oplysningens paradoks i ha oplysningens dialektik renata 25052011_revmlo

Renata Yourievna Frolova Åbent Universitet, forår 2011 Vagfrit emne, filosofi

Oplysningens paradoksale væsen i

M. Horkheimer og T. Adornos Oplysningens dialektik

Studerende: Renata Yourievna FrolovaStudie: Valgfrit emne, filosofiÅbent Universitet, forår 2011

Vejleder: Dario Gonzales

Resume

1


Now we are gradually realizing that knowledge and scientific progress are not synonymous with human happiness and we

begin to suspect that the enthusiastic supporters of progress were not really concerned with the happiness of mankind but with the

power that this knowledge and progress gave them.

Marie Louise BerneriJourney through Utopia

What seems to be a dissonance between man and nature has inspired many philosophical works. Precisely, the subject of reason vs. natural desires has dominated the philosophical line of thinking in the west. The Greeks speak of attaining happiness and making progress possible through letting the reason rule ones passions, Descartes esteems knowledge as the only evidence of existence and rejects the body entirely, Rousseau questions technological advancement, Hume questions our ability to know, Kant separates realms of being and knowing yet suggests it possible to perceive, Nietzsche questions the sanity of reason.

Horkheimer and Adorno in the Dialectics of Enlightenment, which is the subject of this paper, are trying to answer the question of what went wrong in the evolution of knowledge, also being the evolution of men, precisely, what made it possible for culturally and academically evolved beings to have sunk to the barbarities of Nazism.

In order to answer this question, Horkheimer and Adorno return the reader to man’s relationship with nature. The relationship is signified by a series of failed attempts to escape domination. Conquering inner and outer nature is the process of enlightenment that defaults – the escape from the domination of men by nature is sought through domination of nature by men, and domination of men by men.

The anti-social in men is the unreasonable natural. It cannot be ignored or suppressed without a consequence. Therefore any attempt to conquer is predetermined to fail, for the reasonable man who tries to proclaim himself a victor of nature, is also being governed by the natural laws he does not comprehend entirely. In his quest to escape and conquer the unknown, it is the understanding of himself that he escapes, and himself he enslaves.

From myth to sciences, the fear of the unknown does not diminish, but takes different forms; one set of chains replacing another. Only through acknowledgement of what true evolution requires: true understanding of self; acceptance of the animalistic aspect of the human nature and an attempt to establish a critical relationship with reason through reflection, is it possible, according to Horkheimer and Adorno, to escape regress into violence.

Indledning: på jagt efter svar om subjektets paradoksale natur

2


Oplysningens Dialektik er skrevet i Frankfurterskolens samfundsfilosofiske tænknings

baner, hvor Horkheimer og Adorno prøver at finde en forklaring til fatalismen af

menneskets kollektive skæbne, efter at Europas tilsyneladende udvikling i kultur og

videnskab har givet fødsel til Nazismen. Spørgsmål Horkheimer og Adrono prøver at

besvare er, hvad har været grunden til, at oplysningen, hvis rolle er at udvikle

menneskehedens viden og kultur, har slået tilbage til animismen blandt uddannede,

politisk bevidste mennesker.

”Det, vi havde sat os for, var faktisk intet mindre end at erkende, hvorfor

menneskeheden i stedet for at træde ind i en sandt menneskelig tilstand, synker ned i

en ny form for barbari”. 1

Svaret på hvad der er årsag til oplysningens tilbagefald ligger for Horkheimer og

Adorno i menneskets livbånd med naturen.

Formål med denne opgave er ved en nærmere analyse af dynamikken bag

oplysningen, at definere årsagen til oplysningens dialektik.

Jeg begynder med at danne et billede af M. Horkheimer og T. Adornos definition af

oplysningen og mennesket. Derefter følger jeg mennesket igennem udviklingsfaserne i

dens oplysning: fra myten til oplysningen og tilbage til den nye samfundshistoriske

myte om fornuftens dominans. Efter at have set på dominansforholdene i det

samfundsmæssige perspektiv, sammenlignes Horkheimer og Adornos position med

nogle af de mest markante filosofiske tanker, som ligger oplysningens dialektik nært.

I Oplysningens dialektik arbejder jeg primært med de første to kapitler: Oplysningens

begreb og Ekskurs I, Odysseus eller Myte og oplysning. Da Horkheimer og Adorno

drager inspiration fra Nietzsche og Kant, har jeg valgt at inkludere nogle af disses

tanker, der er blevet nævnt i Oplysningens dialektik. Jeg forsøger også at se på

problematikken fra Steven Vogels perspektiv som fremlagt i hans bog, Against Nature.

Subjektets paradoks: selvopholdelse gennem undertrykkelse

Oplysningen hos Horkheimer og Adorno er fremadskridende tænkning, der fra tidens

morgen har stræbt efter at tage frygten bort fra menneskene og indsætte dem som

3


herrer over naturen. Tænkningen forstås som både den historiske udvikling, men også

som en real altid tilstedeværende mekanisme i relationen mellem mennesket og dets

opfattelse af sig selv og naturen.

Oplysningen som koncept anerkendes af Horkeimer og Adorno som en nødvendig

fremgang i menneskets udvikling. Kritikken rammer den fatalistiske moment, der

allerede ligger i tænkningens begreb.

