rikke yde tordrup udviklende Øjeblikke · kapitel 1 | den vigtige udviklende hverdag 15 udviklende...
TRANSCRIPT
UDVIKLINGSPSYKOLOGI I PÆDAGOGISK ARBEJDEUDVIKLENDE ØJEBLIKKE
AKADEMISK FORLAG
#
RIKKE YDE TORDRUP
AKADEMISK
FORLAGR
IKK
EY
DE
TOR
DR
UP
UDVIKLENDEØJEBLIKKE
Udviklende øjeblikkeUdviklingspsykologi i pædagogisk arbejde
Akademisk Forlag
Af Rikke Yde Tordrup
Udviklende øjeblikke. Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde Af Rikke Yde Tordrup
© 2015 Akademisk Forlag, København– et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S,et selskab i Egmont
Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler.
Forlagsredaktion: Lone FredensborgOmslag: Imperiet/Lonnie HamborgIllustrationer i bogen: Imperiet/Lonnie HamborgSats: Tine ChristoffersenTryk: Livonia Print
1. udgave, 1. oplag, 2015
ISBN: 978-87-113-7719-2
www.akademisk.dk
Indledning 9Bogens opbygning 12
Kapitel 1 | Den vigtige udviklende hverdag 15Udviklende øjeblikke 16
Sårbare børn 18
Risikofaktorer og beskyttende faktorer 20
Kapitel 2 | Tilknytningsteori og institutionsstart 23Tryg tilknytning 25
Utryg, ambivalent og desorganiseret tilknytning 27
Peter Fonagys neurotilknytningsteori 38
Allan N. Schores teori om tilknytning og hjerneudvikling 41
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 45
Kapitel 3 | Daniel N. Stern, de udviklende øjeblikke og barnets
selvudvikling 47
Kapitel 4 | Det kropslige selv 57Eksempler fra vuggestuen 62
Eksempler fra børnehaven 65
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 68
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 71
Kapitel 5 | Kerneselvet 73Selvhandling 75
Eksempler fra vuggestuen 77
Indhold
6 | Udviklende øjeblikke
Eksempler fra børnehaven 79
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 80
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 82
Selvfølelse 83
Eksempler fra vuggestuen 86
Eksempler fra børnehaven 89
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 91
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 94
Selvsammenhæng 94
Eksempler fra vuggestuen 96
Eksempler fra børnehaven 98
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 99
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 102
Selvrytme 102
Eksempler fra vuggestuen 104
Eksempler fra børnehaven 106
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 109
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 111
Kapitel 6 | Selvet med andre 113Eksempler fra vuggestuen 116
Eksempler fra børnehaven 118
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 121
Kapitel 7 | Det sproglige selv 125Eksempler fra vuggestuen 127
Eksempler fra børnehaven 130
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 132
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 134
Indhold | 7
Kapitel 8 | Det historiske og identitets skabende selv 135Eksempler fra vuggestuen 137
Eksempler fra børnehaven 140
Eksempler fra indskolingen/SFO’en 142
Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 145
Kapitel 9 | Eksempler på udviklingsplaner 147Vuggestuebarnet Bastian 22 måneder 147
Observationer 147
Det professionelle skøn 148
Vuggestuebarnet Selma 2 år og 6 måneder 150
Observationer 150
Det professionelle skøn 151
Børnehavebarnet Leo 5 år 153
Observationer 153
Det professionelle skøn 153
Børnehavebarnet Nick 3 år og 3 måneder 155
Observationer 155
Det professionelle skøn 156
Indskolingsbarnet Amanda 8 år 159
Observationer 159
Det professionelle skøn 159
Indskolingsbarnet Gustav 7 år og 6 måneder 161
Observationer 161
Det professionelle skøn 162
Afslutning 163Tak 166
Litteratur 169
Indledning
I mit virke som psykolog har jeg undervist i udviklingspsykologi på
universitetet samt rådgivet og superviseret professionelle og adop-
tanter – særligt i forhold til at spotte udviklingsvanskeligheder og
igangsætte udviklingsmuligheder hos sårbare børn. Derudover er
jeg privatpraktiserende specialist i klinisk børnepsykologi samt su-
pervisor for pædagoger, ergoterapeuter, sundhedsplejersker, lærere,
misbrugsbehandlere, familieretslige jurister, børnesagkyndige og so-
cialrådgivere, og jeg har gennem årene fået mange spørgsmål om,
hvilke symptomer man skal være særligt opmærksom på hos børn,
og hvornår der er grund til bekymring, pædagogisk indsats, under-
retning og særlige foranstaltninger.
