rÆsons ugemagasin nr. 10 4/11 2009

1. å

rgan

g n

r. 10

, 4. n

ove

mb

er 2

009

Marlene Wind om EU’s kongekabaleJohannes Andersen om kommunalvalget

Mediernes fremtid - interviews med Per Mikael Jensen og Merete Eldrup

Hvem skal betale for klimaet?Afghanistan: Obama skal beslutte sig nu

EU i 20-året for Murens Fald

UGEMAGASINET RÆSON WWW.RAESON.DK - 2 af 22

!"##$%&'()#("&"*+,-$(.$"(

!"#$%#&#'("))"$

/-$'-&

00012+,3-4"&315/

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Nikolaj Vitting Hermann (daglig redaktør), Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Alle indlæg sendes til: [email protected]. Foto credits bl.a.: WEF s.1+5, The White House s.4, DI s.7, TV2 s.12, Metro International s.14, ezioman s.17. EVERYBODY WINS

For gratis tilmelding til dette ugemagasin: www.raeson.dk

http://WWW.RAESON.DK


mailto:[email protected]

mailto:[email protected]

http://www.raeson.dk



Obama er fanget i et dilemma, der ender med en upopulær beslutning for USA’s fremtid i Afghanistan – uanset om den bliver at sende flere tropper eller ej. Der skal vælges en retning nu, og måske er det allerede for sent at vende krigen. RÆSON interviewer Caroline Wadhams fra den amerikanske centrum-venstre-tænketank, Center for American Progress, der har stor indflydelse på Obama og Demokraternes politik. Hun mener, at Obama blev overrasket da krigens nye general, McChrystal, i sidste måned bad om 40.000 ekstra soldater: “McChrystals strategi er meget, meget mere omfattende, end Obama troede den ville være.”Af Johanne Hesseldahl Larsen, Washington

BAGGRUND: Oktober måned var den mest blodige for de amerikanske soldater i Afghanistan siden invasionen i 2001. Behovet for at få bugt med talibanerne stiger, og Obamas øverste i Afghanistan, General McChrystal, bad i sidste uge om tropper til en storstilet militærplan. McChrystals udmelding kommer i forbindelse med, at den afghanske valgkommission aflyste det omstridte præsidentvalg i Afghanistan efter beskyldninger om valgsvindel begået af Hamid Karzais regering. Men Karzai er genudnævnt til leder og kører sin stramt styrede regering videre.

Obama står midt i et dilemma, der har fået ham til at sænke ambitionsniveauet. Han har droppet Bushs ønske om, at Afghanistan kan blive et demokrati efter vestens opskrift. Han undgår ord som sejr, som Bush brugte hele tiden. Nu handler det om at ødelægge al-Qaedas planer og forhindre, at Taliban igen vil overtage landet.

Hvilke pres er Obama-administrationen under? Jeg mener, at General McChrystals råb efter flere tropper og et forfejlet afghansk valg har kastet alting ind i krisetilstand. Obama-administrationen har faktisk fra begyndelsen forsøgt at ændre meget i Afghanistan, men nu ramler det hele pludselig sammen, og der er behov for hurtige beslutninger. Jeg tror, McChrystals strategi er meget, meget mere omfattende, end Obama troede den ville være. De har allerede sendt 21.000 tropper af sted, og McChrystal beder om yderligere 40.000 som et minimum. Han planlægger en storstilet strategi, og det er overvældende. Der er helt sikkert en opfattelse af, at det er alt for vildt, folk

tænker: “hold da op, hvad er det, vi har rodet os ud i.” Det er synd – for hele det her rod er jo noget, Obama har arvet fra Bush, og der skulle være gjort noget for lang tid siden.

Er flere tropper løsningen?Min opfattelse er, at flere tropper uden en politisk plan ikke vil hjælpe noget, Det er vigtigt at have en politisk strategi, der kan skabe en god afghansk regering, som ikke er korrupt eller misbruger sin magt. Man kan ikke bare nøjes med at sætte flere tropper ind. Det skal være en koordineret strategi, politisk og militært. Især nu da den afghanske leder hverken er demokratisk valgt eller særlig stabil.

Hvad tror du, Obama vil gøre?Der er to muligheder. Den ene er at gøre, som McChrystal beder om og levere en kæmpe styrke, den anden er ikke at sende flere ind og i stedet forsøge sig med målrettede aktioner mod terrorledere i Afghanistan og Pakistan. Jeg tror, Obama vælger noget midt imellem. Men det er som sagt vigtigt, at man ikke kun taler om antallet af ekstra tropper, men også om den politiske plan, der skal støtte op om den militære intervention. Uanset hvad han gør, så kan det ikke undgå at blive upopulært, fordi Afghanistan er blevet sådan et svært emne uden udvikling. Lige nu analyserer Obama-administrationen hver eneste region i Afghanistan, fordi de er så forskellige, og hver del kræver en særlig tilgang. Det er meget mere komplekst end bare at bekæmpe Taliban og al-Qaeda. Der er for eksempel mange fraktioner af

INT

ER

VIE

W 4

. no

vem

ber

200

9 INTERVIEWAfghanistan: “Hvis ikke Obama skynder sig, bliver det for sent at vende folkestemningen”




Taliban, der arbejder forskelligt og alligevel koordineret, og så er det meget varierende, hvor god opbakningen blandt de lokale er.

Hvornår skal han gøre noget? Måske er det allerede for sent – så han skal gøre noget nu og senest inden for et par uger. Vi har været i Afghanistan i otte år, og tilstedeværelsen mister sin styrke hele tiden – specielt nu. Mange NATO-lande har mistet troen på, at vi kan udrette noget. Den amerikanske befolkning er stadig mere utilfredse, og mange soldater har mistet deres liv. Presset stiger, og der er ingen positiv udvikling i Afghanistan. Hvis ikke Obama kommer op med en plan meget hurtigt, så er det for sent at få vendt folkestemningen. Han mister al politisk støtte og de europæiske og amerikanske befolkningers tro på, at vi kan gøre en forskel i Afghanistan.

Hvorfor er det kommet hertil?Der er to hovedårsager. Den ene er, at ingen har lyst til at samarbejde og støtte en leder som Karzai, som er korrupt og utilregnelig. Den anden del er den afghanske valgfiasko. Selv dem, der ikke følger med i politik, ved, at det har været en katastrofe, at valget ikke lykkedes. Den amerikanske befolkning har mistillid til, hvad vi laver i Afghanistan.

Hvad sker der, hvis man trækker sig ud? Hvis USA og NATO trækker alle tropper ud, er der stor chance for, at der bliver borgerkrig. Forskellige lande i regionen vil støtte forskellige sider af krigen. Pakistan vil støtte den afghanske Taliban-bevægelse, og Indien og Iran vil støtte en anden gruppe. Det vil skabe enorm ustabilitet og muligvis krig mellem Indien og Pakistan. Det er to atommagter, og hvis de bliver uvenner, kan det blive meget farligt for hele verden.

Krigen i Afghanistan har allerede varet længere end Første og Anden Verdenskrig tilsammen. Hvor længe tror du, den skal blive ved? Det er en lang proces, hvis det internationale fællesskab vil skabe en bæredygtig situation i Afghanistan. Mange europæiske lande taler om at være ude inden 2011. Det tror jeg lige er tidligt nok, men måske om to eller tre år kan vi begynde at trække os ud. Der er ingen, der ønsker et helt årti med krig. Det er meget dyrt, og det virker heller ikke, som om at de lokale afghanere ville byde det velkomment. Det er svært at vide præcis, hvad politikerne tænker, og hvornår de mener, vores tilstedeværelse får den forkerte effekt og får afghanerne til at føle, de er under besættelse. Det kan betyde, at de forener sig og smider os ud. Det er svært at vide, hvornår de har fået nok, og NATO og USA har svært ved at blive enige om, hvor balancen er.




Tirsdag slog den tjekkiske forfatningsdomstol fast, at Lissabontraktaten ikke er i strid med landets grundlov, så nu kan kampen om de nye EU-topposter begynde for alvor. Tony Blair er i spil til „præsidentposten“, men taber terræn: han kritiseres for at fylde for meget i projektørlyset og for lidt i maskinrummet. Briterne bliver dog næppe snydt: Udenrigsminister David Miliband kan nemlig ende med at blive EU’s potentielt meget magtfulde ”udenrigsminister” - en stilling, der har potentiale til at blive EU’s mest høj-profilerede post.Af Marlene Wind, Ph.d, professor, leder af Center for Europæisk Politik, Statskundskab, KU

MED den tjekkiske forfatningsdomstols Lissabon-afgørelse og præsident Vaclev Klaus' underskrift af traktaten tirsdag er vejen nu banet for den store EU-kabale. Stolelegen er begyndt, og de poster, der skal besættes med traktatens ikrafttræden, er bestemt ikke ligegyldige. Selvom det svenske EU-formandskab hårdnakket har nægtet at kommentere sagen, vidner EU’s netop overståede topmøde i Bruxelles om, at den store kabale pt. er ved at blive lagt.

EU skal både have en ny formand for Det Europæiske Råd – en såkaldt præsident – der skal også findes en ny ’High Representative’, i folkemunde en EU-udenrigsminister, der kan afløse Javier Solana. Sammen med den for nylig genudpegede formand for Kommissionen – José Manuel Barroso – vil dette trekløver nemlig udgøre EU’s nye lederskab. Efter otte års træden vande betyder ratificeringen af Lissabontraktaten således, at EU nu får hele tre chefer, der skal enes om at få det europæiske klaver til at spille i takt. Og hvem er så bedst egnet til at besætte de to poster, der er tilbage, efter at Barroso med lodder og trisser sikrede sig sin genudnævnelse?

