, at man er som en tør svamp uden Je-sus, og jeg tænkte: Det kan han da ikke tillade sig at sige. Jeg mente, at

jeg var meget kristen – også uden Jesus!- Da vi tog derfra, sagde jeg til mine veninder, at jeg i hvert fald ikke meldte mig ind i den kirke. Jeg havde ikke forstået, hvad det hand-lede om – jeg betragtede det som en forening, man kunne melde sig ind i og vidste ikke, at troen på Jesus ændrer hele ens liv; den er ikke bare

en tilføjelse.

Overvældet af fredIda tog til ungdomsgudstjeneste i kirken endnu engang, og da opleve-de hun, at der skete noget nærmest overnaturligt.- Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville rejse mig op og synge med på sangene, så godt som jeg kunne. Mens jeg stod der, fik jeg en fornem-melse af at komme helt tæt på Gud – en stærk følelse af et nærvær af noget – af nogen – af kærlighed. Det var ikke dramatisk udadtil, men det var det i allerhøjeste grad indeni. Jeg havde en fornemmelse af, at det sagde klik inden i mig, og jeg følte, at jeg var kommet hjem. En enorm fred overvældede mig. Det varede kun nogle minutter, men jeg følte, at der var gået en evighed.Efterfølgende købte Ida en bibel i en genbrugsbutik og begyndte at læse Johannesevangeliet.

- Jeg kunne mærke, at der var noget på færde i mit liv, og jeg kunne ikke slippe det igen. Det endte med, at jeg kontaktede præsten i den kirke, hvor jeg havde været til ungdoms-gudstjeneste. Jeg var klar over, at jeg stod over for en beslutning, som kunne ændre mit liv. Det handlede ikke længere om noget, der måske kunne være en tilføjelse til mit liv.

Det var alt eller intet, og det var nok den største opdagelse for mig – at troen ikke var et led i en selvrealisering, men snarere handlede om en afvikling af mit selv for i stedet at få et nyt liv hos Gud.Da Ida skulle mødes med præsten, havde hun taget

fri fra skole en hel dag. Hun husker det som noget meget højtideligt for hende.- Jeg havde 10 helt lavpraktiske spørgsmål omkring det at tro, som jeg ønskede at stille ham: Må jeg ryge? Må jeg drikke? Skal jeg slå op med min kæreste? Og flere af samme slags. Præsten løftede dog det hele op på et højere niveau, så det ikke kom til at handle om den slags ting, og da jeg gik derfra, kan jeg huske, at jeg tænkte: Nu vil jeg tro.

Samvittigheden vågnedeMed beslutningen om at tro fulgte en erkendelse af, at der var nogle ting i Idas liv, som hun ønskede at ændre. Hun slog blandt andet op

med sin kæreste og holdt sig fra alkohol i flere måneder.- Min samvittighed ændrede sig også. Tidligere havde jeg en uvane med at lægge æbleskrog fra mig alle mulige, mærkelige steder, men det var jeg ikke længere i stand til. Min samvit-tighed var blevet vakt, og jeg var ikke længere ligeglad.Ida begyndte at komme regelmæssigt i Mariagerfjord Frikirke, hvor hun også snart blev frivillig medarbejder i kirkens teenagearbejde. Og da hun i 2013 var færdig på gymnasiet, blev hun ansat i kirken som koordinator for kirkens tilbud til unge.- På det tidspunkt tog jeg et toda-ges ophold på Mariager Højskole. Et gratis miniophold, som højskolen giver til folk, der overvejer at tage et længere ophold på skolen. Mens jeg var der, talte jeg med en af skolens undervisere, og det gik op for mig, at jeg havde en del ting med i ryg-sækken, som jeg skulle have arbejdet med. Der var blandt andet nogle mønstre, som jeg havde overtaget fra mine forældre, der begge er opvokset i misbrugshjem.- Jeg meldte mig derfor til et timå-neders kursus på højskolen – hvor man blandt andet kan arbejde med personlig udvikling – og min for-ventning var, at det hele så ville køre på skinner: Jeg ville være del-tidsansat som ungdomskoordinator i kirken samtidig med, at jeg var elev på højskolen. Men efter to måneder knækkede jeg fuldstændig sammen. I arbejdet med mig selv dukkede der alt for mange svære ting op, og jeg fandt ud af, at jeg lider af generali-seret angst.

Gud var - også - i stilhedenOpholdet på højskolen blev en kamp for Ida, hvor depression og angst sloges om hendes opmærksomhed og ressourcer. Hun gik fra at være livs-glad, stærk, smilende og energisk til

>>

Det var to drenge, som havde noget, jeg ikke rigtigt kunne beskrive. Det var, som om deres øjne lyste på en eller anden mådeIda Gammelmark Bøgh

Jeg havde forestillet mig noget med en baggård og en trestrenget guitar, men der var fuldt blus på både lyd og lys og et band til at føre anIda Gammelmark Bøgh

Side 7domino · Læs kirkenyt på www.domino-online.dkdomino · Læs kirkenyt på www.domino-online.dk Side 7

Aftenens prædikant talte om, at man er som en tør svamp uden Jesus, og jeg tænkte: Det kan han da ikke tillade sig at sigeIda Gammelmark Bøgh


ikke at kunne magte selv de mindste ting.- Jeg orkede ikke engang at komme op af sengen og tage et bad. Det var et meget svært møde med mig selv, hvor jeg kom helt ned på bunden af min eksistens.

- Samtidig kom jeg til at opleve Gud på en helt an-den måde, end jeg tidligere havde gjort. Det var nyt for mig at opleve, at Gud også var hos mig i stilheden – og ikke kun i frikirkemiljøets mere højlydte gudstjene-ster. Han var bare hos mig –

uden at gribe ind, men han var der. Det kunne jeg mærke. Han trøstede mig - når jeg var stille i bøn til ham, oplevede jeg, at jeg kunne fornemme hans hjerteslag, og jeg kunne nær-mest fysisk mærke, at han tog min

hånd. - Denne nye erfaring af Gud var beri-gende for mig på mange måder. Det var vigtigt for mig at opdage, at livet med Gud ikke bare er happy clappy, og at der ikke altid er lette forklarin-ger på store og svære spørgsmål. Den viden kan jeg bruge, når jeg møder mennesker, som kæmper eller er i sorg – jeg kender til værdien af bare at være til stede uden at sige en hel masse.

En dygtig teologI dag bor Ida i Aarhus, hvor hun

læser teologi og er en del af kirken Haven (engelsk udtale, red.). Hen-des drøm er at komme til at arbejde inden for en kirkelig kontekst – og meget gerne i forbindelse med noget socialt arbejde.- Hvordan det konkret skal ske ud, ved jeg ikke. Men generelt vil jeg gerne blive rigtig god til det, jeg gør. Jeg vil gerne være en dygtig teolog – både menneskeligt og fagligt, smiler hun.

Jens [email protected]

>>

Efter to måneder knækkede jeg fuldstændig sammen. I arbejdet med mig selv dukkede der alt for mange svære ting op, og jeg fandt ud af, at jeg lider af generaliseret angstIda Gammelmark Bøgh


Det var nyt for mig at opleve, at Gud også var hos mig i stilheden – og ikke kun i frikirkemiljøets mere højlydte gudstjenester. Han var bare hos mig – uden at gribe ind, men han var der. Det kunne jeg mærkeIda Gammelmark Bøgh

Kolding Internationale Højskole · International Apostolic Bible College · iacb.dk · facebook.com/iabc.dk · [email protected] · 75 52 47 99

DänZeltner

JonathanProthero

LovsangsugeVinterferien 2016

Pat SparrowShouts of Grace ChurchCalifornia

Profetisk uge5 - 9 april 2016


TEMA

NÆSTE!domino · Udgives af FrikirkeNet - et netværk af danske frikirkerSide 10


Foto: Fotolia

Side 12-31 >>


INTRO:


Temaet i dette nummer af domino hedder Næste! Ordet næste har flere betydninger, som krydser ind over hinanden. Når eksempelvis McDonald’s-ekspe-dienten råber: Kan jeg hjælpe den næste? – kan det så ikke give et praj om, hvad der ligger af forpligtelser i ordet næstekærlighed? For – hvem er min (den) næste? Og hvordan vil det lyde, hvis McDo-nald’s-folkene begyndte at råbe: Kan jeg hjælpe min næste?

Begrebet næste stammer fra Mo-ses – ham med de ti bud - og havde oprindeligt en betydning, som dæk-ker over både ven, fælle, landsmand, broder eller slægtning. Siden er begrebet blevet udvidet betragteligt, så det i manges optik dækker over ethvert medmenneske. Det er dog langt fra alle, som mener, at begre-bet skal udvides på denne univer-selle måde, og derfor er spørgsmålet: Hvem er min næste, som også Jesus blev stillet, et af de spørgsmål, der jævnligt høres i flygtningedebatten herhjemme.

Det såkaldte næstekærlighedsbud – du skal elske din næste som dig selv – er naturligvis lettere at efterleve, hvis næsten kun er den, som er tæt på én. Det engelske ord for næste, neighbour, peger i den retning. Hvis min næste (kun) er min nabo – eller den næste, jeg møder - så er det hele pludselig blevet meget mere konkret.

Men at det af den grund nok ikke er spor lettere at efterleve næste-kærlighedsbuddet – måske snarere tværtimod – kan et par naboer i den vestjyske stationsby Tarm tale med om. Mød dem i interviewet Nabokri-gen i Tarm, hvor dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen fortæller

om sit arbejde med kortfilmen Side om side.

En helt anden form for nabostrid kan man stifte bekendtskab med i artik-len Da nabofreden brød ud i Vonsild. Her er vi ovre i en boldgade med chikane og hærværk, hvor princippet om at vende den anden kind til – til-sat lidt humor - viser sin evne til at løse konflikter.

I forståelsen af begrebet næste i en kulturkristen kontekst er for-tællingen om den barmhjertige samaritaner helt central. Læs præst Thomas Baldurs causeri over denne berømte Jesus-lignelse i kommenta-ren Næste(n)kærlighed.

