Ornithologiske meddelelser

fra Sydvaranger

Af

A. B. Wessel.

03^(1Varanger liorer til de i ornitliologisk lienseeiide

bedst iindersøgte distrikter af Finmarken. Allerede i 1866

blev det bereist af prof. E s m a r k, der herfra blandt an-

det ogsaa medbragte en del ornitliologisk udbytte. A. G.

Nord vi, der har meddelt adskilhge oplysninger om Østfin-

markens fugleverden (K. Vet. Akad. Ofversigt 1862, Cab.

Jonrn. f. Orn. 1871), har ogsaa en og anden meddelelse,

der specielt vedrører Sydvaranger. Det samme gjælder

Ohr. So m m e r f e 1 1, der i sin »Fortegnelse over de i

Østfinmarken iagttagne Fugle etc. (Ofvers. af kgl. Vet.-

Akad.'s Forhandl. 1861 p. 67) meddeler alle indtil 1861

foreliggende observationer af ornitliologisk interesse fra

Østfinmarken. Senere har prof. R. Collett paa sine 6

Finmarks-reiser mindst 3 gange besøgt Sydvaranger, nem-

lig i 1876, 1878 og 1885. De af ham indsamlede facta og

oplysninger, der findes indtagne i »Mindre Meddelelser

vedrørende Norges Fuglefauna«*) I—III, omfatter blandt

alt det øvrige ogsaa alt, hvad man til 1892 har vidst omfuglenes forekomst i dette grænsedistrikt.

Imidlertid har Sydvaraugers fuglefauna delvis været

') ITjt Magazin fur Naturvideuokabeine, Biud 23, 26 og o5.

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 21

gjenstand ogsaa for fremmede forskeres undersøgelser,

hvilke har beskrevet et større omraade, hvori ogsaa Syd-

varanger er indgaaet som eu del, saaledes Th. Fleske,

som i sin »Uebersicht der Siiiigethiere iiud Vögel der Ko-

lahalbiusel« efter literaturen anfører, hvad der til 188G

forelaa af oplysninger ogsaa fra norsk Finmarken, og

Elis Nordi ing, der i »Fågelfaunaen i Enare Socken«

(Acta Sog. p. Fl. & Fann. Feu. 1898) har indtaget et til-

læg af B. P p p i n s og A. W. Granit, omhandlende

»Ornithologiske iagttagelser i Enare, Utsjok og Sydvaran-

ger, sommeren 1897«.

Nogen samlet oversigt vedrørende dette distrikt har

hidtil altsaa ikke foreligget, hvorimod A. Hagemaunfor Alten har leveret en saadan i »Bemærkninger om de

i Alten forekommende Vertebrater«').

Jeg har stillet mig som opgave paa de efterfølgende

blade for det første at give en udtømmende fortegnelse

over de fuglearter, som indtil nu er iagttagne i Sydvaran-

ger og for det andet dertil at knytte de iagttagelser, som

her vides at være gjort i de senere aar angaaende hver

arts optræden, udbredelse og rugeforhold ; de fleste af disse

iagttagelser falder i aarene 1898—1904. Selv har jeg lige-

fra 1887 leilighedsvis gjort en og anden optegnelse, menførst i de nævnte aar har forholdene tilladt mig at offre

mere tid og arbeide paa at samle kjeudsgjerniuger, væ-

sentlig knyttet til bestræbelserue for at istandbringe en

samling af arktiske fuglearters eg. Endelig har jeg hertil

knyttet en redegjørelse for maal- og vegtforhold af alle de

fugleeg, som det i denne tid har faldt i min lod at under-

søge. Resultaterne er sammenstillet tabellarisk med ud-

regning af middelmaal og middelvegt af eggene for hvert

Tromsø Museums aarahefter, 2U, 18U7.

22 Tromsø Museums Aarsliefter 27. — 1904.

kuld'). Jeg maa blot beklage, at materialet, som har staaet

til min raadighed, for mauge arters vedkommende har

været altfor lidet.

Da jeg har troet, det kunde være af interesse at

kjende de fuglenavne, som de lierboende kvæner og lap-

per, der udgjør størsteparten af befolkningen, bruger, har

jeg tilføiet dem^) efter det systematiske navn. De norske

indvaanere af Sydvaranger kjender saa yderst faa fugle,

at de ikke liar benævuelser uden for de aller almindelig-

ste, hvorimod lapperne og især en del kvæner ved Pasvig-

elven kjender en mængde fugle og ved at gjøre forskjel

paa nærstaaende arter.

Tre mænd, der ogsaa i de sidste aar har været be-

skjæftigede med studiet af Sydvarangers fuglefauna, nem-

hg hr. Helge Lilliestierna (bet. m. L.) og de herrer

S cha an ni ng og Koren (bet. m. Sch. & K.) skylder jeg

stor tak for de iagttagelser, de har meddelt, og det mate-

riale, de har stillet til min raadighed.

Sydvaranger i oktober 1904.

') Af smaaeggene (d. v. s. mindre end eg af Cinclus cindus) har

jeg blot maalt et af hvert kuld og derefter udregnet middelmaalene. Af

større eg er hvert enkelt maalt.

'-*) I lappisk udtales s som sj.

c ,. ts.

c „ tsj.

I kvænsk udtales u som o.

A. B, Wessel. — Ornitholosfiske meddelelser. •23.

Farn. Turdidæ.

1. Turdus musicus L.

(Kvænsk : Lanlurastas).

Forlængst kjeudt fra Alten, Porsanger og Laxefjord,

forelaa indtil iaar blot en enkelt observation af dens fore-

komst i Sydvaranger, nemlig af konservator Sp. Schnei-

der i 1892. Sidstleden sommer blev den endelig paavist

som rugende her, idet hr. L i 1 1 i e s t i e r n a fandt dens

rede med 4 lidt rugede eg ved Tsjoalmejavre i blandet

skog af furu og bjerk. Første eg lagt ^V«-

Ms

24 Tromsø Museums Aarisbofter 27. — lyu4,

1895 (1. 29.

A. B. Wessel — Ornifchologiske meddelelser. 25

Desto mere varierende er fuglenes sang. De høie

klare toner, som gaar foran det lavmælte kvidder, hvor-

med sangen ender, kan foredrages paa 2 forskjellige maa-

der. Enten falder tonerækken fra den høieste til den la-

veste tone, dette er det hyppigste, eller den stiger fra den

laveste til den høieste, denne maade høres sjeldnest. I

don 3die form, som er ganske hyppig her, falder toneræk-

ken under afvekslende stigen og sænken af tonen. I Ja-

kobselv er denne form eneherskende, i Jarfjord forekom-

mer den afvekslende med første. Sangtiden varer indtil

henimod midten af juli.

3. Turdus pilaris L.

(Kv. : Isorastas. — Lapp. : Bakterastas).

Særdeles hyppig overalt ; især talrig rugende i øvre

Jakobselvdal. I juh 1899 saa jeg paa Vardø et par, der i

mangel af skog opholdt sig mellem de med fisk tæt be-

hængte fiskehjæller, hvor de skrigende forfulgte maager

og andre fredsforstyrrere. P3,rret havde tydeligvis unger i

nærheden. Ankommer til Sydvaranger om vaaren samti-

dig med eller nogle dage senere end foregaaende, saale-

des i 1894 'V,, i 1898 i"/^,i 1900 -'V^, i 1901 -7^, i 1902

-V5, i 1903 ^7-. Til gjengjæld holder den hengere ud og

forlader os ikke før omkring midten af oktober. Redet,

som ikke altid nybygges for hvert aar, ligger i flere me-

ters høide over marken. Eggenes antal 6, men ikke sjel-

den 7 oller blot 5. Et eg er i de fleste reder afvigende

farvet fra de øvrige, idet bundfarven er klarere blaa og

de brune flekker færre, større og skarpere, saa de træder

klart frem mod bundfarven. Det afvigende farvede eg

synes i disse tilfælde at være det sidst lagte.

I () a f mig uudersøgte kuld er Iste eg lagt: 1893 '"/o,

1898 -'V, og •%, 1899 'V,-., 1^01 "/,„ 1902 7,.

2G Tromsø Museums Aarshefter "27. — 1904.

Vegt og m aal af G kuld eg (3 5 stk r.):

A. B. Wessel. — Ornitliolog^iske meddelelser. 27

iudløb har jeg sect den om vaareu 1895 straks after deus

ankomst ; den oplioldt sig her omkring fiskelijællerne, fra

hvilke den sang af fnid hals. Ankomstid : 1887 ^Vs^

1888 %, 1892 -'V,, 1893 "/g, 1894 i% 1895 -^6^ 1897 ^7,,

1900 '7.,, 1901 'Vo^ 1902 ^Vg, 1903 ^*^/.vDrager bort i Iste

halvdel af september.

I de af mig undersøgte friske kald kan Iste eg sees

at være lagt: 1887 'V,, 1893 »7o, 1^99 'V,. "V,. "'/,•„ 'V«,

^Vo, 1900 ^7,, ^7o, 1901 "/o-

8 knld (4 8 st kr.) eg.

Eggenes gjennemsnil&vegt 111 mgr. Sterste v. 129. Mindste Ü7 mgr.

— — længde 19,2 mm. ,. 1. 21. .. 17 mm.

— — bredde 14 „ .. br. 15. ,. br. 13,5 ..

Eggenes farve er hyppigst græsgrøn med lys-rnst-

Itrnne flekker spredt over hele overfladen, eller flekkerne

er samlede til en ring om den butte ende, undertiden og-

saa om den spidse. Sjeldnere staar flekkerne saa tæt, at

de delvis skjuler den grønne bundfarve, hvorved farven i

det hele gjør indtryk af at være skiddenbrun. Kan ogsaa

være uflækkede.

Kuldene varierer adskillig baade i størrelse og farve,"

men inden samme kuld mærkes ingen forskjel.

og 7 eg er det almindelige, sjelden blot 5.

1 det tidlige aar 1 897 saaes ungerne udfløine af redet

allerede ''7g' i ^^^^^- ^'^i" sker dette først ved midten af juli

maanod. Baade han og hun raader ungerne.

7. Luscinia tithys Scop.

Det er interessant at kunne notere denne sydeuro-

pæiske fugl fra Sydvaranger. I naai 1902 blev en han

skudt af S c h. & K. øverst i Pasvigdalen, ved Rajakoski.

Tidligere foreligger blot 3 tilfælde af dens forekomst i

Norge, alle i de sydligste dele, Christiania, Hvaløerne og

Jædoren (Collett: Mindre Med. 1881—1892).

28 Tromso Musoums Aarsheftor 27. — 1ÜU4.

8. Luscinia phoenicurus L.

(Kv. : Leppäliiitu).

Forekommer aarlig i enkeltô par, spredt over de skog-

bevoksede dele af distriktet, saaledes observeret rugende paa

Kirkenes, Elvenes og i Pasvigdalen. Men ogsaa paa Vadsø

forekommer den ialfald enkelte aar og sandsynligvis ru-

gende ; fra -^/-—"/^ 1898 hørtes den saaledes hver morgen

syngende fra Imstagene i denne by.

Ankomsttid om vaaren : 1892 -"/s, 1893 ^Vg, 1897 »/jj,

1899 ^Vg, 1900 ^Vs, 1903 ^V«, 1904 ^s/^.

Bygger gjerne ved eller i husene ; saaledes havde i

1899 et par sit rede i et ventilrør i prestegaarden ; et an-

det par havde paa Solheim taget en til tørring udhængt

komag i besiddelse, deri bygget rede og lagt 3 eg, da det

uheldigvis blev ødelagt for dem.

Første eg er lagt i 2 kuld fra Kirkenes 1899 ^Ve og

^Vß' 1900 i 1 kuld fra øvre Pasvigdal *7o- Eggenes antal

i sidstnævnte 7. Gjennemsnitsvegt 87 mgr. L. 18. B.

14 mm.

Redets diameter 10 og l'),b ctm., dybde 4,5 ctm.

9. Saxicola oenanthe L.

(Kv. : Kivirastas. — Lapp. : Gædge rastas).

Alm. overalt baade i det indre og ved kysten, til-

fjelds og i havets niveau. Noteret Iste gang: 1887 ^Vs,

1893 ^75, 1894 "/s, 1895 »'/,, 1896 ^^U, 1898 ^V^, 1900

^7^, 1901 »V5, 1903 ='7-. I et kuld fra Salmijärvi var i

1898 første eg lagt ca. Vo» i et fra Gamnesbugt 1900 ^Ve«

Gjennemsnitsvegt af eggene i førstnævnte 137 mgr.,

1. 22,5 mm., b. 15,5 mm.

Redets diameter 11 & 7,5 ctm., dybde 4 ctm.

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser.

10. Saxicola rubetra L.

29

Tidligere kjencTt fra Maalselven og Alten (Coll.). I

1901 fandt Sch. & K. to par rugeude i øvre Pasvigdal,

ca. 8 mil inde i landet, det ene ved Hestefos, det andet

paa Nakholmen i Vagatemsjøen. Det førstnævnte par

liavde paabegyndt eglægningen d. *7ü-

Dette kuld paa 6 eg, som nu findes i min samling,

havde følgende gjenuemsnitsvegt : 117 mgr., 1. 19 mm.,

b. 14,5 mm. Farven er mørk l^laagrøn uden flækker.

11. Cinclus cinclus L.

(Kv. : Koskiliarakka. — Lapp. : Gnvikka-gurhek).

Er ialfald enkelte aar stationær, om den end lore-

komnier mindre hyppig om vinteren. 1 1904 saacs den Vs

ved Skoltefos og -73 ved Harefos i Pasvigelven. Hvor

den holder til ved elvenes udløb i havet, dykker den

ofte i havvandet.

Redet er ikke altid overdækket; hvor den plads, hvor-

paa det ligger, danner tilstrækkolig beskyttelse, bygges det

aabeut.

Et rede fandet i Eopelv ^'7,; 1902 var saaledes gan-

ske aabent og havde en udv. diameter paa 16, en indv.

paa 10 ctm., dybde 5 ctm. Det var meget fast samraen-

føiet af grove tørre græsstilke og indv. foret med blade af

Salix. ludeholdt 5 eg.

V e g t og m a a 1 a f 2 kuld:

So Tromsø Muäoutns AarsLiei'tcr -27. — lü()4.

Farn. Regulidae.

12. Regulus regulus L.

Et liimexpli'. saacs d. '^^/^ l'JUo i bjeikcskugcii om.

Solheim paa Kirkenes. Deii var paa ivrig jagt eftcr de i

solskinnet omkringsværniende fluer og lod hyppig høre en

finpibende tone. Lod sig komme ganske nær. Tidligere

observorot af Nord vi ved Mortensnes indenfor Vadsø d.

»74 1853.

Fam. Sylvidæ,

12. Sylvia salicaria L. (hortensis (im.).

Jeg har obscrvoret den to gange i tS3^dvaranger, nem-

lig »V« 1897 ved Ökoltefos i Neiden i tæt skog af smaa-

bjerk og 7? 1902 i de tætte saliceter ved bunden af Jar-

fjord. Tidligere kjendt fra Porsanger, Tana og Jakobselv

i Nordvaranger (Coll.). I 1904 d. 7: fandt jeg deus rede

ved Bjørnhaugen i Gr.-Jakobselv. Det indeholdt 5 friske

eg og var bygget af grove stråa, indvendig foret med

brune rotfibre. Det var fæstet til en nedfalden tør gren

mellem vppigt ormegræs, hvoraf et blad var indvævet i

redet, udv. diam. 130, iudv. 80 mm, dybde 43 mm. Eg-

genes gjennemsnitsvegt 130 mgr., kcngden 19,5, bredde

15 mm.

14. Phylloscopus trochilus L.

(Kv. : Uuuilintu).

Almindehg overalt, hvor skog lindes, selv om denne

som ude ved kysten Idot bestaar af mere eller mindre tæt

krat.

Det første exemplar hortes : 1887 -%, 1888 ^V.^, 1889

'7,, 1892 ^7„ 1893 "/„ 1894 =^75- 1895 ^7,, 1897 »75>

A. B. AN^eascl. — Ornithologiske moJdelelser. 31

1900 ^75, lî'Ol V.„ 1902 -7,. I 1903 hørtes første expl.

paa Kirkenes d. ^V^, i 1904 d. ^7.,. Forlader os atter i

første halvdel af sei)teinber ; i 1898 saaes den saaledes "/o

for sidste gang. Det hænder ikkc' saa sjelden, at man hø-

rer den syuge om høsten, naar veiret vt rigtig godt.

I nogle uudersøgtf redur var eglægningen begyudt :

1886 32/,, 1898 ^-'Z«, '7ö, 'V.- Antalk't af vg w 6, 7 eller 8.

3 ku Id (2 st kr.) eg:

Giennemsnitavegt .I!) mgr. Storste v. (i-\! mgr. Mindste v. ")(» mgr.

— længde lo mm. ., 1. K; mm. ., ]. 1'),;") mm.— bredde IT) „ „ b. li',;") .. .. b. 11,;') ..

Redets omfang indtil 39 etm., dybden 8 etui., aab-

ningens diam. 7 etm.

15. Phylloscopus borealis Blas.

(Kv. : Parmalintu).

Forekommer blot i de varmeste dele af distriktet,

Pasvigdalen især omkring Tsjoalmejavre og .Jarfjordbuu-

den samt mellem sidstnævnte sted og Elvenes. Paa Kir-

kenes høres den blot en og anden rigtig varm sommer og

da ganske enkeltvis. I Neiden og Jakobselv har jig- al-

drig observeret den.

