Introduktion

Guldgraveren

INSTRUKTØR: OLE SØRENSEN. SCENOGRAFI: GITTE KATH. MEDVIRKENDE: OLE SØRENSEN, KLAUS ANDERSEN, LARS RØDBROE, JESPER VOLKE

GULDGRAVEREN er en fortælling om en far, Laust Eriksen, som både mister sin kone, Kirstine, og sin søn, Anders, fordi hans smålige og misundelsesfyldte bondesamfundsomgi-velser ikke under ham den lykke, han som afviger så modigt og ihærdigt søger. Laust får sit levebrød og sin lykkelyst kvalt i det lille landsbysamfund, hvor man ikke slipper ustraffet fra at bryde de fælles normer. Kirstine dør, mens Anders er helt lille, og Laust emigrerer til Ame-rika, hvor han finder guld.

Men livet i den amerikanske ødemark er barskt, og kampen for at få del i den rigdom, der ligger skjult i undergrunden, er hård. Efter 29 års kvaler, driver længslen efter sønnen, som er sat i pleje hos husfolk, Laust tilbage til landsbyen i Danmark.

Med udgangspunkt i en af Johannes V. Jensens ”Himmerlandshistorier”, har Teatret Møllen lavet en musikalsk dramatisering af historien om Laust Eriksen.

Johannes V. Jensen har en særlig evne til at gå tæt på de personer og de miljøer, han beskri-ver. Hans historie om Laust Eriksen krydres med skuespillernes guldgravermusik, som frem-hæver de stemninger, historien allerede rummer. Det munder ud i en varm og poetisk historie – ikke bare om Laust Eriksen, men også om dem, han forlader, og om det han mange år efter vender tilbage til.

’Guldgraveren’ er et strålende eksempel på, at Teatret Møllen med musik, humør og lune teaterrealiserer deres mantra: ’Hvor lidt kan man nøjes med – og alligevel få det hele med’. Forestillingen er både fornøjelig og gribende. Og den skaber langtidsholdbare billeder og undren.- Teateravisen, Kirsten Dahl

Møllen har fundet en levedygtig tekst, som nok er gemt eller glemt af de fleste, og gi-vet den et pift med teatrets lune, organiske og autentiske spillestil, der her og der minder om Brecht - minus Verfremdungseffekten.

- Kulturkapellet, Hans Christian Davidsen

The group’s versatility comes to the fore with their version unaccompanied church singing in the style of the old Scottish psalms and as heard in the Jutland set film Babette’s Feast (Babettes Gæstebud)... all of which do a great job of lifting the sorry saga to the level of rollicking entertain-ment…- Traverse, Imaginate Review, Irene Brown

”

”

”

Anna Stein AnkerstjernePR & kommunikation

Teatret MøllenMøllepladsen 4DK-6100 Haderslevwww.teatretmoellen.dk+45 25560946

Anmeldelse Traverse, Irene Brown 16/05/2015

The Gold Digger, TraverseImaginate Review

Immigration and emigration are words heard a lot these days. This show from Haderslev in Denmark tells a tale based on a Danish legend written by Nobel prizewinning author Johannes V. Jensen as part of his novel Himmerland Stories written within memory of the 19th century gold rush. It tells the tale of a man called Laust Eriksen who lives in a Danish community that’s both small in size and outlook. He hears the call of another life in faraway America where he might make his fortune. Sadly this means that he leaves his wife and son to gain his dream. Some 29 years later, he returns home as an old man in the hope of a reunion with his abandoned son.

This is told by 4 men dressed in the hill billy look of yee haw braces, a mix of dusty bowler hats and a stovepipe, battered boots and surrounded by some equally battered trunks. They sit before a brick wall that serves as a giant prop throughout and are surrounded by a whole pile of instruments from ukulele, banjo, guitars, saw, clarinet, steel guitar and in the pocket of the main narrator, a moothie (mouth organ). With these they produce some swinging, foot stomping, clap inducing Blue Grass sounds including versions of Old Dan Tucker and Further on Up the Road and including some appropriate native American drum beats all ofwhich do a great job of lifting the sorry saga to the level of rollicking entertainment.

The review continues on the following page...

