islam og kristendom forskelle og lighedera.bimg.dk/.../5753042-islam-og-kristendom-forskelle... ·...
TRANSCRIPT
Islam og Kristendom – Forskelle og Ligheder
Diskussioner om islam og kristendom er meget oppe i tiden,
og det er svært at komme igennem sin avis uden referencer til
begge religioner. Men hvor store er forskellene, og hvor meget
har de to religioner til fælles?
Denne guide kigger nærmere på udvalgte dele af religionernes
centrale tekster og peger på de mest markante ligheder og
forskelle.
●●●
Tekst: Niels Valdemar Vinding, PhD Fellow, Centre for European Islamic Thought
Redigeret af Philip Dam, Berlingske Research - Oktober 2012
2
03 De abrahamitiske religioner
04 Om biblen og koranen
07 Undgå misforståelse om Jesus og Muhammed
09 Sammenligning af religionerne på centrale
punkter
3
Introduktion
På et kort over verdens brandpunkter
er der mange af konflikterne, hvor
religion er en afgørende del. Krig og
uro til trods er der ikke bare mange
ligheder mellem islam og kristendom,
der er faktisk en slags kulturelt,
religiøst og litterært slægtskab.
Grundfortællingerne er de samme og
fordi, de er blevet fortalt igen og igen,
er der små, men afgørende, forskelle,
som får stor betydning i løbet af tre
tusinde års historie. Ifølge Koranen er
Allah den samme som Gud i både det
nye og det gamle testamente.
Figurer som Abraham, Isak, Ismael,
Josef, Jesus, Moses og englen Gabriel
går også igen i begge religioner.
I denne guide fortælles kort om de
abrahamitiske religioner, om de
hellige tekster i kristendom og islam
og om teksternes indbyrdes forhold.
For at undgå misforståelser fortælles
også kort om Jesus og Muhammed.
For selvom de begge kendetegner hver
deres religion, er de ikke lige til at
sammenligne. Sidst i guiden er der en
tabel, hvor nogle af de vigtigste temaer
er sammenlignet.
De abrahamitiske religioner
Sammen med jødedommen bliver
kristendom og islam kaldt de
abrahamitiske religioner, fordi alle tre
ifølge deres egne traditioner kan
spores tilbage til patriarken Abraham,
og fordi de deler de fortællinger, der
går forud for Abraham.
Historien om Abraham kendes fra den
hebraiske bibel, som næsten er
identisk med det, som de kristne
kalder det gamle testamente. Midt i
den første tekst heri, 1. Mosebog 12-
25, fortælles historien om Abraham.
Selvom Abraham i høj alder ingen
børn har, bliver det alligevel lovet
ham, at han skal være stamfader til
alle Guds folkeslag:
”… Da Abram var nioghalvfems år,
viste Herren sig for ham og sagde til
ham: »Jeg er Gud den Almægtige! Du
skal vandre for mit ansigt og være
udadlelig (=Uden fejl og mangler,
red.). Jeg vil stifte en pagt mellem dig
og mig, og jeg vil gøre dig uhyre
talrig.«
Abram kastede sig ned, og Gud talte til
ham: »Jeg indgår en pagt med dig, og
du skal blive fader til en mængde
folkeslag …”
(Det gamle Testamente, 1 Mos 17,1-4)
4
DE HELLIGE TEKSTER
Ordet bibel er græsk og betyder bog, men i virkeligheden er hverken den hebraiske
bibel, som jøderne bruger, eller den kristne bibel sammenhængende bøger. De
består hver især af mange forskellige tekster af forskellige forfattere, der er samlet
langt senere end de er skrevet i en såkaldt kanon. Noget lignende gælder for
Koranen, men her er efter alt at dømme kun et ophav.
Det gamle Testamente
I den kristne bibel udgør det gamle testamente den første og største del. Det gamle
testamente er næsten den samme som den hebraiske bibel, som er jødernes hellige
bog. I den protestantiske redaktion er der 39 skrifter, som tilsammen fortæller
historien om Guds udvalgte folk, Israel, som han har indgået en aftale – eller pagt –
med. En vigtig del af aftalen er, at den udvalgte konge, Messias, skal frelse jøderne
for altid. Jøderne kalder deres bibel for Ta-Na-K, som er en reference til lovskriften
(Torah), til profetskrifterne (Neviim), og til de hellige skrifter (Kethuvim).
