side 4 og 5

Hvad sker der lige for det næsehorn?

brYGGebLADet mAGAsiN NO. 13 3. september 2015

3. september 20152

Med skolebussen Efter skole tager hun skolebussen hjem. Der er varmt i bussen, og hun sidder yderst på sædet og holder øje med vejen. De passerer forbi den lille skov, rensningsanlæg-get, kommuneskolen og den lille købmand. Benene ding-ler og følger bussens bevægelser. Det blånistrede betræk kradser på de bare lår, der klistrer sammen ved skridtet. Pludselig ser hun, at de er kørt forbi stoppestedet, hvor hun skulle have været af. Da bussen stopper, skynder hun sig ud. Nu skal hun bare finde tilbage, det kan hun godt. De røde lædersandaler tager hun af og holder i hånden. Græsset er køligt og mørkegrønt her i vejkanten, hun skal holde godt øje med skarpe småsten, som gør ondt at træde på. Hun træder i en hundelort, den kommer op mellem tæerne, varm og blød med en skorpe, som ikke er lige til at få af. Gråden vokser inden i hende, hun tørrer foden i græsset flere gange og løber hjem, mens hundelorten tør-rer på huden. Hjemme trøster hun sig med katten, indtil moren kommer hjem fra arbejde. De vasker foden grundigt i den parfu-merede sæbe, som moren kun sjældent bruger. Derefter laver de en sodastream på maskinen. Ugens Anders And er kommet med posten, hun læser det på sit værelse, un-der dynen.

Far er død, og pigen har hundelort mellem tæerne

Tekst: Hans BuhlFoto: Ricardo Ramirez

redaktion@bryggebladet.dk

Det er barnets ver-densbillede, vi møder i Louise stubbe thorups tekster. Den 43-årige bryg-gebo skriver sig ind i barnets tolkning af virkeligheden, når hun sætter sig ved tastatu-ret.

– Når jeg begynder at skrive, ved jeg ikke, hvor jeg skal hen, eller hvor det stop-per. Det er ikke mig eller min forhistorie, teksterne handler om. Det er svært at forklare, jeg skriver det, der kommer til mig.

At barnets verden er et gennemgående tema i Lou-ise stubbe thorpus tekster er til gengæld ikke så svært at forklare. Hun er skolelæ-rer, mor til to – og selv datter af en børnebogsbibliotekar.

– Jeg har en enkelt gang prøvet at sende nogle tek-ster ind til et forlag, og de var ikke interesserede. Det er ikke vigtigt for mig, jeg vil bare gerne skrive. på den anden side har jeg det vel som de fleste, at man gerne vil ud med de ting, man går og laver…

så er det jo godt, at bryg-gebladet er opfundet. Vi vil gerne være med til at for-vandle hemmelige, støvede skrivebordsmanuskripter til levende litteratur med læ-sere. Louise stubbe thorup sendte os blot en mail med sine tekster…

Far Pigen gik langs hegnet. Strømperne ålede i støvlerne. Kanten af støvlen havde gnavet hul på bagsiden af læggen. Alt var vådt i skoven. Faren gik i højt tempo. ”Er du med?” sagde han og pustede i hænderne. ”Jeg fryser,” sagde pi-gen. Faren tog hende på skuldrene. Hun holdt i farens ører og smilede fra sit høje udsigtspunkt. Længe efter fa-rens død huskede hun turen, støvlerne der drillede og fa-rens stærke skuldre. Hun savnede de store, grove hænder, som lugtede af Kings, og de skæggede kinder. Moren var blød og dejlig rund. Det var noget andet. Hun kunne høre hende græde og tale dæmpet i telefonen om aftenen, når hun lå i sin seng. Da faren blev syg, havde der været en masse mennesker i huset. Når de voksne skulle til under-søgelser og behandlinger, var der altid søde voksne med masser tålmodighed og slik, der tog sig af hende. Faren var tit dårlig og kunne ikke bære hende på skuldre-ne mere. Han sov meget. En dag havde mor trukket hende til side – holdt hende tæt og fortalt, at far snart skulle til Gud. Nogle måneder efter var han død. ”Når jeg kommer i himlen, så er du der allerede, ikke?” havde hun spurgt faren og set, at moren var blevet ked af det. Derefter var hun holdt op med at spørge.Til begravelsen lånte hun en telefon, som hun brugte i kirken. Bagefter skulle de have kaffe og kage, hun spi-ste fire stykker, ingen så det. I børnehaveklassen spurgte læreren tit til, hvordan det gik, og de havde talt om det i klassen. Alle børnene havde siddet i en rundkreds og været meget stille. De havde været så søde – i flere uger. I nogle håndarbejdstimer syede hun en bamse med grå-grønne øjne som faren. Den stod på sengen hjemme og trøstede, når det var allersværest.