Ankommer sent. Ved Bjørnsund bemærkedes den i

1897 første gang den 12te juni.

To sikre kuld eg af denne art har været i min be-

siddelse. Det første toges ^77- 1892 ve'd Bjørnsund og in-

deholdt 6 friske eg, det andet 7? 1899 ved Storskogen og

indeholdt 7 ligeledes friske eg.

Redet lægges paa marken, altid i frodig bjerkeskog

eller blandskog og adskiller sig fra trochilus's ved, at det

er løsere sammenføiet, har blot lidet udviklet tag, idet den

une væg er noget høiere end den modslaaendc, og indehol-

32 Tromsø Museuras Aarshct'ter 27. — 1!)04.

der aldrig fjær. Rcdematcriak't or torrc græsstraa og

mossor.

Eggene er iioget større end troclàlus's, spidsere i den

eue ende og mere laugede. Farven er hvid med lyserøde

flekker, der mest er samlede om den Ijutte ende. Omkring

den spidse ende af egget er der enten ingen flekker, eller

disse er meget spredte, eller der er blot nogle fine prikker.

Først ovenfor eggets midte begynder flekkerne at staa tæt-

tere, er tildels sammenhængende og danner en krans. Det

andet af de to ovennævnte kuld, taget i Storskogen, havde

saaledes alle eg livide, blot med en lin krans af flekker

om den butte pol. Farven skal ogsaa kunne være ganske

hvid (L.). Et 2«/^ 1904 i ovre Pasvigdal fundet kuld paa

G eg havde en middelvegt af 67 mgr., længden 17 mm,bredden 12,5 miii. Et eg næsten uflækket hvidt, blot med

faa svage antydninger til flekker. De øvrige spredt flek-

kede om den butte ende.

Arten synes at mangle i Enare, idet det af Nor d-

ling iagttague individ, som han har oi)ført som Ph. horea-

lis, efter beskrivelsen af dets 0})førsel og sang ikke kau

være denne.

16. Calamoherpe schoenobænus L.

Bemærkedes ^^/(j 1901 i øvre Neiden. Der var 2 han-

ner, som sang paa det ivrigste. De holdt sig i tæt birke-

og vidjekrat paa en meget sumpig mark ved elvebredden.

Sangen bestod dels af en del skjærende, dels af mere klare

toner og lignede noget sangen af Lusnnia suecica. Den

foredrog samme dels siddende i toppen af en busk, dels

idet den rask hævede sig i veiret og fra en ringe høide

pludselig med udbredte vinger kastede sig ned i buskene.

Fuglene var yderst livlige, fløi fra træ til træ og smuttede

jnellem det tætte krat. 1 oluiningen af aug. sannne aar

À. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 33

blev et expl. skudt af S c h. & K. ved Hestefos i øvre Pas-

vigdal. I Finmarken tidligere kjendt fra Tana og Porsan-

ger. I Enare ruger den sparsomt.

Endelig fandtes af hr. Lil liestier na i beg. af juli

1903 dens rede i flere expl. dels ved bredden af Tsjoalme-

javre, dels paa øen Saarivara i Pasvigdalen, Rederne

fandtes paa sumpigt kratbevokset terrain dels fæstede til

stråa dels til grenene i en busk. De indeholdt 5—6 eg;

et kuld udmærkede sig ved en afvigeude lysegrøn farve.

De andre var normalt tegnede. 2 reder havde en udv.

diam. af henholdsvis 112 og 103 mm., indv. diam. 56,5

og 59 mm., udv. høide 69 og 71 mm., indv. høide 44 og

50 mm.Eggenes Qjennemsnitsv. isi) mgr. Største v. 'Jti mgr. Mindste v. 84 mgr.

— — længde 17,6 mm. „ 1. 18 mm. „ 1. 17 mm.

— — bredde 13,3 „ „ b. 13,6 „ „ b. 12,9 „

17. Accentor modularis L,

Forekommer i ringe antal rugende i Pasvigdalen (ved

Tsjoalmejavre) og i øvre Jakobselv. Er desuden bemær-

ket om vaaren paa Kirkenes, hvor den efter ankomsten

ofte indfinder sig i haverne. Første exemplar bemærkedes

i 1893 «V5, 1899 '/,.

I to i Jakobselven 1893 fuudue reder var første eg

lagt ^7ü ; i et af hr. L. i 1898 sammesteds fundet allerede

^Vs- Eggenes antal 6, undertiden 5.

2 kuld (12 stkr.) eg:

Gjennemsnitsvegt 116 mgr. Største v. 117 mgr. Mindste v. 115 mgr.

— længde 20 mm. ., 1. 21 mm. „ 1. 10 mm.

— bredde 15 .. .. b. 15 ,. „ b. 15 „

Redets diametre 13 og 6 ctm., dybde 4,5 ctm.

Redet lægges almindelig paa en gren tæt ind til stam-

men, 2—5 m. over marken, og bestaar yderst af grove

græsstraa blandet med noglc tynde })jerke- eller orekvisto,

Si Tromsø Museums Aarshefter 27. 1904.

derefter følger et tykt lag af grøn mose, og indvendig er

det foret med tine rodtrevler, hestetagel eller renhaar samt

med de fine, brune sporeliusstilke af Polytrichum ; sjelden

forekommer et par fjær i redet. Det af hr. L, i 1898

fundne rede laa mellem et løsnet barkestykke og stammen

af en bjerk og havde ingen kviste i væggene.

Arten har tidligere været observeret i Porsanger af

prof. Collett og i Sydvaranger af prof. E s m a r k, som

i 1866 erholdt en ungfugl paa Elvenes (Coll.).

18. Lanius excubitor L

(Kv. : Mätsähakki. — Lapp. : Skirri).

Er ikke sjelden opad Pasvigdalen, men ogsaa obser-

veret melem Elvenes og Jarfjord samt paa Kirkenes. %1900 fandt jeg decs rede i Stordalen ved Svartakselvand,

temmelig høit oppe paa fjeldet, ovenfor den egenthge bjer-

keskog, paa en med furu spredt bevokset myrlændt skraa-

ning. Redet laa paa en horisontal furugren ca. 4 m. over

jorden og bestod af græsstraa, renhaar og fjær, yderst ind-

vævet med nogle fine bjerkekviste og indv. godt foret

med rypefjær.

Første eg var i de af mig kjendte friske kuld lagt :

1900 ^U, 1902 7, og 2s/.. Eggenes antal er 4—6.

^" e g t og m a a 1 a f eggene:

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 35

19. Muscicapa ficedula L.

Forekommer temmelig sparsomt rugende i Langfjord-

og Pasvigdalen, I 1889 i juni maaned tik jeg saaledes et

rede fra førstnævnte sted indeholdende 5 eg. Det var

fundet i et hult træ.

20. Muscicapa atricapilla L.

Forekommer hist og her i Pasvigdalen, men er ogsaa

fundeu rugende i de tætte bjerkeskoge nær tjordbundene,

saaledes fandtes et rede ved Svartakslen i Bøgfjord ^^s

1898 med friske eg.

Fam. Faridæ.

21. Parus borealisDe Selys Longch.

Forholdsvis sjelden i Sydvaranger. ^/jo 1900 saa jeg

et par paa Kirkenes, og sommeren 1902 blev et expl.

skudt af Sch. & K. ved Hestefos øverst i Pasvigdalen.

Ogsaa i Enare er den sjelden. ^7s 1903 fandt hr. Lillie-

stierna dens rede paa Saarivara i Pasvigdalen. Det var

bygget af enerbast og rigeligt renhaar. Udv. diara. 98

mm., indv. 58,5, udv. høide 51,5, indv. 37. De 9 lidt ru-

gede eg havde en gjennemsnitsvegt af 68,3 mgr., længde

15, bredde 12,1 mm.

22. Parus cinctus Bod.

(Kv. : Piistitiainen. — Lapp. : Gecipas).

Vor hyppigste standfugl. Den tindes overalt, hvor

bjerkeskog vokser, men ruger lielst i de frodige og tætte

skoge i fjordbundene eller opud dalførene, hvor bjerk og

furu vokser sammni. Li,v,ncr i væsen og optræden meget

36 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

siu sydligere slægtniiig Parus major, men er livligere.

Indfinder sig oiu vinteren ligesom denne ved husene for

at spise kjød og talg og holder sig da hele vinteren over

paa samme sted, indtil parringstiden indtræder. De op-

træder altid 2 til 4 sammen. Natten iiar jeg seet den til-

bringe i svalereder paa husene eller i gamle reder af

Acanthis linaria.

Under redebygningen og i eglægningstiden, der fal-

der i sidste halvdel af mai, lader hannen om aftenen om-

trent fra kl. 8 til 10 høre sin ensformige, skjærende sang,

der lyder som tri-tri-tri-tri, denne strofe repeteres utrætte-

lig og med regelmæssige mellemrum. Hannen sidder un-

der dette ofte lige i nærheden af redet, hvori hunnen op-

holder sig, og smutter af og til ind i dette. Parringen

foregaar oppe i træerne, hvor hannen med hængende og

sitrende vinger nærmer sig hunnen under uafladelig mun-

ter kvidren og sang, hvorefter de farer jagende afsted ef-

ter hinanden. — Til redeplads tager den gjerne tiltakke

med hvilkensomhelst hulning, der kan yde den beskyt-

telse, i skogen bruger den helst huller, hakkede af Picus

minor, ved husene bygger den gjerne i udhængte træhol-

ker eller i svalereder under tagskjægget. I 1900 begyndte

saaledes redebygningen i et svalerede '%, i 1899 'Vs- I

1902 var første eg i et kuld paa Kirkenes lagt Voi i et fra

Namdal '^j^. Dette er forøvrigt usedvanlig sent, i alminde-

lig tidlige sommere pleier kuldene ved denne tid at være

fuldlagte. Naar eggene berøves den, lægger den om igjen

enten i samme eller i et nyt re<le. Eggenes antal er 7, 8

eller 9, men en gang har jeg fundet 10.

Eggenes gjennemsnitsvegt l') mgr. Største v. 77. Mindsto v. 7'2 mgr.

— — længdc l(i.4 mm. ., 1. 17. .. ]. IG mm.

— — bredde 12,(j ,. .. b. 18. .. b. 12,.3 ..

Redets udv. diameter 11—12 ctm., indv. diam. 6—

7

ctm., dybde 4-4,5 ctm.

A. B. "Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 37

I rugetiden ser man altid oni formiddagen parret sam-

men ude for at søge føde. Forøvrigt mades hunnen af

hannen baade paa redet og udenfor samme.

23. Parus ater L.

Er af N o r d v i bemærket i Sydvaranger (Collet :

Mindre meddelelser 1877—1880).

24. Parus major L.

Saaes første gang '^Vi 1900 i bjerkeskogen omkring

lægeboligen paa Kirkenes. Der var to stykker, som holdt

til omkring gaarden indtil begyndelsen af april, da de for-

svandt.

Fra >Vio 1901 til ud i febr. 1902 "opholdt et enkelt

expl. sig sammesteds, og i 1903 blev et par skudt af Sch.

og K. i øvre Pasvigdal, saa den ruger utvilsomt her.

Var tidligere i Norge ikke bemærket nordenfor Salt-

dalen.

I Enare blot sparsomt bemærket liøst og vaar (Nord 1.).

Fam. Hirundinidæ.

24. Chelidon urbica L.

(Kv. : Räystäpääskynen. — Lapp. : Spaltas).

Ruger talrig i Sydvaranger fra de indre dele af fjor-

dene og opigjennem alle dalfører undtagen Jakobselvens;

dog ogsaa paa sidstnævnte sted ligesom paa enkelte ude

ved selve havkysten beliggende, f. ex. Bugønes, viser den

sig undertiden om vaaren, men forsvinder atter.

Ankomst og afreise. Kommer alm. i slutnin-

gen af mai og begyndelsen af juni og forsvinder de sidste

38 Tromsø Museums Aarshefter. 27, — 1904.

dage af august eller de første dage af september. Saale-

des kom den :

1887 den 9de juni og reiste 25de august.

» beg. af sept. 2 par først '^g-

2den sept.

4de sept.

25de aug,

28de aug.

3die sept.

25(1e aug.

Iste sept.

Naar der efter deres ankomst om vaaren, indtræder

vinterligt veir med sne og kulde, forsvinder de for flere

dage indtil en uge og viser sig først, naar veiret har bed-

ret sig. Om høsten forlader de sine rugepladse til for-

skjellig tid paa de forskjellige steder. Medens de saaledes

i 1901 forlod Kirkenes 25de aug , saaes de 30te aug. i

Tsjoalmejavre, hvor de endnu havde unger i rederne og i

1902 forlod de Kirkenes Iste sept. men saaes i Strøms-

bugt ^/g. Men selv paa samme rugeplads kan afreisen

for enkelte par blive forsinket, saaledes i 1888 (se ovenfor)

og i 1898, da de sidste forlod Kirkenes Vg^ ûien størstede-

len nogle dage tidligere.

Jeg har lagt merke til, at de par, hvis afreise er for-

sinket, er saadanne, som samme aar har bygget sine re-

der fra nyt af, medens størstedelen ved sin ankomst fore-

1888

A. B. Wessel. — Ornitliolog-islce meddelelser. SU-

finder gamle reder, som de blot liar at reparere. Jeg tror

ikke den ndklækker mer end et kuld aarlig her nord.

Ruge f or h old. Kolonierne vælger til redeplads

helst bygninger, paa hvilke de gjerne indfinder sig, naar

man blot anbringer en list eller et bret under tagskjægget,

hvorpaa rederne kan fæstes. Selv lave lappeluis, hvor

høiden ikke er stort større, end at man fra jorden kan

naa op til rederne, har jeg seet garneret af svalereder,

saaledes f. ex. i Høbugt. Men hyppig bygger fuglene og-

saa paa bratte klippevægge i fjordbundene og ved elvenes

udløb, saaledes ved Soldaterbugt og Strømsbugt. — I mid-

ten af juli er uugerne u<lklækkede, og man hører deres

piben i rederne. I anden uge af aug. flyver de første un-

ger ud af redet, saaledes 1891 '7,, i 1901 %, i 1902 først

^Vs-— Ubefrugtede eg forekommer liyppig i rederne, og

samtidig med at man hører de nyklækkede unger pi))e,

finder man disse eg udkaste<le paa marken, livor de lig-

ger sammen med skallerne af de klækkede eg.

Naar alle uugerne er utlfløine i slutningen af august

er fuglene ikke længer at se ved rugepladsen om dagen,

men vender tilbage til den liver aften for samlet i en stor

flok at foretage flyveøvelser høit oppe i luften og besøge

rederne, hvori de hviler sig og sandsynlig ogsaa til])ringer

de mørke nætter.

26. Hirundo rustica L.

Er ikke fuudet som rugende i Sydvarangcr. Deri-

mod viser den sig de fleste aar i enkelte exemplarer om

vaaren baade her og i Nordvaranger for snart at forsvinde

igjen. Saaledes saaes i 1889 et expl. paa Kirkenes'^^f-,

i

1894 et expl. i øvre Jakobselv Vu» i 1^95 et expl. paa

Vardø 1V5, i 1897 kom den til Kirkenes 7^, i 1898 saaes

to expl. paa Vadsø 'V5 og i 1900 et par ]->aa Bugones ^Vs-

40 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

Sidstnævnte forlod stedet efter at have kredset om husene

i 3 timer. I 1903 saaes et iidmattet expl paa Kirkenes '%.

I 1900 har fuglen dog saudsynHgvis ruget i Næsseby

ved bunden af Varangerfjordeu, da et par ifølge medde-

lelse derfra opholdt sig dor hele sommeren ; en af dem

fandtes død og blev hidsendt til undersøgelse. I Enare er

den observeret blot 1 gang paa vaartrækket (Nord 1.).

Fam. /lotacillidæ.

27. Motacilla alba L.

(Kv. : Valkea västäräkki. — Lapp. : Bæstaragges).

Almindelig overalt. De første expl. kom : 1887 Vs>

1888 3/5, 1889 274, 1890 V5, 1892 2«/^, 1893 'V«. 1894 7^,

1895 % 1896 1«/,, 1897, Vs, 1898 »V^, 1899 ^Vs, 1900 'Vs,

1901 ^Vs, 1902 1^5- I 1903 kom et enkelt expl. til Kir-

kesnes Vs) i^^^n de øvrige først '%, i 1904 '^Z^.Den dra-

ger i alm. bort i sidste halvdel af septbr., undertiden dog

ikke før i oktober, saaledes saaes den i 1887 endnu '%„ i

Tsjoalmejavre og i 1898 'Vio P^^ Kirkesnes.

Den er i valg af opholdssted og redeplads ikke syn-

derlig bundet til menneskets boliger, men bygger ofte

langt fra disse i skog og mark. I 1897 var eglægningen

i et rede fra Skogøen begyndt '/ei i 1898 i et rede fra Ja-

kobselv Ve, i 1900 i et rede fra Kirkenes '^Ve- Eggenes

antal er 7. Deres gjennemsnitsvegt i to kuld har jeg fun-

det at være 111 og 124 mgr., længden 19,5 mm., bredden

14,7—15,3 mm.

