D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T

EN PLADS VED MAGTENS BORD Russisk udenrigspolitik under Putin med særligt fokus på gasrørledningen NORD STREAM Søren Høgsbro Larsen

Nr. 237/2008

Projekt- & Karrierevejledningen

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Nr. 237/2008 EN PLADS VED MAGTENS BORD Russisk udenrigspolitik under Putin med særligt fokus på gasrørledningen NORD STREAM Søren Høgsbro Larsen ISSN: 1339-5367 ISBN: 9788791536519 Se øvrige udgivelser i rapportserien og foretag bestillinger direkte på Projekt- & Karrierevejledningens hjemmeside. Projekt- & Karrierevejledningen Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Københavns Universitet Center for Sundhed og Samfund Øster Farimagsgade 5 1014 København K 35 32 30 99 www.samf.ku.dk/pkv pkv@samf.ku.dk

EN PLADS VED MAGTENS BORD

RUSSISK UDENRIGSPOLITIK UNDER PUTIN MED SÆRLIGT FOKUS PÅ GASRØRLEDNINGEN NORD STREAM

BACHELOROPGAVE, MAJ 2008 INSTITUT FOR STATSKUNDSKAB KØBENHAVNS UNIVERSITET

AF SØREN HØGSBRO LARSEN

INDHOLDSFORTEGNELSE

Abstract .......................................................................................................................................................................... 1

1. Indledning ................................................................................................................................................................ 2

2. Empirisk materiale ............................................................................................................................................... 5

3. Videnskabsteoretisk udgangspunkt ............................................................................................................... 6

4. Teoretisk tilgang .................................................................................................................................................... 7

4.1. Rusland og det internationale systems polaritet .............................................................................. 7

4.2. Den neoklassiske realisme og de nationale faktorer ....................................................................... 8

4.3. Nationale strategier i integrationsdilemmaet .................................................................................. 10

5. Analyseramme ...................................................................................................................................................... 14

6. Metodiske overvejelser ..................................................................................................................................... 16

7. Analyse .................................................................................................................................................................... 19

7.1. Makroniveauet: Muligheder og begrænsninger i det internationale system ....................... 19

7.1.1. Energipriserne ...................................................................................................................................... 19

7.1.2. NATO- og EU-udvidelse ..................................................................................................................... 21

7.2. Meso-niveauet: Statens modtagelighed for og reaktion på systemets pres ......................... 23

7.2.1. Historiens betydning for russisk udenrigspolitisk selvforståelse .................................... 23

7.2.2. Den økonomiske situation i Rusland ........................................................................................... 25

7.3. Mikroniveauet: Interne forhold med betydning for udenrigspolitikken ............................... 27

7.3.1. Putins prioriteter og perspektiver ................................................................................................ 27

7.3.2. Holdninger i civilsamfundet ............................................................................................................ 30

8. Diskussion og perspektivering ....................................................................................................................... 33

9. Konklusion ............................................................................................................................................................. 37

Litteraturliste............................................................................................................................................................. 39

Tabeller:

Tabel 1. Indflydelseskapabilitet, stress-sensitivitet og afledte strategier ......................................... 11

Tabel 2. Analyseramme og forventede påvirkninger ................................................................................. 14

Tabel 3. Opsummering af analyseresultater .................................................................................................. 33

Kortet på forsiden er lånt fra Nord Stream AG (http://www.nord-stream.com/press_images.html) og redigeret, det venstre foto fra Gazprom (http://www.gazprom.com/eng/articles/article18505.shtml) og det højre fra Der

Spiegel/Reuters (http://www.spiegel.de/international/world/0,1518,grossbild-1042703-522407,00.html).

1

ABSTRACT

Since the height of the Cold War the means of Russian foreign policy have changed. The Nord

Stream project, which entails the construction of a 1200 km gas pipeline directly from Russia

to Germany on the seabed of the Baltic Sea, is a key indicator of this transformation. In this

paper, I ask why Russia has chosen to build the politically controversial pipeline. The analysis

is based on neoclassical realism which, contrary to neorealism, permits for a multilevel

approach, acknowledging that the means of power politics differ, that history matters and that

systemic pressures must be understood through the perceptions of individual decision-

makers. This creates the basis for focusing on the broader Russian context, in which Nord

Stream is embedded. The specific framing combines neoclassical realism with the theory of

national strategies in the integration dilemma and draws upon its variables of ‘influence

capacity’ and ‘stress sensitivity’. The analysis shows, that the Nord Stream decision is part of a

strategy of dominance at the regional level and a strategy of balancing at the international

level. This was made possible during the presidency of Vladimir Putin by factors in the

international system, the state and the civil society, which have markedly heightened the

influence capability and to a lesser degree lowered the stress sensitivity. Especially the

steeply increasing energy prices have contributed. I also discuss the criticism expressed by

some, which I find to be more economically than politically motivated. In sum, I find Nord

Stream to be integrated in an increasingly successful long-term Russian attempt to regain

former influence in a new world order.

2

”

1. INDLEDNING

I oktober 1981 stødte den sovjetiske ubåd U-137 på grund i den sydsvenske skærgård. Den

kolde krig var under optrapning efter en afspændingsperiode, og episoden eskalerede den

politiske og militære situation i Østersøområdet yderligere. I dag er Sovjetunionen afløst af

primært Rusland, og nedrustningen har været omfattende, men Østersøen er stadig i centrum.

Denne gang skyldes spændingerne dog ikke militære kapabiliteter men i stedet et af de

energipolitiske projekter, der er blevet væsentlige for det moderne Ruslands

udenrigspolitiske ambitioner. Som den russiske forsker Dmitri Trenin beskriver udviklingen:

”In the late nineteenth century, Russia’s success was said to rest on its army and

its navy; today, its success rests on its oil and gas. Energy is a key ressource that

should be exploited while prices are high, but it is also an effective political

weapon, although one to be handled with care” (Trenin, 2006: 3).

Denne opgave tager sit empiriske udgangspunkt, hvor råstofferne møder Østersøen: Nord

Stream er en planlagt undersøiske gasrørledning, som fra 2011 skal bidrage til at tilfredsstille

den voksende europæiske efterspørgsel på gas. Det russiske energiselskab Gazprom

kontrollerer gennem firmaet Nord Stream AG projektet, der over 1200 km skal forbinde

russiske Vyborg i den finske bugt med Greifswald på den tyske østersøkyst.

Jeg fokuserer på Rusland, fordi den aktuelle udvikling er interessant og fordrer analyse og

forståelse. Sovjetunionen var den ene pol i en altdominerende verdensstruktur og har en lang

historie som indflydelsesrig stormagt. Arvtageren Rusland forsøger nu at genindtage en

magtfuld position i verdenspolitikken. Specielt efter udvidelserne af NATO og EU i 2004, er

det nødvendigt at have en klar forståelse af, hvad der driver moderne russisk udenrigspolitik,

da de geografiske, institutionelle og nationale fakta dikterer tæt samkvem med Danmark og

EU. Viden mindsker transaktionsomkostningerne og forbedrer forhandlingspositionen.

Jeg har valgt eksplicit at fokusere på beslutningen om anlæggelsen af gasrørledningen Nord

Stream, da den er karakteristisk for det russiske fokus på energiressourcer som middel for

udenrigspolitikken og blandt andet derfor er politisk kontroversiel. Det er desuden

bemærkelsesværdigt, at man har valgt at lave en undersøisk rørledning, som koster mellem

tre og 10 gange mere end en linjeføring på land. Det fremføres, at ”Gazprom’s preference for

3

the undersea project suggests to regional states that it is propelled by more than purely

economic factors” (Nicoll og Delaney, 2007: 2).1 Nord Stream-projektet er desuden relevant

for Danmarks rolle i Østersøområdet, herunder for forholdet til Rusland.2

Rusland prioriterede ikke Østersøområdet højt i slutningen af 1990’erne (Moshes, 1999: 99),

men Nord Stream markerer en ændring, og jeg ser projektet som Ruslands væsentligste

politiske og økonomiske interesse i regionen i øjeblikket. Min problemformulering afspejler,

at opgaven er empirisk drevet, og er på baggrund af ovenstående formuleret således:

Hvorfor har Rusland valgt at anlægge gasrørledningen Nord Stream?

Jeg forudsætter, at Nord Stream ikke udelukkende er et forretningsmæssigt projekt, og blandt

andre en svensk forsker har da også fremført, at det ”first and foremost is a political project”

(Larsson, 2007: 6). I forlængelse heraf antager jeg, at det er Rusland, der har valgt at anlægge

gasrørledningen. Jeg anerkender, at beslutningen ikke er truffet i Kreml alene, da projektet er

afhængigt af specielt Tyskland. Men den russiske stat er den afgørende aktør i projektet, da

den kontrollerer Gazprom, der er landets største virksomhed og verdens største

gasvirksomhed. Gazprom ejer 51% af aktierne i det schweizisk registrerede selskab Nord

Stream AG. Forbindelsen mellem Gazprom og den russiske stat er slet skjult: Putin selv

udtalte i 2003: ”Gazprom … [gives] powerful leverage of Russia’s economic and political

influence in the world”. Energipolitik føres altså blandt andet gennem Gazprom og er en

væsentlig del af udenrigspolitikken. Putin har også udtalt: ”We intend to retain state control

over the gas transportation system and over Gazprom … In the gas sector, they [the European

Commission] will have to deal with the state” (begge som citeret i Haslam, 2007: 2, 4). Endelig

er der meget direkte personlige bånd mellem staten og energisektoren.3 Der er således ikke

noget, der indikerer, at energisektoren styres fra andre steder end Kreml.

1 Selskabet bag gasrørledningen, Nord Stream AG, anerkender, at det er dyrere at anlægge en gasrørledning på

havbund, men indvender, at den til gengæld er billigere i drift (Nord Stream AG, 2008: 8).

2 Ikke mindst fordi Danmark skal være formand for det såkaldte Østersøråd (Council of the Baltic Sea States) fra juli

2008 til juni 2009. Nord Stream-projektet er dog ikke hidtil blevet behandlet formelt i dette forum.

3 Bl.a. var Putins efterfølger Dmitri Medvedev bestyrelsesformand for Gazprom (og Ruslands vicepremierminister)

inden han blev præsident, den adm. direktør for Gazprom, Alexei Miller, er tidligere viceenergiminister og

næstformanden for Gazproms bestyrelse var vicedirektør for efterretningstjenesten FSB (Haslam, 2007: 4).

4

Som overordnet teoretisk tilgang har jeg valgt at bruge neoklassisk realisme. Dermed vil jeg

skabe grundlag for at foretage en bred, eksplorativ analyse af udvalgte faktorer (uafhængige

variable) på både makro-, meso- og mikroniveauet, og jeg anerkender samtidigt den

internationale anarkiske strukturs fundamentale betydning. Som kompatibel og mere specifik

udenrigspolitisk teori har jeg valgt at bruge Nikolaj Petersens teori om indflydelseskapabilitet

og stress-sensitivitet. Jeg vil kvalitativt vurdere forskellige indikatorer og fastslå, hvordan de

valgte faktorer i den russiske kontekst har muliggjort og medført Nord Stream-beslutningen.

Der er skrevet meget om Rusland under Putin, men mindre om Nord Stream-projektet. Jeg er

ikke stødt på analyser af sammenhængen mellem projektet og den russiske kontekst, det er

blevet til i. Det er netop denne kontekst, jeg vil analysere, og jeg håber derfor med denne

opgave at kunne bidrage til forståelsen af russisk udenrigspolitik under Putin fra en ny vinkel.

Jeg inddrager de dele af russisk udenrigspolitik, der har direkte relevans for Nord Stream-

projektet, hvilket medfører et europæisk fokus. Forholdet til f.eks. Kina, Indien og USA vil ikke

blive behandlet eksplicit. Historiske og geografiske faktorer får endog nogen til at mene, at

Ruslands udenrigspolitik generelt er defineret ved forholdet til Europa (Oldberg, 2005: 29).

Opgaven er udarbejdet ud fra et oplæg fra Udenrigsministeriet formidlet af

Videnskabsbutikken. Min kontakt i ministeriet har været Lars Grønbjerg, som har været en

stor hjælp i forbindelse med både indledende og løbende overvejelser om opgaven. Jeg står

dog alene til ansvar for indholdet.

5

2. EMPIRISK MATERIALE

Ikke kun politik, men også videnskab kan siges at være det muliges kunst. Det generelle

problem med udenrigspolitisk analyse er, at man sjældent har adgang til kilder, der kan

afsløre de reelle motiver og processer bag beslutninger. Derfor har jeg som nævnt valgt at

analysere Nord Stream-projektet i sin kontekst for at vise hvordan og hvilke faktorer, der har

haft betydning i forbindelse med beslutningen.

