Cuba Libre En rejsenovelle

Sidder i Havana. 5 meter til loftet. Læser om Japan. Om at man der har

prioriteret stabilitet over radikal forandring. Om at man ikke har

iværksættere der er villige til at tage risiko, og om et uddannelsessystem

der ikke kan producer originale tænkere. Om et samfund der har fundet

den delikate balance imellem ‘shareholder’ og ‘stakeholder’ kapitalisme.

Men så skriver David Pilling (ham med bogen om Japan), “at Japan har

fundet sin vedholdehed fra sin egen selvforståelse af at være udskilte”.

Altså ensomme. Alene.

Jeg har griflet ‘ligesom Great Britain’ i marginen. Jeg grifler altid alt

muligt i marginen. Opskrifter, telefonnumre, noget jeg skal huske: - og

lejlighedvis en relevant indskydelse. Men jeg kunne også have skrevet

‘Ligesom Havana’. Selvforståelsen af det at være alene. 11 millioner

lationer, der er bosat kun 30 minutters afstand fra Florida med eksil

Cubanere, og indflydelse i amerikansk politik og position som sving-stat

ved presidentvalg. Og dermed årsag til den fortsatte, tidsubegrænsede og

vedvarende embargo, sanktion og isolation af et tilsyneladende harmløst

bundt cigar-rygende, rom-drikkende cubanere. Hvad fanden bilder de

amerikanere sig egentligt ind?

Jeg befinder mig i et gigantisk rennovationsprojekt. Som om jeg er i en

krigszone. Tomme bygninger og mennesketomme strukturer overalt. En

slags Pompei, blot med den forskel, at befolkningen lever videre i en by og

i en nation, der iøvrigt ser ud til at være forladt.

Jeg har fået to gange fisk, vin, en rom og en cigar. Til frokost. Har ikke

andet at lave, midt i denne kulisse. Kulissen som jeg stirrer tomt ind i, som

om jeg venter på at musikken skal begynde og tæppet skal gå. At mit rum

udfyldes så jeg på en eller anden måde kan beskæftige mig, uden at

!1

foretage mig noget som helst. Som derhjemme. Intet at skulle tage stilling

til. Intet betydningsfuldt at tænke over. Blot vingummier. Og piratos. Og

lørdagskylling.

Dette skal trykkes på papir. Jeg skal fandemen ikke udgive noget på

internettet. En dag er det hele væk. Faldet under sin egen vægt,

søgemaskiner, og mangel på navigation og fornemmelse, og følelse, og

tingslighed og kærlighed. Mine skriverier skal ikke forsvinde i en eller

anden datasky et eller andet sted. For en dag kommer der en Cubaner der

laver et elller andet PHD projekt og finder min beretning frem, hvilket gør

ham glad. Får minderne til at vælte frem. Og min novelle udkommer så på

Cuba fordi der var en “japaner” der endelig indså at vi er alle cubanere.

Dybest inde. I vores hjerter.

86%. Batteriet på min AirMac tæller ned. Hvor meget kan jeg nå at berette

inden Cupercino lukker for produktionen. Skrive. Skrive. Skrive.

Selvfølgelig skal der være denne usmagelige kontrast, hvor maskiner, bits

& bites skal sætte begrænsningen for hvad jeg får lov at berette. Det er

som hele vor virkelighed, hvor form hele tiden gives lov at presse indhold.

Jeg har så fået min siesta efter den store frokost, hvor jeg skulle slå tiden

ihjeld. Men nu ser jeg så det med batteriet. Jeg konfronteres med

forskellen til det jeg ser omkring mig. Hvordan er det muligt at vågne i

1959 når jeg er i 2014.

