succes på borgen - 10 gode råd til den nye politiker

Succes på Borgen.indd 2 16/10/12 08.19

Bent Winther

Succes på Borgen

10 gode råd til den nye politiker


5

Forord

Kravene til politikere i dag er fundamentalt anderledes end

for bare et årti eller to siden. Hvis man vækkede Per Hæk-

kerup, Hilmar Baunsgaard og Anders Andersen til live igen

og satte dem til at regere landet, ville de ikke være i stand

til det.

Det er, hvad denne bog handler om: den nye politiker

anno 2012. Hvem er hun? Hvad er han eller hun et pro-

dukt af? Hvilke krav stiller den moderne måde at føre po-

litik på til de folkevalgte i begyndelsen af et nyt årtusinde?

Politik handler i dag langt mere om form end om indhold,

det har vælgerne for længst gennemskuet, og tilliden til

den iscenesatte politiker dykker. Samtidig har den nye po-

litiker et mildest talt anstrengt forhold til dem, der skal

formidle deres budskaber, medierne. For blot at nævne et

par af ud fordringerne.

De store forandringer i politikerens vilkår, rolle og profil

er drevet af en række parallelle udviklinger i historien. Me-

diernes øgede hastighed og produktion af nyheder døgnet

rundt samt den moderne kommunikationsteknologi, der

kræver hurtig politisk reaktion, er blot en del af forkla-

ringen. Den gradvise afvikling af partiernes betydning, en


6

globalisering, der har flyttet en stor del af magten væk fra

det hjemlige parlament, og en individualisering, der bety-

der, at vælgerne skifter parti i et stadig hurtigere tempo, er

andre vigtige faktorer.

Den moderne politiker er på mange måder mere fri og

mobil end hans eller hendes kolleger fra tidligere og har

langt større mulighed for at sprænge hierarkiet i sit parti

ved eksempelvis at blive et kendt ansigt og udvise talent

for at skabe debat og kommunikere med vælgerne gennem

de moderne medier. Men han er samtidig underlagt et nyt

regime, der er langt mere ufrit, fordi moderne politik i hø-

jere grad er kontrolleret, iscenesat, topstyret, emotionelt

orienteret og underlagt et ubønhørligt krav om at være

synlig hele tiden, reagere hurtigt og gøre en forskel her og

nu på en helt anden måde end tidligere.

Den nye politiker er både en lidt ynkelig figur – en

skuespiller, som ikke er noget uden sin koreograf, som

ufrivilligt tvinges frem på scenen hver dag og presses fra

alle sider, og en sand vinder, der har tiltvunget sig et over-

tag ved en enestående grad af iscenesættelse og ved at pak-

ke sig ind i et lag af spin og strategi, der er lige så tykt som

den rockwool, der isolerer et middelstort dansk parcelhus.

Kommunikationsrådgivere, strategisk tænkning og poli-

tisk markedsføring er blevet uundværlige redskaber for

den nye politiker. Hvordan man opfatter ham eller hende,

afhænger af forventningerne og øjnene, der ser, men først

og fremmest af, hvilket ideal man som vælger eller betrag-

ter sætter op for en folkevalgt politiker, et politisk parti,

en partileder og et moderne demokrati. Er politik blot en

vare, der markedsføres som alt mulig andet, og vinderen


7

den, der tager sig bedst ud? Performer bedst? Hvis man

accepterer præmissen om, at politik er et spil, en pr-krig

og ikke meget andet, bliver man i hvert fald ikke skuffet.

Men det har nogle konsekvenser.

Over de seneste årtier har politikerne støt og roligt mi-

stet troværdighed i befolkningen. Måling for måling går det

kun nedad. Et fænomen, man også kender i andre lande.

Ingen – eller de færreste – tror længere på, at politikerne

siger det, de mener; de skifter standpunkt og retter sig ind

efter, hvad der er opportunt i lige netop den strategiske

kontekst, de befinder sig i. Og medierne har måttet alliere

sig med oversættere og fortolkere – politiske kommenta-

torer og analytikere – for i det mindste at skabe en form

for mening og for at kunne trænge ind bag det tykke lag af

rockwool i sandhedens tjeneste.

