Tema | Vi er alle præster

05 Oktober 2014Årgang 150

FORDYBELSE ANALYSE INSPIRATION

Nye (fri)menigheders embedssynEn justeret lavkirkelighedVær altid parat til forsvar

LEDER AFSPEJLES NÅDEN I VORES

KRISTNE FÆLLESSKAB? Ole Solgaard

TEMA VI ER ALLE PRÆSTER

Peter Techow

VELORDNEDE TJENESTER UNDER FORANDRING Ebbe Kaas

EN JUSTERET LAVKIRKELIGHED Jens Ole Christensen

NYE (FRI)MENIGHEDERS EMBEDSSYN Hakon Christensen

INDHOLD

ISSN -

www.budskabet.dk

Budskabet udkommer seks gange om året.

Artiklerne i Budskabet afspejler ikke nødvendigvis

redaktionens synspunkter, men redaktionen er

ved deres optagelse ansvarlig for, at holdninger og

synspunkter må kunne rummes inden for det, som LM

står for.

Eftertryk og citering er tilladt med tydelig kildeangivelse.

Layout Amalie Puggaard Poulsen

Tryk Øko-Tryk

Pris Abonnement: kr. Unge under år: kr.

Udgiver og ekspedition

Luthersk Mission

Industrivænget , Hillerød

tlf.

dlm@dlm.dk

www.dlm.dk

Redaktør

Ole Solgaard, Enggårdsvej , Kragelund, Løsning

tlf. , os@dlm.dk

Redaktionsudvalg

Alex Dahl Karlsen, cand.scient.pol.,Tarm

Inge Bøgel Lassen, lærer, Aalborg

Lene Malmgaard, gymnasielærer, Aarhus

Per Westh Jensen, stud.theol. og ungdomskonsulent, Kbh.

Ruth Vatne Rasmussen, hjemmegående, Silkeborg

EFTERTANKEN GRÆNSESPRÆNGENDE

Lene Malmgaard

HORISONT HVORFOR ER VI SÅ FORPUSTEDE?

DEN PROTESTANTISKE MISSIONS OVERSETE EFTERVIRKNINGER

FOR TROEN KRISTNE FORBILLEDER

Erik Dahl

JOSEF – EN JESUSTYPE Johannes Krejberg Haahr

ANDRE ARTIKLER28 VÆR ALTID PARAT TIL FORSVAR Robert Bladt

32 NÅR HÅRET VOKSER Kai Kjær-Hansen

BØGER KONGEN

DERFOR KAN VI ÅNDE FRIT

MATTHÆUS EVANGELIET I

LEDER02

LEDER

AF OLE SOLGAARD

AFSPEJLES NÅDEN IVORES KRISTNE FÆLLESSKAB?

Det er tankevækkende, at menne-sker, der på en ret synlig måde er faldet i synd, ofte forlader det krist-ne fællesskab, eller i det mindste fi nder en mere rummelig eller libe-ral udgave af det.

I nogle tilfælde handler det om, at man ikke vil indse, at synd reelt er syndig, men vil have lov at leve i fred med den. Og så er det jo meget naturligt at forlade menigheden.

Men jeg er dog tilbøjelig til at tro, at udsiv-ningen fra det kristne fællesskab ofte hæn-ger sammen med en skæv opfattelse af, at det kristne fællesskab er for dem, der får livet til at lykkes, i hvert fald i det ydre. Den opfattelse kan ubevidst præge både den, der af samme grund forlader det kristne fællesskab, og dem, der bliver tilbage og er

chokerede over, at det kunne gå så galt for vedkommende.

Fromme facaderI sommerferien læste jeg Hans Kirks beryg-tede roman Fiskerne, hvor man får indblik i et fi ktivt indremissionsk miljø for 100 år siden. Det skildres som et netværk, der vog-ter over hinanden – på godt og ondt. Min opgave her er ikke at diskutere, i hvilken grad bogen er en ensidig karikatur af virke-ligheden, men at lufte nogle refl eksioner, som er aff ødt af romanens beskrivelser.

Bogen afslører for mig, hvor meget den fromme facade kan betyde i et kristent fæl-lesskab. Man er optaget af, hvad de andre tænker om en. Da Tea Røns datter bliver gravid med sin ikke-hellige kæreste, er hen-des fortørnede reaktion først og fremmest

et forsøg på at redde sit eget rygte som den fromme familiemor – et ry, der nu krake-lerer.

Samtidig viser skildringen, hvor anstrengt det er at bygge sin tro på en "nåde", der er betinget af tilstrækkelig anger og bedring. Romanens personer taler gennemgående meget om nåde, men det er ikke den ube-tingede nåde. Det er en nåde, som man ikke helt ved, om man er berettiget til endnu. Og den slags nåde er slet ikke nåde.

Frigørende nådeAt den virkelige nåde er ubetinget, gik for 150 år siden op for den bornholmske smed Christian Møller. Han havde hidtil forgæves stræbt efter at blive en vellykket kristen. Men nu så han i Guds ord (Rom 5,6ff ), at Jesu død netop gælder for ugudelige – altså

LEDER03

Overvej; Er vores forkyndelse reelt så evangelisk frigørende, som vi blamerer os med?

dem, der ikke allerede er blevet fromme, hæderlige og gudelige. Den frie og ube-tingede nåde gav ham ny frimodighed og glæde i troen.

Et halvt år senere udgav han i øvrigt første nummer af Budskab fra Nådens Rige (Bud-skabet), hvori han ønskede at formidle dette frigørende evangelium. Tre år derefter blev Luthersk Missionsforening til Evangeliets Fremme (LM) stiftet.

Mange kan bevidne, at LM og beslægtede miljøer gennem årene har forkyndt det frie evangelium om Guds ubetingede nåde i Je-sus, så de er blevet sat fri. Det er der grund til at takke for – og til at bede om, at det fortsat må ske.

Alligevel er spørgsmålet, om praksis i vores egne liv, i vores hjem og i vores fæl-lesskaber også er evangelisk frigørende? Eller er praksis snarere blevet lovisk – på den måde, at man skal være på en bestemt måde, føle og erfare på en bestemt måde? Så bliver det svært for den psykisk sårbare, den åndeligt forvirrede og den med den fl ossede moral, ja, egentlig for alle, at være der.

I virkeligheden kunne man også spørge, om vores forkyndelse reelt er så evange-lisk frigørende, som vi blamerer os med? Eller om den kun i teorien er frigørende?

Det er et spørgsmål, jeg også stiller til mig selv som forkynder. Hvis hverken loven el-ler evangeliet formidles klart, sidder man tilbage med et fokus på alt det i ens eget og de andres liv, der ikke er godt nok.

Frigørende fællesskabI dagens folkereligiøse og kirkelige liv må man sige, at misbrug af nåden er ret ud-bredt. Man ser stort på Guds bud. Så kan det være fristende for os – som modvægt dertil – at være lidt tilbageholdende med nåden i forkyndelse og praksis. Men den fri-stelse skal vi ikke falde for.

Syndige handlinger skal ikke bagatellise-res, som om Guds bud er ligegyldige. Eller holdes skjult for at kunne holde den from-me facade. De skal dog heller ikke udstil-les, som om det i sig selv skulle være fromt at bryste sig af, hvor stor en synder man er. Nej, de skal frem i tilgivelsen, ind under Guds nåde.

Gid, at nåden og tilgivelsen må sætte spor i vores hjerter, vores hjem og vores menig-heder. I praksis. Så vi tør være ærlige om, hvordan vores liv reelt er. Så vi ikke værner om vores egen religiøse stolthed med from-me masker. Og så vi ikke holder andre ude med uudtalte signaler om, at man skal have en vis moralsk standard for at være med.

Hvis vi bygger på Guds ubetingede nåde, hvorfor har vi så ofte så svært ved at vise, at vi selv har vores svagheder, syndige fejltrin og karakterbrist? Og hvorfor har vi så let ved at pege fi ngre ad andre?

De mislykkede og utilpassede fl okkedes om Jesus. Han bagatelliserede ikke deres synd i blødsødenhed. Nej, men han vendte heller ikke den kolde skulder til eller forsøg-te at få dem til at tage sig lidt "pænere" ud. Han mødte dem derimod med total nåde og tilgivelse. Dermed blev de oprejst til et nyt liv med ham som deres nådige frelser og herre.

Hvis evangeliet om Guds frie nåde i Jesus lever i vores hjerter, så bliver der plads og rum til at være mislykkede kristne, syndere på vej. Så bliver vi ikke kendetegnet af vo-res fromme facader, men af vores reelle afh ængighed af Guds nåde og hinandens barmhjertighed.

Et sådant miljø kan være en frigørende ramme, hvor faldne facadekristne og util-passede ugudelige kan møde en forkyn-delse af Guds ubetingede nåde, der både sætter fri og forpligter.

Tænk sig, om vores fællesskaber kunne blive magneter for åbenlyse syndere og kra-kelerede facadekristne – fordi man netop dér kan møde nådens frie evangelium.

TEMA04

AF PETER TECHOW

Hvad er en præst? I daglig tale bru-ges ordet om enkeltpersoner med en specifi k opgave. Det er ret mis-visende i forhold til Bibelens sprog-brug og tankegang. Hvad er den bi-belske baggrund for at tale om "det almindelige præstedømme", og hvad menes der med det udtryk?

Ifølge NT er alle kristne præster for Gud. I Johannes’ Åbenbaring 1,5f omtales Jesus

Kristus således som "Ham, som elsker os og har løst os fra vores synder med sit blod, og som har gjort os til et kongeligt folk, til præster for Gud, sin fader, ham være ære og magt i evighedernes evigheder."

I kraft af at Jesus har løst os fra vores syn-der med sit blod, har han altså gjort os til "præster for Gud."

Derfor kan apostlen Peter også skrive: "Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et hel-ligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud "(1 Pet 2,4f).

For som Peter nogle få vers senere gør gældende: "I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, I som før ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed (1 Pet 2,9f).

Peter bruger her fi re udtryk – en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk – om den kristne me-nighed i den nye pagt, som i GT bruges om

Israels folk i den gamle pagt. Om Israels folk læser vi f.eks.: "I skal være

et kongerige af præster og et helligt folk for mig" (2 Mos 19,6). Og: "For du er et helligt folk for Herren din Gud; dig har Herren din Gud udvalgt af alle folk på jorden som sit ejendomsfolk "(5 Mos 7,6).

Alt det, Gud i den gamle pagt kaldte Is-raels folk til at være, det bruger Peter altså her i sin omtale af kirken som Guds folk, bestående af både Jesus-troende jøder og hedninger, i den nye pagt.

Vi vil her koncentrere os om udtrykket "et kongeligt præsteskab," som svarer til det, vi kalder "det almindelige præstedømme." Hvad ligger der i dette?

Virkeliggørelsen af et ideal Allerede i GT var hele folket ideelt set kaldet

TEMA

Vi er alle præsterBibelsk belysning af det almindelige præstedømme

TEMA05

til at være præster for Herren (2 Mos 19,6). Ideelt set indebar denne præsteværdighed delagtighed i det privilegium at have ad-gang ind i Guds nærhed.

Men virkeliggørelsen af dette ideal var endnu ikke mulig på grund af folkets syn-dighed.

På grund af synden blev der således også, som en midlertidig ordning, indstiftet det levitiske præstedømme. De levitiske præ-sters hovedopgave var off ertjenesten, som gav dem det særskilte privilegium at have adgang til Gud. Alene præsterne havde adgang til det helligste i helligdommen, og alene ypperstepræsten havde, én gang om året, på den store forsoningsdag, adgang til det allerhelligste, idet han bar det sonende off erblod ind for den hellige Guds ansigt.

Men hele det levitiske præstedømme, der hørte den gamle pagt til, nåede sin opfyldelse, da Jesus bragte sig selv som et eviggyldigt off er for vores synder og med

sit eget blod én gang for alle gik ind i det al-lerhelligste i den himmelske helligdom og vandt evig forløsning (jf. Hebr 9,11f. 24-26; 10,11-14). Derfor er der ikke mere brug for det levitiske præstedømme, en ypperste-præst eller fl ere, for Jesus er den fuldkomne ypperstepræst, der én gang for alle bragte det fuldkomne off er for synden.

Og dermed kunne GT’s ideal om det al-mindelige præstedømme (at hele Guds folk er præster for Gud) virkeliggøres fuldt ud, som Profeten Esajas også havde forudsagt, det ville blive: "Men I skal kaldes Herrens præster, vores Guds tjenere skal I hedde" (Es 61,6).

Derfor kaldes alle kristne i NT præster for Gud, for det er den nye pagts virkelighed. Hvad ligger der i det, og hvori består den præstetjeneste, alle kristne har del i?

Har adgang til GudEssensen i det almindelige præstedømme er,

"Gudstjeneste" er ikke begrænset til noget, vi sam-

les til nogle få timer én dag om ugen, men omfatter

alle ugens dage, hvor vi i alt, hvad vi gør, i hjem-

met, på arbejdet, i skolen, i fritiden, og når vi er

sammen i menigheden, alle er kaldet til at udføre

en præstetjeneste for Gud, ved at bringe os selv

som et off er, der behager Gud.

at alle kristne i kraft af Jesu blod har adgang til det allerhelligste, ind i Guds nærhed.

Efter udførligt at have udfoldet Jesu yp-perstepræstelige tjeneste for os, siger He-bræerbrevets forfatter: "Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus. Lad os derfor træde frem …" (Hebr 10,19-22).

Tilsvarende siger Paulus: "I ham og ved troen på ham har vi frimodighed og tillids-fuld adgang til Gud" (Ef 3,12).

Dette store privilegium gælder alle kristne! Fordi Jesus har åbnet vejen for os, har vi alle adgang ind i den hellige Guds nærhed og le-ver hele vores liv dér, for hans ansigt, og dér udfører vi alle en præstetjeneste for ham.

Bringer ofreDenne præstetjeneste består, som apost-

FO

TO: S

XC.H

U

TEMA06

len Peter udtrykker det, i at bringe "ånde-lige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud" (1 Pet 2,5). Her er der naturligvis ikke tale om at bringe ofre for synden! Det har Jesus jo gjort én gang for alle! Men i og med at Jesus har skaff et os renselse for vores synder (jf. Hebr 1,3), og at vi ved troen på ham står rene for Guds an-sigt, kan vi nu bringe åndelige ofre, der er til behag for Gud!

