1

Clausewitz’ teori om krigens natur som baggrund for en analyse af krigen i Donbas i 2014

Af major Valdemar Secher (HRN)

2

TITELSIDE

Masterprojektets titel:

Clausewitz’ teori om krigens natur som baggrund for en analyse af

krigen i Donbas i 2014

Udarbejdet af:

Major Valdemar Secher (MA 291259)

SO2 Future Ops / G2 Plans / HQ Allied Rapid Reaction Corps

Vejleder:

Ph.D. Jeppe Plenge Trautner, Institut for Militærhistorie og

Krigsvidenskab v. Forsvarsakademiet

Afleveringsdato:

28. juni 2019

Antal anslag, inkl. mellemrum:

106.597

3

ABSTRACT

This thesis sets out to gauge the extent to which central ideas of Carl von

Clausewitz’ theory of war can aid us in understanding the dynamics of war in the 21st

century. This is done through the application of Clausewitz’ theory onto a

contemporary “hybrid war” which involves aspects of both interstate and intrastate

warfare, and which is fought by a mix of conventional army and irregular proxy

forces.

By applying this theory onto the backdrop that is the war in Eastern Ukraines

Donbas region 2014, it reasserts the timeless qualities of Clausewitz’ central

framework known as the “wondrous trinity”, comprising of the three tendencies of

passion, chance and purpose. It does so by evidencing the constant interaction of

the tendencies, their mutually reinforcing and moderating qualities, and their

potentially decisive influences on the war’s development.

Departing from the research question of the relevance and applicability of

Clausewitz’ theory of war to contemporary warfare, the thesis concludes that much

insight and much understanding can indeed be derived from approaching war in a

structured manner as inspired by the “wondrous trinity”.

4

RESUMÉ

Gennem sin uddannelse bliver officeren introduceret til begrebet krigsteori som

omhandlende dét sæt af teorier, der søger at give svar på spørgsmålet ”hvad er

krig?” Den preussiske officer og militærhistoriker Carl von Clausewitz’ (1780 - 1831)

teori udlægges i den danske officersuddannelse som den bredeste og mest

indflydelsesrige. De fleste officerers næste møde med Clausewitz er imidlertid i form

af spredte citater i diverse doktrinpublikationer, eller i form af mere eller mindre

logiske anvendelser af begreber fra teorien i operative planlægningsforløb.

Denne meget instrumentelle anvendelse af Clausewitz’ tænkning kan for så vidt

være god nok, men overser imidlertid den bredde og dybde af Clausewitz’

idéverden, der netop gør at hans hovedværk er en fuldbyrdet teori om krig – og ikke

blot en doktrin fra det 19. århundrede.

I dette speciale sætter jeg mig for at prøve at udfolde Clausewitz’ teori, og holde

dens lys hen over en nutidig krig med islæt af såvel konventionel interstatslig

krigsførelse, som krigsførelse med mere irregulære proxy styrker. Mit ærinde er at

vurdere relevansen og egnetheden af Clausewitz’ teori om krig som et teoretisk

perspektiv der kan hjælpe til at forstå nutidig krig og krigsførelse.

Konkret sammenstiller jeg derfor en central del af Clausewitz’ mangesidige teori, i

form af hans såkaldte ”treenighed” bestående af lidenskab, tilfældighed og

sandsynlighed og politik, med den igangværende krig i Donbas i det østlige Ukraine,

afgrænset til året for krigsudbruddet i 2014. Jeg vil undersøge treenighedens

tendenser og deres manifestation i året for krigens udbrud, og herigennem vurdere,

om teorien har hjulpet mig til en øget forståelse eller måske endda nye indsigter.

I afsnit 1 rammesættes den valgte problemformulering. I afsnit 2 gennemgås

opgavens teori, bestående af de elementer der udgør Clausewitz’ treenighed.

Herved skabes et overblik over hvad der søges undersøgt gennem applikationen på

en case. I afsnit 3 gennemføres analysen, som udgør opgavens bærende afsnit.

Afnist 4 udgør opgavens konklusion, og i afsnit 5 rundes af med en perspektivering.

Opgavens konklusion er, at Clausewitz’ treenighed er en brugbar og tidløs ramme til

konfliktforståelse, der danner et godt udgangspunkt for forståelse af moderne krigsførelse.

Treenigheden er mindre egnet til formidling, da dens centrale værdi

5

Indhold ABSTRACT .......................................................................................................................... 3

RESUMÉ.............................................................................................................................. 4

1. INDLEDNING ............................................................................................................... 6

1.1 Formål .................................................................................................................... 6

1.2 Motivation og relevans ............................................................................................ 6

1.3 Det teoretiske udgangspunkt og afgrænsning ........................................................ 7

1.4 Det empiriske udgangspunkt og afgrænsning ...................................................... 11

1.5 Problemformulering & begrebsafklaring ................................................................ 14

2. METODE .................................................................................................................... 15

2.1 Teori ..................................................................................................................... 15

2.2 Metode .................................................................................................................. 23

3. UNDERSØGELSE ...................................................................................................... 23

3.1 Krigen i Donbas .................................................................................................... 23

3.2 Analyse ................................................................................................................. 29

3.2.1 Aktøranalyse – LIDENSKAB .......................................................................... 33

3.2.2 Aktøranalyse – POLITIK ................................................................................ 43

3.2.3 Aktøranalyse – TILFÆLDIGHED & SANDSYNLIGHED ................................ 53

4. KONKLUSION ............................................................................................................ 63

5. PERSPEKTIVERING .................................................................................................. 66

LITTERATURLISTE ........................................................................................................... 67

6

1. INDLEDNING

1.1 Formål

Formålet med denne opgave er at undersøge en klassisk krigsteoris værdi som

ramme til forståelse af vor tids konflikter. Konkret vil jeg undersøge centrale dele af

den preussiske officer og teoretiker Carl von Clausewitz’ tænkning om krig. Mit sigte

vil være at afdække disse deles værdi som egentlige analyseværktøjer i bestræbelsen

på at forstå moderne krigsførelse, eksemplificeret ved konflikten i det østlige Ukraine.

I resten af dette kapitel vil jeg redegøre for, hvad der har motiveret mig til at arbejde

med dette emne i et masterprojekt, og hvorfor jeg anser det for relevant. Denne

beskrivelse af min motivation kan ikke stå uden en tidlig introduktion til det teoretiske

udgangspunkt for opgaven, hvorfor jeg ligeledes vil redegøre for dette. Herefter følger

en empirisk afgrænsning mhp. at skabe fokus i opgavens case, og endeligt vil jeg

fastlægge min problemformulering.

1.2 Motivation og relevans

Min motivation til valget af dette emne har sit udgangspunkt i en akkumuleret undren

gennem mine år som officer. Clausewitz’ tænkning gør sig eksplicit og implicit

gældende i mange af de sammenhænge, jeg som hærofficer i en multinational

NATO-stab indgår i. Hans tænkning kommer til udtryk i formelle

doktrinpublikationer1, ligesom bærende begreber indgår i kommunikationen der

pågår i staben, for eksempel til at anvise sammenhænge eller skabe mening i

operative anliggender. Det gælder begreber fra Clausewitz’ teori som for eksempel

”angrebets kulminationspunkt” (der generelt anvendes om det punkt i

gennemførelsen af offensive operationer, hvor summen af udfordringer ift. at

understøtte en videreførelse af angrebet tilskynder til at indstille dette) eller

”tyngdepunktet” (der er en angivelse af et vigtigt mål for påvirkning gennem

operationer) blot for at nævne to. I det hele taget pågår der i højere taktiske stabe en

konstant ”mikrooperationalisering” af Clausewitz’ teori, og der trækkes i udpræget

grad på dele af Clausewitz’ begrebsapparat. Fra min tid på officersskolen forhold

ved jeg, at kimen til dette forhold lægges allerede ifm. uddannelsen af unge

1 Eks. NATOs serie af Allied Joint Publications (AJP)

7

officerer2, hvor den studerende præsenteres for Clausewitz’ krigsteori, som den

udlægges i værket Om Krig, og hvor denne fremhæves som standardværket på dets

teoretiske område. Herefter ophører imidlertid den læringsmæssige indføring i

værkets ophav og anvendelighed, og det næste møde med Clausewitz vil for langt

de fleste officerers vedkommende være i citatform eller i én af de mange af

nationale, såvel som NATO doktrinpublikationer, hvor Clausewitz ivrigt citeres, eller

enkeltstående dele af hans begrebsapparat operationaliseres. Clausewitz’ eget

ærinde med sit hovedværk – at beskrive og forstå krig som helhed – finder ikke af

sig selv vejen ind i officerens tankeliv, hverken via uddannelse eller gennem den

fragmenterede måde teorien anvendes på i doktrinære publikationer.

Som jeg vil beskrive herunder, var Clausewitz hovedværk Om Krig netop en

sammenhængende krigsteori, og ikke en doktrinær publikation. Man kan derfor

spørge sig selv, om de centrale temaer hos Clausewitz, der beskæftiger sig mere

overordnet med spørgsmålet om hvad krig er, og binder hans teori sammen til ét

hele, er nyttige redskaber i hænderne på den, der gerne vil øge sin forståelse for

fænomenet krigs centrale dynamikker?

For at vurdere dét, må de centrale dele af Clausewitz’ teori først vurderes som

egnede analyseredskaber ift. dets genstandsfelt, nemlig krig.

Det bliver derfor interessant at undersøge, om Clausewitz’ hovedværk Om Krig kan

danne udgangspunkt for en analyse der giver øget forståelse for en nutidig konflikt i

en bredere, mere overordnet forstand.

1.3 Det teoretiske udgangspunkt og afgrænsning

Carl von Clausewitz (1780-1831) var officer i den preussiske hær under og efter

Napoleonskrigene i Europa. Clausewitz besad et skarpt intellekt, som

stimuleredes gennem konstante refleksioner over fænomenet krig. Selvom han

var akademisk begavet, var han dog først og fremmest soldat, og Europas

slagmarker udgjorde, foruden hans uddannelse som generalstabsofficer, både

hans uddannelse og arbejdsplads uden skarp opdeling. Hans formative år som

ung officer på forskellige felttog, spiller en central rolle for udviklingen af hans

2 Forfatteren gennemgik sin grunduddannelse I perioden 2002-2005.

8

teori om krig, som den fremtræder i hans posthumt udgivne hovedværk3 På

disse felttog var Clausewitz under stærk påvirkning af to forskellige indtryk;

krigens og kampens ofte kaotiske vilkår og indvirkning på krop og sjæl, og –

hvad der udgjorde et paradigmeskift i hans samtid – den franske revolutions

frisættelse af folkelig Lidenskab og potentiale for mobilisering, hvilket skulle blive

kritisk for Clausewitz’ vægtning af moralske kræfter og Lidenskabelige

dynamikker i krig. Disse indtryk, sammen med hans refleksioner om krigens

væsen som politisk instrument, udgør fikspunkterne i hans tese om en ”krigens

natur”, som han formulerede den i Om Krigs første kapitel.

