mary downing hahn g i nn læs starten aftellerup.dk/pdf/1307.pdf · gæster klagede over tyverier...

Spøgelset i lundenMary Downing Hahn

Læs starten af ...

5

Bedste tog storsmilende imod os på banegården med udbredte arme. Min søster løb hende hvinende i møde, men jeg blev stå-ende. Det kan godt være at det er okay for piger at vise følelser offentligt. Det er noget andet med drenge. Jeg blev trods alt snart tretten og var alt for gammel til den slags pjat.

Bedste vendte sig mod mig efter at have krammet Cecilie. „Må jeg lige se dig, Tim. Du er røget i vejret siden sidst. Hvor høj er du?“

Jeg trak på skuldrene. „1,67, måske 1,68. Ikke så høj endda. En af drengene i min klasse er allerede 1,82.“

„Jeg er næsten lige så høj som Tim,“ tilføjede Cecilie. „Og jeg er et helt år yngre.“

Bedste førte os hen til bagagevognen mens Cecilie plaprede løs om togturen. Vi tog vores kufferter og gik mod parkerings-pladsen. Den sene eftermiddagsvind var kølig og himlen blå; noget af en omvæltning fra storbyens fugtige varme hvor vi kom fra.

„Velkommen på landet.“ Bedste åbnede bildøren. „Smid jeres bagage ind bagi og hop ind.“

Cecilie hoppede ind ved siden af Bedste, og jeg satte mig på bagsædet.

„Nå, kan I så klare at være væk fra jeres forældre hele som-merferien?“ spurgte Bedste.

Min søster og jeg kiggede grinende på hinanden. „Vi kommer nok til at savne dem en smule,“ sagde Cecilie, „men vi er vant til at være væk hjemmefra i sommerferien.“

Kapitel 1Spøgelset i lunden© 2010 Tellerup.dk

DK-4291 Ruds-VedbyOmslagsillustration: Bent Holm

Typografisk design: Pernille Holm

Denne bog er sat medArno Pro

samt Edison MFog trykt hos

Norhaven A/S, Viborg

ISBN: 978-87-588-0875-8

Originaltitel:All the lovely Bad Ones

Copyright © 2008 by Mary Downing Hahn

Published by special arrangement with Clarion Books, an imprint of Houghton Mifflin Harcourt Publishing Company

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

http://tellerup.dk/?Bog=1307




6 7

Bedste drejede ned ad en lang, lige indkørsel flankeret på begge sider af høje træer. For enden ad indkørslen lå et tre-etagers rødt murstenshus. Den sene eftermiddagssol kastede gyldne stråler ned over græsplænen, blomsterbedene og træ-gyngestolene på terrassen. Bag pensionatet henlå det bakkede landskab i skygge.

Bedste parkerede bilen, og Cecilie og jeg hoppede ud. Jeg skulle til at tage min kuffert, da Bedste sagde: „Lad den bare ligge. Henry tager den med ind senere. Martha lovede at have en kande iskold saftevand og dejlige lune småkager klar når I ankom.“

Vi fulgte efter Bedste ad en sti belagt med sten og kantet med tætte, hvide blomster hen til en gårdhave som henlå i skygge under en enorm blåregn. I nærheden plaskede vand fra et springvand i en havedam, og jeg fik øje på røde fisk som svømmede rundt i havedammens dyb. Blomster stod i flor alle vegne og bierne summede. Fuglene tjirpede og fløjtede i træerne.

Vi satte os ved et bord, og en ældre dame kom imod os med en bakke i hænderne. Hendes grå hår var redt stramt tilbage i en knold i nakken, og hendes ansigt havde vist mere eller mindre sat sig fast i en permanent, truende grimasse. Uden så meget som at smile, satte hun bakken fra sig og trådte et skridt tilbage.

„Tak, Martha. Det ser dejligt ud.“ Bedste introducerede os. „Det glæder mig at møde jer.“ Stadig intet smil, bare et hurtigt nik med hovedet.

„Martha Bayer er vores madmor,“ fortalte Bedste. „Folk kom-mer år efter år for at smage hendes berømte blåbærtærte.“

Endnu et nik med hovedet. Fru Bayer trak sig tilbage så vi kunne nyde vores saft og småkager.

Bedste smilede. „Jeg er glad for at I valgte at komme og be-søge mig i stedet for at tage på feriekoloni.“

Cecilie og jeg undgik at kigge på hinanden af frygt for at vi ville komme til at sprutte af grin og dermed afsløre os selv. Vi havde faktisk ikke haft valget. Vores forældre havde modtaget et brev hvor der stod at vi ikke var velkomne på feriekolonien fordi vi ikke udviste den rette feriekoloni-ånd. Bare fordi vi havde startet madkampe, kæntret en kano med vilje og piftet en af de voksnes cykler den dag vi skulle cykle over 30 kilometer i silende regnvejr. Det var da ikke vores skyld at de voksne ingen humor havde.

Men for at være helt ærlig: Cecilie og jeg havde en tendens til at komme galt af sted uanset hvor vi befandt os. Vi var nogle rigtige skarnsunger. Okay, så slemme var vi måske heller ikke. Vi foretrak betegnelsen ’spilopmagere’. Men ligesom de voksne på feriekolonien, syntes mor og far – og de fleste andre voksne – ikke om vores narrestreger.

Vi havde lovet vores forældre at opføre os ordentligt hos Bedste. Én eneste opringning fra hende, og vi ville komme til at bruge resten af sommerferien på blækregning.

Vi kørte ad smalle landeveje, forbi marker, over bakker og så massevis af sortbrogede køer som stod og gumlede græs. Over dem var himlen blå.

„Så er vi her,“ sagde Bedste og pegede på et nydeligt malet skilt:

PENSIONAT RÆVEHØJENDREJ TIL HØJRE NÆSTE GANG

Under ordene var et billede af en smilende ræv, og derunder hang et LEDIGT skilt.