Går vi igen til Hebræerbrevet, uddybes her, hvad disse åndelige ofre eksempel-vis består i: "Lad os bestandig ved ham bringe Gud takoff er, det vil sige frugten af læber, som bekender hans navn. Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud fi nder behag i" (Hebr 13,15f).

Apostlen Paulus hjælper os endvidere til at se, at det dybest set handler om alle sider af vores liv: "Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt off er, der er Gud til behag — det skal være jeres ånde-lige gudstjeneste" (Rom 12,1).

På evangeliets baggrund kaldes vi altså til at bringe os selv som et off er til Gud og såle-des leve hele vores liv som en gudstjeneste – en tjeneste for Gud!

"Gudstjeneste" er – i bibelsk forstand –

altså ikke begrænset til noget, vi samles til nogle få timer én dag om ugen, men omfat-ter hele vores liv, alle ugens dage, hvor vi i alt, hvad vi gør, i hjemmet, på arbejdet, i skolen, i fritiden, og når vi er sammen i me-nigheden, alle er kaldet til at udføre en præ-stetjeneste for Gud, ved at bringe os selv som et off er, der behager Gud.

Forkynder hans guddomsmagtTilsvarende er alle kristne kaldet til at tage del i forkyndelsen over for verden. For det er til hele den kristne menighed, det siges: "I er … et kongeligt præsteskab … for at I skal forkynde hans guddomsmagt (1 Pet 2,9)." Denne forkyndelsesopgave er alle kristne, både mænd og kvinder, som præster for Gud, kaldet til at være med i.

Bibelens sprogbrugI NT bruges ordet præst (hiereús) – når der er tale om den nye pagts virkelighed – i ental kun om Jesus og i fl ertal kun om alle troende. Aldrig om en særskilt gruppe i me-nigheden. I den nye pagt fi ndes der intet særskilt præstedømme (som levitternes), kun det almindelige præstedømme.

Dette står på ingen måde i et modsæt-ningsforhold til, at NT også taler om, at nogle (mænd) i menigheden skal kaldes

til at være menighedens ældste/hyrder/tilsynsmænd og lærere, som bl.a. skal va-retage den læremæssige undervisning over for hele menigheden.

Men når disse personer i gængs dansk sprogbrug ofte kaldes "præster," er det alt-så ikke i overensstemmelse med den sprog-brug, vi fi nder i NT.

(Baggrunden for forvirringen er, at det danske ord for "præst" kommer af det græ-ske presbýteros, som faktisk betyder "æld-ste." Men deri ligger der altså noget helt andet, end når vi i vores danske bibel læser ordet "præst.")

I bibelsk forstand er hele menigheden præ-ster for Gud, hver dag og alle steder – og dét er en virkelighed, Jesus døde for at rea-lisere og fortjener al vores tak og tilbedelse for (Åb 5,9f):

Du er værdig til at få bogenog bryde dens segl,for du blev slagtet, og du købte med dit blodmennesker til Gudaf alle stammer og tungemål, folk og folkeslagog gjorde dem til et kongeligt folkog til præster for vores Gud,og de skal være konger på jorden.

Peter Techow, f. 1973Cand.theol.Præst i Bornholmerkirken

TEMA07

AF EBBE KAAS

Vi vil her – i små lynglimt – se på menighedernes organisering op gennem kirkehistorien og udvik-lingen af forholdet mellem forkyn-dernådegave og "Ordets embede" fra oldkirkens tid til vores.

De mange mennesker, der på pinsedagen kom til tro på Jesus Kristus og blev døbt, kom ind i nogle fællesskabsrammer, som var forholdsvis velordnede. Menigheder-nes opbygning og selvforståelse kom ikke som sendt fra himmelen, men byggede i høj grad på den jødiske menigheds forståelse:

"En sammenligning mellem jødiske og kristne gudstjenesteformer i det første århundrede e. Kr. giver det indtryk, at der

var en kombination af frihed i ordlyden og fasthed i temaer og former," siger Oskar Skarsaune.1

OldkirkenDen store nyskabelse i den kristne menig-hed var søndagen. I jødedommen bad man dagligt både privat og i templet/synagogen, man læste hver uge i Skrifterne, og påske-måltidet blev fejret en gang om året. Den kristne menighed kombinerede forholdsvis tidligt alle disse tre elementer: Bøn (off ent-ligt), læsning af Skrifterne (med udlægning = prædiken) og nadveren – i en ugentlig samling, om søndagen.

I oldkirkens tid breder kirken sig med stor hastighed. Der blev vidnet og prædiket og

afh oldt gudstjenester i husene, hvor nad-veren også havde en plads. På en vis måde kan man sige, at oldkirken var "det alminde-lige præstedømmes" og nådegavernes tid. Men ikke sådan at forstå, at det var op til den enkelte menigheds fantasi og spontani-tet at forme en gudstjeneste.

Menigheden havde arvet et bestemt ind-hold (budskab), og den havde nogle faste tjenester. Tilsynsmænd (biskopper) og dia-koner har menighederne haft, da det er en del af apostelenes overleveringer. Menig-heden har indsat/kaldet personer til at vare-tage disse opgaver, så gudstjenesten kunne forløbe med værdighed og orden.

Tjenesterne udvikler sig i århundrederne derefter i takt med de kampe, menighe-

TEMA

Velordnede tjenester under forandringKirkehistorisk belysning af det almindelige præstedømme og embedssynet

TEMA08

Oldkirken; Der blev vidnet og prædiket og afholdt gudstjenester i husene, hvor nadveren også havde en plads

derne møder fra omgivelserne. Behovet for at have en fast og bestemt lære, var årsagen til, at bispetjenesten blev en garant for den sande lære. Vi skal nok heller ikke være blind over for, at menighederne også tog farve efter den kulturelle kontekst. Hvor samfundet er præget af en stærk hierarkisk opbygning, fi nder dette også hurtigt ind i menighedsstrukturen.

Fokus på embedet betød, at kirken be-gyndte at skelne mellem to grupperinger. "De gejstlige", altså de ordinerede, og så resten af menigheden, "lægfolket". Denne skelnen var i modstrid med apostlenes lære, men fi k afgørende betydning i kirkens op-bygning ind i middelalderkirken.2

ReformationstidenLige før reformationen havde præsten ene-ret på absolutionen og nadveren. Derfor var mennesker helt hjælpeløse og fortabte uden præstens tjenester. Gejstligheden havde i praksis monopol på forholdet til Gud for det enkelte menneske.

Hvis reformationsteologien skal sættes på kort formel, bliver det a) formalprincip-pet: Skriften alene, som eneste dommer i spørgsmål om kristen tro og moral; b) materialprincippet: troen på Jesus alene, retfærdiggørelsen ved troen alene for Kristi

skyld; c) det evangeliske kirkeprincip: det almindelige præstedømme.

Luthers kirkelære bygger på forståelsen af, at kirken er Guds folk. Luther taler ikke om, hvad kirken er, men hvem kirken er. "Et barn på syv år ved, Gud ske lov, hvem kirken er, nemlig de hellige eller de lam, som hører den gode hyrdes røst."3

Luther sætter således menigheden ind i et kald og et ansvarsområde. Det er ikke biskopperne, som skal dømme om læren, nej, det er menighederne. Det er således menighedernes ansvar at kalde og indsætte præster i en ordnet tjeneste.

Hvor biskoppen ikke vil indsætte evangeli-ske prædikanter/præster, da skal den evan-geliske menighed selv sørge for, at der kal-des og indsættes præster. Med hvilken ret? Jo, det almindelige præstedømme er et bol-værk imod alle former for vranglære. Ansva-ret og kaldsretten ligger hos menigheden.

Menigheden har fået overdraget alle de gammeltestamentlige præsteopgaver: at ofre (sig selv), bede for andre, lære og under-vise i Guds ord. Det er nødvendigt for me-nighedens eksistens, at Ordet forkyndes og læres, samt at sakramenterne forvaltes. Til disse opgaver og tjenester skal menigheden kalde egnede kristne mænd. De mænd, der har fået disse opgaver, er, ifølge Luther, ikke

mere præster end alle andre i menigheden. De er kaldet til at være menighedstjenere.

Luther kan derfor udbryde i forklaringen til salme 82: "Alle kristne er præster, men ikke alle er sognepræster." Der er forskellige opgaver i menigheden; alle har præstelige opgaver, men ikke alle har samme tjene-ster/opgaver.

I kampen mod sværmerne betoner Luther dog værdien af faste ordninger og sætter i den kamp mere snævre grænser for det al-mindelige præstedømmes indsatsområder.

Det er ligeledes værd at bemærke, at de reformerte kirkesamfund (inspireret af Zwingli og Calvin, red.) har regler om me-nighedsordninger, men dette fi ndes ikke hos Luther. Hos Luther er der ikke forskrif-ter om en konkret kirkeordning, og historisk set har lutherdommen anset kirkeordning for et anliggende, hvor man var frit stillet.4 Det er værd at bemærke i en tid, hvor der drøftes menighedsordninger, og hvor nogle ordninger fremstilles som værende mere bibelske eller lutherske end andre!

Den rosenianske vækkelse Den rosenianske vækkelse (1850-1900)havde helt fra begyndelsen en statskirkekri-tik i sig. Vækkelsens centrale skikkelse, C.O. Rosenius, var ikke ordineret og havde ikke

TEMA09

Ebbe Kaas, f. 1959FriskolelederFritidsprædikant i LM

nogen teologisk eksamen. Det svenske for-bud mod gudelige sammenkomster uden sognepræstens godkendelse (frem til 1858) førte til et uhyre anstrengt forhold mellem den rosenianske vækkelse og statskirken. Det var særlig udtalt i det sydsvenske om-råde, hvor vækkelsen stod stærk.5

Denne præstekritiske holdning blev en del af den rosenianske vækkelses DNA, også i Østdanmark.6 Hvor man i nogle områder af Skåne dannede små nadverforeninger for at modvirke sakramentløsheden, så forblev den rosenianske vækkelse i Danmark nad-verløs. Der var samlinger omkring Guds ord, og ikke andet.

Hermed fi k den rosenianske vækkelse både i Danmark og i Sydsverige endnu et kendetegn, nemlig den centrale placering, som kaldede prædikanter fi k.

Argumenterne for at kalde prædikanter til at varetage en off entlig forkyndelse hen-tede man i høj grad fra læren om det almin-delige præstedømme. Der var en kamp om forståelsen af Augustana art. XIV, hvor der står, at "ingen må optræde som forkynder uden at være rettelig kaldet". Til dette sva-rede de rosenianske missionsforeninger ty-pisk, at når der var vranglærende biskopper og præster, så må menigheden selv tage vare på kaldelsen af prædikanter.

Prædikanterne i de rosenianske forenin-ger blev i praksis forholdsvis enerådende med præstelignende autoritet. Disse kal-dede prædikanter rejste rundt til de lokale forsamlinger, hvor det lokale arbejde ud fra missionshuset typisk bestod af søndags-skolearbejde, bede- og samtalemøder og så søndagssamlinger, hvor prædikanter kom for at forkynde.

I min barndom, i Luthersk Mission på Born-holm i 1960’erne, bestod et søndagsmøde i, at prædikanten bød velkommen, indledte, prædikede, lyste velsignelsen og sagde tak for i dag og gav hånd ved udgangen. De lokale var hensat til tilhørerrollen. Det var næppe "nådegaver i funktion" eller en forstå-else af det almindelige præstedømme, som havde ført til en sådan praksis! Alligevel var der en forståelse af, at ansvaret for kaldet lå i forsamlingen, og forkyndelsen skulle være i overensstemmelse med Guds ord. Nye præ-dikanter blev præsenteret som værende på prøve, og de skulle prøve at prædike et be-stemt antal gange, hvorefter forsamlingerne foretog en kaldelse, eller ikke lod vedkom-mende kalde til prædikant.

Der var en påfaldende ensartethed i form og indhold blandt de rosenianske forenin-ger i Østdanmark og i Skåne og Blekinge fra 1870’erne og frem til 1960’erne. Herefter

begynder det lokale at sætte sine farver på arbejdet.

Fra 1970’erne begyndte fl ere at forstå den lokale rosenianske missionsforenings arbej-de som et "menighedsarbejde". Slagordet "vi er alle præster" var efterhånden noget tyndslidt, da der næsten udelukkende var en prædikanttjeneste, men gennem den voksende menigheds- og kaldsforståelse af andre tjenester, kom der en større mangfol-dighed ind i begrebet "vi er alle præster".

Den bærende søjle op gennem menighe-dens historie har ikke været embedet. Tje-nesten/embedet er hverken over eller under menigheden, men i menigheden, som er sat til at kalde, indsætte og afsætte egnede Or-dets tjenere for ... ja, netop menigheden.

1 Oskar Skarsaune: Kristendommens jødiske rødder II,

1998, s.159

2 Kurt E. Larsen, artikel i Jorden største under, 1997, s.55-57

3 Schmalkaldiske artikler, 1537, her citat efter Wisløff i

Martin Luther, skrifter i udvalg bd. 1, 1981, s.47

4 Carl Fr. Wisløff : Martin Luthers teologi, 1983, s.158

5 Ebbe Kaas: Forbindelse med Skåne, 2013, s.140f

6 Indre Mission lagde derimod vægt på samarbejdet

med folkekirkens præster og betragtede sig som

"Kirkelig forening …"

10 TEMA

AF JENS OLE CHRISTENSEN

TEMA

En justeret lavkirkelighed

Luthersk Mission (LM) er en lav-kirkelig bevægelse. Sådan beskri-ver diverse håndbøger og kirke-historier os, og sådan har vi ofte beskrevet os selv.1 Men hvad me-nes der med det udtryk, og hvilken betydning har det i vores tid? Og hvilke justeringer er der eventuelt sket i LM’s lavkirkelige profi l un-dervejs?

Lad os begynde med konklusionen: Hvis man ser bort fra visse lavkirkelige kultur-træk – modstand mod/ubehag over præste-kjole og liturgi og en vis tendens til isolation i kirkelivet – så er lavkirkelig tænkning og praksis karakteriseret ved tre træk:1. Stærk betoning af det almindelige præ-

stedømme

2. Som følge af dette en stærk betoning af nådegavernes plads

3. En stærk betoning af, at den sande kirke er et usynligt fællesskab af troende, og at kirkeordninger dermed kan variere me-get efter, hvad der tjener evangeliet.