Dette reflekteres i det valgte empiriske materiale, som udgøres af primær- og sekundær-

tekster. Da analysen er kvalitativ, vil jeg kun inddrage kvantitativt materiale i det omfang, det

understøtter den kvalitative analyse. Som forskningsområde er udenrigspolitikanalyse

knyttet til policy-dokumenter, hvor den officielle politik kommer præcist til udtryk. De er dog

i dette tilfælde sparsomme, hvorfor jeg i højere grad vil benytte mig af taler, artikler og andre

udgivelser af beslutningstagere og iagttagere, der relaterer sig til den russiske kontekst, som

beslutningen om Nord Stream er blevet til i. Vladimir Putin selv lagde i sin tid i Skt. Petersborg

navn til en afhandling om vigtigheden af energisektoren, men denne vil jeg ikke inddrage, da

der er rejst massiv tvivl om dens oprindelse og originalitet (Washington Profile, 2006).4

Yderligere kildekritik vil jeg inddrage løbende i det omfang, det har direkte relevans for

besvarelsen af problemformuleringen.

4 Som en økonom fra Skt. Petersborgs Institut for Globaliseringstudier, Mikhail Delyagin, har udtalt: ”I don’t rule out

that Putin really thinks mineral ressources are truly important for the country’s development, but you don’t need a

doctorate to think that. Many people on the street will tell you the same thing” (Boykewich, 2006: 2).

6

3. VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT

Med brug af den neoklassiske realisme må det grundlæggende videnskabsteoretiske

udgangspunkt nødvendigvis være rationalismen. Grundlæggende indskrænker jeg mig til

realismens grundantagelser, men i overensstemmelse med den neoklassiske realisme afviser

jeg ikke konstruktivistiske elementer fuldstændigt (Wivel, 2002: 441). Jeg inddrager f.eks. i

mindre omfang Iver Neumann, som er knyttet til konstruktivisme bl.a. gennem arbejde med

sikkerhedsliggørelse (Neumann, 2005: 13). Jeg bruger dog kun de dele af hans terminologi og

følgende empiriske observationer, der kan anerkendes af den neoklassiske realisme; især

beskrivelsen af behovet for og ønsket om anerkendelse i et historisk perspektiv.

Jeg vil løbende forsøge at påvise sammenhængen mellem de muligheder og begrænsninger,

den anarkiske struktur opstiller, og de faktorer, der gør sig gældende på de tre

analyseniveauer, jeg inddrager. I overensstemmelse med realismens grundtanke, er det

epistemologiske ståsted positivistisk, samtidig med at jeg arbejder med en individualistisk

ontologi.

Den neoklassiske realismes accept af aktørers perceptioner som potentielt væsentlige (Rose,

1998: 152) medfører en risiko for at glide for langt ind i det konstruktivistiske paradigme og

skabe uklarhed. For at undgå det, vil jeg ikke inddrage dem som selvstændige faktorer, men

kun som mellemliggende variable. Således ser jeg perceptioner som konditioneret af den

anarkiske grundstruktur samt givne materielle ressourcebaser som fossile energidepoter og

nationaløkonomisk status.

7

4. TEORETISK TILGANG

Som generel teoretisk tilgang har jeg valgt at bruge neoklassisk realisme. Med denne tilgang vil

jeg skabe grundlag for at foretage en analyse af både makro-, meso- og mikroniveauet. Som

specifik udenrigspolitisk teori har jeg valgt at bruge Nikolaj Petersens teori om nationale

strategier i integrationsdilemmaet. I det nedenstående vil jeg uddybe de valgte teorier og

herunder kvalificere de teoretiske valg i forhold til problemstillingen samt argumentere for

kompatibiliteten mellem neoklassisk realisme og teorien om nationale strategier. Først vil jeg

dog specificere mine antagelser om det internationale systems karakter og polaritet.

4.1. RUSLAND OG DET INTERNATIONALE SYSTEMS POLARITET

I tiden efter den kolde krig var det internationale system præget af en hidtil uset unipolaritet,

og Rusland var ude af stand til at balancere USA, hvilket resulterede i en multipolaritets-

strategi baseret på ønsket om ligeberettigelse (Schweller, 2004: 160-161). Med Primakov som

udenrigsminister fra 1996 blev strategien fokuseret på ekstern balancering (opbygning af

alliancer for at modsvare andre staters magt) indikeret ved samarbejde med især Kina,

Indien, Iran og Frankrig (Skak, 2003: 12). Mette Skak argumenterer for, at Putin efter 11.

september har bevæget sig væk fra ekstern balancering og tilbage mod intern balancering

(national udvikling og mobilisering af ressourcer) (Skak, 2003: 4, 14). Samtidig har Rusland

på nogle områder valgt bandwagoning (at tilslutte sig en stærkere magt i erkendelsen af at

balancering ikke er muligt): Med USA i krigen mod terrorisme og med Frankrig og Tyskland i

forbindelse med modstand mod Irak-krigen (Trenin, 2006: 2).5 Nord Stream er dog et

eksempel på, at Rusland igen forsøger at balancere eksternt, blandt andet ved at splitte andre

alliancer – specielt EU (Baran, 2007: 3).

Jeg vil således tage som udgangspunkt, at den interne balancering er blevet suppleret med et

eksplicit fokus på også at balancere eksternt. Det sker dog på en bredere måde end tidligere,

da der ikke er tale om militær oprustning, men om mobilisering af økonomiske ressourcer til

5 Bandwagoning er mindre omkostningsfuldt end balancering og en udbredt strategi under unipolaritet. Balancering

derimod “… is an extremely costly activity that most states would rather not engage in; sometimes, however, they

must, in order to survive and to protect their values” (Schweller, 2003: 341)

8

”

brug for politiske mål. Det er blevet fremført, at Putin, ved at fokusere på multilateralisme

frem for multipolaritet, ikke vil udfordre amerikansk hegemoni (Casier, 2006: 389). Som det

også fremføres, er det dog primært udtryk for pragmatisme og afideologisering. F.eks. Putin

har givet eksplicit udtryk for, at Rusland søger en balancering af USA's enerådige magt:

”We must proceed by searching for a reasonable balance between the interests of

all participants in the international dialogue” (Putin, 2007: 2).

4.2. DEN NEOKLASSISKE REALISME OG DE NATIONALE FAKTORER

Nok især på grund af Ruslands koldkrigsrolle som den ene pol i den bipolære verdensorden,

som gav anledning til udviklingen af neorealismens balanceringsteori, er realismen intuitivt

rammen for forståelse af russisk udenrigspolitik. Realismens grundlæggende elementer som

anarki, staters fokus på overlevelse og relative magtforhold indgår ofte i taler og officielle

dokumenter.6 Det er generelt blevet påpeget, at den herskende tankegang i Kremls policy-

kredse tilsyneladende er realistisk (Skak, 2003: 6).

På denne baggrund har jeg valgt at tage udgangspunkt i den neoklassiske realisme, som er en

variant af betinget realisme, der udvider både den klassiske realisme og neorealismen. Jeg har

valgt denne tilgang på grund af specielt tre karakteristika, som jeg forventer gør den frugtbar i

forhold til analysen af en specifik, russisk udenrigspolitisk beslutning (Wivel 2002: 443):

1. Den neoklassiske realisme anerkender, at magtpolitikkens midler varierer. Det er

relevant, fordi Nord Stream netop er udtryk for, at fokus er flyttet fra militære kapa-

biliteter til naturressourcer som udenrigspolitisk middel (The Economist, 2007: 1).

6 F.eks. skrev nuværende udenrigsminister Sergej Lavrov i en artikel i 2007: ”Russia will actively continue playing a

balancing role in global affairs, using its capabilities in the present-day world” (Lavrov, 2007b: 1). Putin er dog mere

nuanceret: ”The might of a country as a great power is manifested more in its ability to be the leader in creating and

using advanced technologies, ensuring a high level og people’s wellbeing, reliably protecting its security and upholding

its national interests in the international arena, than in its military strenght” (Putin, 1999: 8). Dette indikerer, at nok

har Putin haft fokus på opretholdelsen af nationale interesser, men den indenrigspolitiske udvikling har ifølge dette

citat større betydning end ekstern militær styrke. Samtidig antyder han, at nationale interesser skal opretholdes

internationalt med andre midler end de militære.

9

”

2. Den giver historien en større betydning end f.eks. universel realisme. Og netop i Rusland

synes den historiske bevidsthed at være meget betydelig (Neumann, 2005: 14).

3. Den pointerer, at stater foretager rationelle cost-benefit beregninger, og at

balanceringspolitik derfor ikke er et naturligt resultat, men et bevidst valg fra

beslutningstagernes side. Dette giver mulighed for en analyse af betydningen af

Vladimir Putin i forhold til både konteksten og den specifikke Nord Stream-beslutning.

Valget af Vladimir Putin som en faktor i sig selv er atypisk for neorealismen, hvis traditionelle

analyseenhed er staten, men anerkendes af den neoklassiske realisme. Som Gideon Rose

formulerer det: “Foreign policy choices are made by actual political leaders and elites, and so

it is their perceptions of relative power that matter, not simply relative quantities of physical

resources or forces in being” (Rose, 1998: 147).

Det er blevet fremført, at ”… domestic factors are increasingly driving Russia’s foreign policy,

[and] Russia’s internal weaknesses cannot be easily dismissed” (Cohen, 2007: 2). Forholdet

mellem de interne statslige dynamikker og den statiske struktur beskæftigede Waltz sig med i

Theory of International Politics:

“… structurally we can describe and understand the pressures states are subject

to. We cannot predict how they will react to the pressures without knowledge of

their internal dispositions” (som citeret i Wivel, 2005: 359).

Før det havde han defineret individ-, stats- og systemniveauet (en opdeling, jeg også benytter)

som separate årsager til krig i Man, The State and War. Som Stephen Walt skriver, har hans

værker stadig relevans i dag (Walt, 2006: 50-51), for betingede neorealister forsøger netop at

bygge videre på hans indsigter og kombinere dem. Det gør de ved at identificere betingelser,

der bestemmer sammenhængen mellem det internationale anarki og den enkelte stats

handlinger (Wivel, 2002: 439), og holdningen er, at både nationale og internationale niveauer

er nødvendig i analysen af internationale forandringer og specifikke udenrigspolitiske

beslutninger (Wohlforth, 1994: 107). Ved ikke at benytte universel realisme bliver det dog

vanskeligere at forklare dynamikken i de begrænsninger, de realistiske grundantagelser

opstiller, men merværdien i den eksplorativ indsigt på flere niveauer, mener jeg, opvejer

dette.

10

”

En hovedudfordring for realistiske forklaringer på udenrigspolitiske fænomener er som

nævnt at kombinere strukturen og konteksten. Anders Wivel påpeger, at kombinationen af

realismens grundlæggende strukturelle antagelser med den neoklassiske realismes

kontekstafhængige ad hoc-argumenter er afhængig af, at man undgår at udvide antallet af

faktorer uden en fast ramme. Ellers risikerer man at ende i en frugtesløs række af ad hoc-

argumenter (Wivel, 2005: 356). Samtidig undlod Waltz bevidst at inddrage interne statslige

faktorer i sin teori for at undgå reduktionisme, og hvis kontekstuelle variable nu skal

inddrages, påpeger Sterling-Folker, at eksisterende systemiske teorier må være grundlaget

(Sterling-Folker 1997: 2). En anerkendelse af, at den politiske proces afhænger af

magtdynamikkerne i den internationale anarkiske struktur, og at denne har forrang, giver

således mulighed for at analysere samspillet mellem objektive og subjektive faktorer som

definerende for udenrigspolitik.

Nogle mener at se et problem i at definere den relative betydning af interne og eksterne

faktorer, da de konstant vekselvirker (Wohlforth, 1994: 107). Det vil jeg forsøge at

imødekomme ved at betragte internationale strukturelle faktorer som primære og den

specifikke konfiguration af det internationale system samt internt statslige faktorer som

afhængige heraf. Som Gideon Rose klart formulerer det:

”… systemic pressures must be translated through intervening variables at the

unit level” (Rose, 1998: 146).

