h u s fo r bi€¦ · kan fungere som distributører for hus forbi – det vil sige være ... 26...

hus forbinr. 12 december 2015 19. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort

køb kun avisen af sælgere med synligt hus forbi-id-kort som dette. illegal-kort giver ikke hjemmel til at sælge hus forbi. hus forbi har intet med projektet illegal at gøre. hus forbi-id er din garanti for, at du støtter hjemløse og socialt udsatte.hus forbi må ikke sælges i togene.

KOPI

Fandt sin far i hjemløse-kalenderen

Hjemløs møder paven

I fængsel for danmarks største togbøde

2 | HUS FORBI | nr. 12 december 2015 | 19. årgang HUS FORBI | nr. 12 december 2015 | 19. årgang | 3

| leder |Grådighed og overgivelseDet er første gang, Hus Forbi bringer et interview med en pave. Og man må lade pave Frans, at han er oprigtig og på sin vis befriende pessimistisk. Hans budskab om solidaritet og alle menneskers – inklusive indflydelsesrige erhvervsfolks og politikeres – pligt til at kæmpe for at mindske den stigende materielle ulighed og omsiggribende fattigdom i verden er oprigtig.

Men han siger også ærligt og pessimistisk, at han ikke tror på, at de rige og indflydelsesri-ge vil følge hans råd og gøre noget ved problemet med fattigdom. De er for grådige.

Så grusom er verden. Det kan vi så reflektere over i julen. Heldigvis rummer julen da også et glædens budskab. Der bliver for eksempel tændt et par

julelys i mørket i spalterne i Hus Forbi i december. Der bliver beskrevet nogle vendepunkter, som skaber mere glæde og indhold i menneskeliv, som ellers ikke har været for nemme.

En Hus Forbi-sælger bliver genforenet med sin datter, efter at hun har set ham i Hus For-bis kalender, hvor der er et foto af ham og hans hund. Han har været på en rutsjetur, der mest er gået nedad, siden hun brød forbindelsen til ham for 13 år siden. Men i de senere år som Hus Forbi-sælger har han fået mere styr på sit liv.

En anden Hus Forbi-sælger fortæller, hvordan han når til et vendepunkt og må overgive sig til alkoholen og erkende, at den er stærkere end ham. Han har holdt sig fra at drikke i rig-tig lang tid nu, og han har fået et langt bedre liv af det.

Det kommer frem i en samtale med en korshærspræst om U2's sang ’Moment of Surren-der.’ Overgivelsens øjeblik. En sang om et vendepunkt.

Så ja, der er lys i mørket. Der er kanaler, som kan videregive det glade budskab. Men der er også god grund til at tage pavens pessimisme alvorligt. De to Hus Forbi-sælgere

har aldrig gjort skade på andre end dem selv og deres nærmeste. Der er ingen tvivl om, at de har udvist grådighed i jagt på stoffer og sprut, som deres kroppe har skreget efter. På hver sin måde har de fået dæmpet dæmonerne. Den ene lever okay med sin metadon, den anden må kæmpe for at holde sig fra flasken.

Men den grådighed, paven nævner, er i sig selv et misbrug. I litteraturen bliver den slags afhængighed og misbrugeradfærd beskrevet så fint af Charles Dickens i fortællingen ’Et jule-eventyr’ fra 1834. Hovedpersonen er forretningsmanden Ebenezer Scrooge, som kun tænker på at tjene penge og anser julen for noget pjat. Scrooge når også sit ‘Moment of Surrender,’ han når det punkt, hvor han må overgive sig til julens glade budskab.

Rådet for Socialt Udsatte har således konkluderet, at regeringens politik bidrager til at gø-re fattigdom og afsavn til en normaltilstand i det danske samfund. Venstreregeringen fører også en politik, der betyder større ulighed.

Det får statsminister Lars Løkke Rasmussen til at tage sig ganske Scrooge-agtig ud. Altså før Scrooge får kvababbelser over alt det onde, han har gjort i sit liv, og åbner sit hjerte for at få tilgivelse. En rigtig grusom julegave er lige uddelt i skrivende stund. Regeringens ny kon-tanthjælp betyder, at også kontanthjælpsmodtagere, som ellers er vurderet til ikke at være jobparate, skal arbejde 225 timer om året for ikke at blive ramt på pengepungen. Paven har desværre noget at have sin pessimisme i.

Men det rejser også et godt spørgsmål her i den søde juletid: Når vores politikere da aldrig en erkendelse af, hvilken skade deres politik volder de meste udsatte mennesker i samfun-det? Vi kan jo håbe, at regeringen og et flertal i Folketinget også bliver revet med af julestem-ningen og lader sig inspirere af paven til at bekæmpe fattigdom og ulighed.

Poul Struve Nielsen, redaktør

vi støtter hus forbi vil du også støtte?

KOMMUNAL

hus forbiREDAKTIONANSVARSHAVENDE REDAKTØROle Skou, bestyrelsesmedlem i Foreningen Hus [email protected] REDAKTØRPoul Struve [email protected] Kramer KristensenKORREKTuRBRO Kommunikation A/SlAYOuTSalomet Grafik

KONTAKT REDAKTIONENPoul Struve Nielsen, redaktør Peter Andersen, redaktionssekretær tlf. 5240 9079, [email protected]

SALGSAFDELINGJohn Hansen, tlf. 5240 9069, [email protected] Munk Hansen, tlf. 8161 6689, [email protected] Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, [email protected]: Stinne Otte, tlf. 5376 0479, [email protected]

ADMINISTRATIONRasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder tlf. 5240 9049, [email protected] M. Rasmussen, bogholder, tlf. 5240 [email protected]

FORMAND FOR FORENINGEN HuS FORbIKaffa Jespersen, tlf. 5371 4090

ANNONCERRedaktionen, tlf. 5240 9079

uDGIVERForeningen Hus ForbiBragesgade 10 B, stuen, 2200 København NTlf. 8993 7474, www.husforbi.dk

DISTRIbuTIONBoformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse med mere kan fungere som distributører for Hus Forbi – det vil sige være udleveringssted af avisen til sælgerne.Kontakt os på tlf. 8161 6689/5240 9069(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

AbONNEMENTSTANDARDABONNEMENT: 480 kroner(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr).STØTTEABONNEMENT: 680 kronerKontaktperson John Hansen, tlf. 5240 9069Mail: [email protected]

bIDRAGHvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind på kontonummer 5324 0243524, Arbejdernes landsbank. Mærk indbetalingen ’bidrag’.

TRYK Dansk AvistrykOPLAG 110.000LÆSERTAL 526.000 (første halvår 2015) ifølge index Danmark/GallupANTAL REGISTREDE SÆLGERE 2.000ISSN 1397-3282Næste nummer udkommer den 30. december 2015.

OM HuS FORbI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel kriminalitet. indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det internationale netværk af gadeaviser, iNSP.

7

“ Jeg har set mange, der har boet på herberg og har fået

lejlighed, men som har mistet lejligheden igen, fordi de er misbrugere.

Hus Forbi-sælger Oddur Thordarson i samtale med tidligere korshærspræst

Jørgen Lasgaard. Side 27

8 Fandt sin far i hjemløsekalenderen

Hus Forbis hjemløsekalender for 2016 kan også købes hele december og januar. Kalenderen for 2014 blev en særlig ju-legave for Maria louise. Hun havde ikke set sin far i 13 år, da hun så ham i hjemlø-sekalenderen. Mød dem begge her.

16 bange for sig selv Kim var stofbruger i mange år. Først

da han blev clean lærte han sig selv at kende. Nu har han et job og en lejlighed, hvor han kan være sammen med sine børn.

En togsynders bekendelserHjemløse Fini Schultz har skrevet retshistorie med 928 bøder for billetsnyd i S-tog.livet i togene har sluppet Fini fri af ensomheden. Nu ser han frem til ro i fængslet efter en dom på tre måneder ubetinget.

22 Hjemløs møder paven Hus Forbi bringer sin egen juletransmission fra Pe-

terspladsen. Pave Frans møder Marc, som sælger den hollandske hjemløseavis Straatnieuws.

31 X-ekvilibrist gør comeback Hus Forbis faste X-ekvilibrist er tilbage med en jule-X.

Vikar-X’er Hanne Reffeldt er på standby.

4 Satspulje og socialpolitisk kasseeftersyn

26 Hus Forbi-sælgeren, bono og korshærspræsten

29 Helsingør går kontrolamok

| indhold | Foto: M

ette Kram

er Kristensen

det koster 9.000 kroner at få sit firmalogo med. send en mail til [email protected]


af Peter Andersen

150 millioner kroner på social-området og 50 millioner kroner på sundhedsområdet. Så mange pen-ge blev der overført fra finansåret

2014 til 2015, fordi de ikke er ble-vet brugt. Det viser et ’kasseefter-syn,’ Venstres tidligere socialordfø-rer, Eyvind Vesselbo, har foretaget ved at gennemgå hans partifælle Claus Hjort Frederiksens forslag til det kommende års finanslov.

- Finansministeriet vil måske argumentere med, at pengene bli-ver brugt i løbet af året, men nu har jeg fulgt det her i årevis, og det sker ikke. De uforbrugte mid-ler har ligget i den størrelsesorden år efter år, siger Eyvind Vesselbo, som forlod Folketinget efter val-get i juni.

Han kalder det grotesk, at rege-ringen vil spare fire millioner kro-ner på Livslinjen, ligesom der ik-ke er afsat penge til julehjælp i fi-nanslovsforslaget for 2016.

Pengene er der- Der er så sat penge af i aftalen om satspuljen, men man kunne jo sagtens have fundet de penge på finansloven. De er i systemet, siger Eyvind Vesselbo.

Nogle af de ubrugte midler

stammer netop fra satspuljen, men hovedparten af pengene var en del af selve finanslovsaftalen for 2014. Blandt andet 24 millioner kroner til en forebyggende indsats for ud-satte børn og unge, 11 millioner kroner til hjælp til kriminelle un-ge, 37,4 millioner kroner til en so-cial indsats for sindslidende og et tilsvarende beløb til at støtte fri-villigt arbejde på det sociale om-råde.

- Nogle af de organisationer, der arbejder for udsatte grupper, kunne jo godt have brugt de pen-ge, siger Eyvind Vesselbo.

ØremærketI sin tid i Folketinget kæmpede han for, at bevillingerne på det so-ciale område så vidt muligt skul-le ud at arbejde i de frivillige or-

ganisationer i stedet for at blive brugt til projekter i ministerierne. Og Eyvind Vesselbo frygter, at der i stedet sker en omprioritering, så nogle af de ubrugte midler i stedet ender med at blive brugt på analy-ser, evalueringer og andet konsu-lentarbejde i ministerierne.

- Formålet med de puljer, pen-gene er afsat til, er ofte så snævert formuleret, at de kan være svæ-re at få del i. Man burde lave pul-jerne mere fleksible, så der var sikkerhed for, at pengene bliver brugt på de områder, de var til-tænkt. De ubrugte midler på sund-hedsområdet var især øremærket til de sindslidende og psykisk sår-bare, og så ville det jo være oplagt at bruge nogle af dem på at holde Livslinjen åben om natten. |

Socialt udsatte bliver snydtTidligere socialordfører for Venstre, Eyvind Vesselbo, finder 200 millioner ubrugte kroner i socialpolitisk kasseeftersyn for Hus Forbi

- Man burde lave puljerne mere fleksible, så der var sikkerhed for, at pengene bliver brugt på de områder, de var tiltænkt.

af Peter Andersen

Det er gennem de senere år ble-vet sværere og sværere for de fri-villige organisationer at få del i satspuljen. Det skyldes ikke kun, at der er færre penge i puljen end tidligere, men også at de fleste af pengene bruges på at finansiere politiske projekter frem for de eks-perimenter og forsøg, puljen op-rindelig var tiltænkt.

Sådan lyder kritikken fra Kir-kens Korshær og KFUM's Socia-le Arbejde – to af de organisatio-ner, som gennem årene har brugt midler fra satspuljen til at forbedre indsatsen over for socialt udsatte.

- Sidste år havde vi et projekt, hvor vi brugte vores caféer og væ-resteder til at bringe socialt udsat-te tættere på arbejdsmarkedet. Vi kunne dokumentere en succesra-te på 66 procent, og vi kunne se, det flyttede noget. Alligevel var

der ikke midler til at forlænge pro-jektet, fortæller Morten Skov Mo-gensen, der er generalsekretær i KFUM's Sociale Arbejde.

Pengene i satspuljen er kommet ind ved at hæve overførselsind-komsterne mindre, end de ellers skulle have været. Siden starten i 1993 er der i alt akkumuleret cirka 13 millioner kroner i puljen, men 94 procent af midlerne er øremær-ket permanente bevillinger, viser en opgørelse fra Rigsrevisionen, som Politiken har offentliggjort.

Det gælder for eksempel før-tidspensionsreformen fra 2002 - og fra de senere år en børnepakke og en psykiatriplan.

Politisk styringMorten Skov Mogensen mener, at politikerne prøver at styre for me-get.

- Bortset fra finansieringen, som vi ikke bryder os om, er inten-

tionen med satspuljen jo i orden. Men som det er i dag, er det ikke nødvendigvis de mest innovati-ve eller nytænkende projekter, der får bevillinger, siger han.

Ifølge Kirkens Korshær er det i for høj grad politikerne, der defi-nerer, hvad der kan søges penge til i stedet for at lade 'de tusind blom-ster blomstre'.

- Nu får vi beskrevet, at det skal være til psykisk syge med rødt hår i et bestemt postnummer. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men det bliver mere og mere smalt. Og tungt, fordi kravene til doku-mentation samtidig er hårdere, si-ger korshærschef Helle Christian-sen.

- Et værested, der overvejer at søge midler, har jo ikke folk ansat til at lave den slags. Alle anerken-der, at det er et problem, men in-gen ved, hvad de skal sætte i ste-det. Når kontroldjævlen først er

løs, er den svær at stoppe igen, til-føjer hun.

Helle Christiansen vil begynde helt forfra med at definere, hvor-dan det offentlige og private sam-arbejde på det sociale område skal fungere. Og umiddelbart er der også et politisk flertal for en ny satspuljeaftale, hvor de låste mid-ler flyttes til selve finansloven, og hvor der derudover afsættes en pulje penge til de frivillige initia-tiver.

Det skyldes et holdningsskif-te hos Socialdemokraterne, som tidligere sagde nej til at pille ved satspuljen. Men nu siger parti-ets socialordfører, Pernille Rosen-krantz-Theil, til Politiken, at der bør være større sikkerhed om be-villingerne, så organisationerne ikke er afhængige af at skulle søge nye midler hvert år. |

Mest til sundhed og ældreMen også unge misbrugere får penge fra satspuljen 2016-2019

Samlet har partierne bag satspuljen (alle på nær Enhedslisten) fordelt 1,9 milliarder kroner over de næste fire år. På grund af lave lønstigninger er der ikke puttet ’nye penge’ i puljen siden 2012, så der er tale om penge fra afsluttede projekter og penge, der ikke er blevet brugt.

