1

Poul Erik Lindelof

”Homo floresiensis” og nogle af dets mange problemer: Arkæologiske, Kronologiske, Evolutionære, Teknologiske og Levevis.

Bunden opgave i Tema I emnet Homo Floresiensis.

19. december 2011. Billedet

Liang Bua hulen på Flores, Indonesien. Det fossile kranium LB1 er fundet længst til højre i billedet. De mange

skeletdele af homo floresiensis og stenredskaber m.m. er fundet i 4 dybe skakter 4 forskellige steder i hulens viste

gulvareal. (Foto: Poul Erik Lindelof).

Københavns Universitet

Saxo Instituttet

Forhistorisk Arkæologi

2

”Homo floresiensis” og nogle af dets mange problemer:

Arkæologiske, Kronologiske, Evolutionære,

Teknologiske og Levevis.

Poul Erik Lindelof

Indholdsfortegnelse

Indledning

Arkæologiske tvistigheder

Fund, analyser og problemer

Fundomstændigheder og nogle tal

Kronologien

Det lille skelet og tænderne

Knoglernes særheder

LB1’s kranium og hjernekasse

Stenredskaberne og deres mangel på udvikling

Livsbetingelser

Hobbittens forfædre. Homo habilis eller Homo erectus?

Forslag til palæolitiske undesøgelser på Flores

Referencer

Indledning

Opdagelsen af ”Homo floresiensis” blev gjort i 2003 af en en indonesisk landarbejder fra Flores,

Benyamin Tarus, sammen med arkæolog Wahyu Saptomo (Jakarta) i den nu berømte hule Liang

Bua nord for byen Ruteng. Hulen er vist på fotoet på forsiden af denne opgave. Udgravningen af det

første fossil (LB1) blev forestået af arkæolog Thomas Sutikna (Jakarta). Bevillingen til

udgravningsarbejdet var blevet søgt og givet af Australiens Forskningsråd til professor Michael

Morwood fra Australien og professor Radjen P. Soejono fra Jakarta.

Fundet i Liang Bua hulen af bl.a. et næsten komplet delvist fossileret skelet blev allerede i de to

første og samtidige Nature artikler i 2004 [Brown & Morwood] karakteriseret som en ny

menneskeart, ”Homo floresiensis”. Der blev givet flere grunde, men det er usædvanligt i den

palæolitiske forskning at foreslå en ny menneskeart i den allerførste fremlæggelse. Der er i

palæoantropologien kun akcepteret ganske få menneskearter (Homo) i den menneskelige evolution,

og det giver derfor meget stor prestige til de få arkæologer eller andre videnskabsmænd, der har

været så dygtige/heldige at finde et eller flere af de skeletter, der tegner en ny udvikling af

mennesket. Det kan derfor ikke undre, at der allerede umiddelbart efter udgivelsen af de 2 artikler i

Nature blev fokuseret på de problemer, der var ved fortolkningen af Liang Bua hulens

menneskelige fossiler som en ny menneskeart: ”Homo floresiensis”. I de 7 år, der er gået siden den

første annoncering, er argumenter og beskyldninger om fusk fra nogle arkæologer i den

internationale forskningsverden blevet forsidestof i aviser og tidsskrifter. Der er dog også en langt

3

større gruppe af forskere, der på mere neutral måde har forsøgt at balancere synspunkterne på

fundene og deres konsekvenser for menneskets udvikling.

Problemerne omkring ”Homo floresiensis” vil jeg opdele i 1) tvistigheder mellem arkæologer,

der ser ud til at søge opnåelse af den videnskabelige opmærksomhed for den enkelte forsker uden

den saglige dokumentation og 2) detaljerede undersøgelser, faglige problemer og diskussioner, der

er afgørende for indplaceringen af fundet i verdensarkæologien. Til sidst i opgaven vil jeg skitsere

placeringen af Liang Bua fundet i menneskets evolutionshistorie og komme med bud på vigtige

fremtidige undersøgelser, der kan kaste mere lys over ”Homo floresiensis”, som jeg i det følgende

også vil omtale som hobbitten.

Arkæologiske tvistigheder

Præsentationen af udgravningen i 2003 i Liang Bua hulen udkom i 2 artikler i Nature i 2004. I

den første er palæoantropolog Peter Brown fra Morwoods forskningsgruppe i Australien

førsteforfatter sammen med findere, administratorer og Rokus Awe Due, der var palæoantropolog

fra Jakarta og rådgiver ved udgravningen i Liang Bua hulen. I den næste Nature artikel fra 2004 var

Morwood førsteforfatter og en række tekniske medarbejdere fra Australien medforfattere. De

indonesiske findere var ikke medforfattere her. Det er sandsynligt, at det var denne australske

dominans på artiklerne, der satte sindene i kog i Jakarta og ikke mindst i det respekterede

Paleoanthropology Laboratory ved Gadjah Mada University i Yogyakarta på Java ledet af den højt

profilerede professor Teuku Jacob (død 2007). Jacob forlangte og fik de fossile fund fra Liang Bua

udleveret i en periode på et par måneder (umiddelbart efter at artiklerne i Nature var publiceret) til

videnskabelige undersøgelser.

Professor Jacob skrev en artikel ”Conflict from Flores: Storm in a Teacup” i det indonesiske

tidsskrift Kompas 15. december 2004 om Liang Bua fundet (oversat fra indonesisk i [Weber 2009]).

Heri forslog Jacob, at skelettet var af en syg Homo sapiens, der led af en genetisk fejl (mikrocefali).