I denne artikel vil jeg koncentrere mig om disse tre karakteristika, men inden da en vigtig omvej omkring begrebet lægmand.

LægmændI den interne LM-jargon er lavkirkelighed nemlig ofte blevet kaldt for "lægmandssy-net." Med en vis overraskelse har jeg opda-get, at det ord er gået af mode hos de fl este yngre mennesker.

Men fi rkantet sagt kan man skelne mel-lem lægmænd i to relationer:

I gængs kirkeligt sprog er lægmanden den kristne, der ikke indtager et kirkeligt embede. Altså den, som ikke er ordineret til præst.

I mere folkeligt sprog er lægmanden den, der ikke er fagmand. Og i denne betydning kender vi begrebet i praksis. I de fl este rela-tioner er vi alle lægmænd: Jeg er lægmand i medicin – derfor går jeg til lægen. Og jeg er i den grad lægmand, når det handler om at lægge nyt tag på mit hus – derfor ringer jeg til tømreren.

Det interessante i den LM’ske brug af læg-mandsbegrebet er, at de to relationer glider over i hinanden: Vi ønsker – af gode bibel-ske grunde – at kalde den, der har nådegave til at forkynde, selv om han ikke indtager et præsteembede. Det er det kirkelige læg-mandsbegreb.

11 TEMA

Man vi har også ofte med stolthed citeret Apostlenes Gerninger 4,13 om, at folk var forbløff ede over, at Peter og Johannes var ulærde mænd. Deres myndighed bestod ikke i uddannelse, men i, at "de havde været sammen med Jesus." Det sidste har underti-den givet LM en vis skeptisk holdning til ud-dannelse – herunder teologisk uddannelse.

Dette dobbelte lægmandsbegreb er lidt rodet, men sammenlagt er vi – og jeg! – stolte af, at i LM kan en bankmand blive forlagsleder, en tømmerhandler personale-chef, en smed prædikant og en biavler bi-skop. For vi tænker i nådegaver og funktio-ner og ikke i positioner og uddannelser.

Og så til de tre karakteristika ved en lav-kirkelig bevægelse.

Det almindelige præstedømmeVi er ikke de eneste, der taler om det almin-delige præstedømme. Det gør alle luther-ske. Men ofte betones alene det, man kan kalde den lodrette dimension af det almin-delige præstedømme: De kristne er fri fra det gammeltestamentlige præstedømme – og romerkirkens præst, der i nadveren gen-tager Jesu off er – og kan direkte træde frem for nådens trone, kun med én mellemmand: Jesus Kristus (Hebr 4,14-16).

Den lavkirkelige tænkning betoner også

stærkt den vandrette dimension: Vi er Guds folk for at forkynde evangeliet, og vi er Guds folk for at bedømme forkyndelse og menig-hedspraksis (1 Pet 2,9f. Rom 16,17f. en Tim 3,16). For øvrigt – trods sprogbrugen læg-mænd – gælder det både mænd og kvinder.

Derfor er der også ofte blevet talt om "det myndige lægfolk", nemlig om almindelige mænd og kvinder, som tør modsige præ-ster, teologer og andre fagfolk, når de kom-mer i modstrid med Guds ord. De klassiske LM’ere kunne ikke drømme om at sige den i dag så almindelige sætning: "når teolo-gerne ikke kan blive enige, vil jeg heller ikke have nogen mening."

Jeg antyder dermed, at denne side af lavkirkeligheden i nogen måde er gledet i baggrunden – nogle vil sige "gået i forfald"; andre: "er blevet nuanceret" – de senere årtier. Måske har det sammenhæng med en generel større respekt for uddannelse, måske med en svækkelse af den åndelige agtpågivenhed, og måske med, at LM ef-terhånden har udviklet sit eget "præsteem-bede": prædikanten.

Man kan i hvert fald konstatere, dels at prædikanterne nu omtales som hyrder og lærere2 , og dels at prædikanterne tildeles myndighed og funktioner, som i folkekirken er forbeholdt præsterne.3

Vi har også i LM nogle "ældste" – med hyrde- og læreansvar – der ikke er kaldede prædikanter. Nemlig en del mænd, der er medlemmer af menighedsledelser, afde-lingsstyrelser, landsstyrelse og læreråd. En ret usædvanlig ordning i forhold til de fl este kirkers praksis, men bestemt ikke umulig i forhold til bibelsk tænkning.4

I nogen måde er LM hermed blevet en embedsbevægelse – hvor vores "embeder" bare står i modsætning til det offi cielle kir-kelige embede. Dette er ikke kun dårligt, for Det Nye Testamente lægger op til, at der skal være orden i Guds menighed, og hvis alle bliver hyrder, så er ingen i virkelig-heden hyrder.

Jeg deler den vurdering, at der har været noget ugennemtænkt over den klassiske LM-tale om "lægmandssynet," og at vi skal glæde os over, at der i dag i højere grad tænkes i menighedsorden.

Måske skal vi stille endnu et spørgsmål til vores traditionelle betoning af det alminde-lige præstedømme: Ved at understrege så stærkt, at Guds folk i fællesskab er evange-liets forkyndere, er vi så i praksis kommet til at tale ned om det almindelige hverdags-liv? Nemlig i den forstand, at det alminde-lige liv i hjem, nabolag, civilsamfund og på arbejdsplads bare forstås som platforme

Jens Ole Christensen; Jeg er stolt af, at i LM kan en bank-mand blive forlagsleder, en tømmerhandler personalechef, en smed prædikant og en biavler biskop

12 TEMA

for at formidle evangeliet. Og ikke som den tjeneste, hvor vi er Guds tjenere for hinan-den – og lader Gud tjene os gennem vores medmennesker.

Det har i hvert fald slået mig, at når der ta-les om den kristne tjeneste i LM-forkyndel-sen, så konkretiseres den stort set alene på den "åndelige" tjeneste. Og man kan spør-ge, om menigheden i virkeligheden betrag-tes som en slags semi-missionærer, som af økonomiske og missionsstrategiske grunde er nødt til at have et almindeligt erhverv.5

NådegaverneSom sagt har denne betoning af det almin-delige præstedømme forbindelse med for-ståelsen af nådegaverne. LM har været en nådegavebevægelse længe før, det udtryk kom på mode i 1970’erne.6

Den LM’ske nådegaveforståelse har må-ske været smal: Den har været uvillig eller blind over for f.eks. tungetalens nådegave. Men det er ikke fair at sige, at der ikke har været en nådegaveforståelse.

Igen er denne betoning af nådegaverne sket med god bibelsk begrundelse: "En-hver skal tjene med den kraft, Gud giver …" (Rom 12,3ff ). Og i virkeligheden bliver der en stærk helligåndsteologi ud af det: Det er ikke lærdommen eller veltalenheden,

der giver forkyndelsen kraft. Det er Ånden i Ordet. Det er ikke den strategiske dygtig-hed, fantasifuldheden eller administrative begavelse, der driver menighedens udvik-ling frem. Det er derimod den Kristus, som bor i os.

Dette er en perle i den LM'ske arv, som jeg gerne vil være med til at passe godt på.

Men man kan spørge, om den bibelske nå-degaveforståelse har indgået en uhellig al-liance med den tidligere nævnte foragt for uddannelse og dygtighed. Skriften nævner faktisk menneskelig dygtighed og alminde-ligt godt omdømme som et kriterium, når vi skal fi nde ledere i menigheden (1 Tim 3,1-7).

Og man kan spørge, om ringeagten for "de lærde" nogle gange har ført til, at vi har stillet os tilfreds med det middelmådige.

Variable kirkeordningerEn af de personer, der stærkest har påvirket klassisk LM-tænkning om kirkespørgsmål, er den norske lægmandshøvding(!) Ludvig Hope7. Kort sagt tænker Hope sådan, at de ydre kirkeordninger – bemærk: både "kir-ker" og missionsforeninger – er stilladser, hvorfra vi kan bygge med på den virkelige kirke. Nemlig den usynlige menighed.

Derfor blev han også yderst fl eksibel i ordningsspørgsmål og mente, at det måtte

Ludvig Hope tænkte, at de ydre kirkeordninger –

både "kirker" og missionsforeninger – er stilladser,

hvorfra vi kan bygge med på den virkelige kirke.

Nemlig den usynlige menighed.

Jens Ole Christensen har to kommentarer til denne

stilladstænkning.

FO

TO: S

XC.H

U

13 TEMA

Jens Ole Christensen, f. 1956Generalsekretær i Luthersk Mission

være praktiske forhold, som afgjorde, hvor-dan menigheden organisatorisk indrettede sig. Inklusive om der var nadver i missions-huset eller ej! Og derfor tog den klassiske lavkirkelighed det ret afslappet at folkekir-keordningen var/er rodet og inkonsekvent. Bare den fungerede som stillads for bygnin-gen af den usynlige menighed.

Hatten af for det, og Hope er i sin pragma-tik i god overensstemmelse med den luther-ske bekendelse8 og med sin betoning af nå-degaverne i god overensstemmelse med NT.

Og denne pragmatik betyder, at vi har stort albuerum til at organisere menigheder ud fra devisen: Hvad tjener evangeliet på dette sted og i denne tid og med den mål-gruppe, som er vores? Både når det handler om møde/gudstjenesteform, musik, styre-form, forholdet til staten, brug af visuelle virkemidler og meget mere. Ægte lavkirke-lighed er fl eksibel i form og fast i lære!

Men jeg har to kommentarer til stillads-tænkningen:

Den ene er, at LM i nogen grad har bevæ-get sig bort fra den, hvilket ikke mindst dis-kussionerne om hyrde- og lærefunktionen i LM samt nogle frimenigheders store vægt-lægning på en overordnet tilsynsinstans er eksempler på.

Den anden er, at jeg også har spørgsmåls-

tegn ved talen om den usynlige menig-hed bibelsk set. I hvert fald hvis det er det eneste, man har at sige. De nytestament-lige menigheder var i høj grad synlige, og de blev genkendt på deres forkyndelse, på dåb og nadver og på deres mere eller mindre vellykkede indbyrdes kærlighed (Apg 2,42. 1 Joh 3,18-20).

Efter min opfattelse rammer man mere præcist ved at sige: Menigheden er synlig, men dens grænser er usynlige. Vi kan kun se hinanden til ansigtet og ved ikke, hvem der hykler eller midt i aktivitet og ret lære er faldet i søvn.

Og det var formodentlig også det, der var Hopes anliggende med hans tale om kirken som et stillads.

Rent ud sagt!Jeg vil ikke fortænke læseren i at være lidt forvirret efter læsningen af denne artikel. Ud over at dette kan skyldes mine begræns-ninger(!), så hænger det i hvert fald sam-men med, at den aktuelle virkelighed i LM er forvirrende.

Og hvis vi skal kalde tingene ved rette navn, så er LM i dag ikke mere i klassisk for-stand en lavkirkelig lægmandsbevægelse. Dertil tænker vi alt for meget i hyrde-lære-funktion og i ordninger. Men jeg har også

forsøgt at påvise, at jeg mærker en stærk lidenskab i LM for at fastholde de bibelske vigtige anliggender i lavkirkeligheden.

Og så længe vi fastholder de anliggen-der, kan vi indrette os på meget forskellige måder.

1 Se f.eks. Arvesølv eller slagger (Dansk Luthersk For-

lag 1993)

2 Se f.eks. Bedeliste for LM 2014, onsdag.

3 For eksempel er det at lyse velsignelsen ved mø-

dets afslutning mange steder forbeholdt prædi-

kanten. Prædikanterne er i nutidig LM-forståelse i

forhold til Den Augsburgske Bekendelse art. 5 og 14

"retteligt kaldet". De er af menigheden sat til at stå

for menighedens off entlige forkyndelse og under-

visning.

4 1 Tim 5,17 opererer netop med nogle ældste, der

selv er lærere, og andre der ikke er. Et mere rele-

vant kritikpunkt er, om vores ældstebegreb dermed

har bredt sig til så mange instanser, at det skader

tjenestedelingen, fordi der bliver for lidt plads til

kvindelige tjenester.

5 Hellig Hverdag (LMH’s elevforening 2011) er en

øjenåbner for dette spørgsmål.

6 Se f.eks. jubilæumsskriftet På ordets grund, 1968

7 I bogen Kjyrka og Guds folk, 1923

8 Den Augsburgske Bekendelse, art. 15

14

Der er sket ting og sager i kirkeli-vet i Danmark i de sidste 25 år. I fremtidens kirkehistoriebøger vil tiden omkring årtusindskiftet nok blive betegnet som en opbrudstid. Gamle tankemønstre er blevet ud-fordret af nye måder at anskue til-sværelsen på.

Grundlæggende antagelser og principper, som i 1900-tallet gav mening og sammen-hængskraft, virker ikke længere med sam-me selvfølgelighed. Menighedslivet fi nder nye udtryksformer, strukturer og ledelsesi-dealer. De gamle missionsforeningsstruktu-rer var måske bare en parentes i kirkehisto-rien på 160-180 år.

Generel samfundsudviklingMen hvorfor er der sket så meget de senere år? Vranglæren i Folkekirken og den gene-relle sekularisering i samfundet er ikke den eneste grund, og måske heller ikke den væ-sentligste.

Drivkraften bag de senere års udvikling, hvor nye fri- og valgmenigheder er opstået, er i lige så høj grad en følge af den generelle udvikling inden for uddannelse, kultur, er-hvervsliv, kommunikation og teknologi.

Tania Ellis giver i bogen De nye Pionerer (JyllandsPostens forlag, 2007) eksempler på paradigmeskiftet inden for erhvervs- og ar-bejdsliv, og det er skitseret i Figur 1.

Jeg tror, at dette paradigmeskift fra det 20. til det 21. århundrede også spiller en

AF HAKON CHRISTENSEN

TEMA

TEMA

Nye (fri)menigheders embedssyn Nogle ufærdige betragtninger om det kirkelige opbrud

stor rolle i forhold til de sidste 25 års kirke-lige og teologiske opbrud.

Dansk kirkeliv – og måske missionsfor-eningerne i særdeleshed – er rundet af det 20. århundredes værdier og tankesæt, og derfor bliver paradigmeskiftet til det 21. år-hundrede en voldsom udfordring.

