Sæsonen 2012

RECAP Tusi

nde

tak

for

supp

orte

n i 2

012

E

t til

bage

blik

på

året

der

er

gået

Efter kvalifikationen i Wales i september indledtes samarbejde med OptimizaR. I februar testede vi om vinterens mange træningstimer havde givet pote. Det mundede ud i en rigtig god løbe- og cykeltest og lovede godt for sæsonen.

Sæ

sone

n fø

rste

stæ

vne…

…foregik i Herning d. 9/6. Det er altid med en vis nervøsitet jeg kaster mig ud i sæsonens første stævne. Det er et direkte statement på vinterens mange træningstimer, der skal afprøves. Distancen bød på 650m svømning, 30km cykling og 7 km løb. Svømningen kørte fornuftig og jeg var oppe som den første med Søren Hyldal - Aalborg Tri lige i hælene. På cyklen følte jeg mig rigtig godt kørende og lagde forholdsvis hurtigt afstand til de bagved kørende og havde et pænt hul ude ved vendepunktet. Desværre punkterede jeg, da der manglende 5km og da jeg hverken havde pitstop eller ekstra ring med, måtte jeg holde tungen lige i munden og rulle på flad ring resten af vejen. Trods punkteringen havde jeg stadig 1 min. ned til Søren, da jeg gik ud på løbet. Det skulle vise sig lige nøjagtigt ikke at være nok til at holde ham bag mig. Han åd sig langsomt, men sikkert ind på mig og med 500m igen kunne jeg ikke længere holde ham bag mig. Søren vandt med 15sek. og Jens Gydesen kom ind som nr. 3.

DM

½ I

ronm

an i

Aal

borg

8/7

Året første DM-sølvmedalje kom i hus i Aalborg på den ½ IM distance (1900m svømning, 90km cykling og 21km løb). Med en solid svømmetid på 27.30min bakket op af en cykeltid på 2.12 (40,9km/t) og afsluttende løbetur på 1.18time (3.40min/km) kunne jeg umattet, efter nøjagtig 4 timers arbejde, meget tilfreds stå næstøverst på skamlen,- 59sek efter vinderen. Med 3 måneder til Hawaii var det den bedste evaluering jeg kunne få på at formen var på rette kurs mod VM d. 13. oktober.

VM

Haw

aii I

ronm

an 2

012

På de følgende sider er min raceberetning fra VM,- skrevet dagen efter stævnet.

Alt var planlagt ned til mindste detalje. Alt var afmålt, testet, testet igen…og igen. Næsten 3 ugers akklimatisering. Formen var god. Kropsvægt og fedtprocent hvor de skulle være. Nedtrapningen fin. Hovedet klart og kroppen sulten på at præstere.

Race-morgenen forløb fint og uden alt for meget stress. 6.45 lå jeg klar i vandet. Svømningen var som forventet meget hektisk og jeg måtte tage imod en del tæsk. Efter 10min kunne jeg mærke at syningen i svømmedragten havde skåret hul hen over brystet trods rigeligt med vaseline inden start. Jeg synes aldrig rigtigt at finde en god rytme. Skiftet fra svømning til cykling gik hurtigt og flydende. Jeg havde løbet turen igennem skiftezonen flere gange inden start og vidste præcis, hvor cyklen stod og ventede midt i kaos’et.

Ude på cyklen fandt jeg ret hurtigt ind i en god rytme og der var ingen problemer med at ramme mine watttal. Langsomt, men sikkert kørte jeg mig op gennem feltet og efter små 30km fik jeg en melding om at jeg lå nr. 21. 5min. efter kom der en forbi og jeg satte mig op og tog min flaske for straks efter at få det røde kort af en motorcyklist med en ældre dame bagpå, der åbenbart ikke var bekendt med reglerne. Jeg har stor respekt for alle hjælpere ude på ruten, men den kendelse var helt og aldeles ubegrundet. Jeg var chokeret, pissesur og frustreret. Jeg kunne sagtens acceptere et rødt kort, hvis det var på sin plads, men det her var ude af proportioner. Dem der sad bag mig, var lige så chokeret og rystede på hovedet. Jeg vidste at det ikke nyttede at bruge kræfter på at diskutere. Det betød, at jeg ved næste penalty-telt skulle stoppe op og stå 4min og vente.

Jeg forsøgte at holde hovedet koldt og ikke forcere yderligere, men det var mentalt hårdt at stå på sidelinen og se flere hundrede atleter suse forbi.

Race

day

VM

Op på cykling igen og ind i den vante rytme. Jeg kendte præcis hver en enkelt bule og bakke på ruten og vidste at op mod Hawi (vendepunktet) ville man let kunne bruge for mange kræfter, hvis ikke man passede på sig selv. Det er en 30km ”opkørsel” i modvind hvor farten til tider lå omkring 15km/t trods wattallene lå mellem 270-290watt. Vinden var meget voldsom og kom indimellem fra siden og jeg ikke ville risikere noget på ”nedkørslen”, hvor farten indimellem passerede 60km/t. Jeg brugte derfor tiden nedad siddende op i styret og fik godt med væske og energi indenbords. Ved 160km bider en krampe sig pludselig fast på indersiden af låret. Jeg havde passet min væske- og elektrolytplan og ikke forceret mine watttal. Det var som et slag med en hammer. Jeg får meget sjældent kramper, og de få gange det tidligere er sket, er det først i finalen, når ressourcerne er opbrugte. Vi var ikke en gang nået til 1/8-finalen og jeg var i knæ. Ved skiftet til løb måtte jeg humpe af cyklen. Jeg forsøgte stadig at overbevise mig selv om, at der nok skulle komme hul igennem. Humpede igen ud på løbet og fik efter 10min en smule rytme. Det holdte 4-5km så sad kramperne der igen. Jeg forsøgte at holde mig løbende fra væskedepot til væskedepot, men efter 12km var det ikke længere muligt.