Et stadigt mere belastet forhold mellem presse og poli-

tikere har fået lov at fortsætte og udvikle sig i en retning,

som ingen ved, hvor ender. Som i et våbenkapløb er me-

dierne blevet stadigt mere kritiske, i takt med at politiker-

ne er blevet mere og mere topstyrede og strategisk isce-

nesatte. Det moderne demokrati er i dag længere væk fra

klassiske demokratiske idealer om offentlighed og dialog

mellem vælgere og politikere end nogensinde.

Samtidig har forholdet mellem politikere og presse al-

drig været så ambivalent som nu – på den ene side præget

af en dyb, gensidig mistillid og på den anden af et vold-

somt afhængighedsforhold, der indimellem synes usundt

og konfliktfyldt. Den nye politiker er en død politiker, hvis

han eller hun ikke sørger for at være på, være synlig, være

i medierne, blive kendt. Og mangedoblingen af antallet af


8

medier – især de digitale – betyder et stigende behov for

flere og flere nyheder, hvilket igen betyder, at medierne

velvilligt tager imod og hjælper til med at opfylde politi-

kerens behov.

Politisk journalistik og politikernes kommunikation

med deres vælgere er på den ene side endt som en daglig

magtkamp mellem journalister og politikere, hvor flere og

flere ufine tricks tages i brug på begge sider. På den anden

side har politikernes behov for at være synlige i alle døg-

nets 24 timer og mediernes behov for en konstant strøm

af nyheder betydet, at halve og hele usandheder, manipu-

lationer og underlødige nyhedsartikler har lettere ved at

slippe igennem mediernes filter.

Samtidig er mediernes rolle som kampplads for forskel-

lige kommercielle og ideologiske interesser blevet langt

mere udtalt. Brydningerne mellem modparter af enhver art

er flyttet ud fra lukkede kommissioner og udvalg og ind i

medierne. Kampen om opmærksomheden er benhård, og

i det store mediebombardement skal der mere og mere til,

for at vælgerne, forbrugerne, borgerne hører bud skabet og

reagerer.

Spørgsmålet er, om vi som vælgere og som folkestyre

kan leve med konstruktionen “den nye politiker”. Kan po-

litikerne selv leve med den? Bryder den nye politiker sig

om billedet, når han eller hun kigger sig i spejlet?

I denne bog ser jeg på baggrunden for, hvorfor vi er endt,

hvor vi er, og hvad det betyder. Det sker på grundlag af

interviews med otte meget erfarne politikere, som sidder

i Folketinget for partier fra hele det politiske spektrum,


9

derudover samtaler med en række tidligere og nuværende

særlige rådgivere og kommentatorer. De fleste af de inter-

viewede er citeret i bogen, andre er brugt som baggrunds-

kilder.

Som flere af de medvirkende konstaterer, så er det po-

litikerne selv, der skal ændre på vilkår og spilleregler, hvis

de mener, at demokratiet er inde på et galt spor. Men di-

lemmaet er, at den nye professionelle, iscenesatte politiker

tilsyneladende har det fint, hans eller hendes rådgivere har

det fint, og medierne retter i vidt omfang ind efter det nye

system. Alle har skabt en personlig, oftest vellønnet karri-

erevej ved at deltage i det nye politiske teaterstykke.

Taberne – som flertallet af de interviewede anfører helt

uden tøven – er vælgerne, som bliver ført bag lyset og ma-

nipuleret med.

Da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001,

introducerede han en helt ny angelsaksisk inspireret og

langt mere professionel måde at drive og kommunikere

politik på. Designpolitik, kontraktpolitik, spin, kært barn

har mange navne. Men han etablerede også et nyt og mere

moderne forhold mellem politikere og presse. Han reage-

rede langt mere konsekvent end sin forgænger på den me-

diemæssige eksplosion, som i lang tid havde sat politiker-

ne under pres og drevet dem rundt i manegen.

