Danmarks "Onten-Gller".

Gn Advsrscl

i Oieblikkets Gitrratiy«.

£Baron C Dirckinck-Holwfeld.

N&m quod C l e o m e d o n modo, tanquam mediam et tutissim am viam co n silii, ut q u i e s c e r e t i s — ostendebat ; ea n o n m e d i a , sed n u l l a v i a e s t »

Livius lib , XXX l 31»

K jo b en h av n .I Commission hos C. A . Reitzel»

T ryk t i det Brünnichfle Bogtrykkeri ved I . <5. Lund.

1 8 4»

, . s t e . Z )

l%9

Indledning.

h e n s i g t e n meb de folgende Linier tr: a t h a v d e P r i n c i p e r n e s m is- kjendte Berettigelse, navnlig til at gjort sig gjeldende i det n a rv a - rende Dieblik. V i ville tillige erkjende S itua tionens Betydning i Hovedmomenterne. V i indste isa r det Uheldige i den end vedvarende M eningssplid , endog imellem dem, der ville Landet vel, eller der fo r­mene a t de ville det vel. S a a la n g e Uvished og modstridende M en in ­ger fremherske om selve M aa le t og om Betingelserne for samme er det vanskeligt at udrette noget stort eller bestemt. Denne S tr id bor d r Oplyses og oplofts. F o l k e t , der staaer udenfor P a rtie rn e , burde idetmindste ikke vare uvis om hvilken V ei for det og for F a d re la n ­det i det Hele er den rette. Ved S id e n , eller midt i S tr id e n erkjen­de vi nu en S lovhed og Lunkenhed, der uagtet a l Bevægelse i en vis K red s, navnlig i Hovedstaden er overveiende. Begejstringen har kastet sig paa usande, fkjave, blot udvortes R etninger, stundom paa B a g a ­teller, og der er in tet O rg an , der med K ra ft veed at oplive og at berolige Gemytterne. M a n h ar rigtignok v are t spandt paa en S a g S Udfald, der lange har v aret ventileret, og der nu alene syntes at staae t i l R egjm ngen. D e t er alligevel klart a t dens mest omtvistede S ide , navnlig Retssporgsm aalene i Arvesagen, ikke längere har den B etyd ­n in g , som man med R ette turde tillægge den tilforn. F r a det O ie- blik da man vidste, eller dog troede, at Regjeringen selv var kommet til K larhed, og formodede at Fastheden vilde vare dens Folge, er den lan g e forberedte Procesforelse næsten, eller relativt, blevet intetsigende. M en , jo lettere hin S id e s F o rlo b kan, og formodentlig ogsaa v il vare , desto mere er man bleven mindet om at S ag en selv derved a l­deles ikke er afg jort, og at R e a l i t e t s sporgsm aaleneda forst bor ind­trå d e i deres R et. V i on ske altsaa at klare Omdommet, fo r at det ei skal lægge for megen V a g t paa det, der i G runden er underordnet

4

og a f b lo t negativ V igtighed, men a t det netop m aa tage sig vare, fo r ikke a t blive ffuffet og neddysset i Henseende ti l den fo r F o lke t og F rem tid en mere vcrsentlige S id e a f L idssporgS m aalet. V i burde m a a - skee soge a t indskrænke o s til en kjernefuld og kort U dtalen a f de fa a S æ tn in g e r og Anskuelser, som det egentlig kommer an p aa . E t P a r B la d a r tik le r syn tes h ertil tilstrækkelige. D ette fo rm aae vi dog ikke, a f den siimple G ru n d a t vi ikke to r tillægge vor S tem m e den V æ g t, a t d ens b lo tte an tydende T i l ta le kunde rette G em ytterne og berolige U visheden og S p lid e n . M a n kan i vore D age ikke heller stole sy n ­derlig p aa O v erta le lsen s og O verbev isn ingens M a g t . E n v is fladog to n e lo s Z m passib ilite t h a r taget meget ovrrhaand og S a n d h e d sk jæ r-ligheden, den rette I v e r og D r i f t , er fo r ringe h o s dem, d er fo rtrin * ligen tillægge deres S tem m e V ig 'ig h ed i D ebatterne. D e t kunde heller ikke være passende a t neu tralisere det vi havde a t sige i denne R e tn in g , ved a t nivellere det ti l den B e r l i n g sk e s H oide. D e t e r vistnok v ig­tigt a t finde sit re tte Publikum . H iin t B la d , h v is S p a l te r vi t i lfo rn stun­dom have benyttet o s af, h a r et P u b lik u m a f det O m fa n g og Z m p o r ta n s , a t vi m aatte ønske a t naae ti l det. M e n det vilde allerede i sig selv være upassende at komme frem i samme med P olem ik imod M e n in g e r, som dette B la d netop nu h a r g jo rt ti l sine egne. D e tte vilde node o s t i l a t jevne v o r C andhedsbestræ belse til noget der svarer ti l dette B la d s P r æ g , h v is S k jo d es lo sh rd e r i den senere T id ere blevne saa fiore a t m an risk e re r a t blive m isforstaaet eller at komme ti l S k a d e p a a de ts n eu tra le G ru n d . B la d lite ra tu re n s R etninger ville vi her ikke næ rm ere om tale, navnligen ford i F æ d r e l a n d e t , istedetfor a t antage F e ld t r a a b e t : „ ly d e r S a g e n " b liver ved sin cgtn P a r o le og med R a s ­m u s siger „ h a r jeg sagt det, saa er jeg ogsaa capabel a t forsvare d e t."

V i bemærke kun a t O pp o sitio n sp ressen hos os desvæ rre ikke svarer til sit K a ld . D en er ikke istand ti l tilbørlig at reagere, hverken p aa R egjeringen , ti heller p aa den offentlige M en in g . Z begge H e n ­seender h ar den tabt en stor D ee l a f sin tidligere B e ty d n in g . M a nm aa haabe a t dette T a b ikke er u ig jenkaldelig t; thi fo r L an de ts F re m ­gang er den gode Udsigt, om ikke tab t, saa dog meget fo rringet, n a a r R eg jeringen o ph orer at tage N o ii? é a f O pp o si ionsprcssen . D e r bor være en moralsk N ødvendighed for a t den g ior det endog i hoi G ra d . D e r i bestaaer den raadende M a g ts W rekjæ rhed og S a m v ittig h e d , og det maa være P re s s e n s egen S k y ld , n a a r den h a r mistet sin B e ty d n in g

5

i den R etning . S a a le d e s bor det ikke b live; th i paa den M a a d e kan m an end ikke enes hvor E nighed er vcesentlig fornoden. D e t F o r ­n u ftig es S e ie r er en S a g d er in teresserer A anden og H je rte t a f sig selv. D e t v ar m ageligere og maaskee verdensklogere a t tie stille, og at h o lde sig fje rn fra en S k u e p la d s , der ikke tilsteder H and ling og knap O rd e t . D e t polvisic W o r f f a b eller S k r ib le r i, som det kaldes, er ikke godt anseet, endskjont m an ikke bestrider D eb atten s og P u b lic ite ten s R odvendighed og tilfæ ldige G avn lighed . M e n vi fole det um ulig t a t lcegge H æ nderne i Skjodet. E r det dog et a lm indelig t K a ld : „ a t virke m edens det er D a g /" og a t det endnu itke er m o r k t i D an m ark er baade en S an d h ed og en D ro st fo r dem, der see F relse i Lyset. V i ville d a stole p aa a t det gode O rd falder i god J o r d og kan frem ­kalde en bedre D id , i hvilken den indbildte Selvbehagelighed og B o r - neerthed viger fo r en sund og oplyst V illie .

R æ s b y h o l m 2 6 . O ctb r. 1 8 4 5 .

§ 1.

