Hele Danmarks Symfoniorkestre - italesættelsen af klassisk musik i den kulturpolitiske diskurs

Aminata Amanda Corr Vejleder: Henrik Jochumsen

Foto af Anne Mie Dreves

2

Abstract

By applying a social constructivist perspective, the thesis investigates the discursive trends in public

deliberation of cultural policies, regarding classical music and the national symphonic orchestras.

The thesis attempts to reach an understanding of the different views on cultural policies and arts

advocacy by combining opinion-based empirical material by the Danish Minister of Culture, and

individuals within the artistic field, including an interview with the Chief Executive and Artistic

Director for the regional orchestra Copenhagen Phil. At the same time, the thesis considers the

social, historic and economic prerequisites, which make up the political opportunities and limitations

for the symphonic orchestras in contemporary Denmark. Various theoretical approaches to cultural

policy and cultural policy advocacy are described and discussed, as well as research on cultural

preferences and socioeconomic conditions for different demographic groups in Denmark, which are

then compared to the collected empirical material. The thesis focusses in the discursive difference

between the mention of Danish cultural institutions respectively in Zealand and in Jutland. These

matters are analyzed using discourse analytical tools. The analysis is divided into three themes: The

Cultural Elite, National Geographic Cultural Policy and Administrative Cultural Policy Relations.

The study finds that the mention of a cultural elite appears to be geographically defined and linked

to the relationship between western Denmark and the city of Copenhagen. This is an inhibitory factor

for the regional orchestra associated with the capitol. The study also finds that individuals and

institutions within the artistic field disagree with the Minister of Culture on the value of culture, which

makes the two parties misunderstand each other’s statements about cultural policy. There is also a

distortion of power structures that inhibits the artistic field’s communication with the public in the

debate on discursive disagreements. This means that the argumentation provided by the artistic field

is inadequate in order to achieve the intended reaction from the public and from the Ministry.

3

Indholdsfortegnelse

ABSTRACT 2

INDLEDNING 5

PROBLEMFORMULERING 7

AFGRÆNSNING 7

KOMMISSORIUM FOR ORKESTERUDREDELSE 7

FRA KONSERVATORIETS KONCERTSAL TIL YOUTUBE 7

LÆSEVEJLEDNING 9

VIDENSKABSTEORETISK GREB OG ANALYSESTRATEGI 10

VIDENSKABEN SOM SOCIALE INSTITUTIONER 10

DEN DISKURSIVE KAMP 11

DISKURSIVE ORDENER 14

DEN TEKSTUELLE -, DISKURSIVE - OG SOCIALE PRAKSIS 15

MAGT 17

METODE 19

FRA TEMATISERING TIL RAPPORTERING 20

PRÆSENTATION AF INTERVIEWPERSON 23

KULTURELT FORBRUG, SOCIALE SKEL OG KULTURPOLITIK 23

KULTURPOLITIKKENS KULTURHISTORIE 24

CULTURAL OMNIVORES OG CULTURAL UNIVORES 25

KULTURENS EGENVÆRDI 27

MAGTEN I DET OFFENTLIGT RÆSONNEMENT 29

VIDENSHUL 30

ANALYSE 30

DEN TEKSTUELLE DIMENSION 31

RAPPORT FRA EN MINISTERPOST 32

JYLLAND VS. KØBENHAVN 35

BALANCEN I DEN LEVENDE SYMFONISKE MUSIK 37

4

DEN DISKURSIVE PRAKSIS DIMENSION 41

GEOGRAFISKE FORUDSÆTNINGER FOR KULTURLIVET 41

MERE END ÉN DEBAT 43

DET HISTORISKE PERSPEKTIV 48

DEN SOCIALE PRAKSIS DIMENSION 51

POLITISK INDHOLD ELLER SPIL 51

HVAD KULTUREN SKAL 56

MAGT 60

DISKUSSION 64

KØBENHAVN SOM DEN NYE KULTURELITE 64

KULTUREN HAR VÆRDI - DET KUNSTNERISKE FELT ER HÆMMET 67

KONKLUSION 69

LITTERATUR 72

BILAG 80

BILAG 1: INTERVIEWGUIDE 80

BILAG 2: KONTAKTMAIL 83

BILAG 3: TRANSSKRIPTIONSNØGLE 84

BILAG 4: BREV TIL KULTURMINISTEREN 85

5

Indledning

Den 5. marts 2017 udgav Kultur- og kirkeminister Mette Bock1 en kronik i Jyllands Posten for at

markere, at VLAK-regeringen havde siddet i 100 dage. Kronikken er fremlagt som en anmeldelse af

hendes eget virke som Kulturminister, og hvordan det fremtidige danske kulturliv kan se ud under

hendes ministerperiode. I kronikken præsenterer hun en række strøtanker og overvejelser om det

danske kulturliv, hvor særligt de klassiske musikinstitutioner er i fokus. Hun påtaler et behov for at

omstrukturere DR SymfoniOrkester samt Det Kongelige Kapel og fortsætter:

”Behovet for et selvstændigt, sjællandsk landsdelsorkester ophører. Stillingerne skal dog bevares og

anvendes til at opruste de øvrige fire nødlidende landsdelsorkestre i Aalborg, Aarhus, Sønderborg

og Odense med f.eks. 10 til 12 stillinger til hvert af orkestrene. De er gennem årene langsomt blevet

udsultet, så de nu er nede på en størrelse, der kraftigt påvirker både kvalitet og muligheder. Det

resterende antal stillinger kan fordeles mellem andre nødlidende, statsstøttede orkestre.”

(Bock, 2017a)

Således igangsatte Mette Bock en debat om klassisk musik i Danmark med Copenhagen Phil – hele

Sjællands symfoniorkester2 i fokus. Det klassiske landsdelsorkesterorkester Copenhagen Phil er en

kulturinstitution, som driver koncertpraksis i 46 af de 98 kommuner i Danmark. Årligt spiller

orkestret for omkring 80.000 mennesker til både koncerter og opera- og balletforestillinger. I

vintersæsonen holder orkestret til i koncertsalen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og

i sommersæsonen i Tivoli (Copenhagen Phil, u.å.).

Kulturministerens forslag blev præsenteret som et ønske om at styrke det danske orkesterlandskab,

og det var uvist, om det skulle tolkes som et konkret forslag eller blot som et eksempel på en

anderledes måde at strukturere den klassiske musik politisk. Den 20. april 2017 udsendte

kulturministeren i en pressemeddelelse, at det var besluttet at forflytte 7,8 millioner fra Copenhagen

Phils budget, og midlerne skulle fordeles ud til de øvrige fire landsdelsorkestre. Argumentet herfor

var, at der i København var en overflod af levende, symfonisk musik, og at man fra politisk side

1 Herfra refereres til Kultur- og kirkeminister Mette Bock som ”kulturministeren” eller ”Mette Bock”. 2 Herfra refereres til Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester som ”Copenhagen Phil”.

6

havde penslet kulturstøtten ud i tyndere og tyndere lag over mange år, og det derfor var et nødvendigt

onde at flytte nogle midler ud af København (Bock, 2017a). Samme dag skulle landsdelsorkestrenes

musikchefer samles til en konference, som omhandlede nye og innovative måder at formidle den

klassiske musik til danskerne. Til det udtrykte musikchefen for Copenhagen Phil, Uffe Savery:

”Et af de omdrejningspunkter, vi skal diskutere på konferencen, er, hvad orkestrene kan gøre for at

gøre sig interessant for nye publikumsgrupper. De spørgsmål har vi stillet os selv de sidste syv år og

kommet med konkrete bud og svar på. Når kulturministeriets svar så er, at vi skal oppebære alle fem

landsdelsorkestres besparelser til sammen, så ved jeg egentlig ikke, hvad det gør for incitamentet og

motivationen hos de andre orkestre. Det synes jeg er paradoksalt og faktisk ret provokerende”

(Pagh-Schlegel, 2017a, afs. 9).

Uffe Savery giver udtryk for en frustration og uklarhed omkring formålet med flytningen af midler,

og for at forstå dette, er det relevant at se på, hvad man fra politisk side mener kulturen skal, og heri

ligger kulturbegrebets relevans (Fink, 1988). I kulturbegrebets historie ligger en kompleksitet, og

begrebet har ifølge Lektor i filosofi Hans Fink (1988) beholdt associationer og konnotationer fra alle

tiders anvendelse. Essentielt for al kulturpolitisk debat og praksis, er spørgsmålet om, hvad kulturen

skal. Ifølge lektor emeritus ved Institut for Informationsstudier, Dorte Skot-Hansen (1999, 2005),

ligger De kulturpolitiske rationaler til grund for dette. De kulturpolitiske rationaler er et

analyseværktøj til at forstå de dagligt underbyggede grundlag for bl.a. beslutninger og opfattelser

(Kann-Rasmussen, 2016). Der er altså tale om en legitimering af offentlig støtte til kunst og kultur i

en politisk kontekst, både eksplicitte og implicitte. De kulturpolitiske rationaler fungerer i denne

sammenhæng som et analytisk værktøj, og tillader tilmed et perspektiv på, hvad kulturen skal, og

hvad den tidligere skulle. Med et socialkonstruktivistisk perspektiv undersøger jeg i specialet de

diskursive tendenser, som i offentligheden vedrører kulturpolitik herunder klassisk musik. Ved at

kombinere holdningsbaseret empiri og et kvalitativt interview, belyses forskellige udgangspunkter og

synspunkter ift. kulturpolitik. Dertil behandles i specialet nogle socioøkonomiske og historiske

faktorer, der har relevans for en forståelse af de forskellige kulturbrugere og forskellige aktører inden

for det kulturelle felt.

7

Problemformulering

Hvordan italesættes klassisk musik i den kulturpolitiske diskurs i Danmark?

Afgrænsning

Hvilke diskurser er herskende inden for klassisk musik i dansk kulturpolitik?

Hvad ligger til grund for bestemte italesættelser af klassisk musik i kulturpolitik?

Hvilken virkelighed konstituerer de herskende diskurser for Copenhagen Phil og for klassisk musik

i dansk kulturpolitik?

Kommissorium for orkesterudredelse

Den 27. september 2016 udsendte den daværende kulturminister Bertel Haarder et kommissorium for

orkesterudredelse, hvor han annoncerede en ny arbejdsgruppe, der havde til formål at komme med

anbefalinger og afhjælpe landsdelsorkestrenes udfordringer omkring de stramme økonomiske vilkår.

Navnlig for at hjælpe orkestrene med at implementere den årlige besparelse på 2 pct., som alle

statslige institutioner er underlagt (Bendix, 2016). Under ledelse af chefdirigent Giordano

Bellincampi som særlig faglig konsulent, bestod taskforcen af Kulturministeriets embedsmænd,

Kulturministeriets departementskontorchef, Karin Marcussen, og Slots- og Kulturstyrelsens

enhedschef, Henrik Wenzel Andreasen. Arbejdsgruppen skulle udvikle konkrete løsningsforslag til

en række problematikker forårsaget af besparelserne, herunder rådgivning om at forbedre udnyttelse

af ressourcer, et større, bedre og mere mangfoldigt repertoire samt hjælp til at prioritere udgifter.

Samtidig skulle taskforcen undersøge, om orkestrene med fordel kunne differentiere eller specialisere

orkestrene med henblik på at imødekomme ændrede publikumsvaner og internationalisering, og om

tilrettelæggelsen af arbejde og ansættelser sikrede optimal fleksibilitet og ikke hæmmede orkestrenes

præstationsmuligheder (Kulturministeriet, 2016). Taskforcens arbejde skulle resultere i en rapport

om landsdelsorkestrenes praksis, som skulle give et omfattende indblik i deres arbejde og være færdig

i februar 2017. Taskforcen blev nedlagt af Mette Bock, da VLAK-regeringen tiltrådte, og rapporten

blev aldrig udfærdiget.

Fra konservatoriets koncertsal til Youtube

Under ledelse af Musikchef Uffe Savery har Copenhagen Phil forsøgt at imødekomme et politisk

ønske om innovation og nye måder at appellere til nye dele af befolkningen. Dette er sket efter en

række tidligere kulturministre har udtrykt ønske om mere innovativ tænkning i landsdelsorkestrene

8

(Reinhardt, 2017). I anledningen af offentliggørelsen af Copenhagen Phils sæsonprogram 2011/2012

udførte symfoniorkestret en såkaldt flashmob på Københavns Hovedbanegård. Orkestret spillede

Ravel's Bolero, og arrangementet blev filmet af elever fra filmskolen Super16. Videoen er blevet set

mere end 10.000.000 gange på YouTube. Senere gentog de successen, denne gang i Københavns

metro, hvor orkestret spillede Peer Gynt for, og både engelske The Huffington post (Rao, 2012), og

engelsk The Daily Mail skrev om det, under overskriften ”The most cultured Flashmob in the world”

(Seales, 2012). Dertil har Copenhagen Phil afholdt en række hybridkoncerter med en række danske

popmusikere som Oh Land, When Saints Go Machine, Mew, Lowly og Nikolaj Nørlund. Projektet

bar navnet 60 minutes, og optagelser fra projektet har senere været brugt i den oscarnominerede film

The Revenant (Reinhardt, 2017). Copenhagen Phil har desuden flere gange optrådt på Roskilde

Festivals Orange scene – både sammen med kunstnere som amerikanske Father John Misty, og med

symfonisk koncert – og til Distortion i København (Michelsen, 2015). Før 2013 hed Copenhagen Phil

Sjællands Symfoniorkester. I en årrække havde orkestret kaldt sig dels Copenhagen Phil i

internationale sammenhænge, og dels Sjællands Symfoniorkester når de turnerede i Danmark. Fra

16. april 2013 overgik orkestret til konsekvent at hedde Copenhagen Phil med Hele Sjællands

Symfoniorkester som undertitel (Christiansen, 2013), og til det sagde Musikchef Uffe Savery

dengang:

“Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem vision, image og kulturen i orkestret. Vi har de

seneste år arbejdet med at nytænke symfoniorkestret, med at udvikle institutionen ‘et symfoniorkester’

og være relevante på forskellige måder og platforme. Med de nye visioner og den nye kultur, der

eksisterer i orkestret, er det derfor naturligt at tage navneforandring til et navn, der repræsenterer

netop den kultur. Navnet ‘Copenhagen Phil’ signalerer et moderne symfoniorkester i international

klasse, hvilket svarer til det, vi gerne vil stå for. Og så har vi et samarbejde og en position i det

europæiske musikliv, hvor det er mere ligetil at kommunikere ‘Copenhagen Phil’ fremfor ‘Sjællands

Symfoniorkester’”

(Larsen, 2013, afs. 3)

Navneskiftet skete i sin tid efter aftale med kulturministeriet (Larsen, 2013), til trods for at

navneforandringen siden har været kritiseret fra flere politiske sider, og brugt som eksempel på

Copenhagen Phils manglende evne til at agere landsdelsorkester for hele Sjælland.

9

Læsevejledning

Debatten omkring lukningen af Copenhagen Phil er udgangspunktet for specialet. En debat, der førte

til en økonomisk omstrukturering af Danmarks fem landsdelsorkestre. Jeg indleder specialet med en

gennemgang af det videnskabsteoretiske greb efterfulgt af en præsentation af specialets

analyseværktøj, som er diskursanalyse. Det videnskabsteoretiske greb, det socialkonstruktivistiske,

er i høj grad beskrevet ud fra teori og teoretiske overvejelser af tidligere forsker og

forskningsbibliotekar Nils Bredsdorff. Bredsdorff (2002). Det belyser sammenhængen mellem

diskurs og konstruktion med kritiske briller og anvendes i specialet til at forklare de muligheder og

begrænsninger, der er forbundet med arbejdet med diskursanalyse og socialkonstruktivisme generelt.

Professor ved Department of Management, Politics and Philosophy ved CBS, Niels Åkerstrøm

Andersens (1999) anskuelser af diskursanalyse anvendes til at definere de optimale analysestrategier

i specialet. Dertil inddrages perspektiver af Lektor ved Institut for Kommunikation og Psykologi

Anders Horsbøl, som i den inddragede tekst Præsidenter kunne være anderledes (2006) beskæftiger

sig med både diskursanalyse og dannelse af den offentlige mening. Horsbøl (2006) inddrages dermed

både til at beskrive specialets videnskabsteoretiske greb og analysestrategi. Hans betragtninger bruges

igen i diskursanalysen i praksis, hvor de bliver sat i relation til filosof og sociolog Jürgen Habermas’

(2009) teori om borgerlig offentlighed. Hertil kædes det sociale aspekt af kulturpolitik i Danmark

sammen med borgernes kulturvaner og præferencer og sættes i relation til tidligere antropolog og

sociolog Pierre Bourdieus (1986) kapitalforståelse, som ligeledes sættes i relation til

forskningsresultater fra 2010 af sociologerne Annick Prieur og Lennart Rosenlund, der beskriver

sammenhængen mellem social baggrund og kulturelle præferencer.

Det er essentielt for specialet at undersøge italesættelsen af klassisk musik i kulturpolitiske diskurser,

og hvordan dette påvirker orkestervirksomhed i Danmark og danskernes forhold til de fem

landsdelsorkestre og til klassisk, symfonisk musik. I analysen inddrager jeg opinionsbaseret materiale

af bl.a. Mette Bock, Danmarks kultur- og kirkeminister, som er et omdrejningspunkt i analysen og i

den generelle udarbejdelse af specialet. Dertil inddrager jeg udtalelser fra diverse aktører inden for

det kulturelle felt, hvis bagvedliggende positioner analyseres ud fra Sprogforsker Norman

Faircloughs (1992) tre stadier af diskursanalyse; den tekstuelle dimension, den diskursive praksis

dimension og den sociale praksis dimension. Under den sociale praksis dimension indgår en

magtanalyse som optakt til specialets diskussion, hvor jeg inddrager teori af filosof og idéhistoriker,

10

Michel Foucault (2009) om de eksklusionsprocedurer, der er tilknyttet diskurserne og udelukker

talepositioner, temaer og argumenter. Professor emerita, Karen Risager (2014), inddrages også under

afsnittet med betragtninger om den dominerende part over for den dominerede. Hertil anvendes et

interview med Uffe Savery, musikchef for Copenhagen Phil, som repræsenterer det kunstneriske felt

og ikke mindst den institution, der er genstand for debat, Copenhagen Phil.

Til skitsering af det samfundsmæssige perspektiv, inddrager jeg teori af Richard Florida (2002) og

Trine Brille (2011) om den kausalitet, der er mellem kulturel opblomstring, økonomisk udvikling og

tilflytning af den kulturelle elite i et geografisk område. Trine Billes (2011) teori inddrager jeg

ligeledes i afsnittet om, hvad kulturen skal, da den beskæftiger sig med forskellige former for værdi,

kulturen kan skabe. Omdrejningspunktet for, hvad kulturen skal, er de kulturpolitiske rationaler, som

er defineret af Dorte Skot-Hansen (1999; 2005; 2006). Jeg inddrager også perspektiver på

legitimering af kulturpolitik og den logik, der ligger bag rationalerne af hhv. Beth Juncker (2016),

Kann-Rasmussen (2016) og Sandvik (2011). Her tilføjer jeg en dimension af demokratisering af

kulturen med udgangspunkt i sociolog og antropolog Pierre Bourdieus (1986) kapitalformer og ikke

mindst filosof og sociolog Jürgen Habermas’ (2009) teori om borgerlig offentlighed. Hertil inddrager

jeg perspektiver på de demokratiske forhold, der er forbundet med offentlig debat og deliberation, fra

Jørn Loftager (2007) og Casper Hvenegaard Rasmussens (2017) historiske perspektiv på det

kunstneriske felts position og autonomi. Ved at bruge teori af Laclau & Mouffe (2001) beskriver jeg

de tre stadier af diskursanalyse, som muliggør den diskursive praksis dimension, i forhold til

italesættelser i kampen om tilskrivelse af mening. I analysen anvender jeg tre nodalpunkter; den

elitære kultur, nationalgeografisk kulturpolitik og kulturpolitisk administrative

samarbejdsrelationer, som også fungerer som specialets tre temaer. I diskursanalysens tekstuelle

dimension tager jeg udgangspunkt i kronikken Rapport fra en ministerpost af kulturminister Mette

Bock som kommunikativ begivenhed.

Videnskabsteoretisk greb og analysestrategi

Videnskaben som sociale institutioner

Specialets diskursanalyse er udfærdiget ud fra den socialkonstruktivistiske referenceramme inden for

videnskabsteorien, som er baseret på, at verden og individet anskues som sociale konstruktioner.

Specialets videnskabsteoretiske greb er socialkonstruktivistisk, hvorved sproget konstruerer

samfundet og viden socialt, og hvor diskursbegrebets flydende rammer og tvetydige indhold relaterer

11

sig til socialkonstruktivistisk relativisme (Bredsdorff, 2002). I Socialkonstruktivismen er der både et

dekonstruerende og et konstruerende potentiale. På den ene side blotlægger socialkonstruktivismen

det nutidige ideologiske billede på videnskaben, og på den anden side indeholder den anlægget til en

ny produktion af videnskabsforståelse. Konkret i forhold til specialet kan dette eksemplificeres med

italesættelsen af fænomener i samfundet; det både afspejler en herskende forståelse, og producerer

eller reproducerer en bestemt udlægning. I socialkonstruktivismen er videnskaben ikke afsluttet eller

færdig. Derimod ligger et evigt arbejde hen imod skabelsen af en uopnåelig vished om dybere

sammenhænge i virkeligheden. Ligeledes ligger der i socialkonstruktivismen en grundlæggende

dobbelthed, hvor det traditionelle verdensbillede dekonstrueres, og grundlaget til en ny forståelse

fremsættes (Wenneberg, 2002). Socialkonstruktivismen vender blikket mod videnskaben selv og

anvender videnskabens egne empiriske metoder. Med socialkonstruktivismen blev en række typiske

forestillinger om videnskaben problematiseret. Deriblandt at videnskaben skulle kunne være

endegyldigt dommer over den samfundsmæssige viden om virkeligheden, og idéen om at

videnskaben gik ud på at afdække en objektiv sandhed. Samtidig har socialkonstruktivismen gjort op

med at videnskaben var noget, der skulle holdes fra ”almindelige mennesker”, da de kunne forurene

virkelighedens objektive sandhedsværdi pga. manglende indsigt i sandheds-, objektivitets- og

metodologiproblematikker. Dertil problematiserede socialkonstruktivismen idéen om grænser

mellem videnskab og fx politisk og religiøs skabelse af viden, såsom den positivistiske idé om et

demarkationskriterium, hvor videnskaben er en speciel og hel aktivitet. Netop demarkationstanken er

ikke at finde i socialkonstruktivismen, da socialkonstruktivismen tager form i et historisk perspektiv

efter de samtidige kriterier for god videnskab. Med socialkonstruktivismen overgår videnskaben fra

at være et rumligt territorium til at være en social institutionel aktivitet. Samtidig er

socialkonstruktivismen et opgør med videnskaben som et abstrakt, ophøjet, spirituelt system. Tilbage

står et mere nøgternt syn på videnskaben bestående af sociale institutioner, der ikke adskiller sig

radikalt fra øvrige sociale institutioner (Wenneberg, 2002).

Den diskursive kamp

I arbejdet med at identificere de forskelligt herskende anskuelser af den kulturpolitiske debat omkring

de klassiske landsdelsorkestre i København anvendes diskursanalytisk strategi, hvor der ikke er en

entydig definition af ordet diskurs (Horsbøl, 2006; Andersen, 1999). I takt med at diskurs og

diskursanalyse er blevet mere anvendte begreber, er deres anvendelse løbende blevet bredere og

bredere, og definitionerne mange (Bredsdorff, 2002).

12

”Snarere kan man sige at der i flere videnskabelige sammenhænge pågår en diskursiv kamp om at

bestemme diskursbegrebet, herunder forholdet og arbejdsdelingen mellem de forskellige

diskursanalyser”

(Horsbøl, 2006, s.56)

En bred og overordnet definition af diskursbegrebet er, at diskurs kan være en sætning, en række

sætninger i en samlet fremstilling, en ramme for fremstilling eller skabelsesprocessen for den samlede

ramme. Dermed er der tale om konstruktionen af en social ramme, hvor betydning og sammenhæng

fremsættes i sætninger og i sammenhæng med andre sætninger (Bredsdorff, 2002). Bredsdorff (2002)

henviser til en definition fremsat af Adam Jaworski og Nikolas Coupland i The Discourse Reader fra

1999:

”Diskurs er sprogbrug og brug af sproget i forhold til sociale, politiske og kulturelle formationer,

dvs. strukturer, institutioner og normer. Diskurs er sprog, som afspejler social orden men også sprog

som skaber social orden og skaber individers samkvem i samfundet.”

(Bredsdorff, 2002 s. 12)

I denne definition er der et fokus på både det sproglige og det sociale aspekt, som for de fleste

diskursanalytikere er relativt essentielle. Diskursanalyser af et bestemt sprogbrug, der er knyttet til

bestemte institutioner, er udbredt (Bredsdorff, 2002). Også i dette speciale lægges der i

diskursanalyse vægt på en analyse af sprogbrug i kulturpolitik vedrørende både klassisk musik og de

tilhørende institutioner. Individets verbale udtryk er i diskursteorien en medvirkende faktor ved

skabelsen og forandringen af individets omverden, identitet og sociale relationer. Samtidig med at

der foregår en spejling af disse (Jochumsen & Rasmussen, 2006). En betydelig del af de deltagende

personer i debatten deltager ikke udelukkende som individer, men som repræsentanter for

institutioner, politiske partier eller ministerier. Under denne præmis vil jeg med diskursanalytisk

strategi belyse, hvilke forskellige positioner der kan spores i den kulturpolitiske debat vedrørende

klassisk musik som sociale konstruktioner, og hvilke bevægelser disse afspejler og skaber i forhold

til klassisk musik og i dansk kulturpolitik. Relationen mellem diskurser er dialektisk og indeholder

en kamp om hegemoni. Diskursanalyse betragtes ofte som ideologkritisk, og har til formål at øge

politisk bevidsthed og understrege de herskende diskurser, som fastholder magten i samfundet

13

(Bredsdorff, 2002). Det er i den forbindelse essentielt at spore konflikterne i materialet og herefter

undersøge, hvilke virkelighedsopfattelser der er repræsenteret, hvordan de positionerer sig i forhold

til hinanden, og ikke mindst hvilke konsekvenser det har, at den ene aktør har opnået en autoritet og

i en udstrækning vundet den hegemoniske kamp (Andersen, 1999).