Matematikere og økonomer arbejder med noget de kalder

standardberegning. Det går ud på at man holder en ting fast mens en anden

ting bevæger sig, så man klart kan se forskellen. Var det ikke det samme

Einstein var inde på da han skev om det der tog, og lyset og kirkeuret eller

hvad det var. Noget med at tiden ikke er der selvom man tror det. Og at tid

kun opstår som konsekvens af sit eget indhold. Ligesom det klassiske

skønhed og Kierkegaard. Og Cuba. At det altså alligevel ikke er tidsløst,

fordi der netop er indhold. Mens andet - der ser ud som om det følger med

tiden - netop ikke gør det, fordi der måske intet indhold er. !2

Den pharmaceutiske industri arbejder med noget lignende. Man giver et

eller andet man har puttet det ene eller det andet i til een person, og så for

en anden person noget der intet er puttet i. En placebo. Men ideen er, at der

i det ene intet indhold er, mens der er indhold i det andet. Altså at tiden

gives indhold for den ene, men ikke for den anden, hvor uret sættes i stå.

Hvem der egentlig er den heldige vides ikke før mange år efter, hvor den

der fik indholdet måske netop fik tiden sat i stå, mens den der intet indhold

fik, vandt det hele liv. How knows? Men sådan er det også på Cuba.

Placebo economics. Lad os bare kalde det for det. Mens resten af verden

får puttet ting og sager ind i alt muligt, og ting sker hist og her, så er det

hele sat i stå på Cuba. De har fået en placebo. Deres økonomi er den

størrelse vi kan måle os op imod, når vi skal sammenligne. Og mens vi

andre får indhold her og der og alle vegne, så har de bare puffed cigarer,

drukket rom og danset salsa til den lyse morgen på Cuba. Siden 1959.

Alle med æblekinder. Kun fisk og fjerkræ. I placebo økonomien er de alle

lette som fjer. Intet salg af lykkepiller. Sjældne selvmord. Ingen

overvægtige. Ingen der går amok med en riffel på en parkeringsplads, eller

en biograf eller en skole.

Kommer i tanke om Detroit. Det er også placebo economics. Tiden der er

sat i stå, og uden der er sket en skid. Næsten samtidig med Cuba holdt det

hele op. Men lidt efter lidt. De stakler i Detroit startede på behandlingen,

og så fejlede den. Det værste af begge verdener. Man må ikke gøre noget

halvt. Mere shareholder i Detroit end stakeholder. Den var aldrig gået i

Japan.

77%. For helvede nu må de holde op deroppe i Cupercino, og lade mig få

den tid jeg skal bruge til at berette fra den virkelige verden.

Er totalt stresset. Skulle have haft tapas og cigarer og rom og vuggende

latino hofter, men er styrtet tilbage. Jeg ved de der folk i Cupercino stjæler

ens energi. Selvom man intet foretager sig. Og nede på 73% uden at jeg

har fortaget mig noget som helst. !3

Overalt hvor jeg kommer spørger de hvor jeg er fra. Forsøgte med

Dinamarca et par gange, men synes ikke det er som i gamle dage. Røde

malkekøer på grønne enge. Bøgeskove. Betjenten der holder trafikken

tilbage for nogle ænder der skal over gaden. Noget er forandret. Det er

ikke det gamle Danmark. Det er AFR og hans billede på Christiansborg.

Med bombemaskiner, som han er så glad for. Altså bombemaskiner.

Afghanistan og Iraq. Han er en foreign fighter ham AFR. Det har kostet

dyrt. Nu skal han rådgive internationale firmaer, stater og internationale

organisationer. Der alle vil være internationale firmaer, stater og

internationale organisationer. Det skal nok gå godt for AFR. Som

sædvanligt.

Men jeg har taget konsekvensen. Nu er jeg fra Sweden. Det er ufarligt.

Den humanistiske stat. Neutralitet. Og jeg har rettet mit navn til Petersson.

Claus Petersson. C istedet for K. Skulle have gjort det for lang tid siden.

Altså væk med Riskær. Fandeme ikke andet end ulykker. Som for

Danmark. Og C istedet for K.

