Haderslev frivilli ge Brandværnset i bakspejlet

af en forhenværende Brandmands kone

Anna-Else Brandt, maj 2008I{aderslev frivillige Brandværn blev stiftet den 12. august 1882" Hvad dets første brandkaptajn hed,ved jeg desværre ikke. Jeg husker kun restauratør Nis Juhl, skomager S. Sønnichsen og HugoLageri, der havde et karosseri værksted på Sønderbro. Væmet bestod af et lille fast mandskab, derblev tilkaldt ved mindre brande. De havde en alarmklokke i deres hjem og skulle stille på alledøgnets timer og var de eneste medlemmer der, foruden redskabsmesteren, der boede påbrandstationen, blev aflønnede. Det vil sige, at det store mandskab, der blev tilkaldt af brandsirenen,først fik deres tabte arbejdsløn godtgjort efter 4 timers indsats. Deres motto var " En for alle, alle forent',

Iromden det faste mandskab var der en første og anden deling og en samaritter afdeling, der hverhavde deres fører. Foruden brandene blev mandskabet indkaldt til manedlige øvelser, en gangimellem sammen med Røde Kors sarnaritterne eller Arbejdersamaritterne. Ofrene, der varsn:irikecle. eller lå i forvredne stillinger, så redningsfolkene kunne se, hvad de fejlede, varmedlernmer af spejderkorpsene. Det var vigtigt, at alle kendte deres plads, så de ikke løb forvildedeornkting, når det blev alvor.i begyndelsen af 3Oerne havde værnet sin storhedstid. Den ene store brand afløste den anden. I løbetaf nogle få år brændte Fuglsangs bryggeri og maltfabrik, Mariegården, Hesselbergs værksted iSlagtergade. Teatret på Gammelting, Nissen og Griin og mange flere. En brandmand ved navnBiester. giorde sig bemærket ved, at han altid var den første på brandstedet. Han biev endda hædretfbr det" Politiet, der undersøgte brandårsagen, fandt, at aile brande var påsatte. Ved Fuglsangs brandhældede man til den teori, at firmaet selv havde iscenesat branden, for af forsikringssummen atkurure bygge nyt og modeme. Det var nemlig mystisk, at branden, på samme tid, opstod flere{brskellige steder i de store bygninger. Hjemme på Borgmesterkoblen lugtede vi først røgen, men davi kiggede ud af vinduerne, kunne vi se flammerne. Tværs over Mariegårds marker skyndte vi osnver til Slagtergade og derfra ud på Ribelandevej. Her var brandvæmet i fuld gang med at slukkeilden. Det var på dn gang et praigtfuldt og et uhyggeligt skue. Vi fik nu ikke lov til at nyde detlænge. f'ør vi, samrnen med et utal af,andre nysgerrige, blev gennet bort af brandvagterne. Mens vi,på hjemvejen gik i Slagtergade, lød der et højt brag. Det var den store skorsten, der plejede at tudeom morgenen kl. 7 og om eftermiddagen kl. 17, silhele byen kunne høre hvornår arbejdstidenbegyndte og hvomår den sluttede. Mariegård brændte i juli maned t934 mens jeg var i Westerlandpå Sild på rekreation efter en alvorlig nyrebetænclelse. Min far fortalte mig om branden i et brev.[{an var alene den solnmer, fordi min mor også var på rekreation og min søster var på ferie i

Flensborg hos vor tante Marie.Efterhå:rden samlede mistanken clm brandstiftelse sig om brandmanden Biester. Han nægtede dog

og hans kammerater bakkede ham op. På et tidspunkt blev han varetægts fængslet. Under alle

forhør nægtede han at have påsat brandene og blev til sidst løsladt på grund af mangel på beviser.

Hans kammerater bar ham hjem fra arresten i guldstol. Mens han havde siddet inde, havde der ingen

brande været. I)et var højst mistænkeligt. For at gøre en lang historie kort. Han blev til sidst idømt

anbringelse i ubegrænset tid i en lukket anstalt.