I specialet forstås diskurs som italesættelse: ”Det er kendetegnende for italesættelsesperspektivet at

social og sproglig betydning undersøges i helheder eller “bundter“ af mening.” (Horsbøl, 2006, s.

57). Dermed betragtes enkeltudsagn ikke umiddelbart isoleret, men søges indlæst i en større

sammenhæng. Det er sammenhængen af udsagn, der er diskursen, og ikke den enkelte udtalelse, og

sammenhængen er en forudsætning for mening. De ovenstående tre aspekter findes i flertal, og med

dette deler italesættelsesperspektivet en betragtning med hermeneutikken, om at betydningsdannelse

finder sted i et historisk overdraget felt af betydninger. Her forstås diskursen i en mere lokal størrelse,

da den ikke karakteriserer en hel kultur, men en meningshelhed hvor den dialektiske kamp om

hegemoni opstår (Horsbøl, 2006).

Den fremtrædende diskursanalytiker Norman Fairclough, kombinerer sociologi og lingvistik

(Andersen, 1999). Faircloughs udlægning af diskursanalysen er, at det er en metode, som kan afdække

samfundsmæssige forandringer ved at studere tekst (Fairclough, 1992). Ifølge Fairclough

repræsenterer diskurs ikke blot verden i praksis, men konstituerer og konstruerer verden i mening og

navngiver den (Christiansen, Groes, Klint, & Fehler, u.å.). Fairclough påtaler Foucaults tendens til at

arbejde med komplicerede polyvalente begreber, der er svære at belyse og svære at anvende i praksis

(Andersen, 1999). Faircloughs udgangspunkt er, at vores fortolkninger og oplevelser af virkeligheden

kan beskrives af vores sprogbrug og fremstillinger af verden, og hans teori bunder i et arbejde med

sproget, som afhjælper forståelse af sociale og kulturelle forandringsprocesser (Christiansen et al,

u.å.). Fairclough (1992) anvender en lingvistisk forståelse af diskurs som betydelige brudstykker af

talt eller skrevet tekst ved konstruktionen af begrebet. Hans lingvistiske forståelse adskiller sig fra

det traditionelle lingvistiske fokus ved, at han i sin udlægning af diskursbegrebet taler om større

brudstykker og ikke enkelte ord eller sætninger (Christiansen et al, u.å.).

Faircloughs (1992) fokus ligger på processerne mellem den, der udarbejder tekst, og den, der fortolker

tekst, såvel som kontekst for anvendelsen af sproget. Dertil taler han om, at sociale situationer kan

have hver deres term for sprogbrug, som adskiller sig fra de institutioner, Foucault henviser til

14

(Andersen, 1999). Det, som kendetegner Faircloughs (1992) konstruktion af diskursbegrebet, er

social teori og analyse kombineret med lingvistisk diskursforståelse. Det gør han med udgangspunkt

i Foucault, som anerkender, at sproget ikke udelukkende er en reflekterende praksis, men at sproget

er konstituerende for social praksis og vidensområder. Dermed påvirkes virkeligheden af, hvordan vi

beskriver den. Det er netop effekten af denne konstituering, der er essentiel – særligt i forhold til

social teori. Fairclough anerkender også den historiske forandring som socialteoretisk aspekt

(Christiansen et al, u.å.).

Diskursive ordener

I analysen anvendes diskursteori som værktøj til lokalisering af konflikt i diskurser og for at spore

dialektisk hegemoni. Til dette anvendes teoretiske begreber som konkrete analyseredskaber, som

lader sig gøre i mødet mellem Foucault og Fairclough. Specialets indledende analyse, udarbejdes

efter Faircloughs (1992) tre stadier af diskursanalyse; tekst, diskursiv praksis og social praksis. Ved

konkret anvendelse af diskursbegrebet til analyse kan Foucaults udlægning med fordel anskues fra

fire forskellige sider; Diskurs er objekter, subjekter, begreber og strategier (Horsbøl, 2006 s. 57).

Som objekter er diskurs en genstandgørelse, som former de vidensobjekter, den omhandler, og

formningen af selv samme objekter finder logisk sted før behandlingen af dem. Som subjekter stiller

diskursen subjektpositioner til rådighed. Med andre ord muliggør den positioner, hvorfra der i en

bestemt diskurs kan tales legitimt på en måde, der giver mening. Dermed skabes der med diskursen

et rum, hvor social handling både muliggøres og begrænses. Diskursen skaber rammen for sociale

relationer mellem identiteter ved at skabe nye subjekter og indbefatter altså ikke de på forhånd

eksisterende objekter. Subjektet kan fra sin position agere i forhold til objektet. Diskursen er samtidig

et netværk af begreber, som ikke har sin begyndelse i grundlæggende antagelser om fx mennesket

eller anden filosofisk tankebygning. I alle tre ovenstående elementer af diskursanalysen er diskursen

relationel og produktiv. Den etablerer forbindelser mellem objekter, subjekter og begreber og udvider

sin ramme, så nye objekter, subjekter og begreber kan dannes og udbredes. Diskurser er situeret i et

interdiskursivt felt, som er konstituerende for diskursen. Dette tilføjer en strategisk side af diskursen,

som ved sin løbende tilblivelse allerede er i relation med andre diskurser. Det kan forstås som et

strategisk element, der ligger uden for diskursens ramme, men diskursen eksisterer først såfremt dens

rettethed som det, den ikke er, etableres (Horsbøl, 2006).

15

I sin udlægning af Foucault taler Andersen (1999) om en deskriptiv orden, en narrativ orden og en

argumentativ orden i fremstilling af diskurs som italesættelse. Den deskriptive orden beskriver,

hvordan aktører og modtagere opfatter objekter, objekters egenskaber og relationer i diskursen. Det

indbefatter, hvordan der tales i diskursen, og hvordan fænomener genstandsgøres og klassificeres

gennem fremsættelse af påstande, det kan kædes sammen til sammenhænge. Den narrative orden

orkestrerer en opfattelse af handlen i diskursen. Den former subjektspositioner, som kan indtages af

individer og kollektiver. Dermed kan disse individer og kollektiver handle, som var de rationelle og

viljebærende, til trods for at de ikke nødvendigvis er det. Andersens (1999) narrative orden er

tilsvarende Foucaults (2009) formning af subjekter. Den argumentative orden kontrollerer

sammenkædningen af prædikater, når der ræsonneres i diskursen, og den kan anskues i forlængelse

af Foucaults (2009) formning af begrebslige relationer. Og når der skal være tale om diskurs, må der

være noget, som subjekterne kritisk kan forholde sig til. Dette skal både gå forud for diskursen, og

eksistere i diskursen. Den argumentative orden danner rammerne for gode argumenter, og for hvilke

argumenter der kan afvises som ’uvidenskabelige’. Sammen med den narrative orden danner den

rammerne for, i hvilket omfang der er plads til konflikt og strid. Dermed er diskurs ikke konsensus,

men en horisont for konflikt med mening (Horsbøl, 2006; Andersen, 1999).

Den tekstuelle -, diskursive - og sociale praksis

De ovennævnte tre ordener vil bidrage til den konkrete diskursanalyse i specialet, som bevæger sig

inden for et Foucauldiansk italesættelsesperspektiv. Det interessante i den forbindelse er, hvordan

det er muligt for en aktør i diskursen at indtage en dominerende position, der kan betegnes som

hegemoni. Dertil indgår en analyse af meningsdannelsen i den kulturpolitiske medieoffentlighed med

udgangspunkt i et offentlighedsteoretisk perspektiv (Horsbøl, 2006). Fra et interdiskursivt perspektiv

er det relevant at undersøge de eksisterende diskurser ved debattens udspring og dermed den

kulturpolitiske medieoffentlighed, som rum for konflikt. Dertil undersøger jeg konfliktflader internt

i diskursen. I praksis udmunder dette sig i, at der indgår både en analyse af den elitære kultur,

nationalgeografisk kulturpolitik og kulturpolitisk administrative samarbejdsrelationer. Ligeledes vil

den interdiskursive analyse give sig til udtryk synkront imellem diskurser, der er repræsenteret i

debatten.

I undersøgelsen af den tekstuelle dimension indgår et element af refleksivitet, der forudsætter, at

diskurser i den kulturpolitiske offentlighed studeres ud fra en position, der iagttager, hvordan

16

iagttagere iagttager andre iagttageres iagttagelser. Konkret undersøger jeg, hvordan de fem

landsdelsorkestre agerer og reagerer i forhold til hinanden, samt hvordan de agerer i forhold til øvrige

aktører inden for det kunstneriske felt, som fx DR Symfoniorkestrets ledelse, som indledningsvis

frygtede at lide samme skæbne. De forskellige orkestre er alle underlagt en form for embede og er i

sidste instans ansat af Kulturministeriet, der fremsatte forslaget. Det er yderst relevant, hvordan dette

spiller ind, hvordan det kan spores i diskursen, og hvordan det skaber diskursen. Under denne del af

analysen er også et synkront og et diakront perspektiv, som konstituerer hvert sit analytiske

udgangspunkt. Kort sagt undersøger jeg i analysen, hvordan parterne reagerer, og hvordan de reagerer

på hinandens reaktioner. Dernæst undersøges det, hvordan den sociale virkelighed konstrueres i

feltslag mellem diskursive konstruktioner om at konstruere hinanden. Her kan en gren spores tilbage

til lingvistikken, da diskursen heraf kan forstås som en semantisk ressource, hvor:

”Bestemte synspunkter på synspunkter, herunder synspunkter der er artikuleret inden for andre

diskurser. Kampen om at konstruere synspunkter på synspunkter er således også en kamp om hvilken

diskurs der skal være metadiskurs for de andre diskurser.”

(Horsbøl, 2006 s. 60)

De danske medier stiller plads til rådighed til offentlig debat, og aviserne fungerer dermed som

forsamlingshus for meningsdannelse. Den meningsdannelse, der ikke finder sted direkte i medierne,

er tilrettelagt for at blive opfanget af medierne: ”Der er ingen genuin oprindelighed – herunder ingen

genuin refleksivitet – som mediernes formning kan studeres ud fra og sammenlignes med.” (Horsbøl,

2006 s. 61). Det er i dette tilfælde ikke essentielt, at undersøge mediernes manipulation af et budskab,

men derimod hvordan budskabet er manipuleret til meningsdannelse i offentligheden. Den offentlige

debat til meningsdannelse skabes ikke af medierne, men i medierne.

Overordnet set anskues debatten om klassisk musik i Danmark som en strid inden for – og på tværs

af – diskurser. Dernæst som en strid mellem aktører om at konstituere de øvrige aktørers synspunkter.

Ved begge anskuelser, betragtes kampen som en kamp om kampen. Dermed er selve kampen

genstand for kamp. Dertil er der et aspekt af tid, hvor begge anskuelser kan betragtes både synkront

og diakront. Endelig skal kampen ses som meningsdannelse ved tekstualiseret, sammenhængende

medietekst i et netværk af medier, som danner grundlag for analyse af den sociale praksis, hvor de

konkrete italesættelsers effekter undersøges. I specialet anvendes konkrete analyseværktøjer defineret

17

af Norman Fairclough (1992). Disse kan bruges til analyse af tekst, og anvendes her til analyse af

skriftligt materiale. Siden tekst er åben for fortolkning, skal teksten forstås i relation til sociale og

diskursive praksis. Det er både her og ud fra fortolkeren, at mening skabes. Afsenderen forsøger med

andre ord, at skabe én bestemt mening. Én diskurs.

Elementer, som afsenderen kan anvende, og som afdækkes i specialet indbefatter bl.a. ordforråd, der

fortæller noget om, hvilke ord afsenderen tager i brug frem for andre alternativer. En bevidst

begrænsning af, hvilke ord afsenderen anerkender som gyldige. Hernæst er de valgte ords betydning.

Hvor ordforråd er et udvalg af forskellige ord, der kan dække samme betydning, betegner ordets

betydning et udvalg af forskellige betydninger enkelte ord kan rumme. Med grammatik kan en

afsender italesætte et budskab i aktive eller passive former. En sammenkædning anvendes til at sætte

relation mellem to elementer af en sætning; hvis A så B, først A så B eller lignende. Dernæst, er det

værd at undersøge tekstens struktur, som i specialet primært er kronikker, kommentarer, debatindlæg

og lignende. Det er ligeledes værd at undersøge, hvem der kontrollerer eller interaktionen, da det er

yderst relevant for, hvem der besidder magten i en dialog (Fairclough, 1992).

Magt

Foucault taler om, at der til enhver diskurs er tilknyttet eksklusionsprocedurer, som udelukker temaer,

argumenter og talepositioner fra diskursen. Dette kan eksemplificeres med psykisk syge i samfundet,

der stemples som afvigere fra normen, og som behandles anderledes end de, der tildeles legitimitet.

Denne forskelsbehandling er et direkte resultat af kategorisering inden for diskursen og kan give sig

til udtryk ved fx indespærring eller terapi (Foucault, 2009). Foucault fremsætter fokus på magten i

samfundet, som ikke kan anskues isoleret fra de offentlige institutioner. I stedet skal magten forstås

som en allestedsnærværende produktiv faktor (Andersen, 1999).

”Magten er i vor omgang med tingene, for så vidt som de objekter vi forholder os til, altid er

diskursobjekter produceret af og i diskurserne. Magten er i vort forhold til os selv, for så vidt vort

selv-forhold er et magtprodukt. Magten er i vort forhold til andre for så vidt, at f.eks. forbryderne, de

gale, de syge ikke i og ved sig selv er forbrydere, gale eller syge. Forbryderen og den syge er derimod

diskursive positioner skabt m.h.p. kontrol”

(Andersen, 1999 s. 32)

18

Det, Andersen (1999) her italesætter, er magtens evne til med diskursive positioner at diktere en

virkelighed. Med dette in mente vil fokus for magtanalysen i specialet være, hvordan aktører i

debatten behandler ulighed i samfundet. Dette kommer til udtryk ved bl.a. urbane diskurser, som

omhandler italesættelsen af land over for by. Essentielt for denne analyse er verdensbilledet for de

forskellige aktører set i lyset af markedsbetingelserne og forbrugerne forventninger. Formålet med

magtanalysen er at analysere de magtrelationer, debatten er udtryk for og indgår i. Det vil sige

markedsovervejelser forbundet med de klassiske musikinstitutioners og bureaukratiske

begrænsninger.

Magtanalysen indgår i diskursanalysens sociale dimension, hvor parternes verdensanskuelsers

påvirkning undersøges. Det gøres ved at se på favorisering af den dominerende part over for den part,

der bliver domineret (Risager, 2014). Her er det relevant at undersøge et eventuelt hensyn til

forbrugernes forventninger og krav til markedsbetingelser. Når der er tale om magtanalyse, er

klassediskurs væsentlig. Det er centralt at undersøge, hvilke aktører der fremviser hvilke synspunkter

til hvilke klasser – og selvfølgelig ligeledes med synspunkter på synspunkter. Den dominerende parts

udlægning af diskursen kan ikke stå alene, da alle øvrige aktører og modtagere, afkoder og

videreformidler det italesatte, og reagerer på det i forhold til deres eget verdensbillede (Risager,

2014). Et eksempel på en modtagers reaktion er analytikeren, som er en fagperson, der med metodiske

og teoretiske briller giver sit særlige syn på, hvordan udlægningen kan være ud fra egne erfaringer

og egen baggrund (Risager, 2014). Den dominerede part, har mulighed for at udfordre den herskende

diskurs bl.a. ved at indgå alliancer, og forsøge at etablere ens ideologi. Dette foregår i konstante

diskursive kampe for at få mest muligt indflydelse på den herskende diskurs (Fairclough, 1992). Den

hegemoniske diskurs har magt og producerer magt, hvorfor en diskursiv magt til hver en tid er

dynamisk, og langt mere proces end et udfald. Kamp om diskurs er konstant.

Hegemonibegrebet indgår i analysen af magtrelationer, hvor den diskursive praksis er relevant.

Igennem diskursiv praksis udfordres diskursorden, og dermed de eksisterende magtrelationer og

positioner. Diskursorden er et system, der både former og formes af sprogbrug, og repræsenterer

dermed både struktur og praksis. Enhver italesættelse er underlagt diskursordnen, som på sin vis

tegner rammen for, hvad der kan siges, og hvor der kan tales ud fra. (Jørgensen & Philips, 1999).

Begrebet doxa, som det er anvendt af sociolog og antropolog Pierre Bourdieu beskriver det, der tages

for givet af alle aktører inden for et givent felt (Rasmussen, 2017). Inden for det kunstneriske felt, er

19

den fælles mening fx at kulturen skal støttes af staten, til trods for at der er uenighed om, hvordan det

skal foregå, og i hvilket omfang, og sådan har det været i Danmark siden det 18. Århundrede. I

kulturpolitisk diskussion er det relevant at tale om det kunstneriske felts autonomi, som for alvor blev

tilkæmper i starten af 1960’erne (Rasmussen, 2017) . Ifølge Bourdieu er et felt et netværk i samfundet,

styret af værdier og logikker, udviklet inden for feltet. Felter er dynamiske, og afgrænses der hvor

feltets logik ophører. Forudsætningen for et felt er en høj grad af autonomi. For det kunstneriske felt

giver dette sig til udtryk ved at aktører inden for det kunstneriske felt selv kan afgøre, hvad kunst og

kunstnerisk kvalitet er. Det defineres så at sige inden for feltet. Det offentlige kan støtte kunsten, men

har ikke magt til at definere kunstnerisk kvalitet. Den ret tilfalder udelukkende aktører inden for det

kunstneriske felt; kunstnere og fagpersoner. Kulturpolitikken tilslutter sig det kunstneriske felts doxa,

og underbygger feltets autonomi. I 60’erne opprioriterede man kunsten og kulturen, pga. det

kunstneriske felts stærke position (Rasmussen, 2017).

Metode

I specialets analyse inddrages artikler, kronikker, kommentarer, debatindlæg, mm. fra Danmarks

største aviser og mediehuse, herunder Berlingske Tidende, Dagbladet Information og Politiken,

Jyllands-Posten, DR og TV 2 Danmark. Dertil inddrages lignende opinionsmateriale fra nichemedier,

der bl.a. specifikt beskæftiger sig med det kunstneriske felt og klassisk musik, såsom Point of View

International. Den anvendte empiri er udvalgt fra perioden 5. marts 2017, hvor Mette Bock (2017a) i

Jyllands-Posten udgav kronikken Rapport fra en ministerpost, til 2. oktober 2017, hvor jeg udførte et

afsluttende interview med musikchef for Copenhagen Phil, Uffe Savery. Ved interviewet har jeg

anvendt kvalitativ interviewmetode. Dette er i særdeleshed for at udføre magtanalysen til besvarelse

af specialets problemformulering. Jeg har foretaget et interview med Uffe Savery, for bedre at kunne

bestemme interviewpersonens position i debatten. Til trods for, at Copenhagen Phil har været

debattens omdrejningspunkt, har musikchefen umiddelbart ikke haft indflydelse på processen, og

siden Copenhagen Phil er et landsdelsorkester, og dermed underlagt kulturministeriet, har det heller

ikke nødvendigvis været muligt for Uffe Savery at udtale sig frit om sagens forløb. Af bl.a. politiske

årsager, har han ikke haft mulighed for at give tilstrækkeligt udtryk for eventuel utilfredshed under

debatten, da det har kunne have indflydelse på beslutningen om, hvorvidt hans orkester skulle lukkes

eller ej. Dertil har der fra politisk side ikke været udvist interesse for hans og andre fagpersoners

faglige og administrative viden. Interviewet med Uffe Savery er foretaget den 2. oktober 2017, dvs.

efter beslutningen om at flytte knap 8 millioner fra Copenhagen Phils budget til de øvrige

20

landsdelsorkestre var truffet. Som indledning til interviewet præsenterede jeg rammen for interviewet

og for specialet (Se bilag 2), og dernæst lod jeg Uffe Savery tale så frit som muligt ud fra de spørgsmål

stil stillede fra min udarbejdede interviewguide (Se bilag 1), som jeg ikke stillede i den rækkefølge,

de i interviewguiden er opstillet, men alt efter, hvornår vi i samtalen kom ind på de forskellige temaer.

Det var med interviewet mere relevant at få afdækket, hvad han gerne ville sige, end hvad jeg gerne

ville høre, og derfor lod jeg ham tale så frit som muligt.

Interviewet fungerer som supplerende empiri til en debat, der på sin vis var afsluttet. Dvs. materialet

fra interviewet tillader en indsigt i tanker, overvejelser og betænkeligheder, hos en nøgleperson i

sagen efter det er blevet offentligt afklaret, om orkestret skulle bestå eller ej. Empirien fra den

offentlige debat i form af kronikker, kommentarer og debatindlæg mm. anvendes efter samme logik,

som kvalitativ empiri, med afsæt i mit socialkonstruktivistiske, videnskabsteoretiske greb.

Interviewet fandt sted på Uffe Saverys kontor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Dette

falder til analysens fordel, da omgivelserne kan have indflydelse på interviewpersonens retorik og

sprogbrug, og det er givtigt, at Uffe Savery kunne forblive i den lokale jargon, som gav anledning til

afdækning af eventuelle udgangspunkter, som ikke er ens for lovgivere og udøvere af kulturpolitik

(Kvale & Brinkmann, 2009). Den fulde transskription af interviewet er ikke vedlagt, men kan

fremsendes på forespørgsel. Årsagen til dette er, at interviewpersonen ønsker at have indsigt i, hvad

han citeres direkte for. Alle citater i specialet er godkendt af interviewpersonen.

Fra tematisering til rapportering

Ved det kvalitative forskningsinterview er det vigtigt, at jeg som interviewer forstår min

interviewperson og dennes oplevelser, uanset videnskabsteoretisk greb. Fænomenologer kigger på

hvordan mennesker oplever fænomener, imens hermeneutiske forskere behandler fortolkning af

mening, og diskursanalytikere fokuserer på hvordan sprog of diskursive praksisser konstruerer de

sociale verdener vi lever i (Kvale & Brinkmann, 2009). Da specialets videnskabsteoretiske greb er

socialkonstruktivistisk relativistisk, og mit værktøj er diskursanalysen, er mit fokus på konstruktion.

For at interviewet skal være så givtigt så muligt, er forberedelse essentielt, og det er afgørende at

beslutninger om metode træffes på et velovervejet grundlag af viden om emnet, de metodiske

valgmuligheder, etiske komplikationer og forventede konsekvenser for projektet (Kvale &

Brinkmann, 2009). Interviewet følger den semistrukturerede interviewform, hvor intervieweren og

interviewpersonen interagerer i et formelt interview. Intervieweren udvikler og anvender en

21

interviewguide, som er den liste over spørgsmål og emner, samtalen skal dække, normalt i en bestemt

rækkefølge. Før det semistrukturerede interview ligger en del forberedende arbejde for intervieweren,

da det kræver en at intervieweren har en god forståelse af emnet, for at kunne udvikle meningsfulde

spørgsmål undervejs i interviewet. Med åbne spørgsmål kunne jeg åbne interviewet op, og tillade nye

og uventede perspektiver fra både mig selv som interviewer og interviewperson i dialog (Cohen &

Crabtree, 2006).

Interviewundersøgelsen følger syv faser, hvor første fase er tematisering. Formålet med tematisering

er, at fastslå interviewets formål og indhold. Næste fase er design, hvor de syv faser med fordel kan

medtænkers. For at opnå den tilsigtede viden af interviewet, skal interviewguides udformes derefter,

og det er ligeledes i denne fase, at undersøgelsens moralske implikationer tages til efterretning (Kvale

& Brinkmann, 2009; Cohen & Crabtree, 2006). Tredje fase er afvikling af selve interviewet. Dette

sker på baggrund af interviewguiden, med en reflekteret tilgang, og med hensyn til relationen til

interviewpersonen – inklusiv dennes alder, position og eventuel autoritet. Fjerde fase er er overførslen

af data fra tale til tekst ved transskription (Se Bilag 3 for transskriptionsnøgle), så materialet er klar

til femte fase, som er analyse. Analysen sker på baggrund af formål og emne samt materialets

karakter. Her er det afgørende, hvilke analysemetoder der udvælges, da disse skal passe til

interviewet. Den næstsidste fase er verifikation, hvor validitet, reliabilitet og generaliserbarhed af

resultaterne fastslås. Her skal det fremgå, at undersøgelsen undersøger netop det den har til formål at

undersøge. Syvende og sidste fase er rapportering, hvor metoder og resultater skrives sammen til en

form, der opfylder videnskabelige kriterier, med hensyn til etiske aspekter (Kvale & Brinkmann,

2009).

I specialet indgår interviewet i en diskursanalyse, herunder magtanalyse. Undersøgelsens hvorfor –

det vil sige formål – er at afdække eventuelt anderledes perspektiver på en delvist overstået debat.

Interviewpersonen, Uffe Savery, er musikchef for Copenhagen Phil, som har været omdrejningspunkt

for debatten, som analyseres i specialet. Interviewet har til formål at bidrage til analysen med svar,

forklaringer og udsagn, som der ikke har været plads til under debatten pga. interviewpersonens

position. Copenhagen Phil var i lang tid truet af en lukning, og siden orkestret er underlagt det

ministerium, der varslede lukningen, har det formentlig haft indflydelse på musikchefens udtalelser.

Netop dette har interviewet til formål at afdække. Dermed vil uddrag af interviewet fylde signifikant

mest i magtanalysen. Interviewet skal række ud over en kortlægning af interviewpersonens personlige

22

opleveler og selvpræsentation. Dermed vil jeg undersøge interviewpersonens personlige antagelser

og generelle kategorier, der kommer til udtryk i hans udsagn, så der er tale om det epistemiske

interview. Tilgangen er eksplorativ og induktiv, hvorfor udviklingen af interviewet ikke er låst af

lukkede spørgsmål eller en fastlagt kronologisk interviewguide (Kvale & Brinkmann, 2009). Dette er

for at afhjælpe min stræben efter upartiskhed og for ikke at være forudindtaget om interviewpersonens

svar og øvrige udtalelser.

