Hvordan finder man ud af det?Hvad er historien bag byens gadenavne?Hvorfor står der forskellige historiske mo­numenter i gadebilledet? Hvorfra stammerde gamle træer i byen? Hvornår var det nu,det var?

Disse og mange andre spørgsmål, kan alle fåsvar på, hvis de henvender sig på Køge By­historiske Arkiv, Torvet 6, l. sal (53656976).Denne artikelsamling og andre bøger omKøges historie ville ikke kunne skrives udende store samlinger, der findes i arkiver ogmuseer. Vor viden om byens historie er re­sultatet af mange gode menneskers indsatsgennem mere end et helt århundrede. Dentrækker vi alle på i dag, og den er tilgænge­lig for alle i Byarkivets rige skatkammer.

Søger man oplysninger om en bestemtejendom, har Byarkivet lister over ejerne. Ifolketællinger kan man se, hvem der boede iejendommen. vi kan finde mange af perso­nernes fødsel, vielse eller begravelse i kirke­bøgerne. Ejendommens udseende beskrivesi brandtaksationerne. Vi har gamle og nye fo­tografier af ejendomme og personer. Der kanvære afleveret materiaIde, der sætter mere»kød« på de mennesker, der boede i ejen­dommen; for eksempel breve, dagbøger el­ler erindringer.

Byarkivet har oplysninger om store og småhistoriske begivenheder, f.eks. Slagene iKøge Bugt, Træskoslaget, Køge Huskors,Kamevalleme i Køge, byjubilæerne, valgene,stormfloderne og meget mere.

Også foreningslivet kan opspores påByarkivet. Vi har materiale fra næsten alleforeninger, der har eksisteret/eksisterer iKøge. Det gælder faglige, politiske, religiøse,kulturelle, sportslige foreninger m.m. Denyere græsrodsbevægelser findes der ogsåviden om.

Endelig kan man opspore et væld af perso­ners og virksomheders historie gennemByarkivets samlinger. Der er både »kendte«og »mindre kendte« Køgensere, vi kan fortælleom. Byens virksomheder er også rigtrepræsenteret i samlingerne med fotografier,lønningsbøger, kassebøger, ordrebøger ogmeget mere.

Kort sagt: Alle kan selv grave lokal­historien frem ved hjælp af Byarkivets vel­ordnede og rige materiale. Alle vil få hjælpaf personalet, og alle er hjerteligt vel­komne!

Birte Broch, arkivleder

Historien bag Navnet: Apoteket

Fra blandet butiktil moderne apotek

Det smukke gamle Apotekfør ombygningen, der stodfærdig i 1866.

Indtil 1646 havde Køge ikkenoget Apotek, men blev afog til besøgt af omrejsendekvaksalvere, der solgte uni­versalmedicin og univer­salsalve.

Sygdomme og pest hærge­de i det 16. århundrede. I åre­ne 1629-30 døde i Køge 303personer, og i 1637 døde der550 personer ud af et indbyg­gertal på ca. 3.000 personer.Så Køge havde virkelig brugfor et apotek.

I 1646 fik Jørgen Berentsenkongelig bevilling til at opret­te et Apotek i Køge. Han leje­de sig ind i Brogade 12, hvorhan startede. På den tid skulleman ikke have nogen eksa­men for at være apoteker, manskulle blot aflægge ed tilbyens borgmester.

Der fandt 2 årlige visitatio­ner af apoteket og varelageretsted, og en opgørelse af vare­lageret, som endnu findes,viste, at lageret bl.a. bestod afurter, blade, rødder og frugter.Det blev brugt ved fremstil­lingen af mediciner ogmiksturer. Derudover kunneman købe "Harespring",Hjortens hjerteben, ulvelever,

og desuden førtes menneske­fedt, menneskehud og menne­skekranier. De sidste tre pro­dukter blev leveret af skarp­retteren. Desuden havde apo­tekeren tilladelse til at frem­stille og sælge brændevin, ogalle andre former for stærkespirituøse drikke.

Jørgen Berentsen kom ud afden svenske besættelse i1658-60, som en holdenmand, selvom mange afKøges indbyggere var ruine­rede, så i 1665 købte han ejen­dommen, Brogade 1, hvor detnuværende apotek ligger.

Jørgen Berentsen døde i1682, og nu fulgte en rækkeapotekere, som hver har enhistorie der kunne fortælles. I1719 fik Køge en apoteker derhed Erik Christian Hervig, ognogle måneder efter kom deret kongeligt dekret, derbestemte, at selvom byensandre byporte blev holdt luk­kede om natten, skulle Bro­port holdes åben for at folk fraVallø og Stevns kunne fåmulighed til at hente medicinom natten.

Nu springer vi frem til 1861,hvor cand. pharm. Lauritz

[B

Alfred Andresen, som senereblev gift med apotekerens dat­ter, købte apoteket og begynd­te en modernisering af detsindre, men han fortsatte des­værre med en vandalisering afdet ydre. I 1866 stod denskæmmede ejendom tilbage.

Som et kuriosum kan jegfortælle, at man ved århundre­deskiftet skulle købe benzin,til den stigende bilisme påapoteket. Blodsugende igler

3

kunne man selvfølgelig ogsåkøbe, ja til langt ind i detteårhundrede.

I 1910 købte Niels AablingThomsen Køge Apotek, oghan blev den første af familienAabling Thomsen, som nu harhaft apoteket i slægtens eje itre generationer. Hans sØnErnst Aabling Thomsen over­tog det i 1930, og tredie gene­ration Hans Henrik Aabling­Thomsen fik bevilling i 1952.

Historien bag Navnet: Bag Haverne

Fra skyggefuld alletil hovedfærdselsåreBag Haverne løber fraRådhusarkadens østre ud­løb til Fennediget. Dennevej har jo altid været en alle,der lå bag Brogade Gårdeshaver, men navnet blev førstofficielt vedtaget i 1913.

Da svenskerne i 1658, inva­derede Danmark, og opslog etkvarter i Køge, som debefæstede med volde og vold­grave, kom en af deres 11bastioner til at ligge netop herved "Bag Haverne".

Vejen blev først renoveretomkring 1915, og før den tidvar det kun en grusvej.

gerne og de store træ- og tøm­merstabler. Den kæmpebrandder opstod, blev bekæmpet afca. 100 brandfolk fra storedele af Sjælland, men varmenvar så voldsom, at togtrafik­ken på banen, der løb lige opaf trælastfirmaet, blev stoppeti flere timer.

Der var ild i flere jernbane­sveller, og der var fare for atskinnerne skulle slå sig i he­den.

Der var så mange nysgerri­ge tilskuere, der opholdt sigpå "HøIlingers Bro", der fører

over åen, at politiet måtte fjer­ne dem, da broen var i fare forat styrte sammen.

Trælastfirmaet fortsatteindtil 1969, da det lukkede, ogdet 9.100 kvm. store arealblev solgt til Køge kommune,der anlagde en parkerings­plads på stedet.

Men der lå også en lillekontorbygning af mursten dervar blevet skånet for flammer­nes grådighed, og den blev iflere år anvendt som politietsmotorkontor.

Teaterbygningen, der haradressen, Bag Haverne l, haraf flere gange måtte afgiveden store have, der lå modsyd, og det sidste stykke, dajernbaneoverskæringen blevflyttet om på den anden sideaf Teaterbygningen.

På Bag Havernes andenside lå bl.a. Leisners smukkepakhus, som måtte lade livet,da Rådhuset skulle udvides,og for S-banens indførelse tilKøge.

De såkaldte sik-sak huse,Bag Haverne 22-24-26 og 28,blev opført i slutningen af1940-erne, de er tegnet afarkitekt Aage Sattrup.

Fra at være en stille alle,har vejen nu udviklet sig til atblive en hovedfærselsåre,hvor mange tusinde biler pas­serer hvert døgn.

Bag Haverne var en stille vej.

Købmand EA.Hansen købtei 1878, den gamle købmands­gård, Brogade 5-7, (Oluf I.Jensens Gård.). Han solgte denigen i 1909, men beholdt selvtrælastafdelingen, som hanflyttede til Bag Haverne, hvorden hurtigt blev Køges størsteTrælastforretning.

Den 30. maj 1960, var enmalerlærling ved at fjerne dengamle maling fra en af de sto­re træbygninger. Det knas­tørre træ blev antændt, så deropstod en brand, der hurtigtspredte sig til alle træbygnin-

4

Historien bag Navnet: Bosniakkerne

Bosniakkerne har stadigslægt i Køge

Den gamle købmandsgård iNørregade 4, hvor Museetligger, blev i 1746 købt afKøges magistrat, og er gen·nem tiderne blevet brugt tilmange forskellige formål .men derom i en senere arti·kel· her skal det handle omdengang, den husede en gar·nision.

Købmandsgården blevbrugt som gamision, når derskulle indkvarteres militær iKøge.

I 1791 blev gården hjem­sted for en højst besynderligryttereskadron, hvis medlem­mer hed "Bosniakker".

Udrustningen bestod af enca.2 1/2 m. lang lanse, des­uden en drabelig krumsabel,(som Køge Museum har eteksemplar af), samt en pistol.

De menige bosniakker varganske almindelige karle,men de skulle kunne ride nær­mest som kunstryttere. Deskulle endvidere bære over­skæg med nedadvendteskægspidser, for at se orien­talske og barske ud, og for atfå skægget til at hænge rigtigt,gik bosniakkerne til dagligmed blykugler i skægspidser­ne. Og var en af dragonernelys eller rødhåret, måtte hanfarve hår og skæg.

Et samtidigt billede afde særegne bosniak-soldater i Køge.

Eskadronen bestod af 125dragoner, der havde unifor­mer som kong Frederik d.VI,havde set i østrig hos en ryt­terafdeling, der stammede fraBosnien.

Uniformerne var meget far­vestrålende, en blå dolman(en kort jakke) med rødeopslag, blå benklæder med enhvid stribe langs siden, rødtog hvidt skærf, og på hovedethavde de en hvid turban medrød puld, prydet med den tyr­kiske halvmåne i sølv.

Men det var eftertragtet atblive udvalgt som bosniak, daeskadronen nærmest blevbrugt som parade- eller opvis­ningsdragoner.

I Nørregade 22 boede næst­kommanderende ritmester,von Berger, samt premierløj­nant Friederich Funch medkone og 2 børn. Hvor restau­rant "Guldfisken" nu ligger,boede sekondløjtnant SamuelBenningsen sammen med sinhusbestyrerinde, og deres fæl­les tre børn.

5

Resten af styrken boede for­skellige steder i byen, kun denøverstbefalende, RitmesterArnold von luel, samt hanshusholderske, og 4 oppassere,boede i hovedkvarteret, Nør­regade 4. Folketællingslister­ne fortæller at der var 12 giftebosniakker, og at de tilsam­men havde 24 børn. Der fin­des endnu slægter i Køge, dernedstammer fra de "frygtind­gydende" bosniakker.

Ved hærloven af 1816 blevBosniak-eskadronen opløst,og Køge blevet festligt ind­slag i bybilledet fattigere.

Siden har der ikke væretnogen fast gamision i Køge,bortset fra nogle år i fyrrene, idette århundrede, men deresuniformer var knap så festlige.

Historien bag Navnet: Vagn Bro

En farverig personlighedi Køge

Vagn Bro er et navn der for­tjener at blive fortalt om idenne bog. Selvom det er 29år siden Vagn Bro døde,siger folk stadig "det var joham politimesteren, deroptrådte sammen med ViviBak".

Vagn Bro blev født i 1894som søn af en lærer i Kolding.Efter studentereksamen læstehan jura, som han bestod medbravour. Han kom fra et hjem,som gennem generationerhavde været præget af ven­stre, og det var også den poli­tiske linie, der kom til atpræge ham livet igennem.

Han blev opstillet i Stege­Vordingborgkredsen, og blevvalgt til rigsdagsmand i 1920,

selvom han ikke selv havdevalgret. Man skulle være 30 årfor at kunne stemme, og hanvar på det tidspunkt kun 26 år.

Allerede dengang var hansoratoriske evner og hansmåde at formulere sig på fryg­tet af hans politiske modstan­dere. Han havde mangemåder at få overtaget i endiskussion eller samtale på,bl.a. når han begyndte med "hør her min gode mand" 0.1.

Hans juridiske uddannelsebevirkede, at efter forskelligestillinger indenfor retsvæse­net, blev han udnævnt til poli­timester i Præstø i 1935. Hanblev meget glad for Præstø,hvor han fungerede til 1943,hvor han fik politimesterem­bedet i Køge. Her afløste handen tidligere politimester,Viggo Ritzau, der gik af pågrund af alder.

Tiden i Køge, som var etbetydeligt større distrikt, derbl.a. også omfattede Haslev,var vel nok den tid hvor hanblev allermest landskendt.Han idømte sig selv 5 bøder,bl.a. for mangelfuld mørklæg­ning under besættelsen, for atkøre over for rødt, 0.1. Han

6

blevet yndet offer for landetsaviser og karrikaturtegnerne.

Han var en markant skik­kelse, som bar en delvis selv­komponeret politimesteruni­form. Benklæderne og jakkenvar originale, men dertil hav­de han hvid vest og altid medstiv knækflip. Han var enudmærket PR-mand, der sag­de tingene lige ud, selvom deikke altid passede hans parti. I"tinget", som han kaldte det,blev der engang fremsat etforslag om en klækkelig dyr­tidsportion til folketingetsmedlemmer, men det stemteVagn Bro imod, da han syntesat medlemmerne fik rigeligtfor det arbejde de udførte.

For Køge var han en uvur-

derlig god foregangsmand ogdeltog i mangt og meget. Hanvar forgrundsfigur i flere af deberømte karnevaller i Køge.Den ene gang udklædt somprins karneval, sammen medden 18 årige skuespillerindeVivi Bak, der kun var iført"Ole-Lukøje" natkjole.

Vagn Bro, der havde væretungkarl indtil han var 55 år,blev i 1949 gift med enisenkræmmerenke fra Præstø.De boede i Køge indtil VagnBro i 1961 afgik som politi­mester på grund af alder. Der­på flyttede ægteparret tilPræstø.

Vagn Bro fik ikke mange årtil at nyde sit otium i, idet handøde den 22. dec. 1966.

Historien bag Navnet: Brogade 5-7

Grisegården- eller hos "Gøjen"

»Gøjen«, alias Christian Jørgensen. var en af Køge's festligsteværtshusholdere. Her ses han på et afdatidens typiske familiefotos.

Når de ældre køgenseretaler om "Grisegården",tænker de fleste nok på detgamle værtshus, der lå i densmukke gamle købmands­gård, Brogade 5-7.

Så denne gang vil jeg kunfortælle om værtshuset, forselve Oluf I. Jensens gård,som den også kaldes, har i sigselv en fantastisk histo­rie, som jeg vil vende tilbagetil.

Som alle andre købmands­gårde har denne også fratidernes morgen haft et værts­hus.

Men huset, hvor restaurantMarco Polo nu ligger, eropført ca. 1870. Den førsteværtshusholder i den nyopfør­te bygning hed AJJørgensen.Han solgte værtshuset i 1908til Jens og Lisbeth Jensen,og da Jens Jensen døde i1932, drev Lisbeth Jensenforretningen videre indtil1948, hvor Christian Jørgen­sen overtog den.

Slagterierne og selvfølgeligogså Køge Andels Svinslagte­ri, opfordrede leverandørernetil at levere en mere ensartet

vare, så derfor besluttedeTureby-Køge og OmegnsLandboforening at oprette etsvinesalg for at højne kvalite­ten.

Det første svinesalg havdetil huse i c.F.Petersens gård,Torvet 19. Det startede i 1923,men i begyndelsen af tredi­verne blev grisesalget flyttettil Brogade 5-7.

Her udspillede der hveronsdag et rigt folkeliv, ihvert­fald om morgenen, når grise­handiere ankom fra store deleaf Sjælland.

Grisenes tremmebure blevanbragt under den store åbnelade i gården, og så foregikhandelen med at syne patte­grisene, at diskutere og medat "prutte" om prisen. Såafsluttedes handelen medhåndslag, og pattegrisenestremmekasser blev placeret pågrisehandlernes halv-tonsFord-vogne.

Derpå skulle grisehandler­ne ind hos "Gøjen", aliasChristian Jørgensen, for at fåostemad og kaffe, og d.v.s."små sorte", og så kom spille­kortene frem.

7

Selve værtshuset var nogethelt specielt. Det havde ikkemange borde og stole, der lig­nede hinanden, der var lidt afhvert, og bordene havde selv­følgelig voksdug på, rigt arretaf tabte cigaretter.

Christian Jørgensen var endejlig, festlig type med en storkrum næse, deraf kælenavnet"Gøjen". Hans overmund gikhan med i lommen, den blevkun brugt ved højtidelige lej­ligheder.

Christian døde i 1965, ogenken Karen Jørgensen drevværtshuset videre indtil 1987,da forretningen lukkede, ogdermed forsvandt et nostal­gisk værtshus.

Forretningen og huset blevtotalrenoveret, og blev indret­tet til en førsteklasses spisere­staurant, først under navnet"Christiansminde", og sidstsom "Marco Polo"

Men der er mange der sav­ner deres andet hjem hos"Gøjen".

Historien bag Navnet: Bryggeriet

En by med selvrespekthavde et bryggeri

Tidligere havde enhver bymed respekt for sig selvetbryggeri. I Køge startede entidligere kaptajnløjtnantJ.L.A. de Roepstorff etbryggeri i Vestergade 30 iKøge.

I starten blev der kun bryg­get hvidtøl, for dengang blevder mest drukket hvidtøl ogbrændevin. I 1869 producere­de Køge' s 13 brændevins­brænderier 416.000 literbrændevin og Køge havde3.097 indbyggere.

Omkring 1880 begyndteman at at brygge pilsnerøl ogporter, hvor især porterenfaldt i folks smag. Bryggerietblev i 1882 omdannet til etaktieselskab, hvorved brygge­riet fik et tiltrængt kapitaltil­skud.

I 1896 blev bryggeriet udsatfor en større brand, der opstodi maltmøllen. Heldigvis varder mange frivillige hjælpere,som sørgede for at det færdigebryg, både flaskerne og fade­ne, blev bragt i sikkerhed påengen bag bryggeriet. Senereviste det sig, at størstepartenaf flaskerne og fadene var ble­vet tømt under redningsarbej-

det. Bryggeriet var dog igangigen allerede ca. 3 uger efterbranden.

Særlig porterens salg gikstærkt frem, men der må ogsåhave været kunder nok, for i1890 havde Køge 38 værtshu­se og gæstgiverier, foruden 7købmandsforretninger medret til udskænkning. Det vilsige et udskænkningssted forhver 71 personer.

Desværre kunne bryggerietmærke en stigende konkur­rence fra Carlsberg ogTuborg, økonomien vaklede,maskiner og inventar varnedslidte, så man måtte indse,at en lukning var nært forestå­ende.

Derudover var der igen enstørre brand i 1935, og denbevirkede, at det nu gik hur­tigt ned ad bakke. I 1941 tråd­te bryggeriet i likvidation, og10-15 medarbejdere blevarbejdsløse. Bygningerne ogarealet blev solgt til DanskFrø- og Siloselskab.

Bryggeriet havde haft man­ge brygmestre gennem tider­ne, men jeg kan fortælle omen af dem. Han blev millio-

8

Køge Bryggeri blev oprettet i 1866 i Vestergade 30 af kaptajnløjt­nant RoepstorjJsom hvidtølsbryggeri. Senere blev der brygget pils­ner og andre ølsorter samt diverse former for vand. Billedet er frabryggeriets reklamer, men er temmelig overdrevet.

nær, men dog ikke på KØgeBryggeri.

Det var brygmester Hei­berg, der emigrerede til Ame­rika. Under forbudstidenopfandt han et ekstrakt, derskulle blandes op med vandfor at blive til hvidtøl. Han loden brugsanvisning medfølgemed en advarsel hvor derstod: "Må ikke tilsættes suk­ker eller rosiner, da der der­ved opstår alkohol!"

Historien bag Navnet: Bybussen

Bybusser i Køge I 1975 blev vort lokalebybusselskab underlagt H.T.,som betyder HovedstadensTrafikselskab, og det er op tilenhver at bedømme, om ser­vicen er blevet bedre.

Der eksisterer desværre ikke kendte billeder afbybussen »Snusdås­en<c Her ses imidlertid Køges fØrste rutebil, parkeret i Hotel Prin­sen s gård. hvor den blev fotograferet i 1909.

~ ....-.:.tli~~iM!lll:!

stedse udvidelse at vognpar­ken og af ruterne, der skullebetjene de nye kvarterer, derskød op rundt om Køge.

Thorkild Nielsen døde i1976, og bybussen blev drevetvidere af hans enke, og afhans to sønner.