8 9

„Normalt må du da have flere gæster end det?“ Bedste sukkede. „Det troede jeg også da jeg købte stedet, men

pensionatet ligger ret afsides. Turisterne vil gerne være tættere på nogle af de større byer.“ Hun satte sig op i stolen som om hun skulle lige til at rejse sig, men blev siddende. „Pensionatets beliggenhed er faktisk kun en del af problemet,“ tilføjede hun langsomt.

Cecilie og jeg så på hinanden i spænding. Et øjeblik sad Bedste og så på pensionatet med blikket rettet

skiftevis fra det ene vindue til det andet.„Jeg vil egentlig helst være fri for at tale om det,“ sagde hun

endelig, „men I kan ikke undgå at høre om det fra de andre gæ-ster.“ Rævehøjen bliver nævnt i bogen ’Hjemsøgte Pensionater’.

Cecilie og jeg gjorde store øjne og lænede os frem i stolene. Jeg fik kuldegysninger. Hvad kunne være mere spændende end at tilbringe hele sommerferien i et hjemsøgt pensionat?

„Uuh,“ mumlede Cecilie. „Jeg har altid gerne villet se et spø-gelse.“

„Vær nu ikke dum,“ sagde jeg. „Du kan ikke engang se en skrækfilm uden at få mareridt.“

„Så det kan jeg ikke? Jeg så faktisk en rigtig uhyggelig film i sidste uge uden at lukke øjnene eller noget!“

„Bare rolig.“ Bedste klappede Cecilies hånd. „Ingen har set spøgelser her siden jeg købte pensionatet af hr. og fru Loft.“ „Hvor tror du de er taget hen?“ spurgte Cecilie.

„Ud til vandet,“ sagde Bedste. „De ville åbne et pensionat ved stranden.“

„Nej, ikke hr. og fru Loft,“ sagde jeg. „Spøgelserne. Hvor tog de hen?“

Bedste trak på skuldrene. „Hvis du spørger mig, har de aldrig været her.“

„Martha er en smule utilnærmelig,“ indrømmede Bedste, „men hun og hendes mand fulgte mere eller mindre med pen-sionatet da jeg overtog det. Og hun er altså uovertruffen i et køkken.“

Cecilie prikkede til min ankel med skosnuden og hviskede: „Hun ligner en sur, gammel heks.“

Bedste lænede sig ind over bordet for at feje en vildfaren hårtot væk fra Cecilies øjne. „I kommer nok på andre tanker efter jeres første måltid her.“

Cecilie tog en småkage. Hun tyggede og så sig omkring. „Er det en swimmingpool?“

Bedste nikkede. „I må bruge den så tosset I vil … så længe I er sammen. Jeg har ingen livredder.“

Hun pegede forbi swimmingpoolen på den store græsplæne som var spættet med gammeldags havestole. „Tennisbanen er derovre, hvis I er til den slags. Der er også cykler.“

Bedste spiste en småkage. „Hvis det regner,“ fortsatte hun, „er der både bibliotek, computer, tv, dvd-afspiller og et hav af gamle brætspil. I kommer forhåbentlig ikke til at kede jer.“ Cecilie og jeg lænede os tilbage i hver vores stol og drak vores dejlige, kølige saftevand. Det kunne godt ende med at blive en god sommer. Ingen tidsplaner; ingen planlagte aktiviteter; in-gen kedelige sysler. For første gang kunne vi gøre hvad vi ville. Deriblandt ingenting. Ingenting overhovedet.

Cecilie så på pensionatet. „Har du mange gæster?“ „Der er seks værelser,“ sagde Bedste. „Fire på anden sal, og to

på tredje. Der er plads til tolv gæster, men her er kun to i dag. To unge mænd.“

Cecilie så sig omkring. „Hvor er de?“ „De er ude at cykle, men de kommer snart hjem og spiser

aftensmad.“



1110

en skygge af sig selv under dynger af efeu og ukrudt. Spurgte man forbipasserende, var huset hjemsøgt.

I 1955 kom det unge par, hr. og fru Loft forbi og så straks hu-sets potentiale. De brugte mere end ti år på at restaurere huset og grunden omkring huset. I 1967 åbnede pensionatet på Rævehøjen for de første gæster.

Det varede ikke længe førend hr. og fru Loft fik de første kla- ger fra gæsterne. En kvinde iført lang , hvid kjole strejfede om-kring på grunden om natten, jamrende så højlydt at hun væk- kede gæsterne. Andre blev holdt vågne af larmende børn som løb rundt på gangene. Flere fortalte at de hørte fodtrin på trapperne, døre der smækkede, hunde som gøede, hulken og latter. Lys og radioer blev tændt midt om natten. Vand strømmede fra hanerne, og toiletterne skyllede ud konstant. Strømmen kom og gik uden grund.

Én kvinde var i særdeleshed forarget over et uforskammet barn som blev ved med at kalde hende ’fede ko’, for derefter at forsvinde inden hun nåede at se ham. Mere alvorligt var det dog, at flere gæster klagede over tyverier af ure, ringe, smykker og deslige som forsvandt fra skuffer og sengeborde.

Hr. og fru Loft stod lige så uforstående over for problemet som gæ-sterne. De undersøgte rørene og elektriciteten; de låste dørene om nat-ten; de ansatte endda en nattevagt. Intet hjalp. Hændelserne fortsatte.

Inden længe blev pensionatet invaderet af synske folk og spøgelses-jægere med helt specielle kameraer og båndoptagere. Eksperterne var alle enige: pensionatet var hjemsøgt.

