nato - argument og dokumentation
DESCRIPTION
NATO, imod NATOTRANSCRIPT
NATO - argument og dokumentation
Omsla~: Erik Christensen
© Forlaget RØDE HANE 1969
Printed in Denmaik 1969
Tryk : Special-Trykkeriet, Viborg
INDHOLD:
BAGGRUNDEN FOR NATO Andreas JørgerIse" . . . .. ...... ...... .
ERFARING ER MED NATO: Preben Wilhjelm
UDAFNATOl Erik Knudsen ..... .. . . .... . . . . . .. . .
-CITATER
TRAKTATENS 0RDLYD . .. , . . ..... .
BASEAFTALEN FOR GRØNLAND ... .
NATO OG GRØNLAND ............. .
NATO OG KARTOTEKERNE
REGERINGENS "GRABOG" ......... .
3
10
16
19 24
26
28
30
32
BAGGRUNDEN FOR NATO
Andreas Jørgensen
Verdenskrigens sejrherre.
I 1945 var de fleste industrilande i verden ødelagt som følge af krigen:
Vesteuropa, Sovjetunionen og Japan. Kun USAs produktionsapparat
var intakt, og det var endda blevet stærkt udbygget under krigen.
Sovjetunionen besatte vel østeuropa, hvor der indledtes et opgør med
de feudale og fascistiske kræfter, der hidtil i samarbejde med kapita
listiske kredse i vesteuropa, især Tyskland, havde behersket disse lande.
Men østeuropa var industrielt uudviklet og hele området, herunder
også selve Sovjetunionen, var særdeles hårdt medtaget af krigshand
linger. Såvel militært som økonomisk var området til at begynde med
uden større betydning.
I kraft af sin økonomiske og militære magt, som til demonstration
og advarsel for alverden blev kraftigt understreget med de første atom
bomber over Japan, havde USA en enestående stærk stilling. Verdens
herredømmet var indenfor rækkevidde. Foruden Japan fik USA også
hovedindflydelsen i Europa, hvor interessen i første omgang samlede
sig om Vesttyskland, der fik amerikanske tropper og penge. Med et enestående hjemligt produktionsapparat i ryggen var amerikanske trop
per hermed anbragt i de ødelagte og kapitalhungrende industrielle
kærneområder udenfor USA. Den amerikanske flåde beherskede sam
tidigt med uindskrænket magt verdenshavene. Det var en magtposition,
som ingen imperialistisk magt tidligere havde kunnet drømme om.
Hvad der nødvendigvis var lagt op til blev sidste år ("Economist" 27.
jan. 1968) formuleret af Undersecretary of State for Political Affairs
Eugene V. Rostow: "Hele efterkrigstidens historie er i virkeligheden
en udvikling, hvorunder Amerika har overtaget sikkerhedspositioner,
som tidligere England, Holland, Frankrig og Belgien besad". De om
talte sikkerhedspositioner er de pågældende landes kolonier og støtte
punkter ud over verden, som de nu ikke længere havde økonomisk og militær magt til at bevare. Der som den amerikanske minister da til
rækken af tidligere besiddere af sikkerhedspositioner havde føjet Tysk
land, Japan og Italien, ville han have givet et mere fuldstændigt billede
af, hvem der var krigens egentlige sejrherre. Brugen af ordet sikkerhed
i forbindelse med de tidligere stormagters positioner bliver ganske vist
3
noget ejendommelig, når man tager i betragtning, at USA overtog såvel
sine allieredes som sine fjenders positioner.
Den kolde krig. Den amerikanske himmel var imidlertid ikke skyfri. Sovjetunionen og
østeuropa var revet ud af det kapitalistiske verdenssystem. Militært og
økonomisk betød dette ikke meget. Alvorligere var det, at disse lande
tilbød et økonomisk ' og politisk alternativ til løsningen af den ødelagte
verdens problemer. Heri lå en evigt lurende fare. Mest truende var den indrepolitiske situation i vesteuropa, hvor der
ved krigsåfslutningen var et udbredt ønske om sociale reformer for ikke
at sige revolution. Bag oprøret mod fascismen havde indirekte og direk
te ligget et løfte om et bedre samfund i fremtiden, om større social
retfærdighed. I Danmark skrev således den unge cand. polit. Jens Otto
Krag "Fremtidens Danmark", som under gunstige omstændigheder godt
kunne være blevet en slags overgangsprogram til socialisme. I England
måtte den enestående populære krigshelt Churchill til almindelig over
raskelse se sig besejret af arbejderpartiet ved valgene.
Kun i samarbejde med kommunisterne kunne socialdemokraterne
dog blive farlige. Og heri lå en ganske reel truS5el. I Italien og Frankrig
blev kommunisterne dominerende partier lige fra krigsafslutningen, og
bag sig havde de den popularitet og anseelse Sovjetunionen nød i be
folkningerne på grund af nedkæmpelsen af de tyske armeer. Kommu
nisterne deltog i disse lande i forskellige regeringskoalitioner. I denne
situation satte amerikanerne ind på to fronter samtidigt, den militære
og den økonomiske. Efter befrielsen i 1944 var der opstået uro i Grækenland. Besættel
sestidens partisaner og hele hjemmefronten, som var domineret af venstreradikale og kommunister, ville ikke akceptere det engelsktrænede
militær og kongen, som i de allieredes kølvand vendte hjem for at slutte
sig til højreorienterede og kapitalister. De reaktionære fik imidlertid
englændernes støtte, og endnu kunne den unge danske stud. polit.
Per Hækkerup skrive i DSUs blad, at det var for galt, at man hindrede
demokraterne i at komme til magten i Grækenland.
Englænderne og de græske monarkister kunne imidlertid ik kl' kl are
4
sig, og amerikanerne trådte til. Det var den første åbne amerikanske
militære indgriben efter krigen. Interventionens princip blev i denne
anledning nedlagt i Trumandoktrinen i 1947. Den lovede amerikansk
støtte til bekæmpelse af enhver "subversion". Verden var advaret, og
fra dette tidspunkt er enhver venstreorienteret magtovertagelse eller
revolution simpelthen at betragte som agression mod USA. "Det må
være USAs politik at hjælpe frie folk som gør modstand mod at blive
undertrykt af væbnede minoriteter eller ved pression udefra".
1949 var de græske partisaner nedkæmpet og landet sunket tilbage
i fascismen. Trumandoktrinen, der var startskuddet til den kolde krig,
er senere blevet udbygget, og har fundet anvendelse hver gang ameri
kanske interesser har været truet. I doktrinens spor er det ene militær
eIler fascistregime efter det andet konsolideret eller skudt op.
Atlantpagten. På den økonomiske front kom samme år Marshallplanen, den største
amerikanske økonomiske hjælpeaktion og offensiv i fredstid. Betingel
serne for at få del i denne hjælp (12 mia. dollars) var, at modtageren
skulle acceptere en kapitalistisk økonomi, gå med til en friere handel
(dvs. opgive mulighederne for national kontrol med økonomien) samt
underordne sig en vis planlægning af økonomiske ressourcer under
amerikansk vejledning. Og naturligvis måtte kommunisterne ud af
regeringerne, hvad de også kom.
Den amerikanske industri fik kæmpeordrer, og vejen banedes for
amerikanske interesser til det nu helt underlegne Europa, der samtidigt
blev beskyttet mod den socialisering, der ville have været en alvorlig
trussel mod USAs positioner og et kapitalistisk verdensmarked.
Russernes svar bestod bl.a. i en stramning af grebet om østeuropa,
hvad udadtil især kom til udtryk i den kommunistiske magtovertagelse
i Tjekkoslovakiet i 1948 - hvad muligvis må ses i sammenhæng med
med dette lands oprindelige interesse for Marshallplanen. Denne magt
overtagelse, hvori sovjetisk militær ikke var indblandet (det tjekkiske kommunistparti var i forvejen dominerende i landet) førte til en anti
kommunistisk kampagne i vesteuropa og en voldsom propaganda for
europæisk sikkerhed. Ingen forstod, at der var tale om en defensiv
5
sovjetisk og kommunistisk taktik overfor den amerikanske offensiv.
Og kun få ville indse, at den sovjetiske militærmagt var meget begrænset
efter krigens enorme ødelæggelser. Der spredtes tværtimod helt usand
synlige rygter og Sovjetunionens magt og hensigter.
Amerikanerne lancerede nu Atlantpagten til forsvar for det nordat
lantiske område. Danske socialdemokrater søgte at holde Danmark
udenfor, bl.a. gennem en neutralitetspagt med Sverige og Norge. Dette
mislykkedes på grund af svensk reservation og norsk modstand. Stillet
overfor den voldsomme sikkerhedspropaganda, som i Danmark gav sig
udslag i provokatoriske rygter om sovjetisk invasion i landet, valgte
socialdemokraterne da Atlantpagten (USA - Canada - England - Italien
- Benelux - Danmark - Norge - Island - Portugal). I Danmark vendte de
radikale, betydelige kredse indenfor socialdemokratiet og kommunister
ne sig til en begyndelse skarpt mod denne politik.
Våbnene skulle i første omgang hovedsageligt komme fra USA, som
på denne måde i perioden 1945-52 ialt kom til at yde Europa mere end
30 mia. dollars til mad, opbygning og oprustning på amerikanske be
tingelser og efter amerikanske retningslinier. Som følge heraf ændredes
i løbet af få år det politiske og ideologiske klima i Europa. Et vældigt
borgerligt propagandaapparat blev sat ind og hjulpet af udviklingen i
østeuropa blev prokommunisme til antikommunisme, og socialiserings
tendenser blev til en almindelig accept af kapitalismen som produktions
system. I Vesttyskland genopstod Krupp og de gamle koncerner med
amerikansk hjælp og i alliance med amerikanerne, hvad enhver i 1945 ville have forsvoret muligheden af.