© e t synes fo r Oieblikket ikke det mest passende M o m en t til a t tale ti l F o lk e t eller ti l P a r tie rn e om de Q v æ stio n er, der i læ ngere D id have sysselsat den offentlige Opmærksomhed. D e r er nemlig selv i F o lk e t udbredt en borende T illid og F o r trø s tn in g om h v a d H a n s M a je s tæ t nærmest agter a t gjore fo r a t væ rne R ig e t imod de F a r e r , m an havde vant sig at ansee fo r overhængende og vanskelige a t b o r t­rydde. Opmærksomheden b or d erfo r med R ette mere henvendes p aa M a n d e n , og oppebie h v o r l e d e s H a n s M ajes tæ t vil udfore det store H v e rv , F o rsy n e t h a r p aa lag t h am ? — M e n denne B e trag tn in g a f M a n d e n synes kun lidet a t egne sig fo r D a g sp re ssen s D eb a t. H e l­ler ikke kan nærværende F o r f . holde sin M en in g tilbage a t S a g e n selv, der d rag er Opmærksomheden til sig, i G ru nd en dog kun er rin g e n a a r m an seer hen til S a m fu n d s liv e ts s tø r re , positive O pg aver og ti l S ta t e n s , samt F o lkets fo rnodne Forberedelse ti l deres L o s n in g , og at i al F a ld denne ikke burde in d b lan des i den særlige R e tsg u æ stio n , der nu staaer ti l A fgjorelse. D e n P olem ik der endnu fortsæ ttes i B ladene, om D e t , der a l t saavidt er m odnet, tu rd e d erfo r meget mere tjene ti l a t træ tte og saaledes a t svække og a t adsprede Opm ærksom heden, end ti l a t give den en rig tig R e tn in g . D e t er nu R ealite ternes M o m en t, der b o r absorbere S tr id e n . S e lv e R ig e ts

6

S itu a t io n i det Hele, nemlig i det Indre og idet Udbort«,, i Forhold til alt Det, der rorer sig i Nimden, bør drage bor Op­mærksomhed til sig. Man maa altsaa udbide Blikket og især tage sig i bare for ikke at hilde og indsnebre det i tn Polemik om Enkeltheder, i tn eensidig Fremhæben af færlige Meninger og Anskuelser om de« alt saa ofte behandlede Gjenstand. Hbad man herom i den senere Tid har læst i Bladene, har, med Undtagelse af Folkebladets specielle Ventilationer, ikke kunnet bække Interesse. Man har deri erkjendt en Gjentagelse af Meninger, man tidligere har lagt Vægt paa, eller en Frygt for at tabe en hæbdet Anseelse, og man kan neppe sige at Sagens Realitet derbed er fremmet. Det kan bære at der kunne poa- vises Momenter i Danmarks tidligere Libsperioder, i hbilke Tilvæ­relsens Problemer stærkere paatrængte sig Statsmandenss Blik end nu. Dette forhindrer os ikke fra at erkjende det Betydningsfulde i Vieblikket, ifølge hbilfet bi med Foie kunne paastaae: at der sjeldent habe bæret Momenter i nogen Stats Historie, i hbilke man var istand og kaldet til at udrette mere, end der nu kan og bør gjøreS for Danmark, og i hbilke Landets Velstand og Udbikling saa meget beroede paa en forstandig og kraftig Benyttelse af Omstændighederne samt klog og utrættelig Ledning af Forholdene. Denne Betragtning binder i Styrke naar man med Rimelighed betænker: hbad der bil bære Følgen, naar man forsømmer at bruge Vieblikket? Dette Aar- hundredes Erfaring, og hbad man nu alt kan flutte sig t il, giber kun ringe Beroligelse, naar man bil lade alt gaae sin Gang. Endog det saakaldte Arbespørgsmaal er, bed Siden af Realitetsqbæstionen, fynligen blebet til en Biting, i hbilken man rigtignok kan forsee sig meget, men hbis rigtige Afgjørelse burde forudsættes som giben eller sikker, uden at man bed den tor lade sig opholde i sin egentlige og bidere Betragtning. V i næbne til Oplysning kun nogle af disse Momen­tets Opgaber, der alle træffe sammen i det ene Maal, at give Sta­ten en fri, kraftig, sikkret, uafhængig Personlighed, en Individualitet som Folk og Stat, hbis moralske Kraftudbikling ikke igjen trænger til og skulde føre os ind i Gjenbordighed, men der ligefrem begrun­der Velstand og Velvære. Z det Indre finde bi saaledes Retstilstan­dens hele Regeneration fornøden og forberedt i alle Statens Dele. Det er ikke alene den politiske Retsforbirring der for Hertugdømmernes Vedkommende staaer til at (øje; men den Brøst, af hbilken deres Sam-

7

fund» Orden og Liv lider, ligger aaben, »g dens Helbredelse forer «mid­delbart til F o rfa tn in g s s p ø rg s m å le ts Losning for hele Danmark.

Den kommercielle Opgave, med Jernbanerne som det ene, meb Sundtoldqvcestionen som det anb&t Endepunkt, udstrcekker sig fra Ost til Vest igjennem alle vore politiske Forhold, og kun tilsyneladende kon­centrerer den sig i Hovedstadens og andre Hovedpunkters Trang til anderledes at træde i Vexelvirknng med Udlandet og Indlandet, end det under de tidligere Forhold har kunnet bevirkeS. I Virkeligheden er det hele Statens Oplivelse i alle sine Grundforhold og den hele politiske Reorganisation, om hvilken Talen nu er. Hvad Betydning, for kun at nævne Eet, har ikke Preussen med sit Toldforbund, hvad Betydning har England for os? Behove vi at. henpege paa Ager­dyrkningen og Landbosorholdene, paa alt Det, som i de nyere Debat­ter og Forsamlinger er berørt, paa Fæste- Fideicomis- »g Lehnsfor- holdet, for at gjore Momentets Betydning evident? Erholder denne ikke en tilforn ukjcndt Vigtighed naar den intellektuelle Kamp med sin religiose og kirkelige Tendens tages med i Betragtning? T i l hvad Side vi henvende os, finde vi hos os vel en aandelig og moralst Apathi og Jndifferentisme som Selstabstilstandens dunkle Undergrund. M en paa denne Grund tegne sig lyse Problemer, og Opfordringen til at lose dem er netop Ligegyldighedens og Svaghedens Provesteen.

Id e t vi forsøgt at give Gemyttet, der forekommer os nær ved at hildes, en Im puls til at orientere, til at ruste sig, er det sandelig kun en ringe Sag at vi tillige komme tilbage paa den Deel, vi alt for have taget i Opvækkelsen, og paa den Polemik, der mere eller mindre direkte har været rettet imod os. V i maae da gjore opmærk­som paa at der i Arvesporgsmaalet tillige indeholdes en Realitetsqvæ- stion af angiven Art. Betragtningen af denne har nærmest motiveret vor Fremstilling.

§ 2 .Id e t vi nu alligevel komme tilbage til Statseenhedssagen vil man

maastee mode os med den Indvending, at man ikke synderligt har sporet til en mod vore tidligere Anskuelser rettet Polemik, der nu skul­de node os til at tage til Gjenmæle. V i tale ikke om hvad der steer fra tydfl Side; thi deels maatte dette besvares paa Tydst; deels har Debatten herom vistnok ikke havt nogen egentlig Indflydelse paa de danste Anskuelser. V i stulle forklare os nærmere. Det er nemlig vitterligt, endskjondt det ikke har vakt stor Opmærksomhed, at en Kor»

8

fa tte r i den B e r l i n g s ke Tidende ( I — V fra 9de til 22de S e p t.) h ar ført en Polem ik mod F æ d r e l a n d e t , og deri, om ikke ligefrem støttet sig paa vore tidligere fremsatte A nskuelser, saa dog paa p a s ­sende S ted e r ladet nogle a f dem troede op, ligesom om vi lærte hvad han lærte, ligesom om vi kunde tjene til F o rsv a r for hans Paastande. F o rfa tte ren s Polem ik er saa liv lig og kraftig at hans forbindtlige M aad e at citere os maa smigre os. M en denne høflige O m tale tje­ner alligevel tit a t undergrave vore egne M en in g er i Hovedpunktet og til a t forvirre Begreberne der, hvor de burde være meest klare. Zm od denne A rt a f Polem ik m aa vi derfor bcstedenr tage til Gjenmæle. V i tø r ikke tillade at M eningerne flyttes over fra en S id e til en

anden eller a t man glider hen over Forskjellen uden at mærke den.S a g en bestaaer i Følgende. D e t er bekjendt at det tydske sepa­

ratistiske P a r t i beskyldes for a t ville sønderlemme S ta te n . V i, og andre med os, — blandt hvilke ogsaa vor Polem iker, — sige om det nydanske P a r t i : „ a t det ved at udstille Holsten fra S tatsenheden ikke gjør sig mindre skyldig i S ep ara tism e end de tydste Stem m er og a t det, ved at ville drage S le sv ig over til D anm ark, tillige frem bringer en S p lid i S ta tsd e lene, der ikke er noget F o rb u d paa F red og S t a t s ­enhed, men tvertimod giver Løsenet til en fortsat og stedse stigende Uenighed og invortes K am p".

