1

Vi har de behov vi har!? Af RUDDI WELZEL Artiklens forfatter springer lige ud i den varme grød, idet han forsøger at påvise nødvendigheden af et af de mest forhadte begreber i dagens liberale Danmark. Brænder han sig? Hun vil forandre samfundet, til det bedre, naturligvis. Der skal store ændringer til for at få et ordentligt, et menneskeværdigt samfund, mener hun. Man kan vist godt kalde hende revolutionær. Hun er på det rene med, at befolkningen stort set er tilfreds med den nuværende tingenes tilstand.

Det er en udbredt opfattelse, at vi lever i det bedst mulige samfund. Hvis den enkelte ikke er lykkelig, er det enten vedkommendes egen skyld, eller vedkommende har bare været uheldig; uheldet kan for eksempel bestå i, at man endnu ikke har vundet i lotto.

Mens store dele af verden sulter og lever under kummerlige vilkår, holder vi den ene forbrugsfest efter den anden. Vi æder og drikker til den store guldmedalje; vi anskaffer os de mest fantastiske ting og sager. Vi tilfredsstiller vel blot de behov, vi har, og de behov, som vi ikke vidste, at vi havde, før vi i reklamerne stødte på helt nye tilbud? Naturligvis gør også nødhjælpsorganisationernes reklamer et vist indtryk; man giver gerne nogle kroner for en lidt bedre samvittighed.

Vor revolutionære veninde køber ikke disse synspunkter. Hun har en idé om et samfund – en utopi – hvor mennesker har det langt bedre, hvor mennesker for alvor kan udfolde sig menneskeligt og få tilfredsstillet deres egentlige, dybereliggende behov. Hun skelner altså mellem overfladiske behov og væsentlige behov. Herfra er skridtet ikke langt til at se for eksempel den hidsige forbrugeradfærd (kritisk eller ej) som et udtryk for, at de væsentlige behov ikke bliver tilfredsstillet. Megen adfærd må ifølge denne model forstås som kompensatorisk og fordrejet i forhold til det, vi i virkeligheden har behov for.

For den revolutionære er helvede på jord en lørdag formiddag i Bilka, hvor horder af menneskelignende væsener rager ting og sager ned fra hylderne, ned i store indkøbsvogne. Disse væsener tror, at sådan er livet, og at det ikke kan være meget anderledes. Kommissæren Som katten om den varme grød har jeg indtil nu bevæget mig. Det er nødvendigt her at inddrage et begreb, der kandiderer til titlen som det mest forhadte i dagens liberale Danmark. Det drejer sig selvfølgelig om begrebet falsk bevidsthed. Vil man være revolutionær i et højt udviklet kapitalistisk samfund som vort, er man nødt til at indrømme, at størstedelen af befolkningen lider under falsk bevidsthed. Folk springer rundt som gale for at tilfredsstille falske behov og fortrænger dermed deres sande behov. De ved ikke – på trods af den udbredte egoisme – hvad der er godt for dem selv. Og det værste er næsten, at de er så forbandet tilfredse.