Clausewitz’ ambition var at lancere en udtømmende, men pragmatisk og

virkelighedsnær teori om krig, og han var derfor nødt til at afsøge i bredden hvad

angår tematik og niveauer. Mens dele af værket forekommer uløseligt bundet til

forfatterens samtid, har andre en mere tidløs kvalitet. Det gælder særligt første

og ottende bog omhandlende hhv. krigens natur (”Hvad er krig?”) og krigens rolle

som redskab for Politikken (”Krigsplan”).

I disse to bøger beskæftiger Clausewitz sig med nogle af Om Krigs mest centrale

temaer. Første bogs første kapitel er en undersøgelse af krigens natur, hvor

forfatteren bestræber sig på at give svar på spørgsmålet ”hvad er krig?” Clausewitz

påviser derefter forskellen mellem ”ideal krig” og ”virkelig krig”4. Førstnævnte er en

teoretisk abstraktion undfanget af streng teoretisk logik. I denne abstraktion ville

krigens særegne element – anvendelsen af vold – give fødsel til et ”krigens eget

sprog”, hvori krigen, gennem en række ”vekselvirkninger”, ville bevæges i retning af

en gensidig og uhæmmet bestræbelse på at uskadeliggøre sin modstander i

forsøget på at påtvinge ham sin vilje. ”Ideal” krig er imidlertid kun Clausewitz’

opstilling af et teoretisk, men nødvendigt felt, der – i takt med at han efterfølgende

introducerer den komplekse virkeligheds begrænsende og hæmmende indvirkning

3 Strachan, On War - A biography. 4 Clausewitz benytter sig af en dialektisk metodik, hvilket ganske givet har skabt anledning til forvirring hos mange af hans læsere. Generelt efterstræber han at strukturere sin argumentation med en tese, en antitese og en konkluderende syntese, men han er ikke konsekvent i denne tilgang, og til tider kan man som læser føle at man mangler fyldestgørende argumentation.

9

på krigsførelse – er den nødvendige forudsætning for at kunne komme til en

forståelse af ”virkelig krig”. Populært sagt udgør ”ideal krig” en bruttostørrelse, som

man aldrig vil opleve i virkeligheden.5 Man vil derimod opleve nettostørrelsen

”virkelig krig”, som er ”ideal krig” modereret af virkelighedens begrænsende faktorer

på krigsførelsen.

Hvad er det så præcis der reducerer ”ideal krig” til ”virkelig krig”? Svaret på dette

spørgsmål udgør et af de mest centrale emner i Om Krig. Allerede i første bogs

første kapitel antyder Clausewitz nogle varige elementer i krig, som han grundet

deres permanens kalder for ”krigens natur”. Det er gennem denne natur, at ”ideal

krig” bliver til ”virkelig krig”. I slutningen af første bog opsummerer Clausewitz sin

dialektiske undersøgelse af krigens natur, og opstiller en model for den som

reflekterer såvel hans teoretiske som empiriske erkendelser om krig. Denne model

betegnes i den danske oversættelse af Om Krig som den sære trefoldighed6 7, og da

jeg har til hensigt at lade denne model være det teoretiske udgangspunkt for min

analyse, giver det mening her at gengive den i sin helhed:

”Krigen er altså ikke blot en sand kamæleon, idet den i hvert enkelt

konkret tilfælde ændrer sin natur noget. Den er også, når man ser på

dens samlede fremtrædelsesformer i henseende til de tendenser, der

hersker i den, en sær trefoldighed sammensat af den oprindelige

voldsomhed i dens element, hadet og fjendskabet, der må anses for en

blind naturdrift, af sandsynligheders og tilfældigheders spil, der gør den

til en fri sjælsaktivitet, og af den underordnede natur som politisk

værktøj, hvorved den hjemfalder til den rene forstand”.

5 Selvom Clausewitz på yderst interessant vis mener, at man kan komme dette begreb meget nær, også i virkeligheden. Han hævder selv at have set ”absolut krig” – en tilnærmelse mod den teoretiske ”ideale krige” - i forbindelse med Napoleons forsøg på med vold at påtvinge Europa fransk hegemoni i 1800-tallet. Denne refleksion fra forfatterens side kan givetvis tilskrives de meget voldsomme indtryk, som man må antage at datidens officerer oplevede i deres forsøg på at modstå Napoleons væbnede folkehær. 6 Clausewitz, Om Krig, bog I. 7 Jeg bryder mig ikke om den danske oversættelse, der i min optik forekommer negativt ladet. Forfatterens oprindelige Wunderliche Dreifaltigket lader sig ikke let oversætte til dansk, men jeg vælger at benytte Treenigheden som betegnelse for denne model.

10

Der udledes af ovenstående tre centrale tendenser:

1) Lidenskab (den oprindelige voldsomhed (eller følelser/irrationalitet)

2) Tilfældighed og sandsynlighed (T&S) (eller risiko, non-rationalitet)

3) Politik (krigen som politisk instrument eller hensigt, rationalitet)

Konteksten påpeger Clausewitz selv som værende den omgivende, og over tid

foranderlige, specificitet, som enhver teori om krig må tage højde for i sin

læsning af sin samtids krige og konflikter.8 Konteksten ligger uden for krigens

væsen eller natur, og udgør det brede bagtæppe af forhold der skifter form og

udtryk efter tid og sted, så som dominerende politiske systemer, økonomiske

forhold, kulturelle normer, teknologisk niveau m.v.

Til hver af Treenighedens tendenser kan henregnes de aktører, der udgør

tendensens subjektive manifestation i krigen. Disse tager form efter de specifikke

omstændigheder som krigen føres under. Treenigheden er grafisk gengivet

herunder.

8 Vego, “On Military Theory”.

11

Tendenserne i Treenigheden - Lidenskab, T&S og politik – leverer også

forklaringskraft til spørgsmålet om hvorfor krige opstår og varierer i intensitet, og

i det hele taget hvordan krige udvikler sig. Treenigheden bliver således en

ramme der kan benyttes til en nærmere undersøgelse af kriges forløb, enten i

afgrænsede perioder eller i deres helhed.

Clausewitz så Treenighedens tendenser som gensidigt påvirkende i et

grundliggende ikke-lineært og mangesidigt kompleks af faktorer. Clausewitz

opstillede selv en metafor for hvorledes hans tredeling af krigens natur skulle

forstås, da han sammenlignede tendensernes samspil med en magnet i en snor,

der pendulerede mellem tre magnetiske poler, hver svarende til en tendens i

Treenigheden; magneten i snoren ville tegne en komplet uforudsigelig bane

imellem polerne, snart tenderende mod én pol, snart mod en anden, og aldrig

ville en gentagelse af dette fysiske forsøg resultere i to ens udfald.9 Pointen med

metaforen er at understrege krigens kompleksitet, uforudsigelighed og

divergerende manifestation fra gang til gang. Det siger sig selv, at en model der

delvist er skabt til at kommunikere kompleksitet og hvad der vel i vore dage ville

kaldes kaosteori10, kun vanskeligt lader sig underkaste en fyldestgørende

operationalisering i sammenhæng til en konkret case. Ikke desto mindre kan

Treenigheden godt, som ramme til beskrivelse af vigtige aktører og dynamikker i

krig, påtvinges en analytisk linearitet der gør den mere tilgængelig. I samme

åndedrag som jeg sætter mig dette for, vil jeg også nøgternt anføre at det i

højere grad er anvendeligheden af Clausewitz’ tankegods der har mit fokus,

rettere end en puritansk tolkning eller søgen efter sandheder i hans tænkning.

Treenighedens tendenser, samt måden hvorpå jeg vil anvende disse i min

analyse, vil blive nærmere berørt i opgavens metodeafsnit.

1.4 Det empiriske udgangspunkt og afgrænsning

Det er nødvendigt at foretage en afgrænsning ift. den valgte empiri, da ”nutidig

krigsførelse” i sig selv er et ubegrænset begreb der ikke lader sig underkaste en

9 Clausewitz, Om Krig, bog I. 10 https://clausewitz.com/item/Beyerchen-ClausewitzNonlinearityAndTheUnpredictabilityOfWar.htm

https://clausewitz.com/item/Beyerchen-ClausewitzNonlinearityAndTheUnpredictabilityOfWar.htm

12

målrettet og overskuelig analyse. Allerede i forbindelse med denne afgrænsning er

der imidlertid inspiration at hente i dele af Clausewitz’ tænkning. Clausewitz

påpegede selv i Om Krig, at der ligger større analytisk styrke i et dybdestudie af én

krig (eller operation, konflikt, kampagne etc.) end der gør i et bredere studie der

søger at belyse et antal krige eller konflikter.11 Clausewitz var skeptisk overfor det

brede studies evne til at belyse tingene i deres rette sammenhæng, og tvivlede på

det brede studies evne til at favne de nødvendige kontekstuelle detaljer og erkende

krigens natur i dens specifikke manifestation i de valgte cases. Det forekommer

derfor oplagt at tage teoriens ophavsmand til indtægt allerede i denne afgræsning,

og vælge én case, der vil være særligt interessant at foretage en undersøgelse af.

Clausewitz påpegede ydermere den øgede værdi, der lå i undersøgelsen af nyere

krige og konflikter frem for ældre. Clausewitz var først soldat og praktiker, og kun

derefter historiker. Målet med hans intellektuelle bestræbelser var først og fremmest

at bidrage til militær tænkning i sit samtidige miljø. Hans teori tog derfor form og

retning mhp. at inspirere til en tænkning om krig hos officerer og politikere, som i

sidste ende kunne bistå den praktiske implementering på kamppladsen. Han gjorde

kun brug af fortiden til at påvise tendenser og give sin teori en forankring i det

påviselige. Igen vil jeg derfor lade inspirere af teorien, og vælge en så nylig case

som mulig.

Den igangværende krig i det østlige Ukraine (Donbas) udgør en oplagt case. Denne

krig synes særligt relevant, da jeg som dansk hærofficer er professionelt optaget af

konflikter i NATOs umiddelbare interessesfære12. Dette er der to vigtige årsager til.

