1

”Gud Fader den Almægtige…”

Indledning.

Der er tre grunde til, at jeg har brugt ordene fra første trosartikel som titel på mit

foredrag. For det første af en vis usikkerhed. Jeg har i grunden aldrig været anfægtet

af udtrykket ’den almægtige Gud’, så da jeg blev bedt om at lade mig anfægte af det,

dvs. sige noget om det, valgte jeg det sikre kort at lægge mig i ly af trosbekendelsen.

For det andet og i forlængelse af det første er spørgsmålet om Guds almagt ikke det

væsentligste teologiske spørgsmål, selvom man selvfølgelig kan få ethvert dogmatisk

problem til at blive det vigtigste, fordi hver eneste paragraf eller formulering i

dogmatikken peger det samme sted hen fra forskellige vinkler, nemlig på

inkarnationen, ligesom alle punkter i en cirkels omkreds refererer til cirklens

centrum. Her er jeg enig med Lars Sandbeck, selvom jeg ikke vil drage samme

konsekvens, som han gør i sin bog ’Afsked med almagten’. Derom senere. For det

tredje har jeg vanskeligt ved at se, hvorledes det er muligt at undgå et udtryk for

Guds almagt. Almagten er ligesom en luftboble i vådt tapet. Når man prøver at få

den til at forsvinde et sted, popper den op et andet sted. Almagten trænger sig på.

Det har jeg tre eksempler på.

Først skal vi tilbage i tiden.

1.

Leonora Christina (1621-1698) beretter i sit berømte værk ”Jammersminde” om,

hvordan hun stod de mange lidelser igennem i kraft af sin tro på Gud. Guds

frelsende almagt er den stabile faktor gennem alle hendes 22 år i Blåtårn (1663-

1685). Om det er sandt, hvad hun beretter om sin egen uskyld, om hun ønsker at

fremstille sig selv i et bestemt, gunstigt lys, om hendes erindringer i nogen grad

løber om hjørner med hende betyder ikke noget for hendes forhold til Gud. Guds

almagt er endda den ene af to årsager til, at hun nedskriver sine erindringer.

Jammer, smerte, angst og nød kan hun ikke erindre uden samtidig at tænke på Guds

almagt, som har været hendes kraft og styrke. For hver gang Gud lagde en byrde på

hende, gav han hende samtidig styrke og udholdenhed.

2

Hun skriver i fortalen, stilet til sine børn:

”Jeg vil altså ikke alene erindre min jammer og takke Gud for hans nådige bistand i

alle de sørgelige hændelser, der indtraf, men også kundgøre Guds godhed imod mig

for jer, mine kære børn, så at I ikke alene kan forundre jer over den allerhøjestes

ubegribelige måde at udøve sin hjælp på, men også med mig istemme taksigelsen

over den.

For med rette skal I kunne sige, at Gud har gjort forunderlige ting imod mig, at han

har udøvet sin magt i mig, svage person, og bevist sin kraft i mig, det

allerskrøbeligste redskab. For hvordan havde det ellers været muligt, at jeg havde

kunnet udholde så mange overordentlige, pludselige og uventede, ulykkelige

hændelser, hvis ikke hans ånd havde gjort sin virkning i mig?” (Jammersminde s. 38).

Det er Leonora Christinas udholdenhed, der er begrundelsen for Guds almagt, en

udholdenhed, som altså i dybere forstand ikke er hendes egen. Hun lægger blot krop

og sind til. Og det er hendes evne til at takke Gud for sine lidelser og muligheden for

at lære sine børn samme tak, som ligeledes er begrundelsen for Guds almagt. Det er

kort sagt en religiøs erfaring, fremtvunget af de hårde omstændigheder, som får

hende til at bruge udtrykket Guds almagt. Ikke en erfaring af Gud som lys, som det

ellers ofte kan være tilfældet, men af trøst og udholdenhed. Gud trådte med hende

ind gennem tårndøren d. 8. august 1663. Og alt hvad der er gået forud af lidelser og

modgang har ligeledes været Guds bestemmelse. Gud er subjektet i Leonora

Christines liv, således som hun fremstiller det efter de første elleve år i Blåtårn, som

var de værste. Forskellen på hende og andre er ikke, om et menneske er underlagt

Guds almagt eller ej, men at hun ved, at hun er det. Gud hævner sig endda på

hendes fjender på en subtil måde, nemlig ved at lade dem trænge til hendes

omsorg. To af dem havner selv i Blåtårn (se side 43).