For at skabe grundlag for undersøgelser og tilføje ny viden, udvikles en begrebslig og teoretisk

forståelse af, hvad der skal undersøges. Det er her essentielt at interviewpersonen er bredt orienteret

omfangsrigt i interviewundersøgelsens emnefelt. Siden Uffe Savery er musikchef for Copenhagen

Phil, må det antages, at han er orienteret i både det organisatoriske og administrative omkring

orkestret, og den offentlige debat omkring eventuel lukning eller besparelse. Interviewguiden er

udarbejdet efter et princip om, at jeg kun havde den ene gang at tale med ham, og i samtalen kom vi

derfor vidt omkring. I mine forberedelser måtte jeg erhverve mig en så bred viden som overhovedet

muligt, så jeg i situationen kunne gennemskue, hvad der i hans svar var ny viden (Kvale &

Brinkmann, 2009).

I interviewsituationen er der tale om et eliteinterview. Det vil sige, at interviewpersonen, Uffe Savery,

besidder en magtfuld stilling i et anerkendt kulturelt organ. Dermed måtte jeg ligeledes sørge for at

være orienteret om hans professionelle karriere (Zuckerman, 1972). Uffe Savery er orienteret om, at

formålet med interviewet er til udarbejdelse af dette speciale, og at dele af hans udtalelser dermed

kan komme til at indgå i en form for offentlighed. Dermed taler han både til mig som interviewer, og

til dels til borgeren. Han bad selv om muligheden for at godkende alle direkte citater, han citeres for

i specialet. Dertil lagde jeg stor vægt på min egen spørgeteknik, da jeg i min interviewform betragter

mig selv som en aktiv deltager i interviewet, langt mere end som et spørgeskema. Dermed er det

altafgørende, at jeg som interviewer ikke lægger ord i munden på interviewpersonen, og bemærker

variationen i hans svar (Kvale & Brinkmann, 2009). Interviewet følger det semistrukturerede

interview, og med mig havde jeg en interviewguide i papirform. Interviewet optog jeg på en telefon,

til senere transskription, som ifølge Cohen og Crabtree (2006), er fordelagtigt fremfor notering, hvor

formuleringer kan gå tabt.

23

Præsentation af interviewperson

Uffe Savery er Musikchef for landsdelsorkestret Copenhagen Phil – hele Sjællands Symfoniorkester,

og har været det siden 2010. Han har taget en diplomuddannelse i kunst- og kulturledelse, hvorefter

han var kunstnerisk chef for spillestedet Pumpehuset i København, inden han overtog Copenhagen

Phil. Uffe Savery blev i 1992 uddannet solist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og er

i øvrigt kendt som den en af den succesfulde slagtøjsduo Safri Duo, som turnerede verden rundt i

2000’erne med hittet Played-A-Live. Med andre ord er Uffe Savery bredt funderet inden for både

klassisk musik, og musikformidling og administration. Hans klassisk musikalske uddannelse viser

indsigt og giver ham autoritet inden for faget, hans lederuddannelse giver ham organisatorisk og

administrativ slagkraft, hans erfaringer med popmusik viser kommerciel indsigt, og hans tid på det

københavnske spillested viser en indsigt i det musikalske vækstlag. Uffe Saverys position i sagen er

kontinuerligt styret af ydre faktorer uden for hans kontrol; som udgangspunkt er hans orkester

lukningstruet, og orkestret som helhed er underlagt det samme kulturministerium, som foreslår at

nedlægge det. Dermed er det begrænset i hvilket omfang Uffe Savery har mulighed for at kritisere

kulturministerens idé, og hans formuleringer i sagen må være velovervejede, særligt under debatten,

hvor det var uklart hvor lukningstruet orkestret var, og hvad de kunne gøre – og ikke skulle gøre –

for at undgå en lukning. At interviewet er foretaget efter sagen er afgjort, giver anledning til at Uffe

Savery kunne tale mere frit, og i øvrigt også udtale sig om sagens forløb, som er relevant for analysen.

Som det første i interviewet spurgte Uffe Savery: ”Må jeg lige spørge.. dit incitament for at kaste dig

ind i det her område” (interview, 2. oktober, 2017), som afspejler at han skal være bevidst om hvad

han taler om, hvordan han taler og ikke mindst hvem han taler med.

Kulturelt forbrug, sociale skel og kulturpolitik

I nedenstående afsnit redegør jeg for kulturpolitisk teori og for forskning inden for kulturelt forbrug

og sociale skel, som jeg sætter i relation til sociolog og antropolog Pierre Bourdieus (1986)

kapitalformer. Indledningsvis redegør jeg for kulturbegrebet, og for tendenser der har kunne spores i

kulturpolitik i et historisk perspektiv siden 1600-tallet. Dette er for at tegne et billede af den

overordnede rolle kulturpolitik har spillet og nutidigt spiller. Dernæst redegør jeg for de

kulturpolitiske rationaler ud fra teori af Lektor emeritus ved Institut for Informationsstudier på

Københavns Universitet Dorte Skot-Hansen (1999; 2005), som senere anvendes i analysen af hvad

kulturen skal. De kulturpolitiske rationaler kæder jeg ligeledes sammen med Bourdieus (1979)

24

kapital- og habitusforståelse. Endvidere beskriver jeg begrebet oplevelsesøkonomi, som er defineret

af Pine & Gilmore (1999). Oplevelsesøkonomi indgår dernæst i en beskrivelse af kausalitet mellem

byers økonomiske og kulturelle opblomstring, og byers indbyggere og tilflyttere. Afslutningsvis

redegør jeg for det anvendte offentlighedsbegreb, ud fra filosof og sociolog Jürgen Habermas’ (1961)

definition af borgerlig offentlighed, som platform for den debat, der har udspillet sig om Copenhagen

Phil og klassisk musik i Danmark.

Kulturpolitikkens kulturhistorie

Ifølge samfundsfilosof Hans Fink, ligger kulturbegrebets relevans i diskussionen om, hvad kulturen

skal. Som en historisk baggrund for, hvordan kultur blev til kulturpolitik. Ordets kulturs latinske

oprindelse cultura, har en vifte af betydninger der inkluderer at dyrke, passe, pleje og bearbejde.

Begrebet har over tid udviklet sig til bl.a. åndsdyrkelse, sjælevækst og selvudvikling, og til opvækst,

opdragelse og dannelse. I 1600-tallet skete der et skift i anvendelse af ordet, og man begyndte at tale

om ”det kultiverede menneske”. Dermed er der ikke længere tale om kun proces, men også den

endelige position; ”målet” om man vil, hvor resultatet er dannelse og opdragelse. I 1700-tallet

udvikles kulturbegrebet for alvor inden for human- og samfundsvidenskaberne, og fokus flyttes fra

resultat tilbage til proces med det sociale kulturbegreb, hvor kultur praktiseres i fællesskab, og der

sættes i perioden lighedstegn mellem at kultivere og at civilisere, altså en form for dannelse (Fink,

1988). I 1800-tallet begynder man at tale om ’kunsten’ som summen af bestemte værker. Tidligere

har man kun kunne tale om det ud fra bestemte menneskers kunnen og værker. Man begynder at tale

om kunstens historie, og reflektere over dens egenart og udvikling. Kulturen bliver et overordnet

begreb, der rummer kunstarterne (Fink, 1988).

”Etableringen af humanistiske kulturvidenskaber som kunsthistorie, litteraturhistorie, teaterhistorie,

musikhistorie osv. Spillede sammen med etableringen af et marked for kunstværker og en fritid til at

nyde dem i en afgørende rolle i denne selvstændiggørelse. Det er denne betydning af kultur, der nu

til dags er den almindeligste.”

(Fink, 1988, s. 19)

Ifølge Hans Fink (1988) er denne definition rammen for fx kulturministeriet, til trods for at den stadig

er uklar og flydende, og at et hierarkiserende element kan indgå med forskellig vægt. Med 1960’ernes

kulturbrud, og en anderledes social rekruttering til de videnskabelige uddannelser, mistede det

25

”finkulturelle” kulturbegreb sin autoritet og værdi for den yngre generation. Idéen om den fine

kulturs dannende funktion blev tilsidesat sammen med borgerskabets kulturelle hegemoni (Nielsen,

1988). Tidligere leder og stifter af museet Louisiana Knud W. Jensen (1996) talte om, at der til

begreber som finkultur, højkultur og elitekultur, klæber en blanding af nag og snobberi. I stedet brugte

han betegnelsen borgerlig kultur, da det historisk var borgerskabet inklusiv akademikerstanden, der

i 1800-tallet overtog og videreførte aristokratiets kulturelle privilegier og forpligtelser. Idéen om at

udbrede og formidle kultur, stammer også fra det 18. Og 19. århundredes borgerlige kredse, og ansås

som en måde at tjene menneskeheden. Dengang tog borgerskabet dog selv patent på institutionerne,

som stod som symbol på borgerskabets kulturelle stade som arvtager af elitekulturen (Jensen, 1996).

Inden for de sidste 100 år opstod kulturformidlerne som vi kender det i dag, som ifølge Knud W.

Jensen er ”en person der fortolker, kritiserer, administrerer, sælger eller underviser i brugen eller

oplevelsen af den borgerlige eller tidligere tiders kultur” (Jensen, 1996, s. 89).

Cultural omnivores og cultural univores

I artiklen Kulturelle skel i Danmark af sociologer Annick Prieur og Lennart Rosenlund (2010),

analyseres sammenhængen mellem social baggrund og kulturelle præferencer i en dansk kontekst.

Analysen er baseret på survey-materiale om forbrug af kultur, indsamlet i Aalborg kommune. Dels

har analysen til formål at identificere mønstre, der opstår i grupperinger på baggrund af kulturelt

forbrug. Dernæst sættes disse i relation til sociale skel. I analysen anvendes sociolog og antropolog

Pierre Bourdieus kapitalbegreb, og artiklens fokus ligger på hhv. kulturel og økonomisk kapital.

Dernæst inddrages Bourdieus idé om habitus, der omhandler, at specifikke levevilkår påvirker den

enkeltes livsstilsvalg (Prieur & Rosenlund, 2010). Prieur og Rosenlund fremhæver forskning i

forholdet mellem kulturelle forhold og social ulighed, og sammenfatter, at kulturelle forskelle ikke

blot er udtryk for sociale skel, men at disse også opretholdes af kulture forskelle (Prieur & Rosenlund,

2010). Koblingen, Prieur og Rosenlund laver til Bourdieu, er hovedemnet i Bourdieus Distinction: A

social critique of the judgement of taste fra 1984 (på originalsprog fra 1979) om at forskellige

grupperinger i samfundet har forskellig smag, hvilket kommer til udtryk ved præferencer i bl.a. kunst

og kultur (Prieur & Rosenlund, 2010). Den enkeltes valg anerkendes som frit, og den liberale

forståelse af valget indeholder et element af opdragelse. Bourdieu beskriver nogle konkrete forskelle

på de forskellige klasser, han arbejder med, men insisterer samtidig på, at de ikke findes i en absolut

forstand. I stedet er der tale om sociale forskelle i sociale rum, hvor særligt økonomisk – og social

kapital er skelsættende. Den kulturelle dominans sløres dog af habitus, som kan defineres som den

26

enkeltes adfærd og færden i opvæksten. Igennem habitus kan personlige præferencer overskygge

socialt etablerede tilbøjeligheder. Social dominans handler om opfattelse, inddeling og vurdering af

verden (Bourdieu, 1984).

Prieur og Rosenlund pointerer, at Bourdieu kritiseres for at se på ned på de folkelige klasser og ikke

at anerkende deres valg som kompetente og bevidste. Omvendt kritiseres han for at være for kritisk

over for de dominerende klasser (Prieur & Rosenlund, 2010). En konklusion i artiklen er, at folk med

høj social og økonomisk kapital, er mere tilbøjelige til at være cultural omnivores. Cultural omnovires

skal forstås i kontrast til cultural univores, og betegner, at man som bruger er i stand til at nyde en

bred vifte af kulturelle tilbud og kunstværker. Cultural univores, holder sig gerne til én enkelt,

velkendt præference, og kender ofte til et fåtal af forfattere, musikere mm. (Prieur & Rosenlund,

2010). Denne konklusion nås i deres analyse, ved en sammenhæng mellem ikke-tilslutning, ikke-

kendskab og ikke-brug. Eksempelvis har de der kender færre end tre forfattere, heller aldrig været i

teatret, og har ikke hørt et klassisk symfoniorkester eller kender en række nævnte musikartister og

musikstykker (Prieur & Rosenlund, 2010). Dertil har kultur og oplevelser noget at skulle have sagt, i

forhold til hvor befolkningen vælger at opholde sig og bosætte sig (Bille, 2011). Professor i social og

økonomisk teori, Richard Florida (2002), påpeger at virksomhederne flytter derhen hvor den kreative

klasse bor, og en tilværelse af kreativitet, kan dermed have en betydning for økonomisk vækst. Dette

er ifølge Florida (2002) et resultat af, at virksomheder i dag er afhængige af kreativitet som ressource.

Netop fordi den kreative klasse hyppigt skifter job, er det vigtigt for virksomhederne at være et sted,

hvor de kan møde en kritisk gruppe, bestående af kreativ klasse. Kendetegnende for den kreative

klasse er ifølge Florida tolerance, talent og teknologi, som han også ser som afgørende for byernes

økonomiske udvikling. Særligt tolerance er essentielt, fordi diversitet og tolerance tiltrækker den

kreative klasse, som ikke kan diskrimineres på baggrund af seksuelle præferencer, etiske ophav, alder

etc. (Florida, 2002).

Ifølge Florida (2002) er en forudsætning for økonomisk vækst, at der etableres et klima som tiltrækker

den kreative klasse. Et klima som er bygget på tolerance, med fysiske attributter, der inviterer det

konkrete segment; cykelstier, motionsmuligheder, parker, samt ikke mindst kulturelle

oplevelsestilbud. Disse er nemlig højere prioriteret for den kreative klasse, end for den generelle

befolkning. Specifikt i en dansk kontekst, efterspørger den kreative klasse adgang til viden i form af

biblioteker, gode cykelmuligheder, grønne områder, rammer til kreativ udfoldelse, kulturarv og

27

klassiske kulturformer som teater og klassiske koncerter (Bille, 2011). Men det afgørende for

undersøgelsen og den analyse Trine Bille præsenterer, er kausalitet. Det er nemlig svært at konkludere

noget endegyldigt i forholdt til om, om det er byer med god økonomisk udvikling, der tiltrækker den

kreative klasse, eller om det er den kreative klasse, der skaber økonomisk vækst, og om cultural

omnivores er en årsag til eller et resultat af høj kulturel kapital. Det eneste, der er beviseligt er, at der

er en sammenhæng. Denne kausalitet gør den politiske værdi af analyser af kulturpolitiske aktiviteter

begrænset, og særligt, hvis disse analyser skal danne grundlag for konkret ressourceanvendelse og

politiske beslutninger (Bille, 2011).

Kulturens egenværdi

I Kultur til tiden - Strategier i den lokale kulturpolitik (Skot-Hansen, 1999) taler lektor emeritus ved

Institut for Informationsstudier på Københavns Universitet, Dorte Skot-Hansen om tre rationaler for

kulturpolitik; det humanistiske, det sociologiske og det instrumentelle rationale. Det humanistiske

rationale har dannelse som målsætning og demokratisering af kulturen som strategi. Det er baseret på

idealistiske og ideologiske argumenter. Det sociologiske rationale har frigørelse som målsætning, og

kulturelt demokrati som strategi, og er mere politiserende. Det instrumentelle rationale har som mål

at synliggøre byer og institutioner, og kulturalisering som strategi. Fokus ligger på økonomiske

argumenter. Senere fremfører Dorte Skot-Hansen i teksten Urban Culture Profile Exchange Project

in the 21st Century fra 2005 de fem rationaler, Enlightenment, Empowerment, Entertainment,

Economical Impact og Experience. Enlightenment er et oplysnings- og dannelsesrationale, med fokus

på læring og refleksion. Rationalet omfatter de klassiske kulturinstitutioner såsom Det Kongelige

Teater og Copenhagen Phil, og højere uddannelsesinstitutioner som kunstakademier og

konservatorier (Skot-Hansen, 2005). Empowerment beskriver evnen til at forbedre egne levevilkår

for den enkelte og for fællesskabet, og knytter sig til den kulturelle sammenhængskraft. Der er et

antropologisk afsæt, og med det er der tale om kulturinstitutioner, der har kulturel identitet og

mangfoldighed for øje. Entertainment tager afsæt i underholdning og reaktion. Der er her tale om

populærunderholdning, festivalkoncerter, private koncerthuse mm. Målet er underholdning og

bymæssig reaktion. Economical Impact har afsæt i kulturpolitikkens økonomiske betydning og effekt,

såsom erhverv, turisme, kulturelle industrier, service, image, beskæftigelse, tilflytning og

merværdiskabelse. Rationalet omhandler store kulturbegivenheder, institutioner for samtidskunst og

kultur.

28

Kunsten og kulturen har til formål at styrke bybranding og økonomisk vækst. Som beskrevet er det

femte og sidste rationale Experience, hvilket har afsæt i kulturens værdi i sig selv (Skot-Hansen,

2005). I nyere tid hælder diskursen mest mod det tredje og fjerde rationale, som ligger i tråd med

instrumentaliseringen, men det er værd at nævne, at elementer af alle rationalerne umiddelbart altid

er til stede (Skot-Hansen, 2005). For at identificere rationalerne, skal det pågældende felt

identificeres. Ligeledes er Bourdieus studier af feltbegrebet, ifølge lektor ved Institut for

Informationsstudier på Københavns Universitet, Casper Hvenegaard Rasmussen (2017), en

hjørnesten i forståelsen af kulturpolitik i den moderne vestlige verden, hvor dannelse og offentlig

kulturstøtte er centrale elementer. Især udviklingen af det kulturelle felt. Dertil er Bourdieus udvikling

af begreber som habitus, kapital, og distinktion hyppigt anvendt til at beskrive og forklare

problemstilliner inden for demokratisering af dannelseskultur (Rasmussen, 2017).

Omdrejningspunktet for teksten Der er ingen stemmer i kulturpolitik: En Bourdieuinspireret analyse

af det offentligt støttede kulturlivs status i Danmark (Rasmussen, 2017) er kulturfeltets og det

kunstneriske felts vigende autonomi og forandringer i den kulturelle kapital i en dansk kulturpolitisk

kontekst. Rasmussen påtaler en politisk ligegyldighed, sideløbende med stigende besøgstal og søger

at afklare dette ud fra Bourdieu. Han konkluderer, at kulturpolitik fylder mindre i den offentlige debat

end tidligere, og påpeger, at det offentligt støttede kulturliv er under pres, da besparelser er det, man

i offentligheden primært taler om vedrørende kulturområdet (Rasmussen, 2017).

Af de nye 5 rationaler, er Experience det eneste rationale, som ikke er instrumentelt (Kann-

Rasmussen, 2016). ”Ren underholdning” har siden 1960’erne været tænkt som et markedsstyret

fænomen, som kulturpolitikken afgrænsede sig fra, men her italesætter Skot-Hansen det på niveau

med de øvrige rationaler. Hermed skifter hendes udlægning af rationalerne, fordi også det

humanistiske og det sociologiske rationale, i den nye forståelse bliver til instrumentelle rationaler.

Dette er fordi de alle fungerer som midler, og ikke som målsætninger. Selv rationalet om oplysning,

fokuserer på processen omkring oplysning som uddannelse, og ikke på målet ”at være oplyst”

(Juncker, 2016). Det er aldrig kultur for kulturens skyld. Alt inden for den kulturelle sektor, skal

bidrage med noget inden for en anden sektor såsom uddannelse eller økonomi (Juncker, 2016). I

teksten fra 1999 beskriver Skot-Hansen Enlightenment og Empowerment – der tidligere hed det

humanistiske og sociologiske rationale - som kontraster til det instrumentelle. Den ekspressive logik

står som modsætning til den instrumentelle logik, og Experience knytter sig til ekspressiv logik. Altså

hvad kulturen betyder og ikke hvad den gør. Hermed anskuedes den æstetiske oplevelse dengang som

29

værdifuld i sig selv (Skot-Hansen, 2006). De kulturpolitiske rationaler er essentielle for at forstå de

forskellige udlægninger af, formålet med kultur og kunst er for forskellige aktører inden for det

kulturpolitiske felt.

Ifølge Trine Bille (2011) skal der følge et oplevelsesunivers med, når et produkt eller en service

udvikles. Kultur og oplevelse kan skabe markedsværdi bl.a. ved at anvende kulturen som by- og

regionsudvikling: ”Kultur og oplevelser kan have nogle afledte økonomiske effekter, idet der kan

skabes ny aktivitet i et geografisk område, fx ved at tiltrække turister, indbyggere og virksomheder.”

(Bille, 2011, s. 42). Kendetegnende for denne form for værdi, som kultur og oplevelse skaber, er at

den er geografisk defineret, da der er tale om kultur og oplevelses påvirkning af et geografisk område.

Den økonomiske værdi af de kulturelle oplevelser, bestemmes af, hvor det geografiske område

afgrænses. Dette kan eksemplificeres ved, at en begivenhed som Roskilde Festival skaber kulturel

oplevelsesøkonomisk værdi, som tiltrækker turister, og som kan tiltrække virksomheder, og dermed

indbyggere. Det skaber økonomisk værdi for Roskilde, og formentlig for regionen. Men dernæst vil

en udvidelse af det geografiske område give et subjektivt svar, da det afhænger af anskuelse, om

Roskilde Festival skaber værdi for hele landet, hele Europa eller hele verden. Siden kulturelle

oplevelser kan tiltrække turister til et geografisk område, kan det enkelte kulturelle tilbuds

økonomiske effekt ikke entydigt beregnes isoleret (Bille, 2011).

Magten i det offentligt ræsonnement

I specialet fremlægges den borgerlige offentlighed som en offentlig sfære til diskussion og debat, til

politisk legitimitet for borgerne. Dette opnås ved et kritisk ræsonnement, der hviler på argumentets

tvangsfrie tvang (Habermas, 2009). Den borgerlige offentlighed indebærer, at offentlige beslutninger

diskuteres, så offentlige myndigheder og politikere udsættes for uafhængige privatfolks kritiske blik

(Horsbøl, 2006). I processen af offentligt ræsonnement opstår den offentlige mening, som er den

sandhed, der findes i brydningen mellem private meninger. Dermed er politiske beslutningers

legitimitet afhængig af offentlig diskussion, som er en præmis for det fungerende demokrati (Horsbøl,

2006). Ifølge lektor ved Institut for Statskundskab ved Århus Universitet, Jørn Loftager (2007),

prioriteres det politiske magtspil højere i nyhedsjournalistik, end indhold og substans i det politiske

stof. Dermed svækkes det offentlige ræsonnement, og dermed den demokratiske praksis. Argumentet,

Loftager (2007) fremfører, er, at det horisontalt hierarkiske samfund har medført nogle andre

betingelser for udøvelsen af politisk magt end det tidligere klassesamfund: Muligheden for direkte

politisk styring for den enkelte politiker er blevet svækket, og politiske identiteter er blevet udvisket,

30

så politiske aktører må gøre sig synlige ved at udvise magt og handlekraft. Dette har medført en vækst

i symbolpolitik og politisk spin, som udfordrer journalistikkens demokratiske rolle, og dette står i

opposition til grundprincipperne i demokratiet (Loftager, 2007). Habermas (2009) taler om

offentlighedens forfald og pervertering. Dette sker angiveligt pga. massemediernes,

interesseorganisationernes og partiernes stigende betydning, som hæmmer offentligt ræsonnement,

og det kulturræsonnerende publikum reduceres til et kulturkonsumerende publikum, da offentlige

diskussionsfora ophører. I kulturpolitik og kulturpolitisk offentlig debat er det kollektivet og ikke

individet, der er interessant, siden argumenter fremføres for – og dermed med udgangspunkt i –

offentligheden, og ikke den enkelte borger (Kann-Rasmussen, 2016).

Videnshul Debatten om landsdelsorkestrene og orkestrene i København er yderst aktuel og tegner et

øjebliksbillede både af det kunstneriske felts position og af de herskende diskurser i kulturpolitik.

Efter en årrække med besparelser og en udsigt til yderligere besparelser er kulturen under pres, og

det påvirker det kunstneriske felts autonomi og aktørernes ageren og position. Proceduren fra idé til

handling i sagen om Copenhagen Phil har været atypisk i forhold til tidligere kulturpolitisk praksis,

og det præsenterer en række nye udfordringer og ændrede forhold for de implicerede. Dette giver

incitament til at undersøge diskursive kampe og de dertilhørende konsekvenser for de implicerede og

for borgerne i det danske samfund. Magtstrukturer afspejler sig i diskursen, hvor argumenter, der

ekskluderes og underkendes - både diskursivt og pga. forskellige anskuelser af hvad kulturen skal og

kan, og eksklusionsprocedurer - kan identificeres i repræsentanter for kulturinstitutionernes retorik,

og tilsammen tegner et billede af den kulturpolitiske situation kulturpolitikere og kulturinstitutioner

imellem. Danskernes præferencer, geografiske placering og syn på kulturen gør det relevant at tegne

et øjebliksbillede af de diskursive praksisser, der konstruerer og beskriver den aktuelle kulturpolitiske

situation for klassiske orkestre i Danmark. Med specialet ser jeg et potentiale i at bidrage til en

forståelse af, hvordan det klassiske felt er positioneret i samfundet – og hvor det er på vej hen. Og

give indsigt i, hvordan de forskellige aktører i debatten oplever det.

Analyse

Diskursanalysen er bygget op omkring forforståelser og antagelser i teksten og de diskurser, der

trækkes på i debatten, der opstod efter Mette Bock, i Jyllands-Posten skrev kronikken Rapport fra en

ministerpost (Bock, 2017a). Analysen følger Norman Faircloughs (1992) tre stadier af

31

diskursanalyse, og bevæger sig fra tekst over i diskursiv praksis til social praksis, herunder

magtanalyse som optakt til diskussion. I tekstanalysen undersøges sproget i forhold til de sociale

praksisser, som italesættes. Under analysen af diskursiv praksis undersøger jeg tekstens vilkår for

produktion og fortolkning, og sætter den i relation med bevæggrunde for den valgte italesættelse. I

analysen af den sociale praksis undersøger jeg de kulturpolitiske konsekvenser, der kan identificeres

på baggrund af tekstanalysens italesættelser. Afslutningsvis analyserer jeg de magtstrukturer, som

diskursen repræsenterer.