For det første udkæmpes krigen i geografisk nærhed til NATO, idet Ukraine deler

landegrænse med indtil flere alliancelande. Dette forhold er helt naturligt med til at

skabe en bevågenhed omkring konflikten fra NATOs side. For det andet taler krigen

i Donbas ind i en aktuel tematik som i disse år fylder meget i NATOs styrkestruktur.

11 Clausewitz, Om Krig, bog II. 12 Blandt andet har Danmark fra 2019 en permanent udstationeret militærrådgiver til den danske ambassade i Kyiv, ligesom danske soldater deltager i multilaterale træningsprogrammer med ukrainske styrker. https://www.hjv.dk/oe/HVS/nyheder/Sider/VI-SOEGER-INSTRUKTOERER-TIL-OP-ORBITAL-I-UKRAINE!.aspx

https://www.hjv.dk/oe/HVS/nyheder/Sider/VI-SOEGER-INSTRUKTOERER-TIL-OP-ORBITAL-I-UKRAINE!.aspxhttps://www.hjv.dk/oe/HVS/nyheder/Sider/VI-SOEGER-INSTRUKTOERER-TIL-OP-ORBITAL-I-UKRAINE!.aspx

13

Denne tematik centrerer sig om de vestlige styrkers bestræbelser mod at genlære

evnen til planlægning og gennemførelse af operationer mod såkaldte ”near-peer

enemies”13, og afviger i mål, midler og ressourcemæssige implikationer betydeligt fra

de seneste årtiers fokus mod oprørsbekæmpelse og stabiliseringsoperationer. På

kamppladsen i Donbas optræder således styrker, der er organiseret, udrustet og

uddannet til at gennemføre operationer i højt tempo, med taktisk dybde og i med

såvel fysisk som psykologisk påvirkning til følge. Samtidigt introduceres ny teknologi,

og innovation finder sted i forhold til anvendelsen af eksisterende ditto. De iboende

spændinger parterne imellem har dannet grobund for udbredt anvendelse af

informationsoperationer, og regulære styrker kæmper side om side med irregulære

grupperinger, hvorfor konflikten med rette kan rubriceres som ”hybridkrig”, i hvert

fald ift. én definition14 på dette analytisk diffuse begreb. Konflikten i Donbas

afspejler, kort sagt, et operationsmiljø, som NATOs styrkestruktur i netop disse år

bruger størstedelen af sin tid og energi på at blive førende indenfor.

Der er dog også udfordringer ved denne case. Netop krigens aktualitet kan medføre

en begrænset mængde tilgængelig kildemateriale, da der endnu ikke er tale om en

gennemanalyseret og velbelyst konflikt som for eksempel Vietnamkrigen. For de

kilder der dog er tilgængelige, må der tages højde for hvorvidt kilden i princippet er

objektiv, eller om der kan være bagvedliggende hensigter; for eksempel

holdningspåvirkning gennem subtil, akademisk vinklet propaganda. Endelig er

mange af de eksisterende kilder kun tilgængelige på ukrainsk eller russisk. Hvor der

er tale om internetbaserede kilder kan disse i nogen grad oversættes med for

eksempel Google Translate.

Jeg vil af hensyn til analysens fokus og omfang indsnævre det empiriske felt til at

omhandle en kortere periode, og lade fokus være på krigen som den udspiller sig i

det ukrainske Donbas. Den tidsmæssige afgrænsning kan med fordel fastlægges til

at være konfliktens tidlige fase.

13 Carter, Dynamic Security Threats and the British Army. 14 Murray & Mansoor, Hybrid Warfare.

14

For det første er det i denne indledende fase af krigen, at de styrende politiske idéer

og rationaler udmøntes i krigshandlinger, og de folkelige strømninger antændes og

næres af krigens udbrud. For det andet er dette krigens mest interessante fase i et

operativt perspektiv, da der i denne periode gennemføres såvel subversive

påvirkningsoperationer, kampe mellem irregulære russiske proxystyrker og

ukrainske styrker, og fra sommeren også større manøvrer med mekaniserede

styrker. For det tredje ligger krigens tidligste fase nu nogle år tilbage, og der er

derfor gode forudsætninger for at finde et minimumsmål af egnede kilder til en

tilstrækkelig belysning af empirien; kilder jeg ville risikere at mangle, hvis jeg indlod

mig på at behandle krigens senere år. Jeg vælger derfor at fastlægge min

tidsmæssige afgrænsning til at omhandle året for krigens udbrud i 2014.

Jeg skal ikke her redegøre nærmere for konfliktens forløb, da jeg vil gøre dette i et

dedikeret afsnit der indleder opgavens analyse.

1.5 Problemformulering & begrebsafklaring

I forlængelse af de foregående afsnit fastlægges opgavens problemformulering

således:

I hvilket omfang udgør Carl von Clausewitz’ teori om krigens natur, som den

formuleres i hans hovedværk ”Om Krig”, en relevant analyseramme til

forståelse af nutidige krige, eksemplificeret ved konflikten i det ukrainske

Donbas i perioden 2014?

Om krigsteori sagde Clausewitz selv:

”Det er enhver teoris opgave at rydde op i dét, der er smidt hulter til bulter, og – kan

man vel sige – i begreber og forestillinger, der er filtret ind i hinanden. (…) Den, for

hvem alt dette er intet, må enten være afvisende over for enhver teoretisk

betragtning, eller også har man aldrig pint hans forstand med forvirrede og

forvirrende forestillinger, der ikke støtter sig på noget fast punkt (…) ”15

15 Clausewitz, Om Krig, bog II, 1832:s. 109.

15

For på meningsfuld vis at kunne finde anvendelse i forbindelse med en analyse af en

given konflikt, skal en teori om krig altså kunne belyse nogle centrale logikker og

kausale forhold, der er definerende for fænomenet krig. Jeg vil derfor benytte mig af

nedenstående kvalificerende spørgsmål, der bliver analysens målepunkter ift.

besvarelse af opgavens problemformulering.

- Kan teorien belyse hvem der beslutter at føre krig, og med hvilke formål?

- Kan teorien belyse hvilke midler krig føres med, og hvordan disse bidrager til

fuldbyrdelsen af parternes målsætninger?

- Kan teorien belyse hvad der er afgørende for krigens udvikling og udfald?

- Er teorien tilgængelig og let at formidle, hvorved indsigter opnået gennem

teoriens applikation let kan deles?

2. METODE

2.1 Teori

I det følgende vil jeg redegøre mere detaljeret for de dele af Clausewitz’ teori om

krig, som jeg har til hensigt at operationalisere i forbindelse med opgavens

analyseafsnit. Det drejer sig om Treenighedens tendenser i form af Lidenskab,

tilfældighed & sandsynlighed samt politik.

Clausewitz’ Treenighed

For Lidenskaben eller den fjendtlige følelse gør sig gældende, at tendensen tager

sit udgangspunkt i følelseslivet, hvor instinkter og irrationalitet er på spil. Tendensen

kan stilles i relation til individets oplevelser og følelsesmæssige indtryk (for eksempel

had og frygt), men kan også forstås som følelser der udspiller sig mere kollektivt; for

eksempel moralen i en hær, stemningen i en befolkning etc. Tendensen er måske

det stærkeste udtryk for Clausewitz’ opfattelse af krigen som et distinkt menneskeligt

fænomen, og Clausewitz’ insisteren på denne tendens og dens relevans i en

undersøgelse af krig er en af de vigtigste forskelle på ham og samtidige teoretikere

som for eksempel Antoine Henri de Jomini.16 Lidenskaben kan mindske krigens

16 Bassford, “Jomini and Clausewitz: Their Interaction”.

16

voldsomhed lige så naturligt som den kan skærpe den. En skærpelse af

voldsomheden som følge af Lidenskabens indvirkning kan man for eksempel

forestille sig ved revolutionær krigsførelse, som det bla. oplevedes af Clausewitz

selv i forbindelse med Napoleonskrigene. Her blev den franske revolutions evne til at

antænde folkets iboende Lidenskab og længsel mod frisættelse udnyttet til militære

formål i form af la levée en masse. Lidenskaben som skærpende tendens kan også

angives som en stærk drivkraft i Japans brutale, og racistisk nærede fremfærd i Kina

i 1930’erne, eller hos såvel tyske som sovjetiske tropper under disses kampe på

Østfronten under 2. Verdenskrig.17 Samtidigt kan Lidenskaben som tendens også

virke modererende, hvis dens hovedeksponenter – for eksempel en krigsførende

stats befolkning18 – generelt ikke føler sig repræsenteret i det politiske rationale for

krigsførelse, eller hvis krigsførelsen slet og ret er direkte upopulær. I sådanne

tilfælde, og måske særligt hos demokratier, vil tendensen indvirke modererende på

ressourceforbrug og voldsudøvelse. En negligering af disse forhold hos den

krigsførende part kan resultere i indre spændinger, som det for eksempel kom til

udtryk i Rusland i 1917, i Tyskland i 1918 og 1919, i Italien i 1943 og i nyere tid i

USA i form af protesterne mod krigsførelsen i Vietnam fra omkring 1970 og frem.

Lidenskaben er som sagt en rent menneskelig tendens; den har med meninger,

perceptioner og handlinger at gøre. Den er som sådan subjektiv19, og kan gøres til

genstand for påvirkning (som det for eksempel er tilfældet med propaganda).

Tilfældighed & sandsynlighed udgør, i kontrast til de to øvrige tendenser, en

tendens der knytter sig mere objektivt til ”virkelighedens verden”; den tager ikke form

efter hverken folkelige impulser eller politiske rationaler. T&S har som tendens en

mental og en fysisk dimension.

T&S’ mentale dimension afspejles i det miljø af usikkerhed, fare og frygt, som krigen

påtvinger sine aktører. Disse kommer ganske vist til udtryk på forskellige vis for

infanteristen, den operative chef og den politiske beslutningstager, men alle

17 Lidenskaben indvirker nok på de øvrige tendenser i Treenigheden, men kan også selv gøres til genstand for målrettet manipulation gennem for eksempel propaganda og disinformation. 18 Eller dele af den, i tilfælde af borgerkrig 19 Har lånt denne betragtning fra Bassford i hans artikel ”Tip-toe through the Trinity” (2016).

