Indhold

Abstract...............................................................................................................4

1. Indledning......................................................................................................5

2. Kompositionen af argumentation: Et eksempel.............................................7

2.1 En tekst fra avisernes meningsgenrer.....................................................................................................7

2.2 Tekstens komposition.....................................................................................................................................8

2.2.1 Tekstens stordele...............................................................................9

2.2.2 Tekstens afsnit.................................................................................10

2.2.3 Tekstens argumentsegmenter.........................................................11

3. Argumentation i kommunikationssituationen..............................................13

3.1 Sprogets semantiske og retoriske funktioner...................................................................................14

3.1.1 Tre semantiske funktioner...............................................................14

3.1.2 Retoriske funktioner.........................................................................15

3.2 Argumentationens semantiske funktioner.........................................................................................17

3.2.1 Argumentationens fremstillingsfunktion..........................................17

3.2.2 Argumentationens udtryksfunktion..................................................20

3.2.3 Argumentationens appelfunktion.....................................................23

3.3 Retoriske funktioner.....................................................................................................................................25

4. Argumentation som tekst............................................................................27

4.1 Argumentets manifestation i en tekst...................................................................................................28

4.1.1 To manifestationer af argumentation...............................................28

4.1.2 Argumentation som kompleks talehandling.....................................29

4.1.3 Formuleringen af argumentation.....................................................30

4.2 Argumentsegmenter i den argumenterende tekst..........................................................................32

1

4.2.1 Argumentationens tekstfunktion......................................................33

4.2.2 Argumentsegmenter som globalt kohærente helheder....................35

4.2.3 Argumentsegmentet i den globalt kohærente argumentation.........37

4.2.4 Argumentsegmentet i strukturen af kohærensrelationer.................39

5. Kompositionen af argumentation.................................................................43

5.1 Argumentationens virtuelle tekstsystem............................................................................................44

5.1.1 Niveauer i argumentationens tekstsystem.......................................44

5.1.2 Kortlægningen af argumentationens virtuelle tekstsystem..............46

5.2 Typer af stordele og afsnit.........................................................................................................................48

5.2.1. OVERSKRIFTEN og dens afsnit.............................................................48

5.2.2 BERETNINGEN og dens afsnit...............................................................49

5.2.3 BEVISFØRELSEN og dens afsnit............................................................51

5.2.4 AFSLUTNINGEN og dens afsnit..............................................................51

5.3 Typer af argumentsegmenter...................................................................................................................52

5.3.1 Typer af STANDPUNKTER......................................................................52

5.3.2 Typer af BEGRUNDELSER......................................................................54

5.3.3 Typer af STØTTER...............................................................................56

5.3.4 Typer af FORBEREDELSER.....................................................................59

6. Retorisk argumentationsteori som kompositionslære..................................61

6.1 Andre tilgange til komposition og argumentation..........................................................................61

6.1.1 Lingvistiske tilgange........................................................................61

6.1.2 Retoriske tilgange............................................................................64

6.2 Aspekter af en retorisk argumentationsteori....................................................................................65

6.2.1 Tekstens ydre funktioner.................................................................65

2

6.2.2 Tekstens kvaliteter...........................................................................66

6.2.3 Tekstens egenskaber.......................................................................66

7. Konklusion...................................................................................................69

Referencer.......................................................................................................71

Bilag 1: Analyse af tekst 1...............................................................................76

Bilag 2: Analyse af tekst 2...............................................................................77

Bilag 3: Analyse af tekst 3...............................................................................78

Bilag 4: Analyse af tekst 4...............................................................................79

Bilag 5: Oversigt over segmenttyper...............................................................81

3

Abstract

The main thrust of this thesis is to demonstrate the possibility and benefit of making a theory of composition a core component in rhetorical argumentation theory. This is done by presenting essential elements of a rhetorical theory of composition of argumentation and a model for analysis and composition of argumentative texts.

‘The composition of argumentation’ deals with the combination of discourse segments in an argumentative text. As a starting point for the compositional approach, the author characterizes ‘argumentation’ according to its functions in the communica-tion situation by reference to the argumentation theories of Oswald Ducrot, Michel Meyer and Chaïm Perelman. This is combined with an examination of ‘the argumenta-tive text’ inspired by linguistic theories of composition and textual coherence, including Rhetorical Structure Theory and Teun van Dijk’s text linguistics. The thesis proposes to consider the argumentative text as a system composed of discourse segments defined by their internal functions in the argumentation. The system of the argumentative text is decomposed into three functional levels with different types of discourse segments at each level. On the basis of composition analyses of four argumentative texts from Danish newspapers, a total of 28 common segment types are defined. The segment types all bear close resemblance to discourse components described in Greek and Classical rhetorical literature.

The compositional approach suggested in this thesis enables the rhetorician to consider rhetorical argumentative devices as interacting units of a text. This is essential for rhetorical analysis as well as text production since the choice of particular devices must depend on and contribute to the functioning of the text in the communication situation. A list of segment types like the ones proposed can be combined with a theory of stases, topoi and rhetorical figures designed to treat the choices of circumstances, inference types and poetic devices for each segment type. If it is further supplemented by a theory of argumentative genera and textual qualities in different genera and types of situations, the compositional approach can constitute the core component of a full-fledged modern rhetorical argumentation theory taking classical rhetoric as its model.

4

1. Indledning

’Kompositionen af argumentation’ har at gøre med hvordan tekstsegmenter bliver sat sammen til en tekst der udgør en sammenhængende argumentation for et bestemt standpunkt: Hvilke typer af tekstsegmenter indgår i den argumenterende tekst? Hvilke funktioner tjener de i argumentationen? Og hvordan spiller de sammen i tekstens lineære forløb?

Interessen for kompositionen af argumentation i dette speciale bygger på den erkendelse at spørgsmål som disse har en naturlig sammenhæng med nogle af dem der er centrale i retorisk argumentationsteori: Hvad er argumentationens retoriske formål? Hvilke virkemidler egner sig til at opfylde det? Hvordan spiller virkemidlerne sammen i en argumenterende tekst? Hvordan virker teksten i kommunikationssituationen? Og hvordan kan man bedst tematisere retoriske valg mellem forskellige typer af argumentative virkemidler? I specialet lægger jeg nogle grundsten til en retorisk teori om kompositionen af argumentation, og jeg præsenterer en model til at analysere og komponere argumenterende tekster.

Den retoriske teori om kompositionen af argumentation kombinerer indsigter fra retorisk, filosofisk og lingvistisk argumentationsteori med betragtninger hentet fra tekstlingvistik, semantik og pragmatik. Min tilgang minder derfor både om kompositionslæren hos retoriske klassikere som Aristoteles, Cicero og Quintilian, om nyretorisk argumentationsteori (Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969) og om flere lingvistisk orienterede tilgange til kompositionen af argumentation (Togeby 1993: 563f.; Azar 1995, 1999). Den er præget af et funktionelt fokus der både inkluderer argumentationens ydre semantiske og retoriske funktioner i kommunikationssituationen og de indre funktioner af tekstsegmenter i tekstens system. I specialet karakteriserer jeg argumentation ud fra de ydre funktioner, jeg undersøger hvordan den manifesterer sig i bestemte typer af tekstsegmenter, og jeg skitserer det ’virtuelle tekstsystem’ som vi trækker på når vi komponerer argumentation.

Min model for kompositionen af argumentation kan afdække hvordan det virtuelle tekstsystem bliver aktualiseret i konkrete tekster, og jeg bruger den til at beskrive og illustrere tekstsystemet og den teoretiske tilgang. Modellen er inddelt i tre kompositionelle niveauer der hver afdækker et niveau af indre funktioner i en argumenterende tekst, og dermed af segmenttyper. Jeg kalder segmenterne på de tre niveauer for henholdsvis ’stordele’, ’afsnit’ og ’argumentsegmenter’. Argumenterende tekster er komponeret af stordele der hver indeholder et eller flere afsnit som igen består af et eller flere argumentsegmenter. Kompositionsmodellen kan give overblik over hvilke funktionelle enheder man kan gøre til genstand for hvilke typer af retoriske valg, og hvordan de påvirker hele tekstens funktion i kommunikationssituationen.

I specialet analyserer jeg ved hjælp af modellen fire tekster der alle er fra avisernes meningsgenrer. På baggrund af disse analyser og med inspiration

5

fra den klassiske retorik karakteriserer jeg fire typer af stordele, 10 typer af afsnit samt fire hovedtyper og 13 undertyper af argumentsegmenter. Det tekstsystem jeg således skitserer, omfatter ikke alle typer af segmenter man kan støde på i argumenterende tekster. Men det indfanger de mest almindelige segmenttyper i avisernes meningsgenrer. Analyserne og beskrivelsen af tekstsystemet kan illustrere min tilgang og give en god indikation af hvilke muligheder man har til rådighed når man komponerer argumenterende tekster til aviserne.

Kompositionsmodellen og listen med segmenttyper kan bruges til retorisk analyse og som værktøjer i inventiofasen i den retoriske forarbejdningsproces. Ved at inddele en argumenterende tekst i forskellige kompositionelle niveauer kan man tematisere forskellige retoriske valg vedrørende funktionen af enkeltdelene, samtidig med at man har hele tekstens funktion i kommunikationssituationen for øje. På den måde kan man fastholde et dobbelt fokus der både omfatter enkelthederne og helheden i den argumenterende tekst.

Teorien om kompositionen af argumentation kan komme til at danne udgangspunkt for en mere omfattende retorisk argumentationsteori der specificerer valgmuligheder for hver af segmenttyperne med hensyn til typer af indhold og den sproglige udformning. For at udvikle sådan en teori kan man blandt andet hente inspiration i den klassiske retoriks stasislære, topik og firgurlære. Hvis man desuden kombinerer kompositionslæren med praktiske anvisninger for den hensigtsmæssige brug af segmenttyperne i forskellige genrer og situationer, vil man have en argumentationsteori efter klassisk retorisk forbillede. Her nøjes jeg med at lægge grundstenene til den teori om kompositionen af argumentation som kan indgå i en mere omfattende retorisk argumentationsteori.

Min fremstilling begynder med en analyse (i kapitel 2) som skal introducere modellen for komposition af argumentation og illustrere min tilgang. Kapitel 3 handler om argumentationens semantiske og retoriske funktioner i en kommunikationssituation. Udover disse ydre funktioner bærer en argumentation præg af de indre funktioner af tekstsegmenter i en argumenterende tekst. I kapitel 4 beskriver jeg derfor argumentationens ’tekstfunktion’ og forklarer hvad det vil sige at tekstsegmenter tjener funktioner i en argumentation. Efter således at have betragtet argumentation som tekst, går jeg i kapitel 5 over til at beskrive det virtuelle tekstsystem som vi aktualiserer når vi komponerer argumenterende tekster. I kapitel 6 sammenligner jeg kort min tilgang med andre tilgange til kompositionen af argumentation, og jeg diskuterer perspektiverne i at lade retorisk argumentationsanalyse tage form af en kompositionslære.

6

2. Kompositionen af argumentation: Et eksempel

I dette kapitel illustrerer jeg den retoriske tilgang til kompositionen af argumentation og introducerer min model ved at analysere en eksempeltekst. Dermed vil jeg indikere hvilke træk ved argumenterende tekster jeg interesserer mig for, i hvilken forstand jeg betragter argumentation som et spørgsmål om komposition, og hvor de teoretiske overvejelser i de næste kapitler bærer hen. De fleste af de begreber og sammenhænge jeg præsenterer i dette kapitel, bliver taget op igen og uddybet i kapitel 3, 4 og 5.

2.1 En tekst fra avisernes meningsgenrer

Den retoriske teori om kompositionen af argumentation som jeg vil skitsere, angår ikke nogen bestemt genre af argumenterende tekster. Men jeg har valgt at illustrere teorien og min model ved at se på eksempeltekster der er alle fra det jeg kalder ’avisernes meningsgenrer’. De dækker ledere, kronikker, debatindlæg og læserbreve i trykte medier der henvender sig til en bred læserskare og behandler spørgsmål af relevans for den offentlige debat.

Der er flere grunde til at jeg har valgt at hente mine eksempler fra avisernes meningsgenrer. For det første er teksterne i disse genrer altid argumenterende tekster: De er præget at et overordnet formål om at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt. For det andet er de lange nok til at tydeliggøre relevansen af den kompositionelle synsvinkel, samtidig med at de er korte nok til at kunne analyseres på en overskuelig plads. For det tredje er de paradigmatiske for argumenterende tekster i den forstand at de indeholder mange af de argumentative virkemidler vi bruger mest. Endelig er der tale om genrer som vi alle sammen har kendskab til og kan benytte os af. Derfor vil det ofte være relevant at tage dem op i undervisningen i f.eks. gymnasiet hvor min model så kan finde anvendelse, og hvor analyserne i bilag 1-4 kan tjene som eksempler.

Et eksempel på en tekst fra avisernes meningsgenrer er dette læserbrev, trykt i Information den 27. april 2010:

Tekst 1 Vi må ikke være med!

I disse dage starter de politiske forhandlinger om den nye medieaftale, og i DR's udspil nævnes syns- og tegnsprogstolkning samt tekstning slet ikke, mens TV 2 ligefrem vil skære på dette område. I dag får man altså ikke meget for sine licenspenge, hvis man har et kommunikationshandicap.

Danmark vedtog sidste år FN's Handicapkonvention og forpligtede sig dermed til at overholde dennes regler, bl.a. ved at sikre adgangen til fjernsynsprogrammer, film, teatre og andre kulturaktiviteter. Men i stedet gør vi det modsatte.

Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsynsprogrammer er, at de bliver marginaliseret.

7

For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.

Hos Sammenslutningen af Unge Med Handicap undrer vi os over denne prioritering. Spørgsmålet er, om det er blevet in at spare på de, der har et handicap? Af Isak Korneru Houe, formand for Sammenslutningen af Unge Med Handicap,

Århus.

Når jeg analyserer kompositionen af argumentation, ser jeg på hvordan man kan inddele tekster som tekst 1 i segmenter der tjener bestemt funktioner i argumentationen for tekstens standpunkt. Jeg kategoriserer typer af segmenter efter hvilke funktioner de tjener i relation til hinanden i argumentationen, og undersøger hvordan typerne er sat sammen til en argumenterende tekst. Det er i kraft af dette fokus på tekstsegmenter, deres funktioner og deres sammensætning at min tilgang til argumentation er en kompositionslære. For at illustrere denne tilgang vil jeg nu præsentere de typer af segmenter der indgår i min kompositionsmodel, og bruge modellen til at analysere kompositionen af tekst 1.

2.2 Tekstens komposition

En argumenterende tekst er kendetegnet ved at tjene bestemte ydre funktioner i en kommunikationssituation: Den fremstiller nogle forhold i en bestemt sag, rejser et stridsspørgsmål som ligger afsenderen på sinde, og afspejler et formål om at øge modtagernes tilslutning til et overordnet standpunkt som jeg vil kalde et ’hovedstandpunkt’. I tekst 1 fremstiller afsenderen en sag vedrørende syns- og tegnsprogstolkningen af fjernsynsprogrammer, han rejser et stridsspørgsmål om hvorvidt området skal prioriteres højere, og han forsøger at øge modtagerens tilslutning til det hovedstandpunkt at den aktuelle nedprioritering af området er urimelig.

En tekst kan dekomponeres i en række tekstsegmenter der tjener dens ydre funktioner ved at stå i bestemte funktionelle relationer til hinanden i det lineære sprogforløb. Min model for kompositionen af argumentation indeholder tre kompositionelle niveauer som kan indfange hver sin kategori af indre funktioner af tekstsegmenter i en argumenterende tekst. En argumenterende tekst kan første dekomponeres i en række ’stordele’ som tjener hver deres overordnede funktion i relation til hinanden i tekstens argumentation. Disse består igen af forskellige typer af ’afsnit’ der tjener hver deres mere specifikke funktioner i stordelene. Afsnittene er sammensat af ’argumentsegmenter’ som tjener funktioner i afsnittene ved at formidle hver deres del af et argument. I det følgende beskriver jeg kort de typer af stordele, afsnit og argumentsegmenter der er repræsenteret i tekst 1, og viser hvordan tekstens komposition kan analyseres ved hjælp af min kompositionsmodel. Alle typerne

8

af stordele og argumentsegmenter er beskrevet mere udførligt i kapitel 5, og beskrivelserne er opsummeret i tabellen i bilag 5.

2.2.1 Tekstens stordele

Kompositionsmodellen opererer med fire typer af stordele: OVERSKRIFT, BERETNING, BEVISFØRELSE og AFSLUTNING.1 De kan tilsammen dække alle dele af en argumenterende tekst i avisernes meningsgenrer, og i det omfang typerne er aktualiseret, optræder de i den nævnte rækkefølge.

Stordele er passager der tjener bestemte overordnede funktioner i en argumentation for et hovedstandpunkt i kraft af den måde de forholder sig til hinanden på. OVERSKRIFTENS funktion består i at den opsummerer sagen, hovedstandpunktet eller stridsspørgsmålet i teksten på en måde så den fanger modtagerens opmærksomhed og forbereder ham på argumentationen i de efterfølgende stordele. BERETNINGEN præsenterer sagen på en måde som stemmer modtageren i retning af at godtage hovedtandpunktet som et relevant og acceptabelt svar på stridsspørgsmålet. BEVISFØRELSEN skal uddybe sagen yderligere og få hovedstandpunktet til at virke som et gennemtænkt, og som det mest acceptable, svar. I AFSLUTNINGEN opsummerer afsenderen sagen eller tilføjer noget der kan gøre stridsspørgsmålet mere nærværende eller påtrængende og få tilslutningen til hovedstandpunktet til at fremstå som en naturlig reaktion. Stordelene skal altså på hver deres måde bidrage til at fremstille sagen, udtrykke afsenderens problem og øge modtagerens tilslutning til hovedstandpunktet i teksten, og de gør det ved at supplere hinanden i det lineære sprogforløb.

I min model bliver typerne af stordele angivet med fed skrift over de passager de dækker, og betegnelserne for forskellige stordele adskilles af lodrette linjer. I tekst 1 er alle de fire typer af stordele repræsenteret, og de kan afgrænses som angivet i tabel 1 hvor jeg har analyseret teksten ved hjælp af min kompositionsmodel:

TEKST

OVERSKRIFT

BERETNING BEVISFØRELSE AFSLUTNING

RUBRIK INDLEDNING BEKRÆFTELSE

BEKRÆFTELSE FORSTÆRKNING

FORB BEGR STNP BEGR STNP BEGR STANP STØTTEOPSUMME

RINGKONKRETIS

ERINGKONKLUSIO

NMOTIVATION TESE KONKRETISER

INGKONKLUS

IONFORKLARI

NG1 2 3 4 5 6 7 8Vi må ikke være med!

I disse dage starter de politiske forhandlinger om den nye medieaft

I dag får man altså ikke meget for sine licenspenge, hvis man har

Danmark vedtog sidste år FN's Handicap-konvention og forpligtede

Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsyns-programmer

For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret

Hos sammenslutningen af Unge Med Handicap

Spørgsmålet er, om det er blevet in at spare på de, 1 Betegnelser for segmenttyper bliver i hele fremstillingen angivet med små kapitæler.

9

ale, og i DR's udspil nævnes syns- og tegnsprogs-tolkning samt tekstning slet ikke, mens TV 2 ligefrem vil skære på dette område.

et kommunikationshandicap.sig dermed til at overholde dennes regler, bl.a. ved at sikre adgangen til fjernsyns-programmer, film, teatre og andre kultur-aktiviteter. Men i stedet gør vi det modsatte.

er, at de bliver marginaliseret.på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.

undrer vi os over denne prioritering.

der har et handicap?

Tabel 1. Kompositionsanalyse af tekst 1. Analysen findes også i bilag 1.

OVERSKRIFTEN (1)2 i tekst 1 giver en første indikation af hvad tekstens hovedstandpunkt er, og den fanger modtagerens opmærksomhed ved at pirre hans nysgerrighed. I BERETNINGEN (2-3) bliver det klart at afsenderen mener der er noget galt med udviklingen i syns- og tegnsprogstolkningen, og modtageren får en første indikation af at det standpunkt at syns- og tegnsprogstolkning prioriteres for lavt, kan være et passende svar på stridsspørgsmålet. Den efterfølgende BEVISFØRELSE (4-6) fremstiller nogle yderligere forhold i situationen der retfærdiggør at tegnsprogstolkningen burde prioriteres højere, og som kan få tilslutningen til dette standpunkt til at fremstå som gennemtænkt og acceptabel reaktion. AFSLUTNINGEN (7-8) bekræfter at afsenderen selv bekender sig til hovedstandpunktet og føler en vis indignation over tingenes tilstand, og den kan dermed gøre problemet mere påtrængende og tilslutningen til hovedstandpunktet mere oplagt for modtageren.

2.2.2 Tekstens afsnit

I modsætning til stordelene kan de fleste typer af afsnit optræde forskellige steder i en argumenterende tekst, og hver af typerne kan forekomme flere gange inden for hver stordel. I kapitel 5 beskriver jeg i alt 10 typer af afsnit der kan optræde i forskellige stordele. I tekst 1 er fire af disse typer repræsenteret. De er i modellen angivet i kursiv i rækken under stordelene (jf. tabel 1). Tre af stordelene i tekst 1 består kun af et enkelt afsnit, men alligevel er det værd at se nærmere på niveauet af afsnit i tekstens komposition. Typerne af afsnit indfanger nemlig nogle mere specifikke funktioner end dem der kendetegner stordelene, og de kan dermed bruges til at tematisere en anden kategori af retoriske valg.

Argumenterende tekster i avisernes meningsgenrer begynder altid med afsnitstypen ’RUBRIK’ der tjener OVERSKRIFTENS funktion i teksten ved at præsentere sagen, stridsspørgsmålet og hovedstandpunktet i en ultrakort form. RUBRIKKEN (1) i tekst 1 fremhæver det sagforhold at nogen ”ikke må være med”, som det centrale i teksten. Dermed rejser den indirekte et stridsspørgsmål og peger i retning af det standpunkt at nogen bliver urimeligt

2 Når jeg henviser til argumentsegmenter fra analyseteksterne, angiver jeg deres nummer i parentes.

10

behandlet. Ud over en RUBRIK kan OVERSKRIFTEN i en argumenterende tekst indeholde afsnittene ’MANCHET’ og ’UNDERRUBRIK’ (se afsnit 5.2.1).

En BERETNING indeholder typisk en af afsnitstyperne ’INDLEDNING’, ’DIGRESSION’ og ’FORSTÆRKNING’, hvoraf den første er repræsenteret i tekst 1. Her tjener INDLEDNINGEN (2-3) til at fremstille et centralt forhold i sagen der kan give anledning til at rejse stridsspørgsmålet og overveje tilslutningen til hovedstandpunktet som en relevant reaktion. Dermed fungerer INDLEDNINGEN som en retfærdiggørelse af argumentationen i de følgende afsnit.

’BEKRÆFTELSE’ er en typisk segmenttype i BEVISFØRELSEN. Den fremstiller et forhold med relation til den fremlagte sag, rejser et spørgsmål i relation til stridsspørgsmålet og gør opmærksom på et standpunkt der er relateret til hovedstandpunktet. BEKRÆFTELSEN skal bestyrke hovedstandpunktet ved at retfærdiggøre det relaterede standpunkt. Ud over BEKRÆFTELSER indeholder en BEVISFØRELSE ofte ’GENDRIVELSER’ der bestyrker hovedstandpunktet ved at afsvække et konkurrerende standpunkt. BEVISFØRELSEN i tekst 1 består af de to BEKRÆFTELSER (4) og (5-6).

AFSLUTNINGEN (7-8) i tekst 1 består af afsnitstypen ’FORSTÆRKNING’ der tilføjer nogle omstændigheder som skal få tilslutningen til standpunktet til at virke mere oplagt. En anden almindelig afsnitstype i AFSLUTNINGEN er en ’SAMMENFATNING’ (jf. afsnit 5.2.4).

2.2.3 Tekstens argumentsegmenter

Ud over de typer af funktioner i argumentationen der kendetegner stordele og afsnit, kan man identificere to niveauer af funktioner som knytter sig til de segmenter jeg kalder ’argumentsegmenter’. De to niveauer ligger til grund for en klassifikation af argumentsegmenterne efter hoved- og undertyper. Hovedtypen angiver argumentsegmentets funktion som et indholdselement i et ’argument’, forstået som en strukturel forbindelse mellem et standpunkt, en begrundelse og evt. andre indholdselementer (Jørgensen 2009b: 129). Argumentsegmentet tjener denne ”logiske” funktion i relation til andre segmenter der formidler andre indholdselementer i det samme argument. Undertyperne under hver hovedtype angiver hvordan argumentsegmentet mere specifikt tjener sin funktion i argumentet i kraft af sin relation til et andet tekstsegment. Det relaterede segment kan enten være et andet argumentsegment, et afsnit, en stordel eller et tekstsegment der dækker flere stordele.

I kompositionsmodellen har argumentsegmenterne hver deres nummererede kolonne, og hoved- og undertypen er angivet i rækken lige over nummeret (jf. tabel 1, afsnit 2.2.1). I det følgende beskriver jeg kort de fire hovedtyper af argumentsegmenter i min model som hedder ’STANDPUNKT’ (STNP), ’BEGRUNDELSE’ (BEGR), ’STØTTE’ (STØT) og ’FORBEREDELSE’ (FORB). Undertyperne under hver hovedtype er beskrevet i afsnit 5.3.

Argumentsegmenter af hovedtypen STANDPUNKT formidler et standpunkt som afsenderen søger at øge modtagerens tilslutning til, og det sker på en måde så modtageren forventer at standpunktet bliver begrundet i det

11

relaterede tekstsegment. STANDPUNKTET kan enten udlede en konklusion af forudgående segmenter eller have karakter af en påstand der lægger op til at blive begrundet i efterfølgende segmenter. Den retoriske funktion af et STANDPUNKT i argumentationen består i at gøre modtageren opmærksom på hvad han kan mene om et forhold i sagen som er væsentligt for tilslutningen til hovedstandpunktet. (3), (5) og (7) i tekst 1 (se tabel 1, afsnit 2.2.1) er eksempler på STANDPUNKTER, og de tjener deres funktion som standpunkt i de argumenter hvor henholdsvis (2), (4) og (2-6) fungerer som begrundelser.

En BEGRUNDELSE retfærdiggør fremsættelsen af et standpunkt i forudgående eller efterfølgende segmenter. Hvis BEGRUNDELSEN kommer før det relaterede segment, får modtageren en fornemmelse af at der kan udledes noget væsentligt af det der bliver sagt. Hvis det kommer efter STANDPUNKTET, fungerer BEGRUNDELSEN som en indfrielse af afsenderens ”løfte” om at retfærdiggøre standpunktet. I begge tilfælde skal BEGRUNDELSEN øge modtagerens tilslutning ved at fremstille omstændigheder i sagen som i modtagerens øjne kan få standpunktet til at virke mere acceptabelt, og ved at signalere at afsenderen tager modtagerens kritiske sans og hans mulige indvendinger alvorligt. BEGRUNDELSERNE (2), (4) og (6) i tekst 1 tjener deres funktion som begrundelser i et argument i relation til STANDPUNKTERNE i henholdsvis (3), (7) og (5).

STØTTER er enten relateret til et STANDPUNKT eller en BEGRUNDELSE. De fremstiller aspekter af sagen der får indholdet i de relaterede segmenter til at virke mere relevant og tungtvejende i relation til hovedstandpunktet. STØTTERNE tjener altså en funktion i argumentationen ved at motivere brugen af STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER og tydeliggøre pointerne i dem. STØTTEN (8) i tekst 1 tjener sin funktion i argumentationen ved at forklare hvordan standpunktet i (7) kan udledes som en konklusion på de omstændigheder der er præsenteret i (2-6).

Den fjerde type af argumentsegmenter er FORBEREDELSER. De præsenterer baggrundsinformation eller opsummerer indholdet i et efterfølgende segment og indebærer således en forventning om at det tema eller budskab de foregriber, bliver udfoldet i det relaterede segment. FORBEREDELSER tjener en retorisk funktion i en argumentation ved at forberede modtageren på hvad der kommer, og pirre hans nysgerrighed. FORBEREDELSENS retoriske funktion svarer altså til OVERSKRIFTENS, men OVERSKRIFTER kan også forberede modtageren på tekstens argumentation gennem andre segmenttyper end FORBEREDELSER, ligesom FORBEREDELSER kan indgå i andre stordele og forberede mindre segmenter.

I de næste tre kapitler uddyber jeg den tilgang til kompositionen af argumentation som afspejler sig i kompositionsmodellen. Kapitel 3 handler om argumentationens ydre semantiske og retoriske funktioner i en kommunikationssituation, kapitel 4 om hvordan argumentation manifesterer sig gennem argumentsegmenter i en argumenterende tekst, og kapitel 5 om de enkelte segmenttyper på de tre niveauer i modellen. Tilsammen skal de tre

12

afsnit tegne et grundrids af en retorisk teori om kompositionen af argumentation.

13

3. Argumentation i kommunikationssituationen

I den vestlige humanistiske tradition siden Aristoteles kan man udskille tre perspektiver på argumentation: et logisk, et dialektisk og et retorisk (Wenzel 1990). Mit speciale handler ikke om den logiske gangbarhed af ræsonnementer, og heller ikke om hvilke dialektiske normer debattører bør leve op til. Det handler om hvilke virkemidler vi kan bruge i den proces hvor vi forsøger at øge andres tilslutning til bestemte standpunkter. Perspektivet er altså retorisk.

Hvor findes den argumentation som er genstand for retorisk argumentationsteori? Et enkelt svar synes at være: I de tekster vi frembringer når vi kommunikerer om noget til andre for at øge deres tilslutning til et standpunkt. I det omfang vi bruger argumentation retorisk, må den nemlig på en eller anden måde manifestere sig som tekst. Det er jo gennem tekster vi i det hele taget udøver retorikfaget,3 både når vi undersøger hvordan andre kommunikerer retorisk, og når vi selv skal gøre det i konkrete situationer. Men det enkle svar er egentlig ikke så enkelt endda. Det placerer nemlig ikke kun argumentationen i en tekst, men også i en relation til den afsender der frembringer sprogforløbet, den modtager han forsøger at overbevise, og de sagforhold han i den forbindelse kommunikerer om. Som det vel er tilfældet med alle fænomener der optræder som genstand for retorikfaget, findes argumentation altså i en tekst, men dermed samtidig i den kommunikationssituation teksten indgår i. I dette kapitel og det følgende vil jeg karakterisere ’argumentation’ ved at se på henholdsvis dens ydre funktioner i en kommunikationssituation og den dens karakter af en sammenhængende tekst.