 

Race

day

VM

Jeg måtte se i øjnene at kroppen var brudt sammen. Jeg havde mest af alt lyst til at sætte mig ned og græde, men alt for ofte har jeg set ynkelige atleter få ondt af sig selv derude og der var ikke andet for end at kæmpe videre til den bitre ende. Hver en celle i kroppen modarbejdede og ville ikke mere. 42km er rigtig langt når kroppen modarbejder. Det føltes som en evighed og der blev tænkt mange tanker undervejs.

Pigerne var imidlertid blevet urolige for deres far, da de ikke kunne tracke mine mellemtider. De begav sig derfor på udflugt ud for at finde deres far. Vi mødte hinanden på toppen af Queen K. Birgit græd (også mange tanker var gået igennem hendes hoved), dels af lettelse over at se mig i live J og samtidig fordi hun kunne se at lyset i mine øjne var slukkede. Hun ved om nogen, hvilke kræfter der er langt i dette projekt og hvordan jeg havde det indvendigt.

Race

day

VM

Race

day

VM

Jeg forsøgte gennem hele løbet af være frisk i hovedet. Som familiefar er jeg meget bevidst om, at pigerne ikke skal se deres far sejle rundt pga. dehydrering, miste bevidstheden eller køres væk i en ambulance. Kort efter jeg kom i mål stod kroppen dog af. Den kollapsede fuldstændigt. Jeg lå nu pludseligt i lægeteltet med kramper og drop og et alt for lavt blodtryk. På Hawaii bliver alle indvejet om morgenen, netop med henblik på efterfølgende at kunne spore hvor meget væske man evt. har mistet. Faktum var at jeg havde mistet næsten 7kg trods indtag af rigeligt væske og elektrolytter. Jeg er frustreret over at kroppen ikke ville tage imod væske og energi. Nu sidder jeg så her, indebrændt, skuffet og ked af det og ville så gerne gøre det hele om igen. Håber jeg vågner om lidt og det hele bare er en dårlig drøm og stævnet er i morgen…og så dog, jeg ville nok ikke være klar til noget i morgen, for jeg føler jeg har sovet på brosten i nat og fået tæsk med en brødkniv for sårene er dybe,- både de fysiske og mentale.

Jeg ville så gerne blot kunne sige, at det trods alt kun er idræt og op på hesten igen, men det virker også en smule lalleglad og naivt. Jeg har brændt fingrene i Nice, nu skete det så igen BIG TIME og koden er stadig ikke knækket.

Hvordan skal jeg i øvrigt få de personer der troede på mig, til at hoppe med på legen igen? Jeg skal nok komme igen, men det kommer til at tage noget tid at sluge den horde af kameler. Sæsonen er slut. Der er ikke et stævne i nær fremtid, hvor jeg ville kunne få lidt oprejsning og komme videre.

Rest

itutio

n og

nye

pla

ner

Dagen derpå. Kroppen var fuldstændig drænet for væske trods jeg ikke havde lavet andet end at spise og drikke siden jeg kom i mål. Skuffelsen var enorm, men blev hurtigt erstattet af nye mål og planer…

DM-Cross duathlon Fo

rløs

ning

en

Det viste sig gudskelov, at der endnu var en chance for at få rystet skuffelse fra Hawaii af sig, da jeg søndag d. 11/11 stod til start i Fredericia. Klar til dramatik og intensiv race på distancen: 3km crossløb, 10km mtb, 3km crossløb, 10km mtb og 3km crossløb.

I tiden 1.41 sluttede jeg som nr. 2 og kunne indkassere sæsonens 2. DM sølvmedalje.

Projekt TeamMortensen.com Te

amM

orte

nsen

.com

Umiddelbart betragtes triatlon som en individuel sportspræstation. Som ægtemand og far til fire piger er jeg dog af en helt anden opfattelse. Det er et fælles projekt, hvor alle i familien yder og nyder de op- og nedture der unægtelig følger med idræt på eliteplan.

Med til teamet hører desuden mine sponsorer, der alle bidrager og er en uundværlig del af projektet. Derfor TeamMortensen,- der sammen med facebook-siden af samme navn, bliver omdrejningspunktet for alt PR-arbejdet i 2013.

Udk

ast

til w

ebsi

te s

om e

r un

der

udar

bejd

else

Mul

ighe

der

for

eksp

oner

ing

Join the TeamMortensen Træningen er i fuld gang mht. 2013, dog er sæsonmålene ikke endeligt på plads. Jeg vil naturligvis gerne køre Hawaii igen, men der er højest sandsynlig ikke økonomi til det før 2014. Sæsonplanen kommer uden tvivl til at indeholde DM på kortdistance og på ½ IM, sandsynligvis også Challenge Copenhagen og sidst på sæsonen VM på kort distance i London. Kunne du også tænke dig at være en del af TeamMortensen? Mulighederne er mange og flere er allerede med på vognen. Jeg håber naturligvis også du kan se mulighederne i et samarbejde. Udover de 12 foredrag, jeg foreløbigt er booket til i 2013, er facebook, twitter, interviews, TeamMortensen.com, video- og træningsblog mm., en enestående chance for at få dit brand markedsført. Kan du se synergien og mulighederne hører jeg meget gerne fra dig. Til alle sponsorer der har været med i 2012 vil jeg gerne sige tusinde tak for jeres samarbejde og støtte, som virkelig har gjort en forskel. Thomas Mortensen