1

Inge Ambrosius

Den danske udvandring til

Argentina

belyst gennem familien Ambrosius

Niels Ambrosius’ “Estancia Jutlandia” 1920

2

Til min far Svend Ambrosius, hvis interesse for historie inspirerede mig til

at blive historiker, og hvis store materialesamling om familien muliggjorde

dette arbejde. Jeg tror og ha ber, at han ville være blevet glad for resultatet.

3

Indhold

Baggrund for undersøgelsen Kapitel 1 En lille forhistorie Kapitel 2 Danmark i 1800-tallet Kapitel 3 Udvandring, push og pull faktorer Kapitel 4 Fra Bystrup til Tandil Kapitel 5 Landet Kapitel 6 Hans Fugl og den første indvandring Kapitel 7 Ankomsten Kapitel 8 Etableringen Kapitel 9 Den anden bølge Kapitel 10 Parallelsamfund Kapitel 11 Kontakten til Danmark Kapitel 12 Integration i Argentina Kapitel 13 100-a rs jubilæet Kapitel 14 Nutid og fremtid Kapitel 15 Konklusion Afslutning

Kort

Oversigt over familien omkring 1900

Anvendt litteratur

4

Baggrund for undersøgelsen:

Jeg har haft en kasse med avisudklip, breve, billeder, bøger og andet

materiale om danske indvandrere i Argentina sta ende i mange a r. En stor

del af min slægt er bosat i Argentina, og materialet var samlet af min

farmor og min far. Det har sta et, uden jeg har haft tid til at se pa det, men

da jeg gik pa efterløn som gymnasielærer i historie og geografi, fik jeg

tiden, og sa la det lige til højrebenet at fa kigget pa materialet. I bunken la

blandt andet min oldefars lillebror, Niels Jensen Ambrosius’, erindringer:

“Minder fra mit liv og færden i Argentina”. De er skrevet i 1951, da han

var 84 a r. Læsningen gjorde mig nysgerrig, og hans erindringer er

sammen med det øvrige kildemateriale brugt som udgangspunkt for

denne fremstilling, hvor jeg vil forsøge at finde svar pa følgende

spørgsma l:

Hvorfor blev det Argentina og ikke USA, der blev ma let for udvandringen

i vores familie?

Hvordan er det ga et udvandrerne?

Har de danske rødder nogen betydning i dag?

5

Kapitel 1: En lille forhistorie

I dag er størstedelen af slægten argentinere. De er efterkommere af Niels og hans lillebror Laust Jensen Ambrosius og seks af deres nevøer og

en niece, der udvandrede til Argentina i slutningen af det 19. og

begyndelsen af det 20. a rhundrede, men som førstegenerations-

indvandrere fastholdt de en tæt kontakt til familien i Danmark gennem

breve, rejser til og besøg fra Danmark.

I 1935 ansøgte min oldefar Jens Jensen Ambrosius om visum til

Argentina. Han ansøgte om et turistvisum med følgende begrundelse:

“Jeg agter ….. at besøge mine derboende

to Brødre og fire Sønner.” 1

Pa det tidspunkt var det ikke helt

ukompliceret at fa et visum. Man skulle

sammen med den begrundede ansøgning

fremlægge en ren straffeattest og diverse

lægeattester, der blev sendt til konsulatet.

1Citeret fra Jens Ambrosius’ ansøgning fra 1938

6

2

2Uddrag af ansøgningspapirerne fra 1935: straffeattest og lægeerklæringer for Jens Ambrosius

7

Min oldemor var lammet i de sidste a r af sit liv, og min oldefar

plejede hende selv i hjemmet. Han havde rejst til Argentina en enkelt

gang, før hun blev syg, men efter hendes død, foretog han flere rejser. Han

rejste med skib, na r det var vinter i Danmark, og min far mente, at det,

sammen med det forhold at han begyndte at importere og drikke

argentinsk rødvin, var a rsagen til, at han blev 91 a r! 3

Selv udtalte han i et

interview i anledning af sin 90-

a rs fødselsdag, at det ma ske var

afhængigheden af skra og en

daglig cigar samt af den

sydamerikanske drik mate , der

holdt ham i gang og i live. 4

Min oldefars mate krus og bombilla

Mate laves pa knuste blade fra yerba planten (en slags kristtjørn).

Bladene placeres i kruset (mateen) og overhældes med koldt vand, sa

3Fragt- og toldpapirer for 1 tønde vin udskibet til Jens Jensen (Ambrosius) fra Buenos Aires i 1939. DFDS 29.08.1939 4Asado-Festernes Æresmedlem fylder 90 Aar i Morgen. Viborg stifts Folkeblad den 8.5.1953

8

bladene blødes op. Det kolde vand suges op med sugerøret (bombillaen),

der i reglen er lavet af sølv. Herefter overhældes bladene med varmt (ikke

kogende vand), og teen trækker efter behag. Der kan hældes varmt vand

pa flere gange, og kendere siger, af de senere trækninger er de bedste. Det

er MEGET bittert. Jeg vil personligt hellere tro pa rødvin og

sommervarme som et middel til et langt liv!

Af min oldefars bevarede pas fra 1935 fremga r det, at han foretog

tre rejser af seks ma neders varighed til Argentina. I 1935/36, 1938/39 og

i 1945/46. Han havde som nævnt rejst e n gang tidligere og havde nok

planlagt flere ture, men det blev forhindret af besættelsen 1940 - 45. Jens

Ambrosius var 83, da han foretog den sidste rejse fra december 1945 til

maj 1946, hvor han deltog i lillebroderen Niels Ambrosius’ 80-a rs

fødselsdag. Hans danske

familie mente, han var blevet

for gammel til at rejse selv, og

det blev bestemt, at min far

skulle ledsage ham, men det

blev forhindret af det danske

militær, der forlængede hans

værnepligt ved at udtage ham

til sergent. I stedet fulgtes min

oldefar, som det fremga r af

dette udklip fra en lokal avis,

med sin niece, Niels

Ambrosius datter, der var gift

og bosat i Danmark.5

5Aalborg Stiftstidende den 11.01.1946

9

Min far oplevede dog senere Argentina, idet mine forældre rejste

derover i 1988 i forbindelse med fejringen af 100-a rs jubilæet for Niels og

Laust Ambrosius’ ankomst til landet.

Der er skrevet meget om de danske udvandrere til USA i perioden

1850 - 1920, men mindre om den ikke uvæsentlige udvandring til andre

lande, herunder til Argentina, hvortil der gennem a rene udvandrede godt

15.000 danskere, langt fra de 300.000, der udvandrede til USA, men dog

en slat.

Som nævnt udvandrede, udover Niels og Laust Jensen Ambrosius,

yderligere seks af deres nevøer og en niece, heraf fire af min oldefars seks

sønner. Kun to af hans børn blev i Danmark, min farfar Thorvald

Ambrosius, der blev købmand i Balling i Salling, og Ole Ambrosius, der

blev isenkræmmer i Mørke pa Djursland. Der var dog ogsa enkelte, der

drog den anden vej, som Niels’ datter Edeele (kaldet Tita) Bru el, der

havde truffet sin danske mand under et af familiens besøg i Danmark, og

som flyttede til Hasseris. Det betyder, at størstedelen af slægten i dag er

argentinere, men endnu i dag er der en smule kontakt mellem familien i

Danmark og familien i Argentina.

Kontakten var selvfølgelig væsentlig større tidligere, ba de i

familien, men ogsa generelt mellem Danmark og dansk - argentinere. De

danske udvandrere boede koncentreret og holdt i mange a r tæt sammen,

og det hjalp med til at fastholde en nær kontakt til Danmark. Der blev

afholdt a rlige sammenkomster i Danmark, Asadofester, der mindede om

Rebildfesten, hvor folk med relation til Argentina mødtes og spiste

10

grillstegt lam (asado). Min oldefar var en af initiativtagerne til disse

sammenkomster, og han blev senere udnævnt til æresmedlem i Asado-

selskabet. Disse sammenkomster blev afholdt til op i 1980’erne, og mine

farmor og farfar deltog jævnligt, især na r de havde besøg fra Argentina.

.6

6Skive Folkeblad den 9.07.1946

11

Endnu i 1996 kunne dagbladet Politiken i en stort opsat artikel

fortælle om “En jyde i Argentina”. Artiklen handler om den 88-a rige

Hans Jensen og hans kone Elda. Hans Jensen udvandrede i november

1929 fra et husmandssted ved Slagelse til Necochea 500 km syd for

Buenos Aires. Hans kone Elda er “jyden i Argentina”. Hun er født i

Argentina, mens hendes forældre var indvandret fra Viborgegnen, men til

trods for at hun sa ledes har tilbragt hele sit liv i Argentina, taler hun

bedre dansk - med tydelig Viborg accent - end spansk. Og manden

opfatter sig som dansk, til trods for næste 70 a r i Argentina:

“Jeg er aldrig blevet argentiner, for jeg føler mig dansk, og det har jo

været næsten som at være i Danmark at leve her, for alle omkring os var

danske, siger Hans Jensen”.7

Her kunne man virkelig tale om ghettoer og parallelsamfund, men i

dag er de danske efterkommere fuldt integrerede, og selvom de fleste er

stolte af deres danske rødder, er det kun fa der forsta r endsige taler

dansk, men det har taget flere generationer!

7Anne M. Sørensen: En jyde i Argentina, Politiken 9.01.1996

12

Kapitel 2: Danmark i 1800-tallet

Det 19. a rhundrede var industrialiseringens a rhundrede i

Vesteuropa og USA. Industrialiseringen begyndte i England i slutningen af

1700- tallet og bredte sig i løbet af de næste 100 a r til store dele af

Europa og USA. Det betød en voldsom ændring i demografi og levevilka r.

Befolkningstallet steg eksponentielt pga. faldende dødelighed. Det

pressede levevilka rene pa landet, og store befolkningsgrupper flyttede

ind til de voksende byer eller emigrerede for at opna bedre vilka r.

Ogsa Danmark blev pa virket af udviklingen, selv om

industrialiseringen kom relativt sent. For at starte en

industrialiseringsproces skal en række grundlæggende faktorer være til

stede. Det er:

Ra stoffer

Arbejdskraft

Teknologi

Kapital

Marked

Danmark havde ingen af de ra stoffer som jern og kul, der satte gang

i industrialisering i fx England, derfor kom udviklingen senere og var

afledt af industrialiseringen og urbaniseringen andre steder. Den store

befolkningsvækst og indvandring til byerne i bla. England, betød en

stærkt forøget efterspørgsel pa fødevarer, og her kunne Danmark bidrage.