Stjerne eller sliderI den senere tid har den tidligere britiske premier-minister Tony Blair fyldt meget i medierne og især været sat i forbindelse med præsidentposten. I Storbritannien svømmede medierne i sidste uge over med historier om hans meritter og kandidatur til posten. Og der var stort set ikke en avis eller magasin med respekt for sig selv, der ikke havde Blair som forsidehistorie i flotte glinsende farver. Blair er selvskrevet til posten og ikke til at komme udenom, stod der stort set samstemmende i alle britiske medier som opvarmning til ugens EU-topmøde. Det var da også netop dette budskab, Blairs tidligere kampfælle og nuværende

premierminister Gordon Brown messede på topmødet – selvom spørgsmålet om EU’s kommende præsident ikke officielt var på dagsordenen.

Alligevel synes det som om luften er ved at gå ud af ballonen for Blair. Blair – der endnu ikke har meldt sig som officiel kandidat – er nemlig ikke en populær mand i Bruxelles og omegn. Han synes faktisk mere upopulær end nogensinde. Så upopulær, at der ligefrem er indledt en uofficiel kampagne mod hans kandidatur blandt de mindre EU-lande. I et notat, der cirkulerede i Bruxelles for nogle uger siden, skriver flere små EU-lande således, at de ikke ønsker en ‘glamorous figure’ som EU-præsident – uden dog at nævne Blair ved navn. Et andet slag mod Blairs ambitioner om at genindtræde på den europæiske politiske scene kom med Luxemburgs premierminister Jean Claude Junckers officielle udmelding i Le Monde i sidste uge, om at han personligt gerne tager posten, hvis han altså bliver spurgt. Juncker er om nogen bannerfører for anti-Blair fraktionen blandt de små EU-lande og mener ikke, at Blair nogensinde har gjort noget som helst godt for Europa. Trods imponerende retorik har Blair ikke fået Storbritannien tættere på Europa. Han udrettede intet under det sidste britiske EU-formandskab, og han har end ikke forsøgt at få Storbritannien med i hverken Schengen eller den fælles mønt. Han er ‘glamourøs’, ja, og veltalende som en Obama, men det er slet ikke – siger Juncker – hvad Europa har brug for i øjeblikket.

Juncker udtrykker på mange måder det, man også hører på vandrørene i Bruxelles i disse dage. Nemlig at Europa har brug for en hårdtarbejdende kompromismager snarere end for en politiker, der vil være mere optaget af at tage projektørlyset fra både Barroso som Kommissionsformand og fra EU’s nye udenrigsminister.

STA

TU

S 4

. no

vem

ber

200

9 Bliver Blair Mr. Europe?




Alt dette kunne muligvis være lige meget, hvis EU’s store lande ellers støttede Blairs kandidatur, men det gør de tilsyneladende heller ikke. Blairs tidligere ven Sarkozy er påfaldende tavs. Det samme er Merkel, der synes at være mere varm på den ret anonyme Balkenende fra Holland. Selv Berlusconi, der ellers tidligere har bakket Blair kraftigt op, har fået kolde fødder og har trukket følehornene til sig.

Men hvad med Juncker selv? I EU-sammenhæng er han – som den vist nok længst siddende europæiske leder – et kendt navn. Mindre kendt er han imidlertid uden for EU-lederkredsen, men det mener flere er en fordel. Hans problem kan dog være, at han er yderst pro-europæisk – måske endog for meget for visse EU-lande. Hertil kommer, at han efter flere iagttageres mening virker for slidt i kanten til at kunne tilføre EU-samarbejdet den nødvendige vitalitet.

Pilen peger derfor pt. mere på Hollands svar på Harry Potter – Jan Peter Balkenende, som især tyskerne har set sig lune på. Måske fordi de uden de store anstrengelser forventer, at kunne holde snor i ham.

To andre endnu mere ukendte navne, der er begyndt at dukke op i Bruxelles, er den belgiske premierminister Herman van Rumpoy og den tidligere Østrigske kansler Wolfgang Schüssel. Schüssel savner dog nok den nødvendige opbakning i den bredere EU-kreds. Om Herman van Rumpoy har den vides endnu ikke. Han har været premierminister i Belgien i under et år og er et aldeles ubeskrevet blad i en bredere europæisk kreds. Alligevel er hans navn ét, man hører flere nævne, når man taler med kendere af Bruxelles indercirkler.

Hvad enten det ender med ham eller en anden af de andre mindre kendte profiler, så er der pt. ikke meget, der tyder på, at vi får en markant europæisk leder, og der er heller ikke meget, der tyder på, at det bliver en kvinde.

Udenrigsministeren får magtenSer vi på posten som EU’s udenrigsminister, så kan dette gå hen og blive en langt mere interessant figur. Selvom Javier Solana, der hidtil har beklædt posten, ikke har søgt projektørlyset, så har udenrigsministerposten potentiale til at blive EU’s mest høj-profilerede post. Heller ikke her vil der blive rettet op på kønsskævheden, for pilen peger pt. på Storbritanniens nuværende udenrigsminister David Miliband. Chancen for Miliband er naturligvis afhængig af, at Blair bliver forbigået som præsident for Det Europæiske Råd. Bliver han det, vil Miliband have en god chance. Miliband er i spil, fordi han er dygtig og karismatisk (på denne post er dette åbenbart ikke en bagdel!), men også fordi Storbritannien sammen med Frankrig er de største bidragydere til den fælles europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik.

Posten er interessant, fordi den bliver langt tungere og mere magtfuld med Lissabontraktaten,

end den er i dag – primært fordi EU opretter et nyt administrativt apparat til at servicere netop udenrigsministeren. Hertil kommer, at EU’s nye udenrigsminister også bliver næstformand i Kommissionen. Man slår ganske enkelt de to job sammen, så EU’s udenrigsminister og udenrigskommissær bliver én og samme person. Det betyder, at den nye ansvarlige topleder får kommandoen over såvel den bløde som den hårde sikkerhed i EU.

Der bliver altså nok at tage fat på for Miliband, hvis han får posten, men han er bestemt ikke den eneste kandidat. Også den svenske udenrigsminister Carl Bildt har været nævnt og den franske udenrigsminister Bernard Kouchner. Bildt er imidlertid svækket af at være borgerlig og har måske en lidt for kompromisløs stil. Fordi mere og mere tyder på, at EU’s nye formand bliver borgerlig, vil udenrigsministeren skulle være socialdemokrat eller det, der ligner, og her vil Bildt naturligvis være diskvalificeret. Hertil kommer, at han efter nogles mening er for anti-russisk og for begejstret for tyrkisk EU-medlemskab. Men hvad så med Kouchner? Han har signaleret, at han gerne vil have jobbet, men ser ikke ud til at have opbakning fra sin arbejdsgiver Sarkozy, som i stedet har lanceret to andre franske navne: Michel Barnier og Hubert Vedrine. Meget er altså stadig åbent i spillet om udenrigsministerposten, og der kan stadig nå at dukke nye navne op.

Selvom fordelingen af EU’s nye topposter foregår bag lukkede døre i netop disse dage, så er der ikke meget, der tyder på, at den endelige europæiske kabale bliver afsløret før det ekstraordinære EU-topmøde midt i november. Indtil da må iagttagerne gætte videre og fortsætte med at lægge kongekabale.




Kommunalvalget rummer et paradoks. Politik handler om ideologi og basale principper for indretningen af et samfund, men disse elementer har ikke længere en central plads i den kommunalpolitiske virkelighed. Christiansborg har begrænset det lokale handlerum – hvad vælgerne synes at acceptere. Reelt har landspolitikerne nemlig undergravet det kommunale selvstyre for at sikre forbrugernes individuelle og frie valg af egen personlig service. Derfor skal lokalpolitikerne hvert fjerde år opfinde nogle modsætninger, så valgkampens rollespil kan iscenesættes.Af Johannes Andersen, lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet

VALGKAMPEN op til kommunalvalget den 17. november har på mange måder været ret blodfattig og nærmest kedelig. Hvilket måske meget godt afspejler den kommunalpolitiske virkelighed. Her er der grundlæggende styr på tingene, især på det økonomiske område. Ikke mindst takket være en regering, der har holdt kommunerne i en kort økonomisk snor med henvisning til ’kontrakten’ om bl.a. skattestoppet. I de fleste kommuner ser det generelt fornuftigt ud. Man har de institutioner, man skal have, så her er der ikke rigtig nogen, der går og mangler noget, som de andre har i nabokommunen. Man har de ventelister, der er nødvendige, for at man kan se, at der foretages prioriteringer af ressourcerne. De vildere idéer gemmes til det kulturelle område, hvor man dog pt. holder lidt lav profil, for ellers tror alt for mange borgere, at man ødsler med pengene, hvilket ikke vil se alt for godt ud ikke mindst i en krisetid.

Selvom der er markante statistiske forskelle på kommunerne, hvis man kigger nøje efter, så kører de fleste kommuner som en velfungerende forretning, med en glad butiksbestyrer og tilfredse medarbejdere. Med enkelte undtagelser i de yderste led, hvor marginalt placerede og lokalt orienterede politikere forsøger at give den som vrisne sognerådspolitikere, der kæmper for en given lokal interesse – reelt for at komme i medierne. Men de betyder ikke noget for flertallet og dermed heller ikke for samarbejdett. Derfor kan det ikke undre, at det kan være vanskeligt at skabe dramatik i valgkampen.