17

udsættes de for ekstraordinære mentale prøvelser der, såvel i perioder med høj

intensitet som over tid, afkræver dem at gå til grænsen af deres fysiske og mentale

formåen. Usikkerhed og frygt udløses gennem påførelsen af tab, overværelsen af

menneskelige lidelser og manglende indsigt i modstanderens dispositioner grundet

fraværet af pålidelige efterretninger. Clausewitz benytter ofte ”tåge” som en

meteorologisk metafor for den usikkerhed, der karakteriserer krigsførelsen i kraft af

dens natur som et opgør mellem to eller flere aktører, der hver især søger at udnytte

det operative miljø, og krigens iboende tendenser, til sin fordel. ”Tågen” relaterer sig

også til Clausewitz’ instinktive mistro overfor taktiske efterretninger20, som han anså

for utroværdige og dybest set af mindre vigtighed for militære operationers udfald

end for eksempel ledernes evner, troppernes moral og disciplin, samt de politiske

magthaveres klarsyn til at balancere og løbende justere de militære og politiske

målsætninger gennem ressourceallokering m.v.

T&S’ fysiske dimension udgøres af kamppladsens indretning, med dens fysiske

terræn, vejrforhold og de tilhørende muligheder og begrænsninger som opbydes

heraf. Denne fysiske dimension udgør, sammen med T&S’ mentale dimension, den

”spilleplade”, hvorpå de væbnede styrker mødes på vegne af deres politiske

beslutningstagere, og søger den politiske afgørelse ved våbenmagt. Metaforen er

ikke tilfældigt valgt; det er en spilleplade, fordi enhver politisk beslutningstager, der

tilvælger (eller påtvinges) krigen som instrument til en politisk afgørelse, samtidigt

indlader sig på det komplekse spil af tilfældigheder og sandsynligheder som krig er.

Dette spil kan påvirkes af en i princippet uendelig række af faktorer, og blandt disse

er ingen mere afgørende end de væbnede styrkers formåen og karakteren hos

deres ledere.

De væbnede styrkers formåen kan forstås som en funktion af deres krigsvanthed

eller træningsstade, evne til at generere masse på afgørende punkter i tid og rum,

moral, organisatoriske udholdenhed, teknologiske niveau mv. Det tilfalder den

operative chef, eller hvad Clausewitz kalder for feltherren, at omsætte sine styrkers

samlede formåen til de militære effekter, der indfrier den politiske målsætning med

krigen. Givet det miljø af mentale og fysiske udfordringer, hvori han skal opnå dette,

20 Ibid, s. 91ff

18

stilles der store krav til hans evner, vurderinger, risikovillighed, samt mod og

karakterstyrke. Det er værd at understrege den vægt, som Clausewitz tillagde den

operative chefs betydning for den militære kampagnes tilrettelæggelse og udfald.

Clausewitz leverer en overbevisende analyse af modets betydning for de, der

befinder sig midt i krigshandlinger.21 Han skelner her mellem forskellige former for

mod, herunder det fysiske, personlige mod og det moralske mod. Det moralske mod

anså han for sjældnere end det personlige, og i øvrigt kun forekommende hos chefer

med et vist intellekt. Det moralske mod indebærer evnen til at tage ansvar for

manøvrer med tropper i større skala, og gennemføre disse med beslutsomhed og

optimisme. Moralsk mod, i kombination med et skarpt intellekt hvæsset af indgående

studier af tidligere krige, anså Clausewitz som fundamentale forudsætninger for den

operative chefs udvikling af taktisk genialitet, eller hvad Clausewitz selv kaldte for

coup d’oeil;22 evnen til at penetrere krigens kompleksitet, læse en situation,

identificere de trusler og muligheder den opbyder, og prioritere disse i

overensstemmelse med operationens formål.

De væbnede styrker og deres ledere udfordres altså i deres forehavende af alle de

mange faktorer, der udspringer af T&S’ mentale og fysiske dimension, og som

Clausewitz samler under betegnelsen friktion. Friktion omhandler således

begivenheder der kan pågå som følge af det operative miljøs virkninger i

krigsskuepladsens mentale og fysiske landskab. Friktion forekommer også internt i

de krigsførende parters organisationer og strukturer, der af den ene eller anden

grund umuliggør en optimal anvendelse af de deployerede kapabiliteter. Clausewitz

beskrev friktion ved sin metafor om gang:

”At handle i krig er som at bevæge sig i et hæmmende medium. Lige så lidt som

man i vand med lethed og præcision kan udføre den naturligste og enkleste

bevægelse, den simple gang, lige så lidt kan man i krig med sædvanlige kræfter

komme på højde med blot det middelmådige”23

21 Clausewitz, Om Krig, bog I, 1832, s. 68ff. 22 Clausewitz, 1832, s 26. 23Clausewitz, Om Krig, bog I, 1832, s. 95.

19

Det eneste der kan mindske friktionens indvirkning, er erfaring. I mangel af dette må

chefen øve sine enheder, procedurer og planer, nøje studere krigshistorie og måske

endda søge hjælp fra udenlandske militæreksperter med den fornødne erfaring24.

For Politikken eller den fjendtlige hensigt gør sig gældende, at krigen har sit

udgangspunkt heri; af det unilaterale, politiske rationale udledes et formål med den

krigsførelse, som man samme steds fra har besluttet er nødvendig.25 Om politik

skriver Clausewitz, at

”(politik) er det skød, krigen udvikles i”.26

I ottende bog, omhandlende tilrettelæggelsen af ”krigsplanen”, skriver han:

”krigen er fortsættelsen af det politiske samkvem iblandet andre midler”.27

De to sætninger sammenholdt betyder, at krigen som instrument tilvælges af de

politiske aktører, og at krigen, når først den går sin gang og tendensernes interaktion

bliver en realitet, tager form efter disse. Således er Politikken, skønt krigen

instrumentelt er hjemmehørende her, blot én af Treenighedens gensidigt indvirkende

tendenser, og den bliver derfor genstand for Lidenskabens indvirkning og

tilfældighedernes spil når krigen udfoldes. Det danske sprog rummer ikke

sondringen mellem det engelske sprogs ”policy” og ”politics” (hvilket Clausewitz’

eget modersmål heller ikke gjorde) men præcis denne sondring er hjælpsom når det

skal beskrives hvordan det politiske rationale er nødt til at indberegne det

”kontroltab”, som den krigsinitierende part påfører sig selv ved krigens indledning.

Det politiske rationale går så at sige fra at være en ret entydig, unilateral hensigt

(policy) til at være en multilateral og omskiftelig tendens (politics); fuldstændig som

de to øvrige tendenser er det. Nok kan det politiske rationale være dét, der bringer

24 Clausewitz, Om Krig, bog I, 1832, s. 96f. 25 Carl von Clausewitz, Om Krig, bog II (1832) 133. 26 Clausewitz, 1832:133. 27 Clausewitz, Om Krig, bog VIII, 1832:750.

20

en aktør ud i et militært eventyr, men uventet modstand, fjendtlig forbundsdannelse,

utilstrækkelige ressourcer, dalende støtte m.v. kan lige så hurtigt eller over tid

tilskynde den krigsførende aktør, ud fra en rationel overvejelse, at søge

fredsforhandlinger eller på anden vis indskrænke, omlægge eller afslutte sin

krigsførelse.

Som de to øvrige tendenser kan altså også Politikken indvirke intensiverende eller

modererende på krigens udvikling. Hvor de to foregående tendenser gør dette

gennem Lidenskabens irrationelle impulser, eller T&S’ uforudsigelige, usikre og til

tider vilkårlige spil, er der her tale om moderation eller intensivering som følge af den

rationelle justering af målsætninger, formål, ressourceallokering etc.28

Når politiske målsætninger skal forfølges gennem væbnet magt, peger Clausewitz

på, at disse målsætninger grundlæggende falder i én af to kategorier; begrænsede

målsætninger, eller en målsætning om at tilintetgøre29 modstanderen.30 Jeg vil

omdanne disse til den mere tilgængelige sondring ”begrænsede målsætninger” og

”vidtgående målsætninger”,31 men i øvrigt ikke ændre betydningen af disse. Disse

politiske målsætninger kan forfølges militært på en i princippet uendelig række af

forskellige måder, men generelt kan den militære målsætning – ligesom den

politiske – karakteriseres som begrænset eller vidtgående.

Den politiske målsætning er begrænset hvis formålet med krigen er at afvise en

fjendtlig invasion, eller tvinge fjenden til kapitulation mhp. at sætte fredens

betingelser, eksempelvis ved besættelse af en del af hans territorium. Den vil

modsat være ubegrænset, hvis fjenden som politisk entitet søges udslettet, enten

gennem strategisk nedslidning over tid, eller gennem væbnet angreb.

Den militære målsætning kan ligeledes være begrænset eller vidtgående, og ofte vil

den tage farve af den politiske målsætning – men ikke altid. En begrænset militær

28 Clausewitz, 1832:747f. 29 Ved ”tilintetgørelse” af fjendens væbnede styrker gør Clausewitz det i første bogs andet kapitel klart, at han mener ”bringes i en sådan forfatning, at han ikke mere kan fortsætte kampen”. I de fleste tilfælde vil opnåelsen af dette, jf. Clausewitz, også afstedkomme den fjendtlige stats kapitulation. Dette er udgangspunktet for moderne vestlig militærdoktrin (NATO), hvor ”defeat” angives som resultatet af en succesfuld bestræbelse på at nedslide fjendens ”Will, Understanding & Capability”. 30 Clausewitz, Om Krig, bog VIII, 1832:736–47. 31 Jeg er her inspireret af historikeren Christopher Bassfords sondring mellem ”limited aims” og ”high-end aims”, se https://clausewitz.com/mobile/Bassford-Supersession5.pdf#zoom=100

https://clausewitz.com/mobile/Bassford-Supersession5.pdf#zoom=100

21

målsætning vil som regel tage form af nedslidning eller inddæmning, mens den

vidtgående målsætning tilsigter udslettelse eller kapitulation, afhængigt af formålet

med krigen.32

Treenighedens tendenser, som de opfattes af de politiske aktører, vil – sammen

med en læsning af krigens kontekst - være udslagsgivende for hvilke politiske og

militære målsætninger der forfølges.