Inddæmningspolitikken.
Atlantpagten blev senere udbygget med NATO (North Atlantic Treaty
Organization), hvorved indførtes fælles strategi, fælles kommando,
koordineret udbygning af hærene , en fastere amerik ansk kontrol med
det hele samt forskellige politiske organer. Under NATO er på lavere
plan flere steder gennemført for skellige former for militæ rt samarbejde
og integration for at øge effektivite ten og for i stigende grad at fratage
det enkelte land handlefrihed. Den dansk-ty ske 0 stersøkommando, som
alle undtagen de konservative har væ ret betæ nkelige ved, er et led i
6
disse bestræbelser. Af supplerende aftaler kan nævnes, at Danmark i
1951 nødtvungent måtte indgå en aftale med USA om forsvaret af
Grønland, som USA den gang skulle bruge til placering af fremskudte
bombe baser. I 1952 blev Grækenland og Tyrkiet uanset deres styreformer og
beliggenhed optaget i alliancen trods danske protester. Udenrigsminister
Bjørn Kraft sagde, at det var umuligt at anvende vor vetoret. Norge
modsatte sig derimod på det bestemteste Franeospaniens optagelse,
men USA sluttede så i stedet i 1953 sin egen forsvarsaftale med Spanien,
og den amerikanske øxerstkommenderende for atlantstyrkerne i Europa
kunne da inddrage Spanien i sin interessesfære.
Pagtsystemet udvidedes også til den øvrige verden. Den ene erklæring
på linie med Trumandoktrinen blev afgivet efter den anden, og sikker
hedspagterne til beskyttelse af Shahens, Ibn Sauds, sydvietnamesiske
diktatorers, japanske finansfolks og latinamerikanske obersters frihed
og sikkerhed opstod allevegne. Overalt hvor de gamle kolonimagter
måtte trække sig eller kom galt af sted, trådte amerikanerne til. Vest
europæere og japanere blev juniorpartnere. Indtil 1945 havde europæere
og japanere ført adskillige krige på kryds og tværs med hinanden om
den økonomiske og militære kontrol over koloniområderne. Det blev undertiden til verdenskrige. I dag er alle disse positioner virkeligt over
gået til USA. Amerikanske soldater er stationeret i 64 lande på alle
kontinenter. Men NATO er på grund af Europas økonomiske betydning
en hovedhjørnesten i dette magtsystem. Den indledende investering i
vesteuropæisk økonomi og forsvar viste sig udbyttegivende.
Den senere afspændingspolitiker George Kennan formulerede om
kring 1950 inddæmningspolitikken: en ring aflydstater og militærbaser
omkring Sovjetunionen for at hindre sovjetisk fremtrængen dier støtte
til revolutionære bevægelser. (Dette gentager sig nu mod Kina, og
Vietnamkrigen er bl.a. en bevidst demonstration af hensynsløs ameri
kansk beslutsomhed, som skal mane revolutionære til eftertanke).
Inddæmningspolitikken blev lidt senere udvidet af den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles med tilbagerulningspolitikken:
russerne skulle i Europa rulles tilbage til grænserne fra 1939, en politik,
som længe var til tyskernes udelte behag. De havde nemlig som de
eneste som følge af krigen måttet afgive væsentlige "sikkerhedspositioner" ikke bare til den senere allierede USA, men også til den senere
7
fælles fjende Sovjetunionen. Tyskerne følte sig uretfærdigt behandlede,
fordi de måtte give afkald til hele to sider.
Denne amerikanske blokpolitik og imperialisme har ikke på noget
tidspunkt givet Vesteuropa nogen militær sikkerhed, som den ikke
havde i forvejen, men har i øvrigt næppe været uden succes. For ligesom
det antikommunistiske korstog længe har nedfrosset enhver politisk og
ideologisk udvikling - undtagen mod højre - i Vesteuropa, således har
givetvis den belejrede fæstnings mentalitet været med til at styrke
stalinismens og bureaukratismens greb om Sovjetunionen og østeuropa,
med de deraf følgende økonomiske og politiske konsekvenser.
Magtens foreløbige begrænsning.
Når denne amerikanske politik til dels led skibbrud på det rent militære
plan skyldes det bl.a., at 1. russerne indledningsvis fik en uvurderlig
allieret i den kinesiske revolution, som var et meget alvorligt amerikansk
tilbageslag, 2. russerne fik et operativt atomvåben i 1949-50, længe før man havde ventet det, og 3. russerne fik langtrækkende raketter, der
kunne ramme USA. Resultatet af den ungarske opstand betegnede
tilbagerulningspolitikkens nederlag, og den første sputnik bragte i 1958
den amerikanske atomafpresning overfor Sovjetunionen til ophør.
Atlanterhavet var ikke længere nogen barriere.
Der tales nu om opløsningstendenser i NATO og i Atlantpagten.
Mulighederne for noget sådant forekommer ringe. Japan og vesteuropa
kan vel nok på gammeldags vis komme i konflikt med USA om marke
der og økonomi, og der kan føres udsigtsløse kampe mod dollaren. Men
kapitalistiske imperialister kan ikke længere tillade sig at føre afgørende
indre kampe for slet ikke at Itale om krige. Dertil er den amerikanske
dominans på alle områder for stærk, og dertil er den fælles udfordring
fra den kommunistiske verden sammenholdt med uroen i den tredie
verden for stor en trussel mod systemet. Derfor er f.eks. en de Gaulles
propaganda i regelen kun slag i luften, der højst kan irritere USA. Vore
politikere og magthavere har næppe heller nogen interesse i en sådan
opløsning, for ganske vist betaler vi tribut til USA, som har den øko
nomiske og militære magt (den berømte teknologikløft er kun en fun
tion heraf). En del af denne ydelse er vort militære beredskab. Men
8
til gengæld nyder vi også indenfor systemet adskillige økonomiske for
dele. Vi får således som industrielt udviklede lande andel i gevinsten ved
at lade resten af verden eksistere på de amerikanske økonomiske be
tingelser. Og hertil svarer naturligvis et betydeligt politisk-ideologisk
beredskab.
Disse betingelser kender enhver ansvarlig - dvs. lydig politiker. Derfor
vil man aldrig høre Baunsgård, Hækkerup eller wilson tage alvorlig af
stand fra Vietnamkrigen. De kender eller bare fornemmer betingelser
og forudsætninger i den verden, hvor de altid vil og må stå på USAs
side.
Ingen hverken i øst- eller vesteuropa kan have interesse i den mere
og mere totale afhængighed, blokpolitiken skaber. Tjekkoslovakiet er
det nyeste eksempel i øst. Og vi i vest kan ikke være interesserede i at
være de amerikanske imperialisters partnere i udbytningen af andre
lande, lige så lidt som vi kan ønske at ende med selv at blive helt kolo
niserede. Vi deler ikke ideologi med den almægtige præsident for Gene
ral Electric, der siger, at "vor søgen efter profit stiller os helt klart på
linie med den nationale politik, der går ud på at styrke den internationale handel som et middel til at styrke den frie verden i den kolde
krigs konfrontation med kommunismen" ("The Creative Power of
Profit", 1964). Vi ved efterhånden, hvem den frie handel er rettet imod,
og hvem der har fordelene af den. Og vi bliver bange, når vi ser den
tidligere udenrigsminister Dean Rusk formulere den amerikanske poli
tiks rækkevidde: "Vi ved, at vi ikke længere kan finde sikkerhed og
velfærd gennem forsvar og politik, som begrænser til sig Nordamerika,
den vestlige halvkugle eller det nordatlantiske samfund. Verden er
blevet en lille planet, vi må tage os af det hele, al dens jord, dens have,
atmosfæren og det omgivende v.erdensrum". (Department of State
Bulletin 10. maj 1965). Vi kender den amerikanske brug af ordet sik
kerhed og vi ved, hvad amerikansk velfærd betyder for andre.
9
ERFARINGER MED NATO
Preben Wilhjelm
Efter tyve års medlemsskab af NATO er der især to erfaringer som er
af betydning for stillingtagen til den fremtidige sikkerhedspolitik, og
som iøvrigt i det væsentlige er ens for de to blokke: 1) Uanset hvad der oprindelig må have været hensigten med blokkene,
så er de i dag hver for sig mere instrumenter til sikring af den pågæl
dende supermagts dominans over sine mindre allierede end instru
menter til fælles sikkerhed overfor den modsatte blok. 2) Den afspænding, vi trods alt har oplevet i Europa i den sidste halve
snes år, er ikke kommet i kraft af, men snarere på trods afblokkene.
Hvad den første påstand angår, så skal jeg ikke lægge skjul på, at jeg
for NATOs vedkommende mener, at denne påstand har været rigtig fra
den første dag: NATO var mere end noget andet USAs forsøg på at
kontrollere og dirigere Vesteuropa (se Andreas Jørgensens gennemgang
af baggrunden for NATO). Måske forholdt det sig anderledes for War
szawapagtens vedkommende, i det mindste i de første år. Men uanset
om man er uenig i opfattelsen af fortiden, så er det nu først og frem
mest situationen i dag, der skal tages stilling til. Og mønstret tegner sig
tydeligere og tydeligere. Truslen mod demokratiseringen i Tjekkoslovakiet kom ikke fra Vest,
men fra dets egne allierede. Truslen mod de demokratiske kræfter i
Spanien og Portugal kommer ikke fra øst, men fra disse landes eget militær og dets allierede. Truslen mod græsk demokrati kom ikke
østfra, men fra hjemlige reaktionære kredse, støttet af Grækenlands allierede. Truslen mod de demokratiske kræfter i Frankrig kom heller
ikke østfra, men fra landets eget militær, fra general Massu, og i givet
fald - vides det nu - fra den NATO-bistand, de Gaulle havde søgt om
for det tilfælde, at hans egne tropper ikke kunne holde befolkningen
nede.