”Vi nærer ingen tvivl om – og deri ligger vor petitio principii – at friheden i samfundet

er uløseligt forbundet med oplysende tænkning. Imidlertid mener vi nøjagtig lige så

tydeligt at have erkendt, at selve denne tænknings begreb – i lige så høj grad som de

konkrete historiske former, de samfundssituationer, som den er vævet sammen med –

allerede indeholder kimen til det tilbageskridt, som i dag finder sted overalt. Hvis

oplysningen ikke optager refleksionen over dette regressive moment i sig, besegler

den sin egen skæbne”.2

Kimen der leder til oplysningens regres, er menneskets angst for at bevæge sig

udenfor rammerne af det kendte. Det kendte sfære bliver udbredt ved hjælp af

fornuften, der er mekanismen som afmystificerer naturforhold ved at styre det

naturlige ved hjælp af teknologi og videnskab.

Mennesket opfatter sig selv som fornuftens udvidelse, og anvender fornuftens

ræsonnement til at forsvare sig selv mod den mystiske natur ved at beherske den.

Viden bliver derfor anvendt som et våben til at beskytte mennesket fra naturen:

”Det menneskene vil lære af naturen, er at anvende den til at beherske den og

menneskene helt og ud. Magt og erkendelse er synonymer”.3

Naturen er både den eksterne og interne natur mennesker ikke har kunnet forklare og

kontrollere. Ligeledes om det uforståelige fremmede, kommer udefra i skildringen af

naturkræfter, indefra i form af følelser eller igennem relationen med andre mennesker,

så længe det vækker angst, indikerer fornuften til mennesket, at mennesket er i fare.

For at skabe et trygt miljø, ser mennesket på sin egen eksistens igennem

ræsonnementets briller ved at skelne mellem fornuft tilgængelige og det som falder

4


udenfor fornuftens grænser. Mennesket vælger at anerkende kun det regelmæssige,

det fornuften tilgængelige. Det, fornuften begriber, tilføjes den videnskabelige

beskrivelse om, hvordan verdenen er skruet sammen; det nye begreb får et plads der

svarer til dets nyttighed i den samfundsvidenskabelige undertrykkelse af individet.

Med andre ord, det man forstår at begribe, tilpasse og udnytte, får en rolle som et

objekt i oplysningens verden. Hvorimod det kaotiske, uregelmæssige, uberegnelige

fejes af fornuftens verdensbillede som om det var ubetydelig støj. Således skelner

mennesket det mystiske og uvæsentlige fra det fornuftige og anvendelige.

Men da et menneske er mere end sin fornuft, og heri ligger oplysningens paradoks;

repræsenterer det dannede af oplysningen viden om "selv" og omverdenen ikke hele

kompleksiteten af forholdet mellem mennesket og naturen, men blot dens fragmenter.

Individet tror, det kender sig selv og den verden det lever i, men i realiteten befinder

det sig i en sfære af fornuftens illusion.

Altså, menneskets overlegenhed ligger i dets viden, det kan der ikke herske tvivl om.4

Idet mennesket tillader fornuften at bestemme spillereglerne for menneskets forhold

til naturen, overtager tænkningen kontrol over mennesket. Således skaber mennesket

sig en forvredet identitet, og gør sig selv til et middel af sin egen forvridning.

Mennesket bliver mere og mere sikker om sin viden om verdenen og sig selv,

samtidigt med at muligheden for at skabe et overordnede perspektiv fjernes længere

og længere væk. Imens man arbejder på at tilfredsstille den omdannede af fornuften

identitet, lider den afviste del af mennesket. Lidelsen udtrykker sig i længsel og

depression. Desværre tillader fornuften ikke mennesket at anerkende disse følelser

som betydelige i forhold til selve fornuften, og naturens undertrykkelse foregår

således på bekostningen af mennesket resignation fra sin egen identitet.

”Tænkningen har rigtignok gang på gang været i stand til konkret at betegne det

problematiske i sig selv. Det er en slave, som herren ikke kan standse, når det passer

ham”.5

Således ved at fortælle en myte om at fornuften ved bedst, omdanner oplysningen

subjektets usikkerhed og angst til selvfornægtelse og depression. Paradokset består i,

5


at denne selvlemlæstelse pudsig nok er resultatet af selvopholdelsen. Den samme

natur som driver en til at gøre vold på sig selv og i at gøre det, fremstår i oplysningens

skikkelse som selveste drivkræften til menneskets selvødelæggelse.

Diskriminerende over for det naturlige, er fornuften som hovedredskab for oplysningen

dermed utilstrækkelig, ofte ignorant over for de reale forhold som ikke nødvendigvis

stemmer overens med dets verdensskema og skadelig for mennesket i kræft af sin

voldelige natur.

Udviklingen fra naturoffer i mytens vugge til en helt med Guddommelige kræfter

Som vi allerede har opdaget, er oplysningen en proces af menneskets dominans over

naturen, med det formål at få kontrol over sin tilværelse og kontrollere sin angst.

Myten i dette fremskridt er det nødvendige første skridt. Myten er det første forsøg på

at omdanne noget man frygter, til noget man forstår og har en social relation til.

Derfor i myten giver mennesket naturforholdene menneskelige skikkelser og karakter

– identificerer det menneskelige med det naturlige, og i at gøre det reducerer det

naturlige til det menneskelige.

