jubilaeumsbog kernen

20års jubilæum

AKTIVITETSTILBUDDET KERNEN

2

Indhold

Tekstsamling til jubilæumsskrift I anledning af at Kernen fylder 20 år

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 3

En ny institution fødes . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 4

Kernens indvielse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6

Billeder siger mere end ord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

For lidt plads giver ”bjergbestigere” . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14

Kerne Kram & kage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

Praktisk medarbejder på Kernen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 24

Fra lukningstruet til udvidelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

Fra os der er inde i varmen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

Og så kan vi lide at feste . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

En overgang . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

Fra mark til park . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 40

Fra en ”rigtig” til en ”rig” arbejdsdag . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

20 år er jo ingen alder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46

3

Forord

Af Lisa W. Lauridsen

Mit mål med dette jubilæumsskrift er at introducere læseren for, hvordan livet i Aktivitetstilbuddet Kernen har formet sig fra opstart og frem til i dag, hvor vi netop står overfor at skulle fejre vores 20 års fød-selsdag .

Huset er oprindelig opført af Viborg Amt til 25 brugere og skulle betjene lokalområdet Kjellerup og Karup Kommuner . Kernen var således i blandt de første nye aktivitetshuse, som blev etableret ved udflytningen fra centralinstitutionen i Hald Ege .

Personlig har jeg selv været med til at bygge Kernen op fra starten, sammen med flere af medarbejderne som stadig er ansat i huset . Det har været mange rigtig spændende år, men også meget krævende . Vi har haft en personalestab, som har været ildsjæle der har ”villet” men også ”gennemført” det næsten umulige . Vi har også oplevet når arbejdet har båret frugt, og vi i fællesskab har kunnet glæde os over at et projekt er lykkedes .

Efterhånden som årene er gået er der kommet flere nye medarbejdere og brugere til . Huset er blevet større, og der er kommet mange nye arbejdsop-

gaver og udfordringer . Vi er blevet en del af en ny sammenhæng – nemlig Silkeborg Kommune og det har betydet, at der skulle siges farvel til nogle gamle vaner og goddag til nogle nye .

Med jubilæumsskriftet vil vi gerne dele den be-gejstring vi har for Kernen med dig som læser og håber på, at Kernen også i fremtiden vil ose af liv, kreativitet og menneskelig varme .

God fornøjelse

Forside billede malet af Bente Jensen fra

Aktivitetstilbuddet Kernen.

4

En ny institution fødes…


Den 1 . juni 1988 stod det nye aktivitetshus på Fabriksvej klar til indflytning . Huset var bygget til at rumme 25 brugere, og opgaven var nu at få huset indrettet, få brugere visiteret og få ansat det nødven-dige personale .

Jeg blev ansat som leder pr . 1 . juni, og blev den første måned installeret i et lokale på Amtsgården i Viborg . Herfra var opgaven så at få købt det nød-vendige inventar og få ansat personale til de bru-gere, som var visiteret til at starte på Kernen den 1 . august . Der var rigtig mange ting at tænke på og en arbejdsuge var i det første halve år sjældent på under 50 timer .

Medarbejderne blev ansat i takt med at der kom nye brugere . I starten var vi to ansatte – mig selv og en nyuddannet pædagog – og vi havde rigtig travlt . Vi kendte ikke de nye brugere, men vi havde plan-lagt det således, at der kom tre nye brugere til hver anden dag . Samtidig skulle vi også forholde os til en masse praktiske gøremål som f .eks . udendørsareal-erne . Da vi endnu ikke havde haft tid til at få købt en

plæneklipper, tog jeg en plæneklipper med hjemme-fra og forsøgte at slå vores plæne, som efterhånden havde vokset sig op i en meters højde . Resultatet var lidt nedslående for plæneklipperen brændte sammen .

I starten var vores udendørsarealer

et stort vildnæs og det var et stort

arbejde at få det hele gjort pænt.

Her står Karl midt i det høje græs.

5

Om eftermiddagen når brugerne var taget hjem gik resten af dagen med indkøb og med at pakke allerede indkøbte varer ud . Det var lidt problematisk at få varerne til tiden, fordi vi var lige midt i som-merferieperioden, hvor mange firmaer holdt ferieluk-ket . Vi havde bevidst valgt at indskrive de 10 mest krævende brugere først, for at opgaven kunne føles lidt nemmere på sigt . Brugerne deltog så godt de kunne med at pakke ud, opstille hylder og arrangere grønne planter .

Og flere kom til…

Kort tid efter opstarten blev Elin ansat og efter et års tid var vi klar til at tage imod Mira . Alle har de arbej-det på Kernen lige siden og har hver især opbygget en masse udfordrende og kreative aktiviteter som brugerne har nydt godt af . Efter et par år var vi så heldige at få bevilget yderlige et par medarbejdere, som skulle hjælpe med henholdsvis administration og pedelopgaver . Rita blev ansat på halv tid, så hun kunne aflaste mig med de administrative opgaver . Hidtil havde jeg skullet klare de administrative op-gaver efter arbejdstid og i tæt telefonisk kontakt med en regnskabskyndig person inde på Amtsgården . Jeg fik lært at kontere de rigtige steder, og skulle heldigvis ikke bekymre mig om IT-problemer, fordi alt foregik med papir og kuglepen . Nu kunne Rita tage over på dette område, og jeg fik mulighed for at bruge tiden på andre vigtige opgaver .

Vedligeholdelsen af bygninger og udendørsarealer havde vi hidtil klaret med hjælp fra gode venner og bekendte, men vi måtte sande at det var nødvendigt at have en fast mand på opgaven . Peter blev ansat som pedel med henblik på at brugerne skulle hjælpe ham i det omfang de kunne . Første store projekt blev anlæggelsen af vores udearealer, som Peter udførte sammen med brugerne . Opgaven var barsk, fordi alt var groet til, og der var ikke midler til at købe hjælp udefra . Ved at hjælpe hinanden med rengørin-gen i 3 måneder sparede vi penge op til at etablere udendørsarealerne, og det hele begyndte nu at se meget mere civiliseret ud . Siden hen har det været en sport for mig at få udnyttet vores ressourser, så vi fik mest muligt for pengene .

Plænen tager form.

6

Kernens indvielse


Den 2 . november 1988 blev Kernen officielt indviet . Vi havde inviteret alle vores samarbejdspartnere og brugernes pårørende . Derudover kom der også en del politikere og embedsmænd fra Viborg Amt og Kjellerup Kommune, så alt i alt var der mødt ca . 75 mennesker op, som ville være med til at indvie vores hus .

På daværende tidspunkt mødte der altid mange mennesker op til indvielser, måske især fordi det var noget helt nyt, at der blev bygget aktivitetshuse og boenheder . Efterhånden som tiden gik blev nybyg-geri af institutioner mere en hverdagsbegivenhed, hvilket også betød, at der kom færre mennesker til indvielserne .

Jeg erindrer indvielsen af Kernen som en rigtig festdag . Personalet havde selv lavet en sang, som vi underholdte med, og der blev holdt en del taler . Vi sang selvfølgelig ”Blæsten går frisk over limfjordens vande”, som var daværende amtsborgmester P . E . Eriksens ynglingssang . Flaget blev hejst mens alle så til, og vi fik overrakt vores gave fra Viborg Amt – en messinglysestage – som vi i øvrigt selv skulle købe .

