infonor-nyhedsbrev 1999 nr 1

Årgang 1 Nr. 1 Okt.-nov. 1999

INFONOR

Velkommen til nye læsere

Af indholdet I dette nummer:

Herzen-instituttet i nød 2

Program for truede sprog 3 Beringøen: 5 Fredning kontra be-folkning

CHUM-mødet i Hundested 7

Film om Ruslands eskimoer 8 Baggrund: Samerne på Kola-halvøen 9

Baggrund om Tjukot-ka 10

Foreningen INFONOR blev oprettet i marts for at være et samlingssted for al-le, der interesserer sig spe-cielt for de oprindelige folk i Ruslands nordlige og fjernøstlige områder. For-målet er først og fremmest at sætte denne særlige em-nekreds i fokus. INFO-NOR ønsker at påvirke danske myndigheder til at ændre politik overfor Rus-lands indfødte folk, som i dag lever under vilkår, der er langt ringere end i lande og områder, der modtager-officiel dansk bistand. Der er to barrierer, som hindrer en effektiv dansk hånds-rækning til Ruslands oprin-

delige folk. For det første regnes Rusland som helhed ikke for at være et udvik-lingsland og kan derfor ik-ke modtage udviklingsbi-stand. For det andet er Ural sat som østgrænse for de penge, Danmark giver til miljø- og demokratiformål. Det betyder, at en ung fra f. eks. Tjukotka eller Kam-tjatka, som er under-uddannelse i Sankt Peters-borg og som lever under tålelige vilkår, i princippet kunne komme i betragt-ning, fx. i forbindelse med udveksling o.L, mens fami-lien derhjemme, som sand-synligvis står helt uden midler til at opretholde til-

værelsen med, helt er over-ladt til sin egen skæbne. Og netop skæbne er det rette ord. De fleste oprindelige folk i Rusland er rent fysisk ved at uddø: af fejl- og un-derernæring, alkoholisme og manglende lægehjælp. Derfor ser vi gerne en om-lægning af den danske bi-standspolitik. Og det haster.

Det er ikke kun umenne-skeligt at lade godt en snes folkeslag forsvinde. Det vil også være et stort kulturelt tab. Vi vil derfor gerne være med til at vise den rigdom, der findes i polarfolkenes urgamle kulturer.

Bliv medlem og få INFONOR tilsendt

INFONOR Sct. Annagade 29 DK-3000 Helsingør Redaktør Peter Jessen

Telefon: 35 26 75 76 (redaktion) 21 65 35 36 (redaktion)

E-mail: [email protected] ISSN: 1399-9370

Baggrund om Tjukotka Kig på kortet over Asien, på dets nordøstligste hjørne. Her rager en ki-leformet halvø ud mellem det Nord-lige Ishav og Stillehavet. Det er Tjukotka, som kun det smalle Be-ringstræde adskiller fra Alaska. En-gang, for 30.000 år siden, hang Asi-en og Nordamerika sammen her, men det er stadig som om Tjukotka og Alaska er to søstre, som ser på hinanden. Læs 1. del af Larisa Vyntynas artikel om Tjukotka s. 10

Bistand

Nødråb fra Sankt Petersborg

De oprindelige folks vigtigste uddannelsesinstitution i Rus-land, Herzen-instituttet i Sankt Petersborg, er truet på livet. Staten giver ingen penge, stu-derende og lærere har ikke råd til mad og bolig og byg-ningerne falder bogstaveligt talt sammen om ørerne på dem.

Herzen-instituttets fakultet for polarfolkene (på russisk forkortet FNKS) har siden 1929 stået for uddannelse af lærere til de ind-fødte skoler i Ruslands nordlige og fjernøstlige områder. FNKS har i hele den årrække været for-udsætningen for, at børn af de oprindelige folk i Ruslands nord-områder kunne få et minimum af undervisning i deres sprog.

FNKS har længe lidt af penge-mangel og har tidligere appelleret om bistand. Dog uden større held. Men nu har FNKS igen ud-sendt et nødråb, som retter sig til Vesten og i første række til de nordiske lande. Pengene fra den russiske stat udebliver. Skolens bygninger og inventar er i en ka-tastrofal tilstand (en fløj var alle-rede faldet helt sammen i 1989, da undertegnede besøgte institut-tet). Der er ingen penge til lærer-lønninger endsige til lærebøger, mad og bolig til de studerende. I følge avisen Aborigen Kamtjat-ki er der akut behov for 4,8 millioner rubler (ca. 1,2 mill. danske kr.) til

reparation af bygninger og 1,1 million rubler (ca. 275.000 kr.) til undervisningsmaterialer og -udstyr, værksteder, supplering af bibliotek, drift af musik-og danse-truppen "Severnoje Si-janije" samt til det historisketnografiske fakultet.

26 nationaliteter I forårssemestret havde Herzen-

instituttet 700 studerende fra de nordlige og fjernøstlige områder

samt Sibirien. Heraf var de 300 dagstuderende på nordfakultetet (FNKS). De kom fra 19

russiske regioner og fordelte sig på 26 forskellige minoriteter: 50 nenetser, 20 evenker, 25 hante-re, 23 tjuktere, 25 evener, 20 mansere, 15dolganer, 18jaku-ter, 12 nanajer, 6 nivhere, 8 sel-kuper, 9 korjakker, 7 samer, 5 komier 2 jukagirer, 4 ultjer, 4 itelmener, 1 eskimo, 1 udeger, 1 oroker, 1 tjuvan, 1 finne og des-uden 18 russere, 1 ukrainer, 1 tatar og 1 bulgar (opgjort pr. 1. februar 1999). Heraf boede de 293 på FNKS' kollegium.