”Derfor, allerede myten er oplysning”.6

I den græske mytologi finder vi de første fortællinger om menneskets opfattelse af

naturkræfter. Afbildet i skildringer af guddommelige væsener, ligner disse mennesker

i sin væremåde; de har lidenskaber, stifter familie, elsker, skændes. Denne

subjektivisering af naturen er menneskets første forsøg på at reducere sin angst

overfor det ukendte ved at reducere det ukendte til det kendte, og nemlig til et billede

af en stærkere mere magtfuld selv.

Det næste skridt efter subjektiviseringen er opnåelse af suverænitet over naturen. Det

episke digt er bundet til myten, hvis er digtets oprindelse, dog ikke længere

videregiver mytens ånd, værdier og karakter. Det er først her, at fornuften begynder

at hæve sig op over det animistiske i menneskets selvopholdelse.

6


Eposets fokus er ikke den evige ild af guddommelig logos, som findes i alt og styrer

alt, men ildens gnister, dens udtryksformer, monader. Udtryksformerne reflekterer sig

igennem de selv samme guddommelige væsener som opstod i myterne, med den

forskel, at guddommeligheder nu afbilder ikke kun naturelementer men også sociale

værdier. Nu er det ikke længere kun det Guddommelige der har menneskeligt

karakter, men også mennesket har fået nogle guddommelige kræfter.

I Homers Odysseus, er det mennesket Odysseus og ikke længere guderne, der er sat i

fokus. Odysseuses guddommelige kræft er hans list. Selvom hans fysiske styrke intet

er i forhold til gudernes, gør Odysseus større gavn af sin listige fornuft.

I rejserne fulde af fristelser og farer er det Odysseuses fornuft der retter ham mod

heroiske handlinger og få ham ud af fare i live. På grund af sin fornuftige og dydige

fremtræden, får Odysseus støtte hos den retfærdige gudinde Athene. Retfærdighed og

andre menneskelige dyder får en status der er lig med det guddommelige. Guderne er

ikke længere vilde kræfter men en slags fornuftsvæsener der reagerer på den

menneskelige handling.

Odysseus kæmper imod naturmagterne ved at skelne de forhold han ikke kan ændre

på, fra forhold som står åbne til hans fortolkning og opdager, at han har magten at

undvære sin skæbne. Efter sejren over trældoms gudinde Kirke lærer Odysseus at

undslippe bestemmelserne imens han opfylder dem ved at sejle forbi sirenernes

domæne. Idet Odysseus lærer at anvende sin fornuft til at skabe beskyttelse mod det

ukendte, bliver han mere og mere kritisk. Fornuften bliver hans trofaste ledsager.

Naturen bliver midlet til Odysseuses selvopholdelse. Han taber sin status som offer

overfor naturen og udnævner sig selv som herre over sin skæbne. Således erstattes

mytens magi af den rationale fornuft.

Men fornægtelsen af sin egen identitet er en del af prisen for at kunne benytte sig af

fornuftens tjenester. Alle Odysseuses udfordringer går ud på at beherske

naturkræfterne ude i verden og i inde i sig selv. Ved at sejle fra lotophagernes ø, siger

Odysseus nej til lykke. Ved at sætte voks i sine kammeraters ører og binde sig selv til

masten, inden sejlads forbi Sirenernes ø, nægter Odysseus sig selv og sine

kammerater deres lyster. Ved at fortsætte sejladsen mellem Scylla og Charybdis,

forbeholder Odysseus sig ret til at ofre seks af sine kammerater for at sejle igennem.

7


Endeligt ved at referere til sig selv som Ingen overfor kyklopen Polyfem, redder

Odysseus sit liv ved at afgive sin identitet. Han overlever som Ingen.

Eposet lærer os, at vores ydmyge helt lærer at give afkald på alt, der står i vejen for

hans befrielse fra naturkræfterne: lykken, lyster, venskab og medmennesker, sin egen

identitet. Befrielsen bliver lig med en resignation fra sin fuldkomne identitet.

Overgivelsen sker på bekostning af et tab; I at foregive sig over til fornuftens stemme,

sejrer Odysseus over naturens fristelser ved at resignere sig fra naturen i sig. I den

sejr, kun efter at fornuften har enten bedraget eller tæmmet driften, er subjektets nye

selv skabt; jeget opstår som et resultat af den interne naturbeherskelse. "Jeget" der

sejrer, er en repræsentation af det rationelle og et reduktion af mennesket til en

middel for fornuftens herredømme.

Oplysningen har således ikke kun befriende effekt for menneskets relation til naturen

men også tragiske konsekvenser for menneskets relation til sig selv. Ved at

undertrykke animismen i sig selv, undertrykker Odysseus også sig selv, og i denne

bedrag gør Odysseus sig selv til et offer af sin egen handling. Derfor er oplysningen,

hvis formål er at fremmedgøre sig selv naturen og blive herre over den, samtidigt

menneskets fremmedgørelse fra og slavebinding af sig selv.