Kommunalvalgkampen – et rollespilI moderne politik er der flere aktører, der kan sætte fut i valgkampen. Politikerne og partierne på den ene side og medierne på den anden, for nu at starte et sted. Kommunalpolitikerne evner det imidlertid ikke. Hvilket måske er ret forståeligt. I det daglige er det kommunalpolitiske arbejde så fjernt fra ideologiske kampe og markeringer som tænkes kan. Her betyder samarbejdsklimaet og den indbyrdes kemi mellem centrale kommunalpolitiske aktører langt mere. Det er i forlængelse af disse faktorer, og ikke som udslag af ideologier, at der kan opstå konflikter. Selvom konflikterne for det meste omskrives til ideologiske uoverensstemmelser. Man er jo trods alt politiker – og det er i øvrigt rart at kunne gemme den personlige vrede over, at man blev forbigået i forbindelse med konstitueringen af byrådet bag et ideologisk figenblad.

Men i det daglige er det viljen og mulighederne til samarbejde, der tæller mest. Set i det lys kan det naturligvis være vanskeligt i en valgkamp pludselig at mobilisere de store modsætninger, man som politiker – og vælger – kan tage alvorligt. Resultatet er, at valgkampen grundlæggende er fyldt af velmenende og ofte også generelle udmeldinger, der ikke kan gøre den store fortræd. Først og fremmest i form af mere eller mindre konkrete forslag til forbedringer på et afgrænset område: Der bliver således talt en del om eksempelvis skoleveje, antallet af besøg til de ældre, kommunale madordninger, varmeforsyningen og handicapforanstaltninger i

DA

NM

AR

K 4

. no

vem

ber

200

9 KOMMUNAL-VALGETNår magtesløse politikere strides




løbet af valgkampen. Det kan ikke for alvor ægge til modsigelse, for de fleste hopper med på den velmenende vogn, fyldt med gode forslag, der skal realiseres, når økonomien gør det muligt. Derudover bruges der meget energi på at deltage i ’morsomme’ og ’utraditionelle’ optrin og møder, eksempelvis i arrangementer, hvor kandidaterne møder op i en mærkelig påklædning på et teater, deltager i kaotiske vælgermøder, hvor man må smide affald, slik eller andre ting efter hinanden, konkurrencer, hvor man skal svare på spørgsmål om kommunen, og arrangementer på skoler, hvor man skal vise, hvor gode man er til at lege og løse skoleopgaver. Der er også eksempler på, at man inviterer politikere til at deltage i vælgermøder i forbindelse med Kulturnatten, og så skal de illustrere det valgte tema, som kan være ’skidt’, ’genbrug’ og lignende. Hvor man så skal leve op til temaet ved at gøre sig til. Alt sammen aktiviteter, der stort set er tømt for reel politisk diskussion, hvilket politikerne reelt er godt tilfredse med. Samtidig med at man står på gader og stræder og besøger folk med brochurer og gaver. Målet med disse aktiviteter er ikke at afdække politiske modsætninger, men at nå ind i mediernes søgelys med et eneste budskab: Se mig lige! Derfor protesterer de også højlydt, når de en sjælden gang bliver ’tvunget’ til at deltage i et klassisk vælgermøde, der trækker ud i tre timer, og som har knapt 40 tilhørere. Det er for meget, siger de i hvert fald bagefter på tværs af alle partiskel.

Medieparadoks: demokrati vs. ubetydelighedMedierne kan også sætte gang i valgkampen – ikke mindst via stribevis af meningsmålinger. En af fordelene ved de nye kommuner er, at de fleste større af dem nu har råd til at gennemføre netop meningsmålinger. På den måde kan man dramatisere en stribe begivenheder, hvor man kan udfordre enten den siddende borgmester, der ser ud til at blive presset, eller den stående opposition, der endnu en gang ikke har været i stand til at true nogen. Man kan spørge vælgerne, hvad der efter deres mening er de vigtigste spørgsmål i valgkampen. Nogle steder er det skolen, de ældre og børnene. Andre steder er det de ældre, de unge og børnene. Endelig er der også steder, hvor miljøet dukker op på listen. Lidt afhængig af, hvad der i øvrigt rører sig i medierne, og hvilke valgmuligheder vælgerne får.

Medierne er også med på vognen, når nogle går utraditionelle veje. Godt nok skal man virkelig være opfindsom, hvis man skal lokke pressen til et vælgermøde eller en debat. Men så er man der også, når de sker. Ikke mindst fordi man jo skal have udfyldt spalterne eller sendetiden. Et vigtigt redaktionelt princip i mediernes dækning af

valgkampen er altså, at det helst ikke skal være noget, man har set før. Uanset hvad det er, og det kan selvfølgelig ikke undgå at invitere partiforeningerne til forsøg på at gøre tingene endnu mere skøre. Som når den unge kandidat stiller sine unge venner op på trappestiger med valgplakater for at demonstrere mod en kommunes ’plakatpolitik’. Det giver både tv-omtale, radioomtale og plads i aviserne. Men reelt er der tale om en kandidat og syv af hans venner, der laver et lille, apolitisk stunt. Medierne er der også, når der opstår slinger i valsen – som når fx et privat ejerlav forbyder politikere at hænge plakater op på ejerlavets lygtepæle. Det er uendeligt ligegyldigt for den kommunale politik, men det er et godt emne, og derfor fylder det. Alt sammen suppleret med det ’nødvendige’ og rutineprægede stof, i form af billeder med kandidaterne i de forskellige partier, interviews med vælgerne om, hvem de kender i byrådet (stort set ingen) og personlige interviews med de mest kendte kommunalpolitikere.

Medierne befinder sig altså også i en paradoksal situation. På den ene side skal de agere ud fra den præmis, at et demokratisk valg er noget af det vigtigste, et medie kan beskæftige sig med. Derfor er der også afsat ekstra ressourcer til dækningen, både når det drejer sig om mandskab og sendetid. På den anden side er der uendeligt lidt at skrive om. Det meste skal opfindes, og derfor spiller medierne meget hurtigt med på det rollespil, som kommunalpolitikerne mere eller mindre frivilligt lader sig involvere i – man overdriver en dækning af et fænomen med ret begrænset substans.

Vælgerparadoks: lokalt initiativ vs. kontrolStrengt taget kan også vælgerne sætte skub i valgkampen. Hvis vælgerne tager en sag til sig og virkelig kæmper for den, så vil det gøre indtryk. Medierne vil få en god historie, og politikerne vil pludselig blive konfronteret med aktiviteter, der ikke er indskrevet i deres rollespil.

Det ville gøre indtryk. Men det sker ikke. End ikke trusler om skolelukninger eller

konstateringen af dårlig service på et givet område kan for alvor sætte gang i noget. Hvilket ikke mindst skyldes, at i de nye store kommuner udgør en forældregruppe en meget, meget lille del af vælgerne, der næppe flytter ret meget i praksis. Selv 300 forældre i et lokalsamfund, hvor de måske støttes af andre 600 medborgere, fylder ikke meget i det endelige valgresultat. I modsætning til situationen før strukturreformen, hvor lokallister og borgerinitiativer i et givet




lokalområde godt kunne flytte rundt på et enkelt mandat – og måske endda flere.

Som part i den kommunalpolitiske virkelighed kan vælgerne som sagt konstatere, at tingene jo går nogenlunde, hvis man sammenligner med andre kommuner. Man kan også se, at de enkelte kommuner holdes i kort snor, hvilket man måske er ganske godt tilfredse med – i hvert fald har de partier og den regering, der har godt greb om økonomien, ikke for alvor mistet vælgernes tillid. Måske snarere tværtimod.

Her er vælgernes paradoks: I princippet vil de gerne have den bedste service, og de vil gerne have lokale politikere, der kæmper for de lokale interesser. Samtidig med at de accepterer, at de lokale politikere holdes i stramme tøjler fra Christiansborg (fx ved at skatten holdes i ro, hvad de danske vælgere har det rigtigt godt med).

Vælgernes lokale engagement er således til at overse. Man spiller rollen som kritisk medborger, men gør det uden at involvere sig for meget. Man ved ikke helt, hvad der foregår, men har en klar fornemmelse af, at det går nogenlunde, som det skal. Man affinder sig med den lokalpolitiske afmagt, fordi man i virkeligheden har det ret godt med den centrale styring af kommunalpolitikerne.

Hverdagens helte eller?Alt efter temperament kan man så filosofere lidt over kommunalpolitikernes indsats. Det er dem, der holder liv i det lokale demokrati – de er hverdagens helte, der på trods af centralmagtens hårde hånd forsøger at gøre en forskel i det lokale. Muligvis har de vanskeligt ved at forklare vælgerne, hvad det er, de gør, men alene forsøget kan man kun omfavne med sympati. Man kunne måske også være lidt kritisk. Det er jo netop de lokale politikere, der holder liv i det naragtige rollespil, hvor de gør, hvad de kan for at få det hele til at ligne politik og nærdemokrati. Selvom de godt ved, som følge af bitter erfaring, at de lokalpolitiske handlemuligheder er små. Og har en klar fornemmelse af, at de har vanskeligt ved for alvor at give det begrænsede spillerum et ordentligt indhold.