Sundhedsområdet har fået mest – blandt andet til en handlingsplan mod demens og ansættelse af faste læger på plejehjem.

Det sociale område har fået 607 millioner kroner fordelt på de fire år. Her er nogle af de nye initiativer:❚ 96 millioner kroner til en tidligere indsats over for udsatte børn og unge.❚ 54 millioner kroner til en mere effektiv behandling af unge misbrugere og til at motivere

anbragte unge til at gå i behandling.❚ 26 millioner kroner til at etablere og drive skæve boliger og inklusionsboliger i eksiste-

rende almene bebyggelser.❚ 15 millioner til at hjælpe indsatte med ADHD og lignende diagnoser, så de kan klare sig

bedre, når de bliver løsladt.

Satspuljen er lille, smal og tungPolitikerne har taget magten over satspuljen. Den er blevet for bureaukratisk og svær at få del i, lyder kritikken fra de frivillige organisationer

Frivillige er vigtige i so-cialt arbejde, hvad enten det er en bankrådgiver, som hjælper brugerne i KFUM's Sociale Arbejde (her i Café Parasollen i Aalborg), eller damer, som strikker til hjemløse (som her på Hjemløsedagen).


Vinteren står for døren, og den kan være hård, kold og lang. Ikke mindst når man som Hus Forbi-sælger står på gaden hver dag. Vi samler penge ind til varmt overtøj og solide vinterstøvler, så vores sælgere kan være klædt varmt på, når vinteren kommer.Bemærk: Vi samler ind til at producere sælgertøj med Hus Forbis logo. Vi har ikke nogen tøjindsamling eller tøjudlevering i Hus Forbi.

hus forbi

hus forbi samler ind til varmt tøj

NU BlIveR det kOldt

foto: M

ette Kram

er Kristen

sen

dU kAN StØtte INdkØBet AF vINteRtØJ Med et BIdRAG PÅ kONtO 5324 0243524 I ARBeJdeRNeS lANdSBANk.

af Peter Rathmannfoto: Mette Kramer Kristensen

Hjemløse Fini Schultz ruller ind med S-toget på Østerport Station. Fini har netop skrevet dansk rets-historie med sin dom på tre måne-der i fængsel for at køre med S-tog uden at betale. I alt 928 gange. Det har ingen været i nærheden af at præstere før Fini.

- Jeg er selv lidt imponeret, si-ger han om den historiske dom.

Men er du blevet klog af skade og har købt billet i dag?

- Ja! erklærer Fini, men tilføjer: - Den var vist udløbet. Fik du så en bøde? - Nej! erklærer Fini.

En del af gadelivet - Jeg blev godt nok vækket af en kontrollør. Men de kender mig al-lesammen. Det er ikke altid, de sy-nes, jeg skal have en bøde. Må-ske er de lidt kede af det på mine vegne.

Præcis det samme skete på da-

gen, hvor han skulle møde ved Retten i Glostrup. Fini blev vækket i S-toget, men slap for bøde. Han blev et kvarter forsinket og mod-tog sin dom, som, han synes, er uretfærdig:

- Dommeren gjorde sit job, men jeg synes ikke, det er helt fair at ryge i spjældet for at benyt-te transport, selvom jeg ikke har penge. En hjemløs har også brug for at rejse frem og tilbage. Jeg kan da godt se, at det er ret mange tu-re. Men det er en del af gadelivet at køre i tog, siger Fini.

Han udeblev fra det første rets-møde i september, som derfor måt-te udsættes, indtil en efterlysning fangede ham i et S-tog på Hillerød Station:

- Jeg blev vækket af politi og kontrollører og havde nok mistan-ke om, hvad det drejede sig om, fortæller Fini.

DSb må få min sofaFini Schultz er en af de få, som er holdt op med misbrug fra den ene

dag til den anden. Han er fast i blikket og fortæller:

- Jeg kan huske min far sidde i et hjørne med en flaske snaps. Min bror faldt om med hjerneblødnin-ger. Jeg vil ikke også ødelægge mit liv med alkohol.

Normalt foretrækker han linje C til Klampenborg. S-tog er et godt sted at sove for en hjemløs.

- Jeg bilder mig altid ind, at jeg vil vågne på turen tilbage. Men jeg bliver næsten hver gang vækket af en kontrollør.

For ti år siden blev han oplært af en gadekammerat til at ’gå i to-gene.’ Ud over en beskeden ind-komst fra tiggeri har livet i S-tog hjulpet Fini til at gøre sig fri af so-cial angst og menneskeskyhed:

- Første gang i S-toget spurgte jeg en passager om en tyver og løb væk i skræk. Siden er kontakt til andre mennesker nærmest blevet en afhængighed. Folk vil gerne ta-le med mig. Det er jeg glad for.

- Mange har støttet mig i mange år, når de har haft penge, siger Fini.

- I starten bliver man ignore-ret. Efter et par gange er det ’god-dag’. Efter 20 gange begynder folk at spørge ind til, hvem jeg er.

Pusterum Fini er propfyldt med selvironi:

- Da vi var små, havde min bror en stor modeljernbane i kælderen. Jeg fik et tog i julegave, som kunne have været i en tændstikæske. Jeg fik aldrig rigtig bygget min egen jernbane. Måske er det derfor jeg elsker at køre i tog.

Han er blevet 46 år og ser frem til at finde sindsro i fængslet:

- Det er hårdt at gå på ga-den. Jeg bliver ældre og har væ-ret hjemløs i mange år. Jeg håber, fængslet vil give mig faste ram-mer og et pusterum til at komme videre.

Hvad med DSB’s erstatningskrav på 696.000 kroner?

- De må gerne hente min so-fa, hvis jeg nogensinde får en, si-ger Fini. |

En togsynders bekendelserHjemløse Fini Schultz har skrevet retshistorie med 928 bøder for billetsnyd i S-tog. Livet i togene har sluppet Fini fri af ensomheden. Nu ser han frem til ro i fængslet

Fini Schultz ved synet af endnu en billet-automat: ’Åh nej, ikke igen.’af Peter Rathmann

En hjemløs mand skal tre måne-der i fængsel for at køre i S-tog 928 gange uden at betale. Dommen ved Retten i Glostrup er den hidtil hår-deste for gratiskørsel i DSB’s of-fentlige transportmidler.

Mange hjemløse har stor gæld til DSB. Nogle skylder etaten op til flere hundredetusinde kroner i ubetalte togbøder. Men DSB har fastslået, at en tidligere ordning fra 2011 om at lade hjemløse slip-pe billigere i S-togene ikke bliver genindført.

Tværtimod tyder det på, at DSB har tænkt sig at gå hårdere til værks over for gratister, som i sa-gens natur ofte er hjemløse og so-cialt udsatte uden penge til billet:

- Jeg tror, der kommer flere sa-ger, siger senioranklager Mar-tin von Bülow fra Københavns Vestegns Politi til Hus Forbi.

- DSB er blevet opmærksom på at gå til politiet, når nogle snyder

gang på gang, og det åbenbart ik-ke hjælper at give dem bøder, si-ger han.

DSB afkræver den 46-årige hjemløse Fini Schultz en erstat-

ning på 696.000 kroner, men dom-meren i Glostrup henviste kravet til et civilt søgsmål.

Den 46-årige, der har officiel adresse på Søborg Posthus, duk-kede op et kvarter inde i retsmø-det, medbringende en sovepose og en rygsæk.

Han erklærede sig skyldig i an-klagen og erkendte blankt at have kørt i S-tog et utal af gange uden

at betale. Han kunne dog ikke hu-ske det præcise antal, som ifølge tiltalen var 928 gange.

Det er næsten fire gange så mange som den hidtil største sag, hvor 270 gratiskørsler medførte en dom på 60 dages ubetinget fængsel.

- Derfor skulle sanktionen i denne sag være hårdere, og det var dommeren enig i, siger senioran-klager Martin von Bülow, der hav-de krævet tre måneders fængsel.

Den hjemløse modtog dommen, men forklarede samtidig, at han ville være stoppet med de gratis ture, hvis han havde vidst, at han ville ende i fængsel.

ForfærdeligtI august blev en kontanthjælps-modtager ved Retten i Kolding idømt 30 dages fængsel samt 30 dages samfundstjeneste for 212 togture på frihjul. Desuden blev hun dømt til at betale DSB 176.000 kroner.

Også under den sag kom det

frem, at DSB fremover har tænkt sig at være mere strikse med at melde det til politiet, når bøder ik-ke bliver betalt.

I Aarhus skylder bussnyde-re kommunen i alt 45,7 millio-ner kroner i ubetalte kontrolafgif-ter. Heller ikke her bliver der taget hensyn til betalingsevnen, siger borgerservicechef Lene Hartig Da-nielsen.

Socialdemokraternes davæ-rende transportordfører Rasmus Prehn lovede tidligere på året hjælp til det stigende antal hjemlø-se, der har ophobet store bøder for gratiskørsel:

- Det må være forfærdeligt at have så store bødebeløb hængende over hovedet for en gruppe men-nesker, som har problemer nok i forvejen.

- Vi må se på, om der kan findes en model for at eftergive gælden eller en ordning med billigere bil-letter til hjemløse, sagde Rasmus Prehn i februar til Hus Forbi. |

Hjemløs i fængsel for S-togskørsel uden billetDen hidtil største sag om ubetalte togbøder er endt med tre måneders ubetinget fængsel til en 46-årig hjemløs. Anklagemyndigheden forventer flere lignende sager fra DSb

- DSB er blevet op-mærksom på at gå til politiet, når nogle sny-der gang på gang, og det åbenbart ikke hjæl-per at give dem bøder.


a morgen-skumringen rammer ho-risonten over Nordsøen den 1. novem-ber 1985, ly-der alarmen i styrhuset på fiskerkutte-ren Inverness. Den fire mand

store besætning har lige spist morgenmad sammen. Alarmen betyder, at der er et andet skib i nær afstand.

- Vi går i redningsbåden. Det sker der i lysningen. Der er lidt frisk vind. Ikke noget overvældende, 10-12 sekundmeter, fortæller en af fiskerne på kutteren, Jørgen Petersen.

Fem minutter efter er skibet gået ned. - Der flyver utroligt mange tanker rundt

i hovedet på mig i de minutter. Jeg tænker

især, at jeg ikke må dø, for jeg skal til at væ-re far. Kutteren, som sejlede fra Hirtshals, blev sejlet ned af en meget større supplybåd (et forsyningsskib).

Skibet, der er sejlet ind i fiskerkutteren, samler besætningen op, og Jørgen må i sø-forhør i den skotske by Peterhead, inden han kan flyve til Kastrup og rejse hjem til Sindal i Nordjylland.

Da han kommer hjem, fortæller Jørgens søster ham, at han er blevet far til en lille pige Hun blev født, mens skibet gik ned.

- Der var noget kvalder med hendes mor, fortæller han.

Datteren kommer til at hedder Maria Lou-ise. Der går et stykke tid, før han ser hende første gang, og det lykkes ikke for Jørgen at være der så meget for hende under opvæk-sten. Ikke nok med, at han ofte er ude at sej-le. Jørgen bliver også misbruger, og når han tager stoffer, svigter han Maria Louise.

- Det er som en rutsjebane, indtil jeg siger

stop, da jeg bliver de der 15-16 år. Da kan jeg ikke klare mere, fortæller Maria Louise om at være Jørgens datter.

Hun afbryder simpelthen kontakten til sin far.

RutsjebaneJørgen fortsætter sin rutsjetur på egen hånd, indtil han bliver Hus Forbi-sælger i Oden-se. Sammen med sin hund Milla er han med i Hus Forbis hjemløsekalender med temaet hjemløse og deres hunde i 2014.

Kalenderen udkommer på Maria Louises, 28-årsfødselsdag den 1. november 2013. Da-gen efter kommer en veninde med kalende-ren og viser den til Maria Louise.

- Jeg genkender ham med det samme. Han har den tatovering med de tre prikker på hånden, som betyder ’tro, håb og kærlig-hed,’ og han ligner sig selv, selvom han er blevet noget ældre, siger Maria Louise.

Hun føler sig klar til at genoptage kon-

Som teenager afbrød Maria Louise kontakten med sin far, og hun så ham først igen efter 13 år – på et foto i Hus Forbis kalender

Fandt sin far i hjemløsekalenderen

af Poul Struve Nielsenfoto: Mette Kramer Kristensen

D

- Jeg genkender ham med det samme. Han har den tatovering med de tre prikker på hånden, som betyder ’tro, håb og kærlighed,’ og han ligner sig selv, selvom han er blevet noget ældre. Maria Louise

▲

Her er det foto af Jørgen, som Maria Louise genkendte i 2014-kalendern.


takten og henvender sig til Hus Forbi. Kort efter hører hun fra Jørgen. Anden juledag mødes far og datter for første gang hjemme hos Maria Louise.

De holder fast i kontakten, sender sms’er til hinanden, og i marts mødes de igen på restaurant Grønttorvet i Odense. Re-stauranten, som ligger på Sortebrødre Torv midt i byen, hol-der også juleaften for Kirkens Korshærs brugere. Det er på Sortebrødre Torv, Jørgen plejer at sælge Hus Forbi. En af Jør-gens faste kunder, Karen, passer Milla engang imellem. Hun kender Søren, som har restauranten.

Efter Jørgen har fortalt Karen om det forestående møde med ’den forsvundne datter,’ fortæller hun det videre, og Sø-ren giver ikke bare genforeningsmiddag til de to; han sørger også for, at Maria Louise kan få en overnatning på Radisson-hotellet, som også ligger lige overfor Grønttorvet.

Hyggelige minderDet er en hyggelig restaurant, hvor der kommer mange gæ-ster – også til frokost på en almindelig hverdag. På væggene er der billeder af H.C. Andersen og tre generationer danske regentpar – dronning Margrethe og prins Henrik, kong Fre-derik den 9. og dronning Ingrid og kong Christian den 10. og dronning Alexandrine har hver sin væg.

To år efter genforeningsmiddagen mødes far og datter igen på restauranten, denne gang sammen med Hus Forbis udsendte, for at tale om dengang og nu. Om hvad der gik galt, og hvordan de fandt hinanden igen i juledagene i 2013, efter at hjemløsekalenderen havde ført dem sammen igen.

Der bliver udvekslet flere slags minder. - Jeg kan huske engang, da Maria Louise var lille, og jeg

havde hende med på fisketur. Vi fiskede med regnorm, og pludselig sad hun med en regnorm rundt om hvert øre som smykker. Hun var ikke sart.

Maria Louise kan huske første gang, Jørgen skældte hen-de ud.

- Det var Sæby Søbad. Vi havde fyldt badekarret med vandmænd, som vi havde samlet på stranden.

Maria Louise har minder om konflikter mellem sin far og mor.

- Engang havde han brugt alle penge på at få tatoveret en ørn på ryggen. Det var ikke populært. Men han havde ikke råd til også at få lagt farver i tatoveringen, så senere fik jeg lov til at lægge farver på med tusser.