Dateringen af fossilerne i de to Nature artikler (13, 18, 36 og 95 tusinde år) stillede han sig

tvivlende til værdien af. Specielt luminescence dateringerne var han skeptisk over for. Nogle af

tallene er da også blevet ændret i senere publikationer. Han gjorde opmærksom på, at opdagelsen

var interessant, men han havde også en alternativ fortolkning, som senere har vist sig vanskelig at

opretholde. Hans artikel i Kompas var holdt i en tone, der viste hans irritation over hele sagen, hvor

han, den ledende arkæolog i Indonesien, ikke var blevet involveret: ”Threats and intimidation, even

bribery and pressure will not make our Yogyakarta team budge. Research funding does not entitle

that the donors may put their noses into the internal affairs of a country. There is no “deputy

sheriff” of archaeology for South East Asia that can push people around.” Og yderligere:

“Establishing a new taxon is not easy. New species must be proposed on the basis, that it is a

different morphological and biological complex from other taxa, therefore implying reproductive

isolation. Paleopathology remains an open option; other factors such as geochronology,

archaeostratigraphy, and palaeodemography should also be considered.”

Jacobs tanker om Liang Bua fundet vandt genklang mange steder, og i 2009 blev der arrangeret

en conference ved The Royal Society of South Australia om status for LB1 fundet. Ingen af dem,

der var med til at opdage hobbitten, mødte op, og Peter Brown fra Morwoods gruppe skrev til

conferenceorganisatoren: ”Dear Dr Wiebkin. It is sad to see the Royal Society SA at such a low

ebb. Maciej Henneberg has been completely discredited, and Peter Obendorf is just poorly

informed. I can’t see any reason to participate in a meeting dedicated to the work of charlatans and

crackpots. Regards.”

4

Palæoantropologer ved Adelaide University, Australien, (Henneberg og Scoefield) og

Pennsylvania University, USA, (Eckardt) har for nylig skrevet en provokerende bog om Liang Bua

fundet [Henneberg 2011], hvor de opregner de sygdomme af genetisk natur (mikrocefali og Larons

syndrom) eller som følge af iodmangel (kretinisme), der alle giver dværgvækst, og som de mener

kan forklare hobbittens lille størrelse. De samme forfattere postulerer også, at en tand i underkæben

på ”homo floresiensis” har en cementfyldning fra 1930erne, og de antyder dermed, at hele fundet i

Liang Bua hulen er snyd. I deres bog skriver de således som afslutning: ”Good science suggests

LB1 is far more likely to be a deformed modern human than an uncanny ancestor – otherwise, the

alternative is that there is something to hide. We hope this debate will not end the way the argument

over Piltdown Man did. The truth – and the tooth – are still out there.”

Det er på dette sted værd at bemærke, at nye fund, der rører ved menneskets tidlige evolution,

ofte er blevet negligeret eller direkte blevet erklæret suspekte. Da det første fossile kranium af en

Homo neanderthalensis blev fundet i Tyskland i 1856, blev det afvist som et sygt moderne

menneske. Nu mere end 100 år og yderligere omkring 200 fund af neanderthal-kranier senere er

denne kritik selvfølgelig forstummet. Det vigtige fund af Australopithecus africanus fra 1924 blev i

en lang periode betragtet som et falsum (i lys af den engelske skandale omkring Piltdown Manden).

Så de første turbulente år efter fundet af hobbitten i Liang Bua hulen er slet ingen enlig svale.

Siden fundet af de fossile menneskerester i 2003 og deres definitive publication i 2004 har der

været gravet i Liang Bua hulen (dog med en pause krævet af den indonesiske regering). Der er nu

fundet fossile rester af med stor sandsynlighed 16 individer tilhørende meget små mennesker med

ens og særprægede karakteristika [Morwood 2009]. De er blevet dateret igen og undersøgt ved flere

amerikanske forskningsinstitutioner, og der er næppe på nuværende tidspunkt seriøse tvivlere på, at

man har fat i en meget interessant opdagelse. Samtidig tårner de forskningsmæssige problemer ved

at indpasse ”Homo floresiensis” i den menneskelige evolution sig op, og flere tror, vi er på vej mod

en ny forståelse af de gængse udviklinger, der ofte beskrives som ”Out of Africa I” og ”Out of

Africa II”.

Fund, analyser og problemer

Fundomstændigheder og nogle tal

Der har været foretaget arkæologiske udgravninger i Liang Bua hulen på Flores i de sidste 60 år

[Verhoeven 1953]. For 10 år siden havde man gang i mere end 10 skakter hver på ca. 2x2 m i

tværsnit og ned til 3 m dybde. Der blev gjort fund af homo sapiens knogler og artifakter, der strakte

sig helt tilbage til jægere og samlere, der levede her for 11.000 år siden. Mange regnede med, at

man havde nået en slags undergrund i 3 m dybde, men erfaringer fra gravninger i Soa Basin

området kun 50 km fra Liang Bua hulen viste, at der var stenartifakter under de hårde

sandstensagtige vulkanske tuff-lag. Skakterne blev derfor uddybet i 2001, og i ca. 6 m dybde

dukkede der i 2003 først i een, senere i flere skakter fossile knogler af dyr og mennesker op

sammen med stenredskaber. Mest sensationelt var fundet af et kranium fra et meget lille menneske

sammen med knogler, der klart hørte sammen med kraniet og dannede et næsten komplet skelet.