I følgende afsnit lægges der vægt på italesættelser, som overføres til praksis. Det er ikke en

målsætning, at afdække en objektiv sandhed, men derimod at kategorisere og beskrive de diskursive

sammenstød i specialets undersøgelsesområde. Da specialets problemfelt omhandler en konflikt i

offentlig debat, vil de hyppigst anvendte begreber være dem, der beskriver området mellem diskurser;

flydende betegnere og antagonismepar. Antagonismepar er ikke modsætninger, men uforenelige

meninger. Antagonismepar deler enten nodalpunkt eller flydende betegner, som er i kamp om

tilskrivelse af mening (Laclau & Mouffe, 2001). En afsender vil forsøge at artikulere flertydige

elementer, så en diskurs kan omdannes, og elementerne kan blive entydige og danne mening inden

for diskursen i deres relationelle forhold. Nodalpunkterne er en aktørs forsøg på at fastholde et center

for diskursen, som bliver hegemonisk, hvis den i et område med antagonismer i konflikt underbygger

flydende betegnere i deres italesættelser og dermed skaber ækvivalenskæder. I opgaven anses den

elitære kultur, nationalgeografisk kulturpolitik og kulturpolitisk administrative samarbejdsrelationer

som nodalpunkter (Laclau & Mouffe, 2001). I analysen inddeles antagonismerne i par af ude/inde,

oppe/nede og før/efter. Ude/inde anvendes til at lave en distinktion mellem os og dem, hvor

definitionen af et os styrkes ved at definere det fremmede. Antagonismeparret oppe/nede betegner

uforenelige poler, som afspejler et samfundshierarki. Dertil er der parret før/efter, som har en

dimension af tid, der italesættes hhv. positivt og negativt (Jørgensen & Phillips, 1999).

Den tekstuelle dimension

Følgende afsnit er en diskursiv analyse af en kronik af Kulturminister Mette Bock i Jyllands-Posten

5. marts 2017. I kronikken præsenterer kulturministeren en række idéer, hun arbejder med, efter at

have siddet som minister i 100 dage. Kronikken bærer overskriften Rapport fra en ministerpost, og i

kronikken præsenteres bl.a. en idé om at nedlægge Copenhagen Phil og udflytte orkestrets stillinger

til landets fire øvrige landsdelsorkestre (Bock, 2017). Rapport fra en ministerpost blev startskuddet

32

til en økonomisk omprioritering af de fem landsdelsorkestre, hvor man fra politisk side besluttede at

lade Copenhagen Phils økonomi oppebære de øvrige landsdelsorkestres besparelser. Helt konkret

fjernede man godt 7,8 millioner kroner fra Copenhagen Phils offentlige støtte over en fireårig periode,

som svarer til 14 pct. af orkestrets budget (Nielsen & Andersen, 2017).

Rapport fra en ministerpost

Kronikkens overskrift Rapport fra en ministerpost kan ses som en reference til romanen Rapport fra

en gulvspand af Maja Eklöf fra 1970. Romanen er udarbejdet som en dagbog, hvor læseren følger en

arbejdsdag i en rengøringskones liv, hendes hårde slid i fattigdom og klassekamp og hendes liv som

enlig mor. Hendes tilværelse er præget af modstand fra systemet, som kan gøre hende umådeligt vred

og magtesløs. Det er et velfærdssamfundskritisk værk, som taler for omskoling, og solidaritet i familie

og lokalsamfund (Hansen, 2017). Kulturministeren kalder selv sin tekst for en anmeldelse, da hun

indledningsvis i kronikken forklarer markeringen af hendes 100 dage som kulturminister:

”I denne uge er det 100 dage siden, VLAK-regeringen tiltrådte. Tidligere var de 100 dage en

fredningsperiode. De tider er for længst forbi. Men de 100 dage udløser efter god, dansk tradition

stribevis af ”anmeldelser” fra kloge mennesker, og dommerne vil piske regeringen som forårsstorme

af den slags, der også indeholder isslag. Jeg vil tillade mig at foretage en anden ”anmeldelse”, hvor

udsigtsposten er indefra. Inden jeg risikerer at blive tilpasset og hjemmeblind, så den grå jura og

melonfarvede proces tager over. For hvordan er det egentlig at være ny minister? Hvordan er

mulighederne for at gennemføre idéer, når man sidder i magtens maskinrum? Det er en udfordring.

Stor, men af den gode slags.”

(Bock, 2017a, afs. 1-4)

Ligesom Rapport fra en gulvspand er teksten skrevet i en dagbogsform, og med denne indledning er

der lagt op til indsigt i kulturministerens arbejde. Læseren forstår hurtigt, at kulturministeren er fuld

af gåpåmod og vilje, men at arbejdet som kulturminister er en stor udfordring – særligt når dommerne

vil piske regeringen, og alle de kloge mennesker ikke giver den nye regering den fredningsperiode,

man tidligere havde ladet dem have. Det italesættes tydeligt, at intentionerne er gode og rigtige, men

at systemet modarbejder. Ligesom hovedpersonen i Rapport fra en gulvspand, vil kulturministeren

helst have arbejdsro og tid til fordybelse på sit arbejdsværelse, så hun kan udfolde sine kompetencer

33

og velvillige planer for fællesskabet uden om bureaukratiets besværligheder. Kulturministeren

fortsætter:

”Ministre tiltræder fyldt med energi og virkelyst. Men man opdager hurtigt, at der er talrige smalle

porte og rensende bade, man skal igennem, før idéerne – måske – kommer ud i den anden ende som

forandringer, der rører borgerne.”

(Bock, 2017a, afs. 5)

Ovenstående afsnit er bygget op omkring en flydende betegner. Et ord som er kontekstafhængigt og

positivt ladet, men hvor betydningen af ordet ikke er entydigt (Fairclough, 1992). Ordet er

forandringer, og anvendes i denne sammenhæng, til at italesætte en ministers modgang i sit virke.

Det er underordnet, hvad der menes med forandring, så længe modtageren kan forstå, at det er noget

godt, og at smalle porte og rensende bade står i vejen for det. Noget som kulturministeren ikke er

herre over. I dette tilfælde er der tale om en række forhindringer, som skal overkommes inden

kulturministeren kan nå det positive resultat, som er forandring, og udfordringerne findes under

nodalpunktet kulturpolitisk administrative samarbejdsrelationer. Ministeren fortsætter i samme spor:

”Først skal man have overbevist sit eget parti. Dernæst de øvrige regeringspartier. Så er der et

ministerium, der begynder med F, man skal dyppes i. Og endelig skal der indhentes et flertal i

Folketinget. Idéerne kan dø mange gange undervejs eller få trukket så mange tænder ud, at det kun

bliver til lidt kradseri i overfladen i stedet for det dybe spadestik, der egentlig var idéen. Hertil

kommer de helt særlige udfordringer, der kan vente, hvis flere ministerier, flere

lovgivningskomplekser eller flere niveauer i form af stat, region og kommune skal involveres. Vejen

er lang. Også selv om forandringerne ikke udløser flere udgifter. For hvad nu hvis. Min tilgang til

politik er, at politikere skal turde gå foran. Være visionære og modne reformer, som måske i første

omgang vækker modstand. Vi skal naturligvis have remtræk til virkeligheden, men vi skal have mod

til melde klart ud med risiko for at lide nederlag. Ellers bliver det ligegyldigt.”

(Bock, 2017a, afs. 5-7)

Ovenstående afsnit, kan forstås som en ansvarsfraskrivelse og en understregning af, at de idéer, der

præsenteres i det næste, ikke skal forstås som hverken konkrete forslag eller sågar som konkrete idéer.

Afsnittet er en sammenkædning af en tidsmæssig relation – med andre ord A før B (Fairclough, 1992).

34

For modtageren tegnes et billede af, at det samarbejde, som finder sted uden for offentlighedes

søgelys på Christiansborg, ikke er fordelagtigt. Tilmed distancerer kulturministeren sig fra sine øvrige

organer og samarbejdspartnere og præsenterer sig selv som et individ, der egenhændigt kæmper for

kulturen og trodser både stat, regioner og kommuner. Under nodalpunktet kulturpolitisk

administrative samarbejdsrelationer eksisterer antagonismeparret før/nu. Kulturministeren beretter

om en forældet politisk proces, som ikke giver plads til fornyelse, nytænkning og forandring. I stedet

taler hun om, at gå foran og at være visionære fremadrettet. Tekststykket indeholder en del

billedsprog, og kulturministeren benævner end ikke ordet finansministeriet. Dermed bevares den

venskabelige, afslappede tone og de farverige formuleringer. Referencen til Rapport fra en gulvspand

holdes intakt hertil, og Mette Bock har som afsender nu formået grundigt at italesætte sig eget

ambitiøse virke som kulturminister, og samtidig fraskrevet sig muligheden for at tage ansvar for sin

egen egentlig indflydelse på, hvilke forandringer borgerne konkret vil mærke til. I det følgende citat

præsenteres den første konkrete idé fra kulturministeren, hvortil det italesættes, at idéen stadig

udelukkende er i overvejelsesfasen.

”Lad mig nævne et par idéer, som jeg overvejer inden for kulturområdet. Bemærk venligst, at der på

ingen måde er tale om konkrete forslag. Idéerne har endnu ikke været igennem en eneste af de

ovennævnte porte, så det kan være, at I aldrig kommer til at høre om dem igen. Den første idé kalder

jeg ”Kend dit land”. Jeg tror, der er mange, der simpelthen ikke kender vores eget land. Og hvis man

ikke kender Danmark eller ved, hvem vi selv er, hvordan skal man så kunne rumme forskellighed i en

verden med mange kulturmøder? Idéen er, at alle børn i fjerde klasse skal busses og færges rundt i

landet på en tredages dannelsesrejse, hvor de skal sanse og opleve landets kultur, natur og historie.

Børn i København har muligvis besøgt London eller Paris. Men mange har aldrig været i noget så

eksotisk som Jylland.”

(Bock, 2017a, afs. 8-11)

Kulturministeren sætter for første gang i kronikken ord på et af kulturens formål. Kultur skal

tilsyneladende lære danskerne af ”kunne rumme forskellighed i en verden med mange kulturmøder”.

Denne udtalelse indikerer et instrumentelt syn på kulturen, som værktøj til at borgerne kan orientere

sig i det multikulturelle samfund. Tilmed opstår en række konnotationer til et begreb som integration

og til en diskussion om danskhed.

35

Jylland vs. København

Mette Bock opsætter i sin kronik et antagonismepar, hvori der ligger en modsætningen mellem et

hjemme og et ude (Laclau, & Mouffe, 2001). Dette sker i et forsøg på at styrke en definition af os og

et dem, hvor København i dette tilfælde er ude (dem), og Jylland er hjemme (os). Dermed bliver de

jyske læsere en primær målgruppe for kronikken. Billedet af, at københavnske børn rejser til London

og Milano, men aldrig har været i Jylland, er nok et billede de færreste københavnere kan nikke

genkendende til, men det tegner en ramme om fortællingen om, at Københavnerne ikke kender deres

land. At de står uden for resten af det danske samfund. Mette Bock konkretiserer sin idés således:

”Jeg forestiller mig, at de måske skal med bus til Fyn, hvor de kan besøge et landbrug eller et gartneri.

Herfra med færge til Als, på besøg i grænselandet og den sønderjyske marsk. Så kan turen passende

gå op langs vestkysten, hvor man kan gøre pitstop ved Tirpitz-bunkerne i Blåvand, før man runder

Naturpark Thy. Så drejer bussen sydover mod Aarhus med ophold på Moesgaard, Den Gamle By

eller Gl. Estrup, hvorefter færgen fra Ebeltoft kan bringe børnene tilbage til Sjælland.”

(Bock, 2017a, afs. 12)

Med det førnævnte antagonismepar følger en misforståelse – eller vildledelse – der lyder, at

København er ensbetydende med Sjælland. Dette giver incitament til at overse og forfordele alle

sjællændere, der er bosat uden for hovedstaden, og deres adgang til kultur. Følgerne giver sig til

udtryk, allerede da idéen udfoldes yderligere; de københavnske børn skal opleve historie og natur

uden for København, som læseren kan forstå på kulturministeren findes i Jylland og dels på Fyn. Alle

de opstillede eksempler, omhandler erhverv uden for den akademiske klasse eller museer der

beskæftiger sig med livet i Danmark i gamle dage – ofte på landet. Et overblik over de forskellige

institutioner viser ganske kort, at Jylland besidder Danmarks historie med alt fra arkæologiske

udgravninger til fortællinger om herskaber og tjenestefolk, hvor Fyns kulturelle tilbud mere er af

æstetisk karakter, og med hårdtarbejdende borgere. Afslutningsvis, skal børnene ”tilbage til

Sjælland” – de børn som vel at mærke alle sammen kom fra København. Omvendt skal de jyske og

fynske børn på visit i hovedstaden, imens der umiddelbart ingen nævneværdig kultur er på Sjælland

uden for København:

”Jyske og fynske børn skal den anden vej. De skal busses til de store, nationale kulturinstitutioner,

der kun findes i København. På vejen over skal man måske omkring det sydfynske øhav eller Nyborg

36

Slot, og i landets hovedstad skal der smages på Christiansborg, DR Musikariet, Den Blå Planet eller

måske Det Kgl. Teater og Statens Museum for Kunst.”

(Bock, 2017a, afs. 13)

Hermed tager kulturministeren for givet, at de store, nationale kulturinstitutioner kun findes i

København. En formulering, der antyder, at København har sat sig på al kulturen i landet, som giver

incitament til at alle andre kan og bør føle sig snydt. Endnu engang tages en et antagonismepar i brug,

og denne gang i form af oppe og nede; den privilegerede kulturelite og menig mand. Det nævnes

endnu ikke, at der eksisterer hverken kultur eller befolkning på Sjælland uden for København.

”Alle kulturinstitutioner bør udvikle tilbud til landets børn. Det er i barndommen, at sansen for

kulturens, naturens og historiens betydning grundlægges. Sansen for fædreland og identitet. Når jeg

foreslår netop skolernes fjerde årgang, skyldes det, at børnene på det tidspunkt endnu ikke har fået

pubertets-kuller, men fortsat rummer den nysgerrighed, der skal til for at møde Danmarks

mangfoldighed med åbent sind.”

(Bock, 2017a, afs. 14+15)

Når kulturminister Mette Bock beretter om vigtigheden af udviklingen af børns sans for kulturens,

naturens og histories betydning, indikerer det, hvad der under Mette Bocks virke som kulturminister

konstituerer kulturens instrumentelle funktion. De tre nøgleord er tilmed beskrivende for de

kulturinstitutioner, som kulturministeren nævner i forbindelse med idéen Kend dit land. Efterfølgende

tilføjes fædreland og identitet, som trækker konnotationer til nationalromantik og det multikulturelle

samfund, og som ligeledes vidner om en instrumentalisering af kulturen. Dette sammenkædes

afslutningsvis med ordet mangfoldighed, som er en flydende betegner (Fairclough, 1992).

Efterfølgende anerkender Mette Bock, at en sådan idé kræver et samarbejde på tværs af ministerier

og offentlige instanser:

”Kan idéen falde over snubletråde? Adskillige! Initiativet skal helst involvere flere ministerier:

kultur-, undervisnings-, børne- og fødevareministeriet. Kommunerne skal inddrages, og de enkelte

skoler skal tage opgaven på sig. Lykkeligt vil det være, hvis forældre vil støtte som frivillige på turene.

Men hvem skal nu betale? Åh, rejsen bliver lang. Tænk, om man bare kunne sætte sig ned og finde

praktiske løsninger inden for eksisterende budgetter i stedet for at stirre på alle de forhold, der

37

umuliggør idéens realisering. Kommer det til at ske? Jeg aner det ikke. Men det ville være pragtfuldt.

For børnene, fællesskabet og forståelsen for, at Danmark er et vidunderligt land.”

(Bock, 2017a, afs. 16-19)

I denne omgang beskrives samarbejder på tværs i en lettere optimistisk tone, da kulturministeren med

ordet helst italesætter, at et samarbejde på tværs er at foretrække. Dertil ligger der i ordet helst en

antydning af, at kulturministeren ikke er afhængig af bred enighed imellem ministerierne, for at føre

sine idéer ud i livet. Fokus for benævnelsen hviler dog stadig på, at de mange samarbejdspartnere

fungerer som snubletråde for, at idéen føres ud i livet. Igen afsluttes citatet nationalromantisk med

konstateringen om, at Danmark er et vidunderligt land.

Balancen i den levende symfoniske musik

Hernæst indleder Mette Bock et afsnit om den offentligt finansierede symfoniske musik:

”Her er en anden idé: Der kommer ikke flere penge til kulturstøtte i de kommende år. Men kan vi

skabe bedre kvalitet inden for den samme økonomi? Til gavn for flere borgere? Ja, det tror jeg. Lad

mig illustrere det med et tankeeksperiment omkring borgernes adgang til levende, symfonisk musik.

Vi har penslet kulturstøtten ud i et tyndere og tyndere lag gennem mange år. Resultatet er, at stort

set alle orkestre er nødlidende.”

(Bock, 2017a, afs. 20-22)

Konstateringen om, at der ikke kommer flere penge til kulturstøtten i de kommende år, er grammatisk

opstillet, så den fratager kulturministeren for indflydelse og ansvar. Faktum er, at

kulturinstitutionerne er pålagt en årlig besparelse på 2 pct. (Rahbek & Munk-Petersen, 2015), så det

er en underdrivelse, at der ikke kommer flere penge. I næste sætning opstilles et udefineret vi, som

kan skabe bedre kvalitet for den samme økonomi. Det, vi kan, er at skabe bedre kvalitet for flere

borgere for den samme økonomi. Det samme vi har udpenslet kulturstøtten. Et vi, som grundet dets

løse rammer, ikke kan holdes ansvarlig, men som er skyld i, at orkestrene lider. De kulturpolitiske,

administrative arbejdsrelationer er her uigennemskuelige, da det ikke fremgår, hvem der har gjort

eller kan gøre hvad. Herfra fortsætter et såkaldt tankeeksperiment:

38

”Tænk nu, hvis vi udskilte DR Koncerthuset og dets ensembler fra DR? Man har længe haft indtrykket

af, at ensemblerne og aktiviteterne i Koncerthuset behandles som stedbørn. Det er udelukkende

historiske grunde, der gør, at den levende musik fortsat er en del af DR. I flere andre europæiske

lande har man udskilt denne del fra public service-institutionerne, da andre er bedre til at drive

kunstnerisk virksomhed.”

(Bock, 2017a, afs. 23-25)

I ovennævnte citat præsenteres et man, som umiddelbart repræsenterer samme gruppe som vi i citatet

oven over. Det inkluderer også modtageren. Det forstås, at vi billedligt talt ser DR Koncerthuset og

dets ensembler som stedbørn til DR, og at der ingen årsag er til, at de er en del af moderorganisationen.

En påstand, der er svær at modsige, da det er sådan, vi opfatter situationen. Påstanden følges op af et

internationalt udsyn, hvor det antydes, at et man, som ikke er længere er det samme som vi, men nu

er udefinerede europæiske lande, administrerer kunstnerisk virksomhed bedre ved at adskille den

levende musik fra public service. Bedre er i denne sammenhæng positivt ladet, men udefineret

(Fairclough, 1992).

”Under hvilken paraply skal ensemblerne, herunder DR Symfoniorkestret og korene så stå? Der er

flere muligheder. Man kan lave en ny, selvstændig institution – eller man kan henlægge ensemblerne

til Det Kgl. Teater. Teatret ville få et kæmpe løft og nye muligheder. Huset ville i givet fald stå på fire

kunstneriske ben: Skuespillet, balletten, orkestrene og sangen. Med balletskole, korskole og hvem ved

– operaskole og skuespilskole i nye udgaver.”

(Bock, 2017a, afs. 26+27)

Endnu et antagonismepar viser sig i denne forbindelse under nodalpunktet kulturpolitiske,

administrative samarbejdsrelationer. Der er tale om et antagonismepar i kategorien før/efter

(Jørgensen & Phillips, 1999), når Kulturministeren italesætter, at Det Kongelige Teater bør få et løft

i forlængelse af, at andre europæiske lande forvalter deres klassiske instanser uden om public service.

Vi forstår, at fornyelse er forbedring. Det nye beskrives som et løft, hvor det gamle beskrives negativt,

med de udelukkende historiske grunde, med den organisatoriske behandling som stedbørn. Ligeledes

forstår vi, at centralisering er en fordel, og at en større institution er lig med flere muligheder.

39

Billedsproget fortæller, at et ansvarsområde er endnu et ben at stå på og derfor ikke en opgave mere,

men en hjælp til institutionen.

”Og nej, den skjulte plan er ikke at sammenlægge Det Kongelige Kapel og DR SymfoniOrkestret med

henblik på nye besparelser. Kapellet er et teaterensemble, og det er noget andet end et

symfoniorkester. Begge orkestre skal fortsætte. Med en sådan volumen og bredde under samme tag

vil det ikke vælte noget at pålægge Det Kgl. Teaters orkestre landsdelsforpligtelser i forhold til den

symfoniske musik.”

(Bock, 2017a, afs. 28)

I første sætning udviser Mette Bock ved en gendrivelse, at hun ikke er ude på at gå imod kulturen,

hvad man ellers kunne tage for givet grundet besparelser, at der ikke kommer flere penge og at hun

finder det problematisk at støtten er penslet ud i tyndere og tyndere lag. Kulturministeren italesætter

en tanke om økonomisk besparelse, som fagfolk inden for det kunstneriske felt muligvis frygter i

denne sammenhæng. Dernæst udviser kulturministeren en indsigt i de forskellige symfoniske

orkestres opbygning – uden at konkretisere - og læseren forstår, at både kapel og orkester skal

fortsætte. Dernæst genbesøges den ovenstående antagonisme, hvor det store og nye fremsættes som

en arbejdsmæssig fordel, der avler overskud til at påtage sig nye arbejdsopgaver. Dette er et eksempel

på en sammenkædning i en tidsmæssig relation; når A så B (Fairclough, 1992), hvor centralisering

og fornyelse ligger før en pålægning af landsdelsorkesterforpligtelser. Mette Bock besidder en del

autoritet som kulturminister, som i denne sammenhæng giver noget troværdighed. Dertil er

benævnelsen af forskellen på et teaterensemble og et symfoniorkester en tilføjelse, som vidner om en

form for ekspertise for den almene læser. Kulturministeren fortsætter:

”Det åbner for næste træk: Behovet for et selvstændigt, sjællandsk landsdelsorkester ophører.

Stillingerne skal dog bevares og anvendes til at opruste de øvrige fire nødlidende landsdelsorkestre

i Aalborg, Aarhus, Sønderborg og Odense med f.eks. 10 til 12 stillinger til hvert af orkestrene. De er

gennem årene langsomt blevet udsultet, så de nu er nede på en størrelse, der kraftigt påvirker både

kvalitet og muligheder. Det resterende antal stillinger kan fordeles mellem andre nødlidende,

statsstøttede orkestre.”

(Bock, 2017a, afs. 29)

40

Sammenkædningen i tidsmæssig relation fortsættes i ovestående afsnit. I kombination med at Jylland

og København ikke deler kulturinstitutioner ligeværdigt, og vildledelsen om at København og

Sjælland er det samme, præsenteres en påstand som næste skridt i den tidsmæssige relation; et behov

ophører. Herfra skrives det orkester, der varetager koncertvirksomhed reginalt på Sjælland (red.

Copenhagen Phil) ud af fortællingen om de nødlidende landsdelsorkestre. De øvrige fire opremses,

og læseren tildeles en fortælling om, hvilke uretfærdigheder, de fire ud af fem orkestre, har været

udsat for.

”Det er bestemt ikke enkelt at gennemføre en sådan ændring, da idéen griber ind i flere

lovkomplekser, og det altid vil vække modstand at lukke et orkester. Men læg mærke til, at antallet af

orkesterstillinger bevares. De anvendes blot anderledes. Fordelene vil være mange: Diskussionen

om DR kan koncentrere sig om medieindholdet. Det Kgl. Teater vil stå styrket som national

kulturinstitution i verdensklasse. Balancen mellem hovedstaden og den øvrige del af landet vil

forbedres markant, og adgangen til symfonisk musik på højt niveau vil blive styrket over hele landet.

Uden at det koster skatteyderne mere. Er der snubletråde undervejs? Masser. Men jeg er klar.

Hermed slutter rapporten fra en ministerpost. Roger and over.”

(Bock, 2017a, afs. 30-34)

Afslutningsvis vender kulturministeren tilbage til de administrative udfordringer, der forbundet med

hendes arbejde i ministeriet. Og ligesom i Rapport fra en Guldspand er hun fuld af gåpåmod med et

klart realistisk ræsonnement. Endnu engang italesættes antagonismen, hvori der ligger en antagelse

om, at det nye og større er bedre end det gamle. Ligeledes benævnes København over for resten af

landet, som repræsenterer landsdelsorkestrene på Fyn og i Jylland. Eksistensen af et Sjælland uden

for Københavns anerkendes ikke.

Delkonklusion

Titlen på kulturministerens kronik giver genklang til værket Rapport fra en Gulvspand af Maja Ekelöf

fra 1971, som omhandler en kvinde i konstant modstand fra systemet og bureaukratiet. I forlængelse

heraf ligger kulturministerens efterspørgsel af solidaritet, arbejdsro og tid til fordybelse, som vi må

forstå ikke er tilstrækkeligt tilstede. Således italesættes de kulturpolitisk administrative

samarbejdsrelationer af Mette Bock, hvorefter hun fremhæver sin ambition om – og behovet for – at

forandre det kulturpolitiske landskab. Disse forandringer er eksempelvis at løfte struktureringen af

den klassiske symfoniske musik, som, hun mener, kun forbliver, som de er, af historiske årsager.

41

Kulturministeren efterspørger centralisering og fornyelse i et ambitiøst samarbejde på tværs og

italesætter et instrumentelt syn på kulturen, som bl.a. skal hjælpe befolkningen med at begå sig i et

multikulturelt samfund. I kronikken taler Mette Bock til jyderne og om københavnerne. København

og dens indbyggere italesættes som en gruppe for sig, som har et internationalt udsyn, men som

mangler national indsigt. Hun italesætter, en manglende fædrelandsidentitet, hvor den jyske kultur

italesættes i nationalromantiske vendinger. Hvor grænsen mellem København og resten af Sjælland

går er uklar.