4.3. NATIONALE STRATEGIER I INTEGRATIONSDILEMMAET

Den neoklassiske realisme sætter rammerne for en analyse på flere forklaringsniveauer, men

opstiller ikke en konkret teoretisk model for udenrigspolitiske valg. Jeg inddrager derfor

Nikolaj Petersens teori om nationale strategier i integrationsdilemmaet i selve analysen, dog

med hensyn til den neoklassiske realismes påstande. Den anerkender som sidstnævnte også

staterne som de primære aktører: ”… nation-states remain important, and … too little

attention has been paid to the strategies they apply” (Petersen, 1998: 34). Samtidig tillægges

de nationale forhold stor betydning og ikke mindst de enkelte beslutningstagere. Ikke mindst

er fokus på ”the interface between the external and internal environments of the nation-state

11

”

and the relative balance between them” (Petersen 1998: 38), hvilket er i overensstemmelse

med den neoklassiske realisme og forstærker de to teoriers kompatibilitet.

Det kræver også en udvidelse af integrationsbegrebet at gøre dem kompatible: Petersen

fokuserer på EU-integrationen, mens Rusland siden den kolde krigs afslutning har kæmpet

med at afklare, hvordan og hvor meget landet skal integrere sig i det internationale samfund.

Denne integration har antaget en anden form end den europæiske integration, men kan siges

at være potentielt lige så intrusiv, progressiv og bredtfavnende; blot på et internationalt og

ikke regionalt niveau (Petersen 1998: 35). Rationelle aktørers prioriteter, som Petersen

beskriver dem, er de samme i den russiske kontekst som i den rent europæiske. Beskrivelsen

synes at stemme særdeles godt overens med en realistisk opfattelse af ”rising Russia”:

”Decision-makers will naturally choose external strategies which allow their

nation to enjoy the collective goods of integration … and which will increase the

influence, respect and reputation of their country. At the same time they will

endeavour to control the diminution of sovereignty, protect national priorities,

avoid the loss of national identity …” (Petersen, 1998: 37).

Petersens teori om nationale strategier i integrationsdilemmaet bygger på to underliggende

afhængige variable: Indflydelseskapabilitet og stress-sensitivitet. De to variable kan antage

værdier mellem lav og høj på hver deres akse, og resultatet er fire idealtypiske kombinationer

med afledte nationale strategier, som det fremgår af tabel 1.

Indflydelses-kapabilitet

Stress-sensitivitet

National strategi

Høj Lav Dominanspolitik: Omgivelserne påvirkes mere end staten selv.

Høj Høj Balanceringspolitik: Kompromiser og gensidige indrømmelser.

Lav Lav Dvalepolitik: Lav deltagelse og beskyttelse af autonomi.

Lav Høj Samtykkepolitik: Nationale præferencer undertrykkes.

Tabel 1. Indflydelseskapabilitet, stress-sensitivitet og afledte strategier.

12

”

Indflydelseskapabilitet betegner den evne og de muligheder, en stat har for at påvirke

omgivelserne gennem f.eks. positive eller negative sanktioner (Petersen, 1998: 38-39). I

denne sammenhæng kan Nord Stream-projektet som helhed ses som en indikator på høj

russisk indflydelseskapabilitet, da det er lykkedes at øve indflydelse på bl.a. Tyskland (hvis

samarbejde er krævet), selv om projektet er kontroversielt.

Stress-sensitivitet betegner samfundsmæssige strukturers følsomhed over for eksternt pres

forårsaget af internationale begivenheder eller aktører (Petersen, 1998: 40). I denne

forbindelse kan det faktum, at det ikke overvejes at lægge gasrørledningen på land trods

mange protester, indikere en lav russisk stress-sensitivitet. Koncepterne indkredses også af

Hans Mouritzen, der henviser til de parallelle begreber offensiv/defensiv samt positiv/negativ

magt som udtryk for en langvarig og generelt etableret distinktion (Mouritzen, 2006: 115).

Dominanspolitik er karakteriseret ved muligheden for at stille krav uden at give væsentlige

indrømmelser til gengæld og kræver en stærk materiel base i form af økonomiske,

diplomatiske og militære ressourcer. Balanceringspolitik er den arketypiske

integrationsstrategi og er kendetegnet ved en høj deltagelse i det internationale samfund,

baseret på forventningen om, at indrømmelser giver fremtidige fordele. Dvalepolitik derimod

kendestegnes grundlæggende ved inaktivitet, og samtykkepolitik er næsten udelukkende

baseret på indrømmelser (Petersen, 1998: 43-45).

For at strukturere analysen har jeg opstillet en arbejdshypotese, som søges be- eller afkræftet.

Den er dog kun et middel til indkredse et svar på problemformuleringen. Ræsonnementet er

følgende: Rusland var i 1980’erne en supermagt i forfald, i 1990erne en fortumlet stormagt og

har siden år 2000 fulgt en relativt stabil kurs med det mål at genskabe fordums storhed. Lige

efter Putins tiltrædelse i 2000 var situationen, at Rusland…

”… is still feeling the effects of the sudden power shift of the late 1980s and this is

why it finds itself in a situation characterised by a marked imbalance between

ambitions and ressources” (Splidsboel-Hansen, 2002).

Et argument i denne opgave er, at denne ubalance er blevet mindre. Det er ikke fordi,

ambitionerne er blevet mindre, men fordi samspillet mellem det internationale system, de

indenrigspolitiske forhold og præsidenten har øget Ruslands indflydelseskapabilitet og

13

sænket stress-sensitiviteten. Nord Stream, mener jeg, er en direkte indikator herpå og er

udtryk for, at Rusland søger en dominanspolitik muliggjort af høj indflydelseskapabilitet og

lav stress-sensitivitet, bl.a. som beskrevet ovenfor ved eksemplificeringen af begreberne.7 Det

stemmer overens med forestillingen om, at Rusland som tidligere supermagt vil forsøge igen

at opnå betydelig indflydelse i det internationale samfund og fører mig frem til følgende

arbejdshypotese:

Beslutningen om anlæggelsen af Nord Stream er udtryk for russisk dominanspolitik,

som er muliggjort af faktorer på mikro- og mesoniveau, der i høj grad har påvirket

indflydelseskapabiliteten positivt, samt faktorer på makroniveau, der i høj grad har

påvirket stress-sensitiviteten negativt.

For at kunne skematisere arbejdshypotesen og analyseresultaterne samt muliggøre

sammenligning i den afsluttende opsummering i tabel 3, har jeg valgt at tildele de vurderede

effekter af de analyserede faktorer numeriske værdier. Jeg arbejder med følgende grader af

påvirkning: Ingen (0), moderat (+/-1) og høj (+/-2). Disse værdier er arbitrære og kan ikke

tillægges anden betydning, end den jeg specifikt har tildelt dem, men ikke desto mindre tjener

de som et middel til anskueliggørelse af vægten af de forskellige analyseområder. Samtidig er

valget af en skala med relativt få værdier et udtryk for, at analysen grundlæggende er

kvalitativ, og at nuancerne skal findes i argumenterne. Kun en rent kvantitativ undersøgelse

ville kunne afspejle nuancerne i selve skalaen.

7 Som anført i definitionen af dominanspolitik kræves et stærk militær grundlag. Det russiske militær er generelt

svækket, men alene det faktum, at Rusland stadig besidder et destruktivt atomarsenal, gør landet militært betydeligt

(Stengel, 2007). Jeg fokuserer dog som nævnt på de af magtpolitikkens midler, der ikke er militære.

14

5. ANALYSERAMME

I forlængelse af ovenstående har jeg konstrueret analyserammen i tabel 2, der inkorporerer

de tre forklaringsniveauer, seks faktorer (de uafhængige variable) og den anarkiske strukturs

bagvedliggende påvirkning. Desuden indgår de to afhængige variable samt forventningerne

som udtrykt i arbejdshypotesen. Følgende definitioner ligger til grund for analyserammen:

• Den anarkiske struktur er det af realismen antagne grundvilkår for suveræne staters

samkvem i det internationale system. Fraværet af en overordnet myndighed implicerer

selvhjælp. Anarkiet kan anskues som en grænse, der udelukker bestemte handlemåder

eller som en vind, hvad jeg vælger, der skaber et strukturelt pres (Wæver, 1992: 132).

• Makro-niveauet dækker over de forhold, der gør sig gældende i den aktuelle

konfiguration af statslige aktører i det internationale system (polariteten) og

fordelingen af ressourcer mellem dem. Den anarkiske struktur er således et abstrakt

begreb, mens det internationale system er et konkret.

• Meso-niveauet betegner de forhold, der gør sig gældende for én specifik stat anskuet

som en samlet enhed. Det er f.eks. historiske, demografiske og økonomiske forhold,

som er relativt stabile over tid.

• Mikro-niveauet omfatter de interne forhold i én specifik stat og hvordan de enkelte

samfundselementer som f.eks. beslutningstagere, centraladministration, militære

institutioner og civilsamfundet er positioneret i forhold til hinanden.

Tabel 2. Analyseramme og forventede påvirkninger.

Grund-vilkår

Niveau Analyse-område

Faktor Forventet samlet påvirkning af IK

Forventet samlet påvirkning af SS

Den

an

ark

isk

e

stru

ktu

r

Makro 1. Det interna-tionale system

a. Energipriserne b. NATO- og EU-udvidelse

0 -2

Meso 2. Staten c. Historisk inspiration d. Økonomisk situation

+2 0

Mikro 3. Leder og civilsamfund

e. Vladimir Putin f. Civilsamfundet

+2 0

15

Strukturniveauet har således forrang og opstiller nogle grundlæggende muligheder og

begrænsninger i det internationale system, som Rusland kan handle indenfor. Samtidigt er

staten defineret ved nogle historiske og økonomiske betingelser, som har indflydelse på

lederens perspektiver og valg samt civilsamfundets sammenhængskraft og mobiliserings-

potentiale. På denne måde anerkender jeg den neoklassiske realismes antagelse om

strukturens forrang. Kvalificering af disse faktorer sker i næste afsnit.

De specifikke faktorer, jeg vil undersøge, udgår fra den teoretiske tilgang og er valgt således,

at hvert analyseområde dækkes af to faktorer, der vurderes som afgørende for den kontekst,

beslutningen om Nord Stream er truffet i. Valget af netop disse faktorer er således afhængigt

af opgavens fokus på Rusland. Faktorerne ser jeg som udtryk for eksogene udviklinger og vil

derfor ikke forklare hverken årsagerne til de stigende energipriser eller dynamikkerne bag

NATO- og EU-udvidelserne. Jeg vil gennem analysen af faktorerne fokusere på hvert

analyseområdes påvirkning af Ruslands indflydelseskapabilitet og stress-sensitivitet i

overensstemmelse med arbejdshypotesen. De variable påvirker også hinanden gensidigt,

hvilket primært vil blive behandlet i diskussionen.

Den tidsmæssige variabel vil jeg ikke fokusere på. Jeg anerkender, at det ikke er muligt

udelukkende at vurdere Putins præsidentperiode samlet, men tilslutter mig dog vurderingen

af, at Putins politik generelt har været præget af kontinuitet, og at de virkelige skift skete med

Primakov som udenrigsminister i slutningen af 1990’erne, da Putin afløste Jeltsin samt efter

den 11. september 2001 (Nielsen, 2007: 17, Skak, 2003: 2-3, Casier, 2006: 386-389). I forhold

til vurderingen af ændringerne i indflydelseskapabiliteten og stress-sensitiviteten, benytter

jeg slutningen af 1990’erne som referencepunkt og vurderer udelukkende faktorernes

påvirkning i perioden 2000-2008 med Putin som præsident.

At afgrænse analysen af Nord Stream-projektet tidsmæssigt til netop Putins præsidentperiode

er oplagt, selv om projektet blev startet inden. De indledende undersøgelser af muligheden for

realisering af planerne blev gennemført i slutningen af 1990’erne, men oprettelsen af et

konsortium og underskrivelsen af en principiel projektaftale skete først i 2005. Det første rør

skal efter planen være operationelt i 2011. Projektet er således helt altovervejende blevet til,

mens Putin var præsident (Gazprom, 2008c: 1).

16

6. METODISKE OVERVEJELSER

De metodiske overvejelser i forbindelse med analysen knytter sig primært til valget af

faktorer samt operationaliseringen af dem. Grundlæggende vil metoden nødvendigvis have et

eksplorativt element, da jeg som nævnt vil forsøge at vise hvilken og hvor stor indflydelse, de

enkelte analyseområder har. Med undtagelse af formuleringen af arbejdshypotesen, arbejder

jeg dog ikke induktivt og vil ikke forsøge at generere teorier gældende uden for konteksten på

baggrund af analyseresultaterne. Analyserammen er snarere udtryk for en deduktiv tilgang

med udgangspunkt i kombinationen af den neoklassiske realismes fokusområder og teorien

om nationale strategier i integrationsdilemmaet.

