KUNST_KULTUR_RELIGION_ INDENTITETVinter 2006 # 4

Foto

: Jen

s Bur

au

Jeg

har fe

m fi

ngre

men

de

er ikk

e al

le e

ns

Hyb

ridi

dent

itet –

Vel

kom

men

i K

orea

klub

ben

Hvo

r ko

mm

er d

en b

læks

orte

DNA

fra?

På

rygg

en a

f id

eale

r –

sam

tale

med

Tøg

er S

eide

nfad

en

Ejen

dom

sret

ten

– ve

jen

til yt

ring

sfrihe

d?

– Deb

atku

ltur

i U

krai

ne Den

jur

idis

ke B

erm

udat

reka

nt

Shar

ia o

g fe

min

ism

e i M

elle

møs

ten

Hovedstadens Røde KorsNordre Fasanvej 224, 42200 Kbh. N

Telefon: 4077 7329Mail: kurt@drk.dkhttp://hovedstaden.drk.dk

Læs 1, 2 og 3. udgave af KURT på: http://hovedstaden.drk.dk/sw37762.asp

Ansvarshavende RedaktørAnnette Max Hansen

Redaktion:Thomas Brolyng, Peter Friis Nielsen, Pawel Wedrowski, Rune Ramlal Stilling, Dina Haffar, Gitte Broeng og Ellen Otzen

Gæsteskribenter:Jonas Christoffersen, Lothar Wiese

Fotografer:Vahid, Alejandro Ravera, Peter Friis-Nielsen, Pawel Wedrowski, og Annette Max Hansen

llustratorer:Pernelle Caspersen, CHANG

Grafik: Jens Burau

Tryk:PE Offset A/S

Distribution:KURT er gratis og ligger på cafeer, i butikker, biografer og teatre og kan rekvireres ved hen-vendelse til redaktionen.Artikelforslag er meget velkomne og sendes til kurt@drk.dk.KURT udkommer 4 gange om året og produceres af frivillige og støttes af Hovedstadens Røde Kors. Artikler og illustrationer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra KURT.Hovedstadens Røde Kors er ikke ansvarlig for KURTs holdninger og meninger.

S002

KURT kom første gang på gaden i novem-ber 2005 og har siden da udgivet 4 numre. Et initiativ der udsprang af frivilligarbejdet med integrationsaktiviteter på Hovedsta-dens Røde Kors. Ambitionen med KURT var dengang som nu at tilbyde et alternativ til den alminde-lige mediedækning og gentænke begreber som integration og mangfoldighed i et bredt format og dermed skabe forståelse, tolerance og indsigt gennem viden og per-spektiv.

Ved at kommunikere på tværs af religioner og kulturelle baggrunde finder man frem til ligheder og forskelle, og et væsentlig parameter for at se mangfoldigheden som en styrke er at være i stand til at favne det fremmede med en ligeså stor åbenhed, som når man oplever genkendeligheden.

DET MENER RØDE KORS ” Kulturel mangfoldighed – hvad enten det handler om køn, race, etnicitet, sprog, re-ligion, handicap, seksuel orientering eller social baggrund – er en uvurderlig res-source for ethvert samfund, der anvender

mangfoldigheden konstruktivt. Kulturel mangfoldighed bygger på, at det enkelte menneske er unikt og har sine særegne kompetencer i kraft af personlighed og kulturel, uddannelsesmæssig og social bag-grund.

Dansk Røde Kors ser det som en væsent-lig opgave for en humanitær organisation at forsøge at bekæmpe de strømninger i Danmark, som modvirker åbenhed og mangfoldighed. Vi har en vigtig medmen-neskelig opgave i at arbejde for integration. Ved aktivt at arbejde for, at etniske minori-teter ikke bliver isolerede, og ved at påtage sig opgaven som fortalere vil Røde Kors fremme respekten og rummeligheden for menneskers forskellighed.” OG DET ME-NER KURT OGSÅ.

På denne 1-års dag vil vi derfor også gerne takke Hovedstadens Røde Kors som har muliggjort udgivelsen af KURT og med sit humanistiske menneskesyn – inspireret bladet.

Annette Max Hansen

KURT fylder 1 år

Jonas Jura Hjørne: Den juridiske Bermudatrekant Hvad har Bermuda trekanten og varetagelsen af menneskeretten tilfælles? Adjunkt Jonas Christoffersen ser på menneskeretten og hvem der varetager den i lyset institutionelle magtspil.

Hybrididentitet– Velkommen i Koreaklubben I alle de skandinaviske lande, som er domineret af den socialdemokratiske tankegang om lighed, som også er en form for ”farveblindhed”, er det blevet set som en positiv ting at lukke øjnene for forskelle. Men er det altid vejen frem mod tolerance? Liselotte Hae-Jin Birkmose fortæller om at være adoptivbarn i Danmark.

Sharia og feminisme i Mellemøsten Hvis du troede feminisme kun var et vestligt fænomen så tænk igen. I 1923 på Kairos banegård fjernede den egyptiske feminist Huda Sharawi sit slør i en gestus, der skulle symbolisere kvindens frigørelse. Over det meste af Mellemøsten dedikerer kvinder deres liv til at forbedre kvindernes vilkår i regionen.

Kloden rundt – Ejendomsretten – vejen til ytringsfrihed? Debat-kultur i Ukraine På trods af demokrati og ytringsfrihed ligger arven fra sovjettiden stadig som en dyne henover befolkningen der først nu er ved at vænne sig til en offentlig debat. En redaktør og en journalist fra Kiev gør status.

Hvor kommer den blæksorte DNA fra? – Interview med Henrik Saxgren Henrik Saxgren har skabt et fremragende kunstværk som dokumenter indvandrer bølgen i Norden omkring årtusindeskiftet. Et forsøg på at individualisere mennesker, som hovedsageligt bliver formidlet som ensartede grupper, ansigts og historieløse. KURT har talt med Saxgren om motiv og proces.

På ryggen af idealer – Samtale med Tøger Seidenfaden Er avisernes redaktører svaret på religiøse overhoveder i et verdsligt samfund der sælger sandheder man kan abonnere på? KURT har talt med Tøger Seidenfaden om medier og moralsk ansvar.

Jeg har fem fingre men de er ikke alle ensBillede, installations og multimedie kunstner Mahmoud Alibadi flygtede fra Irak – et land han aldrig følte sig hjemme i – og kom til Danmark efter 4 flugt forsøg. I dag lever han af sin kunst. Her fortæller han om bl.a. om Ramadan, Muhammedtegninger og Nørrebroflag.

Ny oversættelse af koranenBehovet for en ny oversættelse af Koranen har været relevant lige siden vi for 50 år siden blev genintro-duceret til den islamiske kultur i Europa. England har ca. 25 oversættelser og selv vores nabo, Sverige, kan brøste sig af 7. Nu kommer den første danske i knap 40 år.

ButikMit Danmark Voxpop LyrikFotoreport

KURT anbefaler –Film_Teater_Galleri_Bog

Indhold

S025

S010

S016S008S014S032

S003

S012

S004

S021

S017

S005

S029

S013

S029

MIT DANMARK

Vi fortsætter serien med at bede folk om at vise os deres Danmark.

Denne gang er det Lothar Wiese, der præsenterer sit Danmarksportræt.

S004

Lothar Wiese, f. 1966 i Schleswig-Holstein i Tyskland.Kom til Danmark i 2000 for at arbejde på Køge Sygehus. Arbejder nu på Rigshospitalet som ph.d.studerende med speciale i hjernemalaria.

Bog: Martin Krasnik: De RetfærdigeJournalisten Martin Krasnik tager på rund-rejse i Mellemøsten for at tale med indfly-delsesrige islamister og prøve at forstå bag-grunden for deres radikale holdninger. Kan vi leve fredeligt sammen? Det er en imponerende bog, nyttig, infor-mativ, øjenåbnende. Men mærkeligt nok uden de paralleller til Danmark, som for mig er helt indlysende. I Iran møder han fx en professor i engelsk litteratur, der er vokset op og uddannet i USA, men som nu underviser på universitetet i Teheran. Krasnik undrer sig over, hvordan man på den ene side kan støtte den iranske revolu-tion, Khomeini og tro på Islam som absolut sandhed og på den anden side undervise ærligt i postmoderne relativisme, kritisk teori og Foucault. Jeg undrer mig på samme måde over den tilslutning som populistiske og højreori-enterede ideer har i Danmark. At menne-sker, som i øvrigt nyder og bruger deres demokratiske frihed med alle de politiske og sociale rettigheder, der følger med, kan tilslutte sig et idekompleks der essentielt er udemokratisk.

Kunstværk:Huset Der Regner Skulptur på Sankt Hans Torv af Jørgen Haugen Sørensen

Jørgen Haugen-Sørensens store og grove skulptur på Sankt Hans Torv er provoke-rende og utilpasset. Materialet (granit) hører slet ikke hjemme i Danmark (bort-set fra Bornholm, men det tæller ikke!), og de skarpe former står i grel modsætning til pladsens nydelige og velpudsede ejen-domme. Den modsætning gør skulpturen så beri-gende. Som ekstrem giver den plads til alle mulige andre udtryksformer. Jeg har heller ikke set lignende skulpturer i andre storby-er – den virker original for pladsen og for København.

Ting: DannebrogDanskere er meget nationalistiske – men de tror ikke de er det! Tag nu et alminde-ligt dansk fødselsdagsbord, oversået med DANSKE FLAG. Ja, men det har jo ikke noget med nationalisme at gøre, vil de fleste sikkert sige, det er bare noget man bruger til fødselsdage. Men det er jo netop pointen: De nationale symboler er kom-met helt ind i dagligstuen og blevet en del af det private rum. Måske er det derfor vi bliver så fornærmede, hvis nogen pludselig skulle finde på at brænde et dansk flag af et eller andet sted ude i verden. En af mine venner havde en fransk restaurant. Han er selv franskmand og nægtede at sætte dan-ske flag da nogle af hans gæster ville holde fødselsdag på restauranten. Og hvad skete der så? Ja, de gik, selvfølgelig; under store protester. En pudsig reaktion for mig som ikke-dansker.

På ryggen af idealer – Samtale med Tøger Seidenfaden

”Jo mere af virkeligheden vi ser i nyhedens form, desto mere af virkeligheden bliver vi berøvet. Ve den begivenhed der ikke lader sig beskrive i en hårdt formateret treakter. ’Jeg er en nyhed, altså eksisterer jeg’”

Göran Rosenberg

Rådhuspladsen myldrer af små gen-kendelige væsener. Vi kalder dem mennesker og de kommer i alskens

afskygninger. Skyndsomt flytter kroppe sig henover brosten ind i fodgængerovergange og videre. Neonskilte brager de seneste ny-heder ud gennem æteren. De brænder sig gennem den spæde dis og sætter præg på dagen.

Jeg er drysset ind til midtbyen for at sætte Tøger Seidenfaden stævne. Sandhe-den skal høres af børn og medier. Sidst jeg havde fornøjelsen af at færdes i nærheden af Tøger, var i barndommens gade, da jeg svømmede i Kildeskovshallen. Dengang, beruset af rød saftevand og skumdelfiner, var jeg fascineret af den fart, hvormed Tøger strøg gennem det blå klor. I dag bevæger han sig stadig i høj fart. Som en fisk i vandet plasker han rundt i medieha-vet og gerne mod strømmen. I min søgen efter et moralsk standpunkt i forbindelse med integration, slog det mig at Tøger Sei-denfaden fungerer som et slags religiøst overhoved i et oplyst verdsligt samfund. Vi tækkes medierne i vores higen efter sand-heden. Vi lader os påvirke og opdrage af et stadigt mere højtskrigende medierum. Er medierne sig deres indflydelse bevidst og påtager de sig et moralsk ansvar når de be-handler integrationsspørgsmålet? Som en lille pige til sit første skolebal træder jeg ind på chefredaktørens hjørnekontor. Banen er kridtet op...

Når vi sidder her, Tøger, er det jo fordi du indgår i en række af samtaler med religiøse overhoveder.

Det er langt ude, vil jeg sige.

Ja, det er lidt langt ude, men du forsvarer jævnligt en minoritet i Danmark, som har en religiøs dagligdag. Og det til trods for, at du selv, for så vidt vides, ikke er religiøs. Så kom jeg på den tanke, at medierne i en op-lyst rationel verden på en måde personifi-cerer den traditionelle kirkelige institution. Altså, den omstændighed, at medierne er et slags sandhedsorgan. At læseren søger sand-heden i Politiken. Man kalder oven i købet fjernsynet for et husalter. Hvordan destille-rer I den sandhed? Hvem filtrerer informa-tionerne og med hvilket formål? Er der en topstyret dagsorden, som er mere objektiv end blot den enkelte journalists ansvar...?

Jeg er i udgangspunktet næsten nødt til at sige nej. Den vigtigste styringsmekanisme, som ligger udover den enkelte journalists interesser er i vores del af verden den klas-siske anglosaksiske journalistiske fairness-tradition. For det første skal en begivenhed naturligvis have fundet sted. Dernæst skal journalistisk arbejde beskrive begivenhe-dernes gang udfra en elementær fairness. Altså, at man lader hovedsynspunkterne komme til orde. Man kan sige at, det høje-ste sandhedsideal er den objektive sandhed.

Det er imidlertid en umulig målestok. Den sekundære sandhed må så være at afhøre så mange relevante kilder som muligt. Selv da kan man ikke være sikker på, at resultatet er absolut troværdigt eller tilfredsstillende. Det er sådan en slags høkeragtig hånde-værkemåde at arbejde på i det journalisti-ske miljø. På redaktionen undersøger man efterfølgende journalistens fodarbejde. Det er det vi arbejder efter på Politiken.

Når du siger fairness, så oversætter jeg og tænker moral. I integrations-sammenhæng handler det om at tage stilling. Og den stil-lingtagen er ikke så afhængig af sandhedsi-dealer som af anstændighed. Altså var det indledende spørgsmål mere rettet mod et slags kodeks, journalistens 10 bud om du vil, hvis målestok er af moralsk støbning. Er der på Politiken en sådan holdningsmanual som er grundlæggende i forhold til teknik og sandhed?

Det er der. Det er bare vigtigt at forstå, hvor den kommer ind i billedet. Den kommer ind i billedet om man så må sige rent, stærkt og uden forbehold, når vi taler om avisens holdningsmæssige linie. Politikens stemme i den offentlige debat. Vi står eksplicit på ryggen af nogle idealer, som hedder fri-sind, menneskerettigheder, ligeværdighed, tolerance og internationalisme. De er rele-vante i al almindelighed og i særdeleshed i forbindelse med integration. Men udover

S005

TALKSHOW

Af Pawel Wedrowski

S006

journalistens tekniske sandhedsrelaterede redskaber og det overordnede holdnings-mæssige standpunkt, er der et tredje gan-ske komplekst element, nemlig hvad det er for nogle områder avisen prioriterer. Det er i samspillet mellem disse elementer at avi-sen skabes. Væsentlig mere spontant og lø-bende end man skulle tro. Avisen er altså uforudsigelig både som arbejdsplads og som meningsdanner.

Men omvendt er mediernes gennem-slagskraft ofte større end politiske debatter og beslutninger. Måske som en konsekvens af den tilnærmelsesvist religiøse status medierne har fået i dag?

Jeg oplever det mere tilfældigt end som så. Mennesker søger nyheder fra forskellige kilder og hvert eneste medie er kun ét ind-spark ud af adskillige. Det danske samfund er et individualiseret oplyst kollektiv, hvor

man er i stadig kontakt med konkurreren-de meninger. Det er folk selv, som vælger. Og så kan det være, at ganske få tænker, når Tøger gør sådan må jeg også hellere...Men der er endnu ikke nogen samfunds-videnskab, der kan klarlægge den proces, som udspiller sig mellem medierne og den

enkelte persons en-delige opfattelse af tingenes tilstand.

Muhammedteg-ningerne er imidlertid et eksempel på, hvad en lille redaktion i et endnu mindre land trods alt kan afsted-komme af reaktioner. Og hvad enten det handler om flagaf-

brændinger på Vestbredden, politiske tolk-ninger eller hvad jeg, når jeg traver afsted på Rådhuspladsen, danner mig af forestil-linger udfra gårdsdagens leder, kan der vel ikke være tvivl om, at der er en bevidsthed blandt redaktører, journalister og skribenter i al almindelighed, om hvilke konsekvenser

nyhedsmateriale og måden det formidles på kan have?

Den bevidsthed er der ikke i nær så høj grad som du lægger op til. Man kan sige meget om Jyllandspostens disposition, men det er fuldstændig sikkert, fuldstændig sikkert, at de ikke havde gjort sig nogen forestillinger om, at de karikaturtegninger ville ende på CNN og som en global steppebrand vendt mod Danmark. Jeg tror med 100 procents sikkerhed, at de aldrig havde drømt den tanke. Og det var rent faktisk en serie yder-ligere omstændigheder uden for Jyllands-postens kontrol, som satte skub i tingene. Men krisen har skabt et mønster, så der nu skal mindre til. I forbindelse med Muham-medtegningerne havde man 4 måneder til at rode kastanierne ud af ilden. Nu har man, hvad enten det er Paven eller DFU, som er på dagsordenen, højest 48 timer til at reagere. Bevidstheden er øget.

Okay, vi hopper videre eller i ring. Apro-pos anstændigheden og så hele tiltaget om-kring gratisaviser og konkurrencevirksom-hed. Jeg tænker oplag, annoncering og salg i det hele taget. I hvor høj grad styrer kom-mercielle interesser en avis som Politiken, i forhold til det nævnte fairnessprincip og den overordnede redaktionelle holdning?

Hvis du spørger i hvor høj grad kommer-cielle interesser indvirker på Politikens journalistiske indhold fra dag til dag, vil jeg sige overhovedet ikke. Og det skyldes jo helt banalt, at det ikke er en løssalgsavis, hvor det afgørende for salget er, hvad man sætter på forsiden. Politiken er en morgen-avis, som lever af et langvarigt tillidsfor-hold til sine læsere. Det betyder, at stoffet i Politiken ikke tager hensyn til det kom-mercielle. Det er første del af svaret. Når vi så udvikler Politiken på længere sigt i forhold til, hvordan layoutet skal være og hvilke nyhedsområder Politiken skal kon-centrere sig om, er det klart, at vi er optaget af dette langsigtede loyalitetsforhold til læ-serne. Og det er udfra en klart kommerciel overvejelse, når vi forsøger at skrue en avis sammen, som tilstrækkelig mange har lyst til at betale for i fremtiden.

Hvis man kunne effektivisere integrati-onsprocessen igennem mediernes virkemid-ler, og det var ligegyldigt om motivet var moral eller økonomi. Altså, at resultatet ville blive rigtig godt uanset om man gjorde det for anstændighedens eller de kommer-cielle interessers skyld, ville motivet da gøre en forskel?

Jeg synes, at hvis man har motiver som vokser ud af et andet sæt af værdier end de værdier, man rent faktisk forsøger at nå, med det man gør, så er der altid en risiko

”Vi står eksplicit på ryg-gen af nogle idealer, som hedder frisind, menneske-rettigheder, ligeværdig-

hed, tolerance og interna-tionalisme”

Tøger Seidenfaden på Politikens redak-tion. ”Avisen er altså uforudsigelig både

som arbejdsplads og som meningsdanner”Foto: Pawel Wedrowski

for, at de kommer i konflikt med hinanden. Hvis folk endvidere fornemmer, at det man gør, det gør man ikke, fordi man føler det, tænker det og mener det, men at man er styret af nogle andre hensyn, så er der en risiko for, at det vil blive oplevet som uær-ligt og utroværdigt. Så ja, det gør en forskel. Jeg synes i det hele ta-get at motiver gør en forskel for menneske-lige handlinger. Pia Kjærsgaard sagde på et tidspunkt, meget præcist i forbindelse med den seneste DFU-video, at det jo i modsætning til Jyl-landspostens tegninger ikke var en bevidst handling. Politiken har løbende bragt alle tolv Muhammedtegninger uden at blive fordømt. Men dér var sammenhængen en anden. I begge tilfælde er der intentionen til forskel. Og den er altafgørende i moral-ske sammenhænge som dem du taler om.

I udgangspunktet er hjertet altså ikke til falds. Den amerikanske moralfilosof John Rawls siger, at et samfunds etiske målestok kun kan vurderes udfra, hvordan et sam-fund behandler sine svageste. Iblandt de svageste i Danmark regner jeg det muslim-ske mindretal.