Nordiske initiativer For fem år siden udarbejdede den norske sprogforsker Trond Torsterud i Barentsse-kretaria-tets regi et hjælpeprogram for FNKS. Programmet, som er omtalt efter denne artikel, har fokus på bevaring af ud-ryddelsestruede sprog, og dets konkrete forslag er rettet speci-elt mod de finsk-ugriske folk, der bor i den

nordvestlige del af " Rusland, som er omfattet af Barents-samarbejdet. Det har af samme grund færre bud på hjælp til stu-derende og l ærere fra de nord-østlige og fjernøstlige egne. Det er ellers disse områder, Dan-mark og Grønland traditionelt har haft mest kontakt med. Især Tjukotka - mest på grund af halvøens lille gruppe af jupiget (eskimoer) -samt Kamtjatka og Beringøen.

INFONOR-nyhedsbrev nr 1 • oktober 1999

Irina Appa (Appa Agiivla Siivuqaqun-ga) fra eskimobygden Ungaziq er læ-rervddannet ved Herzen. Som så mange unge vendte hun ikke tilbage til sit hjemland, men blev canadisk gift og er i dag formand for Inuit Associa-tion of Ottawa.

Danske kontakter til FNKS Helt fra FNKS' start var det na-turligt for russiske eskimologer at søge kontakt til kolleger i Kø-benhavn. Aleksander Forstejn, som skrev en af de to første eskimoiske skolebøger, og som var tilknyttet Herzen-instituttet, havde en vis forbindelse med den kendte danske eskimolog Erik Holtved. Men fra midt i 30erne og til langt op i firserne var al kontakt mellem etniske mindretal i USSR og udlandet uønsket. Bl.a. fordi de sovjetiske myndigheder ikke ville give no-gen udefra indblik i de elendige forhold, disse folk levede under og under Bresjnev desuden fordi man ikke ville afsløre hykleriet. Propagandaen lovpriste styrets store omsorg for mindretallenes sprog og kultur, mens virkelig-heden var hårdhændet russifice-ring iværksat gennem hemmeli-ge partidekreter.

I de senere år har Mike Forte-scue på Københavns Universi-tets institut for Eskimologi arbej-det ihærdigt på at få sine russi-ske fagfæller, bl.a. Herzen-lærere, med i den internationale faglige udveksling. Det har re-sulteret i en række gæstefore-læsninger i København. Da Pre-ben Lange var grønlandsk med-lem af Folketinget, besøgte han FNKS, en kontakt, der senere er fulgt op af andre grønlandske politikere. Behov for danske øststøtte-kroner Men på trods af kontakterne og nærheden til Sankt Petersborg, og på trods af, at byen (og der-med Herzen-instituttet) ligger i det geografiske område, der er omfattet af de danske øststøtte-programmer, har der til dato ikke været nogen danske hjælpepro-grammer for de nationale min-dretals vigtigste institutioner i Sankt Petersborg: FNKS og læ-

rebogsforlaget 'Prosvesjtjenijes' polarafdeling.

Peter Jessen

Kilder: Aborigen Kamtjatki nr. 5, 1999 Trond Torsterud

Program til støtte for truede sprog

Nordmanden Trond Torsterud, beskrev i 1996 FNKS' proble-mer, behov for bistand og mulige

ndsatsområder. Torsterud er sprogvidenskabsmand og kon-sulent vedrørende indfødte folk. Programmets, hvis hovedpunkter

gengives her i forkortet form, er et oplæg til Barentssekretaria-tet (det nordiske samar-

bejdsorgan med Nordrusland). Torsterud advarer i sin indled-ning mod det fatteligt store kul-turarv, der dør med sprogene.

"Det er, skriver han, ikke kun de indfødte folks levevilkår og lov-mæssige status, der er tru-et,men også deres sprog og kulturer. I følge de seneste skøn er rundt regnet halvdelen af ver-dens 6000 sprog truet. Dette er et katastrofalt tab, ikke kun for de pågældende folk selv og for deres kulturer, men for hele menneskeheden. Sproget er måske den største landvinding i vor historie, det ene træk, der adskiller mennesker fra dyr. "Sprogene går ikke ud af brug af sig selv. Denne udvikling er et resultat af en nøje tilrettelagt nationsdannel-sesproces, hvis udtrykte eller underforståede mål er, at befolkningen skal overgå til kun at tale det ene (eller de få) officielle sprog. I den nordlige del af det eurasiske fastland, finder man det største


antal truede sprog i Rusland, og en stor del af disse undervises der i på FNKS i Sankt Petersborg.

"Siden sin oprettelse i 1929 har det uddannet modersmålsun-dervisere længe før vesteuro-pæiske lande gav deres min-dretal de samme muligheder. Lærerne ved FNKS har udviklet og skrevet ABC'er, andre skole-bøger og ordbøger til brug i min-dretallenes skoler og på den måde været med til at uddanne intellektuelle fra de nordlige og fjernøstlige folks rækker. "Ikke desto mindre står FNKS i dag i en ny og meget vanskelig situa-tion, da det i dagens Rusland er svært at skaffe penge til instituti-oner, der ikke giver profit og fordi den russiske økonomis tilstand i sig selv kraftigt har forværret selve polarfolkenes situation. Hvis man vil støtte små sprog i denne del af verden, er én af måderne at koncentrere indsat-sen om uddannelse af lærere, det vil sige at støtte FNKS på Herzen-instituttet. I programmet udpeger Trond Torsterud en række særlige problemer og fo-reslår konkrete hjælpeforanstalt-ninger.