Louise Stubbe Thorup skriver

sig ind i børnenes verden og

virkelighed.

3. september 2015 3

Vi ses på Cirklen

Så er den nye Cirkelbro – over den sydlige indsejling til Christianshavns Kanal – kommet i arbejdstøjet,

og der bliver gået og cyklet på livet løs. Kunstneren Olafur Eliasson, der har skabt broen, håber, den

også vil blive et mødested – et sted, hvor vi slipper hverdagens gaspedal og tager en pause

er der også tænkt i stilstand. Cirkelbroen skal være et mø-dested, et sted man tager en pause og lader tankerne flyve højere end broens fem skibsmaster.

på indvielsesdagen hav-de mindst 7.000 københav-nerne taget det med mø-destedet til sig. De ville se giraffen – en 40 meter lang bro skabt som fem cirkel-runde platforme, forskudt og uens i størrelse og med hver sin mast og rigning, så ingen skal komme i tvivl om inspirationens maritime af-sæt.

Det har så taget nogle år at få skibet i søen. Klager og indsigelser, en konkursramt entreprenør og en bortdømt lokalplan har holdt cirklerne hen.

men nu ligger den der – klar til stævnemøder og transport. Og skulle der komme et skib med høj hat, så danser cirklerne en rum-ba og åbner sig for søens folk.

Tekst: Hans BuhlFoto: Ricardo Ramirez

redaktion@bryggebladet.dk

Vi ses på Cirklen. Fire ord, der siger alt – om hvordan kunst-neren Olafur elias-son ønsker, københavnerne skal tage imod og indtage Cirkelbroen, der forbinder Christianshavn og bryggen og bringer fodgængere og cyklister tørskoet fra Ap-plebys plads til Christians-broen.

Cirkelbroen er til transport, til bevægelse, men spørger man den dansk-islandske kunstner, der har skabt den,

3. september 20154

Det skrøbelige menneske Selv kalder Jeanet Sinding Bentzen sine male-rier for ”glad kunst”. Men i så fald er glæden kortvarig, for uhyggen breder sig, og ensomhe-den trænger sig på, når den 35-årige bryggebo

lader penslerne tale

3. september 2015 5

Tekst: Hans BuhlFoto: Ricardo Ramirez

redaktion@bryggebladet

To kæmpesnegle under fremrykning mod en storby i det fjerne. en pauserende musvit på en hjertenær arterie. Et flyvende næsehorn med ballonkrop og snor.Hvad sker der lige her?– Jeg ved ikke selv, hvad det næsehorn laver. Jeg havde

bare set et næsehorn. men jeg kan huske, at i begyndelsen tænkte jeg, kroppen skulle være en slikkepind.

Jeanet sinding bentzen forsøger velvilligt at forklare det uforklarlige. For næsehornet er ikke tænkt, ballonen er ikke pustet op med forsæt, og slikkepinden flagrede bort i en vind, der kom Gud ved hvorfra.

– Altså, hvad skal jeg sige… men det er glad kunst, slår Jeanet smilende fast.

– Jeg begynder at male uden at vide, hvor jeg skal hen. Og der er ikke noget bevidst budskab. men som en efterratio-nalisering kan man måske sige, at mine malerier handler om mødet mellem mennesket og naturen.

AGGressiVt OG VOLDsOmtmødet mellem mennesket og naturen, et tema i Jeanets kunst. et tema i hendes liv.

Det var en ufrivillig abort for syv år siden, en sorg så stor, der førte til, at Jeanet begyndte at male.

– Jeg måtte finde min grundlæggende glæde over livet, for den var forsvundet helt. Og da jeg først kom i gang, så malede og malede jeg. Det var aggressivt og voldsomt, jeg krængede sjælen ud.

De første år var malerierne mest portrætter, vulkaniske ud-brud, stærke farver lag på lag. Vrede, sorg, frustration skov-let på lærredet. Gode tider for farvehandlerne, de var glade.

