mindfulnessdiskursens tilbud til subjekter, der gør ...€¦ · forskning tyder desuden på, at...

1

Stressmærkninger Arbejdsdiskurser Mindfulnessgørelser Konstrukti-

onsprocesser Kønnet mindfulness At gøre stress At gøre mindfulness

Den ”rette” mindfulness Offensiv mindfulness Defensiv mindfulness

Effektivisering Fleksibilitet Arbejdslivsnarrativer Autenticitet Eks-

klusion Positionering Konstruktionsprocesser Subjekt Mindfulness

som redskab Mindfulness som livsstil Sanselige og rolige rum Di-

stancering fra et stressmærket tankemønster Stressmærkninger Ar-

bejdsdiskurser Mindfulnessgørelser Konstruktionsprocesser Kønnet

Mindfulness At gøre stress At gøre mindfulness Den ”rette” mindful-

ness Offensiv mindfulness Defensiv mindfulness Effektivisering

Fleksibilitet Arbejdslivsnarrativer Autenticitet Eksklusion Positione-

ring Konstruktionsprocesser Subjekt Mindfulness som redskab

Mindfulness som livsstil Sanselige og rolige rum Distancering fra et

stressmærket tankemønster Stressmærkninger Arbejdsdiskurser

Mindfulnessgørelser Konstruktionsprocesser Kønnet Mindfulness At

gøre stress At gøre mindfulness Den ”rette” mindfulness Offensiv

mindfulness Defensiv mindfulness Effektivisering Fleksibilitet

Arbejdslivsnarrativer Autenticitet Eksklusion Positionering Kon-

struktionsprocesser Subjekt Mindfulness som redskab Mindfulness

som livsstil Sanselige og rolige rum Distancering fra et stressmærket

tankemønster Stressmærkninger Arbejdsdiskurser Mindfulnessgørel-

ser Konstruktionsprocesser Kønnet Mindfulness At gøre stress At

gøre mindfulness Den ”rette” mindfulness Offensiv mindfulness

Defensiv mindfulness Effektivisering Fleksibilitet Arbejdslivsn

Mindfulnessdiskursens tilbud til subjekter, der gør arbejdsrelateret stress

En poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk undersøgelse af subjektets mulige konstruktionsprocesser i mindfulness-baseret

intervention

(What the mindfulness discourse offers subjects, who do work-related stress A post structuralist and social constructionist study of the subject’s possible construc-

tion processes in mindfulness-based intervention)

Udarbejdet af: Marie Schaarup Andersen Studienummer: 20095933

Februar 2012

Skriftligt speciale i pædagogisk psykologi Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

Aarhus Universitet

Vejleder: Anne Maj Nielsen

Omfangskrav: 192.000-240.000 anslag Specialets omfang: 239.987 anslag

2

Abstract This thesis explores how the stress-marked human is constructed as a subject through mind-

fulness-based intervention and the impact discourses about work has for this construction pro-

cess. Hence, the focal point of the study is the subject who is in a field of tension between

stress-marking, work and mindfulness, and the life lived in this tension. The thesis uses the

terms stress-marking and doing mindfulness as an alienating terminology.

Previous studies in mindfulness-based intervention have primarily focused on creating evi-

dence for the positive effects of mindfulness. This thesis differs from these by taking a social

constructionist and post structuralist perspective on the intervention. This makes it possible to

explore the complexities, discourses, and power relations associated with the use of, and the

human creation in, mindfulness-based intervention. Furthermore, the thesis intends to desta-

bilize the obvious ideas in the field, which enable reflection and discussion among partici-

pants involved in mindfulness-based interventions.

The research is based on two qualitative, semi-structured, and individually conducted inter-

views with two subjects (a man and a woman), both located in the tension field.

The analysis of the interviews is divided into two chapters, which examine the following

themes: 1) Doing stress, 2) Narratives about working life, 3) Perspectives on ”the good em-

ployee”, 4) Responsibility for stress-markings and work capability, 5) Doing mindfulness as

an offensive or defensive response strategy, 6) The distinctive experience offered by the

mindfulness discourse, 7) Doing mindfulness as an instrument or a lifestyle, 8) Doing the

”right” mindfulness, and 9) Doing gendered mindfulness. The themes emerged through vari-

ous analytical processes. Concepts used in the analysis are discourse, positioning, narrative,

social categories, intersectionality, and Firstness and Otherness.

The thesis offers an understanding, that reveals variations of mindfulness discourses and prac-

tices and thus different construction processes. Among other things these discourses and prac-

tices offer the stress-marked subject an authenticity-seeking process of construction, a gen-

dered process of construction, an offensive or defensive response strategy, quiet and sensuous

spaces, an instrument for dealing with stress-markings, and a particular ”mindful” subjec-

tivity. Furthermore, the thesis shows that doing mindfulness makes it possible for the subject

3

to create a discourse counterpoint to dominant work discourses and it provides a new under-

standing of ”the good employee” as authentic, boundary setting, reflective, and self-focused,

while it simultaneously indicates that this can lead to an exclusion from the late modern la-

bour market.

According to the analysis the construction processes of mindfulness-based interventions ap-

pear as contextualized and situated. Additionally, the analysis serves as a foundation for a

discussion about the interventions adequacy for stress-marked subjects, and it provides the

basis for further research on how to produce a possible intersectionality between the category

of “the authentic, boundary setting, reflective and self-focused employee” and the categories

within the dominant work discourses, that emerge in the analysis.

Indholdsfortegnelse

4

Indholdsfortegnelse

Abstract..........................................................................................................2

Kapitel 1: Introduktion ................................................................................7

1.1 Indledning..................................................................................................................7

1.1.1 En mindful løsning i en travl hverdag................................................................8

1.1.2 Udgangspunkt i de seneste års udvikling ...........................................................9

1.1.3 Et overordnet fokus på mindfulness som konstruerende proces ......................10

1.2 Problemformulering ................................................................................................11

1.3 Det metateoretiske blik............................................................................................11

1.4 Specialets forandringspotentiale og begrænsning ...................................................12

1.5 Begrebsforståelser/-afklaringer ...............................................................................14

1.5.1 Stress som social konstruktion .........................................................................14

1.5.2 Mindfulness – en meditativ interventionsform .................................................15

1.5.3 Subjektivitet, selv eller identitet .......................................................................17

1.6 Oversigt over specialets kapitler .............................................................................18

Kapitel 2: Forskning i mindfulness-baseret intervention mod

stressmærkninger........................................................................................19

2.1 Søgningsstrategi ......................................................................................................19

2.2 Generelle tendenser: Fokus på virkning og effekt ..................................................20

2.2.1 De kvantitative undersøgelsers forskningsideal...............................................22

2.3 Kvalitative studier i dansk kontekst ........................................................................23

2.3.1 En narrativ analyse ..........................................................................................23

2.3.2 Oplevelser med cd-baseret mindfulness meditation.........................................24

2.3.3 En sundhedssociologisk analyse af MBSR .......................................................25

2.4 Sammenfatning og specialets indskrivning i forskningsfeltet.................................26

Kapitel 3: Den teoretiske ramme...............................................................28

3.1 Forholdet mellem socialkonstruktionismen og poststrukturalismen.......................28

3.2 Analytiske begreber.................................................................................................29

3.2.1 Diskurs .............................................................................................................29

3.2.2 Positionering ....................................................................................................31

3.2.3 Selvnarrativet/narrativet ..................................................................................32

Indholdsfortegnelse

5

3.2.4 Sociale kategorier og intersektionalitet ...........................................................34

3.2.5 Førstehed og Andethed.....................................................................................35

3.3 Opsamlende diskussion og overvejelser .................................................................36

Kapitel 4: Metodiske og metodologiske overvejelser...............................38

4.1 Adgang til genstandsfeltet gennem kvalitative interviews......................................38

4.2 Interviewguiden som rammesættende.....................................................................40

4.3 Informanter – afgrænsning, udvælgelse og kontakt ................................................41

4.4 Positioneringer i interviewsituationerne..................................................................42

4.5 Fortrolighed og informeret samtykke......................................................................43

4.6 Retningslinjer for transskriptionerne.......................................................................44

4.7 Analysestrategi ........................................................................................................45

4.7.1 Den analytiske proces ......................................................................................46

4.7.2 Analyse og afgrænsning af diskurser ...............................................................47

Kapitel 5: Analyse – et levet liv med arbejde, stressmærkning og

mindfulness..................................................................................................49

5.1 Situering af informanterne ......................................................................................49

5.2 At gøre stress ...........................................................................................................50

5.3 Levet arbejdsliv .......................................................................................................52

5.3.1 Sanne og arbejdslivs-narrativet om den pligtopfyldende lærer med manglende

fokus på sig selv.........................................................................................................54

5.3.2 Jakob og arbejdslivs-narrativet om den dygtige, men ikke tilstrækkeligt anerkendte

medarbejder ..............................................................................................................56

5.3.3 Opsamling på arbejdslivs-narrativerne ...........................................................59

5.4 Fremstilling af en selvfølgelig medarbejderfleksibilitet .........................................59

5.4.1 Skaber mindfulness en fleksibel medarbejder? ................................................61

5.4.2 At gøre ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede

medarbejder” på en senmoderne arbejdsplads ........................................................63

5.5 Ansvar for stressmærkning og arbejdsdygtighed ....................................................66

5.5.1 Mindfulness som løsningen eller blot en del af løsningen? .............................69

5.5.2 En offensiv og defensiv måde at gøre mindfulness på......................................70

5.6 Opsamling på kapitlet..............................................................................................72

Kapitel 6: Analyse - at gøre mindfulness ..................................................73

Indholdsfortegnelse

6

6.1 Mindfulnessdiskursens særlige oplevelsestilbud ....................................................73

6.1.1 At genfinde sin krop..........................................................................................73

6.1.2 At konstruere rolige og sanselige rum gennem distancering fra et stressmærket

tankemønster .............................................................................................................74

6.2 At gøre mindfulness som redskab eller livsstil .......................................................77

6.2.1 Sannes positionering inden for en redskabsdiskurs .........................................77

6.2.2 Jakobs positionering inden for en livsstilsdiskurs............................................80

6.2.3 Den ”rette” mindfulness som en lineær konstruktionsproces..........................82

6.2.4 Fremstilling af et paradoks ..............................................................................84

6.3 Et kønnet perspektiv på det at gøre mindfulness.....................................................86

6.3.1 En maskulin mindfulnessdiskurs ......................................................................87

6.3.2 En feminin mindfulnessdiskurs.........................................................................88

6.3.3 Opsamling på mindfulness som kønnet praksis................................................90

6.4 Opsamling på analysekapitlet..................................................................................90

Kapitel 7: Diskussion ..................................................................................92

7.1 At forstå mindfulness som forskellige diskurser/praksisser....................................93

7.1.1 Mindfulness – en ikke-stræbende praksis?.......................................................94

7.2 Mindfulness og det autentiske selv .........................................................................95

7.3 Kan mindfulnessdiskursen skabe målrettethed og effektivitet? ..............................97

7.4 Retrospektive etiske overvejelser............................................................................98

Kapitel 8: Konklusion – et analytisk bud på forståelse...........................99

8.1 Perspektivering......................................................................................................101

Litteraturliste ............................................................................................105

Bilag 1, 2 & 5: Ikke med i denne udgave ................................................112

Bilag 3: Interviewguide ............................................................................113

Bilag 4: Informeret samtykke-erklæring................................................116

Kapitel 1: Introduktion

7


1.1 Indledning ”[…] jeg følte mig sådan lidt som sådan en sneplov nogen gange, ikke? Hvor jeg

bare kører hen ad den her lange, lange lige landevej og bare skovler mere og

mere sne deroppe foran, men får aldrig noget af det sne skovlet af, så bunken

bliver bare større og større. Det var sådan jeg havde det med mine arbejdsopga-

ver. Det var derfor, jeg brugte så meget tid på det og heller ikke kunne sove om

natten, fordi jeg hele tiden: ”Så skal jeg huske det, og så skal jeg huske det, og

så skal jeg huske det, og så er der også det projekt”. Når jeg så var færdig med

hele rækken igennem, så kunne jeg starte forfra igen, fordi så var jeg allerede

begyndt at glemme noget, så skulle jeg begynde at holde styr igen. Så jeg brugte

alt min energi på at huske i stedet for at få lavet noget. Sådan endte det i hvert

fald.” (Jakob1, bilag 2: 4)

Jakob, en mand midt i 30’erne, fortæller her om, hvordan han oplevede, at hans arbejde blev

en for stor byrde for ham. I efteråret blev han sygemeldt pga. arbejdsrelateret stress. Ifølge

Sundhedsstyrelsen er denne form for stress et stigende problem blandt den danske befolkning

(Nielsen & Kristensen 2007). De seneste tal fra 2007 viser, at ni procent af befolkningen an-

giver, at de ofte er stressede i dagligdagen, mens 33 procent angiver, at de er stressede af og

til (Ibid.). I EU betegnes stress ligeledes som et stort arbejdsrelateret problem (Arbejdstilsynet

2010). På den måde er stress en aktuel problematik, der påvirker en stor del af befolkningen.

Det er bl.a. en økonomisk belastning for samfundet, hvor det vurderes at koste virksomheder

og statslige myndigheder op imod 20 mia. euro i fravær og sundhedsmæssige omkostninger

om året (Nielsen & Kristensen 2007).

Som Jakobs citat indikerer, har det også individuelle omkostninger for det menneske, der op-

lever at være stresset. Ifølge Arbejdstilsynet ender mange stresstilfælde netop med en syge-

melding fra arbejdspladsen (Arbejdstilsynet 2010). Forskning tyder desuden på, at stress kan

sættes i forbindelse med udvikling af andre fysiske og psykiske lidelser, herunder kronisk

forhøjet blodtryk og depression (Groth & Rosbjerg 2006; Strøbæk 2009). Ud fra både et sam-

1 Jakob er et fiktivt navn på en af de informanter, jeg har interviewet i forbindelse med specialets undersøgelse (se kap. 4).


8

fundsmæssigt og individuelt perspektiv bliver det derfor relevant at rette fokus og fremtidig

forskning mod at udvikle eller videreudvikle metoder, der både kan forebygge og håndtere

stressproblematikken.

Ifølge forsker i moderne arbejdsliv og stresshåndtering, Kirsten Marie Bovbjerg, har proble-

matikken igennem de seneste år medført et øget fokus på medarbejdernes trivsel på arbejds-

pladserne (Bovbjerg 2009a). Samtidig er der generelt sket en ændring af, hvordan stress fore-

bygges og håndteres (Bovbjerg 2009b). Hvor der tidligere primært var fokus på at finde løs-

ninger gennem ændringer af ydre omstændigheder, fx minimering af fysiske belastninger eller

omstrukturering af arbejdsfordeling, er fokus i dag flyttet til et individuelt plan, hvor løsnin-

gen anses som en del af den enkelte medarbejders individuelle udvikling (Ibid.). Denne æn-

dring har medført, at flere aktuelle interventionsformer primært sigter imod, at det enkelte

menneske gennem selvudvikling udvikler sig ud af en stresstilstand (Holm-Pedersen 2009).

Ifølge Bovbjerg sigter interventionsformerne ligeledes imod, at den enkelte medarbejder i

interventionsprocessen udvikler sig til en bedre udgave af sig selv, idet det bl.a. forventes, at

vedkommende bliver i stand til at stå for presset på en senmoderne arbejdsplads (Ibid.). På

den måde kommer ansvaret for at være arbejdsdygtig til at ligge hos den enkelte medarbejder.

1.1.1 En mindful løsning i en travl hverdag

”[…] det kan være den der, den der totale afslapning. Den der sådan næsten fal-

dende fornemmelse. […] Man sådan, man bliver sådan helt… let. Så det bare så-

dan føles sådan lidt ligesom, ja… at man bare falder. Bare på den behagelige må-

de.” (Sanne2, bilag 1: 12)

En af de aktuelle interventionsformer hvis udbredelse er hastigt voksende i Danmark, og som

har den udviklingsorienterede løsning på stress i fokus, er mindfulness (Bovbjerg 2009c). I

ovenstående citat giver Sanne, en kvinde sidst i 30’erne, udtryk for, hvordan mindfulness kan

give hende en oplevelse af ro i en stresset hverdag. Mindfulness kan oversættes til bevidst

nærvær eller opmærksomt nærvær (Lorentzen & Reintoft 2010) og henviser til forskellige

interventionsformer inden for psykologien (se fx Kabat-Zinn 2003, Langer 1989, Shapiro &

Carlson 2009). Den interventionsform, som dette speciale vil beskæftige sig med, er inspireret

af den amerikanske professor emeritus i medicin Jon Kabat-Zinns arbejde (se fx Kabat-Zinn

2 Sanne er et fiktivt navn på specialets anden informant.


9

2003, 2004, 2007). Kabat-Zinn udviklede i 1979 et otte ugers meditationsprogram, kaldet

Mindfulness Based Stress Reduction (MBSR), som bl.a. havde til hensigt at afhjælpe symp-

tomer på stress (Grünenberg, Walker & Knudsen 2009). Programmet anvendes i dag i forskel-

lige inspirerede og videreudviklede versioner, og det overordnede formål er gennem mental

træning/meditation at opnå en tilstand af mindfulness, der kan defineres på følgende måde:

”[…] the awareness that emerges through paying attention on purpose, in the pre-

sent moment, and nonjudgmentally to the unfolding of experience moment by mo-

ment.”3 (Kabat-Zinn 2003: 145)

Trods de seneste års udbredelse af mindfulness og andre individuelt udviklingsorienterede

interventionsformer, samt det øgede fokus på trivsel, tyder undersøgelser på, at stadig flere

medarbejdere oplever at være stressede (Groth & Rosbjerg 2006, Bovbjerg 2009a). Dette er et

paradoks, der lægger op til at problematisere og undersøge de seneste tendenser inden for

stressforebyggelse og -håndtering.

1.1.2 Udgangspunkt i de seneste års udvikling I dette speciale vil jeg tage udgangspunkt i den individualiserende udvikling, der er sket inden

for stressforebyggelse og –håndtering de seneste år. Der kan argumenteres for, at stressfore-

byggelse ligeledes bør have fokus på at fjerne ydre stressfaktorer, men eftersom udviklingen

ikke er gået i denne retning, bliver det relevant at undersøge, hvordan stress kan forebygges

og håndteres ved at gøre det enkelte menneske mindre modtagelig overfor stressfaktorer

(Svinth 2009). Jeg finder det derfor relevant at undersøge muligheder og begrænsninger ved

de forhold, som er aktuelle, inden der evt. gives normative anvisninger til alternative interven-

tionsformer og perspektiver inden for stressforskningsområdet. Mit valg hænger også sammen

med, at jeg vurderer, at en undersøgelse inden for dette område kan være relevant for den en-

kelte medarbejder, der befinder sig midt i stressproblematikken, og som ikke har mulighed for

at ændre på de ydre omstændigheder, men derimod kun kan handle på et individuelt plan.

Derfor er mit fokus på, hvilken betydning de aktuelle forhold inden for stressforebyggelse og

–håndtering har for den enkelte medarbejder.

Jeg vælger specifikt at undersøge mindfulness-baseret intervention, fordi jeg finder interven-

tionsformen relevant og aktuel pga. dens voksende udbredelse i dansk kontekst (Bovbjerg 3 En uddybende gennemgang af mindfulnessinterventionen findes senere i dette kapitel.


10

2009c). Det store udbud af kurser, vurderer jeg, kan hænge sammen med, at interventions-

formen ikke begrænser sig til håndtering af stress og andre lidelser, men derimod også kan

anvendes med et forebyggende sigte og derfor har en bred målgruppe. Ud over at fungere som

intervention mod specifikke lidelser, opfordrer mindfulnesstankegangen det enkelte menneske

til at leve hele sit liv på en særlig opmærksom/mindful måde i nuet (Shapiro & Carlson 2009).

Dette er en opfordring, som jeg finder særlig interessant og nyttig i et samfund, der efterspør-

ger egenskaber som fleksibilitet og tilgængelighed i forhold til arbejdsmarkedet, og som sam-

tidig forventer, at den enkelte formår at balancere et familieliv ved siden af arbejdet (Jørgen-

sen 2002). Mental tilstedeværelse i nuet og evne til at gå med det, der er, bliver derfor, efter

min vurdering, attraktive forholdemåder i det senmoderne samfund, hvor den enkelte har flere

sociale arenaer at tilgodese.

1.1.3 Et overordnet fokus på mindfulness som konstruerende proces Som jeg senere i specialet vil redegøre for, har en stor del af forskningen i mindfulness de

seneste år været rettet imod at skabe evidens for forskellige mindfulness-baserede interventi-

oners positive virkninger gennem kvantitative metoder (se fx Chiesa & Serretti 2009, Kabat-

Zinn 2004, Shapiro & Carlson 2009). Jeg vil i den forbindelse argumentere for, at denne type

undersøgelser kan bidrage til en række fikserede forestillinger og konstateringer om, hvad

mindfulness er, hvad det gør, og hvordan det virker. I dette speciale vil jeg anlægge en anden

og kvalitativ vinkel på interventionsformen ved ikke på forhånd at tage fikserede forestillinger

og konstateringer for givet, men derimod skabe en destabilisering af det, der antages som

selvfølgeligt (Knudsen 2010; Søndergaard 2005). Mit udgangspunkt er mennesket, der befin-

der sig midt i et spændingsfelt mellem arbejde, stress og mindfulness, og det levede liv i dette

spændingsfelt (Staunæs 2004). Jeg vil betragte det enkelte menneskes anvendelse af mindful-

ness som et komplekst samspil imellem de forskellige faktorer i spændingsfeltet og fokusere

på, hvilken betydning interventionsprocessen har for den enkeltes opfattelse af sig selv og sin

oplevelse af stress og arbejde. For at undersøge dette har jeg brug for nogle informanter, der

kan give adgang til en forståelse af deres konstruktionsprocesser i mindfulness, samt en

forskningstilgang, som kan åbne for en forståelse af de kompleksiteter, diskurser4, dynamik-

ker og magtforhold, der er forbundet med anvendelsen af, og menneskets tilblivelse i, mind-

4 Begrebet diskurs henviser i dette speciale til sproglig praksis, en tolkningsramme og en sammenhæng af betyd-ninger og repræsentationer, der gør det muligt at se, tænke, tale, forstå, handle på bestemte måder, og som samti-dig udelukker andre måder at se, tænke, tale, forstå og handle på. (Foucault 1969; Staunæs 2004). Se afsnit 3.2.1 for uddybning.


11

fulness-baseret intervention (Søndergaard 2005). Derfor vil jeg anlægge et socialkonstruktio-

nistisk og poststrukturalistisk perspektiv på den tilblivelsesproces, som det stressede menne-

ske gennemgår i interventionen.

Med dette perspektiv bliver jeg tilbudt en anti-essentialistisk forståelse af mennesket som et

subjekt, der befinder sig i et gensidigt konstruerende forhold med den sociale omverden

(Khawaja 2005). Dermed afvises traditionelle psykoanalytiske og humanistiske forestillinger

om det stabile, forankrede og sande selv (se fx Erikson 1997; Rogers 1995), og i stedet anses

selvet som noget foranderligt og relationelt skabt i et samspil med konteksten (Davies & Har-

ré 2000; Gergen 2005). Tilgangen gør det på den måde muligt at få blik for, hvordan mindful-

ness er konstruerende for det enkelte menneskes selv/subjektivitet, og hvordan forskellige

opfattelser af stress og arbejde ligeledes bidrager til denne konstruktionsproces. Disse indle-

dende overvejelser leder mig frem til specialets problemformulering.

1.2 Problemformulering • Hvordan konstrueres det stressmærkede5 menneske som subjekt gennem mindful-

ness-baseret intervention, og hvilken betydning har diskurser om arbejde for denne

konstruktionsproces?

1.3 Det metateoretiske blik Med den poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske tilgang til problemformuleringen

bevæger jeg mig væk fra et traditionelt virkelighedskonstaterende forskningsideal, hvor ambi-

tionen er at kortlægge og konstatere virkeligheden, som den er, og hvor den sproglige repræ-

sentation anses som direkte adgangsgivende til sandheden om et undersøgt fænomen (Søn-

dergaard 2005). I stedet placerer jeg mig inden for, hvad Staunæs og Søndergaard (2005) kal-

der en virkelighedsreflekterende forskningstradition. Gennem denne tradition anlægges en

epistemologisk orienteret erkendelsesinteresse, der har til hensigt at undersøge, hvordan vir-

keligheden konstitueres gennem sociale processer, frem for en ontologisk interesse i at under-

søge, hvad den indeholder (Søndergaard 2000). Der er på den måde tale om et skift i forsk-

ningsfokus fra essens til konstituerende proces. Forskningstraditionen tilbyder mig mulighed

for at undersøge, hvordan sociale betydninger konstrueres, herunder hvilke betydninger af

5 En redegørelse for brug af betegnelsen stressmærkede findes i afsnit 1.5.1 i dette kapitel.


12

subjekters forholdemåder, der konstrueres, når de anvender mindfulnessdiskurser selvreflek-

sivt gennem deltagelse i kurser.

Med dette forskningsideal afviser jeg muligheden for at komme frem til en sandhed om det

fænomen, jeg vil undersøge, hvilket hænger sammen med, at erkendelse, virkelighed og sprog

forstås som tæt forbundet (Søndergaard 2005). Det, der opfattes som objektiv viden, vil altid

være et resultat af en forhandling i en given kontekst og vil derfor være socialt situeret og

konstrueret (Esmark, Laustsen & Åkerstrøm 2005a; 2005b). Muligheden for at forhandle be-

grænses inden for den enkelte kontekst af tilgængelige diskurser, der sætter rammer for, hvor-

dan der kan tales om virkeligheden, og dermed hvordan den kan erkendes (Jørgensen & Phi-

lips 1999). Sproget opfattes på den måde ikke som en direkte genspejling af virkeligheden,

men fremstår som det, der konstituerer og betydningssætter den (Stormhøj 2001, 2006).

Denne tilgang kan kritiseres for at nærme sig ren relativisme. Når muligheden for objektiv

erkendelse opløses bliver alt i princippet subjektivt og lige gyldigt - og dermed ligegyldigt -

idet der ikke eksisterer noget uden for vores erkendelse af det (Søndergaard 2000). Dette er

imidlertid en diskussion, der indebærer en skelnen imellem en ontologisk og en epistemolo-

gisk relativisme. I førstnævnte hævdes det, at virkeligheden, som vi forestiller os den, kun

eksisterer i vores fantasi, mens der i sidstnævnte ikke sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt

virkeligheden eksisterer, men kun om vores erkendelse af den kan give en sand viden om den

(Christensen 2002: 356). I dette speciale bevæger jeg mig inden for den epistemologiske rela-

tivisme og betvivler på den måde ikke virkelighedens eksistens i ontologisk forstand. Jeg vil

desuden i tråd med Søndergaard (2000: 69) argumentere for, at relativismen bør betragtes ud

fra skiftet i forskningsfokus. På den måde bliver det et udtryk for en anden måde at undersøge

sit genstandsfelt på, der bl.a. giver mulighed for at destabilisere det, der tages for givet

(Søndergaard 1996, 2002).

1.4 Specialets forandringspotentiale og begrænsning Når jeg afviser at finde en endegyldig sandhed om mit undersøgelsesfænomen, afviser jeg

samtidig muligheden for at skabe en universel teori (Stormhøj 2001). Det, min analyse derfor

kan bidrage med, er et analytisk bud på forståelse (Søndergaard 2005). Det træder på den må-

6 Ved særligt tekstnære redegørelser har jeg valgt at henvise til konkrete sidetal i kildehenvisningen. Ellers er sidetal kun indsat ved direkte citater.


13

de frem, at der inden for en poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk tilgang er andre

kvalitetskriterier for forskning end dem, der arbejdes med inden for en traditionel kvantitativ

forskning (Karpatschof 2010). I stedet for at tilstræbe validering og generalisering af forsk-

ningsresultaterne, knyttes forskningens kvalitet an til den systematik, der er anvendt til at

fremarbejde de analytiske pointer, samt til hvordan forskeren har succes med at åbne dyna-

mikker og kompleksitet for forståelse (Søndergaard 2005: 265). Derudover bør en forsker

vurdere, om dennes forskning har frembragt inspirerende og nytænkende resultater, samt for-

holde sig til, hvordan forskningens relevans rækker ud over selve det felt, som resultaterne er

fremarbejdet inden for7 (Ibid.).

Den viden, jeg producerer med specialet, har til hensigt at åbne for en refleksion hos den

stressede medarbejder, der anvender mindfulness, samt hos de arbejdspladser, der tilbyder

deres medarbejdere interventionsformen. En refleksion over og en forståelse for, hvilke dis-

kurser man skriver sig ind i, og hvilke konstruktionsprocesser man gennemgår, når en mind-

fulness-baseret intervention sættes i værk. Yderligere har undersøgelsen til hensigt at bidrage

med perspektiver til debatten om det gode psykiske arbejdsmiljø. Specialets forandringspo-

tentiale ligger på den måde i en ambition om at lade medarbejdere, virksomheder og andre

undre sig over aktuelle diskursive betingelser og forstyrre det, der antages som selvfølgeligt i

forbindelse anvendelsen af, og subjektets tilblivelse i, mindfulness-baseret intervention (Burr

2003). Undersøgelsen kan derfor fungere som en motivation for eller et afsæt til at udvikle en

mindfulness- eller en arbejdspraksis, eller den kan resultere i, at det enkelte menneske og/eller

virksomheder gentilegner sig eksisterende diskursive betingelser i en mere reflekteret form

(Søndergaard 2005).

I specialets forandringspotentiale ligger samtidig dets begrænsning. Med den poststrukturali-

stiske og socialkonstruktionistiske tilgang udpeges ingen normative retningslinjer for udvik-

ling af den praksis, jeg undersøger8 (Burr 2003; Knudsen 2010). Fx er min ambition ikke at

komme med konkrete løsningsforslag til, hvordan mindfulness kan anvendes på den mest

effektive måde, således at arbejdsrelateret stress undgås, eller hvordan mindfulness-baseret

intervention bør konstruere subjektet. Forskningstilgangen har på den måde sin begrænsning

i, at den kun formår at tydeliggøre nogle diskursive betingelser og derfor mangler et fremad-

7 Der henvises til kapitel 4 for uddybning af kvalitetskriterier og hvad et analytisk bud på forståelse indebærer. 8 Der kan dog argumenteres for, at jeg er normativ i den forstand, at jeg vurderer, at mit undersøgelsesfelt bør problematiseres.


14

rettet udviklings- eller handlingsaspekt. En evt. fremadrettet forandring vil afhænge af, at de

deltagende subjekter forhandler de diskursive betingelser og derigennem åbner for nye mulig-

heder ud fra deres perspektiver. Det ville derfor være at bryde med den metateoretiske tilgang,

hvis jeg definerede, hvad der burde forhandles.

1.5 Begrebsforståelser/-afklaringer

1.5.1 Stress som social konstruktion Søndergaard (2000: 89) argumenterer for, at man gennem anvendelse af fremmedgørende

sprogbrug kan undgå at fortælle diskurser på diskursernes egne præmisser, og dermed undgå

at reproducere selvfølgeligheder. Derfor vælger jeg i dette speciale fremover anvende beteg-

nelserne at gøre stress/stressgørelse og stressmærkning, hvor førstnævnte henviser til subjek-

tets konkrete oplevede tilstand og symptomer, og sidstnævnte henviser til den diagnosticerede

tilstand/kategoriseringen af de oplevelsestilstande og symptomer, der følger med at gøre

stress.

Med specialets videnskabsteoretiske tilgang forstår jeg stress som en socialt konstrueret

mærkning af særlige oplevelsestilstande og symptomer, hvilket betyder, at jeg betragter det

som en social konstruktion, at særlige oplevelsestilstande og symptomer diagnosticeres som

netop stress. Vender jeg blikket mod stressforskningen, træder det frem, at stressmærkninger

kan henvise til flere forskellige fænomener. Sundhedsstyrelsen kategoriserer fx stressmærk-

ninger i tre overordnede forståelser: 1) faktorer i omgivelserne, der påvirker subjektet, 2) en

individuel oplevelsestilstand, 3) det interaktionelle forhold mellem omgivelser og subjekt

(Nielsen & Kristensen 2007: 8). At gøre stress kan ud fra disse forståelser fx indebære en op-

levelse af uoverskuelighed, nedtrykthed og søvnløshed, eller det kan handle om urimelige

arbejdsvilkår. Desuden betegner andre ligeledes det at have travlt som en stressgørelse (Bov-

bjerg 2009a).

Med min analytiske tilgang anlægger jeg det fokus, at en stressmærkning konstrueres i sub-

jektets møde med omverdenen (Burr 2003), hvilket skal forstås i sammenhæng med det gen-

sidigt konstruerende forhold imellem den sociale verden og subjektet. Derfor knytter jeg ikke

stress an til én specifik definition af begrebet, men tager derimod udgangspunkt i, hvordan det

enkelte subjekt gør stress og i mødet med sin sociale omverden kategoriseres som stressmær-

ket. Interessen rettes på den måde imod, hvordan de mulige sociale mærkninger af stress får


15

betydning for subjektets oplevelse af sin tilstand og muligheder for at handle. Fx må oplevel-

sen af tilstanden antages at være influeret af den mindfulness-baserede interventions tilgang

til håndtering af stressmærkninger. Jeg afgrænser mig på den måde fra at tage stilling til, hvad

der kan defineres som stressmærkning/-gørelse, og hvad der ikke kan.

1.5.2 Mindfulness – en meditativ interventionsform

For at give et indblik i hvad diskursen om mindfulness-baseret intervention tilbyder, vil jeg i

det følgende, inspireret af Kabat-Zinn, præsentere nogle af diskursens grundlæggende aspek-

ter. Mere specifikke eksempler på oplevelser med mindfulness findes i specialets analyse.

Oprindeligt henviser mindfulness til en buddhistisk meditationsform, men er i Vesten blevet

introduceret i både religiøse og ikke-religiøse udformninger (Grünenberg, Walker & Knusen

2009). Kabat-Zinns arbejde med mindfulness er inspireret af Buddhismen, men er generelt af

ikke-religiøs karakter. Dette hænger sammen med, at han ikke betragter mindfulness som væ-

rende specifik for buddhister, men derimod som en iboende egenskab i alle mennesker (Ka-

bat-Zinn 2003). Desuden er det ikke religionen som praktiseres gennem mindfulness, men en

særlig form for opmærksomhed. Derfor vil jeg i dette speciale ikke gå dybere ind i den religi-

øse side af interventionsformen.

Ifølge Kabat-Zinn (2004: 33-40) indebærer praktisering af mindfulness en kultivering af syv

grundlæggende forholdemåder, som afhænger af og influerer på hinanden:

1. Ikke-dømmende: Man bør indtage en position som upartisk vidne til sine oplevelser.

Ikke dømme sine tanker, men være med det, der er.

2. Tålmodighed: Man må lade tingene folde sig ud i deres eget tempo.

3. En begynders sind: Man må søge at anlægge en forholdemåde, hvor man er villig til

at se alt, som var det første gang og dermed være fri af sine forventninger.

4. Tillid: Man må udvikle en basal tillid til sig selv og sine følelser.

5. Ikke-stræbende: Ultimativt er meditation en ikke-gøren. Man skal ikke stræbe efter

et specifikt mål.

6. Accept: Man må være villig til at se tingene, som de er.

7. Given slip: Man må lade tanker og følelser forsvinde.


16

Det, der oparbejdes gennem kultivering af disse forholdemåder, er evnen til, hvad Shapiro og

Carlson (2009: 94) benævner ”reperceiving”, som direkte kan oversættes til reopfattelse. Det-

te indebærer, at den enkelte kan stille sig i baggrunden og være vidne til sit eget personlige

narrativ. Derigennem skabes en forståelse af, at opmærksomhed på sansninger, tanker og fø-

lelser er anderledes end sansningerne, tankerne og følelserne i sig selv. Denne forståelse

kommer fx til udtryk i interview med en af informanterne, Sanne, når hun siger: ”Det er bare

en tanke. Du er ikke din tanke. Det er bare en tanke.” (Sanne, bilag 1: 7). På den måde sker

der en deidentificering fra tanker, følelser og kropsoplevelser, for at man i stedet kan være

med det, der er i nuet (Shapiro & Carlson 2009). Dette skal ikke forstås således, at man ad-

skiller eller frigør sig fra sine oplevelser og indtager en passiv eller resignerende forholdemå-

de (Kabat-Zinn 2004). Derimod handler det om at mærke fra øjeblik til øjeblik og om at se

tingene mere klart, hvilket på sigt vil medføre, at automatiske reaktioner kan undgås, for i

stedet at blive afløst af respons. En mulig vej ud af stressgørelse bliver ud fra denne forståelse

at undgå automatiske reaktioner i stressmærkede situationer og i stedet begynde at respondere

på de stressmærkede faktorer (Ibid.).