2

En person, der ved, hvad der er godt for andre, kan man kalde en kommissær. Ofte indretter hun ikke sit eget liv efter sin såkaldte viden, men er meget ivrig efter at pådutte andre mennesker sine principper. Halvfjerdsernes ’munkemarxister’ (der enten selv havde studeret Marx∗ og ikke mindst de autoriserede referater eller kendte nogen, der havde) var skråsikre kommissærer, der med religiøs fanatisme promoverede deres ’videnskab’ og nedtromlede afvigere; dog kunne de blive noget slappe i knæene, når de stod over for en ’rigtig’ arbejder. Disse kommissærer havde en sikker viden om den historiske nødvendighed og samfundets udvikling. De havde kendskab til menneskets natur og betragtede de øvrige samfundsmedlemmer som ’økonomiske karaktermasker,’ der helt mekanisk spillede deres roller (især som arbejdere og kapitalister) i samfundsmaskineriet og ikke anede, hvad der i virkeligheden foregik. Munkemarxisterne var villige til at sætte sig i spidsen for en revolution og indså nødvendigheden af, at den genstridige menneskelige natur efter revolutionen blev afrettet ved hjælp af tvang, det såkaldte ’proletariatets diktatur,’ der naturligvis aldrig kunne blive andet end kommissærernes diktatur. Ingen tør i dag bruge begrebet falsk bevidsthed. Er der et alternativ til kommissærens giftige cocktail af videnskab og tvang? Kræmmeren Hvorfor ikke bare acceptere mennesket, som det er? Der er aldrig kommet noget godt ud af at forsøge med vold og magt at lave om på mennesker. Vi er forskellige, har hver sin individualitet, hver sin samling af behov, som vi har ret til at udfolde og tilfredsstille – så længe vi ikke skader andre mennesker – hævder vor liberale ven. Man skal ikke hæve sig over andre mennesker og gøre sig til dommer over deres behov. ”Går I anarkister da ikke også ind for den fuldstædigt frie udfoldelse?” spørger han videre. Han føler sig godt tilpas og bliver næsten poetisk: ”Lad de tusinde behov blomstre!” Det er grotesk at pådutte andre mennesker en ’falsk bevidsthed’ og sortere deres behov i sande og falske, fortsætter han. Mennesker må selv bestemme, hvordan de vil prioritere deres behov. Når mennesker gør et eller andet, må vi gå ud fra, at de åbenbart havde et behov for at gøre det, og så er den ikke længere. Det gælder også indkøbsadfærden. Det er ganske menneskeligt at rage til sig og fylde indkøbsvognen til bristepunktet, men naturligvis bør man ikke køre andre mennesker ned, når man racer rundt mellem hylderne i Bilka lørdag formiddag. Også denne verdens fattige ville, selvfølgelig, rage til sig, hvis de fik muligheden. De har – synd for dem! – trukket en nitte i livslotteriet, hvor det drejer sig om at lade sig føde det sted, hvor supermarkederne ligger tættest. Et eksisterende behov kan ikke være mere eller mindre reelt. Man kan ikke om behov påstå, at de er sande eller falske. Enten eksisterer et behov, eller det eksisterer ikke. Behovet for en othellolagkage eller to er hverken mere sandt eller falsk end behovet for en sort Porsche 911 cabriolet (for nu at nævne mit eget mest prominente behov). Om et behov eksisterer, kan i virkeligheden kun afgøres på én måde: kan den vare, som tilfredsstiller behovet, sælges? Hvis noget kan sælges, så tilfredsstiller det et behov, og hvis det ikke kan sælges, så er der åbenbart ikke et behov. Den eneste måde, vi kan pejle os ind på behovene på, er ved hjælp af markedet. Behovene skal ikke fastlægges af kommissærernes – smagsdommernes – opstyltede teorier om menneskets natur, men af markedet. En person, der er villig til at give markedet en så fremtrædende plads, kan man kalde en kræmmer, og hans sjæl – hvis han har nogen – er en kræmmersjæl. Hvis ikke disse ord allerede er hædersbetegnelser i vort samfund, så vil de snart blive det. Det er allerede en stærk ros, hvis man om en person kan sige, at hun forstår at sælge sig selv. Tidligere sagde man det kun om ludere, og det var ikke pænt ment.