(Citer evt. s. 48)

At Gud er hendes styrke kommer til udtryk allerede, da hun ankommer til

København fra England, for at blive fængslet i Blåtårn, skulle det vise sig. Da hun i en

lille båd sejles fra skibet ind til kajen holder generalmajor Ahlefeld nøje øje med

hende. Han var bange for, at hun skulle styrte sig i vandet. Eleonara Christina siger:

”Han dømte mig ud fra sig selv, for han kunne ikke bære lykkens modgang, hvilket

3

hans død i rigt mål beviste. Det var alene på grund af en ærestitel, som en anden fik

i stedet for ham, at han gik fra sans og samling. Han vidste ikke, at jeg var behersket

af en anden ånd end han, som gav mig styrke og mod, hvorimod den ånd, som han

tjente, bragte ham til fortvivlelse.” (s. 53). Over forfængelighed og ingenting,

forstås!

Krise og fortvivlelse forstærkes i den første tid i Blåtårn. Job bliver hendes forbillede,

(s. 96. ff.) og hun gennemlever et religiøst gennembrud, hvor hun trøster sig med

Skriftens ord, fordi de korresponderer med hendes egen erfaring. Eller får hun øje

på Guds nåde og trøst, styrken og omfanget, fordi hun læser Skriften eller kan en del

af den udenad?

Kristeligt set har Leonora Christina et forbilledligt forhold til sin egen lidelse, og

sådan ønsker hun tydeligvis også at fremstille det. Derfor kan det jo godt være

sandt, og der er ligeså tydeligt ingen grund til at betvivle ægtheden i hendes udsagn.

Min påstand er nu, at Leonora Christinas erfaring er tidløs ellert evig. Nogle vil sige,

at hun endnu levede i et intakt univers med Gud i toppen af et værenshierarki eller

en evangelisk tro, hvor Gud som Skaberen ikke alene af verden, men af menneskets

vilje og samvittighed endnu stod uanfægtet. Hun levede før sækulariseringen og det

moderne, hvor Gud blev et problem, før Niels Grønkjær og Lars Sandbeck. Men så

specielle eller måske bare gammeldags er hendes erfaringer heller ikke, kun deres

anledning. Man fristes til at sige, at hårde erfaringer med lidelse er daglig kost, og at

de leder et menneske til Gud, også selvom Gud tilsyneladende ikke var der for dette

menneske før. For enhver erfaring af lidelse er meget kort sagt at blive revet ud af

sig selv, en krise i viljen, at den intet er bevendt, og at man nødvendigvis må opdage,

at man trykkes ned, og hvad man så bæres oppe af. Ordet lidenskab betegner den

egenskab at kunne lide, og at lide betyder altid, at en lidenskab går under og afløses

af en anden, eller at man dør bogstaveligt eller åndeligt. En sådan forandring af

lidenskaben eller viljen – det er det samme – er samtidig en opdagelse af, at

tilværelsens passive element er langt stærkere end det aktive. Det kan så være

opdagelsen af Guds almagt og på den hårde måde, men det er næsten uden

undtagelse altid på den hårde måde.

4

2.

Det andet eksempel på, at Guds almagt trænger sig på, stammer fra egen vores side

af sekulariseringen, fra det moderne kort sagt. Psykologen C.G. Jung (1875-1964)

siger et sted om den kristne doktrin arvesynden og lidelsens mening, at de har stor

terapeutisk betydning, ligeledes forestillingen om evigt liv. Han hævder, at det ville

være en stor misforståelse at mene, at de drejer sig om tilbagelagte intellektuelle

teorier. Han kalder doktrinerne for indiskutable følelsesmæssige erfaringer. Jung

skriver: ”Hvis jeg må tillade mig en banal sammenligning – når jeg føler mig veltilpas

og tilfreds, så kan intet menneske bevise over for mig, at dette ikke er tilfældet.

Logiske argumenter preller af på den oplevede følelsesmæssige kendsgerning. Der

findes en følelsesmæssig kendsgerning om arvesynden, om meningen med lidelsen

og om udødeligheden. Men at erfare disse er en charisma, som ingen menneskelig

kunst kan fremtvinge. Kun hengivelse uden forbehold kan håbe på et sådant mål.