Avisudklip Kjellerup Posten

2. november 1988.

7

Et pølsebord skal være lokalt…

Menuen til de mange fremmødte var et stort pølse-bord, som jeg havde bestilt på en restaurant i Silke-borg . Senere hørte jeg, at Kjellerups daværende borgmester Svend Vinther ikke havde været helt tilfreds med, at anretningen ikke var bestilt hos en i øvrigt udmærket lokal leverandør . Efterhånden lærte jeg, hvilke forventninger man havde til de enkelte institutioner i lokalområdet, og jeg blev mere bevidst om også at støtte de lokale erhvervsdrivende i byen .

Den officielle indvielse varede tre timer, hvorefter vi holdt åbent hus for hele byen . Vi bød gæsterne på den overskydende mad og drikke og stemningen blev hurtigt rigtig hyggelig og café-agtig . Vi havde allerede dengang etableret en lille butik på Kernen, hvor folk havde mulighed for at købe nogle af de ting, som brugerne havde produceret . Den gode stemning og positive opbakning fra vores bagland og lokalsamfund gjorde indvielsen til en uforglem-melig dag for både brugere og personale . Vi gik alle sammen hjem med masser er energi og lyst til at udvikle Kernen i fremtiden .

For at Kernen skulle blive et kendt og vedkommende sted i vores by og lokalområde, fik vi efter indvielsen den idé at byen skulle være med til at give vores nye hus et navn . Vi lavede en annonce i avisen med plads til at skrive direkte til os . Annoncen resulterede i mange sjove og seriøse forslag og gav os mange gode grin, når vi åbnede posten .

Avisudklip 4. november 1988 -

omtale af indvielse.

8

Aktivitetstilbuddet Kernen fik i

forbindelse med indvielsen et

overdragelsesbrev fra Amtet.

9

I løbet af årene har Kernen vokset

sig større – ja ligefrem over på den

anden side af fabriksvej.

Her ses vores nye atelier som blev

taget i brug i 2006.

10

Billeder siger mere end ord…

Af Mira Elkjær

Et billede kan fortælle mere end mange ord! . Det er vigtigt for alle at udtrykke sig kreativt, også for ud-viklingshæmmede . Måske er det endnu mere vigtigt for dem, fordi det appellerer til at udtrykke følelser snarere end interlektuelle tanker . Lige fra Kernens start har det kreative element spillet en stor rolle i dagligdagen . Det har været væsentligt, at man skulle arbejde med de udviklingshæmmedes kreative sider, men også at man skulle færdes i smukke omgivelser med kunstfrembringelser produceret på Kernen . Med åbningen af det nye atelier 2006 er der blevet rige muligheder for at arbejde med maleri, glas- og keramik kunst .

Rebecca arbejder koncentreret

med at dekorere en påfugl, som

skal blive en del af kunstnerhavens

udsmykning.

11

Hvorfor arbejde med kunst?

Der ligger en række pædagogiske overvejelser bag arbejdet med brugerne . Det er vigtigt at udvikle brugerne fagligt-kunstnerisk ud fra den enkeltes in-dividuelle ståsted, men lige så vigtige er de mål der drejer sig om at styrke den enkeltes selvtillid . Gen-nem arbejdet skal brugernes muligheder for at kom-munikere ved hjælp af billedsprog styrkes . Herved får brugeren oplevelsen af at kunne præstere noget, at være værdifuld . Man behøver blot at se på den glæde, som brugerne udstråler, når de ser et af deres værker hængende på væggen i Atelieret eller på en af de mange udstillinger, som Kernens kunst-gruppe gennem året har deltaget i .

I 1997 blev der også tale om inspiration udefra, idet et par medarbejdere fra Kernen sammen med folk fra Kunstskolen i Randers var på tur i Belgien og Luxembourg, hvor kunstskoler for udviklingshæm-mede var meget længere fremme end i Danmark og hvor man fokuserede på hvordan arbejdet med kunst kunne bruges til at nå bestemte sociale mål .

Kunstgruppen har også sociale perspektiver, som går videre end det at styrke og udvikle de kunst-neriske færdigheder . Der er meget store forskelle på de enkelte brugere på holdet, da de har vidt forskel-lige forudsætninger . Derfor er det meget vigtigt, at der i gruppen ikke fokuseres på den enkeltes handi-cap, men på deres fantasi, nysgerrighed og kreativ-itet . Brugerne skal altså indgå i et socialt fællesskab, hvor de skal acceptere hinanden og vise hensyn . Dette indebærer bl .a ., at de skal være forberedt på at modtage undervisning og kunne acceptere en

vis form for styring med henblik på at udvikle det personlige udtryk .

Kent var den første…

Fra Kernens start i 1988 var der gang i de kreative aktiviteter . Den første, der gjorde opmærksom på Kernens kunstneriske aktiviteter var Kent Manly Jensen, som i 1989 fik offentliggjort et billede i verdenskalenderen ”Seh Weisen”, som blev ud-givet af det tyske modstykke til Landsforeningen for Evnesvages Vel . Kent havde tidligere været elev på Centerskolen på Egeskovcentret i Hald Ege og et af hans billeder ”Forårshimmel”, blev udvalgt blandt billeder fra 11 lande .

Knud Erik er i fuld gang med at

fremstille et billede på Kernens

gamle atelier.

12

Det blev dog kun begyndelsen til en større udstil-lingsvirksomhed med udgangspunkt i de kreative aktiviteter på Kernen . Der blev snart afholdt udstil-linger med op til 30-40 billeder på Kjellerup Bib-liotek eller i Sparekassen SDS . I 1990 udsmykkede Kernen Kjellerup Bibliotek med et gavlmaleri på 2,5 x 3,5 m . og siden er det gået slag i slag . I 2001- 2003 var der udstillinger på ”Lysegården” i Allingskovby, på Viborg Amtsgård og Viborg Seminariet . Efter udstillingen på seminariet fik kunstgruppen følgende tilbagemelding pr . brev:

”Hermed vil vi gerne takke for den dejlige oplevelse, det var at have jeres udstilling på seminariet . Den udstrålede skaberglæde og en imponerende faglig dygtighed hos kunstnerne . Denne dygtighed må jo bl .a . skyldes, at de har haft dygtige og inspirerende undervisere . Der var stor interesse for og optagethed af udstillingen hos både studerende og personale som bl .a . gav sig udslag i at folk gav sig god tid til at stoppe op og studere værkerne nærmere .”

Med tiden vil oplevelsesparken

blive udsmykket med et væld af

flotte kunstværker som brugerne

selv har lavet. Her er det en flot

dame som snart får selskab af en

mand i bedet på den anden side af

vandfaldet.

13

Pandekager med dronningen

I september 1992 blev der på Københavns Rådhus gennemført en udstilling med 400 værker af ud-viklingshæmmede kunstnere fra hele Norden . Fra Kernen deltog Bodil Pedersen med hele 4 billeder, og blandt de 400 værker blev et af Bodil Pedersens arbejder udvalgt som gave til Københavns over-borgmester .

