anmeldelse - mikael rothstein: ’den kristne krop – fem essays om … · i sin nye bog beskriver...

! Kommentarer (4)

KulturEva Eistrup

Kristendommen er kropsfikseret. Særligt i den protestantiske traditionhar vi lært, at kristendommen er lutter ånd og etik, men der er mere kødog blod og (for)hud og hår i kristen mytologi og historiefortælling, endvi går og vil være ved. Mikael Rothsteins nye nørdede og flabede bog vilgive os Jesus’ krop tilbage

Mikael Rothsteins mener, at kristendommen (særligt den protestantiske tradition) erkropsfikseret. I sin nye bog beskriver Rothstein, at der er mere kød og blod i kristendommen,end vi går rundt og tror. Billedet er fra en nadver i Danmarks første virtuelle kirkerum, ognetop nadveren er ifølge Rothstein et symbol på den kropsfikserede kristendom." Jesper Nørgaard Sørensen

# 21. december 2018

I Danmark er historien om kristendommen en historie om etik, omdet indre og det gode. Men hvis man er interesseret, findes der enanden og mere kødelig historie om kristendommen, for kradserman bare lidt i overfladen af den æteriske kristelige selvforståelse,ser man, at kroppen gennemsyrer alt.

Det er hovedpointen i religionshistoriker Mikael Rothsteinsoplysende og fagnørdede bog, Den kristne krop, der i fem essays sernærmere på aspekter af kulten omkring Jesuskroppen, og som harudvidet denne tilfredse anmelders ordforråd og menneskeligehorisont med et ord som ’forhudsteologi’.

Anmeldelse - Mikael Rothstein: ’Den kristne krop – fem essa... https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/12/jesus-...

1 af 6 06/08/2019 12.52

Mikael Rothstein: ’Den kristne krop – fem essays om kød, blod, hudog hår’.

Det første og måskemest almentfascinerende essayhedder »Kult ogkannibalisme« ogbyder på ensammenlignendeanalyse af den kristnenadverkult og konkretekannibalistiskepraksisser hos firesydamerikanske folk.

De grundlæggendespørgsmål, Rothstein ernysgerrig efter at findesvar på, er, hvad dendybere religiøse meninger, når kristne spiserJesus.

De tilgængeligeteologiske symbolske forklaringer tilfredsstiller ham ikke, forteologien glider af og pakker væk og renskurer lige der, hvor detbliver allermest mærkeligt, men også allermest interessant efterRothsteins opfattelse.

Derfor er man nødt til at ty til religionsvidenskaben, hvis manønsker svar på, hvordan det kan være, at kannibalisme er et heltcentralt element i den herskende kult (altså kristendommen) i enkultur (den vestlige), hvor det er allerhøjeste tabu at spisemennesker.

Ja ja, ro på Mikael Rothstein, tænker du, for nu spiser kristne joikke Jesus rigtigt. Kannibalismen, hvis man overhovedet som hel-eller halvkristen kan få sig til at acceptere det ord, sker via’stedfortrædende substanser’, nemlig brødet og vinen.

Den indvending har Mikael Rothstein muligvis hørt et par gangefør, for han bruger god plads på grundigt at forklare, hvorfor det eren kæmpe misforståelse at anse denne forskel for afgørende.


2 af 6 06/08/2019 12.52

Det vigtigste må være at se på sagen, på nadverkultens egnepræmisser, altså så at sige tage de hellige skrifter og praksisser påordet. Gør man det, så er den rituelle mekanik glasklar, nårnadveren byder på brød og vin:

Dette er Jesu Kristi legeme, dette er Jesu Kristi blod.

Der er selvfølgelig gjort utallige teologiske krumspring for at læggeafstand til det kannibalistiske motiv i kristendommensgudedyrkelse. Men Mikael Rothstein er ikke teolog. (Faktisk virkerdet, som om han ikke helt formår at lægge bånd på den nydelse, hanføler ved at prikke til den kristne selvforståelse med sin betoning afnetop nydelsen ved de peristaltiske og de seksuelle dimensioner afnadveren: »Man åbner sin krop for guden og giver ham plads i sitlegeme.«)

Han insisterer på ikke »at forstå teologiske positioner på sammemåde som de troende selv«, hvilket han i øvrigt mener, ville væreurimeligt over for en religiøs fantasi med en forklaringskraft, derslet ikke behøver være underlagt forestillinger om fornuft ogvirkelighed.

Ved at se nærmere på folk, der rent faktisk har spist mennesker,åbenbarer kannibalismens mange og dragende samfundsfunktionersig.

Rothstein drager særligt paralleller mellem nadverkulten og wari ogguayaki-folkets såkaldte »hengivenhedskannibalisme«.

Det er en kannibalisme, der ikke går ud på at fortære fjender – somde Indiana Jones-agtige billeder af mennesker i kæmpegryder overbål, der dukker op i vores hoveder – men handler om at udligneforskelle mellem døde og levende og mellem mennesker og guder. Iwari-folkets kannibalismetradition (som ophørte i 1960’erne),fortæres de døde for at afvikle dem som sociale mennesker, for athåndtere sorgen over elskede familiemedlemmer og for attransformere den døde til noget andet.

I guayaki-folkets ligfærdskannibalisme hjælpes den vildfarne sjælvidere, før genfærdet kan destabilisere fællesskabet. Her harkannibalismen en nøglefunktion i opretholdelsen af den socialeorden.


3 af 6 06/08/2019 12.52

Kannibal på flugt fra kaosI en af flere sammenligninger mellem de sydamerikanske folkskannibalisme og kristendommen, peger Rothstein på, at man ifortæringen af Jesus søger at transformere en tabs- oglidelseshistorie til en sejrshistorie.