Man vil kunne hævde, at uden vort medlemsskab af NATO ville vi i
dag med stor sandsynlighed have mistet vor selvstændighed, være blevet
opslugt af Sovjetunionen eller hvad man nu vil foreslå. Og vi kan påstå,
at der aldrig har foreligget nogen virkelig risiko herfor. Man kan hen
vise til de baltiske lande, Ungarn og Tjekkoslovakiet. Og vi kan - uden
10
at det skal være noget forsvar for sovjetiske overgreb - påstå, at man
ikke herfra kan slutte nogen fare for Danmark, eftersom Sovjet her
strengt har holdt sig inden for det interesseområde, der aftaltes på
Yalta-konferencen. (Det var i øvrigt også præsident de Gaulles kom
mentar til Sovjets nylige intervention i Tjekkoslovakiet. Heri ligger heller ikke noget forsvar for eller sympati for Yalta-aftalernes opdeling af verden i supermagternes "interessesfærer", blot en konstatering af,
at russerne - bortset fra raketeventyret i Cuba i 62 - har udøvet sin
dominans inden for de aftalte rammer).
Enhver sådan diskussion bliver påstand mod påstand. Hvad der ville være sket med Danmark uden NATO forbliver gætteri. Hvad vi derimod
helt håndfast kan konstatere, er, at vi har mistet noget af vor selvstæn
dighed gennem medlemsskabet, - her tænkes ikke kun på de indskrænk
ninger, der fremgår af skriftlige aftaler, men fuldt så meget på den
ikke-traktatmæssige underkastelse, som har ført til iøjnefaldende for
skelle på f.eks. svensk og dansk udenrigspolitik. Man kan sige, at det
er prisen for at have bevaret det meste af vor selvstændighed, - men så
er man straks igen ovre i gætteriet. Forlader vi gætteriet og ser på de
tyve års erfaringer, så kan vi måske slutte noget om NATO's rette natur.
I disse år har NATO's forskellige medlemslande været involveret mili
tært med mandskab og materiel i en lang række konflikter. Uden at ty
til opslagsbøger, men kun ved et øjebliks eftertanke kan nævnes følgen
de: Indonesien, Iran, Korea, Guatemala, Kenya, Indokina, Cypern,
Algeriet, Libanon, Jordan, Ægypten, Cuba, Aden. Congo, Laos, Angola,
Guinea, Mosambique, Dominikanske republik, Vietnam. Der kunne
nævnes flere. I hvert eneste af disse tilfælde er der tale enten om krig
for egne, koloniale interesser eller om støtte til reaktionære regimer eller militære kupmagere imod folkelige bevægelser for sociale reformer.
Og hvad der er nok så afslørende: der kan ikke nævnes et eneste eksem
pel, hvor NATO-landes indblanding har været til fordel for demokratiets
kræfter! Til trods for at der har været rig lejlighed, ikke bare i Græken
land, Rhodesia og Sydafrika, men også i de fleste af de lande, der blev
nævnt før.
NATO-tilhængerne vil fremføre, at det aldrig har været NATO som
sådan, der har været impliceret i disse krigshandlinger, og det er korrekt.
NATO har aldrig som sådan været involveret i nogen væbnet konflikt.
Men det er at lukke øjnene for de barske realiteter hvis man vil hævde,
11
at så entydige erfaringer om medlemslandenes engagementer ikke siger
noget som helst om alliancens fysiognomi. I øvrigt har det officielle
Danmark i næsten alle tilfældene solidariseret sig moralsk med sine
allierede indtil den ellevte time, - for derefter sædvanligvis at forklare
den allieredes handling som en "tragisk fejltagelse". Det har ikke meget
med analyse at gøre at tale om tragiske fejltagelser, når det forekommer
i dusinvis af tilfælde - og efter samme mønster.
De seneste års anskuelsesundervisning især gennem de amerikanske
krigsforbrydelser i Vietnam, har gjort flere og flere opmærksomme på
dette mønster, og man er derfor begyndt at tale om et nyt NATO,
NATO som afspændingsinstrument og hvordan slagordene ellers lyder
(slagord er det, eftersom der ikke har været mindste antydning af, hvad
man forstår ved et nyt NATO eller et NATO som afspændingsinstrument).
Nu har vi jo oplevet en ganske betydelig afspænding i Europa i de
sidste 8-10 år. Hvad er da erfaringerne på dette område?
Siden 1952 har der i Geneve siddet en kommission under FNs
auspicier og forhandlet om balanceret og kontrolleret nedrustning. I
begyndelsen var der tale om firemagtsforhandlinger, senere er antallet
udvidet, men hele tiden har det reelt været blokkene, der her forhand
lede. Den første periode var politisk især præget af det tysk-amerikanske
pres for vesttysk genoprustning og senere optagelse i NATO. Genoprust
ningen indledtes i 52, og presset for optagelse i NATO blev stærkere.
Den østeuropæiske-sovjetiske frygt for et militært stærkt Tyskland kan
man finde forståelig eller ej, men den er en realite t , som hele tiden har
påvirket disse landes politik ganske stærkt. I de år, der her er tale om,
gav det sig bl.a. udslag i, at Sovjetunionen strakte sig endda overordent
lig langt i bestræbelserne på at undgå, at Vesttysklands oprustning tog
fart gennem et medlemsskab af NATO. Mange udspil og forslag vidner herom, især efter Stalins død i 53.
En afgørende situation nåedes i nedrustningskommissionen i Geneve
i 55. Her havde vestmagterne forlængst opstillet deres ,,6 principper",
som Sovjet afviste, men som Vesten genfremsatte på møde efter møde .
Den 10. maj 55 skete så det helt overraskende, at den sovjetiske dele
gation mødte op med en plan i otte punkter, som i virkeligheden var
kopieret efter Vestens seks principper. På intet tidspunkt før eller siden
12
har man været så tæt på aftaler om balanceret og kontrolleret ned
rustning.
De vestlige delegationer krævede forhandlingerne afbrudt. I fire
måneder afviste de alle russiske forsøg på at få en drøftelse af forslagene.
Først i september holdt man møde igen, - Vesten afviste de sovjetiske
forslag, erklærede videre at de seks principper, Vestens eget forhand
lingsgrundlag, ikke længere stod ved magt, og opstillede helt nye be
tingelser. Situationen i maj 55, som er blevet kaldt "håbets øjeblik", og den
efterfølgende vestlige retræte, var uden tvivl af største betydning for
den senere udvikling. I umiddelbar sammenhæng fulgte Vesttysklands
optagelse i NATO (uden at Danmark gjorde brug af sin veto-ret), og
derpå oprettelsen af Warszawa-pagten. De følgende år bød på adskillige sovjetiske udspil i retning af balan
ceret, kontrolleret nedrustning (se "The arms race" af den engelske
nedrustningsekspert Philip Noel-Baker. P.N.-B. tilhørte labourpartiets
højre fløj og var i en årrække forsvarsminister i skyggekabinettet). De
blev alle afvist af Vesten. Ligeså gik det med initiativer som Rapacki
planen og Gomulka-planen.
I alle disse år har også den danske sikkerhedspolitik bygget på det
dogme, at enhver nedtrapning af rustninger skal være balanceret. Den
mystifikation, som kaldes " magtbalancen", er blevet en hovedpude,
som fritager danske regeringer for at gøre noget som helst selv. Og en
mystifikation er det! Hvornår har "magtbalancen" eksisteret? Hvis den
blev etableret med NATO i 1949, så må den være gået fløjten da Sovjet
fik brintbomben. Hvis den eksisterede i 55, så kan den ikke ufora.ndret
have eksisteret, da Sovjet fik interkontinentale raketter. O.s.v. Sagen er
naturligvis, at der aldrig har eksisteret en sådan hårfin balance, som
gjorde det risikabelt at foretage selv det mindste skridt. Den "balance",
man med nogen rimelighed kan talj! om, vedkommer ikke de mindre
allierede i blokkene. Den rykkes ikke , fordi man i stedet for ca. 13.000
mand vil have 30.000 mand eller nul mand. Den består slet og ret i de
to supermagters evne til gensidig ødelæggelse. Under disse vilkår er
mindre landes muligheder af en helt anden natur end supermagternes.
Alligevel har den ene danske regering efter den anden bundet sig til kun
at medvirke til nedrustning, når den er balanceret og aftalt mellem
blokkene.
13
Nu har der som nævnt siden 1952 siddet en kommission under FN
og forhandlet om balanceret og kontrolle~et nedrustning. Her er det i
realiteten blokkene, der forhandler. Det mest iøjnefaldende ved den
afspænding, der rent faktisk har fundet sted, er, at den ikke i nogen henseende er resultat af sådanne forhandlinger! Der har ganske enkelt
ikke været et eneste resultat af disse komplicerede balanceforsøg. Alle
bidrag til afspændingen har været ensidige skridt fra mindre lande i
blokkene, - den eneste undtagelse er tomagts-aftalen mellem USA og
USSR om prøvesprængninger med kernevåben, en aftale som senere
blev tiltrådt af de fleste andre lande, men som ikke var et resultat af
b lo kfor handlingerne. Alle andre skridt har været ensidige skridt, som
hver gang er mødt med mistro og modvilje fra den pågældende super
magt, som så sin dominans begrænset, men som også hver gang meget
snart er blevet modsvaret af løsgørelsesbestræbelser i den anden blok.