Min karakteristik tager udgangspunkt i den udbredte forståelse af ’argumentation’ som Charles Willard kalder ”the claim-reason complex (CRC) view” (1989: 77), og som Charlotte Jørgensen oversætter til ”påstand-grund-konceptet” (2009b: 129). Det indebærer at der er et ’argument’, og dermed ’argumentation’,4 når et standpunkt er forbundet med en begrundelse (Willard 1989: 77). Dette ”koncept” indfanger et syn på argumenter som de allerfleste sprogbrugere og argumentationsteoretikere kan tilslutte sig. Men det er ret uspecifikt, både med hensyn til hvad ’standpunktet’, ’begrundelsen’ og ”forbindelsen” mellem dem egentlig består i, og med hensyn til hvordan påstand-grund-formen manifesterer sig i en tekst (ibid. 77f.). I dette kapitel specificerer jeg påstand-grund-konceptet i den første henseende, mens jeg i det følgende kapitel redegør for argumentationens manifestation som tekst.3 Jeg ser her, som i specialet i det hele taget, bort fra de af retorikfagets genstande der udgør andre former for symbolbrug end de lineære kohærente sprogforløb som jeg kalder ’tekster’ (jf. kapitel 4). Nogle af disse kan siges at argumentere, således f.eks. billedet (Kjeldsen 2009: 169).4 Willard bruger det engelske ’argument’ der dækker både ’argumentation’ og ’argument’ på dansk. Som det bliver kart i dette afsnit bruger jeg ’argumentation’ om det at en afsender giver begrundelser for standpunkter i et sprogforløb, mens jeg ved et ’argument’ forstår den enkelte påstand-grund-form, der består af et standpunkt en begrundelserne for det samt evt. andre indholdselementer.

14

Af alle de typer af funktioner et sprogforløb kan tjene, vil jeg i dette kapitel fokusere på de semantiske og de retoriske der har at gøre med henholdsvis hvordan sprogforløbet formidler forskellige typer af indhold, og hvordan det afstedkommer en reaktion hos modtageren i form af bestemte oplevelser eller handlinger. Ved at se på disse typer af funktioner kan man karakterisere argumentation som et retorisk fænomen i en kommunikationssituation. Jeg lægger ud med kort at uddybe hvad jeg forstår ved sprogets semantiske og retoriske funktioner.

3.1 Sprogets semantiske og retoriske funktioner

De semantiske funktioner af et sprogforløb i en kommunikationssituation er blandt andet beskrevet af Carl Bühler der illustrerer dem med sin ”organonmodel” (2001). Som baggrund for min karakteristik af argumentation i dette og det næste kapitel og af kompositionen af argumentation i kapitel 5 skitserer jeg her først tre ’semantiske funktioner’ ud fra Bühlers model og gør det derefter klart hvad jeg forstår ved sprogets ’retoriske funktion’.

3.1.1 Tre semantiske funktioner

Organonmodellen (figur 1 herunder) illustrerer hvordan et lydfænomen (cirklen) i en kommunikationssituation kommer til at fungere som et komplekst sprogtegn (trekanten T) der tjener funktioner i kommunikationssituationen. Lydfænomenet og sprogtegnet udgør afsenderens meddelelse, eller det som jeg kalder et ’sprogforløb’.5 Linjerne viser hvordan sprogforløbet som et tegn henviser til afsenderen, modtageren samt genstande og sagforhold, og i kraft af disse betydningsrelationer tjener tre ”semantiske funktioner” (ibid.: 47). Modellen indikerer at et sprogforløb, som det optræder i kommunikationssituationen, formidler forskellige slags indhold svarende til sine relationer til de tre konstanter i kommunikationssituationen.

5 Jeg bruger betegnelsen ’sprogforløb’ om sproget brugt i en konkret situation, dvs. om sproget som parole.

15

Figur 1. Bühlers organonmodel. Gengivet efter Bühler 2001.

Et af disse indholdsaspekter har at gøre med sprogforløbets relation til det Bühler kalder ”genstande og sagforhold” (for kortheds skyld kalder jeg det ’sagforhold’). I en model der minder om Bühlers, beskriver Roman Jakobsson det tilsvarende aspekt af kommunikationssituationen som de forhold der kan opfattes af modtageren, og som er nævnt eller kan nævnes i sprogforløbet (1960: 353). I kraft af referencen til disse sagforhold fungerer sprogforløbet ifølge organonmodellen som ”fremstilling”.

Et andet af sprogforløbets indholdsaspekter stammer fra dets relation til afsenderen. I og med at afsenderen udformer sprogforløbet efterlader han nogle spor i det der henviser til ham som subjekt for sproghandlingen (Bühler 2001: 49; 1990: 73f.). Dermed fungerer sprogforløbet som et ”udtryk” for afsenderens bevidsthed og hans rolle i kommunikationssituationen.

Den tredje relation i organonmodellen er den der giver sprogforløbet mening som noget der skal fremkalde en reaktion hos modtageren. Når vi fortolker et sprogforløb leder vi altid efter dets retoriske formål, og ved at afspejle det tjener sprogforløbet den semantiske funktion Bühler kalder ”appelfunktionen” (Bühler 2001: 51). Paul Grice har betonet dette indholdsaspekt med sit begreb om ”nonnatural meaning” (’meaningNN’):

“A meantNN something by x” is (roughly) equivalent to “A intended the utterance of x to produce some effect in an audience by means of the recognition of this intention” (…) [F]or x to have meaningNN the intended effect must be something which in some sense is within the control of the audience, or that in some sense of "reason" the recognition of the intention behind x is for the audience a reason and not merely a cause” (1957: 385).

Grice gør her opmærksom på at et meningsfuldt sprogforløb ikke kun formidler et retorisk formål, men også afsenderes hensigt om at den perlokutionære

16

hensigt skal blive genkendt af modtageren som så selv kan afgøre hvordan han vil reagere. Der er altså ikke tale om en ren instrumentel hensigt, som den om at få en bold til at trille ved at sparke til den, men netop om en hensigt om at ”appellere”.

Ifølge Bühler er det i forhold til appelfunktionen at retorikfaget har sin særlige kompetence (2001: 51). Det er rigtigt i den forstand at appelfunktionen er en semantisk afspejling af den retoriske funktion som er central for retorikfaget. Inden jeg går over til at beskrive argumentationens funktioner i kommunikationssituationen, vil jeg kort karakterisere sprogets retoriske funktion og gøre det klart hvordan den adskiller sig fra appelfunktionen.

3.1.2 Retoriske funktioner

Den retoriske funktion af et sprogforløb har at gøre med dets potentiale for at foranstalte bestemte mentale reaktioner eller handlinger hos modtageren. Ligesom de semantiske funktioner er denne retoriske funktion, som bl.a. Kenneth Burke har peget på, helt essentiel for sproget:

“The basic function of rhetoric [is] the use of words by human agents to form attitudes or to induce actions in other human agents. (…) [R]hetoric as such (…) is rooted in an essential function of language itself (…); the use of language as a symbolic means of inducing cooperation in beings that by nature respond to symbols” (Burke 1969b: 41-43).

Sprogets appelfunktion og retoriske funktion er tæt forbundet: Appelfunktionen bygger på modtagerens forventning om at sprogforløbet tjener en retorisk funktion, og den retoriske funktion bygger til dels på formidlingen af afsenderens retoriske formål som en forudsætning for at foranstalte et ”samarbejde” (jf. Burke-citatet) ved at give modtageren en ”grund” (jf. Grice-citatet i sidste afsnit) til at reagere i overensstemmelse med afsenderens formål. Men appelfunktionen og den retoriske funktion er også forskellige.

Forskellen kan tydeliggøres med henvisning til talehandlingslærens skel mellem perlokutionær hensigt og perlokutionær effekt: Mens den perlokutionære hensigt, der inkluderer et retorisk formål, indgår som en fast del af en talehandling, må den perlokutionære effekt betragtes som løsrevet fra selve talehandlingen.6 Vejen fra retorisk formål til effekt går gennem det morads af tanker, følelser og påvirkninger som Jeff Mason har betegnet som et ’perlokutionært felt’ (1994), hvor muligheden for at realisere formålet både kan fortabe sig helt og blive styrket af faktorer som slet ikke har noget med den sproglige handling at gøre (ibid.: 411). Retorik handler om hvordan en 6 Flere kritikere af Austins oprindelige udgave af talehandlingslæren peger på at man ikke kan opfatte perlokution som en simpel effekt af afsenderens talehandling (Gu 1993a: 410f., Mason 1994, Campbell 1973: 291f., Macu 2000). På den baggrund foreslår flere af dem at betragte den perlokutionære hensigt som en del af talehandlingen, mens de regner perlokutionen for at være et separat, retorisk anliggende (Gu 1993a: 429; Mason 1994: 412; Kurzon 1997: 594f.).

17

afsender ved hjælp af sprogets virkemidler kan manøvrere i det perlokutionære felt på en måde som er velegnet til at opfylde et retorisk formål (Mason 1994: 412f.).

Et meningsfuldt sprogforløb tjener altid en appelfunktion i og med at det afspejler et retorisk formål. Man kan tale om at sprogforløb eller virkemidler i dem tjener ’retoriske funktioner’ når de ”egner sig” til at opfylde et retorisk formål som evt. bliver formidlet i kraft af appelfunktionen. I så fald er der ikke bare tale om meningsfuld kommunikation, men også om det blandt andre Cicero har kaldt ’veltalenhed’ (lat. eloquentia):

”The function [lat. officium] of eloquence [lat. eloquentia] seems to be to speak in a manner suited to persuade by speech. The end [lat. finis] is to persuade by speech. There is this difference between the function and the end: in the case of the function we consider what should be done, in the case of the end what result should be produced” (De inventione I,6).

I et retorisk perspektiv på argumentation kan man betragte påstand-grund-formen som et virkemiddel der kan tjene bestemte retoriske funktioner. For at kunne genkende argumentation og forstå hvordan den fungerer som retorisk virkemiddel, er det imidlertid også væsentligt at forstå hvilke semantiske funktioner den tjener i kommunikationssituationen. I næste afsnit karakteriserer jeg argumentation som en særlig måde at fremstille, udtrykke og appellere på. Derefter overvejer jeg i hvilken forstand argumenter af påstand-grund-formen i almindelighed egner sig til at opfylde argumentationens retoriske formål.

3.2 Argumentationens semantiske funktioner

Virkemidler i et sprogforløb kan karakteriseres ud fra såvel deres sproglige form som deres indhold. På indholdssiden kan man blandt andet interessere sig for hvilke funktioner forskellige indholdselementer tjener i relation til ydre faktorer i kommunikationssituationen og til hinanden. Efter min mening er det på dette funktionelle plan at man bedst kan karakterisere argumentation som retorisk virkemiddel.

I dette afsnit karakteriserer jeg argumentation ud fra dens semantiske funktioner i kommunikationssituationen. Jeg undersøger hvordan sprogets generelle fremstillings- udtryks- og appelfunktion mere specifikt udmønter sig i et argumenterende sprogforløb. Dermed kan jeg også specificere påstand-grund-konceptet ved at gøre det klart hvad man nærmere bestemt kan forstå ved et ’standpunkt’ og en ’begrundelse’, samt hvordan forbindelsen mellem dem kommer i stand.

3.2.1 Argumentationens fremstillingsfunktion

Nogle argumentationsteoretikere opfatter argumenter som noget der først og fremmest skal kritisere og sandsynliggøre fremstillinger af virkeligheden (Popper 1972: 119). Når jeg taler om ‘argumentationens fremstillingsfunktion’,

18

henviser i stedet til det at argumentation i sig selv er en måde at fremstille på, og at den bliver til i kraft af det sprog man fremstiller i. Det essentielle bånd mellem fremstilling og argumentation kan indfanges med det begreb om ’argumentativitet’ som er et omdrejningspunkt i den franske lingvist Oswald Ducrots argumentationsteori (Anscombre og Ducrot 1989; Ducrot 1990).7 Her vil jeg karakterisere argumentationens fremstillingsfunktion med henvisning til Ducrots teori om sprogets argumentativitet.

Ducrot peger på at man ved at fremstille et sagforhold altid samtidig udtrykker et standpunkt. I nogle tilfælde er standpunktet ”argumentativt” i den forstand at det kan udledes som en konklusion af fremstillingen:

Je demanderai d’abord qu’on m’accorde que le sens d’un énnoncé consiste avant tout dans la présentation (ou mise en scéne) de différentes points de vue (…). Dire qu’un point de vue est argumentatif, c’est dire qu’il caractérise la situation don’t il est question dans l’énoncé comme permettant une certaine conclusion en vertu d’un lieu commun (que j’apelle ”topos”) (Ducrot 1990: 145).

Der er altså ’argumentativitet’ når en ytring fremstiller sagforhold på en måde der tillader modtageren at udlede et standpunkt som en konklusion. Med påstand-grund-konceptets termer kan man sige at fremstillingen fungerer som en ’begrundelse’ for standpunktet.

Forbindelse mellem standpunkt og begrundelse går over en ”topos” (jf. citatet) som det argumentative sprogforløb aktiverer i kraft af de formuleringer afsenderen anvender i sin fremstilling af sagforholdene i situationen (Anscombre og Ducrot 1989: 80). Dette topiske argumentativitetsbegreb kan eksemplificeres med følgende dialog, hvor B’s ytring er argumentativ:8

A: Jeg foreslår, at du går til universitetet.B: Der er langt.

Ordet ’langt’ aktiverer her en topos i stil med ”jo længere en tur er, jo mere trættende er den” hvor det at blive træt automatisk opfattes som noget man vil undgå (Ducrot 1990: 145). Dermed tillader fremstillingen at udlede det standpunkt at B ikke skal gå til universitetet, men f.eks. tage bussen (ibid.).

En argumentativ fremstilling har, som eksemplet viser, ikke nødvendigvis karakter af et eksplicit ræsonnement. Modtageren må foretage det Stephen Toulmin og Wayne Brockeriede kalder et inferentielt spring (Toulmin 2003: 5-6; Brockeriede 1990: 6) fra begrundelsen til standpunktet. I Ducrots perspektiv, hvor inferensen går via en topos, kan man tale om at forbindelsen mellem standpunkt og begrundelse udgør en ’topisk inferens’. Springet fra begrundelse til standpunkt kan gå over kortere eller længere rækker af topoi 7 Min præsentation af Ducrots teori bygger de to anførte tekster, der repræsenterer det fjerde stadie af teorien som Anscombre og Ducrot kalder ’radikal argumentativisme’ (1989: 79).8 Dialogen stammer fra Ducrot 1990, men er her citeret i Henning Nølkes oversættelse (Nølke 1998: 22).

19

der er forbundet i det Ducrot kalder et ’topisk felt’ (Anscombre og Ducrot 1989: 81f.).

Ducrots argumentativitetsbegrebet indfanger argumentationens særlige fremstillingsfunktion: Der er tale om en tilordning af et sprogforløb til sagforholdene i kommunikationssituationen som består i at sagforholdene fremstilles i et sprog der aktiverer topoi og dermed tillader en topisk inferens fra begrundelser til standpunkter.

Ud over at give et svar på hvordan begrundelser og standpunkter i et argument forbindes, kan denne karakteristik af argumentationens fremstillingsfunktion bruges til at genkende argumenter i et sprogforløb: Et argument er et segment i et sprogforløb bestående af en eller flere ytringer der fremstiller sagforhold i kommunikationssituationen på en måde så de kan fungere som afsæt for et inferentielt spring fra en begrundelse til et standpunkt via en topos.9

Denne karakteristik passer på alle de argumentsegmenter jeg har udskilt i tekst 1 (jf. tabel 1 i afsnit 2.2.1). I kraft af den måde de fremstiller sagforholdene på, kan argumentsegmenterne aktivere hver deres topos og tillade en topisk inferens til et standpunkt i relation til syns- og tegnsprogstolkningsproblematikken. Dermed udgør de argumenter efter påstand-grund-konceptet. For at illustrere princippet om topisk inferens har jeg i tabel 2 nedenfor forsøgt at formulere nogle topoi som argumentsegmenterne i tekst 1 kan aktivere, og et standpunkt som de alle sammen kan lede modtageren frem til, nemlig det standpunkt som jeg opfatter som tekstens hovedstandpunkt (jf. afsnit 2.2). I overensstemmelse med Ducrots toposteori har jeg i tabellen beskrevet topoi efter et gradueringsprincip af formen ’jo mere / mindre X, jo mindre /mere Y’ (Anscombre og Ducrot 1989: 80).

Argumentsegment Topos Standpunkt1. Vi må ikke være med! Jo mere nogen forhindres i at

være med, jo mere urimeligt er det.

Den aktuelle nedprioritering af syns- og tegnsprogstolkningen af fjernsynsprogrammer er helt urimelig.

2. I disse dage starter de politiske forhandlinger om den nye medieaftale, og i DR's udspil nævnes syns- og tegnsprogstolkning samt tekstning slet ikke, mens TV 2 ligefrem vil skære på dette område.

Jo mindre noget bliver omtalt, jo lavere bliver det prioriteret (hvilket vurderes negativt).

Jo mere man skærer på noget, jo lavere bliver det prioriteret(hvilket vurderes negativt).

3. I dag får man altså ikke meget for sine licenspenge, hvis man har et kommunikations-handicap.

Jo mere man betaler, jo mere bør man også få.

4. Danmark vedtog sidste år Jo mere man forpligter sig på 9 Som jeg kommer ind på senere i dette afsnit er denne karakteristik ikke udtømmende som en definition af et ’argument’, fordi argumentet ud over at fremstille på en bestemt måde også må varetage en bestemt udtryks- og appelfunktion.

20

FN's Handicap-konvention og forpligtede sig dermed til at overholde dennes regler, bl.a. ved at sikre adgangen til fjernsyns-programmer, film, teatre og andre kultur-aktiviteter. Men i stedet gør vi det modsatte.

at overholde en konvention, jo mere bør man også gøre det.

5. Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsyns-programmer er, at de bliver marginaliseret.

Jo mere man handler i modstrid med det man har sagt man vil gøre, jo mere hyklerisk er man.

6. For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.

Jo større barrierer man udsættes for, jo mere urimeligt er det.

Jo mere man afskæres fra sociale sammenhænge, jo mere urimeligt er det.

7. Hos sammenslutningen af Unge Med Handicap undrer vi os over denne prioritering.

Jo mere en relevant interesse-organisation udtrykker bekymring, jo større grund til at dele den.

8. Spørgsmålet er, om det er blevet in at spare på de, der har et handicap?

Jo mere man sparer på de svage fordi det er, jo mere urimeligt er det.

Tabel 2. Rekonstruktion af argumenter der knytter sig til argumentsegmenterne i tekst 1.

Denne argumentanalyse viser én blandt mange mulige måder at rekonstruere argumenterne i tekst 1 på. Det er selvfølgelig umuligt med konkrete formuleringer at indfange de topoi som argumentative fremstillinger kan aktivere, for forskellige modtagere vil kunne komme i tanke om forskellige topoi. Desuden kan hvert segment i en tekst indgå i mere end et argument. I afsnit 4.3 forklarer jeg således hvordan argumentsegmenterne i tekst 1 kan fungere dels som begrundelser for hovedstandpunktet i teksten, dels som indholdselementer i mere lokale argumenter. Argumentanalysen i tabel 2 er altså ikke fyldestgørende som en analyse af argumentationen i tekst 1, men den kan tjene som en generel illustration af det topiske aspekt af den fortolkningsproces som både modtageren og analytikeren altid må indlade sig på i mødet med en argumenterende tekst.

Ved hjælp af Ducrots argumentationsteori har jeg nu karakteriseret argumentationens fremstillingsfunktion. Dermed har jeg givet en foreløbig idé om hvordan et argument kan optræde i et sprogforløb, og hvordan forbindelsen mellem begrundelser og standpunkter etableres. Men argumentativitetsbegrebet er ikke tilstrækkeligt som en karakteristik af

21

argumentation som retorisk virkemiddel.10 Beskrivelsen af argumentation som argumentativitet siger f.eks. ingenting om hvorfor vi opfatter en fremstilling som udtryk for et standpunkt, og i hvilken forstand det bliver begrundet. Et standpunkt har kun betydning som standpunkt hvis det lader til at blive fremsat af nogen, og en begrundelse har kun betydning som begrundelse hvis den skal tjene som en begrundelse for nogen til at mene eller gøre noget bestemt. For at karakterisere påstand-grund-formen som et retorisk virkemiddel må jeg derfor inddrage argumentationens semantiske relation til afsenderen og modtageren i kommunikationssituationen. Jeg begynder med at se på argumentationens relation til afsenderen.

3.2.2 Argumentationens udtryksfunktion

Når vi fortolker et sprogforløb, gør vi det blandt andet ud fra en antagelse om at afsenderen fremstiller sagforholdene på en måde som er konsistent med den tekstlige sammenhæng og deltagernes baggrundsviden.11 Derfor kan vi forstå at B i Ducrots dialog med sin ytring, ”Der er langt”, udtaler sig om turen til universitetet. Kan vi formulere en anden slags antagelse der kan forklare hvorfor det desuden er naturligt for en modtager at opfatte B’s replik og argumentsegmenterne i tekst 1 som udtryk for et standpunkt?

Det mener den belgiske retorikfilosof Michel Meyers. Hans ’problematologiske’ argumentationsteori (1986; 1994) bygger på den erkendelse at sproget altid bliver brugt til at løse bestemte problemer. Det betyder at et meningsfuldt sprogforløb altid må udtrykke et relevant problem og en relevant løsning på det. Argumentation kan i denne optik forstås som en særlig måde en afsender kan udtrykke og løse problemer på. Her introducerer jeg kort Meyers problematologiske argumentationsteori og ser på hvordan den kan afklare argumentationens særlige udtryksfunktion og forklare hvad et ’standpunkt’ er.

Et sprogforløbs betydning er ifølge Meyer først og fremmest givet ved det problem det skal bidrage til at løse (ibid.: 87ff.), og dette indholdsaspekt kan fremgå af sprogforløbet på to måder:

“[E]ither one expresses the problem because its resolution depends upon another person, or one gives the solution to another person who is interested in the question or who has become interested because the question is being treated. We easily comprehend that language can be used, in the first case, directly to induce what one should believe, and in the second, indirectly to incite one to take a stance on the question by suggesting to the audience the conclusion to be drawn, i.e. the answer to

10 Ducrot skelner selv mellem argumentativitet, den illokutionære talehandling ’at argumentere’, og en perlokutionær hensigt om at overbevise modtageren (1990: 123-125). Ducrot fokuserer selv på det første af disse aspekter af argumentation, men i et retorisk perspektiv er de andre to mindst ligeså væsentlige.11 Begge antagelser kan ses som udtryk for den forventning om at et sprogforløb skal være relevant, som Paul Grices indfanger med det af sine dialogstrukturerende maksimer som han kalder ”relation” (1975: 46).

22

infer and the correlative choices to be ultimately adopted as action” (1986: 115).

Som citatet indikerer, er begreberne ’problem’ og ’spørgsmål’ hos Meyer tæt forbundet. Ved ’spørgsmål’ forstår han ikke en interrogativ sætning, men det spørgsmål som afsenderen ”rejser” eller ”tager op” i og med at han ytrer noget (1986: 118). Det der i sidste ende er spørgsmålet for afsenderen, er altid det ’problem’ som sprogforløbet optræder som en reaktion og en del af løsningen på (1994: 72). Et meningsfuldt sprogforløb udtrykker således altid afsenderens problem ved at rejse det man kan kalde et ’problematisk spørgsmål’. Et ’standpunkt’ kan opfattes som et svar på et problematisk spørgsmål.

De to måder som en ytring ifølge Meyer kan rejse et problematiske spørgsmål på (jf. citatet), kan eksemplificeres med disse to situationer:

(1) A fryser og siger, ”Luk døren!” til M der lige er kommet ind.(2) A og M plejer at spise frokost sammen. A vil gerne spise nu og siger: ”Klokken er et!”12

I (1) udtrykker afsenderen (A) det problem at døren står åben ved at rejse et problematisk spørgsmål om hvorvidt den skal lukkes. Som et svar på spørgsmålet fremsætter han det standpunkt at modtageren (M) skal lukke døren. I situation (2) rejser og besvarer A egentlig to spørgsmål, nemlig spørgsmålet om at finde ud af hvad klokken er, og spørgsmålet om hvorvidt A og M skal spise frokost nu. Så snart M har forstået at det er frokosten der egentlig ligger A på sinde, vil han opfatte det første spørgsmål som noget uproblematisk, og som en afledning af det andet, der udtrykker afsenderens egentlige problem. Meyer formulerer det sådan at det første spørgsmål bliver løst via det andet som det rejser og besvarer (1994: 65), og han kalder denne proces for ’problematologisk inferens’ (ibid.: 63). For at skelne mellem de to spørgsmål der indgår i den problematologiske inferens, kalder jeg det første for ’uproblematisk’ og kun det andet for ’problematisk’. Standpunktet i et argument er afsenderens svar på det problematiske spørgsmål.

En ytringen som den i situation (2), der kan foranledige en inferens til et problematisk spørgsmål ved at rejse og besvare et ”uproblematisk” spørgsmål, fungerer som et ’argument’13 efter påstand-grund-formen: Ved at oplyse om klokken præsenterer A en begrundelse for det standpunkt at det er tiden at spise frokost. Denne måde at forstå et argument på er parallel til og kompatibelt med Ducrots, men de to fortolkninger af påstand-grund-konceptet er samtidig forskellige. I den problematologiske udlægning er det nemlig ikke

12 De to eksempler er adapteret fra Meyer (1986: 115 og 1994: 65)13 Meyer bruger selv ’argument’ om det eksplicitte svar på det uproblematiske spørgsmål (1994.: 96). Ved at kalde svaret på det uproblematiske spørgsmål for en ’begrundelse’ og hele betydningsstrukturen af begrundelse og standpunkt for et ’argument’ bevarer jeg den terminologi som jeg introducerede med påstand-grund-konceptet (jf. indledningen til dette kapitel).

23

argumentativitet som en måde at fremstille sagforholdene på der skaber forbindelsen mellem standpunkt og begrundelse. Det er modtagerens forventning om at sprogforløbet udtrykker et problem for afsenderen gennem et problematisk spørgsmål. Det at argumentationen rejser et problematisk spørgsmål ved at besvare et uproblematisk spørgsmål, er kærnen i dens udtryksfunktion.

For at illustrere hvad karakteristikken af argumentationens udtryksfunktion føjer til forståelsen af argumentation som argumentativitet, vil jeg se nærmere på Ducrots dialog fra afsnit 3.2.1. Når standpunktet om at B ikke skal gå til universitetet, her fremstår som et sandsynligt indholdselement i hans ytring, er det vel netop fordi vi kan gå ud fra at B ytrer sig med et problem for øje. Spørgsmålet om hvor langt der er til universitetet, er ikke problematisk i sig selv, især ikke hvis begge deltagere i dialogen i forvejen kender afstanden og ved hvor lang tid det tager at gå. Men i den situation hvor A har foreslået B at gå, er det et problematisk spørgsmål for B om han skal gøre det eller ej. Det spørgsmål kan der være flere standpunkter i relation til, men vi må regne med at B’s ytring skal tjene til at formidle en bestemt løsning og dermed udtrykker ”hvor han står”, altså hvilket standpunkt der er hans. Af alle de mulige topoi som ordet ”langt” kan aktivere, er træthedstoposen en af dem der bedst kan lede frem til det standpunkt at B ikke skal gå. Inferensen til standpunktet er altså både et resultat af den måde sagforholdene fremstilles på i sprogforløbet, og af den måde problemet udtrykkes på. Den samme kombination af topisk og problematologisk inferens gør sig gældende i de argumenter fra tekst 1 jeg har rekonstrueret i tabel 2.

Ved at karakterisere argumentationens udtryksfunktion har jeg føjet et niveau til beskrivelsen af den inferentielle forbindelse mellem standpunkt og begrundelse i et argument og givet et bud på hvad man kan forstå ved et ’standpunkt’. I resten af dette afsnit karakteriserer jeg argumentationens appelfunktion. Dermed afdækker jeg et tredje aspekt af inferens og gør det klart hvad det vil sige at ’begrunde’ et standpunkt. Karakteristik af argumentationens appelfunktion bygger på Chaïm Perelmans nyretoriske argumentationsteori (Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969; Perelman 1963; 1984; 2005).

3.2.3 Argumentationens appelfunktion

Sprogets appelfunktion består, som nævnt i afsnit 3.1.1, i at det formidler et retorisk formål sammen med en hensigt om at modtageren skal erkende formålet. Følgende meget citerede passage fra Perelmans The New Rhetoric indeholder både en definition af argumentationens retoriske formål og af dens appelfunktion:

”The goal of argumentation (…) is to create or increase the adherence of minds to the theses presented for their assent. An efficacious argument is one which succeeds in increasing the intensity of adherence among

24

those who hear it in such a way as to set in motion the intended action (positive action or an abstention from action) or at least in creating in the hearers a willingness to act which will appear at the right moment” (Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969: 45).

Perelmans ”adherence” (fr. ”adhésion”) kan oversættes til ’tilslutning’,14 og man kan så bestemme argumentationens retoriske formål som det at øge modtagernes tilslutning til bestemte standpunkter. Man kan forsøge at sikre tilslutning til standpunkter på mange måder, men for at der kan være tale om argumentation må standpunkterne, som Perelman påpeger (jf. citatet), præsenteres for modtagerne som noget de skal tilslutte sig. Argumentation er altså ikke bare defineret ved sit retoriske formål, men også ved en appel til modtagerne om at tilslutte sig et standpunkt.

Som det fremgår af ovenstående citat, opfatter Perelman tilslutningen til et standpunkt som en tilbøjelighed til at lade standpunktet afspejle sig i handling, enten i den aktuelle situation eller når det senere bliver aktuelt. Dette er i overensstemmelse med Burkes beskrivelse af sprogets generelle retoriske funktion som det at foranledige bestemte ”attituder” eller en handling (jf. citatet i afsnit 3.1.2) hvor en attitude i sig selv udgør en forberedelse eller en spire til handling (1969a: 42; 1969b: 20). Argumentationens appel om tilslutning til et standpunkt er samtidig en appel om at handle i overensstemmelse med standpunktet. Det er særligt tydeligt i deliberativ retorik, men det gælder ifølge Perelman for al argumentation i det hele taget, deriblandt den epideitiske, videnskabelige og filosofiske (ibid.: 46f.).

Perelman uddyber flere steder sit syn på hvordan afsenderen i argumentation appellerer til modtagerens tilslutning, og samtidig tilbyder han en forklaring på hvad det vil sige at ’begrunde’ et standpunkt. Hans argumentationsteori er motiveret af en interesse i hvordan man kan retfærdiggøre beslutninger, valg og handlinger som acceptable (1984: 189) og han peger på at den slags retfærdiggørelse netop er essensen i al argumentation (ibid.: 190).15 Man kan sige at en afsender i argumentationen ’begrunder’ sine standpunkter ved at retfærdiggøre de handlinger, valg eller beslutninger standpunktet kan give anledning til, som acceptable.16 Det gør man ifølge Perelman altid i relation til et ‘publikum’:

“The decision will be reasonable (in the Aristotelian sense of eúlogos) when it is justified by arguments acceptable to the audience one is addressing” (1984: 193).

