ilum galgebakke - wordpress.com...christian lang jensen, 2.x dansk-historieopgaven afleveringsfrist:...

Ilum Galgebakke

- En analyse af Henrik Pontoppidans novelle ”Ilum Galgebakke” placeret i et historisk perspektiv

Af Christian Lang Jensen, 2.x Dansk-historieopgave

Afleveringsfrist: 30/11 2007

Indholdsfortegnelse

Optakt 1

Henrik Pontoppidan taler ud 2

Ilum Galgebakke – Et opgør med danskernes kultur 2

Kort opsummering 6

Den historiske baggrund 7

Det politiske tovtrækkeri får en ende 9

Perspektivering 9

Arbejdernes rettigheder sikres 10

Verdenskrigene vender op og ned på samfundet 10

Fællesskabet styrkes 11

Referencer 12

Primærlitteratur 12

Sekundærlitteratur 12

Christian Lang Jensen, 2.x Dansk-historieopgaven Afleveringsfrist: 30/11 2007

1

Optakt Min 2.g dansk-historieopgave har til hensigt at belyse en afgørende epoke i den danske litteratur,

den som Georg Brandes navngav ”Det moderne gennembrud”. Det moderne gennembrud blev af

mænd som Georg Brandes og andre karakteriseret som et opgør med det eskapistiske og idylliske

samfundssyn, der havde præget forfattere og kunstnere fra den romantiske periode (1800-1870). De

anså den usødede og barske verden som værende skjult bag et forhæng af overklassens romantiske

samfundsanskuelse og den kirkelige moral, og de mente, at det måtte være på tide at trække dette

forhæng til side og se realiteterne i øjnene.

Overalt i samfundet tonede den forholdsvis store gruppe af fattige frem i takt med

arbejdsgivernes og fabriksejernes stadigt skrappere krav. Arbejdsvilkårene forringedes, og lønnen

faldt, alt imens arbejdsmængden steg, og det var klart, at dette udelukkende gavnede de rige og

velstående i samfundet. Flere og flere begyndte nu at øjne en mulig revolution i Danmark, og på

den litterære scene var det, som nævnt tidligere, Georg Brandes og derudover I. P. Jacobsen, Sofus

Schandorph, Holger Drachmann, Henrik Pontoppidan, Edvard Brandes, Amalie og Erik Skram, der

skubbede vognen. Herman Bang, som dog stod lidt uden for denne gruppe, var også en

fremtrædende forfatter i perioden. Disse forfattere var alle markante talerør under det moderne

gennembrud, og satte deres tydelige præg på litteraturen i perioden 1870-1900. De ville opnå en

kritisk bevidst litteratur, der, som Georg Brandes udtrykte det, ”satte problemer under debat”.

Henrik Pontoppidan (1857-1943) anses den dag i dag som en af de dygtigste forfattere

fra denne periode. Han henrykkede og chokerede læserne med sine litterære værker og ikke nok

med det, hans litterære samling var tilmed yderst mangeartet og omfattende. At han hører til i

toppen af dansk litteratur gennem tiderne, er Nobels litteraturpris, som han modtog i 1917, et

åbenlyst bevis på.

I denne opgave vil jeg gennem analyse og fortolkning af novellen ”Ilum Galgebakke”

danne et billede af den kritik, som Henrik Pontoppidan rettede mod det danske samfund og den

danske kultur omkring slutningen af det 19. århundrede. I opgaven vil jeg referere til de datidige,

faktuelle samfundsmæssige konditioner, som novellen er udsprunget af for herved at tilvejebringe

en tydelig sammenhæng mellem novellen, Henrik Pontoppidan og Danmark anno 1890 (novellens

udgivelsesår). I den afrundende perspektiverende del af opgaven vil jeg søge at fremlægge den

betydning, som det moderne gennembrud fik i den efterfølgende periode – sågar frem til i dag.


