komintern og de danske kommunister

Kadrerne afgør alt!

Sådan var Stalins ord til officererne fraDen Røde Hærs Akademi den 4. maj 1935.Og forholdet til partikadrerne betød unæg-teligt meget i den kommunistiske verdens-bevægelse. For den politisk strømning, derhavde sat sig selv på den ambitiøse opgaveat forandre ejendoms- og magtforholdenegrundlæggende på globalt plan, var med-lemmernes hengivenhed og loyalitet et om-drejningspunkt. Kadrearbejdet var en nøgletil intern kontrol og politisk disciplinering,og under 1930’ernes terror i Sovjetunionenblev selv små afvigelser endda til spørgsmålom liv eller død. I Danmark har en række historikere og

forfattere beskæftiget sig med de danskekommunister og brugt den biografiske gen-re til at forstå både de mennesker, der viedederes liv til en af de 20. århundredes storeideologier, samt de mekanismer, der virkedeinden for den kommunistiske bevægelse. Al-ene antallet af biografiske værker vidnerom en stærk interesse for emnet, og de poli-tiske biografier har generelt fundet et bredtpublikum med udgivelser fra landets føren-de forlag. Enkelte biografier som historie-professor Kurt Jacobsens biografi om Dan-marks Kommunistiske Partis (DKP) AkselLarsen må i dag regnes som en moderneklassiker. Det samme gælder biografien ompolitbureau- og folketingsmedlemmet ArneMunch-Petersen, som Komintern-medar-bejder forsvandt under udrensningerne iSovjetunionen. Arne Munch-Petersen-bio-grafien, der baserede sig på personsager ibåde Kominterns arkiv og det hemmeligepoliti, KGB’s arkiv, blev skrevet i denselvransagelsesproces, som den sidste DKP-formand inden Sovjetunionens sammen-brud, Ole Sohn, gennemgik efter Murensfald i november 1989 og opløsningen af detDKP, som man kendte under den koldekrig. Både han og mange andre spurgte sig

1

KOMINTERNOG DEDANSKEKOMMU-NISTEREt dansk-russisk projekt om de danske personsager i Kominterns arkiv

Af Jesper Jørgensen og Thomas Wegener Friis

xx

selv: Hvordan havde kommunismen funge-ret i praksis? Og hvorfor var engagerede ogkritiske borgere i et lille velstående land pa-rate til at hengive sig til en utopisk tanke ogtil et politisk bevægelse, der kunne være enkrævende og til tider altfortærende elsker? Kommunismens historie har fostret en

lang række vigtige politiske personligheder.Hver især har de haft store roller i Dan-marks historie, fuldstændig upåagtet, atDKP parlamentarisk set forblev et margi-nalt fænomen, og kommunisterne derved al-drig fik direkte del i landets politiske magt.Et vigtigt element i forklaringen på interes-sen for kommunisternes historie i Danmarkmå derfor også ligge i, at kommunisternevar en del af en verdensbevægelse med cen-trum i Moskva, der blev opfattet som denstørste trussel mod “den frie verden” medde kapitalistiske, parlamentariske demokra-tier i Vest som de dominerende. Herved fikden kommunistiske bevægelse en nøglerollei det såkaldte korte 20. århundrede fra be-gyndelsen af Første Verdenskrig i 1914 tilSovjetunionens opløsning i 1991. Historienom kommunismen en historie med mangespørgsmål og få lette svar, og netop derfortyder alt på, at strømmen af biografier omdanske kommunister vil fortsætte. Nøglen til god forskning er kilder, og en

hel del af kilderne til den danske kommu-nismes historie skal findes i arkiverne i Mo-skva. Som følge af den store interesse for dekommunistiske personligheder, har det der-for været naturligt for os, at kaste os overkadresager. Især sagerne fra Komintern-ti-den er centrale. Den generation af kommu-nister, der havde deres politiske udgangs-punkt i Stalintiden, kom til at præge DKPog danske forhold i årtierne, der fulgte. Somfølge heraf har personsagerne i Kominternsarkiv været et oplagt valg af tema for dendansk-russiske kildesamling, Датскиекадры Москвы в сталинское время.

Избранные документы из личных делдатчан в архиве Коминтерна [Danske Mo-skvakadrer i Stalintiden. Udvalgte doku-menter fra de danske personsager i Komin-

terns arkiv], der udkom i 2013.1 Kildesam-lingen var afslutningen på projektet ‘Ko-mintern og de danske kommunister’, finan-sieret af Carlsbergfondet, men forhåbentligstartskuddet for et fremtidigt dansk-russisksamarbejde om historiske emner af gensidiginteresse. I det følgende vil vi nærmere præsentere

projektet, herunder de vigtigste kildetyper ide danske personsager samt placere materi-alet i forhold til kildesituationen for forsk-ningen i dansk kommunismes historie.Først det sidste.

Den nye kildesituation efter Murens faldEfter 1990 ændredes forudsætningerne forforskningsfeltet sig grundlæggende pågrund af flere arkivåbninger. Af de uden-landske arkiver har især Kominterns arkiv,der er en samlebetegnelse for arkiverne efterKomintern (1919-1943) i det RussiskeStatsarkiv for Socio-Politisk Historie(RGASPI), tiltrukket sig opmærksomhed.Arkivet blev samme med en lang række an-dre arkiver åbnet efter Sovjetunionens op-løsning. Fra dansk side hjemtog DKP, Ar-bejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv(ABA) og forskellige historikere, bl.a. KurtJacobsen og Morten Thing, kopier fra Ko-minterns arkiv til ABA. Parallelt hermed blev der i 1993 nedsat

en styregruppe under ledelse af den danskerigsarkivar, Johan Peter Noack, der lagdeen stor indsats i udarbejdelsen af registran-ten Danica i Rusland. Kilder til Danmarkshistorie efter 1917 i russiske arkiver (1994).Efterfølgende fik Rigsarkivet kopieret om-kring 12.000 sider fra bl.a. SovjetunionensKommunistiske Partis (SUKP) centralko-mites arkiv fra den arkivinstitution, der idag hedder Det Russiske Statsarkiv forSamtidshistorie (RGANI). Sammen medtidligere indsamlede dokumenter er dissefortegnet i vejledningen Danica fra Rusland(1997).2 I denne samling er ikke kopier fraKominterns arkiv, men der kan findes an-

ARBEJDERHISTORIE NR. 2 20142

det vedr. DKP. Den næste større indsamlingaf DKP-relevant materiale fra udenlandskearkiver (især russiske og tyske) skete i for-bindelse med udarbejdelsen af Dansk Insti-tut for Internationale Studiers (DIIS) fire-binds værk Danmark under den kolde krig.Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991(2005). Baggrundsmaterialet for rapportenbefinder sig nu på DIIS Biblioteket iKøbenhavn.Selvom der således er blevet overført

mange kopier af arkivalier vedr. DKP tilDanmark, befinder der sig selvfølgelig sta-dig store mængder af relevant materiale iudlandet, især i Rusland og Tyskland, ogisær for perioden efter 1945. For Tysklandsvedkommende er det østtyske kommunist-partis, Sozialistische Einheitspartei Deutsch-lands (SED), arkiv af åbenbar interesse.Partiets arkiv befinder sig i dag i StiftungArchiv der Parteien und Masseorganisationder DDR im Bundesarchiv (SAPMO-BArch) – et arkiv med meget fine adgangs-betingelse helt frem til 1989. Eneste minusved arkivet er, at det lykkedes partiet at de-struere dele af arkivet for perioden fra Mu-rens fald til kommunistpartiets opløsning.Arkivalierne fra SAPMO-BArch har fleregange været genstand for danske forskeregranskning og har desuden været inddrageti det statslige kommissionsarbejde. Udoverarkivalierne i det centrale partiarkiv, inde-holder Landsarkivet i Greifswald også ma-teriale, der er relevant for historien om rela-tionerne mellem det danske og det østtyskekommunistparti, fordi det omfatter arkivetfra SED’s distriksafdeling i Rostock, arki-valier til kommunistiske Østersø-samar-bejdsfora samt for de såkaldte Østersøuger,der var politiske festivaler, der blev afholdt iDDR fra 1958-1975. Et andet vigtigt nabol-and for de danske kommunister var Polen,hvor Udenrigstjenesten og Det ForenedePolske Arbejderparti også var i tæt dialogmed DKP. Kilder til disse kontakter er arki-veret i Det Polske UdenrigsministeriumsArkiv (AMSZ) og i Arkivet for Nye Akter(AAN), begge i Warszawa.De tidligere tjek-

koslovakiske og de rumænske arkiver erindtil nu kun i meget begrænset omfang ble-vet anvendt i en dansk forskningssammen-hæng. Arkiverne i de øvrige østeuropæiskelande mangler endnu at blive undersøgt afdanske forskere.På vestlig side ligger blandt andet de

vestlige landes udenrigs- og efterretningstje-nester inde med relevant materiale, og dan-ske historikere er i stigende grad begyndt atbenytte især engelske og amerikanske kildertil dansk koldkrigshistorie, for eksempel fraforløber organisationen til CIA Office ofStrategic Services (OSS) til at kaste lys pådet vestlige antikommunistiske arbejde.DKP’s arkiv er af indlysende grunde cen-

tralt for studiet af dansk kommunisme. Tid-ligere havde det af politiske grunde væretutænkeligt, at forskere uden videre kunne fåadgang til partiets arkiv, men ca. ½ år in-den Murens fald besluttede DKP sig på op-fordring af en gruppe kommunistiske histo-rikere for at overdrage sine arkivalier tilABA. I juni 1989 påbegyndtes nedpakningog flytning af arkivalier, trykt materialem.m. fra partihuset i Dr. Tværgade iKøbenhavn. Senere købtes også partiavisenLand og Folks billedsamling af konkursbo-et, og efter 2 år var der indsamlet over 900flyttekasser. I 1997 blev arkivet officieltåbnet for forskningen, og siden da harDKP’s arkiv været et af de mest benyttedearkiver i ABA. I perioden 2006-2009 er ord-ningen og registreringen af arkivet blevetfærdiggjort, således at det er muligt at dan-ne sig et indtryk af alle dele af arkivet viaregistranten. Løbende er der tilføjet nyt ma-teriale til arkivet, ligesom der stadig ind-kommer nye arkivalier vedr. DKP.I tilknytning til DKP-arkivet er der regi-

streret en lang række af andre organisatio-ner og personers arkiver, hvoraf de vigtigsteer partiets ungdomsorganisation DanmarksKommunistiske Ungdom (DKU), Forenin-gen Folkepressen, Landsforeningen til Sam-virke mellem Danmark og Sovjetunionen,Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed,Den danske komite for Arbejderkonferen-