Tror jeg ændrer navnet. det koster vistnok 30-40 kr og kan formentlig

gøres on-line på borger.dk med NEM-ID! Hvad ved jeg. Det kan ikke være

et problem at ændre Klaus til Claus. Og Pedersen til Petersson. Og stryge

Riskær giver sikkert en eller anden bonus. Og hvad hvis jeg ombestemmer

mig? Mon man bare kan ændre sit navn igen og igen. Altså feks. hver dag

tage et nyt navn. Mon de har taget højde for det i programmet? Hvad så

med mine forskellige kort og papirer, sygesikringsbevis, kørekort, PBS

betalinger, min skattekonto, min terminsbetaling o.s.v. Mon det hele

bryder sammen hvis jeg har en nyt navn hver dag. Arnold Petersson. Børge

Petersson. Claus Petersson (brugt). Daniel Petersson osv. Altså at man ved

at banke noget nyt indhold ind i formatet, får formen til at bryde sammen

under sin egen forudsigelighed. CPR-nummer, valgkort, børnepenge &

statsamt. Hele lortet kortslutter.

De griner alle sammen hernede. Ligegyldigt hvor jeg vender mig griner og

smiler alle. Det må være af mig har jeg regnet ud. På en eller anden måde. !4

Måske fordi de får deres lokale pesos til at blive det samme værd som en

amerikansk dollar, men ved min hjælp. Og så lægger de 10% som straf

skat fordi man har dollars. Så kan de lære det de amerikanere. Samt andre

procenter til dit og dat. Hvad er de pesos egentligt værd? Det er noget med

købekraft man måler på. McDonald-indekset hedder det. Et indeks hvor

man sammenligner med hvad en fucking BigMac koster, og dermed ser på

den relative værdi af en valuta. Men her er så finten. Der er ingen fucking

McDonald’s her på Cuba. Eller Starbucks. Eller en skid andet der piller

ved indholdet. Ingen som helst forurening af noget som helst, der ellers får

os andre til at føle os hjemme, som vi normalt gør jo mere fourenet der er.

Vi andre føler os hjemme i et kaos af utilsigtede følgetab. Ufrivillige

påmindelser om at vi skal æde og drikke. Købe og forbruge. Her på stedet

skal man bare overleve, og behøver ingen påmindelser. Man klunser og

barder sig igennem det hele. Placebo economics. Cuba Libre.

FB presser sig på. Beskeder vælter ind. Noget med en dørlås der ikke

virker. Og en nabo der brokker sig over at min kat har pisset på

bagtrappen. Jeg har ikke nogen forpulet kat. Og en invitation til et eller

andet. Jeg svarer i paniktempo. Det har kostet 1% Cupernico tid. Skal jeg

lægge den til? Nej det er snyd. Dette er blot forhindringer der lægges ind

for at bremse indholdet og begrave det i ligegyldig form og sladder. Pjank

og pjat.

Hvad med redigering og rettelser. det tager normalt dobbelt så lang tid som

at lave grund manus. Hvad gør jeg? Så er jeg jo færdig hvis jeg vil pudse,

forfine, rette og redigere. Det kan ikke komme på tale. Jeg skal videre, og

gemmer måske 20%. Eller 30%.

63% og jeg må slukke mens jeg tænker. Mon det er snyderi ? Det er

snyderi! Når der produceres så produceres der. Fifler lidt med

energibesparelsen: Harddisk på vågeblus; skærmen lidt mørkere og dæmp

lysstyrken har været på hele tiden. Men det ville også være snyd at ændre

!5

på parametrene:- altså at flytte rundt på målstolpen midt i kampen. 2 timer

og 19 minutter tilbage viser Cupercino.

Skal bruge en stråhat. En strandtaske. Noget solcrem. Så mangler jeg

dagens udgave af Financial Times. Og en pakke smøger. Men der er gået

placebo economics i det hele. Der er 3 lokale mærker plus Lucky Strike.