2

Henrik Pontoppidan taler ud ”Ilum Galgebakke” så dagens lys i 1890 i novellesamlingen ”Skyer”. Denne novellesamling var

skrevet med stor passion i protesten mod Estrup, hans højreregering og det provisoriske diktatur,

der herskede i Danmark på denne tid. Henrik Pontoppidan stod langt fra alene i denne protest mod

overmagten. Georg Brandes satte allerede i 1871 gang i denne opposition med sit værk ”Det

moderne gennembruds mænd”, og flere fulgte i hans fodspor. Men kompleksiteten i opgøret med

styret lå i den danske befolkning. Selv om mange var fattige, og mange var utilfredse med den

måde, hvorpå kongen og regeringen undertrykte hele den hårdt arbejdende del af befolkningen, så

var kun meget få villige eller modige nok til at starte revolutionen, som skulle få afsat kongen og

bringe demokratiet ind i Danmark.

Atmosfæren i disse år var højspændt, og følelsen for de undertrykte var stærk, men

forfattere og kunstnere foragtede samtidig, at de undertrykte ikke sammen rejste sig til kamp mod

undertrykkerne. I Henrik Pontoppidans litteratur fornemmer man hurtigt, hvilken opponent imod

styret og undertrykkerne han var, og han tilkendegiver i høj grad sin mening i Ilum Galgebakke. Det

gik hurtigt op for mig, da jeg gennemgik novellen, at der bestemt ikke lægges fingre imellem,

hvilket jeg nu vil redegøre for.

Ilum galgebakke – et opgør med danskernes kultur

De første linjer i ”Ilum Galgebakke” er tilsyneladende ganske tilforladelige, den ironiske stil lader

dog ikke læseren i tvivl om hensigten. Her beskrives egnen omkring Ilum galgebakke

tilsyneladende i bedste Biedermeierstil. ”Kommer man herop en stille Sommeraften, naar den synkende Sol lægger et skær som af smeltet Smør over hver lille Vandpyt; naar Kirkerne rundt om paa Bakkerne begynder at kagle som Høns, der lægger æg, og naar rundkindede Piger gaar syngende henad Markstierne med Malkeaaget over de kraftige Skuldre [jeg har udeladt et par linjer] kan man tro sig hensat til selve Slaraffenland, hvor alt aander Fred og evigvarende Lykke”.1

Idyllen er ikke til at komme udenom, som man fornemmer, men opgøret følger allerede på side to.

Her ses der nogle hundrede år tilbage i tiden, og dengang var det ikke ligefrem en dans på roser.

Indledningsvis beskrives landsknægtenes færd med sværd og lanser mod bønderne. Disse kampe

resulterede i, at bønderne drog mod herremanden for at ”protestere”, og det skal jeg så sandelig love

for at de gjorde.

1 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 405


3

Efter at have brændt herremandens gård af ”saa kun de sværtede Mure stod tilbage”1, trak de ganske

enkelt herremanden op på Galgebakken, hvorpå de klyngede ham op som et symbol på deres ret til

frihed og uafhængighed. Fortælleren lægger i disse handlinger vægt på dyrets frihedsinstikt, som

dengang fik frie tøjler, så snart nogen trådte dem over tæerne. Disse passager er essentielle i den

samlede tolkning og forståelse. Især den afsluttende sætning i afsnittet, ”Men disse barbariske Tider

er forlængst forbi!”1 opsummerer essensen i det HP (Henrik Pontoppidan) efterlyste - viljen til at

gøre modstand og kæmpe for de værdier, man stod for. Dette vender jeg tilbage til.

I den efterfølgende passage beskrives bøndernes mere civiliserede måde at protestere

på i dag (1890). Der bygges forsamlingshuse, og der oprettes skoler, foreninger og lånekasser i ét

væk. På folkeforsamlingerne diskuteres politik, og debattørerne får lov at lemlæste hinanden som

for hundreder af år siden, dog kun verbalt. Her kommer den første person ind i billedet, Lærer

Zachariasen, som tydeligvis er vellidt i det lille samfund. I det han hæver sin hånd på talerstolen,

lyder det fra folkemængden: ”Vaagner, vaagner danske Helte! Springer op, og spænder Belte!”.2