Dengang føltes manglenpå dette transportmiddelsom en katastrofe, men nu erman efterhånden blevet merevant til disse pauser i trafik­ken.

Men endelig den 3. juli komder atter gang i bybussen. Detvar vognmand Thorkild Niel­sen, der havde overtaget kør­slen, endda med to spinternyemoderne bybusser. Bybustra­fikken gik en tid i møde med

11968 stod K.Y.Larsen mednogle nedslidte og utids­svarende busser, og skulleinvestere i nogle nye, så hanvalgte at opsige koncessio­nen. Det skete i februar, medophør 1. maj. Men da kom­munen ikke udbød kørsleni koncession før efter tomåneders forløb, stod Køgeuden bybusser indtil 3. juli1969.

"Hedebo". Det lå på hjørnetaf Københavnsvej og 01se­maglevej, og husede enkøbmandsforretning og "Sno­gebæk" telefoncentral. Modsyd måtte han køre til"Hastruphus", der lå i Hastrupvillakvarter. Prisen pr. tur var35 øre.

Ruten blev imidlertid ned­lagt et års tid senere, for pri­sen var kun 10 øre pr. tur, ogder var desværre ikke passa­gerer nok til, at man kunneleve af det.

Han havde tilladelse til atkøre timedrift fra Søvang,som var bygrænsen mod nord,til Hastrup villakvarter, Køgesbygrænse mod syd. Hans busblev kaldt "Snusdåsen", fordiden havde reklamer på sider­ne med "Køge Snus" fra KøgeTobaksfabrik.

Først i september 1947 fikKøge igen en bybus. Det varvognmand K.Y.Larsen, derfik koncession på kørsel fra

Januar 1931 startede såKøges første bybus. Det varvognmand Peter Larsen,Egøjevej 35, som forøvrigthavde kælenavnet "SørenHvedekage".

I 1930 var Køges indbygger­antal steget til 5960, og der·til kom Sønderkøge medyderligere 1025, så ialt blevdet til 6985 indbyggere. Detfik en driftig vognmand tilat mene, at der måtte værebasis for at starte en bybus.

9

Historien bag Navnet: Byrådssalen

Et minderigt lokalepå Rådhuset

Byrådssalen i Køge's Rådhus hører til den oprindelige bygning fra1552, og har både været feltlazaret, teatersal og festsal i sin histo­rie.

I 1552 blev den smukke delaf vort Rådhus bygget, ogden rummer et lokale, derfortjener at man kender lidtaf dets historie.

Byrådssalen, hvor byrådetnu sidder og tager vare påborgernes ve og vel, har ikkealtid været byrådssal.

Da Rådhuset blev bygget,bl.a. af materialer fra det ned­revne Sct.Gertruds Kapel iVestergade, blev rådhusetnærmest brugt som et beboer­hus.

Hele førstesalen udgjordeet stort lokale, der var ca. 81/2 meter bredt og 22 meterlangt. Det blev bl.a. lejet ud tiladelige og borgerlige bryllup­per, og vinduerne havdeblyindfattede ruder med adeli­ge våbenskjolde, og borgerli­ge bomærker, til minde ombryllupperne.

Senere blev salen opdelt i etmagistratslokale, samt et brev­kammer eller arkiv, der havdeen kobberdør, som stadig fin­des på Rådhuset.

Under "Træskoslaget" vedKøge, i 1807, blev Rådhussa-

len indrettet som lazaret forde sårede landeværnssoldater,medens de sejrrige engelskeofficerer drak og festede påvinstuen, der dengang befandtsig i stueetagen.

Men salen blev stadig udle­jet til fester, trylle- og teater­forestillinger. Jeg optalte iavisen fra 1877, hvad salenblev brugt til det år, og detblev til: l offentligt bal, 3 dil­lettantforestillinger, og Il tea­terforestillinger af omrejsen­de teaterselskaber.

Men efter en teaterbrand iWien, hvor mange menneskeromkom på grund af utilstræk­kelige udgange, blev det for­budt at bruge salen som tea­tersal, så ved Teaterbygnin­gens opførelse i 1884, endteudlejningen af salen.

Den blev nu opdelt, så dennordre del blev retslokale, derså havde direkte adgangfra arresten, og i selve byråds­salen sad byrådsmedlem­merne dengang ved et langtbord, med borgmesteren imidten.

I mange år kunne nysgerri­ge ved skatteudskrivningen se

IO

i de fremlagte protokoller, derlå i vindueskarmene, hvadnaboen eller konkurrentenskulle betale i skat.

Efter Sønderkøges indlem­melse i Køge kommune i1940, blev byrådssalen mo-

derniseret, men under det sto­re rådhusbyggeri, der startedei 1969, blev det nødvendigt atforlægge byrådsmøderne tilsalen på Hotel Hafnia, indtil1978, hvor byrådet flyttedetilbage til en nyrenoveret by­rådssal.

Historien bag Navnet: Cordosasvinget

Motorbøllen, der fik to vejeopkaldt efter sig

En fotograf var på pletten den ulyksalige J5. juni J9JJ, hvor Cor­dosa kørte galt. Her ses den havarerede sportsvogn, som Falck-folkforsøger at samle, så den kunne transporteres til København.

En millionærsøn fra Køben­havn, Harry Cordosa, købtesig i 1911 en hurtigkørendebil; nærmest en racervogn.Den kostede 25.000 kr., etualmindeligt stort beløbdengang, men vognen kun­ne også køre UO km. itimen.

Vognen skulle jo vises fremså meget som muligt. Den 15.juni 1911 ville Cordosa en turtil Køge, og på østergademødte han to damer, som haninviterede med på turen.Damerne, som han ikke kend­te, var Sofie Knudsen, en 35årig damefrisørinde, der hav­de en frisørsalon på Falkom~r

Alle. Hun var meget elegantpåklædt, og bar en masseguldsmykker. Den andendame hed fru Michelsen, var25 år, og boede på Østerbro­gade sammen med sin mand,der var bankassistent.

Nu gik turen i fuld fart modKøge, med Harry Cordosaved rattet, selvom han ikkehavde kørekort. Ved siden afsad hans privatchauffør, Val­demar Jørgensen. Chaufførenhavde flere gange advaretCordosa med hensyn til far­ten, men intet hjalp. Ved Jer-

sie, hvor landevejen fraKøbenhavn sydpå dengangløb over Tåstrup, for at mun­de ud i landevejen ved Jersie,var et sving på 60 grader, ogchaufføren, der kendte vejen,havde for sidste gang advaret,400 meter før svinget, menforgæves.

Da Cordosa skulle svinge,kørte han helt ud i venstreside, og mistede herredømmetover vognen, som dereftertørnede mod et træ, der stod ivejens højre side. Alle fireblev kastet ud af vognen, menfru Knudsen ramte først træet.Vognen endte igen ude på lan­devejen.

Ulykken skete omtrentudfor husmand Hans Hansenshus, og han fortalte at det nær­mest lød som kanonskud. Dahan kom ud fandt han alle fireliggende i grøften, mere ellermindre tilskadekomne. Denhårdest kvæstede, fru Knud­sen, fik han ved tililendeshjælp, båret ind i huset, hvorhun blev lagt på en sofa. Enanden sofa bar de ud ved lan­devejen, hvor de lagde fruMichelsen. Cordosa og chauf­føren var dem, der var sluppetbilligst. Der blev så sendt bud

II

efter læge Viggo Møller fraKøge, og Falck fra Køben­havn.

Cordosa interesserede sigkun for fru Michelsen, og hanspurgte ingen gang efter fruKnudsen, der døde inden lægeMøller ankom. Da Falckssygetransport ankom, lodCordosa den køre ham og fruMichelsen til Rigshospitalet,til undersøgelse.

Dagen efter kunne man seCordosa køre rundt i Køben­havn i en ny vogn. Retssagenmod han blev behandlet vedRamsø-Tune herreders ret,hvor chaufføren vidnede modham med det resultat, at hanomgående blev fyret. Der stodi de datidige aviser, at Cordo­sa blev idømt en "hård" straf.

Men nu var Cordosas navnkommet i søgelyset, og detviste sig, at det "Børsmægler­firma" som faderen LouisCordosa drev sammen medsønnen Harry, var et svindler­firma, som narrede for­muer ud af klienterne. Denendelige domsafsigelse faldtden 16. november 1915, ogher blev Harry idømt I 1/2års forbedringshusarbejde, ogLouis blev idømt 3 årsforbedringshusarbejde. Des­uden skulle de tilsammenudrede 600.000 kr. i erstat­ning.

Men Harry Cordosa fiktil gengæld opkaldt 2 vejeefter sig, Cordosavej og Cor­dosasvinget. Det må velsiges at det er skæbnensironi.

Historien bag Navnet: Dansk Afvulkaniserings Anstalt

Codan Gummi A/S'anetavle

gummiaffald, men størstepar­ten var udslidte galoscher, deri store partier blev importeretfra Rusland. Gummiartikierneblev så findelte, for derefter atblive kogt i nogle storeautoklaver.

konkurs. Theilgaard havdeoptaget nogle store lån, bl.a. isin lokale bankforbindelse,der lå i Vestergade 13, så ban­ken gik konkurs samtidig medfabrikken.

Flere har spurgt mig, hvor­for jeg ikke har skrevet omGummifabrikken, som den idaglig tale kaldes. Menfabrikken eksisterer i bedstevelgående, og er i stadigudvikling, derfor vil jeg hel­lere skrive om dens forgæn­ger, der hed Dansk Afvulka­niserings Anstalt.

En ung mand, der hedAlbert Theilgaard, fandtunder sin studietid somingeniør ud af, hvordan mankunne genbruge kasseredegummiartikler.

Da han var færdig med sinuddannelse, startede han vednogle financierers hjælp, enafvulkaniseringsanstalt i enbaggård i København. Detvarede ikke længe, før stan­ken fra den lille fabrik blevfor slem for de omkringboen­de, så han fik besked om atflytte virksomheden.

Hans øjne faldt på den fal­lerede Lim- og Gelatinefa­briks bygninger, der lå lidtnord for Køge, på grænsen tilØlby. Bygningerne blev købtfor 40.000 kr., og den 12/31908 blev der indregistrereten ny virksomhed, der fik

Albert Theilgaard (1877-1936),stifter af Dansk Afvulkanise­rings Anstalt i 1908. Navnetændredes til Dansk Galosche­og Gummifabrik og senere tilCodan Gummi.

navnet Dansk Afvulkanise­rings Anstalt, og som havdeen aktiekapital på 50.000 kr.

Råmaterialet til det regene­rerede gummi, bestod af gam­le cykeldæk, slanger og andet

12

Den væske gummimassenblev kogt i, var en fabriks­hemmelighed, men det måhave været skrappe sager, forautoklaverne sprang af og til iluften, hvorved flere blevdræbt, og mange såret.

I januar 1912 nedbrændtedet meste af fabrikken, dogblev det nye kraftanlæg red­det, og en ny, men mindrefabrik blev opført nord forden gamle fabrik, og den varallerede igang i august sammeår. Den beskæftigede ca. 25personer.

Allerede i 1913 påbegyndteTheilgaard fabrikationen afcykel- og bildæk. I 1922begyndte han at fabrikeregummifodtøj, og arbejdsstyr­ken voksede til ca. 400 perso­ner.

Albert Theilgaard var enflittig og iderig mand, derkunne lide at se noget vokse,men han var sandelig også enperson, der vidste hvad hanville, og han var ikke nem atbide skeer med.

Fabrikken havde i kriseåre­ne efter krigen en række storetab, så i januar 1924 gik den

I sommeren 1924 fik fallit­boet tilført ny kapital, og etnyt firma startede, med hanssøn Gustav Theilgaard somteknisk direktør. Albert Theil­gaard var ude af spillet, menhans livsværk, Dansk Afvul­kanisering Anstalt, rejste sigsom en fugl Føniks af asken,under det nye navn, a/s DanskGalosche- og Gummifabrik.

Landbobanken, der lå i Vester­gade 13, krakkede januar 1924på grund afDansk Afvulkanise­rings Anstalts konkurs. Bankenblev genåbnet 30. marts 1924under navnet ØstsjællandsLandbobank.

Historien bag Navnet: Elektricitetsværket

Danmarks førsteoffentlige elværkI 1853 blev der født endreng i Herfølge, der hedJens Hansen. Han blevudset til at være landmand,og som IO.årig blev han sattil at vogte kvæg, som alleandre på den alder, derskulle tjene bønder.

I 1884 oprettede han"Kjøge Samtalestation", denførste telefoncentral i Køge,men den blev senere solgt tilK.T.A.S. - men det kan vimåske komme ind på i enanden artikel.

Elektriciteten havde lige

stukket hovedet frem, medverdens første elektricitets­værk i New York i 1881, menallerede 10 år senere oprettedeJens Hansen Danmarks førsteoffentlige elværk i Danmark.

Det skete den 13. oktober1891, altså 10 år efter Edison.Starten for Elværket var svær,da kommunen så en konkur­rent overfor det kommunalegasværk, med dets leveranceaf gaslys.

Det første Elværk var i kæl­deren i Brogade nr. 8, men

snart blev lokalerne alt fortrange, så Jens Hansen måtteflytte Elektricitetsværket tilBygaardstræde.

Først 30 år efter Elværketsstart, dukkede de første elfor­synede gadelamper op i1921.

Kampen havde været hårdfor det privatejede Elværk, også sent som i 1948, måtte JensHansens søn, Wal Hansen,afstå værket til kommunal eje,hvorefter strømmen blev afta­get udefra.

Men hans husbond lagdehurtigt mærke til, at Jens hav­de andre evner end det at pas­se kvæg. Når han var i markenhavde han altid et stykke træog en kniv med. Blandt det Danmarks første offentlige Elværk lå i Køge. Først i Brogade, siden i Bygaardsstræde.han snittede var et ur, fuld­komment af træ, og som ikkebare gik, men også gik præ­cist.

Det bevirkede, at hans hus­bond fik faderen til at sætteJens i lære som urmager hosen landskendt urmager, Ber­tram Larsen, der boede i Køge.

Da Jens Hansen havde be­stået svendeprøven i 1883,besluttede han sig for at væreselvstændig, og lejede sig indi lokaler i Brogade nr. 8.

Jens Hansen var et tekniskgeni, og eksperimenteredemed utallige emner, der bl.a.omfattede telefoni, elektrici­tet, m.m.

13

Historien bag Navnet: Garvergården

En perle blandt Køgesbindingsværkshuse

Garvergården. Vestergade 7. anno 1995

Vestergade 7, som kaldesGarvergården, er et synligtminde om den tid, da Køgevar dominerende, med hen­syn til produktion af sko ogstøvler. Byens skomagerehavde privilegium til atbesøge en række byer påSjælland, for at sælge deresproduktion af fodtøj, påbyernes markeder.

Folketællingslisten fra 180 Ioplyser, at Køge havde 25skomagermestre på den tid,og sammen med deres famili­er, svende, læredrenge og tje­nestefolk, ialt 193 personer,udgjorde en ottendedel afKøges 1.526 indbyggere.

Det er grunden til, at Køgehar haft flere garverier, og fle­re af dem ejedes af skomager­mestrene, især dem, der havdegrund ned til åen, som kunnelevere den mængde vand, derskulle bruges under garvnin­gen. Endvidere kunne åentrække den vandstampemølletil de nygarvede og vådehuder, der skulle stampes.

Garvergården er Vesterga­des næstældste gård, og erbygget mellem 1595 og 1600.Gården har altså overlevet

den store brand, der i 1633lagde store dele af Vestergade,Torvet og Brogade i ruiner.Bygningen hører til et af deallersmukkeste bindings­værkshuse i Køge, hvis ikkedet er det smukkeste, med allede udskæringer og udsmyk­ninger, der viser Køge hånd­værkernes høje stade.

Gården har jo ligesom man­ge andre gårde en spændendehistorie. Man kender ejernetilbage til 1630, men jeg vilnøjes med at fortælle om denførst kendte ejer, skipperAlbret Gudmandsen, eller ret­tere om hans kone. Han dødei 1634, og enken giftede sigkort efter med skipper MadsNielsen, som imidlertid døde i1646. Men sognepræsten iKøge, Christian Madsen Tau­sen, havde fået et godt øje tilden velhavende enke og ejeraf Vestergade 7, og i 1650blev han gift med den 53 åri­ge enke. Tausen endte sombiskop i Stavanger, så skipper­enken endte med at blivebispinde.

Den første skomager vitræffer på i Vestergade 7, er i1732 som ejer af gården, oghan garvede uden tvivl sit eget

14

forbrug af skind og huder, fordet fremgår af en inventarliste,at der fandtes en barkmølle.Først i 1808 blev gården over­taget af en garver, som åben­bart havde lagt skomageriet påhylden, og kun var garver.Den sidste garver hed JuliusChristensen, som købte garve­riet i 1882, og han drev det tilførst i tyverne, så det er ikkeuden grund af gården fik nav­net Garvergården.

I stueetagen mod Vesterga­de har der, siden garverietblev nedlagt, været forskelli­ge forretninger.

Siden 1983 har BerninaSyeksperten haft til huse her.Det er simpelthen en skam atGarvergården ligger påVestergades smalleste sted, såman dårligt kan se den smuk­ke bygnings førstesal, med dedejlige udskæringer og deko­rationer.

Måske får man bedremulighed, når Vestergade bli­ver færdigrenoveret, og derbliver bedre forhold for degående. Husk altid at kigge oppå de mange smukke førstesa­le på Køges perlerække afhuse.

Historien bag Navnet: Gravlunden i Lellingeskoven

Ville begraves iegenjordNogle "skovvandrere" harspurgt til Gravlunden i Lel­Iingeskoven, eller Skovhus­vænge, som skoven faktiskhedder.

På Ejbyvejens østre sideligger der en gård der hedderVittenbjerggaard, hvis markender helt nede ved Køge å, iskovens vestlige ende.

En landmand, der hed NielsPedersen, født i 1856, købtesom 26-årig, Vittenbjergga­ard. Han blev gift med Petra,født Nielsen i 1886, og beggeblev betaget af det fredfyldtestykke jord ned mod Køge å,så de besluttede at ansøgekirkeministeriet om tilladelsetil at anlægge en gravlund påstedet. Så kunne de engangblive begravet på deres egenejendom.

De fik tilladelsen, så de ind­rettede gravlunden, der blevindhegnet med et stengærde,og forsynet med en egetræs­låge. Denne blev senereudskiftet med en smedejerns­låge.

Gravlunden blev taget ibrug i 1922, da Petra døde, 63år gammel.

Niels Pedersen overlevedesin kone i 28 år, og døde i1950 - 94 år gammel.

På gravlunden er der, foru­den Petra og Jens Pedersensgravsteder, 3 bisættelser,hvoraf den yngste graver fra1960.

Jeg kan anbefale en spadse­retur gennem Lellingeskoven,eller Skovhusvænge; menLellingeskoven vil den nokaltid komme til at hedde. Hvisman følger åens nordre side,og ser de mange smuk­ke partier, kan man ikke und­gå at ende ved den lillegravlund, der ligger tæt vedEjbyvejen.

Ved broen, der fører overKøge å, lå indtil 1823 Svine­vadskroen der blev nedlagt oggenopført lidt længere sydpå,ved vejen til Ringsted. Denfik navnet Yderholm kro, mensom desværre lukkede daRingstedvejen blev ført uden­om kroen.

Yderholm kro rummede såmange minder for æl­dre køgensere, den var ende­stationen for mange skoleud­flugter, for lørdagsballerne,

15

Gravlunden i Lellingeskoven hedder faktisk Skovhusvænge - det erder nok ikke mange der ved?

søndagsudflugterne og så vi­dere.

Ja, således forgår alverdensherlighed.

Historien bag Navnet: Hotel Prinsen

Også kaldet detstore værtshus

Hotel Prinsen - bygningen som havde været gæstgiveri i 235 år inden Andelsbanken i 1950 overtogbygningen, der i dag danner ramme om Rokkjærs damekonfektionsforretning.

På hjørnet af Torvet ogNørregade lå indtil 1950 ethotel, Hotel Prinsen, hvishistorie er spændende, menogså dramatisk.

Den først kendte ejer varHans Bartskær, og det var ihans ejendom sagen om"Køge Huskors" startede.Sagen der endte med at 14kvinder blev brændt på båletfor hekseri, det skete fra 1608til 1615.

Hans Bartskær blev ogsåkaldt Hans Kræmmer, og dreven købmandsgård i ejendom­men, men havde "selvfølge­lig" også et værtshus der lå ikælderen.

Først i 1715 fik dendaværende ejer, Didrik Knud­sen Brun, kg!' bevilling til atholde priviligeret værtshus.

I 1785 blev gården post­gård, og blev drevet somsådan i en årrække. Den blevefterhånden det førende værts­hus i Køge, og senere skiftededen navn fra "Det store Værts­hus" til "Hotel Prinsen".