14 Denne oversættelse følger Søren Porsborg og Hanne Roers oversættelse af Retorikkens rige (Perelman 2005: 43) samt Charlotte Jørgensen (2009a: 16).15 Også når man tilsyneladende retfærdiggør en person eller et udsagn, er det, som Perelman påpeger, egentlig henholdsvis personens handlinger og fremsættelsen af eller tilslutningen til hans udsagn man retfærdiggør (Perelman 1963: 235).16 Jeg bruger ’acceptabelt’ som synonym med ’reasonable’ hos Perelman. Han bruger selv ’reasonableness’ om det at noget er ”alment accepteret” eller ”acceptabelt” (2005: 36).

25

Ved et ‘publikum’ forstår Perelman den gruppe af modtagere som afsenderen har til hensigt at påvirke med sin argumentation (Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969: 19). Dette publikum er ikke nødvendigvis identisk med en konkret gruppe af modtagere i kommunikationssituationen. Det er afsenderens forestilling om modtagerne og en konstruktion af dem som afspejler sig i sprogforløbet (ibid.). Med Bühlers termer kan man sige at et publikum udgør et indholdselement i sprogforløbet som er resultat af dets tilordning til modtagerne, altså af dets appelfunktion.

Den intersubjektive begrundelse er netop kærnen i argumentationens særlige måde at appellere på, dvs. i dens appelfunktion. Den består i at argumentationen appellerer til modtageren om øget tilslutning til et standpunkt ved at retfærdiggøre de handlinger, valg eller beslutninger det lægger op til, som acceptable. Denne appelfunktion danner grundlag for en retorisk inferens der er parallel til den topiske og problematologiske. Den bygger på det forhold at et sprogforløb altid formidler en appel om en bestemt reaktion som vi må fortolke for at forstå dets betydningsrelation til modtageren. I modsætning til f.eks. opfordringer, bønner og befalinger, fremsættes argumentationens appel altid sammen med en begrundelse. Vi forstår argumentet som appel når vi forstår at det skal relatere sig til modtageren som en begrundelse for ham til at handle i overensstemmelse med et standpunkt.

Ved at karakterisere argumentationens betydningsrelationer til sagforholdene, afsenderen og modtageren i kommunikationssituationen har jeg nu præciseret påstand-grund-konceptet med hensyn til hvad ’standpunkter’ og ’begrundelser’ er, og hvad forbindelsen mellem dem består i. Et ’standpunkt’ er en fremstilling af sagforhold der udtrykker afsenderens problem og appellerer til modtageren om en øget tilbøjelighed til at samarbejde om en løsning ved at handle på en bestemt måde. En ’begrundelse’ er en fremstilling af sagforhold som retfærdiggør et standpunkt over for et publikum. Forbindelsen mellem standpunkter og begrundelser etableres ved at fremstillingen af sagforholdene leder frem til en konklusion via en topos, udtrykker afsenderens problem gennem et svar på et uproblematisk spørgsmål og appellerer til modtageren ved at begrunde.

Med denne præcisering kan påstand-grund-konceptet tjene som en definition af og et kriterium for at afgøre hvornår et sprogforløb er argumentation. Hvis ikke der er et standpunkt og en begrundelse i den nævnte forstand, og hvis ikke de forbindes gennem topisk, problematologisk og retorisk inferens, så er der ikke noget argument og dermed heller ikke argumentation. For at argumentere må man både sige noget der kan lede frem til et standpunkt via en topos, udtrykke et problem gennem et svar på et uproblematisk spørgsmål og have til hensigt at øge modtagerens tilslutning til standpunktet.

I dette kapitel har jeg altså indtil videre karakteriseret og afgrænset det fænomen som er genstand for retorisk argumentationsteori. Men jeg har ikke

26

sagt så meget om hvordan argumentation virker retorisk. Som afslutning på kapitlet vil jeg derfor ganske kort overveje hvordan argumentation bidrager til at opfylde det retoriske formål om at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt, dvs. hvilke retoriske funktioner den tjener.

3.3 Retoriske funktioner

I hvilken forstand egner standpunkter, begrundelser og den inferentielle forbindelse mellem dem sig til at opfylde et retorisk formål om at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt?

Uanset om et standpunkt bliver fremsat direkte, f.eks. som en opfordring, eller som led i et argument, kan det i sig selv tjene til at vinde tilslutning. Ved at præsentere modtageren for eller minde han om en mulig måde at forholde sig på i en sag, kan man øge hans tilbøjelighed til faktisk at realisere denne mulighed. F.eks. kan valgplakater med påskrifter som ”Stem på A” i sig selv give øget tilslutning til et parti ved valget, og gentagelsen af standpunkter som ”6 om dagen” kan gøre os mere tilbøjelige til at spise frugt. Man kan sige at vi har en naturlig tilbøjelighed til at ”samarbejde” (jf. Burke-citatet i afsnit 3.1.2) som kan mobiliseres ved at vi præsenteres for et standpunkt.

Det overbevisende er, som Aristoteles skriver, “enten overbevisende og troværdigt i sig selv, eller fordi det anses for påvist ved sætninger, der selv er overbevisende” (Retorik A.II,11)17. Det meste af det der ikke er overbevisende i sig selv, kan blive det hvis man viser at det kan retfærdiggøres i relation til et relevant publikum. Hvis et standpunkt ikke uden videre virker acceptabelt for et givet publikum, må man derfor begrunde det for at vinde tilslutning. En begrundelse virker retorisk ved at den besvarer nogle af de spørgsmål som modtageren kunne finde på at rejse, og præsenterer dem som uproblematiske. Dermed signalerer den at afsenderen tager modtagerens kritiske indvendinger og dømmekraft alvorligt. I modsætning til f.eks. en bøn, en opfordring eller en anbefaling appellerer argumentet til modtageren om selv at tage stilling. Da vi altid helst vil tilslutte os noget af egen fri vilje, og efter at vi har overvejet det, er det klart at begrundelser kan egne sig til at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt.

Ved at foretage et inferentielt spring fra begrundelse til standpunkt i et argument, bliver modtageren selv garant for at forbindelsen er gangbar. Dermed tjener argumentationens topiske, problematologiske og retoriske inferens væsentlige retoriske funktioner. I en berømt artikel om det aristoteliske entymem peger Lloyd Bitzer på at det ’retoriske argument’ fungerer parallelt til det dialektiske ræsonnement hvor en ”modtager” selv bidrager med præmisserne i en syllogisme ved at svare på ”afsenderens” spørgsmål (1959: 408). Bitzer mener at virkningen af et argument bygger på at præmisserne, uanset om de er eksplicitte i sprogforløbet eller ej, er hentet fra modtageren (ibid.: 407). Dette dialogiske aspekt af argumentation er knyttet til dens særlige fremstillings-, udtryks og appelfunktion. Den giver

17 Der citeres fra Thure Hastrups danske oversættelse (1983).

27

modtageren mulighed for at bidrage med en topos, udlede et standpunkt og erkende at sprogforløbet retfærdiggør det over for et publikum som han selv tilhører.

Argumentationen egner sig altså i kraft af sine indholdselementer og den måde de forbindes på, i almindelighed til at opfylde et retorisk formål om at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt. Det betyder selvfølgelig ikke at argumentation altid er retorisk vellykket. At et sprogforløb tjener argumentationens semantiske funktioner i kommunikationssituationen, er en nødvendig, men ikke en tilstrækkelig forudsætning for at det egner sig til at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt. For at en argumentation kan være hensigtsmæssig i retorisk henseende, er det blandt andet nødvendigt at det billede afsenderen projicerer af publikum, af sig selv og af sagen, er sandsynligt i modtagerens øjne. En vellykket argumentation er den hvor modtageren vil kunne genkende sig selv i afsenderens konstruktion af sit publikum og erkende at standpunkterne faktisk gøres acceptable for dette publikum gennem begrundelser.

Det er væsentligt her at understrege at argumenter som strukturer af indholdselementer efter påstand-grund-formen ikke tjener deres retoriske funktion uafhængigt af andre retoriske fænomener i et sprogforløb. Argumenter manifesterer sig i sammenhæng med og i kraft af en række andre retoriske virkemidler som understøtter deres semantiske og retoriske funktioner i kommunikationssituationen. Thomas Conley nævner blandt andet metaforer, sammenligninger, analogier og antiteser som sproglige strukturer fra den klassiske retorik der skaber forbindelse fra en begrundelse til et standpunkt (1984: 182), og disse optræder sammen med mange andre af argumentationens virkemidler i Perelmans The New Rhetoric under betegnelsen ’argumentative teknikker’ (1971: 190 ff.). Alle disse teknikker er relevante i et retorisk perspektiv på argumentation, og de kan alle sammen indgå i en samlet retorisk argumentationsteori hvor det argumenterende sprogforløbs egenskaber ikke kun karakteriseres ud fra dets semantiske fremstillings-, udtryks- og appelfunktion, men også ud fra dets poetiske funktion, dets formulering og de typer af omstændigheder det inddrager (se afsnit 6.2.3).

Når jeg senere betragter retorisk argumentationsanalyse som en kompositionslære, sætter jeg fokus på den kategori af argumentative virkemidler der knytter sig til bestemte typer af tekstsegmenter og deres sammensætning. Jeg ser altså på hvordan argumentationens semantiske og retoriske funktioner i en kommunikationssituation kommer i stand gennem tekstsegmenter der tjener semantiske funktioner i relation til hinanden i en argumenterende tekst.

Som baggrund for min undersøgelse af kompositionen af argumentation, vil jeg nu se på hvad der binder argumentation sammen som tekst. Mens jeg i dette kapitel har specificeret påstand-grund-konceptet med hensyn til hvad en begrundelse, et standpunkt og forbindelsen mellem dem består i, vil jeg i

28

næste kapitel afklare konceptet ved at se på hvordan argumentformen manifesterer sig i argumenterende tekster.

29

4. Argumentation som tekst

At et sprogforløb er en ’tekst’ vil sige at det ikke bare består af en tilfældig og fragmenteret rækkefølge af segmenter, men fungerer som en kohærent og afgrænset indholdshelhed i kommunikationssituationen.18 ’Kohærensen’ består i at sprogforløbets segmenter indgår som relevante og meningsfulde dele i helheden.19 En tekst kan udgøres af en enkelt ytring der i sig selv tjener en funktion i kommunikationssituationen. Men så snart den indeholder to eller flere ytringer, kan man kalde disse enheder i teksten for ’tekstsegmenter’20 og begynde at interessere sig for hvordan forholdet mellem dem påvirker tekstens ydre funktion. Ofte kan tekster inddeles i mange tekstsegmenter der tjener tekstens ydre funktioner i kommunikationssituationen i kraft af deres indre funktioner i relation til hinanden i teksten.21

Mens min karakteristik af argumentation i sidste kapitel omhandlede dens ydre funktioner, vil jeg i dette kapitel og det næste fokusere på de indre funktioner af tekstsegmenter i argumenterende tekster. I den forbindelse betragter jeg den argumenterende tekst som et system af tekstsegmenter sat sammen i en bestemt struktur. Tekstlingvisten Robert de Beugrande beskriver forholdet mellem begreberne ’system’, ’funktion’, ’tekst’ og ’struktur’ i en systemisk tekstforståelse sådan:

”A SYSTEM is considered to be a unity of mutually relevant ELEMENTS whose FUNCTIONS are determined by their respective contributions to the workings of the whole (…)” (de Beugrande 1980: 2). “[W]e define STRUCTURE as a relation between at least two systemic elements in occurrence” (ibid.: 10). “A text is an ACTUAL SYSTEM: a functional unity created through processes of decision and selection among options of virtual systems. The evolution of a text can therefore be termed ACTUALIZATION” (ibid.: 16).

Kompositionen af tekster af en bestemt type kan altså betragtes som en ”aktualisering” af et virtuelt tekstsystem. Modellen for kompositionen af retorisk argumentation fra kapitel 2 kan opfattes som en fortegnelse over det 18 Dette er i overensstemmelse med hvad de fleste tekstlingvister forstår ved en ’tekst’, se f.eks. Werlich 1976 (23), Halliday og Hasan 1976 (2) og van Dijk 1981 (83).19 Begrebet ’kohærens’ (eng. ’coherence’) bruges på forskellige måder i tekstlingvistikken (van Dijk 1983c: 93 og fodnote 1 s. 126). Her bruger jeg begrebet i en bred forstand i overensstemmelse med blandt andre M.A.K. Halliday (Halliday og Hasan 1976: 27; Halliday 2009: 367).20 Betegnelsen ’tekstsegment’ skal modsvare det engelske ’discourse segment’ (Grosz og Sidner 1989: 177). Andre betegnelser for de enheder en tekst kan inddeles i, er ’text spans’ (Mann og Thompson 1988: 245), ’discourse elements’ (Moore og Pollack 1992: 537) og ’tekstelementer’ (Togeby 1993: 525).21 Man kan skelne mellem en sprogstørrelses ”indre funktioner” der svarer til en bestemt strukturel ”plads i kæden”, og dens ydre funktioner i en kommunikationssituation (Harder 2007: 4f.). Som Peter Harder gør opmærksom på, er de to typer af funktioner tæt forbundet, i og med at sprogets elementer samtidig med og i kraft af det at de indgår i en sproglig struktur også træder ind i funktionelle sammenhænge med størrelser uden for sproget (ibid.). Halliday peger tilsvarende på at hans ydre metafunktioner svarer til hver deres indre betydningsstrukturer i sproget (2009: 262).

30

virtuelle tekstsystem der ligger til grund for retoriske valg i kompositionen af argumentation. Dette virtuelle tekstsystem er emnet for næste kapitel. I dette kapitel karakteriserer jeg argumentation som et aktuelt system af argumentsegmenter, dvs. som en argumenterende tekst. Først overvejer jeg hvordan argumenter i det hele taget kan manifestere sig i en tekst, og jeg foreslår at forstå argumentation som en struktur af komplekse talehandlinger. Derefter beskriver jeg hvordan den argumenterende tekst hænger sammen som en kohærent helhed af argumentsegmenter, og hvordan argumentationens tekstfunktion bestemmer de indre funktioner af argumentsegmenter som komplekse talehandlinger i en argumentation.

4.1 Argumentets manifestation i en tekst

Argumentationsteoretikere giver forskellige svar på hvordan argumenter efter påstand-grund-konceptet manifesterer sig i en tekst. Nogle mener at standpunktet og begrundelsen skal findes eksplicit og i direkte forlængelse af hinanden i en ytring eller en sekvens af ytringer, andre at de også kan findes i ytringer der optræder langt fra hinanden i en tekst eller som skal udledes analytisk (Willard: 78-80). I dette afsnit ser jeg nærmere på disse to manifestationer af argumenter i en tekst, og jeg viser hvordan man kan forstå sammenhængen mellem dem ved at opfatte påstand-grund-formen som en struktur af komplekse talehandlinger.

4.1.1 To manifestationer af argumentation

Ifølge den snævreste udlægning af påstand-grund-konceptet er et argument en struktur af tekstsegmenter. Et eksempel på denne udlægning af konceptet er Aristoteles’ syllogisme der består af en konklusion og to præmisser. Den kan optræde i en ’perfekt’ variant hvor både konklusionen og de to præmisser er eksplicitte, og i en ’uperfekt’ der trækker på en præmis som ikke er formuleret (Analytica priora, I,1). Syllogismen er mest kendt som en model for forholdet mellem udsagn i analytisk deduktive argumenter, men Aristoteles beskriver også dialektiske og retoriske syllogismer. Den retoriske syllogisme, entymemet, er ifølge Aristoteles ofte uperfekt og har sandsynlige snarere end absolut sande præmisser (Retorik A,I.13-14).

En del nutidige fremstillinger af og modeller for retorisk argumentation bygger på syllogismeformen eller på beslægtede argumentformer hvoraf den mest udbredte nok er Stephen Toulmins (2003: 87-100).22 I modsætning til Aristoteles’ tilgang begrænser disse sig imidlertid ikke til eksplicitte ræsonnementer. Både påstande og begrundelser kan være implicitte, præsupponerede eller implicerede indholdselementer i de samme eller forskellige ytringer, og det er så argumentationsanalysens opgave at

22 Et par af de lærebøger i praktisk argumentation der betjener sig af noget der ligner en syllogismeform er Govier 2005 og Walton 1996. Toulmins argumentform bliver blandt andet brugt i Ehninger og Brockriede 1963, Toulmin m.fl. 1984 samt Jørgensen og Onsberg 2008.

31

tydeliggøre argumentformen ved at ”rekonstruere” (Jørgensen og Onsberg 2008: 33) argumenterne i en analysetekst.

De generelle udlægninger af påstand-grund-konceptet som en struktur af indholdselementer der ikke nødvendigvis svarer til en eksplicit tekststruktur, er mest i overensstemmelse med den bestemmelse af argumentation jeg har givet i sidste kapitel. Den bygger ikke på antagelser om argumentationens sproglige form, men på en karakteristik af dens ydre semantiske og retoriske funktioner, og dem kan et sprogforløb tjene på mange forskellige måder.

Den inferentielle forbindelse i et argument kan opstå som led i fortolkningen af en enkelt ytring, hvilket Ducrot og Meyers eksempler (jf. afsnit 3.2.1 og 3.2.2) samt min argumentanalyse i tabel 2 (afsnit 3.2.1) tydeligt illustrerer. Men ofte involverer et argument alligevel mere end et enkelt tekstsegment. For det første kan begrundelser og standpunkter formidles i forskellige ytringer, som f.eks. i (5-6) i tekst 1 (jf. tabel 1 i afsnit 2.2.1). For det andet kan forskellige ytringer formidle forskellige dele af en begrundelse eller et standpunkt, som f.eks. i (2) og (6) i tekst 1. For det tredje kan en ytring tjene en funktion i et argument uden hverken at formidle standpunkt eller begrundelse. Det gælder f.eks. (3), (5) og (9) i tekst 1 der formidler indholdselementer som ikke er essentielle for argumentet, men som kan støtte begrundelsens og standpunktets funktioner i kommunikationssituationen.

Forholdet mellem ytringer og indholdselementer i et argument er altså ikke noget simpelt en-til-en-forhold. Et argument knytter sig nogle gange til et enkelt og andre gange til forskellige ytringer. Men hvordan skal man forstå påstand-grund-konceptet hvis det ikke er som en struktur af ytringer?

4.1.2 Argumentation som kompleks talehandling

Frans van Eemeren og Rob Grootendorst afklarer forholdet mellem argumenter og ytringer ved at karakterisere argumentation som en talehandling (1983: 32f; 1992: 28f.).23 De peger på at en ytring der indeholder en begrundelse, isoleret set altid udgør en ’elementær’ assertiv talehandling, mens selve begrundelsen er en talehandling der fremsættes i tillæg til den elementære, har sin egen illokutionære kraft og kan spænde over flere ytringer (ibid.). Uanset om begrundelsen knytter sig til en enkelt ytring eller til flere (1983: 34), vælger van Eemeren og Grootendorst derfor at opfatte den som en ’kompleks talehandling’ der ikke fremsættes på den enkelte ytrings niveau, men som udgør et indholdselement i en tekst (1992: 28), dvs. i en kohærent helhed af ytringer.

Også standpunktet i et argument kan ifølge van Eemeren og Grootendorsts forstås som en kompleks talehandling. For at forstå en ytring som standpunkt i et argument, må man nødvendigvis fortolke den i sammenhæng med begrundelsen som del af en tekstlig helhed. Desuden kan 23 I van Eemeren og Grootendorsts terminologi er ’argumentation’ det at begrunde (1992: 28), mens standpunktet, som de kalder ’expressed opinion’ (1983: 35), ikke bliver regnet med til et ’argument’. I det følgende gengiver jeg van Eemeren og Grootendorsts betragtninger med den terminologi jeg introducerede med påstand-grund-konceptet (jf. indledningen til kapitel 3).

32

standpunktet, ligesom begrundelsen, blive fremsat i flere forskellige ytringer, og også den talehandling der fremsætter standpunktet, kan have flere forskellige slags illokutionær kraft. Dog behøver de elementære talehandlinger som ligger til grund for standpunktet, ikke at være assertiver (van Eemeren og Grootendorst 1983: 35), men kan f.eks. også være ekspressiver,24 som denne advarsel fremsat i et læserbrev som jeg har analyseret i bilag 3 ”Så pas hellere på, I folkevalgte”.

Ved at betragte begrundelser og standpunkter som talehandlinger i en tekst snarere end i en enkelt ytring, tager van Eemeren og Grootendorst højde for de tre nævnte måder argumenter kan være sammensat af tekstsegmenter på. For det første forklarer de det forhold at begrundelsen kun kan fungere som begrundelse i relation til et standpunkt som eventuelt kan fremsættes gennem det samme tekstsegment som begrundelsen, men som ofte fremsættes i et andet tekstsegment (van Eemeren og Grootendorst 1983: 33). I begge tilfælde fremkommer argumentet ved at tekstsegmenterne fortolkes som dele af en kohærent tekst. For det andet kan antagelsen om den dobbelte illokutionære kraft i den argumenterende ytring redegøre for det at flere forskellige elementære talehandlinger fremsat i forskellige ytringer kan fungere som dele af samme begrundelse eller standpunkt (van Eemeren og Grootendorst 1992: 29). For det tredje tager beskrivelsen af argumentation som en struktur af komplekse talehandlinger højde for at begrundelsen også kan hænge sammen med andre typer af indholdselementer der bliver formidlet i forskellige ytringer, men som er forbundet når ytringerne fortolkes som dele af en tekst.

Da argumentation består af forbundne begrundelser og standpunkter, og da både begrundelser og standpunkter er komplekse talehandlinger, må også det at argumentere kunne betragtes som en kompleks talehandling. Argumenter er nærmere bestemt det Teun van Dijk kalder ’sammensatte’ (”compound”) talehandlinger (van Dijk 1981: 122) hvor begrundelse og standpunkt tjener essentielle funktioner i relation til hinanden. Den inferentielle forbindelse mellem begrundelser og standpunkter samt evt. supplerende indholdselementer i et argument fremkommer ved fortolkningen af de enkelte ytringer, men det sker ved at de fortolkes som dele af en tekst.

Synet på argumentation som en sammensat kompleks talehandling gør det muligt at redegøre for argumentationens manifestation i en tekst i funktionelle termer: Man kan udskille tekstsegmenter der fungerer som begrundelse, standpunkt, eller andre indholdselementer i et argument, i kraft af at de indeholder en kompleks talehandling der indgår i en sammensat argumenthandling. Dette funktionelle syn på argumentationens manifestation som tekst er ikke kun væsentligt fordi argumenter ikke står i et en-til-en-forhold til bestemte ytringer, men også fordi de ikke knytter sig til bestemte formuleringer. Dette forhold vil jeg kort uddybe.

24 Når jeg omtaler typer af illokutionære talehandlinger, bruger jeg i lighed med van Eemeren og Grootendorst John Searles typologi (Searle og Vanderveken 1985: 179f.).

33

4.1.3 Formuleringen af argumentation

Tekstsegmenter i en argumenterende tekst indeholder ofte eksplicitte markører på forbindelsen mellem begrundelse og standpunkt i argumentet, som f.eks. ordet ”altså” i (3) i tekst 1. Men som blandt andre Ducrot og Meyer peger på, er den slags markører ikke nødvendige for at ytringer kan fungere som argumenter. Ifølge Ducrot er det nok at ordene i kraft af deres leksikalske betydning aktiverer topoi (Anscombre og Ducrot 1989: 83), og ifølge Meyer er det nok at modtageren opfatter et problematisk spørgsmål gennem et uproblematisk som rejses og besvares.25 Med henvisning til Perelman kan man tilføje at argumentsegmenter ikke skal genkendes som ræsonnementer der kan lede frem til standpunkter på en logisk gyldig måde, men ved deres appel til modtageren om øget tilslutning (jf. afsnit 3.1.4).

Et eksempel der kan illustrere dette, er ytringen ”Ned med massemorderen Saddam Hussein” (Jørgensen 2009b: 131), brugt som slagord ved en demonstration. Den indeholder ikke nogen eksplicitte argumentmarkører, men ordet ”massemorder” aktiverer i sammenhængen en topos, og ytringen rejser et problematisk spørgsmål (spørgsmålet om at vælte Saddam Hussein) gennem et uproblematisk (spørgsmålet om hvorvidt Saddam er en massemorder eller ej) som den besvarer med en præsupposition. Dermed bliver det klart at afsenderen ikke bare vil have Saddam Hussein væltet, men at han også vil have modtageren til at tilslutte sig den gode ide og giver ham en begrundelse for at gøre det. Et tekstsegment kan altså sagtens fungere som et argument selv om det ikke er udformet som et ræsonnement.

Indholdet i et argument kan også fremføres gennem ’indirekte talehandlinger’, dvs. gennem ytringer der umiddelbart har form som andre talehandlinger end dem de ”tæller som” når de fortolkes i lyset af afsenderens og modtagerens fælles viden om kommunikationssituationen og den tekstlige sammenhæng (Searle 1975: 59 f.). Et eksempel på at den elementære talehandling, som ligger til grund for en kompleks standpunktshandling, fremgår indirekte, er (7) i tekst 1. Det der fremstår som et udtryk for undren, fungerer her snarere som en beklagelse26, og derigennem som en kompleks standpunktshandling.

Når indholdselementerne i en argumentation forstås som komplekse talehandlinger, er det ikke formuleringen af argumentsegmenter, men deres funktion i teksten og kommunikationssituationen der er i fokus. Det er netop på dette niveau af situeret og tekstlig betydning vi kan genkende argumentation.

25 Meyers syn på funktionen af eksplicitte argumentmarkører fremgår f.eks. af dette citat: ”The argumentative effects of language can certainly be reinforced by the explicit markers of an implicit problem, but it is not necessary that it is so, because language by nature and function refers to questions. A single proposition, therefore, has an “argumentative value” as such” (1994: 72).26 Jeg tænker her på den talehandlingstype Searle og Vanderveken kalder ”lament” (1985: 191).

34

Beskrivelsen af argumenter som strukturer af komplekse talehandlinger i dette afsnit har gjort det klart hvad det vil sige at et tekstsegment tjener en funktion i en argumentation. Det betyder at det indeholder en kompleks talehandling der indgår i en sammensat argumenthandling. De mindste tekstsegmenter der i denne forstand tjener en funktion i argumentationen, er dem jeg kalder ’argumentsegmenter’. I næste afsnit ser jeg på hvordan argumentsegmenter tilsammen kan danne en kohærent argumenterende tekst, og hvordan deres materiale og kontekst i teksten bestemmer deres funktioner som komplekse talehandlinger i en argumentation.

4.2 Argumentsegmenter i den argumenterende tekst

Lingvisten M.A.K. Halliday kalder sprogets potentiale for at danne kohærente tekster for dets ’tekstuelle komponent’ (Halliday og Hasan 1976: 27) eller ’tekstfunktion’ (Halliday 2009: 385). Den kan betragtes som en fjerde semantisk sprogfunktion i tillæg til de tre i Bühlers model, nemlig en der har at gøre med en indholdsmæssig tilordning af segmenter i sprogforløbet til hinanden og til teksten som helhed.27 Denne tekstfunktion kommer til udtryk ved at vi ikke bare regner med at ordene og ytringerne i et sprogforløb fremstiller standpunkter, udtrykker afsenderens problemer og appellerer til modtageren på en måde der er relevant i kommunikationssituationen, men at vi også forventer at de gør det på en måde så de er indbyrdes relevante.

Halliday beskriver en række lingvistiske fænomener som har del i sprogets tekstfunktion, deriblandt informationsstruktur og forskellige former for kohæsion (Halliday og Hasan 1976: 27f.). Han peger på at måden disse tekstdannende ressourcer bliver anvendt på i en tekst, især afhænger af tekstens modus, dvs. dens ydre funktion i kommunikationssituationen (2009: 368). Der er altså en sammenhæng mellem en teksts ydre funktioner, deriblandt de retoriske og semantiske, og den måde den bliver bundet sammen på som tekst. Det er derfor rimeligt at antage at argumentation i kraft af de særlige ydre funktioner jeg har beskrevet i kapitel 3, også tjener sprogets tekstfunktion på en særlig måde.

Hvori består argumentationens tekstfunktion? Med andre ord: Hvad vil det sige at argumentation danner en kohærent helhed af den slags man kan kalde en ’argumenterende tekst’? Det spørgsmål kan man besvare på to forskellige måder, svarende til to forskellige tilgange i den omfattende litteratur om kohærens fra især 1980’erne og 1990’erne. Nogle teoretikere redegør således for kohærensen i et sprogforløb ved at kortlægge niveauer af kommunikative hensigter i en tekst, mens andre fokuserer på parvise ’kohærensrelationer’ (eng. ’coherence relations’)28 mellem kontiguente, dvs. 27 Halliday betragter selv den tekstuelle komponent som en af sprogets tre semantiske ’metafunktioner’. De andre to er den ’ideationelle’ og den ’interpersonelle’ (2009: 384f.), hvoraf den første svarer nogenlunde til Bühlers fremstillingsfunktion, mens den anden blandt andet dækker udtryks- og appelfunktionen.28 Nogle teoretikere bruger betegnelserne ‘discourse relations’ (Knott m.fl. 2001), ’clause relations’ (Hoey 1983: kap.2) eller ’rhetorical relations’ (Mann og Thompson 1987, 1988) for det samme.

35

tilstødende, tekstsegmenter (Sanders og Spooren 1997: 235f.). Disse to tilgange afdækker de to aspekter af kohærens som Teun van Dijk kalder for henholdsvis ’lokal’ og ’global’ kohærens (1981: 268).

For at forstå hvordan argumentation manifesterer sig som tekst, vil jeg i dette afsnit se nærmere på både den globale og den lokale kohærens i en argumenterende tekst. Jeg giver først en generel bestemmelse af disse to aspekter af argumentationens tekstfunktion og illustrerer derefter hvordan de bestemmer funktionen af argumentsegmenter som komplekse talehandlinger i en argumentation.

4.2.1 Argumentationens tekstfunktion

Global kohærens opstår ved at man fortolker flere segmenter i et sprogforløb som en indholdshelhed (van Dijk 1981: 268, 196f.). Det gør man ved at udsætte sprogforløbet for fortolkningsoperationer af ’frasortering’ (”deletion”), ’generalisering’ og ’konstruktion’ (ibid.: 203). Det betyder at man ser bort fra indholdet i nogle segmenter, generaliserer indholdet i andre og konstruerer helhedens indhold ud fra en opfattelse af hvad segmenterne tilsammen indebærer. Man kan for eksempel fortolke en dialog som en invitation til at gå i biografen ved at se bort fra den indledende hilsen, generalisere forskellige replikker til en tilkendegivelse af at samtaleparterne gerne vil se den samme film, og deraf slutte at den ene inviterer den anden i biografen (ibid.: 205f.).29

Barbara Grosz og Candance Sidner afdækker i en meget citeret artikel et væsentligt aspekt af global kohærens ved at se på strukturer af retoriske formål der afspejler sig i en tekst (1986: 178f.), altså ved at se på en appelstruktur. Imidlertid er der også andre væsentlige aspekter af global kohærens end det der har at gøre med sprogets appelfunktion. Ud over at tekster afspejler overordnede retoriske formål (”macro-intentions”), udgør de, som Theun van Dijk peger på, også overordnede illokutionære talehandlinger (”macro-acts”) og tematiske helheder (”macro-propositions”) (1981: 198f.). En tekst er altså globalt kohærent med hensyn til alle de tre aspekter af dens indhold der knytter sig til henholdsvis dens ydre fremstillings-, udtryks- og appelfunktion.