Som beskrevet ovenfor arbejder jeg helt overordnet med tre analyseområder fordelt på tre

analyseniveauer med hver to faktorer, der potentielt påvirker to afhængige variable. De seks

faktorer kan ses som uafhængige variable, men jeg har valgt at betegne dem som faktorer, da

jeg ikke fokuserer på variationerne inden for deres udfaldsrum, men i stedet de specifikke

værdier, de generelt fremtræder med i den undersøgte tidsperiode. F.eks. kan faktoren

”NATO- og EU-udvidelse” ses som et specifikt udfald i udfaldsrummet for en uafhængig

ekspansionsvariabel med værdierne ”Ingen alliance- eller unionsudvidelser”, ” NATO- eller

EU-udvidelse” og ”NATO- og EU-udvidelse”. Hvis denne variabel var i centrum for analysen,

kunne udfaldsrummet nuanceres yderligere. Tilsvarende for de andre faktorer. Faktorerne er

desuden ikke uafhængige af den anarkiske struktur. Også derfor mener jeg, det er mere

retvisende at betegne dem som faktorer end som uafhængige variable. Jeg fokuserer dog

eksplicit på de to afhængige variables (indflydelseskapabiliteten og stress-sensitiviteten)

komplette udfaldsrum.

Valget af faktorer og operationaliseringen knytter sig til hinanden på den måde, at de seks

valgte faktorer vurderes at have stor indflydelse på Rusland eksterne kapabilitet og interne

sensitivitet. Jeg er opmærksom på, at der altid vil være en risiko for, at fundne sammenhænge

er spuriøse på grund af oversete bagvedliggende uafhængige variable, og der er givetvis andre

faktorer end de her valgte, der har haft indflydelse på beslutningen om Nord Stream. Det er et

videnskabeligt grundvilkår, som jeg vil imødekomme ved i analysen at påpege logikken bag

fundne sammenhænge samt i diskussionen omtale fundne kausalsammenhænge. Udvælgelsen

af faktorer er også udtryk for denne opgaves nævnte eksplorative element: Jeg vil undersøge,

17

”

hvilken effekt de valgte faktorer har haft for russisk udenrigspolitik under Putin og herunder

den specifikke beslutning om Nord Stream. Dermed anerkender jeg, at analysen ikke kan blive

udtømmende på hvert niveau, men til gengæld gøres billedet mere komplet ved inddragelse af

tre niveauer.

Indflydelseskapabilitet og stress-sensitivitet er abstrakte koncepter, der ikke direkte kan

aflæses ontologisk og måles empirisk. Derfor vil jeg også støtte mig til nogle af principperne i

den klassiske tilgang, som stod over for den mere rigide behavioralistiske i ’den anden store

debat’. Som Hedley Bull skriver om den klassiske tilgang:

”[It] is characterized above all by the explicit reliance upon the excercise of

judgment and by the assumptions that if we confine ourselves to strict standards

of verification and proof there is very little of significance that can be said about

international relations” (Bull, 1966: 361).

Jeg vil dog støtte enhver bedømmelse og vurdering med konkrete argumenter. På denne

baggrund er de seks faktorer som nævnt valgt, fordi de vurderes som valide indikatorer, der

kan sige noget om de bagvedliggende, abstrakte begreber: De fokuserer på det strukturelle

niveau med energipriser og forholdet til nabostater, den nationale økonomiske situation og

specifikke historiske inspiration samt den ”prestige and reputation”, som knytter sig til leder

og civilsamfund. Det er netop disse områder, som Petersen påpeger er afgørende (Petersen

1998: 38-39).

Men for at bestemme faktorernes effekt er det nødvendigt at opstille definitioner for, hvornår

de kan siges at have indflydelse på Ruslands indflydelseskapabilitet og stress-sensitivitet.

Effektkriterierne har jeg formuleret således:

• En faktor påvirker indflydelseskapabiliteten i det omfang, den alt andet lige direkte

øger eller mindsker statens muligheder for at påvirke omgivelserne til egen fordel.

• En faktor påvirker stress-sensitiviteten i det omfang, den alt andet lige direkte øger

eller mindsker muligheden for og effekten af eksterne aktørers uønskede påvirkning af

statslige strukturer.

18

For at imødekomme en grundantagelse i neoklassisk realisme, har jeg i forhold til Petersens

definitioner (Petersen, 1998: 38-40) tilføjet staternes egeninteresse som dimension ved at

anføre, at påvirkningen af omgivelserne skal ske til egen fordel og altså i overensstemmelse

med egne interesser, samt at eksterne aktørers påvirkning af staten skal være uønsket og

således i uoverensstemmelse med egne interesser. Det betyder ikke, at enhver ekstern

indflydelse er uønsket, men faktorer, der øger muligheden for og effekten af uønsket ekstern

påvirkning, er normativt negative for den enkelte stat.

Der er både svagheder og styrker ved denne fremgangsmåde. Ved at inddrage ceteris paribus

(alt andet lige) i begge definitioner samt nødvendigheden af direkte påvirkning, gør jeg det

muligt at øge validiteten og klarheden af analysens argumenter. Ved indirekte påvirkninger vil

der være for mange ubekendte faktorer til, at det vil være forsvarligt at udlede noget. At en

potentiel påvirkning eksisterer, hvis man ser bort fra andre faktorer, må bero på velvalgte

argumenter.

19

”

7. ANALYSE

På baggrund af ovenstående teoretiske valg og den deraf konstruerede analyseramme vil jeg i

det følgende analysere de seks faktorers påvirkning af de afhængige variable. Efter analysen

af de enkelte faktorer opsummeres der kort, mens et samlet skema over analyseresultaterne

er placeret i begyndelsen diskussionsafsnittet.

7.1. MAKRONIVEAUET: MULIGHEDER OG BEGRÆNSNINGER I DET INTERNATIONALE SYSTEM

7.1.1. ENERGIPRISERNE

De seneste års stigende energipriser har betydet afgørende ændringer i de muligheder og

begrænsninger, som det internationale system opstiller. Prisen på gas er steget med næsten

180% fra primo 2002 til primo 2008 og prisen på olie er steget med 400%.8 Prisstigningerne

har haft en enorm betydning for Rusland og Gazprom, som er verdens største gasselskab.9 En

tidligere rådgiver for Vladimir Putin har udtalt, at “… Russia’s elite [is] intoxicated from the

smell of oil and gas and drunk with petroleum power” (Karatnycky, Newsweek, 2007: 1).

Udviklingen var uforudset, men har åbnet nye muligheder. Som Kanet formulerer det:

”The meteoric rise in global petroleum and natural gas prices since the turn of

the century … has begun to provide President Putin with the underpinnings of

the economic clout … to assert Russian interests and reestablish Russian policy

influence” (Kanet, 2007: 3).

Der fremhæves altså en linje mellem de stigende energipriser og hævdelsen af russiske

interesser. Dette underbygges af, at den russiske udenrigsminister Lavrov i 2007 skrev:

8 Gas er steget fra $2,50 pr. tusind kubikfod i januar 2002 til $6,99 i januar 2008; det vil sige næsten 180%

(http://tonto.eia.doe.gov/dnav/ng/hist/n9190us3M.htm). Prisen på olie er i samme tidsrum steget fra ca. $20 pr.

tønde til over $100; hvilket er en stigning på 400% (http://tonto.eia.doe.gov/dnav/pet/hist/rbrteM.htm).

9 I 2005 udvandt firmaet dobbelt så meget gas som hele Mellemøsten tilsammen (Business Monitor, 2007: 2), og med

købet året før af oliefirmaet Rosneft sikrede Gazprom sig også en væsentlig olieproduktion (Dempsey, 2004: 1).

20

” ”Russia does … consider energy to be a strategic sector that helps safeguard

independence in its foreign relations” (Lavrov, 2007a: 2).

De russiske ledere har forstået vigtigheden af ikke bare at konstruere fordelagtige ruter for

eksport af energi (Haslam, 2007: 2), men også vigtigheden af at forsøge at skaffe sig kontrol

over energiinfrastrukturen i både CIS-landene (Commonwealth of Independent States, 11

tidligere Sovjetlande) og Europa. De stigende energipriser må siges alt andet lige direkte at

have øget Ruslands muligheder for at påvirke omgivelserne til at indgå aftaler om både

leverancer, salg af nationale energiselskaber som i Serbien samt ikke mindst samarbejde om

konstruktion af nye gasrørledninger som Nord Stream og South Stream (Dempsey, 2008: 1).

De stigende energipriser, set som en udvikling i de strukturelle betingelser, har således øget

Ruslands indflydelseskapabilitet ved at tilføre landet store økonomiske midler. Noget er brugt

på opkøb i energisektoren. En tilstrækkelig del er kanaliseret ud i det russiske samfund til at

skabe fundamentet for en middelklasse og sikre social ro; f.eks. er en typisk arbejderløn

fordoblet siden 2003. Men vigtigst er det, at en udenlandsk statsgæld på næsten $200

milliarder er blevet tilbagebetalt (Ignatius, 2007a: 3). Udlandsgælden kan ses som indikator

på stress-sensitiviteten: Det har været muligt at foretage en hurtig tilbagebetaling af store

dele af den enorme statsgæld, hvilket er udtryk for en ikke kun symbolsk (Nielsen, 2007: 17),

men også reel genvinding af uafhængighed. Det aflaster både økonomien for nærværende og i

tilfælde af, at oliepriserne igen falder. Ikke at have gæld mindsker alt andet lige direkte

muligheden for og effekten af eksterne aktørers uønskede påvirkning af den russiske stat.

Det er ikke kun Europa, der er afhængig af Ruslands energiressourcer. Rusland er mindst lige

så afhængig af, at Europa køber gassen, hvorfor det både er et spørgsmål om udbuds- og

efterspørgselssikkerhed. 70% af Ruslands gasindtægter kommer fra eksport til Europa, som

dog ’kun’ får 44% af sit gasforbrug dækket af Rusland (Dempsey, 2004: 1). Der er dog store

lokale forskelle, og syv EU-lande er helt afhængige af Rusland.10 Så nok er den lavere

udlandsgæld kilde til lavere stress-sensitivitet, men den bestående gensidige afhængighed

mellem Rusland og EU begrænser Ruslands mulighed for at føre dominanspolitik. Som det

anerkendes af Petersen (1998: 38), har et lands ry betydning, og i Moskva er man…

10

Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Ungarn, Finland og Polen får alle 86-100% af deres gas fra Rusland. Tjekkiet får

75% og Østrig 65% fra den store nabo i øst (Dempsey, 2004: 1).

21

” ”… stadig mere bevidst om, at Ruslands ry som en pålidelig energileverandør vil

lide ubodelig skade, hvis man på nogen måde forsøger at anvende [Nord Stream]

til politiske-sikkerhedspolitiske formål” (Cameron, 2007: 11).

Sammenfattende kan det fastslås, at de stigende energipriser som udtryk for ændrede forhold

i det internationale system alt andet lige har øget Ruslands indflydelseskapabilitet i høj grad,

men kun sænket stress-sensitiviteten i moderat grad, da den gensidige afhængighed mellem

EU og Rusland stadig er markant.

7.1.2. NATO- OG EU-UDVIDELSE

Udvidelserne af NATO og EU i 2004 ændrede væsentlige strukturer i det internationale

system og havde indflydelse på Ruslands forhold til både EU, USA og (som en delvist

overlappende kategori) de tidligere sovjetlande. De er tidsmæssigt sammenfaldende med

Nord Stream-beslutningsprocessen og påvirkede både Ruslands indflydelseskapabilitet og

stress-sensitivitet. I det følgende vil jeg analyse hvordan og i hvilket omfang. Jeg anerkender

at de to organisationer er væsensforskellige, men i forholdet til Rusland har udvidelses-

processerne mange ens karakteristika og implikationer, hvilke jeg vil fokusere på. I Rusland

anså man EU-udvidelsen som relativt positiv, men NATO-udvidelsen som yderst negativ, og

forventede, at det ville være to selvstændige processer. De viste sig dog at være tæt forbundet

og påvirkede hinanden gensidigt (Karabeshkin og Spechler, 2007: 308; 319).

Historisk har forholdet mellem specielt NATO og Rusland naturligt nok været spændt, men

efter den 11. september har USA og Rusland fundet sammen i kampen mod terrorisme,

hvilket også har forbedret forholdet til NATO.11 Forholdet til EU er præget af

energispørgsmålet, som først for nyligt er kommet i fokus: I 2004, da Holland havde EU-

formandskabet, skrev den hollandske udenrigsminister en artikel om, hvorfor Rusland og EU

har brug for hinanden. Energispørgsmålet blev ikke nævnt med et ord (Bot, 2004: 1-2), men

11

Et billede på det spændte forhold, er en anekdote om daværende præmierminister Primakov, der i 1999 sad i et fly

over Atlanterhavet på vej til Washington, da han fik bekræftet, at NATO ville intervenere militært i Kosovo. Han

beordrede piloten til øjeblikkeligt at vende om og flyve tilbage (Godzimirski, 2005: 58). Efter terrorangrebene i USA er

situationen som sagt en anden, hvilket blandt andet afspejles ved, at der i 2002 blev oprettet et NATO-Russia Council

(NRC) og Rusland har desuden deltaget i NATO-skibspatruljeringer i Middelhavet (Operation Active Endeavour).