I 1852 købte Jørgen Hen­drik Glæiser, der havde

købmandsforretning ud modTorvet, hele ejendommen, oghan ombyggede længen udmod Nørregade i 1853.

Det bevirkede at hotelletsrenomme højnedes, men daman også gerne ville have deli markedsdagenes invasion afkarle og piger, byggede man

en pavillon, der blev kaldt"Kalkballen", nede i By­gaardsstræde, hvor de kunnemore sig.

I skænkestuen på HotelPrinsen holdt byens pænereborgerskab til, og ved stam­bordet samledes byens spøge­fugle omkring Puncebollen,og "Svoger" underholdt sel­skabet.

Men efterhånden blevhotellet mere og mere nedslidtog utidssvarende, så den sid­ste hotelejer, Johansen, solgtehotellet i 1950 til Andelsban-

ken og købmand Georg Heda­ger. Så nu kom der bank udmod Torvet, og manufaktur­handel ud mod Nørregade, iden bygning, der havde væretgæstgiveri i 235 år, og et mil­jø måtte vige for de nye tider.

Da Andelsbanken i 1978skulle have nyt boksanlæg ikælderen ud mod Torvet,stødte man på en sølvskat på 9kilo, ialt 322 mønter. De kanvære blevet skjult under densvenske besættelse i 1658-60,muligvis af en af de svenskeofficerer der var indkvarteret igården.

16

Historien bag Navnet: Imprægneringsanstalten

En arbejdsplads, der krævede mænd af solid støbning, var imprægneringsanstalten.

Arbejderne blevogså imprægnerede

I 1700-tallet startede ettømmerhandlerfirma, derefterhånden blevet af landetsførende.

Firmaet gik i arv i generati­oner, og grundlæggerens bar­nebarn Andreas Collstrup varen fremragende forretnings­mand. Hans firma fik efter­hånden afdelinger i Danzig ogi de baltiske stater, og i 1883opnåede han at få en kontraktmed Statsbanerne om leveringaf imprægnerede jernbane­sveller.

ind i telefonpælenes og svel­lernes endetræ.

Arbejdsstyrken lå normaltpå 40 arbejdere, men har på ettidspunkt været oppe på 80.Arbejderne skulle være af ensolid støbning, for når svelle­skibene skulle losses, blev detgjort manuelt, og alle sveller­ne blev båret på skuldrene ­og hver mand sin svelle.

På selve imprægneringsan­stalten arbejdede de 8 timerdagligt i en os af kreosotolie,så deres hænder og ansigtervar imprægnerede og brunesom negre.

I 1939 blev hele fabrikkenog lagerpladsen ramt af enstorbrand, der tog mange dageat få slukket. Der udvikledesig så store røgrnasser at byenlå hen som under en solfor­mørkelse.

Som årene gik faldt produk­tionen drastisk, for Statsba­nerne gik over til støbtebetonsveller, og telefonkab­lerne blev lagt i jorden.

I 1980 solgte imprægne­ringsanstalten, 3,5 tdr. land afderes lagerplads til JunckersSavværk, og i 1989 lukkedeKøgeafdelingen totalt, og pro­duktionen overflyttedes tilIshøj.

I løbet af 1994 er bygnin­gerne, der ejes af D.S.B., ble­vet nedrevet.

Han så, at Køge lå centraltfor importen af træ, og forvidereforsendelsen af de fær­dige sveller, så derfor beslut­tede han at anlægge en im­prægneringsanstalt i Køge, ogden kom til at hedde Jul.Råtgersk Imprægneringsan­stalt, R.Collstrup, og den star­tede i august 1889.

Navnet fik den efter opfin­deren af den trykimprægne­rende metode, Julius Råtger.

Svellerne og telefonpælene,som firmaet også imprægne­rede, foregik ved at man ikæmpestore autoklaver pres­sede Klorzink og Kreosotolie

17

Historien bag Navnet: lernbanehotellet

Så nu forsvinder det sidstesynlige minde om Calunda,alias Jernbanehotellet, nemligElmetræet, der nåede at blivegodt og vel 100 år.

senere kom til at hedde Jern­banehotellet, havde selvfølge­lig haft flere ejere i dets 51årige levetid, men en ejer derstadig mindes var C.M.Lykke,der købte hotellet i 1916, ogsom solgte det i 1936 til etkonsortium, der lod hotelletnedrive efter brand, og såopførte Hvidtfeldtsgården.

1934, hvor salen var lejet udtil nationalsocialisterne til etmøde, der havde super­nazisten ritmester Lembcke,som hovedtaler.

Men bortset fra dette møde,der blev omtalt i mange aflandets aviser, var det et dej­ligt sted. "Calunda", som

Det var absolut ikke alle til­hørerne der var nazister, forda mødet var slut, var dermeget få hele vinduer, bordeog stole i salen.

---

Elmetræet stod i den hyggelige have, der udstrålede provinshygge i sin tid.

~- /- : :,,~;,-_,.L-~~~

Et arrangement, der varknapt så idyllisk, fandt sted i

blev afholdt baller, møder,koncerter, juletræsfester, oghvor den fra Københavnkendte danseskole, "Lous ogPetersen" holdt til.

I juli 1885 åbnede badeho­tellet "Calunda", der var ble­vet indrettet i en stor villa dervar bygget af træ. Den havdetidligere været brugt ved enudstilling i København 1872,og var så blevet genopført iKøge.

I 1898 blev der opført enstor tilbygning, der bl.a. rum­mede en stor sal, hvor der

Hotellet blev hurtigt et skat­tet og velbesøgt sted både forkøgenserne og for de tilrej­sende. Det lå jo meget cen­tralt, lige overfor jernbanesta­tionen, og det udstrålede enprovinshygge, med den smuk­ke bygning, og den hyggeligehave, hvor der om sommerenvar udendørs musik, når vej­ret tillod det.

Træet stammer fra en haveeller et lystanlæg, der lå foranJernbanehotellet, der igen låforan jernbanestationen.

Det store gamle elmetræ påjernbanepladsen - hvorforstår det netop der? Det træ,der i skrivende stund stårendnu, men som nu des­værre må falde for motorsa­ven, på grund af elmesyge.

Det gamle træ,O' lad det stå

18

Historien bag Navnet: KjØge Andels Svineslagteri

Tidligt med påAndels-tankenI sidste halvdel af 1800 tallettog andelstanken alvorligfart, ikke mindst blandtlandbostanden, og Danmarksførste andelssvineslagteristartede i Horsens i 1887.

Her i 0stsjælland var der enlandmand der hed Jens Chri­stensen fra Vindsebækgård,der bevirkede, at en kreds affremsynede landmænd ogborgere fra 0stsjælland ogStevns startede Kjøge AndelsSvineslagteri i Køge, kun 2 årefter det første andelsslagteristartede.

De første svin blev slagtetden 24. januar 1890, og detførste år nåede man at slagte9408 svin, i 1963 som er detsidste år jeg har kendskab tilslagtede man 250.233 svin.

En markant skikkelse islagteriets historie er direktørChristen Gade, der beklædtedirektørposten helt fra 1935,og fulgte slagteriet i op- ognedgangstider, eksempelvissvinekortene, der blev indført

i kriseårene fra 1933 til 1940,og skulle begrænse grisepro­duktionen, for ikke at for­glemme den strenge kødratio­nering under anden verdens­krig.

Slagteriets produkter solg­tes overalt i Danmark undernavnet "Eureka", men også istort omfang til eksport, bl.a.til England, hvor leverancerneskulle bestå af 4 baconsiderder blev indsyet i wrappers,d.v.s. i hessian. Leverancerneblev leveret først med køle­vogn og derefter med køle­skib.

Desuden forsynedes mangeaf de østsjællandske slagteremed kødvarer, og desuden

havde slagteriet selv slagteri­udsalg; det første der stadigligger på Torvet, startede i1895. Herudover var der ud­salg i Nørregade 51, samt Sol­rød Strand, Greve Strand og iFakse Ladeplads.

Desværre kom der nye tidermed rationaliseringer og fusi­oner, og i 1976 blev den storevirksomhed og gode arbejds­plads fusioneret med andresjællandske slagterier og flyt­tet til Ringsted, ligesom øst­sjællands Folkeblad, der lige­ledes blev suget til Ringsted.

Det sidste svin blev slagtetpå Køge Andels Svineslagteriden 8. august 1976, og byg­ningerne blev nedrevet i 1977.

Slagteriet kom til at ligge i Køge Andels Svineslagteri var en stor virksomhed, der eksisterede/ra 1889 til 1976.det nordre Køge, meget tætved stranden, faktisk lige udfor Niels Juels gade. Det blevindviet i 1889 og var på dettidspunkt et hypermoderneslagteri, der var normeret til20.000 slagtninger om året.

Som noget helt specielt varslagteriet forsynet med egetelektricitetsværk, der blevbygget af urmager Jens Han­sen, ca. halvandet år før hanoprettede Kjøge Lysstation.Den store administrationsbyg­ning i to etager, hvoraf denøverste var bolig for slagteri­direktøren, blev bygget i 1924.

19

Historien bag Navnet: Kommunesammenlægningen

Fra 6.952 til 32.000indbyggere på 30 år

Ved kommunesammenlægningen med Leltinge den 1/4 1966 blev endelegation fra Lellinge modtaget på rådhusets trappe af borgme­ster Aage Sund og Hugo Jørgensen. Fra venstre kommuneboghol­der Otto Helt Jørgensen, sognerådsformand Otto Pedersen, sogne­foged Carl Jørgensen og sognerådsmedlem Axel Pedersen.

Kommunalreformskommis­sionen fastlagde i 1967 en nykommuneinddeling for heleDanmark, hvorved 1360kommuner blev reducerettil 277 på landsplan.

Men allerede sidst i tredi­verne begyndte forhandlingermellem Køge kommune ogKøge Landsogn, kaldet Søn­derkøge. Landsognet havdeSkole- og Kirkefællesskab,samt leverancer fra El- ogVandværk med Køge. Et væ­sentligt gode der mangledevar Sygehusfællesskab, såalle der boede syd for Strand­vejen, blev ved sygehusind­læggelse henvist til Faksesygehus.

te større opgaver til fælles for­del. Det smittede af på Dan­mark, så man begyndte atdiskutere for og imod, samthvilke kommuner man helstville sluttes sammen med.

Lellinge kommune beslutte­de sig på et tidligt tidspunkt, atde ønskede sig sammen medKøge, og efter flere forhand­linger, indlemmedes Lellinge iKøge kommune, den førsteapril 1966, uden det store festi­vitas, men medbringende Lel­linges kassebeholdning.

Men som tidligere fortalt,vedtog man i 1967, at refor­men skulle træde i kraft denførste april 1970.

.... '1! l

II

II

Forhandlingerne mundedeud i, at den første april 1940blev Køge Landdistrikt ind­lemmet i Køge kommune, ogbefolkningsantallet blevforøget med 1447 personer, tilialt 8399. Tillige overtogeslanddistriktets kassebehold­ning på 56.393,06 kr.

Sverige havde i 1950-erneindført kommunesammen­lægninger af små kommunertil storkommuner, for somsådanne kunne man bedre løf-

Den første oktober 1967blev det første møde afholdtpå Hotel Hvide Hus, mellemKommunalreformkommissio­nen og repræsentanter forHøjeise, Ølsemagle, Herfølge,Sædder og Køge. Efter mangeog lange møder blev man eni­ge om den endelige sammen­lægning, der fandt sted denførste april 1970. Køge kom­munes indbyggerantal stegpludseligt til 32.000, og kom­munens areal, der tidligerevar på 825 ha. steg til 12.293

20

ha., og byrådet blev udvidettil 21 medlemmer.

Nu havde man en storkom­mune, og med den kom ogsåde store fællesopgaver, førstog fremmest Rådhuset, somvar påkrævet for at man kunnesamle alle kommunens afde­linger på et sted. Det påkræve­de Rensningsanlæg, udbyningaf Vandværket, Skoler, Vug­gestuer, Børnehaver, Fritids­hjem, Bibliotek, Svømmehalog meget meget mere.

Det var ikke alle, der vartilfredse med kommunesam­menlægningen. I nattensmulm og mørke, blev derengang i oktober 1968, pla­ceret en flere tons stor "Min­desten" ved kæmpehøjen påNørremarken. Den har føl­gende indskrift: "Her hvi­ler Omegnskommunerne,fred for fremtiden. De efter­ladte."

Ingen kan "huske" hvemder placerede Mindestenen.

Historien bag Navnet: Kongsberg Alle

Vejen, der enderi byens arrest

Kongsberg Alle ender blindt i KØge by 's politistation og arrest.

En rigtig Køge Fan, fraKongsberg i Norge, der ernært tilknyttet til Kongs­berg Guttemusikkorps, harigen b~sØgt Køge. Han harskrevet til mig, og er lidtskuffet over, at jeg endnuikke har skrevet om Kongs­berg Alle. Jeg iler med atgøre det godt igen.

Kongsberg Alle løbernæsten parallelt med Skov­parken, fra Søndre Alle.

Den er en af de nyere veje iKøge, og blev først anlagt i1976, da den skulle førened til Køge Politistation ogArresten, der flyttede tilKongsberg Alle i febru­ar 1977. Vejen ender blindt,og har ikke andre bebyggel­ser.

Byen Kongsberg ligger idet sydlige Norge, i selveTelemarken og længere sydpåend Oslo.

Efter anden verdenskrigblev Køge og Kongsberg ven­skabsbyer, men først i 1950kom der rigtig gang i ven­skabsforbindelserne.

Det var, da Kongsberg Gut-

temusikkorps gæstede Køge.Det velspillende drengemu­sikkorps fik sat gang i KøgeSkoleorkester, der, underledelse af Mogens Koefoed,startede igen i 1946, efter athave ligget stille siden før kri­gen. Det havde da kun 7 dren-

ge, men nu satte de sig for atskulle spille lige så godt somde Kongsberg drenge.

Selve Kongsberg ligger ual­mindeligt smukt mellem højefjelde, og bliver gennem­skåret af en meget vandrigfoss, der hedder Lågen. Selvebyen er et yndet sornmer- ogvintersportssted, der bliverbesøgt, ikke mindst af Køgessportsforeninger, for at dystevenskabskampe, samt selvføl­gelig også af Køge Skoleorke­ster.

I bjergene, eller rettere fjel­dene, fandt man i 1623 rigeminer med sølvforekomster,og Chr.IV grundlagde byen i1624, så det er efter ham atbyen fik navnet Kongsberg.Sølvminerne kan stadigbesøges af turisterne.

Jeg synes, at da man i Køgeanlagde Kongsberg Alle, kun­ne man godt have fundet på etandet navn, end den Alle derender i Politistationen ogArresten. Kongsberg fortje­ner bedre.

21

Historien bag Navnet: Kureer

Kureer - blev navnetpå en bil-pionerJeg er blevet spurgt hvorfranavnet "Kureer" stammer,og jeg må indrømme at jeghar måtte søge oplysninger,hos den tredie generationKureer'ere, for ikke at for·tælle noget fejlagtigt.

Ifølge Hagerups leksikonbetyder Kurer: "et ilbud meddiplomatiske budskaber",men det er ikke derfra navnetstammer.

Den 12 maj 1880 fik engård- og teglværksejer i detnordlige Jylland en søn, derblev døbt Niels Christensen.

Han ville hverken væregård- eller teglværksejer, menville være med til den trans­porttekniske udvikling, dervar startet i den sidste halvdelaf det forrige århundrede.

Efter skoletiden kom han ilære på cykelfabrikken"Jyden", der ligger i Ålestrup.Han blev udlært som vulkani­sør, et fag der nok kunne værebrug for, med datidens hulle­de veje, og de skrøbelige dækman dengang havde.

Men Niels Christensen villevære selvstændig, så da cy-

kelfabrikken "Freiberg", derlå i Silkeborg, søgte bestyreretil deres filialer, eller de filia­ler de agtede at oprette, blevNiels Christensen ansat sombestyrer af en forretning, somskulle ligge i Køge.

Niels Christensen kom tilKøge som 23 årig, i 1903, oglejede et lokale der lå i Broga­de nr. 22. Men lokalet skullelaves om så det egnede sig tilcykelforretning. Den 9 marts1904 åbnede forretningenmed cykelfabrikken "Fri­bergs" cykel, og den hed"Kureer"

Da den dygtige forretnings­mand averterede med encykel, der havde navnet"Kureer", varede det ikkelænge før han selv var kendtunder dette navn. Ligeledeshans børn fik navnet i skolenaf klassekammeraterne.

Cykelfabrikken "Friberg"gik fallit, så Niels Christensenkøbte forretningen, og der gikikke ret lang tid før han togsalget af biler op. Ved sit 50 årsjubilæum, som forretningsdri­vende i Køge, siger han i etinterview "Jeg kurerer biler ogjeg ville hedde Kureer"

22

Den vulkanisØrudlærte Niels Christensen åbnede cykelforretning iBrogade nr. 22 den 9. marts 1904.

Men takket være skranke­paver og papirnusseri i justits­ministeriet, skulle der gå l3 årog 7 ansøgninger før tilladel­sen til navneændringen ende­lig forelå i 1937.

Niels Christensen måtte kæmpei årtier for at komme til at hed­de »Kureer«.

Historien bag Navnet: Køge Bysegl

Sigllum. Civitatis.Kokae.

Det senmiddelalderlige bysegl fra 1574 viser broen med porttårn(bil/ed til højre). i modsætning til det ældste bysegl. hvor broen erubefæstet (bil/ed til venstre). (Foto: Fra bogen »MiddelalderbyenKØge«.)

Nu hvor Vestergade stårlige foran en renovering ogkloakering, er man spændt pådet nøjagtige sted hvorVesterport har ligget, samtstørrelsen på denne byport.

Nuværende byvåben.

det bekræftet, at Køge havdehaft murede Byporte, idetman under opgravningen tilnaturgas, stødte på funda­mentsrester fra en byport, derhavde ligget lige ud for ind­gangen til Tøxens skole iNørregade. En grundig ogomfattende udgravning afs­lØrede, at Nørreport havdeligget der. Nørreport havdebestået af et 6 gange 6 meterstort tårn, som havde væretbygget af munkesten ogkridtsten, omtrent som kirkener blevet bygget. Nørreportvar betydelig større end SØn­derport, og porten havde engennemkørselsport på 3meter. Nørreports størrelse erligeledes markeret i gadebe­lægningen.

Sønderport lå noget nordli­gere end man havde forventet.Det viste sig, at den havdeværet et muret tårn på 4 gange4 meter, med en halvandenmeter bred gennemkørsel. Deter næsten sikkert, at Sønder­port har set ud som det ser udpå på det nuværende byvåben.Tårnet må være opførtomkring år 1400, og det måvære blevet revet ned af sven­skerne under deres besættelseaf Køge, som de byggede omtil en veritabel fæstning i1658-1660, med volde, vold­grave og II bastioner.

Allerede i foråret 1993 blev

stammer, for i foråret 1994, darenoveringen af Brogadebegyndte, og der skullelægges nye kloakrør, stødtegravemaskinerne på funda­mentet af Sønderport. Muse­umsinspektør Ulla FraesRasmussen, som faktisk hav­de overværet fjernelsen afhver grabfuld jord, kunnebegynde en registrering ogopmåling af fundamentet tilSønderport, under voldsomttidspres. Ved færdiggørelsenaf Brogade blev Sønderportsbeliggenhed markeret i Bro­stensbelægningen.

Det nuværende byvåbenhar fået form som et ridder­skjold, og fra 1909 harbyvåbnet fået farver. Tårnet,broen og korset skal værerødt, åbredderne grønne, kro­nen gul, og åbølgerne skalvære henholdsvis gule og blå.Hånden skal være hvid ogærmet blåt, og baggrundengul.

Det er endeligt nu blevetkonstateret hvorfra tårnet

Det næste segl forekommerfor første gang i 1574, men nuer der tilføjet et porttårn forenden af plankebroen. Port­tårnet skal uden tvivl markereSønderport. Nu omtalesbyseglet for første gang sombyvåben.

Det er den latinske indskriftpå Køges første bysegl, ogdet betyder Køge stads segl.Det er bevaret som frag­ment under et brev fra 1329,altså kun 41 år efter Køgefik de første købstadsprivi­legier. Graveringen på seg­let viser en plankebro overet vandløb, med en konge­krone over broen, og øverstet kors, samt Vorherresbeskyttende hånd.

23

Historien bag Navnet: Køge Huskors

En uhyggelig periodei Køges historie

Denne mindeplade sidder i væggen ud mod Nørregade i Rokkjær'sejendom. Præsten Peder Syv skriver i 1688: »lntet hus uden et hus­kors«. Det betyder, at alle har et kors (byrde, sorg, sygdom ellerbekymring) at bære på.

en af de alvorlige anklagermod hende var, at under et afde "pinlige " forhør indrøm­mede hun, at have haft samle­je med djævelen, ved Elle­bækken, der løber gennemden lille skov, hvor Skovpar­ken nu ligger. Bækken blev imange år kun kaldt for MetteBanghors bæk. Også MetteBanghors indrømmede endvi­dere navnene på hendes"medskyldige", og heksepro­cessen rullede således videreefter dommen over MetteBanghors, der lød på brænd­ing på bålet, og det fandt stedi december 1612.