I 1897 saaes udfløine unger allerede "Vu-

28. Motacilla flava L.

(Kv. : Keltavästäräkki. — Lapp. : Fiskis cica§).

Alm. paa vaadlændte steder med kratskog, især tal-

A. B. Wessel. — Ornifchologiske meddelelser. 41

rig i Neiden. Ankommer senere om vaaren end foregaa-

ende og flyver meget tidligere bort. Første expl. saaes :

1893 2%, 1894 V5, 1895 '/„ 1900 Ve, 1901 7., 1902 7«.

Eglægningen var i et rede fra Neiden i 1887 begyndt

omtr.^*/e og i et rede fra Strand i 1895 ^'/o- Eggenes an-

tal i førstuævnte var 6 med gjennemsnitsvegt 104 mgr.,

længden 18,2 mm , bredden 13,8 mm.

29. Anthus obscurus Lath.

Forekommer langs hele kysten, dog ikke meget alm.

og blot ved ydre kystrand og den ydre del af fjordene,

saaledes paa Bugønes, Kimsholmen, Kjelmø og Skogerø.

En af vore tidligste trækfugle."'^'/i

1899 saaes den ved

Skoltefos i Neiden, altsaa langt iude i landet, undersø-

gende affaldsdyngerne og spisende af det udhængte kjød.

Det var da streng frost. I 1888 saaes de første expl. V5,

i 1892 *'/4, 1896 'V^, 1901 '%, 1902 '%. Paa Hanøerne,

3 mil fra Jakobselv, fandtes ^'/s 1896 et rede, der inde-

holdt 5 noget rugede eg.

30. Anthus pratensis L.

(Kv.: Häiuäkirvinen. — Lapp.: Moldde-cicas).

En af de almindeligste fugle i Sydvaranger ; den fore-

kommer saavel ved kysten som inde i landet og op paa

fjeldene.

Ankomst om vaaren: 1 1894 saaes den første gang

^75, 1895 "/a, 1900 ''^U, 1901 ^%, 1902 --^V.,, 1903 '^7,. For-

lader Sydvaranger i slutningen af septbr. ; i 1893 saaes

den endnu »7<„ i 1898 "-^79, 1901 ^7^. Eggenes antal i

kuldene varierer mellem 5 og 7, hyppigst 6. I de under-

søgte reder er første eg fundet at være lagt: 1886 7o7

1887 7o, 1892 17,, 1893 'a, 1898 V«, '/,. 7e, 1899 «V„,

''/e, ''U^ ''U 1901 •%.•

42 Tromsø Museums AarsUotter 27. — 19u4.

10 kuld (5 6 eg): Vegt & maal.

Gjonnomsnitsvegt 114 ragr. Storsto v. V22 mgr. Mindste v. 1U6 mgr.

— længde 19,') mm. ,. 1. '20,7 ram. „ 1. 18 mm.

— bredde 14.7 .. ,. 1j. 15,5 .. .. b. 14 „

Redets iidv. diameter er 11—12 ctm., den indv. 6— 7,

og dybden 4,5—5 ctm. Det er bygget af tørre stråa, det

ydre lag af grovere, det indre af finere ; men ikke sjelden

er redet indvendig belagt med renhaar, undertiden endog

et tykt lag af saadanne. Det er især reder, fundne oppe

paa fjeldplateauerne, der indeholder renhaar. Derirnod

forekommer aldrig hestetagel eller kohaar. Eggenes farve

er meget varierende med graa og brune indtll graagrøune

og rødbrune flekker paa den l3^sere eller mørkere bund.

Men i det hele taget er det karakteristisk for dem, at flek-

kerne er jevnstore og temmelig jevnt fordelt over hele eg-

get, ofte saa tæt at bundfarven næsten skjules, dog er de

ikke sjelden tættest om den butte ende, eller samlede til

en krans her. Korte sorte streger eller afbrudte haarsnirk-

ler er heller ikke sjeldne.

Dværgeg forekommer undertiden i kuldene.

31. Anthus cervinus Pall.

(Kv. : Pellrakirvinen).

De første expl. viser sig om vaaren samtidig med el-

ler noget senere end foregaaende art, dog mangler jeg

derom sikre optegnelser. I 1892 saaes den ^Vs i Jakobs-

elv, i 1894 først•''Vs-

I 1^04 beinærkedes et expl. ved

Tsjoalmejavre ^Z^, ved Kirkesnes ^V,-,- I enkelte aar f. ex.

1901 er den ligesaa talrig som pratensis, men i alminde-

lighed ikke saa hyppig. Deii er mere bunden til kysten

og lavlandet. Dog forekommer den ogsaa et godt stykke

op i dalerne, i øvre Neiden f. ex. er den paa de fugtige

enge meget almindelig, derimod gaar den i Langfjordda-

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser, 43

len neppe indenfor Sandnes. Til opholdssted vælger den

de mer eller mindre dyrkede, gjerne fugtige græsmarker

eller strandenge, ikke de bløde, tuede med salix og dverg-

bjerk frodigt bevoksede myrer, hvor Anthus pratensis tri-

ves bedst (T horne).

Redet er bygget ganske som Anth. pratensis's ; det er

ligesom hint ofte foret med reuhaar, men i mange reder,

maaske de fleste, findes indvendig flere eller færre heste-

tagel eller kohaar, enten alene eller sammen med renhaar.

Eggenes antal er 5—6, og eglægningen begynder i første

halvdel indtil midten af juni, i 1898 i kuld fra Vadsø 9de

og 10de juni, i 1001 i kuld fra Sydvaranger 15de juni. I

raodsætning til Anth. pratensis, der forsvinder, uaar den

opskræmmes fra redet, viser AntJi. cervinus sig meget æng-

stelig ved redet, idet den ene af parret flyver urolig om

fredsforstyrreren under uafladelig udstødelse af en enkelt

pibende tone. Det er efter Collett hannen, som viser

denne opførsel. I Enare er arten yderst sjelden.

V e g t og m a a 1 af 5 kuld (27) eg:

Gjennemsnitsvegt 111 mgr. Størsto v. ll'i myr. Mindste v. 1U5 mgr.

— længdo 19,4 mm. ., 1. "io mm. „ 1. 18

— bredde 14,4 „ „ b. 14,5. ., „ b. 14,2 „

I farve adskiller eggene sig fra pratensis's ved, at

bundfarven træder mere frem og er oftest mørkere ; flek-

kerne er større, mere spredte og uregelmæssig fordelte

samt mere forviskede, mere som større sjoller, men indeni

disse findes næsten altid flere eller færre skarpe sorte flek-

ker, kommaflekker, eller tykke uregelmæssige streger. Haar-

snirkler sees ofte ved den butte ende.

32. Anthus trivialis L.

Af prof. Collett observeret ved Bjørnsund i 1878,

hvor en unge blev skudt. ^V^ 1903 medens marken encj-

44 Tromsø Museums Aarsliefter 27. — 19u4.

nu overalt var snedækket, saa jeg et expl. ved Tsjoalme-

javre. Det holdt sig paa hustageiies græstorve, som tildels

var snefri, og hvorfra den syngende hævede sig i veiret.

Det var solskin og stille.

I 1904 bemærket %• Et kuld paa 5 fr. eg fandtes

ved Tsjolmesjavre '%• Middelvegt af eggene 136 mgr.,

læugde 21, bredde 15 mm. I Matsjok og Polmak i Tana-

dalen var den ifølge Collett talrig i 1885. Ikke sjelden

i det sydlige Enare.

Fam. rringillidæ.

33. Emberiza citrinella L.

(Kv. : Keltasirkku).

I 1896 Vu blev den iagttaget paa Elvenes og '^'^ paa

Kirkesnes. Antagelig har den ruget her det aar. I 1898

saaes to expl. paa Kirkesnes Vjo- Den er ligesaa sjelden

i Enare.

34. Emberiza hortulana L.

Ligesom foregaaende yderst sjelden i Sydvaranger,

men er dog fundet rugende. I 1888 23de juni fandt jeg

nemlig dens rede med 4 friske eg paa Langnes i Lang-

fjordvand. Det laa i bjerkeskogen paa marken ved en

busk ikke langt fra beboet hus, og var bygget af rod-

trevler, indvendig foret med nogie faa renhaar. Dets udv.

diameter var 10, indv. G ctm., dybden 4 ctm. Eggenes

gjennemsnitsvegt 152 mgr., længden 20, bredden 16 mm.

35. Emberiza schoenlclus L.

(Kv. : Pajusirkku).

Meget almindelig paa lavereliggende vaadlændte ste-

der med tæt buskvækst. Første exemplar observeredes : 189^

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 45

30'/s,

1896 ''^V,, 1900 27^, 1901 •'^7,, 1902 V«. Hannens sang

lyder som : tri-tri-tri-træ, hvilket gjentages med regelmæs-

sige mellemrum, medens den sidder urørlig inde i buskene

og lader sig konmie ganske nær. Redet lægges paa mar-

ken i tæt krat eller paa en busk og er ofte indvendig. be-

klædt med de fine gyldenbrune spirehusstilke af Polytrichum,

ligesom rederne af Accentor moclularis og Motacilla flava.

I de af mig undersøgte kuld var eglægningen begyndt :

1898 =*7c, 1899 '-Vu, 1901 »%. 6 eg.

V e g t og in aal a f 4 kuld eg:

Gjennemsnitsvegt 12S mgr. Storåt e v. 13S mgr. Mindste v. Vl'l mgr.

— længde 19,."] mm. .. 1. 2(1 mm. „ J. 1S,;3 mm.— bredde 14,9 „ „ b. 1(1.2 „ ,. b. 14,;")

Redets diameter 12 og 7 ctm., dybde 5,5 ctm.

36. Plectrophanes lapponicus L.

(Kv. : Lai:)insirkku. — Lapp. : Ruoösa-allap).

Meget almindelig om sommeren i de ydre dele af di-

striktet, hvor den ruger dels i havets niveau dels paa de

lave fjeldplateauer, men den gaar ogsaa et stykke op i det

indre af landet, saaledes i Neiden. Den holder til paa

tuede eller myrlændte steder med frodig buskvegetation

og dækkede af lyng, krækliug, dvergbjerk og salix. Han-

nen flyver fra tue til tue og synger. Sangen istemmer

den dels siddende paa en tue, en sten eller et lavt hustag,

dels flyvende, idet den efter at være fløieu op i luften

med sprikende vinger daler ned paa sit stade. — I de

sidste dage af mai pleier den at vise sig i Sydvaranger;

1893 saaes det første expl. saaledes 27^, 1898 27^., 1900 27^.,

1901 '75, 1902 =^1/5, 1904 27., og henimod midten af juni

maaned begynder eglægningen; i 1898 var saaledes Iste

eg lagt 7, og 7„ i 1899 '7,, i 1900 '7o og "/g, i 1901

*% og *7c- Eggenes antal er normalt 5 eller 6, men ikke

•iG Tromsø Museums Aarsbefter 27. — 1904.

sjelden fiodes 7, og en anden gang blir der blot 4 eg i'

kuldene.

A^ e g t og m a a 1 a f 9 kul d (4 6) eg:

Gjennemsnitsvegt 13!) nigr. Storste v. 153 nigr. ]\Iindste v. US mgr.

— længde 21,2 mm. 1. 22 mm. .. ]. li».() mm.

— bredde 15 .. .. b. lo..") .. b. 14

Redets diametre 10 og 7 ctm., dybden 4 ctm. Det er

løst bygget af tørre stråa og undertiden lidt mose saint

indvendig beklædt med hvide rypefjær. Det lægges altid

paa marken ved en tue eller en busk. — Eggene varierer

meget baade med hensyn til form og farve. Fra korte

sterkt bugede til langstrakte og smale findes alle over-

gange. De større eller mindre rødgraa til graagrønne for-

viskede flekker og sjoller dækker ofti'st den lysere bund-

farve, undertiden er de tættere om den butte ende eller

danner en krans om denne. Paa denne sjollede overflade

viser sig skarpere, mørkebrune, uregelmæssige smaaflekker

og paa de fleste eg ogsaa streger og snirkler. Sjeldnere

er sjollerne mindre fremtrædende og lader de møikebrune

flekker og snirkler fremtræde umiddelbart paa den lyse

bund.

Arten er i Enare observeret blot bøst og vaar, ruger'

maaske i den nordligste del af dette distrikt.

37. Plectrophanes nivalis L.

(Kv. : Pulmuncn. — Lapp. : Allap).

Viser sig i store flokker tidlig paa vaaren og senhø-

stes samt ruger i enkelte spredte par yderst ved havkan-

ten, jeg har saaledes fundet den rugende i Jakobselv, paa

Skogerøen, paa Kjelmø og ved Bugøfjordens munding.

Den indfinder sig her i begyndelsen af april, under-

tiden sees den aherede i marts. Saaledes: 1887 '/i, 1888

''^'Va, 18S9 7„ 1892 'Vi, 1H9;J '7j, 1894 7„ 1896

A. B. Wessel. — Omithologiske meddelelser. 47

»74, ISyJ v., 1900 1=74. lyOl %, 1902 "Z^. I 1903 ^5/^

i Tsjoalmejavre, men først ^^4 ved kysten, i 1904 ^/^ ved

Tsjoalmejavre. De store idokker holder sig om vaaren,

naar de første suebare flekker er begyndt at vise sig,

gjerne omkring husene og paa de dyrkede enge i et par

nger, hvorefter de forsvinder ; i den sidste del af denne

tid har bannerne begyndt at synge. Indtræder skarp og

langvarig frost i denne tid, slutter den sig endnu nærmere

til de menneskehge boliger, gjennemsøger affaldsdyngerne

og spiser endog af det udhængte kjød sammen med Parus

cindus og Garrulus infaustus. Om høsten kommer flok-

kerne i begyndelsen af oktober, efterat den første sne er

faldt, og holder sig 1 til flere uger paa de samme lokali-

teter. I 1887 saaledes fra 9de okt.; i 1892 saaes de ^Vo,

i 1902 7io for første gang om høsten. Undertiden over-

vintrer den her, men blot et og andet par ; i vinteren

1898—1899 bemærkedes hele tiden et par i Høbugt. Ru-

ger i ensomnje, helt mod nord vendende klippegrøfter og

fjelddale, hvor ofte en større eller mindre snefon blir lig-

gende udover sommeren. Her lægger den sit rede i en

sprek i fjeldvæggen eller under en sten. Eggenes tal er

5—6. Første eg var i et kuld i 1898 lagt ^7^, i 1899 'Ve

og ^V,.

2 kuld (10) eg:

Gjennemsnitsvegt 145 mgw Storste v. 158 mgr. Mindste v. V)'! mgr.

— længde 'iOJi mm. ., 1. "21,2 mm. ., 1. 20 mm,

•- bredde 15,t) „ „ b. J5,7 „ .. v. 15,5 ..

o8. Pinicola enucleator jj.

(Kv. : Kiipylintu. — Jjapp. : Bacagas-lodde),

Er delvis stationær i Sydvaranger, dog sees den sjel-

den om vinteren. I 1892 saaes et par paa Kirkenes'''"Vs»

ligcsaa ^Vi) O0 i 1901 i begyndelsen af feljruar traf jeg

48 Tromsø Museums Aarshefter 2/. - 1904.

paa et par ca. Vo mil fra Kirkesnes. I 1903 saaes den

ved Tsjoalmejavre 'V3, i 1904 '^4. Den ruger spredt i de

frodige bjerkeskoge omkring fjordbundene, men er blot

sjelden funden i de indre dalfører, hvor furuen udgjør

hovedbestanden af skogen. Det stemmer hermed, at den

i Enare ifølge Nord ling er temmelig sjelden om som-

meren. Den fordrer noget høistammet og tæt bjerkeskog

for at trives. Sydligst har jeg fundet den rugende ved

Langfjordeid, hvor Skogen er blandet, her fandtes i 1898

dens rede i kort afstand fra beboede huse, forøvrigt er

den funden i de tætte skoge om Svartakselvand og ved

Sandnes. — Eglægningen begynder i de enkelte aar til

meget forskjellig tid ; i 1900 toges saaledes et kuld paa 3

friske eg ved Svartakslen ^'Z^, men ^7« sammesteds fand-

tes 4 eg med store unger, Sene kuld er dog vistnok ofte

omlagte. — Forøvrigt er i de af mig kjendte kuld eglæg-

ningen begyndt i 1898 ^s/^, ^y. og 23/^^ i i899 1%, i 1900

^^/e, i 1901 ^Ve, i 1902 ^Ve.

V e g t og m a a 1 a f 6 kuld (22) eg:

A. B. Wessel. ~ (hnitholo<,nske mcdilelelwr. 49

oi>. Pyrrhula pyrrhula L.

(Ky. : Tuomherra).

I begj^iidelsen al" marts maaiu'd 181)7 var Here exeiih

plarcr iagttagne ved N. Harjus hns paa østre side af Tsjo-

alinejavre. Her var ogsaa eu hau fanget og udsto])|»et.

Var tidligere iagttaget i Varanger tif Sommerfelt og i

Alten ai" Collett og Hage m an ]i.

40. Passer montanus L.

(Kv. : Varpunen).

Blot (»bserveret i 1898. Hele sommeren og Imsteii

npholdt mindst 3 par sig omkring husene paa Kirkenes.

Dg saaes sidste gang 7ioi '''<^'^ '1<^' ^^'^^' uden tvivl ruget her.