Jeanet blev glad, nu er hendes kunstneriske udtryk et helt andet. Det tænker jeg lidt over:

”Glad kunst, mon ikke hun mener glad kunstner? Oplever jeg en glæde i Jeanets malerier, bliver den i hvert fald hurtigt fortrængt af en sitrende uhygge og en påtrængende ensom-hed. Menneskets skrøbelighed udstillet på lærred. Sådan ser jeg det. Min tolkning.”

i dag er Jeanet mor til to drenge på fem og halvandet år. Det er far, mor, børn og fast arbejde. Jeanet har en ph.d. i økonomi og er ansat som forsker på Københavns Universi-tet. Lige nu forsker hun i sammenhængen mellem jordskælv og religiøsitet. mennesket og naturen, igen min tolkning...

men det lyder lidt skørt. som det maleri Jeanet arbejder på lige nu:

– Det er nogle dinosaurer i et landskab med en masse an-sigter sat op på pinde.

Mennesket og naturen.

Jeanet Sinding Bentzen bor på

en 5. sal med udsigt over

Fælleden.

3. september 20156

Skovsjov for byfamilierLørdag formiddag kan Bryggefamilier nu tage til ”skovsjov” på Amager Fælled. Bag initiativet står to nyuddannede friluftsvejledere

Tekst: Charlotte RingbækFoto: Ricardo Ramirez

redaction@bryggebladet.dk

For 37-årige Hilde Karlsen og 27-årige Sofie Poulsen var det en opgave på skolen, der inspirerede dem til at ud-vikle deres nye friluftstilbud. De var nemlig blevet bedt om at præsentere et bud på aktiviteter relateret til deres uddannelse som friluftsvej-ledere.

Både Hilde og Sofie havde lyst til at udbrede kendska-bet til skoven og de mulighe-der, der er for at styrke børn og voksnes motorik gennem stimulering af sanser og lege i en mobilfri zone.

Da opgaven var præsen-teret, var de begge enige om, at projektet havde så stort et potentiale, at det skulle prøves af. Og det blev startskuddet til ”skovsjov for familier” og ”skovsjov for skoleklasser”, der er et sko-letilbud målrettet den nye skolereforms bud på at få mere bevægelse integreret i undervisningen.

Hilde fortæller:– Fælleden er en ud-

fordrende legeplads, der styrker børns motorik. på skovsjov skal vi i fælles-skab skærpe vores sanser og gennem lege finde ud af, hvordan naturen dufter, smager og mærkes. Vi vil blandt andet lære familier at lave ly for regn og vind samt lave mad over bål.

Friluftslivets glædersom friluftsvejleder skal man være i stand til at begå sig i naturen både ved hjælp af moderne udstyr, men også ved hjælp af gamle bushcraft-metoder. Det er vigtigt, at man kan holde sig tør, varm og mæt, hvilket også er en forudsætning for at kunne hjælpe andre. i ud-dannelse til friluftsvejleder fortæller Hilde, at det væg-tes, at de studerende lærer at udvikle deres evner til at varetage undervisning inden for mountainbike, ski, kano og kajak, og det er et must, at de kan yde førstehjælp.

Ud over at tilbyde skov-sjov underviser Hilde også som Water-X-instruktør ved

FAKTA Skovsjov finder sted hver lørdag klokken 10 til 12 fra den 29. august til 10. oktober.Målgruppen er Bryggefamilier med børn i alderen 7-10 år. ✚ Mødested: krydset Rund-holtsvej/Artillerivej. Derefter fortsættes til fods ind på Amager Fælled. ✚ Tilmelding er ikke nødvendig – bare mød op. ✚ Der er ingen forpligtigelse til at deltage hver gang, men der er forskellige temaer for hver lørdag. Temaer: Den 5. og 12. september: Leg, musik og sanser ✚ Den 19. og 26. september: Leg og lejrliv ✚ Den 3. og 10. oktober: Mad over bål og skovfest. ✚ Aktiviteterne tilpasses vejret, men husk praktisk påklædning. ✚ Pris: 100 kroner per familie per gang. Der kan betales kontant eller mobilepay. Medbring vand og en lille snack til maven.

Computerspil, fritidsinte-resser og dårligt vejr er de hyppigste grunde til, at danske børn ikke kommer nok ud i naturen. I hvert fald hvis man spørger de-res forældre.

En ny Gallup-undersø-gelse, lavet for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet, viser, at 42 procent af danske forældre til børn i alderen 5-12 år ikke mener, at deres børn kommer nok ud i naturen.

Amager Strand samt i fla-mencosang gennem FOF.