Dette fortidige menneskelige individ er blevet bestemt til at være 17.ooo år gammelt og har fået den

videnskabelige betegnelse LB1. Efter publiceringen i 2004 fik det kælenavnet hobbitten efter

figuren i Tolkiens bog ”The Lord og the Rings”. Det er et usædvanlig velbevaret og komplet skelet,

alderen taget i betragtning. Udgravningen blev intensiveret efter dette sensationelle fund i 2003. Der

er startet en ny udgravning i 2011 sponsoreret bl.a. af Smithsonian Institute i Washington DC. Der

er på nuværende tidspunkt registreret fossile knogler fra 16 individer (LB1-LB16) spændende fra

5

det komplette skelet LB1 til enkelte tænder og knoglefragmenter [Morwood 2009]. Der er

naturligvis mulighed for, at flere fossile fragmenter, selv om de er fundet sammen, ikke hører til

samme individ, ligesom antallet af individer kan være overvurderet. Langt de fleste fossiler er fra

for ca. 18.000 år siden. Fossile menneskeknoglefragmenter fra 5 individer er 74.000 år gamle. Alle

de fundne fragmenter er skønnet til at tilhøre den samme menneskeart, der ikke er homo sapiens

individer, som vi kender til.

I samme stratigrafiske lag som de menneskellige fossiler er der fundet stenredskaber. I alt er der

fundet ca. 10.000 artifakter i de dybe stratigafiske lag, hvor de fossile knogler er fundet.

Dateringerne af de jordlag, hvor artifakterne er fundet, strækker sig fra for 130.000-95.000 år siden,

for 74.000-61.000 og til for 19.000-17.000 år siden.

Et tykt vulkansk lag adskiller disse fundlag fra artifakter og fossiler af Homo sapiens fra for

11.000 år siden. I de øverste lag af de gravede skakter er der fundet stenredskaber og Homo sapiens

knogler fra perioden fra yngre stenalder. I disse lag er der fundet stenøkser, begravelser, ildsteder

såvel som slebne økser og redskaber med ”gloss”, men alle disse fund er der kun meget lidt

litteratur om, og de er i øvrigt ikke af betydning for de ældre fund.

I de stratigrafiske lag med LB1-LB16 er der fundet utallige fossile dyreknogler af stegodon

elefanter, Komodo varaner, mange slags gnavere, fugle, frøer og skildpadder. Nogle af knoglerne af

stegodon elefanter har mærker efter, at man har skåret i dem og flækket dem. Nogle af disse fossile

knogler har også været udsat for ild, ligesom man har fundet trækul og skørbrændte sten, altsammen

indikationer på, at de fortidige mennesker her har behersket brugen af ild.

Der er ikke rapporteret om pollenbestemmelse i de stratigrafiske lag. Og klimaet er ikke forsøgt

korreleret med de nævnte fund. Perioden for 130.000-95.000 år siden var Eem

mellemistidsperioden, hvor klimaet på Flores har været varmt og fugtigt med tæt regnskov.

Perioden for 74.000-17.000 år siden var Weichel istiden med kulmination i slutningen af perioden

og med relativ kolde temperaturer og tørt savanneagtigt landskab. I denne periode var Java landfast

med Asien, men det meget lave havniveau tillod stadigvæk et ca. 35 km bredt bælt mellem

Bali/Lombok og Flores (Wallace linien) og mellem Flores/Vest-Timor og Guinea (Lydekker linien).

Flores var altså omgivet af dybt vand til alle tider, og befolkningen på Flores har formodentlig

været i nogen grad isoleret; men vi ved det ikke. Der ligger en vigtig opgave i at beskrive Flores’

klima i de sidste 1 million år, hvor øen har været befolket.

Efter Liang Bua fundet har der været meget omfattende arkæologiske undersøgelse på Flores.

Mange områder (specielt Soa Basin) og huler har været studeret, men der er endnu ikke gjort

arkæologiske fund, der er samtidige med LB1-LB16. I Soa Basin er der gjort omfattende fund af

stenredskaber på 15 lokaliteter i et 200 km2 område fra perioden for 1 million-800.000 år siden.

Disse fund tilskrives Homo erectus, men der er aldrig gjort fund af Homo erectus fossiler på Flores

(men derimod som bekendt på Java). Der er således ingen antydninger af forfædrene til ”Homo

floresiensis” på Flores, og fundmængden er p.t. tidsmæssig meget usammenhængende.

Kronologien

Dateringen af fundene i Liang Bua hulen er bestemt af jordprøver, hvori fossiler og artifakter

befinder sig. De fleste prøver er bestemt ved 14

C datering. 14

C datering kan benyttes tilbage til for

ca. 40.000 år siden og er her den mest pålidelige metode. Den har været anvendt på trækul i

jordprøver og på CaCo3 krystaller, der befinder sig i samme lag som de fossiler og artifakter, der

skal dateres.

Udvasket radioaktivt uran (U) har været anvendt, hvor 14

C-metoden ikke kan anvendes. 238

U

henfalder radioaktivt til 234

U, der igen med en henfaldstid på 245.000 år henfalder til 230

Th

(thorium), der igen henfalder med en henfaldstid på 75.400 år. Denne metode er god, hvis uranen er

6

udvasket uden at det tungtopløselige thorium kommer med. Dette er f.eks. tilfældet i drypsten, der

falder ned og lægger sig i det stratigrafiske lag, der skal dateres. Forholdet mellem 238

U, 234

U og 230

Th giver så alderen. Metoden er god, hvis forudsætningen om, at Th og U er adskilt ved

opløsning af U, holder, og krystallerne ikke stammer fra ældre drypsten.