Teksterne i det gamle testamente er fra ca. 1200 – 500 f.kr. og er samlet så sent som
år 100 f.kr.
Det nye Testamente
Den mindre anden halvdel af biblen er det nye testamente, og indeholder 27
forskellige evangelier, skrifter, fortællinger og breve. Det ny testamente fortæller
historien om manden fra Nazaret, Jesus, og om hvordan det blev kendt for verden,
at han var Kristus – den salvede –, som skulle dø for menneskehedens synder.
Kristus er det græske ord for Messias.
Teksterne i det nye testamente er fra ca. 40 – 100 e.kr. og er samlet ca. 120 – 150
e.kr.
Koranen
Almindeligvis bruger man ikke ordet bibel om Koranen, men ordet er fra arabisk og
betyder ’at læse’. Koranen indeholder 114 sura’er, altså kapitler, af forskellig længde
og er blevet åbenbaret via englen Gabriel til Profeten Muhammed, som han gav
videre til muslimerne i Mekka og Medina. Teksterne i Koranen blev åbenbaret fra
610 – 632 e.kr., hvor Muhammed døde, og er samlet i årene derefter og så sent som
656 e.kr.
5
Fordi kristendommen genbruger
mange af det gamle testamentes
historier i det nye testamente, så er
Abraham også en del af de kristne
fortællinger. Det forholder sig således,
at det glædelige budskab om Kristus i
evangelierne og brevene fra det nye
testamente er en kritisk genfor-
tolkning, der trækker på ideerne fra
det gamle testamente. Meningen med
det er at forklare, hvorfor manden fra
Nazaret er den, han udgiver sig for at
være, nemlig Guds søn og den lovede
frelser, Messias/Kristus. Derudover er
meningen, at budskabet dermed kan
komme til alle på jorden og ikke bare
jøder. For eksempel skriver Apostlen
Paulus i Galaterbrevet:
”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo
iklædt jer Kristus. Her kommer det
ikke an på at være jøde eller græker, på
at være træl eller fri, på at være mand
og kvinde, for I er alle én i Jesus
Kristus, og hører I Kristus til, er I også
Abrahams afkom, arvinger i kraft af
Guds løfte.”
(Det nye Testamente, Gal 3, 27-29)
Historien om Abraham, som både
jødedom og kristendom fortæller den,
er, at Abraham først fik sønnen Ismael
med sin trælkone Hagar, fordi hans
hustru Sara ikke var frugtbar (1 Mos
16). Alligevel fødte Sara senere sønnen
Isak, og hun bad Abraham om at
fordrive Hagar og Ismael ud i ørkenen
(1 Mos 21), fordi det var Guds vilje:
”… med hensyn til Ismael bønhører jeg
dig. Jeg vil velsigne ham og gøre ham
uhyre frugtbar og talrig. Tolv høvdinge
skal han blive far til, og jeg vil gøre
ham til et stort folk. Men min pagt
opretter jeg med Isak, som Sara skal
føde dig næste år ved denne tid.”
(Det gamle Testamente, 1 Mos 17, 20-21)
I biblen fortælles, at de bosætter sig
ved en brønd, som Gud åbenbarer og
at ’Gud var med drengen.’ Senere
bliver Abraham af Gud bedt om at ofre
sin søn Isak, men en engel griber ind i
ofringen i sidste øjeblik, fordi Gud har
fået bevis for Abrahams stærke tro.
Historien om Abraham går igen i
Koranen, men der er en afgørende
forskel i fortællingen. Her er Ismael at
finde på sin rette plads som Abrahams
førstefødte og retmæssige arving.
Derfor er det i den islamiske tradition
bl.a. også Ismael, som Gud beder
Abraham om at ofre, og ham som
englen redder i sidste øjeblik.
Endvidere fortælles det, at Abraham
rejser med Ismael til den arabiske
halvø, hvor Abraham hjælper Ismael
med at bygge et hus til tilbedelse af
Gud, og hvortil, der skal komme en
senere profet. Dette hus er ifølge
Koranen Kaba’en i Mekka, det
helligste sted i det islamiske univers,
og profeten er Muhammed.
”Og da Abraham opførte Husets
grundmure sammen med Ismael.
"Herre! Tag imod dette fra os! Du er
Den Hørende og Den Vidende. Herre!
6
Få os begge til at overgive os til Dig, og
skab af vore efterkommere et
fællesskab, der overgiver sig til Dig!
Vis os vore ritualer, og tilgiv os! Du er
Den Tilgivende og Den Barmhjertige.