3

Tag en bog! Er det ikke temmelig tomt at påstå, at bogen er god, hvis ingen køber den? Sælger bogen derimod godt, og får den derfor bogkræmmernes gyldne laurbær, så er det svært at benægte, at det er en god bog. Og den må fandeme være god, en dansk film, der købes af det store udland. På samme måde med politik. Det parti, som efter at have analyseret vælgernes behov kan levere den politik, som svarer dertil, kan få afsat sin vare og får samtidig en bekræftelse af, at partiets politik er den rigtige. Stemmesedlen er en slags pengeseddel, og den politik, der bliver købt, viser dermed sin eksistensberettigelse, den svarer til et behov. Begrebsparrene god/dårlig, rigtig/forkert, sand/falsk og god/ond tenderer imod at blive opslugt af ét eneste begrebspar, nemlig kan sælges/kan ikke sælges. Samtalen mellem mennesker forstummer. Der er ikke længere basis for at diskutere, om noget er godt eller dårligt, sandt eller falsk. Man må nøjes med at konstatere, om det kan sælges eller ej. Kritikeren Kend dig selv! opfordrede de gamle grækere. Det blev betragtet som en vanskelig opgave. I dag kan vi vel bare se på vore kasseboner for at få en liste over behovene? Vi har behov for masser af rødvin, for nyt moderigtigt tøj i én uendelighed, for en ganske bestemt slags hårshampoo, måske for porno- og voldsvideoer, for en othellolagkage eller to, for en sort Porsche 911 cabriolet … fortsæt selv listen! Vi har hver især vor liste, hver vor individualitet, personlighed. Jeg siger ikke, at vi ikke har disse behov. Men jeg mener, at det er umenneskeligt ikke til stadighed at sætte spørgsmålstegn ved sine behov. Man bør diskutere sine behov, med sig selv og med andre. Man kan ikke af en kat, der elsker mus og jordbær, forlange, at den spørger sig selv: Er jeg en ordentlig og lykkelig kat? Men et menneske må af sig selv forlange, at det ikke bare bevidstløst accepterer sine behov og grådigt kaster sig over alle nye forbrugsmuligheder. Der er ikke grænser for, hvad mennesker kan have behov for. Helt generelt må man imidlertid sige, at hvis et behov ville forsvinde, hvis man levede et mere ordentligt og lykkeligt liv, så er der tale om et falsk behov. Et behov, der kun eksisterer, fordi man lever en forskruet tilværelse og egentlig ikke er sig selv, må betegnes som et falsk behov, et behov, som man i virkeligheden ikke har. Behovet for at voldtage en sagesløs blondine en smuk sommeraften, behovet for at fortsætte rengøringen, skønt der ikke er mere skidt, behovet for at købe den kjole, man lige har set i Alt for Damerne, behovet for at have travlt, behovet for at hænge foran fjernsynet flere timer om dagen, behovet for at tro på Gud eller Allah og behovet for en sort Porsche 911 cabriolet er alle behov, der meget vel kan vise sig at være falske. Hvem skal afgøre, hvilke behov der er falske? Det må den enkelte afgøre med sig selv. Men det er en forudsætning, at man slipper kritikeren løs på sig selv og er åben over for kritik fra andre. Desværre er de fleste mennesker i dag så svage, at de ikke tåler kritik. Kærlig kritik – af sig selv og andre – burde være menneskets fornemste opgave. Kræmmerens bevidstløse accept af behovene er lige så uværdig som kommissærens slåen andre oven i hovedet med sin liste over sande og falske behov. Man kan have en nok så rigtig teori om menneskets generelle natur og om det enkelte menneskes konkrete behov, men det giver ikke ret til at optræde som formynder. Selv om man ved, at 2 + 2 = 4, har man ikke dermed ret til at banke denne sandhed ind i hovedet på sine medmennesker. Sandheden giver ingen ret, men den forpligter: til at forsøge at indrette sit liv i overensstemmelse dermed og til at forsøge at overbevise andre derom, hvilket netop gøres bedst ved eksemplets magt. Når det drejer sig om mennesker, er sandheder ikke altid så lette at opdrive, hvorfor det er bedre at tale om teorier og hypoteser. Dermed fristes man heller ikke så let til at fare frem med bål og brand. De eneste hekse, man har ret til at brænde, er sine egne indre. På dette punkt skal man passe meget på ikke at kortslutte, som kræmmeren ofte gør i sit forsøg på at undgå kommissærens formynderi. Han siger som så: Du har din mening, og jeg har min, og de