KOMINTERN OG DE DANSKE KOMMUNISTER 3

cen, partiformændene Knud Jespersen ogOle Sohn, ledende partifolk Ib Nørlund ogVilly Fuglsang samt omkring 70 lokaleDKP- og DKU-afdelinger. Stadig er ogsåmateriale fra den oprindelige aflevering, derendnu ikke er registreret, blandt andet arki-ver efter DKP København, DKP Midtjyl-land, Kommunistiske Studenter og chefre-daktør Villy Karlsson.Centrale dokumenter fra Kominterns ar-

kiv, ABA og den uofficielle partiarkivar, Ta-ge Revsgaard Andersens private samling,der i 2009 blev afleveret til Arbejdermuseet& ABA, er udgivet i besættelsestidshistori-kerne Hans Kirchhoff og Aage Trommers“Vor Kamp vil vokse og styrkes”. Dokumen-ter til belysning af Danmarks kommunistiskePartis og Frit Danmarks virksomhed 1939-1943/44 (Selskabet for Udgivelse af Kildertil Dansk Historie 2001). Endelig findes derarkiver efter enkelte partiafdelinger lokalt,fx i Odense og Aalborg, ligesom en delkommunister eller deres efterladte har valgtat placere papirer på andre arkivinstitutio-ner, fx den mangeårige partiformand AkselLarsens arkiver i Rigsarkivet og den inter-nationalt kendte, kommunistiske forfatterMartin Andersen Nexøs arkiv på Det Kon-gelige Bibliotek. Arkivalierne til DanmarksKommunistiske Partis historie er såledessamlet set langt mere omfattende, mere til-gængelige og på grund af partiets speciellenationale og internationale position mereforskelligartede end andre danske partiers,og heri ligger endnu en forklaring på, hvor-for DKP stadig i dag tiltrækker historiker-nes interesse i et omfang, der på ingen mådestår mål med partiets faktiske indflydelse.Dertil skal lægges, at der formodentlig

stadig ligger meget materiale hos tidligereaktører og deres familier, samt at de danskeefterretningstjenesters arkiver endnu ersvært tilgængelige for de fleste forskere. Dendanske militære og udenrigsefterretningsef-terretningstjeneste, Forsvarets Efterretning-stjeneste (FE), har ganske vist siden 2000været i gang med et omfattende afklassifice-ringsprojekt, og tjenesten foretog i 2012 en

meget omfattende aflevering af arkivmate-riale til det danske Rigsarkiv, en samlingsom endnu kun få historikere har benyttetsig af. Det primære ansvar for infiltreringenog overvågningen af DKP lå imidlertid hosPolitiets Efterretningstjeneste (PET). Her-fra er der endnu kun blevet afleveret få ar-kivalier til Rigsarkivet. Lagt de fleste arki-valier er enten destrueret af tjeneste selv el-ler opbevares i dets hovedkvarter i Buddin-ge. Her er adgangen til arkivet og afklassifi-ceringen af dokumenter forbundet medstort besvær for normale forskere. Histori-kere har til gengæld kunnet anvende arkiveti forbindelse med statslige undersøgelses-kommissioner. De kommende år vil vise,hvorvidt det vil lykkes at normalisere ad-gangen til efterretningsarkiverne i Dan-mark, eller om man vil falde tilbage til denmeget restriktive praksis, der gjorde sig gæl-dende før 2000.

Projektet Komintern og de danske kommunisterKildesamlingen om ‘de danske Moskvaka-drer’ var som nævnt slutpunktet for arkiv-og forskningsprojektet Komintern og dedanske kommunister (2011-2013), der bådesigtede mod at skabe ny viden om forholdetmellem det danske kommunistparti og Ko-mintern, samt mod at forbedre samarbejdetmellem danske og russiske forskere, et for-hold der i flere år havde ligget stille. Projektet tog først spørgsmålet om betyd-

ningen af opløsningen af Komintern op påen dansk-russisk konference, Komintern ogde dansk-sovjetiske relationer, den 16.-17.september 2011 på Syddansk Universitet,arrangeret af Center for Koldkrigsstudierved Syddansk Universitet og Arbejdermu-seet & ABA – den første dansk-russiske hi-storikerkonference om de to landes bilatera-le forhold, som var blevet afholdt i årevis.Resultatet af konferencen udmøntede sigbl.a. i en antologi med samme titel, redige-ret af Jesper Jørgensen, Alexander Chuba-ryan, Andrei Sorokin og Thomas Wegener


Friis og udgivet af Arbejdermuseet & Ar-bejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i2012. Bogen blev først lanceret ved et arran-gement på Arbejdermuseet med officiel del-tagelse fra den Russiske Føderations Am-bassade i Danmark. Herefter fulgte enpræsentation af bogen på den danske am-bassade i Moskva. Antologien indledes med Kurt Jacobsens

anekdotiske indlæg på konferencen om atvære den første dansker i Kominterns arkiv.Han mindedes, hvordan han i 1984 som re-præsentant for Danmarks KommunistiskeParti blev hentet i lufthavnen i en sort Volgamed gardiner og kørt til det såkaldte “HotelTak”, hvor udenlandske kommunister varindkvarteret på SUKP’s regning. Jacobsenfortalte om mødet med SUKP’s Centralko-mites Internationale Afdelings referent tilDKP, Vladimir Savko og om stive vodkaerog boggaver fra politbureaumedlem BorisPonomarjov. Vigtigst var dog, at han fik ad-gang til hidtil utilgængelige, sovjetiske arki-valier, der rummede historier, som ikke allepartikammeraterne hjemme i Danmarkhavde lyst til skulle fortælles. Det danskekommunistiske parti havde mange tabuer isin historie, men nu blev historien alligevelfortalt. Kurt Jacobsen skrev først Moskvasom medspiller. DKP’s gennembrud og AkselLarsens vej til Folketinget i 1986, siden Mel-lem København og Moskva i 1989 om DKP i1920’erne og endelig biografien om AkselLarsen i 1994. Gennemgående var billedet,at DKP’s kontakt til SUKP og Kominternvar mere intim, end partiet gennem tidenhavde givet udtryk for. Jacobsens bøger varmilepæle for historieskrivningen, fordi hansom en af de første på baggrund af det pri-mære kildemateriale og ikke mindst kritiskanalyserede det danske partis historie. I kølvandet på Jacobsen fulgte en bred

skarer af ældre og yngre danske forskeremed interesse for Sovjetunionens historiesamt kolleger fra Rusland og Østrig. Frarussisk side var det Nikita Petrov fra Me-morial, Natalia Lebedeva og Nataliya Egor-ova fra Ruslands Videnskabsakademis In-

stitut for Verdenshistorie samt MikhailProzumenschikov og Svetlana Rosental frahenholdsvis RGANI og RGASPI. Slutteligtbidrog den østrigske historiker Peter Rug-genthaler fra Ludwig Boltzmann Institutfür Kriegsfolgen-Forschung, hvis samarbej-de med russiske kolleger har været til storinspiration for Kominternprojektet. Samlet set viste konferencen og antologi-

en, hvordan Danmark og Sovjetunionenshistoriske relationer med fordel kan gribesan i et dansk-russisk samarbejde. Sammekonklusion drog i øvrigt også den danskeambassadør Tom Risdahl Jensen, der vedpræsentationen af bogen i Moskva den 26.februar 2013 fremhævede, at der ikke siden1993, hvor Dansk Udenrigspolitisk Institut(DUPI) udgav Danmark og Rusland i 500år, havde været et lignende dansk-russiskhistorieprojekt. DUPI-udgivelsen er ganskevist udkommet på begge sprog, men er tilgengæld udelukkende skrevet af danske for-fattere. Set i den sammenhæng så den dan-ske ambassadør udgivelsen af dette projektsantologi med bidrag fra både danske ogrussiske forskere som en helt ny vej for detdansk-russiske samarbejde. Efter konferencen tog projektet for alvor

fat på den vægtigste del af projektet Komin-tern og de danske kommunister, nemlig digi-taliseringen af de danske personsager i Ko-minterns arkiv samt udgivelsen af den om-talte kildesamling baseret på personsagerne.Dette materiale har kun i begrænset omfangværet brugt før. De kendteste eksempler erde tidligere nævnte biografier om AkselLarsen og Arne Munch-Petersen, men derer mange andre danske personsager i Ko-minterns arkiv.

Kominterns arkivDet for kommunismeforskningen legendari-ske arkiv, RGASPI, dækker groft sagtRusland/Sovjetunionens kommunistiskepartis historie pre-1952. Institutionen er etaf de mest kendte arkiver i Rusland, såvelsom i resten af verden, og udover partiarki-


vet råder det over en rig beholdning af arki-valier og museumssamlinger. Tusindvis afforskere gæster hvert år RGASPI for at for-ske i russisk og international historie. De ar-kivalier, der findes her, har givet og giverfortsat stof til et væld af monografier, kilde-samlinger, artikler samt dokumentar- ogspillefilm og fjernsynsudsendelser. Men istørstedelen af det 20. århundrede var arki-verne i RGASPI lukket land for forskere.Arkivinstitutionen blev oprettet i 1921,hvor Det Russiske Kommunistparti (bolsje-vikkerne) oprettede Instituttet for Marx ogEngels til bl.a. at tage vare på det såkaldteCentrale Partiarkiv. Siden skiftede instituti-onen navn til Instituttet for Marx, Engelsog Lenin (1931-1954); Instituttet for Marx,Engels, Lenin og Stalin (1954-1956); Insti-tuttet for Marxisme-Leninisme (1956-1991);og først under navnet Det Russiske Centerfor Bevaring og Undersøgelse af Dokumen-ter fra Nyere Historie (RTsKhIDNI) (1991-1999) blev der åbnet op arkivet. Kominterns arkiv udgør en stor del af

RGASPI’s samling. Den verdensomspænd-ende organisation producerede i forbindelsemed sit virke store mængder papir, der i dagudgør 70 delarkiver med mere end 500 for-tegnelser og over 300.000 enkeltenheder, el-ler sagsmapper. Samlingen afspejler helemangfoldigheden i organisationens virke:kongresser, plenarmøder, de ledende orga-ner og afdelinger under Kominterns ekseku-tivkomite (EKKI), de regionale bureauer,de permanente og provisoriske kommissio-ner, landesekretariaterne, EKKI-sekretærer-nes egne sekretariater, kommunistpartiernesrepræsentationer ved EKKI og andre un-derafdelinger. En omfangsrig og betydningsfuld del af

arkivet udgøres af de dokumenter, derknytter sig til de mere end 70 kommunist-og arbejderpartier, der udgjorde Komin-terns enkelte sektioner. De dokumenter, derer forbundet med DKP, er blevet ordnet i enseparat samling (Fond 495, Opis 174) ogomfatter 184 sagsmapper (dela). I dennesamling, der spænder over årene fra 1916 til

1941, findes meget forskelligt materialeknyttet til det danske parti. Der er tale omreferater fra kongresser, konferencer ogplenarmøder; mødeprotokoller og andredokumenter udstedt af såvel partiets ledelsesom regionale distriktsforeninger og de lo-kale partiforeninger; resolutioner, cirku-lærer, teser, korrespondancer med de skan-dinaviske broderpartier, EKKI eller Profin-terns eksekutivbureau angående situationeni landet, partiet og fagbevægelsen, kampenmod fascismen og skabelsen af en folke-front. Mange af dokumenterne afspejler si-tuationen internt i partiet, i særdeleshedfraktionskampene i DKP’s ledelse og regio-nale afdelinger. De fleste landes kommunistpartier havde

faste repræsentationer ved EKKI, og de ud-fyldte rollen som mellemmænd og formidle-re mellem Komintern og de enkelte partier.I samlingen haves derfor fx breve og rap-porter henvendt til EKKI skrevet af DKP’srepræsentanter i dette organ, bl.a. Aage Jør-gensen, samt deres korrespondance medmedlemmerne af DKP’s centralkomite,Martin Nielsen og Thøger Thøgersen samtden ansvarshavende redaktør for partiavi-sen, Ernst Christiansen. Denne korrespon-dance omhandler uenighederne internt ipartiet i forbindelse med sagen vedrørendeThøgersen, Nielsen og Robert Gronemann i1927, eksklusionen af medlemmerne af detsåkaldte “gamle parti” fra DKP i 1923, un-dervisningen af danske studenter på DenInternationale Leninskole (MLS) og DetKommunistiske Universitet for Vestens Na-tionale Mindretal (KUNMZ), også blotkaldt Vestuniversitetet, og eksklusionen afAksel Larsen og Martin Nielsen fra DKP i1931.Der forefindes ligeledes breve forfattetaf DKP’s repræsentanter ved EKKI hen-vendt til Kominterns Internationale Kon-trolkommission (IKK) omhandlende dentidligere ledende DKP’er Thøgersens frakti-onsvirksomhed og fratagelsen af hans sta-tus som kandidatmedlem af EKKI 1931-1932. Derudover findes aviser, bulletiner,plakater, løbesedler o.l. Fra årrækken 1924-