Herre! Send en udsending til dem, en
af deres egne, som kan læse Dine tegn
op for dem, lære dem Skriften og
Visdommen at kende og rense dem!
Du er Den Mægtige og Den Vise.”
(Koranen, Sura 2, vers 127-129)
Det forklares videre i Koranen, at
Abraham var den første rettroende
Muslim og der gives en forjættelse om
den islamiske tro og fællesskab (Sura
3, vers 67). Ordet 'overgive' i citatet
kommer af samme rod som ordet
islam. I den islamiske tradition er det
derfor tydeligt, at Ismael var
stamfader til araberne og derfor til det
folk, som Muhammed skulle sendes
til. Ifølge islamisk genealogi er
Muhammed efterkommer af Ismael.
Højtiden Eidul-Adha fejrer Abrahams
villighed til at føje sig Gud og ofre
Ismael. I 2012 fejres det fra 26.
oktober og to dage frem.
Det er med udgangspunkt i det
abrahamitiske slægtskab, at de tre
religioner forstår hinanden.
Eksempelvis blev islam oprindeligt
ikke set af de kristne som en hedninge-
tro, men et kætteri, dvs. en
misforståelse af Guds budskab. Islam
har derimod holdt på, at alle bogens
folk, som de tre religioner kaldes, har
adgang til Guds ord gennem Koranen.
De tre teksters
indbyrdes forhold
Et af de centrale motiver fra det gamle
testamente er frelsen og det evige liv,
som Gud i sin pagt har lovet til
menneskene. Det er den frelse og pagt,
som det nye testamente lærer de
kristne er opfyldt i dåben og i troen på
den korsfæstede Kristus. Som sådan er
der ingenting i det gamle testamente,
der peger på at, der skal komme et nyt
testamente efter det. Fra et litterært
synspunkt er teksterne i det nye
testamente ’bare’ sene tilføjelser med
litterære referencer, fælles
billedunivers og henvisninger.
Alligevel er udvalget af tekster i det
gamle testamente nøje parret til det
nye testamente, således at der ikke er
en tekst i biblen, der ikke har en
parallel i det andet af de to
testamenter.
I islam er Koranen helt klart bekendt
med både det gamle og det nye
testamente og ser sig selv som den
endegyldige bekræftelse af begge dele.
Eksempelvis kendes Jesus som profet
og søn af Maria, og selve teksten fra
det nye testamente kendes som
evangeliet.
”Vi lod Jesus, Marias søn, følge i deres
spor for at bekræfte Toraen, som
forelå før ham. Vi gav ham Evangeliet
med retledning og lys til bekræftelse af
Toraen, som forelå før det, som en
retledning og formaning til de
7
gudfrygtige.”
(Koranen, Sura 5, vers 46)
Ligeledes er historien om Josef
gengivet lange passager, jf. Sura 12
’Josef.’ Mange af de andre profeter
kendes også i Koranen og historien om
Israels børn, der ikke ville gøre, som
Moses fortalte (2 Mos 32), står som en
slags skræmmebillede eller prototype
for Muhammeds forhold til
muslimerne i Mekka.
Det er interessant at bemærke, at en
yngre tekst – dvs. det nye testamente i
forhold til det gamle og Koranen i
forhold til biblen – forstår sig selv som
en naturlig forlængelse af den ældre. I
biblen er der en henvisning til en
såkaldt ’anden talsmand’
(Gr.,’parakletos’), som efter sigende
skal følge efter Jesus og komme til
disciplene som en helligånd eller som
en slags advokat, hjælper eller vejleder
for menneskene over for Guds dom
(Joh 14,16). Han er omtalt primært i
Johannesevangeliet, der er
sandsynligvis er det yngste og som står
som det sidste af de fire evangelier.
Der er mange muslimske fortolkere,
der mener, at denne anden talsmand
er Muhammed, som er kommet til at
fuldende det, som alle de andre
profeter forgæves forsøgte at fortælle,
nemlig den sande åbenbaring, der
bringer menneskene i det rigtige
forhold til Gud. Dette rigtige forhold
til Gud er hengivelse eller overgivelse.
Ordet islam kan netop oversættes med
disse ord. Denne ide kan spores tilbage
til Ibn Ishaq, der døde i år 767.
Undgå misforståelser og
forviklinger af Jesus og
Muhammed
At islam forstår Jesus som endnu en
profet sendt til menneskeheden er ikke
sådan, som kristendommen forstår
tingene.
