Magasinet for danske Barça-fans OKTOBER 2012

OPSKRIFTER PÅ MAD FRA DET CATALANSKE KØKKEN FORTÆLLINGEN OM DET VELKENDTE SLOGAN RUNDT OM FRANCESC “TITO“ VILANOVA HOLDNING TIL FANKULTUREN PÅ CAMP NOU GENSYN MED EDGAR DAVIDS TWITTER MED SPILLERNE OG MEGET MERE

/02

L’ ENTORN

“ET IMPONERENDE

MAGASIN MED

DYDBEGÅENDE

ARTIKLER,

FEDT LAYOUT OG

SMUKKE BILLEDER”

Claus Thomsen, fodboldkommentator

og tidligere landsholdsspiller

/KOLOFON

Andreas Leer ScharnbergORD, REDIGERING & LAYOUT

Sarah Skovlide AndersenILLUSTRATIONER, BILLEDER OG LAYOUT

Christian TorrildORD

Simon WarnichORD & BILLEDER

Martin Leer ScharnbergORD

FIND OS: www.lentorn.dk - facebook.com/lentorn - lentorn.dk@gmail.com

TAK TIL:Webmand Jeppe Thy Grøn, fotograf Jens Wognsen, Thomas Dragnes fra www.blaugrana.no, Claus Thomsen, Palle Klejs, M&F Korrektur, og alle jer, der læser med. Og tak for alt til Josep “Pep” Guardiola - vi ses før eller siden.

BILLEDER / Med magasinet i byen

26Et billede siger mere end 1000 ord – er der nogen, der siger. I så fald er der rigeligt med ord at kigge på i midten af magasinet. Vi tog en bold, et blad og en maske med i byen og knipsede løs

/INDHOLD

OPSKRIFTER / Det catalanske køkken

RUNDT OM / Francesc “Tito“ Vilanova

40

Uden mad og drikke dur fodbold i fjernsynet ikke. Lær at lave lækker La Liga-retter

10Han har scoret mod Mourinho, lyttet til musik med Guardiola og spillet for middelmådige fod-boldklubber. Bliv klogere på Barcas nye træner

6 LEDERDen svære to’er har været sjov

8 SIDEN SIDSTEt nyt element i magasinet

10 PORTRÆTBliv klogere på, hvem Francesc “Tito“ Vilanove egentlig er

16 TWITTERFå en idé om, hvad spillerne deler på det sociale medie

18 ANALYSELæs historien om klubbens slogan “Més que un club“

26 BILLEDERL’ENTORN er taget i byen

34 CITATHvem siger hvad?

36 ESSAYFodbold kan være en flugt

40 OPSKRIFTERNemt, lækkert og billigt. Lær at lave spansk mad inden kampstart

46 ANDET YNDLINGSHOLDBayern er både god og ond

48 BARCA ALUMNUSMød Edgar Steven Davids

50 KLUMMECamp Nou er kedelig, lyder det

18Més que un club

står der lige under klubnavnet og til højre for logoet på den officielle

hjemmeside. Men hvor kommer det

fra?

ANALYSE

/LEDER

“Den svære toer”. Sådan lyder det ofte, når kunstnere kaster sig over opfølgeren til deres første værk. Her på L’ENTORN er vi hel-digvis ikke kunstnere, og derfor har vi ikke haft svært ved at lave anden udgave af magasinet - tværtimod. Det har været sjovt fra første idé til sidste punktum. Det kan du forhåbentlig se på side 26, hvor vi hoppede i Barca-tøjet og gik en tur i byen.

Svært ser det til gengæld ud, hvis man vender blikket mod den mand i Catalonien, som har fået og får megen opmærksomhed i de kommende måneder; Francesc “Tito” Vilanova.Kan Barcas nye træner andet end at skuffe? Vilanova, der aldrig slog til som spiller i klubben, tager over for barndomskammeraten Guardiola, som styrede den catalanske midtbane i 90’erne. Tito, der aldrig har været cheftræner, skal forsøge at leve op Pep, som hen-tede 14 titler på fire år. På side 10 tegner vi et portræt og skriver om løst og fast om den nye hovedperson, som trods alt er kommet fra start som cheftræner.

En anden ting, der kan være svær at blive klog på, når snakken går om F.C. Barcelona, er klubbens historie. De fleste kender til Francos undertrykkelse, Cruyffs æra og Figos forhadte skifte. Men det er de færreste, der er klar over, hvor sloganet “Més que un club” har sin oprindelse. Vi går langt tilbage i tiden på side 18.

I dette nummer kan du desuden læse om fodboldeskapisme, dovne fans og det catalanske køkken. Som noget nyt er der også blevet plads til “Siden sidst” og “#barcaspillerne”.

God fornøjelse med anden udgave af L’ENTORN. Vi glæder os allerede til at lave “Den sjove treer”. Send os en mail, hvis du har en idé, og spred budskabet om vores nye magasin for danske Barca-fans.

¡Visca el Barça!

SAGT OG SKREVET OM L’ENTORN:

“Et imponerende flot magasin med dybdegående artikler, fedt layout og smukke billeder. Som læser mærker man passionen til Barca igennem tekst og billede, og netop derfor er L’ENTORN i

mine øjne en fuldtræffer.”

Claus Thomsen, fodboldekspert på 6’eren og

tidligere landsholdsspiller

“Værd at bruge tid på.“

Tonny Vorm, medforfatter til “Den våbenløse hær - i sporet på FC Barcelona“.

“Kult å se et Barcelona-magasin, som virkelig går i dybden! Her-lig læsning. Gleder meg allerede

til neste utgave.”

Christer Vego, norsk Barca-fan

Bagsiden af magasinetHvis al begyndelse er svær, så glæder vi os her på redaktionen til at fortsætte med at lave fodbold-magasiner om FC Barcelona.På cirka fire måneder har første udgave af L’ENTORN nemlig rundet over 2000 læsere og mere end 34.000 unikke sidevisninger. Tak for det!

Et kig i vores statistikbank afslører - ikke over-raskende - at forsiden var og er den meste sete. Mere overraskende er det, at der sker et lille dyk i antallet af sidevisninger, når vi kommer til side syv - den første efter lederen.På den anden side betyder det højst sandsynligt, at du er en af de loyale læsere, der bladrer fra ende til anden, hvis du læser det her. Det viser statistikken fra første udgave nemlig også.

Det sætter vi pris på - altså loyale læsere. Det er jer, der gør det sjovt at lave magasin. Og det er jer, der ved, hvad I vil læse om. Derfor vil vi meget gerne høre om jeres syn på magasinet - men først når I er nået om til bagsiden vel at mærke.

/SIDEN SIDST

CULES: Selv om magasinet Cules ikke udkommer mere, fortsætter cules.dk nu med et nyt layout.“Jeg har ingen fast udgivelsesfrekvens, men jeg skriver, når jeg synes, der er noget at skrive om,“ siger Palle Christian Klejs Mad-sen, manden bag cules.dk, som lægger op til samar-bejde mellem danske barcaskribenter.“Jeg vil ikke konkurrere med de andre, der skriver om FC Barcelona, men i stedet fungere i samspil med dem,“ siger cules-manden, som blev forelsket i klub-ben, dengang spillerne hed Enrique og Guardiola.