Minder om svigtEndelig er der den alvorlige side af det svigt, Maria Louise og hendes søskende oplever i barndommen. Maria Louise flyt-

ter som 18-årig fra Sindal til Hjørring, hvor hun i 2005 be-gynder på pædagoguddannelsen. Hun dropper studiet ef-ter et år.

- Jeg bryder fuldstændig sammen, da jeg er i praktik i en børnehave i Hirtshals, hvor alle sømandsbørnene kom-mer. Det er børn, der minder lidt for meget om mig selv. Så jeg får en depression og bliver sygemeldt i et år. Jeg har brug for at bearbejde alle de følelser, der dukker op fra de svigt, jeg har oplevet som barn. Jeg går i terapi hos TUBA og arbejder med alle de ting og al den adfærd, der er for-bundet med et misbrug. Og jeg lærer, at det ikke er mig som datter, der er noget galt med, fortæller hun.

Jørgens forældre blev skilt, da han var 15-16 år gam-mel. Kort efter gik han ud af skolen midt i 8. klasse og be-gyndte at arbejde som vodbinder. Han lavede net og andet udstyr til fiskerkutterne. Dengang sagde man, at fisk lug-tede af penge, så det varede ikke længe, før Jørgen stak til søs og blev fisker.

Maria Louise kan regne ud, at en skilsmisse var usæd-vanlig dengang.

- Da jeg begyndte i første klasse, var jeg den eneste, der ikke havde en mor og en far, som var sammen. I løbet af skolegangen kom der så flere til, fortæller hun.

Efter et års sygeorlov er Maria Louises drøm om at ar-bejde med mennesker punkteret. Hun tager en uddannel-se som ekspedient i Jysk Sengetøjslager, hvor hun er indtil 2011. Så skifter hun alligevel kurs og begynder på semina-riet igen.

Vejene krydsesDa hun igen er i gang med pædagoguddannelsen, bliver Maria Louise frivillig i Hjerterummet i Aalborg, som eret værested for hjemløse. Jørgen kunne være kommet der, hvis han havde været på de kanter. I forbindelse med sin uddannelse til pædagog arbejder Maria Louise med hjem-løse. I 2012 besøger hun faktisk Hus Forbi i forbindelse med en opgave. Det er samme år, Jørgen bliver Hus Forbi-sælger.

- Nej, det har ikke noget med min far at gøre. Jeg har brugt min tid i Hjerterummet som noget rent fagligt. For mig er de to ting adskilt. Det har ikke noget med min ud-dannelse eller mit job at gøre, at jeg har den far og har haft den opvækst, jeg har, siger Maria Louise.

Hun tilføjer: - Men gennem Hjerterummet og min uddannelse har

jeg fået en bredere forståelse og indsigt i det liv, min far har levet. Jeg tager ikke hans liv og putter det ind i min

- Engang havde han brugt alle penge på at få tatoveret en ørn på ryggen. Det var ikke popu-lært. Men han havde ikke råd til også at få lagt farver i tato-veringen, så senere fik jeg lov til at lægge farver på med tusser.

Maria Louise

- De situationer, hvor jeg har været fraværende på grund af stoffer, dem fortrænger man nok, fordi man inderst inde ved, at det er forkert at svigte sit eget kød og blod. ... Det er ikke særlig rart, at man svigter dem, man holder aller-mest af.

Jørgen

juleaften sammen og hver for sig

Det er ikke blevet til mange juleaftener med far og mor for Hus Forbi-sælger Jørgen Petersens datter, Maria louise.

- Den eneste gang, jeg husker, vi har holdt jul sammen, var jeg seks eller syv år gammel. Det var hos min fars storesøster. Det var rigtig familieagtigt med far, mor og børn. Så har vi holdt nogle juledage sammen, mens far boede med en anden i Esbjerg. Da blev vi hentet anden juledag, og vi blev til nytår, fortæller Maria louise.

Sidste år holdt Jørgen jul for sig selv. - For to år siden var jeg hos min storesøster. For tre år siden holdt jeg jul i Kirkens

Korshær i Pantheonsgade. i år kommer min bror til Odense. Det er planen, at vi skal holde jul sammen på restaurant Grønttorvet, som holder jul for Kirkens Korshærs brugere.

Den bedste jul, Jørgen husker, var som barn. - Det var dengang, mine forældre var gift, og vi alle var sammen, mormor og

farmor var der også. Og så var det jo i juledagene i 2013, at far og datter genfandt hinanden, efter at

Maria louise i november havde set Jørgen i hjemløsekalenderen 2014. |

▲

Maria Louise har gode minder om sin barndom, men hun har også arbejdet hårdt med at bearbejde de følelsesmæssige følger af de svigt, hun har oplevet.

- Jeg kan huske engang, da Maria Louise var lille, og jeg havde hende med på fisketur. Vi fiskede med regn-orm, og pludselig sad hun med en regnorm rundt om hvert øre som smykker. Hun var ikke sart. Jørgen


fagverden. Men det har været med til at modne mig, så da jeg ser den kalender, kan jeg sige: Nu er jeg klar, siger Maria Louise.

På fisketur med heroinSiden bruddet mellem far og datter var Jørgens rutsjetur i de første år mest ned ad bakke.

- Før jeg begyndte at sælge Hus Forbi, gik al min økonomi til misbrug. For cirka 10 år siden holdt jeg op med at sejle. Mine ben og mit hel-bred kunne ikke mere. Da var jeg midt i 40’er-ne, fortæller han.

Han havde ellers arbejdet i mange år, selv-om han var stofbruger.

- På et tidspunkt havde jeg heroin med ud at sejle for at holde abstinenserne væk. Siden fik jeg metadon med. Fra da af vidste skipper godt, hvad der foregik, altså at jeg tog noget. Jeg sag-de til ham, at jeg havde et problem. Han havde ikke noget at sige mig på arbejdsmæssigt, for-talte han. Så han syntes, jeg skulle beholde min plads i besætningen. Det gjorde jeg i seks år.

I 2012 levede Jørgen som hjemløs på gaden i Odense.

- Efter at jeg havde fået sælgerkort, tog jeg til København, hvor jeg var registreret som hjemmehørende, så Odense Kommune måtte ikke hjælpe mig. Min adresse var c/o Kirkens Korshærs varmestue i Nørregade. Derfor måt-te jeg tage til en læge i København for at blive trappet op med min metadon. Jeg havde det ik-ke ret godt dengang, fortæller Jørgen.

Mens han var i København, kom han også i

Hus Forbis medarbejdercafé på Nørrebro. Det er lige før, han kunne have mødt Maria Louise og hendes studiekammerater, da de var på besøg.

En ny start- Det hjalp at have Hus Forbi som omdrejnings-punkt og komme ud at tale med nogle menne-sker. Kontakten med andre mennesker og mu-ligheden for at tjene en ekstra skilling hjalp mig til at få det meget bedre. Kort tid efter fandt jeg også et sted at overnatte. Jeg må godt nok ikke bo der, så adressen har jeg stadig hos en kam-merat, uddyber Jørgen.

Han har det altså meget bedre, da han en dag i sensommeren 2013 mødes med Hus Forbis fotograf Mette Kramer Kristensen og journalist Helle Horskjær i Kongens Have i Odense. Det er så varmt, at billederne af Jørgen og Milla må tages i skyggen under et af de store træer.

- Da så Maria Louise kom ind i mit liv, fik jeg virkelig øjnene op for en anden verden, si-ger Jørgen om tiden efter genforeningen med datteren.

- Hun har altid været i mine tanker. Men på et tidspunkt havde jeg egentlig opgivet kontak-ten. Det gjorde jeg, da hun sagde: Nu vil jeg ik-ke mere.

Jørgen ved, at han har svigtet. - De situationer, hvor jeg har været fravæ-

rende på grund af stoffer, dem fortrænger man nok, fordi man inderst inde ved, at det er for-kert at svigte sit eget kød og blod. Så det har jeg haft det enormt dårligt med i perioder, og i

de perioder har man nok også haft tilbøjelighe-den til at tage lidt stoffer for at glemme. Det er ikke særlig rart, at man svigter dem, man hol-der allermest af, siger han.

Maria Louise synes, det er svært at forkla-re, hvad det har betydet, at hendes far har væ-ret fraværende under hendes opvækst.

- For mig har det altid været sådan. Han havde gode og clean peioder, hvor vi kunne se ham. Så var der et svigt, hvor han ikke holdt sin aftale. Da jeg brød kontakten, var det lige efter min lillebrors fødselsdag. Han havde fået en fiskestang, og vi skulle på fisketur ugen ef-ter. Men far kom ikke. Han var faldet i. Sådan er det med misbruget. Det er svært, hvis man er barn. Så forstår man det ikke, siger hun.

Respekt Der er en ting, hun virkelig respekterer Jørgen for: At han ikke er dukket op i sine dårlige perio-der, og at han har respekteret hendes beslutning.

- Du har altid accepteret min beslutning. Du har ikke stået fuld henne foran skolen eller så-dan noget. Hvis du havde gjort det, tror jeg ik-ke, vi sad her sammen i dag, siger hun.

Det er tydeligt, når Jørgen og Maria Louise taler med hinanden, at de ikke har lagt fortiden bag sig. De har den med. Den er en del af deres fælles, stormfulde familiehistorie.

- Der er ikke noget at pakke ind. For det er ikke noget, vi kan lave om på, siger Jørgen.

Han tilføjer, at i dag kan der godt gå tre-fire måneder mellem en sms og et opkald.

hus forbi Rigtige venneR

Kan Købes foR en 50’eR.

Også i 2016 kan du holde styr på tiden med hjælp fra Hus Forbis hjemløse-kalender. I år bliver kalenderens tema bedste venner. Hver måned næste år fortæller hjemløse om deres venskaber.

KommeR i novembeR til en sælgeR næR dig.PRis 50 KRoneR. 30 KRoneR gåR til sælgeRen.

maria louise fik hjælp i tuba

På organisationen TuBAs hjemmeside er der et tema, som overskygger resten lige nu: ’Hjælp, det er jul!’

TuBA står for Terapi og rådgivning for unge som er Børn af Alkoholmisbrugere. TuBA tilbyder hjælp, rådgivning og terapi til unge mellem 14 og 35 år, der er vokset op i hjem med misbrug – og altså ikke kun alkoholmisbrug. Det var gennem et terapiforløb i TuBA, Maria louise rejste sig og blev bevidst om den rolle, hendes fars misbrug har spillet i hendes liv, efter at hun var gået ned med en depression.

Hjælpen er gratis, og alle ansatte og frivillige har tavshedspligt. TuBA har afdelinger landet over, hvor de tilbyder individuel terapi og gruppeterapi samt aftenarrangementer med undervisning eller socialt indhold.

Om TuBAS mission hedder det: ‘TuBA hjælper unge, som er vokset op i familier

med misbrugsproblemer, på deres vej til et tilfreds-stillende liv.

TuBA arbejder for, at alle unge mellem 14 og 35 år, som har forældre med et alkohol- og/eller stofmisbrug, kan få kvalificeret hjælp, når de behø-ver det, samt får mulighed for selv at blive en del af hjælpen og forebyggelsen for andre. TuBA vil med-virke til, at det danske samfund ændres, så børn ikke vokser op med påvirkede forældre.’ |

- Jeg bryder fuldstændig sammen, da jeg er i praktik i en børnehave i Hirtshals, hvor alle sømandsbørnene kommer. Det er børn, der minder lidt for meget om mig selv. Så jeg får en depression og bliver sygemeldt i et år. Jeg har brug for at bearbejde alle de følelser, der dukker op fra de svigt, jeg har oplevet som barn.

- Men vi ved, hvor vi har hinanden, og hvis der er noget, der trykker, så kan vi kontakte hinanden, siger Jørgen.

Han har stadig et svært liv. Han li-der med sine dårlige ben. Han har væ-ret gennem en ballonudvidelse efter en blodprop i benene. Nu håber han på at få en operation, hvor blodårerne i be-nene bliver skiftet ud, og han håber at kunne få førtidspension. Der har for længst været udløbsfrist på hans mu-ligheder på arbejdsmarkedet, så det er en stressfaktor at blive pustet i nak-ken af Jobcentret. Sagsbehandleren på kommunen udviser dog forståelse for Jørgens situation.

- Hvis jeg får førtidspension, så kan det være, jeg også kan få en rigtig lej-lighed, siger han.

Om de familiebånd, der atter er knyttet sammen, siger han:

- Jeg tror, efterhånden som vi læ-rer hinanden bedre at kende, at vi får det godt sammen på vore ældre dage. Og i dag kan jeg også ringe på hos Ma-ria Louises mor og sige: ’Giver du en kop kaffe?’

Maria Louise fortæller om en af de små synlige forandringer, der er sket i hendes hverdag:

- Det er sjovt at læse sms’er. Nu står der pludselig både far og mor i indbak-ken. |

Jørgen med hunden Milla og datteren Maria Louise i Kongens Have i Odense, hvor Hus Forbis Mette Kramer Kristensen også tog det foto af Jørgen og Milla, der var med i hjemløsekalenderen for 2014.


af Peter Rathmannfoto: Mette Kramer Kristensen

Elisabeth bæk Merrild kan se Grundtvigskirken fra sin stue i Kø-benhavns nordvestkvarter. Men hun aner det ikke, da hendes lille-bror, Hus Forbi-sælger Peter Bæk Merrild, bliver bisat fra kirken en dag i oktober.

Først senere samme dag, den 8. oktober om aftenen, går det op for Elisabeth, at Peter er død. Det sker ved et tilfælde. Nogle venner har set nekrologen over Peter på Hus Forbis hjemmeside og sendt kondo-lencer til Elisabeth på Facebook.

- Det var som at få hjertet flået ud, siger Elisabeth om chokket ved at åbne sin Facebook-side og for-stå, at Peter var død som 53-årig.

Han var fundet død fire uger forinden.

Elisabeth ringer til sine to an-dre søskende, som heller intet har hørt.

- Jeg tænkte, det er løgn! Vi sø-skende burde da have fået besked. Det er helt ubegribeligt i vores kommunikationstidsalder.

På grund af enspænderen Pe-ters omflakkende liv har Elisabeth tidligere oplyst Københavns Politi om, at de er søskende:

- Det gjorde jeg for at sikre en forbindelse, hvis han skulle have hjælp – eller døde, siger hun.

Nu ender det med, at Peter som afdød uden pårørende bliver bisat på vegne af Københavns Kommu-ne i det sogn, hvor han for et par år siden fik en lille lejlighed.

Elisabeth har ellers lovet ham, at hun vil sørge for hans begra-velse hjemme i deres barndomsby Gjellerup ved Herning.

- Det havde vi aftalt, hvis han skulle tage afsted før mig.

To dage for sentNæste dag, den 9. oktober, forsø-ger Elisabeth at finde ud af, hvor-

for de tre søskende ikke har fået Peters død at vide. Hun kontak-ter forsorgshjemmet Sundholm på Amager, hvor hun for sidste gang så sin lillebror engang i 2012.

- Desværre blev Peter væk for mig, de sidste år han levede. Han skiftede konstant mobiltelefon. Jeg kiggede efter ham på torve og ga-dehjørner. Jeg har spurgt mig selv mange gange, hvorfor jeg ikke gjorde mere for at finde ham.