Luminescens dateringsmetoden har været brugt meget ved dateringerne af prøver fra Liang Bua

hulen [Roberts 2009], hvor 14

C-metoden ikke kan anvendes. Luminescensmetoden bruges på en

lang række krystaller, der f.eks. er dannet ved vulkansk aktivitet. Lagene i Liang Bua hulen er

hovedsagelig dannet ved askenedfald fra vulkanudbrud, og metoden er derfor god til at datere de

stratigrafiske lag, der ikke har gode kulstofholdige mineraler eller er ældre end 40.000 år.

Morwoods laboratorium er udstyret til at lave disse dateringer. Metoden baserer sig på optisk

måling af de fejlsteder, der opstår på grund af stråling efter mineralernes dannelse. Det er vigtigt, at

disse krystaller ikke udsættes for lys, når de graves ud af de stratigrafiske lag. Strålingsniveauet in

situ i jordlagene skal måles, for at man kan omregne fejlstedernes antal til antal år. Der er således

kritiske fejlmuligheder, som den erfarne optiker dog kan undgå.

Fissionssporstællinger i vulkanske krystaller er en sikker, men ikke så præcis metode, der er

blevet meget anvendt ved dateringer i Liang Bua hulen og i øvrigt mange andre steder på vulkanske

Flores.

Den bedste metode til aldersbestemmelse i lagene, der indeholder vulkanske krystaller, er den

såkaldte argon-argon metode, men den har ikke været anvendt, sandsynligvis fordi Morwoods

laboratorium ikke har dette kostbare udstyr.

Alt i alt er kronologien for fundene i Liang Bua hulen tilfredsstillende. Der er ikke brug for stor

dateringsnøjagtighed ved den fortolkning, der p.t. er relevant for fundene.

Det lille skelet og tænderne

Da LB1 dukkede op i den 6 m dybe udgravning nr. VII i 2003 troede alle først, at der var tale om

kraniet af et barn. Lagde man knoglerne sammen, kom man frem til, at LB1 måtte have været ca. 1

m høj, svarende til et 4-årigt europæisk barn, Tænderne viste sig imidlertid at tilhøre en voksen,

hvilket også svarede til deres slid. Det lille fossilerede skelet blev umiddelbart døbt hobbitten. Det

var også overraskende, at hjernevolumenet kun var ca. 400 cm2. Panden var bred og hurtigt

tilbageskrånende. Ser man bort fra størrelsen, er hovedformen lig Homo erectus og Homo habilis.

Kindtænderne og hjørnetænderne er små og alle af samme størrelse, som man ser hos Homo sapiens

og erectus. Fortænderne havde dobbeltrod som Homo erectus, men i modsætning til Homo sapiens.

LB1’s bækkenparti viste klart, at der var tale om et kvindeligt individ. Alt dette pegede på en

miniudgave af en homo erectus, og fortolkningen i de første 2 artikler i Nature i 2004 var da også,

at det måtte være en dværgudgave af en Homo erectus. Store pattedyr kan ved isolation på en

mindre ø efterhånden undergå en udvikling, så de bliver genetisk mindre.

De 6 andre fossile skeletdele, man allerede havde fundet 2003, var også små. De ældste

skeletdele var 74.000 år gamle og kunne derfor næppe være homo sapiens. Da man de følgende år

fandt skeletdele fra i alt 16 individer, der havde levet i en periode på ca. 60.000 år, var professor

Jacobs teori om det syge homo sapiens individ gjort ganske usandsynlig.

Knoglernes særheder

Fossilerede knogler af 16 hobbitter blev i de følgende år udgravet i 4 dybe skakter. De mange

fossilerede knogler fra de mange individer gav en ganske sikker vurdering af hobittens størrelse og

detaljer om knoglebygningen. Den viste sig i langt større grad end først troet at afvige ikke alene fra

Homo sapiens, men også fra den type af Homo erectus, som man tidligere havde fundet flere af på

den nærliggende ø Java. Nogle af de overraskende kendgerninger, der viste sig ved flere års

7

undersøgelser i forskellige laboratorier i USA var, at fødderne var meget store sammenlignet med

underbenet. Tæerne var lange, bortset fra storetåen, der var forholdsvis lille, således som man ser

hos australopithecenerne. Men storetåen var parallel med resten af tæerne, hvilket er et træk, som

man først ser hos homoarten. Hobbitten manglede både svang og vrist, som jo er vigtige ved løb, og

som findes hos både Homo sapiens og Homo erectus. Hobbitten var med andre ord platfodet og

uegnet til løb. Lårben, skinneben og lægben var korte, meget robuste og med lille marvhulrum.

Armene var til gengæld lange og fingerknoglerne også meget lange og let bøjede. Endvidere var

håndrodsknoglerne meget forskellige fra Homo erectus og Homo sapiens. Også de udstående

skulderblade og det brede flade bækken lignede de sene Australopithecus arter. Lighederne var

størst med abemenneskerne Australopithecus africanus og Australopithecus afarensis (også kaldet

”Lucy”). En ny teori blev derfor lanceret [Jungers 2009], nemlig at hobbitten var et tidligt

udvandret abemenneske (eventuelt et parallel til Homo habilis), der så havde udviklet sit over en

periode på måske 2 millioner år i Sydøstasien.

