ULVEN OG RABIES (HUNDEGALSKAB)

Af zoolog Mogens Trolle (MT) / 2013 INTRODUKTION I rapporten “The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans” (Linnell et al. 2002) gennemgår 18 ulveforskere ulveangreb på mennesker i Europa, Asien og Nordamerika i de sidste flere århundreder. Rapporten konkluderer, at langt de fleste ulveangreb på mennesker er foretaget af ulve med rabies (hundegalskab). Ulven udvikler tilsyneladende en usædvanlig alvorlig ”galskab”, når sygdommen bryder ud hos den, og kan, inden den til sidst selv dør af sygdommen, angribe og bide adskillige mennesker. Når en ulv med rabies angriber mennesker, er det ikke med hensigten at dræbe dem (til forskel fra de langt sjældnere predationsangreb på mennesker), men i gamle dage, hvor man ikke havde en effektiv behandling, døde mange mennesker pga. smitten som følge af at være blevet bidt af en ulv med rabies (virussen overføres med spyt). I dag har man dog en effektiv vaccine, der gør, at langt de fleste bidofre af rovdyr med rabies overlever. Rabies er i øvrigt ikke set hos mennesker i Danmark siden 1800-tallet. Da Tyskland, som de nye ulve i Jylland kommer fra, siden 2008 har været erklæret rabiesfri (Sächsisches Staatsministerium für Umwelt und Landwirtschaft 2009), vurderer Madsen et al. (2013) i deres notat til Naturstyrelsen, ”Ulve i Danmark – hvad kan vi forvente?”, at risikoen for ulveangreb på mennesker i Danmark er forsvindende lille. Ikke desto mindre er det relevant for folk, der interesserer sig for ulvespørgsmålet, at erhverve sig en grundlæggende viden om sygdommen, og hvordan den påvirker ulven såvel som ikke mindst mennesket. Dette dokument samler uddrag fra et par relevante referencer om emnet. Linnell et al. (2012): The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans The majority of attacks concern wolves with rabies. Although wolves do not serve as reservoir for rabies, they can catch it from other species. It appears that wolves develop an exceptionally severe “furious” phase and can bite a large number of people (>30) in a single attack. We have found records from Italy, France, Finland, Germany, Poland, Slovakia, Spain, the Baltic States, Russia, Iran, Kazakhstan, Afghanistan, China, India and North America. The most recent record was from Latvia in 2001. Up until the development of post-exposure treatments (first developed by Pasteur in the 1890’s and refined in the 1950’s) bites from rabid wolves were almost always fatal (MT kommentar: I følge Den Store Danske skønnes infektionsrisikoen ved bid dog kun at være ca. 20% for mennesker; se nedenunder). Treatments are presently so good that the majority of victims now survive. However, the severity of attacks by rabid wolves is such that some victims are killed outright, or are bitten in the head so that post-exposure treatments do not have time to act before the disease develops. As the incidence of rabies has been greatly reduced in both domestic dogs and wildlife throughout western Europe and North America, the incidence of attacks by rabid wolves has dropped. In the Middle East and Asia, there are still attacks each year. Thaulow (2001): Ulven kommer – en konsekvensanalyse af ulvens (Canis lupus) mulige genindvandring til Danmark De vigtigste sygdomme og parasitter for ulven er følgende (Mech 1970, Promberger & Hofer 1994a):

• Rabies • Hvalpe/Hundesyge (distemper) • Parvovirus (CPV) • Artritis (ledbetændelse) (ses specielt hos ældre individer) • Skab • Hepatitis

• Borreliose • Tuberkulose • Parasitter, specielt bændelorme (Echinococuccus granulosus)