Faktisk var det sang og performance, der bragte norskfødte Hilde til Dan-mark. Hun startede nemlig på the Commedia school i København og bosatte sig på islands brygge. siden bragte hendes store interes-se for sang og især flamen-cosang hende til Flamenco Konservatoriet i sevilla.

Denne sommer har man kun-net høre Hilde i forestillin-gen Andersens Duende – et musikalsk eventyr om H.C. Andersens rejse til spanien i 1862. til foråret medvirker hun i en stor forestilling ved Den Fynske Opera. Hendes kollega Sofie fortæller om sin baggrund:

– Naturen hjalp mig i min barndom til at være glad og føle mig fri. Det var her, fan-

tasien fik frit spil, og det var o.k. at blive beskidt. Det vil jeg gerne videregive.

Det er med andre ord to passionerede og rutineret vejledere, som bryggefami-lier kan få sjov og spas med i skoven ved Fælleden de næ-ste mange lørdag – og der er vel kun tilbage at sige: ”Go for it!”

Friluftsvejledere gror ikke på

træerne. Men de kravler gerne op i

dem. Hilde Karlsen er så klar til

skovsjov.

3. september 20158

JULIUS OG DEN STORE SKAT

ZAKIyA

✚ Zakiya Ajmi bor på bryggen. Hun er 23 år og børnebogsforfatter og har blandt andet skrevet “pi-gen, der var sky” og “Den sommer alt voksede vildt”. Læs mere på facebook: zakiyaajmiforfatter og www.zakiyaajmi.dk. bryg-gebladet portrætterede Zakiya Ajmi i Nr. 2/2015

tekst: Zakira Aymi illustration: Nikhila Wittus

Julius har kedet sig hele sommerferien. Hans mor arbejder i døgndrift, og alle hans venner har været ude at rejse. Men lige som ferien er ved at være slut, sker der endelig noget spæn-dende. Julius har fundet en mystisk flaskepost i havneba-det …

“men Julius, hvad er der dog sket?” udbrød Jonna, så snart han kom ind ad døren.

Julius var drivvåd og næ-sten splitternøgen. i den ene hånd holdt han sit tøj, og i den anden den mystiske flaskepost. “E-en flaske-post,” prustede han, mens han prøvede at få vejret igen. Han var løbet hele ve-jen hjem, så snart han havde fået den mystiske flaskepost op af havnebadet. “Jeg har fundet en fla-flaskepost!”

“Nå, jeg blev helt for-skrækket. En flaskepost, hvor dejligt,” sagde Jonna og vendte sig igen mod sin computer.

“mor, prøv nu at se,” sag-de Julius og holdt flasken op mellem computerskærmen og Jonnas ansigt.

Jonna rynkede panden. “Det var da godt nok en sjov flaske. Sådan en har jeg al-drig set før. Den ser virkeligt gammel ud … og dyr …” Jonna elskede alt, hvad der var dyrt. Det var næsten lige meget hvad det var – alt fra gamle, mystiske flasker, til tasker, til urtepotteskjulere. så længe det havde kostet mange penge og helst også havde været vist i et eller an-det modeblad. Det var der-for, hun altid arbejdede så meget. så hun kunne få råd til at købe det altsammen.

“prøv at se, hvad der står på papiret,” sagde Julius.

Jonna bankede på bun-den af flasken, og det gule

papir gled ud i hendes hånd. Det knitrede, da hun forsig-tigt rullede det ud. Hun ryn-kede panden igen. “Det for-står jeg simpelt hen ikke. Det er det rene volapyk …”

“må jeg se?” spurgte Ju-lius. men hun havde ret. Det, der var skrevet på kortet, var enten skrevet på et an-det sprog, eller også var det skrevet for så længe siden, at det simpelt hen var ulæ-seligt. Julius tænkte sig om. “Jeg ved, hvem der kan læse det!” udbrød han.

Jonna smilede. “selvføl-gelig. Ole på isbjørnen! Han ved alt!” Og så skyndte Juli-us sig i noget tørt tøj og drø-nede med sin mor i hælene mod Cafe isbjørnen.

Bryggebladets børneføljeton, del 2: Ole på Cafe Isbjørnen

NIKHILA

✚ Nikhila Wittus bor på bryggen. Hun er 75 år, yo-galærer og kunstner - og forhenværende skønheds-dronning - og har senest udstillet på biblioteket i Njalsgade. bryggebladet portrætterede Nikhila Wit-tus i nr. 10/2015.