22

der blev heller ikke stillet spørgsmålstegn ved Rusland som stabil energileverandør før

afbrydelsen af gassen til bl.a. Ukraine i 2006-2007 (Møller, 2007: 129; Christensen, 2007: 27).

Følgerne af denne gasafbrydelse skal ses i sammenhæng med, at Vesten gennem NATO- og

EU-udvidelserne er kommet geografisk tættere på Rusland. Gasafbrydelserne har været

kulminationen på prisforhandlinger, hvor Rusland har ønsket at hæve gaspriserne for en

række tidligere Sovjetlande (som hidtil har nydt godt af subsidier) til almindelige

markedspriser. Meget tyder på, at Rusland i tilfældet med Ukraine blev delvist overrasket

over både Ukraines ulovlige aftapning af gas, som betød gasmangel i andre dele af Østeuropa,

og over at omverdenens skarpe reaktion var rettet mod netop Rusland og ikke mod Ukraine.12

Dette viser, hvordan udvidelserne primært har sænket indflydelseskapabiliteten: Den slags

uregelmæssigheder i gasleveringen, som er forekommet, rammer ikke længere EU-nabolande,

men EU-medlemslande som f.eks. Ungarn og Tjekkiet, hvilket tvinger EU til at reagere

negativt. En negativ reaktion fra EU mindsker alt andet lige Ruslands muligheder for at

påvirke omgivelserne til egen fordel.

Da de nye EU-lande også er blevet medlemmer af NATO, har mange naturligt nok taget

energispørgsmålet op i dette forum også. Som NATO’s Jamie Shea skriver: ”Mange af vores

partnerskabslande er enten vigtige udbydere af olie og gas eller førende transitlande, som er

tæt involveret i de løbende diskussioner om eksisterende rørledninger og nye

rørledningsprojekter”, og han nævner eksplicit muligheden for, at NATO kan bidrage til de

internationale bestræbelser på at forbedre energisikkerheden (Shea, 2006: 2). NATO-

udvidelsen har således øget sandsynligheden for NATO-involvering i energispørgsmål, hvilket

ligeledes mindsker Ruslands muligheder for at påvirke omgivelserne til egen fordel, da der

potentielt kan forventes negative NATO-reaktioner, som alt andet lige vil mindske

handlerummet og dermed indflydelseskapabiliteten.

12

Det russiske Udenrigsministerium udsendte i begyndelsen af 2006, midt i gasstriden, en erklæring om, at Ukraine

garanterede ”uhindret transit af naturgas” og ville ”træffe alle nødvendige forholdsregler for at forhindre ulovlig

aftapning af naturgas i transit”. Det er ikke i Ruslands interesse at blive anset som upålidelig leverandør, og

ovenstående synes at påvise, at russerne mente, at kun Ukraine kunne anklages for manglende gas i Europa

(Christensen, 2007: 35-36). Desuden kan det ”ikke udelukkes at voldsomheden i prisstigningerne skyldes den

ukrainske og georgiske vestvendte orientering, men det må vurderes, at prisstigningerne ville være kommet alligevel,

uanset hvilken orientering landenes styre måtte have” (Møller, 2007: 143), som det fremføres. Det understøttes af, at

også det russiskvenlige Hviderusland har oplevet prisstigninger.

23

”

NATO- og EU-udvidelserne har indirekte mindsket Ruslands stress-sensitivitet i det omfang,

de alt andet lige har øget det indenrigspolitiske handlerum ved at bidrage til national samling

omkring opfattelsen af Vesten som en fremrykkende fjende. Det er der dog ikke noget, der

tyder på, bl.a. fordi 58% af den russiske befolkning i 2005 trods alt støttede udviklingen af

samarbejdet med NATO (Karabeshkin og Spechler, 2007: 328, note 57). Udvidelserne kan

sammenfattende siges at have mindsket Rusland indflydelseskapabilitet moderat, mens

stress-sensitiviteten kun potentielt er mindsket indirekte.

7.2. MESO-NIVEAUET: STATENS MODTAGELIGHED FOR OG REAKTION PÅ SYSTEMETS PRES

7.2.1. HISTORIENS BETYDNING FOR RUSSISK UDENRIGSPOLITISK SELVFORSTÅELSE

Det lyder som en kliché: “Russia lives in history – and history lives in Russia” (Stengel, 2007:

1). Men i forhold til Rusland synes en sådan kliché at være mere end netop dét. Som mange

påpeger, spiller den historiske arv en stor betydning i russisk udenrigspolitisk selvforståelse:

“There is a line to be drawn from Ivan III’s 500-years-old campaign to be

recognized as the peer of the Holy Roman Emperor to Putin’s ongoing campaign

to be recognized as the peer of Chancellor Gerhard Schröder and President

Jacques Chirac” (Neumann, 2005: 25).

Specielt Putin har med Ruslands stigende indflydelse fokuseret på ”Russia’s worthy place in

the international arena”, som han selv udtrykker det (som citeret i Ignatius, 2007b: 8). Den

historiske bevidsthed betyder først og fremmest, at Rusland har en motivation til at leve op til

det anarkiske systems fordring: At udvide indflydelseskapabiliteten og mindske stress-

sensitiviteten. For at være en stormagt betyder blandt andet at være til stede, selv når man

ikke er det: “… that is, to be taken into consideration by other powers as a matter of course

and in issues that the power in question itself may not even know are being discussed. It is to

have a droit de regard, even when you are absent in mind and body” (Neumann, 2005: 15),

skriver Neumann og henviser til Ruslands behov for at blive bemærket.13 Et stort fokus på den

13

”… gaining the recognition of the European powers is a theme that runs through Russian history in its entirety”

(Neumann, 2005: 23).

24

historiske arv betyder dog langt fra i sig selv, at en stats muligheder for at påvirke

omgivelserne øges. Der er højest en indirekte sammenhæng, således at dette fokus i Ruslands

tilfælde driver staten til at have international anerkendelse som en væsentlig udenrigspolitisk

prioritet med det mål at opnå større indflydelseskapabilitet.14

Specielt Aleksandr Gorchakov (1798-1883) er blevet fremhævet som inspirationskilde for

moderne russisk udenrigspolitik. Det russiske Udenrigsministerium har indstiftet en medalje i

hans navn og 200 året for hans fødsel blev behørigt fejret (Splidsboel-Hansen 2002: 377). Det

fremhæves, at Moskva er inspireret af den politik, udenrigsminister Gorchakov førte i tiden

efter Ruslands nederlag i Krim-krigen i 1856, som var baseret på tre søjler: At fokusere på

intern national udvikling som højeste prioritet, at implementere en ikke-aggressiv og

forudsigelig udenrigspolitik for at muliggøre dette og endelig at følge en revisionistisk politik,

med det mål at genskabe den gamle orden (Splidsboel-Hansen 2002: 380-381).

Ifølge udenrigsminister Lavrov markerede Putins tale i februar 2007 et vendepunkt for

russisk udenrigspolitik med markeringen af ønsket om, at Ruslands bekymringer og

interesser tages i betragtning. Men samtidig understreger han, at ”[o]ur partners should

understand, that in our history we are again going through a stage of inner concentration

needed for another rise of the country” (Lavrov, 2007b). Dette fokus på den interne udvikling

kan ses som et forsøg på at sænke stress-sensitiviteten ved at styrke statslige strukturer. Som

indsatsområder har Putin selv udpeget russiske værdier (som patriotisme og social

solidaritet), en stærk stat (herunder en styrkelse af retsvæsenet og kamp mod korruption) og

ikke mindst en effektiv økonomi (baseret på naturressourcer og en integrering i verdens-

økonomien) (Putin, 1999: 7-13) 15. Dette kan ses som et klart forsøg på at mindske om ikke

muligheden for, så dog effekten af eksterne aktørers påvirkning af statslige strukturer. Det er

Putin ekstremt opmærksom på, hvilket han gav udtryk for over for en amerikansk journalist:

14

Konstruktivisten Erik Ringmar har arbejdet med anerkendelsesbegrebet, som han har anvendt på Sovjetunionen i

”The Recognition Game: Soviet Russia Against the West” (Cooperation and Conflict, 2002, vol. 37, no. 2). Han

fokuserer dog på identiteter og ser anerkendelse som et mål, hvor jeg vælger at forstå anerkendelse som et middel.

15 Putin forsøgte i øvrigt i sin artikel fra 30. december 1999, at fremstille Ruslands historie som sammenhængende, for

at imødekomme de dele af det russiske samfund, der identificerer sig med bestemte perioder af den (Neumann, 2005:

14). Det er på denne måde tydeligt, at Putin har arbejdet meget bevidst med inddragelsen af den historiske arv i sin

præsidentperiode.

25

”

”

”Why do you believe that you have the right to interfere in our affairs? And,

frankly speaking, this is the main problem in our relations” (som citeret i

Ignatius, 2007b: 5).

Sammenfattende er det ovenfor påvist, at den historiske arvs indflydelse på russisk

udenrigspolitik har en moderat, men kun indirekte påvirkning af stress-sensitiviteten. Den

medfører et markant fokus på den nationale udvikling frem for store udenrigspolitiske

ambitioner, hvilket generelt vil mindske effekten af eksterne påvirkninger.

Indflydelseskapabiliteten er heller ikke direkte påvirket af den historiske arv, men kommer

dog i centrum på grund af den revisionistiske gorchakovisme, der nu præger hovedlinjerne i

russisk udenrigspolitik.

7.2.2. DEN ØKONOMISKE SITUATION I RUSLAND

I det følgende vil jeg først beskrive økonomiens overordnede udvikling og rolle i Rusland og

derefter analysere tre karakteristika, som har har betydning i forhold til Nord Stream. De

første år efter Sovjetunionens sammenbrud var udviklingen i det selvstændige Rusland, der

opstod i kølvandet, kaotisk. Skrøbelige og vagt definerede institutioner umuliggjorde

konsistente politiske prioriteter. Det generelle økonomiske kaos og den finansielle

nedsmeltning i 1998 gjorde det specielt svært for den russiske administration at føre en

sammenhængende udenrigspolitik. Det er især derfor, at “… the Putin administration is

putting growing emphasis on developing the Russian economy, which is seen as a prerequisite

for a strong state, rather than maintaining military ambitions abroad at any price” (Oldberg,

2005: 50). Og i forhold til f.eks. de andre CIS-stater, har Rusland på mange måder udnyttet sin

trods alt overlegne økonomiske status, især i forbindelse med energiaftaler. CIS-landene har

stor gæld til Rusland, og flere af dem er helt afhængige af russisk samhandel. I Kreml er man

bevidst om økonomien som udenrigspolitisk værktøj:

”Having the advantage of more favourable economic development than its CIS

partners, Russia has thus increasingly used the economic means at its disposal,

which looked more acceptable than raw military and political pressure but could

be at least equally efficient” (Oldberg, 2005: 43).

26

Men den russiske økonomi er karakteriseret ved især tre udfordringer, som har haft og fortsat

vil have indflydelse på landets indflydelseskapabilitet og stress-sensitivitet og dermed også

beslutningen om Nord Stream:

Først og fremmest er manglende diversificering af økonomien problematisk. Olie- og

gaseksporten er den altovervejende indtægtskilde, hvilket kun er blevet yderligere

understreget af de stærkt stigende energipriser. Man forsøger at satse på andre sektorer som

f.eks. forskning inden for specielt nanoteknologi, men er langt fra at være kompetitiv

internationalt (Cohen, 2007: 15). Det er årsagen til, at de stigende energipriser som omtalt

ovenfor har haft så massiv en virkning, men betyder samtidig, at man risikerer, at effekten ved

faldende energipriser er mere massiv end nødvendigt – tilbagebetalingen af udenlandsgælden

gør det ikke alene. Nord Stream er både en indikator på og en årsag til denne effekt.

Olieproduktionen forventes at toppe 2010-2020, gasproduktionen senest i 2030, hvilket

specielt vil ramme stress-sensitiviteten, da Rusland på længere sigt vil være nødsaget til at

importere energi eller opbygge vedvarende energikilder (Götz, 2005: 231).