Endelig byder temaet også på lidt refleksioner over begrebet civil ulydighed. For hvad gør man, hvis ens samvittighed – og buddet om at elske sin næste – bliver ved med at stå at blinke til en på den forkerte side af loven?Præst Johannes Hansen stod i det dilemma, da en udvist serbisk familie pludselig befandt sig på dørtærsklen til den kirke, som han var ansat i. Han var overbevist om, at de ville blive udsat for forfølgelse, hvis de blev hjemsendt. Skulle han angive dem eller skjule dem?Få et kig ind i hans refleksioner i ar-tiklen Præsten, der følte sig forpligtet til at bryde loven.

God læselyst!


Dokumentaristen Christian Sønderby Jepsens kortfilm ”Side om side” handler om den bitre nabostrid mellem naboerne hr. Frost og hr. Jepsen, som har forskanset sig bag

hver deres hæk i stationsbyen Tarm. Filmmagasinet Ekko har talt med instruktøren om filmen, og domino har fået tilladelse til at bringe interviewet

Nabokrigeni Tarm

T E M A : N Æ S T E !

Fotos: Stilbilleder fra filmen ”Side om side”/Niels Thastum


>>

AnmeldelseSide om side er en fascinerende skildring af et hverdagsdrama i Vestjylland, hvor hovedpersonernes stædighed, æresko-deks og åbenlyse sårbarhed forstærker dramaet. Er tempoet og karaktererne i filmen underspillede, er det visuelle ud-tryk til gengæld storslået. Sommerskønne billeder med stærke kontrastfarver og udtryksfulde nærbilleder skaber stærke følelser og mættet melankoli, der næres af musikken.Slutningen på filmen er overraskende og forløser i formel forstand dramaet og dermed filmen – men alligevel er intet æn-dret. Slutningen er forstemmende snarere end forløsende. Hækken har vokset sig for høj.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix


Vestjylland bliver sjældent portræt-teret på film, men Christian Sønder-by Jepsen (født 1977) har gjort det til sit speciale. Han regnes blandt de helt store danske dokumentarfilm-talenter og underbyggede det ry, da han i 2012 modtog en Bodil for sin første lange dokumentarfilm: Testa-mentet.Instruktørens første dokumentar-film efter afgangen fra Den Danske Filmskole, Side om side, er med på

dvd’en Nordic Reality, som Ekko har produceret i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

To matrikler i TarmSide om side handler om den bitre nabostrid mellem instruktørens egen far, hr. Jepsen, og dennes nabo, hr. Frost, der ikke har snakket sam-men i mange år. I stedet har de forskanset sig bag hver deres hæk og etableret et umælende ingen-

mandsland mellem de to matrikler i stationsbyen Tarm.Med dokumentarfilmen forsøger Christian Sønderby Jepsen at trænge ind til stridens kerne og mægle i sa-gen. Samtidig indfletter han et fint egnsportræt af Vestjylland og dens befolkning.

Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?- Jeg havde hele min barndom syntes, at vores nabo var underlig. En indremissionsk landmand, der dyrkede sine afgrøder på de marker, som stødte op til mine forældres hus. Svend Frost hed han, og jeg kunne ofte skimte hans krumbøjede skik-kelse gennem røgen fra den afbrænd-te mark.- Da jeg blev i slutningen af ty-verne, begyndte jeg at undres over min manglende sympati for et men-neske, jeg aldrig havde mødt, og jeg gik over i løvens hule, som han selv udtrykker det i filmen. Jeg fandt ud af, at ham og min far ikke havde snakket i femten-tyve år, og at de ikke engang kunne blive enige om at dele hæk. De havde byg-

get hver sin hæk med et to meters ingenmandsland imellem. Jeg blev nødt til at finde ud af hvorfor, og da jeg havde brug for en god historie på det tidspunkt, fik jeg ideen til at lave det til film.

Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet?- Jeg var på det tidspunkt træt af grumset, håndholdt kamera og ville lave et look som en amerikansk spillefilm med dolly, lyssætning og storslåede billeder, som alt sammen kunne ophøje det hverdagsagtige univers. - Også fordi jeg virkelig synes, at hverdagens ting som at slå græs og vande blomster er handlinger med stor værdi for mange mennesker. Ritualerne giver mig også tryghed og en følelse af kontrol. Det er sådanne værdier, som bliver overtrådt, hvis naboen kaster nogle sten over på ens matrikel eller løber efter ens børn. En ting, jeg virkelig forstod via fil-men, var, at det er, når nogen truer de nære værdier og ens familie, at man kan se allermest rødt.

Otte nordiske kortfilm om ansvar, kærlighed, tro og dødens ballonhundHvad er værd at leve for? Hvad vil det sige at ofre sig for nogen, man holder af? Hvornår er det i orden at slå dyr ihjel? Hvordan tilgiver man?Filmmagasinet Ekko og Helsingør Stift har med Kortfilm & konfirmander samlet otte fremragende nordiske kortfilm – små fortællinger, der forholder sig til eksistentielle temaer som kærlighed, ansvar, tab og tro.Filmene – der tæller den danske Oscar-vinder Helium – udgives sammen med en booklet, som har forord af cand.theol. Rebecca Rudd og indeholder et essay om ”filmens ånd” af filmlektor Peter Schepelern.Der er resumé, stikord og instruktørens erklæring til hver film. Køb af dvd’en giver også adgang til en vejledning i, hvordan de respektive film kan bruges i konfirmandunder-visningen.Ud over konfirmandundervisningen er udgivelsen velegnet i fagene dansk og religion i folkeskolen og gymnasiet.Se mere på ekkofilm.dk/abonnement/sektion/kortfilm-og-konfirmander/


>>

Fotos: Stilbilleder fra filmen ”Side om side”/Niels Thastum

Da jeg blev i slutningen af tyverne, begyndte jeg at undres over min manglende sympati for et menneske, jeg aldrig havde mødtChristian Sønderby Jepsen


Hvad var den største udfordring?- Det var svært at få naboen Svend Frost med på, at han skulle filmes, da jeg jo kom fra fjenden på den anden side af hækken. Han var en vestjyde med stort V, som ikke havde brug for at få rusket op i fortiden og ikke var nysgerrig efter at lære mig at kende, men så hjalp det rigtig meget, at jeg havde Mira Jargil (in-struktør og Jepsens kone, red.) med, som han og konen syntes var rigtig sød og smilende. De så hende som en garanti for, at det hele blev fortalt objektivt, da Mira ikke havde nogen aktier i konflikten.

Lyst til at blive kristenHvad var det vigtigste, du lærte af de personer, du beskriver i din film?- At folk har tænkt mere over livet og tingenes tilstand, end jeg går og tror. At alle, som er kommet op i al-deren, har lavet sine egne værdier og livssyn ud fra erfaringer – værdier, som man kan være enig eller uenig i. - De to hovedpersoner var mænd af ære, som lagde en stor stolthed i deres nære omgivelser og familie, og det har jeg respekt for. Jeg fik også helt lyst til at blive kristen efter fil-men, men mest fordi det er en smuk tanke, at der er et liv efter døden, og tanken om, at der er en dybere

mening og en gud, som holder øje med os, er betryggende og varm.

Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen?- At man skal huske at kommunike-re, når man har en irritation inden i sig. At sige det på en ordentlig måde uden at lade følelserne tale. En stilti-ende konflikt vokser sig hurtigt stor og tager alle mulige andre følelser med i farten, og pludselig er snebol-den blevet uoverskueligt stor. Det er dog desværre ikke noget, jeg selv er fantastisk til at overholde, men det er da blevet bedre med årene! - En anden vigtig læresætning i

filmen er accepten af, at vi alle husker forskelligt og har vores egne sandheder. Kunsten er at acceptere andre, hvor de er, og engang imellem gå fjenden i møde med en buket blomster eller en kold øl. Igen noget jeg selv kan være dårlig til.

Hvordan ser du på resultatet nu?- Jeg er glad for looket og fortæl-letempoet, som giver historien mu-lighed for at stå som en universel historie med tyngde trods filmens korte længde på 40 minutter. Jeg kan se en rød tråd i Side om side fra min afgangsfilm og videre frem mod

Christian Sønderby Jepsen – filmografi Film År Funktion Kategori Naturens uorden 2015 Instruktion DokumentarfilmTil døden os skiller 2015 Instruktion Tv-dokumentarBlodets Bånd 2013 Instruktion DokumentarfilmDrømmen om en familie 2013 Fotograf DokumentarfilmDicte 2012 Manuskonsulent DokumentarfilmTestamentet 2011 Instruktion DokumentarfilmDømt for terror 2010 Instruktion DokumentarfilmMin fætter er pirat 2010 Instruktion DokumentarfilmMirror 2009 Instruktørassistent DokumentarfilmSide om side 2009 Instruktion DokumentarfilmDoxwise 2 2009 Instruktion DokumentarfilmElton @ Doxwise 2009 Instruktion DokumentarfilmDer er en krig uden foran mit vindue 2007 Instruktion Kort fiktion

de film, jeg laver i dag. Side om side var min debut efter filmskolen, og vi var det samme hold som på min afgangsfilm.

Claus Christensen og Niels PetersenFilmmagasinet Ekko

Kunsten er at acceptere andre, hvor de er, og engang imellem gå fjenden i møde med en buket blomster eller en kold øl. Igen noget jeg selv kan være dårlig tilChristian Sønderby Jepsen



domino · Udgives af FrikirkeNet - et netværk af danske frikirkerSide 16


Præst Johannes Hansen var for 15 år siden med til at hjælpe en serbisk familie på syv personer med at gå under jorden i Danmark. Han mener, at buddet om at elske sin næste som sig selv i enkeltstående tilfælde kan lede en person ud i civil ulydighed

PRÆSTEN, DER FØLTE SIG FORPLIGTET TIL AT BRYDE LOVEN

>>


Arkivfoto: Evi Risdahl Kristensen



- Der er ikke nogen facitliste på det at elske sin næste som sig selv. Nogle gange kommer det til at koste noget – også mere, end man lige havde regnet med.Sådan lyder konklusionen fra præst Johannes Hansen, der for 15 år siden var med til at skjule en familie på syv serbere, som opholdt sig illegalt i Danmark. Serberne var en del af en gruppe på omkring 30 flygtninge, som blev udvist fra Danmark, men som blandt andre lyngbypræsten Leif Bork Hansen hjalp med at gå under jorden – noget, han blev idømt 20 dages betinget fængsel for.- Jeg blev også politianmeldt, fortæl-ler Johannes Hansen. - Det skete, da den daværende dom-provst i Viborg stod frem og sagde, at han havde skjult en flygtning en en-kelt nat. Det var der mange, der var indignerede over, for en præst skulle holde landets love. Jeg skrev så en pressemeddelelse til Ritzau, hvor jeg bakkede ham op, og det fik TV Midt-

vest til at lave et indslag med mig, hvor de spurgte, hvordan jeg kunne forsvare, at en præst brød loven. Jeg svarede, at det i al sin enkelhed var det, vi prædikede hver søndag – at vi skal elske og tage os af vores næste.