Men ikke enhver evner denne hengivelse. Der findes intet ”skulle” eller ”burde”, for

netop i viljesanstrengelsen ligger uundgåeligt en sådan understregning af jeg vil, at

der opnås det modsatte af hengivelse. Titanerne formåede ikke at storme Olympen,

endnu mindre formår en kristen det med himlen.” ( Den analytiske psykologis

grundlag og praksis, s. 212. Gyldendal).

Der er langt i tid til Leonora Christina, og man fristes til at sige, at endnu mere end

tid ligger i mellem disse to optegnelser. Alligevel taler de om noget af det samme,

nemlig lidelse og afmagt og dermed Guds almagt som en påtrængende, ja uafviselig

erfaring og en omkalfatring af den menneskelige vilje. Menneskelig afmagt og Guds

almagt følges ad som erfaring. Logisk set eller religionsfilosofisk set løber man ind i

problemer, men erfaringen er vigtigere end logikken og filosofien.

3.

Det tredje eksempel stammer fra sygehuspræst Preben Koks bog ”Skæld ud på

Gud”, hvor han refererer en meget indtryksfuld hændelse. Han har erfaring for, at

spørgsmålet om Guds almagt som problem forsvinder for den lidende i samme

øjeblik Gud bliver nærværende.

Preben Kok fortæller om en yngre kvinde, som var ved at dø fra sine to børn.

Faderen var død nogle år i forinden ved en arbejdsulykke, tragedien kunne dårligt

5

være større, og kvinden lå da også og råbte, at hun ikke ville dø fra sine børn. Da

Preben Kok sad ved kvindens seng, spurgte han hende, om hun havde sagt til Gud,

at hun ikke ville skilles fra sine børn, altså rettet de ord, hun råbte ud, direkte til Gud

og med sin egen stemme. Det havde hun ikke, og han opfordrede hende til at gøre

det, hvad hun da også gjorde.

”Hvad svarede Gud?”, spurgte Preben Kok. Kvinden svarede, at Gud stod med

korslagte arme og sagde, at han ikke kunne tage ansvar for alting. Det svar kunne

kvinden netop ikke leve med eller dø på. Kok kom da i tanke om patriarken Jakobs

kamp med Gud ved Jabbok, hvor Jakob griber fat i Gud og siger. ”Jeg slipper dig ikke,

før du velsigner mig.” Kok opfordrede kvinden til at sige, at hun ikke ville slippe Gud,

før han tog ansvaret for hendes og børnenes ulykke, hvad hun gjorde, hvorefter hun

lagde sig stille tilbage i puden og sagde. ”Nu smiler han og nikker.” Kvinden bad

derefter om ro til at sove. Sammen bad de en bøn om, at Gud ville passe på hendes

børn og hende selv og kort efter sov hun. Få timer senere døde hun.

For den lidende, som anklager den almægtige Gud for, at hun skal dø fra sine børn

og må slippe ansvaret for børnene, fortoner spørgsmålet om almagt sig, fordi Gud

viser sig som medlevende, kærligt nærvær (s. 95 f). For denne kvinde forsvandt

almagten som et problem, fordi Gud kom hende i møde, men Gud holdt ikke på

noget tidspunkt op med at være almægtig – heller ikke da han stod med korslagte

arme.

4.

Disse eksempler og det forhold, at der i NT og trosbekendelsen, som er min

overskrift, substantielt kun står noget, som er udtryk for menneskelig erfaring, viser

os tilbage til første trosartikel.

Det bemærkelsesværdige er, at man i oldkirken lavede en formular, fordi det var

nødvendigt. Man levede i en tro, der beroede på en oplevelse af at være blevet

forløst. Oplevelsen og troen satte man derpå på en letfattelig formel, som

opsummerede hele NT og som kunne huskes. Først derefter i de følgende

århundreder fordybede man sig i, hvad denne tro indeholdt. Udviklingen var fra det

selvfølgelige eller naive til en formular, der skulle beskytte troen, til det avancerede

og nuancerede. I kølvandet på trosbekendelsens opståen var det som om, man kom

6

til at spørge sig selv: Hør, hvad ligger der egentlig i den tro, vi har fået sat op i en

bekendelsesformular? Man bekendte troen, inden man i dybden vidste, hvad den

gik ud på.

Det var Augustin, der som en af de første forsøgte at finde af, hvad den kristne tro

var. Han taler om tre måder at tro på Gud på, som han skelnede skarpt mellem (jf.

PN-H, s. 85).