1934 findes enkelte numre af Arbejderbladetsamt løbesedler og bulletiner udsendt afdanske fagforeninger og faglige afdelingerog klubber.Dokumenter, der relaterer sig til Dan-

mark, kan i øvrigt findes i mange andre afRGASPI’s underarkiver og samlinger, omikke i samtlige. På et væsentligt punkt ska-ber de tilgængelige samlinger imidlertidendnu ikke noget klart billede, nemlig nårdet gælder det særligt hemmelige partiarbej-de udført af EKKI’s Afdeling for Internati-onal Forbindelse (OMS) samt af de sovjeti-ske hemmelige tjenester. For den type afpolitisk arbejde er forskerne fortsat hensattil fortrinsvis at støtte sig til spredte henvis-ninger, der findes i det tilgængelige kilde-materiale, samt til modpartens billede,sådan som eksempelvis det tyske Gestapotegnede det i sit arbejde med at optrævle dekommunistiske netværker. Den danske for-sker Niels Erik Rosenfeldt har helt genereltpåpeget betydningen af OMS-materialet isit toneangivende værk The “Special” Wor-ld. Stalin’s power apparatus and the Sovietsystem’s secret structures of communication,som blev udgivet 2009. For Skandinaviensvedkommende har Lars Borgersrud medWollweberorganisasjonen i Norge fra 1997undersøgt de konspirative kommunistiskenetværker, ligesom den tyske forskerMichael F. Scholz har arbejdet med de ek-silerede, tyske kommunister, der fra Skandi-navien fortsatte deres politiske kamp modHitler-Tyskland i samarbejde med deresskandinaviske kampfæller og i koordinationmed Komintern og de sovjetiske myn-digheder.Tidligere ville det for forskerne have

krævet mange måneders eftersøgning ikartoteker og papirfortegnelser at opsporerelevante dokumenter i RGASPI, men denusvækkede interesse for Kominterns histo-rie betød, at det i 1997 blev besluttet på TheInternational Council of Archives’ (ICA)initiativ og med støtte fra Europarådet atdigitalisere centrale dele af Kominterns ar-kiv. Dette var et projekt uden sidestykke i

Rusland, og det tog omkring seks år at rea-lisere. Foruden medarbejdere fra RGASPIdeltog førende nationale arkiver i Tyskland,Frankrig og Schweiz, de spanske og italien-ske kulturministerier, den amerikanske Li-brary of Congress og andre organisationer iprojektet, der blev ledet af The Internatio-nal Committee for the Computerization ofthe Comintern Archive (INKOMKA). I løbet af projektperioden frem til 2003

blev der registreret mere end en kvart milli-on informationsposter i databasen, helt nedtil enkelte sagsmapper og dokumenter samtoprettet omkring halvanden million digitaleudgaver af enkeltdokumenter.3 Digitalise-ringen af RGASPI’s samlinger er siden fort-sat. I 2005 indledtes arbejdet med digitalise-ringen af det sovjetiske politbureaus akterunder titlen “Politburo TsK VKP(b)”. Pro-jektet realiseres med finansiel støtte fra IN-KOMKA’s arving, Den Internationale Sam-menslutning til Støtte for Arkiverne, medhovedsæde i Koblenz i Tyskland. I 2008blev et nyt projekt, “I Stalins elektroniskearkiv”, søsat med finansiel støtte fra detamerikanske universitet Yale. Senest harRGASPI lagt et stort arbejde i at få digitali-seret arkivfond 545 for den InternationaleBrigade i den spanske borgerkrig, i hvilkender også findes dokumenter om danske sol-dater. Det drejer sig om registre, biografier,personbeskrivelser, ID-kort, fotografier,rapporter afgivet af Kommissionen forUdenlandske Kadrer under det spanskekommunistpartis centralkomite angåendede danske frivillige og andre akter. Projektetom Komintern og de danske kommunisterhar ligeledes været et skridt videre iRGASPI’s store digitaliseringsproces, dergør arkivet lettere tilgængeligt internatio-nalt.

Kominterns personsagerIndholdet i personsagerne består i førsterække af formularer med personlige data,biografier, breve og ansøgninger udfærdigetaf de personer sagen omhandler. I anden


række indeholder de oplysninger, noter omudnævnelser, overflytninger, afskedigelsersamt karakterskitser og anbefalinger sam-mensat af medarbejderne fra EKKI’s Ka-dreafdeling og kommunistpartiernes re-præsentanter ved EKKI, der førte et ind-gående opsyn med pålideligheden af de op-lysninger, der blev angivet i sagerne. De ret-tede, tilføjede oplysninger og dementeredeindimellem informationer angivet i formu-larerne og biografierne. I nogle sager fore-findes protokoller og referater fra den Inter-nationale Kontrolkommission. Denne varKominterns officielle, straffende organ, derkunne ekskludere partimedlemmer og førtetilsyn med forskellige konfliktsituationersamt tog de nødvendige beslutninger i denforbindelse.Der findes i RGASPI 402 danske per-

sonsager og de inkluderer i alt 606 forskelli-ge personer. Det svarer til cirka 1/155 af al-le personsagerne i Kominterns arkiv. I dedokumenter, der indgår i sagerne, kan manfølge ikke blot enkelte skæbner, men ogsåde historiske processer, der fandt sted i denførste halvdel af det 20. århundrede, medalle deres dramatiske og tragiske øjeblikke.Iblandt disse har 1930’ernes stalinistisketerror naturligvis en fremtrædende plads. Idet meste af materialet findes dog ikke di-rekte vidnesbyrd om, at folk blev udsat forhårde repressive tiltag. På grundlag af selvedokumenternes indhold kan man imidlertidindirekte slutte sig til, at sådanne tiltag blevanvendt. Den stalinistiske terror kan kunpåvises i forhold til enkelte danske kommu-nister, der befandt sig i Sovjetunionen. Enaf disse var Claus Jensen (også kendt undernavnet Egon Andrejevitj Bech), der i 1938blev arresteret af det hemmelige politi NK-VD for “antisovjetisk agitation”. I 1939blev han idømt seks års fængsel, og i 1941blev han i tillæg af distriktsdomstolen i Ar-khangelsk idømt fem års arbejdslejr. Efter-følgende blev der lagt fem år til denne strafgrundet flugtforsøg fra lejren. I 1956 blevhan rehabiliteret. Et andet eksempel er denkendte historie om Arne Munch-Petersen,

der blev arresteret af NKVD i juli 1937, dahan var mistænkt for at være “medlem afen kontrarevolutionær, trotskistisk organi-sation”. Munch-Petersen døde den 12. no-vember 1940 af tuberkulose i Butyrka-fængslets infirmeri, imens efterforskningenaf hans sag stadig stod på.De danske personsager er placeret i Fond

495 (Kominterns eksekutivkomite (EKKI)),Opis 208 (Danske personsager) og består af466 sagsnumre (delo-numre). De 402 af sa-gerne befinder sig som nævnt hos RGASPIog har udgjort basismaterialet for projektet.44 af personsagerne er placeret hos DetRussiske Statsarkiv for Samtidshistorie(RGANI) og de resterende 20 delo-numreer såkaldt frie (‘svobodnyi’) numre, fx delonr. 1. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfordisse frie numre eksisterer. Derimod kendesbaggrunden for placeringen af nogle af sa-gerne hos RGANI; SUKP fortsatte arkive-ringen i personsagerne efter overflytningenaf arkivet fra Komintern. Siden hen blev sa-ger løbende tilbageført til Institut for Marx-isme-Leninismes Central Partiarkiv (det se-nere RGASPI), når de ikke længere skullebruges i det daglige partiarbejde, typisk etpar år efter vedkommendes død, men dennepraksis stoppede i begyndelsen af 1990’er-ne.

Kildesamlingen Danske MoskvakadrerKildesamlingen Датские кадры Москвы всталинское время er som andre kildesam-linger et produkt af en udvælgelsesproces. Iførste omgang stod vi altså med 402 sager,omfattende 11.077 sider. I forhold til selvepersonsagerne i papirform var der alleredeforetaget et fravalg i materialet i form af fxpjecer, bøger o.l., der ikke er blevet scannetaf praktiske grunde. Det første valg redakti-onsgruppen herefter besluttede sig for, var,at den udelukkende ville fokusere på sager-ne efter danske kommunister, da det umid-delbart er her de vigtigste og bedste histori-er ligger. Derfor blev sagerne på socialde-


mokrater, borgerlige politikere (ministre),partiløse og udenlandske kommunister sor-teret fra. Dernæst blev også fem kollektivsa-ger, der omhandler danske spaniensfrivilligeudskilt, fordi RGASPI som nævnt alleredeer i gang med et større digitaliseringsprojektomkring den spanske borgerkrig.Så blev der foretaget en periodemæssig

afgrænsning, nemlig Stalintiden fra 1922 til1953. Kildesamlingen slutter dermed be-vidst ikke med opløsningen af Komintern,eftersom der hersker almindelig konsensusom, at Sovjetunionens dominerende rolleefter krigen, og at opløsningen af Komin-tern først og fremmest tjente taktiske for-mål. Kadresagerne viser også, at sagsarkive-ringen fortsatte upåagtet de organisatoriskeforandringer. 1922-1953 er samtidig hoved-perioden for Opis 208, om end enkelte af deomfangsrige sager går helt frem til 1989 ogindeholder meget interessant materiale omde senere partiformænd, Knud Jespersen ogJørgen Jensen, og andre ledende partifunk-tionærer, i form af bl.a. indberetninger fraden sovjetiske ambassade i København tilSUKP, hvilket vil blive behandlet efter gen-nemgangen af de vigtigste kildegrupper ikildesamlingen. Kun enkelte dokumenterstammer fra tiden før 1922 – fra den danskedeltagelse i Kominterns 2. og 3. kongres ihhv. 1920 og 1921. I udvalget af kilder fra de danske kom-

munister blev der også fravalgt bestemte kil-detyper; især avisudklip, løbesedler, artikel-manuskripter, nyhedstelegrammer o.l. mas-seomdelt materiale. Fokus har været på detunikke materiale; breve, biografier, elevvur-deringer og forskellige typer af rapporterin-ger. Endelig fokuserede vi på de særligt in-teressante sager/personer, der kan fortællemest om, hvordan Komintern og DKP fun-gerede i Stalintiden. Det er som regel om-kring disse personer, de centrale politiske ogpersonlige konflikter i DKP’s historie harudspillet sig. Følgelig er ledende og kendte,danske kommunister blevet prioriteret, fremfor mindre betydningsfulde kommunistermed “tynde” sager. Det var dog samtidig

ambitionen at vise bredden i persongalleri-et, hvorfor der er medtaget eksemplariskedokumenter fra stort set glemte kommuni-ster. Især eleverne fra Leninskolen og Vestu-niversitetet samt Kominterns danske kure-rer har haft redaktionsgruppens bevågen-hed. Sproget i samlingens dokumenter er pri-

mært på russisk, tysk og dansk. Efter 1943næsten udelukkende på russisk. Til kilde-samlingen blev de mest centrale kilder ud-valgt uden skelen til sproget. Vi var selvføl-gelig klar over, at mange ikke mestre alle tresprog, men den sproglige udfordring ersamtidig et uomgængeligt vilkår, hvis manvil beskæftige sig med denne del af histori-en. Til gengæld er hele basismaterialet efterprojektets afslutning – som det er god vi-denskabelig praksis – tilgængeliggjort fraRGASPI og fra Arbejdermuseet & ABA, såandre forskere kan tage tråden op og forskevidere i materialet.