NAVNELEG: “Han skal da hedde Barca Ole Sørensen.“ Sådan kan svaret passende lyde, når præsten fremover spørger ved dåben.Ifølge Familiestyrelsens hjemmeside er det nemlig godkendt at kalde sin dreng for Barca. Et kig på Danmarks Statistik afslører dog, at der kun er to eller færre drenge, som har fået det smukke navn. Lyder det hele lidt for godt til at være sandt, kan du få syn for sagn på www.familiestyrelsen.dk

FILM: Der var engang, hvor FC Barcelona ikke havde vundet noget i fire år. Der var engang, hvor en vis Joan Laporta og en flok dotcom-millionærer overtog ledelsen i klubben. Og der var engang, hvor man kun kunne se hele forløbet, hvis man betalte penge. Men nu kan filmen “FC Barcelona Confidentiel“ opleves gratis på youtube.com.Filmen varer en time og 27 minut-ter, og den kan ses i HD-kvalitet.Søg på “KICKTV Films Presents: FC Barcelona Confidential“ for at finde filmen, som cirka 40.000 andre foreløbigt har gjort.

KONTAKT: Har du en sjov idé, et flot billede eller et godt spørgsmål, så kontakt os på www.facebook.com/lentorn. Det er også her, du finder et link til magasinet og vores hjemmeside.Har du en god Barca-ven, som endnu ikke har læst magasinet eller “synes godt om“, så send ham/hende et link til vores profil på Face-book. Tak for hjælpen - og fortsat god læselyst.

ORD: Andreas Leer ScharnbergTEGNINGER: Sarah Skovlide Andersen

VILAN

OVA

Selv om Tito Vilanova kun har været

cheftræner i FC Barcelona i en

håndfuld måneder, har han en lang

historie sammen med Real Madrids

taktisk tovholder, Jose Mourinho.

De fleste kan huske portugiserens

flagrende finger, som bragte Guar-

diolas ellers ukendte højre hånd på

alles læber efter Super Cup-opgøret

i 2011. Øje-overfaldet var dog langt

fra første gang, de to fodboldmænd

stødte sammen: I 1998 mødte de

hinanden i semifinalen i Copa Cata-

lunya. Her spillede Vilanova på den

centrale midtbane for det blåhvide

mandskab fra Lleida, mens Mou-

rinho sad i trænersædet hos FC Bar-

celona sammen med hollænderen

Van Gaal. Den catalanske storklub

vandt opgøret 2-1 med unge spillere

som Puyol og Xavi på banen, men i

dag husker de fleste nok kampen for

hjemmeholdets mål. Der var nemlig

en vis midtbanespiller med efter-

navnet Vilanova, som reducerede

efter et indirekte frispark i feltet med

fire minutter tilbage af opgøret.

Vilanova og Guardiola har meget mere end fod-

bold til fælles. De to cataloniere dyrkede nemlig

musikken sammen, da de begge var håbefulde

talenter på fodboldakademiet La Masia fra mid-

ten af 80’erne og frem.

“Musikken bragte os sammen. Vi gættede titler

på sange og kunstere og fandt hele tiden nye

numre at overraske hinanden med,” har Vilano-

va fortalt i et stort interview.

Musikken – især pop – var ikke det eneste, de

dyrkede. Rygterne går på, at de to teenagere

brugte mange timer i kantinen på den berømte

fodboldskole. Dels på at konkurrere om, hvem

der kunne spise mest. Dels om at diskutere de

taktiske aspekter af det spil, som de hver dag

håbede på skulle blive deres levevej. Da konkur-

rencen skærpede til, var det dog kun den to år

yngre Guardiola, der kunne klare kravene. Han

fortsatte hele vejen og blev en af de bærende

Dream Team-kræfter, mens Vilanova forsvandt

til mere beskedne boldkredse i klubber som

Figueres og Celta. Men venskabet blev holdt

ved lige, og derfor var Guardiola ikke i tvivl om,

hvem han skulle have ved sin side, da han blev

tilbudt jobbet som cheftræner for Barca B i 2007.

MÅL MOD MOURINHO

MUSIK MED PEP

14 titler. Heraf tre spanske mesterskaber, tre

spanske Super Cup-trofæer, to Champions

League-pokaler, to finalesejre i Copa del

Rey, to verdensmesterskaber for klubhold

og to pokaler i UEFA’s Super Cup. Det var

den imponerende høst, som Guardiola og

Vilanova fik i hus på bare fire sæsoner. Selv

har Barcas nye træner aldrig vundet en ti-

tel som spiller. Eller som cheftræner for den

sags skyld. Men forventningerne er store.

”Hvad er min forventning til denne sæson?

At vinde alt (…) Det er det, jeg går efter i

denne sæson. Vores hold er godt nok til at

vinde alle kampe, men vi er nødt til at tage

en kamp ad gangen. Barca er vant til at vin-

de, og sådan har det især været de seneste

år, så vi skal forsøge at gøre, som vi gjorde

der: Beholde bolden, have ambitionerne

om at vinde og samtidig kende vores mod-

stander,” har Vilanova sagt.

Men som så mange andre steder, tæller

handling på fodboldbanen højere end ord

på pressemøder. Derfor skal det blive til en

og helst flere titler i den igangværende sæ-

son, hvis Tito Vilanova skal leve op til de

seneste fire års præstationer, hvor det blev

til 14 ud af 19 mulige titler.

Med det samlede Super Cup-nederlag er

han allerede et skridt bagud. Til gengæld

kan Tito Vilanova glæde sig over, at han

har fået en historisk god begyndelse på

sæsonen. Ikke siden Van Gaal har klubben

vundet syv og spillet en uafgjort i La Ligas

første otte runder.

Nogen går hele vejen. An-

dre falder af undervejs. I Tito

Vilanovas tilfælde blev det en

mellemting: Han slog aldrig

igennem hos Barcelona, hvor

det aldrig blev til en kamp for

førsteholdet, trods seks år på

La Masia og B-holdet.

Til gengæld fortsatte han kar-

rieren i Figueres, Celta, Bada-

joz, Mallorca, Lleida, Elche

og Gramenet. Her blev det

til 191 professionelle kampe

i alt og blot 13 mål for den

catalanske midtbanemand,

inden han lagde støvlerne på

hylden i 2002 og senere blev

sportsdirektør i Terrassa FC.

TITO OG TITLERNE

TITO OG KARRIEREN

#barcaspillerneFODBOLDSPILLERE er også normale mennesker. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man går på opdagelse i Barca-drengenes privatliv, som flere af dem glædeligt deler ud af på Twitter.L’ENTORN vil helst høre historien fra spille-rens egen mund, men klubbens presse-kontor er sparsom med interviews - mildest talt. Derfor må du nøjes med billeder fra Twitter. Men det er heller ikke værst. Se selv - og find os på twitter.com/lentorn

ORD:

And

reas

Lee

r Sch

arnb

erg

BILLE

DER:

Twitt

er.c

om

Més que un club står der lige under klubnavnet og til højre for logoet på den officielle hjemme-side. Més que un club står der i nakken på spill-ertrøjen, og hvor der ellers er plads til det på træningstøjet. Més que un club står der i en mo-saik af gule plastsæder på Camp Nous østlige langside. Men hvor kommer det fra? De fleste Barca-fans er klar over, at det ikke er et slogan fostret af et smart reklamebureau, der ved hjælp af fokusgrupper og spørgeskema-undersøgelser har destilleret sig frem til det, som for eksempel AGF-sloganet “Følg viljen“ er resultatet af. De fleste ved også eller har en fornemmelse af, at det er en del af historien om klubben, om byen Barcelona og om området Catalonien. Men hvor langt går det tilbage? Hvem sagde det først? Og hvorfor? Hvad er det for en selvforståelse, der ligger bag? Er det mere end bare et brand? L’ENTORN kigger dybt i historiebøgerne og prøver at danne et billede af den historie, der førte til, at Barca blev til mere end en klub.