Det kræver nye svar på gamle spørgsmål, for at man fortsat kan være en relevant tje-ner for det uforanderlige evangelium. Det kirkelige opbrud, vi ser nu, er ikke nødven-digvis et udtryk for, at vi har fundet svarene, men at vi leder efter dem.

Åndelig nødvendighedAlt er ikke dermed sagt. Den anden driv-kraft i det kirkelige opbrud er en åndelig

15 TEMATEMA

nødvendighed, som trængte sig frem i takt med, at Guds ord blev trængt tilbage i kirke og samfund. Pionererne i kirkehistorien har altid været drevet af en en indre åndelig nødvendighed. Uden denne drivkraft var så mange nye menigheder heller ikke vokset frem de sidste 25 år.

Den åndelige nød og den generelle sam-fundsudvikling har tilsammen – efter mit skøn – været de væsentligste årsager til udviklingen.

Ingen bestemt menighedsform eller kirke- og embedssyn kan erstatte den indre ån-delige nødvendighed, som springer ud af et møde med den hellige Gud, når han bøjer sig ned for at frelse en synder.

Der, hvor denne åndelige nødvendighed er og forbliver drivkraften bag det, vi gør, der velsigner og bruger Gud også de kirkeli-ge nybrud, uanset hvor forskelligt læren om det almindelige præstedømme udfoldes.1

Intet nyt under solenForskellighederne i de nyere menigheder er mange. Her vil vi særligt se lidt på de teo-logiske grundpositioner i forståelsen af det almindelige præstedømme, kirken og præ-stefunktionen eller præsteembedet – med andre ord: kirke- og embedssynet.

Her er der efter min vurdering intet nyt Figur 1. Eksempler på paradigmeskiftet inden for erhvervs- og arbejdsliv.

20. århundrede

Rationel

Lokal

Stabilitet, forudsigelighed

Overlevelse

Egoisme

Organisation i fokus

Regler, direktiver

Stabilitet, kontinuitet

Enten/eller

Statisk

Hierarkisk

Monolog

Ekspert

Organisation

Management

Vedligeholdelse

Lineært karriereforløb

Opdraget til at slide

Hvordan-spørgsmål

21. århundrede

Emotionel og spirituel

Global

Forandring, usikkerhed

Trivsel

Individualisme

Individ i fokus

Holdninger, værdier

Udvikling, fl eksibilitet

Både/og

Dynamisk

Kontekstuel

Dialog

Coach

Organisme

Ledelse

Innovation

Omskifteligt karriereforløb

Opdraget til at lege

Hvad-spørgsmål

16

under solen. Forskellene mellem (høj)kirke-lige og lavkirkelige eksisterer stadig mellem folk, der ønsker at være bibeltro. Det sætter tydelige spor i måden, de nye menigheder udtrykker sig i f.eks. vedtægter og praksis omkring ledelse, sakramentforvaltning og titelbrug. Vi vil se på nogle eksempler.

Hvilken rolle spiller præsten?I Bramming Frimenighed hedder det i ved-tægternes §9: ”Frimenighedspræsten er ansvarlig for den teologiske linje og skal sikre menighedsomsorgen. Præsten skal have en teologisk uddannelse.”

To ting er værd at bemærke. Dels en-talsformen ”præsten” og dels kravet om en bestemt faglig uddannelse. Det er ikke tilfældigt. I forbindelse med frimenighe-dens dannelse i 2012 stod der således på hjemmesiden: ”Kristus er hyrde for kirken, og præsten er hyrden for menigheden. Der-for ønsker vi at kunne ansætte en præst for menigheden, når det er økonomisk muligt.” Præsteembedet er altså helt centralt i kirkeforståelsen, og det er næsten lige så umuligt at tænke kirke uden en præst med en bestemt faglig baggrund, som at tænke skiferie uden ski.

I LM Esbjerg Frimenighed, i nabobyen, tænker man noget anderledes. I vedtæg-

ternes §6 står der om samme sag: ”Menig-hedens øverste ledelse er ældsterådet. De har det overordnede ansvar i menigheden … De ældste er menighedens præster. Det vil sige, at de er valgt til i fællesskab at varetage hyrde- og lærefunktionen ...”

Titlen ”præst” har man det formentlig lidt ambivalent med i Esbjerg. Den bruges for-mentligt ikke i praksis. I stedet bruger man ordet ”ældste,” som er godt forankret i den nytestamentlige terminologi, men til gen-gæld komplet uforståelig for den alminde-lige dansker.

Dernæst skal man lægge mærke til de to ord ”i fællesskab.” De tre ældste, som er menighedens præster, varetager præste-funktionen ”i fællesskab.” Her er altså tale om et kollektivt åndeligt lederskab. Der er ingen specifi kke eksamenskrav, men i stedet lægges vægt på den åndelige ud-rustning, idet vedtægterne også – uden nærmere forklaring – siger: ”Til ældste kan kun vælges åndeligt modne mænd.” I øvrigt kan man se af deres program, at skiftende LM-prædikanter medvirker ved gudstjene-sterne.

Ordination og embedsdragtFrimenigheden Broen i Vejle har også i en vis forstand et kollektivt åndeligt leder-

skab, idet der ifølge vedtægterne er mellem to og fi re præster. Men her betragter man præsteordination som en engangshandling på linje med Folkekirkens praksis: én gang ordineret – altid ordineret. At præsterne på denne måde er ”rettelig kaldet” og dermed har fået overdraget en myndighed, synlig-gøres ved, at de bærer en bestemt embeds-dragt.

Det ses af menighedens vedtægter §7: ”Præster, der ikke er ordineret eller indviet, indvies ved en gudstjeneste … Præster, der er ordineret eller indviet, indsættes ved den før-ste gudstjeneste, de leder. Når en præst med-virker ved en gudstjeneste eller anden kirkelig handling, skal han bære den af menighedsrå-det fastsatte embedsdragt.”

I Hillerød Frimenighed, hvor jeg selv er lønnet præst (der sammen med tre uløn-nede præster udgør ældsterådet), vil man nødig tage ordene ”ordination” og ”em-bedsdragt” i sin mund.2 Det giver for en del alt for stærke associationer i retning af fol-kekirkens enstrengede embedsforståelse, hvor præsten så at sige administrerer alle nådegaverne.3

De to ord matcher ikke Hillerød Frimenig-heds selvforståelse. Måske vil man en dag af praktiske grunde kunne bevæges til at give præsten (og alle andre medvirkende) et

TEMA

Hakon Christensen; Jeg tvivler på, at der er to frimenigheder, som er organiseret helt ens, bruger samme terminologi, samme liturgi osv. Alt er til debat, og alle opfi nder sig selv og sin egen identitet

17 TEMA

navneskilt, men ikke mere. Noget af reservationen mod de to ord

skyldes kultur, tradition og følelser. Ingen vil gøre det til et testspørgsmål for bibeltro-skab. Men der er heller ikke tvivl om, at der bag ved ligger et ønske om at afgrænse sig fra den embedsteologi, der opfatter præsten som Kristus-repræsentation og en videreførelse af apostelembedet. Man fryg-ter at komme til fordunkle NT’s forkyndelse af Kristus som den eneste mellemmand og dermed læren om de troendes almindelige præstedømme.

I stedet står der i Hillerød Frimenigheds vedtægter i §6: ”De valgte personer indsæt-tes under bøn og håndspålæggelse.” Hårdt presset kan man i Hillerød måske ligefrem fi nde på at argumentere for, at ordination, indvielse og embedsdragt i højere grad

trækker linjen tilbage til det gammeltesta-mentlige præsteembede med off ertjene-sten i centrum, mens ”indsættelse” mere udtrykker den nytestamentlige forståelse og praksis i forhold til menighedens ånde-lige ledere, som er en ligeværdig del af me-nigheden uden nogen form for særstatus i forhold til gudsdyrkelsen.4

Ovennævnte analyse bygger på tilfældige eksempler, og tolkningerne står for min egen regning. Men der er for mig at se in-gen tvivl om, at hovedsporene i 1800-tallets vækkelser stadig lever i bedste velgående. Nogle tog en kirkelig eller højkirkelig ret-ning, og andre fi k en lavkirkelig profi l.

Netværk eller forening …Mangfoldigheden af former er i dag langt større end tidligere. Jeg tvivler på, at der er

to frimenigheder, som er organiseret helt ens, bruger samme terminologi, samme li-turgi osv. Alt er til debat, og alle opfi nder sig selv og sin egen identitet.

Der er en rigtig god grund til, at de gamle missionsforeningsstrukturer er under pres, og at de kirkelige nybrud i disse år organi-seres i netværk og ikke i egentlig kirke-dannelse. D et gælder både Dansk Oase, Evangelisk Luthersk Netværk og Københav-nerkirkens Netværk for Missionale Menig-heder (og til en vis grad også LM’s frimenig-heder).

For netværksmodellen har den store fordel, at man ikke behøver at være enige om ret meget. Positivt forstået, så kan man nøjes med at fokusere på det, man er enige om, og går man ud over det, så gæl-der buff ét-reglen: man tager det, man kan

PRÆST

I nogle frimenigheder er det næsten lige så umuligt

at tænke kirke uden en præst med en bestemt fag-

lig baggrund, som at tænke skiferie uden ski. FO

TO: I

STO

CK

PH

OTO

18 TEMA

bruge, og lader resten ligge. Man undgår de ”varme kartofl er.”

Dernæst kræver netværksmodellen ikke suverænitetsafgivelse, og det passer os rig-tig fi nt i det paradigmeskift, der skiller det 20. fra det 21. århundrede! Netværksmodel-len er langt mere fl eksibel og uforpligtende, end de gamle foreningsmodeller eller en egentlig kirkedannelse vil være.

Sat på spidsen: Vi forpligter os på hinan-den lokalt. Men tiden er ikke til, at den lo-kale menighed og dens ledere for alvor står til regnskab for andre end den Almægtige selv. Derfor vil en egentlig kirkedannelse på højrefl øjen af dansk kirkeliv blive meget svær.5

Forskellene mellem det (høj)kirkelige og lavkirkelige syn på det almindelige præ-stedømme lever i bedste velgående. Dertil kommer det 21. århundredes nye måder at anskue tilværelsen på helt generelt. Og så kan man blive forvirret.

Men midt i forvirringen kan vi fi nde trøst og glæde i, at Kirkens herre, Jesus Kristus stadig siger: ”… jeg vil bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den” (jf. Matt 16,18).

1 Tilføjelse: Den væsentligste forskel mellem de sid-

ste 25 års udvikling og nybruddene i slutningen af

1800-tallet er, at drivkraften dengang var off ensiv,

båret af store åndelige vækkelser. I dag er drivkraf-

ten i højere grad defensiv, grundet den generelle

sekularisering i samfund og kirke.

En af de største udfordringer og farer for os i dag

er, at alt andet end Kristus som korsfæstet og

opstanden bliver vores centrum og trøst og håb i

menighedslivet. At miste det fokus er større i en

åndelig tørkeperiode end i vækkelsestider. Vi bliver

hurtigere optaget af os selv. Menigheden og aktivi-

teterne står i fare for at blive omdrejningspunktet i

stedet for Kristus.

2 Vi er kun lige begyndt på at bruge præstetitlen, og

har slet ikke fundet vores ben endnu.

F.eks. vil en skovløber, der underviser på en Er-

hvervsskole, tøve med at omtale sig selv som

”præst”. Også fordi det signalerer, at det er ens

levebrød, hvad det jo ikke er. Det også svært for

andre at forstå, at et postbud også kan være præst.

Som en sagde om en anden frimenighed: ”Jamen,

de har jo ingen præst …”. Jeg mener faktisk, at en

tydelig og synlig præstefunktion kan være gavnlig

– og her har de kirkelige/højkirkelige en stor fordel,

som vi i det lavkirkelige landskab ikke har fundet os

selv i. Pejlemærket bør være: synligt, tydeligt, kol-

lektivt åndeligt lederskab. I praksis kan det dog af

kommunikationsmæssige årsager være fornuftigt i

titelbrug at skelne imellem dem, som er ansat til at

varetage en præstefunktion, og dem, som er valgt

på en generalforsamling til at varetage præstefunk-

tionen ulønnet.

3 Denne frygt er ikke nødvendigvis altid berettiget,

men jeg beskriver alene nogle af de værdier og

følelser, som efter min vurdering gør sig gældende

i et eller andet omfang, og som former vores hold-

ninger og praksis.

4 Tit 1,5, men også ApG 6,3; 13,3; 14,23.26; 15,40

5 Et eksempel: Et åndeligt tilsyn, som begrænser de

nye menigheders suverænitet, er ikke i høj kurs.

I stedet satses der på forskellige former for råd-

givningsmodeller for åndelig vejledning. LM har

offi cielt haft tilsyn med associerede frimenighe-

der, men i realiteten har det snarere været en slags

sparring.

En bagvedliggende årsag er, at LM’s traditionelle

model for tilsyn har vist sine store svagheder i

mødet med de nye strømninger og menighedsdan-

nelser. I LM varetages den åndelige tilsyns/vejle-

derfunktion dels af de kaldede (oftest ulønnede)

prædikanter og dels af en afdelingsstyrelse, som

typisk har borgerlige hverv. Disse ”lægmænd” skal

i dag håndtere åndelig vejledning og tilsyn med

professionelle fuldtidsansatte teologer o. lign. ude

i de nye LM-frimenigheder. Man kan begræde det

– men for mig at se, vil det aldrig komme til at fun-

gere i den virkelige verden – uanset hvor lavkirkelig

man er i sit syn på det almindelige præstedømme.

Hakon Christensen, f. 1965Afdelingssekretær i LM Bornholm og præst i Hillerød Frimenighed

19 EFTERTANKEN

”Jeg ser en grænse for alt, der er fuldendt, men din befaling rækker uendelig vidt” (Sl 119, 96).

Mit liv rummer mange skønne aspekter: lykkelig gift, mor til tre vidunderlige børn, nær familie, berigende venskaber og fælles-skab med Guds menighed både i Danmark og udlandet. Jeg nyder godt af det danske samfund og dets komfortable liv – og ikke mindst af naturens variation og skønhed. Alt sammen gaver fra Gud.

Alligevel er alt det skønne og smukke i li-vet begrænset. Det varer ikke evigt. Jeg må en dag sige farvel til alle de mennesker, jeg elsker. En dag kan jeg ikke længere udføre de opgaver, jeg fi nder glæde ved, eller nyde en travetur i Mols Bjerge.