M en lstedet fo r derpaa aabent, ærligt, klart at sige: „ B a ro n D . h ar i den A nledning fremsat Anskuelser af den og den bestemte A r t : han paastaaer at S lesv ig ikke bør kunstigen daniseres; at dets indre R etn ing til denne eller hiin K an t bør overlades til det selv og til F rem tiden; at Regjeringen bør garantere dets uhildede S e lv ­bestemmelse og F r ih e d , a t de uheldige B aan d og H ensyn, med hvilke det er holstenbundet, vistnok bør løses og tilin tc tg jø res , men uden i mindste M aade ae smedde nye ad en anden K a n t; han læ rer at R e ts ­tilstanden er dybt saaret og tilin tetg jort i sin S p i r e ; a t dens F o r- tydflning er en Uret mod Folket fo rd i den til in te tg ø r Folkets E jen­dommelighed og den K arakteer, ved hvilken S le sv ig h a r en fra det TyfcfFe afsondret Personlighed; han paastaaer at Stadfæ stelsen af det kunstige B aan d , ved hvilket S le sv ig er lænket til den tpdste Retning, er et farlig t Experiment, der tidlig eller sildig vil føre til en politist L øsrivelse; han mener at en a lleS ta tsd e le omfattende Enhed og P e r ­sonlighed er tænkelig og a t endog Forbundsforho ldet, hvor anomalt det end er for en dansk S t a t , dog ikke er væsentlig iveien for en sund

9

Udvikling a f den hele S t a t s S a m fu n d s fo rh o ld ; han paaviser at der ere G o d e r for S t a t e n og for Folket, for de enkelte S t a t s d e l e og endog for In d iv id e rn e , der ikke tilstede at det gamle S y s te m og de end gjeldrnde G r u n d fa tn in ge r vedblive; han bygger herpaa en R efo rm - theo r ie , der iscer begynder med en anden O rg an isa tion a f S t a t s m a g ­te ns Virksomhed og tjenende K ræ fter , efter a t man væsentlig er blevet enig om G rundsætningerne for S t a t s l i v e t . " „ V i derimod, B er l in g e- r e n , eller Polemikeren i den Berlingske, afvige væsentligt herfra. V i anerkjende det Velmeente, det hist og her S u n d e i B a r o n D ' s . A n - fluelser og R a a d ; men vi synes at det er nok n aa r m a n deklarerer en ved fælleds A rvegang sikkret Emhed a f de tydske og danske S t a t s - dele, hvorimod man, uden F a r e for R ig e t s fremtidige Bestaaen, kan vedblive at cimentere og lade bestaae den F orb indelse , imellem Holsten og S le s v ig , der er Tvis tens LEble. V i b ifa ldeden tidligere fremsatte P aa s ta n d a t denne Forbindelse er un fait accom pli, a t det er „ R e v o l u t i o n " a t antaste den og at der vil være F r e d og R o i Landet n a a r man a f H erlugdommernes tydske Gem yiter bortfjerner F ry g te n for at dette deres P a l la d iu m paa nogen M a a d e skal antastes. D e r fo r er der heller ikke G r u n d til at omdanne F o r v a l tn in g so rg a n i ­sationen. D e samme Folk kunne vedblive; d .n samme F o r fa tn in g kan bes taae." S p o r g e vi forst om det maaskee er en Klogskabs P o ­litik, der ligger til G ru n d for denne B ehand lingsm aade a f det vigtige M m n e , h i s formelle S i d e r , som sagt, utilborligt sysselsætter O p m æ rk . somheden ? E r det en veloverlagt P o l i t ik , saa vilde det være uforstandigt a t tage til G jcnm æ le imod den. V i kunde da gjerne tillade at man paa en hoflig og anerkjendende M a a d e indrommer vore A rgum enter , vore P ræ m is s e r s Rig tighed , men udelader eller eskamoterer Conc'usionen. F i in h ed en , Forstandighcden skulde da bestaae d e r i , a t Arveenhedsquæ- stionen fo r Oieblikket ansecs for H ov e dsag en ; at Hertugdommerne især foruro ligrs af F o rfa tn in g ssp o rg sm aa le t og at de, beroligede i H e n ­seende ti l deres constitutive Forbindelse , som er det de kalde deres F o r f a t n i n g , ville finde sig i at hiin Arvequæstion loses i S t a t s e n h e ­dens A an d . M a n kunde da mene at Arvedeclarationen, i F o r h o ld til Udlandet og til P ræ tens ione rne , frembod Vanskeligheder nok; at det ikke v a r værd a t complicere dem ved at vække en stærk Folkestemning i Hertugdemmcrne imod det, m an tilsigter, og a t en saadan i al F a l d vilde undgaaes ved at lade de P a a g je ld rn d e staae i den F orm en ing , a t det de tilsigte billigen b liver dem tilflaaet. T i l l ige kunde det syne-

10

klogt at berolige det gamle Bureaukrati i Henseende til dets Varighedog fo rtsæ tte lsen af h tS S y s tem , uden F o ran d rin g hverken i P e rso ­nerne eller i Form erne. D e r er ikke den ringeste A pparens for a t en saadan P o litik er forstandig eller fim. Arvequæstionen foreligger væ ­sentlig som R e t s q u æ s t i on . D en afgjores ifolge G rundenes K la r ­hed og E videns. D en diplomatiske S id e af den kan frembyde V a n ­skeligheder; men disse ere uafhængige a f Folkestemningen i H ertugdøm ­merne, og de ere ikke større end at S ta tsm æ n d , inspirerede af H a n s M ajestæ ts Villie og Evne, kunne klare dem. Politiken, det er de eu­ropæiske S ta tsm æ n d s B e trag tn ing , er aldeles for StatseenH eden og vel faa stærkt, at om D anm arks S a g fra Retsstandpunktet var faa svag, fom den er stærk, faa vilde Politiken bode derpaa. M en det behoves ikke. Politiken er i den sjeldne S itu a tio n at den kun behover a t lade R et være R e t, for a t see sine F o rd ringer opfyldte og sikkrede. D erim od er det vist at M rlig h ed , der altid varer længst, ogsaa er cn absolut P l ig t, ligesom den in casu er, hvad den bor vedblive a tv æ re , e« dansk, en nordisk D yd. T illade vi os ifolge en „politisk, bed ingst F iin b ed " a t sige: „ I , Holstenere, eller I Tydske i Holsten og S l e s ­v ig ; v æ re t ubekymrede: vi ville ikke forstyrre E d e rs Z id og S træ b e n . Z maae gjerne fuldende den politiske Forbindelse, der er E der saa d y reb ar: den skal endog sanctioneres under den danfle K onges S t a t s - ho ihed; tillad os blot at stadfæste denne ved at proklamere vor fæ lleds A rvelov, saa ville vi indrømme E der D e t I a ttra ae ," saa bor vi, der ta le saaledes, ogsaae holde dette; saa bor den flesvigholstenske S t a t s ­enhed ogsaa for nu og altid være os hellig og uforkrænkelig. V i ere ikke af denne M ening. D en danske W rlighed , vi sætte P r i i s paa, den San d h ed , vi elske og lyde, tillader os ikke at tage vor T ilflu g t til flig en bindende eller reserverende Finhed, og da det er denne, der i G runden er Gjenstanden for den B e rling fles mindre overbevisende end demonstrerende V iisdom , saa have vi R e t at ansee den fo r en Polem ik, fo r en skarp Polem ik imod vore Anskuelser, imod de M eninger, vi med et dansk, og sandelig med et æ rlig t S ind e lag , have indplantet i dr danfle G em ytter. V o r ærede Polem iker tillade o s altsaa at vi uden a t bortstøde hans H aand dog optage hans H andfle; at vi forsvare o s saa godt som vi kunne; at vi tilraabe det danfle F ø lk : giver Agt^ men borttager fra E der den O verbevisning, der tro ds al V ildfarelse, a l S o p h ism e , der sniger om imellem E der, er plantet i E d e rs H je r te . M a n driver A ager med det Pund, der er nedlagt h o s E d er, og naar