Sovjetunionen var mere end skeptisk over for den polske selvstændighed,
da den kom til udtryk i initiativer som Rapacki-planen og Gomulka
planen. Det førte ingen vegne, fordi Vesten var afvisende. Senere gik
det bedre, da nogle af de små lande lod hånt om balancen. Mekanismen
har været omtrent følgende: Rumænien slår sig i tøjret, Frankrig løsner
sig fra NATO, Rumænien tager et par skridt til, også Frankrig går videre.
Sovjet og USA er vrede på hver deres allierede, men det viser sig, at
man ikke finder sig i at blive kørt stramt i den ene blok, når den anden
løsnes, og at de ensidige skridt derfor i virkeligheden ikke forbliver
ensidige, men meget hurtigt besvares. Det er gået småt, det er gået alt
for langsomt, men det væsentlige i denne forbindelse er, at det er den
afspændingsmekanisme, der rent faktisk har fungeret, mens man i 16
år har søgt at bruge blokkene som afspændingsinstrumenter uden et
eneste resultat.
De ensidige skridts metode har sin begrænsning. Tjekkoslovakiet
søgte at bruge den, og der blev sagt stop. Men det er en forkvaklet logik,
der får nogle til at bruge Tjekkoslovakiets skæbne i argumentationen
for fortsat dansk medlemsskab af NATO. Det, tjekkoslovakerne bestræb
te sig for, var at selvstændiggøre sig i forhold til den supermagt, der
dominerer dem. Når danske politikere udtrykker sympati for disse
bestræbelser, men samtidig gør klart, at de ikke er villige til at tage
skridt til opløsning af den anden blok, er det ikke bare ulogisk, men
en direkte hån mod tjekkoslovakerne.
14
Udviklingen inden for hver af de to blokke er stærkt påvirket af,
hvad der sker i den anden blok. Opløsning det ene sted vil uundgåeligt
medføre opløsning det andet sted. Denne proces er så småt i gang, men
det er os, de små lande i den vestlige blok, der har været mest tilbage
holdende. Tingene hænger sammen, og vi burde forstå, at vi har et medansvar
for Tjekkoslovakiets skæbne og for tilbagefaldet i Polen og Rapackis
fjernelse. For vi har ikke gjort vores del af arbejdet. Adam Rapacki havde været en toneangivende statsmand i østeuropa
i dag, hvis Vesten havde stillet sig positivt til Rapacki-planen om kernevåbenfrit område og militær udtynding i Centraleuropa. Nuvel, det er
en påstand, vi er ovre i gætteriet. Påstanden kan være lige sil god eller dårlig som en hvilken som helst anden påstand - men der er forhåbent
lig lidt mere tankevækkende, og så kan læseren i øvrigt selv bedømme
sandsynligheden. De mindre lande i de to blokke har en fælles interesse i nedbrydning
af blokkene. Hvad vi derfor burde foretage os her ved udløbet af
NATO's 20-års periode var at anvende al vor politiske energi og fantasi
på at finde alternative løsninger på Danmarks sikkerhedspolitiske prob
lemer end fortsat bidrag til blokpolitikken. Bag undersøgelser for sådan
ne alternative løsninger må ligge erkendelsen af, at et land som Danmark
ikke kan forsvares militært uden total ødelæggelse, og at sikkerheden
derfor snarere ligger i afspændingen end i oprustningen. Vi ved godt,
i hvilken retning vi kunne ønske alternativet, men det er sådan set
underordnet: Alle relevante alternativer bør undersøges, herunder mu
lighederne for nordisk neutralitetsforbund, deltagelse i neutral zone
omfattende mindre øst- og vestlande ned gennem Europa, og isoleret
dansk neutralitet. Kravet om, at sådanne alternativer - og gerne flere -undersøges forud for stillingtagen til forlængelse af NATO-medlems
skabet fremsatte vi i Folketinget under udenrigsdebatten i efteråret 68,
men det blev afvist. Udenrigsministeren udtalte kort efter i NATO's
ministerråd, at for Danmark findes der intet alternativ til NATO. Hvor
man så kan vide det fra, når man afviser at undersøge det.
15
UD AF NATO
Erik Knudsen
Sig mig hvilke forbundsfæller , jeg får - og jeg skal sige dig hvor jeg
står . . . Mange socialdemokrater holder fast ved NATO-politikken for
ikke at komme i selskab med de røde til venstre. Men bør en social
demokrat ikke foretrække selv den mest røde VS'er fremfor en for
mørkelse som Per Federspiel, der under den udenrigspolitiske debat i
efteråret 68 udtalte (ref. Politiken) "at hensynet til styrkelse af NATO
måtte gå forud for bedømmelsen af styret i Grækenland, og at de
amerikanske våbenleverancer til Grækenland burde betragtes under
denne synsvinkel." Per Federspiel sagde ved samme lejlighed: "J eg
glæder mig over, at der også efter at Socialdemokratiet er kommet i
opposition er enighed om udenrigspolitikken. "
At få ros af en ærkereaktionær, det må da få socialdemokrater til at
indse : Her er noget galt.
Hilmar Baunsgaard og hans embedsbrødre advarer mod udenoms
parlamentariske aktioner. Deres advarsler gælder studenteraktivister og
andre ungdomsoprørere på venstrefløjen. Vogterne af de etablerede
spilleregler glemmer at omtale den mest effektive udenoms-parlamenta
riske faktor i Danmark: NATO. De slår ud med den ene hånd: Ingen
over og ingen ved siden af folketinget! Med den anden lister de fortro
lige aktstykker ned i lommen. NATO-bevillinger, som ikke må omtales,
tal, der forholdes offentligheden. Hvad ved vi om NATOs nye anlægs
program ? - Hvad ved folketingets menige medlemmer? Hvor meget får de lov at vide?
Vi slipper ikke ud af NATO hverken i dag eller i morgen. Måske har
vi intet valg når det kommer til stykket. Måske bliver det for dyrt for
skatteborgerne (vi skal i givet fald betale os ud, yde erstatning for
NATO-flådeinstallationer og NATO-olieledningen op gennem Jylland
plus de øvrige NATO-anlæg og NATO-depoter, hvor NATO-udrustning opbevares).
Men der er noget vi kan. Vi kan komme ud af NATO-illusionen, vi
kan punktere myten. Er vi et besat land, så lad os se det i øjnene og
nægte at besmykke vor status. Lad os blive dårlige allierede med alle
federspielerne i ind- og udland og bedre og bedre allierede med de folk,
der gør oprør mod NATO-imperialismen udefra.
16
Vi har en lang kamp foran os, men der er mening i den kamp. Vi har
gode forbundsfæller, foruden de erklærede mål og idealer i vore parti
programmer: den 3. verdens frihedskæmpere, det andet USAs friheds
kæmpere - med negrene i spidsen - og først og sidst inspirationen fra
vor egen frihedskamp under den forrige Scavenius-regering.
Jeg påstår: NATO-stater har interveneret i Ægypten, Congo, Algeriet,
Kina, Iran, Guatemala, Indonesien, Cuba, San Domingo og Vietnam.
Og NATO-stater har undladt at intervenere - i Sydafrika og Rhodesia.
Der sidder de hvide fascister trygt i sadlen. Kan NATO-tilhængere virkelig ignorere en så massiv anklage? Har de
stirret sig så blinde på "blottede nordflanker" og "militære tomrum i
Europa", at de ikke lægger mærke til NATO-staters krigeriske fremfærd
på de sociale slagmarker i Asien, Afrika, Latinamerika?
Hvem truer hvem? Se på en globus: USA har støttepunkter og baser
rundt om Sovjet og Kina: Danmark, Island, Tyskland, Spanien, Græken
land, Tyrkiet, Midtøsten, Pakistan, Thailand, Sydvietnam, Taiwan,
Sydkorea, Japan. Skikkelige NATO-danskere snakker om MAGTBA
LANCE. uSA-politikere fører et andet sprog, de taler om "at oprethol
de den militære overlegenhed kloden over" (Dean Rusk).
Læg mærke til, hvord"an man skriver NATO-historie, beretningen om
selve tilblivelsen. Halve sandheder og hele løgne: - NATO værner mod
at vi "en skønne dag bliver rendt over ende". - NATO blev til for at
afholde Sovjetunionen fra at angribe Vesteuropa.
J amen, så vågn da op mennesker! I kan jo læse. "Det er imidlertid
klart erkendt, at Sovjetunionen på daværende tidspunkt simpelthen
ikke besad midler til at søge en sådan ekspansion gennemført, lige så
lidt som Sovjetunionen overhovedet kunne være i tvivl om den ameri
kanske dominans og tilstedeværelse i Europa uden for det af Sovjet
unionen dominerede område." (Ole Karup Pedersen: Tendenser i inter
national politik efter 1945). Isaac Deutscher: "Mere end en gang i historien har større magter
dannet et forbund og åbnet fjendtlighederne ved hjælp af falske påstan
de. Men aldrig før har ansvarlige statsmænd rejst en så gigantisk og
uvirkelig påstand, som da NATO blev oprettet."
Meningen med NATO - og Marshall-planen - var at "redde" Vest
europa fra socialismen og presse Sovjetunionen til at anerkende amerikansk dominans.