Efterfølgende tager novellen en drejning, idet fortællersynsvinklen ændres fra en

alvidende implicit fortæller (HP) til en jeg-fortæller. At den implicitte fortæller er HP, ses ved den

ironiske fremstilling af egnen, det lille smørhul. Skiftet i fortællersynsvinklen gøres i kraft af, at

prologen afsluttes, og selve handlingsforløbet i novellen påbegyndes. Jeg-fortælleren indleder med

at fortælle om ”denne besynderlige, gaadefulde Fremmede, der havde sat den hele By i en saa ualmindelig

Bevægelse”.2 Selve den udseendemæssige beskrivelse af denne mand er meget nøjagtig og præcis.

Hver en detalje beskrives, selv lysindfaldet i hans brilleglas, hvilket er et træk fra impressionismen.

I impressionismen tilstræber kunstneren gennem eksakte beskrivelser at få læseren inddraget i

historien, nærmest som om man er til stede, og i dette tilfælde står og iagttager denne mand. På

baggrund af disse meget præcise iagttagelser fyldes læserens sind med en bestemt følelse, og

personerne og deres handlinger trænger nærmest ind under huden på læseren. Årsagen til, at HP

beskriver lige netop denne mand på nærmest impressionistisk vis, er, at han rummer budskabet i

novellen, hvilket jeg kommer ind på senere.

Efter beskrivelsen følger et flashback. I dette flashback beskrives, hvordan den gamle

mand dukkede op for nogle år siden, og om hvordan landsbyboerne lige siden har mødt ham i tide

og utide på vejene omkring byen. Til at begynde med udgav han sig for at være pensioneret

skolelærer, og han forklarede, at hans ærinde i byen var at forfatte en beskrivelse om egnens

1 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 406 2 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 407


4

historie. Den gamle mand ved også tydeligvis meget om egnens historie og om bøndernes oprør for

længe siden, og han forstår at fremstille sine historier således, at landsbyens folk får fornemmelsen

af, at de befinder sig der midt i kampens hede. Samtidig er han en vældig berejst herre. Han har

været i Paris, Berlin og mange andre steder, og hver gang jeg-fortælleren har lyttet til hans historier

om oprørene i de store byer, føler han sig på besynderlig vis opstemt til dåd. Han beskriver det

således: ”Naar man forlod ham, havde man en Fornemmelse af, at Ens eget Blod flammede. Man følte sig opfyldt af en heftig Trang til Daad, et ukueligt Mod til at kæmpe og ofre sig for en stor og hellig Sag, for Frihed, Ret og Broderskab.”1 Dette fortsætter dog ikke. Langsomt begynder borgerne i byen at frygte ham og frygte, at han har

fået for stor indflydelse. I deres forsamlinger, forårsaget af kongens, regeringens og overklassens

tilsidesættelse af landets forfatning, har de i en tid benyttet sig af den gamle mands visdom, når de

debatterede med tilhængere af kongens ikke-parlamentariske styre. Det er dog gået op for

landsbyboerne, at ”mandslingen”, som de nu kalder ham, ikke er den pålidelige og muntre person,

som han har udgivet sig for at være. Hadet mod ”mandslingen” vokser støt i byen, og det fører til

nogle gevaldige sammenstød under deres folkeforsamlinger. Især mellem ham og den vellidte lærer

Zachariasen. Da byens borgere en dag diskuterer en mulig revolution og et opgør med kongen,

stiller ”mandslingen” sig op på talerstolen, efter lærer Zachariasens har fremført sin begæring til

kongen, som skal advare kongen om ikke at lytte til folket. Talen som ”mandslingen” nu holder, er

tydeligvis en hån rettet mod lærer Zachariasens høflige måde at bede kongen om at lytte, hvis han

vil undgå et opgør. Med ordene:

”Mulig havde det været allerbedst, om hele Adressen [begæringen] var bleven forfattet paa smukke Vers, og jeg tvivler ikke om, at man vilde kunne formaa Hr. Skolelærer Zachariasens til at paatage sig dette Arbejde”2 fornemmer man tydeligt latterliggørelsen af lærer Zachariasens ord. Dette skaber hurtigt stort røre i

forsamlingen, og rundt omkring i salen begynder folk nu at råbe, at han skal ud og ikke hører til der.