Hjælp til de studerende Der må stases på de 2. delsstu-derende, idet de besidder en kompetence i et truet sprog. De-res største problem (udover de daglige eksistensbekymringer) er manglen på kontakt med den lærde verden, såvel i Rusland som i udlandet. De fleste kan ikke læse de større fremmedsprog og kan derfor ikke følge med i den internationale forskerdebat. Det kunne afhjælpes ved at give dem stipendier til studie-ophold ved læreanstalter i ud-landet. • at sende dem på sprogkurser

i udlandet. F. eks. ville studerende fra finsk-ugriske folk have god gavn af kurser

i Finland og Ungarn. • Gæsteforelæsere afholder

kurser som del i udveks lingsprogrammer.

De almindelige studerende spil-ler en central rolle for at holde sprogene i live, da de skal være modersmålsundervisere. De bør have mulighed for at træffe medstuderende andre steder, så de kan se deres arbejde i et bredere perspektiv. Det kunne ske gennem studierejser og -tu-re.

Forholdsregler: • Studieture m.m. til deres

medstuderende ved de finsk ugriske afdelinger på univer siteterne i Helsingfors eller Tartu eller til andre steder, hvor man uddanner indfødte sproglærere, f. eks. i Guov- dageaidnu (Kautokeino) i Norge.

• Små stipendier knyttet til særlige kurser, f. eks. sidste studieår.

• Studerende kunne ansøge om projektpenge til særlige formål inden for sprogbeva ring (udarbejdelse af ordli ster, tekster, dokumentation af den sociolingvistiske situ ation, eller sprogvidenskabe lige emnestudier).

Hjælp til lærerne Det ville være af stor værdi for lærerne på FNKS at få bedre adgang til de seneste årtiers forskning inden for undervisning af tosprogede og undervisning i mindretalssprog. Lærerne på FNKS repræsenterer selv en af de institutioner, der har længst erfaring inden for disse områder og kunne givetvis yde vigtige bi-drag til diskussionen. Rejsesti-pendier ville lette den slags ud-veksling. Forholdsregler:

• Seminarer på FNKS med gæsteforskere, som taler om metoder i undervisning i

mindretalssprog og truede sprog og om sproglige men neskerettigheder.

• at FNKS-lærere får mulighed for at deltage i udvekslings programmer.

Bistand til administrationen Administrations daglige arbejde besværliggøres af mangel på udstyr som PCer. For megen tid spildes på rutinearbejde og en effektiv kontakt med beslægtede institutioner i Rusland og i ud-landet hæmmes af mangel på telefaxer og elektronisk post.

Forholdsregler: • Hjælp i form af PCer, tele

faxer, kopimaskiner, andet udstyr. PCerne skal have russisk programmel og bør kunne håndtere udvidede ky- rilliske tegnsæt til brug for de sprog, der undervises i på FNKS.

Bistand til læreanstalten som helhed De fleste forslag i dette program ville nyde godt af formaliseret samarbejde med andre instituti-oner.

Forholdsregler: • Samarbejde med beslægtede institutioner som den Samiske Højskole i Guovdageaidnu.

Hvad er der sket INFONOR har spurgt Trond Tor-sterud om programmet og hvad der konkret er kommet ud af det. Han skriver: "Programmet har i sig selv ingen formel status. Derimod har det ført til desto flere konkrete re-sultater: Det norske kommunal-og Arbejdsdepartementet (som administrerer samiske spørgsmål i Norge) afsatte et stort beløb til samarbejde med FNKS (i forbin-delse med urfolkstiåret), og


både Universitetet i Tromsø og Den Samiske Høgskolen i Kau-tokeino indledte konkrete sam-arbejdsprojekter med Herzen-instituttet. Efterfølgende har der været studenter- og lærerbesøg begge veje, både kortvarige be-søg og værtskab i op til et halvt år." Situationen for FNKS er ikke blevet bedre i de forløbne tre år, som man også kan læse ud af den seneste appel om hjælp. Men Trond Torsterud har be-mærket, at "FNKS' funktion er i færd med at vende, fra oprinde-ligt at uddanne lærere fra de re-spektive nationaliteter, som kun-

ne undervise i den specielle sov-jetiske blanding af russificering og nationalt kulturelt autonomi, tager FNKS i dag imod mange elever fra minoriteterne som snakker deres sprog dårligt (ikke alle, men en god del)." - Der er dermed et vist pres på at styrke fakultetets position inden for kulturkundskab (det som ikke er specificeret til et bestemt folk), og de specifikke fakulteter (for finsk-ugriske folk, for samo-jediske, osv. folk) har gigantiske rekrutteringsproblemer, i og med at lærerne er i færd med at blive pensioneret (mindst), og i og med at det ser stygt ud med re-

kruttering (doktoranderne kan ikke betale husleje i Sankt Pe-tersborg, på den "løn" de får på FNKS.)" - Mit syn på dette er, slutter Tor-sterud, at vi i vest bør opfange doktoranderne, give dem nok vestlig uddannelse i Vesten til at de kan kommunikere med vest-lige kolleger, være gæsteforelæ-sere på sommerkurser, deltage i internationale forskningsprojek-ter, og via den slags få penge nok til at leve i Rusland, samtidig med at de har base på FNKS."