Efter besættelsen i 1945, blev nogle af værnets hjemmetyske medlemmer, der under besættelsen,

havcle optrådt prervokerende, ekskluderet. Derunder min onkel Heine. Der blev nu annonceret efter

nye rnedlemrner. På min opfordring meldte ndn mand Peter sig. Han havde aldrig haft en hobby og

jeg syntes, at det ville være godt for ham. Vi hørte dog ikke noget fra brandværnet i lang tid, foransøgemes liv og levned under besættelse og deres nationale baggrund, blev grundig undersøgt.Endelig kom meddelelsen om, at han var blevet godkendt og optaget på prøve, men inden hankunne blive optaget som medlem måtte han igennem en uddannelse og bestå en prØve. Den var ikkevanskelig for ham, da han som værnepligtig CB'er, under besættelsen, havde været i branddenesten.Peter kom i anden deling, hvis fører hed Paul Skøtt. I det civile liv var han snedkersvend. Hanskone var ansat ved DSB som skrankevogter ved Elmevej. Skrankerne blev dengang betjent manueltog lrun fik signal fra Hammelev station, når toget nærmede sig, så hun kunne sænke skrankerne påbegge sider afjernbane skinneme. Paul Skøt var en venlig mand og en dygtig chef for sin deling.Peter, der dengang var midt i tyveme, blev snart ven med Paul og de 2 mænd nærede gensidigrespekt for hinanden. Deres brandbil var en åben vogn, hvor der bag bilens fører var anbragt?rækker bænke, der var placeret med ryggen til hinanden. Herpå sad mandskabet. Under bænkenevar der anbragt 2lange kasser til brandslangeme. En lille motorsprøjte blev koblet bag på bilen,som ingen vandtank havde. På brandstedet måtte man enten hente vandet i en branddam, bæk, søeller benyfte sig af hydranter, der dog kun fandtes i bymæssig bebyggelse. Peter var glad for at værebrandmand. Han nød kammeratskabet og de manedlige øvelser. Det gialdt jo om at vedligeholdesine færdigheder. Snart fik han også lov til at køre med brandbilen og hvis det var til en indsats ogdet var tilladt at bruge hornet, kunne han træde sømmet i bund, for når homet lød, skulle al andentrafik holde ind til siden, så der var fri passage for redningskøretøjerne.

Indtil da havde brandværnet haft det ry, at det var mindst lige så vigtigt at slukke halsbranden, endhusbranden, men tiderne havde ændret sig og de nye medlemmer af værnet, ville hjem til dereskoner efter endt tjeneste. De ville også have konerne med til den årlige fest, der gerne blev afholdt iaugust månecl efter en march gennem byen. Tjener Adolf Kernwein, en høj og flot mand, gik foranbrandværns orkestret, hvis dirigent var militærmusiker Sørensen, der foruden militærmusiker varvært på hotel Flensborg på Gravene. Byens befolkning troppede trofast op for at beundre de flottekarle, så de dannede en sand kødrand i Nønegade, når de kom marcherende fra Idrætspladsen og optil brandstationen lige nord for Domkir:ken, hvor der blev afholdt parade og uddelt medaljer. Omaftenen var der så bal på Harmonien, som brandværnet havde den særaftale med, at hvis de pyntededen store sal til Nytårsaften og til fastelavn med papirs guirlander, fik de salen gratis til deres Jule-og sommerfester. Da Peter, efter nogle års tjeneste, blev valgt ind i f,estudvalget, var det ham. derstod for udsmykningen. Vi havde kasserne med pynten stående i vor ene "Abseite" og jeg ogbørnene hjalp Peter med at rulle alle de papirguirlander op, så de var klar til brug i næste år.En begivenhed husker jeg særlig godt. Der skulle være en stor offentlig øvelse på sawærketllansborg. Ved den leilighed skulle et nyindkøbt, bærbart skurnapparat demonstreres. Peter havdefaet et kursus i brugen af det. Han var meget stolt over, at han var blevet udvalgt og satte en ære i atgøre det godt. Uheldigvis havde han, dagen før den store begivenhed, en arbejdsulykke, hvor hanbrækkede nogle ribben. Lægen sagde: "De må holde dem i ro, Brandt", men Peter fortalte ham omøvelsen og bad ham hjælpe sig med at gennemføre den. Lægen svarede "De er ikke rigtig klog",men viklede dog nogle brede plastre flere gange rundt om hans bryst, idet han sagde: "Det er påeget ansvar". Jeg var meget bekymret, men Peter gennemførte øvelsen med bravour og blev rost ihøje toner, men til festen orn aftenen, måtte vi melde afbud.

Ilrandværnet havde mange andre opgaver. Når der var cirkus i byen eller der blev spillet teater påde 2 scener i byen, enten på Borgerforeningen eller Harmonien, skulle de stille med et parbrandvagter. De fik gerne en fribillet til deres koner, så de kunne se forestillingen

r. l.