”Hvor bekymret skal jeg være for dette barn?” er et ofte stillet
spørgsmål, som naturligvis er umuligt at svare entydigt på. Der er
dog nogle generelle opmærksomhedspunkter på udviklingsvanske-
ligheder hos børn, som jeg mener, at alle fagpersoner, der arbej-
der med børn og unge, med fordel kan have kendskab til. Disse
opmærksomhedspunkter vil jeg beskrive i denne bog, og jeg vil i
forlængelse heraf gennemgå en række pædagogiske tiltag, der kan
skabe optimale rammer for at få et sårbart barn i udvikling i den
pædagogiske hverdag i vuggestue, børnehave, SFO, fritidshjem og
skole.
Jeg kommer selv i vuggestuer, børnehaver, SFO’er og på fritids-
hjem som både supervisor og foredragsholder, og jeg oplever, at der
ofte efterspørges pædagogiske redskaber til arbejdet med sårbare
børn. ”Mange bevidste samspil mellem pædagogen og barnet, som
udvikler barnets tilknytningsstil og selvfornemmelser,” er mit vigtig-
10 | Udviklende øjeblikke
ste bud på, hvad der skal til for at bringe et sårbart barn i øget udvik-
ling. Det positive budskab er, at de fleste pædagoger allerede sætter
rammerne for disse samspil hver eneste dag i deres pædagogiske
arbejde. Men det tager lang tid at bringe et sårbart barn i udvikling,
og det kræver meget af både pædagog og barn. Derfor må vi gribe
ind så tidligt som muligt, både for at ændre vilkårene for barnet, hvis
de ikke er hensigtsmæssige, og for bevidst at iværksætte en pæda-
gogisk udviklingsplan.
Jeg ønsker, at bogen her vil bidrage til at illustrere, hvad hverda-
gens udviklende øjeblikke betyder for et barns udvikling, og hvad
pædagoger skal være opmærksomme på, både hos barnet og hos
dem selv, for at de kan skabe rammerne for, at disse øjeblikke kan
opstå. Disse øjeblikke har mange navne. Psykiater og psykoanaly-
tiker Daniel N. Stern kalder dem ’nuværende øjeblikke’, ’nuøjeblik-
ke’ og ’emergente øjeblikke’, mens psykologen Susan Hart kalder
dem ’mødeøjeblikke’. I bogen her betegnes de samlet som udvik-
lende øjeblikke, og de defineres som: de øjeblikke, der opstår, når to
mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt. Jeg kommer
nærmere ind på denne kontakt i afsnittet ’Udviklende øjeblikke’ (på
side 16).
For at man som fagperson kan dygtiggøre sig i at skabe gode
rammer for udviklende øjeblikke, er det vigtigt at kende sin egen ud-
vikling og være bevidst om, hvor man er god til at skabe udvikling,
og hvad man skal øve sig på. Derfor indeholder bogen også spørgs-
mål til selvrefleksion.
Det er mit ønske, at bogen vil give en indsigt i, hvilke sympto-
mer der kan spottes som tegn på udviklingsvanskeligheder hos et
sårbart barn. Samtidig er det mit mål at fortælle, hvad pædagogen
kan gøre for barnet her og nu, og hvordan den enkelte pædagog
kan dygtiggøre sig i netop dette. Jeg oplever til tider, at pædagoger,
der har indstillet et barn, ikke yder nogen målrettet indsats, mens
Indledning | 11
de venter på pædagogisk psykologisk rådgivning (herefter PPR) eller
andre foranstaltninger. Mange pædagoger har vist mig den tillid, at
de har fortalt, at de har været bange for at sætte noget forkert i gang
og derfor hellere ville vente på eksperterne. Der er ikke noget galt
i at benytte eksperter, og det er godt, at vi bliver dygtigere til at dif-
ferentiere børns udviklingsvanskeligheder, og at vi specialiserer os
heri. Derved bliver vi flere og flere eksperter, og vi kan bedre rådgi-
ve præcist i forhold til det enkelte barn med udviklingsvanskelighe-
der. Men det er en fatal og ærgerlig konsekvens, hvis pædagogerne
fra børnenes hverdag ikke tør agere her og nu og venter passivt på
specialister. I denne ventetid kan dokumenterede observationer og
målrettet pædagogisk praksis nemlig have afgørende indflydelse på
barnets udvikling og på kvaliteten af den platform, specialisterne
står på, hvis og når de rykker ud.