Som de fleste måske ved, besidder visse personer evnen til at for-nemme spøgelsers tilstedeværelse. Hvis De vil teste Dem selv, foreslår jeg en overnatning på Pensionat Rævehøjen. Jeg tog en overnatning … og blev ikke skuffet! Da jeg vågnede manglede den billige ring som jeg bevidst havde lagt på sengebordet.

„Tror du ikke på spøgelser?“ Cecilie så forbavset ud.„Naturligvis ikke,“ grinede Bedste. „Jeg tager dog mig selv

i at ønske dem tilbage sommetider. Det ville være godt for omsætningen.“

„Hvad mener du?“ spurgte jeg.„Du ville blive forbavset hvis du vidste hvor mange der kom-

mer her på grund af den åndssvage bog,“ sagde Bedste. „Og de forsvinder lige så hurtigt igen når de ingen spøgelser ser. Nogle vil endda have deres penge retur.“

„Har du bogen?“ spurgte jeg.„Selvfølgelig.“ Bedste rejste sig og førte an ind på pensionatet,

gennem køkkenet, og ned ad en gang ind i et stort værelse i husets forreste del. „Biblioteket,“ sagde hun.

Eftermiddagssolen kastede sine stråler ind ad nogle høje vin-duer i biblioteket. Adskillige læderlænestole stod langs vindu-erne. En matchende sofa stod tæt ved døren, og foran sofaen stod et lavt bord dækket med blade og magasiner. Bibliotekets indbyggede reoler var proppet med bøger.

Bedste tog en tyk, slidt bog op og rakte den til mig. „Side 103,“ sagde hun.

Jeg satte mig i sofaen. Cecilie pressede sig ned ved siden af mig. Jeg slog op på side 103.

Pensionat Rævehøjen blev opført i slutningen af 1700-tallet som privat bolig , og har gennem de sidste mange år haft flere forskellige ejere. Efter at have gennemgået indtil flere gamle fortegnelser, fandt undertegnede, at pensionatets historie kun er overfladisk beskrevet. Det tjente tilsyneladende flere formål og fungerede således både som pensionat, tuberkulose-sanatorium og privatskole. Stedet blev forladt i 1940. Det stod tomt i femten år. Vejret, forsømmelse og hærværk havde sine omkostninger. Palæet blev hurtigt omdannet til



13

Spisestuen var stor nok til 30 personer, men kun to borde var optaget. Cykelrytterne sad ved nogle franske døre som var luk-ket op ud mod markerne. De to magre mænd var solbrændte og havde muskuløse ben. De lignede ikke nogen som var kommet for at jage spøgelser.

Ved et andet bord sad hr. og fru Jensen som var ankommet lige inden spisetid samme dag for at få et værelse. De var gamle, men ikke ældgamle – de var nok omkring 40-50 år. Hans hår var gråt, og hendes gyldenbrunt (ifølge Cecilie var det farvet). Han var iført friluftsshorts, T-shirt med militærprint og vandresan-daler over uldne sokker. „Han bryder sig ikke om at vise sine grimme tæer,“ hviskede Cecilie.

Hans kone havde et par shorts, en blomstret T-shirt og åbne sandaler på som viste hendes sirligt rødlakerede negle.

De så egentlig ret veltrænede ud, deres alder taget i betragt-ning, men jeg tvivlede på at de var kommet hertil for at cykle eller gå lange ture. Cecilie gættede på at de samlede på antikke genstande og var kommet hertil for at finde gammelt ragelse som de kunne stille op hjemme i deres stue.

Så gik det op for os at de sad med et eksemplar af ’Hjemsøgte Pensionater’. Bedste ignorerede demonstrativt deres bogvalg, men Cecilie sparkede til mig for at være sikker på at jeg havde set det.

Som lovet havde den strenge og tavse fru Bayer forberedt et pragtmåltid: ris med krydret kylling og grøntsager – som jeg skubbede til siden – samt friskbagt brød og salat.

Kapitel 2Og husk, at selv hvis De ikke ser et spøgelse vil De ikke fortryde et ophold på pensionatet. Hr. og fru Lofts gæstfrihed, pensionatets charme, den friske landluft, den smukke natur og de vidunderlige måltider tilberedt af stedets fantastiske madmor, Fru Martha Bayer, ikke at forglemme, gør helt bestemt stedet værd at besøge.

Jeg lukkede bogen og så på Bedste. „Er du sikker …“ Hun afbrød mig med en hovedrysten og satte bogen tilbage

på hylden. „Det er det rene opspind. Nå, klokken er 17.30. Det er tid til aftensmad.“

Cecilie og jeg så på hinanden på vej ud af biblioteket. Jeg vidste at hun tænkte præcis det samme som mig: banken og skraben, fodtrin, døre der åbnede og lukkede … dét kunne vi også, og mere til. At bringe spøgelserne til live på Pensionat Rævehøjen ville være som at lege spøgelseshus hele sommeren.



14 15

Hvis hun spiser for meget, tror de at hun har bulimi. Jeg tror hun elsker opmærksomheden.

Efter aftensmaden lod Bedste sig falde ned i en gyngestol på terrassen. Hun så ud over markerne. Træerne langs indkørslen kastede lange skygger mod pensionatet. Svalerne fløj højt og dykkede mens de fangede insekter i luften.

Cykelrytterne satte sig i nærheden og bredte et stort kort ud på bordet for at planlægge næste dags tur. „Jeg synes vi skal køre denne vej.“

„Jeg havde håbet på,“ sagde den anden, „at vi kunne tage det stille og roligt efter turen i dag. Hvad med om vi tager vejen langs floden?“

„Vi er ikke kommet for at slappe af, men for at komme i form, Lars.“

De fortsatte deres diskussion mens fru Jensen trådte ud på terrassen. I hænderne havde hun ’Hjemsøgte Pensionater’.