Men hvordan kunne hobitterne med en hjerne på bare 400 cm2, svarende til en chimpanse, have

åndsnærværelse nok til at flytte sig så langt, sejle over vand, fremstille stenredskaber og bruge ild?

Hvordan kunne de overleve indtil for 17.000 år siden, hvor homo sapiens allerede havde været i

området i 33.000 år?

LB1’s kranium og hjernekasse

Desværre er der kun fundet eet kranium af hobitten. Den første konklusion på undersøgelser af de

ydre kraniemål på LB1 viste relativt store ligheder med Homo erectus fundet på Java og ikke

mindst det 1.8 millioner år gamle skelet og kranium af en tidlig Homo erectus, der nogle år før var

blevet fundet i Dmanisi, Georgien, og som også har visse lighedspunkter med homo habilis. Men i

modsætning til Dmanisi kraniets volumen på 600 cm2 var hobittens kun 2/3 gange så stort og på

størrelse med de ovenfor nævnte australopithecus kranier. Halshullet nedadtil i kraniet indikerede

en oprejst gang i lighed med Homo erectus, hvorimod de små huller til nervetråde i underkæben

svarede til dem, man ser hos Australopithecus africanus. Dette var nogle af de kendetegn, der talte

for, at hobbitten var en ø-formindsket Homo erectus. I 2005 foretog Dean Falk [Falk 2005] en

undersøgelse af indersiden af hjerneskallen. Men hvor man tidligere tog en plastic afstøbning, der

ofte hæftede ved indersiden, og hvor man også som fejl så de ikke afrensede indre flader, således at

det kunne være svært at få detaljerne med, så brugte Dean Falk CT skanning, der meget præcist kan

se den indvendige hjerneskalsflade. Røntgenstrålerne kan nemlig se de præcise grænseflader til

eventuelt ikke afrenset materiale, og man opnår et tredimensionalt billede, der for Homo sapiens (på

hospitaler) er kendt for at give de mindste detaljer i hjernemassens indvirkning på hjerneskallen. CT

billedet af den lille (417 cm2) hobbithjerne viste aftryk af hjernecentre, som vi for Homo sapiens

normalt forbinder med kognitiv udvikling, først og fremmest stærkt udviklede pandelapper.

Nakkelapperne, der normalt forbindes med synsoplevelsen, var også stærkt udviklet hos hobbitten,

men dette er ogå kendt for Australopithecener (man mener, for at de bedre kan få øje på de

farvestrålende frugter). I andre henseender virkede det, som om hjernen var noget anderledes

organiseret end hos Homo sapiens. Herfra og til at postulere en form for kognitiv udvikling hos

hobbitten, er der et langt spring. Det 3-dimensionale CT-billede giver dog næring til en teori om, at

der ved overgangen fra Autralopithecus til Homo linien har været en ukendt udvikling til en mindre,

men velorganiseret hjerne, en udvikling parallel med udviklingen til Homo erectus og Homo

sapiens. Denne udvikling stoppede så med ”Homo floresiensis” som det (måske) sidste led for

17.000 år siden.

8

Stenredskaberne og deres mangel på udvikling

I Liang Bua hulen er der fundet stenredskaber, der mest er lavet af grove vulkanske sten, men

lejlighedsvis også af flintlignende vulkanske sten. De ældste er dateret til perioden for 190.000-

95.000 år siden og er ikke fundet sammen med hobbittens fossiler. Geologerne anslår, at Liang Bua

hulen blev dannet for ca. 200.000 år siden. De ældste stenartifakter er skønnet til at være bragt til

hulen med strømmende vand, som så har aflejret artifakterne i hulen. Disse stenartifakter er

interessante, idet de må formodes at være fremstillet af en befolkning, der levede på Flores før

hobbitterne, måske deres forfædre. De er beskrevet af hollandske arkæologer i 1950-erne

[Verhoeven 1953], men de er ikke omtalt i den nyere litteratur omkring LB1-LB16 fundene. Dog er

det nævnt, at de fundne stenartifakter i materiale og teknologi ikke afviger fra fundene omkring

hobbittens knoglefossiler. Som tidlige nævnt er der omfattende undersøgelser i gang i Soa Basin

området kun ca. 50 km fra Liang Bua hulen for at finde fossile fragmenter af hobbittens forfædre,

uden at det dog endnu er lykkedes at finde fossile menneskerester. Til gengæld er der også her

fundet mange stenartifakter (flere tusinde), der alle er dateret til perioden for 1 million-800.000 år

siden. I artikler om disse fund [Brumm 2006] fremhæves det, at teknologi og materiale også her er

uskelnelige fra dem, der findes i forbindelse men LB1-LB16. Teknologien karakteriseres som

havende flest lighedpunkter med den allertidligste øvre palæolitikum, Oldowankulturen [Toth

2006]. Når man tænker på den rivende udvikling, som flintteknologien har gennemgået de sidste

100.000 år med homo sapiens i Europa, er denne statiske situation overraskende. Stenteknologien i

Oldowan perioden (for 2.6-1.8 millioner år siden) udviklede sig heller ikke. Måske kan dette tages

som et udtryk for, at disse menneskearter manglede visse kognitive evner.