Det er min mission at anerkende pædagoger for den store be-
tydning, som deres pædagogiske observationer og interventioner i
hverdagen har. Det er vigtigt vigtigt, at pædagogerne selv tør udnæv-
ne sig som eksperter i børnenes daglige udvikling. Det er min ople-
velse, at der bliver ydet en enorm indsats i hverdagen i institutioner-
ne; en indsats jeg personligt og professionelt beundrer, men som jeg
oplever generelt mangler anerkendelse – fra samfundet, fra fagfæller,
fra forældre og måske også til tider fra pædagogerne selv.
En fantastisk pædagog i en vuggestue havde for eksempel gjort et
kæmpe stykke pædagogisk arbejde med at få et adoptivbarn i trivsel
i den svære overgang mellem at forlade sin adoptivfamilie og være i
en institution (der kan minde om livet på børnehjemmet) i dagtimer-
ne. Pædagogen var blevet superviseret, videofilmet og havde med
jævne mellemrum lavet en udviklingsplan for barnet. Tilfældet ville,
at jeg en dag efter afslutningen af vores supervision brugte lang tid
på at få samlet mit udstyr sammen. Derfor begyndte samme pæda-
gog et møde med en pædagogstuderende i lokalet. Den studerende
12 | Udviklende øjeblikke
havde svært ved at finde det interessant at være i praktik i vugge-
stuen og savnede en tidligere praktik på et fritidshjem. Pædagogen
anerkendte dette og sagde: ”Jamen der sker nok også mere på sådan
et fritidshjem, her passer vi jo bare babyer …” Denne kommentar
til praksis i vuggestuen harmonerede ingenlunde med det, jeg op-
levede i forløbet med adoptivbarnet. Da jeg senere kom for at have
supervision med pædagogen, talte jeg med hende om min observa-
tion, og hvordan jeg havde undret mig over det ordvalg, hun brugte
overfor den studerende, når hun fortalte om sit arbejde. ”Det er jo
bare sådan noget, man siger,” sagde hun. Senere har hun fortalt mig,
at hun nu bevidst bruger andre ord, når hun fortæller om sit arbej-
de, og at det har givet hende mere anerkendelse fra både sig selv og
andre. Det er mit ønske, at vi alle anerkender pædagogernes store
faglighed og betydning for børns udvikling, og at pædagogerne ta-
ger denne anerkendelse til sig.
Bogens opbygningEfter nogle indledende begrebsafklaringer beskriver jeg tilknytnings-
teori og kommer ind på, hvilken betydning barnets tilknytningsstil
har for institutionsstarten og for den første relation mellem pæda-
gogen og barnet. Desuden beskriver jeg, hvordan pædagogen kan
skabe optimale rammer for, at barnet kan få en god indkøring og
udvikle en tryg tilknytning.
Herefter gennemgår jeg udvalgte videreudviklinger og kombinati-
oner af tilknytningsteori og hjerneforskning. Peter Fonagys neurotil-
knytningsteori og Allan N. Schores teori om hjernens udvikling sæt-
tes i relation til, hvordan pædagogen kan spejle barnet i hverdagen
på en måde, der giver tryg tilknytning. Desuden inddrages Susan
Harts fortolkninger af Paul D. MacLeans tredelte hjerne og jeg sætter
dem i relation til Daniel N. Sterns teori om børns udvikling.
Indledning | 13
Det er primært på baggrund af de ovennævnte teorier og ud fra
mine erfaringer i praksis, at jeg herefter belyser, hvad pædagoger i
vuggestuer, børnehaver og i indskolingen kan se som tegn på ud-
viklingsvanskeligheder hos et barn, og hvilke pædagogiske tiltag de
kan iværksætte for at give barnet bedre vilkår for en sundere ud-
vikling her og nu. Jeg giver også konkrete eksempler på udviklende
øjeblikke fra vuggestuer, børnehaver og indskolingen. Efter afsnittet
om tilknytning og institutionsstart samt efter hvert afsnit med ek-
sempler på udviklende øjeblikke følger en række refleksionsspørgs-
mål.