Biografier og selvbiografierUdover almindelige skrivelser frem og tilba-ge i Komintern-systemet, så er biografierneden dokumenttype, der er mest domineren-de i samlingen af de danske personsager.Næsten alle sagerne indeholder enten selv-biografier eller biografier skrevet eller sam-menfattet af andre, og mange af sagerne in-deholder begge slags. Dette forhold er ikkeoverraskende. Biografier er en ganske ty-pisk dokumenttype for personsagsarkiver.Det samme gælder for de andre landes per-sonsagssamlinger i Kominterns arkiv og forandre arkiver, fx efterretningsarkiver, mener ikke mindre interessant af den grund.Kominterns biografier har også alleredeværet genstand for en række videnskabeligeundersøgelser. For de vesteuropæiske landeskommunistpartier findes der således under-søgelser, der har set nærmere på de tyske,franske, norske og finske kommunisterssåkaldt “institutionaliserede biografier”.Gennemgående er der enighed om, at derkan udledes ganske meget af den måde som


Kominterns kadreafdeling indhentede bio-grafiske oplysninger om sine kadrer. Praksissen med at udarbejde de korte

biografier over kommunisterne blev almin-deligt i Sovjetunionen efter Oktoberrevolu-tionen, og fra 1920’erne udbredtes den tilresten af den kommunistiske bevægelse iforbindelse med “bolsjeviseringen” af denationale kommunistpartier. Fra begyndel-sen af 1930’erne blev den biografiske refe-renceramme essentiel i Komintern og parti-ernes magtrelationer, hvilket manifesteredesig med oprettelsen af nationale kadreafde-linger og kontrolkommissioner, der fikmandat til at indhente efterretninger ompartimedlemmerne og sanktionere dem omnødvendigt. Biografierne blev således etsærdeles magtfuldt redskab, der først ogfremmest blev brugt til at kontrollere og re-kruttere partimedlemmerne. Opbygningen af biografierne var som

hovedregel skematisk omkring social bag-grund, uddannelse, politisk virksomhed, fa-milieforhold, bekendtskabskreds og eventu-elle straffe. Ud fra denne forudbestemteskabelon noteredes vigtige meritter i perso-nernes liv af både negativ og positiv karak-ter. De positive elementer kunne være op-nåelse af betroede poster og funktioner in-den for partiet, eller det kunne være positivkritik fra ledende partikammerater og fraophold på en kadreskole. De negative mer-itter var til gengæld af kompromitterendeart. Den biograferede kunne fx på en elleranden måde have misvedligeholdt et parti-hverv, omgåedes de forkerte partikammera-ter på forkerte tidspunkter eller fået negativkritik fra andre kadrer eller kadreskolen. Det er gennemgående, at der var stor fo-

kus på personlige svagheder og oppositio-nelle tendenser. De værste betegnelser var iså fald at være antipartisk, højreopportu-nist, brandlerist (efter Heinrich Brandler),trotskist (efter Leo Trotskij) og senere tito-ist (efter Josip Tito). For de biograferedepartimedlemmer kunne kompromitterendeoplysninger – ‘kompromat’ – være øde-læggende for fremtidig avancement inden

for bevægelsen eller direkte livstruende, dade på den baggrund kunne blive vurderetsom en sikkerhedsrisiko. Sammenlignetmed forholdene for andre landes kommuni-ster var sanktionerne mod danske kamme-rater, der faldt i Komintern eller partietsunåde, dog moderate; typisk eksklusion afpartiet. I knapt så grelle tilfælde kunne detkomme på tale at gå bodsgang i form afselvkritik. Denne selvkritik optrådte også iselvbiografierne, og den var udbredt og for-ventet, hvis man på et tidspunkt havdeværet afvigende i forhold til Kominterns“generallinje”. Især hvis kommunisten hav-de været på den forkerte side af en magt-kamp i partiets ledelse, så skulle det bekla-ges – og huskes. I det tyske kommunistparti var en sådan

central begivenhed den såkaldte ‘Wittorf-Affäre’ i 1928, hvor partilederen ErnstThälmann kortvarigt blev afsat. Som tyskkommunist skulle man i mange år derefterredegøre for sin position i den konflikt ogbeklage det, hvis man havde været i opposi-tion til Thälmann. I det danske kommunist-parti var der en lignende konflikt i 1927,hvor den daværende ledelse (”Hellberg-Christiansens opportunistiske antiparti-gruppe”) blev gået til fordel for mere mos-kvatro kommunister. Parallelt med selvkri-tikken er der oplagte eksempler på, at denenkelte kommunist har “pyntet” på sin hi-storie, enten ved udeladelser eller ved tids-mæssig tilbageførelse af medlemskab afparti eller ledende organer, for at få cv’et tilat fremstå mere robust, end det egentlig var.Der er derfor også talrige eksempler påmindre variationer i sagerne omkring årstalfor forskellige forhold, hvilket dog også kanskyldes ikke-intentionelle erindringsforsky-delser. Den mest systematiske analyse af fæno-

menet med den kommunistiske produktionaf disse institutionaliserede biografier erClaude Pennetier og Bernard Pudals analy-se af 850 selvbiografier fra omkring 600franske kommunister. Med udgangspunkt iPierre Bourdieus teorier om menneskets


mulighed for at tilegne sig forskellige for-mer for kapital, ser de biografierne som ud-tryk for en opgørelse af kadrernes politiskekapital. Det, der gav kredit i det kommuni-stiske system, var ikke mindst en arbejder-baggrund; ikke bare at den enkelte var ar-bejder, men også at forældrene var arbejde-re. Det var en rigtig kommunists adelsmær-ke. Dernæst var det givende, at den biogra-ferede havde været aktiv i partiet, samt atvedkommende havde haft centrale poster oggenerelt havde ofret sig for partiet. Somnævnt blev dette brugt regressivt, men detbagvedliggende værdisæt influerede ogsåprogressivt som en ledetråd for kadrernesselvopfattelse og kollektive identitet. Pro-cessen omkring biografiskrivningen varderfor med til at skabe det, der er blevetkaldt ‘l’homme communiste’ – det kommuni-stiske menneske. Ifølge Pennetier & Pudal blev produktio-

nen af de franske biografier for alvor sat isystem fra 1932, hvor det franske kommuni-stparti på initiativ fra Komintern oprettedeen selvstændig kadrekommission ved sidenaf den allerede eksisterende kontrolkom-mission. Ud fra et spørgeskema lavet til detrussiske kommunistpartis medlemmer skul-le i første omgang alle medlemmerne afcentralkomiteen indlevere selvbiografier.Dernæst kom turen til regionale ledere, cen-trale fagforenings- og frontorganisations-folk og lokale kadrer i nævnte rækkefølge.Biografierne blev først og fremmest brugtpå nationalt plan, og kun de vigtigste – dogca. halvdelen – blev sendt videre til Komin-terns kadreafdeling i Moskva. Som et led iden franske evaluering af partimedlemmer-ne indgik et karaktersystem, der indeholdtfire kategorier, fra A til D, hvor A var denbedste karakter. En A-anmærkning gav ad-gang til videre avancement og skoling i Mo-skva; B gav anledning til yderligere under-søgelser af vedkommende; mens C og D vardumpekarakterer.I det danske materiale er der ikke fundet

dokumentation for et lignende karaktersy-stem.

Danske biografier og selvbiografierI Danmarks tilfælde skete der dels en løben-de udarbejdelse af biografier, når den enkel-te kommunist kom i kontakt med Komin-tern-systemet, dels planlagte indsamlingeraf selvbiografier af flere omgange. Denførste koordinerede indsamling fandt sted i1933. Den anden, lidt større indsamlingblev iværksat i 1938. Præcist hvor mangepersoner, der i alt fik lavet og indleveret enselvbiografi, kan man ikke se af de danskepersonsager i Kominterns arkiv, da ikke allebiografierne blev afsendt til Komintern. Re-sultatet af indsamlingen i 1938 blev for-mentlig forsøgt gjort større, end det i virke-ligheden var. I en rapport til EKKI omDKP’s organisation og politiske arbejde fra26. april 1940 udarbejdet af Komintern-medarbejderen, Georg Moltke (dæknavnfor Georg Laursen), fremgår det således:

“Die Kaderarbeit in der Partei ist nicht plan-mässig organisiert. Wohl hat man vor mehrals 1 Jahr beschlossen Biografien von Mit-gliedern einzufordern. Ca. 2 bis 3000 solcherBiografien sind auch eingelaufen und teilweisevon der Kontroll-Kommission der K.P. korri-giert und geprüft worden. Diese Biografien li-egen aber alle noch in Dänemark. Im Herbst1939 wurde Aksel Larsen gesagt, dass dieseBiografien unbedingt hierher gebracht werdensollen und er versprach dafür zu sorgen. Ger-ade jetzt, wo es so ausserordenlich wichtigwäre dieses Materialen hier zu haben, liegt esin Dänemark und kann, unter Umständen,wenn es nicht vernichtet ist oder wird, eine ni-cht geringe Gefahr für die Partei werden.”

Ifølge Georg Laursens rapport stod detaltså meget skidt til i DKP. Værst af alt var,at partiet ikke var forberedt på at fungere il-legalt. Generelt var de nødvendige forholds-regler udstukket af Komintern ikke fulgt.Dog skulle der altså være blevet udarbejdet2-3.000 biografier fra det danske kommuni-


stpartis rækker. Umiddelbart lyder det somet meget højt antal biografier, som partifor-manden, Aksel Larsen, skulle have været ibesiddelse af. Især i lyset af at der i 2009 erdukket en meget mindre samling af biogra-fier op, afleveret til ABA sammen med an-det materiale fra Aksel Larsen. Sammenmed biografierne lå en færdignummereretoversigt over 211 biograferede partimed-lemmer samt det igangsættende particirku-lære, der beskriver DKP’s intentioner ogforskrifter i efteråret 1938, herunder hvem,der skulle biograferes. Disse er i øvrigt me-get lig det franske kommunistpartis. Såledesstår der:

“Kammerat. Paa Centralkomiteens Møde den11. September i Aar blev valgt en Kontrolko-mite, der skal fungere indtil den ordinære Par-tikongres. Kontrolkomiteen fik til Opgave po-litisk at prøve og kontrollere følgende ledendeKammeraters Forhold og Virksomhed somPartitillidsmænd: CK-medlemmer og -Kandi-dater, Distriktsledelsesmedlemmer, Partipres-sens faste Medarbejdere, Rigsdagskandidater,samt hvem det politiske Udvalg ellers maattebestemme.”

Sammenholdt med at partiet på dette tids-punkt havde omkring 8.000 medlemmer vir-ker det sandsynligt, at dette initiativ kunforanledigede lidt over 200 biografier – ogaltså ikke 2-3.000 biografier. Måske var re-sultatet så magert og situation for DKP såsølle, at Aksel Larsen hellere ville bildeGeorg Laursen og Komintern noget andetog bedre ind? Af de 211 biograferede perso-ner i 1938 og de ca. 40 biograferede i 1933har omkring halvdelen af dem fået opretteten personsag i Kominternarkivet, og i man-ge af de sager forefindes de danske biografi-er, enten i den originale form eller i en redi-geret form – eller begge. Biografierne har efter alt at dømme også

dannet baggrund for flere af de biografier,der blev udarbejdet af udsendte, danskekommunister i Moskva i de efterfølgendeår. I begyndelsen af 1940 udfærdigede Al-

vilda Larsen en række biografier med kritikaf kadrernes karakter, og måneden efterkom Martin Nielsen og Aksel Larsen tilMoskva, hvor de også fik tid til at skrive enhel del biografier, ligeledes med kritiskevurderinger.4 Dertil blev der som nævntløbende udarbejdet biografier til personsa-gerne, herunder selvbiografier, bl.a. efterindskrivning på en af kadreskolerne ellerved ankomst til Moskva i anden sammen-hæng.5De kritiske vurderinger egne partikam-

merater var tilsyneladende obligatoriske ogkunne som nævnt være både positive og ne-gative. En af de mest positive vurderingerfra Alvilda Larsens hånd faldt på partikam-meraten Ib Nørlund, der i øvrigt selv havdelavet biografier under sit ophold i Moskva i1939 i forbindelse med den betroede opgaveat følge arbejdet med oversættelsen af Sov-jetunionens kommunistiske Partis (Bolsjevi-kernes) Historie. Kort Gennemgang (Arbej-derforlaget 1939). Hun skrev følgende omham: “Er besitzt grosse Autorität im Ver-bande und unter der Jugend und ist sehr be-kannt.” Denne autoritet gik igen i AlvildaLarsens egen selvbiografi fra april 1940,hvor hun præsterer en af samlingens grun-digste og mest selvkritiske selvbiografier.Hun beskriver detaljeret, hvordan hun stodi forskellige politiske spørgsmål af intern(trotskisme i ungdomsforbundet) og uden-rigspolitisk karakter (hhv. krigen, Hitler-Stalin-pagten, Polen og Finland). Bl.a. for-klarer hun selvkritisk, hvordan hun havdehaft svært ved at forstå Nazi-Tysklands rol-le i den imperialistiske krig efter indgåelsenaf pagten i september 1939, men da IbNørlund hjembragte forklaringen fra Mos-kva, faldt brikkerne på plads:

“Den Pakt habe ich gleich verstanden. Hierbestanden keine Unklarheiten. In der Fragedes Charakters des Krieges war ich von An-fang nicht ganz klar über den Charakter desKrieges. […] Als aber Genosse Ib Nörrlundvon Moskau kam, und uns mit den Diskussi-on hier bekannt machte und nachdem, gleich


in der Aktivversammlung der Partei und Ju-gend am 9.9.1939, war uns alles klar.”