Inden for samfundsvidenskaberne er der foretaget mas-

ser af undersøgelser og teoretisk baseret forskning i, hvor-

dan politik bliver til, hvordan den virker på vælgerne, og

hvad der får dem til at reagere, som de gør. Denne bog er et

forsøg på normativt at tage stilling til, om den retning for-

holdet mellem politikere, presse og vælgere har taget, også


er en god retning for folkestyret. Daværende statsminister

Lars Løkke Rasmussen sagde det sådan her i 2010:

“Vi står ved en skillevej, hvor alle de der vægte, man i

en årrække har vejet politik af på, som handler om per-

formance, spin, smartness, oneliners og sådan noget, det

står for fald. Til fordel for rigtige løsninger på rigtige pro-

blemer. Ikke smarte budskaber, ikke firfarvet design og

busreklamer.”

Løkke Rasmussen fik ret i, at den økonomiske krise stil-

lede nogle helt andre krav til politikerne, og at det værdi-

politiske paradigme, som havde hersket i dansk politik i

ti år, var ved vejs ende til fordel for andre mere kontante

problemer og traditionelle konflikter om den økonomiske

politik. Men krisen har næppe resulteret i mindre perfor-

mance, spin og smartness.

Den nye type af politiker, som forandringerne har skabt

– især efter 2001, evner både at skifte standpunkt og holde

fast i standpunkter og gentage de samme formuleringer i

en uendelighed. Og aldrig har der været ansat så mange

rådgivere til at skabe en forskel, som ofte kommer til at

virke syntetisk og konstrueret. Denne bog er en beskrivel-

se af den nye politiker på godt og ondt formuleret som ti

anbefalinger til ham eller hende, der ønsker at få succes i

den nye politiske virkelighed.


11

Første råd

Tilpas dig medierne– det er dem, der bestemmer, om du får succes

For den nye politiker handler det om hurtighed oghøj reaktionsevne, ekstrem synlighed – og følelser.Sådan er virkeligheden i – og kravene fra – demoderne medier. Tilpas dig tv-demokratiet, den24-timers nyhedsdækning og sociale medier, der registrerer og kommenterer alt hele tiden.Eller forsvind.

Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen

var rasende. “Vi er ikke længere støtteparti for den her re-

gering. Vi er i opposition,” sagde hun og lod øjnene lyne,

så ingen var i tvivl om, at der her stod en kvinde, som følte

sig trådt på, snydt og bedraget, ja, “pisset på,” som hun

selv formulerede det. Og en toppolitiker, der var klar til

at tage den fulde konsekvens af de “svinestreger”, der var

begået, måtte man forstå.

Det var fredag den 22. juni 2012, tv-kameraerne snur-

rede og sendte direkte billeder fra det højspændte hjørne

af Christiansborg, som udgør regeringens parlamentariske


12

grundlag. Og raseriet og de hårde ord virkede – seerne

og alle, der fulgte dette udbrud fra den ellers smilende og

humoristiske frontfigur i Enhedslisten, kunne fornemme,

at der var noget helt galt.

Indholdsmæssigt sagde Johanne Schmidt Nielsen ikke

så meget andet, end hun havde sagt hele tiden, nemlig at

Enhedslisten ikke kan garantere regeringens overlevelse,

og hun afviste som tidligere at formulere konkrete bud på,

hvad der skulle til, for at Enhedslisten ville stemme for

finansloven.

Nogle dage senere vendte en detroniseret SF’er – Özlem

Cekic – hjem fra et ophold i USA. Den samlede presse var

til stede i ankomsthallen i Københavns Lufthavn. Cekic

havde fået frataget alle sine ordførerposter, fordi hun næg-

tede at stemme for den skatteaftale, som regeringen netop

havde indgået med Venstre og Konservative. Selv om det

er almindelig Christiansborg-logik, at man ikke kan stem-

me imod sit parti i vigtige økonomiske sager – og slet ikke,

når man er medlem af et regeringsparti – så bredte der sig

en stemning af, at det var uretfærdigt over for Cekic, en

urimelig straffeaktion. Bedre blev det ikke af, at en anden

kritisk SF’er – Lisbeth Bech Poulsen – kort forinden foran

SF’s gruppeværelse grådkvalt havde “indset”, at hun ikke

kunne være i SF, hvis hun fastholdt at ville stemme imod

den samme skatteaftale.

Bevidst eller ubevidst fra de tre politikeres side så illu-

strerer episoderne fra disse junidage omkring skatteforli-

get, hvad tv-mediet betyder for folkestemninger, og hvad

det er allerbedst til, nemlig at formidle følelser og drama.