Sanune aar V« saaes et expl. paa lîugones og et |>ar i

Bugøfjord. Tidligere kjendt fra Porsanger, Niesscljy og

Vardø (Collett). I 11)04 saaes et par ved Hestel'os i juni

(Sch. & K.).

41. Fringilla coelebs li.

(Kv. : l'eip[)oneu).

Er fundeii luokkeude ved Tsjoalinejavre^-'/e '-'O-

(L.), ogsaa skudt i ovre Pasvigdal. I Enare ogsaa ydi rst

sparsomt forekommende.

42. Fringilla montifringilla L.

(Kv. : H;irk;i[ieip]»onen. — Jjap}>. : Vinhui).

i'^orekoiiimer alunndelig overalt, livor der er nogeu

lunde frodig skog, baade ved de indre fjorde og o[) igjen

nem dalene. Indhnder sig her i mai;jeg har noteret htl-

gende ankomstdage for de først ohserverede expl. : 1892

-7„ 1893 -'U, 1894 7,, 1897 V,, 1898 »V,, 1900 '^7,, 1901

»7,, 1902 "7.,, 1904 "7^. Forsvii.der atter i sidslc ludvrlrl

af aeptbr.; i 1898 uaaes den endnu "/a f>g 1901 "%. Hau4

f)0 Tromsø Museums Aarsbefter "27. — 1904.

og li Ull heinærkedes i 1900 om vaareii samtidig. Naar

der oftor deres ankomst iiidtræffer sterkt suefald og kulde

som f. ex. i 1899, soger de i store flokke sammen med

Pledropk. lap., Luacinia suecica og Saxicola oenanthe ind

til husene, omkring hvilke do færdes paa de bare flekker

og paa aiïaldsdyngerne. I disse flokke har jeg seet 20

—

30 hanner, færre hnimer.

Første cg i rederne har jeg fundet iagt : 1893 *7o og

^•Vb, 1896 7«, 1898 ^7o og >'Vo, 1899 =%, 'Ve, '", og ''k.

1903 Vii ;6—7 cg er det almindelige, sjelden 8.

V e g t og n] a a 1 a f 6 kul d (3 7) eg:

Giennemsnitsvegt 128 mgr. Storste v. 137 ragr. Mindste v. 121 mgr.

— længde 19,7 mm. ., 1. 20.7 mm. ,. 1. 18,7 mm.

— bredde 14,9 „ „ b. 15 .. .. b. 14,7 „

Redets diameter 13 og G ctm., dybde 6 etm. Det er

fast sammcnføiet af tørre stråa, mose, si)indelvæv og ren-

liaar, indv. belagt med fjær og lenhaar, udv. prydet med

en graa og sort lavart, ganske som rederne af Fringilla

coelébs ; enkelte reder har dog ganske lidet af sidstnævnte

prydelse. Eggenes bundfarve er hyppigst grøn, sjeldnere

rodgraa ; flekkcrne dels rødlige sjoller, dels rødbrune, størpo

og mindre brandflekker, dels korte uregclmæssige streger

af samme farve. Ligesom hos coelébs findcs, men sjeld-

nere, en blaa varietet af eggene med sorte flekker mest

om den l.nitte ende.

43. Acanthis linaria L.

(Kv. : Urpiainen. — Lapp. : Savja-tuvas).

Er ikke alle aar stationær i Sydvaranger, enkelte

vintre mangler den aldeles, saaledes vinteren 1899— 1900,

lyOO—1901 og 1901—1902. I 1900 saa jeg den første gang

27^, 1901 '^Vs, 1902 først 'Vj og 1904 saaes den ved ky-

sten først ^Vs- Alle disse vintre var strenge og langvarige.

Forovrigt er den ahnindelig nok overalt. Formen exilipea

Å. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelsei'. ")1

har jeg sect en og anden gang om vaaren. Dens rugetid

viser betydelig forskjel de forskjellige aar, niaaske sam-

menliængende med, hvorvidt den har overvintret eller ei.

I 1886 fandtes saaledes n^aidklækkede unger -'^j^, medens

i 1899 kuldene først i slutningen af juni var fuldlagte.

Men ogsaa samme aar kan egUegningen indtræde til for-

skjellig tid. Medens der saaledes i 1886 var unger i et

rede paa Kirkenes i slutningen af mai, fandtes i Jakobs-

elv et rede samme aar, hvor det første eg var lagt *7ü-

Forøvrigt har jeg fnndet første eg at være lagt : 1887 "'/b^

^Vsi % og 7üi 1888 ^/^ (sannne dag et rede med unger),

1893 ^Va og ^7b, 1898 '',, og ^Va, 1899 ^=V« og 'V«, 1901

"Vo- Egantallet veksler mellem 5 og 6.

V e g t og m a a 1 a f 9 k u 1 d (4 7) eg:

Gjennomsnitsveg-t 71 m^r. Støroto v. 7s ingr. Mindsto v. (it m<^r.

— læng^de KM) mm. .. 1. is mm. „ 1. h"!.") nun.

— bredde 12,n ., „ b. 1S:2 „ , b. ]•_>

Redets udv. diameter 8—11 ctm., indv. diam. 5, dyb-

den 5 ctra. Redeveggen er ofte, men ikke altid udv. støt-

tet af en del fine tørre kviste og forøvrigt bygget af stråa

og vidjeuld, indv. foret med 1'jær (oftest ry[)efjier) ug en-

del renhaar.

Fam. Corvidæ.

44. Garrulus glandarius Tj.

Et enkelt individ er ifølge konservator Schiiuidcr

skudt ved lîosjavre, ca. G mil inde i Pasvigdalen, i 1889

((îollctt). Den er fundcii hækkeiidc i Enare (Nordi.).

45. Garrulus infaustus L.

(Kv.: Kuukeli. — Lapp.: (Juovsak).

Stationær og mcgcl aJmindclig, især kan man om

hoütcii i de otorc furuokoj.a' i ovre Pa;ivi'idal LrælTe Lulri^c

ÄO Tromsø Museums Aarsheftor '27. — 1904.

expl. af den. üog holder den ogsaa til i ublandet bjerke-

skog, baade under rugetiden og især om vinteren. Paa

sidstuævnte aarstid indfinder den sig gjerne parvis ved hu-

sene, hvor den daglig sees at spise af det udhængte kjød

sammen med Parus cinctus, indtil eglægningen begynder

at nærme sig, og parrene trækker sig ind i de store skoge.

Den ^7» 1892 hørte jeg hannen producere en ganske svag,

kvidrende sang, og det saa ud til at parringstiden var

indtraadt. Baade i bjerk- og furuskog har jeg fundet

dens rede, altid inde i tykkeste skogen, hvor det er tyst

og stilt. Fuglen forholder sig meget stille ved redet, man

opdager den liggende paa det, idet man ser den lange

hale og hovedet stikke op. Mere end den rugende fugl

ser man aldrig i nærheden af redet, den. anden mage op-

liolder sig ikke der, og den indfinder sig heller ikke, naar

rugefuglen, efter at være skræmt af, siddende lige i nær-

heden istemmer nogle svage skrig. Fuglen gaar ikke af

redet, før den formelig tvinges dertil. Eglægningen be-

gynder i slutningen af april eller begyndelsen af mai, og

eggenes antal er 4, dog ikke sjelden blot 3, undertiden 2.

I Enare, hvor arten er talrigere end her, liar Nord-

li n.g fundet reder med 5 og G eg. I 3 i 1902 fundne re-

der var forste eg lagt henholdsvis "Vi, Vö ^g Vs-

V e g t og m a a 1 a f 8 k u 1 d (2 9) eg:

A. B. Wossftl. — Ornithologisko meddelelser. 53

ReJet er enten aubragt nicllem en gren og stammen

eller midt inde mellem de tætte kviste paa en furugreu,

fra et par til 5 m. over marken. Dets ydre væg er dannet

af flere eller færre saramenviklede pinder af furu eller

bjerk ; den indre foring danner on stor, tyk og blød kop

bostaaende af ophakkot, trøsket træ, renhaar, basttrev-

ier, skjæglav samt en overordentlig stor mængdo fjær;

disse sidste er i de fleste reder af rype, i enkelte af tiur.

Den bløde redckops udvcndige diameter er 14—18 ctm.,

den iudv. 8—10 ctm., dybden (),5—7 ctm. Redet er aal)ent.

I vinteren 1900 lagde hr. A. Klerck mærke til, at

et expl. af denne fugl i Pasvigdalen holdt til i et hult

træ. \^ed at undersøge hullet fandt lian deri to hele døde

markmus. Garrulus infaustus samler altsaa maaske for-

raad. Eggenes farve er lyseblaa med graa og brune flek-

ker, der staar tættest om den butte ende.

46. Pica pica L.

(Kv. : Harakka. — Lapp. : Ruosâa-garanas).

Stationær men faatallig. Rugende er den blot fun-

den ved Tsjoalmejavre og i Neiden. ^len udenfor rugeti-

den er enkelte expl. seet paa mange lokaliteter saasom i

Jakol)selv, Jarfjord, Kirkenes, Sandnes og Munkefjord.

Den ruger Hgesom foregaaende meget tidlig i helt vinter-

lige omgivelser. Først sidste vaar 1902 lykkedes det mig

at faa dens eg; det var to kuld fra Neiden. Det ene blev

taget ^^J^ og indeholdt 7 friske eg; det andet, som blev

taget i mai (maaske omlagt) indeholdt 6 ligeledes friske

eg. Rederne var 1)vggetle paa sedvanlig maade, i lave

bjerketrær og det ene ialfald laa ganske nær beboet hus.

I 1902 erholdtes et kidd ]Mia 8 friske eg, tagne i Nei-

den *76- Redet uden tag. Udv. diam. 30, indv. 20 ctm.,

Tidv, hodde 22, indv. If) ctm. Bestaar af en sammenhæn-

54 Tromsø Miisoiiins Aarshefter 27. — l!il)4.

geudo lerskaal, hvori talrige riskviste er fæstede, allerin-

derst et tykt lag fine brune rodtrevler. I Enare synes ar-

ten at være sjeldnere end i Sydvaranger.

A. B, Wessel, — Ornifcbologiske meddelelser. ix')

se flokke paa 50 stkr., og her ruger den paa liøie, bratte

oftest utilgjængelige klipper. Inde i landet er den mindre

hyppig, men ruger ogsaa her i bratte fjeld, aldrig i trær

(saavidt jeg har erfaret). Lægger sine eg meget tidlig. Et

rede paa Kjelmø indeholdt -^l^ 1898 unger, som dog var

ihjælfrosne; da disse fjernedes, lagde korpen paany eg;

5 friske eg toges -^/s fra dette rede. Et rede i Tsjoalme-

javre indeholdt ^7* 1901 5 eg, 3 dage rugede. I 1902

fandtes et rede sammesteds -^4, 5 sterkt rugede eg. I

1903 (lemænaar) fandtes kuld paa 6 eg.

Den forer ogsaa sit rede for on væsentlig del med

renhaar.

V e g t og m a a 1 a f 6 kuld (32) eg:

56 Troms« ]Museum.s Aarshofter 27. — liK)4.

50. Corvus corone L.

Et par havde i begyndelsen af juni 1904 lialyPærdigt

rede ved Hestefos i Pasvigdaleu, men forlod det. (Med-

delt af S c h a a u i u o;).

Fam. Ampclidæ.

51. Ampelis garrulus !..

(Kv. : Korvarastas).

Mest obsorveret her om vinteren. I vinteren 1889

—

1890 blev 4 expl. skudt ved Pasvigelveus nedre løb, og i

1897 blev fra 8de februar til ud i marts maaned større

liokke af den seet ved Tsjoalmejavre. Enkelte aar maa

den ialfald ruge i Sydvaranger, thi i slutningen af august

1901 blev en ungfugl skudt ved Hestefos overst i Pasvig-

daleu (Seil. & Iv.). 1 Enare er dens rede og eg flere

gange fundet.

Fam. Alaudidæ.

52. Alauda alpestris.

(Kv. : Kellolintu).

Hækker i stort antal væsentlig i de ydre mod havet

og fjordene vendende dele af distriktet, meu gaar ogsaa

et stykke op i dalene;

jeg har saaledes fundet den i Nei-

ilen. Mest holder den til i havets niveau, men ruger og-

saa paa fjeldplateauerne. Den er en af de trækfugle, som

opholder sig længst her, nemlig fra begyndelsen af mai

til midten af oktober i nogenluude gode aar. De først

ankomne exemplarer er noterede: 1888 V51 l'*^^^0 7.v 1892

''''/,, 1893 -75, 1894 »7^, 1895 V^, 189G "/.„ 1897 V^, 1898

A. ï^. Wossol. - Ornitliolog-iske meJdelolser. 67

'V5, 1899-7,, 1900^7,, 1901^74, 1902 »Vs, 1903 7,. Buade

om vaaren, naar deu kommer, og om hosten, naar den

drager bort, optneder den i store flokke, som i 1—2 nger

holder sig paa de fl ado delvis eller helt snebare marker,

gjerne omkring hnseno og sammen med flokke af Pier-

irophanes nivalis, livilken sidste dog- ankommer før og liol-

der længere nd.

Hannen l^egvnder strax efter ankomsten at synge;

den korte, noget knirkende og dæmpede saug foredragei-

den da altid siddende paa en sten eller en tne. Først se-

nere, under rugetiden, er dons sang, som forøvrigt da ly-

der ganske som vaarsangen, rorl)unden med eieiidonnne-

lige flyveøvelser lioit oppe i luften, idet den luever og

sænker sig. Hannen opholder sig i rugetiden ikke i nær-

heden af redet, hvortil den først indtinder sig, naar un-

gerne er udkUekkede (Tliome).

Til redeplads vælger den de mcnl vegetation eller spar-

somt udstyrede, veirliaarde, tørre rab})er ud mod havet el-

ler ]>aa det nøgne høifjeld. I Neiden fandt jeg dog dens

rede i en lun dal med sparsom l)jerkeskog. Redet er dybt

uedgravet i gruset eller jorden ved en græstue eller lig-

nende, meget løst sammen føiet af tørre græsstraa og mose

samt indvendig næsten altid foret med salixraklernes hvide

uld ; i redet fra Neiden fandtes dog ingen saadan. Ogsaa

renhaar indgaar tildels i redets bestanddele.

Eggenes antal er alm. 4, dog har jeg i flere reder

fuudet 5, og i enkelte blot 3. Rugetiden falder noget for-

skjellig selv i samme aar, uden tvil beroende paa, at den

-ofte læggger to kuld. Det liar saaledes v:eret tilfældet i

1904, da der omkring Vadsø samtidig '^7« fandtes udfløine

unger og friske eg (Thome). 1 1900 f. ex. fandtes *7^

paa Skogerøen friske- eg og '7ö sannuesteds i et andet

rede 3 iiykl'ekkcd(( unger. Første eg kan sees at være lagt:

1898 -75, 1899 ^7„ 1900 '7„ 1902 '7,, 190;5 >/,. I lOnare

58 Tromsø Museums Aarshefter 27. ~ 19u-t.

o))serveret mest under vaartrækket, men er ogsaa fuudot

rugende.

V e g t og m a a 1 a f 6 k u 1 d (24) eg:

fijonnemsnitsvegt 17-2 mgr. Stersto v. 1S3 nigr. Mindste v. 103 mgr.

— længile 22,5 mm. .. 1. 24 mm. ,. 1. 22 ram.

-- bredde ir),8 „ „ b. 10,0 „ ,, v. lo „

Redets udvendige diameter er 9—11 ctra., iudv. diam.

6—7 og dybden 5 ctm. Eggenes farve er hvid med graa

eller gule flekker, der staar saa tæt, at oftest grundfarven

er dækket. Undertiden danner de en krans ora den butte

ende. Enkelte eg har smaa sorte streger, eller en liaar-

snirkel ved hütenden.

53. Alauda arvensis L.

(Kv. : Peltoleivonen).

I Juni 1895 havde jeg hemærket den talrig omkring

Vadsø, og 'Vo 1898 fandt hr. Liliestierna dens rede

med 4 eg sammesteds. Sommeren 1902 blev den endelig

funden rugende ved Hestefos i Pasvigdalen af Sch. & K.

Fam. Picidæ.

54. Picoides tridactylus L.

(Kv. : Tikka).

Forekommer i furuskogene i Pasvigdalen. V« 1900

fandt hr. Lill ie stiem a dens rede ved Tsjoalmejavre. Det

indeholdt 5 friske eg, der havde en gjennemsnitsvegt af

300 mgr., en længde af 24 og en bredde af 19,3 mm.

Redehullet var hakket i en bjerk, var 65 mm. i gjennem-

snit og 3 m. over marken.

A. R. Wessel. — Ornitbologiske meddelelser. 59

55. Picus major L.

Jeg har seet den en enkelt gang nemlig vinteren

1899— 1900 inellern Tjangfjordvand og Tsjoalmejavre.

56. Picus minor L.

(Kv. : Pikkn likka. — Lapp. : Cailino).

Forekommer, dog ikke i stort antal, især i bjerkesko-

gene. Om vinteren sees den altid enkeltvis omstreifende

og kommer da ofte nier ind i hnsene ; en gang liar jeg

hørt den hamre paa linsvæggen. Den rede har jeg fnn-

det i morskne l^jerkestammer, saaledes i 1900 ved Svartak-

selvand et rede, der indelioldt Vo 3 friske eg, et andet *'/»!