Det er samtidig tydeligt, at Alvilda Larsenvar sig fuldt bevidst, at der var grænser forselvkritikken, hvis man ville overleve i denkommunistiske bevægelse, og det er derforheller ikke tilfældigt, at hun begynder sinselvkritiske gennemgang med en vigtig bes-værgelse:

“Ich war niemals im Gegensatz mit der politi-schen Linie der Partei, bin in keiner Frage ge-gen die Linie der Partei aufgetreten. Ich binaber nicht immer mit der praktischen Durch-führung dieser Linie und Politik einverstan-den gewesen.”

Der var altså ikke noget galt med hendesvilje til at tjene systemet og adlyde befalin-gerne, men allerhøjest i enkelte tilfælde taleom manglende, personlige evner til at forståden dybere mening. I det danske materiale er der endnu en

større omgang af korte biografier med kri-tik efter afslutningen af Anden Verdenskrigskrevet af Georg Laursen og en sidste bølgeomkring starten af 1950’erne. De sidste erforfattet på russisk og indeholder ikke hen-visninger til, hvordan og hvorfor de frem-kom på dette tidspunkt. Det tilbagestår sta-dig at udrede den nærmere baggrund fordenne fjerde bølge af danske biografier. Påden ene side kan indsamlingen umiddelbartanskues som blot SUKP’s forsættelse afKominterns praksis, men man kunne ogsåfristes til at tro, at de nye biografier indgik ien form for oprustning fra sovjetisk sidesom konsekvens af den stigende konfronta-tion mellem supermagterne, jf. den samtidi-ge Koreakrig. Det oplagte spørgsmål i denforbindelse ville i så fald være, om “bølger-ne” går igen igennem de andre landes per-sonsagssamlinger?Samlet set blev der medtaget mange bio-

grafier og selvbiografier i kildesamlingen,da de går igen i stort alle personsagerne; dade var vigtige redskaber i Kominterns arbej-

de; og da de giver et godt indblik i, hvad detvar for danskere, der blev optaget i denkommunistiske verdensbevægelse.

Spørgeskemaer og elevvurderingerTo beslægtede dokumentgrupper til biogra-fierne er spørgeskemaerne (‘Fragenbogen’)og kadreskolernes elevvurderinger. Brugenaf dem blev formaliseret i løbet af 1920’er-ne og vandt størst udbredelse i 1930’erne.Udviklingen af spørgeskemaerne gik fra atindeholde færre spørgsmål om udelukkendepartilivet til at omfatte flere og flere spørgs-mål, der også omfattede partikadrernes pri-vate forhold. Udfyldelsen af skemaerne varstandardprocedure ved indskrivelse på Ko-minterns kadreskoler, henholdsvis Vestuni-versitetet og Leninskolen, begge i Moskva,og fra 1937 til 1939 Björknäs Folkhögskolai Stockholm. Denne generelle beskrivelse af spørgeske-

maerne passer også nogenlunde på det dan-ske materiale. Et typisk eksempel er EttyHiort-Lorenzens spørgeskema fra 1933. Afsidehovedet kan man se, at selve skemaet erudarbejdet den 25. oktober 1932. Det er påtysk, som var Kominterns officielle sprog,og det består af 40 spørgsmål. Førstespørgsmål gik på vedkommendes navn,hvilket sjovt nok ofte gav anledning til lidtforvirring, for skulle man her bruge sit rigti-ge navn eller sit dæknavn fra kadreskolen? Iet senere skema fra 1933, der i øvrigt kunindeholdt 25 spørgsmål, blev der gjort pladstil både et navn (‘Vor- und Zuname’), et sko-lenavn (‘Schulename’) og et partidæknavn(‘Parteideckname’). I Etty Hiort-Lorenzenstilfælde var det rigtige navn dæknavnet,hvilket hun angav som Else Bang, en lettererussificeret udgave af Else Vang. Af de føl-gende svar kan vi bl.a. se, at hun var født i1905 på Frederiksberg i København; vardansk statsborger; ugift; havde en mor og 6voksne søskende (en af dem var Elna Hi-ort-Lorenzen, der blev gift med Arne Mu-nch-Petersen.) Spørgsmål om hun eller no-


gen i hendes bekendtskabskreds havde kon-takt til militær, politi, efterretningsvæsen el-ler fascistiske organisationer måtte hun be-svare negativt. Derefter kom spørgsmål omhendes partiliv; hun var indmeldt i DKP i1931; havde tidligere været medlem af detdanske Socialdemokrati; havde været aktiv iInternationale Røde Hjælp og Revolutio-nære Fagopposition samt ledet den lokalepartiafdeling i Birkerød og kvindearbejdet iSjællandske Distrikt. Spørgsmål 39 gik på,om hun var blevet bekendtgjort med Lenin-skolens konspirationsregler, hvilket hun var.Det sidste felt gav mulighed for at oplyseom yderligere forhold. Her angav hun ek-stra oplysninger om sin uddannelses- og er-hvervsmæssige baggrund som autoriseretmassøse og lyskæde- og laboratorieassistentved Åndssvageanstalten Ebberødgaard vedhjembyen Birkerød. Etty Hiort-Lorenzenvar på Leninskolen fra april 1933 til april1934, hvorefter hun – efter en måneds ku-rophold på Krim – overgik til Kominternskurervirksomhed, som vi skal vende tilbagetil senere, men først kadreskolernes elevvur-deringer. Eleverne på skolerne blev i løbet af studi-

erne underkastet forskellige vurderinger aflærerne på skolen. De blev ikke kun vurde-ret ud fra deres faglige forudsætninger, somfx anlæg for teoretiske studier, flid og ud-vikling, men også i forhold til disciplin ogvisse politiske aspekter. En typisk elevka-rakteristik kunne således gå på, om ved-kommende var politisk “stærk/fast”, “disci-plineret” og “udviklet”, eller i modsattetilfælde “svag” og “dårligt udviklet”. Dettevar karakteristikker som kunne få betyd-ning for den senere færd for eleverne i dethjemlige partiapparat eller i Komintern-sy-stemet. Andre områder, som eleverne blevvurderet på, kunne være deres evne til selv-kritik, kammeratskab, skriftlige og mundtli-ge agitationsegenskaber, lederegenskabersamt anlæg for videre teoretiske studier vedkadreskolerne.I Etty Hiort-Lorenzens personsag ligger

der to af sådanne elevvurderinger. Begge er

positive og uden anmærkninger af nogenart. Hun havde den rette politiske indstil-ling, var flittig og arbejdsom. Kort sagt en“pålidelig og stærk partikammerat”, hvilketvar en klar anbefaling af hende og forment-lig afgørende for, at hun efter opholdet blevudpeget til at være kurér. En af hendesholdkammerater fik også en positiv vurde-ring, men den indeholdt forbehold og ikkemindst en anbefaling om, at han, LauritsSønderstrup med dæknavnet Christian Lar-sen, blev vurderet til at kunne bruges på“lokalt niveau”, altså laveste niveau:

“Ved sin ankomst til skolen var han politisksvag. Mellemlang almen uddannelse. Gjordegode fremskridt i det akademiske arbejde,men havde stort besvær med at forene teori ogpraksis. Orienterer sig korrekt ideologisk.Kender Komintern og sit partis grundlæggen-de opgaver, står fast på Komintern og partietsgenerallinje. Pålidelig og solid partimand, ak-tiv i sektorens arbejde, en god kammerat,usædvanlig flittig og med en højt udviklet vil-jestyrke. Har overholdt de konspirative regler.Taler og skriver svagt, han anbefales til almentpartiarbejde på lokalt niveau.”

Ikke desto mindre blev Laurits Sønderstrupvalgt til DKP’s centralkomite i 1936, så Ko-minterns anbefaling af hans videre færdkom altså ikke til at passe helt. Det er der-for vanskeligt at afgøre, hvor stor betydningskolernes anbefalinger om elevernes fremti-dige placering i det kommunistiske hierarkifik. Det er flere eksempler på, at partimed-

lemmer fik en mere fremtrædende place-ring, end der blev lagt op til fra Kominternsside. Det virker derfor sandsynligt, at når dedanske kommunister kom tilbage til Dan-mark, var der andre faktorer, der spilledeind på den politiske karrierers udvikling. Etandet eksempel er Hartvig Sørensen, dermed dæknavnet Svend Dam var indskrevetpå Vestuniversitetet i perioden 1928-1931.På flere punkter fik han sådan set gode be-dømmelser af sin indsats på skolen, men


han blev vurderet til at være “individuali-stisk i sin attitude”. Ifølge de samtidige vur-deringer havde han haft svært ved at tilpas-se sig forholdene på skolen, og konkret hav-de han modarbejdet, at kommunistpartietblev repræsenteret i skolens ledelse, for hvil-ket han havde fået en irettesættelse. Derud-over var han “utilstrækkelig i sin selvkri-tik”. Han havde bl.a. begået den brøde, at“glemme” at nævne sin deltagelse i densåkaldte Thøger Thøgersen-fraktion i deninterne magtkamp i DKP omkring 1930,hvor Thøgersen efter beskyldninger om“højreafvigelser” måtte gå af som formand.På den baggrund fik Hartvig Sørensen pås-krevet i sin kadrevurdering, at han ville eg-ne sig særligt til at arbejde med landarbej-dere. Han fik dog siden hen en langt merefremtrædende position i det danske parti.Ved hjemkomsten blev han således valgtsom formand for Nordjyllands Distriktsamt valgt til partiets centralkomite, hvorhan fik ansvaret for det faglige arbejde – etaf de allervigtigste hverv i de kommunisti-ske partier i Vesteuropa. Efter Anden Ver-denskrig var han igen i en periode leder afpartiets faglige arbejde samt medlem af bå-de forretningsudvalget og centralkomiteen.Det sidste frem til begyndelsen af 1960’er-ne.