I-Iaderslev var i 1955 og 56 vært ved Det Jyske Ungskue, der foregik på eksercerpladsen nord forbyen, fordi den gamle dyrskueplads var for lille til de mange dyr og maskiner, der var blevettilmelclt. Det blev et enormt tilløbsstykke. I 1955 var besøgstallet 70 000 betalende gæster. Ca. 3000lrjælpere havde i flere dage før åbningen haft travlt med at tømre stalde, skure og boder til dyreneog de fbrskellige aktiviteter. Mange af dem sov på noget halm i det fri i det gode vejr. De mangedyr harrde io brug for mad og pleje.I et telt i udkanten af pladsen var der blevet indrettet en vagtstue for samaritter, brand og politifolk.

På området var der flere mergelkuler. Ved en af dem var motorsprøjten kørti stilling. Da det varPeter, der var ansvarlig for den, havde han taget en uges sommerferie, for at kunne holde så mangevagter som muligt. Hver middag kørte jeg derop med Christian i barnevognen og Gudrun vedhånden, for at bringe ham sin frokost. I åbningsdagene fra fredag, den 13. - mandag, den 16. juli1956 var det så varmt, at grisene fik det dårligt, men det klarede brandmændene ved, med jævnemellemrum, at sprøjte vand på teltdugen, der var spændt over dem for at give skygge for denbrændende sol, men også de større dyr nød at ffi et svalende brusebad..Succesen fra 1955 blev yderligere overgået i 1956 med adskillige tusind gæster, der kom fra bådeind og udland. Bilkøerne på byens indkørselsveje overgik endda dem ved Storebælt. Lørdag, den14. juli var der en kø fra dæmningen over Dammen helt op til ungskuepladsens P. pladser.

Hvert år i november blev der afholdt gåsespil på Højskolehjemmet, nu Hotel Norden.Skræddermester Hans Nygaard var opråber, Paul Skøtt løb med "æ graffelpos" og de øvrigemedlemmer af festudvalget var kontrollanter. Overskuddet blev brugl til juletræsfesten for børnene,hvor de to herrer Nygaard og Skøttt igen optrådte, som henholdsvis Julemand og legeonkel. Da de toherrer blev fbr gamle, overtog Peter graffelposen, men legeonkel, det var ikke rigtig ham.Flans Nygaard, kaldet Hejs, var også fanebærer i mange år. Det job overtog Peter også med storglæde efter ham. Han følte det som en æresbevisning. Hans to fanejunkere var renovationsarbejderPoul Ravn og arbejdsmand Harald Beck. Når fanen skulle i brug, om det var til en begravelse, tilstævne eller fest, var det mit job at pudse den flotte messingspids og alle sølvpladerne, som stangenvar dekoreret med. Jeg sørgede også for, at de 3 par hvide handsker var skinnende rene og atunifbrmsknapperne var nypudsede. Jo, de var skam 3 flotte fyre, nar de repræsenterede Haderslevfril'illige Brandværn.

Brandværnets sidste 17 år havde været forholdsvis rolige. Det var sjældent, at vi blev vækket midtom natten ved brandsirenens hylen, nu da Biester var uskadeliggiort. De fleste brande blev klaret afdet faste mandskab. Den eneste store brand jeg husker, var da foderstoffirmaet I. C. Christensenssiloer på havnen brændte. Branden var kompliceret og det tog mange timer, før den var slukket.Peters uniform var driwåd og tilsølet, da han endelig kom hjem og jeg havde et temmelig besværnred at tøi:.e ogrense den. Ellers var det rnest markbrande eller lynbrande i by og på landet, hvorHaderslev hjalp de mindre væm i Øster og Vester Amtets landsbyer.Som I sikkert kan forstå, var de frivillige værn populære i landsdelen og fik stor opbakning afmange forretninger og virksomheder, der støttede dern med årlige kontingenter. Disse civilister.som de blev kaldt, blev altid budt med til festeme, men det var kun enkelte, der benyttede sig aftilbudet. Skomagermester Schmidt i Apotekergade, var en af de få. Han benyttede altid lejlighedentil at udbringe et leve for værnet og takke for deres indsats. Han indledte altid sin lille tale medordene: "Vi civilister". Ordet udtalte han, som om begyndelses bogstavet var et Z og det morede vios kosteligt over.For kommunen var det en billig affære. Den var ansvarlig for en effektiv brandtjeneste i byen" forbrandstationen og sluknings materiaiet. På brandstationen boede en brandmester, der havde opsynmed de nærmte ting.