Vi kan lige så godt starte med Més que un clubs epicenter. Det sted i historien, hvor det blev sagt først. Undfangelsen. Og faktisk skal vi ikke så langt tilbage - klubbens alder taget i betragtning. I Franco regimets døende år var der i Spanien, efter årtiers undertrykkelse og favorisering, endelig opstået et vist frirum til at ytre sig og formulere ideer og holdninger, der ikke stemte overens med dem, der var formuleret i Madrid. Det var i de sene år, at en gruppe fodboldglade catalanske intellektuelle, ført an af forfatteren Manuel Vázquez Montalbán, begyndte at for-mulere fortællingen om Barca som Més que un club. Fortællingen blev drevet af en reel indig-nation og en intellektuel legesyge, der gennem en række artikler og essays gav barcelonismen

en romantisk og selvironisk nederlagsmyte. I artiklerne slog Montalbán fast, at “vores fod-boldhold er mere end en klub, og man har tilføjet, at den er Cataloniens symbolske, ubev-æbnede hær.” I fortællingen bliver Barca gjort til det eneste våben catalonierne rådede over i forsvaret for deres ikke-eksisterende nation. Denne ikke-eksisterende nations historiske lidelser og kon-tinuerlige castilianske overgreb kunne således hævnes to gange årligt, når Barca mødte cen-tralmagtens repræsentant: Real Madrid. For naturligvis er Real Madrid også mere end en klub (ingen helt uden en skurk). De er Tercio de Flandes - det spanske imperiums nådesløse elitekorps i kampen mod 1600-tallets oprørske hollændere - “en arbitrær magt, som nu har skiftet tidligere tiders forræderiske bombar-dementer ud med infame dommerfløjter,” som Montalbán udtrykker det.

Pludselig er vi ret langt tilbage. Fortællingen om Barca (og til dels også Real Madrid) som Més que un club kræver nemlig (som det kan ses ud fra referencen til et spansk elite-korps fra 1600-tallet) en historisk bevidsthed, der strækker sig væsentligt længere tilbage end grundlæggelsen af de to klubber. Mon-talbán selv var også af den overbevisning, at en forklaring af Barca som mere end en klub kræver, at man starter ved begyndelsen. Den tidlige middelalders catalanske genesis. Und-fangelsesmyten:Sidst i 800-tallet opstod Catalonien som en national enhed, da kejseren af Frankerriget udnævnte adelsmanden Guifré el Pilos fra om-rådet i nærheden af Andora til greve af Barce-lona. Guifré el Pilos udnyttede Frankerrigets senere forfald til at løsrive sig og grundlægge et dynasti, der kom til at regere over store dele af Middelhavsområdet.

MÉS QUE UN CLUB:FC BARCELONAS GENESIS

ORD: SIMON WARNICHILLUSTRATION: SARAH SKOVLIDE ANDERSEN

I 1164 fusionerede Catalonien med naboriget Aragón. Det blev start-skuddet til en voldsom ekspansion. Indflydelsen fra det catalanske stor-rige strakte sig helt til Grækenland. Sideløbende med den store mid-delhavsekspansion skete der også markante (men dog mindre blodige) begivenheder i det catalanske hov-edland. Barcelona begyndte at tage form som et europæisk kulturcen-trum, og gotiske mesterværker som katedralen Santa María del Mar skød op rundt omkring i byen. Der skete også et markant sprogligt skifte fra latin til catalansk. Jaume I Erobr-eren gjorde således catalansk til det officielle sprog. Skiftet bevirkede at catalansk blev et fuldt udviklet sprog indenfor både litteratur og filosofi. Den catalanske litteratur og kulturs foreløbige højdepunkt kom med en af den vestlige verdens første rigtige romaner “Tirant lo Blanc”.I 1410 stod Cataloniens storhedstid dog over for begyndelsen til enden, da det sidste medlem af Huset Barcelona døde uden en arving. Få år senere fi-nansierede de katolske konger Christ-offer Columbus’ rejse til Amerika, hvilket ramte Catalonien hårdt. Det castilianskdominerede Spanien, der finansierede opdagelsen af Amerika, gik i kulturel og bogstaveligste for-stand ind i en guldalder uden lige. Det catalanske middelhavsrige blev kørt ud på et sidespor og holdt helt ude af handlen med den nye verden. Det hjalp heller ikke på cataloniernes situation, at de flere gange forsøgte at løsrive sig fra Castilien. Første gang var under 30 års krigen i 1640, hvor Barcelonas befolkning kastede sig ud i det, der blev kendt som Corpus de

Sang (løst oversat: Korpus af blod) - et oprør der ikke blev nedkæmpet før tolv år senere. Under den spanske arvefølgekrig i be-gyndelsen af 1700-tallet forsøgte Cat-alonierne igen at løsrive sig. Endnu engang lykkedes det Castilien at slå oprøret ned. Efter et års spansk bele-jring af Barcelona måtte catalonierne d. 11. September 1714 se sig nødsaget til at overgive byen til spanierne. Som straf for oprøret blev Cataloniens sid-ste særlove og institutioner afskaffet. Centralmagten fik for en tid fred.

Næste forsøg på at skabe noget selvstændigt catalansk var Renaixen-ça-bevægelsen, der blev grundlagt af intellektuelle cataloniere i slutningen af det 1800-tallet. Renaixença var et forsøg på at genskabe catalansk som et litterært sprog og fremhæve cata-lansk historie fra middelalderen og frem. I sidste ende skabte bevægelsen den atmosfære, som nutidens cata-lanske nationalisme voksede frem af. Renaixença opnåede sin absolutte storhedstid i 1880’erne, og det var i netop den periode og i denne ånd, at Foot-Ball Club Barcelona blev stiftet d. 29 november 1899.Stifteren af FC Barcelona var, som bekendt, den schweiziskfødte Joan Gamper, og han var ikke sen til at opfange og tilegne sig den catalansk-nationalistiske stemning i Barcelo-na. Barca blev (paradoksalt nok) stiftet primært af udlændinge, men af udlændinge der boede, levede og in-teragerede med den catalanske mid-delklasse. I Spanien var fodbold, som i mange andre industrialiserede lande, ikke et fænomen der tilhørte arbejderklassen, men derimod mid-

“Fortællingen blev drevet af en reel indig-nation og en intellektuel

legesyge

delklassen. En middelklasse der også stod bag Renaixença-bevægelsen og derfor dyrkede det catalanske sprog og havde et catalansk nationalistisk sindelag. Gamper var i høj grad i kon-takt med denne politiske og sociale udvikling i Catalonien, og den på-virkede ham både personligt og i hans arbejde med Barca. Gamper lærte perfekt catalansk (og det set i lyset af at han aldrig rigtig lærte spansk) og var meget insisterende på, at Barca var en catalansk klub, hvor det offi-cielle sprog naturligvis var catalansk. Selve det catalanske sprog spillede en enorm rolle for Barca, der, via denne selvforstærkende faktor, smittede af på den spirende catalanske national-isme. Et vigtigt element da antropolo-ger ofte betegner sprog som et bånd, der på tværs af individer skaber sine egne former for identifikation. Her-igennem blev det catalanske sprog et kulturelt symbol på en lokal identitet, der adskiller Catalonien fra resten af Spanien, og Gampers insisteren på det catalanske sprog reflekterede således en identifikation med den cat-alanske nationalisme. Kombinationen af sprog og sport skabte ligeledes en kobling mellem cataloniere og im-migranter, fabriksarbejdere og mid-delklasser. Fodboldklubben blev en smeltedigel, hvor sproget og følelsen af at høre til blev resultatet. En defini-tion der på det nærmeste er adopteret af de catalanske nationalister den dag i dag. Her eksemplificeret ved den catalanske filosof Ricardo Huguet:

“Catalanism can thus be ac-quired and does not have to be innate; it is something that any settler can aspire to - it has to do with language,

feelings, a state of belonging to Cata-lonia as a nation.” - Jimmy Burns, bogen “Barça a people’s passion”.