Den diskursive praksis dimension

I de følgende afsnit analyserer jeg hvilke vilkår produktion og fortolkning har været underlagt, hvor

fortolkning og produktion af tekst er kontekstafhængigt. Analysen har til formål at afdække, hvilke

bevæggrunde Mette Bock har haft for at italesætte teksten som hun gør. Ligeledes undersøges

fortolkerens position og vilkår, og tekstens distribution, som alle har indflydelse på både tekstens

indhold og form (Fairclough, 1992). Den følgende analyse vil bidrage til kontekstuel viden, der giver

forståelse for den sociale kontekst. Overordnet omhandler følgende analyse, hvordan de eksisterende

diskurser påvirkes, og påvirker hinanden. Udgangspunktet er de antagonismer, der er identificeret i

kronikken Rapport fra en ministerpost af Mette Bock (2017a), og de dertilhørende konnotationer.

Geografiske forudsætninger for kulturlivet

Et af de identificerede antagonismepar er oppe vs. nede, som betegner forholdet mellem en

privilegeret elite og en kulturfrarøvet menig mand. Hvad der er atypisk for antagonismerne i denne

sammenhæng er, at de lader til at afhænge af forholdet mellem by og land. Kultureliten findes i byen,

navnligt i København, som i kronikken beskrives relativt afstumpede, når det kommer til national

kulturarv. Som læser forstår man, at Københavnerne har et internationalt udsyn, som gør, at deres

børn har besøgt andre europæiske storbyer, men aldrig har været vest for Storebælt. I teksten

Slaraffenland eller Utopia fra 1996 beskriver Knud W. Jensen kulturelitens syn på den menige mand

som ”en blanding af ressentiment og evangelisk ydmyghed over for det jævne menneske, der ved

bedre end alle missionærer tilsammen” (Jensen, 1996, s. 90), hvor der tydeligt er paralleller at spore

i Mette Bocks udlægning af københavnernes kulturforbrug og livsstil. Prieur & Rosenlund (2010)

påpeger, at kulturelle forskelle i Danmark både er udtryk for sociale skel og opretholdes af kulturelle

og kunstneriske præferencer, og at bestemte befolkningsgrupper har bedre incitament til at være

cultural omnivores. Benævnelsen af disse omhandler ikke individets geografiske placering. Der er

42

dog en sammenhæng mellem den enkeltes valg af livsstil og kulturelle tilvalg, hvorfor det kan være

relevant at tale om forskellene i kulturforbrug mellem land og by (Prieur & Rosenlund, 2010).

Mette Bock beskriver modsat den kulturelle elite i København den menige mand i Jylland og på Fyn,

som lever en nationalromantisk tilværelse, i æstetiske og naturlige kulturomgivelser. I

kulturministerens udlægning ligger en antagelse om, at en eventuel kulturelite er samlet i

hovedstaden, men en sådan påstand er umulig at verificere, pga. individets habitus og personlige

præferencer, som kan overskygge socialt nedarvede tilbøjeligheder, og som ikke nødvendigvis er

geografisk bestemt (Prieur & Rosenlund, 2010). Alligevel forsøger kulturministeren at underbygge

dette ved at sige, at alle de store nationale kulturinstitutioner er samlet i København. Interessant er

det, at omdrejningspunktet for kronikken er levende klassisk symfonisk musik, som i mange

sammenhænge vil klassificeres som smal kultur eller elitært. Mette Bock (2017a) taler i sin kronik

om, at man med kultur skal klæde borgerne på til samfundets mange kulturmøder, og til det formål

er den elitære kultur optimal ifølge Prieur & Rosenlund (2010), da disse har lettest ved at blive

cultural omnivores. Kulturens kan nemlig ikke måles millimeterdemokratisk efter budget, men på

kvalitet og sværhedsgrad.

Individer med høj kulturel kapital har langt bedre forudsætning for at kunne orientere sig bredt i den

danske – og internationale – kultur og kunst, end individer, som aldrig udsættes for den kunst, der er

udfordrende for brugeren (Prieur & Rosenlund, 2010). At elite-faktoren er geografisk bestemt er en

atypisk vinkel, men det har siden oprettelsen af kulturministeriet været gennemgående at tale om

adgang og mulighed for deltagelse (Bille, 2011). Og med adgang, følger en dobbelthed; dels er der

spørgsmålet om, hvorvidt borgerne har praktisk adgang til kulturelle tilbud og fysisk kan transporteres

derhen, og dels er der spørgsmålet om, hvorvidt den enkelte borger har ressourcer til at gøre brug af

kulturtilbud. Heri ligger en konkret konsekvens af kulturministerens italesættelse; den manglende

benævnelse af alle de borgere, der er bosat på Sjælland og øerne uden for København. Ifølge Florida

(2002) flytter virksomheder derhen, hvor den kreative klasse bor, og med det følger økonomisk vækst,

grøn infrastruktur med mere. Bille (2010) påpeger dog imidlertid, at kausalitet er essentielt, når der

er tale om forholdet mellem kulturliv og den kreative klasse, da der ikke er entydige resultater, der

peger på, hvad der kommer først. Hvad man til gengæld ved er, at der er en sammenhæng (Bille,

2010). Dermed er det problematisk, at hverken borgerne eller kulturen på Sjælland anerkendes af

kulturministeren. Der er nemlig ikke tale om at udbrede eller sprede kultur, kunst og kreativt klima,

43

men derimod at tage fra den forkælede kreative klasse i København og give til de – i kulturministerens

italesættelse – forfordelte jyder og fynboer. Gennemgående har målsætningerne for kulturministeriet

været produktion, formidling, lige deltagelse, bevarelse og internationalt samarbejde siden

oprettelsen (Bille, 2011). En forudsætning for lige mulighed for deltagelse er lige mulighed for

adgang, og når Mette Bock nævner Copenhagen Phil som et københavnerorkester, overser hun a

Copenhagen Phil er landsdelsorkester for 46 af landets 98 kommuner (Søndag Aften, 2017), som alle

lider under beslutningen om at forfordele et ”København”, som i virkeligheden indbefatter både hele

Sjælland og øvrige øer i landet.

Mere end én debat

Dette bringer os til det næste par af antagonismer, nemlig ude over for inde. Dette antagonismepar

skal forstås i forlængelse af det ovenstående, men adskiller sig alligevel, da der er tale om

kategoriseringen inde og ude fra et teoretisk perspektiv, som definerer et ”dem” og et ”os”

(Fairclough, 1992). I den forbindelse er det særligt relevant at kigge på tekstens distribution.

Kronikken Rapport fra en ministerpost (Bock, 2017a) er bragt i dagbladet Jyllands-Posten, som har

sit hovedsæde i Viby ved Århus. 70 pct. af den samlede læsetid på Jyllands-Postens digitale site

varetages af vestdanskere, og også den trykte avis læses primært i Jylland (Reseke, 2011). Dette

understreger, at Mette Bock primært taler og appellerer til de jyske læsere med sin kronik. Selv er

Mette Bock fra Jylland og bosat i Jylland, som også gør det lettere at etablere et os, der favner jyderne

og til dels fynboerne i forhold til Københavnerne. Dertil gør Mette Bock brug af

medieoffentlighedens muligheder. Medieoffentligheden er den primære offentlighed, hvorfra debat

siver ud i de øvrige offentligheder (Horsbøl, 2006). At vælge en medieoffentlig med hovedsæde i

Vestdanmark og en læserskare, der primært rummer dem, der nyder godt af forslaget, giver en

strategisk fordel, fordi mange læsere kan se en personlig gevinst ved idéen og måske også føler en

solidaritet med lokalområdet, selv hvis ikke de er personligere brugere af de kulturelle tilbud, der

nævnes. Copenhagen Phil hed før 2013 Sjællands Symfoniorkester. Og orkestrets navneskift, har

formegentlig gjort det lettere at italesætte dem som et orkester i og for København. Orkestrets hele

titel, som er Copenhagen Phil – Hele Sjællands Symfoniorkester nævnes ikke, og det er til

kulturministerens fordel, da det er med til at understøtte hendes narrativ i kronikken, da der i navnet

ligger et oplagt lighedstegn med København.

44

Kronikken affødte en del kritik fra aktrører fra det kunstneriske felt og det kulturpolitiske felt,

herunder Musikchef for Copenhagen Phil Uffe Savery (Pagh-Schlegel, 2017a), basbasunist i

Copenhagen Phil Martin Reinhardt (Reinhardt, 2017), Medlem af Konservative Frederiksberg og

bestyrelsesmedlem i Copenhagen Phil Simon Aggesen (Engelschmidt, 2017) og formand for Dansk

Komponistforening Bent Sørensen (Sørensen, 2017). Omvendt var repræsentanter for de øvrige fire

landsdelsorkestre ganske tavse i debatten. Dette kan være et resultat af mange års besparelser, som

kan få en nødlidende musikchef til at byde enhver økonomisk gevinst velkommen og tilsidesætte

landspolitisk solidaritet. Det kan ligeledes være fordi de øvrige landsdelsorkestres administrationer

og kunstnere har været enige i beslutningen om at omfordele dele af Copenhagen Phils budget, eller

det kan være fordi landsdelsorkestrene er underlagt kulturministeriet, og enhver musikchef hermed i

sidste instans er ansat under kulturminister Mette Bock og ikke filterløst kan bestride embedets

handlinger. Hvorom alting er, har tavsheden vest for Storebælt været en medvirkende faktor til, at en

diskurs om, at midlerne har skulle fordeles imellem dem og os, kunne bestå med københavnerne som

dem, der uberettiget tilraner sig fællesskabets kulturmidler, og det gør at enhver kritik af beslutningen

fra en københavnsk aktør fremstår mere skinger.

Efterbeslutningen om at flytte 7,8 millioner fra Copenhagen Phil til de øvrige landsdelsorkestre blev

truffet, påtalte Mette Bock (Bock, 2017b) kritikken af hendes politik i Politiken, som primært har

læsere i København, og som politisk repræsenterer centrum-venstre (Reseke, 2011). Den 8. maj 2017

præsenterede kulturministeren i kronikken Lad os få nogle proportioner ind i debatten om

landsdelsorkestre, fire punkter, som skulle tilføje nogle proportioner til debatten, efter hun

indledningsvis forklarede at:

”Har man fulgt debatten i slipstrømmen på beslutningen om at omfordele en meget lille del af

statsstøtten til de fem landsdelsorkestre, skulle man tro, at regeringen har gang i et frontalangreb på

orkestermiljøet i København og på Sjælland.”

(Bock, 2017b, afs. 3)

Mette Bock indleder med at italesætte den debat, der har været i kølvandet på den politiske beslutning.

Hun omtaler debatten, som om den er opstået, efter beslutningen er taget, men i virkeligheden har

den huseret siden hun luftede idéen i Jyllands-Posten. Kritikernes hovedargument om, at beslutningen

45

mest af alt var et resultat af landspolitisk symbolpolitik, fejer hun hen som hysteri. Dernæst fortsætter

kulturministeren med fire pointer:

”1. Omprioriteringen er ikke en spareøvelse – ingen penge fjernes fra landsdelsorkestrene samlet,

men i 2018 flytter vi 2 mio. kroner fra Copenhagen Phil til fordeling blandt landsdelsorkestrene vest

for Storebælt. Beløbet stiger med yderligere ca. 2 mio. kroner årligt frem mod 2021.”

(Bock, 2017b, afs. 5)

Ved første punkt fremsætter kulturministeren et såkaldt stråmandsargument; hun angriber en position,

der er svagere end den, der egentlig indtages af modparten. Dem, der kritiserer beslutningen i

debatten, tager Copenhagen Phil i forsvar, og sandheden er jo, at de mister en betydelig del af deres

budget. Til gengæld fulgte der i tiden efter Mette Bocks oprindelige kronik i Jyllands-Posten en række

anklager om, at sammenlægningen af DR SymfoniOrkester og Det Kongelige Teater var en skjult

spareøvelse. Bl.a. fra Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen, (DR, 2017). Ved

at undlade at adskille de to debatter kan Mette Bock med fordel nedskyde argumentation, der blev

fremført imod vage idéer og tankeeksperimenter, som adskiller sig fra argumenter der har været

fremført af den egentlige beslutning, og konsekvenserne heraf. Dertil neddysser hun beløbets størrelse

ved at kalde det 2 millioner årligt. Hun fortsætter:

”2. I 2017 får Copenhagen Phil tildelt 40,3 mio. kroner i statsstøtte. Til sammenligning får orkestrene

i Aalborg, Aarhus og Odense ca. 20 mio. kroner hver. En forskel på 20 mio. kroner.”

(Bock, 2017b, afs. 6)

Her fremfører Mette Bock et reelt argument, nemlig at staten betaler betydeligt mere til Copenhagen

Phil end til de øvrige orkestre. Argumentet appellerer til almindelige retfærdighedssans og logik.

Kulturministerens tredje punkt ligger i forlængelse:

”3. I 2017 er den kommunale medfinansiering af Copenhagen Phil 200.000 kroner. I Aalborg støtter

kommunen med 29,7 mio. kroner, i Aarhus 20,4 mio. kroner og i Odense 33,4 mio. kroner!”

(Bock, 2017b, afs. 7)

46

Mette Bock (2017b) italesætter at det efter et retfærdighedsprincip bør være kommunens ansvar at

oppebære Copenhagen Phil. Dertil afføder det et spørgsmål om over, hvorfor Copenhagen Phils

statstilskud har været så meget større end de øvriges. Den 10. april 2017 – før Mette Bocks kronik i

Politiken, og før beslutningen om flytning af midler var truffet – sendte Copenhagen Phil et brev til

kulturministeren, hvori de beskrev de historiske forhold, der har givet anledning til fordelingen af den

statslige støtte (se Bilag 4). I brevet forklares det, hvordan Copenhagen Phil før 2007 modtog 17,6

millioner fra amterne og Hovedstadens Udviklingsråd, som efter kommunalreformen blev lagt ind

under kulturministeriet. Copenhagen Phil appellerer herefter til at lade de midler strømme tilbage til

kommunerne – især, såfremt man vil nedlægge Copenhagen Phil, da det ellers er midler, der tages fra

Københavns Kommune og de forpligtelser, som Copenhagen Phil har (Se Bilag 4). Senere i kronikken

Lad os få nogle proportioner ind i debatten om landsdelsorkestre af Mette Bock i Politiken (Bock,

2017b) fremgår det at Mette Bock ønsker, at kommunerne skal finansiere mere af orkestret, uden at

fremlægge en konkret plan. Mette Bock undlader på alle tidspunkter i den offentlige debat at omtale,

at der er flere kommuner på Sjælland end i Jylland og på Fyn tilsammen, og i det faktum at

Copenhagen Phil bærer ansvaret for koncertvirksomhed i halvdelen af kommunerne i landet (Søndag

Aften, 2017). Netop fordi Mette Bock udøver interaktionskontrol, er det ikke nødvendigt for hende

at besvare enhver anke fremsat af fagpersonerne, da det er hende, der på sin vis besidder magten til

at diktere, hvad der er essentielt for debatten, og hvad der kan udelades, qua hendes position

(Fairclough, 1992). Kulturministerens fjerde og sidste punkt omhandler op- og nedjustering af

landsdelsorkestrene:

”4. I 1991 var der i landsdelsorkestrene samlet set seks fastansatte musikere flere i

landsdelsorkestrene end i 2015. Altså i gennemsnit godt én musiker mere per orkester end i dag. Efter

1990 har orkestrene opjusteret på bemandingen, men hvis man påstår, at landsdelsorkestrene ikke

længere kan spille symfonisk musik på grund af bemandingen, må vi konstatere, at det kunne de så

tilsyneladende heller ikke frem til 1990.”

(Bock, 2017b, afs. 8)

Her italesætter Mette Bock et punkt, som mangler en logisk slutning mellem før og efter et årstal og

op- og nedjusteringer. Men hvad vi som læsere forstår er, at orkestrene godt kan spille med mindre

bemanding, fordi det er set tidligere. Det fjerde punkt er første gang, kulturministeren præsenterer,

hvor hun konkret forestiller sig, at Copenhagen Phil skal spare de 7,8 millioner, ved at skære ned på

47

antallet af kunstnere i orkestret. Der er igen tale om et stråmandsargument, da det ikke har været

påstået i debatten, at orkestret ikke kan fortsætte. Til gengæld har der været tale om, at det vil gå ud

over sjællændernes adgang til levende, klassisk symfonisk musik, og i virkeligheden præsenterer

Mette Bock her en løsning på, hvordan orkestret kan bevare deres koncertvirksomhed rundt i landet

som nu ved at skære ned på antallet af orkestermusikere. Et essentielt kritikpunkt, som bl.a.

fremsættes af formand for Dansk Komponistforening, Bent Sørensens, påtales således ikke af

kulturministeren. I en kronik i Jyllands-Posten med overskriften Hvorfor ødelægge det bedste, og det

der virker? Skrev Bent Sørensen således:

”Copenhagen Phil synes ramt af en anden afstraffelse. En afstraffelse af København. Hvor er det dog

trættende og kunstnerisk nedbrydende at høre folk tale en mur op mellem København og provinsen.

Vi er så lille et land, at vi når frem og tilbage mellem dets hjørner hurtigere end en togtur gennem

London, så hvorfor i alverden skal Copenhagen Phil nedlægges? Orkesterets eneste fejl er åbenbart,

at det har kontor i København, at det spiller fantastiske koncerter i København, som de så sender ud

over hele Sjælland.”…” Copenhagen Phil skaber helt nye koncertformer i det klassiske orkesterregi

– skaber koncerter på tværs af alle musikgenrer og suger vækstlaget ind fra alle kanter.”

(Sørensen, 2017, afs. 3+5)

Således roser Bent Sørensen Copenhagen Phils innovative koncertformater, og refererer ligeledes til

den landspolitiske konflikt opsat mellem øst og vest som ugunstig. Argumentet om, at Copenhagen

Phil repræsenterer netop den innovation, der er efterspurgt, forholder ministeren sig som sagt ikke til.

Dette er endnu et udtryk for interaktionskontrol (Fairclough, 1992); det er Mette Bock der dikterer,

hvad der skal tales om og hvordan. Igen falder det til kulturministerens fordel, at have præsenteret

idéen sammen med en række idéer, der ikke er ført ud i livet. I kronikken referer Bent Sørensen

ligeledes til idéerne om at sammenlægge DR SymfoniOrkester med det kongelige kapel, og Bent

Sørensens kritik kan dermed anskues som forældet i sin helhed. Dertil kritiseres Mette Bock for at

udøve ideologisk nedprioritering og ikke nødvendighedens politik, som hun ellers selv fremlægger

det som (Reinhardt, 2017). Hun afslutter sin kronik i Politiken således:

”… der er brug for, at vi taler den klassiske musiks muligheder og potentiale op – selv om

beklagelserne for øjeblikket fylder det meste.”

48

Afslutningsvis pointerer kulturministeren, at det er alle de stemmer, der taler imod hendes forslag og

beslutning, der skader den klassiske musik med deres beklagelser. Overordnet set er det værd at

understrege, at denne kronik – i Politiken, til københavnerne – er formuleret som en reprimande, hvor

den oprindelige kronik – I Jyllands-Posten, til jyderne – er formuleret som en hyldest til det vestlige

Danmark.

Det historiske perspektiv

Under tredje og sidste nodalpunkt findes antagonismeparret før og efter. Et tidmæssigt forhold, hvor

hver antagonisme i sig selv hverken er negativ eller positiv, men som – sat i relation til

ækvivalenskæder og i en bestemt tid – er at foretrække over hinanden (Fairclough, 1992). Den

relation, der kan spores, er det klassiske/gamle over for det nye. For at forstå forholdet mellem før og

efter er et historisk perspektiv relevant. Oprettelsen af kulturministeriet i 1961 var et resultat af det

kunstneriske felts stærke position kombineret med feltets tilkæmpede autonomi (Rasmussen, 2017).

Ligeledes var det kunstneriske felts stærke potentiale medfaktor til, at kulturpolitikken, herunder

kunsten, blev prioriteret i højere grad end nutidigt. I dag er udviklingen vendt, og til sammenligning

må en nedprioritering af kulturpolitikken anses som et symptom på det kunstneriske felts svækkede

position (Rasmussen, 2017). Vigtigheden af demokratisering af kulturen, oplysning og dannelse af

borgerne var i 60’erne taget for givet, hvor det i dag i langt højere grad antages, at det er fornuftigt at

spare på kulturen.

Troen på kunstens potentiale for erkendelse inden for det kunstneriske felt er som udgangspunkt

endnu en del af det kunstneriske felts doxa, men den begrænser sig til det kunstneriske felt. Når de

klassiske musikinstitutioner er til debat, vil de fleste implicerede, som repræsenterer de klassiske

institutioner formegentlig være tilhængere af en vis grad af demokratisering af kulturen, da klassisk

symfonisk musik kræver mere af den enkelte borger, og de klassiske musikinstitutionernes

overlevelse afhænger af tilhængere. Det må dermed antages, at en del klassiske musikere og fagfolk

i en eller anden grad er interesserede i at udbrede den smalle kultur. Men netop pga. det kunstneriske

felts svækkede position, er det ikke omkostningsfrit at tale ud fra en forståelse om udbredelse af

demokratisering af kulturen, da argumentationen nemt kan affejes som elitær eller virkelighedsfjern.

I et bredere perspektiv er det da også stadig en del af doxa, at kulturen skal modtage statsstøtte, om

end forskellige aktører er uenige om i hvilken grad og hvordan. I antagonismeparret ligger, at det nye

er det gode, og de klassiske musikinstitutioner repræsenterer noget historisk. Noget gammelt og

49

muligvis forældet. De skal have et løft. Dette repræsenterer en ækvivalenskæde forbundet med

nodalpunktet den elitære kultur (Fairclough, 1992), som vi forstår er gammel, forældet og

virkelighedsfjern. I sig selv er ordene i ækvivalenskæderne neutrale, men sat i denne konkrete

kontekst er det nye positivt ladet, og det vil gøre læseren tilbøjelig til at sympatisere med afsenderens

synspunkt; i dette tilfælde kulturminister Mette Bock. At Doxa inden for det kunstneriske felt ikke

nødvendigvis er meget anderledes end i 1960’erne, bevirker at Mette Bock anerkender kunstens

værdi, når hun taler inden for det kunstneriske felt. Den større offentligheds mening er muligvis mere

kritisk over for kunstens potentiale for erkendelse – eller i hvert fald dens værdi. Dette håndterer

kulturministeren ved at sige ”der kommer ikke flere penge” (Bock, 2017a, afs. 20) som en præmis for

hele debatten som bemærkelsesværdigt få aktører påtaler eller problematiserer.

I Mette Bocks (2017a) oprindelige udspil, Rapport fra en ministerpost, fremgår det, at noget af det,

der står i vejen for den positive udvikling, er uhensigtsmæssige administrative processer og

manglende samarbejdsvillighed i bureaukratiet. Ligeledes fremgår det af kronikken i Politikken, Lad

os få nogle proportioner ind i debatten om landsdelsorkestre (Bock, 2017b), at det er kritikkere af

forslagene og beslutningen, der står i vejen for, at den klassiske musik tales op i debatten. Overordnet

tegnes et billede af, at kulturministeren ønsker at udvikle den klassiske musik i Danmark ganske på

egen hånd, og at de øvrige aktører i debatten og hendes egen administration mest af alt er snubletråde.

Det viste sig dog, at Dansk Folkeparti havde gjort sig mange af de samme tanker. Just som

kulturministerens kronik udkom i Jyllands-Posten, påtalte Dansk Folkepartis kulturordfører Alex

Ahrendtsen, at han mente at udspillet var blanket fra Dansk Folkepartis udspil Sammen får vi mere

musik - Dansk Folkepartis plan for at styrke Det Kongelige Teater, DR’s ensembler og den klassiske

musik i og uden for hovedstaden (Dansk Folkeparti – Folketinget, 2017). Alex Ahrendt sagde: ”Jeg

troede, at jeg havde et tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde med ministeren, men det har jeg så

åbenbart ikke. Det tager jeg til efterretning, og jeg vil nu vende det med min ledelse, og så må vi se,

om det skal have nogle konsekvenser” (Rohde, 2017, afs. 29). Hvad, der i denne sag var relevant for

Alex Ahrendtsen, var ikke en oplagt mulighed for at få ført deres udspil ud i livet, men at tage ejerskab

på idéen. Dette er med til at understrege, at det er en fordel at føre en politik, hvor man offentligt

italesætter behovet for nedskallering af offentlige bidrag til kultur – særligt den kultur, som kan kædes

sammen med elitisme – og i særdeleshed når der er tale om København. Konflikten mellem Mette

Bock og Alex Ahrendtsen var dog kortvarig, og allerede senere samme dag trak Alex Ahrendtsen sin

kritik tilbage:

50

”Hun sagde til mig, at hun sendte den (kronikken i Jyllands-Posten, red.) torsdag. Hvis det er korrekt,

er sagen ude af verden”… ”Jeg må stole på, at hun siger, at hun sendte kronikken torsdag – selv om

det er meget påfaldende,”… ”Jeg stoler på, at hun fortæller mig det, som det er, og så må vi bare

komme videre og glæde os over, at vi tænker nogenlunde ens”

(Vibjerg, 2017)

Fælles for de to forslag er budskabet om, at der skal tænkes nyt, og at københavnerne har tilranet sig

uhensigtsmæssigt meget kultur, som er gået ud over landets øvrige befolkning – og at København er

en udefinerbar størrelse, som nogle gange indbefatter resten af Sjælland (Dansk Folkeparti –

Folketinget, 2017; Bock, 2017a). Punkt fem i Dansk Folkepartis plan på 10 punkter lød således:

”Copenhagen Phil (Sjællands Symfoniorkester) nedlægges. Copenhagen Phil har i dag hovedparten

af sine aktiviteter i København og har dermed bidraget til en overkapacitet af orkestre i hovedstaden.

Af orkestrets årsrapport 2015 fremgår det, at kun 1/4 af Copenhagen Phils orkesterkoncerter er

foregået uden for København. Årsværkene og de 41 statslige mio. kr. fordeles til Det Kongelige

Kapel, de øvrige landsdelsorkestre, barokorkestret Concerto Copenhagen og

Underholdningsorkestret efter en nærmere forhandling.”