5 friske eg. Disses gjennemsnitsvegt er 129 mgr., længde

19,2, bredde 15 mm. Det normale antal eg er (3.

57. Dryocopus martius L,

(Kv. : Palokärki).

Sees undertiden i furuskogene ved Tsjoalmejavre og

længere syd, hvor as}>eu hist og her vokser frodig, og hvor

den er godt kjendt af beboerne. I Pasvigdalen bemærket

af P }) p i u s & Gra n i t. Sjelden ogsaa i Enare.

Fam. Cuculidæ.

58. Cuculus canorus L.

(Kv. : Kiiki. — Lapp. : Giekka).

Kommer oftest i den første uge af juni. Hørtes saa-

ledes første gang: 1888 7«^ 1893 Ve, 1896 »/„ 1897 ^y,^,

1900 7„, 1901 7„ 1902 først ^^7« (i Neiden) men ved Lang-

fjordvand var den hørt allerede 7,.,, 190.B Ve-

00 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

I 1898 lykkedes det lir. Lill i es ti erna at erhverve 2

reder, hvori eg af denne art. Det ene tilhørte Anthus cer-

vinus og indeholdt 4 eg af denne art og 1 gjøkeg. Det

toges paa Sandnes ^Vü- Det andet, som toges "Vu ved

Kirkenes, tilhørte Phylloscopus trochilus og indeholdt 3 eg

af denne art foruden et gjøkeg. I Enare har ln\ Nord-

ling fondet dens eg i rede af Saxicola oenanthe. I Neiden

fandtes i midten af juni 190P> et gjokeg i rede af Anthus

2oratensis

Fam. Cypselidæ.

59. Cypselus apus L.

Sommereii 1875 blev et expl. fnudet dødt i Sydva-

ranger kirke og af lensmand Klerck indsendt til nniversi-

tetsmuseet (Collett: Mindr. Medd. 1873—1876). • I 1857

observeret af forstmester Barth i Pasvigdalen (Barth: Na-

turskildringer og optc^gnelser). Den liækker i Enare, efter

h vad der siges, i hoie fnrner.

Fam. Strigidæ.

60. Strix Tengmalmi Gmel.

Mest observeret om vinteren i Pasvigdalen. I okt.

1891 blev paa Elvenes fanget et expl., der havde forvildet

sig ind paa luisets loft, og vinteren 1899 niodtog jeg et

expl. fra Tsjoalmejavre. Vaaren 1902 fandtes dens rede

med eg i et hult træ i øvre Pasvigdal af Scli. & K. I

Enare er den sjelden. ^Vs 190'> fandtes dens rede ved

Tsjoalmejavre. Redet laa i et hul i en vissen furustub,

ca. 3 m. over marken. Hullet hakket af Ficus tridactylus.

Blot et eg laa ovenpaa det gamle underlag i redet; de øv-

rige nedgravne i det ; 2 eg friske, 3 noget rugede.

Å. ß. Wessel. — Oinitholoffiske meddolelser. ni

Gjennemaiiitsvpgt O.il.'^ gr. Storstc v. LoT gr. Mind.yt<' v. (i.sü gr.

— længde -j'J.'J mm. ., I. -J^ mm. .. 1. --JI mm.

— breddo -27,2 „ ., h. 27. ."i „ ,. b. 2(i,r> .,

61. Strix lapponica Uotz.

(Kv.: rikku Imukaja).

Forckoiiinicr enkelte vintre i større aiital, nem li l,^ n aar

(1er er meget mus i mark og skog, saaledes vinteren 1<S87

—1888 og 1898—181)1). Jeg har blot seet expl. fra Pasvig-

elvens med furuskog klædte dalføre. Om sonnneren har

L. iagttaget ungfugle. -% 1903 fik L. et kuld paa 4 cg,

taget sannne dag. Det fandtes i et ganunelt rede af Bîi-

too. 2 eg var friske, 2 i l)egyndende rngning.

Efter det rige mus- og lemænaar 1901) var demie

ugle særdeles talrig om vaaren 1904 i ivangf jorddalens og

Pasvigdalens furuskoge. I rederne fandtes optil 7 eg.

M aal og vegt a f G kuld eg (2 9 stkr.):

(52 Tromsø Museums Aarsheftor '27. — 1004.

bemærkede den paa Kirkeuæs i mai og ved Tsjoahnejavro

og paa Skogerøen i september. Den viste sig undertiden

i smaa flokke paa 4—5 individer. I 1903 i:andtes 2 reder

af hr. L, ved Tsjoalmejavre 7« og '''Voi iudelioldeude hen-

holdsvis 11 og 9 eg. I sidstnævnte var 2 eg sterkt rugede,

2 friske, resten mer eller mindre rugede. Paa den store

myr omkring Vadso saa jeg i mai 1898 et par, der aaben-

bart havde rede i nærheden. Hannen foretager i rugeti-

den eiendommelige flyveøvelser, idet den flyvende i store

ringe pludselig lader sig falde et stykke ned gjennem luf-

ten og samtidig høres en egen klapprende lyd, som den

frembringer med vingerne, som det synes, ved at slaa

vingespidserne sammen under Ihugen. I Enare er den

hyppig funden rugende.

M a a I g v e g t a f 2 k u 1 d e g.

A. B. Wessel. Oinitholog-iske meddelelser. 63

ser mau lidet til den. Den er eiidiiu ikke fundeu rugende

i Sydvaranger.

M a a 1 u g Y e g t a- i' 2 k u 1 d c g.

64 Tromsø Museums Aarshefter 27. — l'JOi.

Vegt og m a al a f 2 kiild cg.

Å. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. (55

Vegt Og Maal af 4 kuld (13 eg):

66 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

^''egt og m aal

A. fe. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 0/

Forskjellen mellem eggene af denne og foregaaende

art kan udtrykkes saaledes :

3.

Faico æsalon.

Gjennemsjiitsvegteu af

eggene i hvert kuld er

mindre, nnder 1,60 gr.

Formen i alm. mere lang-

agtig, idet med samme

middellængde 39,9, bred-

den er mindre end hos

tinmmcuhcs, ca. 30,7.

Flekkerue er mindre, jev-

nere fordelt og lader ofte

ikke den lyse bnndfarve

komme tilsyne.

Men der gives mangfoldige

skillelse er umnlig.

1.

3.

FaIco tinnunculus.

Gjennemsnitsvegten af

eggene i hvert kuld er

større, over 1,00 gr.

Formen mere rund, idet

med samme middellæng-

de, 39,9, bredden er stør-

re end hos æsalon, ca.

31,6.

Flekkerue er større, mere

uregelmæssige, og lader

ofte den lyse bundfarvo

komme tilsyne,

overgange, hvor en ad_

71. Astur palumbarius L.

(Kv.: Iso koppelohaukka).

Ruger i ikke ringe antal i de indre med furuskog be-

voksede dalfører. Rugetiden falder i mai, og eggenes an-

tal er 4. 7r, ^902 tog hr. L. et kuld paa 4 fr. eg ved

Tsjoalmejavre. I redet, der laa i en furu i-/s

^f stam-

mens høide, fandtes levninger af rype, trost og Anas pene-

lope. Det var bygget af tykke grene, basttrcvler og l)ar

og rundt om kantet med friske furukviste. '7.^ s. a. toges

ved Melkefos et kuld paa 4 halvrugede eg. Redet laa i

18 m.'s høide i en furu og var iudv. klædt med friske

furukviste. Den holder sig ogsaa om vinteren her ; den

Ijlev saaledes sect i februar 1902 (L).

68 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1004.

Vogt og 111 aal a f 2 ku Ul (8 cg)

A. B. Wessel. Ornitholoeriske meddelelser. 60

male antal er 4. Fnldlagte friske kiild er fundue i 1898

V«, 7«, 'V», 'Vs, "A, 'V5, V«, i 1899 ^75, '7.V 1902 «7.,

1903 *7»- I farve varierer eggene ikke lidet, ogsaa inden-

for samme kuld, idet de rødbrune flekker er mer eller

mindre udbredte, mer eller mindre intenst farvede. I næ-

sten alle kuld er et eg mindre flekket end de andre ; det

kan være næsten ganske hvidt, medens de øvrige er kräf-

tigt flekkede. Der forekommer ogsaa kuld, hvori alle eg

er helt hvide eller graahvide.

V e g t og m a a 1 a f 10 kuld (42 eg):

70 Tromsø Museums Aarsliefter 27. — 19Ü4.

ges fra den. I sidstnævute tilfælde lægger den en gang

om igjen samme aar, altid i samme rede. Førstlagte kuld

bestaar alm. af 2 eg; omlagt kuld af 1.

Eglægningen begynder i midten af april, og der er

3—5 dages mellemrum mellem de to eg. Fuldlagte kuld

er fundne tidligst ^^^ senest ^"/g.

Nedennævnte kuld fra Sydvaranger og Finland har

jeg liavt til undersøgelse.

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 71

Skogerø, paa Holmengraanes og i Kobholrafjord. ^Vs 1900

saaes et par ved Storbugt i Bugøfjord, men er ogsaa seet

i jan. og febr. Ogsaa langt inde i landet holder den til

Saaledes fandt Sch. & K, i 1902 dens rede med 3 eg ved

Rajakoski, aller øverst i Pasvigdalen, 10 mil fra havet.

Et eg, taget ved Sylfarbugt paa Skogerøen ^'/û 1899,

veiede 15,02 gr., var 73,5 mm, langt og 58 mm. bredt.

75. Pandion haliaetos L.

(Kv. : Kalasääski. — Lapp. : Guolle-falle).

Ganske alm. ved de fleste vande og elve i skogtrak-

terne, hvor den ruger i høie trær i juni maaned. 1 rede

ved Tsjoalmejavre iudeholdt '7ü 1902 3 halvrugede eg. I

1903 saaes den første gang ^Va-

72 Tromso Museums Aarsliefter 27. — 1904.

Farn. Tctraonidae.

77. Lagopus mutus Mont.

(Kv. : Kurana. — Lapp. : Giron).

Overalt almindelig paa fjeldene og forekommer en-

dog rugende paa Kjelmøen yderst ved Bøgfjordens raund-

ing og omtrent i havets niveau. Enkelte aar skal den op-

træde i ganske ualmindelig stor mængde ; dette var f. ex.

tilfældet i 1861 i Jakobselvens dalføre ; om høsten og vin-

teren kom daglig store flokke af denne art trækkende fra

fjeldene ned i dalbunden for atter om aftenen at begive

sig op i fjeldene igjen.

Vegt og m aal af 1 kuld eg (11 st kr.).

A. B. Wossel. — Ornitliologiske meddelelser.

Ve gt Og m aal af 5 kuld.

73

74 Tromsø Museums Aarsbefter 27. — 1904.

javre. "/s 1900 blev et expl. skudt i Næsseby og liidsendt

til nndersøgelse.

82. Charadrius helveticus L.

I slutningen af sept. 1901 blev et expl. skudt øverst

i Pasviffdalen a f Sch. & K.

83, Charadrius apricarius L.

(Kv : Kapustarinta. — Lapp. : Bisos).

Meget ahniudelig. Kommer hid i mai oftest i sidste

halvdel af maaneden. Første expl. observeredes saaledes :

1888 ^'/s, 1889 7^, 1893 ^Vs, 1894 ^7^, 1899 "V^, 1900 "V^,

1901 ^Vö, 1902 ^Vs- Tiden mellem ankomsten og eglæg-

ningens begyndelse tilbringer den i flokke dels ved stran-

den dels paa græsbevoksede flader, saaledes hyppig paa dyr-

kede enge. Om sommeren findes den rugende paa fjeld-

plateauerne og de store myr- og mosestrækninger ofte i

nærheden af kysten. Eglægningen begynder før eller ved

midten af juni, første eg er saaledes fundet at være lagt:

1898 'V„ 1900 Vo. 1901 ^Vo og ''U. 1902 '%

Vegt og Maal af 7 ku Id eg (2 7 st kr.).

A. B. Wessel. — Ornitbolog-iske meddelelser. 75

Den forlader os i slutningen af september, saaledes

saaes i 1893 d. -% store flokke mest bestaaende af unge

fugle paa de dyrkede marker ved Kirkenes.

84. Evdromias morinellus L.

(Lapp. : Lafhol).

Forekommer hækkende paa fjeldene, men ikke syn-

derlig hyppig. SydVarangers fjelde har ikke meget af den

slags vidstrakte plateauer, som den ynder, og som der er

saa nijeget af i Nordvaranger, hvor den derfor er meget

almindeligere.

Den kommer temmelig sent hid om vaaren. Jeg har

seet de første exemplarer: 1892 '"V,, 1897-»/s, 1902 >%.

Den optræder om vaaren altid parvis eller flere par sam-

men og sees ofte sammen med forannævnte art paa de

gjødslede enge. Er lidet sky. Den er funden hækkende

paa fjeldene ved Svartakselvand og ved Høbugt. Et kuld,

jeg har fra førstnævnte lokalitet, er taget 'Vo 1898 og

indeholdt 3 friske eg.

Disses gjenneiasnitsvegt 7()7 ingr. Største v. 73u. Mindste v. G70 mgr.

„ — læng-de -tO mm. ., 1. 41. „ 1. 39 mm.

— bredde 28 „ „ b. 28. „ b.^ 28 „

85. Ægialites hiaticula L.

(Kv. : Tyllikkä. — Lapp. : Buvvedak).

Almindelig overalt langs stranden. Dens ankomst

om vaaren falder i slutningen af mai, saaledes er den no-

teret: 1888 ^%, 1892 =^7^, 1893 "V^, 1894 ^Vg, 1895 ^7^,

1896 '7^, 1897 275, 1898 '7.,, 1900 ^7^, 1901 ^7^. — Den

optræder straks parvis paa de steder, den har udseet til

hækkeplads, og som hyppigst ligger ved selve sjøstranden

men tildels ogsaa et stykke op langsmed elvene, f. ex. ved

Jakobselv og Neidenelv. Første eg i rcdcruc er fundet at

7ß Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

være lagt: 1887 7„ 1900 '% og «7^, 1901 '»/,. Redet er

blot en lav fordybning i den tørre med lavarter bevoksede

jordbund noget . ovenfor den egentlige strand eller i selve

den med muslingskaller og smaasten dækkede strandbred,

straks ovenfor flodmaal. I sidstnævnte tilfælde ligger eg-

gene paa smaasten og brudstykker af skjæl. Talrig i

Knare.

Vegt og m aal af 4 ku Id eg.

A. ß. Wessel. — Oriiitholodskc meddelelser. 77

vonde tilbagc til redet. Er ruguingeu ikke begyiidt, men

et eller flere eg lagte, forholder fuglene sig mere rolige. 1

den lave fordybning, som danner redet, findes blot nogle

sammenskrabede brudstykker af Lichener og tørre græs-

straa. Eglæguingen foregaar i juni, tidligere eller senere;

i friske kuld har jeg saaledes fandet første eg at være

lagt: 18^7 '% (men ^7ö fandtes sammesteds i et andet

rede 3 nyklækkede unger og et eg), 1893 7«, i 1900 ^7,

(samtidig to andre mer eller mindre rugede kuld). I 1903

saaes fuglen at være kommen til kysten ''y^.

V e g t og m a a 1 a f 3 kuld eg.

^8 Tromsø Museums Aarsbefter 27. — 1904.

ger undertiden ogsaa et stykke op i elvene og ved fersk-

vandene.

V e g t og m a a 1 a f 2 k u 1 d eg.

A. B. Wessel. — Oniitliologibke ineddelelser.

89. Telmatias gallinula L.

3 expl. skiidt af Sch. & K. i august 1904.

•rO

Pam. Totanidae.

90. Tringa alpina L.

Forekommer rugeude hist og her baade ved kysten

og længere inde i laudet, saaledes paa Kjø og i Neiden.

Redet bestaar af en fordybning udført med visne stråa og

blade af Betida nana, samt enkelte fjær af fuglen. Fuld-

lagte kuld er fundue 'Vo 1898.

V e g t og ni a a 1 a f 5 kuld eg.

80 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

ker, der staar meget tæt om den butte ende, som de uæ-

sten dækker; faa, smaa og spredte nedenfor midten.

Et kuld fra Gamvik, taget V? 1899 havde følgende vegt

og maal: 265—285 mgr., 28—30,4 mm. X 20,5—21,1 mm.

92. Tringa temminckii Leisl.

(Kv. : rikka siipi. — Lapp. : Curnaê).

Overalt almindelig saavel ved kysten som opad dal-

førene. Den findes rugende saalaugt syd som ved Heste-

fos i Pasvigdalen, men talrigst er den i de indre fjorde

og ved elvenes udløb. Den findes her kolonivis ofte sam-

men med kolonier af Sterna macrura paa flade med si)ar-

somt græs bevoksede nes og sandsletter, helst hvor der ved

havets falden dannes en stor fjære, hvori den søger sin

føde, saaledes paa Gamøen i Jakobselv, i Jarfjordbund,

ved Ropelv, paa Kirkenes, paa Skogerønes, paa Kjelmø, i

Høbugt, Neidenelvens udløb, Bugøfjord. Den er talrig og-

saa i Enare.

De første exempl. om vaaren har jeg iagttaget: 1893

"76. 1894 «*/., 1897 '^%, 1898 '% 1900 "7«, 1901 7«,

1902 7«.