Grafisk kan dette illustreres ved denne figur:

Det skal erindres, at krigen kun er krig i kraft af sin reciprocitet; den udkæmpes af én

eller flere parter33. I eksemplerne i ovenstående grafik er det den førstnævnte part,

som krigens målsætning er anskueliggjort ud fra. Ovenstående er en grov, men

32 Clausewitz, Om Krig, bog VIII, 1832:719–22. 33 Som f.eks. krigen i Syrien.

22

nyttig simplificering af et emneområde, som Clausewitz understregede

kompleksiteten af:

”For altså at finde omfanget af de midler, vi skal fremskaffe til krigen, må vi erindre

os dens politiske mål, set fra både vor egen og fjendens side. Vi må betragte den

fjendtlige stats og vore egne kræfter og forhold. Vi må betragte fjendens regerings

og folks karakter og duelighed, og gøre det samme med os selv. I overvejelserne må

vi også inddrage andre staters politiske forbindelser, og de virkninger krigen kan få

på dem. Det er let at forstå, at det er en stor opgave at afveje disse mangfoldige

ting, der griber ind i hinanden på mangfoldige måder. Opgaven kræver et sandt

genis klarsyn, hvis man hurtigt skal finde det rigtige, og det ville være ganske

umuligt at blive herre over mangfoldigheden, hvis man blot overvejede skematisk

korrekt. Om dette problem har Bonaparte helt rigtigt sagt, at det ville blive en

algebraisk opgave, som kunne forfærde selv en Newton.”34

Det fremgår tydeligt hvordan en påskønnelse af Treenighedens tendenser og deres

sammenspil i en evt. krig, er et anliggende der kalder på tunge overvejelser inden

krigen som instrument besluttes, og de politiske og militære målsætninger defineres.

Disse to typer målsætninger vil ikke altid være ækvivalente, hvorfor figuren ovenfor

har fire ”udfaldsrum”. Dette er med til at tydeliggøre, at det er målsætningerne i krig

man på meningsfuld kan tale om som værende begrænsede eller vidtgående, og

ikke krigen i sig selv.35

Clausewitz’ Treenighed - konklusion

Treenigheden er Clausewitz’ konceptuelle angivelse af virkelig krigs iboende

tendenser. Gennem sin dialektiske udforskning af krigens natur kommer Clausewitz i

34 Clausewitz, Om Krig, bog VIII, 1832:724. 35 Det er en vigtig forskel, da begreber som ”total krig” og ”begrænset krig” er blevet almindeligt forekommende, skønt de ikke præcist kan udledes af Clausewitz’ teori. ”Total krig” er en udløber af Clausewitz’ ”absolutte krig”, og blev som begreb taget i brug af Erich Ludendorff i 1917, hvor han og Von Hindenburg underlagde det tyske rige et de facto militært diktatur. ”Begrænset krig” anvendes i mange sammenhænge, men som teroretisk begreb tager det sit udgangspunkt i de mange tilfælde af stedfortræderkrige gennemført under den Kolde Krig, hvor ønsket om begrænset magtanvendelse hang sammen med bestræbelserne på at undgå en atomkrig.

23

bogens første kapitel frem til, at krigen hverken er den voldelige deroute mod

gensidig udslettelse, som dens strenge logiske begreb implicerer, og at den ej heller

er et præcist og ufejlbarligt instrument i hænderne på politiske beslutningstagere.

Den er derimod en uforudsigelig neksus af tre iboende tendenser – irrationalitet,

non-rationalitet og rationalitet, givet form af Clausewitz som Lidenskaben og

fjendtligheden, tilfældigheders og sandsynligheders spil, samt den politiske hensigt.

Som nævnt i indledningen, så er Treenigheden først og fremmest en måde at tøjle

genstandsfeltets, altså krigens, kompleksitet på. Som Clausewitz siger, vil det være

frugtesløst at forsøge at fastsætte en arbitrær relation mellem tendenserne, eller en

form for flowchart for hvordan hver tendens påvirker hinanden. Kun den enkelte krig

og dens kontekst kan illudere dette, og selv da er det tvivlsomt at de mange

mikroprocesser der pågår i tendensernes samspil kan fastholdes analytisk. Men som

et værktøj til at identificere en krigs aktører og fastlægge væsentlige begivenheders

sammenhæng, forekommer Treenigheden at have en relevans; så længe

forståelsen af tendenserne er i overensstemmelse med det ovenfor angivne, og det

er dét jeg sætter mig for at gøre i opgavens analyseafsnit.

2.2 Metode

Clausewitz’ model for krigens natur i form af Treenigheden udgør den teoretiske

ramme omkring opgaven. Jeg vil dog først gennemføre en kortfattet redegørelse for

krigen i Donbas, alene som en fastlæggelse af kontekst for den efterfølgende

analyse. Herefter følger opgavens analyse, hvor jeg vil operationalisere

Treenigheden i en undersøgelse af krigen i Donbas, der skal minde ud i en

besvarelse af min problemformulering.

3. UNDERSØGELSE

3.1 Krigen i Donbas

Krigen i Donbas tog sin begyndelse i foråret 2014. Som de øvrige konflikter i det

postsovjetiske rum er den grundlæggende en konflikt mellem en regional stormagt –

Rusland – og en sovjetisk efterfølgerstat med vestlige aspirationer, i dette tilfælde

24

Ukraine. Selvom krigen er situeret i en politisk, kulturel og geografisk kontekst der

implicerer en række mellemregninger og øvrige aktører, så er dette krigens

grundlæggende ramme og årsag.

For at skabe et overblik over krigens udbrud og forløb i 2014, kan den med fordel

inddeles i en række faser. Et sådant overblik vil være nyttigt i forbindelse med den

efterfølgende aktøranalyse, da aktørerne herved kan sættes i deres rette empiriske

kontekst.

Fase 1: Destabilisering og hybrid disintegration

Fase 2: Ukrainsk offensiv

Fase 3: Russisk konventionel intervention

Fase 1: Destabilisering og hybrid disintegration (februar – juni 2014)

I 2013 afbrød den daværende ukrainske præsident Viktor Yanukovich de

igangværende forhandlinger om en associeringsaftale med EU, til fordel for en øget

politisk interaktion med den russisk-ledede Eurasiske Union. Denne beslutning gav,

sammen med en opsparet frustration over landets korruptionsniveau og økonomiske

mistrivsel, anledning til den række af demonstrationer og politiske aktioner, der for

eftertiden er blevet kendt som Euromaidan eller Værdighedsrevolutionen. Den 22.

februar blev Yanukovich væltet, og gik i eksil i Rusland.

En ny interim regering satte sig for at gennemføre reformer af statsapparatet, og

søge en vestligt orienteret kurs for landets udvikling. Landets iboende politiske og

kulturelle spændinger blev manifeste i form af en række uroligheder i landets sydlige

og østlige områder, hvor et flertal af landets etniske russere og russisksindede hører

hjemme. I Kreml udnyttede man den politiske uro til at realisere en længe planlagt

erobring og annektering af halvøen Krim.36 Ved omfattende operationer, der

involverede såvel russiske påvirkningsagenter som russiske specialstyrker37 der

opererede inder dække af plausible deniability38, blev en i alt væsentligt ikke-voldelig

magtovertagelse eksekveret på Krim. Regeringen i Kyiv ydede ikke modstand, men

36 Kravtsova, “Observers Say Russia Had Crimea Plan for Years”. 37 Galeotti, Spetsnaz: Russia’s Special Forces, 48. 38 Stowell, “‘Plausible Deniability’ in Russia’s Hybrid War in Ukraine”.

25

befalede ukrainske styrker på Krim til at rykke tilbage til det centrale Ukraine mhp. at

regruppere og klargøre til nye opgaver. Væsentlige dele af de ukrainske styrker på

Krim tog imod et tilbud om amnesti og optagelse i den russiske føderations

væbnede styrker.39 Ved en efterfølgende valghandling 18. marts tilvalgte et

overvældende flertal på Krim en optagelse i den russiske føderation.40

Politiske uroligheder i Syd- og Østukraine intensiveredes efter begivenhederne på

Krim.

Pro-russiske befolkningsgrupper nægtede at anerkende statskuppet i Kyiv, og gjorde

en række krav gældende mhp. øget autonomi fra centralmagten. I Odessa og

Kharkov forlangte pro-russiske kræfter en føderalisering af landet, hvorved Ukraine

nok kunne forblive den statslige entitet i de pågældende områder, men med

vidtgående autonomi for de regionale administrationer. I Donetsk og Luhansk var

der lignende krav, men også krav af mere vidtgående karakter, herunder krav om

løsrivelse fra den ukrainske stat og optagelse i den russiske føderation.

Skønt demonstrationer og politiske aktioner, til tider af voldsom karakter, skulle

fortsætte i Kharkov året ud, eskaleredes disse aldrig til egentlig væbnet modstand

mod centralmagten.

I Odessa var situationen meget lig den i Kharkov, men begivenhederne tog en skarp

drejning 2. maj 2014, da 42 pro-russiske demonstranter som følge af gadekampe

brændte ihjel i en besat regeringsbygning.41 Begivenheden fik paradoksalt nok den

virkning, at urolighederne stilnede af i Odessa, mens de intensiveredes i Donbas,

hvor de af separatister blev tolket som udtryk for Maidanregeringens vilje til at

anvende dødbringende magt i sin bestræbelse på at hævde sin suverænitet.

I Donetsk og Luhansk dannedes grupper af væbnede separatister, bestående af

såvel lokale ukrainske borgere, som russiske frivillige. Særligt indtog russiske

39 Ostrovksy, Forcing Troops out of Crimea: Russian Roulette in Ukraine. 40 Der hersker tvivl om valghandlingens objektivitet, ligesom dens validitet tolkes forskelligt verden over. 41 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 36.

26

frivillige vigtige roller som organisatorer og taktiske førere. Dette var for eksempel

tilfældet med den russiske ideolog og filosof Alexander Borodai, der fra maj 2014

fungerede som selvudnævnt premierminister i DPR, eller hans landsmand den

tidligere GRU42 officer Igor Girkin, der i april 2014 satte sig i spidsen for de væbnede

separatister. Girkin havde været involveret i operationerne på Krim, og var kommet

til Donbas efter annekteringens fuldbyrdelse.43 I april måned indtog han og hans

gruppering af væbnede separatister byerne Slaviansk og Kramatorsk, hvorved

separatisternes område udvidedes, og vigtig infrastruktur blev taget i besiddelse. En

anden hensigt med indtagelsen af Slaviansk var også at bemægtige sig dele af

Ukraines mobiliseringspuljer af våben, hvoraf mange opbevaredes i nærheden af

Slaviansk.44

Således var ved udgangen af maj alle de centrale byer i Donetsk oblast på

separatisternes hænder.

I april resulterede ukrainske forsøg på at engagere oprørerne med konventionelle

styrker i fiasko og ydmygelse, da separatisterne overtog et antal pansrede køretøjer

og afvæbnede ukrainske soldater langs indfaldsvejene til Slaviansk og Kramatorsk.