Det kan man roligt gøre udfra alskens objektive kriterier.

I den forbindelse siger Jan Lindhart på et tidspunkt, at problemet med muslimer er, at de er muslimer. Det siger han naturligvis på baggrund af et missions aspekt. At han i sin butik sælger kristne slikkepinde. Dermed ikke sagt, at han siger ”ud af min butik”. Snarere byder han indirekte velkommen, men blot for at afsætte flere søde sager. I dit tilfælde er der tale om et ikke religiøst men-neske, som udstiller sig i skikkelse af talerør og til tider forsvarsadvokat for muslimer i Danmark. Hvad er motivationen og hvor er troværdigheden?

Moderate muslimer er ikke synderligt reli-giøse. Det er vigtigt at skelne og nuancere. I forbindelse med den radikale Islam, den politiske Islam, som ofte overskygger alle andre udgaver, har Politiken lavet en bog om den danske Guantanamofange Slima-ne Abderrahme. Hans historie beskriver, hvordan den Islamdyrkelse Vesten opfatter som den mest fanatiske og religiøst radi-kale, ofte udøves af mennesker, som først i en sen alder og uden religiøse tilbøjelig-heder bliver omvendt. De kommer til de-res overbevisning via samme mekanisme som venstreorienterede blev revolutionære socialister. Slimane har oprindeligt ikke den fjerneste interesse for religion. Han

tager sin studentereksamen ved Århus Katedralskole. Er i en årrække optaget af techno-musik. Da han bliver træt af det besøger han sit hjemland Algeriet og bliver voldsomt radikaliseret, fordi han får bank af sikkerheds-politiet. Følgende leder han efter en krig til forsvar for muslimernes in-

teresser. Han havner i Afghanistan og bliver fanget af amerikaner-ne. Den løbebane er meget typisk, tror jeg. Problemet er at, disse diskussioner kollap-ser med hinanden. Vi sammenblander ter-rorisme med integra-

tion, religion med fanatisme og Islam med islamisme. Vi må adskille diskussionerne. I særdeleshed i Europa, som er så sekularise-ret, at det forekommer meget fremmed og truende, når der pludseligt ankommer en religiøs kultur.

Men bliver det ikke netop i et sekularise-ret Europa, hvor samfundene igennem den historiske udvikling har bevæget sig imod en demokratisk verdslig livsanskuelse, så-vel individuelt som politisk, uærligt at slå på tromme for en religiøs dagsorden. Ikke mindst kan man vel spørge om det er en tro-værdig trommesolo, når trommeslageren er et oplyst ikke religiøst menneske?

Jeg synes tværtimod at det hænger sam-men. Du citerer selv Rawls. De værdier, på baggrund af hvilke jeg forsvarer en minori-tet er, ud over frihed for alle og lige rettig-heder, en særlig forpligtelse til at værne om de svageste grupper i samfundet. Det gæl-der i øvrigt også Politikens værdigrundlag. De værdier har intet med Islam eller reli-gion at gøre. Nogen muslimer ville måske anfægte, at Islam oprindeligt er en social og egalitær religion. Men for mig er krite-rierne alene, at en svag gruppe ikke bliver behandlet fair. Det er selvindlysende, at Po-litiken og herunder dens redaktører må gå ind og forsvare en sådan gruppe.

Men er det selvindlysende set i lyset af et avismarked som eksploderer. I en verden, hvor både kommercielle interesser og en holdningsmæssig profilering er uundgåelig, er det vel svært at operere udfra en særlig etisk forpligtelse?

Min opfattelse, både hvad angår Muham-medtegninger og journalistikken i det hele taget er, at det er ideologier og følelses-ladede beslutninger, som driver værket. Kommercielle konflikter er i deres natur materialistiske og pragmatiske. Man kan, så at sige, dele i porten uden sårede følelser. Hvis man skal forstå farlige konflikter må man se på det idémæssige indhold. Medi-

ernes større polarisering er ikke et resul-tat af større kommercielle interesser. Den udspringer af, at samfundet er blevet mere polariseret. Vi har i Danmark i dag for før-ste gang en regering, som så klart har valgt side. Udover en toårig periode med det røde kabinet, har hverken socialdemokra-ter eller borgerlige nogensinde så entydigt dyrket politik med henholdsvis venstre el-ler højrefløjen. Og det er dét, som er årsa-gen til den øgede polarisering i den offent-lige debat. Medierne er en refleksion af den politiske og samfundsmæssige udvikling i Danmark.

Det hænger vel sammen med, at det po-litiske landskab har ændret sig i det hele ta-get. Kampen uspiller sig omkring en anden akse og det handler mere om mærkesager end ideologisk fløjkrig. Men hvis man, som du siger, tænker avisernes ideologiske kamp som en udløber af den offentlige debat. Hvis man tilskriver den en øget polarisering i det offentlige rum i Danmark. Og hvis man så anskuer det i forbindelse med integration, ville det da ikke som religiøst overhoved på Politiken, set i lyset af fairness og anstæn-dighed, være en smukkere måde at bære sit ansvar på, om man tilstræbte et minimum af konsensus i hele det journalistiske etab-lissement?

Der står i de presseetiske regler, at hvis en forbrydelse bliver begået skal vedkommen-de personers etniske baggrund ikke nævnes medmindre den er relevant. Fordi man har haft den opfattelse, at det ikke automatisk er en forklaring, hvis en jøde er blevet dømt for at stjæle eller bagvaske, at det er, fordi han er jøde. Det er en norm der gradvist er blevet udvandet og næsten ophævet. På Politiken diskuterer vi regelmæssigt, hvor-dan vi skal tolke og udlægge den. Man kan sige, at vi tilslutter os den, men kriterierne for, hvornår den er relevant, er bevægelige. Hvis en specifik bande marokkanere har lavet en stribe overfald i nordvest kvarte-ret og alle i lokalområdet ved det, ville det være i strid med vores krav om objektivitet og sandhed at fortie at bandemedlemmer-ne er marokkanere.

Det betyder heller ikke, at man tillægger dét, at de har gjort det, at de er marokka-nere?

Nej slet ikke vel, så derfor skal man selvføl-gelig bringe den oplysning. Vi kan imidler-

TALKSHOW

S007

BLÅ BOGTøger Seidenfaden, født 1957. Cand. Scient. Pol. 1983, Århus. Har tidligere været chefredak-tør på weekendavisen og fungerede som adm. Direktør på TV2, 92-93. Har været chefredaktør på Politiken siden 1993.

”Vi sammenblander ter-rorisme med integration,

religion med fanatisme og Islam med islamisme.”

S008

tid ikke hver gang der i en politirapport er en note om anden etnisk baggrund nævne det. Vi ville fortegne billedet voldsomt, idet vi jo ikke omvendt skriver, ”bemærk dette var ikke en indvandrer”. Når vi så vælger ikke at oplyse om etnisk baggrund, klager læserne over, at Politiken er så forbandet politisk korrekt. Eksemplerne afspejler en samfundstilstand, hvor integrationsdebat-ten er blevet et ekstremt politiseret hoved-tema. Og derfor er det naivt at forestille sig, at medierne skulle gå sammen i et apolitisk frirum og være an-stændige. Medierne kan ikke håndtere og trække integrations-spørgsmålet ud af dets konfliktrum.

Men man behøver ikke at bekende sig til noget politisk. Det handler om moral. I drøner rundt og sælger noget så sårbart som sandhed, det betinger da i den grad en ordentlig håndfuld moralsk ansvarlighed. Du har fortalt mig, at du som chefredaktør bestrider tre funktioner, og jeg vil nødig pålægge dig mere arbejde, for det virker helt uoverskueligt i forvejen. Men ak-kurat i forhold til det politiske og sociale klima i Danmark i dag, er det så ikke nærmest en forpligtelse blandt medierne at samle trådene moralsk, ikke at kaste håndklædet i ringen?

Men jeg kaster da overhovedet ikke hånd-klædet i ringen. I et samfund som det dan-ske, mener jeg, at vi på Politiken gør alt, hvad man kan gøre som én avis. Politiken bliver jævnligt anklaget for at gøre for me-get. Seneste episode, var da vi ville lægge spalteplads til at offentliggøre et åbnet brev fra 66 danskere, som ville anklage politi-kere for racisme. Altså, lovbrud udfra den mest ekstreme form for ikke integrations-fremmende aktivitet man kan tænke sig og en i øvrigt markant måde at grave grøfter på. Den omstændighed at Politiken trykte dette brev blev af adskillige medier frem-lagt som et fuldstændig åndeligt, politisk og moralsk kollaps på Politikens redaktion. Et udtryk for at vi ville drive kampagne mod folkevalgte politikere, undergrave de-mokratiet og afskaffe folkestyret. Det ene-ste vi ville gøre var ganske banalt at trykke en håndfuld menneskers budskab.

Den polemik medierne imellem bliver hurtigt en slags automatik retorik. Altså, at mor siger ja og far som en rygmarvsma-nøvre siger nej. Nærmest for at profilere sig selv. I din egenskab som repræsentant for medierne og i din skikkelse af religiøst over-hoved, er du en slags opdrager. Medierne bliver nødt til at vedkende sig den rolle og ikke som vanligt tale om hønen og ægget. Og hvis man spiller så kursangivende en rolle i et samfund så er det mindste man kan gøre

vel at tage hinanden i hånden og sige: ”Hør hér drenge, skal vi ikke tage den forårsrulle i Kildeskovshallens kantine og blive enige om et anstændigt udgangspunkt, så vi kan ar-bejde for integration og ikke stik imod?”

Du kan jo prøve at interviewe mine kol-leger på Jyllandsposten. Jeg tror, at de ville nægte at anerkende hele udgangspunktet for spørgsmålet. De ville sige; ”Hvad er det for en lalleglad naivistisk måde at tale om anstæn-dighed på. Det drejer sig om åbent at disku-

tere problemerne med muslimer. De skal lære at opføre sig ordent-ligt. Vi skal stille krav til dem, kontante krav. Vi skal skabe økono-misk incitament og så i øvrigt sørge for, at der

ikke kommer for mange af dem. Så det dér fis omkring fælles anstændighed, det er en misforstået hallalhipppie-holdning som du kan slippe afsted med på Tøger Seidenfadens kontor, men ikke på vores”. Det er bare mit gæt. Der er ikke i det politiske klima og den virkelighed, som hersker i Danmark i dag ba-sis for den slags bredt samarbejde.

Du kunne i teorien være chefredaktør på

et mindre hyggeblad som Faklen. Hvad er din egen personlige ambition som opinions-danner og medieguru i forhold til integrati-onsprocessen?

Jamen, lad mig sige at, integration og diplomati har meget tilfælles. Det ene bli-ver lavet af nålestribede mennesker, det andet af folk i pullover og overalls. Men forudsætningerne er de samme: Gensidig anerkendelse, respekt for at løsninger skal findes i fællesskab og dialog.

Politiken forsøger at fastholde de posi-tive symbolske handlinger, som netop kun en avis kan. Det at man anerkender hinan-den. Danskere er statistisk set bedre end de fleste i verden til at anerkende hinanden. Men som danskere. Fordi Danmark er et lille trygt land, har vi ikke haft blik for, at vi i forhold til fremmede skal gøre en eks-tra indsats for at anerkende dem og for at de føler sig anerkendt. Parallelt med at vi stiller krav og skaffer folk i arbejde og ud-betaler den rigtige løn. Jeg kan ikke skaffe arbejde til dem som ikke har arbejde, men jeg kan sige at vores samfund bygger på ligeværdighed og en række andre værdier. Det gør jeg så i en sådan grad, at alle an-dre end Politikens mest loyale læsere med mellemrum får kvalme over det. Så hvis du siger til mig, at jeg skal gøre mere, bliver jeg helt træt ved tanken.

Du kunne svømme med muslimer...

Ja, det kunne jeg selvfølgelig.

Jeg kan slippe afsted med det her og såle-des komme levende væk, gentager jeg hyp-notisk for mig selv på vej ud af Politikens Hus. Men kan chefredaktøren. Når kortene blandes er Tøger Seidenfaden atter sluppet elegant gennem nåleøjet. Og jeg må med stor respekt erkende, at hans forehavende betrygger mig i betragtelig grad. Imidler-tid er der ved nærmere eftertanke enkelte skønhedspletter. Hvis medierne ikke er sig bevidst om de dønninger de sætter i gang, er det så troværdigt at snakke værdier i det hele taget. Hvis mediernes arbejdsform og udtryksmåde er så uforudsigelige som Tø-ger Seidenfaden antyder, hvordan kan man så være moralsk ansvarlig overhovedet. Hvis polariseringen i medieverden ude-lukkende handler om en refleksion af det, som udspiller sig i samfundet, hvordan kan Politiken så undgå at havne i hønsegården fremfor æggeskallen. Skulle man imidlertid tage chefredaktionens ideologiske værdi-grundlag for gode varer, ville det så ikke trods alt være på sin plads at kæmpe ikke blot for Politikens, men for hele branchens ry og rygte. Som medielandskabet tager sig ud i dag forekommer det i høj grad at hand-le mere om selvprofilering end ønsket om virkelig at gøre en forskel. Og ligesom in-tegration betinger en anerkendelse af hin-anden og forudsætter en gensidig respekt, ville det pynte gevaldigt på mediernes for-kyndelse af det vi kalder sandhed om de fandt et fælles moralsk fodslag.

I virkelighedens verden er solen brændt igennem, menneskemængden er ikke afta-get og Rådhuspladsen genlyder af fødder som utålmodigt tripper i alle retninger. Øjne stirrer op på lysaviser, mens myriader af trykte nyheder skifter hænder i morgen-trafikken. Fra en stående rullepølse midt på pladsen brager radiobølger ud til tusin-der af lyttere. Og på en fjernsynsskærm i vinduet forkynder en speaker de seneste nævneværdige begivenheder. Moderne af-lad består i, at vi bilder os ind at føle med andre, fordi vi på afstand iagttager deres lidelser.

”Medierne er en reflek-sion af den politiske og

samfundsmæssige udvik-ling i Danmark.”

”Part C 20 spørgsmål til mig selv” er et uddrag fra

Maja Lee Langvads digtsamling ”Find Holger Danske”, som er udkommet på

Borgens Forlag, 2006. Forfatteren er født i 1980. Digtsamlingen er hendes debut. ”Find

Holger Danske” koster 150 kr. og kan købes i bog-handlere og via Internet.

S009

LYRIK

Part C 20 spørgsmål til mig selv

C.1.Hvilken nationalitet er du efter din mening?a. Dansker?b. Koreaner?c. Både dansker og koreaner?d. Hverken dansker eller koreaner?

2.Ville du ønske, at du var blevet bort-adopteret til et andet land? Og hvisja: Hvilket?

3.Når du oplever racisme: Føler du dig da mere koreansk end ellers?

4.Ønsker du, at din biologiske mor og din adoptivmor møder hinan-den?

5.Kan du forestille dig at opsøge din biologiske mor uden at få dårligsamvittighed over for din adoptiv-mor?

6.Betragter du det som en fordel el-ler en ulempe at have to mødre? Og hvisdu mener, du ikke har to mødre, men én mor: Er det da din biolo-giske mor eller din adoptivmor, som ikke er din mor?

7.Er du enig, når en person omtaler din biologiske mor som ”din rigtigemor”?

8.Ville du ønske, at du havde de samme fysiske træk som din adop-tivmor,eller er du lettet over, at det ikke er tilfældet?

9.Betragter du dig selv som hvid? Og hvis ja: Mener du, at det er en for-deleller en ulempe?

10.Ville du ønske, at det ikke var din adoptivmor, som havde adopteret dig?

11.Anser du dig selv for at være et øn-skebarn?

12.Ønsker du at opsøge din biologiske mor? Og hvis ja:a. Af nysgerrighed efter at se, om

du ligner hende (fysisk såvel som karaktermæssigt)?

b. Af angst for arvelige sygdomme?c. Fordi du synes, det er vigtigt at

kende sit biologiske ophav?d. Fordi du vil kende grunden til, at

du blev bortadopteret?e. Fordi du vil forsikre hende om,

at du har det godt?f. Pga. tanken om, at hun kan dø,

uden at du har mødt hende?g. Pga. forholdet til din

adoptivmor?h. Pga. et behov for at blive elsket?i. Pga. et behov for at blive elsket af

lige netop hende?j. Andet?(Understreg gerne mere end ét svar).

13.Hvis du opsøger din biologiske mor med forventningen om at få etvedvarende forhold til hende, men det viser sig, at hun ikke kan leve optil din forventning. Vil du da ønske, at du ikke havde opsøgt hende?

14.Kan du forestille dig, at du ikke kan lide din biologiske mor?

15.Synes du, at du har ret til at kende din biologiske mor? Og hvis ja:Selv i tilfælde af, at hun er blevet lo-vet anonymitet, dengang hun bortadopterede dig?

16.Mener du, at din biologiske mor har svigtet dig, eller mener du, at hunnetop ikke har svigtet dig, ved at bortadoptere dig?

17.Hvor ofte ønsker du, at du ikke var blevet bortadopteret:a. Dagligt?b. Sjældent?c. Aldrig?

18.Har du medlidenhed med dig selv, fordi du er adopteret?

19.Kender du andre adopterede? Og hvis ja: Føler du dig knyttet til dem,fordi de er adopterede?

20.Kan du forestille dig at adoptere et barn?

Kvinder, kvinder og en håndfuld mænd. Den Sorte Diamant var ram-men for arrangementet, som løb af

stablen lørdag den 2. september 2006. Og allerede da jeg ankom var det tydeligt, at dagens emne primært tiltrak den kvinde-lig del af befolkningen. Der var lange køer foran indtjeknings-skrankerne, og her var der kvinder i alle aldre og religiøse frem-toninger. Der var dog også et par enkelte mandlige deltagere bl.a. Kamal Kureshi og Omar Marzouk, sidstnævnte stod for da-gens underholdende indslag.

Elsker fremskridt – men nej tak til forandring

KVINFOs direktør Elisabeth Møller Jensen indledte konferencen med en historie fra hendes seneste be-søg i Marokko. Hun havde deltaget i en FN-konference sam-men med kvinder og mænd fra hele Mel-lemøsten, der i juni i år drog til Rabat for at drøfte FNs kvindekonvention CEDAW og de forbehold, de arabiske landes rege-ringer har stillet til konventionen. I taxaen på vej fra lufthavnen i Rabat spurgte hun den marokkanske chauffør om han var for eller imod den nye familielovgivning i Ma-rokko. En lovgivning, der har fået stor ros for, at den sikrer marokkanske kvinder de bedste rettigheder i den arabiske verden. Taxachaufføren svarede: ”Jeg er for den nye lov, når det gælder min datter, men imod når det gælder min kone.” Elisabeth Møller

Jensens pointe var, at det er meget menne-skeligt, at vi på samme tid kan elske ideen om fremskridt, men er mere usikre, når de samme fremskridt forplanter sig som kon-krete forandringer i vores eget liv og vores position i samfundet.

Fire workshops og en masse stereotyper

Som det også fremgik af præsentationsma-terialet omkring de enkelte workshops, så findes der mange stereotyper om de un-dertrykte tørklædeklædte kvinder. Alle fire workshops prøvede på hver deres måde at kaste nyt lys over nogle af disse stereoty-per. Jeg valgte workshoppen med over-skriften ”Feminismer i Mellemøsten”, som præsenterede sig således: ”Kampen om

kvinders rettigheder i Mellemøsten, går tilbage til 1900-tallet. Spørgsmålet er derfor ikke, om der findes en feministisk bevægelse i Mellemøsten men snarere hvilke femini-

stiske bevægelser, der findes. Hvad er deres fælles dagsordner, og hvor skilles vejene?”

Marokko og JordanWorkshoppen tog afsæt i to hovedindlæg fra henholdsvis Mina Tafnout, formand for den marokkanske NGO L´Association Démocratique des femmes du Maroc og Nawal Al-Faouri, Ph.d. og parlamentsmed-lem fra Jordan. Mina Tafnout fortalte om organisationens arbejde i Marokko, som bl.a. omfatter lobbyisme for kvindernes

deltagelse på alle politiske og socioøkono-miske niveauer. Hun understregede, at or-ganisationen ikke er politisk funderet. Or-ganisationen arbejder også fokuseret på at ændre ”billedet af kvinden”, som hun bliver fremstillet i de forskellige medier, skolebø-ger mv. Organisationen har i dag et ”korps” af kvindelige specialister, som er trænet i at modargumentere mod Shariaen. F.eks. fremlægger de konkrete cases, som viser, hvorledes kvinder er blevet uretfærdigt behandlet i forskellige situationer, såsom at blive presset til ægteskab eller smidt ud af deres eget hjem efter 40 års ægteskab. Organisationen arbejder også med at do-kumentere nogle af de holdninger, som un-dergraver kvindernes status i samfundet. De har bl.a. gennemført en undersøgelse af befolkningens holdning til vold mod kvinder, der viser, at der er bred accept af fænomenet. Ca. 1/3 af de adspurgte sagde ja til at vold mod kvinder var kendt og ac-cepteret.