11

Regningen g js re s op, saa vil K ap ita len være tabt o- de G oder, fo r hvilke vi sirede, for hvilke I optoge mig som E d e rs M edkjæmpe, ville vcrre forsvundne, uoprettelig forsvundne inden I seer J e r om. A t forhindre dette er altsaa M otive t for k m nuværende T ale . Skulde vi altsaa ikke have Lov til at paakalde Ed-ers stjærpede Opmærksom hed? D et vilde være en daarlig Forudsæ tnings at fordi M ange sove og ere ligegyldige, den hele Folkebevisthrd flulde ligge i D vale. V i ville der­fo r bestaae D ysten med vor Polemiker, med E d e rs M odstander, som »i, da han endnu er ubenævnt, ville falide K l e o m e d o n , og fljondt vi hædre hans ridderlige Fæ rd imod up atrio tist Eensidighed og P a r ­tisyge, imod en forblindet D rif ts uoverlagte Udskejelser, ville vi dog ikke staae tilbage for ham i Consequents, i Bestemthed, i Logik, i K larhed. V i hædre ham ; thi vi fonudsaette a t det virkelig er en saa- dan ikke ilde meent Finhed, der ligger t i t G rund for hans A dfærd og Polemik. D enne Finhed er vistnok noget sogt. D e t ligger meget nærmere, endstjondt vi ere langtfra a t sige a t det er saaledes, a t an ­tage en ganske anden Motivering af slig;e Paastande. M en idet vi vise vor M odstander den Agtelse at kjend« ham fri for en M otivering , han ellexs vilde dele med marge af v o n S ta ts tjen ere , b o r vi dog nævne den, fordi man ellers kunde troe a t vi oversee den og lade os og Folket gjore et X for et U.

D et er nemlig bckjendt at den M a n d , hvis M eninger ere nær ved at betyde meest her i Danmark, hoit og lydeligt har proklameret de G rundsætninger, som vor Polemiker ti legner sig nu. H an har een- gang sag t: „ S lesv ig og Holsten ere h istorist tæ t forbundne S ta tsde le for s ig ; a t modsætte sig deres Forening er O m væ ltn ing ." D et er li­gest« bekjendt at foruden den betydelige H æ r af danske Eftersnakkere, de hoisthædrede tydske S tatsm æ nd, der tj ene den S a g u n a n im o ere af den samme M ening og at den er saa stærkt understottet af A lt, hvad der har Anseelse og lever i G lan d s ho-s os, at man vistnok maatte troe, — om man ikke vidste det, — a t S ta tsm a g ten kun ved en K rcftanstrængelst, der er af sta aandeli g en A rt, at man mennestelig- viis ikke vel kan gjore Regning paa dem, kunde frie sig a f dens ma­giskt Indvirkn ing og Anseelse. D e t som vor Polemiker af F inhed bifalder, er altsaa særdeles vel og stærkt slottet og anbefalet. D et er en Anstuelse der med D anm arks Adskillelse h a r alle S e ire n s C han­cer for s ig ; det er en indgroet F o rd om , hvis F o rlo b synes ligesaa ustandselig som de store Sygdom m es F o r lo b , n aa r Lægen har declare-

12

re t a t K ris is h a r taget en le ta l V ending . D et er tilsyneladend-e et fredeligt R a a d , som giver sig tilkjende som en tutissima media via, der indrøm m er de fjendtlige K ræ fte r det V æsentlige, men salverer det F orm elle . E t dansk R a a d , der saalcdcs fa lder ind i.T in g en es S p o r og S trø m , vil altsaa let blive vel ansect, vil hæ dres som fo rn u ftig t og viist, og endog ligesom stemme heldigt overeens med det, der rim elig v iis v il flee. V i derim od finde det uheldigt a t denne S tem m e netop har overlagt del saa vel, a t den m aa erk læ re: „ O rs te d e r af denne M e n in g ; h an s danske V en n er ere a f samme M e n in g ; hanS tvdfle V en n er ere ganfle absolut a f d en ; maaflee m an andensteds heller ikke er saa la n g t f ra d e n . D e n V e r lin g f te e r ganfle vist a f den M en in g og jeg er da ogsaa a f d e n / ' V i derimod ere glade ved a t kunne sige: ,,S i omnes patri­cii sic, ego non sic." V i kunne ogsaa g jore R ede fo r denne vor afvigende M en in g . V i kunne gjore det k lart, a t n a a r det nydanfle P a r t i beskyldes fo r at ville adsplitte S ta te n , ved a t isolere og con­stituere Holsten udenfor samme, biin M axim e ligesaa stærkt fo rtjen er B ebrejdelsen , a t den v il sønderlemme S ta te n i et S leS v ig -H v lsten og D anm ark , som det P a r t i selv. der efter denne nylavede S t a t h a r er­h o ld t sit R a v n . D en fælleds A rvegang er vistnok en vigtig S a g ; men den har kun tilfæ ldigt med hine P artibestræ belser, med him S e p a ­ra tism e at g jo re ; th i de fortrin ligste tpdske S te m m e r staa kun saa fast paa F orflje llen i A rv e re tte n , fo r derved a t vinde tn R e ts b a - f is fo r deres videre P a a s ta n d , a t Hertugdømmerne d an ne en fra D a n ­m ark f o r s k j e l l i g S t a t . O m end dette kun blev indrøm m et fo r H o l s t e n , saa er dette dem nok, n a a r det b lo t ikke absolut, (det v il sige r e e l t ) , udelukkes fo r S le s v ig . I f a l d det danske K ongehuus ta lte ligesaa m ange m andlige Descendenter, som K ong P r i a m u s , saa vilde det S lesv ig-H olstenske P a r tis p ø rg sm a a l ligefuldt have sin B e ­ty d n in g ; ja , det vilde i saa F a ld kun være saa meget mere k la r t , a t de der stemme fo r S le s v ig s frem deles og fo rfa tn in g sm æ ssig e F o r - tydfln ing og H olsten isering , ere et statsopløsende, D an m ark fjend t­lig t P a r t i , der overleverer det danfle E lem ent i S le s v ig , med den hele P ro v in d s , T y d fllan d ivold og forbereder og indleder en tilkommende p o litifl Adskillelse, d e r ro ligcn oppebier sit gunstige M o m en t. O m dette ind træ der tid lig t eller sildigt, kommer fo r F o lkelivet og P a t r io ­tism en kun Lidet i B e lra g m in g . A f en saadan starsopløsende M e­ning og T en d e n s er v o r P o lem iker i B e r lin g e re n , ti l hvem han l i ­gesom siger: pedibus inanibusque descendo in sententiam tuam.