- Efter indslaget meldte nazilederen Jonni Hansen mig til politiet. Poli-tiet spurgte mig om det samme, som journalisten havde gjort, og jeg gen-tog mit svar – at det blot var noget, som lå i naturlig forlængelse af det, som jeg prædikede om søndagen. Så spurgte de mig, om jeg selv skjulte flygtninge, men det nægtede jeg at udtale mig om, og de henlagde sagen.

Til sidst var hele byen medMen det gjorde han som nævnt – skjulte flygtninge. I omkring halv-andet år boede den serbiske familie i frikirken Kristent Center i Lemvig, hvor Johannes Hansen var præst.- Mine overvejelser dengang gik ikke så meget på, hvad der mon skete, hvis vi valgte at udøve civil ulydig-hed og skjulte flygtningene. Jeg tænkte mere på konsekvenserne for familien, hvis vi ikke gjorde det. Der var ikke noget tidspunkt, hvor jeg havde det dårligt med det, fordi det

var ulovligt. For mig handlede det om, at det var rigtigt i forhold til at beskytte nogle mennesker. - Det, som kunne have kompliceret tingene, var, at jeg havde givet dem lov til at bo i kirkebygningen, hvor

de havde deres egne værelser samt adgang til kirkens køkken og bad. Som leder af kirken involverede jeg på den måde mange andre, for det ville blive opfattet, som at jeg gjorde det her på kirkens vegne. Heldigvis var kirkens folk med på dette – og efterhånden var det en offentlig hemmelighed i hele byen. De fire serbi-ske børn kom til at gå i skole, og familien modtog mad og anden hjælp fra folk og butikker. - Siden fandt også medierne ud af, hvad der foregik, men der var åben-bart en form for stiltiende aftale om, at man ikke offentliggjorde noget. De kunne ellers så let som ingenting have bragt et billede af kirken med teksten: Her er de! Men til sidst fore-gik interviews med familien i kirkens lokaler – uden at deres tilholdssted blev røbet.

Klar til at blive retsforfulgtJohannes Hansen var meget afklaret omkring, at den civile ulydighed var noget, som hans samvittighed bød ham at gøre. Og han var klar til at skulle forsvare sin handling helt ind i retssalene, hvis det skulle komme dertil.Han er dog helt med på, at et sam-fund ikke kan leve med, at dets medlemmer udøver civil ulydighed – heller ikke selv om det er grundet på den enkeltes samvittighed. For hvad vil eksempelvis den revolutionæres eller islamistens samvittighed på-byde ham eller hende? Derfor mener han også, at det er helt på sin plads, at samfundet straffer civil ulydighed.

Her skal man ikke bøje af. Alligevel mener han, at civil ulydig-hed i enkelte tilfælde kan forsvares.- For mig er nøglespørgsmålet, om det handler om menneskeliv. Sker den civile ulydighed ud fra et ønske om at hjælpe nogle mennesker? Eller er der andre motiver som personlig vinding inde over? Den matrice skal lægges ned over det hele – og så må det naturligvis ikke skade andre, når mennesker følger deres samvittighed. - I vores tilfælde var der ikke nogen, som led skade af, hvad vi gjorde. Det ville ikke være en fordel for hjem-landet, hvis familien kom tilbage dertil, så hjemlandet mistede ikke noget ved det. For familien selv ville det være til decideret skade at blive sendt tilbage, og jeg er ikke i tvivl om, at vi reddede dem ved vores handling. Personligt fik vi ikke noget ud af det – tværtimod risikerede vi noget. En vigtig faktor for Johannes Hansen var også, at Danmark på det tids-punkt stod ret alene med sin beslut-ning om at hjemsende flygtede serbe-re til Østslavonien, hvor den serbiske familie i Lemvig stammede fra. - Vi var det eneste land i EU, som sendte serbere tilbage til Østslavo-


>>

Der er ikke nogen facitliste på det at elske sin næste som sig selv. Nogle gange kommer det til at koste noget – også mere, end man lige havde regnet medJohannes Hansen

Mine overvejelser dengang gik ikke så meget på, hvad der mon skete, hvis vi valgte at skjule flygtningene. Jeg tænkte mere på konsekvenserne for familien, hvis vi ikke gjorde detJohannes Hansen


Den serbiske familie blev interviewet til flere danske medier. I begyndelsen foregik det af sikkerhedsmæssige årsager ude i naturen. Til sidst foregik det i den frikirke, hvor familien blev holdt skjult, da det viste sig, at medierne ikke ønskede at afsløre tilholdsstedet.Foto: Henrik Bjerg, Pressefolden/Scanpix

nien, efter det var blevet kroatisk. Og det på trods af, at der lå offent-lige rapporter og meldinger fra ngo’er om, at det ikke var sikkert for flyg-tede serbere at vende tilbage dertil. Den tvivl måtte vi lade komme flygt-ningene til gode, erklærer han.

Ville gøre det samme i dagDet er kun denne ene gang, at Jo-hannes Hansen har skjult illegale flygtninge, selv om han flere gange siden er blevet kontaktet og spurgt om at hjælpe med noget lignende.- De her mennesker trillede nærmest hen på vores dørtrin. Vi var nødt til at tage os af dem. Dér havde vi et ansvar, og jeg tror, jeg ville have gjort det samme i dag. Men jeg har ikke siden da opsøgt at hjælpe på den måde.

- Vores oplevelser dengang, som i øvrigt endte med, at serberne kom til Færøerne, hvor de bor lovligt den dag i dag, har naturligvis præget den måde, som jeg ser den nuværende debat på. At have levet så tæt sam-men med mennesker, som var på flugt, og at have hørt deres beret-ninger om, hvordan det er ikke at føle sig velkommen nogen steder i verden – det gør indtryk på en. Det kommer man aldrig sig helt over.- Det er vigtigt, at mennesker har et sted, hvor de kan sige, at de hører hjemme. At de kan sætte foden ned og sige, at her har de ret til at være. I stedet for at være jaget vildt.


At have levet så tæt sammen med mennesker, som var på flugt, og at have hørt deres beretninger om, hvordan det er ikke at føle sig velkommen nogen steder i verden – det gør indtryk på en. Det kom-mer man aldrig sig helt overJohannes Hansen



Næste(n)kærlighed



Næstekærlighed i bibelsk forstand handler ikke om at synes om vores medmennesker på et følelsesmæssigt plan - men om at træffe et bevidst og håndgribeligt valg om at vise den nødvendige omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og fortjeneste

Næste(n)kærlighed>>


Foto: Colourbox


Jeg ved ikke, om du har prøvet at være på Roskilde Festival eller andre musikfestivaler. Men lad os lege med tanken om, at du tager på festival. Undervejs

er du så uheldig at komme alvorligt til skade. Du opsøger samaritterne og får kontakt til en person, som har anden etnisk herkomst end din. Du beder om hjælp, men bliver afvist med følgende begrun-

delse: Jeg kender dig ikke. Vi har ingen personlig relation. Vi har ikke samme nationalitet. Du er ikke min næste. Hvorfor skulle jeg hjælpe dig?Det ville være ret mærkeligt – og ubehageligt, ikke? Det ville faktisk være skandaløst! Du ville helt sikkert kunne få flere landsdækkende medier til at lave en harmdirrende, indigneret historie om din oplevelse. Den pågældende medarbejder lever overhovedet ikke op til betegnelsen samaritter.

Hvem er min næste?Hvor kommer det mærkelige ord samaritter i øvrigt fra? Det kommer fra den bibelske fortælling om den barmhjertige samaritaner, som Jesus fortalte, da han blev stillet det spørgsmål, som også jævnligt bliver stillet i forhold til moderne, dansk politik: Hvem er min næste? Hvor langt ud i rækken af mine 7,5 milliarder med-mennesker rækker min etiske og moralske pligt til at hjælpe – hvis jeg har sådan en pligt? Hvor går grænsen for, hvem jeg skal tage ansvar for at hjæl-

pe, og hvem jeg med god samvittighed kan tillade mig at lukke døren for og vende ryggen til?Ofte vælger politikere og meningsdannere (og måske også alle vi andre) at besvare spørgsmålet instinktivt ud fra mavefornemmelser. Hvis nogen så har en mere snæver definition på næsten, end vi har, kalder vi dem hjerteløse. Og omvendt: Hvis nogen har en bredere definition på næsten, end vi har, kalder vi dem tossegode. Eller noget lignende. Derefter bruger vi noget tid på at skælde hinanden ud på den konto, imens hjem- og fredløse medmen-nesker sidder i en snedækket teltlejr og venter på, at vi finder ud af, om de er vores næste. Og dermed måske genstand for vores næstekærlighed, som vel er en kristen værdi, ikke? Næ!