”Mandslingen” føler sig tydeligvis ikke længere velkommen, og det kommer derfor ikke bag på jeg-

fortælleren, da han en dag møder den gamle mand på galgebakken, klar til at drage af sted.

”Mandslingen” forekommer ham nu som værende meget gusten og sammenfalden, og jeg-

fortælleren begynder at have sympati for ham. Det resulterer i, at han sætter sig ned og begynder en

dialog med den gamle. ”Mandslingen” forklarer, at han ikke længere kan holde folket ud. Det



5

forvirrer jeg-fortælleren, da ”mandslingen” forklarer, at han forlanger et nyt folk. Langsomt trænger

jeg-fortælleren dog dybere ind, og begynder at danne en forståelse for hans synspunkter. På et

tidspunkt lægger ”mandslingen” mærke til, at herredsfogden, hans fuldmægtige, egnens

politibetjent og to gendarmer kommer ridende på landevejen, efter de har været ude for at opkræve

skatter hos egnens skattenægtere. ”Saadan ser den Overmagt ud, De talte om. Synes de egentlig, at den

gør et saa skrækindjagende Indtryk?”1 Her når HP for alvor frem til en del af pointen eller budskabet, om man vil. Som han

startede med at beskrive, så gjorde bønderne op med undertrykkerne før i tiden. I dag lader de stå

til, og beder pænt om at blive hørt. I udlandet har bønderne og arbejderne taget kampen op imod

overmagten. Eksempelvis pariserkommunen 1871. Det er det forfattere som HP, ville opnå gennem

deres litteratur. Befolkningen skulle blive bevidst omkring deres ret til frihed og uafhængighed.

Efter ”mandslingens” snak om den virkelige revolution kommer han nærmere ind på

det, han efterlyser. Han siger til jeg-fortælleren: ”Der mangler de rette Elementer her i Landet – det er

Sagen!”1 Dette synes dog som tågesnak for jeg-fortælleren, og ”mandslingen” uddyber derfor, hvad

han mener med de rette elementer. De rette elementer er efter hans mening den dyriske,

instinktmæssige frihedstrang, fordi netop denne trang er uovervindelig. Den ligger så dybt i ethvert

menneske, at enhver er villig til at ofre sit liv for den. Efter ”mandslingens” mening findes denne

utæmmede frihed desværre kun i forsvindende grad rundt omkring i det danske samfund.

Dog eksisterer den hos ”Krapylet”2, som han kalder de fattige mennesker, som lever af

affaldet i byerne. Primært i de store byer, hvor overklassens overskud er til deres fordel. Disse

mennesker er: ”Frihedens egentlige Livvagt, Retfærdighedens udkaarne Adelsgarde, den altid beredte, selvopofrende Hær, som ved et Vink, et eneste tændende Ord kan manes frem til Død for Undertrykkerne”.2 ”Mandslingen” forklarer, at det kun er på grund af disse fattige mennesker, at alle andre i samfundet

kan nyde en smule frihed. Efter hans mening må alle, i stedet for at afsky disse mennesker, bukke

dybt og takke dem. Uden dem vil friheden have endnu trangere kår i magthavernes jernnæve. De er

med til at holde presset på magthaverne, og i kraft af at de intet har at miste, har de kun friheden at

kæmpe for. Alle de som har noget at miste, kan ikke drage frihedens fulde drag. Derfor er der kun

en måde, hvorpå folket kan blive frit. ”Mandslingen” beskriver det med disse ord:



6

”Men jeg siger Dem, at her staar Valget. Her er Ofret! … Spark Ungerne nøgne ud af Rederne, saa snart de er store nok til at stjæle. Lær dem at sulte, at fryse og lide al menneskelig Elendighed. Fyld deres hjerter med Had og Bespottelse! Lad dem vokse op i Drukkenskab og liderligt Levnet. Lad dem søge deres Fader i Fængslerne, deres Moder mellem Skøgerne … Det er Prisen, siger jeg! Her er kravet! Alt andet er Mundsvejr og tomme Trusler. Lad dem høre op en Gang! … Leve Krapylet!”1 Her går det op for mig, at ”mandslingen” repræsenterer det, som HP ville opnå og kæmpede for.