13

A t Han fo lg er store F o lk s F o d sp o r forbedrer ikke h an s S a g . D e t F a r l ig e i h a n s Anskuelse have vi, i S t r id e n med h an s F o rg æ n g e re , uimodsagt paaviist. A t afhandle den hele S a g her ig jeu , kan ikke være passende. H e r ville vi kun forsøge p aa a t oplofte L u æ s tio n en og D iscussionen ti l et mere ophoiet S ta d e og a t give den saa at sige en mere k o n g e l i g R e tn in g , idet d ens O pgave vises sandeligen kongelig a t være. A t D an m ark s frem tidige B estaaen som selvstændig S t a t beroer p aa d ens L o s n in g , tu rde L andets sande V en n er længe have anet. M e n det er tillige et providentielt A nliggende, som her er T a le om. D e r er efter v o r Folelse i S le s v ig fleet tn reel U ret og F o rsy n e t f l jo n n es a t kræve, a t den skal g jo res god igjen. O m det virkelig v il flee b ero er alligevel p aa de P aa g je ld e n d e s , især p aa S ta tsm æ n deneS egen F rih e d eller Selvbestem m else, paa deres Z nd sig t og K ra f t. E n h v e r veed a t vor K onge selv a lt længe fo lte og vidste a t her v ar en U ret, der stod tit at oprettes. M m Erkjendelsen og T ro e n er ikke n o k ; m an m aa især overvinde den indre M o dstand , m an stedse moder hvo r det g jelder a t g jo re U ret god igjen. D e t e r vistnok en T ro s t a t K ongen ogsaa h a r ud talt sig og stræbt i den A an d , i den R e tn in g . F rih ed sk a ld e t ta le r alligevel ikke m indre ti l F o lk e ts M æ n b end ti l S ta te n s . F o r fa tte re n hera f er selv ty d fl a f B y r d ; men h v e r N a t io n a li­te ts U dvikling, B e v a rin g , P le ie og V elvæ re , ifolge dens sande V æ rd i, e r ham en d y reb ar S a g , et A an d en s og H je r te ts A nliggende. H a n h arm es dybt over hver Krænk« lse , der tilfo ies N atio n a lite ten , fo rsaav id t den h a r en m o ralfl B e ty d n in g og B erettigelse og frem­stiller en verdenshistorisk P ersonlighed. H v o r meget stærkere m aa denne H arm e y ttre sig, n a a r den krænkede P ersonlighed er erkjendt som historisk agtvæ rdig og tillige samm enknylttet med det egne S a m fu n d s politiske T ilv æ re lse og B e ty d n in g ? D en der ikke erkjender a t den danske S t a t i sin hele Ejendom m elighed og T ilv æ re lse er noie fo r ­bundet med den danfle N a tio n a lite ts B etryggelse og U dvikling, burde ikke have nogen S tem m e i det A nliggende, hvorom her er T a le . M e n n a a r det gjeldcr om S ta te n s C onservation og en U re ts O prette lse , saa kan man med F o ie ansee S a g e n fo r p rovidentie l og vi kunne være a f den F o rm en in g a t de M æ n b , der m odsætte sig dens rette , m o ra lfle A fgjorelse, ville selv gaae til G ru n d e i en fru g tc slo s Bestræbelse og a t de fo r ften t ville erkjende, n a a r de engang vaagne af deres D v a le og Eensidighed, a t de i G ru nd en ikke have villet D anm ark , t i heller S ta te n vel, — og selv fu lg t en slet P o lit ik .

14

§ 3.

D i ville i vor videre B etrag tn ing gase ud fra F orudsæ tninger, som m an v il finde saa meget rimeligere, da de for en stor Deck ere grundede i Virkeligheden. D i forudsætte a t Danm arks Skjebne, den B an e ad hvilken det fores, i Hovedsagen bestemmes as R eg j e r i n - , je n . D i vide ret vel at ogsaa i S ta ts l iv e t mangfoldige T iilfæ l- dighedcr g jere sig gjeldende og at det tilsidst er Forsynet der dog -raader over T ingenes G ang. M en F orsynet virker ved og ig jm nem M enneskenes D illie ; t i l dens F rihed og V a lg er Skjebnen heirstikt, -eg det, der forudsættes at bestemme V illien , er nærmest det A fgjorende. F orsynet henstiller stedse t i l Menneskene et: „E n ten — E l le r ! " D e ri bestaaer dens Frihedsværk. Z hoiere P o ten s stilles denne H erkules-O pgave t il de M æ gtige, t i l Kongerne og S ta tsm æ ndene , og derfor ere vise Konger i de rette Afgjorelsesmomenter en Forsxmets D elgjerning. D i forudsætte en saadan D elgjerning og ræ ddes for M uligheden at den spildes. D i vide endvidere a t i S am fu n d e t en M angfoldighed a f D illies-M om enter gjore sig gjeldende, a t baade enkelte M æ n d og M asser udove en betydelig Indflydelse. R eg jerin - gen bliver alligevel det universelt afgjorende Hovedmoment. D e n s B eslu tn inger ville være det hovedsageligen raadende i S am fundet. D i forudsætte altsaa a t der i Spidsen for Regjeringen staaer en u h il­det, k lar O pfa tn ing og In te llig e n s , der er istand t il a t bestemme sig efter et O verlæg og Omdomme, der ikke ledes a f Lidenskab og F o r ­to rn , men a f erkjendte Grunde. D i forestille os at denne In te llig e n s g jo r det t i l sin Opgave at fore sit F o lk det F orm aal imode, der nærmest opfylder den menneskelige Bestemmelse og realiserer det hoiere F o rsy n s D illie i samme, altsaa, overeensstemmende med Folkets G e­n iu s og Ind iv idualite terne , a t danne dets udvortes Existenses F o rm saaledes, at de hoiere Goder kunne udvikles i samme og vorde det t i l Deel. D i skjonne at disse hoiere Goder udbrede sig t i l de E n ­kelte igjennem det Hele og i folge den A and, der iboer samme, og at altsaa den F rihed og F red , den Dannelse og Nydelse af V elfærd og Lykke, som hver enkelt attraaer, er afhængig a f den hele S a m ­fundsorden, a f S ta te n s Sikkerhed, Personlighed, Enhed og S a m ­stemmen i alle sine T ete og Grene, a f dens F rihed , Uafhængighed og humane F orm og Existens overhovedet.

15

M a n seer vistnok at di idealisere noget i vare Forudsætninger; men da det kun er en T ilnæ rm else bi forlange og vente, faa maaman dog vide hvor det P unk t ligger, t i l hvilket man skal stræbe ognærme sig, og der er ingen Urimelighed i at vælge M a alet for R et­ningen faa hoit og la n gt, som H iet virkeligt kan naae.

D en saaledes forudsatte In te llig e n s v il umiddelbart henvende Blikket paa det positive, g ivne S t o f og spørge hvorledes det erkjendte F o rm a a l bedst i samme kan realiseres.

R egjeringen forefinder i sin givne S p h æ re to N a tionalite ter, der hver stræber ad sin K an t. T en forefinder tillige en gammel,nedarvet, sammensat og blandet S ta tsb y g n in g , repræsenteret ved etdansk og et tydsk B ureaukrati og forsynet med en i sin O prindelse een- sidig affattet, meget ukjendt og omhyggelig forvaret D eclaration , i hvilken den fælles udeelte Arvegang er den egentlige, vigtigste, og derfor og faa angrebne og omtvistede S a g eller R ealitet. D enne gamle F o rtid s fo rm , saaledes som den i T id en s Lob stykkeviis har dannet sig og i Kongeloven er symboliseret, findes a t være et Foster a f en faare forældet T ilstand og T i d , i hvilken de humane F o rm a a l og F o rd rin g e r kun lidet erkjendtes. D en har vel bestræbt sig for a t give S am fu n d e t et humant P ræ g ; men dette S am fund selv var ligefrem fordærvet i mangfoldige af sine Bestanddele og Elementer. D e t træ ngte selv aabm bart t il R eform , t i l O plysn ing og E m ancipation fra Ufrihed og Fordom , fra Egoism e og V ildfarelse. D ette behover her ikke a t bevises; thi enhver veed hvad T iden i flere M enneskeal- dere her allerede har m edfort i en helbredende R etn ing . V i behove neppe heller a t paavise at dette Reformværk kun l i d e t er u d fo r t; at der staaer meget tilbage, og a t det Element, der. repræsenterer de gamle T ilstande, ikke svarer t il det F o rm aa l, som S am fu n d e ts G jen- fodelse og Reform forer med sig. V i have tidligere afhandlet det i det gamle Element madende Væsen eller Uvæsen, og meent a t det ikke svarer t i l T id e n s F rem gang og A and. D et kjender kun lidet t il F r i h e d i n o g e n a f dens F orm er. A t det heller ikke skulde fjende synderlig t i l F o r n u f t , antages a f M ange. V i fra- kjende det ikke denne E vne, men mene at det vel stærkt staaer eller har staact i Egoism ens Tjeneste, med Problem et, „ a t herske i den egne In te re sses A a n d ", for Ove. T i l P r i n c i p e r a f høiere A rt, t i l G r u n d s æ t n i n g e r i den høiere K jerligheds og In telligcnses Aand,