13

Forædlingen af fødevarer, som tager fart i anden halvdel af det 19.

a rhundrede, er en vigtig faktor i den danske industrialisering. Mejerier,

slagterier og en forbedret infrastruktur med jernbaner og havne (som

Esbjerg) sætter gang i udvikling og urbanisering, men det er en

urbanisering, der er spredt omkring provinsbyer og de nye stationsbyer,

og landbruget er fortsat det vigtigste erhverv, selv om søfart og

skibsbygning sammen med handel ogsa blev vigtige faktorer i

udviklingen.

I midten af 1800-tallet var Danmark tyndt befolket med ca. 35

mennesker pr. km2. Det var steget til 51 pr. km2 i 1880. Det var fortsat lavt

i forhold til andre vesteuropæiske lande og meget lavere end i dag, hvor

det er 119 og med en meget højere urbaniseringsgrad, men det udtrykker

dog en kraftig stigning i befolkningstallet, primært pga. en faldende

dødelighed, som det fremga r at denne figur:

8

Det var primært børnedødeligheden, der faldt, fordi

8 Den demografiske transition i Danmark, fra http://www.geografi.leholt.dk/hf-geografi-test-demografi.asp

http://www.geografi.leholt.dk/hf-geografi-test-demografi.asphttp://www.geografi.leholt.dk/hf-geografi-test-demografi.asp

14

fødevareforsyningen blev mere stabil samtidig med at hygiejnen blev

forbedret fx gennem kloakering i byerne, det mindskede

infektionssygdomme og epidemier. Danmark var dog stadig et fattigt

land, hvor mange led af fejlernæring, det ses fx af middelhøjden, der var

væsentlig lavere end i dag. I 1860 blev 20 % af de unge værnepligtige

mænd fra Lolland- Falster ved sessionen betegnet “underma lere”. Dvs. at

de var mindre end 61 tommer (158, 6 cm) og blev kasserede. Det gjaldt

“kun” for 10 % af de unge mænd fra København. Lolland - Falster var dog

et særligt fattigt omra de, idet andelen af jordløse landarbejdere og

husmænd her var større end i andre dele af landet. Og det betød noget. I

1870’erne viste en undersøgelse af 14-a rige børn pa landet følgende

forskelle:

Piger Drenge

Højde (cm) Vægt (kg) Højde (cm) Vægt (kg)

Ga rdmandsbørn 148 42 146 4o

Husmandsbørn 143 40 143 39

9

Generelt var levevilka rene for industriarbejdere i byerne bedre end

for den store andel af landarbejdere og husmænd pa landet, hvis man vel

og mærke var rask og havde arbejde, men ogsa de mere velsta ende

ga rdmandsfamilier var pressede, hvis familien var stor. Kun en søn kunne

arve ga rden, og vedkommende kom ofte i gæld for at kunne skifte med de

øvrige søskende. Og selv om der var undervisningspligt i Danmark, gik

flertallet ud af skolen efter konfirmationen og i arbejde eller evt. i lære.

9Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd (bd. 11 af Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie) 1990 s. 22

15

En boglig uddannelse var dyr, og pa landet kom flertallet ud at tjene,

selvom et stigende antal ga rdmandsbørn kom pa højskole og en del

videre pa seminariet. Der var befolkningsoverskud pa landet, og selv om

nye omra der, som den vestjyske hede, blev opdyrkede, og søer og moser

blev afvandede og inddraget i landbrugsarealet, var der ikke jord til alle,

og arbejdet som karl eller daglejer var ha rdt og da rligt betalt. Derfor trak

byen i mange. Men arbejdsløsheden truede i byerne, og mange

bondedrenge drømte om jord - ikke om industriarbejde, og de blev derfor

let grebet af drømmen om et bedre liv et sted, hvor der var jord til alle,

der ville tage fat.

16

Kapitel 3: Udvandring, push og

pull faktorer

Na r man ser pa migrationer, kan man inddele de faktorer, der fa r

mennesker til at flytte, i to hovedgrupper: push faktorer og pull faktorer.

Push faktorerne er de forhold, der fa r folk til at flytte, (skubber dem væk

fra hjemegnen). Pull faktorerne er de forhold, der bestemmer, hvor de

flytter hen, (trækker dem til sig).

Push faktorerne i Danmark i slutningen af 1800-tallet var de

nævnte problemer med mangel pa jord, fattigdom og arbejdsløshed samt

en overvejende ung befolkning. (Jo ældre man er, jo mindre er

sandsynligheden for, at man forlader hjemegnen, med mindre der er tale

om krig eller naturkatastrofer.)

Pull faktoren var ønsket om et bedre liv et andet sted, og selv om

de fleste i første omgang søgte til byerne, var der ikke arbejde til alle, og

mange, især unge mænd, søgte længere væk for at fa et bedre liv, og i

slutningen af 1800-tallet var det muligt for de fleste migranter at finde

sa dant et sted - i modsætning til dag, hvor mange unge fattige især fra

Afrika drømmer om at fa et bedre liv i Europa, men her er disse

økonomiske migranter uønskede. I 1800-tallet var der lande, der

opfordrede til, ja ligefrem reklamerede for indvandring. Her er USA

enesta ende. At USA var frihedens og mulighedernes land, var kendt af

17

hvert et barn i Danmark. Man kan bare læse Chr. Winthers populære

børnedigt:

Digtet handler om Peter, der bliver sur pa sin mor, og derfor vil

flygte til Amerika med sin lidt tvivlende lillebror, som Peter fa r overtalt

ved at beskrive et eventyrland, hvor der vokser rosiner pa træerne, og det

regner med limonade. Digtet udkom første gang i 1835 som en del af

samlingen “Nogle Digte”, og det udkom som en selvstændig udgivelse

med Alfred Schmidts berømte illustrationer i 1900 og er genoptrykt

utallige gange siden.10

Samtidig var det relativt let at komme til USA. Med dampskibene

blev rejsetiden nedbragt fra 5 - 6 uger til omkring en uge, og fra 1880

kunne danske udvandrere vælge at rejse med et dansk skib hele vejen fra

København til New York, da dampskibsselskabet Thingvalla startede en

10http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Hovedv%C3%A6rker/Flugten_til_Amerika

http://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Hovedværker/Flugten_til_Amerikahttp://denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Dansk_litteratur/Hovedværker/Flugten_til_Amerika

18

fast rute. Endvidere betød den store udvandring til USA fra hele Europa,

at der var stor konkurrence blandt selskaberne, og det betød lavere

billetpriser. Der la sa ledes en række agent forretninger samlet i Nyhavn i

København, hvor folk kunne ga ind og fa et tilbud pa en billet, sa langt

frem som der var bygget jernbane i USA. Agenterne reklamerede ogsa for

forholdene i USA. Fx uddelte rederiet Allen Lines’ agent i København sma

bøger om Dakota med titlen “Det nye guldland i vesten” i forbindelse

med, at South Dakota blev a bnet for opdyrkning i 1879.11

Pull faktorerne til USA er a benbare, og i alt udvandrede omkring

300.000 danskere til landet i perioden 1850 - 1920. Mange klarede sig

godt og sendte breve hjem, der igen fik andre til at udvandre. Der var

selvfølgelig ogsa en del, der ikke lod høre fra sig, nok fordi drømmen ikke

gik i opfyldelse, men de da rlige historier druknede i de gode.

Men hvad fik sa nogle til at vælge andre omra der? Hvorfor drog fx

brødrene Ambrosius fra den lille by Bystrup ved Gedsted i Himmerland

ikke til Midtvesten i USA, men til Tandil og pampassen i Argentina?

11Om udvandringen og rejsen til USA. Se fx Ole Sønnichsen: Rejsen til Amerika, Gyldendal 2013

19

Kapitel 4: Fra Bystrup til Tandil

Brødrene Niels og Laust Ambrosius blev som nævnt født i Bystrup

ved Gedsted, hvor familien havde et lille husmandssted. Familiens

baggrund var som flertallet af danske familier pa landet pa dette

tidspunkt, de havde oprindeligt været fæstebønder, men i forbindelse

med de store landboreformer i slutningen af 1700tallet, blev de

selvejerbønder. Her ved vi endda, præcis hvorna r det skete, idet det

fremga r af et skøde fra

“Rinds Herreds Skøde- og Pantebog 1737 - 1800, fol. 248”:

“Auctions - Skjøde til Ambrosius Pedersen i Gjørup paa een i bemeldte

Gjørup Byen beliggende Bondegaard med tilliggende Hartkorn, forhen

Taarupgaards Stiftelse ……

Ørregaard den 20de Oktober 1789”12

Omtalte Ambrosius Pedersen var brødrenes bedstefar, og i det

samme utrykte materiale findes en udskrift af skifteprotokollen fra Rinds

Herred med en meget udførlig boopgørelse i forbindelse med Ambrosius

Pedersens død i 1827. Ambrosius Pedersen efterlod udover enken, der

var hans anden kone, ni børn, en beskedent udstyret ga rd, (Stærvbo), 2

heste, 2 stude, 4 køer, 3 kalve, 23 fa r og 7 lam, men ingen rede penge. Der

blev skiftet, sa enken fik ret til at bo pa ga rden, mod at udbetale

arvelodder til børnene, mens de voksne sønner af første ægteskab blev

indsat som værger for de umyndige børn. (Det kunne kvinder ikke være i

1827). Da der var mange børn, var arven beskeden. Jens Ambrosius, Niels

12utrykt materiale i privat eje. Mine understregninger

20

og Laust Jensen Ambrosius’ far, var den yngste søn af første ægteskab, og

han arvede godt 36 Rd. (set i forhold til at ga rden med indbo var vurderet

til godt 635 Rd.).13

Jens Ambrosius var født i 1800, men blev først gift i 1852. Ifølge

sønnen Niels havde han oprindelig været opkøber af uld, og han havde

været velhavende i ungdommen, men han havde tabt 800 Rd., (altsa mere

end værdien af hans fædrene ga rd!) fordi han igennem en a rrække ikke

havde gjort op med en fabrik ved Viborg.14 Hvad der helt præcist skete,

som fora rsagede tabet fremga r ikke, men han ma tte opgive handelslivet

og blev husmand i forbindelse med sit ægteskab. Hans kone Maren

Kirstine Pedersdatter var født i Bystrup i 1828, og sammen fik de 9 børn,

hvoraf de otte blev voksne. Niels og Laust blev født henholdsvis 1866 og

1868 som 3. og 2. yngst i flokken, og de var henholdsvis 12 og 10 a r da

faderen døde i 1878, og efterlod enken med tre ukonfirmerede børn, og

det var ret fattigt hjem, de voksede op i.