Man kan sige at den globale kohærens for argumentationens vedkommende består i at argumentsegmenterne i en argumenterende tekst fremstiller sagforhold der udgør en tematisk helhed, bidrager til at rejse samme overordnede problematiske spørgsmål og gennem begrundelser appellerer til modtageren om en øget tilslutning til det samme overordnede standpunkt. Med termer fra den juridiske retorik vil jeg kalde det overordnede tema i en kohærent argumentation for ’sagen’ og det overordnede problematiske spørgsmål for ’stridsspørgsmålet’.30 Det overordnede standpunkt i en kohærent argumentation kalder jeg for ’hovedstandpunktet’. 29 Nogle tekstlingvister forstår taleture i en dialog som forskellige tekster. Det gælder f.eks. Ole Togeby der henviser til at forskellige taleture afspejler forskellige afsenderes hensigter (1993: 36). Betingelsen for, som van Dijk, at betragte en dialog som en tekst, må være at man kun fokuserer så et enkelt afsender-modtager-forhold, og betragter den ene deltagers taleture som ”fyld” (jf. afsnit 4.2.2) eller som del af den ikke-tekstslige kontekst.

36

Ved hjælp af disse termer kan jeg bestemme det globale aspekt af argumentationens tekstfunktion som det at en sekvens af tekstsegmenter tilsammen fremstiller en sag, rejser et stridsspørgsmål og appellerer til modtageren om øget tilslutning til et hovedstandpunkt.

30 De romerske retorer kaldte det overordnede tema i en retstale for ’causa’ og det overordnede problematiske spørgsmål for ’summa questio’ eller ’controversia’ (Institutio oratoria, III.11,1-10).

37

Lokal kohærens har at gøre med parvise semantiske kohærensrelationer mellem tekstsegmenter (van Dijk 1981: 268). Den er ikke uafhængig af den globale kohærens, for indholdsrelationerne mellem to tekstsegmenter må nødvendigvis fortolkes i lyset af den helhed de indgår i (ibid.). Ted Sanders og Wilbert Spooren foreslår at sammentænke de to tilgange til kohærens ved at betragte kohærensrelationer som midler til at realisere de hensigter der fremgår af en tekst (Sanders og Spooren 1997: 242).31 Man kan med andre ord betragte et tekstsegments kohærensrelationer som noget der tjener semantiske funktioner i teksten.

Det lokale aspekt af argumentationens tekstfunktion består i at en sekvens af argumentsegmenter i kraft deres kohærensrelationer tjener funktioner som komplekse talehandlinger i argumentationen for et hovedstandpunkt. Argumentsegmenter er ikke de eneste typer af tekstsegmenter der fungerer som komplekse talehandlinger i en argumentation. Men da de er de mindste, er det tilstrækkeligt for at en tekst hænger sammen som argumentation, at den udgør et lokalt og globalt kohærent forløb af argumentsegmenter.

Hvis man betragter en tekst som en struktur af kohærensrelationer mellem kontiguente segmenter, er det væsentligt at skelne mellem relationer af underordning (eng. ’subordination’) og sideordning (eng. ’coordination’) mellem tekstsegmenter, parallelt til skellet mellem underordnings- og sideordningsrelationer i en sætning (Matthiessen og Thompson 1988). Når et tekstsegment er underordnet et andet, er det første ’kærne’ og det andet ’satellit’ i den forstand at det første er mere essentielt for parrets betydning og for tekstens retoriske funktion end det andet (Mann og Thompson 1987: 31).32 Når segmenterne er sideordnede, udgør de forskellige satellitter i relation til et overordnet segment. Som flere lingvister der beskæftiger sig med tekstgenerering og kohærens har peget på (Reed og Daskalopulu 1998: 696), spiller skellet mellem sideordning og underordning en særlig væsentlig rolle i argumenterende tekster fordi de ofte indeholder parallelle argumenter for et hovedstandpunkt.

Flere af de teoretikere der forholder sig til typificeringen af kohærensrelationer, er enige om at der findes flere forskellige slags relationer som kan gøre sig gældende mellem to segmenter samtidig (Sanders 1997; Moore og Pollack 1992). Van Dijk har beskrevet tre slags kohærensrelationer der således kan være overlappende, nemlig relationer der knytter sig til henholdsvis det referentielle indhold, de illokutionære talehandlinger, og de retoriske formål som segmenterne afspejler (1981: 282f.). Han kalder disse tre slags relationer for henholdsvis semantiske, pragmatiske og retoriske (ibid.), men da de er parallelle til de tre ydre semantiske funktioner fra Bühlers model, vil jeg af hensyn til den terminologiske konsistens i min fremstilling

31 Et lignende forslag til at kombinere de to tilgange til kohærens kan man finde hos Korelsky og Kittredge 1993.32 At to tekstsegmenter indgår i en underordningsrelation, betyder ikke at man altid kan forstå det ene som en kærne og det andet som en satellit i alle henseender, jf. afsnit 6.1.2.

38

betegne dem som ’fremstillings-’, ’udtryks-’ og ’appelrelationer’. At beskrive disse typer af relationer svarer til at beskrive indre fremstillings-, udtryks- og appelfunktioner som tekstsegmenter tjener i relation til hinanden i en tekst.

De indre funktioner af et argumentsegment i en argumentation kan beskrives som et sæt af fremstillings-, udtryks og appelrelationer til andre segmenter der indgår i de samme argumenter. To kontiguente argumentsegmenter kan enten stå i en underordningsrelation til hinanden og tjene forskellige funktioner i det samme argument, eller de kan indgå i en sideordningsrelation og tjene parallelle funktioner i relation til et tredje segment i argumentet. Begge muligheder er illustreret senere i dette afsnit.

Både det globale og det lokale aspekt af argumentationens tekstfunktion er relevant for en retorisk tilgang til kompositionen af argumentation. Når man komponerer og fortolker argumentation, må man nemlig både have øje for hvordan den kommer til at virke som en kohærent helhed i kommunikationssituationen, og hvilke funktioner argumentsegmenterne i den forbindelse tjener i relation til hinanden.

Eftersom argumentsegmenter er de mindste tekstsegmenter der fungerer som komplekse talehandlinger i en argumentation, kan man som nævnt tale om at en tekst hænger sammen som argumentation når den udgør et lokalt og globalt kohærent forløb af argumentsegmenter. Et sprogforløb der tjener argumentationens semantiske funktioner i kommunikationssituationen som en kohærent helhed af relaterede argumentsegmenter, er det jeg kalder en ’argumenterende tekst’. I det følgende illustrerer jeg hvordan argumentsegmenter i en argumenterende tekst fungerer som dele af en sammenhængende argumentation for et hovedstandpunkt. I den forbindelse belyser jeg tre faktorer der bestemmer argumentsegmenters funktion i den kohærente tekst. Den er nemlig både bestemt ”nedefra”, af argumentsegmenternes materiale, ”oppefra”, af hele tekstens globale kohærens, og ”fra siden”, af kohærensrelationer til andre tekstsegmenter.

4.2.2 Argumentsegmenter som globalt kohærente helheder

Argumentsegmentet er bestemt ved den samlede funktion af de ytringer der indgår i det, som en kompleks talehandling. Et argumentsegment kan indeholde en enkelt ytring der i sig selv udgør et indholdselement i et argument. Men hvis der er mere end én ytring i argumentsegmentet, er dets funktion i argumentationen givet ved det samlede indhold af ytringerne som det fremgår gennem generalisering, frasortering eller konstruktion. Argumentsegmentet kan så betragtes som en globalt kohærent indholdshelhed af mindre tekstsegmenter.

Generalisering finder sted hvis ytringerne i argumentsegmentet er sideordnede og tjener argumentsegmentets funktion i argumentet parallelt til hinanden. Det gælder f.eks. (6) i tekst 1 (se tabel 3 herunder) der indeholder to ytringer. De kan begge i sig selv fungere som begrundelser, men i teksten

39

fungerer de i sammenhæng, som dele af begrundelsen i det argument som (5-6) formidler:

STANDPUNKT BEGRUNDELSE5 6Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsyns-programmer er, at de bliver marginaliseret.

For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.Tabel 3. Fragment fra tekst 1. Tekstens komposition er analyseret i sin helhed i kapitel 2 og i bilag 1.

Argumentsegmentets indhold og funktion i argumentationen er afhængig af en konstruktionsproces når ingen af de enkelte ytringer i segmentet i sig selv kan fungere som en kompleks talehandling i et argument. Det gælder f.eks. for BEGRUNDELSEN (4) i fragmentet fra tekst 4 (bilag 4) i tabel 4 nedenfor. Her kan de enkelte rapporteringer33 fra den store boksebegivenhed og Muhammed Alis hverdag i sig selv vanskeligt tolkes som et indholdselement i et argument. Men til sammen kan de fungere som en begrundelse for tekstens hovedstandpunkt: at boksning er offentlig lemlæstelse.

BEGRUNDELSE STØTTE4 5De var til boksning i Parken alle sammen. Pia Kjærsgaard, Hells Angels, prins Joachim, Erik Clausen og Information. Alle sammen undtagen en - Muhammed Ali. Han kunne desværre ikke komme. Han er nemlig punchdrunk, han lider af dementia pugilistica - bokserdemens. Han skal altid have en ved siden af sig, når han går, og hvis han blev sat til at bestille en flybillet, ville han være hjælpeløs, så han var der ikke. Ærgerligt, for hvis han var kommet, ville jeg også have været der - koste hvad det ville.

Om Muhammed Ali kan der ikke siges noget ondt. Han er virkelig en af de store. Desværre er det vistnok sådan, at Muhammed Ali ikke mere har det fulde overblik over, hvorfor han er en af de store. Det er kun os andre, der ved det.

Tabel 4. Fragment fra tekst 4 (bilag 4).

Både (4) og (5) i fragmentet i tabel 4 er også eksempler på hvordan frasortering spiller ind ved fortolkningen af et argumentsegment. Når man skal forstå de to segmenters funktion i argumentationen, kan man således se bort fra den sidste ytring i (4) og de to første i (5). De indgår som en naturlig del af den kohærente tekst, men er ikke relevante for segmenternes funktion i et

33 Jf. Searle og Vanderveken om assertivet ”report” (1985: 187).

40

argument. Dermed udgør de det Charlotte Jørgensen og Christian Kock kalder ”fyld” (Jørgensen og Koch 1995: 68).

For at tjene en funktion i en argumentation må et tekstsegment altså indeholde en eller flere ytringer der i kraft af generalisering, konstruktion og frasortering tilsammen udgør et indholdselement i et argument. Men udover at være bestemt nedefra, af de ytringer der indgår i det, er funktionen af et tekstsegment i en argumentation også bestemt af tekstens funktion i kommunikationssituationen, samt af segmentets relationer til andre segmenter der indgår i de samme argumenter. Jeg vil først se nærmere på hvad det globale aspekt af argumentationens tekstfunktion betyder for argumentsegmentets funktion i en argumentation.

4.2.3 Argumentsegmentet i den globalt kohærente argumentation

Det globale aspekt af argumentationens tekstfunktion hænger sammen med en forventning om at argumentsegmenterne i en argumenterende tekst bidrager til at fremstille sagen, udtrykke stridsspørgsmålet og øge modtagerens tilslutning til hovedstandpunktet i teksten. Denne forventning resulterer i at vi så vidt muligt opfatter de enkelte argumentsegmenter i en tekst som argumenter for et hovedstandpunkt.

I argumenterende tekster der består af en enkelt ytring, er det klart at denne ytring i sig selv fungerer som begrundelse for et hovedstandpunkt. Det gælder f.eks. teksten ”Klokken er et”34 (jf. afsnit 3.2.2) hvor hovedstandpunktet ikke er manifest, men hvor fortolkeren alligevel kan udlede det i kraft af tekstens semantiske funktioner i kommunikationssituationen.

I en længere argumenterende tekst vil argumentsegmenterne i kraft af det globale aspekt af argumentationens tekstfunktion også tjene en funktion i argumentationen for hovedstandpunktet ved at udtrykke eller begrunde det direkte. For at illustrere dette har jeg i figur 2 herunder kombineret kompositionsanalysen af tekst 1 fra afsnit 2.2.1 med et diagram over strukturen af komplekse talehandlinger i teksten. De mindste kasser i diagrammet angiver komplekse talehandlinger og de større kasser sammensatte komplekse talehandlinger. De lodrette og vandrette pile i figuren angiver inferens mellem begrundelser og standpunkter der bygger på henholdsvis det globale og lokale aspekt af argumentationens tekstfunktion.

Hovedstandpunktet i en kohærent argumentation fremkommer af argumentsegmenterne gennem generalisering, frasortering og konstruktion, og det er derfor ikke nødvendigvis udtrykt helt præcist i noget enkelt segment. F.eks. fremgår hovedstandpunktet i tekst 1 af alle tekstens argumentsegmenter i sammenhæng. Det kan rekonstrueres som: ”Den aktuelle nedprioritering af syns- og tegnsprogstolkningen af fjernsynsprogrammer er helt urimelig” (jf. afsnit 3.2.1). Mens dette hovedstandpunkt fremgår af STANDPUNKTERNE (3), (5) og (7) gennem 34 Her antager jeg at ytringen fortolkes som en tekst i sig selv og ikke som dele af et længere sprogforløb der udgøres af flere taleture i en dialog (jf. note i afsnit 4.2.1).

41

generalisering, fremgår den af BEGRUNDELSERNE (2), (4) og (6), FORBEREDELSEN (1) samt STØTTEN (9) gennem konstruktion. I figur 2 dækker den kasse der symboliserer hovedstandpunktet som en sammensat kompleks talehandling, derfor alle tekstens argumentsegmenter.

42

Hovedstandpunkt

Forberedelse

Begrundelse

Begrundelse

Standpunkt

StøtteStandpunkt

Standpunkt

Begrundelse

(FORB + (

((BEGR + STNP)

- BEGR -

(STNP + BEGR)) +

STANP + STØTTE))

1 2 3 4 5 6 7 8Vi må ikke være med!I disse dage starter de politiske forhandlinger om den nye medieaftale, og i DR's udspil nævnes syns- og tegnsprogs-tolkning samt tekstning slet ikke, mens TV 2 ligefrem vil skære på dette område.

I dag får man altså ikke meget for sine licenspenge, hvis man har et kommunikationshandicap.

Danmark vedtog sidste år FN's Handicap-konvention og forpligtede sig dermed til at overholde dennes regler, bl.a. ved at sikre adgangen til fjernsyns-programmer, film, teatre og andre kultur-aktiviteter. Men i stedet gør vi det modsatte.

Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsyns-programmer er, at de bliver marginaliseret.

For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.

Hos sammenslutningen af Unge Med Handicap undrer vi os over denne prioritering.

Spørgsmålet er, om det er blevet in at spare på de, der har et handicap?

Figur 2. Kompositionsanalyse af tekst 1 (afsnit 2.1) med angivelse af strukturen af komplekse talehandlinger og strukturen af argumentsegmenter.

Ud over at fungere som udtryk for hovedstandpunktet, kan argumentsegmenterne i en argumenterende tekst som regel fortolkes som begrundelser for det. Tabel 2 i afsnit 3.2.1 viser hvordan alle argumentsegmenter i tekst 1 i kraft af argumentationens fremstillingsfunktion kan fungere som begrundelser for tekstens hovedstandpunkt. Forventningen om at teksten er globalt kohærent, gør det sandsynligt at argumentsegmenterne faktisk bliver opfattet som begrundelser for hovedstandpunktet frem for andre mulige standpunkter som sprogstoffet kan tillade en inferens til via topoi. Argumentsegmenternes funktion som begrundelser for hovedstandpunktet i tekst 1 er i figur 2 angivet med de lodrette inferenspile.

I kraft af at argumentsegmenterne i en tekst udtrykker og begrunder et hovedstandpunkt, tjener de den kohærente argumentations ydre semantiske og retoriske funktioner. De bidrager til at fremstille sagen, rejse

43

stridsspørgsmålet og appellere til modtageren om øget tilslutning til hovedstandpunktet ved at begrunde det, og dermed egner de sig til at opfylde argumentationens retoriske formål (jf. afsnit 3.3).

44

4.2.4 Argumentsegmentet i strukturen af kohærensrelationer

En kohærent tekst kan som nævnt betragtes som en struktur af hensigter eller funktioner og af kohærensrelationer der tjener dem (jf. afsnit 4.2.1). Kohærensrelationerne mellem argumentsegmenter tjener segmenternes indre funktion i en argumenterende tekst ved at lade bestemte relationer mellem komplekse talehandlinger i argumentationen manifestere sig i strukturen af argumentsegmenter. De tjener til at specificere hvilke sammenhænge af sagforhold, spørgsmål og appeller afsenderen har til hensigt at formidle, og hvilken funktion han i den forbindelse har tiltænkt det enkelte argumentsegment.

Ved siden af de funktioner som argumentsegmenter tjener i kraft af den globale kohærens, kan de således tjene mere specifikke funktioner i argumentationen i kraft af deres parvise kohærensrelationer. Det lokale aspekt af argumentationens tekstfunktion åbner så at sige for nogle flere nuancer i argumentationen og nogle argumentative virkemidler som går ud over det at give begrundelser for et hovedstandpunkt. Blandt andet er det i kraft af den lokale kohærens at man kan formidle indholdselementer i et argument der hverken er standpunkter eller begrundelser, og benytte sig af det Jørgensen og Kock kalder ”argumenthierarkier” og ”argumentrækker” (1995: 70f.).

Ud over de obligatoriske standpunkter og begrundelser (jf. kapitel 3) operer jeg med en antagelse om at et argument kan indeholde et eller flere ’støtte-’ og ’forberedelseselementer’. Deres funktion i argumentationen består i henholdsvis at præsentere omstændigheder der får standpunkter og begrundelser til at virke mere relevante og tungtvejende, og at forberede modtageren på indholdet i de efterfølgende elementer ved at opsummere det eller præsentere nødvendig baggrundsinformation (jf. afsnit 2.2.3).

Et argumenthierarki består i at man ”først giver belæg for én påstand og derefter bruger den som belæg for en anden, overordnet påstand”, og en argumentrække i at man ”har to eller flere belæg for den samme påstand” (ibid.). Begge disse virkemidler kan være væsentlige når man skal give modtageren et indtryk af at have gennemtænkt sagen og besvaret alle de spørgsmål som et standpunkt kan give anledning til (jf. afsnit 3.3).

Med udgangspunkt i figur 2 vil jeg nu beskrive hvordan kohærensrelationerne i tekst 1 er med til at bestemme den semantiske og retoriske funktion af argumentsegmentsegmenterne som begrundelser, standpunkter, forberedelser og støtter i argumentationen. Underordnings- og sideordningsrelationer er i figuren angivet med henholdsvis ”+” og ”-”. Argumentsegmenter der både relaterer sig til hinanden og til et tredje segment, udgør det man kan kalde en ’gruppe’, og som er angivet med ”( )”. Som diagrammet indikerer, svarer sammensatte talehandlinger i argumentationen til grupper af argumentsegmenter og relationerne mellem enkelte eller sammensatte komplekse talehandlinger (de stiplede linjer) svarer til sæt af kohærensrelationer mellem tekstsegmenterne.

45

Ud over at fungere som argumenter for hovedstandpunktet, tjener argumentsegmenterne i tekst 1, i kraft af tekstens lokale kohærens funktioner i tre andre argumenter. Dels udgør hele teksten et argument hvor (1) fungerer som forberedelse, (2-6) som begrundelse, (7) som standpunkt og (8) som støtte. Dels formidler (2-3) og (5-6) argumenter bestående af en begrundelse og et standpunkt. Argumentsegmenternes funktioner i disse argumenter ligger til grund for min typificering af dem efter de fire hovedtyper BEGRUNDELSE, STANDPUNKT, STØTTE og FORBEREDELSE (jf. afsnit 2.2.3)

I kraft af blandt andet deres kontiguitet og den kohæsionsforbindelse som ordet ”altså” etablerer, må BEGRUNDELSEN (2) og STANDPUNKTET (3) i tekst 1 fortolkes i en underordningsrelation til hinanden.35 Mens de to segmenter i lyset af hele tekstens argumentation fungerer som selvstændige begrundelser for hovedstandpunktet, fungerer de i kraft af deres indbyrdes fremstillings-, udtryks- og appelrelationer til hinanden i teksten som henholdsvis begrundelse og standpunkt i et mere lokalt argument. BEGRUNDELSEN (2) fremstiller sagforhold på en måde som tillader at udlede indholdet i (3) som en konklusion, rejser det problematiske spørgsmål som udtrykkes i (3) ved at besvare et uproblematisk spørgsmål om tv-stationernes politik, og appellerer ved at retfærdiggøre appellen i (3). STANDPUNKTET (3) fremstiller et sagforhold som noget der følger af fremstillingen i (2), udtrykker det problematiske spørgsmål mere præcist og tydeliggør dermed hvad afsenderen appellerer om modtagerens tilslutning til. Funktionen af (5) og (6) som henholdsvis STANDPUNKT og BEGRUNDELSE, og af (7) som STANDPUNKT i relation til (2-6) er bestemt af underordningsrelationer på en tilsvarende måde. BEGRUNDELSEN (4) indgår kun i sideordningsrelationer til de kontiguente segmenter, hvilket indikerer at den tjener sin funktion som begrundelse i et argument i relation til et tredje segment, nemlig (7).

Sideordningsrelationerne mellem (2-3), (4) og (5-6) i tekst 1 indikerer at de tre segmenter tjener parallelle funktioner i argumentet, og at de dermed udgør en argumentrække. De fungerer tilsammen som begrundelse i det argument hvor (7) fungerer som standpunkt. Underordningsrelationen mellem (2-6) og (7) indikerer at (7) er et mere overordnet standpunkt end (3) og (5). I (3) og (5) besvarer afsenderen så at sige nogle af de uproblematiske spørgsmål som hans svar på det problematiske spørgsmål i (7) efterlader hos modtageren. Men da disse svar i sig selv virker problematiske, underbygger afsenderen dem ved at rejse og besvare uproblematiske spørgsmål i (2) og (6). Dermed benytter han argumenthierarkier til at argumentere i overensstemmelse med Aristoteles’ erkendelse om at det der ikke i sig selv er overbevisende, må synes påvist ved sætninger der er (jf. afsnit 3.3).

FORBEREDELSER og STØTTER tjener deres funktion som forberedelses- og støttehandlinger i argumentationen i kraft af underordningsrelationer til andre tekstsegmenter. Funktionen af FORBEREDELSEN (1) i tekst 1 som en kompleks talehandling i argumentationen er således givet ved underordningsrelationen

35 En relation af underordning mellem to segmenter kan betyde at de begge er underordnede i nogle henseender og overordnede i andre, jf. afsnit 6.1.2.

46

til gruppen (2-8). Som kompleks talehandling forbereder (1) de efterfølgende komplekse talehandlinger ved at fremstille et gennemgående tema i dem og udtrykke afsenderens problem i en kort og fængende form. STØTTEN (8) støtter funktionen af STANDPUNKTET (7) ved at forklare hvorfor afsenderen finder det rimeligt at udlede den nævnte konklusion af BEGRUNDELSEN (2-6).

I alle de eksempler jeg her har givet, svarer funktionen af argumentsegmenterne som forberedelser, støtter, begrundelser og standpunkter i et argument til deres kohærensrelationer til kontiguente segmenter. Men tekstsegment kan også tjene sin indre funktion i en tekst ved at et indholdselement i det er forbundet til et indholdselement som ikke har et udtryk i et andet segment. Man kan så tale om at tekstsegmentet er en ’eksofor’ (Halliday og Hasan 1976: 16). Selv for eksoforer giver det mening at sige at deres funktion i teksten er bestemt ved kohærensrelationer. Den beror nemlig på en fornemmelse hos modtageren af at det relaterede indholdselement ”burde” være udtrykt i et tekstsegment for at teksten kan leve op til forventningen om lokal kohærens. Man kan sige at aktualiseringen af det eksoforiske tekstsegment ”betinger” aktualiseringen af et andet segment.

Et eksempel på eksoforiske argumentsegmenter er de to BEGRUNDELSER i læserbrevet i tabel 5 der er citeret fra Ole Togeby (1993: 569) og analyseret ved hjælp af min kompositionsmodel:

BEVISFØRELSE AFSLUTNINGBEKRÆFTELSE FORSTÆRKNING

BEGR BEGRTENDENS SAMMENLIGNING

7 8Det er fortsat en kendsgerning, at hvis du gifter dig med en jomfru af det modsatte køn og forbliver trofast livet igennem, er risikoen for at få AIDS nøjagtig den samme som risikoen for at blive ramt af en meteor, mens du bader i en swimmingpool.

Menneskets historie begyndte med Adam og Eva, ikke med Adam og Bruce.

Tabel 5. Læserbrev fra Newsweek d. 9. september 1985 af Daniel J. Sobieski.

I kraft af det globale aspekt af argumentationens tekstfunktion fungerer læserbrevet som en argumentation for et hovedstandpunkt om at man bør undgå homoseksualitet. Forventningen om at teksten er lokalt kohærent betyder at de to BEGRUNDELSER betinger aktualiseringen af to STANDPUNKTER der f.eks. kunne formidle standpunkterne: ”Gift dig med en af det modsatte køn og forbliv trofast livet igennem” og ”Gør som Adam, gift dig med en kvinde” (ibid.).

I dette afsnit har jeg beskrevet det globale og lokale aspekt af argumentationens tekstfunktion og illustreret hvordan den bestemmer den indre funktion af argumentsegmenter i en argumenterende tekst. Fortolkningsprocesserne af generalisering, konstruktion og frasortering kan

47

sammen med kohærensrelationerne forklare hvordan argumentsegmenter kommer til at fungere som dele af argumentationen for hovedstandpunktet i en argumenterende tekst.

Ved at opdele en tekst i argumentsegmenter og typificere dem efter deres indre funktioner, kan man indfange en væsentlig kategori af argumentative virkemidler der bygger på påstand-grund-formen. Disse virkemidler fremgår af argumentsegmenternes niveau i min kompositionsmodel (jf. kapitel 2). Men som nævnt i afsnit 3.3 er der også mange andre typer af virkemidler som er relevante i et retorisk perspektiv på argumentation. Flere af disse kan tematiseres ved at man også opfatter den argumenterende tekst som en kohærent helhed af tekstsegmenter der er større end argumentsegmenterne og defineret ved andre typer af indre funktioner i den argumenterende tekst.

I modsætning til bl.a. Rhetorical Structure Theory (Mann og Thompson 1987) hvor komposition kun analyseres som en struktur af kohærensrelationer af en bestemt slags, inddrager min model flere kompositionelle niveauer med forskellige segmenttyper på hvert. På den måde indfanger den også andre typer af argumentative virkemidler end dem der knytter sig til påstand-grund-formen.36 Af hensyn til overskueligheden angiver jeg ikke kohærensrelationer mellem segmenterne i modellen, sådan som jeg ellers har gjort det i figur 2. I modellen nøjes jeg med at typificere argumentsegmenter dem efter de funktioner de tjener i relation til hinanden på hvert niveau i modellen.

I næste kapitel uddyber jeg princippet bag niveauinddelingen af argumentationens tekstsystem, og jeg beskriver typerne af tekstsegmenter på hvert af modellens tre kompositionelle niveauer. Mens jeg i dette kapitel har fokuseret på hvordan argumentation manifesterer sig som en argumenterende tekst, vil jeg i næste kapitel interessere mig for hvordan de forskellige typer af tekstsegmenter i argumenterende tekster i almindelighed fungerer i relation til hinanden. Fokus rykker sig altså nu fra den argumenterende tekst som et aktualiseret system til det virtuelle tekstsystem vi aktualiserer når vi komponerer argumentation.

36 Jeg diskuterer denne og andre forskelle mellem min tilgang og Rhetorical Structure Theory i afsnit 6.1.1.

48

5. Kompositionen af argumentation

Ved ’komposition’ forstår jeg sammensætningen af bestemte typer af tekstsegmenter til tekster af en bestemt type. I dette kapitel præsenterer jeg de typer af tekstsegmenter og struktureringsformer som ligger til grund for min model for kompositionen af argumentation. Den kompositionslære jeg dermed lægger op til, er ikke en lære om valg vedrørende den hensigtsmæssige disponering af argumenterende tekster efter bestemte mønstre, som den man f.eks. kan finde i kapitlerne om dispositio i den antikke retorik.37 Der er tale om en fortegnelse over det virtuelle tekstsystem som argumenterede tekster aktualiserer, dvs. om det tekstlingvister kalder en ’tekstgrammatik’ (van Dijk 1981: 59f., Werlich 1976).

Komposition som en lære om typerne af mulige tekstsegmenter og deres sammensætning er et grundlæggende tema i den klassiske retoriks lærebøger om argumentation. Det afspejler sig især i læren om talens stordele (lat. partes orationis) der ofte organiserer fremstillingen af inventio (Lausberg 1998: 120). I en tidlig retorik som Korax’s skulle denne makrokompositionslære have været så fremtrædende at det får Roland Barthes til kalde den for en ”storsyntagmatik” (Barthes 1997: 25). Stordelene, der hos Ciceros hedder exordium, narratio, partitio, confirmatio, reprehensio og conclusio (De inventione, I,19) er talens mest overordnede segmenter, men flere af antikkens retorikere beskriver også mindre segmenttyper under stordelene. Hermogenes inddeler f.eks. indledninger i fire forskellige segmenttyper (Peri heureseôs, I.5), Quintilian nævner excursus, (Institutio oratoria, IV.3.12), propositio (ibid., IV.4.1) og partitio (ibid. IV.5.1) som mulige segmenttyper i narratio, og hos Cicero består confirmatio blandt andet af tekstsegmenterne exemplum (De inventione, I,48) og argumentum, mens argumentet igen bliver delt op i typer af mindre tekstsegmenter der hver især tjener selvstændige funktioner i det (ibid.: I.37). Den klassiske retoriks inventiolære indeholder altså, blandt meget andet,38 en beskrivelse af argumentationens virtuelle tekstsystem der indfanger forskellige niveauer af indre funktioner.