17
En af de grundigste analyser af hændelsesforløbet under og lige efter
den 2. verdenskrig finder man i Alperowitz bog om Trumans atom
diplomati ("Atomic Diplomacy: Hiroshima and Potsdam"). Her doku
menteres punkt for punkt, hvordan den kolde krig begyndte - ikke
med dannelsen af Kominform i 1947, men med Trumans brud med
Roosevelts politik straks ved sin tiltrædelse i april 1945, hans brug af
atombomben som politisk pression mod Stal in, hans og Ch urchills
forsøg på at skræmme Sovjet ud af de "interesseområder", som man
var enedes om på Jalta. Sovjetunionens krav om "venligtsindede regeringer" i sine europæiske
nabolande (forståeligt, når man tænker på hvad verdenskrigen kostede
Sovjet, og beskedent sammenlignet med USAs globale fordringer) blev
mødt med "betænkeligheder og tøven" hos de vestlige magter, men de
accepterede, det er det afgørende, der ~ar enighed i princippet. Siden
har vi da også set, hvordan Sovjet afstod fra at hjælpe socialisterne og
kommunisterne i den græske borgerkrig og overlod initiativet til vest
magterne, der intervenerede til fordel for monarkiet, vi så hvordan
Sovjet bakkede ud af Cuba med sine raketter, og USA undlod at gribe
ind i Ungarn og Tjekkoslovakiet. Magtskiftet i Tjekkoslovakiet i februar
48 og Berlin-blokaden nogle måneder senere (hændelser som altid i vor
verden fremføres som eksempler på Sovjet-kommunismens agressive
natur, beskrives i Kennan's memoirer som "Sovjetunionens defensive
reaktioner på Marshall-plan initiativets første tegn på succes og på
vestmagternes forberedelse på at opstille en seperat tysk regering i Vesttyskland. "
Atlantpagtens medlemmer vil "afstå fra trusler eller magtanvendelse"
(artikel 1), - de vil "styrke deres frie samfundsordninger" (artikel 2).
De ophøjede idealer og de blodige realiteter (som ikke KAN skjules,
ikke i Grækenland, ikke i Portugal og dets kolonier, og slet ikke i
Vietnam), - her er noget, der halter! De indre modsigelser i NATO bliver synlige, bedraget og selvbedraget
afsløres, og NATO-bosserne skynder sig at snakke om det NY NATO,
nu gælder det et nyt klima, "et klima af stabilitet", nu er slagordene
"defence og detente", forsvar og afspænding, nu skal vi ha' NATO
integration som aldrig før og samtidig huske, at NATO består af
suveræne stater uden direkte medansvar for hinandens handlinger, nu skal vi anklage de græske fascister i Strassbourg og samarbejde videre
18
J
1 I
med dem og deres våbenleverandører i NATOs råd og komiteer, nu
skal vi sige: "Anerkend Oder-Neisse! " når vi er i opposition, og "Oder
Neisse er ikke noget dansk problem", når vi danner regering, nu skal vi
inddæmme Sovjetunionen, men forberede samarbejde med henblik på
truslen fra Kina, nu skal vi ... hold op! lad os komme ud af NATO før
vi alle er blevet gale.
(Sammendrag af kronikker i AKTUELT nov.-dec. 68)
CITATER
BAGGRUNDEN FOR NATO
Oer eksisterer en minoritet i Amerika, som af forskellige årsager hellere ville have set, at Rusland havde lidt et nederlag i krigen.
Harry Hopkins, Roosevelts rådgiver 1945
Hvis vi ser, at Tyskland vinder, bør vi hjælpe Rusland. Og hvis Rusland vinder, må vi hjælpe Tyskland og på den måde lade dem dræbe så mange som muligt.
Harry Truman, 23. juni 1941
Oer er folk i Amerika, der gerne så vore hære marchere lige igennem Tyskland for at bekæmpe Rusland efter Tysklands nederlag. Oe repræsenterer ikke andre end sig selv, og ingen regering, der er noget værd i ledelsen af landet, ville nogensinde tillade, at denne gruppe fik indflydelse på vore officielle handlinger.
Harry Hopkins, 1945
Bistand i medfør af Marshallplanen vil straks ophøre i ethvert land, der stemmer kommunisterne til magten.
George Marshall, 1948
Pagten er ikke rettet "mod" nogen, men fuldstændig defensiv. Oet er sandt, at Sovjets adfærd i hovedsagen har været ansvarlig for pagtens oprettelse, men dette gør den ikke mere antirussisk end en politistyrke er antifolkelig.
Oean Acheson, 1949
Oen brutale sovjetiske erobring af Tjekkoslovakiet fik ikke Vesten til at falde fra hinanden. Oen ledte til dannelsen af NATO.
J ohn F oster Dulles, 1954
(Magtskiftet i Tjekkoslovakiet og Berlinblokadel1 nogle måneder senere var) "Sovjetunionens defensive reaktioner pil Marshallplw initiativets første tegn pil succes og på vestmagternes forberedelse på at opstille en separat tysk regering i Vesttyskland."
George Kennan's memoirer
Oet var helt klart for enhver med selv et flygtigt kendskab til den tids Rusland, at Sovjetlederne ikke havde nogen hensigt om at fremme deres sag ved at gå til militære angreb med deres egne styrker over grænserne.
George Kennan
19
Mere end en gang i historien har større magter dannet et forbund og åbnet fjendtlighederne ved hjælp af falske påstande. Men aldrig før har ansvarlige statsmænd rejst en så gigantisk og uvirkelig påstand, som da NATO blev oprettet.
Isaac Deutscher
Statsminister Hans Hedtoft betonede, at det var den af blokdannelsen og ensretningsprocessen i østeuropa skabte uro, der nødvendiggjorde et nærmere sikkerhedspolitisk samarbejde mellem Vestens demokratier.
regeringens gråbog om NATO, 1968
ERFARINGER MED NATO "Håbets øjeblik"
Det hele ser for godt ud til at være sandt ...
den franske delegerede i Geneve Jules Moch, 10. maj 1955
Vi har med tilfredshed noteret, at de retningslinier, som vi har foreslået gennem længere tid, og som vi har gentaget mange gange i disse sidste to måneder, i vidt omfang er blevet accepteret af Sovjetunionen.
den amerikanske delegerede i Geneve, 12. maj 1955
Vi er glade over, at de vestlige forslag nu i vidt omfang, i nogle tilfælde fuldstændigt, er blevet overtaget af Sovjetunionen og gjort til dens egne forslag.
den britiske delegerede i Geneve 12. maj 1955
De forenede Stater reserverer sig nu sin holdning overfor alle sine tidligere synspunkter, som den har lagt frem i denne underkomite, i nedrustnings-
20
kommissionen eller i FN, vedrørende spørgsmål med relation til rustningsniveauer.
den amerikanske delegerede i Geneve, 6. sept. 1955
Et omhyggeligt studium (af nedrustningsforhandlingerne) viser, at siden maj 1955 har russerne udfoldet betydelige anstrengelser for at opnå enighed, herunder principiel accept af international inspektion og kontrol i stor målestok, mens de vestlige regeringer har tilbagekaldt det omfattende forslag angående nedrustningens første fase, som de selv tidligere insisterede på.
Labour-politikeren Philip Noel-Baker i sin bog "The Arms Race", 1958
Dominikanske Republik
Revolution er ethvert lands egen sag. Det bliver kun - jeg gentager: kun - en sag for en fællesamerikansk aktion, når revolutionens formål er at oprette et kommunistisk diktatur.
Lyndon B. Johnson, 1965
Man fik ham til at sige, at revolutionen var kommunistisk, og senere fremlagdes en liste over 51 - enoghalvtres -dominikanske kommunister. Hele verden skoggerlo.
Juan Bosch, 1965
Amerikanske nationer kan ikke, må ikke og vil ikke tillade oprettelsen af en anden kommunistisk regering i den vestlige hemisfære.
Johnson
USA har knust en demokratisk revolution.
Bosch
Grækenland
H,vis Grækenland skulle falde i hænderne på en væbnet minoritet, ville følgerne blive øjeblikkelige og alvorlige. Forvirring og uorden kunne sprede sig over hele Mellemøsten ... Hvis vi nu svigter i vort lederskab, sætter vi måske verdensfreden og i hvert fald vor egen nations velfærd på spil.
Truman, 1947
Grækenland får ikke vigtig militær udrustning for øje blikket.
Clark Clifford, 1968
Grækenland har altid været en solid allieret for USA og et uforbeholdent medlem af NATO.
Clifford, 1968
23. januar 1968: De forenede Stater anerkender den græske junta.
Vi kan bedre hjælpe Grækenland til at få en forfatningsmæssig regering ved at fortsætte vores militære hjælp end ved at standse den.
Clifford,1968
September 68: USA genoptager leverancen aflettere våben til Grækenland.
Hvilke konklusioner drager udenrigsministeren af den amerikanske regerings beslutning om at forsyne den græske militærjunta med våben?
Kjær Rasmussen, VS, i folketinget 30. okt. 1968
Den amerikanske beslutning om at genoptage visse leverancer af tunge våben typer til Grækenland har ikke været drøftet i NATO, og den danske regering har heller ikke på anden måde haft nogen mulighed for at gøre sine
synspunkter gældende, inden beslutningen blev truffet. Fra amerikansk side blev vi underrettet om beslutningen med fremhævelse af, at sagen måtte betragtes som et rent bilateralt anliggende, der ikke ville blive drøftet i NATO.
udenrigsminister Poul Hartlings svar, 30. okt. 1968
Grækenland må have hjælp, hvis det skal blive et stabilt medlem af NATO med respekt for sig selv. Der er intet andet land, der vil hjælpe Grækenland til at få en forfatningsmæssig regering ved at fortsætte den militære hjælp.
Clifford, 1968
Februar 69: USA genoptager leverancen af tunge våben, herunder kampfly, til Grækenland.
Hvis den militære hjælp til allierede skulle afgøres ud fra hvilken regering, de til enhver tid havde, ville NATO gå i opløsning.