Dernæst har manglende investeringer i den nationale energiinfrastruktur været problematisk

og vil være det på længere sigt. Allerede nu er produktionen begyndt at falde i nogle områder

på grund af mangelfuld vedligeholdelse af produktionsanlæg og rørledninger (Haslam, 2007:

5). Gazprom beskriver specifikt i sin forretningsstrategi, at det er et mål at minimere

investeringsomkostningerne ved blandt andet at øge importen af gas fra Centralasien

(Gazprom, 2008a: 1). Nord Stream-projektet skal i dette lys ses som en indikator på ønsket

om en større rolle på det europæiske energimarked, men påvirker vedligeholdelsen af den

nationale energiinfrastruktur med sin skævvridning af investeringerne. Beslutningen om

Nord Stream kan således ses som resultatet af en prioritering af politisk vinding nu frem for

langsigtet økonomisk udvikling (Haslam, 2007: 5). Det øger både indflydelseskapabiliteten og

stress-sensitiviteten.

Endelig er det problematisk, at økonomien er stærkt kontrolleret af Kreml, hvilket sammen

med andre faktorer skræmmer investorer: ”The pattern of government takeovers of

businesses is increasing the political risk of doing business in Russia and driving away much-

27

needed investment” (Cohen, 2007: 15).16 I Kreml er nogen opmærksomme på, at den førte

udenrigspolitik har været medvirkende til at holde udenlandske investorer væk, hvilket kom

frem, da finansminister Alexei Kudrin ved en konference overraskende udtalte: ”In the

nearest future, we need to change our foreign policy goals to guarentee stable investment”

(Walker, 2008: 1). Den store statslige kontrol med økonomien, specielt energisektoren, er

givetvis blandt andet udtryk for et ønske om at sænke stress-sensitiviteten, men har til dels

den modsatte effekt, da dynamikken og effektiviteten mindskes, om end indflydelses-

kapabiliteten øges, i det omfang staten bruger f.eks. Gazprom som udenrigspolitisk middel.

Samlet set har især energiinfrastrukturens forfald og den manglende diversificering øget den

potentielle effekt af eksterne aktørers uønskede påvirkning og dermed stress-sensitiviteten i

moderat grad. Faktorerne synes samtidig kun at have øget indflydelseskapabiliteten i moderat

grad, primært på baggrund af statens kontrol med økonomien.

7.3. MIKRONIVEAUET: INTERNE FORHOLD MED BETYDNING FOR UDENRIGSPOLITIKKEN

7.3.1. PUTINS PRIORITETER OG PERSPEKTIVER

Time Magazine skriver i begrundelsen for at vælge Vladimir Putin som Person of the Year

2007: “At significant cost to the principles and ideas that free nations prize, he has performed

an extraordinary feat of leadership in imposing stability on a nation that has rarely known it

and brought Russia back to the table of world power” (Stengel, 2007: 2). Jeg vil her

indsnævre, hvad den russiske præsident som person konkret har betydet for landets

indflydelseskapabilitet, stress-sensitivitet og for beslutningen om Nord Stream.

Vladimir Putin blev født, voksede op og uddannede sig i Skt. Petersborg. Som spion for KGB

var han udstationeret i Østtyskland, hvorfra han returnerede til Rusland, da Berlin-muren

faldt. I 1999 blev han uventet udnævnt til premierminister og blev populær i befolkningen for

den anden tjetjenske krig samme år. Kreml kunne bruge ham, og han blev udpeget som

Jeltsins efterfølger (Kendall, 2001). Inden da var han viceborgmester i Skt. Petersborg i 1994-

16

Også det lave antal af små og mellemstore virksomheder vidner om statens rolle: I år 2000 var der 6 af denne slags

virksomheder pr. 1000 indbyggere i Rusland, mens tallet i EU var 45 og i USA hele 74 (Götz, 2005: 244).

28

”

”

1996, og samtidig lærte han rektoren for byens Statslige Mineinstitut, Vladimir Litvinenko, at

kende, og det var fra dette institut, han fik sin doktorgrad. Litvinenko er nu en personlig ven

og sidder i Kremls energipolitiske komité. Ifølge rektoren ligger Putins energistrategi i dag i

forlængelse af hans arbejde dengang og er baseret på en grundlæggende erkendelse:

”In the specific circumstances the world finds itself in today, the most important

resources are hydrocarbons. They’re the main instrument in our hands –

particularly in Putin’s – and our strongest argument in geopolitics” (Boykewich,

2006: 1).

Putin har i Skt. Petersborg om ikke fået øjnene op for energiressourcernes altoverskyggende

betydning, så dog fået forstærket en allerede udviklet forståelse. På denne måde har netop

Putin som statsleder alt andet lige bekræftet og udbygget et omfattende fokus på politisk

udnyttelse af energiressourcerne, hvilket har tilskyndet til at forsøge at øge statens

muligheder for at påvirke omgivelserne. Vladimir Putin har herved med sin egen baggrund alt

andet lige muliggjort og praktisk talt medført en øget indflydelseskapabilitet.

Henry Kissinger har beskrevet Putin som kølig og intelligent: ”He does not try to sweep you

away with personal charm. It is a combination of aloofness, considerable intelligence,

strategic grasp and Russian nationalism” (Ratnesar, 2007: 1). Nationalismen og opfattelsen af

Ruslands udfordringer, potentiale og retmæssige plads i den internationale orden er kommet

til udtryk gentagne gange. Og den manglende forståelse for kravet på respekt går ham på:

”What gets Putin agitated … is his perception that Americans are out to interfere

in Russia’s affairs” (Ignatius, 2007a: 3, egen kursivering).

Denne opfattelse af amerikanernes motiver er central ifølge den neoklassiske realisme (Rose,

1998: 156). Også Kissinger påpeger, at Putin fører udenrigspolitik ud fra sin opfattelse af

Ruslands nationale interesser. Hvad han søger er primært respekt for et Rusland, der i

øjeblikket forsøger at definere sin identitet i en ny verdensorden (Ratnesar, 2007: 2).17

17

Det kom klart til udtryk i hans personlige, og sandsynligvis yderst velovervejede, tale i München i februar 2007.

Putin argumenterede især for unipolaritetens illegitimitet og fastslog som tidligere nævnt nødvendigheden af at søge

efter en ”reasonable balance between the interests of all participants in the international dialogue” (Putin, 2007: 2).

29

Putin har tilsyneladende forsøgt at påvirke både omverdenens og russiske aktørers (herunder

militæret, centraladministrationen og det russiske folk) opfattelse af landets stress-

sensitivitet med sin til tider aggressive retorik. Med relativt offensive udtalelser forsøger han

at give indtryk af, at stress-sensitiviteten er blevet mindre. I en neoklassisk realistisk ramme

er dette dog primært muligt i det omfang, stress-sensitiviteten også reelt er blevet mindre,

hvilket den som tidligere beskrevet er blevet på nogen områder.18 Putin kan således siges at

forsøge indirekte at mindske effekten af eksterne aktørers uønskede påvirkning og dermed

stress-sensitiviteten – muligheden herfor består dog. Som nævnt tidligere er det dog vigtigt at

understrege, at jeg ser Putins perceptioner som konditioneret af den anarkiske grundstruktur

og ikke mindst de eksogene udviklinger i det internationale system, især de stigende

energipriser.

Generelt er samspillet mellem de indenrigspolitiske realiteter og udenrigspolitiske

påvirkninger afgørende for Putins embede: ”We can pin hopes for a worthy future only if we

prove capable of combining the universal principles of a market economy and democracy with

Russian realities” (Putin, 1999: 6). I det omfang, Putin opnår anerkendelse internationalt, er

det desuden en selvforstærkende proces, der øger hans magtbase nationalt, hvilket igen

styrker hans autoritet internationalt, i det omfang hans magt anses som legitim (Oldberg,

2007: 15). F.eks. venskabet med Gerhard Schröder er tegn på anerkendelse og har givetvis i

sig selv spillet en rolle i selve Nord Stream-aftalen (Oldberg, 2007: 22).

Sammenfattende har Vladimir Putin således som person i moderat grad øget Ruslands

indflydelseskapabilitet ved sit markante fokus på energiressourcernes betydning, og samtidig

har han gennem en offensiv retorik forsøgt at påvirke den interne og eksterne opfattelse af

Ruslands stress-sensitivitet. Dermed er sidstnævnte kun potentielt og indirekte påvirket.

18

Hvis det lykkes ham at institutionalisere opfattelsen af et mindre stress-sensitivt Rusland, vil han blive husket for

det, men det kræver en afpersonificering. Som Kissinger har sagt med henvisning til Putin: “A leader becomes great if

he institutionalizes a system, if it doesn't become totally dependent on one person” (Ratnesar, 2007: 4).

30

7.3.2. HOLDNINGER I CIVILSAMFUNDET

I dette afsnit vil jeg analysere det russiske civilsamfunds tilstand og dets betydning for stress-

sensitiviteten og indflydelseskapabiliteten ud fra den antagelse, at befolkningens opfattelser

har betydning for formuleringen og præsentationen af udenrigspolitikken (Christensen, 2007:

17; Cohen, 2007: 2).19 Jeg inddrager meningsmålinger, hvis pålidelighed må antages at være

lavere end vestlige meningsmålinger. Jeg benytter dem alligevel, fordi de stammer fra

forskellige kilder og ikke umiddelbart virker manipulerede. F.eks. mener et overvældende

flertal, at menneskerettighederne krænkes, og at der bruges tortur i fængslerne (Christensen,

2007: 19ff).

Den russiske befolknings holdninger til Putin og Vesten bekræfter kun i nogen grad det

billede af et nationalistisk og autoritetstro folk, som ofte bliver tegnet i vestlige medier.

Traditionelt har russere haft et distanceret forhold til staten: For bare 75 år siden havde

Rusland kun to større byer, Moskva og Skt. Petersborg, mens 80% af befolkningen levede

spredt i et land, der mest bestod af titusinder af selvbærende landsbyer. 35% forbinder

nationen Rusland med det sted, de er født og opvokset, mens kun 19% forbinder det med

staten, de bor i (Pipes, 2004: 2). Men holdningerne er delvist selvmodsigende: De har generelt

meget lav tillid til staten, ser demokrati som et dække for den rige elites magt, men ønsker

alligevel en stærk stat som garanti mod anarki og lovløshed. Flertallet ønsker statscensur og

øget statslig indblanding i økonomien. Men vigtigere i forhold til udenrigspolitikken har

russerne lav national selvtillid og lider af en akut følelse af underlegenhed, samtidig med at de

hellere ser Rusland anerkendt som mægtigt og usårligt end lovmæssigt og demokratisk

(Pipes, 2004: 2-3).

Selv om Putin fra utallige sider bliver anklaget for at styre Rusland mod tidligere tiders

diktatoriske tilstande, for at centralisere magten og for at undertrykke borgerrettigheder og

demokratiske friheder, nyder han udbredt opbakning i befolkningen. Russerne har taget imod

de nye forbrugsmuligheder, som energipriserne har skabt, samtidig med at der er tilfredshed

19

Der er mange andre faktorer, som er afgørende for civilsamfundets tilstand, herunder ikke mindst de kritiske

demografiske forhold, alkoholisering og den medfølgende lave gennemsnitslevealder for mænd samt høje smitterater

for bl.a. HIV og tuberkulose (Cohen, 2007: 2-4). Her koncentrerer jeg mig dog om holdninger, da de mest specifikt

relaterer sig til netop Putins præsidentperiode og dermed tiden omkring Nord Stream-beslutningen, selvom nogle er

historisk betingede.

31

”

med den udenrigspolitik, som tilsyneladende skaber fornyet respekt for Rusland (Nielsen,

2007: 17). Fremgangsmåder, der virker unødigt offensive, kan i forlængelse heraf ses som

forsøg på at øge indflydelseskapabiliteten og mindske stress-sensitiviteten:

”To generate public support … for new and costly grand strategies they believe

are essential to national security, leaders might rationally adopt policies that

appear to scholars as ‘overly aggressive …’” (Schweller, 2003).

Det er et faktum, at gennemsnitligt 70% af vælgerne bakker op om Putin, hvilket bidrager til

intern politisk stabilitet (Ignatius, 2007a: 4). Civilsamfundet synes således at være enigt med

Putin, når han skriver, at “[t]he state must be where and as needed; freedom must be where

and as required” (Putin, 1999: 12).20

Disse generelle holdningstendenser mindsker stress-sensitiviteten i moderat grad. Ønsket om

en stærk stat kombineret med lav tillid til den må forventes at skabe en form for politisk apati,

hvor man dog som vist støtter lederen, hvis denne formår at skabe acceptable levevilkår og

indfri forventningerne om genrejsning af fædrelandet. Det er nok specielt det sidste, der

afspejles i det faktum, at 66% af russerne mener, at forholdet til Vesten er forbedret under

Putin, kun 9% mener det er forværret (Christensen, 2007: 18). Civilsamfundets præference

for en stærk stat, der blandt andet kommer af demografiske forhold som den sene

urbanisering, skaber indenrigspolitisk stabilitet, som alt andet lige mindsker muligheden for

og effekten af eksterne aktørers uønskede påvirkning af statslige strukturer. Den politiske

apati giver samtidig statsmagten større handlefrihed nationalt og accepten af

statskontrollerede medier21 giver god mulighed for direkte at mindske eksterne aktørers

mulighed for påvirkning af civilsamfundet.