I flere af den klassiske retoriks fremstillinger af inventio står det hele tiden klart hvilke større dele de enkelte virkemidler indgår i, og hvordan de i kraft af deres indre funktioner i teksten kan bidrage til at tjene dens ydre funktioner. Dette helhedssyn på teksten er nyttigt i et retorisk perspektiv, uanset om man skal analysere eller komponere argumentation. I begge tilfælde skal man forholde sig til teksten som en funktionel helhed i

37 Muligheden for at danne et ”mønster af dele i tekstens helhed” (Togeby 1993: 583) der skaber et ekstra niveau af sammenhæng og betydning, samt de semantiske og retoriske funktioner sådan et mønster kan tjene, er også relevant i et retorisk perspektiv. Men det indgår ikke i min beskrivelse af kompositionen af argumentation (jf. afsnit 6.2.3).38 I inventiofremstillingerne i den klassiske retorik optræder typer af tekstsegmenter side om side med virkemidler der blandt andet er karakteriseret efter topiske og stilistiske principper.

49

kommunikationssituationen, samtidig med at man tematiserer forskellige typer af retoriske valg vedrørende dens enkelte dele.

Ved at betragte argumentation som et spørgsmål om komposition vil jeg på samme måde kombinere en karakteristik af enkeltstående argumentative virkemidler med et helhedssyn på den argumenterende tekst. Jeg går ikke ud fra at nutidens argumenterende tekster følger samme virtuelle tekstsystem som den græske og romerske oldtids taler, men det vil vise sig at mange af segmenttyperne fra den klassiske retorik stadig er i brug, og at de kan beskrives efter de principper jeg demonstrerer i dette kapitel. Kapitlet begynder en beskrivelse de fire niveauer der indgår i min version af argumentationens virtuelle tekstsystem og nogle overvejelser om hvordan niveaudelingen skal forstås.

5.1 Argumentationens virtuelle tekstsystem

En kompositionslære som den vi kender fra den klassiske retorik, bygger på et træk ved sproget som man i generativ grammatik kalder for ’dekompositionalitet’, og som kan opsummeres sådan:

”[D]iscourse can be decomposed into smaller and smaller units (…). The chain that is [thereby] manifested can be considered a hierarchy of planes where discrete units are “articulated”. Several units on the same level are fitted (or “integrated,” in Benvenistes terminology) into a unit of a higher order, and each of them in turn embodies units of a lower order” (Dubois m.fl. 1981: 25).

Dekompositionaliteten går på udtrykssiden fra fonemets niveau, over stavelsens, ordets, sætningsleddets og sætningens niveauer til tekstniveauet (ibid.: 26). I teksten er bestanddelene det jeg har kaldt ’tekstsegmenter’, og de er tilpasset hinanden sådan at de danner en kohærent helhed i kommunikationssituation. Men ofte kan en tekst dekomponeres til kohærente enheder på flere forskellige niveauer før man når sætningsniveauet.

På indholdssiden kan inddelingen af et sprogforløb efter princippet om dekompositionalitet, som Ole Togeby peger på (1993: 151), forstås som et spørgsmål om hvilke typer af indhold og kontekst man interesserer sig for. For hvert niveau man bevæger sig ned, abstraherer man fra flere aspekter af sprogforløbets indhold, og man betragter de andre enheder på samme niveau samt enheden på det højere niveau som kontekst for den enkelte enhed (ibid.: 153). Dermed kan man på hvert niveau koncentrere sig om en ny slags funktion og en ny kategori af retoriske valg der er mere specifikke end valgene på det højere niveau. Hvilke niveauer skal indgå i et virtuelt tekstsystem som kan tematisere de væsentlige retoriske valg vedrørende kompositionen af argumentation? Det giver jeg nu mit svar på.

50

5.1.1 Niveauer i argumentationens tekstsystem

Som det fremgår af modellen for komposition af argumentation fra kapitel 2, opererer jeg med fire forskellige abstraktionsniveauer i min beskrivelse af argumentationens virtuelle tekstsystem. Det øverste niveau er den argumenterende tekst. Dens kontekst er dels ytringer uden for teksten, dels den kommunikationssituation teksten fungerer i som en funktionel enhed, sådan som det f.eks. fremgår af Bühlers organonmodel (jf. afsnit 3.1.1).

En argumenterende tekst er en kohærent helhed af argumentsegmenter der tjener funktioner i argumentationen for et hovedstandpunkt (jf. afsnit 4.2.1). Argumentation kan selvfølgelig optræde andre steder end i argumenterende tekster, f.eks. i teksttyper hvor argumentationens semantiske og retoriske funktion er underordnet andre funktioner, eller hvor den kun præger enkelte afsnit.39 Ved at beskrive det virtuelle tekstsystem for argumenterende tekster gør jeg det imidlertid samtidig klart hvilke segmenttyper og tekststrukturer andre teksttyper må trække på for at have karakter af argumentation.

Det næste niveau i min model for kompositionen af argumentation indeholder de større passager jeg kalder ’stordele’, og som svarer til stordelene i den klassiske retorik. Af de antikke lærebøger i retorik fremgår det at funktionen af og valg mellem tekstsegmenter på lavere kompositionelle niveauer i høj grad afhænger af hvilken stordel de befinder sig i. Dette niveau i tekstsystemet er også væsentligt for at belyse retoriske valg i moderne argumenterende tekster. På stordelenes niveau er enhedernes indhold bestemt ved deres relation til andre stordele og ved funktionen i teksten. I karakteristikken af typer af stordele kan man altså abstrahere fra sprogforløbets ydre funktioner i kommunikationssituationen og fokusere på de indre funktioner i teksten.

I den klassiske retoriks kompositionslære inddeles stordelene, som nævnt i indledningen til dette kapitel, i nogle umiddelbare dele som jeg af mangel på et bedre ord kalder ’afsnit’, selv om de ikke altid svarer til de typografiske afsnit i en tekst. De tjener mere specifikke indre funktioner i tekstsystemet end dem der kendetegner stordelene, og kan dermed give anledning til andre typer af retoriske valg.

På det nederste niveau i argumentationens tekstsystem er enhederne de argumentsegmenter jeg karakteriserede i afsnit 4.2. De udgør kohærente helheder af mindre tekstsegmenter der i relation til hinanden tjener funktioner i et afsnit svarende til deres funktion som komplekse talehandlinger i et argument.

I de fleste modeller til analyse af komposition bliver tekster dekomponeret indtil niveauet af de tekstsegmenter der udgør selvstændige ytringer.40 Det er konsekvent hvis man vil redegøre for kohærensen i en tekst i

39 Et eksempel på sådan en ’hybridtype’ (Hatim og Mason 1990: 145f.) er essayet, der kan kombinere argumentation og oplysning (Togeby 1993: 582).40 Det gælder f.eks. i Rhetorical Structure Theory (Mann og Thompson 1987) og i Ole Togebys kompositionsmodel (1993: 523f.). Se også afsnit 6.1.

51

det hele taget. Men eftersom jeg kun interesserer mig for funktionen af tekstsegmenter i en argumentation er det tilstrækkeligt for mig at se på de ofte større segmenter der formidler indholdselementer i et argument. Ved at fokusere på argumentsegmenter og se bort fra lavere strukturelle niveauer i argumenterende tekster, forsøger jeg at forenkle kompositionsanalysen og samle opmærksomheden om de typer af kompositionelle valg som jeg mener er mest centrale i et retorisk perspektiv på argumentation. Det mest basale af disse valg er valget mellem segmenter der fungerer som dele af et argument. En afsender må selvfølgelig også træffe væsentlige retoriske valg vedrørende materialet i de enkelte argumentsegmenter, men disse kan tematiseres på andre måder end ved hjælp af en kompositionsmodel.

Nedenstående tabel indeholder en bestemmelse af enhederne på hvert af de fire niveauer i argumentationens tekstsystem og i min kompositionsmodel:

Argumenterende tekst

Kohærent helhed af stordele og argumentsegmenter der tilsammen fremstiller en sag, udtrykker et stridsspørgsmål og appellerer om modtagerens tilslutning til afsenderens hovedstandpunkt i kommunikationssituationen.

Stordele Kohærente helheder af afsnit der tilsammen fungerer som overskrift, beretning, bevisførelse eller afslutning i en tekst.

Afsnit Kohærente helheder af argumentsegmenter der tilsammen fungerer som rubrik, manchet, underrubrik, indledning, propositio, probatio, refutatio, forstærkning eller rekapitulation i en stordel.

Argumentsegmenter

Kohærente helheder af ytringer der tilsammen formidler et indholdselement i et argument og fungerer som forberedelse, standpunkt, begrundelse eller støtte i et afsnit.

Princippet om dekompositionalitet gør sig konsekvent gældende på udtrykssiden hvor man kan sige at enhver argumenterende tekst består af en eller flere stordele, en stordel af et eller flere afsnit og et afsnit af et eller flere argumentsegmenter. Man kan derfor beskrive kompositionen af argumentation som en aktualisering af bestemte muligheder for hvordan segmenterne på hvert niveau kan sammensættes af segmenter på et lavere niveau.

I dette kapitel demonstrerer jeg hvordan man kan kortlægge det virtuelle tekstsystem vi aktualiserer når vi komponerer argumentation. Men før jeg går i gang med at beskrive typerne af segmenter i argumenterende tekster, vil jeg knytte nogle kommentarer til den fremgangsmåde jeg anvender i beskrivelsen af det virtuelle tekstsystem.

52

5.1.2 Kortlægningen af argumentationens virtuelle tekstsystem

For at kunne beskrive et virtuelt tekstsystem, må man nødvendigvis se på hvordan det aktualiseres i konkrete tekster. Når jeg beskriver segmenttyperne på hvert niveau i argumentationens tekstsystem, tager jeg udgangspunkt i de kompositionsanalyser af fire argumenterende tekster som er vedhæftet i bilag 1-4. Disse fire analyser og min liste af segmenttyper er blevet til gennem en iterativ proces hvor jeg løbende har tilpasset både analyserne og listen efterhånden som jeg har afprøvet forskellige kategoriseringsprincipper og forsøgt at indfange de retorisk relevante forskelle i segmenternes funktion. For at sikre en vis ekstern validitet har jeg undervejs lavet tentative analyser af andre tekster fra avisernes meningsgenrer, og jeg har sammenlignet mine observationer vedrørende segmenttyperne i bilag 1-4 med aktualiseringer af de samme segmenttyper i andre tekster. På den måde er jeg nået frem til en skitse af et virtuelt tekstsystem som dækker de fleste af de muligheder der er aktualiseret i avisernes meningsgenrer.

Det er ikke min ambition at beskrivelsen af det virtuelle tekstsystem i dette kapitel skal være udtømmende med hensyn til at beskrive de mulige segmenttyper i argumenterende tekster i det hele taget. For at give en mere fuldstændig beskrivelse af argumentationens virtuelle tekstsystem må man se på flere tekster fra flere forskellige argumenterende genrer. Men min skitsering af systemet kan tjene til at demonstrere hvordan dekompositionen i de fire niveauer ved hjælp af min model og typificering af segmenttyper på hvert niveau kan foregå. De fire tekster jeg har analyseret, er alle fra avisernes meningsgenrer, og de er udvalgt sådan at de kan eksemplificere mange af de segmenttyper og struktureringsformer der er almindelige inden for disse genrer. Det tekstsystem jeg skitserer, vil af samme grund kunne bruges til at analysere de fleste argumenterende avistekster. Jeg regner med at de overordnede typer af argumentsegmenter vil være de samme for alle argumenterende tekster, men at der kan findes flere undertyper af argumentsegmenter, flere typer af afsnit og måske også flere typer af stordele.

For at forstå hvordan det virtuelle tekstsystem kommer i stand, og hvad det kan bruges til, er det væsentligt at man ikke opfatter det som en entydig tolkningsnøgle. Segmenterne i en argumenterende tekst kan ikke afgrænses og typificeres ved hjælp af min model på samme måde som man analyserer kompositionen af en sætning ved hjælp af grammatikkens genskrivningsregler. Kompositionsanalysen kræver fortolkning af betydningen af teksten og dens segmenter i en kommunikationssituation, og sådan en fortolkning kan aldrig være entydig. Et segment vil ofte kunne henregnes til flere forskellige typer alt efter hvordan man fortolker dets funktion i konteksten. Min retoriske tilgang til argumentation lever altså ikke op til logikkens og grammatikkens idealer om at levere entydige kategorier og sikre forudsigelige analyser.41 Mit ambition har været at udvikle en tilgang til 41 Disse idealer er, som James Crosswhite peger på i et forsvar for Perelmans nyretorik (1995: 137), ikke nødvendigvis centrale for en retorisk argumentationsteori.

53

kompositionen af argumentation der kan tematisere væsentlige typer af retoriske valg. I den forbindelse er det naturligt og nødvendigt at fortolkeren har en vis frihed til at vælge den beskrivelse af virkemidlerne i en tekst der i hans øjne bedst indfanger deres retoriske funktion. Min model og listen med segmenttyper kan vejlede fortolkningen af de kompositionelle virkemidler i en tekst og gøre det muligt at formidle den på en konsistent måde.

Når jeg karakteriserer typerne af tekstsegmenter i argumentationens virtuelle tekstsystem, beskriver jeg deres indre fremstillings-, udtryks- og appelfunktioner i relation til andre segmenter på samme niveau. Disse funktioner er ikke altid nogle som argumentsegmenterne i en tekst tjener i relation til andre aktualiserede segmenter (jf. afsnit 4.2.3). I det virtuelle tekstsystem, hvor der jo ikke kan være tale om kohærensrelationer, kan den indre funktion af et tekstsegment forstås som det at segmentets aktualisering vil skabe en forventning om at andre typer også aktualiseres. Fordi aktualiseringen af en segmenttype således altid betinger aktualiseringen af en anden, må typerne af segmenter i det virtuelle tekstsystem karakteriseres i relation til hinanden.

Selv om både den indre fremstillings-, udtryks- og appelfunktion indgår i min beskrivelse af segmenttyperne i argumentationens virtuelle tekstsystem, kan de tre semantiske funktioner sætte deres præg på konkrete aktualiseringer af segmenttypen i forskellig grad. Nogle gange vil man umiddelbart kun kunne genkende en segmenttype på en af dens indre semantiske funktioner, mens flere af funktionerne andre gange interagerer så det vil være svært at afgøre hvilken en af dem der præger segmentets indhold mest.42

I det følgende karakteriserer jeg først typerne af stordele som optræder i de fire tekster jeg har analyseret, og typerne af afsnit der kan optræde i hver stordelstype. Derefter karakteriserer jeg hoved- og undertyperne af argumentsegmenter. Undervejs i min gennemgang beskriver jeg også de typiske placeringer af hver segmenttype i tekstsystemets struktur. Karakteristikkerne af alle segmenttyperne og deres mulige pladser i strukturen er samlet i tabellen i bilag 5.

5.2 Typer af stordele og afsnit

Min beskrivelse af alle segmenttyperne i argumentationens tekstsystem er stærkt inspireret af kompositionslæren i den klassiske retorik. Her kan man støde på en række forskellige typologier over stordele (Lausberg 1998: 122f.). Fire stordele der går igen i de fleste af dem, er dem som på latin hedder exordium, narratio, argumentatio og peroratio. Disse svarer nogenlunde til hver sin af de stordele i argumenterende tekster i nutidens aviser jeg kalder ’OVERSKRIFT’, ’BERETNING’, ’BEVISFØRELSE’ og ’AFSLUTNING’. I dette afsnit vil jeg 42 van Dijk giver flere eksempler på hvordan de tre semantiske niveauer enten kan være i spil samtidig eller et ad gangen i funktionelle relationer mellem tekstsegmenter (1981: 265 f.).

54

karakterisere hver type stordel nærmere og beskrive de afsnitstyper der kan optræde i hver af dem.

5.2.1. OVERSKRIFTEN og dens afsnit

Tekster i avisernes meningsgenrer begynder altid med en ’RUBRIK’, og længere argumenterende tekster som ledere og kronikker indeholder desuden ofte en ’MANCHET’ og en ’UNDERRUBRIK’. Disse tre segmenttyper hører til på niveauet af afsnit i min model, og tilsammen udgør de den stordel jeg kalder ’OVERSKRIFT’.

Funktionen af en OVERSKRIFT i en argumenterende tekst minder om de funktioner som blandt andet den ukendte forfatter til Retorik til Herennium angiver for retstalens exordium. Det skal gøre tilhørerne ”lærenemme, opmærksomme og velvillige” ved at ”man kort sammenfatter sagen”, ”lover dem en tale om noget betydningsfuldt, nyt og anderledes eller om noget der er relevant for det politiske liv (…)” og fremstiller sig selv eller sagen i et positivt lys (II,6-8). OVERSKRIFTEN skal altså foregribe de sagforhold, det problem og den appel som udfoldes i tekstens andre stordele og berede vejen for at øge modtagerens tilslutning.

Funktionen af en OVERSKRIFT i en tekst og af de tre typer af afsnit i en OVERSKRIFT kan eksemplificeres med dette fragment fra tekst 4 der er analyseret i sin helhed i bilag 4:

55

OVERSKRIFTRUBRIK MANCHET UNDERRUBRIKFORB BEGR STØT

OPSUMMERING SAMMENLIGNING FORKLARING 1 2 3 Desværre kunne Muhammed Ali ikke komme

Mishandlingen af små grise foregår heldigvis gedulgt og i nattens mulm og mørke, medens mishandlingen af de unge boksere foregår i fuld offentlighed og til beskuelse for enhver, der vil betale entre.

Et aber dabei til Mikkel Kesslers VM-kamp for nylig

Tabel 6. Fragment fra begyndelse af tekst 4 (bilag 4).

Denne OVERSKRIFT opsummerer kronikkens emne, præsenterer problemet og fremsætter en første appel gennem en begrundelse. Dermed kan den forberede læseren, fange hans opmærksomhed og måske vinde ham for sagen. RUBRIKKEN (1) tjener denne semantiske og retoriske funktion ved at præsentere sagen, problemet og appellen i en ultrakort form. MANCHETTEN (2) fremhæver et bestemt sagforhold, et bestemt aspekt af problemet og en bestemt appel fra et efterfølgende afsnit som især egner sig til at gøre modtageren opmærksom, interesseret og velvillig, og UNDERRUBRIKKEN (3) tjener OVERSKRIFTENS formål ved at forklare meningen med indholdet i RUBRIKKEN og MANCHETTEN i relation til kommunikationssituationen.

Udover at være et fast element i OVERSKRIFTEN kan en RUBRIK også optræde i andre stordele, mens MANCHET og UNDERRUBRIK kun hører hjemme i OVERSKRIFTEN.

5.2.2 BERETNINGEN og dens afsnit

Den proces hvor man forsøger at retfærdiggøre et standpunkt, kan, som Stephen Toulmin peger på (2003: 16), inddeles i forskellige faser hvor man associerer standpunkter med forskellige grader af sikkerhed. Til at begynde med kan man kun præsentere standpunktet som en mulighed der fortjener at blive taget i betragtning i den givne situation (ibid.: 17). Derefter kan man inddrage mere information der bekræfter et standpunkt og afkræfter andre, så man til sidst måske vil kunne udråbe det ene som ’nødvendigt’ og de andre som irrelevante eller ’umulige’ (ibid.: 20). Disse faser svarer til stordelene BERETNING, BEVISFØRELSE og FORDRING i min kompositionsmodel. De tjener netop til henholdsvis at rejse stridsspørgsmålet og præsentere hovedstandpunktet som et muligt svar, at bekræfte hovedstandpunktet og afkræfte andre muligheder samt at afsige ”dommen” i sagen ved at udråbe hovedstandpunktet som det mest acceptable og nødvendige svar.

BERETNINGEN svarer til den antikke retoriks narratio der ifølge Quintilian er ”an exposition, designed to be persuasive, of an action done or deemed to be done” eller “a speech instructing the hearer on what is in dispute” (Institutio Oratoria IV.2,31). BERETNINGEN skal netop præsentere nogle forhold i sagen

56

som giver anledning til at rejse et stridsspørgsmål, og får modtageren til at overveje tilslutningen til tekstens hovedstandpunkt som en mulig acceptabel reaktion. I avisernes meningsgenrer er jeg stødt på tre typer af afsnit i BERETNINGEN som kan tjene denne funktion, nemlig ’INDLEDNINGER’, ’DIGRESSIONER’ og ’FOKUSERINGER’ der svarer til henholdsvis initium, digressio og propositio i den klassiske retorik (Lausberg 1998: 157f.).

En INDLEDNING skal fremstille et centralt forhold i sagen der giver anledning til at rejse et stridsspørgsmål, og indikerer at tilslutningen til hovedstandpunktet udgør en relevant reaktion på det. INDLEDNINGEN i tekst 1 (tabel 1, afsnit 2.2.1) fremstiller for eksempel nedprioriteringen af syns- og tegnsprogstolkningen på tv som en anledning til at diskutere om området får opmærksomhed nok, og som en grund til at mene at det ikke er tilfældet. Et andet eksempel på en INDLEDNING er (2-4) i BERETNINGEN i tekst 3:

OVERSKRIFT

BERETNING

RUBRIK INDLEDNING FOKUSERINGFORB FORB STNP BEGR STNP

BUDSKAB BAGGRUND TESE KONKRETISERING TESE1 2 3 4 5 Tænk jer om, politikere

I artiklen den 22. maj mener regionsformanden Bent Hansen, at manglen på danske sygeplejersker vil være så stor om 10 år, at 30 procent af behovet skal dækkes med udenlandske sygeplejersker.

Jeg vil hævde, at vores valgte politikere er "skurkene" i dette faktum,

idet der for blot 10 år siden var adgangsbegrænsning til sygeplejerskeuddannelsen.

Vi er trods alt nogle, der kan huske, hvad der blev vælgerne lovet for henholdsvis 10, 20, 30 og 40 år siden. Så pas hellere på, I folkevalgte, vi er mange, som kender vores pligt og ret.

Tabel 7. Fragment fra begyndelsen af tekst 3 (bilag 3).

Ifølge Cicero laver man en digression når man præsenterer omstændigheder der falder uden for sagens snævreste grænser, men som tjener til at foranstalte en sammenligning, forstærke sagen eller underholde modtagerne på en måde som er relevant for sagen (De inventione I,27). Mens INDLEDNINGEN tjener BERETNINGENS funktion i teksten ved at præsentere en helt central omstændighed i sagen, fremstiller DIGRESSIONEN altså sagforhold som er længere fra sagens kærne, og den rejser og besvarer stridsspørgsmålet gennem et uproblematisk spørgsmål der ikke umiddelbart virker påtrængende. Tekst 4 i (bilag 4) indeholder mange eksempler på DIGRESSION, deriblandt (4-5) i fragmentet i tabel 4 (afsnit 4.3.1). Ifølge Quintilian kan digressio optræde i alle tekstens stordele (Institutio oratoria IV.3,14), og jeg går ud fra at det samme må gælde DIGRESSIONEN i nutidens argumenterende avistekster.

Hos blandt andre Aristoteles og flere romerske retorer udgør propositio (gr. próthesis) en selvstændig stordel der kommer mellem narratio og argumentatio, men Quintilian beskriver den som et afsnit der opsummerer indholdet i narratio ved at formulere kærnen i stridsspørgsmålet, og som dermed også kan fungere som indledning til argumentatio (Institutio oratoria

57

III.9,2; IV.4,1-9). I min udgave af argumentationens virtuelle tekstsystem er FOKUSERINGEN tilsvarende et afsnit i BERETNINGEN eller begyndelsen af BEVISFØRELSEN. Den fremhæver et særligt væsentligt forhold i sagen, et problematisk spørgsmål og et standpunkt som er præsenteret i de forudgående afsnit, og som skal udfoldes i BEVISFØRELSEN. (5) i tabel 7 ovenfor er et eksempel på en FOKUSERING. Tekst 2 i bilag 2 indeholder andre eksempler.

5.2.3 BEVISFØRELSEN og dens afsnit

Mens BERETNINGEN skal introducere sagen, stridsspørgsmålet og hovedstandpunktet på en overbevisende måde, tjener stordelen BEVISFØRELSE til at uddybe sagen, udfolde stridsspørgsmålet og bekræfte standpunktet som det mest gennemtænkte, plausible og acceptable svar. Det er her afsenderen skal svare på de spørgsmål som modtageren kunne tænkes at rejse (jvf. afsnit 3.3), hvilket måske er grunden til at den tilsvarende stordel argumentatio i den romerske retorik også blev kaldt for ’questiones’ (Lausberg 1998: 161).

Som jeg allerede har været inde på, kan BEVISFØRELSER indeholde RUBRIKKER, FOKUSERINGER og DIGRESSIONER. Men de mest centrale typer af afsnit i BEVISFØRELSEN er ’BEKRÆFTELSE’ og ’GENDRIVELSE’. De tjener deres funktion i BEVISFØRELSEN ved henholdsvis at øge tilslutningen til hovedstandpunktet og afsvække standpunkter der kunne pege i retning af et andet svar på stridsspørgsmålet, og de svarer nogenlunde til confirmatio og refutatio i den romerske retorik.43 BEVISFØRELSEN (4-6) i tekst 1 (tabel 1, afsnit 2.2.1) indeholder kun BEKRÆFTELSER, mens BEVISFØRELSEN (9-14) i nedenstående fragment fra tekst 2 både indeholder en BEKRÆFTELSE og en GENDRIVELSE:

BEVISFØRELSE AFSLUTNINGRUBR

IKBEKRÆFTEL

SEGENDRIVELSE SAMME

NF.FORSTÆRKNIN

GFORSTÆRKN

INGFORB STN

PBEGR STNP BEGR STØT STNP STØT STNP STNP STØ

TEMNE TESE MOTIVAT. MODTE

SETENDENS SKÆRP

EL. KONKLUS. INDRØM

MEL. KONKLUS. KONKL

US. SKÆRP.

9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19Åbenlys vrangsideI sagen om Rose er denne politiks vrangside åbenlys.

Den danske regering støtter kampen mod menneskehandel. Alligevel insisterer man på at sende Rose ud af landet.

Man mener ikke, at hun har noget at frygte.

Men den rapport, man bygger holdningen på, betragtes som mangelfuld, selv af en af medforfatterne. I Norge har man for ganske nyligt taget konsekvensen af forholdene i Nigeria og givet de handlede piger humanitært ophold. Der er i Nigeria adskillige

Hvad situationen bliver for en kvinde, der har samarbejdet med politiet, ved vi endnu ikke.

Rosesagen er et af de mere absurde symptomer på en politik, der ikke lytter til almen anstændig fornuft.

Regeringen kan henvise til en lovgivning, der er omhyggeligt afstemt internationale konventioner. Den hårde danske lovgivning overholder altså konventionerne.

Spørgsmålet er, om det er godt nok. Det mener Gitte Seeberg ikke.

Nu gælder det for Ny Alliance om at formulere en politik, der kan give hendes holdning vind i sejlene.

Og kære GS, det må gerne gå stærkt. Det haster for visse af enkeltsagerne.

43 Dog optræder confirmatio og refutatio som regel som stordele, se f.eks. Ciceros De inventione I,34 og I,91.

58

eksempler på repressalier mod ulydige piger og deres familier.

Så vidt så godt.

Tabel 8. Fragment fra tekst 2 i bilag 2. Teksten er et debatindlæg om regeringens flygtningepolitik fra maj 2007.

5.2.4 AFSLUTNINGEN og dens afsnit

Den fjerde stordel i min model for kompositionen af argumentation er AFSLUTNING. Den skal opsummere sagen, fremhæve det svar på stridsspørgsmålet som er bekræftet i BEVISFØRELSEN og evt. tilføje noget der kan gøre stridsspørgsmålet mere påtrængende eller svaret mere oplagt. Det sker henholdsvis i afsnittene ’SAMMENFATNING’ og ’FORSTRÆKNING’ der nogenlunde svarer til rekapitulatio og amplificatio i den klassiske retoriks peroratio (Lausberg 1998: 204f.). I tekst 2 (tabel 8) indeholder AFSLUTNINGEN både SAMMENFATNINGEN (15), der gentager det standpunkt som er blevet bekræftet i BEVISFØRELSEN, og de to FORSTÆRKNINGER (16-17) og (18-19) der tilføjer nogle omstændigheder som skal få tilslutningen til standpunktet til at virke mere oplagt.

5.3 Typer af argumentsegmenter

I afsnit 4.2.4 skelnede jeg mellem fire hovedtyper af argumentsegmenter som formidler hver sin type af komplekse talehandlinger i et argument, nemlig STANDPUNKT, BEGRUNDELSE, STØTTE og FORBEREDELSE. Segmenttyperne BEGRUNDELSE og STANDPUNKT fungerer henholdsvis som et standpunkt og en begrundelse i den forstand som jeg beskrev i afsnit 3.2.3, og de er begge essentielle elementer i den sammensatte argumenthandling. Segmenttyperne STØTTE og FORBEREDELSE fungerer som det van Dijk kalder ”auxiliary illocutionary acts” der lægger op til eller skaber gunstige betingelser for andre talehandlinger uden at udgøre et essentielt element i en sammensat handling (1981: 122; 132). En STØTTE understøtter de relaterede segmenters semantiske og retoriske funktion i argumentationen ved at modificere deres indhold. En FORBEREDELSE letter modtagerens forståelse af eller øger opmærksomheden over for de efterfølgende segmenter ved at opsummere deres indhold eller præsentere væsentlig baggrundsinformation.

Ud over disse overordnede funktioner i et argument, tjener argumentsegmenter nogle mere specifikke semantiske funktioner i relation til de segmenter de kan være forbundet med, og disse kan give anledning til at inddele argumentsegmenterne i undertyper. I dette afsnit vil jeg beskrive nogle typer af STANDPUNKTER, BEGRUNDELSER, STØTTER og FORBEREDELSER ud fra deres indre fremstillings- udtryks- og appelfunktioner i relation til andre segmenter i den argumenterende tekst.

59

5.3.1 Typer af STANDPUNKTER

Standpunktet udgør sammen med begrundelsen et essentielt element i en sammensat argumenthandling, og det tjener altid sin funktion i argumentet i relation til begrundelsen. For at et standpunkt kan fungere som del af et argument, må det jo nødvendigvis begrundes. Når jeg nu karakteriserer forskellige typer af STANDPUNKTER, er det deres funktion i relation til aktualiserede eller virtuelle BEGRUNDELSER jeg ser på.

Når en afsender fremsætter et standpunkt, påtager han sig, som Stephen Toulmin påpeger, altid en forpligtelse til at begrunde det hvis det bliver nødvendigt (2003: 11f.). Når en afsender vælger at aktualisere et STANDPUNKT i en argumenterende tekst, betinger han i denne forstand samtidig aktualiseringen af en BEGRUNDELSE. Denne betingning kan enten rette sig bagud i teksten eller pege fremad mod begrundelser der kan fremsættes senere.