Jesus er nemlig Kristus, der er Guds
egen søn, som skal komme for at sikre
verdens frelse og menneskene evigt
liv:
"For således elskede Gud verden, at
Han gav sin enbårne søn, for at
enhver, som tror på Ham, ikke skal
fortabes, men have evigt liv."
(Det nye Testamente, Joh 3,16)
Her er det vigtige, at Gud elsker
menneskene, som han elskede sin søn,
og at Jesus Kristus er kommet for at
tage menneskenes synder på sig og
frelse dem fra den himmelske dom.
Kristus er at forstå som Guds ord, løfte
og åbenbaring til menneskene. Det er
afgørende forskelligt fra den rolle, som
Muhammed har som Guds
endegyldige profet i islam.
Ifølge Koranen kommer englen
Gabriel med den guddommelige
åbenbaring til Muhammed, der blot er
en budbringer for Allah og hans vilje.
Fra ca. år 610 begynder Muhammed så
at videregive disse åbenbaringer til
indbyggerne i Mekka, og dem, der tror
8
på det han siger, hengiver sig til Allah
og bliver muslimer. De næste 22 år
åbenbaredes og samledes resten af
Koranen indtil Muhammeds død i år
632.
I boksen til højre er et par af de
sammenlignelige forskelle, som man
kan være opmærksom på, når man
sammenstiller fortællingerne om Jesus
og Muhammed.
KRISTENDOM VS ISLAM - I kristendommen er det
Kristus der er Guds ord. I islam
er det Koranen, der er Guds ord.
- I kristendommen kommer
Gabriel til Maria med det
glædelige budskab fra Gud. I
islam kommer Gabriel til
Muhammed med budskabet om
Guds enhed og herredømme
over verden.
- I kristendommen fortælles, at
Maria er jomfru. I islam
fortælles, at Muhammed var
analfabet og ikke selv kunne
skrive (Sura 7, vers 158). Begge
dele understreger det
mirakuløse.
- I biblen fortælles, at Jesus var
det eneste menneske, der ikke
syndede. I islam fortælles om
Koranen, at den er ufejlbarlig.
9
Tabel over vigtige temaer
Kristendom Islam
Gud
Biblen siger meget om Gud, der kaldes ’Elohim,’ hvilket er hebræisk for ordet gud, og for ’Yahweh’, som er hvad man kan kalde Guds egentlige navn. Seks ting er dog helt klare fra biblens tekst om Guds kvaliteter: Gud er Gud. (2 Mos 3,14) Gud er lys. (1 Johs 1,5) Gud er liv. (Johs 14,6) Gud er sandhed. (Johs 14,6) Gud er kærlighed. (1 Johs 4,16) Gud er Ordet. (Johs 1,1) – hvilket referer til Kristus. Gud er ifølge de bekendelser, der bliver til i den tidlige kirke, treenig. Gud er altså ét væsen i tre skikkelser, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.Det som kirken kender som trosbekendelsen er inddelt efter den treenige Gud. Troen på den treenige Gud er sandsynligvis den største forskel fra kristendom til islam, der fastholder Guds enhed. (Se mere i Nørgaard-Højen, 2004)
På arabisk er ’Allah’ ordet for Gud og bruges af både kristne og muslimer, der dyrker Gud på arabisk. I islam kendetegnes Gud ved kun at være én, alvidende og barmhjertig. Gud kendetegnes desuden ved sine 99 navne, hvis væsen dog kun kendes af Gud selv. De første to kendes fra den islamiske velsignelse i Guds navn, ’Bismallah’ - ”I Guds, den Nådiges, den Barmhjertiges navn.” Tronverset fra Koranen siges at være det mest brugte vers, fordi det viser Allahs magt over hele universet. ”Gud, der er ingen anden gud end Ham, Den Levende og Den Bestandige […] Alt i himlene og på jorden tilhører Ham. […] Han ved, hvad der ligger foran dem og bagved dem; men de omfatter kun, hvad Han vil, af Hans viden. Hans trone spænder over himlene og jorden. At opretholde dem er ingen byrde for Ham. Han er Den Ophøjede og Den Mægtige.” (Sura 2, vers 255)
10
Skabelsen
Skabelsesberetningen i biblen findes i første kapitel af 1 Mosebog, og starter med ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden …” På seks dage skabte gud himlen, jorden, solen, månen, stjernerne, alt levende, og ikke mindst menneskene, Adam og Eva. Beretningen skal sandsynligvis ikke forstås bogstaveligt, men er en fortælling om Guds magt og om Jesus som den ’nye Adam,’ der kan frelse menneskene. Skabelsen er berømt gengivet billedligt af Michelangelo i det Sixtinske Kapel i Vatikanet.