Det kræver øvelse at praktisere mindfulness, og nogle vil ifølge Kabat-Zinn (2004) have lette-

re ved det end andre. Et kursusforløb er typisk undervisning tilrettelagt over otte uger, supple-

ret med opfordringer til daglige meditationer af 45 minutters varighed, seks dage om ugen (se

fx Grossman et. al. 2004; Grünenberg, Walker & Knudsen 2009; Kabat-Zinn 2004). Nogle af

de teknikker, der anvendes er siddende meditationer med fokus på åndedrættet, en meditativ

bodyscan, hvor fokus løbende rettes mod forskellige kropsdele, og yoga, hvor der fokuseres

på en synkronisering af vejrtrækning og kropsbevægelser (Kabat-Zinn 2007).

Jeg har i mit arbejde med at skabe forståelse for den mindfulness-baserede interventionsform

forsøgt at placere den i det videnskabsteoretiske landskab. I denne proces er jeg bl.a. stødt på

argumenter for mindfulnessdiskursens ligheder med den positive og humanistiske psykologi

(Knudsen, Grünenberg & Walker 2008; Lorentzen & Reintoft 2010), mens andre argumente-

rer for, at mindfulness med sine buddhistiske rødder bygger på en forståelse af, at subjektet

ikke kan forstås som en afgrænset enhed (Davies 2011; Fransgaard 2011). På grund af disse

modstridende argumenter vil jeg undlade at placere interventionsformen inden for en viden-

skabsteoretisk ramme. I stedet vil jeg lade analysen skabe forståelse for, hvilke referencer

informanternes mindfulnesspraksisser bygger på, og hvilken betydning dette har.


17

I problemformuleringen anvender jeg betegnelsen ”mindfulness-baseret intervention” og ikke

fx ”MBSR”, hvilket bidrager til at gøre formuleringen bred. Jeg har valgt at anvende denne

betegnelse, fordi jeg under min søgning efter artikler og informanter har erfaret, at mange af

de kurser, der i dag udbydes i mindfulness ikke afgrænser sig til et specifikt mindfulnesspro-

gram, men derimod henter inspiration fra forskellige programmer. De personer, som jeg har

interviewet, har således deltaget i kurser, som bl.a. er inspireret af Kabat-Zinns arbejde, men

også andre mindfulnesselementer har indgået, hvilket vil fremgå i specialets analyse.

På baggrund af specialets metateoretiske tilgangs anvendelse af diskursdistancerende sprog-

brug vil jeg anvende betegnelsen at gøre mindfulness/mindfulnessgørelse til at dække over,

hvordan mine informanter tager mindfulnessdiskursens tilbud til sig og anvender mindfulness

i deres praksisser. På den måde vil jeg i dette speciale ikke kun operere med et specifikt be-

greb om mindfulness (fx Kabat-Zinns). Derimod vil jeg lade informanternes italesættelser

bidrage med bredere forståelse af, hvad mindfulnessdiskursen kan tilbyde subjektet.

1.5.3 Subjektivitet, selv eller identitet Når jeg i problemformuleringen stiller spørgsmålet: ”Hvordan konstrueres det stressmærkede

menneske som subjekt […]”, får jeg brug for et begreb, der kan gribe, hvad det vil sige at væ-

re et subjekt inden for en poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk tilgang.

Med inspiration fra Søndergaard (1996: 37) vil jeg til dette formål anvende begreberne sub-

jektivitet, identitet og selv som overlappende begreber, der i vid udstrækning fremstiller det

samme fænomen. Søndergaard argumenterer dog for, at begreberne kan fremhæve forskellige

sider af fænomenet. Fx henviser identitet både til personlig og social identitet, hvor social

identitet forstås som tilgængelige kollektive samlinger af identitetskonstituerende træk, som

det enkelte subjekt tilbydes at forstå sig selv igennem eller imod, hvilket fx kan være køn,

klasse, alder, etnicitet mv. Den personlige identitet er den enkeltes tilknytning til de tilgænge-

lige sociale identiteter (Ibid.). Selvet henviser mere specifikt til en oplevelse af at være et in-

divid i tid og rum, mens subjektivitet fremhæver selvet som en kraft rettet mod deltagelse i

forhandling af omverdensbetingelser og konstruktionen af den sociale virkelighed9. Fælles for

anvendelsen af de forskellige begreber er, at jeg med min metateoretiske tilgang sætter fokus

på konstruktionsprocessen og ikke på, hvad identiteten/selvet/subjektiviteten indeholder. Jeg

9 Se Søndergaard (1996: 37) for uddybning af relationen mellem begreberne.


18

vil som udgangspunkt anvende subjektivitetsbegrebet, fordi dette pr. definition mere specifikt

end de andre henviser til det gensidigt konstruerende og forhandlende forhold mellem subjek-

tet og den sociale verden, mens jeg vil anvende de andre begreber afhængigt af, hvilke diskur-

ser informanterne taler sig ind i.

1.6 Oversigt over specialets kapitler De resterende dele af specialet er inddelt i følgende kapitler:

I kapitel 2 vil jeg redegøre for udvalgte dele af den forskning, der eksisterer inden for mind-

fulness-baseret intervention mod arbejdsrelaterede stressmærkninger. En sammenfatning og

vurdering af de forskellige udvalgte undersøgelser vil fungere som oplæg til dette speciales

indskrivning i forskningsfeltet.

I kapitel 3 vil jeg undersøge, hvordan udvalgte poststrukturalistiske og socialkonstruktio-

nistiske begreber kan anvendes til at producere en forståelse af den konstruktionsproces, som

det stressmærkede subjekt gennemgår i mindfulness-baseret intervention.

I kapitel 4 gives metodologiske og metodiske overvejelser over den empiriske dataindsam-

ling og analysen. Herunder vil etiske overvejelser indgå. Disse overvejelser leder frem til min

analytiske strategi.

I kapitel 5 og 6 analyseres empirien. I det første analysekapitel vil jeg fokusere bredt på hele

spændingsfeltet mellem arbejde, mindfulness og stressmærkning, mens jeg i det andet analy-

sekapitel indsnævrer blikket til mere specifikt at undersøge, hvordan informanterne gør mind-

fulness.

I kapitel 7 vil jeg diskutere den viden, jeg har produceret, samt de spørgsmål, analyserne har

åbnet for, men som ikke er blevet uddybet i analyseafsnittene.

I kapitel 8 gives en konklusion på problemformuleringen samt en perspektivering. Der per-

spektiveres bl.a. til undersøgelsens betydning for debatten om det gode psykisk arbejdsmiljø.

Kapitel 2: Forskning i mindfulness-baseret intervention mod stressmærkning

19

Kapitel 2: Forskning i mindfulness-baseret intervention mod stressmærkninger

Dette kapitel fungerer som et ”state of the art” inden for det forskningsfelt, som jeg vil under-

søge. Som et led i at afgrænse kapitlet har jeg valgt at fokusere på udvalgte dele af den forsk-

ning, der eksisterer inden for mindfulness-baseret intervention, fordi det netop er interventi-

onsformen, der er det primære interessefelt for min undersøgelse. Dette betyder, at jeg fx har

fravalgt at inddrage undersøgelser, der alene beskæftiger sig med fx stressmærkningsforsk-

ning eller arbejdsmiljøforskning.

Først vil jeg give et indblik i min søgningsstrategi, hvilket har til hensigt at gøre det muligt at

følge min fremgangsmåde. Efterfølgende vil jeg redegøre for nogle generelle tendenser inden

for forskningsfeltet. Jeg vælger at give en uddybende redegørelse for et tværvidenskabeligt

forskningsprojekt udført ved Københavns Universitet, fordi dette projekt trækker på flere af

de begreber, som jeg vil anvende i min undersøgelse. En sammenfatning af de forskellige

undersøgelser vil fungere som oplæg til dette speciales indskrivning i forskningsfeltet.

2.1 Søgningsstrategi I min søgning efter undersøgelser har jeg rettet mit fokus mod artikler og bøger, der specifikt

beskæftiger sig med mindfulness som intervention mod arbejdsrelaterede stressmærkninger/-

gørelser, men eftersom mange undersøgelser af mindfulness ikke har et afgrænset fokus på

dette, har jeg fundet det nødvendigt at inddrage et bredere udvalg af undersøgelser. En del af

disse undersøgelser er metaanalyser, der analyserer og vurderer tidligere undersøgelsers me-

toder og resultater. På den måde har metaanalyserne et bredt fokus på mindfulness i forhold til

flere forskelligartede fænomener og lidelser. Derudover har jeg valgt primært at inddrage un-

dersøgelser, der omhandler Kabat-Zinns MBSR program, hvilket hænger sammen med en

vurdering af, at undersøgelser af netop denne interventionsform mere specifikt end undersø-

gelser af andre mindfulnessinterventioner retter sig imod stressmærkninger.

I søgningen efter undersøgelser har jeg valgt at anvende de internationale databaser ERIC,

PsycINFO og PubMed. I dansk kontekst har jeg anvendt bibliotek.dk samt Danmarks Pæda-

gogiske Biblioteks Artikelbase. Derudover har jeg søgt på scholar.google.com. For at finde

undersøgelser, der er relevante for specialet, har jeg afgrænset søgningen ved at anvende sø-


20

geordene mindfulness, mindfulness meditation, MBSR, stress reduction, stress prevention,

work, work-site, social construction*, post structural*, discourse, positioning i forskellige

kombinationer10. Dette har i de forskellige databaser resulteret i alt fra en til omkring 750 un-

dersøgelser.

Det store antal undersøgelser har gjort, at jeg har begrænset søgningen yderligere ved primært

at inddrage undersøgelser, der er foretaget inden for de sidste fem år. Dog inddrager jeg artik-

lerne Baer (2003) og Grossman et. al. (2004), da disse adskillige gange er refereret i de øvrige

artikler/bøger. Derfor betragter jeg dem som værende centrale for forskningsfeltet. Trods

denne reduktion har søgningen stadig medført et for omfangsrigt antal undersøgelser, hvilket

har betydet, at jeg efter gennemlæsninger af adskillige abstracts har udvalgt enkelte undersø-

gelser som værende repræsentative for det generelle forskningsfelt.

Jeg har erfaret, at flere af undersøgelserne stiller mere end et forskningsspørgsmål. Fx under-

søges det i en af artiklerne, hvorvidt der er evidens for MBSR’s virkning, om MBSR er sam-

menlignelig med andre stressgørelses-reducerende interventioner, samt om MBSR kan for-

bedre andre psykologiske symptomer end stressmærkninger (Chiesa & Serretti 2009). Jeg har

valgt kun at inddrage de spørgsmål og resultater, som jeg vurderer, er relevante i forhold til

min undersøgelse. Dette betyder, at fx spørgsmålet om MBSR’s virkning på andre psykologi-

ske symptomer end stressmærkninger ikke medtages.

2.2 Generelle tendenser: Fokus på virkning og effekt I søgeprocessen har det vist sig, at forskningen i mindfulness er et tværvidenskabeligt felt

inden for hovedsageligt klinisk psykologi, lægevidenskab og psykiatri. Den pædagogiske

psykologi har jeg imidlertid ikke fundet repræsenteret.

Generelt viser udvalget af undersøgelser, at en stor del af forskningen i mindfulness de sene-

ste år har været rettet imod at skabe evidens for forskellige mindfulness-baserede interventio-

ners positive virkninger (se fx Baer 2003; Grossman et. al. 2004; Chiesa & Serretti 2009; Ka-

bat-Zinn 2003; Klatt, Buckworth & Malarkey 2009; Williams et. al. 2010). Kabat-Zinn har fx

gennemført studier af virkning og effekt med henblik på at få MBSR anerkendt som en an-

vendelig intervention mod bl.a. stressmærkninger (se fx Kabat-Zinn 2003, 2004, 2007). Flere

10 I de danske databaser har jeg søgt på de danske oversættelser af søgeordene.


21

undersøgelser inden for feltet er imidlertid blevet mødt med metodekritik. Fx tager en større

metaanalyse af MBSR’s helbredsmæssige fordele udgangspunkt i 64 undersøgelser, men re-

ducerer efterfølgende antallet til 20 pga., at flere af undersøgelserne bl.a. mangler information

om de konkrete interventioner, at mindfulness ikke er hovedkomponenten i interventionen,

eller at der ikke er tilstrækkelig statistisk analyse (Grossman et. al. 2004). Trods metodekri-

tikken konkluderes det i flere metaanalyser, at mindfulness tyder på at have nogle positive

virkninger, herunder en reducerende effekt i forhold til stressgørelser (se fx Baer 2003; Chiesa

& Serretti 2009; Grossmann et. al. 2004). Omvendt konkluderes det på samme tid, at mere

forskning inden for området er nødvendig, fx inden for mindfulness’ langvarige effekt (Chie-

sa & Serretti 2009) og inden for spørgsmål om, hvorvidt ændringer hos den enkelte sker pga.

mindfulness eller pga. de konfunderende faktorer, som fx placebo, den sociale sammenhæng

eller ændring over tid (Baer 2003).

Undersøgelserne med fokus på virkning og effekt er udført ved hjælp af kvantitative forsk-

ningsmetoder. Dette ses fx i to undersøgelser, der undersøger MBSR’s virkninger hos raske

mennesker, særligt i forhold til reducering af stressgørelse. Den ene undersøgelse er en meta-

analyse, hvor der er lavet statistik over ti studier, der alle anvender en kontrolgruppe (Chiesa

& Serretti 2009). Alle kvalitative studier er blevet ekskluderet. Resultatet af undersøgelsen

viser, at MBSR har en nonspecifik effekt på reduktionen af stressgørelse hos raske mennesker

sammenlignet med de inaktive kontrolgrupper, hvilket vil sige, at det har en effekt, men at det

ikke er muligt at vurdere, hvad der præcist giver effekten.

Den anden undersøgelse er et kvantitativt studie, der undersøger, om en forkortet MBSR in-

tervention (MBSR-ld) blandt raske mennesker på en arbejdsplads kan give de samme effekter

som et traditionelt MBSR forløb (Klatt, Buckworth & Malarkey 2009). Udgangspunktet er, at

det traditionelle forløb kræver et stort tidsforbrug, derfor igangsættes et forsøg med tidsmæs-

sigt reducerede meditationer. Gennem selvrapporteringsskemaer måles oplevet stressgørelse,

søvnkvalitet og mindfulness i starten og i slutningen af det seks uger lange forløb. Resultater-

ne indikerer, at MBSR-ld er en effektiv tilpasning af det traditionelle MBSR forløb for arbej-


22

dende mennesker, der har begrænset tid til rådighed. Fx viser deltagerne forbedringer inden

for søvnkvalitet og oplevelse af stressmærkede tilstande11.

2.2.1 De kvantitative undersøgelsers forskningsideal Fælles for de forskellige undersøgelser med fokus på virkning og effekt er, at de bygger på en

virkelighedskonstaterende forskningstradition (Staunæs & Søndergaard 2005). De forsøger at

konstatere, hvordan virkeligheden ser ud ved at finde frem til sikre og absolutte resultater af

mindfulness’ effekt. I bestræbelsen på at nå dette mål forbliver de inden for allerede kendte

kategorier og forståelser om, hvad bl.a. mindfulness og stressmærkning er (Søndergaard

2005). De forsøger fx ikke at udfordre forståelsen af mindfulness som en mental/kognitiv til-

stand, eller at stille spørgsmål til de anvendte kategorier, som fx ”stressramte” og ”raske”

mennesker. Derudover er de ikke interesseret i selve interventionsprocessen med mindfulness,

men kun i resultatet af interventionen. Denne type undersøgelser vil derfor bidrage til en ræk-

ke fikserede konstateringer om, hvad mindfulness er, hvad det gør, og hvordan samt hvorfor

det virker.

Ud fra specialets metaoptik kan der argumenteres for, at denne type forskning er vanskelig at

omsætte til praksis, da den ikke griber feltet i sin kompleksitet (Staunæs og Søndergaard

2005: 52). Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at den viden, disse undersøgelser pro-

ducerer, ikke er anvendelig for specialets undersøgelse. Undersøgelserne kan bidrage med et

indblik i herskende diskurser inden for forskningsfeltet, men de bidrager ikke med en forståel-

se for, hvordan disse diskurser fx indvirker på det enkelte subjekt (Søndergaard 2005). Nogle

af de diskurser, der træder frem, er bl.a., at mindfulness er en anvendelig forebyggende og

håndterende intervention mod stressmærkninger (se fx Baer 2003, Grossmann et. al. 2004), og

at mindfulness er en multimodal interventionsform (se fx Baer 2003, Chiesa & Serretti 2009).

For at skabe forståelse for diskursernes konstruerende betydning for subjektet bliver det der-

for relevant at supplere undersøgelserne med specialets virkelighedsreflekterende undersøgel-

se.

11 Jeg vil ikke give en dybere redegørelse af de kvantitative metoder, da det ikke er metoder, jeg vil anvende i mit projekt.


23

2.3 Kvalitative studier i dansk kontekst I dansk kontekst har jeg fundet frem til et tværvidenskabeligt forskningsprojekt mellem

Forskning vedrørende Alternativ Behandling og Center for Forskning i Eksistens og Samfund,

begge ved Københavns Universitet, der undersøger, hvordan mindfulness opleves, og hvordan

forandringer sker i løbet af mindfulnessprocessen. Projektet indebærer kvalitative undersøgel-

ser af oplevelser med mindfulness (Knudsen, Grünenberg & Walker 2008; Stelter 2007,

2009), og den overordnede teoretiske ramme for projektet er fænomenologi og situationel

sygdomsteori (www.kufab.ku.dk).

2.3.1 En narrativ analyse En del af projektet har til formål at undersøge, hvad der sker, og hvordan forandringer sker,

hos den enkelte deltager under et seks-otte ugers forløb med mindfulness meditation (Stelter

2007, 2009). Denne undersøgelse bygger på, at forskere på en ikke-deltagende måde involve-

rer sig i fire forskellige mindfulness meditationskurser, der bl.a. bygger på Kabat-Zinns

MBSR program (Stelter 2007). I alt ti kvinder og seks mænd i alderen mellem 22 og 67 år er

inkluderet i undersøgelsen. Formålet er ikke på et generelt plan at skabe yderligere evidens

for mindfulness’ positive virkninger, men derimod at præsentere hvad og hvordan i tilfælde,

hvor mindfulness ser ud til at være en succesfuld intervention mod forskellige lidelser.

Som en del af undersøgelsen har professor MSO, Reinhard Stelter, gennemført narrative ana-

lyser af semistrukturerede interviews med, og dagbogsnotater fra, tre udvalgte deltagere (Stel-

ter 2009). De tre deltagere har inden undersøgelsens begyndelse lidt af hhv. stressmærk-

ning/søvnløshed, depression og agorafobi.

Fokus for interviewene er på erfaringer med meditationsøvelserne. De enkelte interviews er

blevet kodet åbent uden kategorier for at gøre en bred analyse mulig. Med den narrative ana-

lysestrategi har Stelter konstrueret en sammenhængende fortælling om hver deltager, som

fortælles fra et første personperspektiv (Ibid.). Narrativerne repræsenterer på den måde ikke

kun deltagernes subjektive oplevelser med mindfulness, idet Stelter gennem sin konstruktion

og analyse bliver medproducent af fortællingerne.

Med analysen argumenteres der for, at de udvalgte deltagere alle har progressive narrativer,

hvilket indebærer, at deres livsomstændigheder forbedres i løbet af fortællingen (Gergen &

Gergen 1983). De tre deltagere har yderligere det tilfælles, at de på trods af forskellige lidel-


24

ser ser ud til at reagere ens på miljømæssige udfordringer og negativt humør. Deres reaktioner

indebærer grublen og en bekymring overfor sig selv og de udfordringer, de står overfor. Ifølge

analysen ser mindfulness ud til at kunne ændre dette reaktionsmønster til i stedet at bevirke, at

deltagerne opfatter sig selv på en mere positiv måde. Desuden tyder analysen på, at deltagerne

kropsliggør deres oplevelser med mindfulness ved bl.a. at gøre den ikke-dømmende forhol-

demåde og opmærksomheden i nuet til en måde at leve livet på/en livsstil, frem for blot at

være et håndterende redskab.

2.3.2 Oplevelser med cd-baseret mindfulness meditation Forskningsgruppen ved Center for Forskning i Eksistens og Samfund har parallelt med Stel-

ters analyse foretaget en kvalitativ undersøgelse af oplevelser med en fem ugers cd-baseret

mindfulness meditation, der ligeledes bygger på MBSR (Knudsen, Grünenberg & Walker

2008). Formålet med undersøgelsen er gennem observationer, deltagerdagbøger og kvalitative

interviews at undersøge deltagernes motivationer for at praktisere MBSR samt deres oplevel-

ser, herunder kropslige, med en cd-guidet mindfulness meditation udført i hjemmet. Yderlige-

re undersøges det, hvilke virkninger mindfulness tillægges (Ibid.).

Undersøgelsen tager udgangspunkt i, at kroppen er et uomgængeligt element i menneskets

erkendelse og oplevelse af sig selv. Desuden bygger undersøgelsen på, at kroppen i det sen-

moderne samfund ofte anses som løsrevet fra menneskets generelle oplevelse af sig selv, og at

den enkelte derfor ofte glemmer kroppen i hverdagen. Når kroppen glemmes, risikerer den

enkelte at bringe sin sundhed og trivsel i fare (Ibid.).

Deltagerne er udvalgt efter sneboldmetoden12, og i alt otte kvinder og fem mænd i alderen

mellem 30 og 66 år deltager. Deres motivationer for deltagelse hænger sammen med en ople-

velse af stressmærkninger i hverdagen og/eller en generel nysgerrighed overfor projektet

(Grünenberg, Walker & Knudsen 2009).

Resultatet af undersøgelsen viser, at mindfulness har flere positive virkninger hos deltagerne,

herunder at flertallet oplever at have mere energi, mere ro i hverdagen, en bedre evne til at

fokusere og slappe af. Generelt bliver deltagerne mere bevidste om deres krop, fx oplever en

af dem at blive mere opmærksom på spændinger i kroppen. Undersøgelsen viser dog også, at

12 Sneboldmetoden indebærer, at informanter findes gennem brug af egne og andres netværk (Grünenberg, Wal-ker & Knudsen 2009).


25

det er svært for flere deltagere at meditere i det omfang, der er lagt op til. På baggrund af un-

dersøgelsens resultater argumenterer forskningsgruppen for, at MBSR lader til at kunne skabe

øget kropslig opmærksomhed hos den enkelte, hvilket er med til at påvirke, at kroppen ikke

glemmes i hverdagen.

2.3.3 En sundhedssociologisk analyse af MBSR

Som et led i samme undersøgelse har forskningsgruppen foretaget en sundhedssociologisk

analyse af empirien inden for en fænomenologisk og konstruktivistisk ramme, der betegnes,

som den første af sin slags (Grünenberg, Walker & Knudsen 2009). Analysens overordnede

formål er at undersøge grunde til, at MBSR er blevet populær i det senmoderne samfund. Der

tages udgangspunkt i forholdet mellem deltagerne og fænomenet mindfulness meditation,

hvor det undersøges, hvordan mindfulness indskriver sig i, og bidrager til, to fremanalyserede

diskurser, der af forskningsgruppen betegnes som herskende i det senmoderne samfund. Den

ene diskurs er autenticitetsdiskursen, der er præget af essenstænkning om, at mennesket er i

besiddelse af et indre autentisk selv, som den enkelte kan nå ind til og realisere gennem fx

mindfulness meditation. Den anden er effektiviseringsdiskursen, der bygger på, at det senmo-

derne menneske skal være omstillingsparat, effektivt og konstant udvikle sig for at leve op til

samfundets krav. Disse effektive kompetencer anses ligeledes som mulige at opøve gennem

mindfulness meditation. Udgangspunktet er, at de to diskurser udgør hinandens modsætnin-

ger, idet det enkelte menneske enten søger autenticitet eller effektivisering gennem mindful-

nesspraksissen. I den forbindelse spørger forskningsgruppen til, hvordan deltagernes positio-

neringer13 i forhold til de to diskurser spiller sammen med, hvad de definerer som virkninger

af meditationen.

Gennem analysen argumenteres for, at flere deltagere kontinuerligt bevæger sig inden for

begge diskurser. Dette betyder, at mindfulness for dem både bliver en teknik til effektivise-

ring samt et middel til at opnå selvrealisering, hvor sidstnævnte ligeledes på sigt kan gøre dem

mere effektive (ibid.). På den måde udviskes modsætningerne mellem de to diskurser, og i

stedet kommer de til delvist at overlappe hinanden og pege i samme retning. I den forbindelse

argumenteres for, at de to diskurser i et governmentality14 perspektiv kan betragtes som selv-

13 Begrebet positionering defineres i kapitel 3. 14 Governmentality er et begreb, der stammer fra Foucault, og henviser til en særlig moderne, liberal styrings-form, hvor styringen rettes mod subjekters selvstyring (Mik-Meyer & Villadsen 2007). Dette indebærer, at sub-


26

teknologier, der indskriver sig i senmoderne samfundsmæssige tendenser, og som privilegerer

en særlig subjektposition15 om den selvudviklende og effektive medarbejder.

Yderligere viser analysen, at deltagernes oplevelse af virkninger ser ud til at hænge sammen

med de forventninger, som den enkelte har til meditationsforløbet (Ibid.). Fx fortæller en del-

tager, at hans mål med mindfulness er at blive mere effektiv på arbejdspladsen, men at han

ikke oplever, at meditationerne bidrager til formålet. Han fortæller, at han har haft gode

kropslige oplevelser med mindfulness, men ifølge analysen tilskriver han dem ikke betydning,

da de ikke direkte gør ham mere effektiv. På den måde bevæger han sig primært inden for

effektiviseringsdiskursen. Forskningsgruppen argumenterer bl.a. på denne baggrund for, at

deltagernes positioneringer i forhold til de to diskurser har betydning for, om mindfulness

defineres som virkningsfuldt.

Det konkluderes, at hvis diskurserne om autenticitet og effektivisering opfattes som et udtryk

for generelle samfundsmæssige tendenser, kan baggrunden for udbredelsen af MBSR forkla-

res med, at metoden appellerer bredt til virksomheder, der ønsker effektive medarbejdere,

samt til det enkelte menneske, der søger at finde ind til et autentisk selv i en travl hverdag

(Ibid.).

2.4 Sammenfatning og specialets indskrivning i forskningsfeltet Med det tværvidenskabelige forskningsprojekts narrative og sundhedssociologiske analyse-

metoder åbnes for en virkelighedsreflekterende tilgang til forskningsfeltet. Disse analyser

giver blik for, at mindfulnessintervention er forbundet med kompleksiteter, dynamikker og

magtforhold (Søndergaard 2005). De konstruerede narrativer og fremanalyserede diskurser

inviterer læseren til at få et indblik i, og til at reflektere over, hvilke temaer og problematik-

ker, der er forbundet med mindfulnessintervention (Stelter 2009). På den måde kan der drages

paralleller mellem disse undersøgelser og den undersøgelse, som jeg vil foretage i dette speci-

ale.

Parallellerne indebærer bl.a. en genanvendelse af udvalgte begreber. Fx vil jeg inddrage nar-

rativet i min undersøgelse, men i stedet for at anvende det som overordnet analysemetode,

jektet på én gang formes af magtteknologier ”udefra” og selvteknologier, som subjektet retter mod sig selv (Ibid.). 15 Begrebet subjektposition defineres i kapitel 3.


27

hvor én sammenhængende fortælling konstrueres om hver informant, vil jeg bruge begrebet i

samspil med andre begreber til at skabe blik for, hvordan forskellige narrativer tales frem og

konstrueres gennem mindfulness. Derudover vil jeg anvende begreberne diskurs og positione-

ring, dog ligeledes med et andet fokus. Hvor den sociologiske undersøgelse fremanalyserer to

overordnede samfundsmæssige diskurser (autenticitet og effektivisering) og afgrænser analy-

sen omkring, hvordan mindfulness skriver sig ind i disse diskurser, og hvordan den enkelte

positionerer sig i forhold til diskurserne, vil jeg anvende begreberne bredere til at skabe blik

for det enkelte menneskes konstruktion og mulige tilblivelser i spændingsfeltet mellem

stressmærkning, mindfulness og arbejde. Ifølge Staunæs (2007) drives en pædagogisk psyko-

logisk undersøgelse netop frem af et blik for tilblivelsesmuligheder, frem for et sociologisk

blik for, hvordan mennesker kommer til eksistens i mere omfattende diskurser.

Trods paralleller til anvendte begreber og konstruktionistisk inspirerede analysemetoder ad-

skiller dette speciales undersøgelse sig på den måde grundlæggende fra det tværvidenskabeli-

ge projekt gennem det overordnede forskningsspørgsmål, der stilles. Specialet indskriver sig i

et felt, som den narrative og sundhedssociologiske analyse er begyndt at åbne for, men som

ikke specifikt har fokus på arbejdsrelaterede stressmærkninger og subjektets mulige tilblivel-

ser i spændingsfeltet mellem stressmærkning, mindfulness og arbejde. På den måde kan spe-

cialet betragtes i forlængelse af disse analyser, hvilket gør det relevant at anvende dele af den

viden, som analyserne har produceret. Fra Stelters (2009) narrative analyse vil jeg inddrage to

diskursive tilgange til mindfulness: mindfulness som redskab til at håndtere og forebygge og

mindfulness som en måde at leve sit liv på/en livsstil. Fra den sundhedssociologiske analyse

vil jeg inddrage de to fremanalyserede diskurser om effektivisering og autenticitet i analysen

og undersøge, hvordan eller hvorvidt mine informanter taler sig ind i disse.

Kapitel 3: Den teoretiske ramme

28


I dette kapitel vil jeg undersøge og diskutere, hvordan udvalgte poststrukturalistiske og so-

cialkonstruktionistiske begreber kan anvendes til at producere en forståelse af den konstrukti-

onsproces, som stressmærkede subjekter gennemgår i mindfulness-baseret intervention. Jeg

har i den forbindelse brug for nogle begreber, der kan åbne for forståelsen af, hvordan subjek-

tet bliver til i et gensidigt konstruerende forhold mellem subjekt og den sociale verden. Jeg

har ladet mig inspirere af Khawaja (2005), der argumenterer for, at begreberne diskurs, posi-

tionering og narrativ er anvendelige til at skabe forståelse for og undersøge subjektets selv-

konstruktion. Derudover har jeg bl.a. ladet mig inspirere af Gergen (2005), Foucault (1969;

1975), samt Andersen (1999), Knudsen (2010) og Staunæs’ (2004) anvendelse og videreud-

vikling af Foucaults begreber. Afslutningsvis vil jeg give en opsamling og diskussion af,

hvordan subjektet og dets tilblivelse kan forstås ud fra de anvendte begreber. Dette vælger at

jeg gøre, fordi jeg anser det som relevant for besvarelsen af min problemformulering at skabe

forståelse for, hvordan subjektet er aktør i sin egen tilblivelse.

Først vil jeg præcisere, hvordan jeg betragter forholdet mellem socialkonstruktionismen og

poststrukturalismen. Jeg finder denne præcisering relevant i forhold til min begrundelse for at

anlægge begge tilgange til specialet.

3.1 Forholdet mellem socialkonstruktionismen og poststrukturalismen Socialkonstruktionismen og poststrukturalismen kan betegnes som to interrelaterede tilgange

med flere grundlæggende aspekter tilfælles (Khawaja 2005). De er bl.a. fælles om et anti-

essentialistisk syn på subjektet, en relativistisk opfattelse af viden og virkelighed, og de til-

lægger begge sproget central betydning, som menings- og betydningskonstituerende (Ibid.).

De to tilgange adskiller sig imidlertid på flere punkter, og i den forbindelse findes forskellige

opfattelser af, hvordan tilgangene relaterer sig til hinanden.

Hos Esmark, Laustsen og Åkerstrøm (2005a, 2005b) betragtes tilgangene grundlæggende som

to selvstændige traditioner. Der argumenteres bl.a. for, at de to tilgange er opstået på bag-

grund af forskellige traditioner, samt at de hver har et selvstændigt analytisk potentiale. Til

forskel fra denne opfattelse argumenterer Jørgensen og Philips (1999) samt Burr (2003) for, at

poststrukturalismen er en del af socialkonstruktionismen. Omvendt opfatter Khawaja (2005)


29

socialkonstruktionismen som en del af en større poststrukturalistisk strømning. Ud fra hendes

forståelse repræsenterer poststrukturalismen et analytisk makroniveau, hvor fokus er på et

gensidigt afhængigt forhold mellem subjekt og samfund, mens socialkonstruktionismen re-

præsenterer et analytisk mikroniveau, hvor fokus er på interaktionen mellem subjektet og dets

lokale kontekst (Ibid.). Burr (2003) opererer ligeledes med et lignende skel mellem makro- og

mikroniveau, men betegner det hhv. makro og mikro socialkonstruktionisme. Ifølge både

Khawaja (2005) og Burr (2003) er fordelen ved at operere på begge niveauer, at reduktionis-

me i forhold til subjektet minimeres.

I dette speciale vælger jeg at læne mig op ad Khawajas (2005) forståelse af ”ismernes” ind-

byrdes forhold, for derigennem at tydeliggøre, at mine analyser kommer til at operere på både

et samfundsmæssigt og et kontekstnært plan, og at jeg dermed tilstræber at undgå reduktio-

nisme. Jeg vælger her at skrive tilstræber ud fra en vurdering af, at det med den poststruktura-

listiske og socialkonstruktionistiske tilgang vil være umuligt helt at undgå en reduktionisme.

Med tilgangen fjernes fokus fx fra den psykologiske opmærksomhed, og subjektivitet reduce-

res til noget relationelt skabt16 (Burr 2003; Khawaja 2005).

3.2 Analytiske begreber

3.2.1 Diskurs

Et begreb, der grundlæggende sættes i forbindelse med subjektets konstruktion inden for den

poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske tradition, er diskurs (Khawaja 2005). Dette

begreb har rødder i den franske filosof Michel Foucaults arbejde (se fx Andersen 1999; Burr

2003; Knudsen 2010; Staunæs 2004). Foucault udarbejder imidlertid aldrig en entydig og

endelig definition af begrebet, i stedet kommer hans pointer primært frem gennem diskussio-

ner af forskellige samfundsmæssige institutioner (Foucault 1969, 1975, 1997). Desuden æn-

drer han i løbet af sit forfatterskab perspektiv og holdning i forhold til begrebet, hvilket yder-

ligere bidrager til den manglende entydighed (Heede 2002). Derfor har jeg valgt at supplere

Foucaults diskussioner med andre teoretikeres analyser og videreudvikling af hans arbejde,

hvilket har til hensigt at udfolde begrebet.

16 Se kapitlets afsluttende diskussion for uddybning af disse perspektiver.


30

Med udgangspunkt i Foucaults værk ”Vidensarkæologien” kan diskurs forstås som ”sproglig

praksis” (Hansen 2005: 14). Foucault diskuterer i dette værk, hvordan udvalgte begreber kan

definere en diskurs’ afgrænsning17 (Foucault 1969). Ifølge denne diskussion består en diskurs

af en samling udsagn, hvor udsagnene betegnes diskursens mindste enhed. Udsagn kan frem-

træde i forskellige materialiteter, fx i tale, skrift, billeder mv., og er kendetegnet ved, at de

frembringer objekter (det, der tales om) og subjektpositioner (positioner, hvorfra der kan ta-

les), og at der gennem denne frembringelse skabes en specifik sandhed og mening om disse

(Ibid.; Andersen 1999; Knudsen 2010). I tråd med specialets metaoptik betragtes objekter og

subjektpositioner ikke som ontologiske enheder, men derimod som sociale konstruktioner

(Foucault 1969). Det interessante i en analyse bliver derfor, hvordan de konstrueres. Et ud-

sagn er en del af et begrebsnetværk, hvilket indebærer, at det frembringer henvisninger til

andre udsagn. Det enkelte udsagn potentialiserer og reaktualiserer andre udsagn (Andersen

1999). Endeligt er et udsagn integreret i strategier, hvori der sættes rammer for, hvilke andre

udsagn, der kan indgå i diskursen, samt hvordan en diskurs relaterer sig til andre diskurser.

Hos Staunæs (2004) forstås diskurs som et mere omfattende begreb end et, der kun rummer

den sproglige praksis. Begrebet indeholder yderligere processuelle aspekter ved sociale prak-

sisser, samt aspekter af diskurser, der er indskrevet i det materielle. En overordnet definition

lyder som følger:

”Diskurs er en tolkningsramme, en sammenhæng af betydninger og repræsentati-

oner, der gør det muligt at se, tænke, tale, forstå, handle på bestemte måder, og

som samtidig udelukker andre måder at se, tænke, tale, forstå og handle på.”

(Ibid.: 57)

Det træder i denne definition frem, at der er magt involveret i konstruktionen af subjektet.