10 år senere holdt Landsforeningen for Evnesvages Vel 50 års jubilæum, og i den anledning var der lavet en stor kunstudstilling på Københavns Råd-hus under titlen ”Art Aparte II” hvor der deltog 305 billedkunstnere fra 13 lande . Der var tale om en cen-sureret udstilling, hvor der ud af i alt 750 indsendte billeder blev udvalgt 170 . Orla Dahl Sørensen og

Kjeld Pedersen fra Kernen fik billeder gennem dette nåleøje og deltog sammen med Dronning Margrethe i ferniseringen og den efterfølgende spisning på Københavns Rådhus med rådhuspandekager og andet godt .

I 2003 deltog Allan Hansen som medlem af kunst-gruppen i en stor plakatkonkurrence for udviklings-hæmmede udskrevet af formidlingscenter Øst i Ringsted . Baggrunden var den internationale handi-capdag, og temaet for konkurrencen var ”venskab” . Blandt 165 indsendte værker opnåde Allan Hansen en fornem 3 . plads .

Salg af brugskunst

Lige fra starten af var en af intentionerne med Kernen, at de udviklingshæmmede skulle fremstille forskellige varer, som man ville forsøge at få solgt . I første omgang var det tanken at sælge varerne på Torvet i Kjellerup, men i 1990 blev der åbnet en butik i købmand Dams tidligere lokaler på Søndergade 23 i Kjellerup . Det blev her muligt at købe bl .a . læderva-rer, silketørklæder, keramik og smykker . Alt sammen lavet af Kernens brugere . I dag er denne butik en del af Kernen’ nye og flotte atelierbygning og der er absolut ikke blevet mindre at kigge på .

Meget af arbejdet i atelieret går ud på at fremstille kunst til at udsmykke vores store udenomsarealer heriblandt den nye kunstnerhave og oplevelsespark . Udførelsen af disse arbejder sker i et tæt samar-bejde med de folk som arbejder i parken . I forbin-delse med Kernens 20 års jubilæum vil der være en udstilling i Atelieret af keramik, glas skulpturer og billeder fremstillet af kunstgruppen på Kernen .

I 2002 kom Orla og Kjeld i fornemt

selskab på Københavns Rådhus.

Her står de to stolte kunstnere

foran deres værker.

14

For lidt plads giver ”bjergbestigere”

Af Elin Skovgaard

Historien starter med at vi havde for lidt plads . Vi kunne simpelthen ikke være på Kernen og samtidig få nogle aktiviteter til at lykkes i de rammer vi havde . Derfor måtte vi finde på noget alternativt . På det tidspunkt var der meget fokus på naturbørnehaver, og det gav os idéen til at lave aktiviteter for handi-cappede ud fra samme koncept . Vi havde nemlig også mange brugere, som godt kunne tænke sig at komme ud i naturen og få noget mere frisk luft i lungerne .

For at komme ud i det fri måtte vi have et transport-middel, og det blev i første omgang til en gammel folkevognsbus . Den var simpelthen skøn – nu fik vi mulighed for selv at køre ud i verden til luft og frihed, og vi var ikke afhængige af taxa længere – det var dejligt .

Alle har noget at byde på

Når jeg tænker tilbage på årene, som er gået, og det indhold, som de har haft, er jeg virkelig blevet bekræftet i, igen og igen, at alle mennesker har no-

get at byde på – det gælder blot om at kunne få øje på alles værdier . Det er imponerende, hvad Kernens folk kan, når vi samarbejder og hjælper hinanden .

Det er især imponerende, når man tager i betragt-ning, at nogen har deforme fødder, andre dårlig balance og nogen har koordineringsproblemer . Der kan også være syns- og hørehandicaps og mange slås med diverse fobier . Jeg mener, at Kernens folk har ret til at føle sig lige så stolte som de ”rigtige” bjergbestigere, fordi deres indsats har været lige så glorværdig som deres, når vi har besteget Busbjerg, Himmelbjerget, Sindbjerg, Stoubjerg, Dollerup bak-ker og mange andre svære forhindringer .

Alle må gi’ en hånd, når der er

kørestolsræs på programmet.

15

Når man er kørestolsbruger og deltager i udeliv, er det en stor præstation at overvinde Busbjerg . Det kræver samarbejde, udholdenhed og vilje til at det skal lykkes .

At humme sig op af busbjerg…

Vi var et lille hold på ni i alt – en studerende syv brugere og mig . Vi havde bestemt os for at vi ville overvinde bjerget på trods af diverse handicaps . Det viste sig, at alle var klar over, at man skulle hjælpe hinanden, og alle var parate til at gøre det . Én hægtede sig bag på en anden, som støttede sig til en stok . En kørestolsbruger havde problemer med balancen op af de mange trapper og måtte støttes

Efter kørestolsræs/kørestolsbøvl

kan man komme til at trænge til en

pølse, for uden mad og drikke duer

helten ikke.

Der er sjældent noget galt

med vejret. Men der kan være

påklædningsproblemer. Nu har de

fleste lært at klare alle slags ture.

16

meget, men da støtten måtte træde til et andet sted i kæden blev kørestolsbrugeren nødt til at sidde lidt på trappen og vente på at støttepersonen igen vendte tilbage .

Ventetiden på trappen blev imidlertid for lang, så til sidst måtte kørestolsbrugeren finde på en anden måde at komme til tops på . Hummemetoden blev taget ibrug . Kørestolsbrugeren valgte at humme sig baglæns op af trappen, og det gav en anden bruger – også med balanceproblemer samme idé . Sådan har jeg fået en masse a-ha – oplevelser gennem årene . Vi kom alle til tops, og vi nød udsigten og frem for alt vores bedrift . Ja vi kan vist roligt sige, at

vores tur op af Busbjerg var lige så stor en bedrift, som når andre bestiger Mount Everest .

Vi har også haft andre ture i bjergene som f . eks . en dejlig september dag, hvor vi var i Dollerup Bak-ker . Vi havde lige haft nogle rimeligt kolde dage, og derfor var det varme tøj blevet fundet frem . Men lige denne her dag var varmen vendt tilbage og solen skinnede fra en skyfri himmel .

Der midt i den varme sol sad folk så - godt pakket ind i vintertøj – og jeg må indrømme, at de så lidt varme ud og sveden piblede frem på panden .

Det blev ikke bedre af, at der var tre unge mænd på

Man udforder sig selv, og man

vinder sejre.

17

vores bjergturshold som mente, at vi andre var alt for langsomme . De startede et kapløb op af Dollerup bakker, og u-ha hvor de kom til at koge . Jeg nåede lige op og så, at der var en bænk på toppen, som trak i dem og Kjeld havde haft så meget fart på, at han ikke kun nøjedes med at sætte sig på bænken, - nej han besvimede og dejsede bagover . Det så temmelig kritisk ud, som han lå der med benene oppe på bænken og hovedet nede i græsset, men han kom dog hurtigt til sig selv igen – ikke mindst da vi stod klar med kaffe og madpakker . Jo Kjeld – du er nu altid frisk og med, hvor der sker noget .

De mange små oplevelser med stor værdi

Vi har oplevet rigtig mange sjove ting i vores samvær gennem årene . En dag spurgte jeg Steen, om han ville tømme skraldespanden, hvortil Steen svarede mig med et smil om munden: ”Det koster – stik mig 100 kr .” Sten gik alligevel ned med skraldet, så det var ikke helt så dyrt at komme af med affaldet som først antaget .