Langt den største del af de stenartifakter, der er fundet i Liang Bua hulen (11.667 stk.), er fundet

i bunden af de 4 skakter, hvor også fossile knogler fra de 16 individer af hobbit-type er fundet,

d.v.s. for 74.000-61.000 år siden og 19.000-17.000 år siden [Moore et al. 2009]. Artifakterne består

hovedsagelig (75%) af simple, mindre afslag og af kerner (3%). Kun få afslag (2%) har

retouchering med tegn på anvendelse, og der er i ingen tilfælde indikationer af, at der har været

brugt indirekte slagteknik. Et tegn på en mere avanceret teknik end Oldowan [Toth 2006] er dog

fund at kerner med helt op til 39 afslag. Der er ikke fundet tydelige bor, stikler, økser, men det

betyder selvfølgelig ikke, at nogle af de fundne artifakter ikke kan have været brugt som sådanne.

Af det samlede antal stenartifakter har et overraskende stort antal (3%) været udsat for

ildpåvirkning, men de er kun fundet i 2 af skakterne. I skakt VII, hvor LB1 blev fundet, er der kun

fundet 217 (2%) stenartifakter. Manglen på større afslag (>4 cm) bliver af Moore et al. [2009]

tilskrevet, at de større sten er blevet forbehandlet uden for hulen, men det er selvfølgelig kun en

hypotese. Selv om der er fundet så mange stenartifakter, er de ikke beskrevet i samme detalje som

man ser ved f.eks. Oldowans artifakter [Toth 2006] eller i danske undersøgelser [Eriksen 2007]. Det

ville f.eks. have været interessant med spredningsanalyse, refitting analyse og eksperimentel

flinthugning med de grove vulkanske sten.

Som nævnt i indledningen er der en meget kompetetiv holdning i den palæolitiske forskning, og

det kan være vanskeligt for andre end inderkredsen at få adgang til fundene. Min egen vurdering på

basis af fotografier og tegninger af stenartifakterne fra Liang Bua hulen er, at hobbitfolket har haft

en stenteknologi, der er mere avanceret end Oldowan og nok nærmest må karakteriseres som

”developed Oldowan” (uden håndkilerne) eller sammenlignelig med den stenteknologi, man finder

ved de ældste fund i Dmanisi [Jöris 2008]. Hobbitten må derfor regnes for væsentligt mere

avanceret, end den lille hjernemasse antyder.

9

Livsbetingelser

Vi ved, at hobbitten levede så sent som for 17.000 år siden. Hvis hobbitten er en ny menneskeart

(”Homo floresiensis”), er det den seneste Homo-art, der har levet samtidig med Homo sapiens. De

næstsidste uddøde for 30.000 år siden (Homo Neanderthalensis). Hvilken levevis gjorde, at

hobbitten levede (og overlevede) så lang tid? Vi ved at Homo sapiens passerede forbi Flores for

omkring 50.000 år siden, men vi ved ikke, hvilken vej Homo sapiens valgte til Australien. Det er

muligt, at Homo sapiens og ”Homo floresiensis” aldrig mødtes, men det er vanskelligt at forestille

sig, når man tager de 33.000 års overlab i betragtning. Måske gemte hobitterne sig i hulerne på

midten af Flores? Faktisk er der på flere indonesiske øer folklorer, som nu er kommet for dagens

lys, om et småfolk, der kun havde indirekte kontakt med folk i landsbyerne, og som boede i huler;

men vi har jo også haft nisser, trolde og elverpiger i Danmark. Hobbitterne har levet både i den

varme og våde Eem mellemistid og den kolde Weichel istid, hvor Flores har været dækket af

henholdsvis regnskov og savanne. I hele denne periode har der kun levet ganske få dyr, der kunne

true hobbitten. Mest fremtrædende er den frygtede Komodo varan, som stadig lever i de vestlige

dele af Flores. Det eneste dyr, vi med stor sandsynlighed ved, at hobbitterne har jaget, er de såkaldte

stegodon elefanter, der er mindre end nutidens indiske elefant. Man har fundet marvspaltning og

snittemærker på knogler fra unge eksemplarar af stegodon elefanter. Hobbittens kindtænder viser, at

den har tygget føden, og sliddet på tænderne viser, at den har spist en del grove plantedele og

frugter. Analyser af hobbittens ben og platfødder tegner ikke et billede af en hurtig jæger, men

måske en habil vandrer.

Det er interessant, at netop Flores har været en ø, selv i de strengeste istider, hvor jo ellers de

fleste indonesiske øer har været landfaste med kontinentet. Det undrer, hvordan hobbitterne (og

Homo erectus) i første omgang er kommet til Flores. Det lykkedes ganske vist Homo sapiens at

komme til Australien, med de er jo også så kloge. Det regner man ikke hobbitten og Homo erectus

for at være. Måske drev de ved en tilfældighed (en tsunami?) fra Sulawesi til Flores på en

træstamme? Man har faktisk et eksempel på en indonesisk gravid kvinde, der under den frygtelige

tsunami i 2005 drev rundt på et træ i det indiske ocean i 2 dage og landede på en af øerne i live.

Hobbittens forfædre. Homo habilis eller Homo erectus?

Hvordan er hobittens art opstået? I den første publikation i 2004 [Brown 2004; Morwood 2004]

blev det slået fast, at det var en formindskelse af Homo erectus arten, der var fremkommet på den

isolerede ø Flores. På Java er der mange fossile fund af Homo erectus, så mange at de i nogen grad

definerer denne art [Swisher 1994; Zaim 2011]. De er dateret tilbage til for 1.6 millioner år siden,

men har så vidt stenredskaber antyder også været på Flores tilbage til for 1 million år siden.