Clifford, 1968
Hensynet til styrkelse af NATO må gå forud for bedømmelsen af styret i Grækenland, og de amerikanske våbenleverancer til Grækenland bør betragtes under denne synsvinkel.
Per Federspiel, 1968
Vietnam
Sæt vi tabte Indokina. Så ville det være slut med de leverancer af tin og tungsten, som vi sætter så stor pris på fra dette område.
Eisenhower, 1953
Resolution fra NATO's rådsmøde udtrykker anerkendelse af, at den franske indsats i Sydøstasien er i fuld overens-
21
stemmeIse med det atlantiske fællesskabs mal og idealer og udtrykker enighed om, at de franske unionsstyrkers felttog i Indokina fortjener fortløbende støtte fra NATO-regeringerne.
eenstemmigt vedtaget, dec. 1952
Dien Bien Phus fald vil kunne få franskmændene til at søge en ordning i Indokina for enhver pris. En fransk tilbagetrækning vil betyde, at området bliver oversvømmet af kommunister inden en måned. USA kan, som leder af den frie verden, ikke tillade yderligere tilbagetog i Asien.
Nixon,1954
Der findes en regering, der med alle midler modsætter sig en fredelig løsning af denne verdens problemer. Denne regering er Pekingregeringen.
Dean Rusk, 1965
dag kan vi klare Kina. Om ti-femten år kan vi måske. ikke.
Nixon,1965
For ikke ret mange år siden var Vietnam et fredeligt, omend hårdt prøvet land. I nord sad en kommunistisk regering. I syd kæmpede et folk for at bygge en nation med venskabelig hjælp fra USA.
Johnson, 1966
Men så bestemte Nordvietnam sig for erobring. Og fra den dag og frem til i dag er soldater og forsy ninger kommet over grænsen i en stadig voksende strøm.
Johnson, 1966
Guerillastyrkerne får ikke forstærkninger eller systematiske forsyninger fra Nordvietnam, Kina eller noget andet sted. Efter alt at dømme må de
22
klare sig med de våben, de selv kan erobre. De fleste våben er amerikanske og en del er hjemmelavede.
general Harkins, 1963
Befrielsesfronten i Sydvietnam er ganske enkelt en kunstig organisation, som Hanoi har skabt for at holde liv i en falsk forestilling. Lige siden 1954 har Hanoi været helt og ene ansvarlig for krigen i Sydvietnam.
George Ball, 1966
I tiden fra november 64 til januar 65 gik den 325. division af den nordvietnamesiske hær over grænsen til Sydvietnam. På dette tidspunkt fandt der ingen amerikanske bombninger sted over Nordvietnam. Derfor var dette agression i form af væbnet angreb.
senatshøring af Dean Rusk, 1966
Var det før eller efter at vi havde sendt vore 200.000 mand til Vietnam?
Well, divisionen gik over grænsen efter at vi havde sendt ... - efter at vi havde forstærket vore styrker der.
Rusk
Da forøgelsen af den amerikanske militære indsats blev indledt i begyndelsen af 1965 regner man med, at kun ca. 400 nordvietnamesiske soldater var blandt fjendens styrker i syd, som på det tidspunkt udgjorde 140.000 mand.
Mike Mansfield
Well, vi har ikke set styrker, som i stor skala har forsøgt at gøre sig gældende i åben kamp. Det væsentlige problem er fortsat at finde frem til modparten.
Rusk
Hvis den katastrofe skulle ske, at vi tabte i Vietnam, ville det starte en voldsom chockbølge af forfærdelse og modløshed som ville sprede sig fra sit centrum i Vietnam og strække sig ud over hele kloden og påvirke alle vore internationale forbindelser og hver eneste alliance, først og fremmest NATO.
Maxwell Taylor, 1965
Mener udenrigsministeren, at man fra dansk side i tilstrækkelig grad har udnyttet mulighederne for gennem NATOs organer at gøre det klart for USAs regering, at dens politik i Vietnam udgør en alvorlig belastning for forholdet mellem USA og andre af Atlantpagtens medlemsstater?
Poul Dam, SF, aug. 1965
Når NATO-aspektet specielt er draget frem, finder jeg anledning til yderligere at fremhæve ... at det for Danmark som medlem af NATO må være af afgørende betydning, at USA lever op til sine traktatmæssige forpligtelser til forsvar for andre lande.
udenrigsminister Per Hækkerups svar, aug. 65
På dette trin af verdens udviklingshistorie er det urealistisk at tro, at man kan nægte små lande deres nationale selvbestemmelsesret. Johnson, 1968
(om Tjekkoslovakiet)
UD AF NATO
Jeg tror, at vi vil vinde en varm krig, og jeg ved ikke, om vi vil vinde denne kolde krig. Jeg tror, at de principper og idealer, som dette land har repræsenteret lige fra begyndelsen, jeg tror at de er i større fare under en kold krig end under en varm krig.
J ohn Foster Dulles, 1957
Glem ikke dette: Vi er ialt 200 millioner. Overfor os står næsten 3 milliarder. De vil have det, vi har. Men de skal ikke få det - ikke fra os!
Lyndon B. Johnson, 1966
Vi har gjort en række fordømt fine ting - i økonomien, særlig, men også i fjerne lande .... Iran og Guatemala.
Eisenhower, 1956
Det er NATO, der er skyld i at Portugal kan fortsætte sine kolonikrige. NATO er frihedens største fjende i Afrika.
J anet Mondlane, 1968
USA har knust en demokratisk revolution.
Juan Bosch, 1965
Uden NATO ville juntaen ikke kunne blive siddende.
Andreas Papandreou, 1968
Præsident Johnson har i samarbejde med store dele af pressen til stadighed givet det amerikanske folk det indtry k, at vore allierede godkender hans Vietnam-politik. Dette har hæmmet de bestræbelser, som er udfoldet af krigens modstandere for at ændre opinionen her .... Det ville være et effektivt stød mod Johnsons politik, h vis den danske regering åbent ville fordømme den.
Benjamin Spock, aug. 1968 i brev til den danske offentlighed
Kravet må nu være, at den danske regering ophører med at have nogen som helst relationer med De forenede Staters regering - ud fra den betragtning, at dens handlinger gør den til en brutal gangster, som bør fryses ud af
23
ethvert civiliseret samfund. Leo Huberman, redaktør af
MONTHL y REVIEW i brev til den danske offentlighed,
sept. 1968
For Danmark findes der intet alternativ til NATO.
udenrigsminister Poul Hartling i NATOs ministerråd, nov. 1968
DEN NORDATLANTISKE TRAKTAT
Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.
De er fast besluttet på at sikre deres folks f~ihed, fælles traditioner
og kultur hvilende på demokratiets og den personlige friheds grundsætninger og på lov og ret.
Deres stræben er at fremme stabilitet og velfærd i det nordatlantiske område.
De e.r besluttet på at forene deres kræfter til kollektivt forsvar og til bevarelse af fred og sikkerhed.
I overensstemmelse hermed er de blevet enige om nedenstående N ordatlantiske Traktat:
artikel 1
Deltagerne forpligter sig til som foreskrevet i De Forenede Nationers
pagt at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive
indblandet, ved fredelige midler på en sådan måde, at mellemfolkelig
fred og sikkerhed såvel som retfærdigheden ikke bringes i fare, og til
i deres mellemfolkelige forhold at afstå fra trusler eller magtanvendelse
på nogen måde, som er uforenelig med De Forenede Nationers formål.
artikel 2
Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabe
lige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger.
artikel 3
Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil
deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv
24
selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle
og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb.
artikelS Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i
Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle,
og de er følgelig enige om, at hvis et sådant væbnet angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt
selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers
pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ....
artikel 8 Hver af deltagerne ... forpligter sig til ikke at indgå nogen mellemfolke
lig forpligtelse, der er i strid med denne traktat.
artikel 10 Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden euro
pæisk stat, som er i stand til at fremme' grundsætningerne i denne
traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræ
de denne traktat ....
artikel 13 Efter at traktaten har været i kraft i 20 år, kan ethvert deltagerland
ophøre med at være deltager et år efter, at det har opsagt traktaten ved
meddelelse til Amerikas Forenede Staters regering ...
(Der gives ikke i traktaten nogen mulighed for at ekskludere medlemmer
der handler i s,trid med formålsparagraffen eller på anden måde mislig
holder de traktatmæssige forpligtelser).
FORTROLIGT
"Hvis Danmark bliver medlem af atlanterhavspagten, ordner spørgsmålet om Grønland sig mere eller mindre af sig selv. Hvis Danmark afslår at
blive medlem, må man regne med, at ikke alene USA men også de andre
25
III
li
medlemmer af pagten vil stille krav til Danmark om, at der træffes en eller anden langfristet traktatlig ordning, således at Grønland indgår
som et led i det nordatlantiske sikkerhedssystem. Grønland er militært
så vigtigt for dette, at man ikke kan regne med, at USA vil lade sig nøje med, at forhandlingerne om ophævelsen af overenskomsten af 9. april 1941 trækkes i langdrag på ubestemt tid.
Afslår Danmark dette krav om traktatlig ordning, foruden at vi afslår
at blive medlem af atlanterhavsforbundet, vil det blive en meget alvorlig
belastning for vort forhold til den amerikanske regering og den amerikanske offentlighed, der føler, at USA har et berettiget krav på, at
Grønland som beliggende i den vestlige hemisfære er forsvarligt militært beskyttet. "
Uddrag af fortrolig depeche til udenrigsministeriet
fra ambassadøren i Washington, 22. fbr. 1949
BASEAFT ALEN OM GRØNLAND
undertegnet 27. april 1951
Regeringerne i kongeriget Danmark og Amerikas Forenede Stater ... som
af NATO er blevet anmodet om at føre forhandlinger om og indgå
aftaler, hvorefter NATO-landenes væbnede styrker kan gøre brug af
anlæg i Grønland til forsvar af Grønland og den øvrige del af det nord
atlantiske traktatområde, har for at styrke NATO indgået følgende overenskomst:
artikel 2
(2) Det aftales fra tid til anden i hvert enkelt tilfælde, hvorledes
ansvaret for driften og vedligeholdelsen af forsvarsområderne skal
fordeles mellem de to regeringer.