- Men Peter havde også selv et ansvar for at holde kontakt, siger hun.

Elisabeth finder ud af, at Peter boede i samme postnummerom-råde som hun. Via skifteretten og kommunens afdeling for offentli-ge bisættelser kommer hun endelig frem til Hus Forbi i Bragesgade på Nørrebro, hvor Peter var et kendt ansigt.

Elisabeth fortæller, at Hus For-bis sekretariatsleder, Rasmus Wex-øe, udbrød:

- Hvor ærgerligt! Hvis du hav-de ringet for to dage siden, kunne du have været med til bisættelsen.

Rasmus fortæller hende om-stændighederne ved Peters død. Elisabeth spørger igen sig selv, hvorfor hun ikke har tænkt på at kontakte Hus Forbi for længe si-den:

- Men det er bagklogskab. Jeg kan godt bære at stille mig selv det spørgsmål uden at komme med et kvalificeret svar.

Elisabeth mener, at kommunen svigtede sit ansvar for at under-rette Peters søskende, og at svig-tet skyldes mangel på respekt for hjemløse:

- Kommunens kerneværdier er ligeværd, respekt, dialog og tillid, men de gælder åbenbart ikke for mennesker som Peter.

Den sidste ølAlligevel får historien en smuk slutning. Elisabeth beslutter i sam-råd med Hus Forbi, at Peters urne skal lægges i Gravpladsen for Ga-dens Folk på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Mange Hus Forbi-sælgere stil-ler op på gravpladsen og synger for Peter på en solklar efterårsdag. Hjemløsepræst Asser Skude siger, at Peter var langt mere accepte-ret, end han nogensinde selv for-stod. Elisabeth lægger urnen i gra-ven, og en af Peters venner hælder øl ned til ham.

- Det var en smuk begiven-hed og en fin afslutning, som jeg så den gennem Peters øjne, siger hans storesøster.

- Det var en svær beslutning at gå imod hans ønske om at blive be-gravet hjemme i Gjellerup. Men jeg synes, han har det bedre her, hvor hans venner kan besøge ham.

- På en måde er jeg lettet. Nu ved jeg, hvor han er, siger Elisa-beth Merrild.

- Vi var fire søskende, hvor Pe-ter var nummer tre. Han blev kaldt Peter Plys, fordi han havde meget kraftigt hår, der blev plysset kort, så det strittede lige op i luften. Det tror jeg, han var stolt af. |

En pårørende er fundetPolitiet kan ikke tage ansvaret for, at familiemedlemmer ikke kommunikerer

af Peter Rathmann

De nærmeste pårørende kan findes i cpr-registret. Hvis der ingen pårørende er, vil nogle kommuner indrykke avis-annoncer og efterlyse eventuelle pårø-rende. Andre steder bliver en efterlys-ning iværksat af skifteretten.

Der er stor forskel rundt omkring i landet. Nogle præster leder efter fami-lie. Der er også eksempler på, at kapel-mesteren på et hospital prøver at op-spore familie eller venner til en afdød. Andre gange kan det være bedeman-den, som forsøger at finde pårørende.

- Jeg hører fra bedemandskolleger, at de selv bruger tid på at finde pårø-rende, fordi det er forfærdeligt, hvis de ikke får besked, siger Kirsten Sønder-gaard fra Foreningen Liv&Død.

I Københavns Kommune er det af-delingen for offentlige bisættelser, der skal underrette eventuelle pårørende. Afdelingen forestår via et bedemands-firma mellem 300 og 350 offentlige be-gravelser om året – enten fordi der ikke er pårørende, eller fordi de pårørende ikke kan eller vil betale for begravel-sen.

underrettetI Peter Merrilds tilfælde gjorde kom-munen ikke andet end at konstatere, at politiet havde underrettet en tidlige-re hustru og en søn af Peter. Sønnen og ekskonen ønskede ikke at have med bi-sættelsen at gøre, hvorfor det blev kom-munens opgave.

Elisabeth Merrild fortæller, at hun har givet politiet besked om sit søsken-deforhold til Peter, men politiet har in-gen registre, hvor pårørende kan an-mode om underretning, hvis en slægt-ning dør.

I Peter Merrilds tilfælde blev han fundet død i sit hjem, hvorfor politiet skal foretage et ligsyn og forsøge at fin-de mindst én pårørende.

- Politiets pligt er overstået, når vi har fundet en pårørende. Vi har ikke ressourcer til mere, siger Boye Larsen fra Københavns Politi, der har omkring 900 såkaldte dødesager om året.

- Jeg kan sagtens forstå, at søste-ren er skuffet. Men desværre er det ik-ke usædvanligt, at kommunikationen i mange familier er lig nul, siger Boye Larsen. |

Nu ved jeg, hvor Peter erHjemløse Peter Merrilds søskende vidste ikke, at han var død, før de fik kondolencer på Facebook en måned efter dødsfaldet. Københavns Kommune mangler respekt for hjemløse, siger Peters søster

Der var fire søskende fra landsbyen Gjellerup ved Herning engang sidst i 1970'erne. De tre fik ingen besked om den fjerdes død. Kun en håndfuld mennesker i Danmark har efternavnet Bæk Merrild. En googlesøgning på navnet – og pop, dukker Holger, Peters lillebror, op.

Der er 24 låger, 24 spørgsmål og 24 præmier, og for at det ikke skal være alt for svært, kan du finde svaret på spørgsmålene ved hjælp af en lille lydfil, video eller tekst, som gemmer sig bag hver låge.

Ved at deltage i julekalenderen er du med i kon-kurrencen om hovedpræmien, en Chriatianiacy-kel, som vi trækker lod om blandt deltagerne den 24. december.

Hver dag er der en gave på spil, og den heldige vinder trækker vi lod om blandt dagens delta-gere. Blandt præmierne er fotobøgerne ’Gadens Konger’ af den legendariske hjemløsefotograf Holger Henriksen og ’De Rodløse’ med fotograf Helga C. Theilgaards stærke billeder af menne-skene fra gaden. Desuden er der kogebogen ’Vor-herres køkkenhave’, som forvandler grøftekanten til kulinarisk krydderi. I præmiebunken er også Peder Stougaards kunst-plakat af hans fortolkning af Hus Forbi.

vind en christianiacykelFølg hus forbis julekalender på Facebook og hjemmeside

Hvad tjener en Hus Forbi-sælger på hver avis, de sælger? Hvor gammel var Lee mon, da han blev hjemløs første gang? Og hvad er er Henriks bedste Hus Forbi-minde? Det kan du få svar på i Hus Forbis nye julekalender.

Linket til julekalenderen kan du finde på vores hjemmeside www.husforbi.dk eller på vores Facebook-side.

Der indkaldes hermed til

Ekstraordinær generalforsamling Foreningen Hus Forbi.

Torsdag den 14. januar 2016 klokken 12.00-15.00

STED: uNIVERSITY COLLEGE LILLEbÆLT Tolderlundsvej 5 5000 Odense C. Lokale: 031FORPLEjNING: Hus Forbi byder på en let frokost fra kl 11.00TRANSPORT: Der vil være bus transport fra Aalborg med stop i Aarhus og Vejle samt bus fra København

Dagsorden ifølge Hus Forbi's vedtægter:• Valg af dirigent og referent• behandling af indkomne forslag a) Ændringsforslag til Hus Forbis vedtægter § 9• Evt.

Forslag, der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling, skal sendes til nedenstående Foreningen Hus Forbi, Bragesgade 10 B, stuen, 2200 Køben-havn N eller mailes til formanden på [email protected] senest, den 24 december 2015.

hus forbi


lærte sig selv at kende som stoffri:

Jeg var bange for mig selvI mange år røg Kim ind og ud af fængsler for vold, var ofte hjemløs og havde et gigantisk misbrug. I dag har han været stoffri i to år, og en af de bedste ting, han har oplevet, er at få sin egen lejlighed, hvor han kan være sammen med sine børn

af Tine Sejbækfoto: Mette Kramer Kristensen

I dag arbejder Kim som brolægger.

▲


mange år var Kim rigtig, rig-tig vred. Så vred, at ’vandet be-gyndte at koge i den anden ende af lokalet, bare jeg var i nærhe-den,’ som han siger. Og vreden kunne hurtigt blive farlig, fordi han hver dag drak 20 øl og røg ti

joints. Plus det løse. - Der var mange, der gik, når jeg kom. Jeg

var altid frisk på et slagsmål, man skulle ik-ke spørge mig to gange. Man skulle heller ikke provokere mig to gange, fortæller Kim Degne-gaard, der fik sin første voldsdom som 19-årig.

I dag er han 46, og det er over to år siden, han blev stoffri efter 29 års misbrug. Efter over 20 år uden egen bolig har han i dag fået en tre-værelses med sit eget navneskilt på. Netop det var hans store drøm.

Mobbet i skolenKims forældre blev gift unge, og familien til-bragte de første tre år i Høje Gladsaxe. Så flyt-tede de til et rækkehus, hvor Kim også boede, indtil han som 16-årig røg ud hjemmefra.

Kim kommer fra et arbejderhjem, hvor der ikke var mange 25-ører tilbage, når de faste udgifter var betalt. Moren syede hans tøj og sørgede for, at der kom de dengang obligatori-ske 'la costa'-mærker på tøjet. Forældrene drak sammen en kasse øl om dagen.

I skolen blev Kim mobbet på grund af sin

ordblindhed. Faren lærte ham, hvordan man skulle slå på tæven.

- Jeg var meget tit oppe at slås, og så bliver man venner med de forkerte, forklarer han.

Kim startede med at drikke som 12-årig, og han var 15, da hash kom ind i hans liv. Lige si-den røg han hash hver eneste dag i 29 år – i sto-re mængder og mange gange dagligt.

Han gennemførte skole og læreplads som klejnsmed og røg undervejs hash. Og drak dag-ligt. Det var en del af kulturen.

Da han var blevet smed, fik han sin første fængselsdom. I alt har Kim siddet inde i to et halvt år fordelt på mange korte voldsdomme forårsaget af slagsmål, når han var fuld.

- Jeg havde det egentlig godt, når jeg var i fængsel. Jeg brugte opholdene til ikke at drik-ke. I fængslet var der orden i tingene, fortæl-ler han.

På herberg med børneneKim havde i årene 1991-2013 ikke et fast sted at bo, han kunne kalde sit eget. Han boede hos kærester, sov i opgange, i firmabiler, på herberg eller i et baglokale hos en købmand.

- At være hjemløs påvirkede mig ikke, for jeg var konstant så bedøvet, at jeg ikke kun-ne mærke noget. Jeg tog alt, jeg kunne komme i nærheden af. På nær heroinsprøjten. Jeg nøje-des med det, jeg kunne sniffe og spise.

Kim mener, at han klarede sig godt som

hjemløs sofasover, fordi han var god til at lave gammeldags, dansk mad.

- Jeg havde flasken og hashen med, og når jeg så oveni kunne lave mad, fik jeg lov at sove på folks sofaer.

Da Kim blev 36 år, mødte han en kvinde, og de tænkte, det kunne være godt at få børn. At der så kunne komme ro på. Roen indtraf dog ikke. Derimod blev der en masse bleer at skifte. I løbet af lidt over et år fik de tre børn. Først en søn og så tvillinger godt et år efter. Kim fort-satte misbruget. I slutningen af 2009 flyttede han fra kæreste og børn og boede i halvandet år i baglokalet til en vens købmandsbutik.

- Det begyndte at gå rigtig ned ad bakke for mig, siger han.

I 2010 fik han sin sidste fængselsdom. Før han skulle løslades, spurgte han i fængslet: Er der ikke en regel om, at man ikke må løslade folk til gaden?

- De var ligeglade. For mig var det meget vigtigt at få en bolig, fordi jeg havde børn og ønskede at have dem hos mig, siger han.

I årene 2011-2013 boede han på herberg. - Jeg var flov over at blive sammenlignet

med folk på et herberg. Jeg syntes selv, jeg var bedre end dem.

På herberget havde han børnene en gang om ugen.

- Det var jeg ikke tryg ved. Der var tit fulde folk, og jeg turde ikke slippe børnene af syne.

- Jeg var skæv og stangstiv, når jeg hentede dem (børnene, red.). Selvom jeg bildte mig ind, at jeg ikke tog noget sammen med børnene. Jeg bildte mig i det hele ta-get ind, at jeg var en fandens karl.

▲

Når et af børnene skulle opat tisse om natten, skulle vi alle op, så de andre ik-ke lå alene.

På det tidspunkt var Kim stadig selv misbruger.

- Jeg var skæv og stangstiv, når jeg hentede dem. Selvom jeg bildte mig ind, at jeg ikke tog noget sammen med bør-nene. Jeg bildte mig i det hele taget ind, at jeg var en fandens karl. Min selvind-sigt var ikke så stor, siger han.

I behandling og stoffriKim blev arbejdsløs i slutningen af 2010. Han blev sur på en kollega og skred. ’Hvis de ikke vil høre, må de føle’ har været hans motto en stor del af livet.

Han røg på kontanthjælp. Det var en belastning ikke at have et sted at bo, og han besluttede sig for, at han ikke ville i arbejde, før han fik et sted at bo.

- Kommunen kunne ikke hjælpe med bolig, og hver gang jeg fik arbejde, sagde de, at så kunne jeg jo selv købe en bolig. Men det kunne jeg ikke på grund af min enorme skattegæld, der gør, at jeg ikke må eje noget. Og der var flere årtiers ventetid på en lejelejlighed, for-klarer han.

Som ledig kom han ud i CAB (Cen-ter for Afklaring og Beskæftigelse). Her mødte han en misbrugsvejleder, der le-dede en gruppe for folk, som ville ud af deres misbrug. Hun var selv eksmisbru-ger, og det gjorde indtryk, at hun talte af egen erfaring.

- Gruppen blev startskuddet til, at jeg fandt ud af, at jeg i det hele taget havde et misbrug, forklarer Kim.

I den periode var han meget tæt på at få endnu en dom. Efter en natlig slås-kamp gik Kim op på et misbrugscenter og bad om antabus.

- Jeg kunne se, jeg var på vej i fæng-sel igen, siger han.

Sideløbende begyndte han at komme til møder i de anonyme fællesskaber for tidligere misbrugere, AA (anonyme alko-holikere) og NA (anonyme narkomaner).

Efter fem måneder på antabus er-kendte Kim, at han manglede at slippe hashen.

- Jeg kunne godt stoppe med at drik-ke alkohol, men jeg magtede ikke at slippe hashen uden hjælp.

Seks dage senere kom Kim på be-handlingsstedet Alfa Fredensborg i to måneder.

- Her kom jeg helt ud af mit misbrug. Jeg lærte mig selv at kende i terapi. Jeg opdagede, at jeg også er en rar mand.

En, der kan tage ansvar og vise omsorg, siger han.

- Jeg var villig til at gå i behandling, fordi jeg havde ramt min bund. Det kun-ne ikke blive værre. Og fordi jeg ville have et sted at bo, hvor jeg kunne have mine børn. Jeg måtte gøre noget. Og det gjorde jeg ved at blive clean.