Gennem en legitimering af særlige måder at være subjekt på, skabes samtidig en forestilling

om, hvilke måder, der ikke er legitime (Ibid.). I Foucaults optik henviser magtbegrebet ikke til

en åbenlys og undertrykkende magtform i traditionel forstand, som den enkelte kan udøve

over andre (Foucault 1975). Derimod opfattes magt som produktiv og indlejret i relationer,

teknologier og praksisser (Ibid.). Magten producerer subjektet, men forudsætter samtidig sub-

jektets frihed til at handle og til at handle anderledes (Bjerg & Knudsen 2007). Dette kan for- 17 I min uddybning af denne diskussion har jeg ladet mig inspirere af Niels Åkerstrøm Andersens (1999) analyse af værket og anvender derfor hans begreber.


31

stås i sammenhæng med, at forholdet mellem diskurs og subjekt opfattes som dobbeltsidet og

gensidigt konstituerende (Foucault 1969). På den ene side er subjektet underkastet eksisteren-

de diskurser, men omvendt kan diskurserne kun opretholdes og rekonstitueres gennem subjek-

tets accept og anvendelse af dem. Foucault (1969) kalder denne dobbeltproces for subjektive-

ring. Begrebet subjektivering griber på den måde subjektets tilblivelse som en sideløbende

proces mellem underkastelse og beherskelse inden for rammerne af tilgængelige diskurser

(Davies 2006).

I henhold til Foucaults afgrænsning af diskurs træder magtaspektet frem gennem åbningen af

særlige subjektpositioner, hvorfra det er muligt at fremstille subjektet på en bestemt måde

(Foucault 1969). Det er imidlertid ikke muligt for alle subjekter at indtræde på alle subjektpo-

sitioner. Nogle vil være forbeholdt afgrænsede grupper, som fx ledere, mænd eller kvinder.

I analysen vil jeg bl.a. anvende diskursbegrebet til at undersøge, hvilke diskurser om mindful-

ness, stressmærkning og arbejde informanterne taler sig ind, og hvilke subjektpositioner, der

åbner sig inden for disse diskurser.

3.2.2 Positionering Begrebet positionering er i psykologisk kontekst indført af Davies & Harré (2000) som et

alternativ til et statisk rollebegreb og som en videreudvikling af Foucaults begreb om subjekt-

positioner. Hvor Foucault opererer på et abstrakt makroanalytisk niveau, kan positionerings-

begrebet bringe en analyse af subjektets konstruktion ind i et analytisk mikroniveau ved at

give blik for subjektiveringsprocessen i konkrete interaktioner (Khawaja 2005). Det henviser

til en dobbelt diskursiv proces og kan defineres på følgende måde:

“Positioning, as we will use it, is the discursive process whereby selves are located

in conversations as observably and subjectively coherent participants in jointly

produces storylines. There can be interactive positioning in which what one person

says positions another. And there can be reflexive positioning in which one posi-

tions oneself.” (Davies & Harré 2000: 91).

Muligheden for positionering afgrænses af tilgængelige diskurser, samt af forhandling i kon-

krete interaktioner, hvor de deltagende parter åbner forskellige positioner for hinanden (Ibid.).

Positioneringsbegrebet sætter på den måde fokus på, hvordan et subjekt aktivt i interaktion


32

kan bidrage til sin egen udvikling inden for rammerne af diskurser og forhandling. Det aktive

element ligger i forhandlingen, hvor tilgængelige subjektpositioner kan gøres krav på, tilby-

des og accepteres, men også afvises (Burr 2003). Der er på den måde tale om positionering

gennem sproglig praksis, dog åbner Khawaja (2005) for, at positionering også kan være fy-

sisk, fx gennem placering i et rum.

Ifølge Burr (2003) bidrager positioneringsteorien til at give subjektet et indhold af subjektivi-

tet. Når et subjekt indtager eller accepterer en tilbudt position, kommer det til at opleve ver-

den fra denne position (Davies & Harré 2000). Dette medfører, at et afgrænset antal måder at

tale og tænke på tilbydes, hvilke subjektet kan tage til sig og gøre til en del af sin subjektivi-

tet. Subjektiviteten bliver dog aldrig statisk, eftersom subjektet ikke fastspændes i positioner-

ne (Staunæs 2004). Derimod vil subjektivitet altid være et åbent spørgsmål, der er afhængig af

de positioner, der er til rådighed og som forhandles inden for de diskursive praksisser (Søn-

dergaard 1996). Derfor opererer Davies & Harré (2000) ikke med et stabilt selvbegreb, men

derimod med ”multiplicity of selves” (Ibid. 89).

I analysen vil jeg bl.a. bruge positioneringsbegrebet til at analysere, hvordan det stressmærke-

de subjekt skaber subjektivitet gennem positioneringer i forhold til de diskurser, der tales frem

om stressmærkninger, mindfulness og arbejde. I den forbindelse vil jeg undersøge, hvilke

positioner informanterne indtager og afviser, hvilke positioner de veksler imellem, og hvilke

muligheder denne vekslen åbner for.

3.2.3 Selvnarrativet/narrativet Med begreberne diskurs og positionering kan jeg i min analyse skabe blik for, hvordan her-

skende diskurser og tilgængelige subjektpositioner er medbestemmende for, hvorledes kon-

struktionen af subjektet kan finde sted. Jeg får imidlertid ingen forståelse for, hvordan subjek-

tet kan have en oplevelse af en sammenhængende og stabil subjektivitet på tværs af tid og

sted, og hvordan det fremstiller sig selv på denne måde. Denne forståelse kan begrebet om

selvnarrativet/narrativet åbne for (Gergen 2004; Gergen 2005; Gergen & Gergen 1983).

I dette speciale vil jeg tage udgangspunkt i Gergen og Gergens forståelse af begrebet (Gergen

& Gergen 1983; 2005). Ifølge denne forståelse er et selvnarrativ en fortælling, hvorigennem

subjektet strukturerer og skaber forbindelser mellem tidligere oplevelser, og hvor oplevelser

tillægges mening.


33

”Vi fortæller lange historier om vores barndom, om vores forhold til familiemed-

lemmer, vores første kærlighed, hvordan vores tænkning har udviklet sig om et be-

stemt emne osv. […] I alle disse tilfælde bruger vi historieformen til at identificere

os i forhold til andre og os selv. […] vi bruger dem (historierne) som midler til at

gøre os selv forståelige.” (Gergen 2005: 217)

At fortælle om sig selv bliver ud fra denne forståelse lig med at konstruere sig selv og sin sub-

jektivitet (Khawaja 2005). Selvnarrativet skal forstås ud fra en fortid, men på samme tid ska-

ber det en forventning om subjektets væren i fremtiden (Gergen 2005). Konstruktionen har

imidlertid ikke frie rammer, eftersom narrativet skal være forståeligt inden for en given kultu-

rel og social kontekst18 (Ibid.). I vestlig kultur hersker en gældende diskurs om, at et subjekt

forventes at fremstille sin subjektivitet som stabil og sammenhængende (se fx Davies 2006;

Davies & Harré 2000; Gergen 2000; Jørgensen 2005). Ved at placere narrativet i et gensidigt

forhold til diskursbegrebet kan derfor skabes en forståelse for, hvordan og hvorfor subjektet

tilstræber at fremstille sig på denne måde (Khawaja 2005). Dette er imidlertid en bestræbelse,

der qua begrebernes metateoretiske udgangspunkt ikke er mulig at efterleve (Gergen & Ger-

gen 1983). Ifølge Gergen (2005) konstruerer subjektet flere parallelle narrativer, der på kom-

pleks vis vikles ind i hinanden. Dette medfører, at subjektet i teorien aldrig ankommer til sta-

bil føling af subjektivitet, men derimod ender i en tilstand af, hvad der kan kaldes multiple

narrativer (Khawaja 2005).

For at kunne opretholde et narrativs validitet er subjektet afhængig af, at narrativet bekræftes

af andre (Gergen 2005). Ligesom ved positionering ligger der på den måde et forhandlende

element i konstruktionen af narrativet, hvilket medfører, at subjektet både bliver forfatter og

tilhører til sit eget narrativ (Gergen 2004: 275). Ifølge Khawajas (2005) analyser kan et narra-

tiv ikke konstrueres uden positionering. Dette hænger sammen med, at når et subjekt fortæller

om sig selv, giver det på samme tid udtryk for en måde at positionere sig på i forhold til den

18 Gergen (2005: 222-226) opstiller i den forbindelse seks konventioner, som et narrativs strukturering er under-lagt: 1. Der skal være en ordentlig slutning. 2. Der skal udvælges begivenheder, som er relevante for slutmålet. 3. Begivenhederne skal placeres i en ordnet rækkefølge. 4. Identiteter skal bevare deres stabilitet. 5. Årsagssam-menhænge skal ekspliciteres. 6. Demarkationstegn – beretningens begyndelse og slutning markeres. Jeg vil ikke uddybe disse nærmere, eftersom de ikke skal bruges i min analyse.


34

sociale kontekst og den specifikke tid (Ibid., Järvinen 2005). Derfor kan narrativet sættes i et

gensidigt forhold til positioneringsbegrebet19.

I dette speciales undersøgelse har narrativet overordnet en central betydning, eftersom analy-

sens empiriske grundlag netop udgøres af stressmærkedes informanters beretninger om

stressmærkninger, mindfulness og arbejdsliv. Det er på den måde gennem narrativerne, at

analyser af diskurser og positioneringer og dermed subjektets konstruktion muliggøres. I ana-

lysen vil jeg mere konkret anvende narrativet til at undersøge, hvilke parallelle og evt. mod-

stridende narrativer, der tales frem.

3.2.4 Sociale kategorier og intersektionalitet

Hvordan et subjekt positionerer sig som tilhørende forskellige sociale kategorier kan ligele-

des bidrage til at skabe blik for subjektets konstruktion. Til forskel fra en essenspræget opfat-

telse af sociale kategorier, hvor subjektet er lig de kategorier, det bærer, er sociale kategorier

inden for poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk tænkning noget man gør, tænker og

siger (Staunæs 2004). Ifølge Staunæs (2004) anvender subjektet sociale kategorier som orien-

teringsredskaber til at aflæse, konstruere og positionere, samt som sorteringsredskaber til at

forbinde og adskille, in- og ekskludere, over- og underordne. Dette betyder, at sociale katego-

rier betragtes som konstruktioner, der gentages, citeres, produceres, reproduceres og overskri-

des i sociale og diskursive praksisser, hvilket gør, at de have differentierende betydninger i

forskellige kontekster og ændre betydning over tid (Ibid.; Simonsen 1996).

Staunæs (2004) pointerer, at en social kategori ikke i sig selv er et problem, men derimod

ligger en eventuel problematik i de værdier, der knyttes an til de enkelte kategorier. Når be-

stemte værdier kobles til specifikke kategorier skabes sociale hierarkier, der privilegerer visse

subjekter og subjektpositioner frem for andre (Ibid.). Dette kan fx være en privilegering af en

”fleksibel medarbejder” frem for en ”regelrytter”. På den måde er der en normativitet forbun-

det med kategorierne, hvilket medfører, at de kan virke subjektivitets- og adfærdsregulerende,

hvis et subjekt ikke ønsker at afvige fra normen (Simonsen 1996: 35).

Intersektionalitetsbegrebet kan gribe, hvordan forskellige sociale kategorier blander sig med

og infiltrerer hinanden (Kofoed 2005). Dette skal ikke forstås på den måde, at forskellige ka-

tegorier blot adderes. Derimod åbner begrebet for at studere brydninger og bevægelser imel- 19 Omvendt kan den fysiske positionering dog foregå uden et narrativ, fx placering i rummet (Khawaja 2005).


35

lem kategorier (Søndergaard 2005), hvilket bl.a. kan skabe blik for, hvordan intersektende

kategorier åbner produktive rum for tilblivelse af nye subjektivitets- og handlemuligheder

(Staunæs & Søndergaard 2006). Begrebet kan på den måde bidrage til at opløse de ”oprinde-

lige” kategoriers afgrænsethed, for derefter at skabe mulighed for nye formationer og katego-

riseringer (Søndergaard 2005).

I analysen vil jeg med et fokus på sociale kategorier og intersektionalitet undersøge, hvilke

sociale kategorier, der italesættes, gøres og intersekter, herunder hvordan subjektet italesætter

og gør kategorierne ”stressmærket” og ”den gode medarbejder”. Derudover vil jeg skabe blik

for, hvilke nye kategorier, der opstår og gøres gennem italesættelsen af mindfulness.

3.2.5 Førstehed og Andethed Det træder i de forskellige begrebsdefinitioner frem, at subjektivitet gøres med udsigt til noget

Andet (Staunæs 2004). Kitzinger og Wilkinson (1996) formulerer det på følgende måde:

”[…] ’we’ use the Other to define ourselves: ’we’ understand ourselves in relation

to what we are not.” (Ibid.: 8)

I forbindelse med diskursbegrebet ses det fx gennem en samtidig legitimering og udelukkelse

af særlige måder at være subjekt på. Enhver form for subjektivitet fordrer på den måde en eks-

klusion af noget Andet (Søndergaard 2000: 64). Førstehed og Andethed handler på den måde

om magt til at konstruere en definition af, hvad der inkluderes og ekskluderes, hvad der er pas-

sende og ikke-passende, hvad der er normalt og ikke-normalt og hvad der er over- og under-

ordnet (Staunæs 2004: 67). I feministisk teori kaldes denne proces for andetgørelse (Ibid.).

Staunæs (2004) skelner imellem andetgørelse som en betinget inklusion, hvor man kender men

tolerer andetheden, og andetgørelse som total eksklusion og borteliminering.20

I analysen vil jeg bl.a. anvende Første- og Andethed til at undersøge, hvilke kategorier infor-

manterne gør som det Første og det Andet i forbindelse med tilblivelsen i spændingsfeltet

mellem stressmærkning, arbejde og mindfulness, samt til at skabe blik for forstyrrelser i disse

magtforhold.

20 Sidstnævnte kalder Staunæs (2004) med inspiration fra Butler for abjektgørelse. Dette er dog ikke et begreb, som jeg vil anvende i mine analyser.


36

3.3 Opsamlende diskussion og overvejelser Anlægger jeg en radikal tolkning af specialets tilgang og de begreber, jeg netop har redegjort

for, kan jeg med Foucaults diskussioner ende med en konklusion om, at alt ved subjektet er

gennemsyret af magt, hvilket vil betyde, at subjektet determineres af diskurserne, og derfor

ikke har mulighed for selv at ændre på sine betingelser (Heede 2002). Denne forståelse tende-

rer til ”death of the subject” (Burr 2003: 23), eftersom den eneste mulighed for at skabe for-

andring hos subjektet vil være, at de gældende diskurser ændres på et samfundsmæs-

sigt/makro plan. Med Foucault kan jeg dog samtidig sige, at det altid er muligt for subjektet at

yde modstand imod gældende diskurser (Ibid: 122), men det bliver dog stadig inden for ram-

merne af andre kulturelt tilgængelige diskurser. Subjektet reduceres på den måde til at være et

diskursivt produkt.

Ifølge Søndergaard (2000: 94) kan ingen subjekter imidlertid forstås som blotte spejlinger af

de diskurser og praksisser, de bliver til igennem. Derimod vil der altid være en potentiel

spænding mellem tilbudte diskurser og praksisser og subjektets forståelse og anvendelse af

disse diskurser og praksisser, hvilket i teorien fører til uendelige variationer af personlige rea-

liseringer (Ibid.). Denne potentielle spænding kan jeg skabe blik for ved at bevæge mig ind på

et mikroniveau og supplere diskursbegrebet med positioneringsteorien og narrativet, eftersom

subjektet derigennem tillægges mulighed for at udvikle sig selv (Burr 2003). På baggrund af

ovenstående begrebsdefinitioner afhænger denne mulighed for udvikling dog af konkret for-

handling i konkrete relationelle kontekster inden for tilgængelige diskursive rammer. Dette

må derfor medføre, at fastholdelse af et foretrukket narrativ eller en foretrukket positionering

kommer til at afhænge subjektets mulighed for og evne til at forhandle i en given kontekst. En

vis grad af reduktionisme i forhold til subjektet kan på den måde trods kombinationen af mi-

kro- og makroniveau ikke undgås.

Ud fra denne tolkning af begreberne kan der argumenteres for, at der træder en normativitet

frem, som idealiserer det velforhandlende subjekt, hvilket afviger fra tilgangens ellers de-

skriptive karakter. På den anden side tilbyder tilgangen ingen normative retningslinjer for,

hvordan subjektet kan blive bedre til at forhandle sine positioner, men kan derimod skabe blik

for, hvordan subjektet forhandler positionerne.


37

Det syn på subjektet og dets tilblivelse, som træder frem gennem disse overvejelser, vurderer

jeg, bliver interessant i forhold til diskursen om mindfulness som en individuelt udviklings-

orienteret løsning på stressmærkninger. Som jeg skrev i indledningen indebærer denne tilgang

til interventionsformen, at ansvaret for arbejdsdygtighed lægges over på det enkelte subjekt,

og at den enkelte derfor forventes at udvikle sig ud af en stressmærkning, der betragtes som

værende en del af subjektet. Det antages på den måde, at et subjekt har mulighed for på egen

hånd at ændre sine betingelser. Som ovenstående begrebsdefinitioner og diskussion indikerer,

deles denne antagelse ikke af dette speciales metateoretiske perspektiv pga. subjektets delvise

determinisme/reduktionisme. På denne baggrund bliver det derfor interessant at undersøge,

hvordan det stressmærkede subjekt gennem sine italesættelser forsøger at udvikle sig ud af en

stressmærkning ved fx at undersøge, hvilke grænser arbejdsdiskurser og tilgængelige subjekt-

positioner sætter for denne udvikling, samt hvordan eller hvorvidt mindfulnessdiskursen til-

byder et øget råde-/handlerum for det enkelte subjekt.

På baggrund af de forskellige overvejelser i dette kapitel, kan der argumenteres for, at den

socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske tilgang mangler et ontologisk perspektiv,

hvis reduktionisme skal elimineres. Jeg finder det dog i stedet relevant at pointere, at der in-

den for specialets virkelighedsreflekterende tradition er fokus på den konstruerende proces i

forhold til subjektets tilblivelse og ikke på, hvad det subjekt, der konstrueres, indeholder

(Søndergaard 2000). Det er således ikke det samme som at hævde, at fx biologiske og gene-

tisk betingede faktorer ikke har betydning for subjektets tilblivelse, hvilket forskningstraditio-

nen ellers har mødt kritik for (Favrholdt 1997).

Kapitel 4: Metodiske og metodologiske overvejelser

38


Ifølge Tanggaard og Brinkmann (2010a) hænger kvalitet i kvalitativ forskning sammen med

graden af metodologisk refleksion, hvor det gøres muligt for læseren at gennemskue vejen fra

design til undersøgelse til analyse. I dette kapitel vil jeg derfor eksplicitere min metodiske

fremgangsmåde i forhold til den empiriske dataindsamling og bearbejdelsen af denne. Jeg vil

med udgangspunkt i tesen om, at den socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske forsk-

ning ikke er et ”view from nowhere”, men derimod et ”view from somewhere” (Simonsen

1996: 35), og at jeg på den måde ikke indtager en neutral forskerposition (Søndergaard 2005),

reflektere over, hvilken betydning den metateoretiske tilgang og de anvendte metoder har for

den viden, der produceres gennem specialet. I disse refleksioner vil indgå forskningsetiske

overvejelser. Som det vil fremgå i de forskellige afsnit i dette kapitel, er den primære gen-

stand for mine analyser to kvalitative interviews, som suppleres med forskellige artikler og

bøger, der repræsenterer de diskurser, informanterne taler sig ind i. Kapitlet afsluttes med en

redegørelse af specialets analytiske strategi.

4.1 Adgang til genstandsfeltet gennem kvalitative interviews Med specialets metateoretiske tilgang lægges op til at anvende metoder, der kan gribe fæno-

meners komplekse tilblivelsesprocesser (Staunæs & Søndergaard 2005). En analyse inden for

denne ramme vil udover at have fokus på, hvad der siges, ligeledes rette fokus mod hvordan

det siges og hvorfra det siges (Järvinen 2005). For at skabe adgang til en forståelse af, hvilke

konstruktionsprocesser stressmærkede subjekter gennemgår, når de gør mindfulness, har jeg

derfor valgt at anvende det kvalitative semistrukturerede forskningsinterview (Kvale &

Brinkmann 2009). Denne metode giver informanterne mulighed for uddybende at italesætte

deres erfaringer og oplevelser med at gøre mindfulness og det at være mærket med og gøre

stress (Staunæs & Søndergaard 2005). På den måde åbnes for produktion af fyldige narrativer,

hvorigennem informanterne italesætter det, de finder interessant og relevant i forhold til inter-

viewets temaer. Dette ville ikke være muligt gennem anvendelse af en kvantitativ metode, fx

en spørgeskemaundersøgelse, eftersom svarmuligheder ville begrænses inden for rammerne af

nogle på forhånd fastlagte spørgsmål (Teasdale & Svendsen 2005).

Interviewenes semistrukturerede form er valgt, fordi det på den måde gøres muligt at struktu-

rere interviewene omkring udvalgte temaer, men samtidig skabes rum for at følge nye retnin-


39

ger undervejs (Kvale & Brinkmann 2009). Denne samtidige afgrænsning og åbning af inter-

viewene skal ses i sammenhæng med, at specialets metateoretiske tilgang tilstræber at med-

tænke alle dimensioner ved et undersøgelsesfænomen uden på forhånd at bestemme deres

relative betydning i forhold til hinanden (Søndergaard 2005: 244). Dette indebærer, at intet på

forhånd kan siges at være mere betydningsfuld end noget andet, og derfor bør fx et interview

og en efterfølgende analyse være åben overfor alle dimensioner. I praksis vil det dog ofte væ-

re nødvendigt at begrænse sit felt (Ibid.). Jeg har allerede i forbindelse udarbejdelsen af pro-

blemformuleringen foretaget reduktioner af mit undersøgelsesfelt ved at fokusere på subjek-

tets konstruktion i spændingsfeltet mellem stressmærkning, mindfulness og arbejde. I denne

proces er fx temaer omkring familie- og fritidsliv sorteret fra.

Med den socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk tilgang betragtes interviewet som en

social diskursiv praksis, hvor viden og subjekt produceres gennem sproglig interaktion (Kvale

& Brinkmann 2009). Interviewet skaber på den måde en kontekstualiseret og situeret fremstil-

ling af informanternes levede liv (Søndergaard 2000). Ud fra denne forståelse kan interview-

metoden ikke betragtes som en neutral teknik til at producere upåvirkede svar med (Tang-

gaard & Brinkmann 2010b). Derimod må den viden, der produceres, forstås i sammenhæng

med den kontekst, hvori den er skabt. Heri ligger bl.a., at forhold vedrørende afgrænsninger af

temaer, spørgeteknikker, positioneringer i interviewsituationen, interviewets kontekst mv. kan

have betydning for, hvordan informanterne konstruerer deres narrative fortællinger i inter-

viewet (Staunæs & Søndergaard 2005).

Samtidig indebærer det, at jeg ikke nødvendigvis vil kunne producere den samme viden, hvis

jeg havde interviewet informanterne på et tidligere eller senere tidspunkt i forhold til deres

indtræden i mindfulnessdiskursen. Den producerede viden må altså ligeledes forstås ud fra

informanternes aktuelle situationer på det tidspunkt, hvor jeg møder dem. Derfor vil jeg inden

analysen påbegyndes kort redegøre for disse aktuelle situationer.

Andre kvalitative forskningsmetoder vil ligeledes kunne bidrage til at åbne mit genstandsfelt.

Fx vil deltager- og videoobservationer på informanternes arbejdsplads og mindfulnesskurser,

samt i deres hjem, kunne bidrage til en mere nuanceret analyse, idet analyse af kropstegn og

interaktion med andre subjekter på den måde muliggøres (se fx Alrø & Dirckinck-Holmfeld

1997; Kristiansen & Krogstrup 1999). Ud fra en vurdering af at disse metoder vil medføre et


40

for omfangsrigt og tidskrævende materiale, har jeg valgt at afgrænse mig til interviewmeto-

den, fordi den giver mulighed for at skabe åbninger på tværs af de nævnte sociale arenaer.

4.2 Interviewguiden som rammesættende Interviewene er blevet udført på baggrund af en interviewguide (bilag 3). Guiden er inddelt i

temaer med dertilhørende interview- og forskningsspørgsmål og har fungeret som rettesnor

for, at alle temaer er blevet berørt, samt bidraget til at holde samtalen i gang (Tanggaard &

Brinkmann 2010b). En skelnen mellem de to typer af spørgsmål hænger sammen med, at

forskningsspørgsmål er forbeholdt forskeren, idet de er teoretisk funderet og derfor kan være

svære for en informant at uddybe (Staunæs & Søndergaard 2005). I praksis har det fungeret

således, at jeg i stedet for fx at stille forskningsspørgsmålet: ”Hvad tilbydes informanten i

mindfulnessdiskursen?” har benyttet interviewspørgsmålene: ”Hvordan arbejder du med

mindfulness?” og ”Hvordan oplever du, at mindfulness virker på dig?” (bilag 3: 114).

De overordnede temaer for guiden har været: 1) Tilknytning til arbejdsmarkedet, 2) Vejen ind

i stressmærkningen, 3) Vejen ind i mindfulness, 4) Nutid med stressmærkning og mindfulness

og 5) Fremtid med stressmærkning og mindfulness (Ibid.). Hvert tema er udtænkt med hen-

blik på at skabe adgang til viden om, hvilke betingelser, rammer, muligheder og begrænsnin-

ger informanterne bevæger sig inden for, og interviewspørgsmålene er generelt formuleret på

en sådan måde, at de appellerer til narrative eksemplificeringer af de temaer, der tages op

(Søndergaard 2005). Fx har jeg primært anvendt hvad og hvordan spørgsmål, samt suppleret

med ”Kan du sådan sætte nogle ord på, hvilke […]” (bilag 2: 9). Fog (1994) argumenterer

for, at en forskers forforståelse og følelser i ureflekteret form kan komme til at påvirke pro-

duktionen af empirien, uden at denne er bevidst om det. Derfor finder jeg narrative eksempli-

ficeringer hensigtsmæssige, idet de lægger op til produktion af fortællinger om informanter-

nes egne praksisser, frem for at skabe reproduktioner af en forskers allerede kendte kategorier

og forestillinger gennem mere konkrete og lukkede spørgsmål. Jeg har i den forbindelse til-

stræbt at gøre mig min forforståelse klar, for derefter at kunne gå mere åbent til genstandsfel-

tet21 (Fog 1994).

Begge interviews har jeg indledt med faktuelle spørgsmål vedrørende aktuel arbejdssituation,

arbejdsfunktion og beskrivelse af en typisk arbejdsdag for at skabe dynamik i interviewet,

21 Jeg vurderer, at det i denne sammenhæng vil være for omfattende at redegøre for min forforståelse.


41

inden mere følsomme temaer er blevet taget op (Karpatschof 2010). Undervejs har jeg an-

vendt forskellige spørgeteknikker, fx sondrende spørgsmål: ”Kan du sige mere om det…”,

specificerende spørgsmål: ”Hvad mener du, når du siger…” og fortolkende spørgsmål ”Er det

rigtigt forstået, at…” (Tanggaard & Brinkmann 2010b), der har bidraget til at udfolde, fort-

sætte, men også afbryde informanternes fortællinger (Staunæs & Søndergaard 2005).

Pga. en begrænset erfaring med interviewproceduren, har jeg inden de endelige interviews

udført et pilotinterview med en testperson, der har gennemført et mindfulnesskursus22. På den

måde har jeg fået mulighed for at afprøve, hvordan de forskellige spørgsmål fungerede, hvil-

ket har bidraget til at skabe mere åbne spørgsmål.

4.3 Informanter – afgrænsning, udvælgelse og kontakt Jeg har valgt at tage kontakt til to informanter ud fra en vurdering af, at dette antal vil skabe

mulighed for sammenligninger, og samtidig vil antallet være tilstrækkeligt for gennemførel-

sen af min undersøgelse. Sidstnævnte hænger sammen med specialets metateoretiske forståel-

se af viden som situeret og socialt konstrueret, hvilket betyder, at jeg ikke vil komme tættere

på en sandhed om mit genstandsfelt ved at inddrage et yderligere antal informanter (Staunæs

& Søndergaard 2005). Der kan dog argumenteres for, at flere informanter med forskellige

positioneringer inden for feltet vil kunne bidrage til en mere nuanceret analyse (Ibid.). Ud fra

en samlet vurdering af det materiale de to interviews har produceret, samt overvejelser om-

kring tidsmæssige perspektiver og analysens omfang, har jeg valgt at fastholde en afgræns-

ning til to informanter.

Informanterne er udvalgt efter kriterier om at være stressmærkede og om at have positive er-

faringer med at gøre mindfulness som forebyggende og/eller håndterende intervention mod

arbejdsrelateret stressmærkning. Yderligere kriterier for egnede informanter har været, at de

enten havde et arbejde, som de evt. var sygemeldt fra, eller at de var ledige, der ønskede at

komme i arbejde. Jeg har fundet relationen til arbejdsmarkedet nødvendig, eftersom mit gen-

standsfelt er subjektet, der befinder sig i spændingsfeltet mellem stressmærkning, mindfulness

og arbejde. Derudover har der ikke været fastlagte krav til mulige informanter.

22 Dette interview har jeg af etiske årsager valgt ikke at inddrage i specialet, eftersom testpersonen var en be-kendt.


42

I rekrutteringen af informanterne har jeg som udgangspunkt benyttet mig af bekendtes net-

værk, hvilket har resulteret i kontakten til den ene af informanterne, Sanne. Den anden infor-

mant, Jakob, har jeg skabt kontakt til gennem en psykolog, der udbyder mindfulnesskurser. På

den måde er den indledende kontakt foregået gennem en tredje part, hvilket har betydet, at

begge informanter har haft mulighed for at takke nej til deltagelse uden evt. at føle sig presset

af min indblanding. Gennem hhv. telefon- og mailkorrespondance er informanterne blevet

informeret om interviewenes overordnede formål, hvorefter de begge har indvilget i at delta-

ge. Under samme korrespondance er der blevet lagt op til, at informanterne valgte tid og sted

for gennemførelse af interviewene. Dette oplæg har været et forsøg på at udligne interviewsi-

tuationens asymmetriske relation mellem interviewer og informant (Kvale & Brinkmann

2009). Begge informanter har været åbne overfor flere muligheder, men af praktiske grunde

er interviewene endt med at foregå i deres hjem.

4.4 Positioneringer i interviewsituationerne Med udgangspunkt i specialets metaperspektiv kan interviewsituationen i sig selv betegnes

som en kompleks virkelighed, hvor både informant og interviewer tilbydes og indtager for-

skellige positioner (Staunæs & Søndergaard 2005). Järvinen (2005) fremfører, at informanter

positionerer sig selv og andre karakterer, som indgår i deres fortællinger, på den måde, som

de finder mest hensigtsmæssig i en konkret interviewsituation. Informanter præsenterer der-

igennem ”et i situationen foretrukket selv” (Ibid. 31), hvilket ligeledes er tilfældet for inter-

vieweren, der ønsker at fremstå som en seriøs og fornuftig samtalepartner.

For min undersøgelse betyder dette, at mit empiriske materiale vil være influeret af forskellige

positioneringer i interviewets relationelle kontekst. Jeg har fx erfaret, at begge informanter har

fundet det hensigtsmæssigt at positionere sig som ”den hjælpende” i relationen, hvilket bl.a.

træder frem i udsagnene: ”Og hvis du kan lave et godt speciale ud af det, så er det jo også

fint. Så kan det jo hjælpe dig godt på vej.” (Jakob, bilag 2: 23) og ”Hvis det er sådan noget,

du tænker på?” (Sanne, bilag 1: 8). Sidstnævnte citat er taget ud af en sammenhæng, hvor

Sanne netop har givet en narrativ eksemplificering af et spørgsmål, og kan ses som hendes

forsøg på at svare ”rigtigt” på spørgsmålet. Det træder i den forbindelse frem, at gensidige

positioneringer altid indebærer hierarkiske aspekter (Staunæs & Søndergaard 2005), og at det

i interviewsituationen er mig som forsker, der positioneres som den, der kan definere svar

som hhv. ”rigtige” og ”forkerte”. Denne positionering kan have medført, at informanternes


43

italesættelser afspejler det, de tror, at jeg som forsker gerne vil høre. Jeg har dog forsøgt at

imødegå dette gennem oplæg til de narrative eksemplificeringer, hvorved jeg har tilstræbt at

positionere informanterne som subjekter, der har mulighed for at reflektere over interviewet

og for aktivt at bidrage til definere arten af materiale, der produceres (Ibid.: 57).

Denne bestræbelse er under de to interviews lykkedes i forskellig grad. Jakob var meget ta-

lende og initiativrig i sit interview, hvilket bl.a. bevirkede, at jeg ikke fulgte interviewguiden

stringent, og at han derfor fik større indflydelse på, hvilke temaer der blev uddybet mest. Til

forskel herfra var Sanne mere kortfattet i sine eksemplificeringer, hvilket betød, at jeg måtte

guide hende mere vha. flere konkrete og opfølgende spørgsmål. Trods denne forskel forløb

begge interviews uden problemer og varede imellem en og halvanden time.

Andre positioneringer kan ligeledes have haft indflydelse på det empiriske materiale, fx posi-

tioneringer vedrørende køn, samt ”syg” kontra ”rask”. Desuden vurderer jeg, at min anven-

delse af diktafon under interviewene kan have haft indflydelse. I de sammenhænge hvor jeg

har fundet positioneringer relevante for de analytiske resultater, har jeg inddraget overvejelser

omkring det i analysen.

4.5 Fortrolighed og informeret samtykke Jeg vurderer, at det at være mærket med stress kan placere et subjekt i en udsat position, og

dermed gøre vedkommende sårbar overfor at lide psykisk skade. Det har derfor været nød-

vendigt allerede i den indledende fase at tage nogle etiske forholdsregler i forhold til inddra-

gelsen af informanter. Dette indebærer fx, at undersøgelsen er blevet meldt til Datatilsynet

(www.datatilsynet.dk). Gennem Datatilsynets godkendelse af undersøgelsens formål er der

blevet opstillet krav for behandling og opbevarelse af personfølsomme oplysninger, hvilket

har bidraget til at sikre, at informanternes identitet er blevet beskyttet (bilag 5). Som et led i at

efterleve disse krav har jeg i forbindelse med transskriptionen fortroliggjort mine informan-

ters identitet ved at udelade udvalgte passager fra interviewet, samt ved at ændre eller udelade

alle oprindelige navne, bynavne, områder, foreninger, personlige kendetegn mv. (Kvale &

Brinkmann 2009).

Som et andet led i beskyttelsen af informanterne har jeg udformet en skriftlig informeret sam-

tykke-erklæring, som inden interviewenes begyndelse er blevet underskrevet af både infor-

manter og mig (bilag 4). Informeret samtykke indebærer i denne sammenhæng, at informan-


44

terne er blevet informeret om undersøgelsens overordnede formål, retningslinjer for fortrolig-

hed, optagelse på diktafon, hvem der har adgang til materialet, samt de rettigheder, de har

undervejs til fx ikke at besvare udvalgte spørgsmål eller helt at trække sig ud af undersøgelsen

(Kvale & Brinkmann 2009). Informanterne er kun blevet informeret om det overordnede for-

mål, eftersom jeg på daværende tidspunkt ikke har kunnet vurdere, i hvilken retning analysen

ville gå. Dette hænger sammen med, at den analytiske strategi inden for socialkonstruktio-

nistisk og poststrukturalistisk forskning konstrueres ud fra den indsamlede empiri23 (Esmark,

Laustsen & Åkerstrøm 2005a; 2005b).

Begge informanter har efter deres interview fået mulighed for at gennemlæse en transskripti-

on med henblik på eventuelle rettelser og kommentarer. På den måde har de ikke efterfølgen-

de været i tvivl om, hvad de har sagt under interviewet. Jeg har valgt ikke at delagtiggøre dem

i den analytiske fase af undersøgelsen ud fra overvejelser om, at et analytisk fremmedgørende

og teoretisk sprogbrug vil kunne resultere i informanternes afvisning af analysen på et for-

kert/mangelfuldt grundlag. Dog har jeg stillet mig til rådighed overfor evt. opklarende

spørgsmål omkring anvendelsen af det empiriske materiale.

4.6 Retningslinjer for transskriptionerne Transskriptionerne af de to interviews er foretaget ordret, eftersom jeg med specialets metate-

oretiske tilgang har interesse i informanternes sproglige konstruktioner (Järvinen 2005). Iføl-

ge Kvale og Brinkmann (2009) kan denne transskriptionsform imidlertid medføre en usam-

menhængende tekst og bidrage til, at meningen forstyrres. Derfor har jeg valgt at udelade ord

som ”hmm” og ”øh” for at gøre teksten mere sammenhængende. Dette valg hænger ligeledes

sammen med en overvejelse om informanternes efterfølgende gennemlæsning af transskripti-

onerne. Kvale og Brinkmann (2009: 210) pointerer i den forbindelse, at usammenhængende

transskriptioner i nogle tilfælde kan resultere i krænkede informanter, der ikke kan genkende

deres egen tale, og dermed bevirke, at et samarbejde ophører.