„Undskyld, fru Sørensen,“ sagde hun, „men min mand og jeg læste om Rævehøjen i denne bog, og vi tænkte at …“

Bedste smilede og rystede på hovedet. „Jeg er ked af at skuffe Dem, men ingen har set spøgelser her de sidste tre år. Måske rejste de med pensionatets tidligere ejere.“

Fru Jensen sukkede. „Ifølge forfatteren skal man være i har-moni med åndeverdenen for at se spøgelser. Bare fordi ingen har set dem, betyder det jo ikke at de ikke er her.“

„Jeg er glad for at jeg ikke evner denne harmoni med ån-deverdenen,“ sagde Bedste venligt. „Den virkelige verden er skræmmende nok for mig.“

Hr. Jensen trådte ud på terrassen og hørte det sidste af samta-len. „Hvad med jer, unger?“ spurgte han. „Tror I på spøgelser?“

Cecilie og jeg så alvorlige ud. „Helt sikkert,“ sagde jeg.„Jeg har set et spøgelse,“ sagde Cecilie.

En lyshåret pige med fregner på næsen serverede maden for os. Hun lignede én på 16. Hun gik sikkert i gymnasiet. Hun var ret lækker; præcis sådan en type jeg gerne selv ville have som kæreste en dag.

„Sarah,“ sagde Bedste, „det er mine børnebørn, Tim og Cecilie. De skal være her i sommerferien.“ Hun smilede til os og tilføjede: „Jeg ved ikke hvad jeg skulle stille op uden Sarah. Hun serverer, vasker op og holder pensionatet rent og pænt.“

„I vil elske at være her,“ sagde Sarah og lænede sig tættere på Cecilie og mig. „Pensionatet er efter sigende hjemsøgt, men jeg har endnu ikke oplevet noget usædvanligt. Det er faktisk ret skuffende. Jeg havde håbet på at komme tilbage til skolen med en masse uhyggelige historier.“

Bedste rystede på hovedet. „Jeg troede du vidste bedre.“„Jeg ved godt at du ikke tror på spøgelser,“ sagde hun til Bed-

ste, „men du kan ikke bevise at de ikke eksisterer.“„Du kan heller ikke bevise at de eksisterer,“ pointerede Bed-

ste.„Hvorfor lader vi ikke tvivlen komme dem til gode?“ spurgte

Cecilie. „Det gør det hele meget mere interessant.“„Det er nok pjat for i aften.“ Bedste så på Cecilies tallerken og

rynkede brynene. „Spis jeres mad før den bliver kold.“Sarah forlod bordet for at fylde mere vand i cykelrytternes

glas, og jeg kastede mig over min mad som jeg skyllede ned med litervis af saftevand, efterfulgt af ferskentærte med flødeskum. Det var nok det bedste måltid jeg nogensinde havde fået … hvis man så bort fra grøntsagerne, altså.

Cecilie spiste det meste af sin mad, hvilket var utroligt. Hun plejer at sidde og stikke til maden, hvilket driver mor og far til vanvid. Hvis hun spiser for lidt, tror de at hun har anoreksi.



16 17

„Det viste sig at den gamle dame døde på samme tidspunkt hvor jeg så hende på Julies værelse. Hun var kommet for at sige farvel.“

Fru Jensen tog sin mands hånd. „Uh, jeg får kuldegysninger.“„Også mig.“ Cecilie gned armene som om hun frøs. „Jeg kan

stadig se den gamle dame for mig.“„Sådanne episoder bliver tit rapporteret,“ tilføjede hr. Jensen.

„Det er et veldokumenteret fænomen; det sidste farvel.“Fru Jensen vendte sig om mod Bedste. „Hvad tænker De så

nu? De tror vel på Deres eget barnebarn?“ Bedste så på Cecilie. „Jeg må indrømme at jeg ikke anede at

hun var så god til at fortælle historier.“Cecilie var ikke god til at fortælle historier … hun var fremra-

gende. Uanset hvad Bedste mente om den gamle dames sidste farvel, åd hr. og fru Jensen det råt. Faktisk troede jeg næsten selv på hende.

Mens Bedste rokkede frem og tilbage i sin gyngestol, fortalte hr. og fru Jensen nogle spøgelseshistorier som de enten havde læst eller fået fortalt; det sidste farvel, spøgelseslimousiner på øde landeveje, gammeldags kvinder i brune kjoler som dukkede op og forsvandt igen i mørke gange.

Cykelrytterne stoppede deres diskussion og lyttede med. Lars bød endda ind med en historie om mystiske, blå lys som svævede over jorden et ukendt sted. Hans kammerat, Robert, sagde at han ikke troede på den slags, hvilket udløste et bifal-dende nik fra Bedste.

Sarah sluttede sig til os og fortalte at hendes farfar havde set spøgelset af sin afdøde hund på præcis det sted hvor den var blevet påkørt af en bil og slået ihjel. Og hendes søster havde engang været på besøg hos en veninde og set en dame i lang, grå kjole gå igennem en væg og forsvinde. „Huset var rigtig

„Er det sandt?“ Fru Jensen holdt vejret og var tydeligvis parat til at tro på hvad som helst. „Hvordan var det? Kan du fortælle os om det?“

Jeg tog hånden op foran munden og skjulte et grin. Om hun kunne! De skulle bare vide hvor meget min søster elskede op-mærksomhed.

„Altså,“ begyndte hun, „sidste vinter da jeg sov hjemme hos min veninde, Julie, blev jeg vækket af noget midt om natten. Da jeg åbnede øjnene så jeg en gammel dame stå for fodenden af sengen og stirre på Julie.“

Cecilie holdt en pause … for at bygge spændingen op, går jeg ud fra.