20

"Государства там и столько, сколько необходимо; свободы там и столько, сколько нужно" (fra den russiske

udgave af Putins artikel, lokaliseret 12. maj 2008 på http://www.ng.ru/politics/1999-12-30/4_millenium.html), hvilket

ved direkte oversættelse til dansk lyder: ”Staten skal eksistere der og i det omfang staten er nødvendig, friheden skal

eksistere der og i det omfang, der er behov for den”.

21 Siden 2003 har myndighederne overtaget kontrollen med stort set alle tv-netværk, enten direkte eller indirekte

gennem statsejede firmaer som f.eks. Gazprom, der har investeret meget i mediebranchen. Og uanset hvilken rolle

staten har spillet i de 13 tilfælde hvor journalister er myrdet siden 2000, er det et faktum, at de resterende frie medier

er under hårdt pres (Cohen, 2007: 12). Men tilsyneladende mener 76% af russerne, at statskontrol med

massemedierne bør genindføres (Pipes, 2004: 2).

32

Samtidig øger civilsamfundets præferencer og holdninger indflydelseskapabiliteten i moderat

grad. Ønsket om en stærk stat der kan sikre, at Rusland genindtager en betydende rolle

internationalt øger alt andet lige statens muligheder for at påvirke omgivelserne til egen

fordel, da den kan gøre det uden at skabe intern uro og med støtte fra befolkningen, hvilket

kan skabe en opfattelse i omverdenen af legitimitet, hvilket som nævnt tidligere anerkendes af

den neoklassiske realisme. Opsummerende har holdningerne i civilsamfundet således alt

andet lige øget indflydelseskapabiliteten moderat og sænket stress-sensitiviteten moderat.

33

8. DISKUSSION OG PERSPEKTIVERING

I det ovenstående har jeg analyseret den kontekst, som beslutningen om anlæggelsen af Nord

Stream er opstået i for at kunne vurdere, om det er en dominanspolitik muliggjort af høj

indflydelseskapabilitet og lav stress-sensitivitet, der ligger til grund for beslutningen. Svaret

på det har jeg indsnævret og kan nu overordnet bekræfte arbejdshypotesen. Det vil jeg gøre i

det nedenstående i sammenhæng med en diskussion af metodiske og empiriske aspekter af

analysen. Svaret på problemformuleringen vil jeg eksplicitere i konklusionen.

Delafsnittenes sammenfatninger er opsummeret i tabel 3 i forhold til hver faktor og dernæst

kombineret, så der ses en samlet tendens på hvert analyseniveau:

Tabel 3. Opsummering af analyseresultater.

Til grund for adderingen af de numeriske påvirkningsværdier på hvert analyseniveau ligger

den antagelse, som ligger til grund for analyserammen som helhed: At de udvalgte faktorer er

de mest betydende på hvert analyseniveau. Som tidligere nævnt anerkender jeg, at de ikke

kan udgøre en udtømmende forklaring på hverken Ruslands generelle indflydelseskapabilitet

og stress-sensitivitet eller den specifikke Nord Stream-beslutning, men jeg vurderer dem som

de væsentligste variable. Antagelsen er således, at andre variable på hvert niveau kan have

indflydelse, men at denne vil være mindre end moderat (+/-1). Det udelukker ikke, at en

klynge af faktorer med mindre end moderat påvirkning tilsammen kan have en moderat og

dermed i denne sammenhæng væsentlig indflydelse, men det ville kræve en endnu mere

omfattende, nuanceret og sandsynligvis kvantitativ analyse at påvise, hvilket jeg ikke har

valgt. Endelig skal muligheden for, at skalaen blev sprængt i denne opsummering, nævnes. Det

kunne dog være løst ved at udvide den for de samlede analyseområder.

Grund-vilkår

Niveau Analyse-område

Faktor Påvirkning af IK Påvirkning af SS

Den

an

ark

isk

e st

ruk

tur Makro

1. Det interna-tionale system

a. Energipriser +2 I alt +1: Moderat positiv

-1 I alt -1: Moderat negativ b. NATO- og EU-udvidelse -1 0

Meso 2. Staten c. Historisk inspiration 0 I alt +1:

Moderat positiv

0 I alt +1: Moderat positiv d. Økonomisk situation +1 +1

Mikro 3. Leder og civilsamfund

e. Vladimir Putin +1 I alt +2: I høj grad

positiv

0 I alt -1: Moderat negativ f. Civilsamfundet +1 -1

34

”

Det ses, at de undersøgte faktorer på meso- og makroniveauet samlet set har påvirket

Ruslands indflydelseskapabilitet under Putin, i forhold til tiden umiddelbart før, moderat

positivt og på mikroniveauet i høj grad positivt. Faktorerne på mikro- og makroniveauet har

samlet set sænket stress-sensitiviteten moderat, mens de på mesoniveauet har øget stress-

sensitiviteten i moderat grad.

Dette svarer overordnet set til forventningerne som udtrykt i arbejdshypotesen, der generelt

er blevet bekræftet. De forudsagte tendenser er korrekte, men indflydelseskapabiliteten og

stress-sensitiviteten påvirkes dog i modsætning til det forventede på alle niveauer.

Indflydelseskapabiliteten er øget i samme omfang som det forventedes (samlet set med +4

point), mens stress-sensitiviteten er mindsket lidt mindre end forventet (samlet set med -1

point mod forventet -2 point). Det indikerer primært dominanspolitik som angivet i

arbejdshypotesen, men med en ikke væsentligt mindsket stress-sensitivitet indikeres

sekundært balanceringspolitik.

Og netop blandingen af dominanspolitik og balanceringspolitik synes at være et godt billede

på virkeligheden. Med beslutningen om at anlægge Nord Stream forsøger Rusland at

dominere det europæiske energimarked. Det kan ses som et selvstændigt mål, men også som

et middel til på længere sigt at kunne balancere f.eks. USA, Kina og Indien.

“We want to be the biggest energy company in the world" (Alexander Medvedev,

som citeret i The Economist, 2007: 2).

Det udtalte daværende næstformand for Gazprom og nuværende russiske præsident

Alexander Medvedev. Da Gazprom som påvist er et middel for udenrigspolitikken, er det

tydeligt, at Rusland søger omfattende indflydelse ved at følge en regional dominanspolitik og

en international balanceringspolitik. Rusland vil tilsyneladende ikke omvælte den

eksisterende orden, men forsøger dog med alle midler at ændre den. Som amerikaneren

Aaron Friedberg skriver: ”Emerging powers seek to change, and in some cases to overthrow,

the status quo and to establish new arrangements that more accurately reflect their own

conception of their place in the world” (som citeret i Rose, 1998: 171).

Jeg har hidtil primært behandlet Nord Stream-projektet i den samlede russiske kontekst, men

nogle helt specifikke årsager til den konkrete udformning af Nord Stream-projektet skal også

35

diskuteres. I forhold til beslutningen om at gasrørledningen nødvendigvis skal være

undersøisk, lægger Gazprom ikke selv skjul på, hvorfor man ønsker at undgå transitlande:

“There are no transit countries on Nord Stream’s route, which enables to reduce Russian gas

transmission costs and exclude any possible political risks” (Gazprom, 2008b: 1). Især Polen

og de baltiske lande ser mere dette som en inklusion at politiske risici.22 Noget tyder dog på,

at disse lande snarere er optaget af udsigten til ikke at få transitbetaling, for reelt er landene

hverken så afhængige af Rusland eller udelukkede fra processen, som de giver udtryk for:

• LNG-teknologien (Liquified Natural Gas) forventes snart at gøre det mere økonomisk

rentabelt at komprimere naturgas og transportere den med skib, så den kan handles på

samme dynamiske markedsvilkår som olie. Når Kina og Indien regner med at kunne

dække deres gasbehov med LNG (Møller, 2007: 140), må østeuropæiske lande også

kunne se muligheder i denne teknologi, hvis de reelt føler sig truet politisk.

• Miljømæssige bekymringer (Nicoll og Delaney, 2007: 1-2) skal ses i forhold til at uden

gasrørledningen, ville 600 LNG-skibe skulle sejle gennem Østersøen årligt med øget

risiko for ulykker (Nord Stream AG, 2008: 5). Desuden påvirker rørledninger på land

ikke herlighedsværdien positivt af de områder, de passerer igennem.

• Endelig er der planlagt en gasrørledning fra Norge til Polen, som skal passere gennem

Danmark og Østersøen. Den danske regering er positiv, men understreger, at det er en

beslutning, der skal træffes af private selskaber (Ravn, 2008). Disse planer kan hænge

sammen med, at den polske regering hidtil har afvist et tilbud fra Nord Stream-

selskabet om at blive forbundet til gasrørledningen (Nord Stream AG, 2008: 9).

Dette understreger, at mange faktorer og interesser spiller sammen, også de i denne opgave

analyserede. F.eks. påvirker makroniveauets stigende energipriser den økonomiske situation

på mesoniveauet, som ændrer levestandarden for civilsamfundet på mikroniveauet. De

gensidige påvirkninger er komplekse, og kausalitetens retning kan diskuteres. Blandt andet er

det sandsynligt, at det er et konkret russisk ønske om mere indflydelse, der medfører et fokus

på den historiske arv og ikke omvendt. Ligeledes kan omfanget af og tidspunktet for NATO- og 22

Som tidligere nævnt giver Nord Stream Rusland muligheden for at afskære forsyningerne til blandt andre disse

lande uden samtidigt at afskære forsyningerne til resten af Vesteuropa og Rusland kan derved udøve politisk pression,

jævnfør tidligere gasafbrydelser, fremføres det (Larsson, 2007: 6, Haslam, 2007: 2). Se også note 11.

36

EU-udvidelserne også være et resultat af Ruslands indflydelseskapabilitet, som især de

baltiske lande har opfattet den, og ikke kun omvendt. Deres ønske om at slippe ud af Ruslands

skygge var markant. En teoretisk tilgang som neoliberal institutionalisme kunne have belyst

andre dynamikker i relation til Nord Stream, f.eks. Østersørådets betydning og mulighederne

for en fælles energipolitik i EU. Men den kunne ikke på samme måde have belyst den russiske

kontekst, som beslutningen om Nord Stream er blevet til i, og givet det svar på

problemformuleringen, som ovenstående analyse og diskussion har indkredset.

37

”

9. KONKLUSION

Det Rusland, der opstod af stumperne fra Sovjetunionens kollaps, var skrøbeligt og uden

indflydelse. Blandt andre amerikaneren William Wohlforth påpegede dog den gamle

stormagts potentiale:

”Keep a weather eye on Russia. Russia has often experienced rapid shifts in

relative power with dire international consequences … Russia may be down now,

but prudent policymakers should not count it out” (Wohlforth, 1994: 129).

At Rusland i dag ikke kan regnes for ude er gasrørledningsprojektet Nord Stream udtryk for.

Spørgsmålet om hvorfor Rusland har valgt at anlægge denne gasrørledning har jeg valgt at

besvare ved at placere det i sin russiske kontekst. Grundlag har været neoklassisk realisme

kombineret med teorien om nationale strategier i integrationsdilemmaet; sidstnævnte

forstået som Ruslands generelle integration i det internationale samfund og dets strukturer.

Analysen har vist, at Nord Stream er resultatet af en kombination af en dominansstrategi på

regionalt plan som middel for en balanceringsstrategi på internationalt plan. Strategierne er

muliggjort af faktorer på det internationale systems makroniveau, det statslige mesoniveau og

statslederens og civilsamfundets mikroniveau, der i Vladimir Putins præsidentperiode samlet

set har øget Ruslands indflydelseskapabilitet markant og mindsket stress-sensitiviteten en

smule.

Specielt de voldsomt stigende energipriser har direkte øget Ruslands mulighed for at påvirke

omgivelserne til egen fordel. Også Putins personlige fokus på udnyttelsen af energiressour-

cerne og civilsamfundets støtte til ham har øget indflydelseskapaciteten. Energipriserne og

civilsamfundet har sænket stress-sensitiviteten, mens den økonomiske situation har øget den

moderat, især på grund af manglende diversificering.