Den første måde er at tro på, at Gud eksisterer. Det kan man sagtens, uden at det

behøver at få nogen større betydning for den enkelte. Man kunne f.eks. sige: Jeg

tror på Gud, for det ville være usandsynligt, at Gud ikke skulle findes. Der er mere

mellem himmel og jord, end vi ved af.

Den anden måde er at tro på Gud - eller bedre: at være i Gud, og det er for Augustin

den afgørende. Det er den egentlige og for den enkelte betydningsfulde tro, som

kun findes i forbindelse med håb og kærlighed. Den omsættes til ytringer af håb og

kærlighed (måske opløftelse og gode gerninger), og er en uudgrundelig forvandling

af den troende. Denne tro er den retfærdiggørende og altså den egentlige kristne

tro.

Endelig er der den tredje måde, som er at have tillid til Gud, at stole på, hvad han

siger og således regne Gud for en autoritet. Det er f.eks. at regne noget for sandt,

fordi Jesus har sagt det og derfor holde sig til det.

Her får jeg brug for Grundtvigs mageløse opdagelse.

5. Grundtvigs mageløse opdagelse. (Se hertil “Kirke-Speil”, 1861-63).

Den mageløse opdagelse var, at Grundtvig fandt ‘Den apostolske Trosbekendelse’

ved dåben som den urokkelige grundvold for sand kristendom, han havde ledt efter.

I stedet for at diskutere, om og i hvilken forstand Bibelen var sand, og om det var

deri man skulle finde den sande kristendom, hævdede Grundtvig, at Bibelen skulle

læses på bekendelsens grund. Først trosbekendelsen, så Bibelen. Trosordet kommer

før Skriften, som er en oplysningsbog om troen, og som kun kan læses ret af den

menighed, som i forvejen ved, hvad den tror på. Først menighedens liv, dernæst

beskrivelsen af dens historie, skrevet af den selv.

7

Grundtvig siger (Kirke-Speil, s. 4, 1871), at trosbekendelsen legitimerer sig selv i kraft

af ånden i hjerterne. Det betyder: Når troen bekendes, så er det den levende Gud

selv, som i kraft af sin ånd i bekendelsen, der går tilbage til begyndelsen, taler i

menigheden og gør denne til netop menighed. Den levende Gud gør sig til et med,

hvad der siges i bekendelsen i menigheden, og hvad der siges slår så at sige tilbage i

hjerterne og gør dem troende. Man har ikke troen, hvorefter man bekender den.

Man bekender troen - og får den! Den levende tro i et menneskes hjerte er som et

fuldtonende ekko af den bekendelse, der siges eller - i vore dage - synges, og som

har lydt lige siden apostlenes dage.

Lad mig forsøge at sige det én gang til med andre ord: Gud skaber selv troen i et

menneskes hjerte. Det er begyndelsen, som er bevidnet af disciplenes historie

sammen med Jesus. Det er Jesus, som skaber disciplenes tro. Denne historie

bevidner endvidere, at troen var til før disciplene selv var klar over det. De befandt

sig i troens virkelighed fra det øjeblik de blev kaldede og uden at vide, hvad de blev

kaldede til. Det blev de først klar over efterhånden som historien skred frem.

Påskemorgen kommer de til en første klarhed, der siden kulminerer i pinsen. Denne

del af historien - fra påske til pinse - er det tidspunkt, hvor disciplene i sandhed

opdager den tro, de allerede længe har været inde i. Det er en objektiv tro, historien

forud og til og med påskemorgen, der er i færd med at blive subjektiv. Dette forhold

står disciplene ved, hvad alle kristne siden dengang har gjort. Det bliver på et eller

andet tidspunkt til den trosbekendelse, som vi stadig bruger.

Trosbekendelsen - eller dette at bekende troen, som Maria Magdalene og siden

Paulus gjorde det med ordene: Jeg har set Herren - udtrykker derfor, når den lyder,

en objektiv virkelighed, troens objektivitet, som det enkelte medlem af menigheden

allerede er inde i (ved dåben) og herinde skal såvel menighed som individ vokse i

troen. Dvs. vokse mere og mere sammen med bekendelsens objektive virkelighed,

hvis omfang ingen kan kende på forhånd; den er principielt uudtømmelig og

uudgrundelig.