Peter Jessen

INDFØDTE ORGANISATIONER

Beringøen: konflikt mellem folk og fredning

Naturbevaring og hensynet til oprindelige folk kan forenes. Men på Beringøen i Stille-havet er der gnidninger. Aleu-terne føler sig lukket ude fra gode fiske- og fangstpladser. Og det er slemt i et lille øsam-fund, hvor fisk, ræve og sæler er eneste kilde til føde.

Det såkaldte biosfærereservat "Kommandorskoje" blev op-rettet for en halv snes år siden efter et projekt, som skulle forene hensynet til øens dyre- og planteliv med øboernes er-hvervsinteresser. Men Vla-dimir Dobrynin, formand for øens aleutiske forening "An-sarko" er med tiden blevet stadig mere kritisk indstillet til naturparken og dens forvalt-ning og det har resulteret i en lang række klager og hen-vendelser til lokale og regionale myndigheder.

Dobrynin fortæller, at dengang naturparken skulle oprettes, blev alle berørte parter indkaldt: er-

hvervsvirksomheder, lokale myndigheder og de indfødte

folks organisationer. Men de oplysninger, de skulle tage stil-ling ud fra, var fordrejede og man undlod at redegøre for de vilkår, naturparken skulle bygge på. Dobrynin var på det tids-punkt ikke hjemme på øen, så derfor fik han sammenkaldt en ny konference. Her var flertallet

imod parken, men det tog myn-dighederne ikke hensyn til. Iføl-ge russiske lovgivning skal der afholdes en folkeafstemning, inden land, som tilhører oprin-

delige folk, kan overdrages til anden brug. Men der kom ingen afstemning.

Dobrynin klagede til guver-nøren, som videregav klagen til regeringen, i en form, der efter hans mening var fordre-jet. Regeringen vedtog at op-rette naturparken i den form, den har i dag. Aleuterne er interesseret i visse naturbeva-ringsforanstaltninger, men samtidig vil de have hele øen udlagt som traditionel næ-ringszo-ne.

Ansarko har udarbejdet et forslag, som øens lokale admini-stration dog forhaler, og uden dennes medvirken har forslaget ikke store chancer. Ansarko har ikke midler til at gå rettens vej og har i stedet foreslået et kompro-mis: øens forskellige familier får tildelt be-


stemte områder, hvor de kan drive jagt og fangst under en re-guleret form. Men det vil også koste i form at tilsyn m.m.

Beringøen og Kobberøen, som i dag udgør Ruslands Aleutiske region, blev genopdaget i vinte-ren 1741 af Vitus Berings eks-pedition, der strandede her med brigantinen Sankt Peter. Øernes store rigdom af især pelssæler og søkøer tiltrak pelsjægere, der snart fik udryddet søkoen. I 1826 flyttede det Russiskamerikanske Kompagni nogle aleutiske fan-gerfamilier fra de nu amerikan-ske Aleutiske øer hertil. Der blev anlagt to bygder: Nikolskoje på Beringøen og Preobrasjenskij på Kobberøen. Kobberøen blev af-folket i tresserne og nu er Nikol-skoje øernes eneste bebyggelse. Øens hovederhverv er fiskeri i øens vandløb samt kystfiskeri, fangst af havpattedyr (søbjørne, sæler) og rævejagt. Rævejagten, som er meget vigtig for aleuter-ne, er nu i hovedsagen overtaget af øens ikke-aieutiske befolkning. I 1998 havde kun 1 aleutisk fan-ger licens til rævejagt. Afsæt-ningsforholdene er yderst van-skelige på grund af øernes isole-rede beliggenhed. Der er ingen penge tiludskiftning og fornyelse af fangstgrej og geværer, der er ikke flere både til kystfiskeri og der er også problemer med at få salt til øen, bl.a. fordi meget få skibe anløber og fordi der ikke er rede penge til at betale med. Det skyldes, at hele øens befolkning - af mangel på andre fødevarer

fra fastlandet - bliver nødt til at spise hele fangsten så der ikke er noget tilbage at sælge.

Myndighederne har ingen penge til investeringer i marked og in-frastruktur. Ansarko har lavet en plan for udvikling af øens er-hverv og beskæftigelse. Men også dette forslag er blevet syl-tet af den lokale administration. Brændselsforsyningen til øen er nærmest ikke-eksisterende. Når der endeligt - sommetider med et års forsinkelse - kommer nye forsyninger til øen, bliver de ofte sejlet bort igen på samme skib, da myndigheder og andre hæv-der, at øboerne "skylder" kul og olie.