Fodboldklubbens popularitet steg i takt med, at klubbens politiske og sociale selvbevidsthed også steg, og passionen fyrede op under catalansk stolthed og selvværd.Det viste sig dog at være problema-tisk. De idéer og følelser der udsprang fra Barca, blev i Spaniens politisk springfarlige 1920’ere- og 30’ere et stort problem. De første problemer kom med General Miguel Primo de Rivera, der med et kup i 1923 overtog magten i Spanien fra Kong Alfonso XIII. Primo de Rivera betragtede alle, der legede med ideen om at løsrive sig fra Madrid ved at bruge eget sprog og flag, for at være statens fjender. Hans vrede blev derfor, naturligt nok, rettet mod alle former for politiseret catalanisme, og offentlig brug af cata-lansk sprog og flag blev forbudt. Et politisk projekt der i høj grad kolli-derede med F.C. Barcelonas ideer og værdigrundlag.De følgende år i Spanien (1923-1939) var en kompleks politisk affære, der bød på store op- og nedture for den Catalonien. I 1930 trak Primo de Ri-vera sig tilbage og overlod magten til Genral Dámaso Berenguer, der valgte at give de konstitutionelle ret-tigheder tilbage til Catalonien. De følgende år frem til borgerkrigens afslutning (1939) bød først på en sta-tus som catalansk republik under en iberisk føderation (1931), og selvom det efterfølgende blev korrigeret til et autonomt selvstyre (1932), var det et stort fremskridt for Catalonien. Selv-styret eksisterede, trods store kriser,

uenigheder, separatistbevægelser og splittelse, frem til borgerkrigens afs-lutning.Den 5. februar 1939 flygtede den cat-alanske regering (og 400.000 civile), som følge af Francos sejr, til Frankrig. Et symbol på at flere generationers kamp for catalansk selvstændighed virkede tabt. En følelse der ikke blev mindre af, at Franco, efter at have ta-get kontrol med Spanien, iværksatte en kulturel udrenselse- og under-trykkelseskampagne. Det catalanske flag og alt skriftlig og mundtlig brug af det catalanske sprog blev forbudt. Catalansksindede lærere blev for-flyttet til det centrale Spanien og er-stattet med lærere fra Central Spanien med sympati for den fascistiske be-vægelse. Derudover blev Catalonien delt op i fire provinser i fuldstæn-dig overensstemmelse med resten af Spanien.Det er de fleste Barca-fans bekendt at den kulturelle undertrykkelse i høj grad også ramte Barca. Det oprindel-ige medlemsdemokrati blev afskaffet og en ny frankistisk bestyrelse ind-sat. Klubbens navn blev ændret fra, hvad der blev betegnet som anglofilt klingende, Foot-Ball Club Barcelona, til Barcelona Club de Fútbol, og det catalanske flag i klublogoet blev er-stattet med det spanske. Derudover viser regnskabsbøgerne fra disse år, at der i sæsonen 1939-40 blev brugt penge på indkøb af spanske flag, plader med nationalhymnen og por-trætter af Franco og Primo de Rivera. Den første kamp, der blev spillet efter krigen, blev åbnet med en hyldest-ceremoni til ære for den nye stat. En fascistisk fest, hvis formål, ifølge ar-rangørerne, var “...exorcising the sta-

dium of malevolent separatist spirits, submerging the institution of FC Bar-celona under the all-encompassing political, social and cutural umbrella of Franco’s Spain.” - Jimmy Burns, bogen “Barça a people’s passion”.

I de efterfølgende år fulgte dårlige sportslige resultater, og hvad der føl-tes som en åbenlys favorisering af Francos egen klub, Real Madrid, der kom til at nyde stor sportslig succes.Og så er vi (endelig!) tilbage til der, hvor vi indledte artiklen. Det er denne lange historie, der vikler Cataloniens og Barcas historie sammen til en år-hundreder lang fortælling om storhed, fald, nederlag og ydmygelse, som Montalbán gør brug af i de essays, ar-tikler og bøger, der omhandler Barca. Han får en sejr over Real Madrid i årene efter borgerkrigen til at fremstå som en omgørelse af de catalanske særlove. Alle uretfærdigheder begået mod Barca kommer også til at ligge i naturlig forlængelse af århundred-ers catalansk modstandskamp. Barca overtager nationens form og ek-sistensgrundlag og bliver med Ricar-do Huguets ord “the mother church, capable of absorbing Catalonia and its capital with all its schizophrenia.”Netop skizofrenien er vigtig for at forstå Més que un club og Barca. Spe-cielt i en moderne/nutidig kontekst.

En af de bøger, hvor Montalbán følger op på sine essays og yderligere skitserer barcalonismen, er ”Center-forwarden blev myrdet ved aften-tide” (fremover CBMVA, udgivet i 1988). Det er en roman, der i bed-ste Montalbán-stil er bevidst om sig selv, sin bagvedliggende historie og den kontekst og diskurs, den skriver sig selv ind i og ikke mindst skriver om. Romanen er grundlæggende en fortælling om et historisk Barcelona og et nyt Barcelona (og Catalonien). Nyt i den forstand, at det er et Bar-celona, der er ved at finde sig selv efter demokratiets indførsel, og den nye kapitalisme det har bragt med sig - “yuppiernes demokratiske og olympiske Barcelona.” Historisk i den forstand, at det lige så meget er en fortælling om et folk, der er bevid-ste om at:

”Byen (Barcelona red.) er deres fædreland, som hver enkelt ejer gennem egen erindring. Mange blev født her. Andre kom langvejs fra. Men denne tilhørsforholdets er-indring opstod den dag, da de, som de gamle kaldæere, forstod, at verden i det væsentlige ophørte ved de høje, de kunne se med deres egne øjne.”

Fortællingen om det nye, der er på vej til et historisk bevidst folk, er for-talt gennem sammensatte billeder af

Barcelona. Bogen er en montage og skifter scene fra kapitel til kapitel. Der skiftes mellem forskellige kvar-terer, miljøer og forskellige sociale klasser. Montalbán vikler middel-klasses privatdetektiven, Carvalho, pensionat bestyrerinden, doña Con-cha, de to narkomaner, Marçal og Marta, præsidenten for FCB, Basté de Linyola, og PR-chefen for samme klub, Camps O’Shea, sammen med byens kvarterer og historie og ska-ber et broget og sammensat Barcelona. En sammensathed der gør, at man i en folkemængde kan høre “de mest forskellige konversationsstil-arter og med vekslende ordrigdom.” Hele bogens grundlæggende atmosfære bærer præg af at være en catalansk og barcelonesisk stemme, der udtrykker en historie om “tusind år med Katalo-nien og to tusinde år med Barcelo-na.” Bygget ind i denne, Montalbáns fortælling om det catalanske folk, er deres passioner og stoltheder: spro-get, fodbolden og “det ædle katalan-ske køkken.” Det catalanske sprog (som er oversat i fodnoter), er i CB-MVA forbeholdt poesi, følelsesladede situationer og glædesudbrud. Den samme poetiske tilgang er rettet mod de gastronomiske egnsretter; “pan con tomate, cava, seques amb butifar-ra, escudella i carn d’olla,” der bliver deklameret “som drejede det sig om et nationalt helteepos.” Og endelig fodboldklubben: FCB, som er “en

bevidsthedsfaktor. En idé, der inkar-neres i massen.” Nationale stoltheder, som også forfatter Jimmy Burns be-mærker i hans jagt på FCB: “It seems only natural to discuss Barça over food, because next to football there is nothing in which Catalans take so much pride as the local cuisine.”