Sharia og syndenNawal Al-Faouri, som er medlem af det jor-danske parlament og tilhænger af Shariaen argumenterede for, at der ikke behøver at være modsætninger mellem at være tro-ende muslim, følge Shariaen og arbejde for kvindernes rettigheder i samfundet. Hun citerede Shariaen og fortalte, at der ikke står noget om, at manden er placeret ”over” kvinden i samfundet. Tværtimod er det beskrevet, hvordan kvinden er mandens ”søster” og ligeværdig partner. Hun fortalte også om, at på profetens tid deltog kvin-derne på lige fod med mændene i politik og

S010

”Jeg er for den nye lov, når det gælder min datter, men imod når det gælder

min kone”

FEMINISME

Sharia og feminisme

I samarbejde med bl.a. Images of the Middle East stod KVINFO for en konference under over-skriften: ”Nye billeder af Mellemøsten – Køn i forandring”. Fra Iran til Marokko til Tyrkiet deltog der et bredt ud-snit af kvinder fra hele Mellemøsten, som har valgt at dedikere deres arbejdsliv til at forbedre kvindernes vilkår i regio-nen. KURT var med på en lytter.

Af Dina Haffar

S011

Historien om den arabiske feminismeCiteret fra Mette Jeppesens artikel i KVIN-FOs Webmagasin ”Forum for køn og kultur” 3.7.2006. Læs også mere på www.kvinfo.dk.

I 1923 på Kairos banegård fjernede den egyp-tiske feminist Huda Sharawi (1879-1947) sit slør i en gestus, der skulle symbolisere kvindens frigørelse. Hun var netop steget af toget fra en international kvindekonference i Rom.

Huda Sharawi er en af den arabiske kvindebe-vægelses første og mest berømte skikkelser, som kæmpede både for de arabiske kvinders frigørelse og mod englændernes besættelse af Egypten.

De første feministiske bevægelser i Mellemøsten opstod i de muslimske samfunds begyndende moderniseringsproces i slutningen af det 19. århundrede. Egypten regnes ofte som et foregangsland, hvor man har kunnet aflæse nye tendenser først. Det gælder også for den arabiske feminisme.

En af de mest markante skikkelser i dag er den amerikanske konvertit Amina Wadud, der i marts 2005 under stort postyr optrådte som imam under en fredagsbøn i New York, hvor både mænd og kvinder var tilstede. Hendes fortolkning lægger hovedvægten på de vers i Koranen, der omhandler menneskets skabelse. Her er der ingen væsensforskel mellem mand og kvinde, hævder hun: Mennesket er lige over for Allah, uanset om det er mand eller kvinde, og uanset etnicitet og klasseforhold. Derfor skal manden og kvinden også behandles lige i den menneskelige virkelighed. Ligesom flere andre kvindelige fortolkere diskuterer hun også vers, der traditionelt har legitimeret mandens ret til at bestemme over kvinden i stort set alle forhold. Og her anlægges der et langt mere åbent per-spektiv, der viser, at mange vers kan gradbøjes efter den sammenhæng, de indgår i.

At den nye generation af islamiske feminister fortolker frigørelsen i rammen af islam, og på egne præmisser er måske netop kvindefortolk-ningens chance for at vinde større udbredelse og anerkendelse end den vestlig-orienterede feminisme.

”Ca. 1/3 af de adspurgte sagde ja til at vold mod kvinder var kendt og ac-

cepteret.”

andre sociale aktiviteter. Hun mener ikke, at kvinderne er hindret i at deltage aktivt på arbejdsmarkedet, så længe det dog ikke forhindrer hende i at klare de huslige plig-ter. Jeg var ikke den eneste af workshoppens deltager, der blev provokeret af dette ”state-

ment”, altså, at kvindernes primære forplig-telse var at klare de huslige pligter, inden hun begav sig ud på arbejdsmarkedet. Mina Tafnout var også uenig i dette synspunkt og hun udtalte: ”Sharia er ikke Islam – det er fortolket Islam”. Al-Faouri nuancerede dog også hendes eget standpunkt ved senere at fortælle, at i hendes eget hjem deler de de huslige pligter lige og argumenterede: ”Hvordan skulle jeg ellers få tid til at være her – som oplægsholder ved en konference i Danmark?”. Det var interessant og lære-rigt at følge deres diskussion og det blev tydeligt, at når det kommer til holdninger til feminisme i Mellemøsten, så er debatten mindst lige så farverig og nuanceret, som den er herhjemme. Og som et bidrag til de mange nuancer i debatten, så udtalte san-gerinden Aida Nadeem - som underholdte mellem de mange paneldiskussioner - ”I have to say for myself - I don´t mind the sin as long as it is full of pleasure”.

Stadig meget at kæmpe for At der stadig er meget at kæmpe for, når det gælder kvindernes rettigheder i Mel-lemøsten, blev også tydeliggjort af konfe-rencens hovedtaler Amal Sabbagh, tidlige-re generalsekretær for Jordanian National Commission for Women. Hun berettede om fakta såsom, at kvinder i dag kun udgør ca. 12-15 % af den samlede arbejdsstyrke i Jordan og at det ikke lykkedes at få vedtaget den samme familie- og kvindelov, som man har i Marokko i dag. I hendes tale beskrev hun også, hvordan de marokkanske kvinder i dag ikke har ret til at begære skilsmisse på lige fod med deres mænd. Det afvises med den begrundelse, at det ville skabe splid i familielivet og her vælger man at se bort fra, at mændene allerede har denne ret! Ifølge Amal Sabbagh understreger dette, at den ulige behandling af kvinder og mænd ikke bunder i religiøse holdninger og be-grundelser, men stammer fra et patriar-kalsk samfundssyn. Hun afsluttede oplæg-get med at understrege behovet for et reelt paradigmeskifte – det er ikke er nok med de små forbedringer.

Marokkos kvinder i frontCiteret fra Karin Bergquists artikel i KVINFOs Webmagasin ”Forum for køn og kultur” 24.2.2005 Læs også mere på www.kvinfo.dk

Marokkos nye familielov - eller kvindeloven som den også kaldes - fylder et år (blev vedtaget i 2004 red.). Loven er led i en stribe reformer vedtaget efter Marokkos kong Mohammed VI overtog tronen fra sin far kong Hassan i 1999. Loven sikrer marokkanske kvinder de bedste rettigheder i den arabiske verden. Samtidig er straffeloven fornyet, så fx sexchikane sammen med enhver form for diskrimination – fx religiøs -, etnisk- og politisk diskrimination - er blevet kriminaliseret. Kvinder har også opnået rettighe-der i arbejdslivet fx i forbindelse med barsel. Familieloven er en reform af den såkaldte Mou-dawana, en blanding af marokkanske traditioner og islamisk lov, som tidligere regulerede alle aspekter af forholdet mellem mand og kvinde.

Et af de vigtigste aspekter af den nye lov er, at kvinder ikke længere er underlagt mandligt formynderskab. Dvs. det er ikke længere manden der er familiens overhoved, men derimod er kvin-der og mænd lige som partnere i et ægteskab. Det er også blevet svære for manden – i praksis - at gifte sig med flere koner.

Kvindernes rettigheder i relation til skilsmisse er også blevet klart bedre. Det har tidligere været meget vanskeligt for kvinder at begære om skilsmisse, selv hvis kvinderne blev udsat for grov vold og overgreb. Nu har kvinden mulighed for at bede om skilsmisse med henvisning til hustruvold el. lign og samtidig er det også blevet muligt at opnå en såkaldt fredelig skilsmisse.

Ifølge den tidligere lovgivning, kunne en kvinde risikere at blive smidt ud af sit hjem tre måneder efter en skilsmisse, og manden ville automatisk få tildelt forældremyndigheden over de fælles børn. Nu er det muligt for kvinder at få tildelt forældremyndighed over sine børn og samtidig blive boende i sit hjem eller få stillet en lignende bolig til rådighed. Hvis en kvinde tidligere skulle gøre sig håb om at få pensionspenge af sin ægtemand, skulle hun kunne dokumentere størrelsen af mandens indtægter. Nu er det op til dommeren at indhente en sådan dokumentation.

Den ægteskabelig lavalder er sat op fra 15 til 18 år og der er også åbnet op for nye fortolkninger af arveretten. Før måtte børn fx kun arve deres bedsteforældre, hvis det drejede sig om en bedstefar og ikke en bedstemor. Det er lavet om, så børn kan arve fra begge bedsteforældre

S012

Der findes også en anden Bermuda-trekant. En juridisk Bermuda-tre-kant, som har større betydning for

din hverdag, end du gør dig tanker om. Og hvorfor nu det? Jo, i dag er det velkendt, at én af de prøver de nye ansøgerlande til EU skal bestå, er en menneskeretslige prøve. I 1993 blev EU’s ledere nemlig - i København - enige om, at de nye lande skal have insti-tutioner, der garanterer demokrati, lighed for loven, menneskerettigheder og beskyt-telse af mindretal. Men de såkaldte ”Kø-benhavnerkriterier” kom ikke ud af den blå luft. De steg op af tågerne fra den juridiske Bermuda-trekant.

En trekant har som bekendt tre hjør-ner. Det første hjørne i vores juridiske Bermuda-trekant ligger i Karlsruhe, hvor Tysklands øverste domstol – Forfatnings-domstolen – hører hjemme. Tysklands Forfatningsdomstol har været primus-motor for udviklingen af det fintmaskede system for beskyttelsen af menneskerets rettigheder i den Europæiske Union. Menneskerettighederne har i dag en helt central placering i den Europæiske Uni-on, som ikke blot beskytter EU borgernes rettigheder, men som også prøver at ud-brede det glade budskab til den ganske verden.

Men tilbage til Karlsruhe. I Karlsruhe fastslog et bundt tyske dommere i slut-ningen af maj 1974, at det ikke kunne komme på tale uden videre at bruge EF’s regler i Tyskland, så længe EF ikke sik-rede respekt for menneskeretten. Så var gode råd dyre, thi EF kræver ubetinget respekt for sine regler af alle medlemmer, men Tyskland var nu på vej til at bryde med systemet.

Og dermed når vi andet hjørne i tre-kanten: Luxembourg. I Luxembourg lig-ger nemlig EF-domstolen; den øverste domstol i EF. Den havde i foråret 1974

fået nys om, at de tyske dommere var på vej til at bryde med EF-systemet, så i begyndelsen af maj 1974 fastslog den, at EF sørme da indeholdt et helt katalog af menneskerettigheder. Det stod der godt nok ikke noget om i EF-traktaten, men vi jurister er ikke blege for at ty til uskrevne regler, når det brænder på. Og det må man sige, at det gjorde, da Tyskland var ved at gå enegang. Tysklands forfatningsdomstol havde med sofistikerede midler tvunget EF-domstolen til at opfinde et rettigheds-katalog og alt åndede fred og idyl.

Men en trekant skal have tre hjørner, så historien slutter ikke her. For i 2005 – 30 år efter at magtkampen udspillede sig mellem Karlsruhe og Luxembourg – blandede Menneskerettighedsdom-stolen i Strasbourg sig i magtspillet om kontrollen med menneskeretten. Men-neskerettighedsdomstolen fastslog, at hvis EF vedtager regler, som bruges af et medlemsland over for en borger, ja så kan borgeren bagefter klage over medlems-landets brug af EF’s regler. Hvis for ek-sempel en dansk borger får gennemtrev-let sin bolig i EF-systemets forsøg på at bekæmpe overtrædelser af EF’s konkur-rencelovgivning, ja, så kan borgeren klage til Strasbourg domstolen over indgrebet.

Det betyder, at tre domstole på én og samme tid har ret og pligt til at tage vare på beskyttelsen af menneskeretten i EF-systemet; EF-domstolen i Luxembourg, Forfatningsdomstolene i de enkelte lan-de og Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Der er altså i virkeligheden tale om 25 Bermuda-trekanter, fordi samspillet opstår mellem domstole i alle 25 medlemslands og de to Europæiske domstole i Luxembourg og Strasbourg. Det er tung trafik, og selv garvede juri-ster får grå hår i hovedet af at finde hoved og hale i systemet.

Men det mest interessante er måske, at de europæiske politikere uden at gø har accepteret juristernes udvikling af men-neskerettighederne. Midt i magtkampen mellem Karlsruhe og Luxembourg fast-slog EF’s politiske institutioner i 1977, at menneskerettigheder naturligvis måtte have en central placering i EF. Politikerne bakkede derved op om EF-domstolens opfundne menneskerettighedskatalog.

Senere ændringer af EF og EU trakta-terne har placeret menneskerettigheder mere og mere centralt. I 2000 blev sågar nedfældet et helt Menneskerettigheds-charter, som endda er skrevet ind i det nu hedengangne udkast til en forfatning-straktat.

Det korte af det lange er altså, at dom-stolsjurister i Karlsruhe, Luxembourg og Strasbourg har drevet en beskyttelse af menneskeretten frem til den centrale placering, som menneskeretten indtager i dagens politiske virkelighed. Politikerne har accepteret udviklingen, og i dag kan intet europæisk land frigøre sig fra sine menneskeretlige forpligtelser uden at betale en meget høj politisk pris. Men-neskeretten er blevet et af de centrale omdrejningspunkter i den europæiske integrationsproces.

Tilbage står så spørgsmålet, hvad der er op og ned i menneskeretten. Frygten er jo, at den menneskeret, der opstod uf af Bermuda-trekanten, ender med at flyde med bunden opad, fordi alle regner med, at alle andre tager vare på menneskeret-ten, som derved forsvinder tilbage i Ber-muda-trekantens komplicerede institu-tionelle magtspil. Ansvaret for at det ikke sker, er i sidste ende politisk.

Den juridiske Bermuda-trekant

Kan du huske Bermuda-trekan-ten? Et område mellem Florida, Bermuda og Puerto Rico på 36 gange Danmarks størrelse. Et område, hvor der siden år 1800 menes at være forsvundet mere end 150 fly og skibe. Sporløst. Ud i det blå. Fiskene svøm-mer med bugen op ad, og alting er den omvendte verden. Et mystisk og mytisk område - eller fup og fiduser? Af Jonas Christoffersen, Adjunkt i Men-

neskeret, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet

JONAS JURA HJØRNE

Illustration: Pernelle Caspersen

S013

BUTIK

Den kinesiske købmand

Tekst og foto: Peter Friis-Nielsen

Den kinesiske købmand på Nørre Voldga-

de lige ved Nørreport, var den første butik i

København med kinesiske madvarer.

Siden 1991 har butikken solgt nudler,

grøntsager, rejer og andre ingredienser fra

det asiatiske køkken til københavnerne.

”Førhen var det svært at finde de varer, som

vi skulle bruge til vores kinesiske mad,” for-

tæller Hung Hue Quach, som sammen med

sin kone ejer butikken. ”Selv bønnespirer

havde vi svært ved at finde, så maden blev

aldrig helt rigtig. En dag sagde min kone så

til mig: ’Hvorfor importerer vi ikke selv ki-

nesiske varer og åbner en butik?’”

Og som sagt så gjort. Butikken, som i dag er

vokset og minder om et lille supermarked,

har gennem årene udvidet varesortimentet

og tilbyder nu også varer fra bl.a. Japan og

Indonesien. ”Vi er fem ansatte i butikken, men der er

også meget at lave: Vi har en gros salg, så

der skal jo køres varer ud til kunderne. Og

vi sætter labels med dansk tekst på alle va-

rer. Selv den mindste lille dåse får en label

med en beskrivelse af hvad det er, og hvor-

dan man tilbereder varen.”

”Vi har kunder fra mange forskellige lande,

og vi vil gerne kunne levere de varer, som

de spørger efter. Så derfor kommer der hele

tiden nye slags varer på hylderne,” forklarer

Hung Hue Quach. 20 % af butikkens kun-

der er i dag kinesere. Resten er danskere

eller folk fra andre lande.

FOTOREPORT

S014

Images of Images

Fotos fra forestil-linger præsenteret under sommerens kulturfestival ”Ima-ges of the Middle East”.Fotos: Vahid

S015

VOXPOP

KURT har stukket et barometer ind under huden på beboerne af en opgang i Ryparken, Kbh Ø. Vi

ville høre hvad folk egentlig mener om mediernes dækning af integrationsdebatten...

Navn: StevenFødt: Nord for Bangkok

Alder: 40Beskæftigelse: Arbejder for ambassaden

Ikke særlig godt. De dækker kun det nega-

tive. De fokuserer på ballade, men frem-

hæver sjældent de grupper, som faktisk er

integreret i samfundet. De unge laver jo

ballade nærmest for at komme i medierne.

Navn: JesperFødt: FrederiksbergAlder: 53Beskæftigelse: Systemprogrammør

Mit indtryk er, at medierne er politiske. Man kan ikke tage det for gode varer. Det er simpelt-hen ikke nuanceret nok. Jeg ved ikke, hvor man skal lede efter sandheden. Vi må danne os vores egen mening, journalister skri-ver jo bare deres.

Navn:AhmadFødt: TeheranAlder: 50Beskæftigelse: Klubpædagog

Jeg synes medierne dækker integrati-onsdebatten elendigt. Jeg kan ikke identificere mig med medierne. Jeg er politisk flygtning og husker at me-dierne aldrig dukkede op i Iran ved politiske demonstrationer. Nu er jeg med i ”Bevægelsen imod krig” i Dan-mark - dét interesserer medierne sig heller ikke for. Medierne er aldrig neutrale. De er en salgsvare i et cirkus.

Navn: DavoodFødt: Teheran Alder: 49Beskæftigelse: Maskinarbejder

Sålænge vi lever i et klasse-samfund er medierne også klas-sedelt. Medierne repræsenterer forskellige interesser. Dan-mark er jo et imperialistisk land som styres af multina-tionale selskaber og integra-tionsdebatten skal også ses udfra deres interesser. Medi-erne er forpligtet af såvel selskaber som af regeringen. Man ønsker én form for inte-gration – medierne skal over-holde spillereglerne S016

Navn: AnonymFødt: StenlilleAlder: 53Beskæftigelse: Kranfører

Det er blevet en trend at

dække integration. Det er

oppe i tiden. Vi hører utro-

lig meget om det, men kun i

forbindelse med sensations-

prægede sager.

INTERVIEW

Krig og kærlihed er et dokument som menneskeliggør immigranten og individualiserer folk som hovedsa-

geligt bliver formidlet som ensartede grup-per, ansigtsløse og uden en historie. Bogen består af ca. 100 portrætter af i alt 253 im-migranter, som ledsages af en faktuel tekst, der beskriver de portrætteredes baggrund. KURT har talt med forfatter og fotograf Henrik Saxgren, om hvad der får én til at bruge 4 år på en bog, og hvordan man gri-ber så omfattende et projekt an.

Jeg har ikke læst bogen fra ende til anden, men det gør vel ikke noget. Det er jo ikke en bog der skal læses fra a-z.

Jo, det kan man godt. På et tidligt tidspunkt var der en af konsulenterne ovre på Gyl-dendal der skrev en mail til mig, hvor hun fortæller, at hun havde læst den fra ende til anden, og det var fuldstændig som at læse en samtidsroman. Det er jo også en krono-logisk bog, og så har sproget en rytme. Jeg har i øvrigt lige fået at vide i dag, at den er gået i 3. oplag, og man nu omtaler den som et referenceværk. Jeg tror ikke, at Gylden-dal havde forventet den efterspørgsel, men det havde jeg.