Fået alt, hvad han drømte omDa Kim startede i behandling, var han meget vred.

- Jeg var vred på statsministeren, på ekskæresten, på regeringen, på sy-stemet – på alt! Det var det, jeg havde brugt mit liv på.

Efter Kim blev stoffri, er meget af vreden forduftet.

- Jeg er i fuld gang med at lære, hvordan man opfører sig. Jeg levede i årtier efter devisen ’mit liv, mine regler, min konsekvens.’ Jeg har været i fæng-sel, og jeg har gjort andre fortræd. Jeg har svigtet mine nærmeste og mig selv.

Da han kom i behandling, skulle han lære at acceptere tre ting: sin vrede, sine følelser, og at det ikke kun er hans reg-ler, der gælder.

- Vreden går det bedre med. Med hensyn til følelserne er det stadig svært. Jeg går til møder i NA for at lære at le-ve livet på livets betingelser. I fælles-skabet er der en kærlighed, jeg ikke kan beskrive styrken af. Det har hjulpet mig meget. Hvis jeg har et problem, ringer jeg til nogen fra fællesskabet. Det er den største glæde i mit liv. Der er altid no-gen, der forstår én 100 procent, forkla-rer han.

Allerede efter et år som stoffri hav-de Kim nærmest fået alt, han drøm-te om. Den største drøm var et sted med hans eget navneskilt på døren.

- Det bedste ved at være stoffri? Jeg troede ikke, jeg kunne falde i søvn, hvis jeg ikke røg hash. Jeg har sovet fint. Og den frygt, jeg havde for at blive clean, er skudt til skamme. Frygten var at lære mig selv at kende. Nu har jeg fundet ud af, at ham Kim, han er sgu god nok.

Forhold til børn bedreNoget af det største, der er sket for Kim, er, at han kan have sine tre drenge hjemme i sin lejlighed.

- Jeg er langt mere sammen med dem, fordi jeg har et sted at bo. De har tillid til mig og ringer til mig. Vi er ude at fiske. Med lejligheden har jeg få-et overskud, siger Kim, der næsten har børnene halvdelen af tiden.

-Vær ikke bange for at blive stoffri. Der er mere frygt forbundet med misbruget end ved at lave en forandring. Og gå ikke vejen alene. Sørg for at være i et fællesskab, hvor der er andre at følges med.

Nu hænger Kims navneskilt på døren til lejligheden.

i-Jeg var altid frisk på et slagsmål, man skulle ikke spørge mig to gange. Man skulle heller ikke provokere mig to gange.


Når børnene ikke er hos ham, kommer han hjem fra arbejde tager derefter ud til sin mor.

Kims far døde som 41-årig, og moren drak tæt siden. Hun er i dag alkoholdement. Hans lil-lebror er også misbruger. Lige inden jul 2014 var Kim og broren i Jylland og besøge moren, og de blev enige om at tage hende med hjem. Hun sad i egen lejlighed, men i en dårlig forfat-ning, og på grund af hendes demens havde en ’ven’ rullet hende for alt.

Da Kim besøgte hende, havde han ikke set hende i seks-syv år. Alligevel tog han hen-de med hjem, og hun boede hos ham to en halv måned, til hun kunne komme på plejehjem.

- Det er at tage ansvar, siger han. Kim besøger hende næsten dagligt. Pleje-

hjemmet ligger i nærheden af hans lejlighed på Nørrebro i København. Kims mor drikker cirka 20 øl dagligt. På grund af sin demens kan hun ikke selv købe dem, så Kim kommer forbi og sørger for det.

- Min mor farer vild, hvis hun selv skal hente alkohol. Det værste er, at andre kigger skævt, når jeg panter flaskerne for hende. To kasser ad gangen. ’Det er fand’me ikke mine,’ har jeg lyst til at sige.

- Det virker måske mærkeligt, at jeg køber alkohol til hende, men jeg kan ikke gøre no-

get ved, at hun drikker. Det skal hun have lov til den sidste tid af sit liv, da hun nu er dement, forklarer han.

job og lejlighedEfter knap et år som clean fandt Kim arbejde som brolægger. Den treværelses lejlighed, hvor der nu hænger hans navneskilt på døren, fik han via Københavns Kommunes hjemløseen-hed. Og det var ikke ligefrem møbler, han hav-de mest af, da han stod og skulle flytte ind. Han ejede kun en større samling gamle LP'er med rockmusik og en enkelt lille statue af glas – el-lers kom alt fra Kofoeds Skole.

- Første jul, efter jeg blev stoffri, redde-de Frelsens Hær vores jul. Jeg sov over mig, da jeg skulle hente julekurven og var helt i panik. Men de gav mig den alligevel. Og præsten for-ærede mig penge til gaver. Det blev en jul med gaver til alle tre børn og god mad.

Kims budskab til andre, der er ude i et mis-brug, lyder:

-Vær ikke bange for at blive stoffri. Der er mere frygt forbundet med misbruget end ved at lave en forandring. Og gå ikke vejen alene. Sørg for at være i et fællesskab, hvor der er andre at følges med, siger han. |

- Jeg var villig til at gå i behandling, fordi jeg havde ramt min bund. Det kunne ikke blive værre. Og fordi jeg ville have et sted at bo, hvor jeg kunne have mine børn.

kims liv i tal

1969: Født1986: i lære som klejnsmed og flyttede hjemmefra1989: Blev svend1991: Første voldsdom, sagde lejlighed op 1999-2000: Eget firma, kæmpe skattegæld på 3-400.000 kroner (han er for nylig begyndt at betale afdrag)2005: Søn født2006: Tvillinger født2009: Flyttede fra kæreste og børn Boede halvandet år i et baglokale til en købmandsbutik2010: Sidste dom for vold2011-2013: Boede på Frelsens Hærs herberg på Amager2013: Clean den 8/4 og fik egen lejlighed 15/82014: Fik job som brolægger2015: Rejser til NA's verdenskonvent i Brasilien.

af Helle Horskjær Hansen

I de seneste år er antallet af dan-skere med en psykiatrisk diagnose steget eksplosivt. Psykiske lidelser som ADHD, depression og angst er nærmest blevet en folkesygdom. Tal fra Statens Serum Institut vi-ser, at knap 40.000 danskere fik medicin mod ADHD i 2013 – i 1999 lå det tal på 1.500 personer.

- Vi har epidemiske forekom-ster af nogle psykiske lidelser. I 1950’erne var diagnosticering et redskab for psykiatere – i dag er diagnoser gledet ind i dagligspro-get og den diagnostiske tilgang er blevet en del af vores bevidsthed, fortæller Svend Brinkmann, psy-kolog på Aalborg Universitet og forfatter til adskillige bøger om det diagnosticerede liv, selvrealise-ring, identitet og stress.

jeg har det værre end digDiagnosekulturen kommer til at gå ud over dem, der faktisk er syge og har brug for en diagnose.

- Vi udvider hele tiden række-vidden af diagnoserne, så vi skal fordele ressourcerne ud over man-ge personer. Holdningen bliver hurtigt: ’du har en depression, det har jeg da også, så hvorfor skal du have særlige privilegier og støt-te, når jeg ikke skal?’ siger Svend Brinkmann.

Ifølge psykologen opfylder 20 til 25 procent af Danmarks be-folkning kriterierne for mindst en diagnose.

- Har man travlt i en periode, tager det os ikke lang tid at stemp-le det som stress, og er der en uro-lig dreng, der har svært ved at koncentrere sig i timerne, får han hurtigt diagnosen ADHD, siger Svend Brinkmann.

Lidelser meningsfulde Han mener, at diagnosticeringen har taget overhånd, og at vi har mistet evnen til at skelne alminde-

lige problemer i vores liv fra deci-derede psykiske lidelser.

- Der er former for lidelse i vo-res liv, som er dybt meningsfulde. Eksempelvis sorgen over at miste et nært familiemedlem eller mag-teløsheden over at stå uden tag over hovedet. Anskuer vi det ale-ne gennem diagnosefilteret, så for-svinder den meningsfuldhed. Så bliver det bare til symptomer. Og er der tilstrækkeligt mange symp-tomer, kan jeg stille en diagnose og begynde en behandling. Vi griber til diagnoserne, siger Svend Brink-mann.

Glemmer mennesket bagPreben Brandt, psykiater og for-mand for Projekt Udenfor er enig. Og det er ikke muligt at medicine-re sig ud af hjemløshed. Fokus er nødt til at være på mennesker og de historier, som folk, der har det psykisk svært, bærer rundt på.

- Vi skal ikke kun kigge på diagnoser og medicinsk behand-

ling, men også mennesket bag, si-ger han, og understreger, at socialt udsattes diagnose ofte får en stør-re betydning, end den skal have.

- Den rigtige diagnose er selv-følgelig vigtig for at få den rette behandling, men vi risikerer og-så, at diagnosen får en større be-tydning, end den behøver at have. Bliver man diagnosticeret med et psykosocialt handicap, er det klart

en forværring af ens livskvalitet – og socialt udsatte har i forvejen nok udfordringer. Ved diagnostice-ringen kan der være andre sociale problemer, der måske bliver over-set; som misbrug, svigt i opvæk-sten og lignende problemer. Her glemmer vi at se på det hele men-nesker og så tror man naivt på, at man kan medicinere sig ud af det, siger Preben Brandt.

Fysiske skavanker Udfordringen er også, at den psy-kiske lidelse kommer til at skygge for de fysiske sygdomme, udsatte ofte har. En undersøgelse fra Re-geringens udvalg om psykiatri fra 2013 viser, at mennesker med psy-kiske lidelser oftere har fysiske sygdomme i forhold til den øvri-ge del af befolkningen, netop for-di fysiske sygdomme ikke bliver diagnosticeret og behandlet i den grad, det er nødvendigt hos men-nesker med psykiske lidelser.

Undersøgelsen peger på, at praktiserende læger og sundheds-professionelle i kommuner og sy-gehussektoren ikke er så opmærk-

somme på fysiske sygdomme hos mennesker med psykiske lidelser.

- Det kan have katastrofale konsekvenser for dem, der befin-der sig længst ude, hvis de fysiske sygdomme ikke bliver behandlet. Ofte skjuler symptomerne sig bag livet som hjemløs. Problemet er, at redegørelsen for patientens syge-historie bygger på et alt for tyndt grundlag, den er fattig på oplys-ninger, og der mangler empati og forståelse af personen, mener Pre-ben Brandt.

Ingen hjælp uden diagnoseMen diagnosen kan også være en hjælp for socialt udsatte. Groft sagt gælder der en regel, som kan be-skrives: ’Ingen diagnose, ingen hjælp.’ Vores samfund er indrettet på en sådan måde, at hvis man skal have hjælp, så kræver kommu-nen en diagnose. Det undrer Svend Brinkmann.

- Det giver jo ingen mening, at mennesker er afhængige af at få en psykiatrisk diagnose for at få en række ydelser fra det offentli-ge. Skal man absolut have en diag-nose for at få adgang til specialpæ-dagogisk hjælp til ens barn? Er det rimeligt at fratage en person syge-dagpenge, hvis vedkommende ik-ke vil tage sin antidepressive me-dicin? spørger psykologen.

Lov om aktiv socialpolitik vi-ser, at personer, der har en doku-menteret psykisk lidelse, som ek-sempelvis skizofreni, skizotypisk sindslidelse, emotionelt ustabil personlighedsstruktur af borderli-netype eller vedvarende psykotisk tilstand, modtager 10.500 kroner i uddannelseshjælp om måneden. Til sammenligning modtager perso-ner, der er fyldt 25 år og ikke bor hos en eller begge forældre 5.753 kroner om måneden.

- Det er problematisk, for det er nemt at blive låst fast i en diagnose for at få hjælp, siger Svend Brink-mann. |

Diagnose-Danmark rammer udsatte hårdtDer er gået inflation i psykiske diagnoser, og udsatte er særligt hårdt ramt. Med en diagnose er det svært at få hjælp til andet end den psykiske lidelse – og uden en diagnose er det stort set umuligt at få hjælp.

- Det giver jo ingen mening, at menne-sker er afhængige af at få en psykiatrisk diagnose for at få en række ydelser fra det offentlige.

Svend Brinkmann, psykolog på Aalborg Universitet

- Ved diagnosticeringen kan der være andre sociale problemer, der måske bliver overset; som misbrug, svigt i opvæksten og lignende problemer, siger Preben Brandt, psykiater og formand for Projekt Udenfor.


Det er stadig tidligt på dagen, da vi ankommer til Vatikanet. Svejt-sergarden er informeret om vores ankomst, så vi får lov at gå ind ad indgangen til venstre for Peters-kirken. Vi skal til Domus Sanctae Marthae, for det er der, Pave Frans bor. Domus Sanctae Marthae er uden tvivl et af de mest særegne trestjernede hoteller i verden.

Det er en stor, hvid bygning, hvor kardinaler og biskopper bor, mens de arbejder i eller besøger Vatikanet. Det er også kardinaler-nes officielle residens under kon-klaverne. Også her venter de os. De to kvindelige receptionister kunne være ansat på ethvert andet hotel. De viser os hen til døren til et mø-deværelse. Værelset er gjort klar.

Det er rummeligt med et skrive-bord, en sofa, borde og stole. Det er her, paven holder sine møder i ugens løb. Nu begynder venteti-den. Marc, Straatnieuws-sælgeren, er den mest tålmodige. Vi sidder i stolene og venter spændt på, hvad der kommer.

Pludselig kommer pavens of-ficielle fotograf. ’Paven er på vej,’ hvisker han.

Og før vi ved af det, kommer han ind i lokalet:

Pave Frans, den åndelige leder for 1,2 million katolikker. Han bæ-rer på en stor, hvid konvolut.

- Vær så god at tage plads, kære venner, siger han og vinker let med hånden.

- Hvor er det godt at se jer!

Når man er tæt på paven, gi-ver han indtryk af at være en rolig, venlig mand, som samtidig virker handlekraftig og bestemt. Da vi har sat os ned, undskylder han, at in-terviewet må foregå på italiensk og ikke på hollandsk. Vi tilgiver ham øjeblikkeligt.

barndommens gadeHellige fader, hvad husker De fra de-res barndoms gade. Hvad ser De for Dem, når De tænker tilbage?

- Jer boede i den samme ga-de, fra jeg var et år gammel og til jeg begyndte på præsteskolen. Ga-den lå i et jævnt kvarter i Buenos Aires med boliger i en og to etager. Der var et lille torv, hvor vi spil-lede fodbold. Jeg kan huske, at jeg

plejede at snige mig ud af huset for at spille fodbold med drengene fra skolen. Min far arbejdede på en fa-brik i det samme kvarter, hvor mi-ne bedsteforældre også boede.

Men De spillede også fodbold? - Ja. Var De god til det? - Nej. I Buenos Aires kaldte vi

dem, der spillede fodbold som mig 'pata dura'. Det betyder at have to venstre ben. Men jeg spillede alli-gevel. Jeg stod tit på mål.

Hvornår begyndte Deres person-lige engagement i de fattige?