Mennesket og videnskaberne

”I det øjeblik, da mennesket afskærer sig fra bevidstheden om sig selv som natur,

bliver alle de formål, for hvis skyld det holder sig i live: det samfundsmæssige

fremskridt, forøgelsen af alle materielle og åndelige kræfter, ja selve bevidstheden, til

intet, og indsættelsen af midlet som mål, der i den sene kapitalisme antager karakter

af åbenlyst vanvid, kan allerede iagttages i subjektivitetens urhistorie”.7

Det næste skridt i oplysningens fremskridt trædes ved hjælp af logik og matematik.

Myten og oplysningen skelnes. Myten tilskrives det mystiske, ældgamle. Platon skelner

mellem mytens poetik og den logiske viden. Myten bliver associeret med naturdrifter,

uvidenhed og misfortolkning af de reale forhold.

8


Logikkens problem med myten, er dens fredelige stemning overfor og accept af

naturen. I myten forsøger mennesket ikke at beherske det naturlige, blot at forklare

det ved at sammenligne naturens ydre kræfter med det genkendelige i menneskets

natur. I myten accepterer mennesket naturen, endog respekterer den som

magthaveren i den verden mennesket befinder sig i.

Det oplyste menneske nægter at acceptere nogen form for herredømme over sig selv.

Det oplyste menneske er magthaveren, der lærer at udnytte naturfænomenerne i

verdenen omkring sig til sin eget gavn ved først og fremmest at få styr på

naturdrifterne i sig selv.

Ved at stumme naturens stemme i sin krop bliver mennesket ifølge de oplyste, herre

over sig selv og naturen. Myten latterliggøres af de fornuftige mennesker. Ifølge den

logiske tænkning; for at have en vinder, må der være en taber. Herredømmets

koncept over verdenen skabes udefra det borgerlige koncept. Herredømmet kræver

undersåtter. Der må kun være en herre, og det er mennesket. Dominansen af natur i

verdenen, dominans af naturen i sig selv og dominansen af naturen i andre mennesker

bliver oplysningens hovedkriterier.

Videnskaberne udvikler nye måder at forstå og udnytte naturen på. Naturens kaos,

begreb og årsag erstattes af syntese, formlen, reglen og sandsynligheden.8

Videnskaberne anvender den samme imanensens princip, hvilket forklarer ethvert

forløb som gentagelse, som er mytens eget princip. 9 Fornuften som oprindeligt søgte

at frigøre mennesket, introducerer sin egen myte, en immanensprincip om at alt nyt

bliver målt op imod grænserne for alt gammelt; den nye rituel erstatter de gamle.

Relevansen bestemmes af udnyttelsesforhold, - kan det nye element udnyttes til at

styrke herredømmet, indskrives den i videnskabstabellen. Hvis talerne ikke går op,

anses det nye for at være irrelevant inkommensurable volapyk. 10

I denne myte om sig selv skaber oplysningen en sfære hvilke væren ikke kan trænge

igennem.

”Der er en verden i væren, som videnskaben ikke kan gennemtrænge, men det

videnskaben kan gennemtrænge, er ikke Væren”. 11

9


Sandheden reduceres til videnskabens størrelse, til et system. Det umålbare, for

eksempel kunst, passer ingen steder i systemer og bliver opfattet som værdiløs,

feminint, mistænkeligt.

Kunstens stemme og videnskabs stemme, ligesom myte og epos, repræsenter

verdens tvetydighed med det ene værende udtryk for liv og det anden et forsøg på at

begribe samme. Desværre med videnskabernes selektive hørelse forbliver ånden

uhørt, og mennesket bliver fange for oplysningens dialektik – dens tilbageslag til

myten.

Paradokset hvor den europæiske civilisation er blevet til nøjagtig samme monster

gennem oplysningen, som oplysningen så i naturen, er for Horkheimer og Adorno

oplysningens dialektik.

Menneskets værdier

Med industrialiseringen og safety in numbers indtager selvopholdelsen utilitaristisk

karakter.12 Det moderne menneske, ligesom Odysseus må give afkald på lykken,

lyster, venskab og medmennesker, samt mulighed for at udvikle en identitet for at

opretholde samfundets myter.

Naturen udnyttes yderligere og i større omfang. Ligesom andre naturmidler bliver et

menneske et middel for det fælles gode. Naturen teknificeres og mennesket bliver en

abstrakt fællesnævner i institutionernes kalkulation.

Alt bliver gjort og måles op i penge. Dette er en ækvivalensprincip, mennesket

anvender mod sig selv. Lighed regulerer straf og fortjeneste13. Ækvivalensprincippet er

den industrielle samfunds regnestykke, hvor mennesket bliver målt op imod andre i

forhold til sin nytteværdi. Det tragiske ved princippet er, at det er et regnestykke fordi

samfundet har bestemt, at regningen er mere vigtig end mennesket.

10


Spillet har ændret sig, men ikke dettes regler. Civilisationen anvender stadig det

lighedsprincip som shamanen gjorde i kaosets tid.

Men ved at spille i takt med reglerne taber mennesket mere og mere af det subjektive

ved sig selv. Individets selvopfattelse bliver som resultat reduceret til den rolle

samfund har tilskrevet den - human ressource. Individet har afmægtigt sig selv og

bestemmer ikke længere selv sin værdi. Denne er på forhånd bestemt for ham. Hans

overlevelse er nu institutionernes sag. Objektiveret til at være en af millioner

produktionspinde i et samfundets regneark, hvor alle har lige rettigheder og ingen

individuel stemme, er subjektet et stumt objekt.