”

Anmeldelse Traverse, Irene Brown 16/05/2015

The whole this is performed with the casual air of a group of genial entertaining uncles and this ap-plies particularly to the chief narrator the Klaus Andersen who creates great hilarity by playing a caricatured woman with just a headscarf. He delivers innuendo with twinkling mischief and his portrayal of the taciturnmelancholy of a man persistently seeking kindness in his old age is suitably understated.The group’s versatility comes to the fore with their version unaccompanied church singing in the style of the old Scottish psalms and as heard in the Jutland set film Babette’s Feast ( Babettes Gæstebud)

There may be no redemption in this tale but Teatret Møllen’s interpretation more than makes up for that and their finale of the lovely old 1930s US classic You are my Sunshine about love and loss puts the icing on this Danish treat.

Age recommend 10+ Friday 15 – Saturday 16 May

”

Anmeldelse Teateravisen, Kirsten Dahl, 08/11/2013

Livsbekræftende guldgravertragik

’Guldgraveren’ er et strålende eksempel på, at Teatret Møllen med musik, humør og lune teaterrealiserer deres mantra: ’Hvor lidt kan man nøjes med – og alligevel få det hele med’. Forestillingen er både fornøjelig og gribende. Og den skaber langtidsholdbare billeder og undren

”

Hvad har Johannes V. Jensen, et firkløver af mænd som iført hat og seler lysteligt spiller Bluegrass, et lille lyst uhøvlet trægulv fyldt med alskens musikinstrumenter foran og bagved gamle kasser og spredt anbragte staldlygter og en enkelt burger med hinanden og med os at gøre?Vildt og inderligt meget. Med alle Møllen-tangenterne på ’on’ danser vi som publikum med ind i teatrets opsætning af den afdøde forfatters Himmerlandshistorie om guldgraveren Lavst Eriksen. Vi bliver lette og lysteligt stemte af den uhøjtidelige og glade måde, hvorpå Jesper Folke Olsen, Ole Sørensen, Klaus Ander-sen og Lars Rødbroe på mundharpe, kontrabas, stelguitar, sav, banjoer m.m. spiller skønt arrangeret traditio-nel amerikansk folkemusik. Musikken danner en perfekt ramme og er en central velfungerende medspiller. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at sådan lyder guldgravermusik og lyden af lykke – eller skal vi sige drømmen om lykke – for det er det sidste som er temaet i forestillingens kernefortælling. For alt imens vi føler lys og glæde mærker vi en knugende klump i halsen – en både forundringsfyldt fornemmelse over, hvordan noget så ensomhedsfyldt og umenneskeligt trist kan ske for Lavst Eriksen og en stikkende fornem-melse af, at alt det, vi hører, er genkendeligt fra hedeopdyrkningstiden, hvor fortællingen foregår – og nu i dag, i 2013, i livet blandt venner, familie og i større samfundsmæssige sammenhænge.

Lykke, hjemlængsel, svig og tab Guldgraverfortællingen en fortælling om en far, Lavst Eriksen, som både mister sin kone, Kirstine, og sin søn, Anders, fordi hans smålige og misundelsesfyldte bondesamfundsomgivelser ikke under ham den lykke, han som afviger så modigt og ihærdigt søger.Lavst får sit levebrød og sin lykkelyst kvalt i det lille landsbysamfund, hvor man ikke slipper ustraffet fra at bryde de fælles normer. Kirstine dør, mens Anders er helt lille. Laust emigrerer til Amerika, hvor han finder guld. Men længslen efter sønnen, som bliver sat i pleje hos husfolk, bringer ham 29 år efter tilbage til lands-byen. Møllen kalder inde i selve forestillingen Johannes V. Jensens fortælling for ’fortællingen om Anders Eriksens guldgraverstøvler’. Klogt, fordi de på den måde gør opmærksom på og skaber et fæstnende billede på nethinden af, at det ikke er finansberigende guldgraveri, det handler om (den del fylder også ultra lidt), men ensomhed, tab og svig. Forestillingens scenografiske set-up og den humoristisk lune tone, som ligger i både musikken, mi-mikken og gestikken, befordrer, at vi, når vi kobler det sammen med den fint klippede tekst, helt uundgåeligt kommer til på livsbekræftende vis at fundere over og tage afstand fra smålighed, intolerance og menneskelig afvisning.