Tillykke! Det er jo også en bog som har været 4 år undervejs fra undfangelse til fær-dig udgivelse. Der må ligge en del overvejel-

ser bag sådan et omfattende projekt?Der var to grunde for mig til at lave den, og de er ligeværdige. For det første ønskede jeg brændende at bidrage med et aktuelt indlæg i integrationsdebatten, og for det andet ville jeg skabe et dokument for eftertiden, der kunne besvare spørgsmålet om, hvordan de nye ind-vandrere så ud. Da jeg begyndte at formulere projektet i 1999-2000, syntes jeg simpelthen at niveauet omkring indvandrer- og integra-tionsdebatten var ikke bare utåleligt men helt vildt ufunderet. Der lå ingen viden til grund, det var sådan noget med, at dem der råbte højest blev hørt, og folk tænkte, ”nåh men det ved de nok bedst”. Fordi ingen vidste ret meget, om hvor mange de var eller, hvem de var. Det var derfor helt afgørende, at projektet kom til at formidle vi-den frem for holdning. Og den helt konkrete anledning var, at på det her tidspunkt be-gyndte man faktisk at udvise folk. Der var en sag i Holbæk og en i Sorø. Jeg er ikke helt sikker på byerne – men der var to konkrete sager om udvisning. Det var Fatima i Holbæk og Kalim i Sorø. Og selv om lærerne og forældrene i Holbæk måske var nogen af dem, som normalt mente, at der nok var for mange indvandrere i det her

land og nu blev det også for meget – selv om de måske repræsenterede den holdning – da det så blev Fatima, så bakkede alle skolekam-meraterne op omkring hende, alle lærerne og alle forældrene og sagde, ”nej ikke Fati! Fatima spiller håndbold og Fatima er dygtig i skolen og Fatima er veninde med vores døtre”. Og lidt det samme skete med Kalim i Sorø. Det var alle de andre, man talte om. Men når de lige pludselig fik et navn og en skæbne, så pas-sede de aldrig til fordommene. Og det synes jeg var meget tankevækkende. Og så tænkte jeg, det der var brug for var, at man sejlede op imod fordommene ved simpelthen at vise de her mennesker som mennesker, at divertere

dem så det blev umu-ligt at omtale dem som en gruppe.

Og så er jeg så røvhamrende træt af journalistik, at det hænger mig langt ud af halsen. Jeg synes journalistik har det med at opstille alting i paradokser. Det er en sygdom. Det er meget

mere interessant, når tingene ikke bliver gennemtygget for en. Og jeg kan heller ikke holde den her journalistik ud som marke-rer sig i gratisaviser, som vil have præsente-ret tingene kortere og kortere. Jeg kan ikke fordrage den her journalistiske selvbevid-

Det er et spørgsmål som fotograf Henrik Saxgren forestiller sig vil blive stillet i en ikke så fjern fremtid. Når sporene af de indvandredes oprin-delige kulturer er ud-viskede, og øjenvid-nerne er borte. Derfor besluttede han sig for at skabe et dokument til eftertiden, der kan fortælle historien om den bølge af indvan-dring i Norden, der har fundet sted om-kring årtusindeskiftet.

S017

Hvor kommer det blæksorte DNA fra?

Af Annette Max Hansen

”Jeg syntes simpelthen at niveauet omkring ind-vandrer- og integrations-debatten var ikke bare utåleligt men helt vildt

ufunderet”

Fors

ide t

il bo

gen

Krig

og k

ærli

ghed

- om

indv

andr

inge

n i N

orde

n

S018

ste attitude med, at nu skal vi nok udlægge teksten, og det her er sandheden. Det jeg også har imod den journalistiske måde, er at man går ud og leder efter en problema-tik. Når den er vedtaget, så skal man finde en case. I det øjeblik man gør det, så over-ser man også alt andet. Journalistik er ikke mig så jeg skulle vælge en metode.

Hvordan gik du så til værks?

Jeg valgte en videnskabelig metode. Jeg besluttede mig for at undersøge, hvordan den her gruppe af indvandrede ser ud ved at tilstræbe så stor objektivitet som muligt. Min metode var så, at jeg ikke ville vide noget som helst om de fami-lier, jeg skulle fotografere på forhånd. Jeg bad om en liste fra integrationsministe-riet, om hvor mange nationaliteter, der var af indvandrede i Danmark, og den brugte jeg som forlæg. Da jeg så ansatte mine assistenter i Finland, det nordlige Lapland eller Island, så spurgte de, hvem vil du gerne have, og så svarede jeg, at jeg var ligeglad om det var en hvid eller sort eller kristen eller muslim, vedkom-mende havde krigstraumer eller spillede håndbold. Jeg ville bare have en af hver nationalitet. Og det betød, at da jeg kom til Isafjordur og mødte den assistent, som jeg havde overbevist om skulle arbejde for mig, så havde hun fem familier som jeg intet vidste om. I starten var det lidt skævvredet, for metoden havde ikke ma-

nifesteret sig endnu, tilfældigheden som metode kræver jo en vis volumen. Men ligeså snart vi var oppe på 50 så begyndte tilfældighederne at blive ophævet, og da vi nåede 100, nærmede vi os en viden-skabelig undersøgelse. Jeg siger ikke at værket er videnskabeligt, men metoden var. Det sværeste var selvfølgelig at finde assistenterne, for hvordan ringer du til Randa Rapla i Finland og spørger efter en assistent, når man intet kendskab har til egnen. Jeg fandt dog meget hurtigt ud af, at det var i hvert fald ikke på nogle af de der multikulturelle centre, jeg skulle finde dem. Er du sindssyg!

Hvorfor ikke?

De var entusiastiske nok, men de stillede alt for hurtigt op med Tordenskjolds solda-ter. Medieimmigranter som havde fortalt deres historie så tit, at de havde tilegnet sig mediernes fremstilling af dem. Kvindelige

socialrådgivere var suverænt de bedste.

Mange af dine familier er fra afsidesbe-liggende steder og små byer eller provinser, der er ikke mange fra storbyerne, er det til-fældigt?

I starten gik jeg uden om storbyerne, fordi jeg tænkte, at jeg let kunne finde alle natio-naliteter i storbyerne, så jeg startede i peri-ferien for at se, hvad det kunne kaste af sig. Det viste sig så, at storbyerne er meget svæ-rere at arbejde i, fordi forråelsen er så mar-kant. Rosenborg i Malmø har den største indvandrerkoncen-tration i Nordeuropa, og jeg kom derover og ville gerne tale med en somalisk familie. Jeg havde lavet afta-len, og da jeg kom og skulle fotografere, så var der ikke et eneste af børnene der kom. Forråelsen var så stor, at forældrene ingen autoritet havde, hvorimod hvis det var en lille by oppe i Lapland, og far havde sagt til sine børn ”I skal være hjemme på tirsdag for der kommer en fotograf”, så var de der.

Derfor var det meget lettere at arbejde i små provinsbyer, ikke mindst fordi social-rådgiverne kendte familierne personligt.

Bogen bærer præg af disciplin og et to-talt fravær af sentimentalitet. Dine tekster er meget nøgterne. Hvad har du opstillet af præmisser?

Jeg har forsøgt fuldstændig at udrense det for enhver subjektivitet. Det er også der-for at billeder og tekst ligner hinanden. Jeg opstillede sådan et dogme for mig selv. Her kommer vi til den anden grund til, at

jeg lavede bogen. Jeg mente, det var vigtigt, at der blev lavet et do-kument om den store indvandringsbølge omkring årtusinde-skiftet, som kunne stå om hundrede el-

ler tusinde år. Og det skulle laves nu, mens der stadig var spor efter deres oprindelige kultur. Jeg havde to referencer, altså foto-grafer som havde lavet noget tilsvarende tidligere i historien, August Sander (Tysk fotograf der har dokumenteret tiden under

”Jeg synes journalistik har det med at opstille alting i paradokser. Det er en

sygdom..”

”Det viste sig så, at stor-byerne er meget sværere at arbejde i fordi forråel-

sen er så markant”

Hakita Najin Jordan er født i Nordamerika, hvor han voksede op med sin bedstefar Brave Bird, der var høvding blandt Sioux-indianerne i Rosebud-reservatet i South Dakota. I 1992 mødte han den danske amatørantropolog Marianne Tretow-Loff. De giftede sig og flyttede til Danmark og bor nu i et lille rækkehus i Gentofte

Weimar Republikken, Naziregimet og den tidlige føderale republik gennem en række portrætter. Red.), som jeg er meget inspi-reret af og Edward Curtis (Fotograf der har dokumenteret de nordamerikanske india-nere i begyndelsen af 1900-tallet. Red.). De havde jo også en meget antropologisk eller videnskabelig tilgang, og det er det, der gør, at deres værker står så stærkt i dag. Fordi, hvis man putter alt for meget subjektivitet ind så, kommer man meget let til at svare på nogle døgnaktuelle spørgsmål. Jeg ville lave en antropologisk undersøgelse. Man skulle kunne se om det er Nike eller Adi-das, hvad der er i deres stue eller deres køkken. Jeg bestemte mig simpelthen for, at når jeg kom til de-res hjem, så ville jeg vælge det sted, hvor der var flest informa-tioner, og så ville jeg gå ligeså langt tilbage som væggen tillod, så det ikke var mig der bestemte rammen, men kameraet, når det ikke kunne ikke gengive mere. Jeg beslut-tede også, at billederne skulle være fuldt oplyste. Det var et dogme, og det har jeg forsøgt at forfølge i teksten. Jeg måtte ikke skrive ”han gik kun et år i skole men kla-rede sig godt.” For så var der tale om en vurdering. Jeg fortæller istedet hvor lang tid han har gået i skole, og så må folk selv vurdere resten.

Teksterne var det mest krævende stykke arbejde. Ofte betød det jo, at jeg sad oppe til klokken, 2, 3, 4 om natten den dag jeg havde lavet interviewet. Jeg sad på de der business-centre på hotellerne om natten og fik læst op på geografi og historie på de pågældende lande. Man kan jo ikke skrive frit, hvis man ikke ved hvorfor der var borgerkrig i Congo, så kan du næsten ikke komme forbi den sætning fordi du kun kan tilnærme dig det på én måde, fordi du ved så lidt om det. Men hvis du ved meget, så er der mange måder at flette det ind i teksten på. På den måde var det jo fuldstændig fan-tastisk, fordi det var som en uddannelse.

Selvom det er dokumentarisk, så er der vel tale om en vis orkestrering. Har du f.eks. bedt folk om at stille op i deres folkekostu-me som f.eks. med indianeren, som står i sin nationaldragt, og det er vel heller ikke tilfældigt, at stort set ingen smiler på dine fotos?

Indianeren er et af de allerførste billeder jeg lavede. For ellers havde jeg også det dogme, at de skulle have det tøj på som de havde på den allerførste gang, de mødte mine assistenter. De måtte ikke klæde om, og de måtte heller ikke rydde i deres stuer. Det kan jeg naturligvis ikke kontrollere. Men grunden til at alle stoler på denne

her bog, er jo fordi der er rigtig mange der har strømpesokker på. Ellers ville man jo have taget sine pæne sko på. Det er klart jeg har fortalt folk hvordan de skal stå, og jeg har sagt at de ikke må smile. Det var fordi i starten vidste jeg ikke at det havde nogen betydning, men da jeg havde de før-ste 10-15 billeder, og én smilede, så troede de folk jeg viste dem, at dem der smilede de havde det godt, og dem der ikke smilede var ulykkelige. Jeg kunne også have sagt, at alle måtte smile, men jeg valgte så at sige, at det skulle de ikke. Men det er klart, at når det er taget over 4 år, så er der variationer. Nogle tekster er kortere og der er et par en-

kelte der smiler.

Din bog er doku-mentarisk men neu-tral er den jo ikke, og man kan vel også sige, at din bog har et ka-rakteristisk udtryk?

Det er kun metoden som er videnskabelig. Det færdige produkt er kunst. Det er jo mig, der er afsenderen. Det kunne have været la-vet på mange andre måder og for mig er det jo også et meget personligt stykke arbejde. Men jeg mener stadig det er meget brug-bart for rigtig mange mennesker. Men jeg kalder det jo ikke en rapport. Udtrykket er kommet, når det hele bliver lagt sammen.

Der er temmelig mange telefoner og fjernsynsbetjeninger i dine fotos, hvad laver de der?

Jeg har forsøgt at informationsmætte det så meget som overhovedet muligt, gøre det så faktuelt som absolut muligt. Derfor ar-bejder jeg med en meget høj indeksikalitet, det vil sige at billederne indeholder mange ting, som er direkte aflæselige. Jeg har fo-tograferet med et sådan format at en vi-denskabsmand om hundrede år kan gå ind og afgøre hvilket stof den og den skjorte er lavet af, hvad ligger der på bordene. Det jeg helt konkret har gjort er, at jeg har bedt folk om at lægge deres mobiltelefoner og deres remotekontrol frem. Det er igen fordi jeg tænkte, hvis jeg skal tidsfæste de her bil-leder, hvad tidsfæster så ting bedst, og det synes jeg altid telefoner gør. Hvis du ser et billede med en telefon fra 50’erne, så er du ikke i tvivl om at det billede er fra 50’erne. Ellers har jeg ikke flyttet rundt på noget som helst.

Så når der pludselig ligger en nede under bordet og en anden sidder med ryggen til, har de så selv bestemt det?

Nej nej. Ham der sidder med ryggen til, det er fordi han er illegal indvandrer. Han overvejede på et tidspunkt at sidde en face,

og det sagde jeg til ham, ”det får du ikke lov til, fordi hvis jeg nu tager det billede, og du så fortryder, så skal vi til at destruere hele oplaget ”. Og hende der sidder nede under bordet, det er fordi der boede flere illegale indvandrere, og da jeg opdagede at hun var kravlet derned, drog jeg bare fordel af det, fordi det så refererede til at der er an-dre illegale i lejligheden. Jeg siger ikke at det er objektivt men jeg tilstræber objekti-viteten. Og selvfølgelig er fotografiet sub-jektivt. Men i og med at jeg har forsøgt at kontrollere de enkelte elementer, så bliver det jo også interessant, hvordan de enkelte elementer tager sig ud når de bliver lagt i rækkefølge. Og det er det jeg mener med tilfældighedens metode skal stå sin prøve. Havde jeg kun lavet 20, så skulle jeg sørme nok have haft en agent til at styre det, men når der nu er 100, så behøver de ikke at sty-re det, så manifesterer det sig selv,

Ind imellem portrætterne er der en ræk-ke serier af tomme, golde og forladte rum. Hvad er tanken bag dem?

Det er bl.a. taget på asylcentre. De siger no-get om hvordan vi modtager folk. Når jeg får gæster, køber jeg blomster, det er vig-tigt, at man føler sig velkommen. De inte-riørs fortæller, at vi ikke regner dem for en skid, at vi ikke forventer de skal være her særlig længe. De er med til at fortælle no-get om os. En dag da jeg lavede et interview

S019

INTERVIEW

FaktaHenrik Saxgren, født 1953, uddannet reklamefo-tograf, men arbejder som dokumentarfotograf og fotojournalist. Medstifter af fotografkollektivet 2. maj. Har udgivet bl.a. fotobøgerne Tid, P.O.V., Landet uden fædre og Eftersyn. Har udgivet flere bøger med fotografi og tekst fra rejser i hele verden, bl.a. i Nicaragua, Cuba, Haiti, Rwanda, Ecuador og de nordiske lande. Han er af kolleger blevet beskrevet som helhjertet, kompromisløs og hædret med Carsten Nielsen-legat for sit arbejde for dansk fotografi og var medvirkende til skabelsen af Pressefotografforbundets årlige fotokonference.

”Man mener det er dem der isolerer sig men det er os der ekskluderer

dem”

Lenin Javier Sandoval og Christian Sandoval er begge fra Equador. Christian er illegal indvandrer og sammen bor de med 9 andre il-

legale indvandrere i Stockholm.

med et ægtepar i København, en mand fra Irak og en kvinde fra Iran, bed jeg mærke i kvindens udsagn om, at flygtningenævnets venteværelse i København var det grim-meste sted, hun havde set i hele sit liv. Da jeg var færdig med interviewet, opsøgte jeg venteværelset for at se, hvor grimt det var. Først blev jeg skuffet, for jeg kunne slet ikke se det var grimt. Men lidt efter forstod jeg, at kvinden havde projiceret sin angst for afslag om politisk asyl over på det ventevæ-relse, hvor hun ventede på afgørelsen. Tan-ken om afslag havde været så skræmmen-de, at den repræsenterede det grimmeste i hendes liv, og nu forbandt hun tanken med stedet. Jeg fotograferede venteværelset og fandt det efterfølgende relevant at begynde en mere systematisk dokumentation af de steder, hvor de ’fremmede’ møder vores samfund.

Udover krig og kærlighed som fællesnæv-ner for disse menneskers skæbne er der an-dre ting der forbinder dem, oplevelser som går igen hos immigranterne?

Det har chokeret mig hvor isolerede de er. De fleste kvinder har grædt det første halve år, efter de ankom, nogle i et helt år.

En af dem jeg portrætterede havde efter et år endnu ikke mødt en eneste i sin opgang. Man mener det er dem der isolerer sig, men det er os der ekskluderer dem. Vi mangler tålmodighed. Mange har gået 3 år i skole, hvordan skal de kunne læse skandinavisk i løbet af få måneder? Påstande om at mang-lende sprogkundskaber i overvejende grad skyldes manglende vilje, er i udstrakt grad forkerte. I de fleste tilfælde er det desværre manglende evner. Mange har haft uende-lig lidt skolegang. Matluba, en kvinde fra Bangladesh, som kom til Oslo fordi hendes mand måtte flygte, har stort set ikke gået i skole. Hun hader Norge og er ikke integre-ret og hun vil ikke integreres. Hun har to superbegavede døtre, som studerer i Oslo, så hun kan ikke tage hjem, selv om det er det hun allerhelst vil. Hun har jo givet sit liv til sine døtre. Hvorfor er integration altid en nødvendighed? Og hvorfor kan vi ikke respektere hendes offer? Jeg synes ikke vi har nogen tålmodighed. I Ankara i Tyrkiet opererer de sociale myndigheder f.eks. med at det tager 60 år for en familie fra den Anatolske Højslette at integrere sig i bylivet i Ankara. Selv om sproget er det samme. Jeg troede jo mere velfærd jo mere tolerance.

Tror du det er fordi vores politikere ikke ved, hvad de skal stille op, ikke ved hvilke løsninger der skal til?

Nej, det er fordi de er kyniske og spekule-rer i at fastholde befolkninger i påstande. De er jo begavede mennesker. De ved da godt, at Europa ville gå under, hvis vi ikke havde indvandrerne. Da min kone lå på hospitalet, lagde jeg mærke til hvem det var der gjorde rent, og det ser du over hele Europa. Selv Camre og Kjærsgaard ved jo godt, at samfundet ikke kunne fungere uden indvandrede. Europa ville gå nedenom og hjem. Nej, det er kynisk spekulation. De vil skabe apartheid. Etni-ske danskere skal have flere rettigheder. Det er det, der er deres projekt.

Krarup har udtalt at menneskeret-tighederne er ”vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær ly-sengel, forfalskningen og sammenblan-dingen af Gud og menneske, himmel og jord.”– hvordan kan en præst være imod menneskerettigheder - men det kan han, for det er jo hele pointen. Hvis han troede på dem, så kunne han jo ikke sige de ting han gør.

Vores manglende tolerance, som befolk-ning – skyldes den uvidenhed?

Måske for en maskinarbejder der har arbejdet hele sit liv og pludselig oplever at folkepensionen ikke har den samme værdi længere og så får en forklaring om, at det er fordi pengene skal bruges til integration. Men hvorfor er det indvan-dring man peger på og ikke infrastruktu-ren eller det apparat, som staten stiller til rådighed for virksomheder? Jeg kan godt tilgive maskinarbejderen, for det eneste der kan sejle op imod fordummelse er faktualitet og sober information.

Tror du din bog havner hos maskinar-bejderen?

Jeg ved det ikke. Men politikerne burde købe den og sende den ud som skolesæt. Sprogcentrene bruger den, og eleverne er glade for den fordi de kan lære om sig selv og se på sig selv som andet end et pro-blem.

S020

Ikuo Oshima er født uden for Tokyo, Japan. Han drømte om at deltage i polarekspeditio-ner og opgav universitetet for at tage til Siorapaluk. Han giftede sig med grønlandske Anna som han tre børn med, den yngste Aya ses på billedet sammen med Ikuo og Anna

Sandholmlejren, Danmark

Ukraine er geografi sk Europas stør-ste land. Landet har 44 millioner indbyggere, hvoraf en relativ stor

del, knap 20 % er etniske russere. Sidst man for alvor hørte noget til Ukraine var da en større folkelig bevægelse igangsatte en række protestaktioner, også kendt under betegnelsen den orange revolution, fordi de nægtede at anerkende udfaldet af parla-mentsvalget i 2004. Konsekvensen blev, at højesteret kendte valget ugyldigt på grund af stemmefusk. Dette banede vejen for et magtskifte, der bragte den siden hen forgif-tede Viktor Yushchenko til magten. I dag er manden, der indirekte blev beskyldt for at snyde ved valget i 2004, Viktor Yanukovych, så tilbage som ministerpræsident.