Til sidst i bogen viser jeg seks konkrete udviklingsplaner: to fra
en vuggestue, to fra en børnehave og to fra en SFO. Udviklingspla-
nerne har til formål at sætte pædagogen i stand til at spotte udvik-
lingsvanskeligheder og arbejde med dem i hverdagen samt at følge
barnets udvikling over tid.
Jeg skifter gennem bogen mellem at skrive ’hun’ om pædagogen
og ’han’. Det er for at undgå hver gang at skulle skrive begge dele.
Alle eksempler kunne lige så vel være en kvindelig som en mandlig
pædagog.
KAPITEL 1
Den vigtige udviklende hverdag
Når en pædagog har spottet symptomer på udviklingsvanskelighe-
der hos et barn, enten allerede ved institutionsstart eller senere, er
det vigtigt, at hun tilbyder barnet de bedst mulige vilkår for at kom-
me i bedre udvikling her og nu. Børn er i konstant udvikling, og
derfor er det ikke hensigtsmæssigt at vente med en særlig pædago-
gisk indsats. Børn indgår i relationer og samspil hele tiden, og disse
relationer og samspil kan, med det rette indhold, give dem mulighed
for at komme i bedre udvikling.
Jeg har en grundlæggende antagelse, som jeg deler med blandt
andre Daniel N. Stern, om, at forandring bygger på levet oplevelse
(Stern 2004). Det vil sige, at et barn lige nu i dette øjeblik har forti-
dens oplevelser med sig. Fortiden kan formørke barnets næste øje-
blik ved at kaste en så negativ forventning ind over det, at det næste
øjeblik kun kan bekræfte det (negative), barnet allerede ved. Men
det næste øjeblik kan også påvirke fortidens eller et andet miljøs
indflydelse på barnet positivt. Hvis barnet mødes i et udviklende
øjeblik i hverdagen og føler sig set og forstået, og hvis barnet ople-
ver mange af disse øjeblikke, så vil dets forventning til næste øjeblik
langsomt ændres, og måske vil barnet, trods hårde oplevelser i forti-
den eller nuværende negative oplevelser, kunne forholde sig tillids-
fuldt og komme i udvikling.
16 | Udviklende øjeblikke
Måske er pædagogen barnets eneste mulighed for at opleve, at
der findes voksne, der kan være i en omsorgsfuld relation og blive i
et positivt samspil med barnet.
Omsorgen for barnet sætter ikke alene aftryk i barnets oplevel-
ser og følelsesliv, men det påvirker også de neurologiske processer
i hjernen, der igen virker tilbage på barnets udvikling af følelses-
mæssige, sociale og kognitive kompetencer. En øget opmærksom-
hed herpå er en velkommen konsekvens af en integration af hjer-
neforskning og udviklingspsykologisk teori (Hart 2006a). På denne
baggrund ved vi, at det er fatalt at forholde sig passivt afventende
overfor et barn med udviklingsvanskeligheder. Du kan i dit arbejde
som pædagog gå i gang med at skabe udvikling med det samme –
lige nu i dette udviklende øjeblik.
Udviklende øjeblikkeDe udviklende øjeblikke er dem, der opstår, når to mennesker etab-
lerer en særlig form for mental kontakt. Dette indebærer en gensi-
dig mental indtrængen, der tillader os at opleve: ”Jeg ved, at du ved,
at jeg ved” eller ”Jeg føler, at du føler, at jeg føler”. Man kan sige, at
der sker en aflæsning af indholdene i den andens sind (Stern 2004).
Igennem disse øjeblikke bliver barnets og omsorgsgiverens forskel-
lige bevidsthedstilstande forbundet, og der opstår en gensidighed,
hvor begge parter deler en fornemmelse af, hvad den anden oplever.