Menneskets reduktion til et middel fremprovokerer vold. Volden finder udtryk i

ligegyldigheden med andre menneskets skæbne.

Når naturen er blevet samfundstjener, bliver det rige samfundets borgere betjent med

alt som samfundet har råd til at producere.14 Jo mere udviklet et samfund er, desto

flere privilegier ofres der over for dets borgere i bytte for deres arbejdskræft. De rige

lande introducerer stramme immigrationsregler for at kunne kontrollere

ressourcebalancen. De uønskede ressourcer anses for at være trussel mod

samfundets velvære og behandles sådan. Jeget er blevet lig med mit-værd-som-

penge. Institutionerne holder øje med deres bank balance og ressourcerne.

Oplysningens foragt

Oplysningen diskriminerer imod individet, fordi individet repræsenterer uorden,

følelser, indbyrdes konflikt mellem det rationelle og det naturlige. For at undslippe

civilisationen, forglemmer mennesket sig i nydelsen.15 Nydelsen og medlidenhed

indeholder begge et moment af resignation i sig. Derfor er nydelsen og medlidenhed

farlige for oplysningen i større mængder. Nydelsen rationaliseres og underordnes efter

samfundets behov. Samfundets herrer anvender nydelsen til at manipulere

mennesket.

Interpersonelle forhold bliver mere og mere komplicerede. Da biologien tager sig af

forplantningens brik, psykologien tager sig af sex, religionen tager sig af ånden.

11


”Ånd og kærlighed bliver adskilt”.16

Individet forveksler kærlighed med nydelsen og kan ofte ikke se, hvordan den

åndelige kærlighed og nydelse kan forenes i forhold til et andet menneske. Den

dybeste vold mennesker udfører på hinanden og sig selv er ved prøve at forholde sig

selv til den anden som den var et redskab.

Man er alene med sin fornuft afskåret fra naturen, forvirret. Når fornuften oplyser, er

den underliggende proces stadig fornuften ukendt, stadig mystisk, stadig mørk.

Nydelsen værende naturens hævn overfor oplysningen, medlidenhed som også

indeholder resignation i sig17, samt vilje til åbensindig erkendelse er Horkheimer og

Adornos bud på overlevelse.

Naturen er måske kun voldelig, når den ikke finder plads til sin egen eksistens.

Ligesom i myten er fornuften fortryllet, og det eneste som kan ophæve fortryllelsen er

refleksion: kendskab og anerkendelsen af jegets natur. Problemet er ikke naturen,

hverken den mytiske eller den samfundsskabte, men menneskets erkendelse af sig

selv og sin fornuft som natur. Kun denne erkendelse kan ifølge Horkheimer og Adorno

hjælpe med at slippe af med herredømmekræften og at give oplysningen chancen til

at blive en frigørende kraft.

Oplysningen hos andre tænkere

Horkheimer og Adorno arbejder med subjekt-objekt relationen. Mennesket er subjektet

dvs. udgangspunktet for sin egen erkendelse. Men mennesket som det kender sig er

ikke alene, naturen er den ydre og indre kræft der gør det umuligt for mennesket at

leve udelukkende gennem fornuften.

Denne position er tilsyneladende grunden til at Horkeimer og Adorno finder Kants

kategorisk imperativ umulig at gennemføre.

Som Kants forstand og dens mekanisme, er fornuften i Oplysningens dialektik den

drivende kræft for menneskelige erkendelse. Men vendepunktet for Horkheimer og

12


Adorno er at for dem oplysningen som vi kender den, også er et koldt kontrol- og

undertrykkelsesinstrument for selve mennesket.

Antagelsen, at et menneske kan kontrollere sine drifter ved ræsonnementets vilje er

ophævet i Oplysningens dialektik. Fornuften kan ikke lade som om, at alt

utilgængelige for anskuelsen ikke har nogen indflydelse på mennesket. Lige præcis

fordi fornuften ikke har overhånd over naturen som den er og sig selv som naturkræft,

er den ikke fri til at lede mennesket til moralske højder.

Her kommer kritik af Kants tænkning, som tilvejebringelsen af en samlet,

videnskabelig orden og afledningen af erkendelser af kendsgerninger og principper.

”Fornuften bidrager ikke med andet end med ideen af systematisk enhed, de formelle

elementer i fast begrebsmæssig sammenhæng”.18

Ifølge Horkheimer og Adornos fortolkning af Kant, består erkendelsen i subsumeringen

under disse allerede bestemte principper, og er derfor diskriminerende over for

sandheden.

Det er en fejltagelse at antage at forstanden allerede indeholder alt, der har været

kendt på et tidspunkt af et eller andet guddommeligt væsen, når man kun i en vis

form for fornuftens ide kommer frem til den konklusion. For oplysningen at virkelig

oplyse, dvs. må den også tillade isolerede synsindtryk, der geråder i konflikt med det

virkelige praksis.19

Men når fornuften, ligesom en modsigelsessætning anerkender kun det, den ved i

forvejen for at opretholde den tilsyneladende dominerende relation mellem

mennesket og naturen, videnskaben og tanken, fornuften og individet, kan der intet

nyt tilføjes det gamle principper.