Kurerernes afrapporteringsskemaerEn særlig interessant kildegruppe er kure-rernes afrapporteringsskemaer. For detførste fordi de dokumenterer, hvem der varkurerer, og hvornår de var det. Det typiskeforløb for de involverede personer, er somfor Etty Hiort-Lorenzens vedkommende.Partimedlemmet blev sendt på kadreskole iMoskva, fik gode vurderinger og blev heref-ter udpeget til at være kurer for Komintern,nærmere bestemt EKKI’s Afdeling for In-ternational Forbindelse (OMS). OMS havde ansvaret for at opretholde

forbindelserne og kommandovejen mellemKominterns ledelse i Moskva og de såkaldte

støttepunkter rundt om i hele verden. Disseforbindelsespunkter arbejdede uafhængigtaf de officielle ledelsesorganer og bureau-kratiske strukturer i det pågældende landskommunistparti og følgelig foregik kommu-nikationen mellem punktet og partiet viacamouflerede kanaler. I 1920’erne var Ber-lin det vigtigste forbindelsespunkt i Europa,men på grund af udviklingen i Tyskland ibegyndelsen af 1930’erne blev flere funktio-ner overført til Wien. Efter Hitlers magto-vertagelse i 1933 flyttedes de tilbageværendefunktioner i første omgang til Prag, Paris ogKøbenhavn. I kurerposten var der ofte pen-ge. Betydelige beløb i tyske rigsmark, sven-ske kroner, franske franc, schweizerfranc oghollandske gylden vandrede således fra Mo-skva mod de europæiske hovedstæder. Frapunktet i København modtog ikke kunDKP penge, men også estiske og polskekammerater fik finansiel støtte herfra. FraStockholm modtog – udover det svenskekommunistparti – også de norske og briti-ske partier penge i 1930’erne. Ofte var dertale om ganske store beløb. En kurér, derankom til København, kunne være i besid-delse af eksempelvis 27.000 eller 36.000schweizerfranc. Udover penge overbragtekurererne andre følsomme sager, fx politi-ske direktiver, propagandamaterialer, kode-vejledninger til telegrafiske meddelelser, tek-nisk udstyr og litteratur, vigtige breve, fal-ske pas, mikrofilm, tegninger af modstan-dernes våben, landkort over strategisk vigti-ge regioner og transportruter samt køre- ogsejlplaner fra forskellige lande.I det danske personsagsmateriale har vi

positivt registreret 9 personer, der har ensag indeholdende mindst ét afrapporte-ringsskema fra en kureropgave. Det drejersig om Carlo Hermansen (delo 12), KarlWinther (delo 256), Gottlieb Japsen (delo264), Ellen Schou (delo 266), Peter Sabroe(delo 272), Erley Olsen (delo 287), KnudBarfod (delo 288), Hans Knudsen (delo289) og Etty Hiort-Lorenzen (delo 369) iperioden fra 1934 til 1937. Flere andre hardog udført kureropgaver i form af fx penge-


transporter. Hvis man ser på Peter Sabroessag, så kan den fortælle om en ung mand,der begyndte på samme hold på Leninsko-len 1934-1935 som Etty Hiort-Lorenzen ogLaurits Sønderstrup. Inden afrejsen til Mo-skva havde han kun været i kommunistpar-tiets rækker i kort tid. Han blev indmeldt i1932 i en alder af 23 år. Hans højeste place-ring i partiet var på det tidspunkt hvervsom hhv. organisationsleder og agitations-og propagandaleder i et københavnsk un-derdistrikt. På skolen fik han – under nav-net Karl Rasmussen – gode bedømmelser isine kadrevurderinger. Han var “flittig, par-titro og pålidelig”, “aggressiv mod enhverafvigelse” og “omsorgsfuld i konspiratio-nen”. Det sidste samt egenskaben “pålide-lig” åbnede formentlig døren til yderligerekonspirativt arbejde i OMS’ kurervirksom-hed.Ifølge materialet i hans sag begyndte han

allerede under opholdet på Leninskolen attage på kurerture. Den første tur var tilPrag i juli 1934. Derefter var han iStockholm i september, i Paris i decemberog igen i Paris i maj 1935 kort tid efter af-slutningen på skolingsopholdet. Det ersparsomt, hvad der er af oplysninger om,hvad der skete på turene, men hvis man sernærmere de to dokumenter, der vedrørerhans næste tur i august/september 1935, såer der dels en skrivelse om, at der skullesendes telegrafisk besked til grænseover-gangspunktet Velikiye Luki om, at lade Pe-ter Sabro passere grænsen i forbindelse medudrejse fra Moskva den 27. august 1935uden “personligt eftersyn”, og uden at skilleham ud fra den samlede masse af passage-rer. Dels selve afrapporteringsskemaet,hvoraf det på forsiden fremgår, at han den28. august 1935 rejste til Prag, hvor hanskulle give møde hos “Pick”. Med sig havdehan en last, der blot er angivet som “G”,der formentlig er en forkortelse for “Geld”(penge). Han ankom til Prag den 2. septem-ber 1935 og skulle aflevere sin last sammedag på “Cafe Narodni”. Det fremgår også,at han i Prag var indlogeret på Hotel Zlata

Husa. Endelig indfandt han sig på ny i Mo-skva den 10. september medbringende enenkelt kuffert. På bagsiden af skemaet eropført de kodeord, som skulle bruges, nårder telegrafisk skulle afrapporteres om mis-sionens udfald; hvis det lykkedes at sættesig i forbindelse med kontaktpersonen skul-le teksten lyde “afreisen i Dag”, i modsattefald “afreisen i Dag Hilsen”. Rubrikken erunderskrevet “Svend”. Nedenunder står dermed håndskrift på russisk “Svensen er ikkeankommet” og derefter på dansk: “Breveter ikke ankommet”. Om det evt. betyder, atmissionen ikke lykkedes er uklart. Detfremgår endvidere, at der blev udstedt etvisum (formentligt indrejsevisum til Sovjet-unionen) i Prag den 28. august 1935, og detattesteres til slut, at Peter Sabroe tilbagele-verede sit pas ved hjemkomsten og afgavrapport dagen efter. Hvor han derefter gikhen, altså hvor Peter Sabroe opholdt sigmellem turene, og hvad han ellers lavede ef-ter opholdet på Leninskolen vides ikke.Måske boede han på det i 1930 nedlagteKommunistiske Universitet for Kinas Ar-bejdere (KUTK), for inden hans sidste ku-rertur til København i november 1935 un-derskrev han papirer fra KUTK i forbindel-se med indlevering af et par bukser, han tid-ligere havde fået udleveret fra samme sted.Mange spørgsmål om de kommunistiske

kurerer er således stadig ubesvarede, menmed afrapporteringsskemaerne er vi kom-met et skridt nærmere, hvad der egentligskete.

AmbassadeindberetningerIndberetninger fra den sovjetiske ambassa-de i København til SUKP’s CentralkomitesInternationale Afdeling om samtaler meddanske kommunister er en anden vigtig kil-degruppe i personsagerne. Der er dog ikkeher tale om en “ny” type kilde for forsk-ningsfeltet. Især historikeren Bent Jensenhar benyttet ambassadeindberetninger i sinforskning. Et tidligt eksempel er i Den langebefrielse. Bornholm besat og befriet 1945-


1946 (1996), hvor der sidst i bogen henvisestil et referat af den sovjetiske chargé d’affai-res I. G. Sysojev samtale med Ib Nørlund i1955 om den sovjetiske utilfredshed med ik-ke at være blevet inviteret til fejringen af 10års-jubilæet for Bornholms befrielse.6Siden har Bent Jensen brugt indberetnin-

ger mere intensivt i Bjørnen og haren. Sov-jetunionen og Danmark 1945-1965 (1999) ogsenest i Ulve, får og vogtere. Den kolde krig iDanmark 1945-1991 (2014). Referencernegår her til RGASPI’s Fond 17 (SUKP’sCentralkomités Almene Afdeling), Opis 128(Internationale og udenrigspolitiske afdelin-ger og kommissioner) og Opis 137 (Central-komitéens udenrigspolitiske kommissionsamt komité for kontakter med udenland-ske kommunistpartier) samt RGANI’sFond 5 (SUKP’s Centralkomités apparat),der indeholder dokumenter fra SUKP’sCentralkomités Internationale Afdeling(inkl. forløberen Afdelingen for relationermed udenlandske kommunistpartier) forperioden 1953-1984 (Opis 28, 50, 58-64, 66-69, 73, 75-77, 84, 88-90). Andre har ogsåbenyttet sig af disse dokumenter, dels KurtJacobsen i Aksel Larsen-biografien, delsMorten Thing i antologien Guldet fra Mos-kva (2001). Som nævnt tidligere er der indsamlet en

større mængde sovjetiske kildemateriale tilDIIS-udredningen Danmark under den kol-de krig og en stor del af dette består af net-op ambassadeindberetninger og “i særdeles-hed er der et meget stort antal referater afsamtaler med DKP’s ledere”.7 Helt præcister der tale om 81 indberetninger om samta-ler med danske kommunister fra perioden1950-1961, primært samtaler med AkselLarsen, Ib Nørlund og Alfred Jensen. Igenstammer kilderne fra RGASPI’s Fond 17,Opis 137 og RGANI’s Fond 5, Opis 28 og50, hvorfor der også er gengangere i forholdtil Bent Jensens referencer. Den gode forskeler her, at kopier af kilderne er arkiveret hosDIIS’ Bibliotek.8Enkelte dela fra de nævnte opisi i

RGASPI’s Fond 17 findes også i kopi på

ABA; Dela 167, 380, 596 og 971 fra Opis128 samt Dela 128, 387 og 704 fra Opis 137.Ikke alle sagerne indeholder ambassadeind-beretninger med referater af samtaler, mendem, der er, er interessante, fordi de giver etindblik i partiinterne anliggender og de sov-jetiske repræsentanters tolkning af situatio-nen. Der findes bl.a. et referat af Aksel Lar-sens samtale med den sovjetiske gesandtAndrej Plakhin den 1. oktober 1948, sombåde Bent Jensen og Kurt Jacobsen har be-nyttet. Kurt Jacobsen hæfter sig især ved, atPlakhin oplyser, at de to ikke har talt sam-men i fire måneder, og at Aksel Larsen und-veg at oplyse gesandten om interne uenig-heder i partiet.9 Bent Jensen finder derimodi kilden bevis for, at DKP var i gang med atplanlægge en infiltration af militæret ogHjemmeværnet som led i de danske kom-munisters forberedelse af en evt. besættelseaf landet (jf. diskussionen om de meget om-talte efterretningsrapporter om DKP til-sendt Hans Hedtoft i 1948-194910). Detfremhæves også, at Aksel Larsen “villigt ogaf egen drift” informerede gesandten, tiltrods for at der i kilden eksplicit står, at mø-det var kommet i stand på gesandtens initi-ativ.11 Dokumentet og ikke mindst brugenaf det anskueliggør derved vigtigheden af,at forskningsresultater kan efterprøves, vedat andre forskere kan få adgang til sammekildegrundlag.Eksemplet giver også anledning til at

overveje de kildekritiske problemstillinger,der kan være ved at bruge ambassadeindbe-retning. Det er desværre ikke blevet diskute-ret nærmere i de før omtalte værker, men enkildekritisk forholden sig til benyttelse aflignende interne indberetning, nemlig PET-rapporter, kan findes i anmeldelser og kom-mentarer til føromtalte DIIS-udredning ogtil PET-kommissionens beretning (2009).Her kritiseres bl.a. DIIS’ brug af PET-rap-porter for ikke i tilstrækkelig grad at tagehøjde for, at rapporterne kun er sekundærekilder til venstrefløjens historie samt PET-kommissionens manglende fremhævelse afenkeltmedarbejderes mulige motiver for at


tilpasse analyser og efterretninger til syste-mets egen indre logik.12 De samme pro-blemstillinger knytter sig selvfølgelig ogsåtil brugen af de russiske ambassadeindbe-retninger.Blandt de danske personsager er der 87

forskellige indberetninger om den sovjetiskeambassadør eller andre ambassadeansattessamtaler med ledende danske kommunisterdækkende perioden fra 1945 til 1978. Enmindre del indberetningerne er placeret iflere forskellige personsager, men der ingengengangere i forhold til DIIS-samlingen.De fleste placerer sig i Ib Nørlund (34) ogKnud Jespersens (55) personsager og om-handler netop samtaler med disse to perso-ner, men også samtaler med andre centralplacerede kommunister, som fx JørgenJensen, Aksel Larsen, Børge Houmann, In-gmar Wagner, Villy Karlsson, Tage Revsga-ard Andersen, er refereret i ambassadeind-beretningerne. De sidste tre har ikke egnepersonsager i samlingen. Ingmar Wagner ogVilly Karlsson er dog blandt de 44 personer,der har sager i samme arkivserie placerethos RGANI, og som ikke har været omfat-tet af projektet. Indholdet af indberetningerne varierer

selvfølgelig, men generelt kan det fastslås, atde fleste samtaler handlede om aktuelle pro-blemstillinger i partiet og den internationalesituation. Især DKP’s stilling til KinasKommunistiske Parti og Pragforåret 1968var emner, der optog de sovjetiske repræs-entanter. Et interessant eksempel er en ind-beretning fra en samtale mellem KnudJespersen, Ingmar Wagner, ambassaderådValentin Bondar og førstesekretær G. Mo-tjalov den 23. august 1968, hvor det frem-går, at DKP havde modtaget en invitationfra det rumænske kommunistparti om atdeltage i en verdenskonference for de kom-munistiske partier i Prag d. 25. august. Invi-tationen skulle diskuteres i DKP’s forret-ningsudvalg, men personligt fandt KnudJespersen det nødvendigt at give et afvigen-de svar, eftersom afholdelsen af en sådankonference om det tjekkoslovakiske spørgs-