Niels Jensen Ambrosius nedskrev sine erindringer i 1951, og han

beskrev sin barndom sa ledes:

“Mine Forældres Ejendom var paa 1 Td.1 Sk. 1 ¾ Album. Skødet er

underskrevet den 30.Maj 1851, og Ejendommen er betalt og underskrevet

af Sælger og Køber samt Vitterlighedsvidner. Nævnte Dokument har jeg

indrammet og hængende på Væggen; det er det eneste skriftlige, vi har fra

vores Fader. Far havde store Kister med Tøj, rigt forsynet med Sølvspænder

og Knapper, Kappe, Benklæder og Sko. Sølvspænder og Knapper fik tyske

Kræmmere. Tøjet blev aldrig opslidt, men blev omsyet til drengene.”15

Det fremga r sa ledes tydeligt, at faderen havde kendt bedre dage, og

13utrykt materiale i privat eje 14Niels J. Ambrosius: Minder fra mit Liv og Færden i Argentina, utrykt materiale s. 1 15 do

21

at hjemmet var fattigt. Niels fortsatte med beskrive, hvordan han og

brødrene kom ud at tjene i 5 - 6-a rsalderen.

“Jeg begyndte i 6 Aars Alderen, men kun Forår, Sommer og Efterår -

om Vinteren var jeg hjemme. 9 Aar gammel kom jeg til Taastrup og saa

sjældent mit Hjem eller nogen af Familien………….To gange om Ugen var jeg

i Skole - ellers i Heden med min Fåreflok. Da jeg var i 11 Aars Alderen, døde

min Fader, og jeg fik i den anledning mit første Sæt Tøj.”16

Livet pa landet var ha rdt i det 19. a rhundrede, og tiden efter

faderens død blev beskrevet pa denne ma de:

“Da jeg var 14 Aar gammel, døde Enken, hos hvem jeg tjente -

Ejendommen …… blev solgt. Jeg slap fri, og min broder Jens (der var tre a r

ældre m.a) længtes ud, da der ingen Løn var at tjene i Hjemmet. Jens havde

afløst en ældre Broder - nu afløste jeg Jens.”17

I maj 1881 var Jens begyndt

at arbejde fast som karl hos en

ga rdejer i nærheden. Det fremga r af

hans skudsma lsbog, som er bevaret.

16 Niels Ambrosius erindringer s. 1 17 do

22

18

I erindringerne fortsatte Niels med at beskrive, hvor ha rdt arbejdet var pa

husmandsstedet, og hvor beskedent udbyttet var. De havde f.eks. ikke

længere ra d til stude til markarbejdet, kun kalve:

“de blev skiftet hvert Aar for at faa Penge til Skatten”.

18Uddrag af Jens Jensen Ambrosius’ skudsma lsbog fra 1880 - 1885 (privat eje)

23

De ældre søskende havde forladt hjemmet, sa snart det var muligt,

og der var nu kun ham, moderen og en lillesøster tilbage - samt Laust, der

var ude at tjene. Niels ville heller ikke blive, og sa var der kun Laust til at

overtage arbejdet pa husmandsstedet, og han var pa dette tidspunkt bare

13 a r. Det endte med, at moderen, der var i begyndelsen af 50’erne, solgte

ejendommen og flyttede ind i et hus i Ulbjerg, hvor den ældste søn,

Ambrosius Jensen Ambrosius var købmand.

Der findes, sa vidt jeg ved, ingen billeder af ejendommen i Bystrup

og af familien fra denne periode. I 1902 blev der lavet et “anegalleri” - et

stort billede med portrætter af hele familien ba de den argentinske og den

danske. I midten var anbragt et portræt af “stammoderen” - Maren

Kirstine. Hun var død i september 1901, men er a benbart blevet

fotograferet tidligere, nok omkring 1890, sa hun ma have set nogenlunde

sa ledes ud, da hun forlod den lille landejendom og flyttede ind til Ulbjerg.

Niels var glad for, at ejendommen blev solgt:

“Saa er jeg fri igen”

skrev han, til trods for at han ma tte arbejde

ha rdt for føden, først hos en købmand i Viborg

senere hos broderen i Ulbjerg. Han arbejdede

ogsa som tørveælter, men det kunne man ikke

leve af, faktisk var han lettet, da han kom pa

session, og blev taget som soldat i 1886:

“Det var de bedste Dage, jeg havde levet”.

Og kosten ma have været noget bedre, for ifølge hans egne

optegnelser voksede han 4 tommer (10 cm) i løbet af det a r. Da han var

færdig som soldat, var han blevet knap 21 a r, og han og lillebroderen

Laust ville væk fra Danmark.

24

“Min Broder Laust og jeg havde forhørt os om Muligheder i

Nordamerika, men vi blev advarede og anbefalet Argentina, hvor Byen

Tandil havde 16.000 danske - 300 er nærmere hvad der var. Jeg manglede

en Mønstring, søgte Rejsetilladelse og Anbefaling fra 29nde Kompagni.

Kaptajn Scherling, tror jeg det var, bebrejdede mig meget, at jeg vilde til

Udlandet - “og De ved ikke noget om Argentina - der er ret usunde Forhold.”

Kaptajnen var en nobel mand og mente mig det bedste.”19

Niels og Laust blev altsa anbefalet Argentina, som de valgte, fordi

de er blevet “advarede” mod Nordamerika. Jeg har ingen optegnelser eller

breve fra Laust eller andre i familien om baggrunden for emigrationen,

kun Niels’ erindringer, og her er der ingen uddybning af udtalelsen. Hvem

der havde advaret dem mod Amerika og præcist mod hvad, og hvorfor og

hvordan de fik anbefalet Argentina, vides ikke. Det fremga r dog af Niels’

erindringer, at de var blevet snydt. Det antal danskere i landet og specielt

i Tandil, som de havde fa et oplyst, var stærkt overdrevet, men derudover

skrev han kun, at Laust havde haft forbindelse med den argentinske

konsul i Kolding, hvor de fik pas, en anbefaling pa spansk og gode ra d om

rejsen af konsulinden, men generelt blev der konkurreret om

udvandrerne. Som nævnt havde de store selskaber, der sejlede til USA,

agenturer i København, og de udleverede brochurer, der fortalte

rosenrødt om mulighederne, Jens havde ifølge sin skudsma lsbog

kortvarigt været i København i eftera ret 1883, men der er intet materiale,

der antyder, at Niels og Laust havde sat deres ben i København, de ma

have hørt om USA og Argentina af andre kanaler.

Der var ogsa nogle, der rejste rundt i Danmark og reklamerede for

19Niels Ambrosius erindringer opr. cit s. 2

25

udvandring, her er mormonerne et kendt og tidligt eksempel. Allerede i

1850’erne sendte mormonerne missionærer til Europa, og de lagde en

særlig indsats i Danmark, pa anbefaling af to danske brødre der var blevet

venner med mormonlederen Brigham Young, og som i 1851 havde

oversat “Mormons bog” til dansk. De mormonske missionærer

opbyggede et tæt kontaktnet i hele Danmark, hvor de døbte omvendte og

arrangerede massetransporter til Utah. De var sa effektive, at godt 12.000

danskere udvandrede til Utah mellem 1850 og 1900, en helt usædvanlig

stor andel i forhold til andre europæiske lande20.

Det kan altsa ikke besvares helt præcist, hvad der fik brødrene til

at vælge Argentina, men det ma have haft betydning for to brødre som

kun talte jysk, og som blot havde haft en sparsom skolegang, at de, som

Niels skrev, havde fa et at vide, at der var 16.000 danske i Tandil. Og det

fremga r ogsa af erindringerne, at der i hvert fald senere (i 1890’erne)

blev afholdt (reklame) foredrag om Argentina rundt om i Danmark:

“En Dag, vi pløjede, fik vi Besøg af Sofus Knudsen, min tidligere Chef,

og Pastor Dahl fra Tandil - ved dette Besøg fødtes mange Emner til Pastor

Dahls senere Foredrag på forskellige Egne i Danmark.”21

Fra andre kilder kan det ses, at na r udvandrere med succes tog pa

besøg pa hjemegnen, udvandrede en række familiemedlemmer.

”I Aaret 1884 gjorde jeg min første rejse hjem til Danmark for jeg

havde lovet min Moder om fem Aar at komme tilbage og fortælle hvorledes

20Kristian Hvidt: Det folkelige gennembrud og dets mænd. Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bind 11 s. 261 ff. 21Niels Ambrosius erindringer opr.cit. s. 6

26

det gik til herude i det fremmede,……Nu gik rejsen altså for anden gang (Til

Argentina), men det var ikke til det uvisse. Aaret efter rejste min Broder

Kristian over til mig og Aaret efter min søster Anna, hvorimod min yngste

søster Martine ikke måtte tænke paa at rejse fra Moder, men saa skulle hun

ogsaa til gengæld arve det alt sammen efter Moder”22

Senere inspirerede Niels og Laust selv andre til udvandring. I en

rubrik fra Viborg Folkeblad den 13. november 1950, som min oldefar har

klippet ud og gemt, sta r der:

”En forholdsvis større Udvandring har i disse Dage fundet sted her fra

Egnen til Argentina. Otte unge Mænd fra Troestrup, Skals og omliggende

Byer har fået Plads hos to familier i Argentina, en som Smed og syv som

landmænd.”

Rubrikken havde overskriften: For 50 Aar siden – 1900, sa mon ikke de to

familier i Argentina var Niels’ og Laust’, siden min oldefar klippede den

lille rubrik ud?

Det er derfor ikke mærkeligt, at Niels og Laust fik følgeskab af flere

familiemedlemmer, de havde fa et succes og var flere gange pa besøg i

Danmark, men oprindeligt var det Laust, der tog initiativet til at vælge

Argentina, sa formodentlig har han kendt eller hørt om nogle, der var

rejst dertil, og det han hørte, var sa positivt, at han tog kontakt til

konsulen i Kolding, som derefter hjalp med det praktiske.

Argentina blev ma let, og de var dedikerede. De ville afsted, selvom

de ingen midler havde. Billetterne blev betalt med et la n pa 400 kr., som

22 Erindringer skrevet af Carl Jørgensen Anderberg fra Nakskov

27

de fik fra deres modvillige mor. Rejsen foregik med skib fra Hamborg, og

det tog godt 5 uger at komme frem. De ankom til Tandil den 11. december

1888. Niels skrev i erindringerne, at han ikke kunne huske, hvad skibet

hed, kun at de sejlede fra Hamborg til Buenos Aires, og at turen tog 28

dage.