I det første tilfælde, hvor STANDPUNKTET har et anaforisk præg, er der tale om den undertype jeg kalder en ’KONKLUSION’. Eksempler på KONKLUSIONER er (7) i tekst 1 (afsnit 2.2.1 samt bilag 1) og (15), (17) og (18) i fragmentet fra tekst 2 i tabel 8 i sidste afsnit. KONKLUSIONERNES indre fremstillingsfunktion i relation til de BEGRUNDELSER de betinger, består i disse eksempler i at de fremstiller sagforhold i kommunikationssituationen som noget der følger af sagforhold der er fremstillet i tidligere BEGRUNDELSER. I (7) i tekst 1 fremstilles handikaporganisationens undren over den politiske prioritering som noget der følger af de konsekvenser af nedprioriteringen der er fremstillet i de forudgående begrundelser. I (15), (17) og (19) i tekst 2 fremstilles henholdsvis tolkningen af Rosesagen, utilstrækkeligheden af regeringens flygtningepolitik og Ny Alliances opgave som noget der følger af problemerne med regeringens politik og af de prioriteter partiet har givet udtryk for. KONKLUSIONERNE tjener udtryksfunktionerne i teksten i og med at de udtrykker afsenderens problem som en pointe med at fremsætte begrundelser. De formidler så at sige det budskab som gør begrundelserne i teksten relevante i forhold til afsenderens problem, som i de to tekster er henholdsvis at gøre opmærksom på det urimelige ved nedskæringerne og at bakke op om muligheden for en ændring i flygtningepolitikken. KONKLUSIONERNES appelfunktion i relation til de betingede BEGRUNDELSER består i at de tydeliggør hvad det er for et standpunkt afsenderen har forsøgt at øge modtagerens tilslutning til ved at give begrundelser.

Hvis afsenderens forpligtelse til at begrunde et problematisk standpunkt ikke er indfriet i forudgående segmenter, skaber han en forventning om at den bliver indfriet i efterfølgende segmenter. STANDPUNKTER kan altså også betinge BEGRUNDELSER kataforisk, og så udgør de en af de to typer jeg kalder ’TESE’ og ’MODTESE’.44

44 Disse to typer af tekstsegmenter svarer nogenlunde til det der hos Hermogenes under et hedder ’khephalion’ (Peri heureseôs, III.4). Det er et udsagn der skal støttes af et argument (epikheirēme), og som enten kan hentes fra ens egen sag eller fra modpartens sag (Hermogenes 2005b: 73, note 113). En ’MODTESE’ der optræder som svar på et indlæg fra forsvaret i en retstale, hedder hos Hermogenes ’enstasis’ (Peri heureseôs III.6).

60

En TESE fremstiller et sagforhold som noget der følger af sagforhold i en efterfølgende BEGRUNDELSE. Den udtrykker et problem som kan udfoldes i efterfølgende segmenter ved at de rejser og besvarer uproblematiske spørgsmål, og den appellerer om modtagerens tilslutning til et standpunkt på baggrund af et ”løfte” om at begrunde dem senere i teksten. Eksempler på sådanne TESER er (6) i tekst 1 (tabel 1, afsnit 2.2.1) og (10) i tekst 2 (tabel 8, afsnit 5.2.3).

En MODTESE formidler afsenderens standpunkt sammen med et alternativt standpunkt, og den fungerer dermed som det Henning Nølke kalder en ”polyfonistruktur” (1998: 27). Ved at aktualisere en MODTESE skaber afsenderen både en forventning om at hans standpunkt bliver begrundet og at det alternative standpunkt bliver afsvækket. Det gælder f.eks. i (12) i tekst 2 hvor polyfonien er markeret med formuleringen: ”Man mener at…”. Den indre fremstillingsfunktion af sådan en MODTESE består i at den fremstiller et sagforhold der er i modstrid med det der bliver fremstillet i senere BEGRUNDELSER. Ved at fremhæve det alternative standpunkt udtrykker MODTESEN det aspekt af afsenderens problem at hans standpunkt ikke er det eneste mulige. Dermed formidler den også afsenderens motivation for at fremsætte efterfølgende begrundelser der kan øge modtagerens tilslutning til standpunktet ved at afsvække tilslutningen til det alternative standpunkt.

61

TESER og KONKLUSIONER er typiske elementer i en BEKRÆFTELSE, og de udgør hver især faste bestanddele i henholdsvis FOKUSERINGER og SAMMENFATNINGER. En MODTESE er nødvendig for at et afsnit kan fungere som GENDRIVELSE, men den kan f.eks. også findes i en FOKUSERING.

5.3.2 Typer af BEGRUNDELSER

BEGRUNDELSER tjener funktionerne i relation til aktualiserede eller ”virtuelle” STANDPUNKTER ved at betinge STANDPUNKTERNES aktualisering. De betinger STANDPUNKTERNE ved at fremstille sagforhold som ’omstændigheder’ der er væsentlige for at afgøre om et standpunkt er acceptabelt.45 De udtrykker afsenderens problem ved at besvare de uproblematiske spørgsmål som omstændighederne rejser, og de appellerer til modtageren om at lade omstændighederne indgå i bedømmelsen af standpunktet. Betingning kan, som for STANDPUNKTERNES vedkommende, enten være anaforisk eller kataforisk i den forstand at BEGRUNDELSEN enten indfrier en forventning om at et standpunkt bliver begrundet eller lægger op til at drage en konklusion. I de tekster jeg har analyseret, optræder der fem typer af BEGRUNDELSER som jeg kalder ’TENDENS’, ’KONKRETISERING’, ’MOTIVATION’ og ’SAMMENLIGNING’, og som alle både kan betinge STANDPUNKTER anaforisk og kataforisk.

Min inddeling af BEGRUNDELSER i undertyper er inspireret af en typificering af bevismidler (gr. ’pisteis’) hos Aristoteles som også går igen hos flere romerske retorikere. Når man vil øge modtagerens tilslutning til noget som ikke i sig selv er overbevisende (jf. Aristoteles-citatet i afsnit 3.3), kan man ifølge Aristoteles enten bruge ’paradigmer’ (paradeigmata) der forbinder et partikulært tilfælde med et andet, eller entymemer der forbinder noget partikulært med noget generelt, eller omvendt (Retorik I.2,18-20). Præmisserne i entymemerne kan enten være ’sandsynligheder’ (eíkota), der forbinder noget generelt med noget partikulært, eller ’tegn’ (seméia), der enten kan forbinde noget generelt med noget partikulært, eller omvendt.46 Den klassificering af bevismidler som Aristoteles giver med denne inddeling, svarer til min beskrivelse af undertyperne af BEGRUNDELSER på denne måde:

45 Ved en ’omstændighed’ kan man forstå ”(…) et særligt forhold (moment) ved en sag som del af den situation, hvori noget befinder sig (ses, bedømmes)” (Ordbog over det danske sprog).46 Jeg ser her bort fra Aristoteles’ skel mellem ’nødvendige’ og ’ikke-nødvendige’ tegn (Retorik I.2, 16-18), der ikke er relevant for at skelne mellem mine undertyper af BEGRUNDELSER. Både de tegn der forbinder det partikulære med det generelle, og de tegn der forbinder det generelle med det partikulære kan være både nødvendigt og ikke-nødvendige (ibid.).

62

Typer af BEGRUNDELSER Typer af pisteis hos Aristoteles

Tendens tegn (generelt -> partikulært)

Konkretisering tegn (partikulært -> generelt)

Motivation sandsynlighed (generelt -> partikulært)

Sammenligning paradigme (partikulært -> partikulært)Tabel 9. Sammenhængen mellem Aristoteles klassificering af pisteis og typerne af BEGRUNDELSER i min version af argumentationens tekstsystem.

En BEGRUNDELSE af typen TENDENS præsenterer en omstændighed der er mere generel end indholdet i et betinget STANDPUNKT, og som kan fungere som tegn på det. Et eksempel er (13) i tekst 2 (tabel 8) der fungerer som et tegn på at den udviste handlede pige, Rose, har grund til at frygte for at vende tilbage til Nigeria, sådan som det indirekte påstås i MODTESEN (12). (13) fremstiller tre sagforhold der er mere generelle end Rose-sagen, men som kan udgøre væsentlige omstændigheder ved bedømmelsen af sagen.

En ’KONKRETISERING’ tjener sin funktion i et argument ved at præsentere en omstændighed der fungerer som konkret tegn på indholdet i et STANDPUNKT. KONKRETISERINGEN fremstiller et sagforhold som et partikulært tilfælde der hører under det generelle fænomen i STANDPUNKTET. Et eksempel er (7) i dette fragment fra tekst 2:

STNPTESE

BEGRKONKRETISERING

6 7At Rose står til udvisning er imidlertid blot en sag blandt mange. Kigger man tilbage på de seneste år, hober enkeltsagerne sig hurtigt op.

I de danske asylcentre sidder 583 irakiske flygtninge stadig fastlåst i en situation, som den danske regering ikke mener er dens ansvar: Irakerne har fået afslag. Punktum. Tidligere har der verseret sager om hjemsendelse af psykisk syge asylansøgere fra Kosovo samt adskillige andre enkeltsager.Tabel 10. Fragment fra tekst 2 (bilag 2).

En MOTIVATION præsenterer en omstændighed der knytter an til en værdi der er accepteret af et publikum der inkluderer modtageren, og som derfor kan motivere ham til at tilslutte sig og handle i overensstemmelse med et standpunkt. Der er tale om den slags præmis i et entymem som Aristoteles kalder ’sandsynlighed’, og som den ukendte forfatter af lærebogen Rhetorica ad Alexandrum fra Aristoteles’ tid karakteriserer ved det at modtagerne selv kan finde parallelle eksempler der underbygger det der bliver sagt (IV.7).47 Det generelle sagforhold i MOTIVATIONEN er sandsynligt for publikum i kraft af at det udgør det man, med et begreb som ikke var opfundet på Aristoteles’ tid

47 Værket tilskrives traditionelt Aristoteles, og det figurerer i min litteraturliste under hans navn.

63

(Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969: 74), kan kalde for en ’værdi’. Ifølge Perelman er en værdi noget som for et publikum kan udgøre et acceptabelt grundlag for at handle på en bestemt måde:

“Agreement with regard to a value means an admission that an object, a being, or an ideal must have specific influence on action and on disposition towards action and that one can make use of this influence in an argument, although the point of view represented is not regarded as binding on everybody” (ibid.: 75).

Et eksempel på en MOTIVATION er (4) i tekst 1. Her fremstiller afsenderen det sagforhold at Danmark har forpligtet sig internationalt til at hjælpe kommunikationshandikappede. Dermed præsenterer han den værdi at Danmark skal overholde sine internationale forpligtelser på området, som en omstændighed der kan motivere modtageren til at tilslutte sig et mere specifikt standpunkt om at nedprioriteringen af tegnsprogstolkning på TV er urimelig (jf. STANDPUNKTET i (8)). Modtageren vil selv kunne finde talrige parallelle eksempler som kan bekræfte at et land bør overholde sine internationale forpligtelser, og at Danmark derfor bør gøre det i denne sag.

Den sidste undertype af BEGRUNDELSER er SAMMENLIGNINGEN. Den præsenterer hverken mere generelle eller partikulære omstændigheder, men omstændigheder der er parallelle til sagforholdene i et betinget STANDPUNKT. Denne undertype svarer til det man i den antikke retorik kaldte paradeigma (gr.) eller exemplum (lat.), og som præsenterer et mønster eller forbillede man kan jævnføre omtalte sagforhold med (Eide 1999: 66). I dag bruger vi ofte ’eksempel’ om et konkret tegn på noget mere generelt, altså om indholdet i det jeg kalder en ’KONKRETISERING’. Men den klassiske retoriks exemplum virker snarere ved at man sammenligner det omtalte forhold med et tilsvarende forhold der ”indføres” i sagen, hvorfor Aristoteles betegner eksemplet som en retorisk form for ’induktion’ (epagogé) (ibid.; Retorik I.2,8). Et eksempel (i ordets moderne forstand) på en SAMMENLIGNING er (30) i følgende fragment fra tekst 4:

STNP BEGR STØTTESE SAMMENLIGNING INDRØMMELSE29 30 31Egentlig havde jeg haft i sinde at spørge justitsministeren, om der ikke kunne nedlægges forbud mod professionel boksning og for den sags skyld boksning i det hele taget.

Vi tåler jo ikke mishandling af små grise, hvorfor så tåle mishandling af unge boksere. Mishandlingen af de små grise foregår heldigvis gedulgt og i nattens mulm og mørke, medens mishandlingen af de unge boksere foregår i fuld offentlighed og til beskuelse for enhver, der vil betale entre. Og af hensyn til dyrevelfærden har vi da også forbudt hanekampe og hundeslagsmål.

Men jeg gør det alligevel ikke. Jeg har nemlig læst i information, at Pia Kjærsgård sad ved ringside for at heppe på sin helt, og så lades alt håb jo ude.

Tabel 11. Fragment fra tekst 4 (bilag 4).

Typerne af bevismidler bliver i den klassiske retorik beskrevet under argumentatio, men de kan, som bl.a. Quintilian påpeger (Institutio oratoria IV.1,24f., IV.2,109), også optræde i andre stordele. BEGRUNDELSER kan findes i

64

alle stordele og i de fleste typer af afsnit i den argumenterende tekst. Jeg forventer at alle BEGRUNDELSER, i dag som på Aristoteles tid, kan henregnes til en af de fire undertyper jeg har beskrevet, både når det gælder avisernes meningsgenrer og andre argumenterende genrer.

5.3.3 Typer af STØTTER

Argumentsegmenter kan som nævnt tjene en funktion i et argument uden hverken at fungere som begrundelse eller standpunkt. De kan blandt andet formidle en ’hjemmel’ (Toulmin 2003: 91),48 svarende til det Ducrot kalder en ”topos”, sådan som det er tilfældet i Aristoteles’ perfekte syllogisme, men de kan også formidle mange andre slags indholdselementer i et argument. I antikken beskrev blandt andet Cicero og Hermogenes argumentformer med indholdselementer ud over dem vi kender fra syllogismen,49 og i sin moderne argumentmodel inkluderer Stephen Toulmin ud over begrundelser, standpunkter og hjemler også elementerne ’styrkemarkør’ (”qualifier”), ’gendrivelse’ (”rebuttal”) og ’rygdækning’ (”backing”) (2003: 93f.). Argumentsegmenter der i sig selv formidler et af disse indholdselementer i et argument, vil være eksempler på det jeg kalder ’STØTTER’. De fungerer som komplekse støttehandlinger i den sammensatte argumenthandling ved at understøtte begrundelsen eller standpunktets funktion i argumentationen gennem en tilføjelse til disses indhold.50

Her vil jeg inddele STØTTER i tre undertyper der går på tværs af de nævnte typer af supplerende indholdselementer i et argument. De tre typer kan relatere sig til STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER, og er altid placeret efter det tekstsegment de understøtter. I modsætning til STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER kan STØTTER kun tjene deres funktion i relation til segmenter der faktisk er aktualiseret i sprogforløbet. De kan optræde i alle stordele og afsnit på nær RUBRIKKER. De tre undertyper af støtter er ’FORKLARING’, ’SKÆRPELSE’ og ’INDRØMMELSE’.

En FORKLARING kan ligne en BEGRUNDELSE, men den skal ikke så meget tjene til at retfærdiggøre et standpunkt i det relaterede segment som til at forklare dets indhold.51 FORKLARINGENS fremstillingsfunktion i relation til en

48 Oversættelsen af Toulmins argumentelementer følger Jørgensen og Onsberg 2008, bortset fra at de kalder de indholdselementer i Toulmins model der svarer til begrundelser og standpunkter i min terminologi for henholdsvis ’belæg’ og ’påstande’.49 Cicero beskriver i De inventione et femdelt argument der ud over standpunkt (lat. complexio), begrundelse (lat. assumptio) og hjemmel (lat. propositio) indeholder en begrundelse for hjemmelen (lat. approbatio) og en begrundelse for begrundelsen (lat. assumptio approbatio) (I,67). Hermogenes beskriver i Peri heureseôs en argumentform der ud over en forbindelse mellem standpunkt og begrundelse (gr. epikheirēme) består af en ”bearbejdelse” (gr. ergasia) samt to indholdselementer han kalder ”enthymeme” og et ”ephentymeme”, og som også tjener funktioner i argumentet (2005a: 6f.).50 Også Perelman beskriver en kategori af argumentative virkemidler som dækker STØTTER i min model: ”One instance of extension deserves special mention: that of arguments introduced as complements to earlier arguments of which they are therefore closely dependent” (1969: 475).51 Trudy Govier tilbyder en længere redegørelse for forskellen på forklaringer og begrundelser (som hun kalder ’arguments’) (2005: 15-19).

65

forudgående begrundelse består i at et den fremstiller et sagforhold som årsag til, motiv bag eller specificering af meningen med sagforholdet i det andet segment.52 Med hensyn til udtryksfunktionen er FORKLARINGEN kendetegnet ved at udtrykke afsenderens motiv for at aktualisere det relaterede segment,53 og dets appelfunktion består i at appellere til modtageren om at acceptere det relaterede segment som et relevant og tungtvejende bidrag til argumentationen.

52 Govier nævner også disse tre typer af forklaringer (2005: 17).53 van Dijk viser hvordan man kan skelne mellem forklaringens fremstillings- og udtryksfunktion, og giver eksempler på forklaringer der fortrinsvis bygger på hver af disse funktioner (1981: 271f.).

66

Et eksempel på en FORKLARING der knytter sig et STANDPUNKT, er (8) fra tekst 1 (tabel 1). Her fremstilles det forhold at det er blevet in at spare på de handicappede, som et motiv der kan forklare nedprioriteringen af tegnsprogstolkning, samtidig med at segmentet forklarer afsenderens motiv til at fremsætte sit standpunkt og giver modtageren en forklaring på hvorfor det er relevant. Tekst 4 (bilag 4) indeholder en del eksempler på FORKLARINGER der relaterer sig til en BEGRUNDELSE. Et af eksemplerne er (10) der fremstiller et sagforhold som årsag eller som en fortolkning af meningen med sagforholdet i (9):

BEGR STØTKONKRETISERING FORKLARING

9 10 Skæbnen har villet det sådan, at en kendt bokser jævnligt går forbi mine vinduer. Engang var han på avisernes forsider, og efter kampene var han altid omgivet af babes og bartendere. "Bare det var mig", tænkte jeg dengang. Det gør jeg ikke mere.

Han er nemlig tydeligvis punchdrunk; han lider også af dementia pugilistica - bokserdemens. Ikke så fremskreden som Muhammed Alis, men det skal nok komme.

Tabel 12. Fragment fra tekst 4 (bilag 4).

SKÆRPELSER understøtter STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER ved at tilføje omstændigheder som får dem til at virke mere relevante eller påtrængende. De udfylder samme funktion som de elementer i en argumentation som Aristoteles behandler under overskriften ’auxesis’, og som skal ”øge betydningen af det, vi siger” ved at fremhæve nogle særlige forhold (Retorik I.9,38-41). STØTTERNE (14) og (19) i fragmentet fra tekst 2 i bilag 6 er eksempler på SKÆRPELSER der relaterer sig til henholdsvis et STANDPUNKT og en BEGRUNDELSE. (14) fremstiller det forhold at Rose har samarbejdet med politiet som en omstændighed der øger betydningen af de generelle tegn i (13) på at hun er i fare ved en tilbagesendelse. Dermed gør SKÆRPELSEN også det problematiske spørgsmål som rejses i (13) mere påtrængende, og appellen mere tydelig. (19) øger relevansen af STANDPUNKTET i (18) ved at præsentere den omstændighed at flere enkeltpersoner snart kan blive ofre for den stramme flygtningelovgivning.

INDRØMMELSER fungerer omvendt af SKÆRPELSER i den forstand at de præsenterer omstændigheder som kan svække relevansen eller vægten af relaterede STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER. De udtrykker afsenderens problem og appellerer til modtageren om at tilslutte sig hans standpunkt på trods af den indvending omstændigheden kan give anledning til. I antikken behandlede blandt andre Cicero indrømmelsen (lat. concessio) som et muligt element i en forsvarstale (De inventione I.15, II.94-109), og flere moderne lingvister har vist at indrømmelser også spiller en væsentlig rolle i vor tids praktiske argumentation (Azar 1997; Brassart 1992). Eksempler på indrømmelser i de tekster jeg har analyseret fra avisernes meningsgenrer, er (16) i tekst 2 (tabel 8, afsnit 5.3.3) og (31) i tekst 4 (tabel 11, afsnit 5.3.2).

67

5.3.4 Typer af FORBEREDELSER

Den fjerde hovedtype af argumentsegmenter er FORBEREDELSER. De fungerer, ligesom STØTTER, som komplekse talehandlinger der kan indgå i et argument som supplement til de essentielle elementer. Men i modsætning til en STØTTE er en FORBEREDELSE altid placeret foran det segment i en tekst som den fungerer i relation til i argumentationen. FORBEREDELSENS retoriske funktion består i at den letter modtagerens forståelse af eller øger opmærksomheden over for de efterfølgende segmenter, og det gør FORBEREDELSERNE i de tekster jeg har analyseret, enten ved at opsummere de relaterede segmenters indhold eller ved præsentere væsentlig baggrundsinformation.

En OPSUMMERING kan opsummere indholdet i efterfølgende segmenter gennem et af de principper som vi ifølge van Dijk benytter os af når vi fortolker globalt kohærente helheder (jf. afsnit 4.1.3). Den kan således enten generalisere indholdet i et eller flere argumentsegmenter, gentage dele af det og frasortere andre eller konstruere et indhold på baggrund af indholdet i et relateret segment. Desuden kan OPSUMMERINGER, i lighed med andre undertyper af argumentsegmenter (jf. afsnit 5.1.2), først og fremmest stå i enten en fremstillings, udtryks- eller appelfunktion i relation til de relaterede segmenter, og dermed opsummere henholdsvis emnet, problemet eller appellen i dem. OPSUMMERINGER tjener typisk deres funktion i argumentationen i relation til tekstsegmenter der indeholder flere argumentsegmenter. I de tekster jeg har analyseret, forekommer OPSUMMERINGERNE i RUBRIKKER. RUBRIKKEN i tekst 1 (tabel 1), ”Vi må ikke være med ”er for eksempel en OPSUMMERING der bygger på generalisering.

FORBEREDELSER af typen BAGGRUND optræder i mine analysetekster i begyndelsen af BERETNINGEN og i BEVISFØRELSEN som del af en INDLEDNING eller en BEKRÆFTELSE. De fremstiller sagforhold som noget der forudsættes ved fremstillingen af sagforholdene i de relaterede segmenter, udtrykker det problem for afsenderen at modtageren mangler baggrundsinformation, og appellerer til modtageren om at lægge den præsenterede information til grund for fortolkningen af de efterfølgende segmenter. Et eksempel på et segment af typen BAGGRUND er (2) i nedenstående fragment fra BERETNINGEN i tekst 3. Tekst 4 i bilag 4 indeholder flere eksempler.

FORB STNPBAGGRUND TESE

2 3I artiklen den 22. maj mener regionsformanden Bent Hansen, at manglen på danske sygeplejersker vil være så stor om 10 år, at 30 procent af behovet skal dækkes med udenlandske sygeplejersker.

Jeg vil hævde, at vores valgte politikere er "skurkene" i dette faktum,

Tabel 13. Fragment fra tekst 3 (bilag 3).

68

Med beskrivelsen af typerne af stordele, afsnit samt over- og undertyper af argumentsegmenter har jeg nu tegnet en skitse af argumentationens tekstsystem. Som nævnt i afsnit 5.1.2 forventer jeg ikke at listen af segmenttyper udtømmer alle de muligheder der er, når man komponerer argumenterende tekster. Men jeg har beskrevet de mest almindelige segmenttyper i avisernes meningsgenrer. Listen med segmenttyperne i bilag 5 kan fungere som et inventioværktøj når man skal komponere tekster i disse genrer, og som en vejledning til at typificere segmenter når man analyserer deres komposition ved hjælp af min model. Ved at analysere et større korpus af argumenterende tekster ved hjælp af modellen kan man belyse anvendelsen af segmenttyperne bedre end jeg har kunnet gøre her, og få øje på andre typer af tekstsegmenter der kan føjes til listen. På den måde kan listen og kompositionsmodellen udvides til at dække et større spektrum af argumenterende tekster.

69

6. Retorisk argumentationsteori som kompositionslære

I kapitel 3, 4 og 5 har jeg lagt nogle grundsten til en retorisk teori om kompositionen af argumentation ved henholdsvis at karakterisere argumentationens ydre funktioner i en kommunikationssituation, undersøge hvordan den manifesterer sig gennem argumentsegmenter i en tekst, og skitsere dens virtuelle tekstsystem. Som afslutning på specialet vil jeg nu kort diskutere og perspektivere min retoriske tilgang til kompositionen af argumentation ved at sammenligne den med andre tilgange og ved at overveje hvordan den kan indgå i en mere omfattende retorisk argumentationsteori.

6.1 Andre tilgange til komposition og argumentation

Den teori om kompositionen af argumentation som jeg her har skitseret, har en del til fælles med flere andre tilgange til komposition og argumentation. Det gælder blandt andet flere lingvistiske kompositionsteorier, Perelmans nyretoriske argumentationsteori og inventiolæren i den klassiske retorik. Samtidig adskiller min tilgang sig på væsentlige punkter fra hver af disse inspirationskilder. I dette afsnit diskuterer jeg kort nogle væsentlige ligheder og forskelle.

6.1.1 Lingvistiske tilgange

Blandt de lingvistiske tilgange til komposition er Rhetorical Structure Theory (RST) (Mann og Thompson 1987) nok den der har fået størst udbredelse.54 Denne tilgang går kort sagt ud på at inddele en tekst i segmenter der hver svarer til en ytring, og beskrive dens kohærens som en træstruktur af kohærensrelationer mellem kontiguente segmenter. RST tilbyder en liste med 25 typer af kohærensrelationer (Mann 2005) og en række ’skemaer’ der beskriver forskellige former for side- og underordning mellem tekstsegmenter (Mann og Thompson 246f.). Flere teoretikere har peget på at en del af relationerne fra RST kan fungere som forbindelser mellem forskellige segmenter i et argument (Azar 1999; Henkemans 1997; Grasso 2002). RST kan dermed bruges til at analysere argumentation som et spørgsmål om komposition, hvilket blandt andre Mochshe Azar har gjort (1995, 1997, 1999).

Min tilgang til kompositionen af argumentation minder om RST på flere punkter: Jeg forstår funktionen af argumentsegmenter i en argumentation som noget der til dels er givet ved kohærensrelationer af side- og underordning (jf. afsnit 4.2.4), og flere af mine undertyper af argumentsegmenter svarer til relationstyper i RST.55 Imidlertid er der mindst tre væsentlige forskelle mellem 54 Se Taboada og Mann 2006a og b for en oversigt over anvendelsen og diskussionen af RST.55 Således svarer undertyperne TENDENS, KONKRETISERING, MOTIVATION, SKÆRPELSE, FORBEHOLD, OPSUMMERING og BAGGRUND i min model nogenlunde til henholdsvis ’evidence’, ’elaboration’,

70

min tilgang og RST. For det første opfatter jeg, i modsætning til RST, ikke underordningsrelationer som noget der placerer tekstsegmenter i et entydigt hierarkisk forhold til hinanden. Muligheden for at identificere entydige hierarkiske relationer mellem segmenter er en central antagelse i Rhetorical Structure Theory (Mann og Thompson 1987: 31f.), men som blandt andre Korelsky og Kittredge peger på (1993), kan to tekstsegmenter sagtens være bundet sammen af forskellige kohærensrelationer der har forskellig karakter og forskellig retning. Det gælder f.eks. ofte relationerne mellem STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER i min model.56 Ved at angive funktionen af de enkelte tekstsegmenter frem for kohærensrelationer undgår jeg i min model at udskille et bestemt hierarkisk forhold mellem segmenter i en underordningsrelation. I stedet indfanger jeg de kohærensrelationer som kendetegner funktionen af hvert enkelt segment som satellit (jf. afsnit 4.2.1) for et andet segment. I den forstand indeholder min model mere information end kodetræerne i RST.

For det andet adskiller min tilgang sig fra RST i kraft af det kriterium der ligger til grund for inddelingen af en tekst i segmenter. RST opererer med et ”teorineutralt”, grammatisk kriterium for at inddele i mindstesegmenter (Mann og Thompson 1988: 248; Azar 1999: 97). Det betyder at mange af de kohærensrelationer som fremgår af RST-analyser af argumenterende tekster, ikke tjener nogen argumentativ funktion. RST-relationerne kan tjene mange forskellige funktioner, og de giver, som Chris Reed og Derek Long også peger på (1997: 1092), ikke i sig selv nogen indikation af om der er tale om argumentation eller ej. Ved at udskille tekstsegmenter efter deres funktion i et argument, lader jeg kompositionslæren afhænge af den forståelse af argumentation jeg præsenterede i kapitel 3. Ved hjælp af de fire hovedtyper af argumentsegmenter indikerer jeg tydeligt hvilke funktion hvert enkelt argumentsegment ifølge min fortolkning tjener i et argument. På den måde bliver kompositionsanalysen umiddelbart relevant i et retorisk perspektiv på argumentation.

Den tredje væsentlige forskel mellem RST og den kompositionslære jeg har præsenteret, er allerede omtalt i afsnit 4.2.4: Mens RST kun opererer med ét sæt af kohærensrelationer, skelner jeg mellem forskellige kompositionelle niveauer med hver deres segmenttyper. Flere kritikere af RST peger på at teorien ved at fokusere på et enkelt funktionelt niveau i kohærensstrukturen blandt andet forbigår overordnede funktioner som dem stordelene i den klassiske retorik tjener (Reed og Long 1997: 1091f.). Ved at operere med tre kompositionelle niveauer med hver deres sæt af segmenttyper, indfanger jeg flere forskellige typer af indre funktioner af segmenter, og dermed flere retoriske virkemidler, end dem der fremgår af en RST-analyse.

’motivation’, ’circumstance’, ’concession’, ’summary’ og ’background’ i RST (Mann 2005).56 I (5-6) i tekst 1 (tabel 1 i afsnit 2.2.1) fungerer STANDPUNKTET (5) f.eks. som en præsentation af pointen i BEGRUNDELSEN (6) og har i den forstand status af satellit, mens (6) på sin side virker som en satellit i og med at den udfolder den pointe som (5) præsenterer.

71

Ud over RST er min tilgang inspireret den lingvistiske tilgang til komposition i Ole Togebys Pragmatiske tekstteori (PRAXT) (1993: 523f.) der indeholder et særligt afsnit om kompositionen af argumentation (ibid.: 563f.). Togebys kompositionsteori ligner blandt andet RST på den måde at også han analyserer komposition ved hjælp af en træstruktur bestående af mindsteenheder der er bestemt ud fra et teorineutralt kriterium, nemlig som segmenter der udgør en ytring (ibid.: 532).