Øjeblikkene er karakteriserede ved en følelse af tæthed og autenti-
citet og ved, at de giver begge parter stimulering til udvikling. Su-
san Hart kalder disse øjeblikke for mødeøjeblikke, og hun beskriver,
hvordan de er udviklende for nervesystemets evne til bl.a. selvregu-
lering og opmærksomhedsstyring (Hart 2011). Lars Rasborgs defini-
tion af spejling, mener jeg også, er en beskrivelse af, hvordan pæ-
dagogen i sit samvær med barnet kan skabe udviklende øjeblikke:
Den vigtige udviklende hverdag | 17
”En spejling er en beskrivelse af, hvad barnet måske tænker og fø-
ler, og af, hvordan det måske kan forstås. En spejling indeholder en
formodning og indeholder ikke noget om, hvad den voksne tænker,
føler eller gerne vil have barnet til at gøre.” (Rasborg 2014)
Udviklende øjeblikke kan opstå ved, at den voksne spejler barnet
eller den unge, men det kan også være, at den voksne viser med
sin krop, hvad den voksne formoder, barnet tænker og føler, uden
at komme med et egentligt sprogligt udsagn. Dette er også en form
for ’affektiv afstemning’; et begreb, som jeg vil beskrive nærmere i
kapitlet om udviklingen af barnets kerneselv.
Spejlneuroner
I 1990’erne opdagede en gruppe af italienske forskere1, at hjernen
rummer såkaldte spejlneuroner. Spejlneuronerne er et neuralt net-
værk, der går i gang, når vi ønsker at sætte os i et andet menneskes
sted. Når vi betragter et andet menneske, reagerer vores hjernes
spejlneuroner på den anden. Det er for eksempel det, der sker, når
vi mader et barn med ske og selv sidder og åbner og lukker munden,
mens barnet spiser mad af skeen. Spejlneuronerne spiller forment-
lig en stor rolle i forhold til, at vi mennesker også kan spejle hinan-
dens følelsesmæssige tilstande (Jørgensen et al. 2013). Som Daniel
N. Stern udtrykker det, så er vi mennesker skabt til at deltage i hin-
andens nervesystemer (Stern 2004). De udviklende øjeblikke skabes
altså bl.a. via spejling gennem ord eller via en kropslig tilkendegi-
velse som en dans eller mimik, som viser, hvad du formoder, at bar-
net tænker og føler. I deler barnets tanker og følelser et øjeblik, og
derved opstår selvfornemmelsen af, ’at jeg ved, at du ved, at jeg ved’
eller ’jeg føler, at du føler, at jeg føler’. Jeg kommer nærmere ind på
1 Rizzolatti & Arbib (1998), Riizzolatti et al. (1999), Gallese et al. (1996), Galesse & Goldman (1998), Gallese (2001).
18 | Udviklende øjeblikke
spejling i afsnittene om Peter Fonagy og Allan Schores teorier, og i
afsnittet om Daniel N. Sterns teori vil der komme eksempler på disse
udviklende øjeblikke.
Flere af de pædagoger, der har leveret eksempler på udviklende
øjeblikke til denne bog, har i processen fortalt mig, at de fandt det
vanskeligt at give de små øjeblikke i hverdagen status som udvik-
lende. De var vant til, at det var temaer, store indsatser, projekter,
forløb og lignende, der blev forbundet med udvikling. Disse store
tiltag er naturligvis også supergode for børnenes udvikling, og de er
sikkert fyldt med udviklende øjeblikke. I denne bog er det dog sel-
ve de udviklende øjeblikke, jeg er på jagt efter, og ikke temaerne og
projekterne i sig selv.
Sårbare børnJeg ønsker at bidrage til, at pædagoger bliver endnu bedre til at se
de børn, der af mange forskellige årsager ikke trives, og som viser
symptomer på udviklingsvanskeligheder. Selv om et barn måske er
i risiko for at udvikle en egentlig diagnose, vil jeg råde til, at der i
vuggestuen, børnehaven eller indskolingen i første omgang ikke fo-
kuseres særlig meget på barnets eventuelle diagnose, men derimod
på barnets udviklingsvanskeligheder og udviklingspotentialer. For
uanset om barnet har en diagnose eller ej, kan pædagogen hjælpe
barnet.