På vores kørestols-ræserture oplever vi alles evne til at tage ansvar og til at hjælpe hinanden . F .eks . når lysreguleringen skifter til rødt, og én bruger griber fat i en anden for at forhindre ham i at gå over for rødt – så er vi et godt team .

Alle har også en vilje til at tage en tørn og give en hånd, når der skal skubbes kørestole . Dette job er der rigtig mange, som er stolte af at kunne be-stride . Alle kan godt se, at det også er værdifuldt for brugerne i kørestole at komme med ud og deltage i aktiviteterne .

Når vi har været på sheltertur, så har Jens Jørgen og Kjeld lagt vældige planer for næste ferie, som gerne skulle være en campingferie . Det er meget berigende at høre dem fortælle om barduner, om at få campingvogn og fortelt stillet rigtigt og få fyldt vand på tanken m .m .

For Pauli er det en stor sejr at overvinde træets grene . At overvinde højdeskræk og samtidig ikke være bange for at få kaffen serveret oppe mellem grenene er rigtig flot klaret .

Når man har øvet sig i lang tid, så

kan man komme højt til vejrs og

endda nyde at få kaffe og kage i

træets top. Så er man sej!

18

Midt om natten…

Et rigtigt udeliv indebærer også mørketure . Mørke-ture er en tur ud i et eller andet område, hvor der kun er stjerner og måne til at lyse på vores vej . Én af turene gik til Hald slotsruin, en frost-tåget aften . Stemningen var lidt trygget, da vi kørte mod Hald . Hvad var det egentlig folk havde sagt ja til at deltage i, og havde pædagogerne nu helt styr på, hvad det var vi skulle ud og prøve af .

Turen startede fra Niels Bugges Kro’s parkerings-plads, hvor vi tændte vores medbragte fakler og forsøgte at finde stien, der skulle føre os over til ruinen . Men den var ligesom blevet væk i disen . Derfor fandt vi et andet start-sted og gik i samlet flok mod ruinen .

Det var mørkt og koldt, men hyggeligt – stemningen var god og alle var glade og forventningsfulde . Man var stadig spændte på, hvad det var man havde ind-ladt sig på . Vi nåede i rimelig samlet trop til målet, og gik tilbage mod bussen og de ventende pølser og kakao . Nu kendte vi jo vejen og derfor steg stemnin-gen . Vi gik frejdigt fremad, og indimellem lavede vi lidt mandtal, og til min skræk opdagede jeg, at én manglede . Hvem var det?, og hvor var vedkom-mende? . .

Straks ventede resten af holdet, der blev kaldt, og jeg gik tilbage mod ruinen, og hvem møder jeg ikke ret langt fra os? Kjeld . Selvfølgelig spørger jeg til, hvor han blev af, og at han var blevet væk, men den var jeg helt galt på for Kjeld sagde ”Jeg er da ikke blevet væk! – jeg er jo lige her” . Ja så havde jeg jo heller ingen grund til bekymring .

De store gryder er

i sving når der er

mange der skal have

mad.

19

På en anden tur viste Kjeld og Børge stor selvstæn-dighed og omsorg for deres medmennesker . Børge drejede af fra stien og gik ikke efter den samlede flok . Kjeld valgte at gå bagefter, for han var ikke helt sikker på om Børge kunne klare sig uden lidt støtte . Det var flot tænkt! Vi gik og troede, at der var to, der var blevet væk, men det var slet ikke tilfældet – de passede bare på hinanden .

Elleve mand, syv pladser og et das…

Engang var vi elleve mand der skulle på en rigtig hyggelig sheltertur i Hurup . Vi havde forberedt os grundigt og sikret os, at der var vand, bål, shelter og das m .m . på det sted, hvor vi regnede med at overnatte . Det var der også det hele med den undtagelse, at der kun var shelterplads til seks til syv personer . Vi var kørt hele vejen til Hurup, og syntes at der var for langt hjem . Samtidig havde vi også aftalt at besøge et lokalt aktivitetshus dagen efter, så vi spurgte os selv – hvad gør vi nu?

Børge startede med at gå et par runder omkring dette mærkelige ”hus” – der måtte da være en dør, men efter nærmere eftersyn, så fandt han ingen dør . Vi fik redt op til syv personer inde i shelteren – det

Ja, det er en sød hund Tina har.

Ja, man må hjælpe hinanden og heldigvis har

vi rigtig mange, der er søde og gode til at give

en hånd, når det er nødvendigt.

20

var tæt, men det skulle gå . Lone kom til at sove på den lille afsats, som heldigvis var uden for de officielle sovepladser, og så fik vi pillet det bagerste sæde ud af bussen og lagt over de andre sæder . Her kunne Kjeld ligge og sove på tværs af bussen, imens Holger fik midtergangen for sig selv . Det var ti pladser, vi manglede kun én til mig, og det blev på

liggeunderlaget bag bussen og med et regnover-træk som dyne – man er vel til udeliv!

Vi gik alle til ro under megen morskab og rumsteren . Midt på natten blev der nogen tomult inde i bus-sen . Det løse sæde var væltet ned over Holger i midtergangen, men de to buslogerende måtte klare ærterne selv, for jeg havde ikke særlig meget lyst

Kernen’s friske shelterfolk går en

tur på stranden.

21

til at kravle ud af mit skrøbelige logi, da jeg ikke var helt sikker på om jeg kunne finde ind igen . Holger og Kjeld klarede selvfølgelig problemet selv, og jeg kunne sove videre efter bedste evne .

Hen på morgenen blev det dejligt, stille regnvejr (dog med en vis mængde) Jeg lå så stille som mulig for ikke at få en skylle indenfor, men til sidst måtte jeg jo ud af posen, og en hel skylle vand kom ind og løb mig fra nakke til tå – det var en klam fornem-melse . Så var det med at få gang i bålet, så vi kunne få morgenkaffe, müslipandekager og mange andre gode sager .

Efter maden måtte vi have pakket sammen, så vi kunne komme ind og besøge Hurup Aktivitetshus . Vi blev taget rigtig godt imod, og så et meget spænd-ende hus .

Anne Marie nyder Saksild strand.

22

Kerne Kram & Kage


I 1990 ansatte vi Mira Elkjær som primært fik til opgave at opbygge og udvikle en gruppe af ud-viklingshæmmede, som havde lyst og evner til at arbejde med billeder og keramik . Mira havde særlige

forudsætninger for denne opgave, fordi hun før sin uddannelse til socialpædagog, havde en lang kunst-nerisk karriere med udstillinger i hele Skandinavien .

Mira havde og har stadigvæk fantastiske kreative evner og energi til hele tiden at forny sig og lade sig inspirere . I opstarten var det påtænkt, at Mira skulle lave brugskunst sammen med brugerne hjemme på Kernen og så sælge produkterne til folk, som kom udefra . Vi lavede en lille butik på Kernen, som blev godt besøgt og vi holdt jævnligt åben-hus arrange-menter hvor interesserede i lokalsamfundet kunne komme og kigge . Vi gik dog rundt med masser af idéer til, hvordan man kunne indrette en ”rigtig” butik, hvis muligheden en dag bød sig .

Den første butik som den så ud da

den var en del af Kernens gamle

bygninger. Her startede hele idéen

om at have en butik.

23

Butikken i Søndergade

Da købmand Dam’s lille købmandsbutik på Søn-dergade lukkede, fik vi for et lille beløb lov til at leje den . Vi måtte dog først selv til at renovere den, så lokalerne kunne danne en god ramme om vores brugskunst .