Det gør politik og politikernes ageren til en let forståelig


13

del af hverdagen, hvor det, der giver mening, bliver at af-

kode sindsstemninger og reaktioner frem for at forholde

sig til indholdet.

Tv er og har siden 1970’erne været det altdominerende

medie, når det gælder de brede grupper af vælgeres ori-

entering om politik, og billederne på skærmen formidler

først og fremmest følelser, fornemmelser, stemninger og

personlige sym- og antipatier. Tv taler til især den venstre

hjernehalvdel, og følelser, fornemmelser og stemninger

flytter stemmer som aldrig før, fordi vælgernes ideologi-

ske, traditionelle og klassemæssige forankring over tid er

trådt helt i baggrunden. Derfor har billedmediet siden

fjern synets barndom været med til at ændre politik – fun-

da mentalt.

Den trykte partipresse havde sine politikere. Det var den-

gang, de elektroniske medier endnu var sekundære, og

hver by havde tre-fire dagblade af forskellig observans. De

forstod at mobilisere egne vælgere i en oftest streng en-

vejskommunikation – Socialdemokraterne talte til arbej-

derne, Venstre til bønderne, Radikale til husmændene og

degnene og Konservative til de selvstændige i byerne. Ra-

diomediet skabte sine stjerner. Retsforbundets leder Viggo

Starcke blev berømt for sin første tv-tale, hvor han næsten

satte sig i sofaen sammen med vælgerne med ordene “Tak,

fordi jeg måtte komme ind i Deres stue.” Og SF-stifteren

Aksel Larsen vandt stor sympati og stemmefremgang med

et tv-interview fra sygesengen, hvor han lå med et brækket

ben. I dag skal der mere til.

Da tv for alvor blev udbredt i begyndelsen af 1970’erne

skete der noget. Helt nye politikertyper som Centrum-


14

Demokraternes Erhard Jakobsen og Fremskridtspartiets

Mogens Glistrup bevægede sig som fisk i vandet i det nye

medie. Fjernsynets partilederrunder op til folketingsvalge-

ne var en perfekt scene for til tider flammende agitation,

og nye kaniner trukket op af hatten i sidste øjeblik. Ved

jordskredsvalget i 1973 strøg Fremskridtspartiet ind med

28 mandater og Centrum-Demokraterne med 14. De fire

gamle partier var dybt rystede. Der var mange forklaringer

på, at det gamle firepartisystem, hvor Socialdemokratiet,

Venstre, Konservative og Radikale kunne regere på skift,

stod for fald. En af dem var det fjernsyn, som efterhånden

stod i alle stuer og tryllebandt og forførte vælgerne.

Politik og medier er knyttet uløseligt sammen. Om man

kan lide det eller ej, så er det mediernes aktuelle teknologi-

ske udviklingstrin, der skaber politikerne og ikke om vendt,

og sådan har det sikkert altid været. Mediernes tek nologi og

måde at formidle nyheder og information på bestemmer,

hvordan politikerne skal agere, udfylde deres rolle, formu-

lere deres budskaber og nå deres vælgere. For hver tekno-

logisk landvinding skabes en ny politikertype, og den nye

politiker må udnytte de baner, der nu engang er at spille

på, bedst muligt. Er landvindingerne epokegørende nok,

kan en ny kommunikationsteknologi ligefrem være med

til at ændre selve styreformen, som da den hurtige tryk-

presse i slutningen af 1700-tallet var med til at bane vejen

for billige aviser og dermed en friere debat og det borger-

lige demokrati.

I bogen Magt og afmagt analyserer tidli gere udenrigsmi-

nister Per Stig Møller mediernes betydning for styrefor-

men. I et interview til denne bog siger han:


15

“Vi er gået fra print til skærm. Det trykte medie påvirker

først og fremmest den rationelle del af din hjerne, mens

den elektroniske påvirker den empatiske, den følelses-

mæssige. Artikler på skrift i avisen for eksempel kan man

slå tilbage og genlæse: Hvad er det manden siger? Og så få

en bedre forståelse af sammenhængen. Når man sidder og

ser TV-Avis, så siger man, hvad pokker er det konen siger?