„Da det gik op for den gamle dame at jeg var vågen,“ fortsatte hun, „smilede hun til mig og pressede en finger mod læberne. Så gik hun rigtig langsomt ud ad rummet mens hun så på Julie som om hun aldrig skulle se hende igen.“

Hr. og fru Jensen slugte hvert eneste ord råt. Bedste lyttede også, men hun spekulerede nok nærmere over hvilke narrestre-ger min søster var i gang med.

„Næste morgen,“ sagde Cecilie og smurte tykt på, „regnede jeg med at møde Julies bedstemor, men da jeg spurgte hvor hun var, sagde Julies mor at hun boede langt væk. ’Hvem var så den gamle dame jeg så på Julies værelse?’ spurgte jeg. De så alle på mig som om jeg havde mistet forstanden – selv Julie. ’Her er ingen gammel dame,’ sagde Julies far. ’Du har sikkert drømt.’“ Cecilie holdt inde og klaskede en myg.

„Og så ringede telefonen, og Julies mor tog den. Først sagde hun ’nej, åh, nej.’ Så spurgte hun ’hvornår?’. Og så begyndte hun at græde.“

Hun tog en dyb indånding og sænkede stemmen. Vi lænede os alle tættere på for at høre hende.



18 19

personer, men jeg syntes det måtte være irriterende at være afhængig af sådan nogle sure løg.

Vi fulgte efter Bedste og hr. Bayer gennem køkkenet ind i et anneks oven på pensionatets bageste del.

„Her boede tjenestefolkene i gamle dage,“ fortalte Bedste, „men hr. og fru Loft indrettede det som lejlighed og boede der selv.“ Da vi nåede enden af en gang, stillede hr. Bayer vores bagage fra sig og gik tilbage uden en lyd.

Bedste åbnede dørene ind til to små, identiske værelser. „Jeg ville have malet og sat nye gardiner op, men jeg nåede aldrig så langt. Sæsonen startede med 12 cykelryttere og derefter en busfuld pensionister, hvilket var gavnligt for omsætningen, men det tog al min tid.“

„Det ser fint ud,“ sagde jeg. „En seng, en kommode, et bord, en stol og en lampe. Hvad mere har man brug for?“

Cecilie nikkede. „Du skulle have set mit værelse på feriekolo-nien sidste sommer; fire køjesenge, otte piger og badeværelse på gangen.“

Bedste smilede og trak sig tilbage. „Det har været en lang dag. Hvis I ikke har noget imod det, vil jeg gå i seng så I kan få pakket ud.“

Da hun var gået, fulgte jeg efter Cecilie ind på hendes lille værelse. „Hvordan fandt du på historien om Julie og bedste-moren?“

„Jeg så det i et fjernsynsprogram om spøgelser. Hr. og fru Jensen åd den råt, ikke?“

„Tænker du det samme som mig?“ Cecilie grinede. „Spøgelserne vender snart tilbage på pen-

sionatet,“ sagde hun. „Jeg tror faktisk at hr. og fru Jensen vil blive udsat for deres helt egen overnaturlige oplevelse inden de rejser hjem.“

gammelt,“ tilføjede hun, „og dem som boede der havde selv set spøgelserne.“

Efterhånden gled historierne ud i sandet og vi sad tilbage i stilhed, hver af os fordybet i egne tanker – om spøgelser, sikkert. Nogle af os troede på dem, nogle af os gjorde ikke, og nogle af os var ikke sikre. Månen var næsten fuld og aftenhimlen var tæt besat med stjerner; tusindvis, måske millioner. Flere end jeg nogensinde havde set i storbyen hvor vi kom fra.

„Det er ved at blive køligt.“ Fru Jensen rejste sig og gik mod døren med sin mand i hælene.

Cykelrytterne gabte og fulgte efter. „Vi har en stor dag for-ude,“ sagde Robert. „120 kilometer i kuperet terræn.“

Lars stønnede.Da Sarah rejste sig, spurgte Bedste om hun ville lade hr. Bayer

vide at der var brug for ham.Et øjeblik efter krydsede en kort, skægget mand græsplænen

og kom imod os. Først troede jeg at en ældgammel havenisse var blevet vakt til live, men det viste sig at være hr. Bayer. Han så lige så truende ud som sin kone, ja endda endnu mere på grund af det nedadgående overskæg.

„Det er mine børnebørn, Cecilie og Tim,“ fortalte Bedste. „De bor på de to værelser for enden ad gangen på første sal. Vil du være sød at hjælpe dem med deres bagage?“

Hr. Bayer tog vores kufferter ud af bilen og bar dem med lethed indenfor. Ligesom fru Bayer sagde han ikke et ord til nogen, men gryntede bare som svar når Bedste talte til ham. „Henry er en smule fåmælt,“ sagde Bedste. „Men han bærer bagage op og ned ad trapperne, reparerer hvad der går i stykker og sørger for at holde orden her på grunden. Man kan næsten sige at han og hans kone driver pensionatet.“

Hun lo som om hr. og fru Bayer var de mest elskværdige



20 21

„Undskyld,“ sagde jeg og forsøgte alt hvad jeg kunne for at lyde oprigtig, men det var svært for jeg kunne ikke lade være med at fnise.

„Du må ikke være sur,“ sagde Cecilie, og klarede det noget bedre end mig. „Vi er bare så glade over at være her. Vi blev nok bare lidt for begejstrede.“

Bedste kom ind på værelset og gav os hvert et kys. „Jeg er ikke sur. Bare træt. Fald nu ned og smut så i seng.“

Da hun var gået, gik jeg ind på mit værelse og tog pyjamas på. Jeg gik tilbage til Cecilies værelse og bankede på. „Kom ind,“ svarede hun.

Hun havde stadig shorts og T-shirt på, og var ved at gennem-rode sin kuffert indtil hun endelig fandt hvad hun ledte efter.