Hver dag sad en flok brugere nede i butikken ”Kerne Kram”, og havde et arbejdende værksted . Her kunne folk så komme ind fra gaden og se, hvordan de

forskellige ting blev skabt . De besøgende havde mu-lighed for at hygge sig med en kop kaffe og kage, og kunne selvfølgelig også købe de ting, som blev produceret . Brugerne stod selv for at ekspedere kunderne efter bedste evne .

Efter nogle år lukkede vi vores lille butik, men den er nu genopstået i vores nye atelierbygning, hvor man kan se og købe en masse forskellige ting lige fra glas til keramik og flotte postkort .

Butikken i Søndergade som den

tog sig ud fra gadesiden. Her kunne

der købes mange spændende ting -

også kaffe og kage.

24

Praktisk medarbejder på Kernen…

Af Peter Jakobsen

Efter nytår i 1990 blev jeg ansat på Kernen som værkstedsassistent . Min opgave bestod i at tage mig af det praktiske arbejde som vedligeholdelse og reparation af bygninger, pasning af have og drivhus o .s .v . I dette arbejde skulle jeg så forsøge at ind-drage nogle af brugerne .

Jeg startede med en gruppe på 5-6 brugere, og der var i sandhed nok at give sig i kast med . Der var plantet et læbælte omkring grunden, og der var sået græs . Ud over ukrudt, var det hvad haven bestod af . Sammen med min gruppe gik vi – så snart vejret tillod det – i gang med at fjerne ukrudtet for at få det til at se nogenlunde ud . Grunden havde fungeret som bilkirkegård tidligere, så der dukkede af og til noget af en gammel bil op når vi gravede i jorden .

De første år forsøgte vi os med

urtehave - det havde vi nu ikke

meget held med!

Vi startede med at finde

hækplanter imellem ukrudtet...

25

Vi fik meget sjov ud af at grave i jorden . På det tidspunkt var der i TV et program som hed ”Hvad er det?” så vi prøvede at tidsbestemme de fundne genstande og finde ud af hvad de havde været anvendt til .

Drivhuset blev plantet til om foråret, og så var der løbende arbejde med at passe den hen over som-meren . I løbet af årene er haven blevet indrettet med bede og mere beplantning og en lille dam med fisk er det også blevet til . Inde i bygningen skulle vi forsøge at få oprettet et værksted, så vi også havde noget at arbejde med når vejret var dårligt – primært i vinterhalvåret . Der fandtes kun ganske lidt værktøj i huset, så vi startede med at få suppleret op i det

omfang der var råd til det . I løbet af det første år fik vi sat en lille produktion af små flagstænger i gang .

På værkstedet er der i årenes løb blevet lavet mange sjove ting, og efterhånden blev vi helt veludstyrede med værktøj, så vi kunne klare mange forskellige opgaver . Brugerne deltog efter evne i opgaverne og var glade og stolte, når vi havde fuldført en opgave .

Vi satte også gang i

brændeproduktionen.

Gradvis blev haven mere

spændende.

26

Det nye værksted

Efterhånden blev vi flere brugere og flere ansatte, og dette at have et værksted til at ligge midt i huset blev efterhånden et større og større problem . Både på grund af støjen fra maskiner, men også fordi vi faktisk manglede pladsen til andre formål .

Det så ikke ud til at Viborg Amt ville bevilge en tilbygning, så det endte med, at vi blev enige om selv at opføre en bygning med værksted og carporte til vores busser, hvis vi kunne få lov til det . Planen var, at strække byggeriet over tre år og køre det som

et projekt, hvor så mange brugere som muligt blev inddraget .

Forvaltningen endte med at give lov til det, på den betingelse, at vi kunne klare det inden for vores eget budget, og at arbejdet blev udført håndværksmæs-sigt korrekt, og at bygningen ikke skilte sig ud fra de øvrige bygninger . Lisa mente godt, vi kunne klare det inden for budgettet, og jeg mente nok at kunne garantere for den håndværksmæssige kvalitet .

I 2002 gik jeg i gang med at lave tegningerne, og i juli måned fik vi byggetilladelsen . Herefter var det bare at gå i gang . Brugerne var fyr og flamme . Nu skulle vi bygge vort eget værksted . Der blev gravet ud og støbt sokkel og lagt bund det første år . Det næste år blev der muret på livet løs med brugerne som oppassere og opsynsmænd . Det var dog lidt af en streg i regningen, da Viborg Amt midt i det hele meddelte, at vi sammen med andre aktivitetshuse i Amtet – på grund af besparelser – var – lukning-struede . Vi blev nu enige om, at hvis de lukkede os, så kunne de selv komme og bygge det færdig .

Heldigvis gik det ikke så galt, så vi fortsatte ufortrø-dent . Mellem jul og nytår fik vi med frivillig hjælp rejst spærene, så vi i det nye år kunne gå i gang med at lægge taget . Her fik vi også frivillig hjælp indimellem . Carporten skulle beklædes og der var rigtig mange brædder der skulle males . Her gjorde brugerne en stor indsats . Der var også et par stykker, som var flittige til at hjælpe til, da værkstedet skulle males indvendig .

Byggeriet af det nye værksted er i fuld

gang i 2003. Her vajer rejsekransen

i vinden og markerer at der snart

kommer tag over hovedet.

27

Serviceholdet

I 2004 fik vi ibrugtagningstilladelse, og vi kunne med pomp og pragt indvie bygningen til vores som-merfest i juli måned . Endelig fik vi mere plads . Det gamle værksted blev inddraget til andre formål og vi fik dejlig med plads i det nye værksted . Der var mange af de der havde hjulpet til med byggeriet, der nu også gerne ville arbejde på værkstedet, så det endte med at vi lavede et servicehold, som skulle tage sig af såvel ejendomsservice, haveservice samt alle mulige små opgaver så som lapning af cykler og kørestole, rengøring af busser og meget andet .

Vi har nydt at have pladsen hver dag siden . Dette at have brugerne medinddraget i en konkret opgave, var medvirkende til at vi, i forbindelse med den udvid else, der skulle ske, da Bakkehuset flyttede til Kjellerup, ønskede at få et stykke jord, hvor der kunne oprettes en park for handicappede .

I dag står vi i den situation, at carportene er fyldt med alt andet end busser, og værkstedet er over-fyldt, så nu ser vi frem til at få vores maskinhus og lagerbygning bygget færdig .

Der er aldrig to dage, der er ens på Kernen . Der sker konstant noget nyt, der er aldrig stilstand . Jeg tror at dette, at Kernen altid udvikler sig, kombi-neret med det sammenhold der altid har været om institutionen, er med til at gøre det til en spændende arbejdsplads for både brugere og ansatte .

Der blev fabrikeret mange sjove

ting, da først værkstedet var

etableret.

28

Fra lukningstruet til udvidelse…


I sommeren 2003 fik vi den nedslående melding, at Kernen sammen med de øvrige aktivitetshuse i Vi-borg Amt var lukningstruede . Der skulle kort og godt spares på aktivitetstilbuddene til brugerne .

Da vi fik denne sørgelige meddelelse var vi i fuld gang med at bygge et nyt værksted som en del af vores aktivitetstilbud . Hvis truslen om lukning blev en realitet ville det betyde at værkstedet aldrig nogensinde blev færdigbygget . Brugerne som hjalp vores pedel Peter med at bygge værkstedet, var selvfølgelig utrolig kede af det .