Og mens man siger det, så siger hun noget andet, eller

man begynder at diskutere med ham, der sidder ved siden

af i sofaen. Og så er budskabet forsvundet. Det betyder,

at du reagerer på indtryk. Når man er på tv, er det groft

sagt ligegyldigt, om man siger noget relevant, eller læser

op af et Anders And-blad. Det vigtige er, om slipset sidder

rigtigt, og du er rolig, og selv ser ud som om du har styr

på det. Det er indtrykket – det emotionelle, der betyder

noget. Det rationelle er trængt i baggrunden.”

I valgkampen 2011 havde daværende statsminister Lars

Løkke Rasmussen et overraskende stunt, som der blev lagt

mærke til, og som efterfølgende blev analyseret og studeret

af kommentatorer og eksperter. Under en tv-debat forlod

han pludselig sin pult og gik hen over gulvet helt tæt på

sin udfordrer Helle Thorning-Schmidt, mens han talte.

Det virkede på nogle seere – han var den imødekommende

og fik med sit kropssprog skabt opmærksomhed i en ellers

kedsommelig debat. På andre virkede det dog skræmmen-

de, den store alfahan, der truede den kvindelige udfordrer.

Og Helle Thorning-Schmidt reagerede da også med for-

bløffelse. Da Løkke Rasmussen få dage før valgdagen fik

flettet historien om sin kræftsyge far ind i en debat, var det

den enkeltbegivenhed, som betød mest for, at stemningen


16

vendte til fordel for den daværende statsminister. Gallup,

som måler et udsnit af vælgeres reaktioner under debat-

terne, oplevede en sjældent set positiv reaktion på Løkkes

fortælling om sin far. Den positive kurve over for Løkke

Rasmussen røg i vejret under duellen og inddragelsen af

egne oplevelser og eget liv var med til at sætte en stærk

slutspurt ind for den daværende statsminister.

Den grundige og kritiske politiker er ude

For den nye politiker stiller mediernes forandringer imid-

lertid ekstra store krav til omstilling. Den nye politiker,

som denne bog handler om, er skabt af medierne og skal

selv forsøge at skabe sig selv i medierne. Politik og medier

er uadskillelige størrelser – på godt og ondt – og historien

om, hvordan den typiske politiker ændrer sig over tid, er

nødvendigvis tæt knyttet til, hvordan medierne og kom-

munikationsteknologien ændrer sig.

Udover tv-mediets dominans, så er et af de væsentligste

træk ved de moderne nyhedsmedier den stærkt forøgede

hastighed. Netmedier, flere radio- og tv-kanaler, breaking

news på SMS og sociale medier har forøget tempoet i ny-

hedsstrømmen i ekstremt omfang og dermed også forvent-

ningerne til politikernes reaktionstid. Politiske begivenhe-

der formidles live og iagttages, i det øjeblik de sker. Mens

politikere tidligere kunne vente en dag eller to eller måske

en hel uge med at reagere på en bestemt problemstilling,

så er forventningen i dag, at det sker inden for få timer.

Po li tikere, der ikke er i stand til at reagere hurtigt og være

synlige, når det brænder på, overlever ikke længe. Derfor


17

fik Özlem Cekic også frataget sine ordførerskaber, inden

hun var nået hjem til Danmark og lufthavnen i Kastrup

– medierne krævede simpelthen et hurtigt svar på, hvad

SF-ledelsen ville stille op med det rebelske gruppemed-

lem. Havde reaktionen trukket længere ud – i flere dage

eventuelt, så man kunne have nået at drøfte det mere ind-

gående med hovedpersonen selv – havde det givet indtryk

af krise og handlingslammelse.

Det første skridt for den nye politiker består altså i at

forstå og indrette sig efter mediernes vilkår. Den næste og

vigtigste opgave består i at udnytte mediernes nye spille-

regler til egen fordel. Den nye politiker er voldsomt af-

hængig af den eksponering, som medierne tilbyder. Det

kan lyde banalt, men for den nye politiker er det en næ-

sten daglig kamp at kunne gøre sig interessant for dem,

fordi synlighed i sig selv er et af de væsentligste midler til

succes. Derfor har politikerens indretning efter mediernes

virkelighed også nogle ret store konsekvenser. Det bety-

der eksempelvis et farvel til nogle af den “gamle” politikers

klassiske dyder – rollen som den parlamentariske vagt-

hund, der var med til at kontrollere kvaliteten af lovene

og ministrenes forvaltning af deres embede. Den saglige

politiker, som kan detaljerne og ved, hvad han eller hun

taler om, er døende.