Ægteskab, venskab og menighedsliv kan opleves slidsomt – og begrænset – på

EFTERTANKEN

GRÆNSESPRÆNGENDE

grund af spændinger, uoverensstemmelser og svigt. Jeg kan møde sygdom, arbejds-løshed eller ubærlige tab. Selv den skønne natur kan nedbrydes. Jo, jeg kan genkende salmedigterens ord om, at der er en grænse for alt, der er fuldendt.

”Men din befaling rækker uendelig vidt,” fortsætter han. Guds ord og løfter er ikke begrænset af livets skrøbelighed og men-neskers svaghed. Gud er fuldkommen i alt, hvad han gør. Hans kærlighed til mig er upå-virket af mine svigt. Hans trofasthed og nåde er evig og bliver aldrig udtømt. Han lover mig nærhed, hver dag her i livet og i evig-heden. Derfor kan jeg glæde mig over livets gode gaver, men jeg må ikke forvente, at disse gaver kan opfylde mine dybeste længs-ler efter fred, glæde og fuldkommenhed. Det kan kun Gud og hans grænseløse kærlighed.

Godt sagt; Der fi ndes oprigtige kristne, som … lam-mes af deres egen bristende evne til at leve, som det sømmer sig en kristen …Vel er det forkert og højst beklageligt med dine fejltrin og mang-ler – men hører de ikke også ind under begrebet synd? Hvad nytte har vi af Kristi retfærdighed, hvis den ikke dækkede os helt og holdent og skjulte både indre og ydre fejl?

C.O. Rosenius

Lene Malmgaard, f. 1971 Gymnasielærer

AF LENE MALMGAARD

20 HORISONT

HORISONTSpalten, hvor redaktionens medlemmer vil forsøge at sætte aktuelle og principielle forhold ind i en større

sammenhæng.

Spalten vil også indeholde passager fra den kirkelige debat og klip fra forskellige blade og aviser.

Hvorfor er vi så forpustede?

Mange danskere har en presset hverdag. Især børnefamilier er ophængte, siger man. Og der er jo en hel del om snakken. Der er fokus på øget eff ektivitet på arbejdsplad-serne og konstante forventninger om om-stillingsparathed osv.

Alligevel er det interessant at læse om en ny undersøgelse fra Rockwool Fonden, der viser, at danskerne har nøjagtig lige så meget fritid i dag som for 45 år siden. På en gennemsnitlig ugedag har man otte timers fritid (her er fratrukket tiden til huslige plig-ter, børneomsorg, nattesøvn og transport til/fra arbejde).

Jens Bonke, der er ph.d. i økonomi og som står bag undersøgelsen, kommenterer iføl-ge Ritzau resultatet i forhold til de mange stressede børnefamilier på denne måde:

"Da fritiden er den samme som for 45 år siden, tyder noget på, at det er struktu-reringen af den, der er noget i vejen med. Det har ikke noget med arbejdstiden eller

fritiden at gøre. Ambitionsniveauet kan være en forklaring. Man føler, man skal nå rigtig meget. Det kan være steget i forhold til tidligere."

Mange af os vil gerne nå og opnå så me-get – både i arbejdstiden, men måske især i fritiden. Og det kan være en belastning for os selv og vores omgivelser. Især børnene lider under, at forældrene har så mange interesser og projekter, der skal udfoldes i selvrealiseringens navn.

Det kan være sundt at sætte egne ønsker og behov til side for at imødekomme an-dres (f.eks. børnenes) behov for nærhed. Måske skulle man droppe turen i fi tnesscen-tret og i stedet foretage sig noget fysisk og socialt sammen med sine børn. Og måske skulle jeg begynde at snakke lidt med de andre i kassekøen i stedet for at vrisse ad dem, der forsinker min hektiske dagsorden.

Vi har ikke kræfter til en uendelig mæng-de indtryk, interesser og aktiviteter. Det gælder også i menighedssammenhæng. Måske trænger vi nogle steder også til en forenkling her, så forventninger om den ene

og den anden aktivitet ikke tager livet og glæden fra mennesker.

I det hele taget har vi brug for lidt ro – så vi kan erkende, hvad Jesus har gjort for os, helt uden vores engagement: "Vender I om og holder jer i ro, bliver I frelst, er I rolige og trygge, fi nder I styrke. Men I ville ikke! Nej, I sagde: … ’vi rider på hurtigløbere’" (Es 30,15f).

Ingolf Henoch Pedersen skrev i Indre Mis-sions Tidende nr. 21-2014: "Vi har i dag mere end nogensinde før brug for at stoppe op og overveje, hvad det er, vi har så rasen-de travlt med, og hvad selve farten gør ved os. Gud kalder os til at vende om fra vores travlhed og fi nde vores sande styrke i fæl-lesskabet med ham – og ikke i alt det, vi kan nå at udrette."

Derfor må indoptagelse af Guds ord prio-riteres højt, både i hjemmet og i menighe-den. Og husk at se din næste i øjnene!

OS

21 HORISONT

Den protestantiske missions oversete eftervirkninger

Hvorfra kommer demokrati, fred og vel-stand? … Der fi ndes intet enkelt svar. Men et nyere samfundsvidenskabeligt studie bidrager med nogle relevante indsigter, og leder os samtidigt dybt ind i historien om protestantisk mission i kolonitiden.

Ingen kan påstå at være uden interesser i fortolkningen af historiske begivenheder. Vi vil altid have en tilbøjelighed til at frem-stille historien i overensstemmelse med vores egne religiøse eller ideologiske syns-punkter. Men heldigvis er det (i hvert fald i teorien) muligt for enhver ny generation at tilgå de historiske data igen og analysere dem påny.

Det er, hvad samfundsforskeren Robert Woodberry har gjort. I 2012 publicerede han en artikel med titlen The Missionary Roots of Liberal Democracy i et af verdens mest aner-kendte samfundsvidenskabelige tidsskrif-ter, American Political Science Review.

Studiet omhandler den massive bølge af europæiske, protestantiske kristne, der i 1800-tallet begyndte at drive missionsar-bejde i de områder, som deres hjemlande havde tilegnet sig som kolonier. Artiklen har

bidraget til at korrigere et fejlagtigt billede af kolonitidens missionærer … Woodberrys forskning viser, at mange af missionærerne arbejdede uafh ængigt af koloniherrerne, og at en stor del af dem faktisk talte imod den uretfærdighed, som kolonisterne var forbundet med.

Desuden viser Woodberrys undersøgelser, at disse missionærer i reglen har været den afgørende faktor i bekæmpelsen af analfa-betisme og udviklingen af et uddannelses-system. De byggede skoler i vidt omfang og drev forlagsvirksomhed, der gjorde det muligt for mennesker i de lavere dele af sam-fundet at lære at læse. Endvidere inkludere-de missionærernes arbejde hospitalsvæsen, nødhjælp og menneskerettighedsaktivisme.

Men den mest epokegørende opdagelse i Woodberrys forskning er, at tilstedeværel-sen af protestantisk missionsvirksomhed fremstår som den sikreste markør for udvik-lingen af demokrati … i bredeste forstand, indeholdende alt det, som bidrager til en demokratisk kultur, såsom lav korruption, højt uddannelsesniveau, økonomisk stabili-tet med mere. Denne indsigt har på højeste niveau i forskningen sat spørgsmålstegn ved hidtidige teorier om, hvordan velfunge-rende demokratier bliver til.

Ud over at denne genfortælling af historien

tilskynder til erindring og beundring af de kvinder og mænd, som (ikke uden omkost-ninger) dedikerede halve og hele liv til mis-sionærtjenesten, udfordrer den vores måde at diskutere samfundsproblematikker på.

Disse missionærer arbejdede ikke efter et decideret politisk program, og havde ikke nogen altomfattende agenda for samfun-dets udvikling. Men idet de arbejdede for at udbrede evangeliet, bidrog de til at udvikle en kultur, der senere udgjorde grobunden for demokrati, retfærdighed og økonomisk vækst.

Når forskellige dysfunktionelle sider af samfundslivet rammer medierne, det være sig på det nationale eller globale niveau, er den primære vinkel på problematikken oftest: Hvad kan regeringen/regeringerne gøre anderledes? Hvad er der galt med vo-res politiske og/eller økonomiske system? Det er naturligvis helt relevante overvejel-ser, men måske burde vi oftere og i højere grad debattere, hvilke værdier og hvilket menneskesyn, der betinger, at systemet fungerer efter hensigten?

Der kan vi nok lære en hel del af 1800-tal-lets missionshelte.

FRANS VESTERGAARD JENSEN

Blogindlæ g d. 15. februar 2014 på teologi.dk/blogpost

Epokegørende opdagelse; Tilstedeværelsen af protestantisk missionsvirksomhed fremstår som den sikreste markør for udviklingen af demokrati

22 FOR TROEN

Jeg samler på gode forbilleder. Tag nu den anden dag til morgenmad på

Det Kristne Gymnasium (KG) i Ringkøbing. Vi sidder otte søvnige ved et 8-mandsbord og hyggesnakker. Så dukker en niende forsinket person op, og hun sætter sig ved et nyt 8-mandsbord. Straks rejser en af de stille piger ved vores bord sig med sin corn-fl akes og forlader hyggen for at holde den forsinkede ved selskab. Det er forbilledligt!

Eller tag min gamle far – jeg har kendt ham i 48 år – og jeg har aldrig hørt ham bagtale et andet menneske (måske bortset fra Mogens Lykketoft, men på det tidspunkt var han også skatteminister ...). Det er for-billedligt!

Bibelen er fuld af gode forbilleder. Hebræ-erbrevet 11 opremser et væld af trosvidner. Paulus siger, at vi skal efterligne ham og

andre, som er grebet af Kristus (Fil 3,17), og Jakob skriver: ”Tag profeterne, der talte i Herrens navn, som jeres forbilleder ...” (Jak 5,10).

Jeg vil her nævne to personer, der på en unik måde blev kristne forbilleder for mig:

SkydstofteDa jeg selv i sin tid gik i 3.g på KG, anede jeg ikke, hvad jeg skulle med mit liv efter studentereksamen. Så jeg valgte at opsøge vores huspræst, Jørgen Skydstofte, for han måtte da kunne fortælle mig, hvad Gud ville med mit liv.

Lidt nervøs havde jeg bestilt tid, og med klamme hænder bankede jeg på Skydstof-tes dør. Jeg fi k fortalt om mit ærinde, og så slog Skydstofte op i sin bibel. Jeg var lut-ter øre, nu skulle jeg få Guds plan med mit

liv! Og så holdt Skydstofte en kort andagt over Salme 40 om, at Jesus på korset havde ”draget mig op af den brusende grav, af det skidne dynd, han satte min fod på en klippe, gav skridtene fasthed.”

Først var jeg chokeret over, at en præst sagde ”skidne”, men det stod der jo i den gamle oversættelse, men mere overrasket blev jeg, da Skydstofte smækkede bibelen sammen og sagde, at sådan var det: Jesus havde frelste mig fra synd og dom, amen! Og så var den audiens forbi! Og jeg blev sendt ud af samtaleværelset ... Og jeg var skuff et!

Her kom jeg for at få hjælp til mit fremti-dige liv, kom for at give Gud lov til at diri-gere mit liv, og så fi k jeg ”bare” en prædiken om alt det, Jesus havde gjort for mig, og så ”herut med dig, Erik Dahl.” Det var dybt

AF ERIK DAHL

FOR TROEN

KRISTNE FORBILLEDER

23 FOR TROEN

frustrerende.Men så gik der et par dage, og så opda-

gede jeg noget mærkeligt. For selv om jeg ikke var blevet klogere på, hvad jeg skulle med studenterhuen, så var alting alligevel forandret! For jeg havde fået fl yttet fokus fra mig og mit over på Jesus og det, han havde gjort for mig.

Skydstofte havde med Salme 40 vist mig, at succesen allerede var hjemme i mit liv! Troede jeg på Jesus, så var det vigtigste i mit liv allerede sket i en påske for snart 2000 år siden! Nu stod min fod på en klippe, der ikke kunne vakle – hvad jeg så tilfæl-digvis valgte at bruge tiden på efter 3.g, var langt mindre vigtigt – og det gjorde på en mærkelig måde valgene langt nemmere.

H. E. NissenDet andet forbillede er Hans Erik Nissen, tidligere forstander på Luthersk Missions Højskole (LMH). Faktisk var han et ret ir-riterende forbillede. Her tænker jeg specielt på en lejr, hvor han skulle tale i min studie-tid i Aarhus. På det tidspunkt var jeg leder af en ret ”militant” KFS-gruppe, som bl.a. lærte nye KFS'ere at gå på kollegiemission (uanset om de havde nådegaverne til det eller ej!) og holde andagt nærmest på kom-mando – kort sagt: Der var ikke plads til slap

kristendom her, men god plads til marche-rende efterfølgelse!

Og så kom vi på lejr med Nissen, som den første aften talte om nåden i Jesus, og hvor-dan nåden var helt uden modkrav ..., og jeg var ved at eksplodere, for selvfølgelig havde Nissen i teorien ret, men hvor var efterføl-gelsen henne? Hvor var Jesu kald til mission henne i al den nådesnak?

Så efter mødet gik jeg lige i kødet på Nis-sen, og vi – eller rettere: jeg – skændtes, så det bragede i spisesalen, mens Nissen mest lyttede og prøvede at forklare mig nådens væsen ... Men jeg var rasende og gik i so-veposen, skummende af arrigskab – også over, at han igen og igen blev ved med at snakke om nåde, når det hele nu handlede om efterfølgelse ...

Næste morgen var jeg stadig vred, og da jeg kom ind i spisesalen, søgte jeg ned i det mørkeste hjørne for at have min havregryn og min vrede for mig selv. Lidt efter kom Hans Erik Nissen ind til morgenmad, og selv om der var masser af ledige pladser, og selv om der var masser af mennesker, der gerne ville tale med ham, så styrede han lige ned i mit skumle hjørne, hvor han satte sig og konverserede højligt og medlevende om alt muligt, mens jeg mest svarede med sure enstavelsesord.