Den danske befolkning måtte ofre sig for en større sag. Ved at lade stå til indskrænkedes friheden

blot, og magthaverne tilranede sig mere magt. Efter den gamle mands tale forstår man hans

sindsoprør:

”Han var dødbleg… og hele hans Legeme sitrede af en Sindsbevægelse, hvis Heftighed forfærdede mig. Bag ham hang nu hele den tunge Solnedgangshimmel som en rygende Verdensbrand, der kastede et uhyggeligt Blodskær hen over hans Brilleglas.”2

Det er, efter min mening, heller ikke tilfældigt, at HP beskriver solnedgangen på

denne måde. Himlen udtrykker så at sige den gamle mands sindstilstand. Denne form for

skrivekunst kaldes symbolisme, og blev anvendt af flere forfattere i denne periode. I symbolismen

sammensmeltes form og betydning, og det er vigtigt at forstå, at symbolistiske værker eller

passager, som denne, ikke er rationelt meddelsomme. HP anvender også disse symbolistiske træk i

begyndelsen af novellen, da han beskriver egnen. ”til alle Sider omgivet af Landets gamle Vogter, det

gendarmblaa Hav”3 Det er ikke uden grund, at han bruger ordet gendarmblaa. Gendarmerne var

forhadte overalt og repræsenterede Estrups provisoriediktatur. Gendarmerne havde til opgave at

opretholde ro og orden, men ofte hjalp de også politiet med andre opgaver. HP og flere af de andre

forfattere under det moderne gennembrud mente netop, at disse gendarmer var med til at stå vagt

for den danske reaktion og indskrænkede derved Danmarks muligheder for at fornyes.

Kort opsummering

For at opsummere i korte træk er ”Ilum Galgebakke” en protest mod det højreorienterede,

patriarkalske, kristne styre, som var med til at fastholde den nationalromantiske følelse. Den tager

de fattige og udstødtes parti, men slår til lyd for at arbejderne står sammen om at vælte kongen og

om at få den frihed ind i Danmark, som skal værne om demokratiet. Men alt dette kræver en

forklaring, en baggrund. Hvilke historiske begivenheder førte til denne opposition mod det

daværende provisoriske diktatoriske og korrupte styre?

1 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 415 2 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 415-416 3 Henrik Pontoppidan, ”Noveller og Skitser”, side 405


7

Den historiske baggrund Som sagt er ingen redegørelse fuldendt uden en baggrund. I denne sammenhæng er det historiske

samtidsaspekt yderst væsentligt. Hele den politiske situation fra ca. 1870-1900 var yderst spændt,

og korruption og manipulation var en del af den politiske scene.

På den ene side stod Højre, som havde klart flertal i landstinget på grund af kongens (Christian den

9.) højreorienterede politiske overbevisning. Højre var aristokraternes parti, og i spidsen stod Jacob

Brønnum Scavenius Estrup. Han blev såkaldt konseilspræsident i 1875 og dannede samtidig

regeringen. Dette gjorde han i kraft af kongens accept, men det skabte hurtigt stor tumult i og med

Venstre, som var bøndernes og middelklassens parti, havde regnet med, at de kunne danne regering.

Denne handling blev af mange betragtet som en åben krigserklæring. Året efter opløste Estrup sågar

folketinget, og med denne handling havde han et mål for øje. Grundlovens paragraf 25 gav nemlig

kongen ret til at udstede midlertidige love, såkaldte provisorielove. Dette viser tydeligvis, hvordan

magtmisbrug spillede en central rolle i det tidlige, såkaldte demokrati. Kongen som stod i ledtog

med Estrup og hans Højreregering spillede sine kort godt, og gav ganske enkelt sine egne frit

råderum. Venstre opponerede dog voldsomt, og befolkningens vrede var ikke til at tage fejl af.