- Ja, det bringer så mange min-der frem. Jeg mindes en kvin-de, som arbejdede i vores hjem tre gange om ugen og hjalp min mor. Hun hjalp for eksempel til med va-sketøjet. Hun havde to børn. Fami-lien var italiensk og havde overle-vet krigen. De var meget fattige, men de var også meget gode men-nesker. Jeg har aldrig glemt den kvinde. Hendes fattige kår gjorde indtryk på mig.

Påmindelse om fattigdom- I min familie var vi ikke rige. Pengene kunne normalt lige strækkes til slutningen på måne-den, men ikke meget længere. Vi havde ikke nogen bil, vi rejste ikke på ferie eller den slags ting. Men

hun manglede tit det mest basale. Så min mor gav hende nogle ting. Til sidst flyttede hun hjem til Itali-en. Og senere vendte hun så tilba-ge til Argentina. Jeg mødte hende igen, da jeg blev ærkebiskop af Bu-enos Aires, da var hun blevet 90 år gammel. Jeg kunne hjælpe hende frem til hendes død som 93-årig.

- En dag gav hun mig en medal-

je af Jesus’ hellige hjerte. Den bærer jeg stadig hver dag. Denne medal-je – som altså er et minde – har jeg meget ud af. Vil I gerne se den?

Med besvær lykkes det for pave Frans at finde medaljen frem. Den er falmet fuldstændig efter mange års brug.

- Denne medalje gør, at jeg tænker på hende hver dag og på, hvordan hun blev pint i fattigdom. Og jeg tænker på alle de andre,

som lider. Jeg bærer den, og jeg bruger den, når jeg beder…

Hvad er kirkens budskab til de hjemløse? Hvilken konkret betyd-ning har Jesus Kristus’ solidaritet for dem?

- Jeg kommer til at tænke på to ting. Jesus kom til verden uden tag over hovedet, og han valgte et liv i fattigdom. Desuden arbejder kir-ken for at favne os allesammen, og kirken siger, at alle har ret til at have tag over hovedet. Det kan sammenfattes med de tre spanske t'er: 'trabajo' (arbejde), 'techo' (tag) og 'tierra' (jord). Kirken forkynder, at alle har ret til de tre t’er.

De har ofte opfordret til øget op-mærksomhed på de fattige og flygt-ningene. Er De ikke bange for, at samfundet og medierne bliver ’mæt-te,’ og folk bliver trætte af at blive mindet om disse problemer?

- Vi føler os alle fristede til at sige ’lad os nu ikke tale mere om de problemer, de er simpelthen for svære at løse,’ når vi bliver kon-fronteret med en udvikling, der ikke er smuk at se på. Jeg er med på, at der er en risiko for en mæt-hed, men jeg frygter det ikke. Jeg har intet andet valg end at blive ved med sige tingene ligeud og sige sandheden om tingenes tilstand.

Er det Deres pligt?

- Ja, det er min pligt. Jeg kan mærke det indeni. Det er ikke et bud. Men det er noget, vi alle må gøre som mennesker.

Religion og politikFrygter De ikke, at det kan blive ud-nyttet politisk, når De støtter hjemlø-se og andre grupper, som er plaget af fattigdom? Hvordan kan kirken bru-ge sin stemme til at få indflydelse og på samme tid undgå at blive en del af det politiske spil?

- Der er mange muligheder for at lave fejl på det område. Jeg vil pege på to ting, man ikke skal lade sig friste af. Kirken skal sige tin-gene, som de er. Vi skal sige sand-heden, og vi skal bringe verden et vidnesbyrd om den fattigdom, der er i verden. Hvis den troende, som taler om fattigdom eller om hjem-løshed, samtidig lever et luksusliv, vil det ikke gå an. Det er den før-ste fristelse.

- Det andet, man ikke skal la-de sig friste af, er aftaler med re-geringerne. Jo vist kan der ind-gås aftaler, men det må være kla-re aftaler, som er gennemskuelige. For eksempel om, at nu bestyrer vi denne bygning, men der er kontrol med regnskaberne, så vi kan und-gå korruption.

- For fristelsen til at lade sig

julens budskab: Tidligere hjemløs interviewer paven.

Vi skal kæmpe mod fattigdomPave Frans giver et sjældent interview til de hjemløses aviser

Det er sjældent, Pave Frans giver interviews til medierne. Men da han fik muligheden for at give et interview, som bliver delt af hjemløseaviserne i hele verden, fandt han plads i sin kalender til at mødes med hjemløseavissælger Marc og de andre udsendte fra den hollandske hjemløseavis Stra-atvieuws, som deler artiklen med den internationale organisation af hjemløseaviser (INSP, Internatio-nal Network of Street Papers).

af Straatnieuws-sælger Marc, Stijn Fens & jan-Willem WitsFoto: Frank Dries

- Jeg ved, at nogle har beskyldt mig for at være kommunist. Men det er en kategori, der er en anelse forældet

- Kirken skal sige tingene, som de er. Vi skal sige sandheden, og vi skal bringe verden et vidnesbyrd om den fattigdom, der er i verden.

▲


korrumpere er altid en del af det offentlige liv. Det gælder både i politik og i religion.

- I forbindelse med Falkland-skrigen var det smerteligt at ople-ve, at midler samlet ind til ofrene for krigen faldt i de forkerte hæn-der – også hos katolikker. Der er altid en risiko for korruption.

- Engang spurgte jeg en argen-tinsk premierminister – en ær-lig mand, som trådte tilbage, fordi der ikke var tilstrækkeligt meget åbenhed i politik – hvor stor en del af regeringens nødhjælp, der når frem til de nødlidende? Og jeg spurgte til både fødevarehjælp, tøj, penge og materialer.

Han svarede: ’35 procent.’ Det vil sige, at 65 procent går tabt. Så-dan er korruption. Der skal være en andel til mig, og der skal være endnu andel til mig.

Tror De, at det er lykkedes at skabe nogle politiske ændringer un-der Deres pavedømme indtil nu?

- Det er et svært spørgsmål. Jeg ved det ikke. Jeg ved, at nog-le har beskyldt mig for at være kommunist. Men det er en kate-gori, der er en anelse forældet, si-ger paven

Han griner og tilføjer: - Måske skulle vi finde nogle

andre ord at bruge. Marxist, socialist ...- Det har de også kaldt mig.

Et gyldent burDen hjemløse mangler penge. Men han har sin frihed. Paven har ingen materielle behov, men han anses af nogle for at være en fange i Vatika-net. Har De nogensinde ønsket, at De kunne bytte plads med de hjem-løse?

- Det får mig til at tænke på Mark Twains bog ’Prinsen og Tig-geren.’ Jeg kan spise mig mæt hver dag, jeg har klæder, en seng at sove i, et skrivebord at arbej-de ved. Jeg mangler ikke noget. Jeg har også venner. Men Mark Twains prins bor i et gyldent bur.

Føler De, at De er et frit menne-ske her i Vatikanet?

- To dage efter, at jeg var valgt til pave, skulle jeg overtage pa-vens embedsbolig i Det apostol-ske Palads. Det er ikke en luksu-riøst indrettet lejlighed. Men den er stor og rummelig. Efter at ha-ve set lejligheden an, forekom den

pave frans er nummer 266 i paverækken. Ved udnævnelsen til pave valgte han sit pavenavn Frans efter Frans af Assisi. Pave Frans er fra Argentina. Han er den 12. ikke-europæiske pave og den første i over 1.200 år.

marc er hjemløseavissælger. Han sælger avisen Straatnieuws i den holland-ske by utrecht.

Stijn Fens og Jan-Willem Wits er hollandske journalister, og de skrev interviewet.INSP News Service www.INSP.ngo/Straatnieuws

værdier. Men vi er begyndt at sælge nogle af de gaver, jeg får. Pengene herfra gives videre til ærkebiskop Konrad Krajewski, som står i spidsen for kirkens donationer til verdens fattige. Og så er der lotteriet. Der var nogle biler, som blev givet væk eller solgt i forbindelse med et lotteri. Overskuddet gik til de fattige. Der er nogle ting, som kan sælges, og de bliver solgt.

Men De forstår godt, at kir-kens rigdom kan skabe den slags forventninger?

- Ja, hvis vi laver et kata-log over alle den katolske kir-kes besiddelser, kunne vi få den tanke, at kirken er meget rig. Ved den overensstemmelse, som den italienske stat og kir-ken nåede frem til om Vatikan-staten i 1929, tilbød den itali-enske regering under forhand-lingerne kirken en stor park i Rom. Men den daværende pa-ve, Pius XI, sagde: ’Nej, jeg øn-sker kun en halv kvadratkilo-meter for at sikre den katolske kirkes uafhængighed.’ Dette princip gælder stadig.

Jo, den katolske kirke er en stor ejendomsbesidder, men vi bruger formuen til at opret-holde kirkens strukturer og fi-nansiere de mange arbejder udført i nødlidende lande, så-som hospitaler og skole. I går godkendte jeg en bevilling på 500.000 kroner til at bygge skoler i tre fattige landsbyer i Congo. Uddannelse er vigtig før børn.

Ville være slagterDrømte De om at blive pave, da De var en lille dreng?

- Nej. Men lad mig fortæl-le en hemmelighed. Der, hvor jeg voksede op, var der ik-ke så mange butikker. Men der var en markedsplads, hvor man kunne handle hos slagte-ren, grønthandleren og andre. Jeg var på indkøb der med min mor og min bedstemor. En-gang, da jeg var helt lille, blev jeg spurgt, hvad jeg ville være, når jeg blev stor. Jeg svarede: ’Jeg vil være slagter.’

Indtil den 13. marts 2013 var det kun de færreste, der kend-te Dem. Så blev De pludselig be-

rømt i hele verden fra den ene dag til den anden. Hvordan føl-tes det?

- Det skete bare, uden at jeg havde forventet det. Men jeg har stadig fred med mig selv. Og det er takket være Guds nå-de. Jeg tænker faktisk ikke over, at jeg er berømt. Jeg siger til mig selv: Lige nu indtager du en vigtig position. Men om ti år er der ikke nogen, som kender dig længere, siger paven.

Han griner igen. - Jeg skal sige dig: Der er to

måder at være berømt på. Man kan være berømt som et men-neske, der har udrettet virke-ligt fantastiske ting, som for eksempel Madame Curie. Og så er der en berømmelse, som ik-ke har med noget at gøre. Den slags berømmelse er som en sæbeboble, der kan briste og forsvinde.

Så De mener, at nu er De her, så må De gøre det så godt, De kan, og fortsætte med at arbejde så længe som muligt?

- Ja. Hellige fader, kan De fore-

stille Dem en verden uden fat-tigdom?

- Jeg ønsker en verden uden fattigdom. Det skal vi kæmpe for. Men jeg er troen-de, og jeg ved, at synden altid er i os. Og at der derfor altid vil være mennesker, som er grådi-ge, og som ikke er solidariske. Der vil altid være selviskhed, som skaber fattigdom. Der-for er det desværre svært for mig at forestille mig en verden uden fattigdom. Det er svært i en verden, hvor børn bliver udnyttet som børnearbejdere eller som prostituerede. Det er svært i en verden, hvor børn bliver dræbt, fordi nogle vil købe deres organer til trans-plantationer. Der findes men-nesker, som er så grådige, at de dræber børn for at sælge deres organer.

- Det er derfor, jeg ikke er sikker på, at vi nogensinde kommer til at opleve en verden uden fattigdom. Fordi der altid vil være syndighed, og det fø-rer til selviskhed. Men vi skal altid blive ved at kæmpe. Al-tid. |

mig at minde om en tragt, der var vendt på hovedet. Den er meget stor, men døren er så lille. Jeg ville føle mig i isolation der, så det vil-le ikke være psykisk godt for mig at bo der. Det har måske virket lidt underligt til at begynde med, men jeg bad altså om at komme til at bo her, i Domus Sanctae Marthae. Og det er godt, for her føler jeg mig

fri. Måltiderne indtager jeg i spise-salen, hvor alle hotelgæsterne og-så spiser, og når jeg er tidligt oppe, spiser jeg med personalet. Jeg mø-der folk og hilser dem, og det be-tyder, at det gyldne bur ikke vir-ker helt så meget som et bur. Men jeg savner da bare at kunne gå frit på gaden.

Hellige Fader, spørger hjemløse-avissælgeren Marc: Kan jeg ikke in-vitere Dem ud på en pizza med os? Hvad siger De til det?

- Det ville jeg rigtig gerne, men det kan desværre ikke lade sig gø-re at arrangere det. For i det øje-blik, jeg går herfra, vil folk kom-me til mig. Da jeg skulle have nye brilleglas, blev jeg kørt ind i Rom ved syv-tiden om aftenen. Der var næsten mennesketomt i gaderne. Så snart jeg stod ud af bilen foran optikeren, var der er kvinde, som så mig. Hun råbte: ’Det er paven.’ Så stod jeg der i butikken, og folk samledes på gaden uden for.

Savner De at have kontakt med andre mennesker?

- Det savner jeg ikke, for der

kommer masser af mennesker her. Og hver onsdag holder jeg audi-ens på Peterspladsen. Sommetider besøger jeg et lokalt sogn, så jeg har masser af kontakt med andre mennesker. I går (den 26. oktober, red.) var der 5.000 romaer på be-søg i Paul VI Audience Hall.

Det er tydligt, at De nyder det, når De holder audiens på Peters-pladsen ...

- Det er sandt, ja. Det er sandt. Deres navnebroder, Frans af As-

sisi, levede i dyb fattigdom. Han solgte endda sin salmebog. Som pa-ve og biskop af Rom, kan De så ikke overveje at sælge nogle af den katol-ske kirkes værdier?

- Det er et nemt spørgsmål. Værdierne er ikke den katolske kirkes, det er menneskehedens værdier. Kunne jeg for eksem-pel sætte Michelangelo's ’Pietà’ på auktion i morgen? Nej, det kun-ne jeg ikke, for det er ikke den ka-tolske kirkes ejendom. Kunstvær-ket er i en katolsk kirke, men det tilhører hele menneskeheden. Og sådan gælder det for alle kirkens

- Jeg ønsker en ver-den uden fattigdom. Det skal vi kæmpe for. Men jeg er troende, og jeg ved, at synden altid er i os. Og at der derfor altid vil være mennesker, som er grådige, og som ikke er solidariske. Der vil altid være selviskhed, som skaber fattigdom.

Redaktør Frank Dries, pave Frans og Straatnieuws-sælger Marc i Vatikanet.

af Martha Tesema

Den 2. november erklærede borg-mester i den nordamerikanske by Seattle, Ed Murray, og formanden for King County, Dow Constantive, undtagelsestilstand i Seattle, som er den største by i delstaten Washingt-on. Et 'county' svarer til en region, men har nogle andre beføjelser.

Seattle er det fjerde sted i USA, som er blevet erklæret i undtagel-sestilstand, fordi antallet af hjemlø-se er steget drastisk. Tidligere er det også sket i Los Angeles, Portland i Oregon og Hawaii.