Det samme var både brugernes pårørende og mange folk ude i byen . Vi fik en ufattelig stor op-bakning fra folk, som ønskede at bevare vores sted og der blev skrevet en masse læserbreve og lavet underskriftsindsamling for at påvirke de involverede politikere mest muligt . Vi havde også besøg af TV- Midt-Vest, som lavede interview med nogle brugere, som udtrykte deres frustration over de sørgelige planer .

Det hele endte til alt held med at forslaget blev fejet af bordet, og vi kunne bevare Kernen . Der blev dog udlagt nogle hårde krav om besparelser på bud-gettet som gjorde 2003 til et hårdt år at komme igennem .

Nye tanker blev tænkt…

I den periode hvor vi var truet af lukning, gjorde jeg mig mange tanker om min egen, personalets og brugernes fremtid . Jeg overvejede, om jeg var nød-saget til privat at etablere et dagtilbud for brugerne, og i den periode kom der mange tanker og idéer frem, som siden hen har været med til at tegne Kernens udvikling .

Da Viborg Amt i 2004 bebudede, at Kernen skulle udvides fordi botilbudet Bakkehuset skulle flyttes fra Viborg til Kjellerup, havde mine medarbejdere og jeg allerede bestemt, hvilken retning vi gerne ville have at vores institution skulle udvikle sig i . Vi havde en landbrugsejendom i kikkerten som lå i nærheden af Kernen, men Amtet ville hellere købe et stykke jord og bygge noget nyt . Jorden lå lige overfor Kernen og ud over grunden til den nye bygning, blev der tilkøbt 3,5 tdl . Landbrugsjord som i dag danner ram-men om Kernens oplevelsespark . Parken er langt hen af vejen en realisering af de tanker og idéer som dukkede frem, da vi var lukningstruede .

Selvom vi nødig vil opleve sådanne trusler igen, må vi erkende, at vi i den periode oplevede et fantastisk internt sammenhold og stor opbakning fra vores om-givelser . I den periode lærte vi vores egne værdier at kende og står endnu mere sammen om at videreføre Kernen – også i fremtiden .

29

Kunstnerne fra Kernen til fernisering på

en udstilling på Amtsgården i Viborg.

Samme år truede amtsrådet med at

lukke alle aktivitetshusene - deriblandt

Kernen. Heldigvis gik det ikke så galt.

30

Fra os der er inde i varmen

Af Lone Nielsen

Nu er der jo blevet fortalt meget om, hvad der sker af forskellige udendørs aktiviteter – både på Kernen’s område og andre forskellige steder . Vi er også nogle der gerne vil fortælle lidt om, hvad der sker indenfor i varmen .

Vi har nemlig en masse forskellige aktiviteter i løbet af ugen og musik er én af dem . Ja faktisk så har vi hele tre forskellige musikhold, så vi er rigtig godt dækket ind på det musikalske område . Vi har et meget stort hold, hvor der primært spilles på rytmeinstrumenter . Til dette hold har vi tilknyttet en gæstelærer, som spiller på el-guitar og forsøger at

På Kernen har vi altid været

gode til selv at levere de

underholdende indslag...

31

holde sammen på de vilde musikanter . Hver fugl synger med sit næb! – det store musikhold er et meget blandet hold, hvor de der har lyst og kan spiller og synger for de multihandicappede – hvilket er til stor glæde og tilfredsstillelse for alle parter .

Førstehjælpskursus for brugerne.

32

Spillefugle og vandhunde

Vi er også så heldigt stillede, at vi har vores eget husorkester – nemlig Kernebandet . De øver en gang om ugen på at spille både de gamle kendinge og nye tiltag bliver introduceret . Kernebandet er også fast inventar ved vores egne fester og deltager jævn-ligt i forskellige festivaler .

Vi tager også af sted til svømning to gange om ugen . Her har vi også blandede hold, hvor de mest velfungerende brugere er fantastisk gode til at hjælpe dem, der ikke kan så meget . Det er en fan-tastisk oplevelse at se, hvor stor omsorg brugerne viser over for hinanden og hvor stort et ansvar de påtager sig, når det gælder om at få gjort svømme-turen til en god oplevelse for alle .

Vi er også fantastisk gode til at hygge os og lave en masse skæg og ballade . Vi spiller fodbold og boccia og næsten dagligt cykler vi små ture rundt i villak-varteret på vores to personers cykler . Med jævne mellemrum holder vi også diskoteksfest, hvor vi danser og synger, så sveden den pibler frem .

Ud over de mere sveddryppende aktiviteter, kan vi også godt lide at flade ud og slappe helt af . Vi spiller spil, ser fjernsyn, giver og får massage og har det i det hele taget rigtig dejligt . Vi husker hinanden på, at det skal være sjovt og hyggeligt at komme på Kernen . Dette gælder både for brugere og perso-nale .

Der leges gulvtagfat.

33

Vores helt egen band - Kernebandet

- leverer musikken både til hverdag

og fest!

34

Og så kan vi lide at feste…


Lige fra Kernens start i 1988 har vi haft tradition for at invitere alle forældre, pårørende, venner af huset og brugere til fest med mad og underholdning . De første mange år, var vi overladt til at være under åben himmel, og derfor bad vi altid guderne om godt vejr . Det hændte engang imellem, at det blev regnvejr midt i det hele, og så måtte vi hurtigt presse alle gæsterne ind i kantinen, hvor vi kom til at sidde rigtig tæt – ja næsten klemt .

Festtraditionen har udviklet sig stille og roligt gen-nem årene . Efterhånden som vi fik flere brugere og blev flere til festerne, fik vi også behov for mere plads . Vi købte selv et par telte, som kunne stilles op i forbindelse med vores carport . På den måde kunne vi være 120 mennesker under tag . Sommer-festen er en oplevelse vi alle ser frem til, og som vi husker lang tid efter . Stemningen er i top og man mødes på en anden måde end man gør til daglig, hvor der hele tiden er en masse praktiske gøremål at forholde sig til .

Vi har også gennem mange år holdt aktivitetsdag for de øvrige brugere i den sydlige del af Viborg Amt . Vi tilrettelagde et dagsprogram med fysiske aktiviteter, mad og underholdning . Disse dage blev altid sluttet af med diskotek, hvor både brugere og ansatte havde mulighed for at slå sig løs .

En aktivitetsdag skal ose af liv

og glæde - og hvad er bedre end

at få vind i håret som passager i

sidevognen.

35

De første fester på Kernen blev holdt i det

fri ude i haven. Dengang kom der ikke flere

mennesker end vi med lidt god vilje kunne

søge ly i kantinen, hvis der gik hul på skyerne.

36

Vi fester videre i Silkeborg kommune

Vores tradition om aktivitetsdage fortsætter vi med efter, at vi er kommet ind i Silkeborg Kommune, fordi vi mener, at det er en god oplevelse for brugerne at møde andre ligestillede og medarbejderne kan møde kollegaer fra andre huse og udveksle erfar-inger .

Ud over sommerfesterne har vi også altid haft en god traditionel dansk julefrokost, hvor vi spiser alt, hvad vi kan og slutter af med godter og nissedis-kotek . Vi har også tradition for, at der skal holdes en lille indvielsesfest når vi er blevet færdige med et

projekt i vores oplevelsespark . Vi kan med andre ord godt lide at feste – det er livsbekræftende og sjovt .