mål ifølge den danske partiformand ikkevar realistisk på de nuværende betingelser(læs: partierne ville ikke kunne nå til enig-hed om spørgsmålet). Nok så prekært blevJespersen under samtalen bedt om at for-klare motivet bag forretningsudvalget erk-læring af 21. august, hvor der var blevet ud-trykt bekymring og beklagelse over de War-szawapagtlandenes militære indmarch iTjekkoslovakiet. Ifølge referatet svaredeJespersen, at han ikke havde haft mulighedfor at forhindre erklæringen, da det villekunne have sprængt partiet og have kostetham formandsposten. De sovjetiske argu-menter for invasionen var ifølge Jespersenikke gode nok. Jespersen luftede endvideresine bange anelser for, om den tjekkoslova-kiske krise kunne foranledige en ny spalt-ning i den kommunistiske bevægelse, og atforsøget på at redde et parti – det tjekkoslo-vakiske – kunne føre til en række andre par-tiers undergang – de vesteuropæiske. Som etkuriosum afslørede Jespersen, at han varblevet opsøgt af Aksel Larsen, der havdegjort ham opmærksom på, at DKP nu hav-de alle tiders gode muligheder for at de-monstrere sin selvstændighed som parti. Tildet kunne Jespersen forsikre sine sovjetiskekammerater om, at det var udelukket atkomme med mere kritik af SUKP, men athan fortsat udadtil måtte være loyal overforforretningsudvalgets erklæring, for at undgåangreb fra de medlemmer af DKP’s forret-ningsudvalg, der fordømte invasionen. Imodsat fald kunne en spaltning af partietsom sagt blive resultatet.13Hvad der nærmere kan udledes af samta-

len, kræver selvfølgelig en nærmere analyseaf hele forløbet omkring DKP’s stillingta-gen til Pragforåret 1968. Intet dokumentkan stå alene, men hvis indholdet i referatetkan stå nogenlunde til troende, så fremgårdet altså af indberetning, at Knud Jespersenbeklagede forløbet, og at han ønskede altdet bedste for SUKP og den fælles sag, somkrisen ikke rokkede ved, men at han hellerikke lagde meget skjul på, at han var util-freds med håndteringen.


Martin Nielsen – et eksemplarisk tilfældeEn historie, vi særligt har beskæftiget osmed undervejs i projektet, er Martin Niel-sens historie. Den bekræfter, synes vi, bille-det af, hvad vi generelt har fundet ud af omde danske Moskvakadrer, og hvad det bety-der for vores forståelse af relationen mellemSUKP og DKP. Det hidtidige billede afMartin Nielsen (1900-1960) har været, athan var et typisk eksempel på den første ge-neration af stalinister, der satte sig på de le-dende poster i det danske kommunistparti i1930’erne. Hans politiske livsforløb var igrove træk følgende: I 1918 blev han med-lem af Socialdemokratisk Ungdomsfor-bund, der kort tid efter brød med Socialde-mokratiet og tilsluttede sig Vestresociali-stisk Parti. I 1920 blev han medlem af par-tiet, der nu var indtrådt i Komintern ogsamme år skiftede navn til DKP. I 1931 blevhan valgt til partiets centralkomite, steg der-efter hurtigt i graderne og inden krigen såle-des både chefredaktør for Arbejderbladet(1936-1941) og folketingsmedlem (1939-1941). I 1941 blev han arresteret af det dan-ske politi og var derefter interneret underhele krigen, først i Horserød-lejren, senere iKZ-lejren Stutthof. Efter den Røde Hærsbefrielse ledte han en lille gruppe af danskekommunister fra Stutthof, der rejste til Mo-skva i april-maj 1945. Efter krigen indtoghan igen en centrale placering i partiet, igensom folketingsmedlem (1945-1950) og med-/chefredaktør for kommunistpartiets avis,Land og Folk (1952-1960). Umiddelbart var der altså tale om en mo-

skvatro partikadre, der qua sine betroedeposter i DKP måtte have fulgt Stalins ret-ningslinjer til punkt og prikke, og som i fo-råret 1945 blev sendt til Moskva for få des-siner om, hvordan det danske parti skulleagere i efterkrigstiden. Hans personsag afs-lører imidlertid et mere kompleks billede.For det første er der klare indikationer på,at det politiske initiativ ikke kun udgik fra

centret mod periferien i den kommunistiskeverdensbevægelse, men også den modsattevej. Særligt ét brev fra personsagen viser ty-deligt, at det var Martin Nielsen og de dan-ske Stutthof-kommunister, der pressede påfor at komme til Moskva, inden de skullehjem til Danmark. Sammenholdt med, atder ikke i forvejen var ledende danske kom-munister i Moskva, tyder det ikke på envoldsom stor interesse fra sovjetiske side forat påvirke udviklingen i Danmark via DKP.Dog havde Martin Nielsen under opholdet iMoskva et møde med Georgi Dimitrov, derfortsatte sit arbejde fra Komintern i SU-KP’s Afdeling for International Informati-on (OMI). Efter alt at dømme var der enig-hed mellem de to om, at DKP skulle forføl-ge en “fredelig overgang til socialismen” –en kurs, som DKP på det tidspunkt alleredevar slået ind på. For det andet havde Martin Nielsen fak-

tisk et temmelig dårligt generalieblad i detsovjetiske system. Hvis man ser på de bio-grafier, der er blevet udfærdiget om ham, såindeholder de en lang række kompromitte-rende oplysninger. Mange andre kommuni-ster var blevet henrettet eller sendt i ar-bejdslejre for mindre, bl.a. hans tidligerenævnte partikammerat Arne Munch-Peter-sen, som døde efter 3 års indespærring, af-høringer og tortur. Tilsyneladende harMartin Nielsen selv været klar over, at hankunne være i farezonen for Stalins StoreTerror, for efter NKVD’s arrestation af Ar-ne Munch-Petersen i 1937 var han – venligtoplyst af formanden for det svenske kom-munistparti, Svend Linderoth – sygemeldtpå grund af “ren skræk”, og han aflysteendvidere en planlagt ferietur til Sovjetuni-onen i samme omgang.14Denne og andre oplysninger blev ved

med at optræde i Martin Nielsens biografier– også efter krigen. Samlet set ligger der ioplysningerne en potentiel beskyldning omoppositionisme mod Komintern, grænsendetil trotskisme. Udover Arne Munch-Peter-sen blev Martin Nielsen også kædet sam-men med formanden Aksel Larsens trotski-


stiske tendenser, bl.a. i en afskrift af et do-kument fra 1937, oprindeligt placeret imappen for “Antiparteiische Bewegung,Renegaten usw. KP. Dänemark”.15 Det blevogså gentagende gange noteret, at han imidten af 1920’erne havde deltaget i anti-partisk arbejde sammen med de daværendeDKP-formænd Sigvald Hellberg og ErnstChristiansen, der som nævnt tidligere tabtemagtkampen om partiets politiske linje omforholdet til Socialdemokratiet og kom påtværs af Komintern-linjen, og som på denbaggrund meldte sig ind i Socialdemokrati-et i begyndelsen af 1930’erne. I slutningen af 1940’erne var han endvi-

dere blandt dem, der fik skylden for DKP’smislykkede efterkrigstidspolitik med denførnævnte “fredelige overgang til socialis-me”. Ifølge et samtidigt skudsmål blevethan ligefrem beskyldt for at have taget Sta-lins ord for bogstaveligt:

“Heraf følger, at Nielsen vilkårligt og meka-nisk har udnyttet kammerat Stalins udtalelserog kunstigt anvendt dem på situationen iDanmark efter krigen. I virkeligheden holdtkammerat Stalin en fredelig overgang til soci-alismen for mulig, men under ganske andrebetingelser end dem, der var i efterkrigstidensDanmark.”

Martin Nielsen var altså ikke bare en sovje-tisk marionet på dansk jord. Han var sommange andre danske kommunister og isærlig grad de danske Moskvakadrer i Sta-lintiden et menneske med en kringlet ogkompleks historie, hvor relationen til Sov-jetunionen spillede kraftigt ind på forløbet,men hvor det generelt var svært at leve optil forventningerne, selvom man gerne ville.

Noter1. Blandt de vigtigste biografiske væ rker i de senere

å r er: Morten Thing: Portrætter af 10 kommunister.

Kø benhavn: Tiderne skifter, 1996; Morten Thing:

Hans Kirks mange ansigter, Kø benhavn: Gyldendal,

1997; Niels Barfoed: I unåde. Peter P. Rohde og op-gøret med kommunismen, Kø benhavn: Gyldendal,

2001; Jø rgen Grø nvald Laustsen: Den illoyale ge-sandt. Thomas Døssings virke i Moskva 1944-47,

Kø benhavn: Lindhardt og Ringhof, 2004; Arne Har-

dis: Idealisten. En biografi om Hans Scherfig,

Kø benhavn: Gyldendal, 2008; Morten Mø ller: Mo-gens Fog. En biografi, Kø benhavn: Gyldendal, 2009;

Arne Hardis: Klassekammeraten. Otto Melchior –kommunisten, der forsvandt, Kø benhavn: Gyldendal,

2010; Morten Mø ller: Hvem er Nielsen? En fortæl-ling om kommunisten og modstandslederen BørgeHoumann, Kø benhavn: Gyldendal, 2012.

2. Kurt Jacobsen: Aksel Larsen. En politisk biografi,Kø benhavn: Vindrose, 1993.

3. Ole Sohn: Fra Folketinget til celle 290. Arne Mu-nch-Petersens skæbne, Kø benhavn: Vindrose, 1992.

4. Indledningen til kildesamlingen danner grundlag

for denne artikel. (Jesper Jø rgensen og Thomas We-

gener Friis: Вступление [Indledning], s. 11-86, I:

Jesper Jø rgensen, Andrei Sorokin, Thomas Wegener

Friis, Alexander Chubaryan, Chris Holmsted Larsen,

Morten Mø ller, Anette Eklund Hansen, Svetlana Ro-

sental og Anne-Mette Anker Hansen (red.): Датские

кадры Москвы в сталинское время. Избранныедокументы из личных дел датчан в архивеКоминтерна [Danske Moskvakadrer i Stalintiden.

Udvalgte dokumenter fra de danske personsager i Ko-

minterns arkiv], Odense: Syddansk Universitetsforlag

2013.)

5. Se også : Svend Rybner: I de russiske arkiver, Ar-bejderhistorie, 1, 2004, s. 55-69.

6. Se også Kim Frederichsen: Lamont Library. En

guldgrube af russisk Danica i Boston, Arbejderhisto-rie, 3, 2011, s. 100-105.

7. Thomas Wegener Friis: Tysk glasnost, der holder –

et overblik over DDR-arkiverne, Arbejderhistorie, Nr.

1, 2006, s. 36-39 og Henry Andreasen: Polske arkiver

og Danmark, Arbejderhistorie, 1, 2006, s. 48-51.

8. Se: Lasse Kristensen: Tjekkoslovakiets eksempel –

ungkommunistisk dannelse i begyndelsen af den Kol-

de Krig. Arbejderhistorie, Nr. 2-3, 2006, s. 39-51; og

Mette Fentz: Det danske forhold til Rumænien, 1964-1980. En empirisk undersøgelse af skiftende danskeregeringers forhold til Rumænien under den koldekrig, upubl. speciale, Syddansk Universitet, 2010.

9. Se fx Iben Bjø rnsson: Arbejderbevægelsens Infor-mations Central. Socialdemokratiets kamp mod kom-munismen 1944-1973, Kø benhavn: SFAH, 2012; Pe-

er Henrik Hansens Da Yankee’erne kom til Danmark.Fra verdenskrig til kold krig. Den amerikanske efter-retningstjeneste og Danmark 1943-46, Kø benhavn:

Lindhardt og Ringhof, 2008; Peer Henrik Hansen: Se-cond to none.US intelligence activities in NorthernEurope, Dordrecht: Republic of Letters, 2011; og

Dino Knudsen: Amerikaniseringen af den danske fag-


bevægelse. Kø benhavn: Museum Tusculanum 2012.