8

Et nyt parti så også dagens lys i disse år, og det havde til formål at værne om de dårligst stillede i

samfundet, arbejderne. De kaldte sig Socialdemokratiet, og i spidsen stod Pio og Geleff. Glæden

blev dog kort, idet regeringen gennem politiet bestak de to ledere til at emigrere til USA. Dette slog

benene væk under Socialdemokratiet, og partiorganisationen brød sammen. De genoptog dog deres

arbejde umiddelbart året efter, og Venstre splittedes samme år. Splittelsen svækkede Venstre, og

Højre tog hurtigt bestik af situationen ved at få gennemført flere reformlove. Det politiske spil kørte

på sit højeste i denne periode. Snart sluttede Edvard Brandes sig til Hørups venstreside, og nu

begyndte fortalerne indenfor det moderne gennembrud at blande sig i det politiske spil. Ganske vist

var Edvard den eneste af forfatterne, som forsøgte sig inden for det politiske område, men han

havde et stærkt bagland i form af broderen Georg Brandes, Henrik Pontoppidan, I.P. Jacobsen og

flere andre. Edvard Brandes fungerede som politisk talerør for den strømning, der rullede i

litteraturen og kunsten. I 1885 løb bægeret dog over, og tilstanden i Danmark tydede på en

revolution. Flere steder oprettedes der riffelforeninger, antallet af skattenægtere steg drastisk og

stemningen var præget af nervøsitet og uro. Tilmed udsattes Estrup for et attentat, som han dog slap

uskadt fra. Dette attentat resulterede i, at Estrup oprettede det såkaldte Gendarmerikorps.

Attentatet på Estrup i 1885.


9

Deres opgave var at opretholde ro og orden i landet og at hjælpe politiet i sager med skattenægtere.

Det er klart, at dette træk fra Estrups side ikke faldt i god jord hos mange, og Gendarmerne blev

udsat for en voldsom hetz fra befolkningen. I litteraturen latterliggjorde man dem som i Henrik

Pontoppidans novelle ”Den sidste Gendarm”. I denne novelle skildrer Henrik Pontoppidan, hvordan

en hel by lider af ærefrygt, da en Gendarm kommer til byen. Men da Gendarmen afvises i byen,

rider han blot væk som den kujon, han fremstilles som. Latterliggørelsen fuldendes, da Gendarmens

hest stejler på grund af en af landsbyboernes hunde. Det resulterer i, at Gendarmen kastes ned i

støvet, og hans ellers så prangende uniform svines til. Han galoperer væk i en støvsky, og hele

landsbyens befolkning ler som aldrig før.

Det politiske tovtrækkeri får en ende

I de kommende år blev det nærmest en sædvane, at regeringen indførte nye provisorielove og

Venstre kunne kun se til. Deres økonomiske bagland var drænet, og de politiske processer stod i

stampe. De skiftede taktik flere gange og forsøgte blandt andet at få vedtaget flere reformkrav, som

havde til hensigt at malke Højres provisoriske finanslov. Socialdemokratiet havde fremgang ved

valgene, men havde stadig ingen betydelig indflydelse. Først i 1894 nåede partierne frem til et

forlig, og det satte skub i tingene. Det dæmpede i høj grad det politiske tovtrækkeri, og Regeringen

blev tvunget til at afskaffe Gendarmerikorpset og provisorielovene. 4 måneder efter forliget gik

Estrups regering af, og Danmark var nu fri for det forhadte diktatoriske styre, der havde hersket

siden Estrup og hans regering kom til magten. Ganske vist blev magten overtaget af en anden

Højremand, lensbaron Tage Reedtz-Thott, men han afstod allerede posten som regeringsleder i

1897. Socialdemokraterne stod nu meget stærkt, og sammen med reformpartiet dannede de flertallet

i tinget. De politiske processer fungerede nu igen langt mere gnidningsfrit. Partierne formåede at

samarbejde, og et vigtigt tiltag blev gjort i 1899. Arbejderne og arbejdsgiverne blev ligestillet i det

såkaldte Septemberforlig. Dette forlig sikrede arbejdernes vilkår, og sørgede for, at de to

ligeværdige parter fik ret til at sikre kollektive aftaler, som skulle tilfredsstille begge parter. Dette

er, for mig at se, begyndelsen på det aftalesamfund, vi i dag lever i. Parlamentarismen gjorde sit

indtog to år senere, og hermed ser vi omridset af vores nuværende demokrati.