4

kan være lige gode; der findes ikke nogen sandhed. Det lyder så fandens tolerant, men er blot en arrogant måde at afbryde enhver fornuftig samtale på. Relativismen stikker sit grimme fjæs frem. I stedet for åbent og i fællesskab at forsøge at bevæge sig i retning af sandheden – og måske på vejen blive enige om en løsning, som alle involverede kan leve med – skider relativisten på fornuften og overlader afgørelsen til magten. Den, der har magt, er i vort samfund ham med pengene. Det er altid magthaverne, der har råd til at være tolerante relativister. Kræmmeren kan også gå en anden, helt parallel, vej i sit forsøg på at undgå, at kritikeren bliver sluppet løs på behovene. Han kan påstå, at hvert enkelt menneske er enestående, at vi er så forskellige, at det ikke giver nogen mening at opstille en teori om menneskets natur, en teori om de fællesmenneskelige behov. Han kan tilføje, at den enkelte persons individualitet, hans særlige samling af behov, er der ikke andre end ejermanden, der kan opnå relevant kendskab til. Den enkelte ved, hvad han vil, og det er fuldt tilstrækkeligt. Lev og lad leve! Spis og vær glad! Og hold så din kæft! Latteren Nej tak! Jeg tager ikke imod tilbuddet om at give den som umælende dyr i supermarkedets eldorado. Selv de mest forskelligartede mennesker har noget til fælles. Det er naturligvis et åbent spørgsmål hvor meget. Bestræbelsen på at finde frem til nogle fundamentale, fællesmenneskelige behov, en generel teori om menneskets natur, har vist sig yderst vanskelig. Men der findes næppe nogen mere meningsfuld beskæftigelse. Det er i samværet med andre mennesker og i grundige samtaler, vi kommer til at kende os selv. Andres kritik kan give selverkendelsen et flot skub fremad. Det sker, at andre gennemskuer os, ikke blot når vi bevidst forsøger at snyde dem, men også når vi er i fuld gang med at snyde os selv, når vi ligger under for selvbedrag. Mennesker har ikke fri adgang til deres egne sande behov, ofte kører vi af sporet. Nogen har en hel livsløgn. Den man elsker, tugter man, sagde man i gamle dage. Jeg vil gerne udskifte tugtelsen med kærlig kritik. Vi har brug for andres og vor egen kritik af behovene, hvis vi ikke skal blive afsporede. Vi må styre fri af kræmmerens bevidstløshed, men også af kommissærens skråsikkerhed. Begreberne selvbedrag og livsløgn anvendes om enkeltpersoner. Men en større gruppe mennesker kan være styret af illusioner og falske behov. Her er det, at begrebet falsk bevidsthed kommer ind i billedet. Måske er det en træls ordsammenstilling, men så må man finde på et andet ord for det samme, for vi har brug for begrebet. Store dele af den tyske befolkning led af falsk bevidsthed under nazismen. Munkemarxisterne led af falsk bevidsthed, da de forsøgte at pådutte andre en sådan. En hel kultur kan lide af falsk bevidsthed. Det er et åbent spørgsmål, om det gælder vor kultur. Vi burde kæmpe for at forsøge at besvare det. Denne kamp ville være en ordentlig kulturkamp. Er forbrugerismen virkelig svaret på menneskets dybeste længsler? Jeg forudser, at mennesker engang vil le homerisk ad deres forfædres tro på Gud og Allah, ad travlheden, ad moderigtigheden, ad videooptagelser af livet mellem hylderne i Bilka lørdag formiddag. Der bliver forbandet meget at grine ad, hvis vi nogensinde når så langt, at den ganske almindelige menneskefornuft indtager sin retmæssige stilling. Selv er jeg så småt begyndt at klukle lidt af mit behov for en sort Porsche 911 cabriolet. ∗ Gamle Carl er stadig et studium værd, ikke blot på grund af sine mange lærerige fejltagelser. For en grundig gennemgang og kritik af hans menneskeopfattelse se Ruddi Welzel: Det anarkistiske menneske (Berlingske Forlag 1979), siderne 103-152. Marx’ analyse af vareformen står stærkere end nogensinde; jeg står i gæld til ham på dette punkt.