I sin kritik af oplysningens skikkelse tager Horkheimer og Adorno også en del

inspiration af Nietzsche, der beskylder Sokrates og alle efterfølgere i den vestlige

filosofiske tradition i at have hugget kroppen af mennesket og iscenesat fornuften

civiliserede verdens eneste vej til overlevelse og udvikling. Rousseau der skelner de

naturlige og de sociale, bliver kaldt for menneskefjende20 af Nietzsche for hans forsøg

13


at udligne forskellen mellem de svage og de stærke af naturen i samfundet. Nietzsche

giver plads og betydning til naturen. For både Nietzsche og dialektikkens forfattere, er

mennesket følelsesladet, lidenskabelig.

Men hvor den lidenskabelige Nietzsche og fornuftige Kant til trods for

meningsforskellen, ifølge Horkheimer og Adorno, begge prøver at redde Gud for at

redegør muligheden for sandheden, den ene med autonomi og den anden med

overmennesket, ser for Horkheimer og Adorno menneskets forhold til naturen og sig

selv ud til at være meget mere direkte, intim og dramatisk.

”Men ligesom Nietzsche i dette højere selvs tjeneste priser de gamle asketiske idealer

som selvovervindelsen ”til udvikling af den herskende kræft”, således afslører det

højere selv sig som et fortvivlet forsøg på at redde Gud, som siges at være død –

afslører sig som en fornyelse af Kants forsøg på at transformere den guddommelige

lov til autonomi for at redde den europæiske civilisation, der opgav ånden i den

engelske skepsis. Kants princip: at gøre alt ud af sin viljes maxime, viljen forstået som

en sådan, der samtidig kunne have sig sig som alment lovgivende som objekt, er også

hemmeligheden ved overmennesket. Dets vilje er ikke mindre despotisk en det

kategoriske imperativ. Begge principper sigter mod uafhængigheden af ydre magter,

mod den som oplysningens væsen definerede ubetingede myndighed. Men i og med

at frygten for løgnen, som Nietzsche selv i sine lyseste øjeblikke endnu udskreg som

”Don-Quixoteri”, lader loven afløse af den autonome lovgivning, og alt bliver så

gennemsigtig som en eneste stor afdækket overtro, bliver oplysningen selv, ja

sandhed i en hvilke som helst skikkelse til afgud, og vi erkender, ”at også vi

erkendende i dag, vi gudløse og antimetafysikere, også stadig henter vores brand fra

det bål, som også var Platons tro: at Gud er sandheden, at sandheden er

guddommelig”. 21

Problemet for Horkeimer og Adorno er menneskets forsøg for at frigøre sig fra sin

uvidenhed gennem en kunstig introduktion af ikke-eksisterende magt, først i myten og

derefter i den sociale myte af magt over andre. Begge er en fejltagelse, der leder til

despotismen i den sociale kontekst og eventuelt til oplysningens undergang.

Mennesket har potentiale til at forstå og udvikle sig, men også potentiale til at blive

sin egen undergang, og det er objektiviseringen af sig selv gennem introduktion af et

14


magtens princip, der leder til en kæde af voldsomme reaktioner i de sociale forhold.

Kun ved at give naturen et ansigt, er det muligt for mennesket at erobre den. Kun ved

at gøre sin nabo til et objekt, er det muligt for et menneske at retfærdiggære sin vold.

Frygten erstatter viljens frihed. Magten indtager Guds plads. Mennesket forbliver i

fangenskab af sin egen fortvivlelse.

Oplysningen der kritiseres er således den objektive fortvivlelse af

ækvivalenttænkningen (videnskaberne), at naturen er der kun for at muliggøre

undertrykkelsen af den og andre mennesker, hvor mennesker og lidenskaber

behandles som linier og tal, og kompromisløst kritisk tænkning (filosofi) der giver

plads til refleksion, er den eneste mulige måde at undslippe fornuftens narremagt.

Horkheimer og Adorno kræver plads til detaljen, tænkningen ud over allerede

definerede principper. De udtrykker sympati for individuel tænkning. Samfundet for

dem bør være et sted hvor individerne udfolder sine særeje, og ligesom Nietzsche

beskytter den stærke, beskytter Horkheimer og Adorno den reflekterende.

På den anden side har vi Rousseau og Habermas, hvis ideel samfund er et kompromis

samfund, hvor den politiske og økonomiske fremskridt er muliggjort gennem diskurs

og alles enighed om enhver sag.

Steven Vogel træder i Kants og Habermases spor i Against Nature. For ham er vor

kendskab af naturen, det sociale kendskab, og naturen som den oprindelige vilde

kræfter er for længst blevet omdannet til det delvist menneskeskabte miljø. Hans

hovedargument mod Horkheimer og Adorno er at de i Oplysningens Dialektik har

indtaget en cul-de-sac position: hvis det er umuligt for forstanden at forholde sig

kritisk over for oplysningen i kræft af sin konstruktion, hvorledes er det muligt for

Horkheimer og Adorno at have en position, der kræver en anden tilgang? Hvis myten

allerede er oplysning, og den videnskabelige systematiske vurdering er paranoid, ser

det ud til, at den menneskelige konstruktion er fatal i sig selv. 22

Jeg kunne forestille mig, at Horkheimer og Adorno ville pege på, at deres forståelse af

fornuft er ikke lig med Kants. At de undersøger menneskets tilbøjeligheder;

tilbøjelighed til at afvise det ukendte, og tilbøjelighed til at frygte angst, tilbøjelighed

som måske kan overkommes, men ikke kun med disciplin. Der kræves en vis ydmyg

15


og anerkendelse at fornufts begrænsninger ikke giver mennesket en fri hånd til at

ignorere verden som den er, tvært imod.