Der findes andre eksempler på små mennesker, f.eks. pygmæerne i Afrika, og de har ikke engang

levet på en ø. Hos pygmæerne ser man, at kroppen kan blive mindre, men hovedet svinder ikke ind i

samme tempo. Det samme gælder de nye fund af Berger [2008] på øen Palau, Mikronesien. Hos

hobbitten svarer hovedets størrelse imidlertid til kroppens, så sammenligningen med de andre små

mennesker er måske ikke så relevant.

Da det endvidere har vist sig, at Liang Bua fossilerne i de fleste henseender ikke ligner de Homo

erectus fossiler, som man finder på Java, men har træk der går helt tilbage til australopithecenerne,

må hobittens mulige forfædre være endnu ældre.

10

Figur 1. Menneskets stamtavle. Homo floresiensis (hobbitten) har træk, der knytter den til en tidlig

fase af Homo erectus eller måske de allerførste homoer, Homo habilis. De fuldt optrukne pile er

overgange, vi er nogenlunde sikre på. Stiplede pile er usikre overgange. De lodrette rektangler er de

forskellige genus (arter). De er afbrudte, når vi er usikre på tidspunkterne for deres start og

sluttidspunkt [Lieberman 2009].

11

Tilbage er der derfor med stor sandsynlighed kun to udviklingsmuligheder, der begge tilføjer en

ny gren til menneskets genetiske stamtavle, som vist i figur 1. Som omtalt ovenfor er der mange

egenskaber ved de fossile fragmenter af hobbitten, der peger tilbage på de sidste abemenneskser

(Australopithecener) og de første mennesker (Homo). Der er også lighedspunkter med Homo

erectus, specielt den tidlige Homo erectus, som man har fundet i Dmanisi i Georgien. Denne

erectus-art er meget lille (vejer ca. 40 kg og er 130 cm høj, hvor hobitten typisk vejer 30 kg og er

110 cm høj), og den levede for 1.8 millioner år siden og er altså tidligere end de erectus arter, der

har levet på Java i Indonesien. Homo erectus fra Dmanisi har en hjerne på 800 cm2, som i løbet af

den følgende udvikling så skulle være blevet halveret for at nå hobbittens hjernestørrelse, hvilket

ville være højst overraskende. En udvikling fra denne Dmanisi udgave af Homo erectus er vist ved

den stiplede pil til venstre i figur 1. Den anden overraskende, men som det synes, mere sandsynlige

mulighed er, at hobbitten har udviklet sig fra de allerførste mennesker i Afrika (Homo habilis). Den

stiplede pil til højre i figur 1 viser denne mulighed. Dette svarer bedst til de antropologiske ligheder

omtalt ovenfor. Homo habilis er lidt større end hobbitten og har en hjerne på lidt over 600 cm2.

Hjernen skulle så være blevet lidt mindre i takt med, at kroppen også blev mindre. Igen er dette

overraskende, men bestemt en mulighed. Som vi ved, er vores hjerne jo egentlig overdimensioneret.

Et menneske har vist sig at kunne leve og være menneske med halvdelen af sin hjerne efter en

operation, så det er bestemt muligt at ”slanke” og effektivisere hjernen. Det er måske det, der er sket

med Hobbitten i en udvikling, der strakte sig over 2 millioner år.

Forslag til palæolitiske undersøgelser på Flores

Ved udelukkelser og lighedspunkter er vi kommet frem til en sandsynlig, men langtfra sikker

bestemmelse af hobittens anetavle, der placerer den som en ny art, der berettiger betegnelsen

”Homo Floresiensis”, der blev anvendt allerede i den allerførste artikel. Der er flere ting, der kan

undersøges, som yderligere kan af- eller bekræfte hobbitten som en ny art.

Det mest afgørende resultat, jeg kan tænke på, er en måling af hobbittens mitrokondrian DNA

profil. Faktisk fremgår det af en leder i NatureNews [Jones 2011], at både et DNA laboratorium i

Adelaide , Australien, og Max Planck Instituttet i Stuttgart, Tyskland, har forsøgt med DNA

analyser på en tand fra Liang Bua hulen. Begge steder var resultatet negativt. OK, man fandt faktisk

begge steder DNA fra homo sapiens, men det var ifølge begge laboratorier et tegn på forurening fra

laboratoriepersonalet. Som NatureNews artiklen påpeger, ville et DNA resultat være så vægtigt, at

selv et negativt resultat burde publiceres. Det vil utvivlsomt blive prøvet igen. Der er lavet DNA

undersøgelser på organisk materiale, der er op til 100.000 år gammelt, men det er organisk

materiale, der har ligget i jorden under tørre og kolde betingelser. Liang Bua hulen er muligvis for

varm og for fugtig, men det organiske materiale, man ville kunne undersøge, er til gengæld kun

17.000 år gammelt.

En udgravning af endnu en hobbit på en anden lokalitet end Liang Bua hulen ville give

yderligere oplysninger. På Flores er der bortset fra i Liang Bua hulen overhovedet aldrig udgravet et

fossilt skelet, der er ældre end 11.000 år, så det ville i sig selv være interessant. På Soa Basin

højsletten kun ca. 50 km fra Liang Bua hulen er der en meget stor koncentration af stenredskaber

dateret til mellem 800.000 og 1 million år før nu, men til trods for, at der er fundet mange tusinde

fossile skeletdele af dyr, der er lige så gamle, er der endnu ikke på de 15 udgravningssteder fundet

menneskefossiler. Et fund af et Homo erectus skelet på Flores ville kunne give os et fingerpeg om

hobbittens udvikling.