10. Hans Uwe Petersen: DKP’s arkiv i ABA, Årsskrift1989/90, ABA, 1991, s. 8-13 og Torsten Lange: DKP

å bner sig... Årsskrift 1997, ABA, 1998, s. 14-19.

11. Jesper Jø rgensen: DKP-arkivets endelige ordning,

maj 2009, www.arbejdermuseet.dk.

12. Se hertil eksempelvis Martin Kryhl Jensen: Histo-

riemonopolet og dets konsekvenser, Arbejderhistorie,

2, 2013. s. 85-90.

13. Afsnittene ”Danmark og danskerne i Kominterns

arkiv og ”Kominterns personsager” er delsvist baseret

på Svetlana Rosental: Danmark og danskerne i Ko-

minterns arkiv, s. 379-392, I: Jesper Jø rgensen, Alex-

ander Chubaryan, Andrei Sorokin & Thomas Wege-

ner Friis (red.): Komintern og de dansk-sovjetiske re-lationer, Kø benhavn: Arbejdermuseet & Arbejderbe-

væ gelsens Bibliotek og Arkiv, 2012.

14. RGASPI, 495-174-112.

15. RGASPI, 495-174-167

16. RGASPI, 495-174-113.

17. RGASPI, 495-174-28, 44, 131, 145, 146, 157,

172.

18. RGASPI, 495-174-151.

19. RGASPI, 495-174-153, 154.

20. RGASPI, 495-174-90.

21. Jf. Jan v. Flocken og Michael F. Scholz: ErnstWollweber: Saboteur, Minister,Unperson, Berlin: Auf-

bau-Verlag, 1994; Michael F. Scholz: Bauernopferder deutschen Frage. Der Kommunist Kurt Vieweg imDschungel der Geheimdienste, Berlin: Aufbau Ta-

schenbuch Verlag, 1997; Michael F. Scholz: Skandi-navische Erfahrungen erwünscht? Nachexil und Re-migration. Die ehemaligen KPD-Emigranten in Skan-dinavien und ihr weiteres Schicksal in der SBZ/DDR,

Stuttgart: Franz Steiner Verlag, 2000; Michael F.

Scholz: De tidligere Skandinavien-emigranter og de

ø sttysk-skandinaviske relationer 1945-1954, I: Tho-

mas Wegener Friis og Andreas Linderoth (red.): DDRog Norden. Østtysk-nordiske relationer 1949-1989,

Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2005, s. 49-78.

22. For en næ rmere beskrivelse af projektet, se Libra-

ry of Congress’ hjemmeside:

http://www.loc.gov/rr/european/comintern/comintern-

project.html

23. RGASPI, 545-6-423-433.

24. For en historisk gennemgang af Kominterns per-

sonsagsarkivering, se Waleri Fomitshow: Organisati-

on und Entwicklung der Aktenfü hrung im Apparat

der Komintern. Zusammensetzung und Inhalt der Be-

stä nde von Personalakten (am Beispiel des Bestandes

fü r Deutschland), s. 55-73, I: Michael Buckmiller og

Klaus Meschkat (red.): Biographisches Handbuch zurGeschichte der Kommunistischen Internationale. Eindeutsch-russisches Forschungsprojekt, Berlin: Aka-

demie Verlag, 2007, s. 55-61.

25. Claus Jensens personsag, RGASPI, 495-208-208.

26. Arne Munch-Petersens personsag, RGASPI, 495-

208-366.

27. For en liste over de danske personsager hos RGA-

NI, se Jø rgensen m.fl. 2013, op.cit., 606-607.

28. Brigitte Studer & Bertholt Unfried: Der stalinisti-sche Parteikader, Identitätstiftende Praktiken undDiskurse ind der Sowjetunion der dreißiger Jahre,

Kö ln: Bö hlau Verlag, 2001; Claude Pennetier & Ber-

nard Pudal (red.): Autobiographies, autocritiques,aveux dans le monde communiste, Paris: Belin, 2002;

Ole Martin Rø nning: Stalins elever. Kominternskaderskoler og Norges Kommunistiske Parti 1926-1949, upubliceret ph.d.-afhandling, Universitetet i

Oslo, 2010; og Pirjo Kaihovaara: A Good Comrade, a

Good Cadre: Autobiographies and Evaluation Reports

as a part of Cadre Policy in the Finnish Communist

Party During the 1940s and 1950s, s. 245-264, I:

Kevin Morgan, Gidon Cohen & Andrew Flinn:

Agents of the Revolution. New Biographical Ap-proaches to the History of the International Commu-nism in the Age of Lenin and Stalin, Bern: Peter Lang,

2005. Se også Rosenfeldt 2009, op.cit.

29. Peter Huber: The Cadre Department, the OMS

and the ”Dimitrov” and ”Munuil’sky” Secretariats

during the Phase of the Terror, s. 122-152, I: Mikhail

Narinsky & Jü rgen Rojahn (red.): Centre and Periph-ery. The History of the Comintern in the Light of NewDocuments, Amsterdam: IISH, 1996, s. 123.

30. Studer & Unfried 2001, op.cit., s. 132.

31. Claude Pennetier & Bernard Pudal: Communist

Prosopography in France: Research in Progress based

on French Institutional Communist Autobiographies,

s. 21-35, I: Kevin Morgan, Gidon Cohen & Andrew

Flinn: Agents of the Revolution. New BiographicalApproaches to the History of the International Com-munism in the Age of Lenin and Stalin, Bern: Peter

Lang, 2005, s. 27-28.

32. Hans Kirchhoff & Aage Trommer: ”Vor Kamp vilvokse og styrkes”. Dokumenter til belysning af Dan-marks kommunistiske Partis og Frit Danmarks virk-somhed 1939-1943/44. Kø benhavn: Selskabet for

Udgivelse af Kilder til Dansk Historie, 2001, s. 129.

33. Biografier 1933-1940, Danmarks Kommunistiske

Partis arkiv, ABA, kasse 715. En kopi af oversigten

over de 211 biografier findes også i Kominternarki-

vet, dateret 17. oktober 1940 (RGASPI 495-15-43, s.

81-84).

34. Se fx: Laurits Rosendahl personsag, RGASPI

495-208-173, s. 4

35. Se fx: Ove Pedersens selvbiografi fra 1945,

RGASPI 495-208-7, s. 6(1-2)

36. Ib Nø rlunds personsag, RGASPI 495-208-78(1),

s. 242

37. Alvilda Larsens personsag, RGASPI 495-208-14,

s. 36-41

38. I 1951 fik PET oplysninger fra forskellige kilder


om, at den sovjetiske legation i Kø benhavn via dan-

ske kommunister indsamlede biografiske oplysninger

om kendte danskere. Formentlig gik disse til den mili-

tæ re efterretningstjeneste GRU. (Morten Pihl og

Christina Agger: ”Jeg havde ikke tæ nkt det som no-

get spionvæ rk”, Jyllandsposten, 15.7.2012; og Regin

Schmidt: PET’s overvågning af Danmarks Kommuni-stiske Parti 1945-1989. PET, de danske kommunisterog østlig efterretningsaktivitet. PET-kommissionens

beretning, bd. 6, Kø benhavn, 2009, s. 57-62.)

39. Studer & Unfried 2001, op.cit., s. 122.

40. Se Ove Petersens personsag, RGASPI 495-208-7,

s. 20.

41. Etty Hiort-Lorenzens personsag, RGASPI 495-

208-369, s. 1-2.

42. Rø nning 2010, op.cit., s. 162-163.

43. Etty Hiort-Lorenzens personsag, RGASPI 495-

208-369, s. 8.

44. Laurits Sø nderstrups personsag, RGASPI 495-

208-283, s. 11. Citatet er oversat fra russisk af As-

bjø rn Carbuhn Aae.

45. Hartvig Sø rensens personsag, RGASPI 495-208-

77.

46. Niels Erik Rosenfeldt: Komintern og det hemme-

lige apparat, s. 81-128, I: Jø rgensen, Chubaryan, Sor-

okin & Friis 2012, op.cit., s. 93-100.

47. Peter Sabroes personsag, RGASPI 495-208-272,

s. 6, 11.

48. Dæ knavnet ”Svend” blev også brugt af flere ra-

diotelegrafister, der i 1943 sendte beskeder fra Dan-

mark til Komintern i Moskva, bl.a. Karl Staf.

(Schmidt 2009, op.cit., s. 51-52.) I sommeren 1935

var Karl Staf dog ifø lge sine erindringer optaget af

arbejde som sø mand. (Karl Staf: Den röda lågan,

Stockholm: Hä gglunds fö rlag, 1997, s. 36.)

49. RGASPI 495-208-272, s. 35(1-2), 16-18.

50. Bent Jensen: Den lange befrielse. Bornholm besatog befriet 1945-1946, Odense: Odense Universitets-

forlag, 1996, s. 312. Referencen er TsKhSI (nuvæ ren-

de RGANI), 5-28-332.

51. Danmark under den kolde krig. Den sikker-hedspolitiske situation 1945-1991, Kø benhavn: DIIS,

2005, bd. 1, s. 43.

52. En enkelt indberetning fra 1946 er fra Den Russi-

ske Fø derations Statsarkiv (AVP RF). Tak til Iben

Bjø rnsson for en introduktion til DIIS’ koldkrigsdata-

baser.

53. Jacobsen 1993, op.cit., s. 391.

54. Se: Thorsten Borring Olesen: Dokumentation.

Forsvarsministeriet: Indberetninger om DKP 1948-49,

Arbejderhistorie, 4, 2002, s. 106-115.

55. Bent Jensen: Bjø rnen og haren. Sovjetunionen og

Danmark 1945-1965, Odense: Odense Universitets-

forlag, 1999, s. 330 og RGASPI 17-128-596: Udskrift

af en samtale med Aksel Larsen, formand for kom-

munistpartiet, d. 1. oktober 1948 (ABA, Kominternar-

kivet, Kasse 1, spole 5).

56. Hhv. Knud Holt Nielsen, Fagligt sjusk om ven-

streflø j og protestbevæ gelser i Danmark under den

kolde krig, Arbejderhistorie, 2-3, 2006, s. 87-94 og

Chris Holmsted Larsen, Sandheden om Sand? PET-

kommissionens beretning, bind 8, Arbejderhistorie, 2,

2010, s. 117-121.

57. RGASPI 495-208-393, s. 68-69. Vedr. DKP og

Prag 1968, se i ø vrigt: Thomas Wegener Friis:

Dä nemark – NATO-Horchposten zur Ostsee, s. 617-

631, bd. 1, I: Stefan Karner, Natalja Tomilina, Alex-

ander Tschubarjan, Gü nter Bischof, Viktor Iscenko,

Michail Prozumenscikov, Peter Ruggenthaler, Oldrich

Tuma og Manfred Wilke (red.): Prager Frühling. Dasinternationale Krisenjahr 1968, Graz: Kriegsfolgen-

Forschung/Bö hlau, 2008,

58. Afsnittet baserer sig på Martin Nielsens per-

sonsag, RGASPI 495-208-3; Jesper Jø rgensen og

Thomas Wegener Friis: De fem Stutthoffangers tur til

Moskva i forå ret 1945, s. 7-24, I: Jø rgensen, Chuba-

ryan, Sorokin & Friis 2012, op.cit.; og Chris Holms-

ted Larsen, Danish cadres in the Comintern – in theservice of international communism or vanguard of anational working class?, upubliceret paper fra konfe-

rencen ”Towards a Transnational Communist Histo-

ry”, 7.12.2012, University of Manchester.

59. RGASPI, 495-208-3(1), s. 39-42

60. RGASPI, 495-208-3(1), s. 85-89

61. RGASPI, 495-208-3(1), s. 39-42

Jesper JørgensenArkivar, cand.mag., [email protected]

Thomas Wegener FriisLektor, ph.d., [email protected]