Hekseforfølgelserne syntesingen ende at have, og først i1615 standsede de endelig,men da havde 14 uskyldigekvinder lidt døden på bålet.

Sagen mod Mette Banghorsbegyndte 16. oktober 1612, og

Dommen over JohanneThomses faldt den 24 august1612, men først havde hununder "pinligt" forhør angivet4 andre kvinder, Valborg Bød­kers, Maren i Ringsbjerg,Mette Banghors og KirstenLauritzdatter, der også blevdømt for at have tisset i døbe­fonden i Kirken, for at blivekureret for en medfødt hofte­skade. Den 11. september blevJohanne og Kirsten brændt pågalgebakken, der lå lidt nordfor Norske Løve, der denganghed Ravnsborg.

lå en kornsæk på hans ryg. ldet hele taget alt, hvad derskete af ulykker, skyldtesJohanne Thomses.

get heri. De uforklarligehændelser hos Hans Bart­skjær, var først og fremmestplejesønnens apopleksiskeanfald, og desuden havdeHans Bartskjær tit om natten,så ondt i ryggen, som om der

Rektor på Herlufsholm, magi­ster Johan Brunsmand, udgav i1674 et skrift om Køge Huskors.Skriftet blev en bestseller i storedele afdet mørke og overtroiskeNordeuropa. Her er titelbladetfra den tyske udgave af Bruns­mands »Køge Huskars«.

På hjørnet af Torvet ogNørregade boede i 1600-talleten kræmmer der hed HansBartskjær. Familien havde enplejesøn, der var 11 år da dethele startede. Han led åben­bart af apopleksi, og dengangkunne hans anfald kun bety­de, at drengen var besat afdjævelen.

Køge Huskors er blevetbeskrevet mange gange,men alligevel bliver jeg sta­dig spurgt om denne mørkeog uhyggelige periode iKøges lange historie.

Hans Bartskjærs kone, derhed Anne, har åbenbart væreten trættekær kone, og en dagkom hun i skænderi med enanden kone, der hed JohanneThomses, der boede i Byga­ardstræde (hvor Rådhusarka­den nu ligger). Skænderietfandt sted sidst i november1611, og samtidig var en konefra Egøje, Boels Peders oghendes datter, anklaget fortrolddom. De havde underforhørene nævnt JohanneThomses, som deres medskyl­dige, og da der i lang tid hav­de foregået uforklarlige ting iHans Bartskjærs gård, blevJohanne Tomses også ankla-

24

Historien bag Navnet: Køge-Malmø Ruten

Da Køge også havdeen spritrute

Færgen »østersøen« med den 12 mands store besætning, som allekunne tåle vuggeturen til Malmø. (Foto: Privatejet).

Det var en festlig periode,da Køge også havde en fær­geforbindelse med Sverige,en såkaldt "Spritrute".

Engang i 1958 kom der enherre ind på Centralhotellet iVestergade, og fortalte restau­ratøren, Aksel Johnsen, atvedkommende havde chartreten af 66-bådene med den hen­sigt, at oprette en færgeforbin­delse fra Køge til Malmø.Han tilbød Aksel Johnsen atforpagte restaurantvirksom­heden, og Aksel Johnsen slogtil. I forvejen var Tobaks- ogSpiritussalget bortforpagtet tilrestauratør Dahlstrøm, dertidligere havde drevet Klinte­kroen ved Mosede, indtil denbrændte.

Johnsen og Dahlstrøm giknu en travl tid i møde med alleforberedelserne, bl.a. blev deropstillet en pavillon, der skul­le huse politi og toldvæsen,og med tilhørende afspærrin­ger. Pavillonen kom til at lig­ge lige ud for "Pandekagehu­set".

Færgen, der skulle besejleruten, hed "østersøen, og denkunne medtage 27 biler og500 passagerer. Den skulle

have daglig afgang kl. 9.00,samt desuden en aftensejlladstorsdag, lørdag og søndag.

Endelig i oktober 1952 varalle skær klaret, nu mangledeman bare 8 dage før jom­frusejlladsen, politimesterVagn Bros godkendelse ogunderskrift. Men ak og ve;ingen vidste hvor Vagn Brovar. Først en time før den fast­satte afsejlingstid, fandt manham i Jylland. Vagn Bro blevfløjet hjem, så starten blevkun to timer forsinket. På dettidspunkt var hele havnearea­let totalt spækket af nysgerri­ge, som var det kongeskibet"Dannebrogs" besøg, og fær­gen var totalt udsolgt.

Den var desværre for dyr,og den havde følgende besæt­ning: l Kaptajn, 3 Styrmænd,l Maskinmester, samt 6matroser plus en altmulig­mand, ialt l3 personer. Desu­den viste det sig, at "øster­sØen" var meget urolig i van­det, og tålte ikke sidevind.Meget af det passagerene togindenbords i "østersøen" blevafleveret i Køge Bugt.

Men problemerne var langtfra overstået. Da der var gået

25

et par dage, og færgen lå iMalmø Havn, blev den præ­senteret for en stor regning formanglende betaling af havne­afgifterne. Det viste sig at"Skibsrederen" ingen pengehavde, så Johnsen og Dahl­strøm måtte betale havneaf­giften, for at færgen kunnekomme hjem til Køge igen.Her blev "Skibsrederen" sat iland, og Aksel Johnsen over­tog derefter ledelsen.

Sejlladsen med "østersøen"sluttede i januar 1959, ogresutatet var et kæmpeunder­skud.

Det lykkedes for Johnsen,at finde et mere passende ogstabilt skib i Tyskland. Dethed "Schleswig-Holstein",

med en mere passende besæt­ning, ialt 5 personer, og prisenpå chartringen var betydeligmere passende.

Den nye færge startede iseptember 1959, med restau­ratør Erland Christoffersen,fra restaurant "Bristol" påTorvet, som restauratør. Den­ne gang gik det betydelig bed­re, indtil december, hvor derindtraf en voldsom snestormden 7. december. Først fleredage senere lysnede trafiksi­tuationen, men Aksel Johnsenbesluttede at indstille færge­ruten. Denne gang havde dengivet et pænt overskud, menikke nok til at dække det for­rige underskud. Eventyretsluttede så med færgens sidsteafgang, den 6. december 1959.

Historien bag Navnet: Køge Sygekasse

Der var kontrol på,om man var sygI 1875 gik to mænd påLovparken og rensedevandhullet, der var en restaf svenskernes voldgrave,fra besættelsen i 1658-60.

Den ene var graver og kir­kebetjent Niels Hansen, somlige havde haft en lang syg­domsperiode, der næsten hav­de slået ham ud økonomisk,og den anden var havemandJens Nielsen.

De talte om at oprette ensygekasse, som kunne hjæl­pe i en nødsituation, og detresulterede i, at den 2. april1876 blev Køge Sygekassestartet.

Dens første formand blevNiels Hansen, som sad på for­mandsposten indtil 1902,hvorefter havemand JensNiels overtog hvervet.

Sygekassen startede med39 medlemmer, og kontingen­tet var i den første tid 64 Øreom måneden. I sygdomtilfæl­de fik man 66 øre om dagen,og byens tre læger fik 50 Ørepr. sygebesøg. Men medlems­antallet steg hurtigt, for detvar betryggende at have ensygeforsikring.

Allerede i 1887 oprettedesen byggefond med det formålat skaffe boliger til ældre,værdigt trængende medlem­mer af sygekassen.

I 1893 blev byggefondensførste ejendom opført. Det var"Niels Hansens Minde", derhavde 14 to-værelses lejlighe­der, og ligger på Accisevej ;den er lige blevet renoveretfor 6,6 millioner.

I 1902 byggedes "2 aprilstiftelse" i Nyportstræde, denhavde 7 et-værelsers lejlighe­der. I 1909 byggedes Nyport­stræde 43, med 6 to-værelserslejligheder, og endelig i 1927"Aldershvile" på Dyrlunds­vej, der skal totalrenoveres i1996.

Kontingenterne, der komfra "nydende" og "ydende"medlemmer, blev ikkebrugt på overdreven admini­stration. Indtil 1922 varformandens privatbolig og­så sygekassekontor, menså flyttede man til Nyport­stræde 47.Medlemskaren blevstørre og større, og opgaverneligeledes. Fra 1921 blev deransat en hjemmesygeplejer­ske.

Kirkebetjent og graver NielsHansen blev født i 1831 og dødei 1905. Kirkebetjent var han iårene 1864-1905, og KøgeSygekasse opstod, fordi NielsHansen ovenpå et langt sygele­je indså, at der var behov fordenne sociale foranstaltning.

Til sidst blev kontorforhol­dende for trange, så i 1939byggedes administrationsbyg­ningen, nederst på Nyport­strædes vestre side.

Men den l. april 1973, bleval sygesikring langt ind underden kommunale socialforvalt­ning.

Jeg fortalte, at kontingen­terne ikke blev brugt til nogetunødvendigt, men sygekassen

26

Havemand Jens Nielsen, født i1847 og død i 1948. Jens Niel­sen var byrådsmedlem, Danne­brogsmand og medstifter afKøge Sygekasse.

sørgede også for, at medlem­merne ikke snød. Man havdeen kontrollør, der ved syg­domstilfælde foretog stik­prøver i hjemmene, for at seom den syge var hjemme, ogmange gange mødte kontrol­lanten op ved biografernesudgange, når filmen var forbi.

Dengang kendte næstenalle hinanden, og det var ikkemorsomt at miste sygekassensdagpenge.

Historien bag Navnet: L.A.B.

En igangsætter­forening

LAB. 's første spildindsamlere fotograferet i 1940.

I trediverne, hvor Danmarkogså havde en stor arbejds­løshed, blev der startet enlandsforening til bekæmpel­se af arbejdsløsheden, denblev i daglig tale kun kaldtL.A.B.

Under krigen bredte der sigen sværm af lokalforeningerlandet over, dels for atbekæmpe den stigendearbejdsløshed, men ikkemindst for at beholde arbejds­kraften her i Danmark, frem­for at de blev henvist til arbej­de i Tyskland, hvad man ger­ne gjorde.

I juli 1940 startede L.A.B. 'slokalforening i Køge, medfabrikant Niels Kjeldsen somformand, bankdirektør Søn­dergaard Nielsen som kasse­rer, og forretningsfører CarlPetersen som sekretær, dervar 4 andre i bestyrelsen, bl.a.redaktør Einar Svarre.

Den nystartede foreningbegyndte aktiviteterne med atindsamle dicideret køkkenaf­fald, som husmødrene blevopfordret til at holde adskilt iaffaldspanden. Dette affaldblev afhentet af tidligere lang­tidsarbejdsløse, og nede på

den gamle Oliemølle på Hav­nen blev der indrettet en storovn med et kogekar, hvorkøkkenaffaldet blev blandet,kogt, og brugt til svinefoder.Resultatet var at man opfodre­de 75 svin om året.

Foruden køkkenaffaldetindsamlede L.A.B. ogsågammelt ubrugeligt skotøj,cigarkasser, tørre kødben,strømper og klude, konserves­dåser, cremetuber, øl- ogmælkekapsler, staniol ogsølvpapir, brugte søm, prop­per, sejlgarn, hår, urtepotter,grammofonplader og megetandet. Alene i 1942 beløb ind­samlingen sig til 40 tons.

Men L.A.B. havde mangeandre aktiviteter, der blev sat igang. Der blev oprettet ensystue, hvor mindrebemidledekunne få omsyet brugt tøj tilf.eks. børenetøj, for en pris af10 øre pr. arbejdstime. Sycen­tralen havde til huse på Bane­gårdspladsen, hvor Genbrugs­butikken nu ligger, og havdepå et tidspunkt 13 syersker ogen direktrice ansat.

En vigtig gren af L.A.B.sarbejde var stødoptagning iskovene, hvor de optagne og

27

flækkede stubbe gav et vær­difuldt tilskud til opvarmnin­gen i hjemmene. Der var i fle­re år beskæftiget mellem 10og 20 mand med dette arbej­de.

Der var mange andre gøre­mål som L.A.B. igangsatte:hørruskning, rønnebær ogkastanieindsamling, cykelpar­keringsvagttjeneste, piledyrk­ning med mere.

Efter krigen ebbede aktivi­teterne langsomt ud efter­hånden som der kom gang iDanmark igen, og først i halv­tredserne indstilledes L.A.B.sarbejde.

Historien bag Navnet: Laugshusgade

Skomagernes gade

Laugshusgade 8 var i 300 år skomagernes laugshus.

taget af fabrikker, og detbevirkede at skomagerfagetnæsten forsvandt, men vi harda heldigvis steder her iKøge, hvor vort fodtøj kanblive forkælet, og vi har end­da en kvindelig skomager.

var børn dengang, kunne tjenenogle lommepenge, når visolgte jem, klude og ben, iLaugshusgade.

Fabrikationen af fodtøj blevi sidste del af 1800-tallet over-

....\\-~~..;

-:i~~~.~:}"? .... t:,: "'.

·.J.;lt~~S'- ,~'-;\"'":;:~~~:;~-:;;:,.. ..~~~:.:::~;,::~

I 1891 blev huset købt afskomager Lorentzen, og man­ge kan huske hans sØn, skind­handler Lorentzen, der dreven produkthandel, hvor vi, der

Skomagernes gamle laugs­hus, der var en bindings­værksbygning, blev nedrevet i1810, og et nyt opført. Laugetvar imidlertid blevet så fattigtpå grund af statsbankerotten,at de måtte sælge laugshuset.En senere ejer udvidedehuset, der var på 7 fag, til denuværende 12 fag.

Skomagerne domineredebyen så meget , så den vestreende af Torvet var forbeholdtdem, og den del hed "Suder­torvet". (Suder var det gamleord for skomager).

Selvfølgelig kunne byenikke aftage den store produk­tion af sko og støvler selv,men Køges skomagere hav­de også det privilegium atde måtte sælge deres produk­tion i 10 andre byer på Sjæl­land.

familie udgjorde 193 perso­ner. Så hele 12% af Køges1526 indbyggere, var afhæn­gige af skomageriet.

Af andre laug man kendertil her i Køge var skinderne,snedkerne, smedene, væver­ne, bødkerne, skrædderne,møllerne, bagerne og vogn­mændene. Alle disse laughavde hvert sit laugshus, somlå forskellige steder i byen.

Men skomagerne var dedominerende, og så sent somomkring 1800-tallet, havdeKøge 25 skomagermestre,som med svende, lærlinge og

Laugshusgade går fra Kir­kestræde til Nyportstræde,og har fået navn eftergadens nr. 8, som i godt ogvel 300 år var skomagerneslaugshus.

Skomagerlauget er det æld­ste laug, man havde i Køge,og fik i 1478 tilkendt ejen­dommen efter en trætte meden mand fra Strøby og hansniece. De gamle laug virkedesom fagforeninger, og deresmagt og indflydelse var såstor, at Christian dA. i 1613forsøgte at ophæve dem vedet dekret, så man kunne få friprisdannelse og konkurrence,til kundernes fordel. Menkongen måtte allerede i 1621ophæve forbudet.

28

Historien bag Navnet: Niels Nielsen

En genial opfinder,mekanikus og redaktør

En meget særpræget mand,der hed Niels Nielsen, blevfødt i Svansbjerg i 1849. Omham og hans liv kunne derskrives en tyk bog, der star­tede i fattige kår, og endteunder fattigvæsenet.

Den tragikomiske historieom denne naive mand, somabsolut ikke led af mindre­værdskomplekser, kan manlæse om i Kjøge Avis fra1892, hvor han han på opfor­dring har skrevet sin selvbio­grafi, der begynder: "Jeg erfødt l. Maj 1849 af HusmandNiels Hansens Kvinde..."

Efter en omflakkende til­værelse mellem mange for­skellige arbejdspladser, komhan tilbage til Svansbjerg i1878, hvor han, efter sin bio­grafi, nedsatte sig som meka­nikus. Niels Nielsen havdeutallige ideer og fantasipro­jekter, han tumlede med.

I 1880 startede han et blad,som han kaldte "Jagtforenin­gens Vejviser" med undertit­len "Nattens Nyheder".

Det var et blad for kryb­skytter, for Niels Nielsen varselv en uforbederlig krybskyt-

Niels Nielsen i arbejdstøjet.

te. Jagtforeningen havde etslogan der lød: "Vildtet er foralle, lad bare bøssen knalde".

29

De første numre af bladetblev trykt i København, mendet blev for dyrt, så han kon­struerede og byggede selv en"Hurtigpresse", og typernetiggede han sig til på KjøgeAvis, og hos forskellige bog­trykkere, så hans blade var ensammenblanding at mangeforskellige skrifttyper. Hanaverterede efter "En jomfru,som er typograf, og som kjen­der til dansk Vask og Madlav­ning".

Det kneb imidlertid medabonnenter til krybskyttebla­det, så bladet ophørte med atudkomme, men blev erstattetmed et nyt blad, der hed "Illu­streret Hønseavlertidende",hvis oplag kom helt op på 71eksemplarer.

Niels Nielsen havde enkringlet fantasi, som"opfandt" utallige opfindel­ser. Bl.a. en "Sikkerhedsjern­banevogn", en flyvemaskine,en loppeknusemaskine, enpandekagebagemaskine, ild­ure, paraplyer til høstakke, ogen sikkerhedsbrudeseng.Fidusen ved denne seng var,at midt i den alkovelignendeseng var der en træplade medet hul i ansigtshøjde, hvorman kunne kommunikeremed modparten. Hvis mankom til et resultat, skulle beg­ge trække i et reb på hver sinside, for så ville skillerummetblive hævet, men som sagtlavede han utallige andre"opfindelser".

Forsiden af »Nattens Nyheder«- et specialmagasin for kryb­skytter.

Han bombarderede aviser­ne med hundredevis af ind­læg, hvor han fortalte om, oganbefalede sine opfindelser,og aviserne bragte gerne dissekomiske indlæg, som igenbevirkede, at Niels Nielsenefterhånden blev en megetbrugt foredragsholder overhele landet.

Hans foredrag sluttede altidmed, at han klappede af sigselv.

Men som tidligere fortalt,kunne der skrives en bog omNiels Nielsen, der døde jule­aften 1905, nærmest hjerne­skadet.

Historien bag Navnet: Nørregade 2

Fra arrest til stedetfor trængende

Åge Sund, Borgmester; tidl. kriminalbetjent samt Alex Hansen, »Tit­tenborg« tidl. logerende i Køge Arresthus. D. 30. marts 1986.

Køges første fangehuller varto små mørke rum, der lig­ger i kælderen af Rådhusetsnordre del. De blev kaldt"Troldkonekælderen" sidenKøge Hus Kors fandt sted.

Men de nye tider krævedebedre forhold for de indsatte,og efter koleraepidemieni 1853, hvor koleraen ramtede indsatte, besluttede manat opføre en tidssvarendearrest.

Magistraten ejede en gårdder lå mellem Rådhuset ogFattiggården (Museet). Denblev kaldt Buchens gård, efteren Hans Buch, der var kræm­mer, og fra 1623 rådmand, forsenere at blive borgmester.Hans anden kone var datter afBartskjærs, der ejede hjørnee­jendommen på den anden sideaf gaden, og det var den fami­lie, der blev plaget af KøgeHus Kors.

Buchens gård blev nedre­vet, og endelig i 1855 stodden nye arrestbygning færdig.Det var trods alt et stort frem­skridt fra kælderen til det nyearresthus, der var normeret tilat huse 19 arrestanter, men tiltider var der mange flere.

Under et visitats af den til­synsførende, var der 27 ind­satte, og han ankede bl.a. overtoiletforholdene. Der var kunet lokum, og det lå selvfølge­ligt i gården. Han påtalteogså, at de nyindsatte arre­stanter skulle gennem arrest­forvarens dagligstue, for atkomme ind i en celle.

Gennem tiderne blev derforetaget forsøg på at bøde påarrestens mangler, men detvar kun i "småtingsafdelin­gen". Det må ikke altid haveværet nogen spøg at værearrestforvarer, man kunnespekulere over, hvem dervar mest indsat, arrestant­en eller arrestforvaren, forhans arbejde strakte sig over24 timer i døgnet. Derforansøgte den daværende arrest­forvarer i 1939 om en ugentligfriaften, men det blev afslåetmed den begrundelse, at hanhavde jo 14 dages ferie omåret.

Kravet om en ny arrestbyg­ning blev stærkere og stærke­re, så da Rådhuset skulleudvides, blev der opført en nyarrestbygning, ved siden afPolitistationen på KongsbergAlle. Den består af 46 enkelt-

30

mands- og 2 tremandsceller,ialt er der 139 rum i Arresthu­set.