(Dansk Folkeparti – Folketinget, 2017, s. 5)

Hvor de egentlig snubletråde skal findes i det politiske system italesættes ikke af kulturministeren

(Bock, 2017a). Til gengæld fremgår det af konflikten imellem Mette Bock og Alex Ahrendtsen at der

er både enighed og velvilje imellem regeringen og Dansk Folkeparti, regeringens støtteparti.

Delkonklusion

I debatten bliver en privilegeret kulturel elite italesat, som hensynsløst tilraner sig kulturliv over den

menige befolkning. Den privilegerede gruppe er ikke baseret på hverken økonomisk stand eller

kunstpræferencer, men lader til at være geografisk bestemt og bosiddende i hovedstadsområdet. Med

andre ord huser København den kulturelle elite, og de øvrige dele af landet har de almindelige

borgere. Kulturministeren medgiver, at den klassiske symfoniske musik kan have en indflydelse på

borgernes mulighed for at begå sig i det multikulturelle samfund, og umiddelbart anfægter hun ikke,

at demokratisering af kulturen er det ideelle. I stedet kan man aflæse en grundlæggende enighed i, at

51

det er fordelagtigt, at borgerne i samfundet bliver cultural omnivores. Det kan tyde på, at det klassiske

orkesterlandskab har formået at distancere sig fra den elitære betegnelse. Der er ikke noget nyt i, at

befolkningen, regeringen og de kulturelle felter definerer en elite baseret på hvem, der gør mest brug

af kulturlivet, og hvem der får mest ud af kulturlivet. På den ene side er det et spørgsmål om den

enkelte borgers ressourcer, og på den anden side et spørgsmål om fysisk adgang til kulturen. I

debatten er der ikke enighed om, hvem der tager hvad fra hvem, men konsekvenserne vil være at før

for de borgere, som uden Copenhagen Phil, ikke har adgang til et landsdelsorkester. Kausaliteten

mellem opblomstring af kulturliv og tilflytning af kreative kræfter gør den manglende benævnelse og

inklusion af Sjælland problematisk, fordi 45 af landets kommuner således ikke medtænkes i den

nationale plan for orkestervirksomhed.

Den sociale praksis dimension

Den kulturpolitiske situation er på nuværende tidspunkt, at der spares på den offentlige finansiering

af kulturen. Med sagen omkring Copenhagen Phil var der sandt nok i sidste ende tale om en

forflytning af midler, men i 2015 fremlagde den daværende regering en plan om at spare 600 millioner

på kulturlivet over en periode på fire år (Rahbek & Munk-Petersen, 2015). De følgende afsnit skitserer

den virkelighed, de herskende diskurser konstituerer for Copenhagen Phil og klassisk musik i dansk

kulturpolitik. Overordnet anskues det empiriske grundlag ud fra sagens nøglepersoner og deres

budskab, argumentation, intention, position og institution. Diskurserne og deres påvirkning af

samfundet vice versa betragtes. Analysen af den sociale praksis inddeles i underemnerne Politisk

indhold eller spil, Hvad kulturen skal og Magt. Dette kategoriserer hensigtsmæssigt de emner der er

identificeret i analysen af den diskursive praksis til videre analyse samt til diskussion.

Politisk indhold eller spil

I kronikken Rapport fra en ministerpost refererer kulturminister Mette Bock til sine forslag som bl.a.

tankeeksperimenter. Dette gør det svært for læseren at afkode, i hvor høj grad idéerne skal forstås

som konkrete forslag. Særligt fordi kulturministeren samtidig gør det klart, at hun er klar til at påtage

sig alle de udfordringer, der måtte stå i vejen for at føre idéerne ud i livet. Samtidig er formatet i sin

essens debatskabende, hvorfor det kan være en måde, at vurdere vælgernes position i forhold til

idéerne. Offentlighed, offentlig debat og deliberation udgør demokratiet som samtale, der er essentielt

for det fungerende demokrati, som er rodfæstet i den danske kultur (Loftager, 2007).

Kulturministerens håndtering af denne sag hviler derved på hvilken anskuelse der pålægges, og

52

hvilken position der afkodes fra. Fra et synspunkt giver hun offentligheden den fornødne mulighed

for at diskutere og forholde sig, inden idéen føres ud i livet. Omvendt formår hun med vage

formuleringer at undgå at skulle hæfte for en eneste fremlagt idé eller påstand i kronikken. Dette gør

det svært for alle aktører inden for det kunstneriske felt at vide, hvilke elementer af kronikken, de

skal forholde sig til, og ligeledes hvor alvorligt den skal forstås. Som Mette Bock (2017a) selv

påpeger i kronikken, er det altid kontroversielt at tale for orkesterlukninger, og det var da også det,

der fyldte i debatten i tiden, der fulgte, fremfor de andre idéer der blev præsenteret.

Ifølge Loftager (2007), er der mere end nogensinde brug for den offentlige debat til at kvalificere

politiske beslutninger pga. udviskede ideologiske forskelle og en begrænset mængde taletid i den

offentlige debat. Dette giver incitament til, at partierne i højere grad tænker og handler strategisk i

kamp om vælgernes gunst. Et eksempel herpå er Alex Ahrendtsens reaktion på Mette Bocks (2017a)

ellers vage udspil. Dette er et symptom på, at politikerne kan se sig nødsaget til at skabe

opmærksomhed omkring sig selv med simple budskaber og udvise en stor mængde beslutsomhed og

handlekraft (Loftager, 2007). Ligeledes påpeger han, at den politiske mediedækning er problematisk.

Han siger: ”Deres tilsyneladende koncentration om spillet snarere end substansen, kan nok siges at

udgøre en realistisk afspejling af logikken i det politiske system.” (Loftager, 2007, s. 36). Fænomenet

kan påvirke kulturpolitiske beslutninger og kulturpolitisk debat.

Kulturpolitikken står som et let offer for symbolsk politik, og et offentligt opsat spil om magt, og det

vil dermed være givtigt for enkeltpolitikere og politiske partier, både at vurdere den offentlige

stemning, at påvirke den offentlige stemning, og at involvere medierne mere i det politiske spil end i

de konkrete politiske beslutninger. Og netop det politiske spil fylder efterhånden mere og mere i

offentligheden (Loftager, 2007) – også i sagen om Copenhagen Phil. Kritikken fra det kunstneriske

felt; bl.a. fra Musikchef Uffe Savery og fra musiker Martin Reinholdt, er i høj grad baseret på Mette

Bocks udlægning af orkestret og dets aktivitet (Savery, 2017: Reinholdt, 2017). Særligt italesættelsen

af København og ikke Sjælland har stået i vejen for debatten af de egentlig tal og de lovmæssige

bestemmelser i sagen, og ifølge Loftager (2007) er der med dette fænomen tale om udhuling af det

offentlige ræsonnement.Musikchef i Copenhagen Phil, Uffe Savery, giver i debatten udtryk for, at

måden, hvorpå han er blevet varslet en lukning af sit orkester, ikke ligger i tråd med tidligere

kulturpolitisk praksis. I et svar til Jyllands-Posten d. 6. marts 2017 - dagen efter Rapport fra en

ministerpost blev trykt i avisen – sagde han:

53

”Det er overhovedet ikke blevet drøftet med os. Tværtimod har vi været til et møde i efteråret, hvor

ministeren sagde, at hun gerne vil tage udgangspunkt i folkets behov.”… ”Og er der nogen, der

møder folkets behov, så er det Copenhagen Phil. Vi henvender os til et meget bredt og stort publikum”

(Jyllands-Posten, 2017, afs. 5+6)

Essentielt er det, at offentlighedens påvirkning af demokratisk proces bevirker, at lovgivningen ikke

baseres på magten men på den sandhed, der vokser frem af det offentlige ræsonnement (Habermas,

2009). Debatten om Copenhagen Phil og de øvrige orkestre har dog båret præg af, at den var

forbeholdt de indviede, da det har krævet en del indsigt i politiske processer, historiske beslutninger

og orkestrenes opbygning at gennemskue forslaget og dets konsekvenser. Dette laver en

skævvridning i debatten, da den sandhed, som det offentlige ræsonnement når, vil bære præg af, at

lægmænd ikke har haft adgang til den offentlige debat, og alle argumenter dermed ikke har kunne

afprøves. I den forbindelse henviser Loftager (2007) til partierne som professionelt styrede apparater,

som sammen med offentlige myndigheder har etableret sig over den offentlighed, de før var

instrumenter for. Såfremt almindelige borgere kun sporadisk inddrages i magtens kredsløb, reduceres

deres position og funktion til at være elementer, der kan hylde allerede vedtagne handlinger, og det

lader til at være tilfældet med beslutningen om Copenhagen Phil – intentionelt eller ej.

Ifølge Habermas (2009) tjener offentligheden lige så vel manipulation af publikum som legitimation

for publikum, hvor det sidste kan fortrænges af det første. Såfremt offentligheden anvendes som

instrument fra politisk side til manipulation, foregår det oppefra og ned, og har udelukkende til formål

at positionere befolkningen og appellere til velvillighed (Loftager, 2007). Den direkte

kommunikation til et jysk publikum fra kulturministeren kan tolkes således. Det er påfaldende, at der

skiftevis lægges vægt på, at beslutningen er et nødvendigt onde, når den formidles til københavnere,

og at beslutningen træffes for at imødekomme befolkningen vest for Storebælt, når den formidles til

befolkningen vest for Storebælt. Dermed er det oplagt, at italesætte muligheden for politisk spin og

spillet om magt som faktor. Ligeledes kan der med fortællingen om de samarbejdsmodvillige

instanser inden for og omkring kulturministeriet være tale om positionering ved at udvise en stor

mængde beslutsomhed og handlekraft – endda til trods for, at kulturministeren står overfor store

administrative og bureaukratiske udfordringer – skal det forstås.

54

I yderste potens indskrænkes offentlighedens funktion således fra at være rum for offentlig mening

til at være sidste instans til at korrigere forstyrrelser i systemet. Med andre ord kan offentligheden fra

politisk side reduceres til et værktøj eller en instrumentel platform. Omvendt kan offentligheden for

aktører inden for det kunstneriske felt ikke andet end at fungere som en platform for at opråbe en

ellers paralyseret befolkning af borgere, der står uden for sagen, emnet og feltet (Horsbøl, 2006). I

det førnævnte interview med Uffe Savery i Jyllands-Posten d. 6. marts 2017 præsenterer Uffe Savery

en række frustrationer. Han udtaler:

”Vi er alle sammen pressede økonomisk, men det er vi jo i gang med at finde nogle løsninger på. Vi

indgår partnerskaber med erhvervslivet og indgår samarbejder. Det gælder også de andre

symfoniorkestre i landet.”

(Jyllands-Posten, 2017, afs. 8)

Uffe Savery giver her udtryk for afmagt og er tydeligvis uforstående over for bevæggrundene for at

ville lukke Copenhagen Phil. Hans respons afspejler en manglende kommunikation imellem

kulturministeriet og dets organer og ligger i forlængelse af, at ansatte i Copenhagen Phil og DR

SymfoniOrkester ikke har været informeret om de idéer kulturministeren lufter i sit indlæg og

tilsyneladende arbejder hen imod. Mette Bock (2017a) skriver at det er udfordrende at få beslutninger

igennem politiske processer, og set i lyser af Loftagers (2007) forklaring om, at politikerne må udvise

handlekraft og gåpåmod, hænger det fint sammen med ikke at lade sig rådføre med de pågældende

institutioner. Da Mette Bock tiltrådte som kulturminister i slutningen af 2016, nedlagde hun den

taskforce, som den tidligere kulturminister Bertel Haarder havde sammensat til at udvikle en rapport

over de fem landsdelsorkestres udfordringer forbundet med en årlig besparelse på 2 pct. for hver af

orkestrene (Bendix, 2016). Beslutningen om ikke at lade en sådan rapport blive udfærdiget tegner –

sammen med sagen om Copenhagen Phils forløb – et billede af en modvillighed mod at træffe en

vidende beslutning og en prioritering af kulturpolitiske beslutningers symbolske værdi. Dermed er

der ikke plads og tid til Uffe Saverys anke om, at hans orkester allerede gør, hvad det selv kan. Det

bliver irrelevant for sagens forløb. Fra Mette Bocks oprindelige udspil i Jyllands-Posten Rapport fra

en ministerpost og til beslutningen om at flytte de næsten 8 millioner fra Copenhagen Phil til de

øvrige orkestre, ændres ordlyden af årsagen til beslutningen. Som nævnt tidligere var idéen

oprindelige baseret på en forståelse om at der er overflod af klassisk musik i København, der

overflødiggjorde Copenhagen Phil, men straks efter beslutningen er truffet, forstås det, at der er tale

55

om et nødvendigt onde, og Mette Bock gør det i øvrigt klart, at hun er bevidst om Copenhagen Phils

succes med innovative tiltag (Andersen, 2017). I sidste ende handler beslutningen om nedskæringer,

som hviler på en ideologisk forståelse og prioritering af kultur. Aktører inden for det kunstneriske

felt kan dermed ikke med deres argumentation opråbe den offentlighed, de forsøger at tale til, da

præmissen for deres argumentation er baseret på ideologiske uenigheder med den siddende regering.

Ifølge Horsbøl (2006) er dette et skred i den offentlighed, som Habermas oprindeligt arbejdede med,

da offentligheden går fra at være et kollektivt værktøj for offentlig mening, til at være et rum, hvor

fagmænd og lægmænd forsøger at opråbe en medieoffentlighed. Overgangen fra fokus på det

kollektive til det individuelle i debatten er ligeledes et skred i den oprindelige forståelse af borgerlig

offentlighed (Kann-Rasmussen, 2016). Aktører inden for det kunstneriske felts position i sagen kan

kategoriseres som det Risager (2014) kalder analytikeren. Et fænomen, der opstår, når den

dominerende parts udlægning af diskursen modsiges, uden at diskursen modsiges. Konkret sker der

det, at fagpersoner giver deres udlægning af sagen med teoretiske briller. Uffe Savery og øvrige

aktører opererer kun inden for den kulturpolitiske diskurs, og accepterer dele af Mette Bocks

udlægninger af sagen – også selvom det kan være skadende for deres position. Et eksempel er, at Uffe

Savery påtaler idéen om at flytte rundt på orkesterstillinger imellem orkestrene, og hans tilgang er

den af en fagperson:

”En musiker er ikke bare en musiker, og ethvert orkester har sin egen identitet”… ”Jeg forstår

simpelthen ikke, at man siger, at der er en overkapacitet af symfoniorkestre i København. For DR

SymfoniOrkestret spiller for fulde huse, Det Kongelige Kapel drøner derudaf, og Copenhagen Phil

spiller for fulde huse på hele Sjælland.”

(Jyllands-Posten, 2017, afs. 10+12)

Den faglige ekspertise, som Uffe Savery tilbyder, er utilstrækkelig, da han ikke alene optræder i sagen

som analytiker i det kunstneriske felt, men også som aktør i den givne sag. Den overkapacitet, som

han taler om, er et eksempel på, at den klassiske musik i diskursen omtales i en udefineret mængde.

Det specificeres aldrig, om det er orkestrets størrelse, antal koncerter, antal administrativt personale

eller noget helt fjerde, der i sidste ende affødte beslutningen om, at flytte midler fra Copenhagen Phil

til de øvrige orkestre. Uffe Saverys ekspertise begrænser sig til at påtale en af mange udlægninger af,

hvad den egentlige kritik er. I sagens natur er Uffe Savery som musikchef ansat under

Kulturministeriet, og qua armslængdeprincippet og almindelig politisk praksis er det op til

56

institutionerne – herunder ham selv – at løse opgaver som besparelser, som han selv finder det mest

hensigtsmæssigt. Dette indikerer, at den position Uffe Savery tager er som ansat i Copenhagen Phil

og ikke den position som Risager (2014) kalder analytikeren. Mette Bock taler om at flytte stillinger,

og Uffe Savery taler om individuelle musikeres værdi for det enkelte orkester. Mette Bock taler om

at styrke landsdelsorkestrene uden for København, og Uffe Savery taler om det enkelte orkesters evne

til at imødekomme deres eget segment i København. Dermed ender den diskurs Mette Bock

præsenterer og praktiserer, om at muligheden for at opleve klassisk musik er uhensigtsmæssigt

overrepræsenteret i København, til at stå stærk og hendes argumentation uimodsagt. Tilbage står

Copenhagen Phil med et hårdt medtaget budget, hvor orkestret har ansvaret for at præstere, og levere

kunst af højkvalitet inden for de rammer, som kulturministeriet opsætter.

Hvad kulturen skal

Armslængdeprincippet er med til at afholde politikerne fra at påvirke den konkrete uddeling af

kunststøtte, og i stedet sørge for at den i stedet bevilges af personer med en kunstnerisk indsigt

(Loftager, 2007). Med andre ord kan man fra politisk side ytre et ønske om, at kunst og kultur har

den ønskede effekt på befolkningen, men det er op til udøvende kunstnere og kunstkyndige at sikre,

at det sker i praksis. Det er dog ikke entydigt, hvad denne ønskede effekt egentlig er, og hvad kulturen

skal. Loftager (2007) påtaler, at det eneste egentlige incitament for politisk indblanding i fordeling af

midler er, hvis det vurderes, at et offentligt finansieret organ administreres utilstrækkeligt af den

tilknyttede deloffentlighed, at det påvirker de øvrige organer i samfundet. Det forventes, at de enkelte

systemer er selvregulerende (Loftager, 2007). I kulturministerens oprindelige udspil, Rapport fra en

ministerpost, er der enkelte benævnelser af, hvad kunst og kultur egentlig skal i samfundet. Den mest

fremtrædende er ministerens tankeeksperiment ”Kend dit land”, som handler om, at folkeskoleelever

skal fragtes rundt i landet for at møde dele af Danmark, de ikke kender til. Mette Bock formulerer:

”Og hvis man ikke kender Danmark eller ved, hvem vi selv er, hvordan skal man så kunne rumme

forskellighed i en verden med mange kulturmøder?” (Bock, 2017a afs. 9). Det, Mette Bock her giver

udtryk for, er en instrumentel forståelse af kulturen. Kulturen som værktøj til at klargøre danskerne

til kulturmøder. Mest af alt ligger forståelsen mest op ad det kulturpolitiske rationale Enlightenment

(Skot-Hansen, 2005), dog ikke forstået på den måde, at det er oplysning for oplysningens skyld, da

der ikke er tale om, hvad kulturen betyder, men hvad den kan gøre for borgerne i samfundet. Altså

skal den kulturelle sektor bidrage til at forme velfungerende borgere, der kan begå sig i de øvrige

sektorer. Set i lyset af, at en et dysfunktionelt organ giver incitament til politisk indgriben, såfremt

57

det påvirker andre organers funktionsdygtighed (Loftager, 2007), er det oplagt at kulturministeren i

sin kulturforståelse lægger vægt på oplysning frem for oplevelse. Til en vis grad er kulturministerens

kritik af kulturforbruget i København, at der er en dimension af Experience (Skot-Hansen, 2005),

som i kulturministerens udlægning er kritisabelt og sløset. Dermed har kulturen altså ikke har en

værdi i sig selv. Det forstås, at kultur er noget borgerne skal udsættes for, så de kan blive dannede og

klar til at begå sig i samfundets øvrige organer.

Hvad der for aktører inden for det kunstneriske felt kan forstås som atypisk ved Mette Bocks

umiddelbare legitimering af kultur og kulturpolitik, er, at hendes logik umiddelbart er instrumentel,

imens emnet for debat er en af de klassiske kulturinstitutioner, som oftere arbejder med argumenter

inden for den ekspressive logik. En klassisk musikinstitution som Copenhagen Phil er vant til at

arbejde ud fra et oplysnings- og dannelsesrationale (Sandvik, 2011), som det fremgår af

fagpersonernes argumentation og legitimering af kulturen og orkestret. I interviewet med Uffe Savery

d. 2. oktober 2017 sagde han:

”Hvis du kan teksterne og har fortolket tekstener helt ud til fingerspidserne, så får du jo også mere

ud af en sang, i forhold til når du hører den første gang og bare lige hører sådan over // og ikke

engang rigtig kan høre ordene eller forstå ordene og sådan. De lag er der jo i alle kunstarter. Og så

som konsekvens af det tankesæt at skabe nogle nye fortællinger omkring den klassiske musik; hvis

man er åben for den, så taler den egentlig til alle, fordi den kommunikerer jo bare emotionelt på

tværs af alt. Kulturelle forskelle, sproglige, økonomiske, religiøse forskelle, whatever.”

(interview, 2. oktober, 2017)

Uffe Savery taler om dannelse for dannelsens skyld. Hans udgangspunkt er en emotionel

kommunikation, om at de klassiske symfoniorkestrer giver tilskuere eller tilhørere en oplevelse.

Dertil pointerer han, at jo mere publikum er oplyst, des mere forstår og oplever de. Han nævner endda

forskelle i kultur, økonomi og religion, men i stedet for at lave en pointe om, at kulturen skal udbedre

disse, pointerer han, at de ikke afholder den enkelte fra at have en oplevelse. Det er tydeligt, at Uffe

Savery legitimerer sit arbejde og kulturen med Experience, og hans logik er ekspressiv. Denne

grundlæggende forskel i anskuelse, fungerer formegentlig som en kommunikationsbrist imellem

fagpersoner og politikere, som tager for givet, at det er indforstået, hvad kulturen skal. Såfremt

oplevelse ophører med at være en legitimerende faktor for kulturen, lider den klassiske kultur, som

58

lå til grund for den klassiske dannelse. Herunder klassisk musik. De klassiske institutioner hviler på

et grundlag af ekspressiv logik (Skot-Hansen, 2005), og så snart vigtigheden af oplevelse

underkendes, underkendes Experience og til dels Enlightenment, som går hårdt ud over de klassiske

institutioners eksistensberettigelse. Sandheden er dog, at der hersker en anden diskurs inden for det

kunstneriske felt end i resten af samfundet. Og det giver sig til udtryk når fagfolk, politikere og

lægmænd diskuterer deres synspunkter i offentligheden. I 1960’erne havde det kunstneriske felt en

stærk position, og kulturpolitik var højt prioriteret (Rasmussen, 2017). Dermed var det kunstneriske

felts værdier og logikker værdsat, hvortil der fulgte en vis mængde autoritet, og synspunkter udlagt

af aktører fra det kunstneriske felt var værdsat (Rasmussen, 2017). Martin Reinhardt er basbasunist i

Copenhagen Phil, og dermed udøvende kunstner i orkestret. Han sagde d. 24. marts 2017 i Point of

View International:

”I disse tider taler man om, at den danske kultur er under pres udefra. Svaret på dette kan ikke være

at nedlægge endnu en kulturinstitution – tværtimod. Danske kulturinstitutioner er med til at styrke

fællesskabet, integrere og danne Danmarks fremtidige generationer. Derfor begår vi en stor fejl ved

at nedlægge og sulte dem ihjel.”

(Reinhardt, 2017, afs. 14)

Martin Reinhardt anerkender kulturens instrumentelle elementer, men hvor Mette Bock (2017a) vil

anvende kulturen og dannelse til integration og orientering i danskhed, vil Martin Reinhart integrere

og skabe fællesskaber, som skaber grobund for dannelse af fremtidige generationer i Danmark. Hans

endegyldige målsætning er dannelse for dannelsens skyld. Når fagpersoner ikke har en autoritet i den

offentlige debat, går der ekspertise og faglige viden tabt, og når relevante betænkeligheder italesættes

fra disse fagpersoner, kan de let slås ned som hysteri og polemik. Dermed har forsvarere af kunsten

og kulturen ikke samme mulighed for at alarmere befolkningen uden for det kunstneriske felt, og det

er paradoksalt, når kunstnere og fagpersoner inden for kunsten ikke tages med på råd – end ikke når

der handler om kunst. Ifølge Loftager (2007) er det en hovedopgave for det politiske system at bidrage

til, at der foregår en vedvarende åben diskussion for at sikre en mangfoldighed af informationer, og

at viden om eventuelle konsekvenser, politiske beslutninger kan have, anskues.

En anden fællesnævner ved aktører inden for det kunstneriske felts legitimering af kulturen er

udviklingen af vækstlaget. Ligesom med dannelse er der igen tale om kultur for kulturens skyld med

59

et nationalt fokus, der rejser spørgsmålet om, hvorvidt klassisk musik af højeste kvalitet er en prioritet

i fremtidens Danmark. Rationalet deles af både lokalpolitikere fra Sjælland og af partier uden for

regeringen på Christiansborg. Linda Frederiksen fra Socialdemokratiet, som er formand for

kulturudvalget i Næstved Kommune udtalte i kølvandet på Rapport fra en ministerpost:

”Man fratager en befolkningsgruppe muligheden for at blive inspireret til at dyrke klassisk musik og

svigter dermed vækstlaget i lokalområderne. Hvis orkestret lukker, skal vores unge talenter tage til

København, men det er der altså mange af vores borgere der ikke bare gør”

(Pagh-Schlegel, 2017b, afs. 9)

Linda Frederiksen repræsenterer en af de kommuner på Sjælland, som formegentlig vil kunne mærke

beskæringen af Copenhagen Phils budget. Hun taler ikke ind i diskursen om, at hele Sjælland er en

del af København, men påpeger i stedet at vækstlaget i hendes lokalområde har Copenhagen Phil som

det eneste større orkester at spejle sig i, og at det vil gå ud over talentudviklingen, såfremt det skulle

nedlægges. Ole Glahn fra Radikale Venstre, som er kulturudvalgsformand i Kalundborg Kommune,

sagde tilsvarende:

”Copenhagen Phil kommer ud til vores unge mennesker som skal have nogle at spejle sig i, hvorfor

det her samarbejde er enormt vigtigt. Og det vil vi komme til at savne meget, hvis orkestret lukker,”

(Pagh-Schlegel, 2017b, afs. 7)

Ole Glahn italesætter her behovet for, at unge mennesker præsenteres for den levende klassiske

symfoniske musik, som i øvrigt både omfatter det unge vækstlag og unge mennesker generelt i

lokalområdet, som han mener har gavn af at spejle sig i orkestret og deres musik. Dertil påtalte Uffe

Savery et langt mere grundlæggende problem ved den politik, der føres fra kulturministeriet i

interviewet fra 2. oktober. Han påpeger nogle overordnede konsekvenser, diskursen kan have for det

klassisk musikalske landskab, som spreder sig ud over den pågældende sag som et resultat af den

herskende diskurs og de politiske beslutninger, den medfører. Han sagde:

”… det som politikerne måske ikke tænker over, det er, at det er et meget, meget skrøbeligt system.