Nå, måltidet fi k da heldigvis ende, og for-middagen gik, og jeg skumlede stadig. Det blev middagsmadstid – og sandelig, om se-ancen så ikke gentog sig ... Jeg gemte mig i et nyt hjørne, og lidt senere kom Nissen ind og styrede lige lukt ned til mit uvelkomne hjørne, hvor han igen begyndte at hygge-snakke. Og her fi k vi så endelig snakket helt ud om vores uenigheder fra aftenen før.

Men skal sandheden frem, så var det ikke så meget hans argumenter, som det var hans imødekommende opførsel aftenen før – og ikke mindst hans nærmest forfølgende insisteren på at vise velvilje, der overbeviste mig om, hvad nåde egentlig er ...

Hvad gjorde netop disse to forbilleder særlig unikke? Hemmeligheden er, at de pe-gede med liv og ord ud over sig selv og hen på Kristus!

Erik Dahl, f. 1966Lærer på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing

24 FOR TROEN

Beretningen om Josef er umid-delbart en stærk fortælling om et bemærkelsesværdigt menneske i Guds tjeneste, hvorfra vi som kristne, der ønsker at stå i Guds tjeneste, kan tage ved lære og fi nde inspiration. Samtidig kan beretnin-gen også, hvis den læses i lyset af Kristus, pege på og anskueliggøre Guds mægtige frelsesplan for alle jordens folk.

De tre kapitler i Første Mosebog, som artik-len her tager udgangspunkt i, beskriver den centrale del af Josefs historie. Først opsum-meres (39,1) hvordan han blev solgt af sine egne brødre som slave, som der berettes om i kapitel 37. Herefter hører vi først om Josefs tjeneste i Potifars hus, dernæst hans

tjeneste i fangehullet og til sidst hans tjene-ste som «statsminister» i Egypten.

Beretningens mønsterEn nærlæsning af tekstens strukturelle opbygning afslører et mønster, som er gen-nemgående for alle tre dele (som i øvrigt ikke er sammenfaldende med kapitelind-delingen). Fire led gennemløbes i hver del, som illustreret i skemaet på side 25.

Josef fremtræder i disse kapitler som et bemærkelsesværdigt menneske med en stærk karakter. På trods af de tre gange gentagne ydmygelser og uretfærdighe-der, som overgår Josef, og som resulterer i "tilbagefald" i hans ydre forhold, hører vi igen og igen om, at Josef lader sig bruge af Gud og tjener ham, hvor end han kommer frem.

Ikke blot er han dygtig og vellidt, men han er også ydmyg og giver gang på gang Gud æren for sine evner og successer (jf. 40,8b og 41,16). Josef var aldrig borte fra Gud på trods af ydmygelser og hårde prøvelser.

To gange (39,2.21) hører vi, at "Herren var med Josef," hvilket resulterer i, at han fi nder velvilje hos sine foresatte. I kraft af Guds trofasthed og velsignelse kan Josef udvise stor tålmodighed og udholdenhed i sin tjeneste – både når han velsignes og får lov at høste tjenestens frugter, men også igennem prøvelserne, hvor han må lide uretfærdigt.

Stor integritetDet fortælles endvidere, at "Josef var smuk og så godt ud" (39,7). Josefs ydre skønhed giver anledning til ganske alvorlige gen-

AF JOHANNES KREJBERG HAAHR

FOR TROEN

JOSEF – EN JESUSTYPEREFLEKSIONER OVER FØRSTE MOSEBOG 39-41

25 FOR TROEN

tagne fristelser fra Potifars hustru. Men den unge mand bukker ikke under, men sejrer over fristelsen til synd – selvom det kom-mer til at koste ham dyrt (jf. 39,19).

Kirkefaderen Chrysostomos foretager i en kommentar til dette afsnit en malende sammenligning med en beretning fra Da-niel 3: "Det var mindre bemærkelsesvær-digt, at Daniels tre venner slap uskadte fra ilden i den brændende ovn, end at Josef slap uskadt fra egypterkvindens fristelser.» (Luther gentager i øvrigt sammenligningen i sin kommentar til Første Mosebog).

Den unge Josefs ydre skønhed var kom-plementeret af en indre skønhed og renhed; en standhaftighed og selvbeherskelse, som kalder til beundring og efterligning. Josef reagerer både i ord (39,8f) og handling (39,12b) på fristelsen.

Af hans ord kan vi se, hvorfra han fi nder kraften til at handle på fristelsen og helt fysisk at fl ygte fra den. Han henviser først til sine forpligtelser om troskab over for sin jordiske herre, Potifar, og til sidst over for sin himmelske herre: "Hvordan skulle jeg kunne gøre noget så ondt og synde mod Gud?"

Selv i det fj erne hedenske Egypten, hvortil han blev solgt som slave af sine egne brødre og landsmænd, husker han på sin Gud og lader sig åbent og off entligt forpligte af Guds vilje. Hermed fremstår han som et stærkt vidne, der med stor in-tegritet bøjer sig for sin himmelske herre, selvom det koster ham hans position og ydre værdighed.

Vi kunne fortsætte denne ligefremme læsning af teksten og fi nde fl ere lektier fra

Josefs tjeneste i fangehullet, hvor han ud-viser empatisk sensibilitet (40,6), eller ved Faraos hof, hvor han udviser praktisk vis-dom (41,33-36). Men mon ikke blot de hidtil fremhævede karaktertræk og handlinger fra Josefs side kan tjene rigeligt til inspira-tion og efterfølgelse for os, der ønsker at følge i Josefs fodspor som en tjener af Guds nåde? Her er rigeligt for den enkelte bibel-læser at meditere over (eller fundere over, hvis man er mere til det!).

Jeg vil i stedet nu i den resterende del af artiklen her forsøge at grave et spadestik dybere i tekstens mulige betydningslag.

Josef som en type på KristusVi har i Det Nye Testamente en række så-kaldte typologier, hvor en gammeltesta-mentlig begivenhed, person eller institution

Scene

39,6b-18: Potifars hustru

40,1-22: tydning af to fangers drømme

41,46-57: syv gode og syv onde år

Ophøjelse

39,6a: sat over hele huset

39,22-23: sat over hele fængslet

41,37-45: sat over hele Egypten

Tjeneste

39,2-5: hos Potifar

39,21: i fangehullet

41,1-36: for Farao

Ydmygelse

39,1: solgt som slave

39,19f: uretfærdigt fængslet

40,23: glemt af mund-skænken

1. del: Potifar

2. del: Fængsel

3. del: Farao

26 FOR TROEN

bliver beskrevet som en type eller et forbil-lede på noget nuværende. Jesus nævner eksempelvis ophøjelsen af kobberslangen som en type på hans egen "ophøjelse" på korset (Joh 3,14). Og Paulus kalder eksplicit Adam for "en type (græsk: typos; dansk: bil-lede) på Kristus" (Rom 5,14).

Af den sammenhæng kan vi se, at typen overgås og overskygges af det, som den er et billede på. Når jeg i det følgende vil beskrive Josef som en type eller et forbil-lede på Kristus, er det derfor underforstået, at Kristus overgår og overstråler Josef, som blot i lyset af Kristus peger på ham.

Dog vil jeg indskyde, at Det Nye Testa-mente ikke selv taler om Josef som en type på Kristus, hvorfor man skal være varsom med en sådan læsning. Der vil altid være en risiko for overfortolkning og indlæsning af budskaber, der ikke er belæg for i teksten.

Men lad mig alligevel forsøge at trække nogle af de overraskende mange linjer, der kan tegnes mellem Josef og Jesus Kristus – med det forbehold, at her ikke er tale om en egentlig tekstudlægning, men i højere grad en opbyggelig refl eksion over beretningen i lyset af Kristus.

YdmygetDen første parallel, vi skal standse for, er

hændelserne i Første Mosebog 37, hvor Josefs egne brødre og landsmænd forar-ges over Josefs drømmerier (og den også åbenlyst provokerende selvopfattelse, som lå heri) og sælger ham som slave til Egyp-ten. Også Jesus måtte opleve at blive afvist af sine egne: "Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham" (Joh 1,11). Også Jesu udsagn om sin egen guddommelige autoritet førte til, at han blev afvist, forfulgt og til sidst udleveret til henrettelse.

Josef måtte herefter i medgang og mod-gang tjene Gud i fremmed land, borte fra sin fars hus. På samme måde måtte Jesus give afk ald på sin himmelske herlighed og gøre sin Fars vilje ved at tjene og lide for vores skyld. At Jesu afk ald var frivilligt og hans lidelse stedfortrædende (i modsæt-ning til Josefs "afk ald" og lidelse) er et eksempel på, at typen overgås af det, som den peger på.

På samme måde som Josef fristes af Poti-fars hustru og sejrer over fristelserne, sådan fristes Jesus også i ørkenen uden at synde. På trods af Josefs uskyld i den konkrete sag anklages han uretfærdigt og dømmes til fangehullets mørke, hvori han fortsatte i sin tjeneste (1 Mos 39,22). Jesus måtte som den totalt skyldfri påtage sig straf ved at blive dømt til dødens mørke, men netop ved at

gå ind i dette, gjorde han sin himmelske fars vilje og tjente menneskets frelse.

OphøjetEfter at Josef var blevet ført ud af fange-hullet, blev han indsat som herre over hele Egypten og hele folket skulle adlyde ham, som var han Farao selv (1 Mos 41,39-44). Apostlen Peter siger om Jesus, efter dennes opstandelse, at han "er faret op til Him-len og sidder ved Guds højre hånd, efter at engle og myndigheder og magter er blevet underlagt ham" (1 Pet 3,22).

Og i fi lipperbrevshymnen læser vi om, at "hvert knæ skal bøje sig" for den ophøjede Jesu navn (Fil 2,9-11). Nøjagtigt som Josef, der som ganske ung havde drømt at sol, måne og stjerner skulle bøje sig for ham (1 Mos 37,9). I fi lipperbrevshymnen gen-fi nder vi i øvrigt det samme mønster, som Josef-beretningen indeholder: ydmygelse/afk ald (Fil 2,6-7a), tjeneste med lidelse (2,7b-8) og ophøjelse (2,9-11).

LivgivendeI kraft af Josefs tjeneste ved Faraos hof, hvor han med visdom og indsigt rådgav om at samle kornet fra de syv overfl odsår og gemme det til de syv hungerår, havde egyp-terne mad i overfl od, da tørken kom. Ja, "fra

Parallel; På samme måde som Josef fristes af Potifars hustru og sejrer over fristelserne, sådan fristes Jesus også i ørkenen uden at synde

27 FOR TROEN

hele jorden kom folk til Egypten for at købe korn hos Josef" (1 Mos 41,57). Også Jesus skaff ede brød til mange; både i bogstavelig forstand, når han bespiste 5000 mand med fem brød og to fi sk (Joh 6,1ff ), men også i åndelig forstand, når han mætter os med livets brød, "der kommer ned fra Himlen og giver liv til verden" (Joh 6,33), det vil sige: Kristus selv. Igen overgås Josefs salg af jor-disk korn af Kristi nådige hengivelse af sit eget legeme.

Det sidste træk, jeg her vil fremhæve, er, at Josef gør det muligt for sit folk at bo i lan-det Goshen i Egypten. Han henter sin far og sine brødre og al deres ejendom til Egypten og viser dem vej til Goshen (1 Mos 46,28), hvorefter han skaff er dem Faraos tilladelse: "Egypten ligger åbent for dig. Lad din far og dine brødre bosætte sig i den bedste del af landet; de kan bo i landet Goshen" (1 Mos 47,6).

I kraft af Josef kan Israels folk altså få lov at bo og blive talrige som et samlet folk i et fremmed land. De kan fastholde deres identitet og få lov at dyrke Gud mit blandt Egyptens fremmede guder, indtil de en-deligt bliver udfriet, som vi læser om det i Anden Mosebog.

Også Jesus har givet sit eget folk et land; et åndeligt Gudsrige, hvor vi som hans

brødre og søstre kan leve og tjene Gud midt blandt alverdens afguder, indtil vores en-delige udfrielse ved hans genkomst. I Guds Rige må vi få lov at leve som fremmede på jorden, men dog som en samlet kirke; et udskilt og helligt Guds folk.

Gud vil frelseLæst på denne måde kan den inspirerende gammeltestamentlige beretning om Josef altså mere end bare inspirere og vejlede os i vores tjeneste for Gud. Den kan også belyse, supplere og stadfæste den nytesta-mentlige lære om Kristus som Guds Søn, der ved sin ydmygelse, tjeneste og ophø-jelse bringer os frelsen og skænker os Guds-riget midt i denne verden. Hermed er beretningen også, når vi ind-drager senere åbenbaringer i Det Nye Te-stamente, en understregning af Guds evige frelsesplan, som altså også de tidligste tek-ster i det gamle testamente vidner om.

Josefs liv er, ikke uden grund, fra gammel tid blevet brugt som et sigende billede på, hvordan Kristus ofrede sig selv for at frelse mennesker. Det ligger i forlængelse af Jo-sefs egne ord til sine brødre: "I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode. Han ville gøre det, der nu er sket: hol-de mange mennesker i live" (1 Mos 50,20).

Johannes Krejberg Haahr, f. 1985Bach.theol. & cand.it. Ansat i designvirksomhed med spe-ciale i bibeldesign

Ligesom Josef reddede folk fra hungersnød, skaf-

fede Jesus også brød til mange. Både i bogstave-

lig forstand, men også i åndelig forstand, når han

mætter os med livets brød.

28

”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmo-dighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bag-taler jer” (1 Pet 3,15f).

Vi, der er kristne, er blevet indviet i en hem-melighed: Kristus-hemmeligheden.

Den hemmelighed, som Guds ånd har gjort kendt gennem Bibelen og den kristne forkyndelse. Hemmeligheden om, hvordan alle mennesker ved troen på Kristus kan få fællesskab med Gud og få adgang til evigt liv ved at komme med ind under den pagt

og de løfter, som Gud har givet til Israels folk (Ef 3,4-8).

Hemmeligheden skal røbesNår børn indvier hinanden i deres hem-meligheder, sker det ofte på én betingel-se: Hemmeligheden må ikke røbes! Med Kristus-hemmeligheden er det modsat. Vi, der er blevet indviet i hemmeligheden, har pligt til at røbe den! Det er en befaling fra den evige Gud, at hemmeligheden skal rø-bes for alle folkeslag (Rom 16,26).

For nogle af os er det en spændende og motiverende udfordring. En anledning til at få afl øb for intellektuelle tilbøjelighe-der og deltage i diskussioner om tro og livssyn.