Næsten er kun halvdelenNæstekærlighed er ikke en kristen værdi. Det er halvdelen af en kristen værdi. Teksten fra Luka-sevangeliet har sine paralleller i Matthæusevan-


Næstekærlighed er ikke en kristen værdi. Det er halvdelen af en kristen værdiThomas Baldur

>>

KOMMENTAR:


I Bibelen fremstilles kærlighed aldrig som andet end noget, Gud eller mennesker vælger at gøre – eller undlader at gøreThomas Baldur

>>


Foto: Dennis Lehmann, Scanpix



geliet 22 og Markusevangeliet 12, hvor Jesus bliver spurgt, hvad der er det største bud i toraen (Moseloven). Det er en anden måde at spørge på, hvad der er det vigtigste, Gud nogensinde har sagt. I Lukas’ fortælling beder Jesus toraeksperten om selv at svare. Hos Matthæus og Markus svarer Jesus selv med et udsagn fra Femte Mosebog 6:4-5 (der handler om at elske Gud med alt, vi har i os) og et udsagn fra Tredje Mosebog 19:18 (der handler om at elske sin næste som sig selv). Jesus er ret tydelig om, at de to udsagn står lige. De er altså lige vigtige. Hvis man skal tale om kærlighed som en kristen værdi, er kærlighed til Gud altså den ene halvdel, og næstekærlighed

er den anden halvdel. Det er to sider af samme mønt. Kærlighed til Gud uden næstekærlighed er abstrakt, religiøs sniksnak. Næstekærlighed uden kærlighed til Gud er sådan set bare humanisme. Det er der ikke noget i vejen med – det er bare ikke unikt ’kristent’.

Hvad tænkte Jesus?Hvem er så den her næste? Såvel Jesus som dem, der udspurgte ham, vidste udmærket godt, hvad der står i Tredje Mosebog 19; ikke bare i det cite-rede vers 18, men også i resten af kapitlet. Vers 33-34 er især interessante: Når en fremmed bor som gæst i jeres land, må I ikke udnytte ham. Den

Bibelsk kærlighed handler aldrig

om at være i sine følelsers vold.

Bibelsk kærlighed er en nøgtern,

bevidst valgt handling

Thomas Baldur

>>


fremmede, der bor som gæst hos jer, skal være som en af landets egne, og du skal elske ham som dig selv. I var jo selv fremmede i Egypten. Jeg er Herren jeres Gud! I Danmark i 2016 er det i mange sammenhænge ikke videre salonfähigt at tage Det Gamle Testa-mente alvorligt. Men det kommer vi altså ikke udenom, hvis vi vil tale om næstekærlighed inden for rammerne af vores højt besungne kristne kultur-arv, for selve ordet næstekærlighed har fundet vej ind i det danske sprog via Bibelen. Jeg er naturligvis godt klar over, at mange men-nesker i dag ikke vil acceptere et ’kristent patent’ på næstekærlighed, og det forstår jeg også godt.

Mennesker med alle mulige slags tro – og ingen tro – kan sagtens med henvisning til almindelig hu-manisme drage omsorg for og handle kærligt over for medmennesker. Derom ingen tvivl. Men selve ordet næstekærlighed har vi altså importeret og integreret i det danske sprog lige netop fra Lukas’ beretning om Jesus’ samaritterfortælling. Derfor er det interessant at se på, hvad Jesus mon tænkte om næstebegrebet.

En chokerende pointeDet første, vi kan konstatere, er, at han faktisk aldrig giver et tydeligt svar på spørgsmålet. Og dog. Med vanlig sans for at chokere fortæller han

historien om en ikke nærmere specificeret mand, der kommer frygteligt galt af sted. Først ignorerer præsten ham og går forbi. Så ignorerer tempeltje-neren ham og går forbi. Så forventer hele tilhører-skaren, at den næste ville være en almindelig isra-eler. Men – gisp! – ham, der viser sig at være den sympatiske helt i historien, er en samaritaner. Det var et chokerende fortællemæssigt greb, fordi Israel og Samaria på den tid ikke just var på god fod med hinanden. Pointen er til at tage og føle på og helt i tråd med Tredje Mosebog 19. Næstekær-lighed er at vise omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og ven-eller-fjende. Den fremmede skal være som en af jeres egne, og du skal elske ham som dig selv.

Kærlighed som en handlingI moderne film, musik og litteratur møder vi ofte kærlighed som en følelse, man ikke selv er herre over. Den ’er der’ bare lige pludselig. Den kan komme som et lyn fra en klar himmel, og i vores moderne kultur romantiseres tanken om i så fald at følge sit hjerte; at lade sig rive med af kærligheden. Der er alligevel ikke andet at gøre, for kærlighed er vi jo ikke selv herrer over, vel? I Bibelen – og navnlig i Det Nye Testamente – er kærlighed aldrig sådan! Her fremstilles kærlighed aldrig som andet end noget, Gud eller mennesker vælger at gøre – eller undlade at gøre. Bibelsk kærlighed handler aldrig om at være i sine følel-sers vold. Bibelsk kærlighed er en nøgtern, bevidst valgt handling. Det er derfor, Gud kan give sit folk besked på at elske. Du skal elske Herren din Gud, og du skal elske din næste. Det ville være en urimelig ordre at give, hvis kærlighed skulle forstås som en følelse, vi ikke selv er herre over. Det kan man jo ikke!’Det vigtigste, Gud har sagt’, handler ikke om at sy-nes om vores medmennesker på et følelsesmæssigt plan. Det handler om at træffe et bevidst, jord-nært, håndgribeligt valg om at vise den nødven-dige omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og – nok så vigtigt: fortjeneste. Den forslåede mand i grøften havde ikke fortjent samaritanerens barmhjertighed, men han havde behov for den. Det er præmissen for Guds kærlig-hed til os; han elsker os – ikke fordi vi har fortjent det, men fordi vi behøver det. Det er den samme urimelige kærlighed, han kalder os til blive ét med, så vi viser den over for andre. Gør det, siger Jesus, så lever du!1

1 Anna Sophie og Paul Seidelins oversættelse

Thomas Baldurpræst i Vadum [email protected]

Det handler om at træffe et bevidst, jordnært, håndgribeligt valg om at vise den nødvendige omsorg uden at skele til etnicitet, nationalitet og fortjenesteThomas Baldur

Foto: Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix


DA NABOFREDEN BRØD UDI VONSILD


Christa og Johannes Kirk Søndergaard blev i årevis chikaneret af nogle naboer. De valgte at møde chikanen med det bibelske princip om at vende den anden kind til, alt imens de hver dag bad for naboerne



>>


Fotos: Jonas Ahlstrøm




Din store idiot!Dit dumme svin!Johannes Kirk Søndergaard fra Vonsild syd for Kol-ding ignorerede kaskaden af tilråb, som en mand fra nabolaget gjaldede efter ham. Johannes var på vej fra p-pladsen, hvor han netop var steget ud af sin handicapbil, til sit rækkehus. Han var vant til tilråbene. De var blevet sendt efter ham gennem flere år, og flere gange blev de suppleret med andre former for chikane og voksen-mobning:

• Tre gange var skiltet, som markerede, at der var reserveret en plads til en handicapbil på rækkehusområdets p-plads, blevet fjernet.

• To gange var skiltet blevet malet over. • En enkelt gang lå der hundelort på bilens tag,

da Johannes skulle ud at køre. • En anden gang var der placeret søm under

bilens dæk. • I et tredje tilfælde kunne Johannes ikke kom-

me ind i sin bil, fordi der klos op ad bilen var blevet parkeret andre biler, så det var umuligt at åbne dørene.

• Og i et fjerde tilfælde havde manden med tilråbene forsøgt at lokke nogle af områdets drenge til at sprænge Johannes’ postkasse i luften.

Sladrede til deres far i himlenDet hele begyndte, da Johannes i 1996 efter en fejlslagen operation blev 75 procent invalid og derfor skulle have handicapbil, som der blev reser-veret en plads til på boligområdets fælles p-plads. Af uvisse årsager faldt det en af de andre beboere så meget for brystet, at han begyndte at chikanere Johannes og hans hustru, Christa. En chikane, som det lykkedes at få især én anden beboer i området med på. Der var dog også en række andre beboere, som var positive og venlige over for Christa og Johannes.

Helt fra begyndelsen var Christa og Johannes me-get bevidste om, hvordan de ville håndtere chika-nen. De valgte nemlig at praktisere det bibelske princip om at vende den anden kind til. Uanset hvad de måtte blive mødt med.- Vi meldte aldrig noget til politiet eller klagede til grundejerforeningen. Vi har været kristne i mange år og besluttede, at vi ikke ville deltage aktivt i konflikten, men blot bede for de mennesker, som chikanerede os, og derefter vente på, hvad Gud ville gøre. Vi sladrede til vores far i himlen, smiler Johannes. Fastholdt venlighedenUmiddelbart så det dog ikke ud til, at Gud gjorde

noget. Årene gik, chikanen fortsatte, mens Christa og Johannes fastholdt deres attitude og vedblev at være glade og udadvendte og friske i bemærk-ningerne over for alle i nabolaget, samtidig med at de hver dag bad for de mennesker, som de boede iblandt.- Fredelig og rolig dialog var desværre ikke mulig, vi prøvede et par gange, men uden held. Alligevel havde vi hele tiden et valg. Vi kunne have valgt at indgå i diskussioner med vores naboer, svare dem igen, klage over dem, melde dem til politiet – el-ler også kunne vi stole på, at Gud ville forandre situationen og gøre fjender til venner. Vi tog igen og igen det sidste valg. Vi bad for dem, velsignede dem og talte venligt til dem, forklarer Johannes.Christa og Johannes var gennem en årrække ledere for et kristent rehabiliteringssted ved navn Quo Vadis, hvor misbrugere og andre fik hjælp til livet gennem tro på Gud. For dem er troen på Gud sær-deles konkret og direkte, og når de beder, taler de til én, som lytter, svarer og handler. Det har de så talrige eksempler på, at Johannes har skrevet en bog om det: Jeg har en ven, som kan gå på vandet.Derfor var det for dem ikke en naiv tilgang til en

>>

>>

Vi har været kristne i mange år og besluttede, at vi ikke ville deltage aktivt i konflikten, men blot bede for de mennesker, som chikanerede osJohannes Kirk Søndergaard