')"f

Mads l,yhne var væmets pålidelige kasserer. Ved en generalforsamling bad han sig fritaget for dethverv med begrundelsen, at han var ved at blive gammel og dengang var det et stort arbejde at værekasserer. Man sendte ikke girokort med posten med påført seneste betalingsdato. Nej, manopkrævede kontingenterne personligt og det tog sin tid. Det foregik altid efter fyraften og af og tilmåtte man komme flere gange, når enten manden ikke var hjemme og konen ikke ville eller kunnebetale for sin mand. I mange familier var pengene små og så måtte kontingentet vente. Varkassereren heldig, kunne han nå at ffi penge 3 steder på en aften. Det viste sig, at man ingen afløserktmne finde for Mads, men så besluttede de øvrige tilstedeværende, at de ville hjælpe ham med sitarbejde, hvis han blev på posten. Samme aften blev byen opdelt i distrikter, svarende til deforskelliges bopæI. Peter fik tildelt den nordøstlige bydel og derved lærte han mange af de andremedlemmer at kende, som han ellers ikke havde rned at gøre. Når pengene var kradset ind, blev derregnet af hjemme hos Mads og Mine, der boede på Hægers stiftelsen nær ved Dammen. Hele vorfamilie fik et nært forhold til de to gamle og vore børn betragtede dem som et par reservebedsteforældre. Indbydelser til de forskellige amangementer blev også bragt rundt. Det sparede enmasse porto.Ileldigvis var alt ikke blodig alvor. Hvem af mine ældre læsere, husker ikke Fagenes fest. De harrnåske selv deltaget i dem. De var det store sommerlige hit i disse hedengangne tider. Legene, fordet var leg, fandt sted på Haderslev Stadion med stor tilslutning fra byens virksomheder. Næstenhele byen var involveret og deltagernes familier troppede op for at råbe og heppe på deres far ellermor. Alle mulige og umulige sportarter blev dyrket fra sækkeløb og tovtrækning til fodbold i mangevariationer. Konkurrerende firmaer, kontorfolk imod handværkere, mænd imod kvinder. Alle gjordederes bedste. Selvfølgelig gjaldt det også om at vinde. Men tabte man det ene år, håbede man pårevanche til næste år. Det hele var en stor fomøjelse. Peter deltog også på brandværnets hold. Despillede fodtrold imod Falck og Zonen. Dengang var de de bedste venner og deltog i fælles øvelseret par gange om året. Nu var det ikke en almindelig fodboldkamp. L)er blev ikke sparket til bolden,nej bolden skulle drives i mål ved hjælp af brandslangernes vandstråler. Måhnændene skulle ogsåfbrhindre bolden i at komme i mål på sanlme måde. Det blev en hylende sjov kamp. Banen blevefterhånden meget glat af vandet og deltagerne havde svært ved at holde sig på benene. Derutsohede rundt, faldt på halen og biev plaskvåde. Flvem der vandt kampen, husker jeg ikke, mendet var jo heller ikke det, det kom an på. Efter kampen var det godt med et brusebad ogBrt tøj, somvi koner havde taget med til vore mænd. Vi ville jo ikke have, at de blev forkølede, for forkøledemænd, tror altid, at de er ved at dø, det ved vi kvinder alt om.

I1962, i året for værnets 80 års jubilæuln, var det pludselig slut. Haderslev Kommune havde truffeten aftale med Falck om brandtjenesten. Forud var der gået mange forhandlinger, protester ogunderskrifts indsamlinger" De andre sønderjyske værn h.avde lovet at støtte Haderslev frivilligeBrandværn i deres kamp for at overleve, men alt var forgæves. Kommunen var urokkelig, denhavde skrevet kontrakt med Falck. Uniformer, gasmasker, stålhjelme etc. måtte afleveres, det var er.bitter stund. Kun fanen blev i foreningens besiddelse.Jeg sidder her med et 6t/z cm højt sølvplet krus i hånden, hvor sølvet er slidt af forskellige steder.Indskriften på det lyder:

TAK FOR TRO OG GOD BRANDTJENESTEHaderslev byvåben

1962PETER BRANDT

+

Det var takken for 16 års uselvisk arbejde i samfundets tjeneste. Peter var meget skuffet over det"snolle bæger"o som han kaldte det. En lille oprejsning følte brandmændene de fik, da Falckblamerede sig rigtig grundig ved den første større brand på Torvet 6. Heldigvis er de blevetdygtigere med tiden.