Første eg er funden at være lagt: 1887 ^/^, '76 ^g

'7o, 1898 7. og 7„ 1899 ^7«, V:,'% og %, 1900 '% og "/«•

Redet bestaar af en lav, aaben fordybning i græs-

marken ofte belagt med nogle visne blade eller græsstraa,

undertiden er det blot en fordybning i den løse sand. Eg-

genes antal er altid 4, inen i kolonierne kan det af og til

hænde, at man finder 5 eg i et rede; det var f. ex. tilfæl-

det med et rede fundet i Gamnesbugt "/u 1900. Men her

var det af det ene egs udseende tydelig at forståa, at det

liiaatte være lagt af en anden hun.

À. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 81

V e g t o g m a a 1 a f 5 k u 1 d eg (21 s t k r.) :

Kuld.

Vegt gr.

§

Længde mm.

no

Bredde mm.

Vadsø i-/fi 1898, 4 fr. eg

Renesund Vt 1899. 4 - -

Høbugt Vt 1''^99, 4 - -

Gamnesbugt *Vü 00, 5 - -

Skogerø ''o./u 1900, 4 = -

0,28

0/258

0,27

0,205

0,27

0,29

0,2ß

0,28

0,.30

0,28

0,27| 27,5

0.25 1 28,5

0,2() 129,1

0,29

0,26

28

29,5

30

26,9 28

27,51 28

28

28,5

26

27

20,9

20,5

20,8

20,5

19,9

20,5

2(1

20,5

20

19,5

93. Tringa striata L.

(Lapp. : Gadde-birus).

Den er eiidnu ikke funden rugende i Sydvaraiiger,

livorimod fiskeriinspektør Land mark i 1899 fandt fiere

reder omkring Vadsø. Vaar, høst og vinter er den deri-

mod overordentlig talrig langs hele kysten. Man kau om

vaaren se flokke paa mange hundrede individer. Jeg har

seet den her ved kysten endnu 13de mai, og 28de aug.

har den atter vist sig at være vendt tilbage did. Da kyst-

befolkningen ikke kjender noget til dens sommeropholds-

steder, skulde jeg tro, den ikke ruger i Sydvaranger. — Et

kuld fra Novaja Semha, taget af d'hr. Schaaning og

Koren, havde en vegt af 0,(33— 0,065 gr.; længde 36

—

37,2 mm. og bredde 26,5—26,8 mm.

94. Phalaropus hyperboreus L.

(Kv.: Vesipääskynen.— ]ja})}>. : Bavgus).

Hyppig rugende ved smaavandene paa fjeldene. Omvaaren straks efter ankomsten i begyndelsen af juni eller

slutningen af mai maaned optræder den i smaaflokke.

Eglægniugen forogaar alm. i 2den halvdel af juni maa-

9

82 Tromsø Museums Aarshefter 2'^. — 1904.

ned, men i tidlige aar ogsaa i begyndelsen af maaneden.

Iste eg var saaledes i et kuld i 1898 lagt ^1^, i 1901 ^^U.

Vegt og m aal af 4 kuld eg (16 stkr.). :

A. B. Wessel. — Ürnithologiske meddelelser. SS

Eggenes Tarve er græsgrøn med store og smaa tjære-

brune flekker, der er tættest samlede om deu butte eudc.

96. Totanus glottis L.

(Kv. : Valkea vikla).

Temmelig almindelig baade i Pasvigdaleu, Jarfjord

og Neiden I 1892 blev den seet første gang ^o/^. Ru-

ger ligesom foregaaende paa n-i3Ter omgivne af skog, helst

hvor der findes ialfald en del furutrær, ofte ogsaa et

stykke op paa fjeldsiderne, ovenfor bjerkcregionen, hvor

blot enkelte spredte furutrær vokser. ^% 1901 fandt

jeg saaledes dens rede med 4 friske eg paa en fjeldmyr

ovenfor Stordalen ved Svartakselvand. Den rugende fugl

trykkede sterkt paa eggene og fløi, da den var opskræmt,

lavt henad marken med et sterkt skrig og vendte ikke til-

bage. Redet laa ved en træstub og bestod blot i en for-

dybning i noget morskent træsmuld med større halvraadne

træstykker omkring, hvis farve paa en vidunderlig maade

harmonerede med eggenes rødbrune flekker. I fjord-

bundene, hvor der ved udfaldet vand ligger en stor fjære

blottet, ser man den ofte, f. ex. i Jarfjord, vadende om-

kring sammen med de andre vadere.

Vegt og m aal a f 4 kuld (16 stk.):

84 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

97. Totanus calidris L.

(Kv. : Pimajalka vikla. — Lapp. : Coavßo).

Den hyppigst forekommeude af slicgteu og overmaade

talrig langs hele kysten og et stykke ind i landet. De

første expl. om vaareu viser sig i midten af mai, sjelden

allerede i april, saaledes : 1892^75, 189^'%, 1895 ^^U, 1897

17^, 1900 ^75, 1901 -V5, 1902 »75, 1904 ^75. Ruger paa

myrene helst i nærheden af fjordene, hvor den store fjære

yder den et ypperligt fnrageringsfelt. Det fyrste eg i kul-

dene har jeg fundet at være lagt: 1888 7„ 1898 ^7,, 1900

"7^, 1901 "/g og '^76- Synes ikke at forekomme i Euare.

Vegt og m a al a f 6 kuld eg (2 4 st kr.):

A. B. Wessel. — Ornitholog'iske meddelelser. fio

fløitetone som »lyi, lyi, 13'^i, lyi«, hvormed deu eue svarer

den anden bortover myren. 1 kuld friske eg, fundue af

hr. L. paa Saarivaara i Pasvigdalen V« 1903, havde føl-

gende dimensioner :

Vegt 620—650 mgr., længde 36 mm., bredde 26—26,7

mm. Et kuld fra Neiden ^\U 1904, vegt 620—630 mgr.,

længde 35,2—39 mm., bredde 25,1—26 mm.

99. Actltis hypoleucos L.

(Kv. : Rantasiipi).

Talrig ved alle vore elve. Men forekommer ogsaa

ved fjordbundene, hvor den søger sin føde i den store

fjære. I Bugøfjord saaes den saaledes ^'/s 1901. Under

flugten, der er meget rask og ledsaget af pludselige zigzak-

formige sving, udstøder den stadig sit ængstelige skrig.

Eglægningen foregaar i midten af juni, undertiden tid-

ligere, undertiden senere. Første eg findes at være lagt :

1893 '7«, 1898 »%. Et rede fundet i øvre Jakobselv ^'/c

1893 indeholdt 4 friske eg og bestod af en fordybning i

en lerbakke nær elvebredden foret med vissent løv og mos.

Vegt og m a a 1 a f 6 kuld (22) eg:

86 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904,

100. Machetes pugnax L.

(Kv. : Tokkinius. — Lapp. : Ravgus).

Ikke meget hyppig i Sydvaranger, Dog hækker den

paa de store myrer i Pasvigdalen, og i rugetiden har jeg

ligeledes seet den i Neiden og paa Skogerøen. Forøvrigt

bemærkes den mest paa gjennemtræk om vaaren til Nord-

varanger. I det sene aar 1893 saaes den ^'/o P^^ fjeldet

ved Kirkenes og i det ganske tidlige aar 1898 "'Vö P^^ ™y-

rene ved Vadsø.

Vegt og Maal af 3 kuld eg (12 stkr.).

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. S7

sig overmaade sterkt gjældende, baade ved sin størrelse og

farvepragt og ved sin paatrængende opførsel og sit sterke

skrig,

^7ü 1900 bemærkede jeg et par ved et lidet fjeldvand

nær Skogerønes paa indsiden af den store — mellem Kjø-

fjord og Bøgfjord beliggende — Skogerø, altsaa temmelig

langt ude i fjorden. Efter parrets opførsel at dømme

havde det unger i nærheden, hvilke det dog ikke lykke-

des mig at opdage. Samme aar i midten af juni havde

hr. Schaaning paa fjeldene ved Strand i Langfjordda-

len fundet og fældet et par med 4 dununger.

I 1901 ^Vs bemærkedes et enkelt explr., som holdt

til i fjæren ved Høbugt i Korsfjord og ^7« s. a. fandt jeg

paa en stor myr i Neiden et rede med 3 klækkefærdige

eg. I første halvdel af maanedeu havde hr. L. opdaget

to reder paa Saarivaara i Pasvigdalen. Endelig fandtes i

1902 tre kuld, et af mig i Neiden ^Vei halvruget, og to

af hr. L. ved Tsjoalmejavre ^Ve^ sterkt rugede.

Til rugeplads vælger fuglen de samme store myr-

strækninger, paa hvilke Numenius phoeopus ruger i bety-

delig mængde, og som bestaar af banker og aasrygge af

brun torv adskilte ved smaa vandsig og damme ; dog fin-

dès den ogsaa paa ganske smaa fjeldmyrer. Redet ligger

aabent paa en tue, bestaar blot af en fordybning i denne,

hvori noget løst materiale bestaaende af visne blade og

stilke af Betula nana, renlav, en og anden fjær etc. Baade

han og hun ruger vekselvis, dog maaske hyppigst hannen.

Den ikke rugende fugl holder vagt i nærheden, og naar

den, ser noget mistænkeligt eller hører spovernes angst-

skrig, kommer den flyvende mod fredsforstyrreren, sætter

sig i kort afstand og istemmer sit skjærende og ubehage-

lige skrig, der lyder som »gahik-gahik-gahik«, gjentaget i

det uendelige, og den slutter ikke dermed, før alt er frede-

ligt igjen, upholder man sig længere tid paa myren, for-

88 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 19U4.

lader ogsaa den rugende fugl eggene, kommer — tilkaldt

ved mågens skrig — hen til denne og istemmer den samme

koncert. Limosa lapponica er ligesaa agtpaagivende som

spoverne, men mere dristig og nærgaaende end disse.

Eglægningen begynder de første dage af juni eller

slutningen af mai ; saaledes fandt L. et nylagt eg Ve 1901,

og omkr. ^V^ er ungerne i almindeliglied udklækkede. I 1904

fandtes et kuld friske eg ^^/^ og klækkefærdige ^76- ^^^

normale er 4 eg, men ofte lægges blot 3.

V e g t og m a a 1 a f 10 kuld eg (33 s t k r.) :

A. B. Wessel, — Ornithologiske meddelelser. 8Ö

102. Numenius phoeopus L.

(Kv. : Pienikuovi. — Lapp. : Giiskastak).

Ruger i stort antal paa alle torvmyrer og paa de

nøgne fjeldplateauer. Ankommer i første halvdel af mai;

i 1901 var den saaledes kommen "Z,. Eglægningen be.

gynder i første halvdel af juni ; første eg fandtes saaledes

at være lagt: 1900 '% og ^V., 1901 Vo, Ve og %V e g t og m a a 1 a f 7 k u 1 d eg (2 8 s t k r.) :

90 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

af græs. Det saa ud til, at redet var benyttet i flere aar.

Rundt omkring var blød hængerayr, saa redet var' yderst

vanskelig tilgjængeligt. Arten var tidligere ikke kjendt

som rugende nordenfor Namdalen.

De to eg havde en vegt af henholdsvis 17,75 og 17,85

gr., længden 93,3 og 97 mm., bredden af begge 59 mm.

I 1904 blev fuglen bemærket ved Tsjoalmejavre ^Vi-

Fam. Anatldæ.

105. Anser segetum Gmel.

(Kv. : Isohanhi. — Lapp. : Cuonje).

Meget almindelig i Sydvaranger, hvor den ruger i de

indre dalfører, dog undertiden ogsaa nær fjordbundene.

Vaartrækket er observeret: 1892 i'V^, 1893 ^»/i, 1894

»7^, 1897 7^, 1900 '74, 1901 V4 — det største træk indtraf

dog først efter 7^ —, 1902 '7^ (i Tsjoalmejavre), »V^ (i Kors-

fjord), 1903 74. Høsttrækket er seet : 1887 ^79, 1893 7io-

Den ruger paa myrene og fjeldplateauerne ved elve

og vande. I 1902 fandt jeg paa en stor myr i Neiden

dens rede ^'/o ; det indeholdt 4 friske eg, laa aabent

paa marken i nærheden af en liden bæk og bestod blot

af fuglens dun, blandet med en mængde visne blade,

smaakviste, lav o. s. v.

Eggenes antal er undertiden blot 4, men oftest 6,

sjelden 7.

Vegt og m aal af 6 kuld (30) eg:

A. B. Wessd. Ornitholodske meddelelser. yl

1Ö6. Anser anser.

(Kv. : Merihanlii).

Forekommer undertiden om vaaren paa gjennemtræk,

og kjendes af beboerne ved Tsjoalmejavre som en fra den

foregaaende forskjellig art.

(Kv.

107. Anser erythropus L.

Pieni kiljuhanhi. — Lapp. : UccaSuodnjagas).

Sees og fældes undertiden i ikke ringe antal om vaa-

ren. I 1892 saa jeg den i store flokke i øvre Jakobselv

'% og i 1895 saa jeg ^'/s exemplarer skudte i Næsseby.

I 1902 bemærkedes flere explr. paa den store myr ved

Bugøfjord ^Vs^ og *% fandt L. paa Samettivaara i Pasvig-

dalen dens rede, indelioldende 6 friske eg. Der var ingen

dun i redet.

V e g t og m a a 1 a f 1 k u 1 d eg:

92 Tromsø Museums Aarshefter 27. - 1904.

^Va- Den holder sig om høsteu i elvene og våndene, saa-

længe de er isfri.

Et kuld fra Kolalialvøen paa 5 eg havde følgende

vegt og m aal :

Vegt gr.

A. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser.

Vegt Og Maal af 3 kuld (22) eg;

m

Ü4 Tromsø Museums Åarshefter 2t. — 1904;

113. Anas penelope L.

(Kv. : Haapana).

Meget almindelig. I 1893 saaes den første gang ^Vs

og i det tidlige aar 1897 Vs- Eglægningeu foregaar fra

første halvdel eller midten af juni. I 1895 var saaledes i

et rede første eg lagt ^Vei i 1902 'V« og "/e- Eggenes an-

tal almindelig 9.

Vegt og m aal af 4 kiild eg (31 stk r.) :

A. B. Wessel. — Ornitliologiske meddelelser. ü5

115. Fuligula marila L.

(Kv. : Iso sortti).

Fiudes i Piisvigdalen, antagelig ruger den der.

116. Oidemia fusca L.

(Kv. : Korri).

Meget almindelig. I 1894 saaes den første gang ^"/a

i Jarfjord, i 1897 'Vs i Neiden. Ruger ved fjeldvandeue.

I to kuld fra Hanøerne var i 1903 første eg lagt henliolds-

vis ^75 og ^75.

v e g t og Ul a a 1 a f 2 kuld eg (25 stk r.). :

96 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

118. Clangula glaucion L.

(Kv. : Sotka. — Lapp. : Coadge).

Ruger i betydelig mængde især i Pasvigdalen. Han-

ucrne sees vaar og høst i stor mængde i de indre fjorde.

I øvre Jakobselv saaes den ^Vs 1892.

Maal og ve gt af 3 ku Id eg (2 8 stk r.):

Å. È. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 97

diiueu som en krans omkring sig. Eggenes tintai er 9,

undertiden blot 8. Den største del af dunen kommer i re-

det, naar de sidste eg lægges. Blandt eggene tindes un-

dertiden dvergeg. Hækker i mindre antal i Enare.

98 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

det sidste eg er lagt, kommer den meste dun i redet; iøi

er der blot ganske lidet. Eggenes antal almindelig 5.

Vegt og m a al a f 1 ku Id eg:

Å. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 9ft

\

loo Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

der i mai; i et kuld, taget i 1901, var Iste eg lagt Vs-

Blaudt de 3—4 eg forekommer nu og da dvergeg. Arteu

viser sig undertiden ogsaa i Enare (N o r d 1 i n g) og er af

Sch. & K. i 1904 seet i øvre Pasvigdal ca. 8 mil fra

kysten.

Vegtogmaalaf2kuldeg:

Kuld.

Vegt gr.

S

Længfde mm.

S

Bredde mm.

Skogerøen 4 1^94. 4 eg

Renøsund Vs 1901, 4 fr. -

(),4U

6,13

0,56

6,85

6,17

5,80

67

62,5

68

63

65

62

41,9

39

43

39

40,5

39

127. Phalacrocorax graculus L.

(Lapp. : Raigge-skarffa).

Ikke saa talrig som foregaaende.

Vegt og Maal a f 3 kuld eg:

A. B. Wessel. Ornithologiske meddelelser. Ull

Af saadanue kan iiævnes følgende: Et i Korsfjord nær

Garanesbugt, ganske lidet, med kanske ca. 100 individer;

2 paa udsiden af Skogerø ved »Ovnene«, hvoraf det ene

er ganske stort og vel besat, tæller antagelig et par tu-

sinde individer. I den indre del af Bugøfjord findes 2 og

i den ydre 1, sidstnævnte ganske faatalligt. Naar silden

støder under land i de indre fjorde om høsten, indfiuder

denne art sig her i stort autal og forbliver der inde, til

fjorden begynder at islægges. Midt paa vinteren sees blot

faa exemplarer yderst i havbrynet. Paa fuglefjeldene ind-

finder den sig i marts maaned, og i slutningen af denne

maaned er disse fuldt besatte. De to — tre eg lægges i

sidste halvdel af mai. Arten er observeret midtvinters i

Enare, sandsynligvis fordreven did af vinden (N o r d 1.).