Gradvist blev separatisternes fremfærd imidlertid bragt til standsning af et stadigt

42 Kofman m.fl., “Lessons from Russia’s Operations in Crimea and Eastern Ukraine”, 38. 43 Finch, “Russia’s Man in New Type War: Igor Girkin”. 44 Eyal, “Ukraine Crisis: The Strategic Importance of Slaviansk”.

27

stigende antal frivillige ukrainere, enkadreret i de såkaldte ”frivillige bataljoner”, som

mobiliseredes og deployerede til fronten hvor de ydede hård modstand.45

Fase 2: Ukrainsk offensiv (juli – august 2014)

Efter sin indsættelse som Ukraines præsident i juni 2014 intensiverede Petro

Poroshenko den indsats mod de russisk støttede separatister i Donbas, som

Turchynov havde iværksat i foråret. Mens de frivillige bataljoner havde spillet en

uvurderlig rolle ift. at yde den nødvendige modstand i krigens indledende fase, så

havde disse enheder, der i

reglen udgjordes af let infanteri

med begrænset støtte, ikke

evnen til at gennemføre

offensive operationer med

dybde. I løbet af foråret og

forsommeren havde det spæde

politiske lederskab i Kyiv

imidlertid formået at foretage

udskiftninger i ledelsen af

landets forsvar, samt

mobiliseret substantielle dele

af landets væbnede styrker,

der i hovedreglen blev overført

fra deres garnisoner i den

vestlige del af landet. Hen over

sommermånederne lykkedes det ukrainske styrker, bestående af hærstyrker og

frivillige bataljoner, at genvinde en del af regionens vigtige byer; Mariupol blev

indtaget af regeringsstyrker i juni, og i juli fulgte Kramatorsk og Slaviansk. I

Slaviansk led separatisterne deres første afgørende nederlag, og da Igor Girkin

måtte gå tilbage til Donetsk, søgte den ukrainske hær at opretholde momentum og

iværksatte sin bestræbelse på at afskære Donetsk og Luhansk fra hhv. Rusland og

45 Puglisi, “Heroes or Villains? Volunteer Batallions in Post-Maidan Ukraine”, 9.

28

hinanden.46 Denne bestræbelse kulminerede, da regeringsstyrkerne i sensommeren

2014 tog byerne Ilovaisk og Debal’tseve i besiddelse, hvorved Donetsk var tæt på at

være indesluttet.47 Samtidigt søgte de ukrainske styrker at binde separatiststyrker i

kampe omkring hovedbyens lufthavn.

Fase 3: Russisk intervention (august - september 2014)

Tabet af disse byer udgjorde et lavpunkt i separatisternes kontrol over regionen, og

fik konsekvenser for ledelsesstrukturen i separatistbevægelsen, ligesom udviklingen

tilskyndede Kreml til at intervenere mhp. at forstærke separatisternes opstilling. I den

sidste uge af august 2014 angreb konventionelle russiske styrker med et antal

bataljonskampgrupper svarende til op til to brigadeværdiers styrke ind over grænsen

fra Rostov i Rusland, med retning mod hhv. Ilovaisk og Novoazovsk.

Russerne angreb med pansrede styrker, støttet af en bred vifte af våbenarter,

herunder massiv ildstøtte.48 Formålet var dels at rulle de ukrainske regeringsstyrker

tilbage fra det netop faldne Ilovaisk, hvorfra de kunne true DPR’s administration i

46 Kofman m.fl., “Lessons from Russia’s Operations in Crimea and Eastern Ukraine”, 44. 47 Karber, “Lessons Learned from the Russo-Ukrainian War”. 48 Dog ingen luftstøtte, sandsynligvis fordi dette ville været en entydig kompromittering af den ”plausible deniability”, som Rusland efterstræbte.

29

Donetsk med en indeslutning, og dels at skabe forudsætning for fornyede angreb

mod Mariupol.49 Mens angrebet mod de ukrainske styrker i Ilovaisk bar præg af en

kombineret operation med såvel russiske styrker som separatiststyrker, var angrebet

i syd mere domineret af pansrede og mekaniserede russiske styrker, der dog stadig

opererede med en ”plausible deniability” tilgang, som blandt andet indebar

manglende markering af personel og køretøjer.50 I Ilovaisk blev de ukrainske styrker

overvældet, og en lokal våbenhvile blev sat i stand mhp. at lade de slagne ukrainske

styrker gå tilbage. Af årsager som det kan være vanskelige entydigt at klarlægge,

blev en væsentlig del af de ukrainske styrker imidlertid udsat for artilleriild og

baghold under deres tilbagegang, hvorved tabstallene steg betydeligt.51 I syd faldt

Novoazovsk hurtigt52, men angrebene mod Mariupol blev standset af frivillige

ukrainske bataljoner, forstærket med enkelte kampvogne fra en af hærens

panserbrigader.53 I september afstedkom forhandlingen af Minsk I aftalen mellem

Rusland, Ukraine, folkerepublikkerne i Donbas samt Tyskland og Frankrig, en

omgående våbenhvile, som imidlertid ikke blev respekteret af parterne. Kampene

fortsatte, navnligt øst for Mariupol, omkring Debal’tseve og Donetsk’s lufthavn.

3.2 Analyse

Analysen vender sig nu mod operationaliseringen af Clausewitz’ Treenighed, og

dermed det bærende afsnit i opgaven som helhed. I erkendelse af Clausewitz’

udlægning af krig som et politisk, og derfor distinkt menneskeligt fænomen54, giver

det god mening at lade analysen centrere omkring aktørniveauet. Krigens aktører

udgøres af de politiske beslutningstagere der tilvælger eller påtvinges krigene

politisk (politik), af folkenes Lidenskabelige adfærd og dennes udtryk som støtte eller

modvilje (Lidenskab), samt de væbnede styrker på kamppladsen, hvis handlinger

kan kædes sammen med effekter i et spil af tilfældigheder og sandsynligheder

(T&S).

49 Karber, “Lessons Learned from the Russo-Ukrainian War”. 50 Dog i mange tilfælde afmærket med enten DPR eller ”Novorossiya”-mærkninger. 51 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 42. 52 Karber, “Lessons Learned from the Russo-Ukrainian War”. 53 https://www.dailysignal.com/2015/08/27/as-war-escalates-ukrainian-volunteer-battalion-remains-sidelined/ 54 Carl von Clausewitz, Om Krig, bog II (1832) 132f.

https://www.dailysignal.com/2015/08/27/as-war-escalates-ukrainian-volunteer-battalion-remains-sidelined/https://www.dailysignal.com/2015/08/27/as-war-escalates-ukrainian-volunteer-battalion-remains-sidelined/

30

Andre har før jeg erkendt Treenighedens værdi som en form for

kategoriseringsværktøj ift. at klarlægge en given konflikts aktører.55 Clausewitz gør

det faktisk selv i forbindelse med sin formulering af Treenigheden, hvor han

sammenstiller en række overordnede aktører med hver af Treenighedens tendenser.

Han skriver i forlængelsen af sin præsentation af krigens natur som en Treenighed

(se ovenfor):

”Den første af disse tre sider (Lidenskab) relaterer sig mest til folket, den anden

(T&S) mest feltherren og hans hær, den tredje (politik) mest til regeringen”.

Clausewitz fortsætter derefter:

”De Lidenskaber, der skal flamme op i krigen, må allerede være til stede i folkene.

Det omfang, som modets og talentets spil i tilfældighedernes og sandsynlighedernes

rige vil få, afhænger af feltherren og hærens særpræg. Det politiske formål tilhører

imidlertid alene regeringen”

Clausewitz giver ved denne sammenstilling af tendenser og aktører selv et eksempel

på Treenighedens anvendelighed som analytisk ramme, hvor Treenighedens

objektive tendenser, der tilsammen udgør krigens varige natur, finder subjektiv

manifestation i en række aktører og kontekstuelle forhold, der af visse teoretikere er

blevet kaldt for ”krigens karakter”, og som har givet anledning til den megen

opmærksomhed der rettes akademisk mod ”krigens omskiftelige karakter”.56

Adskillige andre forfattere og teoretikere har anvendt Treenigheden på denne måde,

og enkelte er endda gået så langt som at betegne denne måde at identificere

aktørniveauet på som ”den sekundære Treenighed”57.

I nedenstående figur er angivet en visuel opsummering af krigens aktører jf.

Treenighedens tendenser.

55 For eksempel Christopher Bassford I artiklen ”Tip-Toe Through the Trinity”, www.clausewitz.com, eller Hew Strachan i hans bog “The Direction of War”. 56 Se eksempelvis Michael Sheehan: ”The Changing Character of War” 57 Waldman, Strachan, Schuurman, m.fl.

http://www.clausewitz.com/

31

Denne angivelse af krigens aktører er naturligvis ikke udtømmende. Der kan uden

tvivl føjes flere til, ligesom nogle af de her angivne kan brydes yderligere ned. For

eksempel kunne en analyse med et ensidigt fokus på konfliktens taktiske niveau

med fordel gå yderligere i detaljer mht. de kæmpende styrker og deres organisation,

ligesom en mere politisk fokuseret analyse med fordel kunne skelne mellem

aktørerne og deres forskellige perspektiver i hhv. Kyiv og Kreml, da der også internt i

disse to magtcentre forekommer væsentlige forskelle i forståelsen af konflikten og

dens muligheder.58 Men til brug for nærværende analyse, hvor tilgangen til konflikten

søges holdt på et overordnet plan der afspejler krigens natur, og hvor

Treenighedens tendenser vil blive afsøgt på tværs af krigsførelsens niveauer, er de

her skitserede aktører dækkende.

I det følgende vil jeg analysere hver af de i figuren skitserede aktører. Jeg vil lade

analysens struktur tage form efter Clausewitz’ Treenighed, idet jeg vil indlede med

en analyse af de aktører der henhører under tendensen Lidenskab. Herefter følger

58 Fischer, “The Donbas Conflict”, 20.

32

aktørerne henhørende til tendensen Politik, og afslutningsvis vil jeg analysere

aktørerne der henhører til tendensen T&S. Jeg vil gennemgående undersøge

aktørernes betydning i relation til den tendens de er hjemmehørende i, men hvor det

vurderes relevant også inddrage dynamikker, der udspringer i af interaktionen

mellem øvrige aktører og tendenser på tværs af Treenigheden. Dette kan have den

konsekvens, at undersøgelsen af tendenser og aktører ikke vil fremstå strengt

opdelt, men snarere en smule sammenblandet, ligesom der kan forekomme fokus

på det samme aspekt ved en given tendens, set fra flere aktørers perspektiver.