16

har det kun kjendt lidet. D ets F ornuft optræder som prætenderet Viisdom, baseret paa Villiens Egenraadighed. M an kan ikke nægte at [M i sin Virken frembyder ædle og herlige K ræfter; men de ere underordnede et daarligt Form aal,altsaa hildede og fængslede, ligesom man jo ogsaa i de romersk-katholske Udartninger finder fortræffelige Evner og Kræfter tjenende et indbildt M aal. At føge Sam fundets Tilnærmelse til Idealet i denne det nedarvede, 'patrimoniale, aristokra­tiske, bureaukratiske eller oligarkiske, absolute Systems R e tn ing , kan neppe billiges af dem, der kjende Tiden. Alle ere enige i at ansee dets Reform og Erstatning ved andre Form er og Grundsætninger ønskelig og fornøden. M an er kun uenig om Tiden, Hastigheden, Veien og Grændsen. V i tør altsaa antage at den forudsatte høiere Intelligens i S ta ten ikke falder paa at ville realisere S am fundsor­denen ad en retrograd Vei. Det vilde ligne en Firm am entets Revo- tion i Krebsens Retning. V i maatte da søge Id e a le t i en absolutistisk Retning hvorimod Folket i al F ald Yttrer en stærk og bestemt Modbyde­lighed. Skulde der nogensinde opstaae en M ag t i S ta te n , der dreven af stærk Vilkaarlighedstrang eller af Misforstaaelse vilde forcere S a m ­fundet til at indeflutte sig i en vrang D octrins Skranke og til at underkaste sig den vildledte Ind b ild n in g s og Præ tensions M agt, saa vil Rationens Velfærd og de høiere Form aal for samme spildes; S am ­fundet vil retarderes og stagnere, og S ta te n enten synke fra sin Høide eller lide af de Elementers indbyrdes S tr id , der ikke kan belæres eller fatte Principers Vetydning. V i see ogsaa virkeligt at den hele R ation er grebet af den Overbeviisning, at S ta te n s og dens egne Form aal ikke vel kunne opnaaes og sikkres ad den V ei V i hoste da kun en tidligere LEras Frugter, i stedetfor at begrunde de r e e l l e G o d e r , der udgjøre den nyere T id s Ind ho ld og Krav. M en, da S taten bestaaer a f tvende heterogene Elementer, saa afstedkommer denne Realitetsdrift en doppelt Bestræbelse og Overbevisning. Det tydske vildfarende Element siger: der maa ftræbes t i l et nyt Sam funds­liv i en ganske anden R etning. Den S ta ts tils tan d , som vi have seet et Forbillede af i den forbigangne T id , i Krig og F red , kan umuligen svare til vor T rang og vore Onsker. A l den Ulykke der har rammet os, er kommet over os fra det utydske Regimente, f ra Forbindelsen med Fremmede. En anden, ny S ta tso rden maa opstaae. Den maa kom-

nM ae. D m maa komme med det hele Tydfllands, fom vorl F æ dre­lands Frelse, Forening og Forfatning. Derhen maae bi stræbe. H er er en sand Realitet med sine Form aal given. A ltsaa A d s k i l ­l e l s e ! Det andet, det ny-danske Element forer ganske lignende Tale. V o r Ulykke kommer as at de Tydske have raadet hos os. Deres In d f ly ­delse har styrket Systemet og opholdt Landets og N ationens Fremgang til Forfatning og Frihed. De tydfke Ideer ere upraktiske, barokke, søgte, pedantiske, og den Ormhed, de rose sig a f , det tyd ske Forbund, ville vi ikke; det er det tydske P re rg , uskikket for de Danske. V i trænge til politisk Eenhed, Kraft, Heelhed, Personlighed. I Skandi­navien maae vi soge og finde dette. Indrøm m er man Præmisserne, saa kan man ikke slippe fra Conclusionen og Intelligensen, der erkjen- der hine, har da kun at trække Skjelnernærket imellem det Tydske og Danske og skille dem snart ad, snarest muligt. Skulde Regjeringen, for at undgaae en saadan Conclusion, der er den imod, ville foretrække a t tage sin T ilslugt til Det, der ikke hjelper? Skulde den virkelig med dens kloge Raadgivere ikke finde andet Raad, end blot at u n d e r ­kue Realitetstrangcn baade hinsides Kongeaaen og her? Gives der ikke en bedre Udvci, — og hvis den gives, kan man da undflaae sig for at følge den, da man dog har erkjendt det Forældedes Utilstræk­kelighed og absolut maa forlade dets uheldige Sphæ re?

Der gives virkelig en anden Udvei, en anden M aade at realisere Sam fundsordenen og dens Goder for S ta ten . V i have stedse bejlrcebt os for at paavise en saadan Udvei og dens Betingelser. V i gjentage og udfore videre vor Paastanv.

§ 4*

S pørge vi om en Statsudvikling for Danmark er m ulig , der for en lang Fremtid grundlægger S ta te n s Uafhængighed, som giver den en Selvstændighed og Personlighed eller N ationalitet og forebyg­ger dens tilsigtede O pløsning , saa opdage vi baade M ateria lier t il en saadan Statsbygning og M otiver til at udføre den. T h i da en ligefrem Fortsættelse af S y s te m e t netop vil fremkalde Adskillelse, og uundgaaeligt vil bevirke at alle sunde Fædrelandsvenner søge en mere sikker B asis for Velv ære, saa at de Tydske ville stræbe til F or­ening med tydske Elementer, de Danske med nordiske (fo r at blive en

18

G listens quit, der ikke svarer t i l bi res V illieS T ra n g og indbildte K rav ), saa vil en Sammenholden af S ta tsd e len e t il eet Legeme ikke kunne tænkes, med mindre man saaledes constituerer det hele S am fund , a t livfulde P rinciper deri kunne udvikle sig og anviser alle sunde K ræ fter en fornuftig og praktisk Anvendelse og R ealisation a f S a m ­fundets Goder ad den angivne Reformvei. M aa le t er allerede anty­det. D et forer til en P o litik , der samler alle S ta te n s K ræ fte r til en livfuld Eenhed, ved hvilken en sikkret, sluttet, selvstændig P erson­lighed i det europæiske S ta tssam fund opnaaes og ifolge hvilken man i en Sikkerhed ydende S ta tso rd en try g t kan forfolge T ilvæ relsens Diemed. F o r en Konge, der foler sig som S ta tsm a n d , kan ingen skjonnere Opgave tænkes, og navnlig er den vor Konge værdig, der efter en Ungdomsperiode, riig paa F rug ter, der ere kommet den ene D eel af hans nedarvede R ige t il Gode, efter en Række af G e n v o r­digheder , der i sin T id truede den anden D eels E ristens vist­nok maa tænkes at atiraae en A ld erd o m , der ved V iisd o m er m odnet, og der yder ham selv den Velsignelse og R olighed , der er istand til at udbrede Lykke og T ilfredshed i Folket og t il a t omgive ham og hans R avn med den G lo rie , der desværre ikke er falden i hans Forgjengeres Lod. Z M odsæ tning hertil v il nodveye d igv iis Uro og Uvished, Kamp uden R esultat og en glædelos S tr ih med P artie rn e blive Folgen a f en P o litik , der ikke veed at fore F o r ­tiden ad Reformveien til et bedre M a a t. V i see altsaa a t Vglge er givet, og vi haabe ai det stager t i l gode, kraftige, sunde Hænder. D e n egne Conservation er her en talende, ja endog den meest velsa fende G rund. Menneskets T ilværelse i en Verden, i hvilken der skal virkes, retter sig nemlig isærdeleshed efter den R y t t e , man for f i | seltv for andre, for gode F o rm aal reelt udretter. T ilstandene i L ivets og dets F orlob ere attsaa for en stor Deel afhængige af Mennesket selv og a f hans Klogskab. I S undshedslæ ren er dette ogsaa en bekjendt S æ tn in g og Livet bevares bedst ved at knytte det til F ov- m aal, der give det V ærdi. D et er ingen P aradox at en sund P o ­litik ogsaa er den bedste Sundhedspolitik . Z den nærværende S i tu a ­tio n erholde disse Anskuelser en særdeles B etydning. T h i vor M o ­narks V elvære og Eftermæle er aldeles afhængig af den F ru g t som Hans Regjering vil efterlade, af det V æ rk t i l hvis Udforelse han ev kaldet. Kjerligheden til vor Konge, denne fkjonne, og i moralske