Borgmesteren i Seattle har eks-traordinært bevilget 5,3 millioner dollars til at afbøde følgerne for de hjemøse. King County har bevilget yderligere to milloner dollars.

King County er befolknings-mæssigt på størrelse med Danmark. Undtagelsestilstanden kommer på baggrund af en hjemløsetælling, der viser, at King County har 10.047 hjemløse, hvoraf 2.813 er uden tag over hovedet. Resten bor i herber-ger, sover på natvarmestuer eller er sofasurfere.

I Seattle by er antallet af hjem-løse steget med 21 procent på et år. Det svarer til den stigning, der har været i Danmark over en periode på seks år – opgørelsesmetoderne er dog meget forskellige.

Ved at erklære undtagelsestil-stand får myndighederne mulighed

for at hjælpe hjemløse på en me-re fleksibel måde. Særbevillinger-ne til de hjemløse skal medvirke til at sikre, at de hjemløses børn bli-ver ved at gå i skole. Der er en skole i et område af Seattle, hvor 71 ud af 350 elever kommer fra hjemløse fa-milier.

- De fleste familier bor i deres bi-ler, for det er det sidste sted, de kan overleve, siger Sharon Lee fra Low Income Housing Institute, en orga-nisation, der arbejder for at skaffe boliger til fattige.

Der skal også etableres 100 flere sengepladser i natvarmestuer.

- Det får ikke folk nok under tag. Vi er nødt til at komme med et kla-rere svar på en livstruende undta-gelsestilstand. Vi skal også arbejde på at forebygge og sikre boliger for fremtiden, siger Alison Eisenger fra Coalition on Homelessness i Seattle og King County.

Seattle investerer et betyde-lig mindre beløb i forbindelse med undtagelsestilstanden end i de an-dre områder. I Los Angeles er der bevilget 100 millioner dollars, i Portland 30 millioner dollars og i Hawaii, hvor der ikke er nær så stor en befolkning, er der bevilget 1,3 million dollars.

En dollar svarer til cirka syv kroner. |

INSP News Service www.INSP.ngo/Real

Change, Seattle

I Seattle er der hjemløse, som bor i teltbyer, og 2.813 sover på gaden ifølge en optælling, som har fået borgmesteren til at erklære byen i undtagelsestilstand.

undtagelsestilstand på grund af hjemløshed Fire byer i uSA tager drastiske skridt

Foto: REu

TERS/D

avid Ryder

frank dries er redaktør af Straatnieuws og har fået aftalen med paven op at stå. under selve seancen agerede han fotograf.


Interview Oddur Thordarson Tekst og foto: Poul Struve Nielsen

er er dømt rocksnak, da Hus Forbi-sælger Oddur Thordar-son møder korshærspræst Jørgen Lasgaard, som sammen med præ-stekollegaen Jens Carl Moesgård

Nielsen har skrevet bogen 'Himmel og hav i ét' om det irske rockband U2’s sange som salmer.

- Første gang, jeg hørte om Bono, var på en ferie som ung til Grækenland, fortæller Oddur.

- Vi sejlede fra Athens havneby Piræus til Heraklion på Kreta, og der var én med på fær-gen, som bare stirrede på mig hele tiden. Han hang ud de samme steder i Piræus, som jeg og mine venner gjorde, og blev ved med at stir-re på mig. En dag kom han endelig hen til mig

Hus Forbi-sælgeren, bono & korshærspræsten

og sagde: Du ligner Bono så meget, at jeg kom i tvivl om, hvorvidt det var ham. Jeg spurgte ba-re: Hvem er Bono?

- Nu ved jeg det godt, tilføjer Oddur. - Du er lidt undskyldt, for U2 blev først rig-

tig store i 1987, svarer Jørgen Lasgaard. Så fortæller præsten ellers om sit første mø-

de med U2. - Første gang, jeg rigtig hørte om dem, hav-

de de udgivet Joshua Tree. Min ven Lennart, som var lidt foran mig, havde købt den, og jeg hørte dem første gang ved Danske Kirkedage i Hillerød i 1988. Han fortalte, at de var krist-ne, og jeg hørte 'Still haven't found' og det var godt - men ikke noget særligt, syntes jeg.

- Anden gang finder jeg ud af, at U2 er no-get særligt. Det er en KFUM og K-gruppe, Ten Sing, som lavede en familiegudstjeneste og spillede 'In the Name of Love' som postludi-um. Det var i Gellerup Kirke, og jeg tænkte: Den musik rammer mig ligesom første gang, jeg hørte Beatles.

- En anden oplevelse var i 1990 eller 1991. Jeg sidder en aften i Kirkens Korshærs Nattje-neste, som lige er startet. Der kommer en stof-bruger, som fortæller mig, at han har hørt et fantastisk album, og det er Achtung Baby. Så den købte jeg i samme uge. Jeg spurgte ikke engang min kone om det. Det var ellers noget, der skulle forhandles dengang, siger Jørgen.

Noget nyt kan skeDet er aftalt, at interviewets omdrejnings-punkt skal være sangen 'Moment of Surrender' fra albummet 'No Line on the Horizon', som er beskrevet i bogen i et kapitel. Som korshærs-præst var Jørgen Lasgaard præst for de hjem-løse, de udsatte og de skæve eksistenser i Aar-hus. Derfor er han en naturlig samtalepartner for Hus Forbis udsendte.

Jørgen fortæller i bogen, at 'Moment of Sur-render' i verdens førende musikmagasin Rol-

ling Stone i 2009 blev kåret som årets bedste sang. Sangen handler om en stofbruger, den varer syv et halvt minut, og den kan deles op i tre fortællinger og et omkvæd, som Jørgen har oversat således:

I det øjeblik, hvor jeg overgav migDa faldt jeg ned på knæ I et syn, der oversteg det synligeDa lagde jeg ikke mærke til dem, der gik forbiOg de så heller ikke mig.

Sangen handler om en person, der ser en spej-ling i en pengeautomat. Det er stofbrugeren, der når et vendepunkt i livet og kommer videre.

- Jeg connecter med Moment of Surrender med det samme. Der taler han om 'vision over visibility', altså en vision frem for et syn, siger Oddur.

- Moment of Surrender handler om at standse med misbrug. Jeg har set mange, der har boet på herberg og har fået lejlighed, men som har mistet lejligheden igen, fordi de er misbrugere.

- Det er fordi, de ikke kommer til det der moment of surrender. Jeg fik hjælp til at kom-me til det, fortæller Oddur.

En lang rejseHan fortsætter sin beretning:

- Jeg nåede moment of surrender for 25 år siden. Jeg var ædru fra 1989 til 1995. Og jeg nåede det igen den 16. september sidste år. Det

er, når du bare kaster dig ned og siger: Jeg gi-ver op overfor det her. At give op over for alko-holen og sige: Den er stærkere end mig.

- Jeg fik bostøtte for to år siden. Jeg blev hjemløs i 2012 og boede på forsorgshjem på Østervang. Tidligere boede jeg på værelse. Jeg havde været på tvangsauktion og mistet huset, bilen, konen, hunden og det hele. Jeg var pro-grammør.

- Jeg flyttede til Danmark fra Island i 1994. Jeg faldt i efter to måneder. Døgndrikkeri-et startede først for fem-seks år siden. Jeg har rejst rundt i verden og boet på hotel i forbin-delse med mit arbejde. I en periode kan man godt klare det sammen med jobbet og famili-en - men til sidst krakelerer det. Og så gad min kone ikke mere.

- At blive hjemløs og komme på Østervang, det gav mig indsigt i et samfund her i Dan-mark, som jeg ikke vidste eksisterede, selv-om min opvækst var i små kår og min far og-så drak og var på gaden. Der var jo ikke nogen, der kunne være hjemløs i Island. Nu har jeg så fundet ud af, at det er der. Der er sofasurfe-re og alt det der. Det fandt jeg ud af, at min far var.

Ateisme er også en tro- Man udvikler mange personlighedsbrister under misbrug. Jeg erkender min afmagt over for alkohol. Den er stærkere end mig, den kan jeg ikke styre. Og uanset om du tror på en gud eller ej, så tror du på, at alene det, at du er så hudløs og så ærlig, så flytter du dig.

- Engang syntes jeg, at jeg var ateist, men det er at tro på, at Gud ikke eksisterer – og så har man jo bare en anden trosretning, siger Oddur.

Det får præsten frem i Jørgen: - Jeg kan godt sige noget, som handler om,

at du så går glip af noget, for jeg er jo præst. Men det vil jeg ikke i dag. Den dybeste from-hed er der, hvor man siger: Lad nu Gud vise det. Lad ham komme til, det må han gøre på et tidspunkt.

- I sangen er Jesus der også. Og måske al-ligevel ikke, den er et digt. Jeg skal ikke føre den til ende, for den er digt. Det skal jeg heller ikke gøre rent teologisk. For jeg ved det ikke, siger Jørgen.

Åndelig styrkeOddur var til folkemøde på Bornholm med Hus Forbi.

- Der var nogle mormoner overfor. Jeg sag-de: Dem skal jeg over at snakke med. Jeg talte med ham om, at jeg ikke ville til det møde med Gert Wilders, for jeg ville ikke høre på hans vrøvl. Så siger han – altså mormonen – til mig: Hvad med os, er vi velkomne? Og jeg svarede ja, I er mere velkomne end Gert Wilders.

Det er en åndelig styrke, mener Jørgen. - Den fjende, du har, er også skabt i Guds

billede. Hævn er som had. Det er det, So-DRockbandet U2's sang 'Moment of Surrender' handler om en stofbruger, der når et vende-punkt i livet. Den tur har Oddur Thordarson været igennem, og sangen danner udgangs-punkt for en samtale med tidligere korshærs-præst Jørgen Lasgaard.

Samtalen når måske ikke tilbage til rockmusikkens rødder, men til slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980’erne med de første danske punkbands og introduktionen af aarhusianske bands som lost Kids og Kliché (med lars H.u.G. som forsanger).

Det er også der, u2 har sine rødder - manifesteret på bandets seneste al-bum med sangen 'The Miracle of Joey Ramone'. Joey Ramone var forsanger i det banebrydende amerikanske punkband, The Ramones.

Albummet No line On The Horizon er produceret af Brian Eno, Daniel la-

nois og Steve lillywhite, som tilsammen og hver for sig har stået bag en halv snes af u2's plader. De to førstnævnte spiller med på 'Moment of Surrender', som er omdrejningspunkt for interviewet.

Eno har blandt andet også produceret de albums, det engelske rockikon David Bowie indspillede i Berlin sidst i 1970'erne: low, Heroes og lodger. Da u2 efter No line On The Horizon begav sig ud på turneen '360 Degrees' blev Bowies nummer ’Space Oddity’ afspillet, før de gik på scenen.

rockrødder

- Moment of Surrender handler om at standse med misbrug. Jeg har set mange, der har boet på herberg og har fået lejlig-hed, men som har mistet lejlig-heden igen, fordi de er misbru-gere.

Oddur Thordarson

- Der kommer en stofbruger, som fortæller mig, at han har hørt et fantastisk album, og det er Achtung Baby. Så den købte jeg i samme uge. Jeg spurgte ikke engang min kone om det.

Jørgen Lasgaard, korshærspræst

▲


krates siger, at du ikke skal tage hævn. Den ødelægger dig indefra som menneske. Du bli-ver fuldstændig tom indeni. Hvis du får en kindhest, så lad være at reagere med hævn, så hellere vende den anden kind til.

I 'Where the streets have no name' (fra al-bummet Joshua Tree) synger Bono: And when I go there, I go there with you (It's all I can do).

- Går han med Ali (Alison), sin kone, eller går han med Gud? Der er ingen forskel. Han går der med dem begge to, fortolker Jørgen.

- 'Moment of Surrender' handler ikke om misbruget, den handler om vejen tilbage. Den lægger op til den næste sang 'Unknown Cal-ler', hvor det er Gud, der ringer til ham. Bud-skabet er, at du er god nok – ubetinget.

- Det specielle ved Bono er, at han siger: Det kan da godt være, Gud er begyndt at tale gennem computeren. Hvorfor skulle vi være så teknologiforskrækkede?

Vi skal tænke os omNu tager samtalen et nyt spor, og vi kommer rundt om et par andre sange, der skildrer mis-brug og måske har inspireret til det, U2 har la-vet de senere år.

- Den første sang, der handler om misbrug for mig, er Stones-sangen 'Mother's Little Hel-per', siger Oddur.

- Min mor fik sit første barn som 16-årig, og hun fik gebis som 20-årig. Hun spiste ben-zodiazepiner og sovepiller hele livet. Hun var narkoman uden at vide det. Da hun var 23 år

gammel, havde hun fire børn, ingen uddannel-se og en alkoholiker som mand.

Jørgen arbejder også meget med countryle-genden Johnny Cash' tekster, så han griber lidt længere tilbage i tiden:

- I 1960'erne spiste Johnny Cash amfeta-min, så kunne han holde sig gående i to år. Han har også skrevet 'Cocaine Blues'. John Lennon fortæller, at Beatles lærte lsd at kende til en fest hos deres tandlæge, som puttede lsd i teen, uden de vidste det.

Jørgen vender tilbage til U2. - Da de får deres gennembrud på Live Aid

i 1985, laver de den mest rå udgave af sangen 'Bad', som handler om at være på stoffer. Bono har selv fortalt, at den handler om at uddrive trangen til stoffer. Mange af deres venner var på stoffer dengang.

Oddur reflekterer en gang mere over sine personlige erfaringer:

- Sidst jeg var på afvænning, fik jeg bedre hjælp. Det var på Ringgården. Første gang var en Minnesota-kur. Denne gang var det kog-nitiv behandling, hvor de var meget opmærk-somme på, at folk bruger mere end et middel.

- Hvis jeg tager bare en drink, så er jeg færdig. Det eneste, jeg kan gøre, er at lade væ-re, siger Oddur.

Jørgen kan genkende det fra en anden U2-sang.

- Der er en anden sang på Joshua Tree: 'Running to Stand Still'. Den har direkte re-ference til Phil Lynnott, bassisten i det ir-

ske band Thin Lizzy, som døde af sit misbrug. Den er nærmest en folkesang, og til sidst syn-ger han ’lala' i enormt lang tid. Hvorfor synger han 'lala'? Det er fordi, folk skal tænke sig om, tror jeg. |

jørgen lasgaard er lige gået på pension, men var præst i Gellerup og Sct. Pauls kirker og siden korshærspræst i Aarhus i mange år. Han har brugt u2 både som personlig inspiration og i forkyndelse og un-dervisning. Sammen med Jens Carl Moesgård Nielsen, Herning, har han skrevet en bog om u2's album 'No line on the Horizon' fra 2009. Den er netop udkommet under titlen ’Himmel og Hav i ét - u2's sange som salmer.’ Med bogen følger oversættelse af alle 12 sange. Bogen kan købes som både e-bog og på papir på forlaget Book On Demand, www.bod.com.

oddur thordarson hører masser af rockmusik og har også været til mange koncerter. Han tilhører den generation, der vågnede op og kom ud af barndommen med punkmusikken, og når u2 og andre synger om misbrug og om at komme videre, rammer det ned i Oddurs eget liv. Det gør u2's forsanger Bono sådan set også, fordi den irske rocksanger godt kan ligne Oddur lidt.