Der var ellers udsigt til en for-bedret energisituation og en mindre afhængighed af fossilt brændsel, da der for få år siden

blev opsat to danske vindmøller på øen. Møllerne er imidlertid ude af drift. To russiske 'montø-rer' blev sendt på kursus i Dan-mark for at lære at holde dem ved lige, men kurset blev en ren ferie og ingen har siden set no-get til montørerne. (INFONOR har fået bekræftet, at et dansk firma har leveret vindmøller for danske bistandspenge. Men hvor sagen står her og nu har vi ikke kunnet få oplyst, da hver-ken Udenrigsministeriet eller vindmøllefabrikanternes bran-cheorganisation vil ud med pro-ducentens navn) Skole, børne-have, vuggestue, sygehus og alle andre offentlige institutioner er brudt sammen. Skolen, der er bygget af træ, har store gaben-de huller, der hver vinduer og døre skulle sidde. Som overalt i Rusland får de offentligt ansatte deres løn med 1-11/4 års forsin-kelse.

Som så mange andre af de op-rindelige folks organisationer i Rusland, føler Ansarko sig me-get isoleret. Foreningen mangler alt nødvendigt udstyr til at kom-munikere med den øvrige ver-den: telefax, PC m.m. Aleksander Dobrynin sammen med INFONORs redaktør Peter Jessen hos RAIPON i Moskva


Nikolskoje - Beringøens eneste bebyggelse

CHUM - Møde i Hundested

De kom fra alle egne af Eu-ropa, fra de store univer-sitetscentre og fra de tone-angivende græsrodsorga-nisationer. Deres baggrund var vidt forskellig. Nogle var miljøaktivister andre menneskeretsforkæmpere, nogle biologer og atter an-dre samfundsforskere og geografer. Et havde de til fælles de beskæftigede sig alle med det nordlige Rus-land, Sibirien og russisk Fjernøsten.

De havde sat hinanden stæv-ne i Hundested for at se på situationen med nye øjne, læ-re af hinanden og om muligt starte et samarbejde på tværs af landegrænser, på tværs af snævre interesse grupperin-ger. CHUM er den oftest anvendte betegnelse på russisk for de oprindelige folks telt eller kåte og da arrangørerne stod og manglede et kort navn for mødet, blev det altså CHUM. CHUM mødet var bygget op omkring arbejdsgrupper med efterfølgende diskussion i ple-num. Herudover var der fore-drag og der blev endda tid til en tur til Knud Rasmussens Hus, hvor museumsinspektør Rolf Gilberg viste rundt. Bag-grunden for selve mødet var, at flere og flere forskere og græsrødder følte en stigende frustration over aldrig, at få talt sammen om situationen i Rusland set fra vores vinkel f.eks. få diskuteret hvil-

ke muligheder der findes for at samarbejde på tværs af landegrænserne og få belyst fondsmulighedeme og få ta-get pulsen på det politiske klima i de forskellige euro-pæiske lande i EU eta. Man-ge af deltagerne var vant til at deltage i møder og konferen-cer med oprindelige folk fra Rusland og andre havde op-holdt sig i lange perioder på feltarbejde i Sibirien og Nor-drusland. Det var klart, at der var behov for et forum, hvor europæiske støtter for de op-rindelige folk i Rusland kunne mødes og diskutere og plan-lægge fælles strategier. På Hundested mødet blev alle enige om det rigtige i at starte et sådant samarbejde frem-over. Det blev bestemt, at der skal afholdes et CHUM møde en gang om året. Formen fra Hundested med ar-

bejdsgrupper og udvalgte fo-redragsholdere skal også an-vendes i fremtiden. Herudover blev der oprettet et e-mail netværk CHUM-listen. CHUM-L giver mulighed for at udveks-le information med alle net-værkets medlemmer. CHUM-L er åben for alle og vil også være et forum, hvor oprindeli-ge folk fra Rusland kan kom-me med forslag til projekter eller samle støtte til miljø eller menneskerettigheds kampag-ner. På nuværende tidspunkt er der 32 medlemmer på CHUM-L. Eventuelle interes-serede kan henvende sig til Johannes Rohr på: [email protected] . Der var enighed om, at samarbejdet mellem forskere og græsrød-der var af stor vigtighed.


24- 26 Maj 1999

Forskerne der ofte opholder sig i lange perioder i Rusland kunne hjælpe med at identifi-cere problemerne og sikre en kontinuerlig dialog med de oprindelige folk. På den an-den side ved græsrødderne hvordan man aktionerer eller skaffer økonomiske midler. Ligeledes enedes man om at bibeholde sammenkædnin-

gen af miljørettigheder og op-rindelige folks rettigheder for-di disse ofte er snævert for-bundne og fordi der altid lig-ger en styrke i samarbejdet.

Mødet var arrangeret af IWGIA-Danmark ( de frivilli-ge medarbejdere fra Den In-ternationale Arbejdsgruppe for Oprindelige Folk) og IN-

FONOR med økonomisk støtte fra miljøstyrelsen. Uden denne støtte ville CHUM mødet ikke have fundet sted og vi ønsker at takke personalet på mil-jøstyrelsens kontor for den hurtige og positive indsats.

Claus Oreskov

Kulturnyt

To dokumentarfilm om Ruslands eskimoer

Den russiske filmmand Aleksej Vakhrusjev har skildret overgre-bene mod Tjukotkas eskimoer i to dokumentarfilm: "Tiden hvor drømmene tør" og "Naukans fugle". Vakhrusjev, der er søn af jupig-digteren og politikeren Tatjana Atjirgina, har bygget sine film på de russiske jupigets (eskimoers) skæbne i sidste halvdel af dette århundrede. De to største grup-per (fra Ungaziq-området og fra den store bygd Nevuqaq (Nau-kan ved Asiens nord-østspids) blev tvangsforflyttet fra deres land og fangstvand, og de få, der endnu er tilbage, er uden mulighed for at genvinde en me-re traditionel levemåde. De er dømt til at blive opslugt i det sto-re folkehav. Alligevel lever drømmen om at genfinde jupi-get-folkets storhed stadig. "Ti-den hvor drømmene tør" bygger på Vakhrusjins egne barn-domsminder fra Ungaziq, er sort-hvid og varer 14 minutter.