Vegt og m aal af 4 ku Id eg (10 stk r.)

102 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

Paa Hanøerne, 3 mil fra Jakobselv i det aabne hav, fandt

jeg den i 1896 bosat i betydelig mængde. Deu havde her

mest sit rede paa toppen af de næsten mandshøie pyra-

mideformede græstuer, hvoraf der lindes saa mange paa

disse øer. Eglægningen var begyndt "*'l^. Inde i landet

ruger den ofte paa de store torvmyre, hvor Numenius

pkoeopus og Limosa lapponica har tilhold. I slutningen af

mai er gjerne rederne fuldlagte, men man kan ogsaa langt

ud i juni finde friske kuld ; disse er da antagelig omlagte,

idet første kuld er bleven forstyrret.

Vegt og maa

A. B. Wessel. — Ornitholog-iske meddelelser, 103

slutningen af marts eller begyndelsen af april. Paa et

større fuglefjeld ved indløbet til Langfjord, hvor hovedsa-

gelig denne art ruger, saaledes 1901 "Vst 1902 */*• Den

bygger sit rede dels paa flad mark paa fjeldet og hol-

merne, dels i bratte klippevægge, (fuglefjeld), altid kolo-

nivis. Men den holder sig ikke udelukkende til havet,

ogsaa langt inde i landet f. ex. ved Tsjoalmejavre og

enduu længere op ruger den. Den er endog paatruffet i

Enare. I tidlige aar begynder eglægningen allerede i april,

men i almindelighed først i mai maaned, 1887 saaledes

^7.5, 1901 ^"/s ; nien da den lægger om igjen 1 à 2 gange,

naar eggene der er meget søgte som fødemiddel, fratages

den, kan man finde friske kuld baade i slutningen af

mai og ud i juni maaned. Redematerialerne bestaar af

kviste af Empetrum, mose og tørt græs blandet med en»

kelte store fjær af iar?<s-arter. Foruden den normale farv-

ning af eggene, forekommer ikke sjelden helt blaa eller

blaa med faa sorte flekker i reder sammen med eg

af normal farve, Udelukkende blaa eg i et kuld har jeg

ikke truffet paa. Den rødflekkede varietet har jeg heller

ikke fundet i Sydvaranger. Dvergeg forekommer ikke

sjelden.

V e g t g m a a 1 a f 7 k u 1 d e g :

lu4 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

132. Larus marlnus L.

(Lapp. : Gairro).

Næsten ligesaa talrig som foregaaende. Den synes at

forsvinde fra vore fjorde om vinteren. Ruger paa flad

mark paa fjeldplateauerne og holmerne. Midt i mai maa-

ned har den gjerne fuldlagte kuld ; men eglægningen kan

ogsaa begynde i den første uge af denne maaned, og om-lagte kuld kan træffes til midten af juni. Paa det øverste

fjeldplateau af Kjelmøen ruger en mindre koloni af denne

art. Rederne ligger temmelig spredt, ganske aabeiit paa

marken. De er ca. 0,5 m. i udvendig tvermaal, 30 ctm. i

indv. og bestaar af et mer eller mindre tykt lag af løst

sammenhobede kviste af lyng, krækling og tørt græs blan-

det med en del store fjær af fuglene. 16de—18de mai

1901 var kuldene fuldlagte her. Eg med blaa grundfarve

og enten uden pletter eller med ganske faa saadanne fin-

dès ikke sjelden. Oftest bestaar da hele kuldet af blaa eg.

Den rødflekkede varietet har jeg derimod ikke kommetover her. Første eg er fundet at være lagt: 1887 ^Vs»

1895 ^7», 1898 "/„ 1901 ^Vs og V«, 1896 «/s, 1903 'V,,

1904 »7,,.

Naar eggene borttages, lægger fuglen 2, undertiden

3 gauge om igjen, men da færre eg i hvert kuld. Paa en

holme i Sylferbugt rugede saaledes i 1904 et par, som

havde blaa eg. ^75 toges fra dette rede 3 eg, ^76 2 eg,

Vß 2 eg og endelig »7« 1 eg.

Vegt og m aal af 10 kuld eg (30 stkr.). :

A. È. Wessel — Ornitholog'iske meddelelser.

133. Larus glaucus L.

105

Forekommer i de ydre fjorde af Sydvarauger blot

om vinteren ; den vides ialfald ikke at have hækket her.

Derimod hækker den længer øst, paa Murmankysten

(G e b e 1). Fra Jeritik har jeg saaledes et kiild taget ^-/s

1900.

Vegt og maal af 3 kuld (7 stk.):

106 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

nes i havets niveau, saaledes paa den store sandbanke

ved Neidenelvens udløb, som det synes altid i nærheden

iif de rugende kolonier af Sterna macrura og Larus canus.

"Eggene, som lægges aabent paa den flade mark eller paa

en torvbanke uden noget løst underlag, er et eller to, hyp-

pigst to. Friske kuld har jeg erholdt : 1887 ^% 1895 27^,

1896 -7^, 1900 1%, »7e> ""/e. 1901 ^V^, i det sene aar 1899

først ^'Vö- Den sortbugede og hvidbugede form har jeg

seet sammen om at danne et par. Sidstnævnte er den

hyppigste her. Fuglen sees i vore fjorde til ud i oktober

maaned ; "/lo 1902 var den saaledes talrig i Jarfjord, hvor

et større sildeindsig netop havde fundet sted. Foruden

den sedvanlige farve forekommer undertiden en rødflekket

varietet, af hvilken jeg har erholdt et kuld fra Ropelv.

Arten forekommer ikke i Enare.

Vegt og m aal af 9 kuld (17) eg:

Kuld.

Veg< gr. Længde mm. Bredde mm.

Kjelmø 25/g 1899, 2 fr. eg

Skogerø '% 1900, 2 - -

Do. >Vc 190U, 2 - -

Høbugt 'Vo 1900, 2 - -

Skogero -Vo,

Ropelv 1902,

Skogerø U 19U3.

Do. /« 1903,

Do. /e 1903,

1 rug. -

2 røde -

o .

, .2 -

2 -

2,94

2,67

3,21

2,71

2,75

2,80

2,73

3

2,95

3,03

2,73

3,42

2,72

2,75

2.82

2,88

3,10

2,96

2,85

2,62

3

2,70

2,75

2,78

2,57

2,91

2,94

60

56

55,8

55

57,5

58,8

56,3

60,3

61,8

61,5

57

57

55,5

57,5

59

56,5

61

G2,2

58,5

55

54,5

54,5

57,5

58,5

56

59,5

61,5

43,5

40

40,5

39,8

37,5

38,8

41

39,5

40,6

43,5

40

41

40

37,5

39

42

39,5

41

43,5

40

40

39,5

37,5

88,5

40

39,5

40,2

136. Legtris parasitica L. (Buffoni, Boie).

Parvis hist og her sammen med foregaaende og paa

paa de samme lokaliteter, dog har Jeg aldrig fundet åen

A. ß. "Wessel. — Ornitholog-iske meddelelser. 107

rugende i havets niveau, ofte noget længere fra kysten.

I lemænaar (som i 1903) forekommer den næsten lige saa

talrig som Lest?', crepidata. I sin opførsel ved rugepladsen

ligner den meget foregaaende. Rugetiden indtræffer til

samme tid, men eggenes antal er maaske her hyppigere

blot et.

En dununge fandtes i begyndelsen af juli 1887 paa

en fjeldmyr ved Kirkenes. Den var overalt beklædt med

chokoladebrune dun. Eggene hgner meget foregaaendes,

men udmærker sig i ahnindelighed ved større glans. De

er i almindelighed adskillig mindre, men kan dog naa

samme størrelse som et middels stort af Leser, crepidata;

men i saa fald vil vegten vise sig at være ringere. De

gjør mest indtryk af at være slankere, smalere i forhold

til længden ; men der forekommer ogsaa en kort og mere

huget form (se no. 1 og 6 af de nedenfor opførte kuld).

Opførsel paa Rugepladsen.

Den ruger paa torvmyrene paa fjeldplateauet, og til

redeplads vælger den helst toppen af en eller anden torv-

bauke. Der er intet løst underlag for eggene. Den ikke

rugende fugl holder vagt og kommer imod en paa lang

afstand. Gaar man saa i den angivne retning, kommerogsaa snart den anden flyvende imod en med stærke skrig.

Lægger man sig stille ned, gjør rugefuglen efter en tid

en runde, idet den svæver lydløst omkring; holder mansig fremdeles rolig, varer det ikke længe, før begge tier

stille, og den ene gaar paa redet. Er eggene sterkt ru-

gede, og man ikke er langt fra redet, vedbliver rugefug-

len med sit skrig, endog en stund efter at den har lagt

sig paa eggene. Friske kuld er fundne : 1899 7., 1900 ^^'^,

1903 >7«, Vo og '%.

108 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

Vegt og m aal af 10 kuld eg (19 stk r.):

Å. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. 100

Buudfarven paa disse eg, der er indsaiiilede af Sch.

& K., og hvis maal og vegt er meddelt mig af hr. fabrik-

bestyrer T h o ra e, er brun, gulbrun, graabrun eller oliveii-

grøn.

138. Sterna macrura Nauni.

(Kv. : Tirro. — Lapp. : Cærrek).

Overordentlig talrig langs hele kysten, hvor den ru-

ger i større og mindre kolonier dels paa flade lyng- eller

græsbevoksede nes, dels paa den nøgne sandstrand, dels

endelig ved ferskvand i nærheden af kysten, paa fjeldmy-

rene og paa holmer i smaavande. Men den findes ogsaa

i adskillig mængde langt inde i landet, 4 mil og mer fra

fjordbundene, f. ex. ved Tsjoalmejavre og de søndenfor

liggende vande af Pasvigvasdraget. I de rugende kolonier

træffer man ofte samtidig Larus canus, Tr. teynminckn,

Lestr. crepidata, Strepsilas interpres og Çharadrius Mati-

cula. Den er en ud})ræget trækfugl, som først indtræfCer

temmelig sent, — slutningen af mai og begyndelsen af

juni — og forlader os igjen i midten af september. De

første explr. er observeret: 1893 7«, 1894 Vg, 1896 -%,

1898 ^Vs, 1899 «7^, 1900 ^7.5, 1901 ^75, 1902 %. Eglæg-

ningen foregaar tidligere eller senere i juni maaned, af-

liængig dels af vaarens tidligere eller senere indtræden,

dels af om rugepladsen ligger længere ude ved havkysten

eller længere inde i landet; tlii i sidste tilfælde blir den

meget senere snebar og skikket til opholdssted for de ru-

gende fugle. Første kuld har jeg modtaget: 1896 **/^,

1898 V-'% 1900 a-"/,.Rederne lægges enten i det løse sand ved elvebred-

den og bestaar da blot af en udhuling heri, paa den

tørre lyngmark ovenfor stranden, paa en torvbanke i

en myr eller mellem buskene paa en skogklædt holme. I

iiô Tromsø Museuins Aarshefter 27. 1Ö04.

disse sidste tilfælde har eggene til underlag nogle visne

stråa, pinder, lav og enkelte fjær. Undertiden findes 4 eg

i et rede, men det er da oftest tydelig af et egs udseende

og vegt, at det tilhører en fremmed hun. Dvergeg fore--

kommer af og til. Eggenes antal er hyppigere 2 end 3.

Vegt og maal af 10 ku Id (23) eg:

Kuld.

Vegt gr. Længde mm.

^

Bredde mm.

S

Kjelmø 21/6 1899, 2 fr. eg

Do. Vt 1899, 2 - -

Do. 20/^ 1899, 3 - -

Neiden 23/^ 1900, 2 - -

Bøgfjord U 1900, 3 - -

Skogerønes '^^U <><>, 2 - -

Do. 2i/^ 1900^ 3 . .

Do.

Bøgfjord 22/6 1900, 2

Do. 25

2'/,; 1900, 2

2/6 1900, 2

'Ve 1900, 2

1,005

1,14

1,14

0,945

1,03

0,85

0,95

1,08

0,92

1,06

1,01

1,21

1 99

0,98

1,09

0,88

0,97

1,11

1,07

1,08

1

1,07

1

0,91

0,93

0,82

0,92

1,05

0,77

1,03

39,5

43,2

41

41

39,8

38,3

40,3

41,5

40

40

44

42

41

40

38,5

41,5

42

40,5

41.8 43

39

42,5

40,5

41

39,5

38

39,5

41

39,5

40,5

29

28,5

29,8

30

30,5

,28

29,2

29

28,3

29

30

28,5

30

30

31

28

30

29,5

28,5

29,5

28

28,5

29,5

'30

30^

28 :

28,5,

28,5'

28"'

28,5~

139. Sterna fluviatilis Naum.

Blandt kolonierne af St. macrura kan undertiden og-

saa forekomme et og andet par af St. fluviatilis. Et kuld

eg, tilhørende denne art, blev fuudet af Liliestiernapaa en holme i Bøgfjorden ^V« 1899. Den rugende fugl

blev fældet til konstatering af arten.

Eggene der var 3 havde følgende dimensiouer: Vegt

0,95—1,17 gr., læugde 40—43,5 mm., bredde 29—30,5 mm.

Fam. Proccllaridæ.

140. Fulmarus glacialis L.

Nærmer sig undertiden vore kyster. Vo 1898 blev

saaledes et explr. iagttaget ved Jakobselv (L.).. ;, -

Å. B. Wessel. — OrnithoJogiske meddelelser. 111

Fam. Colymbidæ.

141. Colymbus glacialis L.

1 explr., skudt langt tilhavs af hvalfangere, saaes i

mai 1896 hos fabrikbestyrer Bull, Jarfjord. Selv har jeg

iagttaget den ved Hanøerne ^^/g 1896 og Liliestierna

ved Kjelmø i marts 1898.

142. Colymbus arcticus L.

(Kv. : Tohtaja. — Lapp. : Dovta).

Meget almindehg. Kommer hid almindelig først i

mai, saaes saaledes 1893 ^U, 1897 ^U, 1899 først -Vs- Den

ruger ved fjeldvandene, helst paa sraaa holmer i sannne

og et stykke fra kysten eller fjordbundene. De to eg læg-

ges paa den nøgne mark lige ved vandkanten i en lav

fordybning, til hvilken en rendeformig vei som mærke ef-

ter fuglens gang ofte kan sees at føre op. Undertiden har

den skrabet sammen en del løse stilke af vandplanter om-

kring eggene, men i de fleste tilfælde er der mtet spor til

rede. Nærmer man sig den rugende fugl, lader den sig

lydløst glide ned i våndet og dukker. Eglægningen be-

gynder almindelig midt i juni, i sene aar først i juli.

Friske kuld er saaledes fundne : 1895 '«/„ 1896 »Ve, 1901

*7ü) 1902 Vt- Rugepladsen synes at benyttes af samme

par aar efter aar. Dvergeg sees undertiden, ligesom der

ikke sjelden er stor forskjel paa de to egs størrelser; me-

dens et er ualmindehg langt og smalt, er det andet meget

kort og bredt (se f. ex. no. 4 af nedenstaaende kuld, der

fandtes paa samme plads som no. 6, der ogsaa viser ad-

skillig forskjel).

ih Tromse Museums Aarshefter 27. — 1904.

Vegt og m aal a f 6 ku Id eg (12 stkr.). :

À. B. Wessel. — Ornithologiske meddelelser. IIB

Farn. Alcidæ.

144. Uria troile L.

Talrig baade vinter og sommer. Var. brün^ic^à or

ikke observeret om sommeren, men er om vinteren kan-

ske talrigere end hovedformen. Ruger i fugiefjeldenc paa

udsiden af Skogerøen, og eglægningen foregaar i de første

dage af juni, 1896 var saaledes 1 eg lagt Vs-

Vegt og m aal af 11 eg:

Vegt. Længde. Bredde.

Ilornøen 15,75 gr. Dl mm. 54 mm.

Do 15,09 - 91 > 53 >

Do 15 - 86 » 49 »

Do 16,80 - 89 » 51 »

Do 13,85 - 85 > 50 »

Do 13,82 - 78 » 49 »

Do 13,20 - 83 » 50 »

Skogerø 7, 1896 11,95 - 82,5 » 50 »

Hornøen 15,14 - 88 » 53 »

Do 15,15 - 83,5 » 53 »

Do 14,05 - 80 » 50 »

Til sammenligning hidsættes uiaal ug vegt af 4 var.

brunnichi fra Nov. S e m 1 j a.

Vegt 12,45 gr. Længde 80 mm. Bredde 50 mm.

» 10,70 - — 77,5 * — 48,5 »

» 11,46 - __ 74 ;, _ 49 »

» 11,47 - — 73 » — 47 »

145. Uria grylle L.

(Lapp. : Ciclkes).

Talrig baade sommer og vinter. Ruger i stenurcno

ved havkanten, og eglægningen foregaar i midten eller

114 Tromsø Museums Aarshefter '27. — 1904.

slutuiDgen af juui. Friske kiild : 1898 "/„ 1900 ^V«»

1902 ^Ve.

V e g t og 111 iui 1 a f 6 k u 1 d eg (12 s t k r.) ;

Længde.

ÜB Tromso Muyoums Aarshcitcr '11. — lÜ04.

Resume og slutningsbemærkninger.