I diskussionen har jeg behandlet den russiske præference for en undervandsledning: Man

ønsker primært at undgå transitomkostninger. Om man også ønsker at kunne presse

østeuropæiske lande politisk er svært at afgøre, men meget tyder på, at projektets kritikere i

højere grad er bekymrede for ikke at få transitindtægter, end de er (og bør være) for de

politiske konsekvenser. Fremtiden vil byde på mange muligheder for alternative

energiforsyninger.

38

Udfordringerne for Rusland er overvældende og forskelligartede, og som det blev fremført for

nyligt: "Russia's ability to cause harm to itself and to others in the cause of proving its

greatness should never be underestimated” (The Economist, 2007: 5). Men den stabilitet, som

Putin har skabt på bekostning af en i vestlig forstand demokratisk udvikling, har alt andet lige

betydet, at Rusland for alvor er ved at finde sin plads i den nye verdensorden. Strategien, som

Nord Stream-projektet er en integreret del af, er drevet af et især historisk betinget ønske om,

at denne plads skal være ved magtens bord.

39

LITTERATURLISTE

Baran, Zeyno (2007): “EU Energy Security: Time to End Russian Leverage”. I: The Washington Quarterly, efterår 2007. Lokaliseret 21. maj 2008 på http://www.twq.com/07autumn/docs/ 07autumn_baran.pdf

Bot, Bernard: “Derfor har Rusland og EU brug for hinanden”. I: Politiken, 18. oktober 2004.

Boykewich, Stephen (2006): “The Man With the Plan for Russia Inc.” I: Moscow Times, 6. juni 2006.

Bull, Hedley (1966): “International Theory: The Case for a Classical Approach”. I: World

Politics, vol. 18, no. 3, april 1966. Lokaliseret 15. maj 2008 på http://www.jstor.org/pss/ 2009761

Business Monitor (2007): “Gazprom Spreads Its Wings”. I: Business Monitor International, April 1, 2007.

Cameron, Fraser (2007): Nord Stream-gasrørledningsprojektet og dets strategiske

følgevirkninger. Briefingnotat fra Europa-Parlamentet til EU-kommissionens Generaldirektorat

for Unionens Interne Politikker. Lokaliseret 28. april 2008 på http://www.europarl.europa.eu/ meetdocs/2004_2009/documents/dv/703/703356/703356da.pdf

Casier, Tom (2006): “Putin’s Policy Towards the West: Reflections on The Nature of Russian Foreign Policy”. I: International Politics, 2006, nr. 43.

Christensen, Svend Aage (2007): Energidialogen mellem EU og Rusland. København: DIIS. Lokaliseret 12. maj 2008 på http://www.diis.dk/graphics/Publications/Books2007/ Energidialogen_web.pdf

Cohen, Ariel (2007): “Domestic Factors Driving Russia’s Foreign Policy”. I: Backgrounder, no. 2084, The Heritage Foundation. Lokaliseret 22. april 2008 på http://www.heritage.org/ Research/RussiaandEurasia/bg2084.cfm

Dempsey, Judy (2008): “Gazprom and ENI to pipe gas from Libya; some fear Russia making ’pincer’ move on European supplies”. I: International Herald Tribune, 10. april 2008.

Gazprom (2008a): Business Strategy. Company Development Conception. Lokaliseret 12. maj 2008 på http://www.gazprom.com/eng/articles/article8523.shtml

Gazprom (2008b): Major Projects: Nord Stream. Lokaliseret 20. maj 2008 på http://www.gazprom.com/eng/articles/article18466.shtml

Gazprom (2008c): Milestones. Lokaliseret 22. maj 2008 på http://www.nord-stream.com/milestones.html

40

Godzimirski, Jakub (2005): “Russia and NATO: community of values or community of interests?” I: Jakob Hedenskog m.fl. (red.): Russia as a great power: Dimensions of security under Putin. Oxon, England: Routledge.

Götz, Roland (2005): “Russian economic security in a medium-term perspective”. I: Jakob Hedenskog m.fl. (red.): Russia as a great power: Dimensions of security under Putin. Oxon, England: Routledge.

Haslam, Jonathan (2007): “A pipeline runs through it”. I: The National Interest, november-december 2007.

Ignatius, Adi (2007a): “A Tsar Is Born”. I: Time Magazine, 4. december 2007. Lokaliseret 28. april 2008 på http://www.time.com/time/specials/2007/personoftheyear/article/ 0,28804,1690753_1690757_1690766,00.html

Ignatius, Adi (2007b): Vladimir Putin Interview with Time Magazine. Lokaliseret 12. april 2008 på http://www.kremlin.ru/eng/speeches/2007/12/19/1618_type82916_154779.shtml

Kanet, Roger E. (2007): ”Introduction: The Consolidation of Russia’s Role in World Affairs”. I: Roger E. Kanet (red.): Russia – Re-emerging Great Power. Hampshire: Palgrave Macmillan.

Karabeshkin, Leonid A. og Spechler, Dina R.: ”EU and NATO Enlargement: Russia’s Expectations, Responses and Options for the Future”. I: European Security, vol. 16, nr. 3-4.

Kendall, Bridget (2001): “Who is Putin?” BBC News, 9. februar 2001. Lokaliseret 30. april 2008 på http://news.bbc.co.uk/2/hi/programmes/correspondent/1156020.stm

Larsson, Robert L. (2007): Nord Stream, Sweden and Baltic Sea Security. Stockholm: FOI. Lokaliseret 20. maj 2008 på http://www.foi.se/upload/english/reports/foir2251.pdf

Lavrov, Sergey (2007a): ”Containing Russia: Back to the Future?” Lokaliseret 20. maj 2008 på http://www.ln.mid.ru/brp_4.nsf/e78a48070f128a7b43256999005bcbb3/ 8f8005f0c5ca3710c325731d0022e227?OpenDocument

Lavrov, Sergey (2007b): “The Foreign Policy of Russia: A New Phase”. I: The Journal Expert, 17. december 2007. Lokaliseret 6. marts 2008 på http://www.ln.mid.ru/brp_4.nsf/e78a48070 f128a7b43256999005bcbb3/969279ee85a9b046c32573b60048c175?OpenDocument

Moshes, Arkady (1999): ”Russian Policy in the Baltic Region”. I: Olav F. Knudsen (red.): Stability and security in the Baltic Sea Region. London: Frank Cass.

Mouritzen, Hans (2006): ”A Hundred Years of Danish Action Space”. I: Nanna Hvidt og Hans Mouritzen (red.): Danish Foreign Policy Handbook 2006. København: Dansk Institut for Internationale Studier.

41

Møller, Kenneth (2007): “Rusland som energipolitisk magtfaktor?” I: Kartni Winther (red.): Rusland før og nu – essays tilegnet generalmajor Karsten J. Møller. København: Forsvarsakadamiet.

Neumann, Iver B. (2005): “Russia as a great power”. I: Jakob Hedenskog m.fl. (red.): Russia as

a great power: Dimensions of security under Putin. Oxon, England: Routledge

Nicoll, Alexander og Delaney, Jessiva (2007): “Baltic Sea Security. Pipeline plan raises concerns”. I: IISS Strategic Comments, vol. 13, issue 8, oktober 2007. Lokaliseret 30. april 2008 på http://www.informaworld.com/smpp/ftinterface~content=a783988412~fulltext= 713240930

Nielsen, Mette Kjuel (2007): ”Danmarks forhold til Rusland efter den kolde krig”. I: Kartni Winther (red.): Rusland før og nu – essays tilegnet generalmajor Karsten J. Møller. København: Forsvarsakadamiet.

Nord Stream AG (2008): Response to questions asked, and inaccurate statements made, during the Public Hearing of the Committee on Petitions, European Parliament, Brussels, 29 January

2008. Lokaliseret 22. april 2008 på http://www.nord-stream.com/fileadmin/Dokumente/ Company_events/Public_Hearing_Brussels/Nord_Stream_Hearing_Q_A.pdf

Oldberg, Ingmar (2007): ”Russia’s Great Power Ambitions and Policy under Putin”. I: Roger E. Kanet (red.): Russia – Re-emerging Great Power. Hampshire: Palgrave Macmillan.

Oldberg, Ingmar (2005): “Foreign policy priorities under Putin: A tour d’horizon”. I: Jakob Hedenskog m.fl. (red.): Russia as a great power: Dimensions of security under Putin. Oxon, England: Routledge.

Pipes, Richard (2004): “Flight from freedom: What Russians Think and Want”. I: Foreign

Affairs, maj/juni 2004, vol. 83, nr. 3.

Putin, Vladimir (2007): Speech at the 43rd Munich Conference on Security Policy. Lokaliseret 6. marts 2008 på http://www.securityconference.de/konferenzen/rede.php?sprache= en&id=179

Ratnesar, Romesh (2007): “Kissinger on Putin: ‘He Thinks He is a Reformer’”. I: Time Magazine, 5. december 2007. Lokaliseret 30. april 2008 på http://www.time.com/time/ specials/2007/printout/0,29239,1690753_1690757_1691285,00.html#

Ravn, Jesper (2008): “Polen længes efter gasledning fra Danmark”. Ritzau, 23. april 2008

Rose, Gideon (1998): “Neoclassical Realism and Theories of Foreign Policy”. I: World Politics, vol. 51, nr. 1.

42

Schweller, Randall L. (2003): “The Progressiveness of Neoclassical Realism”. I: Colin Elman and Miriam F. Elman (red.): Progress in International Relations Theory: Appraising the Field. London: MIT Press

Shea, Jamie (2006): ”Energisikkerhed: NATO’s mulige rolle”. I: NATONyt, efterår 2006. Lokaliseret 14. maj 2008 på http://www.nato.int/docu/review/2006/issue3/danish/ special1.html

Skak, Mette (2003): Russian Security Policy After 9/11. Paper for the CEEISA/ISA convention, Budapest 26th-28th June 2003.

Splidsboel-Hansen, Flemming (2002): “Past and Future Meet: Aleksandr Gorchakov and Russian Foreign Policy”. I: Europe-Asia Studies, vol. 54, no. 3.

Sterling-Folker, Jennifer (1997): “Realist Environment, Liberal Process, and Domestic-Level Variables”. I: International Studies Quarterly 1997/41.

Trenin, Dmitri (2006): “Russia Leaves the West”. I: Foreign Affairs, 07/08 2006, vol. 85/4.

Walker, Shaun (2008): “Russian minister exposes split in Putin’s government”. I: The

Independent, 31. januar 2008. Lokaliseret 30. april 2008 på http://www.independent.co.uk/ news/europe/russian-minister-exposes-split-in-putins-government-776178.html

Walt, Stephen M. (2006): ”’A Few Big and Important Things’: The Enduring Legacy of Kenneth Waltz”. I: Tidsskriftet Politik, årg. 8, nr. 3.

Washinton Profile (2006): “‘It All Boils Down to Plagiarism’. Interview with Clifford Gaddy”. I: Washington Profile, 31. marts 2006. Lokaliseret 15. maj 2008 på http://www.washprofile.org/en/node/4728

Wivel, Anders (2005): “Explaining why state X made a certain move last Tuesday: the promise and limitations of realist foreign policy analysis”. I: Journal of International Relations and Development, 2005, 8.

Wivel, Anders (2002): ”Realismen efter Waltz: udvikling eller afvikling?”. I: Politica, 34. årg., nr. 4.

Wohlforth, William C. (1994): “Realism and the End of the Cold War”. I: International Security, vol 19, nr. 3.

Wæver, Ole (1992): Introduktion til International Politik, s. 128-133. København: Forlaget Politiske Studier.

Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie Denne rapport er udgivet af Projekt- & Karrierevejledningen, der formidler kontakt mellem universitetsstuderende og eksterne projektstillere. Gennem projektforslag i Projekt- & Karrierevejledningens projektkatalog kan studerende beskæftige sig med konkrete problemstillinger, der har relevans for organisationer, myndigheder og virksomheder udenfor universitetet. De færdige projekter udgives efterfølgende i Projekt- & Karrierevejledningens Rapportserie og kan bestilles direkte hos Projekt- & Karrierevejledningen eller via biblioteker og boghandlere. Har du som repræsentant for en organisation en idé til et nyt projekt, hører vi gerne fra dig. Find ud af mere om Projekt- & Karrierevejledningen og se vores online projektkatalog på vores hjemmeside: www.samf.ku.dk/pkv

PROJEKT- & KARRIEREVEJLEDNINGEN

DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET

KØBENHAVNS UNIVERSITET

ØSTER FARIMAGSGADE 5

1353 KØBENHAVN K