Rabies menes at være den eneste sygdom, der på europæisk plan kan true en ulvebestand. Derudover er hvalpesyge og parvovirus sygdomme, der kan påvirke ulvepopulationer, og i en etableringsfase med små populationer kan disse sygdomme være en vigtig faktor for etableringssucces (Boitani 2000). Rabies Sygdommen skyldes en rhabdovirus (RNA-virus). Inkubationstiden er fra 10 dage til 6 måneder. Infektionskilden er virusholdigt spyt, som overføres ved bid. Virus føres fra de perifere nerver til centralnervesystemet (CNS), hvor det opformeres. Herfra spredes virus centrifugalt i perifernerver og hjernenerver til spytkirtler (og andre væv). Symptomer kan opdeles i tre stadier. Første stadie er ændring i opførsel/temperament og intensiv kløe. Næste fase er uro, nervøsitet, aggressivitet samt abnormale hovedstillinger og reaktion på lyd- og lysstimuli. Sidste stadie er lammelser i hovedet bredende sig til resten af kroppen og øget salivation. Diagnose stilles ved kliniske symptomer og mikroskopi. Ifølge dansk lovgivning skal angrebne dyr aflives. I Europa er specielt ræve hovedreservoir for smitte (Kaplan 1995). I EU har man haft stor succes med at bruge en bait-vaccine, der består af en muteret rabiesvirusstamme (SAD B19). Vaccinen indstøbes i kødfodertabletter til udlægning i skovarealer, hvor dyrene, som regel rævene, indtager dem, og derved bliver vaccineret per os (oralt). Rabies er dødelig og kan føre til helt eller delvis udryddelse af flokke af ulve (Mech 1970). Sygdommen er fundet hos ulve i Canada (Theberge et al. 1994) og Alaska (Weiler et al. 1995) og har bl.a. kraftigt mindsket tilvæksten hos flere ulvepopulationer i Nordamerika (Bauer 1994). Rabies er fundet hos ulve i Europa (bl.a. fra Czechoslovakiet (Hell 1992)). I 2001 er der indtil videre i Europa registreret i alt 2295 tilfælde af rabies hos vilde dyr, heraf 9 hos ulve (1 i Hviderusland, 8 i Rusland). Antallet af smittede ræve er 2010. Helt afgørende er det, at der ikke er meldinger om, at terrestriske pattedyr er smittet med rabies i Danmark i 2001. Ligeledes er der ingen rabiestilfælde i Sverige. I Tyskland er der 26 tilfælde af rabies (art ikke oplyst), mens Polen har oplevet en stigning på 146% med i alt 1029 tilfælde hos vilde dyr (ræve 933 tilfælde) (Müller et al. 2001). Udover at rabies kan true en ulvebestand er et vigtigt aspekt, at rabies kan føre til, at ulve bliver aggressive og angriber mennesker. Ligeledes kan en inficeret ulv videregive virussen, hvis et andet dyr såres (fx ræve, hunde eller husdyr) (Mech 1970). Det er ikke særligt sandsynligt, at ulve kan smitte mennesker med rabies. Dette begrundes med, at virus i dag er mindre aktiv end tidligere (Boitani 1992a). Selvom ulve kan videregive sygdommen, vurderes det, at arten ikke spiller en væsentlig rolle for spredningen (Johnson 1995, Promberger & Hofer 1994a). Den Store Danske: Gyldendals åbne encyclopædi: Hundegalskab Hundegalskab, rabies, infektionssygdom, der skyldes smitte med et lyssavirus tilhørende familien rhabdovirus; alle pattedyr, herunder mennesket, er modtagelige. Infektionsrisikoen varierer meget, for mennesker skønnes den at være ca. 20% ved bid. Udbredelsen er størst blandt kødædende rovdyr, fx ræve og vaskebjørne, og sammen med flagermus udgør de en naturlig smittekilde. Hundegalskab forekommer over hele verden med undtagelse af Australien og New Zealand. Virus bevæger sig langs perifere nerver ind mod centralnervesystemet. Virus opformeres (multipliceres) bl.a. i spytkirtler og udskilles gennem spyt. Smitte sker næsten udelukkende gennem bid. Inkubationstiden hos hunde er typisk 3-8 uger, men varierer meget. Typiske symptomer er uro og aggressiv adfærd, der leder til kramper eller lammelser med døden til følge; efter symptomernes optræden dør næsten alle smittede. I centralnervesystemets celler kan virus påvises i form af inklusionslegemer (Negrilegemer). Raske smittebærere, dvs. dyr, der bærer virus, men ikke udviser rabiessymptomer, forekommer og udgør en alvorlig smittekilde for mennesker. Der findes effektive vacciner mod rabies, som bl.a. anvendes til hunde, katte og mennesker. Hundegalskab hos vilde dyr Af de europæiske dyrearter er ræven den væsentligste smittekilde for husdyr og mennesker. Danmark var fri for rabies indtil 1964, da rabies med ræve kom over grænsen fra Tyskland. Gennem en storstilet kampagne, hvor ræve i et bredt bælte tværs over Sønderjylland blev bekæmpet intensivt, og hvor alle rævegrave blev gasset, lykkedes det atter at udrydde sygdommen. I 1968 forekom dog nye tilfælde af rabies i Sønderjylland, men det lykkedes endnu en gang at bekæmpe sygdommen. Siden 1971 har Danmark været fri for rabies blandt ræve, men man har fundet enkelte smittede

flagermus. Sygdommen forekommer stadig blandt ræve over store dele af Europa, og i en række lande bekæmpes rabies ved at vaccinere ræve gennem udlægning af lokkemad præpareret med rabiesvaccine. Hundegalskab hos mennesker Ubehandlet rabies fører altid til bevidstløshed og død i løbet af få uger. Inden sygdommen bryder ud, kan der gå fra en måned til flere år, hvorfor man med vaccinebehandling oftest kan nå at beskytte eventuelt smittede. Sygdommen er ikke set hos mennesker i Danmark siden 1800-t. REFERENCER Den Store Danske: Gyldendals åbne encyclopædi. Link Linnell, J.D.C., J. Løe, H. Okarma, J.C Blancos, Z. Andersone, H. Valdmann, L. Balèiauskas, C. Promberger, S. Brainerd, P.

Wabakken, I. Kojola, R. Andersen, O. Liberg, H. Sand, E.J. Solberg, H.C. Pedersen, L. Boitani & U. Breitenmoser (2002) The fear of wolves: A review of wolf attacks on humans. Norwegian Institute for Nature Research Oppdragsmelding 731: 1-65. Link

Madsen, A.B., L.W. Andersen & P. Sunde (2013) Ulve i Danmark – hvad kan vi forvente? Notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. Link

Sächsisches Staatsministerium für Umwelt und Landwirtschaft (2009) Managementplan für den Wolf in Sachsen. Das Lebensministerium.

Thaulow, I. (2001) Ulven kommer – en konsekvensanalyse af ulvens (Canis lupus) mulige genindvandring til Danmark. Kandidatafhandling v. Zoologisk Museum, Københavns Universitet. Link