Togebys model for kompositionen af argumentation indfanger flere af de aspekter som den mere generelle model i RST overser. For det første fokuserer Togeby på segmenternes funktioner i argumenter, og han angiver dem både med segmenttyper og med konneksioner (ibid.: 563f.). Togeby opererer således med to segmenttyper der svarer til mine STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER samt et der indeholder det Toulmin kalder en ’hjemmel’ (jf. afsnit 5.3.3).57 Til gengæld indfanger Togebys model ikke de mere specifikke funktioner der svarer til kohærensrelationerne i RST, og som kan belyse hvordan segmenterne nærmere bestemt tjener deres argumentative funktion. Ved at typificere argumentsegmenter med hensyn til både hoved- og undertype, indfanger min model begge disse aspekter af argumentsegmenternes funktion i et argument.

For det andet indeholder Togebys ”argumentationsgrammatik” og hans model for kompositionen af argumentation forskellige kompositionelle niveauer med forskellige segmenttyper på hvert (ibid.: 570).58 Princippet om dekompositionalitet udmønter sig hos Togeby sådan at hvert segment kun har én segmenttype svarende til en konneksionsrelation til et segment på et højere niveau i en grenstruktur.59 På den måde adskiller Togebys model sig fra min hvor alle passager er omfattet af de karakteristikker der fremgår af typerne af både argumentsegmenter, afsnit og stordele. I et retorisk perspektiv er det væsentligt at fremhæve alle niveauer af funktioner for hvert segment fordi de tilsvarende niveauer af retoriske valg altid gør sig gældende, også når et argumentsegment i sig selv tillige udgør et afsnit og en stordel.

For det tredje adskiller Togebys tilgang sig fra såvel min tilgang som RST ved at medtage segmenter som betinges eksoforisk (jf. afsnit 4.2.4) i kompositionsanalysen (ibid.: 568f.). Det er nødvendigt for at få træstrukturen til at hænge sammen og for at indfange ”kompositionen af det logiske ræsonnement” som er i fokus hos Togeby (ibid.: 570). På dette punkt minder Togebys model mere om f.eks. Toulmins argumentmodel end om min model for kompositionen af argumentation hvor ’komposition’ kun handler om 57 Hos Togeby hedder disse elementer henholdsvis ”PÅSTAND” og ”KONKLUSION” og ”PRINCIP” (Togeby 1993: 563f.).58 Det fremgår af Togebys beskrivelse af argumentationsgrammatikken ved hjælp af den generative grammatiks notation.59 På dette punkt ligner Togebys tilgang Grosz og Sidners (1986). De beskriver det tilnærmede dekompositionalitetsprincip sådan: ”(…) the linguistic structure is not strictly decomposition. An individual segment may include a combination of subsegments and utterances only in that segment (and not members of any of its embedded subsegments)” (ibid.: 177). På det niveau af segmenter i Togebys model der svarer til mine stordele, dekomponerer han segmenttypen ”TESE”, men ikke typerne ”INDLEDNING” og ”SLUTNING” (1993: 570).

72

sammensætningen af tekstsegmenter i en tekst (jf. indledningen til kapitel 5).60

6.1.2 Retoriske tilgange

Lingvistiske kompositionsteorier som RST og den hos Togeby kan give inspiration til hvordan man kortlægger de indre semantiske funktioner af tekstsegmenter i en argumenterende tekst. Men de siger ikke så meget om hvilke retoriske funktioner de argumentative virkemidler tjener i kommunikationssituationen og i relation til hinanden i teksten. Her må man snarere søge inspiration i nyretorikken og den klassiske retorisk.

I afsnit 3.2.3 beskrev jeg argumentationens retoriske formål og appelfunktion ved hjælp af Perelmans nyretoriske argumentationsteori. Ud over at give en generel karakteristik af argumentation beskriver Perelman, som nævnt i afsnit 3.3, en lang række argumentative teknikker der kan bruges til at opfylde argumentationens retoriske formål. Disse beskrivelser giver en god fornemmelse af hvordan teknikkerne opleves i interaktionen mellem afsender og modtager, og hvilke retoriske funktioner de kan tjene.

Perelman gør opmærksom på at de argumentative teknikker egentlig altid må forstås som sammenhængende dele af et sprogforløb hvor de interagerer med hinanden og med de faktorer i kommunikationssituationen (1969: 187, 460f.). I den forbindelse beskriver han en række teknikker der i sig selv bygger på interaktionen mellem argumenter (ibid.: 465f.). Men han giver ingen metode til at skabe overblik over hvordan forskellige argumentative teknikker betinger hinanden og danner en helhed. Af blandt andet den grund kan det være svært at anvende Perelmans katalog over virkemidler som et værktøj til at producere og analysere hele argumenterende tekster. Min tilgang bygger ligesom Perelmans argumentationsteori på en interesse for hvordan en afsender kan forsøge at øge modtagernes tilslutning til standpunkter ved hjælp af bestemte argumentative virkemidler. Men til forskel fra Perelman beskriver jeg virkemidler som knyttet til bestemte tekstsegmenter der indgår i tekstens system. På den måde tematiserer jeg virkemidlernes interaktion.

Som jeg forklarede i indledningen til kapitel 5, formåede den græske og romerske oldtids retorer med deres kompositionelle tilgang på samme måde at kombinere en beskrivelse af enkeltstående argumentative virkemidler med et helhedssyn på talen som den fungerer i en kommunikationssituation. Ved at formulere en kompositionslære som den i den klassiske retorik med moderne lingvistiske begreber har jeg forsøgt at give den et tidssvarende teoretisk fundament. Med gennemgangen af segmenttyperne på de tre kompositionelle 60 Ved at rekonstruere alle påstande, belæg og hjemler og forbinde dem gennem argumentrækker og hierarkier, kan man bruge Toulmins model til at kortlægge sammensætningen af indholdselementer i argumentationen i en hel tekst (Jørgensen og Onsberg 2008: 32f.). Forskellen på min model og Togebys på dette punkt fremgår tydeligt hvis man sammenligner min analyse af teksten i tabel 5 (afsnit 4.2.4) med Togebys (1993: 569).

73

niveauer i min model og analyserne i bilag 1-4 har jeg demonstreret at den kompositionelle tilgang kan bruges til at analysere nutidens argumenterende tekster. I den forbindelse er mange af segmenttyperne fra den klassiske retorik, som det fremgår af kapitel 5, stadig relevante.

Min kompositionelle tilgang til argumentation genanvender altså et nyttigt princip fra den klassiske retoriske argumentationsteori. Imidlertid er der flere aspekter af både den klassiske og den nyretoriske argumentationsteori som min tilgang ikke indfanger, men som er væsentlige for retorisk argumentationsanalyse. I næste afsnit ser jeg på hvordan man kan supplere min teori om kompositionen af argumentation så den kan danne grundlag for en argumentationsanalyse der omfatter flere retoriske relevante aspekter af den argumenterende tekst.

6.2 Aspekter af en retorisk argumentationsteori

Et retorisk perspektiv på argumentation er, som nævnt i indledningen til kapitel 3, kendetegnet ved et fokus på hvordan man opfylder argumentationens retoriske formål i konkrete situationer ved hjælp af virkemidler i en tekst. Sådan et retorisk perspektiv kan, som Christian Kock peger på, i praksis betjene sig af begreber på tre analytiske niveauer:

A way to do rhetorical analysis is to apply a three-level hierarchy of concepts. At the top, as we have seen, is the function the text is to perform: what do I intend to do with this text? In the middle come overall qualities that are desirable for texts that are to have a given function (...). Finally, there is the question of what features the text should contain in order to have the quality aimed at (...)” (Kock 2000: 46).

Den teori om kompositionen af argumentation som jeg har skitseret, kan indgå som en del af det teoretiske grundlag for en retorisk analyse af argumentation efter Kocks tredelingsprincip. Men den mangler elementer på alle tre begrebsniveauer for at kunne udgøre et dækkende grundlag for retorisk argumentationsanalyse.

6.2.1 Tekstens ydre funktioner

Det første af Kocks begrebsniveauer har at gøre med de ydre funktioner af en tekst som jeg behandlede i kapitel 3. Der gav jeg en generel karakteristik af argumentation som et fænomen i en kommunikationssituation, og sådan en karakteristik må nødvendigvis indgå i en dækkende retorisk argumentationsteori.

I en retorisk analyse vil man imidlertid sjældent nøjes med at interessere sig for om en tekst tjener argumentationens generelle semantiske og retoriske funktioner. Man vil også se på hvilke mere specifikke funktioner argumentationen skal tjene i den konkrete situation, som f.eks. at reklamere for et produkt, tilskynde til at stemme på en kandidat, prædike guds ord,

74

forsvare en sagsøgt eller agitere for en bestemt løsning på et samfundsmæssigt problem.61 Disse funktioner svarer til forskellige kvaliteter og egenskaber i en argumenterende tekst og kan danne udgangspunkt for at skelne mellem forskellige argumenterende genrer (ibid.: 46).

Min tilgang til kompositionen af argumentation kan med fordel suppleres med en genreteori der beskriver hvilke ydre semantiske og retoriske funktioner argumentationen nærmere bestemt skal tjene i bestemte typer af situationer.

6.2.2 Tekstens kvaliteter

I specialet har jeg ikke beskæftiget så meget med det niveau i retorisk analyse som har at gøre med hvilke kvaliteter en tekst skal besidde for at tjene en bestemt funktion. Derved adskiller min tilgang sig fra den klassiske retoriske argumentationsteori hvor der næsten altid følger kvalitetskriterier med beskrivelser af segmenttyperne i en argumenterende tekst. Cicero peger f.eks. på at et exordium hverken må være for generelt, almindeligt, kedeligt eller malplaceret (De inventione I,26), og at narratioen i en retstale skal være kort, præcis og troværdig (ibid.: I,28-30).

De enkelte virkemidlers kvaliteter kan opsummeres i den klassiske retoriks fire generelle stilidealer aptum, latinitas, perspicuritas og ornatus. Af disse egner den kompositionelle tilgang til argumentation sig især til at tematisere aptum der kan oversættes til ’hensigtsmæssighed’ (Eide 1999: 29). Det er ifølge Heinrich Lausberg ”the virtue of the parts in fitting themselves harmoniously together into a whole”, og det har at gøre med både tilordningen af sprogforløbet som et element i kommunikationssituationen og med den indre tilordning af delene i teksten til hinanden (1998: 460).

Med hensyn til tekstens ydre tilordning mener Chaïm Perelman at den bedste anbefaling man kan give for en hensigtsmæssig argumentation, er ”at bede taleren om at tilpasse sig sit publikum” (2005: 47). I afsnit 3.3 omtalte jeg et par mere specifikke anbefalinger, nemlig at man skal sørge for at påvise det der ikke i sig selv er overbevisende for modtagerne, og at afsenderens præsentation af sit publikum, af sig selv og af sagen skal være realistisk for modtageren.

For at en argumentation lever op til idealet om indre tilordning af delene til hinanden, må den blandt andet være globalt og lokalt kohærent i den forstand som jeg beskrev i afsnit 4.2.1, og den må være genkendelig som en aktualisering af det virtuelle tekstsystem for argumenterende tekster.

Hvis min tilgang skal anvendes til at undervise i retorisk argumentationsanalyse og tekstproduktion, kan beskrivelsen af det virtuelle tekstsystem kombineres med mere specifikke anbefalinger vedrørende den hensigtsmæssige brug og kombination af de enkelte segmenttyper i forskellige argumenterende genrer.61 De nævnte funktioner svarer til typer af ’persuasive tekster’, dvs. tekster hvor Bühlers semantiske appelfunktion er den dominerende, i James Kinneavys typologi over teksttyper (1971: 59f.) som også Christian Kock henviser til (2000: 46).

75

6.2.3 Tekstens egenskaber

Det er med hensyn til beskrivelsen af egenskaber (jf. Kock-citatet) eller ’virkemidler’ i den argumenterende tekst at min kompositionelle tilgang til argumentation først og fremmest adskiller sig fra Perelmans argumentationsteori. Min model indfanger argumentative virkemidler ved at typificere tekstsegmenter efter deres indre semantiske funktioner, og kan på den måde samtidig tematisere virkemidlernes samspil i en tekst. Imidlertid overser modellen nogle retorisk relevante egenskaber ved den argumenterende tekst som både den klassiske retorik og Perelmans argumentationsteori behandler.

76

Under den klassiske retoriks inventio hører f.eks. stasis- og toposlæren som kan vejlede en afsender med hensyn til hvilke typer indhold han kan trække på i en argumentation. Under elocutio hører blandt andet læren om figurer der hos Perelman omklassificeres på en måde som afspejler figurernes retoriske funktion som argumentative teknikker (Perelman og Olbrechts-Tyteca 1969: 167f.; Plantin 2009). Endelig indfanger beskrivelsen af opdelingen og kompositionen af en tekst efter bestemte mønstre under dispositio i den klassiske retorik væsentlige argumentative virkemidler.

Ingen af disse aspekter af den retoriske inventio, elocutio og dispositio er i fokus i argumentationsanalyser som dem i bilag 1-4, men de kan alle behandles med udgangspunkt i min model. Den klassiske retoriks stasislære og topik kan danne udgangspunkt for at klassificere mere specifikke undertyper af henholdsvis STANDPUNKTER og BEGRUNDELSER i min model,62 og figurlæren samt læren om dispositionsformer kan bruges til at beskrive argumentative virkemidler som bygger på den ’poetiske sprogfunktion’ (Jakobson 1960) der har at gøre med tekstens og de enkelte segmenters indholds- og formmæssige strukturering efter bestemte mønstre.63 Ved at behandle disse topiske og poetiske aspekter af argumentation med udgangspunkt i kompositionsmodellen, kan man belyse hvordan det tematiske indhold og figurerne tjener tekstsegmenternes indre og ydre funktioner. Kompositionslæren kan så komme til at fungere som et omdrejningspunkt for analyser der også afdækker andre egenskaber ved en tekst end dem der har at gøre med tekstsegmenternes indre fremstillings-, udtryks- og appelfunktioner. Disse egenskaber kan i kraft af den kompositionelle tilgang afdækkes på en måde så man samtidig fastholder et helhedssyn på den argumenterende tekst.

62 Ifølge Michael Leff kan man skelne mellem to slags topikker i den klassiske retorik der henholdsvis beskriver principper for inferens og typer omstændigheder man kan inddrage i en sag (Leff 1996: 446). De to slags topoi svarer til de ”topiske facetter” som Jonas Gabrielsen kalder henholdsvis ”det inferentielle” og ”det heuristiske” (2008: 23f., 46f.).

Min kategorisering af undertyper af BEGRUNDELSER i afsnit 5.3.2 kan opfattes som en topik for inferensprincipper, og de ”topoi” jeg omtalte i forbindelse med argumentationens fremstillingsfunktion i afsnit 3.2.2, som manifestationer af principperne. Den inferentielle topiske facet i min model kan udbygges med mere specifikke topoi fra den klassiske retorik. F.eks. beskriver Cicero i Topica II,9-IV,23 en række topoi der kan udgøre undertyper af TENDENS i min model, og i De inventione I,48 beskriver han noget der kan opfattes som tre undertyper af SAMMENLIGNING.

Den heuristiske facet af den antikke retoriks topik kan bruges til at fremfinde og beskrive argumentsegmenter af alle typer. F.eks. kan man inddrage omstændigheder fra Hermogenes seks topoi: ”stedet, tiden, måden, personen, grunden og handlingen” (2005b: 10).63 Roman Jakobson definerer den poetiske sprogfunktion som det at ækvivalensprincippet fra selektionsaksen bliver projiceret over på kombinationsaksen (1960: 368) hvilket netop betyder at der skabes et ”mønster” i sprogforløbet på baggrund af en lighed mellem dets elementer. Som Dubois m.fl. viser, kan sådanne mønstre både bygge på ligheder med hensyn til indhold og form, og de kan optræde på forskellige kompositionelle niveauer i en tekst (1981: 25f.). Togeby illustrerer hvordan man kan analysere det poetiske aspekt af komposition ved at se på hvilke mønstre tekstsegmenterne i en tekst danner, og hvordan de bidrager til tekstens indhold (582f.).

77

Den teori om kompositionen af argumentation som jeg har skitseret i kapitel 3, 4 og 5, kan altså udbygges med en genreteori, med anvisninger for den hensigtsmæssige brug af segmenttyperne i forskellige genrer, og med en stasislære, topik og figurlære. Teorien kan så danne grundlag for retorisk argumentationsanalyse af den slags der både involverer den argumenterende teksts ydre funktioner, dens kvaliteter og dens egenskaber. Ved at lade retorisk argumentationsanalyse tage udgangspunkt i en kompositionslære, kan man beskrive ydre funktioner, kvaliteter og egenskaber på en måde så man fastholder et dobbelt fokus på enkelthederne og helheden i den argumenterende tekst. Dette dobbelte fokus er ikke kun væsentligt i retorisk argumentationsanalyse, men også når man skal producere argumenterende tekster der skal virke i en kommunikationssituation.

78

7. Konklusion

Det væsentligste formål med dette speciale har været at vise hvordan et retorisk perspektiv på argumentation kan drage nytte af en kompositionslære som kan beskrive enkeltstående argumentative virkemidler og samtidig belyse deres interaktion i en tekst. I specialet har jeg lagt nogle grundsten i en retorisk teori om kompositionen af argumentation og præsenteret en model til at analysere og komponere argumenterende tekster.

Den første teoretiske grundsten blev lagt i kapitel 3 hvor jeg karakteriserede argumentationens retoriske og semantiske funktioner i en kommunikationssituation. I lyset af sin ydre fremstillings-, udtryks- og appelfunktion kan ’argumentation’ forstås som en fremstilling der aktiverer topoi, rejser problematiske spørgsmål ved at besvare uproblematiske og appellerer om tilslutning til standpunkter ved at retfærdiggøre dem over for et publikum. Et ’argument’ er en indholdsstruktur bestående af en begrundelse, et standpunkt samt eventuelle supplerende indholdselementer. Som jeg viste i slutningen af kapitel 3, er argumenter i almindelighed velegnede til at opfylde et retorisk formål om at øge modtagerens tilslutning til et standpunkt.

For at belyse hvordan forskellige argumentative virkemidler interagerer, kan man betragte argumentation som tekst. I kapitel 4 lagde jeg den næste grundsten i teorien om kompositionen af argumentation ved at undersøge hvordan argumenter manifesterer sig i tekstsegmenter, og ved at beskrive den ’tekstfunktion’ der binder segmenterne sammen. I den forbindelse foreslog jeg at forstå argumenter som sammensatte, komplekse talehandlinger, dvs. talehandlinger der fremgår af elementære talehandlinger i enkelte ytringer når de fortolkes som dele af en tekst. Man kan så beskrive argumentation som et kohærent forløb af ’argumentsegmenter’ der tjener hver deres funktion som komplekse talehandlinger i argumentationen. Funktionen af et argumentsegment i argumentationen er bestemt af de ytringer der indgår i det, af de andre segmenter det kan forbindes med, og af forventningen om at hele teksten fremstiller en sag, rejser et stridsspørgsmål og appellerer om modtagerens tilslutning til et hovedstandpunkt.

En argumentation kan således opfattes som et system af argumentsegmenter der tjener forskellige funktioner i helheden, og sådan et system er det jeg forstår ved en ’argumenterende tekst’. I tekstlingvistikken opfatter man tekstens system som en aktualisering af et bagvedliggende virtuelt system af mulige elementer. I kapitel 5 skitserede jeg et system af mulige elementer i argumenterende tekster der kan udgøre en tredje grundsten i en retorisk teori om kompositionen af argumentation. Ud fra princippet om dekompositionalitet foreslog jeg at inddele systemet for den argumenterende tekst i tre niveauer med hver deres segmenttyper. Med udgangspunkt i fire kompositionsanalyser og med inspiration fra den klassiske retorik beskrev jeg i alt 28 segmenttyper fordelt på de tre niveauer. Disse segmenttyper dækker ikke alle mulighederne i argumenterende tekster, men

79

de kan dække de fleste af de segmenter der optræder i tekster fra avisernes meningsgenrer. Argumentationens virtuelle tekstsystem kan udbygges med flere typer af afsnit og stordele samt flere undertyper af argumentsegmenter der optræder i andre argumentative genrer.

Ved at kombinere den nyretoriske og klassiske retoriske argumentationsteori med nyere tekstlingvistik og lingvistisk kompositionsteori har jeg altså i specialet vist hvordan man kan beskrive væsentlige argumentative virkemidler som typer af tekstsegmenter og tematisere deres interaktion. Moderne lingvistiske begreber som ’tekst’, ’system’, ’tekstsegmenter’, ’kohærensrelationer’ og ’dekompositionalitet’ kan bruges til at kæde en karakteristik af argumentation som retorisk fænomen i en kommunikationssituation sammen med en klassifikation af argumentative virkemidler efter deres funktioner i en sammenhængende argumentation. Som jeg har demonstreret, kan man på den måde formulere et teoretisk fundament for en moderne kompositionslære der ligner den i den klassiske retorik. Sådan en kompositionel tilgang kan være nyttig i retorisk argumentationsanalyse og tekstproduktion fordi retoriske valg vedrørende de enkelte virkemidler i en tekst altid må træffes og bedømmes med henblik på hvordan hele teksten skal virke i kommunikationssituationen.

Min tilgang kan stå i centrum for en retorisk argumentationsteori der også inkluderer en stasis-, topos- og figurlære der kan tematisere kategorier af retoriske valg som mine segmenttyperne ikke i sig selv indfanger. Desuden kan tilgangen suppleres med en teori om argumentative genrer og anbefalinger vedrørende den hensigtsmæssige brug af segmenttyperne i de forskellige genrer. På den måde kommer den til at udgøre en mere komplet retorisk argumentationsteori efter klassisk retorisk forbillede.

Model for kompositionen af argumentation kan præsenteres kort (jf. min præsentation i kapitel 2) og anvendes til undervisning i argumentation i f.eks. gymnasiet. Ved at repræsentere den argumenterende tekst som et system af tekstsegmenter gør modellen det muligt at forholde sig til væsentlige argumentative virkemidler i en analysetekst på en håndgribelig måde. I modsætning til analyser med f.eks. Toulmins model, der indebærer en rekonstruktion af argumentationens indholdselementer, fastholder kompositionsanalysen et fokus på konkrete størrelser i sprogforløbet. Det kan være nyttigt i den praktiske retorikundervisning hvor eleverne skal lære at forholde sig til hvordan konkrete ord og sætninger fungerer i en tekst og en kommunikationssituation. Den niveaudelte kompositionsmodel og listen med segmenttyper kan hjælpe til at finde frem til interessante retoriske virkemidler i en analysetekst, og til at anvende dem når man selv komponerer argumentation.

80

Referencer

Anscombre, Jean-Claude og Oswald Ducrot (1989): “Argumentativity and Informativ-ity”. I: Meyer, Michel (red.): From Metaphysics to Rhetoric. London: Kluwer Academic Publications. Pp. 71-88.

[Aristoteles] (1966): Rhetorica ad Alexandrum. I: Works of Aristotle, bind 4. London: Claredon.

Aristoteles (2007a): Analytica Priora. Oversat til engelsk af A.J. Jenkinson. IntraText: www.intratext.com/IXT/ENG2265.

Aristoteles (2007b): On Rhetoric. A theory of civil dicourse. Oversat af George A. Kennedy. 2. Udg. Oxford: Oxford University Press.

Aristoteles (1983): Retorik. Oversat til dansk af Thure Hastrup. København: Museum Tusculanums Forlag.

Azar, Moshe (1995): “Argumentative Texts in newspapers”. I: F.H. van Eemeren m.fl. (red.): Proceedings of the Third ISSU Conference on Argumentation. Amsterdam: SicSat. Pp. 493-500.

Azar, Moshe (1997): “Concession Relation as Argumentation”. TEXT, 17. Pp. 301-316.

Azar, Moshe (1999): “Argumentative Text as Rhetorical Structure: An application of Rhetorical Structure Theory”. Argumentation, 13. Pp. 97-114.

Bartes, Roland (1997): “Den gamle retorik”. Kultur & Klasse, 84. Pp. 21-88.

de Beugrande, Robert (1980): Text, Discourse and Process. Florida: Longman.

Bitzer, Lloyd F. (1959): “Aristotle's Enthymeme Revisited.” Quarterly Journal of Speech, 45. Pp. 399–408.

Brassart, Dominique Guy (1992): “Negation, Consession and Refutation in Counterar-gumentative Composition by Pupils from 8 to 12 Years Old and Adults”. Argumentation 6,1. Pp. 77-98.

Brockeriede, Wayne (1990): “Where is Argument?”. I: Trapp, Robert og Janice Schuetz (red.): Perspectives on Argumentation. Illinois: Prospect Heights. Pp. 4-8.

Bühler, Karl (1990 [1934]): Theory of language: The Representational Function of Language. Oversat til engelsk af Donald Fraser Goodwin. U.s.: John Benjamins.

Bühler, Karl (2001 [1934]): “En organonmodel for sproget”. Oversat til dansk af John E. Andersen. I: Carol Henriksen (red.): Can you Reach the Salt?. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag. Pp. 42-51.

Burke, Kenneth (1969a): A Rhetoric of Motives. Berkeley: University of California Press.

81

Burke, Kenneth (1969b): A Grammar of Motives. Berkeley: University of California Press.

Campbell, Paul Newell (1973): “A Rhetorical View of Locutionary, Illocutionary, and Perlocutionary Acts”. Quarterly Journal of Speech, 59. Pp. 284 – 296.

[Cicero] (1998): Retorik til Herennius. Oversat af Søren Porsborg. København: Gyldendal.

Cicero (1949): De inventione. De optimo genera oratorum. Topica. Oversat til engelsk af H. M. Hubbell. London: William Heinemann.

Conley, Thomas M. (1984): “The Enthymeme in Perspective”. Quarterly Journal of Speech, 70. Pp. 168-187.

Crosswhite, James (1995). “Is There an Audience for This Argument? Fallacies, Theories, and Relativisms“. Philosophy & Rhetoric, 28. Pp. 134-145

van Dijk, Teun A. (1981): Studies in the Pragmatics of Discourse. The Hague: Mouton Publishers.

Dubois, J. m.fl (1981): A General Rhetoric. London: The Johns Hopkins University Press.

Ducrot, Oswald (1990). ”Argumentation et Persuasion”. I Walter de Mulder m.fl. (red.): Actes du Congrès d´Anvers: Énonciation et parti-pris. Pp. 143-58.

Ehninger, D. og Wayne Brockriede (1963). Desision by Debate. New York: Dodd.

van Eemeren, Frans H. og Rob Groothendorst (1983): Speevh Acts in Argumentative Discussions. Dordrecht: Foris Publications.

van Eemeren, Frans H. og Rob Grootendorst (1992): Argumentation, Communicatin and Fallacies. London: LEA.

Eide, Tormod (1999): Retorisk leksikon. Oslo: Spartacus.

Gabrielsen, Jonas (2008): Topik: Ekskursioner i retorikkens toposlære. København: Retorikforlaget.

Govier, Trudy (2005): A Practical Study of Argument. U.s.: Thomson.

Grasso, Floriana (2002): “Towards a Framework for Rhetorical Argumentation”. I: J. Bos, M.E. Foster and C. Matheson (eds) Proceedings of the 6th Workshop on the Semantics and Pragmatics of Dialogue. Edingburg. Pp. 53–60.

Grosz, Barbara og Candace Sidner (1986): “Attention, Intenteions and the Structure og Discourse”. Computational Linguistics, 12. Pp. 175-204.

Grice, H.P. (1957): “Meaning”. The Philosophical Review, 66, 3. Pp. 377-388.

Grice, H.P. (1975): “Logic and Conversation”. I: Cole m.fl. (red.): Speech Arts. U.s.: Elsevir.

82

Gu, Yueguo (1993): “The Impasse of Perlocution”. Journal of Pragmatics, 20. Pp. 405-432.

Halliday, M. A. K. (2009): The Essential Halliday. London: Continuum.

Halliday, M. A. K. Og Ruquiya Hasan (1976): Cohesion in English. London: Longman.

Harder, Peter (2007): “Dansk Funktionel Lingvistik: En introduktion”. I: Dansk Funktionel Lingvistik - en helhedsforståelse af forholdet mellem sprogstruktur, sprogbrug og kognition. København: Lingvistkredsen.

Hatim, Basil og Ian Mason (1990): Discourse and the Translator. London: Longman.

Henkemans, Snoeck (1997): “Verbal Indicators of Argumentation and Explanation. I: Proc. of the OSSA Conf on Argument and Rhetoric". Ontario: St. Catharines.

Hermogenes (2005a): “Om argumenter”. Uddrag fra Peri heureseôs oversat til dansk af Cristian Kock. Rhetorica Scandinavica 33. Pp. 6-16.

Hermogenes (2005b): Peri heureseôs. I: George A. Kennedy (overs.): Invention and Methos: Two Thetorical Treatises from the Hermogenic Corpus. Atlanta: Society of Biblical Litterature. Pp. 3-199.

Hoey, Michael (1983): On the Surface of Discourse. London: Allen & Unwin.

Jakobson, Roman (1960): “Closing Statement: Linguistics and Poetics”. I: Sebok (red.): Style in language. New York: Wiley.

Jørgensen, Charlotte (2009a): “Hvad er retorik?”. I: Charlotte Jørgensen og Lisa Villadsen (red.): Retorik, teori og praksis. København: Samfundslitteratur. Pp. 11-29.

Jørgensen, Charlotte (2009b ): ”Argumentation”. I: Charlotte Jørgensen og Lisa Villadsen (red.): Retorik, teori og praksis. København: Samfundslitteratur. Pp. 129-58.

Jørgensen, Charlotte og Christian Kock (1995): ”Debattørens forrådskammer”. Retorik Studier, 10. Pp. 44-76.

Jørgensen, Charlotte og Merete Onsberg (2008): Praktisk argumentation. København: Nyt Teknisk Forlag.

Kjeldsen, Jens E. (2009): ”Billeders retorik”. I: Retorikkens aktualitet. København: Hans Reitzels. Pp. 161-96.

Kock, Christian (2000): “Rhetorical Analysis of Non-Literary Texts”. Anglofiles. Journal of English Teaching, 117. Pp. 46-50.

Knott, Alister, Ted Sanders og John Oberlander (2001): ”Levels of Representation in Discourse Relations”. Cognitive Linguistics 12, 3. Pp. 197-209.

Korelsky, T. og R. Kittredge (1993): “Towards Stratification of RST”. I: Proceedings of ACL Workshop on Intentionality and Structure in Discourse Relations. Pp. 52–555. U.s.

83

Kurzon, Dennis (1998) : “The Speech Act Status of Incitement: Perlocutionary Acts Revisited”. Jounal of Pragmatics, 29. Pp. 571-596.

Lausberg, Heinrich (1998): Handbook of Litterary Rhetoric: A Foundation for Litterary Study. Köln: Brill.

Leff, Michal (1996): “Commonplaces and Argumentation in Cicero and Quintilian”. Ar-gumentation 10. Pp. 445-452.

Marcu, Daniel (2000): “Perlocutions: The Achilles’ Heel of Speech act Theory”. Journal of Pragmatics, 32. Pp. 1719-1741.

Mann, W.C. (2005). “Definitions Page” på hjemmesiden for Rhetorical Structure Theory: http://www.sfu.ca/rst/01intro/definitions.html.