Smithsonian Institute, Washington DC i USA, graver nu igen i Liang Bua hulen, og det ser ud til

at være en sikker vinder, idet der jo allerede er fundet fossiler fra 16 ”homo floresiensis” individer.

12

Men hvad er formålet? Hvad med andre huler på Flores? Jeg besøgte selv 2 huler ved Wasawe 20

km øst for Labanbajo, hvor Th. Verhoeven [1953] rapporterede palæolitiske fund. Jeg besøgte også

Spejlhulen (Batu Cermin) ca. 10 km nord for Labanbajo, hvor lokale beboere fortalte mig, at der

endnu aldrig var lavet arkæologiske undersøgelser. Spejlhulen er meget dyb og kompliceret og med

en meget stor grotte i midten, hvor den lokale befolkning for mange hundrede år siden krøb i skjul

for fjender. Hvorfor ikke også for 17.000 år siden?

Endelig er der den mest nærliggende undersøgelse, nemlig at reanalysere de fund, der er gjort i

Liang Bua hulen (d.v.s. LB1-LB16, stenredskaberne og andre arkæologiske fund). Mange af

fundene er kun undersøgt af en enkelt arkæolog. De fundne fossiler burde genopmåles og

reanalyseres for dermed at opnå et bedre materiale til de fortolkninger, der i dag kommer i en lind

strøm. Specielt analyserne af sten-artifakterne lader meget tilbage at ønske, og nyere analyser af

stenteknologi i palæolitisk tid [Inizin 1992; Eriksen 2000] kunne med fordel blive forsøgt anvendt

på de grove vulkanske stenredskaber på Flores.

.

Referencer. Aiello, L.C. [2010]. Five Years of Homo floresiensis (Perspectives), American Journal of Physical

Anthropology 142, 167-179.

Berger L.R., Churchill S.E., De Klerk, B. et al. [2008]. Small-Bodied Humans from Palau,

Micronesia, PLOSone 3, Issue 3, 1-11.

Brown, P., Sutikna, T., Morwood, M.J. et al.[2004]. A new small-bodied hominin from the Late

Pleistocene of Flores, Indonesia. Nature 431, 1055–1061.

Brumm, A, Aziz, F, van den Berg, G.D. [2006]. Early stone technology on Flores and its

implications for Homo floresiensis. Nature 441, 624-628.

Eriksen, B.E. (Red.) [2000]. Flintstudier. En håndbog I systematiske analyser af flintinventar

(Aarhus Universitetsforlag) , pp. 1-275.

Falk, D. [2011]. The Fossil Chronicles. How Two Controversial Discoveries Changed Our View of

Human Evolution (The University Press Group Ltd, USA), 1-198.

Falk, D., Hildebolt, C., Smith, K. et al. [2005]. The brain of LB1, Homo floresiensis. Science 308,

242–245.

Henneberg, M, Eckardt, R., Schofield, J. [2010]. The Hobbit Trap. How to create a new species

(Left Coast Press Inc, USA), 1-198.

Inizian, M.L., Roche, H., Tixier, J. [1992]. Préhistoire, de la Pierre Taillée, Tome 3 – Technology

of Knapped Stones (Meudon: Cercle de Recherchez et d’Etudes Prehistoriques)

Jones, C. [2011]. Researchers to drill for hobbit history, NatureNews 5, January 2011.

Jungers, W.L., Harcourt-Smith, W.E.H., Wunderlich, R.E. [2009]. The foot of Homo floresiensis,

Nature 459, 81-84.

Jöris O. [2008]. Der altpäläolithische Fundplatz Dmanisi (Geogien, Kaukasus) (RGZM, Mainz),

pp. 1-169.

Lieberman Daniel E. [2009]. PALAEOANTHROPOLOGY: Homo floresiensis from head to toe.

NATURE 459, 41-42.

Moore M. W.; Sutikna T.; Jamiko; et al. [2009]. Continuities in stone flaking technology at Liang

Bua, Flores, Indonesia. Journal of Human Evolution 57, 503-526.

Morwood M. J.; Jungers W. L. [2009]. Conclusions: implications of the Liang Bua excavations for

hominin evolution and biogeography. Journal of Human Evolution 57, 640-648.

Morwood, M.J., Soejono, R.P., Roberts et al. [2004]. Archaeology and age of a new hominin from

Flores in eastern Indonesia. Nature 431, 1087–1091.

13

Roberts, R.G., Westaway, K.E., Zhao, J.X. et al. [2009]. Geochronology of cave deposits at Liang

Bua and of adjacent river terraces in the Wae Racang valey, western Flores, Indonesia: a synthesis

og age estimates for the type locality of Homo floresiensis, Journal of Human Evolution 57, 484-

502.

Swisher, C.C. et al. [1994]. Age of the earliest known hominids in Java, Indonesia, Science 263,

1118-1121.

Toth, N., Schick K.D. (eds.) [2006]. The Oldowan: Case studies into the earliest stone age (Stone

Age Institute Press, London) 1-338.

Verhoeven, T. [1953]. Ein Mikrolithenkultur in Mittel- und West-Flores. Anthropos 48, 597-612

Weber G. [2009]. 49. Relatives in Indonesia

http://www.andaman.org/BOOK/chapter49/text49.htm side 16

Zaim Y., Ciochon, R.L., Polanski, J.M. [2011]. New 1.5 million-year-old Homo erectus maxilla

from Sangiran (Central Java, Indonesia), Journal of Human Evolution 61, 363-376.