Når man træder ind i trosbekendelsens ordstrøm (måske endda klang), siger man:

Herinde vil der ske noget med mig, som er sandt og godt, og som kun kan ske

herinde i bekendelsen (jf. Augustins tredje trosmåde. Når ‘noget’ så sker, er man på

vej ind til Gud - den anden trosmåde). Troen er altså en virkelighed, der er til forud

8

for os, så vist som Jesus og disciplene var til forud for os og bekendelsen med; troen

er en opdagelse man kan gøre og som ikke kan gøres hvor som helst. Den ligger

både åbenbaret (det objektive) og skjult (det subjektive) i bekendelsen, der kom ind

i verden med Jesu liv og hans historie sammen med disciplene. At opdage denne

histories konsekvenser – herunder Guds almagt, kort sagt dens fortsatte betydning

er en følge af bekendelsen, hvis ord man frivilligt er trådt ind i.

Det er Gud, som taler og lægger den bekendende ordene i munden, for at hjertet

skal smelte sammen med dem. Denne sammensmeltning er et mysterium (jf.

Augustins anden trosmåde), som man ikke ved, hvad man kan vente sig af - udover

måske store og små forandringer, som man opdager i historiens løb – og ofte at Gud

er almægtig. Men man må have tillid til, at det er sandt og godt (jf Augustins tredje

trosmåde). At træde ind i trosbekendelsens ordstrøm, at lægge øret til, er – kan vi

nu sige – troens allerførste skridt. Det sker i dåben. Man kunne måske kalde det tro

som undren og spørgen.

Troens begyndelse er åndens gerning, som er et mysterium, som finder sted i mødet

med Gud. Mødet med Gud finder sted, når trosbekendelsen siges og høres. At

bekende er et udtryk for, at man er parat til at høre, idet man tror på ordenes

virkning, og at man roligt kan forlade sig på dem. Det er tillid til, at det er Kristus, der

handler med os, og hans ånd, der vil tage bolig i vore hjerter (jf. Augustins tredje

måde).

I forhold til Guds almagt betyder det, at vi må anskue den sammen med troen. Den

dukker først på den rigtige måde med troen. Rækkefølgen er altså: Først Jesu tro og

liv sammen med disciplene, som bliver til vores trosbekendelse, som således bygger

på menneskelig erfaring, en vished om troens forvandling af hjertet. Med denne

forvandling følger et udsagn om Guds almagt, som derfor først bliver til noget reelt

med troen. Almagten vil man kunne få stadig mere indsigt i efterhånden og for så

vidt man vokser i troen, men almagten forbliver sekundær.

Det er altså ikke fordi trosbekendelsen taler om almagt, at begrebet skal tages

alvorligt, i ærbødighed for bekendelsen som sådan, men fordi bekendelsen

udtrykker menneskers erfaring med Gud.

9

Almagten er en konsekvens, som nogle, men langt fra alle erfarer (jf. Jung). Det er

den magt, som til enhver tid er i stand til at omkalfatre viljen, forvandle hjertet,

skabe troen – disse udtryk siger det samme. Denne magt må være mægtig og

stærkere end noget menneskeligt, for ingen er i stand til at ændre sin egen vilje. Må

den også være almægtig, for at være i stand til netop dette? Nogle erfaringer siger

altså ja uden at tøve det mindste og henviser til et oplevet mysterium. ”Knus selv

mit hjerte stene, bøj høje tankers grene”, siger Kingo (DDS nr. 598), som Eleonora

Christina i øvrigt var stærkt optaget af.

6. Lars Sandbeck: Afsked med almagten.

Det er pga. den magt, som skaber troen og viljen, at jeg nødig vil tage afsked med

almagten, sådan som Lars Sandbeck foreslår.

Sandbeck anfører tidligt i bogen ”Afsked med almagten”, at almagtsforestillinger

hverken passer med den GT’lige eller NT’lige gudsforkyndelse. Her foreligger ikke

noget om, at Gud kan alt eller er skyld i alt, men at han er grænseløs i sin trofasthed

og imødekommenhed. Gud er kort sagt kærlighed og hertil er ikke knyttet et ideal

om magt, tværtimod om at give afkald på magt, for at tjene andre mennesker (s.

11).

Sandbeck mener ikke, at afsked med almagten er en fornægtelse af den kristne tro

og fra denne position vil han hellere ende med at sige noget om, hvad Guds magt

positivt består i (s.14). De to hovedkategorier af almagtsforestillinger, den modale,

at Gud kan alt, og den kausale, at Gud bevirker alt, er hans opgør rettet imod.