Oddur er den Hus Forbi-sælger, der ligner Bono mest. Her er han sammen med Jørgen Lasgaard foran et foto af U2-sangeren.

af Tine Sejbæk

Personer uden fast bolig i Helsingør bliver bedt om at bevise deres tilhørsforhold til kommunen ved at aflevere bon'er fra indkøb. Ellers bliver de frataget deres sociale ydel-ser fra kommunen.

Personer, der i folkere-gistret står under ’ukendt adresse’, kan blive afkrævet en bopælserklæring og even-tuelt et kontoudskrift fra ban-ken – og rækker det ikke, kan de omdiskuterede bon'er kom-me ind i billedet.

Det har fået Socialdemo-kraterne, SF og Enhedsli-sten samt Lokaldemokraterne i Helsingør byråd til at stille et forslag om, at det skal væ-re tilstrækkeligt, at perso-ner med ’ukendt adresse’ hver måned underskriver en tro og love-erklæring om, hvor de opholder sig.

Det skal de også i dag, men derudover kan der ved tvivl komme krav om at vise et kontoudskrift fra banken el-ler bon'er fra steder som Netto og Fakta.

- Vi håber, at der kan bli-ve enighed om en ny praksis, der lemper presset om at skul-le dokumentere. Vi lægger op til, at man tolker loven min-dre restriktivt, siger byråds-medlem Allan Mortensen fra Enhedslisten.

- Vi mener, man skal vise borgerne tillid. Det er de mest udsatte i samfundet, der har sværest ved at leve op til kra-vene om kontrol. I stedet for at bruge ressourcer på kon-trol mener vi, man skal hjæl-pe folk ud af hjemløsheden. Vi synes i øvrigt, det er uvær-digt for kommunerne at ligge og slås om at undgå at udbeta-le ydelser til de mest udsatte borgere, siger han.

Hjemløs lig lovløsAnne Kyung Nielsen, områ-deleder i Borgerservice i Hel-

singør, forklarer, at det langt fra er alle uden bolig, der skal vise bon'er. Det gælder ikke folk, der bor på herberg el-ler sover på gaden. Det er an-dre personer med ’ukendt adresse’, som typisk sover lidt rundt omkring, der kan bli-

ve bedt om det i tvivlstilfæl-de. Typisk hvis kommunen har mistanke om socialt be-drageri.

Lige nu bruges bon'er dog ikke rigtigt, forklarer hun.

For almindelige borgere i Helsingør har selvfølgelig sør-get for at samle bon’er, som hjemløse kan hente og bruge i kommunen.

Men princippet er det sam-me, siger områdelederen: Man skal stadig kunne dokumen-tere, at man opholder sig mest i kommunen, hvis man har ’ukendt adresse.’ Anne Kyung Nielsen siger rent ud, at loven ifølge Helsingør Kommune ik-ke er indrettet på hjemløse.

- Vi skal ifølge loven kun-ne bevise over for revisionen, at vi ikke udbetaler penge til folk, der ikke opholder sig mest i Helsingør. Sådan er vil-kårene for os, der administre-rer loven. Og loven er byg-

get op omkring, at folk har en fast bopæl, siger hun.

René Nielsen fra SAND (de hjemløses landsorganisation) mener, man kan vælge at tol-ke loven på flere måder.

- For det første nytter det ikke blot at kontrollere folk, uden at der følger en social indsats med. Hvorfor kun kræve dokumentation, hvor-når følger der en hjælpende hånd med? Den sociale ind-sats kunne eksempelvis være at udarbejde en social handle-plan, der som skjult bonus og-så kunne tjene som tilstræk-kelig dokumentation på den hjemløses gøren og laden, si-ger han.

RetssikkerhedRené Nielsen forklarer, at kig-ger man snævert på CPR-lo-ven, er det korrekt, at kom-munen skal vide, hvor folk befinder sig for at udbeta-le kontanthjælp. Men ifølge Retssikkerhedslovens para-graf 9 er det tilstrækkeligt, at man selv som hjemløs oplyser, hvor man opholder sig.

Bettina Post, som er so-cialrådgiver og chefkonsu-lent på Professionshøjskolen Metropol, siger til Hus For-bi, at hun har svært ved at se, at Helsingør Kommune skulle have lovhjemmel til at kræve den slags dokumentation.

Som udgangspunkt skal folk have hjælp der, hvor de møder op. Når en person hen-vender sig og siger, vedkom-mende opholder sig i kommu-nen, må man se på, om ved-kommende er berettiget til hjælp. Og det burde være nok, at de skriver under på en tro og love-erklæring.

- Udgangspunktet er, at folk skal have hjælp, der hvor de møder op. Og så må kom-munerne tage diskussionen internt og bede om refusion, hvis de mener, at en borger i virkeligheden bor i en anden kommune, siger hun. |

Helsingør går kontrolamokI Helsingør kan hjemløse blive bedt om at vise bon'er fra dagligvarekøb for at bevise, at de opholder sig i kommunen.

- Udgangspunktet er, at folk skal have hjælp, der hvor de møder op. Og så må kommunerne tage diskussionen internt og bede om refu-sion, hvis de mener, at en borger i vir-keligheden bor i en anden kommune.

Bettina Post, socialrådgiver og chefkonsulent på Professions-

højskolen Metropol

jobcentre lytter ikke til læger

Jobcentrene har travlt med at presse syge i arbejde, og derfor lytter de ikke til special-lægerne, når de skal vurdere, hvor syge de-res patienter er, og hvor meget de kan ar-bejde. Det mener overlæge på Smertecenter Skørping, Steen Hupfeld. ’Jeg bliver vred, når en anden læge, der ikke er specialist inden for det her område, bare tilsidesætter mine vurderinger,’ siger han til Avisen.dk. Det kan ikke passe, at jobcentrene bare kan tilsidesætte udtalelser fra speciallæger, når de skal vurdere syge borgeres arbejdsevne, uddyber overlægen. i en konkret sag mener Steen Hupfeld, at Brønderslev Kommu-nes har fordrejet hans ord. Han beskriver patientens smertetilstand som stationær, og funktionsevnen som varigt nedsat. Men kommunen tolker det ifølge Avisen.dk på en måde, der forlænger jobcentrets jagtsæson i forhold til den kronisk syge patient.

nyt samarbejde i aarhus

Borgere med anden etnisk baggrund end dansk er overrepræsenteret i regionspsy-kiatrien og ved den sidste hjemløsetælling var stigningen størst i denne gruppe. Der er således brug for en målrettet social indsats, hvis denne gruppe for alvor skal hjælpes. Muhabet Aarhus og Kirkens Korshær i Aarhus åbner nu i fællesskab og partner-skab et nyt aktivitets- og samværssted med en socialøkonomisk virksomhed for og med socialt udsatte mennesker. Projektet har særligt fokus på kvinder og mænd med anden etnisk baggrund end dansk, skriver Kirkens Korshær i en pressemeddelelse.

kommuner fyrer mange chefer

Kommunale direktører og forvaltningsche-fer sidder usikkert i stolen. 2014 bød på 86 cheffyringer - det højeste antal fyringer af topchefer i kommunerne i mange år, viser opgørelse blandt Djøfs (Dansk Jurist- og Økonom Forbund) medlemmer. Også i år har mange fået sparket, skriver Altinget.dk. Netmediet nævner sagen om direktø-ren og to chefer, som måtte vinke farvel til deres job i Odense Kommunes Børne- og ungeforvaltning oven på en skandalesag om ulovlige besparelser på indsatsen for udsatte børn. Direktøren gjorde det for at følge et politisk ønske om at spare penge. Han fik ifølge Fyens.dk 4,5 millioner kroner i godtgørelse for opsigelsen, så kommu-nen har efterfølgende måttet finde lovlige besparelser for et endnu større beløb.

HUS FORBI | nr. 12 december 2015 | 19. årgang | 3130 | HUS FORBI | nr. 12 december 2015 | 19. årgang

Tonny Rimsmeds hjørne

© Hus Forbi-sælger Tonny, nummer 0081 E-mail: [email protected] www.tonnyrimsmed.dk

Socialministeriet udtaler -Karen Ellemann galerVi gik i regering fordi vi ansvar ville tage -det var i hvert fald det vi sagdeMen nu vi retorikken tuner -og lægger ansvaret ud på landets kommunerDe hjemløse behøver ikke at blive gale -bare fordi der ikke findes en lejlighed de kan betaleI Danmark har vi jo masser af plads på gaden -og i skraldespanden kan de jo så finde maden

alle rigtige besvarelser deltager i lodtræknin-gen om boggaver – fra vores helt egen verden.

X er kreeret af anne marI frank geller

SEND LØSNINGER TIL: Hus Forbi, bragesgade 10 b, 2200 Kbh. N senest den 5. januar Mrk. kuverten 'OFFLINE'

Navn _____________________________________

Adresse ___________________________________

Postnr ____ By _____________________________

vinderne får direkte besked og offentliggøres på www.husforbi.dk

| off-lin

e |

vIl

du

vIn

de

IQ e

r k

re

er

et

af s

ør

en

a

Xe

l pH

IlIpp

e fr

an

ck

richard gere som hjemløs

Philadelphias hjemløseavis One Step Away bringer et interview med den amerikanske stjerneskuespiller Richard Gere om, hvordan det var at spille hjemløs i filmen Time Out Of Mind, der kom sidste år, men som aldrig fik dansk premiere. interviewet er lavet af en af One Step Aways sælgere, Jerry Tucker.

Optagelserne foregik på location i New Yorks gader, og Richard Gere fortæller blandt andet, at i løbet af de 21 dage blev han kun genkendt to gange.

- De mennesker er helte, de er overlevere, siger filmstjernen blandt andet i interviewet.

Richard Gere med One Step Away-sælger, Jerry Tucker Foto: One Step Away

Frøen Et digt af Hus Forbi-sælger Brian (det rimer måske ikke rigtigt det første, det må jeg jo set at få gjort noget ved, kvækker han)

Hvem der nu bare var som en frøKæk og kvækkende med hovedet lidt på skråbare hoppende gennem livetFra sted til stedAldrig rigtig have nogen ting medMen ak og ve Den dag, du ser en storkSå er du vækMan kan sige, du er kommet til kort.

illustration Adam O

af Laura Kelly

32 | HUS FORBI | nr. 12 december 2015 | 19. årgang

| ny hus forbi-sælger |af birgitte Ellemann Höeghfoto: Mette Kramer Kristensen

For et halvt år siden begyndte Mathias at sælge Hus Forbi. Han bo-ede på gaden, sofasurfede hos bekendte og sov i opgange, hvis han ikke kunne finde et sted for natten.

- Jeg er meget introvert, men det passer bare ikke så godt sam-men med mine mål i livet, og så har jeg kendt en masse Hus Forbi-mennesker i Aarhus. Da jeg begyndte at sælge aviser, var det helt fantastisk at komme ud og snakke med mennesker og stille og roligt lære, at det ikke er så slemt.

Mathias er 20 år. Han har en kæreste, som han mødte for to år siden, hvor han boede i 'Hjemløseteltet' i Aarhus.

- Det var et projekt, som nogle hjemløse gik i gang med på Gods-banen, hvor der blev sat et stort telt op, og folk kom og donerede tøj og alt muligt andet hen over vinteren. Dér tog jeg over til fra Sla-gelse.

På daværende tidspunkt havde Mathias været hjemløs i en del måneder og var kommet ind i et miljø, han gerne ville væk fra.

- Det startede med, at min mor blev syg med livmoderhalskræft. Min lillesøster lider af borderline, og i takt med, at min mor blev syg, blev hun dårligere. Min mor kunne ikke håndtere noget som helst, jeg blev mobbet i skolen, og det endte med, at jeg kom på ef-terskole som 15-årig. Min mor døde, da jeg var omkring 17 år. Jeg kan ikke helt huske hvornår, jeg havde jo moslet med tanken om, at hun skulle dø, siden hun kom op på mit værelse og fortalte mig, at hun var syg. Da var jeg 12 år.

- Men jeg blev smidt ud af efterskolen og flyttede hjem til min halvstorebror. Han var midt i 30’erne med kone og to børn. Vi kom en del op at skændes. Han fandt nogle filterchips til at lave joints, og det kunne han slet ikke håndtere. Jeg vil ikke sætte min store-bror i et dårligt lys, for jeg kan godt forstå, at han tænkte sådan.

- Bagefter fik jeg en bolig gennem kommunen, men jeg røg ud, fordi jeg havde en Somersby stående. Reglen var, at man overhove-det ikke måtte indtage alkohol. Der var ikke noget sikkerhedsnet, så jeg stod bare på gaden.

I dag er det Mathias' kæreste, han er tættest på. Hans far vil han nu, hvor han har fået et sted at bo, gerne have kontakt til igen.

- Min far er aflagt alkoholiker, og han er helt klart et forbillede i forhold til, at jeg IKKE kommer til at blive alkoholiker. Han er rig-tig klog på mange områder og giver en masse gode råd, som jeg sta-dig bruger.

Aviserne sælger han i Thisted og Struer og indimellem i Aarhus, hvor han er aktiv i SAND (De hjemløses landsorganisation, red.). Pengene går lige nu til at få etableret et hjem hos kæresten og så desuden til noget ordenlig mad. For Mathias er veganer og synes, det er svært at få råd til at spise sundt.

- Jeg skal til at have startet et firma. Jeg vil finde nogle men-nesker, der har passioner i livet, og hjælpe dem med det. For det er min passion: at sørge for, at ting bliver bedre. Jeg vil gerne lave en webshop med tøj, som passer både til mænd og kvinder - navleringe til drenge og kasketter, som piger også kan gå med. Det er et poli-tisk projekt, hvor ordet ’equalism’ skal stå i stedet for feminisme. |

sælger nr. 2.141

Mathias Wøbbe

3 spørgsmål

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i gang med at sælge Hus Forbi.

hvor skal du holde jul? - Det ved jeg ikke endnu. Sidste år var en dårlig jul. Det var på Christiania til de hjemløses jul, hvor mig og min kæreste tog hen. Men vi kom op at skændes og fik ikke holdt så meget jul.

hvad betyder jul for dig? - ikke specielt meget. Jeg kan godt lide idéen om det, men samtidig kan jeg ikke fordrage tanken om, at flere millioner mennesker verden over lyver for deres børn. Man fortæller dem jo om julemanden og hans hjælpere og overbeviser dem om, at de er ægte personer, som går rundt og gør børn glade. Rent psykologisk synes jeg, det giver bedre mening at fortælle dem, at man selv er en god person. Det er jo ikke særlig svært.

hvad fik du at spise i går?- Jeg fik pomfritter med seitan-nuggets. Jeg får altid mad, min kæreste er super god til at lave mad. Jeg går rigtig meget op i sundhed, og mad og vand er en meget stor del af at have det godt.

h u s fo r bi€¦ · kan fungere som distributører for hus forbi – det vil sige være ... 26...

Documents