Hun holdt en hvid natkjole frem og svingede den fra side til side foran mig. „I morgen tidlig når vi spiser morgenmad vil jeg fortælle hr. og fru Jensen at jeg har set et spøgelse i en lang, hvid kjole, og at det flagrede rundt under træerne … præcis som spøgelset i bogen om de hjemsøgte pensionater.“

„Hvem siger de vil tro dig?“ „De troede jo på historien om bedstemoren, ikke?“ Cecilie

glattede kjolen. „Folk som hr. og fru Jensen er nemme at narre fordi de ønsker at se spøgelser. Man behøver ikke at overbevise dem … de tror allerede på at spøgelser eksisterer. Alt hvad jeg behøver at gøre, er at gå udenfor i min natkjole i morgen nat. Så vil de tro de har set et spøgelse.“

„Men vil de ikke genkende dig?“ Cecilie sukkede på samme måde som hun plejede at gøre når

jeg åbenbart var for tumpet til at være hendes bror.„Vi tager cyklerne ind til byen og køber hvid ansigtsmaling

og noget af det der sorte stads som teenagerne bruger rundt om øjnene. Måske kan vi finde et langt, gennemsigtigt tørklæde

„De vil tage hjem og fortælle det til deres venner,“ sagde jeg, „som så kommer hertil i håbet om at se spøgelser. Og de bliver ikke skuffede.“

„Inden længe vil alle værelser på Rævehøjen være lejet ud,“ fortsatte Cecilie. „Og Bedste bliver nødt til at sende folk hjem.“

„De slår deres telte op i haven.“„De kigger ind ad vinduerne.“„Der vil være trafikprop helt ude fra motorvejen.“„Fjernsynet sender et hold spøgelsesjægere og synske per-

soner herud.“„Vi kommer i tv-avisen.“„Der bliver lavet et program om os.“„En forfatter vil skrive en bog om Rævehøjen.“„Det bliver en bragende succes.“„Den bliver filmatiseret!“ „Og vi får hovedrollerne!“ „Vi bliver berømte!“På det tidspunkt råbte og grinede vi mens vi hoppede rundt

i Cecilies seng.„Tim!“ råbte Bedste ude fra gangen. „Cecilie! Hvad i alverden

foregår der?“ Vi forsøgte at stoppe med at grine. „Vi fjoller bare rundt,“

råbte jeg, mens Cecilie spruttede af grin.„Nå, men vær lige søde at dæmpe jer,“ sagde Bedste. „I for-

styrrer de andre gæster.“Det fik os til at grine endnu mere. Bedste havde ingen anelse

om hvor meget de andre gæster ville føle sig forstyrret.„Klokken er næsten 22, og I har endnu ikke pakket ud,“ sagde

hun skarpt. „Med fare for at lyde som en af de voksne på ferie-kolonien, foreslår jeg at I venter til i morgen tidlig, tager nattøj på nu og går i seng.“



23

Næste morgen sad hr. og fru Jensen i gårdhaven og drak dagens første kop kaffe. Cecilie placerede sig midt imellem dem mens jeg nøjedes med at læne mig op ad gitteret, lettere forlegent. Uden at tøve, hviskede hun: „Så I det i nat?“

„Så hvad, søde?“ Fru Jensen nippede til sin croissant og fjer-nede ikke blikket fra min søster.

Cecilie trak vejret dybt, og på en eller anden måde lykkedes det hende at se bleg ud. „Spøgelset.“

„Spøgelset?“ Fru Jensen gispede og holdt croissanten i luften. „Så du et spøgelse i nat?“

„Shh,“ hyssede Cecilie. „Bedste sagde at jeg ikke måtte for-tælle det til nogen. Hun er sikker på at det er noget jeg bilder mig ind, men jeg sværger at jeg så det.“

„Efter din historie i går, var jeg helt sikker på at du er følsom over for åndeverdenen.“ Hr. Jensen så på Cecilie med ærefrygt.

„Fortæl os alt. Undlad ingen detaljer.“ Fru Jensen talte så sagte at jeg var nødt til at rykke tættere på for at høre hende.

„Jeg blev vækket af noget kl. 3 i nat,“ sagde Cecilie. „Det er dæ-monernes time, ved I nok; halvvejs mellem midnat og daggry.“

„Jo, jo.“ Fru Jensen klappede Cecilie på hånden. „Fortsæt.“ „Jo, altså, jeg gik hen til mit vindue,“ sagde Cecilie. „Først kunne jeg intet se, men så hørte jeg en lav form for jamren.“

Imens hun talte, føg et vindstød hen over bordet og blæste servietterne ud over græsplænen. Fru Jensen skælvede.

„Og så fik jeg øje på en kvinde i hvid kjole, som flagrede rundt under træerne,“ fortsatte Cecilie. „Hun kiggede op mod huset

til at skjule mit hår med. I morgen aften når Bedste er gået i seng, sminker jeg mig helt hvid i ansigtet og laver store, mørke cirkler rundt om øjnene, som tomme øjenhuler. Jeg tager min natkjole på og danser uhyggeligt rundt under træerne mens jeg stønner og jamrer mig. Hvem ved, måske skriger jeg endda.“ Hun rynkede panden og skulede frem for sig. „Ærgerligt at jeg ikke tog mit spøgelseskostume med fra sidste fastelavn. Det ville have været helt perfekt, men hvem kunne vide at jeg ville få brug for det her?“

„Så planen er altså at du udgiver dig for at være spøgelse og skræmmer hr. og fru Jensen som så skynder sig hjem og fortæl-ler alle om det?“

Cecilie grinede. „Det er da en start. Vi kan altid finde på mere som fx fodtrin, stønnen og jamren og grædende babyer.“

„Og hylende hunde, banken og hamren og underlige blå lys?“ Da jeg endelig lå i min egen seng, var jeg alt for begejstret til at

falde i søvn. Jeg lå vågen længe mens tankerne sværmede rundt i hovedet på mig. Bedste ville blive rig takket være Cecilie og mig.