Dog insinuerer Montalbán med CBMVA, at hans oprindelige mytolo-gisering er blevet en del af organi-sationen FCB’s egen selvbevidsthed som fodboldklub og socialt fænomen. En mytologisering der bruges som et bevidst værktøj fra institutionen FCB’s side. Eksempelvis har den nye engelske centerforward, der er beskrevet som meget stille, fået en meget ordrig tolk, som i øvrigt anses som “en af de bedste oversættere af Joyce til Katalansk.” (Joyce anses, af mange, for at være en af det 20- århundredes største forfattere (hvis ikke den største), og med en tolk der kan sin Joyce indgyder man en “lit-terær spænding” i den stille centerfor-ward; noget helte gerne skal rumme). Denne selvbevidsthed sammenholdt med Basté de Linyolas kyniske og beregnende forretningsorienterede perspektiv får hovedpersonen, Car-valho, til at konkludere at “Basté de Linyola og Camps O´Shea var de mest farlige intelligente personer, han havde kendt; de vekslede hele tiden mellem det gode og det onde, uden

at de behøvede andre rekvisitter end kunsten at tale eller tie. Basté benyt-tede filosofien og Camps poesien, men begge var de gangstere [...]; sværere at identificerer på politista-tionerne end arabere og negrerne.” Trods det demokratiske systemskifte, implicit kyniske tendenser og vreden over kommercialiseringen af det cata-lanske folks overtryksventil, er der dog stadig noget af den oprindelige, folkelige og reelle indignation tilbage i Montalbáns fortælling.

Montalbán kan simpelthen ikke lade fodboldklubben stå tilbage som bare en forretning og et socialt spring-bræt, der er bevidst om sig selv som værende et socialt fænomen. Dens historiske bevidsthed og symbol-ske betydning under Franco-regimet står stadig tilbage. Fodboldklubben rummer stadig en kulturel national identitet, og “bag hvert mål står et helt folks vilje til sejr.” Det samlings-punkt som FCB’s kampe udgør er en kollektiv bevidsthed og en kollektiv historie, som i romanen først opløses efter en kamp “lidt efter lidt forvan-dlede de sig fra et kollektivt væsen til individer, fandt igen deres egen hu-kommelse.” Fodbolden er en national passion, og alene samtaler herom kan - i Mon-talbáns univers - lyde som “vers af Shakespeare.”Det mest markante fra de oprindelige

Montalbán-tekster er dog indignation og evnen til, på skamløs vis, at gøre sportsklubber til nationalistiske sym-boler og hæmningsløst blande sport og traumatisk historie sammen med politisk. Og den hænger også stadig ved. Her eksemplificeret ved beskriv-elsen af en bodega, der endnu ikke har sluppet Franco-Spanien:

“Lokalets ideologiske udstyr var så kohærent, at selv sportemblemerne var nationalistiske symboler: enten Real Madrid eller Español. [...]; Fundamentalisme. Ren frankistisk fundamentalisme [...]; To stamkunder snakkede om FC Españols usikre stilling og om den gloværdige sæ-son, der ventede Real Madrid med Schusters bistand. At sætte Schuster på Real Madrids hold var det samme, som hvis Antonio Primo de Riveras søster havde giftet sig med Hitler.” Montalbán lykkedes i CBMVA med at gøre noget der er så litterært banalt, som mordtrusler på en centerforward i en spansk fodboldklub, til genstand for et helt folks historie og selvfor-ståelse i en turbulent politisk periode. Montalbáns litteratur transcenderer ind i et institutionelt sportsligt og politisk felt og bliver en refleksion over fortid, nutid, demokrati, kapital-isme og de nye tider Spanien og Cat-alonien befinder sig i.

Følger man den franske filosof, Ro-land Barthes, definition på, hvad en myte er, så er det lige præcis det Montalbán lykkedes at gøre historien om FCB til. Han gør en ”indesluttet og umælende eksistens til en arti-kuleret tilstand hvor samfundet kan bemægtige sig den,” som Roland Barthes skriver. Montalbáns historie om FCB og Catalonien ”lader det håndgribelige overgå til den verbale tilstand, det er den og den alene som styrer den mytiske sprogforms liv og død” - han gør det til “en udtryksmåde som historien har besluttet sig for,” fortsætter Roland Barthes.Den genetablerede nationale catalan-ske form, som Montalbán gennem FCB’s mytiske historie er med til at skabe, er en national ideologi, der bygger oven på den oprindelige cata-lanske historie fra den tidelige mid-delalder. Ifølge antropologen Étienne Balibar skaber den:

“...its own symbols, fictions, and myths in its own way and has a “unique” mode of investing in the “sites of memory” that help it to be-come an “imagined community” ca-pable of developing its own model for the regulation of social conflicts. This does not in the least alter the fact that what is at stake is always the construction of a “national identity” that will win out over all others and arrive at a point where national be-longing intersects with and integrates all other forms of belonging. But this, by definition, is precisly what nation-alism is.”

Men til trods for at Montalbán leger med nationalismens nye form, gør FCB til et mytologisk og catalansk nationalsymbol og sætter lighed-stegn mellem Real Madrid og 500 års spansk centralisme og Francos regime, så skriver han med et glimt i øjet og har et blik for de modsigelser, der ligger i både den catalanske na-tionalisme og hos FCB (“nationalism and its characteristic ambivalense”). Han satiriserer over Catalonien og Barcelona og skriver blandt andet, at “her i landet holder man af at redde alt, der er ved at dø” og at “i Katalo-nien deler vi magten mellem social-ister, der ikke tror på socialismen, og nationalister, der ikke tror på national uafhængighed.” Derigennem opretholdes der hele bogen igennem en nærmest skizof-ren dobbelthed (“Catalonia and its capital with all its schizophrenia”), der kommer til at spejle det sam-fund Cata-lonien er blevet til efter det demokratiske systemskifte. Men et samfund, som ikke desto mindre er forenet gennem kollektiv hukom-melse, national politisk ideologi, fælles mål og deres egen historicitet - genrestaureret gennem fodbolden, prosaen og litteraturen. Set igennem Montalbáns briller er der dermed ikke noget, der står til hind-ring for, at Barca, på en og samme tid, er en omvandrende reklamesøjle for det usympatiske projekt Qatar Foundation og ligeledes er Més que un club. De er begge to en del af det post-frankistiske, skizofrene og kommercialiserede samfund, der har sneget sig ind i klubben (Montalbán

døde dog i 2003 og har derfor ikke kunnet forholde sig til det selv).

For at sætte Més que un club på spidsen og formulere præcist, hvad det er, så er det på en og samme tid rent form og rent indhold. Udtrykket indeholder den samme skizofreni og tvetydighed som resten af Barcelona og Catalonien gør. Més que un club er en filosofi. Det er en specifik måde at tænke fodbold og fodboldklubben FCB på. Det er en filosofi der er vok-set frem gennem flere hundrede års historie, undertrykkelse og uafhæn-gighedsbevægelser. Men Més que un club er også et brand. Det er en måde for Rosell og co. at sælge klubben på og skaffe millioner af Euros fra Nike, Qatar Foundation, Audi, Turkish Airlines, og hvad de el-lers hedder. Més que un club er begge dele. Men på mystisk vis så udligner de to ikke hinanden. I stedet lever de som to separate entiteter. Institutionen og forretningen FC Barcelona. For mig er det en del af magien omkring Barcelona. Ingen kan no-gensinde beskylde Barca for ikke at være mere end en klub, men tilsvarende kan ingen påstå, at Barca ikke er en global forretning der om-sætter for milliarder af Euros. Det er blevet en del af den mystik, der omgærder klubben, og som kommer til at sikre dens eksistens mange år endnu. Både når det gælder kapital, men i ligeså høj grad kulturel kapital.