Men det er den flinke og optimistiske udgave. Kommunalpolitikerne burde reelt gå til modstand: strejke for retten til et større kommunalpolitisk spillerum. De burde forsvare muligheden for at gå andre veje end de centralt udstukne. De skulle nægte at stille op til et kommunalvalg, hvis spillerum er så snævert, at man kun i de allerstørste kommuner kan slå lidt ud med de store armbevægelser. I deres iver på at få styr på den offentlige økonomi – en bestræbelse, der har stået på siden 1980erne – har Christiansborg-politikerne reelt vænnet sig til at opfatte det kommunale demokrati som en sten i skoen, man

roligt kan smide ud. Ved festlige lejligheder fremhæver man naturligvis det kommunale selvstyres kvaliteter og de store kommuners økonomiske bæredygtighed, ligesom man også fremhæver, at der er forskel på kommunerne. Men reelt er kommunerne ikke en del af landspolitikernes politiske virkelighed. Her gør man, hvad man kan for at binde Kommunernes Landsforening og de enkelte kommuner til de snævrest mulige aftaler, samtidig med at man åbner mere og mere for den enkelte forbruges personlige valg.

Resultatet er, at kommunerne er blevet kørt over af de økonomisk fikserede folketingspolitikeres bestræbelser på at støtte udviklingen af den individuelt kalkulerede velfærdsstat. Man har på Christiansborg altså reelt undergravet det kommunale selvstyre for at sikre forbrugernes individuelle og frie valg af egen personlig service.

RÆSONs næste ugemagasin d.11/11 2009 sætter fokus på kommunalvalget.




Ny bog: 99 kr. inkl. porto på www.raeson.dk




Lørdag d.28/11 inviterer RÆSON for første gang til Årskonference om Politik, Medier, Net & Demokrati - hvor bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskuterer demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Tanken er, at arrangementet bliver en årligt tilbagevendende begivenhed. Programmet, der strækker sig fra 10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.:

- Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør, Berlingske Tidende- Tøger Seidenfaden, ansv. chefredaktør, Politiken- Susanne Hegelund, chef for TV-Avisen- Henrik Dahl, sociolog og forfatter- Per Mikael Jensen, direktør for Metro- Leif Beck Fallesen, chefredaktør, Børsen

Praktisk:- Tilmelding: 1.000 kr.- Antallet af pladser er begrænset, reservér derfor i god tid- Frokost og aftensmad indgår ikke som en del af programmet; der holdes to pauser fra 12-13 og 17.30-19.30.

Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html

Nyt

fra

RÆ

SO

N

RÆSONs Årskonference

om Politik, Medier, Net og

Demokrati 28/11 2009



http://www.raeson.dk/konferencen2009.html



Hvad er din holdning til statsstøtte?Generelt er det bedst, hvis man kan slippe.

Er man friere, hvis man kan slippe for statsstøtte og i stedet er afhængig af annoncører?Man kan jo være presset på alle leder og kanter. Jeg synes, det er godt, at man har et mediebillede, hvor – om det så kaldes statsstøtte – der er nogen, der er finansieret på en måde, hvor de kan eksperimentere lidt mere i stedet for at fokusere så meget på seertal. TV 2 lader ikke det redaktionelle indhold styre af annoncører, men vi har jo en total afhængighed af seertal. Derfor har vi ikke så stor mulighed for at eksperimentere med noget, der er en smule smallere. Der skal være nogen, der skal gå efter det kommercielle, og andre, der skal kunne eksperimentere.

Givet konkurrencevilkårene, kan TV 2 opretholde kvaliteten af eksempelvis nyhedsdækningen?Ja, forudsat at vi får en form for grundbetaling for vores hovedkanal. For en gratis hovedkanal vil i længden være helt umulig – den giver jo et kæmpe underskud i dag. Man ønsker en stærk public service-kanal med nyheder på et højt niveau, og det kan man ikke tilbyde uden en form for betaling.

Kan man forestille sig, at det lykkes at privatisere TV 2, og er det overhovedet noget, I ønsker?Det vil jeg lade en ejer tage stilling til. Det står jo i regeringsgrundlaget, men det har jeg ingen holdning til.

Lisbeth Knudsen sagde i et interview i forrige udgave af RÆSONs ugemagasin, at DR skal holde sig væk fra områder, hvor der er kommerciel interesse for f.eks. TV 2. Hvad er din kommentar til det?Det ideelle ville jo være, hvis man kunne tegne et landkort op og så sige: ”Her vil vi leve og tjene. Og så kan DR holde sig til et andet sted.” Jeg tror, det er svært på programniveau at sætte sig og tegne sådan et billede. Jeg vil gå så langt som at sige, at DR også har brug for at sende nogle programmer, der har høje seertal for at legitimere sig. Det er en balance, men det er klart, at vi gerne ser, at der er områder, DR kan tage sig mere af, og så er der områder, der passer rigtig godt til en kommerciel public service-kanal som TV 2.

Hvad med Internettet? Skal DR dæmpe sine aktiviteter her?Jeg synes helt klart, DR skal være til stede på nettet, men det er problematisk. Dagbladene og DR er traditionelt set vidt forskellige verdener, men det er de ikke længere på nettet. Den store diskussion er, om man overhovedet kan tjene penge og drive forretning på nettet. Det bliver svært, når der er en stor spiller, der lægger ting ud gratis. Jeg synes helt klart, at DR skal være der, men der skal være en eller anden form for indhegning. Det vil være nødvendigt.

Tager DR markedsdel fra andre medier?Jamen det gør de jo. Det man skal huske er, at selvom de ikke tager penge, så er det brugere, man

DA

NM

AR

K 4

. no

vem

ber

200

9 Mediernes fremtid: Merete Eldrup

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11 – dog hermed suppleret af TV2’s direktør Merete Eldrup, som desværre ikke har mulighed for at deltage d.28/11.

OM KONFERENCEN: Her vil bloggere, chefredaktører, journalister, valgforskere, spindoktorer, pressemedarbejdere, netroots, IT-entreprenører, medieeksperter og politikere diskutere demokrati, offentlighed, journalistik, mediemarked og kommunikation i lyset af de nye medier og samfundsudviklingen generelt. Programmet, der strækker sig fra kl.10-22, skifter mellem foredrag, interviews på scenen, debatter og dueller med 25 medvirkende, bl.a.: Lisbeth Knudsen, Tøger Seidenfaden, Kenneth Plummer og Henrik Dahl. Sted: Institut for Statskundskab, København K. Tilmelding: 1.000 kr. Forhåndstilmelding via: www.raeson.dk/konferencen2009.html.

Interview af Tobias Fabricius Kjær








lever af nu. DR's brugere er jo ikke ovre på et kommercielt site, hvor man har brug for dem for at leve af det. DR spiller en rolle i det kommercielle marked i og med, de tager en vis brugerandel. Alle er enige om, at DR skal være til stede, de skal bare ikke kvæle det kommercielle marked.

Kommer vi efter din mening til at se fusioner i den danske mediebranche?I disse år, hvor annonceindtægterne falder med rekordfart, er det svært at se, hvornår det skulle være, men ser man ti år frem, vil vi så have flere selvstændige aviser, eller vil vi have færre? Jeg tror, vi har færre.

Hvilken medievirksomhed, dansk eller udenlandsk, vil opleve størst annoncevækst i Danmark?Google. Man må vænne sig til det. Vi har oplevet stor diskussion med konkurrencemyndighederne om, hvor store TV 2 egentlige er, fordi man laver nogle meget små definitioner (af reklamemarkedet, red.). Det er så dér, vi prøver at sige, at ja, vi er store på tv-reklamemarkedet, men ser du et samlet reklamemarked - tv, radio, aviser og online - så er TV 2 relativt små, og så har vi nogle kæmpestore internationale spillere, som stille og roligt sniger sig ind på det danske marked.

Er de internationale mediespillere en stor trussel for TV 2 og medierne generelt?Trussel er et stærkt ord, men det er klart, at Google fylder rigtig meget. Søgning er dér, hvor de store indtægter er på nettet, og det er jo Google, der har kapret det marked. Det er ikke bare en virksomhed, det er et fænomen.

Vil TV 2 udvikle sine online-aktiviteter endnu mere for at imødekomme denne udfordring?Det gør vi i forvejen, men vi bliver nødt til at fokusere på det, som vi er gode til. Det er dansk indhold, og meget af det indhold har vi jo allerede ved at være tv-producenter. Den [position] bruger vi ved at udvikle alle mulige nye retninger, også med partnerskaber osv., så jeg tror nok, at vi skal holde en god position. Vi er et af de mest besøgte indholdssites, men vi kan ikke konkurrere på indtægterne med Google. Det eneste vi kan gøre er at forsøge os med partnerskaber med nogle af disse søgesites, så vi kan få bare en lille del af kagen.

Hvilke nye muligheder af værdi har medierne i den nye digitale verden?Vores erfaring med Sputnik [TV 2’s online platform, hvor man betaler for at se TV 2's programmer, red.] har vist os, at det faktisk kan lade sig gøre at tage betaling for noget indhold. Det har vi tænkt os at satse meget på, fordi vi kan ikke bare forære det væk. Vi skal leve af det indhold, vi har. Man kan sagtens se en betalingsmulighed, hvis kvaliteten også er der.

Er det noget andre medier vil tage til sig?Alle er efterhånden enige om, at det generelle

nyhedsstof kan man ikke tage penge for. Der er simpelthen for mange om buddet – f.eks. DR. Når man går over i de mere nicheprægede tjenester, hvor nogen har en reel interesse, kan man godt tage betaling for det. Indholdet er jo ikke gratis, bare fordi det ikke skal trykkes på papir. Alle vil ud og øve sig, og desuden er det jo ikke et dansk fænomen – New York Times forsøger sig for eksempel. Det er en generel tendens.

Hvad er den største udfordring for den politiske journalistik?I modsat til mange andre vil jeg ikke sige, det er spindoktorerne, der er den største udfordring. Den største udfordring er at få sat mere fokus på indholdet i stedet for spillet. Man skal øve sig i at undersøge, hvad der foregår substantielt. Det glemmer man, og det bliver hurtigt en journalistisk diskussion om, hvordan spillet foregår.