Derfor behøver den enkelte ikke være med i paranoias storm for at kunne se og

kritisere videnskabens paranoia. Det der skal til, er anerkendelse af det naturliges

tilstedeværelse og dens indflydelse på fornuften.

Vogel læser Oplysningens dialektik som en negativ kritik af civilisationen. Ifølge ham

gives der ingen bud på hvorledes en udvej af den cirkulære oplysningens dialektik

overhovedet er mulig.

Som jeg læser Against Nature, befinder Vogel sig på en mere praktisk niveau end

Horkheimer og Adorno, og leder efter et svar i Oplysningens dialektik på samme

praktiske niveau. Men Oplysningens dialektik skal læses med konceptuelle briller. Dog

er bogen fyldt af reale eksempler til at illustrere et hidtilværende udvikling i

oplysningens evolution, den er snarere et forsøg på at gøre indflydelse på ens

tænkning og selverkendelse. Ud over at lede individet til refleksion som den eneste

begreb der kan ændre på oplysningens tilbagekald, prøver forfattere ikke at levere ET

pragmatisk praktisk svar – for intet svar vil kunne erstatte refleksionens arbejde.

Kerneforskellen mellem Vogels og Adornos positioner er at for Vogel er både

menneskehedens forhold til naturen og sig selv et udelukkende socialt fænomen.

Hvorimod det ikke-sociale for Horkheimer og Adorno, er definitive i oplysningens

karakter. Myten og videnskaberne er semi-sociale forsøg på at forklare semi-sociale

fænomener.

Selv om Horkeimer og Adorno ikke nævner Hume som en af inspirationskilderne til

tematikken i oplysningens dialektik, ser jeg en vis lighed i tankegangen. Når jeg læser

Oplysningens dialektik, er det første jeg kommer i tanken om, David Humes tanke om

viljens frihed.

Hume skriver om muligheden for viljes frihed og videns begrænsning, der leder til

menneskets ufrihed, imens Horkeimer og Adorno diskuterer muligheden for en reel

oplysning og oplysningens fangenskab og tilbagefald.

16


Hos Hume i Inquiry of Human understanding, er mennesket sin egen slave, Humes

subjekt anvender fornuftens ræsonnement til at lede efter forklaringer om sin egen

eksistens igennem relationen mellem den observerbare årsag og virkning, for gennem

denne viden at opnå friheden over sin egen eksistens. Horkheimer og Adornos subjekt

forsøger gennem oplysningen at skabe en sikker verden for sig selv overfor den

kaotiske naturlige verden ved hjælp af ræsonnement.

Ræsonnementet er således, i begge værker mands indgangsvinkel til verdenen. Og

både hos Hume og i Oplysningens dialektik, kritiseres ræsonnementets snæversyn.

Hos begge har naturen mere magt over mennesket end fornuften tillader forstå.

''Man is a reasonable being; and as such, receives from science his proper food and

nourishment: But so narrow are the bounds of human understanding, that little

satisfaction can be hoped for in this particular, either from the extent of security or his

acquisitions”.

Man is a sociable, no less than a reasonable being: but neither can he always enjoy

company agreeable and amusing, or preserve the proper relish for them. Man is also

an active being; and from that disposition, as well as from the various necessities of

human life, must submit to business and occupation: but the mind requires some

relaxation, and cannot always support its bent to care and industry. It seems, then,

that nature has pointed out a mixed kind of life as most suitable to the human race,

and secretly admonished them to allow none of these biases to draw too much, so as

to incapacitate them for other occupations and entertainments. Indulge your passion

for science, says she, but let your science be human, and such as may have a direct

reference to action and society. Abstruse thought and profound researches I prohibit,

and will severely punish, by the pensive melancholy which they introduce, by the

endless uncertainty in which they involve you, and by the cold reception which your

pretended discoveries shall meet with, when communicated. Be a philosopher; but,

amidst all your philosophy, be still a man."23

I denne passage skriver Hume, at en filosof, en tænkende mand ikke vil finde gavn i at

benægte naturen. Menneskets natur er kompliceret; der bør gives plads til

tilsyneladende modsigelser. Når naturen ikke får plads til udfoldelse i mennesket, slår

17


den tilbage og straffer os. Det er den samme tanke som løber igennem hele

Oplysningens dialektik.

Hume, ligesom Horkeimer og Adorno, opfordrer menneskeheden til ikke at leve

udelukkende gennem fornuften.

“It must certainly be allowed, that nature has kept us at a great distance from all her

secrets, and has afforded us only the knowledge of a few superficial qualities of

objects; while she conceals from us those powers and principles on which the

influence of those objects entirely depends”. 24

Ligesom for Horkeimer of Adorno, er tænkningen for Hume ikke en lineær proces. Det

man er vant til, bør ikke tages for givet. For Hume, hvis nogle S’er har været P’er,

betyder dette ikke, at alle S’erne er eller altid vil være P’er. For Adorno og Horkeimer,

er S-P relationen blevet til videnskabernes anskuelsesproces - imanensensprincippet.