YtringsfrihedDebatkulturen er ifølge Nazar Kudrevskyy ikke særlig veludviklet i Ukraine. Det skyl-des arven fra sovjettiden, som stadigvæk gør sig gældende på mange niveauer i sam-fundet. Mest normalt er det, at folk disku-terer ting under private former, det vil sige med familiemedlemmer, med kollegaer på arbejdet, og med venner på den lokale café. I modsætning til dette er den off entlige debat i sin essentielle form, hvor en række parter udtrykker forskellige holdninger til

et emne og dernæst prøver at opnå et kom-promis, historisk set et ret nyt fænomen i det ukrainske samfund. Under det kom-munistiske styre blev alle beslutninger truf-fet på autoritær vis af kommunistpartiet og Komsomol, den kommunistiske ung-domsunion. Selvom der blev diskuteret, kunne folk ikke ud-trykke deres holdninger frit uden risiko for at blive forfulgt af staten. I dag er der fuld ytringsfrihed, men de gamle regler ligger stadig i folks underbevidsthed. Derfor er det stadigvæk ikke normalt at stå frem og sige sin uforbeholdne mening og tale imod ting, man ikke er enig i.

RammerOff entlig debat, der i modsætning til dis-kussionerne med naboen hen over hækken involverer en større gruppe mennesker, foregår i en række forskellige sammen-hænge. Dels fi ndes der i de store byer for-eninger, hvor man mødes og diskuterer samfundsrelevante emner, som selvfølgelig afhænger af foreningens interesser. Dette

gælder for uddannelsessystemets vedkom-mende også universiteterne, selvom det at være veluddannet på ingen måde er ensbe-

tydende med, at man er særlig engageret i eksempelvis politiske eller samfundsrele-vante diskussioner. Dels er der de poli-tiske partier og orga-nisationer, som også er naturlige steder

at give udtryk for og diskutere sine hold-ninger i et off entligt forum. Ud over i disse sammenhænge, er det for almindelige men-nesker stadigvæk ikke normalt at udtrykke sin mening og debattere off entligt. Folk skriver eksempelvis sjældent læserbreve og indlæg til aviserne for at give udtryk for de-res holdning til en sag, eller for at diskutere én eller anden problemstilling.

Medier og indfl ydelseUkrainernes primære kilde til information er TV og aviser. Folk ser fj ernsyn, fordi det er den nemmeste måde at få nyheder på. Derudover læser de fl este aviser. Brugen af radio og internet er ikke særlig udbredt. Det anslås, at cirka 4-5 % af befolkningen

S021

Af Rune StillingDEBAT

”I dag er der fuld ytrings-frihed, men de gamle

regler ligger stadig i folks underbevidsthed.”

Ejendomsretten – vejen til ytringsfrihed?

Debatkultur i Ukraine

I KURTs serie om debatkultur

har vi denne gang valgt at

kigge nærmere på den tidligere

sovjetstat, Ukraine. Vi har

talt med amerikaneren John

Marone, som er redaktør for

den engelsksprogede ugeavis

Kiev Post samt journalist Nazar

Kurevskyy fra universitetet i Kiev.

bruger internettet regelmæssigt. Selvom Ukraine allerede i 1990 blev en selvstæn-dig stat, er det først efter den orange revo-lution i 2004-2005, at man er begyndt at kunne tale om en fri presse. Indtil da var det i høj grad de regerende poli-tikere, der styrede de store etablerede medier. Af samme grund er befolk-ningen derfor hel-ler ikke vant til, at det overhovedet er muligt at bruge den

off entlige debat. ”I dag er der fl ere og fl ere mennesker, som begynder at tro

på, at off entlig debat kan medvirke til at løse problemer i samfundet.

Off entlig debat kan eksempelvis være meget eff ektiv, hvis man

ønsker at gå imod en beslut-ning truff et af myndighe-derne, og med en intelligent

drevet kampagne i pressen er det virkelig muligt at opnå resultater. Men der er lang vej at gå endnu, før de fl este eller alle mennesker får denne oplevelse af, at off entlig debat kan føre til noget. Man kan sige, at folk har følt den indfl ydelse pressen har, men der vil gå endnu noget tid, før de forstår dens unikke betydning.”, siger Nazar Kurevskyy.

John Marone har en tilsvarende oplevelse af,

at det med at debattere of-fentligt stadigvæk er ret nyt

for ukrainerne. I Kiev Post er der eksempelvis en debatsek-

tion med plads til læserbreve, som avisen forsøger at holde så

levende som muligt, men det er tydeligt at folk ikke er bekendt med

formen. Man bruger ikke medierne som kampplads for det logiske argument

for på den måde at opnå forandringer. Hvis man vil henlede opmærksomheden på en sag er det mere almindeligt at slå et telt op på gaden og arrangere møder, hvor man diskuterer direkte med folk. Denne type af diskussioner har dog ofte et lidt bondsk og provinsielt præg over sig og har tendens til at forfalde til et niveau styret af laveste fæl-lesnævner.

Personlige relationer og ”nabokultur”

Den manglende lyst til at debattere i det off entlige rum hænger ifølge Marone også

sammen med, at Ukraine i høj grad funge-rer som et velyndersamfund, hvor magt og indfl ydelse er baseret på personlige relatio-ner. Dette står i modsætning til de vestlige

retssamfund, hvor magten er indram-met af stærke stats-lige institutioner. Men loven i Ukraine er svag, og dom-stolene er notorisk korrupte. Hvis man derfor ønsker at opnå noget, går man til sin velynder, der typisk kunne være

den lokale politiker eller rige forretnings-mand, som man har en personlig relation til. Problemet med sådan en kultur i et samfundsmæssigt perspektiv er, at folk er meget fokuserede på at få deres egne pro-blemer løst og ikke tænker på samfundet i sin helhed. Som et eksempel nævner Ma-rone en borgmester, der lige før et kommu-nalvalg, tilbød alle pensionister en gratis hjælpepakke med basale fornødenheder såsom sæbe, mad og lignende. De skulle bare møde op på hans kontor og tage imod den. Et så åbenlyst forsøg på at købe stem-mer ville næppe blive accepteret i Vesten, men ukrainerne er bare glade for, at der bli-ver gjort noget for borgerne i det hele taget. Borgmesteren blev i øvrigt genvalgt.

Den positive side af denne kultur er, at Ukrainere gene-relt er meget mere opmærksomme på deres nære omgivel-ser, end man ser det i Vesten. Folk kender deres naboer og den gamle dame henne ad gaden, som de tager sig af, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Folk er heller ikke bange for at blande sig, hvis de eksempelvis ser en fuld mand på gaden, som gør sig pinligt be-mærket. Nogen ville gå hen til manden og sige, at han burde skamme sig over at op-føre sig pinligt. Dernæst ville andre måske blande sig og sige til de første, at de skulle lade ham være i fred og lade ham more sig. På den måde kan der hurtigt opstå en lille minidebat om en fuld mand, som folk i Ve-sten enten bare ville være ligeglade med eller måske ligefrem ville være lidt bange for”.

Debatformer og kulturOm debatkulturen i Ukraine som sådan påpeger Kurevskyy, at folk, der forsøger at argumentere for deres synspunkter, som regel gør det ganske højlydt og uden no-gen særlig opmærksomhed overfor eller hensyntagen til modparten. Dette gør sig især gældende i den politiske verden, hvor politikere fra stridende partier ind i mellem diskuterer så heftigt, at diskussionerne ud-

vikler sig til egentlige korporlige slagsmål. Bare i år er det allerede sket fl ere gange i det ukrainske parlament Verkhovna Rada, blandt andet da en lov om Ukraines opta-gelse i WTO skulle til afstemning.

Blandt mere almindelige mennesker er der generelt mere respekt for modparten i diskussioner og debatter. Men jo fl ere penge, ejendom og magt en person har, jo mindre høfl ig, respektfuld og lyttende vil vedkommende typisk optræde i en debat. Veluddannede mennesker er dog som regel gode til at også at lytte til, hvad andre siger.

Selve måden at argu-mentere på er som re-gel ret følelsesladet og mere sjældent baseret på rationelle overve-jelser og argumenter.

Det er Kudrevskyy og Marone ret enige om. Det betyder ikke, at folk ikke tænker sig om, det er bare som regel følelserne, der vinder over fornuften i en diskussion, især når det drejer sig om politik. Det betyder, at når en person skal forsøge at argumen-tere for en sag, så vil vedkommende typisk appellere til fordomme, solidaritet, vrede, etc. I modsætning til dette er det eksem-pelvis meget sjældent, at nogen bruger tal og statistikker til at fremme deres sag.

Hvis det endelig kommer dertil, at no-gen anvender tal med det formål at argu-mentere for en sag, bliver brugen af tallene ifølge Marone så ekstrem og minutiøs, at det forekommer helt absurd. Som eksempel nævner han en sag om chefredaktøren for en internetavis, Georgiy Gongadze, der var i gang med at efterforske en række korrup-tionssager blandt højtstående politikfolk, da han blev myrdet i efteråret 2000. Da ef-terforskningen af sagen tilsyneladende ikke kom nogen vegne, følte politiet sig nødsa-get til at forsvare deres indsats overfor en stadig mere indigneret off entlighed. Det gjorde de ved ”at komme ud med de her helt vanvittige statistiske oplysninger, om

S022

tikere, der styrede de store etablerede medier. Af samme grund er befolk-ningen derfor hel-ler ikke vant til, at det overhovedet er muligt at bruge den

off entlige debat. ”I dag er der fl ere og fl ere mennesker, som begynder at tro

på, at off entlig debat kan medvirke til at løse problemer i samfundet.

Off entlig debat kan eksempelvis være meget eff ektiv, hvis man

ønsker at gå imod en beslut-ning truff et af myndighe-derne, og med en intelligent

drevet kampagne i pressen er det virkelig muligt at opnå resultater. Men der er lang vej at gå endnu, før de fl este eller alle mennesker får denne oplevelse af, at off entlig debat kan føre til noget. Man kan sige, at folk har følt den indfl ydelse pressen har, men der vil gå endnu noget tid, før de forstår dens unikke betydning.”, siger Nazar Kurevskyy.

tilsvarende oplevelse af, at det med at debattere of-

fentligt stadigvæk er ret nyt for ukrainerne. I Kiev Post er

der eksempelvis en debatsek-tion med plads til læserbreve,

som avisen forsøger at holde så levende som muligt, men det er

tydeligt at folk ikke er bekendt med formen. Man bruger ikke medierne

som kampplads for det logiske argument for på den måde at opnå forandringer. Hvis man vil henlede opmærksomheden på en

”Man bruger ikke medi-erne som kampplads for det logiske argument”

”Hvis man vil henlede op-mærksomheden på en sag er det mere almindeligt at slå

et telt op på gaden og arran-gere møder, hvor man disku-

terer direkte med folk”

John Marone, chefredaktør for ugeavisen Kiev Post.

S023

for eksempel hvor mange gadehjørner og gyder, som var blevet undersøgt for at lede efter hans lig; 1556 gadehjørner var blevet undersøgt, 250 borgere var blevet indkaldt til forhør, 4000 timer var blevet brugt på udforskende arbejde, 500 dokumenter var blevet skrevet, jeg mener en helt absurd brug af statistik.”, fortæller Marone.

UdsynAdspurgt om ukrainernes forhold til Vesten svarer Marone, at der er sket en stor udvik-ling siden opløsningen af Sovjetunionen og Ukraines uafhængighed. Ukrainerne rejser meget og er meget opmærksomme på vigtigheden af at lære fremmedsprog. Den yngre generation har et meget positivt syn på Vesten, mens den ældre måske er lidt mere forbeholden i forhold til en for-nemmelse af, at vestlige virksomheder bare kommer til Ukraine for at udnytte landet. Alt i alt er disse faktorer med til at skabe et vist pres på udviklingen af ytringsfrihed, demokrati og uafhængige medier. ”Befolk-ningen kan se, at Vesten stadigvæk er foran Ukraine på mange af disse punkter og øn-

sker, at tingene skal blive bedre. En anden væsentlig faktor i denne udvikling er, at flere og flere ukrainere bliver del af middelklas-sen og opdager den private ejendomsret. Derved bliver ønsket om et mere velordnet

samfund, der er bedre i stand til at beskytte ens ejendom, pludselig også meget mere nærværende.”, forklarer Marone.

Ifølge Kurevskyy er der et stykke vej endnu før Ukraine når vestlige standarder. Han nævner som eksempel en fransk nyud-givelse ved navn ”Sexus Politicus”, der ret udførligt behandler nulevende og afdøde franske politikeres sexliv. Kurevskyy me-ner ikke, at en sådan bog ville have nogen chance for at blive udgivet i Ukraine in-denfor den nærmeste fremtid. Det er ikke fordi, at en forfatter, som skrev sådan en bog i Ukraine, ville være i fare for hævnger-rige politikere, men der ville nok ikke være nogen forfattere, som havde lyst til at løbe risikoen. Endnu i hvert fald.

Det er i parentes bemærket interessant som dansker at høre en ukrainer komme med sådan et eksempel på begrænset ytringsfrihed. Her er vi i Danmark vist ikke ”meget bedre”. For er der ikke noget med, at dansk presse har en kodeks om ikke at snage i politikeres sexliv og seksuelle ob-servans? Var der nogen der sagde selvcen-sur? Nej det kan da vist ikke være rigtigt.

Nazar Kurevskyy, oversætter og journalist, arbejder for The Willard Group, PR and advertising agency i Kyiv, Ukraine.

Det Ukrainske parlament Verk-hovna Rada, som er beliggende i hovedstaden Kiev. Det er ikke altid, at parlamentarikerne opfø-rer sig helt så disciplineret som vist på billedet her.

Hvorfor en ny oversættelse af Kora-nen og hvorfor nu? ”Behovet for en ny oversættelse af Koranen har

været relevant lige siden vi for 50 år siden blev genintroduceret til den islamiske kul-tur i Europa”, fortæller Ellen Wulff. ”I for-bindelse med den offentlige debat af den islamiske tro og kultur er der fløjet mange udtalelser gennem luften over tiden. Fra alle sider hører man ofte ”det står i Kora-nen” og ofte har disse citater ikke været korrekte”, beretter hun. Der er brug for en bog man kan citere fra. F.eks. hvad står der i Koranen om kvindernes pligt til at bære slør, eller hvad står der om stening? Derfor har Ellen Wulff også udarbejdet et register over relevante nøgleord og henvisninger til steder i Koranen hvor der står noget om f.eks. kvindernes påklædning.

Initiativ og baggrund For tre år siden tog Ellen Wulff selv initiativ til at oversætte Koranen. ”Koranen er den første tekst på arabisk, og det i sig selv gør arbejdet interessant”, fortæller hun. Lige siden hun begyndte at læse arabisk på Kø-benhavns Universitet i 1973, har hun været bevidst om behovet for en dansk oversæt-telse af Koranen. Der eksisterer dog en tid-ligere oversættelse fra 1967, men oversæt-teren er ahamadiyya-muslim – en bestemt sekt inden for Islam – og det præger også oversættelsen. Der var andre, der så det samme behov. En af dem var billedhugge-ren og tidligere professor Hein Heinsen, som valgte – af egen lomme - at sponso-rere arbejdet med 100.000 kr. Senere fik El-

len Wulff også 75.000 kr. i støtte af Statens Kunstfond. Og som Ellen udtrykte det ”så lagde den eksterne finansieringen et mo-ralsk pres på arbejdet, og uden det, var jeg aldrig blevet færdig. Man bliver jo aldrig helt tilfreds.”

Fuldstændig uoverskueligtDa Ellen gik i gang med oversættelsen følte hun, at arbejdet var ret uoverskueligt. ”Ko-ranen er en meget svær tilgængelig tekst og svær at forstå, selv for folk, der er vokset op med arabisk som modersmål”. Den ende-lige oversættelse var resultatet af en itera-tiv proces, hvor hun i første omgang valgte at lave en meget personlig fortolkning af Koranen, dvs. ”en version, der gav mening for mig”. Men det blev for fortolket og per-sonligt, så i anden omgang udførte hun en ordret oversættelse. Det gav dog heller ikke meget mening, og i tredje og sidste omgang tog hun afsæt i den ordrette-version og be-arbejdede den, så den blev forståelig for de fleste. Det har været Ellen Wulffs ønske fra start af, at det skulle være en oversættelse, alle kunne forstå og ikke primært for fag-folk. Ellen Wulff argumenterer: ”De har jo andre kilder at hente deres viden fra, men de er selvfølgelig meget velkomne til at bruge den”.

25 engelske oversættelserNogle af de kilder, som fagfolkene har ad-gang til er bl.a. de talrige oversættelser, der findes på andre fremmedsprog. An-dre europæiske lande, såsom Frankrig og England – alene England har ca. 25 - har

talrige oversættelser af Koranen. Her bliver Danmark også overgået af vores nabolan-de. Sverige har 7 oversættelser af Koranen, mens Norge har 3.

Koranen – en svær tekstSom eksempel på, hvilke problemer der har været i forbindelse med oversættelsen nævner hun, at der i teksten ofte henvises til ”han”, som et pronom, der kan henvise til Gud, Josef og Moses. I de tilfælde har El-len Wulff valgt – for at gøre det mere læ-sevenligt og forståeligt – at erstatte f.eks. ”han sagde…” med navnet på den der blev henvist til f.eks. ”Gud eller Moses sagde…” Man skal huske, at Muhammed oprinde-ligt har overleveret teksterne mundtligt til folket, og derfor er der også mange steder i Koranen, hvor teksterne bli-ver pludseligt afbrudt eller hvor der er mange gentagelser. Hun har forsøgt at bevare den originale stil ved at gengive disse nærmest hypnotiske gentagelser og ved ikke at afslutte disse afbrudte sætnin-ger. Ifølge Ellen Wulff er der dog stadig mange spændende opgaver at give sig i kast med i relation til Koranen. ”Næste skridt kunne f.eks. være at udbygge den med flere fortolkninger og referencer, og der er jo materiale nok til en selvstændig bog”, afslutter hun.

Fra den 8. november kan du finde ”Koranen i ny dansk oversættelse” hos de fleste boghandlere i landet. Du kan også købe den direkte fra Forlaget Vand-kunstens hjemmeside: www.forlaget-vandkunsten.dk til pris 399,- kr.

S024

Den 8. november 2006 udkommer en ny oversættelse af Kora-nen ved forlaget Vandkunsten. Oversættelsen er udført af mag. art i semitisk filologi Ellen Wulff, der også er Ph.D. i moderne arabisk sprog og litteratur. KURT har talt med Ellen Wulff om baggrunden og processen med at skabe en ”oversættelse alle kan forstå” som samtidig bevarer Koranens stilistiske udtryk.

Af Dina Haffar Foto: Peter Friis-Nielsen

Her er en lille smagsprøve fra den nye oversættelse af Koranen:

Sura 99Jordskælv. Fra Medina.I den nådige og barmhjertige Guds navn.

1. Når jorden rystes og skælver,

2 når jorden krænger sine byrder ud,

3. og mennesket spørger: Hvad fejler den dog?

4. Da kan den fortælle sin historie,

5. fordi din Herre har indgi-vet den en åbenbaring.

6. Da vil folk træde frem enkeltvis for at få forevist deres gerninger.

7. Den, der blot har gjort så meget godt, som et støvkorn vejer, vil se det,

8. og den, der blot har gjort så meget ondt, som et støvkorn vejer, vil se det.

Koranen

på da

nsk

– en o

versæ

ttelse

alle k

an for

stå

HYBRID-IDENTITET

S025

Velkommen i Korea Klubben

Af Gitte Broeng

Ch’ingu er koreansk og betyder ”ven”. Det er også navnet på medlemsbla-det for Korea Klubben i Danmark.

En forening for voksne adopterede, som har omkring 400 medlemmer.

Kigger man nærmere i medlemsbladet, vil man se, at bidragsyderne har alminde-lige danske fornavne som Charlotte eller Jens. Og som i ethvert andet dansk for-eningsorgan, er der naturligvis en hel del

efternavne, som ender på ”sen”. Mellem-navnene er derimod mere fremmedartede: ”Jung”, ”Kim”, ”Jin”.