Nogle gange sætter vi rundstykker og primulaer ud til naboerne. Vi ønsker at vise dem kærlighed, for kærlighed er den ægte vare, og den sande kær-lighed, finder vi hos GudJohannes Kirk Søndergaard



nabokonflikt at vende den anden kind til, mens de bad og ventede på, at Gud skulle komme på banen. Det er den måde, de siden deres ungdom har levet deres liv på, og de er slet ikke i tvivl om, at det, der siden skete, var et resultat af Guds indgreb. Forløst i et grineflip- Situationen gik os på, for vi var ikke vant til at have det sådan med andre mennesker. Jeg har ligget vågen mange gange om natten og lettet mit hjerte over for Gud. Vi ville ikke have det sådan. Det skulle være løgn, at det skulle blive ved på den måde. Så vi bad og bad om, at Gud skulle hjælpe os. Og det gjorde han en dag, og det var helt fan-tastisk, siger Johannes med grødet stemme og fugtige øjne.En forårsdag i 2001 stod Johannes og vandede blomster i forhaven, da den nabo, som førte an i

chikanen, kom cyklende forbi. Dumme svin, store idiot, vrængede han, da han passerede Johannes.- Jeg svarede aldrig på den slags og havde heller ikke planlagt at gøre det denne gang. Men efter han var cyklet forbi, røg det bare ud af mig: Kære nabo, du behøver ikke præsentere dig, hver gang du kommer her forbi. Der gik lige nogle sekunder, så begyndte han at grine så voldsomt, at han var lige ved at vælte af cyklen. Han vendte om, kom ned til mig, og så gav vi hinanden hånden. Han grine-de og grinede, og der var en stemning af frihed – og frifindelse. Det var ikke noget, som vi nogensin-de selv ville kunne have bragt frem; det var noget, som Gud gjorde. Siden dengang har vi haft det fint med ham, og vi kan dårligt nok komme uden for døren, før han hilser på os med armen oppe.- Jeg tror, at han på en eller anden måde var ble-vet fanget og ikke rigtig kunne komme fri igen. Jeg tror ikke, at han ønskede at være sådan, som han havde været. Femte gang var lykkens gangDen gode stemning indfandt sig dog ikke i ræk-kehuskvarteret lige med det samme. Især én anden person havde som nævnt også taget del i chikanen,

og Johannes besluttede, at han ville have det hele på plads på én og samme tid.- Hun havde valgt side imod os og havde på et tidspunkt været med til at parkere sin bil så tæt op ad vores, at vi ikke kunne komme ind i den. Dengang ringede jeg på hos hende for at bede hen-de om ikke at gøre noget lignende en anden gang. - Det er den eneste gang, jeg har konfronteret nogen af vores naboer, og det gik ikke særlig godt. Hun råbte og skreg ad mig, og noget af hendes spyt ramte mig i ansigtet, hvilket fik mig til at træde et skridt tilbage og sige til hende: Du skal

>>

ikke spytte på mig. Men det fik hende blot til at blive endnu mere vred: Du skal ikke beskylde mig for at spytte på dig, råbte hun. - Hvorom alting er: Efter at være blevet forsonet med den person, som førte an i chikanen, gik jeg gik over til hende, rakte hånden frem og bad hende tilgive mig for, at jeg havde indladt mig på førnævnte konfrontation og diskussion med hende. Jeg vil ikke have krig, jeg vil have fred, sagde jeg til hende. Hvorefter hun hældte en skraldespand af grimme ord ud over mig. - Jeg rakte hånden frem igen og sagde det samme.

Det med Gud er eventyrligt, men det er ikke noget eventyr. Det er virkeligt og sandt. Gud er tilgængelig for alle – man skal blot invitere ham ind i sit liv og byde ham velkommenJohannes Kirk Søndergaard


Endnu en skraldespand. Vi gentog det hele endnu en gang. Og endnu en gang. Først den femte gang tog hun hånden, og i dag snakker, råber og griner vi sammen, som om der aldrig har været noget. Eventyrligt, men ikke et eventyrChrista og Johannes har aldrig talt med naboerne om den chikane, som har været. De har valgt blot at bladre om på en ny side i bogen og lade fortid være fortid. Men de beder stadig for deres naboer og ønsker for dem, at de skal blive kristne og komme til at kende Gud, som Christa og Johannes

selv gør det.- Nogle gange sætter vi rundstykker og primulaer ud til naboerne. Vi ønsker at vise dem kærlighed, for kærlighed er den ægte vare, og den sande kær-lighed, finder vi hos Gud. Det med Gud er eventyr-ligt, men det er ikke noget eventyr. Det er virkeligt og sandt. Gud er tilgængelig for alle – man skal blot invitere ham ind i sit liv og byde ham velkom-men, erklærer de.


Vi kunne have valgt at indgå i diskussioner med vores naboer, svare dem igen, klage over dem, melde dem til politiet – eller også kunne vi stole på, at Gud ville forandre situationenJohannes Kirk Søndergaard

Forfatter BENNY BEN ALEX fylder 70 år og udgiver ved den lejlighed bogen VEJEN IND

RELEASE- OG FØDSELSDAGS RECEPTION Lør. 20/2 kl. 14-17 Café Kant, Drejervej 15, Kbh.

Søn. 21/2 kl. 14-17 Manuvisionhuset, Mejlgade 28, Århus. (Traktement ved begge arrangementer.)

Begge dage kl. 15 er der uformel samling, hvor Ben vil fortælle lidt om sit liv og baggrunden for den nye bog. Derefter er der mulighed for hilsener.

Han ønsker sig ingen gaver, men det vil glæde ham meget, hvis man køber hans bog til en særpris af 200 kr.

Vi håber at se venner, familie og gamle som nye læsere!

Tilmeld senest 15/2 (skriv navn og Kbh. el. Århus)SMS: tlf. 20 830 530 eller E-mail: [email protected]

Arr. Forlaget Boedal · Forlaget Scandinavia · Gnosis Forlag

www.facebook.com/frikirkenet

Følg os på facebook


Copenhagen 25 - 27 April 2016

MINISTERS CONFERENCE

SPEAKERS

Days of revival, specially designed for you as a minister

SPEAKERS FROM OTHER EUROPEAN CONTRIES WILL ALSO MINISTER

Conference fee 75 euroMore information and application missiontoeurope.eu/mc

CPH PLENUM | HEDEMARKSVEJ 15, 2620 ALBERTSLUNDARR. AF KBC

15-16 APRIL 2016Den Værdifulde kvinde

PROGR. FREDAG 19:00 | LØRDAG 13:00 · 15:00 · 19:00


JEG GIK PÅ

INTEGRATIONSLINJEN”Jeg er blevet et helt nyt menneske ved at have været på Mariager Højsko-le. Igennem nye oplevelser er mine sociale kompetencer blevet forbedret, jeg er meget bedre til dansk, mere selvstændig og jeg har opdaget, at Gud har givet mig særlige gaver og talenter. Det er alt sammen sket i sammen-spil med at komme dybere ned i Guds ord.” - Orchid Paw Thein

Discipelskabslinje Teologilinje Leadership stream Studielinje

Mariager Højskole - Hjulhusvej 12b - 9550 Mariager DK - Tlf.: 96 68 26 68 - www.mariager-hojskole.dk - [email protected]

Integrationslinje

Gør som Orchid- tag på højskole

med en særlig støtteordning

MENTORORDNINGEN

GRATIS STUDIETUR

VED TILMELDING INDEN 1/3 -16


Teolog Leif Andersen udgav for nylig en bog om kristen sjælesorg. Han har været sjælesørger i snart 40 år og kender selv behovet for at genfinde tilliden til Gud, som han oplevede det, da han mistede sin søn for nogle år siden

Teolog: For mig er selve gudstroen en kampplads


>>

Fotos: Per Bækgaard


Hvor var Gud, da islamistiske terrorister skød og dræbte 129 uskyldige civile i Paris? Hvorfor griber han ikke ind, når en gal nordmand nedskyder unge fredelige nordmænd på Utøya? Og hvis Gud er kær-lig og retfærdig, hvorfor lader han så død, ødelæg-gelse og sygdom ramme i flæng?Det er nogle af de spørgsmål, teolog og lektor på Menighedsfakultetet Leif Andersen møder, når han har sjælesorgssamtaler. Siden 1977 har han taget imod folk, der er ramt af tvivl, afmagt og vrede, fordi de i deres liv er stødt på ting, der ikke giver mening - og da slet ikke, hvis der virkelig skulle findes en Gud.Og Leif Andersen lytter. Han kalder sjælesørgeren for en medvandrer. En person, der ikke bare ud-

viser empati og interesse for det menneske, han sidder ved siden af, men som også genkender tviv-len, afmagten og vreden fra sit eget liv - og lader det ane.For en sjælesørger skal ikke foregive, at troen på Gud er enkel eller udelukkende fyldt med kærlig-hed og håb. For Gud er også ubegribelig - og for det meste usynlig. Så sjælesørgeren skal være ær-lig. Helt ærlig. Ellers er han ikke til hjælp.En hjælp, der går ud på at genskabe tilliden til Gud, selv om det kan synes umuligt.Troen på Gud er nemlig for de fleste en kamp. De færreste er udstyret med en fuldstændig urokkelig tro og tillid. De fleste bliver udfordret. På grund af livet.

Af natur er jeg ateistKampen for troen er også et hovedtema i den bog, Leif Andersen for nylig har udgivet:Kroppen & Ånden. Sjælesorgens basis.Det er første bind af to, der giver teologer en fagbog inden for kristen sjælesorg. På knap 500 sider udfolder Leif Andersen den teologi, der lig-ger bag hans arbejde som sjælesørger, men den

trækker også på de mange erfaringer, han har gjort sig, siden han for knap 40 år siden begyndte med samtalerne som ung rejsesekretær i KFS (Kristeligt Forbund for Studerende).For ham selv falder det naturligt, at sjælesørgeren skal være medvandrer. Han genkender selv tvivlen og har i flere perioder af sit liv været så rystet i sin tillid til både Gud og verden, at han har haft behov for både psykologens hjælp og den kristne sjælesorg.- For mig er selve gudstroen en kampplads, og flere gange er der sket noget i mit liv, hvor Gud simpelt-hen har været helt umulig for mig at få øje på. Det skete blandt andet, da vores søn pludselig døde for nogle år siden. Uden forklaring. Han blev kun 32

år. Stefan var dværg, men lægerne har ikke kunnet sige, om det var en del af forklaringen.- Tilbage stod hans kone og vores lille barnebarn, som også er dværge. Og da følte jeg virkelig, at Gud havde trukket sig helt væk. Jeg har i det hele taget altid måttet kæmpe med troen, for af natur er jeg faktisk ateist. Jeg har det svært med det religiøse, og jeg bryder mig egentlig slet ikke om at bede. Men jeg kan ikke komme uden om Jesus. Derfor beder jeg stædigt videre. Han var den, han sagde, han var. Det er gennem ham, vi kender Gud - og jeg har hans ord for, at Gud findes, og at Gud er kærlighed.