Er det journalisternes skyld eller er forbrugerne bare blevet mere kritiske over for, hvordan vi bliver præsenteret for indhold? Fordi vi ved, at ting kan ses på mange forskellige måder?Det er et godt spørgsmål. Medierne er jo selv med til at sætte fokus på spillet med kommentatorer, og både Mogensen, Kristiansen og Qvortrup [politiske kommentatorer, red.] skal også være der. Det er ikke et enten-eller. Medierne skal bare huske på, at man også skal forklare, hvad der er det vigtigste i den og den sag, og hvordan påvirker det danskerne rundt omkring. Vi har en stor formidlingsopgave, især i disse krisetider. Nogle siger det ene, og nogle siger det andet. Det er svært at finde ud af, hvad der er op, og hvad der er ned, men det er bare den opgave, vi skal løse.

Kan du beskrive den mest umulige mediebruger fra dit perspektiv?Det er folk, der har alle mulige meninger om, at tv kun er spildtid og dårlig underholdning, og at folk burde bruge deres tid på noget andet fornuftigt. Det er også folk, der ikke ser ret mange af programmerne og vil diskutere medierne uden at have en egentlig interesse.

Er det ikke kun underholdningsprogrammer, der sendes i prime time på TV 2? Nej, det er det da overhovedet ikke. Lad os gå det hele igennem: Riget, Station 2, Operation X, Basta. Der er masser af gode, oplysende programmer. Det sjove er, at de fleste af dem, jeg kender, tror, at folk kun ser DR2. De tror helt alvorligt, at ingen ser andet, men det er kun en lille procentdel, der ser DR2 - der er 30 pct. der ser TV 2.




Du har tidligere forudset, at 2009 blev et forfærdeligt år for medierne. Blev det det?Det startede ret forfærdeligt, men det blev bedre og bedre for hvert kvartal. I 1. kvartal var vi nede med 18 pct., i 2. kvartal med 13. pct. og i 3. kvartal med 8 pct. – så det blev bedre og bedre. Jeg må tilstå, at jeg havde forventet/frygtet noget værre. So far so good.

Hvordan bliver 2010? Hvilke konkrete udfordringer vil medierne møde de næste par år?Det er svært at sige noget om 2010. Hvis man kigger på hvem, der forudsiger hvad, så hælder jeg nok mest til dem, der tror, at der vil ske et 'double dip' – jeg tror ikke, det er overstået. Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der kommer et tryk mere i slutningen af andet kvartal i forbindelse med sommerferien. Jeg er ikke finansekspert overhovedet, men når jeg læser medier om det her, så virker det mest realistisk, at der kommer et tryk mere. Hvor stort det så bliver, det må vi se. Derudover er den altafgørende udfordring, at medieforbruget vil stige primært på Internettet og på mobil. Jeg sad og kiggede på en undersøgelse, der er lavet for et års tid siden, som prøver at forudsige medieforbruget i år 2020. Den siger, at forbruget af analogt tv og analog radio vil være næsten lig nul næste år, fordi det har bevæget sig over på digitale platforme. Det, der bl.a. sker ved det, er, at folk har en tendens til at opfatte tv-licens, betaling for bredbånd og basisabonnement på mobil som betaling for el, vand og varme – det er noget, man bare SKAL have. Derfor ser mange forbrugere, ofte unge, nettet som noget der er gratis, selvom de reelt betaler penge for det via deres telefonregning. Det betyder, at betalte medier, der ikke hører inde under basisgruppen tv, strøm, vand, varme, de får det sværere og sværere.

Lisbeth Knudsen og Merete Eldrup forventer, at flere medier vil tage brugerbetaling for noget online-indhold. Er det noget, du så fuldstændig afviser?Det skal jeg da aldrig gøre, men jeg tror, det bliver rigtig, rigtig svært – nærmest umuligt. En af årsagerne er jo, at hvis man forestiller sig, at alle de pirattjenester, der har ramt musik- og

filmbranchen overføres til mediebranchen, så er det grotesk at forvente, at den branche kan hamle op med det, når en så stor branche som underholdningsbranchen ikke har kunnet. Perceptionen blandt brugerne er, især de unge, at nettet er gratis.

Tror du det er noget, man kan ændre?Jeg kan ikke forestille mig, hvad det vil kræve. Det vil næsten kræve, at man genopfinder nettet og lægger nogle barrierer ind, hvor man skal oplyse kontoinformationer for overhovedet at få lov til at komme online. Jeg tror, det bliver meget meget svært. Nogle nichemedier – Wall Street Journal og Financial Times for eksempel – vil kunne fortsætte med at tage nogle penge. Men for dagligdagsmedier vil det være svært.

Hvilken medievirksomhed, dansk som udenlandsk, vil opleve størst annoncetilvækst i Danmark?Google.

Er det en trussel for de traditionelle medier? Hvis det er, hvad kan man gøre for at imødekomme denne trussel?Det er jo en konkurrent, men de er utroligt svære at konkurrere med, fordi de har et monopol på søgning, og derfor har de vokset sig så store og stærke, som de har. Det bliver utrolig interessant at se over de næste fem-syv år, hvordan verden vil reagere på dette monopol. Om f.eks. Microsoft vil få held med at udfordre Google. Historisk har det jo været sådan, at alle monopoler på et eller andet tidspunkt er blevet udfordret, og selv Google kan udfordres, men det kræver en ganske markant pengepung og en meget lang indsats.

Mediekonglomorater styrer allerede store dele af vores medier. Hvordan ser fremtiden ud? Vil seks grupper eje hele verden, og hvad vil det betyde for uafhængige mediers eksistens?Uafhængige medier er jeg ikke særlig bekymret for. Der er altid nogle, der har lyst til at udtrykke sig, og hvis de store ikke lever op til ens ønsker, så finder man nogle andre. Man underkender, at verden med Internettet har oplevet en eksplosion i

DA

NM

AR

K 4

. no

vem

ber

200

9 Mediernes fremtid: Per Mikael Jensen Direktør i gratisaviskoncernen Metro International, tidl. direktør TV 2

I denne interviewserie præsenterer RÆSON en række af oplægsholderne til vores ÅRSKONFERENCE OM POLITIK OG MEDIER, der finder sted Lørdag d.28/11.

Interview af Tobias Fabricius Kjær




pressefrihed. I dag kan Gud og hvermand jo udtrykke sig om, hvad som helst, fordi muligheden er der, og det koster ikke noget. Finansielt set vil der være to koncentrationer: En, som vil krydse grænser og som vil være afhængig af en given medieplatform – tv, nettet osv. Og så vil der være dem, som vil være uafhængige af platforme ud fra tanken, at det er en styrke at være stærk på flere platforme. Derudover tror jeg, der vil være en kæmpestor vækst i nye medievirksomheder, primært fordi adgangen til det at være medie er blevet så tilgængelig. I 1990'erne var der en periode med en masse gratisaviser, typisk præget af mennesker med stor idealisme eller med stor interesse for et eller andet specielt område. Det er det, vi ser gentaget nu.

Hvad er din holdning til statsstøtte. Skal den øges?Jeg synes det er fornuftigt, at vi har Danmarks Radio som et stærk statsledet medie, men ud fra et forretningsmæssigt synspunkt kan man godt diskutere, hvorfor mediebranchen skal have tilskud. Det er jo ret markante tilskud, de er temmelig store. Hvad angår TV 2 er det et medie, som sagtens kunne undvære statsstøtte. Da jeg var der, var der ikke noget statsstøtte, og TV 2 levede glimrende. Det er svært at forstå, hvorfor staten skal eje medierne. Da jeg var på TV 2, sagde jeg på et tidspunkt til Brian Mikkelsen i hele den her diskussion om, hvorvidt TV 2 skulle privatiseres eller ej: ”Hvis TV 2 ikke skal privatiseres, hvorfor skal staten så ikke også eje en avis? Hvorfor begrænse sig til tv?” Staten har jo problemer i dag med den debat, der er om Internettet, hvor avishusene siger, der er unfair konkurrence fra både TV 2 og Danmarks Radio.

Synes du DR skal begrænse sine aktiviteter på nettet?Der er i hvert fald grænser for, hvad de skal på nettet. Der er nogle klart kommercielle services, de skal holde sig fra, mens andre dele hænger sammen med det at være en public service-kanal. Det er meget vigtigt at forstå, at det strider imod menneskets natur – i hvert fald i vores kultur – at prøve at begrænse. Derfor er det svært at sige til en organisation, at der er noget, I gerne må, og andet, som I godt KAN, men som I ikke må. Det går simpelthen genetisk imod den måde, mennesker tænker på, og derfor er det en svær diskussion. På den ene side har jeg det svært med at begrænse folk – privat som offentligt – men på den anden side synes jeg, DR skal begrænses på et eller andet niveau med hensyn til deres online aktiviteter. Man skal dog være meget varsom med ikke at begrænse dem mere end højst nødvendigt.

Er man ved at modtage statsstøtte låst fast, eller har man i virkeligheden mere plads til at eksperimentere?Jeg tror, man har mere plads til at eksperimentere journalistisk, fordi man ikke behøver at have det

samme fokus på seertal og læsertal. Men som virksomhed er man fuldstændig fastlåst, fordi du er i politikernes vold. Og politikeres succes-kriterier er ofte meget anderledes end virksomheders. Nogle siger jo, at politikeres horisont maksimalt er fire år. I min tid på TV 2 foreslog Kulturministeriet, at vi skulle afholde en konference for de lande i verden med det største statsejerskab af medievirksomheder. Jeg sagde: ”Jeg vil gerne organisere konferencen – den bliver ikke så stor, for der er fire lande, der skal deltage. Det er Nordkorea, Kina, Cuba og Danmark. De ligger i top, hvad angår statsejerskab af medievirksomheder.” Man glemmer det tit, men statsstøtte til virksomheder er det, vi fortæller andre lande er en rigtig dårlig idé.