Der var store kræfter igangfor at få den gamle arrest ned­revet, det var jo lige i den sto­re nedrivningsperiode, menheldigvis sejrede fornuften.Køge Museum kunne nu få deto øverste etager til en hårdt

tiltrængt udvidelse af arbejds­lokaler. Den nederste etageblev heldigvis indrettet tiloffentlige toiletter og bad.Toiletforholdene er vel nok demest hygiejniske og reneste iDanmark, bortset fra lørdagkl. 16 til 22. og søndag fra8.00 til 22.00, hvor de er udenopsyn. Men man kan da blivelettet.

Historien bag Navnet: NØrregade 24

Fejlagtigt kaldet"Ulfeldts Gård"Arealet bag Nørregade gårofficielt under navnetU1feldts Gård.

Navnet har den fået efterschoutbynacht (kontreadmi­ral) Lauritz ChristofferUlfeldt, som på et tidspunktejede naboejendommen nr. 22- som iøvrigt er den enestegamle bygning, der endnu haren svalegang.

for at blive færdige medombygningen til prins Carlmed følge skulle overnatte iKøge, den 30. september 1723,i prins Carls Gård.

Prins Carl døde i 1729, oghans ugifte søster, prinsesseSophie Hedvig, arvede Vem­metofte og gården i Køge.

Nogle af de senere ejere

udlejede gården til forskelligeformål, her lå bl.a. et af Køgesstørre brændevinsbrænderier ien lang årrække.

Fra 1882 ejedes gården afkøbmand LJ.Villumsen, ogfra hans tid har den smukkerokokofacade været præget afskilte af de skiftende forret­ninger.

Antallet af forretninger kul­minerede i 1950'erne. Da låder en legetøjsforretning, enblomsterforretning, en skræd­dermester, en herreekvipe­ringsforretning, et fiskehus,en slagterbutik, et parfumeri,og en skomager, der forøvrigt

havde Køges mindste butik.Bredden på lokalet var bred­den på indgangsdøren, og fol­keviddet sagde at han ikkekunne reparere sko overstørrelse 42.

Forhuset brændte delvis i1973, og lå hen i tre år som enskæmmende sodsværtet ruin,før forhuset blev genopført.

I 1988 købte entrepenørfir­maet Rasmussen og Schiøtzhele ejendommen samt en stordel af Jernbanegades nordreside, og begyndte en total,men nænsom ombygning,som man nu kan glæde sigover.

Denne ejendom rummede Nørregade 24 - som den tog sig ud i begyndelsen afdette århundredebl.a. en hestemølle, og blev imange år kaldt "Hestemølle­gården".

Lauritz Ulfeldt var langtude i familie med KorfitzUlfeldt.·

De to ejendomme nr. 22 ognr 24, blev sammenlagte afprins Carl, der købte beggeejendomme. Prins Carl (1680­1729), var søn af Christian V,og ejede også Vemmetofte.Han ville have et sted hvorhan kunne raste når han kørtefra København, eller Jæger­spris og skulle til Vemmetofte.

Gårdene gennemgik nu engennemgribende renoveringog ombygning, hvor 48 hånd­værkere arbejde under højtryk

31

Historien bag Navnet: Oliemøllen

En fabrik Køgevar stolt afOmkring århundredeskiftettog industrien et stort op­sving i Køge, især ved Hav­nen.

Først startede Imprægne­ringsanstalten i 1889, senere i1904 startede Køge Trævare­fabrik; men året før i 1903blev der opført et - efter dati­dens forhold - imponerendefabriksanlæg, nemlig KjøgeOliemølle.

rapsfrø der blev importeret fraIndien, og sejlet til Køgehavn, hvor et tipvognsspor, derførte fra havnekajen til fabrik­ken, transporterede råvarernedet sidste stykke vej til fabrik­ken. Her forarbejdede enarbejdsstyrke på 10-12 mandfrøene.

Arbejderne skulle arbejde12 timer i træk, kun afbrudt af

de pauser der var mellem kog­ningen af foderkagerne. Fa­brikkens årlige import af frøvar på ca. 2000 tons.

I 1910 solgtes virksomhe­den til A/S Danske Oliemøllerog Sæbefabrikker. Underførste verdenskrig var fa­brikken lukket, da det varumuligt at importere råvarer­ne.

A/S Alfred Olsen og Co.købte fabrikken i 1920, ogejede den også den 13. august1926, da der skete en eksplo­sionsagtig brand. En behol­der, der indeholdt kogendelak, skulle tilsættes terpentin

og benzin. Det udviklede sigtil, at fabrikken blevet kæm­pemæssigt bål, hvis kulsorterøgskyer kunne ses over storedele af østsjælland.

Heldigvis førte vindenflammerne og røgen ud overvandet, ellers havde det ikkekunne undgås at Trævarefa­brikken, der lå lige op til Olie­møllen, ville blive antændt,og derefter muligvis Impræg­neringsanstaiten.

Oliemøllen blev kun delvisopført, og producerede kunkonsistensfedt, og efter endnuen brand i 1929 lukkedefabrikken.

Fabrikken lå på nordre sideaf havnen, hvor Køge Steve­dore, nu har kuloplagsplads.

Fabriksanlægget tilhørtefabrikant Oscar Holm,København, men blev byggetaf lokale håndværksmestre,murermester Kindberg, ogtømrermester Blume.

Anlægget fremstillede hør­frø- og rapskager til kreatur­foder, men foderkagerne skul­le først gennem en større pro­ces. De blev opvarmetomtrent til kogepunktet, hvor­efter de under et pres på ca.600 tons, afgav olien der såblev raffineret til henholdsvislinolie, fernis og gulvlak.

Råvarerne bestod af hør- og

Oliemøllen lå på nordsiden afhavnen, hvor der nu er kuloplagsplads. På dette billede fra omkring 1910er skonnerten »Jørgen« afMarstal ved at losse råvarer til fabrikken.

32

Historien bag Navnet: Papirfabrikken

En start på Køgesindustrialisering

Den hollandske mølle blev opført i 1844 og var krajtleverandør tilpapirfabrikken »Valdemarshaab«. Kilde »Nyt Illustreret Ugeblad1871 «, Køge Byarkiv og Køge Museums årbog 1990.

På et tidspunkt i det forrigeårhundrede havde Køge topapirfabrikker, men herfortæller jeg kun om denene, papirfabrikken "Valde­marshaab", der lå lige nordfor Køge, omtrent hvorgummifabrikken "Codan"nu ligger.

I 1848 kom en papirmager,EL.Culmsee, til Køge fraRoskilde, hvor han havde dre­vet en ganske lille papirfa­brik, hvor hans kone var deneneste trækkraft, han havde.Hun skulle trække den tungemøllesten rundt i karret medråvarerne til papirmassen; itu­hakkede klude, hvedehalm,gammelt papir og tovværk.

Efter at Culmsee kom tilKøge, købte han kort efterNørregade 22, hvor familienboede indtil 1854. I 1844 hav­de han købt et areal af Køgemarkjorder, og grunden tilkøbet af netop dette areal var,at det var gennemskåret af enlille å, Nordre Ellebæk. Foru­den vand kunne man ikkefabrikere papir.

Her byggede han en fabrikmed hollandsk mølle somtrækkraft. en hollandsk mølle

er en mølle, hvor hele hattenog vingerne kan drejes eftervindretningen.

Papirmageren kunne dogikke stole 100 pet. på kraft fravindmøllen, for der var man­ge dage, hvor vinden ikkeblæste. Så måtte fabrikkenligge stille, så allerede i 1851blev Culmsee nødt til at fåinstalleret en dampmaskinemed tilhørende dampskorsten,samt en ny papirmaskine.

På den anden side af vejenblev der tilkøbt et areal, hvorder blev opført arbejderboli­ger, som blev kaldt "Ældste­husene".

Culmsee var initiativrig ogflittig, men alle disse uforud­sete udgifter, bevirkede at hanstedste var i pengenød, så i1854 blev han erklæret kon­kurs og papirfabrikken blevovertaget af hans største kun­de, papirgrosserer Steen ogSøn, København, som havdelånt Culmsee rigtig mangepenge.

Steen og SØn ofrede mangepenge på at få fabrikken til atvære rentabel, men også demåtte opgive. Så i 1865 solgte