Festerne er altid blevet krydret med hjemmelavet un-derholdning af forskellig art . Vi har lavet revy’er, TV-aviser, skuespil og stand-up . Samtidig har det været en tradition, at vores eget band Kernebandet har leveret en del af underholdningen, når der var fest . I forbindelse med forberedelsen til festerne, kommer vi ofte til at arbejde på tværs af de forskellige grup-per, og det gør det hele meget mere spændende og udfordrende .

Kernens julefrokost har været fast

tradition gennem 20 år. Her spises

der løs af julemaden i 2003.

37

Vi holder selvfølgelig også rejsegilder

med alt hvad dertil hører.

38

En overgang…


Ved årskiftet 2006/2007 var en æra forbi og en ny kunne begynde . I forbindelse med strukturreformen overgik vi fra Viborg Amt og til Silkeborg Kommune . Vi var alle sammen spændte på, hvordan det ville gå os, og hvilke udfordringer der lå og ventede forude .

Vi følte os straks godt modtaget i den nye kom-mune, også selvom der var mange nye opgaver, som ingen vidste ret meget om . Fra at have en daglig dag, hvor de fleste ting var velorganiserede, kom vi ind i en periode, hvor stort set alt skulle startes op fra bunden af . På Kernen var vi dog så heldige, at der ikke var så mange ændringer lige fra begyndelsen . Jeg har personligt den egenskab, at jeg tager tingene som de kommer, og det har hjulpet mig meget i overgangsperioden .

Nye udfordringer

Efter et stykke tid i den nye kommune, fik vi at vide, at vi skulle udvide Kernen med et dagtilbud til en gruppe senhjerneskadede, som skulle flyttes fra Salten og til Kernen . Overflytningen ville indebære flytning af en stor pavillon fra Salten og til Kjellerup og derudover skulle nogle af medarbejderne fra Salten følge med til Kjellerup .

Da vi næsten lige var blevet færdige med at inte-grere 16 multihandicappede brugere fra Bakkehu-set i vores hus, var det lidt af en udfordring endnu

Pavillondelen fra Salten er

ankommet og er her ved at blive

løftet ind uden fra Industrivej med

en kæmpekran.

39

engang at skulle modtage nye brugere, og nyt personale . Men lige som jeg selv, har personalet også en forbavsende god evne til at omstille sig, være fleksible og bære over i perioder, hvor tingene måske ikke går lige efter en snor .

Vi oplever nu at både brugerne fra Bakkehuset og Salten fuldt og helt er blevet en del af dagligdagen i vores hus, og erfaringen må være at omstilling og forandring ikke kun betyder ekstra arbejde og problemer men i høj grad også byder på en masse positive og berigende oplevelser .

Vi ser frem til også i fremtiden at være en del af Silkeborg Kommunes tilbud til handicappede .

Så er delene hejst på plads og

samlet. Efter et stykke tid med

renovering var pavillonen klar til

indflytning og beboerne fra Salten

er faldet godt til i de nye (gamle)

omgivelser.

Første del af pavillonen er på plads og

anden del er på vej ned fra oven. Det er

godt vi ikke selv skulle løfte dem.

40

Fra mark til park

Af Tom Jakobsen

I 2005 blev jeg ansat på Kernen og fik den meget enkle og overskuelige opgave – byg en oplevelses-park for udviklingshæmmede op på to år og inddrag brugerne så meget som muligt i opgaven . Opgave-beskrivelsen er måske en smule forenklet, og det viste sig da også, at det hele var en anelse mere kompliceret og udfordrende end man lige skulle tro .

Jorden som oplevelsesparken skulle ligge på, havde Viborg Amt købt samtidig med at man købte jord til den nye atelierbygning, og det var nu meningen, at der skulle skabes et åndehul med sanseoplev-elser, action og smådyr, på de 3,5 tdl ., som var til rådighed . Da jeg så jorden for første gang, var der udsigt ud over et langt smalt stykke jord, som lå brak og de vilde blomster og det lange græs knej-sede i vinden, så langt øjet rakte . I sig selv var det egentligt et kønt syn, men før det kunne kaldes en oplevelsespark, manglede der nu nok et par detaljer .

Vi startede med at få pløjet marken og sået græs i det hele, så vi havde en chance for at vedligeholde området – også selvom det ikke var fuldt ud benyt-tet . Så plantede vi et læbælte rundt om for på sigt at skabe læ og derudover leve op til lokalplanens hensigter om et grønt bælte langs med Industrivej .

Den nye atelierbygning er under

opførelse i 2005. Foran ses

skrænten, som danner rammen om

den nuværende kunstnerpark.

41

Den første sti...

Vi var nu nået til det punkt hvor det egentlige parkarbejde skulle begynde . Vi havde endnu ikke de store midler at gøre godt med, så vi startede med at rydde op i vores lille skov og tømme den for plastic, glas og flasker m .m . Herefter lavede vi en lille hyggelig skovsti, som endte oppe ved den nye atelierbygning . Skovstien blev behørigt indviet af en gruppe brugere, og vi kunne stolt erklære at første lille etape af projektet var færdiggjort .

For at skabe mig et overblik over hvordan parken skulle indrettes og for at synliggøre mine idéer over-for andre involverede, bestemte jeg mig for én gang for alle at få lavet tegninger, beskrivelse og budget . Det var et kæmpe arbejde, hvor mange dage og

aftener fik ben at gå på, men bagefter var det dejligt at kunne henvise til de forskellige idéer, som var vist på tegningen .

Via en bekendt blev jeg gjort opmærksom på at det i forbindelse med et projekt som vores kunne være en god idé at få hjælp fra en fundraiser . Jeg fik Lisa med på idéen, og vi sprang ud i det med samlede ben . Fundraiseren bad mig detaljere tegninger og beskrivelse endnu mere, og herefter blev vi tilbudt en pakkeløsning, hvor der blev sendt ansøgninger til et bestemt antal fonde . Vi købte ydelsen fra fund-raiseren i håbet om, at vi ville tjene pengene ind igen – godt og vel . Jeg må ærligt erkende, at tiden fra vi betalte første regning til fundraiseren, og til vi havde første bidrag i hus føltes temmelig lang .

Michael har sammen med andre

brugere været en uvurderlig

hjælp i arbejdet med at opbygge

kunstnerhaven. Her ses han stå

midt i vandfaldet før vandet kom.

42

Endelig kom der penge…

Men pludselig gik det stærkt – bidragene begyndte at komme med jævne mellemrum og i løbet af et år havde vi opnået støtte for ca . 600 .000 kr . – det var rigtig dejligt . Vi gik i gang med det store projekt – kunstnerhaven – som er et udendørsanlæg, som ligger i forbindelse med atelieret . Kunstnerhaven skal fungere som et udendørs atelier, hvor man både kan udføre og udstille sine værker . Området med vandfald, farverig beplantning og udsigt over parken skal så gerne fungere som levende inspiration for de udførende kunstnere . Projektet bliver støttet med nogle af de penge, som kom ind ved salget af en

erindringsmønt i forbindelse med Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary’s bryllup .