For det første hvis der er meget med // hvor usikkert det er at spille symfoniorkester. Jeg kender flere

unge meget talentfulde børn, der siger ’ja, men jeg skal ikke være musiker, det er for usikkert’ af dem

60

der normalt ville sige ’jeg vil gerne uddanne mig til at være musiker’ Så der er noget dér på længere

sigt, det kan have en konsekvens for.. Det andet er // det er klart, når mine meget dygtige musikere

føler, at det er usikkert at være her, så søger de jo væk. Så søger de andre steder, og det er svært at

holde sammen på en institution når man er midt i det her.”

(interview, 2. oktober, 2017)

Udbyttet af det musikalske talent, der findes i hovedstaden, på Sjælland og i hele landet, kan være

svindende i på sigt, pga. den karrieremæssige usikkerhed, der følger med uddannelsen som klassisk

musiker. Når branchen og de jobmuligheder, der er, konstant er genstand for diskussion, bliver det

klart for vækstlaget, at de med deres musikalske uddannelse går en usikker fremtid i møde, og det

kan dermed være en større udfordring at uddanne kvalificerede musikere, der kan konkurrere med

den ypperste elite på verdensplan. I første omgang kan det betyde, at de danske orkestre i højere grad

vil være nødsaget til at bestå af udenlandske musikere for at bevare den høje standart, og i sidste

instans kan det betyde, at end ikke dygtige internationale musikere er villige til at søge mod orkestrene

i Danmark, da en lukningstruet arbejdsplads unægtelig er mindre attraktiv.

Magt

Som kulturminister har Mette Bock et betydeligt større talerør, og har dermed mulighed for både at

fremlægge sine egne argumenter og sin egen fortælling – og til en hvis grad give sin egen udlægning

af, hvilke modargumenter og alternative synspunkter, der er repræsenteret inden for det pågældende

felt. I interviewet med Uffe Savery d. 2. oktober 2017 gav han udtryk for en frustration over ikke at

blive taget med på råd. Han sagde om kulturministerens fremgangsmåde:

”det er jo en helt ny måde at føre politik på, at man // jeg læser det samtidig med alle andre en artikel

i Jyllandsposten (…) Men altså, nu har vi da haft nogle møder med det, og vi prøver at finde // vi

finder faktisk en konstruktiv vej i det og går efter at opbygge kommunale partnerskaber, som rummer

noget godt i sig. Det kræver godt nok mange flere administrative kræfter, men det gør vi så, og rent

kunstnerisk, der synes vi, at vi er på helt rette spor altså, der har vi fat i den rigtige ende”

(interview, 2. oktober, 2017)

Uffe Saverys udgangspunkt bærer præg af forsvar. Efter at have italesat en frustration over dette,

fremtvinger han en optimisme med udgangspunkt i nogle nedslående realiteter med sætningen: ”og

61

vi prøver at finde // vi finder faktisk en konstruktiv vej…”. Han er i en forsvarsposition, som ikke

synes videre midlertidig, da han er bevidst om, at han ikke er i besiddelse af magt, som afspejler sig

i hans beskrivelse af, at have været udelukket af processen omkring beslutningen. Sammen med sit

orkester og hele den kunstform, de praktiserer, er de objekt for debatten. Den magt, der praktiseres

fra kulturministeren og regeringen, er ikke en umiddelbart rå magt, men langt mere en ledelsesform,

siden man fra politisk side må udøve refleksiv praksis og tage velovervejede beslutninger om midler

og mål (Otto, 2008).

Uffe Savery er underlagt magt, både direkte qua sin stilling som musikchef i et orkester underlagt

kulturministeriet og indirekte, da han er nødsaget til at udtale sig kalkuleret i et vist omfang for ikke

at tabe den diskursive kamp. Det, man fra politisk side kan forsøge at styre, er menneskelige

subjekters evner og handlemuligheder ved at forme moral og etik. Dvs. deres selvopfattelse, vilje og

trang til at være fornuftige. Man vil søge at styre menneskelige subjekters selvstændige

styringsmekanismer, hvorved det adskiller sig fra andre former for magt som vold og tvang (Otto,

2008). Kulturministeriets aktivitet kan anskues som kalkuleret både eksplicit og implicit. Det sker

både eksplicit i de beslutninger, der træffes, og de handlinger, der gennemføres, og implicit i

italesættelsen (Otto, 2008). Eksempelvis ved italesættelsen af Jylland over for København. Som den

dominerende part har kulturministeren rig mulighed for at udfordre den herskende diskurs

(Fairclough, 1992) og indgår en alliance med borgerne vest for Storebælt, anderkender deres evner

til at handle og forsøger at forme og påvirke disse subjekters handlinger. Ved udøvelse af magt i

moderne samfund må den dominerende part producere bestemte former for sandheder i positive og

videnskabelige diskurser (Otto, 2008). Den fortælling Mette Bock præsenterer i Rapport fra en

ministerpost kan formegentlig appellere til de fleste lægmænds empati for borgere i Jylland og på

Fyn, der er frarøvet al levende symfonisk musik. Dermed kan borgerne som subjekter hente deres

legitimering og begrundelser i disse sandheder, og opfatte sig selv som ansvarlige, frit tænkende og

handlende borgere. Regeringers magt former dermed subjektsformer, som subjektet kan anerkende

og tage på sig (Otto, 2008).

Ved at danne et dem og et os, vinder kulturministeren allierede i os, og ved at forære polariserende

sandheder, styrkes den kalkulerede udlægning. Eksempelvis bidrog Alex Ahrendtsen fra Dansk

Folkeparti til fortællingen om, at Copenhagen Phil er et orkester, der er til for københavnerne. Han

sagde "Med navneforandringen til Copenhagen Phil har de også sendt et klart signal," (Pagh-

62

Schlegel, 2017b, afs. 12). Egentlig var navneforandringen et resultat af, at orkestret ofte blev

forvekslet med New Zealands symfoniorkester i internationale sammenhænge, og at orkestret ville

fremstå tidsvarende og moderne. Der blev fra orkestret udstedt en pressemeddelelse med begrundelse

for beslutningen, og den blev truffet med opbakning fra de lokale arrangører på Sjælland (Pagh-

Schlegel, 2017b). Det er usandsynligt, at Alex Ahrendtsen ikke er bekendt med dette, da han er

kulturordfører for et af landets største partier, hvorfor hans udtalelse kan anskues som en kalkuleret,

politisk handling. Med andre ord bruger Alex Ahrendtsen dette i et spil om magt. Loftager (2007)

påtaler det problematiske ved at det politiske spil om magt prioriteres af medierne, og at det står i

vejen for det politiske systems integritet i offentligheden. Der er ligeledes tale om en

eksklusionsprocedure (Foucault, 2009), når temaer, argumenter og talepositioner udelukkes for

forsvarer af Copenhagen Phils eksistensberettigelse, herunder muligheden for at anfægte fortællingen

om København, da udgangspunktet for debatten er, at København har for meget kultur, og det

serveres som et indiskutabelt faktum. Så snart kulturministerens udlægning af diskursen ikke (kan)

modsiges, reproduceres hendes fortælling, og præger diskursen. Dertil er det sværere for aktører

inden for det kunstneriske felt at nå ud til den brede befolkning. Selv hvis alle kulturministerens

påstande modsiges, vil budskabet ikke nå hele befolkningen der påvirkes af diskursen, og/eller

berøres af den medfølgende politik.

”Det havde været rarere hvis Mette Bock var kommet til os og havde sagt ’I jeres kommende

rammaftale, der vil vi gerne have at i opnår en kommunal medfinansiering på så og så meget over de

næste fire år..’ og så havde vi kunne arbejde ud fra det, og prøve at opnå opfyldning af det.. Men det

her med først at blive hængt ud som et orkester der skal nedlægges, og så derefter et orkester der skal

påtage sig SÅ stor en markant besparelse (…) Det er næsten nogle umenneskelige vilkår at arbejde

under”

(interview, 2. oktober, 2017)

Igen fremgår det, at Uffe Savery ikke har været inddraget i beslutningstagningsprocessen. Hans

formulering indikerer, at hans udgangspunkt er samarbejdsvelvillig, men ekskluderet. Dertil føjes

formuleringer som at blive hængt ud og næsten nogle umenneskelige vilkår at arbejde under, som

igen understreger, at det for Copenhagen Phil har været en proces kendetegnet af afmagt og

frustration, manglende forståelse. Mette Bock erkender at orkestrene er nødlidende (Bock, 2017a),

men pointerer konsekvent, at der ikke kommer flere penge til kulturområdet. I det ligger dels en

63

ideologisk uenighed mellem Mette Bock og kritikere af hendes politik, som kommer til udtryk i, hvor

højt kulturområdet bør prioriteres økonomisk, og dels en forskellighed i forståelsen af, hvad det vil

sige, at kulturstøtten er penslet ud i tyndere og tyndere lag over en årrække, som Mette Bock nævner

i Rapport fra en ministerpost (Bock, 2017a). Aktører inden for det kunstneriske felt, som kritiserer

Mette Bock, mener at orkestrene er nødlidende, fordi de mister deres midler som et direkte resultat

af besparelser, og taler ikke imod Mette Bock, når hun pointerer at kulturstøtten pensles for tyndt ud.

Men set fra kulturministerens perspektiv, betyder udsagnet ikke, at der er blevet sparet for meget,

men derimod at der sløses med de penge der gives, og at kulturstøtten deles for rundhåndet ud, så den

ikke kommer til gavn der hvor den er mest essentiel. Der er dermed enighed om, at orkestrene er

nødlidende, og at der skal tages handling, men derimod ikke enighed om, hvor ansvaret skal placeres,

og hvordan problemet skal løses.

Delkonklusion

Kulturministerens vage formuleringer og upræcise beskrivelser af idéer og forslag præsenterer en

udfordring for det kulturelle felt ift., hvordan de skal positionere sig. Den udfordring kan være

hæmmende for den demokratiske proces, som er afhængig af den offentlige debat til at opkvalificere

politiske beslutninger. Ligeledes har debatten og sagen foregået uden for rækkevidde for lægmænd,

som dermed har været ekskluderet fra en del af magtens kredsløb og reduceret til instrumenter til

politisk manipulation. Forskellen på kommunikationen fra kulturministeren til hhv. jyder og

københavnere er været betydelig, og det har været svært at modsætte sig diskursen for aktører inden

for det kunstneriske felt – fra Københavnsområdet. Dertil ligger en grundlæggende uenighed om,

hvad kulturen skal. Navnlig om den skal være et værktøj til fx at lære befolkningen at navigere i det

multikulturelle samfund og dermed følge en instrumentel logik, eller om kulturens

eksistensberettigelse skal findes ud fra en ekspressiv logik, der i højere grad anerkender kulturens

værdi i sig selv. Argumenter fremført af aktører inden for det kunstneriske felt taler forbi den

argumentation, der fremføres af kulturministeren, fordi præmissen gennemgående er, at kulturens

egenværdi tages for givet. Det gør kulturen til et let offer for symbolpolitikske ytringer og handlinger,

hvilket gør kulturen til en hyppig genstand for debat, som afføder en række konsekvenser for feltet.

Når den klassiske musik konstant er genstand for debat, kan det ligeledes have nogle omfattende

konsekvenser for det klassiske musikvækstlag. Som subjekter besidder vælgerne en magtposition,

men i og med at diskurser opstår, når de formidles gennem medier, og reproduceres og diskuteres,

kan magthavere med spin reducere vælgerne til objekter til manipulation.

64

Diskussion

Som opsamling på analysen diskuteres undersøgelsens vidensbidrag i en historisk kontekst, og i

forhold til det kunstneriske felts autonomi, med udgangspunkt i teksten Der er ingen stemmer i

kulturpolitik: En Bourdieuinspireret analyse af det offentligt støttede kulturlivs status i Danmark af

Casper Hvenegaard Rasmussen fra 2017. Dertil diskuteres konsekvenserne af de diskursive kampe,

med særligt fokus på italesættelsen af Jylland og København. Ligeledes diskuterer jeg hvordan

aktører inden for det kunstneriske felt og de klassiske symfoniske institutioner håndterer og kan

håndtere den debat de mere eller mindre konstant er genstand for, med udgangspunkt i forståelser af

kunstens egenværdi og potentiale for erkendelse.

København som den nye kulturelite

Som det er identificeret i analysen, udfordres det kunstneriske felt på dets autonomi, og dermed har

en svagere position både politisk og i offentligheden. Det kunstneriske felt har siden 1980’erne

formået at afvise den økonomiske instrumentelle tænkning af kulturen (Rasmussen, 2017), og den

instrumentelle forståelse af kunst og kultur, Mette Bock italesætter, er stadig ikke økonomisk – men

økonomien spiller dog en markant rolle. Det er oplagt at trække tråde til tiden efter 1960’erne, med

ønsket om det kulturelle demokrati, hvor mangfoldighed inden for kulturen blev en politisk

målsætning, og eksperter fra det kunstneriske felt nedprioriteres (Rasmussen, 2017), og hvor det mest

fremtrædende rationale for kulturpolitik i høj grad overgik fra oplysning og dannelse, til det som

Skot-Hansen (2005) kalder Entertainment og Experience. Ligeledes er 1980’ernes økonomisk

instrumentelle forståelse af kulturen (Rasmussen, 2017) relevant, da præmissen for debatten er de

økonomiske betingelser, som ifølge den ene part ikke er til diskussion, og i ifølge den anden er

diskussionens epicenter, og eneste målestok for kulturens prioritet. Med 1960’ernes Rindalisme og

ungdomsoprøret, sås et opgør med kultureliten og med den gode smag (Nielsen, 1988). Til trods for

at Københavnerne ikke direkte anklages for at bruge kulturen som magtmiddel, er der visse elementer,

der går igen i debatten om Copenhagen Phil, som i 1960’ernes opgør; det finkulturelle hierarki har

ændret format, og idéen om den kulturelle elites snobbede kulturforbrug er svækket. Muligvis fordi

den kulturelle elite i langt højere grad er blevet cultural omnivores, eller muligvis fordi de

veluddannede og velhavende i højere grad fravælger finkulturen (Rasmussen, 2017). Hvorom alting

er, påvirker det italesættelsen af finkulturen og kulturpolitikken herom. Med en forsvindende elitær,

snobbet smagsdommerelite, er det nærliggende at udpege en ny magthavende privilegeret elite, der

kan repræsentere en kontrast til menig borger, og det lader til, at diskursen har vendt sig mod

65

København og dens indbyggere. Dertil tilføjes et narrativ om, at den københavnske kulturelite tilraner

sig en større del af kulturen end de er berettiget. Denne mængdeforståelse af kulturen, som noget der

skal fordeles ligeligt, er mest begribeligt ud fra en økonomisk forståelse, da et regnskab kan gøres op

i kroner og ører. Dette udgør tilsammen et budskab om, at der et en konkret mængde kultur til

rådighed for fællesskabet – der kommer ikke mere (Bock, 2017) – og enhver der føler sig forfordelt,

skal vende sit blik mod Københavnerne, som tager mere end hvad de er berettiget. Hertil vil

modstandere af den politiske beslutning om at flytte midler fra Copenhagen Phil formegentlig påtale,

at kulturen ikke kan måles millimeterdemokratisk efter budget, men på kvalitet og sværhedsgrad.

Siden det i 1800-tallet var borgerskabet, herunder akademikerstanden, der overtog og videreførte

aristokratiets kulturelle privilegier (Jensen, 1996), er det nærliggende at sætte lighedstegn mellem

akademikerne og den kulturelle elite i et nutidigt perspektiv. Som demografisk gruppe anklages de

ligeledes for at, ville varetage et selvpatenteret ansvarsområde, der går ud på at udbrede og formidle

kultur fra det 18. Og 19. århundredes borgerlige kredse på en mission om at tjene menneskeheden.

Dengang tog borgerskabet patent på kulturinstitutionerne, som de anså sig selv som retmæssige

arvtagere på i elitekulturens navn (Jensen, 1996). I kronikken Rapport fra en ministerpost (Bock,

2017a) italesætter Mette Bock, at der kun findes store nationale kulturinstitutioner i København, og

bidrager dermed til en genfortælling af samme historie om akademikerstaben, som den kendes fra

tidligere om borgerskabet. Sagt med andre ord repræsenterer københavnerne en privilegeret,

akademisk elite, som i italesættelsen lever fjernt fra den almene dansker. I 2017 havde ca. 21 pct. af

københavnerne en lang videregående uddannelse (i Indre By hele 32 pct.), hvor procentdelen af

danskere med en lang videregående uddannelse på landsplan lå omkring 8 pct. (Bennike, 2017).

Samtidig er København politisk venstredrejet i forhold til landsgennemsnittet, hvor partierne

Enhedslisten og Alternativet fik 44,4 pct. af stemmerne ved sidste folketingsvalg, men på landsplan

kun fik 12,6 pct. Omvendt fik et parti som Dansk Folkeparti 21,1 pct. af stemmerne på landsplan,

men kun 5,4 pct. af stemmerne i København (Bennike, 2017). Dansk folkeparti har i en årrække

italesat sig i opposition til det de kalder ”en overlegen storbyelite” (Kjærsgaard, 2016, afs. 1), som

Pia Kjærsgaard bl.a. udtalte i 2016 i bekymring over de københavnske indbyggere. Dermed er det

oplagt at Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsens reaktion på kulturministerens kronik,

Rapport fra en ministerpost (Bock, 2017a), var at anfægte, at hun skulle være afsender på at gå imod

den københavnske, overlegne storby- og kulturelite. Når Knud W. Jensen (1996) beskriver et element

af kulturelitens syn på den almindelige borger som en foragt, er det nærliggende at antage, at det er

66

netop den forståelse, Mette Bock – og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti – forsøger at appellere

til, ved at vække en forståelse hos danskere vest for Storebælt, om at de forfordeles og kulturfrarøves

af de elitære, forkælede Københavnere med storhedsvanvid og foragt for de jyske arbejdere. Debatten

foregår tilmed henover hovedet på de danskere, den reelt har konsekvenser for; sjællænderne der bor

uden for hovedstaden. Af landets 98 kommuner, ligger 46 af dem under Copenhagen Phils

ansvarsområde for koncertvirksomhed, og kun én af de kommuner er Københavns Kommune

(Søndag Aften, 2017). Som kulturministeren ganske rigtig påpeger, er der flere muligheder for at

opleve levende, symfonisk musik i København, både på Det Kongelige Teater og i DRs koncertsal,

og det vil dermed ikke ramme borgene i København i lige så høj grad, som det vil ramme borgere fra

Sydsjælland og øerne, som i sidste ende bliver de egentlige gidsler for de landspolitiske agendaer, og

ikke københavnerne.

Som tidligere nævnt, er der en kausalitet imellem fremkomsten af erhvervsvirksomhed og kulturliv i

et regionalt område (Florida, 2002; Bille, 2011), og der er en lang række faktorer, der påvirker

opblomstringen af lokale kulturliv og erhvervsvirksomheder (Scavenius, 2015). Den politiske

italesættelse af kulturen som noget, der kan mængdebestemmes i kroner og ører, som skal omfordeles

imellem byer og regioner, er diffus at arbejde ud fra, da der hverken defineres, hvor de pågældende

geografiske områder defineres, eller hvilken form for værdi det er, der skal omfordeles. Det er

lovmæssigt bestemt, hvilke og hvor mange kommuner de fem landsdelsorkestre skal forvalte

koncertvirksomhed for, men det er ikke disse bestemmelser, debatten tager udgangspunkt i fra

politisk side. Den retoriske sammenblanding af København og Sjælland udfordrer muligheden for at

diskutere de egentlige konsekvenser, beslutningen vil have for Sjælland og København. At kultur og

oplevelse kan skabe værdi for et geografisk område, tages for givet i debatten, men for at denne værdi

kan skabe grobund for politiske beslutninger, må det geografiske område defineres, så værdien kan

bestemmes (Bille, 2011). Såfremt det veksler mellem, at der er tale om hhv. Sjælland og København,

kan argumenterne ikke sammenfattes. Hvad der er iøjnefaldende ved debatten omkring Copenhagen

Phil er, at den er så centraliseret omkring København, som ifølge de politiske magthavere, har tilranet

sig mere end deres retmæssige del af det danske kulturliv, uden at det nævnes med et eneste ord, at

kulturlivet – eller midler herfra – skal udbredes på resten af Sjælland. Det ”os” og det ”dem” der

etableres i debatten, er så grundigt stadfæstet i kontroverser mellem by og land – København og

Jylland - at debatten formegentlig har fremstået irrelevant for den almene borger på Sjælland, der

ikke har kunne se sig selv i hverken den ene eller den anden kategori. Og det er her, det kunstneriske

67

felts kamp mod kulturpolitikken kommer til kort; såfremt kulturpersonligheder, kulturforsvarer og

det kulturpolitiske felt generelt ikke formår at opråbe den generelle befolkning, taler de mest af alt til

sig selv og hinanden, og det bliver dermed både nemt og berettiget at anklage dem for at være for

elitære til at tale til befolkningen i øjenhøjde. Dertil er det faktuelt, at der findes masser af byer i

Jylland, og at der bor masser af mennesker uden for byerne på Sjælland, hvorfor det synes ulogisk at

sætte lighedstegn mellem denne elitisme og det urbane.

Kulturen har værdi - det kunstneriske felt er hæmmet

En præmis for debatten er ifølge kulturminister Mette Bock, at kulturstøtte over en længere årrække

har været penslet ud i tyndere og tyndere lag, hvilket har resulteret i, at stort set alle orkestrene er

nødlidende (Bock, 2017a). En præmis, som kritikere af ministerens politik ikke anfægter, måske fordi

de to parter ikke er enige om, hvad udsagnet præcis betyder. Fra kulturministerens synspunkt er der

umiddelbart tale om, at det kulturpolitiske felt forvalter midlerne sløset, og at de penge, der er til

rådighed, dermed fordeles forkert. Anskues præmissen derimod fra det kunstneriske felts position, er

der tale om besparelser, som har svækket – og fortsat svækker – kulturlivet. De to parter diskuterer

dermed forbi hinanden, pga. grundlæggende ideologisk uenighed. Og hvor der inden for det

kunstneriske felt sættes lighedstegn mellem kulturens og kunsten værdi, adskilles disse fra politisk

side, hvor hvert enkelt element af kulturen – her landsdelsorkestrene – vurderes individuelt, og skal

udvise en instrumentel funktion, for at opnå eksistensberettigelse. Dette er dog ikke nødvendigvis en

underkendelse af, at kulturen har værdi i sig selv, men et politisk ønske om at effektivisere. Det

samme giver sig til udtryk ved tanken om at centralisere kunstarter og ansvarsområder under Det

Kongelige Teater. Det er et ideologisk udsving, som ikke anerkendes af det kunstneriske felt, men

ikke nødvendigvis et spørgsmål om prioritering. Idéen om at effektivisere kulturen har afsæt i en

instrumentel forståelse af kulturen – det, kulturen skal, skal den gøre effektivt og for færre penge. Det

er aldrig kultur for kulturens skyld, når alt inden for den kulturelle sektor, skal bidrage med noget

inden for en anden sektor såsom integration, uddannelse, økonomi el.lign. (Juncker, 2016). Dermed

er de instrumentelle rationaler dominerende kulturpolitisk, hvor det kunstneriske felts argumentation

primært bygger på en erkendelse af kunstens egenværdi og potentiale for erkendelse.

Det kunstneriske felt tager for givet, at kunsten og kulturlivet har en værdi i sig selv, men står

tilsyneladende alene med den opfattelse, og såfremt der ligger en så essentiel uenighed i debattens

grundlæggende debat, resulterer det i, at aktører inden for det kunstneriske felt ender med at tale for

68

sig selv, om sig selv og til sig selv. Dette afspejler et manglende udsyn, og kan betegnes som en

arrogance, da man undlader at forklare menig mand, hvorfor kulturen har værdi. Ikke alene formår

det kunstneriske felt ikke at møde hverken befolkningen eller politikerne på halvvejen, dets position

er tilmed svækket, hvorfor det kan være endnu sværere at formidle et budskab. Under interviewet

med musikchef for Copenhagen Phil, Uffe Savery, sagde han:

”Så tænkte vi hvad sker der så, hvis vi nu tager den klassiske musik ud af koncertsalen og planter den

et sted? Og vi talte så på denne her workshop om at lave en overraskelseskoncert. Det vil sige at den

ikke er annonceret, den opstår i et offentligt rum og forsvinder igen. Og på det tidspunkt, der kendte

vi ikke til begrebet Flashmob. Og så blev vi jo så det første symfoniorkester i verden, der lavede

flashmobs; først på Hovedbanegården og sidenhen i metroen. Og det var jo en kæmpesucces.. at

mærke den respons der var, fra de her mennesker, der bare stødte ind i orkesteret på

Hovedbanegården, og tog sig tid til at høre hele Bolero af Ravel. Og så efterfølgende, da den så blev

delt på nettet.. jamen så er der faktisk 22 millioner mennesker der har oplevet det her digitalt. Og det

ville tage os mere end 400 år, at spille for alle de mennesker, hvis vi udelukkende spillede udsolgte

koncerter”

(interview, 2. oktober, 2017)

Uffe Savery giver her udtryk for en række tiltag og påfund, som Copenhagen Phil har ført ud i livet.

Ifølge ham selv, er dette et udtryk for den innovation, som kulturministeren efterspørger, han

fortsatte:

”Så det er jo sådan en vis undren. Og man kan jo sige at det HAR været en mavepuster, og det HAR

også for en stund i foråret påvirket vores motivation omkring bare det at // altså vi har gjort os sådan

umage; det har vi gjort i ledelsen, det har vi gjort i administrationen, det har musikerne gjort. De har

virkelig trådt ind på nye områder, de har virkelig bragt sig selv ud af komfortzonen, og så bliver vi

kvitteret på den der måde”

(interview, 2. oktober, 2017)

Hvad Uffe Savery ikke forstår er, hvorfor hans orkester står for skud, når de i så høj grad forsøger at

imødekomme ønsker om innovation i det klassiske musikliv fra politisk side. Et eksempel på dette

er, at navnet Copenhagen Phil har fyldt mere i debatten end orkestrets praksis og koncertvirksomhed.