Navnene fortæller deres egen historie om den hybrid-identitet, som Korea Klub-bens medlemmer er fælles om. Født i Korea. Bortadopteret til Danmark. Opvokset med danske forældre. Dansk velfærdssamfund. Forestillingen om at miljø fuldstændig kan overskygge arv. Hvis bare man beslutter sig for, at det skal være sådan.

Alligevel har mange af klubbens med-lemmer altid følt en særlig form for eks-ponering. Fra oplevelsen af aldrig at gå i et med flokken til ofte at blive mødt med spørgsmålet: ”hvor kommer du fra?” Un-derforstået hvor i verden – ikke hvorfra i Danmark.

Korea Klubben er dog langtfra nogen ”selvhjælpsgruppe”, hvor man mødes for at snakke problemer. Ifølge klubbens mange-årige formand Liselotte Hae-Jin Birkmose, er der snarere tale om et netværk med po-sitive værdier. En medlemsforening, der skaber kulturelle, sociale og adoptionsrela-terede aktiviteter for medlemmerne. Hvor den fælles erfaring af at have en blandet identitet selvfølgelig er udgangspunktet.

”Det er jo lidt et forsøg på at genskabe en historie. Jeg tror det er de færreste, der bilder sig ind, at de bliver koreanske af at være med i klubben. Men der er helt klart noget følelsesladet i den måde, vi håndte-rer det på. Vi prøver at etablere kontakt til en del af os selv – den historie, som vi ikke har.”

”I klubben forsøger vi at sætte konkrete billeder på i forhold til det koreanske, for hvis man er vokset op i et tomrum omkring sin fremmedhed – hvis man hele tiden bli-ver mindet om den, men heller ikke ved, hvad den fremmedhed er – så bliver det fremmede i dig udelukkende noget nega-tivt.”

”Der er vi jo meget forskellige fra anden-generationsindvandrere. De har en kontakt til deres miljø. Vi eksisterer derimod i et mærkeligt tomrum, hvor vi på mange må-der er fuldstændig danske, men alligevel kommer et andet sted fra.

Når man ikke ved, hvad det ”andet” er, skaber det også en sårbarhed i forhold til f.eks. racisme, eller små diskrete stik hele tiden. I det øjeblik du ved, hvad det andet

er, og måske oven i købet har nogle positive billeder omkring det, så har det ikke den her negative ladning. Det kan godt være, at der er nogen, der ser ned på dig eller kom-mer med tilråb, men det er ikke noget, der skader dit eget selvbillede.”

En af de måder Korea Klubben forsø-ger at bringe Korea tættere på er gennem de grupperejser, som klubben siden 2003, flere gange årligt, har arrangeret til Korea i samarbejde med et rejsebureau. I forbin-delse med rejserne afholder klubben også såkaldte ”rejseforberedelseskurser” i Kø-benhavn, Århus og Odense med workshops og foredrag om Korea - og hvad man som koreansk adopteret kan vente sig i mødet med det land, hvor man er født.

Liselotte Hae-Jin Birkmose blev selv adopteret til Danmark i 1970, da hun var ca. et år. Nogle af medlemmerne i klub-ben var 3-4 år og havde sprog, da de kom til Danmark. Enkelte har en svag erindring om et ”andet sted”. De fleste slet ingen.

Og tilbage i 70’erne var den fremher-skende ideologi da også, at børnene bare skulle falde ind så meget som muligt, og at deres anderledeshed ikke var noget, man talte om.

”Det lå jo i hele 70’er-ånden: miljø frem for arv. Hele diskursen omkring interna-tional adoption var formet af en forestil-ling om, at man kunne gabe over den her ”forskel” og skabe et såkaldt humanistisk projekt. Det var en af måderne man solgte det på.”

Så det har ligesom ikke været tilladt at ytre sig om de problematiske sider ved inter-national adoption?

”I alle de skandinaviske lande, som er me-get dominerede af den socialdemokratiske tankegang om lighed, som også er en form for ”farveblindhed”, er det ligesom blevet set som en positiv ting at lukke øjnene for de her forskelle, og det er selvfølgelig ment godt: nu lader vi som om, der ikke er nogen forskel, og så er alt fint.”

”Det er noget jeg har oplevet som en modsigelse. På den ene side er der ingen forskel, men vi er konstant blevet min-det om, at der er en forskel, fordi frem-mede mennesker på gaden ofte har vadet hen til os - og det er måske især hårdt, når man er barn, fordi man ikke kan forsvare sig – og spurgt: ”Hvor kommer du fra?” ”Hvem er dine rigtige forældre?” ”Nej, hvor taler du godt dansk.” Små hændelser som måske i sig selv ikke er graverende eller direkte racistiske, men det er jo noget, der gør, at man er forskellig.”

”Jeg studerede flere år i Paris, og der var der også mange, der spurgte, hvor jeg kom fra, men det var anderledes, for der var jeg jo fremmed. Men det er noget andet, når du bor i Danmark og bliver tudet ørerne fulde om, at du er dansk, og der ikke er no-gen forskel, men bliver ved med at opleve, at folk opfatter dig som fremmed. Derfor var det befriende for mig at være i Frankrig, for der var jeg jo rigtig fremmed.”

Liselotte Hae-Jin Birkmose meldte sig ind i Korea Klubben i 1997 og blev formand kort tid efter. I dag bruger hun stort set al sin fritid på klubben, som udover Køben-havn også er repræsenteret med lokale net-værk i Aalborg, Århus, Herning, Esbjerg, Aabenraa og Fyn.

Internationalt samarbejder den danske Korea Klub med søsterorganisationer i hele verden i det internationale netværk IKAA (International Korean Adoptee Associati-ons). I 2007 samles de i Seoul til den fjerde ”Gathering”, hvor op mod 700 adopterede ventes at deltage.

En væsentlig del af den danske formands arbejde foregår således på mail – med re-præsentanter for søsterorganisationerne i Norden, Holland, Frankrig, USA.

At klubbens aktiviteter og netværk skul-le brede sig i en sådan grad lå ikke i korte-ne, da Liselotte Hae-Jin Birkmose opsøgte

Korea Klubben første gang. Klubben havde dengang 20 medlem-mer.

”Til mit første møde sad der fire medlem-mer, som alle var fra bestyrelsen. Ret småt kan man sige. Det er anderledes i dag, hvor nye medlemmer må-

ske kommer til arrangementer med hun-drede deltagere. Men bare det at møde fire andre syntes jeg alligevel var stort dengang. Det gjorde dybt indtryk på mig.”

Var det fordi du kunne genkende sig selv i

de andre. En eller anden fornemmelse af, at I havde nogenlunde ens erfaringer?

”Ja, en eller anden form for spejling. Men noget af det, der slog mig mest var faktisk forskellene. Og det ved jeg også fra de nye medlemmer, vi får. Noget af det første de fortæller om er deres forbavselse over, hvor forskellige vi ser ud, for vi er alle sammen vokset op med den her idé om, at vi ligner hinanden: ”vi har alle sammen sort hår osv.” Og derfor er det tit et chok for folk at finde ud af: ”Gud, der er tykke og tynde, høje og lave.”

”Og så er der selvfølgelig alle de ting, man ikke behøver fortælle. Det oplevede jeg også selv meget stærkt, og det fornem-mer jeg, folk synes er specielt – at der er en enorm åbenhed. Man behøver ikke forklare alting. ”

Selvfølgelig har vi mange forskellige opvæksthistorier og måder at tackle vo-res adoption på – fra kompliceret til helt ukompliceret – men alligevel har vi et fælles grundlag. Det er det samme, når vi mødes til internationale ”Gatherings”. Her bliver det endnu mere udtalt, fordi folk kommer fra alle mulige lande, og de er så ærketypiske italienske eller franske, ame-rikanske, og alligevel under det ligger den her fælles følelse eller fælles skæbne, og når folk fortæller om en oplevelse ved alle, hvad det er.”

”I Korea Klubben har vi også haft flere workshops omkring det at have fundet bio-logisk familie. Det er meget svært at tale om med andre, fordi man skal forklare en masse ting, og det er klart, det er svært for andre mennesker at forstå den oplevelse. Og der synes folk, det er fantastisk at kom-me i et forum, hvor der er andre, der har oplevet det samme, og hvor man deler den oplevelse.”

I medlemsbladet Ch’ingu er der flere medlemmer der giver udtryk for, at de i klubben har fundet et fællesskab, som de ikke vidste fandtes. Et behov, som de ikke var rigtig klar over, de havde.

”Mange er skeptiske overfor klubben i starten. Det var jeg faktisk også selv. Og det skyldes, tror jeg – hvis jeg skal se på mig selv – at jeg har opfattet det som en svaghed, at man har brug for andre på den måde. Og det er selvfølgelig ikke ”brug for” på den måde, men sådan bliver det meget opfattet for udenforstående.”

”Men der er jo en enorm styrke og rig-dom i det fællesskab, vi har i klubben. Der er også mange, der begynder at trække på det og kunne bruge det i forskellige sam-menhænge. Vi har jo mange superkom-petente medlemmer: designere, grafikere, kunstnere og folk indenfor erhvervslivet.”

”Vi forsøger at lægge vægt på det net-

S026

”Vi eksisterer derimod i et mærkeligt tomrum, hvor vi på mange måder er

fuldstændig danske, men alligevel kommer et andet

sted fra.”

Liselotte under et besøg i Korea

værksagtige, så det også udadtil virker som en mere ”cool” forening. Vi lavede på et tidspunkt en ”cool image kampagne”, hvor vi gjorde noget ud af vores visuelle design og hjemmeside, så vi ligesom signalerer, at det er ungt, og at vi prø-ver at være med til at skabe nogle kulturelle aktiviteter i Danmark ved at lægge vægt på nutids-Korea. Vi vil altså ikke klassifi ce-res som en forening omkring søgning af biologisk familie og egentlig heller ikke så meget omkring adop-tion. Vi prøver netop at være meget brede og skabe nogle positive værdier, så vi ikke kategoriseres som en ”adoptionsgruppe”.”

Men I har et temanummer af jeres med-lemsblad omkring søskende, hvor der selv-følgelig er mange indlæg, der handler om søgning af biologisk familie. Og I arrangerer workshops, der forbereder folk på søgning?

”Ja, altså vi har jo det som vi kalder rejsefor-beredelseskurser, hvor vi prøver at forbere-de folk på, hvordan det er at rejse til Korea, og så fortæller vi specifi kt om vores ture. Men vi gør meget ud af ikke at skabe for meget pres, dels er det ikke sådan, at adop-terede nødvendigvis skal ville til Korea. Det er ikke nogen norm. Men erfaringen viser, at mange efter noget tid i klubben alligevel får lyst til at rejse til Korea og måske får lyst til at søge efter biologisk familie, men det er svært ud fra den enkelte at generalisere.”

Liselotte Hae-Jin Birkmose opsøgte selv sin biologiske mor i 1999. Mødet med hende og den proces det er at få sammen-stykket historien omkring adoptionen er beskrevet i dokumentarfi lmen ”Hae-Jin” instrueret af Lars Movin, som netop har haft premiere, og som bliver vist på DR2 i begyndelsen af 2007.

”Det er meget forskellige oplevelser folk har med søgning af biologisk familie. Det kommer an på fl ere ting: hvor godt forbe-redt er den adopterede, hvad har omstæn-dighederne omkring adoptionen været? Jeg vil dog sige, at lige meget hvor komplekst det er, og lige meget hvor kompliceret gen-foreningen er, så er de fl este af dem, jeg kender alligevel glade for, at de har gjort det.”

Hvordan beskriver folk det. Er det et rum, der bliver fyldt ud?

”For nogle falder det på plads. For andre er det sådan, at de åbner Pandoras æske, hvor der pludselig vælder en masse op. Måske har de haft et meget almindeligt liv, hvor tingene bare kører, de har ikke tænkt så

meget over tingene, og så dukker den her ting op – og pludselig begynder alt det, som måske ikke er blevet bearbejdet sær-lig meget gennem tiderne, at dukke op. De fl este bliver forbavsede over, hvor dybt det

egentlig rykker. Hvor grundlæggende det er, for det er jo reelt en ny identitet. Jeg plejer at sige til folk, når de ønsker at søge fami-lie – bare for at teste, hvor mange tanker de har gjort sig omkring det – hvad nu hvis du fi nder en tvillingebror eller en tvillingesø-

ster? Det er jo ikke noget tragisk, men for ens identitet er det da ret anderledes, at skulle tænke sig selv på en anden måde. Bare sådan nogle små ting som, at så er man ikke født på den dag, som man troede var ens fødselsdag. Fra at være storesøster bliver man pludselig lillesøster, pludselig har man en søskendefl ok på 6 søstre. Og der kan selvfølgelig også være noget i fami-lien. Det kan være ens far har været dybt alkoholiseret, eller den mor man fi nder er meget svag. Der er mange ting man skal forholde sig til.”

Som adopteret har man vel også en mas-se forestillinger, om hvad det er for en fami-lie, man kommer fra oprindeligt?

”Nej, sådan er det faktisk ikke. Der er selv-følgelig nogle som har tænkt meget over det, men mange, og det gælder også mig selv, har aldrig tænkt over, hvor de kommer fra. I hvert fald aldrig på en sådan måde, at det er blevet til billeder eller tanker, de for-mulerer omkring en familie. Det er alt for konkret. I 1970’erne hvor Korea føltes som et mere fj ernt sted, end det gør i dag. Da var det et abstrakt begreb. Jeg havde hørt om

Korea-krigen og havde nok en forestilling om, at folk var enormt fattige. Det er der stadig mange som tror, og som bliver for-bavsede over, at Sydkorea faktisk er verdens 12. største økonomi. De får sig noget af en overraskelse når de kommer til Seoul.”

Hvad med de danske familier, hvordan

reagerer de typisk på, at deres adoptivbørn ønsker at søge biologisk familie?

”Der er utrolig mange myter omkring søgning af biologisk familie, at når man gør det, er det fordi man er utilpasset og kommer fra en familie, der har problemer, og det er jo slet ikke det, det handler om. Men det lægger et mærkeligt pres, for så føler man, at man virkelig skal understrege, man kommer fra en velfungerende familie for overhovedet at gå i gang med det her. Der hvor det går bedst med genforeningen er der, hvor adoptivfamilien er med, og de er der for at dele det med én, for man har i høj grad brug for støtte, fordi det er så gen-nemgribende, når man fi nder familie.

Det er utrolig vigtigt, at man har en god base – ikke så meget fordi adoptivfamilien skal sidde og nurse én – men et sikkert grundlag, så det hele ikke bare skrider.”

”Der er medlemmer som kommer fra nogle danske familier, som er splittet op, og så kommer de tilbage til en koreansk fami-lie, der er totalt velfungerende, hvor de alle

S027

”Jeg studerede fl ere år i Paris, og der var der også mange, der spurgte, hvor jeg kom fra, men det var

anderledes, for der var jeg jo fremmed.”

FAKTAFra 1970-2005 blev der i Danmark adopte-ret 8583 børn fra Sydkorea. Det svarer til 44 % af det samlede antal internationalt adopterede i Danmark i den periode.(Kilde: Adoption & Samfund) Korea Klubben – for voksne adopterede fra Korea blev stif-tet i 1990. I dag er der ca. 400 medlemmer fordelt over hele landet. Gennemsnitsalde-ren er 28 år. www.koreaklubben.dk

Gruppebillede af den danske dele-gation, der deltog på Korean Adoptee Gathering 2004 i Seoul

S028

sammen er samlet, men hvor vedkommen-de er blevet bortadopteret, fordi der er sket x ting på et tidspunkt, og det er da tanke-vækkende, for nu har man altid fået at vide, at man skulle være glad for at være blevet bortadopteret, og så kommer man tilbage til en super velfungerende familie, som har masser af penge, fordi der er gået 30 år. Far og mor er sammen, og de har det alle godt. Den mulighed findes også.”

Har indstillingen til adoption i Korea ændret sig? Jeg har indtryk af, at det tidli-gere var et meget tabuiseret område.

”Fra midten af 1990’erne er der blevet gjort mere for at åbne op. Det er jo blandt andet på grund af præsidenten Kim Dae-Jung, som også startede ”Overseas Koreans Fou-ndation”, der går ud og støtter aktiviteter for koreanere i udlandet, deriblandt kore-anske adopterede. Samtidig har der været meget medieomtale omkring adopterede. Vores ”Gathering 2004” i Seoul fik også massiv presseomtale, men det er noget, der tager lang tid at ændre, for adoption berører jo hele det sociale system derovre: hvordan man behandler enlige mødre, for siden 1980’erne er det primært dem, der har bortadopteret. Så der har måske ikke været et egentligt økonomisk problem, men snarere en social grund til de mange adoptioner.”

Men er det mest fra officiel hold, at der er anerkendelse?

”Altså anerkendelse det ved jeg ikke. Man vil jo stoppe det. Jeg ved faktisk ikke hvor meget de forstår omkring os som voksne, for vi er jo en hybrid på en eller anden måde. Vi taler ikke koreansk og mange har ikke deres forældre. Vi svæver derfor lidt frit i rummet, og de ved ikke helt, hvad de skal gøre ved os – de ser os meget som børn.”

Siden midten af 1990’erne har der fra koreansk side været en lang række rege-ringsstøttede programmer, hvor adoptere-de er blevet inviteret til Korea i en uge eller 10 dage. Der er over 50 såkaldte ”Summer Schools”, hvor der undervises i koreansk sprog og kultur.

”Det er selvfølgelig heldigt, at Korea i dag er så stor en økonomi, at de kan tilbyde de programmer. Det er også grunden til, vi har kunnet skabe det internationale net-værk for voksne adopterede (IKAA), som vi har i dag, da vi har fået dækket nogle af vores rejseudgifter. De andre aktører på adoptionsområdet: forældreorganisa-tionerne og de forskellige ”Adoption Agen-cies” har mange flere penge mellem hæn-derne. Og myndighederne kan rejse rundt til konferencer rundt omkring i verden. Vi skal gøre det i vores ferier og bruge vores egne penge på det. Alligevel har vi formået at skabe et internationalt netværk. Vi har mødtes mange gange og efterhånden fået det etableret så meget, at vi nu kan skabe endnu en ”Gathering” i Seoul 2007. Samti-dig er det lykkedes os at stå sammen i Haag og få foretræde for ”The Hague Conference of Private International Law”, som er med til at regulere internationale konventioner omkring børns rettigheder. Herunder in-ternational adoption.”

”Vi havde lavet et ”proposal”, som vi forelagde for Haag-konferencen, med nog-le meget konkrete anbefalinger til opføl-gende rådgivningstilbud på adoptionsom-rådet. Dem ville vi gerne have gennemført, og det vidste vi selvfølgelig godt ikke ville ske, men vi ønskede en diskussion omkring nogle minimumsstandarder til det man kalder ”Post Adoption Services” i de mod-tagende lande.”

I Danmark hører adoptionsområdet ind under Familiestyrelsen (tidligere Ci-vilretsdirektoratet). Forud for adoptionen bliver adoptanterne vejledt og forberedt på adoptionen. Det er et lovpligtigt krav. Men når adoptionen først har fundet sted, er der ingen hjælp eller rådgivning at hente, hverken for adoptivfamilierne eller voksne adopterede med adoptionsrelaterede pro-blemstillinger inde på livet. I hvert fald fin-des der ikke noget offentligt tilbud.

”For nogle år siden forsøgte vi sammen med Adoption & Samfund og Foreningen

af Adopterede at få oprettet et videns - og rådgivningscenter omkring adoption. Vi lavede udkast til et 3-årigt forsøgsprojekt, men der var ikke nogen politisk vilje til at komme det i møde, så det strandede.”

”Der er en angst for, at hvis man giver særbehandling til adopterede, sker der en stigmatisering. Vi synes selvfølgelig, det er vigtigt, at der kommer nogle professionelle rådgivningscentre med folk, der ved noget om adoption og de specifikke behov om-kring det, men også at man anskuer det meget bredere, så det ikke bliver så pro-blemfyldt – altså at man ikke ser det som en sygeliggørelse - men bredt tager nogle temaer op og investerer nogle penge i at informere omkring dem. F.eks. håndte-ringen af racisme. Det behøver ikke være et kæmpe problem, men det er vigtigt, at forældrene har nogle redskaber til at håndtere det med. I forhold til adopte-rede stiller det sig som sagt på en anden måde end hos immigranter. Er du immi-grant er det en mere direkte og hårdfør racisme, du kan være udsat for, men som adopteret er det en indirekte sideeffekt. Jeg ved, nogle adoptivfamilier fortæller, at de har den type problemer, men der er ikke rigtig nogen, der vil anerkende, at det er racisme mod deres børn, så de ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op og savner nogle instrumenter.”