(3) I de tilfælde, hvor det vedtages, at ansvaret for driften og vedlige
holdelsen af et forsvarsområde skal påhvile regeringen i Amerikas
Forenede Stater, gælder følgende regler:
(a) Den danske øverstkommanderende for Grønland kan til staben
hos den kommanderende officer i et sådant forsvarsområde knytte dansk militært personel under kommando af en officer, med hvem
26
)
den amerikanske kommanderende officer skal r~dføre sig i alle
vigtige lokale anliggender, der berører danske interesser.
(c) Regeringen i kongeriget Danmark forbeholder sig ret til at benytte
et forsvarsområde i samarbejde med regeringen i Amerikas Forene
de Stater i forbindelse med forsvaret af Grønland og den øvrige
del af det nordatlantiske traktatområde og til der at opføre sådan
ne anlæg og iværksætte sådanne foranstaltninger, som ikke er til
hinder for De Forenede Staters virksomhed i området.
artikel 4
I forbindelse med foranstaltninger til forsvar af Grønland og den øvrige
del af det nordatlantiske traktatområde vil forsvarsområderne i det
omfang, dette kan gennemføres, blive stillet til rådighed for skibe og
luftfartøjer tilhørende andre regeringer, som er deltagere i NATO, og for
sådanne regeringers væbnede styrker.
artikel 5
(3) Under iagtagelse af bestemmelserne i nærværende overenskomsts
artikel 6 ... har regeringen i Amerikas Forenede Stater for sine
skibe og luftfartøjer og sine væbnede styrker samt køretøjer ret
til fri adgang til og færden mellem forsvarsområderne overalt i
Grønland, herunder territorialfarvandene, til lands, til sØs og i
luften. Denne ret skal omfatte fritagelse for lodstvang og for fyr
eller havneafgifter. De Forenede Staters luftfartøjer har adgang til
at overflyve og lande på et hvilket som helst område i Grønland,
herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre indskrænk
ninger end sådanne, hvorom der måtte blive opnået enighed.
artikel 6
Regeringen i Amerikas Forenede Stater indvilger i at samarbejde i
videste udstrækning med kongeriget Danmarks regering og dens myn
digheder i Grønland under udførelse af sin virksomhed i medfør af nærværende overenskomst. . .
artikel 8 Regeringen Amerikas Forene<Ie Stater skal have ret til at udøve
27
1,, ___ -
udelukkende jurisdiktion over de forsvarsområder i Grønland, for hvilke
den har ansvaret ...
artikel 9
Kongeriget Danmarks lovgivning skal ikke være til hinder for, at militært
eller civilt personel, hvis tilstedeværelse i forsvarsområderne eller på
andre pladser i Grønland er nødvendig i forbindelse med virksomhed i
medfør af nærværende overenskomst, eller medlemmer af deres familier
indrejser i eller udrejser af forsvarsområderne eller andre sådanne pladser i Grønland.
artikel 13
(1) Intet i nærværende overenskomst skal kunne fortolkes som ha
vende indflydelse på kommandoforhold.
(3) De to regeringer er enige om velvilligt at ville overveje enhver hen
vendelse, som en af parterne, efter at nærværende overenskomst
har været i kraft i et rimeligt tidsrum, måtte fremsætte med hen
blik på en gennemgang af nærværende overenskomst for at afgøre,
hvorvidt ændringer måtte være nødvendige eller ønskelige under
hensyn til indvundne erfaringer eller ændrede NATO-planer. En
hver sådan ændring udkræver fælles samtykke.
artikel 14
(2) Nærværende overenskomst, som tjener til gennemførelse af Den
nordatlantiske Traktat, skal forblive i kraft i samme tidsrum som Den nordatlantiske Traktat.
NATO OG GRØNLAND
Søndag den 21. januar 1968 styrtede en amerikansk bombemaskine
med fire brintbomber ned ved Thule i Grønland. Det var to dage før
folketingsvalget i Danmark, og regeringen Krag tilbageholdt meddelelsen om ulykken i næsten et døgn. Da ministrene under den store, af-
28
sluttende tv-debat søndag aften 21/1 energisk tilbageviste alle hentyd
ninger til faren ved N A TO-medlemsskabet, sad de overfor hele
befolkningen og skjulte den viden, der så chokerende illustrerede faren.
Det blev regeringen Baunsgårds opgave at "varetage" Thule-sagen. Det skete - som man kunne vente - uden at gå USA for nær. Under
danigheden var så udtalt, at det amerikanske tidsskrift Minority of One
fandt, at "den danske regering i Thule-sagen har opført sig, som om
Danmark var en amerikansk koloni." Der udsendtes beroligende erklæ
ringer uden noget som helst grundlag. Enhver amerikansk erklæring blev taget for gode varer. De mange beretninger (fra danske håndvær
kere o.l.) om konstant trafik på Thule med netop den slags fly, og
formentlig også med kernevåben, blev aldrig undersøgt. Oplysningen
(som fremkom bl.a. i amerikanske blade) om at amerikanerne på Thule
i en periode havde haft installeret atomvåbenbærende raketter i silo
lignende bygninger fik offentligheden aldrig nogen redegørelse for.
I folketinget søgte VS at følge sagen op: "Man tav om ulykken næsten et døgn af hensyn til valget ... Ameri
kanerne fik lov at bestemme, hvilke journalister, der måtte komme til
ulykkesområdet ... Undersøgelsens omfang og karakter blev suverænt
fastlagt af amerikanerne ... Officielle meddelelser om disse ting vil ingen betydning have efter
alt, hvad der er sket ... Skal hemmelighedskræmmeriet fortsætte, eller
vil man nedsætte en absolut uvildig undersøgelseskommission? Eller må
man måske ikke fortsætte undersøgelserne på dette område for ameri
kanerne? "
Erik Sigsgaard i afslutningsdebatten, maj 68
Det eneste svar, man fik fra udenrigsministeren, var følgende:
,,] eg betragter i det store og hele dette kapitel som afsluttet. Mange af spørgsmålene gjaldt den tidligere regering, og andre er i det væsentlige
allerede besvaret ved regeringens erklæring om, at der ikke er oplagret
atomvåben på Grønland, og at der ikke finder overflyvninger sted af Grønland med kernevåben."
Senere blev sagen fulgt op på en anden led ved et spørgsmål til stats
ministeren, stillet af Sigsgård:
"Vil statsministeren drage omsorg for, at den grønlandske befolkning
29
får lejlighed til at give sin mening til kende angående fortsættelse eller
opsigelse af den base aftale med USA, som blev indgået hen over hovedet
på befolkningen på et tidspunkt, hvor Grønland havde status som koloni? "
30. okt. 1968
Statsministeren svarede ikke på det direkte spørgsmål, men henviste til, at
"det samlede landsråd efter stedfunden drøftelse tog den dansk
amerikanske overenskomst af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland
til efterretning. . . En revision af aftalen forudsætter forhandlinger
mellem de to lande, der er ikke i øjeblikket noget, der for regeringen aktualiserer et initiativ om optagelse af sådanne forhandlinger."
Sigsgård spurgte igen, om man ville give den grønlandske befolkning
mulighed for direkte at tage stilling, og han stillede et tillægsspørgsmål vedrørende baseaftalen :
"Hvordan er opsigelsesbestemmelserne egentlig? Der står, at overens
komsten skal forblive i kraft i samme tidsrum som Den nordatlantiske
Traktat. Betyder det, at overenskomsten ikke engang kan opsiges, når Danmark udtræder af NATO, hvis NATO fortsat består! "
Statsministeren tog ikke ordet, og besvarede altså ingen af disse spørgsmål.
NATO OG KARTOTEKERNE
Ved behandling af et radikalt lovforslag til sikring af privatlivets fred
og de borgerlige rettigheder, udtalte den socialdemokratiske justitsminister K. Axel Nielsen den 15. nov. 1967 i folketinget:
"Gennemførelse af forslaget ville i realiteten betyde en så godt som fuldstændig afskaffelse af den registrering, politiets efterretningstjeneste
foretager. Der er desværre ikke foregået sådanne ændringer i den ver
denssituation, som i 1964 medførte vidtgående enighed om efterretningstjenestens og registreringens nødvendighed, at et sådant skridt nu vil være forsvarligt. Danmark er også fortsat medlem af NATO og har i denne egenskab forpligtelser, som ikke kan opfyldes uden et arbejde
30
som det, efterretningstjenesten udfører ... Man må sikre, at denne virk
somhed begrænses til, hvad der er absolut nødvendigt under hensyn til
landets sikkerhed og vore forpligtelser som medlem af NA TO. "
Da den efterfølgende borgerlige regering den 30. sept. 68 udsendte
en erklæring om at "registrering må ikke finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed", en erklæring, der blev opreklameret som en
afskaffelse af kartotekerne, søgte VS at få sagen belyst. Den 9. okt. 68
spurgte Kjær Rasmussen forsvarsministeren: "Foretager militærets efterretningstjeneste politisk indregistrering, og
efter hvilke retningslinier arbejder den militære efterretningstjeneste
iøvrigt? " Forsvarsminister Ninn-Hansen svarede, at forsvarets efterretningstje
neste ikke vil foretage politisk registrering. Der vil blive ført kontrol
med personellet som hidtil.