"Naukans fugle " er en poetisk skildring af Østkap-kulturens undergang. Den mest livskrafti-ge eskimoiske bygd i Rusland blev lukket i 1958 - på grund af nærheden til USA - og i dag er der kun 75 Naukan-eskimoer til-bage. Lydsiden i begge film er på eskimoisk.

I den sidste, som varer 23 min,, er det Naukan-digteren Soja Nenglumkina, hvis digte også er udgivet i Danmark, der lægger stemme til. I standardversionen er der indlagt russisk tale oven i den eskimoiske lyd, og det er naturligvis et minus for ikke-russere. Men begge film skulle

efter hvad IN-FONOR har fået oplyst af Vakhrusjev, også fin-des med engelske undertekster.

Still fra Naukans fugle

Filmene har vundet flere priser ved dokumentarfilmfestivaier i forskellige lande.

De fås begge som salgsvideoer. Henvendelse til Aleksej Vak-hrusjev på [email protected] eller tlf. 007 095 361-6760 Mere omtale på hvalfangstorga-nisationens hjemmeside:

www.worldcouncilofwhalers.c om/Resources

Nyt fra Rusland på Internet Det russiske informationscenter for oprindelige folk, Luoravetl'an i Moskva, har en god hjemme-side med" nyt på engelsk og russisk om oprindelige folk i Rusland, ikke mindst om den yngre generation. Adressen er: http://www.indigenous.ru/


Samerne i Rusland

Samerne er Laplands oprin-delige folk. Spor fra forhisto-risk tid tyder på, at samerne siden sidste istid boede i hele Finland, Kolahalvøen og store dele af Norge og Sverige. I dag findes der mellem 50.000 - 70.000 samer, fordelt i hen-holdsvis Norge 35.000 -40.000; Sverige 15.000-20.000; Finland 5.000 - 6.000 og Rusland (Kolahalvøen) ca. 2.000 samer. Frem til omkring 1100 tallet var Kolahalvøen kun beboet af samer. Siden kom de rus-siske pomorer og for ca. hun-drede år siden komier og ne-netser. I starten af det 20. år-hundrede levede der ca. 6.000 mennesker på Kola-halvøen. I dag lever der om-kring 1.2 mill. mennesker fra over 100 forskellige folkeslag. Situationen for de russiske samer på Kolahalvøen, ad-skiller sig markant fra samer-ne i de skandinaviske lande. Som en del af det tidligere Sovjetunionen har de deres egen historie, præget af kol-lektiviseringen og den kraftige militarisering af halvøen, som pågik i tiden under og efter anden verdenskrig. Renavl er traditionelt samer-nes hovederhverv. Same-familierne følger med renerne på deres 300 kilometer lange vandringsruter, fra indlandet ud til kysten og tilbage igen.

Græsningen er særdeles gunstig og kødproduktionen høj, men der er store proble-mer med: Slagtning, videre-forædling og salg. Desuden er afstandene i det enorme renavlsområde et problem. Særlig efter indføring af mar-kedsøkonomiske principper, hvor renkødet og ikke sovjet-staten, skal betale transpor-ten. Rusland oplever over-gangen til markedsøkonomi ligeså brutal, som de opleve-de tvangskollektiviseringen. I 1917 begyndte den Russiske eksproprieringskampag-ne. Rensdyravlerne mistede så-ledes efterhånden deres rensdyr, og man oprettede i stedet kollektivbrug, såkaldte kolkhoser og sovkhoser. I 1929 blev de første samiske småbygder nedlagt. Og i 1937 blev det samiske skrift-sprog lagt om fra latinsk til ky-rillisk alfabet. I 1950 forbød man det samiske sprog helt, og samebørn blev anbragt på kostskoler. I 60erne nedlagde man så et stort antal sa-mebygder i henhold til den statslige centraliseringspolitik og beboerne blev tvangsflyttet til Lovozero, der senere er blevet den samiske hoved-stad på Kola. Ved folketællingen i 1989 er-klærede 161 5 personer sig for at være samer. Omtrent det samme antal som ved fol-ketællingen i 1926, men i

1926 havde 100% af samer-ne samisk, som modersmål. I 1989 var tallet faldet til knap halvdelen.. Denne udvikling skyldes sandsynligvis to ho-vedfaktorer. Da renavlen blev kollektivisere, blev de sami-ske, familiebaserede renavls-sammenslutninger brudt op og erstattet med arbejdsbri-gader. I disse arbejdsbrigader arbejdede folk af forskellig nationalitet, så russisk er-stattede samisk som arbejds-sprog. Desuden har samerne i stadig større grad indgået ægteskab med folk af anden (oprindelig)nationalitet, og også her har russisk overta-get som fælles sprog. I dag regner man med at omkring 700 mennesker behersker kildinsamisk, som er den cen-trale Kolasamiske dialekt, der bl.a. tales i Lovozero. I 1982 påbegyndte man prø-veundervisning i samisk i bør-nehave og skole i Lovozero. Men først i 1992 blev samisk, som modersmålsun-devisning, obligatorisk fag ved Nationaliteternes skole og børnehave i Lovozero. Sprogkundskaberne er dår-ligst i aldersgruppen under 30 år, og dersom tiltag ikke sker snarest, vil det samiske sprog dø ud med den nuværende generation.