Korea Klubben har søgt at få lov til at sidde med i nogle af Familiestyrelsens offi-cielle adoptionsgrupper, der udstikker poli-tikker på ”Post Adoption Service” området. Men indtil videre er det ikke lykkedes at få en plads ved bordet.

”Man skulle ellers mene, vi var ret væ-sentlige i den sammenhæng. Da vi i vores internationale netværk søgte om at få fore-træde for generalsekretæren for Haag-kon-ferencen Hans van Loon, var der derimod ingen problemer. De var enormt villige til at finde en løsning, så vi kunne få lov at komme med. Juridisk set er vi jo ikke en in-ternational forening. Vi er bare et netværk, men de gjorde hvad de kunne for at hjælpe os til at blive hørt, fordi de var meget inte-resseret i, at vi, de voksne adopterede, skul-le være der og have en røst. Herhjemme er indstillingen mere, at vi bare skal gøre ar-bejdet og så ellers ikke blande os for meget i de voksnes diskussioner.”

Tror du det har noget at gøre med den typiske danske selvbevidsthed: ”her løser vi tingene på den bedst mulige måde …”?

”Myndighederne er egentlig meget velvil-ligt indstillede, undtagen når det kommer til virkelig at give os indflydelse og midler. Men de vil godt bruge os i øvrigt og aner-kende det arbejde, vi gør, for det gør vi jo gratis.”

FAKTAHae-Jin – En dokumentarfilm af Lars MovinLiselotte Hae-Jin Birkmose blev født i Korea i 1969 og voksede op i Rungsted. I 1997 fik Liselotte de første oplysninger om sin biologiske familie i Korea, og i 1999 mødte hun første gang sin biologiske mor i Seoul. Et møde, der blev starten på en årelang proces, dels med at genetablere de bånd, der var blevet brudt kort efter fødslen, dels med at sammenstykke brikkerne til den historie, der lå bag bortadoptionen. Filmen følger Liselotte over en periode på fem år, fra rejsen til Korea i 1999 via flere rejser til både Korea og USA, hvor hun lidt efter lidt finder sine biologiske søstre, sine bedste-forældre og den onkel og tante, der i sin tid var med til at aflevere hende til adoptions-kontoret Holt i Korea, og frem til 2004, hvor Liselottes mor indvilger i at fortælle sin side af historien. Samtidig følges Liselottes arbejde som formand for Korea Klubben.

Produceret af Plagiat Film, 2006, 59 min. Di-stribueres af Det Danske Filminstitut og kan lånes på DVD via bibliotekerne. Kan købes på DVD via hjemmesiden: www.kortogdok.dk. Filmen vises også festivalen cph:dox i København, 10.-19. november, og på DR2 i januar 2007.

Billedkunstner Mahmoud Alibadi er shiamuslim og født i Irak. ”Jeg kom til Danmark, fordi jeg skulle flygte

fra Irak på grund alt det der skete og sta-dig sker i Irak – krig og krig og atter krig. Tre grunde som Mahmoud uden at trække på smilebåndet remser op, (og man forstår hvor gennemgribende en betydning kri-gen har haft for et land som han har svært ved at tro på en fremtid i). ”Det er næsten umuligt at bo i det land og næsten endnu mere umuligt som kunstner. Vi er jo lidt mere sensitive”. Mahmoud er uddannet grafiker og fotograf ved Bagdads TV samt fra kunstakademiet i Bagdad og arbejder med billedkunst, installations- og multi-mediekunst. Han har udstillet mange ste-der i Danmark, Norden og Baltikum, Irak, Jordan, Tyskland, Bangladesh, Tjekkiet, England og senest Spanien.

Han har tegnet fra siden han kunne holde på en blyant med undtagelse af ganske få pe-rioder i sit liv, hvor omstændighederne umu-liggjorde det. Den ene gang var mens han flygtede fra militæret. ”Jeg holdt en pause fordi jeg ikke kunne holde det ud. Jeg levede under jorden i et halvt år, og af sikkerheds-mæssige årsager holdt jeg meget lav profil. Jeg tror jeg sammenlagt tegnede tre ting. Jeg fik et par farver forærende, og husker jeg en dag sad oppe på et tag og solen skinnede”.

Den anden gang var på grund af en kvinde. For selv om Mahmoud fik en kære-ste allerede den første dag han kom til Dan-mark og således undgik at skulle opholde sig lang tid i et flygtningecenter, fordi han kunne flytte ind hos kæresten, da han fik opholdstilladelse, har hans kærlighedsliv ikke altid været lige uproblematisk. ”Hun manipulerede mig. Jeg fik faktisk for højt blodtryk og faldt om tre gange. Hun ville styre mit liv, og det kunne jeg ikke klare. Jeg var kommet her til for at få min frihed.”

Mahmoud tog revanche efter en tid med nedtur og depressioner og følte en trang til at kompensere. ”Jeg havde et behov for at indhente den tid der var gået tabt. Jeg kørte i overhalingsbanen. Var i byen hele tiden. Sammen men en masse kvinder og følte mig faktisk billig.” I dag, en del kærester se-nere har Mahmoud et barn med sin eksko-ne og bor for sig selv på Nørrebro ovenover sit atelier, der er indrettet i kælderen.

Mahmoud har altid følt sig som en gæst i Irak, og allerede fra han var dreng, ønske-de han at forlade landet. ”Jeg havde en mo-ster, som dengang boede i Kuwait, og hun besøgte os i en sommerferie. Jeg hørte om Kuwaits skolesystem og børnene derovre. Jeg var ca. 10 år. Og jeg blev fuldstændig knust over, at jeg ikke skulle med hende til Kuwait da hun tog tilbage. Hun prøvede at

lave en aftale med min mor, om at vi kun-ne flytte med, men det blev ikke til noget, fordi min storebror ikke ville have at tog af sted”. Næste chance bød sig ikke før ca. 8 år senere, da han udførte militærtjeneste på grund af krigen mellem Irak og Iran. Han flygtede fra det nordlige Irak sammen med et par af de andre soldater, men kom ikke længere end til den tyrkiske grænse hvor de blev afvist. Tredje gang var i den kaotiske tid efter krigen med Kuwait, hvor han for-søgte at komme til Iran med et par venner. Igen måtte han vende om ved grænsen og rejse tilbage til Bagdad. ”Fjerde gang lykke-des det. Da var jeg 26”.

Mahmoud har haft forskellige jobs i Danmark på døgninstitutioner, som kon-taktperson, og han har også arbejdet som tolk. Han har taget grafiske kurser på Me-dieskolen i København og har et diplom fra Københavns Tekniske Skole i Digitale Medier. Alt sammen for at kunne sikre sig økonomisk, hvis kunsten ikke kunne bære. ”Men jeg fik aldrig noget job indenfor den branche. Så arbejdede jeg lidt på freelance basis. Jeg tror jeg har søgt omkring 80 jobs.”

Det har altid været kunsten som drev Mahmoud og hans stædighed har ført til, at han nu har kunnet opgive sine brødjobs og leve af sin kunst. Han har ikke kunne vælge

Af Rune Stilling

FINGRE

S029

JEG HAR FEM FINGRE MEN DE ER IKKE ALLE ENS Af Annette Max Hansen

Foto: Peter Friis-Nielsen

og vrage men har været privilegeret i den forstand, at han har fået mange henvendel-ser om at deltage i projekter og udstillinger og aldrig skulle være særlig opsøgende i forhold til at få opgaver. Han er ofte blevet opfordret til at deltage i projekter med rela-tion til religion og integrationstemaer. ”Jeg tror min baggrund spiller en rolle. Der-udover bliver jeg taget seriøst, og jeg er en meget seriøs kunstner. Jeg bruger min sjæl, og det jeg laver bety-der noget.

Jeg arbejder med temaer for tiden. Jord og det jeg kalder Sou-thern Touch. Jeg er jo født i Bagdad. Hvis du rejser til Sydspa-nien, så er det meget forskelligt fra resten af landet. Da jeg var i Barcelona sidste år, begyndte jeg på en serie jeg har kaldt Peace. Der har jeg tænkt meget på, det der sker i vores tid, om politiske og religiøse begiven-heder. Og jeg ser mig selv som en fredens

faktor, og vil gerne markere mig som sådan. Bidrage på en anden måde. For at kunne leve og fortsætte skal man tænke på det. Det er vigtigt. Hvad er fred? Det bruger jeg i min kunst. Det kan være en lille ting. Jeg prøver at opdage dens historie. Alt har en historie, har en baggrund, alt har en fortid. Det kan være en sten på Bornholm, som jeg starter med at fotografere og på den måde kommunikere med, og så arbejder jeg vi-dere derfra”.

Mahmoud har dog ikke trygt lænet sig tilbage og ventet på at telefonen ringede, men har på mange måder selv skabt en synlighed gennem sit samfundspolitiske engagement og været særdeles progressiv i forhold til integra-tionsarbejdet i Dan-mark. Det ene af de to projekter, som er undervejs, laver han sammen med en kol-lega der bor i Italien. ”Det er et projekt der skal foregå på Nør-rebro. Vi fandt på det fordi vi snakkede om udviklingen efter Mu-hammedtegningerne. Vi talte om hvad kan vi gøre? Det er derfor ikke kun et kunstpro-jekt men handler også om kultur, samfund og integration.” Projektet hedder Børnenes Bydelsflag på Nørrebro og er en konkur-rence for børn og unge om at skabe et by-

delsflag. “Jeg forestil-ler mig, at mange af de børn som kommer til at være involveret er børn med anden etnisk baggrund, fordi der bor mange indvandrere på Nør-

rebro. Vi går ud i skolerne og arbejder med unge, og så skal vi lave flag. Et Nørrebro flag. Så laver vi en folkeafstemning på net-tet med et udvalg, og det bedste forslag vinder.”

Ideen bag flaget er bl.a. inspireret af det italienske byflag og formålet er at styrke det lokale tilhørsforhold på tværs af kul-turer. ”Hvis folk bliver uenige, så prøver vi at samle dem igen. Når folk har stemt på flaget så vil Ahmed eller Hussein eller Niels eller Jørgen sige det er vores flag. Ikke det danske flag, det tyrkiske eller det irakiske, men et Nørrebro-flag, der repræsenterer fællesskabet og de mange minoriteter på Nørrebro. Et flag kan samle noget der er blevet splittet. Det skaber en fælles identi-tet på tværs af kulturer.” Projektet skal, hvis det bliver en succes eksporteres til andre byer som Odense og Århus.

Et af Mahmouds andre projekter, som endnu kun er i støbeskeen, og som er et samarbejde mellem syriske og danske bil-ledkunstnere handler om religion og nye

fortolkninger af religion, religioners ind-virkning på kunsten, og om hvordan kunst-nere bruger religion og dens symboler. De deltagende kunstnere er kristne og musli-mer og projektet er tænkt som en dialog mellem de to trosretninger. Der indgår bla. to seminarer i København og Damaskus, hvor Mahmoud også skal lave oplæg til. Mahmoud begyndte at dyrke sin tro for 2-3 år siden men er ikke religiøs, siger han.

”For mig er det to forskellige ting. Hvis jeg er troende kan jeg bare dyrke min tro hvor som helst. Hvis jeg er religiøs skal jeg organisere mig. Jeg synes det er okay at have religioner, men det skal ikke bliver til en organisation. Så længe der ikke sker en

religiøsering af men-neskets tankegang, så er det fint. Religion må ikke blive til magt. Det er forkert. Et tro-ende menneske skal have lov til at være i fred og fuldstæn-dig frihed til at se og mærke selv. Det er meget vigtigt.”

Alligevel tager Mahmoud del i nogle af religionens ritualer som f.eks. Ramadanen, som finder sted mens vi taler, og det ser han ikke nogen konflikt i. ”Jeg synes også det er meget sjovt ikke at spise noget som helst. Jeg er også blevet lidt slankere, det er da meget godt. Det er første jeg gang, jeg faster. Det er ligesom at medi-tere. Udover at kroppen renser sig selv så handler det jo ikke bare om det fysiske, men i lige så høj grad det psykiske. For at gøre det rigtigt skal man også faste indvendigt. Det er en spirituel oplevelse. Man oplever at man kan tilsidesætte enormt meget. Man lærer at prioritere. Jeg har fastet i 14 dage nu og er blevet meget mere rolig. Og det havde jeg brug for. Ellers gik jeg til psykolog for at af-stresse. Kroppens energi dæmpes samtidig med at man fokuserer og skaber klarhed. Jeg er en mand der ville være i bevægelse 24 ti-mer i døgnet hvis jeg kunne. Fasten giver mig ro, og rum og giver mig lysere ideer.”

En af hans lysere ideer, som dog ikke var et produkt af fasten, var hans brev til det danske folk, der ligesom Nørrebro-flags-projektet var en reaktion afstedkommet af Muhammedkrisen. Brevet sendte han til presse og politikere med titlen Brev til det danske folk. Han indleder brevet således:

“Kære Politikere og PressefolkPå baggrund af den seneste tids udvikling føler jeg mig forpligtet til, gennem vedhæf-tede erklæring, at lægge afstand til ekstre-misme og vold og understrege, at muslimer ikke kan skæres over én kam.”

Mahmoud fik efterfølgende mail fra Pia Kjærsgaard, som skrev at hun anså det for vig-tigt at han forholdt sig til sagen, og Mahmoud

S030

”Et flag kan samle noget der er blevet splittet. Det skaber en fælles identitet

på tværs af kulturer”

”Jeg er en mand der ville være i bevægelse 24 timer i døgnet hvis jeg kunne. Fasten giver mig ro og rum og giver mig

lysere ideer”

Mahmoud om kunstscenen i Irak Jeg solgte ét billede, mens jeg boede i Irak. Man blev nødt til at undervise. Det har dog ændret sig noget. De irakiske kunstnere som jeg kendte og kender i dag, som bor I Irak, lever af at sælge deres kunst ud af landet. Men det er stadig ikke stabilt. Jeg kunne forestille mig, hvis landet en dag får fred, så vil der opstå en kunstscene. Der er gode skoler og dygtige kunstnere. Men det er som sagt næsten umuligt. Der er ikke nogen tradition, og der er ingen samlere. Dem som underviste mig på akademiet kunne ikke det klare det uden deres undervisningsjobs.

Du kan læse mere om Mahmoud Alibadi og se nogle af hans kunstværker på www.bruneojne.dk

Maleri fra serien Southern Touch, som lige har været udstillet i Barcelona på Galleri GALERIAZERO

oplevede generelt en positiv reaktion. Brevet førte bla. til en opfordring fra Religion.dk om at repræsentere shimuslimske synspunkter på deres hjemmeside, som han dog takkede nej til. ” Det føler jeg mig ikke rustet til. Jeg har ikke den for-nødne historiske vi-den, jeg kender ikke shariaens lovgivning osv.”

Mahmoud er shiamuslim og hans samfundspolitiske engagement er mo-tiveret af behovet for at gøre opmærksom på nuancerne og bevæge sig væk fra den meget sort-hvide retorik, der finder sted indenfor integrationsdebatten. ”Jeg bliver ked af at det altid handler om fløjene. Jeg hører ikke til noget sted hverken hos Pia Kjærsgaard eller Abu Laban. Jeg synes det er mærkeligt, at en mand som Abu Laban skal tages til indtægt

for muslimske synspunkter. At en mand med en baggrund som hans skal repræsentere så mange. Hvis han have magt og mulighed ville være nøjagtig som Osama Bin Laden. Allige-

vel står han side om side med politikerne i debatter og skal nu f.eks. indvier den før-ste muslimske kirke-gård. Jeg synes man skal ignorere ham. Han sidder på første række med Rikke Hvilshøj og Bertel Haarder og fortæl-

ler noget, som intet har med mit Islam at gøre.” Og det er den manglende skelnen som har fået Mahmoud til at reagere. ”Når det handler om forskellige muslimske retninger bliver shia muslimerne ikke inviteret med. Min hånd har fem fingre, men de er ikke alle ens. Vi er forskellige muslimer ligesom vi er forskellige mennesker. Shiamuslimer støt-

ter ikke Bin Laden. De tror ikke på, at man kommer i Paradis hvis man slår folk ihjel. De tror ikke på vold. Irakiske Shiamuslimer tror ikke på shariaen. De er ikke interesserede i en kopi af den iranske model, hvor man blander religion og politik. Det betyder ikke, at man ikke kan være en religiøs politiker, men man skal ikke bruge religionen som en magtfaktor. Laban mener bl.a. at det er i orden at slå folk i Irak ihjel, hvis man er allieret med amerika-nerne. Hvad er det for en moral? Jeg kan ikke forstå man skal belønnes for at slå folk ihjel. Her skulle man reagere synes jeg.”

Mahmoud vil gerne bidrage til debat-ten og til integrationen. ”Man håber jo man kan bidrage med lidt, og der findes en del som mig, men nogle gange giver folk op. Jeg blev som sagt bedt om at bedt om at repræsentere Shiamuslimer i Danmark. Så jeg ville gerne finde den rigtige mand, men det er ikke lykkedes. Jeg har højt ud-dannede venner, studerende, men det er svært at finde folk som vil stille op. Jeg gør hvad jeg synes er rigtigt, Andre gør hvad de synes er rigtigt – men vi ligner ikke nød-vendigvis hinanden”. Ifølge Mahmoud har klimaet i Danmark også ændret sig over de seneste år. ”Det var anderledes i starten. Si-tuationen har ændret sig efter Venstre og Konservative har fået mere magt. I starten af 90ere var her mere fredeligt. Det er som om, at folk med magt begynder at ignorere andre folks behov, mister hensynet til folks rettigheder. Magten ligger i de forkerte hænder. Jeg er bekymret for fremtiden. Men jeg er fuld af håb.”

S031

”Jeg bliver ked af at det altid handler om fløjene.

Jeg hører ikke til noget sted hverken hos Pia Kjærsgaard

eller Abu Laban”

Uddrag af Mahmouds brev:Kære Politikere og Pressefolk

På baggrund af den seneste tids udvikling føler jeg mig forpligtet til, gennem vedhæftede erklæ-ring, at lægge afstand til ekstremisme og vold og understrege, at muslimer ikke kan skæres over én kam.

Til den Danske befolkning

Fred med jer og Guds nådige.

Under de begivenheder som verden oplever i dag i form af voldens bølger, terror og drab af uskyl-dige mennesker, ønsker det irakiske shiamuslim-ske folk i Danmark at lægge fuldstændig afstand til disse handlinger (..) De mennesker som i Guds navn støtter disse terrorhandlinger skal ikke gøre sig til repræsenterer for alle muslimer i verden og slet ikke shiamuslimer. Disse mennesker, her-under også nogle af de mennesker som udgiver sig for at være imamer, i Danmark såvel som i resten af verden, misbruger Guds navn.

Pleasure of Peace II fra serien Earth and Peace

S032

FILM

CPH:DOX: Hvilken virkelighed? - Der er jo så mange

Af Rune Stilling

Danskerne er et oplysningsivrigt folkefærd. Der er tilsyneladende ingen grænser for vores forbrug af nyheder i aviser, TV og på internettet. Dertil har der aldrig været flere nyheds, dokumentar - og debatudsendelser i fjernsynet, og mængden af tilgængeligt stof i stadig flere aviser vokser med stor hast. En stor del af vores viden om verden omkring os kommer med andre ord fra medierne. Der er en risiko for, at vi kom-mer til at tro på en virkelighed, der ikke er spor virkelig.

Den årligt tilbagevendende dokumen-tarfilmfestival CPH:DOX, der løber af sta-belen i midten af november måned, er en kærkommen lejlighed til at få udfordret denne vores helt egen særlige danske me-dieskabte virkelighed. Der vises mere end 150 dokumentarfilm fra hele verden i de 10 dage festivalen varer.

Her kan man risikere at blive præsen-teret for en anden og måske ikke mindre virkelig virkelighed.

Programmet11. september, det efterfølgende erklærede korstog mod terrorismen og senest krisen

omkring Muhammed-karikaturerne har gi-vet religion en usædvanligt fremtrædende plads i mediebilledet og det offentlige liv. Med serien ‘I Guds Navn’ forsøger CPH:DOX at grave et spadestik dybere end den polariserede debats automatreaktioner. Fe-stivalen ser på det dialektiske forhold mel-lem religiøst og sekulært samfundsliv og nuancerer diskussionen, når Martin Kras-nik og Göran Rosenberg stiller op til debat om religionernes Europa.