Maleri af ba d pa vej til Argentina. Udvandrermuseet i Hamborg

Jeg har søgt i ba de den danske og den tyske database over

udvandrere, men uden resultat, sa jeg har ikke været i stand til at finde frem

til hvilket skib, de faktisk rejste med, men pa udvandrermuseet i Hamborg

er der billeder af flere Argentinafarere, og det ma have været et skib som

ovensta ende, de var med. Den tyske database har kun registreret

udvandrere, der rejste med skibe, hvor der var mere end 25 passagerer,

men det var almindeligt, at fragtskibe i et vist omfang medtog passagerer,

og hvis Niels og Laust var med et sa dant, kan det forklare at jeg ikke kan

finde dem i registret. Senere rejste Niels flere gange fra Argentina pa besøg i

28

Danmark bla. med dampskibet Magdalena, som her er fotograferet ved

afgangen:

23

Fra “anegalleriet”: Jeg har ikke tidligere billeder af brødrene. Sådan så de ud omkring år 1900

23 Fra Jens Jensen Ambrosius scrapbog om Argentina

29

Kapitel 5: Landet

Argentina var ikke det land med mælk og honning, Niels og Laust

havde forestillet sig, og der var ikke nær de 16.000 danskere i landet, de

var blevet fortalt hjemme i Danmark, men de ankom i højsommeren og fik

straks høstarbejde hos en dansk landmand.

Men hvad var det sa for et land, de var kommet til? Ja geografisk var

det meget anderledes end Himmerland. De var rejst i november midt i det

mørke danske eftera r, og de ankom til Tandil i december, hvor det var

højsommer.

Hydrotermfigur for Buenos Aires

Tandil ligger 500 km sydligere end Buenos Aires, sa

middeltemperaturen er lidt lavere end pa figuren, men generelt er den

30

dækkende for klimaet, her er varme somre og milde vintre, men i

Tandilomra det er der dog risiko for frost, og der er rigelig nedbør, især

om sommeren. Der er store græsarealer - pampassen, hvor man

traditionelt havde kvæg i store flokke - i stil med prærien i USA. Jorden

var velegnet til dyrkning af majs og hvede, og der var tyndt befolket.

Omra det er stort set fladt, dog gennemska ret af de lave Tandilbjerge, der

er op til 450 m høje, og hvor der i dag er et stort rekreativt omra de, med

en statue af den første danske indvandrer til omra det: Hans Fugl fra

Lolland.24

Argentina var en del af de spanske kolonier, der blev oprettet i

1500-tallet i Amerika. Spanierne havde væsentligt sværere ved at fa

fodfæste pa østkysten end pa vestkysten af Sydamerika, men i anden

halvdel af a rhundredet fik de nedkæmpet den oprindelige befolkning, og i

1580 grundlagdes Buenos Aires. Omra det blev efterha nden koloniseret,

men la langt fra vicekongedømmet i Lima, og i 1776 oprettede spanierne

et nyt vicekongedømme La Plata, der omfattede det nuværende

Argentina, Uruguay, Paraguay og Bolivia, men omra det vedblev med at

afvige fra kolonierne vest for Andes, idet La Plata blev et tilflugtssted for

liberale, der flygtede fra Spanien, og der var en omfattende handel med

andre lande. De centrale og sydlige dele af omra det forblev stort set

uberørte af koloniseringen.25

I løbet af 1700tallet opstod der øget pres fra og uro i alle

amerikanske kolonier, hvor frihedsideerne fra den franske og

amerikanske revolution bredte sig. I Sydamerika havde spanierne i

modsætning til kolonisterne i Nordamerika anerkendt den oprindelige

24http://rasmussentravel.dk/argentina-2/den-danske-pampa/tandil-2/ 25Arild Hvidtfeldt: Hinsides havene. Politikens verdenshistorie bd11 s.100ff

http://rasmussentravel.dk/argentina-2/den-danske-pampa/tandil-2/

31

befolkning som mennesker, og selvom de ikke blev behandlet ligeværdigt,

var der sket en vis befolkningsmæssig blanding, sa det var en mere

samlet befolkning, der stod bag kampen for frigørelse fra Spanien.

Frigørelseskampen fik ogsa et mere “heltepræget “ forløb. I USA byggede

nationalfølelsen og frihedskampen pa en kamp for frie institutioner og

ideer, som udtrykt i uafhængighedserklæringen og grundloven, mens den

i Sydamerika i højere grad byggede pa enkeltpersoners handlinger

Den argentinske helt var Jose de San Martin, der oprindelig havde

gjort karriere i den spanske hær, men som i 1811 vendte tilbage til

Argentina og opbyggede en hær, der kæmpede mod spanierne i syd, mens

Simon Bolivars tropper kæmpede i nord. Som noget af det første

afskaffede det nye selvstændige Argentina slaveriet i 1813. De følgende a r

var dog præget af konstante forfatningsstridigheder og magtkampe, og i

nogle a r var landet reelt delt i to stater: Argentina og Buenos Aires, og

først i 1853 blev der vedtaget en egentlig grundlov. I 1859 blev Buenos

Aires tvunget til at træde ind i forbundsstaten Argentina, og byen blev i

1860 regeringssæde for republikken.26 Vedtagelsen af grundloven og den

endelige rodfæstning af republikken satte for alvor gang i indvandringen

til landet. I 1800 boede der ca. 400.000, og det var steget til 8 millioner i

1914. Fra 1857 - 1938 indvandrede der ca. 3,5 millioner fra Europa, heraf

kom 80 % fra Spanien, Frankrig og Italien; 16% fra Østeuropa og Balkan

og 4 % fra andre omra der, herunder Skandinavien.27 I 1880’erne kom der

for alvor gang i udvandringen fra Danmark til Argentina Ifølge landets

statistik ankom der ca. 1500 danskere til landet i tia ret 1882 - 1891,

heriblandt Niels og Laust.28

26Matti Klinge: Borgerskabets brydningstid, Politikens verdenshistorie bd. 15 s. 68 ff. og Lars Bækhøj: Danske i Argentina s. 11 - 12 27Danske i Argentina opr. cit. s. 12 28Tallet er hentet fra Danske i Argentina s. 92

32

Kapitel 6: Hans Fugl og den første

indvandring

Den skandinaviske indvandring til Argentina var sa ledes beskeden i

forhold til den sydeuropæiske. Den sydeuropæiske indvandring kan først

og fremmest forklares med et historisk, sprogligt og kulturelt fællesskab

med Latinamerika. Denne sammenhæng fandtes ikke for andre

indvandrere, og konkurrencen med USA som indvandrerland var, som

allerede beskrevet, overvældende. Men en del danskere valgte trods alt at

tage til Sydamerika, i høj grad pga. Hans Fugl, som dette kapitel først og

fremmest kommer til at handle om.

Hans Fugl var pa mange ma der den typiske udvandrer fra 1800

tallets Danmark: en eventyrlysten, fattig og enlig ung mand. Han blev født

den 24. oktober 1811 i Horslunde pa Lolland, et af de fattigste egne i

Danmark, hvor faderen var træskomager og havde et lille husmandssted.

Familien var børnerig, og som de fleste kom Hans tidligt ud at tjene, og

han var sa heldig at fa plads som kusk og tjener hos biskoppen i Maribo

(digteren Poul Martin Møllers far). Biskoppen fandt ud af, at Hans var

godt begavet, og han foranstaltede, at Hans kunne komme pa seminariet,

og i 1837 bestod han lærereksamen. Hans Fugl fik i første omgang et par

stillinger som huslærer hos det bedre borgerskab og senere et fast

embede ved Stege Borgerskole, men husmandssønnen syntes ikke, at han

passede ind, eller at han blev socialt accepteret af borgerskabet, og af

33

hans dagbøger fremga r det, at han ofte luftede tanken om at udvandre.

Som ved Niels og Laust var det lidt af en tilfældighed af ma let blev

Argentina. Ogsa i den tidlige udvandringsperiode drog de fleste

nordeuropæere til USA, og det overvejede Hans Fugl, men han læste

a benbart nogle artikler i Berlingske Tidende, der fremhævede de gode

muligheder for landbrug i omra det syd for Buenos Aires, og han blev

overbevist om, at der var bedre muligheder i Sydamerika, og sammen

med en lokal læge besluttede han sig for at udvandre til Argentina.

Den lille udvandrergruppe bestod af Hans Fugl, lægen med kone og

to børn samt endnu en ung mand, og efter en 11 uger lang rejse ankom

selskabet den 11. november 1844 til Buenos Aires. De var ikke de første

danskere i Argentina, selv om Hans Fugl blev den mest kendte, der havde

i en a rrække været en mindre dansk repræsentation i Buenos Aires, og

her mødte udvandrerne en dansk læge, der hjalp dem i gang. Hans Fugl

arbejdede primært med mælkeproduktion i omra det omkring

hovedstaden, men uden den store succes, og i 1848 opgav han dette og

drog sydpa til Tandil, et lille fort, hvor der blev udloddet gratis jord. Han

fik i løbet af fa a r gang i et større landbrug, og havde fa et bygget en mølle,

og det var en velhavende mand, der i 1858 vendte tilbage for at besøge

Stege samt fødeøen Lolland.

Hans Fugl blev i Danmark i over et a r, og da han i september 1859

pa begyndte tilbagerejsen til Tandil, var han blevet gift med den noget

yngre Anna Dorthea, og udover hende blev han ledsaget af 19 andre

udvandrere fra lokalomra det. Fru Fugl blev smittet med kopper pa den

første del af rejsen, og ægteparret blev efterladt i Plymouth, og de ankom

34

derfor først til Tandil i november 1859, længe efter at de andre fra

rejseselskabet var ankommet. I de følgende a r kom der flere danskere til

omra det, især fra Møn og Lolland-Falster, og 15 a r efter Fugls

tilbagevenden til Tandil, var antallet af danske indvandrere steget til ca.

200.

Familien Fugl ca. 1880

Den største hindring for udviklingen i omra det var de mangelfulde

transportmuligheder, pga. de meget da rlige veje. Persontransport foregik

til hest, og gods blev transporteret med oksekærre. Fra 1860’erne var der

dog blevet oprettet fast diligence forbindelse mellem Tandil og Buenos

Aires. Hans Fugl sa muligheden for at øge den lokale kornproduktion ved

at øge melproduktionen, mel var noget lettere at transportere end

uforarbejdet korn, og han fik bygget en vandmølle pa sin egen jord. Han

blev den lokale leder af danskerkolonien pga. sin uddannelse,

sprogkundskaber og iderigdom. Han sad ogsa i det lokale byra d. Desuden

fungerede han som en slags “civil” præst, idet han forrettede nødda b,

begravede døde og foretog borgerlige vielser.

35

De danske indvandrere var protestanter, men der var ikke nogen

protestantisk præst i omra de, den nærmeste protestantiske menighed

fandtes i Buenos Aires 500 km væk, og Hans Fugl var medstifter og leder

af “La sociedad religiosa de protestanto en el Tandil”, (Tandils

protestantiske selskab), der blev oprettet i 1870.

Fra 1867 kom der fra tid til anden tyske og engelske protestantiske

præster til omra det, hvor de afholdt gudstjenester, barneda b og kirkelige

vielser, og i 1870 blev et omra de af byens kirkega rd reserveret til

protestanter. I 1877 blev den første danske kirke i landet oprettet i byen.