AiiUillot af de i Sydvaraugcr iagttague fuglearter iid-

gjor altsaa 148'-'), hvilket er 53,2 7o '*^^ ^^^e indea Norges

græuser observerede arter, naar disse sættes til 278"''*); end

gunstigere stiller forholdet sig, naar der blot tåges hensyn

til de rugende arter. Disse udgjør for hele Norge 201;

for SydVaranger 121, altsaa 60,2 7o-

De her ikke rugende arter, som dog hører til Syd-

varanger fauna, kan deles i: a. a ar lige bes øge re, hvor-

til jeg regner følgende : Hirundo rustica, Tringa striata,

Eniconetta stellen, Somateria spectabilis, Larus glaucus,

Mergulus alle, Mormon arcticus, og b. tilf ældige gjæ-

s t e r, hvortil regnes : lurdus merula, Luscinia tithys,

Regulus regulus, Parets ater, Pyrrhula pyrrhula, Garrulus

glandarius, Corvus frugilegus, Cypselus apus, Buho bubo,

Circus cyaneus, Vanellus vanellus, Charadrius kclveticus,

Numenius arquatus, Anser anser, Branta bernicla, Lestris

pomarina, Larus éburneus, Fulmarus glacialis, Colymbus

glacialis og Colimiba oenas ; a og b tilsannnen 27 arter.

Af de som rugende opførte 121 arter, er der for 100's

vedkommende sikkert konstateret, at de ruger her, ved

*) I ISGl satte Chr. Sommerfol t antallet for hele Ostfinmar-

ken til 140.

**) Usikre arter som Falvu rusticolus, Falco islandus og Co-

lijmbus adamsi ikke medregnede.

A. B. Wessel. — Ornithologiske uioddelelser. Ill

fuD<l af eg eller unger i spæd alder; de resterende 21 maa

man after forekomsten antage høist sandsynlig ruger her,

iallefald i enkelte aar. Baade af de sikre og de sandsynlige

rugefugle maa man dog antage, at flere ikke forekommer

her hvert aar f. eks. Saxicola ruhetra, Sylvia salicaria,

Çalamoherpe schoenohænus, Emheriza citrinella, Emh. hor-

tnlana, Passer 7nontanus, Fringilla coelebs, Alauda arven-

sis, Dryocopus martius, Tringa minuta, Sterna ßuviatilis.

De klimatiske forhold er i Sydvaranger underkastet saa

store forandringer fra aar til aar, at dette maa øve ind-

flydelse paa antallet af de i hver rugeperiode tilstedevæ-

rende arter.

Til stationære og delvis stationære fugle regner jeg

følgende 33 arter :

Ginclus cinclus ('^),

Parus horealis,

— rinctus,

— major,

Pinicola enucleator (?)

Acanthis linaria,

Garrulus infaustus,

Pica pica,

Corvus comix,

— corax,

Ampelis garrulus,

Picoides tridactylus,

Picus minor,

Strix tengmahni,

— lajyponica,

Athene nyctea,

Falco gyrfalco,

Astur palumharius,

Aquila chrysaetos,

Haliaëtos alhicilla,

Lagopus mutus,

— albus,

Tetrao urogallus.

Tetrastes honasia,

Harelda glacialis,

Somateria molissiyna,

Phalacrocorax carbo,

liissa tridactyla,

Larus argentatus,

Uria troile,

— grylte,

Alca torda.

Surnia funerea,

En lignende oversigt som nærværende, nemlig over

et enkelt Finmarks-distrikts fuglearter, foreligger i A. Ha-

gemanns skrift »Bemærkninger om do i Alten fore-

118 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

kommende vertebrater« (Tromsø museums aarsh. for 1897*).

Herved er der givet anledning til at gjøre en sammenlig-

ning i ornithologisk henseende mellem Alten og Sydvar-

anger, der udgjør henholdsvis det vestligste og østligste

distrikt i Finmarken. Medens Alten ligger mellem den

23de og 24de længdegrad øst for Greenwich, ligger Syd-

varanger mellem den 29de og 31te, men begge distrikter

ligger omtrent paa samme nordlige bredde, dog saaledes

at, medens i Sydvaranger blot en del af den yderste kyst-

strækning (den vestligste) naar op mod den 70de bredde"

grad, gaar sidstnævnte i Alten gjennem den inderste fjord-

bund, og medens sydspidsen af Sydvaranger naar den

69de breddegrad, gaar det egentlige Alten ikke saa langt

mod syd. Altendistriktet ligger altsaa i det hele omtrent

en halv breddegrad nordligere. I størrelse er begge di-

strikter hinanden jevnbyrdige, Sydvaranger ca. 5000 Qkm., Alten med Talvik ca. 4600 km. Hvad tempera-

tur- og vegetationsforhold angaar, saa ligner begge distrik-

ter hinanden forsaavidt, at begge har store strækninger

furuskog og tildels et udpræget iudlandsklimat. Men paa

grund af den østligere beliggenhed med aabne fjorde mod

nord til en havarm (Varangerfjorden), der ikke direkte

paavirkes af Golfstrømmens varmere vand, er dog klimatet

langt barskere i Sydvaranger end i Alten. I 1890 f. eks.

var middeltemperaturen for Elvenes i Sydvaranger -|- 0,7"

C., medens den for Alten var -{- 2,V\ Kornet modnes

temmelig aarvist i Alten, medens det i Sydvaranger blot

i den allersydligste del modnes i gunstige aar. Nedbør-

mængden er større i sidstnævnte distrikt end i førstnævnte,

*) Suppleret med opljsninjer i Collets ,.Mindre Meddelelser

etc." Følgende arter er der ndtrykkelig- angivne som fundne i Alten,

men er dog ikke optagne i Hagemanns fortegnelse: Saxic. riibctra,

Sl/h. saUcaria, Muscicapa ficediila, Vanellns ranellus, Trincja trm-

mineki.

A. B. Wessel. — Ornitholog-iske meddelelser. 11!»

for nævnte aar saaledes 399 mm. mod 292. De kolde

fugtige havvinde gjør sig paa grund af den store kyst-

strækniug mere gjældende i Sydvaranger end i det mere

indelukkede Alten-dalføre.

Naar, som det vil vise sig af sammenligningen, alli-

gevel de i Sydvaranger observerede fugles antal overgaar

Altens med hele 35 arter, kan det komme deraf, at na-

turforholdene i Sydvaranger dog er mere afvekslende og

mangeartede med sine mange selvstændige smaafjorde og

dale, med sine store myrstrækninger og de talrige vande

og elveløb, hvorimod Alten danner et enkelt, mere afslut-

tet dalføre med tilhørende fjord. Dette er ogsaa ved store

fjeldstrækninger afstængt fra tilgrænsende egne, hvorved

indvaudring af nye arter vanskeliggjøres. Sydvaranger

derimod ligger aabent og fladt imod syd og øst, saa ind-

vandringen ingen hindring møder. Men den vigtigste

grund til, at Sydvaranger kan opvise flere arter af fugle,

turde dog maaske blot være den, at det i større grad har

været gjenstand for undersøgelser.

Et andet landomraade, beliggende omtrent paa samme

nordlige breddegrad, men endnu østligere end Sydvaranger,

er der ogsaa givet anledning til at sammenligne med. Hr.

H. G o e b e 1, der i en række af aar har været bosiddende

ved Kolafjorden, har i et lidet skrift »Zur Ornis Lapp-

lands« (Travaux d. 1. Soc. Imp. d. Natural, de St. Peters-

bourg T. XXXIII, fase. 2) givet en oversigt over do i

russisk Lapland iagttagne fuglearter. Da han tabellarisk

har sammenstillet de observationer, som er gjorte i hver

enkelt del af denne store halvø, har det været muligt til

sannnenligning med Sydvaranger at udvælge de dele, som

i nordlig beliggenhed og naturforhold nærmest svarer til

samme, nemlig følgende G, som forfatteren benævner: 1.

Vostmurmankysten, 2. Den oceane del af Kolafjorden, 3.

Den kontinentale del aP samme, 4. Kolaflodbasinet, 5.

120 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 19U4.

Omegnen af Kola og Kola—Tiilomadeltaet samt 6. Tulo-

mabassinet. Alle disse dele sammenfatter jeg under nav-

net »Koladistriktet«, der i vest-østlig retning strækker sig

fra Grænse-Jakobselv paa omtrent Sl*^ østl. længde til

øen Kildin øst for Kolafjordens raunding paa 34*^ østl. 1.

og i nord-sydlig retning fra Ishavets kyst til byen Kola

og de to søndenfor samme i fjorden udmiindende dale,

Kolaelvens og Tulomaelvens. Den naturlige beskaffenhed

af dette omraade er som en gjentagelse af Sydvarangers,

talrige smaa fjorde, aabne mod Nordishavet og mod syd

gaaende over i frodige med furu og bjerk bevoksede dale.

Forskjellen bestaar væsentlig i et noget koldere klimat

paa grund af den østligere beliggenhed samt i at dette di-

strikt er adskillig større end Sydvarauger. Desuden har

det foruden furu og bjerk ogsaa sammenhængende gran-

skog. Det ligger ogsaa noget sydligere ; byen Kola er be-

liggende straks søndenfor den 69de breddegrad.

Det vil af sammenligningen fremgaa, at Koladisriktet

i henseende til antallet af fuglearter stemmer mere over-

ens med Sydvarauger end dette med Alten.

Endelig har man ved hr. E. N o r d 1 i n g s arbeide

»FAgelfaunaen i Enare socken« leilighed til en sammen-

ligning med dette umiddelbart til Sydvarauger i syd og

vest græusende distrikt, der har et fuldstændigt indlands-

klima og er et stort lavland, gjennemsat af en del lave

aaser og opfyldt af talrige indsjøer, blandt hvilke den

store Enaresjø spiller havets rolle.

Store furu- og bjerkeskoge dækker landet, hvor dette

ikke er optaget af myr. Fuglefaunaen her er forholdsvis

fattig, men har dog at opvise et par arter, som endnu

ikke er paatrufne i Sydvarauger.

A. B. W(î3sol. — Ornitbolog-iske ineddelelser. IJI

Sammenligning nnellem antallet af fuglearter

inden de naturlige familier i Alten, Sydvaranger

og Koladistriktet samt Enare.

Fam.

Antal arter i

Alten.Sydvar- Koladi-

anger. ; striktet.Enare.

Turdidæ

Regulidæ

Sylvidæ

Paridæ

Hirundinidce . . . ,

Motacillidce

Fringillidce . . . . ,

Corvidæ ,

Ampelidæ ....Alaudidæ

Picidæ

Cuculidæ

Cypselidæ ....Strigidæ

Falconidæ ....Oolumhidce ....Gallinæ

Charadriidæ ....Scoloparidæ ....Totanidæ

Gruidæ

Ånatidæ

Mergidce

Plialacrororacidce . .

LaridæProcellaridæ . . .

Podicipidæ ....Colymbidæ ....Alcidce

Sum

9

5

3

2

4

10

5

1

1

3

1

6

7

1

4

5

I

n1

14

2

2

8

1

3

3

113

11

1

8

4

2

6

11

7

1

2

4

1

1

G

10

1

4

7

2

14

1

18

3

2

12

1

3

5

148

5

3

3

(j

11

G

1

2

3

1

1

5

9

b

7

2

17

19

3

2

12

1

1

3

5

141

4

3

3

5

10

G

1

1

4

1

1

5

8

fj

3

2

12

1

15

3

1

7

2

ni

122 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904.

-73

-1-3

^

TS

03

©Ti

O

^

A. B. Wessel. — Ornithologriske meddelelser. 123

e e

§^ s s s

e S ?» '§e

»03

.:;^ •g ^ g^ ^ s J-'s

Or-^

-^ e > JU =^ -2 ®

XI 05 Oi-HfMCO'+ii-OO

S ?i ^ ?

;b -^ 00

1'24 Tromsø Museams Aarsbefter 27. — 1904.

Det fremgaar af denne sammenligning, at de arter,

som Koladistriktet har fremfor Sydvaranger, for størstede-

len er saadanne, som tilhører det østlig arktiske og det

høinordiske omraade, som Emberiza rusHca, Limicola pyg-

mæa, Çalidris arenaria, Tringa islandica, Pelidna suhar-

mata, Oygnus bewicM, Harelda histrionica, medens de,

Alten har, men som savnes i Sydvaranger, er melleni- og

nordenropæiske arter, hvis nordlige forposter er naaede

la^uger frem i vest end i øst.

Sydvaranger indtager en mellemstilhng; paa den ene

side har det fremfor Alten en del østlig arktiske arter el-

ler saadanne, om hvilke man antager, at de har et østHgt

træk f. eks. Phylloscoims horealis, Anthus cervinus, Tringa

minuta, Totanus fuscus, Eniconetta stelleri, Mergus albel-

lus; paa den anden side fremfor Koladistriktet en hel del

længer syd hjemmehørende arter f. eks. Falco tinnunculus,

Emberiza citrinella, Emb. liortulana, Muse. grisola, Muse

at?'icapilla, Saxicola rubetra, Sylvia salicaria, Çalamoherpe

schoenobænus, Parus major, Grus grus.

Da indvandringen vel stadig fortsættes, vil fuglefau-

naen i de tre nævnte distrikter ogsaa stadig skifte karak-

ter, og end mere vil nøiere undersøgelser af disse vidt-

strakte omraader forandre vor opfatning af den. Særlig

for Altens vedkommende synes mange arter at mangle i

fortegnelsen, blot fordi man tilfældigvis ikke er bleven

opmærksom paa dem eller har noteret dem derfra f. eks.

Anthus obscurus, Pinicola enudeator, Falco æsalon, Strep-

silas interpres. Men ogsaa i Sydvaranger kan man endnu

vente at gjøre mange interessante fund, da store dele af

distriktet endnu er lidet undersøgte ; særlig de mere østlig

hjemmehørende arter maa man vente leilighedsvis at

kunne tinde f. eks. Embr. rustica og pusilla, Carpodacus

erythrinus, Pelidna subarcuata (den ruger paa Vestmur-

mankysten) samt Loxia airvirostra, Hirundo riparia og

niaaske Sturnus vulgaris.

A. B. Wessel. — Ornichologiske meddelelser.

To.

1-25

Sammenligning med Enare viser Sydvarauger føl-

gende forhold :

Enare bar

l26 Tromsø Museums Aarshefter 27. — 1904,

Tillæg.

Iiicleværeude aar har atter bragt en forøgelse paa

hele 4 arter til Sydvaranger fuglefauna. Af disse er to

uye for Norges fauna idetheletaget og høist paafaldende

at træffe under saa nordlig breddegrad, medens de to

andre allerede tidligere er observerte langt mod nord, saa

det var rimeligt, de ogsaa engang vilde paatræffes her.

Alle er de skudte eller modtagne af herrerne S e h a a-

n i n g & Kore n.

1. Hirundo daurica, en sibirisk art, der ligner rustica,

men har mindre kløftet hale, smaaflekket underliv

og rustbruu overgump og kinder. Eu han blev skudt

ved Tsjoalmejavre '^Vs- Exemplaret er undersøgt og

bestemt af prof. Collett.

2. Melanocorypha calandra, en syd- og mellemeuropæisk

lærkeart. En hun blev skudt ^% ved Hestefos og

saaledes ligesom forrige paatruffen inden Pasvigel-

vens dalføre.

3. Sturnus vulgaris observeredes i flere explr. ^7^ ogsaa

i øvre Pasvigdal. ^V.^ blev et explr. skudt ved Tsjoal-

mejavre og et ved Langfjordvaud og bragt hr. Lil-

1 i e s t i e r n a. Tidligere observeret indtil Alten, skal

en enkelt gang (1881) endog være funden rugende

paa Vardø. (Collett: Mindre Meddelelser III).

4. Fïdica atra. Eu hun blev skudt •'"/s ved Renøen i

Bøkfjorden, 1 mil ude i fjorden. Det er ikke første

gang, at denne fugl enkeltvis er paatruffet saa høit

mod nord, idet (ifølge Collett) et explr. blev skudt

ved Vadsø '^/5 1875, ligesaa skal den være funden

ved Vardø høsten 1857.

Sydvaranger »'V, 1905.

A. B, Wessel.

Trjkt 30. acptbr. 1905.

Larus eburrxeusskudt i det indre af Sydvaranger.

Trykfeil.

Pag. 25, linje 3 ovenfra: 2 læs 3.

» 26, > 3 franeden: Satakillineu, læs Satakielinen.

> 26, » 3 » : Giellavælg^a, læs Giella-vælggo .

» 29, » 11 ovenfra: Guvikka-garhek, læs Guoikka-

garhek.

» 31, » 11 » : bredde 15 mm., læs bredde

12 ram.

» 43, > 5 » : (Torne), læs (Thome).

» 47, > 15 franeden: klippegrøfter, læs klippekløfter.

» 57, » 17 ovenfia: eller sparsomt, læs aller spar-

somst.

> 65, Tabellen for Falco peregrinus gaar ud og iste-

den tilføies :

V. 3,04—3,78 gr., L. 47,50-51,50 mm., B. 39

—40,50 mm.

» 68, linje 9 franeden : høie, læs tørre.

> 88, i tabellen staar: mgr., læs gr.

> 96, i midten : Hazza, læs Har|i|a.

> 97, - » : Buosnjun havdda, læsBursnjunhavdda.

» 104, i tabellen staar: Middel-længde 78, læs Mindste

længde 79.

» 104, i > sidste linje: 9 fr. eg, læs 3 fr. eg.