Tidligere formand for SF, medieordfører og medlem af

Folketingets præsidium Holger K. Nielsen siger:

“Der er enkelte politikere, som stadig arbejder mere

klassisk, som bider sig fast i en sag og stiller en masse

spørgs mål i udvalgene og til ministeren. Det er ofte indvik-

lede sager, som har stor principiel karakter, men dem er


18

der ikke én journalist, som gider interessere sig for. Og når

han eller hun opdager, at de ikke får nogen credit i medier-

ne for det store slid overhovedet, så giver de op. Politikere

er jo nødt til at få deres navn frem, man vil gerne have

en profil, og så tager man fat på de kortsigtede historier.

På den måde indretter politikerne sig efter journalisternes

vilkår.”

Det samme mener tidligere forsvars- og justitsminister

og chefredaktør på Ekstra Bladet, Hans Engell som i dag er

politisk kommentator:

“Politikerne tilpasser sig medievirkeligheden. Og der-

ved ændrer politikertyperne sig også. Der er ikke længere

plads til de anonyme. En type som Knud Enggaard (tidli-

gere minister for Venstre) for eksempel – sliderne, som var

dem, der kunne substansen i sagerne, som satte sig ind i

detaljerne, som var dygtige ved forhandlingsbordene. Den

klassiske gamle politikertype duer ikke rigtig længere. For

når de kommer hjem i kredsen, som har opstillet dem,

og siger, hvad de har skaffet af gode resultater og sind-

rige kompromiser, så forlanger baglandet, at de politikere,

som de opstiller, også er nogen, de ser på tv. De gider ikke

møde ukendte politikere, og de gider ikke selv stemme

på ukendte politikere. Og magten følger med. På en eller

anden måde flytter det sig i retning af, at synlighed også

bliver lig med indflydelse.”

Kampen om synlighed bliver altså også en kamp om

magt. Den politiker, som er god til at gøre sig synlig, til at

spille mediernes spil, til at gøre sig bemærket og interes-

sant, er også ham, der får størst indflydelse og de højeste

poster på vej op ad den politiske karrierestige. Uformelt


19

sker det ved, at der er flere, der lytter til ham eller hende,

men også rent formelt er der avancementsmuligheder for

den politiker, der klarer sig godt i medierne og er populær.

Mediernes jævnlige ranglister over de mest populære mi-

nistre og partiledere er derfor uhyre vigtig læsning for de

implicerede på Christiansborg, og selv små forskydninger

studeres med stor interesse – også selv om politikerne selv

siger, at de er ligeglade med dem. Da Poul Nyrup Ras-

mussen i sin tid fyrede sin trafikminister Sonja Mikkelsen,

lagde han end ikke skjul på, at en af årsagerne var, at hun

ikke var så populær. Det var hun blandt andet ikke, fordi

hun havde lagt sig ud med det, der i folkemunde gik under

betegnelsen den jyske trafikmafia – politikere på tværs af

partierne, som var enige om at kræve motorveje med mere

i hovedlandet, hver gang der blev investeret i Hovedsta-

den.

Politikere har altid skullet “sælge billetter”, tiltrække

vælgere og være populære. Det nye er, at “billetsalget” i

dag så entydigt er knyttet til performance og medieoptræ-

den, og at det politiske “rugbrødsarbejde” ikke vejer så

tungt længere.