33

~~~........

de fabrikken til to købmændfra Køge, Julius Spiid og J.Chr. Jeppesen, men tabte ca.200.000 kr ved salget, og detvar naturligvis rigtig mangepenge dengang.

Trods det, at de nye ejerefik fabrikken for 36.000 kr fikde heller ikke megen glæde afden, for de manglede kapital.Og for at gøre målet fuldt,blev fabrikken totalt over­svømmet og delvis ødelagt vedstormfloden d. 13. november1872. Ved hjælp af deres sid­ste kræfter fik de den halvvejsruinerede virksomhed op atstå igen, men så sprang der etstort og kostbart hjul i papir­maskinen. I fortvivlelse begikSpiid selvmord, og Jeppesengik fallit.

Konkursboet blev solgt tilgrosserer, cand.polyt J.B.Melchior fra København, for60.000 kr, og han totalrenove­rede papirfabrikken, så denrejste sig som Fugl Fønix afasken. Han byggede villa"Søvang" som direktørbolig,og var færdig med renoverin­gen af fabrikken i sommeren1875.

Men allerede i oktober sam­me år brændte hele fabrikkenned, og blev ikke siden gen­opført.

Historien bag Navnet: Richters Gård

Den gamle gårdmed den hvide dame

Vestergade 16, Foto fra omkring 1895, før bygningen blev renove­ret først i dette århundrede.

Gårdens navn stammer fraCort Richter, der indtil 1640ejede 3 små huse, hvor nuRichters Gård ligger. Hanvar Anne Bartskærs andenmand. Anne og Cort boedepå hjørnet af Torvet ogNørregade, der hvor hekse­processen, "Køge HusKors" startede.

Under den store brand i1633 blev de tre små boligerildens bytte. Cort Richtersolgte grunden og ruinernetil en velhavende handels­mand i 1640, der hed SvendPoulsen. På arealet byggedehan den nuværende smukkebygning. Porthammeren harfølgende indskrift: "Herrenbevare din indgang og udgangfra nu og til evig tid, amen,1644."

Under den store ulykke, derovergik Køge 1658-60, nem­lig den svenske besættelse,lykkedes det Vestergade 16, atkomme frelst gennem krigensragnarok, idet huset blevudset til kvarter for en svenskløjtnant. Svend Poulsen havdeen datter, der hed Dorte, oghende faldt den svenske løjt­nant pladask for, og de blevsenere gift.

Af senere ejere af ejendom­men, var bl.a. Jens Mariager,der købte den i 1741. Han vartoldforpagter, ølbrygger,brændevinsbrænder og korn­handler, og selvfølgelig havdehan også en skænkestue isidebygningen. Men det varden næste ejer, Anne Marie,salig Thorning, der i 1765købte gården og indrettedeforhusets stueetage til skæn­kestue og krambod.

1787 købte Otto Andersenejendommen og værtshuset,der nu fik navnet "Fedetar­men". Omkring 1840 blev derindrettet dansesal i sidebyg­ningen, som havde de heltstore dage når der var marke­der. Karlene og pigerne komtil Køge, og så skulle de nedpå "Fedetarmen" og danse.Værtshuset blev nedlagt i1875, og ejendommen havdemange ejere og interessantebeboere.

I 1981 købte Gerner Scheff­mann ejendommen, og indret­tede den til en smuk spisere­staurant, men i 1987 overtogJane og Thomas Krensler,Richters Gæstgivergård, ognu fremstår den smukt reno­veret med nænsom hånd.

34

Thomas Krensler, som ersvensk født, er meget dybde­borende med husets historie,og har bl.a. konstateret, atihvertfald den vestre del afforhuset, er bygget ovenpåen middelalderkælder. Underen samtale med ThomasKrensler, fortalte han mig, atden gamle gård jævnligt fårbesøg af "den hvide dame".Thomas krenslers version gårud på, at det er Dorte, der blevgift med sin svenske løjtnant,som er på jagt efter sinkærlighed, og nu, hvor ensvensker igen huserer i dengamle gård, opsøger hun ste-

det i håb om at have fundetham.

Thomas Krensler fortalte, at"den hvide dame"s tilstede­værelse materialiseres ved, atdørene i huset springer op afsig selv, selv aflåste døre, hvorlåsene var blevet udskiftede,når man havde konstanteret demærkværdige hændelser. Des­uden hører man trin og mangeandre besynderlige lyde.

Ja, man skal aldrig forsvær­ge noget, men jeg er jo kun enlokalhistoriker, og kan godtlide fakta.

Historien bag Navnet: Ringstedbanen

I dag tror jeg, at banen villekunne bære sig selv.

Stationsbygningen i Køgeblev indrettet som rutebilstati­on i 1968, og blev nedrevet i1982.

Slut var det således ogsåmed en af de store dage forRingstedbanen og Køgesskolebørn, når de skulle påden årlige skovtur til Lellin­geskoven og Yderholm kro,hvortil de kom med det hvæ­sende, ildsprudende tog tilYderholm trinbrædt.

Men det var ikke nok til atrette op på økonomien, såjernbanekommisionen beslut­tede at nedlægge Køge-Ring­sted Jernbanen, hvor det sidstetog kørte d. 31. marts 1963.

For at hjælpe på banensøkonomi blev administratio­nen sammenlagt med 0stba­nens i 1957, og samtidig blevpersontogene, der hidtil havdehaft damplokomotiver somtrækkraft, udskiftet med skin­nebusser.

stigende konkurrence fra bil­trafikken. Så vendte oversku­det til et underskud, der måt­te dækkes af Køge og Ring­sted samt de kommunersom banen passerede; nogetsom kommunerne nødigtgjorde.

Men tilbage til 1934, hvordet lille træskur i Køge bleverstattet med en rigtigmurstens stationsbygning, derindeholdt ventesal, kontor oggodsindlevering.

På skinner kørte også øko­nomien - banen var fra startenen overskudsforretning, menefterhånden fik den en stedse

Banelegemet passerede0lbyvej, og "snittede" deref­ter Asen.

Københavnsvej, Pedersvej ogRingvejen. Overkørslen vedRingvejen blev forøvrigt førstforsynet med automatiskebomme i 1956, og de andreoverkørsler havde kun advar­selsskilte.

På grund af første verdens­krig stod banen først færdig i1917, for der skulle opføres 7stationsbygninger påstrækningen; nemlig Lellin­ge - Bjæverskov - Gummers­mark-0stervang-0rslev-Far-ringløse og Sneslev.

Desuden var der trinbræd- Køge-Ringsted Banen blev taget i brug i 1917, og ophørte 46 år senere.der i Yderholm, Nyvang ogHavbyrd.

Banen udgik fra Køge, hvor"stationsbygningen" bestod afet lille rødmalet træskur, derlå hvor busholdepladserne nuligger.

Den første driftsbestyrervar ingeniør A.W.West.

Banelegemet fulgte D.S.B.ssporareal lige indtil 0streSandmarksvej, hvor den dre­jede mod vest for at passere

Det sidste tog er kørtpå RingstedbanenGennem 46 år havde Køgedirekte forbindelse medRingsted, med Køge - Ring­sted Banen.

Igangsætteren af dennejernbaneforbindelse var etats­råd, sagfører Alfred SØrensen,der også tog det første spade­stik til banen i 1913.

35

Historien bag Navnet: Rådhuskæideren

Vinkælder, Arrest samtHørkræmmerkælder

Under besættelsen var Rådhuskælderen i Køge kommandocentralfor de lokale C. B. (Civil Beskyttelse)-væm vedrørende politi,brand, gas og sanitet.

Vort smukke Rådhus, derblev bygget i 1552, har enspændende kælder, somikke mange har haft lejlig­hed for at se.

Men i "gamle dage" hav­de alle den mulighed, enteni Vinkælderen, Hørkræm­merkælderen eller i Arrest­en.

Da Rådhuset blev bygget,fremstod det nærmest sommedborgerhus. Selv kælderenvar offentlig tilgængelig, idetstørsteparten var indrettet somVin- og Ølkælder. Det varaltid den lokale tolder, derhavde bevillingen, han havdesamtidig sin bolig på Rådhu­set.

Lejen for Vinkælderen ogboligen blev erlagt i naturalier- den bestod af 1/2 ahme = 77liter god rhinskvin til borgme­steren, og l anker =38 liter afsamme vin til samtlige råd­mænd.

I den nordre ende af kælde­ren lå arresten. Her sad arre­stanterne under sagen, indtildommen faldt, og resultatet afdommen blev eksekveretumiddelbart efter.

Det var her i "Troldkone­kælderen" de 15 "hekse" til­bragte deres sidste dage, førde 14 blev brændt på galge­bakken, der lå lidt nord forstedet hvor "Norske Løve" nuligger. Det lykkedes for denene "heks" at flygte. Der vardog ihvertfald en undtagelse,hvor en arrestant havde siddeti kælderen i længere tid. Detvar Karin Andersdatter, dertilbragte 455 dage i kælderen,for hun var blevet taget forhor 3 gange, og hun havdeendda været gift med sogne­præsten, Oluf Bentsen.

Arresten blev erklæret foruegnet og usund i 1798, menden blev alligevel anvendtindtil 1856, da Arresten vedsiden af Rådhuset blev byg­get.

Vinkælderen, der lå i densøndre ende, blev i 1820 flyt­tet op i stueetagen, hvorefterkælderen blev udlejet til Hør­kræmmerkælder med til­hørende beboelse.

Lige ved siden af hovedind­gangen til Rådhuset kan manse resterne af nedgangen tilhørkræmmeren. Den sidstehørkræmmer hed Vilhelm

36

Olsen, og da han døde drevhans enke, Maren Olsen, Hør­kræmmerkælderen videre imange år. Hun boede i kælde­ren med sine 2 døtre og et ple­jebarn. Hun blev opsagt i1894, af Magistraten, og Hør­kræmmerboden blev nedlagt,men da var "Madam Olsen",som hun altid blev kaldt, 83år.

Da de "5 forbandede år"startede, blev kælderen ind­rettet til Kommandostation,hvor de forskellige chefer forbrand, politi, sanitet o.s.v.samledes, når der var luftalar-

mer, som Køge havde 60 af, ide 5 år.

Døgnet rundt var Komman­dostationen bemandet mede.B.(Civil Beskyttelse) politi­betjente, i folkemunde kaldt"Føl". Heldigvis var Køgeforskånet for de helt storeulykker, men e.B.'erne havdemange forskellige opgaver atvaretage, især i den politiløsetid.

Endelig i maj 1945 kunneC.B.'erne lukkes op af kælde­ren, i den friske luft, og det ernu 50 år siden.

Historien bag Navnet: Sevels Restaurant

Et af byenslistige steder

Sevels restaurant i Jernbanegade. hvor der blev spillet kort og væd­det om mange forskellige ting.

Et af de "listige steder", derhar ligget i Køge, er Sevelsrestaurant, som oprindeligthed "Børsen".

Den lå i Jernbanegade nr. 6,og fortjener en omtale, selvom det kun kan blive en kortfortælling om værtshusetsrige historie.

Den første restauratør hedLars Petersen, der startedesom købmand og værtshus­holder i Vestergade i 1867.Han flyttede få år efter tilJernbanegade, og kaldte sinforretning for "Børsen".

Lars Petersen fik en datter,der hed Caroline, og hun blevgift med Georg Sevel, derovertog restauranten i 1898,da Lars Petersen døde.

Georg og Caroline fik ensØn, der kom til at heddeArendt Sevel, og det blev hamder kom kom til at præge detfarverige værtshus, som hanovertog i 1907, og drev til sindød i 1938.

Han fik bl.a. bygget en"Sal" i forbindelse med værts­huset, og han fik indrettet engårdhave med keglebane, og

om søndagen var der et orke­ster, der underholdt gæsterne.

Restauranten, eller værts­huset, blev efterhånden etdagligt samlingssted for man­ge af byens mænd, der komfor at slappe af ved et slagkort, billard- eller keglespil. lkrostuen var der flere stam­borde, bl.a. havde nogle afbyens mange bagermestrederes eget stambord.

Sevel var selv glad for etslag kort, og han gik gernemed til et raskt væddemål, oget af det festligste jeg kender,vil jeg gerne fortælle om:

Nogle af spasmagerneblandt stamgæsterne, vædde­de engang med Sevel om ensolid frokost. På væggen hangder et ur med pendul, og væd­demålet gik ud på, at Sevelskulle sidde oppe på billardeti fem minutter og følge pen­dulets gang, og sige: "Nu erdu der, og nu er du der" o.s.v.Da der var gået lidt over halv­delen af tiden gik en af spas­magerne ud i køkkenet tilSevels kone, Johanne, og sag­de om ikke hun ville ringeefter lægen, for Sevel sadoppe på billardet o.s.v. Johan-

37

ne løb ind i restauranten ogtrak sin "sindsforvirrede"mand ned for at hjælpe ham,og resultatet var at Sevel måt­te give frokosten. Denne epis­ode er jo kun een ud af man­ge.

.~I

Sevel døde i 1938, og døtre­ne Betty og Karen drev forret­ningen videre i Sevels ånd,men da Karen døde i 1962,lukkede forretningen, ogKøge blevet festligt sted fat­tigere.

Historien bag Navnet: Aage Sewerin

En lille mandmed et stort sind

Barbermester Aage Sewerin. - Maler, grafiker og digter, født 1903.Fotograferet ca. 1970.

Selvom det snart er 19 årsiden Aage Sewerin døde, erder mange der med glædehusker den lille barber,multikunstner og humør­spreder, der havde en gan­ske lille barbersalon på IverHuitfeldstvej.

Sewerin blev født i 1903,som søn af inkassator, oplæs­er og skuespiller, Ole L. Se­werin. Da Aage Sewerin varlille og klejn, besluttede for­ældrene, at han enten skullevære skrædder eller barber, også blev det barberfaget.

Efter udstået læretid ned­satte han sig som selvstændigi 1921, på Iver Huitfeldtsvej, iet lille lokale, der lå i en til­bygning med halvtag.

Men Sewerin havde mangekunstneriske evner, og allere­de som dreng tegnede ogmalede han, og han blev enmultikunstner og livskunst­ner. Hans produktion blevkendt udover landets grænser.

Han var imidlertid blevetgift, og havde fået 3 børn,men som han selv udtryktedet: "Min kone og jeg drilledevist hinanden lidt for meget,

så ægteskabet gik i stykker".Hans kone fik datteren, ogSewerin samt de to drengeflyttede ind i baglokalet tilbarbersalonen. Baglokalet varca. 3 gange 3 meter, og bag­ved var der et lillebitte køk­ken. Det blev deres fremtidigehjem, og det var samtidigatelier, ja i det hele tagetarbejdslokale m.m.

Trods den arbejdsbyrde hanhavde til daglig, og hanskamp med økonomien, havdehan et overskud af energi til atmale, tegne, lave træsnit, skri­ve prosa og poesi. Han deltogi 18 udstillinger, leveredebidrag til kunsttidsskrifterne"Vild Hvede" og "Hvede­korn". Han udgav 1945-46tidsskriftet "Runer", og udgavbøgerne: Gule Ranunkler,Alvorlig Humor, Hverdags­tanker, Sandfærdig Løgn ogAdvokatur, samt meget andet.

Det var altid en oplevelse atkomme hos Sewerin, bådesom kunde eller bare at man"stak hovedet ind". Han ejededen evne at forære noget afsit smittende humør væk,og når man gik, var man lige­som "opladet" igen. Betjenin­gen i salonen kunne godt

38

trække lidt ud, hvis man komind på et emne der både havdeSewerin og kundens interesse.Der går mange vittigheder omSewerins indfald. Under enbarbering kom Sewerin til atskære kunden lidt, så han sag­de til kunden, at han endeligskulle blive siddende stille,hvorpå han for ud bagved forat komme tilbage med et glasvand som han bad kundentage en slurk af. Herefter sag­de Sewerin: Åh, gudskelov,det løber da ikke igennem.

Hans kamp med økonomi-

en kunne ikke stoppe hanslyse sind. Han sagde engang iet interview: "Jeg elsker man­ge ting: Kunsten, der er mitlivs brød, farverne, der er mitlivs vand, naturen, som er mindejligste billedbog, kvindensynde, Venners lag, og poesienved en saftig friskstegt bøf, ogen skummende øl.

Aage Sewerin har vi des­værre ikke mere til at lyse op,men minderne om ham, samthans store produktion afmalerier, tegninger og hansutallige træsnit findes stadig.

Historien bag Navnet: Skydeselskabet

En festlig tradition

Fra KjØge borgerlige, venskabelige Skydeselskabs fugleskydning i1935. Den nye fuglekonge, Ole Olsen fra Køge Installationsforret­ning (th) siger farvel til den »gamle« fuglekonge, Dr. Nørregaard.

Det korrekte navn for detgamle skydeselskab var:Kjøge borgerlige, venskabe­lige Skydeselskab.

Der har været mange festli­ge foreninger, eller sammen­slutninger gennem tiderne.Heldigvis har vi stadig sådan­ne, f.eks. Suomibadet, Rafle­konventet, Snapselauget m.fl.

Det selskab, jeg gerne vilfortælle lidt om, er Kjøge bor­gerlige, venskabelige Skyde­selskab. Det blev startet i 1794,meget seriøst med skydningsom absolut første prioritet,der blev betragtet som ensport. Men efterhånden hale­de det "venskabelige" ind påskydningen. Under det "ven­skabelige" hørte frokosten,som ikke var det mindst væ­sentlige. Dagen sluttede meden festmiddag, hvor damernevar velkomne, og mødte op,smukt pyntede, men det gjor­de mændene også.

Hovedpersonen selveskydningen, var en stortræfugl, der var anbragt på enhØj pæl. Der er en ganskebestemt rækkefølge man skalskyde efter på fuglen. Flereforeninger holder stadig den

gamle tradition i live, bl.a.Forsvarsbrødrene og Hånd­værkerklubben, der skyderefter en træfugl, hvorimodMarineforeningen skyderefter en fregat.

Det gamle skydeselskabhavde ved siden af selve fug­leskydningen, også skive­skydning, og keglebane. Deførste fugleskydninger fandtsted i Hotel Norske LøvesHave.

Fugleskydningsselskabetholdt en pause fra 1828, menblev genoplivet i 1853, ogeksisterede, afbrudt af enkeltepauser indtil 1961. Den sidsteskydning var nr. 166, og fandtsted i restaurant "Landsby­en"s have.

I al den tid hvor Strandpa­villonen eksisterede, fra 1921til 1945, fandt skydningernested der. Under anden ver­denskrig, hvor alle geværerblev inddraget, blev der skudtmed luftbøsser, bortset fra etenkelt år, hvor man skød medbue og pil, men det var ikkenogen succes, Da Strandpa­villonen blev afbrændt i april1945, holdt selskabet til påVallø Strandhotel

39

Det var ikke helt billigt atblive fuglekonge, for detkostede en omgang til alledeltagerne på selve dagen,samt et morgentraktement tilskydebrødrene, som, med ethornorkester i spidsen foroptoget, afhentede kongen påhans bopæl. Desuden skullehan bekoste et skydeskjoldmed motiv efter eget valg, ogendelig bekoste en søvplade,der skulle pryde det kongeligeskærf.

På Køge Museum har manen hel del skjolde, hvoraf detældste er fra 1794. I HugosVinkælder prydes væggene afmange skydeskjolde, fra detteårhundrede. På museet kanman også se en af fugleskyd­ningsbøsserne, der er frem­stillet i 1853 af en kendt bøs­semager, Daniel Bisserup, derboede i Vestergade 14, Køge.

Historien bag Navnet: Solgården

Fra rigmandspalætil ødelagt asylcenter

Solgården i Strøby Egede blev i 1904 bygget af forfatterindenKaren Bramson. Senere blev det prægtige palæ rekreationshjemforpsykiatriske personer og til slut som hjem for asylansøgere.

Det eneste der er tilbage affordums herlighed, er søjle­templet "Prins Paris", der lig­ger ned mod åen.

lig, gartnerbolig og beriderbo­lig.

Denne periode var vel nokden, hvor Solgården blevmest nedslidt, så Københavnskommune solgte bygningerog areal i 1985 til Vallø kom­mune, der lod det nedslidtetidligere rigmandspalæ nedri­ve, og udlagde det store arealtil boligbebyggelse.

I en høj alder solgte MariusNielsen Solgården i 1946, tilKøbenhavns kommune, deranvendte det store palæ tilforskellige formål, bl.a.rekonvalcenthjem for tuber­kuløse. Senere rekreations­hjem for psykiatriske per­soner, og til slut som hjemfor asylansøgere fra Irak ogIran.

I 1915 solgte hun Solgårdentil skibsreder Marius Nielsen,ejer af rederiet "Progres",hvorefter hun flyttede tilParis, hvor hun døde i 1935og ligger begravet.

I Marius Nielsens tid blevder foretaget store forandrin­ger i og på ejendommen. Derblev gravet søer og kanaler iparken, og bygget et søjletem­pel, der blev kaldt Prins ParisTempel, og der blev opførtet atelier til hans sviger­sØn maleren Vilhelm Lund­strøm.

Desuden blev der byggetgarager, folkestue, kuskebo-

Karen Bramsons forfatter­skab bragte hende mere ogmere til Frankrig, hvor flereaf hendes skuespil blev opførti Paris, bl.a. et med Poul Reu­mert i hovedrollen.

soireer og skuespil, der blevopført på hendes private tea­tersal på Solgården.

En af hendes meget kær­komne gæster var Kong Fre­derik vm, der havde sit pri­vate værelse, der aldrig hedandet end kongeværelset.

Karen Bramson blev såbegejstret for beliggenhedenog omegnen, at hun købte etmeget stort areal af Gjorslevgods, beliggende midt iStrøby Egede, skråt overforStrandhotellet.

Karen Bramson og hendesmand levede nærmest hver forsig, så når han af og til kom tilStrøby Egede, lejede han sigsom regel ind hos en fiskerfa­milie. Men Karen Bramsonførte et stort hus med fester,

Her byggede hun i 1904 enpalæagtig bygning med enkæmpemæssig solterrasseøverst oppe, som i hvert hjør­ne havde en meterhøj Øm, derskulle symbolisere hendesdøbenavn, Adeler =0m. Der­for blev villaen sommetiderfejlagtig kaldt 0megården.

Hun var født i 1875, somdatter af en meget velhavendefar, der hed Adeler. Hun blevsom l7-årig gift med en læge,der hed Louis Bramson.

Da Vallø Strandhotel blevbygget i 1899 i Strøby Ege­de, var en af hotellets fastegæster, forfatteren KarenBramsen.

40

Historien bag Navnet: Stonnfloden

En kæmpe­oversvømmelse

Litografi fra »/llustreret Tidende« fra den store stormflod 1872.

Køge har gennem tidernevære plaget med oversvøm­melser, eller stormfloder,men indenfor den nyere tidhar vi ikke haft så indgåen­de viden som om den storm­flod, der startede den 11.november 1872. Den sidstevoldsomme indtraf nytårs­aftensdag 1904, men den vardog ikke så ødelæggendesom den jeg her vil fortællelidt om.

Den ll. november 1872begyndte det at blæse op franordøst, og hurtigt voksededet til en orkanagtig storm.Vandet fra østersøen og denbotniske bugt blev pressetmod vest, og var årsag til, atstore dele af Østdanmark blevoversvømmet.

Ved sengetid var vandet ste­get så meget, at det nåede optil husene på havnen, på Fen­nediget og i Sønderkøge.

Køge havde dengang enskibsbygger og havnefoged,der hed Flindt, og bl.a. hamog hans mandskab udførte denæste 24 timer et fantastiskredningsarbejde. De startedemed at undsætte kalkbrænde­ren, hans børn og hans gravi-

de kone. De boede ved kalk­ovnen der lå hvor Junckerssavværk nu ligger, Flindt roe­de derud og fik hele familienlandsat.

I Sønderkøge boede enfisker omtrent overfor hvor nuHotel Hvide Hus ligger. Hansignalerede efter hjælp, ogFlindt roede derud for at red­de familien. Fiskeren villeikke med, for han havde enko, og den ville han blive ved,men Flindt roede familienlangs ad Strandvejen, overjernbaneskinnerne indtilfamilien kunne komme iland.

Vandstanden vedblev at sti­ge, og torsdag kl. 14 var van­det steget til 3,44 m. overdaglig vande. Det meste afKøge var oversvømmet, van­det gik halvt op i Bygaards­træde, i Jernbanegade og iVestergade. Lovparken ogNorske Løve var oversvØm­met, og alt udenfor var et frå­dende hav.

Der var et utal af uhyggeli­ge episoder. F.eks., for endenaf Zoffmannsvej ved Ølbyvej,sad en bonde og en kone samthendes to børn oppe i et pile-

41

træ. De havde forsøgt at flyg­te ud af byen, da stenkistenover en bæk var skyllet væk.De sad der drivvåde i tretimer, i sne, frost og kulde førde blev reddet.

I Sønderkøge boede enkrøbling og hans kone. Til atbegynde med sad mandenoppe på bordet, og konen sadpå kakkelovnen, men efter­hånden blev det lerstampedegulv opblødt, så bord og kak­kelovn sank dybere og dybe­re. Tilsidst måtte de retirereop på loftet, så da rednings­folkene nåede derud, måtteparret reddes ud af et hul istråtaget, hvorefter de blevroet til Hastrup.

Skaderne var umådelige iKøge og omegn. 5 km. afjernbaneskinnerne var øde­lagte, og der hvor hotel NielsJuelligger, var der strandet en

brig på selve skinnelegemet,og ligeledes ved Teaterbyg­ningen. Indenfor Køgesbyområde strandede ialt 7større og mindre skibe. I selveKøge blev 10 huse ruinerede,i Gammel- og Sønderkøge gikdet ud over 20 huse. I Ølbyblev ca. 20 huse skadede,hvoraf 9 blev jævnet med jor­den. Mod Ølsemagle gik van­det næsten op til Rishøjhallen,og omringede 25 gårde oghuse.

På den gamle Toldbod vedHavnen, sidder der en måle­stok hvor man kan se hvorhøjt vandet gik.

Den 13. november begynd­te vandstanden at falde, mender gik flere dage før gasvær­ket, der var blevet oversvØm­met, kom igang igen, og jern­banen begyndte først at kørenormalt den 20. november.

Historien bag Navnet: Strandpavillonen

Strandpavillonenforsvandt i 1945

Strandpavillonen var en rigtig sommerrestaurant.

Jeg vil her fortælle om densommerrestaurant, som hedStrandpavillonen, og somforsvandt ud af bybilledetfor 50 år siden.

Restauratør Brunn ejededanserestauranten "Palmeha­ven", der først hed "Den Hvi­de Svane", derefter "HotelStevns", inden den fik navnet"Palmehaven". Senere skifte­de navnet til "Landsbyen" ognu hedder stedet på KøgeTorv "Ritz".

Brunn fik imidlertid i 1921tilladelse af kommunen til atopføre en sommerrestaurant iStrandskoven, hvor nu "HotelHvide Hus" ligger.

Det var en rødmalettræbygning, og de øst- ogsydvendte facader bestod forstørstedelens vedkommendeaf store vinduer, med udsigtover Køge Bugt.

Bygningen var ikke isole­ret, og den havde ingen varme­installation. Men den var joogså bygget som sommerre­staurant, der kun havde åbentfra april til oktober.

Det oprindelige navn var

"Dejligheden", og den åbnedepinsemorgen den 15. maj1921, kJ. 5 om morgenen.

Pinsemorgen var forøvrigten af de store dage - ellermorgener - hvor man absolutskulle derud, og helst så tid­ligt som muligt for at få plads,og så kunne man se solen dan­se, eller selv danse fra kl. 5 tilkJ. 8.

Stedet blev fra starten etyndet mødested for ungdom­men og de danseglade, da deraltid var god dansemusik, også var der også underholdningaf forskellige kunstnere, arti­ster, tryllekunstnere o.s.v.,forresten har bl.a. Osvald Hel­muth underholdt på Strand­pavillonen.

Af andre store arrangemen­ter var Strandpavillonen ogsåmidtpunktet fra 1940, da dennye Dyrskueplads mellemSveasvej og Strandsko­ven blev taget i brug. Detvar Tureby-Køge og Om­egns Landboforening, derarrangerede dyrskuerne, ogdyrskuerniddagene forT.K.O.L's medlemmer blevnaturligvis afholdt på Strand­pavillonen.

42

En anden af Strandpavillo­nens store dage var, nårdet gamle hæderkronede"Kjøge og Omegns Fugle­skydningsselskab" afholdtderes årlige fugleskydning påog ved Strandpavillonen, hvorskydebrødrene skød og hyg­gede sig fra tidlig morgen, oghvor deres fruer om aftenenankom i deres bedste skrudfor at deltage i festmiddagen.

Fugleskydningsselskabetblev oprettet i 1794, og heddengang "Kjøge borgerlige,venskabelige Skydeselskab".

Fra 1921 blev fugleskydnin­gerne afholdt på Strandpavil­lonen, og væggene på pavillo­nen var prydet med de smukt

dekorerede skydeskjolde fra1907 til 1944. Disse skyde­skjoIde hænger nu i Hugo'sVinkælder, og på Køge Muse­um hænger 15 skjolde fra1700 og 1800-tallet.

Under 2. verdenskrig førteStrandpavillonen en stille,rolig og hensovende tilværel­se på grund af mørklægning,udgangsforbud, rationeringmed mere.

Og så i april 1945 skete det:Tyskerne havde rekvireretStrandpavillonen, og det komfrihedsbevægelsen for Øre, såden 24. april 1945 nedbrænd­te Strandpavillonen totalt,inden tyskerne nåede at rykkeind.

Historien bag Navnet: Svensk besættelse

Da Køge varen fæstningSvenskerne har i århundre­der været vores arvefjende,men det kulminerede ifebruar 1658, da svenske­kongen Karl Gustav, tvangDanmark til at slutte, en foros, ydmygende fred.

De svenske tropper forlodderefter Sjælland, men iaugust kom fjenden tilbage,og besatte bl.a. Køge, som degjorde til deres hovedkvarterpå Sjælland.

De begyndte at omdannebyen til en veritabel fæstning,omgivet af volde og voldgra­ve, og forsynet med II arme­rede bastioner.

Alt, hvad der lå i vejen forbefæstningsanlægget, blevnådesløst nedrevet. På detdatidige kort over Køge, somsvenskeren og militærstrate­gen Erik Dahlberg har tegnet,kan man se hvor hårdt det ergået ud over byen.

Hvor "Norske Løve" nu lig­ger, lå en stor gård der hed"Ravnsborg". Den blev ned­revet og materialerne blevbrugt til befæstningen. Nede iVestergade lå Klosterkirken,der også måtte lade livet, og

klosterkirkegården blev ryd­det for at give plads til en afbastionerne. Senere fandt manca. 900 skeletter fra begravel­serne på kirkegården, smidtned i en fællesgrav.

Sådan gik det overalt ibyens udkant, og man menerogså at Køges byporte blevnedrevet af besættelsestrop­perne.

Vinteren 1659 var ualmin­delig streng, så svenskerneokkuperede Kirken, som debrugte til hestestald, og detgik selvfølgelig hårdt ud overinventaret.

Den svenske kong KarlGustav døde i februar 1660,men først den 14. juli for­svandt de sidste svenske be­sættelsestropper fra Køge. 16hovedgårde var nedrevne, og26 lå øde hen.

Køge, der tidligere havdeværet en af Sjællands rigestebyer, havde fået et knæk, somdet varede ca. 200 år at for­vinde.

43

Dette kort, tegnet i /658 af den svenske militærstrateg ErikDahlberg, viser hvor hårdt det gik ud over Køge.

Historien bag Navnet: Søbadeanstaiten

En fritidsoase,der forsvandt

En kreds af Køges borgere,med købmand CharlesFlindt i spidsen, besluttede i1858, at Køge skulle have ensøbadeanstalt for herrer.

Der blev dannet et aktiesel­skab, som opførte en badean­stalt, der lå ved stranden,omtrent hvor Nordre Havn nuligger.

Men det fandt damerne sigikke i, så allerede året efter fikdamerne deres egen søbade­anstalt, dog beliggende iærbar afstand fra mændenes.

Badeanstalterne eksisterede

på de gamle pladser indtilnytårsaftensdag 1904, hvorder indtraf en stormflod, hvorvandet steg til 2,20 m. overdaglig vande. Stormen ogvandet skyllede badeanstal­terne væk.

I 1905 blev der opført en nybadeanstalt, men denne gangpå den søndre mole. Den rum­mede 10 omklædningskabinertil damer, og 11 til mænd.Samme år blev der bygget ensmal træbro over åudløbet, såman kunne komme til badean­stalten, og til Søndre Lyng,som dengang var et yndetudflugtssted.

44

Denne badeanstalt eksiste­rede indtil 1921, hvor en vold­som østenstorm blæste denomkuld. Men nu fik den en nyæra, for resterne blev solgt tilMads Hargbøl. Han byggedeen stor badeanstalt, der stodfærdig i 1922.

Den kom til at eksistere imange år, til stor glæde fordens brugere, og især forKøges børn og ungdom, somtilbragte næsten al deres fritidher. Badeanstalten blev ogsåanledningen til, at KøgeSvømmeklub blev startet i1929. Den havde overoffici­ant J.A.Gertsen fra Roskildesom lærer og træner for devoksne, og danse- og svøm-

Den populære bademester MadsHargbøl,f. 1860 - d. 1941.

melærerinde Gudrun Ohlsson,kaldet "Las", der tog sig af deyngre årgange.

I forbindelse med KøgeSvømmeklub, blev der i tredi­verne opført et "Svømmesta­dion" i bunden af Svajebassi­net. Det havde en 33 m. bane,samt en 3 m. vippe. Når derskulle afholdes stævner på"Svømmestadion'et", var deraltid nogle af klubbens med­lemmer der, før stævnet,rensede svømmebassinet fordiverse uhumskheder.

Mads Hargbøl, og hanskone var elsket af badeanstal­tens gæster. De havde et parsmå rum hvor de boede helesæsonen. Fra et lille vindue i"lejligheden" solgte fruHargbøl billetter, negerkys ogflødekarameller. Mads var enmand med hænderne skruetrigtig på, han var beskæftigetfra solopgang til solnedgangmed at vedligeholde kabiner­ne, broerne, rutchebanenm.m.

Deres barnebarn, OsvaldJensen, overtog badeanstalteni 1941, som han drev indtil1958, hvor han solgte den tilKøge Kommune, der overloddriften til Køge SvØmmeklub.

Men badeanstalten stodefterhånden til en gennemgri­bende renovering, som kom­munen syntes ville blive fordyr, så de lod den vidunderli­ge oase nedrive i 1970.

Historien bag Navnet: Søvang

Fra direktørboligtil undervisningsstedJeg har tidligere fortalt ompapirfabrikken "Valdemars­haab", der lå hvor gummi­fabrikken "Codan" nu lig­ger, og fabrikkens sidsteejer, grosserer cand. polyt.J.B.Melchior, der byggededirektørvillaen "Søvang"

I 1875 lod han den impone­rende bygning opføre, der erbygget i italiensk stil. Den varpå det tidspunkt langt forudfor sin tid.

Stueetagen havde 4 stuersamt en mindre sal, desudenet stort herskabskøkken og enhall med en trappe der i totempi førte op til et galleri.Førstesalen rummede 10 væ­relser, og både stueetagen ogførstesalen var forsynet medbadeværelser med toiletter.

Tagetagen havde et stortfotografisk atelier med oven­lys og en glasvæg mod øst.Villaen havde indlagt vand tilkøkkenet og badeværelserne,og hele villaen var central­varmeopvarmet. "Søvang"blev bygget 17 år før Køge fiksit vandværk, så bygningenog dens installationer var jonoget af en sensation på dettidspunkt.