Boris Zeichner


Raisa Gorbatjova er død

Raisa Gorbatjova døde den 20. september kun 67 år gammel. Raisa, der var so-ciolog, spillede som præsi-dent- og partilederfrue en selvstændig og aktiv rolle i samfundet. Hun var hoved-kraften bag den Sovjetiske (senere Russiske) Kulturfond (stiftet i 1987), der bl.a. arbej-dede på at bevare de natio-

nale mindretals kultur og sprog i Rusland. Kulturfonden indledte i 1989 et stort pro-gram for genrejsning af det vepsiske folk, som bor i om-rådet øst og nordøst for Sankt Petersborg. Raisa Gorbatjova var ansat ved Moskvas Statsuniversitet, indtil hendes mand blev parti-chef. Efter USSRs opløsning

og Mikhail Gorbatjovs afgang som leder, arbejdede hun i hans internationale fredsfond (Gorbatjov-fonden). Hun dø-de på et hospital i Munster, hvor hun var indlagt for sin kræftsygdom. Helbredet havde været svigtende lige siden kuppet mod Gor-batjov i august 1991.

Tjukotka

Af Larisa Vyntyna (Abrjutina)

Larisa Vyntyna var i sovjettiden leder af Tjukotkas flyvende sundhedstjeneste og er i dag aktiv for de oprindelige folks ret-tigheder i Rusland. Vi bringer her første del af hendes meget grundige artikel om Tjukotka, som hun kender bedre end de fleste

Kig på kortet over Asien, på dets nordøstligste hjørne. Her rager en kileformet halvø ud mellem det Nordlige Ishav og Stillehavet. Det er Tjukotka, som kun det smalle Beringstræde adskiller fra Alaska. Engang, for 30.000 år siden, hang Asien og Nordamerika sammen her, men det er stadig som om Tjukotka og Alaska er to søstre, som ser på hinanden.

Tjukotka er omgivet af kolde ha-ve og landet selv er koldt, meget koldt. Med Tjukotka mener man ikke kun halvøen, men også en administrativ del af Rusland, Tjukotkas Autonome Kreds.

Den blev officielt oprettet den 10. december 1930, først som en del af Khabarovsk-territoriet, siden Kamtjatka Oblast, så Ma-gadan oblast, men i 1992 blev Tjukotka skilt ud fra Magadan oblast og blev en selvstændig enhed under den Russiske Fø-deration.

Tjukotkas areal er 737.7 tusinde km3. Tjukotkas Autonome Kreds er inddelt i 8 regioner, tre byer, 18 bymæssige bebyggelser og omkring 50 landsbyer/bygder (1993) og øvrige småbebyggel-ser. Tjukotkas administrative centrum er byen Anadyr.

Tjukotkas folkevalgte forsamling er Kredsdumaen og den ud-øvende magt ligger hos Kreds-forvaltningen, som ledes af Tjukotkas guvernør. Dumafor-manden og guvernøren er i føl-ge Ruslands forfatning fødte medlemmer af overhuset i den Russiske Føderations parla-ment, Statsdumaen.

Hver af Tjukotkas otte regioner udgør en kommune, som ledes af et regionsråd med en borg-mester i spidsen. Medlemmerne af Kredsdumaen og regionsråd er ligesom borgmestrene og gu-vernøren udpeget ved direkte valg. Alle borgere med fast bo-pæl i området og uanset etnisk tilhørsforhold har stemmeret. Repræsentanter for Tjukotkas oprindelige befolkning udgør mindre end 2% af Kredsduma-en. Så godt som alle ledende poster i kredsens og kommu-nernes styrende organer er be-sat af repræsentanter for ikke-oprindelige folk, som kun ophol-der sig i Tjukotka i en periode. De steder, hvor den oprindelige befolkning bor, samt i industri-bebyggelserne ledes af chefen for forvaltningen, der er udpeget af borgmesteren i den kommu-ne, som bebyggelsen ligger i.

Der er ingen former for selvstyre for oprindelige folk. I Tjukotka findes en afdeling af Sammen-slutningen af små Nordlige og


Fjernøstlige Folkeslag (RAI-PON). Denne organisation blev stiftet i 1990 på beslutning af de føderale myndigheder og på disses bekostning.

Tjukotkas befolkning var ved folketællingen i 1993 124 tusin-de. Fortiden ligger den på ca. 90 tusinde, faldet skyldes den økonomiske krise, som har fået mange tilflyttere til at søge tilba-ge til det centrale Rusland. De ikke-oprindelige folk er i hoved-sagen russere og ukrainere.

Som oprindelige folk i Tjukotka regnes:

tjuktere 11.000 eskimoer 1.500 evener 1.200 tjuvaner ca. 400 jukagirer ca. 120 korjakker ca. 30 kereker (ikke op-talt) (kilde: Ruslands Stati-stik 1. januar 1998)

Tjukteme bor i hele kredsen, eskimoerne er koncentreret i det nordøstlige kystområde, evener i den sydlige og vestlige del, tjuvaner og jukagirer i de cen-trale dele, korjakker i den sydli-ge og kereker i den østlige del.