Kan du beskrive den mest umulige mediebruger?Det er alle mellem 12 og 18 år. De er kropumulige, uanset køn. Kendetegnende for medieforbruget for de 12 til 20-årige er, at de bruger op til fire medier ad gangen. Det er faktisk ikke så overraskende, hvis der på et tidspunkt bliver udviklet en telefon, hvor man taler i det ene øre og hører musik i det andet. De unge er svære, fordi vi ikke kan få deres opmærksomhed. Vi kan hverken sælge vores budskaber eller kommercielle produkter.

Hvad siger det om fremtiden?Det siger mange ting. Men en af de ting, det siger, er, at medierne typisk har været gamle, veletablerede virksomheder. Det forsvinder, og medier vil opstå og lukke igen inden for en langt, langt kortere tidshorisont. Der er jo ingen, der husker Second Life [webbaseret socialt netværk, red.], men prøv at se, hvad der blev skrevet om det for tre-fire år siden, der var det jo overalt. I dag hører du ikke om det.

Læs interviews med Tøger Seidenfaden, Politiken og Lisbeth Knudsen, Berlingske Tidende i Ugemagasinet #9



http://raeson.dk/ugemagasin071009.pdf

http://raeson.dk/ugemagasin071009.pdf


!"#$%&'()$*+*,-.-/00,*12/,*34




I sidste uge blev EU’s regeringschefer enige om, hvor mange penge udviklingslandene samlet set får brug for, hvis de skal være i stand til at tilpasse sig og afbøde klimaforandringer. Men hvor pengene helt præcist skal komme fra er stadig mere uklart: Unionens 27 lande vil ikke fortælle, hvor meget de selv vil betale. Og den delfinansiering, der skal stamme fra salg af CO2-kvoter afhænger stadig af, hvad verden forpligter sig til ved klimatopmødet. Den vage udmelding møder kritik fra ngo’er, der beskylder EU for ikke at påtage sig det nødvendige lederskab.Af Rikke Brøndum, Bruxelles

”ET skridt nærmere en aftale”. Sådan lød de glade ord fra Lars Løkke Rasmussen, da han efter et intenst forhandlingsforløb med sine minister-kollegaer i fredags kunne tørre sveden af panden og fortælle, at EU i sidste øjeblik fik lagt klimakortene på bordet og nu blot venter på, at andre industrilande som USA og Japan gør det samme. På topmødet i Bruxelles i sidste uge lykkedes det således EU-lederne at blive enige om, at udviklingslandene fra 2020 årligt får brug for godt 750 mia. kroner, hvoraf halvdelen skal finansieres privat, og mellem 165 og 375 mia. skal komme fra de rigeste landes pengekasser. I den forbindelse er EU klar til at bidrage med ”sin fair andel”, lød det i konklusionerne efter topmødet. Præcis hvor meget det så er, ville ministrene imidlertid ikke ud med.

Dermed har EU godkendt det forslag til klimafinansiering, som Kommissionen fremlagde i september og har ifølge kommissionsformand Barosso fornyet det politiske momentum, der skal til for at opnå en aftale i København. Men det kræver ifølge formanden stor velvilje fra andre lande, hvis det skal udnyttes. ”Det er ikke en blankocheck. Vi er parate til at yde vores del, hvis vores modparter også er det”, sagde han efter topmødet.

Ifølge Christian Egenhofer, ekspert i europæisk miljøpolitik og forskningschef i tænketanken CEPS (Centre for European Policy Studies) bliver Barossos henvisning til et ‘fornyet momentum’ dog svært at genfinde i det internationale forhandlingsforum. De nye EU-tal rykker nemlig ikke ved de interne problemer, som både Kina og USA’s præsidenter står overfor, når

det gælder klimafinansiering, mener han: ”At EU lægger et tal på bordet uden at sige, hvor meget landene selv vil bidrage med, gør det ikke nødvendigvis lettere for Obama at få Kongressen til at vedtage den nødvendige klimalovgivning. Det politiske momentum er der allerede, og EU har længe forsøgt at få USA med på vognen”. Samme udmelding kommer fra Catherine Bowyer, seniorforsker på Institute for European Environmenal Policy, IEEP: ”Så længe EU kun melder ud, at man vil give en fair andel, så er der stadig stor fortolkningsfrihed og ingen præcis forpligtelse. Det afgørende for andre lande som eksempelvis USA er efter alt at dømme, hvor stort et beløb EU selv vil bidrage med. Det ved vi stadig ikke”.

Ingen sammenhæng mellem tal og udslipDet svageste led i EU’s konklusioner er nemlig ifølge både Egenhofer og Bowyer at tallene ikke tager tilstrækkeligt højde for hvor finansieringen skal komme fra. Mens op til 375 mia. kroner ifølge EU’s forslag skal komme fra de rigeste nationers offentlige kasser, så foreslår de 27 EU-lande, at resten af de godt 750 mia. findes via en kombination af det internationale CO2-marked og landenes egen indsatser. De penge, som CO2-markedet vil generere, afhænger imidlertid af, hvor stor en begrænsning af udslippet, verden forpligter sig til. ”Så længe ingen ved, hvor meget udviklingslandene og de rigeste lande hver især vil skære i deres udslip, så er det vanskeligt at beregne, hvor mange midler man kan hente på CO2-markedet”, mener Christian Egenhofer. ”Man kan ikke holde de to ting adskilt. Selv hvis

KLI

MA

4. n

ove

mb

er 2

009

EU OG KLIMAET Udviklingslandene skal have 750 klimamilliarder, men af hvem?




USA følger i EU’s fodspor og reducerer udslippet med 20 procent i 2020, så er det langt fra sikkert, at priserne på CO2-markedet vil stige nok til at generere den andel af finansieringen, som EU lægger op til”, forklarer han.

Strid om intern byrdefordeling i EUFordelingen af den globale klimaregning giver imidlertid ikke kun hovedpine i de globale forhandlinger, men også internt i EU. Striden står mellem en række østeuropæiske lande, anført af Polen, og så gamle lande, herunder Frankrig og England, som er uenige om, hvilke kriterier der skal ligge til grund for en hvert lands bidrag til den samlede regning – om det skal være størrelsen af BNP eller omfanget af CO2-udslip. Finanskrisen har kun øget østlandenes bekymring, og de mener, at det bør være BNP, som afgør det endelige tal på de enkelte landes regninger (sådan at de gamle lande betaler mere, end hvis fordelingen blev dikteret af CO2-udslip).

Den strid er fortsat uløst. EU besluttede derfor på topmødet at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal sørge for, at EU’s fattigste lande ikke risikerer at betale mere, end de har råd til. På den måde fik Sverige, England og Frankrig i topmødets sidste time overtalt Polen til at gå med til beslutningen om at lægge et beløb på bordet. Men længere kom de så heller ikke. Ifølge Danmarks statsminister skyldes det dog også, at en endelig fordelingsnøgle afhænger af, hvad det internationale samfund enes om i Købenavn. ”Det kan ikke nytte noget, at vi i Europa beregner på én måde, mens man i resten af verden gør det på en anden. Det er jo en global aftale, vi skal indgå”, sagde han.

Og det bliver da med stor sandsynlighed også først efter København, at EU vil finde en passende kur mod den hovedpine, vurderer Christian Egenhofer. ”De fattigste medlemslande i EU er forståeligt nok bekymrede for, at de skal betale mere for en aftale end lande som eksempel-vis Mexico, og dét accepterer størstedelen af de gamle medlemslande. Derfor er det ikke sandsynligt, at EU vil komme frem til en intern fordelingsnøgle, før en global fordelingsnøgle er blevet besluttet”.

Ngo’er ønsker flere talFordelingsspørgsmålet er ikke det eneste, som topmødet måtte efterlade uløst. Et andet stridsspørgsmål mellem de samme grupper af lande er således Kommissionens forslag om årligt at yde mellem 5 og 7 mia. euro til såkaldt fast-track-finansiering til fattige lande i perioden 2010 –2013 for at gøre dem klar til endnu en aftale, der altså træder i kraft i 2013. EU’s ledere traf heller ingen konkrete beslutninger her, men nøjedes med at erklære, at EU’s andel af fast-track-finansieringen vil blive besluttet efter Køben-havnermødet.

Manglen på præcise tal i EU’s udspil har fået klima-ngo’er som Greenpeace og Oxfam til at

hæve stemmen. Kort efter sidste uges topmøde var Greenpeace således på banen og kritiserede EU for ikke at have sat konkrete tal på sit bidrag til klimaregningen. ”EU er gået glip af en mulighed for endelig at afsætte de nødvendige penge”, erklærede lederen af Greenpeaces EU-kontor Joris Van Den Blanken kort efter mødet. Greenpeace besluttede således at sende en appel til Obama om at træde i karakter og bryde dødvandet i forhandlingerne, uanset om Kongressen når at vedtage klimalovgivningen inden december.

”27 af verdens rigeste lande står nu frem og siger, at de vil hjælpe udviklingslandene finansielt. Københavner-toget kører stadig, men vi har desperat brug for klimalederskab, hvis ikke hjulene skal hoppe af sporene”, lød det.