Alle mennesker kan fra fødslen være disponeret for en diagno-
se, og den kan komme til udtryk, hvis barnet lever under særligt ri-
sikoprægede vilkår. Men en diagnose kan også komme mindre til
udtryk, hvis et barn oplever optimale og beskyttende vilkår. Når jeg
i denne bog skriver, at et barn opleves som havende udviklingsvan-
skeligheder, så betyder det, at barnet ikke er tilstrækkelig udviklet i
sine selvfornemmelser i forhold til det gennemsnitlige barn i vores
Den vigtige udviklende hverdag | 19
kultur og historie. Et barns selvfornemmelse forstår jeg ud fra Daniel
N. Sterns teori, det vil sige som den måde, hvorpå barnet oplever sit
selv over tid – både det kropslige selv, kerneselvet, selvet med an-
dre, det sproglige selv og det historiske og identitetsskabende selv
(dette kommer jeg nærmere ind på i de enkelte afsnit om Daniel N.
Sterns teori).
Når jeg beskriver forskellige opmærksomhedspunkter på udvik-
lingsvanskeligheder, har jeg naturligvis en bevidsthed om, at det
samme symptom eller den samme adfærd kan have forskellige år-
sager hos forskellige børn. På samme måde kan de samme vilkår
give anledning til forskellige symptomer hos forskellige børn. Alli-
gevel vover jeg at opstille nogle generelle opmærksomhedspunkter,
som pædagogen med fordel kan have fokus på, når hun skal vur-
dere, om barnet er i risiko for udviklingsvanskeligheder. Jeg mener,
at det er vigtigt, at vi tør samle viden om dette og dele den, til trods
for at der kan være afvigelser. Det er min erfaring, at vores bevidst-
hed om kompleksiteten nogle gange gør os mere ydmyge, end godt
er, og ude af stand til at turde se eller tage ansvar for, hvad der kan
være lige for næsen af os.
Jeg har nogle enkelte gange oplevet ulykkelige pædagoger stå
med en sag, hvor mange alarmklokker ringede. For eksempel lug-
tede barnet på grund af dårlig personlig hygiejne, barnet havde sår
og mærker på kroppen, barnet havde ikke mad med, barnet kunne
ikke lege med de andre børn uden at blive aggressivt og var ikke
alderssvarende udviklet motorisk, følelsesmæssigt og sprogligt. Når
pædagogerne blev spurgt om, hvorfor de ikke havde lavet indbe-
retninger herpå, var svaret: ”Jamen, vi kunne jo ikke vide det med
sikkerhed.” Og det er rigtigt! Vi kan aldrig vide med sikkerhed, om
et barn får den omsorg, det har brug for – det vil altid være et pro-
fessionelt skøn. Opmærksomhedspunkterne på sårbare børns ud-
viklingsvanskeligheder, som jeg vil beskrive i bogen her, håber jeg
20 | Udviklende øjeblikke
vil være med til at kvalificere pædagoger til at turde foretage dette
skøn – både når det gælder de lettere belastende vilkår, der måske
kan løses ved forældrerådgivning samt udviklende øjeblikke, og når
det gælder de til tider hårde belastende vilkår, som kan kræve en
underretning, særlige foranstaltninger og ikke mindst udviklende
øjeblikke.
Risikofaktorer og beskyttende faktorerEt udviklende livsforløb er naturligvis en kompleks proces, hvor bar-
net både er et individ, der præger udviklingen med sine egne speci-
fikke forudsætninger, og hvor barnets udvikling samtidig er afhæn-
gig af de betingelser, det tilbydes. Der er altså tale om et dy namisk
samspil mellem medfødte ressourcer og ydre opvækstbetingelser.
Arv og miljø er ikke hinandens modpoler, men virker derimod sam-
men i en uendelig proces. Epigenetikken forsker eksempelvis i,
hvordan et individs gener (genotype) kommer forskelligt til udtryk i
individets egenskaber (fænotype), alt efter de miljømæssige påvirk-
ninger individet modtager (Fonagy 2006).
Vi er for længst gået væk fra enkle årsagssammenhænge, når vi
ser på, hvilke faktorer der præger et barns udvikling. I dag tænker
vi mere i risikofaktorer og beskyttende faktorer. Det være sig både
genetiske faktorer og miljømæssige faktorer på mange niveauer.