Tekst og lydfiler er blevet gennemgået adskillige gange for at sikre overensstemmelse mellem

tale og skrift, hvilket har til hensigt at højne transskriptionernes reliabilitet (Ibid.). Trods re-

liabilitet kan det dog ikke undgås, at informationer går tabt i transformationen fra tale til

skrift, eftersom kropssprog, toneleje, ironi osv. ikke oversættes til skriftformen (Ibid.). Min

23 Se afsnit 4.7 om analysestrategi.


45

anvendelse af interviewmetoden kan derfor kritiseres for at have et ensidigt fokus på sprog,

men omvendt er sproget netop det, der kan give mig adgang til en forståelse af psykologiske

konstruktionsprocesser.

Jeg har tilstræbt at tage det etiske hensyn at være tro mod den helhed, som de enkelte citater

er en del af for at undgå en manipulation af det sagte (Silverman 2003). Dette indebærer fx, at

jeg udvalgte steder i analysen har inddraget det foregående interviewspørgsmål, samt at jeg i

andre tilfælde har valgt at inddrage flere citater fra forskellige passager i interviewene, der

fremstiller de samme forståelser. For at give læseren mulighed for at følge, hvilken sammen-

hæng de enkelte citater er taget ud af, er transskriptionerne vedlagt specialet på cd-rom (bilag

1 og 2). Pauser i interviewene er markeret med et ”…”, desuden er enkelte ordforklaringer

indsat i parentes.

4.7 Analysestrategi Ifølge Esmark, Laustsen & Åkerstrøm (2005a; 2005b) og Søndergaard (2000) findes der in-

den for den poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske forskning ingen opskrift på,

hvordan en analyse skal gribes an. I stedet må en forsker skabe sine egne analytiske tilgange

ved at gå i interaktion med det empiriske felt, der skal undersøges, hvilket vil resultere i et

analytisk bud på forståelse (Ibid.). For min undersøgelse betyder dette, at det analytiske blik,

jeg konstruerer, ikke er den eneste måde at anskue mit undersøgelsesfænomen på. Andre for-

skeres analytiske blikke vil give andre resultater.

At analysere kommer ud fra denne forståelse til at fremstå som den enkelte forskers subjekti-

ve proces. For kritikeren bliver det derfor relevant at stille spørgsmål vedrørende tilfældig

produceret viden og relativisme. Jeg vil imidlertid henvise til min diskussion af relativisme i

afsnit 1.3, og i forlængelse heraf argumentere for, at analysen ikke er et udtryk for mit person-

lige møde med det empiriske materiale alene. Som forsker går jeg til analysen som et kultive-

ret subjekt, hvilket skal forstås på den måde, at jeg har en række kulturelt tilgængelige refe-

rencediskurser, som jeg bygger mit arbejde op omkring. Fx bliver min analyse til igennem

poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske diskurser, samt diskurser om arbejde,

stressmærkninger og mindfulness, der alle er kulturelt tilgængelige inden for min analytiske

ramme. Påstanden om diskursernes kulturelle tilgængelighed underbygger jeg ved i analysen


46

at henvise til kilder, der fremstiller udsagn inden for de enkelte diskurser. På denne baggrund

er mit analytiske bud på forståelse ikke tilfældigt, men derimod formet af aktuelle diskurser.

Mit overordnede interessefelt for analysen er subjektets levede liv og konstruktionsprocesser i

spændingsfeltet imellem arbejde, stressmærkning og mindfulness. I anvendelsen af betegnel-

sen spændingsfelt ligger bl.a. den overvejelse, at jeg ikke finder en klar adskillelse imellem de

forskellige diskurser i spændingsfeltet mulig, når jeg skal bygge analysen op. Dette vurderer

jeg ud fra, at informanterne på interviewtidspunkterne befinder sig midt i spændingsfeltet. Når

de derfor fx italesætter deres stressmærkning, må denne italesættelse antages at være influeret

af mindfulnessdiskursen og diskurser om arbejde24. Jeg har bygget analysen op på en sådan

måde, at jeg i det første analysekapitel overordnet fokuserer bredt på hele spændingsfeltet,

hvorefter fokus mere specifikt flyttes til mindfulnessdiskursen i det andet analysekapitel.

Den analytiske strategi for specialets undersøgelse er, som jeg vil redegøre for i det følgende

afsnit, skabt gennem forskellige processer, hvor jeg er gået i interaktion med det empiriske

materiale og den anvendte teori. Overordnet kan man sige, at de forskellige temaer for analy-

sen er blevet til undervejs i analyseproduktionen.

4.7.1 Den analytiske proces Med udgangspunkt i det nævnte spændingsfelt er forberedelsen af analysen allerede påbe-

gyndt i forbindelse med planlægningsfasen af specialet, hvor bl.a. problemformuleringen og

interviewguiden er udarbejdet ud fra overvejelser omkring dette felt (Tanggaard & Brink-

mann 2010b). Den indledende kodning af empirien er ligeledes udført på baggrund af feltet. I

den videre kodning og analyse har spændingsfeltet imidlertid kun fungeret som overordnet

ramme, eftersom jeg har forholdt mig åbent over for de underliggende temaer, der er trådt

frem. At forholde sig åbent fremstår som en fænomenologisk inspireret proces, hvor fænome-

ner træder frem i mødet med materialet (Jacobsen et. al. 2004). Min analyse adskiller sig dog

grundlæggende fra en fænomenologisk analyse ved ikke at søge at integrere dele i helheder

(Tanggaard & Brinkmann 2010b). Derimod vil min analyse fremstå mere fragmenteret.

Jeg har allerede i kapitel 3 redegjort for, hvordan de forskellige analytiske begreber er anvendt

til at skabe blik for særlige fænomener i den analytiske proces. Derudover har jeg inspireret af

24 Andre diskurser kan ligeledes have indflydelse. I min undersøgelse afgrænser jeg mig dog fra at inddrage yderligere diskurser.


47

forskellige socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske metodeartikler gennemlæst det

empiriske materiale med henblik på at undersøge italesatte selvfølgeligheder, brud og destabi-

liseringer af sociale kategorier og diskurser, samt skabe blik for diskursive in- og eksklusi-

onsprocesser (Knudsen 2010; Staunæs 2007; Staunæs & Søndergaard 2005; Søndergaard

2000; 2005). Analysen er på en ikke-slavisk måde bygget op omkring ni underliggende og

empirinære temaer:

1) At gøre stress

2) Narrativer om arbejdsliv

3) Perspektiver på ”den gode medarbejder”

4) Ansvar for stressmærkninger og arbejdsdygtighed

5) Mindfulnessgørelse som hhv. offensiv og defensiv løsningsstrategi

6) Mindfulnessdiskursens særlige oplevelsestilbud

7) At gøre mindfulness som redskab eller livsstil

8) Den ”rette” mindfulnessgørelse

9) Kønnet mindfulnessgørelse

Temaerne er trådt frem gennem forskellige analytiske processer. Nogle er kommet til syne ud

fra diskurser inden for det overordnede spændingsfelt, mens andre er afledt af andre underlig-

gende temaer. Fx er temaet omhandlende perspektiver på ”den gode medarbejder” trådt frem

igennem forskellige og modstridende italesættelser af, hvad denne kategori henviser til, mens

temaet omkring den kønnede mindfulnessgørelse er afledt af en analyse af at gøre mindful-

ness som redskab eller livsstil.

Flere temaer lægger op til diskussion. Nogle af disse diskussioner har jeg valgt at udfolde

undervejs i analysekapitlerne, mens andre først udfoldes i specialets diskussionskapitel. Den-

ne opdeling er skabt ud fra en vurdering af, hvad der har været nødvendigt at diskutere for at

bringe analysen videre, og hvad der kunne vente til efter analysen.

4.7.2 Analyse og afgrænsning af diskurser

Ifølge Foucault indebærer en analyse af diskurser, at en forsker skal læse alt, hvad der berører

et emne for at kunne afgrænse diskurserne (Andersen 1999; Foucault 1969). Med inspiration

fra Neumann (2000) vil jeg kritisere denne tilgang for at være tidskrævende og for gøre min

analyse vanskelig at gennemføre. Derimod foreslås det, at det bør være den konkrete pro-


48

blemformulering, der styrer, hvordan diskurser undersøges (Ibid.). I forbindelse med min un-

dersøgelse vurderer jeg, at det ikke er nødvendigt at læse alt, hvad der berører forskningsfel-

tet, eftersom mit formål ikke er at lave en diskursanalyse, men i stedet er at undersøge det

konstruerende forhold imellem forskellige faktorer i det spændingsfelt, som subjektet bliver

til i. Derfor har jeg ladet et begrænset antal udsagn i form af artikler og bøger repræsentere de

diskurser, som informanterne taler sig ind i, destabiliserer, bryder med mv..

Min afgrænsning indebærer yderligere, at jeg har valgt ikke at producere et dybdegående

”state of the art” inden for arbejdsmiljø- og stressmærkningsforskningen. I stedet har jeg ladet

informanternes udsagn være styrende for, hvilke diskurser om arbejde og stressmærkninger

jeg inddrager. I praksis har dette sat forskellige analytiske processer i gang. Fra et tidligere

projekt har jeg skabt kendskab til forskellige arbejdsdiskurser på det senmoderne arbejdsmar-

ked. I forhold til stressmærkningsdiskurser har jeg i den indledende fase af dette speciale læst

adskillige artikler og bøger om emnet, der har bidraget til at skabe et overblik over forsknin-

gen inden for dette område. Forhåndskendskab til disse diskurser har derfor bidraget til at

skabe retning for mine analyser, men samtidig har jeg været åben overfor, at andre diskurser

inden for de nævnte forskningsfelter kan være i spil. Min strategi i forhold til analysen af dis-

kurser har på den måde været en kombination af at gå åbent til kodningen og analysen af det

empiriske materiale, samtidig med at allerede kendte diskurser har bidraget til at reducere mit

analytiske blik.

Kapitel 5: Analyse – et levet liv med arbejde, stressmærkning og mindfulness

49

Kapitel 5: Analyse – et levet liv med arbejde, stressmærk-

ning og mindfulness I dette første af to analysekapitler vil jeg fokusere bredt på subjektets tilblivelse i spændings-

feltet mellem arbejde, stressmærkning og mindfulness. På den måde retter jeg mit fokus imod

begge spørgsmål i problemformuleringen. Analysen indledes med at undersøge, hvordan in-

formanterne gør stress. Jeg finder det relevant at begynde analysen med dette, fordi informan-

ternes stressmærkning fremstår som deres udgangspunkt for at gøre mindfulness.

Efterfølgende vælger jeg at rette det analytiske blik imod, hvilke arbejds- og arbejdsbetingel-

sesdiskurser de taler frem, og hvordan de fremstiller en ændring i deres forståelse af disse

gennem deres stressmærkninger og efterfølgende indtræden i mindfulnessdiskursen. Afslut-

ningsvis vil jeg undersøge, hvordan informanterne italesætter ansvar for deres stressmærknin-

ger, og hvordan denne italesættelse får betydning for, hvordan de gennem mindfulnessgørelse

kan vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Først vil jeg introducere de to informanter ved kort at beskrive deres aktuelle situation på det

tidspunkt, hvor interviewene er foretaget.

5.1 Situering af informanterne Sanne er en kvinde sidst i 30’erne. Hun er uddannet lærer og bor alene i en lejlighed. Under

interviewet italesætter hun sig selv som stressmærket, hvilket ifølge hendes narrativ har med-

ført, at hun er delvist sygemeldt fra sit arbejde som lærer i en folkeskole. Hendes forløb har

strakt sig over ca. et år, hvor hun startede med en fuldtidssygemelding. På interviewtidspunk-

tet har Sanne for kort tid siden modtaget en opsigelse fra sin nuværende arbejdsplads. Dette

betyder, at hun kun har få måneder tilbage på dette arbejde. Herefter er hendes arbejdssituati-

on uvis. Det er i forbindelse med sygemeldingen, at Sanne er indtrådt i mindfulnessdiskursen.

Gennem et aktiveringstilbud udbudt af kommunen har hun afsluttet to gange otte ugers mind-

fulnesskursus i en gruppe og har nu ikke længere kontakt til sin mindfulnesscoach.

Jakob er en mand midt i 30’erne. Han er uddannet på universitetet og bor sammen med sin

familie. Jakob italesætter ligeledes sig selv som stressmærket og er på interviewtidspunktet

sygemeldt og uden arbejde. Hans forløb refererer til en periode på et par år. Efter en længere

periode som fuldtidssygemeldt har Jakob forsøgt sig med en deltidssygemelding. Dette forsøg


50

varede dog kun ca. en uge og pga. denne manglende evne til igen at arbejde fuld tid, har han

mistet sit arbejde. Jakob er først indtrådt i mindfulnessdiskursen efter længere tids sygemel-

ding, hvor han var begyndt at få det bedre. Interventionsformen blev anbefalet af hans psyko-

log, der selv udbyder kurser. I den forbindelse har Jakob gennemført et otte ugers mindful-

nessforløb i en gruppe.

5.2 At gøre stress I det empiriske materiale træder det frem, at Sanne og Jakob gør stress på både tilsvarende og

afvigende måder, og at de hver især forbinder stressgørelse med flere forskellige diskursivt

mærkede fænomener. Hos dem begge træder det at gøre stress frem som særlige psykiske

oplevelsestilstande og fysiske symptomer, men det er ikke de samme oplevelsestilstande og

symptomer, de italesætter.

Først vil jeg vende blikket mod Sanne, der fremstiller en stressmærket tilstand, som en ople-

velse af at trække sig omverdenen:

”Jeg havde et helt område ved skolen, hvor jeg ikke kom. Vi har… vi har sådan et

lille gangareal, hvor vi har kontorer, og vi har nogle mødelokaler, vi har tillidsre-

præsentantens kontor, toiletter, lærerværelse og lærergarderobe og alle sådan

nogle ting. Og der kom jeg slet ikke. […] Det magtede jeg ikke. Så jeg var godt

klar over, at jeg trak mig. Jeg var egentlig bare ikke klar over omfanget af det.”

(Sanne, bilag 1: 2)

I forlængelse heraf fortæller Sanne, hvordan hun under sin fuldtidssygemelding undgik alt,

der havde med skolen at gøre, og hvordan ”klumpen i maven” (Ibid.: 4) voksede, når hun

fysisk nærmede sig skolen. Derudover havde hun på det tidspunkt altid musik i ørerne, når

hun gik hjemmefra. Sanne gør på den måde stress som en oplevelse af ikke at magte andre

mennesker omkring sig og ved mentalt at lukke dem ude. Hertil supplerer hun sin stressgørel-

se med symptomer på manglende energi og mistet appetit:

”[…] alt hvad jeg fik at spise, det var simpelt… det var frisk pasta, det var mysli,

det var en rugbrødsmad, og så har jeg endda haft rigtig mange rugbrød til at ligge

og mugne ude i skuffen, for jeg magtede ikke at skære osten og smøre smørret, der

skulle på brødet, så jeg er nået milevidt.” (Sanne, bilag 1: 15)


51

Med disse måder at gøre stress på taler hun sig ind i en diskurs, hvor en stressmærkning kate-

goriseres som en individuel oplevelsestilstand (se fx Bovbjerg 2009a; Nielsen & Kristensen

2007). Det træder dog i sidste citat frem, at hun ikke længere oplever denne tilstand på samme

måde som tidligere.

Jeg vil nu vende blikket mod Jakob, hvor oplevelsen af en stressmærket tilstand træder ander-

ledes frem:

” I: […] Hvordan fandt du så ud af, at der var et eller andet galt?

J: Jamen, det var, da jeg ikke kunne sove om natten… og begyndte at få prikken i

huden, svedeture og… trykken for brystet. Jeg fik flimmer for øjnene nogen gange

også, sådan en tunnelfornemmelse, sådan… jeg var ikke tilstede fx sammen med

mine børn. Når de, når (barns navn) hun lå og læste, og jeg skulle lytte, så kunne

jeg lige så snart, det kørte, så var jeg ikke med, så var jeg på arbejde. […] jeg

var sådan set på arbejde 100 procent af min tid.” (Jakob, bilag 2: 1)

Med en italesættelse af de fysiske symptomer fremstiller Jakob en stressmærkning som en

tilstand, hvor kroppen siger fra over for aktuelle forhold ved at reagere fysiologisk (se fx Net-

terstrøm 2003). Samtidig gør han stress som en oplevelse af ikke at være tilstede i det, der er.

I stedet fremstiller han sig selv som værende mentalt på sit arbejde hele tiden. Denne forståel-

se af stressgørelse kan opfattes som informeret af mindfulnessdiskursen, hvor de tilstræbte

forholdemåder netop retter sig imod tilstedeværelse i nuet (Kabat-Zinn 2004). Med dette per-

spektiv fremstiller Jakob det at gøre mindfulness som det modsatte af at gøre stress. Hans

måde at gøre stress på konnoterer ud fra dette, at en stressmærkning er en individuel oplevel-

sestilstand, hvilket yderligere træder frem, da jeg spørger ham, hvordan det påvirker hans

hverdag, at han gør stress:

”Det er jo endt i en mindre depression, fordi det har varet så lang tid. Og det…

så det påvirker min hverdag utrolig meget. Jeg bruger rigtig mange timer, sta-

digvæk hver dag, hvor jeg lige: Åh ja, så kom den der tanke lige igen. Det er nok

svært at sove i nat eller… hvad sker der, når du får et nyt arbejde, får du så de

samme problemer igen… sådan, så det slår helt sikkert et eller andet i stykker in-

de i en.” (Jakob, bilag 2: 6)


52

Jakob taler sig her ind i en diskurs, der fremstiller, at depression kan være en følgevirkning af

en længerevarende stressmærkning (se fx Netterstrøm 2003; Groth & Rosbjerg 2006). Samti-

dig træder det frem, at han gør stress som et særligt tankemønster, der fastholder ham i

stressmærkningen. Hertil siger han: ”[…] så lang tid jeg går sygemeldt, så holder det mig

også fast i en forestilling af at være syg.” (Jakob, bilag 2: 16). Jakob fremstiller på den måde

sin stressmærkning som noget, han ikke umiddelbart selv kan ændre, før han får et nyt arbej-

de, men samtidig giver han i interviewet udtryk for, at han har fået det bedre (Ibid.).

Ud fra disse analyser fremstår det som fælles for Sanne og Jakobs måde at gøre stress på, at

de begge italesætter deres stressmærkninger som en individuel oplevelsestilstand, der er op-

stået i relation til deres arbejde. Dette har gjort dem syge og medført en ekskludering fra ar-

bejdsmarkedet. Derudover fremstiller de begge et forløb, hvor de i en længere periode har

gjort stress uden at vide det. På den måde positionerer de sig inden for diskurser, der fremstil-

ler en stressmærkning som en kronisk tilstand, der bygges op over længere tid, og som ude-

lukker subjektets mulighed for umiddelbart at tilpasse sig aktuelle forhold (se fx Groth &

Rosbjerg 2006; Nielsen & Kristensen 2007; Zachariae 2003).

Deres italesættelser af hvordan de gør stress begrænser sig imidlertid ikke til de individuelt

fysisk og psykisk oplevede symptomer/tilstande. Når Sanne og Jakob fremstiller, at deres

stressmærkninger er opstået i forhold til deres arbejde, og at de ikke umiddelbart har mulig-

hed for at tilpasse sig deres aktuelle situation, træder yderligere et perspektiv frem. Dette er,

at arbejds- og arbejdsbetingelsesdiskurser kan føre til en stressmærkning og ekskludering fra

arbejdsmarkedet (se fx Bovbjerg 2009a). Stressmærkninger kategoriseres ud fra dette som

påvirkninger udefra og som noget, der opstår i relationen mellem arbejde og subjekt (Nielsen

& Kristensen 2007). I de følgende afsnit vil jeg rette det analytiske fokus mod Sanne og Ja-

kobs levede arbejdsliv for derigennem bl.a. at undersøge, hvilken betydning deres positione-

ringer i forhold til at arbejde har for deres stressmærkninger.

5.3 Levet arbejdsliv I det følgende citat svarer Sanne på et spørgsmål om, hvad det betyder for hende at kunne

varetage et arbejde:

”Jeg har altid arbejdet. Jeg har altid været pligtopfyldende… Det betyder alver-

den. Egentlig. Altså, det er jo så også gået op for mig, at jeg har svært ved at sige


53

nej. Og den der anerkendelse som man gerne vil have… gør bare, at jeg har sagt

ja til nogle ting, som jeg aldrig nogen sinde skulle have sagt ja til. Ønsket om at få

et job, og ønsket om at være lige præcis på den skole, gjorde også allerede fra

start af, at jeg sagde ja til nogle ting, som bare ikke var… De var ikke helt det, jeg

troede, jeg havde sagt ja til, da jeg fik mit skema i hvert fald.” (Sanne, bilag 1: 1)

På samme spørgsmål svarer Jakob:

”Jamen, det er da vigtigt. Jeg sætter da en stor stolthed i det. Og har altid passet

mine ting godt. Så det er også derfor, at når jeg så får de opgaver, så har jeg også

en forventning til mig selv om, at jeg løser dem godt. Det måske en dårlig egen-

skab at have, når man bliver overbombarderet med opgaver, fordi der er bare ikke

tid til at løse opgaverne, som man gerne vil…” (Jakob, bilag 2: 4)

Flere diskursive og normative aspekter omkring levet arbejdsliv træder frem gennem disse

citater. At varetage et arbejde bliver fx italesat som noget, der betyder ”alverden” og som

noget, der sættes en ”stolthed” i, samtidig med at der fremstilles mangel på ”tid” og krav om

at påtage sig bestemte opgaver. Informanterne taler sig på den måde ind i diskurser, der frem-

stiller forskellige og modstridende positioner, hvorfra de kan tale (Jørgensen & Philips 1999:

26).

Som udgangspunkt træder det frem, at begge informanter positionerer sig inden for diskurser,

der fremstiller arbejde som en vigtig del af livet (se fx Baumeister 1991; Brinkmann 2009;

Eriksen 2009). En sådan fremstilling findes fx hos Baumeister (1991), hvor tre overordnede

diskurser inden for forståelser af arbejde kan fremanalyseres:

• Arbejde som et job: arbejde er ikke det vigtigste i ens liv, men udføres primært

for at få en indkomst, der kan få resten af tilværelsen til at fungere.

• Arbejde som en karriere: arbejde er motiveret af et ønske om succes og aner-

kendelse. Fokus er på forfremmelse og lønstigninger, og der ofres ofte meget tid

på det på bekostning af andre sociale arenaer.

• Arbejde som et kald: arbejde motiveres af en følelse af ansvar overfor samfun-

det eller en forpligtigelse overfor aktualisering af eget potentiale. Man har en fø-

lelse af, at man bør udføre en bestemt type arbejde, der er meningsfuldt. Hos


54

Brinkmann (2009: 93) fremstilles yderligere en tendens til at lægge liv og sjæl i

arbejdet – også uden at man nødvendigvis får mere i løn for det.

Diskurserne skal forstås som overlappende, og det fremføres, at arbejde ofte opfattes som en

kombination af en karriere og et kald (Baumeister 1991: 128). Som supplement hertil eksiste-

rer i dag en diskurs, der fremstiller det som naturligt for det enkelte subjekt at knytte sin iden-

titet til sit arbejde (Brinkmann 2009). Denne diskurs fremstiller arbejde som et sted, hvor sub-

jektet søger personlig udvikling og tilstræber at realisere sig selv (Ibid.; Bovbjerg 2005; Jør-

gensen 2002).

Jeg vælger at inddrage disse fremstillinger af arbejdsdiskurser, fordi jeg med disse sat overfor

hinanden kan skabe blik for, hvordan informanterne veksler imellem forskellige positionerin-

ger i forhold til deres arbejde, og hvilke muligheder og begrænsninger denne vekslen produ-

cerer. Dette vil jeg undersøge nærmere i de to følgende afsnit ud fra, hvad jeg vil kalde infor-

manternes arbejdslivs-narrativer. Disse narrativer har jeg konstrueret ud fra adskillige gen-

nemlæsninger af interviewtransskriptionerne, hvor særlige træk i forhold til arbejdsliv er trådt

frem. I fremstillingen har jeg skabt en kronologi, hvilket betyder, at de indledes med, hvordan

hhv. Sanne og Jakob gennem deres sædvanlige arbejdslivs-narrativer25 positionerer sig i for-

hold til arbejdsdiskurserne, hvorefter deres stressmærkninger indtræder som en destabilisering

af disse positioneringer og sædvanlige narrativer. Afslutningsvis flyttes fokus til, hvordan

mindfulnessdiskursen skaber nye positioneringsmuligheder i forhold til arbejdsdiskurserne.

5.3.1 Sanne og arbejdslivs-narrativet om den pligtopfyldende lærer med mang-lende fokus på sig selv Sanne har konstrueret et sædvanligt arbejdslivs-narrativ om at være en pligtopfyldende lærer,

hvilket bl.a. henviser til, at hun accepterer nye arbejdsopgaver, hvis hun bliver opfordret til

det - også selvom de ligger uden for hendes faglige kompetencer. Hun tilstræber at tilfredsstil-

le andre og sætter gennem sin pligtopfyldende forholdemåde sig selv i anden række. I den

forbindelse betegner hun sig selv som værende i besiddelse af et ”pleaser-gen” (Sanne, bilag

1: 22), og hun vil gerne have, at hendes arbejde udføres perfekt. Sanne gør på den måde kate-

25 Med betegnelsen sædvanligt arbejdslivs-narrativ menes, at det er dette narrativ, de sædvanligvis forstår sig selv ud fra i forhold til at arbejde. Til forskel herfra er betegnelsen arbejdslivs-narrativ et overordnet begreb for hele deres arbejdsliv.


55

gorien ”pligtopfyldende lærer” som det Første, hvormed det Andet konstrueres som en med-

arbejder, der prioriterer sig selv først og afviser tilbudte opgaver.

Arbejde har en stor plads i Sannes liv, og hun fremstiller sin nuværende arbejdsplads som en

ønskearbejdsplads (Ibid.: 1). Hun vil gerne arbejde mange timer, og hun italesætter det ikke

som værende for pengenes eller karrierens skyld. Derimod fremstiller hun modtagelse af an-

erkendelse som motivation for at arbejde. Ud fra dette positionerer hun sig ikke entydigt in-

den for arbejdsdiskurserne, men derimod både inden for kalddiskursen (ikke for pengenes

skyld, ønskearbejdsplads) og karrierediskursen (ønske om anerkendelse).

Ved at vende blikket mod Sannes stressmærkning træder det frem, at der skabes et brud i

hendes positionering og narrativ. Hun siger bl.a.:

”Der har jeg mistet mig selv i alt det der (arbejde). Og jeg kan ikke sætte en finger

på, hvornår det er sket. Det er bare sket.” (Sanne, bilag 1: 3).

Sanne italesætter her en mistet fornemmelsen af, hvad det vil sige at gøre ”Sanne”. Man kan

sige, at hun har mistet følelsen af at have en sammenhængende identitet. Dette åbner for en

diskurs indeholdende udsagn om, at arbejde i det postmoderne samfund ikke er en hensigts-

mæssig identitetsforankrende instans pga. arbejdsmarkedets foranderlighed og det enkelte

subjekts tendens til at have skiftende arbejdspladser (Brinkmann 2009). Tilværelsen kan iføl-

ge denne diskurs komme til at mangle sammenhæng mht. identitet, livsværdier og forpligtel-

ser, fordi man altid er i bevægelse i arbejdslivet (Ibid. 112). Hos Sanne træder dette frem ved,

at hun ikke længere kan forstå sig selv, eller gøre sig forståelig overfor andre, igennem narra-

tivet om at være pligtopfyldende og åben overfor nye opgaver, eftersom hun med en delvis

sygemelding tvinges til at sætte grænser for sit arbejde. Hun er på den måde ekskluderet fra at

gøre den kategori, som hun konstruerer som det Første. Derfor må hun skabe sig et nyt narra-

tiv, der er tilpasset den aktuelle situation, hvilket er en konstruktionsproces, som hun på inter-

viewtidspunktet befinder sig midt i.

Italesættelsen af ”at miste sig selv” kan samtidig forstås som et udtryk for, at Sanne vurderer,

at ”den pligtopfyldende lærer” ikke er en hensigtsmæssig kategori for hende at gøre, fordi den

indebærer et manglende fokus på hendes egne ønsker ved at hierarkisere pligter og andres


56

tilfredsstillelse højere. Det handler på denne baggrund ikke kun om at skabe et nyt tilpasset

narrativ, men også om at gøre op med hendes sædvanlige arbejdslivs-narrativ.

Flyttes blikket til Sannes italesættelse af mindfulness, skabes der muligheder for dette:

”[…] jeg har egentlig fået, fået det med mig også, at altså, det er bare et arbej-

de.” (Sanne, bilag 1: 9).

Sanne åbner igennem italesættelse af sin indtræden i mindfulnessdiskursen for at positionere

sig inden for diskursen om arbejde som et job. Med denne åbning opnår hun, at det ikke læn-

gere er legitimt for hende at ofre al sin tid på et arbejde, idet arbejde, inden for denne diskurs,

primært udføres for at få resten af tilværelsen til at fungere. Ved aktivt at positionere sig inden

for alle Baumeisters (1991) arbejdsdiskurser får Sanne mulighed for at sige, at hun vil have et

job, der giver hende anerkendelse og som er meningsfuldt for hende, men samtidig må det

ikke fylde hele hendes tilværelse. Dette tilbyder hende en ny subjektposition at tale fra, hvor

der i højere grad skelnes mellem arbejdsliv og fritid.

Til trods for at mindfulnessdiskursen åbner for, at Sanne kan konstruere nye selvnarrativer, vil

det i den øvrige analyse fremgå, at hendes sædvanlige pligtopfyldende arbejdslivs-narrativ

følger hende, som noget hun i mange sammenhænge konstruerer subjektivitet ud fra.

5.3.2 Jakob og arbejdslivs-narrativet om den dygtige, men ikke tilstrækkeligt

anerkendte medarbejder Jakob har konstrueret et sædvanligt arbejdslivs-narrativ om at være en dygtig medarbejder,

hvilket bl.a. henviser til beretninger om forfremmelse og anerkendelse fra sine overordnede.

Han italesætter sig selv som villig til at bruge meget tid og energi på sit arbejde og påtager sig

gerne nye opgaver og ansvar. Desuden betegner han sig selv som ”lidt en behagetype”, der

vil ”gøre alle glade” (Jakob, bilag 2: 8) og som vil løse opgaver godt. Motivationskilder

fremstiller han som et fokus på anerkendelse og lønstigninger, hvilket bl.a. kommer til udtryk

gennem en konstruktion af parametre for den gode arbejdsplads:

”Altså der er det kollegiale sammenhold, det betyder utroligt meget for mig, om

man vil være på en arbejdsplads. Så er der det faglige indhold, det skal være, det

skal være tilpas udfordrende, det skal bare ikke, det skal ikke være for meget. De

skal ikke, opgaverne skal ikke være for svære, de skal være til at løse. Så er der så


57

det generelle arbejdspres, det skal også være af en tilpas mængde. Og så der hele,

hvad skal man sige, ledelsesstrukturen på arbejdspladsen, skal også være på en

måde så, så jeg trives som menneske i hvert fald. Føler at jeg bliver lyttet, og jeg

føler, jeg bliver anerkendt. Og så er der selvfølgelig også noget meget vigtigt, det

er i hvert fald, hvilken løn man får.” (Jakob, bilag 2: 15)

Med et fokus på løn, anerkendelse, et ønske om forfremmelse og villighed til lange arbejds-

dage positionerer Jakob sig inden for karrierediskursen. Han betegner dog samtidig sin tidli-

gere jobfunktion som en funktion, der ligger tæt op ad hans hobby (Ibid.: 2), hvilket åbner for,

at han ligeledes positionerer sig inden for kalddiskursen.

Retter jeg det analytiske blik mod Jakobs stressmærkning og efterfølgende fyring, træder en

destabilisering af hans sædvanlige arbejdslivs-narrativ og positionering frem, hvilket bl.a.

hænger sammen med, at der kan argumenteres for, at en ”fyret” medarbejder med manglende

evne til at udføre sine arbejdsopgaver ikke i alle kontekster vil konnotere en ”dygtig” medar-

bejder26. Derfor må det antages, at han kan møde en udfordring i at gøre sig forståelig overfor

andre igennem det sædvanlige narrativ. Omvendt forstår Jakob stadig sig selv igennem narra-

tivet. For at skabe forståelse for dette vil jeg rette blikket imod, at der i interviewet med Jakob

fremkommer et narrativ om, at han vurderer, at han i mange sammenhænge gør det rigtige.

Dette skal forstås på en sådan måde, at han igennem dette narrativ fx kunne sige: ”Jeg er dyg-

tig til det, jeg laver. Jeg tager de rigtige beslutninger og opstiller rigtige samt retfærdige krav

til en god arbejdsplads, men pga. nogle beslutninger andre har taget, fungerer mit arbejdsliv

ikke, hvilket er årsagen til min stressmærkning”. Dette fiktive udsagn kan ses i sammenhæng

med, at Jakob italesætter en manglende anerkendelse for sit arbejde:

”[…] altså jeg havde 3½ års anciennitet, og han (en anden medarbejder) var lige

nystartet, og han lå 3000 over min løn på det tidspunkt. Så jeg synes bare alting,

det var urimelig med det ansvar, jeg havde.” (Jakob, bilag 2: 2)

Anerkendelse konstruerer Jakob i denne sammenhæng som belønning i form af en lønstig-

ning. Med positioneringen inden for karrierediskursen anser Jakob det som selvfølgeligt, at

hårdt arbejde og anciennitet medfører højere løn og bedre arbejdsopgaver. Hans arbejdsplads 26 Denne påstand bygger jeg på diskurser om, at ansvar for stressmærkninger er subjektets egen. Fra en position i en sådan diskurs kan det hævdes, at det fyrede subjekt ikke har været ”dygtig” nok til at bevare sit arbejde (se fx Bovbjerg 2009c).


58

bryder imidlertid med denne forestilling ved ikke at tildele ham en forventet lønstigning og

ved at give en nyansat højere løn, hvilket bidrager til, at Jakob positionerer sig som et offer

for arbejdspladsens ”forkerte” håndtering af hans situation. Med en positionering som offer

kan han trods sin fyring bevare narrativet om at være en dygtig medarbejder, fordi han der-

igennem fralægger sig et ansvar for sin situation27.

Flytter jeg nu fokus til Jakobs mindfulnessgørelse, træder en ny positioneringsmulighed i for-

hold til arbejdsdiskurserne frem. Da jeg spørger ham, om han føler, at han med sin

mindfulnesspraksis bedre vil kunne varetage et arbejde, svarer han:

”[…] jeg tror i hvert fald, at mindfulnessen vil gøre, at hvis jeg ikke trives på et

nyt arbejde, så vil jeg være hurtigere til at stille mine træsko og så forsvinde, end

jeg var på det gamle arbejde.” (Jakob, bilag 2: 15)

Dette citat åbner for, at Jakob med sin mindfulnesspraksis taler sig ind i jobdiskursen. Lige-

som Sanne lægger han op til, at det er bare et arbejde, og at der er andre ting i livet, der er

vigtigere end et bestemt arbejde. Denne positionering tilbyder ham en mulighed for at i højere

grad at skelne imellem arbejdsliv og familie/fritidsliv. Han siger i den forbindelse:

”[…] altså mit familieliv fungerer rigtig godt. Det er jo - det vil jeg sige - det er

det positive, der er kommet ud af det. […] jeg prioriterer min tid helt anderledes,

også bl.a. via mindfulness.” (Jakob, bilag 2: 7).

Et parallelt narrativ til det sædvanlige arbejdslivs-narrativ træder i den forbindelse frem om

Jakob som familiefar. Dette narrativ er på flere punkter svært foreneligt med hans positione-

ring inden for karrierediskursen, for hvordan kan lange arbejdsdage med stort energiforbrug

forenes med narrativet om at være en nærværende familiefar? En positionering inden for job-

diskursen fremstår som et muligt bindeled imellem denne positionering og familiefar-

narrativet. Jakob fremstiller på den måde mindfulnessgørelse som en måde at omprioritere sin

tid på, hvor han i dette tilfælde italesætter en opprioritering af sin familie. Denne oppriorite-

ring og ændring i positionering må dog forstås i sammenhæng med, at han på interviewtids-

punktet er stressmærket, uden arbejde og på grund af dette er ekskluderet fra karrierediskur-

sen og dermed fra at prioritere sit arbejde. Derfor fremstår en subjektposition inden for job-

27 Se afsnit 5.5 for uddybning af dette perspektiv.


59

diskursen som en hensigtsmæssig positionering for ham. Jakob siger dog samtidig, at han

formentlig skal have den samme type arbejde, som han tidligere har haft (Ibid. 7). Altså en

type arbejde han fremstiller som et arbejde med risiko for stressmærkning. Ud fra dette per-

spektiv prioriterer Jakob stadig sin karriere. Havde han derimod sagt, at han ikke ønskede

denne type arbejde igen, ville omprioriteringen og dermed positioneringen inden for job-

diskursen træde tydeligere frem.