Perspektivering For nu at runde denne opgave af med manér vil jeg se på hvilke fremtidsvisioner, der dukkede op

under det moderne gennembrud, og hvad de efterfølgende år rent faktisk bragte. Samtidig er det


10

væsentligt at få med, at datidens hændelser og begivenheder har sat sine spor helt frem til i dag, og

vil fortsætte med dette ud i fremtiden.

Arbejdernes rettigheder sikres

Et af de vigtige tiltag der blev gjort, var oprettelsen af arbejderbevægelsen. Fra omkring 1840-1880

blev der lagt et stort arbejde i at etablere bevægelsen. I de næste godt 40 år fik man for alvor fastlagt

det strukturmæssige, og Socialdemokratiet blev etableret som en væsentlig del af

arbejderbevægelsen. I dag kan nævnes, ud over ovenstående, fagforbundet LO, partiet SF og andre

mindre partier og organisationer, som er vigtige dele af arbejderbevægelsen. Denne

arbejderbevægelse er den dag i dag med til at sikre arbejdernes vilkår, præcis som Henrik

Pontoppidan ønskede det.

I 1901 fulgte det såkaldte systemskifte. Dette var en radikal ændring i dansk politisk

historie, og med denne ændring indførtes parlamentarismen i Danmark, der sikrede, at ingen

regering kunne sidde uden et flertal bag sig. Dermed forsvandt kongens indflydelse, og det var nu et

folkeligt flertal, som afgjorde, hvem der skulle regere Danmark.

Det Radikale Venstre opstod i 1905, som en reaktion imod Venstres militaristiske

forsvarspolitik. Sociale reformer var samtidig en af deres vigtigste mærkesager, og det var blandt

andet derfor, at de opfattede sig selv som et socialliberalt midterparti. Kvindernes valgret blev

indført i 1915 og var også en af Det Radikale Venstres mærkesager.

Dette var bestemt ændringer, som ”Det moderne gennembruds mænd” havde kæmpet

for, og man kan ikke komme uden om, at de havde haft en enorm indflydelse, som var med til at

sikre denne forholdsvis fredelige revolution. Edvard Brandes var, som nævnt, i en årrække en

fremtrædende radikal minister i Zahle-regeringen, og han satte sit tydelige præg på det politiske

område.

Verdenskrigene vender op og ned på samfundet

I 1914 bryder 1. verdenskrig ud, og giver i sit forløb og afslutning på sin vis dødsstødet til det

gamle samfund og dets forældede normer. Efter verdenskrigen, som kostede ca. 20 mio. mennesker

livet (primært unge soldater), var man begyndt at tvivle på, at sociale problemer skulle løses af

stærke autoritære mandlige ledere. Disse ledere havde trods alt kostet 20 mio. mennesker livet. De

stærke ledere var dog ikke ude af billedet, og da en mand ved navn Adolf Hitler stillede sig op foran

det tyske folk, som var præget af enorm arbejdsløshed og fattigdom, og proklamerede, at han kunne

sørge for, at de fik deres arbejde igen, at de alle ville få råd til en bil og at resten af Europa havde


11

begået en stor fejl ved at ydmyge Tyskland gennem den såkaldte Versaillestraktat, ja så var det

svært at holde armen nede. En anden kæmpe fejl blev begået i og med, at diplomatiet var ufatteligt

dårligt landene imellem. Tyskland fik om ikke frie så meget løse tøjler til at foretage sig, hvad end

det ville. Dette endte med den 2. verdenskrig, som kostede næsten 55 mio. mennesker livet, og for

første gang var antallet af civile dræbte højere end antallet af dræbte soldater. Verden var i chok, og

først nu forstod man vigtigheden af demokratiske processer, vedholdende diplomati og forpligtende

forbund.