Familien Fugl havde stor samfundsmæssig og økonomisk succes,

men den oplevede store personlige ulykker, ud af familiens 8 børn døde

de 6 som sma , og i 1875 solgte Hans Fugl sine ejendomme og rejste

tilbage til Danmark, hvor han boede pa Frederiksberg til sin død i januar

1900. Sønnen Juan og datteren Valgerda vendte dog tilbage til Argentina,

og der er rejst en statue til minde om ham i Tandil, hvor han er kendt

under sit spanske fornavn Juan.29

29Oplysningerne om Hans Fugl er fra Danske i Argentina opr. cit. 18ff. Marianne Hesselholt har dramatiseret hans liv i romanerne “Fugl i Danmark” og “Fugl i Argentina”

36

Han blev mindet med en nekrolog den 8. marts 1900 i den danske

avis Tandil Tidende, hvor redaktøren bla. skrev:

“Fugl bidrog således til at opretholde og samle det sig da dannende

danske Samfund her. Den Mand skyldes det, at Foreningslivet mellem de

Danske fra først af blev holdt ved lige. Og samtidig med, at Fugl arbejdede

for eget og andres Velvære, arbejdede han ogsaa paa bedring i væsentlig

Grad til denne Bys Fremgang paa forskellige Områder. “30

30citeret fra Marianne Hesselholt: Fugl i Argentina s. 298

37

Kapitel 7: Ankomsten

Selv om antallet af danskere var noget mere beskedent end Niels

og Laust havde fa et oplyst hjemmefra, fik de dog en noget lettere tilgang

til landet end Hans Fugl og hans rejsefæller. De ankom de til en koloni

med en række fasttømrede danske institutioner og traditioner.

De danske indvandrere sa primært andre danskere, og man hjalp i

vidt omfang hinanden. Som nævnt fik brødrene, straks de ankom, arbejde

ved en landsmand, selv om hjælpsomheden dog ikke rakte til lønnen. De

fandt hurtigt ud af, at de blev underbetalt, og de forlod derfor pladsen

a ret efter.

Egentlig var Peter Larsen meget flink, men en tarvelig Søn, som var

Forvalter, voldte, at vi Aaret efter, den 31. December 1889, rejste paa Grund

af Løn spørgsmålet. Det meste af vort Tilgodehavende blev - muligvis af

Mangel paa Penge - indestående et Aar eller mere, indtil vi forlangte vore

Penge paa Grund af en Omgang Sygdom, vi måtte igennem. Pengene fik vi,

men det blev en tidligere Medarbejder, der lagde dem ud.”31

De følgende a r havde de to brødre skiftende pladser, ba de sammen

og hver for sig og ikke kun hos danskere. Niels fremhævede blandt andet

en tid hos et par baskiske indvandrere, som havde lejet jord uden at have

forstand pa landbrug, sa Laust og Niels fik pløjearbejde pa akkord:

31Niels Ambrosius’ erindringer opr. cit s. 3

38

“Vi havde det godt hos disse Baskere - lærte vel ogsaa noget

spansk”32

Billederne viser “peoner” (landarbejdere) pa pampassen i starten af det 20.

a rhundrede.33

De danske indvandrere, der som Niels og Laust kom ud pa landet,

startede typisk med at arbejde en a rrække som peoner hos primært

danske “chacareros” eller “estancieros” (lejere / ejere af en mindre

32 do s. 4 33 Postkort (privat eje)

39

landbrugsejendom - en chacra eller ejere af en større ejendom - en

estancia ) 34. Lønnen var beskeden, et par pesos ( ca. tre kroner) samt

kost og logi, men det var væsentligt over, hvad en landarbejder eller karl

kunne tjene i Danmark pa dette tidspunkt. 35 En peon ma ikke forveksles

med en “gaucho”, der var en bereden kvæghyrde. Gauchoerne spillede

især en rolle i 1700 og 1800-tallet, inden agerbrug og indhegning af

kvæget blev udbredt; de var oftest mestizer. I reglen bar de bredskygget

hat og poncho og brugte lasso og bola som kasteva ben. Gauchoerne

deltog i uafhængighedskampen mod Spanien og er i nutiden kommet til

at symbolisere frihed, individualisme og oprindelighed, men i 1800- tallet

kom de ofte i blodige konflikter med bønderne om retten til jorden.

36

Argentinsk gaucho ca. 1900

34danske i Argentina opr. cit s. 92 35Aalborg Amtstidende: Fra Landarbejder til Pesos-Millionær 36https://en.wikipedia.org/wiki/Gaucho

40

Kapitel 8: Etableringen

Det var ikke nemt at være indvandrer. De havde slidt i det gamle

land, og de ma tte slide for føden i det nye. Det gjaldt for alle, uanset hvor

de kom fra, og uanset hvor de kom til. Ole Sønnichsen skriver om danske

indvandrere i USA:

Men de fleste danskere klarede sig hverken særlig godt eller særlig

skidt……..Ofte blev det første bestemmelsessted ikke endestationen, fordi der

skulle nogle forsøg til, før danskerne fandt deres plads og deres sted i

Amerika.”37

Det var ikke anderledes i Argentina, og det fremga r tydeligt af Niels

Ambrosius erindringer, at de første a r var slidsomme. Erindringerne er

skrevet, da han var 84 og kunne se tilbage pa et succesfuldt liv, og det har

selvfølgelig farvet fremstillingen, og han kan have overdrevet

starttrængslerne, men fremstillingen er privat og ikke rettet mod

udgivelse, og den passer med andre kilder, tingene kom ikke af sig selv, og

nogle gav simpelthen op og rejste hjem eller forsvandt, sa familien aldrig

hørte fra dem.

Det fremga r af erindringerne at Niels flere gange var ved at give op

og ville hjem, men lillebroderen Laust var mere vedholdende og fik ham

til at holde fast. Det var jo ogsa Laust, der havde været den drivende kraft

i valget af Argentina som ma l. Niels skriver i sine erindringer, at efter de

første ma neder hos Peter Larsen ved Tandil drog hver for sig, og da fik

37Rejsen til Amerika opr. cit s. 40

41

han problemer, men fik hjælp af sin bror:

“Efter Høst blev jeg sat til at bygge en Lade, bygget af en Græsart, der

indføles i en Blanding af Jord og hænger over en Ståltråd……...Vi var to om

Arbejdet, som var Akkord……..Da jeg var færdig med Bygningen, red jeg syd

paa, hvor Laust arbejdede. Jeg lånte en Hest hos en dansk Landmand,

besøgte Laust og red tilbage igen. Dagen efter blev der sendt Bud til ham, at

jeg var alvorlig syg. Vi kom med Toget til Tres Arroyes og ind paa et Hotel,

og en Læge blev tilkaldt - det var Tyfus - høj Feber - jeg har aldrig tvivlet

om, at det var Laust, som jeg i første Instans skyldte, at jeg kom over dette

Sygeleje, som varede 26 Dage. Det kneb med at faa betalt - det kostede

gennemsnitlig $ 14,00 om Dagen for Hotel. Læge og Medicin. Vi havde

Penge indestående (hos Peter Larsen)......men fik først restbeløbet, efter vi

er ovre det. Laust tager tilbage til sin Plads, men slap ikke for en lille

Omgang Sygdom….. men Laust var indmeldt i en spansk Sygekasse, saa det

drev over, og vi begyndte forfra.”38

De bøvlede dog pa og fortsatte, trods sygdom og ingen penge, (ja, i

hvert fald Niels havde jo ikke engang til en billet hjem, da hele lønnen fra

den første høst gik til at betale regningen for sygelejet). De følgende a r

knoklede de sammen og hver for sig, og efter høsten 1892/93 var de sa

etablerede, at de for første gang kunne starte op for sig selv:

“Efter Høsten lejede vi 100 ha Jord, som Baskerne havde for meget -

de kunde ikke overkomme Arbejdet. Laust var ikke færdig med

Høstarbejdet, saa jeg satte i gang med at bygge et Hus og grave

Brønd…….Murene var af store Græstørv……..Taget af Strå ……...Køkken og

Sovekammer, to små Vinduer(4 Ruder) og i Køkkenet eet Vindue samt

Indgangsdør, og endelig en åben Skorsten, som ogsaa har sin Historie, idet

38Niels Ambrosius’ erindringer opr. cit s. 4

42

der gik Ild i hvad der kunde brænde.”39

Jorden var lejet, og efter et par a r blev de opsagt, sa de atter ma tte

flytte, denne gang til Necochea, hvor Niels byggede et nyt jordhus. Det var

i jordhuset, at han i 1896 blev gift med Ane Kirstine Jensen, der var søster

til en af hans venner, Søren Nielsen, der i 1895 havde været i Danmark og

taget søsteren med tilbage til Argentina. (Danskerne holdt virkelig

sammen!)

Sidst i 1890’erne gik det for alvor fremad for brødrene. Niels

beskriver, hvordan han og Ane i 1897 flyttede tilbage til Tres Arroyes

egnen, for at passe Laust’ “chacra”, mens han var i Europa. Det vil sige, at

Laust nu var sa etableret, at han havde ra d til at rejse. Niels og Ane fik

deres første barn, og i 1898 flyttede de igen. De havde pionera nd. Med

Niels egne ord:

“Igen bygger jeg et nyt primitivt Hus, hvor Vandet drev af Væggene,

da Familien.

flyttede ind. Disse Jordhuse, som ikke opleves nutildags - med Venskab og

Kammeratskab - vi er unge - der er ingen Rigdom - vi står alle og venter på

Mulighederne”40

Laust var kommet hjem igen og havde giftet sig “med en Pige fra

Lolland, Kragenæs”41 (Rasmine Jensen), og brylluppet og det evige flytteri

fik Niels til at reflektere:

“For Kvinderne var Tilværelsen mindre livlig. Det er et uheldigt

System stadig at skifte Lejemål………..der skal bygges, og der skal graves

Brønd, der skal sættes Hegn…..42

39 Do s. 5 40Niels Ambrosius erindringer s. 8 41 do 42 do

43

Endelig i 1899 fik flytteriet ogsa ende for Niels og Ane, idet de fik

bygget et rigtigt stuehus:

“Omkring 1900 er jeg færdig med Bygningen af Ejendommen ved

Irene - et Stuehus med Tag af Bølgeblik - Vinduer og Døre udført af Fagfolk.