/L’ENTORN I BYENBILLEDER: JENS WOGNSEN

This summer, Real and Barcelona have spent more money on play-

ers for their B teams than half of the league has on players for their first teams. Instead players depart.

Even on the Costa del Sol.

Jeg kom her for at have en lang karriere. Folk forventer meget af mig, fordi jeg har kostet meget. Jeg vil ikke give op. Jeg vil slutte karrieren i Barcelona.

CESC FABREGAS IFØLGE GOAL.COM

“ “

“

“

SID LOWE, SPORTSJOURNALIST, THE GUARDIAN

CESC FABREGAS IFØLGE GOAL.COM

/CITAT

den senere tid er der nærmest gået inflation i kritikken af barcelo-na. Holdet fra catalonien kan eft-erhånden ikke score et mål, uden at de bliver beskyldt for film og ikke

mindst for dommertække.

Men som inkarneret barca-fan kan jeg kun sige én ting: jeg håber, at kri-tikken af de blå og granatrøde vil fortsætte længe endnu. for kritikken er selvfølgelig bare et udtryk for, hvor altoverskyggende gode barca har været under pep guardiola (13 ud af 16 mulige titler). hvorfor skulle de mange kritikere ellers bruge deres dyrebare tid på at finde fejl hos

catalanerne?

“

“BRUGEREN MESSI_10 , PÅ BOLD.DK/BLOG,

“MÅ BARCA-KRITIKKEN FORTSÆTTE LÆNGE!“

FULDKOMMEN FODBOLDLYKKE

Fodboldens verden er forunderlig.

Enhver kamp, enhver turnering,

enhver sæson rummer fodboldens

magi. Det er højspændte følelser,

intense dramaer, de uforudseel-

ige, overraskende øjeblikke, de

nervepirrende, mastodontiske kam-

pe, de enestående præstationer,

sejrens eufori, nederlagets smerte,

begejstring, forargelse, skuffelser,

skandaler…

Fodbold er en rus, et kick der

består af mere end ”blot” en fasci-

nation af en fantastisk sport eller en

passion for én bestemt klub.

Fodboldens sensationelle og spek-

takulære univers står på mange

måder i stor kontrast til den or-

dinære og trivielle dagligdag, og

som eskapisme kan fodbold bi-

bringe øjeblikke af fuldkommen

lykke.

Hvad end det foregår foran tv’et, på

en sportsbar eller på stadion, så har

det at se en fodboldkamp en eska-

pistisk egenskab. I de 90 minutter,

de 22 mand på grønsværen er i

kamp, forsvinder hverdagens stress

ORD: Martin Leer Scharnberg BILLEDE: Privat

æ

og jag for en kort stund, og de

mange bekymringer og problema-

tikker fra det daglige liv forsvinder

fra ens tanker. Fodbolden udgør

et frirum, et åndehul, hvor man i

selskab med andre ligesindede fod-

boldelskere kan mødes og lade sig

drage af fodboldens dramaturgi og

mytologi. I kampens hede er man

overvældet og opslugt af fodbold-

ens verden, og det er denne totale

indlevelse, hvor man overgiver sig

til atmosfæren på banen, der fun-

gerer som et helle, et fristed. På

den måde udgør fodboldsfæren en

slags tilflugtssted, hvor nydelsen,

hengivenheden og lidenskaben

er altdominerende. Og i den sam-

DET DAGLIGE

LIV FORSVINDER

FRA ENS TANKER“

q

menhæng er spørgsmålet om sejr

eller nederlag, succes eller fiasko

på sin vis underordnet. For uanset

om kampudfaldet er et bittert ned-

erlag eller en suveræn sejr, så har

virkelighedsflugten ind i fodboldens

univers en terapeutisk effekt. Efter

kampen kan man være skuffet og

frustreret eller opløftet og ekstatisk,

men lige meget hvad, så skinner

ens indlevelse og passion for fod-

boldspillet igennem. Alt, der ikke

har med fodbold at gøre, er, mens

kampen står på, fuldstændig lige-

gyldigt, og i kampens mest intense

og højdramatiske minutter er man

som hypnotiseret, man sanser intet

andet en kampens begivenheder

og dens stemning, og man sidder

med en følelse, som står tiden stille.

Og når opgøret fløjtes af, ser man

altid frem til næste kamp med stor

længsel. Ser frem til næste gang,

hvor man kan lade sig fængsle af

fodboldens magi, glemme omver-

denen og håbe på at næste kamp

bliver en drømmekamp, hvor alt går

op i en højere enhed, så man for en

kort stund kan lade sig opsluge af

et øjeblik af fuldkommen lykke. For

den salgs kan fodbold gøre ved en.

Fodbolden er et fast holdepunkt i en

konstant foranderlig verden.

OPSKRIFTER & BILLEDER: Sarah Skovlide

Andersen

Detcatalanske

køkken

INGREDIENSER:

kartofler

olivenolie

salt og pepper

salsa:

flåede tomater

vinagrette

chili

salt og pepper

olivenolie

paprika

Patatas bravas med salsa og aioli

Patatas Bravas er en uundgåelig klassik-er på det catalanske tapaskort. De ser-veres med en stæsk tomat-paprika sovs og gerne en god skefuld aioli.

1. Kartoflerne skæres ud i catalanske, kantede stykker og bages i ovnen med lidt olivenolie ved 200 grader i cirka 30 minutter. Krydres med salt, pepper og paprika.

2. Sovsen tilberedes i en blender. En dåse flåede tomater, olie og krydderier efter behov og temperament. Hele molevitten blendes - et voila!

INGREDIENSER:

10 søde tomater

1 peperfrugt

1/2 agurk

2 dl. tomatjuice

3 spsk god Olivenolie

persille

chili

sherryeddike

Gazpacho er en kold suppe og et sikkert hit i sommervarmen. Og så er den nem at lave.

1. Alle ingredienser blendes til suppen har en god konsistens. Den smages til med chili, paprika, salt og pepper. Sættes på køl et par timer før fodbold-kampen.

2. Til brødcroutonerne kan der snildt bruges daggammelt brød. Det skæres i firkanter og ristes med lidt olie, salt og pepper i ovnen eller på panden indtil de er gyldne og sprøde.

Pynt med persille og server iskold.

Gazpacho med brødcroutoner og frisk persille

Gambas panerede tigerrejer med aioli

INGREDIENSER:

tigerrejer

2 æg

rasp

kokosmel

citron

olie til friturestegning

aioli:

3 pasteuriserede æggeblommer

olivenolie

2 fed hvidløg

salt

1 spsk. æbleeddike

1. De optøede tigerrejer pilles - lad halen sidde for synets skyld. Rejerne paneres med æg og rasp. For en mere eksotisk udgave kan man blande kokosmel i raspen. Dyb rejerne i ægget og derefter i rasp-blandingen - eventuelt to gange for en tykkere kappe. Sænk tre eller fire rejer i en gryde med varm olie i to minutter eller til de er gyldne.

2. Aioli laves med fordel i en røremaskine eller med elpisker. En blender kan til nød bruges. Æggeblommerne, eddiken og en kniv-spids salt blandes godt til massen er luftig. Hæld olie i lidt ad gangen til kon-sistensen er fast. Pas på - hvis der kom-mer for meget olie i på en gang skiller aiolien, og man må starte forfra. Aiolien smages til med salt og presset hvidløg.