Dette anses for et nødvendigt greb, hvis tendensernes interaktion skal afspejles, og

aktørernes samspil kobles.

Mit sigte vil gennemgående være at søge svar på mine undersøgelsesspørgsmål,

der til slut udgør mine målepunkter for svaret på problemformuleringen. Disse

undersøgelsesspørgsmål var:

- Kan teorien belyse hvem der beslutter at føre krig, og med hvilke formål?

- Kan teorien belyse hvilke midler krig føres med, og hvordan disse bidrager til

fuldbyrdelsen af parternes målsætninger?

- Kan teorien belyse hvad der er afgørende for krigens udvikling og udfald?

- Er teorien tilgængelig og let at formidle, hvorved indsigter opnået gennem

teoriens applikation let kan deles?

Analysen af den enkelte aktør vil endvidere bære præg af tendensernes associerede

begreber, som de forekommer forskellige steder i Om Krig. Dette medvirker til at

tøjle den empiriske analyse til den teoretiske ramme, hvorved opgaven som helhed,

og som udtryk for en clausewitziansk inspireret analyse i særdeleshed, vil stå

styrket.

33

3.2.1 Aktøranalyse – LIDENSKAB

I det følgende fokuseres på de aktører, der jf. Clausewitz relaterer sig mest til

Treenighedens første tendens, nemlig Lidenskab. Kort sagt udgør denne gruppe af

aktører de involverede civilsamfund, eller folkene, som Clausewitz selv udtrykker det

i forbindelse med formuleringen af sin Treenighed. Et stærkt folkeligt, emotionelt

engagement kan komme til udtryk gennem folkets aktive deltagelse i krigsførelsen,

hvilket Clausewitz beskrev i første bogs 26. kapitel om ”Folket i Våben”. Hos

Clausewitz hænger ”folket i våben” sammen med en politisk hensigt om at involvere

folket i krigens aktive førelse mhp. at ”antænde” det iboende emotionelle

engagement til fordel for krigsførelsen. Modsat vil en befolkning, som ikke kan se sig

selv eller et relevant nationalt projekt repræsenteret i formålet med krigsførelsen,

føle sig distanceret fra krigen og – særligt over tid - tage afstand fra denne.

34

a. Det ukrainske folk

Det moderne Ukraine har som følge af talrige konflikter været underlagt skiftende

overherredømme, hvilket har udfordret formeringen af en distinkt ukrainsk identitet59.

Dette har resulteret i en differentieret forståelse af ukrainsk identitet forskellige

steder i landet.60

I landets vestlige del, der historisk har været under indflydelse af Polen og det

Østrig-Ungarske rige, trives en nationalistisk præget forståelse61 af en distinkt

ukrainsk identitet side om side, og til tider i konkurrence med, en forståelse af

Ukraine som et stort område i Europa, og derfor et land med en europæisk identitet.

Nationalisterne, der i vid udstrækning modsætter sig såvel russisk som europæisk

indflydelse, har historisk kunnet gå i politiske forbund med de vestligt orienterede

ukrainere, typisk omkring en dagsorden om at begrænse russisk indflydelse.

I landets østlige og sydlige del, langs Sortehavskysten og landegrænsen til de

russiske oblaster62 Voronesh og Rostov, forefindes den største koncentration af

landets etniske russere. Da de etniske russere i disse områder udgør en stor

minoritet63, er deres indflydelse stærk; særligt i oblasterne Luhansk og Donetsk i

Donbas, hvor der ydermere findes et stort antal pro-russiske ukrainere.

Da Rusland gennemførte sin annektering af Krim i marts 2014, gav det anledning

blandt ukrainske borgere til at indse, at landet var udsat for en aggression, som

Yanukovich’s neutralitetspolitik og misligholdelse af de væbnede styrker havde

efterladt det ude af stand til at imødegå på konventionel vis. Da urolighederne

spredte sig fra Krim ind i Donbas, tog en transnational, men primært ukrainsk

modstand form.

Under indtryk af de væbnede styrkers lammelse i konfliktens indledende fase64, greb

et stort antal ukrainere og internationale frivillige til våben og ydede modstand

59 Andreev, “The Crisis in Ukraine: Root Causes and Scenarios for the Future”, 8ff. 60 Pikulicka og Sakwa, “Ukraine and Russia: People, Politics, Propaganda and Perspectives”, 12ff. 61 Pikulicka og Sakwa, 11. 62 Russisk og ukrainsk; et civilt administrativt niveau der kan sammenlignes med regionerne i Danmark. 63 I Donetsk/Luhansk udgør etniske russere ca. 40% af befolkningen; på landsplan er tallet ca. 17%. 64 Bulakh, Senkiv, og Teperik, “First on the Lines”, 17.

35

overfor separatisternes fremfærd i øst. Endnu flere gik til modstand i støttende og

faciliterende roller, hvorved modstanden fik robusthed. Modstanden organiseredes i

et antal væbnede grupperinger, der betegnedes som ”frivillige bataljoner” (volunteer

batallions). De frivillige bataljoner talte udlændinge blandt deres rækker, herunder

tjetjenere, georgiere og endog russiske dissidenter65 – men hovedparten udgjordes

af etniske ukrainere fra det centrale og sydlige Ukraine66. Af disse havde 83% ingen

forudgående militær træning67, hvilket understreger fænomenets folkelige forankring.

Nationalistiske grupperinger fra det vestlige Ukraine styrkede modstanden

yderligere, men åbnede ved deres tilstedeværelse også en flanke for russisk

propaganda, som særligt blev udnyttet i forbindelse med mobiliseringen af

befolkningen i Donbas.

I en undersøgelse blev det fastlagt, at den primære motivation for de frivillige var68

1) Sikkerhed for familien og de nærmeste;

2) National sikkerhed

Den personlige vinding, i form af for eksempel betaling, figurerer i samme

undersøgelse i bunden blandt de frivilliges motivationsfaktorer. Det er derfor rimeligt

at forstå de frivillige bataljoner som udtryk for en folkelig vilje til modstand mod

russisk indflydelse blandt et bredt udsnit af ukrainere.

De frivillige ydede modstand med den spæde Maidanregerings velsignelse, og

mange der havde protesteret i Kyiv i de foregående måneder og kæmpet mod

Yanukovich’s Berku deltog også i kampene i Donbas, indrulleret i de frivillige

bataljoner.69 Modstandsviljen er nært forbundet med viljen til at forsvare ukrainsk

territorium og suverænitet overfor russiske indflydelse; og er ikke et resultat af en

generelt fjendtlig indstilling overfor det russiske folk, som snarere opfattes med en

vis affektion i kraft af den historiske tilknytning. Hvis man ser bort fra de

65 Puglisi, “Heroes or Villains? Volunteer Batallions in Post-Maidan Ukraine”, 7f. 66 Anna Bulakh, Grigori Senkiv, og Dmitri Teperik, “First on the Lines” (International Centre for Defence and Security (Estland), august 2017), s. 13, https://icds.ee/wp-content/uploads/2018/ICDS_report_First_on_the_front_lines_ukraine.pdf. 67 Bulakh, Senkiv, og Teperik, s. 11. 68 Ibid, s. 13. 69 Bulakh, Senkiv, og Teperik, 4f.

36

nationalistiske strømninger primært i Vestukraine, er dette den fremtrædende

holdning blandt ukrainere.70

De frivillige bataljoner var tilstrækkelige til at standse separatisternes ekspansion i

foråret 201471, og påbegynde en nedslidning af modstanderens vilje, kapacitet og

forståelse. Mens den første skal forstås i lyset af separatisterne og Moskvas

undervurdering af den ukrainske modstandsvilje, som den manifesterede sig over

foråret, skal de sidste to forstås i kontekst af den nedslidning der karakteriserer

infanteritunge operationer i almindelighed.

Også på et andet væsentligt punkt ser det ud til, at man fra russisk side havde

fejlvurderet det ukrainske folks Lidenskab. I et forsøg på at understøtte

separatisternes tidlige ekspansion i foråret (fase 1), udviklede man i Moskva et

politisk narrativ, hvis formål det var at animere de etniske russere og ukrainere, der

ønskede landet tættere knyttet til Rusland, til at støtte separatisterne. Dette narrativ

blev operationaliseret i det sydlige og østlige Ukraine gennem en

informationskampagne, hvor den russiske præsident Vladimir Putin søgte at kæde

separatisternes ekspansion sammen med reetableringen af ”Novorossiya”, en

tsarrussisk provins der eksisterede i dele af det sydlige og østlige Ukraine i det sene

18., samt tidlige 19. århundrede.72 Visionen om Novorossiya indebar en de facto

optagelse af store dele af Ukraine i den russiske føderation. Herved forsøgte Putin at

give separatisternes operationer karakter af en befrielseskrig, hvor målet var at

”genforene” og beskytte russiske enklaver i Donbas og vest langs

Sortehavskysten73. Informationskampagnen understøttedes også med konkrete

politiske tiltag på jorden. De to selvudnævnte republikker i Donetsk og Luhansk

afholdt afstemninger om selvstændighed 11. maj, og proklamerede 13. maj 2014

”Konføderationen Novorossiya”74

70 Pikulicka og Sakwa, “Ukraine and Russia: People, Politics, Propaganda and Perspectives”, 39ff. 71 Cohen, “Ukraine’s Volunteer Batallions”. 72 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 39. 73 Holcomb, “The Kremlin’s Irregular Army: Ukrainian Separatist Order of Battle”, 8. 74 Kofman m.fl., “Lessons from Russia’s Operations in Crimea and Eastern Ukraine”, 52.

37

”Novorossiya”-narrativet indfriede imidlertid ikke forventningerne. Etniske russere og

russisksprogede ukrainere synes ikke at have fundet konceptet hverken troværdigt

eller appellerende, og det blev generelt gennemskuet for hvad det var; en yderst

selektiv anvendelse af et stykke etnografisk historik, der tilmed blev applikeret på en

klodset og upræcis måde.75 76 Dertil kom det forhold, at de forskellige grupperinger

af separatister, der skulle have indgået et forbund i forbindelse med dannelsen af

Novorossiya’s styrker, fortsat havde uoverstigelige uenigheder og følgelig ikke

fremstod som dedikerede til ideen om Novorossiya.77 Med indgåelsen af Minsk II

aftalen i februar 2015 blev Novorossiya projektet formelt suspenderet.