Koranen referer til den skabelsesberetning som er i 1. Mosebog (Sura 41, vers 9-12), men har et frit poetisk forhold til fortællingen. Koranen har et andet formål med at gengive den, som ses af disse vers. Gud er nemlig som skaber alvidende og kender derfor menneskernes liv og skæbner. ”Han er den, der skabte himlene og jorden på seks dage og derpå satte sig på tronen. Han ved, hvad der kommer ned i jorden, og hvad der kommer op af den; hvad der falder ned fra himlen, og hvad der stiger op til den. Han er med jer, hvor I end er. Gud ser, hvad I gør. Han ejer herredømmet over himlene og jorden. Til Gud bliver alting bragt tilbage. Han lader natten trænge ind i dagen og dagen trænge ind i natten. Han ved, hvad hjertet rummer.
Tro
I den protestantiske variant af kristendommen findes der tre trosgenstande, nemlig Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd, fordi de tre spiller en rolle i frelsen af mennesket. Det er grundstenene fra de oldkirkelige bekendelser. I den katolske variant holder helgener, derudover en særlig status, og mest central af dem er tilbedelsen af Jomfru Maria. Det betyder dog ikke at Maria er guddommelig. For at hjælpe til den rette tro, findes der en ’troslære,’ som er kirkens måde at guide til ret tro og ret praksis i mange af livets store spørgsmål.
Kernen i den islamiske tro er at, ”der ingen gud er foruden Allah, og jeg bekender, at Muhammed er Allahs profet.” Det er ordlyden i den islamiske trosbekendelse, som kaldes shahada eller ’vidnesbyrd.’ Det er den første af de fem søjler, efterfulgt af bøn, velgørenhed, faste og pilgrimsfærd. I islam er der opstillet en række genstande, som man kan tro på som en del af Guds skabelse. Således tror man på englene, åbenbaringen, profeterne, opstandelsen, dommedag og Guds forsyn.
11
Mennesket
Biblen fortæller to varianter af skabelsen af mennesket. I første kapitel af 1. Mosebog bliver mennesket skabt i Guds eget billede, men i næste kapitel bliver det fortalt, at ”da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2, 7). Mennesket er særligt i Guds forhold til sit skaberværk, og er skabt til at fuldende værket i fortsat nyskabelse. Fordi menneske ikke altid magter dette, må Gud frelse mennesket gennem Kristus.
I tæt parallel til biblen skriver Koranen sådan om skabelsen af mennesket. ”Og da din Herre sagde til englene: "Jeg vil skabe et menneske af ler, af fugtigt mudder. Når Jeg har formet det og blæst noget af Min ånde ind i det, skal I falde ned for det i tilbedelse!" (Sura 15, vers 28-29) Gud skabte mennesket med det formål, at tilbede Gud (Sura 51, vers 56), og for at vise Guds magt over universet. Derudover har Gud sat mennesket som sin stedfortræder (kalif) på jorden.
Opstandelse
Opstandelse betyder overgang til det evige liv. Kristus’ opstandelse fra de døde i påsken efter korsfæstelsen er en slags generalprøve på den opstandelse som er lovet alle mennesker efter døden. Han går foran for at tage vores skyld på sig. I Kristi himmelfart opfarer han til Guds rige.
I Koranen er opstandelsen den sidste dag, hvor historien slutter og skabelsen bliver ugjort. "Hvornår er opstandelsens dag?" Når blikket blændes, og månen formørkes, og sol og måne forenes. På den dag vil mennesket sige: "Hvor kan man flygte hen?" Nej! Der findes intet tilflugts-sted. På den dag vil opholdsstedet være hos din Herre. På den dag bliver mennesket underrettet om, hvad det gjorde tidligt og silde. Nej, mennesket er et bevis mod sig selv, selvom det fremfører undskyldninger for sig selv.” (Sura 75, vers 6-15)
12
Dommedag
I kristendom er der forskel på den protestantiske og den katolske fortælling. De protestantiske følger Luther, der siger at kun dåb og tro er det, der skal til ved dommens dag. De katolske kristne holder fast på, at også gode gerninger hjælper. Det er vigtigt, at understrege, at kristendommen holder fast i, at dommen ikke bliver tilsidesat af Gud’s nåde, men at Kristus netop døde på korset fordi alle er syndere. Dommen står ved magt, men Guds nåde er med de troende. Her ligner islam og kristendommen hinanden, for retfærdighed tilsidesættes ikke af nåden.