Alle disse folk har forskellig op-rindelse og tilhører forskellige sproggrupper. Men i kraft af en række fælles sociale, kulturelle og økonomiske vilkår hører dis-se folk til gruppen af "små op-rindelige nordlige, sibiriske og fjernøstlige folk i den Russiske Føderation". Der er i alt 30 etni-ske grupper i Rusland, som reg-nes med til denne kategori og i alt er de 150 tusinde.

Det absolutte flertal af den op-rindelige befolkning bor (eller er tilmeldt) i bygder og andre små-bebyggelser. Dog er en del af indbyggerne i Tjukotkas indland kun tilmeldt disse steder, uden at have en bopæl her, da de

hele tiden lever eller flytter om-kring i tundraen. Tundrafolkene kan være op til 400 km fra deres bygder (i gennemsnit 50 km) og op til 250 km fra regionscentret.

Der er praktisk talt ingen helårs-landeveje i Tjukotka. Om som-meren foregår den meste trans-port ad luftvejen (med fly eller helikopter), eller ad landevejen med terrængående bæltekøre-tøjer eller til søs (hvor besej-lingsperioden er begrænset af den korte sommer). Om vinteren anlægges vinten/eje på sneen eller på tilfrosne floder. Trans-portvæsenets svage udvikling og de ekstreme naturforhold er skyld i, at det er så vanskeligt at forsyne Tjukotka.

Radio- og telefonnettet er svagt udbygget. Tidligere blev kon-takten mellem indlandsnoma-derne og bygderne klaret ved hjælp af bærbare radiotelefoner, men det er nu ved at bryde sammen på grund af et faldende antal radiotelefoner, manglen på reservedele og batterier og om-lægning af nettet af radiosta-tioner.

(Fortsættes i næste nummer af INFONOR)

Bognyt

Hæfte om Kamtjatka

Ph. D-studerende fra Mun-chens universitet Katharina Gernet har på egen hånd publiceret et skrift om Kam-tjatkas oprindelige befolkning. Det er på engelsk og hedder: "Kamchatka and its In-digenous Population". Det består af 3 afsnit: 1. Generel information om Kamtjatka. 2 Kamtjatkas historie. 3 Beskri-

velse af de oprindelige folke-slags etnografi. Skriftet kan bestilles for 68 + porto og kan bestilles gennem INFONOR, e-mail: [email protected] Alle indtægter fra salget af dette hæfte går til livsnød-vendig medicin til evenerfol-ket på Kamtjatka.

Med vidt åbne barneøjne

Verden set med børns øjne er titlen på en smukt illustreret bog, som den flittige Dr. Erich Kasten I Berlin har stået fad-der til. Bogen er udgivet i til-knytning til en udstilling af barnetegninger fra oprindeli-ge folk ved Ruslands Stille-havskyster og i Alaska. Teg-ningerne er ledsaget af tekst og foto, der beskriver steder-ne, hvor børnene bor. Tek-sten er på tysk og russisk og en udvidet udgave fås på CD-ROM. Kan varmt anbefales. - Nærmere oplysninger om pris og bestilling ved henvendelse på INFONORs e-mailadresse.


Nattens rygrad

Forfatteren Arthur Krasil-nikoff, der er kendt for sit me-get store engagement i de oprindelige folk, har skrevet en stor roman med udgangs-punkt i et folk, som han ken-der bedre end de fleste, nem-lig buskmændene i Kala-hariørkenen i Afrika. På

www.saxo.dk omtales den som en "Stort anlagt roman, der foregår i Kalahari, Afrika. Med udgangspunkt i et enkelt menneskes skæbne fortælles buskmenneskenes historie fra de ældste tider: En dreng er en tidlig morgen stået op for at gå ud at tisse. Imens kommer en gruppe mænd ind i hans landsby og dræber alle

dens beboere. Ingen bemær-ker drengen, og da chokket har lagt sig, begiver han sig alene af sted ud i det kolos-sale landskab." Nattens rygrad, der er udgi-vet af Gyldendal, er på 522 sider og koster kr. 375,00

Hilsen fra lASC-seminar i Moskva INFONOR var inviteret med til den arktiske forskerseminar, som blev afholdt i forbindelse med det Arktiske Topmøde i Moskva den 16/9. INFONOR sendte en hilsen til seminaret og RAIPON, som var arrangør, kvitterede med at takke INFONOR. RAIPON skriver bl.a., at "seminaret gik godt og vi har overbragt jeres hilsner til deltagerne. De var talrige og mange kom fra udlandet. ... Vi glæ-der os til at se jer i Moskva sidst i marts 2000 til næste SIPERA seminar. De bedste hilsner fra RAIPON."

Bliv medlem af INFONOR

- Ja tak, jeg ønsker at blive medlem af INFONOR Navn

Kontingentet er kr.150 årligt standard. Adresse:

For samboende kr. 200 og kr. 100 for studerende

- Beløbet er indbetalt på giro 1199-1-682-5808 - Send venligst vedtægter m.m. Tlf. 35 26 70 73 (formand Claus Oreskov) E-mail: [email protected]

Postnr.:

Bv: e-mail:

Send kuponen til INFONOR, Sct. Annagade 29, 3000 Helsingør


infonor-nyhedsbrev 1999 nr 1

Documents