69

Alligevel giver den kulturministerens og de politiske aktøres prioritering mening, set i lyset af den

elitisme, der i italesættelsen kædes sammen med København, da orkestrets navn ikke er rummende

for hele Sjælland, medmindre den lange undertitel medtages: Copenhagen Phil – hele Sjællands

symfoniorkester.

Konklusion

Det lader til, at det kun er det kunstneriske felts aktører, der har troen på kunstens egenværdi og

potentiale for erkendelse. De kontinuerlige nedskæringer, som sker uden protest fra den brede

offentlig, indikerer det kunstneriske felts vigende position. Debatten om Copenhagen Phil og de

øvrige orkestre har økonomiske bestemmelser som præmis, og for det kunstneriske felt er orkestrenes

økonomiske situation sagens epicenter og umiddelbare målestok for, hvor højt kulturen prioriteres

politisk. Samtidig er der en grundlæggende uenighed om, hvad kulturen skal. Mette Bock italesætter

en instrumentel forståelse af kulturen, hvor kulturen er et værktøj til at lære borgeren af begå sig, men

italesætter ikke en anerkendelse af kulturens egenværdi. Alligevel lader det til, at aktører inden for

det kunstneriske felt primært gør brug af argumenter, der afhænger af en ekspressiv logik til at

validere deres eksistensberettigelse og offentlige finansiering, uden at underbygge hvorfor kulturen

har en værdi i sig selv. Dette tages for givet. De taler om kulturen for kultrens skyld og dannelse for

dannelsens skyld, og det skaber en miskommunikation imellem kulturministeren og feltet, som falder

til kulturministerens fordel i den offentlige debat. Mette Bocks sag står stærkere, og hendes

argumenter står uimodsagt, som bidrager til, at hun fremstår handlekraftig. Hvis dette er en

målsætning for kulturministeren overstiger behovet for hensigtsmæssigt samarbejde med det

kulturinstitutioner, der er underlagt det offentlige. Det er en indikation for en prioritering af

symbolske politiske beslutninger over beslutninger på et vidende grundlagt, som er kortlagt i samråd

med fagpersoner inden for klassisk musik og offentlig orkestervirksomhed. Der er ligeledes et skred

i offentligheden, som reduceres fra at være et værktøj for offentlig mening til at være et rum, hvor

aktører inden for det kunstneriske felt forsøger at opråbe en medieoffentlighed. Aktører inden for det

kunstneriske felt kan modsige elementer eller udlægninger af diskursen, men de kan ikke modsætte

sig diskursen som helhed, og det pacificerer dem. De italesætter og kritiserer isolerede elementer,

men formår ikke at underkende den præmis, der underkender deres egen argumentation. Mette Bocks

kombination af ”Der kommer ikke flere penge til kulturstøtte i de kommende år” og ”Vi har penslet

kulturstøtten ud i et tyndere og tyndere lag gennem mange år. Resultatet er, at stort set alle orkestre

er nødlidende” (Bock, 2017a) repræsenterer for aktørerne fra det kunstneriske felt to modsatrettede

70

udsagn uden en logisk slutning, men hvad de overser er, at der er tale om en ideologisk uenighed. Der

er en bred enighed om, at orkestrene er nødlidende, men de forskellige aktører i debatten er uenige

om, hvorfor de er nødlidende, og hvad der kan gøres for at afhjælpe problemet. Her har det

kunstneriske felt svært ved at identificere andre løsninger end et øget budget, hvilket bidrager til, at

man fra politisk side kan portrættere det kunstneriske felt som privilegeret og forkælet. Således bliver

kulturpolitik et let offer for symbolpolitik i spillet om magt.

Diskurser opstår først, når de formidles gennem medier og reproduceres og diskuteres i

offentligheden. Med politisk spin kan politikere få borgerene til at efterspørge det, der for politikeren

er ønskværdigt. Her dikteres det offentlige ræsonnement ovenfra, og dermed opstår en

uhensigtsmæssig demokratisk problematik, hvor den subjektivt tænkende og handlende borger

omdannes til et objekt til manipulation. Mette Bock har et betydeligt større talerør end de øvrige

aktører i den kulturpolitiske debat og har dermed nemmere ved at opråbe den generelle befolkning

end hendes kritikere. De idéer, som Mette Bock præsenterede i kronikken, Rapport fra en

ministerpost (2017a), var ikke på forhånd drøftet med de pågældende institutioner. Uffe Savery,

Musikchef i Copenhagen Phil, italesætter således også sagens fremgangsmåde som atypisk

(interview, 2. oktober, 2017). Uffe Savery giver ligeledes udtryk for en frustration og afmagt, som er

forbundet med den førte kulturpolitik og samarbejdet imellem institutionen og ministeren. De

klassiske orkestre bliver diskuteret i den offentlige debat, men bliver ikke taget med på råd i de

politiske beslutninger. Mette Bock har sat aktørerne inden for det kunstneriske skakmat i debatten

ved at fremlægge forslaget om Copenhagen Phil som et tankeeksperiment, hvis fremtid var afhængigt

af en række andre tankeeksperimenter, og debatten har været uden for rækkevidde for lægmænd, som

har været en hæmmende faktor for offentlighedens ræsonnement. Inddrages almindelige borgere ikke

i magtens kredsløb, appelleres der i stedet til deres velvillighed, og befolkningen kan positioneres.

Dette finder sted, når Mette Bock i sin kommunikation til jyderne italesætter et behov for at

imødekomme befolkningen vest for Storebælt og i sin kommunikation til sjællænderne italesætter

beslutningen som et nødvendigt onde. København er udpeget som den nye kulturelite, og

italesættelsen af dem hviler på samme forforståelse som den, der gjaldt for ”finkulturen” i 60’erne –

og Copenhagen Phil tilhører begge kategorier. Italesættelsen af Jylland over for København

appellerer til de jyske borgeres – subjekters – solidaritet og lokale velvilje, og den alliance

kulturministeren indgår med dem er strategisk frugtbar. Kulturen italesættes ud fra en

mængdeforståelse, som hviler på, at borgere øst for Storebælt har tilranet sig uhensigtsmæssige og

71

uretfærdige mængder af kulturlivet til stor ulempe for borgerne vest for Storebælt. I og med der ikke

kommer flere penge til kulturlivet, ender kulturministerens beslutning med at følge et Robin Hood-

princip, hvor der tages fra de kulturrige og gives til de kulturfattige. Implicit kritiseres københavnerne

for at gøre for meget brug af kulturen, hvilket er hæmmende for det jyske kulturliv. Dermed omtales

kulturen som noget, der ikke er uanede mængder af. Ikke alene kommer der ikke flere penge til

kulturlivet, der kommer heller ikke kultur, og dermed må alle parter deles om det, der er. Diskursens

ultimative taber er alle borgerne på Sjælland, som er bosat uden for hovedstaden, og som ikke har

ressourcer til at rejse langt for at opleve klassisk symfonisk musik. Såfremt der ikke skelnes tydeligt

mellem København og Sjælland, kan argumenter for at flytte midler fra øst til vest stå uimodsagt, og

de sjællandske borgere ender med at stå uden for både ”os” og ”dem” i den kulturpolitiske diskurs.

Dermed kan de offentlige kulturinstitutioner fortsat spilles ud imod hinanden med

nationalgeografiske argumenter.

72

Litteratur

Andersen, N. Å. (1999). Diskursive analysestrategier: Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. Nyt

fra samfundsvidenskaberne.

Andersen, F. B. (2017). Kulturminister tager fra orkester på Sjælland og giver til Vestdanmark. DR.

Lokaliseret d. 24. januar 2018 på: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/klassisk/kulturminister-tager-

fra-orkester-paa-sjaelland-og-giver-til-vestdanmark

Bendix, K. (2016). Taskforce for klassiske orkestre. Musikeren. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

http://www.musikeren.dk/nyheder/nyhed/artikel/taskforce_for_klassiske_orkestre/

Bennike, C. (2017). København er blevet en boble – og det er et problem for os alle sammen.

Information. Lokaliseret d. 22. januar 2018

https://www.information.dk/mofo/koebenhavn-blevet-boble-problem-sammen

Bille, T. (2011). Danske kulturpolitiske erfaringer: Oplevelsesøkonomi–den nye vin?. KulturRikets

tilstand, 40.

Bock, M. (2017a). Rapport fra en ministerpost. Jyllands-Posten. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

http://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE9409699/rapport-fra-en-ministerpost/

Bock, M (2017b). Lad os få nogle proportioner ind i debatten om landsdelsorkestrene. Politiken.

Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: http://politiken.dk/debat/art5937808/Lad-os-f%C3%A5-nogle-

proportioner-ind-i-debatten-om-landsdelsorkestre

Bourdieu, P. (1984). Distinction: A social critique of the judgement of taste. Harvard university

press.

Bourdieu, P. (1986) The forms of capital. In J. Richardson (Ed.) Handbook of Theory and Research

for the Sociology of Education (New York, Greenwood), 241-258.

73

Bredsdorff, N. (2002). Diskurs og konstruktion: en samfundsvidenskabelig kritik af diskursanalyser

og socialkonstruktivismer. Forlaget Sociologi.

Christiansen, C. (2013). Orkester: Kald os kun Copenhagen Phil. Jyllands-Posten. Lokaliseret d. 6.

januar 2018 på: https://jyllands-posten.dk/kultur/klassisk/article5268879.ece

Christiansen, O. A. R. K., Groes, L., Klint, L., & Fehler, J. O. (u.å). Norman Fairclough og

diskursanalyse. Lokaliseret d. 19. oktober 2017 på: http://www.teorier.dk/tekster/norman-

faircloughs-diskursanalyse.php.

Cohen, D., & Crabtree, B. (2006). Qualitative research guidelines project. Lokaliseret d. 20. oktober

på: http://www.qualres.org/HomeSemi-3629.html

Copenhagen Phil (u.å.) Copenhagen Phil kan skrive historie tilbage til 1843, hvor Georg

Carstensen åbnede Tivoli i København. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

http://copenhagenphil.dk/backstage

Corr, A. A. (2017). Giv os kunstnerisk dannelse allerede i folkeskolen. Berlingske. Lokaliseret d. 6.

januar 2018 på: https://www.b.dk/kommentarer/giv-os-kunstnerisk-dannelse-allerede-i-folkeskolen

Dahl, H. (1991). Danmarks Radio-mellem enhedskultur og pluralisme. MedieKultur: Journal of

media and communication research, 7(15), 21.

Dansk Folkeparti (2017). Sammen får vi mere musik - Dansk Folkepartis plan for at styrke Det

Kongelige Teater, DR’s ensembler og den klassiske musik i og uden for hovedstaden. Dansk

Folkeparti – Folketinget. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

http://www.ft.dk/samling/20161/almdel/KUU/bilag/108/1732617.pdf

DR (2017). Bestyrelsesformand: Der skal følge penge med flytning af DR-orkester. DR. Lokaliseret

d. 6. januar 2018 på: https://www.dr.dk/nyheder/politik/bestyrelsesformand-der-skal-foelge-penge-

med-flytning-af-dr-orkester

74

Dreves, A. M. (u.d.) Copenhagen Phil. Copenhagen Phil. Lokaliseret d. 25. januar 2018.

http://copenhagenphil.dk/presse/pressebilleder/oevrige-pressebilleder

Engelschmidt, M (2017). DF vil nedlægge symfoniorkester: "Vi er ikke et københavner-orkester".

TV2 Lorry. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://www.tv2lorry.dk/artikel/df-vil-nedlaegge-

symfoniorkester-vi-giver-os-ikke-uden-kamp

Fairclough, N. (1992). Discourse and social change. Cambridge: Polity Press.

Fink, H. (1988). Et hyperkomplekst begreb –Kultur, kulturbegreb og kulturrelativisme. i Hans

Hauge og Henrik Horstbøll (red): Kulturbegrebets kulturhistorie, Aarhus universitsforlag.

Florida, R. (2002). The rise of the creative class. And how it's transforming work, leisure and

everyday life.

Foucault, M. (1954). On the archaeology of the sciences: Response to the epistemology circle. Michel

Foucault aesthetics. Essential works of Foucault, 1984, 297-42.

Foucault, M. (2009). Galskabens historie i den klassiske periode. Det lille Forlag.

Habermas, J. (1962). Strukturwandel der öffentlichkeit

Habermas, J. (2009). Borgerlig offentlighed. Offentlighedens strukturændring: undersøgelse af en

kategori i det borgerlige samfund. Informations Forlag.

Hansen, L. L. (2017). Kroniken: Rapport fra en moderne gulvspand. Politiken. Lokaliseret d. 6.

januar 2018 på: http://politiken.dk/debat/art5773281/Rapport-fra-en-moderne-gulvspand

Hauge, H., & Horstbøll, H. (1988). Kulturbegrebets kulturhistorie. Aarhus Universitetsforlag.

Horsbøl, A. (2006). Præsidenter kunne være anderledes. Dansk Sociologi, 14(1), 51-70.

75

Jaworski, A., & Coupland, N. (1999). The discourse reader (Vol. 2).

Jensen, Knud W. (1996). Slaraffenland eller Utopia. Artikler om velfærdsstatens kulturpolitik.

Gyldendal.

Juncker, B. (2016). Rationaler på rejse: Fredelig sameksistens eller forandrende

dynamikker? Nordisk Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, 5(2), 67-72.

Jochumsen, H., & Rasmussen, C. H. (2006). Folkebiblioteket under forandring. Danmarks

Biblioteksforening

Jyllands-Posten. (2017). Minister truer tivoli-orkester der spiller for fulde huse. Jyllands-Posten.

Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: http://jyllands-posten.dk/politik/ECE9411297/minister-truer-

tivoliorkester-der-spiller-for-fulde-huse/

Jørgensen, M. W., & Phillips, L. (1999). Diskursanalyse som teori og metode.

Kann-Rasmussen, N. (2016). Rationaler som retfærdighedsregimer i kulturpolitikken. Nordisk

Tidsskrift for Informationsvidenskab og Kulturformidling, 5(2), 79-83

Kjærsgaard, P. 2016. Pia Kjærsgaard: Danmark er ved at knække over og kan ende som to folk.

Berlingske. Lokaliseret d. 22. januar 2018.

https://www.b.dk/politiko/pia-kjaersgaard-danmark-er-ved-at-knaekke-over-og-kan-ende-som-to-

folk

Kulturministeriet, 2016. Kommissorium for orkesterudredning. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

https://kum.dk/fileadmin/KUM/Documents/Nyheder%20og%20Presse/Pressemeddelelser/2016/Ko

mmissorium_for_orkesterudredning.pdf

Kvale, S., & Brinkmann, S. (2009). Interview: introduktion til et håndværk. Hans Reitzel.

76

Laclau, E., & Mouffe, C. (2001). Hegemony and socialist strategy: Towards a radical democratic

politics. Verso.

Larsen, B., & Pedersen, K. M. (2002). Diskursanalysen til debat: kritiske perspektiver på en populær

teoriretning. Nyt fra Samfundsvidenskaberne.

Larsen, S. T. (2013) NYT NAVN: COPENHAGEN PHIL. Copenhagen Phil. Lokaliseret d. 6. januar

2018 på: http://copenhagenphil.dk/nyhedsbrev/76

Loftager, J. (2007). Demokratisk journalistik mellem politisk magt og afmagt. Journalistica-Tidsskrift for

forskning i journalistik, 2(4).

Michelsen, L. P. (2015). Klassisk Distortion. Information. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

https://www.information.dk/kultur/2015/06/klassisk-distortion

Nielsen, H. K. (1988). Kulturbegreb, modernitet og sociale interesser. Kulturstudier, (1).

Nielsen, S. S & Andersen, F. B. (2017). Musikchef mister 8 millioner til sit orkester: Det er

chokerende. DR. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

https://www.dr.dk/nyheder/kultur/klassisk/musikchef-mister-8-millioner-til-sit-orkester-det-er-

chokerende

Otto, L. (2008). Foucaults" governmentalitetsteori". Styringsteknologi og subjektivitet.

Arbejdspapir 1. udkast.

Pagh-Schlegel, P. (2017a). Mette Bock flytter orkester-penge fra Sjælland til Vestdanmark.

Altinget. Lokaliseret d. 6. januar på: http://www.altinget.dk/artikel/mette-bock-flytter-orkester-

penge-fra-sjaelland-til-vestdanmark

Pagh-Schlegel, P. (2017b). Kommuner i oprør: Orkesterlukning vil skade provinsen. Altinget. Lokaliseret d.

6. januar 2018 på: https://www.altinget.dk/kultur/artikel/kommuner-i-oproer-orkesterlukning-vil-skade-

provinsen

77

Prieur, A., & Rosenlund, L. (2010). Kulturelle skel i Danmark. Dansk Sociologi, 21(2), 47-77. På

skrivebord

Rahbek, B & Munk-Petersen, T (2017). Kulturlivet skal spare 600 millioner. Berlingske.

Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://www.b.dk/kultur/kulturlivet-skal-spare-600-millioner

Rao, M (2012). Copenhagen Philharmonic Flash Mob: Orchestra Plays ‘Peer Gynt’ In A Train.

Huffington Post. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

https://www.huffingtonpost.com/2012/05/07/copenhagen-philharmonic-flash-mob_n_1495462.html

Rasmussen, C. H. (2017). Der er ingen stemmer i kulturpolitik: En Bourdieuinspireret analyse af

det offentligt støttede kulturlivs status i Danmark. In nccpr 2017.

Reinhardt, M. (2017). Nedlæg ikke endnu en kulturinstitution. Point of View International.

Lokaliseret d. 6. Januar 2918 på: http://pov.international/nedlaeg-ikke-endnu-en-kulturinstitution/

Reseke, L. (2011). Ny undersøgelse: JP er for jyder - også på nettet. Mediawatch. Lokaliseret d. 6.

januar 2018 på: http://mediawatch.dk/Medienyt/Web/article5175197.ece

Risager, K. (2014). Om at analysere kultur i læremidler. Sprogforum. Tidsskrift for sprog-og

kulturpædagogik, 20(59), 9.

Rohde, T. S. (2017). Fortørnet DF-ordfører truer minister med konsekvenser: Du har stjålet mine

idéer. Berlingske. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://www.b.dk/politisk-

morgenpost/fortoernet-df-ordfoerer-truer-minister-med-konsekvenser-du-har-stjaalet

Sandvik, K. (2011). Gitte Marling, Hans Kiib og Ole B. Jensen: Experience city. dk. Aalborg

Universitetsforlag 2009. MedieKultur: Journal of media and communication research, 27(50), 4.

Savery, U (2017). Hvorfor nedlægge et orkester?. Jyllands-Posten. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på:

http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE9448435/hvorfor-nedlaegge-et-orkester/

78

Scavenius, A. (2015). Hvad får egentlig gang i teaterlivet? Pengene i banken–eller kærligheden til

kunsten?. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 28(3), 3-23.

Schollert, P & Vibjerg, T (2017). Kulturministerens idé: Koncerthus, orkestre og kor skal fjernes

fra DR. Jyllands-Posten. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://jyllands-

posten.dk/kultur/ECE9409839/kulturministerens-ide-koncerthus-orkestre-og-kor-skal-fjernes-fra-

dr/

Seales, R (2012). The most cultured flash mob in the world: Copenhagen Philharmonic strike up on

busy train. DailyMail. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: http://www.dailymail.co.uk/news/article-

2141287/The-cultured-flash-mob-world-Copenhagen-Philharmonic-strike-busy-train.html

Skot-Hansen, D. (1999). Kultur til tiden: Strategier i den lokale kulturpolitik. Nordisk kulturpolitisk

tidsskrift, (1), 7-27.

Skot-Hansen, D. (2005). Why urban cultural policies. In EUROCULT21 integrated report (pp. 21-

40). EUROCULT21.

Skot-Hansen, D (2006). Biblioteket i kulturpolitik- ken - mellem instrumentel og ekspressiv logik.

In: L. Emerek, C. Hvenegaard Rasmussen & D. Skot- Hansen (red.), Folkebiblioteket som

forvandlings- rum. Copenhagen: Danmarks Biblioteksforening & Danmarks Biblioteksskole.

Skot-Hansen, D. (2012). Danske kulturpolitiske erfaringer: National identitet og flerkulturelle

udfordringer. KulturRikets Tilstand 2011, 33.

Søndag Aften, (2017). Dyrt at lukke Copenhagen Phil. Søndag Aften – Kulturpolitik med andre

ord. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: http://soendagaften.dk/2017/04/dyrt-at-lukke-copenhagen-

phil/

Sørensen, B (2017). Hvorfor ødelægge det bedste? Hvorfor ødelægge det, der virker?. Jyllands-

Posten. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://jyllands-

79

posten.dk/debat/breve/ECE9455050/hvorfor-oedelaegge-det-bedste-hvorfor-oedelaegge-det-der-

virker/

Vibjerg, T. (2017). DF’er kravler ned af træet: Han troede, at ministeren havde planket et udspil.

Jyllands-Posten. Lokaliseret d. 6. januar 2018 på: https://jyllands-

posten.dk/politik/ECE9410933/dfer-kravler-ned-ad-traeet-han-troede-at-ministeren-havde-planket-

et-udspil/

Wenneberg, S. B. (2002). Socialkonstruktivisme som videnskabsteori. Working.

Wetherell, M., Taylor, S., & Yates, S. J. (2001). Discourse theory and practice: A reader. Sage.

Zuckerman, H. (1972). Interviewing an ultra-elite. Public Opinion Quarterly, 36(2), 159-175.

80

Bilag

Bilag 1: interviewguide

Tema Spørgsmål

Briefing

Tak fordi du vil være med

Jeg er ved at skrive mit speciale i

Informationsvidenskab og Kulturformidling,

som omhandler kulturpolitik vedrørende

klassisk musik, hvor jeg tager udgangspunkt i

debatten omkring en eventuel lukning af

Copenhagen Phil.

Jeg vil stille spørgsmål inden for temaerne:

- Copenhagen Phils praksis og virker

- Klassisk musik i Danmark

- De klassiske musikinstitutioner

- Debatten omkring lukning af Copenhagen

Phil, som endte med en flytning af midler

- Alle mine spørgsmål skal forstås i en dansk

kontekst.

- Du må gerne stille spørgsmål undervejs, og

kommentere.

- Jeg optager interviewet på diktafon.

- Har du nogen spørgsmål inden vi går i gang?

81

Copenhagen Phils – Hele Sjællands

Symfoniorkester

Besparelse i forlængelse af et ønske om

innovation

Flashmob – Den klassiske musik ud af salene

Fremtid

- Hvordan påvirker denne debat jeres arbejde

med at nå ud til den brede befolkning?

- Kommer besparelserne til at påvirke denne

form for tiltag fra jeres side?

- Hvordan ser fremtiden ud for Copenhagen

Phil?

Klassisk musik i Danmark

Adgang

Samarbejde

Kan du nikke genkendende til at vi i

København har en ”overflod” af klassiske

musiktilbud med både Copenhagen Phil, DR

Symfoniorkester og Det Kongelige Kapel?

Hvordan påvirker flytningen af midler jeres

samarbejde med de øvrige landsdelsorkestre?

Er det noget brugerne vil mærke noget til?

De klassiske musikinstitutioner

Indflydelse

Oplever du, at du som fagperson bliver lyttet til

i offentlige kulturpolitiske debatter vedrørende

klassisk musik?

82

Mette Bocks udspil

Oplever du, at du som fagperson bliver lyttet til

i interne kulturpolitiske debatter vedrørende

klassisk musik?

Kan du nikke genkendende til, at alle

kulturinstitutionerne i Danmark – og særligt

København – skal tænkes om?

Debriefing Er der noget du vil tilføje, eller noget du synes

vi mangler at komme ind på?

Ok,såervikommetigennemallemine

spørgsmål.Mangetakfordintid

83

Bilag 2: Kontaktmail

Følgende tekst er den måde jeg har formuleret min kontakt til Uffe Savery, Musikchef for

Copenhagen Phil. Kontakten blev etableret over email, med teksten ”Interview til speciale om

kulturpolitik vedrørende Copenhagen Phil og klassisk musik” i emnefeltet. Kontaktmailen lød

således:

”Kære Uffe Savery

Mit navn er Aminata Amanda Corr, og jeg er pt ved at skrive mit speciale i Informationsvidenskab

og Kulturformidling på Københavns Universitet.

Som emne har jeg valgt den debat, som kulturminister Mette Bock igangsatte i februar i år, da hun i

en kronik i Jyllandsposten luftede idéen om at lukke Copenhagen Phil og omstrukturere

koncertpraksis hos DR.

Debatindlæg, kommentarer og udtalelser fra bl.a. dig, Mette Bock, Alex Ahrendtsen fra Dansk

Folkeparti og øvrige personer, vil fungere som min empiri, som jeg vil anvende til at undersøge,

hvordan kultur og kunst - og i særdeleshed klassisk musik - anskues fra forskellige aktører i

kulturpolitk og i samfundet. I den forbindelse vil jeg spørge, om du eventuelt har tid til et interview

inden for den næste måneds tid (ca.)?

Formålet med interviewet vil være, at høre om dine erfaringer med mødet med befolkningen, som

musikchef i Copenhagen Phil, samt at høre hvilken rolle du mener den klassisk musik udfylder - og

bør udfylde - i det danske samfund. Essensen af mit interesseområde er formidling af klassisk musik

i Danmark, og årsagen til mit emnevalg er, at jeg ser Copenhagen Phil som det orkester, der mest

eksemplarisk repræsenterer muligheden for at integrere klassisk musik bedst muligt i flere af

samfundets lag og segmenter. Dertil er Copenhagen Phil langt oftere end de øvrige landsdelsorkestre

udsat i symbolpolitisk debat, hvorfor det var oplagt for min specialisering.

Jeg håber du har tid og lyst til at give et interview, og jeg glæder mig til at høre fra dig.

Med venlig hilsen

Aminata Amanda Corr”

84

Bilag 3: Transskriptionsnøgle

• Ved afbrudte sætninger benyttes to skråstreger i træk: //

• Ved ufuldstændige sætninger benyttes to punktummer: ..

• Ved korte pauser benyttes to punktummer i parentes: (..)

• Ved længere pauser benyttes tre punktummer i parentes: (…)

• ”Øh” undlades, medmindre det har relevans for sætningens betydning.

• Ved latter er dette skrevet i parentes: (griner)

• Hvis interviewpersonen lægger trykket på et bestemt ord, skrives dette med store bogstaver

• Hvis interviewpersonen citerer en anden person, anvendes: ’…’

85

Bilag 4: Brev til kulturministeren

86

87