Et Hus til Folkene, en Smedje og mere.”43

43 do s. 9

44

Kapitel 9: Den anden bølge

Starten var ha rd for brødrene, men ved a rhundredskiftet havde begge stiftet familie og fa et gode ka r, og det betød, at de fik ra d til at

besøge familien i “det gamle land”. Som tidligere nævnt var Laust ifølge

Niels’ erindringer i Europa allerede i 1897, og senere skriver Niels:

”(vi) flyttede til Irene. Ejendommen vi rejste fra, afhændede jeg til

min Svoger, Rasmus Nielsen – kontrakten var på endnu to Aar. I Maj 1901

rejste vi til Danmark, min Hustru, jeg og de to Børn. Det var en billig Rejse,

og vi trængte til Hvile. Min Mor kendte ingen af min Familie, og det blev

hende, som kom til at passe min Moder, som døde et par Maaneder efter vor

Ankomst”44

Niels og familien var i Danmark for første gang siden hans udvan-

dring, og hans kone og børn mødte den danske del af familien, mens de

boede hos og passede hans mor i en længere periode. Mon ikke brødrene

nu havde fået betalt de 400 kr. tilbage, de havde lånt til billetten i 1888?

Af DDK’s “Register over danske udvandrere til Argentina” fremgår

det, at Laust også var i Danmark i starten af 1900tallet, idet det han med

kone og barn er registreret som ankommet til Argentina fra Danmark

den 31.08.1908. Navnet Ambrosius dukker i det hele taget temmelig hyp-

pigt op i registret. Brødrene har sat gang i en ny bølge af udvandrere.

44 Niels Ambrosius’ erindinger s. 10

45

Hvor det er uklart, hvorfor det lige blev Argentina, Niels og Laust udvan-

drede til, er der ingen tvivl om motivet hos efterfølgerne. Onklernes suc-

ces var inspirationen.

Danmark omkring 1900 var et lille ubetydeligt land. Af oversøiske

kolonier var kun de vestindiske samt de nordatlantiske øer tilbage, og

kongerigets grænse gik ved Kongeåen. Landet var et udpræget land-

brugsland, hvor industrialisering og urbanisering var startet sent og om-

kring århundredeskiftet boede ca. 62 % af befolkningen på landet, mens

20 % boede i provinsbyerne og resten, knap 500.000, i København. Be-

folkningstallet var stigende pga. kraftigt faldende dødelighed især blandt

børn. Det skyldtes bedre boligforhold, bedre hygiejne og ikke mindst

bedre ernæring. Selv om løn og arbejdsvilkår stadig var dårlige især for

husmænd og landarbejdere på landet, var det sjældent, at nogen nu le-

vede konstant på eller under sultegrænsen. Landet havde økonomisk

fremgang, men velstanden var ikke ligeligt fordelt. Der var dybe sociale

kløfter mellem godsejere, gårdmænd, husmænd og landarbejdere. Der

var ca. 2000 godser, der ejede 15% af jorden, ca. 70.000 gårdmandsbrug,

der ejede ca. 75 % af jorden mens de ca. 200.000 husmandsbrug blot rå-

dede over 10 % af jorden (og ofte den ringeste, som fx heden). Desuden

var der et stort antal jordløse landarbejdere. I byerne voksede industrien,

men den kunne langt fra give arbejde til alle, der ønskede at forlade land-

bruget, og selv ved ansættelse var det på usikre vilkår, selv om forhol-

dene var blevet forbedret efter indgåelsen af Septemberforliget (grundla-

get for ”den danske model”) i 1899. Der var ingen social sikring ved ar-

bejdsløshed og sygdom, og derfor var der fortsat mange der udvandrede,

især unge mænd fra landet.45.

45 Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 12 s. 11ff

46

Også fra familien Ambrosius udvandrede flere unge mænd, men

ikke alle i den nye bølge blev i Argentina, mindst en nevø vendte tilbage

til Danmark, f.eks. Thorvald Ambrosius, der var søn af Niels og Lausts

ældste bror, Ambrosius Jensen (A.J.) Ambrosius, der var købmand i Skals.

Ifølge s. 130 i DDK’s “Register over danske udvandrere til Argentina”

rejste Thorvald Ambrosius i august 1905 som 16-årig med skib til Buenos

Aires. I registret benævnes han “landmand”. Men ifølge Nelly Ambrosius

optegninger: ”Familia Ambrosius. Dinamarca y Argentina” fra 1985, er

han en del af den danske gren af familien. Samme år i oktober rejste fæt-

teren, den 18-årige Kristian Ambrosius, der var søn af min oldefar Jens

Jensen Ambrosius, til Argentina, og to år efter fulgte hans lillebror Jens ef-

ter. Kristian og Jens blev i Argentina og ud over de to, udvandrede yderli-

gere to af deres yngre brødre, Aage og Otto Ambrosius, permanent til Ar-

gentina.

Danmark var neutralt under 1. verdenskrig, og selv om lan-

det således ikke deltog i krigen, påvirkede den levevilkårene for store

dele af befolkningen pga. problemer med at importere og eksportere va-

rer. Samtidig gav krigen mulighed for at opdyrke nicher, hvor der hurtigt

kunne tjenes store penge. ”Gullaschbaroner” blev disse nyrige kaldt, fordi

nogle tjente på at sende kødkonserves af tvivlsom kvalitet til den tyske

hær. Det var dog på Børsen, de virkelig store penge blev tjent (og tabt)

under krigen, hvor antallet af småspekulanter steg eksplosivt.46

Også familien Ambrosius havde en lille ”gullaschbaron”. I 1914

havde Jens Ambrosius solgt sin landejendom ved Vammen og var flyttet

til Møldrup, hvor han drev et lille landbrug ved byens gamle mejeri, som

46 Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie bd. 12 s. 242f

47

han ombyggede til beboelse. Jens Ambrosius havde åbenbart arvet et vist

handelstalent fra sin far, for under krigen drev han handel med opkøb og

salg af revlingeris. Pga. krigen kunne man ikke importere de normale ma-

terialer til riskoste, men på heden groede der sortebær, og revlingerisene

herfra kunne bruges som erstatning. En lokal mand i Møldrup tegnede

karikaturtegningner af de lokales jagt på revlingerisene, og da Jens Am-

brosius stod for opkøbene, fik hans ejendom navnet: ”Børsen”:

47 Revlingeeventyret i Møldrup. Øverst Jens Ambrosius’ ejendom ”Børsen”

47 Jens Ambrosius privat scrapbog

48

Revlingesuccesen varede kort, og efter krigen vendte tingene til-

bage til det normale, og det normale var et relativt fattigt land med få mu-

ligheder for social mobilitet. Jens Ambrosius kombinerede nu sin land-

ejendom med en lillebilforretning, og den yngste søn forsøgte sig som cy-

kelhandler. Det gik åbenbart ikke så godt, for i 1920 udvandrede Otto

Ambrosius som den sidste til Argentina.

I Argentina blev alle brødrene landmænd. Jeg ved desuden fra Nelly

Ambrosius’ optegnelser, at yderligere to nevøer og en niece udvandrede,

nemlig Karen Christiansen født i 1881, Jens Ambrosius Christiansen født i

1883 og Jørgen Ambrosius Christiansen født i 1888. De var alle børn af

Ane og Mads Christiansen. Ane var Niels og Lausts ældste søster. Jeg har

ikke kunnet finde årstallene for deres udvandring, idet jeg ikke har kun-

net finde dem i hverken DKK’s eller de tyske registre, men hvis de er rejst

med en fragtbåd fra Hamborg, står de ikke i nogle registre.

Jeg har ikke nogen bevarede beskrivelser fra familien af den lange

rejse til Argentina i begyndelsen af det 20. århundrede, men denne be-

skrivelse dækker sandsynligvis deres oplevelse af turen:

”Norddeutscher Lloyds, eller Lloyd North Alemania, som der stod på

alle deres kontor- og lagerbygninger i de sydamerikanske havnebyer vi an-

løb, en 16.000 ton stor passagerbåd pløjede sig vej gennem Atlantens bøl-

ger døgn efter døgn og under skiftende vejrforhold……….Der blev arrange-

ret koncerter, baller og fester, bingospil og forskellig anden underholdning,

49

og så selvfølgelig ”liniedåben”……….Da det højtidelige øjeblik indtraf da

stævnen sprængte ”Snoren” blev maskintelegrafen stillet på ”Slow

Ahead”……….En af de store livbåde var bleven firet af og en stormlejder ka-

stet over siden. Alle passagererne var samlet på dækket, da selveste Kong

Neptun med sin dronning og hele sit følge af barber, dommer og skarpret-

ter …….. steg over rælingen……for at holde dom over de formastelige der

havde dristet sig til at overskride hans ”Linie”.48

Om Niels og Jens’ nevøer og niece også blev døbt af kong Neptun,

da de passerede ækvator, ved jeg ikke, men forfatteren Mads Fuglsang

drog til Argentina for at arbejde og søge lykken i samme periode som

dem, så det har været under de samme betingelser, at de rejste.

Argentina blev aldrig så populært som USA for unge danske udvan-

drere, men det var dog en anseelig gruppe, der bosatte sig i landet. Ifølge

Lars Bækhøj optalte det danske generalkonsulat i Buenos Aires to gange

antallet af danske i Argentina. I 1902 nåede de frem til 2034 danske,

heraf 253 i Buenos Aires, 462 omkring Tandil, 681 omkring Tres Arroyos

og 132 omkring Necochea, resten spredt over hele landet. I 1923 talt man

igen, denne gang både danske indvandrere og danske efterkommere.

Man udsendte spørgeskemaer til de egne, hvor man mente, der var dan-

ske, så man har næppe fået alle med. Ved at sammenholde besvarelserne

med landets egen statistik over indvandring nåede konsulatet frem til, at

der var godt 10.000 danske og efterkommere i landet, heraf ca. 4.000 i

Buenos Aires provinsen og ca. 6.000 i trekantområdet omkring Tandil,

Tres Arroyos og Necochea. Af de indvandrede var over halvdelen yngre

48 Mads Fuglsang: Fra Argentina til Storstrømsbroen s. 7

50

mænd, hvor 2/3 var ugifte. Kvinder og børn udgjorde hver ca. ¼ og blandt

kvinderne var kun 1/3 ugifte.49 De kvinder, der indvandrede, var således

typisk del af en familie, og blandt de ugifte ved vi, at mange indvandrede

for at blive gift med en tidligere indvandret dansk mand. De blev, om jeg

så må sige, familiesammenført.

Folketællingen i 1923 angav også erhverv, og hvor store arealer

danskerne ejede. Bækhøj når her frem til, at danske indvandrere og deres

efterkommere udgjorde ca. 1,3 % af befolkningen i Argentina, men dyr-

kede ca. 7 % af arealet. 50 Det er dog ikke så underligt, idet danske udvan-

drere i den ”store udvandringsperiode” (1880 – 1914) som hovedregel

ønskede af blive landmænd. Det var også tilfældet i USA, hvorimod ud-

vandrere fra andre lande som f.eks. Italien ofte søgte til byerne for at

blive industriarbejdere. Det, der for alvor adskilte de danske udvandrere

til Argentina fra de danske, der udvandrede til Nordamerika, var måden

de fastholdt en tilknytning til Danmark.