Ngo’erne har dog langt fra opbakning til deres kritik fra politiske forskere og iagttagere. Ifølge Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæiske Studier på Københavns Universitet, er det således vanskeligt at forlange mere af EU på nuværende tidspunkt. ”Jeg mener, at EU på topmødet har gjort, hvad man kunne forvente. Så er det rigtigt, at der fortsat er nogle udeståender som for eksempel, hvad man gør med de CO2-kvoter, der er i overskud fra Kyoto-aftalen. Men EU har først og fremmest identificeret det som et problem, og så må andre lande også træde i karakter”, siger han.




Den rigere del af EU skal påtage sig lederskabet, men det batter ikke meget, hvis Danmark og England er de eneste lande der rykker. Vi har brug for, at flere af de store økonomier tager et ansvar.Af Bendt Bendtsen (MEP, K)

Skal EU og Danmark finansiere klimaforbedringer i verdens fattige lande? Hvordan?

Både EU og de enkelte medlemslande skal bidrage. Finansieringen er selvfølgelig vigtig og også et meget politisk emne, for det bliver svært at blive enige om byrdefordelingen. Det er jo ikke Danmark, der skal betale for udviklingslandenes klimaforbedringer: Vi skal dels stå sammen om det på EU-niveau, og så skal udviklingslandene altså også selv yde en indsats. Vi skal nemlig ikke smide de sidste 50 års erfaringer med udviklingspolitikken ud af vinduet. Det er meget let at sige, at vi vil finansiere det, men hvis det skal have en reel effekt, er det vigtigt, at vi gør det under visse betingelser. Som følge af det overgreb, vi øvede på Afrika under kolonitiden, havde vi – med rette – dårlig samvittighed i mange år, hvilket ledte til en udviklingspolitik, hvor vi smed store summer ned i et sort hul. Der var ingen betingelser. Vi gav penge for at få det bedre med os selv og kunne slet ikke nænne at stille krav til, hvordan disse penge skulle bruges. I dag bliver vi nødt til aktivt at involvere os for at hjælpe landene til at udnytte deres potentiale. Der er grund til bekymring, når man tænker på, hvor få eksempler, vi egentlig har på, at afrikanske lande har udviklet sig i forbindelse med udviklingspolitikken, så det er tydeligt, at vores indsats indtil nu ikke har været god nok.Det store problem lige nu er ikke teknologien eller økonomien, men de politiske forhandlinger. Vi håber alle på en juridisk bindende aftale til klimatopmødet i København, men hvis det ikke sker, vil klimaproblematikken altså ikke forsvinde fra den politiske dagsorden, selv om det bliver svært at genopbygge det pres, der er på politikerne nu fra alle sider. Man kan altid efterfølgende komme med

undskyldninger om, hvorfor der ikke kom en aftale – og sundhedsreformen i USA er en dårlig en af slagsen. Ved COP16 i Mexico (det næste klimatopmøde, red.) vil vi stå ved et midtvejsvalg i USA, og så kan dét bruges som undskyldning. Forhandlingerne er blevet sværere – der er kommet flere lande i EU og specielt Polen har jo vist sig at være en mindeværdig forhandlingspartner. Sammen med 8 andre lande fra Central- og Østeuropa erklærede Polen i forbindelse med EU-topmødet i sidste uge (28.-29./10), at de vil komme til København med deres eget udspil, hvis ikke de får nogle indrømmelser i forbindelse med EU's byrdefordeling. De hører til Unionens fattigste lande og er ikke interesserede i at få en stor regning. De har en pointe. Lande som Bulgarien og Rumænien har en utrolig dårlig økonomi og klarer sig faktisk ikke meget bedre end Brasilien. Samtidig er Tyskland og Italien fortalere for, at EU ikke nævner konkrete beløb før topmødet i København, for derved at kunne forsvare deres forhandlingsposition. Min holdning er, at den rigere del af EU skal påtage sig lederskabet, men det batter ikke meget, hvis Danmark og England er de eneste lande der rykker. Vi har brug for, at flere af de store økonomier tager et ansvar.

I RÆSONs Ugemagasin #8 argumenterede SF’s Emilie Turunen for, at klimaet skal reddes af fællesskabet og ikke af individualistiske moralistiske klimakampagner. Har hun ikke ret?Jeg har ikke noget imod moralistiske kampagner, hvis de er velmente. Når venstrefløjen kritiserer måden, Connie Hedegaard har kørt sin "1 ton mindre"-kampagne på, må jeg bare sige, at jeg ofte hører på deres moralistiske og bedrevidende holdninger i Europa-Parlamentet. Bottom line er:

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

4. n

ove

mb

er 2

009 Bendt Bendtsen

EU og klimaetEU skal fortælle, hvor stor en del af regningen vi vil betale




hvis det virker, hvad er problemet så? Vi snakker ikke om en branche, der lider store tab og er tvunget ud i massefyringer, men om en klimaminister, der forsøger at spille på flere strenge for at gøre noget for en god sag. I det hele taget virker det på mig, som om Turunen i RÆSON #8 er konfrontatorisk, bare fordi hun kan. Hun "mistænker" Jens Rohde for at mene noget andet end det, han siger. Langt ude.

Turunen forslår samtidig, at Danmark og de danske borgere skal bidrage med minimum to mia. til EU's klimafond. Støtter du det forslag?

Når jeg læser artiklen fra Ræsons ugemagasin #8, er det ordene checkhæfte og finansiere, der går igen. Hvad er det for et budskab? Findes der nogle konkrete initiativer, eller vil hun bare skyde en masse af skatteydernes hårdt tjente penge af sted uden nogen ide om, hvor pengene ryger hen? Det kan godt være, hun ikke kan lide moralistiske kampagner, men jeg kan ikke lide selvforherligende frelste venstreorienterede, der mener, at Bendt Bendtsen fra Det Konservative Folkeparti er et slet menneske, fordi han er realist! Under min ministertid var jeg med til at forme et erhvervsklima, hvor virksomhederne kunne tjene penge og dermed betale skatter. ”Den røde måde” handlede om give penge væk og dermed tømme statskassen, så jeg er ikke overrasket over Emilies populistiske udmelding.Men for at komme til sagen må jeg for det første sige, at det jo slet ikke ser ud til, at vi får en decideret klimafond på EU-niveau, og det er en skam. Det er nok mere sandsynligt, at pengene kommer til at ligge i verdensbanken eller i FN-regi. Fordelene ved at oprette en klimafond er, at vi får adskilt klimapenge fra bistandspenge – og dermed vil modtagerlandende ikke føle, at det er endnu en bistandspolitik. En anden fordel er, at organisationen vil være mere strømlinet i forhold til den nødvendige indsats, og det vil være lettere at måle, hvorvidt indsatsen har været succesfuld. Desværre er der andre lande, der mener, at en klimafond vil medføre for meget utilsigtet bureaukrati. Min personlige holdning er dog, at fordelene ved en klimafond overgår ulemperne.Den anden del er så pengene. Selv om det er hårdt at sige, er der altså også her tale om et politisk forhandlingsspil. Faren er, at hvis vi på forhånd har fortalt, hvor meget vi vil bidrage med, så kan de andre lande jo bare sidde og trække fra. Men det til trods bør vi vise lederskab og ikke være bange for at vise USA og Kina, hvor mange penge, vi har tænkt os at lægge i det her foretagende. Det er vigtigt, at vi investerer meget, men vi skal heller ikke glemme de muligheder, som markedet allerede byder os. Hvis vi kan få

økonomien og investeringerne rettet mod udviklingen af en grønnere bæredygtig økonomi i udviklingslandene, er det noget, der vil have langt større indvirkning end en klimafond på to eller tre milliarder. Det er med rette, at De Konservative bliver kaldt for Danmarks Grønne Parti. En af grundene er netop den realpolitiske dagsorden, hvor vi sigter mod at bruge de ting, der ligger i samfundet til gavn for miljøet i stedet for at opfinde den dybe tallerken på ny. Modsat Emilie er jeg optimist. Alle steder ser jeg private initiativer, der vil hjælpe til at forbedre klimaet – også i udviklingslandene. Jeg mener dog, vi skal have afsat et ordentligt beløb, og jeg er ikke overbevist om, at Europa-Kommissionens foreslåede 100 milliarder euro er godt nok – derimod lyder 120 milliarder euro som en mere ansvarlig størrelse. Her er det dog vigtigt at sige, at dét er det globale behov, og det er bl.a. denne sum, vi skal have USA og Kina til at betale en del af. Desuden skal nogle af pengene altså også skal komme fra private initiativer. Hvordan fordelingen EU-landene imellem kommer til at se ud, kan jeg ikke vurdere, men jeg går ind for, at vi i Danmark og EU går forrest. Derudover må det jo være sådan, at landene giver efter størrelse og økonomisk formåen – samt efter hvor meget, de selv udleder. Præcis hvor meget man skal give kan være svært at sige. Emilie Turunen vil bare have sine vindmøller! Men hvor skal resten af energien til el, varme og transport så komme fra? Jeg sigter – også – mod at øge andelen af biomasse, bølgekraft og solenergi. Men ikke bare det: El-biler vil gøre en kolossal forskel, og der vil opstå nye måder at fremtvinge energibesparelser på – herunder ved brugen af vandrensningsanlæg, der vil betyde, at private husstande kan halvere (!)deres vandforbrug. Der er masser af ting på vej, og dem skal udviklingslandene også have glæde af. Derfor skal vi lave en plan for udveksling af nye teknologier. Vindmølleteknologien er altså ikke så langt fremme, som mange går og tror, så hvis vi pådutter udviklingslandene 100 vindmøller i 2010, kan de jo vise sig at være frygteligt forældede i 2020. Det er muligt, at Afrika skal have flere vindmøller – men jeg vil ikke være med til at gøre det under nogle betingelser, der fastholder landene i en modtagerrolle. Det optimale ville jo være, hvis udviklingslandene selv kan komme med på teknologivognen. De skal blive bedre til produktion, forskning og udvikling i vedvarende energi. Netop det er jo den lektie, som vi har lært af tidligere tiders fejlslagne udviklingspolitik. Fra Bruxelles skriver I RÆSONS UGEMAGASIN: Dan Jørgensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen, Jens Rohde og Bendt Bendtsen