For andre af os skaber det mismod og ubehag. Vi ser for os, hvordan vi bliver sab-

let ned og bliver gjort til grin foran studie-kammerater, kolleger eller naboer.

Den vigtigste udrustningHvad enten du reagerer på den ene el-ler anden måde, er der grund til at lægge mærke til, hvad Ny Testamente fokuserer på, når det gælder forsvaret for den kristne tro. Vi opfordres ikke til at tage et retorik-kursus eller at væbne os med intellektuel ammunition. Vi ser ganske vist eksempler på, at særligt Jesus og Paulus både intel-lektuelt og retorisk matcher og overbyder deres samtalepartnere. Det er fi nt at have redskaberne i orden. Men der er noget, som er vigtigere.

Peter taler i versene, der er citeret her ovenfor, om ”sagtmodighed og gudsfrygt” og ”god samvittighed”. Paulus minder os

AF ROBERT BLADT

VÆR ALTID PARAT TIL FORSVAR

2929

om, at vores tale skal være ”venlig, krydret med salt” (Kol 4,6). Og da Jesus sender sine disciple ud for at proklamere Gudsrigets nærhed, udruster han dem ikke med dok-torafh andlinger, men med Guds ånd og sal-veolie til at helbrede syge (Mark 6,7-13).

For den, som skal forklare og forsvare den kristne tro og det kristne håb, er den vig-tigste udrustning en karakter, som er dan-net af og afspejler Kristi kærlighed og den barmhjertighed, der møder os i evangeliet.

En del kristne frygter at gå ind i samtaler om den kristne tro, fordi de frygter for at tabe ansigt ved at tabe en diskussion, eller måske fordi de frygter for at bringe skam over Gud. De tænker, at de må vide mere, forstå bedre og kunne argumentere klarere, inden de er parat til at tale med andre om Gud. Der er bestemt ikke noget galt i at dygtiggøre sig, få større indsigt og øve sig i at forklare og forsvare den kristne tro. Men noget er vigtigere. Det er vigtigere at have mødt Guds barmhjertighed i Jesus. Det er vigtigere at stå i den forvandlende proces, som sættes i gang, der hvor vi mødes af evangeliet.

Det er en proces, der er båret og udvirket af Guds ånd. Når vi taler ud af den, bruges Ånd og kraft som bevis (1 Kor 2,4). Vi kan endda opleve at få givet ord, som kommer

fra Guds ånd og ikke fra vores indsigt og erkendelse (Matt 10,19f). Denne åndsbårne, evangeliecentrerede tale er vigtigst, fordi målet ikke er at vinde en diskussion, men en sjæl, som på ingen måde er neutral i forhol-det til Gud.

Sprækker i overbevisningenNår det er sagt, taler Bibelen også om, at vi skal dygtiggøre os i at begrunde vores tro. Peter taler om at være rede til forsvar. Paulus taler om at forsvare og underbyg-ge evangeliet (Fil 1,7). Jesus argumente-rede for sin lære i mødet med farisæernes indvendinger (f.eks. Matt 12,1-14). Ved at fremlægge et forsvar for troen håber vi at slå sprækker i opponentens overbevisnin-ger, så der kan banes vej for Guds ånd og evangeliet.

Hvad vi skal forsvare den kristne tro imod, afh ænger meget af hvilken tid, kultur og tradition, vi befi nder os i. I dagens Danmark er det særligt et naturalistisk og ateistisk verdensbillede, som udfordrer den kristne tro og virkelighedsforståelse.

Hvordan lyder det gode forsvar for den kristne tro i den kontekst? Det spørgsmål har kristne apologeter arbejdet med gen-nem årtier. I den evangelikale del af kirken er der opstået fi re ”retninger” inden for

apologetikken (trosforsvar). De kan bedst beskrives som fi re forskellige måder at ar-gumentere for den kristne tro på. De ude-lukker ikke hinanden, men der følger nogle forskellige betoninger og forudsætninger med de fi re forskellige argumentationsmå-der. Jeg vil forsøge at beskrive dem kort - til inspiration og videre refl eksion for den, der ønsker at forberede sig på at forsvare den kristne tro.

Den klassiske argumentationDer er to trin i den klassiske argumentation for den kristne tro:• Ved hjælp af naturlig teologi bevises det,

at Gud fi ndes• Med historiske argumenter sandsynlig-

gøres Jesu opstandelse og dermed kri-stendommen som den bedste udgave af teismen

Trin 1 er et forsøg på at begynde fra sam-me udgangspunkt som den, der ikke tror på Gud. Ud fra naturen og fornuften argumen-teres der så for Guds eksistens. Amerikane-ren William Lane Craig har med styrke bragt det kosmologiske (kosmologi = læren om verdensordenen, red.) argument tilbage i fokus.

Argumentet indeholder to præmisser: 1) Alt, som begynder at eksistere, har en

Afgørende; For den, som skal forklare og forsvare den kristne tro og det kristne håb, er den vigtigste udrustning en karakter, som er dannet af og afspejler Kristi kærlighed og barmhjertighed

30

årsag, og 2) Universet begyndte at eksi-stere. Følgeslutningen er: Universet har en årsag (underforstået: uden for sig selv), og denne årsag er, hvad vi kalder Gud. Vi har med dette første trin i argumentatio-nen ikke sagt andet om Gud, end at han er årsag til universet. Men dermed har vi også åbnet for en undersøgelse af, hvem og hvordan Gud er. Derfor bliver det interes-sant at undersøge, hvilke af religionerne, der er sande.

Kristendommen står og falder med den historiske påstand om Jesu opstandelse. Derfor er det næste trin i argumentationen en undersøgelse af netop denne påstand. Kan vi vise, at den er historisk trovær-dig? Ja, siger de klassiske apologeter. Jesu opstandelse kan ikke afvises ved at sige, at opstandelse fra de døde ikke kan fi nde sted, for vi har jo lige vist, at universet har en årsag uden for sig selv, altså Gud, og derfor er det også muligt, at Jesu opstan-delse har en årsag under for den materi-elle verden, altså Gud. Derudover kan der argumenteres for, at Jesu opstandelse er den bedste forklaring på en lang række af historiske fakta.

I praksis kan man sjældent gennemføre disse to trin i én samtale. Er jeg i samtale med en, der ikke tror på Guds eksistens, kan

det kosmologiske argument godt vække eftertanke hos den, som er lidt fi losofi sk anlagt. Men denne type samtale er som en simreret – den skal holdes i kog over lang tid.

Den evidentiske argumentationI den evidentiske (tydelig og indlysende, red.) argumentation vendes rækkefølgen af trinene i den klassiske argumentation om. Tanken er, at vi forstår verden gennem sanseindtryk, på hvilke vi bygger vores vi-den og teorier. Dette gælder også histori-ske begivenheder. Men eftersom der er en tidsafstand mellem f.eks. Jesu opstandelse og vores tid, må vi vurdere, hvilke historiske påstande, der er troværdige og hvordan de skal fortolkes.

Fortalerne for den evidentiske argumenta-tion hævder, at selv det minimum af histori-ske fakta vedrørende Jesu opstandelse, som historikere og teologer kan enes om, er nok til at underbygge troværdigheden af Jesu opstandelse fra de døde.

Vi konkluderer altså først, at Jesus er op-stået fra de døde, og derfor giver det fuld mening at hævde, at der fi ndes en Gud, og at han er sådan, som Jesus påstår. En op-standelse er trods alt et slagkraftigt bevis for, at man ved, hvad man taler om.

Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er kri-sten, er jeg begyndt at henvise til Jesu op-standelse. Det bringer samtalen helt ind i centrum af min tro. Og overraskende nok er der ikke mange, som har overvejet, hvad den holdbare alternative forklaring på de hårdnakkede vidnesbyrd om Jesu opstan-delse skulle være.

Den kumulative argumentationDe to første argumentationsformer forud-sætter nærmest, at hvis man bruger fornuf-ten (det klassiske argument) eller sine san-ser (det evidentiske argument), vil man med nødvendighed ende ved den konklusion, at den kristne tro er sand.

En kumulativ (opsamlende og oplagrende, red.) argumentation bygger derimod på den forudsætning, at man ikke kan opnå sikker-hed for den kristne tros sandhed. I stedet ses kristen apologetik som et forsvar, der kan sammenlignes med den måde, en ad-vokat fremlægger et forsvar for en anklaget i en retssag.

De argumenter, man møder i denne argu-mentationsmåde, adskiller sig fra de andre ved at fokusere mere på argumenternes evne til at overbevise og mindre på, om det er argumenter, der kan undergrave og mod-bevise modpartens synspunkter.

Robert Bladt; Når jeg bliver spurgt, hvorfor jeg er kristen, er jeg begyndt at henvise til Jesu opstandelse. Det bringer samtalen helt ind i centrum af min tro

31

Robert Bladt, f. 1970Generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS)

C. S. Lewis kan nævnes som en fremtræ-dende repræsentant for denne måde at argumentere på. Han brugte skønlittera-tur, græske myter og klassisk litteratur i sit forsvar for den kristne tro. Da han beskrev løven Aslans ofring og opstandelse i Narnia-bogen Løven, heksen og garderobeskabet, leverede han ikke et skudsikkert argument for Jesu opstandelse, men han brugte nar-rative og æstetiske argumenter for at få os til at overveje betydningen af Jesu død og opstandelse.

C. S. Lewis er dog så mangfoldig i sit forsvar af den kristne tro, at man ikke kan begrænse ham til denne kategori. Hans ra-dioforedrag, som blev udgivet i bogen Det er kristendom er en unik præsentation af den kristne tro med udgangspunkt i begre-bet om det gode som noget, der ikke blot er relativt – et argument, han vil hævde, at alle bør acceptere.

Denne argumentation kan fl ettes ind i mange samtaler. For nylig talte jeg med en, der havde svigtet et andet menneske, og vedkommende ville ikke tilgive ham. Det var en anledning til at fortælle, at der er konkret trøst og hjælp i at tro på Gud som den øverste ansvarlige magt og som den, vi derfor kan rette vores bøn om tilgi-velse til.

Den forudsætningsbaserede ikke-argumentationUdgangspunktet for den forudsætningsba-serede ikke-argumentation er, at der bag vores tænkning, argumentation og forstå-else af virkeligheden ligger nogle grundlæg-gende antagelser og fordomme (engelsk: presuppositions).

For den kristne er det en grundlæggende overbevisning, at Guds ord er sandt. Der-for tænker, argumenterer og forstår jeg ud fra denne antagelse. Ateisten derimod er grundlæggende overbevist om, at Gud er en menneskelig projektion. Derfor tænker, argumenterer og forstår hun ud fra denne antagelse.

Dette vanskeliggør en reel dialog. Den kristne kan sige til ateisten, at hendes op-rør mod Gud gør hende ude af stand til at erkende Gud. Og ateisten kan sige til den kristne, at hans irrationelle tro har gjort ham blind for hans vildfarelse.

Det lyder som en samtale, der aldrig kom-mer i gang, derfor har jeg kaldt det en ikke-argumentation. Hollænderen Cornelius Van Til er en af dem, der ofte forbindes med denne tilgang til apologetikken. Han opfor-drer den kristne til ikke at forsøge at argu-mentere ud fra et neutralt udgangspunkt, men i stedet frimodigt forkynde sandheden

i Guds ord i tillid til, at Gud kan give troen. Van Til har også foreslået, at den kristne og ateisten for argumentets skyld kunne for-søge at ”bytte fordomme”. Heri ligger alli-gevel en lille tro på, at der er noget i os, som ønsker at anerkende Gud.

Forskellige veje til samtaleSom nævnt udelukker disse fi re argumen-tationsmåder ikke hinanden. De peger snarere på forskellige veje ind i den apolo-getiske samtale. En samtale, som rummer tænkning og argument – af og til på højt akademisk niveau – men hvis væsentligste ingrediens er en karakter, som er dannet af og afspejler Kristi kærlighed og den barm-hjertighed, der møder os i evangeliet.

Dermed er vi tilbage ved den vigtigste udrustning. En del af os viger tilbage for at gå ind i samtaler om vores tro, fordi vi er bekymrede for, om vi ved nok. Det vigtig-ste mål med sådan en samtale er imidlertid ikke at formidle viden, men at formidle et møde med Kristus og hans barmhjertighed. Hvis jeg lever i og af Kristi barmhjertighed, har jeg den vigtigste udrustning og forud-sætning for at føre en apologetisk samtale.

3232

AF KAI KJÆR-HANSEN

NÅR HÅRET VOKSER

At verdens unge mænd går med længere og længere hår er et fak-tum. Men det urovækkende for nogle er, at nogle unge kristne – endog med tillidsposter, ja, forkyn-dere i LM – i den senere tid ikke har støttet barberfaget meget, men har fået halvlangt hår. Og det bety-der, vil man hævde, at disse skik-ker sig lige med denne verden!

Den anden side af sagen er hårproblemet mellem forældre og børn. Det lyder måske for nogle som opdigtede sager. Men des-værre kan der fremføres slående beviser på, at forældre endog skammer sig ved deres børns hårlængde, når de er sammen med andre kristne forældre. Dette kan få skæb-nesvangre konsekvenser!

Identifi kation eller modeAt der kan være nøje sammenhæng mellem den ydre livsform – i denne sammenhæng håret – og livsholdningen, skal ikke bestri-des. Den unge generations protestholdning til det etablerede samfund midt i 60’erne førte bl.a. det lange hår med sig. Derfor er der ikke noget underligt i, at mange kristne forkaster den lange – eller længere – hår-mode, fordi man identifi cerer langt hår med narkotikavrag, rudeknusende demonstran-ter og anarkister.

Men når en protestfremkaldende klæde-dragt eller hårpragt bliver mode, må iden-tifi kationen udviskes, og dét ofte til stor irritation og ærgrelse for dem, der mener noget med deres protester.

En langhåret kristen vil altså ikke identi-fi cere sig med ovennævnte folk; han synes

simpelthen, at frisuren er pæn, og det kan der jo ikke være noget forkert i. Altså: Når en anden hårlængde end den vante er ble-vet mode, kan man frit vælge eller vrage den.

Mænd har i langt den overvejende del af historien gået med længere hår end det, vi har. Hvordan Jesus så ud, ved jeg ikke, men på alle mine billeder fra søndagsskolen er han i hvert fald fremstillet med langt hår.