De nye indvandrere fra familien Ambrosius drog til områderne om-

kring Tres Arroyos og Necochea, hvor onklerne allerede var etablerede.

De kom for at arbejde som landmænd, og selvom der nu var noget mere

kamp om jorden, end da onklerne ankom, lykkedes det dem med årene at

blive selvstændige landmænd, primært med ekstensiv hvedeavl og kvæg-

brug. Det er let at forstå, at onklernes succes var et forbillede. I 1912

købte Laust Ambrosius således en ejendom på 1200 ha og byggede en

stor gård: ”La Constancia” som han flyttede ind på med kone og de efter-

hånden 7 børn. Niels byggede, trods problemer med afsætningen af pro-

dukter under 1. verdenskrig, syv (!) gårde på sin egen jord i perioden

49 Lars Bækhøj: Danske i Argentina s. 132 - 133 50 Lars Bækhøj; Danske i Argentina s. 133 - 134

51

1916 – 1921. Alle gårdene var indhegnede af nyplantede træer, både

frugttræer og pyntetræer. Alene indhegningerne udgjorde 9 ha. Niels

skriver med stolthed, at der blev brugt mellem 3 og 4 millioner mursten ,

som de selv strøg, til disse gårde. En af gårdene var ”La Jutlandia”, som fa-

milien flyttede ind i, som erstatning for det gamle jordhus. 51 Jutlandia var

tegnet efter hans kones ideer og noget af et palads, og det omtales i alle

beskrivelser af Niels Ambrosius, som fx i denne artikel i Aalborg Amtsti-

dende i anledning af Niels’ 80 års fødselsdag i 1946:

51 Niels Ambrosius erindringer opr.cit s. 14

52

Kapitel 10: Parallelsamfund

Hans Fugl kom som pioner til et omra de, hvor der ikke var nogen

danskere, men efterfølgerne havde det lettere, for nu var der landsmænd,

der kunne hjælpe dem til rette og især mindske følgerne af

sprogbarrieren. Spansk er et svært sprog for danskere, og sproget har

været den væsentligste grund til at de danske udvandrere ”søgte

sammen”. Allerede fra 1870 blev der arbejdet pa at oprette en dansk

skole og en dansk kirke i Tandil, og pa Hans Fugls initiativ lykkedes det i

1875 at fa en aftale med en dansk teologisk kandidat, Oscar

Meulengracht, der skulle arbejde som præst og skolelærer. Ordination og

papirarbejde trak ud, sa præsten med familie na ede først frem til Tandil i

1876, efter at Hans Fugl var taget tilbage til Danmark. I starten forgik

skole- og kirkearbejde i præstens bolig, men a ret efter havde menigheden

pa godt 100 voksne fa et bygget en kirke, der blev indviet den 28. oktober

1877.52 Den fortsatte indvandring fra Danmark med spredning til

Necochea og Tres Arroyos egnen medførte ikke en øget integration og en

øget anvendelse af lokale institutioner, tvært imod blev der oprettet

stadig flere danske institutioner i hele omra det. Fra 1890’erne tog den

danske præst i Tandil regelmæssigt til de andre omra der, og afholdt

gudstjeneste der en gang om ma neden. I 1900 blev der ansat to danske

præster, og kort tid efter blev den ene fast præst i Tres Arroyos, i starten

pa kost og logi hos Niels Ambrosius, der pa det tidspunkt boede i Oriente,

og i 1918 blev der indviet en dansk kirke i Necochea53.

Parallelt med spredningen af de danske kirker, skete der en

udbygning af den dansksprogede skole i Tandil, der fungerede som en

privatskole med kostafdeling. Da skolen var privat, ma tte forældrene selv

52 Lars Bækhøj opr.cit. s. 135ff 53 do s. 150ff

53

betale, og det betød, at mange kun gik der et a r eller to. I 1916 blev der

oprette en dansksproget ungdomsskole i Tres Arroyos, som 1919 blev

udvidet til en egentligt dagskole. I 1926 blev der bygget en skole i Lumb,

der ligger midt imellem Tandil, Necochea og Tres Arroyos og i 1930 kom

der en i Necochea. Derudover blev en del børn (ogsa i familien

Ambrosius) undervist i dansk hjemme.54

Allerede fra 1869 begyndte de danske i Tandil at afholde a rlige

fugleskydninger med efterfølgende fest og dans. Fra 1900 begyndte de

danske indvandrere i Tres Arroyos og Necochea omra det ogsa at afholde

sommermøder i november/ december. Det første a r foregik mødet under

a ben himmel, senere pa skift pa Niels Ambrosius ejendom og pa anden

dansk storbonde, Peter Haugaards ejendom. Der blev hentet

foredragsholdere, sunget danske sange og spist og snakket, men ogsa

vedtaget initiativer, der skulle sikre sammenholdet blandt de danske

indvandrere. Fx i 1906 hvor man vedtog at opføre et dansk hospital i

Buenos Aires, og man startede en indsamling til dette. Det skal dog

tilføjes, at der aldrig blev indsamlet nok midler, sa hospitalet blev opgivet,

til gengæld fik man samme a r vedtaget og gennemført at oprette en

brugsforening.

Starten af det 20. a rhundrede var generelt en meget aktiv periode

for de danske indvandrere. Det kom stadig flere danske til landet og

antallet af danske institutioner voksede. Foruden de nævnte skoler, kirker

og brugsforeningen, blev der i 1901 stiftet en højskoleforening efter

dansk forbillede, og i 1917 blev der etableret en egentlig højskole i en ny

bygning i Cascallares. I 1909 blev der oprettet en dansk sygekasse og en

læseforening. Læseforeningen fungerede som en slags la nebibliotek, hvor

den danske præst, na r han tog rundt i hjemmene, medbragte bøger som

man kunne bytte.55

54 Lars Bækhøj s. 162 ff. 55 Niels Ambrosius erindringer opr.cit s. 9 - 12

54

Ud over disse institutioner var der andre organer, der medvirkede

til at fastholde dansk sprog og kultur blandt indvandrerne. Allerede i

1889 blev der for første gang udgivet en dansksproget avis: ”Tandil

Tidende”, (der bragte den tidligere citerede nekrolog over Hans Fugl).

Avisen udkom som ugeblad, og dens første redaktør oprettede i 1896 en

boghandel med danske bøger. Andre publikationer som forsøgte at

fremme dansk og nordisk kultur var ”Dansk Skoleforening i Argentinas”

a rsskrifter og bladet ”Norden” der

blev udgivet i Bahia Blanca.56

Mange af institutionerne var i

høj grad sociale foreninger, man gik

ma ske nok i kirke af religiøse

grunde, men man boede spredt pa

ga rdene, og na r kirkegangen var sa

stor, var det lige sa meget fordi det

var her, man mødtes. Det samme

gjaldt for sommermøderne,

højskoleforening og læseforeningen.

De havde selvfølgelig et kulturelt og

oplysende forma l og indhold, men

der foregik mange andre og mindst

lige sa vigtige aktiviteter som fx

dilettant, gymnastikopvisning,

spisning og dans.

57

Endnu i 1949 udkom der dansksprogede aviser i Argentina omend

56 Lars Bækhøj opr. cit s. 179 f 57 Do s. 184

55

nogle af rubrikkerne nu var pa spansk. Disse udklip fra ”Syd og Nord,

sabado 6 de Agosto de 1949” (sic) viser lidt om, hvad der foregik i

omra det:

56

57

58

58 Fra avisen ”Syd og Nord” lørdag d. 6-08-49

58

Kapitel 11: Kontakten til Danmark

Den store udvandring fra Danmark stoppede med 1. verdenskrigs

udbrud, og efter krigen kom den aldrig op i samme størrelsesorden igen,

hverken til Argentina eller andre steder. Fra familien Ambrosius

udvandrede den sidste, Otto Ambrosius, i 1920. For dem var perioden

efter 1. verdenskrig præget af fortsat etablering i Argentina, mens der

blev fastholdt en stabil kontakt med familien i Danmark gennem breve og

besøg. Der var ogsa enkelte, der vandrede den anden vej og slog sig ned i

Danmark. Min oldefar besøgte sine sønner og brødre fire gange. Hans

bror Niels, der var blevet enkemand i 1927, forsøgte i 1930’erne at fa Jens

til at sla sig permanent ned i Argentina, og tilbød ham et hus kvit og frit,

hvad han dog afslog. I et interview i anledning af hans 90 a rs fødselsdag,

fortalte Jens om sine relationer til Argentina, som han holdt meget af.

Kort efter krigen mødtes han med to andre fra egnen, der ogsa havde

været i Argentina, og de gjorde de sa kaldte asadofester, som have været

afholdt hos private pa Viborgegnen fra slutningen af 1930’erne, til en

a rlig begivenhed for alle med relation til Argentina59

Til asadofesterne spiste man kød stegt pa spid efter argentinsk

tradition, drak rødvin, kaffe og mate . Det var vældig eksotisk for de

udsendte journalister, det var jo længe før grillstegning blev en passion

for danskere, mate kendte de ikke, og rødvin var heller ikke daglig kost i

59 Viborg stifts Folkeblad maj 1953

59

Danmark, især ikke, na r den som her, af en del af mændene blev drukket

direkte af ”Votta Pararino” en hestehudssæk:60

60 Viborg Stifts Folkeblad 17.06.1946

60

Jens Ambrosius havde naturligt et tæt forhold til Argentina, og det

blev bestyrket af hans rejser til landet, men ogsa hans brødre fastholdt

kontakten og rejste stadig til Danmark pa deres ældre dage. I 1930 var

ba de Niels og Laust i Danmark, hvor de mødte de af deres søskende, der

stadig levede.

Fra venstre: Laust , P.J. (Peder (Jensen)), Ane Marie, Jens, A.J (Ambrosius (Jensen)),

Niels

Det blev Niels’ sidste besøg i Danmark. Han kom ikke til landet i

forbindelse med datteren Edeeles (Tita) bryllup i 1932, hvor hun blev gift

i Gentofte kirke. Han var dog lidt tilstede, idet præsten var tidligere præst

i Buenos Aires, og han havde talt ved Niels’ kones ba re, sa han kendte

61

familien. 61 Tita flyttede til Hasseris ved A lborg med sin mand, og det var

sa eksotisk, at Aalborg Amtstidende engang i 1930’erne bragte et langt

interview med hende i deres søndagstillæg, hvor hun fortalte om

forskellen pa argentinsk og dansk landbrug. Hun blev ogsa spurgt om:

”Hvorledes er den moderne Argentinerindes Stilling i Samfundet?

Vi regner os nu som danske og levede efter europæisk Skik, men det

er endnu ikke almindeligt i Argentina, at unge Piger tager ud sammen paa

egen Haand, de skal helst eskorteres af en Far eller en Tante. Man ser heller

aldrig Argentinerinden for Eksempel som Læge, Tandlæge, Sagfører etc.