Sandbeck siger, at et evangelisk kristent gudsbillede i grunden er uforeneligt med

begge forestillinger. Han følger den græske originaltekst af trosbekendelsen, hvor

første trosartikel skal forstås således, at Gud som verdenshersker betyder, at han

hersker på en faderlig måde. Almagt er ikke en egenskab hos Gud. ”Guds

opretholdende magt er således bestemt af og kvalificeret gennem faderskabet,…” (s.

46). Heri finder han støtte i Luthers Lille Katekismus. Gud drager omsorg for

mennesket, han er god, barmhjertig og kærlig, uden at nogen har gjort sig fortjent til

det (s.44-45).

Jeg skal ikke her følge Sandbecks på mange måder overbevisende argumentation,

blot omtale to forhold. Det evangeliske nøglebegreb er faderlighed. Det går forud

10

for et begreb om almagt, som han et sted betegner som funktionelt irrelevant. Det

hedder: ” Hvis Gud er altkunnende, men aldrig har i sinde at bruge denne

exceptionelle egenskab, bliver postulatet om hans almagt ligegyldigt og harmløst.

Almagten bliver reduceret til en rent hypotetisk antagelse, som angår en mulighed,

der er så abstrakt, at den nærmer sig det uvirkelige. Til gengæld synes en sådan

reduktion at være nødvendig, hvis almagtsteologen ønsker at bevare en vis

realitetssans. For der sker jo i virkelighedens verden aldrig noget ekstraordinært, der

kunne tyde på, at der findes en almægtig Gud – aldrig nogen mirakler, solen står

ganske trivielt op her eneste dag, to plus to er stadig fire, tiden går aldrig baglæns,

og al ondskab og lidelse i verden har åbenlyst menneskelige eller andre naturlige

årsager og behøver derfor ikke en yderligere metafysisk forklaring,…” (s. 63-64).

To og to forbliver ganske rigtigt fire, og solen står op hver dag, men det er ikke

rigtigt, at der aldrig sker noget ekstraordinært, ingen mirakler. Det gør der, men man

skal oftest til ekstraordinære, nogle vil sige esoteriske erfaringer for at opdage det (

jf. Eben Alexander). Disse erfaringer findes der til gengæld alle mulige beretninger

om, som tilsidesætter enhver rationel tale om, at almagten skulle være meningsløs.

Disse beretninger taler helt selvfølgeligt om Guds almagt (jf. mine egne eksempler).

Derfor er begrebet eller bedre titlen ’den Almægtige’ svær at skille sig af med. Man

kunne i stedet bruge den mere bibelske betegnelse ’den Højeste’, men det løser ikke

de logiske vanskeligheder.

Det andet forhold, jeg vil omtale, er Sandbecks egentlige anliggende, at han positivt

vil beskrive af hvad art Guds magt er, og at det ikke kan lade sig gøre indenfor

modsætningen Guds almagt, menneskets afmagt. Det er et falsk alternativ, siger

han, som han derfor vil se bort fra. Det evangeliske nøglebegreb er stadig

faderlighed. Det afgørende spørgsmål er ikke omfanget af Guds magt, men hvordan

han bruger den, og hvad han gør med den (s. 113). Her åbner Sandbeck en lille bitte

lem for, at Gud alligevel godt kan være almægtig på en tilbageholdende måde, men

det kan aldrig afklares; diskussionen er ørkesløs og fører et forkert sted hen: Til det

falske alternativ.

Sandbeck siger om Guds brug af magt: ”Gud befrier os fra de magter både i og uden

for os selv, som ødelægger vores liv med og for andre. Og Gud forærer dermed

vores liv friheden til, at vores fælles liv med andre kan begynde på ny. I mere

11

traditionelle termer: Gud sætter os fri fra skyld, således at vi opnår friheden til at

indgå i fællesskab med ham og hinanden. Kort sagt, Gud bevarer vores liv gennem

tilgivelsens magt.” (s. 114)

Og lidt senere hedder det: ”Det er ikke som kausalmagt i naturen, men som en

livsfornyende, befriende stemme, der er rig på nåde og sandhed, og som appellerer

til vores ånd, Guds magt optræder i verden. Denne magt erfares ikke som en

tsunami, der skyller ind over land, men som en barmhjertig hvisken i øret (eller et

råb fra tagene), der giver trøst, tilgivelse og håb til alle forpinte sjæle,…”(s.118).