En anden forståelse kan være, at Jakob udtrykker en forhåbning om, at når han igen kommer i

et lignende arbejde, bliver forholdene bl.a. pga. hans mindfulnesspraksis bedre. Han er ud fra

denne forståelse ikke positioneret entydigt inden for hverken karriere- eller jobdiskursen, men

fremstiller sig igennem sin mindfulnesspraksis som et subjekt, der veksler og søger at skabe

nye tilblivelsesmuligheder imellem diskurserne. Han vil gerne have et lignende arbejde og

udtrykker samtidig et ønske om være der for sin familie, men hvordan kan det forenes?

Jakob fremstiller på baggrund af disse analyser en konstruktionsproces, hvor han veksler mel-

lem positioneringer inden for karriere-, kald-, job- og familiediskurser.

5.3.3 Opsamling på arbejdslivs-narrativerne Det træder i arbejdslivs-narrativerne frem, at både Sanne og Jakob som udgangspunkt positi-

onerer sig inden for kald- og karrierediskursen i forhold til deres arbejde, og at bevarelsen af

disse positioneringer problematiseres, når fokus rettes mod deres stressmærkninger. Med et

fokus på deres mindfulnesspraksisser åbnes for, at positioneringer alene inden for disse to

arbejdsdiskurser kan være uhensigtsmæssig, eftersom Sanne og Jakob giver udtryk for hhv.

”at miste sig selv” og et dysfunktionelt familieliv. Mindfulnessdiskursen tilbyder i den for-

bindelse nye positioneringsmuligheder, hvor arbejde ikke længere er det vigtigste i informan-

ternes liv. På baggrund af disse analyser tyder det på, at der er/har været nogle aktuelle dis-

kurser om arbejde og arbejdsbetingelser i spil på informanternes arbejdspladser, som kan pro-

blematiseres. For at uddybe dette nærmere vil jeg nu rette blikket mod en anden position, som

de begge indtræder på, hvilket er en ”fleksibel medarbejder” position.

5.4 Fremstilling af en selvfølgelig medarbejderfleksibilitet Hos Jakob kommer en forventning om en medarbejderfleksibilitet bl.a. til udtryk gennem en

italesættelse af et overbombardement af opgaver, en arbejdsdag præget af uforudsigelighed,

grænseløse arbejdstider, samt gennem hans fremstilling af arbejdslivet som et travlt miljø:


60

”[…] jeg har haft mange perioder, hvor man kan sige, lige nu har vi et kursus,

hvor vi lige, der skal vi lige give den lidt ekstra. Sådan var hver eneste dag bare,

og jeg kunne ikke vide, hvordan min dag så ud, fordi lige pludselig kunne min chef

komme med: ”Hov ja for resten, jeg skal aflevere budgetter i morgen. Kan du ikke

lige lave en budgetopfølgning på det her budget for tre millioner?”” (Jakob, bilag

2: 3)

Jakob taler sig her ind i effektiviseringsdiskurs28, som fremstiller ”den fleksible medarbejder”,

der er effektiv og lever i en permanent forandringstilstand som det Første (se fx Brinkmann

2009; Eriksen 2009; Grünenberg, Walker & Knudsen 2009; Jørgensen 2002). Udsagn inden

for denne diskurs er bl.a., at der er prestige i at have travlt på arbejdspladsen i dag (Agervold

& Dalsgaard 2006), samt at evnen til omstilling og selvudvikling er vigtige kompetencer på

en senmoderne arbejdsplads (Brinkmann 2009). Diskursen medfører en ekskludering og an-

detgørelse af mindre tilpasningsdygtige og selvudviklende medarbejdere, som ikke kan følge

med den accelererende udvikling og forandring på arbejdspladserne. De henvises derfor til

udkanten af arbejdsmarkedet (Jørgensen 2002).

Som udgangspunkt fremstiller Jakob det som selvfølgeligt at indtræde på en subjektposition,

hvorfra det er muligt at gøre kategorien ”fleksibel medarbejder” og dermed selvfølgeligt at

forsøge at efterleve arbejdspladsens krav. Han er villig til at ”give den lidt ekstra” og tilpasse

sig arbejdsopgavernes foranderlighed, så længe der kompenseres på andre niveauer (jf. hans

arbejdslivs-narrativ). Omvendt træder det ligeledes frem, at han taler fleksibiliteten frem som

problematisk, eftersom han fratages muligheden for at planlægge sin arbejdsdag.

Sanne taler effektiviseringsdiskursen frem gennem en italesættelse af divergerende kompe-

tencer og arbejdsopgaver:

”Jeg havde billedkunst, jeg havde historie, som jeg ikke var liniefagslærer i. Og

når jeg har talt op, så havde jeg kontakt med godt over trehundrede børn i løbet af

en uge. Jeg sagde: ”Jeg er slet ikke kreativ”. Jeg havde 6. klasse til billedkunst.

Jeg skulle læse alt min historie op, og jeg sad bare og forberedte mig og forbered-

28 Betegnelsen effektiviseringsdiskurs er hentet fra Knudsen, Walker og Grünenbergs (2009) sundhedssociologi-ske undersøgelse (jf. afsnit 2.3.3).


61

te mig og forberedte mig, fordi jeg kunne altid lære mere, fordi jeg vidste ikke,

hvad det var, jeg havde med at gøre.” (Sanne, bilag 1: 3)

Sanne gør ”den fleksible medarbejder” som et møde med mange forskellige børn samt som et

krav om opkvalificering af nye kompetencer, der medfører en stor arbejdsbyrde. Hun påtager

sig disse opgaver og dermed positionen som fleksibel medarbejder, hvilket kan forstås ud fra

det sædvanlige narrativ, hun har konstrueret om at være en pligtopfyldende lærer. Omvendt

træder det frem, at hun forsøger at skabe en forhandling omkring positioneringen inden for

effektiviseringsdiskursen ved at opponere: ”Jeg er slet ikke kreativ”. En forhandling, der stri-

der imod det sædvanlige narrativ, og som hun ikke gennemfører. For Sanne bliver bevarelsen

af det pligtopfyldende narrativ samt bevarelsen af hendes arbejde som udgangspunkt hierarki-

seret højere end arbejdsopgaver inden for hendes faglige kompetencer, og derfor gør hun

”den fleksible medarbejder” som en selvfølgelig del af arbejdslivet.

Både Jakob og Sanne fremstiller det på den måde som naturligt, at deres arbejde fordrer med-

arbejderfleksibilitet, samtidig med at de omvendt problematiserer denne fordring. Gennem

deres indtræden på disse modstridende positioner åbner de for, at der skabes et brud med ar-

bejdsmarkedets effektiviseringsdiskurs og den medfølgende normative fremstilling af ”den

fleksible medarbejder” som det Første. Et brud, der problematiserer selvfølgeligheden i med-

arbejderfleksibiliteten. For at uddybe kompleksiteten i dette potentielle brud vil jeg nu rette

mit fokus mod deres indtræden i mindfulnessdiskursen for at undersøge om deres mindful-

nessgørelser producerer medarbejderfleksibilitet, eller om det er nogle andre konstruktions-

processer, der træder frem.

5.4.1 Skaber mindfulness en fleksibel medarbejder?

Da jeg spørger Sanne, om hun gennem sin mindfulnesspraksis er blevet opmærksom på en

ny/anden måde, siger hun:

”Jeg er blevet… meget mere opmærksom på… hvorfor gør jeg det her. Og jeg har

været rigtig god til og sige: ”Umiddelbart, så lyder det rigtig godt, men må jeg

vende tilbage?” Ikke bare sige ja, men lige tygge over det eller tygge på det. Om

det så har været en invitation til noget pigekomsammen, eller om det har været

noget familierelateret, eller hvad det har været, der er jeg blevet bedre til sådan

ligesom lige at sige: ”Arh… men”. […] Og så sige: ”Jeg bliver nødt til at mærke


62

efter, hvad mit behov er, i stedet for bare med det samme at sige ja til og opfylde

dit behov.”” (Sanne, bilag 1: 14)

Frem for at blive mere fleksibel giver Sanne udtryk for, at hendes mindfulnesspraksis gør

hende mere fokuseret på sig selv og bedre til at sætte grænser for, hvad hun skal deltage i. Det

træder på den måde frem, at hun i denne sammenhæng gør mindfulness som en øget refleksi-

vitet overfor de muligheder, hun præsenteres for, samt som en måde at sætte sig selv i cen-

trum på29. Hun italesætter desuden en evne til at ”mærke efter”, hvad hendes behov er, hvil-

ket konnoterer en essentialistisk forståelse af subjektet. Der kan på denne baggrund argumen-

teres for, at Sanne positionerer sig inden for Grünenberg, Walker & Knudsens (2009) autenti-

citetsdiskurs, når hun italesætter sin tilblivelse i mindfulness. Dette skal forstås på den måde,

at hun gennem sin mindfulnessgørelse taler en realisering af et autentisk selv frem (Ibid.).

Jakob italesætter ligeledes sin tilblivelse i mindfulness som en mulig vej til at sætte sig selv i

centrum og som en måde at finde ind til noget autentisk:

”[…] man siger jo godt nok, at det er svært at ændre ens personlighed, men hvis

jeg ser tilbage på (Jakob) for et år siden, og den (Jakob), du ser i dag, så er det en

som er meget mere bevidst om sig selv, om at passe på sig selv, om at være tilste-

de. Og… og ikke have gang i 35.000 ting på en gang. […] og i og med at jeg bli-

ver bevidst om, hvad det er, jeg laver, så bliver jeg også bedre til at sige nej. Det

er også en styrke for mig, som ellers er sådan en, lidt en behagetype, jeg vil gerne

gøre alle glade. Så nu kan jeg godt se, at jeg gør alle glade, så gør jeg mig selv

ked af det og syg. Så derfor kan jeg sige, nu er jeg bevidst om, hvad det er, jeg

kan, og hvor meget jeg kan holde til.” (Jakob, bilag 2: 8)

Heller ikke Jakob taler en øget fleksibilitet frem. Derimod træder hans problematisering af

”den fleksible medarbejder” tydeligt frem, når han siger: ”Så nu kan jeg godt se, at jeg gør

alle glade, så gør jeg mig selv ked af det og syg”. Han italesætter på den måde fleksibilitet

overfor andres krav som vejen til en stressmærket tilstand og taler sig dermed ind i en stress-

mærkningsdiskurs, der fremstiller arbejdslivets krav om fleksibilitet og omstillingsparathed

som vejen til en langvarig tilstand af stressgørelse og udbrændthed (se fx Brinkmann 2009;

29 At sætte sig selv i centrum fremstår dog i andre sammenhænge stadig som problematisk for hende, hvilket jeg vender tilbage til i kapitel 6.


63

Byrnit 2006). At gøre stress konstrueres i denne sammenhæng som værende lig med at gøre

fleksibel medarbejder.

Det er derfor ikke en idealisering af effektiviseringsdiskursen og ”den fleksible medarbejder”,

som Sanne og Jakob taler frem gennem deres mindfulnesspraksisser. Derimod producerer de

med deres nye praksistilbud en diskursiv modpol, der bidrager til modstand mod den selvføl-

gelige fleksibilitet. Mindfulness kommer på den måde til at fremstå som et redskab til at ac-

ceptere, at de ikke vil/kan være med de forhold, der er, og gennem deres forskellige italesæt-

telser træder en ny normativ forståelse frem om ”den gode medarbejder” som autentisk,

grænsesættende, refleksiv og selvfokuseret. Diskurserne om effektivisering og autenticitet

kommer på denne baggrund til stå i opposition til hinanden. Hvor Grünenberg, Walker &

Knudsen (2009) fremanalyserer, at flere af deres deltagere kontinuerligt bevæger sig inden for

begge diskurser, hvilket får diskurserne til at pege i samme retning, afgrænser Sanne og Jakob

sig til positionering inden for autenticitetsdiskursen, når de gør mindfulness. De fremstiller en

bevægelse fra en effektiviseringsdiskurs til en autenticitetsdiskurs som en konstruktionspro-

ces i mindfulness, hvilket medfører, at de skaber distance til effektiviseringsdiskursens selv-

følgelig fleksibilitet.

Denne forskel i forhold til deltagerne i den sundhedssociologiske undersøgelse kan forstås ud

fra, at Sanne og Jakob er indtrådt i mindfulnessdiskursen pga. en stressmærkning, der har

ekskluderet dem fra arbejdsmarkedet og dermed fra at indtræde på subjektpositioner i effekti-

viseringsdiskursen. Det kan derfor tyde på, at der for Sanne og Jakob er en sammenhæng mel-

lem den autenticitetssøgende måde at gøre mindfulness på, deres stressmærkninger og eks-

kluderinger fra arbejdsmarkedet.

5.4.2 At gøre ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede medarbejder” på en senmoderne arbejdsplads På baggrund af ovenstående analyse bliver det relevant at spørge, hvordan Sanne og Jakob

kan gøre ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede medarbejder” som

det Første på et senmoderne arbejdsmarked, de italesætter som effektiviserings- og fleksibili-

tetssøgende. Jakob har endnu ikke haft mulighed for at gøre dette, eftersom han på interview-

tidspunktet er uden arbejde og først er begyndt at gøre mindfulness efter sin sygemelding.

Sanne er derimod stadig på sin arbejdsplads i en begrænset periode og giver udtryk for, hvor-

dan hun med sin mindfulnessgørelse er begyndt at acceptere, at hun ikke skal ”[…] have ti


64

bolde i luften på en gang” (Sanne, bilag 1: 14) og derfor siger fra overfor tilbudte opgaver.

En af de arbejdsopgaver hun har sagt nej til er opfordringen til igen at arbejde på fuld tid,

hvilket hun begrunder sin fyring med. Sanne kan ud fra denne fremstilling ikke gøre ”den

autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede medarbejder” og samtidig bevare sit

nuværende job. Flere arbejdsbetingelser kan være styrende for dette, fx den forudgående va-

righed af hendes sygemelding, arbejdspladsens økonomiske situation eller et hensyn til ar-

bejdspresset på de andre i personalegruppen, hvilket øger kompleksiteten forhold til, hvordan

hun kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter sin stressmærkning.

På baggrund af disse analyser fremstår Sanne og Jakobs tilbagevenden til arbejdsmarkedet

som en langsigtet, men også gensidig konstruktionsproces mellem arbejdsplads og subjekt.

Gensidigheden forstår jeg ud fra, at når de ikke gør mindfulness som tilpasning til/væren med

de aktuelle forhold, producerer de implicit krav om ændrede arbejdsforhold. Dette implicitte

krav om ændrede arbejdsforhold åbner for et andet spørgsmål, hvilket er, hvordan og hvorvidt

det gennem en mindfulnessdiskurs er muligt at skabe arbejdsforhold, hvor risikoen for stress-

mærkninger er mindre?

Med udgangspunkt i Sanne og Jakobs fremstillinger lægger dette op til et komplekst svar,

hvilket jeg vurderer ud fra, at Sanne og Jakob ved at gøre mindfulness fremstiller handlemu-

ligheder som et valg imellem enten at gøre noget, der gavner dem selv eller arbejdspladsen.

Når de gennem deres mindfulnessgørelser bevæger sig væk fra effektiviseringsdiskursen,

skaber de ikke mulighed for på samme tid at leve op til arbejdsmarkedets fleksibilitetskrav og

passe på sig selv. Men betyder dette, at deres nye normative gøren som ”den autentiske,

grænsesættende, refleksive og selvfokuserede medarbejder” ekskluderer at gøre ”den fleksib-

le og effektive medarbejder”? Ud fra Sanne og Jakobs fremstillinger kan der argumenteres

for, at den nye normative gøren ekskluderer effektivitet i betydningen ”ureflekteret fleksibili-

tet”, og i stedet produceres en anden betydning af begrebet som en mere langsigtet og reflek-

siv effektivitet, hvor medarbejderen er arbejdsdygtig på lang sigt. Med denne forståelse åbner

de for, at mindfulnessdiskursen kan bidrage til at konstruere arbejdsbetingelser, hvor risikoen

for stressmærkninger er mindre, fx ved at der skabes rum til refleksion og meditative ”pauser”

i arbejdstiden, samt mulighed for at ”mærke efter” egne behov og at sige fra over tilbudte

opgaver.


65

Sådanne betingelser fremstår imidlertid på kort sigt som ufordelagtige for senmoderne ar-

bejdspladser, hvor bestemte arbejdsopgaver skal udføres inden for afgrænsede tidsperioder,

hvilket er tilfældet på Sanne og Jakobs arbejdspladser. På lang sigt vil det dog ud fra Sanne

og Jakobs fremstillinger betyde vedvarende arbejdsdygtighed. Ud fra dette perspektiv forbli-

ver det på den måde et spørgsmål om enten at tilgodese sig selv eller arbejdspladsen, eftersom

fx løsning af opgaver med kort varsel og det at sige fra overfor tilbudte opgaver ikke fremstår

som forenelige handlemuligheder. Samtidig træder det frem, at ingen af disse muligheder er

hensigtsmæssige alene, fordi de ekskluderer hinanden. Perspektivet åbner derfor for en dis-

kussion om, hvordan der kan konstrueres intersektionalitet mellem kategorierne om ”den

fleksible medarbejder” og ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede

medarbejder”, således at det kan bidrage til at skabe forholdemåder og arbejdsbetingelser, der

både er hensigtsmæssige for arbejdspladser og medarbejdere på kort og lang sigt.

Med henvisning til Sundhedsstyrelsens statistik for stressmærkede subjekter i Danmark, som

jeg nævnte i indledningen, vurderer jeg, at det tyder på, at ikke alle medarbejdere positioneret

inden for en senmoderne effektiviseringsdiskurs bliver sygemeldt pga. arbejdsrelaterede

stressmærkninger30 (Nielsen & Kristensen 2007). Nogle medarbejdere formår at forblive ar-

bejdsdygtige trods krav om effektivitet og fleksibilitet. Dette indikerer derfor, at det er muligt

at konstruere arbejdsdygtighedsbevarende forholdemåder og arbejdsbetingelser, men samtidig

kan det tyde på, at disse for Sanne og Jakob ikke alene kan skabes gennem deres mindfulness-

praksisser. Dette vurderer jeg ud fra, at praksisserne fremstår som hver deres individuelle

projekter, mens en mulig intersektionalitet imellem de fornævnte kategorier lægger op til en

mere kollektiv eller gensidig indsats, fordi den åbner for at også det senmoderne arbejdsmar-

keds krav til ”den gode medarbejder” forstyrres. I de følgende afsnit vil jeg undersøge dette

nærmere ud fra Sanne og Jakobs italesættelser af ansvar for deres stressmærkninger og ar-

bejdsdygtighed, hvilket bl.a. har til hensigt at skabe en forståelse for, hvordan Sanne og Ja-

kobs håndtering af deres stressmærkninger skabes som individuelle projekter.

30 Desuden vurderer jeg, at det ikke vil være alle jobtyper, der er indskrevet i en effektiviseringsdiskurs. Fx må det antages, at jobs inden for Baumeisters (1991) jobdiskurs ikke er præget af effektivisering, fordi medarbejder-ne ikke er villige til at bruge alt deres tid på at arbejde.


66

5.5 Ansvar for stressmærkning og arbejdsdygtighed Allerede i indledningen henviste jeg til, at der eksisterer to dominerende diskurser inden for

forebyggelse og håndtering af stressmærkninger (jf. afsnit 1.1). Med inspiration fra Bovbjerg

(2009c) kan disse diskurser betegnes som hhv. en påvirkningsdiskurs og en udviklingsdiskurs.

Udsagn i disse diskurser er:

• Påvirkningsdiskurs: Årsag til skader hænger sammen med produktionstek-

nologi, arbejdets organisering og ledelsesmæssige beslutninger. Forebyggel-

se og håndtering rettes mod kilder til dårligt arbejdsmiljø. Årsag til stress-

mærkninger ligger i ydre forhold, som medarbejderen reagerer på.

• Udviklingsdiskurs: Udvikling og forandring af medarbejderen ses som det,

der vil ændre de forhold, der skaber negative påvirkninger. Det psykiske ar-

bejdsmiljø lader sig ikke regulere meningsfuldt, da det er individuelt, hvor-

dan man oplever belastninger (Ibid.: 121).

Ud fra ovenstående udsagn gør de to diskurser det muligt at forstå ansvaret for en arbejdsdyg-

tighed på hhv. et organisationsniveau og et subjektniveau, hvor forståelsen vil få betydning

for, hvordan et interventionsforløb gribes an. Det er med udgangspunkt i disse diskurser, at

jeg vil undersøge, hvordan informanterne italesætter ansvar for deres stressmærkninger og

arbejdsdygtighed. Dette er et undersøgelsesperspektiv, jeg vurderer som interessant i forhold

til, at Sanne og Jakob søger løsningen i mindfulnessdiskursen, der ifølge Bovbjerg (2009c)

indskriver sig i udviklingsdiskursen, mens deres tilbagevenden til arbejdsmarkedet, ifølge min

analyse i forrige afsnit, fremstår som en gensidig konstruktionsproces mellem subjekt og ar-

bejdsplads. Først rettes blikket mod Sanne:

”Jeg er det, hvad man i fagsprog kalder en driftsforstyrrelse […] jeg forstyrrer

driften ved ikke at være oppe på 100 procent […]” (Sanne, bilag 1: 11)

Sanne indtager en positionering som tilhørende kategorien en ”driftsforstyrrelse” og fremstil-

ler på den måde sig selv som en arbejdskraft i en større organisation, hvilket giver hende mu-

lighed for at skabe en personlig distance til sit arbejde. På den måde opnår hun ikke at blive

ekskluderet fra arbejdslivet pga. personlige årsager, i stedet ekskluderes hun, fordi en større

organisation skal fungere. Gennem denne distancering positionerer hun sig dog samtidig in-


67

den for en udviklingsdiskurs, hvor ansvaret for egen arbejdsdygtighed placeres hos det enkel-

te subjekt (se fx Bovbjerg 2009c; Holm-Pedersen 2009). Det bliver hendes ansvar at komme

op på ”100 procent”, ellers kan hun undværes og erstattes af en ny arbejdskraft. Denne posi-

tionering accepterer hun, hvilket bl.a. træder frem gennem udsagn som: ”Jeg er ikke struktu-

reret nok” (Sanne, bilag 1: 2) og ”[…] det er i mig forandringen skal ligge…” (Ibid.: 13),

men omvendt forsøger hun ligeledes at afvise positionen:

”[…] jeg har en chef, en skoleleder, der bare sejler rundt. Der er ingen konse-

kvens, der er… altså… man oplever nogen gange, jeg har oplevet, jeg har oplevet,

at kolleger har oplevet ikke at blive at blive støttet op omkring af vores leder. Ej,

men vi skal bare vide, at vi har ham 100 procent i ryggen, også når det gælder.”

(Sanne, bilag 1: 2)

Dette citat kan ses som et udtryk for et udsagn inden for påvirkningsdiskursen om, at dårlig

ledelse er skyld i stressmærkede medarbejdere (se fx Bovbjerg 2009c; Modler 2011). Ved at

tale sig ind i denne diskurs åbner Sanne for at fralægge sig ansvaret, og dermed konstruerer

hun ansvaret for sin stressmærkning som et organisatorisk anliggende. Sanne veksler på den

måde imellem positioneringer, der producerer ansvaret som hendes eget samt producerer fra-

læggelse af ansvar, hvilket gør, at hun kan søge løsninger på begge niveauer. Med denne

vekslen opnår hun ikke at komme i konflikt med hverken sine positioneringer eller sin ar-

bejdsplads, uanset hvilket niveau en intervention rettes imod.

På dette punkt er Jakob mere entydig i sin positionering:

”Jeg er helt sikker på, at en stor del af skylden for, at jeg fik stress, det var, at min

chef ikke var bevidst om, hvad det egentlig var, der skete på hans, på hans an-

svarsområde. […] Han havde selv alt, alt, alt for travlt og var alt for meget ska-

bende i stedet for at prøve at styre og se, hvad det egentlig er, der sker. Så jeg

tror, han kunne have haft gavn af noget mindfulness, fordi… altså, det var, det op-

levede vi jo, det var vi jo mange, der oplevede, at han kunne gå ned og snakke med

os en dag, og så kom han to dage senere og spurgte om det samme, ikke også? Så

det er jo egentlig bare et tegn på, at han var mindst lige så stresset som alle os

andre.” (Jakob, bilag 2: 21)


68

”Så det er vigtigt […], at en leder ligesom giver tid til, at folk de kan geare ned en

gang imellem, og ikke bare skal køre på med 110 i timen. Det er der ikke nogen,

der kan holde til, og det gælder også lederen selv. Han skal også sørge for eller

hende skal også for, at der er rum til at geare ned.” (Jakob, bilag 2: 22)

Jakob indtager en position, hvor han fralægger sig ansvaret for sin stressmærkning, for i ste-

det at placere ”en stor del af skylden” hos chefen. Det træder derigennem frem, at han anta-

ger det som selvfølgeligt, at chefen har ansvar for sine medarbejdere, og at der ikke tale om et

gensidigt at ansvar, idet chefen selv skal sørge for at skabe rum til at geare sig ned. På trods af

at Jakob og andre medarbejdere oplever brud i chefens ledelsespraksis, handler de ikke på

det. På den måde positionerer han chefen som et subjekt, der skal evne både selvstyring og

styring af sine medarbejdere, mens medarbejderne kan fralægge sig kollektivt ansvar, og et

hierarkisk forhold mellem chef og medarbejdere tales frem. Jakob åbner imidlertid for, at

dette er en problematisk positionering gennem udsagnene: ”Det er der ikke nogen, der kan

holde til, og det gælder også lederen selv.” og ”[…] alle er kun mennesker.” (Ibid.: 22), samt

ved at sige, at chefen kunne have gavn af mindfulness. Han taler sig på den måde ligeledes

ind i en påvirkningsdiskurs, der fremstiller ledelsen som værende skyld i stressmærkede med-

arbejdere, men samtidig åbner hans fremstilling for en problematisering inden for diskursens

rammer. Jakob er dog ikke afvisende over for udviklingsdiskursen:

”[…] når det var, jeg forsøgte at få styr på de prioriteringer med min afdelings-

chef, så skete der faktisk nogle gange det, at jeg gik fra de møder med flere opga-

ver, end jeg egentlig kom ned med. […] Og da er jeg nok sådan en type, så slår

jeg jo nok ikke så meget i bordet, som jeg måske burde: ”Altså helt ærlig, nu vrøv-

ler du!” Og så siger jeg: ”Nå ok, så er det jo mig. Så skal nok bare blive bedre til

at strukturere, jeg skal lige få styr på det, og når jeg lige kommer på den anden

side, så går det nok.” Men sådan fungerer det ikke nødvendigvis.” (Jakob, bilag 2:

4)

Gennem dette brud med påvirkningsdiskursen åbner Jakob for, at ansvaret er hans eget, idet

han ligesom Sanne skal blive bedre til at strukturere, men samtidig lukker han for det ved at

sige, at ”sådan fungerer det ikke nødvendigvis”. Dette kan ses som et udtryk for, at han i sin

konstruktionsproces med mindfulness har bevæget sig væk fra udviklingsdiskursen over til en

primær positionering inden for påvirkningsdiskursen.


69

5.5.1 Mindfulness som løsningen eller blot en del af løsningen?

På forskellig vis taler Sanne og Jakob sig ind i både påvirkningsdiskursen og udviklingsdis-

kursen, når ansvaret for deres stressmærkninger ekspliciteres. Trods disse forskelle har de

begge gennem mindfulnessdiskursen søgt løsninger inden for udviklingsdiskursen og dermed

implicit, på et eller andet plan, påtaget sig et ansvar. For Jakob skaber dette et brud med hans

positionering, for hvorfor søge løsningen på subjektniveau, når stressmærkningen konstrueres

som et organisatorisk problem? For at skabe forståelse for denne kompleksitet vil jeg rette

blikket mod Jakobs begrundelse for at begynde at gøre mindfulness:

”[…] jeg var jo virkelig desperat på et tidspunkt og ledte efter alt der kunne hjæl-

pe mig med at komme ud af det her…” (Jakob, bilag 2: 8).

Ifølge Jakobs fremstilling er det ikke muligt at ændre på de arbejdsforhold, som hans arbejds-

plads tilbyder, bl.a. pga. det hierarkiske forhold mellem medarbejder og chef, som han taler

frem, hvilket udelukker en løsning på et organisatorisk niveau. Derfor må han ”desperat”

søge løsninger på subjektniveau, men dette ændrer ikke på, at han konstruerer ansvar for

stressmærkningen som et organisatorisk anliggende. Med denne positionering kan han på

trods af bruddet med påvirkningsdiskursen bevare sin positionering som ikke ansvarlig for sin

egen arbejdsdygtighed. Jakob opnår desuden, at det er ikke er ham, der har fejlet ved ikke at

kunne bevare sit arbejde.

Gennem sin mindfulnesspraksis indtræder Jakob i udviklingsdiskursen, mens han gennem sin

tilblivelse i selv samme praksis producerer ansvaret for sin stressmærkning som indskrevet i

påvirkningsdiskursen. Mindfulnessdiskursen tilbyder på den måde Jakob nogle redskaber, der

giver ham mulighed for håndtere sin stressmærkning på et subjektniveau, samtidig med at han

i denne konstruktionsproces finder støtte til at eksplicitere behov og krav, fx krav til ledelses-

strategier (jf. forrige afsnit) samt parametre for en god arbejdsplads med tilpas faglighed, ar-

bejdspres, løn og anerkendelse (jf. hans arbejdslivs-narrativ). Dette medfører, at han gennem

mindfulnessdiskursen skaber vejen tilbage til arbejdsmarkedet som en gensidig konstrukti-

onsproces, hvor han skal udvikle sig ud af sin stressmærkede tilstand, samtidig med at en po-

tentiel arbejdsplads skal tilpasse sine arbejdsbetingelser.


70

Hos Sanne træder vejen tilbage til arbejdsmarkedet gennem mindfulnessdiskursen anderledes

frem. Med sin mindfulnessgørelse italesætter hun et forandret syn på, hvordan hun kan ændre

sin situation:

”[…] du kan ikke ændre andre mennesker, du kan ændre situationen for dig selv.

Og det kan enten gøre ved at gå ind i det eller ved at trække dig. […] du kan æn-

dre din opførsel, og ved at du ændrer din opførsel, kan de måske ændre deres syn

på dig. […] Jeg skal ikke gå at vente på, at min skoleleder bliver en god leder,

fordi det gør han ikke. Ikke set med mine øjne. Så altså, så må jeg ændre mit for-

hold til ham. Og enten så kan jeg klare det, eller også kan jeg ikke klare det, og

jeg har så valgt, at det magter jeg ikke.” (Sanne, bilag 1: 13)

I dette citat træder Sannes positionering inden for udviklingsdiskursen frem, hvilket ses ved,

at hun fremstiller det som selvfølgeligt, at hun ikke kan ændre andre mennesker, men kun sig

selv. Ud fra dette forstår hun ikke vejen tilbage til arbejdsmarkedet som en gensidig konstruk-

tionsproces mellem hende og arbejdspladsen, ansvaret er derimod alene hendes31. I forhold til

at jeg tidligere fremanalyserede, at både Jakob og Sanne gennem deres distancering til effek-

tiviseringsdiskursen producerer implicitte krav om ændringer på arbejdspladserne (jf. afsnit

5.4.2), tyder det på, at Sannes krav og forventninger til arbejdspladsen, til forskel fra Jakobs,

forbliver implicitte. For Sanne skaber mindfulnessdiskursen ikke mulighed for, at hun bedre

kan eksplicitere sine behov og krav og dermed afgrænse sig på sin arbejdsplads. Derimod

giver den hende støtte til at acceptere, at hun ikke magter sin aktuelle situation.

5.5.2 En offensiv og defensiv måde at gøre mindfulness på Jakob og Sannes strategier i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet/fuld arbejdsdyg-

tighed fremstår på baggrund af analyserne i dette kapitel som forskellige. Jakob gør mindful-

ness som en måde, hvorpå han sætter sig selv i centrum og mærker efter, hvad han vil, hvor-

udfra han producerer arbejdsbetingelseskrav, der er i overensstemmelse med hans autentiske

selv. Sanne gør ligeledes mindfulness som en måde, hvorpå hun sætter sig selv i centrum og

mærker efter behov, men i stedet for at producere krav anvender hun det til at trække sig ud af

31 I en anden sammenhæng spørger jeg Sanne ind til, om hendes nuværende arbejdsplads kunne have gjort noget for at undgå, at hun blev mærket med stress (Sanne, bilag 1: 4). I den forbindelse giver hun flere forslag til, hvad de kunne have gjort. Det er dog ikke et perspektiv, hun uddyber, når hun italesætter sin tilblivelse i mindfulness, men derimod kun når hun bliver spurgt direkte ind til det. Derfor vurderer jeg, at dette ikke ændrer på, at hun ikke konstruerer vejen tilbage til arbejdsmarkedet som en gensidig konstruktionsproces.


71

sit arbejde, for at hun derefter kan finde en arbejdsplads, hvor hendes autentiske selv passer

ind. På den måde kan der argumenteres for, at de gør mindfulness på en hhv. offensiv og de-

fensiv måde.

I forbindelse med denne forskel finder jeg det nødvendigt at inddrage en overvejelse om, at

Sanne stadig er på sin arbejdsplads, mens Jakob er uden arbejde. Jakob har af denne grund

endnu ikke haft mulighed for at eksplicitere sine krav til en konkret arbejdsplads. Derfor for-

tæller hans narrativ intet om, hvorvidt han kan gennemføre ekspliciteringen af krav, eller om

kravene, ligesom hos Sanne, vil forblive implicitte i en konkret situation.

Med afsæt i at jeg tidligere diskuterede en manglende intersektionalitet imellem kategorierne

om ”den fleksible medarbejder” og ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfoku-

serede medarbejder”, kan det ikke udelukkes, at Jakobs eksplicitering af krav kan forhindre

ham i at få eller varetage et arbejde, der er indskrevet i effektiviseringsdiskursen, fordi han

gennem sin mindfulnessgørelse skaber en diskursiv modpol til denne diskurs. Hvis det viser

sig, at Jakobs nyproducerede krav ekskluderer ham fra det senmoderne arbejdsmarked, tyder

det på, at hverken Sanne eller Jakobs hhv. defensive og offensive måde at gøre mindfulness

på er produktiv i forhold til at skabe øgede muligheder for fremtidige ansættelser på et sen-

moderne arbejdsmarked, fordi de i disse konstruktionsprocesser bevæger sig væk fra det, der

efterspørges.

Det er dog ligeledes en mulighed, at Jakob gennem sin offensive måde at gøre mindfulness på

kan åbne for en ændring af arbejdsforhold, fordi han ved at opstille krav lægger op til en for-

handling med en potentiel arbejdsplads. Dette muliggør en gensidig indsats mellem medar-

bejder og arbejdsgiver og kan derfor åbne for at skabe intersektionalitet mellem mindfulness-

diskursen og senmoderne arbejdsdiskurser. Han kan dog ikke alene skabe denne forhandling,

da han er afhængig af, at den potentielle arbejdsgiver ligeledes er åben overfor forhandlingen.

Det empiriske materiale giver ikke mulighed for at undersøge dette perspektiv nærmere. Det

tyder dog på, at en individuel mindfulnesspraksis ikke alene kan skabe ændrede forhold, og

derfor vil jeg åbne det som et perspektiv på individuel træning overfor kollektiviseret ansvar,

hvilket jeg vil vende tilbage til i perspektiveringen.


72

5.6 Opsamling på kapitlet I dette kapitel har jeg skabt blik for, hvordan informanternes stressmærkninger på forskellig

vis fremtræder som individuelle psykologiske oplevelsestilstande og fysiske symptomer, samt

som påvirkninger fra deres arbejdspladser og et relationsmønster mellem arbejdsdiskurser og

subjekt. Dette har skabt en forståelse af, hvilken tilgang informanterne har haft til mindful-

nessdiskursen.

Med udgangspunkt i informanternes arbejdslivs-narrativer har jeg åbnet for, hvordan forskel-

lige diskurser om arbejde kan bidrage til at skabe arbejdsbetingelser, der er uhensigtsmæssige

for dem. Disse arbejdsbetingelser bliver bl.a. til igennem en dominerende effektiviseringsdis-

kurs, der fremstiller ”den fleksible medarbejder” som det Første. Jeg har i den forbindelse

fremanalyseret, at informanterne gennem deres indtræden i mindfulnessdiskursen skaber en

diskursiv modpol til denne effektiviseringsdiskurs, hvilket bl.a. medfører, at de konstruerer en

ny normativ forståelse af ”den gode medarbejder” som autentisk, grænsesættende, refleksiv

og selvfokuseret. De italesætter derigennem en bevægelse fra effektiviseringsdiskursen til en

autenticitetsdiskurs som en konstruktionsproces i mindfulness, hvilket er en bevægelse, der

skaber en uoverensstemmelse imellem informanternes nye normative gøren og det, der efter-

spørges på det senmoderne arbejdsmarked. Dette har åbnet for en diskussion om at lade kate-

gorierne ”den fleksible medarbejder” og ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selv-

fokuserede medarbejder” intersekte, således at der kan skabes forholdemåder og arbejdsbetin-

gelser, der er hensigtsmæssige for både medarbejdere og arbejdspladser.