Ved en efterfølgende generalfbrsamling blev det besluttet at fortsætte som en selskabelig foreningunder navnet Haderslev frivillige Brandværns selskabelige forening med den samme bestyrelse somhid indtil. Kaptajn Hugo Lageri blev dets formand, han var prikken over I'et, som han selv kaldtesig. Poul Skøtt blev næstformand, Mads Lyhne kasserer og Peter formand for fomøjelsesudvalget.Man traf en aftale med fru Hansen på Folkets Hus, om at kunne afholde et manedligt lottospil formedlemmerne i hendes store sal. Ifølge politivedtægterne, kunne udenforstående deltage i spillet,ved at blive medlem af lottoforeningen for et meget beskedent kontingent. Dog havde de ingen rettil at deltage i generalforsamlingeme. Peter havde snakket med nogle af byens købmænd og slagtereom at blive medlemmer. Til gengæld ville den købe sine lottogevinster hos dem. De var ikke særligstore, men spillekortene var heller ikke dyre. Der var gerne 3 gevinster i en serie. 1. gevinst varmåske en flæskesteg, nogle benløse fugle eller koteletter, resten af gevinsterne var kaffe og smør.Ved spil nr.20 skulle kortet være fyldt og der gav det nogle større gevinster. Efter nogle år blevkrttospillene flyttet til Samaritterhuset ved den gamle hovedbanegård. Både arbejder samaritterne ogdet socialdemekratiske kvindeudvalg havde til huse der og aflroldt alle deres møder i det, da der varet køkken i huset, der kunne benyttes imod betaling. Kvindeudvalget afholdt også et månedligtlottospil og snart havde også de hyret Peter til at løbe med graffelposen for dem. Deres overskud giktil clet år'lige kaffebord, som de afholdt på Harmonien for byens pensionister.Overskuddet fra foreningens lottospil gik til den årlige udflugt, juletræsfesten for børnene og enallenfest for de voksne. Begge festerne blev afholdt på Harmonien, som endnu holdt aftalen omudsmykningen af salen til Nytårsaften i hævd.I de fiørste par år deltog fanesektionen i de årlige stævner. Peter startede sin gamle Nimbusnrotorcykel med sidevogn og med Poul Ravn og Harald Beck i henholdsvis sidevogn og bagpå,kørte de af sted. I begyndelsen var de velkomne, men da de mærkede, at de ikke mere var velsete,holdt de op med det. De blev ikke regnet for at være ligeværdige.Herefter blev fanen kun brugt ved begravelserne og vi har været rned til mange. Mange af dem varblevet vore venner og det er altid smertelig at miste en god ven.

i begyndelsen af 60'seme, da bedriftsværnene var blevet oprettet, hentede Børge Dypping, der varmester på CF kasernen, Peter til Byens Sygehus, for at bistå dem der. i 1966 fik byen nogle meget:itærke tordenbyger. Byen kloaker kunne ikke tage de enomre vandmængder og mange kældre stodunder vand, deriblandt vores derhjemme og den på sygehuset, hvor der var depot. I kælderen stodcler rigtignok en pumpeo der nemt skulle klare at holde kælderen fri for vand, men uheldigvis varderrs filter blevet forstoppet, så vandet stod højt, da der blev sendt bud efter Peter. Da han så, hvorgalt det stod til, srned han det meste af tøjet og dykkede ned i vandet og fik filteret renset.Hjernme hos os, kunne han dog ikke klare, at ffi vandet til at løbe ud igen, fordi det kraftigevandtryk havde skyllet nogle sten rned, der blokerede for afløbet. Vi måtte have fat i tekniskforvaltning og der blev gravet op, så stenene kunne fiernes frarøret" Vi havde kælderen fyldt medhrændsel. Koksene blev liggende, men alt træet slæbte vi op i spande og lagde til tøning i solen.IJerefter fulgte et større rengøringsarbejde. Puha!

.Ieg har sndnu et sølvbæger stående ved siclen af mig. Det fik Peter den 17. apÅIl971 af sinekammerater. På den dag kunne han have fejret sit 25 års jubiiæum, hvis ihke Brandværnet var

blevet opløst. Bægeret er betydelig større end det kommunen havde råd til i sin tid. Indskriftenlyder:

EN TAK FRAKAMMERATERNE

Haderslev frivilligeBrandværn

t7.4.71

Desværre husker jeg ikke årstallet for foreningens opløsning og heller ikke, hvilket velgørendeformål foreningskassen blev givet til. Men jeg ved, at fanesektionen i fællesskab afleverede fanenpå Fladerslev Museum. Desuden var Christian med sin far i Christiansfeld for at aflevere nogleeffbkter, bl.a. en gammel pikkelhue, som Peter engang havde faet af en gamrnel forhenværendebrandmand.

Forleden dag læste jeg i JydskeVestkysten, at Haderslev Kommune truede Hoptrup frivilligeBrandværn mecl at blive opløst til fordel for Falck. Skade, skade!

ln