Hvad jeg vil med dette? At vi nu alle skal gå med langt hår? Nej, langtfra! Men at vi alle kan få et afslappet forhold – også til hå-ret. At vi så altså alle skal synes, at halvlangt hår er smukt? Nej, langtfra! Smag kan ikke diskuteres. Hvad da? Dette: At vi indser, at vi her beskæftiger os med et aldeles lige-gyldigt emne, som altså ikke engang burde være et problem for os.

I anledning af Budskabets 150. årgang genoptryk-

kes enkelte artikler fra historiens løb, denne gang

af daværende stud.theol. og fritidsprædikant i LM

Kai Kjær-Hansen.

Ungdomsoprøret i 1960’erne ramte nok først og

fremmest LM som en positiv ungdomsvækkelse.

Nye blev vundet i ungdomsarbejdet, og fl ere af de

unge gik i gang med at læse Bibelen og Rosenius’

skrifter.

Men naturligvis var det ikke uden problemer for

en gammel bevægelse at skulle integrere de unge,

hvoraf en del ikke var vokset op i LM. Det er på

denne baggrund, vi i dag skal læse – og refl ektere

over – artiklen fra 1971 (her forkortet af red.).

3333

Kai Kjær-Hansen, f. 1945(Foto fra 1970'erne)Dr.theol.Formand for Den Danske Israelsmission 1997-2014

Når vi alle følger med moden, så lad os da ikke stride mod hinanden og udmarve hin-andens frimodighed, når altså ikke moden er i modstrid med Guds ord og et værdigt kristenliv. Lad os derfor ikke beklage os over uvæsentlige ting.

ForargelsenMen hvad nu, når der er nogen, der forarges på de langhårede kristne? Forargelse synes at være et af de meste benyttede, men samtidig misbrugte og misforståede begre-ber, hentet fra NT.

Det er yderst let at bliver forarget. Er der en person, der handler lidt anderledes, end jeg gør, eller går klædt lidt anderledes end jeg, kan jeg sætte mig hen og forarges, samtidig med at jeg foregøgler mig selv, at jeg har Paulus på min side.

Denne forargelse har intet med NT’s for-argelse at skaff e. Den, der forarger nogen i nytestamentlig betydning, fører vedkom-mende bort fra troen; forargelse er altså frafald fra troen.

Talen om forargelsen er altså kommet for at beskytte de små, dem, der er svage i troen. Hvem er de svage? Er det ikke oftest dem, der kan personifi ceres i den dreng med det halvlange hår, jeg talte med på en weekend-lejr. Han kom fra et ikke-kristent

hjem og sagde i samtalens løb: ”Når jeg kommer ind i Nansensgade (LM’s missions-hus, red.) om søndagen, ser så mange så mærkeligt på mig … Synes du også, jeg har for langt hår?”

Oprejste hovederRejs da hovederne, I forældre, som har drenge, I skammer jer ved, fordi de har lidt for meget hår i nakken, børn, som trofast går med jer til møderne, børn, som gerne vil være kristne. Ødelæg da ikke det ord, der er sået i dem, selvom I og jeres jævnaldrende synes, at den mode er aldeles horribel. Brug ikke den kostbare tid til at skændes med dem om ubetydeligheder. Fortæl dem hel-lere om Jesus! Og advar dem mod de ting, der virkelig kan forårsage frafald fra troen, og vær ikke selv, i jeres liv og færd til forar-gelse.

”Jamen, Paulus siger dog, at det er usøm-meligt for en mand at have langt hår (1 Kor 11,14).” Ja, ganske rigtigt, ligesom han i samme kapitel betoner, at det er usømmeligt for en kvinde at lade sig klippe. Men man skal være varsom med at rive skriftsteder ud af deres sammenhæng. For at gøre en lang historie kort: Paulus vil, at der skal være forskel på mand og kvinde.

Og så siger vi stille og uden nogen som

helst ironi: Hvem har været i tvivl om, at det var et han- eller hunkønsvæsen, man stod over for, når man talte med en langhåret?

Ubetydelige ting skal accepteres. Betyde-lige og væsentlige ting påtales. Om vi dog ikke måtte ”forarges” på hinanden, men glæde os over hinandens forskelligartethe-der, vi er jo dog lemmer på samme legeme, Kristi legeme!

Går vi en ”langhåret tid” i møde – nåh ja, hvad så? Gud har i de forgangne århundre-der haft mange langhårede børn. Og går vi en slips-løs tid i møde – nåh ja, hvad så? Det behøver vi hverken at bekymre os for eller glæde os over. Det er jo da aldeles ligegyl-digt.

Men kommer der et tidspunkt, hvor det eneste rigtige og accepterede er langt hår og rullekrave, kommer den tid, ja, da håber jeg, at en eller anden på samme måde vil påtale det.

34 BØGER

AF CARSTEN SKOVGAARD-HOLM

KongenTimothy KellerCredo Forlag, 2014 280 sider, kr. 249,95

Timothy Keller gennemgår Jesus-historien i Markus-evangeliet fra en ende af. Eller rettere: Han forkynder Kristus gennem Mar-kus’ Jesus-historie. Det gør han med stor tillid til Bibelen og med perspektiver ud i hele Bibelens bredde.

Præsten fra New York zoomer ind og giver et godt nærbillede af Jesus. Som kongen og manden på korset. Vil man læse en god, op-byggelig bog, så er Kongen oplagt. Den går dybt og bredt, men holder samtidig fokus og er meget let at læse. Sproget fl yder godt uden klumper.

Ind imellem formår han at formulere tin-gene på en ny, overraskende og tankevæk-kende måde. Det sker blandt andet, når han allerede i begyndelsen af bogen beskriver treenigheden som en guddommelig dans mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Timothy Keller henvender sig herefter di-rekte til læseren: ”Du er skabt til at deltage i en guddommelig dans i treenigheden.” Deltager vi i denne ”dans” i treenigheden, pointerer han, får det stor betydning ikke alene i forhold til Gud, men også i forhold til andre mennesker.

Jeg synes, der er en mindre tendens til, at Timothy Keller mere forkynder en jævn og rund Gud frem for en hellig og skarp Gud, men det ødelægger ikke noget grundlæg-gende ved bogen. Dommen og loven bliver heller ikke så stærkt fremhævet.

Til gengæld viger han ikke tilbage fra at understrege syndens alvor hos os og i os. Det sker bl.a. som baggrund for forsonin-gens nødvendighed. Han kommer godt ud

over rampen med et evangelisk og befrien-de budskab. Betydningen af Jesu død for os på korset formulerer han tydeligt og stærkt.

Befriende efterfølgelseDer er enkelte reformerte anstrøg. Timothy Keller er visse steder lidt for optimistisk i forhold til, at vi som kristne kan komme ind i en ændring af vores personlige karakter-træk.

Han beskriver på en god måde påskebe-givenheden og fl ere sider af nadvermålti-det. Set fra et luthersk synspunkt taler han dog for svagt om Jesu nærvær og tilgivelse i nadveren. Det bliver mest et mindemåltid.

Efter min mening sætter den populære forfatter et befriende og nødvendigt fokus på den nye dagsorden i det kristne liv og på efterfølgelsen af Jesus.

Bogen giver et stærkt portræt af korsets konge, som ændrede verden for altid. Den leverer et nuanceret og uddybende billede af Jesus. Ikke som noget fortidigt eller fj ernt fra virkeligheden. Tværtimod kommer Jesus tæt på en selv som læser og på det, som rører sig i vores tid. Derfor er Kongen en re-levant bog.

Om bogen; Den kommer godt ud over rampen med et evangelisk og befriende budskab

35 BØGER

AF INGE BØGEL LASSEN

Derfor kan vi ånde fritGunni Bjørsted ProRex Forlag, 2013118 sider, kr. 99,95

Lad mig sige det med det samme: Jeg har svært ved at anbefale den-ne bog. Jeg fornemmer det positive anliggende: at hjælpe mennesker til at hvile og leve i Jesu kærlig-hed. Men jeg oplever, at argumen-tationen og vejen dertil ofte er pro-blematisk i forhold til en luthersk forståelse.

Det handler især om følgende hovedområ-der: menneskesynet, forståelsen af frelsen/kernen i den kristne tro, livet med Jesus og dommen.

Når det drejer sig om menneskesynet, si-ger forfatteren bl.a.: ”At komme Jesus nær-mere er at komme nærmere sig selv” (s.20), og at vi på en måde selv er ”Guds største gave til os” (s.28).

I forhold til frelse skriver han, at ”kernen i den kristne tro drejer sig om, hvordan Guds kærlighed kan befri os fra syndens magt” (s.22), og at ”frelse ikke primært handler om at blive sat fri fra syndens straf, men om at blive sat fri fra syndens magt og indgå i en kærlighedsrelation, der er stærkere end egoismens bindinger” (s.46).

Ifølge forfatteren bekymrer Jesus sig ikke så meget for, om vi lytter til budskabet om ham, og ”det er lige så godt, ja bedre at yde en god indsats i hverdagen end at vide en masse teoretisk om Gud” (s.13). Jeg er ikke uenig i, at det kristne liv skal leves ud i hver-dagen, men jeg forstår ikke, at det skal sæt-tes i modsætning til at lytte, som det gøres, når forfatteren skriver, at han selv kender til ”fristelsen til at stikke af fra menneskeli-vets reelle udfordringer og i stedet sidde og kloge sig i et religiøst afl ukke” (s.21).

Men især, når det gælder forfatterens ud-

lægning af dommen, bliver jeg betænkelig. Han skriver f.eks.: ”Dommen handler ikke om hævn og forkastelse i vores forvredne defi nitioner af disse begreber, men om tilgi-velse, renselse og nyskabelse. For dommen er udtryk for, hvem Jesus er – og hvordan han handler i forhold til det onde” (s.65), og ”på dommedag vil Jesus med kærlighe-dens fortærende ild brænde ukrudtet. Vel at mærke er det ikke mennesket, han fortæ-rer, men det onde i mennesket. På domme-dag får Jesus has på alt, hvad vi har bakset med af destruktivt, snavset og fordrejet i vores liv” (s.68).

Jeg oplever grundlæggende bogen som en (relevant) reaktion på en forkyndelse, der ikke pointerede Gud som Skaberen og hans store kærlighed til sit værk, og hvor kristentro og -liv i hovedsagen handlede om at lytte, læse og bede. Men jeg mener, den går for langt over i den grøft, hvor det hand-ler om at føle og mærke Jesus og gengælde hans kærlighed. Og dommedagssynet nær-mer sig, for mig at se, en falsk og ubibelsk trøst: Det er kun det onde i mennesket, som går til grunde; der er ikke tale om en egent-lig fortabelse.

Om bogen; Den går for langt over i den grøft, hvor det handler om at føle og mærke Jesus og gengælde hans kærlighed

36 BØGER

Om bogen; Den er forsynet med 10 meget spæn-dende ekskurser, som behandler nogle spørgsmål og problemstillinger, mange bibellæsere er optaget af

Matthæus Evangeliet ICredo KommentarenTorben KjærCredo Forlag, 2014400 sider, kr. 299,95

Endnu en bibelkommentar fra Cre-do foreligger nu. Lektor i Det Nye Testamente på Dansk Bibel-Institut Torben Kjær (TK) har skrevet det første af en to-binds kommentar til Matthæusevangeliet.

Bogen er bygget traditionelt op: Først indledningsstof, hvor forfatterspørgsmål, adressat, genre og formål m.m. behandles. Derefter følger selve kommentardelen. Det foreliggende første bind rummer kommen-tarer til de første 13 kapitler i Matthæu-sevangeliet.

TK har forsynet kommentardelen med 10 meget spændende ekskurser, som be-handler nogle spørgsmål og problemstillin-ger, mange bibellæsere er optaget af. Det drejer sig eksempelvis om Johannesdåbens betydning, besættelse, mission til jøder og hedninger og forholdet mellem Guds vilje og menneskets ansvar.

Glæde over sammenhængende bibel Man bemærker den fl ittige henvisning til GT. Det gamle princip om at lade Bibelen være sin egen fortolker er respekteret i bogen. Jeg forundres over, hvor meget nyt lys man får over Matthæusevangeliet fra GT. Tilbage i ens sind står en fornyet glæde over, at vi har en hel, sammenhængende bibel!

Det er forlagets ønske at ”skabe en bibel-tro videnskabelig baseret kommentar til alle de bibelske skrifter,” står der i forordet. Et stort mål! Efter min vurdering er det lyk-kedes rigtig godt med TK’s kommentar. TK’s

AF THOMAS WIND

evne til på skrift at forene det jævnt folke-lige med det akademiske er både prisvær-digt og dygtigt!

Kommentaren baserer sig på den græske grundtekst og har udblik til diskussioner i forskningen omkring evangelieskriftet, men den kan samtidig læses og anvendes af dem, der ikke har læst teologi eller be-skæftiget sig med nytestamentlig græsk. Et stort plus er, at den videnskabelige diskus-sion og de sproglige nuancer er placeret i noter og derfor ikke forstyrrer læsningen for dem, der ikke er interesserede i dem.

TK skriver korte sætninger. Hans sprog er stringent, og han går befriende lige til sa-gen. Selvom bogen er på 400 sider, oplever man den kort, fordi den er befriet for lange omstændelige sætninger.

Hvem kan anvende denne bog? Ud over fagteologen kan den anvendes af alle med lyst til at læse i Bibelen. Som forkyndelses-forberedelse er den fortrinlig, ikke bare for prædikanten i en voksenforsamling, men også for den, der skal forberede en andagt eller bibeltime til børn. Hvis man vil grave lidt dybere, mener jeg også, mange vil kunne bruge kommentaren i den personlige andagt.

Kommentaren anbefales hermed varmt.

Udgiver

Luthersk Mission

Industrivænget 40

3400 Hillerød

FORDYBELSE I BIBELSK OG LUTHERSK TRO

ANALYSE AF TIDENS STRØMNINGER

INSPIRATION TIL KRISTENT LIV OG MISSION

Vi er alle præsterPræsterne havde en særlig rolle i Det Gamle Testa-mente. Gennem troen på Jesus er den særlige rolle blevet almen for alle kristne – og det er noget sær-ligt!Hvad indebærer ”det almindelige præstedømme”? Og hvilke konsekvenser drager vi af det i vores måde at organisere dagens menighedsarbejde?