Efter opstandelsen kommer dommedag og alle mennesket gerninger samlet i en stor bog, hvor alt stor og småt står skrevet. Koranen fortæller at ”Den, der har gjort et støvgrans vægt af godt, vil se det, og den, der har gjort et støvgrans vægt af ondt, vil se det.” (Sura 99, vers 7-8). I islam er dommedag ikke bare for muslimer, men ”De, der tror, og de, der er jøder, kristne og sabier; de, der tror på Gud og den yderste dag og handler ret, de vil få deres løn hos deres Herre. De skal ikke være bange og bliver ikke bedrøvede” (Sura 2, vers 62)
Paradis, helvede og evigt liv
Paradis, der i begyndelsen af det gamle testamente kaldes Edens have, er ikke nødvendigvis det samme sted som Guds rige, som er det menneskene loves i det nye testamente. Guds rige er at sammenligne med paradis, men er faktisk Guds indgriben i tiden, hvor han på jorden skaber en ny verdensorden med et nyt perfekt samfund. Efter at dette rige har hersket i 1000 år, kommer dommedag og tiden hvor menneskene skal ind i himlen eller i helvede. Alle, som er døbte i kristendommen, er allerede at regne for døde og genopstandne og skal være med Kristus i Guds rige til evighed. I salmen ’Den signede dag’ har Grundtvig dette billede af det evige liv: ”Så rejse vi til vort fædreland, dér ligger ej dag i dvale, dér stander en borg så prud og grand med gammen i gyldne sale; så frydelig dér til evig tid med venner i lys vi tale.” (Salme 402)
Efter dommedag kommer evigheden som den sidste tidsalder. Hvis manvar retfærdigog gjordegode gerningeri tilværelsen går mantilJannah – Paradishaven. Hvis man havde nået for lidt ilivetog varuretfærdigi sine handlinger, eller varopsat på atbenægtesandheden ilivet, når detblev præsenteret foren, ville komme i Jahannam –helvede. Paradis er ”… Edens haver. Dér vil de træde ind tillige med dem af deres fædre, hustruer og afkom, der var retfærdige. Engle vil træde ind til dem gennem hver en dør og sige: "Fred være med jer, fordi I holdt ud!" Salig er den sidste bolig! …”(Sura 13, vers 23-24). Helvede, som kaldes ’ilden’ i det poetiske sprog er stedet for vantro, hyklere, polyteister,m.m., jf. Sura 2, vers 39: ”… de, der er vantro og kalder Vore tegn for løgn, hører til i Ilden; dér skal de forblive til evig tid.” Til den forsamling hører også syndere, tyranner, de uretfærdige, dem som skjuler Guds åbenbaring, mordere m.m.
13
Kilder:
Biblen.Bibelen i standardudgave. Autoriseret
dansk oversættelse. Bibelselskabets forlag,
2010. Elektronisk tilgængelig
på:www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Bibel
enOnline.aspx
Koranen. Ellen Wulff: Koranen i ny dansk
oversættelse. Udgivet november 2006. 1.
Udgave. Forlaget Vandkunsten. Elektronisk
tilgængelig på www.forlagetvandkunsten.dk
Om Det Gamle Testamente: Niels Peter
Lemche: Det Gamle Testamente mellem
teologi og historie: Den historisk-kritiske
bibelforsknings storhed og fald. Forlaget
Anis, 2008
Om Det Nye Testamente: Gads Bibel
Leksikon, 2. Udgave, red. Geert Hallbäck og
Hans Jørgen Lundager Jensen med Bertil
Wiberg. Gads Forlag 2003.
Om Koranen: Finn O. Hvidberg-Hansen:
Koranen i udvalg. Verdensreligionernes
hovedværker. Forlaget Spektrum, 1999.
Om bekendelsesskrifterne: Peder Nørgaard-
Højen: Den Danske Folkekirkes
Bekendelsesskrifter. Tekst og Oversættelse,
bd. 1. Kommentar, bd 2. 2. Korrigerede
udgave. Forlaget ANIS, København 2004.