Den radikale gruppeformand og tidligere økonomimi-

nister Marianne Jelved siger:

“Du er nødt til som politiker at være i mediebilledet hele

tiden for ikke at blive glemt. Når jeg for eksempel kan se,

at finansordførerne fra Socialdemokraterne og SF er citeret

et sted, og jeg ikke er det, så tænker jeg: ‘Hvorfor pokker

har de ikke ringet til mig? Jeg må gøre noget.’ Og hvis jeg

var yngre, var jeg helt sikkert nødt til at gøre noget, for så

ville det være kritisk for mig. Vi er i billedstrømmen. Og


20

hvis ikke vi er der, så er der nogen andre, der er det. Sådan

var det også for 20 og 30 år siden, men dengang var det i

et langt roligere tempo. Medierne var overskuelige, i dag er

det jo helt vildt. Kravene til at være på og opfinde nye ting

stiger og stiger. Jeg mener, at det fører til en forfladigelse

af politik.”

Mediedemokratiet og folkestyret

Ingen har kunnet forudsige udviklingen – hverken medi-

ernes eller den nye politikers forandringer – og ingen har

taget stilling til, om det er en udvikling, vi ønsker os, om

det er den vej, der tjener folkestyret bedst. Spørgsmålet er,

hvad den moderne nyhedsmaskine, det ubønhørlige krav

om synlighed, opdateringer minut for minut, de sociale

medier og tv-mediets dominans gør ved den måde, vi ople-

ver demokratiet, dialogen og medbestemmelsen. Bliver den

demokratiske debat mere tilgængelig og forståelig, så alle

føler, at de kan deltage og danne sig en mening? Eller bliver

den blot erstattet af en pseudodebat, masser af emotionelle

udladninger og konstruerede konflikter, som fjerner fokus

fra de reelle politiske opgør? Den tætte kobling mellem me-

diernes og politikernes behov er ikke altid lige sund.

En anden vigtig tendens i forhold til vores opfattelse af

det politiske liv er, at dækningen af politik – de indslag,

som tv bringer med politikere – bliver kortere og kortere

og skarpere og skarpere skåret. Det store udbud og kon-

kurrencen mellem kanalerne betyder, at seerne har en ten-

dens til at zappe væk, hvis interviews bliver for lange og

indslag for nuancerede. Og langt de fleste politikere – i


21

hvert fald dem, som er interviewet til denne bog – har i

dag den fornemmelse, at de kun sjældent får mulighed for

at tale ud, og at de ofte får forvredet deres budskab. Den

nye politiker skal derfor øve sig i at gentage punchlines og

let fattelige sætningskonstruktioner som “Vi vil have vel-

færd frem for skattelettelser,” eller “Det skal være billigere

at være dansker,” eller “Det, vi siger før et valg, det gen-

nemfører vi efter et valg.”

Folketingets formand Mogens Lykketoft fortæller, at der

helt tydeligt er forskel på de reaktioner, han får fra væl-

gere og andre politikere på tv-indslag, han medvirker i.

De korte, klippede indslag giver som regel negative reak-

tioner, mens han får flere positive henvendelser, når han

har haft god tid og mulighed for at forklare sig. En logisk

sammen hæng, som understreger, at korte nyhedsindslag

for politikerne ofte er med til at skærpe konflikter, som

ikke eksisterer, eller de i grunden ikke ønsker. De fleste in-

terviewede politikere til denne bog kan fortælle om skarpt

vinklede mediehistorier, som de efterfølgende har måttet

bruge mange kræfter på at korrigere.

Men hvad er de demokratiske konsekvenser, når det i

høj grad er følelser og stemninger, der flytter vælgere, når

tempoet skrues i vejret, avislæsningen falder og når politi-

kerne – ifølge dem selv – bliver skåret ned til korte sound-

bites, der ofte kun får en lille del af sandheden med? Hvad

sker der, når den nye politiker kritikløst indretter sig efter

mediernes virkelighed?

Per Stig Møller siger:

“Konsekvensen er, at demokratiet bliver mere og mere

ustyrligt og uforudsigeligt. Vælgerskreddene bliver større


22

og større. Vi får alle sammen den samme følelse, og den

slår igennem over alt: Han er et dumt svin – og han er god

og sympatisk. Det betyder, at man ikke kan have et stabilt

demokrati, og at den demokratiske samtale bliver vanske-

ligere og vanskeligere. Sammenhængen i regeringens – el-

ler oppositionens – politik bliver sværere og sværere at for-

klare og dermed også at forsvare. Den demokratiske dialog

risikerer at blive koblet helt fra.”