Mann, W.C. og S.A. Thompson (1987) Rhetorical Structure Theory: A Theory of Text Organization (No. ISI/RS-87–190). Marina del Rey: Information Sciences Institute.

Mann, W.C. og S.A. Thompson (1988) ‘Rhetorical Structure Theory: Toward a Functional Theory of Text Organization’, Text 8(3): 243–81.

Mason, Jeff (1994): “Rhetoric and the Perlocutionary Field”. Philosophy and Rhetoric, Vol. 27. Pp. 410-3.

Matthiessen, Christian og Sandra Thompson (1988): “The Structure og Discourse and ‘Subordination’”. I: John Haiman og Sandra Thompson (red.): Clause Combining in Grammar and Discourse. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company. Pp. 275-329.

Meyer, Michel (1986): From Logic to Rhetoric. Amsterdam: John Benjamins.

Meyer, Michel (1994): Rhetoric, Language, and Reason. Pensylvania: Penn State Press.

Moore, Johanna og Martha Pollack (1992): “A Problem for RST: The Need for Multi-Level Discourse Analysis”. Computational Linguistics, 18. Pp. 537-544.

Nølke, Henning (1998): “Argumentationsanalyse. Grundtræk af en modulær sprogvidenskabelig tilgang”. Hermes, Journal of Linguistics, 21. Pp. 15-38.

Ordbog over det danske sprog (2010). http://ordnet.dk/ods.

Perelman, Chaïm (1963): “Jugements de valeur, jusification et argumentation”. I: Justice et raison. Bruxelles: Presses Universitaires de Bruxelle. Pp. 234-43.

Perelman, Chaïm (1984): ”The New Rhetoric and the Rhetoricians: Remembrances and Comments”. Quarterly Jounal of Speech, 70. Pp. 188-196.

Perelman, Chaïm (2005): Retorikkens rige. Oversat til dansk af Søren Porsborg og Hanne Roer. København: Hans Reizel.

84

Perelman, Chaïm og L. Olbrechts-Tydeca (1969): The new Rhetoric. Oversat til engelsk af John Wilkinson og Purcell Weaver. Notre Dame: University og Notre Dame Press.

Plantin, Christian (2009): “A place for Figures of Speech in Argumentation Theory”. Ar-gumentation, 23. Pp. 325-337.

Popper, Karl (1972): “Epistemology Without a Knowing Subject”. I: Objective Knowledge: An Evolutionary Approach. Oxford: Oxford University Press. Pp. 106-52.

Quintilian (2001): Institutio oratoria. Oversat til engelsk af Donald A. Rusell. Cambridge: Havard University Press.

Reed, Chris og Derek Long (1997): “Generation the Structure of Argument”. I: Proceed-ings of the 17th International Conference on Computational Linguistics and 36th Annual Meeting of the Association for Computational Linguistics (COLING-ACL’98). Pp. 1091-1097.

Reed, Chris og Aspassia Daskolupulu (1998): “Modelling contractual Arguments”. Pro-ceedings of the 4th International Conference on Argumentation (ISSA-98). U.s.: SICSAT. Pp. 686-692.

Sanders, Ted (1997): “Semantic and Pragmatic Sources of Coherence: On the Categorization of Coherence Relations in Context”. Discourse Processes, 24, 1. Pp. 119-147.

Sanders, Ted og Wilbert Spooren (1997): “Communicative Intentions and Coherence Relations”. I: Bublitz, Wolfram m.fl. (red.): Coherence in Spoken and Written Discourse. Amsterdam: John Benjamins Publishing Company. Pp. 235-251.

Searle, John (1975): “Indirect Speech Acts”. I: Syntax and Semantics, 3. Pp. 79-82.

Searle, John og Daniel Vanderveken (1985): Foundations of Illocutionary Logic. Cambridge: Cambridge University Press.

Taboada, Maite og W.C. Mann (2006a): ”Rhetorical Structure Theory: Looking Back and mooving Ahead”. Discourse Studies, 8, 3. Pp. 423-459.

Taboada, Maite og W.C. Mann (2006b): ”Applications of Rhetorical Structure Theory”. Discourse Studies, 8, 4. Pp. 567-588.

Togeby, Ole (1993): PRAXT: Pragmantisk tekstteori, bind 1 og 2. Århus: Aarhus Universitetsforlag.

Toulmin, Stephen (2003): The Uses of Argument. Updateret udgave. Cambridge: Cambridge University Press.

Toulmin, Stephen m.fl. (1984): An Introduction to Reasoning. London: Collier Macmillan Publishers.

Walton, Doulas N. (1996): Argumentative Schemes for Presumptive Reasoning. Mahwah: Lawrence Associates Publishers.

85

Wenzel, Josph (1990): ”Three Perspectives on Argument: Rhetric, Dialectic and Logic”. I: Trapp, Robert og Janice Schuetz (red.): Perspectives on Argumentation. Illinois: Prospect Heights. Pp. 9-26.

Werlich, Egon (1976): A Text Grammar of English. Heidelberg: Quelle & Meyer.

Willard, Charles (1989): A Theory of Argumentation. London: The University of Alabama Press.

86

Bilag 1: Analyse af tekst 1

Bilagets omfang: 1.438 tegnAnalyse af tekst 1: ”Vi må ikke være med!”, Isak Korneru Houe, Information d. 27.4.2007

87

OVERSKRIFT

BERETNING BEVISFØRELSE AFSLUTNING

RUBRIK INDLEDNING BEKRÆFTELSE

BEKRÆFTELSE FORSTÆRKNING

FORB BEGR STANP BEGR STNP BEGR STNP STØTOPSUMMERI

NGKONKRETISE

RINGKONKLUSION MOTIVATION TESE KONKRETISERIN

GKONKLUSI

ONFORKLARIN

G1 2 3 4 5 6 7 8

Vi må ikke være med!I disse dage starter de politiske forhandlinger om den nye medieaftale, og i DR's udspil nævnes syns- og tegnsprogs-tolkning samt tekstning slet ikke, mens TV 2 ligefrem vil skære på dette område.

I dag får man altså ikke meget for sine licenspenge, hvis man har et kommunikations-handicap.

Danmark vedtog sidste år FN's Handicap-konvention og forpligtede sig dermed til at overholde dennes regler, bl.a. ved at sikre adgangen til fjernsyns-programmer, film, teatre og andre kultur-aktiviteter. Men i stedet gør vi det modsatte.

Konsekvensen af ikke at tilbyde unge med handicap adgangen til fjernsyns-programmer er, at de bliver marginaliseret.

For det første er det ofte en barriere på arbejdsmarkedet ikke at være opdateret på aktuelle nyheder, og for det andet kan det være svært at indgå i sociale sammenhænge i samfundet, hvis man som ung mangler de referencerammer, som man får fra fjernsynsprogrammer.

Hos sammenslutningen af Unge Med Handicap undrer vi os over denne prioritering.

Spørgsmålet er, om det er blevet in at spare på de, der har et handicap?

Bilag 2: Analyse af tekst 2AFSLUTNING

SAMMENFATNING

FORSTÆRKNING FORSTÆRKNING

STNPKONKLUSION

STØTINDRØMMEL

SESTNP

KONKLUS.

STNPKONKLU

S.STØT

SKÆRPELSE

15 16 17 18 19Rosesagen er et af de mere absurde symptomer på en politik, der ikke lytter til almen anstændig fornuft.

Regeringen kan henvise til en lovgivning, der er omhyggeligt afstemt internationale konventioner. Den hårde danske lovgivning overholder altså konventionerne. Så vidt så godt.

Spørgsmålet er, om det er godt nok. Det mener Gitte Seeberg ikke.

Nu gælder det for Ny Alliance om at formulere en politik, der kan give hendes holdning vind i sejlene.

Og kære GS, det må gerne gå stærkt. Det haster for visse af enkeltsagerne.

OVERSKRIFT

BERETNING BEVISFØRELSE

RUBRIK INDLEDNING

FOKUSERING

INDLEDNING FOKUSERING

RUBRIK BEKRÆFTELSE GENDRIVELSE

FORB FORB STNP BEGR STNP STNP BEGR STNP FORB STNP BEGR STNP BEGR STØTOPSUMMERI

NGBAGGRUND MODTESE TENDENS TESE TESE ILLUSTRATIO

NKONKLUSI

ONOPSUM. TESE TENDENS MODTES

ETENDENS SKÆRPEL

SE1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14Seeberg og enkeltsagerne

Den forløbne uge bør blive husket for to ting: Stiftelsen af et nyt parti, hvis ønske om en Ny Alliance

Umiddelbart to begivenheder, der ikke har meget med hinanden at skaffe. Og så alligevel.

For allerede i løbet af de første hektiske døgn, der skød det nye parti fra kaj, nævnte den konservative

Sagen om Rose viser os den nuværende udlændingepolitiks lidet flatterende bagside og kan

At Rose står til udvisning er imidlertid blot en sag blandt mange. Kigger man tilbage på de

I de danske asylcentre sidder 583 irakiske flygtninge stadig fastlåst i en situation, som den danske regering

Sammen danner de et billede af en hård, men uretfærdig indvandringspolitik.

Åbenlys vrangsideI sagen om Rose er denne politiks vrangside åbenlys.

Den danske regering støtter kampen mod menneskehandel. Alligevel insisterer man på at sende Rose ud

Man mener ikke, at hun har noget at frygte.

Men den rapport, man bygger holdningen på, betragtes som mangelfuld, selv af en af medforfatterne. I

Hvad situationen bliver for en kvinde, der har samarbejdet med politiet, ved vi endnu

88

fik enorm opmærksomhed. Og den mindre omdiskuterede beslutning om at fastholde hjemsendelsen af den menneskehandlede nigerianske pige Rose.

afhopper Gitte Seeberg sagen om Rose. En del af Ny Alliances program er en afstandtagen fra den udlændingepolitik, der giver anledning til udvisningen af den nigerianske pige.

som sådan betragtes som et symptom på lovgivningens blinde punkter.

seneste år, hober enkeltsagerne sig hurtigt op.

ikke mener er dens ansvar: Irakerne har fået afslag. Punktum. Tidligere har der verseret sager om hjemsendelse af psykisk syge asylansøgere fra Kosovo samt adskillige andre enkeltsager.

af landet. Norge har man for ganske nyligt taget konsekvensen af forholdene i Nigeria og givet de handlede piger humanitært ophold. Der er i Nigeria adskillige eksempler på repressalier mod ulydige piger og deres familier.

ikke.

Bilagets omfang: 2.279 tegnAnalyse af tekst 2: : ”Seeberg og enkeltsagerne”, Michael Jarle Christiansen, Jyllands-Posten d. 12 .5 .2007

89

Bilag 3: Analyse af tekst 3

Bilagets omfang: 1.492 tegnAnalyse af tekst 3: ”Tænk jer om, politikere”, Per Karlsson, Kristeligt Dagblad d. 4.6.2007

OVERSKRIFT

BERETNING BEVISFØRELSE AFSLUTNING

RUBRIK INDLEDNING FOKUSERING

BEKRÆFTELSE FORSTÆRKNING

FORB FORB STNP BEGR STNP BEGR STØT STNPBUDSKAB BAGGRUND TESE KONKRETISE

RINGTESE KONKRETISERING FORTOLKNING KONKLUSION

1 2 3 4 5 6 7 8 Tænk jer om, politikere

I artiklen den 22. maj mener regionsformanden Bent Hansen, at manglen på danske sygeplejersker vil være så stor om 10 år, at 30 procent af behovet skal dækkes med udenlandske sygeplejersker.

Jeg vil hævde, at vores valgte politikere er "skurkene" i dette faktum,

idet der for blot 10 år siden var adgangsbegrænsning til sygeplejerskeuddannelsen.

Vi er trods alt nogle, der kan huske, hvad der blev vælgerne lovet for henholdsvis 10, 20, 30 og 40 år siden. Så pas hellere på, I folkevalgte, vi er mange, som kender vores pligt og ret.

Hvad med for eksempel det "grå guld", som blev behandlet aldeles uværdigt i 1990'erne under lavkonjunkturen (arbejdsløshed, udsigt til faldende selvbetalt efterløn med mere). Mange af disse mennesker gennemlevede 45 timers arbejdsuge, manglende arbejdsmiljøhensyn, usikkerhed i ansættelsen og et højt skattetryk. Det glemmer de yngre generationer af politikere!

Havde man taget hånd om disse ældre årgange af medborgere, kunne man i dag have haft et særdeles kompetent og ansvarsbevidst "gråt guld" som arbejdsreserve.

Ja, man kunne ligefrem stifte et nyt parti, hvis fundament byggede på: ordholdenhed og sund indsigt.

90

Bilag 4: Analyse af tekst 4OVERSKRIFT BERETNING

RUBRIK

MANCHET

UNDERR.

DIGRESSION DIGRESSION DIGRESSION DIGRESSION

FORBOPSUM

M.BEGR

SAMMENLIGN.

STØTFORKL

AR.BEGR STØT STNP BEGR STØT BEGR STØT BEGR STØT

KONKRETISERING FORTOLKNING

TESE KONKRETISERING

FORTOLKNING

KONKRETISERING

FORTOLKNING

KONKRETISERING

FORTOLKNING

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 Desværre kunne Muhammed Ali ikke komme

Mishandlingen af små grise foregår heldigvis gedulgt og i nattens mulm og mørke, medens mishandlingen af de unge boksere foregår i fuld offentlighed og til beskuelse for enhver, der vil betale entre.

Et aber dabei til Mikkel Kesslers VM-kamp for nylig

De var til boksning i Parken alle sammen. Pia Kjærsgaard, Hells Angels, prins Joachim, Erik Clausen og Information. Alle sammen undtagen en - Muhammed Ali. Han kunne desværre ikke komme. Han er nemlig punchdrunk, han lider af dementia pugilistica - bokserdemens. Han skal altid have en ved siden af sig, når han går, og hvis han blev sat til at bestille en flybillet, ville han være hjælpeløs, så han var der ikke. Ærgerligt, for hvis han var kommet, ville jeg også have været der - koste hvad det ville.

Om Muhammed Ali kan der ikke siges noget ondt. Han er virkelig en af de store. Desværre er det vistnok sådan, at Muhammed Ali ikke mere har det fulde overblik over, hvorfor han er en af de store. Det er kun os andre, der ved det.

Information synes imidlertid ikke synderligt påvirket af Muhammed Alis skæbne. På avisen er man vild med boksning, og det kan ikke gå hårdt nok for sig.

"Forventningen om en aflivende knockout mærkes i mellemgulvet", skriver Informations udsendte ved ringside. "Syv slag banker ind i hovedet på Andrade, og kun gonggongen synes at redde mexicaneren fra Vikingekrigerens knockout."

Godt det kun er en mexicaner, der er tale om, for tænk hvis det havde været journalistens svigersøn, der skulle have lagt hoved til.

Skæbnen har villet det sådan, at en kendt bokser jævnligt går forbi mine vinduer. Engang var han på avisernes forsider, og efter kampene var han altid omgivet af babes og bartendere. "Bare det var mig", tænkte jeg dengang. Det gør jeg ikke mere.

Han er nemlig tydeligvis punchdrunk; han lider også af dementia pugilistica - bokserdemens. Ikke så fremskreden som Muhammed Alis, men det skal nok komme.

Da han var på sin karrieres højdepunkt, bevægede han sig letbenet og elegant. Nu bruger han - hvis ikke hele fortovet - så en temmelig stor del af det, når han går.

På engelsk kaldes det unsteadiness - et af symptomerne på at være punchdrunk.

Bilagets omfang: 6.992 tegn

Analyse af tekst 4: ”Desværre kunne Muhammed Ali ikke komme”, Tom Skyhøj Olsen, Information d. 25.6.2007

FORTSÆTTES…

91

BERETNING BEVISFØRELSERUBRI

KINDLED

NINGDIGRESSION DIGRESSION RUBR

IKDIGRESS.

PROBATIO

FORB FORB BEGR STØT STNP BEGR STØT FORB FORB BEGR STØT STØTOPSUM

M. BAGGRUND KONKRETISERING FORTOLKNING TESE KONKRETISERING

FORTOLKNING

EMNE BAGGRUND

TENDENS SKÆRPELSE

FORKLARING

13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 Boxer of the year.

Kvinder er også i stigende grad begyndt at bokse, og i den videnskabelige litteratur er det første tilfælde af hjerneblødning allerede beskrevet.

En ung amerikansk kvinde var efter bare to kampe blevet udråbt som Boxer of the Year. Så hun gik på med krum hals og trænede fra morgen til aften. I forbindelse med en træningskamp blev hun imidlertid ramt så hårdt, at hun måtte en tur i gulvet. Hun var ikke bevidstløs eller 'slået ud', men hun havde slem hovedpine, da hun gik hjem. Alligevel stillede hun op til en kamp to uger efter - hun havde jo noget at leve op til, eftersom hun var blevet kåret til Boxer of the Year. Hun klarede sig igennem til anden omgang - så måtte hun give op. Hovedpinen var blevet ulidelig. På hospitalet konstaterede man en stor hjerneblødning - som hun havde gået rundt med i to uger - og mindre end en time efter ankomsten lå hun på operationsbordet.

Gad vist om Informations udsendte ville have siddet med et 'knockout i mellemgulvet', hvis det var hans datter, der var blevet udråbt som Boxer of the Year.

Det virker som om, at Hemingway altid skal luftes, når en journalist sendes af sted for at dække en boksekamp:

"Mikkel Kessler kommer ind i Parken, mens en eksplosion af røde flammer bag ham eksponerer hans silhuet. Vikingekrigeren med Dannebrog blafrende bag sig. Beatet brager mod ekstasen. Blå og røde laserspots oplyser Parkens mørke i et diskolys".

Havde det ikke været mere oplysende, hvis Informations udsendte bare skrev: Nu er der hjerneskader i farvandet.

Cirka hver femte Danskeren vandt til alt held kampen. Selvom han også fik nogen på skrinet, måtte mexicaneren inkassere endnu flere i løbet af de 12 omgange.

Svenske forskere har netop vist, at amatørboksere, der rammes i hovedet mere end 15 gange pr. kamp (hvilket i øvrigt er ganske almindeligt), har tydelige tegn på ødelæggelse af hjerneceller, når man undersøger dem lige efter kampen - selvom de hverken har været groggy eller til tælling.

Amatørboksere har større handsker og hovedbeskyttere, og alligevel kan man konstatere tegn på hjerneskade efter tre omgange og 15 træffere.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig, hvilket resultat de svenske forskere ville være kommet til, hvis de havde fået lov til at undersøge mesterens hjerne efter 12 omgange mod en professionel slagmaskine - med diminutive handsker og uden mindste beskyttelse af hovedet.

BEVISFØRELSE AFSLUTNINGRUBRIK DIGRESSION FORSTÆRKNING

92

FORB FORB BEGR STNP STNP BEGRSAMMENLIGNING

STØTOPSUMME

RINGBAGGRUND KONKRETISERING KONKLUS. TESE INDRØMM.

25 26 27 28 29 30 31 En høj pris Et Københavnsk dagblad modtog for nylig et læserbrev med følgende ordlyd:

"I 1953 besøgte jeg på en lørdag-søndagsorlov fra militæret min 48-årige far. Han havde i slutningen af 20'rne turneret i Europa som professionel bokser. Da han lukkede entredøren op, var der ingen genkendelse at spore i hans øjne. Jamen far, det er Tommy, sagde jeg, og han svarede: Nåh, er det - er det dig ... dig. Tommy? Så havde han glemt, hvad han havde sagt og startede forfra: Nåh, er det ... er det dig. Og sådan blev han ved. Havde jeg ikke taget ham i armen og ført ham ind i lejligheden, så kunne han have stået på trappen og sagt de samme staccato-sætninger i timevis.

Jo, min far betalte en høj pris for sin fascination af boksesporten, og det gjorde hans familie - kone og seks børn - selvsagt også".

Egentlig havde jeg haft i sinde at spørge justitsministeren, om der ikke kunne nedlægges forbud mod professionel boksning og for den sags skyld boksning i det hele taget.

Vi tåler jo ikke mishandling af små grise, hvorfor så tåle mishandling af unge boksere. Mishandlingen af de små grise foregår heldigvis gedulgt og i nattens mulm og mørke, medens mishandlingen af de unge boksere foregår i fuld offentlighed og til beskuelse for enhver, der vil betale entre. Og af hensyn til dyrevelfærden har vi da også forbudt hanekampe og hundeslagsmål.

Men jeg gør det alligevel ikke. Jeg har nemlig læst i information, at Pia Kjærsgård sad ved ringside for at heppe på sin helt, og så lades alt håb jo ude.

93

Bilag 5: Oversigt over segmenttyper

Bilagets omfang: 8.856 tegn.Forkortelser: A = afsender; M = modtager; FS = forudgående segm.; ES =

efterfølgende segm.

Segmenttype

Fremstillings-funktion

Udtryksfunktion Appelfunktion Placering og betingning

Argumenterende tekst

- Fremstiller en sag på en måde som tillader inferens til et hovedstandpunkt via topoi

Rejser et stridsspørgsmål ved at rejse og besvare uproblematiske spørgsmål

Appellerer til M om øget tilslutning til hovedstandpunktet ved at retfærdiggøre det over for et publikum

-

StordeleOVERSKRIFT

Fremstiller forhold der udgør essensen af den sag som udfoldes i ES

Indikerer stridsspørgsmål som uddybes i ES

Appellerer om øget tilslutning til hovedstandpunkt ved at gør M opmærksom, velvillig og forberedt

Som første stordel i teksten; betinger efterfølgende stordele

BERETNINGFremstiller grundlæggende forhold i sag som udfoldes i ES, på en måde der tillader inferens til hovedstandpunkt eller relaterede standpunkter

Præsenterer stridsspørgsmål som også rejses gennem uproblematiske spørgsmål i ES

Appellerer om øget tilslutning til hovedstandpunkt ved at retfærdiggøre det som et muligt acceptabelt svar

Efter OVERSKRIFT, før BEVISFØRELSE og AFSLUTNING; betinger BEVISFØRELSE og AFSLUTNING

BEVISFØRELSEFremstiller yderligere forhold i sag som er præsenteret i FS, på en måde der tillader inferens til hovedstandpunkt eller relaterede standpunkter

Rejser stridsspørgsmålet fra FS ved at rejse og besvare uproblematiske spørgsmål

Appellerer om øget tilslutning til hovedstandpunkt i FS og ES ved at bekræfte det som et velovervejet og det mest acceptable svar

Efter OVERSKRIFT og BERETNING, før BEVISFØRELSE og AFSLUTNING; betinger BEVISFØRELSE og AFSLUTNING

AFSLUTNINGOpsummerer sagen fra FS eller fremstiller yderligere sagforhold på en

Rejser stridsspørgsmål fra FS

Appellerer om øget tilslutning til hovedstandpunkt i FS ved at gøre stridsspørgsmålpres

Som sidste stordel i teksten, betinger forudgående stordele

94

måde der tillader inferens til hovedstandpunkt

serende og fremhæve hovedstandpunktet som et indlysende svar

FORTSÆTES…

AfsnitRUBRIK

Opsummerer sagen fra ES i ultrakort form

Indikerer stridsspørgsmål som uddybes i ES

Appellerer til M om at være opmærksom og forberede sig på et bestemt emne, et problem og en appel

Typisk i begyndelsen af en stordel, altid i begyndelsen af OVERSKRIFT

MANCHETFremhæver et bestemt sagforhold fra ES

Udtrykker et særligt væsentligt aspekt af problemet i ES

Appellerer til M om at være opmærksom og velvillig i lyset af særligt overbevisende forhold

I OVERSKRIFT

UNDERRUBRIKFremstiller forhold der uddyber meningen med FS

Udtrykker klarere det problem som afspejler sig i FS

Appellerer til M om at forberede sig på ES i lyset af bestemt fortolkning af FS

I OVERSKRIFT, efter RUBRIK og MANCHET; betinger forudgående RUBRIK eller MANCHET

INDLEDNINGFremstiller centralt forhold i sagen der ligger til grund for forhold i ES

Rejser stridsspørgsmål som noget der er motiveret af grundlæggende sagforhold og udfoldes i ES

Appellerer til M om at fortolke ES i lyset af de grundliggende sagforhold

I begyndelsen af BERETNING

DIGRESSIONFremstiller mindre centrale forhold i sagen

Rejser stridsspørgsmål ved at rejse og besvare uproblematiske spørgsmål som ikke er påtrængende

Appellerer til M om at fortolke ES i lyset af den oplevelse som fremstillingen af de mindre centrale sagforhold giver anledning til

I alle stordele

FOKUSERINGFremhæver et væsentligt forhold i sagen som er præsenteret i FS og som skal udfoldes i ES

Rejser centralt problematisk spørgsmål i sagen som er afgørende at besvare for at retfærdiggøre hovedstandpunkt

Appellerer til M om at betragte det fremhævede forhold og spørgsmål som et væsentligt punkt i sagen

I BERETNINGEN eller begyndelsen af BEVISFØRELSEN

BEKRÆFTELSEFremstiller forhold Rejser Appellerer til M om I BEVISFØRELSEN

95

der kan belyse sagen fra FS yderligere og foranledige inferens til hovedstandpunkt

stridsspørgsmål ved at besvare uproblematiske spørgsmål som FS kan give M anledning til at rejse

at betragte de nye forhold som noget der gør hovedstandpunktet mere acceptabelt

FORTSÆTTES…GENDRIVELSE

Fremstiller forhold der belyser sagen fra FS yderligere, er i modstrid med alternativt standpunkt og dermed tillader inferens til hovedstandpunkt

Rejser problematisk spørgsmål om hvorvidt et alternativt standpunkt er acceptabelt

Appellerer til M om at betragte alternativt standpunkt som uacceptabelt

I BEVISFØRELSEN

SAMMEN-FATNING Opsummerer sagen

fra FSRejser centrale problematiske spørgsmål i sagen og stridsspørgsmålet igen

Appellerer til M om at lægge de nævnte forhold til grund for en afgørelse vedrørende tilslutningen til hovedstandpunktet

I AFSLUTNINGEN

FORSTÆRKNINGTilføjer forhold til sagen fra FS

Rejser centrale problematiske stridsspørgsmål med større kraft

Appellerer til M om at betragte nye forhold som noget der gør tilslutningen til hovedstandpunktet mere oplagt

I AFSLUTNINGEN

FORTSÆTTES…

96

ArgumentsegmenterSTANDPUNKT

Fremstiller sagforhold som…

Udtrykker A’s problem som…

Appellerer om øget tilslutning til et standpunkt ved at…

-

KONKLUSION … forhold der følger af sagforhold i FS

…en pointe med at aktualisere FS

…gøre M opmærksom på standpunktet

Især i SAMMENFATNING og BEKRÆFTELSE; betinger forudgående BEGRUNDELSE

TESE…forhold der følger af sagforhold i ES

…en pointe med at aktualisere ES og et behovet for at besvare evt. spørgsmål fra M

…gøre M opmærksom på standpunktet

Især i FOKUSERING og BEKRÆFTELSE; betinger efterfølgende KONKLUSION

MODTESE…forhold der er i modstrid med sagforhold i ES

…en pointe med at aktualisere ES og et behov for at adressere alternative standpunkter

…gøre M opmærksom på alternativt standpunkt og at det er mindre acceptabelt

Især i GENDRIVELSE; betinger efterfølgende BEGRUNDELSE

BEGRUNDELSEFremstilling sagforhold som noget der udgør omstændighed i sagen i kraft af at det er…

Rejser problematisk spørgsmål ved at besvare uproblematisk spørgsmål om…

Appel om øget tilslutning til standpunkt i ES gennem appel om…

-

TENDENS… noget mere generelt der kan være tegn på sagforhold i ES

… generelle tendenser der inkluderer sagforhold i ES

…erkendelse af at sammenhæng mellem sagforhold er sandsynlig

I alle stordele; betinger efterfølgende eller forudgående STANDPUNKT

KONKRETISE-RING

… noget der kan være en konkret udmøntning af sagforhold i ES og derfor et tegn på dem

… konkrete tilfælde hvor sagforhold i ES kommer til udtryk

… erkendelse af at sammenhæng mellem sagforhold er sandsynlig

I alle stordele; betinger efterfølgende eller forudgående STANDPUNKT

MOTIVATION… der i kraft af en værdi kan tillade inferens til standpunkt i ES

… hvad der viser at sagforhold i ES er i overensstemmelse eller modstrid med en værdi

… at handle i overensstemmelse med værdi

I alle stordele; betinger efterfølgende eller forudgående STANDPUNKT

SAMMENLIG-NING … der svarer til … hvad der svarer … erkendelse af I alle stordele;

97

sagforhold i ES til sagforhold i ES lighed mellem sagforhold

betinger efterfølgende eller forudgående STANDPUNKT

FORTSÆTTES…

98

STØTTE Fremstiller sagforhold der er tæt relateret til sagforhold i FS

Udtrykker A’s motiv for at aktualisere FS i relation til A’s problem

Appellerer til M om at acceptere FS som relevant og tungtvejende bidrag til argumentationen

-

FORKLARINGFremstiller et sagforhold som årsag til, motiv bag eller specificering af meningen med sagforholdet i FS

Udtrykker A motiv for at aktualisere FS i relation til A’s problem

Appellerer til M om at fortolke FS i lyset af årsag, motiv eller uddybning

I alle stordele; altid efter relaterede STANDPUNKT eller BEGRUNDELSE

SKÆRPELSEFremstiller sagforhold som tilføjelse til forhold i FS

Rejser samme problematiske spørgsmål som i FS med større kraft

Appellerer til M om at betragte nævnte forhold som skærpende omstændighed ved fortolkning af FS

I alle stordele; altid efter relateret STANDPUNKT eller BEGRUNDELSE

INDRØMMELSEFremstiller sagforhold som noget der modsiger forhold i FS

Udtrykker A’s erkendelse af at der er sagforhold der synes at modsige et standpunkt i FS

Appellerer til M om at tilslutte sig standpunkt i FS på trods af sagforhold der taler imod

I alle stordele; altid efter relateret STANDPUNKT eller BEGRUNDELSE

FORBEREDELSE Fremstiller

sagforhold som noget der lægger op til fortolkningen af forhold i ES

Udtrykker A’s vilje til at lette fortolkningen for M

Appellerer til M om at lægge nævnte forhold til grund for fortolkning af ES

-

OPSUMMERINGFremstiller sagforhold som opsummering af sag i FS

Opsummerer problematiske spørgsmål fra FS

Appellerer til M om at lægge opsummering til grund for fortolkning af ES

I alle stordele, typisk i RUBRIK; altid før relaterede segmenter

BAGGRUNDFremstiller sagforhold som relevant baggrundsinformation ved fortolkning af ES

Udtrykker A’s anledning til at rejse spørgsmål i ES

Appellerer til M om at fortolke ES i lyset af baggrundsinformation

I INDLEDNING, BEKRÆFTELSE eller GENDRIVELSE

99