Kjær Rasmussen henviste til, at kravet om registrering kommer fra
NATO, og spurgte, om efterretningstjenesten indskrænker sig til at re
gistrere enkelte soldaters forhold, - kan forsvarsministeren f.eks. garan
tere deres bekendtes sikkerhed.
Hertil svarede forsvarsministeren, at i undersøgelserne af soldaternes
forhold kan også deres omgivelser have betydning.
Da regeringen insisterede på, at den var ophørt med registrering for
lovlig, politisk virksomhed, som NATO-medlemsskabet ifølge den fore
gående justitsminister ellers forpligtede os til, spurgte Kjær Rasmussen
den 15. nov. 68 justitsministeren:
"Kan ministeren bekræfte, at medlemsskabet af NATO forpligter os til at foretage en politisk registrering af danske borgere?"
Knud Thestrup ville kun "svare" ved at henvise til regeringserklæring
en af 30. sept. 68, ifølge hvilken "registrering ikke må finde sted alene på grundlag aflovlig politisk virksomhed."
Et åbent brev til den foregående justitsminister, K. Axel Nielsen, om
hvordan han - som havde betragtet registreringen som en forpligtelse
overfor NATO - nu så på denne forpligtelse, blev ikke besvaret.
Nu gjorde forskellige juridisk sagkyndige opmærksom på, at regeringserklæringen af 30. sept. 68 i virkeligheden var helt uforpligtende,
31
og at man ikke ville kunne drage nogen strafferetligt til ansvar, hvis
registreringen fortsatte i strid med erklæringen. Derfor stillede Kjær
Rasmussen den 27. nov. 68 følgende spørgsmål til justitsministeren.
"Kan ministeren bekræfte, at politiets efterretningstjeneste, uanset
regeringens erklæring om det modsatte, vil kunne fortsætte den politi
ske registrering af landets borgere, uden at nogen kan drages strafferet
ligt til ansvar herfor? "
Knud Thestrup svarede:
"J eg kan kun sige, at en overtrædelse af det jo vil være en overtrædelse af tjenestepligter, og det vil altid kunne medføre ansvar."
Dette svar var naturligvis helt utilfredsstillende overfor de juridisk sag
kyndiges påstand om, at der ikke fandtes noget strafferetligt ansvar.
For at se om regeringen virkelig mente noget med 30. sept.-erklæringen, og om den virkelig havde til hensigt at sætte sig ud over de NATO
forpligtelser, som den socialdemokratiske regering henviste til som be
grundelse for kartotekerne, stillede VS nu et lovforslag, som kriminali
serer politisk registrering og bringer den ind direkte under straffeloven.
Forslaget kom till. behandling 14. fbr. 69. Justitsminister Knud The
strup afviste det som overflødigt. Ikke en af ordførerne for de andre
partier tog ordet. Forslaget blev derefter syltet i et udvalg.
Det er aldrig lykkedes virkelig at få opklaret, hvad der ligger bag
K. Axel Nielsens udtalelse om, at vi "som medlem af NATO har for
pligtelser, som ikke kan opfyldes uden et arbejde som det, efterretnings
tjenesten udfører."
REGERINGENS "GRABOG" OM DANSK SIKKERHEDSPOLITIK
I trontalen oktober 66 bebudedes en udenrigsministeriel redegørelse for Danmarks medlemsskab af NATO. Den forelå i løbet af foråret og
sommeren 68.
Det er på mange måder en nyttig dokumentsamling. Den består dels
af små 200 siders fremstilling af begivenhederne, dels af dokumentarisk
materiale samlet i 540 siders bilag: ordlyden af forskellige traktater og aftaler, uddrag af memoranda udvekslet mellem den danske regering og
32
andre regeringer, uddrag af depecher fra danske ambassadører til uden
rigsministeriet, uddrag af ministerredegørelser og folketingsdebatter om
sikkerhedspolitiske spørgsmål, uddrag af resolutioner fra FN-organer og
NATO-organer 0.1. Man er altså saglig i den forstand at man er dokumentarisk. Gråbogen
må være et oplagt tema for et kritisk universitet, som vil undersøge den
"sagligheden"s teknik, hvor det at være saglig og sandfærdig kun består
i at citere korrekt, mens løgnen iøvrigt får lov at brede sig ganske uan
tastet via citaterne. Gråbogen er udarbejdet efter disse retningslinier.
Den ene parts påstande tages ubetinget for pålydende værdi, man ud
vælger nøje sine dokumenter og stopper sine citater på passende steder,
modstaI'lderens påstande refereres kun undtagelsesvis.
At de udenrigsministerielle embedsmænd opererer med Truman som
USAs præsident endnu i 1954, - at de f.eks. kan skrive, at regeringens
holdning "fandt fuld tilslutning hos repræsentanterne for de demokrati
ske partier", det er for skønhedspletter at regne mod den generelle teknik:
Når NATO ifølge traktatens ordlyd er en rent defensiv alliance til
sikring af demokrati og personlig frihed, så er det sådan. Færdig! Det
står jo i formålsparagraffen, - altså er der ingen plads for tvivl hos de
udenrigsministerielle embedsmæ nd. For papir, det ved man da hvad er,
ikke sandt? Ikke en gang i fremstillingen sættes der spørgsmålstegn ved NATOs
godhed, sandhed og retfærdighed. I bilagene gentages ustandselig be
sværgelsen om NATOs rent defensive karakter til forsvar for demokratiet.
De første 50 gange gør det ikke. Derimod kan man lede forgæves efter
fremstilling af eller bilag for de utallige situationer, hvor de lammefrom
me udtalelser konfronteres med realiteterne. NATOs solidaritet med
Frankrig i Indokinakrigen, som kan dokumenteres side op og side ned,
finder ikke udtryk i gråbogen. Den politiske og moralske opslutning bag
kolonikrigen i Algeriet er også sivet ud af historien. Vietnam har aldrig eksisteret. Det er som om man finder, at NATOs manifestationer i de
sager ligesom ikke er "relevante" mere? Formalisterne vil selvfølgelig hævde, at sådanne ting ikke har noget
at gøre med dansk sikkerhedspolitik, som er gråbogens emne. Men også
på deres egne præmisser går det galt. Det erkendes dog, at dansk sikker
hedspolitik har noget at gøre med afspænding og nedrustning, og udvalgte nedrustningsforslag omtales. Men den afgørende situation i Geneve
33
,
i maj SS, "håbets øjeblik", hvor man var en aftale nærmere end
nogensinde, efter at Sovjet uventet havde accepteret (eller snarere
adopteret) Vestens ,,6 principper", men hvor Vesten derefter sprang
fra sine egne forslag, den kan man lede forgæves efter i gråbogen !
Samme tavshed gælder hele den serie af forslag, Sovjet fremsatte i det
følgende par år. Derimod citerer man rask væk - og uden kommentarer
- f.eks. H.C.Hansen, når han netop i denne periode i en note "konsta
terer", at Sovjetunionen desværre har vist sig fuldstændig uvillig til at
gå ind på nogen af de konkrete nedrustningsforslag. Distraherende
kendsgerninger lader man sig ikke anfægte af ...
Teknikken bliver næsten rørende i omtalen af "tankskibssagen". Da
den dansk-sovjetiske handelsaftale skulle fornys i 1954, ønskede Sovjet,
at aftalen ligesom de tidligere skulle omfatte tankskibe. Danmark fulgte
imidlertid et diktat fra USA gående ud på, at sådanne "strategiske"
varer ikke måtte sælges til østlande. Handelsforhandlingerne truede
med at bryde sammen, og H. C. Hansen sendte i den anledning rus
serne et memorandum, hvori det "danske" standpunkt fastholdes,
og hvori russerne advares mod de følger, det kan få, hvis de slår en
fredelig samhandel i stykker ud fra politiske motiver. Denne særprægede situationsbeskrivelse citeres i embedsmændenes fremstilling, og den står
naturligvis uantastet. Man citerer korrekt, altså er man saglig og doku
mentarisk!
Kort efter offentliggørelsen af gråbogen stod udenrigsminister Poul
Hartling i radio og tv og anbefalede, at den benyttedes i faget orientering
i skolen. Det er en udmærket ide - som et afskrækkende eksempel på
"sagligheden's og "objektiviteten "s teknik.
34
Nyt oplag: RØDE HANE
VENSTRESOCIALISME - analyse og debat -
"Bogen er - lad dette være sagt straks - meget stimulerende og tankevækkende læsning og burde blive en best-seller, især da der findes meget få forsøg på en mere dybtgået;lde teoretisk analyse inden for det politiske venstre" som det er umagen værd at fordybe sig i. Denne bog er een stor undtagelse ... Den opfylder høje krav til teoretisk analyse, samtidig med at den rører ved aktuelle sociale, økonomiske og politiske problemer. Her møder man altså, med andre ord, en direkte berøring mellem teori og praksis ... Men læs selv bogen. Den hører til de mest interessante dokumenter, det politiske venstre har publiceret."
professor Joachim Israel i INFORMATION
»ARBEJDgRFL~RTALLET« ,
Bogen om "arbejderflertallet", "det røde kabinet" og dets 14 måneders regeringstid, ' skrevet af socialistiske forfattere, tilegnet Per Hækkerup og Aksel Larsen, udkommer omkring 1. april på forlaget RØDE HANE. _ , I boghandelen vil prisen blive ca. 22 kr., men bogen kan fås for 16 kr. ved subskription, når beløbet indsendes på giro 15 15 44 til forlaget RØDE HANE, Forhåbningsholmsalle 7, 1904 København V. Bogen bliver så automatisk tilsendt .
•