Hvis Per Stig Møllers teori holder stik, at kommunika-

tionsteknologiske nybrud ændrer styreformen i et land,

hvilken styreform kommer så i kølvandet på de moderne

medier, den politiske kommunikation og de nye typer af

politikere, den skaber? Per Stig Møller ser en overhæn-

gende fare i kombinationen mellem den nuværende øko-

nomiske krise, hvis den bliver langvarig og dyb, og den

endimensionelt emotionelle tilgang til politik:

“Demokratiet kommer i krise. Det, vi ser lige nu, er, at

alle regeringer i Europa bliver skiftet ud. Det er normalt,

når der er økonomisk krise. Nogle steder sætter man som i

Grækenland og Italien teknokratregeringen ind for at gøre

det ubehagelige arbejde. Spørgsmålet er, om demokra tiet

kan klare langvarige kriser, når man samtidig har disse

stemningssving, de flygtige vælgere, som reagerer på følel-

ser. Så risikerer man at få en stærkere og stærkere mand.

En folkeforfører – en Silvio Berlusconi eksempelvis. Man

risikerer, at vælgeren vender sig mod noget autoritært eller

noget, vi i dag slet ikke kan forudse. De antidemokratiske

kræfter ligger derude, hvis krisen bider sig fast, og euroen

bryder sammen. I 1930’erne, hvor en lang række lande i

Europa mistede deres demokrati, skete det på grund af en


23

dyb økonomisk krise. Der var en udbredt følelse af afmæg-

tighed, og af at de er nok nogle idioter, dem der styrer. Lad

os få en stærk mand. “

Helt så dystert ser andre af de interviewede politikere

ikke på udviklingen. Nok er der sket meget, og nok er

kom munikationen helt forandret, men der er også udvik-

linger, der går den modsatte vej. Internettet har givet plads

for mange specialiserede debatter med både seriøs og ind-

holdsrig diskussion og har betydet, at der i dag er langt

større gennemsigtighed i magtens udøvelse. Man kan ek-

sempelvis følge lovforslag og høringssvar og udvalgsbe-

handlinger i Folketinget og i byråd på en helt anden og

nemmere måde end tidligere.

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass

Larsen siger:

“Jo, der er opstået en ny type politiker. Det er klart. Hvis

man dengang havde frosset Erhard Jakobsen ned og gen-

optøet ham i dag, ville han ikke kunne genkende virke-

ligheden på Borgen. Selvfølgelig ændrer tingene sig. Men

noget ændrer sig også til det bedre.”

Ingen sætter dog spørgsmålstegn ved, at det er medier-

nes struktur, hastighed og karakter, der sætter rammerne

for udøvelse af politik, og når medierne udvikler sig med

en hast, som de har gjort det de seneste årtier, så gør den

nye politiker det også. Han eller hun er ofte kun noget i

kraft af det, der bliver formidlet. Karikaturen af den nye

politiker er en person uden selvstændighed, der logren-

de stiller op og gør, som pressen siger. Når tv kræver, at

han formulerer sig på 14 sekunder, så gør han det; når de

kræver svar døgnet rundt, så stiller han op. Når de stiller


moralske krav til, hvordan han fører sit private liv, så siger

han javel og fjerner skeletterne fra skabet. Når de kritise-

rer ham for at have selvstændige holdninger, som ligger

uden for drejebogen, så retter han ind. Når tv viser rysten-

de billeder fra virkeligheden, er den nye politiker rystet

og kræver handling, og når nationen jubler over et godt

sportsresultat, så jubler han med. Og når kommentatorer

på aviser og tv-nyheder forlanger, at den nye politiker siger

undskyld, så undskylder han.

Samspillet mellem politikere og medier er et gensidigt

afhængighedsforhold. Den udvikling, som teknologien har

ført medierne i, har haft enorm betydning for demokratiet,

og det ændrer sig stadig og i stigende tempo. Ingen kan

forestille sig at politikerne holder op med at tilpasse sig,

men de beskytter sig, pakker sig ind, de parerer, forsø-

ger at kontrollere og skærme sig mod de skadevirkninger,

som medierne kan have på deres karriere. Og det er i de

bestræbelser, de virkelige forandringer sker for den nye

politiker.


succes på borgen - 10 gode råd til den nye politiker

Documents