Gudsbilledet runger i baghovedetNår Leif Andersen skal beskrive, hvordan sjælesør-geren går til opgaven, handler det blandt andet om at se på, hvilke gudsbilleder den lidende har. For det er nemlig i forestillingen om Gud, at mange af vores anfægtelser har rod. Det gælder ifølge Leif Andersen både for troende og ikke-troende.- Også ateister har billeder af Gud. Folk er ikke altid selv klar over, hvilket gudsbillede de har. Men det ligger altid og runger i baghovedet. Og det

afgør faktisk også, hvordan vi ser på os selv. For nogle er gudsbilledet destruktivt. Det gælder for eksempel, hvis man kun ser Gud som den strenge, men retfærdige Gud, der belønner den gode og straffer den onde. Eller som den lunefulde eller hævngerrige Gud. Men det kan være lige så øde-læggende og usundt, hvis man udelukkende ser Gud som den milde og altid velvillige. For så forstår man ikke, at man har brug for hans tilgivelse.

Ok at skælde ud på GudGudsbillederne stammer ifølge Leif Andersen i høj grad fra vores relation til vores far - og til vores mor. Her har psykologien virkelig bidraget med vigtig indsigt, mener han. Og det at finde frem til

og bearbejde erfaringerne fra vores nære relationer og møder med andre mennesker er noget af det, den kristne sjælesørger og psykologen har tilfælles i arbejdet med at genoprette livsmodet.- For mig har det været lidt en overvindelse som teolog at erkende, at de personlige erfaringer er afgørende også inden for den kristne sjælesorg. Men sjælesorgen er i én forstand erfaringsteologi - og den handler om det hele menneske, både ånd, krop og sjæl.- Kristen tro kommer ikke gennem ord alene. Den er ikke kun intellektuel. Den er nødt til at være forbundet med det hele menneske. Og netop på grund af erfaringerne er opgaven og samtalerne selvfølgelig også forskellige fra person til person. Men der er en afgørende forskel: Inden for psyko-logien er livshjælpen det afgørende, mens det hos den kristne sjælesørger også handler om troshjælp. En del af den hjælp går via et opgør med de guds-billeder, man har. Det er for eksempel i orden at skælde ud på Gud. At gå i rette med ham. Han forsvinder ikke af den grund. Eller bliver sur på dig. Anfægtelsen er med andre ord ikke farlig. Den er faktisk uundgåelig for de fleste.

>>

Jeg har det svært med det religiøse, og jeg bryder mig egentlig slet ikke om at bede. Men jeg kan ikke komme uden om JesusLeif Andersen

>>


Jeg har i det hele taget altid måttet kæmpe med troen, for af natur er jeg faktisk ateistLeif Andersen


Kristen tro handler om tillidI bogen beskriver Leif Andersen sjælesørgerens opgave som at være med til at sikre ’fødslen af et levende, lægende gudsbillede i et menneskes sind’.- Det handler om at finde tilliden til, at du altid bliver set af Gud - med alt hvad du indebærer, også din tvivl, vrede, usikkerhed og skyld. Og at du fin-der frem til også at se dig selv med Guds blik. For du rummer jo selv gudbilledligheden. Og Kristus

døde også for din skyld. Det med gudbilledligheden kan selvsagt være en udfordring. For det indebærer jo, at alle andre også indeholder den.Og så er vi tilbage ved de indledende spørgsmål. For hvordan kan jeg få øje på gudbilledligheden hos for eksempel IS-terroristerne eller andre, der spreder frygt og ødelæggelse?- Det er i virkeligheden en kamp om gudsbilleder, vi ser i de skræmmende billeder fra Paris og andre steder. Islams billede af Gud handler om, at man skal underkaste sig. Og tidligere har meget af den kristne sjælesorg faktisk også forsøgt sig med et is-lamisk gudsbillede, der gik på, at vi fra første færd skulle bøje os for Gud og aldrig stille spørgsmål eller tvivle. Men den kristnes grundrelation til Gud handler ikke om underkastelse, men om tro. Det vil sige om tillid. Og som kristne helmer vi ikke, før vi har genfundet den. Det er derfor, den så ofte er en kampplads - men jo altid i den enkelte.Faktisk opfatter Leif Andersen hele den lutherske reformationsbevægelse som en sjælesorgsbevæ-gelse, der har den tvivlende og den fortvivlede i fokus.- Luther var med til at sætte mennesker fri gen-nem genopdagelsen af Guds frie nåde, og for mig har det også været en befrielse at læse Det Nye Testamente fra den vinkel. For så er der også plads til mig.

Artiklen har tidligere været bragt i Kristeligt Dag-blad.

Bjørg [email protected]

Flere gange er der sket noget i mit liv, hvor Gud simpelthen har været helt umulig for mig at få øje påLeif Andersen

Folk er ikke altid selv klar over, hvilket gudsbillede de har. Men det ligger altid og runger i baghovedetLeif Andersen

>>


www.prorex.dk Telefon 74563343

Meditativ malebog

For første gang på dansk udkommer nu en malebog, som kombinerer farvelægning med bibelske tekster, hvorved der på en ny og spændende måde skabes rum for andagt, meditation og refleksion.

64 sider · 21 x 28 cm kr. 129,95

I Guds håndHerbert Neimanas’

afholdte andagtsbog – nu i 8. oplag!

365 andagterkr. 199,95


B Ø G E R

Indtil vi finder hjemTre forældreløse søstre forlader barndomsgården i Sverige for at søge en ny tilværelse i USA. Den egentlig årsag til emigra-tionen afslører storesø-ster Elin ikke – derfor er det med vrede og under protest, at især den yng-ste søster lader sig slæbe med til USA, hvor nye udfordringer, vanskelig-heder og prøvelser venter de unge kvinder – indtil de endelig finder hjem - psykologisk, åndeligt og følelsesmæssigt - i deres geografisk nye hjem. Forfatteren, Lynn Austin, er kendt for sine histori-ske romaner og har modtaget flere priser for disse.• Scandinavia• 584 sider• 248 kroner

JL

EvnenMørkets forklædningAndet bind i serien om fire venner med hver deres overnaturlige evne. I første bind redder de fire venner deres skole fra en mørk og lurende, åndelig fare. Andet bind finder sted tre år efter, hvor de fire venner alle er teenagere, og hvor deres kamp mod mørke kræfter finder sted i en helt anden arena – nem-lig i en kirke, hvor præsten står i ledtog med de mørke kræfter. De fire venner får hjælp fra andre personer, som også har en helt særlig, overnaturlig evne.• Udfordringens Forlag• 156 sider• 148 kroner

JL

Fredfyldte tankerMeditativ malebog

Fr

ed

Fy

ld

te

ta

nk

er

· Me

dit

at

iv M

al

eb

og

www.prorex.dkISBN 978-87-7068-115-5

Fredfyldte tankerMeditativ malebog

Giv dig selv tid til fordybelse i farvelægning af bogens tegninger.

De relaterer alle til emnet ”fred”.

Undervejs vil du mærke, at tankerne falder til ro, og freden sænker sig i dit sind.

Fredfyldte tanker· 30 detaljerede sort-hvide tegninger, der kan farvelægges

· opmuntrende ord fra Bibelen til eftertanke og meditation

· plads til at skrive dine tanker ned undervejs

Laura Nikiel har kreeret bogens tegninger. Hun bor i USA, er uddannet grafisk designer og arbejder som kunstner og illustrator.

Fredfyldte tanker Meditativ malebogForlaget ProRex er hop-pet med på bølgen af voksenmalebøger som et antistressmiddel. 30 sider med sort-hvide tegninger, der kan far-velægges. Ud over de detaljerede tegninger indeholder bogen vers fra Bibelen, korte spørgsmål og reflek-sioner med plads til at skrive sine egne tanker ned. • ProRex• 64 sider• 129,95 kroner

JL

#GAFTYVE16

HVEM: ALLE DER HAR AFSLUTTET 7. KLASSE OG IKKE ER FYLDT 18 ÅRHVOR: MARIAGER EFTERSKOLE HVORNÅR: 2 - 15 JULI

TILMELDING ÅBNER 1. FEBRUAR FOR BÅDE TEENAGERE OG LEDEREWWW.G-A-F-.DK

DANMARKS FEDESTE TEENAGELEJR PRÆSENTERER:

GAF2016


B Ø G E R

Advokatselskab med møderet for højesteret

Jernbanegade 37, 6870 Ølgod, og Kongensgade 36, 1., 6700 EsbjergTlf. 75 24 46 00 - www.advopartner.dk – [email protected]

Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en enkemand skal skifte med børnene, hvis afdøde havde særeje? Derfor ophæver mange ægtefæller deres særeje, når de kommer i pensionsalderen, således at de på normal måde kan beholde alt og sidde i uskiftet bo med fællesbørnene ved den enes død.” Det er derfor vigtigt at få den rette assistance i familie- og arvemæs-sige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en enke, der hensidder i uskiftet bo, i Statsti-dende skal indkalde afdødes kreditorer med den følge, at hun kun hæfter for de krav, der anmeldes inden fristens udløb?”Det er derfor vigtigt at få den rette assistance i arve- og familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at gaver på ikke over 59.800 kr. årligt er afgiftsfri, ikke kun til ens børn og børnebørn, men også til ens forældre, mens gaver mellem søskende er indkomst-skattepligtige?” Derfor er det vigtigt at få den rette assistance i familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en gift mand ikke må sælge eller pantsætte villaen, der er familiens bolig, uden sin kones samtykke? Det gælder dog ikke, hvis villaen er mandens særeje.”Det er derfor vigtigt at få den rette rådgivning i familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en enke ikke kan sidde i uskiftet bo med sin afdøde mands børn fra første ægteskab, medmindre børnene giver deres samtykke? Af den grund opretter mange par testamente, hvorved de begunstiger hinanden mest muligt”Derfor er det vigtigt at få den rette assistance i arve- og familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en ægtefælles arveret ophører fra den dato, hvor en separationsbevilling eller separations-dom foreligger?” Af denne grund er det vigtigt at få den rette assistance i arve- og familieretlige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at ved gaveoverdragelse af fast ejendom til ens børn modregnes tinglysningsafgiften til skødet i betalingen af gaveafgift?”Af denne grund er det vigtigt at få den rette rådgivning i familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at man ved testamente kan bestemme, at børnenes arv skal være særeje – og at man yderligere i testa-mentet kan tilføje, at ens børn senere (f. eks. når de fylder 50 år) er berettiget til at ophæve særejet igen?”Det er derfor vigtigt at få den rette assistance i arve- og familiemæssige forhold.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at kun en person, der har boet i mindst 5 år i Danmark, er berettiget til at købe sommerhus hér? - Det gælder også, selvom køber er dansk statsborger.”Det er derfor vigtigt at få den rette assistance ved handel med fast ejendom.



Søren Kokkenborg

”Vidste du, at en ansøgning om gældssanering og behan-dling af en gældssaneringssag er gratis for dig?”Derfor er det vigtigt at få den rigtige juridiske rådgivning i alle forhold.

I Guds håndEn klassiker inden for den kristne andagtslitte-ratur i Danmark med 365 siders refleksion over eksistentielle emne – en side til hver dag i året. Bogen udkom første gang i 1988, og dette er ottende oplag. Forfat-teren, Herbert Neimanas, var i 11 år ansat i KFUM og i Indre Mission, men stiftede i 1966 bevægel-sen Nyt Liv, der blandt andet holdt store mødekampagner rundt om i lan-det. Han døde i 2006. I Guds hånd har et stærkt fokus på, at Gud elsker alle mennesker og har omsorg for dem.• ProRex• 374 sider• 199,95 kroner

JL

Exit evolutionHvorfor evolutionsteorien ikke holder – og hvorfor det har betydning

Karsten Pultz var i mange år overbevist om evolutionsteoriens rigtighed. Men store europæiske tænkere som Voltaire, Nietzsche og Huxley fik ham til at tvivle på en materiali-stisk forståelse af uni-verset. Derfor begyndte han at endevende evo-lutionsteorien, og hans konklusion blev, at evolutionslæren ikke er veldo-kumenteret videnskab, men filosofi forklædt som videnskab.Exit evolution viderebringer nogle af de ting, som Pultz faldt over i sin kritiske gennemgang af evolu-tionsteorien. Samtidig introducerer han læseren til teorien om intelligent design.• Udfordringens Forlag• 176 sider• 198 kroner

JL

Frans af AssisiDen nobelprisvindende forfatter Hermann Hesse skrev i 1904 en biografi om Frans af Assisi, som nu genudgives i klas-sikerserien Sidespor fra Kristeligt Dagblads For-lag. I et folkeligt sprog fortæller Hesse om den rige købmandssøn fra Assisi, som gav afkald på alle sine ejendele for i stedet at vandre rundt som prædikant. Frans af Assisi grundlagde francis-kanerordenen af tiggermunke, og hans gudstro var præget af en dyb inderlighed og en særlig forbun-denhed med naturen. Hesse finder i Frans et forbillede for den skabende kunstner, som taler de nødstedtes og lidendes sag og søger den enkle sandhed og skønhed. • Kristeligt Dagblads Forlag• 120 sider • 199,95 kroner

JL

Jesus>religionEn fire minutter lang video på Youtube, hvor Jefferson Bethke læste sit digt Why I hate reli-gion but love Jesus, gik omgående viralt og var i løbet af 48 timer blevet vist flere end syv millio-ner gange. Bethke havde tydeligvis fat i noget, som vakte genklang hos mange. Konteksten er ganske vist amerikansk, men pointen er mere universel end som så: Den in-stitutionaliserede religion er kvælende for mange, men Jesus er så meget mere, end hvad store dele af kirkelivet er udtryk for. Det var noget af dette, Bethke satte ord på i sit digt, og nu har han så udfoldet ordene, så de er blevet til en bog.• Scandinavia• 238 sider• 199 kroner

JL

Den uforgængelige diamantVejen til det sande selvFranciskanerpræsten Richard Rohr bygger en del af sin teologiske tænkning på en skelnen mellem det falske selv og det sande selv. I denne bog vejleder han læseren til at finde sit sande selv, så livet kan leves med udgangspunkt i det. Det sande selv sidestil-ler Rohr med opstandel-sen, og han mener, at mennesket i sin kerne er guddommeligt – at sjælen er menneskets iboende guddommelighed. Kun når man lever ud fra denne kerne – fra sit sande selv – lever man, som man i virkeligheden er skabt til.• Boedal• 221 sider• 249,95 kroner

JL


Foto: Shutterstock


Da jeg vågnede, lå jeg i en sygehusseng på en tolvmandsstue. Alle pladser var optaget, og min krop var medtaget – sygehuset troede vist, det var noget, jeg havde indtaget. ”Og du er så præst?” spurgte lægen, mens han fangede sygeplejerskens blik. ”Ja,” svarede jeg … ”Det vil sige, jeg har kun væ-ret det i tre uger.”Sygeplejersken så på mig, mens hun med sit bo-rende blik scannede mit indre system for fejl og interessante afkroge. Som om hun spekulerede over, hvad der mon gemte sig inde i en ung præst, som pludselig befandt sig på medicinsk afdeling. Jeg følte mig nærmest helt nøgen, skønt jeg havde noget alt for stort sygehustøj på og en tonstung dyne over mig. Hvad mon hun kunne se? Noget måtte hun have set, for lidt efter smilede hun sødt og professionelt, og henvendt til lægen sagde hun, at vi nok skulle få mig på benene igen. Jeg kunne ikke afgøre, om det var godt eller dår-ligt nyt for en 100 år træt krop med en 29-årig bekymret hjerne.

P Å M E L L E M H Å N D

Den nat kunne jeg heller ikke sove, så jeg lånte en rullestol fra en soven-de patient og tøffede ind i tv-stuen og så aftenens sene film på TV2. Den handlede om en sygeplejerske, der tog livet af sine patienter om natten.

Som 29-årig, nyansat præst røg Rasmus Elkjær Larsen på sy-gehus i 10 uger. Hans oplevelser der blev til læring for livet

KLUMME: Fra båltale til maratonsøvnTo dage tidligere havde jeg stået ved kirkens sankt-hansbål og holdt tale for de fremmødte. Min tale var en tilpas blanding af noget traditionelt, lidt nytænkende samt et drys kristen tro, og kirkens medlemmer og de af byens folk, der var dukket op, nikkede anerkendende, og bagefter ville enkelte gerne rose min unge visdom - helt uvidende om, at jeg allerede var hastigt på vej mod de 100 år med hovedpine, træthed, og koldsved. Jeg holdt tappert ud, til vi kunne gå hjem, hvoref-ter jeg sløj lagde mig i sengen og sov 24 timer og derefter yderligere 15, inden min hustru skubbede mig ud i bilen til lægen, som indlagde mig akut. Skadestuesygeplejersken ville helst opbevare mig i en seng, hvilket jeg syntes var lidt fjollet at spilde en seng på, men pludselig så jeg, at mit navn al-lerede stod på sengen. Det blev mit rullende hjem. I de næste ti uger …

>>


Den aften fik jeg snerten af, hvad det mon vil sige at dø af grinRasmus Elkjær Larsen

Rasmus Elkjær Larsen skriver i hvert nummer af domino om at være præst, hundeejer og menneske midt i 40’erne. Han er født i 1971 i Frederiksværk, som voksen tilknyttet Det Danske Missionsforbund og idag bosidende i det

sønderjyske grænseland. Rasmus er gift med Stella, som han har to teenagedøtre sammen med.


Nærtagende naboDen første nat på sygehuset kunne jeg ikke sove, selv om alt i mig krævede søvn og ro. Måske var det, fordi min sidekammerat døde kort efter af-tensmad, og den stille stue blev forvandlet til pa-nik og hjertestartere. Det lykkedes dem at få liv i den gamle mand igen, men vi fik ham ikke tilbage på stuen. Min nye sidekammerat, som ankom næste dag, var til gengæld meget i live. Han kunne høre, se, og lugte alt muligt, som, havde jeg på fornemmelsen, slet ikke var der. ”Læser du?” spurgte han mig vrissent. ”Næ,” svarede jeg, for selv om jeg havde aviser, blade og bøger ved på mit sengebord, orkede jeg faktisk ikke at læse. ”Jeg kan høre, du bladrer,” fortsatte han, ”lad være med det!” Det svarede jeg ikke på. Der var et langt, hvidt gardin mellem vores senge, så jeg lukkede øjnene og prøvede at finde lidt ro. ”Jeg kan se din bog,” sagde han bestemt. ”Min bog?” ”Ja, din bog.” ”Men jeg læser jo ikke,” sagde jeg overrasket. ”Hvorfor sagde du så ’min bog’? Læg den nu bare væk, så vi kan sove.” To minutter senere sagde han så: ”Aha! Jeg kan lugte tryksværten. Er det en avis, du læser?”Den nat kunne jeg heller ikke sove, så jeg lånte en rullestol fra en sovende patient og tøffede ind i tv-stuen og så aftenens sene film på TV2. Den handlede om en sygeplejerske, der tog livet af sine patienter om natten. Nu kunne jeg slet ikke sove!Måske var det også derfor, jeg var noget mistroisk næste formiddag, da to nydelige, men beslutsom-me, sygeplejersker kom hen til min seng og sagde, at jeg hellere måtte komme med dem.