Afslutningsvis har jeg skabt blik for, at mindfulness konstrueres som informanternes indivi-

duelle projekter i forhold til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, eftersom Sanne og Jakob

hhv. eksplicit og implicit påtager sig ansvar for deres stressmærkninger og arbejdsdygtighed.

Derudover har jeg argumenteret for, at mindfulness kan gøres på en offensiv og defensiv må-

de, men at ingen af disse måder nødvendigvis øger muligheden for fremtidige ansættelser.

Dog har jeg åbnet for, at en offensiv mindfulnessgørelse, til forskel fra en defensiv, kan skabe

mulighed for ændrede arbejdsforhold.

Kapitel 6: Analyse - at gøre mindfulness

73

Kapitel 6: Analyse - at gøre mindfulness I dette andet analysekapitel indsnævrer jeg det analytiske blik til mere specifikt at rette sig

imod informanternes mindfulnesspraksis, og dermed hvordan de gør mindfulness. Jeg vil fo-

kusere på, hvordan mindfulnessdiskursen tilbyder informanterne særlige forståelser af deres

oplevelser, og hvordan disse bidrager til at mindske deres stressgørelse. Derudover vil jeg

undersøge, hvordan Sanne og Jakob gør mindfulness som hhv. et redskab og en livsstil, hvil-

ket åbner for et spørgsmål om, hvad det vil sige at gøre mindfulness på den ”rette” måde,

samt et tema om kønnet mindfulnessgørelse. Kapitlet fokuserer på den måde primært på at

skabe viden omkring problemformuleringens første spørgsmål omhandlende subjektets kon-

struktion i mindfulness-baseret intervention.

6.1 Mindfulnessdiskursens særlige oplevelsestilbud Efter adskillige gennemlæsninger af det empiriske materiale træder særlige oplevelsestilbud

frem gennem Sanne og Jakobs italesættelser af deres mindfulnessgørelser. Jeg har valgt over-

ordnet at inddele disse under to betegnelser, hvilket er ”At genfinde sin krop” og ”At konstru-

ere rolige og sanselige rum gennem distancering fra et stressmærket tankemønster”.

6.1.1 At genfinde sin krop

Tidligere fremanalyserede jeg, at Sanne gør stress som en mangel på energi og appetit. Ifølge

hendes narrativ tilbyder mindfulnessdiskursen hende en mulighed for at genvinde disse mang-

ler:

”Jeg havde ikke mærket sult i, jamen, jeg ved ikke hvor lang tid. For jeg havde ba-

re ingen kontakt til min krop. […] Det var så noget af det, vi lærte gennem Qi

Gong32 og yoga, ikke også? Og hvor man jo også, hvor jeg jo også kunne mærke,

at der var nogle af medkursisterne, der ikke magtede at mærke deres egen krop, så

de ville fritages. Og det er jo, fordi hold fast hvor er det hårdt at finde din krop

igen, når den har været ikke eksisterende i så lang tid.” (Sanne, bilag 1: 17)

Sanne fremstiller her en mistet kontakt mellem krop og sind som en del af sin stressmærkede

tilstand. Gennem sin mindfulnessgørelse, suppleret med øvelser inden for Qi Gong, skaber 32Qi Gong er et gammelt system af kinesiske helbredsøvelser, hvis formål er at forbedre og udvikle kroppens energi. Det består af en kombination af meditation, positurer, åndedrætsøvelser og bevægelser designet til at forbedre helbredet holistisk (Posadzki 2010). Der kan derfor drages flere paralleller til mindfulnessdiskursen.


74

hun kroppen som noget, der kan genfindes, således at kontakten mellem krop og sind gen-

etableres. På den måde fremstiller hun en sammenhæng mellem psykisk og fysisk trivsel. Hos

Jakob fremstilles denne sammenhæng som selvfølgelig:

”Det (mindfulness) giver mig noget mentalt. Man kan så sige, når jeg så har det

godt mentalt, jamen så får min krop det jo også godt. Det er jo det, det modsatte

kan man jo se, når man bliver stresset, fordi det hele kører rundt inde i hovedet.

Du kan ikke holde styr på det. Så får du det fysisk dårligt […]” (Jakob, bilag 2: 9-

10)

Jakob fremstiller her mindfulness som et mentalt tilbud, der medfører, at hans fysiske stress-

mærkede symptomer mindskes. Gennem Sanne og Jakobs mindfulnessgørelser træder en ik-

ke-dikotomisk fremstilling af krop og sind på den måde frem, og de italesætter mindfulness

som en interventionsform, der retter sig imod både stressmærkede oplevelsestilstande og fysi-

ske symptomer.

6.1.2 At konstruere rolige og sanselige rum gennem distancering fra et stress-mærket tankemønster I det følgende citat fortæller Jakob om, hvordan han vha. meditativ mindfulnessgørelse kan

distancere sig fra sit stressmærkede tankemønster:

”Når jeg sidder der, så kan jeg sige, så kan jeg tage alle de tanker, som jeg har i

mit hoved. Så kommer de, i stedet for at de bare hele tiden bombarderer mig, og

jeg sådan ikke rigtig er bevidst om, hvad det er for nogle tanker, så kan jeg tage

hver enkelt tanke, så kan jeg tage den ud, så kan jeg kigge på den. Så kan jeg sige,

er det her en, er det en realitet eller er det bare en tanke? Så kan jeg sige, okay,

det er bare en tanke. Så smider jeg den bare væk. Er det en realitet, er det noget,

jeg skal forholde mig til? Ja, måske. Så kan jeg vælge at kigge nærmere på den og

analysere den der tanke og sige, har den bund i noget? Så kan jeg sige, jamen det

har den, så det skal jeg have gjort noget ved…” (Jakob, bilag 2: 10)

Jakob gør ud fra dette mindfulness som sortering af tanker, hvor han skelner imellem, hvad

han definerer som realiteter, han skal forholde sig til, og konstruktioner, der kun eksisterer i

hans fantasi. Gennem denne meditative sortering skaber han et refleksivt blik på sine egne


75

opfattelsesmønstre og forholdemåder, hvor nogle tanker defineres som mere ”sande” end an-

dre. At gøre mindfulness fremstår på den måde som et tilbud om at konstruere refleksive rum,

hvor der skabes ro i et bombardement af tanker. I en anden sammenhæng beskriver han,

hvordan dette rum skaber en særlig oplevelsestilstand:

”Og det, det (mindfulness) giver mig, det er jo, det er da helt klart en ro i krop-

pen… og en rigtig god fornemmelse i hovedet. Når jeg har brugt sådan tyve minut-

ter på at sidde og meditere, så… altså det der sker for mig, det er at mine tanker

de, jeg forsvinder egentlig fra virkeligheden, kan man sige. Og alle de forstyrren-

de tanker, der kommer. Og lige pludselig, der ender man inde i sådan et rum, og

det er en sjov fornemmelse, og det er svært at forklare, hvad det er, men man gli-

der ligesom væk fra virkeligheden, og så ender du inde i sådan en lille bitte boble,

hvor du bare har én tanke. Og så holder du fast i den tanke, og så er du bare der.

Og så lige pludselig ”bub”, hov for søren, der var også hele verden uden om. Så

det jo egentlig det, det gør. Og jo mere jeg mediterer, jo nemmere kommer jeg ind

i den boble der. Og den er egentlig rigtig god, den boble der, at sidde indeni. For-

di så kan du lukke alt det andet væk […]og koncentrere sig om en ting, og være

tilstede her og nu.” (Jakob, bilag 2: 9)

At gøre mindfulness er ud fra Jakobs fremstilling en sanselig oplevelse, hvor man mentalt kan

bevæge sig væk fra det, han kalder ”virkeligheden”, hvilket giver en ro i kroppen og en god

fornemmelse i hovedet. Hans meditative praksis fremstår på den måde som noget andet end

”virkelighed” eller som en ny ”virkelighed”.

Sannes beskrivelser af mindfulnessdiskursens særlige oplevelsestilbud er mere kortfattede

end Jakobs, men også hun beskriver meditativ mindfulnessgørelse som en sanselig oplevelse,

hvor der skabes en behagelig ro i kroppen:

”Jamen, det kan være den der, den der totale afslapning. Den der sådan næsten

faldende fornemmelse. Hvis du ved, hvad jeg mener? Man sådan, man bliver så-

dan helt… let. Så det bare sådan føles sådan lidt ligesom, ja… at man bare falder.

Bare på den behagelige måde.” (Sanne, bilag 1: 12)


76

Derudover taler Sanne sig ligeledes ind i diskursen om, at mindfulness giver mulighed for at

distancere og deidentificere sig fra sine tanker (Shapiro & Carlson 2009):

”Jamen… jeg… prøver på ikke og bekymre mig så meget. Bruger den der: Det er

bare en tanke. Du er ikke din tanke. Det er bare en tanke. Og det fungerer egentlig

rimelig godt.” (Sanne, bilag 1: 7)

I dette citat træder det frem, at det ikke er en bevægelse væk fra en ”virkelighed”, som Sanne

italesætter. Derimod skaber hun gennem sin mindfulnessgørelse en ny måde, hvorpå hun kan

opleve sig selv, der også fremstår som ”virkelig” for hende. Jakob og Sanne taler på den må-

de nogle forskellige diskurser frem om, hvad ”virkelighed” er. Man kan sige, at Jakob med

mindfulnessdiskursen tilbydes noget andet end virkelighed/flere forskellige virkeligheder,

mens Sanne snarere forbliver inden for én virkelighed, der ændrer sig, når hun gør mindful-

ness.

Mindfulnessdiskursen tilbyder ud fra disse analyser Sanne og Jakob diskursive redskaber til

at genfinde kroppen ved at etablere kontakt mellem krop og sind samt redskaber til at kon-

struere refleksive rum, hvor sanserne udfoldes og der skabes ro i, og distancering til, deres

tankestrømme. På denne baggrund kan der argumenteres for, at der gennem mindfulness kon-

strueres muligheder for at ”mærke sig selv og sine tanker” og oplevelser af at ”hvile i sig selv

og sin krop”, hvilket ifølge Sanne og Jakobs fremstillinger bidrager til at reducere deres

stressmærkede oplevelsestilstande og symptomer. Med disse konstruktioner træder en konno-

tation af noget indre autentisk igen frem, hvilket jeg ligeledes fremanalyserede i forrige kapi-

tel.

I denne forbindelse ser mindfulnessdiskursens særlige oplevelsestilbud ud til at tilbyde Sanne

og Jakob en form for selvreference. Med dette forstår jeg, at de gennem deres mindfulness-

praksisser skaber sig selv som referent i forhold til at håndtere deres stressmærkninger. Dette

kan ses i sammenhæng med nogle af de forhold jeg fremanalyserede i forrige kapitel, hvilket

er, at de begge gennem deres mindfulnessgørelser implicit påtager sig et ansvar for stress-

mærkninger og arbejdsdygtighed, at deres mindfulnesspraksisser fremstår som deres indivi-

duelle projekter, og at de er blevet opsagt. Alle disse forhold bidrager til, at de ender med kun

at have sig selv at vende tilbage til.


77

6.2 At gøre mindfulness som redskab eller livsstil I kapitel 2 omhandlende forskning inden for mindfulness-baseret intervention redegjorde jeg

for to herskende diskurser inden for mindfulnessgørelse (jf. afsnit 2.6). Den ene er at gøre

mindfulness som et redskab til at forebygge og håndtere lidelse, mens den anden indebærer, at

mindfulness gøres som en livsstil. En lignende fremstilling findes hos Shapiro og Carlson

(2009: 4-8), der fremfører, at mindfulnessbegrebet henviser til to betydninger:

a) Mindfulness opmærksomhed: en fundamental måde at være på og en naturlig men-

neskelig kapacitet. En måde at relatere sig til al oplevelse på (livsstil).

b) Mindfulness praksis: en måde til at forfølge mindfulness opmærksomhed på. En

praksis hvor evnen udvikles (redskab).

Mindfulness praksis (redskab) fremstilles på den måde normativt som en vej til at opnå mind-

fulness opmærksomhed (livsstil). I det følgende vil jeg analysere, hvordan positioneringer

inden for de to diskurser åbner forskellige muligheder for informanternes tilblivelse i mind-

fulness. Inden denne analyse udfoldes nærmere finder jeg det nødvendigt at inddrage en re-

fleksion over, at jeg konkret har bedt informanterne om at forholde sig til, hvorvidt de gør

mindfulness som et redskab eller en livsstil, og at jeg på den måde har guidet dem ind i dis-

kurserne. Efter flere gennemlæsninger af interviewene vurderer jeg dog, at det træder frem, at

de allerede inden dette konkrete spørgsmål taler sig ind i diskurserne. Derfor fremstår diskur-

serne som en selvfølgelig del af deres mindfulnessgørelser.

6.2.1 Sannes positionering inden for en redskabsdiskurs Sanne positionerer sig primært inden for diskursen om mindfulness som et redskab. I inter-

viewet kommer dette bl.a. til udtryk gennem følgende citater:

”[…] jeg er rigtig glad for mine meditationer og tager bare nogen gange bare så-

dan en lille pause. Og har det altid med på arbejde, så hvis jeg har brug for og

sætte mig i et frikvarter, at så kan jeg lige gøre det.” (Sanne, bilag 1: 8)

”Jeg bruger det for eksempel, hvis hele familien skal hjem til mine forældre. Vi er

en meget støjende familie […]. Og der går jeg gerne lige op på sengen og stikker

en meditation i ørerne, og holder mig for mig selv.” (Sanne, bilag 1: 11)


78

”Det er et fantastisk redskab, hvis man tør og bevæge sig ud i og bruge det.”

(Sanne, bilag 1: 17)

Ifølge Sannes fremstillinger er mindfulness et redskab, hun i form af indtalte meditationer

fysisk kan tage med sig og anvende forebyggende samt håndterende efter behov. I det sidste

citat åbner hun imidlertid for, at mindfulness er mere komplekst end blot et redskab, eftersom

hun italesætter det som noget, man skal turde at bevæge sig ud i. Denne åbning kan forstås i

sammenhæng med, at hendes positionering inden for redskabsdiskursen ikke er entydig:

”Jeg håber, at det (mindfulness) bliver implementeret så meget i mit liv, at det

bliver en måde at leve på. At jeg ikke skal tænke så meget over det, at det ikke så-

dan slår ned i mig, når jeg praktiserer det, men at det bare bliver noget, jeg gør.”


Sanne ytrer her et ønske om at positionere sig inden for diskursen om mindfulness som en

livsstil, men diskursens subjektpositioner er, ifølge hendes fremstilling, endnu ikke tilgænge-

lige for hende. Denne ekskludering fra diskursen kan forstås i forhold til, at hun i sine udsagn

konstruerer en normativ forestilling om en ”ideel” og en ”ikke ideel” måde at gøre mindful-

ness på, hvor hun selv indtager en position som tilhørende kategorien ”ikke ideel mindfulnes-

sudøver”. Med denne refleksive positionering træder en idealisering af livsstilsdiskursen

frem, hvilket kommer til udtryk flere steder i hendes narrativ:

”Det sjov for nogen af dem jeg var på kursus med, jamen de havde jo dæleme det

ene billede flyvende hen over nethinden efter det andet, ikke også. Jamen, jeg kan

bare ikke se noget, ej! Jeg (de andre) ser både det ene og det andet og tredje, og

jeg (hende selv) tænker, åh altså det må gøre det en hel del lettere, når man er vi-

suelt orienteret at lave de der meditationer.” (Sanne, bilag 1: 12)

”Og det er der, hvor jeg synes det (mindfulness) kommer frem, at jeg husker de

der små ting i forhold til at være til stede i nuet, eller… hvis jeg har tid til at stå og

nyde badet om morgenen. Og mærke fingrene i hovedbunden, når jeg vasker mit

hår, altså... de der ting. Smage på kaffen i stedet for bare at drikke den, altså det…

ja. Det håber jeg på at blive bedre til, fordi så tror jeg virkelig, at der er nogle


79

mavepiner og noget, der kan undgås, fordi man bliver mere bevidst om bare at

være tilstede.” (Sanne, bilag 1: 16)

”Men jeg kunne godt arbejde meget meget mere med det. For min egen skyld.”


Sanne italesætter i disse citater mindfulness som noget hun ikke kan finde ud af, som noget

hun skal blive bedre til og som noget hun kunne arbejde meget mere med, hvilket bidrager til

hendes fremstilling af normer i mindfulnessdiskursen om, hvad en ”ideel mindfulnessudøver”

skal kunne. På den måde placerer hun sig i en position, hvor hun giver andre mulighed for at

bedømme hendes måde at gøre mindfulness på. Fx inviterer hun mig som interviewer til at

vurdere hendes mindfulnessevner. Hun fremstiller det som illegitimt blot at gøre mindfulness

som redskab uden en ambition om at forfølge livsstilsdiskursen, hvilket er til trods for, at hun

giver udtryk for at have positive erfaringer med mindfulness som redskab, fx når hun lytter til

indtalte meditationer hos familien eller på skolen. Hun taler sig på den måde ind i Shapiro og

Carlsons (2009) udsagn i mindfulnessdiskursen om, at redskabet bør føre til livsstilen.

Ud fra dette perspektiv kan der argumenteres for, at mindfulnessgørelse konstrueres som en

ekstra arbejdsbyrde, hun bør leve op til ved siden af sit arbejde, fordi andre har vurderet, at

det vil være godt for hende. Dette kommer imidlertid til at fremstå som modstridende i for-

hold til, at Sanne samtidig gør mindfulness som en måde at sætte sig selv i centrum på (jf.

afsnit 5.4.1). I den forbindelse fremstår mindfulnessgørelse ikke som en arbejdsbyrde, andre

vurderer som hensigtsmæssig, men derimod som noget hun selv vurderer som meningsfuldt.

Denne meningsfuldhed træder ligeledes frem i de ovenstående citater, når hun siger, at hun

for sin egen skyld godt kunne ”arbejde meget meget mere med det” og dermed undgå ”nogle

mavepiner”.

At Sannes mindfulnessgørelse på samme tid fremstår som en arbejdsbyrde og som en me-

ningsfuld praksis kan forstås som et udtryk for, at hun oplever, at der er lang vej til at nå må-

let om at gøre mindre stress og blive mere autentisk, grænsesættende, refleksiv og selvfokuse-

ret. Forfølgelsen af dette mål vil fordre, at hun bryder med sit sædvanlige arbejdslivs-narrativ

om at være pligtopfyldende, hvilket fremstår som kompliceret konstruktionsproces for hende.

At gøre ”mindful lærer” og at gøre ”den pligtopfyldende lærer” bliver for Sanne to kategorier

med svært forenelige praksisser. Hun må derfor reorganisere sin egen selvforståelse og finde


80

en måde, hvorpå hun kan give mindfulnessgørelsen plads, hvilket leder mig tilbage til diskus-

sionen om, hvordan mindfulnessdiskursen kan forenes med aktuelle diskurser om arbejdsbe-

tingelser.

6.2.2 Jakobs positionering inden for en livsstilsdiskurs Da jeg i interviewet spørger Jakob, hvilken betydning mindfulnessgørelse har haft for hans

bedring i forhold til stressmærkningen, træder det frem, at hans primære positionering er i

forhold til diskursen om mindfulness som livsstil:

”Det er jo det, jeg oplever i min hverdag, det er, at jeg bruger det der tankemøn-

ster fra mindfulness, det bruger jeg hele tiden. Så det har nok haft stor betydning,

det har det. Men… ja, men også den der accept og ikke være dømmende, og sige,

du god nok selv om, du siger nej til at hjælpe. Der skal ikke holdes sommerfest i

(foreningen) hos os i år. Det kan være fint nok alligevel. Om det så er mindfulness,

der gør det, det kan jo så godt være, fordi det er den der, det bliver repeteret hele

tiden i mindfulness, at man skal bare vende tilbage uden, uden at være dømmende.

Så vender man bare tilbage til den øvelse, man nu er i gang med. Det er den, der

lige så langsomt også har ændret min måde at tænke på i alle mulige andre sam-

menhænge.” (Jakob, bilag 2: 14)

Forholdet mellem redskabsdiskursen og livsstilsdiskursen fremstiller Jakob som en langsom

proces, hvor mindfulness efterhånden gøres kropsliggjort og som en del af hans subjektivitet.

Jakob skal ikke på samme måde som Sanne tænke over at gøre mindfulness, eftersom han

bruger det hele tiden. Han gør imidlertid mindfulness på sin egen måde:

”Altså jeg er ikke sådan en, der mediterer hver dag. Det kan jeg ligeså godt sige,

det gør jeg ikke. Men jeg har, jeg har brugt den grundlæggende tanke i mindful-

ness om at være til stede lige her og nu. Den bruger jeg hver eneste dag og næsten

hver eneste minut.” (Jakob, bilag 2: 7)

”Det er ikke sikkert, jeg bruger det (mindfulness) som alle andre, men sådan er

det. Jeg har taget det med, som jeg kunne bruge, som passede i mit liv, i min hver-

dag.” (Jakob, bilag 2: 23)


81

Jakob indtager en position som et autonomt subjekt, der sætter sine egne normer for sin mind-

fulnessgørelse. Hvor Sanne gennem sin positionering åbner for at skulle leve op til normer sat

af andre, lukker Jakob med sin positionering for, at der kan skabes tvivl om hans måde at gøre

det på, for ”sådan er det”. Dette er en hensigtsmæssig positionering for ham, fordi han der-

igennem ikke kan gøre mindfulness ”forkert”, hvilket bidrager til, at han kan bevare sit narra-

tiv om at være en dygtig medarbejder, der gør det ”rigtige”. Jakob taler på den måde mindful-

ness frem som noget, der kan styrke troværdigheden i hans sædvanlige arbejdslivs-narrativ og

samtidig reducere hans stressgørelse. Ved at indtage en ikke-dømmende og accepterende for-

holdemåde kan han sætte sig selv i centrum og sige: ”[…] du god nok selv om, du siger nej til

at hjælpe.” (Ibid.: 14).

Det, Jakob her taler frem som at gøre mindfulnessgørelse, fremstår som det Sanne med sin

idealisering af livsstilsdiskursen stræber efter. Til trods for at de hver især har taget mindful-

nessdiskursen til sig på forskellig vis, ser det ud til, at de begge stræber efter det samme. De

fremstiller imidlertid sig selv som værende i forskellige faser i denne konstruktionsproces.

Hvor Jakob gennem sin positionering fx kan sige: ”Sådan gør jeg”, kan Sanne sige: ”Det prø-

ver jeg på”. I den forbindelse kan der argumenteres for, at Jakob gennem sine positioneringer

fremstår som et mere velforhandlende subjekt end Sanne. På den måde træder specialets me-

taoptiks normativitet om det velforhandlende subjekt frem (jf. afsnit 3.3).

Jakob taler sig desuden ligesom Sanne ind i mindfulness som en arbejdsbyrde, men det er

ikke ham selv, han positionerer som tilhørende kategorien ”ikke ideel mindfulnessudøver”:

”Men jeg synes de her kvinder, der havde… jeg følte, de forstod simpelthen ikke,

hvad det var, der var grundtanken i mindfulness. De mødte op, og så sagde de:

”Jamen, jeg havde ikke lige fået tid, og den der øvelse har jeg ikke lige fået lavet”.

I stedet for bare at sige: ”Det har jeg ikke. Jeg synes ikke, det var relevant, så der-

for har jeg ikke gjort det. Jeg har i stedet fokuseret på den øvelse, vi lavede sidste

gang”. Jamen fint. Altså.” (Jakob, bilag 2: 22)

Ifølge Jakobs fremstilling brydes med grundtanken i mindfulness, når det anses som en ar-

bejdsbyrde, hvilket kan forstås i sammenhæng med, at han gør mindfulness som ompriorite-

ring af tid. I stedet for at konstruere en ”ideel” og ”ikke-ideel” måde at gøre mindfulness på,


82

konstruerer han en ”rigtig” og ”forkert” måde, hvor han i interviewet indtager en position,

hvorfra han kan bedømme de med kvindeligt kropstegn33 på sit hold.

6.2.3 Den ”rette” mindfulness som en lineær konstruktionsproces Diskurserne om mindfulness som hhv. redskab og livsstil fremstår på baggrund af ovenståen-

de analyse ikke som to adskilte diskurser, men som en lineær konstruktionsproces fra redskab

til livsstil, hvor idealet er forfølgelsen af livsstilen. Med denne idealisering skabes en forestil-

ling om, at dette, i tråd med Shapiro og Carlsons (2009) udsagn, er den ”rigtige” eller ”rette”

mindfulnessgørelse34. I den forbindelse finder jeg det relevant at skabe en forstyrrelse i denne

forestilling ved at spørge, hvordan man kan bedømme, og hvem der kan bedømme, hvad der

kan betegnes som den ”rette” mindfulnessgørelse?

Både Sanne og Jakob træder ind i mindfulnessdiskursen via et kursus ledet af hhv. en coach

og en psykolog. Det er på disse kurser, at de konstruerer en forestilling om den ”rette” mind-

fulness ved at sammenligne deres egen mindfulnesspraksis med, hvordan de andre på kurset

gør mindfulness. Med en socialkonstruktionistisk og poststrukturalistisk tilgang til analysen

kan jeg imidlertid indvende, at ingen subjekter kan forstås som rene spejlinger af de diskurser

og praksisser, de bliver til igennem (Søndergaard 2000: 94). Derfor vil der være en potentiel

spænding mellem den tilbudte mindfulnessdiskurs/praksis og Sanne og Jakobs forståelse og

anvendelse af denne, hvilket i teorien fører til et uendeligt antal variationer af personlige reali-

seringer. Ud fra dette perspektiv vil deres fremstilling af den ”rette” mindfulness være et ud-

tryk for en subjektiv tolkning af diskursen – en tolkning som i dette tilfælde ligeledes skabes

ud fra hhv. coachen og psykologens samt de øvrige kursusdeltageres subjektive tolkning, ef-

tersom Sanne og Jakob sammenligner sig med dem.

Pointen med dette er, at det, der specifikt fremstår som den ”rette” mindfulness for hhv. Sanne

og Jakob, ikke nødvendigvis er den ”rette” mindfulness for andre end dem selv. Når Jakob fx

fremstiller, at han, til forskel fra mange af de øvrige på sit hold, gør mindfulness ”rigtigt”, kan

andre, der ligeledes er indtrådt i mindfulnessdiskursen, omvendt hævde, at Jakob heller ikke

gør den ”rette” mindfulness, eftersom han fx ikke gør det gennem meditationer. Når Sanne

33 Betegnelsen ”kropstegn” og ”kropsmærke” anvendes bl.a. af Dorte Marie Søndergaard som diskursdistance-rende betegnelse for kroppens biologiske køn (se fx Søndergaard 1993, 1996). 34 At et spørgsmål om den ”rette” mindfulness bliver en del af informanternes kurser kan ses i sammenhæng med, at mindfulnesslitteraturen også beskæftiger sig med dette spørgsmål (se fx Fransgaard 2011; Knudsen, Grünenberg &Walker 2008).


83

fremstiller, at hendes måde at gøre mindfulness på ikke er ideel, og at hun bør gøre det som

livsstil, kan andre hævde, at mindfulness som redskab netop er den ”rette” måde i forhold til

deres aktuelle situation og arbejde. Ud fra dette perspektiv bliver det at gøre den ”rette” mind-

fulness et subjektivt, situeret og kontekstafhængigt spørgsmål, der altid vil være åben for so-

cial forhandling inden for diskursens rammer. Den enkeltes ”rette” mindfulnessgørelse kan på

den måde i princippet altid forstyrres, hvilket åbner for at stille spørgsmål ved, om et subjekt

ikke altid kan gøre en endnu mere ”ret” mindfulness?

Et andet aspekt ved spørgsmålet omkring den ”rette” mindfulness er, at mindfulnessdiskursen

tilbyder en særlig form for opmærksomhed og oplevelse. Der er på den måde tale om opøvel-

se af nogle mentale tilstande, som ikke direkte lader sig oversætte til den sproglige repræsen-

tation. Når jeg vender blikket mod Sanne og Jakobs italesættelser af deres mindfulnessople-

velser, træder det frem, at disse i sproglig form fremstilles gennem italesættelse af nogle andre

mere velkendte oplevelser. Sanne beskriver fx en faldende fornemmelse (Sanne, bilag 1: 12),

mens Jakob beskriver følelsen af at træde ind i en boble (Jakob, bilag 2: 9). På denne bag-

grund kan der argumenteres for, at de fremstiller et manglende ordforråd i forhold til det, de

oplever. Dette åbner for et spørgsmål om, hvordan de kan vurdere, om de gør den ”rette”

mindfulnessoplevelse, hvis der ikke direkte findes ord, hvad dette indebærer.

At beskæftige sig med den ”rette” mindfulness på denne måde kan fremstå som værende i

modstrid med min videnskabsteoretiske tilgang til specialet, hvor jeg opgiver at finde en

sandhed om mit undersøgelsesfænomen (Søndergaard 2000). Min hensigt med spørgsmålet er

imidlertid ikke at finde frem til endegyldigt svar på, hvad den ”rette” mindfulnessoplevelse er.

Derimod bunder det i en undren over, hvorfor nogle beskrivelser af oplevelser genkendes som

mindfulnessoplevelser, mens andre ikke gør det.

En mulighed for at skabe forståelse for dette er at vende blikket mod mindfulnessdiskursens

litteratur, hvor bl.a. forskellige definitioner, beskrivelser af særlige forholdemåder i nuet og

andres mindfulnessoplevelser tilbydes (se fx Kabat-Zinn 2003: Shapiro & Carlson 2009: Stel-

ter 2007). Desuden kan forskellige deltageres fremlæggelser af mindfulnessoplevelser på

Sanne og Jakobs kurser bidrage med udsagn til en diskurs om den ”rette” mindfulnessoplevel-

se. Disse kan dog stadig ikke direkte oversætte fænomener som opmærksom og oplevelse til

sproglig repræsentation. Dette træder fx frem, når Sanne i forbindelse med en mindfulness-

øvelse på sit kursus giver udtryk for at have problemer med at visualisere sig selv som en sten


84

eller et bjerg. I dette tilfælde hjælper de andre deltageres beskrivelser af sådanne oplevelser

hende ikke til at kunne gennemføre øvelsen. Hun ”kan bare ikke se noget” (Sanne, bilag 1:

12) og vurderer på denne baggrund, at hun ikke kan finde ud af det.

Ud fra min vurdering er en mere dybdegående analyse omkring oplevelse og opmærksomhed

ikke mulig med den socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske tilgang til specialet.

Tilgangen har ikke sin interesse her og tilbyder ikke redskaber til at analysere forskellige per-

sonlige oplevelser eller forskellige former for opmærksomhed. Derfor mangler jeg begreber

til at gribe en sådan analyse. Alternative tilgange, der kan åbne dette analyseperspektiv, er fx

kognitions- eller neuropsykologien, hvor fokus kan rettes imod hhv. særlige kognitive skema-

er (Christensen 2002), og hvorvidt særlige centre i hjernen aktiveres under den ”rette”

mindfulnessoplevelse (Kilpatrick et. al 2011). Derfor vil jeg lade denne del af analysen

forblive åben, og i stedet rette mit blik imod et paradoks, der træder frem i spørgsmålet om

den ”rette” mindfulness.

6.2.4 Fremstilling af et paradoks Det fremstår som et paradoks, at Sanne og Jakob på hver deres måde indtræder på bedøm-

mende positioner i en mindfulnessdiskurs, der omvendt fordrer kultivering af bl.a. ikke-

stræbende, accepterende, tålmodige, ”given slip” og ikke-dømmende forholdemåder (Kabat-

Zinn 2004). Ud fra denne fremstilling modarbejder de det selv samme, som de stræber efter.

Det bliver derfor relevant at undersøge, hvor den bedømmende forholdemåde skabes.

Når Sanne fx vurderer, at hun ikke kan finde ud af en øvelse, kan man fra en position i mind-

fulnessdiskursen hævde, at hun ikke indtager en ikke-dømmende, accepterende, tålmodig og

ikke-stræbende forholdemåde til sig selv og sine tanker og derfor ikke kan ”se noget” (Kabat-

Zinn 2004). På den måde placeres den bedømmende forholdemåde alene hos Sanne. Der kan

imidlertid også være tale om, at der i kursuskonteksten ikke indtages en ikke-dømmende etc.

forholdemåde blandt deltagere og coach. Hvis dette er tilfældet skabes den bedømmende for-

holdemåde i selve kursuskonteksten og i coachens mindfulnesspraksis. Sanne siger imidlertid

ikke noget om, hvorvidt dette er tilfældet, og jeg spørger ikke ind til det. Derfor fremstår den

bedømmende forholdemåde som Sannes konstruktion. Det samme er tilfældet for Jakob, der

heller ikke omtaler, hvorvidt det bedømmende eksisterer i hans kursuskontekst. Hvis det er

tilfældet, at disse forholdemåder alene er Sanne og Jakob konstruktioner, kan det forstås i

sammenhæng med deres arbejdslivs-narrativer, hvor Sanne ønsker at alt skal være perfekt, og


85

Jakob vurderer, at han altid gør det rigtige. Ud fra dette perspektiv tager de disse fortællinger

med ind i deres mindfulnesspraksisser.

Hvis jeg nu vender tilbage til det spørgsmål, jeg stillede tidligere omkring, hvordan man kan

bedømme, hvad der kan betegnes som den ”rette” mindfulnessgørelse, kan der på baggrund af

det fremstillede paradoks argumenteres for, at det ikke er meningsfuldt at stille dette spørgs-

mål inden for mindfulnessdiskursen. I princippet kan man ikke bedømme noget som mere

”rigtigt” end noget andet, fordi dette strider imod det ikke-dømmende. Den ”rette” mindful-

ness kan altså ikke præsenteres, hvilket ligeledes kan ses i sammenhæng med, at jeg tidligere

argumenterede for, at mindfulnessoplevelser ikke direkte kan oversættes til sproglig repræ-

sentation og desuden fremstår som subjektive og kontekstafhængige. Det kan dog stadig ind-

vendes, at Sanne og Jakob begge bryder med og producerer en anden forståelse af mindful-

nessdiskursen, når de indtager bedømmende positioner.

Med dette brud åbnes for at stille spørgsmål ved, om det overhovedet er muligt for subjektet

at skabe en ikke-dømmende forholdemåde. Hvis jeg samtidig inddrager mindfulnessdiskur-

sens forholdemåde om en begynders sind, hvor subjektet skal se alting, som var det første

gang (Kabat-Zinn 2004), træder problematikken yderligere frem, eftersom disse tilsammen

kan konnotere en forståelse af et forudsætningsløst møde mellem subjekt og omverden

(Wistoft 2011). Spørgsmålet bliver ud fra dette, om subjektet kan gå forudsætningsløst til

omverdenen?

Vender jeg blikket imod den poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske metaoptik, kan

der argumenteres for, at dette ikke er muligt. I denne metaoptik vil jeg kunne sige, at indtræ-

delse i mindfulnessdiskursen kan tilbyde diskursive redskaber til at opleve sig selv og omver-

denen på en sådan måde, at disse oplevelser ikke er præget af subjektets erfaring og forvent-

ning, men derimod fokuserer på nuet. Dette indebærer imidlertid, at mindfulnessdiskursen i

sig selv bliver en forudsætning for denne oplevelsesform. I forlængelse heraf kan jeg argu-

mentere for, at subjektet ikke kan ”tømmes” for de diskurser, det bliver til igennem, men det

kan vælge at indtræde i nye kulturelt tilgængelige diskurser, der tilbyder og åbner for mang-

foldigheder af sansninger, betydninger og handlemuligheder (Burr 2003; Khawaja 2005).

Som jeg ligeledes diskuterede i kapitel 3, kan dette producere en forståelse af et diskursde-

termineret subjekt, men eftersom subjektet tillægges mulighed for at forholde sig til diskurser


86

og selvfølgeligheder, samt mulighed for at indtræde i andre tilgængelige diskurser, minimeres

denne determinisme.

Hvis jeg nu vender tilbage til forholdemåden om en begynderens sind, træder en anden kon-

notation ligeledes frem. Dette er, at en begynders sind også kan tolkes som en måde at forhol-

de sig til sine forudsætninger på, hvor subjektet tilstræber at møde sin omverden uden først at

ordne, kategorisere mm., hvilket i stedet konnoterer et åbent møde mellem subjekt og omver-

den frem for et forudsætningsløst møde. Med denne forståelse elimineres tidligere oplevel-

sesmønstre ikke, derimod skabes åbenhed overfor forskellige diskurser om oplevelser. Jeg

vurderer, at denne konnotation er mere i overensstemmelse med den poststrukturalistiske og

socialkonstruktionistiske metaoptiks forståelse af subjektet, eftersom subjektet ikke ”tømmes”

for diskurser. På den måde skabes en forbindelse mellem mindfulnessdiskursen og specialets

metaoptik.