Først sørger vi over Jesus’ lidelse og død, men gennem fortæringenfejres det livgivende og tabet omdannes til gevinst. Hos wari-folkettransformeres den, der spises, fra et menneske, man savner, til engris, som kan vende tilbage og gøre gavn ved at blive spist igen.

Fortæringen af Jesus er også en tilbagevendende sorgbearbejdendebegivenhed.

Hver søndag bringes der orden i det kaos, der opstod, da Jesusdøde, når den livgivende frelse overføres gennem frelserens legeme.

Hver søndag »administreres hans relation til menneskene postmortem ved at de spiser ham«, som Rothstein opsummerer det. Detgælder både for naturfolk og kristne, både for den blodigt konkreteog den symbolske kannibalisme, at det er harmoni, derefterstræbes:

»Man spiser sig væk fra kaos, i retning af harmoni gennem kropsligintegration«.

Den kristne krop er en analysemættet, religionsfaglig kaloriebombe,og det er umuligt at give Rothsteins mange komplekse læsningernuancer og fylde nok her.

Alligevel er det en alment interessant bog, der på fascinerende visgiver indblik i, hvordan Jesus blev Jesus. Essayet »Jesus er enfrisure« dykker ned i den kristne ikonografi og den historiskeffektive branding af Jesus’ skæg og hår. Tag håret fra ham og vupti,han er opløst som guddom.

»Jesus kan, populært sagt, ikke have en bad hair day uden at mistesin identitet.«

Bogens tredje essay er dedikeret til Jesus’ forhud, og den religiøseopmærksomhed, der er blevet skænket – og ikke mindst ikkeskænket – det lille intime hudstykke. Men, kunne man tænke:kunne man ikke bare holde jul i rolig uvidenhed om, at Jesus’


4 af 6 06/08/2019 12.52

forhud har sin egen historie, og at forhudsteologien findes?

Jo da, men det lykkes faktisk Rothstein at formidle sin fascination afden historiske forhudskult, der blandt meget andet inkludererbeguinersøsteren Agnes Blannbekin, som i sidste halvdel af 1200-tallet oplevede, at Jesus’ (sødt smagende) forhud manifesterede sigpå hendes tunge igen og igen. Og Leo Allatius, en fremtrædendeteolog fra 1600-tallet, der var overbevist om, at Jesus’ forhud via enart himmelsk omskærelse var endt som ringene omkring planetenSaturn.

Selv om denne forhudsfiksering har været forsøgt nedspillet i denkristne tradition, så har den en masse at sige omkring, hvordankroppens betydning gennemsyrer kristendommen, og ikke mindsthvordan eftertiden og teologien har bøvlet med at placere dennekonkrete puslespilsbrik af hellig hud i den store kristnehelhedsfortælling.

Jesus som sektleder er emnet for bogens fjerde og mindst direktekropslige essay, hvori Rothstein forsøger at indkredse, hvad vi vedom den historiske Jesus som (enestående langtidsholdbar)dommedagsprædikant, og udpeger fællesstræk med en lang rækkemoderne sektledere fra Ruth Evensen til L. Ron Hubbard. Det ervirkelig spændende, hvis man elsker sekter, og måske lidt hårdt,hvis man elsker Jesus.

I slutessayet »Kroppen og det kosmiske drama« lander bogen, hvorden begyndte, med spisehandlingen. For spisning som den mestbasale kropslige og sanselige handling, spiller en gennemgåenderolle i kristendommen fra, at Eva bider af paradisets æble og spisermenneskeheden væk fra guden, til nadverritualets sætten Jesus tillivs, der igen bringer menneskeheden tæt på guden.

Ved hjælp af skabelsesmyten viser Rothstein, hvordan den spisendekrop er udgangspunkt for både det store kosmiske sammenbrud,som er menneskets tab af uvidenhedens gave, og forgenopbyggelsen af den guddommelige orden, som består i, at Jesusfrelser os ved at føre os tilbage til uvidenheden.

Men i Rothsteins udlægning af den berømte passage i det nyetestamente, hvor Jesus siger »lad de små børn komme til mig«,behøver kærligheden til børnene ikke læses som et billede på Jesus’kærlighed til de underprivilegerede og magtesløse, som det ofte er


5 af 6 06/08/2019 12.52

blevet gjort, den kan lige så vel læses som kærlighed tiluvidenheden.

Den kristne krop vil nok kun være en sindsligevægtig læseoplevelsefor de allermest moderne Jesus-fans, for på trods af det lødige,faglige sigte, vil selve den tematiske indgangsvinkel for mange væreunder bæltestedet – mange steder bogstaveligt talt.

Rothstein skriver selv, at den kritiske kristendomsanalyse efter hansmening har alt for svære vilkår, fordi den altid møder politisk ogideologisk modstand.

Men det skal ikke afholde ham! Det er der selvfølgelig først ogfremmest principielle grunde til.

Men der er også en mere personlig trodsighed i den svælgendesanselighed i hans beskrivelser, mængden af gentagelser af de (medkristne øjne) ømmeste pointer og hans vittige low blows (favoritten:»den guddommelige forhuds glans er blevet noget mat med tiden«.)

Tilbage står, at Den kristne krop trods trodsighed og guddommeligeforhudsvitser er en gennemnørdet fryd at læse.

Mikael Rothstein: ’Den kristne krop – fem essays om kød, blod, hudog hår’, Forlaget U Press, 368 sider, 275 kroner


6 af 6 06/08/2019 12.52

anmeldelse - mikael rothstein: ’den kristne krop – fem essays om … · i sin nye bog beskriver...

Documents