Desuden byggede han enstald til 4 heste og 4 køer,samt 2 drivhuse på ialt 165kvm. - de havde også indlagtcentralvarme. Ved indkørslentil villaen byggede han enportnerbolig.

Melchior boede i villaen fra1875 til 1884 sammen med sin20 år yngre kone og deres 4børn. Familien førte et megetudadvendt liv, med mangegæster, og i salen havde de titsoireer, og lod mindre teater­stykker opføre.

Melchior døde i 1893, ogvillaen, der nænnest havdestået ubenyttet hen fra 1884,var efterhånden blevet megetforsømt, så den blev i 1895solgt til grosserer S.Styhr fraKøbenhavn.

Styhr var meget engageret iafholdsbevægelsen, og hanforanledige at villaen fra 1896blev blev anvendt til dranker­hjem for "bedrestillede" dran­kere indtil 1904, hvorefterStyhr brugte villaen til som­merbeboelse.

I 1918 købte Chr. Poulsen,der var direktør for trælastfir­maet EA.Hansens eftf., villa-

45

en, og da han døde solgte hansenke den til grosserer RE.Jessen i 1926.

I 1928 købte stengrossererL.P.Christiansen, der boedeTøxensvej 8 i Køge, villaen,hvor hans datter, der hed Eli­sabeth, men blev kaldt Lisa,boede fra 1932, da hun blevgift med Niels WaldemarHansen, sØn af elektricitets­værksejer Jens Hansen.

Wal Hansen, som han kald­te sig, og Lisa blev skilt i1950, men på et meget tidligttidspunkt var Lisas søsterIngrid, som blev kaldt Ingse,flyttet ind i Søvang. De førteen stor selskabelighed, hvorder kom mange kendte men­nesker. De to smukke damervakte stor opmærksomhed,når de kom på indkøbsturne iKøge, i den åbne hvide Citro-

en, som endnu huskes af man­ge.

1983 døde Ingse, og detskabte et stort tomrum forLisa, som nu var helt alene.Hun levede sine sidste år ude­lukkende for sine kæledyr,kattene, der helt fyldte hendestilværelse. Lisa Wal Hansendøde i 1990, og villaen varefterhånden blevet ualminde­ligt meget forsømt. Rig­mandsvillaen Søvang blev nusolgt til K.Y.Saft a/s, der total­renoverede ejendommen, ogudlejede den til A.D.E

Arven efter Lisa Wal Han­sen beløb sig til 1,68 million,som efter hendes testamentetilfaldt Kattens Værn, samt 2andre dyreværnsforeninger,men ved hjælp af K.Y.SaftA/S genopstod villa Søvang,som fugl Føniks af asken.

Historien bag Navnet: Tobaksfabrikken

Køge har også væreten tobaksby

Den store gård, Brogade 23, hvorfranskmanden Pierre Gleyer ned­satte sig som tobaksplantør.

I 1712 kom en franskmand,Pierre Gleyer, til Køge, hvorhan nedsatte sig som tobaks­plantør på flere ubebyggedearealer - ialt 18 tdr. land.

Han indlogerede sig i denstore gård, Brogade 23, hjør­net af Brogade og Fennediget,hvor han opførte tørrelader tiltobaksbladene. Hans økonomivar imidlertid så dårlig, at hanmåtte lade virksomhedenovergå til Jens Weibel, hvemhan skyldte penge, og somejede ejendommen.

Da Jens Weibel døde gifte­de hans enke sig med kaptajnVoldemar, og i hans tid toppe­de produktionen af tobak. I1746 blev der høstet 28 tons.Tobaksdyrkningen ophørte iKøge 1790, da den dansketobak ikke kunne konkurreremed den importerede.

Men nu til selve Tobaksfa­brikken.

I 1850 startede EC.Clem­mensen en tobaksfabrik, derlå i Brogade 3, hvor Den dan­ske Bank, nu har til huse.Køges lokale avis berettede i1852, at fabrikken var i godfremgang, og at den nu

beskæftigede l mester, 1svend samt 12 børn. Lønnen,som børnene fik for 5 timersdagligt arbejde - også om lør­dagen, var 1 krone pr. uge,plus 30 Øre, der blev hensat tilbarnet skulle konfirmeres.

I 1878 solgte Clemmensentobaksfabrikken til ChristianEmil Møller, der havde væretansat som tobaksspinder påfabrikken.

I hans tid ekspanderede denmeget, allerede nogle få årefter Møllers overtagelse, varden vokset så der nu var 16mand, 12 kvinder og 28 børnbeskæftiget - og det var denstørste arbejdsplads i Køge.

Møller lod forhuset nedri­ve, og det nuværende forhusopføre. Førstesalen var forsy­net med en karnap, som des­værre blev fjernet ved enombygning. Karnappen pry­dede fabrikant Møllers privat­kontor, hvor væggene vardækket af udskårne træpane­ler med tobaksblade. Paneler­ne pryder stadig kontoret påførstesalen.

Møller byggede ligeledesde såkaldte "Tobakshuse",

46

Nørregade 61-63 og 65, tiltobaksarbejderne.

Møller døde i 1914, ogfabrikken blev drevet videreaf hans to sønner indtil 1929,hvor fabrikant Hans Thomsenovertog den. Han solgte byg­ningerne til Kjøge Bank i 1929,og fabrikken blevet aktiesel­skab, der havde grossererAlf.A.Nie1sen, som direktør.

Tobaksfabrikken lukkede i1959, og fabrikationen af denlandskendte Kjøge Skrå, over­gik til Brødrene Braun, iKøbenhavn.

Skråen havde et slogan derlød: "Mod alverdens strid ogmøje, hjælper kun en skrå fraKjøge".

Historien bag Navnet: Torveboderne

En del af torvets sjæl

I en tid, hvor der skal be­stemmes og forhandles om,hvor og hvordan Torvets bo­der skal placeres, synes jeg,at deres lange historie fortje­ner at blive fortalt - ihvert­fald den del, det er lykkedesmig at få fat i.

Kaffevognen er den ældstetorvebod, og den skulle værestartet i 1929. Den ældste ejerjeg har fundet frem til, erHenry Feldtskov. Kaffevog­nen var dengang en firhjulettrækvogn, der hver aften blevkørt væk. Den havde fast tag,og havde et stykke sejldug,der skulle beskytte kaffernan­den mod træk og kulde. Vog­nen var installeret med "Pri­mus" og en "Madam Blå".

Senere blev vognen udskif­tet med en fast camping­vognslignende kaffevogn.Den var placeret omtrent der,hvor disken til sommerrestau­ranten nu ligger. En gammelkunde har fortalt, at medensejeren hed Haargaard, åbnedehan allerede kl. 3.30, for at dekunder, der skulle med denførste bus, kunne få deresmorgenkaffe. Kaffevognenhar haft mange ejere gennemtiden, men det har ikke været

mærkeligt at ejerne blev træt­te af den lange arbejdstid.

Den næstældste bod, er Pøl­sevognen, der har haft stadepå Torvet fra først i 1930-tal­let. Den startede som rigtigPølsevogn på to hjul. Denblev lejet af slagterfirmaetSteffensen. Men i 1946 købteIb Hansen og Ivan Christian­sen Pølsevognen.

Det var faktisk et dårligttidspunkt at købe den på, idetalle varene var rationerede.Tildelingen af pølser var sålille at man kun kunne holdeåbent nogle få timer midt pådagen. Brødet var et stort pro­blem, idet det var også ratio­neret, så man måtte besøgesamtlige af byens bagere hverdag, for at se hvad man kunnekøbe af franskbrød, boller,sigtebrød, eller andet.

Ib Hansen fortæller, at for­holdene blev bedre og bedre,så åbningstiden endte med, atder var åben fra kl. 8.00 til23.00, så man kunne få de sid­ste kunder med fra biografenssidste forestilling, samt fraGummifabrikkens aftenhold.

Ib fortæller om mange af de

47

»Fra Gedser til Skagen - dekendes på smagen«: Ib Hansen,ca. 1950 ved sin »Stejf«-pølse­vogn på Torvet i Køge, som handrev sammen med sin svogerIvan Christiansen.

faste kunder, og om en dagligkunde, der en aften spiste 21pølser og 9 brød, derefter gikhan ind hos kaffevognen, hvorhan drak 10 kopper kaffe ogspiste 6 stykker WienerbrØd.Derefter kom han tilbage ogspiste II pølser, men uden brød,for han sagde, at han ikke villeødelægge sin appetit, da hanskulle hjem og have gule ærter.

Den gamle pølsevogn blevudskiftet med en fast bod,første gang i 1950erne.

Iskiosken startede med entrehjulet cykel med kØlekasse,midt i 1930'erne. Den solgte Isog Vafler fra Køge Isværk ogVaffelfabrik. Ismanden, som jovar selvkørende, opsøgte desteder hvor folk samledes,Stranden, Sportspladser 0.1.,og endte hver dag på Torvet.

Senere fik Ismanden en fastbod, hvor bl.a. to kendte an­sigter solgte Is, først NielsAsp, og derefter JohannesRasmussen, som foruden atsælge Is, også solgte religiøsetidsskrifter.

Frugtvognens start kendesikke nøjagtigt, men Karl Lar­sen startede i 1947-48 med entrækvogn, hvorfra han solgtefrugt i Køge. Karl Larsen hedaldrig andet end "BananKarl", og han var et festligtindslag på Køge Torv. En afBanan Karls efterfølgere fiktilladelse til at sælge frugt fraen campingvogn, og senere tilen fast bod, der blev indviet ii marts 1991, hvorfra der nusælges både Frugt, Slik og Is.

Den sidste torveforretningjeg vil fortælle om, er som­merrestauranten, der liggerumiddelbart op til statuen.Restauratør Aksel Johnsen,Centralhotellet fik i 1974 tilla­delse til at drive en sommeres­taurant, som fra allerførstedag blev en succes. Den ermed til at gøre Køge Torv vir­keligt attraktivt, og trækkermasser af inden- og udenland­ske turister til.

Restauranten burde bare fåtilladelse til en fast bod i lig­hed med de andre torveboder,men det er måske alleredemed i overvejelserne om Tor­vets udseende og bodernesplacering.

Historien bag Navnet: Torvet

Et af byensstørste aktiver

Mønstring på Køge Torv under l. verdenskrig.

Ethvert stykke jord i Køgehar en spændende historie,og Torvet er ikke det mindstspændende.

Da Køge i sin tid blevanlagt, var det efter sammeplan som flere nordtyske byer.

Et af kendetegnene er det 2tdr. land store torv, som erprovinsens største. Den vestli­ge halvdel hed tidligere"Sudertorvet". Suder var detgamle ord for skomager, ogpå denne halvdel holdt sko­magerne til med deres boder.

Det var her på Torvetnæsten alle offentlige arran­gementer fandt sted. Herafholdtes markederne, og herhavde man den berygtede"Køgekag". Kagen var enskampæl, der var anbragtovenpå en fladtaget bygning ien højde af ca. 2 1/2 m., såalle kunne se og få "fornøjel­se" af, når de formasteligeskulle straffes - enten ved atstå til skue, blive pisket ellerhalshugget. Bygningen ogskampælen blev først fjernet i1799.

Men Torvet har ikke altidset ud som vi kender det i dag.

Det var tidligere græsbeklædt,og omgivet af dybe grøfter.Da østre Torvegade blevomkloarkeret og renovereti efteråret 1994, kunne mantydeligt se jordlaget, rester­ne af grøfterne, der lå ca. 1,20m. under det nuværende ni­veau.

I 1822 fik Køge en ny borg­mester, der hed Mathias Frie-

derichsen. Han var uhyreaktiv, og han satte sig for atTorvet skulle renoveres ogbrolægges, på trods af byenstomme pengekasse, efter ban­kerotten i 1813.

Borgmesteren gik tigger­gang til alle byens indbygge­re, om frivillig arbejdskraft,og til omegnens bønder omfrivillig kørsel. Han havdenemlig fået tilladelse til, afenken efter Christen Carlsen,Gammeikjøgegaard, at gravegrus på åsen, til opfyldning afTorvet.

Efter 2 års forløb var Torvetplaneret, grøfterne opfyldte,

og det var brolagt uden udgiftfor kommunen.

På Torvet blev der tidli­gere afholdt vælgermøder,bl.a. med justitsministerAlberti, der var blevetvalgt i Køgekredsen. Der blevligeledes afholdt de 2 år­lige markeder, med gøgl,honningkageboder, profes­sor Labri, og meget me­re.

Torvet var indtil 1940 plad­sen, hvor de omrejsende cir­kus holdt til, og sådan kunnejeg blive ved.

48

Historien bag Navnet: Torvet 18

Den genopførte gård,måske Køges ældste

Porthammer i portbygningen mod St. Kirkestræde (nr. 3). Gengivetefter tegning afAage Jørgensen i »Fra det gamle Kjøge<<.

de, forbi brØnden og lokum­met, gennem porten til Kirke­stræde 3, og ud i rendestenen.

Over porten ligger enporthammer, der har følgendeindskrift: "Oluf Sandersonanno 1638 Margareta Jør­gensdatter". Selve den æld­gamle port bærer på indersi­den tydelig præg af de hun­dredevis af huder, der i tider­nes løb har været sømmet opfor tørring.

Kirkestræde 3 hørte til denstore slagtergård, som i 1633ejedes af rådmand Oluf San­derson, der Iod det lille smuk­ke bindingsværkshus opføre i1638, som indkørsel til gård­en.

1 ~:t _.:.;.' ~.

. ";':' .

Slagtergårdens torveside omkring århundredeskiftet. Bemærk, atkødet hænger udenfor (ved døren) som reklame for forretningen.

den åbne rendesten, der var40 cm. dyb og 60 cm. bred.Afløbet fra slagtehuset førtesgennem gården i en åben ren-

Gårdens vestre side havdeen sammenbygget bagbyg­ning, hvoraf slagtehuset ogbryggerset optog halvdelen.Bryggerset blev anvendt tilefterbehandling af kødet tilpølser, finker, fedtafsmelt­ning, røgning m.m.

Slagtehuset havde indtil1896, hvor Kirkestræde blevkloakeret, afløb direkte ud i

1796 efter sin moder, der varfødt Daldorph. Gården varderefter i slægtens eje ind­til 1914, og de fire generatio­ner har alle været slagterme­stre.

Da gården skulle nedrives i1914, blev Nationalmuseetsbygningsarkæloger adviseret,og nedrivningen blev nøjeovervåget. Hvert stykke byg­gemateriale blev undersøgt,opmålt og nummereret. Der­for har vi den store viden omhuset i Museumshaven, hvorhvert stykke bindingsværksidder nøjagtigt som i detgamle hus fra ca. år 1500.

I Kirkestræde 20 liggerDanmarks ældst dateredebindingsværkshus, men vihar et hus der er ældre, mendesværre ikke dateret.

Man kender ejendommensejere tilbage fra 1630. Ejen­dommen ejedes og husede bJ.Køge Latinskole fra 1672 til1682, men det navn eller denslægt, der har sat varige spor ihusets historie, er Daldorph­slægten, så huset kaldes sta­dig Daldorphs Gård.

Slagtermester Niels Dal­dorph arvede ejendommen i

Nederst i museets have lig­ger et smukt bindingsværks­hus, der i 1914 blev flyttet fraTorvet 18 til dets nuværendebeliggenhed.

49

Historien bag Navnet: Trævarefabrikken

Nekrolog overen fabrikSom tidligere beskrevet, togindustrialiseringen i Køge etstort opsving omkringårhundredeskiftet. I 1904fIk det nordre havneterrændet tredie fabriksanlæg.

Direktør J. Jacobsen,København, oprettede KøgeTrævarefabrik i april 1904.Fabrikken var indrettet til atfremstille træskofodtøj, ogden startede med en ordre på1500 par, der skulle leveres iJylland 14 dage efter.

eksporteret til Rusland. Mendenne eksport bestod ikke affærdigsamlede dritler, men afadskilte af hensyn til transpor­ten. Der blev gennem åreneeksporteret mange millionerdritler, men det stoppede i1916.

I april 1910 nedbrændteTrævarefabrikken til grunden,hvorved 80 arbejdere og 30drenge blev arbejdsløse, menallerede april 1911 stod en nyfabrik klar.

Køge Trævarefabrik. Her strejkede man i 1934 for 5 Øre mere itimen.

Fabrikken lå på et areal, derstrakte sig fra Køge Steve­dores pakhus til NordreHavn, og så havde denJunckers Savværk som nordrenabo.

Arbejdsstyrken var vedstarten på 16 mand, men alle­rede i oktober samme år varder 80 ansatte. Det må haveværet en god arbejdsplads, forlønnen var for voksne arbej­dere 21 kr. for 60 timers arbej­de, hvor den normale lønellers kun var 17 kr.

Allerede kort tid efter star­ten, blev produktionen afsmørdritler taget på program­met, og størsteparten blev

Selvom arbejdspladsen varvellønnet for de voksne arbej­dere, i forhold til flere andrearbejdspladser, så syntesdrengene at deres løn haltedebagefter.

Så i 1934 gik drengene istrejke og sendte en skrivelsetil ledelsen hvor teksten lød:"Vi beder om at få 5 Øre merei timen".

Stillet overfor strejken ogdette krav, bøjede ledelsen sighurtigt, så timelønnen stegnu til 40 øre i timen, samt atde fik ferie med 2% af årsløn­nen.

Drengenes alder var fra 14

50

til 17 år, men indtil 1913 måt­te drenge over 12 år, arbejde 5timer om dagen, selvfølgeligogså om lørdagen

Den 1. juli 1974 købteJunckers Industrier De Fore­nede Træskofabrikker A/S,som bl.a. også havde en træs­kofabrik i Nørre Alslev, så endel af produktionen fra Køgeblev overført til denne. Pro­duktionen i Køge lå på dettetidspunkt på omkring 200.000par, hvor størsteparten bleveksporteret til træskolandetHolland.

Konkurrencen fra Sverige

blev større og større, ogTrævarefabrikkens salg faldt,så i 1978 solgte JunckersIndustrier grunden til KøgeKommune, der længe havdeværet ude efter det store hav­neareal, og ca. 2 år efter blevbygningerne fjernet.

Det eneste synlige affabrikken der er tilbage, erden store røde villa, der liggerpå hjørnet af Havnegaden ogVærftsvej, som var direk­tørboligen. Men måske stårder rundt i hjemmene noglenedslidte træsko, der stammerfra den tidligere store arbejds­plads, Køge Trævarefabrik.

Historien bag Navnet: Tøxens Skole

Velgørers navn slettet- med hvilken grund?

En af byens tilflyttere harspurgt om den historie, derligger bag navnet TøxensSkole.

Indtil 1776 havde Køge enlatinskole, der blev nedlagt,og herefter havde Køge såingen skole før i 1808, da Bor­gerskolen startede. Den havdetil huse i den gamle provste­gård, der lå på hjørnet af Kate­kismusgade og Nørregade.

Det var et prestigetab, atKøge ikke havde en latinsko­le, og byens ungdom, derskulle læse videre, måtte søgetil Næstved, Roskilde ellerKøbenhavn, hvor de også varnødt til at bo.

Men Brogade 5-7, Oluf I.Jensens gård, ejedes af enkøbmand, der hed ThomasTøxen. Han havde overtagetkøbmandsgården efter sin farPeder Tøxen i 1793.

Thomas Tøxen og hanskone Cecilie var barnløse oglevede en tilbagetrukken til­værelse, uden at være medlemaf nogen foreninger, eller ladesig indvælge i byens styrelse.

Man var godt klar over at

Tøxen var velhavende, menman overraskedes alligevelved Tøxen og hans kones sto­re gavmildhed, hvor de bl.a.forærede store beløb til "Deværdige familier eller enkerder ikke hører under detalmindelige fattigvæsen."

Kirken blev også doneretmed et meget stort beløb, ogselvom Tøxen og hans kone

51

var barnløse besluttede de i1826, at Køge skulle have en"Højere Skole". Legatet varpå 15.000 Rdl. et meget stortbeløb på den tid, men hoved­stolen måtte aldrig bruges,kun renterne.

Tøxen overlevede sin kone,og boede de sidste år af sit livpå Torvet nr. 22, og døde i1845.

I 1856 besluttedes det, atnu skulle skolen opføres.Renterne var på det tidspunkt8.000 Rdl.

Skolen blev bygget "heltudenfor byen, mellem byen

og Norske Løve", og den blevindviet den 4 februar 1859.

I midten af 1980'ernebesluttede man at fusionereBrochmand og Tøxens skole,på grund af det faldende fød­selstal, og uvist af hvilkengrund, slettede man Tøxensskoles givers navn, og erstat­tede det med det mærkeligenavn "Sct. Nikolaj Skole".Man kan undre sig over hvor­dan man kan slette navnetpå en af byens største velgøre­re.

Nu har vi kun Thomas ogCecilie Tøxens gravsted påKøge kirkegårds søndre sidetilbage, samt den beskedneindskrift på den gamle skole­bygning "Skole, bekostet forTøxens Legat, 1859."

'~ \ - .-----:1

\- \

Historien bag Navnet: Vallø Strandhotel

Datidens prominentestrandhotel

Strandkroen nedbrændte ibegyndelsen af 1970'erne, ogVallø Strandhotel blev solgt i1972, og har siden fungeretsom rekreationshjem.

Ude ved vejen lå der et lillestråtægt bindingsværkshus,hvor Vallø Strandkro holdttil. Den hørte til hotellet, oghvis der var nogen af Strand­kroens gæster der ønskede atfå noget at spise, fik manmaden ovre fra hotellets køk­ken.

Senere blev rejseladenombygget til dansesal, hvorder blev holdt dansant fordet mere "jordnære" publi­kum.

Men tilbage til strandhotel­let. Det var yderst attraktivt atferiere på Vallø Strandhotel,og vi havde en konservativavis i Køge der hed Østsjæl­lands Avis, som hver ugebragte en oplysning om, hvemder ferierede på hotellet - menkun hvis gæsterne havde "etnavn" eller en titel.

genheden at hun købte et stortareal på den anden af Stevns­vej, hvor hun byggede "Sol­gaarden" i 1904. Den havde 4store ørne i sandsten, der pry­dede den store solterrasse,øverst på den store hvide vil­la. Villaen blev imidlertidkøbt af Vallø kommune ognedrevet i 1986.

Vallø Strandhotel var stedet for det bedre borgerskab. Rejseladen blev dog på et tidspunkt ombygget tildansesal for et mere bredt publikum.

~~:!.,;;"~""'T"

En af hotellets gæster ligefra starten var forfatterindenKaren Bramson, der blev såbegejstret for stedet og belig-

1 1922 startede der en turist­fart fra Køge havn til ValløStrandhotels anløbsbro.

herrene til højre. Der var ogsåen anlægsbro ud for hotellet iTryggevælde å, med joller tilbrug for hotellets gæster.

Det blev fra starten en suc­ces, og der var intet sparet forat gøre det attraktivt at tilbrin­ge sommerhalvåret på bade­hotellet for det "bedre" bor­gerskab.

Værelserne, omgivelserneog betjeningen var perfekte.Der var musik hver aften, ogkun de bedste orkestre spillede.Hotellet havde også en langbadebro, med omklædningska­biner - damerne til venstre og

Han byggede derfor i 1899,det efter datidens forhold sto­re, Vallø Strandhotel.

Vi havde i Køge en sag­fører, etatsråd Alfred Søren­sen, en fremsynet mand,derkunne se hvilke mulighederder var i den trang folk havde,for at komme væk fra byerneog ud i naturen.

Det har en lang og spænd­ende historie bag sig.

Når man passerer Prambro­en syd for Køge, ligger derumiddelbart efter på ven­stre hånd et stort bygnings­kompleks, som nu om dagerummer Vallø Strands Re­kreationshjem.

52

Historien bag Navnet: Vandværket

Gav Køge mangeproblemer

Det gamle vandtårnfra 1892, tegnet afarkitekt Martin Borgh.

Et stort problem for Køge,ligefra byens grundlæggel­se, har altid været frisktdrikkevand. Byen blev joanlagt på strandenge, såvandet i brøndene bestod afbrakvand.

I modsætning til forsynin­gen af elektricitet, hvor Køgefik Danmarks første offentligeelværk i 1891, haltede vi langtbagefter med vandforsynin­gen, idet Køge Vandværkførst stod klar i 1892, og i1890 havde 25 danske pro­vinsbyer deres eget vand­værk.

Det var ikke fordi detmanglede på initiativ for at fået vandværk, for allerede i1853 var vandproblemet pådagsordenen i byrådet, mender var kraftig modstand franogle forstokkede byråds­medlemmer.

Vandforsyningen bestoddengang af nogle privatebrønde, plus de offentlige,hvoraf de mest benyttede varde to vandpumper der stod påTorvet, omtrent hvor Fontæn­en nu står.

Desuden var der en brønd

ved Epedemisygehuset påFennediget, og så stod derogså en pumpe lige ud forKirkegården i Vestergade.

En af de varmeste forkæm­pere for vandværkssagen vardistriktslæge Gustav Valenti­ner. Han betegnede, ved etmøde i byrådet, indholdet afbrønden på Fennediget såle­des: Vandstanden i brøndensvarede altid til vandstanden iåen, og kvaliteten var ogsåden samme. En modstanderville absolut ikke af medbrøndene på Torvet, da vandetvar så godt, når man skullelave gule ærter. Brøndene påTorvet forsvandt forøvrigtførst i 1905.

Byens reneste vand kom fraen brønd, der lå i gården tilBrogade 18, men mange hen­tede rent kildevand fra kilden,der ligger ude på åsen, vedskrænten neden for "ClarasKirkegård".

Men til sidst sejrede fornuf­ten, og oppositionen måttebøje sig. Vi fik et vandværkefter mange problemer.

Vandværket kom til at liggeudenfor Køges bygrænse, i

53

Køge Landsogn, og Vandtår­net blev bygget i en lille sø,der lå ved "Norske Løve".Endelig den 26. november løbdet første vand gennem rØrenetil de 627 vandhaner, somvandværket skulle være leve­randør til.

Da vi fik Vandværket stegforbruget af vand så meget, atman blev nødt til at kloakerebyen, og de åbne ulækresundhedsfarlige rendesteneforsvandt.

Historien bag Navnet: Vestergade

Fra sti til Køgesældste trafikåre

Vestergade omkring 1890 med de åbne rendestene, og gasbelysnin­gen.

Vestergade har virkeligmeget at være stolt af, og nustår den for tur til, som densidste af hovedgaderne iKøge, at blive renoveret,selvom den uden tvivl erKøges ældste trafikåre.

Den startede som en stieller vej langs med åen, ned tilstrandengene, fra det gamleKøge. Åen var dengang bety­delig mere vandrig, og sejl­bar, og åløbet lå en del længe­re mod nord.

Selve Køge er muligvisstartet som et fiskerleje, hvaddet nye fund af rester fra enmulig fiskerhytte tyder på.Hytten lå omtrent ud for Tor­vet 2, og blev fundet ved klo­akeringen i år. Lidt efter lidter bebyggelsen blevet udvidetmed nogle bebyggelser oghandelsboder, der bl.a. kunnebegene de skuder der opan­krede i åudløbet, enten for atsøge ly, eller for at købe salt­sild eller landbrugsprodukter.

Men Vestergade har væretden store indfaldsvej til detkommende Køge. Uanset omman kom fra København,Roskilde, Ringsted eller nord­og midtsjælland og skulle til

Køge, skulle man gennemVestergade, kun fra Stevnsskulle man over åen ved Bro­gade.

Bebyggelserne i Vestergadeviser også at gaden var byensmest trafikerede gade. Kun fåaf Vestergades østlige bebyg­gelser har deciderede middel­alderkældre.

Men ankomsten til Køge fravest har været imponerende.Først så man på højre håndGråbrødreklosteret med til­hørende Kirke, og fra 1523 låder en stiftelse for fattige oghjemløse ud mod Vesterga­de, ved Klosterkirkegården.Den rummede 12 små boliger,og hed Steens Boder eftergiveren, rådmand MogensSteen.

På den anden side af Vester­gade knejsede Set. GertrudsKapel, en bygning der var 11gange 33 meter, og som varstørre end Køge Kirke, hvisførste del blev færdigbygget i1324. Set. Gertrud var de vej­farendes skytshelgen. ogudgravningerne af kapellet ogpå kirkegården, kunne frem­vise mange særprægede be­gravelser.

54

Udgravningerne, der be­gyndte i 1984 og sluttede i1990, afslørede, at man vedSct.Gertruds Kapel fandt sten­brolagte stræder og funda­menter af huse, der stammedefra begyndelsen af 1200-tallet.

Der har fundet mangeudgravninger sted i Vesterga­de, der bekræfter, at Vesterga­de hører til nogle af Køgesældste bebyggelser. På hjør­net af Vestergade og Rebsla­gergade lå der et gammelthus, der hvor Bikuben nu hartil huse. Det gamle hus var detyngste af 3 huse, der alle blevbygget over resterne af detforrige hus' plads, og det æld­ste hus indeholdt beviser på,at det stammede fra 1200-tal­let, måske en anelse før.

Jo Vestergade har sande­lig noget at være stolt af,bl.a. at den er Køges ældstegade.

Vestergade har rummetmange forskellige huse, virk­somheder og meget andet,lige fra en af de ældste skoler,som blev kaldt den danskeskole, til en veritabel land­brugsejendom. Den lå ihvert­fald ifølge folketællingslis­terne fra 1865 i Vestergadenr. 11. Ejeren hed Hans Peter­sen, som beskæftigede 2 kar­le og 1 pige ved landbruget.Hvor stort kreaturhold hanhar haft vides ikke, meni 1865 var der registreretindenfor bygrænsen 288 svin,139 kreaturer, 192 heste og33 får.

Historien bag Navnet: Vestergade 1-3

Centralhotelletogså kaldet "Neglen"

Vestergade 3 har huset mange forskellige forretninger gennemtiderne. Dette fotografi er fra 1895. Dengang var der ikke parke­ringsproblemer som i dag!

Da jeg læste i avisen om ethøjst ejendommeligt for­slag, om at nedlægge ethotel lige i Køges bymidte,fik det mig til at grave lidt ihotellets historie.

Engang i tyverne købte densenere så kendte antikvitets­handler, Eckardt Druse,Vestergade 1-3. Nr 3 havdedengang 12 værelser, der blevudlejet som klubværelser. Udmod Vestergade var der etmælkeudsalg i nr.3, og i nr. 1lå Schous sæbehus, som blevdrevet af Louise Druse, fødtBiirenholdt.

I februar 1929 fik Ida ogPeter Sivertsen bevilling til atdrive restaurant, så de lejedenr.3 af Druse, og her startedede "Centralcafeen". Værelser­ne blev udlejet til pensio­nærer, der med fuld pensionbetalte 6 kr. pr. uge.

Efter krigen var forretnin­gen og bygningen megetnedslidte, og Ida og PeterSivertsen havde ikke lyst til atfortsætte. I november 1949købte Jenny og AkselJohnsen, den nedslidte forret­ning, og de gik omgåendeigang med en nødtørftig reno-

vering. Facaden var slemtmedtaget, med afskalningerog revner i pudset, så den blevrepareret. Aksel Johnsen hav­de fået fat i en stor spandmaling, der var stærkt blå, såfacaden fik sig en ordentligomgang. Tjeneren mødte etpar dage efter med en sortblåtommelfingernegl, og da en afgæsterne spurgte ham om hanhavde malet facade, svaredetjeneren at det var forretnin­gens logo, så fra den dag blevrestauranten kaldt "Den blånegl".

I midten af halvtredsernelod Johnsens forretningenrenovere med nutidige toilet­forhold, koldt og varmt vandpå alle værelserne, og samti­dig skiftede hotellet navn til"Centralhotellet"

Jenny og Aksel Johnsendrev hotellet til juni 1985,hvorefter Lis og Per Sivertsenkøbte det. Per Sivertsen havdeværet ansat på Centralhotelleti 15 år, og var brodersøn afhotellets grundlægger PeterSivertsen. Det nye værtsparfortsatte renoveringen, såhotellets 14 værelser nu erfuldt moderne, til glæde forde mange turister, der benyt-

55

ter det centralt beliggendehotel.

Louise og Eckhardt Drosebyggede den smukke villa,der ligger i baggården. Denblev bygget fortrinsvis af gen­brugsmaterialer, og største­parten af munkestenene stam­mer fra kælderen i ejendom­men TorvetIBrogade.

I april 1962 skænkede Lou­ise og Eckhardt Druse Vester­gade 1 og 3, samt villaen tilKøge kommune med denklausul, at afkastningen skullegå til et legat til Gymnasiet.

Druse døde i august 1963,og jeg tror ikke, at det harværet Druses mening, at derskulle være "økocenter", og atbyens billigste hotel skullenedlægges, nej det må dahave været en aprilspøg.

Historien bag Navnet: Vestergade 20

Fra sorgens tilglædens gård

Mønstring afmodstandsfolkene i Flindts Gård den 5. maj 1945

Vestergade 20, som i dagligtale kaldes "Flindts gård",har såvidt vides væretkøbmandsgård fra 1804 til1971, altså i 167 år.

Gården har, som de allerfle­ste gårde i Køge, en spænden­de og dramatisk historie.

Jeg vil fortælle om to episo­der, hvoraf den ene endte på englædensdag, hvorimod den an­den endte med uhygge, sorg ogdød. Men først den lykkelige.

Man kender ejerne helt til­bage 1637, men i 1847 købteen købmand, der hed AndreasBarfred, ejendommen. Bar­fred betyder Fæstningstårn,og mærkeligt nok, blev gård­en 98 år senere faktiskanvendt som et sådant.

I 1879 købte købmandCharles Flindt ejendommen,som han senere solgte tilkøbmand Jens Petersen, derudvidede varesortimentet,bl.a. med støbejernsartikler,der blev en stor artikel i denstore købmandsgård, der selv­følgelig også havde et værts­hus i selve gården.

Senere overtog hans sØn,

Poul Petersen, den storekøbmandsgård, og Poul Peter­sen, som var medlem af mod­standsbevægelsen underanden verdenskrig, stillededen store kØbmandsgård tilrådighed for modstandsbe­vægelsen, da den skulle haveet samlingspunkt ved befriel­sen.

Den 4. maj 1945, kl.20.06oplyste den danske stemmefra London, Johannes G.Sørensen med bevæget stem­me, at et telegram fra generalMontgomery oplyste, at detyske tropper i Danmark,Nordvesttyskland og i Hol­land havde overgivet sig.

I løbet af natten og morge­nen samledes ca. 300 mod­standsfolk i Flindts gård, forat afvente kapitulationstids­punket, der var kl. 08.00, den5. maj 1945.

Den 5. maj i år (1995) ommorgenen, vil de gamle mod­standsfolk samles i Flindtsgård, for at mindes de uroligedage for 50 år siden. Jeg vilønske at der vil komme man­ge, men 50 år er jo lang tid.

Nu kommer vi til den tragi­ske historie. Den begyndte i

56

1674, hvor kobbersmedenAdam Trappert, der kom fraWittenberg i Tyskland, købtegården Vestergade 20. Hansbroder Peter trappert havdemisbrugt Adams 8 årige dat­ter, Marie Adamsdatter, hvor­for Adam flyttede til Dan­mark. Det ændrede nu ikke påmisbruget af pigen, men nuvar det faderen der misbrugtehende.

Forholdet varede ved, selvefter hendes bryllup med

Michel Sørensen. Han opda­gede, at han kone ikke varmØ, så han gik Adam påklingen. Adam lovede sviger­sønnen 100 rigsdaler, menpengene udeblev, så Michelanmeldte det til myndigheder­ne.

Retsagen fandt sted i 1682,hvor dommen lød på halshug­ning, og kroppene skullebrændes på bålet, både forAdam og hans kun 16 årigedatter Marie.

Historien bag Navnet: Østsjællands Avis

Østsjællands Aviseksisterede i 100 år

Bladet var, og havde altidværet, et udpræget konserva­tivt blad, men abonnements­tallet var stadig faldende. Detbevirkede, at bladet måttelukke i 1951 - nøjagtigt 100 årefter starten.