Anmeldelsen fortsætter på næste side...

Anmeldelse Teateravisen, Kirsten Dahl, 08/11/2013

Tørklæde-love, mega-høvl og mini-hus i højden Uden brug af direkte interaktivitet er vi sammen med spillerne om Guldgraver-fortællingen, takket være den indledende øjenkontakt-modtagelse og den vedvarende invitation til at lytte med og tage del i den stemning, som opstår i rummet. Har man fulgt Møllens forestillinger, er der lighedstræk til mange forrige forestillinger i den enkle måde, hvorpå noget essentielt stofliggøres. Det fungerer – også her.Ole Sørensen bliver til Lavst Eriksens kry Kirstine, når han binder et lille tørklæde om hovedet og danser folkedans med Klaus Andersens forelskede Lavst, der inviterer Kirstine om bag scenens plankevæg, hvor de to kikker stjerner. Den svangre mave, Kirstine derved får, vises kort med en aende hånd på en maveplaceret hattepuld. Det lille hus med udsigt som Lavst selv bygger placeres på bagvæggens top ved siden af en lille flagstang. Kirstine som hurtigt dør, da familien nægtes både føde og arbejde, ser vi i form af tørklædet, som lægges hen over bagvæggen nær huset. Og når vi møder den voksne Anders i hans snedkerværksted er det også ved bagvæggen – i form af Klaus Andersen forsynet med en gigantisk høvl, som han høvler med - ind-ædt og kun lejlighedsvis skulende over mod den hjemvendte far, som vedvarende hjemsøger værkstedet for at forsone sig med sin søn.

Ordgodbidder ’Anders vidste, at guldgraveren ville have sin søn tilbage’, siger en af spillerne et sted. I Brechtsk 3.person og dejligt placeret, efter at vi har mærket, at det er det, det handler om.Den dramatiske tekst er i det hele taget en flot transformation. Sat ind i musikernes fortælleramme byder den på en verbal essens af originalteksten. Med datiden gloser – så som ’pund’, ’øjne uden svig’ og ’halvtredje-hundrede tikronesedler’. Og frem for alt med sætninger, som i sammenhængen stikker poetisk og dybt ved at sige tingene direkte og lade dem rumme meget mere end det, der umiddelbart siges. Fx ’Er du blevet rig amerikaner?’, ’Anders og faren fik aldrig talt om tingene’, ’Lavst har aldrig været oppe i stuen’, ’Ingen kom ham nogen-sinde nær’ og ’En skønne dag var han lige så stille listet af til staterne, til de lange prærier og de uendelige skove. Og landsbyen – de hørte aldrig mere fra ham’. Skønt er det også, at Møllen, som noget der kommer overraskende, tilføjer et underholdende inter-mezzo, hvor Lars Rødboe hiver en burgerbolle frem, som udløser et Burger-foredrag og et lille historiefore-drag om udvandringerne til Amerika som pointe-fint bliver kommenteret med: ’Så man kan sige, de både var udvandrere og indvandrere’.

Teaterkoncert miniature Intet i musikken er tilfældigt. Sav i selskab med banjo i staldlygters lys lægger lyd til den korte guld-graversentens. Mundharpe og kontrabas ledsager vemodsfyldte sekvenser. Etc.For de yngste i målgruppen, de 12-årige, virker Bluegrass nok noget gammeldags ligesom scenografien og nogle ord og vendinger i teksten. Men lur mig om de ikke synes om musikken alligevel.Og jeg tror, at de ’er på’ historien, fordi forestillingen med ligefremhed, humør og enkelhed åbne døre op ind til noget, vi alle kender: lykke, længsel og svigt. Efter forestillingen vender billeder tilbage og skaber emotioner og stof til eftertanke. Et billedet af det pund chokolade, som Anders ikke vil vide af. Et billede af Lavst som bliver nægtet adgang til Anders’ stue, hvor han aner at der på en kommode står et fotografi af Kirstine. Billedet af en hel landsby, som peger fingre. Og et billede af de guldgraverstøvler, Lavst efterlader som gave til sin 29-årige Anders, inden han igen drager til Amerika.