Risikofaktorer kan spænde vidt. Det kan eksempelvis være over-
stimulering, overbeskyttelse, manglende struktur, understimulering
og traumer m.m. Fælles for dem alle er, at de stresser barnet. Om-
vendt er der forskellige beskyttende faktorer, som giver mulighed for
udviklingen af tryg tilknytning, og som dermed nedsætter risikoen
for, at barnet oplever udviklingsvanskeligheder (Shaffer 1993). Disse
beskyttende faktorer omfatter eksempelvis barnets psykiske robust-
hed, et roligt temperament og måske den vigtigste af dem alle: Bar-
Den vigtige udviklende hverdag | 21
nets mulighed for at opleve omsorg fra en primær eller sekundær
omsorgsgiver. Mere herom i afsnittet om tilknytning.
En pædagog i en vuggestue, børnehave eller i indskolingen har mu-
lighed for at dele sit professionelle skøn med forældrene, hvis hun
oplever et barn med udviklingsvanskeligheder. Forældre kan i kær-
lighed til barnet tilbyde vilkår, der fungerer som en mindre eller
større risikofaktor for, at barnet kan få udviklingsvanskeligheder. Det
kan være, at forældrene har svært ved at indgå i symmetriske sam-
spil med barnet med et asymmetrisk ansvar. De har med andre ord
svært ved at være ”piloter” (Dyrløv 2014) eller ”karavaneførere” (Jør-
gensen et al. 2013) for deres barn. Barnet har på en måde fået alt
for meget plads og på en anden måde slet ikke fået den plads, som
det har brug for. Det kan være forældre, der har så travlt med deres
eget liv, at der ikke er overskud til samspil med børnene. Det kan
være usikre forældre, der har mistet grebet om børnene (eller må-
ske aldrig rigtig har haft det), og som i afmagt lader børnene styre
meget mere, end børnene kan holde til. Det kan være forældre, der
nemt selv kommer til at kede sig i samspil med børnene og derfor
sætter for mange forskellige aktiviteter i gang, eller det kan være for-
ældre, der efter en skilsmisse nærmest konkurrerer mod hinanden
i aktiviteter, så børnene er konstant overstimulerede. Det kan være
forældre, der selv er i krise eller psykisk sårbare og derfor ikke har
overskud til samspil. Det kan være forældre, der gør det bedste, de
kan, men som stadig ikke er i stand til at udvise en tilstrækkelig
omsorgsevne. I værste fald kan det være forældre, der udsætter bør-
nene for omsorgssvigt eller traumer i form af psykiske, fysiske eller
seksuelle overgreb.
Alle disse forhold i hjemmet, der fungerer som risikofaktorer for
barnet, kan pædagogen ikke gøre meget ved, udover at finde en
konstruktiv måde at fortælle forældrene, hvad hun ser og bekymrer
22 | Udviklende øjeblikke
sig om, og i nogle tilfælde benytte sig af sin skærpede underretnings-
pligt. Men når børnene er i vuggestue, børnehave og indskoling, kan
pædagogen tage ansvar for at skabe de optimale institutionsrammer
for, at et barn, der lever med risikofaktorer i hjemmet, kan udvikle
sig bedst muligt. Det er muligt at bede om tværfaglig hjælp hos PPR,
og pædagogen kan straks gå i gang med at skabe udviklende øje-
blikke og dermed selv blive en beskyttende og måske også en ud-
viklende faktor i barnets liv.
AKADEMISK FORLAG
„JEG VED, AT DU VED, AT JEG VED …“
Udviklende øjeblikke er de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt. Hvad betyder hverdagens udviklende øjeblikke for et barns udvikling, og hvad skal pædagoger og andre voksne omkring barnet være opmærksomme på, både hos barnet og hos dem selv, for at disse øjeblikke kan opstå? Rikke Yde Tordrup gennemgår i bogen de tegn, der kan være på, at et barn har udviklingsvanskeligheder, og hun fortæller, hvordan pædagoger og andre voksne omkring barnet kan støtte børn i deres udvikling.
I bogen bliver udviklingspsykologi og tilknytningsteori gennemgået på en enkel og tilgængelig måde, som knytter an til, hvordan hverdagen er for børn i dag-pleje, daginstitution og indskoling.
Bogen henvender sig til pædagoger, socialpædagoger, dagplejere, ergoterapeuter, sundhedsplejersker, lærere og andre, der arbejder med børn. Forældre vil også med udbytte kunne læse bogen.
WWW.AKADEMISK.DK
RIK
KE
YD
E TO
RD
RU
PUDVIKLENDE ØJEBLIKKE