6.3 Et kønnet perspektiv på det at gøre mindfulness Min analyse har flere gange åbnet for, at Sanne og Jakob gør mindfulness forskelligt. Med

afsæt i Jakobs fremstilling af de kvindeligt kropsmærkede på sit mindfulnesshold vil jeg i

dette afsnit undersøge, om Sanne og Jakob gør mindfulness på en særlig kønnet måde, og om

der på den måde fremtræder kønnede forskelle. Hvis dette er tilfældet, vurderer jeg, at det kan

blive interessant i forhold til, om en mindfulnesspraksis åbner forskellige muligheder for hhv.

kvindeligt og mandligt kropsmærkede subjekter i forhold til fx at håndtere stressmærkninger

og vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Når jeg inden for en poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk tradition vil gribe mind-

fulness gennem et kønnet perspektiv, forstår jeg ikke køn i en traditionel og afgrænset for-

stand som knyttet til en krop med hhv. biologisk mandligt eller kvindeligt kropstegn (Sønder-

gaard 1996). En mand og en kvinde er rent biologisk forskellige, men måden de gør og forstår

deres køn på er socialt konstrueret. Det, der betragtes som hhv. maskulint og feminint, konsti-

tueres gennem kulturens tolkning af kønnet og er derfor i princippet altid til forhandling

(Søndergaard 1993). Når jeg skal vurdere om, Sanne og Jakob gør mindfulness på en kønnet

måde, bliver det derfor nødvendigt at inddrage nogle tilgængelige diskurser, der fortæller no-

get om, hvordan man i dansk/vestlig kultur forstår kønnene. Disse diskurser er ikke nødven-

digvis gældende i andre kulturer.


87

Traditionelt skabes det maskuline og feminine som dualistiske positioner, der eksisterer i kraft

af at være modsætninger til hinanden, hvilket er en konstruktion som den poststrukturalistiske

og socialkonstruktionistiske forskning tilstræber at udsætte for dekonstruktion (Søndergaard

1993; 2000). Ud fra specialets videnskabsteoretiske forståelse af køn kan maskulint konnote-

rede kategorier og praksisser derfor gøres af et subjekt med kvindeligt kropstegn, og omvendt

kan feminint konnoterede kategorier og praksisser gøres af et subjekt med mandligt krops-

tegn. Hvis dette viser sig at være tilfældet i min undersøgelse, kan det blive nødvendigt at

inddrage refleksioner over, hvorvidt det, jeg har fremanalyseret, er et udtryk for kønnede

praksisser, eller om det nærmere viser sig at være et tegn på noget andet.

6.3.1 En maskulin mindfulnessdiskurs Når Jakob italesætter de kvindeligt kropsmærkede på sit mindfulnesshold, producerer han et

dualistisk skel mellem det maskuline og feminine:

”[…] vi er blevet præsenteret for mange ting ved mindfulness, og det er også no-

get af det, jeg har lagt mærke til ved mange af de - jeg ved ikke, hvorfor jeg siger

det - det var specielt kvinderne dernede som opførte sig lidt specielt. Men det var

måske også, fordi vi var jo kun to mænd på det her kursus, så det er nok derfor,

det ved jeg ikke.” (Jakob, bilag 2: 22)

”De (kvinderne) sad med sådan en mur foran sig for ligesom at sige: ”Jamen, der

har også været børnene, ikke også?” I weekender, der har de ikke tid i weekenden.

Jeg tænkte bare, det er tyve minutter, come on. Det simpelthen bare, det er vattet.

Og det viser egentlig bare, du slet ikke har forstået, hvad det er mindfulness, det

går ud på. Det går ud på bevidste valg og være bevidst om, hvad det er, du vil, og

hvorfor du vil det.” (Jakob, bilag 2: 23)

Ifølge Jakobs fremstilling gør subjekter med hhv. mandligt og kvindeligt kropstegn mindful-

ness forskelligt. Set gennem et kønnet perspektiv taler han sig ind i diskurser, der fremstiller

en maskulint konnoteret position som bl.a. hård, stærk, rationel, handlekraftig, målrettet, in-

tellektuel og sagsorienteret, og en kvindeligt konnoteret position som bl.a. blød, fleksibel,

emotionel, omsorgsgivende og relationsorienteret (se fx Bloksgaard 2010; Hansen 1993;

Søndergaard 1996). Den måde, hvorpå Jakob gør mindfulness, fremstår som en maskulin

konnoteret praksis. Dette ses fx ved, at han gør mindfulness målrettet, eftersom det gør ham


88

bevidst om, hvad det er, han vil, samt ved at han gør mindfulness handlekraftigt, idet han

igennem sin praksis kan tage bevidste valg. Desuden fremstiller han sig selv som hård og

intellektuel ved at indtage en bedømmende position, hvorfra han kategoriserer deltagerne med

kvindeligt kropstegn som vattede og uvidende om, hvad mindfulnessgørelse går ud på. Jakob

hierarkiserer på den måde det maskuline højere end det feminine.

Anlægger jeg et bredere kønnet perspektiv på interviewet med Jakob, træder det frem, at han

generelt positionerer sig selv som maskulin. Han bærer mandligt kropstegn, hvilket han tyde-

liggør gennem sin påklædning og en kortklippet frisure. Han fremstiller sig selv som en dyg-

tig og hårdtarbejdende medarbejder, han er familiefar og han er ved at bygge om i sit hjem.

Ved at positionere sig som maskulin risikerer han imidlertid at lide et tab gennem sin stress-

mærkning og arbejdsløshed, eftersom disse kan ses som et tegn på svaghed og dermed ikke

konnoterer maskulinitet. Dette perspektiv kommer fx til udtryk i Baumeisters (1991: 121)

fremstilling af arbejdsdiskurser, hvor det fremføres, at netop mænd risikerer at lide et tab ved

arbejdsløshed, fordi maskulinitet traditionelt forbindes med en forsørgerkategori35. Trods det-

te vurderer jeg, at Jakob skaber en maskulinitet i sin stressmærkning og arbejdsløshed bl.a.

gennem sin positionering inden for påvirkningsdiskursen. Han fremstiller i den forbindelse

handlekraft og styrke ved selv at tage en beslutning om at blive sygemeldt og ved ikke at fin-

de sig i de forhold, arbejdspladsen tilbyder ham (Jakob, bilag 2: 2).

6.3.2 En feminin mindfulnessdiskurs Jakob fremstiller de kvindeligt kropsmærkede deltageres mindfulnessgørelser som det mod-

satte af at være målrettet og handlekraftig. I stedet har de ”en mur foran sig” (Jakob, bilag 2:

23), der ekskluderer dem fra at deltage i, hvad der kan kaldes en maskulin mindfulness-

diskurs. Desuden bryder de med hans normative fremstilling af, hvordan mindfulness bør

gøres ved at komme med undskyldninger for, hvorfor de ikke har gjort mindfulness på den

”rette” måde. Med en positionering inden for den maskuline mindfulnessdiskurs opfatter Ja-

kob det som illegitimt ikke at have tid til at gøre mindfulness, og han skaber det som en svag-

hed. På den måde fremstiller han en feminin måde at gøre mindfulness på, der fremstår som

svag og med en mangel på vilje og sagsorientering. De med kvindeligt kropstegn prioriterer

fx deres familie højere end at gøre mindfulness, og de fremstår i den forbindelse som relati-

onsorienterede.

35 Det kan dog diskuteres om forsørgerrollen stadig kun konnoterer maskulinitet.


89

Samtidig træder det frem, at Jakob finder en sådan generalisering af de kvindeligt

kropsmærkede for upassende:

”[…] - jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det - det var specielt kvinderne dernede som

opførte sig lidt specielt.” (Jakob, bilag 2: 22)

Når Jakob indvender ”jeg ved ikke, hvorfor jeg siger det”, åbner han for en destabilisering af

en ellers dualistisk fremstilling af det hhv. maskuline og feminine. Denne destabilisering kan

ses som et udtryk for diskurser om ligestilling mellem kønnene, der fremstiller det som illegi-

timt at italesætte det feminine køn, som det svage køn (se fx Søndergaard 1996). Samtidig

kan indvendingen forstås i forhold til kønnede positioneringer under interviewet. Jakob bærer

mandligt kropstegn, hvorimod jeg som interviewer bærer kvindeligt kroptegn. Denne forskel

kan have betydning for, hvordan Jakob vælger at fremstille et ”i situationen foretrukket selv”

(Järvinen 2005). På den måde skaber han ikke en entydig fremstilling af en feminin måde at

gøre mindfulness på.

Ved at bringe Sannes narrativer ind i analysen, kan jeg skabe et mere komplekst perspektiv på

Jakobs feminine fremstilling. Sanne italesætter ikke selv et skel mellem subjekter med hhv.

mandligt og kvindeligt kropstegn, men set gennem et kønnet perspektiv fremstår hendes

mindfulnessgørelse som en feminin konnoteret praksis. Hun har et sædvanligt arbejdslivs-

narrativ om at være en pligtopfyldende lærer, der påtager sig nye opgaver. At være pligtop-

fyldende og flittig fremstilles fx hos Hansen (1993) som feminine træk. Gennem sit arbejds-

livs-narrativ fortæller Sanne samtidig en historie om, at hun ikke har fokus på sig selv. Der-

imod er hun mere fokuseret på at gøre andre tilpas. I den forbindelse træder det frem, at hun

er omsorgsfuld og relationsorienteret, hvilket ligeledes kan betegnes som feminint konnotere-

de træk (Søndergaard 1996).

Det, Jakob taler frem som en feminin svaghed og et tegn på manglende vilje og handlekraft

hos deltagerne med kvindeligt kropstegn, kan gennem Sannes narrativer forstås ud fra det

modsatrettede i at gøre kategorierne ”mindful lærer” og ”pligtopfyldende og omsorgsfuld

lærer” på samme tid. På denne baggrund kan en feminin måde at gøre mindfulness på forstås

som det svært forenelige i at bevæge sig fra position, hvor man prioriterer omsorgen og for-

pligtelsen overfor andre højere end sig selv, til en position, hvor man gennem mindfulness

sætter sig selv i centrum.


90

6.3.3 Opsamling på mindfulness som kønnet praksis

På baggrund af disse analyser med fokus på køn fremstår Sanne og Jakobs måde at gøre

mindfulness på som kønnede praksisser. Med dette forstår jeg, at deres måde at gøre mindful-

ness på kan knyttes til deres kropstegn gennem dominerende diskurser om, hvad der betegnes

som maskulint og feminint. Den maskuline mindfulness fremstår om handlekraftig og målret-

tet, mens den feminine fremstår som svag/omsorgsfuld og relationsorienteret. Mindfulness ser

med afsæt i disse forskelle ud til at åbne for forskellige muligheder for hhv. mandligt og

kvindeligt kropsmærkede subjekter i forhold til at håndtere stressmærkninger.

Det kønnede perspektiv har ikke været et tema, jeg har spurgt ind til under interviewene. Der-

imod er det først kommet til syne under den analytiske fase af min undersøgelse. Det kunne

derfor være interessant at vende tilbage til informanterne og spørge konkret ind til, hvordan

eller hvorvidt de oplever en kønnet forskel i forhold til at gøre mindfulness, og hvad en sådan

evt. forskel betyder. Særligt vil det være interessant i forhold til Sanne, der ikke selv taler et

skel frem. Det er imidlertid ikke sikkert, at hverken Sanne og Jakob har reflekteret over så-

danne spørgsmål i forbindelse med deres praksisser, hvilket kan betyde, at de ikke vil kunne

sige noget om dette perspektiv. Derfor kan en større undersøgelse, hvor adskillige subjekter

med forskellige kropsmærkninger inddrages være mere hensigtsmæssig til formålet, hvor det

fx kan undersøges om flest kvindeligt eller mandligt kropsmærkede indtræder i mindfulness-

diskursen pga. af stressmærkninger, og hvor det bringer dem hen. Pga. tidsmæssige årsager

og analysen omfang har jeg dog fravalgt at arbejde videre med dette, og i stedet vil jeg lade

dette analytiske tema bidrage med en åbning for, at tilblivelse i mindfulnessdiskursen kan

fremtræde forskelligt afhængigt af, hvilket kropsmærke et subjekt bærer.

6.4 Opsamling på analysekapitlet I dette kapitel har jeg skabt blik for, hvordan mindfulnessdiskursen tilbyder informanterne

diskursive redskaber til at genfinde kroppen og konstruere rolige og sanselige rum gennem

distancering til stressmærkede tankemønstre. Ud fra analysen skaber disse tilbud mulighed

for, at de kan ”mærke sig selv” og ”hvile i sig selv”, og på den måde konstruerer de gennem

mindfulnessdiskursen sig selv som referenter i forhold til håndtering af stressmærkninger.

Yderligere har jeg fremanalyseret, at Sanne og Jakob gør mindfulness som hhv. et redskab og

en livsstil. Trods denne forskel fremstiller de begge livsstilsdiskursen som det Første, og en


91

forståelse af den ”rette” mindfulness som en lineær konstruktionsproces fra redskab til livsstil

træder frem. I den forbindelse har jeg skabt en forstyrrelse ved at spørge, hvordan man kan

bedømme, og hvem der kan bedømme, hvad der kan betegnes som den ”rette” mindfulness.

Dette har ledt frem til argumenter for, at den ”rette” mindfulness er et subjektivt, situeret og

kontekstafhængigt spørgsmål, der altid er åben for social forhandling, og at informanterne

mangler et ordforråd for at kunne italesætte den ”rette” mindfulness, samt at det ikke er me-

ningsfuldt at spørge til den ”rette” mindfulness inden for mindfulnessdiskursen. Et paradoks

er i den sammenhæng trådt frem, hvilket er, at informanterne indtager en bedømmende for-

holdemåde i en praksis, der omvendt fordrer kultivering af en ikke-dømmende forholdemåde.

Dette har ledt frem til en diskussion om, hvorvidt det overhovedet er muligt at indtage en ik-

ke-dømmende forholdemåde inden for en poststrukturalistisk og socialkonstruktionistisk me-

taoptik.

Afslutningsvis har jeg åbnet for, at informanternes konstruktion i mindfulness fremstår som

kønnede processer.

Kapitel 7: Diskussion

92

Kapitel 7: Diskussion Formålet med analyserne har i henhold til problemformuleringen været at skabe forståelse for,

hvordan det stressmærkede menneske konstrueres som subjekt gennem den mindfulness-

baserede interventionsform, og hvilken betydning arbejdsdiskurser har for denne konstrukti-

onsproces. Dette har de to analysekapitler åbnet for på forskellig vis. Inden jeg drager mine

konklusioner, finder jeg det nødvendigt at diskutere dele af den viden, jeg har produceret,

samt de spørgsmål, analyserne har åbnet for, men som endnu ikke er blevet uddybet. Dette

omhandler bl.a. et refleksivt blik på den forståelse af mindfulness, der træder frem i analyser-

ne, samt diskussioner af mindfulnessgørelse som autenticitetssøgende praksis, og den mind-

fulness-baserede interventions tilstrækkelighed for stressmærkede subjekter. Afslutningsvis

vil jeg følge op på vigtigheden i, at informanternes identiteter forbliver fortrolige.

Når jeg her anvender formuleringen ”drager mine konklusioner”, kan det fremstå som et brud

med specialets socialkonstruktionistiske og poststrukturalistiske tilgang, fordi begrebet kon-

klusion traditionelt forbindes med en endelig og afsluttet betydning (Rienecker & Jørgensen

2008). Til forskel herfra skaber jeg med specialets tilgang et analytisk bud på forståelse, der

ikke er en endegyldig sandhed. Derfor vælger jeg at kalde specialets sidste kapitel for: Kon-

klusion – et analytisk bud på forståelse.

I specialets indledende kapitel har jeg lagt op til inddragelse af en bred målgruppe, idet jeg

redegør for mindfulnessgørelses anvendelighed inden for både forebyggelse og håndtering af

stressmærkninger. Pga. informanternes aktuelle situationer på det tidspunkt, jeg møder dem,

er målgruppen imidlertid blevet reduceret til at omhandle stressmærkede subjekter, som pga.

af sygemeldinger gør mindfulness som håndterende intervention. Desuden retter analysen sig

imod subjekter, der er blevet fyret fra deres arbejdspladser. Dette betyder imidlertid ikke, at

undersøgelsens bud på forståelse ikke kan være anvendelig for andre end denne målgruppe,

eftersom de diskurser om arbejde, stressmærkninger og mindfulness, der bringes i spil, ligele-

des kan være kulturelt tilgængelige for andre, fx subjekter som ikke er stressmærkede og ar-

bejdsgivere.


93

7.1 At forstå mindfulness som forskellige diskurser/praksisser Når jeg i dette speciale søger at skabe forståelse for, hvordan den mindfulness-baserede inter-

ventionsform konstruerer det stressmærkede menneske som subjekt, baserer jeg mine analyti-

ske pointer på informanternes mindfulnesspraksisser og de diskurser, som de producerer og

produceres med igennem disse praksisser. Det træder i den forbindelse frem, at informanter-

nes indtræden i mindfulnessdiskursen bidrager til produktion af flere variationer af mindful-

nessdiskurser og -praksisser. Sanne og Jakob har hver især nogle referencediskurser, fx for-

ståelse af stressmærkninger, arbejde og selv, der har betydning for, at de gør mindfulness på

særlige måder. Desuden har de deltaget i forskellige mindfulnesskurser og er derfor blevet

bragt ind i diskursen på forskellig vis.

Der gives udtryk for både ligheder og variationer i informanternes fremstillinger af mindful-

nessdiskurser, hvor nogle er i overensstemmelse med litteraturens forståelser, mens andre

bryder med eller udvider disse forståelser og skaber nye perspektiver på, hvad mindfulnessgø-

relse kan være. Eksempler på en udvidelse er, at der fremtræder en hhv. maskulin og feminin

mindfulnessdiskurs, samt at mindfulness kan gøres på en hhv. offensiv og defensiv måde.

På baggrund af dette, og med henvisning til min diskussion omkring den ”rette” mindfulness i

kapitel 6, kan jeg derfor ikke producere en entydig definition, når jeg skal skabe en konklusi-

on om, hvilken forståelse af mindfulness, der træder frem gennem analyserne. Hvor litteratu-

ren forsøger at definere mindfulness, åbner specialets analyser for, at mindfulness i praksis

gøres og opleves på forskelligartede måder. Det interessante i forhold til min problemformu-

lering har derfor været, hvilke variationer af mindfulnessdiskurser, der er trådt frem, og hvilke

konstruktionsprocesser variationerne har skabt, hvilket jeg vil samle op på i specialets kon-

klusion.

Som det fremgår af analysen, har jeg undervejs i interviewprocesserne erfaret, at mindfulness-

oplevelser kan være svære at sprogliggøre. Informanterne forsøger derfor med allerede kendte

kategorier og formuleringer at sætte ord på den særlige opmærksomhed, de oplever gennem

mindfulnessgørelse. Det bliver i den forbindelse relevant at rette et kritisk blik mod teori og

metode anvendt i dette speciale, for hvis mindfulnessoplevelser ikke umiddelbart lader sig

gribe gennem sproget, er poststrukturalismen og socialkonstruktionismen samt interviewme-

toden så hensigtsmæssige måder at undersøge feltet på? Det vurderer jeg, at de er, eftersom


94

mit hovedformål med undersøgelsen ikke er at skabe forståelse for oplevelsesverdner i mind-

fulness, men derimod er at skabe forståelse for konstruktionsprocesser. Samtidig vurderer jeg,

at en sprogliggørelse, og dermed den kvalitative interviewform, er det, der muliggør adgang

til en forståelse af oplevelser med mindfulness.

7.1.1 Mindfulness – en ikke-stræbende praksis?

I specialets kapitel to nævnte jeg, at et udsagn inden for mindfulnessforskningsdiskursen er, at

subjektets oplevelse af den mindfulness-baserede interventionsforms virkning hænger sam-

men med tilgangen/forventningen dertil (se fx Grünenberg, Walker & Knudsen 2009; Shapiro

& Carlson 2009). Dette er ligeledes trådt frem i det empiriske materiale, hvor Sanne og Jakob

begge er indtrådt i mindfulnessdiskursen pga. stressmærkninger og deres italesættelser af

mindfulness’ virkninger kredser om, hvordan deres praksisser tilbyder et alternativ til at gøre

stress. Deres fokus på dette tema hænger dog sammen med, at det overordnede tema for inter-

viewene netop er mindfulness-baseret intervention mod arbejdsrelaterede stressmærkninger,

og at jeg derfor flere gange spørger specifikt ind til dette. På denne baggrund kan jeg ses som

medproducent i reproduktionen af det førnævnte udsagn. Det kan derfor ikke udelukkes, at

informanternes fremstillinger af mindfulness havde været anderledes, hvis mit tema og mine

spørgsmål havde omhandlet mindfulnessgørelse på et mere generelt plan.

Jeg finder imidlertid udsagnet interessant, når jeg retter blikket mod Kabat-Zinns (2004) ud-

sagn om, at meditation ultimativt er ikke-gøren og derfor en ikke-stræbende praksis. Dette

kan virke modsigende i forhold til, at virkning hænger sammen med forventning til effekt,

fordi der kan argumenteres for, at forventning implicit indebærer en stræbende forholdemåde.

På den måde kan det diskuteres, om Sanne og Jakob udviser en ikke-stræbende forholdemåde

i deres mindfulnesspraksisser.

Set fra deres perspektiv fremstår det umiddelbart som en fordel, hvis forventning hænger

sammen med oplevelse af virkning, fordi interventionsformen dermed rettes imod det, de op-

lever som problematisk. På den anden side kan oplevelse af mindfulness’ effekt i andre tilfæl-

de gå tabt, fordi en stræbende forholdemåde kan skabe et begrænset blik for oplevelse. For-

ventning/en stræbende forholdemåde kan altså på den ene side skabe retning for et interventi-

onsforløb, mens det på den anden side kan begrænse blikket for effekt. Dog må en sådan for-

holdemåde siges at være et brud med en grundlæggende forholdemåde i Kabat-Zinns (2004)

mindfulnessdiskurs, og i stedet træder en anden variation af en mindfulnessdiskurs frem.


95

7.2 Mindfulness og det autentiske selv Det træder i analyserne frem, at begge informanter gør mindfulness på en autenticitetssøgende

måde, hvilket henviser til, at de taler en realisering af noget indre autentisk frem, samt at de i

denne konstruktionsproces vender tilbage til ”sig selv”. Der kan på denne baggrund argumen-

teres for, at de taler sig ind i humanistisk psykologiske diskurser. Havde min analyse været

inden for en sådan diskurs, kunne jeg derudfra konkludere, at mindfulnessgørelse giver in-

formanterne mulighed for at blive de ”sande” personer, de i virkeligheden er, hvilket ifølge

den humanistiske diskurs er idealet og kilden til sundhed (se fx Rogers 1995). En lignende

konklusion er imidlertid ikke mulig med den poststrukturalistiske og socialkonstruktionistiske

tilgang, hvor det alternativt kan hævdes, at mindfulnessdiskursen binder subjektet fast til en

særlig humanistisk forståelse af sig selv36. I stedet for at lukke analysen omkring dette per-

spektiv, vurderer jeg, at det i denne sammenhæng bliver interessant at undersøge, hvilke dis-

kurser der muliggør en autenticitetssøgende konstruktionsproces.

For at skabe forståelse for dette vil jeg vende blikket imod, at der i vestlig kultur er tradition

for, at subjektet forstår sig selv ud fra humanistisk psykologiske diskurser (se fx Davies &

Harré 2000; Gergen 2000), og at informanternes sprogliggørelse af deres tilblivelse i mind-

fulness derfor kan være formet efter disse. Som jeg har argumenteret for, tyder det netop på,

at informanterne mangler ord til at beskrive det, de oplever. For at uddybe dette perspektiv vil

jeg henvise til et eksempel på en mindfulnessoplevelse hentet hos Bronwyn Davies (2011),

hvor hun beskriver, hvordan en guldsmed på en solskinsdag sætter sig på hendes bare ben. I

stedet for at undre sig over dens mærkværdighed, forholder hun sig åbent overfor oplevelsen

af den og beskriver det på følgende måde:

”In that moment of just-thisness, I was unravelled in the intensities of intersecting

lines of sun and dragonfly and thought” (Ibid.: 35).

Det, hun her beskriver, kan forstås som en manglende afgrænsning imellem solen, guldsme-

den og hende selv, hvilket bidrager til at opløse hendes oplevelse af at være et afgrænset og

essensholdigt subjekt, der kan forstås uafhængigt af andre intersektende linjer. Formålet med

at inddrage dette eksempel er at skabe forståelse for, hvordan Davies med inspiration fra bud-

36 Dette perspektiv kan fx uddybes gennem et governmentality perspektiv (Mik-Meyer & Villadsen 2007), hvil-ket Bovbjerg (2009c) og Grünenberg, Walker og Knudsen (2009) har åbnet for. Jeg vælger dog at afgrænse mig fra dette pga. specialets omfang.


96

dhistisk og poststrukturalistisk tænkning tilbydes oplevelsesmuligheder, samt ord og katego-

rier til at beskrive disse med, som det tyder på, at informanterne i min undersøgelse ikke har

adgang til. Det kan på denne baggrund ikke udelukkes, at Sanne og Jakob ligeledes har haft

”selv-opløsende” mindfulnessoplevelser, men så længe de ikke er indtrådt i diskurser, hvor

ord og blik for sådanne oplevelser er tilgængelige, tyder det på, at de forbliver inden for til-

gængelige humanistiske diskurser og har dermed kun ”sig selv” at vende tilbage til.

Dette betragter jeg som en åbning for at diskutere, hvilken subjektopfattelse mindfulness-

diskursen bygger på. I sin artikel diskuterer Davies (2011), hvilke ligheder der er imellem

deleuziansk poststrukturalisme og buddhisme, hvor hun argumenterer for, at begge metaop-

tikker skaber en opløsning af selvet som enhed (Ibid.: 31-35). En lignende argumentation er

at finde hos Gergen og Hosking (2006), hvor socialkonstruktionismen og buddhismen er i

dialog med hinanden. Der gives altså udtryk for en grundlæggende anti-essentialistiske for-

ståelse af subjektet i deres udsagn inden for mindfulnessdiskursen, hvilket får det til at virke

paradoksalt, at Sanne og Jakob italesætter, at de bliver mere ”sig selv” igennem mindful-

ness37.

Der kan imidlertid argumenteres for, at dette paradoks knytter sig til en buddhistisk inspireret

mindfulnessdiskurs. Til forskel herfra skaber forskellige udsagn inden for vestlig kultur en

forståelse af, at mindfulness ikke nødvendigvis er forbundet med den buddhistiske opløsning

af selvet, men at interventionen derimod kan bidrage til det modsatte – altså en styrkelse af

kernen eller selvet. Denne type udsagn kommer fx til udtryk hos Kabat-Zinn (2003; 2004),

hvor MBSR-programmet grundlæggende fremstilles som værende af ikke-religiøs karakter. I

Grünenberg, Walker og Knudsens (2009: 94) undersøgelse får deltagerne udleveret en artikel,

hvori der bl.a. står, at mindfulnessgørelse kan bringe dem tilbage til deres kerne samt deres

oprindelige og autentiske liv. Både Sanne og Jakob bidrager også til en mere vestlig inspireret

forståelse af mindfulness, eftersom de begge giver udtryk for, at deres mindfulnesspraksisser

ikke er forbundet med praktisering af religion (Sanne, bilag 1: 18; Jakob, bilag 2: 19).

Ud fra disse diskussioner kan Sanne og Jakobs autenticitetssøgende måde at gøre mindfulness

på både opfattes ud fra en begrænset mulighed for sprogliggørelse, samt som et resultat af en

mindfulnessdiskurs, der har intersektet med en vestlig humanistisk psykologisk diskurs.

37 En lignende pointe fremføres hos Fransgaard (2011).


97

Jeg finder det relevant at inddrage en refleksion over min egen betydning som interviewer i

produktionen af informanternes autenticitetssøgende mindfulnessbeskrivelser. Et spørgsmål i

min interviewguide er fx ”Hvad lærer/ har du lært om dig selv i mindfulness?” (bilag 3: 114),

hvilket kan siges at lægge op til svar, der konnoterer en essentialistisk forståelse af subjektet.

På denne baggrund kan der argumenteres for, at jeg bliver medproducent af denne forståelse,

og valget af formuleringen kan ses som et udtryk for, at diskursen om det essentialistiske sub-

jekt er fremherskende. Når jeg vælger at formulere spørgsmålet på denne måde, hænger det

sammen med en overvejelse om, at interviewspørgsmål bør være let forståelige for informan-

ter (Staunæs & Søndergaard 2005). Alternativt kunne jeg have spurgt: ”Hvordan konstruerer

mindfulnessdiskursen dig?”, hvilket dog med stor sandsynlighed ville virke fremmedgørende

for informanterne. Jeg har valgt at bevare den essentialistiske formulering ud fra en vurdering

af, at spørgsmålet kunne åbne for interessante perspektiver på mulige konstruktionsprocesser i

mindfulnessdiskursen.

7.3 Kan mindfulnessdiskursen skabe målrettethed og effektivitet? Jeg har i analysen åbnet for en diskussion om, hvordan der kan skabes intersektionalitet imel-

lem kategorierne ”den fleksible medarbejder” og ”den autentiske, grænsesættende, refleksive

og selvfokuserede medarbejder”. Ligeledes kunne jeg have formuleret spørgsmålet på følgen-

de måde: Hvordan kan effektiviseringsdiskursen og mindfulnessdiskursen forenes på en pro-

duktiv måde? Jeg vurderer, at en sådan forening fremstår som en konfrontation imellem på

den ene side at være målrettet og effektiv, mens det på den anden side indebærer en ikke-

stræbende forholdemåde, hvor man lader tingene være, som de er.

Stilles det op på denne måde fremstår diskurserne som hinandens modsætninger. Hvis mind-

fulnessdiskursen derfor skal kunne bidrage til at skabe målrettethed og effektivitet, fordrer det

en gentænkning af interventionsformen, hvor man i højere grad bevæger sig væk fra flere af

de tilstræbte forholdemåder, for i stedet at målrette den arbejdsmarkedets effektivitetskrav.

Spørgsmålet bliver da, hvorvidt man stadig kan tale om en mindfulness-baseret interventions-

form? Omvendt kan intersektionaliteten ligeledes lægge op til, at arbejdsmarkedet må revur-

dere sine effektivitetskrav. Ud fra dette perspektiv inviteres de enkelte arbejdspladser til at

tage ansvar for deres medarbejdere ved at integrere nogle af grundtankerne og øvelserne fra

mindfulnessdiskursen i deres arbejdspraksisser. Dette kan fx være ved at træne medarbejdere

til at fokusere mere på nuet og indlægge meditative pauser.


98

En mulig intersektionalitet fremstår på den måde som en konfrontation mellem to modsætnin-

ger.

7.4 Retrospektive etiske overvejelser Inden mødet med informanterne har jeg ikke haft mulighed for at vurdere, hvor sårbare posi-

tioner de befandt sig i. Interviewene har imidlertid produceret viden om, at de begge på inter-

viewtidspunktet er sygemeldt/delvist sygemeldt, og at de begge er blevet fyret fra deres ar-

bejdspladser. Desuden er følsomme oplysninger omkring familie- og arbejdsliv trådt frem. På

denne baggrund vurderer jeg, at både Sanne og Jakob befinder sig i sårbare positioner, fordi

de endnu er stressmærkede og samtidig skal ud at finde nye arbejdspladser, og at deres delta-

gelse i undersøgelsen kan bidrage til at placere dem i en mere sårbar position, fordi de bl.a.

udtaler sig negativt om deres arbejdspladser. Undervejs i begge interviews har jeg desuden

erfaret, at det også påvirker mig som interviewer, når informanterne er mennesker i vanskeli-

ge situationer, hvilket yderligere bidrager til at tydeliggøre sårbarheden.

På baggrund af disse overvejelser har jeg været grundig i arbejdet med fortrolighed, hvor jeg

har sløret deres identiteter. Som nævnt i metodekapitlet har jeg efter sløringen sendt trans-

skriptionerne til begge informanter, samtidig med at jeg har opfordret til dem at give tilbage-

meldinger. Jeg har efterfølgende ingen tilbagemeldinger fået, og de har ikke ytret ønske om

yderligere informationer eller involvering i undersøgelsen. Jeg vurderer derfor, at sløringen i

transskriptionerne har været tilstrækkelig, samtidig med at jeg undervejs i den analytiske pro-

ces har været bevidst om at bevare sløringen.

Kapitel 8: Konklusion – et analytisk bud på forståelse

99

Kapitel 8: Konklusion – et analytisk bud på forståelse Udgangspunktet for specialets undersøgelse var en todelt problemformulering, der lød: Hvor-

dan konstrueres det stressmærkede menneske som subjekt gennem mindfulness-baseret inter-

vention, og hvilken betydning har diskurser om arbejde for denne konstruktionsproces? I det

følgende vil jeg fremlægge de analytiske pointer, som specialets analyser og diskussioner har

produceret. Først vil jeg rette blikket imod den første del af problemformuleringen.

Mindfulness-baseret intervention fremstår ud fra specialets analyser som en interventions-

form, der kan opleves og gøres på forskellige måder, hvilket fører til forskellige tilblivelses-

muligheder og konstruktionsprocesser. Specialet har på den måde åbnet for flere variationer

af mindfulnessdiskurser, der på forskellig vis er forbundet med kompleksiteter, narrativer,

positioneringer og andre diskurser.

Med inspiration fra en humanistisk psykologisk diskurs fremstilles mindfulnessgørelse som

en autenticitetssøgende praksis, der tilbyder stressmærkede subjekter at blive konstrueret som

”sig selv”, og en essentialistisk forståelse af subjektet træder frem. Inden for en social-

konstruktionistisk og poststrukturalistisk tilgang samt en buddhistisk inspireret mindfulness-

diskurs er denne forståelse imidlertid ikke meningsfuld. Derimod kan forståelsen betragtes ud

fra informanternes begrænsede muligheder for at sprogliggøre deres oplevelser, samt som et

resultat af en mindfulnessdiskurs, der har intersektet med en vestlig humanistisk psykologisk

diskurs. Det tyder desuden på, at der for informanterne er en sammenhæng mellem de autenti-

citetssøgende konstruktionsprocesser, deres stressmærkninger samt efterfølgende eksklude-

ring fra arbejdsmarkedet.

Et andet aspekt i forhold til de autenticitetssøgende konstruktionsprocesser er, at mindfulness

fremstilles som et tilbud om at genfinde sin krop og konstruere refleksive rum, hvor sanserne

udfoldes og der skabes ro i, og distancering til, stressmærkede tankemønstre. Informanterne

bliver på den måde til som subjekter, der ikke adskiller krop og sind, samtidig med at der

konstrueres et særligt ”mindful” tankemønster. Det særlige ”mindful” tankemønster har de

taget til sig på forskellig vis, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at de gør mindfulness som

hhv. et redskab og en livsstil.


100

At gøre mindfulness som redskab indebærer, at mindfulness vha. indtalte meditationer kan

gøres håndterende efter behov, mens at gøre mindfulness som livsstil henviser til, at det særli-

ge ”mindful” tankemønster gøres kropsliggjort og som en del af subjektiviteten. Analysen

giver på den måde blik for, at mulige konstruktionsprocesser i den mindfulness-baserede in-

tervention er, at subjektet konstrueres som en bruger af mindfulness, eller at subjektet tilbydes

en særlig form for ”mindful” subjektivitet.

Yderligere har analysen åbnet for, at subjektet kan gøre mindfulness på en hhv. offensiv og

defensiv måde. Hvor den offensive gørelse henviser til en praksis, der producerer arbejdsbe-

tingelseskrav, henviser den defensive gørelse til en praksis, som indebærer en tilbagetrækning

fra aktuelle forhold. Analysen skaber på den måde forståelse for, at mindfulnessgørelse kan

konstruere forskellige løsningsstrategier i forhold til stressmærkninger.

Ved at anlægge et kønnet perspektiv på informanternes mindfulnessgørelser er en feminin og

maskulin mindfulnessdiskurs trådt frem. Den maskuline mindfulnessgørelse fremstår om

handlekraftig og målrettet, mens den feminine fremstår som svag/omsorgsfuld og relations-

orienteret. Med afsæt i disse forskelle tyder det på, at mindfulness åbner forskellige konstruk-

tionsprocesser for hhv. mandligt og kvindeligt kropsmærkede subjekter, hvilket giver forskel-

lige muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet og håndtere stressmærkninger.

Trods informanternes både ens- og forskelligartede mindfulnessgørelser tyder det på, at de

stræber efter det samme gennem deres indtræden i mindfulnessdiskurserne. Denne stræben

indebærer bl.a. et alternativ til at gøre stress og en mulighed for at sætte sig selv i centrum ved

at sige fra overfor arbejdskrav og tilbudte arbejdsopgaver, hvilket leder mig frem til de analy-

tiske pointer i forhold til problemformuleringens anden del omkring arbejdsdiskursers betyd-

ning for konstruktionsprocesserne.