De ni film, der vises med temaet Gud, har ikke nødvendigvis andet til fælles end, at de har valgt at skildre vidt forskellige mennesker fra vidt forskellige kulturer og deres mere eller mindre bevidste forhold til gud. Der er Werner Herzogs (ham med Timothy og bjørnene) ”Christ and Demons in New Spain” om den katolske kirkes ero-bring af Latinamerika. En film om Avi, der arbejder på guds posthus, ”Dear God”. Så er der en film, som sikkert er god at grine og ryste på hovedet af, ”God’s Angry Man” om en amerikansk TV-prædikant, der ud over 3 TV-stationer, også driver forlag, rejsebu-reau og ejendomsvirksomhed. I den mere indadvendte afdeling finder vi ”Into Great Silence”, som giver tilskueren en sjælden mulighed for at kigge indenfor i et vaske-ægte super asketisk kloster beliggende i de franske alper. Så går det mere hektisk for sig i ”The Life and Death of Peoples Temple”, som fortæller den triste historie om, hvor-dan en på visse områder progressiv og ny-skabende religiøs bevægelse, går til grunde i et uhyrligt masseselvmord drevet af den til sidst sindssyge prædikant Jim Jones.

Herfra kommer vi til Asien, der på man-ge måder må siges at være religionens og filosofiens vugge, hvor ”Songs of the River” giver publikum en tour de force i farver, lyde og stemninger fra den hinduistiske fe-stival Kumbh Mela, der i 2001 blev besøgt af 70 millioner mennesker igennem de 44 dage, den varede. Men Gud er faktisk hver-ken blå eller alene opnåelig igennem streng askese. Nej Gud bor i Argentina og hedder ”Diego Maradona”, hvis man skal tro filmen ”Loving Maradona”, der er et portræt af én af fodboldverdenens største, ifølge de mange fans og ekstrænere. Med et næsten

Jødiske Neria og muslimske Najlah, der bor på hver sin side af ”Martyr Street”, og hvis fuld-stændigt adskilte tilværelser skildres i filmen af samme navn. Filmen handler om den dybe religiøse konflikt mellem jøder og muslimer i den palæstinensiske by Hebron.

Forestillingen er baseret på en lang række interviews, Pauline Rehné har foretaget med etnisk danske kvinder og mænd, der har valgt at leve som muslimer. Den er et

forsøg på at vise os flere nuancer på den pa-let, der hedder islam, muslimer og konver-titter end vi til daglig møder gennem bl.a. nyhedsmedierne.

Se mig i øjnene spil-ler frem til. D. 18. no-vember. I næste num-mer af KURT taler vi med instruktør Ditte Marie Bjerg, som sam-men Pauline Rehné har redigeret og monteret tekstmaterialet som lig-ger til grund for forestil-lingen.

Disneysk tema om ræven og kaninen, der bliver gode venner, fortæller filmen ”Mar-tyr Street” om to børn, en palæstinenser og en jøde, der bor på hver side af gaden Mar-tyr Street, men som aldrig har talt sammen (og i modsætning til i Disneys eventyr hel-ler aldrig kommer til det) på grund af en konflikt, der er så fastlåst, at det er svært at forestille sig, at det nogensinde skulle blive anderledes. Den sidste film i Guds navn prøver at give mere end en religiøst betin-get forklaring på Al-Qaidas internationale terrorisme med udgangspunkt i terroristen ”Abu Musab al-Zarqawi”’s liv og gerninger.

CPH:DOX runder hele sit Gudstema af med en ”samtale” mellem to repræsentan-ter for den vestlige rationalitets- og oplys-ningstankegang, det allestedsnærværende kritiske fornuftsmenneske og journalist Martin Krasnik, samt forfatteren og den i øvrigt erklærede antizionist Göran Rosen-berg, om hvordan religiøse forestillinger måske spiller en større rolle for folks liv i det sekulariserede Europa, end vi lige går og tror.

Med følelseCPH:DOX er en fantastisk lejlighed til at blive klogere på en måde, der også tager

hensyn til, at vi er medfølende væsener. Og netop det med at appellere til hjertet og ikke kun til hovedet er én af de udfordrin-ger medierne står overfor i dag. Der synes at være opstået en modsætning mellem det følelsesladede og det lødige. Enten an-vender medierne eksperter, intellektuelle, kommentatorer og lignende, som køligt og rationelt udlægger en situation og kom-mer med anbefalinger til, hvad vi bør gøre. Alternativt bliver vi gerne præsenteret for ekstreme enkelttilfælde, hvor mennesker er kommet i klemme i systemet og helt åben-lyst er blevet urimeligt behandlet. Her kan vi så forarges og føle med dem.

Dokumentaren er en måde at fusionere de to tilsyneladende modsætinger.

Og klogskab er der at finde i det lille udvalg af dokumentarfilm på CPH:DOX, der behandler temaet om det at være et menneske, der går imod strømmen. I Eva Mulvads ”Kolonien” kan man glæde sig over at tingene bliver vendt lidt på hove-det. Filmen handler om en minoritet, der for én gangs skyld ikke er iranere, tyrkere, etc. i Danmark men som i stedet er efter-kommere af danskere bosat i Argentina. En film om skabe sig en identitet midt i en

fremmed kultur. Hører man til gruppen af mennesker, der er meget skeptiske overfor kvinders vilkår i Mellemøsten, så er ”My Own Private Teheran” måske en film, der er værd at se. Filmen er et portræt af en ung iransk kvinde, hendes mor og bedste-mor, samt de tre generationers historie og stadig mere udtalte kamp for retten til selv at vælge. Sidstnævnte har ladet sig skille, fordi ægteskabet begrænser hendes frihed til at leve som filminstruktør. Kamp imod en tidligere herskende klasse er der mere af i ”Enemies of Happiness”, som handler om den 28-årige Malalai Joya, der stiller op til det første frie parlamentsvalg i Afghanistan i 2005. Hun er truet på livet, blandt andet fordi hun offentligt har afsløret en række taleban-folk i landets overgangsregering, men alligevel klør hun på og forsøger på alle leder at kæmpe for, at demokratiet skal vinde fodfæste i landet. Sidste film i rækken hedder ”The Substitute” og ligner ved første øjekast klassikeren om en gruppe unge ure-gerlige indvandrerbørn, der skal genopdra-ges af en tidligere lærer, der sværger til god gammeldags disciplin. Virkeligheden viser sig dog endnu engang ikke at være så enkel endda, og filmen kommer i sidste ende til i højere grad at handle om de unge og give et indblik i deres svære situation.

Gør man sig selv den tjeneste at gå ind og se et par film på årets dokumentar-filmfestival vil man opleve en nuanceret, opløftende og modigt skildret virkelig-hed.

Der er som nævnt i alt mere end 150 andre film at vælge imellem på dokumen-tarfilmfestivalen. Herfra er der bare at sige CPH:DOX = ”Kurt på film”, og så håber vi på, at det bliver taget som en anbefaling.

S033

Se mig i øjnene – en doku-forestilling om danskere der konverterer til islam

TEATER

Fra filmen ”Gods angry man”

Skuespiller Pauline Rehné

Hvad får pæredanske kvinder og mænd til at konvertere til islam? Til at vælge at leve som muslimer, både i tro og i tradition, og hvilke fordomme har vi omkring denne handling? Midtvejs gennem Ramadan må-neden havde CaféTeatret upremiere på Se mig i øjnene, som beskrives som en anti-tabloid undersøgelse af, hvad der ligger bagom om det at vælge at blive muslim.

BOG

S034

Forfatterne har oprettet en hjemmeside hvor du kan læse mere: www.pakidanerdia-logerne.dk. D. 17. november kl. 16 ved stand 84 kan du også møde de to forfattere på den årlige bogmesse i Forum.

Af Rune Stilling

Aschehougs forlag udgav den 18. oktober en lille perle af en bog ”Pakidanerdialoger-ne”. Bogen er en form for fælles dagbog at to kvinder i 30’erne. Den ene, Mette Bom er etnisk dansker, født og opvokset i Dan-mark. Den anden, Shabana Motlani er et-nisk pakistaner, opvokset i USA og flyttet til Danmark i begyndelsen af 2001. Det unikke ved bogen er, at den følger de to kvinders forhold og dialog i en meget kritisk og be-givenhedsrig periode for forholdet mellem vestlig og mellemøstlig kultur. Shabana er muslim og går med tørklæde. Mette Bom er fritidskristen og har lyst afbleget hår. Begge bor de i Klerkegade i indre by og har været naboer i mere end fem år.

Bogen er inddelt i tre dele. I de første to dele fortæller henholdsvis Mette og Shabana om deres opvækst og baggrund i Danmark og USA med deres danske og pa-kistanske familier. Især for Shabanas ved-kommende er det uhyre interessant at læse hendes betragtninger om det at komme til Danmark og de oplevelser, hun har med danskere og det danske samfund. Kapitler-ne er ”krydret” med brevvekslinger mellem de to kvinder, som indeholder spørgsmål og svar, som alle danskere vil kunne for-holde sig til.

Bogens sidste del fokuserer på terro-risme og Muhammedtegninger og hvordan det påvirker de to kvinder og deres forhold. Som i resten af bogen refereres der både private tanker og følelser samt den dialog de to kvinder har både i e-mails og ved de mange komsammener i Klerkegade.

”Nej. Det blev ikke det samme. Selvføl-gelig heller ikke i Klerkegade. For nu var det jo de mørkes skyld det hele. Medierne var fyldt med angst og skyld. Og jeg tænkte og diskuterede seriøst med min kæreste, at måske kunne vi ikke stole på dem inde ved siden af alligevel. Det var jo hele tiden

noget med at ”naboerne og vennerne syn-tes han var helt normal, en flink fyr med god uddannelse, og så var han gået til nogle møder hos imamerne og blevet til en van-vittig selvmordsbombemand med patron-bælte og hellig, hadefuld krig i øjnene.” Var Sheza en vanvittig bombemand, og de der velopdragne, høje venner, han altid havde på besøg, som satte deres fodtøj udenfor, sad de i virkeligheden og planlagde et snig-mord på Hendes Kongelige Højhed Dron-ning Margrethe, i stedet for at læse om rentefradrag, faldende aktiekurser og KFX-indekset? Og Shabana var hun også med i det?” Mette Bom.

”Og nu skulle jeg så møde Adam og Mette. Ville de bebrejde os det? Jeg var sik-ker på, at de ville sige noget med, at det var typisk muslimsk og spørge mig om en tril-liard spørgsmål om islam, som jeg ikke ville kunne svare på, men måtte bruge alle mine aftener på at slå op i Koranen og de andre bøger, jeg har, som fortolker islam. Jeg skul-le nu være en levende islam-encyklopædi. Men jeg havde også på fornemmelsen, at ligegyldigt hvilke svar, jeg gav, så ville det aldrig være nok. De ville vende vreden mod os – frustrerede over tragediens me-ningsløshed. Og hvad skulle jeg dog gøre på arbejdet, hvad skulle jeg fortælle mine kolleger, som jeg jo ikke engang kendte så godt?” Shabana Motlani.

Det er som om, at meget af den opti-misme, som bogen bygger op hen imod slutningen får et ordentligt skud. Det er forståeligt omstændighederne taget i be-tragtning, og måske man bare skal tage det som en påmindelse om, at selvom der måske er lyspunkter, så er der også lang vej endnu før vi får et samfund, hvor de to kul-turer kan leve side om side i fred og med respekt for hverandre.

Bogens mission er på ingen måde at give et endeligt svar på de mange proble-mer, der er opstået i mødet mellem vestlig

og mellemøstlig kultur. Der er derimod tale om en bog skrevet af to almindelige kvin-der, som skildrer hverdagsoplevelser, tan-ker og følelser midt i et møde med en frem-med kultur. Det betyder også, at der ind i mellem er spørgsmål og diskussioner man godt kunne have tænkt sig uddybet yderli-gere, men på den måde ansporer bogen til en nysgerrighed, som alt andet lige kun kan være af det gode.

Bogen er letlæst og underholdende skre-vet og svarer på flere af de spørgsmål, som etniske danskere sikkert alt for sjældent får snakket med især muslimske indvandrere om. Den gør også ind imellem én meget flov. Ikke så meget over det at være dansker, men over de tanker, følelser, og for nogen menneskers vedkommende, handlinger, som man har udsat muslimske indvandrere for gennem tiden.

Pakidanerdialoger

S035Ziya Azazi Foto: Max Moser

Superhelte på glatis.

Et sted i grænselandet mellem en afdæm-pet Singer og en Dostojevskij på et flyvende tæppe skaber Michael Chabon en forrygende verden befolket med tegneseriekarakterer, virkeligheden og en snert af magisk melanko-li. Hele herligheden blendet som guldfisk med verden i det tredje riges skygge. Chabons´ hovedværk udspiller sig med 2. verdenskrig i centrum og bevæger sig igennem tre årtier.

Som i Disneys trygge juleshow og en ræk-ke andre store fortællinger drages læseren ind i Josef Kavaliers og Sam Clays utrolige histo-rie baglæns. Et lille fiffigt forfattergreb for blot at antyde, at man om et hastigt øjeblik vil in-viteres med på en forbløffende rejse henover tid og sted. Og med det samme spindes denne magiske tråd om historien, som ikke giver slip før enden er i sigte.

” I senere år, når Sam Clay prækede til en interviewer eller til et publikum af aldrende fans ved en tegneseriekongres om hans og Joe Kavaliers betydeligste frembringelse, er-klærede han gerne at dengang han var dreng, indelukket og svinebundet i den lufttætte be-holder der kaldes Brooklyn, New York, var han blevet hjemsøgt af drømme om Harry Houdini. ”

Betydelig senere afsløres Houdini i al sin menneskelige utilstrækkelighed, ligesom superheltene med deres historiske begræns-ninger. På den måde bliver ”Den utrolige hi-storie om Kavalier og Clay” en fabel om den lille mands afsindige kamp for livet, såvel manden med overskægget som stod på en trækasse, som den jødiske tegner på flugt i en lignende kasse. Joe Kavalier er flygtningen fra det brandsatte Europa i 1939. Han kravler møjsommeligt af sted på nøje overvågede ba-nelegemer i sin kasse skjult for fødderne af en hellig jødisk figur, Golem.

Som afrikanske bådflygtninge på Gibral-tarstrædet og cubanske afhoppere i bildæk er Joe Kavalier i skyggelandet mellem liv og død. Men han overvinder strabadserne og sætter endeligt fødderne på solid amerikansk grund, hos sin fætter Sam Clay.

Hér indledes med lynets hast og den tid det tager at rulle en smøg et venskab, som i sin perfekte støbning bliver banebrydende for den amerikanske tegneserieindustri.

”Uden advarsel, i en slags kinetisk udløs-ning af aktivitet der virkede både som mod-svarighed og produkt af den tilstand af fuld-kommen ladhed der havde været lige forud for den, rullede Josef rundt og ud af sengen. Sammys øjne havde nu vænnet sig til mørket i hans værelse, som under alle omstændighe-der altid var ufuldstændigt... På knæene gik han hen over sengen, hen til vinduet, hvor Sammy sluttede sig til ham, og de vrikkede sig ud ad vinduet og stak hovedet og overkrop-pen ud af bygningen”

Drengene slår igennem. Der bliver tegnet, skrevet og levet. Som en lang strøm af elek-trisk bevidsthed. Sådan indkapsler Chabon som hinden omkring en vitaminpille ung-dommens berusede håb og styrke. I et stadigt opgør med sine indre dæmoner illustrerer Joe de flammer han er flygtet fra og den familie han har forladt i Prag. Alt imedens Sams po-liobefængte bentøj drager ham imod super-heltenes evige jagtmarker.

De tegnede historier undslipper dog aldrig minderne og bekymrer sig for evigt om dét de undslap fra. Joe tegner Hitler, som væltes

brutalt omkuld af heltenes helt Eskapisten, og Sam fortæller historierne om denne ud-bryderkonge der de følgende år bekæmper nazismens indtog i Europa. Højdepunktet af ironisk storhed nås da en fyrig New Yorker nazist mod sin vilje opsluges af Eskapistens eskapader. Hvilken triumf og dog aldrig til-nærmelsesvist nok til at slukke det sammen-bidte raseri, som vokser, og romanen igennem definerer Joes rå drivkraft.

” I sin sidste sætning lod Ebling til at indse hvor langt væk fra sit oprindelige projekt han var kommet, og tilføjede med ukommateret hast, som tydede på en vis skamfuld genop-tagelse af formålet: ” Alt dette er den sædvan-lige jødiske krigshetzende propaganda, det er klart.” Men det var åbenbart for Joe at der ikke var andet formål med Eblings memorandum end udlægningen, den nøjagtigt kommente-rede beskrivelse, af ti måneders ren nydelse. Carl Ebling var, uden at ville det, en fan.”

Ordene i Michael Chabons litterære leg er tilstede som glødende smæld og man piskes videre som besat. Det er romanens største

talent, at man ligesom, når tænderne sættes i en lun blommetærte, aldrig rigtig kan holde inde igen.

I mellemtiden introduceres vi for Rosa. Hun bliver den tredje musketer og nøgle-punktet for såvel Joes som Sams store kærlig-hed. Med Rosa Saks som akse roterer Joe og Sam ind i voksenheden. Og derfra langsomt ud af hinanden og ud og ind... Joe begynder at trylle og igennem sit hokus pokus afdækker han sit magtesløse savn og sin rodløshed som indvandrer.

”Det var på disse tidspunkter han efter alle årene med studier og optræden begyndte at forstå magiens væsen. Det var som om ma-gikeren lovede at noget der var blevet revet i stykker, kunne repareres uden spor, at det der var forsvundet, kunne dukke op igen, at en spredt håndfuld duer eller støv kunne genfor-enes med et ord, at en papirrose fortæret af ild kunne formås at blomstre fra en bunke aske. Men alle vidste at det kun var en illusion.

Og Sam erkender endelig sin diskrete ho-moseksualitet, da han i en veritabel Machar-tiansk heksejagt bliver stævnet for at udbrede usømmelig læsning i børnenes verden. For-høret omkring superheltenes hjælpere støber imidlertid på en utilsigtet og bagvendt måde nøglen til hans udfrielse.

Underlægningsmusikken toner gradvist frem. Skævhederne vrider sig som bogorme på et steghedt bliktag. Alt er kærlighed. Til kvinden, til manden, til fortiden og fremti-den. Og ved denne losseplads af halve skæb-ner og ituslåede drømme, gror følelserne på plads, langt om længe. Det meste falder på plads langt om længe, hovedsageligt fordi det ikke kan andet. Chabon jonglerer virtuost med sine virkemidler og mestrer den uhørt vanskelige kunst at svare stort ved at spørge småt.

Undervejs vendes livet på vrangen. Det handler ikke kun om tegneseriekunstens kva-babbelser og drengedrømme. Der er uendelig meget mere på spil. Krigens ideologiske fang-arme griber om sig og man fornemmer i hvor stort et omfang verden trods alt blev foran-dret. Længslen efter ståsted og identitet illu-streres ordløst af de forkomne tegnede helte i underhyldere, som er større flygtninge end forbryderne på flugt. Og et sted i spændings-feltet mellem virkeligheden, ideologien og det grafiske format udfolder Chabon vores men-neskelige antihelte hvis fantasi udspringer af egne skønhedsfejl og sårbare sjæle. Det er en gudsbenådet fortæller denne Michael Cha-bon og man overgiver sig betingelsesløst, som var det altervin man slubrede i sig.

BOG

FAKTAMichael Chabon. Født i 1963. Har vundet stort set samtlige amerikanske litterære priser. Senest vandt han i 2001 Pulitzerprisen for ”Den utrolige historie om Kavalier & Clay”. Michael Chabon bor med sin kone og deres 4 børn i Californien.

Den utrolige historie om Kavalier & Clay Af Pawel Wedrowski

������������

������eKleKtisK teaterproduktion præsenterer: Krudttønden 10. jan – 10. febPeter Pilegaard, Maj-Britt Mathiesen, Hassan Preisler, Frank Bätge, Vibeke Hastrup Instruktør: Volker Schmidt Scenograf: Nicolai Hart Hansen Musik: Czeslaw Mozil Oversættelse: Karen Sokkelund www.eklektisk.dk www.scenebillet.dk eller 27 16 77 61

grafik: ww

w.freelars.dk

Støttet af Tuborg Fondet og Wilhelm Hansen Fonden