Queso bagt gedeost med honning og rosmarin

INGREDIENSER:

brød

gedeost

honning

olivenolie

frisk rosmaring

En lækker tapas, der fungerer godt sammen med de andre retter eller som en forret. En skive gedeost lægges på brød med lidt olivenolie. Smør lidt honning på osten, før du kommer dem i ovnen ved 180 grader i 10 minut-ter. Pynt med frisk rosmarin og eventuelt en sød cherrytomat.

Jeg er glødende fan af F.C. Bar-celona – en Barça-fanatist. Min passion for klubben betyder ofte aflyste aftaler og kærestefrustra-tioner. Det medfører fodbold-tvangsindlæggelse af venner og bekendte og udsættelse af diverse fester og arrangementer kun for at efterkomme min blaugrana-besæt-telse. Kalenderen er altid Barça-kalibreret, og ellers vigtige planer må rangeres sekundært, hvis de er sammenfaldende med kampe. Og nederlag og dårlige resultater kan sende mig på depressionens rand og gøre mig tungsindig og irritabel i dage og uger efter. Men selvom der hver uge går et utal af timer med at se og snakke F.C. Barcelona og holde sig opda-teret med alt, hvad der foregår i og omkring klubben, så er der også et andet hold, som jeg i næsten lige så høj grad dedikerer mig til. Der er ét andet hold, hvis resultater og præstationer jeg har reel interesse i, nemlig hvem end der spiller mod Real Madrid.

For lige så stor lidenskab og sym-pati jeg nærer for Barça, næsten

lige så stor er min aversion og anti-pati mod Real Madrid. Den histor-iske polarisering, den evige rivali-sering og det altid kontroversielle og uforsonlige forhold mellem de to klubber gør, at enhver dårlig Real Madrid-præstation varmer mit blårøde hjerte og ethvert point tabt for los blancos føles som et point vundet. Derfor er det ikke kun, når fodboldvirtuoserne fra Barcelona er i kamp, at jeg sidder jeg konsekvent klinet til skærmen - det samme gør sig gældende, når de hvidklædte madrilenere går på banen. Inderligt holder jeg med Real Madrids modstandere, drevet af min foragt for ”kongeklubben” og forhåbningen om et Barça-gun-stigt resultat. I de 90 minutter de hvide fra hovedstaden er i kamp, forguder og tilbeder jeg mit andet yndlingshold.

Mit andet yndlingshold er godt nok en klub hvis skæbne og kampe, jeg på årets 364 rester-ende dage er bedøvende ligeglad med, men i de 90 minutter, holdet tørner ud imod Real Madrid, er mit følelsesmæssige engagement

totalt, og for en kort stund er jeg dedikeret og passioneret supporter - hvad enten det er Betis, Bilbao eller Bayern. I duellen mod Real Madrid støtter og lovpriser jeg mit andet yndlingshold, som var de klædt i blåt og rødt. Men hvor Bar-celonas fremadrettede, æstetiske spil og mange suveræne, ekstrava-gante sejre ofte efterlader mig i ekstase og eufori, er forholdet til mit andet yndlingshold desværre næsten altid præget af enorm frus-tration og fortvivlelse. For mens Barça-fans de seneste mange år er blevet mere og mere forvænt med sejr og succes, så er det at holde med mit andet yndlingshold mest af alt en evindelig lidelse.

For hver evig eneste gang, i hver eneste kamp mit andet yndling-shold tager kampen op imod Real Madrid, er bekymringen, de bange anelser og den pinefulde tanke om en Madrid-sejr hyper-præsent. Og desværre realiseres denne frygt for Madrid-sejr nådesløst ofte. Mit andet yndlingshold er evig under-dog og det lille, spinkle håb, den naive ønsketænkning, og troen på

/MIT ANDET YNDLINGSHOLDORD: Martin Leer Scharnberg

sejr er som regel knust og forduftet efter blot 10-20 minutters spil. I stort set samtlige kampe er mit an-det yndlingshold forvist til rollen som prügelknabe. Læsterlige klø og ydmygelse er hverdagskost for mit andet yndlingshold som gang på gang, chanceløst og modvilligt, bliver udraderet af Real Madrid. Og selvom mit andet yndlingshold er vant til denne ubarmhjertige rolle, og selvom det altid synes for-venteligt og forudseeligt, så smert-er det mit Barça-sind og skær i mit blårøde hjerte hver eneste gang.

Men en sjælden gang sker det - det utænkelige, det usandsynlige - at mit andet yndlingshold ryster og presser Real Madrid. Af og til sker det, at mit andet yndlingshold overrasker og formår at slå spræk-ker og revner i Madrid-maskin-eriet. Og når det undtagelsesvis lykkes at give Real Madrid kamp til stregen, så er den vanlige følelse af afmagt og frustration over mit andet yndlingshold erstattet af hengivenhed. I de kampe over-vældes jeg af en ulidelig spænding og dirrende nervøsitet, på samme måde som når Barça spiller altaf-

gørende kampe. Totalt opslugt af kampen og stemningen sidder jeg uroligt i stolen, håndfladerne bliv-er svedige, foden tripper konstant op og ned i anspændthed, pulsen stiger, og selv de mindste chancer og dommerkendelser kan få mig til at råbe og skrige - enten i ellevild jubel eller arrigskab. Og ender det intense drama mod alle odds med, at mit andet yndlingshold bringer madrilenerne i knæ og besejrer eller stjæler point fra ”kongeklub-ben”, så kulminerer min hengi-venhed i fryd og lykkerus. For lige så smerteligt og uudholdeligt det er, når Madrid viser storform og vinder overlegent, lige så stor er tilfredsstillelsen når de viser svaghedstegn, fejler, mislykkes.

Af pragteksempler på utrolige præstationer af mit andet yndling-shold kan blandt andet nævnes C. D. Tenerife, der to sæsoner i træk slog Real Madrid i sidste spil-lerunde og dermed medvirkede til, at Barça kunne overhale og overvinde Madrid i kampen om liga-titlen. Et andet eksempel er upåagtede A. D. Alcorcón fra Spaniens tredje

bedste fodboldrække, der med en knusende 4-0-sejr sendte Real Madrid ud af 1/16-fianlen i Copa del Rey. Og så var der selvfølgelig dengang mit andet yndlingshold seks år i træk ekspederede Real Madrid ud af 1/8-finalen i Cham-pions League.

Sidste sæson for mit andet yndlingshold var dog ubeskrivelig elendig, og holdet blev i stort set samtlige kampe udspillet og ud-klassificeret af Real Madrid.I denne sæson er mit andet yndlingshold til gengæld startet særdeles fremragende og har allerede flere gange voldt Real Madrid voldsomme problemer og forårsaget svigende pointtab for de hvidklædte. Og forhåbningen om at Barça og mit andet yndling-shold i denne sæson vil komme til at indgå i en harmonisk symbi-ose, der vil betyde sejr og succes i Cataloniens hovedstad og nederlag og nedtur i Spaniens ditto, lever derfor i bedste velgående.

¡Visca el Barça!... og længe leve mit andet yndlingshold!

DAVIDS

ANDEN UDGAVE I SERIEN OM MERE ELLER MINDRE FOR-SVUNDNE SPILLERE, DER

ENGANG SLOG DERES FOLDER I DEN BLÅ-RØDE TRIKOT, HAR VI

EDGAR STEVEN DAVIDS I KIKKERTEN

Så er turen kommet til vores allesammens ynglings

Oakley-model og glaukoma-patient: Edgar Steven

”Pitbull” Davids. Manden er hollænder, hans far er

afrikaner, hans mor er jøde; og så er han født i Suri-

name. Edgar er derfor det, man - i knap så politisk

korrekte kredse - vil kalde ”lidt af en bastard”. Det

vil vi ikke høre tale om! I vores øjne er han, vil altid

være og har altid været 100% pitbull. Ren som Rolf

- altså ham den selvfede cykelrytter.