~~~~~~~~: -~,.., .... ,'-;~::-.. -.., =~: {~'-~~-~ ?f':~'.,"'. . _ _ _."'::-:: • ---=-.", - ,::;x- _.4.>_

",'!tjøge .~ <bmegtts l)<t~&r4~.f rHj:

fiii/Il

Han var redaktør indtil 1910,hvor redaktør Axelsen overtogbladet, der omkring århundre­deskiftet havde skiftet navn til"Østsjællands Avis".

Mr. 21:1: '

Frederik Opffer skrev man­ge bøger, skildringer fra detgamle Køge samt artikler, derstadig er uhyre læseværdige.Han var desuden musikalsk,en udmærket komponist ogdesuden en dygtig idræts­mand.

ser. Hans ældste søn FrederikOpffer drev avisen videre.Han ver ærkekøgenser og far­verig ligesom faderen.

Grundtvig s død var naturligvis en begivenhed, der ryddede forsi­den.

Hans brogede liv havdepræget ham, og da han følte,at det gik ned ad bakke forham, sendte han bud efterpastor Glørfeldt. Præsten tro­ede, at besøget var for at bere­de Opffer på den foreståendelange rejse, men det var nuikke meningen: Opffer villebare spørge pastor Glørfeldt,om han ikke ville købe hansrestlager af rødvin og cognac,da han vist ikke selv fik brugfor det!

Opffer døde i 1879, 63 årgammel - men rig på oplevel-

Den gamle redaktør var enpersonlighed, der havde sinemeningers mod, men ingensans for økonomi - og dog.

Bladet havde dengang tilhuse i Nørregade 24, hvoref­ter det flyttede til Torvet 19,for til sidst at ende i Kirke­stræde 14.

Han meldte sig derfor tilden pavelige Schweitzergar­de, hvor han tjente i 8 år. Der­på arbejdede han sig somtypograf tilbage til Danmark,hvor han i 1857 købte "KjøgeAvis", som Oettingers blad imellemtiden var blevet døbt.

Han hed SØren Opffer, ogvar født i 1816.

Han kom som l4-årig i læresom trykker i Helsingør, og dahan havde udstået sin læretid,startede han sin "navertid".Hans vandrebog, som allenavere skulle have, fortæller,at han arbejdede i 8 byer iTyskland, inden han spadsere­de over Sct. Gotthard og komtil Italien, hvor det viste sig, atdet var dårlige tider for typo­grafer.

Stifteren af avisen var enbogtrykker, der hed SallyOettinger, men han var me­re bogtrykker end bladmand.Han drev bladet indtil1857, hvor han solgte dettil en farverig bogtrykker,der samtidig havde evnentil at skrive og formuleresig.

Så først i 1851 udkom deren levedygtig avis, somudkom jævnligt.

Omkring 1830 startede enavis i Køge, der hed "Fa­ma". Men desværre er derikke bevaret et eneste ek­semplar af denne avis, såvidt jeg ved.

57