På mandag er det 20 år siden Berlinmuren faldt og åbnede for en ny integration i Europa. Den udvikling skal fortsætte. Europa må ikke forfalde til protektionisme. Nye lande – herunder Tyrkiet – skal med. Og i takt med andre lande og regioners opstigen er det nødvendigt, at EU taler med én klar stemme i verdenssamfundet.Af Sinne Conan – Europapolitisk chef i DI

DEN 9. november 1989 befandt jeg mig i Israel, hvor jeg på daværende tidspunkt boede. Netop denne aften var jeg i selskab med en større gruppe israelere, unge som gamle. Vi havde fulgt med i de tiltagende protester i DDR, men Murens åbning om aftenen den 9. kom alligevel som en overraskelse for de fleste af os. Det var en utrolig bevægende situation at være vidne til historiens pludselige gang i fællesskab med ældre jøder, hvis arme stadig bar de numre, de fik tatoveret i de nazistiske koncentrationslejre. Vi var alle klar over, at vi befandt os på et skelsættende tidspunkt i historien, og der var ingen tvivl om vores begejstring på denne aften.

Alligevel hang der en skygge over vores fælles optimisme. Bevidstheden om Europas tidligere katastrofale konflikter var pinligt tilstede denne aften. Hvad ville fremtiden nu bringe, og hvilken ny verdensordens opståen var vi vidne til? Hvor var vi på vej hen?

I tilbageblik havde kommunismens kollaps i

Østeuropa særligt ét kendetegn: At det skete så utrolig hurtigt. På blot et enkelt år blev Europa forandret for bestandigt. Både geografisk og mentalt. 20-året for jerntæppets fald bør derfor minde os om ikke at tage stabile strukturer for givet. Den gældende orden ofte er langt mere skrøbelig, end den tager sig ud.

Den økonomiske krise udfordrer samarbejdet i EU og frister medlemmerne til at falde tilbage til fortidens løsninger som økonomisk protektionisme og national egoisme. Internationalt ser vi, at flere lande nu sætter spørgsmålstegn ved grundlæggende værdier som markedsøkonomi og frihandel. De kortsigtede løsninger får forrang, og der rejses mure imellem verdens lande og regioner. Eksempelvis har G20-landene indført over 150 protektionistiske tiltag på blot et enkelt år. Senest har Kommissionen lagt op

til at opretholde straftolden på sko, der er produceret i Kina og Vietnam. Dette er kun til skade for alle.

Kort inden Murens fald fejrede DDR sig selv med pomp, pragt og parade. Anledningen var 40-års-jubilæet for DDR’s grundlæggelse i 1949, og den østtyske leder Erich Honecker proklamerede, at Berlinmuren ”ville stå i hundrede år”. Anderledes apokalyptisk advarede Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov om, at ”farer venter dem, der ikke reagerer på livet”. Gorbatjov fik ret. Kun en måned senere strømmede østberlinerne over Muren og ind i Vestberlin, og de kommunistiske diktaturer faldt ét efter ét. Det blev hurtigt klart for enhver, at kommunismen i Østeuropa havde været en kolos på lerfødder og ikke den stabile samfundsorden, som mange anså den for.

Murens fald fik også afgørende betydning for det europæiske samarbejde i EU. Tyskland blev endelig genforenet, og vi ved i dag, at især britisk og fransk skepsis over for et genforenet Tyskland satte gang i en større integrationsproces i EF. Denne udvikling førte med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1992 til etableringen af EU og den fælles valuta - Euroen. I erkendelse af EU samarbejdets stigende betydning for udviklingen af det postkommunistiske Europa søgte lande som Sverige, Østrig og Finland nu også ind i unionen og blev optaget i 1995. De vesteuropæiske EU-lande var hurtige til at forstå Gorbatjovs advarsel. En udvidelse af EU med de østeuropæiske stater blev iværksat – ikke mindst med opbakning fra Danmark. I 2002 – efter næsten ti års forhandlinger – var Danmark igen i centrum, da det danske EU-formandskab færdigforhandlede den aftale, der førte til udvidelsen af EU med de østeuropæiske lande. Siden er også Rumænien og

OP

INIO

N 4

. no

vem

ber

200

9 20-ÅRET FOR MURENS FALDLad ikke protektionisme blive den nye Berlinmur




Bulgarien kommet til, således at EU i dag rummer 27 medlemmer.

Netop udvidelsen af EU i 2004 må betragtes som EU-projektets måske største succes. EU blev grundlagt på ruinerne af Europa efter Anden Verdenskrig i et forsøg på at undgå fremtidige krige i Europa. Ved at knytte de europæiske landes økonomier og politiske systemer til hinanden skulle freden endegyldigt sikres i Europa. Med udvidelsen i 2004 cementerede EU derfor sin primære berettigelse: nemlig at nedbryde grænser imellem de europæiske folk og nationer. At sikre et Europa i fredelig sameksistens. Udvidelsen havde også enorme økonomiske fordele både for Øst og Vest bl.a. i form af øget eksport- og investeringsmuligheder og mere billig, veluddannet arbejdskraft. Resultatet har været øget konkurrenceevne og skabelsen af nye arbejdspladser i hele Europa.

Østudvidelsen mindede os om, at EU ikke er en fast enhed men et samarbejde i evig udvikling. Det er værd at minde om nu, hvor begejstring er afløst af en stigende skepsis over for nye medlemslande. Lande som Island, Kroatien og Tyrkiet har en vigtig rolle at spille i det europæiske fællesskab, hvis ellers de lever op til kriterierne. Det ved vi fra tidligere udvidelser.

Og hvis verdens lande sammen skal ud af krisen, er det nødvendigt, at vi samarbejder - både økonomisk og politisk. Vækst i verdensøkonomien er ikke et nulsumspil, hvor lande oplever fremgang på bekostning af andre. Tværtimod ved vi, at høje vækstrater i f.eks. USA og Asien har en positiv afsmitning på europæisk eksport og dermed på væksten i Europa. Gode intentioner gør det ikke alene, det er derfor afgørende, at EU-landene aktivt kæmper for, hvad vi finder rigtigt. EU bør derfor indtage en ledende rolle i bekæmpelsen af økonomisk protektionisme og handelsbarrierer og derved sikre, at den internationale økonomiske stabilitet genoprettes.

Lissabontraktatens ikrafttrædelse vil både være til fordel internt i EU, men den vil også gøre det lettere for EU at fungere som en global aktør. Forenklinger i beslutningsgangene samt oprettelsen af nye poster vil øge EU’s internationale tilstedeværelse og dermed gøre det lettere for EU at udvise internationalt engagement og enighed. Dette er der et gevaldigt behov for. Berlinmurens fald betød nemlig ikke blot kommunismens kollaps, men også at der blev givet plads til nye aktører på verdensscenen som Kina og Indien. I takt med andre lande og regioners opstigen og øgede indflydelse er det nødvendigt med en klar europæisk stemme, der aktivt kan bidrage til løsninger på de globale udfordringer. Flere aktører vil nemlig betyde et øget behov for international regeringsførelse. Denne udvikling illustreres ikke mindst ved fremkomsten af nye globale fora som G20 og Major Economies Forum on Energy and Climate Change. For fremtiden vil

rammerne for f.eks. klimapolitik og finansiel regulering blive fastsat internationalt og ikke regionalt, hvilket vil betyde flere aktørers deltagelse, end vi hidtil har været vant til. De globale magtforhold er langsomt ved at forskyde sig. Hvis Europa skal fastholde sin indflydelse i den nye verdensorden, er den nye beslutningsstruktur, som Lissabontraktaten fastlægger, helt nødvendig. Lissabontraktaten er uden tvivl et kæmpe skridt fremad, men den påfører samtidig Danmark en række alvorlige konsekvenser i form af mindre medbestemmelse. Eksempelvis formaliseres samarbejdet i euro-gruppen, der består af finansministrene fra de lande, der deltager i eurosamarbejdet Det er her de vigtigste beslutninger om Europas økonomi fremover tages, og det er grundlæggende forkert, at Danmark ikke kan sidde med ved bordet. Særligt når euro-gruppens indflydelse er stigende i et forum som G20, og ikke mindst når der også er solide økonomiske argumenter for, at vi tilslutter os euro-fællesskabet. Ingen tvivl om at Danmarks EU-undtagelser i dag er forældede. De blev til i en anden tid og var udtryk for dansk nervøsitet over, hvilken retning EU samarbejdet gik i begyndelsen af 1990’erne kun få år efter Murens fald. Bekymringerne var dengang reelle, men de har vist sig ikke at holde stik:

EU blev ikke en føderal union. EU fik ikke sit eget militær. Euroen er en dundrende succes, som ikke

mindst har vist sin værdi i krisen. EU har demonstreret, at samarbejde ikke

mindsker medlemsstaternes politiske råderum, men ganske modsat: øger det.

Det er på tide, at Danmark afskaffer forbeholdene. At vi med Gorbatjovs ord reagerer på livet.



rÆsons ugemagasin nr. 10 4/11 2009

Documents