Henrik Pontoppidan døde under 2. verdenskrig i 1943, men samtidig døde også den

forestilling, at et land kunne styres af én magtfuld mand. Man kan ikke komme uden om, at selv om

Henrik Pontoppidan, Georg Brandes og andre forfattere og kunstnere fra det moderne gennembruds

tid kæmpede for de fattiges og udstødtes rettigheder, så troede de alle på det stærke individ, en

centralisering af magten. Denne opfattelse svækkedes i de næste årtier efter krigen, og i stedet

begyndte en tro på styrken i fællesskabet, en fordeling af magten, at vokse frem.

Fællesskabet styrkes

Dette slog for alvor igennem med 1970’ernes ungdomsoprør og antiautoritære oprør. Hele denne

bevægelse byggede på styrken i fællesskabet, og nu fik kvinderne for alvor rettigheder i samfundet.

Aldrig før havde ligestillingen været så stærk i Danmark, og kvinderne strømmede ud på

arbejdsmarkedet. Der blev gjort op med den forestilling, at ægteskabet var en ren praktisk

foranstaltning, og mændene begyndte at stå for områder som børnepasning, rengøring og andre

tidligere kvindedominerede områder. Men det moderne gennembruds tanker og ideologier blev

stadig anvendt. I kvindebevægelserne, der opstod sidst i 60’erne, gjorde man det moderne

gennembruds kvinder, Amalie Skram, Baronesse Astrid Stampe og mange andre til forbilleder.

Litteraturhistoriker Pil Dahlerup udgav således en bog, som hed ”Det moderne gennembruds

kvinder”, og som hyldede 70 kvindelige kunstnere fra perioden 1870-1890.

Men hvad med i dag? Er vi frie? På trods af den postmodernistiske frie kunst, som

”Det moderne gennembruds mænd” var med til at grundlægge, er vi trods alt stadig bundet af vores

normer og af de etiske og moralske grundprincipper, der præger Danmark. Vi har en forpligtigelse

overfor hinanden i samfundet, og vi har et ansvar. Det kan man vel ikke kalde frihed. Men hvis

frihed er, at man gør lige præcis, hvad man har lyst til, og ikke føler et ansvar overfor andre, er det

så frihed vi vil have? Jeg håber, at fremtiden bringer en større ansvarsfølelse overfor de mennesker i

samfundet og i resten af verden, som er dårligt stillede og har brug for hjælp. Det gør os ganske vist

mindre frie, men det er prisen. Det er ofret. ”Leve… Leve fællesskabet!”


12

Referencer

Primærlitteratur:

Pontoppidan, Henrik: Noveller og skitser, 1. bind, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 1950

Sekundærlitteratur:

Danmarkshistoriens hvornår skete det, 4. udgave, Politikens Forlag 1966

Den store danske encyklopædi, 2. oplag, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag 2000

Artikler omhandlende: ”Det moderne gennembrud”, ”Henrik Pontoppidan”, ”Systemskiftet”,

”Symbolisme”, ”Impressionisme”, ”Gendarm”, ”Arbejderbevægelsen”, ”Estrup”,

”Provisorietiden”, ”Pil Dahlerup”, ”Det radikale venstre”, ”Georg Brandes” og ”Edvard

Brandes”.

Dybdahl, Vagn: Danmarks historie, 12. bind, 1.-3. oplag, Politikens Forlag 1965

Dybdahl, Vagn: Dansk social historie - Det nye samfund på vej, 5. bind, Gyldendalske Boghandel,

Nordisk Forlag 1982

Fibiger, Johannes; Lütken, Gerd: Litteraturens veje, 2. udgave, 6. oplag, Gads Forlag 1996-2004

Jensen, Christian Lang: Mellemkrigstiden – Indblik i forudsætningerne for 2. verdenskrigs udbrud,

udarbejdet i 2004

ilum galgebakke - wordpress.com...christian lang jensen, 2.x dansk-historieopgaven afleveringsfrist:...

Documents