Kapitel 3



24 25

Fru Jensen sukkede af misundelse. „Jeg får sommetider en fornemmelse af at der er nogen, en form for kuldegysning, men jeg har aldrig rigtig set noget.“

„Det har jeg heller ikke,“ indrømmede hr. Jensen trist. „Vi har besøgt mange såkaldte ’hjemsøgte’ pensionater og kroer, men vi er blevet skuffede hver gang.“

Cecilie undgik at kigge på mig for ikke at bryde sammen af grin. „Stå op kl. 3 i nat og kig på træerne derovre.“ Hun pegede på en lille lund med egetræer. Selv i morgensolen var træernes skygger tættere og mørkere end alle andre steder i haven. „Det var dér jeg så spøgelset,“ sagde hun.

Hr. og fru Jensen stirrede på træerne i håb om at få et glimt at spøgelset i fuldt dagslys. „Vi skal nok holde øje,“ lovede fru Jensen.

Hr. Jensen satte sin kaffekop fra sig med et klink og rejste sig. „I mellemtiden har Marianne og jeg planer om at tage en tur ind til byen og se på seværdigheder.“

„Ja, og vi skal ind og shoppe,“ sagde fru Jensen. „Jeg vil gerne besøge glaspusteriet og nogle af de antikvariske butikker. Der er også ostehandleren og et atelier …“

Vi så efter dem da de satte sig ind i deres bil og kørte. Cecilie smilede til mig. „De bliver ikke skuffede i nat.“

Nogle timer senere smed vi vores cykler foran en turistbiks inde i byen og gik indenfor. Vi fandt grøn og hvid ansigtsmaling, sort snask til Cecilies øjne, mørklilla læbestift og en masse andet ra-gelse; øjeæbler i gummi som lyste i mørke, plastikedderkopper og gummislanger, spindelvæv på dåse, en cd med lydeffekter fra hjemsøgte huse, stearinlys og lommelygter som skinnede blåt. Cecilie købte et langt hvidt, gennemsigtigt tørklæde i en genbrugsbutik.

og så direkte på mig et øjeblik, så jeg var nødt til at gemme mig bag gardinet. Da jeg havde samlet mod nok til at kigge igen, var hun væk.“

Fru Jensen lænede sig frem mod Cecilie. „Hvordan så hun ud?“

„Hun havde en lang, hvid kjole på og hendes ansigt var virke-lig hæsligt; hvidt som sne med mørke huller hvor hendes øjne burde være.“ Cecilie gøs. „Hun stønnede og jamrede sig, og så skreg hun ildevarslende.“

„Det hørte jeg godt!“ hviskede fru Jensen. „Men jeg vidste ikke hvad det var.“

„Du må have været rædselsslagen,“ sagde hr. Jensen.„Jeg ryster stadig.“ Cecilie hold en dirrende hånd frem som

bevis. „Det var helt klart noget ondt. Ikke spor rart som Julies bedstemor. Det var ondsindet.“

„Åh, gud.“ Fru Jensen så på min søster. „Åh, kære barn, hvor er det dog forfærdeligt.“

Vinden dansede i blomsterbedene. Klokkespil klirrede i vin-den og lød næsten som latter. Et øjeblik troede jeg at jeg så noget bevæge sig i skyggerne under træerne.

Hr. Jensen vendte sig mod mig. „Så du det også, Tim?“ Det var min søsters skuespil, så jeg rystede på hovedet. „Ce-

cilie kom løbende ind på mit værelse og vækkede mig. Jeg har aldrig set hende så bange før. Hun skræmte faktisk mig. Hun er ret åndelig.“ Åndet var nok nærmere det rigtige ord, men hvorfor ødelægge det hele og fortælle sandheden?

„Tror du at spøgelset går rundt … hver nat?“ spurgte hr. Jen-sen med lav stemme. Han dirrede næsten af begejstring.

„Spøgelser gør som regel det samme om og om igen,“ sagde Cecilie. „Som om de forsøger at råde bod på noget de har gjort – eller ikke har gjort – mens de var i live.“



26 27

endnu en anstrengende tur, mens Lars blundede. Hr. og fru Jensen kiggede engang imellem på Cecilie og mig og ville helt sikkert gerne tale med os alene.

Da det var blevet for mørkt til at se kortet, vækkede Robert Lars. Hr. Nielsen lukkede sin bog. De sagde godnat og trak sig tilbage. Nogle minutter efter forlod Bedste også selskabet.

Da hun var ude af syne, rykkede hr. og fru Jensen straks tæt-tere på os.

„Sikke en perfekt aften til en iagttagelse.“ Hr. Jensen pegede på fuldmånen. „Skarpt lys, ingen skyer. Hvis spøgelset kommer, får vi det helt sikkert at se.“

„Jeg er ikke sikker på at jeg har lyst til at se hende igen,“ sagde Cecilie. „Hun var ret skræmmende.“

„Jeg regner med at sove som en sten,“ sagde jeg. „Ingen spø-gelser til mig.“

„Vi kommer ikke til at sove i nat,“ sagde hr. Jensen.En kølig vind strøg hen over terrassen og rokkede de tomme

gyngestole idet den passerede. Klematissen på terrassens ræk-værk raslede i vinden, og vindspillene lo i mørket.

Fru Jensen knappede sin cardigan og rejste sig. „Det er ved at blive koldt.“

Hr. Jensen gav sin kone et klem. De sagde godnat og gik til ro.

Da klokken var 2.30 havde Cecilie smurt sit ansigt ind i hvid ansigtsmaling, gjort sig hulkindet med grøn øjenskygge, teg-net sorte cirkler om øjnene og påført sine læber lilla læbestift. Tørklædet var bundet om håret for at skjule det.