Edgar kom til Barcelona i 2004 og var kun en

legesvend. Han brugte ikke meget mere end et

halvt år og 18 kampe i den catalanske hovedstad.

Men: Siden han er så djævelsk karakteristisk og

endte med at gøre en ellers katastrofal sæson tilfor-

ladelig, så fortjener han alligevel en plads i vores

alumnus.

Vejen til Barca var lang og tog sin start i det herrens

år 1991, da den purunge Edgar Steven debuterede

for Ajax i en 5-1 sejr over mægtige RKC Waalwijk.

Og derfra gik det stærk. Han hjalp Ajax med at

vinde tre Æresdivisionens-fade (af den helt dyre

karat), UEFA-cuppen i 1992 og Champions League

i 1995. Og så var han også med til at tabe den til

Juventus i ’96, da han ”John-Terry-ede” det første

spark i straffesparkskonkurrencen. Men det taler vi

ikke om.

Derefter blev Holland for lille til Edgar Steven, og

han rykkede sine afrikansk/jødisk/hollandsk/surine-

miske-rødder op og købte en envejs billet til (AC)

Milan(o). Det var ingen succes. Edgar Steven blev

aldrig den store San Siro-helt, og kun et halvt år

senere (december ’97) rykkede han endnu engang

sine talrige rødder op og tog turen til Torino. Det var

ingen dum idé. Han fyrede her seks supersæsoner

af og vandt (sammen med Juventus, bevares) Serie

A-titlen i 1998, 2002 og 2003.

I øvrigt tabte han også Champions League finalen

til Milan i 2003 (endnu engang på straffespark) og

blev testet positiv for de anabole steroider, nan-

drolone. Men det taler vi heller ikke om.

Desuden var det også i den periode, at Edgar

Steven begyndte at spille med briller på grund af

noget med glaukoma (grå stær) og en øjenopera-

tion. Hvorfor er vi sådan set lidt ligeglade med, for

det så pisse fedt ud (også på forsiden af FIFA 2001

og 2003).

Og så kom turen til Barca. Edgars Steven stødte til

holdet efter en umanerlig skidt halvsæson. Frankie-

boy havde ved sæsonstart overtaget trænerde-

pechen, og det gik ikke godt. Barca lå, da Edgar

Steven stødte til, på en fesen 12.-plads med sølle

24 point. Uacceptabelt. Edgar Steven hankede

efter sin ankomst gevaldigt op i holdet, og sammen

/BAR

CA

ALU

MN

US

EDGAR STEVEN

DAVIDS

EDGAR STEVENmed brasilianske Ronnie førte han holdet igennem

en forrygende forårssæson, hvor de nærmest gik

ubesejrede igennem og endte på en andenplads.

Og så var Edgar Steven væk igen.

Efter Barca-successen flyttede Edgar Steven

endnu engang til Milan - den her gang var det Inter,

der kaldte. Men Milano og Edgar Steven går åben-

bart sammen som stegt sild og syltetøj, og et enkelt

år inde i kontrakten annullerede Inter de resterende

to. Derefter rykkede Edgard Steven over kanalen

(den engelske af slagsen) og til Nordlondon for i to

sæsoner at tørne ud for Tottenham. Han blev hurtigt

lidt af en kæledække blandt fans og førte Spurvene

til to 5.-pladser i ligaen.

Vinteren 2007 blev der, hvor Edgar Stevens vendte

hjem. Til Ajax, ikke Suriname. Han domminerede

endnu engang midtbanen på Ajax-holdet og var

tæt på at føre dem til endnu et mesterskab, men

det endte med en andenplads, sølle ét point fra

endnu et af de lækre fade.

Herefter ebbede Edgar Stevens karriere stille

og roligt ud i glemsel. Han brækkede benet i en

venskabskamp inden sæsonen 2007/08 og kom

aldrig rigtig ovenpå igen. Han forsøgte sig med

nye kontrakter forskellige steder, men uden held.

I august 2010 skrev han under på en ”pay-as-

you-play”-kontrakt med Crystal Palace. Det holdt

indtil november måned, hvor han stoppede (højst

sandsynlig på grund af udsigten til en kold engelsk

vinter), men dog informerede han om, at det havde

været ”one of the greatest experiences of my life”.

Hvorfor vides ikke.

En stor tak til Edgar Steven skal der lyde herfra.

Han var med til at kickstarte en dårlig sæson og

et Barca-hold, der sæsonen efter hans optræden

vandt mesterskabet, hvilket blev starten på den

guldalder, vi er i nu. Hvem ved, hvad der var sket,

hvis Barca var endt på en 12.-plads i ligaen. Var

Frankie-boy så blevet fyret, og hvad var der så

sket? Så derfor: Tak, Edgar Steven.

Efter fodbolden har Edgar Stevens i øvrigt kastet

sin kærlighed på noget helt andet: Fodbold. Han

rejser verden rundt og spiller street-fodbold, og så

er han, sammen med Johan Cruyff, en del af Ajax’

bestyrelse.

Af trivia kan det nævnes at kælenavnet Pitbull er

givet til ham af et andet Barca-koryfæ, nemlig Louis

Van Gaal. Og så er han gift med designeren Ol-

cay Gulsen. Edgar Steven er også blevet lidt af en

filosof. Hans personlige motto er ”Life is not about

what you own but I do love sport, fashion, art, and

music, unfortunately it doesn’t all come for free.”

Derfor holder Edgar Steven stadig skruen i vandet

og tjener penge, der hvor der penge tjenes kan.

Han er lidt en levemand, forstås.

ORD: Simon Warnich

/KLUMMEORD: Christian Torrild BILLEDE: Simon Warnich

Ja, den er god nok. Barcas hjemmebane er konti-nentets kedeligste, og det er der én årsag til. Det skyldes bestemt ikke spillet på banen, der næppe fås bedre andetsteds. Det er heller ikke arkitekturen eller det perfekte græstæppe, den er gal med.Problemet er publikum. Frareg-net El Clásicos og storkampe i Champions League er engage-mentet og aktiviteten på de stej-le tribuner nemlig så godt som ikke-eksisterende. Der er ingen tifos, ingen sange, ingenting. I stedet sidder de lokale som en flok magelige teatergæster og fylder sig med solsikkefrø. Mellem dem sidder turister i tusindvis, der ikke stiller sig tilfredse med mindre end endnu en 8-0’er.

Enkelte publikummer kan svinge sig op til en applaus, når Xavi saksesparker bolden videre til Messi, der med hælen udplacerer målmanden. Efter

en sådan aktion kan man af og til høre flere af teatergæsterne råbe ”Barca” og klappe. Det kan godt stå på i flere minutter. Men for det meste er stemingen på Camp Nou røvhamrende ke-delig.

En stor del af ærgrelsen over det slatne publikum tager ud-gangspunkt i det kæmpemæs-sige potentiale, der bliver spildt. Barca har verdens bedste fod-boldhold, tilhængere over hele kloden og det største stadion i Europa, og derfor er det sim-pelthen for ringe, at atmosfæren end ikke er på niveau med tyske 2. Bundesliga-bundkampe.

Jeg vil ikke bestemme, hvordan folk skal opføre sig, når de går til fodbold. De skal bare ikke gøre som i Barcelona, for det er dælme for kedeligt.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning, humoristiske sans - eller man-gel på samme - og det, der er værre. Skribenten har været på Camp Nou flere gange.

CAMP NOU ER KEDELIG

WWW.LENTORN.DK

WWW.FACEBOOK.COM/LENTORN

LENTORN.DK@GMAIL.COM