Hvis ikke S er P, vil videnskaberne ikke anerkende S som værende.

Refleksionen som ikke får nok plads i menneskets tænkning bør gøre tænkningen

cirkulær.

Konklusionen hos Hume er at fornuften og erfaringer af årsag-virkning relationer altid

er utilstrækkelige til at skabe et fyldestgørende billede af de eksterne såvel som de

interne naturforhold i alle instanser og i fremtiden. Konklusionen hos Horkheimer og

Adorno er, at fornuften som hovedredskab for oplysningen altid er utilstrækkelig til at

danne en fuld forståelse, er ofte ignorant over de forhold som ikke passer ind i dets

verdensskema, og er i det længe løb altid skadelig som følge af sin voldelige natur.

Konklusion

Formål med denne opgave har været at undersøge dynamikken bag oplysningens

paradoksale væsen og definere årsagen til oplysningens dialektik.

Oplysningens dialektik er evolutionens tilbagefald til barbari. Det som virker

paradoksalt ved første blik, er i realiteten en underliggende drivkræft i selve

18


oplysningen. Oplysningen er drevet af menneskets forsvarsmekanisme mod alt

ukendte.

Forsvarsmekanismen er en del af den menneskelige personlighedsstruktur, dets

livbånd med naturen. Men da oplysningen bygger på undertrykkelse og udnyttelse af

alt naturlige, ender det altid med undertrykkelsen af selve mennesket.

Ved at opleve mennesket som først og fremmest som et socialt væsen, i forsøget at

ignorere det naturlige i mennesket, har den kulturelle og filosofiske udvikling således

ikke gjort civilisationen mindre animistisk. For oplysningen har aldrig nået til den

underliggende årsag af sin angst og bliver derfor ved med at kæmpe imod

vindmøllerne. I stedet for at kæmpe mod naturen for at beherske den, bør

menneskeheden kæmpe mod sin trang til at undertrykke det ukendte.

Ifølge Horkheimer og Adorno, kan den oplysende selvlemlæstelse undgås, hvis bare

menneskeheden lærer at acceptere naturen i sig selv, ser sig selv som mere end

fornuftsvæsen, viser medlidenhed med sine lyster og sorger, og giver plads til

modsigende positioner i videnskabsdomæne.

Hvor ligger oplysningen i forhold til Kants menneskets bedste anstrengelse i

transcendensens navn, Nietzsches ulighed der siges at kræves af naturlovene, Vogels

sociale strukturer, og Humes umulighed at relatere til viden som viden? Nok et sted,

hvor der er plads til tvivl, følelse, medlidenhed.

Måske heri ligger svaret til Steven Vogels kritik af umuligheden for Horkeimer og

Adorno at kritisere principperne ud af samme betingelser, som principperne er blevet

skabt på. Horkeimer og Adorno bryder med frygten ligesom Odysseus på et tidspunkt

bryder med overensstemmelserne. Vil dette lede til endnu en regres og er ny

tænkning mulig på betingelsen af at gammel natur ikke er oplagt. Men som sagt,

ligger svaret ikke i et princip, men i oplysningen af samme.

Det som for mig gør Adornos og Horkheimers tænkningen mest markant i forhold til

andre filosoffers tænkning, er ikke den dysterhed og negativitet som Oplysningens

dialektik tit nævnes for, men forfatternes gentile kærlighed til mennesket til trods for

19


menneskets kontroversielle natur, deres kuriositet til livet og åbne sind, angående

både naturen og oplysningen.

Ved at kritisere den udvikling, vi som mennesker har valgt at følge, kritiserer

Horkheimer og Adorno ikke mennesket. De lider sammen med menneskeheden.

Oplysningens dialektik er derfor for mig først og fremmest et filosofisk værk med et

hjerte.

Litteratur

- Max Horkheimer, Theodor W. Adorno, Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter. Forlag: Gyldendal, 2005, ISBN 87-00-15532-2.347 sider.Sprog: Dansk.

- Steven Vogel, Against Nature: The Concept of Nature in Critical Theory, Forlag: STATE UNIVERSITY OF NEW YORK PRESS, 1996, ISBN10: 0791430464. 225 sider. Sprog: Engelsk.

- Jean Jacques Russeau, Discourse on the Origin of Inequality, translated by James Miller, Forlag: Hackett Publishing Company, ISBN10: 0872201503. 92 sider. Sprog: Engelsk.

- David Hume, An Enquiry Concerning Human Understanding, Forlag: Digireads.com, 2006, ISBN10: 1420926993. 96 sider. Sprog: Engelsk.

Noter

1. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 25.2. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 28.3. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 36.4. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 35.5. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 77.6. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 31.7. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 99.8. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 37.9. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 46.10. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 46.11. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 63.12. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 133.13. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 51.14. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 29.15. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 161.

20


16. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 164.17. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 162.18. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 132.19. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 133.20. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 152.21. Oplysningens dialektik, Filosofiske fragmenter, side 173.22. Against Nature: The Concept of Nature in Critical Theory, side 67.23. An Enquiry Concerning Human Understanding, side 89.24. An Enquiry Concerning Human Understanding, side 113.

21

oplysningens paradoks i ha oplysningens dialektik renata 25052011_revmlo

Documents