Brusebad på en time og 50 minutterDet blev den dag, der ændrede mit liv som passiv patient. Jeg havde været ude af stuen en del gange

>>


allerede, men det var med privatchauffør, når min seng og jeg blev rullet til scanning, biopsier eller andre undersøgelser. ”Hvad skal vi?” spurgte jeg bekymret, da de løf-tede dynen væk og blotlagde mit hypermoderne, unisex sygehusnattøj størrelse ’lidt for stor’. ”Vi skal have dig i bad og få dig vasket ordentligt,” sagde de nærmest synkront, som var de robotter, der muligvis ville bortføre mig til et rumskib på taget. Jeg gik i panik.Måske er der enkelte, der forestiller sig, at en grundig vask udført af to søde, yngre sygeplejer-sker ikke er den mest skræmmende oplevelse, man kan komme ud for, men i virkelighedens verden

er det en ægte, eksistentiel trussel. Det betyder nemlig, at systemet har vurderet, at man ikke kan tage vare på sig selv. Uanset alder er det grænse-overskridende, så jeg besluttede uden tøven, at det kunne jeg godt klare selv! Og mon ikke de kunne finde andre patienter at bruge tiden på?Jeg fik fat i et par krykker og gik fodslæbende og prustende de cirka 50 meter ned til baderummet, hvor jeg vaskede mig under bruseren, inden jeg prustede mig tilbage til min seng. Det havde kun taget mig en time og 50 minutter. En snert af død med Mr BeanDen tredje nat lå jeg også lysvågen. Den aften var der Mr Bean i fjernsynet, og han fik mig sådan

Jeg fik fat i et par krykker og gik fodslæbende og prustende de cirka 50 meter ned til bade-rummet, hvor jeg vaskede mig under bruseren, inden jeg prustede mig tilbage til min seng. Det havde kun taget mig en time og 50 minutterRasmus Elkjær Larsen

til at grine - mod mine lungers vilje. Så pludselig havde jeg nødtvunget grinet al luften ud af lun-gerne, og smerten i brystkassen var uudholdelig. Den aften fik jeg snerten af, hvad det mon vil sige at dø af grin.Den fjerde dag kom en ung fyr fra den kirke, hvor jeg netop var blevet ansat. Han havde fået til opgave at indkøbe en bærbar arbejdscomputer til mig, og han ville glæde mig med at levere den til sygesengen, så jeg straks kunne få gavn af den. Jeg begyndte at skrive sygehusdagbog med et glimt i øjet, læse nyheder på nettet - uden at bladre, spille diverse spil og lytte til musik - i ho-vedtelefoner.

Efter ti uger kom jeg hjem uden diagnose, og der gik yderligere et par måneder, før jeg var helt på toppen igen. Præstelivet tog form, og jeg fandt ud af, at mange frikirker er godt fyldt ud med syge-plejersker - uden at jeg fik paranoia af den grund. For de mange medarbejdere på sygehuset lærte mig en masse grundlæggende om, hvordan man forholder sig til mennesker, der har det vanskeligt - mennesker, der er bekymrede eller har ondt. Det blev noget at det bedste, jeg tog med mig hjem, og endnu den dag i dag - seksten år efter - bruger jeg den viden i mit arbejde med mennesker. Men Mr Bean - ham blev jeg aldrig rigtig glad for igen.

Foto: Gary Lee/Scanpix


HVAD ER EN FRIKIRKE?

Kendetegnende for de fleste frikirker er:

• Åbenhed – alle er velkomne, også til at undersøge, hvad der foregår, og det koster ikke noget at deltage.

• Relevans – præsten prøver at overføre prædikenens pointer på hverdagslivet.

• Socialtengagement – frikirker ønsker at være en del af løs-ningen på samfundets mange udfordringer.

• Klassiskkristendomimoderneogtidssvarendeindpakning – indholdet er ansvar, tilgivelse og næstekærlighed i forholdet til Gud og mennesker. Gudstjenesterne indeholder ofte rytmisk sang, nye salmer, fortællende prædikener, spontan bøn og sam-vær under afslappede former.

• Meget høj grad af frivillighed. Man inviteres til at engagere sig i gudstjenester og andre aktiviteter sammen med andre. I mange frikirker er antallet af aktive frivillige lige så højt som antallet af medlemmer.

Der er omkring 325 frikirker i Danmark, som tilsammen har flere end 25.000 medlemmer.

FrikirkeNet, der står som udgiver af domino, er et netværk af omkring 90 frikirker og frikirkelige organisationer og institutioner fra blandt andre pinsevækkelsen, Apostolsk Kirke, Missionsforbun-det, Baptistkirken, uafhængige frikirker og husmenigheder. Netværket har eksisteret siden 2004.

Læs meget mere om frikirker i hæftet Frikirke for alle på kortlink.dk/awh8 Og læs mere om FrikirkeNet på frikirkenet.dk

Frikirke = meningsfuldt fællesskabFrikirke = åndelig dimension i tilværelsen

Frikirke = personlig relation til Gud

Klassisk kristendom i moderne og tidssvarende indpakning

Fotos: Åbenkirke, Herning


aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

k ^i i ^\ ] Z Y h ` a j b b Z c

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

k ^i i ^\ ] Z Y h ` a j b b Z c

L E D E R

Johnny [email protected]

Hver dag oversvømmes vi af nyheder fra hele kloden, og mange af dem hand-ler om ulykke, sult, krig og elendighed - så meget, at vi nogle gange fristes til at tro, at det hele går ad helvede til. Hos en del af os giver det en følelse af håbløshed og opgivenhed blandet med en lyst til at gøre en forskel og afhjælpe noget af den nød. Der er bare så meget af den …Hvordan navigerer vi i alt dette? Hvem er min næste? Og hvor mange skal jeg og vi dele vores brød og velstand med?

Ingen tvivl om, at der i kristendommen er klare opfordringer til både næste-kærlighed og barmhjertighed og til at tage os af den faderløse, den fremmede og så videre. Før i tiden var det heller ikke det store problem. Når nødlidende kom på vores vej, var det naturligt for os som nation og som enkeltpersoner, at vi skulle hjælpe. Den store udfordring nu er, at med internettet og nyheds-formidlingens eksplosion så kommer hele kloden ’på vores vej’, og behov og ulykker, som vi før i tiden aldrig hørte om, er nu på vores skærme i løbet af få minutter.Realiteterne er dog, at verden ikke er et værre sted at være end før - tværti-mod, og behovene er ikke større, blot mere synlige.

Men hvad betyder det så for den enkelte af os? Når Jesus fortæller historien om den barmhjertige samaritaner og i den nævner tre personer, der kommer på det stakkels offers vej, så er det tydeligt, at de alle burde have været den mands næste. Men kun samaritaneren blev mandens næste - ved at hjælpe ham. Men selv samaritaneren reddede ikke alle vejfarende, der var blevet overfaldet, og de penge, han brugte til at hjælpe, kunne han jo ikke bruge på den næste ulykkelige situation, han måtte støde på.Vi bliver altså alle nødt til at prioritere dels hvor meget af vores rigdom, vi vil dele, og dels med hvem, vi vil dele den.

Jesus fortæller faktisk historien, fordi en lærd mand ville vide, hvad han burde gøre, og mod hvem, han burde gøre det. Hvis Jesus med historien rent faktisk svarer på spørgsmålet, må moralen være: Gør alt, hvad du kan, for den, som er i nød, der, hvor du møder nøden.Men som nævnt betyder det i vores dage, at vi må vælge, hvor vi møder nø-den, og hvad ’alt, hvad vi kan,’ betyder …

Hvad er vi villige til at ofre af tid og ressourcer - og til hvem i hvilken situa-tion? Det er en beslutning, vi alle kommer til at træffe. Enten velovervejet på forhånd eller spontant i situationen.

Hvornår bliver (det) næsten for meget?

Næsten for meget?

Gør alt, hvad du kan, for den, som er i nød, der, hvor du møder nøden

Nyt katalog er udkommet

Bestil på vores hjemmeside

7592 2022


aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

k ^i i ^\ ] Z Y h ` a j b b Z c

aZ Y Z g Z c

d h 5̂ b Z aaZ b

Wg Z k ` V hh Z c

Y Z WV i

` g d c ^`

k ^i i ^\ ] Z Y h ` a j b b Z cK L U M M E

Illus

trat

ion:

Pet

er N

iels

en

Rasmus Elkjær [email protected]

I 1994 var jeg i Sydafrika med foreningen YFC (Youth For Christ), hvor jeg var i en gruppe sammen med fem sydafrikanere og en enkelt dansker. Undervejs var der også tid til at være turist, og på et tidspunkt besøgte vi et område, hvor der blandt andet var en guldmine. Jeg husker, at man måtte tage en guldbarre med hjem, hvis man med en hånd kunne løfte den … og jeg forsik-rer om, at jeg virkelig forsøgte! Jeg gik dog ikke tomhændet hjem den dag, for i guldgraverbyen lod vi to unge danskere os overtale til at blive fotograferet. Fotografen regnede os åbenbart for et par, for vi blev klædt ud i tidstypisk tøj for begyndelsen af det 20. århundrede og stillet op til bryllupsfoto. Efterfølgende købte jeg en bruntonet kopi af billedet og fik den ide at bruge ugens kommunikationsmulighed til at sende min far en telefax. Han havde aftalt med sin arbejdsplads (en folkeskole), at jeg under mit afrikaophold måtte sende til skolens faxmaskine. Jeg sendte billedet med denne helt enkle tekst: Hej Far! Ærgerligt, at du ikke kunne være med til brylluppet. Faxen tikkede ind på maskinen om aftenen, og den pågældende nat var der desværre indbrud på skolen. Tyvene stjal computere og telefaxmaskine og efterlod ikke politiet andet spor at gå efter en et afrevet faxpapir på gulvet med et mystisk, 100 år gammelt, bruntonet foto med en kryptisk tekst fra et afrikansk telefonnummer.

Hovedbrud til politiet

Priv

atfo

to

domino januar 2016

Documents