19

S t a t e r uundvæ rl ige Green a f F æ dre la nd sk jæ r t ig h ed en , byder os al tsaa a t onske, a t bet m aa lykkes ham a t begrunde S t a t e n s Selvs tæ nd ighed , Personlighed og V el fæ rd . S k u ld e dette ikke være et værdigt , j a endog moralsk nødvendigt M a a l ? S)i kunne ikke tvivle derom n a a r vi see hen t i l under hvilke Omstændigheder og Vanskeligheder, i hvilken t id l ig Livsperiode og under hvilke politiske C on ju n c tu re r det er lykke­des ham at g runde N o rg e s S e lvs tæ nd ighed , F o r f a tn i n g og Lykke; — at grunde dem saaledes, at dets T i l s ta n d i en heel Menneskealder har staact faa urokkelig a t der, efter over tredive A a r , vel har verret noget a t udsætte derpaa, men ikke har været noget V æ sent l ig t a t forandre.

M e n erkjende vi a t M a a le t bestaaer der i , a t en S t a t og en S t a t s o r d e n begrundes, i hvilken, i M o d s æ tn in g t i l den tydske og ny-danske O p lo s n in g s ten d en s , kun een S t a t s v i l l i e skal have M a g ­ten og A l t vende tilbage ti l det samme S ou v era in e te tspu n k t , f ra hvilket hele S ta tsvirksomheden udgik , a t modificere denne efter Delene selv, der samlede udgjore S t a t e n . men ikke at alterere eller op« give E nbeden selv; — altsaa at give den en F o r f a tn i n g , der statue­re r det som L ande ts Lov og Net, hvad der er overeensstemmende med hiin O rd e n , saa kan der kun være S p o r g s m a a l om M a a d e n h vo r- p aa et saa praktisk og ajennemgribende O iemed kan ovnaaes.

M a n har i den Anledning sagt a t de h id t i l med K ro n e n s T i l ­lid beærede K ræ f te r ikke kunde undvæ res eller e r s ta t te s ; at de heller ikke h^vde i S i n d e at vige P la dsen for a n d re , og a t disse andre a l ­deles ikke fandtes. V i troe at der heri indblande sig meget urigtige Forestil linger. T h i , n aar et bestemt Oiemed er givet, saa folgcr d e ra f ikke at de K ræ f te r , med hvilke man i F o r m e n h a r arbejdet i en an ­den Retning, ikke ogsaa generelt kunne benyttes til det nye. D e t vil meget let hændes at der ere enkelte K ræ f te r , h v is Karaktecr og i n ­dividualitet er saaledes sammcnvorct med det t idligere O ie m ed , at de staae og falde med samme; del er rimeligt a t til en forandre t P o l i t ik ogsaa nye Redskaber ere fornodne. M e n det indsees let at dette kun ere M v d i f ic a t io n c r , der ikke med fore et fuldstændigt Redskabsskifte. D e t ere F o ra n d r in g e r der successivt ville ind træde af sig selv , • lige­som Oiemedet med Klarhed fremtræder og med Fas thed foldes.

D e t h v o rp a a d e t nærmest kommer an er altsaa at u d t a l e »g f a s t s æ t t e P r i n c i p e r , der svare til et klart erkjendt F o r m a a l . D et forudsættes at disse P r in c ip e r s velgjorende Beskaffenhed af sig

20

felv fremlyser, saa at der ikke kan tære T v i v l om at Regjeringea handler klogt og viist ved at udtale og hævde dem. H vad S k a d e kan der da være i at hæve dem over al T v i v l , at give dem F e l g e , at ordne F o rh o ld en e ester d e m , og overhoved at være consequent? E r f. E x . det P r in c i p udtalt , a t S t a t e n i s inHeelhed maa danne en o r ­ganist E n h e d , der ikke udelukker dets enkelte D e le s særegne Lovgivning og Udvik ling , er m an alvorl ig tilsinds a t indføre en S t a t s o r d e n overensstemmende dermed, saa følger det jo allerede af sig selv at praktiste Bestræbelser i en modsat Retning ikke kunne taales og ifølge O mstændighederne maa a n s å s for forbryderste. D e t følger deraf at M æ n d , der ikke finde dette P r in c ip overensstemmende med deres T æ n - kemaade, der ikke æ r l ig t kunne begive sig i dets Tjeneste, heller ikke kunne tjene S t a t e n - E r det P r in c ip fastsat at S t a t e n s Love skulle være en F r u g t a f en T æ nk n ing og D e b a t , i hvilken de forstandigste K ræ fte r i N a t io n e n deeltage, saa vil man ufejlbarligt ogsaa stræbe ef­te r en S t a t s f o r m , der giver den storstmulige Sikkerhed for Oieme- dets Opfyldelse. M a n seer, at dette er meget forskjelligt fra den blinde P ro v e n a f forskjellige K ræ fte r og F o r m e r , der ikke er andet end et politisk O uak sa lve r i . E r Samvit t ighedsst iheden som P r in c ip statueret, saa kan I n d . t tilstedes, der forhindrer den enkelte tænkende M a n d selv at prøve de O verbvisn inger, der for ham fremstilles som sande , og at vælge sin T r o efter Overbevisning. E r L æ re- og Zjt- tr ingsfriheden proklam ret, saa maa der sorges for en hensigtsmæssig Lovgivning, der sikkrer imod M is b ru g , men en vilkaarlig Censur er uforenelig med Prin c ipe t . E r den eommereielle F r ih ed henstilt til F o l ­ket som B ei til V e lk æ rd , saa maa Forho ldene lempes derefter, saa a t de ikke selv fremkalde H in dr in ge r for det man vil. D e t te er P r in­timernes B e tyd n ing og Sæ rk jende. ' at de beherske og danne R e tso rde­nen og S a m f u n d e t s Liv. D e r f o r kalder man de Love, der soge at fastsætte P r in c ipe rn e , F o r f a t n i n g e n . A t h y ld e P r in e ip e ro g at stræbe efter F o r fa tn in g er eet og det samme. D e t værste i S ta te n er n aar P r in c ip e r udtales paa S k r ø m t , men i Virkeligheden ikke følges. D e r opstaaer da et politisk Hypokrisi , der sætter A U i et stjævt L ys og fo r­dærver S a m fu n d e t . H el ler ikke er det godt at G rundsætningerne ere tvivlsomme og u k la re , at man gjemmer dem for sig og skjuler dem f o r F o l s t t . O g s a a dette leder let til Hykleri og B e d ra g , og i at F a l d b liver S ta t s b o r g e r n e s E x is ten s usikker. Heller ikke kan der være an­det i Beien fe r a t udtale stue G rundsætn inger aaben og kilart, end at de-