Mystisk at netop den smøg altid ser ud til a dukke op de mærkeligste

steder på jordkloden. Det var også de eneste cigaret de havde engang jeg

stod 11 timers kørsel inde på midten af Sulawesi. Eller for lang tid siden i

lobbyen på Raffels replica hotellet i Rangoon. Det må være derfor de

hedder Lucky Strike! Smart. Men ellers intet andet at købe. Man køber

simpelthen ikke ind, da der ikke er noget at købe ind. Noget sted. Udover

hvad man selv kan lave. Jæger-Samler samfundet i version 2014.

Må lige se det der er skrevet igennem for første gang ellers så risikerer

dette at gå helt galt. 2.621 ord. Fuck hvor vildt. Energisaver giver mig 2

timer og 8 minutter tilbage, uden at jeg har pillet ved den. Og nej der må

ikke printes ud, rettes og så sætte rettelser ind. det skal være efter reglerne

som alt her på stedet. Ellers falder der brænde ned. Benlås.

Fuck 20% tilbage og men nede på 2.175 ord. Det tog tid at rette. Det gør

redaktøren glad. Men jeg er ikke færdig.

Man fornemmer det hele er fyldt med kærlighed ? Men er den mon ægte?

Iøvrigt så uden sammeligning med Japan, som jeg kan forstå også kan

karakteriseres ved sin sociale - men klasseopdelte -sammenhængskraft,

men hvor man fornemmer at det er småt med kærligheden. Selv på

overfladen: Jeg har set et foto fra et “senge hotel” i Japan, hvor man kan

krype, skrumpe og presse sig selv sammen til ukendelighed. Og hvor man

- når man får fri - åbenbart drikker sig sanseløst beruset, for at glemme

virkeligheden. Men hvor man til gengæld kan købe et kram. Eller leje en

familie.

!6

Når jeg triller langs promenaden i Havana her Lørdag aften, så er

boldværket tildækket med farver, tekstil og mennesker indeni. Masser af

mennesker. Ikke 10. Ikke 100. Der er sgu mere end 1000 såvidt jeg kan se.

Unge mennesker der hænger ud. Ingen flasker der flyder på gaden. Ingen

der ligger og brækker sig. Ingen slagsmål såvidt jeg kan bedømme. De

sidder bare og hygger. Men er tvunget på gærdet fordi der ikke er andre

steder at gå hen. Og hvis der var, ville de ikke have mulighed for det.

Netop derfor stederne ikke er der, så det hele passer sammen.

Det hele er presset ind i et format hernede. Underlagt en fast form der

presser indholdet. Men hvad er i grunden forskellen til Cupercino tid. Her

er vi også presset af formater. Må købe et kram eller leje en familie. Om

det er det ene eller det andet system så proletariseres vi alle. Drukner i

gentagelsernes ligegyldighed.

Kan ikke blive enig med mig selv og presses af min energisaver der viser

rødt, rødt. Jeg vil vædde med at de en dag forærer disse her maskiner væk,

så vi alle istedet skal betale for at købe tid. Den tid vi må og skal have for

at koble op med virkeligheden. Det syntestiske virkelighed som styrer alt.

Vi eksisterer slet ikke længere uden at være opkoblet. I Jylland sender de

servicemedarbejdere ud til at se om folk er gamle nok, forvirrede nok eller

demente nok til at de kan få en dispensation fra at være koblet op. Hvad

fanden er meningen? Ender det med at vi skal til at betale for den tid vi må

og skal have i dette rædselsunivers vi har presset os selv ind i.

Men tilbage til jæger-samler samfundet på Cuba. Her kan jeg flyde rundt i

en Cadillac som den Elvis Presley havde i sine film. Før Cupercino tid. Jeg

kan ryge cubanske cigarer uden afgift. Og drikke rom i litervis, med

feststemte og salsadansende cubanere. Man gider man det hele tiden ? Der

er så meget man ikke gider hele tiden, men gør alligevel.

Tilsyneladende er den ene frihed ikke meget forskellig fra den anden.

Jeg har 6% tilbage. Redigerer igen. Save a version. !7

Claus Petersson

Havana, Cuba

!8