Næste projekt blev vores shelterplads, som vi fik støtte til fra Friluftsrådet . Her har vi foreløbig fået op-bygget et hyggeligt skovområde omkring to sheltere, hvor brugerne får rig mulighed for at boltre sig med mad over bål og overnatning i det fri .

Vi er også i gang med at opbygge en bocciabane, som vi har fået penge til fra Nordea i Kjellerup . Boccia er blevet en ugentlig aktivitet for en gruppe brugere, som går op i spillet med liv og sjæl . Ud over de udøvende spillere, er der også altid en del tilskuere, så derfor bliver der omkring banen opbyg-

Her invies den nye

shelterplads med manér.

Masser af bålmad, godt vejr

og helt nye shelters som står

og venter på nogle glade

mennesker som er blevet

trætte af al den friske luft.

43

get et par tilskuertribuner, så der kan holdes øje med spillet .

I efteråret 2008 går vi i gang med at opbygge vores store sansehave, som vi har fået midler til fra skov- og naturstyrelsen . Sansehaven kommer til at byde på mange forskellige små oplevelser, og vil komme til at henvende sig til en stor brugergruppe .

Branding af parken

Vi er altså kommet langt med parken siden 2005, men har stadigvæk idéer og arbejde nok til mange år frem i tiden . Vi sætter fokus på at opbygningen sker i et tempo, så brugerne kan deltage og på det

niveau de magter, endelig skal vi også huske at sætte pris på de ting, som er gjort færdige .

Fremover vil vi forsøge at sætte mere fokus på, hvad der sker i parken, og gennem nogle arrangementer invitere lokalbefolkningen til at se og opleve den . Til at gennemføre dette brandingprojekt har vi fået et større bidrag fra Indenrigsministeriets Landis-triktspulje . Med brandingprojektet vil vi gerne vise, hvor glade vi er for vores park, hvad vi og andre kan bruge den til og frem for alt få en masse gode idéer fra vores omgivelser til, hvordan parken skal udvikles i fremtiden .

For at det hele kan fungere

skal der også laves meget af

det man ikke ser. Her er der

ved at blive lavet pumpebrønd

til det store vandfald.

44

Fra en ”rigtig” til en ”rig” arbejdsdag

Kernen fejrer 20 års jubilæum som aktivitetstilbud . 20 år er ikke mange i kalenderperspektiv . Men set i et udviklingsperspektiv, er der sket utrolig meget på de 20 år .

Der var engang, hvor sådanne tilbud blev kaldt beskyttede værksteder . Arbejdsidealet var det produktive erhvervsliv . Der blev samlet/monteret diverse emner som i andre industrielle produktioner, og brugerne fik udbetalt en symbolsk løn for det præsterede arbejde . Når man gik ind ad døren, var der fokus på produktion og arbejde – Det skulle være en ”rigtig” arbejdsdag ligesom i det øvrige samfund .

Tiderne har ændret sig . I dag tænker vi anderledes om arbejde – også indenfor de beskyttede værkst-eder . På navnesiden hedder de i dag aktivitetscentre

En dag byder på

mange forskellige

oplevelser, f.eks.

cykelture i den

nærmeste omegn.

45

eller aktivitetstilbud, hvor fokus er en ”rig” arbejds-dag . En rig arbejdsdag er varieret og individuelt af-passet efter den enkelte bruger . Der skal være plads til de individuelle interesser og tid til at snakke med kammeraterne . Den samme tendens gør sig for øv-rigt også gældende på det ordinære arbejdsmarked .

Arbejdsmarkedsforskere mener, at denne tendens er kommet for at blive . Det betyder, at vi fortsat skal ar-bejde på at udvikle den rige arbejdsdag . Vi skal her huske på, at brugerne her ikke er forpligtet til at gå på arbejde af økonomiske grunde, som så mange andre . Når vore brugere så alligevel vælger at tage på arbejde, må det skyldes andre omstændigheder, f .eks . et godt kammeratskab på arbejdspladsen . Et andet bud kan være, at det er sjovt at være på ar bejde – her sker der noget spændende, og her er der plads til mig som individ .

I Handicap- og Psykiatriafdelingen synes vi, at også vore brugere skal have mulighed for et dagligliv, der er bygget op omkring bolig, arbejde og fritid . Der skal stilles de samme krav til arbejdets funktioner, som ikke-handicappede borgere stiller . Der skal være mulighed for den individuelle prægning af arbejdets udførelse, og så skal arbejdet også have den personlige interesse . Disse udfordringer bliver ikke mindre i de næste 20 år, hvor den individuelle tilgang til arbejdet ikke forventes at blive mindre .

Kernen er – med sine mange muligheder for at kombinere aktiviteterne - godt rustet til at møde disse forventninger . Der er mulighed for at arbejde udendørs i oplevelsesparken, i værkstederne, i atelieret, i køkkenet, i musikrummet, i svømmehallen, i ridehallen, mm .

I Silkeborg Kommune vil vi også fremadrettet være optaget af at tilbyde borgere med funktion-shæmninger et godt og rigt arbejdsliv . Og jeg er sikker på, at Kernen også de næste 20 år vil være med til at præge udviklingen af vores opfattelse af brugerne, deres behov og muligheder . Og herigen-nem også den måde, vi tilrettelægger vore tilbud til brugerne .

Svend Erik Rasmussen

Handicap- og Psykiatrichef

46

20 år er jo ingen alder

For 20 år siden startede Kernen som aktivitetscenter i Kjellerup . Viborg Amt indviede det nye tilbud .

I dag er tilbuddet en del af Silkeborg Kommunes tilbud til borgere med funktionsnedsættelse . Kernen har en bred vifte af tilbud . Det betyder, at brugerne kan sammensætte en varieret hverdag . På den måde kan tages hensyn til den enkelte brugers kom-petencer og interesser .

Det betyder også, at huset er præget af et ”struk-tureret kaos”, hvor alt er muligt . Nye tilbud opstår og andre bliver nedlagt . I den kunstneriske afdeling bliver skabt forunderlige værker indenfor kunstens forskellige genrer: Klassiske malerier, keramiske billeder, papirkunst, fugle og meget andet præger lokalerne . Udenfor er den store oplevelsespark ved at tage form . Det, der en gang var en løs idé, er nu ved at blive virkeliggjort i form af flotte bede, vandmiljø, svævebane og shelters . Meget mere er undervejs og eksisterer kun på papiret .

På Kernen har man været innovative, inden begrebet blev moderne . Det har altid været en stærk ambition at udvikle sig og tilpasse sig brugernes behov . Også selvom det betød, at man måtte forlade noget af det kendte .

Jeg er glad og stolt over, at vi har et tilbud som Kernen . 20 år er som sagt ingen alder – men på Kernen er der sket mere, end mange opnår på mange flere år . Det bliver spændende at følge Kern-ens udvikling de næste 20 år .

Hermed tillykke med jubilæet

Carl Erik Larsen

Socialudvalgsformand

Hjemmelavet vandkunst

skaber miljø ved det nye atelier.

Aktivitetstilbuddet Kernen

Fabriksvej 1-2

8620 Kjellerup

Tlf. 8688 3085

www.aktivitetshuset-kernen.dk

Layo

ut:

· Tr

yk: S

ilkeb

org

Bo

gtry

k A

/S .

H&

P . 2

296

· 0

8.20

08

jubilaeumsbog kernen

Documents