Det ukrainske folks vilje må også antages at være rammesættende for den politik,

som regeringen i Kyiv kunne føre. Et flertal af ukrainerne betragtede i 2014 deres

land som værende i krig med Rusland.78 Dette afspejledes politisk i den hårde linje,

som den nykårede præsident Petro Poroshenko fulgte i sin videreførelse af den

offensiv, som præsident Turchynov havde indledt i april 2014. Dette forhold vil blive

afsøgt yderligere i forbindelse med analysen af tendensen Politik.

Analysen af det ukrainske folks Lidenskab må nødvendigvis også vende sig mod de

dele af befolkningen, hvis udsyn er mere pro-russisk. I Donbas næres en særlig

affektion for Rusland og russisk identitet, hvilket kommer til udtryk gennem en

dyrkelse af sovjetiske symboler, sovjetisk æstetik og en særlig sovjetisk

selvforståelse79 Dette forhold har medvirket til at grave dybe forståelseskløfter

mellem befolkningen her og ukrainere i det centrale og vestlige Ukraine. Områdets

sovjetinspirerede identitet hænger blandt andet sammen med, at der her fortsat

eksisterer en stærk arbejderidentitet i medfør af områdets urbaniserede karakter,

sværindustri og minedrift. Områdets befolkning står i såvel politisk henseende langt

fra den vestligt orienterede gruppe af ukrainere og deres eliter i Kyiv, og endnu

længere fra det mere landbrugsbaserede og nationalistisk prægede vestlige

75 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 49f. 76 Bemærk for eksempel Kremls ahistoriske inklusion af Kharkov i visionen om Novorossiya. 77 Weiss, “All Is Not Well in Novorossiya”. 78 Pikulicka og Sakwa, “Ukraine and Russia: People, Politics, Propaganda and Perspectives”, 49. 79 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 20.

38

Ukraine. En del af befolkningens sovjetinspirerede selvforståelse i dette område

næres således ved en forståelse af sig selv som værende i historisk betinget

opposition til det ”neofascistiske” og ”nazistiske” vestlige Ukraine.80 Denne indstilling

har haft den konsekvens, at det centrale og vestlige Ukraine let har kunnet

marginalisere Donbas som russofilt og tilbagestående81. Under præsidenterne Viktor

Yushchenko og Yulia Tymoshenko kom denne marginalisering også til udtryk i den

førte politik, hvor reformarbejde primært kom det centrale og vestlige Ukraine til

gode.82

Disse historiske spændinger og den politiske udvikling i 2013 afstedkom i februar

2014 optøjerne i Odessa, Kharkov, Donbas og Krim.83 Mens pro-russiske

demonstranter i Odessa og Kharkov blev effektivt imødegået, var Lidenskaben bag

optøjerne i Donbas af et sådant omfang og intensitet, at urolighederne bed sig fast.

De første ukrainske ledere af oprørerne blev i løbet af foråret udskiftet med en kadre

af russiske ledere, og disse bragte med sig betydelige ressourcer i form af

mandskab og våben. Det er blandt andet tilfældet med den russiske enhedsfører

Igor Girkin, der fra en aktiv indsættelse på Krim i april måned drog med sin enhed af

væbnede irregulære styrker84 op til Slaviansk, afsatte den ukrainske separatistleder

Ponomarev fra sit borgmesterhverv, og indsatte sig selv.85 Tilstrømningen af

krigsvant lederskab og ressourcer til regionen var stærkt medvirkende til, at

demonstrationer og civile uroligheder udviklede sig til en egentlig væbnet opstand af

voldsparate separatister.

Denne udskiftning i oprørets ledelse ser ikke ud til at have mindsket det

lidenskabelige engagement, som befolkningen i Donbas udviste.86 11. maj 2014

80 Andreev, “The Crisis in Ukraine: Root Causes and Scenarios for the Future”, 12ff. 81 Balaban og Volyanyuk, “Donbas in Flames”, 20f. 82 Andreev, “The Crisis in Ukraine: Root Causes and Scenarios for the Future”, 12. 83 Kofman m.fl., “Lessons from Russia’s Operations in Crimea and Eastern Ukraine”, 34. 84 Der hersker tvivl om disses baggrund; hvor vidt det var russiske soldater, veteraner fra øvrige krige (som Girkin) eller lejesoldater. 85 Finch, “Russia’s Man in New Type War: Igor Girkin”. 86 Billedet er imidlertid ikke entydigt. Da ukrainske styrker i forbindelse med en senere offensiv

fordrev Igor Girkin og separatisterne fra Slaviansk, var befolkningens reaktion eftergivende. I

optagelser fra timerne efter kampenes ophør kan man se indbyggerne ivrigt anmelde hinanden til de

ukrainske styrker for kollaboration med separatisterne.

39

stemte et overvældende flertal i begge oblaster for løsrivelse fra Ukraine.87 Der var

blandt separatister og befolkningen en udpræget tillid til, at Rusland ville intervenere

og muligvis annektere på tilsvarende vis i Donbas.88 Opmarcheringen af op mod

10.000 russiske tropper i Rostov og Voronezh oblast har antageligvis forstærket

denne antagelse.89

Lidenskaben hos de pro-russiske ukrainere kom til udtryk da Turchynov lancerede

sin ”Anti-Terror Operation” (ATO). Slaviansk og Kramatorsk var de første mål udset

til generobring. Da chefen for ATO, Vasily Krutov, d. 15. april forsøgte at forhandle

med en flok ophidsede pro-russiske demonstranter ved Kramatosks lufthavn, var

han tæt på at blive drabt af den vrede folkemængde. Kun ved besindige

demonstranters mellemkomst slap han væk med få knubs. Dagen efter indsatte

Krutov styrker i et forsøg på at drive Girkins styrker ud af Slaviansk, den vestligst

beliggende by i den selvudnævnte folkerepublik Donetsk. Her blev elementer af

Ukraines 25. Faldskærmsbrigade blokeret langs indfaldsvejene til Slaviansk og

Kramatorsk af borgere fra regionen. Væbnede separatister gennemførte herefter en

afvæbning af de ukrainske soldater og overtog materiellet, herunder køretøjerne.

Clausewitz påpeger hvordan usikkerhed og frygt under kamp blandt andet er

produkter af forskellen mellem planers tilrettelæggelse og udførelse.90

Separatisterne var tydeligvis uforberedte på at blive mødt med den modstand der

gjorde sig gældende da de frivillige bataljoner fik momentum, og man havde fra

russisk side, i sin dannelse af efterretningsbilledet, givetvis fokuseret ensidigt på den

ukrainske hærs misligholdelse, og de muligheder der fulgte heraf. Herved havde

man altså overset en latent ressource i form af uforløst voldspotentiale i den

ukrainske befolkning.

87 Skønt validiteten af dette valg og dets valgresultat er stærkt tvivlsom. 88 Kofman m.fl., “Lessons from Russia’s Operations in Crimea and Eastern Ukraine”, 55f. 89 Myers og Smale, “Russian Troops Mass at Border With Ukraine”. 90 Clausewitz, Om Krig, bog I, 1832, 92f.

40

c. Det russiske folk

Det russiske folks Lidenskab og emotionelle engagement i konflikten er tvetydigt. På

den ene side er der en udpræget opfattelse af Ukraine som en grundlæggende

mislykket statsdannelse, og følgelig af ukrainsk suverænitet som en historisk

fejltagelse.91 Det russiske folks misbilligelse af det ukrainske nationale projekt retter

sig mod skiftende ukrainske regeringer, og blev skærpet betydeligt under og efter

protesterne og optøjerne i forbindelse med Værdighedsrevolutionen i 2014. På den

anden side er der blandt russere også en forståelse af det ukrainske folk som

værende et slavisk broderfolk, som man grundlæggende gerne vil nære relation til.92

Dette har afstedkommet en opfattelse af, at det ukrainske folk på ulyksalig vis er

underlagt et korrupt styre bestående af en vestligt orienteret og/eller neofascistisk

elite i Kyiv, der grundlæggende modtager ordrer fra Washington DC.

Ift. konflikten i Donbas er flertallet af russere, modsat ukrainere, af den

overbevisning, at deres land ikke er en part i krigen. Krigen forstås som en

(ukrainsk) borgerkrig, hvor et pro-russisk mindretal gør oprør mod en fascistisk og

elitær centralmagt. Frivillig, russisk krigsdeltagelse billiges generelt i medfør af en

forståelse af, at det er prisværdigt at forsvare den russiske diaspora og det russiske

sprogfællesskabs interesser hvor dette måtte være på spil,93 men det er en udbredt

opfattelse blandt russere, at separatisterne i Donbas i alt væsentligt er ukrainske

borgere.

Disse klare forskelle i opfattelse af konflikten mellem hhv. ukrainere og russere er et

stærkt udtryk for de forskellige informationsstrømme, som de to befolkninger har

adgang til. Det er svært at beskrive entusiasmen for, eller modstanden imod, krigen i

Donbas hos den russiske befolkning, da krigen fra Kremls side ikke håndteres som

en konflikt hvor Rusland udgør en aktør. Det kan dog slås fast, at Vladimir Putins

popularitet hos den russiske befolkning toppede i sommeren og efteråret 2014, dvs.

efter at Rusland havde grebet ind i konflikten med konventionelle – og derfor talrige

– styrker. Selv en velgennemført stræben efter ”plausible deniability” vil ikke kunne

modvirke, at dette engagement føltes i store dele af den russiske befolkning,

91 Andreev, “The Crisis in Ukraine: Root Causes and Scenarios for the Future”, 7ff. 92 Pikulicka og Sakwa, “Ukraine and Russia: People, Politics, Propaganda and Perspectives”, 54. 93 Pikulicka og Sakwa, 49.

41

gennem for eksempel familienetværk, sociale netværk etc. Dette antyder en

Lidenskab hos den russiske befolkning, som ikke nødvendigvis relaterer sig til

specifikke årsagssammenhænge i konflikten i Donbas. Snarere skal denne

Lidenskab forstås i rammen af Vladimir Putins revisionistiske bestræbelser på at

genrejse Rusland som en regional og militær stormagt94, hvor dét at genvinde et mål

af fordums storhed i det postsovjetiske område og i relationen til Vesten, ses som

udtryk for styrke. Dette projekt nærer en positiv selvforståelse hos det russiske folk,

der fra deres side kvitterer med støtte til Kreml.

LIDENSKAB – Delkonklusion

Clausewitz angiver hvordan en nation, der opgiver sit forsvar er ”sjæleløs”:

”Ingen stat kan mene, at dens skæbne, dvs. dens hele eksistens, afhænger af ét

eneste slag, hvor afgørende det end er. Har den lidt nederlag, kan opbud af nye

styrker