„Ser jeg forfærdelig nok ud?“ spurgte hun.„Hvis det blev værre, ville jeg blive bange for dig.“Vi sneg os ud ad bagdøren og løb over græsplænen. Vi pas-

sede på ikke at blive opdaget og strøg ind i mørket under ege-

Efter at have delt en pizza og drukket mere sodavand end godt er, havde vi brugt omkring en fjerdedel af vores samlede sommerferiepenge. Og vi havde næsten 25 kilometer hjem – op ad bakke. Vi placerede vores indkøbsposer på cykelstyrene og begyndte hjemturen.

Vi brugte resten af eftermiddagen ved poolen. Vi svømmede, lå i solen og planlagde vores natlige optræden, for derefter at hoppede en tur i vandet endnu en gang. Vi havde det hele for os selv. Cykelrytterne var ude og samle muskelmasse, hr. og fru Jensen var på sightseeing og Bedste sad i gårdhaven og læste en god bog. Engang imellem kørte hr. Bayer forbi os på en have-traktor og ødelagde stilheden. Han så aldrig på os.

Da vi skulle spise aftensmad sluttede en ny gæst sig til os. Hr. Nielsen var lav og tynd. Han mindede mig om en meget streng matematiklærer jeg engang havde haft. Han sad alene ved bor-det og læste en bog om global opvarmning. Han gav tydeligt udtryk for at han ønskede at sidde i fred. Hvorfor skabe ven-skaber når verdens ende er nær?

Hr. og fru Jensen plaprede løs til Sarah om deres dag i byen, den dejlige frokost de havde nydt, de gode køb de havde gjort. Ost! Gamle malerier! Ahornsirup! En rusten barnevogn til terrassen derhjemme!

I mellemtiden diskuterede cykelrytterne deres tur; 120 ki-lometer på fem timer, en lastbil der var kommet lidt for tæt på, tårnfalke på himmelen, samt en punktering. Lars kæmpede for at holde sig vågen, mens Robert lignede én der godt kunne snuppe yderligere 80 kilometer inden sengetid.

Efter vi havde spist samledes vi alle på terrassen igen. Hr. Nielsen satte sig i den yderste gyngestol med næsen begravet i sin bog. Robert studerede sit kort i forsøget på at planlægge



28

Jeg krummede mig sammen under dynen og forsøgte ikke at grine højlydt. Vi havde gjort det – bragt spøgelserne tilbage til Rævehøjen.

Efter et stykke tid kunne jeg høre Cecilie liste på toilettet nede ad gangen. Hun var derinde i lang tid, men inden hun returnerede til sit eget værelse, kom hun forbi mig.

„Er du gal, hvor var det stads svært at få af. Det svider i hele ansigtet.“ Hun rørte sine kinder og skar ansigt.

„Du var alle tiders,“ sagde jeg.Hun faldt tilbage på sengen og grinede. „Jeg tror jeg vækkede

alle med det skrig.“„Folk flere kilometer væk kunne høre dig,“ sagde jeg. „Køerne

giver ikke mælk i morgen, hønsene lægger ingen æg og kornet visner på stokkene.“

„Sorte hunde bliver hvide natten over,“ grinte Cecilie. „Blom-ster taber deres kronblade.“

„Lader falder sammen,“ råbte jeg. „Skorstene vælter.“„Shh,“ hyssede Cecilie. „Du vækker Bedste.“Jeg slog hånden for munden og forsøgte at kvæle mit grin.Cecilie knugede sig selv af fryd. „Jeg kan slet ikke vente til i

morgen tidlig!“

træerne. Pensionatet henlå i mørke. Alle sov … på nær hr. og fru Jensen. Vi kunne ikke se dem, men vi vidste at de stod parat ved vinduet, klar til at se spøgelset.

Cecilie trådte ud på det måneskinsoplyste græs. Hun vif-tede langsomt og dramatisk med armene mens hun svævede af sted med ærmer og tørklæde flagrende efter sig. Hun svajede i luften, hun stønnede og jamrede sig og vendte sig om mod pensionatet. Hun strakte begge arme ud foran sig, pegede op mod vinduerne og skreg.

Træernes blade raslede og rystede over hovedet på mig. Der lød en dæmpet fnisen efterfulgt af bevægelse i buskene.

Jeg havde gåsehud over hele kroppen, og Cecilie kom løbende imod mig. „Hurtigt!“ hvæsede hun. „Vi må skynde os tilbage i seng inden nogen kommer og leder efter os.“

I det samme blev lyset tændt i pensionatet og udhuset. Jeg drønede i hælene på Cecilie af frygt for at blive opdaget.

Hun hev mig ind ad bagdøren, og vi løb op på vores værelser. Jeg sprang i seng og trak dynen over mig.

Øjeblikket efter stod Bedste i døren til mit værelse. „Tim? Er du vågen?“

Jeg satte mig op og blinkede med øjnene. „A’hva’?“ kvækkede jeg i forsøget på at lyde søvndrukken. „Hmmh.“

„Jeg hørte larm og spektakel.“ Hun kiggede ud ad mit vindue. „Det lød som om det kom fra egetræerne dernede.“

„Jeg hørte ikke noget,“ mumlede jeg og lagde mig ned igen. Bedste fortsatte hen til Cecilies dør. „Cecilie?“

„Jeg sover,“ mumlede hun. „Jeg hørte ikke noget.“„Det må have været et dyr … en ræv, måske.“ Det lød som

om Bedste forsøgte at overbevise sig selv. „Jeg er ked af at jeg vækkede dig,“ sagde hun og lukkede døren til mit værelse. Og så var der endnu en gang stille på pensionatet.


mary downing hahn g i nn læs starten aftellerup.dk/pdf/1307.pdf · gæster klagede over tyverier...

Documents