21

taale Lyset T h i ligesom det fornuftige, brave M enneske kan være für G rundsæ tn inger bekjendt, om h an end ofte kommer i Knibe med dem, saaledes er det ogsaa med S ta te n . F o r altsaa a t fore S ta te n ud a f den m islige S til l in g og uhyggelig S te m n in g , der er F o lg en af det nedarvede S y s te m s Utilstrækkelighed, er det n æ rm tfi 'fo rn ø d en t a t P rin c ipern e e r - k j e n d e s , dernæst a t de a n t a g e s , anerkjendes, fastsættes, endeligen at de f o l g e s . D e t F orste er T æ n k n i n g e n s og Videnflabens, S a n d - hedserkjendelsens S a g og manifesterer sig in concreto som S ta tsm æ n denes rationelle P o l i t ik ; det andet er L o v g i v n i n g e n s , det tredie R e g j e r i n - g e n s S a g . M a n seer let at alle tre O pera tio n er i Virkeligheden m aa have m angfoldige B e rø r in g sp u n k te r , a t de krydse hinanden og fø lges ad. Anvendelsen h os os er heller ikke vanfle lig ; thi M o m en ­te t er saa gunstigt og opfordre r saa særdeles ti l d e t, at man netop derved seer en C onservation af a l t G o d t, Bestyrkelsen af de borgerlige S a m fu n d s b a a n d , U afhæ n gigh ed , S ikkerhed og F rem gang for O ie t. B egyndelsen dertil er jo netop indiceret i A rvesagen , der' kræver en tydelig D ec la ra tio n . H e r er a ltsaa A nledning til at udtale eller ponere G rundsæ tninger, hvis specielle Anvendelse vil folge af sig selv og kan forbeholdes T id en og R egjeringen . D e n In d vend in g a t K ræ fterne ikke d ue , er utilstrækkelig. T h i vel er den offentlige M e n in g f la p , D em okrater og A ristok rater uenige. B ønderne i S t r i d med G o d se je rn e , In te llig en sen i A lm indelighed uklar, forudindtaget og uden kraftig S a n d h e d s tra n g og F ø le ls e ; vel synes mange O rg a n e r indsnevrede og indtagne af en sygelig S elv in d b ild n in g , der ablolut fo r­morker D om m ekraften ; vel er det dannede Element ligesom indvævet og indviklet i det der frister Forfæ ngeligheden , der ofte er stærkere end R e t s ­fø le lsen ; vel er en betydelig D eel a f F olket hildet i T riv ia lite t , V indesyge og i en kummerlig A path ie hvad S an d h ed og Liv an g aa e r; vel er den gode O pposition uden ret T ill id og ta v s , den øvrige s til la ­gende og underkaster P a r tisy g e n s og K o terie ts Regimente ligesaameget som det den bestrider; vel e rd e t der fremhersker i S am fu n de t lidet op­vakt og aan d sk ra ftig t. M e n a lt dette og meget andet fo rh in d rer ikke ar A anden jo kan bryde sig en bedre B an e og paa den v il finde en U nderstøttelse , man ikke kan calculere i F orvejen. T h i d a denB a n e , vi have betegnet som de seirende G rundsæ tn ingers, ligefrem be- staaer i A an d en s og K arak teren s E m ancipaiion , i den moralske V illie s S tadfæ stelse i S a m fu n d e t, saa m edfører dette a f sig selv en.iOmstem- ning i G em yttet, der frem kalder A and og E nerg i, der skaber den D y g -

nlighed, m an nu synes at savne. Hverken S t a t e n s danske etter tydfle P ro v in d se r mangle K ræ f t e r , d e r stræbe til det B ed re . M e n de ud* øve ikke det fornødne S u p re m a t i over de betegnede sygnende E lem en­ter. V ed at bestemme sig fo r R e f o r m og ved at proklamere d e n s Grundscetninger vil Regjeringen selv opvække A anden og ufejlbarlig vise sig productiv og oplivende. D e n vil i S t a t s b o r g e r n e s Geledder fremkalde et n y t S i n d , ct opvakt M o d , saa a t a f deres H æ r dygtige K rigere og H æ rfø re re ville fremstaae, ligesom altid er T i l fæ ld e t n a a r M a s s e n berø­re s a f en livfuld I d e e . T ø r man d a tvivle om dens V i l l ie ?

B e t ra g te vi derimod hvad der muligen vil flee, n a a r man ikke fo rm a ae r at fjerne de gamle B a a n d og Ulemper, saa er ogsaa befte

neppe tvivlsomt. M is fo rnø je lsen i de modsatte S ta tse le m en te r vil vedvare og udvikle sig; en stedsevarende Uvillighed og Trævenhed vil træ tte og svække Regjeringen; Eollis ioner ville, om end vor tænk­somme M o n a rk veed at forebygge dem tn T i d , ufeilbarligen opstacke og fo ru ro l gc S t a t e n i sit I n d r e . E go ism en og S m aaligheden vil voxe i Anseelse eftersom de alene ville være flikkede ar krybe ad den B e i , der ikke tilsteder A an d en s F r ih e d og Selvbevidsthed. D e indre S a m fu n d s fo rh o ld ville sygne og træ de i S t r i d med hverandre, — i en S t r i d der kun finder P a r t i e r , de r paatage sig Lægens Rol le . D e n Ind flyde lse som G uns t og G lim m er da udøve, vil omsider falde i Rænkesmedes og D a a r e r s H æ n d e r og d a , i M o dsæ tn in g ti l A a n d e n , Sandselighedcn med F r y g t , H aa b , Gevinst og M re sy g e som M o t iv e r , vil tage overhaand, saa vil S a m fu n d e t forfalde i en tilsvarende T i l s t a n d , hvis S k i ld r in g vi saa meget hellere afholde os f r a , da E rfa r ing en og H is to riens A arb ø g e r giver mere end et Mot P h a m a s ie b i l le d e , og da vi hos oS forudsætte S t a t s m æ n d . der fv rm aa at holde sig til s u n d , tænksom P o l i t ik . M a n vil da fo r scent angre ikke at have benyttet Oicblikket, da det va r gun* fligt til Reform og til a t gienvinde den A an d , der i H is to riens L øb er gaaet til G runde. M a n vil da høste F ru g te n a f a t have vverantvordet Fremtiden et R eg im en te , der ikke indeholder den rette L iv s ­spire og ikke staaer p a a en aldeles fast G ru n d . N a a r man seer hen t i l d e I n d i c i e r , som en opmærksom Ia g t ta g e lse opdager og til M e n n e - flets V æ sen og N a t u r , der stræber til der som A an d en s er, men ufeilbar­ligen hensynker i Ufrihedens K a a r , n a a r han ikke fo rm aaer at hengive sig til den høiere R e t n i n g , saa vil man ikke finde noget overdrevet r den S k i ld r in g af forskjellige T ils tande, som vi her kun i O m r i d s have

23

givet. Den skjulte, den ikke belyste Side af Tilstanden, — le revers af den Medaille, der foreligger Statsmanden, viser et saa confust B il­lede, at man maa tragte efter at give den et fikkrere, renere Præg. Det la isse r-a lle r som man saa let hengiver sig t i l , er da den for Samfundet farligste Politik. Under faadanne Forhold vil man ikke kunne være tvivlsom om Valget, eller betænke sig i at gjøre det, der synes fornødent for at sikkre det bedre Valg i rette Tid. Situations-Pro­blemets Losning bestaaer altsaa i et saadant rigtigt Valg, — i den fornuftige, men tillige kraftige Decision af det „ E n t e n — E l l e r , i hvilket Staten og Samfundet nu beroer; — thi, for at komme tilbage til vort Motto — „det Raad som Kleomedon nylig har anpriist Eder, som den sikkreste M i d d e l v e j , nemlig: at Z skulde lægge Hæn­derne i Skjodet og ikke ruste Eder, det er ingen ret Middelvej; det er flet ingen V e i."

f f *

>. ' ' 1 ■

' : f f . ' 1

■

l ‘* i - * •••; r ' Vi ' - ‘ »

i r v ■■ :■ ) ’

v . ;

:

håndbo08.964Dirckinck-Holmfeld, C.Danmarks "Enten-Eller"

20070831 4 326 891 0

11 11 11 11 ifi fiifi fiifi fiifi filii ii ii iififfi fiffi fiffi fiffi

i i l i l i l i lifi fiifi fiffi fiifi filii ii ii iifiifi fiifi fiifi fiifi

i i i i i i i iifi fiffi fiffi fiffi fi|11 il il ilfiifi fiifi fiifi fiifi

u[j ulm |yjm lyjji mjm uLi uu uLi

fiifiifi fiifi11 fiifi

fiifi11 11

1ifi fiifi

1 1JKtuurK H lkjIHistorisk bogsamling

^ 08.964ijIj Dirckinck-Holmfeld, C.

Danmarks "Enten-Eller"

11 ÜS 20070831 4 326 891 0

Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

■s *j ' »,4* I

L

11 uu3956978997

T T HlUkJ kU mM fiifi Qfffi fiifi 1

3956978997