Men tankegangen er blevet mere liberal, og Udviklingen gaar i Retning af

større Frihed.”

Pa spørgsma let om hun savnede Argentina, svarede hun:

Jeg savner Solen meget. Vi kan ogsaa have Kulde derovre, men der er

alligevel saa megen Solskin hele Vinteren igennem. Vi har ikke de korte

Dage som her. Til Gengæld har vi heller ikke de lyse, nordiske Nætter.”62

Og det kan man jo godt forsta !

Niels var blevet enkemand allerede i 1927, og det fremga r tydeligt

af hans erindringer, at det pa virkede hans humør og energi. Han trak sig i

stadig mere ud af arbejdet pa ga rdene:

”Dette, at jeg efterhaanden trækker mig tilbage fra den mere livlige

Virksomhed, skyldes i nogen Grad en Læggen om til mere Maskindrift, som

jeg ikke klarer saa godt som Selvbindere, Tærskeværk og Heste, som jeg

61 Niels Ambrosius erindringer s. 20 62 Hvor Høsttravlheden overskygger Juletravlheden. Aalborg Amtstidende (?)

62

særlig var indarbejdet med. Nok er det – jeg trækker mig tilbage saa meget

som muligt. De koldeste Maaneder af Aaret søger Nelly (hans ugifte datter)

og jeg mildere Egne, skønt Vinteren er ikke særlig kold her. Vi besøgte

Naborepublikkerne og de nordlige Provinser af Argentina – eet Aar i een

Retning - et andet i en anden.”63

Senere – i 1947 – trak han sig helt ud og delte sine ejendomme mellem

børnene. Arvinger i udlandet blev særlig beskattet, men det klaredes ved

at

”min Datter, som er i Aalborg, foretog, for at redde denne forskel, en

Rejse til Argentina – pr. Flyvemaskine begge Veje – for at bekræfte sine

rettigheder.” 64

Arven betød, at Tita med mand og børn senere valgte at flytte permanent

til Argentina, som det fremga r at dette brev til broderen Jens i anledning

af dennes 87 a rs fødselsdag i 1949.

”Allerede for 2 aar siden delte jeg i 8 hvad jeg havde skravet sammen,

ingen af dem manglede noget, saa det var knapt jeg kunde komme af med

min rigdom, ogsaa mine kjør er solgt, har tilbage nogle faa heste som ikke

volder besver. Familien fra Aalborg boer ved Irene, Palle tilsaar det yderste

af marken. Langfredag besøgte Nelly og jeg La Jutlandia, da det blev meldt

om vort besøg, gik der ilbud efter Palle som sad paa sin tractor, absolut den

eneste det kunne falde ind at arbejde en Langfredag.”

De bevarede breve til familien i Danmark giver et godt indblik i

udvandrernes dagligdag, og ofte er brevene ledsaget af billeder. Ogsa

63 Niels Ambrosius erindringer s. 20 64 Niels Ambrosius erindringer s. 21

63

børnene skrev pa dansk til Danmark, som her hvor min fars kusine Edith

omkring 1930 har skrevet en lille hilsen til sine sma fætre i Balling bag pa

et familiefoto.

Niecen Tita (Edeele) sendte pa et tidspunkt en fødselsdagshilsen til

sin onkel Jens med et billede af hans brødre med familie. Billedet er

formodentlig taget i september 1948 ved den kombinerede fest i

anledning af Laust’ 80 a rs fødselsdag og hans og Rasmines guldbryllup,

hvor Jens ikke var i stand til at deltage:

64

I det hele taget er kvinderne flittige skribenter især Jens'

svigerdatter Christa Skou, der var gift med hans yngste søn Otto. De var

barnløse, sa hun havde ma ske simpelthen mere tid. De bevarede breve er

i høj grad koncentreret om jule- og fødselsdagsbreve, der beskriver

familiens mærkedage og sorger og glæder, som i et fødselsdagsbrev fra

september 1956 til min farmor og farfar (Esther og Thorvald Ambrosius,

Balling) fra niecen Ely (min farfars ældste bror Kristians datter), hvor hun

fortæller, at hendes søn Jørgen (Jorge) er blevet konfirmeret, men ogsa at

fætteren Verner og hans kone har mistet deres ældste søn. Det var jo før

Facebook og andre sociale medier, og det var dyrt at telefonere, sa de

fleste oplysninger om familiens ve og vel blev udvekslet pr. brev. Ely har

været i Danmark og besøgt mine bedsteforældre, og hun spørger ogsa til

naboen og dennes datter Ditte, og sa er jeg faktisk nævnt:

”Hils nu alle i familien, mon Inge stadig er den lille i familien?”

65

Det var jeg sa ikke, min kusine Lisbeth var blevet født i juli!

Man fastholdt det danske sprog, og børnene har for det meste

danske navne – eller navne der kan ”fordanskes” , som Jorge, der bliver

kaldt Jørgen i de danske breve. Man giftede sig ogsa primært med andre

danskargentinere, selv om der begyndte at komme ”fremmede” ind i

familien. I 1949 blev Jens Ambrosius (min oldefars næstældste søn) og

hans kone Anas yngste datter gift. I et brev til sin svigerfar fortalte Ana

om brylluppet:

”Elsa er bleven gift og boer i Orense. Der har vi købt et dejlig Hus til

hende. Hendes mand er jo Argentiner (sic), og er Kontormand.”

Og en af min oldefars niecer, Emmy (Laust’ yngste datter), skrev til sin

onkel om det samme bryllup:

”Ja, Jenses datter Elsa blev gift de holdt et meget stille bryllup, det er

en meget flink ung mand hun har fået.” (trods alt? m.a)

Samme Emmy fortalte ogsa i brevet, at hun havde fa et en dansk lærerinde

til børnene. Sa dan fik man bragt det danske sprog videre.

Jeg mener, at dette billede ma være fra omtalte Elsas bryllup. Det

virker ikke lille efter min ma lestok, men derfor kan det jo godt have været

et stille bryllup efter argentinsk jordejer tradition!

66

65

65 Alle citater og billeder er fra private breve og billeder

67

Kapitel 12: Integration i Argentina

Udvandrerne fastholdt dansk sprog og kultur i stort omfang, men

afstanden til Danmark og ikke mindst tiden betød at tilknytningen blev

svagere. Allerede Niels og Laust ændrede tidligt deres fornavne til de

mere spanskklingende Nicolaus og Blas. Blas var vel egentlig en fejl, Laust

ville snarere svare til Lorenzo, men navnet blev hængende, og da de blev

ejere af store estanciaer blev de kendte som Don Nicolaus og Don Blas.

Niels skriver til slut i sine erindringer:

”Min forbindelse med Danmark er falmet siden 1930, da jeg var

hjemme sidst…….. Paa den tid jeg omtaler, har jeg været Argentina i 45 Aar,

saa det er temmelig rimeligt, at jeg ikke har været særlig optaget af Livet i

Danmark”66

Selv om tilknytningen falmede forsvandt den ikke. Han blev hædret

med Ridderkorset for sit arbejde for at fastholde dansk kultur blandt

udvandrerne og livet igennem holdt han fast ved de danske vaner, han

havde fra ungdommen, men med et argentinsk tvist. Den danske

avis: ”Danmarksposten” bragte en nekrolog ved hans død i 1956 og

skrev bla:

”Trods den meget betydelige velstand Niels Ambrosius nåede frem til,

66 Niels Ambrosius erindringer s. 20

68

vedblev han at være den jævne danske bondesøn. Om aftenen satte han sig

ofte ude i karlekammeret med højskolesangbogen og sang for til de gamle,

danske sange………

Niels Ambrosius levede de sidste år en stille tilværelse i Tres Arroyos. Han

stod altid tidligt op og lavede selv sin første kop mathé. Bagefter skete det

ofte, at han satte sig ind i sin stue med den danske sangbog i hånden, og for

sig selv sang han så ”I alle de Riger og Lande” – og andre danske sange.”67

Danskheden forsvandt ikke. De danske indvandrere og deres

efterkommere fortsatte med hovedsageligt at bo i Trekantomra det, og

skønt der stort set ikke kom nye indvandrere fra Danmark efter 1930,

blev tilslutningen til danske institutioner ikke mindre. Endnu midt i

1960’erne blev der oprettet en ny dansk skole og børnehave i Necochea,

men danskheden blev efterha nden til minder og (lidt gammeldags)

traditioner, og i et vist omfang sprog, men ikke nationalitet.

De første generationer havde direkte familierelationer i Danmark,

og man giftede sig med andre danskargentinere eller

”familiesammenførte” danskere, men de direkte relationer døde ud, og

som nævnt kom der ”andre” ind i familierne. Det fremga r tydeligt af Nelly

Ambrosius slægtsregister. Na r en blev gift med en ”argentiner” blev

børnenes navne spanske eller dansk/spanske (som fx Maria, Anna,

Martin). Mange har nok ogsa som Ely brugt to udgaver af et navn. Den

spanske udgave i Argentina og den danske, na r man skrev til Danmark

(eller var sammen med andre danskargentinere). Allerede Niels og Laust

antog jo ”spanske” udgaver af deres navne.

67 Nekrolog over Niels Ambrosius: Danmarksposten den 22.5.1956

69

Det danske sprog bliver naturligvis udfaset, da flere og flere taler

spansk hjemme, men det særlige ved Argentina, i modsætning til USA, er,

at det ikke betyder, at sammenholdet og tilknytning til Danmark

forsvinder. Det har været en kilde til undren blandt danske journalister,

og der er skrevet mange artikler om disse ”Danskere i Argentina”

(overskrift i Weekendavisen i oktober 1995). Fælles for artiklerne er en

blanding af undren og beundring over disse argentinere, der inviterer

kendte danskere pa foredragsturne, kender danmarkshistorien, beundrer

kongehuset, danser folkedans og synger med pa ”Der er et yndigt land”.

Men tiden har betydet integrering i det argentinske samfund, man

kommer stadig i de danske institutioner, men sproget er nu spansk.

Politiken skrev i 1995:

” selv om de både de ældste og deres børn stadig kun taler dansk, er

både børnebørn og oldebørn stadig mere integreret i det argentinske

samfund, og der undervises ikke længere kun på dansk i de danske skoler.

Sådan er det også gået de svenske, tyske, finske og italienske immigrant-

samfund, og tilsammen er indvandrernes efterkommere måske ved at finde

en fælles identitet i det unge land, hvortil forfædrene kom som pionerer.”68

68 Anne M. Sørensen: En jyde i Argentina

70

Kapitel 13: 100-års jubilæet

I december 1988 samledes store dele af familien Ambrosius for at

fejre 100 a ret for Niels og Laust Ambrosius ankomst til Tand