Forskellige arbejdsdiskurser er blevet fremanalyseret som problematiske for informanternes

arbejdsdygtighed. Gennem arbejdslivs-narrativer fremstilles positioneringer alene inden for

karriere- og kalddiskurser som uhensigtsmæssige, samtidig med at effektiviseringsdiskursen,

der fremstiller ”den fleksible medarbejder” som det Første, skaber modstridende positioner

for informanterne, hvor de på den ene side anser det som naturligt at være fleksibelt, mens de

på anden side problematiserer denne fleksibilitet. Disse diskurser giver blik for, at den mind-

fulness-baserede intervention åbner konstruktionsprocesser, hvor subjektet gives mulighed for


101

at skabe en diskursiv modpol til den selvfølgelige medarbejderfleksibilitet og nye positione-

ringsmuligheder, hvor der skelnes imellem familie-/fritidsliv og arbejdsliv. Dette bidrager til

at producere en ny normativ forståelse af ”den gode medarbejder” som autentisk, grænsesæt-

tende, refleksiv og selvfokuseret. Ifølge analysen tyder det dog på, at det ikke er muligt for

informanterne at gøre denne kategori på det senmoderne arbejdsmarked, fordi kategorien ikke

er i overensstemmelse med de dominerende arbejds- og arbejdsbetingelsesdiskurser, og fordi

mindfulness fremstår som deres individuelle projekter. Informanternes nye normative gøren

fremstår derimod som afhængig af, at der skabes forhandling af arbejdsdiskurserne i deres

arbejdsmæssige kontekster.

Diskurser om arbejde har på den måde forskellige betydninger i forhold til konstruktionspro-

cesserne i mindfulness-baseret intervention. De fremstår som en del af informanternes moti-

vation for at gøre mindfulness, fordi informanterne ikke kan fungere under de dominerende

diskurser. De skaber retning for konstruktionsprocesserne, fordi informanterne søger at skabe

et alternativ til diskurserne. Samtidig har de betydning for, at den mindfulness-baserede inter-

vention ikke ser ud til at kunne stå alene som interventionsform mod informanternes arbejds-

relaterede stressmærkninger.

En ambition med specialet var at skabe et analytisk bud på forståelse som kunne motivere

medarbejdere, virksomheder og andre til at undre sig over aktuelle diskursive betingelser og

forstyrre det, der blev antaget som selvfølgeligt i forbindelse anvendelsen af, og subjektets

tilblivelse i, mindfulness-baseret intervention. Dette vurderer jeg, at der er skabt mulighed for

med de forskellige analytiske pointer, fordi jeg med specialets undersøgelse har fremanalyse-

ret flere konstruktionsprocesser, som jeg har ikke har fundet præsenteret i andre undersøgel-

ser.

8.1 Perspektivering Dette speciales producerede viden lægger op til, at perspektiveringen peges i to retninger,

hvor den ene retning er muligheder for udvikling af forskellige praksisser, og den anden er

muligheder for videre forskning.

Specialets undersøgelse lægger bl.a. op til at stille spørgsmål ved den mindfulness-baserede

interventions tilstrækkelighed i forhold til stressmærkede subjekter. Hvis informanternes for-

skellige mindfulnessgørelser anses som generelle tendenser inden for den målgruppe, de re-


102

præsenterer, kan der argumenteres for, at mindfulnessgørelse ikke er en tilstrækkelig interven-

tionsform for sygemeldte subjekter mærket med stress, der samtidig er ekskluderet fra ar-

bejdsmarkedet, og som ønsker at komme tilbage i en jobfunktion, der er indskrevet i en effek-

tiviseringsdiskurs. Jeg har på den måde ikke udelukket, at interventionsformen kan være til-

strækkelig for stressmærkede subjekter, der fx ønsker beskæftigelse uden for effektiviserings-

diskursen, eller tilstrækkelig som forebyggelse mod stressmærkninger på arbejdspladsen,

hvilket fx Chiesa og Serretti (2009) og Klatt, Buckworth og Malarkeys (2009) undersøgelser

argumenterer for. Inden for informanternes specifikke målgruppe, tyder det imidlertid på, at

den mindfulness-baserede interventionsform skal suppleres med noget andet. Dette vurderer

jeg bl.a. ud fra, at informanternes mindfulnessgørelser ser ud til at skabe en splittelse imellem

diskurser om egne behov og diskurser om dominerende arbejdsbetingelser, men efter endt

kursusforløb står de alene med denne splittelse, idet der ingen opfølgning tilbydes. At de står

alene forstærkes yderligere ved, at de begge er blevet fyret.

Ifølge Sannes argumentation kan et supplement være en opfølgning på hendes mindfulness-

kursus, hvor hun gives for mulighed for at vende forskellige arbejdssituationer med sin coach

(Sanne, bilag 1: 22). Efter en sparerunde i hendes kommune er dette ikke længere muligt, for-

di samarbejdet med mindfulness-coachen er ophørt (Ibid.). Ifølge Jakobs offensive mindful-

nessgørelse kan supplementet være en arbejdsplads, der er åben over for forhandling af dis-

kurser om arbejdsbetingelser. Det er ikke min hensigt at komme med normativer om, hvordan

supplementet bør være. I stedet vil jeg åbne det som et fremadrettet spørgsmål til udvikling af

håndteringspraksisser for stressmærkede subjekter samt til videre forskning, hvilket samtidig

åbner for et andet spørgsmål om, hvem der har ansvar for at gøre et supplement muligt? Skal

den enkelte selv søge supplementet? Skal arbejdspladsen tilbyde det? Eller er det evt. kom-

munerne, der skal iværksætte supplerende tiltag?

Retter jeg nu blikket imod perspektiver på det gode psykiske arbejdsmiljø, kan der stilles

spørgsmål ved, om det ud fra specialets analyser er individuel træning, der fører til et godt

arbejdsmiljø, eller om man også er nødt til at tage fat på, at der er forskellige magtforhold,

som har betydning for, hvordan et arbejdsmiljø er. Magtforhold som den enkelte ikke kan

ændre på igennem individuel træning. Denne problematik var jeg allerede inde på i specialets

indledning, og specialet skaber på den måde yderligere perspektiver til denne debat. I analy-

serne træder det fx frem, at når informanterne tager mindfulnessdiskursen til sig, betyder det,


103

at de bevæger sig væk fra det, der ifølge deres narrativer efterspørges på det senmoderne ar-

bejdsmarked. Samtidig træder det frem, at deres mindfulnessgørelser betyder, at de gør min-

dre stress, hvilket åbner for, at der ligger et potentiale i mindfulnessdiskursen i forhold til at

skabe bedre arbejdsmiljøer. Jeg har allerede været inde på, at en mulig intersektionalitet imel-

lem kategorierne ”den autentiske, grænsesættende, refleksive og selvfokuserede medarbejder”

og ”den fleksible medarbejder” kan åbne for at skabe arbejdsbetingelser, og dermed magtfor-

hold, der er hensigtsmæssige for både medarbejdere og arbejdspladser på kort og langsigt. Et

forskningsprojekt rettet specifikt imod muligheder for intersektionalitet er derfor en mulig

videreførelse af specialets undersøgelse.

Et andet perspektiv, der ligeledes i denne forbindelse kan være interessant at undersøge, er,

hvorvidt et bedre arbejdsmiljø kan skabes, hvis mange medarbejdere på en arbejdsplads indi-

viduelt gør mindfulness. Tidligere seniorforsker på Det Nationale Forskningscenter for Ar-

bejdsmiljø (NFA), Jacob Hilden Winsløw, argumenterer på baggrund af forskellige indivi-

dualpsykologiske undersøgelser for, at udbredelsen af mindfulnessgørelse på en arbejdsplads

vil kunne reducere omfanget af personrettet arbejdspladsaggression og –viktimisering, hvilket

vil bidrage til et bedre psykisk arbejdsmiljø (Winsløw 2011). På samme måde kan jeg på bag-

grund af specialets analytiske pointer opstille en hypotese om, at hvis mange medarbejdere på

en arbejdsplads gør mindfulness, vil risikoen for stressmærkninger reduceres og arbejdsmiljø-

et blive bedre. Omvendt kan dette scenarium også resultere i en arbejdsplads, hvor medarbej-

dernes arbejdspraksisser og de overordnede diskurser om arbejdsbetingelser/-krav ikke kan

forenes pga. af modsatrettede diskurser om effektivisering og mindfulness.

Hvis det sidstnævnte viser sig at være tilfældet, kan et alternativ til udbredelsen af individuel-

le mindfulnessgørelser på en arbejdsplads være at undersøge, hvordan mindfulnessdiskurser

kan tænkes ind i en arbejdsplads’ ledelsespraksis, således at arbejdspraksisser organiseres på

baggrund af det, som mindfulnessdiskurserne udpeger som væsentligt for et godt arbejdsmil-

jø. Dette er fx at fokusere på nuet frem for fortid og fremtid, at der gives plads til at skabe

refleksive rum og mulighed for at mærke sin krop i en travl hverdag. Specialets analytiske

pointer lægger derfor op til, at fremtidig forskning kan rettes imod muligheder ved at gøre

mindfulness som en del af en ledelsespraksis.

Et perspektiv, som det ikke har været muligt at undersøge i dette speciale, er, hvorvidt Sanne

og Jakobs arbejdsgivere fremstiller de samme arbejds- og arbejdsbetingelsesdiskurser samt


104

problematikker som Sanne og Jakob. Det kan være, at de fremstiller de samme, men det kan

også være, at de positionerer sig som uforstående overfor informanternes fremstillinger. In-

terviews med arbejdsgiverne vil derfor kunne udvide specialets undersøgelse og bidrage til en

mere nuanceret analyse i forhold til arbejdsmiljø. Dette har jeg valgt ikke undersøge i specia-

let pga. mit afgrænsede fokus på konstruktionsprocesser i mindfulnessdiskursen.

Analysen åbner ligeledes for at gennemføre en større undersøgelse af mindfulness som kønnet

praksis. I min søgning efter artikler og bøger inden for mindfulnessdiskursen er jeg ikke stødt

på undersøgelser, der specifikt beskæftiger sig med dette emne. Som videreførelse af min ana-

lyse vil dette perspektiv fx være interessant i forhold til at undersøge, hvordan eller hvorvidt

en hhv. maskulin og feminin mindfulnesspraksis tilbyder særlige muligheder for at genvinde

arbejdsdygtighed, og om en hhv. maskulin og feminin mindfulnessgørelse retter sig imod va-

retagelse af forskellige jobtyper.

Litteraturliste

105

Litteraturliste Agervold, M. & Dalsgaard , T. (2006): En introduktion. I: T. Dalsgaard (red.) Stress – et vil-

kår i moderne arbejdsliv? Jurist og Økonomiforbundets Forlag, s. 11-17

Alrø, H. & Dirckinck-Holmfeld, L. (red.) (1999): Videoobservation. Aalborg Universitetsfor-lag

Andersen, N. Å. (1999): Diskursive analysestrategier. København, Nyt fra Samfundsviden-skaberne, s. 7-64

Arbejdstilsynet (2010): Arbejdsbetinget stress. Lokaliseret på http://arbejdstilsynet.dk/~/media/at/at/05-information/04-andre-informationsmaterialer/stress/stress-24-4-06%20pdf.ashx, d. 11/3-2011

Baer, R. A. (2003): Mindfulness Training As a Clinical Intervention: A Conceptual and Em-pirical review. I: Clinical Psychology: Science and Practice, 10, s. 125-143

Baumeister, R. F. (1991): Meanings of Life. New York, Guilford Press, s. 116-128

Bjerg, H. & Knudsen, H. (2007): Uden straf, ingen skole. Brud og kontinuitet i skolens magt-former. I: J. Kofoed & D. Staunæs (red.) Magtballader -14 fortællinger om magt, modstand og menneskers tilblivelse. Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag, s. 79-98

Bloksgaard, L. (2010): Maskuliniteter, femininiteter og arbejde. I: Tidsskrift for arbejdsliv, årg. 12, nr. 2, s. 19-35

Bovbjerg, K. M. (2005). Selvrealisering i arbejdslivet. I: S. Brinkmann & C. Eriksen (red.) Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur. Århus: Klim, s. 15-40

Bovbjerg, K. M. (2009a): Working Paper 3: Arbejdsmiljøarbejdets nye paradigmer – Trans-formation i organisationer og arbejdsmiljø. Lokaliseret på http://www.dpu.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/forskningsprogrammer/epoke/forskningsprojekter/stressnyeledelsesformerogintervention/workingpapers/om-dpu_institutter_institut-for-paedagogik_20090616085340_wp3-stress---arbejdsmiljoelivets-nye-paradigmer0906.pdf, d. 11/7-2011

Bovbjerg, K. M. (2009b): Working Paper 4: Transformation af stress-begrebet – Fra fysiolo-gisk til mental balance. Lokaliseret på http://www.dpu.dk/fileadmin/www.dpu.dk/forskning/forskningsprogrammer/epoke/forskningsprojekter/stressnyeledelsesformerogintervention/workingpapers/om-dpu_institutter_institut-for-paedagogik_20100105143305_wp4-transformation-af-stress-begrebet-ii.pdf, d. 11/7-2011

Bovbjerg, K. M. (2009c): Yoga, meditation og mindfulness som stresshåndtering. I: T. Ma-gaard (red.) Ledelse og spiritualitet. En antologi om nye veje i arbejdslivet. Køben-havn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s. 117-132

Litteraturliste

106

Brinkmann, S. (2009). Identiteten på arbejde. I: C. L. Eriksen (red.) Det meningsfulde ar-bejdsliv. Aarhus Universitetsforlag, s. 91-118

Burr, V. (2003). Social Contructionism (2.udg.) Routledge: Cornwall.

Byrnit, J. (2006): Menneske i en udviklingsfanatisk kultur. I: T. Dalsgaard (red.) Stress – et vilkår i moderne arbejdsliv? Jurist og Økonomiforbundets Forlag, s. 97-124

Chiesa, A. & Serretti, A. (2009): Mindfulness-Based Stress Reduction for Stress Management in Healthy People: A Review and Meta-Analysis I: The Journal of Alternative and Complementary Medicine, vol. 15, no. 5, Mary Ann Libert Inc., s. 593-600

Christensen, G. (2002): Psykologiens videnskabsteori – en introduktion. Roskilde Univer-sitetsforlag, 19-42, 101-138

Davies, B. (2006). Subjectification: The relevance of Butler´s analysis for education. British Journal of sociology of Education, 27 (4), s. 425-438

Davies, B. (2011): Intersections between zen Buddhism and deleuzian philosophy. I: Psyke & Logos, nr. 1, årg. 32, Dansk Psykologisk Forlag, s. 28-45

Davies, B. & Harré, R. (2000). Positioning: The Discursive Production of Selves. I: B. Da-vies (red.), A body of writing 1990-1999. Walnut Creek: Alta Mira Pres, s. 87-106

Eriksen, C. L. (2009): Det meningsfulde arbejdsliv: fra antikken til i dag. I: C. L. Eriksen (red.) Det meningsfulde arbejdsliv. Aarhus Universitetsforlag

Erikson, E. H. (1997): Identitet, ungdom og kriser. København, Hans Reitzels Forlag A/S

Esmark, A., Laustsen, C.B. & Åkerstrøm, N.A. (2005a). Poststrukturalistiske analysestrategi-er: En introduktion. I: A. Esmark, C.B. Laustsen, N.A. Åkerstrøm (red.), Poststruk-turalistiske analysestrategier. Gylling: Roskilde Universitetsforlag, s. 7-39

Esmark, A., Laustsen, C.B. & Åkerstrøm, N.A. (2005b). Socialkonstruktivistiske analysestra-tegier: En introduktion. I: A. Esmark, C.B. Laustsen, N.A. Åkerstrøm (red.), Social-konstruktivistiske analysestrategier. Gylling: Roskilde Universitetsforlag, s. 7-29

Favrholdt, D. (1997): Social konstruktivisme – en filosofisk blindgyde. I: Reflex, årg. 7, nr. 26, Center for filosofi, s. 3-17

Fog, J. (1994). Med samtalen som udgangspunkt: Det kvalitative forskningsinterview, Aka-demisk Forlag A/S, s. 11-28.

Foucault, M. (1969 [2005]). Vidensarkæologien Århus: Philosophia. s. 3-130

Foucault, M. (1975 [2002]). Overvågning og straf: fængslets fødsel, Hellerup: Det Lille For-lag, s. 149-210

Foucault, M. (1997). Technologies of the Self. I: The Essential Works of Michel Foucault, vol. 1, The New York Press, s. 223-251

Litteraturliste

107

Fransgaard, L. (2011): Buddhistisk meditation i vestlig psykoterapi. I: Psyke & Logos, nr, 1, årg. 32, København, Dansk Psykologisk Forlag, s. 2-27.

Gergen, K. J. (2000): Det mættede selv. Psykologisk Forlag A/S

Gergen, K. J. (2005): Virkeligheder og relationer. 2. udgave, Dansk Psykologisk Forlag, s. 7-142, 217-326

Gergen, K. & Hosking, D. M. (2006): If You Meet Social Construction Along The Road: A Dialogue With Buddhism. I: M. G. T. Kwee, K. J. Gergen & F. Koshikawa (red.) Horizons in Buddhist Psychology – Practice, Research & Theory. Taos Institute, s. 299-314

Gergen, K. J. & Gergen M. M. (1983): Narratives of the Self. I: Sarbin, T. R. & Scheibe, K. E. (red.): Studies in Social Identity. Praegers Publishers, s. 254-273

Gergen, K. J. & Gergen, M. (2005): Social konstruktion – Ind i samtalen. Psykologisk Forlag A/S

Gergen, M. (2004): Once Upon a Time: A Narratologist’s Tale. I: Dauite, C. & Lightfoot, C. (red.): Narrative Analysis – Studying the Development of Individuals in Society. Sage Publications, Inc. s. 267-286

Grossman, P. et. al. (2004): Mindfulness-based Stress Reduction and Health Benefits - A Meta-Analysis. I: Journal of Psychosomatic Research, vol. 57, nr. 1.

Groth & Rosbjerg (2006): Stressens fysiologiske og psykologiske konsekvenser. I: T. Dals-gaard (red.) Stress – et vilkår i moderne arbejdsliv? Jurist og Økonomiforbundets Forlag, s. 18-28

Grünenberg, K., Walker, H. K.,& Knudsen, J. S. (2009). Mindfulness meditation – mellem naturlighed og produktivitet. I: Dansk sociologi, 20(2), 89.

Hansen, E. (2005): Indledning. I: M. Foucault: Vidensarkæologien. Århus: Philosophia

Hansen, K. G. (1993): Kvalificering til maskulinitet og underordning. I: A. M. Nielsen (et. al.)(red.): Køn i forandring. Ny forskning om køn, socialisering og identitet. Forlaget Hyldespjæt, s. 213-224

Heede, D. (2002): Det tomme menneske. 2. udgave, København, Museum Tusculanum

Holm-Pedersen, P. (2009): Det er hårdt arbejde at finde ro. I: Asterisk, nr. 51, s. 26-29

Jacobsen, B, Schnack, K, Wahlgren, B. & Madsen, M. B. (2004): Videnskabsteori, Køben-havn, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, s. 160-173

Järvinen, M. (2005): Interview i en interaktionistisk begrebsramme. I: M. Järvinen & N. Mik-Meyer (red.) Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv. Interview, obser-vationer og dokumenter. København, Hans Reitzels Forlag, s. 27-48

Litteraturliste

108

Jørgensen, C. R. (2002). Psykologien i senmoderniteten, København: Hans Reitzel, s. 98-105

Jørgensen, C. R. (2005): Selvrealiseringens klinisk psykologiske rødder. I: Brinkmann, S. & Eriksen, C. (red.): Selvrealisering – kritiske diskussioner af en grænseløs udviklings-kultur. Århus, Forlaget Klim, s. 159-186

Jørgensen, M. W. & Philips, L. (1999): Diskursanalyse: som teori og metode. Frederiksberg: Roskilde Universitetsforlag, kap. 1.

Kabat-Zinn, J. (2003): Mindfulness-based Interventions in Context. I: Clinical Psychology: Science and Practice 10, s. 144-156

Kabat-Zinn, J. (2004): Full Catastrophe Living. How to cope with stress, pain and illness us-ing mindfulness meditation. 15th anniversary edition. London, Piatkus Books Ltd.

Kabat-Zinn, J. (2007): Lige meget hvor du går hen, er du der. Valby, Borgens Forlag.

Karpatschof, B. (2010). Den kvalitative undersøgelsesforms særlige kvaliteter. I: S. Brink-mann & L. Tanggaard (red.) Kvalitative metoder. En grundbog. Viborg: Hans Reit-zel, s. 409-428

Khawaja, I. (2005). Det selvkonstruerende menneske. Nordisk udkast, 33 (1), s. 35-59

Kilpatrick, L. A. et. al. (2011): Impact of mindfulness-based stress reduction training on in-trinsic brain connectivity. I: NeuroImage 56, s. 290-298

Kitzinger, C. & Wilkinson, S. (1996): Theorizing Representing the Other. I: S. Wilkinson & C. Kitzinger (red.): Representing the Other. A Feminism & Psychology Reader. Sage. London, s. 1-32

Klatt, M. D., Buckworth, J. & Malarkey, W. B (2009): Effects of Low-Dose Mindfulness-Based Stress Reduction (MBSR-ld) on Working Adults. I: Health Education Behav-ior, vol. 36, no. 3

Knudsen, H. (2010): Har vi en aftale? – magt og ansvar i mødet mellem folkeskole og familie. Nyt fra Samfundsvidenskaberne, s. 9-58

Knudsen, J. S., Grünenberg, K. & Walker, H. K.(2008): Hvor-intention-verden mødes. I: Psy-kolog Nyt, nr. 18

Kofoed, J. (2005): Holddeling: Når der gøres maskulinitet og hvidhed. I: Kvinder, køn og forskning, 3, s. 42-53

Kristiansen, S. & Krogstrup, H. K. (1999): Deltagende observation. Hans Reitzels Forlag

Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). InterView, København: Hans Reitzel, 2. udgave

Langer, E. J. (1989): Mindfulness. Cambridge, Mass., Da Capo Press

Lorentzen, E. B. & Reintoft S. (2010): Ind i mindfulness. L&R Business

Litteraturliste

109

Mik-Meyer, N. & Villadsen, K. (2007): Magtens former. Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. København, Hans Reitzels Forlag, s. 16-42

Modler, A. K. (2011): Dårlig ledelse skyld i stress. Lokaliseret på http://www.sn.dk/Daarlig-ledelse-skyld-i-stress/Danmark/artikel/133510, d. 3. december 2011

Netterstrøm, B. (2003): Stress set fra et biologisk synspunkt. I: B. Zachariae (red.): Stress – når kroppen siger fra. Vejle: Kroghs Forlag

Neumann, I. (2000): Diskursens materialitet. I: Dansk sociologi, 11 (4), s. 27-46

Nielsen, N. R. & Kristensen, T. S. (2007): Stress i Danmark – Hvad ved vi? København, Sundhedsstyrelsen

Posadzki, P. (2010): The Psychology of Qi Gong: A Qualitative Study. I: Complementary Health Practice Review, 15(2), Sage Publications, s. 84-97

Rienecker, L. & Jørgensen, P. S. (2008): Den gode opgave – Håndbog i opgaveskrivning på videregående uddannelser.. 3. udgave, Forlaget Samfundslitteratur

Rogers, C. (1995 [1961]): On Becoming a Person. A Therapist´s View of Psychotherapy. London, Constable & Company Ltd.

Shapiro, S. L. & Carlson, L.E. (2009): The Art and Science of Mindfulness. Integrating Mind-fulness Into Psychology and the Helping Professions. American Psychological As-sociation

Silverman, D. (2003). Analyzing Talk and Text. I: N.K. Denzin & Y.S. Lincoln (red.) Col-lecting and interpreting Qualitative materials. London: Sage Publications, s. 340-362

Simonsen, D. G. (1996): Som et stykke vådt sæbe mellem fedtede fingre. I: Kvinder, Køn & Forskning, årg. 5, nr. 2, s. 29-50

Staunæs, D. (2004): Køn, etnicitet og skoleliv. Samfundslitteratur

Staunæs, D. (2007): Subversive analysestrategier – eller governmentality med kjole, fjerboa og sari. I: Jette Kofoed & Dorthe Staunæs (red.) Magtballader -14 fortællinger om magt, modstand og menneskers tilblivelse. Danmarks Pædagogiske Universitetsfor-lag, s. 252-268

Staunæs, D. & Søndergaard, D. M. (2005). Interview i en tangotid I: M. Järvinen og N. Mik-Meyer (red.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv: interview, obser-vationer og dokumenter. Gylling: Hans Reitzel. S. 49-72

Staunæs D. & Søndergaard, D. M (2006): Intersektionalitet –udsat for teoretisk justering. I: Kvinder, køn & forskning, årg. 15, nr. 2/3, s. 43-56.

Stelter, R. (2007): Mindfulness i et kropsårvågenheds perspektiv. Lokaliseret på www.idrottsforum.org/articles/stelter/stelter070606.html, d. 17/6-2011

Litteraturliste

110

Stelter, R. (2009): Experiencing mindfulness meditation – a client narrative perspective. I: International Journal of Qualitative Studies in Health and Well-being, vol. 4, s. 145-158

Stormhøj, C. (2001): Poststrukturalisme på arbejde i kvalitativ, empirisk forskning. I: K. B. Pedersen & L. D. Nielsen (red.) Kvalitative metoder – fra metateori til markarbejde, Roskilde Universitetsforlag, s. 60-82

Stormhøj, C. (2006): Poststrukturalismer: Videnskabsteori, analysestrategi, kritik. Samfunds-litteratur

Strøbæk, P. (2009): Stress og socialitet. I: Psyke & logos, årg. 30, nr. 2, s. 559-584, 802-803

Svinth, L. (2009): Mindfulness for børn – at favne sig selv og andre. I: Kognition og Pædago-gik, 19. årgang, nr. 71, Psykologisk Forlag A/S, s. 6-15

Søndergaard, D. M. (1993): Køn på universitetet –kvalificering af et maskulint handlerum. I: A. M. Nielsen (et. al.)(red.): Køn i forandring. Ny forskning om køn, socialisering og identitet. Forlaget Hyldespjæt, s. 195-212

Søndergaard, D. M. (1996): Tegnet på kroppen. Museum Tusculanums Forlag Søndergaard, D. M. (2000): Destabiliserende diskursanalyse: veje ind i poststrukturalistisk

inspireret empirisk forskning. I: Hanne Haavind (red.) Kjønn og fortolkende metode. Metodiske muligheter i kvalitativ forskning. Gyldendal Norsk Forlag AS, s. 60-104.

Søndergaard, D. M. (2002): Subjektivering og desire – begreber på empirisk arbejde i akade-mia. I: Psyke & Logos, årg. 23, nr. 1, s. 38-64

Søndergaard, D. M. (2005): At forske i komplekse tilblivelser. I: T. B. Jensen & G. Christen-sen (red.) Psykologiske & pædagogiske metoder. Kvalitative og kvantitative forsk-ningsmetoder i praksis. Roskilde Universitetsforlag, s. 233-268

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (2010a). Kvalitet i kvalitative studier. I: S. Brinkmann & L. Tanggaard (red.) Kvalitative metoder. En grundbog. Viborg: Hans Reitzel, s. 489-500

Tanggaard, L. & Brinkmann, S. (2010b). Interviewet: Samtalen som forskningsmetode. I: S. Brinkmann & L. Tanggaard (red.) Kvalitative metoder. En grundbog. Viborg: Hans Reitzel, s. 29-54

Teasdale, T. & Svendsen, H. (2005): Spørgeskemaer. I: T. B. Jensen & G. Christensen (red.) Psykologiske & pædagogiske metoder. Kvalitative og kvantitative forskningsmetoder i praksis. Roskilde Universitetsforlag, s. 57-66

Williams, V., Ciarrochi, J. & Deane, F. P. (2010): On being mindful, emotionally aware and more resilient: Longitudinal pilot study of police recruits. I: Australian Psychologist, vol. 45, no. 4, s. 274-282.

Litteraturliste

111

Winsløw, J. H. (2011): Mindfuldhedstræning som middel til at reducere personrettet arbejds-pladsaggression og -viktimisering. I: Psyke & Logos, nr, 1, årg. 32, København, Dansk Psykologisk Forlag, s. 46-65

Wistoft, K (2011): Mindfulness og mental sundhed. I: Psyke & Logos, nr. 1, årg. 32, Dansk Psykologisk Forlag, s. 146-169

Zachariae, B. (2003): Stress i biopsykosocialt perspektiv. I: B. Zachariae (red.): Stress – når kroppen siger fra. Vejle: Kroghs Forlag

Hjemmesider:

www.datatilsynet.dk: Lokaliseret d. 15. september 2011

www.kufab.ku.dk: http://kufab.ku.dk/undersogelser/kropslige_oplevelser/ Lokaliseret d. 12. juli 2011

Bilag 1, 2 & 5:

112

Bilag 1, 2 & 5: Ikke med i denne udgave

Bilag 3: Interviewguide

113

Bilag 3: Interviewguide Informationer der gives inden interviewet påbegyndes: Introduktion: Interviewet handler om dine erfaringer og oplevelser med stress og mindfulness. Særligt med fokus på hvad du oplever, at mindfulness gør ved dig og din oplevelse af stress. Først vil jeg spørge lidt ind til dit arbejde og hvordan du oplevede at blive stresset. Derefter vil jeg spørge ind til dine erfaringer med mindfulness. Og til sidst din fremtid med mindfulness. Jeg vil gøre det klart for dig, at det til hver en tid er tilladt at sige, hvis der er nogle spørgsmål, som du ikke ønsker at besvare. Derudover kan du altid vælge at trække din medvirken i inter-viewet tilbage. Fortrolighed/Anonymitet: Dit navn og dine personlige oplysninger anonymiseres, så besvarelserne ikke kan føres tilbage til dig. Båndoptagelse: Interviewet optages på diktafon, hvorefter det transskriberes. Der vil være mulighed for at gennemlæse transskriptionen, hvis du ønsker det. Tid: Interviewets varighed er ca. en time. Tema: Tilknytning til ar-bejdsmarkedet og vejen ind i stress

Forskningsspørgsmål Interviewspørgsmål Hvilke betingelser tilskrives betydning i forhold til udvik-ling af stress? Hvordan positione-res/positionerer informanten sig i forhold til gældende ar-bejdsdiskurser?

• Arbejder du nu eller er du sygemeldt eller imellem jobs?

• Hvilket arbejde har/havde du? • Beskriv en typisk arbejdsdag? • Hvordan oplever du arbejdsmiljøet på arbejdspladsen? • Hvad betyder det for dig at kunne varetage et arbejde?

For dit liv? • Hvorfor er/var dit arbejde stressende? • Hvordan mærkede du, at du blev stresset? • Hvordan oplever du, at din kontakt til din arbejdsplads

er/var omkring din stress? • Føler du, at din arbejdsplads kunne have gjort noget

for at forhindre din udvikling af stress?

Stressens konsekvenser for informanten Hvordan har informanten ændret sin positionering i forhold til at arbejde?

• Hvordan påvirker det din hverdag, at du er stresset/har været stresset/er følsom overfor stress/bekymret for at bliver stresset?

• Har det haft betydning for andre, at du er blevet stres-set?

o Hvem?


114

o Hvordan? Tema: Vejen ind i mind-fulness

Forskningsspørgsmål Interviewspørgsmål Hvilke begrundelser tales frem for at vælge mindfulness som intervention mod stress? Hvilken subjektopfattelse tales frem?

o Hvorfor valgte du at begynde på mindfulness? o Hvorfor netop denne løsning på dit problem

med stress? o Hvem blev du henvist af? Læge, venner, arbej-

de, andre? • Hvad indebærer den form for mindfulness, du dyrker? • Hvad forventer du, at mindfulness kan gøre for dig?

Dit mål?

Tema: Nutid med mind-fulness og stress

Forskningsspørgsmål Interviewspørgsmål Hvad tilbydes informanten i mindfulnessdiskursen? Hvordan positionerer infor-manten sig igennem mindful-nessdiskursen? Fremstår der gennem mind-fulness en ændring af positio-nering i forhold til arbejds-diskurser?

• Hvordan arbejder du med mindfulness? • Hvordan oplever du, at mindfulness virker på dig?

o Hvad oplever du? o Hvordan føles det? o Hvad bliver du opmærksom på?

• Giv nogle konkrete eksempler • Hvad lærer/ har du lært om dig selv i mindfulness? • Har mindfulness ændret måden du opfatter dig selv

på? o Andre på? o Dit arbejde på? o Hvordan?

• I hvilke sammenhænge anvender du mindfulness? o Bruger du dit ud over de specifikke øvelser? o Hvor ofte?

Mindfulness som intervention mod stress Hvordan hænger effekten af mindfulness sammen med informantens tilgang dertil? Fremstår mindfulness alene som løsningen på stress?

• Hvordan oplever du, at mindfulness virker på din op-levelse af stress?

o Virker det? o Giv eksempler på, hvordan det virker mod

stress • Har mindfulness ændret måden, du opfatter eller ople-

ver din stress på? • Føler du, at du bedre kan varetage dit job, når du dyr-

ker mindfulness? • Hvorfor/hvorfor ikke?

Tema: Fremtid med mindfulness

Forskningsspørgsmål Interviewspørgsmål Hvordan vil informanten bru-ge mindfulness i fremtiden?

• Når du dit mål med mindfulness? • Vil du fortsat udøve mindfulness efter dit kursus er af-


115

Hvordan positionerer infor-manten sig i forhold til mind-fulness som redskab og livs-stil?

sluttet? o Hvordan? o Hvorfor?

• Er mindfulness en metode for dig eller nærmere blevet en ny måde at leve livet på?

o Uddyb dit svar • Forbinder du mindfulness med noget religiøst?

o Hvordan • Kan du forestille sig, at mindfulness kan bidrage til et

bedre arbejdsmiljø på din arbejdsplads eller på ar-bejdspladser generelt?

o Hvordan? o Hvorfor?

Interviewet er nu ved at nå sin afslutning. • Har du gjort dig nogle overvejelser i forbindelse med

mindfulness, som jeg ikke har spurgt ind til? Hvilke? • Er der noget, som du har undret dig over i løbet af in-

terviewet? • Har du nogle spørgsmål?

Kan du sætte nogle ord på, hvad det bedste ved at deltage i dette interview har været?

(Interviewguide udarbejdet med inspiration fra Tanggaard & Brinkmann 2010).

Bilag 4: Informeret samtykke-erklæring

116

Bilag 4: Informeret samtykke-erklæring Informeret samtykkeerklæring i forbindelse med interview Denne erklæring gælder for interview med Marie Schaarup Andersen, specialestuderende i pædagogisk psykologi ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Interviewets formål Interviewet er en del af et specialeprojekt, der handler om mindfulness som forebyggende og håndterende intervention mod arbejdsrelateret stress. Formålet med specialet er at producere viden, der kan skabe refleksion hos den enkelte medarbejder, der udøver mindfulness, samt hos de arbejdspladser, der tilbyder deres medarbejdere interventionsformen. En refleksion over og en forståelse for, hvad man skriver sig ind i, og hvad man gennemgår, når en mind-fulness-baseret intervention sættes i værk. Derudover vil specialet bidrage med perspektiver til debatten om det gode psykiske arbejdsmiljø. Interviewet Interviewet handler om dine erfaringer og oplevelser med stress og mindfulness. Særligt med fokus på hvad du oplever, at mindfulness gør ved dig og din oplevelse af stress. Du vil blive spurgt ind til følgende temaer:

• Dit arbejde og hvordan det er stressende • Dine begrundelser for at vælge mindfulness som løsning på dit problem med stress • Konkrete oplevelser med mindfulness • Hvordan mindfulness virker mod din oplevelse af stress • Hvordan du i fremtiden vil anvende mindfulness

Interviewet varer ca. en time. Det vil blive optaget på diktafon, hvorefter det transskriberes. Der vil være mulighed for at gennemlæse transskriptionen og komme med rettelser. Det er frivilligt at deltage i interviewet. Derfor er det til enhver tid tilladt at afvise at svare på udvalgte spørgsmål. Desuden kan udvalgte svar altid trækkes tilbage, eller du kan vælge helt at trække sig ud af interviewet. Efter interviewet Alle dine private data vil blive behandlet fortroligt, hvilket betyder, at fx dit navn, din bopæl, hjemby, arbejdsplads, dit udseende mm. ikke bliver afsløret i specialet. Disse data vil kun være tilgængelig for den specialestuderende.

Undertegnede er indforstået med ovenstående og ønsker at deltage i interviewet. ______________________________________________ Dato/Deltagers underskrift ______________________________________________ Dato/Specialestuderendes underskrift

mindfulnessdiskursens tilbud til subjekter, der gør ...€¦ · forskning tyder desuden på, at...

Documents