Min betænkelighed er her, at Gud indskrænkes for meget i sine metoder, at han kort

sagt helst skal hviske i ørene eller råbe fra tagene, men sådan høres det jo langt fra

altid, og nogle gange skal der skrappere midler til. Ikke nødvendigvis en tsunami,

men nok en sjælelig omkalfatring, der kun kan beskrives med stærkere ord end

hvisken og råb. Det er, forekommer det mig, faren ved Sandbecks billede af Gud, at

det trods alt kan gå hen og blive for småt, og at mysteriet derfor også bliver mindre.

Uden almagt bliver det nemmere at tale om Guds kærlighed, men håbet om, at den

kærlighed kommer til at betyde noget ’for mig’ svinder.

7. Afslutning.

Almagten betyder, at der i verden, kosmos om man vil, findes en magt, som kan

udvirke, hvad ingen anden magt kan, nemlig at ændre et menneskes vilje og

hjertelag og skabe tro. (Det vil Sandbeck nok være enig i, men måske ikke i

metodernes mangfoldighed). Guds almagt er en afledt betegnelse og som sådan

sekundær, afledt af trosbekendelsen som udtryk for menneskelig erfaring. Den

almægtige Gud bliver derfor, kunne vi sige, en hæderstitel, som vi ærer Gud med,

fordi vi har brug for at udtrykke ydmyghed og ophøjethed på samme tid.

Det er ikke helt nok at sige, at Gud er Gud på en faderlig måde og derpå beskrive

denne faderlighed som f.eks. omsorg eller solidaritet. Jeg har svært ved at undvære

en forestilling om den almægtige Gud, som er ubegrænset, og derfor altid kan skabe

tro og tillid, det guddommelige mysterium, som får omsorgen til at virke i den

lidendes tilværelse. Ved at fastholde almagten som en hæderstitel, en ophøjelse af

Den treenige Gud, der kan tåle menneskelige overgreb, får man sagt, at vilje,

12

hjertelag, lidenskab altid kan ændre sig og sagt til den lidende, at det netop er, hvad

der er ved at ske i al lidelse. Det skal vi ikke frygte, for Guds faderlige vilje kan til

enhver tid ændre hjertelaget og kalder bestandigt på os, for at få det til at ske.

Noget lignende belyser Carsten Breengaard fra en anden side, så vidt jeg kan se. I en

artikel ”Gud i dag” (Tidehverv, feb. 2015) og i et afsnit, hvor han omtaler, hvad

retfærdiggørelse af tro er for Paulus, og hvad der kræves for, at for forholdet

mellem Gud og menneske kan genoprettes, siger Breengaard: ”Gud har tilgivet

mennesket, forsonet sig med det. Men en tilgivelses- eller forsoningserklæring

genopretter ikke i sig selv et brudt forhold. Genoprettelse kræver selvsagt, at den

anden part tror sig tilgivet, tror på forsoningen. Først i det øjeblik, man tør stole på

tilgivelsen, har tillid til den er forholdet genoprettet.” (s.37). Denne tro, siger jeg

med Grundtvig, er ikke menneskets egen, men bragt til verden af Gud med Kristus.

Logisk set behøver den ikke at være almægtig, men den erfares som almægtighed af

dem, der modtager den. En sådan erfaring kan man vokse ind i og vokse inden i.

Herning primo juni 2015.

13

Litteratur:

Niels Grønkjær: Den nye Gud, især første tredjedel.

Jung: Den analytiske psykologis grundlag og praksis.

Wolff: Jobs tårer.

Lars Sandbeck: Afsked med almagten.

Leonora Christina: Jammers Minde.

Preben Kok: Skæld ud på Gud.

Carsten Breengaard: Gud i dag, Tidehverv februar 2015.

Grundtvig: Kierke-Speil og Den christelige Børnelærdom

Peder Nørgaard-Højen: Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter, Anis 2001

Eben Alexander: Til himlen og tilbage

Knud Hansen: Forargelsen. Senjødedommen og Jesu forkyndelse, Gyldendal 1983

Lewis

Luther

Fremtiden ændrer sig, fordi fortiden gør det! Den ærlighed, hvormed man bliver i

stand til at omfatte sin egen fortid, kalder på en mere ærlig fremtid. At se sin fortid i

lyset af Guds styrelse og forsyn er samtidig en åbning af almagten.

14